Epistler, bind 4 (moderne dansk retskrivning) "bd4chap435"

Jeg takker for de mig tilskikkede vers. Du har at udsætte dette på dem at de er ikke så skønsomme som de er sindrige, og siger at poeten heri som i sine andre vers ofte støder mod judicium. Jeg for min part bifalder ikke de domme som gemenlig fældes over denne poet. Jeg tilstår gerne at judicium undertiden savnes i hans vers, men dette uanset er han dog ikke alene en poet, men endogså en stor poet.

En poets største kvalitet er gejst og enthusiasmus, hvilken ikke gerne er gelejdet af skønsomhed. Bevis herpå kan tages af Homero, hvilken man ikke kan nægte fortrin for andre poeter, endskønt han ofte støder an mod judicium. Det er i den henseende at de gamle rekommanderer vin og stærk drik efterdi gejsten derved opvækkes, skønt judicium derved heller svækkes end styrkes. Den gejstrige poet Pindarus siger vel:

Ἄριστον πάντων εἶναι τὸ ὕδωρ.

Det er: at vand er den bedste drik. Men sådant siger han vel ikke i henseende til poeter; thi utallige andre skribenter er enige om vinens herlige virkning i poesi. De disputerer alene om hvilken vin dertil er kraftigst; óg synes det at Hermippus mest rekommanderer den |470vin som kaldes mendæum; thi han siger det er den vin som guder og gudinder pisser:

Μενδαίῳ μὲν ἐνουροῦσιν καὶ οἱ θεοί.

Mendæum vinum coelestia numina mejunt.

Om de store poeter som påkalder guder og gudinder når de foretager sig at gøre vers, har erholdt nogle doses af samme vin, kan ikke siges. Det mærker man alene, at de taler om vinens brug som det herligste middel til at opvække gejst og den indbildningskraft som poeter mest behøver. Vinen, siger en af de ældste skribenter, er som en rask hest for en poet:

Οἶνος χαρίεντι πέλει μέγας ἵππος ἀοιδῷ,

ὕδωρ δὲ πίνων χρηστὸν οὐδὲν ἂν τέκοις.

Det er: Vinen er for en lystig poet som en rask hest; hvis du drikker vand, kan du intet herligt tilvejebringe. Hvilket dog alene må forstås om poesi og ting som udfordrer imagination og høj gejst. Den komedieskriver Amphis går for vidt som siger at vin tilvejebringer skønsomhed, og at vanddrikkere er tåbelige og uvittige:

Ἐνῆν ἄρ’, ὡς ἔοικε, κἀν οἴνῳ λόγος,

ἔνιοι δ’ ὕδωρ πίνοντὲς εἰσ’ ἀβέλτεροι.

Thi sådant er mod erfarenhed. Ses så heraf at en munter gejst og imagination, som af vinen opvækkes og styrkes, er en poets hovedkvalitet, og at et poema kan være et mesterstykke, endskønt adskilligt deri findes som støder an mod skøn|471somhed. Og når så er, må man ikke regne så nøje med en poet om han iblandt overtræder logiske regler, til hvilke han ikke så stort bindes som en dommer eller orator. Dette har jeg stedse haft for øjnene og derfor har admireret de fleste af ovenmeldte poets vers, i hvilke jeg overalt finder en høj gejst og en stærk imagination, ligesom jeg finder mange andre vers, skønt nette og uden fejl, som aldeles ikke er poetiske.

De skønsomste skribenter er ofte de magreste poeter; thi det synes at en stærk skønsomhed er for en poet ligesom en kapsun der hindrer imaginationen og forårsager at gejsten ikke kan svinge sig højt nok. Jeg siger at de skønsomste skribenter er ofte de magreste poeter, men ikke stedse; thi der er fundet visse poeter som må exciperes fra den almindelige regel. Blandt dem er den store latinske poet Virgilius, i hvilken man ser at fremskinne ikke mindre høj gejst og indbildningskraft end skønsomhed, skønt det første dog ikke i sådan grad som hos Homerum, hvis gejst svinger sig end højere, og hos hvilken især findes det som kaldes θεῖον, og som admireres mest i poesi og orationer.

Dette beder jeg at du vil forestille dig førend du fælder dom over bemeldte poets andre vers som herefter kan udkomme , og alene lader dig nøje med at øve sådan kritik over andre hans skrifter, hvorved logica nøjere må iagttages.

Jeg forbliver etc.

Holberg-tekst

Kommentarer

Lukk