|356
Epistel 401
Til * *
Nogle har lastet det i Klims
Underjordiske rejse at jeg har beleet de fleste europæiske skikke og
vedtægter, og siger at sådanne domme tjener alene til bevis på en skribents
knarvornhed. Men mine censores tager deri fejl; thi sigtet er derved heller
at forsvare og undskylde andre nationers moder og sædvaner, som vi selv beler og
foragter alene efterdi de er ikke overensstemmende med vore egne, item at
tilkendegive at de af os såkaldte barbariske nationer kan anse de i vor
indbildning sirligste skikke og vedtægter lige så urimelige og deri finde
lige så frugtbar materie til latter endogså i vore mest polerede stæder.
Skriftet sigter i så måde heller til at undskylde end til at vrage sædvaner og
til at erindre dem som beler fremmede vedtægter, at eksaminere med upartiskhed
og efter den sunde fornuft deres egne. De vil da finde at de moder som de
har forelsket sig i, og som de holder for mest rimelige og sirlige, grunder
sig alene derpå at de er offentligt kommet i brug og almindeligt
antaget.
Når vi læser gamle historier, støder vi os over forfædrenes skikke og
manérer, og når vore efterkommere igen læser disse tiders historier, vil
|357de måske finde lige så stor materie til
latter. Når vi kommer i fremmede lande, går det de fleste af os ligesom
Niels Klim, hvilken på sine rejser holdt alting hvad han så, at være vanskabt.
Jeg erindrer mig at have rejst med nogle franske fruentimmer fra Paris til
Holland. I det første herberg vi kom i Brabant, brast de i latter
efterdi pigen strøede sand på gulvet, hvilket er ganske almindeligt i de
nordiske lande. Når vi ser en bonde snyde sig med fingrene og at kaste
urenligheden på gulvet, kalder vi ham en tølpel; og når en bonde igen ser
en købstadsmand at lægge sådan urenlighed i et linklæde og at forvare det
i sin lomme, giver han måske ikke bedre titel. De prægtigste og sirligste
moder blandt et folk kan holdes for de mest vanskabte og urimelige blandt et
andet folk som ikke har været vant sådant at se eller høre.
Der fortælles
om en hyrdedreng som tilforn aldrig havde været i købstad, at da han kom
til hovedstaden og på slotspladsen så paukerne og trompeterne da de
blæste til taffel, brast han i latter og ved sin tilbagekomst fortalte at
han iblandt andre underlige ting havde set nogle stribede dyr der så ud som
kålorme, hvilke på den ene side af pladsen stod og bed nogle slanger i
rumpen indtil de skreg, og på den anden side to gryder hvori ærter
kogte, af hvilke gryder Fanden (thi paukeslageren var en sort morian)
øsede ærterne nu af den ene, nu af den anden. Der
fortælles om |358en anden bondedreng at han kom ind
i en kirke just da en fuld musik holdtes, og såsom musikken var efter den
italienske måde fuld af dissonanser, skurrede den i hans øren. Han kunne længe
ikke begribe hvad det skulle betyde; men da han så kantoren med et stort
papir i hånden at slå takten, faldt han på de tanker at det måtte være
klammeri.
Disse tvende historier kan måske være fingerede; men man har
andre oprigtige historier om vore vilde grønlændere, hvilke har ikke dømt
anderledes om adskillige af vore sirligste moder og vedtægter. Deraf vil jeg
kun anføre en eneste. En ung grønlænder ved navn Pock da han engang i
ridehuset så hvorledes berideren tumlede en hest og kom den til at gøre
høje spring og kaprioler, sagde han: “Den nar vil have hesten til at flyve,
skønt han ser at den ingen vinger har.”
Adskillige andre sådanne domme om
de i vore tanker artigste manérer kan anføres, hvoraf ses at deres
rimelighed grunder sig alene på indbildning og på antagne moder. Vi har
afsky for visse folk og kalder dem barbariske efterdi de æder råt kød, men vi
selv tager ikke i betænkning at opsluge rå østers; sådant må ikke hedde
barbarisk efterdi det er vort lands mode. En købstadsmand vrager en bondes
kost, og bønderne igen købstadsmandens. En norsk bonde så engang rigets
admiral Ove Giedde at drikke te og en anden gang at æde salat, hvorudover han
mente det var af armod, |359og sagde: “Nu er det
ude med Ove Giedde, thi han æder græs og drikker vand.” Vi beler visse indianske
folk efterdi de bærer ringe i næsen, og agter ikke at det er lige så
latterligt at gennembore ørene. Intet kan være latterligere syn for os end
at se en ung portugiser med briller på næsen for at synes ældre end han er;
intet syn kan også være latterligere for en portugiser end at se en gammel
mand hos os med hatten under armen om vinteren for at synes yngre end han er.
Hvad kan være urimeligere end at se de fleste personer i en stad gå
bevæbnede på gaden i fredstider? Hvad ville en indianer der stod ved en af
vore kirkedøre, når han så folk at gå ind og ud med sværd ved siden,
dømme derom? Han ville heller indbilde sig at det var en eksercitsplads for
soldater eller en fægteskole end en kirke. Europæere kalder visse nationer
barbariske efterdi de går nøgne og æder råt kød; de igen kan kalde de
mest polerede europæere naragtige når de ser dem hvert år at forandre
klædernes skikkelse, og når de hører at de daglig betjener sig af liqueurs
som forvirrer hjernen og kommer dem til at brække sig. Vi må derfor vel
eksaminere vore egne vedtægter førend vi beler andre.
Det er til sådan
erindring at Klims Underjordiske rejse egentlig sigter, især den
rejsebeskrivelse igennem Europa som siges at være
forfattet af en underjordisk mand, hvilken fandt de overjordiske skikke og
manérer lige så sælsomme og urimelige som Klim havde fundet de underjordiske
vedtægter.
Jeg forbliver etc.