Man ser videre at den skik længe blandt kristne har været i brug at sælge sig selv til trældom, og at den i høj grad har været øvet i den 7., 8. og 9. alder, hvorpå Philippus Dattius i et skrift, De venditione liberorum, anfører adskillige eksempler. Akten hvorved sådan skete, kaldtes obnoxiatio, som ses af Marculphi formulis, hvori således formularen anføres: Ideo statum ingenuitatis meæ vobis visus sum obnoxiasse, ita ut ab hoc die de vestro servitio penitus non discedam. Det er: Derfor har jeg opofret eder min frihed, således at jeg stedse skal forblive under eders herredømme. Det var ikke alene private folk, men kirkerne selv som havde deres slaver, óg viser bemeldte autor eksempler på at sådanne slaver blev byttet mod heste.

Indvielsen til træl|2 141dom skete på adskillige måder, blandt andre ved at lægge et klokkereb om dens hals som til slaveri blev antaget. Aimonius vidner at en ung adelig jomfru ved navn Adelais blev bragt til St. Benedicti grav for at kureres fra en svaghed, med de vilkår at hvis helgenen ej helbredte hende, skulle hun bringes til sine forældre igen. Men hvis hun blev helbredt, skulle hun forblive helgenens, det er det samme som munkenes, slavinde. Og såsom det sidste skete, forblev hun i trældom, hvori efter Aimonii sigelse hun endnu er munkene til tjeneste.

Man ser heraf at munkene har udkopieret de gamle hedenske offerpræster, hvilke under guders og gudinders navne krænkede matroner og jomfruer, hvis børn til vederlag måtte holdes for himmelske panter, óg grunder sig herpå Herculis, Romuli, Alexandri Magni og andre store heltes  adkomst  til deres titler af halve guder. Gid det alene var i den post hvori disse hellige munke havde efterfulgt de hedenske præsters vedtægter. Men man finder desværre mange andre eksempler herpå, hvorudover klosterhistorier er ikke andet end forargelige krøniker.

Jeg forbliver etc.