Epistel 535
Jeg har i min Kirkehistorie og i
andre mine skrifter vist at det er
vanskeligt at sige når trældomsstand blandt kristne er blevet ophævet, item
ved hvad lejlighed sådant er sket. Man ser at trældom i nogle hundrede år
fra kristendommens begyndelse har været i fuld brug, og at derfor de gamle
kirkefædre, ja apostlene selv, ikke har holdt for at den har været stridig
mod religionens hovedartikel efterdi de formaner til et mildt herredømme over
slaver.
Man ser videre at den skik længe blandt kristne har været i brug at
sælge sig selv til trældom, og at den i høj grad har været øvet i den 7., 8.
og 9. alder, hvorpå Philippus Dattius i et skrift, De venditione liberorum,
anfører adskillige eksempler. Akten hvorved sådan skete, kaldtes obnoxiatio,
som ses af Marculphi formulis,
hvori således formularen anføres: Ideo statum
ingenuitatis meæ vobis visus sum obnoxiasse, ita ut ab hoc die de vestro servitio
penitus non discedam. Det er: Derfor har jeg opofret eder min frihed, således
at jeg stedse skal forblive under eders herredømme. Det var
ikke alene private folk, men kirkerne selv som havde deres slaver, óg viser
bemeldte autor eksempler på at sådanne slaver blev byttet mod heste.
Indvielsen til træl|2 141dom skete på
adskillige måder, blandt andre ved at lægge et klokkereb om dens hals som til
slaveri blev antaget. Aimonius vidner at en ung adelig jomfru ved navn
Adelais blev bragt til St. Benedicti grav for at kureres fra en svaghed, med de
vilkår at hvis helgenen ej helbredte hende, skulle hun bringes til sine
forældre igen. Men hvis hun blev helbredt, skulle hun forblive helgenens, det
er det samme som munkenes, slavinde. Og såsom det sidste skete, forblev hun i
trældom, hvori efter Aimonii sigelse hun endnu er munkene
til tjeneste.
Man ser heraf at munkene har udkopieret de gamle hedenske
offerpræster, hvilke under guders og gudinders navne krænkede matroner og
jomfruer, hvis børn til vederlag måtte holdes for himmelske panter, óg grunder
sig herpå Herculis, Romuli, Alexandri Magni og andre store heltes adkomst til
deres titler af halve guder. Gid det alene var i den post hvori disse
hellige munke havde efterfulgt de hedenske præsters vedtægter. Men man finder
desværre mange andre eksempler herpå, hvorudover klosterhistorier er ikke
andet end forargelige krøniker.
Jeg forbliver etc.