|467
Epistola CCXCVI.
Til * *
Jeg takker for sidste Skrivelse. Du mælder derudi, at du nyeligen haver været i
Selskab med en ung Cavallier, der talede hæftigen mod vore Skue-Spill, saavel Originaler, som Molieres oversatte Comœdier, som forestilles paa vor Skue-Plads, og at han dog erklærede derhos, at samme Comœdier kunde være meget gode
paa de Tider, som de først ere skrevne, men at de passe sig aldeles ikke paa vor Alder,
saasom Smagen er gandske bleven forandret udi Frankrige. Jeg mærker heraf, at
dette Kiætterie begynder ogsaa at tage Overhaand udi Provincierne. Jeg kalder
det Kiætterie, og regner det iblant et af de selsomste, og som meest kand bringe et orthodox Blod i Bevægelse, og kand jeg sige, at, saa lemfældig som jeg er mod andre
Kiættere, saa ivrig er jeg mod disse vore Parisiske Catecheter og Petits Maitres.
Jeg haver Medlidenhed med de første, efterdi de holde det for en Pligt at forkaste
Lærdomme, som de meene at stride mod Skriften og Fornuften, men giver intet
Qvarteer til de sidste, efterdi de renoncere paa deres egen Fornuft, og grunde deres
Smag alleene paa Parisiske Petits Maitres Phantasier. De meene dermed at vise
sig meere klarseende end andre, skiønt intet kand tiene til større Beviis paa Stupiditet: |468Thi, at rose uden at smage, at troe uden at begribe, og at tale uden at
tænke, er noget som nærmer sig til Mechanismum, og som kand skille en ved Borgerskab udi alle menneskelige Societeter. Thi hvad kand tiene til større Beviis paa
Stupiditet end at ville sige: det er ikke Skik meere udi Paris at sætte sin Hatt paa
Hovedet udi Frost-Veyr, eller: det er ikke Mode meer at sige hvad meenes ved det
Franske Hoff, derfor maa det ogsaa her afskaffes. Du vil maaskee sige, at min Orthodoxie herudi gaaer for vidt, og at jeg optændes af en Persecutions Geist, som
jeg ofte haver lastet hos andre. Jeg kand med Taalmodighed høre vildfarende Meeninger, naar de belægges med Argumenter enten stærke eller svage; men at høre Folk
bryste sig af daarlige Meeninger alleene, efterdi de ere udi Moden, og ligesom tilstaae,
at de ville vildfare, alleene for at giøre visse andre Mennesker Selskab, erMennesker Selskab, er]Mennesker Selskab, er] Menneskers Selskaber A; Mennesker Selskab, er Bruun Mennesker Selskab, er] Menneskers Selskaber A; Mennesker Selskab, er Bruun noget, som
er utaaleligt: Dog gaaer min Intollerance ikke videre end at belee deslige Mennesker.
Til deres Forsvar kand vel giøres saadan Indvending: Frankrige er et polered Land,
og Paris er en Stad, hvorudi galante Videnskaber meest have floreret: Det er der,
hvor Skue-Spill allerførst ere satte udi ret Form, og hvor man haver seet de største
Poëter, Comœdie- og Tragœdie-Skrivere. Efterdi det nu er klart og af andre Nationer tilstaaes, saa kand man jo ikke regne det vore unge Cavalliers til Last, om de
søge at udcopiere hvad som de der udi deslige Ziirligheder see at være forestillet, og
det efter gamle Nationers Exempel, hvilke fordum rejsede til |469Athenen, hvor de
lode sig ligesom fornye, og derfra komme tilbage omstøbte i en anden Form. Men
man maa herved anmærke dette, at de Parisiske Petits Maitres, saasom Theatra fornemmeligen af dem underholdes, have paa nogen Tiid spillet Mestere, og tvunget
saavel Autores at skrive, som Acteurerne at agere efter deres Hoveder, og at rette
dem efter deres u-rimelige Smag. Derover haver jeg selv dagligen hørt fornuftige
gamle Pariser at besværge sig, og alle have ønsket at see de gamle Skue-Spill igien
fornyede, og bragte i den Form igien, som de havde udi Molieres Tiid. De have
alle for mig bekiendt de nu brugelige Skue-Spills Maverhed, og tilstaaet, at de nye
Stykker, som nu giøres, ingen Lignelse have af Skue-Spill, saasom derudi findes
hverken Historier, vel udførte Characterer, bevægelige Catastropher eller den Festivitet, som haver giort Plauti og Molieres Comœdier saa behagelige. Jeg haver
sagt, at de Parisiske Petits Maitres have giort sig Mestere af de Franske Theatris,
og det ved tvende Midler: Thi først, saasom de have meest Penge at udøse, saa underholdes Skue-Pladserne fornemmeligen af dem. For det andet mage de det ved deres
Bulder og Piben, at et godt Stykke, som ikke er efter deres selsomme Smag, bliver
forkastet, og at Acteurerne i Begyndelsen eller midt udi Actionen maa ophøre.
Jeg fordømmer ikke Parisiske Rejser; thi Paris er en Stad, hvorudi man kand lære
meget Godt: Men vore unge Herrer rejse ikke did hen for at omgaaes med fornuftige Mænd og Philosophis, efter den |470Romerske Ungdoms Exempel, som udi saadant Forsæt begav sig til Athenen: De rejse didhen for at conversere Stadens
petits Maitres; disse ere deres Lærere og Professores, af hvis Omgiængelse de støbes
udi saadan Form, at de komme gandske vanskabte til Fæderne-Landet igien; saa at
man kand sige, at de rejse til samme Stad ikke for at forfremmes udi Videnskaber,
men for at udcopiere Ungdommens Daarligheder, som der findes, og hvilke fornuftige Parisier selv ansee som Originaler af Daarlighed, ja som fordærvelige Insecter,
der hindre og ødelegge alt hvad som er godt og sundt. Det er derfor ingen Under,
at vore unge Personer, som med saadanne MaximerMaximer]Maximer] Magaziner A; Maximer Bruun Maximer] Magaziner A; Maximer Bruun komme tilbage, vrage alt hvad
som de see og høre udi Fæderne-Landet, og kand man derfor let begribe, hvi de sættes
i Bevægelse af saadant Skue-Spill, som Jean de France, hvorudi de see deres
Daarligheder livagtigen afmalede, og hvoraf de lære, hvor ilde de have anvendt deres
udenlandske Rejser. Jeg holder for, at samme Comœdie kand ikke spilles for ofte.
Jeg holder ogsaa for, at Spectacler aldrig kand komme i Stand igien, med mindre
den Smag, som man havde i Molieres Tiid, igien fornyes, og med mindre samme
store Comœdie-SkriversComœdie-Skrivers]Comœdie-Skrivers] Comœdie Skrivers A; Comœdie-Skrivers Bruun Comœdie-Skrivers] Comœdie Skrivers A; Comœdie-Skrivers Bruun
Skue-Spill blive en Plan for andre Autores. Det er
saadan Plan, hvorefter jeg mig udi mine Skue-Spill haver rettet, og det er den
Smag, jeg haver søgt igien at fornye, hvilket saavel udenlandske som indenlandske
Folk have lagt mig til Berømmelse. Jeg haaber derfore, at min Herre ikke lader sig
bevæge af vore unge |471Dansk-Franske Cavalliers Critiqver, og forandrer sin Smag
derefter; thi ingen er mindre competent Dommere end Personer, som føre Pølse-Snak udi ziirlig Stiil, som tale uden at tænke, og hvilke man kand ansee som et
slags Machiner og Marionetter , hvilke heller bør tiene os til Divertissement end
ansees som autentiqve Lærere. Dette Brev beder jeg dog, at min Herre ikke fremviser til nogen; thi jeg vil heller have et heelt Regiment Dragoner paa Halsen end een eeneste petit Maitre. Hvad jeg ellers herom haver skrevet, er af en Patriotisk Iver,
hvilken jeg, desverre, ikke kand skille mig ved, hvor meget jeg end arbejder derpaa.
Dersom jeg vidste at der paa Apotheket var nogen Recept, hvormed saadan Iver
enten kunde forkølnes eller fordrives, skulde jeg tilkiøbe mig den, hvor dyrt den end
kom til at staae. Jeg forbliver &c.