Men fast paa samme Tiid man fik Tidende om det Hellige Lands Erobring og det nys oprettede Rige til Jerusalem, fik man og at vide Kong Godefredi Død. Samme fortreffelige Helt endede sine Dage 1100, efterat han havde regieret eet Balduinus anden Konge i Jerusalem.Aar (b). I hans Sted blev hans Broder Balduinus, Greven af Edessa, udvalt til Konge af Jerusalem. Udi hans Regierings første Aar ankomme nogle 1000 andre Kaarsbærere fra Europa, opmun-|582trede af den Fremgang de hørte de Christne havde haft udi Asien. Den Grædske Keyser Alexius tog vel venligen imod dem paa Veyen, men advarede derimod Tyrkerne om deres Ankomst for at passe dem op, og havde de stedse i ham en hemmelig Fiende. Endeel af disse Folk toge af Vildfarelse falske Veye, saa at mange af dem omkomme udi Udørkener og paa Bierge: Andre derimod komme Kaarsbærernes Fremgang standses.lykkeligen til det hellige Land. Imidlertid bemægtigede den nye Kong Balduinus sig Cæsarea, og der indsatt en nye Erke-Bisp. Derpaa gik han de ankomne Europæer i Møde, og, efterat han havde foreenet sig med deres Magt, leverede han Tyrkerne et Feltslag, hvorudi de Christne bleve slagne, og han selv ikke uden med stor Møye reddede sig med Flugten. Saa at dette andet Tog havde kun slett Udfald.

Hvad de Europæiske Kirke-Sager angaar, da continuerede Tvistighederne mellem Erke-Bispen Anshelmum og Wilhelmum Rufum, saa at Erke-Bispen var i Landflygtighed saa længe som samme Konge levede. Medens disse Tvistigheder varede, døde Wilhelmus 1100 ved en Hendelse paa Jagten, og blev succedered af hans Broder Tvistigheden med den Engelske Erke-Bisp continuerer.Henrik, hvilken strax ved en Skrivelse inviterede Erke-Bispen at komme til Engeland igien. Hvortil han ogsaa lod sig beqvemme, og blev han med stor Glæde af Almuen imodtagen. Saasom Wilhelmus Rufus med saadan Bestandighed havde forsvaret den Kongl. Høyhed mod Geistligheden, tvilede ingen om hans Fordømmelse, og saae man strax efter hans Død en sort Buk, som førte ham til Helvede (a). Dette fortælles af Matthæo Parisio saaledes: Greven af Cornwall blev vaer i Skoven en sort Buk, som førte Kongen nøgen og saaret; Og, da Bukken ved den Tre-eenige GUd blev besværget at tilkiende give, hvad det skulde betyde, sagde den: Jeg fører eders Konge eller Tyran Wilhelmum Rufum til Dommen, jeg er |583den onde Aand som hevner den Ondskab, hvilken han har øvet mod Kirken. Af hvilke Ord man skulde ikke andet slutte, end at denne Buk med Iver havde taget Pavens Parti: Hvis en saa fornuftig Skribent, som Matth. Parisius kunde fæste Troe til saadan Historie, kand man slutte hvordan det var bestilt med de andre. Efter hans Ankomst havde han audience hos den nye Konge, hvilken tog venligen imod ham. Men, da Kongen forlangede, at han efter sine Formænds Exempel skulde hylde ham, og tage Erke-Bispedommet til Lehn af hans Hænder, veigrede Anshelmus sig derfor, beraabende sig paa hvad som var besluttet paa det Romerske Mode. Over dette Svar blev Kongen bestyrtsed, og var tvilraadig udi hvad han skulde giøre. Paa den eene Side syntes han, at han ikke kunde forlade Kirkernes Lehn, paa den anden Side frygtede han sig for Erke-Bispen, at han skulde slaae sig til hans Broder Hertugen af Normandien, for at hielpe ham paa Thronen. Han anholdt derfor hos Erke-Bispen om Opsættelse, indtil Paven kunde dømme i Sagen, hvilken Erke-Bispen ham tilstod. Kort derefter ankom en anden Erke-Bisp til Engeland, som foregav sig af Paven at være beskikked til Legat for heele Britannien. Men ingen vilde antage ham udi den Qvalitet, sigende, at de erkiendte ingen anden Legat end Erke-Bispen af Canterberg. Men det, som paa samme Tiid foraarsagede meest Forskrækkelse i Engeland, var Hertug Roberti Ankomst, og, som Kongen derudover frygtede baade for sit Liv og sin Krone, maatte han give Anshelmo gode Ord, og overdrage ham en absolut Magt i det heele Riges Geistlige Sager, for at stille hans Broder tilfreds, og at hindre ham i at foretage noget mod ham. Anshelmus tog sig derfore paa at megle en Fred mellem dem, hvilken han og til Veye bragte, saa at Robert forlod Engeland igien. Men Kongen, da han var bleven befried fra denne Fare, holdt intet af det han havde lovet, tvertimod, saasom han merkede, at hans Broder var bleven ilde tilfreds med Erke-Bispen formedelst hans Underhandling, hvorved han, nemlig Robert, var skildt ved den Engelske Krone, gik han reent til Verks, og be|584sluttede at lade Paven vide, at dersom han Kong Henrici Kiækhed.ikke stod fra sin Paastand ved at disputere Kronen dens Regalier og Rett til at give Geistligheden Lehn, skulde ikke allene Anshelmus blive dreven af sit Sæde, men heele Engeland skulde ogsaa afsondre sig fra den Romerske Stoel.

Dette blev ogsaa Paven tilkiende givet ved nogle Engelske Deputerede, som bleve skikkede til Rom. Men Paven blev derover heel fortørnet, og gav han sin Fortrydelse derover tilkiende udi tvende Breve, hvoraf det eene var skikked til Kongen og det andet til Erke-Bispen. Da de Deputerede komme tilbage, lod Kongen de fornemste Engelænder tilsammenkalde, og udi deres Nærværelse Erke-Bispen tilkiendegive, at han enten maatte beqvemme sig til at efterleve Rigets Love og Sædvaner, eller forlade Landet. Anshelmus søgte da adskillige Udflugter, og begierede Opsættelse, indtil han kunde raadføre sig med Paven. Imidlertiid blev Kongen ved at kalde Bisper, og Anshelmus continuerede ved at nægte dem Confirmation, saa at Misforstanden tog meer og meer til, indtil Erke-Bispen udi det Aar 1103 paa nye igien forlod Riget, og begav sig til Rom, hvor han blev med stor Høytid imodtagen, og anseed som en Helgen og Martyr. Nyeligen for hans Ankomst anlangede en Gesant paa Kongens vegne, hvilken forsvarede hans Sag med stor Fynd, forestillende de Engelske Kongers Velgierninger mod det Romerske Sæde, og hvor haardt det var for dem at miste de Regalier, som deres Forfædre bestandigen havde øvet. En stor Deel Romere bleve bevægede af hans Tale, og dømte, at Kongen havde Rett; Men Paven blev u-bevægelig i sit Forsætt, ikke at tilstæde Kongen at conferere Geistlige Lehn, og maatte Gesanten med saadant Beskeed reise tilbage igien. Anshelmus forlod ogsaa Rom, og Anshelmi Død.opholdt sig en Tiidlang til Lion. Han kom dog nogle Aar derefter til Engeland igien og døde 1109. Der siges, at han ønskede sine Dage noget forlænged, for at fuldfærdige et Skrift, som han hav|585de under Hænder om Siælens Oprindelse. (a) Saasom han tvilede om, at andre skulde fuldføre det efter hans Død. Thomas Bartholin har giort en særdeles Anmerkning over disse Anshelmi Tanker.

Man seer saaledes, at Kirke-Sagerne saavel udi dette, som i det forrige Seculo bestode udi Tvistigheder mellem Paverne og den verdslige Øvrighed om Bispernes Vocation og de geistlige Lehn, saa at de samme gave fast allene Materie til Kirke-Historie udi nogle 100 Aar, ligesom Kietterier tilforn, og kand man derfore regne en nye Periodum i Kirke-Historien fra Gregorio VII, 1100hvilken først begyndte at disputere Regentere deres gamle Regalia. Kong Philippus udi Frankrige havde paa samme Kong Philippus af Frankrige excommuniceres.Tiid og sin Deel; Thi han blev 1100 paa et Concilio til Poictiers excommunicered, efterdi han havde forskudt sin Dronning Berte, for at gifte sig med Bertrade, saa at det var den 3die gang han var bleven Bandsatt. Men ingen af alle blev verre medhandled end Keyser Henric. IV, til hvis Tragœdies Ende jeg nu vil skride. Denne Keyser, efterat han længe (b) havde holdet Stand imod Paverne, havde omsider Aar 1104 den U-lykke, at hans anden Søn Henrich ogsaa giorde Opstand mod ham, og var samme Opstand desmeere lastværdig, efterdi hans Fader havde nyeligen tilforn erklæret ham til Successor. Denne oprørske Søn, for at sætte Farve paa sin onde Gierning, gav strax tilkiende, at han fordømte den Spliid som var i Kirken, og at han vilde forlige sig med Paven; Efterat han var bleven bestyrket af et stort Anhang, Keyser Henrici IV. Søn rebellerer.som han fik i Bayern, rykte han ind udi Sachsen, hvor han Aaret derefter bemægtigede sig alle Stæder, og blev erklæret for Konge. Derpaa blev holdet et Concilium udi Thuringen, hvor den unge Konge indstillede sig udi slette Klæder, og med grædende Taare gav tilkiende, at han ikke havde i Sinde at støde sin Fader fra Thronen, men at han havde giort denne Opstand alleene, for at |586bevæge ham til at staae fra sin Haardnakkenhed, og at forliige sig med St. Peder og hans Efterfølgere: Ja han spillede sin Rulle saa vel, at de fleeste Nærværende ansaae dette hæslige Frafald som en hellig Gierning, og entonnerede Kyrie Eleison.

Faderen fik imidlertiid en Krigs-Magt paa Beenene, hvormed han gik Sønnen i møde; Begge Krigs-Hærene komme hinanden nær ved Regensborg, og der bleve staaende udi 3 Dage, indtil Hertugen af Bøhmen og Margreve Leopold med deres underhavende Folk, som vare Styrken af den Keyserlige Magt, ogsaa sloge sig til Sønnens Parti, og lode Keyseren vide, at de ikke kunde tiene ham meere. Herudover Ende paa Keyser Henrici Tragœdie.maatte Faderen hemmeligen med de faa overblevne Folk tage Flugten. Saasom han nu merkede, at denne sidste Opstand vilde styrte ham, faldt han derudover Pave Paschali til Føye, og sagde sig af med Regieringen; Men Paven lod sig deraf ikke bevæge, men fremturede i sin Fientlighed, og fortsatt Processen, ikke allene mod Keyseren, men endogsaa mod alle de Bisper, som vare beskikkede af ham, hvilke som Simoniaci bleve straffede, og de, som vare døde, bleve igien opgravne. Hans sidste Tilflugts Sted var Lüttik, hvor han skrev det bevægelige Brev til Kongen af Frankrig, som findes hos Ottonem Frisingensem saaledes: Jeg haver blant alle mine Venner udvalt Eder for at beklage min Nød og Elendighed. Jeg vilde ogsaa nedkaste mig for Eders Fødder, hvis Keyserdommets Majestæt saadant tillod. (a) 1106Endeligen døde denne u-lyksalige Keyser 1106, og kand han ansees, som en Martyr af den verdslige Øvrigheds Rett og Høyhed, som han i saa mange Aar forsvarede, indtil Geistligheden omsider bragte ham hans egne Sønner paa Halsen, hvoraf den sidste omsider styrtede ham. Det var ikke nok, at man havde forfuldt ham udi hans levende Live, man lod ogsaa opgrave hans Legeme, og legge paa et vanhelligt Sted, hvorfra det dog omsider af Sønnen blev ført, og hæderligen begraven til Speyr.

|587Denne store Tragœdie jog Skræk udi andre Potentater. Kong Philipp af Frankrig søgte at forlige sig med Paven, og da Paschalis Aaret derefter kom til Frankrig, gik han ham i møde til St. Denis, og der kastede sig for hans Fødder, bedende om Forladelse. Kong Henrich af Engeland, som var den kiækkeste af dem alle, Paven triumpherer over alt.faldt ogsaa til Føye, kaldte Anshelmum tilbage, og indgik alt hvad Paven forlangede, saa at Paschalis II havde den Lykke at victorisere over de 3 største Europæiske Regentere paa eengang, bringende til Fuldkommenhed det Geistlige Monarchie, som Gregorius VII havde lagt Grundvold til. Ja man kand sige, at, naar man undtager den Grædske Kirke, at Paven da regierede med en absolut Myndighed over den heele Christendom, og var hans Magt paa den høyeste Spidse udi Orienten, hvor de Europæiske Førster, som der oprettede nye Riger og Stater, bleve anseede som Pavernes Fuldmægtige, der aldeeles dependerede af de Romerske Bisper, hvilke vare Stiftere til de hellige Tog, og underholdte de samme, hvorvel paa de andre tilbage værende Europæiske Regenteres Bekostninger.

Efter Henrici IV Død meenede Paven, at alting var i sin Rigtighed udi Tydskland, og at den unge Kong Henrich, der havde taget hans Parti mod sin egen Fader, Tvistighed mellem Paven og den nye Keyser.vilde blive en ivrig Beskytter af den Romerske Kirkes Høyhed. Men Henricus V gav strax ved sin Ankomst til Regieringen tilkiende, at det var ikke for Pavens, men for sin egen skyld han havde giort denne Opstand; Og derfore, da han saae sig udi roelig Possession af Riget, begyndte at staae med lige saa stor Iver paa sin Rett, som hans Fader. Paven, som strax efter den gamle Keysers Død begav sig paa Veyen til Tydskland, for der at ordinere alting efter sit Hoved, fik, da han var i Frankrig, Tidender om Conjuncturernes Forandring, og at Stænderne i Tydskland understøttede Kongen i hans Paastand, fandt derfor ikke for got at fortsætte sin Reise, men begav sig tilbage igien.

1110 blev ikke derved; Den nye Konge lod sig i det Aar 1110 merke at lade sig med en Keyser Henric V. kommer med en Kriigshær til Italien.Kriigshær indfinde i Italien, hvilket foraarsagede, at Paven giorde en Reise til Apulien for at søge Hielp, i Fald Henricus vilde foretage noget imod ham, og ved sin Tilbagekomst tog de fornemste Romere paa nye udi Eed. Henricus efterat han udi en Forsamling, som samme Aar blev holden udi Regensborg (a) havde givet tilkiende, at hans Forsætt var at begive sig til Rom for af Pavens Haand at tage den Keyserlige Krone, og foreene Italien med Tydskland igien, blev saadant af alle samtykt. Reisen gik for sig in Augusto; Og var Kongen forsyned med en tallrig Krigshær og en Mængde af Jurister og lærde Folk, der skulde forsvare hans Rett, saa at aldrig nogen Konges Ankomst til Italien havde været forskrekkeligere for Paven; Thi hvad Juristerne ikke kunde udvirke med Pennen, skulde Kriigsfolkene beviise med Næverne. Blant de Lærde var en Skotlænder, ved Navn David, hvilken har beskrevet dette Tog, og forsvaret Kongens Sag (b). Kongens Paastand var at forsvare den Rettighed, som hans Forfædre havde haft udi 300 Aar, at bortgive Biskopdomme og Abbedier ved Ringen og Kaarset, hvilken Rett Gregorius VII allerførst havde giort den høye Verdslig Øvrighed disputeerlig. Henricus efter at han havde passeret Lombardien og erobret Novara, rykte han videre ind udi det Florentinske, hvorfra han skikkede Deputerede til Rom for at tractere med Paven om disse Tvistigheder, førend Kroningen gik for sig. Og blev da saaledes foreenet, at Paven skulde befale Paven tvinges til at fra staae sine Prætensioner.alle Bisper, som nærværede Kroningen, at lade Kongen nyde og beholde all den Rett, som havde tilhørt hans Formænd. Kongen derimod skulde beskytte det Romerske Sæde i alle dets gamle Rettigheder. Efter at de Deputerede med saadan Beskeed vare komne tilbage, rykte Kongen videre frem udi Februario af efterfølgende Aar 1111 mod Rom, hvor Paven skikkede ud mod ham |589adskillige af sine Hoff-Mænd med Faner, Keyserens prægtige Indtog udi Rom.Kaars og andet; 100 Nonner komme med Fakler i Hænderne. Han blev uden for Porten modtagen af Jøderne, og udi Porten selv af Græker med Sang. Saa snart han var kommen ind udi Staden, steeg han af sin Hest, og lod sig føre til St. Peders Kirke, hvor Paven med Geistligheden ventede paa ham. Efterat Kongen havde kysset Pavens Fødder, omfavnede de hinanden, og blev derpaa Kongen erklæred Romersk Keyser.

Efterat dette var skeed, begynte de at handle om de stridige Materier angaaende Lehne, og, saasom samme Materie udi nogle 100 Aar er bleven saa meget disputered om, vil jeg her, førend jeg gaaer videre frem, korteligen viise hvorudi den bestoed. Oprindelse til den Rett at bortgive geistlige Beneficia ved Ringen og Kaarset. Efterat den Christelige Troe ved Love af Constantino Magno var etablered, og Bisperne vare ved Regenteres Gavmildhed blevne store Herrer, bleve de anseede som Vasaller, og deres Bispedomme som store Lehn, hvormed de af Keyserne bleve investerede. Da Carolus Magnus havde befriet Rom fra det Longobardiske Aag, fik han, tilligemed Magt og Titel af Romersk Patricio, ogsaa Rett at bortgive de store Geistlige Embeder, hvilken Rett han saavel som hans Efterkommere uden Modsigelse øvede saaledes, at, saa snart en Bisp ved Døden afgik, lod man strax Regenten saadant tilkiendegive, og forventede hans Samtykke i at skride til et nytt Vall. Den afdøde Bisps Clericie skikkede ogsaa til Kongerne eller Keyserne hans Kaars og Ring, som vare de Bispelige Insignia, hvilke Keyserne eller Kongerne gave igien til den nye udvalte Bisp, confirmerende dermed hans Vall, og tagende ham i Eed, førend han tiltraadde sit Embede. Og er det saadant, som kaldtes Geistlige Investituræ eller Forlehninger. Den første, som dristede sig til at disputere Regentere denne Rett, var Gregorius VI, men han vandt ikke meget derved, saasom han af Keyser Henric III blev afsatt. Gregorius VII derimod var herudi lykkeligere. Udi hans Tiid kom denne Materie for Alvor paa Banen, og blev Sagen dreven af ham og hans Efterkommere med den |590Succes, som tilforn er viiset, men som gav allermeest Opsigt ved det store Tog, denne Keyser Henric V nu giorde til Italien.

Man kand ikke andet end undre sig over, hvorledes Pavernes dristige Foretagende herudi kunde finde Bifald hos saa mange, saavel Verdslige som Geistlige. Men man vidste at sætte en Farve derpaa, som var denne, nemlig at fra den Tiid Keyserne havde Pavernes Opførsel i at skille Potentater ved den Rett.begavet Bisperne med saa store Forlehninger, og giort dem til Vasaller af Riget, havde de samme ført sig op heller som Keyserlige Statholdere end Kirke-Forstandere, og ladet sig ideligen bruge udi Stats- og Krigs-Sager. Saa tit derfore, som got Folk besværgede sig derover, forglemmede ikke Paverne at viise, hvoraf saadant U-held reisede sig, nemlig at det Keyserlige Hoff havde bemænget sig med Bispernes Vall, hvilket Kirken ellers tilkom, og at saadan U-lempe stedse vilde vare, med mindre det blev tilladt enhver Kirke at udvælge sin Bisp, og et hvert Kloster sin Abbed. Dette kunde Capitlerne og den gemeene Geistlighed ikke andet end finde Smag udi, og derfor understøttede Paverne med saadan Iver, at Keyserne bleve skildte ved deres Rett. Men dette sigtede til intet andet end at spille Paverne den Rett udi Hænderne, som Keyserne tilforn øvede; Thi udi de paafuldte Vall-Tvistigheder, saasom Capitlerne og de Geistlige Vall-Herrer ikke meere kunde adressere sig til Keyserne, saa maatte de have deres Tilflugt til Paverne, hvilke derudover finge en Finger udi Vall-Rettighederne, saa at med Tiden ingen blev anseed for en rettmessig Bisp, uden han var confirmered af Paven, og begyndte da Prælaterne at skrive sig Bisper og Abbeder af GUds og det Romerske Sædes Naade.

Men for at komme til denne Pave Paschalis igien, da som han saae sig saa beængsted, hittede han paa en subtil Invention, som nær havde lykkes ham: Han foregav, at Geistligheden burte sættes paa den gamle Fod saaledes, at de skulde leve af Tiende og Offer, som i fordum Tiid, og at Keyseren skulde tilbagekalde alle store Forlehninger og foreene dem med Kronen igien. Af dette |591sminkede Forslag lod Keyseren Paven søger ved en subtil Invention at giøre Keyser Henric forhadt.sig bedrage, og samtykkede derudi, saasom han saae sin Magt derved merkeligen forøget, og naar Bisper og Prælater vare giorte til simple Siæle-Sørgere og blevne saa indskrænkede, kunde han gierne lade Capitlerne og den gemeene Geistlighed beholde Vall-Rettigheden. Men Paven saae, hvormeget saadant vilde ophidse Bisperne, og at Skylden allene vilde lægges paa Keyseren, som da havde Magten i Hænderne, hvilket og skeede.

Efterat Keyseren nu med Paven var traadden i Conference til Rom, oplæsede Paschalis et Decretum, hvorom man tilforn var foreened. Men det var ikke saa snart læset, førend de nærværende Prælater begyndte at knurre derimod, og sige, at Paven havde ingen Rett til at anvende til vanhelligt Brug de Ting, som vare indviede til GUd. Den heele Dag blev derpaa bortdreven med hidsige Disputer, og var det saa Paven føres fangen ud af Rom.at Paven vilde have det, og at Romerne imidlertiid kunde gribe til Gevær, slutte Stadens Porte og angribe de Keyserlige, saa at ikke een skulde kunde undflye. Keyseren, som mærkede dette, lod sig deraf ikke forskrække, men satt sine Folk i Orden, og giorde et Hull paa Muuren, hvorigiennem han kom ud af Staden, førende med sig Paven og adskillige Romerske Geistlige.

Da Romerne finge Tidender om denne Arrest, bleve de saa forbittrede, at de nedsablede alle de Tydske (a) som fandtes i Staden. Keyseren derimod lod afføre Paven alle hans Ornamenter, og forbød at ingen Italiener maatte tale med ham, men lod ham allene opvarte ved Tydske Herrer. Foruden Paven lod Keyseren ogsaa anholde alle hans Tilhængere, som han kunde faae i Hænderne, og det alt udi Forsætt at bringe ham til Føyelighed, og at lade ham blive udisputeerlig de Geistlige Forlehningers Rett, som hans Formænd og andre Konger hidindtil havde haft, tilkiende givende, at han derved ikke vilde anmasse sig Kir-|592kens Rett eller Functioner, men allene de Regalier som dependerede af Kronen. Paven, hvorvel han blev trued paa Livet, giorde dog længe Modstand, sigende, at han heller vilde døe, end tilstæde at man giorde noget Skaar udi Kirkens Rett. Men omsider, da hans Venner forestillede Fordeelagtigt Forliig for Keyseren.ham, i hvilken Fare han ikke allene vilde styrte sig selv, men endogsaa den heele Kirke, lod han sig omsider bøye, og giordes ved Margrev Guelpho, som var den bekiendte Mathildis Mand, hans Underhandling en Fred med de Vilkor, at Keyseren skulde blive ved at kalde til de store Geistlige Embeder, og at forlehne dem, som dertil vare værdige, og at Bisperne og Abbederne skulde nyde deres Gods og Herlighed u-beskaaret. Efterat dette var afgiort, lovede Keyseren (a) Eedligen, inden 4 eller 5 Dage at sætte Paven og de andre fangne Geistlige paa fri Fod igien, item, at beskytte det Romerske Sæde, og at bevise det Lydighed saa vit Rigets Ære og den Keyserlige Værdighed det vilde tillade. Paven lovede paa sin Side ikke at foruroelige Keyseren eller Riget oftere med Disputer om de geistlige Forlehninger, at forglemme det Forbigangne, aldrig at excommunicere Henricum, men giøre ham og Riget all muelig Tieneste, og endeligen at krone ham. Fiorten Bispe eller Førster confirmerede Keyserens Eed ved deres egen Eed, og 15 Bispe svore for Paven. Paven blev derpaa løsgiven, og Keyseren kort derefter kroned udi St. Peders Kirke, hvor Paven udi Førsternes Nærværelse confirmerede Keysernes Rett i at conferere de geistlige Beneficier ved Kaarset og Ringen. Medens Messen blev holden, tog han det indviede Brød og Viin for Alteret, vendende sig til Keyseren, og sagde: HErre! her er det Legeme, Paven bekræfter Forliget ved den dyreste Eed.som er fød af Jomfrue Maria, og som har været kaarsfæsted for os. Dette giver jeg Eder til Confirmation paa den Fred og oprigtige Foreening, som er sluttet imellem os. Derpaa brød han Brødet, tagende den halve Deel for sig, og den anden halve Deel for Keyseren, og sagde |593ydermeere: Ligesom dette Stykke af det levendegiørende Legeme er deelt, saa ønsker jeg, at den af os maa skilles fra JEsu Christi Rige, som foretager sig at bryde dette Forbund. Hvortil den heele Meenighed svarede Amen. Saaledes endtes dette navnkundige Tog, og Keyseren reisede vel fornøyet tilbage, bildende sig ind, at Tvistigheden var gandske bilagt, og at en Fred, som saa dyrt var beseigled, aldrig skulde brydes; Men den gode Herre erindrede sig ikke, at han havde at bestille med en Mand, der efter sine Formænds Exempel kunde u-forskrækket giøre en Eed, som han ikke agtede at holde, ja der gik med Himmeriges Hoved-Nøgel ved Siden, og kunde løse sig selv af en Eedlig Forpligtelse igien, og viisede Udgangen, at han havde giort bedre at forsyne sig med Gisler eller anden Caution, end med Eedlige Forpligtelser.

Medens dette forhandledes, opreisede sig udi Orienten nogle Kiettere, gemeenligen Bogomili, Bulgariske Kiettere.kaldne Bogomili. Deres Anfører var een ved Navn Basilius, som Keyser Alexius lod brænde. Men Secten blev derved ikke udrøddet. Disse Bogomili vare Bulgarier, og betyder Folk som beder om Guds Barmhiertighed; Thi Bog er paa Bulgarisk eller Sclavonisk GUd (a) og Miloni hav Barmhiertighed med os. Basilius havde 12 Discipler, som kaldte sig Apostler, item, nogle Qvinder, som allevegne udbredede hans Lærdom. Han var af Profession en Medicus, og havde øvet Medicinen udi meer end 50 Aar. Efterat man med stor Fliid havde ledet efter ham, blev han omsider funden og bragt til Constantinopel, hvor Keyser Alexius tog vel imod ham, og for at overbevises om hans Vildfarelser, stillede sig an som han vilde være hans Discipel, og bad at han vilde forklare ham, hvorudi hans Lærdom bestoed. Basilius, som vidste, at Keyseren var en Mester i at forstille, vilde i Begyndelsen ikke beqvemme sig dertil, dog lod han sig omsider overtale til at forklare sin heele Lærdom, og medens det skeede, blev |594alting antegnet af en Secretaire, som stod bag ved et Forhæng. Efterat dette var skeed, tog Keyseren sig fore at lade sammenkalde sit Raad tilligemed Geistligheden og Patriarchen Nicolao, og i deres Nærværelse oplæste alt hvad som var antegnet om Basilii Lærdom; Basilius, seende sig overbeviist, nægtede intet deraf; men tvertimod Deres Anførers Basilii Haardnakkenhed.bød sig til at beviise sin Lærdom, og gav tilkiende, at han gierne vilde underkaste sig Piinsler og Døden. Udi denne Bekiendelse blev han bestandig, endskiønt Keyseren selv, saavel som de Geistlige udi Constantinopel, og nogle af hans egne Disciple søgte at overtale ham til at staae fra sin Meening.

Saasom nu ingen Formaninger kunde hielpe, blev han af Patriarchen og Geistligheden dømt til at brændes. Keyseren lod derpaa antænde en Ild mit paa den store Plads i Constantinopel, kalden Hippodromos, og satt et Kaars ved den anden Side, givende ham Vallet, enten han vilde søge Kaarset eller Ilden; Thi det syntes, at man havde nogen Medlidenhed med ham i Henseende til hans graae Haar og høye Alder. Basilius ansaae Ilden i Begyndelsen med stor Frækhed, og sagde, at Guds Engle skulde frelse ham derfra, fremførende de Ord af Psalmen: Den skal ikke komme dig nær; Men, da han saae Ilden stige høyt i Veyret, blev han noget forskrækked, saa at han slog Hænderne sammen, og vendede sig nu mod Ilden nu mod de Omstaaende, ligesom han var tvilraadig udi hvad han skulde giøre. Endeligen fattede han Han bliver brændt.Mod igien, og blev ved at sige, at Ilden skulde ingen Magt have med ham. Skarpretteren søgte derfor at giøre et Forsøg med hans Kappe, som han kastede paa Ilden, og da den strax blev fortæred, tvilede han ikke om, at det jo vilde gaae ligeledes til med Legemet, og derudover kastede ham med alle hans Klæder paa Baalen, af hvilken han strax blev brændt til Aske. Hvad de andre fangne Bogomiler angik, da nægtede en stor Deel af dem, at de vare Bogomili: Hvorudover Keyseren, for at blive forvissed om, hvilke af dem vare Bogomili, eller ey, lod anrette 2 heede Ovne, og lod for den eene af samme Ovne sætte et Kaars, forkyndende dem, at de skulde alle brændes, efterdi de alle vare be|595skyldte, allene de skulde have Frihed at lade sig brænde i hvilken Ovn de helst vilde. De rette Bogomiler derfor, saasom de mærkede, at de skulde omkommes udi een af Ovnene, søgte den, som ingen Kaars havde, og bleve de kiendte skyldige og fængslede. De andre derimod, som søgte Kaarset, bleve som U-skyldige strax løsgivne. Af dette sees, at de besynderligen maa have haft Afskye for Kaarsets Tilbedelse. Hvorudi ellers deres Vildfarelser bestode er vanskeligt at sige, saasom man Beskyldninger mod de Bogomilers Lærdom.paa intet mindre kand forlade sig, end paa de Tiders Kietter-Historier. Efter den Beskrivelse som en Munk Euthymius, efter Keyser Alexii Ordre, giør over dem, udi det Skrift, kaldet Panoplia Dogmatica, skal de have forkastet det heele gamle Testamente, undtagen Psalmerne og Propheterne. De skal ogsaa have nægtet 3 Personer i Guddommen, item, Christi Manddom og Lidelse, som de sagde, var kun for et Syns skyld. De beskyldes ogsaa for at have forkastet Sacramenterne og Kirkegang, og i sær at have fordømt Billeders Tilbedelse, Munke-Levnet og andet, og vidner Anna Comnena, at hun ikke kand beskrive deres Kietterie, saa gierne som hun vilde, efterdi den Sømmelighed, som udfodres af hendes Kiøn, saadant ikke tillader (a).

Paven søger at bryde det Eedlige Forliig.For at komme til de Vestlige Kirke-Sager igien, da var Keyser Henrich neppe kommen tilbage til Tydskland, førend Paven lod kalde et Concilium til Lateran, hvorpaa han foredrog, hvorledes han tilligemed andre Geistlige var bleven medhandled af Keyseren, og tvungen med Magt til at afstaae ham de geistlige Forlehninger. Dette forebragte han paa en Maade, som gav tilkiende, at han ikke u-gierne saae, at Concilium tvang ham til at bryde sit Løfte, skiøndt han stillede sig an, som han for sin Person ikke vilde bryde en Forpligtelse, som med Eed var besegled. De nærværende Prælater mærkede strax hvortil Paven sigtede, og derpaa giorde en Slutning saa ly1112dende: Vi forsamlede udi dette hellige Concilio fordømme ved Kirkens Myndighed |596og den Hellig Aands Dom det Privilegium, som Kong Henrich med Forliget casseres af Concilio Lateranensi.Magt har udpresset, og forbyde det under Bands Straf at øves, efterdi derudi er indført, at en Bisp, som canonicè af Geistligheden og Folket er udvalt, ikke kand ordineres førend han af Kongen har faaet Forlehning derpaa, hvilket er imod Kirkens Stiftelse og den Hellig Aand. Efterat dette var oplæsed, raabte alle eenstemmigen Amen dertil. Man seer ellers heraf, af hvilken Betydning de omtvistede Forlehninger vare, nemlig at Clericiet og Folket udvalte Bisper, men at de kunde ikke blive viede førend de havde faaet Kaarset og Ringen afaf]af] A B; hos SS af] A B; hos SS Keyserne.

Saaledes blev dette Privilegium casseret, og den Eedlige Forpligt, som nyeligen var giort, i en Hast brudt, og vidste Paven derved fortreffeligen at spille sin Rulle, nu lod han som han var inderligen bedrøvet derover, at man vilde tvinge ham til at bryde sit Løfte, nu igien kaldte han sig selv u-værdig til at forestaae GUds Kirke, efterdi han havde giort saadant Løfte, og af Frygt for Livet havde opoffret Kirkens Ret. Ja dette Momerie gik saa vit, at han gav tilkiende sig at vilde forlade sit Embede, og bad Concilium, at det vilde være betænkt paa at udvælge en anden Pave, (a) saa at man maatte tvinge ham til at staae fra saadant Forsætt. Dog gav han siden tilkiende udi sine Breve, saavel til Keyseren som til andre, at han meenede sig ikke at være forbunden til den Pagt, som ham med Vold var afpresset, og at han ikke kunde tilstede noget, som var imod de forrige Pavers og Kirke-Moders Anordning. Foruden Paven selv Skrifter pro og contra.hvessede de største Skribentere deres Penne udi denne Materie. De fornemste, som derom skreve, vare den bekiendte Ives de Chartres og Godofredus de Vendosme, og gik den sidstes Iver saa vit, at han i en Skrivelse bebreidede Paven sin Feighed, i det han af Frygt for Døden havde indgaaet saadan skammelig Pact med Keyseren, saa at alting con-|597spirerede til det Pavelige Monarchies Opkomst og den verdslige Øvrigheds Undertrykkelse. Det forunderligste var, at ogsaa den Grædske Keyser Alexius tog Pavens Parti; Thi han skikkede paa samme Tiid et Gesantskab til Rom, hvorved han aflagde Taksigelse til det Romerske Sæde formedelst den Modstand det havde giort Keyser Henrich. Ja hans Flatterie gik saa vit, at han tilbød sig selv at komme til Rom, for at annamme den Keyserlige Krone af Pavens Haand. Men det er troeligt, at saadant skeede allene af Frygt, efterdi Pavens Venskab var ham nødig, saa længe som Kaarsførerne spillede Mestere udi Orienten. Hvorom alting var, saa seer man, at den, som paa de Tider vilde sætte sig op imod Pavens Magt, havde alle Elementer mod sig, og at det derfor var lett at see forud, at Keyser Henrich vilde komme ilde fra sin Process, hvilket og Udgangen bekræftede.

Den Storm, som Keyseren truedes med, og den Feide, som det Lateranensiske 1115Concilium havde forkyndt, begyndte at gaae for sig 1115. Da saae man med Forundring, at endogsaa de Tydske Førster og Geistlige, der selv havde bragt Keyseren i Harnisk og bevæget ham til at staae paa sin Rett, nu lode sig af de Pavelige Trusler afskrække til at opoffre Rigets Høyhed, og at forlade Henricum igien. Thi udi dette Aar forsamlede adskillige af dem sig efter den Pavelige Legats Tilskyndelse til Cöln, udi Forsæt at publicere Kirkens Band imod Keyseren. Da Keyseren fik Tidende De Tydske Herrer falde til Paven igien.derom, affærdigede han til denne Forsamling Biskopen af Würtzburg, for at foreholde dem deres u-billige Foretagende: Men de forsamlede Herrer vilde ikke imodtage ham, førend han lod sig foreene med den Romerske Kirke, saa at, da han kom tilbage, undslog han sig for at communicere med Keyseren, i hvis Ærinde han havde været. Keyseren, som frygtede, at den samme Tragœdie vilde spilles med ham, som med hans Fader, begav sig derpaa til Lombardien, hvorfra han skikkede nogle Deputerede til Paven, for at handle om Forliig. Imidlertiid blev holdet et andet Concilium til Lateran, hvor man foretog sig blant andre Ting videre at handle om de Tvistigheder mellem Pa|598ven og Keyseren, og saasom den sidste intet got deraf kunde vente sig, lod han med stor Iver drive paa et hastigt Forliig, foreholdende hans Pavelige Hellighed, at den Excommunication, han havde ladet publicere, stridede mod hans Eedlige giorte Løfte; Hvortil Paven svarede ham, at ikke han, men Kirkens Lemmer havde excommuniceret ham, og at han derfore ikke uden efter deres Raad og Samtykke kunde løse ham igien, og seer man, at Paven denne gang giorde sig selv u-myndig, efterdi hans Interesse det udfodrede.

Blant de Geistlige i Tydskland, som da sadlede om, og toge Pavens Parti, var fornemmeligen Albert Erke-Bispen af Mayntz, hvilket, da Henricus merkede, lod han ham arrestere. Det er merkeligt, at denne Albertus tilforn havde været Pavens største Fiende, saa det var fornemmeligen efter hans Raad og Anslag, at Paven blev fangen bortført af Rom. Han var, da denne Gierning skeede, Keyserens Cantzler, og blev til Belønning for den Iver, han havde ladet see for Keyserens Parti, giort til Erke-Bisp af Mayntz (a). Keyseren, som siden merkede at han arbeidede paa Nytt, holdt fornødent i Tide at bemægtige sig denne farlige Mands Person. Men denne Arrest opvakte saadan Allarm, at, da Keyseren ved Alle Helgens Tiid var udi Mayntz, blev hans Pallads omringet af Borgerne, saa at han maatte forsikkre dem om Erke-Bispens Keyseren bemægtiger sig Rom anden gang.Løsgivelse igien, og give dem Gisler til Forsikkring, hvorpaa han selv forlod Staden, og kort derefter satt Albertum paa fri Fod igien. Saasom han nu merkede, at Tvistigheden i Mindelighed ikke kunde bilægges, begav han sig paa nye med en god 1117Kriigshær til Italien 1117, hvorudover Paven blev saa forskrækked, at han forlod Rom, og lod Staden staae i Stikke, saa at Keyseren der uden Hinder giorde sit Indtog, og strax fik de Fornemste i Staden, som gierne holdte med de Stærkeste, paa sin Side. Medens han opholdt sig i Rom, skikkede saa vel han som Paven Deputerede for at handle om Fred, men de kunde |599ikke komme til nogen Foreening. Kort derefter Pave Paschalis II. Død.døde Pave Paschalis 1118, og blev succedered af Johanne de Gäeta, den Romerske Kirkes Cantzler, hvilken lod sig kalde Gelasius II.

Keyser Henrik havde længe tilforn forladt Rom, hvorudover han havde ikke kundet hindre dette Vall. Men hans Tilhængere, som vare i Staden, lode strax tilkiendegive deres Misfornøyelse derover. Cencio Frangipani, som holdt Keyserens Parti, brød derpaa ind udi Kirken, tog den nye Pave ved Struben, og efter at han havde pryglet sig træt paa ham, trok han ham efter Haaret ud af Kirken, og lod ham indslutte tilligemed eendeel andre Geistlige af hans Anhang. Dette foraarsagede en stor Tumult udi Staden, Gouverneuren greb strax til Gevær, og truede de Frangipanske med Ulykke, hvis de ikke overleverede Paven, hvorudover de samme bleve forskrækkede; og lode ham komme løs igien, saa at alting kom i Roelighed, og Gelasius blev høytideligen Gelasius II. Pave.kroned. Men denne Roelighed varede ikke længe; Thi, da Keyseren fik Tidende om dette nye Vall, kom han med væbnet Haand mod Rom igien. Dog, førend han foretog noget Fientligt, lod han Gelasio tilkiendegive, at, hvis han vilde confirmere den Pact han havde giort med hans Formand, vilde han erkiende ham for Pave; men, hvis ikke, vilde han lade en anden udvælge. Gelasius, forskrækked over Keyserens Ankomst, skiulede sig udi en Borgers Huus i Rom (a), og siden med nogle Galeier tog Flyer for Keyseren.Flugten over Tiberen til Porto. Paa Veyen blev han hæftigen eftersatt og forfuldt af de Tydske, kom dog omsider efter stor udstanden Fare og Besværlighed til Gäeta, hvor han blev besynderligen vel imodtagen, efterdi det var hans Føde-Bye, og strømmede strax didhen en stor Mængde Bisper og andre Geistlige.

Keyseren skikkede endda Gesantere til ham med Begiæring, han vilde komme til Rom for der at lade sig indvie udi hans Nærværelse. Men Gelasius, saasom han eengang tilforn havde været |600Keyserens Fange, nemlig anholden paa samme Tiid som hans Formand, dristede sig da ikke til at komme, svarede derfore, at han vilde strax lade sig indvie, og, naar det var skeed, vilde han træde udi Forhandling med Keyseren. Burdinus Anti-Pave.Af dette Svar blev Henricus saa opirred, at han strax lod udvælge en anden Pave, som han havde truet med, ja virkeligen udvalte dertil Mauritium Burdinum, Erke-Bispen af Braga, som var excommunicered af Pave Paschali, efterdi han havde kronet Keyseren, hvilket giver tilkiende, at den Kroning, som tilforn mældes om at være skeed af Paschali selv, maa enten ikke have været fuldbragt, eller holdet ugyldig, efterdi samme Pave dertil var bleven tvungen. Mod dette Vall protesterede Gelasius, men Mauritius lod sig deraf ikke forskrække; Han bemængede sig strax med Pavelige Forretninger, og ved Bispernes Recommendation blev erkiendt for rettmæßig Pave paa adskillige Stæder saavel i Tydskland som i Engeland. Han kronede da ogsaa Keyseren paa nye igien, saa at det var den 3die gang Henricus blev kroned udi Rom. Burdinus blev af sit Anhang kalden Greg. 8.

Keyseren, saa snart han var bleven kroned, forlod Italien; Hvorpaa Gelasius kom til Rom igien, og der opholdt sig nogen Tiid hemmeligen hos sine Venner, og endeligen dristede sig til at forrette Messen udi en Kirke. Da de Frangipanske finge Kundskab derom, komme de bevæbnede for at angribe ham paa nye. Paven, som var geleided af en stor Deel Normanner, giorde en Tiid lang stærk Modstand, omsider blev han dog overmanded, og maatte tage Flugten, og, saasom han fandt sig ikke meere GelasiiGelasii]Gelasii] Gelasiii A Gelasii] Gelasiii A II. Død.sikker i Rom, maatte han forlade Staden igien, og tog sin Tilflugt til Provence udi Frankrige, hvor han døde udi samme Aar. Man seer ellers heraf, udi hvilken Anseelse den Frangipanske Familie var udi Rom. Det Navn Frangipani eller Brødbrydere reiser sig af en stor Almisse, som deres Forfædre udi dyr Tiid havde givet til fattige Folk.

|601Paa samme Tiid afgik ogsaa ved Døden Balduinus, Kongen af Jerusalem, og blev succederet af hans Paarørende Balduino, Greven af Edessa. Den Navnkundige Grædske Keyser Alexius Comnenus døde ogsaa i samme Aar, efterat han havde regieret udi meere end 37 Aar. DersomDersom]Dersom] Der som A B; Dersom Liebenberg, Der som SS Dersom] Der som A B; Dersom Liebenberg, Der som SS man skal troe, hvad hans Dotter Anna Comnena har skrevet om ham, da har han været en stor Mand: Men, som andre Skribentere fælde langt anden Dom over ham, har man Aarsag at holde for, at hvad Alexii Comneni Død og Characteer.denne gode Princesse har skrevet (a) er heller en Lofsang, end en upartisk Historie, hvormeget hun end selv beraaber sig paa sin Upartiskhed. De fleeste Skribentere holde for, at han har været af liden Troe og Love, og seer man af Annæ Comnenæ eget Skrift, at han har været een af de største Mestere i at simulere. Han flatterede stedse den Romerske Kirke, saa at mange derudover vare af Tanke, at han ingen Betænkning tog at leve udi Communion med Latinerne. Men denne Føyelighed synes at have reiset sig heller af Frygt for de Europæiske Førster, som i hans Tiid spillede Mestere udi Orienten, end af Kierlighed til den Romerske Lærdom. Han berømmes ellers af alle deraf, at han med Fliid søgte at dempe Kietterie; Thi foruden de Bogomili, hvorom tilforn er talt, arbeidede han med Iver paa at omvende de Paulicianer, som var en Art af Manichæer, og bragte en stor Deel af dem til at foreene sig med den Grædske Kirke. Alexius blev succederet i Regieringen af hans Søn Johanne Comneno, som af Grækerne kaldtes Calo-Johannes eller den smukke Johannes.

Calixtus II. Pave.Efter Pave Gelasii Død faldt Vallet paa Guido, Erke-Bispen af Vienne, hvilken fik Navn af Calixto II. Under denne Pave blev Tvistighederne fortsatte med 1119samme Hidsighed som tilforn; Hvad som en Tiid lang hindrede ham at drive Sagen med Eftertryk, var den falske Pave Bourdinus eller Gregorius VIII, hvilken endda havde adskillige Tilhængere; Men den samme faldt omsider udi hans Folks Hænder, hvilke handlede ilde med ham, |602satte ham baglænds paa et Kameel, og kastede et blodigt Faareskind paa hans Rygg, og i saadan Skikkelse førte ham ind udi Staden Rom. Derpaa blev han satt udi Fængsel, hvor han omsider døde. Efter at Calixtus havde faaet denne Rival af Halsen, gik han Keyseren med Dristighed paa Klingen, og endeligen erholdt det som hans Formænd ikke havde kundet trænge igiennem med. Dermed gik saaledes til: Efterat han havde excommuniceret Keyseren paa et Concilio, holdet til Reims, og ophidset de fornemste Geistlige udi Tydskland mod ham, fornemmeligen Albertum Erke-Biskopen af Mayntz, Fridericum af Cöln, og Conradum af Saltzburg, som holdte allevegne oprørske Prædikener, og ophidsede Undersaatterne, sær Sachserne mod ham, faldt omsider Modet, 1122saa at han besluttede i Tiide at forlige sig med Paven, at ikke samme Tragœdie skulde spilles med ham, som med Keyserens haanlige Forliig med Paven.hans Fader. Forliget skeede udi det Aar 1122, da Keyseren giorde en Afstaaelse, saa lydende: Af Kierlighed til GUd, til den hellige Kirke og til Pave Calixtus, item, for min Siæls Salighed, staaer jeg fra alle Forlehninger ved Ringen og Kaarset, og lader jeg over mit heele Keyserdom og Rige de Geistlige Vall og Vielser være frie: Jeg restituerer til den Romerske Kirke St. Peders Gods og Regalier, som have været ham fratagne, siden denne Tvistighed begyndte: Jeg giver Paven og Kirken Fred, og jeg skal troeligen staae ham bi, naar han det forlanger. Dette er den navnkundige Frastaaelse, hvorved Keyseren skildte sig og sine Efterkommere ved eet af de største Regalier, ved hvis Øvelse de tilforn nogenledes kunde holde Geistligheden i Lydighed. Renuntiationen skeede i Tydskland udi Overværelse af de Pavelige Legater, som derpaa absolverede Keyseren, og løsede Krigs-Hæren af Kirkens Band. De Pavelige have siden beraabet sig derpaa, som en fri og u-tvungen Afstaaelse; Men den var ligesaa fri og u-tvungen, som Paschalis 2 Privilegium. Begge bleve udpressede med Magt: Det første med det Verdslige, og det sidste med det Geistlige Sværd. Tvistigheden |603blev ellers saaledes afgiort, at Paverne herefter skulde investere de Tydske Bispe ved Ringen og Kaarset; Men at Bisperne ikke skulde ordineres, førend de havde Verdslige Høyheder af Keyseren ved Sværdet.

Anmærkning over de saa kaldne Regalier.Paverne skildte ogsaa Keyseren siden ved en anden Rettighed, kaldet Regalier, hvorved de, nemlig Keyserne, vare Arvinger af de afdøde Bispers efterladte løse Gods. Urbanus III. var den første, som disputerede Keyser Friderich Barbarossa saadan Rett; Men bemældte Keyser vilde ingenlunde lade sig den afsnakke; Den efterfølgende Keyser kunde dog ikke holde Stand, og giorde Keyser Friderich II en fuldkommen Afstaaelse af slige Regalier til Kirken ved et Patent, datered Würtzburg den 10 May 1216. Ved saadan Cession bleve de nye Bisper de Afdødes Arvinger. Men den største Profit faldt efter Sædvane til Paverne, hvilke forglemmede ikke at føre sig til Nytte den store Tieneste, de havde giort Kirkerne, ved at tilveye bringe dem saadan Herlighed, og derfore finge de nye udvalte Prælater ved een og anden Invention at deele Byttet med sig, som for Exempel: at lade sig betale for Confirmationer af deres Kalds-Breve, at betale for de Chorkaaber, som dem bleve skikkede, og andet. Og var det sidste et sikkert Middel til at tvinge Bisperne med, efterdi de ikke maatte ordinere førend de havde faaet Chor-Kaaben, og anføres et falskt Decretale af Pave Pelagio til Beviis (a); Men udi Gregorii 9 Decret. anføres udtrykkeligen, at ingen kand agtes for rett Bisp, førend han har faaet Kaaben (b). Endeligen toge de reent Masqven af, og lagde Haanden paa Regalierne først udi Italien, og siden i andre Lande. Urbanus V var den første, som øvede det i Tydskland ved den Cölniske Erke-Bisp Wilhelmi de Gennep hans Død, og vidner Theodorus af Nihem, at Bonifacius 9 biede ikke indtil Bisperne døde, men bemægtigede |604sig deres Midler, førend de gave Aanden op (a): Og inventerede samme graadige Pave siden Annater, hvorom tales paa et andet Sted.

Men for at komme til Historien igien, da blev paa samme Tiid den udi Kirke-Historien Petri Abælardi Historie.saa meget bekiendte Petrus Abælardus formedelst vrang Lærdom actionered, og fordømt paa et Mode holdet til Soissons. Samme Mand fortiener i Henseende til hans Lærdom og mange selsomme Aventures at tales om med Omstændighed. Abælard var fød ikke langt fra Nantes i Bretagne. Han lagde udi sin Ungdom stor Vind paa Studeringer, i sær paa Logica, hvortil hans subtile Hierne besynderligen var danned; og naaede han udi Disputere-Konsten saadan Færdighed, at han reisede Hans Lærdom.fra eet Land til andet for at prøve Styrke med de største Disputatores, og at kuldkaste dem ved sine Syllogismer, hvorudover en Autor (b) siger, at ingen vandrende Ridder giorde sig meere Ære af at bryde en Lantze til Fruentimmerets Ære. Udi Paris insinuerede han sig hos en Professor Philosophiæ, ved Navn Wilhelmus Campellensis, saa at han blev hans kiæreste Discipel. Men det Venskab varede ikke længe; Thi som han blev sin Læremester for stærk udi Munden, fik han ikke allene Wilhelmum selv, men end og alle hans Disciple paa Halsen. Af denne Fortrædelighed lod Abælardus dog ikke Modet falde, tvertimod det formeerede de store Tanker han havde fattet om sig selv, saa at han oprettede Skoler nu paa eet, nu paa et andet Sted i Frankrige, og ved sin Subtilitet i at disputere bragte sig i saadan Anseelse, at ikke allene Wilhelmi Campellensis Disciple, men endogsaa Wilhelmus selv, søgte hans Logiske Lectier. Efterat Abælardus en Tiid lang havde øvet Logica med saadan Hans Amours.Succes, at hans Navn over alt var bleven bekiendt, forlibede han sig i en Jomfrue, ved Navn Heloise, der var udi en Canonici Huus, som var hende Paarørende. Samme Canonicus, hvis Navn var |605Fulbert, blev ombeden at tage ham i Kost for Penge, hvortil Fulbert med Glæde beqvemmede sig, helst saasom Abælardus tilbød sig gratis at informere Jomfruen i Videnskaber. Men, da han var kommen i Huuset, og Heloise var bleven betroed ham til Information, talede han i steden for Philosophie om Kierlighed, og undervisede han hende derudi med saadan Iver og Application, at hans sædvanlige Logiske Lectioner derover begyndte at standse, og hans andre Scholarer omsider giettede Aarsagen dertil, saa at man overalt begyndte at mumle derom. Fulbert, som havde høye Tanker om Abælardi Dyder og Lærdom, var een af de sidste, der fattede saadan Mistanke; Men da han omsider ogsaa mærkede, at de Lectioner, han gav Jomfruen, vare ikke saa aldeeles Philosophiske, som han havde bildet sig ind, gav han ham Afskeed. Strax efter Abælardi Bortgang merkede man Frugten af hans Lectioner, og fornam, at Heloise lavede til Barsel. Abælardus raadede hende da til at forlade Fulberti Huus, og skikkede hende til sin Søster i Bretagne, hvor hun faldt i Barsel-Seng og fødde en Søn. Over denne Handel bleve hendes Paarørende saa forbittrede mod Abælardum, at de skikkede Folk En selsom Execution øvet mod ham.om Natten ind udi hans Senge-Kammer og lode ham gilde. Abælardus blev saaledes bragt i samme Stand som Origenes, den Forskiæl allene var, at, saasom den sidste frivilligen uden Nød havde tilredet sig saaledes, havde han efter Kirke-Retten giort sig u-værdig til all geistlig Embede; (a) Abælardus derimod, som af andre saadant var paaført, udelukkedes derfor ikke fra geistlig Promotion. (b) Men denne Haanhed drev ham dog til frivilligen at renuntiere paa all geistlig Forfremmelse, og at antage Munke-Levnet, og at begive sig udi det Kloster af St. Denys. Men der blev han ikke gammel: Thi Abbeden, som var en vellystig Mand, kunde ikke taale, at Abælardus vilde sætte ham til rette, og derfore |606forviisede ham Klosteret. Derpaa tog han sig for at oprette Skoler igien som tilforn, og i en Hast fik saa stort Tilløb, at de andre Lærde, som derudover saae deres Auditoria tomme, søgte Leylighed til at styrte ham. Og, saasom dertil paa de Tider intet bedre og sikkere Middel var, end at bevæbne sig med Religionens Kaabe, saa foregave de at have fundet falsk Lærdom udi Han beskyldes for Kietterie.den af hans Bøger, hvorudi han havde forklaret det Mysterium om den Hellige Trefoldighed, og derover formaadde Erke-Bispen af Soissons at sammenkalde et Concilium udi det Aar 1121. Adskillige Skribentere vidne, at ovenmældte Skrift intet Kietterie indeholdt. Otto af Frisingen siger allene, at han forklarede den Hellige Trefoldighed paa en alt for nedrig Maade, som for Exempel, at, ligesom der udi en Syllogismo vare Major, Minor og Conclusio, saasaa]saa] so A B; saa Liebenberg saa] so A B; saa Liebenberg var udi det Guddommelige Væsen 3 distincte Personer. Men man kand sige, at andre, som have taget deres Beviisligheder af Viinens Farve, Smag og Lugt &c. have raisonneret lige saa u-anstændigen. Dette Concilium fandt ikke for got at give ham Tiid og Leylighed til at forsvare sin Lærdom, helst, saasom ingen havde Lyst til at binde an med saadan stærk Disputator, og derfor uden Forhør dømte ham til at kaste sit Skrift paa Ilden, og at indslutte sig udi St. Medardi Kloster. Derfra skikkede man ham til St. Dionysii Kloster, hvor han tilforn havde været. Der havde han igien den U-held, at han blant andre Ord lod falde disse, nemlig, at den St. Dionysius, som man holdt for sammesteds Helgen, var ikke Dionysius Areopagita, som omtales i Skriften, men en langt yngere Helgen. Omendskiønt nu intet var lættere end at gotgiøre saadant, formerede Munkene ham dog en Process derfor, anseende det som en Crimen læsæ Sanctitatis, at ville disputere deres Helgen sin Anciennetet. Hvis Abælardus havde kundet erindre sig, at Pave Leo, som nogle Aar tilforn var udi Tydskland, udi Parisiske Legaters Overværelse, havde erklæret, at de rette St. Dionysii Reliqvier laae forvaret udi Regensborg, (a) havde han lætt kundet stoppe Munden paa disse Franske |607Munke. Videre Forfølgelser mod ham.Abbeden forsamlede strax derpaa Capitulet, og erklærede, at han vilde overlevere ham den verdslige Øvrighed til Straf, som den, der søgte at kuldkaste Rigets Ære og Prydelse. Dette jog saadan Skræk ind udi Abælard, at han om Natte-Tider flygtede af Klosteret. Men dermed endtes ikke hans Forfølgelser: Thi han fik strax andre paa Halsen, hvilke giorde ham Livet saa suurt, at han omsider stod færdig til at forlade Christne Lande for at sætte sig ned blant Tyrker og Hedninger, hvilke han i een af sine Epistler siger at være bedre end Christne Munke. (a) Dog stod han fra dette Forsætt, og siden blev udvalt til Superieur udi et andet Abbedie, nemlig af Ruis. Der havde han ogsaa adskillige Fortrædeligheder, eendeel i Henseende til Munkenes u-ordentlige Levnet, eendeel ogsaa i Henseende til en stor Herre paa Stedet, som borttog den største Deel af deres Indkomster, saa at de paa deres egen Bekostning maatte føde deres Concubiner og Børn, hvilket Abælardus selv udi en Epistel vidner, og derved giver tilkiende, hvordan Munke-Levnet paa de Tider var. (b) Imidlertiid vexlede han stedse Breve med hans Maitresse Heloise, og seer man af Hendes Breve, at hun var eet af de Tiders lærde Fruentimmer. Det merkværdigste af hendes Breve er det, hvorudi hun af hendes Galant forlanger at vide Oprindelsen til Nonne-Klosteres Stiftelse, item, hvorfore Stifterne ikke have givet Ordens-Regler for Qvinde-Kiønnet i sær. Dette Brev er ellers fuld af Gudsfrygt og Fornuft; saa, at hvis man havde dette Brev allene, skulde man tænke, at hun var bleven en hellig og dydig Dame; Men hendes andre Breve viise, at hun har elsket Abælardum meere end GUd.

For at fuldføre denne forunderlige Mands Historie, da blev han mod Enden af sit Liv paa nye actionered for Kietterie af Erke-Bispen af Sens. Han begierede da, at ham maatte tillades |608udi en offentlig Forsamling at forsvare sin Lærdom, hvilket blev ham tilladt. Og lod man Aar 1140 holde et Concilium til Sens, hvor den hellige Bernhardus, som da var Oraclet i Frankrige, blev kaldet for at agere hans Actioneres paa ny for Kietterie.Anklager. Og holdes samme Bernhardus at have været den fornemste Aarsag til Abælardi Fordømmelse. Concilium beskyldes ogsaa for, ikke at have gaaet ordentligen til Verks, og nægtet den Anklagede at forsvare sig. (a) Hvilket sees af Otton. Frisingensis Historie, hvilken beskylder Bernhardum herudi for Lettroenhed. Hans Discipel Berengarius (b) har giort en Satyrisk Beskrivelse over dette Concilii Præliminarier, sigende, at de nærværende Geistlige holdte sig ved denne Samling saa lystige, at de bleve drukne, og fulde i Søvn, saa at nogle, som bleve opvakte af Søvne, raabte i steden for damnamus, allene de tvende sidste Stavelser namus. (c) Man tog sig strax derpaa for at giøre Extract af Abælardi Skrifter, hvilke paa Concilio bleve oplæsede. Abælardus, som ingen god Dom ventede sig, appellerede da til Paven. Dette u-anseed, skreed Concilium dog til Sententz, fordømte hans Lærdom uden at angribe hans Person. Det kand vel ikke nægtes, at jo Abælardus ved mørke og forblommede Talemaader havde givet Anledning til Udtolkninger om falsk Lærdom: Dog, naar man efterseer hans andre Skrifter, finder man, at han stedse har fuldt de Tiders Orthodoxie, og burte derfor hans Dommere at have søgt Oplysning deraf; Men det synes, at det var dem meer om hans Person end om hans Lærdom at giøre; Helst saasom han havde saadan anseelig Actor som St. Bernhardus, hvis Beskyldninger ingen paa de Tider vilde giøre til intet, hvorvel nogle meene, om man vilde kløve Haar, man ogsaa kunde finde Kietterie udi Bernhardi Skrifter, og haver Berengarius, Abælardi Discipel, holdet for, at Bernhardi Meening om |609Siælens Skabelse i Himmelen kand mindre forsvares end Abælardi Meeninger.

Hvor meget man ellers søgte at chicanere Abælardum, sees deraf, at man ogsaa har villet formere ham en Process, efterdi han havde givet Titel af Paracletus eller Trøster til sit nys stiftede Kloster, sigende, at det var ikke meere tilladt at indvie Kirker til den Hellig Aand end til GUd Fader. Heloise var den første Abbedinde af dette Kloster. Der har ellers været store Tvistigheder om dette Klosters Navn, enten det burte hede Paracletus eller Paraclitus. Og, som de u-rimeligste Meeninger gierne finge Overhaand, saa have de Munke vundet Seyer, som holdte for, at det var rettest at sige Paraclitus: Og seer man, at det saa maatte heede ogsaa paa andre Steder udi Gudstienesten. Den største Allarm derover opvaktes udi det 9de Seculo, da en Græker udi Kongens af Frankrige Chapelle hørte synge Spiritus Sanctus Paraclitus, og derudover visede dem, at man maatte sige Paracletus, efterdi Paraclitus eller Paraclytus havde en hæslig Bemærkelse, som ikke passede sig paa den Hellig Aand. Men han udvirkede intet med sin Erindring; Thi man holdte for, at man intet burdte forandre udi den sædvanlige Kirke-Sang. Man seer, at derom have været store Tvistigheder mellem de Franske og Tydske Biskoper. (a)

Kort efter ovenmældte Concilii Dom, nemlig 1142 døde Abælardus omsider, udmattet af Fortred og Gienvordighed, og kand man sige, at hans paa de Tider u-gemeene Lærdom var den største Aarsag til hans Forfølgelser, hvortil contribuerede ikke lidet den Dristighed han lod see i at censurere Geistlighedens Feil, og Munkenes Levnet og Overtroe, saasom man paa de Tider ved intet giorde sig meere forhadt. Og var det i den Henseende, at man med skeele Øyne ansaae Guibertum Abbeden af Nogent, efterdi han udi sine Skrifter talede mod Tidernes Overtroe. |610Af hans Skrifter er det merkværdigste, som han forfattede om Helgenes Reliqvier i Leylighed af een Guiberti Skrift angaaende Reliqvier.vor Frelseres Tand, som nogle Munke af Medardi Kloster foregave sig at have. Han tilstaaer vel, at man bør ære Helgenes Reliqvier, men siger derhos, at man bør være forvissed om deres Hellighed. Videre troer han ikke, at Miracler allene kand bevise eens Hellighed, og til Beviis derpaa allegerer de Franske Konger, hvilke ere begavede med den Herlighed at kunde curere Sygdomme ved Rørelse, skiønt man ikke kand sige, at de alle ere Helgene. Han fremfører iligemaade adskillige Exempler paa falske Helgene og opdigtede Reliqvier. Endeligen kommer han til sit Hoved-Forsæt, og igiendriver Munkene, som formeenede sig at have een af Christi Tænder, skiønt det Argument, som han dertil bruger, er kun maadeligt, saasom han siger, at saadant kunde ikke være, efterdi Christus udi sin Opstandelse tog sit heele Legeme med sig af Graven. Man seer dog ikke, at den Abbed nogen Tiid er bleven giort til Kietter, og maa det komme deraf, at han i andre Maader plaiderer stærkt for Kirkens Myndighed. Han døde 1124.

Udi samme Aar afgik Pave Calixtus II, udi hvis Sted nogle udvaldte en Præst ved Navn Thibaldus, som lod sig kalde Cælestinum. Men midt udi Acten brød Robert Frangipani alting over tvers, og med sit Anhang udraabte Lambertum, Biskopen af Ostia for Romerske Pave, hvorpaa den største Deel af Geistligheden faldt ham til, og Cælestinus stod strax godvilligen fra sin Rett.

Honorius II. Pave.Den nye Pave gav sig strax Navn af Honorio II. Udi Begyndelsen af hans Regiering tog han sig for at arbeide paa Wendernes Omvendelse, og dertil betienede sig fornemmeligen af Ottone, Biskopen af Bamberg. Da antoge de fleeste Pommerske Stæder Christendommen. Men det heele Lands Conversion skeede ikke førend nogle Aar derefter, da den Danske Kong Waldemar bemægtigede sig Rügen tilligemed eendeel af Venden, som videre skal vises paa et andet Sted. Medens dette skeede, døde |611Keyser Henrich V, og med ham det gamle Kongelige Sachsiske Huus, som havde regieret udi 207 Aar fra Henrici Aucupis Tiid. Efter hans Død udvaldte det Tydske Folk een ved Navn Lotharium, som førte Titul af Hertug af Sachsen.

1130Pave Honorius II, efterat han havde siddet lidt over 5 Aar, døde 1130. Hvad U-orden der gik da i Svang ved det Romerske Hof sees af den Franske Biskops Hildeberti Skrifter. Den samme har beskrevet Rom udi et Vers saaledes:

Efterat Innocentius saaledes havde bestyrket sine Sager, begav han sig med Frimodighed til Italien igien, helst saasom Kong Lotharius havde loved at lade sig indfinde udi Lombardien |613paa samme Tiid, hvilket Løfte han og efterkom, og efterat han havde haft en Conference til Pisa med Paven, besluttede de begge strax at begive sig til Rom. Der kronede Paven Lotharium med den Keyserlige Krone, og gav ham Frugterne og Indkomsten af Grevindens Mathildis Lande, hvilket viser, at Paverne da maa have tilegnet sig Proprietet derover. Den anden Pave Anacletus forskandsede sig imidlertiid paa høye Steder og Taarne, hvoraf han ved Machiner meget incommoderede Keyserens Folk. Keyseren derudover, som saae sig ikke stærk nok til at bestorme alle Anacleti Skandser, sær Fæstningen Engelsborg, som han havde i Hænder, Concilium til Pisa.forlod Staden og tog Veyen til Tydskland igien. Hvorudover Innocentius dristede sig ey heller længere at blive udi Rom, men retirerede sig til Pisa igien, hvor han 1133Aar 1133 lod sammenkalde et Concilium. Der lode sig de fleeste Occidentalske Bisper indfinde tilligemed den navnkundige Abbed Bernhardo, ved hvis Boelig man saae Bisperne i Hobetall at giøre Opvartning. Hvilket viser hvad Anseelse samme Mand da var udi. Paa dette Concilio blev Anacletus igien excommunicered. Men paa Hiemveyen blev en stor Deel af disse Prælater plyndrede, ilde medhandlede og fængslede, uden Tvil af Anacleti Tilhængere, og gav dette Nachspill Anledning til almindelig Klage og Lamentation.

Keyserens Bortreise, saavel som den Sicilianske Konge Rogers Fientlighed foraarsagede, at Innocentius havde stor Møye ved at forsvare sig i Italien, og maatte han endeligen Aar 1136 kalde Lotharium paa nye til Hielp. Keyseren lod sig ogsaa samme Aar indfinde med en mægtig Krigshær, som indjog Skræk i heele Italien. Saalænge som Lotharius var i Italien, spillede Innocentius Mester sammesteds, og maatte da de mægtige Abbeder af Monte Cassino, som stedse havde holdet den Sicilianske 1137Konges Parti, falde til Føye. Men Keyseren døde Aaret derefter 1137, og da kom Kongen af Sicilien strax til Apulien igien, hvor han øvede stor Vold, og ødelagde blant andre Stæder Capua. Herudover geraadede Innocentius udi nye Beængstelse i|614gien, og, endskiønt Anacletus døde Aaret derefter, endtes derfor ikke det fortrædelige Schisma, eftersom oftbemældte Konge af Sicilien lod ved sit Anhang udvælge til Pave een ved Navn Gregorium, som gav sig Navn af Victor. Denne Victor maa have været en god Mand; Thi, saasom han ynkedes over Italiens Tilstand og Innocentius bliver alleene Pave.de Uroeligheder samme Land saa længe havde svævet udi, arbeidede han paa at forlige sig med Innocentio, betienende sig derudi af Bernhardi Underhandling (a), saa at Fred blev sluttet 1138, og Innocentius derover blev Mester over heele Rom.

Concilium Lateranense.Efter Keyser Lotharii Død udvaldte de Tydske Conradum Hertugen af Svaben til Keyser. Aaret efter dette Vall lod Pave Innocentius holde et stort Concilium 1139til Lateran, som bestod af henved 1000de Bispe, og bliver af de Romerske regned for det 10de almindelige Concilium. Paa dette Concilio, som sigtede fornemmeligen til at ophæve den Spliid, som havde været i Kirken, holdt Paven en Tale af den Indhold: Rom er Verdens Hoved-Stad, og den Romerske Pave giver og confererer alle Geistlige Værdigheder, som ved Rett af Forlehning. Hvorover nogle have stødt sig, som tilforn havde stedse distingueret geistlige Embeder fra Lehne. De Canones, som da bleve giorte, ere mestendeels de samme, som havde været giorte paa det Concilio til Reims. Blant de Schismaticos, som paa dette Concilio bleve excommunicerede, var Roger Kongen af Sicilien, hvilken derudover, saasnart Concilium var bragt til Ende, kom med en Kriigshær fra Sicilien, og bemægtigede sig de fleeste Steder i Apulien. Paven fik en Hob Tropper paa Beenene, og dermed gik Pave Innocentius bliver fangen.ham i Møde, men samme Tropper bleve uformodentligen overrumplede, og Paven selv faldt udi Kongens Hænder. Man saae af dette og andet, at Excommunicationer bleve ingensteds mindre agtede end udi Italien, og allermindst udi Rom selv. Saasom Innocentius nu saae sig udi sin Fiendes Vold, beqvemmede han sig til Forliig, ophævede Ex-|615communicationen, erkiendte Roger for rettmæßig Konge i Sicilien, og erklærede hans Sønner den eene Hertug af Apulien, og den anden Første af Capua. Da han var kommen paa fri Foed igien, søgte nogle at overtale ham til at bryde Freden, hvortil han dog ikke vilde lade sig beqvemme, men holdt Forliiget indtil 1143sin Død, som skeede 1143. Udi denne Paves Tiid gaves Anledning til den Oprindelse til Skik at Jøderne offerere Paven Mosis Lov.Jødiske Ceremonie, som endnu bruges. Da han eengang giorde et Indtog udi Paris, indstillede sig nogle Jøder for ham, førende med sig Mosis Lov og tilbedende sig hans Protection. Paven tog da naadigen mod dem, og bad GUd, at han vilde aabne deres Øyen, at de maatte see og forstaae hvad Loven indeholdt. Dette er siden bleven til en Skik, at, naar en Pave bliver installered, Jøderne da møde ham paa Veyen ved St. Joh. Lateranensis, og der præsentere ham et Exemplar af Loven: Hvorpaa Paven lader saaledes svare: Jeg ærer den Lov, som I af GUd have bekommet ved Mosen, men fordømmer de Forklaringer, som I giøre derover &c. (a)

Cœlestinus II. Pave.Hans Successor var en Præst, ved Navn Guido, som blev kalden Cœlestinus II, hvilken døde Aaret derefter og havde til Successor Lucium II. Denne Lucius var Lucius II.meget plaged af de Romerske Factioner, sær af de Frangipaner, og seer man, at begge Partier have høyligen besværget sig over hinanden for Keyser Conrado (b). Lucius døde efter en kort Regiering af 11 Maaneder, og en Abbed, ved Navn Bernhardus, Eugenius III. blev Pave i hans Sted under det Navn af Eugenio III. Denne Pave var ikke mindre tribulered af det Romerske Folk end hans Formand, og gik dette saavit, at han maatte retirere sig til Viterbo. Romerne lode sig merke med udi hans Fraværelse, at de ikke meere vilde staae |616under Præste-Regimente, sigende, at man maatte opbygge Oprør i Rom.igien Capitolium og oprette et Senat og Ridderskab efter den gamle Modele, og lade Paven allene have med Kirke-Sager at bestille. De exeqverede ogsaa eendeel af det de truede med, afsatte Stadens Gouverneur, og underkastede sig en Patricio allene. Medens Paven var til Viterbo, ankom et Gesantskab fra den Armeniske Patriarch, hvilken underkastede sin Kirke Pavens Jurisdiction. Samme Gesantskab foregav, at under den Armeniske Patriarch stode over 1000 Bispe, hvilket synes at have været en Rodomontade, med mindre Bispe-Stoelene maa have været meget ringe eller mange Bispe have allene været titulaire. Gesantskabets Ærinde var fornemmeligen at forestille de Tvistigheder, som vare mellem deres Kirker, hvilke dog ikke vare af nogen Betydelighed; Thi der handledes, om man maatte komme Vand udi Viinen til den hellige Nadvere, item om nogle Fæste. Dog seer man, at de have været eenige med Grækerne i at bruge syret Brød. Dette bliver saaledes anført af den berømmelige Historie-Skriver Otto Biskopen af Frisingen, som da var til Viterbo (a). Paa samme Tiid ankom ogsaa en Orientalsk Bisp, hvilken beskrev de Europæiske Christnes slette Tilstand udi Asien, og blant andet fortaalte om en Nestoriansk Regent, kaldet Prester-Jan, som regierede udi den yderste Deel af Orienten; Og er dette den første gang der tales om Prester-Jan, som de Franske gemeenligen kalde Pretre Jean, og hvorom saa mange Fabler ere skrevne.

Blant de onde Tidender, som bemældte Bisp bragte med sig, var at Edessa var tagen fra de Christne. Af dette blev Paven saa bevæged, at han strax affærdigede Skrivelse til Kongen af Frankrige Ludovicum Juvenem, hvorudi han opmuntrede samme Konge saavel som det heele Franske Folk at giøre et nytt Tog til Orienten, for at undsætte de betrængte Christne sammesteds, og accorderede samme Indulgencer, som Pave Urbanus II |617havde givet til den første Croisade. Dette Brev havde saadan Virkning, at man i Frankrige strax lavede sig til et nytt Tog.

Imidlertiid arbeidede Paven paa at bringe de oprørske Romere til Lydighed igien, Oprøret stilles.og til den Ende excommunicerede deres Patricium Jordanum med alle hans Tilhængere. Men, saasom Excommunication ingensteds havde mindre Virkning, end udi Rom selv, maatte han ogsaa være betænkt paa andre Midler, og lave sig paa en Kriigshær, hvormed han tvang de Oprørske til at bede om Fred, hvilken han endeligen tilstod dem med de Vilkor, at de afskaffede deres nye stiftede Patriciat igien, antoge en Stads-Gouverneur og erkiendte, at Senatet dependerede af Paven. Derpaa giorde han sit Indtog i Staden, og alting kom i Roelighed igien. Udi Frankrig blev Nye Croisade prædikes.da holden en anseelig Forsamling udi Burgundien, hvor Pavens Brev blev oplæst, og Bernhardus holdt en saa bevægelig Tale, at alle tilbøde sig at antage Kaarsets Tegn, saa at en stor Bylt af Kaars, som man havde i Forraad, strax bleve uddeelte, og som de samme ikke vilde forslaae, lod Bernhardus skiære sine Klæder i Stykker, for deraf at giøre Kaars. Den samme Iver, som Bernhardus lod herudi see i Frankrig, viisede han ogsaa udi Tydskland, hvor han giorde en Reise, for at overtale saavel Keyser Conradum som de Tydske Førster til at giøre et nytt Tog. For at opmuntre Folk dis meere til saadant bleve fortaalte store Mirakler, som skeede ved Kaarsets Tegn, nemlig at Blinde finge deres Syn, Stumme deres Maal og Halte deres Førlighed igien, allene derved, at man tegnede dem med Kaarset, hvilket sees af en Journal, Bernhardi Iver.som paa de Tider blev giort. Det mærkeligste, som fortælles om Bernhardi Prædikener i Tydskland, er dette, at, endskiønt han prædikede paa Fransk, og de Tydske forstode ikke et Ord af samme Sprog, bleve de dog deraf saa bevægede, at de i Hobetall antoge Kaarset. Dette bliver ogsaa anført som noget mærkværdigt og et synderligt Tegn af Himmelens Virkning herudi, at Mordere, Røvere og alle Slags Misdædere komme i Hobetall for at lade sig kaarse og indrullere i den hellige Milice. Men, som de ikke kunde faae alle deres |618Synders og Misgierningers Forladelse for lættere Kiøb, end ved at lade sye et Kaars til deres Klæder, og det er derforuden bekiendt, at mange lode sig kaarse for i en Hast af Misdædere at blive Helgene, andre i Henseende til de Synder de agtede i fremtiden at bedrive, og andre igien for at blive befriede for at betale deres Gield, efterdi ingen Creditor maatte kræve Gield af een der stod i Procinctu til det hellige Land, og eenhver Kaarset Stridsmand kunde ved Kaarsets Tegn, som ved det kraftigste Moratorium eller Jern-Brev, viise sine Creditores tilbage, saa kand man ikke ansee dette hos alle, som en oprigtig og hellig Iver.

1147Blant de Tydske Herrer, som strax lode sig tegne, var foruden Keyser Conradum selv (a) hans Broder Henric Hertugen af Østerrige, Store Præparatorier til et nytt Tog.Henrik Biskopen af Regensborg, Reinbert Biskopen af Passau, Otto Biskopen af Frisingen, og andre. Og er det denne sidste, som selv har beskrevet denne anden store Croisade, og bliver regnet for een af de ypperligste Skribentere udi dette Seculo, saavel i Henseende til hans Lærdom og Oprigtighed, som til hans store Stand; Thi han var Keyser Conradi Halv-Broder. Hvad som dis meere befodrede Kongens hastige Reise til det hellige Land, var Pavens Ankomst til Frankrig paa samme Tiid, og synes det, at nye U-roeligheder og Oprør udi Rom har fornemmeligen drevet ham til at giøre denne Visite. Han blev imodtagen med stor Høytiid udi Frankrige; Men, da han eengang havde holdet Messe udi St. Genevieves Kirke, reisede der sig Klammerie imellem Kanikerne og de Pavelige Betientere om et Silke-Klæde, som var lagt paa Alteret, da Paven holdt Messe, hvilket enhver af dem vilde tilegne sig. Udi dette Klammerie blev Klædet i Stykker revet, og begge Parter ginge med knytted Næver og Stokke løs paa hinanden. Ja, Kongen selv, som havde den Dristighed at begive sig ind udi denne stridbare Mængde, for at skille Trætten, kom ikke u-slagen derfra. Herudover bleve de gamle Canonici til Straf uddrevne af Klosteret, og andre i deres |619Sted indførte. Dette og andet viser, hvorledes Geistlighedens Levned passede sig til den store Devotion, som alle Lande paa de Tider var overkommen, da hver Mand stod færdig at gaae fra sit Huus og at opoffre sit Liv udi Orienten, for at indtage de hellige Stæder.

Reisen gaaer for sig.Efterat Beredelserne vare giorte til det hellige Tog, saavel udi Tydskland som Frankrige, begave Keyser Conrad og Kong Ludvig sig paa Reisen, og komme de begge udi det Aar 1147 til Grændserne af det Østlige Keyserdom, hvor Keyser Manuel, forskrækked af den store Mængde af de ankommende Tydske og Franske Krigs-Folk, (a) brugte alle optænkelige Midler til at hindre deres videre Fremgang. Dog, saasom han ikke saae sig stærk nok til at binde an med saadanne mægtige Krigs-Hære, stillede han sig an, at all den Fortræd, som dem af Grækerne paa Veyen blev tilføyed, var imod hans Villie og Vidende, og gav dem Folk, som skulde vise dem Veyen. Conradus kom i Septembri Maaned af samme Aar til Constantinopel, og derpaa strax passerede Hellespontum, og rykkede ind udi Natolien. Da yttrede sig strax den Grædske Keysers onde Intention; Thi Ledsagerne bragte Krigsfolket paa vrange Veye til Steder, hvor der var hverken Passage eller Levnets Midler, (b) og da Sultanen af De Christnes Nederlag.Iconien derom af Manuel var bleven advaret, kom han de Tydske med en anseelig Krigs-Hær paa Halsen, og giorde saadant Nederlag paa dem, at af 70000 Mænd neppe den 10de Deel kom tilbage igien. Blant dem som reddede sig ved Flugten, var Keyser Conradus selv, hvilken endeligen kom til Nicæa, og der fandt Kong Ludvig med den Franske Krigs-Magt, som endda var i Behold. Efterat Kong Ludvig havde trøsted Keyseren det beste han kunde, og (c) begge disse Potentater havde raadslaget med Balduino III, Kongen af Jerusalem, og de andre Førster, blev der omsider besluttet, at man |620skulde beleyre Damascum, hvilket ogsaa skeede, og blev Beleyringen Videre U-held.med saadan Iver fortsatt, at Indbyggerne strax vare færdige til at forlade Staden. Men, saasom de siden finge Leylighed til at underkiøbe nogle udi Krigs-Hæren at overtale Krigs-Folkene til at angribe Staden (a) paa den u-rette Side, fik Beleyringen et slet Udfald, og man maatte med u-forrettet Sag forlade Damascum. Derpaa reisede Keyseren hiem igien. Kongen af Frankrige iligemaade Aaret derefter 1149. Et saadant Udfald havde denne anden Croisade, som tienede til intet andet, end at forderve de Europæiske Førsters Sager udi Orienten, og gav Anledning til de Vantroende at tractere de Christne ydermeere med Foragt. Saasom nu Bernhardus ved sine Prædikener havde besynderligen forfremmet dette Tog, og det samme var løbet saa u-lykkeligen af, lagde nogle ham denne hans Gierning til Last. Hvorudover han Berhardi Forsvars-Skrift.skrev en Apologie for at velte Skylden fra sig. (b) Og saasom ham i sær blev forekasted, at han i sine Opmuntringer til disse Tog havde forsikkret de Christne om Seyer, undskylder han sig dermed, at deres Synder havde hindret Virkningen af hans Spaadom. Men det var Skade, at, som han bemængede sig med at spaae, at han ogsaa ikke kunde forud see de Christnes Synder, som vilde giøre hans Prophetie til intet. En hver Spaamand kand reede sig ud af sin Sag, naar han vil gribe til slige Udflugter. At dette Tog ellers skeede efter GUds Befalning, søgte man at bevise af de Miracler, som vare skeede ved hans Prædikener. Og fortælles der, at han omsider gandske stoppede Munden til paa sine Fiender ved saadant Mirakel: Han lagde sin Haand paa et blindt Barn, og sagde, at, dersom GUd vilde selv kiende sig for Autor til dette sidste Tog, at han da skulde skaffe Barnet sin Syn igien. Hvorpaa Barnet strax begyndte at see gandske klart. Herudover tvilede ingen meere om Bernhardi U-skyldighed, men GUd maatte allene tage Skylden paa sig. Saadanne |621og andre Historier anføres som en Zirat udi Bernhardi Levnet, skiønt det heller kand ansees som Satyres, og er det troeligt, at, saasom han selv var en fornuftig Mand, ja bedre og oprigtigere end som man paa de Tider kunde vente, han havde stræget over mange Ting, som ere anførte i hans Historie, hvis den havde været kommen ham for Øyene. Saasom dette Tog var u-lykkelig for de Christne i almindelighed, saa faldt det meest sørgeligt ud for de Franske, endskiønt St. Bernhardus havde lovet dem meest Seyer: Thi, saasom Kong Ludvig og havde haft den U-forsigtighed at tage sin unge og vellystige Dronning Eleonora med sig paa denne hellige Reise, maatte han ved sin Tilbagekomst lade sig skille ved hende, efterdi hun blev beskyldet for at have holdet sig for meget lystig udi Felten, saaledes, at hun havde ikke vraget Saracenerne selv: Thi man havde af opsnappede Breve viiset, at hun havde vexlet galante Breve med Sultanen Saladin selv. Dette blev i Retten anført mod hende ved Erke-Bispen af Langres med disse Ord: (a) Kongen haver taget med sig sin Dronning, for at besee de hellige Steder, men samme Dronning havde af Løsagtighed villet forlade ham og overgivet sig til Sultanen, hvis Portrait hun havde. Derpaa skeede Skilsmissen, og paa denne U-lykke fuldte en anden, nemlig, at Eleonora giftede sig paa nye igien, og skildte Frankrig ved anseelige Lande, hvortil hun var Arving, og som faldt i de Engelske Kongers Hænder: U-anseet disse u-lykkelige Hændelser, giorde dog Kong Ludvig siden tvende Andagts-Reiser, een til Engeland og en anden til Spanien; Thi udi saadant bestod fast alleene de Tiders Religion.

Kort efter dette ulykkelige Tog, nemlig 1152, døde Keyser Conradus, efterat han havde regieret i 13 Aar. Han havde aldrig været kroned af Paven, hvorudover han hos Romerske Skribentere allene kaldes Konge i Tydskland. Han blev succederet |622af sin Broder-Søn Friderico, en Herre af store Qvaliteter, hvis Navn udi Kirke-Historien er saa meget bekiendt i Henseende til de store Tvistigheder han havde med Fridericus Barbarossa.Paven. Italienerne have givet ham Navn af Friderico Barbarossa eller Rød-Skiegg. Udi Begyndelsen af hans Regiering fortæller Otto Frisingensis noget merkværdigt om de Danske Konger, hvilket, endskiønt det ikke henhører til Kirke-Historien, jeg dog ikke kand forbigaae at anføre. Autoris Ord ere disse (a): Der var paa de Tiider En merkelig Historie de Danske Konger angaaende.Tvistighed udi Dannemark om Riget imellem tvende Blods-Forvandte, nemlig Petrum, som og kaldtes Suevus og Guuotonem. Dem kaldte Keyseren til sig, da han holdt en stor Rigs-Dag til Martinopolis eller Mersburg. Disse unge Herrer lode sig der indfinde, og med Ydmyghed underkastede sig hans Befalning, og blev ved de forsamlede Herrers Raad og Sluttning en saadan Decision giort i deres Trætte: Guuoto skulde ved at overrekke Sværdet sige sig af med Kongelig Titel: Thi det er en Skik at overlevere eller bekomme Riger ved Sværd, og Provincier ved Faner. Men Petrus skulde bekomme Riget af Keyserens Haand og være hans Vassal. Jeg haver givet min Betænkende over denne Handel udi min Dannemarks Historie, hvorfore jeg her ingen Reflexioner derover vil giøre. Jeg vil kun allene sige dette, at ligesom de Tiiders U-videnhed udi Kirke-Sager foraarsagede, at Paverne bleve anseede som Christi Vicarier, og den heele Christendoms Hoveder, saa var og samme U-videnhed i Historier og Jure Publico Aarsag, at de Tydske Konger under den Titel af Romerske Keysere blev holdne for Hoveder af det gamle Vestlige Keyserdom; Thi man seer, at disse Keysere have prætenderet samme høye Jurisdiction, endogsaa i de mægtigste Europæiske Riger. Den allermindste Skin til saadan Rett var i Henseende til Dannemark, |623efterdi samme Rige aldrig havde dependeret af det gamle Romerske Monarchie; Man seer ellers, at Otto Frisingensis ved disse tvende Konger Suevum og Guutonem har meenet Svend Grathe og Knud Magnusen, og kand det være, at den første ogsaa har ladet sig kalde Petrus. Den Anmærkning med at tage imod, eller overlevere Riger ved Sværd, og Provincier ved Faner er ellers værd at antegne. Aaret efter Friderici Barbarossæ Ankomst til Regieringen døde Pave Eugenius III, udi hvis Sted blev St. Bernhardi Død og Characteer.udvaldt den Sabinske Biskop Conradus, hvilken tog Navn af Anastasio IV. Den store Franske Abbed Bernhardus levede ikke længe derefter; Thi han maatte ogsaa tage Afskeed med Verden udi samme Aar; Udi hvilken Anseelse denne Mand var, saavel i Henseende til hans Levnet som Lærdom viises overalt af dette Seculi Historie. De Romerske Skribentere sætte ham i Classe med de allerstørste Helgene. De Protestantiske tale ogsaa med Ærbødighed om hans Person, og tilstaae, at han med Frimodighed har prædiket Sandheden, og hiulpet meget til at oprette de forfaldne Tiider, som han levede udi. Hvad som lægges ham til Last, er at han ofte flatterede Paverne: Iligemaade dette, at han var en alt for ivrig Forfølger af Kiettere. Der siges, at hans Moder Alethe, som gik frugtsommelig med ham, drømte, at hun skulde bringe til Verden en hvid Hund, der skulde giøe heel sterkt, og at en Munk deraf spaaede, at hun skulde føde en Søn, der skulde giøe hæftigen mod Troens Fiender; Hvis Historien er rigtig, spaaede denne Munk rett; Thi han prædikede stedse med saadan Hæftighed mod Kiettere, at mange holde for, at han har gaaet for vidt, og udi sin Iver giort adskilligt til Kietterie, som ikke var. Han var en Munk af Cistercienser-Orden indtil 1115, da han stiftede det Kloster af Claravalle, hvorover han blev Abbed. Hans Skrifter ere mange, de fornemste deriblant ere hans Bøger om Betragtninger, hvorudi han uden Skye taler adskillige Sandheder; item om Verdens Foragt, om Kierlighed til GUd, Prædikener over Fæster og andre Materier, og en stor Mængde af Epistler. Han oprettede 160 Klostere og blev Canonisered af Pave Alexandro. De mange og store Mirakler, som han siges |624at have giort, ville alle ikke fæste Troe til, skiønt alle tilstaae, at han var en Mand af store Dyder, og som de Tiider ikke vare værde, hvorudover endogsaa mange Protestanter tage ikke i Betænkning at give ham Titel af den hellige Bernhardo. Han var en stor Velynder af den bekiendte Danske Erke-Bisp Eschild, hvilket sees af de Breve, som han har vexlet med ham, og var det i den Henseende, at bemældte Erke-Bisp, da han resignerede Erke-Sædet 1177, retirerede sig til Claravallis eller Clairvaux, Bernhardi Kloster, hvor han døde. Udi Første Erke-Bispe i Sverrig og Norge.hans Tiid fik Norge, saavelsom Sverrig sine egne Erke-Bisper, hvorved Erke-Sædet til Lund, som tilforn havde Jurisdiction over heele Norden, mistede endeel af sin Høyhed og Herlighed. Til Vederlag derfor blev Eschild forordnet til Pavelig Legat over de 3 Nordiske Riger, og fik Titel af Sverrigs Primas for sig og sine Efterkommere. Og henføres denne Forandring til det Aar 1154, da Cardinal Albanensis af Pave Anastasio var skikket til Norden.

Adrianus IV. Pave.Pave Anastasius døde kort derefter, og blev succedered af bemældte Albanensi, som lod sig kalde Adrianus IV. Den samme var af Geburth en Engelænder, og hans rette Navn var Nicolaus Breackspeare eller Lantzebryder. I Begyndelsen af hans Regimente skeede en Opstand i Rom, hvorudi Paven blev farligen saared. Dette foraarsagede, at han satt Staden udi Band; Dog blev saadant Interdict ophæved, da Romerne fulde til Føye igien. Paa samme Tiid var Fridericus Barbarossa udi Italien, hvor han til Pavia lod sig krone til Konge af Lombardien, og derpaa begav sig til Rom. Udi den første Conference han havde med Paven, reisede sig en Disput mellem dem, efterdi Kongen ikke vilde holde hans Stiebøyel, hvilket Paven paastod som en Rett, og vilde ikke indlade sig udi videre Handel, førend Kongen beqvemmede sig dertil. Efterat dette var skeed, og Kongen havde ageret Pavens Staldmester, komme de til venlig Samtale med hinanden. Romerne fremkomme strax derpaa med nogle Prætensioner, og forlangede, at, eftersom de havde giort ham og hans Formænd til deres Overherrer, han da vilde sætte Rom i |625sin forrige Stand og Herlighed igien, og befrie Staden fra det geistlige Regimente. Kongen forestillede dem, at deres Paastand var uden Grund, efterdi de ikke havde giort hverken de Franske eller de Tydske Konger til deres Over-Herrer; Men at de samme ved Sværdet havde giort sig Italien underdanig, og da Romerne ikke vilde lade sig nøye med saadant Svar, lod han efter Pavens Raad føre et Antall Krigsfolk ind udi Staden, for at holde Fridericus Barbarossa krones til Keyser.dem i Tømme. Derpaa blev Fridericus af Paven kroned til Romersk Keyser, hvilket ophidsede Romerne saaledes, at de brøde ud af Fæstningen Engelsborg og angrebe Keyserens Folk. Men dette kom dem dyrt at staae, thi over tusinde af dem bleve omkomne, og to hundrede fangne; Saa at Paven maatte intercedere for deres Løsgivelse igien. Udi den Træfning som da blev holden, signaliserede sig fornemmeligen den bekiendte Sachsiske Hertug Henricus Leo, som var med Keyseren paa dette Tog.

Efterat Kroningen var forretted, forlod Keyseren Italien, og begav sig til Tydskland igien. Strax efter hans Bortreise fik Paven den nye Konge Wilhelmum af Sicilien paa Halsen. Den samme, saasom han begiærede Confirmation paa det Sicilianske Rige, og saadant blev ham nægted, giorde han Indfald udi Kirkens Lande, indtog adskillige Stæder i Campanien, og beleirede Beneventum, hvorudi Paven med endeel Cardinaler var indsluttet. Herudover blev arbeidet paa et Forliig, og en Fred blev slutted saaledes, at Paven skulde hæve igien den Excommunication han havde fældet over Kongen, og confirmere ham udi Sicilien, Apulien og Capua, hvorfor Kongen efter sine Formænds Exempel lovede at betale den sædvanlige Skatt til det Romerske Sæde. Medens Paven endda holdt sig udi Apulien, havde han en Visite af sin gamle Ven og Landsmand Johan af Salesbury. Ved denne Leylighed Joh. Salisburiensis oprigtige Samtale med Paven.forefaldt en Samtale, som jeg ikke kand forbigaae at anføre, saasom den viser saavel Tidernes Tilstand, som den giver Portrait paa denne Pave. Paven spurdte ham ad; Hvad siger Folk om mig og den Romerske Kirke? Johannes svarede med Frimodighed: Man siger, at den |626Romerske Kirke viser sig heller som en Stedmoder, end en ret Moder til de andre Kirker: Man finder der Pharisæer, som lægge store Byrder paa andre, som de selv ikke ville røre med mindste Finger. Alting er der tilfals indtil Retten. De efterfølge Diævelen, i det de ikke synes at giøre Got, uden naar de aflade at giøre Ont, (a) Paven selv er Mennesket til Byrde. Man siger, at han bygger store Paladser, og lader Kirkerne forfalde. Paven sagde da: Hvad er din egen Tanke herom? Johannes svarede da med en særdeles Naivetet: Jeg er herudi tvilraadig hvad jeg skal svare, saasom jeg paa den eene Side frygter for at passere for en Hykler, og paa den anden Side at tabe den Respect jeg er Paven skyldig, dog, saasom Cardinal Guido Clemens taler ligesom den heele Almue herom, tør jeg ikke sige ham imod; Thi han siger, at udi den Romerske Kirke regierer Falskhed, Gierrighed og alle U-dyder. Jeg for min Part giver saadan Betænkning herover: Jeg erklærer, at man bør troe, hvad I lære, hvorvel man ikke bør efterfølge Eder i alt hvad I giør. Alle Mennesker hykle for Eder, kaldende Eder Fader og Herre. Dersom I er Fader, hvorfor tager I da Skiænk af Eders Børn, og, dersom I er Herre, hvorfor holder I ikke da Romerne i Ave. Paven loe af denne Tale, og rosede Johannem af Salesbury for hans Aabenhiertighed, men svarede til sin Undskyldning intet, uden ved at allegere den bekiendte Fabel om den Tvistighed mellem Maven og Lemmerne, da de sidste besværgede sig over, at Maven profiterede af deres Arbeide og tog allene til sig alt hvad de fortienede. Hvilket Svar kunde have været got nok, hvis Paven havde efter Mavens Exempel uddeelt til Lemmerne igien det Gode, som han nød. Denne |627merkelige Samtale bliver anført af Johanne Salisburiensi Samme Joh. Salisburiensis Characteer.selv udi eet af hans Skrifter, kaldet Polycraticum, eller Nugæ Curialium. Han bliver holden for een af de fornuftigste og lærdeste Mænd udi dette Seculo. Han var ellers en bestandig Tilhænger af Erke-Bisp Thomas Becket. Han var nærværende, da samme Erke-Bisp blev ihielslagen, og da nær havde satt Livet til, i det han vilde afbøde et Hugg over hans Patrons Hoved, og derudover selv fik et stort Saar. Nogle Aar derefter blev han Biskop til Chartres, og døde 1180.

Det som strax paafuldte paa denne Samtale, nemlig en Tilladelse, som Paven gav Kongen af Engeland, at bemægtige sig Irland, synes at være giort for at tiene til Beviis paa, at det Romerske Sæde, som Maven, uddeeler ogsaa det Gode igien, som den nyder, til Lemmerne. Men derved er at merke, at Paven først bortgav noget, som han ikke eyede, dernest at Kongen af Engeland maatte paa sin egen Bekostning giøre saadant Tog. Den Pavelige Bulla, som da blev udstedet, er merkelig, og lyder Paven skiænker Irland til de Engelske Konger.saaledes: Eder er noksom bekiendt, at Irland og alle de Øer, som ikke have antaget Christendommen, tilhøre det Romerske Sæde, og, saasom I have givet tilkiende at ville bemægtige Jer Irland, for der at indføre den Christelige Troe, saa tilstede vi saadant med de Vilkor, at I betale Aarligen een Denarium af hvert Huus, til St. Peder. Med denne Bulla blev skikked til Engeland en Guld-Ring, besatt med Smaragder, til Tegn af den Pavelige Forlehning. Derpaa grunder sig de Engelske Kongers  Adkomst  paa Irland, og seer man heraf, at de Pavelige Prætensioner strakte sig over heele Jordens Klode.

1157Udi det Aar 1157 reisede sig Tvistighed imellem Fridericum Barbarossam og Paven, hvilken var som et Præludium Præludium til de paafølgende Tvistigheder med Keyser Frideric.til de paafølgende store Stridigheder, som denne Keyser stedse havde med det Romerske Sæde. Anledning dertil gaves af den Danske Erke-Bisp Eschild, hvilken Radevic udi Friderichs I Historie vidner |628paa sin Reise fra Rom at være anfalden udi Tydskland, da han kom fra Rom og vilde til Dannemark igien, hvorvel de Danske Historier melde intet derom, men sige allene, at en Skatt, som han eengang lod føre fra Frankrig, blev ham paa Veyen fratagen. (a) Hvorom alting er, saasom Keyseren ingen Fliid havde anvendet paa at eftersøge og straffe disse Røvere, skrev Paven ham et haardt Brev til, og derudi blant andet betiener sig af saadan en Talemaade: I bør forestille Eder de Velgierninger den hellige Romerske Kirke har beviset, og at den med et bereedvilligt Hierte har confereret Eder den Keyserlige Krone. Keyseren, som var en høyhierted Herre, tog strax dette Brev ilde op, forklarende det til sin Majestets Forringelse, ligesom Paven vilde tilkiende give, at han havde Keyserdommet som en Naade af den Romerske Stoel; Hvad som kom ham til at giøre saadan Forklaring over disse Pavens Ord, var dette, at han for 2 Aar siden havde seet et Skilderie paa det Lateranensiske Palads, hvor Keyser Lotharius var præsentered paa Knæe for Paven, som gav ham den Keyserlige Krone, og derhos var en Inscription saa lydende:

De Pavelige Legater fortaalte ved deres Tilbagekomst, hvorledes de vare medhandlede, og derved dreve Paven til at affærdige Breve til de Tydske Bispe, formanende dem til at bringe Keyseren paa rette Vey igien, og at give det Romerske Sæde tilbørlig Satisfaction. Bemeldte Bisper, efterat de udi en Forsamling havde raadført sig med hinanden, gave Paven et Svar, hvorudi de undskyldte det, som var de Pavelige Legater vederfaret, skiøde all Skylden paa Paven selv, og formanede ham til at Pave Adrianus giver gode Ord.stille Keyseren til freds. Fridericus besluttede derpaa at besøge Italien med en Krigs-Hær, for der at befæstige sin Myndighed, hvilket jog saadan Skræk ind udi Paven, at han strax ved en ydmyg Skrivelse erklærede sig, intet at ville foretage, som kunde sigte til den Keyserlige Majestets Forringelse, og forklarede det han tilforn havde skrevet saaledes, at Keyseren dermed blev fornøyet, og lod sin Vrede falde. Udi det Tog, som Keyseren havde i Sinde at giøre til Italien, agtede han fornemmeligen at betiene sig af hans Farbroder, den bekiendte Otto, Biskopen af Frisingen, saasom han var ikke mindre Statsmand end Theologus. Men denne berømmelige Prælat døde just paa 1158samme Tiid 1158, efterat han havde forestaaet sin Kirke udi 20 Aar. Han har efterladt sig tvende Historiske Skrifter, først en Krønike, Ottonis Frisingensis Død og Skrifter.deelt udi 7 Bøger, som gaaer fra Verdens Skabelse til det Aar 1146, for det andet tvende Bøger, angaaende Keyser Friderici Liv og Levnet, og er denne sidste Historie bleven fortsatt af hans Discipel Radevic, hvilken giorde hans Grav-Skrift, saa lydende:

Efterat Tvistigheden med Paven var bilagt, lod Keyseren holde en stor Forsamling i Italien, og der forordnede adskillige vigtige Ting, besynderligen angaaende de Geistlige og Verdslige Loves Studeringer, som da fornemmeligen dreves paa det berømmelige Universitet af Bologna. Ved den Verdslige Rett forstodes Justiniani Love, om hvis Skiæbne jeg tilforn har talt. De samme Love, efterat de længe havde Historia Juris Canonici.ligesom ligget i Dvale, vare udi forrige Seculo igien blevne fornyede. Ligesom den Geistlige Rett eller Jus Canonicum var nyeligen kommen i meer Anseelse formedelst Publication af Gratiani Decreto. Samme Gratianus var en Italiensk Benedictiner-Munk, hvilken efter Exempel af Burchard af Worms, Ives de Chartres og andre Compilatores giorde en nye Samling af Canones, som han kaldte de stridige Canonum Concordantz. Udi denne Samling befattes Canones af Conciliis, saavel de gamle, som de nye Pavelige Decretalia, hvoriblant er ogsaa de falske, som Isidorus har samlet, iligemaade Love udtagne af Codice, Digestis og Kongernes Capitularier, item adskillige Extracter af Kirke-Fædrene. Der siges, at Pave Eugenius III. Gratiani Decretum.approberede denne Samling, og befoel den at bruges paa Universitetet til Bologna. Fra den Tiid har man ikke vidst af andet Jus Canonicum at sige, end det, som er udi Gratiani Samling, og som gemeenligen kaldes Decretum. Derudi favoriserer Gratianus det Romerske Sædes nye Prætensioner, hvilke grunde sig paa falske Decretalier, som foregaves at være Decisioner af de Romerske Bispe udi de 4 første Seculis, og som man over alt saaledes troede at være, saa at den store Canonist Hinckmarus selv, som levede i det 9de Seculo, ikke kunde finde, hvorudi Urigtigheden bestoed, allene han merkede, at de udi forri-|631ge Seculis havde været u-bekiendte. Af disse opdigtede Decretalier have Paverne fornemmeligen betient sig til Falske Decretalia.at forøge deres Høyhed. De samme ere efter Gratiani Tiid blevne anseede som rigtige udi de 3 paafølgende Seculis, indtil Critiqven har begyndt at stiige, og Folks Øyne meer og meer ere blevne aabnede.

Fra denne Tiid begyndte den Canoniske Rett offentligen at læres paa de høye Skoler tilligemed Justiniani Love. Og, paa det at Studenterne ikke skulde lægge meere Vind paa den Verdslige end den Geistlige Rett, stiftede bemældte Pave efter Gratiani Tilskyndelse adskillige Academiske Grader af Baccalaureis, Licentiater og Doctoribus, hvilke allerførst bleve uddeelte paa det Bolognske Universitet, og siden Academiske Grader først in Jure.komme i Brug paa andre Stæder. Man havde vel tilforn endogsaa udi Justiniani Tiid deelt de Studerende i visse Classer; Thi de, som studerede Jura i de første Aar, bleve kaldne Justinianei (a), det er saadanne, som lagde Vind paa Justiniani Institutiones. Derefter bleve de kaldne Edictales, efterdi de studerede Edicta Prætorum; siden Papinianistæ, saasom de læsede Papiniani Skrifter. Videre finge de Navn af Lytæ, eftersom de da mængede sig med at løse de store Knuder in jure; og endeligen Prolytæ, og da gave de sig Titel af Antecessores eller Doctores, det er saadanne, som forklarede Loven for andre. Men de rette Academiske Grader regnes fra Gratiani Tiid, og, ligesom han indførte dem til Bologna, saa førte den bekiendte Lombardus dem i Brug paa det Parisiske Universitet, ja endogsaa i det Theologiske Studio. Og bragte Pave Gregorius IX. Anno 1231 de Academiske Grader rett i Siden i andre Videnskaber.den Form, som de endnu ere udi, saa at der bleve Baccalaurei, Licentiater, Magistri og Doctores, saavel udi Philosophie og Medicine, som i Decretis og Theologie. Hvorledes ellers Promotionerne skeede, viiser Bulæus udi det Parisiske Universitets Historie med disse Ord (b): Hvo som vilde være Magister, maatte først lære Artes in |632trivio (a), derpaa blev han admittered til at determinere, naar han af Magistris udi privat Examine var funden dygtig. Naar han derudi var befunden god, blev han Baccalaureus, hvis Privilegia derudi bestode, at han maatte Cappam rotundam gestare, Missas nationales freqventare, og incipere in artibus. Dernæst maatte han Hvorledes Promotioner skeede.publicé docere de Konster, som han havde determineret, naar han vilde være Licentiat. Og paa det han dis hastigere kunde nyde denne anden Grad, insinuerede han sig hos Magistros, forrettende ofte Embedet for dem, og bleve saadanne kaldne Archischolares, Candidati eller Subministrantes. Midlertiid lærede han ideligen Artes in qvadrivio af Magistris; Og, naar han da blev funden dygtig, blev han regned blant Candidatos Licentiæ. Endeligen, efterat han havde passeret Licentiam, og af Magistris var præsentered Cancellario, betalede han en vis Penge, som blev kalden Jus Biretationis, og bekom da Jura Magistralia og Magister-Hatten eller Biretum; Saadant og andet meere i Agt toges med de Academiske Grader, som efter Gratiani Tilskyndelse gemeenligen holdes for at være stiftede udi dette Seculo, først til Bologna, og derfra at være deriverede til andre Universiteter, særdeles til Paris, hvor den bekiendte Petrus Lombardus, som udi dette Seculo var i stor Anseelse, da Petrus Lombardus.var Biskop. Den samme er besynderlig bekiendt under det Navn af Magister Sententiarum, formedelst et Skrift, som han udgav under den Titel, og er en Samling af de gamle Kirke-Fædres Passager, hvis apparente Stridigheder han stræber at conciliere, ligesom Gratianus udi hans Decreto. Samme Verk er et heelt Theologisk Hans nye Theologie.Systema, men indeholder mange u-nyttige Spørsmaal. Lombardi Sigte dermed var, at sætte Theologien paa en anden Fod; Thi, saasom man udi et heelt Seculo tilforn havde med Iver studeret Aristotelis Philosophie, og appliceret den paa den Christelige Lærdom, hvorved gaves Anledning til adskillig falsk |633Lærdom, saa gik Lombardus den Aristoteliske Philosophie forbi og betienede sig allene af Kirke-Fædrenes Meeninger. Hans Systema havde samme Skiæbne, som Gratiani Decretum, i det at Theologi nogle 100 Aar paa de høye Skoler forklarede allene det samme for den studerende Ungdom. Og regner man indtil 244 Autores, som have giort Commentarier og Forklaringer derover.

Det Forliig, som var slutted imellem Paven og Keyseren, havde ikke lang Bestandighed. Paven formaliserede sig over den Myndighed Keyseren tiltog sig i Italien, meenende, at saadant ham ikke tilkom; Keyseren derimod foregav, sig at have samme Rett som Carolus Magnus, Keyser Otto og andre hans Formænd, over alle de Italienske Stæder, som havde dependeret af det gamle Exarchat og det Longobardiske Rige, hvilke alle forbandtes til Lydighed og Hoverie; Man seer, at ved et hvert Tog, som en Keyser giorde til Italien, nogle Betientere bleve forud skikkede til de Italienske Stæder, for at hæve den sædvanlige Styr, kalden Fodrum, og vidner Otto Frisingensis, (a) at, saa snart Keyseren kom til de Italienske Grændser, cesserede all Jurisdiction, og alle Magistrats Embeder vacerede, for at vise, at det stod i Keyserens Magt at disponere over alting efter Behag. Saasom nu Fridericus Barbarossa var en Herre, der ikke vilde være mindre end hans Formænd, øvede (b) han sin Rett med Myndighed; Over denne Myndighed besværgede da Paven sig, som sagt er, og derfor affærdigede en Skrivelse til ham, hvilken vel var satt paa Skruer, men dog fuld af Galde. Keyseren, som var en ung Herre og af en hidsig Natur, svarede strax derpaa, og udi sit Brev brugte samme Stiil, som de gamle Romerske Keysere, sættende sit Navn for Pavens, og allevegne skrev Du og Din i steden for Eder. (c) |634Ny Tvistighed mellem Keyseren og Paven.Derudover besværgede Paven sig udi en anden Skrivelse, iligemaade derover, at han paastaaer Hyldings-Pligt af Bisperne; Dertil svarede Keyseren heel fyndigen, og blant andet betiener sig af saadant Argument: Christus, som intet nød af Menneskene, betalte dog Skatt for sig og St. Peder til de Romerske Keysere; Men Bisperne, som nyde saa mange Herligheder og saa fæde Indkomster af Regieringen, ville ikke beqvemme sig til nogen Pligt eller Tieneste. Videre siger han: Læser Historien, saa skal I finde, at all den Herlighed, som Paverne besidde, det have de af de Romerske Keyseres Gavmildhed. 1159Man søgte af all Magt at bilegge disse Tvistigheder, og Conferencer bleve berammede; Men just i det samme døde Pave Adrianus Tvende Paver Alexander 3 og Victor 3.Ao. 1159. Udi hans Sted blev af det Romerske Clericie og Folk udvalt een ved Navn Roland, som var den Romerske Kirkes Cantzler, og som lod sig kalde Alexander III. Andre derimod, som ikke vare fornøyede dermed, udvaldte een ved Navn Octavianum, som af sine Tilhængere blev kalden Victor III; Herudover kom Rom udi stor Bevægelse. Octavianus brugte da saadan Violence, at han ikke allene rev Kaaben af sin Rivals Skuldre, men endogsaa betienede sig af væbnede Folk, saa at Alexander maatte søge sin Tilflugt til Fæstningen af St. Peders Kirke, hvorfra han blev tagen, og siden satt i Forvaring paa den anden Side af Tiberen. Men, som det Romerske Folk derudover giorde Opstand, kom han løs igien.

Begge Partier søgte strax at vinde Keyseren, og derfore begge notificerede ham deres Vall med Omstændighederne dertil. Keyseren, efterat han havde hørt begges Foregivende, besluttede da, 1160efter sine Formænds Exempel, at sammenkalde et Concilium. Concilium til Pavia.Saadant Concilium blev Aar 1160 holdet til Pavia, hvor der lode sig indfinde en stor Mængde Tydske og Italienske Bisper. Dog mødte Alexander ikke, saasom Keyseren havde erklæret sig i Faveur af Octaviano. Tvistigheden blev examinered udi 7 Dage, hvorpaa man skreed til Sententz, og blev da Alexander dømt for U-lydighed og Halstarrighed, efterdi han ikke vilde møde, |635da han dog havde været stævned. Octavianus derimod blev af Concilio udvalt til Pave, og hans Vall blev af Keyseren confirmered, og ved Circulaire Breve alle tilkiende gived. Efterat dette var skeed, lod Keyseren ved et Edict befale alle sine Undersaatter at erkiende Octavianum eller Victor III for Pave; Men mange veigrede sig derfor, og Alexander dristede Erkiender Victor for Pave.sig til at excommunicere Keyseren til Agnania, løsende alle fra den Troeskabs Eed, som de havde aflagt til ham. Han havde ogsaa strax den Lykke, at han blev erkiendt for Pave, baade udi Engeland og Frankerig, og adskillige Skrifter kom for Lyset mod det Concilium, som var holdet til Pavia, i hvilke Octavianus blev ilde afmaled.

Saaledes blev der et stort Schisma overalt udi Kirken. Octavianus eller Victor var understøtted af Keyseren, og Alexander af Frankrig og Engeland; Og, ligesom Keyseren havde holdet et Concilium udi Italien, for at confirmere Octaviani Vall, saa berammede de andre 1161 eet til Toulouse udi Frankrig, hvorudi Octavianus Alexander antages af et andet Concilio.blev forkasted, og Alexander erklæret retmæssig Pave. Octaviani Parti var dog stærkest i Rom, hvorudover Alexander maatte forlade Staden, og søge Protection hos Kongen af Sicilien, og siden begive sig til Frankrig. Det eene Parti excommunicerede da det andet, og Forargelsen voxede meer og meer til. Hvorudover Keyseren omsider besluttede at holde en stor Conference, hvortil han lod invitere alle Konger, tilligemed begge Paverne. Blant de Konger, som Keyseren da lod invitere, var ogsaa Kong Waldemar I af Dannemark. Samme Konge lod sig dertil overtale, og, endskiøndt adskillige raadede ham fra saadan Reise, begav han sig dog til Metz, hvor Keyseren var. Men han merkede strax, at deres Mistanke, som raadede ham derfra, Rigs-Forsamling til Metz.var ikke ilde grunded; Thi Keyseren søgte Anledning til Tvistighed, bebreidede ham, at han kom saa silde, og paastod, at han skulde tage sine Lande til Lehn af ham, hvilket Historien siger, at han maatte beqvemme sig til paa visse Conditioner. (a) Jeg har udi min Danske Historie omstændeligen ta-|636let om denne Materie, og viiset, at dette Lehn ikke vel kunde forstaaes uden om de Wendiske Lande, hvilke høystbemeldte Konge nyeligen havde bemægtiget sig, og der indført den Christelige Religion, skiønt saadant kom ikke til Fuldkommenhed, førend udi det Aar 1168, da han bemægtigede sig Rügen, og der forstyrrede Afgudsdyrkelsen, hvorom skal tales videre siden. Men af hvilken Beskaffenhed dette Lehn end haver været, saa vises dets U-gyldighed deraf, at Kongen blev overrumpled, og af Frygt maatte beqvemme sig dertil. Waldemars paafølgende Keyserens Opførsel mod Kong Waldemar af Dannemark.Opførsel mod Keyseren viser tilstrækkeligen den Misfornøyelse han bar derover. Thi, da udi den Conference, som blev holden for at dømme imellem Paverne, de Tydske Førster og Biskoper approberede Octaviani Vall, og man allereede havde tændt Vox-Lysene, for at excommunicere Alexandrum, gik Kong Waldemar ud af Forsamlingen, og blev efterfuldt af den Roeskildiske Bisp Absalon. Octavianus, som selv var tilstede, bad Bispen, at han vilde bie, men han sagde, at han ikke kunde forlade Kongen, udi hvis Følge han var kommen, saa at de Danske ingen Deel havde udi den Act, som blev giort i Faveur af Octaviano. Ja da bemeldte Octavianus Dagen derefter indviede Lino (a) til Bisp af Odense i Fyen (b), protesterede Absalon derimod.

Jeg finder ellers, at ingen af de inviterede Konger lode sig indfinde udi denne Forsamling, undtagen Kong Waldemar. Kongerne af Frankrig og Engeland gave strax derpaa tilkiende, at de ikke vare fornøyede dermed; Thi de lode holde et Concilium 1163til Tours 1163, hvorudi Octavianus igien blev fordømt, og Alexander erklæred rettmæßig Pave. Begge Konger tilbøde derpaa Alexandro et beqvemt Sted at boe paa, og udvaldte han dertil den Stad Sens, hvorudi han forblev indtil det Alexander 3 bliver eene Pave.Aar 1165, da han omsider efter Octaviani Død, som skeede Aaret tilforn, nemlig 1164 forlod Frankrig, og begav sig til Italien igien. In-|637tet kunde være behageligere for Pave Alexandro, end at see sig skildt ved en Medbeiler, for hvis skyld han saa længe havde levet i Landflygtighed, hvorfore det er vanskeligt at fatte hvad som herved fortælles, nemlig at han græd bitterligen over hans Død. Dette siges at være skeed i Henseende til hans Siæls Forliis, saasom han holdtes for ikke at kunne blive salig, efterdi han havde villet disputere ham den Pavelige Krone, og derforuden saa ofte var bleven excommunicered. Men det var vanskeligt saa vel udi denne som de andre Stridigheder at sige, hvilken der var den rette Pave; Thi den bliver udi Kirke-Historier gemeenligen holden for den Ægte, som mod Slutningen spiller Mester og faaer størst Anhang, ligesom udi adskillige Religions-Tvistigheder det blev regnet for Orthodoxie, som de fleeste Bispe sidst underskrive; Octavianus havde ligesaa stort Anhang som Alexander, den Forskiæll allene var, at den første havde Keyseren paa sin Side, som kunde tilegne sig Rett at decidere i Tvistighederne angaaende et Pave-Vall, da derimod den sidste var allene understøtted af Konger, som ingen Rett havde til at bemænge sig deri; Og som Alexander var bleven ligesaa tit excommunicered som hans Rival, kunde Octavianus, hvis han havde levet længst, have haft samme Aarsag til at græde over Alexandri Siæls Forliis. Ved Octaviani Død tænkte man En nye Anti-Pave.at Kirken skulde komme til Roelighed igien; men forgieves; Thi det andet Parti skreed strax til et nytt Vall, og udvaldte Cardinal Guido af Crema, hvilken lod sig kalde Paschalis III, og blev hans Vall confirmered af Keyseren.

Udi dette samme Aar, som Octavianus døde, begyndte den store Tvistighed i Engeland imellem Kong Henric II og den bekiendte Thomam Becket, Erke-Bispen af Canterbury. Samme Thomas Becket var Kong Henriks Cantzler, og efter Erke-Bisp Thibaldi Død, som skeede 1161, blev Erke-Bisp af Canterbury. Efter dette Vall forrettede han nogen Tiid begge Embeder, men omsider forlod Cancelliet, for at betiene des bedre sit Erke-Bispelige Embede. Han var i Begyndelsen høyt elsked, og agted af Kongen; men denne Kierlighed blev snart forandred til bittert |638Had og Den store Tvistighed mellem Henric II. af Engeland og Erke-Bisp Th. Becket.Fiendskab. Anledning til den første Kaaldsindighed toges deraf, at han sagde sig af med sit Cantzlers Embede. Men det som fornemmeligen opirrede Kongen imod ham, var den Tvistighed, som reisede sig imellem dem om den Geistlige Jurisdiction: Thi som Erke-Bispen ved Fængsel og Straff paa Kroppen (a) lod refse nogle Geistlige, der havde forsyndet sig, lod Kongen forestille, at den Geistlige Rett strakte sig allene til Suspension, hvorpaa Synderen burte overleveres i den Verdslige Øvrigheds Hænder. Dette kunde Erke-Bispen og de andre Geistlige ikke faae i Hovedet, hvorudover Kongen blev heel fortørned, og lod dem spørge, om de vilde leve efter Landets Love og Sædvaner, som deres Forfædre stedse havde i Agt taget. Erke-Bispen, efterat han derom havde raadført sig med de andre Geistlige, svarede derpaa, at de vilde i Agt tage Landets Love og Sædvaner, saa vidt deres Orden tillod. Dette Svar ophidsede Kongen end meere, saa at han gik ud af Salen, uden at hilse de nærværende Bispe.

Dagen derefter tog han fra Erke-Bispen alle de Steder og Lehn, hvilke han som Cantzler havde haft. Dette intimiderede saaledes de andre Geistlige, at adskillige af Bisperne gave Kiøb, og beqvemmede sig til at efterleve Kongens Villie: Erke-Bispen derimod for sin Person stod stift paa sin Meening: Dog lod han sig endeligen af de andre overtale til at giøre Kongen en Visite udi Oxford, og der lovede at formilde den Talemaade, som Kongen havde stødt sig over. Aaret derefter holdt Kongen en almindelig Forsamling af alle Rigets-Stænder til Claringdon for der at udvirke, at alle skulde forskrive sig til at efterleve Landets Love og Sædvaner, som Geistligheden havde giort ham disputerlig. Erke-Bispen blev da fornemmeligen anmodet om at fuldbyrde sit Løfte, som han havde giort Kongen i Oxford; Men han veigrede sig atter derfor, saa at derudover blev en stor Skræk og Bevægelse. Bisperne saavelsom de andre nærværende Engelske Herrer bade ham da med grædende Taare, at han ved saadan Haard-|639nakkenhed ikke vilde styrte sig selv tilligemed dem i Ulykke, helst saasom Kongens Forlangende var grunded paa Billighed, og at man derudi ingen Restriction kunde giøre, uden at kuldkaste Regieringen, og udvirkede omsider saa meget, at han forbandt sig med Eed til uden Exception at i Agt tage Rigets Sædvaner og Vedtægter. Derpaa tog man sig strax for at føre samme Sædvaner udi Pennen, hvilket da Erke-Bispen merkede, begyndte han at frygte for nye Tillæg, og derfore begiærede nogen Opsættelse. Dagen derefter blev Vedtægterne skriftligen forfattede, og 3 Exemplarier deraf udstedde, hvoraf Kongen tog eet, Erke-Bispen Thomas det andet, og Erke-Bispen af York det 3die. Men kort efterat dette var skeed, begyndte han at fortryde paa, at han havde givet sit Samtykke dertil; ja denne hans Fortrydelse gik saa vidt, at han, for at giøre Pœnitentze, suspenderede sig selv fra alle sine Forretninger, holdende sig u-værdig til sit Embede, indtil han kunde faae Absolution fra Paven. Da Paven, som endda var i Frankrige, blev erkyndiget derom, gav han ham strax Absolution, og tilligemed opmuntrede ham til at holde Stand mod Kongen, hvilket han ogsaa giorde, og dermed opirrede Henricum saaledes, at han betyngede ham med adskillige Exactioner, og truede ham med end fleere.

Erke-Bispen flygter af Riget.Dette foraarsagede, at Erke-Bispen begav sig hemmeligen til Skibs for at flygte til Frankerige. Men han blev af Modvind dreven tilbage igien, og, da Kongen fik saadant hans Forsætt at viide, blev han end meere ophidset mod ham. Nogle arbeidede derefter paa et Forliig, og Erke-Bispen foreslog et Middel dertil, nemlig først at udvirke hos Paven Confirmation paa de Engelske Vedtægter, og, naar saadan Confirmation var erholden, vilde han holde sig dem efterretlige. Men, som Paven veigrede sig derfor, voxede Forbittrelsen end meere til. Kongen, for at exeqvere sine Prætensioner, lod ved Verdslige Dommere forfølge adskillige Geistlige, som vare beskyldte enten for Mord eller Rov, hvorimod Erke-Bispen ideligen besværgede sig, og fandtes der da de som kastede Olie i Ilden, 1164og forestillede Kongen, at han ikke |640kunde være sikker paa sin Throne, med mindre han indskrænkede Erke-Bispens Myndighed. Endeligen Dom fældet over ham.lod Kongen udi det Aar 1164 holde en stor Forsamling til Northampton, hvor han lod Erke-Bispen stævne. Og, saasom han ved første Citation ikke lod sig indfinde, fældede man en Dom over ham, at alle hans Mobilier skulde confisqveres. Dagen derefter lod Kongen fodre af ham 500 Pund Sølv, som han sagde sig at have laanet ham, da han var Cantzler, og strax derpaa tilholde ham at giøre Regnskab for adskillige Bispe-Stoele og Abbedier, som han i deres Vacantzer, som Cantzler havde administreret. Dette sidste foraarsagede allermest Bevægelse. Og, som Erke-Bispen da Hans anden Flugt. lod see en u-gemeen Frekhed, begyndte man at frygte for hans Liv. Herudover tog han hemmeligen Flugten til Frankrig.

Da Kongen fik Kundskab om, at han var kommen til Frankrige, lod han affærdige Breve til Ludovicum Juvenem, med Begiering, at, eftersom Erke-Bispen som en Forræder var flygtet af Riget, han da ingen Beskyttelse vilde give ham. Men dette u-anseed blev han dog vel imodtagen udi Frankrige. Saasom nu Paven opholdt sig endda udi samme Rige, blev Sagen ageret for den Pavelige Rett, imellem Erke-Bispen og de Engelske Gesantere. Og, da den samme nogen Tiid havde varet, stillede Erke-Bispen sig ind for Paven, sigende, at han fra denne Forfølgelses Begyndelse gierne havde villet staae fra sit Embede, men just det, som derudi havde holdet ham tilbage, var Kongens Trusler. Men nu han var paa fri Fod, og kunde giøre det u-tvungen uden Forargelse, vilde han resignere sin Værdighed udi Pavens Hænder, overleverede ham ogsaa sin Ring, og bad, at en værdig Person maatte komme i hans Sted. Men Paven, som holdt for, at Kongen derover vilde triumphere, vilde saadan Afstaaelse ikke bevilge, men befoel ham at blive i sit Embede. Udi Erke-Bispens Fraværelse confisquerede Kongen saavel hans eget, som hans Venners Gods, lod ogsaa endeel af hans Paarørende forvise Riget.

|641Endeligen forlod Pave Alexander Frankrige, hvor han nogle Aar havde opholdet 1165sig, og kom i det Aar 1165 til Rom igien. Og da, for at forskaffe den fortrængte Erke-Bisp meer Anseelse, erklærede ham Legat over Engeland. Erke-Bispen excommunicerede Han protegeres af Paven.derpaa endeel Engelske Bisper og Herrer, som vare hans Forfølgere, og derved giorde sin Sag end verre. Man maa vel forundre sig over, at enten Paven eller Erke-Bispen udi denne Handel ikke skreed til at excommunicere Kongen selv. Men hvad som holdt Paven tilbage var dette, at han udi Keyseren havde en stor Fiende, og hans Rival Guido af ham var understøtted, og erkiendt for retmæssig Pave. Samme Guido øvede ogsaa Pavelig Myndighed udi de Lande, som Keyseren Carolus Magnus canoniseres af Anti-Paven.tilhørede. Blant andet canoniserede han udi det Aar 1166 efter Keyserens Begiering Carolum Magnum. Samme Canonisation skeede til Acken, hvor denne store Keyser endda ligger begraven. Og blev han siden den Tiid af mange dyrked som en Helgen, og have Paverne ikke søgt at cassere denne Canonisation, endskiønt den skeede ved en Anti-Paves Myndighed. Dog er den aldrig bleven almindelig, men allene antagen udi visse Kirker.

Efterat Pave Alexander var kommen til Italien igien, øvede han sit Pavelige Embede uden Hinder, indtil det Aar 1166; men mod Enden af samme Aar, lod Keyser Friderich sig med en Krigs-Hær indfinde i Italien, udi Forsætt at indsætte Anti-Paven Guido, som var kalden Paschalis. Hans Ankomst foraarsagede stor Bevægelse i Rom, hvilken Stad Keyseren virkeligen beleyrede; Men Paven havde giort saadanne Anstalter, at Staden denne gang ikke kunde indtages, og at de Tydske omsider, Aaret derefter, med u-forrettet Sag maatte gaae tilbage. Medens Staden var beleyred, ankom et Gesantskab fra den Grædske Keyser Manuel Comneno, hvilken tilbød Paven Undsætning imod Friderici Barbarossæ Forfølgelse. Samme Gesantskab gav ogsaa tilkiende, at Manuel vilde foreene den Grædske Kirke med den Latinske. Dette saavel som Pavens Opmuntringer, og de Penge-Forstrækninger, man fik fra Sicilien, satt saadant Mod udi de |642beleyrede Romere, at de forsvarede Staden med Keyseren har slett Lykke udi Italien.Bestandighed, indtil der kom en heftig Svaghed udi den Keyserlige Krigs-Hær, som tvang ham til at forlade Beleyringen. Udi denne hans Retraite blev han angreben af de Lombardiske, hvilke, misfornøyede med de Keyserlige Statholdere, havde overalt giort Opstand imod ham, og paa samme Tiid igien lode opbygge Meyland, som Fridericus udi det Aar 1162 (a) i Grund havde ødelagt. Saadant Udfald havde dette Italienske Tog, fra hvilket Keyseren kom med en ruinered Krigs-Hær og excommunicered tilbage. Om hans Excommunication taler Johannes af Salisbury saaledes: Paven, efter at han længe havde haft Taalmodighed med den Tydske Joh. af Salesbury Betænkning over Keyserens Excommunication.Tyran, for at bevæge ham til Poenitentze; Men denne Kietter blev ved at lægge Synd til Synd, da haver han endeligen, som St. Peders Vicarius, og den, der af GUd er satt over Folk og Kongeriger, løset Italienerne og alle andre fra den Troeskabs-Eed, hvorved de ham vare forbundne; Ja skildt ham ved sin Værdighed, excommuniceret ham, og ved hans Myndighed dømt, at han ingen Lykke eller Seyer meere skal have i Kriig: Item, at han ingen Hvile eller Roe skal have, førend han har giort Poenitentze. Og har Paven herudi efterfuldt sin Formand Gregorium VII, som afsatt Keyser Henrich udi et Concilio til Rom. Saaledes raisonnerede derover Johannes af Salesbury, som dog var een af de skikkeligste Theologi paa de Tider. Dette er merkeligt, at han dristede sig ikke til at anføre ældre Exempel af |643Kirke-Historien, end Gregorii. Det skulde ogsaa have været ham vanskeligt at finde noget længer hen i Tiden.

Keyseren, efterat hans Krigshær var bortsmelted, og de Lombardiske Stæder havde giort Opstand imod ham, geraadede udi stor Bekymring, ey vidende, hvorledes han skulde reede sig ud af Italien igien. Udi denne Tilstand lod han, som han vilde falde Pave Alexandro til Føye, og tilbød Forliig; Men det var kun for at dysse ham i 1168Søvn; Thi han retirerede sig forklædt af Italien 1168 og kom til Tydskland igien. Af denne Retraite bleve de Lombardiske Stæder saa opmuntrede, at de lode sig ikke nøye med at have retablered Meyland, men anlagde ogsaa en nye Stad, som Paven til Ære blev kalden Alexandria, hvilken endda er en anseelig Stad i det Meylandske Hertugdom. Udi samme Aar døde Anti-Paven Guido; Men med hans Død endtes Ny Anti-Pave.derfor ikke Kirkens Uroe. Thi det andet Parti udvaldte strax den Albanske Biskop Johannem, som blev kalden Calixtus III, og førte den Titel udi 10 Aar.

Dette Aar er ellers merkværdigt i Norden formedelst det store Tog, som skeede til Rygen, hvorved samme Øe blev omvendet til den Christelige Troe. Førend dette Tog skeede, var Landet i saadan Tilstand: De Sachsiske Munke fra Corbien havde vel tilforn udi Ludovici Germanici Tiid forsøgt at indføre Christendommen paa Rygen, og der bygget en Kirke St. Vitus til Ære; Men Indbyggerne vare siden faldne til Afguderie igien, saa at de intet af Christendommen havde tilbage uden det Navn af St. Vitus, hvilken de af en Martyr og Helgen havde giort til en Afgud, og dyrked under det Navn af Svantevit. (a) Udi Hoved-Staden Arcona var det store Svantevits Den Øe Rygens Omvendelse.Tempel, hvorudi var satt et Afguds-Billede med 4re Ansigter. Udi den eene Haand holdt det et Horn, fuld af Viin, og udi den anden en Bue. Og var det |644i saadan Hellighed, at Offer-Præsten maatte staae i Templen med tilslutted Mund, og, naar han skulde trekke sin Aande, maatte løbe til Dørren, paa det at Afguden ikke skulde besmittes af Menneskets Aande. Præsterne bildte Almuen ind, at Svantevit om Natten reed paa en hvid Hest, og for at holde Folk i saadanne Tanker, lode de dem see samme Hest svedende om Morgenen. (a)

For at undertvinge denne Øe, og der at indføre den Christelige Troe, giorde den Danske Konge Waldemar I et Tog, og lod en Flode under Anførsel af den store Roeskildske Bisp Absalon gaae til Rygen. De Danske beleyrede strax Arcona, og tvang dem til at overgive sig og antage den Christelige Religion. Efterat Staden var indtagen, blev det store Svantevits Billede nedrevet og slæbet ud af Staden til den Danske Leyer, hvor det blev hugged i Stykker: Lige saadan Execution skeede i de andre erobrede Stæder, saa at de Hedenske Templer bleve opbrændte, og henved 12 Christne Kirker bygde, saa at Christendommens Indførsel paa Øen maa regnes fra den Tiid, og er det den fornemste Hendelse i den Schlaviske Historie, hvorved Helmoldus ender sin Schlaviske Historie, som siden er bleven continuered af Arnoldo Rygen lægges under Roeskildes Bispe-Stoel.Lubecensi. Saasom nu Bisp Absalon havde ført Conduiten i denne Krig, lagde Pave Alexander III det Land Rygen, saavit geistlige Sager angik, under Bispe-Stoelen af Roeskild. Pavens Diploma, hvorved Rygen er bleven lagt under den Roeskildske Bispe-Stoel, er datered Benevent den 2 Novembr. 1168, og findes paa Latin hos Hvitfeld. (b) Man maatte vel forundre sig over, at det varede saa længe med Wendens og Rygens Omvendelse til den Christelige Troe, nemlig henved 200 Aar efterat de Nordiske Riger vare blevne Christne, helst saasom Wenden var nærmere og beleyligere for de Pavelige Missionariis. Krantzius, som giør dette Spørsmaal, veed ingen anden Aarsag at give dertil end Wendernes Haardhed og tykke For-|645blindelse, saa at de første Nordiske Apostle ginge dem i den Henseende forbi, og begave sig først til de Nordiske Riger, hvor de ventede at finde større Docilitet; Med mindre Historier, som derom kand være skrevne, ere bortkomne. (a) Men, hvis saa er skeed, maa Christendommen være gandske uddøet igien, efterdi Landet var Hedensk, da Kong Waldemar indtog det.

Den Engelske Tvistighed continuerer.Den store Tvistighed mellem Kong Henrich II og Erke-Bispen af Canterbury continuerede endda. Kongen af Frankrige paatog sig efterfølgende Aar, at til veye bringe et Forliig, og en Conference blev holden mellem begge Konger og Erke-Bispen til Montmirail. Erke-Bispen kastede sig da for Kongens Fødder og sagde, at han overgav sig i alting til hans Villie, undtagen i det som GUds Ære angaaer; Hvortil Kongen svarede, at det var ikke andet end Udflugter; Og at Erke-Bispen kunde sige om alt hvad han ikke behagede, at det var mod GUds Ære, og under saadan Prætext disputere ham hans Kongelige Rett og Myndighed. Videre sagde han: Der have været mange Konger i Engeland meer og mindre mægtige end jeg, der have ogsaa været mange anseelige og hellige Erke-Bisper, lad ham bevise mig det, som den største og helligste af hans Formænd have beviist den ringeste af de Engelske Konger, saa vill jeg være fornøyed. Af denne Tale bleve alle de Nærværende slagne, og bebreidede Erke-Bispen hans haarde Sind. Han selv derimod blev ikke allene bestandig udi sit Forsætt, men endogsaa excommunicerede mange af Kongens Parti, saavel Geistlige som Verdslige, og, da Kongen Aaret derefter lod krone sin unge Søn ved Erke-Bispen af Yorck, protesterede han heftigen derimod. Man merker ellers, at de gamle Tvistigheder om Primatet udi den Engelske Kirke mellem Canterbury og Yorck vare endda ikke afgiorte, og fomenteredes de samme ikke lidet ved denne Kongens Gierning; Thi man seer, at |646nogle Aar derefter nemlig 1176 Erke-Bispen af Yorck paa et Concilio, holdet til London, tog det øverste Sæde, skiøndt det andet Parti stødte ham derfra igien, saa at han med sønderreven Kaabe kom tilbage. (a)

1170Endeligen blev udi det Aar 1170 slutted et Forliig, og Erke-Bispen kom udi Forliig mellem Kongen og Erke-Bispen. samme Aar til sit Sæde igien, hvor han blev med stor Pragt og Glæde imodtagen. Men den Glæde varede ikke længe; Thi, saasom han veigrede sig ved at give dem Afløsning, som han havde satt i Band, og derforuden excommunicerede andre paa nye, indgave Erke-Bispen af York og nogle andre Bisper adskillige Klager mod ham, ja nogle conspirerede mod hans Liv, og siges der, at han udi en Prædiken, som han holdt paa Jule-Dag udi samme Aar, spaade sin hastige og sørgelige Ende, som kort derefter skeede. Mod Aarets Udgang lode 4re Cavaliers, som havde sammenrotted sig mod ham, sig indfinde udi hans Pallads, hvor de efter nogen Samtale myrdede Erke-Bispen myrdes.ham udi Kirken. Omstændighederne fortælles af Matth. Parisio saaledes: Da de vare komne ind udi Kirken, raabte de: Hvor er Kongens Forræder. Erke-Bispen gik dem da i møde, og sagde, at han var færdig at døe for Kirkens Frihed, hvorpaa han blev myrdet ved St. Benedicti Altar (b).

Dette Mord foraarsagede stor Bevægelse udi Staden Canterbury, hvor Almuen løb til Kirken, kyssede den Dødes Hænder og Fødder, og smurte deres Øyne med hans Blod, og som derpaa kom et Rygte, at hans Fiender havde i Sinde at bemægtige sig hans Legeme, for dermed at drive Spot, lode Munkene ham i Hast begrave. Kongen, da han fik Tidender derom, lod tilkiendegive en hæftig Sorg og Bedrøvelse derover, men kunde dog derved ikke betage den Mistanke mange havde fattet om ham, at han var Medvider udi dette Mord. Han affærdigede strax derpaa Ge-|647santere til Paven, for at bevidne sin Uskyldighed, men Paven vilde i Begyndelsen ikke bequemme sig til at hæve det Interdict, som Kirken var satt udi, saa at det var ikke uden med stor Hans Canonisation.Møye og lang Underhandling, at saadant omsider skeede. Thomas Becket blev kort derefter af Paven canonisered, og har han siden stedse indtil Reformationen været dyrket somsom]som] B, blant A; blant SS som] B, blant A; blant SS een af de fornemste Helgene i Engeland. Ingen kand nægte, at han jo var en Mand af store Qvaliteter, skiønt den Dyd, som hans Tilhængere kalde Bestandighed, bliver af andre anseed som en Last-værdig Egensindighed og Frækhed, hvorved han satt det heele Rige i Uroelighed. Og var det i den Henseende, at man udi Henrici VIII. Tiid formerede hans døde Legeme Proces: Hvor stor denne Helgens Dyrkelse havde været, saaes af den u-hørlige Rigdom, som var givet til hans Altar, og som giver tilkiende, at han har været holden i større Agt end Apostlerne selv. Udi den store Kirke til Canterbury vare 3 Altare, eet til Christum, det andet til Jomfrue Maria, og det tredie til denne St. Thomas. Paa Christi Altar blev eet Aar offret 41 Pd., paa Jomfrue Mariæ 822 men paa St. Thomæ 10828. Deelingen blev endda paa følgende Aar uligere: Thi da fik Christus ikke en eeneste Skilling. Jomfru Maria fik 53 Pd. men Thomas Becket fik 12400 Pd. (a).

Benjamins af Tudela merkelige Reise-Beskrivelse.Paa denne Tiid publicerede den bekiendte Jøde Benjamin af Tudela sin Reise-Beskrivelse, hvilken giver ikke liden Kundskab om dette Seculi saavel Geistlige, som Verdslige Tilstand. Han antegner Jødernes Tall paa alle de Stæder han har været, og siger, at der da udi Rom vare 200, hvoraf tvende vare Pavelige Betientere. Han kalder Paven Biskop over den heele Christendom, og Patriarchen i Constantinopel Grækernes Pave, som havde en anden Religion, end den Romerske. Udi Constantinopel regner han 2000 Rabbinske Jøder og 500 Caraiter, hvilke sidste ere saadanne, som forkaste Pharisæernes Traditioner, og holde sig allene til Skriften. Paa hans Reise til Øerne udi Archipe-|648lago siger han sig at have fundet Jøder, som vare Epicuræer. De adspreedte Jøders TilstandHan taler endda om Antiochia som en stor Stad, der havde sin egen Patriarch. Iligemaade taler han om Samaritanerne udi Sichem, hvilke han tillægger adskillige u-troelige Meeninger. Jerusalem siger han var endda en vel bebygged Stad, men der vare kun faa Jøder saavel der som paa andre Stæder i Palæstina, og den største Deel af dem vare Farvere og Tapetmagere. Det er merkeligt, at han regner kun 50 Jøder udi Tiberias, hvilket svarer ikke til de høye Tanker de andre Jøder have giort sig om den høye Skole, som saa meget sammesteds tilforn skulde have floreret. Udi Bagdad siger han sig at have fundet 7000 Jøder, blant hvilke den fornemste var R. Daniel, som var Hoved for de Babylonske Jøder, og sagdes at nedstamme fra Kong David, blev ogsaa saavel af Jøder som Mahomedaner titulered Herre Davids Søn (a). Endeligen taler han om mange andre Jøder, som leve under deres egen Regiering, men paa de Steder, hvor ingen Tilgang er; saa at man seer, at saadant er hans og andres Digt for at til intet giøre de Christnes Forklaringer over Propheterne. Man merker ellers udi denne Reise-Beskrivelse mange Fabler og store Geographiske Feil, saa at det er troeligt, at han taler om mange Steder, som han selv ikke har seet.

Adskillige andre have i samme Henseende ogsaa talet prægtig om Jødernes Etablissement udi u-bekiendte Lande, og det udi alle Verdens Parter, endogsaa America, hvor de af een og anden Ceremonie, som Americanerne bruge og som synes at overeensstemme med de Jødiske Ceremonier, slutte, at det heele Folk nedstammer fra Jøder. Mange Christne Skribentere have derudi efterabet dem; saaledes har Rudbeck udi sine Atlanticis giort Laplænderne til et Afkom af Jøder. Den bekiendte Geographus Ortelius haver blant andet fundet Dans Stamme udi Norden, og siger, at deraf de Danske have faaet deres Navn; Men der er ved ingen Ting større Illusioner, end ved dislige Gisninger, som tages |649af Overeensstemmelse udi visse Ord og Sæder; Thi man kand deraf viise alt hvad man vil. Af alle Relationer om Jødernes Etablissement Kongen af Cozars Historie.er ingen merkeligere end den, som i dette Seculo blev publicered af den Spanske Jøde Judas Hallevy om Kongen af Cozar. Jøderne have fundet saadan Smag udi samme Verk, at de have lært sig at recitere det uden ad. Historien deraf er denne: En Konge, som regierede udi det Landskab Cozar, Norden for det Caspiske Hav, fik udi det Aar 740 Lyst til at examinere alle Religioner, for at udvælge den beste, og endeligen efter nøye Examen, udvalte den Jødiske, hvilken han lod indføre over sit heele Rige. Adskillige Omstændigheder herved fortælles. Der tales ogsaa om Breve, som en Konge af Cozar, ved Navn Joseph, udi dette Seculo skal have vexlet med en Rabbi udi Spanien, hvorudi det Kongerige Cozar omstændigen bliver beskrevet. Denne Historie have Jøderne ført sig til Nytte, for deraf at bevise, at Sceptret er endnu ikke viget fra Juda, men at der er et stort independent Rige, hvor den Jødiske Troe hersker. Men, hvormeget man har reiset om udi alle Verdens Kanter, saa har ingen dog kunnet opdage dette Rige; end ikke Benjamin af Tudela, som i dette Seculo reisede allevegne om for at finde Levninger af det adspreedte Jødiske Folk. Historien siges først at være skreven af Rabbi Sangari, og siden oversatt paa Arabisk af ovenmeldte Juda Hallevy; Hvorvel mange holde for, at den er gandske opdigted af denne sidste.

Jøderne tage til udi Lærdom.Man seer ellers heraf, at Jøderne da begyndte at blive meere curieux, og at legge større Vind paa Boglige Konster, end tilforn: Thi da man tilforn, nemlig for det 10de Seculum neppe havde seet 5 eller 6 Jødiske Skrifter, naar man undtager de Chaldaiske Paraphrases og Thalmud, saa har man siden haft en stor Mængde af habile Skribentere. Blant dem er een af de fornemste Rabbi Nathan, som døde udi Begyndelsen af dette Seculo, og har skrevet den Bog, kalden Aruc, som er et Lexicon Aben-Ezra.over de vanskeligste Ord udi Thalmud. Efter ham kom den bekiendte Aben-Ezra, som allerførst ret lagde Vind paa at forklare |650Skriften efter Sensum Literalem og Grammaticalem, da de forrige allene brugte forblommede og Cabalistiske Forklaringer. Samme Aben-Ezra var ogsaa Astronomus og Medicus.

Udi Frankrig var paa samme Tiid Rabbi Salomon, hvilken har giort Forklaringer over Bibelen, og hartad over den heele Thalmud. Men den allernavnkundigste af de Jødiske Rabbiner, som florerede udi dette Seculo, var Moses Majmonides, som var en Discipel af den bekiendte Averroes i Spanien. Den samme har overgaaet alle Jøder i grundig Lærdom; Thi i steden for, at de andre studerede kun Traditioner, Majmonides.mængede med Fabler, saa gik denne meere solide til Verks; Men, saasom han betienede sig af Aristotelis Philosophie til at forklare Religionen, fik han derover adskillige Rabbiner paa Halsen. Han døde i Begyndelsen af efterfølgende Seculo.

Petachiæ Reise-Beskrivelse.Kort efter Benjamin af Tudela, giorde en anden Jøde Petachias iligemaade en Reise udi samme Henseende. Den samme taler ogsaa om den Jødiske Printz Daniel, hvis Død indfaldt i hans Tiid, saa at der blev Tvistighed om Successionen. (a) Denne Autor regner endda 600000 Jøder udi Persien, og siger, at der udi alle Stæder og Landsbyer langs ved Tyger-Floden vare Synagoger. Paa sin Reise udi det hellige Land vidner han, med stor Møye at have ledet efter Loths Hustrues Salt-Støtte, men kunde ikke finde den, hvilket ogsaa var venteligt. Man seer heraf, at dette Seculum var det allerfrugtbareste paa store Mænd blant Jøderne. Det bragte ogsaa til Veye Krigs-Helte og Generaler; Thi man seer een ved Navn Salomon, at have erhvervet saadan Reputation ved sin Tapperhed, at Kongen af Portugal giorde ham til sin Felt-Marskalk, hvilket Embede han forestod med stor Berømmelse. Samme Mand var ellers ikke mindre Philosophus end Krigsmand. Der fandtes da ogsaa blant Jøderne lærde Qvinder, blant andre tales om den Babyloniske Før-|651stes Samuels Dotter, hvilken inden for et Sprinkelverk docerede publicè, saa at hun kunde Jøderne i stor Anseelse i dette Seculo.høres af alle, men sees af ingen. Tvende store Jøder forandrede da Religionen. Den eene, nemlig Samuel Ben-Jehudah, antog den Mahomedanske Troe, skrev imod Jøderne, og bebreidede dem at have forfalsket Bibelen; (a) Hvilket Skrift var Mahomedanerne sær behageligt, efterdi de selv foregive, at Skriften er forfalsket. Den anden er den bekiendte Petrus Alphonsus, hvilken antog den Christelige Religion: For at omvende sine forrige Troes Tilhængere betiener han sig blant andet af saadant Argument, at GUd var sig selv imod, dersom han, efterat han havde givet en Lov og stiftet en Gudsdyrkelse, som stedse skulde vare, og fornemmeligen bestod udi Offringer, betog dem all Leylighed udi saa mange 100 Aar at forrette den samme. Men, ligesaa meget, som Jøderne tiltoge udi Lærdom samme Tiid, saa stor Vankundighed fandtes hos mange Christne Geistlige, hvilket blant andet sees af den Conference, som blev Vankundighed blant de Christne.holden mellem en lærd Jøde, ved Navn Leo, og Odonem, Erke-Bispen af Cambray. Da Leo spurdte ham, om David og andre Helgene ikke havde faaet Syndernes Forladelse, hvorvel de havde levet længe for Christum, da, i steden for at svare dertil, at samme Helgene havde grundet deres Haab forud paa Messiam, distingverede Odo mellem Syndernes Forladelse og Paradiis, sigende, at de vel havde faaet det første, men ingen Rett til det sidste. Samme Odo havde en Process mod Thierry Avânes. Om denne Thierry fortælles, at Helgene udi Paradiis anklagede ham for Jomfrue Maria; Men at hun nægtede at straffe ham, efterdi hans Hustrue reciterede hver Dag 60 Ave Marier; Saa at Straffen maatte opsættes indtil hun døede.

Kong Henrich af Engeland havde indtil denne Tiid holdt Paven temmeligen Stangen, hvilket sees af ovenanførte Tvistigheder mellem ham og Erke-Bisp Thomas. Men kort efter samme Erke-Bisps Død, maatte han krybe til Kaarset og ydmyge sig for |652Paven, og det ved saadan Leylighed: Jeg har tilforn viset, at han lod krone til 1173Konge sin unge Søn Henricum. Denne Henricus rebellerede udi det Aar 1173 mod sin Fader, og blev udi samme Rebellion understøtted af Kongerne af Frankrig og Skottland. Faderen derover seende sig i Fare for at blive stødt fra Thronen, ydmygede Kong Henrik af Engeland ydmyger sig for Paven.sig da for Pave Alexander, hvilken han tilskrev et Brev af saadant Indhold: Jeg kaster mig for Eders Fødder, og søger Raad hos Eder: Mit Rige svarer under Eders Jurisdiction, og jeg bekiender mig for at være Eders Vasal. Dette Brev blev concipered af den bekiendte Pierre de Blois, og findes blant hans Epistler. Paven lod sig deraf bevæge, og sluttede Fred, med de Vilkor, at Kongen skulde aarligen give 200 Mænd til det hellige Lands Forsvar, at han skulde lade alle geistlige Appellationer være u-forhindrede, at han skulde tilbagekalde Love, som vare giorte mod Kirkens Frihed, og restituere Erke-Sædet af Canterbury udi alle dets Herligheder. Og saasom Potentaters Styrke da fornemmeligen bestoed i Geistlighedens Venskab, giorde Kongen for at insinuere sig hos de samme, en Visite til den afdøde Erke-Bisps Grav, og, for at vise des større Poenitentze gik paa sine bare Fødder didhen. Da han kom ind udi Kirken, kastede han sig ned paa Helgenens Grav, og lod sig pidske med Riis af de nærværende Bispe og Abbeder; (a) Saaledes, at enhver af dem gav ham 3 til 5 Slag; Og hialp ikke lidet til hans Forsoning, at han derpaa gav aarligen Hans Pœnitentze.40 Pd. til Vox-Lys, som skulde brænde over Erke-Bispens Grav. Denne Ydmyghed foraarsagede, at den Bitterhed, som mange Geistlige tilforn havde baaret imod ham, blev forvandled til Medlidenhed, og begyndte hans Sager siden merkeligen at forbedre 1174sig. Thi Kongen af Skottland blev udi det Aar 1174 fangen af et Engelsk Parti, og hans rebellske Søn tillige med hans Brødre faldt kort derefter til Føye, saa at der blev en almindelig Fred. Det synes, at Kongen ved dette Forliig med Paven, |653har forbundet sig til i egen Person at giøre et Tog til det hellige Land. Dette Tog blev dog Tiid efter anden opsatt, hvorudover den Hierosolymitanske Patriarch Heraclius, som var Hoved for det Gesantskab der var skikked fra Orienten, udøsede haarde Ord og Truseler mod Kongen. Henricus lod da Geistligheden sammenkalde, for at høre deres Betænkende, om det var raadeligt i saadan Rigets Tilstand at giøre saadan Reise. (a) Deres eenstemmige Betænkning var da, at, saasom Kongen havde ved Eed forbundet sig at styre og forsvare sit Rige, saa kunde han uden sin Saligheds Fortabelse ikke giøre saadan Reise. Dette ophidsede Patriarchen end meere, saa at han offentligen bebreidede Kongen Erke-Bispens Mord; Men det blev derved, at Heraclius maatte med u-forretted Sag reise tilbage. (b) Det er herved at merke, at denne nidkiere Patriarch afmales som en meget ond Mand, der ved Gift havde omkommet Erke-Bispen af Tyro. Saadan endtes denne Stridighed mellem Paven og Kong Henrich, og seer man, at hvor megen Vold og U-rett Regentere end leede af Paverne, saa dog i steden for Satisfaction og Hevn maatte de omsider oven i Kiøbet bede om Forladelse, og ligesom give sig paa Discretion. Et ligeledes Udfald havde ogsaa den langvarige Tvistighed mellem Paven og Keyser Friderich Barbarossa. Samme Keyser, saasom han havde et u-overvindeligt Mod, var elsket i Tydskland, og derforuden havde, som Roms Over-Herre, den Fordeel, at han kunde tilegne sig Rett til at have en Finger med udi Pavernes Udvælgelse, saa havde han hidindtil holdet denne Pave Stangen ved at sætte nu een nu en anden Pave op imod ham. Dette var paa de Tider det eeneste Middel, hvorved en Keyser nogenledes kunde beskytte sig, og var det derved at Fridericus Barbarossa saa længe havde holdet Stand. Men udi det Aar 1176 fik han et stort Stød; Thi da han samme Aar giorde et Indfald udi Lombardien, for at tvinge de rebelske Stæder sammesteds, blev hans Kriigshær i en blodig Trefning totaliter slagen, og han |654selv med stor Møye undkom. Dette Slag stadfæstede de Lombardiske Stæders Frihed, og befodrede de Tydske Keyseres Ruine udi Italien. Paa denne U-lykke fuldte strax dette, at de Geistlige, saavel som Verdslige Herrer, der hidindtil havde staaet ham bi, truede at forlade ham, hvis han ikke forligede sig med Paven. Han besluttede derfor alvorligen at arbeide paa Forliig, og til den Ende affærdigede nogle Bispe til Anagnia, hvor Pave Alexander da opholdt sig. 1177De samme bleve vel imodtagne, og blev efter lang Disput berammed en Conference for at afgiøre Tvistigheden. Forliig mellem Keyseren og Paven.Endeligen komme udi det Aar 1177 Keyseren og Paven Personligen sammen til Venedig, hvor Freden blev slutted. Af dette Forliig have nogle taget Anledning til at fabriqvere den bekiendte Historie, at Paven da skulde have traadet Keyseren paa Halsen, og sagt disse Ord derhos: Du skal træde paa Løver og Hugorme. Men som de Tiiders beste Skribentere intet derom mælde, bliver saadant af alle nu omstunder anseet som en Digt og Fabel. Matth. Parisius taler om dette Forliig saaledes: Paven gav sig til Skibs med alle sine Ornamenter, ligesom han skulde celebrere Messen, og efter Christi Exempel, hvis Vicarius han var, bød Havet at være stille, hvorpaa der strax blev et deiligt Veyr (a). Af dette ydmygede Keyseren sig saaledes, at han gav Paven efter i alting: Det er troeligt, at Paven haver haft god Vind paa Reisen, og at man har giort et Mirakel deraf, nemlig at han, som Christus, truede Havet: Man kand være forsikkred om, at en saa fornuftig Skribent som Matth. Parisius, ikke har dømt anderledes derom, helst, saasom af andre Ting, som han fortæller omom]om] om, A B; om SS om] om, A B; om SS denne Pave noksom viiser, at han ikke traadde Christi Fodspor.

Efterat Paven havde faaet sine mægtige Fiender af Halsen, saa at ingen Potentat i Europa kunde meer dukke op imod ham, satt han sig for at giøre nye Conqveter i de andre Verdens Deele, og søgte at forplante sit Herredom indtil yderste Kant af Asi-|655en. Til den Ende saasom han havde hørt tale om den store Asiatiske Regent, som gemeenligen bliver kalden Prester-Jan, at den samme skulde have Inclination til den Romerske Lærdom, affærdigede han Aar 1177 en Medicum, ved Navn Philippum med et Brev til samme Konge; Men man har ikke merket, at han fik noget Svar. Det er troeligt, at Paven, saa vel som andre, haver ladet binde sig paa Ermene en Historie, som grundede sig allene paa reisende Folks Sigelse; Thi alting troedes paa Lærde Theologi udi dette Seculo.de Tiider, og Vankundighed og Overtroe var kommen paa den høyeste Spidse, saa at man maa forundre sig over, at der endda kunde findes saa mange Lærde Folk, som man dog seer dette Seculum har bragt til Veye, skiønt man kand sige, at de samme havde kun giort slette Figurer, hvis de havde levet paa meere skiønsomme Tiider; Men som den Suur-øyede, efter Ordsproget, regierer blant de blinde, saa giordes Væsen af Pedanter, som af store og hartad Guddommelige Mænd. Jeg har tilforn talet om den Æstime Gratianus, Lombardus og andre vare udi. Efter dem florerede Petrus Comestor.den bekiendte Petrus Comestor eller Æder, saa kalden, efterdi han aad og slugede all Lærdom i sig. Den samme sammenskrev en Scholastisk Theologie, hvilken i nogle 100 Aar blev holden for en Hoved-Bog, og læsed paa de høye Skoler tilligemed Lombardi Sententzer og Gratiani Decreto. Petrus Comestor døde 1179.

Omtrent ved disse Tiider, nemlig 1177 tog den bekiendte Lundiske Erke-Bisp Eschild den Resolution at forlade sit Sæde, og gav Kong Waldemar dette sit Forsætt tilkiende. Kongen stillede sig an, som han fandt stor Mishag derudi, og raadede ham derfra. Men, som adskillige Ting vare forefaldne, som havde foraarsaget Kaaldsindighed og Misforstand mellem dem, saa dømte mange, at Erke-Bispen heller af Misfornøyelse end Begiærlighed til Roe og Hvile giorde denne Ansøgning, og at dette hans Forsætt var Kongen ikke aldeles ubehageligt. Efter at denne Afstaaelse var giort, blev han ombedet at udvælge sig selv en Successorem, og nævnede han derpaa den store Roskildske Bisp Absalon, hvilket af alle blev approbered. Absalon satt sig Danske Kirke-Sager.med |656Hænder og Fødder derimod, saa at Paven maatte true ham med Excommunication, førend han vilde beqvemme sig til at antage denne Værdighed. Eschild retirerede sig Aaret derefter til det Abbadie af Clairvaux i Frankrig, hvor han døde 1181.

Nogle Aar tilforn havde Absalon ladet hente fra Frankrig til Dannemark en Canonicus af St. Genevieve ved Navn Wilhelm, hvilken han var kommen i Venskab med, da han studerede til Paris. For at bevæge ham til at paatage sig saadan Reise, affærdigede han til Paris den Roskildske Provst Saxo, som for sin Lærdom blev kalden Grammaticus, og er den samme, som med saa stor Ziirlighed har skrevet den Danske Historie paa Latin. Saxo, da han var kommen til Paris, overleverede Bisp Absolonis Brev til Abbeden af St. Genevieve, med Begiæring, at bemældte Wilhelmus maatte komme til Dannemark. Dette blev ham strax accorderet, og begave de sig strax paa Reisen til Dannemark, hvor Wilhelmus blev med stor Glæde af Kongen imodtagen. Dette er den Wilhelmus Abbas, som siden blev brugt udi adskillige vigtige Forretninger her i Riget, og som har skrevet de mange Latinske Breve, som endda ikke ere publicerede, og af hvilke jeg i min Dannemarks Historie har anført nogle for at viise hans Skrivemaade.

Det Forliig som var slutted imellem Keyseren og Alexander III. jog saadan Skræk ind udi Anti-Paven Calixtus, at han lod sig selv indfinde udi Rom, faldt Paven til Føye, og bad om Naade, hvilken ogsaa blev ham given, saa at Alexander ikke allene holdt ham hæderligen ved sit Hoff, men lod ham ogsaa ofte spiise ved sit Alexander III. bliver eene Pave.Taffel. Ikke dis mindre udvalte dog nogle andre en nye Pave, nemlig Lando Sitino af den Frangipanske Familie, hvilken lod sig kalde Innocentius III; men han faldt ogsaa kort derefter til Føye, saa at Alexander III kom i roelig Possession af det Romerske Sæde. For at remedere de U-ordener som havde reiset sig udi dette langvarige 1179Schisma, lod han Aar 1179 holde et stort Concilium til Rom, hvilket gemeenligen bliver kaldet det 3die |657Lateranenske Concilium. Paa dette Concilio lode sig og indfinde adskillige Orientalske Prælater, blant andre den berømte Wilhelmus Tyrius, som har skrevet den ypperlige Historie, angaaende de Latinske Christnes Tog til det hellige Land. Den samme var af Franske Forældre, men fød udi Palæstina, og Concilium Lateranense III.blev udi det Aar 1174 giort til Erke-Bisp af Tyro. Deres Tall, som bivaanede dette Concilium, beregnes til meere end 300 Bisper. Og bleve da giorte adskillige Kirke-Love, blant hvilke de fornemste vare disse: (1) for at forekomme fleere Schismata udi Pavernes Vall, blev fundet for gott, at den skulde holdes for Rett-mæßig Pave, som havde To 3die Deele af Stemmer, (2) at ingen skulde udvælges til Bisp, uden han havde naaet sine 30 Aar, (3) at Erke-Bisperne udi deres Visitationer maatte ikke føre meere end 50 Hæste med sig, Bisperne ikke meere end 30, og Cardinalerne 25: Hvilket viiser, at Cardinalerne endda ikke vare af den Betydning, som de nu omstunder ere, (4) ingen maatte antages i Munke-Orden for Penge, hvilket viiser, at man tilforn maa have tilkiøbt sig saadanne magelige Bestillinger; Paa dette Concilio havde Paven ogsaa i Sinde at lade fordømme een af Petri Lombardi Propositioner: Nemlig at Christus, saa vidt han var Menneske, var intet. Han skrev ogsaa virkeligen et Brev til Wilhelm Erke-Bispen af Sens, med Befaling, at lade Geistligheden sammenkalde, for at afskaffe saadant Kietterie (a). Men dette Spørsmaal blev denne gang ikke examinered. Men man disputerede derover siden paa de høye Skoler i Frankrig, skiøndt det er u-vist, hvad Lombardus derved har meenet.

Tvistighed om det er rett at forbande Mahomeds GUd.Et særdeles Spørsmaal blev ogsaa paa samme Tiid ventilered udi den Grædske Kirke, hvor til toges Anledning udi et Sted af den Grædske Catechismo, som lyser Forbandelse over Mahomeds GUd. Dette vilde Keyser Manuel have udslettet af alle Catechismer, sigende, at de Mahomedaner, som vilde omvende sig, scandaliseredes over en Forbandelse imod en GUd, det maatte |658være paa hvad Maade det være vilde, og lod han dette sit Forsætt tilkiendegive for Patriarchen og de fornemste Geistlige. Men de samme satte sig derimod, forklarende denne Forbandelse saaledes, at den ikke faldt paa den sande GUd, men alleene paa den GUd, som Mahomed har fingeret, der ikke føder, i steden for at de Christne tilbede en GUd Fader. Man maa her tilstaae, at endskiønt Mahomed giorde en Beskrivelse over GUd, som differerede i adskilligt fra de Christnes Definition, saa holdt han det dog for den samme GUd, som de hellige Patriarcher og Propheter havde tilbedet, og at det derfore var sikkerst at holde sig fra saadan Forbandelse, som nyttede til intet, og endeligen, om man havde Keyser Manuels fornuftige Decision derudi.Lyst til Forbandelse, da heller at forbande Mahomed, fordi at han beskrev GUd paa en vrang Maade, end GUd, fordi han blev beskreven vrangeligen. Saadant kunde ikke rinde nogen i Sinde uden de Tiders Geistlige, og raisonnerede derudi Keyseren bedre og Christeligere, end Patriarchen og det heele Clericie, ja den Horreur han havde over saadan u-tidig Forbandelse, gik saa viit, at han publicerede et Skrift, hvorudi han afmaler dem, som Vankundige og U-fornuftige, der approbere saadant, og anfører adskillige Aarsager, hvorfor den bør afskaffes. Patriarchen med en stor Deel andre Geistlige fordømmede strax dette Skrift, som indeholdende nye og farlige Ting. Keyseren derimod blev bestandigen ved sit Forsætt, og lod ikke af, førend han fik de fleeste Geistlige til at underskrive dette, at en saadan Forbandelse skulde udslettes af alle Catechismis, saa at i steden for at bande Mahomeds GUd, man skulde bande Mahomed allene. Saaledes endtes denne Tvistighed, efterat den havde varet i 3 Maaneder. Og kunde man ansee det som en særdeles rar Ting, at den rimeligste og fornuftigste Meening denne gang fik overhaand; Dog var det ikke Geistlighedens Skyld; Thi mange skreve under mod deres Villie, og ansaae det som en U-lykke, at de ikke maatte bande Mahomeds GUd, men Mahomed allene. Og henfører derfor Nicetas en gammel Spaadom om denne Keysers forestaaende Raserie og Afsindighed til denne Gierning. (a)

|659 1180Keyser Manuel døde kort derefter 1180, efterat han havde regieret over 37 Aar. Han holdt stedse Venskab med Paven og den Romerske Kirke, og derfore berømmes af Wilhelmo Tyrio, som paa samme Tiid var i Constantinopel. (a) Man seer af samme Skribents Historie, at de Christnes Sager da toge meere og meere af udi Saladins Magt udi Orienten.Asien, og det formedelst den mægtige Saladins Tilvæxt. Samme Saladin, som var een af de store Helte, Orienten har produceret, efterat han havde bemægtiget sig Ægypten, oversvømmede Syrien, og indtog Damascum, saa at omsider de U-Christnes Magt blev foreened under eet Hoved, da den tilforn var deelt udi mange adskilte Stater, hvilket i Begyndelsen ikke lidet havde befodret Europæernes Conqueter. Men nu contribuerede alting til deres Undergang: Saladins Herredom voxede stedse til, og Spliid og U-eenighed, U-dyder og Feighed svækkede de Christne, saa at de gandske havde vanslægtet fra deres Forfædre, der først indtoge det hellige Land. Den Jerosolymitanske Konge Balduinus IV var da saa ung, at Raimundus Greven af Tripoli maatte føre Regimentet, og meenes der, at samme Raimundus stod i hemmelig Forbund med Saladin. Den unge Konge Balduinus var vel saa lykkelig, at han Aar 1177 overvandt udi et stort Slag Saladinum, da han vilde beleyre Ascalon; Men Saladinus hevnede sig tilstrekkeligen, de tvende efterfølgende Aar, saa at de Christne geraadede i en bedrøvelig Tilstand, og alting saae ud til en total Ødeleggelse.

Da Pave Alexander fik Kundskab derom, affærdigede han Skrivelser til alle Førster, hvorudi han forestiller dem Tilstanden udi det hellige Land. Derudi siger han, at den unge Konge Balduinus var befænged med Spedalskhed, og derfore ikke i Stand at forsvare sig mod de U-christne, (b) og formaner dem til at undsætte det bedrængte Folk. Han lover Førsterne, at han udi deres Fraværelse vil bære Omsorg for deres Hustruer, Børn og Gods, |660og bleve disse Skrivelser skikkede ved nogle Tempel-Herrer og Hospitalier, hvorom skal tales paa et andet Sted. 1181Kongerne af Frankrig og Engeland bleve deraf saa bevægede, at de strax lovede Undsætning. Men Paven havde ikke Lucius III. Pave.den Lykke at see Frugten af hans Skrivelser, eftersom han døde kort derefter 1181, efterat han havde siddet udi 22 Aar, og blev i hans Sted udvalt Hubaldus Biskopen af Ostia, som lod sig kalde Lucius III. Ved Lucii Vall begyndte man allerførst at sætte i Verk det Lateranensiske Concilii Decretum, som udfodrede To 3die Deele af Stemmer, og de saa kaldne Cardinaler begyndte at tilegne sig Rett alleene til Pavernes Vall, saaledes, at Folket og det øvrige Clericie, som tilforn havde Haand med derudi, bleve gandske udelukte. Derved tænkte man at forekomme videre U-eenighed og U-orden; Men, hvormeget man blev bedragen udi denne Forhaabning, viser efterfølgende Historie.

Jøderne uddrives af Frankrige.Kort efter Lucii Vall bleve Jøderne uddrevne af Frankrige. Prætexten dertil toges af adskillige Beskyldninger mod dem, blant andet at de hver Skærtorsdag hemmeligen myrdede et Christen Barn. Paa disse Beskyldninger bleve adskillige Jøder 1182brændte, og en Forordning blev endeligen publicered 1182, hvorved de alle finge Befalning at forlade Frankrige. Det er dog troeligere, saadant at have reiset sig af politiske Aarsager; Thi man seer, at den Franske Konge Philippus Augustus var sær ophidset mod Jøderne, efterdi de udi Riget, sær til Paris, saaledes havde tiltaget udi Rigdom og Anseelse, at de eyede den halve Stad. (a) Hvad som Almuen forargede sig over var, at de underholdte mange Christne Slaver af begge Kiøn, og dreve stor Aager: Det, som meest gik til Hiertet, var, at de laanede Penge til Geistligheden, og derfor toge til Pant Kirke-Ornamenter og Crucifixer; (b) Hvorfore dog Pant-tagerne vare mindre at fortænke end Pant-gi-|661verne. Rigordus lægger til disse Aarsager denne, at en Jøde, af Frygt for de Kongel. Betientere, som randsagede Huusene, havde skiulet et Crucifix og et Evangelium, som var besatt med dyrebare Steene, paa et Secret. (a) Førend Kongen greeb til denne Resolution, raadførte han sig med en Eremit ved Navn Bernhard, hvilken var i stor Anseelse af Hellighed. Denne Aarsag dertil.Helgen raadede da Kongen, at befrie de Christne fra ald den Gield de stode udi hos Jøderne, og selv at beholde den 5te Deel deraf, hvilket med all den Respect man er Helgene skyldig, ikke kunde ansees andet end som et aabenbare Rov og Bedragerie. Forordningen blev derpaa publicered, og Jøderne begave sig alle ud af Riget, undtagen nogle, som lode sig døbe og bleve Christne; Men det er troeligt, at de samme maa være blevne slette Christne, efterdi den Gierning Kongen øvede, kunde ikke andet end give dem slet Idee om hans og hans Raadgiveres Troe. De Jødiske Synagoger bleve Aaret derefter forvandlede til Christne Kirker. Og siges der, at saadant til Veye bragte Almuens Velsignelse over Kongen, men det er rimeligt, at den Artikel i Forordningen om Befrielse for at betale deres Gield, contribuerede meest dertil. Kong Philippus fremturede dog ikke stedse i den U-naade, han havde fatted mod Jøder; (b) Thi, saasom han merkede, at han havde skildt Riget ved saa mange rige Kiøbmænd og habile Haandverks-Folk, og Landet behøvede Penge i Henseende til de Bekostninger, De kaldes tilbage igien.som skulde giøres paa det forestaaende Tog til det hellige Land, kaldte han de Landflygtige siden tilbage igien, hvilket af Geistligheden særdeles blev lagt ham til Last, saa at de tilskreve denne Tilbagekomst alle de U-held, som Kongen siden havde.

Men ligesom man da handlede med Jøderne udi Frankrige, saa blev paa samme Tiid handled med de Romerske Christne til Constantinopel, og det af samme Aarsag. Den nys afdøde Keyser Manuel havde haft saadan Fortroelighed til Latinerne, at han |662betroede dem de allervigtigste Sager, og foraarsagede denne gode Medfart, at Latinerne myrdes i Constantinopel.de i Hobetall strømmede til Constantinopel i hans Tiid. Over dette bare Grækerne stor Fortrydelse, helst, saasom denne Faveur vederfoeres dem, som ikke vare eenige med dem i Religionen, og derfor strax efter Manuels Død arbeidede paa at undertrykke og udrødde dem, hvilket ogsaa skeede, thi der skeede udi det Aar 1182 et almindeligt Massacre, hvorudi de Grædske Munke og Præste lode see allerstørst Iver og Hidsighed. En stor Deel blev myrded, andre bleve soldte, og de øvrige reddede sig med Flugten.

Paa denne Tiid begyndte rett at blive kiendte de saa kaldne Valdenser, en Sect udi Frankrig, som har varet indtil denne Tiid. Den samme regner sin Begyndelse fra det Aar 1160, og det ved saadan Leilighed: Da nogle fornemme Borgere vare eengang forsamlede til Lion, døde een af dem pludseligen udi deres Nærværelse. De Valdenser.Petrus Valdus, som var udi samme Selskab, blev af denne Hændelse saa bevæged, at han strax derpaa uddeelede en stor Sum Penge til de Fattige, slog sig til en særdeles Devotion, og tog sig for at forklare Skriften paa hans Moders Maal. Dette ansaae Geistligheden som en Formastelse, og satt ham til rette derfore. Men han foragtede deres Trusler, blev ved at undervise, og sagde til sine Tilhørere, at Clericiet, som var nedsiunken i Vellyst og Fordervelse, bevæbnede sig imod dem allene, fordi de førte et helligt Liv og Lærdom. Deres Tall formeerede sig dagligen, og bleve de efter deres Læremesters Navn kaldne Valdenser eller de Fattige af Lion. Dog kand man ikke just fra Valdi Tiid sætte deres rette Begyndelse; Thi disse Folk roese sig af at de ingen Stifter have haft, men foregive, at deres Lærdom er Levninger af den gamle simple Apostoliske Lærdom, som har været conservered blant dem. Om dem gives ofte Leilighed at tale udi efterfølgende Historie.

|663 1185Pave Lucius døde udi det Aar 1185, og blev succedered af Urbano III. Det er ved Lucii Død, at den bekiendte Godofredus af Viterbo ender sin Krønike kalden Pantheon, Urbanus III. Pave.og paa hvilken han siges at have arbeidet udi 40 Aar. Han dedicerede den til den nye Pave Urbano III, underkastende den hans Examen. Paven kunde ikke andet end approbere et Skrift, der stedse flatterer det Romerske Hoff; Thi Godofredus siger blant andet om Constantino Magno, at han gav Pave Sylvestro Kongelig Værdighed, og cederede Rom med Italien og Gallien til den Romerske Kirke. Udi Henrici IV. Historie tilstaaer han dog, sig ikke at have fundet i Historien nogen Keyser at have været excommunicered eller afsatt af Paven for Gregorii VII Tiid. Godofredi Krønike begynder fra Verdens Skabelse, og ender med det Aar 1186.

Tvistighed mellem den nye Pave og Keyseren.Mellem denne nye Pave og Keyser Friderik reisede sig strax store Tvistigheder; Og gav først Anledning til Misforstand dette, at Fridericus lod krone sin unge Søn Henricum udi Italien, hvilket Paven meenede ikke at kunne skee uden hans Tilladelse. Derforuden blev han og allarmered over det Ægteskab mellem samme Henricum og den Sicilianske Princesse Constantiam, som var den næste Arving til Sicilien efter den da regierende Konges Død, og, saasom samme Konge ingen Børn havde, var Anseelse til at Sicilien vilde falde til bemældte Princesse, og conseqventer foreenes med Keyserdommet, hvilket var det som Paven af allting mindst ønskede. Dertil kom strax en anden Ting, som kastede Olie i Ilden. Den unge Konge Henric, da han endda var i Italien, lod han til sig kalde en vis Bisp, og tilspurte ham, af hvem han havde faaet sin Forlehning, da nu Bispen svarede noget fræk dertil, at han havde faaet den af Paven, som saadant allene tilkom, lod Kongen ham prygle. Lidet derefter lod han gribe een af Pavens Tienere, som førte en stor Sum Penge, tog Pengene fra ham, og lod hans Næse afskiære. Dette ophidsede Urbanum saaledes, at han lod Keyseren citere, og true med Excommunication, forladende sig paa de Tydske Bispers Affection, hvorudi han |664dog blev bedragen; Thi de samme forsamlede sig kort derefter, og affærdigede et temmeligt haart Brev til Paven, hvorudi de formanede ham til Fred og Sagtmodighed, og ikke at skride til den Yderlighed at excommunicere Keyseren. Dette holdt Urbanum noget tilbage, skiønt han Aaret derefter stillede sig paa nye an at vilde fuldbyrde sine Trusler, havde ogsaa virkeligen skreedet dertil, hvis Døden ikke havde forekommet ham.

Saladins Fremgang.Førend denne Pave døde, fik man de sørgelige Tidender om Saladins store Fremgang, og det Christne Hierosolymitanske Riges Undergang. Denne Ulykke skeede ved saadan Leilighed: Arnoldus de Chatillon plyndrede en Caravane, som passerede fra Ægypten til Arabien, og lod slutte Folkene i Baand og Kieder. Saladin kunde ikke andet end bære Fortrydelse derover, helst som denne Gierning skeede paa en Tiid, da han havde sluttet Stilstand med de Christne. Han fodrede strax Fangerne tilbage, men forgiæves; Thi bemældte Arnoldus veigrede sig ikke allene derfor, men udøsede mange haarde Ord mod Mahomed. Herudover blev Stilstanden brudt, og Kriig erklæred, og Saladin var da Mester over Ægypten, Arabien, Syrien og Mesopotomien, saa at de faa Steder, de Europæiske Christne havde, vare alle omringede og indsluttede af hans Lande, hvorfore man intet lykkeligt Udfald kunde vente af saadan Kriig, helst under saadan en Anfører som Saladin. Da Kriigen begyndte, regierede udi Jerusalem Guido af Lusignan. Udi hans Lande giorde Saladin et Indfald udi 1187det Aar 1187 med 50000 Mænd, og bemægtigede sig strax den vigtige Stad Tiberias, beleirende Castellet. Imidlertiid kom Guido med den Christne Kriigshær Hans Seyer over de Christne.til Undsættning, og blev da udi Julii Maaned holdet et blodigt Feltslag ved Tiberias, som varede udi 2 Dage. Endeligen bleve de Christne efter en haardnakken Modstand slagne, og Kongen tilligemed Mesterne af Tempel- og Hospitalier-Orden faldte udi Saladins Hænder, hvilken handlede lemfældigen med alle Fangerne, undtagen dem, som vare af Tempel-Ordenen, hvilke han lod omkomme som Røvere og Stimænd, og kand man sige, at de hartad fortienede saadan Titel.

|665Efter denne store Seyer bemægtigede Saladin sig Castellet af Tiberias, og derpaa beleyrede Jerusalem. Staden var vel i Stand til at kunde holde længe ud; Men de Beleyrede vare blevne saa mistrøstige over det Slag ved Tiberias, og deres Konges Fængsel, at Dronningen, som var indslutted udi Staden med de Fornemste, begierede at capitulere. Saladin stillede sig i Begyndelsen an, som han ingen taalelig Capitulation Erobrer Jerusalem.vilde give dem, sigende, eftersom de selv ved Jerusalems Erobring havde omkommet over 70000 Musulmanner, saa var nu Tiid at hevne saadan Blods-udgydelse. Omsider lod han sig dog overtale til at unde dem saadanne Vilkor, at Adelen og Krigsfolket maatte bevæbnede gaae ud af Staden, og blive convoyered enten til Tyrus eller et andet Sted, hvor de vilde. De Gemeene derimod skulde betale en vis Saladins Generositet.Taxt over Hovedet, og derpaa bringes i Sikkerhed med deres Mobilier. Saaledes faldt Jerusalem igien i de Vantroendes Hænder, og blev overgiven den 2 Octobr. 1187. Saladin holdt efter sin berømmelige Sædvane alle Conditioner til Punct og Prikke, ja meer end han havde loved; Thi da Patriarchen Heraclius tog alle Prydelser af Kirken, og alt det Sølv og Guld, som var i den hellige Grav, og som beløb sig til 200000 Rixdlr. i Guld, satte hans fornemste Officiers sig derimod, sigende, at han efter Capitulation ikke var berettiget til at bortføre uden privat Gods og Formue. Men Saladin, endskiøndt han fandt deres Paastand ikke ilde grundet, erklærede sig dog i Faveur af Patriarchen, og sagde: Omendskiøndt de Christne ikke ere berettigede dertil, saa dog, for ikke at give dem Anledning til Klage, og at udraabe vor Religion ilde, vil vi føye dem herudi. Det blev ikke derved, hans Generositet gik saa viit, at han for sine egne Penge løsede de fangne Christne fra sine Soldater, og satt dem paa fri Fod, og opmuntrede de andre høye Officiers at efterfølge hans Exempel. Han eftergav nogle 1000 Fattige den Taxt, de efter Capitulationen vare satte for, og underholdt en tidlang de Syge; Hvoraf sees, hvilke Dyder og Qvaliteter der var hos denne store Regent.

|666Saa snart Mahomedanerne komme ind udi Staden, lode de nedrive de Kaars, som ved Jerusalems forrige Erobring af de Christne vare oprettede, og forandre alle Christne Kirker til Mahomedanske Moscheer, undtagen den hellige Gravs Kirke, som de Syriske Christne kiøbte tilbage. Saladin lod retablere alle de Collegier, som de forrige Calipher og Sultaner havde stiftet i Jerusalem, og lod Exercitierne igien begynde udi den Mahomedanske Theologie og Jurisprudentia. Nogle raadede ham til at ødelægge den hellige Grav, sigende, at dens Conservation tienede kun til at styrke de Christne i Overtroe, og opmuntre dem til at bemægtige sig Jerusalem igien; Men Saladin lod den efter andres Raad blive ved Magt, holdende for, at, naar den hellige Grav var ødelagt, vilde Pillegrims-Reiserne ophøre, og Stedet tabe sin Næring, Herlighed og Anseelse, saa at det blev de Christne fremdeeles tilladt at besøge det hellige Sted, naar de komme u-bevæbnede, og aflagde en vis Tribut. Saaledes Ende paa det Hierosolymitanske Rige.endtes det Hierosolymitanske Rige, efterat det havde staaet under sine egne Konger udi 88 Aar. Og havde de Latinske Christne da intet tilbage udi Orienten, uden Antiochia, Tyrus og Tripolis. Det er merkeligt, at Saladin selv tilskrev sine Victorier de Christnes Synder.

Gregorius VIII Pave.Kort derefter døde Pave Urbanus III, og blev succedered af Gregorio VIII, hvilken arbeidede meget paa at bringe de Christne Førster i Gevær igien, for at giøre et nyt Tog til det hellige Land, og var det i den Henseende, at han bemøyede sig saa stærkt udi Italien, paa at stifte Fred mellem de stridige Pisaner og Genueser; Men han døde i dette Arbeide mod Udgangen af det Aar 1187, efterat han ikkun havde siddet i 2 Maaneder, og blev i hans Sted udvalt Paulinus Biskopen af Preneste, Clemens III.som lod sig kalde Clemens III. Denne Clemens fuldte sin Formands Fodspor i at opmuntre de Christne til at igientage det hellige Land, og formaadde han strax Kongerne af Frankrige og Engeland at lade sig kaarse. De Franske lode sig tegne med røde, og de Engelske med grønne Kaars. Og blev da paalagt den bekiendte |667Tiende, Decima Saladina.gemeenligen kalden Decima Saladina, eftersom Pengene skulde anvendes imod de Christnes Hoved-Fiende i Orienten Saladinum. Samme Saladinske Tiende bestoed derudi, at alle de, som ikke antoge Kaarset, skulde give den tiende Deel af deres Mobilier og Indkomster, og bleve ingen derfore befriede, uden Cistercienser- og Carthusianer-Munke, item Spedalske. De andre Munke og Geistlige, som hidindtil havde med Iver søgt at befodre disse Croisader, saa længe de skeede allene paa de verdslige Stænders Bekostninger, begyndte nu at see suurt derved, da de merkede, at man vilde have dem til at bære Byrden med de andre. Og var det i den Henseende, at den bekiendte Pierre de Blois skrev udi det Aar 1188 den haarde Epistel mod Decimam Saladinam, (a) sigende, at Kirken bør være fri efter den Frihed, som Christus Geistligheden besværger sig derover.har forhvervet den, og at betynge den med Paalæg er at bringe den i Slaverie som en Agar, hvilket kunde forklares paa andet Sprog saaledes, at Kirken, som havde Landets Rigdom inde, havde erhvervet sig Rett, intet at contribuere til GUds Navns Forfremmelse, saasom Christus havde forordnet, at den skulde aldrig give, men altiid tage og anvende sine Indkomster alleene paa at giøde Præste og Munke.

Alting var nu i Bevægelse fast over heele Europa, og de fleeste Lande vrimlede af Kaars: Men dette Tog blev forhalet i Frankrig og Engeland, 1189endeel formedelst en Kriig, som reisede sig mellem begge Konger, endeel ogsaa formedelst den Engelske Konges Henrici II Død, som skeede 1189. Keyser Friderichs Tog til Orienten.Keyser Friderich derimod begav sig dette Aar paa Reisen, geleided af sin Søn Hertugen af Svaben, og kom samme Aar udi den Constantinopolitanske Keysers Land. Den Keyser, som da regierede, var Isacius Angelus, hvilken havde lovet de Tydske Tropper fri Passage; Men det befandtes, at han paa samme Tiid havde giort Forbund med Saladin, hvilket da Fridericus Barbarossa fik Kundskab om, skiendte og brændte han allevegne udi den Grædske Keysers 1190Lande, og |668Aaret derefter 1190 passerede Hellespontum, og kom ind udi Asien. Der var han i Begyndelsen lykkelig; Thi han slog Tyrkerne tvende gange, og erobrede Drukner i en Flod.den vigtige Stad Cogny eller Iconium; Men, da han vilde bade sig udi en liden Flod i Cilicien, druknede han ved en u-lykkelig Hændelse, efterat han havde regieret udi 37 Aar, og det med stor Myndighed: Thi jeg seer udi hans Tiid at være exeqvered den Lov de Canibus gestandis, og at Erke-Bisp Arnoldus af Mayntz, samt Herman, Pfaltzgreven af Rhein, bleve dømte til at bære en Hund og en Stoel, til Straf for den U-roelighed de havde stiftet i hans Fraværelse. (a) Erke-Bispen blev vel, i Henseende til hans Alder og geistlige Værdighed, denne gang forskaanet, men Pfaltzgreven maatte tilligemed 10 af sine Tilhængere bære en Hund, en Tydsk Miilveys, (b) og vidner Otto Frisingensis, at denne Haanhed indjog Skræk udi hver Mand. Hans Søn Friderich, Hertugen af Svaben, tog sig vel Commando an over Krigshæren, men han døde nogle Maaneder derefter, saa at det Tydske Tog havde kun slet Udfald.

Den nye Engelske Konge Richard forlod sit Rige mod Udgangen af det Aar 1189, og Aaret derefter begav sig med Kongen af Frankrig Philippo Augusto paa Reisen til det overlagde Tog. Der fortælles om Kong Richard, at en Normandisk Præst havde den Dristighed at sige ham i Øyene, Eders Majestæt har 3 Døttre, nemlig Forfængelighed, Gierrighed og Overdaad. Kongen svarede strax dertil, at han ville gifte disse tre Døttre bort, den første til Tempel-Herrene, hvis Hofmod og Forfængelighed var større end Lucifers, den anden til Cistercienser-Munkene, hvis Gierrighed var u-mættelig, og den 3die til Bisperne og Præsterne, i Henseende til deres u-ordentlige og vellystige |669Levnet. 1191Begge Konger skildtes fra hinanden udi Lion, og komme begge lykkeligen til Sicilien 1191, og derpaa begave sig med samlet Magt til Asien, De Franske og Engelske bemægtige sig Acre.trængende sig ind udi Palæstina, og der assisterede Kongen af Jerusalem, som beleyrede Acre med saadan Eftertryk, at Staden samme Aar maatte overgive sig, og har Acre siden været eet af Latinernes beste Bolverke i Palæstina. Men der reisede sig strax Misforstand mellem disse tvende Konger, saa at Philippus Augustus gik til Skibs, og seylede til Frankrige igien. Medens Acre var beleyred, anrettede nogle Tydske fra Bremen og Lybeck et Hospital for de syge Soldater under et Telt, efter hvis Exempel siden, da Staden blev erobred, en riig og fornemme Tydsk De Geistlige Ridderordener i Orienten.Herre paa sin egen Omkostning byggede et rett Hospital for de Tydske Fattige og Svage. Og, saasom med Tiden adskillige Adelsmænd og Riddere sloge sig dertil, udspiirede deraf den 3die geistlige Orden. Denne nye Orden blev kalden den Tydske Ridder-Orden af St. Maria af Jerusalem, og var den første Ordens-Mester Henricus Valpot.

Hospitalier-Orden.Saaledes vare der 3 geistlige Ridder-Ordener i det hellige Land. Den første var de saa kaldne Hospitaliers eller Johannis Ridder-Orden, hvilken havde saadan Oprindelse: Nogle Kiøbmænd fra den Stad Melphi i Neapolis erholdte, noget før de store Tog begyndte, Frihed af den Ægyptiske Caliph at bygge et Huus til Jerusalem for dem og andre vandrende Christne. Saasom de siden voxede til udi Magt og Anseelse, byggede de tvende Kirker, og endelig et Hospital med en Kirke St. Johanni til Ære, hvorudover de siden bleve kaldne Hospitalier eller Johannis-Riddere. Deres Anseelse voxede meget til, da de Vestlige Christne bemægtigede sig det hellige Land, saa at der en rett fuldkommen Ridder-Orden blev stiftet 1104, da Balduinus I. var Konge i Jerusalem. Disse Riddere florere endnu, og er det de samme, som nu omstunder Tempel-Orden.kaldes Riddere af Malta. Tempel-Ordenen begyndte i det Aar 1118, da Hugo de Paganis med nogle andre opoffrede sig til Troens Forsvar, og stifftede et Militaire Societet. Balduinus II gav dem et Pallads nær ved Jerusalems Tempel. |670Samme Pallads førte Navn af Kong Salomons Tempel, hvorudover de bleve kaldne Templarii eller Tempel-Herrer. Disse Tempel-Herrer toge siden mærkeligen til udi Mængde og Rigdom, og giorde de Christne store Tienester i Orienten. Matthæus Parisius siger, at de paa en Tiid eyede 9000 Huuse, som kaldtes Manerier. (a) Men deres Magt og Rigdom giorde dem omsider saa overmodige, at de ikke allene foragtede Patriarchen i Jerusalem, men endogsaa satte sig op mod Kronede Hoveder, og plyndrede saavel Christne, som Mahomedaner. Efterat de tilligemed de andre Latinske Christne vare uddrevne af det hellige Land, adspreedede de sig over alt udi Europa, i sær i Frankrige, og varede denne Orden indtil 1312, da den paa det Concilio, som holdtes til Vienne, blev afskaffed og en stor Execution Aaret derefter skeede, da Ordens-Mesteren Jacobus de Molai blev levende brændt, og mange Riddere henrettede i Henseende til de grove Laster, de bleve beskyldede for. Hvad den sidste, nemlig Den Teutoniske Orden.den Teutoniske Ridder-Orden angaar, da maatte den omsider ogsaa med de andre forlade Palæstina, og Ridderne retirerede sig til Tydskland, hvor Ordenen er endnu deelt udi adskillige Commenderier, og haver en Stor-Mester, som residerer i Mariendal.

Efter den Franske Konges Philippi Bortreise blev Richardus overfalden af Saladin ved Assur. Der blev holdet et blodigt Slag, hvorudi Richard, endskiøndt han var meget svagere, dog erholdt en fuldkommen Seier. Men, som han strax derefter fik Tidender om adskillige U-roeligheder, som havde reiset sig i Engeland, iligemaade at Kongen af Frankrige vilde betiene sig af hans Fraværelse for at indfalde i hans Lande, maatte han slutte 3 Aars Stilstand med Saladin, og derpaa begive sig paa Hiem-Reise igien. Men, som han var tvungen til at reise igiennem Leopoldi Hertugens af Østerrige Lande, som han høyligen havde fortørned udi Beleiringen for Acre, blev han, skiøndt han havde forklædet sig som en Tempel-Herre, fangen af samme 1192Hertug 1192, og maatte |671blive det heele efterfølgende Aar i Fængsel, og var det ikke uden med stor Nød og haarde Conditioner, at han kom løs igien.

Philippus Augustus forskyder sin Dronning.Paa samme Tiid reisede sig stor U-roelighed i Frankrig i Henseende til Kongens Ægteskab med den Danske Princesse Ingeborg. Philippus Augustus lod efter sin første Dronnings Død anholde om denne Princesse hos hendes Broder Canutum 6, hvilken strax accorderede ham hende, og blev hun geleided af Bisp Peder af Roskild til Frankrig, og imodtagen af Kongen til Amiens. Hun holdt Bilager med Kongen den 14 Aug. 1193, og Dagen derefter blev kroned med stor Høytidelighed, men man merkede, at medens Ceremonierne varede, Kongen saae hende an med en Slags Afskye; Thi han blegnede og zitrede, og kunde neppe være tilstede, saa længe Acten varede. Strax derpaa blev talet om Separation, og foregav Kongen, at hun var ham for nær beslægted, og at han derfore med en god Samvittighed ikke kunde leve i Ægteskab med hende. To Maaneder og tre Uger efter Brøllupet lod han samle et Parlament til Compiegne, hvor der lode sig indfinde Vidner, som svore, at der var nær Blods-Forvandtskab imellem den afdøde Dronning Isabelle og Ingeborg, hvorudover Bisperne, som vare underkiøbte af Kongen, casserede dette Ægteskab; Kongen besluttede strax derpaa at lade hende skikke til Dannemark igien; Men hun undsaae sig ved at reise tilbage, og blev udi et Kloster i Frankrige, hvor hun blev gandske slett underholdet. Da Kong Knud fik Tidender om sin Søsters Medfart, skikkede han tvende Gesantere Andream Sunonis og Abbed Wilhelm til Rom, og anholdt hos Pave Cœlestinum III, at Kongen i Frankrige maatte sættes i Band. Man giorde sig da Umage at udregne Dronningens Genealogie, og dresserede Abbed Wilhelm den Genealogiske Tabell, som vi endnu have, for at vise, at Kong Philippi Foregivende var uden Grund. Ansøgningen varede indtil det Aar 1200, da Pave Innocentius III Frankrige sættes derover i Band.omsider ved sin Legat, Petrum af Capua, lod sætte heele Frankrig i Kirkens Band, hvilket Geistligheden i Frankrige efterlevede, saa at Gudstienesten ophørede over det heele Rige, |672hvorudover Kongen blev saa forbittred, at han drev mange Geistlige udi Landflygtighed, og confisqverede deres Gods. Han lod ogsaa paa Hiemveyen arrestere udi Burgundien Andream Sunonis Kongens Cantzler, og Pavens Legat, samt Abbed Wilhelm, efterdi de bragte Breve med sig fra Paven, Dronningens Sag angaaende. Om det Fængsel taler Wilhelmus selv i eet af sine Breve, hvorudi han begierer, at Legaten maa løsgives, og han selv maa blive i Fængsel (a). Men Excommunicationen ophørede derfor ikke; Hvorudover Kong Philippus maatte falde til Føye, og love at tage sin Dronning igien. Men den Afskye, han havde fattet for hende, KongenKongen]Kongen] B, Konger A Kongen] B, Konger A tager hende til sig igien.varede endda mange Aar, indtil han omsider, rørt af sin Samvittighed, tog hende til sig igien, efterat dette Skilsmisse havde varet i 16 Aar. Man seer af Kong Philippi samt adskillige andre Kongers Exempler, at Paverne toge ikke i Betænkning at excommunicere dem, efterdi de ikke kunde forliges med deres Dronninger, og at hvor meget Tilstanden var bleven forandret siden Dagoberti Tiid, hvilken ikke allene forskiød sin Dronning uden Aarsag, men endogsaa giftede sig med en Nonne, som han rev ud af et Kloster (b). Denne Gierning blev ikke allene u-paatalt; Men Geistligheden var saa fornøyed med ham, at de saae Helgene at bære hans Legem udi Abrahams Skiød.

Den Engelske Konge Richard fandt ved sin Tilbagekomst Landet udi en forvirred Tilstand; Og, saasom Philippus Augustus havde giort Indfald i hans Lande, maatte han strax ruste sig til Krig, og var dette Frugten af denne hellige Reise. Paven søgte vel at giøre dette gott igien, og at lægge Plaster paa Saaret ved at excommunicere Hertugen af Østerrige, der havde fængslet ham, og betinget sig en anseelig Sum Penge for hans Frihed; Men Kongen af Engeland blev kun lidet hiulpen af denne Excommunication; Thi, saasom Paven gav Hertugen Vallet, enten |673han vilde forblive udi Kirkens Band eller fornøye Kong Richard, udvaldte Leopoldus det sidste. Dog, saasom adskillige U-held siden tilsloges ham, og man bildte ham ind, at det var en Virkning af Excommunicationen, faldt han omsider til Føye, og lovede at give Kongen Satisfaction; skiønt det blev ikke fuldbyrdet, efterdi han døde kort derefter, og hans Successor vilde ikke forbindes til sin Formands Løfte.

Den Navn-kundige Saladin døde kort efter Richardi Bortreise fra Palæstina, hvorudover Paven, da han fik Kundskab om hans Død, søgte at bringe de Christne udi Gevær igien; Men saadant kunde da ikke skee udi Frankrig og Engeland, efterdi begge Riger vare indviklede udi Kriig sammen, og Richardus søgte at hævne den U-rett, som Philippus i hans Fraværelse havde tilføyet hans Lande. Udi denne Kriig tildrog sig iblant andre mærkværdige Ting dette, at Philippus, Biskopen af Beauvais, blev fangen af de Engelske. Paven intercederede strax for Biskopen, hvilken han kaldte sin kiære Broder, hvorudover Kongen skikkede ham det Harnisk, som Biskopen var iført, da han blev fangen, og lod ham sige: See om det er eders Broders Kiortel (a). Saasom nu formedelst de Uroeligheder, som vare imellem Frankrige og Engeland, man ingen Forhaabning kunde giøre sig om at nyde nogen Undsætning af samme Riger, arbeidede Paven paa at bringe de Tydske i Harnisk, hvilket lykkedes ham; Thi en stor Mængde Tydske begave sig udi det Aar 1197 paa Reisen til det hellige Land. De samme vare i Begyndelsen lykkelige og erobrede adskillige Stæder; Men deres Sager begyndte siden at gaae Krebsgang, og, som Keyser Henrich paa samme Tiid døde, og hans Død foraarsagede Splid udi Riget, søgte enhver den nærmeste Vey tilbage igien. Pave Cœlestinus døde ogsaa mod Enden af dette Aar, saa at man fik andet at tænke paa i Europa, end at giøre Conqueter i de andre Verdens Parter, helst udi Tydskland, hvor efter Keyser Henrichs Død bleve udvaldte tvende |674Konger paa eengang, nemlig Philippus Hertugen af Svaben, og Otto Hertugen af Saxen, hvilke begge i fremtiden kunde vente en stor Rival udi den afdøde Keysers unge Søn Friderich, der i Henseende til hans Moder Constantia havde Rett til Sicilien, og af samme Constantia strax blev kroned til Konge udi Palermo. Udi Innocentius III. Pave.denne Tvistighed tog den nye Pave Innocentius III Ottonis Parti, hvorved de andre dog ikke forlode deres Prætensioner. Samme Innocentius confirmerede strax ved 1198sin Ankomst til Regimentet den bekiendte Hellig-Trefoldigheds-Orden, som de Franske siden have kaldet Mathuriner-Orden. Dens Stiftere var Jean de la Mathe og Felix, om hvilke fortælles mange Miracler, blant andet at de vare geleidede af en Engel udi en Hiorts Skikkelse, og at samme Hiort blev bragt med dem ind udi Pavens Audience-Sahl, Mathuriner-Ordens Stiftelse.hvor den giorde 3 dybe Reverencer, og derpaa nærmede sig til Pavens Throne, og kyssede hans Fødder; (a) Saa, at hvis Historien er rigtig, ingen kand tvile om, at den Rett, som Paven paastaaer, jo er vel grunded. Den nye Orden, som da blev stifted, er kalden Mathuriner-Orden, ikke af Stifteren de la Mathe, som nogle meene; Men af det Sted hvor de byggede deres Kirke i Paris, og hvor St. Mathurini Legeme var begraved. Om Jean de la Mathe fortælles ellers, at han stiftede et Nonne-Kloster, hvor Nonnerne, da de engang fattedes Proviant, bleve bespisede af Himmelen ved tvende u-bekiendte Jomfruer, som dagligen tilbragte dem Mad-Kurve, og giorde en dyb Compliment for Abbedinden: Men man kand sige, at disse Tider vare ligesaa frugtbare paa Miracler, som paa slette Munke. Fattedes dem Mad, saa maatte Jomfruer bringe den af Himmelen ned udi Klosterne; Vilde de over Vandet, saa kunde de seyle paa Mølle-Steene; Vilde de hvile sig, saa maatte Biergene bløde sig, og tage Skikkelse af Stoele; Og vilde de sige Messe, saa ringede Klokkerne af sig selv. Intet er prægtigere end hvad som fortælles om den fattig Præst udi Auvergne ved Navn Amable, nemlig, at, naar han |675reisede, saa bar Soelen hans Handsker og Regne-Kappe efter ham, ligesom en Lacquay, og seer man derfore ved alle St. Amables Skilderier udi Auvergne afmalede hans Handsker og Kappe hængende ved en Solens Straale. (a)

Det 12 Seculi Tilstand.Saaledes var Tilstanden mod Slutningen af dette Seculo, hvilket jeg hermed ender. Man seer af Historien, hvorledes Kirke-Staten da var, og at de Romerske Paver udi deres Anseelse og Myndighed intet havde tabt. Da antegner man som noget Nyt, at Keyseren maatte holde Stiebøyelen for Paven, naar han steeg til Hest, hvorvel, da Keyser Lotharius veigrede sig derfor, man bildte ham ind at det var en ældgammel Sædvane. Det er artigt hvad som antegnes om Friderico Barbarossa, at han eengang blev satt til Rette, efterdi han havde holdet den venstre Stiebøyel for Pavernes Magnificence.Paven, da han steeg ned af Hesten, da han burte holdet den høyre for ham; Hvortil Keyseren svarede, at man ikke maatte regne ham det til Onde, efterdi det var den første gang han havde ageret Stald-Knægt; Men han beqvemmede sig dog til den anden Dag at holde Stiebøyelen paa den Maade, som ham blev foreskreven. Hvad Myndighed de andre Biskoper efter Pavernes Exempel tiltoge sig, sees fornemmeligen af Erke-Bisps Thomæ Beckets Opførsel mod Kong Henrich. Udi dette Seculo Bernhardiner-Orden.bleve stiftede adskillige Munke-Ordener, som Bernhardiner, hvilke saaledes bleve kaldne af den berømte Bernhardo, skiønt de vare de samme som Cistercienser eller reformerte Benedictiner. Det samme kand og siges om det Abbedie de la Trappe, som udi dette Seculo, nemlig 1140 blev stifted af Rotrou, Greven af Perche, hvilket var af en reformered Cistercienser-Orden. Det samme faldt noget derefter udi stor U-orden, hvilken varede indtil 1662, da Abbeden af Rancé tog sig paa at reformere Præmonstratenser.det igien, saa at det fra den Tiid har været i Anseelse. (b) Foruden dem bleve stiftede de Præmonstratenser, saaledes kaldne af det Sted Præmonstrat eller Pratomonstrato, hvor Stifteren Norbertus, som |676var en Lothringer af Geburth, opholdt sig: Carmeliter.De samme levede efter Augustini Regler. De Carmeliter holdes for at have deres Begyndelse fra det Aar 1160, hvorvel intet vist derom kand siges. De vare først Eremiter, som boede adspreedte udi Palæstina, og siden samlede sig paa det Bierg Carmel, hvor de byggede et Kloster. Da de med andre bleve drevne ud af det hellige Land, udbreedede de sig over heele Europa. Foruden de geistlige Ridder-Ordener, som i dette Seculo bleve stiftede, og hvorom i Historien er talt, bleve udi Spanien funderede tvende, nemlig af St. Jago og Calatrava.

Af denne store Mængde af Klostere og geistlige Ordener, som ideligen formeerede sig, og som forbandt u-tallige Mennesker til at leve i eenlig Stand, skulde man have kunnet vente, at de Forbud mod Præsternes Ægteskab enten skulde ophøre, eller i det ringeste formildes; Men man seer tvertimod, at de udi dette Seculo have været exeqverede med yderste Strenghed; Saa at endogsaa de Nordiske Præster, som af alle havde meest figtet for at beholde deres Hustruer, maatte da ogsaa skille sig ved dem, hvilket det bekiendte Vers viser:

Lærdommens Tilstand.Hvad Lærdommen angaaer, da har jeg forhen omstændigen talet om Gratiano og de Scholastiske store Lærere, hvilke bragte Jus Canonicum og den Scholastiske Philosophie ind paa de høye Skoler, og en nye Maade at studere Theologie paa, som bestoed i Terminis, subtile og u-nyttige Spørsmaal, accomodered efter Aristotelis Philosophie. Derved blev solide Lærdom ikke lidet qvælet, og den studerende Ungdom blev saa indvikled udi forblommed og vanskelig Sladder, at den ikke kunde komme til nogen Kundskab udi fornødne og vigtigere Ting; Og blev siden forbudet at læse Bibelen paa Moders Sprog, under Prætext at eenfoldige Folk af saadan Læsning kunde forfalde til vrange og farlige Meeninger, det er, see Paven og Geistligheden ind udi Kortet, og eftersee, om deres Lærdom, Levnet og Regiment var grunded paa GUds Ord. For at bevise at det var fornødent at officiere, og i sær at administrere Altarets Sacrament paa et fremmed Sprog, brugtes latterlige Argumenter, blant andet, at nogle Hyrder havde lært Indstiftelsens Ord og læset dem over deres Brød, hvorved Brødene vare blevne forvandlede til Kiød. (c) Det var ellers |678udi dette Seculo, 7 Sacramenter.at den Lærdom om de 7 Sacramenter rett blev stadfæsted. Man havde tilforn vakled derudi, saa at een og anden Lærer havde talet nu om fleere, nu om færre Sacramenter. Og seer man, at Bernhardus ogsaa har holdet den Ceremonie, at toe de Fattiges Fødder, for et Sacrament. Men Petrus Lombardus var den første, som udi dette Seculo har talet decisive om de 7 Sacramenter, og var hans Decision nok for at giøre det til en Apostolisk Lærdom, hvorvel intet har været vanskeligere at bevise, saa at man paa det Tridentinske Concilio, hvor denne Artikel blev examinered, betienede sig af rett latterlige Argumenter, som af de 7 Dyder, de 7 dødelige Synder, de 7 Ægyptiske Plager, de 7 Dage i Ugen, de 7 Planeter, og endeligen af det 7 Talls Ypperlighed, ligesom de samme vare Forbilleder for de 7 Sacramenter. (a)

Skribentere. Zonaras. Nicetas Choniates. Euthymius. Hugo Victorinus. Petrus Blesensis. Joachimus Calaber.De fornemste Skribentere i dette Seculo vare Zonaras, der har skrevet en Krønik fra Verdens Begyndelse til Alexii Comneni Tiid. Nicetas Choniates, som har continueret den samme, saavelsom Georgius Acropolita og Pachymeres. Euthymius Zigabenus, der har skrevet en Panopliam mod Kiettere. Hugo Victorinus, som har skreven en Hob Commentarier over Bibelen, og blev kalden den anden Augustinus. Petrus Venerabilis og Petrus Blesensis, gemeenligen Pierre de Blois, som ikke have skyet sig ved at sige adskillige Sandheder. Joachimus Calaber, de Tiders Prophet, men med hvis Prophetier den Romerske Geistlighed var ikke fornøyet, efterdi han spaaede den intet gott. Han beskyldes ellers for at have konstlet paa Religionen, saa at han af den hellige Trefoldighed har villet giøre en Firefoldighed Sigebertus.(Qvaternitatem) (b). Sigebertus af Gemblours, der har continueret Hieronymi Helmoldus.Krønike til det Aar 1112. Helmoldus, hvis Slaviske Krønike er i Henseende til dens Oprigtighed udi stor Estime. Den samme begynder fra Carolo Magno, og ender Wilh. Gemeticensis. Cosmus Pragensis. Saxo Grammaticus. Wilh. Malmesb. Rog. Hoveden. Huntingdon. Wilh. Tyrius. midt udi dette |679Seculo. Wilhelmus Gemeticensis, hvis Normandiske Historie vi have. Cosmus Pragensis, der har skrevet en tilforladelig Bøhmisk Historie. Saxo Grammaticus, hvorom videre skal tales udi efterfølgende Seculi Historie. Wilhelmus Malmesburiensis, der med stor Oprigtighed har skrevet den Engelske, saavel Geistlige som Verdslige Historie. Rogerius af Hoveden, hvis Engelske Annales gaaer indtil 1102. Henricus Huntindonensis iligemaade en Engelske Skribent. Wilhelmus Tyrius, der udi 23 Bøger har beskrevet de Christnes Tog til det hellige Land. Hildegardis, de Tiders Prophetinde, og adskillige andre. Om Bernhardo de Tiders Oracle, samt Johanne Salesburiensi, Gratiano, Lombardo og Petro Comestore er tilforn talet. Irnerius, en Tydsk Jurist, var ellers i stor Anseelse udi dette Seculo. Den samme var Keyser Lotharii Cantzler, og overtalede ham til at lade den Justinianæiske Rett, som i lang Tiid var kommen af Brug, at læres udi Jus Justinianeum indført ved Irnerium.Skolerne. Han holdes ogsaa først at have indført Doctor-Graden paa Academierne, hvortil han selv forfattede Formularier, og var det udi Bologna, at den Ceremonie først blev indført. Doctor-Graden var først allene in Jure, og blev siden brugt af Lombardo i Theologien. Om den Justinianske Retts Fornyelse taler Heiss udi hans Historie over det Tydske Rige saaledes: Keyseren begav sig til Tydskland igien, hvor han ved Werner Ursbergs eller Irnerii Raad forordnede, at den Justinianske Rett, efter at den havde cessered udi 5 til 600 Aar, skulde bruges igien. Derpaa blev samme Rett indført udi Italien og Tydskland, og siden udi Frankrig og Spanien, hvor Indbyggerne tilforn allene havde betient sig af deres egne Rette og Sædvaner. Blant Mahomedanerne vare anseelige den store Arabiske Medicus og Astrologus Arabiske Skribentere.Alchindus, hvilken Cardanus regner blant de 12 sublime Geister (a): Averröes, som oversatt Aristotelis Bøger paa Arabisk, og fik den Ære-Titel af Commentator. Han giorde vel Profession af den Mahomedanske Troe; Men |680der fortælles, at han skulde have sagt, at den Christne Religion var umuelig, den Jødiske Barn-agtig, og den Mahomedanske Svinagtig, saa at, hvis saa er, haver han ingen Troe haft.

Blant dette Seculi Kiettere vare i Orienten de Bogomili, hvis Udspring forhen De Valdensers Lærdom og Forfølgelse.er viiset. Udi Occidenten syntes alting at være opfyldt med adskillige Slags Kiettere, men derved er at merke, at de, som kaldtes Valdenser, Picarder, Arnoldister, de Fattige af Lion, Lollarder &c. vare af een og den selv samme Sect. Deres fornemste Lærdom var denne, at Paven var ikke meer, end en anden Bisp; Ingen Forskiæl maatte være imellem Præster; Der vare kun 2 Boliger efter Døden, nemlig Himmerig og Helvede, og Skiærsild var en Digt. Siæle-Messer vare gierrige Præsters Paafund, saasom man forgieves beder for de Afdøde. Billeder, vied Vand, Palme-greene og andre dislige indførte Ceremonier burte afskaffes. Enhver skulde være berettiget til at prædike GUds Ord. Den sidste Olie var intet Sacrament. Daaben burte forrettes med slett Vand allene. GUds Tempel var den heele viide Verden, og hvo som byggede Kirker og Klostere, syntes at ville indslutte GUds Majestæt. Det var en Daarlighed at tilbede Helgene. Fæster burte afskaffes, undtagen Søndagene &c. Alle disse Poster bleve holdne for gruelige Kietterier, sær den første Artikel, nemlig at Paven var ikke meer, end en anden Bisp; Thi en saadan Meening var paa de Tider den fordømmeligste. Herudover blev ingen Sect meere forfuldt, og ingen meer Løgn paadigted end denne. Ja Forbittrelsen mod de Valdenser var saa stor, at man prædikede Croisader imod dem, som mod Hedninger og Mahomedaner, hvilket skal viises udi efterfølgende Seculi Historie. Udi Orienten, sær til Constantinopel, opkaagedes de gamle Tvistigheder igien om Christi Legems Corruptibilitet, med den Forskiæl, at her allene blev spurt om Christi Legeme, naar det bekommes i den hellige Nadvere, er incorruptibelt, som det var efter Opstandelsen, eller corruptibelt, som det var for Lidelsen. Keyser Alexius Comnenus erklærede sig for den første Meening, saa at den blev til Orthodoxie; Og |681declamerer Skribenten Nicetas (a) hæftigen mod dem, der bragte saadan Subtilitet paa Banen. Om Petri Abælardi Forfølgelse er tilforn talet, og de andre saa kaldne falske Lærere vare af ingen stor Betydelse, hvorfore jeg strax vil begive mig til det trettende Seculi Historie. Ellers var Falske Messiæ.dette Seculum særdeles frugtbart paa falske Messias blant Jøderne; Thi der vare ikke mindre end 10, hvoraf een ved Navn Eldavid var den mærkværdigste, hvilken brugte saa meget Koglerie, at Kongen af Persien selv, imod hvilken han rebellerede, begyndte at ansee ham, som en Messias. Hvormegen U-mage man giorde sig for at faae ham i Hænder, saa var det dog forgiæves; Thi de, som satte efter ham, hørte ofte hans Røst, uden at see hans Person. Endeligen blev han forraaden og omkommen af sin egen Svoger, og bleve alle hans Tilhængere straffede paa Livet, hvilket var det eeneste, som saa vel denne Messias, som de forrige til Veye bragte. Eldavid levede mod Enden af dette Seculo (b).