Hvad de Vestlige Sager angaaer, da havde man i Begyndelsen af dette Seculo at bestille med at forviise en Helgen af Paradis igien, som man uforskyldt og af Overiilelse havde ladet komme derind. Gid det var ikke det eeneste Exempel paa ubetænksom Canonisation! Denne afsatte Helgen var Gulielmette af Bosnien, hvilken formedelst sin udvortes Hellighed havde været dyrked længe efter hendes Død, og havde hendes Fæst været celebrered 3 gange om Aaret: Men hendes Bedrageri blev siden aabenbaret, hvorudover hun i det Aar 1300 blev opgraven og brændt. Den nye Pave Bonifacius lod strax see, hvad han førte i sit Skiold. Da Alexander III, Kongen af Skotland, døde uden Livs-Arvinger, og der reisede sig Tvistigheder om Successionen mellem tvende Skotske Herrer, nemlig Johan Balliol og Robert Bruce, erklærede Kong Edvard af Engeland (a), som var udvalt til Dommer i den Sag, sig for Balliol, hvilken til Taknemmelighed erkiendte ham for sin Overherre og hyldede ham. Men, da han var bleven fast i Sadelen, greeb han til Gevær mod Edvard, men Kriigen Pave Bonifacii Prætensioner paa Skotland.faldt saa ulykkelig ud, at han blev fangen, og Edvard bemægtigede sig heele Skotland. Pave Bonifacius, der udi Hoffmod gav Gregorio 7 selv intet efter, og der ansaae alle Potentater som sine Fuldmægtige, og alle Riger som Lehne af det Romerske Sæde, affærdigede strax derpaa Skrivelse til Edvardum af saadant Indhold, at han forundrede sig over, hvorledes Edvardus turde understaae sig til at tilegne sig et Rige, som laae under den Romerske Stoel, hvorvel han intet anførte til Beviis paa sine Prætensioner, men sagde allene, at ingen kunde tvile derpaa. Edvardus derimod grundede sin Rett derpaa, at Balliol eengang havde erkiendt ham for sin Overherre, og siden som en rebelsk Vassal var falden i hans Hænder, hvilket kunde være til-|788strækkeligt nok for at igiendrive Paven, saa at han ikke havde haft fornødent at regne sin Rett til Skottland fra Kong Artus fabuleuse Tider. Bonifacius pousserede dog ikke denne Stridighed videre, men lod sig nøye med at erhverve Balliol Frihed igien. Man seer ellers af Jure Canonico, at en stor Misbrug med de Dødes Begravelse er gaaen i Svang udi denne Paves Tiid. Samme Misbrug bestod derudi, at man opskar døde Legemer, og kaagede dem i en Kiedel, indtil Kiødet skildtes fra Beenene, og skeede dette for at bortføre Beene for at begrave dem hvor man vilde. Mod dem, som practisere saadant, forkynder Bonifacius VIII Excommunication (a).

De Tragoedier, som stedse havde været spillede mellem Paverne og de Tydske Keysere, ophørede nu, saasom Keyser Rudolphus blev ved sin foretagne Stats-Maxime, ikke at bemænge sig med de Italienske Sager. Men som Paverne, helst denne Bonifacius, ikke kunde være ørkesløse, saa fik man Leilighed at tumle sig om med andre Potentater, og maatte da Philippus Pulcher, Kongen af Frankrig, præsentere en Hoved-Person paa den store Skueplads. Men førend jeg træder til denne Historie, vil jeg røre noget lidet om andre Sager, som tildroge sig for denne Tiid, og medens disse Tvistigheder varede. Mod Enden af forrige Seculo opvaktes stor U-eenighed udi Den Danske Erke-Bisp Jens Grands Historie.Dannemark imellem Kong Erich Menved og Erke-Bisp Jens Grand. Kongen havde samme Erke-Bisp mistænkt for at have været Medvider udi det Mord, som var begaaet mod hans Fader, og derfore søgte Leilighed til at bryde løs med ham. Dette hans Forsætt blev udi nogle Aar holdet hemmeligt; Men udi det Aar 1294 gik Executionen for sig paa saadan Maade: Kongen affærdigede sin Broder Hertug Christoffer til Lund, for at bemægtige sig hans Person. Hertugen lod da Erke-Bispen gribe paa Bispegaarden, og føre til Søborg-Slott, hvor han blev kasted i et dybt Taarn, og slutted med Jern og Bolter. Prov-|789sten af Lund blev ogsaa paa samme Tiid arrestered, og ført til Kallundborg, hvor han iligemaade blev satt fast. Kongen lod den fangne Erke-Bisp efter nogen Tiid tilbyde Forliig, hvis han vilde underskrive nogle Artikler, nemlig (1) at han efter sin Løsgivelse aldrig skulde besværge sig over sit Fængsel, (2) at han paa egen Bekostning skulde løse ham og alle de andre af Pavens Band, som de vare satte udi, hvilket viiser, at dette skeede efter at den Pavelige Band allerede var publicered. (3) At han skulde ikke kræve tilbage det, som ham var frataget. (4) At han skulde overlevere Kongen Hammerhuuses Slott paa Borringholm, og (5) at han skulde give Kongen 10000 lødige Mark. Men, da disse Artikler bleve ham overleverede til Underskrivelse, sagde han, at førend han saadant skulde indgaae, maatte Kongen skiære hvert Lem af paa hans Legeme (a).

Imidlertiid havde Provst Jacob, som sad udi Callundborg Taarn, practiceret sig løs, og begivet sig af Riget til Avignon, hvor Pave Bonifacius da opholdt sig. Der besværgede han sig hæftigen saavel paa sine egne, som paa Erke-Bispens vegne over Kongen, hvorudover Paven skikkede Gesantere med store Trusler til Dannemark; Men medens Gesanterne vare paa Veyen, undflyede Erke-Bispen af sit Fængsel. Kort derefter kom den Pavelige Legat Isarnus til Dannemark, førende med sig Bisperne af Ribe og Aarhuus. Samme Isarnus lod strax overlevere Pavens Brev, hvorudi han bød Kongen at skikke sine Gesantere tilligemed Erke-Bispen til sig, paa det at han kunde høre begge Partier og dømme i Sagen, hvilket Kongen ikke kunde undslaae sig for; men lovede at være Paven derudi hørig og lydig. Processen gik derpaa for sig mellem Kongen og Hertug Christoffer paa den eene Side, og Erke-Bispen Jens Grand saavel som Provsten Jacob Lange paa den anden Side. For de første gik i Rette den Kongelig Canceler Morten Mogensen samt Guido Provst til Ribe, og for de sidste var Advocat Ragnvaldus de Seccia. Processen faldt |790saaledes ud, at Kongen blev dømt til at betale til Erke-Bispen 50000 Lødige Mark, og blev, for at Eric Menveds ydmyge Brev til Paven.exeqvere Dommen, ovenmeldte Isarnus anden gang skikked til Dannemark, og der lod publicere Kirkens Band, eller rettere, fornye den. Han truede derforuden Kongen med Afsættelse, hvis han ikke beqvemmede sig til at fornøye Erke-Bispen. Denne Beængstelse drev Kongen til at bede Paven om Naade, og at tilskrive ham det bekiendte ydmyge Brev, som saa tit tilforn af mig og andre er anført, og derfor her forbigaaes. Deraf lod Paven sig formilde og tilstedde, at Sagen paa en taalelig Maade maatte forliges. Forliget mellem Kongen og Erke-Bispen blev ved Lunde-Capitels Underhandling sluttet paa den Maade, at Kongen skulde give Lunde-Sæde til evig Eye all Kronens Gods udi Hervedssted Herred i Skaane, item, betale Erke-Bispen 10000 Mark Sølv for sin Skade og Fængsel. Saadan Ende fik denne Tvistighed, og Riget 1303blev løsed af Kirkens Band 1303. Der blev siden et Mageskifte giort mellem Jens Grand og den Pavelige Legat Isarnus, saaledes, at Jens Grand skulde forfløttes til Riga Stift, og Isarnus skulde bekomme Lunde Erke-Sæde. Man seer ellers heraf, hvad de Pavelige Legaters Idrætter have været i fremmede Lande, hvorledes de, som Vice-Paver, vendede op og ned paa alting, og omsider spillede sig de beste Beneficier i Hænderne. (a) De samme bleve gemeenligen kaldne Legati à Latere, efterdi de skikkedes Legati â latere og Legati nati.lige fra Paverne, og vare distingverede fra andre Legater, kaldne Legati nati, eller fødde Legater, hvilken Titel laae til visse Erke-Sæder, nemlig Mayntz og Canterberg. Men, som Paverne havde større Fortroelighed til de første, betienede de sig af dem udi de vigtigste Sager, saa at de samme kaldte Concilia sammen i Pavens Navn, og opførte dem med saadan Pragt, at alle Lande |791ansaae dem som *Cometer, der truede med Undergang; Hvorudover de fødde Legater, saavel som Kongerne, ofte protesterede mod deres Ankomst; Hine, efterdi de betoge dem deres Myndighed, og disse, efterdi Lande og Riger bleve ødelagde ved deres Pragt og Overdaad. Og haver denne deres Modsigelse givet Anledning til den bekiendte Joh. XXII prægtige Bulla, af saadant Indhold, at den Romerske Pave er af GUd satt over Folk og Riger, men, som han ikke selv personligen kand være allevegne tilstæde, saa har han nødigt, at beskikke Legater til adskillige Verdens Steder, der kand paa hans vegne reformere. Og, som nogle have villet hindre saadanne Vicarier at komme ind udi deres Lande, foregivende, at det er imod Sædvane, saa have vi fundet for got, at excommunicere dem, som under Prætext af saadan Sædvane disse Legationer ere hinderlige. (a) Det synes, at disse idelige Legationer have fornemmeligen givet Anledning til den Høyhed, som Cardinalerne have faaet.

De begyndte Uroeligheder i den Christne Kirke holdte stedse ved, og, endskiøndt den da værende Patriarch Johannes Cosmus var af en særdeles mild og temperered Natur, saa tillode de u-roelige Geistlige ham ey heller at døe udi dette høye Embede; Thi han retirerede sig 1302 udi et Kloster, og begierede sin Afskeed. Disse Uroeligheder hindrede Keyseren i at sætte Keyserdommet i Stand mod udvortes Fiender; Thi medens disse Kriige bleve førte om Talemaader, Ord og Particler, bleve Provincierne allevegne oversvæmmede, sær Natolien, af Tyrkerne under den Navn-kundige Othmans Anførsel. Samme Othman var Solimans Sønne-Søn, som var den første af den Stamme, der kom fra den anden Side af Euphrates og satt sig ned udi Natolien under Protection af Aladdin, Sultanen af Cogni; Og, som Othman var en dristig og striidbar Mand, erobrede han mange Stæder udi Asien, som tilhørede den Grædske Keyser, og derover af Aladdin fik Ti-|792tel af Sultan. Han er Stammefader til det mægtige Ottomanniske Huus, som kuldkastede det Grædske Keyserdom, og er bleven en Skræk for den heele Verden.

Oprindelse til den store Tvistighed mellem Kong Philip Pulc. og Paven.Nu vil jeg træde til Historien mellem Pave Bonifacium og Kong Philippum af Frankrige. Dertil var Oprindelsen denne: Paven, som vilde tvinge alle Konger til at giøre et nytt Tog paa det hellige Land igien, befoel Kongerne af Frankrig og Engeland, som da vare udi Kriig med hinanden, at nedlægge Gevær og det under Straff af Excommunication. Philippus lod ham dertil svare, at han ikke lod sig foreskrive Love af nogen udi sit eget Rige, og at Paven vel havde Lov til at formane og opmuntre, men ikke at befale. Denne Misforstand formeerede sig siden, da Paven beskikkede til Bisp Bernhard Saisset, en uroelig Mand, der ikke havde den Respect for Kongen, som han burde have. Kongen protesterede derfor imod dette Vall, og piqverede sig i sær af en dristig og sin høye Person nærgaaende Tale, som samme Prælat holdt, saa at han udi det Aar 1301 lod ham arrestere. Saa snart Paven fik Kundskab derom, lod han strax efter sin sædvanlige Myndighed ved Archi-Diaconum af Narbone befale Kongen at sætte Bernhardum paa fri Fod igien, givende derhos tilkiende, at Kongen stod under Pavens Correction, og at det hørede ham ikke til at give Geistlige Beneficia. Dette blev ikke derved; Han suspenderede ogsaa ved en Bulle alle de Privilegier, som vare givne til Kongen, befoel Geistligheden i Frankrige at begive sig til Rom, og endeligen excommunicerede alle dem, som saadant hindrede, og, endskiønt Kongen ikke blev nævnt, var det klart, at denne Excommunication sigtede paa ham. Herudover bleve vexlede adskillige Breve mellem dem, og lod Kongen see stor Bestandighed mod Paven, ey givende ham noget efter, hvorudi den Franske Geistlighed understøttede ham. Af eet af de Breve er dette meest bekiendt, som begynder saaledes: Philippus, ved GUds Naade de Franskes Konge, sender Bonifacio, som giver sig ud for Pave, liden eller ingen Hilsen. Eders |793Daarlighed (tua fatuitas) maa vide, at jeg er ingen undergiven &c. Tvistigheden voxede derpaa meer og meer til, og Paven publicerede omsider den bekiendte Bulle, som begynder ved Unam Sanctam, og tilskriver sig Magt over alle Creature. (a)

Medens denne Trætte varede, indviklede Paven sig udi andre U-leyligheder, og, som han havde et u-læskeligt Had til det Gibellinske Parti, saa forfuldte han heftigen det Colonniske Huus, som var af samme Faction, især Sciarra. Hvilke Tanker samme Sciarra havde om Paven, sees deraf, at, da han engang havde været fangen af Søe-Røvere, og af dem tractered som en gemeen Slave, sagde han, at dette Levnet var dog taaleligere, end at falde i Pave Bonifacii Hænder. Hans Haardhed mod Gibellinerne Pave Bonifacii Characteer.var saa stor, at, da Erke-Bispen af Genua præsenterede sig engang for ham paa en Aske-Onsdag, for, efter Sædvane, at bekomme Aske paa Hovedet, kastede han ham Asken i Ansigtet, og derhos sagde: Erindre Eder, at I er en Gibelliner, og at I engang skal lægges i Aske med de andre Gibelliner. De mange Fiender, Bonifacius skaffede sig paa Halsen ved saadan og anden Opførsel, bestyrkede Philippum i hans Forsætt, at holde Stand til det yderste. Og, som Bitterheden voxede til meer og meer imellem dem, lod Kongen holde adskillige geistlige Forsamlinger i Frankrige, for at examinere Pavens Conduite. Blant disse Forsamlinger var den merkværdigste, som udi Martio af det Aar 1302 blev holden til Paris, da fremkom en Lov-kyndig Mand, ved Navn Nogaret, og frembragte et Skrift, hvorudi han anførte grove Beskyldninger imod Paven, og begierede, at de nærværende Prælater og Herrer vilde arbeide paa et almindeligt Concilium, for at examinere denne forargelige Paves Opførsel, og at dømme ham fra sit Embede. Det er ingen |794Tvil paa, at saadant jo skeede efter Kongens Indskydelse; Man saae ogsaa, at han i samme Henseende arbeidede paa at holde et Concilium til Lion, og at forcere Paven til at møde sammesteds. Men, som dette var vanskeligt at bringe til Veye, affærdigede han 1303 Sciarra Colonna med ovenmeldte Nogaret til Italien, for at giøre Processen kort. Nogaret, som var en dristig og hurtig Mand, begav sig til Agnania, hvor Paven var, og der, efter Platinæ Beretning, lod ham fængsle og føre til Rom. (a) Den Engelske Skribent Walsingham, som temmeligen udførligen har beskrevet dette, vidner, at Sciarra lod ham sætte paa en springsk Hest, saaledes, at hans Ansigt vendede til Hestens Rumpe, (ad caudam versa facie) og lod Hesten springe om med ham, indtil han Pavens Fængsel og Død.gandske var udmattet, og som halv død. (b) Andre sige, at Nogaret gav ham et vældigt Ørefigen med en Staal-Handske, som han førte med sig, tog ham ved Halsen og bragte ham til Rom, og at denne Spott foraarsagede, at Paven faldt udi et Raserie, hvoraf han døde kort derefter. Men Skribentere, som levede paa samme Tider, melde intet derom, tvertimod, nogle af dem vidne, at Indbyggerne udi Agnania giorde strax derpaa Opstand i Faveur af Paven, (c) saa at han kom paa fri Fod igien, og kom til Rom, hvor, førend han døde, han agtede at sammenkalde et Concilium, for at hævne sig. Det er troeligt, at nogle have giort for meget af dette, og at andre, af Respect for det Romerske Sæde, have stræbet at skiule Historien. Walsingham vidner, at hans Formand Cœlestinus spaaede om hans Regimente og Endeligt saaledes: Ascendisti ut vulpes, regnabis ut Leo, morieris ut canis. Det er: Du est indkommen som en Ræv, du skal regnere som en Løve, og døe som en Hund. Dog taler han intet om hans Raserie, men siger allene, at han døde af Sorg. (d) Hans Regiering havde været saa tyrannisk, og hans Levnet saa |795forargeligt, at Italienske Skribentere selv driste sig ikke til at sætte Farve derpaa. Dagen, før han blev greben, havde han i Sinde, at publicere en Excommunication mod Kong Philippum, og at bortgive hans Rige til dem, som først kunde bemægtige sig det samme; Men han havde at bestille med en modig og hurtig Konge, der vidste at forekomme ham i hans Anslag. Blant Exempler paa hans Hofmod er dette, at han offentligen lod sig see med en Keyserlig Krone paa Hovedet, og sagde: Jeg er baade Pave og Keyser, som Krantzius og andre vidner. (a) Ikke des mindre ere dog fundne de, som med Berømmelse have talet om ham, og anfører P. Pagi til et Beviis paa hans gudelige Endeligt dette, at hans Legem er fundet 200 Aar derefter heelt og u-skadiget, hvoraf man dog ikke kand vise andet, end at det maa have været vel balsamered.

Hvorledes Bonifacius forbedrede den Pavelige Rett ved et nyt Tillæg, kaldet Sextus Decretalium, er viset paa et andet Sted. Derudi er merkeligt det Capitel, han har indført om Pavernes Afstaaelse, for at legitimere sit Vall, som ellers var mod Kirke-Loven, efterdi ingen Biskop maatte sige sig af med sin Værdighed (b). Hans egne Ord ere disse: Saasom nogle Selvkloge, der disputere om u-nyttige Ting, have villet tvile, om en Romersk Pave kand sige sig fra sit Embede, saa haver vor Formand, Cœlestinus V villet ophæve den Tvilsmaal, og efter foregaaende Deliberation med sine Brødre, Cardinalerne, hvoriblant jeg selv var, besluttet, at en Pave frivilligen kand sige sig fra sit Embede &c. (c) |796Dette kand saaledes forklares; Endskiønt saadan Afstaaelse tilforn har været u-lovlig, saa haver jeg dog denne gang faaet Cardinalerne, hvis Vota jeg forud havde i min Lomme, til at bilde Cœlestino V ind, at saadant er tilladt, paa det at jeg selv kunde blive Pave.

Udi den Grædske Kirke continuerede U-roelighederne stedse som tilforn udi Patriarchens Cosmi Tiid. Foruden de sædvanlige Tvistigheder kom da et Spørsmaal paa Banen, om Keyseren med god Samvittighed kunde kalde Sultanen af Babylonien udi Skrivelser sin Broder. Bisperne bleve kaldne sammen, for at høre deres En selsom Tvistighed blant de Grædske Geistlige.Betænkninger derover: Theoleptus, Biskopen af Philadelphia, som var iblant dem, der holdte for, at Keyseren med en god Samvittighed, efter sine Formænds Exempler, kunde give Sultanen saadan Titel, brugte, til at forsvare sin Meening, saadant Argument: Hvad Ont kand derudi være, at kalde Sultanen Broder, da alle Christne ikke tage i Betænkning at kalde Diævlene deres Brødre? Og, da nogle af de andre Bispe, som ikke vilde erkiende saadant Broderskab med de onde Aander, spurte, hvoraf han det kunde bevise, allegerede han en Passage udi Høysangen, (a) hvor Bruden taler saaledes: Min Moders Børn have ført Krig med mig, og sagde, at ved denne Moders Børn forstodes Diævlene. Dette Argument, som burte allene at have givet Aarsag til Latter, siger Historien, foraarsagede stor Forargelse, og reisede sig Nicetas, Biskopen af Durazzo op, for at igiendrive det samme, sigende, at de Christne, som vare GUds udvalde Børn, kunde ikke regnes i saa nær Forvantskab med Fanden. Herudover forandrede Status Controversiæ sig saaledes, at man, i steden for at disputere om den Babyloniske Sultan, disputerede om Fanden; Og tog denne daarlige Tvistighed saadan Overhaand, at Keyseren maatte sammenkalde et Concilium, for at kiende derudi.

|797 En anden af samme Natur.En anden Ting, som satt den heele Constantinopolitanske Kirke i Bevægelse, var denne: Den forrige Patriarch, saasom han blev tvungen til at begiere sin Dimission, lod, for at hævne sig, indlægge et Skrift udi Kirke-Muuren, hvorudi han excommunicerede alle hans Modstandere. Dette Skrift blev siden fundet af nogle Børn, og overleveret til den nye Patriarch Cosmo, hvilken derover blev heel bestyrtzed, og raadførede sig med Keyseren, hvad derved var at giøre. Keyseren lod da sammenkalde de nærværende Bisper, for at høre deres Betænkning. Nogle holdte da for, at, saasom denne Excommunication var giort af Ondskab og Bitterhed, og derforuden hemmeligen, af een, der sagde sig af med sin Værdighed, saa var den af ingen Gyldighed: Andre derimod saae det an med andre Øyne, sigende, at Excommunicationen var skeed, da han endda var Patriarch, og conseqventer berettiged til at sætte Folk og Stæder i Band, hvorfore det var best at formaae ham til at kalde den tilbage. Keyseren, som var en meget scrupuleux Herre, bifaldt denne sidste Meening. Men der reisede sig en nye Vanskelighed herved, som foraarsagede stor Forvirrelse, og hvoraf man saae intet Middel til at reede sig ud igien; Thi nogle holdte for, at som Athanasius da var en privat Person, saa stod det ikke i hans Magt at hæve Excommunicationen. Efter lang Beraadslagen blev man omsider dog eenig derudi, at man skulde formaae Athanasium til at giøre saadan Revocation, hvilket ogsaa skeede. Af dette og andet sees, at den Grædske Kirke gav den Romerske intet efter i Pedanterie.

Benedictus IX. Pave.Efter Bonifacii Død skreede Cardinalerne til et nytt Vall, og udvaldte Nicolaum, Biskopen af Ostia, som blev kalden Benedictus IX. Om ham findes som en Formaning saadant Vers:

|799Dermed lod Kongen sig nøye til videre, helst saasom han havde et andet stort Anslag at sætte i Verk, hvorudi Paven maatte concurrere. Samme Verk bestoed i at udrødde Tempel-Ordenen, og at bemægtige sig dens Gods og Midler. Jeg har tilforn Tempel-Ordenen udrøddes og ødelegges.talet om Tempel-herrernes Oprindelse og Fremvæxt. Efterat de vare uddrevne af det hellige Land, udspreedede de sig over alt udi Europa, sær i Frankrige. Ligesom de toge til udi Rigdom og Velstand, saa tilvoxede de ogsaa udi Laster og u-ordentligt Levnet, hvorved de havde giort sig saa ildelugtende, at man overalt vidste at tale derom, og var det blevet til et Ordsprog at sige om en Drukkenbolt, at han fylder sig som en Tempel-herre. Hvad som gav meest Anledning til Kongen af Frankrige at arbeide paa den heele Ordens Ruine, fortælles at have været dette: Een ved Navn Sqvin, som havde forladt Ordenen, aabenbarede for Kongen adskillige grove Laster, som Tempel-herrerne vare forfaldne til, og hvortil man maatte forbinde sig, førend man blev antagen i Ordenen. Kongen lod derpaa strax gribe nogle af dem, og efter Forhør befandt, at de Misgierninger, som de beskyldtes for, vare sandfærdige. Herudover satt Kongen sig for at exeqvere det Project, som var handlet om udi den Samtale han havde haft med Paven til Poictiers, nemlig at udrødde Tempel-Ordenen. Udi det Aar 1307 lod han udstæde Ordres over alt til at bemægtige sig Tempel-herrerne, hvilket ogsaa blev efterleved, saa at de alle paa een Dag bleve anholdne over det heele Rige, og blev Ordens-Mesteren arrestered udi det saa kaldte Temple til Paris. Der bleve de Fangne bragte til Forhør, og siges der da, at mange af dem bekiendte gruelige Ting, blant andet, at de holdtes til at fornægte Christum, førend de bleve antagne i Ordenen. Lige saadant Forhør blev holdet over alt i Provincierne i Frankrige. Pave Clemens spillede da herved en fortræffelig Rulle. Han stillede sig an, som han var heel allarmered over Kongens Foretagende, protesterende solenniter derimod. Kongen, som paa sin Side ogsaa vidste at holde gode Miner, undskyldte sin Gierning; Og maatte det heede, at Paven lod sig bevæge af de vigtige Raisons, som forebragtes, for ikke allene at bevilge, men end og at befodre |800denne Execution. 1312Efter at alle Præparatorier vare giorte, blev det bekiendte Concilium holdet Executionen besluttes paa Concilio til Vienne.til Vienne, hvor der blev beslutted, at den heele Orden skulde ødelægges. Derpaa skeede gruelige Executioner, saavel udi Frankrige som paa andre Stæder: Men mange lode sig brænde derpaa, at de vare uskyldige, og at de Laster og Misgierninger, som forekastedes dem, vare Ordenen paadigtede, hvilket haver bragt adskillige paa de Tanker, at det var Kongen og Paven ikke saa meget angelegent at straffe Tempelherrernes Synder, som at bemægtige sig deres Gods og Rigdom, som var ubeskrivelig stor. Ordens-Mesteren Jacobus de Molai, som var en Burgundisk Herremand, blev offentligen brændt til Paris 1313. En saadan Ende tog denne mægtige Orden, som i Begyndelsen havde giort Christendommen store Tienester i Orienten, men siden forfaldt Betænkning derover.til Hoffmod, Gierrighed og andre Udyder, hvilket ikke kand nægtes, skiønt det er vanskeligt at troe alle de Laster, som dem udi Processen bleve tillagde. Pierre de Pui udi et Skrift, kaldet Tempel-herrernes Fordømmelse, holder for, at de Beskyldninger, som giortes mod dem, vare gandske rigtige. Andre derimod, sær Trithemius, undskylder dem. Og kand man sige, at udi visse Beskyldninger findes Contradictioner; Thi de sagdes at være hemmelige Mahomedaner, og tilligemed Billeddyrkere, hvilket ikke rimer sig sammen, saasom Billeder ere i stor Afskye hos Mahomedaner (a). Paa dette Navn-kundige Concilium til Vienne bleve ellers alle de Forordninger giorte, som findes i den Samling af Jure Canonico, kalden Clementinæ, og hvoraf jeg adskillige udi dette Verk har citeret. Den merkværdigste Anordning er den, som blev giort angaaende de Romerske Keyseres Eed, hvilken saaledes forklaredes, at derved forstoedes Troeskabs Eed til Paven, som Christi Statholder, fra hvilken Keyserne havde deres Høyhed og Værdighed, efterdi Paverne havde |801forflyttet den Keyserlige Værdighed til dem fra Grækerne: (a) skiønt Historien klarligen viiser, at de Franske Konger med væbned Haand banede sig Vey dertil.

Hvad det Tydske Keyserdom angaaer, da havde det samme i lang Tiid ingen Materie givet til Kirke-Historie, eftersom Keyser Rudolphus stedse blev ved sin Maxime, som var at have Paven til Ven, men ikke til Naboe, og de efterfølgende Keysere fuldte en Tiid lang hans Fodspor. Denne fornuftige Keyser døde udi det Aar 1291. Blant andre Forandringer, som i hans Tiid skeede i Tydskland, var denne, at alle Publiqve og Private Instrumenter og Acta, som tilforn skreves paa Latin, bleve publicerede paa Tydsk. Hans Successor var Adolphus, hvilken fik en Modstander udi Alberto, Hertugen af Østerrige, saa at det kom til et Feltslag mellem dem til Spir, hvor Adolphus omkom 1298. Albertus regierede indtil 1308, da han blev ihielslagen af Johan Hertugen af Svaben. Efter hans Død udvaldte Churførsterne Henricum af Luxemburg. Udi hvis Tiid Tvistighederne begyndte at gaae for sig med Paverne igien, som videre skal viises.

Medens Processen varede med Tempel-Herrerne, drev Philippus af yderste Magt paa den forhen begyndte Sag mod den afdøde Pave Bonifacium; Og, saasom Pave Clemens ikke kunde veigre sig for at høre, hvad som deri kunde siges, blev Vidner tilladte at føre deres Vidnesbyrd, og blev da blant andet fremført, at denne afdøde Pave engang skulde have sagt: Der er intet andet Liv end dette Liv, og intet Paradis eller Helvede, uden i denne Verden. Adskillige andre grove Ting, saavel udi Ord som Gierninger, bleve ham tillagde og af mange eenstemmige Vidner bekræftede. Men, som Pave Clemens ikke |802fandt sin Regning ved at fordømme en afdød Paves Ihukommelse, saa brugtes alle optænkelige Chicaner, for at til intet giøre eller forlænge Proces mod den afdøde Pave Bonifacium.Sagen, hvilket Kongen merkede, og derfor endeligen stod fra sin Paastand, efterat Paven havde tilbage kaldet, og til intet giort alle de Sententzer, som af Bonifacio VIII vare fældede mod ham og hans Rige; Dog maatte Nogaret, som havde handlet saa ilde med samme Pave, begiere Absolution, hvilken blev ham given, med de Vilkor, at han ved første Leylighed skulde begive sig til det hellige Land, for at stride for Troen, og forblive der stedse, med mindre Paven fandt for got, at forkorte Tiden. Endeligen blev Ende giort paa Sagen paa det store Concilio, som 1312 blev holdet til Vienne. Samme Concilium erklærede da, at Pave Bonifacius VIII. havde været orthodox, og at han ikke kunde beskyldes for noget Kietterie. (a) For at fornøye Kongen, giorde Paven saadant Decretum, at ingen maatte bebreide ham eller hans Efterkommere, hvad som han kunde have giort mod Paven eller Kirken. Saaledes blev Bonifacii Ihukommelse frelsed, u-anseed de grove Beskyldninger, som vare giorte imod ham; Et merkeligt Exempel paa, at der var intet at vinde ved at føre Process mod en Pave.

Udi den Grædske Kirke derimod spillede man ligesom Bold med Patriarcherne, saa at man i Keyser Michaëlis og Andronici Palæologi Regiering hørte intet uden om idelig Omvexling, hvorvel det skeede ikke saa meget ved Keysernes Myndighed, som Grædske Kirke-Sager.formedelst de stridige Factioner blant Geistligheden. Den nye Patriarch Cosmus var neppe bleven varm paa Thronen, førend adskillige af Geistligheden begyndte at cabalere imod ham, og paadigte ham heslige Ting, ja holdte ikke op, førend de finge Keyserens Hierte forkøled imod ham, hvilket, da han merkede, retirerede han sig til et Kloster, og svoer, at han ikke vilde befatte sig med sit Embede meere, førend han fik Satisfaction af dem, som havde fortalet ham. Herudover toge hans Fiender Anledning til at døm-|803me det Patriarchalske Sæde vacant, sigende, at Patriarchen, uden at begaae Meen-Eederie, ikke kunde beklæde det meere. Derom blev længe heftigen disputeret, sær, da Patriarchen vilde tiltræde Embedet igien. Den afsatte Patriarch, Athanasius, betienede sig af denne Forvirrelse, for at bane sig Vey til Thronen igien; Og, som han vidste, at Keyser Andronicus var hengiven til Superstition, affærdigede han Bud til Hoffet, for at tilkiende give nogle Aabenbaringer, han havde haft om adskillige U-lykker, som GUd truede Constantinopel med, og, saasom strax derpaa, enten skeede et virkeligt Jordskiælv, eller Keyseren, af den Alteration, som var kommen ham i Blodet, bildte sig ind at Slottet rystede, begyndte han at fatte høye Tanker om Athanasio, og arbeidede, at sætte ham paa det Patriarchalske Sæde igien. Men, som han var en sagtmodig Herre, vilde han, at saadant skulde skee med Patriarchens Cosmi Minde, og i den Henseende forføyede sig hen til ham. Patriarchen, som merkede at Keyseren, u-anseed de Protestationer, han giorde om sin Affection, intet got havde i Sinde, tilspurdte ham da u-formodentligen, om han holdt ham for retmessig Patriarch, og, da Keyseren, som ikke fik Tid til at betænke sig, svarede ja dertil, sagde Cosmus: Saa excommunicerer jeg da, som en retmessig Patriarch, alle dem, som arbeide paa Athanasii Tilbagekomst. Dette Geistlige Stratagema foraarsagede nye Bekymring og Forvirrelse; Thi Keyseren, som var af en frygtsom Natur, ansaae sig strax som en excommunicered Person, og derfore dristede sig ikke til at fuldføre det Verk, som han havde begyndt at lægge Haand paa. Man disputerede da paa nye, om saadan Excommunication var gyldig eller ey: Nogle meenede, at, som Cosmus var ikke meere Patriarch, saa kunde han ikke excommunicere: Andre derimod holdte for, at, som Keyseren selv havde erklæret ham for en retmessig Kirkens Hyrde, saa var hans Excommunication gyldig. Endeligen jævnede Tingen sig igien, da man formaadde Cosmum til en frivillig Frastaaelse, og Athanasius kom til det Patriarchalske Sæde igien.

|804 Jeg har tilforn talet om Henrici Luxemburgici Vall udi Tydskland. Samme Henricus begav sig udi det Aar 1311 til Italien, og der blev kroned i Meyland med den Longobardiske Krone: Paven havde vel lovet, at lade sig paa samme Tiid indfinde, for at give ham den Keyserlige Krone i Rom; Men, saasom han ingen Lyst havde at komme til Italien, blev Kroningen opsatt til næstfølgende Aar, da den blev forretted ved nogle Cardinaler, som dertil vare beskikkede. Men der reisede sig Tvistigheder strax ved Kroningen; Thi, da Cardinalerne paa Pavens vegne begierede af Keyseren, at han skulde aflægge Troeskabs-Eed, veigrede han sig derfor, sigende, at saadan Eed var imod den forrige Eed, han havde giort i Tydskland, om ikke at formindske Rigets Rett og Herlighed. Dette gav Anledning til Misforstand mellem Paven og Keyseren, men, at det ikke kom til videre U-roelighed, foraarsagede Henrici Død, som 1313skeede 1313. Udi denne Keysers Tiid holdes for, den første Lov at være udgiven, angaaende Churførsterne, saaledes, at 7 af de høyeste Herrer skulde allene være berettigede til, at udvælge de Romerske Konger. Churførsten af Mayntz tiltog sig fra den Tiid Rett, til at kalde de andre til Frankfort, det sædvanlige Vallsted. Hvad Paven ellers havde i Sinde med Keyser Henrich, sees af hans Opførsel, som fuldte strax derpaa, i det han lod publicere en Bulle, hvorudi han erklærede, at den Eed, som Keyseren for og efter Kroningen havde aflagt, var en Troeskabs-Eed. Kort efter denne Bulle døde Pave Clemens 1314, efterat han havde siddet fast udi 9 Aar. Den bekiendte Pave Clementis V. Portrait.Skribent Villani giver hans Portrait saaledes: (a) Pave Clemens elskede meget Penge, og derfore soldte alle Geistlige Beneficia: Man sagde offentligen, at Grevinden af Perigord var hans Maitresse. Han efterlod u-maadelig stor Rigdom til sine Paarørende. Af disse Villani Ord sees, at man ikke har været fornøyed med hans Regimente, allerhelst udi Italien, hvor alting formedelst |805hans stedsvarende Fraværelse geraadede i yderste Forvirring; Hvorledes Conjuncturerne vare, sees fornemmelig af Cardinal Napoleon Ursini Brev til Kong Philippum, hvorudi han taler saaledes: Staden Rom er under Pave Clementis Regiering falden udi Afmagt, heele Italien er bleven forsømt, ligesom det var et separeret Lem fra Kirken, og vi Italienske Cardinaler ere blevne tracterede med yderste Foragt, rett ligesom den Christne Kirke allene var indslutted udi Gasconien. At Cardinalens Klage har ikke været ilde grundet, sees af tvende Constitutioner udi Joh. XXII Extravagantibus, hvoraf den eene er imod Adelen af Campanien, som toge Banditer og Røvere i Beskyttelse, for udenfor uden]for uden] foruden A B; for uden Liebenberg, foruden SS for uden] foruden A B; for uden Liebenberg, foruden SS Tvil at deele Byttet med dem. (a) Den anden mod Indbyggerne af Marca Anconitana, der pleyede at omkomme deres Øvrighed. (b) Saadant viser noksom, i hvilken forvirret Tilstand Landet var bragt udi, formedelst Pavernes Fraværelse. Dette foraarsagede at de Italienske Cardinaler udi denne Vacance arbeidede med saadan Iver paa, at den nye Pave ikke maatte tages af den Franske Nation, paa det at den Romerske Kirke ikke skulde henfalde til forrige U-leylighed igien. Philippi Pulchri Død, som skeede paa samme Tiid, syntes ogsaa at kunne give dem nogen Forhaabning til at i Verk sætte deres Forsætt. Men den Franske Faction blant Cardinalerne var saa stærk, at hvor megen U-mage man end giorde sig for at hindre det, saa faldt dog Vallet paa en Fransk Cardinal, som lod Johannes XXII Pave.sig kalde Johannes XXII, hvilken, efter sin Formands ExempelExempel]Exempel] Fxempel A Exempel] Fxempel A , ogsaa fæstede sit Sæde til Avignon. Saa snart han kom til Regimentet, lod han see, hvad han førte i sin Skiold, i det han paa eengang creerede 8 Cardinaler, hvilke alle vare Franske, undtagen een, saa at det |806Franske Parti udi Cardinalernes Collegio blev end stærkere end tilforn.

1317Denne Pave lod 1317 publicere en Samling af Pave Clementis V. Constitutioner, som bemældte Clemens havde giort saavel for, Den Canoniske Retts Tilvæxt.som efter det store Concilium til Vienne, og hvilke han selv havde i Sinde at publicere, førend han døde, og derved forøge den Geistlige Kirke-Rett. Denne Samling kaldes gemeenligen Clementinæ, og er deelt udi 5 Bøger, ligesom den forrige Collection. Man havde i Sinde i Begyndelsen at kalde den Septimus Decretalium, ligesom den Bog, som Bonifacius VIII. lagde til de forrige, blev kalden Sextus, men den haver stedse beholdet Clementinæ.Navn af Clementinæ, og endnu in Jure Canonico er bekiendt under saadan Titel: De samme bleve fast alle givne paa det store Concilio til Vienne, hvilket sees af Extravagantes.Capitlerne og Titlerne. Paa disse Samlinger fuldte siden denne Pave Johannis XXII Extravagantes, saa kaldne, efterdi de gaae uden for de andre forrige. Dett synes, at de Romerske Paver saavel udi deres Kirke-Retts, som Regiments Indrettelse udcopierede det Jødiske Hierarchie og Rabbinernes Geistlige Love. Hvad Regimentet angaaer, da ligesom den ypperste Præst hos Jøderne var over alle Synagoger, saa have Paverne giort sig til Hoved over alle Kirker. Udi den ypperste Præst var ofte den Verdslige og Geistlige Magt foreened, helst under Maccabæerne, som vare Konger Conformitet imellem Paverne og de Jødiske ypperste Præste.og ypperste Præster tillige; Paverne føre og tvende Sværd, ere Bisper og Verdslige Førster tillige. De ypperste Præste grundede deres Høyhed og Hellighed derpaa, at de vare Aarons Successores og Descendenter; Paverne grunde deres derpaa, at de ere St. Petri Successores. Men de gode Paver, som meene at beviise deres Myndighed og Anseelse af de Jødiske ypperste Præster, have ikke i Agt taget, at de sidste ofte endogsaa for ringe Aarsager af de Jødiske Konger bleve afsatte, og at den Foreening af den Geistlige og Verdslige Magt var allene udi Maccabæernes Tiid, og af de fleste blev anseed som en Usurpation. Udi Kirke-loverne og den store Mængde af Traditioner er det, hvorudi den Romerske |807Kirke end nøyere har udcopieret de Jødiske Læreres Opførsel. Begge have en vidtløftig Samling af det, som man kalder Item mellem Jus Canonicum og de Jødiske Traditioner.mundtlige Love, og af begge agtes lige saa høyt, om ikke meere, end den hellige Skrift. Jøderne have deres Læreres decreta og decisioner, hvilke Folket forbindes blindt at troe paa, endskiønt et Decretum er lige mod det andet, og den heele Samling er et Magazin af selsomme og unyttige Qvæstioner. Dermed er den Romerske Rett udi alting conform. Efterat Juda den Hellige havde fuldfærdiget Mishna eller den mundtlige Lov, publicerede en Rabbiner nogle andre Traditioner, kaldne Extravagantes, som bleve indførte udi Mishna; Efter saadant Exempel seer man denne Pave Johannes XXII, da en Samling af alle Pavelige Decretis var giort, ogsaa at have publiceret sine Extravagantes, og føyet dem til Jus Canonicum.

Paa samme Tiid var et stort Schisma blant Franciscaner-Munkene, af hvilke nogle kaldte sig Spirituales, andre Communitets-Brødre. Det samme havde varet udi nogle af de forrige Pavers Tiid, og havde Concilium til Vienne arbeidet paa at jævne det, skiønt forgiæves. Nogle af disse Munke prætenderede større Hellighed end deres Medbrødre, og derfore separerede sig fra Ordenen, iførende sig slette og foragtelige Klæder, og distinguerende sig fra de andre ved smaa Capucer. Dette foraarsagede stor Uroelighed, og, som Tvistigheden reisede sig blant andet af Separatisternes Capuce-Kriigen.Klæde-Dragt, besynderlig deres Capucer, saa blev den kalden Capuce-Kriigen. Pave Johannes lod sig besynderligen være angelegent at dæmpe denne Uroelighed, og i det Aar 1317 giorde den bekiendte Constitution: Qvorumdam exigit, mod bemeldte Separatister. Udi Kraft af denne Constitution bleve de allevegne forfuldte, og bleve Aaret derefter nogle Munke brændte til Marseilles, saa man deraf seer, at de Tvistigheder, som reise sig af Bagateller, ere de Allerhidsigste; Thi disse vilde heller vandre til Baalet, end forandre den mindste Fold paa deres Klæder og Huer. De bleve af deres Partie anseede som Martyrer, saa at der bleve et nytt Slags Helgene, som man kunde kalde |808Capuce Helgene, efterdi de lode Livet for deres Huer. Deres Fiender tillagde dem efter Sædvane underlige Meeninger og heslige Gierninger, nemlig, at de udi Natte-Forsamlinger under Skin af Devotion bedreve Utugt, hvilket var ikke andet end at opkaage gamle Fabler. Paverne varierede meget udi deres Domme over disse Folk; Thi nogle confirmerede deres Sædvaner, andre fordømte dem. En vis Skribent har givet en hæslig Oprindelse til denne Sect, meenende, at den er begyndt af unge og vellystige Mennesker, der have fundet fornødent at paatage sig Devotions-Masqve, for at nyde dismere fri Omgiengelse med Fruentimmer: Men saadant er kun en Gisning, hvorvel ikke gandske urimelig. Det synes vel, at disse Fratricelli ikke have været de samme som Beguini, hvorom er talet paa et andet Sted, efter som de første mest havde deres Tilhold udi Italien og Sicilien, men de sidste vare Tydske: Men man seer af Joh. XXII Bulle: (a) at det maa have været eet Slags Folk; Thi de samme kaldes derudi Fratres de paupere vita Bizochi eller Beguini eller u-ægte Franciscaner-Munke.

Og som Tiderne vare frugtbare paa selsomme Hændelser, præsenterede sig strax en anden Scene, i det at en stor Mængde af Hyrder nu igien, ligesom i Ludovici Sancti Tiid, rottede sig sammen for at indtage det hellige Land. De samme marcherede med stor Ærbarhed og Taushed igiennem Provincierne, førende Kaars for sig. Man ansaae dem i Begyndelsen som andægtige Folk, og derfor gav dem Almisse og Underholdning. Men det varede ikke længe, førend de begyndte at spille samme Tragœdier, som de forrige, og ginge de besynderligen løs paa Jøderne, som bleve ilde medhandlede. Herudover maatte Øvrigheden, som i Begyndelsen havde favoriseret dem, gribe til Gevær og forfølge dem, indtil de bleve adspredede eller ødelagde. |809Ellers reisede sig paa samme Tiid en hæftig Disput blant Franciscaner-Munkene om Christi Fattigdom, og det saaledes: Det fandtes de der holdte for, at Christus Tvistighed om Christi Fattigdom.og Apostlerne havde ingen Eyendom hverken Privat eller almindelig. Denne Lærdom kunde ikke staae de andre Munke an, efterdi Klosterne allevegne besadde stor Rigdom og Herligheder, hvorudover de anklagede dem for Kietterie. De fornemste af Ordenen udi Frankrig bleve derpaa sammenkaldede for at examinere denne omtvistede Materie. Men udi Forsamlingen stod en anseelig Franciscaner, ved Navn Berengarius op, og erklærede, at man kunde ikke holde den Lærdom om Christi Fattigdom for Kietterie, efterdi den grundes paa GUds Ord. Inqvisiteuren befoel ham strax at tilbagekalde sin Meening; Men Berengarius veigrede sig derfor, og appellerede til Paven. Paven blev herover bragt udi stor Beængstelse; Thi at erklære sig i Faveur af Berengario var at fordømme sig selv og den heele Geistlighed, hvis Hoved-Religion udi nogle Seculis havde bestaaet i at samle Gods og Penge; og at dømme ham imod, var at kuldkaste det bekiendte Kirkens-Decretum: Exiit qvi seminat, hvilket ikke allene bifalder den Meening om Fattigdom, men endogsaa truer dem med Excommunication, som forklarer det anderledes end efter Bogstaven. Herudover suspenderede han Sagen til videre.

Medens derom raadsloges til Avignon, forsamlede Franciscaner-Capitulet sig til Perusia, og lod udgaae et Decretum, som findes underskrevet af 9 Provincialer, hvoraf den fornemste var den bekiendte Engelænder, Pavens Kiendelse derudi.Wilhelm Occam, hvorudi det erklærede sig for Berengario og hans Tilhængere, som vare kaldne Fratricelli, sigende, at det var ingen Kiettersk Proposition, at statuere at Christus og Apostlerne havde 1322ingen Proprietet eller Eyendom, og bevisende saadant ikke af den hellige Skrift, som da ikke var i Moden, men af de tvende Pavelige Decretis, Exiit qvi seminat og Qvorundam exigit. Endeligen skreed Paven udi det Aar 1322 til Kiendelse i Sagen, og ved det navnkundige Decretale: Ad Conditorem, erklærede sig imod de saa kaldne Fratri|810cellos, og dermed til intet giorde Pave Nicolai Bulle, hvorved havde været dømt, at hvad de acqvirerede, skulde tilhøre den Romerske Stoel, allene at de skulde have usum fructum deraf. Det syntes vel, at den Trætte var af ingen Vigtighed, efterdi der handledes allene om, enten Franciscaner skulde have Proprietet, eller Frugten ikkun af det de aade og fortærede. Dog var derunder noget betydeligt. Disse Munke kunde efter deres Ordens-Regler ingen Eyendom have. Pave Nicolaus IV, som havde været en Franciscaner, stræbede, u-anseed denne Lov, at beriige dem, og derfor forordnede, at detdet]det] B, de A det] B, de A , hvad de erhvervede, skulde tilhøre den Romerske Pave, og at Munkene deraf kunde tilegne sig Frugten, hvilket var det samme, som at tildømme dem Eyendom, efterdi de havde en bestandig usum fructum deraf.

Guelfi og Gibellini husere ilde udi Italien.Medens disse daarlige Tvistigheder med saadan Hidsighed bleve fortsatte udi Frankrig og andensteds, var Italien, formedelst Pavernes Fraværelse, geraaden udi yderste Forvirrelse. De tvende Factioner, Gvelfi og Gibellini, spillede da deres sædvanlige Tragœdier, og de Tvistigheder imellem Keyserdommet og det Pavelige Sæde begyndte at fornyes igien udi Ludovico Bavaro. Samme Ludovicus Bavarus var 1314 bleven udvalt til Romersk Konge. Saasom han merkede, at den Keyserlige Myndighed, formedelst hans Formænds Føyelighed, var ligesom uddøed i Italien, satt han sig for at fornye de gamle Keyserlige Prætensioner, og at understøtte det faldende Gibellinske Partie; Og, som denne Pave særdeles arbeidede paa, at bringe Hovederne af samme Parti under Aaget, og ved sin Legat, Bertrand, bemægtigede sig adskillige Stæder udi Lombardien, og beleyrede Meyland, lod Ludovicus Legaten tilkiende give, at han skulde holde sig fra samme Stad, som tilhørede Keyserdommet. Men, som Legaten gav kun knubbede Ord, samlede Gibellinerne deres Tvistighed mellem Paven og Keyser Lud. Bavarum.Magt sammen, hvilket ophidsede Paven saaledes, at han satt sig for at procedere mod Keyseren, og strax derpaa udgav en Monition, hvorudi han repeterer de gamle, af hans Formænd, anførte Historier om Pavernes Velgierninger mod den Tydske |811Nation, til hvilken de havde forflyttet Keyserdommet fra Grækerne, og endeligen under Straff af Excommunication forbyder alle at adlyde Ludovico i de Ting, som angaae Keyserdommets Regiering. Da dette kom Keyseren for Ørene, lod han paa en Forsamling, holden til Nürnberg, protestere derimod, affærdigede ogsaa Gesantere til Paven, for at forestille ham hans u-billige Foretagende. Men Paven repeterede igien det samme, han i sin Monition havde anført, og gav Ludovico ingen anden Titel, end Hertug af Bayern. Alt hvad han erklærede sig da at kunne giøre ham til Villie, var at suspendere Proceduren udi 2 Maaneder. (a)

Kort derefter bleve de Pavelige Tropper i Italien slagne af Milaneserne under Anførsel af Galeazzo og Marco Visconti, hvorudover Paven blev saa forbittred, at han besluttede at lade prædike Croisader mod dem, og at forfølge dem som Kiettere og Excommunicerede, lod ogsaa Keyseren tilkiende give, at, hvis han udi 3 Maaneder ikke forlod Titel af Romersk Konge, og holdt sig fremdeeles fra at protegere de Viscontis, vilde han sætte ham i Kirkens Band. Keyseren derimod gik sin Vey, og blev ved at forsvare sin Rett med Magten, skikkede Undsætning til Gibellinerne udi Italien, saa at de bleve de Pavelige Tropper for voxne, og sloge dem udi adskillige Treffninger: Paven derudover erklærede Ludovicum for contumax, og fornyede sine forhen giorte Truseler. Men Keyseren langt fra at lade sig skrække, lod paa en 1324Rigsdag, som 1324 holdtes til Sachsenhausen, fremføre haarde Beskyldninger mod Paven, som han alleene kaldte Johannem. Blant de anførte Beskyldninger var ogsaa denne, at han forfuldte dem, som lærede om Christi og Apostlernes Fattigdom, hvoraf man seer, at han havde taget i Beskyttelse de saa kaldne Fratricellos, hvis Lærdom Paven endeligen havde fordømt ved tvende Constitutioner: Cum inter nonnullos og Ad Conditorem, som han siden confirmerede ved den 3die, og derved til-|812bage kaldede og gandske kuldkastede de forrige Pavelige Decreta. Den fornemste Skribent, som han betienede sig af, var Marsilius de Menandrino, hvis Skrifter endnu citeres af Protestanter. Samme Marsilius forsvarede ikke alleene Keyserens Rett, men afmalede ogsaa med Fynd Pavernes Vellyst, Hofmod og u-ordentlige Levnet, og visede, at de andre Bispe dependerede ikke af Paven. Dette ophidsede Johannem XXII saaledes mod ham, at han ikke alleene fordømte Skriftet, men excommunicerede Bryder ud til Kriig.ogsaa dets Autor 1327. Italien blev herover udi det Aar 1327 til Krigens Sæde mellem Keyseren og Paven. Den Neapolitanske Konge Robert skikkede sin Søn, Hertugen af Calabrien, med en anseelig Krigsmagt Paven til Hielp, hvorudover Gibellinerne inviterede Keyseren til Italien. Ludovicus begav sig strax paa Veyen, og til Trient holdt en Forsamling, hvorudi han erklærede Paven en Kietter og u-værdig til at være Pave, forekastede ham ogsaa 16 Poster af falsk Lærdom, og det efter adskillige nærværende Bispers, Prælaters og Munkes Gotfindende. Udi Martio af det 1327Aar 1327 kom han ind udi Italien, og bragte hans Ankomst det heele Land i Bevægelse. Romerne affærdigede da Gesantere til Avignon, med Begiering, at Paven vilde komme til Italien, og tage sin Residentz udi Rom, hvis ikke, maatte de overgive sig til Keyseren. Men Paven havde ligesaa liden Lyst dertil, som hans Formand; Dog, saasom han i denne Tilstand ikke vilde støde dem for Hovedet, lovede han, saa Oprindelse til den saa kaldte Angelus.snart som mueligt, at lade sig indfinde, og, for at trøste dem desmeere, confirmerede han den Indulgence kalden Angelus, som han 9 Aar tilforn havde givet, og bestoed udi en viss Bøn til Jomfrue Maria, hvilken de mod Aftenen ved Klokke-Lyd skulde sige paa Knæe, og derfore bekomme Syndernes Forladelse i 10 Dage. Og er det Oprindelsen til den Bøn, som endnu i de Romerske Lande kaldes Angelus.

Men Romerne, som holdte for, at der vilde andet til at forsvare Staden, end Indulgencer og Angeli, affærdigede et nytt Gesantskab, hvorved de gave tilkiende, at den Undsættning, som de |813behøvede, maatte ikke bestaae i Ord, men i Gierningen, og at, hvis Paven i en Hast ikke lod sig indfinde, maatte han tilregne sig selv all den Skade, som paafuldte. Dette var en stor Fristelse for Paven; Men, som hans faste Forsætt var ikke at komme til Italien, lod han Gesanterne med u-forretted Sag reise tilbage, ladende sig alleene nøye med at tilkiende give i en Skrivelse, hvor vanskeligt og farligt det var for ham i slige Conjuncturer at paatage sig saadan Reise, da Veyen var besatt med Fiender, og Ludovicus Bavarus, som han kaldte GUds og sin Fiende, havde et stærkt Anhang udi Rom selv. I det øvrige raader han dem til at giøre en tapper Modstand, og siger, at han ved en Bulle har forbudet Ludovici Tropper at komme ind udi Rom. Men, som Romerne vidste af Erfarenhed, at, naar Soldaten faaer rigtig sin Sold, lader han sig ikke af Buller og Decretis disarmere, saa kunde de ikke ansee sig anderledes end aldeles forladte af Paven.

Keyseren rykkede imidlertiid ind udi det Florentinske, og beleirede Pisa. Staden veigrede sig i Førstningen ved at aabne sine Porte, sigende, at den ikke kunde imodtage Ludovicum, eendeel efterdi han var excommunicered, eendeel ogsaa, efterdi han endda ikke havde været erkiendt for Romersk Keyser; Men, da Beleiringen blev med Iver fortsatt, maatte den beqvemme sig til Overgivelse. Paven lod da paa nye haarde Buller udgaae, og søgte at bestyrke sig med at forøge Cardinalernes Tall ved at Keyseren indtager Rom.creere paa eengang 10 Cardinaler, skiønt at hverve 10000 Ryttere havde i slige Conjuncturer været meere tienligt; Thi Keyseren avancerede uden Modstand lige til Rom, og i det Aar 1328 giorde sit Indtog udi Staden. Romerne raabte da overlydt: Længe leve vor Herre Romernes Konge, og bestemmede en Dag til hans Kroning, hvilken gik for sig den 17 Januarii og blev forrettet af Jacobo Albertino, 1328som havde været Biskop til Castello. Dette blev ikke derved, Keyseren skreed derpaa til Pavens Afsættelse, formerende ham en Process formedelst falsk Lærdom. Udi den Forsamling, som i den Henseende blev holden, fremkom en Augustiner-Munk, og spurte, om nogen dristede sig til |814at forsvare Jacobum de Cahors, som kalder sig Johannem XXII, og, da alle tiede dertil, blev Sententzen afsagt, at Keyseren efter Paven afsættes.Ottonis I og andre Keyseres Exempel, med det Romerske Folks Samtykke og efter deres Begiæring, sætter fra den Romerske Bispestoel Jacobum af Cahors, som kalder sig Johannem XXII, og det i Henseende til hans Kietterie og andre Misgierninger.

Fire Dage efterat Dommen var falden, ankom til Rom Jacobus Colonna, hvilken udi manges Nærværelse dristede sig til at oplæse Pavens Bulle mod Keyseren, og siden at slaae den op paa en Kirke-Port. Denne Gierning foraarsagede stor Bevægelse udi Staden, og, da Keyseren fik Kundskab derom, lod han eftersætte ham, men han havde i Tiide salveret sig med Flugten, og kom lykkeligen til Paven, hvilken aflagde ham med en Bispe-Stoel for denne hans Tapperhed. Dagen derefter lod Keyseren for at insinuere sig hos Romerne, publicere en Anordning saaledes, at Paverne herefter skulde have deres Sæde allene til Rom, og at de ikke, uden med det Romerske Folks og Geistligheds Permission, maatte begive sig 2 Dages Reise derfra, hvis saadant skeer, skal de have forliset deres Embede, og man skal være autorisered til at skride til et nytt Vall. Efterat dette var skeed, lod han udvælge en nye Pave, Nicolaus V. Anti-Pave.hvilken lod sig kalde Nicolaus V. Denne Nicolaus creerede strax 7 Cardinaler, alle Italiener, og derpaa kronede Keyseren paa nye. Men all den Stats var kun et Veir-Lys, der strax igien forsvandtes; Thi Keyseren havde neppe forladt Rom, førend Indbyggerne indlode hans Fiender i Staden, udraabte Keyseren og den nye Pave for Excommunicerede Personer, og opgrove de Tydske, som vare begravne i Staden, og kastede deres Legemer i Tiberen.

Nicolaus de Lyra.Paa denne Tiid levede den store Lærer af Franciscaner-Orden Nicolaus de Lyra. Den samme var en fød Jøde, men siden antog Christendommen, og gav sig udi Franciscaner-Orden. Det Hebraiske Sprog, som han i sin Barndom havde lært, var en stor Hielp for ham til at forstaae den Hellige Skrift, hvilken han som |815Doctor Theologiæ offentligen forklarede. Han anvendte sin heele Tiid paa det Studium, og det med dis større Iver, efterdi Skriftens Forklaring paa de Tiider var gandske bleven forsømt, og Theologie bestoed allene udi Subtiliteter og unyttige Spørsmaal. I denne Henseende er Nicolaus de Lyra udi Anseelse nu omstunder blant de Reformerte, saasom man holder for, at han ved grundige Studia og Bibelens Forklaring har banet Vey til Reformationen, og have derfore nogle sagt om Luthero: Si Lyra non lyrasset, Lutherus non saltasset. Han har giort en fuldkommen Postill over den heele Bibel, og derforuden Commentarier over alle det Gamle og Nye Testamentes Bøger.

Efter Keyserens Bortgang fra Rom, gik alting Krebsgang. Romerne submitterede sig igien under Paven, og af ham finge Absolution, og Anti-Paven Nicolaus 1330blev greben og bragt til Avignon, hvor han 1330 stod fra sin Værdighed og fordømmede sin Opførsel, og derover af Paven fik Absolution. Dette foraarsagede, at Keyseren bød sig til Forliig. Men Tvistigheden varede indtil Pavens Død, som skeede 1334. Nogle Aar tilforn reisede sig den bekiendte Qvæstion de visione beatifica, og det ved saadan Leilighed: Paven holdt paa alle Helgens Dag 1331 en Prædiken, hvorudi han blant andet sagde: At Helgenes Belønning for Christi Ankomst var Abrahams Skiød, og at deres Belønning efter hans Ankomst var at være under Pave Johannes fører en særdeles Lærdom.GUds Altar, det er under Beskyttelse af Christi Menneskelighed; Men efter den yderste Dom skulde de være over Altaret, og da skulde de see baade Christi Menneskelighed og Guddommelighed, saa at deres fuldkomne Glæde skulde ikke være førend efter Dommen. Dette samme repeterede Paven udi adskillige andre Prædikener, grundende saadan Lærdom paa St. Johannis Aabenbaring, hvor Johannes siger at have seet under Altaret Martyrernes Siæle. Men mange forargede sig derover, og toge hans Uvenner, sær Michaël Cesenius og Occam, deraf Anledning at giøre hans Troe suspect. Dog blev derom efterfølgende 2 Aar intet meget talet; Men udi det Aar 1333 fornyedes denne Tvistighed igien, saa at en Deel |816Cardinaler offentligen til Avignon forsvarede hvad som Paven havde lært. En Engelsk Dominicaner-Munk prædikede offentligen derimod, og derfor af Paven blev kasted i Fængsel.

Det Parisiske Universitet, hvis Handverk længe havde været at decidere i Controversier, examinerede strax samme Lærdom, og som bemeldte Universitets Decisioner vare af stor Vigtighed, bemøyede Paven sig at faae dets Approbation, og lod ved Eudo, Generalen af Franciscaner-Ordenen, tilkiende give udi Paris sin Meening herom, nemlig at han holdt for, at Helgenes Siæle ikke rett skulde beskue GUd, Tvistighed derom.førend ved Opstandelsen og paa Dommens Dag. Men dette foraarsagede saadan Bevægelse paa Universitetet, at de fleeste fnysede derimod og sagde, at en saadan Vildfarelse burte straffes. (a) Paven skrev derfor et Brev til Kongen af Frankrige, for at undskylde sig. Men Kongen lod de fornemste Doctores sammenkalde, bydende dem i Generalens Paahør, at sige deres Meening derom. Universitetet søgte da at undskylde Paven, sigende, at det kunde være noget, som han havde talet løsligen, uden at forplante samme sin Meening, og erklærede sig endeligen saaledes: At alle Helgenes Siæle, som ved Christi Død ere udtagne og befriede fra Limbis, see GUd Ansigt fra Ansigt, og det med saadan Assurance, ligesom de havde kunde faaet Brev fra Himmelen derom. Paven begyndte herudover at gaae meere varligen frem, og sige, at han derudi havde intet decideret. Men den bekiendte Skribent Joh. Villani vidner, at det virkeligen var hans Meening, og at han venligen imodtog og forfremmede allealle]alle] B, all A alle] B, all A dem, der forsvarede den samme (b). Videre taler bemældte Autor derom saaledes: Kongen af Frankrige og Kong Robert af Neapolis straffede Paven paa en høflig Maade udi deres Skrivelser, forestillende ham, at det var en Pave ikke anstændigt at bringe paa Banen Spørsmaal, som vare suspecte mod Troen, men al-|817lene at decidere i dem, som vare forebragte af andre. Ved disse Forestillinger recommenderede Kongerne sig hos de fleste Cardinaler, som desapproberede Pavens Meening. Og tog Kongen af Frankrige deraf Leilighed at bringe Paven til all den Føyelighed han forlangede (a). Hvad som man meest allarmerede sig over i Henseende til denne Pavens Meening, var at den syntes at kuldkaste Helgenes Intercession, som var en Troens Hoved-Artikel paa de Tider: Thi de raisonnerede saaledes: Hvis Helgene for den yderste Dom ikke fuldkommeligen beskue GUd, saa kand de ikke kraftigen intercedere for os udi dette Liv. Denne Tvistighed varede saa længe Paven forlader sin Meening igien.Pave Johannes levede. Den samme laae ham saa paa Hiertet, at han i det Aar 1334 berammede et Consistorium, for at erholde Decision derudi. Men han blev paa samme Tiid syg og døde, og vidner den oft citerede Villani, at han paa sit Yderste 1334stod fra den Meening, bekiendende, at Helgene for Opstandelsen see GUd Ansigt fra Ansigt, hvorved han stillede Gemytterne igien; Thi det syntes, at man paa de Tider var meest bange for de Meeninger, som kunde svække Helgenes Tilbedelse, og bringe Folk til at dyrke GUd alleene. Han døde udi sit Alders 90 Aar, efterat han havde siddet 18 Aar. Medens Disputerne vare paa det heftigste mellem ham og Ludovicum, kom et Skrift for Lyset, hvorudi fandtes adskillige Propositioner, i Henseende til Pavernes u-grundede Prætensioner mod den Verdslige Øvrighed. Disse Propositioner lod Paven fordømme og igiendrive ved en saa kalden Bulla mod nogle Bayerske Kiettere. Hvilke elendige Argumenter han derudi bruger, sees blant andet deraf. Den anden Proposition, som siger, at St. Peder var ikke meere end de andre Apostler, besvares saaledes: At Christus sagde til Peder: Duc in altum, eller far ud i Dybet, hvorved gives tilkiende, at det tilkom Peder alleene at decidere udi dybe og vanskelige Ting: Til de andre Disciple derimod sagde han alleene: Kaster Garnet ud. |818Hvilket alleene viser, hvor ilde forsynede Paverne vare med Argumenter til at forsvare deres Høyhed. Man seer, at den Misbrug med Præbenders og Geistlige Embeders Pluralitet da maa være kommen paa den høyeste Spidse, efterdi Joh. XXII ved en stræng Forordning søger at hemme saadant, (a) og befaler, at ingen Geistlig maa have meer end eet Beneficium. Men som udi Forordningen exciperes Cardinalerne, og Forbudet er ikke absolut, men med de Vilkor, at saadant ikke maa skee uden Dispensation, kand man slutte, at den var ikke af megen Betydelse; Efterkommende Tiid har ogsaa viset, at denne Misbrug er siden den Tiid meer tiltagen end aftagen; Saadant Forbud findes og indført udi de saa kaldne Extravagantes Communes. (b)

Efter Pave Johannis Død deelede Cardinalerne sig udi tvende Factioner, hvoraf den eene arbeidede paa, at ingen af den Franske Nation paa nye maatte udvælges; Benedictus XII. Pave.Men det Franske Parti var for stærkt, hvorudover Vallet faldt paa Jacobum Fournier, Biskopen af Mirepoix, hvilken blev kalden Benedictus XII. Denne Pave søgte strax at distingvere sig ved adskillige gode Anordninger, blant andet, at alle fornemme Geistlige, som opholdte sig ved Hoffet, skulde begive sig til de Steder, hvor deres Embeder vare. Han lod iligemaade strængeligen forbyde all Simonie, og tilbagekalde Expectancer og dobbelte Beneficia. Romerne lode strax affærdige Deputerede til Avignon, for at overtale ham til at forlade Frankrig, og at tage sin Residence udi Rom. Men Benedictus tog det saavel som hans Formænd udi Betænkning, og endeligen efterat han havde udforsket Tilstanden i Italien, besluttede at blive i Avignon, hvor han strax lod bygge et prægtigt Slott, omringed med Muure og Taarn; Og, som den Tvistighed om Helgenes Siæle for Opstandelsen endda ikke var 1336afgiort, deciderede han derudi 1336 saaledes: At Helgenes Siæle ere |819udi Himmelen med GUd og udi Englenes Selskab see GUd Ansigt fra Ansigt, og det førend Legem og Siæl ved Opstandelsen blive foreenede. Ved denne Decision forblev det, og ingen tvilede meer om, hvorledes tilgik udi Himmerig, helst eftersom Paven vidnede, at han nøye med sine Brødre, Cardinalerne, havde raadslaget derom.

Benedictus tog ellers i andre Ting Mesures imod hans Formands Regierings-Regler, og blant andet lod sig merke med, at han ikke vilde dependere af Kongen af Frankrige, som den forrige Pave, og, som han af samme Konge strax fik Anmodning om en Faveur, i Henseende til hans Søn, blev Paven derover saa allarmered, at han besluttede, at forlige sig med Keyser Ludovico Bavaro, hvilket, saa snart Keyseren fik at vide, affærdigede han Gesantere til Avignon, for at handle om Forliig. Men det kom ikke til nogen Slutning, efterdi Paven spendte Conditionerne for høyt op. Herudover bleve de Keyserlige Gesantere kaldne tilbage, og de Tydske Churførster holdte 1338 en Sammenkomst, hvorudi de erklærede, at den, som de udvalte til Romersk Konge, behøvede ikke Pavens Confirmation, og forbunde sig sammen med Eed at beskytte Rigets Høyhed. Keyseren selv lod ogsaa udgaae et Decretum, hvorudi han Hæftig Forfølgelse mod Jøderne.erklærede u-gyldigt alt hvad Pave Johannes XXII havde sluttet mod ham og Riget. Paa samme Tiid opreisede sig en heftig Forfølgelse mod Jøderne i Tydskland, som strakte sig fast over det heele Rige. Dertil gaves saadan Anledning: Udi en Stad, ikke langt fra Passau, blev funden for en Jødes Dør en blodig Oblat. Almuen, som meenede, at den var consecrered, og at Blodet reisede sig deraf, at den var bleven vanhelliged af Jøderne, stormede derpaa til Jødernes Huse, plyndrede deres Gods, og omkom mange af dem. Men fornuftige Folk vare af de Tanker, at Jøderne vare u-skyldige, og at dette var et Munke- eller Præste-Paafund, for at ophidse Almuen mod dem, helst, saasom en Præst nyeligen tilforn havde bekiendt sig at have bedrevet saadan Gierning, og overstænket en Oblat med Blod, for at giøre Jøderne mistænkte. Denne Forfølgelse |820strakte sig siden til andre Stæder, hvor Jøderne af Bønder og oprørske Almue bleve ihielslagne. Herudover maatte Keyseren skikke bevæbnede Folk mod dem, af hvilke Anføreren for dem, som lod sig kalde Konge, blev fangen. Ham lod Keyseren rette, hvorpaa de Oprørske adspreedede sig, og bleve u-synlige. Saa tit man opkaagede disse Historier om den blodige Oblat, som Jøderne beskyldtes for at bestænke med et Christen Barns Blod og bruge til deres Paaske, saa tit fornyedes Forfølgelserne, hvorvel all slags Blod er Jøderne i sær forbudet, og er dette det fornemste Argument, som den bekiendte Jøde Manasse Bën Israel (a) i vor Tiid betienede sig af til Jødernes Forsvar. Jeg har tilforn meldet om de bedrøvelige Sviter Betænkning derover.den Lærdom om Transubstantiationen har haft i Henseende til Jøderne, og at det samme tilligemed Croisaderne haver opvakt dem overalt Forfølgelse udi Occidenten. Udi det Grædske Keyserdom bleve de meere beskyttede, saavel udi dette, som udi det forrige Seculo, hvilket var at forundre sig over, efterdi den Latinske Kirke i mange Ting meere Judaiserede end den Grædske; Thi de Grædske forekastede Latinerne, at de giorde Jødernes Sabbath til en Devotions- og Faste-Dag, at Paverne førte sig i Klædedragt ligesom de Jødiske ypperste Præste, at de brugte u-syred Brød udi Nadveren, offrede et Lam ved Paaske-Fæsten, brændte dets Been og strøede dets Aske paa Almuen. Hvilket ikke var u-sandt, og kand dertil anføres som Beviis en Medaille, som efter Pavens Ordre blev slagen 1334, paa hvis eene Side findes disse Christi Ord: Jeg har ønsket at æde denne Paaske med Eder, og paa den anden Side et kaagt Lam. (b) Det er ellers forunderligt, at Jøderne udi slige idelige Forfølgelser have kunnet conservere sig saa længe; Men end langt forunderligere, at de udi saadan Beængstelse have ført heftige Tvistigheder indbyrdes og subtilisered i Religions-Sager. Thi man seer, at de paa samme Tider have ivrigen disputeret om smaa Ceremonier, saa at man regner 8 Decisioner alleene over |821de saa kaldte Phylacteriis, om de samme skulde være af en qvadrat Figur, og sammensyede med Seener.

Det Østlige Keyserdom havde udi lang Tiid været stor U-roe underkasted, eftersom der havde reiset sig U-eenighed mellem Keyser Andronicum og hans Sønne-Søn den unge Andronicum, hvilken brød ud til aabenbare Kriig. Historien deraf er vitløftigen beskreven af den store Skribent Johanne Cantacuzeno, hvilken selv var Hiulet der drev alting, og som siden blev Keyser. Den samme fortæller Oprindelsen dertil at have været denne: Den gamle Keyser havde faaet en saadan u-overvindelig Afskye for den Unge, at han fast ikke kunde taale at see ham; Hvorudover den unge fandt nødigt for sin Sikkerhed at retirere sig, og endelig at gribe til Gevær mod sin Far-Fader, hvilken han beleyrede udi Constantinopel, og efter Stadens Erobring tvang ham til at sige sig af med Regieringen, og lade sig alleene nøye med Navn og Titel af Keyser. (a) Ny Handel om Foreening mellem den Grædske og Romerske Kirke.Den unge Andronicus, saasom de Tyrkiske Vaaben havde meer og meer Fremgang, saa at Keyserdommet havde kun lidet tilbage i Asien, søgte han Hielp hos Paven og de Vestlige Potentater, og for at bevæge dem dertil, giorde nyt Forslag om Foreening mellem den Romerske og Grædske Kirke igien. Til den Ende skikkede han en Abbed, ved Navn Barlaam, 1339 til Avignon. Den samme confererede med Pave Benedicto 1339og andre nærværende Geistlige derom. Barlaam foreslog da et almindeligt Concilium, efter hvis Kiendelse man skulde rette sig. Men Paven vilde ikke beqvemme sig dertil, sigende, at Tvistigheden var eengang afgiort paa det store Concilio til Lion, saa at det derfore var u-fornødent og u-anstændigt at skride til nyt Examen. Barlaam giorde da en anden Proposition, nemlig, at, eftersom det vilde blive vanskeligt at bringe Grækerne fra deres gamle Symbolo om den Hellig Aands Procession, om da begge Kirker kunde ikke beholde hver sin Meening herudi, og dog foreene sig med hinanden. Dette vilde Paven ey heller tillade, |822sigende, at den almindelige Kirke har og bør kun have een Troe. Herudover reisede Gesanten med u-forretted Sag tilbage igien, og, som Keyser Andronicus døde kort derefter, blev en tidlang intet meere talet derom. Gesanten Barlaam havde ellers paa Hiem-Reisen adskillige Avantures. Da han kom til Thessalonica, geraadede han i Disput med Munkene af det Bierg Athos, hvilke paastode, at have bragt deres Andagts og Bønners Fuldkommenhed saa vit, at de kunde med deres legemlige Øyen see et Lys, som var GUd selv. Man kaldede dem Omphalopsycher.Omphalopsycher, efterdi man holdt for, at de troede, Siælen at sidde udi Navlen; Til hvilken Beskyldning gaves Anledning af den Positur, de satte sig udi naar de bade, nemlig at de vendte alle deres Tanker og Øyen til den middelste Deel af Maven eller Navlen. Og kand man sige, at de udi vor Tiid saa kaldte Qvietister ere Levninger af denne Sect. Den Fornemste af dem, som Barlaam havde at bestride, var Gregorius Palamas. Men, som ved Fanatiske Folk intet er at vinde, saa maatte Barlaam med u-forretted Sag forlade dem: Alleene, da han kom til Constantinopel igien, indgav han til Patriarchen Beskyldninger mod deres Lærdom. Keyseren, som, maa skee, vel saae Lærdommens Daarlighed, men derhos ikke fandt det raadeligt at lægge sig ud med saa mange hidsige Munke, bød først begge Parter at tie, men, da det ikke kunde hielpe, tillod han et Concilium at holdes udi Constantinopel, (a) af hvilket Barlaam blev fordømt, saa at han derfor af Misfornøyelse begav sig til Italien. Det synes, at den store Hofmester Cantacuzenus, som da var Oraclet, contribuerede ikke lidet dertil; Thi den Historie han har skrevet, viser, at han havde høye Tanker om disse Qvietister, og at han har holdet Barlaam for en grov Kietter. Men Conjuncturerne forandrede sig siden, saa at Gregorii Lærdom blev ikke alleene holden for vildfarende, men han blev ogsaa selv fængsled i Constantinopel.

|823Kort efter samme Concilium døde Keyser Andronicus den yngre, efterladende sig tvende Sønner, hvoraf den ældste nemlig Johannes var kun 7 Aar gammel. Der yppede sig strax Trætte om Formynderskabet. Patriarchen holdt for, at det tilhørede Keyserinden Anna. Den store Minister Johannes Cantacuzenus derimod, som havde været Siælen udi forrige Regiering, og som den afdøde Keyser vilde have giort til sin Collega (a), meenede at han var den nærmeste dertil. Begge Partier holdte dog længe Miner, førend det brød ud til Fientlighed, og fortæller Cantacuzenus selv, at een ved Navn Apocaucus var den første, som stiftede U-eenighed imellem dem, og ved Calumnier bragte Keyserinden og Patriarchen i Gevær mod sig (b). Og, som han merkede, at Patriarchen u-anseed disse Forestillinger drev paa sit Forsætt, og stedse holdt Keyserindens Parti, fandt han sig obligered for sin egen Sikkerhed at antage Keyserlig Værdighed, saaledes, at han paastod allene at være den unge Keysers Collega og Protector. Men dette skeede ikke uden efter stor Bevægelse og indbyrdes Kriig, hvorudi Cantacuzenus spillede Mester, og naaede omsider sit Maal.

1342Pave Benedictus XII døde 1342, og blev en anden Fransk Cardinal udvalt i hans Sted, Clemens VI. Pave.som blev kalden Clemens VI. Denne Clemens giorde strax en nye Promotion af Cardinaler, og magede det saaledes efter hans Formænds Exempler, at de fleste bleve udvaldte af den Franske Nation, saa at det syntes, at den Christen Kirke var ligesom indslutted udi Gascogne. Italienerne besværgede sig hæftigen derover, og søgte ved alle Vacancer at hindre det, men forgiæves; Thi de Franske Cardinalers Tall voxede meer og meer til, saa at de udi Conclave altiid kunde være forsikkrede om de fleste Stemmer. Saa snart dette Vall rygtedes udi Rom, affærdigede det Romerske Folk et anseeligt Gesantskab til Avignon, med indstændig Begiæring, at han vilde forføye sig |824til Rom, og der fæste sin Residence. Udi dette Romerske Gesantskab var den Navn-kundige Laurentio Nicolao, hvilken siden giorde saadanne forunderlige Figurer til Rom udi Pavens Fraværelse. Samme Laurentio holdt ved sin Tilbagekomst hæftige Taler til Almuens Forsvar mod de Store, som undertrykte Staden, og endelig fik saadant Anhang, at han udi det Aar 1346 fordrev de største Familier af Rom, og blev erklæred Stadens Frelser. Derpaa begyndte han at regiere som en Eene-Volds Herre, tog imod fremmede Gesantere, og citerede Paven at lade sig indfinde tilligemed Cardinalerne udi Rom. Men denne Mand, som havde udrøddet Stadens Tyranner, blev omsider Tyran selv; Hvorudover hans Anhang saa formindskedes, at han maatte flygte af Staden. Da han kom tilbage igien, og vilde forsøge Lykken paa nye, blev han ihielslagen, hans Legem blev slæbet igiennem Gaderne, og endeligen ophængt ved Fødderne. Man seer af denne selsomme Revolution, hvordan Tilstanden var til Rom i Pavernes Fraværelse. Men for at komme til Pave Clemens igien, da forlangede ovenomtalte Gesantskab foruden hans Tilbagekomst ogsaa dette, at han vilde reducere Jubel-Aaret, som af Pave Bonifacio VIII var beskikked at holdes hvert 100 Aar, til hvert 50 Aar. Til den første Begiæring svarede Paven, at han endda ikke var i Stand til at kunne giøre saadan Reise; Thi han havde ligesaa liden Lyst dertil, som hans Formænd. Men hvad den anden Post angik, lod han sig finde gandske villig dertil, saasom det var en Ting, der gik saavel hans egen som Romernes Interesse an. Thi, naar saadant Jubel-Aar holdtes, strømmede Folk af alle Verdens Kanter til Rom for at besøge St. Petri og St. Pauli Kirker, og der bekomme alle deres Synders Forladelse, hvorfore de lode see saadan Taknemmelighed, at det Pavelige Skattkammer blev bragt i en florerende Constitutio Unigenitus, hvorved Jubel-Aaret skal oftere holdes.Tilstand: Indbyggerne i Rom tabte ey heller derved, saa at det derfor holdtes for et gyldene Aar, saa vel for Paven, som for Romerne. Den Constitution, som denne Pave giorde derover, er bekiendt under den Titel af Unigenitus, og er af saadant Indhold, at Jubel-Aaret herefter skal holdes hvert 50de Aar, og at de, som vil nyde Indul|825gence, skal besøge St. Petri og St. Pauli Kirker 30 Dage efter hinanden, dersom de ere Romere, og 15 Dage, dersom de ere Fremmede. Denne Tiid blev siden af andre Paver forkorted, saasom Penge-Gierrigheden voxede meer og meer til. Denne Pave var en stor Beskytter af Jøderne, saa at de udi hans Tiid respirerede fra de Forfølgelser, de i lang Tiid havde udstaaet; Og hvoraf de Christne liden Ære have haft. Thi det kostede kun at opdigte en Historie, for uden Examen at fremfare med Mord og Brand; Og bleve da gemeenligen de Miracler om det indviede Brød igien opkaagede; Saaledes fortaaltes iblant andet, at en Jøde kastede en Hostia udi en Kiedel, og at den samme sprang op igien af Kiedelen, hvorved Giernings-Manden blev røbet, og Jøderne hæftigen forfuldte. Det er utroeligt, hvor mange Jøder ved saadanne Leiligheder ere blevne opoffrede, helst i Spanien, hvor de vare mest tallrige. I denne Paves Tiid bleve de beskyldte for at have forgiftet en Flod. Hvorudover en stor Massacre skeede paa dem i Spanien og Tydskland, og bleve i Bayern allene Paven beskytter Jøderne.12000 omkomne, hvorvel fornuftige Folk holdte det for en Umuelighed at kunne forgifte Floder saaledes. Udi denne Beængstelse var Pave Clemens VI deres Beskytter, og det efter sine Formænds Exempel; Thi det er merkeligt, at ingen har ladet see større Mildhed mod Jøderne, end de Romerske Paver, hvorfor de og ingensteds florerede meer end udi Italien, helst udi Bologna, hvor de i dette Seculo oprettede en prægtig Synagoge. Aarsagen til denne Pavelige Mildhed var een Deel denne, at Jøderne bleve anseede mindre farlige end Christne Kiettere, eendeel ogsaa, efterdi de ginge Paverne til Haande udi Penge-sager, og mange af dem med Habiletet forestoede det Romerske Sædes Finantzer (a).

1343Trætten mellem Keyseren og det Romerske Sæde varede endda, og lod denne Pave paa nye 1343 udgaae en Monition, Keyser Lud. Bavarus indgaaer et haanligt Forliig med Paven.bydende Keyseren inden en vis Tiid at møde udi egen Person, for at |826underkaste sig hans Ordres, for at forsone hans Synder og erstatte den Skade og Tort, han havde tilføyet Kirken. Saasom nu Keyseren lod sig ikke indfinde, erklærede han ham halstarrig, og agtede at gaae videre fort. Men Kongen af Frankrige Philippus Valesius, som havde paataget sig at til Veye bringe et Forliig, hindrede, at han ikke strax skreed til Execution. Bemældte Konge, da han blev pressed af Keyseren at giøre en Ende derpaa, svarede han, at Keyserens Bøn og Anholdning var ikke indretted paa den Maade, som den burte være, hvorudover Keyseren forlangede, at man selv vilde opsætte den Afbigt, som han skulde underskrive. Saadan blev ham derpaa skikked af den Indhold, at han bekiendte alle de Kietterier, som vare ham tillagde, sagde sig af med Keyserdommet, lovende ikke at tage det igien uden af Pavens Naade. Et saadant haanligt Forliig underskrev Keyseren, og ved 4 Gesantere, som bleve skikkede til Avignon 1344, med Eed bekræftede det samme. Hvorpaa 1344Paven foreskrev en Poenitentze, som det heele Tydske Rige skulde underkastes. Men Bisperne og Førsterne i Tydskland bleve derover saa allarmerede, at de lode tilkiendegive, at hvis Paven ikke stod fra saadant, vilde de være betænkte paa at giøre Modstand. Dette foraarsagede, at Paven blev end meere forbittred mod Keyseren, saa at han trende Aar derefter skreed til en endelig Sententz, hvorved han lyser Forbandelse over ham, dømmer ham fra sin Værdighed, og befaler Chur-Førsterne at skride til et nyt Vall. Fem Chur-Førster funde sig villige dertil, og udvaldte Margreven af Mähren, som er bekiendt under det Navn af Carl IV. Denne lod Paven Excommuniceres og afsættes.strax ønske til Lykke, og krone til Rom, førend han blev kroned i Tydskland, efterdi Aken, som var den sædvanlige Kronings Stad, ikke vilde imodtage ham.

Saaledes seer man, at i alle de Tvistigheder, som vare mellem Paverne og de Tydske Keysere, de sidste maatte ligge under, og at intet Rige var lættere at insultere end det Tydske; Hvilket man da tracterede med saadan Foragt, at Paverne tilegnede sig ikke alleene Rett til at confirmere og forkaste et Keyser-|827Vall, men paastode ogsaa, naar den Keyserlige Throne var ledig, at føre Directionen, som ellers tilkom de Tydske Førster, som vare Rigets Vicarii. Pave Joh. XXII dristede sig til offentligen at giøre en Anordning derom, som findes udi de saa kaldne Extravagantibus. (a) Derimod havde Paverne større Besværlighed ved at indføre Herredomme udi andre Riger; Thi Kongerne af Frankrige holdte dem ofte Tommel-Fingeren paa Øyet, og Engeland lod paa samme Tiid, denne Execution skeede, see stor Dristighed mod Paven; Thi, da han havde bortgivet adskillige Beneficier i Engeland til nogle Cardinaler, som vare nyeligen creerede, og samme Cardinaler skikkede deres Fuldmægtige til Engeland, for at hæve deslige Beneficia, lode de Kongelige Betientere dem først fængsle, og siden forvise Riget. Over saadan Medfart besværgede Paven sig heftigen Edvardi III Dristighed mod Paven.udi et Brev til Kong Edvard III. Men Kongen svarede dertil saaledes, at Kongen af Engeland og andre store Herrer have stiftet Kirkerne, og begavet dem med gode Indkomster, for at underholde værdige Lærere, hvorfore det er at beklage, at saadanne Beneficia ved Pavernes Provisioner falde udi U-værdiges og Fremmede Hænder, som ere fraværende, og ikke forstaae Landets Sprog, hvilket foraarsager, at indfødde Engellænder beflitte sig ikke meere paa Studeringer, eftersom de see, at geistlige Beneficia ere destinerede til Fremmede. Hvorudover han er ombedet af sit Parlament, at anholde derom hos Paven, at saadant maa remederes. Dette forestillede han videre udi et andet Brev, hvilket Paven besvarer saaledes, at det hører hverken ham eller hans Parlamenter til at bemænge sig med Reservationer og Kirkernes Provisioner, men det er en Rett, som tilhører Paven, Christendommens almindelige Hoved, og andet deslige, hvortil ingen Beviisligheder anføres. Hvorfore denne Konge lod sig ey heller deraf bevæge, til at staae fra sit Forsætt; Thi udi hans saavelsaavel]saavel] saavel, A B; saavel Liebenberg, saavel, SS saavel] saavel, A B; saavel Liebenberg, saavel, SS som Præmunire.udi Richardi II Tiid blev giort af Parlamentet det bekiendte Statutum, kaldet Præmunire, som var det |828stærkeste Dige for den Engelske Nation, mod det Romerske Sædes voldsomme Foretagelser; Thi derudi blev satt Straf for alle dem, som udi Rom søgte Provisioner for de ledig blivende Beneficier, imod Kronens og Patronernes Rett. Og er det saadanne Provisioner, som gemeenligen kaldes gratiæ expectativæ. Naar nogen overtraadde det Statutum, blev ham tilstilled et Writ eller en Befalning, som begyndtes med disse Ord: Præmunire facias, udi hvis Kraft han maatte stille sig ind for Retten. Dette Præmunire haver siden strakt sig til adskillige andre geistlige Sager, saa at intet er meere gemeent udi Engeland end den Expression: At falde udi et Præmunire. Men disse Tvistigheder komme dog denne gang ikke til nogen Ruptur: Man seer alleene deraf, at Paverne ginge lidt varligere frem mod andre Riger, end imod Tydskland, hvor de understode sig at excommunicere og afsætte een Keyser efter en anden. Dog seer man, at Ludovicus Bavarus endda havde 1347et stort Anhang, og førte Keyserlig Titel indtil hans Død, som skeede 1347, ja at han u-anseed den Pavelige Excommunication, blev med Ceremonie begraven som en Christelig Regent. Denne Ludovicus Bavarus var den første, der fæstede et bestandigt Keyserligt Sæde udi Tydskland, og det i sine Arve-Lande. Hans Exempel blev efterfuldt af hans Efterkommere, som alle have resideret i deres Arve-Lande: Thi det er herved at merke, at de Tydske Keysere i gamle Dage ingen visse Residencer havde; Men holdte deres Hof nu udi een Stad nu i en anden. Og kaldtes gemeenligen de Stæder, hvor de vexelviis opholdte sig, for at dømme og kiende udi Rigets Sager, Urbes Palatinæ, af de Keyserlige Palladser, som der vare. Aarsagen til denne Forandring udi Ludovici Bavari Tiid, var de Keyserlige Indkomsters Formindskelse, og efterdi de Tydske Førster havde bemægtiget sig de fleeste Pfaltz-Stæder.

Carolus IV. Keyser.Ved hans Død kom Carolus IV i roelig Possession af Keyserdommet alleene. Samme Carolus blev efter sin Fader Johannem, som blev omkommen i det store Slag ved Crecy, ogsaa Konge i Bøhmen, hvor han med Pavens Bevilling stiftede en |829høy Skole til Prag, som siden blev eet af de største og berømmeligste Universiteter i Europa, og, saasom han selv var en lærd Herre, og i sin Ungdom havde studeret baade til Paris og udi Tydskland, saa arbeidede han med saadan Iver paa dette nye Universitets Tiltagelse, saa at det endogsaa udi hans levende Live kom til stor Stifter et Universitet til Prag.Vext og udi en blomstrende Stand. Den Pavelige Bulle, som blev udgiven i Faveur deraf, er dateret den 26 Januarii 1347. Men det meeste, som han recommenderede sig med, var den gyldene Bulla, som fornemmeligen angaaer Keysernes Udvælgelse; Og er samme Bulla et Skiold mod Pavernes Prætensioner paa Keysernes Vall. Den kom for Lyset 1356.

Medens dette skeede udi Vesten, var det Østlige Keyserdom udi stor Forvirrelse, hvor Keyserinden Anna førte Krig med Cantacuzeno om Regieringens Administration. Udi Begyndelsen af denne Uroelighed havde hun Patriarchen Johannem paa sin Side. Men samme Patriarch, da han merkede, at Cantacuzenus havde meer og meer Fremgang, raadede han ideligen til Fred og Forliig. (a). Derudover fattede Keyserinden saadant Had til ham, at hun arbeidede paa hans Fald; Og, saasom Patriarchen nyeligen tilforn havde fordømt Qvietisternes Lærdom paa det Bierg Athos, og derved giort dem til sine Fiender, besluttede hun at tage deres Parti, og lod deres Anfører, Gregorius Palamas, komme paa fri Fod igien: Herudover begyndte Religions-Disputerne at gaae for sig igien, og disse Munke med deres Tilhængere declamerede saa heftig mod Patriarchen, at Keyserinden deraf tog Leylighed til at sætte ham af. Dagen, efterat saadan Execution var skeed, bemægtigede Cantacuzenus sig Constantinopel, hvorved Staten blev forandred, skiøndt Patriarchen intet profiterede deraf; Thi, som han i førstningen meest havde irriteret Keyserinden mod Cantacuzenum, (b) saa confirmerede Keyseren |830ikke alleene det som forhen var giort, men lod ham derforuden paa en offentlig Forsamling, som blev holden af Geistligheden, dømme fra sit Embede. Det merkeligste herved er, at Cantacuzenus strax derpaa erklærede sig i Faveur af Qvietisterne eller Munkene paa det Bierg Athos, hvilket man ikke havde ventet, efterdi de alle vare Tilhængere af hans Modstander; Men Cantacuzenus troede, at de udi Hiertet havde været ham bevaagne, og derfor erklærede sig strax for dem, og tilstædede, at en Qvietist, ved Navn Isidorus, efter Gregorii Palamæ Forestilling blev giort til Patriarch af Constantinopel. Efterat dette var skeed, blev Cantacuzenus erklæred Keyser tilligemed den unge Johanne Palæologo, og, saasom medens Krigen varede, den forrige Patriarch havde excommuniceret Cantacuzeni Krigsfolk og Tilhængere, saa løsede Isidorus dem alle af Kirkens Band igien.

Saa snart Johannes Cantacuzenus var bleven Keyser, affærdigede han Gesantere til Paven, hvis Ærinde var først at undskylde den Alliance han havde giort med Tyrkerne, hvis Assistence han havde haft nødig udi den Borgerlige Kriig, og i den Henseende været tvungen til at give een af sine Døttre til den Tyrkiske Sultan Orchan. Dernæst begiærede han at blive erklæred Chef for det Tog, som de Vestlige Potentater havde for mod de Vantroende. Paa samme Tiid som dette Gesantskab skeede, var Johanna Dronningen af Napoli til Avignon, hvor hun søgte Pavens Beskyttelse mod Ludovicum, Kongen af Ungarn, der forfuldte hende, efterdi hun holdtes for at have omkommet hendes Mand (a) som var samme Konges Broder, og for samme Aarsags skyld havde bemægtiget sig Napoli. Johanna, saasom hun fandt Protection Avignon selges til Paven.og Beskyttelse hos Paven, saa satt hun sig for at drive Ludovicum ud af Napoli igien. Til saadant Tog behøvedes Penge, hvilke hun ikke havde, og derfore saalte det Grevskab Avignon, hvilket hun som Grevinde af Provence besad, til Paven. Kiøbet blev slutted for 80000 Guld-Gylden, |831og Contracten er datered den 19 Junii 13481348. Dette er Pavernes  Adkomst  til den Stad Avignon med dens Territorio, hvilket den Romerske Stoel endnu besidder, og, saasom Grevskabet var holdet for et Lehn af Keyserdommet, blev Contracten confirmered af Keyser Carl IV. Hermed ender den bekiendte Skribent Johannes Villani sin Florentinske Historie, hvilken er udi stor Æstime i Henseende til dens Oprigtighed. Den samme Historie bliver continuered af hans Broder Matthæo Villani. Der døde foruden ham ogsaa en stor Mængde af anseelige Mænd ikke allene i Italien, men over heele Europa, efterdi paa Den store Pest.samme Tiid grasserede den store almindelige Pest, som gemeenligen udi vore Nordiske Historier kaldes den sorte Død. Denne forfærdelige Pest opvakte over alt Devotion iblant Folk, hvilken Devotion dog ikke bestoed derudi, at Paven og Geistligheden lod falde det ringeste af deres Gierrighed og Hoffmod, at Munkene forandrede deres uskikkelige Levnet, og at Verdslige Regentere levede i Fred og Venskab med hinanden, men Nye Flagellanter.den bestoed fornemmeligen derudi, at visse Mennesker rottede sig sammen, og ginge nøgne igiennem Provincier og Lande, og pidskede sig. Deres Tall forøgede sig saaledes, at fornuftige Folk begyndte at ansee dette Remedium imod Pesten værre end Pesten selv; og foraarsagede det samme, at Paven ved en Bulle maatte fordømme disse Flagellationer, som daarlige og farlige Misbrug.

Jeg har tilforn viiset, at Jubel-Aaret havde været beskikked til at holdes 2 gange udi hvert Seculo. Saasom man nu var kommen til det halve Seculum, blev Jubel-Fæsten Jubel-Fest.holdet til Rom, og havde sin Begyndelse strax efter Juul. Da saae man alle Veye vrimle af reisende Folk, hvilke udstode meget Ont, saasom paa samme Tiid en stærk Frost indfalt. Man holder for, at der stedse i Rom, sær udi Fasten, var over een Million Pillegrime, som komme og ginge, og stormede man saaledes til Kirkerne, at mange derover bleve qvalte udi saadan Trængsel. Man kand slutte, at de Pavelige Finantzer derved ingen Skade have taget, ey heller Roms Indbyggere, hvilke da alle agerede Vertshuus-Mænd, |832og tracterede disse andægtige Pillegrime, saalænge de havde en Skilling tilbage i Pungen. Saasom nu Uleilighederne herved vare store, giorde adskillige fornemme Folk Ansøgning hos Paven om Dispensation, saaledes at de maatte nyde Indulgentz, uden personligen at komme til Rom; Men Paven, som ikke vilde fordærve Handelen, lod dem svare, at han havde raadført sig derom med sine Brødre Cardinalerne, og de samme havde fundet for gott, at, saasom disse Indulgencer gaves ikke allene for Siælens Salighed, men endogsaa skeede Helgene til Ære, saa kunde Indulgencerne ikke gives, uden til dem, som personligen besøgte deres Indulgencer for Fraværende.Kirker. Dog accorderede han dette siden til nogle faa, med den Condition, at de skulde betale saa mange Penge, som Reisens Bekostning kunde beløbe sig til, og er det troeligt, at de Pavelige Renteskrivere da have intet glemt, men giort Regningen saa, at Paven intet tabte derved.

Saasom Keyser Cantacuzenus for nogen Tiid siden havde skikket sit Gesantskab til Avignon, og Paven havde lovet derpaa, at affærdige nogle Legater til Constantinopel for at tale om Religions Sager, helst om en Foreening mellem begge Kirker, 1350hvortil Keyseren syntes at inclinere, saa bleve tvende Bispe udi det Aar 1350 skikkede udi saadan Legation: Disse overlagde med Keyseren om Maaden, paa hvilken saadan Foreening best kunde skee, og funde for gott, at der maatte sammenkaldes et almindeligt Concilium, saavel af Orientalske som Occidentalske Bispe, hvis Dom og Kiendelse man skulde underkaste sig. Men det kom ikke til nogen Virkelighed formedelst Pavens Død, som skeede kort derefter. Bemældte Pave creerede udi samme Aar 12 nye Cardinaler, som efter Sædvane mestendeels vare Gasconier, saa at Italienerne derover despererede om at faae nogen Tiid en Pave af anden Nation. Noget før han døde, En subtil Tvistighed om Christi Blod.reisede sig en subtil Tvistighed imellem Franciscaner- og Dominicaner-Munkene, om Christi Blod, som ved hans Lidelse blev spildet, var noget som var separered fra hans Guddommelighed, og om det samme var adorabilis, det er, kunde dyrkes. Dette Spørsmaal, hvor daar|833ligt og latterligt det end var, blev dog med Alvorlighed examinered af Paven selv, som fordømte denne Proposition. Og seer man deraf, med hvilke Sager de Tiders Geistlighed amuserede sig. Theologien var giort til en Figtkonst, og saaledes brodered med Subtiliteter, at man ikke kunde see Grunden deraf: I sær var det Moralske Studium u-bekiendt, og ingen af de Tiders Lærde tog sig for, at underviise Folk udi deres Pligt mod GUd og sin Næste. Derfore saae man ofte Misgierninger af Vildfarelse at øves som Dyder, hvorpaa kand viises adskillige Exempler, sær i den bekiendte Coronelli Hustru, hvilken, saasom hun i sin Mands Fraværelse frygtede for at lide Skade paa sin Kydskhed, tog Livet af sig selv, meenende derved at have øvet en (a) Christelig Gierning og opoffret sit Liv for at redde sin Siæl. Det er ingen Tvil paa, at adskillige af Vandkundighed jo have anseet denne Gierning som en Heroisk og Christelig Action.

Pave Clemens døde 1352, efterat han havde siddet udi 10 Aar og 7 Maaneder. Hvad Tanker een Deel af Cardinalerne selv havde om ham, sees af et Skrift, som een af dem lod hemmeligen falde paa Gulvet (b) paa det Stæd, hvor Consistorium Et Brev skrevet i Fandens Navn.holdtes, hvilket blev optaget og overlydt læsed. Brevet var skrevet udi Fandens Navn til Paven, som hans Vicarium: Derudi opmuntrede han, nemlig Fanden, hans Hellighed med sine Raadgivere at fremture udi deres Levnet, hvorved de forfremme hans Rige, og bane sig Vey dertil. Han beklager sig allene, at deres Lærdom svarer ikke til deres Levnet, og beder dem saadant at rette, for at faae dis høyere Sted i det mørke Rige. Slutningen af Brevet er denne: Eders Moder Hoffærdighed hilser Eder kierligen tilligemed Eders Søster Gierrighed og Ukydskhed. Datum udi Helvedes Afgrund udi mange Diævles Nærværelse. En utallig Hob Exemplarier deraf udspreedede sig over alt, og finder jeg ikke, at Inqvisition er |834bleven giort efter dets Autor, da dog alting kom i Bevægelse, naar nogen understoed sig at skrive det ringeste mod Geistlighedens, og det Romerske Sædes Høyhed.

De Tvistigheder, som Gregorius Palamas, Hoved for Qvietisterne, havde opvakt i den Grædske Kirke, varede endda. Keyser Cantacuzenus, som favoriserede samme Sect, lod 1351 paabyde et Concilium, og dertil kalde de fleeste Bispe af Thracien, som han vidste at være af samme Meening. Nicephorus Gregoras (a) stræbede at bringe Keyseren derfra, men forgieves, hvorudover Concilium i samme Aar blev holdet. Keyseren aabnede det med en Tale, hvorudi han heftigen declamerer Qvietisternes Lærdom stadfæstes af et Concilio.mod Barlaam og Palamiternes Modstandere. Gregoras stod derpaa op, og besvarede Keyserens Beskyldninger, og begierede til Slutning, at Palamæ Skrifter maatte brændes. Keyseren fortørnedes derover, og talede Gregoras haardt til. Qvæstionen blev derpaa examinered af begge Partier, og enhver fremførede hvad han havde, for at forsvare sin Meening. Men, som Palamiterne havde Medhold af Hoffet, saa blev ved dette Concilium Palamiternes Meening holden for Orthodoxie, og lode de publicere en Relation derover, dem til Fordeel, underskreven af begge Keysere, samt Patriarchen Calixto og 24 Bispe, saa at det gik her ikke anderledes til end paa andre Conciliis, at det Parti, som havde Keyseren og hans heele Garde paa sin Side, blev gierne det, som havde den retteste Troe.

Efter Pave Clementis VI Død traadde Cardinalerne strax ind udi Conclave, for at udvælge en nye Pave, og skyndede Johannes, Kongen af Frankrige, sig til Avignon, for at udvirke, at en Fransk Prælat blev paa nye udvaldt; Skiønt det giortes ikke nødigt; Thi, som de fleeste Cardinaler vare Franske, saa faldt Tingen af Innocentius VI. Pave.sig selv, og en Gasconsk Cardinal, ved Navn Aubert, blev i en Hast udvaldt. Den samme lod sig kalde Innocentius VI. Udi Begyndelsen af hans Regiering kom Carolus 1354IV til |835Italien, og der udi det Aar 1354 lod sig krone til Romersk Konge. Den Constantinopolitanske Keyser Cantacuzenus derimod, forlod Aaret derefter Scepter og Krone, tog Munke-Habit, og retirerede sig udi et Kloster. Udi Pave Innocentii Tiid forefaldt intet synderligt af Vigtighed udi Kirke-Sager. Han efter1362fuldte sine Formænds Exempler i at residere stedse til Avignon, hvor han døde 1362.

Han blev succedered af Wilhelmo Grimaldo, Abbed af St. Victor, hvilken blev Urbanus V.kalden Urbanus V. Denne Urbanus blev saavel som de forrige Paver indstændigen ombeden, at forflytte det Pavelige Sæde til Rom igien, skiønt forgieves. Blant dem, som ved Skrifter raadede ham dertil, var den bekiendte Petrarcha, som paa samme Tiid florerede. Samme Petrarcha var en Florentiner, fød til Arezzo udi Italien 1304. Han blev udi sin Ungdom holden til det Juridiske Studium, hvortil han dog ingen Inclination havde, men han fandt meest Smag i at læse gamle Latinske Autores og Poëter, af hvis Læsning han profiterede saa meget, at han blev en Restaurator og Fornyer af den gamle Veltalenhed, som fra den Tiid begyndte meere og Francisci Petrarchæ Historie.meere at tiltage, først udi Italien og siden i andre Lande. Af Petrarchæ Skrifter ere meest bekiendte hans Italienske Vers, hvorudi han fornemmelig tager Materie af et Fruentimmer, ved Navn Laura, som han havde forelsket sig udi. Paven raadede ham til at ægte samme Laura, men Petrarcha svarede ham dertil, at, dersom Laura af en Maitresse blev forvandled til en Hustrue, vilde hans Poësie tabe meget af sin Geist. Næst efter hans Poëtiske Skrifter ere i Æstime hans Breve. Han declamerer ofte mod det Romerske Hof, og kalder Avignon Babylonien, hvorudover han blant Geistligheden hørte ilde. Han døde 1374, og holdes for den, som først banede Vey for dem, der har beflittet sig paa at cultivere Sprog, og at udrødde det Barbarie, som fast udi 1000 Aar havde hersket i Europa.

|836Pave Urbanus, u-anseed de Erindringer, som ham bleve giorte om at forlade Frankrige, forblev stedse til Avignon, hvor han havde Visiter af adskillige Konger og Førster, blant andre af Kong Waldemar III af Dannemark, med hvilken han underholdt et nøye Venskab, og forærede ham adskillige Helligdommer, for dermed at pryde de Danske Kirker. Jeg finder, at Kongen da lod sig tegne med Kaarset tilligemed Kongerne af Frankrig og Cypro, efterdi man paa samme Tiid havde et Tog for mod de Vantroende. Men hverken Kongen af Frankrige, ikke heller Kong Waldemar, havde i Sinde, at bivaane saadant Tog, saa at denne Devotion sigtede kun paa at giøre Paven en Compliment. Men Kongen af Cypro giorde et Forsøg mod Alexandrien 1365udi Ægypten, hvilken vigtig Stad han udi det Aar 1365 overrumplede og indtog. Dog, som de Christne ikke vare stærke nok til at forsvare Staden mod den Ægyptiske Sultan, forlode de den strax igien, førende med sig et u-troeligt stort Bytte, efterdi Alexandria da var den mægtigste Handel-Stad i Verden.

Man holdt midlertid ved at formane Paven til at forlade Frankrige. Keyseren tilbød sig selv at ledsage ham til Italien. Kongen af Frankrige derimod søgte at holde ham tilbage. Thi Frankrige havde ingen Skade haft af Pavernes Residence til Avignon, efterdi Kongerne imidlertid havde haft dem udi et slags Dependence, og de fædeste Beneficier vare blevne uddeelte til de Franske. Det Argument, som de Franske da brugte, til at beholde Paven stedse hos sig, var dette, at Gascogne var hans Føde-Land, hvorudover, eftersom Christus opholdt sig i Jøde-Land, hvor han var Paven kommer til Italien igien.fød, saa burte Paven ogsaa residere paa sit Fødested. Dette u-anseed gik dog Reisen til Italien for sig 1367, først til Skibs fra Marseille til Genua, og siden derfra til Rom, udi hvilken Stad han giorde et Indtog med 2000 bevæbnede Mænd, og var det ikke liden Glæde for Romerne, efter saa lang Fraværelse, at see Staden beæred med den Pavelige Nærværelse igien. Saasom nu i denne langvarige Udeblivelse adskillige havde bemægtiget sig Kirkens Gods, behøvede Paven Keyserens Hielp, |837til at reducere det samme igien. Keyseren lod sig ogsaa indfinde med en Krigs-Hær i Italien, og blev af Paven med stor Æres-Beviisning imodtagen til Viterbo, og geleided til Rom. Han fik ogsaa Aaret derefter en personlig Visite af den Grædske Keyser Joh. Palæologo, hvilken, saasom Keyserdommet var haardt betrængt af Tyrkerne, agtede at søge om Hielp hos andre Christelige Potentater, og dertil at betiene sig af Pavens Middel. Saasom nu saadant ikke kunde erholdes, uden ved at bekiende sig til den Romerske Troe, saa giorde han strax saadan Bekiendelse, som den Romerske Kirke forlangede, og giorde Paven sig strax Forhaabning om den heele Grædske Kirkes Underdanighed, hvorvel han af forrige Tiders Exempler burte have lært, hvor lidt man kunde forlade sig paa slige Troes Bekiendelser, som aldrig giortes uden politiske Aarsager, og naar det Grædske Keyserdom var i Nød. Paven giorde ham da mange Caresser, saa at de skildtes meget kierligen fra hinanden.

Den Glæde, som Italienerne havde over Pavens Ankomst, og det Haab de havde giort sig om, at Residencen skulde blive anlagt til Rom igien, varede ikke længe; Thi 1370han begav sig Aar 1370 til Frankrig igien, og døde kort efter hans Tilbagekomst udi Avignon. Paa Hiemreisen havde han en Samtale med den bekiendte Svenske Helgen og Prophetinde Birgitta. Samme Birgitta var en Svensk Dame, fød af høy Extraction, og kom i Ægteskab med Ulf Gunarson, Sverriges Riges Raad, med hvilken hun havde 4 Sønner og 4 Døttre. Efter hendes Husbondes Død levede hun i Enkestand i 30 Aar, og tog meer og meer til udi Hellighed og et strængt Levnet. Anno 1344 funderede hun til Wadstena et Kloster for 60 Nonner og for 25 Brødre af Augustiner-Orden, og derpaa reisede til Rom, for at faae sin Stiftelse confirmered af Paven, hvilket hun ogsaa erholdt. Om hendes Spaadomme, som hun giorde i St. Birgittæ Historie.Rom, Paven angaaende, findes adskilligt antegned i hendes Historie. (a) Blant andet gav |838hun tilkiende, at Jomfru Maria havde befalet hende at sige, at Pave Urbanus ikke maatte forlade Italien igien, hvilken Spaadom ikke var u-behagelig for Italienerne, saa at det er troeligt, at hun heller har haft saadan Aabenbaring af de Italienske Cardinaler. Birgitta døde til Rom 1373, og blev canonisered 1391. Den Spaadom, som hun siges at have giort Paven, at han strax skulde døe, hvis han reisede til Frankrig igien, blev opfyldt; Thi han døde kort efter sin Tilbagekomst til Avignon 1370, efterat han havde siddet i 8 Aar. Efter hans Død skreed man til et nyt Vall, og blev da en Fransk Cardinal, Petrus Rogerius udvaldt, som lod sig Gregorius XI. Pave.kalde Gregorius XI. Han creerede strax 12 Cardinaler, som fast alle vare Franske. Udi Begyndelsen af hans Regiering prædikede nogle Spanske Munke efterfølgende Propositioner: 1) i fald det consecrerede Brød falder ned paa u-reene Steder, om Christi Legem lader af at være der meere, saa at Brødets Substantz bliver alleene tilbage, 2) om samme Forandring skeer, i fald Brødet bliver opædt af et u-mælende Creatur, 3) naar det consecrerede Brød fortæres af et Menneske, om ikke Christi Nogle u-nyttige Spørsmaal.Legeme stiger op til Himmelen igien, og ikke gaaer ned i Maven. Disse u-nyttige og u-anstændige Propositioner komme omsider Paven for Ørene, hvilken befoel, at de ikke meere maatte prædikes, saasom Almuen deraf kunde forarges, dog dristede han sig ikke til at fordømme dem, efterdi Thomas Aqvinas og andre Helgene havde forhen bemøyed sig med at examinere og besvare samme Qvæstioner.

Pave Gregorius, endskiønt han efter sine Formænds Exempel residerede til Avignon, og derved autoriserede andre Bisper at forlade deres Sæder, lod han dog strængeligen alle andre befale at begive sig enhver til deres Stifter. Denne Forordning foraarsagede ham dis større Eftertale, efterdi han foregik dem selv med et ont Exempel, og, saasom dette blev ham forrestilled af nogle Romerske Gesantere, som 1376 komme til Avignon, besluttede han at forflytte Residencen til Rom, hvor han Aaret derefter arriverede, og døde kort derefter. Efter hans Død kom |839den heele 1377Stad i Bevægelse i Henseende til det forestaaende Pave-Vall. De fornemste Romere foreholdte Cardinalerne, at det nu var Tiid at udvælge en Pave af en anden Nation, og Almuen raabte overlydt: Romano volemo, det er, vi vil have en Romersk Pave. Endeligen faldt Vallet paa Erke-Bispen af Bari, hvilken lod sig kalde Urbanus VI Pave.Urbanus VI. Men een Deel af Cardinalerne, sær de Franske, protesterede siden imod Vallet, som de sagde sig at have samtykket af Frygt for at blive ilde medhandlet af det Romerske Folk, hvorudover, saa snart de vare komne udi Frihed igien, de skreede Clemens VII. Anti-Pave.til en nye Election, og udvaldte af den Franske Faction Cardinal Robert, hvilken blev kalden Clemens VII. Med hvilken Hidsighed herudi blev gaaet til Verks, sees deraf, at Biskopen af Amiens skieldede Urbanum offentligen for en Løgner, hvorpaa han med de andre Franske Cardinaler tog Flugten, og strax derpaa tilskrev Urbano saadant Opsigelses Brev. Vi Biskoper, Præster, Diaconi ønske Bartholomæo, fordum Biskop af Bari, en bedre og sundere Forstands Aand &c. (a). Ingen Materie er meere disputered over, end disse tvende Electioners Gyldighed. De som fuldte Clementis Parti sagde, at Cardinalerne af Frygt for Døden havde udvaldt Urbanum, hvilket de og selv siden gave tilkiende. De derimod, som fuldte Urbanum, tilstode vel de Trusler, som det Romerske Folk giorde Cardinalerne, men at de samme Cardinaler, længe efterat de vare komne i Frihed igien, stillede sig fornøyede an, og imodtoge Værdigheder og Beneficier af Urbano. Saa at det var ikke uden hans Strænghed, der bevægede dem til dette Frafald (b). Iligemaade foregaves, at Clementis Vall skeede ikke uden Intriguer; Thi Theodorus de Niem fortæller, at de Franske, for at lokke nogle af Urbani Cardinaler til det nye Conclave, skreve enhver til udi sær, at, om han vilde lade sig indfinde, vilde Vallet falde paa ham, saa at enhver af dem udi det Haab |840begav sig til Conclave, hvor de strax af Clementis Vall Det langvarige Schisma begynder. merkede, at man havde bedraget dem (a). Saaledes begyndte det store og merkelige Schisma, som varede udi mange Pavers Tiid, og deelede Christendommen udi tvende Factioner. Men, som ingen Ulykke er saa stor, der flyder jo noget got deraf, saa betienede Konger og Førster sig af den Forvirrelse, som Pavedommet geraadede udi, til at beskytte deres Høyhed og Regalier bedre end tilforn, og at indskrænke den Pavelige Myndighed, som hidindtil havde været i fuld Vext, og var kommen paa den høyeste Spidse. Thi, som der vare stedse 2 Paver paa eengang, saa søgte begge at flattere Konger og Førster for at faae dem paa sin Side, og maatte beqvemme sig til adskilligt, som de tilforn i deres Velmagt aldrig havde indgaaet. Og, som imidlertiid Dets Virkning.den eene excommunicerede og fordømte den anden med Christendommens største Forargelse, geraadede den Pavelige Myndighed i Foragt, endogsaa hos Almuen, saa at Hierarchiet og Kirke-Regimentet blev forflytted fra det Romerske Sæde til Concilia, hvilke tilegnede sig den høyeste Magt, og afsatte en Pave efter en anden, som videre skal viises, saa at man fra Begyndelsen af dette langvarige Schisma kand sætte en nye Periodum udi Kirke-Historien: Og var dette Virkningen af det Pavelige Sædes Forflyttelse fra Rom til Avignon.

Da Pave Urbanus fik Kundskab om dette nye Vall, søgte han strax ved en særdeles Douceur at vinde Gemytterne, som han ved Strænghed havde giort sig afspændige, og for at styrke sit Parti, creerede strax en stor Hob nye Cardinaler. Clemens derimod blev over heele Frankrige erkiendt for retmæßig Pave. Begge excommunicerede strax hinanden, hvilket dog ikke tienede til andet end at forbittre Gemytterne dis meere; Thi man hørte strax derpaa ikke uden Forfølgelser, Fængsel og Mord, som det eene Parti øvede mod det andet. Og lod Urbanus paa eengang 5 Cardinaler, som han holdt suspect, stoppe i en Sæk og kaste i |841Havet, (a) saa det synes, at Cardinals Værdighed har været en slibrig Post paa de Tiider, og at denne Pave ikke har meget agtet Menneskers Liv. Vel er sandt, at han strax derefter paa eengang creerede 29 nye Cardinaler, saa at Kirken heller vandt end tabte ved de forriges Mord. Men, som de nye Cardinaler fast alle vare hans Landsmænd, nemlig Neapolitaner, merkede man, at denne Liberalitet skeede ikke saa meget af Kierlighed til Kirken, som for at bestyrke sit eget Parti, hvorudi han fuldte Anti-Pavernes Exempel, som paa deres Side giorde fast lutter Gasconnier til Cardinaler, saa at om disse Conjuncturer havde varet længe, havde den heele Christen Kirke blevet indsluttet udi Neapoli og Gasconnien. Urbanus holdt det ikke for ringe Fordeel, at han havde paa sin Side St. Cath. af Siena.den bekiendte Helgen Catharina af Siena, hvilken levede paa samme Tiid, og døde til Rom 1380; Thi at være approbered af saadan Helgen var det samme, som at være approbered af GUd, hvorvel det er troeligt, at St. Catharina ikke af Guddommelig Indskydelse, men som en indfød Italiener af Politiske Aarsager tilligemed andre hendes Landsmænd slog sig til Urbani Parti.

Det Skaar, som skeede i den Pavelige Myndighed ved dette Schisma udi Kirken, Joh. Wiclefs Historie.blev ikke lidet formeered ved den bekiendte Engelske Theologi Wiclefs Lærdom, som bragte ikke allene heele Engeland i Bevægelse, men aabnede ogsaa Øyene hos Folk paa andre Stæder. Johan Wiclef eller Wicliffe kom til Verden 1324, og studerede i sin Ungdom til Oxford, hvor han formedelst sin Lærdom var i stor Anseelse, og, saasom Moden da var at give Lærde Mænd prægtige Titler, blev han beæred med den Titel af Doctor Evangelicus. Det første, hvorved Wiclef begyndte at giøre sig særdeles bekiendt, var et Skrift, som han lod udgaae mod Tigger-Munkene, hvis Opførsel han afmalede med Lif-agtig Farve. Derved recommenderede han sig ikke lidet hos den Engelske Nation, endogsaa hos Erke-Bispen af Canterbury Simon |842Islep, hvilken giorde ham til Præses over et Collegio, som han selv havde stiftet; Men den efterfølgende Erke-Bisp Simon Langham, som var Pavens Creatur og en stor Munke-Ven, disputerede siden Wiclef denne Post, og forordnede, at det nys-stiftede Collegium herefter ikke skulde besættes uden med Munke, og blev denne hans Anordning confirmered af Paven. Medens denne Tvistighed varede, anholdt Pave Urbanus V om Han skriver mod Paven.den Skatt, som Engeland var pligtig aarligen at aflægge til den Romerske Pave; og brugte da Wiclef sin Pen paa nye igien, for at til intet giøre Pavens Paastand. Dette opirrede Paven imod ham, saa at han ikke tog i Betænkning at dømme ham imod i den Tvistighed, som han havde med Erke-Bispen. Hos de Engelske derimod insinuerede han sig derved, sær hos Hertugen af Lancaster, hvilken blev hans store Beskytter. Anno 1372 blev Wiclef Theologiæ Professor udi Oxford. Udi denne Post distinguerede han sig saaledes, at han blev anseed som et Orakel; Og forglemte han da ikke udi sine Lectioner at afmale Tigger-Munkene med den rette Farve. Og, som Tvistighederne om de Geistlige Beneficier og Reservationer vare da paa det 1373høyeste mellem Paven og det Engelske Hoff, affærdigede man 1373 Gesantere fra Engeland til Avignon, for at forestille Paven Nationens Klagemaal. Blant disse Gesantere var ogsaa Wiclef, hvilken paa denne Reise saae den Vederstyggelighed, som gik i Svang ved det Pavelige Hof, og derfor ved sin Tilbagekomst ved alle Leyligheder Bliver forfuldt for sin Lærdom. prædikede derimod. Hans U-venner glemte da ikke at antegne hvad som i hans Lærdom kunde være anstødeligt, og skikkede til Paven 19 Artikle, som de havde extraheret af hans Prædikener og Lectioner, og, saasom de samme Artikle fordømte Pavens Magt i verdslige Sager, forsvarede den Kongelige Myndighed, og underkastede Pavens Lærdom Conciliis, blev Paven derover saa fortørned, at han stævnede ham, til at møde for sig personligen inden 3 Maaneder. Universitetet af Oxford giorde kun liden Cas af den Pavelige Bulle; (a) Bisperne derimod stevnede Wiclef at indfinde sig for dem udi St. Pauls Kirke i London. |843Wiclef lod sig indfinde til bestævnte Tiid, geleided af sin Patron, Hertugen af Lancaster, Milord Piercy og andre. Udi den første Session reisede sig stor Tumult, efterdi Milord Piercy vilde bevise Wiclef Ære, og bød ham sætte sig. Dette satt Bisperne i en heftig Bevægelse, og mange haarde Ord bleve derover vexlede, saa at de fleeste forlode Forsamlingen, af Frygt for videre U-leylighed. Pave Gregorii Død, som indfaldt samme Tiid, var ikke liden Fordeel for Wiclef, saasom den baade skildte ham ved en haard Fiende, og derforuden satt Spliid i den Romerske Kirke, hvor tvende Paver paa eengang bleve udvaldte, som tilforn sagt er. Af disse Conjuncturer profiterede Wiclef, og lod udgaae et Skrift, hvorudi han viser, hvor høyligen forHan oversætter den H. Skrift.nødent det var at oversætte den Hellige Skrift paa Moders Sprog. Han lagde ogsaa Haanden paa saadant Verk 1380, saa at hans Engelske Oversættelse af Bibelen er den ældste man haver i det Sprog, hvilket saavel gives tilkiende af hans egen Fortale, som af de paafuldte Forfølgelser, hvilke ikke vare skeede, hvis andre havde førend ham foretaget sig saadan Oversættelse. Derudi skiller han de Canoniske Bøger fra de Apocryphiske, recommenderende de sidste, som nyttige og opbyggelige Bøger, men ikke som de der tiene til Regel for Troen. M. Lewis vidner, at der findes endnu adskillige Exemplarier af denne Version i Engeland, men intet, som er complet. (a)

1381Anno 1381, medens han endda arbeidede paa denne Oversættelse, tog han sig fore at skrive mod Transubstantiationen. Derudi explicerer han sig saaledes: Sicut Hans Skrift mod Transubstantiationen.Christus est similiter Deus & Homo, sic hostia consecrata est Corpus Christi ad minimum in figura & verus panis in natura; Vel qvod idem sonat, est verus Panis naturaliter & Corpus Christi figuraliter: Det er: Ligesom Christus er baade GUd og Mand, saa er det indviede Brød Christi Legeme, i det mindste i Figur, og Brød udi Natur: Eller med andre Ord, naturlig viis Brød, og aande-|844lig viis Legeme; Og, som samme Lærdom var imod en favorit Troes Artikel i den Romerske Kirke, bragte han Geistligheden i stor Bevægelse. At man fornemmelig haver stødt sig i Engeland over denne Post, sees af Walsinghams heftige Declamation mod Wiclef, hvis Historie han begynder saaledes: Joh. Wyclif, eller rettere, Wickebeleve (det er, den Vrangtroende) Satans Engel, Anti-Christi Forløber, fornyende Berengarii fordømmelige Meeninger, stræber at vise, at Brødet udi Nadveren bliver tilbage efter Indvielsen &c. (a) Og seer man deraf, hvor stærk indprentet den Lærdom om Transubstantiationen da overalt har været. Universitetets Cantzler, Wilhelmus Barton, samlede strax nogle Lærere sammen, og fordømte denne Wiclefs Meening, som det vederstyggeligste Kietterie, forbydende alle og enhver under Straf af Kirkens Band, at lære saadant. Wiclef derimod appellerede til det Kongelige Conseil. Men, som den Artikel om Transubstantiationen var rodfæstet i Engeland, fandt han intet Bifald, hverken hos Kongen eller Parlamentet. Den nye Erke-Bisp af Canterbury lod strax Virkning deraf.derpaa holde et Mode, hvorudi adskillige Artikler af Wiclefs Lærdom bleve fordømte, skiønt han selv ikke bliver nævned, ey heller var stævned til at møde. Wiclef besvarede disse Beskyldninger, som han merkede at sigte paa sig; Men han kunde derved ikke stille Stormen. Erke-Bispen vilde endeligen have ham fra Universitetet, og, som han ved egen Magt saadant ikke kunde giøre, udvirkede han Kongens Ordre dertil, saa at Wiclef retirerede sig ud af Landet.

Udi denne Trætte slog han sig ikke til Roelighed, men blev ved at skrive om Kirkens Reformation, og at igiennemhegle Pavernes Opførsel, hvortil nærværende Tiders Forargelse gav ham riig Materie. Dette ophidsede hans Fiender at arbeide des meere paa hans Fald. Pave Urbanus VI stævnede ham at møde til Rom, men Wiclef undskyldte sig ved sin Svaghed udi et Brev, som findes indført i hans Historie, (b) Hans Død. og hvorudi han flatterer |845Paven ikke meget. Denne navnkundige Mand døde endelig 1387, men Disputerne ikke tillige med ham. Hans Skrifter, sær hans Trialogus, bleve siden examinerede og fordømte, og lod Parlamentet 1400 en haard Lov udgaae mod Wiclefismum, hvorudi alle de, som førte saadan Lærdom og læsede Wiclefs Skrifter, bleve dømte til Baal og Brand. Wiclefs Legeme blev 44 Aar efter hans Død opgravet og hans Been brændte. Hans Tilhængere bleve gemeenligen kaldne Lollardi, hvilke efter Walsinghams Sigelse, pleyede at gaae med blotte Fødder og pialtede Klæder, (a) og bleve de samme heftigen forfuldte, ikke allene som Kiettere, men endogsaa som Fiender af Regieringen. Men Lærdommen blev derfore ikke udrøddet; Tvertimod, Wiclefs Skrifter, som af een og anden bleve conserverede, gave Anledning, først til Johannes Hus og siden til Doct. Mort. Luther at reformere Kirken. Hvad Wiclefs Lærdom angaaer, da sees den fornemmeligen af de Propositioner, som bleve uddragne af hans Trialogo, og paa et Mode fordømte, og ere de samme efterfølgende: Extract af hans Lærdom.1) Brødets Substantia bliver paa Alteret efter Indvielsen, 2) og 3) Brødet er Christi Legeme i Figur og ikke naturligen, 4) det er daarligt at fordømme Børn, som døe uden Daab, 5) Confirmationen er ikke reservered til Bisperne, 6) udi St. Pauli Tiid vare ikke uden 2 geistlige Ordener, nemlig Præste og Diaconi: De andre ere siden af Ærgierrighed stiftede, 7) Giftermaal mellem Personer, som ere alt for u-lige i Alder, er intet Giftermaal, 8) Skilsmisse formedelst Svogerskab eller Slægtskab er Menneskets Paafund, 9) Løfter, som gives i Ægteskabs-Contracter om tilkommende Ting, ere ligesaa kraftige som de, der giøres om nærværende, 10) Paven, Cardinaler, Patriarcher og andre Prælater, samt Munke, ere Anti-Christi Tienere, 11) 12) Geistligheden bør lade sig nøye med Offer og Tiende, og ikke berige sig med verdslige Possessioner, 13) den verdslige Øvrighed har Magt til at skille u-gudelige Geistlige ved deres Embeder, 14) dersom den sidste Olie var et Sacrament, havde Apostlerne nok talet om dens |846Stiftelse, 15) man maa ikke troe Paven og Cardinalerne, uden i de Ting, som de klarligen bevise af Skriften. Dette var det Fornemste af Wiclefs Lærdom, for hvilken han af Geistligheden og Munkene blev afmaled som Satans Instrument og Calumnier imod ham.Christendommens Fiende. (a) Og er det ikke at beskrive, hvor mange u-rimelige Meeninger de have tillagt ham, blant andet, at han har sagt alle Religioner at være komne fra Diævelen, og det ved en falsk Forklaring af hans Ord, nemlig, Omnes religiones indifferenter introductæ sunt à Diabolo, skiønt det er gandske klart, at han her ved Religioner alleene har forstaaet Munke-Ordener. Saasom han døde af et Slag, efterdi hans stedsvarende Arbeide havde udtømmet hans Kræfter, saa have de Tiders Munke efter Sædvane giort et Mirakel deraf. Walsingham taler derom saaledes: Hans Mund, hvormed han havde udøset saa mange Bespottelser mod GUd og hans Helgene, blev omdreyet, hans Hoved skielvede, og Maalet forgik ham &c. Saa at de sædvanlige Symptomata udi Apoplexie her maa passere for store Mirakler (b).

Medens dette varede, tumlede de tvende Paver sig lystig om med hinanden, saa man hørte ikke uden om Rov, Mord og Bandsættelse, hvorudihvorudi]hvorudi] A B; hvori SS hvorudi] A B; hvori SS de kappedes med 1389hinanden, og varede det indtil Pave Urbani Død, som skeede 1389. Man seer af et Slag, som i denne Paves Tiid har været holdet mellem Genueser og Venetianer, at Kugler og Krud alt har været i Brug. Dog viises derhos, at denne Brug maa have været gandske ny, efterdi Genueserne derover bleve bestyrtzede som en u-sædvanlig Ting. Derom taler Platina saaledes: Genueserne bleve af denne u-sædvanlige Ting, hvorimod de vidste ingen Præcaution at bruge, gandske nedslagne; Thi et hvert BysseskudBysseskud]Bysseskud] B, Bysseskud. A Bysseskud] B, Bysseskud. A (Bombarda) fældede 2 og 3 tillige (c). Ved Urbani Død |847endtes ikke det begyndte Schisma; Thi de Cardinaler, som vare af den Afdødes Faction, komme alleene sammen, og i en Hast udvaldte til Pave Petrus Tomacelli, hvilken fik Navn Bonifacius IX Pave.af Bonifacius IX. Derved forsvandtes den Forhaabning, som man havde giort sig om Kirkens Foreening ved een af de tvende Pavers Død. Vel toge adskillige sig siden paa at til Veye bringe et Forliig, men forgieves; Thi ingen vilde være den u-ægte Pave, hvorudover Forvirrelsen stedse holdt ved. Endeligen døde Clemens VII udi det Aar 1394, da for at giøre Ende paa den U-eenighed og at bringe Kirken under eet Hoved igien, affærdigede Kongen af Frankrige et Brev til de forsamlede Cardinaler udi Avignon, med Begiæring, at de vilde opsætte Vallet en Tiid lang, og betiene sig af denne Vacance til at befordre Kirkens Fred. Men Cardinalerne, som vel kunde giette Brevets Indhold, funde for gott ikke at aabne det, førend de havde udvaldt en nye Pave, hvilket og skeede. Den nye Pave blev den bekiendte Pierre de Lune, som Benedictus XIII nye Anti-Pave.under forrige Pave var brugt i de vigtigste Forrettninger. Han lod sig kalde Benedictus XIII. Samme Mand havde tilforn ideligen declameret mod Pave Clemens, efterdi han ikke vilde arbeide paa Kirkens Fred, og lod sig ofte merke, at, hvis han nogen Tiid blev ophøyed til Pavelig Værdighed, skulde intet være ham meere angelegent, og befodrede han sin Promotion ikke lidet ved saadan Tale. Han gav strax i Begyndelsen tilkiende, at han med Iver vilde gribe dette Verk an, og gierne opoffre sin Værdighed for at befodre Kirkens Velstand; Men Udgangen viisede, at han meenede intet mindre, og at denne hans Protestation var ikkun Hyklerie og Skrømt.

Saasom man nu saae intet Middel til at hæve dette fortrædelige Schisma, uden at begge Paver vilde forliige sig, eller een af dem vilde afstaae sin Værdighed, saa Forgieves Arbeide paa at ophæve Schisma.arbeidede man af yderste Kræfter paa at bevæge dem begge dertil. Adskillige Gesantskabe bleve saa vel fra Kongen af Frankrige, som af Universitetet til Paris, affærdigede til Avignon, for at erindre Benedictum om hans Løffte, og raade ham til at renuntiere. Men han spiisede dem |848altid af med Snak og Complimenter. Universitetet, som tog sig dette meest an, seende, at der var intet at vinde ved Formaninger, besluttede at afsondre sig fra Benedicti Lydighed, og lod udgaae et Skrift, hvorudi Aarsagen dertil forklares, (a) forfærdigede ogsaa ved dets Procureur Jean de Craon en Appellations-Act, hvorved man appellerede fra Benedicto til den tilkommende Pave. Men dette 1396havde ingen anden Virkning, end at han udi det Aar 1396 lod udgaae en Bulla, hvorudi han fordømte denne Appellation. Det er ellers merkeligt, at det Parisiske Universitet, som udi et Brev til Kong Carl VI anholder om et Concilio for at dømme i denne Sag, udi samme Brev forlanger, at foruden Bispe og Prælater, dertil maa inviteres et lige Antall af Doctores, som forstaae Theologie, samt Lov og Rett, hvorudi Bisperne ere ukyndige (b).

Hvad som mest drev de Christne Potentater til at arbeide paa Kirkens Fred, var Tyrkernes store Fremgang; Thi de samme havde ikke allene bemægtiget sig fast det heele Østlige Keyserdom; men endogsaa udbreedede deres Magt indtil Ungarn, og da den Ungarske Konge Sigismundus med en anseelig Kriigshær af alle Slags Nationer Tyrkernes Fremgang.gik dem i møde, blev han totaliter slagen ved Nicopoli 1396 af den Tyrkiske Sultan Bajazet, hvilken ved denne Seyer indjog Skræk i den heele Christendom. Denne U-hæld bevægede de Europæiske Potentater at hæve det Schisma, som havde satt heele Europa i Bevægelse. Man forsøgte udi samme Aar at anholde om det samme hos Pave Bonifacium, og ved et Gesantskab formanede ham, for Kirkens Fred at forlade det Pavelige Sæde, forsikkrende ham om, at Benedictus skulde giøre det samme. Men Bonifacius afvisede dem med slett Svar, sigende, at han var den rettmæßige Pave, og at han aldeeles ikke vilde forlade sit Embede, hvortil han var lovligen kalden. Af alle disse Vanskeligheder lod man sig dog ikke overvinde, men |849søgte med onde, saavel som med gode, at bringe disse haardnakkede Paver til at resignere. Og gav dette siden Anledning til de store navnkundige Concilia, som i efterfølgende Seculo bleve holdne, og hvorved den Pavelige Myndighed fik et Skaar, som siden næppe kunde læges. Men førend jeg træder til disse merkelige Concilia, som foraarsagede Kirken en anden Skikkelse, vil jeg slutte dette Seculi Historie, og efter min vedtagne Maade korteligen betragte Kirkens Tilstand.

Det Pavelige Herredom havde udi dette Seculo naaet sin største Vext. Man Dette Seculi Tilstand.seer derudi en Bonifacius VIIIVIII]VIII] A B; XIII SS VIII] A B; XIII SS at føre 2 Sværd, og dets Meening udtrykkeligen at forklares i Jure Canonico saaledes: Naar Apostlerne sige: Her ere tvende Sværd, svarer Christus ikke, at det er for meget, men at det er nok, og derved giver tilkiende, at Kirken tilkommer tvende Sværd, saa at af disse Ord: Stik dit Sværd i Skeden, om nogen vil bevise at Kirken intet Sværd maa føre, lader han derved see, at han ikke forstaaer Skriften. Videre siger samme Rett om disse 2 Sværd, at det eene maa bruges for Kirken, det andet af Kirken. Det første er udi Pavens, det andet udi den verdslige Øvrigheds Haand, som bør være færdig til at bruge det, naar Geistligheden befaler, saa at det eene Sværd er under det andet, og den verdslige Magt under den geistlige &c. Hvo skulde vel have kundet troe, at af de Ord, see, her ere to Sværd, et saadant Systema kunde fabriqueres. (a) Men da det Pavelige Herredom var kommen paa den høyeste Spidse, saaledes, at ingen Potentat dristede sig meere til at staae paa sin Rett, og det var bleven u-overvindeligt i Henseende til udvortes Magt, henfaldt det udi en indvortes Svaghed, hvilket ikke lidet formindskede dets Kræfter. Det første Skridt, som blev giort til det geistlige Monarchies Svækkelse, var, da Paverne begyndte at transferere deres Sæde fra Rom til Avignon; Thi deraf fløde tvende U-held, først at den Pavelige Stoel tabte meget af sin Anseelse og Hellighed, 2) efterdi Den Pavelige Myndigheds Aftagelse.Paverne, all den |850Tiid de residerede udi Frankrige, maatte leve udi en slags Dependence af de Franske Konger. Den Foragt, som de ved denne Forflyttelse geraadede udi, formeeredes besynderligen ved det langvarige Schisma, hvorudi den eene Pave giorde sig en Merite af at lægge for Dagen den anden Paves Laster og Misgierninger, hvorved meenige Mand tabte meget af de høye Tanker, de havde haft om disse Christi Statholdere; Men den tykke Vankundighed man endda var nedsiunken udi, og den Scholastiske Theologie, hvilken bestoed alleene i Barbariske Terminis, hindrede, at man ikke kunde see videre ind udi Tingen. Vel er sandt, at man udi dette Seculo begyndte at excolere Orientalske Sprog. Pave Clemens V salarerede visse Magistros, der offentligen skulde docere Hebraisk, Chaldaisk og Arabisk udi Rom, Paris, Oxford, Bologna og Salamanca, som da vare de fornemste Universiteter. (a) Og haver jeg i Boglige Konsters Forfremmelse.Historien viset, at den store Italienske Poët Petrarcha tog sig for at fornye den gamle Veltalenhed, og banede Vey til det forrige Barbaries Udrøddelse. Grædsk og got Latin, som tilforn var u-bekiendt, begyndte ogsaa nogle faa at have god Fremgang i, og derudover, formedelst dets Raritet, komme udi saadan Agt, at de toge Titler deraf, som Opskriften af et Brev viser: Andronicus Contobracas, utriusqve Lingvæ peritus Reuchlino. Een og anden beflittede sig ogsaa paa andre Videnskaber; Thi een Compassers og Kruds PaafundPaafund]Paafund] Paaund A Paafund] Paaund A .ved Navn Joh. Goia opfandt Compasser, som siden har ført stor Nytte med sig udi Seylatzen. En Munk, Bernhardus Schwartz, inventerede ogsaa midt udi samme Seculo Krud at skyde med, hvilket, endskiønt det har bragt megen U-lykke med sig, saa viser Inventionen dog, at samme Mand har studeret paa Physiske Sager. Dante var een af de første, der bragte det Italienske Sprog udi Anseelse. Men hans Poëtiske Skrifter, skiønt de med Begierlighed bleve læsede af alle, behagede dog ikke Paverne, efterdi han derudi giør Rom til Anti-Christi Sæde, og efterdi han udi det Skrift, kaldet Monarchie, siger, at Paven er ikke over |851Keyseren. Om den todobbelte Magt, som Paverne tiltoge sig, taler han saaledes:

Pave Johannes XXII siges at have anordned, at man skulde ringe med Klokkerne 3 gange om Dagen, og tilligemed recitere 3 gange Ave Maria. Og fandtes der visse Dantz udi Kirkerne.Folk i Tydskland, hvis Devotion bestoed i at dantze, saavel paa Gaderne som i Kirken. Samme Dantzer skeede med underlige og u-anstændige Geberder, og bleve gemeenligen kaldne Veitz Tantze. Hvorvit Geistlighedens U-ordentlighed har gaaet, sees deraf, at de have ageret Slagtere, Kroemænd &c. efterdi saadant forbydes dem paa det bekiendte |853Concilio til Vienne. (a) De fornemste Kietterier, som udspiirede i dette Seculo, ere tilforn i Historien anførte, hvorfore jeg derom her intet videre vil melde. Det merkeligste er, at Pave Johannes XXII selv blev beskyldet for falsk Lærdom.

Man holder for, at Paverne udi dette Seculo begyndte først at hæve de saa kaldne Annater. Et Annata var et Aars Indkomst, eller en Taxt paa det første Aars Indkomst af et vacant Beneficio. Man finder, at Bisper og Abbeder fra det 12 Seculo Annater.pleyede at hæve saadanne Annater af deres Stifter og Abbedier. Pave Clemens V var den første, som i Begyndelsen af dette Seculo tog sig for at hæve Annater udi Engeland, men det var kun paa nogle Aar, og alleene udi Engeland. Pave Johannes XXII derimod tilegnede sig Annater for 3 Aar over den heele Christendom, og hans Efterkommere giorde dem perpetuerlige. Derom er siden meget blevet tvisted, sær paa de tvende store Conciliis til Costnitz og Basel. Og fandt det sidste Concilium for got at ophæve Annater, og i steden derfor at accordere Paven nogle andre Indkomster til det Romerske Hofs Underholdning. Men dette u-anseed have Paverne dog siden continuered dermed, skiønt ikke uden Modsigelse, helst af den Franske Kirke. Hvad som ellers kand tiene til at vise disse Tiders U-rimeligheder, er, at man gav Apostler og Helgene gives Titler af Grever og Baroner.Apostlerne og de afdøde Helgene Titler af Grever og Baroner; Thi Froissardus, som florerede i dette Seculo, talende om en Pillegrim, siger, at han aflagde sin Andagt ved Baron St. Jacobs velsignede Legeme. Ellers er blant dette Seculi Kirke-Anordninger merkelig denne, angaaende Helgenes Reliqvier og Dyrkelse, at der befales at celebrere de 12 Apostlers, de 4 Evangelisters, og 4 Doctorum, nemlig, Gregorii, Augustini, Ambrosii og Hieronymi Fester med en dobbelt Solennitet (sub officio duplici) hvoraf man seer, at de 4 sidste, næst Apostlerne, da have været holdne for de største Helgene. (b)

|854 Skribentere. Niceph. Callistus. Cantacuzenus.Skribentere og lærde Mænd, som florerede i dette Seculo, vare efterfølgende: Nicephorus Callistus, hvis Kirke-Historie gaaer fra Christi Fødsel til 911. Joh. Cantacuzenus Constantinopolitansk Keyser, der vidtløftigen har beskrevet sine egne Tiders Historie udi 4 Bøger. Samme Historie er udi stor Anseelse, dog kand man ikke altiid forlade sig paa ham, naar han taler om sig selv, hvorover man maa conferere Gregoras.den med Nicephori Gregoræ Historie som handle om samme Tider. Af bemældte Gregoræ Historie, kand man ikke formere sig nogen høy Idee om Cantacuzeni Dyder; Thi han tilskriver alle de Borgerlige Kriige til bemældte Keysers Ambition og Begiærlighed til at regiere. Det er merkeligt, at Gregoræ Historie kom ud, da Cantacuzenus endda levede, hvilken har i sin egen Historie besvaret Gregoræ Beskyldninger Chrysoloras.mod sig, og betalt ham med samme Joh. Duns Scotus. Taulerus.Mynt (a). Manuel Chrysoloras, hvilken satt det Grædske Sprog paa Fod igien, ligesom Petrarcha arbeidede paa det Latinske Sprogs Opkomst. Blant Latinerne vare de fornemste Joh. Duns Scotus, som gemeenligen kaldes Doctor Subtilis, og hvorom i Historien er talt, saavel som om Nicolao de Lyra, Wiclef og Petrarcha. Taulerus, en Dominicaner-Munk og en særdeles mærkværdig Mand. Den samme blev eengang stum paa Prædike-Stoelen, og udi 2 Aar forblev i samme Tilstand. Lutherus og Melanchton tale med Berømmelse om hans Theologiske Skrifter, og sætte ham i Classe med de største Lære-Fædre. Ja Lutherus siger, at han af ingen Bøger næst den Hellige Skrift har læret meere, end af Tauleri. Men just det samme foraarsager, at eendeel Romerske Skribentere holde ham for en Kietter. Nogle have anseet ham som en Enthusiast, og kand ikke nægtes, at han ved sine Skrifter jo har givet Anledning til Enthusiasmus. Blant dette Seculi St. Birgitta og Cath. Senensis.Navn-kundige Lærde regnes ogsaa tvende Fruentimmer, nemlig St. Birgitta, om hvis Spaadomme er talt, og Catharina Senensis, hvis mange Breve vi endda have. De tvende store Jurister Bartolus og Baldus florerede udi dette Seculo, Bartolus og Baldus.den første havde været den sidstes Lærer, men der reisede sig siden stor Misforstand imellem dem. |855Joh. Andreas, en Canonist, var i saa stor Anseelse, at man kaldte ham Archi-Doctor decretorum. Hans Dotter Novella var saa lærd, at hun holdt Lectiones Publicas, skiøndt inden for et Sprinkel; og, saasom hun var ikke mindre skiøn af Skabning end lærd, saa havde hun i begge Henseende mange Tilhørere. Blant Mahomedanske Ismael Albufeda.Skribentere florerede udi dette Seculo Ismaël Albufeda, Førsten af Hamah udi Syrien, hvilken har skrevet en Geographie paa Arabisk, førend han kom til Regieringen. Jeg vil ikke tale om de mange smaa Historie-Skrivere, som florerede i dette Seculo, for ikke at opfylde mit Skrift med alt for mange Navne. Blant Sind-riige Skribentere er mest bekiendt Boccatius, hvis Decameron er oversatt paa mange Slags Sprog, og er i alle Folks Hænder.

Udi dette Seculo tales ikke meget om Kietterie. Der mældes allene om en Sect Turlupiner et Slags Kiettere.udi Frankrig, kalden Turlupiner, hvis Lærdom gik derud paa, at man burdte ikke undsee sig for nogen Ting, hvorfore de ogsaa uden Skye blottede deres Naturlige Lemmer, og aabenbare mængede sig sammen. De samme bleve dog udrøddede under Carolo V (a). Udi de Engelske Historier tales og meget om de saa kaldne Lollardis eller Wiclefs Tilhængere, hvilke bleve hæftigen forfuldte, og maatte da den bekiendte Old Castle, en Engelsk Herre af stor Anseelse, sætte sit Liv til for samme Lærdom (b). Jeg kand til Slutning her ikke forbigaae at fortælle en Historie, som findes hos Baronii Continuator (c) om en Dansk Helgen. Den samme kaldes Henrich, og siges at have været Dronning Margaretæ yngste Søn: Han var saa hengiven til Devotion, at, da man efter hans Broders Olai Død ansaae ham som Arving til de tre Nordiske Legende om den Danske Helgen Henric.Kroner, retirerede han sig udi en Franciscaner-Munke-Dragt til en Udørken; Efter at han der havde opholdet sig længe incognito, blev han funden og bragt til Hove igien. Hans Moder, som ikke kiendte ham igien, holdt ham for en Bedrager og dømte ham til at brændes; Men |856han undgik Ilden paa en miraculeuse Maade, kom til Italien, og døde til Perusia 1415, hvor han siges at have giort adskillige Mirakler. Om denne Henrico tale vore Historier intet, saa at det synes, at man har formeret sig saadan Helgen af den falske Olao, hvilken Dronningen som en virkelig Bedrager lod henrette.

Udi dette Seculo kom Jus Canonicum eller Kirke-Retten til sin Fuldkommenhed. Den samme bestaaer af Gratiani Decreto, Gregorii IX Samling, Bonifacii VIII Tillægg, Clementis V Constitutioner, Johannis Extravagantibus og Extravagantibus Communibus, og er det heele Corpus siden efter den Romerske Rettes Maade reducered til et kort Begreb for Ungdommens Nytte, og kaldes Institutiones Juris Canonici. Man kand vel ikke nægte, at adskilligt Gott jo findes i samme Rett, men udi den gode Sæd findes en Mængde af Klinte, forargelige, dristige, u-nyttige og fornemmeligen interesserede Anordninger, saasom de haardeste Love ere mod dem, der ville forsvare deres Rett mod Kirkens Usurpationer; Thi hvad andre Misgierninger angaaer, bruges temmelig Moderation. Dette er særdeeles merkeligt, at denne Rett dicterer særdeeles haarde Straffe mod dem, som tage Rente, hvilket dog nu overalt er tilladt; Thi de som dristede sig til at begrave en Aagerkarl, bleve excommunicerede (a). Ja denne Haardhed mod dem, som tage Rente, gik saa vidt, at endogsaa de, som lode sig bruge til at concipere og skrive Statuta angaaende Rente, vare excommunicerede (b), saa at man kand sige, at hvis alle de Anordninger, som findes i Jure Canonico, skal staae ved Magt, ere nu omstunder alle Roman-Catholske virkeligen excommunicerede.