Skjul alle
|857
Det XV SECULUM.
Nu træder jeg til det 15de Seculum, hvorudi adskillige Ting banede Veyen
til den udi paafølgende Seculo store Reformation og den Pavelige Myndigheds Aftagelse. Jeg
haver tilforn viset, hvilken Tilstand det store og langvarige Schisma udi Kirken havde til
Veye bragt, og at det samme havde givet Anledning til Wiclef og andre at examinere Pavernes Opførsel, og vise, paa hvilken slet Grundvold deres Herredom var bygget. Det
samme gav i dette Seculo Anledning til en anden stor Reformator, nemlig Johan Hus, at
prædike Sandheden med end større Eftertryk, og drev Regenterne til at transferere Kirkens
høyeste Myndighed fra det Pavelige Sæde til Concilia eller Kirke-Forsamlinger, hvilke
tiltoge sig en absolut Myndighed, ikke alleene udi geistlige, men endogsaa udi verdslige
Sager, det er, foreskreve ikke alleene Troes-Artikle, afsatte og indsatte Paver og andre
Prælater, men dømte ogsaa i Tvistigheder mellem Konger og Førster, og reglerede deres Rang
og Fortrin, saa at samme Kirke-Forsamlingers Decisioner bleve anseede som souveraine Love,
baade udi Stats- og Kirke-Sager. Derved giorde dog disse Concilia sig ligesaa forhadte som
Paverne fordum, ja gave omsider Anledning til de sidste at komme til deres forrige
Anseelse og Myndighed igien, hvilket altsammen efterfølgende Historie Tvistighed paa det Pragiske Universitet.udførligen skal vise. Jeg har tilforn
viset, at Keyser Carl IV stiftede et Universitet til Prag udi Bøhmen. Samme Universitet tog
i kort Tid saaledes til, at det blev eet af de anseeligste udi Europa. Det bestoed saavel
af Tydske, som |858Bøhmiske Lærere og Disciple. De Tydske,
saasom de vare stærkest udi Tallet, saa tiltoge de sig all Myndighed, hvorudover Bøhmerne
bare saadan Fortrydelse, at de forestillede saadant den Bøhmiske Konge Wenceslao, og
begierede, at Landets Børn maatte have Direction over Skolerne, og de Fremmede derfra
udelukkes. Wenceslaus var Keyser Caroli IV Søn, som efter sin Faders Død 1378 var bleven
Romersk Keyser; Men, saasom han forestoed Regieringen meget ilde, blev han i Begyndelsen
af dette Seculo af Chur-Førsterne satt fra den Keyserlige Værdighed. Dette foraarsagede, at
han bar intet Anledning til det Leipziske Universitets Stiftelse.got Hierte til den Tydske Nation, og derfore var des villigere til at
accordere Bøhmerne deres Begiering, (a) tildømmende dem, som Landets Børn, Directionen alleene. Men de Tydske bleve derover saa forbittrede, at over 2000 af dem, saavel Lærere
som Disciple, forlode Prag, og retirerede sig til Leipzig, hvor de funderede det bekiendte
Universitet, som endnu florerer.
Joh. Huses Begyndelse.Blant dem af Bøhmerne, som de Tydske
havde en størst Fiende udi, var en Bøhmisk Præst, ved Navn Johan Hus. Den samme
distingverede sig i Begyndelsen af dette Seculo ved sin Lærdom og
Veltalenhed, saa at Bøhmerne løbe i Hobetall til hans Kirke, for at høre ham prædike, og
merkede man strax, at han fremførte adskillige Ting, som ikke vare overeensstemmende med
de Tiders etablerede Lærdom, men, som syntes at være uddragne af Wiclefs Skrifter, hvilke
en Bøhmisk Ædelmand, som havde studeret til Oxford, havde bragt med sig til sit
Fæderneland, hvor han communicerede dem til adskillige af sine Venner, sær til Johan Hus.
Disse Skrifter havde aabnet Øyene udi adskillige Ting paa bemeldte Johan Hus, og, saasom
en riig Borger udi Prag nyeligen havde stiftet en Kirke, kaldet Bethlehem, for tvende
Præste, og Hus i det Aar 1400 var bleven kalden til at være een af disse tvende
Prædikantere, fik han da Leylighed at give efter Haanden sine Tanker tilkiende, og at
udbreede den Lærdom, |859som satt Kirken udi dette Seculo i
Bevægelse, og hvorom siden omstændigen skal tales.
Medens Grundvold saaledes lagdes til disse Bøhmiske U-roeligheder,
arbeidedes af all Magt paa at bringe de tvende Paver til Afstaaelse, skiønt forgieves. De
Franske havde derfor, som sagt er, ikke alleene opsagt Benedicto all Lydighed, men
endogsaa ladet ham arrestere udi Avignon. Bonifacius havde paa den anden Side ved sin
Gierrighed og Simonie giort sig forhadt udi Italien, hvor, efter Niems Berettning, man
overalt saae Pavelige Postillons, for at informere sig om nogen Beneficiarius var syg, for
i tide at see sig om Kiøbmænd til det vacerende Beneficium. (a) Dette foraarsagede, at
Romerne rebellerede imod ham, og dreve ham ud af Staden, skiønt de kort derefter med stor
Begierlighed kaldede ham tilbage igien, og det i Henseende til det forestaaende Jubilæum,
som de frygtede, ingen Virkning vilde have, og liden Profit vilde give, hvis Paven var
fraværende. Han kom derfor tilbage igien, og med stor Success celebrerede Jubel-Festen,
saa at endogsaa en Mængde Franske af Clementis Parti lode sig indfinde udi Rom, skiønt
Carl VI dem saadant havde Kiettere kaldne de Hvide.forbudet.
(b) Paa samme Tiid lod sig see udi Italien en Sect, kaldet
gemeenligen de Hvide, efterdi de bare hvide Kaaber. De samme vare Fanatici, og paastode at
have Aabenbaringer. Een af dem blev greben og brændt: Der siges, at han udi Torturen bekiendte sin Misgierning, hvorvel Platina tviler om saadan Bekiendelse, (c) holdende for, at det var Pavens Digt, for at besmykke den
Haardhed, som han øvede mod dem. Disse Hvide levede med hinanden, som in statu naturali:
Borgere, Bønder, Fribaarne og Trælle vare alle lige. De spisede offentligen udi
Lands-Byerne, og hvilede sig om Natten paa Marken under aaben Himmel. De marcherede lige
mod Rom, for der at aflægge deres Devotion, og bare de et Crucifix for sig, som de
foregave at |860græde over Menneskets
Synder: Saa at man seer, at de have været eenfoldige og Fanatiske Folk.
Tvistighederne varede imidlertid mellem de tvende Paver. Benedictus XIII havde længe siddet indslutted udi sit Pallads til Avignon, hvor han var tilholden at
forblive, 1403indtil Fred og Foreening kunde sluttes, men udi
det Aar 1403 practicerede han sig udaf Arresten. Saa snart han kom i Frihed igien, fik han
Tilløb af de Cardinaler, som havde forladt ham tilforn; Ja Kongen af Frankrig selv
erklærede ham for rettmæssig Pave igien; Hvorvel der strax derpaa reisede sig nye
Tvistigheder imellem dem, efterdi Paven veigrede sig ved at confirmere de Beneficier, som
vare blevne bortgivne i Frankrig fra den Tiid Riget havde opsagt ham Lydighed. Men, for at
lade see sin Begierlighed til at forfremme Kirkens Fred og Roelighed, skikkede han Aaret
derefter Handel om Forliig mellem Paverne.Gesantere til Rom,
(a) for at handle med Pave Bonifacio om Foreening. Bonifacius lod da de samme
forud sige, at han ikke vilde see eller tale med dem, med mindre de vilde tractere ham som
en Pave. Dertil beqvemmede de sig, og finge Audience. De foregave da, at Benedictus var
gandske redebon til at ende dette fortrædelige Schisma, og bade, at Bonifacius vilde
derudi concurrere med ham. Men Bonifacius svarede dem, at han alleene var Pave, og at
Benedictus var Anti-Pave, brugte ogsaa adskillige andre Talemaader, hvorved han saaledes
ophidsede Gesanterne, at de sagde, at Benedictus var ingen Simoniacus, det er saadan een,
som soldte geistlige Embeder for Penge. Og, som Bonifacius merkede, at de derved sigtede
paa ham, blev han derover saa fortørned, at han strax befoel dem at forføye sig fra
Rom.
Kort efter denne Samtale blev han syg og døde udi samme Aar. Men derved
endtes ikke Kriigen; Thi de Italienske Cardinaler traadde strax udi Conclave, og Innocentius VII Pave.udvaldte Cosmat Meliorati, hvilken lod sig
kalde Innocentius VII. Denne Innocentius gav strax tilkiende sin Tilbøyelighed til Fred,
og at han der-|861udi intet vilde give Benedicto efter.
Benedictus blev paa den anden Side ved at spille sin gamle 1405Rulle, og for at viise at det var hans Alvor, giorde 1405 en Reise til
Genua, hvor han dog ikke opholdt sig længe; Thi, som der rygtedes om smitsom Syge i samme
Stad, reisede han kort derefter til Marseille igien. Og kand man slutte af paafølgende
Opførsel, at denne Hændelse var ham ikke ukier, saasom han derved fik en god Prætext til
sin Hiemreise igien. En stor Deel troede dog, at det var begge Pavers ramme Alvor,
hvorudover Geistlighed og Universiteter overalt vare i Bevægelse, og arbeidede paa at
udfinde de beste Midler til Tvistighedens Ophævelse, ey i Agt tagende, at det var puure
Comœdier som spilledes, og at begge Paver søgte kun at holde dem op med Snak.
1406Den nye Pave Innocentius døde kort derefter, nemlig udi
Nov. af det Aar 1406. Cardinalerne udi Italien stode en Tiid lang udi
Tvilsmaal om de skulde skride til et nytt Vall. Dog, saasom de ikke kunde forlade sig paa
Benedicti Løfter, men frygtede, at han stedse vilde søge at blive ved sit Embede, hvorved
den Italienske Faction vilde gaae under, funde de for gott at udvælge en nye Pave med
visse Conditioner saaledes, at han skriftligen skulde forbinde sig til at resignere, saa
snart hans Rival enten giorde Afstaaelse eller ved Døden afgik. Paa disse Conditioner blev
en Venetianer, Gregorius XII Pave.ved Navn Angelo Corrario udvaldt, hvilken lod sig kalde Gregorius XII. Denne Gregorius affærdigede strax Skrivelse
til Benedictum, hvorudi han bevidnede den Attraae han havde til at arbeide paa Kirkens
Fred, og Benedictus svarede ham i samme Tone; Men derudi bestoed den heele Sag, nemlig udi
blotte Ord og Complimenter, og intet virkeligt blev foretaget, som kunde viise, at det var
deres Alvor. 1408Tvertimod Benedictus udgav 1408 en Bulle,
hvorudi han gav tilkiende, at han intet andet Middel til Foreening approberede, end som
kunde til Veye bringes ved Conference mellem de stridige Parter, og at han ikke vilde
beqvemme sig til Afstaaelse, excommunicerende alle dem, som dreve paa det sidste Middel.
Dette opvakte |862saadan Forbittrelse mod ham, sær i Frankrig,
at man offentligen lod examinere og fordømme hans Bulle, erklærede ham for en Kietter og
Freds-Forstørrer, og gav ham ingen anden Titel end Pierre de Lune. Dette indjog ham saadan
Skræk, at han flygtede til Catalonien, og indsluttede sig udi den Fæstning Perpignano, for
der at være i Sikkerhed.
1409Saasom man nu ingen Ende saae paa disse Forvirrelser, fandt man omsider for
gott at holde et almindeligt Concilium, hvilket ogsaa kom sammen Aaret derefter Concilium til Pisa.nemlig 1409 til Pisa. Concilium blev
aabned udi Martio, og da lod man strax udraabe, om nogen mødte for Petrus de Luna og
Angelo Corrario, og, da ingen svarede, blev beslutted, at Concilium uden dem skulde
arbeide paa at hæve dette langvarige Schisma, og at erhverve Kirken Fred igien. Dette
havde dog adskillige Vanskeligheder; Thi nogle holdte for, at et Concilium uden Pave ikke
kunde holdes, og Keyser Rupert, som var Gregorio affectionered, glemte ikke ved sine
Gesantere saadant at insinuere. Cardinalerne meenede, at det udi saadant Tilfald, da der
disputeredes om der var nogen rettmæßig Pave (a), kom dem til
at sammenkalde Concilium; Hvortil de Keyserlige svarede, at dersom de tvilede om at der
vare rettmæßige Paver, saa burde de og tvile om, at de selv vare rettmæßige Cardinaler.
Og, ligesom Keyser Rupert desapproberede dette Concilium i Henseende til Gregorium, saa
protesterede Kongen af Aragonien derimod i Faveur af Benedicto; Men det kunde altsammen
intet hielpe; Thi Forbittrelsen var saa stor mod disse tvende Paver, at man skyede sig ikke ved at giøre adskillige Ting mod Reglerne, hvilket blant andet
sees af den bekiendte Balthasar Cozzas Ivrighed; Thi da Benedicti Deputerede begiærede
Salvum Conductum for at conferere med Gregorio, svarede han: Enten de have Leidebrev eller
ey, skal jeg lade dem brænde, hvis de falde i mine Hænder (b). |863Forbittrelsen sees fornemmeligen af de
hæftige Prædikener, som paa Concilio bleve holdne mod dem. Abbeden af St. Maixant berømmer
i sin Eenfoldighed en Prædiken, som blev holden af Biskopen af Sisteron, og det med disse
Ord: Biskopen forklarede sin Text med saadan Soliditet, at alle deraf bleve bevægede; Thi
han sagde, at de tvende Concurrenter vare ligesaa meget Paver, som hans gamle Skoe, og
lignede dem ved Dievle af Helvede (a). Saadan og anden
Opførsel glemte Concilii Fiender ikke at føre sig til Nytte, for at afmale Concilium sort.
Men u-anseed disse Vanskeligheder, og at de Keyserl. Gesantere uden at tage Afskeed
forlode Concilium, skreed man dog til Arbeide; Og endeligen, efter at alle Beskyldninger
vare hørte og examinerede, blev udi den 15de Session en Sententz afsagt mod de tvende
Paver. Patriarchen af Alexandria steeg op paa et høyt Sted, og oplæsede De tvende Paver dømmes fra deres Embeder.Dommen saaledes
forfatted: Det hellige Concilium efter Betragtning af det som er anført og beviist mod
Petrum de Luna og Angelo Corrario deciderer og erklærer, at alle de Laster, som de
beskyldes for, ere vitterlige, og at bemældte Angelo Corrario og Petrus de Luna ere
haardnakkede Schismatici og Kiettere; Hvorfore de ogsaa have giort sig u-værdige til al
Ære og Værdighed, og ere udlukkede af Kirkens Samfund. Forbyder dem hermed begge at føre
Navn af Paver, og erklærer det Romerske Sæde vacant, løser ogsaa alle fra den Lydighed de
have svoret dem, og til intet giør alle de Sententzer og Domme de have fældet. Hvad
Cardinalernes Promotion angaaer, da dømmes u-gyldige alle de, som ere skeede af Angelo
Corrario siden den 3die May, og af Petro de Luna siden den 15de Junii.
|864Efterat dette var forretted, forsamlede Cardinalerne sig udi den Pisanske
Erke-Bisps Concilium udvælger en nye Pave Alexand. V.Pallads,
og der udvaldte til Pave Cardinalen af Milano Petrum de Candia, hvilken lod sig kalde
Alexander V. Denne Alexander lod strax udgive adskillige Forordninger, hvorudi han
approberede alt det som Cardinalerne havde giort fra Majo 1408, i sær paa dette Concilio,
item begge Cardinal-Collegiernes Foreening, lovede ogsaa at efterkomme det som Concilium havde givet Forsikkring om, nemlig strax at arbeide paa Kirkens Reformation. Og blev alt
dette tilkiende givet paa Concilio ved den bekiendte Cardinal Balthasar Cozza, som siden
blev Pave. Saaledes endtes dette Pisanske Concilium, af hvilket to
Paver bleve afsatte, og som var et Præludium til de to paafølgende større Concilia, der
tiltoge sig end meere Myndighed.
Benedictus XIII holder et andet Concilium.Medens dette
forrettedes, holdt Benedictus XIII et andet Concilium til Perpignano, hvilket bestoed af
120 Bispe, hvoraf sees, hvad Anhang han endda havde. Men det varede ikke længe førend den
største Part retirerede sig derfra, saa at der blev kun 18 tilbage. Med disse overblevne
raadførte han sig om hvad som i denne Tilstand skulde foretages, og endeligen affærdigede
7 Gesantere til Pisa for at handle om Forliig, men Gesanterne bleve paa Veyen anholdne
tilligemed Brevene, som de førte med sig; Hvorudover man ingen Forhaabning meere kunde
giøre sig om at bringe Item Greg. XII.Benedictum til
Afstaaelse. Gregorius XII holdt ogsaa et Concilium til Aqvileia, hvorudi han lod fordømme
saa vel Benedictum, som den nye Pave, der af det Pisanske Concilio var bleven udvalt; Men
gav derhos tilkiende, at han vilde gierne staae fra sin Værdighed, hvis de andre ligeledes
vilde beqvemme sig til Afstaaelse, ja at indfinde sig for et almindeligt u-partisk
Concilium, hvor alle stridende Partier mødte. Men, som han fandt sig ikke sikker udi
Aqvileia og frygtede for Venetianerne, flygtede han hemmeligen udi Kiøbmands Dragt derfra,
og indsluttede sig udi den Fæstning Gaëta, og der opholdt sig en Tiid lang under den
Neapolitanske Konges Ladislai Beskyttelse. Det er |865ellers
merkeligt, at Benedictus, medens han var udi denne Beængstelse og udi Landflygtighed i
Spanien, lod see en ugemeen Iver i at omvende Jøderne, og til den Ende lod ved sin
Medicum, Jeronimum à Sancta Fide, en omvendt Jøde, beramme en Conference, hvorudi skulde
disputeres om Religionen. Adskillige Conference udi Spanien mellem Jøder
og Christne om Religionen.Jødiske Lærere lode sig da indfinde for at
forsvare deres Lærdom mod samme Jeronimum (a). Men denne Conference var saavel
som andre frugtesløs, og enhver af de stridige Partier tilskrev sig Seieren, og Benedictus
publicerede Aaret derefter en Bulle, hvorudi han fordømte Thalmud. Udi denne Tvistighed
spillede den bekiendte Vincentius Ferrerius en stor Rulle. Den samme var da anseet i
Spanien som en miraculeux Mand, og fortaaltes der, at han giøede udi sin Moders Liv, hvorved
gaves tilkiende, at han vilde blive en stor Prædikant. Der siges, at, endskiøndt han
talede ikke uden sit Moders Maal, saa kunde dog alle Nationer forstaae ham; Item, at han
omvendte 200000 Jøder, hvilket var meere end man kand sige om nogen af Apostlerne. Vist
nok er det, at han omvendte mange Jøder, men de forlode fast alle Troen igien kort
derefter. Alphonsus, Kongen af Portugal, lod ogsaa holde en Item i
Portugal.ligesaadan Conference mellem Jøder og Christne. Derudi søgte Jøderne at
drive aabenbare Spott med den Christne Troe. Thi da man visede dem, at den 22de Psalme
sigtede paa Messiam, allegerede en Rabbiner en Historie om en Jødisk Lærer, der blev vreed
paa sin Hane, efterdi den vækkede ham for tiligen op om Morgenen, og derfor kastede ham udi en Kiedel, og, som Hanen blev alligevel ved at gale, bildte
Herren sig ind at finde denne Hændelse udi Jeremiæ Spaadom. Rabbineren beleer denne
Imagination, men siger derhos, at, naar man vil dreye Prophetierne, kand man finde alting
derudi, og at man maatte giøre ligesaa ved den 22 Psalme, for derudi at finde Messiam. Man
seer heraf denne Rabbiners Dristighed, til hvilken Opponentium Svaghed og U-kyndighed har
givet Anledning: Thi Psalmerne og Propheterne ere saa klare, at de gamle Jøder selv have
tilstaaet, |866at de sigtede paa Messiam, og at de yngre
Rabbiner ikke have kundet reede sig ud deraf, uden ved at fingere en dobbelt Christum. Det
er ellers u-vist, hvorledes denne Conference løb af, efterdi Acterne ere borte. (a) Hvad som ellers styrkede de tvende Anti-Pavers Sager var, at den Misfornøyelse med Alexandri V. Regiering.nysudvaldte Pave Alexander V holdt intet af hvad han havde lovet, angaaende Kirkens Reformation, men lod sig gandske
regiere af ovenmeldte Cardinal Balthasar Cozza, saa at man ikke var fornøyed med hans
Opførsel. Hans største Fiende var Keyser Rupert og Ladislaus, Kongen af Napoli. Den første
ophidsedes heftigen imod ham, efterdi han gav den afsatte Venceslao Titel af Romersk
Konge, hvorudover han over heele Tydskland søgte at hindre, at han ingensteds skulde
erkiendes for retmæssig Pave. Den anden nemlig, Ladislaus, som stedse havde holdet
Gregorii XII Parti, havde bemægtiget sig Rom og den største Deel af Pavens Lande. Ham lod
Alexander excommunicere, og endeligen drev ham ud af Kirkens Gods igien. Dette opvakte
ogsaa ikke liden Kaaldsindighed hos hans forrige Venner, at han understoed sig at giøre en
fuldkommen Decision udi den langvarige Tvistighed, som i mange Pavers Tiid havde varet
angaaende Dominicanernes og andre Tigger-Munkes Frihed at betiene Folk udi
Skrifte-Stoelen. Derom er tilforn intet mældet, hvorfore jeg det her paa eengang vil
anføre.
Han deciderer udi den langvarige Tvistighed angaaende Dominicanernes
Prætension at betiene Skrifte-Stoelen.Det Lateranensiske Concilium af 1215 under Innocentio III havde befalet, at alle, som havde naaet skiønsom Alder,
skulde trende gange, eller i det ringeste eengang om Aaret, ved Paaske-Tider, communicere og bekiende deres Synder for deres egne Sogne-Præste; Og maatte ingen betiene sig af nogen
fremmed Skrifte-Fader, uden ved den rette Sogne-Præstes Tilladelse. Udi denne Canon giorde
Pave Gregorius IX det første Skaar, i det han 1227 authoriserede Dominicaner-Munkene, hvis
Orden nyeligen var stifted, at betiene Skrifte-Stoelen, dog saaledes, at det skulde være
paa de Steder, hvor de gemeenligen prædikede. |867Over denne
Tilladelse formaliserede Præsterne sig overalt, saasom de meenede Skrifte-Stoelens
Forretning dem alleene at tilkomme, og derforuden holdte for, at der vilde gives Anledning
til stor Efterladenhed, hvis enhver maatte skrifte hvor han vilde. Af de efterfølgende
Paver indskrænkede nogle meere, andre mindre denne Bevilling, saa at alting var herudi
satt paa Skruer, indtil denne Alexander V ved sin Bulle, datered den
12 October 1409, fuldkommeligen authoriserede Tigger-Munkene udi saadanne Forrettninger.
Dette Foretagende opvakte allevegne stor Koldsindighed mod Paven, sær udi Frankrig, hvor
det Parisiske Universitet kom udi saadan Bevægelse, at Dominicanerne og Carmeliterne turde
ikke føre sig Pavens Bulle til Nytte, og sagde, at den var kommen ud mod deres Vidende. De
andre Tigger-Munke derimod, sær Franciscanerne, exeqverede denne Bevilning med saadan
Hofmod og Dristighed, at Kongen, efter Universitetets Begiering, maatte lade opslaae paa
Kloster-Portene, at Sogne-Præstene, under Straf at miste deres Indkomster, ikke maatte
tillade Franciscaner- og Augustiner-Munke at prædike og skrifte udi deres Kirker. (a) Universitetets Cantzler, Gerson, fik ogsaa Befalning, at igiendrive
Pavens Bulle, og findes den Latinske Prædiken, som han derudover holdt, endnu blant hans
Skrifter. (b) Ved dette og andet
recommenderede Pave Alexander sig ikke meget, helst saasom man vidste, at han gandske
lod sig regiere af Balthasar Cozza, saa at man holdt for, at hvis han havde regieret
længer, havde han blevet ligesaa skadelig for Christendommen, som hans Formænd. Bemeldte
Balthasar Cozza forsømmede da ikke at betiene sig af den Faveur, han stoed udi, for at
erhverve sig et stort Anhang, saa at, om det Romerske Sæde blev ledigt igien, han kunde
være forvissed om de fleeste Stemmer, hvilket ogsaa skeede, da 1410Pave Alexander kort derefter, nemlig 1410 ved Døden afgik. Nogle
Skribentere, som levede paa de Tider, vidne, at |868der da var
et almindeligt Rygte, at han af Balthasar Cozza blev ombragt ved en forgifted Clysteer.
(a) Vist nok er det, at dette var een af de Hoved-Beskyldninger, som giortes
siden mod ham paa det Costnitzske Concilio. Han lod sig kalde Johannes XXIII.
Johannes XXIII Pave.Denne Johannes XXIII er een af de
merkværdigste Paver. Den samme var af Fødsel en Neapolitansk Edelmand. Han begav sig
betimeligen udi den geistlige Orden, og u-anseed denne Stand bortdrev en stor Deel af sin
Ungdom, med at agere Fribytter (b) til Søes. Da han var kied af dette
Handverk, reisede han til Universitetet af Bologna, for at studere, og der blev creered
Doctor Juris. Udi Pave Bonifacii Tiid kom han til Rom, og kunde man da allereede merke, at
han gik frugtsommelig med Pave-Tanker; Thi, da han paa Reisen til Rom blev adspurt, hvor
han agtede sig hen, svarede han: Til den Pavelige Værdighed, (c) han blev
først giort til Geheime Hans Historie og Opkomst.Camerarius,
og var det i den Qualitet, som han lod sig bruge til at selge Indulgencer, saavel i
Tydskland som de Nordiske Lande, saa at han samlede saa mange Penge,
at han kunde tilkiøbe sig den Cardinals Værdighed, som han erholdt 1402. Udi Pave
Alexandri V Tiid gik alting igiennem hans Hoved; Thi han var en forslagen Mand i verdslige
Sager, men havde kun liden Kundskab i Theologie, hvilket hans egen Secretair, Leonard d’
Arrezzo vidner. (d) Efter Alexandri Død stillede han sig an, som han ingen Lyst
havde til at blive Pave; Men just det samme befodrede des hastigere hans Vall, saa at der
var ingen som satt sig derimod, undtagen Cardinalen af BourdeauxBourdeaux]Bourdeaux] A; Bordeaux SS Bourdeaux] A; Bordeaux SS . Dog vidner en Autor, som
levede paa samme Tiid, at der var Tvistighed om Vallet, og at Cardinalerne derfor
adresserede sig til ham med Begiering, at han vilde |869nævne
en Pave. Cozza sagde da: Giver mig St. Peders Kaabe, saa skal jeg dermed beklæde den, som
skal være vor Pave. Men, da han fik Kaaben, lagde han den paa sine egne Achsle og sagde:
Jeg er eders Pave, og blev Tre Maader at udvælge Paver paa.det
saa derved. (a) Man meener, at dette har været Aarsagen, at
man ikke meer vælger Paver ved Compromiss; Thi man betienede sig ellers af 3 slags Maader,
een som kaldtes ved Inspiration, nemlig naar alle Cardinalerne, uden at have forhen
overlagt Vallet, eendrægteligen nævne en Pave. Den anden Maade er Scrutinium, det er, ved
at give deres Vota. Og den 3die ved Compromiss, saaledes, at de overdroge Vallet til een
alleene, og samtykke den samme han nævner; (b) Hvilket siges, at være
skeed ved denne Paves Vall. Platina vidner ellers, at han udi Bologna, hvor Vallet skeede,
og hvor han selv var Legat, havde alting ladet besætte med bevæbnede Folk, hvorudover,
hvis det sig saa forholdt, kand hans Vall ikke henføres til nogen af de 3 omtalte Maader;
Men man kand sige, at han blev Pave med Kaarden i Haanden. (c) Dette har ogsaa meest
Rimelighed, saasom det passede sig paa hans Levnet, hvilket hidindtil havde været heel
militarisk.
Han creerede strax paa eengang 14 Cardinaler, for derved at bestyrke sig
mod sine Rivaler, som endda havde stort Tilhang. Gregorius var under Kong Ladislai Beskyttelse udi Gaëta, og der excommunicerede Johannem, hvilken paa sin Side betalte ham
med samme Mynt, sættende baade ham og hans Skydsherre udi Kirkens Band. Den Protection,
som Gregorius nød af Ladislao, varede dog ikke længe; Thi den nye Pave søgte strax
Leilighed til at forlige sig med Kongen; og, da han saadant havde udvirket, dristede
Gregorius sig ikke til at blive længer i hans Land, og derfor tog Flugten fra Gaëta.
Begyndelsen af Johannis XXIII Regimente var saaledes temmelig lykkelig: Thi han var
erkiendt |870for Pave i den største Deel af Europa. Benedictus havde allene Spanien og Skottland paa sin Side; og Gregorius, som efter sin Flugt havde indsluttet sig i Rimini, var allene understøtted af Keyser Rupert og nogle faa Stæder udi Italien og Tydskland. Men, som samme Keyser døde kort efter Pave
Johannis Vall, mistede ikke allene Gregorius sin eeneste Patron, men fik en Fiende udi den
nye Keyser Sigismundo, hvilken favoriserede Pave Johanni, efterdi Sigismundus Keyser.han havde befodret hans Promotion til den Keyserlige Krone.
Denne Promotion skeede saaledes: Keyser Rupert døde 1410, efterat han havde regieret 10
Aar som Keyser og tvende Aar, som Churførste af Pfaltz allene. Medens han endda var
Churførste, stiftede han det bekiendte Universitet til Heidelberg efter det Parisiske
Universitets Modele. Han var en fredelig Herre, og regierede stedse udi Roelighed, naar
man allene undtager nogle Italienske Tog, som løbe u-lykkeligen af for ham. Han plejede at
sige, at den som fører Kriig, fisker med en Guld-Angel, hvis Forliis kand ikke erstattes
med den beste Fiske-Dræt (a). Efter hans Død udvalte nogle af Førsterne
Jodocum, Margreven af Moravien og Brandenburg; Andre derimod Sigismundum, Kongen af
Ungarn, hvilken ved den førstes Død, som skeede kort derefter, blev af alle antagen til
Romersk Konge. Den Bøhmiske Skribent Dubravius fortæller, at, da han tilligemed de andre
Chur-Førster skulde votere om et Keyser-Vall, sagde han: Jeg kiender ingen beqvemmere end
mig selv til at forestaae Regimentet udi slige vanskelige Tiider. Hvilken Fripostighed
blev med Admiration optagen af de andre Chur-Førster, saa at de alle voterede paa ham
(b). Denne Sigismundus er een af de anseeligste Keysere, Tydskland nogen
Tiid haver haft, saavel i Henseende til hans u-gemeene Lærdom og andre Qvaliteter, som i
Henseende til de vigtige Ting, han foretog og fuldførte i Kirke-Sager. Han saae i
Begyndelsen af hans Regiering, at der behøvedes kraftigere Remedia, end der hidindtil |871havde været brugte, til at hæve den Forvirrelse Kirken og
Staten var bragt udi. Christendommen Europæ Geistlige og Verdslige
Tilstand. havde hart ad i 40 Aar været adsplidet formedelst Anti-Pavernes
Factioner. Enhver gav sig ud for at være rettmæßig Pave, excommunicerede hinanden
indbyrdes tilligemed de Potentater og Riger, som toge deres Modstanderes Parti. Ungarn var
imidlertiid bleven til Rov og Bytte for Tyrkerne, og Bøhmen var formedelst
Religions-Tvistighed bragt i yderste Forvirrelse. Men det meste var Christendommens
fordervede Tilstand og Geistlighedens u-ordentlige Levnet, hvorpaa anføres utallige store
Exempler, blant andre dette, at der fandtes paa samme Tiid Bisper, som aldrig havde været
ordinerede, saasom Wilhelmus de Deys, der havde været Bisp i Strasborg 18 Aar, skiønt han
ikke havde været vied; item en anden af Paderborn, der ogsaa havde siddet i 10 Aar uden
Ordination; Thi Geistlige Embeder bleve bortgivne til de Meest-bydende, og havde Pave
Johannes XXIII foregaaet andre med onde Exempler. Der fortælles
om en Biskop af Hildesheim, hvilken, da han strax efter sin Promotion spurdte, hvor hans
Formænds Bibliothec var, førte man ham til Rustkammeret, hvor adskillige Gevæhr laae
forvarede, og sagde derhos: Disse ere de Bøger, som Eders Formænd have studeret udi;
Efterfølger deres Exempel, og forsvarer Eders Kirke paa samme Maade mod eders Naboer (a). Jeg har viiset udi Historien, at adskillige
Umyndige, ja Børn, undertiden finge Geistlige Embeder. Og maa det være for at hindre
saadan Misbrug, at Clemens V har foresatt visse Aar, saasom 18 Aar for en Subdiacono, 20
for en Diacono, og 25 for en Præst (b). Men det synes,
at de Geistlige ikke studerede udi andre Capitler af Jure Canonico end dem, som handlede
om deres Høyheder og Indkomster, og lode de gode Ting, som derudi findes, være sig
u-efterrettlige.
|872For at hæve disse og andre U-leiligheder, holdt Keyseren fornødent at
sammenkalde et almindeligt Concilium, og derom lod Pave Johannem ved et Gesantskab anmode,
hvorvel de fornemste Lærere paa de Tider holdte fore, at Keyseren af egen Myndighed udi
denne Tilstand saadant kunde foretage (a), helst, saasom man da paastoed
saavel Pavernes som Kirkens Reformation. Paven, endskiønt han ingen Lyst havde dertil,
kunde han dog ikke undslaae sig derfor, men tog venligen imod de Keyserlige Gesantere, og
foreenede sig med dem saaledes, at den Stad Costnitz dertil skulde udvælges. Blant andre
Aarsager, hvorfor Paven beqvemmede sig hertil, var denne, at han stoelede paa, den
Neapolitanske Konge Ladislaus skulde søge at hindre saadant Concilii Fremgang. Men, som
samme Ladislaus just paa den Tiid afgik, begyndte Paven at vakle, og blev i sær
Tvil-raadig, om han Personligen skulde møde til Costnitz eller ey. En Deel af hans Venner
raadede ham derfra, sigende, at han vilde gaae derhen som Pave, men tilbage igien, som en
Privat-Person, men de fleeste Cardinaler raadede ham dertil, og fuldte han omsider deres
Raad, skiønt ikke uden fuld af Frygt og Bekymring.
1414Det Costnitzske Concilium, som havde sin Begyndelse Aar
1414 er eet af de Navn-kundigste og vigtigste, som nogen Tiid er holdet, og det saavel i
Henseende til Det store Costnitzske Concilium.de store Ting,
som der bleve foretagne, som i Henseende til den store Mængde, som bivaanede det samme;
Thi der var fast intet Rige, Republiqve eller Stat, ja fast ingen Stad eller Societet i
Europa, som jo der havde sine Gesantere og Deputerede; Man saae en Liste paa 30
Cardinaler, 3 til 4 Patriarcher, 20 Erke-Bisper, 150 Bisper, over 100 Abbeder, 150 andre
Prælater foruden en stor Mængde Secretaires, og andre Betiente og
over 200 Doctores. Af Verdslige Stænder vare foruden Keyser Sigismundus, IV Churførster og
en stor Mængde af andre Førster, Grever og Baroner. Hvor overmaade stort det heele Tall
har været, sees af dem, som vare |873der allene for at gaae
Concilio til Haande; Thi M. L’ Enfant giver af det Breslauske Manuscript en Liste paa 48
Guldsmede med deres Geseller, 450 Kiøbmænd med deres Svenne, 122 Skoemagere, 222
Skoeflikkere, 300 Kroemænd og Spiiseværte, 70 Banqviers og Vexelerere (Campsores de
florenis), 65 Apothekere, 336 Barberere, Dets Talriighed.og
718 Skiøger (a) hvilket sidste viiser, at dette Concilium ikke gandske var indrettet efter
det Concilii Modele, som blev holdet til Jerusalem i Apostlernes Tiider. Kort at sige,
dette Costnitzske Concilium befattede alt hvad Europa kunde bringe til Veye, saavel af
Gott som Ont. Hvad ellers Personernes Qvalitet angaaer, da giør en Deel Skribentere stort
deraf, og tale prægtigen om de da nærværende Prælaters Forstand og Lærdom, andre derimod
holde for, at der har regieret den tykkeste Vankundighed, hvilket er rimeligere, om man
ellers skal troe visse Historier, som fortælles om een og anden af samme Concilii Fædre,
og af hvilke denne efterfølgende fortiener at anføres. Thierry Brichman, Abbeden af St.
Michaël, kom formedelst den Habilitet, hvormed han ved Concilii Aabning forrettede Messen,
udi saadan Anseelse, at een af Cardinalerne giorde sig Umage for at blive kiendt med ham,
og derfor tiltalede ham paa Latin. Abbeden, som ikke forstoed et Ord deraf, raadførede sig
med sin Capellan, hvad han dertil skulde svare, hvilken bad ham opregne nogle af de
Landsbyer eller Slotte, som vare nær ved Hildesheim. Abbeden svarede derpaa strax
Cardinalen saaledes: Sturwolt, Hase, Gisen, Voersche, Bavenstede, Drispenstede, Itzem,
hvilket Cardinalen tog an for at være Grædsk, undskyldte sig, at hans Lærdom gik ikke saa
vit, og forlod Abbeden med største Respect. (b)
Pave Joh. reisede didhen med Frygt.Pave Johannes XXIII gav sig
paa Veyen didhen den 1 Octobr. 1414, førende med sig en stor Mængde af Guld og Juveeler,
for derved at giøre sig Venner. Thi som han giorde ikke denne Reise med en god Villie, saa
forsømmede han ikke at bruge |874alle muelige Præcautioner for
sin Sikkerhed, i fald Sagerne skulde ikke gaae ham efter Ønske. Der fortælles, at da han
havde passeret Trient, sagde een af hans Hof-Narre til ham: Padre Santo (a) chi passa
Trenta perde; Og, da han selv kom Staden Costnitz saa nær, at han kunde see den, sagde
han: Nu seer jeg Graven, hvorudi man fanger Ræve. Da han passerede igiennem Tyrol,
sluttede han en Alliance med Friderich, Hertugen af Østerrige, hvilken samme Land
tilhørede, og betingede sig hans Beskyttelse. Han stipulerede sig og visse Sikkerheds
Conditioner af Keyseren, og endeligen, efterat alle Præcautioner vare tagne, giorde den 28 Octobr. sit Indtog udi Costnitz, geleided af 9 Cardinaler og en
anseelig Hob af andre Geistlige. Det heele forsamlede Clericie, tilligemed Stadens
Øvrighed, gik ham i møde, og bar Sacramentet for ham, da han passerede igiennem
Staden.
Saasom nu dette Concilium blev holdet, eendeel for at giøre en Ende paa det
Joh. Hus stævnes til Costnitz.langvarige Schisma, som Kirken
havde været plaged med, eendeel ogsaa, for at udrødde den Husitiske Lærdom, som havde satt
heele Bøhmen i Bevægelse, havde man strax stævnet Joh. Hus, at møde til Costnitz, for at
svare for sig. Førend jeg taler om hans Ankomst og den store Tragœdie, som blev spilled
med ham, vill jeg melde noget om hans Lærdoms videre Fremgang. Jeg har tilforn talet om
denne Mands Oprindelse, og viset, udi hvilken Reputation han havde satt sig formedelst
sine dristige Prædikener, som han holdt udi den bekiendte Kirke af Bethlehem. Den Yndest,
som Continuation af samme Mands Historie.han derved vandt,
authoriserede ham til, uden Skye at tale mod den Romerske Kirkes Misbruge og
Geistlighedens u-ordentlige Levnet. Dog gik han i Begyndelsen varligen frem, saa at hans
Lærdom giorde ingen Allarm, førend udi det Aar 1409, da han offentligen erklærede sig mod
begge Paver, nemlig Benedictum XIII og Gregorium XII og raadede Bøhmerne til at slaae sig
til dem, som |875havde foreenet sig om at sammenkalde et
Concilium. Dette kunde Sbynko, Erke-Bispen af Prag, som var Gregorio tilgedan, ikke taale,
hvorudover han fulminerede mod det heele Universitet, sær mod Johan Hus, hvilken han
forbød at forrette nogen geistlig Function udi hans Stift. Men dette bandt ikke Munden til
paa Hus: Tvertimod, han fordobblede sine Censurer, og, da han var bleven Rector ved
Universitetet, rosede han offentligen Wiclef udi Wiclefs Bøger
brændes.sine Lectionibus, og afmalede ham som en Helgen. Da dette kom den nye
Pave Alexander V for Ørene, befoel han Erke-Bisp Sbynko, i tide at sætte sig imod denne
Lærdom, og lod da bemeldte Erke-Bisp 1410 brænde alle Wiclefs Bøger.
Den efterfølgende Pave Johannes XXIII lod Hus citere til sit Hoff, som da
holdtes til Bologna. Men Kongen af Bøhmen saavel, som den Bøhmiske Adel og Universitet affærdigede Gesantere, for at bede Paven om, at Hus maatte dispenseres for at møde, saasom
han var citered paa falske Beskyldninger. Ja Erke-Bispen selv maatte, efter Kongens
Befalning, anholde om det samme. Dog skikkede Hus Fuldmægtige til det Pavelige Hoff, men
de samme bleve efter lang Ophold fængslede og ilde medhandlede. Ja Hus blev kort derefter
excommunicered, Hvorudover han appellerede fra Paven til GUd og det forestaaende
Concilium, og blev stedse ved at prædike som tilforn. Dette varede indtil den nye
Erke-Bisp, Conrad, (a) forbød ham Hans Forsvars-Skrift.igien at prædike udi Prag,
hvorudover han retirerede sig til sit Føde-Stæd, og fra den Tiid, indtil det Costnitzske
Concilium, lod udgaae adskillige Skrifter til sin Lærdoms Forsvar, blant andet et lidet
Skrift, som han lod opslaae paa Capellet af Bethlehem, indeholdende 6 Vildfarelser, hvoraf
den første angik |876Præsterne, som rosede sig deraf, at de
udi Messen kunde af Brød giøre Christi Legem. Den anden bestoed derudi, at man sagde: Jeg
troer paa Paven, paa Helgene, Jomfrue Maria &c. Den 3die var, at Præsterne sagde
sig at kunne forlade hvilke Synder de vilde. 4) At man maa adlyde Kirkens Forstandere i
alt hvad de befale. 5) At Kirkens Band besværger alle dem, som den gives imod, enten de
forskylde det eller ey. Den siette var Simonie, hvorfor han beskyldte den største Deel af
Geistligheden; Og, som dette alleene angik dem, blev det med stor Behag antaget og læset
af de andre Stænder, saa at hans Prædikener havde ligesaa stor Virkning uden for Prag, som
da han offentligen læsede Huses merkelige Samtale med en gammel
Mand.paa Universitetet. Medens han saaledes prædikede paa Landet, vederfoer ham
noget, som jeg her ikke kand forbigaae at indføre: En gammel Mand spurte ham engang, om
han havde seet Paven og Cardinalerne, som han saa heftigen prædikede imod? Hus svarede
dertil: Jeg har hverken seet eller skiøtter om at see dem. Den Gamle sagde da: Hvorfor
taler I da saa ilde om Folk, som I ikke har seet: Jeg har seet dem, og befundet, at de ere
skikkelige og Gudfrygtige Mænd. Hus svarede ham: Efterdi I finder saadan Behag udi dem,
hvorfore reiser I da ikke til Rom og forbliver der stedse? Den Gamle sagde da: Jeg er for
gammel for at giøre saadan Reise, reiser I derhen, som er ung, og siger dem i deres Øyen,
hvad I her taler paa deres Bag. Joh. Hus studsede derved, saa at en Bøhmisk Hus citeres at møde for Concilio.Herre, som var hans Beskytter,
befoel den gamle Mand at tie. (a) Hus blev ellers paa
samme Tiid heftig anfægted af en Engelænder, ved Navn Stokes; Men han besvarede ham saavel
som andre med stor Fynd. Bøhmen blev saaledes bragt i fuld Bevægelse, hvorudover, saasom
det Costnitzske Concilium var berammet, man fandt raadeligt, at lade Hus didhen citere.
Han lod sig og ikke finde u-villig dertil. Dog, |877førend han
begav sig paa Veyen, tog han adskillige Præcautioner til sin Sikkerhed, og forsynede sig
først med Vidnesbyrd om sin Lærdom. Derefter lod han opslaae Skrifter paa alle
Kirke-Porter udi Prag, tilkiende givende sin Reise, og inviterende alle at komme til
Costnitz, for at være Vidner, enten til hans U-skyldighed eller til falsk Lærdoms
Overbeviselse. Ligeledes giorde han og overalt paa Reisen, hvor han kom.
Reisen gik for sig den 11 Octobr. 1414 nogle Dage førend han fik af
Keyseren Skyds-Brev og frit Leide. At han dog selv har haft slette Tanker om Sagens
Udfald, sees blant andet af et Brev, som han strax efter sin Bortreise tilskrev en Præst,
ved Navn Martino, hvorudi han giør et Slags Testamente og Bekiendelse, og blant andre Synder, for hvilke han beder GUd om Forladelse, bevidner sin
Fortrydelse derover, at han havde bortdrevet megen Tiid med Skak-Spill, førend han blev
Præst, Hans Ankomst til Costnitz.item at han havde ivret sig
udi saadant Spill; Og kand dette tiene til et synderligt Beviis paa hans uskyldige Levnet.
Saa snart han var kommen til Costnitz, lod han Paven tilkiendegive sin Ankomst ved tvende
Bøhmiske Herrer, nemlig Johan Chlum og Henric Latzenbock. De samme gave Paven tilligemed
tilkiende, at Hus var forsyned med et frit Leide af Keyser Sigismundo, og bade, at hans
Pavelige Hellighed vilde holde Haand over det samme; Hvortil Paven svarede, at om Joh. Hus end havde omkommet hans egen Broder, vilde han dog hindre, at ham intet Ont skulde
tilføyes, saalænge som han var udi Costnitz. Han levede ogsaa nogle Dage udi fuldkommen
Frihed.
Concilium blev med stor Høytidelighed aabned udi Begyndelsen af Novembr. i
dette Aar. Udi Begyndelsen var Tallet ikkun maadeligt, men det formeerede sig efter
Haanden, og tog man sig da strax for at examinere Huses Lærdom. Han blev udi en
Congregation, som den 28 Novembr. holdtes hos Paven, stævned til at møde. Men Hus veigrede
sig i Begyndelsen derfor, sigende, at han var kommen til Costnitz, for at agere sin |878Sag for det heele Concilium, ikke for Paven og nogle
Cardinaler allene. Dog beqvemmede han sig omsider dertil, og lod sig indfinde geleided af
ovenmældte Hans første Examen.Joh. Chlum, hans oprigtige Ven,
der aldrig forlod ham. Han blev da tilspurdt, om han tilstoed de Ting, som han var
beskyldet for, hvortil han svarede, at han gierne vilde underkaste sig Livs Straff, hvis
nogen kunde overbeviise ham falsk Lærdom, saa at Forsamlingen syntes at være fornøyed med
det Svar, og lod ham for denne gang gaae. Men kort derefter kom Bud fra Paven, som gav
tilkiende, at man havde Ordre til at anholde Hus, men at Joh. Chlum kunde retirere sig.
Chlum protesterede heftigen imod dette Foretagende, og fremviisede Keyser Sigismundi Leide-Brev (a). Men Ordren blev
efterleved, og Paven, for ikke at støde Keyseren for Hovedet, foregav, Han
arresteres.at det var skeed af Cardinalerne i hans Fraværelse. Hus blev
satt i Forvaring i Dominicanernes Kloster, hvor han faldt udi en farlig Sygdom, og er det
merkeligt, at Paven da skikkede ham sine egne Liv-Medicos, skiønt det er troeligt, at
saadant skeede ikke af Affection, men for at hindre, at han ikke skulde døe en Naturlig
Død.
Derpaa begyndte hans Proces. Michaël de Causis, hans store Modstander,
overleverede da Paven 8 Artikle, hvorudi han paastod at være falsk Lærdom, og derforuden
beskyldte Hus for at være Aarsag til all den Forvirrelse, som det Kongerige Bøhmen var
bragt udi; Hvorudover Paven beskikkede 3 Commissarier for at examinere Sagen. Hus forlangede da en Advocat, efterdi han selv var svag; Men det blev ham afslaget, under
Prætext, at det var ikke tilladt at forsvare nogen, som var mistænkt
for falsk Lærdom. Imidlertiid havde Johan Chlum insinuered Keyseren et Keyseren protesterer derimod.Skrift, hvorudi han besværger sig
over det, som var vederfaret mod giorte Løfter og skriftlige Forsikkringer. Keyseren blev
derover saa fortørned, at han strax gav Ordre til sine Ge-|879santere at paastaae den Fangnes Befrielse. Chlum lod ogsaa udgaae et
Manifest paa Latin og Tydsk, hvorudi han afmalede Pavens u-rettfærdige Foretagende mod
Hus, og lod samme Manifest opslaae paa alle Kirke-Dørre udi Costnitz. Men det var
altsammen uden Virkning, og lod Keyseren sig siden overtale til at lade Tingen blive
derved, og maatte det da heede, at han ikke var berettiged til at give nogen Kietter
Skyds-Brev. Ja, naar man vil holde for, at den Canoniske Rett er grundet paa Billighed og
GUds Ord, saa kand man sige, at Keyserens Skyds-Brev var i sig selv u-gyldig, og at Hus havde giort bedre at blive hiemme, end at forlade sig paa et Løfte, som udi den Pavelige
Rett giøres til intet, hvilket viises af det Capitul, som er indført udi Greg. IX Decret;
Hvor man seer, at ingen kand forbinde sig til en Kietter, saa at man deraf kunde slutte,
at en Orthodox Debitor var end ikke forbundet at betale en Kietter sin Gield (a).
Da Keyseren Personligen var kommen til Modet tilligemed de tvende
Anti-Pavers Gesantere, som man længe havde biet efter, tog man sig for i Begyndelsen af
efterfølgende Aar at arbeide paa Kirkens Foreening. Den fornuftigste Part af Concilio holdt
da for, at der var intet andet Middel til Fred, end at alle 3 Paver giorde Afstaaelse.
Gregorius bød sig selv frivillig dertil, og Keyseren paatog sig at giøre en Reise til
Spanien, for at bevæge Benedictum dertil. Det vanskeligste var at bringe Johannem XXIII paa saadanne Tanker; Thi han var eengang af Concilio selv bleven anHandel om alle 3 Pavers Afstaaelse.seed som rettmæßig Pave, og man frygtede,
at, dersom man ikke gik varligen frem, han vilde finde Leilighed til at give Concilio Afskeed. Udi denne Tilstand forfærdigede Cardinalen af Cambray et Skrift, hvorudi han gav
tilkiende, at der var intet Middel til Kirkens Fred uden alle 3 Pavers Afstaaelse, og at
jo større Aarsag Pave Johannes havde til |880at troe at han
var rettmæßig Pave, jo meere var han forbunden til at antage saadant Middel. Endeligen
sagde han, at, dersom bemældte Pave veigrede sig derfor, kunde Concilium tvinge ham
dertil. Pave Johannis Tilhængere arbeidede strax paa at igiendrive dette, som et
forargeligt Skrift, men Cardinalen blev ved sin Meening, og fik Bifald af de fleeste og
fornuftigste.
Saasom Pave Johannes nu merkede, at, naar Concilium kom til at votere, han
vilde staae høy Fare, arbeidede han paa en subtil Maade at bestyrke sig, først ved at
giøre saadan Proposition, at ingen skulde have Rett til at votere uden Cardinaler,
Erke-Bisper, Bisper, Abbeder og andre Prælater, og at de Verdslige Stænder, sampt Doctores maatte udelukkes; Thi, som de sidste vare udi stor Mængde, og ham mindst bevaagne, haabede han ved deres Exclusion dis lettere at kunne erhverve sig de
fleeste Stemmer. Men de fleeste af Cardinalerne satte sig derimod, saa at dette første
Anslag ingen Fremgang havde. Det andet Forslag han giorde, var, at det var best at votere ved Personer, og ikke ved Nationer, saasom han meenede, det var ham lettere at vinde
Personerne i sær, end dem, som vare deputerede og befuldmægtigede af heele Nationer; men
dette fandt ey heller noget Bifald, saa at det i alting saae sort ud for den gode Pave.
Paa samme Tiid blev ogsaa hemmeligen præsentered et Skrift, indeholdende en Optegnelse paa
adskillige Beskyldninger mod ham, og, saasom een Deel af disse Beskyldninger vare saa
klare, at han ikke kunde nægte dem, fandt hans Venner for gott at overtale ham til en
frivillig Afstaaelse, paa det at saadanne forargelige Ting ikke skulde komme for Lyset,
hvortil han ogsaa beqvemmede sig. Men, som denne Afstaaelse var ikke saaledes indretted,
som Concilium kunde være fornøyed med, forfattede man en anden Formular, som blev Paven
præsentered den 18 Febr. 1415 1415. Og det paa
samme Dag, som det Parisiske Universitets Deputerede ankomme tilligemed dets Cantzler Joh. Gerson.Joh.
Gerson, hvilken siden blev ligesom Siælen udi dette Concilium, i Henseende til hans
Forstand, Ærlighed, Dristighed og Iver, hvormed han |881distinguerede sig blant alle saa, at hans Ankomst kunde ikke være Paven meget behagelig,
helst saasom ingen paa de Tiider drev meere paa Reformation og Kirkens Foreening.
Pave Joh. beqvemmer sig til Afstaaelse.Den omtalte
Cessions-Formular blev udi Keyserens og de Fornemstes Nærværelse overlevered Paven ved
Patriarchen af Antiochia (a). Paven tog strax
imod den, og derved opvakte en almindelig Glæde og Fornøyelse, saa at Keyseren med de
andre aflagde Taksigelse til ham, og Te DEum blev siungen. Derpaa blev holden den anden
almindelige Session, hvorudi han med Eed bekræftede det samme, og paa nye igien blev
takked af Keyseren. Men den gode Forstaaelse, som da syntes at være imellem ham og
Sigismundum, varede ikke længe; Thi, saasom Paven eengang paa Concilio var erkiendt for
retmæssig Pave, og han havde ikke lovet denne Afstaaelse uden med den Condition, at de
tvende Anti-Paver skulde beqvemme sig først dertil, saa prætenderede han Rett til at
præsidere udi alle publique Sessioner. Men dette var Keyseren og Concilium ikke fornøyed
med, hvorudover de dreve paa, at hans Løfte strax maatte fuldbyrdes. Han blev i
Begyndelsen derover saa ophidsed, at han med haarde Ord drev dem tilbage, som giorde denne
Proposition, dog, saasom Keyseren tog sig Sagen med Iver an, beqvemmede han sig omsider
dertil, og udstædede en Cessions-Bulle. Herved syntes nu den største Knude at være løsed;
Men, saasom alt hvad Paven herudi havde giort, var skeed af Frygt, og ligesom med Svøben
over Hovedet, saa pønsede han fra den Tiid paa en hemmelig Flugt, hvilken ogsaa skeede paa
en Fest-Dag den Hans Flugt.20 Martii, og
det besynderligen, ved Friderici, Hertugen af Østerrige Hielp, om hvis Venskab han i
saadan Fald havde forsikret sig.
Det er fast ikke at beskrive, hvilken Forskrækkelse denne Flugt
foraarsagede. Den Forhaabning man havde giort sig om Kirkens Reformation, blev derved til
intet, og, saasom ingen ventede, at Concilium skulde uden Pave continuere, lavede enhver
|882sig til Hiem-Reisen, og Kiøbmændene lukkede deres Boder
til, af Frygt for udi denne Forvirrelse at blive plyndrede. Men Keyser Sigismundi Bestandighed stillede strax denne Bevægelse, i det han forsikrede enhver om sin
Beskyttelse, og at Concilium, u-anseed denne Hændelse, skulde continuere, og, saasom man
ikke tvilede om, at jo Hertug Friderich havde befodret denne Undvigelse, saa blev han
strax stævned til at svare for sig. Det var da ved denne Leylighed, at Johan Gerson holdt
den bekiendte grundige Tale om almindelige Kirke-Moders Superioritet over Paverne, som
endnu findes blant hans Skrifter. Paven derimod forsømmede sig paa sin Side ikke, men
Hans Forsvars-Skrift.lod udgaae adskillige
Forsvars-Skrifter, besynderligen et vitløftigt, som han skikkede til Frankrig, og som er
indført i L’Enfants Historie. (a)
Herpaa bleve holdne adskillige Forsamlinger, for at overlægge, hvad man
skulde foretage med den flygtige Pave, og for at examinere de Svar, som han skikkede
tilbage ved een og anden, som Concilium affærdigede til ham. Og var dette det fornemste
som blev handled om i den 3die almindelige Session, hvorudi man merkede af de Disputer,
som da faldte, at Paven havde mange Venner.
Medens dette forhandledes, glemmede man ikke andre Sager, og arbeidede
Joh. Huses Commissarier paa, at overtale ham til en Retractation, skiønt forgieves,
hvorudover han blev satt under stærk Forvaring paa den Fæstning Gottleben. Nogle Dage
Hieronymi Pragensis Ankomst.derefter arriverede til Costnitz den bekiendte Hieronymus Pragensis. Samme Hieronymus var een af Huses stærkeste
Tilhængere, og een af de anseeligste lærde Mænd paa de Tider, saa at mange holde for, at
han i Lærdom og Subtilitet i at disputere, overgik Hus selv. Da Hus begav sig paa Reisen
til Costnitz, opmuntrede han ham til Bestandighed, og lovede, at, hvis han hørte, ham
noget Ont vederfoer, vilde han selv komme. Dette |883frygtede
Hus for at ville skee, og derfor skrev ham til fra sit Fængsel, raadende ham, ikke at
komme didhen. Men Hieronymus vilde efterleve sit Løfte, og kom til Costnitz den 24 April;
Men han blev der ikke længe; Thi, da han merkede, at man nægtede Joh. Hus Audience paa
Concilio, retirerede han sig hemmeligen derfra til Uberlingen, og derfra affærdigede
Skrivelse til Keyseren, og de paa Concilio værende Bøhmiske Herrer, forlangende frit
Leyde; Men det blev ham nægted, hvorudover han begav sig paa Hiem-Reisen igien. Kort
derefter blev dog af Concilio expedered et Leyde-Brev, men det samme var saaledes
forfatted, at Hieronymus kunde ikke være fornøyed dermed, saasom det
gav ham Frihed at komme til Costnitz, men ikke at reise derfra igien; Og den Sikkerhed,
som ham blev loved, var, saa vit som Retfærdighed og Troens Velfærd vilde tillade.
Hieronymus fortsatt derfor sin Han arresteres.Hiem-Reise; Men,
som han ideligen paa Veyen declamerede mod Concilium, blev han omsider angiven for
Øvrigheden, paa det Sted, hvor han eengang opholdt sig, slutted i Bolt og Jern og bragt
til Costnitz.
Medens dette skeede, flygtede Pave Johannes XXIII fra et Sted til et andet,
og hans Beskytter, Hertug Friderich, blev erklæred i Rigets Act. Man anvendte alle Midler
til at bringe Paven paa rette Vey igien, men forgieves; Hvorfore man omsider lod ham
judicaliter citere, og som han ikke mødte, blev han endeligen udi den 10 almindelige
Session erklæred for en Simoniacus, en forargelig Synder og Freds Paven suspenderes.Forstørrer, og ved alle Stemmer eendrægteligen suspendered.
Efterat dette store Verk var forretted, skreed man til andre Sager, og tog sig for, at
examinere den Lærdom om Communionen under begge Species; Thi denne Tvistighed var paa de
Tider den allerheftigste, og hvorved heele Bøhmen var bragt i Bevægelse. Den samme kom
ogsaa Concilium til at sveede, saasom den Brug, at communicere under een Specie, nemlig
Brødet alleene, var nye og imod Christi Indstiftelse, som havde befalet alle, at drikke af
Kalken, og ikke Præsterne alleene, som paa nogen Tiid havde været |884Sædvane. Tvistighed om Communionen sub utraq;
Specie.En Bøhmer, ved Navn Jacobel, havde frem for andre bemøyet sig med at
vise denne Misbrug. Han skulde da igiendrives. Adskillige Skrifter bleve ogsaa forfattede,
hvorudi blant andet findes saadanne Argumenter, nemlig: Dersom Christus havde villet, at
Læge Folk skulde participere udi Kalken med Apostlerne, havde han uden Tvil invitered til
den første Nadvere Jomfru Maria, som var meere værdig dertil, end alle Apostler og
Discipler. Han havde ogsaa invitered Verten i Huset, hvor Nadveren holdtes, item, Joseph af Arimathia, Nicodemum og andre, som gemeenligen fuldte ham. Men som dette ikke skeede,
slutter en vis Autor, som paa samme Tiid forsvarede denne Meening, deraf, at Kalken var
kun alleene for Præsterne, som Apostlernes og Disciplernes Successores. Til den Objection,
at alle bydes at drikke, svarer han saaledes: At Christus vilde endda holde gode Miner med
Judas, og ikke vilde udelukke ham af Kalkens Deel, paa det at St. Peder og andre ikke
skulde merke, at han var en Forræder, og handle ilde med ham. Videre viser han af
adskillige Forebildninger i det gamle Testamente, at det hører allene Præsterne til at
communicere under begge Species; Thi Melchisedech offrede Brød og Viin, efterdi han var
Præst, og Elias aad Brød og drak Vand i samme Qvalitet. Endelig, naar de gamle Kirke-Fædre
sige, at Blodet øses i de Troendes Munde, siger han, at derved forstaaes den saa kaldne
Concomitantia, at, hvor Legemet er, der er ogsaa Blodet. Ikke at tale om andre Argumenter,
der ere ligesaa latterlige og forargelige, og hvis Elendighed bemeldte Jacobel glemmer ikke at vise, skiøndt uden Frugt; Thi de Pavelige stræbede ikke
alleene at bestyrke disse oven anførte Bevisligheder, men endog ophittede nye af samme
Surdey; Thi man seer, at Johannes af Ragusa siden paa det Baselske Concilio søgte at
bevise af de Ord udi HErrens Bøn: Giv os i dag vor daglig Brød, hvorved han sagde
Nadverens Brød at forstaaes, at Kalken var ikke fornøden udi Sacramentet,
efterdi der siges ikke, giv os vor daglig Brød og Viin, men alleene
Brød.
|885Man seer ellers af Historien, at bemældte Jacobel,
og een ved Navn Petrus af Dresden, vare de første, som søgte at retablere Kalken i Bøhmen,
og at de fare vild, som tillægge saadant Johan Hus, efterdi det passerede udi dette Aar
for en nye Meening, da dog Hus havde længe siddet i Fængsel, og udi de Beskyldninger,
som giortes mod ham, blev den Artikel ham ikke forekasted (a).
Men, endskiøndt Hus ikke directe blev beskyldt for at have prædiket mod dem, som borttage
Kalken af den hellige Nadvere, saa seer man dog, at Biskopen af Litomissel anførede det
siden for Concilio, som en Suite af hans Lærdom. Efterat Theologi paa Concilio længe havde
examineret den Artikel, deciderede de omsider derudi saaledes:
1) JEsus Christus haver efter Nadveren administreret Sacramentet under Concilii Decision derudi.begge Species, nemlig Brød og Viin,
2) ikke dis mindre har dog Kirken fundet for gott ikke at meddeele de troende Sacramentet efter Nadveren, uden i Nøds Fald, 3) omendskiønt den første Christne Kirke haver uddeelt
baade Brødet og Viinen, saa har man dog af nødvendige Aarsager beskikked, at Præsterne
allene skulde communicere under begge Species, og at Læge Folk skulde ikkun nyde Brødet,
4) denne Skik bør være en Lov, som ingen uden Kirkens Myndighed maa forandre, 5) hvo som
laster den samme, bør holdes for at føre falsk Lærdom, 6) ja derfore straffes som Kiettere.6) ja derfore straffes som Kiettere.]6) ja derfore straffes som Kiettere.] ikke uthevet i A B 6) ja derfore straffes som Kiettere.] ikke uthevet i A B
Saaledes seer man, at denne Skik ved en offentlig Kirke-Lov blev autorisered,
endskiøndt Concilium tilstod, at den var baade mod Christi Stiftelse og den første Kirkes
Brug. Og glemte da Jacobel ikke strax at give sine Betænkninger derover.
|886Jeronimus Pragensis, efterat han var kommen til Costnitz, som sagt er, blev
Hieronimus Pragensis examineres første gang.han den 23 May bragt til Examen. Han blev da blant andre beskyldet af Gerson, som tilforn havde kiendt
ham udi Paris, at have scandalisered samme Universitet ved falsk Lærdom, og af en anden
Doctor, at han havde foraarsaget samme Forargelse til Prag, hvortil han svarede, at hvad
han havde lært, det vilde han staae ved, og hvis man kunde overbeviise ham nogen
Vildfarelse, vilde han staae fra sin Meening. Og, da nogle raabte: til Ilden med ham,
sagde han, at dersom hans Død var dem behagelig, underkastede han sig GUds Villie. Derpaa
blev han overleveret Stadens Betiente for at sættes i Fængsel; og førte da Johan
Wallenrod, Erke-Bispen af Riga, ham hemmeligen i et Kirke-Taarn, og
lod binde hans Hænder bag om Halsen til en Pæl; udi hvilken jammerlig Positur han blev
staaende udi 2 Dage, indtil nogle af hans Venner komme og løsede ham. Denne haarde Medfart
foraarsagede, at han blev dødelig siug; Dog kom han sig igien, og forblev i Fængsel indtil
hans Død, som skeede Aaret derefter. Nogle Dage derefter blev den Dom, som var fældet over
Pave Johannem, exeqveret, og det udi den 12te almindelige Session. Bemældte Pave var for
nogen Tiid siden falden udi Concilii Hænder, og sad i Forvaring nogle Miile fra Costnitz,
hvor han med største Ydmyghed underkastede sig Concilii Gottbefindende, og skreed man
derpaa den 29 May til Execution saaledes: Efterat de sidste Commissarier, som vare
skikkede til Johannem XXIII, havde bragt hans endelige Svar tilbage, nemlig at han udi
dybeste Submission underkastede sig Concilii Kiendelse, oplæsede Dom over
Pave Johannem.Biskopen af Arras hans Dom af saadant Indhold: Det hellige
Concilium, efterat det har paakaldet Christi Navn og examineret de Beskyldninger, som ere
beviislig giorte imod Johannes XXIII, erklærer ved denne Sententz, at hans Undvigelse er
forargelig, har forstørret Kirkens Foreening, og er imod hans Eed: Iligemaade, at bemældte
Johannes XXIII er en Simoniacus, at han haver ilde admi|887nistreret saavel det Timelige som Aandelige, og ved sin afskyelige Opførsel
har forarget alle Christne, hvorudover han hermed afsættes fra den Pavelige Værdighed, og
alle Christne løses fra deres Troeskabs-Eed, og skal han sættes udi Forvaring, saa længe
Concilium holder det for gott. Concilium reserverer sig og sin Rett til anden videre
Straff.
Efterat Dommen var oplæst, sagde Cardinalen af Viviers, som præsiderede udi
denne Session, at, hvis nogen havde noget derimod at sige, maatte han strax give det
tilkiende. Men ingen svarede dertil, allene Cardinalen af Florence reisede sig op for at
oplæse et Skrift, som man meener at have været en Protestation (a), hvorudi han blev forhindred. Derpaa blev hans Segl og Vaaben sønderbrudte, og
5 Cardinaler Betænkning derover.bleve udnævnte for at
tilkiendegive ham Dommen. Saaledes blev Johannes XXIII ikke allene med Haanhed stødt fra
sin Værdighed, men endogsaa arrestered som en Misdæder. Ingen kand nægte, at jo saavel
hans Promotion til dette høye Embede, samt hans Regimente, havde været meget u-ordentlig;
Men, naar man derimod betragter, at Paverne paa de Tiider fast ikke vare anderledes, ja at
mange havde været langt værre, saa kand man derhos sige, at den Rigueur, Concilium her
øvede, var temmeligen stor, helst som det selv tilforn havde erklæret ham for rettmæßig
Pave, og han siden den Tiid intet Ont havde giort; Thi hvad hans Undvigelse angik, som
lagdes ham saa meget til Last, da skeede den ikke førend man havde skillet ham ved all
Myndighed, tvunget ham til Afstaaelse, og satt ham i Classe med de forhen afsatte Anti-Paver; saa at derfor om saadan Execution havde været skeet paa en anden
Tiid, havde man bevæget Himmel og Jord derover. Men dette Seculum var ikke favorable for
de Romerske Paver, og det langvarige og forargelige Schisma havde giort saadantsaadant]saadant] A B; saadan SS saadant] A B; saadan SS Skaar |888udi deres Høyhed, og saaledes formindsket de høye Tanker,
man havde om det Romerske Sædes Hellighed, at man uden Skye gik i Rette mod en Pave, som
imod en anden Bisp, saa at man kand sige, at denne Uheld hendede Pave Johanni ikke saa
meget for hans onde Gierninger og slette Regimente, som fordi han indfaldt paa en Tiid,
som Hierarchiet havde faaet en anden Form og Skikkelse, og den Troes-Artikel var bleven
etablered, nemlig at Kirkens høyeste Myndighed residerede udi almindelige Conciliis.
Efterat denne store Execution var giort, lod Concilium heele Europa tilkiende Han sættes i samme Fængsel med Joh. Hus.give den
samme, og blev Balthasar Cozza, fordum Johannes XXIII, efterat han havde approberet Dommen, bragt udi Fængsel til den samme Fæstning Gottleben, hvor Johannes Hus sad fangen.
Det var sandelig et synderligt Spectakel, at see disse tvende Fanger paa eet Sted.
Balthasar Cozza havde, som Pave, været den allerivrigste i at forfølge Hus, saa at han
derfor hørte ilde hos mange, sær hos Keyser Sigismundum, efterdi han mod giorte Løfte
havde ladet ham arrestere. Man kand derfore ikke tvile paa, at jo Hus har giort store
Reflexioner derover. Men dette Naboelaug varede dog ikke længe, thi, saasom man merkede, at
Balthasar Cozza vexlede hemmeligen Breve med sine Venner, og det i saa Maade syntes
farligt at have ham saa nær ved Costnitz, lod Keyseren ham føre til Heydelberg, hvor han
nød skikkelig Underholdning. Hvorvel han havde ingen at tale med; Thi, som hans Opvartere
alle vare Tydske, der ikke forstode Italiensk, og han selv ikke forstoed Tydsk, maatte han
give sin Meening tilkiende ved Tegn og Gebærder, hvilket kunde ikke være uden haardt og
u-behageligt. (a)
Man skreed derpaa for Alvor til at forfølge Johan Huses Sag, hvilken var
ikke af mindre Vigtighed, efterdi alles Øyne vare henvendte til dens Udfald, sær det heele
Bøhmiske Folk, som truede med Hævn, hvis man forgreeb sig paa hans Person. De |889Bøhmiske Deputerede overgave den 18 May en vitløftig Memorial udi
hans Faveur, men forgieves; Thi hans Undergang var beslutted, og meenes der, at Hieronymi
Pragensis Ankomst og ivrige Opførsel contribuerede ikke lidet dertil. Den 5 Junii skeede
det første offentlige Forhør, da han blev bragt fra Fæstningen Gottleben til Concilium.
Saa snart man begyndte at oplæse de Beskyldninger, som vare udgangne imod ham, reisede sig
strax et stort Bulder, saa at Dommerne kunde ikke høre hinanden Beskyldninger imod Joh. Hus.selv, langt mindre Huses Svar. Da Allarmen var
nogenledes stille, og Hus vilde forsvare sin Lærdom af Skriften og Kirke-Fædrene, udøsede
man Trusler og Spotte-Ord mod ham, saa at de Fornuftigste skammede
sig derved, og funde for got, at opsætte Sagen til en anden Dag. Den 7de Junii havde han
den anden Audience. Da blev han beskyldet at have prædiket Wiclefs Lærdom, og ophidset det
Bøhmiske Folk til at gribe til Gevæhr, for at forsvare den samme. Dette og andet blev med
Fynd besvared af Hus, hvorpaa han igien blev bortført, og arbeidede da Cardinalen af
Cambray besynderligen paa at bringe ham til at staae fra sin Meening.
Udi den 3die offentlige Audience, som gaves ham Dagen derefter, bleve
oplæsede 26 Artikle af et Skrift om Kirken, som han selv havde tilstaaet sig at være Autor af. Af disse Artikle nægtede Hus nogle, og forklarede andre til sin Undskyldning. De
fornemste, som graverede ham, vare disse: At St. Peder har aldrig været Hoved for den
almindelige Christen Kirke: At den Pavelige Myndighed har sin Oprindelse af de Romerske
Keysere: Omendskiønt een kand være Hoved for den Romerske Kirke, er han det derfor ikke
for alle andre. En Kietter kand alleene censureres af Kirken, men ikke overleveres den
verdslige Øvrighed til at straffes paa Legemet. Den verdslige Øvrighed kand tvinge
Præsterne til at efterleve GUds Bud. Naar een excommuniceres af Paven eller et Concilio,
og appellerer til Christum, kand saadan Excommunication ingen Skade giøre ham; Og,
endskiønt Paven forbyder en saadan excommunicered Præst, at |890forrette Gudstienesten, er han ikke pligtig til at adlyde. All Excommunication er
Anti-Christisk, og opfunden for at ophøye Geistligheden. Disse vare de fornemste
Beskyldninger, uddragne af Huses Skrifter; Thi det, som han var beskyldet for at have lært
om Transubstantiationen og andre Ting, visede han at være conform med den Romerske Lærdom,
saa at hans Kietterie bestoed alleene i at have prædiket mod Pavens og Geistlighedens Magt
og Myndighed. Men det samme var paa den Tiid den allerfordømmeligste Lærdom, og derfor
holdtes tilstrækkeligt nok at bringe ham til Baalet. Det underligste er, at Keyseren selv
var af saadanne Tanker, og sagde, da Hus var gaaen til Side, at en eeneste af disse
Artikle fortienede Livs-Straf.
Ikke des mindre forsøgte man dog, at bringe ham til at retractere sin
Lærdom, men han veigrede sig derfor med stor Bestandighed. Vel er sandt, at han een og
anden Om Hus har retracteret.gang syntes at frygte for Døden,
men han overvandt slige Fristelser, og lod see en Heroisk Bestandighed til Enden, saa at
det er falskt, som nogle foregive, at han retracterede, med mindre man vil kalde
Retractation, naar han lovede, at lade sig undervise, og tilbød, at forlade sine
Meeninger, hvis man kunde overbevise ham Vildfarelse. Derpaa fuldte den 14de almindelige
Session, hvorudi man besynderligen bemøyede sig at bringe Hus til Afstaaelse, men
forgieves. Udi samme Session lod sig indfinde Gregorii XII Fuldmægtig, Cardinalen af
Malatesta, hvilken paa sin Principals vegne giorde Afstaaelse. Benedictus derimod, eller
Petrus de Luna fremturede i sin Haardnakkenhed, hvorudover han paa nye igien blev fordømt.
Endeligen blev holden den 15de Session, hvorudi Hus blev fordømt,
og det paa saadan Maade: Den 6 Julii blev han bragt af sit Fængsel igien, for at høre sin
Dom. Han kom til Kirke-Porten just paa samme Tiid som Messen holdtes, hvorudover man lod
ham blive uden for saa længe, paa det at Gudstienesten skulde ikke vanhelliges ved hans
Nærværelse. Efterat |891Messen var endet, blev han indladen,
og oplæsede da Biskopen af Concordia tvende Sententzer, hvoraf den eene dømte Huses Bøger
til at Hans Dom.brændes, og den anden Hus selv til at
degraderes. Medens disse Sententzer læsedes, laae han paa Knæe, og imidlertid nægtede
adskillige Ting, som bleve ham tillagde, endskiøndt man giorde alt hvad man kunde, for at
hindre ham i at tale; Og da Dommen var afsagt, krævede han GUd til Vidne om sin
Uskyldighed, og bad ham, forlade saavel hans Dommere som hans Anklagere. Men det havde
ingen anden Virkning, end at opvække Spott og Skiends-Ord imod ham. Derpaa lod man ham
iføre Præste-Klæder, og gav ham en Kalk i Haanden, hvilken man strax tog fra ham igien, og
sagde disse Ord: Du forbandede Judas, vi fratage dig denne Kalk, hvorudi er Christi Blod;
Hvortil Hus svarede, at han haabede, denne Dag at drikke af Christi Kalk i hans Rige.
Derefter afførede man ham Præste-Klæderne, og enhver ønskede i sær Forbandelse over ham.
Og, saasom man iligemaade skulde skille ham ved hans Hoved-Haar, reisede sig en Tvistighed
imellem dem, om det skulde skee ved en Sax eller en Ragekniv, saa at deres Opførsel herudi
kunde give Aarsag baade til Graad og Latter. Endeligen fandt man for got, at bruge en Sax
dertil. Man satt derefter en Papiir-Krone paa hans Hoved, og vare paa samme Krone afmalede
3 Diævle med denne Inscription: Hæresiarch, det er, Kietteres Hoved og Anfører, hvorvel
det er troeligt, at de fleeste af Concilii Lemmer ikke vidste Ordets Betydelse; Thi
Reichendal, som levede paa samme Tiid og har beskrevet dette Concilium, siger, at
Hæresiarch er det samme, som Hæresium Arca, eller alle Kietteriers Kiste. (a)
Efterat Kronen var ham paasatt, overleverede man hans Siæl til alle Diævle, erklærede ham
en læg Mand, og overleverede ham den verdslige Øvrighed til Straf.
|892Keyseren befoel strax derpaa Pfaltz-Greven, at overlevere ham udi Stadens
Øvrigheds Hænder, hvilket og skeede. Een troeværdig Skribent vidner, (a)
at Pfaltz-Grev Otto Henrich, som descenderede fra denne Pfaltz-Greve, og døde uden Livs-Arvinger,
pleyede at sige, at GUd straffede udi 3die Leed den Misgierning, som hans
Olde-Fader havde bedrevet, ved at føre Joh. Hus til Retterstedet. Joh. Hus blev geleided
til Baalet af 800 bevæbnede Mænd. Da han kom didhen, faldt han paa Knæe, Hans Execution.oplæsede nogle Poenitentzes Psalmer, og
endeligen recommenderede sin Siæl til GUd. Nær ved Baalet faldt Papiir-Kronen ham af
Hovedet, hvoraf han selv smiilede. Men Soldaterne satte denden]den] B, dem A; dem SS den] B, dem A; dem SS
paa
ham igien, sigende, at det var billigt, at de Diævle, som han havde givet sig til,
opbrændte med ham. Han blev saaledes bunden til en Pæl, og Baalet strax derpaa anstukket,
hvoraf han i et Minut blev qvalt. Hans Legem blev siden paa en rett Barbarisk Maade
medhandled, og Asken deraf kasted i Rhinstrømmen, paa det at hans Tilhængere ikke skulde
føre det som en Helligdom til Bøhmen. Men nogle Husiter (b) skrabede siden
Jorden, hvorpaa han var brændt, og bragte den med sig til Bøhmen. Saadant Endeligt fik
denne, saavel i Liv og Levnet, som i Lærdom fortreffelige Mand. Hans Død svarede til hans
Levnet; Thi aldrig nogen Philosophus er med større Bestandighed gaaen til sin Lidelse.
Hvad hans Lærdom angik, da var den fast i all Ting overeensstemmende med
den Romerske, og var det i den Henseende, at han traadsede alle at kunne overbevise ham
nogen fremmed Lærdom; Men det, som styrtede ham, var, at han prædikede mod Pavens
Myndighed og Geistlighedens u-ordentlige Levnet: Iligemaade dette, at han vilde ikke
fordømme Wiclefs Skrifter, endskiøndt han derfor ikke approberede dem, men paastod
alleene, at man først af den Hellige Skrift skulde vise den U-rigtighed, som |893deri fandtes. Platina nævner alleene blant hans Vildfarelser denne,
at han sagde, at de Geistlige efter Christi Exempel burte være fattige, og at Folk
forargedes over deres Vellyst og Overdaad, og, saasom han forbigaaer andre Beskyldninger,
er det øyensynligt, at hans Kietterie fornemmeligen har bestaaet derudi. (a) Nogle skrive, at
han ved den Leylighed har spaaet om den paafølgende Lutheri store Reformation, og det med
disse Ord: I steege i Dag en Gaas, (b) men hundrede Aar herefter skal komme
en Svane, hvilken I ikke skulle kunne dræbe. Men det synes, at denne Historie er opdigted
siden, efterdi hans egne Disciple, som levede paa samme Tiid, og have beskrevet hans Liv
og Levnet, tale intet herom. Der fortælles ellers, at da han udi sin Ungdom læsede St.
Laurentii Historie, som siges at være bleven steegt paa en Rist udi den Forfølgelse, som
skeede under Keyser Valeriano, vilde han forsøge, om han havde samme Bestandighed som
denne Martyr, og derfor stak sin Finger udi Ilden, men han rykkede den strax tilbage
igien, og fordømmede sin Skrøbelighed. Det synes, at denne Prøve var et Omen for det, som
ham forestod. (c)
Historien af Jean Petits Skrift.Medens denne Process blev
ført, arbeidedes derpaa at erholde en Concilii decision udi den Tvistighed, som den
bekiendte Jean Petits Skrifter havde opvakt, og hvortil Oprindelsen var denne: Hertugen af
Burgundien havde udi det Aar 1407 ladet massacrere Ludovicum af Orleans, Caroli VI Broder.
Dette Mord havde en Parisisk Doctor Jean Petit ladet sig kiøbe til at
forsvare udi et Skrift, kaldet Justification du Duc de Bourgogne, hvorved han paa eengang
opoffrede all den Reputation, som han ved sin Lærdom ellers tilforn havde erhvervet. Udi
Skriftet findes blant andre saadan Thesis paa gammelt Fransk: Chascun Tiran doit &
peut estre louablement & par merite occis de |894qvelconqve son Vassal &c. Det er, en hver Tyran bør og kand med Berømmelse
omkommes af sin Undersaatt, og er det en Merite at begaae saadant Mord. Og et af Jean
Petits Argumenter er, at Michaël Engelen omkom Lucifer uden Ordre (Michel sans
commandement qvelconqve ny de Dieu, ny d’autre, occit Lucifer) (a). Gerhard Montaigu, Biskopen af Paris, fordømte strax som Kietterier de
Propositioner, som fandtes i samme Skrift, og blev Skriftet offentligen brændt i Paris den
25 Febr. 1415. Jean Petit var da allereede ved Døden afgangen, hvorudover den Burgundiske
Hertugs Procureurs appellerede fra den Parisiske Biskops Kiendelse til det Costnitzske
Concilium. Fæderne paa Concilio havde derudi store Vanskeligheder at bestride. Paa den
eene Side frygtede de sig for Hertugen af Burgundien, og toge i Betænkning at støde ham
for Hovedet: Paa den anden Side mærkede de, at de uden Forargelse og Eftertale ikke kunde
lade Concilii løslige Decision.Skriftet passere. Gerson drev
dog med saadan Iver paa denne Sag, at Concilium omsider udi dette Aar tog en Middelvey
saaledes, at det uden at nævne Jean Petit fordømte udi Almindelighed den Proposition, som
derudi fandtes, nemlig at det var en Undersaatt tilladt, at omkomme en Tyran enten
aabenbare eller med List, og erklærede alle dem Kiettere, som forsvarede saadan Meening.
Dog kunde Gerson med all den Umage, han giorde sig, ikke bringe Concilium til
høytideligen og aabenbare at fordømme Skriftet; Thi Sagen blev af Frygt for Hertugen af
Burgundien opsatt fra en Tiid til en anden, indtil Concilium blev hæved. Men ingen havde
større Aarsag at fordømme saadan Meening end det Burgundiske Huus selv, efterdi Hertugen,
som havde forsvaret denne skadelige Thesin, selv kort derefter følede Virkningen deraf, i
det at han blev myrded paa samme Maade.
Efterat Pave Johannes XXIII var bleven afsatt og Johan Hus brændt, tog man
sig for Alvor for at arbeide paa Kirkens Reformation. Da komme adskillige Skrifter for
Lyset, og ad-|895skillige Taler bleve holdne, som sigtede
til at viise, hvorledes Kirke-Reformationen skulde foretages, og hvorvit den burte gaae.
Blant dem, der ved slige Skrifter og Prædikener mest distinguerede sig, var oftomtalte
Gerson, hvilken var Siælen i dette Concilio, og hvis store Iver og u-afladelige Arbeide
man maa forundre sig over. Men førend saadan Kirke-Reformation rett kunde i Verk sættes,
var fornødent at bringe de tvende andre Paver til en frivillig Afstaaelse. Dette havde med
Gregorio XII ingen Vanskelighed; Thi han holdt hvad han ved Cardinalen af Malatesta havde forpligtet sig til, Gregorii XII Afstaaelse.og derfor blev giort til Decanus over Cardinalerne. Men Benedictus,
hvis Halsstarrighed tiltog med Alderen, var ikke saa lett at bringe til Føyelighed,
hvorudover Keyseren udi egen Person paatog sig en Reise til Aragonien, for at overlægge
med Kongen af samme Rige, hvorledes man best kunde bringe denne gamle halsstarrige Mand
til Afstaaelse. Efter at Keyseren var didhen kommen, og havde formanet Kongen af Aragonien til at assistere sig i dette Verk, begyndte man at jage efter Benedictum, og fik ham
indsperret i den Fæstning Colliure. Men, da man tænkte at have ham i Sækken, fik han
Leilighed til at undflye, og kom til en anden Fæstning, nemlig Peniscola, som ligger ved
Søe Kanten, ikke langt fra Tortosa; Benedicti XIII Halsstarrighed.og, saasom han der fandt sig meer udi Sikkerhed, gav han ikke
mange gode Ord, erklærende, at han ikke kunde kiende det Costnitzske Concilium for lovligt
og u-partisk, og at Keyseren fremturede i at holde Concilium i samme Stad allene for at
faae en Pave af sine Tilhængere, og derved i fremtiden at spille Mester udi Italien.
Herudover besluttede man at forfølge ham som en aabenbare Fiende; ja alle
de, som tilforn havde holdet hans Parti, foreenede sig da med Keyseren, og tilligemed ham
forfattede den saa kaldne Capitulation af Narbone, hvorudi Benedicto blev forelagt en vis
Tiid for at møde paa Concilio, og Forsikkring blev given til dem af hans Tilhængere, som
lode sig der indfinde, at tracteres som rettmæßige Cardinaler og Bisper. Kort derefter
døde den |896Aragoniske Konge Ferdinand, som tilforn havde
været Benedicti Beskytter. Hans Søn og Successor Alphonsus tog sig med Iver an at
arbeide paa Kirkens Foreening, og conjungerede sig omsider det heele Aragoniske Parti med
de andre, saa at de approberede det Costnitzske Concilium, og udi det Aar 14161416 bleve antagne til Lemmer derudi.
Medens dette forrettedes, gik Jeronymi Pragensis Proces for sig, hvilken er
ikke mindre mærkværdig, end Johan Huses. Efterat Hieronymus Pragensis havde længe siddet
udi et haardt Fængsel, og derudi været dødelig syg, tog man sig for paa nye igien at
examinere ham, udi Forhaabning, at Johan Huses Medfart skulde giøre Hieronymus Pragensis retracterer.ham meere føyelig. Udi Begyndelsen lod han see
sin sædvanlige Bestandighed; Men udi den 19de almindelige Session fik man ham til at
revocere og fordømme saavel Wiclefs, som Huses Lærdom. Men u-anseed denne Retractation,
holdt man ham dog i Fængsel ligesom tilforn. Ja man begyndte paa nye at chicanere, og
holde hans Bekiendelse mistænkt. Da han nu saaledes merkede, hvor liden Troe og Love man
Kalder sin Retractation tilbage.beviisede, begyndte han
angerligen at fortryde paa den Vankelmodighed, som Frygt for Døden havde bragt ham udi, og
siden den Tiid lod see en ugemeen Bestandighed i at forsvare sin forrige Lærdom, og talede
imod Pavernes og Geistlighedens Tyrannie, og kunde alle de gode og søde Ord, man siden gav
ham, ikke bevæge ham til at staae fra sit Forsætt. Herudover blev han udi den 21de
almindelige Session fordømt, og derpaa overlevered den Verdslige
Øvrighed til Straf. Executionen skeede mestendeels paa samme Maade, som med Johan Hus. Da
man gav ham en Papirkrone med paamalede Dievle, kastede han selv sin Hatt blant de
omstaaende Præste, og satt Kronen paa sit Hoved, sigende, at han gierne bar den for
Christi skyld, som havde baaret en Torne-Krone. Da han kom til det Sted, hvor Joh. Hus havde været rettet, faldt Hans Execution.han paa Knæe, og
giorde en lang Bøn. Derpaa afførede Skarpretteren ham Klæderne, og kastede et skident
Linnet om ham, bandt ham siden til Pælen, og tændte Baalet an, |897hvoraf han blev hastigen qvalt, og prisede han GUd indtil yderste
Aandedræt.
Adskillige anseelige Mænd, som have beskrevet hans Endeligt, vidne alle om
hans store Bestandighed. Men ingens Vidnesbyrd er vigtigere end det, som Poggio Florentino giver med disse Ord: Jeg bekiender, siger han, jeg har aldrig hørt nogen, hvis Tale har
nærmet sig meere til de Gamles Veltalenhed, end denne Mands: Intet er meer forunderligt,
end den ziirlige Discours, han førte, item, det u-forskrækkede Mod og den Kaaldsindighed,
hvormed han besvarede sine Fiender. Det er Skade, at saadant fortreffeligt Genie skulde
vige fra Troen, om det ellers er sandt, som han beskyldtes for. Bemeldte Poggio opregner
en Deel af den Tale, som han holdt for Retten, og som findes anført i L’Enfants Historie,
(a) og siger til Slutning om hans Endeligt, at
han aldrig har seet nogen meere Philosophisk Død.
Med Hieronymi Pragensis Død endtes det Aar 1416. Concilium havde da siddet
udi 3 Aar, og imidlertid foretaget store og vigtige Ting: Johannes XXIII var bleven afsatt
og fængsled, Gregorius XII bragt til frivillig Afstaaelse, det heele Benedicti Parti havde
foreened sig med Concilio, Joh. Hus og Hieron. Pragensis vare brændte som Kiettere; Og
Keyser Sigismundus var i egen Person reised til Spanien, for gandske at desarmere
Benedicti Parti, og at bringe den heele Christenhed under Concilii Lydighed. Man seer
herudaf, hvilken Skikkelse Kirken da havde faaet, og at dens Stat var da paa langt anden
Fod, end udi Gregorii VII og Henrici IV Tiid; Thi Kirkens Souverainetet og høyeste Magt,
som tilforn residerede udi Pavernes Person alleene, var nu devolvered til de almindelige
Kirke-Forsamlinger, og de fleeste, som bivaanede dette Costnitzske Concilio, havde ved
ad-|898skillige Reglements, som den tilkommende Pave
maatte underskrive, lagt Grundvold dertil. Ved denne Forandring bleve Keyserne udi visse
Maade Directeurs udi Kirke-Sager. Thi, som Concilia maatte ved deres Magt beskyttes, saa
kunde det ikke andet være, end at Sagerne maatte dreye sig efter deres Villie og Samtykke.
Man seer derfore, at denne Keyser Sigismundus var ligesom Siælen udi dette Concilio, og at
han har haft fast samme Myndighed i Kirke-Sager, som de gamle Romerske Keysere.
1417Høystbemeldte Keyser kom i Begyndelsen
af det Aar 1417 tilbage fra sin Spanske Reise til Costnitz igien, hvor de geistlige Fædre
kieppedes om at bevise ham Høytid og Ære. De Engelske signaliserede sig da blant andre ved
et nyt Spectacle, som tilforn Geistlige Comœdiers Invention.ikke havde
været i Brug, nemlig ved en geistlig Comœdie over Christi Fødsel og de
u-skyldige Børns Mord, hvilken de lode præsentere for Keyseren den 31 Januarii: Saa at
disse slags Skue-Spill kand tilskrives Engelændernes Invention. Hvorvel man gemeenligen
giør den bekiendte Reuchlinum, som florerede mod Enden af dette Seculo, til Stifter af
saadant. En Tvistighed har derfore reiset sig mellem de Engelske og Tydske om Æren af
denne Invention, og dømmer von der Hardt saaledes derudi, at de Engelske ere de første,
som have indbragt slige Skue-Spill udi Tydskland, men at Reuchlinus har været den første,
som har bragt dem i en ziirlig Orden. Af deslige geistlige Skue-Spill har man udi
paafølgende Seculo giort stor Misbrug, og har man udi Frankrig seet en Comœdie trykt med
den Titel: Christi Lidelses Historie, præsentered først til Angers, siden til Paris. (a) Item, en anden med saadan Titel:
Apostlernes Gierninger, forfattede af Evangelisten Luca, den Hellig Aands Historiographo. (b) Og |899havde dette gaaet videre, hvis Øvrigheden ikke i tide havde satt
sig derimod.
Ved Keyserens Tilbagekomst begyndte man at skride til Hoved-Posterne,
nemlig Kirkens Reformation og et nyt Pave-Vall, hvortil den oftomtalte Gerson ved idelige
Skrifter og Prædikener banede Vey. Men, at man endda ikke havde kunnet komme til Ende
dermed, foraarsagede Benedicti XIII Halsstarrighed, hvilken stedse continuerede,
endskiøndt han var fast forladt af alle. At han endda ikke havde i Sinde at give noget
efter, sees af det nye Gesantskab, som af Concilio udi Begyndelsen af dette Aar blev
affærdiged til ham. Samme Gesantskab bestoed af 2 sorte Brødre eller Benedictiner. Da
Benedictus saae dem ankomme, sagde han: Hvad monne disse Concilii Ravne ville, som nærme
sig til os? Hvortil de svarede: Det er ingen Under, at Ravnene nærme sig til Aadslet,
hvormed de gave tilkiende, at de saae Benedictus XIII afsættes.ham an som et dødt og raadet Legeme; Men i hvilken slet Tilstand han end
var, ansaae han sig endda for Kirkens Hoved, og holdt det Costnitzske Concilium for en
u-ordentlig og u-lovlig Samling. Herudover skreed Concilium omsider til hans Afsættelse,
hvilken gik for sig den 26 Julii udi den 37de almindelige Session.
Medens dette skeede, var heele Bøhmen bragt i Fyr og Flamme. Thi den Ild,
som Joh. Huses Død havde optændt, formeeredes overalt, da man ogsaa fik Tidender om
Hieronymi Pragensis Execution. Husiterne rottede sig sammen, massacrerede Præsterne, hvor
de kunde treffe nogen, plyndrede og brændte Kirker og Klostere, og raabte: Vivant Wiclef og Hus. Det andet Parti gav dem derudi intet efter, og ved deslige
Executioner raabte paa Paven.
Joh. Zisca Husiternes Anfører.Husiterne havde tvende anseelige
Anførere. Den eene var den forfærdelige Joh. Ziska, som regnes udi Historien blant de
største Helte; Og den anden var Nicolaus de Hussinetz. |900Ziska var en fattig Bøhmisk Edelmand, hvilken længe intet got Hierte havde baaret til
den Bøhmiske Geistlighed, eendeel i Henseende til deres u-ordentlige Levnet i
almindelighed, eendeel ogsaa, efterdi een af hans Søstre, som var en Nonne, havde været
krænked af en Præst eller Munk. Den Medfart med Joh. Hus, hvilken han ansaae som en stor
Lærer, formeerede ikke lidet den Bitterhed, han havde fatted mod Præster. Der fortælles,
at, da Kong Wenceslaus kort derefter saae ham at gaae i dybe Tanker og grundende paa
Slots-Pladsen, kaldte han ham til sig, og spurdte, hvad det var, som han saa stærkt
speculerede paa, svarede han: Jeg tænker paa den Tort, som det Bøhmiske Rige er vederfaren
ved Joh. Huses Execution. Kongen, som var en underlig Herre, men derhos meget naif, sagde
da: Hverken du eller jeg er i Stand at hævne saadan Spott; Men see du til, om du kand
finde noget Middel til at hævne dine Landsmænd. Disse Ord glemte Ziska ikke at føre sig
til Nytte, som efterfølgende Historie viser. Den anden Husitiske Anfører var en Mand af
saadan Anseelse, at Kongen havde ham mistænkt at stræbe efter Kronen, og derfore skikket
ham fra Prag til en anden Province. Den samme, da han fik Tidende om Huses sørgelige
Endeligt, hvis store Beskytter han havde været, samlede han sammen en Hob af sit Parti, og
dermed indtog det Bierg, som siden blev kaldet Thabor, hvor disse Folk holdte sin egen
Gudstieneste, og brugte Sacramentet under begge Thaboriter.Species.
Da han havde bragt henved 40000 Mænd paa Beenene, foreslog han dem et nyt
Konge-Vall, eftersom Wenceslaus tog sig intet af Regieringen an. Men en Husitisk Præst
hindrede ham udi saadant Forsætt.
Disse Bevægelser joge saadan Skræk ind udi Kongen, at han retirerede sig
til en Fæstning, hvor ingen kunde faae ham i Tale. Og var det ikke uden med stor Nød, at
han gav Audience til tvende Deputerede, som de Bøhmiske Herrer skikkede til ham. De samme
bade ham ydmygeligen, at han vilde kom|901me til Prag
igien. Men han svarede dertil: Det kunde være got nok at komme til Prag igien, hvis der
ikke var en Spinca, hvorved han forstod det saa kaldede Fangetaarn, som han tilforn et
heelt Aar havde siddet udi; Og seer man af dette, saavel som andet, at denne Wenceslaus,
hvor slett og u-duelig Regent han end var, har han dog haft artige Indfald. Blant andet
Skiemt fortælles ogsaa dette, at, da begge stridende Partier gave ham Foræringer, for at
faae ham enhver paa sin Side, sagde han: Hus er en god Gaas, der lægger ud Guld-Æg for
mig. Han lod sig omsider efter given Løfte om Sikkerhed bevæge at komme til Prag igien,
og, saasom han gierne holdt med de stærkeste, gav han Husiterne Frihed at communicere under begge Species. Fra den Tiid vidner Theobaldus, at man aarligen
holdt en Fæst, nemlig den 6 Julii, Johan Hus og Hieronymo Pragensi til Ære (a).
Anstalt til et nyt Pave Vall.Imidlertiid lavede man sig paa
Concilio af all Magt til et nytt Pave-Vall. Derved reisede sig hæftige Tvistigheder:
Keyseren og de fleeste Geistlige vilde have Kirken reformered, førend man skreed til
saadant Vall. Cardinalerne derimod holdte for, at saadant kunde opsættes, indtil man havde
faaed en nye Pave; Og blev denne Tvistighed fortsatt med saadan Iver, at man frygtede for
farlige Suiter. Endeligen voxede Cardinalernes Parti saa meget til, at Keyseren omsider
merkede, at han ikke kunde trænge igiennem med sit nyttige Forsæt, og derfore lod sin
Paastand falde, og forlangede allene, at der maatte først giøres et Decretum, hvorved den
nye Pave strax for sin Kroning skulde arbeide paa Kirkens Reformation. Men dette fandt ey
heller Bifald. Thi Cardinalerne sagde, at man efter den nye Canoniske Rett ikke kunde
foreskrive en Pave saadanne Love: foruden denne Tvistighed reisede sig en anden om Vallets
Maade, eftersom Keyseren og det Tydske Folk meenede, at Cardinalerne ikke burdte have
Part i Vallet som Cardinaler; Men alleene, som |902andre
Deputerede Lemmer udi Concilio. Over hvilket Forslag Cardinalerne bare stor Fortrydelse,
og protesterede hæftigen derimod. Endeligen foreenede man sig saaledes derom, at 6
Deputerede af hver Nation skulde med Cardinalerne have Deel udi Vallet.
En nye Pave udvælges nemlig Martinus V.Endeligen traadde
Vallherrerne tilligemed Cardinalerne udi Conclave udi Begyndelsen af Novembr., og udvaldte
Ottho eller Eudo Cardinalen af Colonna, hvilken lod sig kalde Martinus V. Adskillige
Nationer pressede da af yderste Magt paa den lovede Reformation saavel udi Henseende til
Lemmerne, som til Hovedet: Men man mærkede da, skiønt alt for silde, at man havde giort
ilde udi at forkaste Keyserens Forslag; Thi alt hvad den nye Pave foretog sig, vare kun
Minutier, som komme Hoved-Sagen ikke ved, hvilket gav Anledning til en allmindelig
Lamentation, og blev af den Aarsag af Spanierne forfatted en bitter Satire mod Paven, som
M. L’Enfant vidner at være endnu udi Leipziger Bibliothec (a). Herudover
merkede Pave Martinus, at han ikke kunde undgaae at foretage et Reformations-Verk. Men det
samme bestod allene udi nogle Constitutioner, angaaende Beneficier og Geistlighedens
Klæde-Dragt, og var dette Frugten af de mange store Præparatorier, som man havde giort til
den store og vigtige Kirke-Reformation. Dette blev afgiort udi den 43de Session; Og som
Skiærtorsdag fuldte strax derpaa, lod Paven see sin Iver ved at excommunicere Hedninger,
Jøder, Kiettere, i sær Petrum de Luna, og alle dem, som veege en Fods-Bred fra den
Romerske Religion. For at viise sin Ydmyghed toede han ogsaa Fødderne
paa 12 Fattige. Hvilket altsammen dog ikke kunde fornøye dem, som havde giort sig
Forhaabning om at bringe Kirken udi en bedre Tilstand. Thi dette Concilium var
fornemmeligen sammenkaldet, ikke for at toe Fødderne paa de Fattige, men for at toe
Hovedet paa Paverne, og at hæve de Laster, hvorved det Romerske Sæde i lang Tiid havde
forarget |903Christendommen, og bestyrket Hedninger, Jøder og
Kiettere i deres Meeninger. En solide Reformation havde haft bedre Virkning, end dislige
Bandsættelser og hykkelske Ceremonier. Og efterdi dette Concilium, hvorpaa de beste og
lærdeste Mænd i nogle Aar havde skrevet sig træt, og talet sig hæs, ikke havde andet
Udfald i denne vigtige Post, saa kand man sige, at heele Europa blev satt i Bevægelse og
kaldet til Costnitz, for at see en Tragicomœdie forestillet, hvorudi nogle bleve brændte
og andre afsatte, og alting i det øvrige kom paa forrige Fod igien, allene at man i steden
for en Johannes havde faaet en Martinum paa den Geistlige Throne. Hvor kaaldsindig
Martinus var i at exeqvere det, som han endogsaa selv tilforn havde drevet paa, sees blant
andet af den Falkenbergske Sag, hvilken var af den Beskaffenhed: En Dominicaner-Munk, ved
Navn Johan Falkenberg, havde udi den Stridighed mellem Polakkerne og den Tydske Orden
ladet i Faveur af Ordenen udgaae et haardt Skrift mod Kongen af Polen og Riget, saaledes,
at han derudi lovede dem det ævige Liv, som vilde forbinde sig til at udrødde Polakkerne
med deres Konge Jagello. Dette Skrift havde været dømt af Concilio 1417 at kastes paa
Ilden; Men Polakkerne kunde ikke erholde af den nye Pave, at han vilde confirmere og
exeqvere Dommen. Ellers kand ikke nægtes, at den Myndighed, som Kirke-Forsamlinger paa
nogen Tiid havde tiltaget sig, jo er paa dette Concilio bleven bestyrked, saa at de
efterfølgende Paver maatte beflitte sig paa at gaae lidet varligere frem. Men som den
vitieuse Sæd blev tilbage, fik Kirke-Regimentet Tiid efter anden sin forrige Skikkelse igien. 1418Efterat Sagerne saaledes vare
afhandlede, forlod Paven den 13 May 1418 Costnitz. Og, saasom efter hans Bortgang intet
meer var at forrette, havde Concilium en Ende, Concilium ophæves.og enhver reisede hiem til Sit. Et saadant
Udfald fik da dette Navnkundige Concilium, hvis Holdelse mest var sigted paa at udrødde de
Laster og Misordener, som regierede udi Christendommen. Regenternes og Verdslige Stænders
Forseelse var herved denne, at de overdroge saadant Reformations-Verk til de Geistlige,
hvilke ikke aldeles funde deres Regning ved Lasters Ophævelse; Thi U|904orden og Vankundighed vare de Støtter, hvorpaa det Geistlige
Herredømme grundede sig, hvorudover Reformations-Verket blev drevet med største
Kaaldsindighed, og endeligen fik saadant Udfald, som sagt er.
Jeg har tilforn viiset Begyndelsen til den store Bøhmiske Opstand. Den
samme Tilstand i Bøhmen.var i fuld Flamme, medens Concilium endda varede. Husiterne, saasom deres Tall dagligen tilvoxede, saa forlangede de af Kongen
udi det Aar 1417, at dem fleere Kirker maatte indrømmes. Kongen bad om
Dilation herudi, og endeligen lod dem sige, at han var meget vel intentionered for dem,
men forlangede, at de til Beviis paa deres Troeskab vilde paa Slottet levere all deres
Gevæhr fra sig. Nogle begyndte herudover at vakle, men Zisca, som kiendte Kongen, raadede
dem at begive sig alle bevæbnede til Slottet, hvilket og skeede, og førte han dem ikke
alleene selv an, men havde den Dristighed at gaae alleene ind paa Slottet, hvor han lod
Kongen vide, at Husiterne havde efter Ordre ladet sig indfinde, men bevæbnede, saasom de
troede, at Kongen havde i Sinde at bruge dem mod sine Fiender, og, hvis saa var,
forsikkrede han ham paa samtliges vegne, at de vare færdige til at opoffre Liv og Blod for
hans Majestets Tieneste. Af denne militaire Compliment blev Kongen saa indtagen, at han
lod dem alle gaae bort udi Fred. Kort derefter døde Wenceslaus og blev succedered i det
Bøhmiske Rige af Keyser Sigismundo, hvorvel Ziska og Husiterne arbeidede af all Magt paa
at hindre ham derudi, efterdi de intet Got kunde vente sig af en Konge, der havde givet
sit Samtykke til Joh. Huses og Hieronymi Pragensis Execution. Under denne nye Konges
Regiering begyndte Tragœdierne at gaae for sig for Alvor udi Bøhmen.
Hvad den nye Pave Martinus V angik, da blev han fast overalt erkiendt for
rettmæssig 1419Pave. Han havde ogsaa den Lykke udi det Aar
1419, at 4re af Petri de Luna Cardinaler lode sig indfinde, og erkiendte ham for Pave: Men
det, som meest |905fornøyede ham var, at Balthasar Cozza,
fordum Johannes XXIII, paa samme Tiid submitterede sig. Den samme, efterat han havde
siddet hart ad 4re Aar udi Fængsel, Joh. XXIII frivillige
Afstaaelse.formaadde Florentinerne, som stedse havde baaret Affection til ham, at
intercedere for sig hos Paven. Martinus lod sig ikke finde u-villig dertil, hvorvel der
meenes, at 30000 Rigsdaler, som bleve givne, udvirkede meer end Florentinernes
Intercession. Og giver Onuphrius udtrykkeligen tilkiende, at det skeede ikke alleene ved
Florentinernes Forbøn: Thi, han siger, at Balthasar Cozza, efterat han 4 Aar havde siddet
i Fængsel, kom omsider ved en stor Sum Penges Erlæggelse paa fri Fod igien. (a) Platina fortæller dette meere omstændigen, med disse Ord: Florentinerne intercederede for ham hos
Paven, og Paven lovede, at lade ham komme løs. Men medens dette forhandledes, betalede
Balthasar, som ikke kunde taale at oppebie Tiden, 30000 Rdlr. (nummi aurei) til
Pfaltz-Greven, og saaledes kom løs (b). Dette synes at frikiende Pave Martinum, men
det er ikke troeligt, at Pfaltz-Greven dristede sig til saadant uden Pavens Vidende, eller
hemmelig Commission, at lade ham komme løs ved bemeldte Sums Erleggelse. Nogle af hans
Venner raadede ham da til at tage sig Pave-Titel igien. Men han fuldte ikke deres Raad:
Tvertimod, han giorde en Reise alleene til Florentz, og der kastede
sig for Martini Fødder, erkiendte ham for rettmæssig Pave, og bad om Naade. Hvorudaf Paven
blev saa bevæged, at han antog ham blant sine kiereste Venner, og giorde ham til Decanum af Cardinalernes Collegio. Men han nød ikke længe denne Ære; Thi han døde 6 Maaneder
derefter. Saa at der var ingen Anti-Pave tilovers, uden den gamle Petrus de Luna, hvilken
fremturede i sin Halstarrighed indtil hans Død, som skeede nogle Aar derefter.
1420Udi efterfølgende Aar 1420 komme de Husitiske
U-roeligheder paa høyeste Spidse. Den forfærdelige Ziska erholdt strax en fuldkommen Seyer
over de Kongelige Tropper, Husiternes Seyervindinger.og derpaa
|906oversvømmede alting. Keyser Sigismundus skikkede en nye
Krigs-Magt til Bøhmen, for at hindre saadant; Men den blev iligemaade slagen; Og Ziska lod
derpaa anlægge en nye Stad, kalden Thabor, som kunde tiene hans Folk til Retraite, i fald
den nogen U-held skulde tilstøde, og blev samme Stad besatt med de allerivrigste
Husiter.
Keyseren, som denne Stad var en Torn i Øyene, satt sig for, strax at
overrumple den, og til den Ende skikkede et Antall Folk didhen. Men Ziska, som i tide fik
Kundskab derom, beordrede Hussinetz, (a) at gaae dem i møde, hvilken erholdt en
fuldkommen Seyr over dem. Ziska selv slog siden de Keyserlige udi adskillige Trefninger,
bemægtigede sig den nye Prag, tilligemed andre Stæder, og tvang Keyseren selv 20de at
flygte til Silesien. Derpaa oversvømmede Husiterne det heele Land, ødelagde Stæder,
Klostere og Kirker, og giorde overmaade stort Bytte, hvilket Ziska deelede imellem
Krigsfolket, forbeholdende sig selv alleene røget Kiød og Skinker, hvilke han gemeenligen
kaldte Spindelvæve, efterdi de hange, som Spindelvæve, udi Bøndernes Skorsteene. Og, som
den fornemste Religions-Artikel, hvorfore Bøhmerne stridede, var Kalkens Brug udi den
hellige Nadvere, saa afmalede de allevegne Kalke, hvorudover man sagde, at Bøhmen syntes
at dyrke den Gud Bacchum:
Tot pingit calices Bohemorum terra per Urbes, |
Ut credas Bacchi Numina sola coli. |
Ziska havde da ingen Fiender meer udi Bøhmen, som han frygtede sig for; Men
han fik paa samme Tiid at bestille med en nye Sect, som reisede sig blant Husiterne, og
som lode sig kalde Horebiter, ligesom Folk, hvis Troe var ligesaa hellig som Mosis Horebiter.Lov, given paa Horebs Bierg. Disse Horebiter differerede fra de |907andre ikke saa meget udi Meeninger, som udi
Opførsel, i det at de øvede alt for stor Haardhed mod deres Fiender. Men, som all
Separation er farlig, saa ansaae Ziska dem som en Sect, hvilken man i tide maatte dæmpe,
dog, som de vare Mand-stærke og dristige, understoed han sig ikke at
bryde løs med dem, men maatte lade dem have deres Villie. Ziska blev siden saadan Skræk
for sine Fiender, at hans blotte Navn og Nærværelse drev dem paa Flugten; Thi, da en nye
Keyserlig Krigshær strax derefter nærmede sig til et Castel, som Ziska havde oprettet, og
der blev vaer Ziskæ Person, overkom dem saadan Skræk, at Soldaterne forløbe deres
Anførere. Dette foraarsagede, at Keyseren maatte anholde hos Paven, om at lade prædike
Croisader mod Husiterne, hvilket ogsaa skeede, endskiønt Paven paa samme Tiid havde nok at
bestille med sine egne Sager; Thi Staden Bologna havde for længe siden satt sig op mod det
Romerske Sæde, og Florentinerne vare misfornøyede med hans Nærværelse, saa at Børn sange
offentligen paa Gaderne: Papa Martino non vale un qvatrino. Mange vare og misfornøyede med
denne Pave, efterdi intet blev holdet af hvad som var lovet, angaaende Kirkens
Reformation; Thi de Ting, som derudi foretoges, bestode gemeenligen udi Bagateller, hvilket
blant andet sees af det Saltzburgske Concilio, som blev holdet 14201420, hvorudi tillodes Forældre, i Nødsfald at døbe
deres Børn; Men Præsterne alleene at smøre dem med Olie paa Brystet, og Fløde paa Hovedet.
Derudi sættes ogsaa Fruentimmeret til rette for deres prægtige Klædedragt, Concilium til Saltzburg.for den Façon de brugte paa deres Huer, og deres Slæbe, som bemeldte Concilium ligner ved Slanger:
Iligemaade, at Jøderne skulde distingveres i Klædedragt fra de Christne: Det eeneste, som
af Vigtighed blev forbudet paa dette Concilio, var, at Præsterne maatte ikke holde Kroe
udi deres egne Huse, ey heller søge andre Kroer. (a) I det øvrige var Ondskab og
Overtroe paa den høyeste Spidse; Thi jeg finder, at Pave Martinus laster blant andet
Nicolaum Serrurarium derfor, at han holder det for et Afguderie |908at St. Antonii Baare.dyrke St. Antonii Baare.
(a) Med samme Baare havdes saadan Beskaffenhed:
Saasom alle Sviin vare consecrerede St. Antonio af Padua, saa fødde Munkene nogle Sviin,
hvortil de bade om Almisse, ombærende St. Antonii Baare, hvilken de dyrkede. Det er
troeligt, at, saasom Sviin ere ikke kostbare at underholde, Munkene have deelt Almissen
imellem sig.
Udi det Aar 1420 havde Ziska det U-held at miste sit Øye ved et Pileskud,
og, som han havde kun det eeneste tilforn, blev han derover gandske blind. Denne Hændelse
gav hans Fiender Forhaabning, at see en hastig Ende paa Krigen, saasom de troede, at
Husiternes heele Styrke bestoed udi denne forfærdelige Mands Person; Men denne Forhaabning
slog dem feyl; Thi Ziska antog Commando igien, og lod sig bære udi Krigshæren, saa at
Krigen blev fortsatt, som tilforn. Imidlertiid arbeidede man paa at holde et nyt
Concilium, og det i Kraft af en Slutning, som paa det Costnitzske Concilio var giort udi
den 44de Session. Pavia var det Sted, som 1423dertil var benævned. Dette Concilium blev aabned til Pavia udi det Aar 1423;
Men, som man sammesteds frygtede for Pest, fandt man for got at flytte det til Siena. Der
bleve strax adskillige Ting foretagne, angaaende at arbeide paa Foreening med den Grædske
Kirke, item, paa at forfølge de Wiclefiter og Husiter. Men der blev sammesteds intet
videre foretaget, saasom Paven ikke skyttede om, at Concilium skulde continuere i Siena.
Der blev derfor et Decretum giort udi det Aar 1424, hvorved Concilium blev ophæved, og
forordnet, at det skulde forlægges til Basel.
Petri de Luna Død.Udi Begyndelsen af dette Concilii Holdelse
døde den Navnkundige Petrus de Luna, paa den Fæstning Paniscola, hvor han længe havde
opholdet sig. Det er forunderligt, at et Menneske kunde saa længe holde Stand mod den
heele Christendom; Thi han var fast 80 Aar gammel, da han døde, og meenes der, at han
endda havde holdet længer ud, hvis en Munk ikke havde |909kommet Gift udi hans Mad. Han døde fuldkommeligen i de Tanker, at han var den eeneste
retmæssige Pave, hvorvel der var ingen, som troede saadant, uden han selv og 2 Cardinaler,
som endda til det yderste holdte hans Parti. Disse tvende Cardinaler, opmuntrede af den
Aragoniske Konge, som fandt sin Regning ved at Schisma igien kunde fornyes, havde da den
Dristighed at formere et slags Conclave, hvorudi de udvalte til Pave en Aragonisk
Edelmand, Ny Anti-Pave.ved Navn Gilles Mugnos, hvilken lod sig
kalde Clemens VIII. Men, saasom han intet Anhang havde, saa er det lett at slutte, at han
ingen store Figurer haver giort. Dog blev han ved at føre Titel af Pave, indtil det Aar
1429, da han omsider sagde sig af dermed, og havde saaledes dette langvarige Schisma en
fuldkommen Ende, efterat det havde varet udi 51 Aar.
Imidlertiid giordes store Præparatorier til det Baselske Concilium, hvilket
er udi Historien ikke mindre Navn-kundigt end det forrige, som blev holdet til Costnitz.
Men, førend jeg træder dertil, vil jeg tale om andre mærkelige foregaaende Ting. Keyser
Sigismundus, da han merkede, at Ziska, endskiøndt han havde misted sit Syn, commanderede med sædvanlig Lykke, ja havde bemægtiget sig Hoved-Staden Prag, begyndte han at desperere om at komme vel ud af denne Kriig, og derfor under Haanden giorde Ziska Freds-Forslag,
saaledes, at han betingede sig allene Titel af Bøhmisk Konge, og i det øvrige vilde
overdrage Ziska det heele Riges Administration. Dette Forslag kunde Ziska ikke andet end
imodtage; Men, da han gav sig paa Ziska døer.Veyen for at tale
med Keyseren derom, blev han angreben af Pest, hvoraf han døde 1424den 6 Octobris 1424. Da han paa sit Yderste blev adspurdt, hvor han vilde
begraves, sagde han, at man kunde kaste hans døde Legeme paa Marken, saasom han heller
vilde fortæres af vilde Beester, end af Orme. Han befoel ogsaa, at man skulde flaae Huden
af hans Legeme, og deraf giøre en Tromme, hvis Lyd skulde have den Kraft at jage Skræk ind
i Husiternes Fiender. Hvoraf man seer, at denne store Helts |910Død svarede til hans Levnet. Man kand sige, at dette Seculum var særdeles frugtbart paa store og forfærdelige Kriigs-Helte. Kort for Ziska var Bajazeth og Tamerlan, og efter ham Procopius, Mahomed II og Scanderbeg, hvoraf den sidste allene
dog Hans Characteer.meriterer at føre Titel af en Helt,
efterdi hans Tapperhed var ziiret med Dyd og Mildhed; Hvad Ziska angaaer, da var han
Blod-gierrig, og agtede Menneskers Liv ikke meere end Fluers. Der siges, at han ved Sværd
og Ild ødelagde 550 Klostere og Kirker, og gemeenligen lod rette alle de Munke og Nonner,
som derudi fandtes, saa at nogle af dem bleve kastede udi sydende Olie (a). Hans Fiender gave ham lidet derudi efter, hvilket sees af Bøhmernes
Klagemaal mod Kong Sigismundum, item af den Olmutiske Bisp Johannis Historie. Den samme
var Administrator til Erke-Bispedommet af Prag, hvilket han forestoed saaledes, at han nu
forrettede Messe i Kirken, nu lod sig see udi Spidsen af en Kriigs-Hær (b), og siges der, at han i Feltslag omkom over 200 Husiter med sin egen
Haand, hvilket sandeligen var meer end hvad man kunde forvente af nogen Bisp. Ziska blev
ellers begraven heel og holden i Czaslaw, hvilket giver tilkiende, at hans Ordre om at
flaaes ikke blev efterleved. Der siges, at da Keyser Ferdinandus I eengang saae hans Kølle,
som hang udi samme Stads Kirke, blev han alterered derover og sagde: Det slemme Beest kand
endogsaa efter sin Død indjage Skræk.
Det er ikke at beskrive, hvilken Glæde hans Død foraarsagede blant
Husiternes Fiender. Men den havde dog ikke saadan Virkning, som man indbildte sig. Vel er
sandt, at Husiterne derpaa deelede sig i 2 Secter, saa at nogle kaldte sig Thaboriter,
andre Orpheliner eller Faderløse. De første udvaldte til Anfører den Navn-kundige Procopius, Ziskæ Successor.Procopium, hvilken var ligesaa
forfærdelig, som Ziska. Orphelinerne derimod holdte ingen |911værdig til at succedere Ziska, og derfore aarligen valte nye Anførere. Men u-anseed
denne Spliidagtighed, tabte de ikke meget af deres Styrke; Thi, naar der handledes om at
agere mod tilfælles Fiender, foreenede de deres Magt, og var det udi denne Tilstand de
uden synderlig Modstand udplyndrede Tydskland, Ungarn og Polen, saa at det syntes, at de
bildte sig ind at kunde holde Stand mod heele Europa. Et merkeligt Exempel paa hvad
Desperation og Forbittrelse kand bringe til Veye, og at undertiiden mindst agtede Folk
kand ved saadan Anledning blive u-overvindelige, Hans
Seyervindinger.helst, naar Kriigs-Discipline og store Anførere komme dertil.
Under Procopii Anførsel sloge de totaliter Hertug Albert, Keyserens Svoger, som gik dem
med en Kriigs-Hær i møde, og tvende gange den bekiendte Cardinal Julianum, som
commanderede andre Tropper mod dem. Om Sommeren streiffede de overalt, og retirerede sig
om Vinteren til Fæstningen Thabor. Keyseren tilbød dem derpaa Religions fri Øvelse, indtil det forestaaende Baselske Concilium blev holdet. De Husitiske
Borgere toge ogsaa med Glæde mod saadant Tilbud, men Kriigs-Folket, saavel Thaboriter, som
Orpheliner, forkastede det, og bleve ved uden Modstand at streiffe igiennem deres Fienders
Lande, indtil Pave Martini Død. L’Enfant udi det Baselske Concilii Historie anfører tvende
Prædikener, som da bleve holdne, og hvoraf Paven intet gott kunde prognosticere sig; Thi
hverken Wiclef eller Joh. Hus have nogen Tiid talet med større Hæftighed mod
Geistlighedens Laster. Prædikerne vare dog ikke mindre latterlige end skarpe: Thi den
første Prædikant sagde blant andet, at Præsterne have declineret fra Rettfærdighed udi alle
Casibus: Udi Nominativo fra Kydskhed, udi Genitivo til Overdaad og Kiøds Lyst &c. Videre
siger han, at man finder blant Præsterne Aagerkarle, Kroemænd, Spillere, Hoereværter &c.
Den anden Prædiken gaaer udi samme Tone, og spares derudi ikke Paven selv (a). Paven ophævede derfore dette Concilium, og blev der intet andet holdet saa længe han levede.
|912
1431Han døde udi det Aar 1431, efterat han havde siddet over
13 Aar. Udi hans Sted blev af Cardinalerne udvalt en Venetianer, ved Navn Gabriel
Condolmere, Eugenius IV Pave.hvilken lod sig kalde Eugenius
IV. Udi Begyndelsen af hans Regiering blev ovenmældte Cardinal Julianus, som ogsaa førte
Titel af Angelo, skikked med en mægtig Kriigs-Hær til Bøhmen, hvilket giver tilkiende, af
hvor liden Betydelse saavel det Costnitzske Concilii, som Martini 5 Kirke-Reformation
havde været. Udi denne Kriigs-Hær vare foruden Fod-Folk over 40000 Tydske Ryttere, hvormed
Cardinalen haabede at exterminere Husiterne. Men denne forskrækkelige Kriigs-Magt blev saa
snart ikke Husiterne vaer, førend enhver tog Flugten, saa at den stridbare Cardinal ved
intet Middel kunde holde dem tilbage. Og kunde det Romerske Hoff siden den Tiid ingen
Soldater faae, der vilde lade sig bruge i Bøhmen. Det eeneste Raad man derfore vidste til
at stille disse langvarige Uroeligheder var, at overtale Husiterne til at affærdige
Deputerede til det forestaaende Baselske Concilium, hvor dem af Keyseren blev loved all
Sikkerhed. Husiterne holdte derpaa en Sammenkomst, for at raadslaae med hinanden derom;
Orphelinerne veigrede sig da for at efterkomme Keyserens Begiæring, sigende, at det vilde
ikke gaae deres Deputerede bedre end Joh. Hus og Hieronymo Pragensi. Men Thaboriterne,
saavelsom Borgerskabet og Folket af Prag, vare af anden Tanke, og ved de fleeste Stemmer
erholdte et Conclusum, hvorved blev beslutted at affærdige en anseelig Deputation til
bemældte Concilium, hvilket var berammet at skulde holdes i dette Aar 1431.
Anstalt til et nyt Concilium.Motiverne til dette store
Concilii Holdelse foregaves (1) den Grædske Kirkes saavel som andre stridige Folks
Foreening med den Romerske Kirke. (2) en almindelig Reformation saavel i Henseende til
Hovedet som til Lemmerne, hvilken Reformation af det Costnitzske
Concilio var foretagen, skiønt uden Succes, som forhen er viiset. Men det er troeligt, at
Hoved-Aarsagen var denne: |913Man havde ved de tvende
foregaaende Concilia giort en temmelig Forandring udi Kirke-Sager, saaledes, at den
høyeste Myndighed var bleven forflytted fra Paverne til almindelige Forsamlinger. Denne
Kirke-Forfatning kunde ikke holdes ved lige uden Continuation af Conciliis, og, saasom
saavel verdslige Potentater, som Bispe og andre Prælater funde sig ikke ilde ved saadant
geistligt Aristocratie, arbeidede de paa, ved saadant Middel at Keyser Sigismundi Motif dertil.conservere det samme. Hvad Motiv Keyser Sigismundus havde dertil, sees af den Tale, han holdt paa en Congress til Lucho udi Polen, saaledes:
Jeg anholder hos Paven om et Concilio, for at reducere Bøhmerne, og for at reformere Kirken: Dersom han ikke beqvemmer sig dertil, vil jeg af egen Myndighed sammenkalde det.
Man har ikke nødig at giøre sig megen U-mage med Grækernes Omvendelse; Thi de have samme
Troe, som vi, undtagen Skiægge og Koner; Og kand man ikke laste de Grædske Præster
derfore, efterdi de lade sig nøye med een Kone, da de Romerske Præste derimod have 10 og
undertiden fleere. (a) Paverne derimod stod saadant aldeeles
ikke an, hvorudover man saae Martinum V strax efter det Costnitzske Concilium at lade
udgaae et Decretum, hvorved alle forbødes at appellere fra det Romerske Sædes Decisioner.
Men intet tiener til større Beviis herpaa, end de efterfølgende Pavers Opførsel, da man
saae alle de Intriguer, som kand ophittes og i Verk sættes, at være øvede, for at hindre
deslige almindelige Moders Holdelse, hvilket efterfølgende Historie skal vise. Kort førend
det Baselske Concilium blev aabned, holdtes et Mode til Nantes, af hvis Anordninger man
seer, udi hvilken Stand Kirken da har været, og hvor meget den behøvede Reformation. Gudstieneste confunderes med Skue-Spill.Der forbydes at øves
visse forfængelige og daarlige Skikke, bestaaende udi efterfølgende Ting: Kirke-Betientere
og andre Folk havde Sædvane, den første Dag efter Paaske at gaae om Morgenen tilig ind |914udi Huse, og der at tage dem, som de funde paa Sengen, for
at føre dem nøgne igiennem Gaderne til Kirken, hvor de satte dem i den Positur paa Alteret
og sloge Vand over dem. Videre ginge de ogsaa den 1 May, for at gribe Folk paa Sengen, og
pante dem, saavel udi deres Klæder som Huusgeraad. Ved Juule-Tider var en Fæst, kalden
Daarenes Fæst, som continuerede til den 28 Decembr. da bleve smaa Børn klædde som Paver,
Cardinaler, Konger og andre høye Personer, og imiterede de samme virkelig Gudstieneste udi
Collegie-Kirkerne. Nogle Præste havde ogsaa Sædvane, at prædike paa Torvet, hvor de havde
ladet Theatra til den Ende oprette. (a) Disse og andre selsomme Skikke, saasom de paa dette Mode bleve forbudne, saa
sees deraf, at de da maa have været practicerede; Og at Gudstieneste
i mange Ting blev confundered med Skue-Spill. Dog er troeligt, at det ikke har været
almindeligt. Der fandtes ogsaa i denne fordærvede Tilstand een og anden oprigtig Mand, der
med Frihed igiennemheglede Tidernes Daarlighed; Blant dem kand regnes den bekiendte
Carmeliter Thomas Conecte, hvilken i sine Prædikener med stor Iver lastede Geistlighedens
Feyl. Den samme havde saadan Mængde af Tilhørere, at han gemeenligen maatte prædike under
aaben Himmel. Hans fripostige Taler lægges ham til Roes, helst hans skarpe Prædikener mod
Fruentimmerets Fontanger, hvilke Tiid efter anden opvoxede til saa mange Etager, at de
saae ud som høye Træer. Men han udvirkede intet andet dermed udi Frankrig, end at forøge
Fruentimmerets Lyst; Thi, da han forlod Landet, voxede Fontangerne end een Etage høyere;
saa at det havde været bedre at straffe de store Synder alleene, og lade Fruentimmer-Moder
passere, hvilket denne store Prædikant omsider merkede, og derfore siden prædikede meest
mod Geistlighedens Laster. Men han fik derover saa mange Fiender, at han omsider blev
beskyldt for Kietterie, saa at Pave Eugenius lod ham fængsle, og endeligen udi det Aar
1434 dømme til at brændes, som en Kietter; Skiøndt det er troeligt, at hans Kietterie |915bestoed alleene i at igiennemhegle Præsternes Laster,
hvilket var det største paa de Tider. (a)
Det Baselske Concilium begyndes.Det Baselske Concilium blev
aabned den 23 Julii 1431. Men, som der udi førstningen vare kun faa Prælater, gik en
temmelig Tiid bort uden at foretage noget vigtigt, for at oppebie andre, sær Cardinal
Julianum, hvilken udi Pavens Fraværelse skulde føre Præsidium, hvoraf man kunde slutte, at
Paven ingen Lyst havde til at bivaane Concilio. Ja, førend den første Session blev holden,
arbeidede han paa at hæve det, foregivende, at det var fornødent at forflytte det til et
andet Sted, som var Grækerne nærmere, efterdi der handledes om at foreene den Grædske
Kirke med den Romerske. Men dette Anslag blev forkasted, og Cardinal Julianus gik fort med
Arbeidet, saa at den første Session blev den 14 Decembr. holden udi Cathedral-Kirken i
Basel. Det første man tog sig for var, at reglere adskillige Ting til Concilii Sikkerhed,
item at tage alle muelige Præcautioner mod Paven, i fald han vilde foretage sig at ophæve
det, udi hvilken Henseende de affærdigede overalt circulaire Breve, for at opmuntre Paven søger at hæve det igien.dem, som vare paa Veyen, at
blive ved deres gode Forsæt, og for at til intet giøre det Rygte, som var udstrøed om
Concilii Hævelse. Hvad som bevægede de nærværende Fædre til at tage saadanne Mesures, var
den Kundskab, som man havde faaet om Pavens Forehavende; Thi Eugenius havde affærdiget
tvende Prælater til Cardinal Julianum, for at opmuntre ham til, enten reent at ophæve
eller i det ringeste at suspendere Concilium, under Prætext, at Stedet var u-beleyligt for
Grækerne, som vare saa langt fraværende. De fornyede derfore tvende Decreta, som vare
giorte paa det Costnitzske Concilio, af det Indhold, at Paven skulde
ingen Magt have enten at løse Concilium, eller at forflytte det fra det Stæd til et andet.
Cardinalen skrev derforuden Concilium sætter sig derimod.et
vitløftigt Brev til Paven, hvorudi han forestiller ham, hvilken Forargelse Concilii
Dissolution vil foraarsage, og raader ham at staae fra sit Forsætt, bebreider ham
iligemaade, at han ikke har |916villet gotgiøre de 30000
Rdlr., som han, nemlig Cardinalen, paa Pavens vegne har forpligtet sig til at betale for
de Omkostninger, som vare giorte paa den Husitiske Kriig, sigende, at det var bedre at
sælge Kirke-Ornamenter, end at søge Udflugter til Pengenes Betalning. (a) Denne Materie occuperede Concilium i de tvende første Sessioner.
Udi den 3die Session tog man sig for at overtale Eugenium til at lade sig
indfinde, tilligemed de fraværende Cardinaler; Men alt uden Virkning. Ja der arriverede paa samme Tiid 4re Legater fra Paven, hvilke med Iver dreve paa, at Concilium maatte
forflyttes til et andet Sted; Hvilket Concilium ikke alleene afslog, men endogsaa lod
Legaterne vide, at, dersom han ikke stod fra sit Forsætt, fandt man sig tvungen til at
gaae juridice frem mod ham. Og, som de frygtede, at Paven skulde sammenkalde et andet
Concilium, giorde de udi den 8de Session et Conclusum, hvorved de erklærede, at der paa
een Tiid kunde ikke være meer end eet almindeligt Kirke-Mode, saasom der var kun een
almindelig Kirke, skiønt det Argument, som de anførede til Beviis derpaa, var ikke med de
allerkraftigste. Det samme var taget af Høysangens 6, hvor der staaer: Du est min Søster,
min Veninde, min Due, in singulari; Hvoraf man kand giøre sig et Portrait paa de Tiders
Theologie, og nogenledes see, af hvilken Betydelse disse store Concilia kunde være. Hvad
som meest opmuntrede Fæderne at fremture udi deres Forsætt, var dette, at Keyser
Sigismundus ved et Edict erklærede sig en Beskytter af Concilio.
1433Udi Begyndelsen af det Aar 1433 ankomme de Bøhmiske
Deputerede til Basel. De samme giorde med stor Pragt deres Indtog, havende 300 Heste i
deres Følge; Og, som Bøhmerne en tidlang havde været en Skræk for alle Folk, dristede man
sig ikke til at see dem an, helst Anføreren Procopium, som var med |917udi denne Deputation, Procopius med de Husitiske Deputerede møde til Basel.(a) og hvis Navn var ikke mindre
forfærdeligt end Ziskæ. De bleve den 9 Januarii admitterede til Audience, og overleverede
da 4re Artikler, hvorudi de begierede, 1) at det maatte være alle Troende tilladt at
administrere Sacramentet under begge Species, 2) at store Synder, som gaae i svang, maatte
hemmes og straffes, 3) at GUds Ord maatte frit prædikes, 4) at det maatte ikke være
Geistligheden tilladt at øve nogen Myndighed udi verdslige Sager. Og sagde de, at derudi
bestoed all den Tvistighed de havde med den Romerske Geistlighed. Disse Artikler bleve af
Concilio examinerede, og een efter anden besvared, men med saadan
Vitløftighed, at de Bøhmiske Deputerede kiededes derved, helst saasom Svarene bestode
meest udi Formaninger til at underkaste sig Kirkens, deres Moders, Domme og Slutninger;
Og, saasom man udi Svarene ofte betienede sig af det Ord Kietter, blev Procopius derover
saa heed om Hovedet, at han reisede sig op af sit Sæde, og truede, at forlade Concilium. Concilium affærdige Deputerede til Prag.Efter adskillige
Samtaler og Conferencer blev omsider beslutted at skikke nogle Concilii Deputerede til
Prag, for at handle videre derom, hvilket og skeede. Det er ellers merkeligt, at een af
dem, som paa Concilii vegne var beordred at svare Bøhmerne, var den bekiendte Henricus,
som siden af Paven blev kalden til Erke-Bisp i Trundhiem.
Keyser Sigismundus, som kort derefter udi egen Person kom til Basel,
affærdigede Skrivelse til Paven, hvorudi han formanede ham at staae fra sit Forsætt om
Concilii Dissolution; men han fik kun et haart Svar derpaa. Paa samme Tiid ankomme ogsaa
nogle Pavelige Gesantere, hvilke begiærede, at Concilium maatte forflyttes til Bologne.
Disse finge ikke allene samme slette Beskeed, som de forrige; Men Concilium forordnede
ogsaa udi den 11te Session, som strax derpaa blev holden, at Paverne skulde være forbundne
til at holde et Concilium hvert 10de Aar, og hvis de det forsømmede, skulde de fornemste
Geistlige have Rett |918dertil; Ja dersom Paverne i saa Fald
søge at hindre de af Geistligheden sammenkaldne Concilia, skulle de suspenderes fra all
Apostolisk Jurisdiction, og endeligen, om de fremture i deres Haardnakkenhed, skulle de
afsættes. Conjuncturerne bleve saaledes værre og værre for Paverne, og var det i den
Henseende, at han var saa villig til at paasætte Sigismundo den Keyserlige Krone; Thi han
havde tilforn ikke været kronet som Keyser; men det skeede dette Aar, da han var udi
Rom.
Imidlertiid vare Concilii Deputerede ankomne til Prag, hvor de giorde
adskillige Forslag til Foreening; men Bøhmerne vilde til ingen Ting beqvemme sig, førend
man først accorderede dem Frihed at communicere under begge Species, hvilket ogsaa blev
bevilget; Men, som der vare endda adskillige Knuder tilbage at løse, arbeidede De samme sætte Splid iblant Bøhmerne.de Deputerede paa at
sætte Spliid iblant Bøhmerne, i sær ved at forestille Adelen, hvor ilde de havde giort i
at opsige Keyseren Lydighed, for at underkaste sig Procopii Herredom. Denne Intrigue havde
meer Virkning end alle de Kriigshære, Keyseren havde skikket til Bøhmen; Thi Adelen og
Borgerskabet begyndte fra den Tiid at formere et Parti mod Procopium, og det under
Anførsel af tvende Bøhmiske Adelsmænd, nemlig Maynard og Rizemberg, hvilke af Concilio bleve fournerede 1434med Penge. Disse betienede sig af den
Tvistighed, som efterfølgende Aar 1434 reisede sig til Prag imellem Thaboriterne og
Orphelinerne, og bemægtigede sig Staden. Maynard angreb derpaa Husiternes Kriigshær, og
erholdt en fuldkommen Seyer derover. Men hvad som svækkede mest
Husiterne, var den store Procopii Død, hvilken Procopius omkommer udi
et Slag.omkom i dette Slag, efter at han havde figtet med en fast unaturlig
Tapperhed. Maynard erobrede derpaa Husiternes Leyer, saa at den største Deel af deres
Fodfolk faldt udi hans Hænder. Dette Fodfolk satte man sig for gandske at exterminere; Men
som dette ikke vel kunde skee aabenbare, lokkede man dem ind udi nogle Kornlader, og lode
dem i Begyndelsen vel pleie, men satt siden Ild paa samme Lader. Saa at disse tappere
Folk, hvis lige man ikke fandt paa de Tiider, bleve |919ganske
udrøddede. Ende paa Husiternes Magt.Der siges, at deres Hud af
idelige Kriige og Travailler var bleven saa haard og barked, at den kunde tiene til
Cuirasser, og at deres Klæder var vilde Dyrs Skind, saa at man uden Skræk ikke kunde ansee
dem. Men, endskiøndt Husiternes Magt blev saaledes svækked, havde dog denne Opstand saadan
Virkning, at Concilium siden udi det Aar 1436 tilstedde Bøhmerne at communicere under
begge Species. Men derved hævedes dog ikke Trætten gandske, og beskyldte begge Parter
hinanden at overtræde det til Basel oprettede Concordatum, hvilket sees af den Samtale,
som Æneas Sylvius havde 1451 med den Bøhmiske Herre Podiebrad. Bemældte Æneas lod selv
publicere denne Samtale, af hvilken han ikke lidet brystede sig, skiønt man med
Upartiskhed ikke kand sige andet, end at den er fuld af lutter Chicaner (a). Ja man skikkede siden den store Mirakelmager
Capistranum til Bøhmen for at omvende Indbyggerne. Jeg finder dog ikke, at han der giorde
noget Mirakel, hvor det var mest nødigt, saa at man deraf kand have Aarsag at tvile om de
store Jærtegn, han siges at have giort paa andre u-nødvendige Steder. Han vexlede ellers
med den Husitiske Bisp Rockisano nogle Breve, som ere fulde af Pralerie og Skiends-Ord, og
som ingen Helgen ere anstændige (b).
Keyseren, saa snart han fik Kundskab om Husiternes Ødelæggelse, gav han
Concilio det tilkiende, affærdigede ogsaa Gesantere til Bøhmen for at arbeide paa sin
Restitution, og for at bevæge Stænderne til at antage sig, som rettmæßig Arving og Broder
til den forrige Konge Wenceslaus. Udi hvilket Gesantskab han reusserede, saa at han siden
kom i roelig Besiddelse af den Bøhmiske Throne. Det er ubeskriveligt, hvilken Glæde denne
Forandring foraarsagede hos Concilium, hvilket saae Husiternes Ødelæggelse og Bøhmernes
paafuldte Conversion an som et GUds |920Verk, hvorvel det gik
herudi meget Menneskeligt til, saa at Husiternes Svækkelse og Bøhmens Foreening med det
Romerske Sæde ikke blev til Veye bragt aldeles ved Bønner og grundig Lærdom, men med
Intriguer og Penger og andre dislige Midler, som saadant helligt Concilio vare
u-anstændige.
Imidlertiid havde Concilium nok at bestille med at bringe Paven til
Føyelighed. Pave Eugenius approberer
Concilium.Man giorde udi den 12te Session et Decretum om at citere ham Juridice til at møde. Men han casserede strax samme Decretum. Dog lod han sig af Keyser Sigismundo bevæge til lidt meere Føyelighed siden, saa at man havde Forhaabning at see ham blive
foreened med Concilio. Ja han lod kort derefter ved en Bulle erklære det Baselske Concilium for lovligt og rettmæßigt, hvorpaa Concilium tilbagekaldte alle de Buller, som det havde
udstædet mod Paven. Hvad som mest drev Eugenium til saadan Føyelighed, var den Kriig, som
han var geraaden udi med Hertugen af Meyland, og en Opstand, som paa samme Tiid skeede udi
Rom, saa at han selv maatte tage Flugten til Florentz, og derfor trængede til Keyserens og
Concilii Beskyttelse.
Udi denne Tilstand havde Concilium frie Hænder at agere med, og da foretog
adskillige vigtige Ting, blant andet at arbeide paa den længe forehafte Foreening med den
Grædske Kirke. Derom blev handled med de Grædske Deputerede, som 1434 komme til Basel. Men
det gik med det Forslag, som med de forrige, at jo meere man rørede derved, jo slettere
blev Forstaaelsen, og glemte ikke Paven at føre sig slige Vanskeligheder til Nytte, for at
faae Concilium forlagt fra Basel til et andet Sted udi Sætter sig
derimod paa ny.Italien. Thi bemældte Pave begyndte, saa snart han havde faaet
sine andre Fiender af Halsen, at spille paa den gamle Stræng igien. Til den Ende handlede
han med Grækerne under Haanden, og søgte ved sine Gesantere i Constantinopel at afmale det
Baselske Concilium med sorteste Farve, og endeligen magede det saa, at saa vel den Grædske
Keyser, som de Geistlige, der havde giort sig færdige |921at
reise til Basel, forføyede sig til Italien, ladende Concilii Galleier, som vare skikkede
til Constantinopel, for at afhente dem, reise tomme tilbage.
Kalder et nytt Concilium til Ferrara.Alting blev derpaa brudt
over tvers. Paven sammenkaldte et andet Concilium til Ferrara, og det Baselske Concilium erklærede ham udi det Aar 1437 for halstarrig, og besluttede at procedere formeligen imod
ham; Paven derimod gik sin egen 1437Vey frem, og udstedde en
Bulle, hvorudi han inviterede alle at forføye sig til det nye Concilium. De Baselske
Geistlige igiendreve strax samme Bulle, men Paven fornyede den ved en anden, havde ogsaa
den Lykke, at endeel Geistlige forføyede sig til Ferrara, tilligemed Cardinal Juliano, som
præsiderede paa det Costnitzske Concilio. (a) Saaledes bleve Kirke-Sagerne bragte i
større Forvirrelse, end de nogen Tiid tilforn havde været; Thi, i steden for at der
tilforn var een Pave mod en anden, saa var nu eet Concilium mod et andet, og begge lode
sig kalde almindelige Kirke-Forsamlinger. 1438Dette
forbittrede saaledes Fæderne til Basel, at de 1438 erklærede Eugenium skildt ved all
Jurisdiction, og udvaldte Cardinalen af Arles til Præsident udi
Juliani Sted. Det Ferrariske Concilium bestoed vel af faa Lemmer, men havde en stor
Fordeel frem for det andet derudi, at Paven i egen Person der præsiderede, og voxede det
ikke lidet til ved den Grædske Keysers, samt den Constantinopolitanske Patriarchs og andre
Grædske Prælaters Accession. Hvad som bevægede den Grædske Grækerne
søge Pavens Concilium.Keyser heller at slaae sig til Paven, end til det store
Concilium, var dette: Bemeldte Keyser havde af det heele Østlige Keyserdom fast intet
tilbage uden Hoved-Staden Constantinopel, hvorudover han trængede til de Vestlige
Potentaters Hielp mod den dagligen tilvoxende Tyrkiske Magt; Og, som hans Formænd udi
slige Tilfælde stedse havde holdet sig til Paverne, saa fuldte denne derudi deres Fodspor,
helst saasom han maaskee forud saae, at det Baselske Concilium udi denne Tvistighed vilde
ligge un-|922der, hvilken Tanke og ikke slog ham feyl.
Man merkede da, at det Romerske Hoff havde profiteret af Johannis XXIII U-held, og vidste
bedre at bevæbne sig mod de store Kirke-Forsamlingers Myndighed, og derved foraarsagede,
at ikke alleene dette store Baselske Concilium gik under, men at intet Concilium af
Vigtighed siden den Tiid er bleven holdet, naar man eene undtager det Tridentinske,
hvilket dog ikkun blev holdet for et Syns skyld.
Den Grædske Keyser, tilligemed Patriarchen og et stort Følge kom til
Venedig den 8 Febr. 1438. Der blev han strax complimentered af Pavelige Gesantere, og af
dem geleided til Ferrara, hvor Paven gik imod ham og gav ham sin Haand at kysse, hvilket
var strax en Begyndelse til Foreening, saasom den største Knude bestoed Grækernes Ankomst til Ferrara.i at erkiende Paven for
Christendommens Hoved. Med Patriarchen derimod gaves meere Vanskelighed; Thi, som den
Grædske Kirke endda ikke havde villet tilstaae den Romerske Stoels Primatum, paastoed han
tvende Ting, 1) at man skulde skikke Cardinaler mod ham, 2) at man maatte ikke tilholde
ham at kysse Pavens Fødder; Hvilke Prætensioner Eugenius i denne Tilstand maatte afstaae,
og det ikke saa meget for at promovere Foreenings-Verket, som for at beholde de Grædske
Geistlige udi Ferrara, og derved at skaffe sit eget Concilio Anseelse. Thi det er
troeligt, at Paven intet andet intenderede med dette Verk, saasom forrige Tiders Historie
noksom havde lært, hvor vanskeligt det var at bringe de tvende Kirker til en bestandig
Foreening, og at Keyseren havde intet andet i Sinde, end at smørre Paven om Munden, for at
erholde nogen Hielp mod Tyrken; Thi der var ellers intet paa samme Tiid, som kunde bevæge
ham til at foreene sig med en Kirke, hvorudi der paa eengang vare tvende stridige Disputer om Skiærs-Ild.Concilia, som med Christendommens
Forargelse kieppedes om at sætte hinanden i Band. Efterat man havde reguleret Ceremonierne,
og de Rangs Tvistigheder, som kunde reise sig paa Concilio, traadde begge Parter sammen,
saa at Concilium blev aabned den 9 April udi St. Georgii Kirke. Det første man foretog sig
var, at handle om Skiærs-Ild, men |923det faldt ud til
Mundhuggerie, som heller formeerede de gamle Tvistigheder, end banede
Vey til Forliig, og kunde de tvende Grækiske Talsmænd, Marcus af Epheso, og den bekiendte
Bessarion, Biskopen af Nicæa, ikke selv komme overeens med hinanden udi denne Post, saasom
den første holdt for, at de Afdødes Salighed blev opsatt til den yderste Dom. Den anden
derimod, at der fattedes intet til Helgenes fuldkomne Salighed, end at Siælen blev
foreened med Legemet igien. I det øvrige lod Bessarion see stor Iver i at forfremme
Foreeningen, og derved giorde sig omsider saa mistænkt hos Grækerne, at han siden blev
tilbage udi Italien, hvor han blev ophøyed til Cardinals Værdighed.
Item om det Tillæg Filioqve.Efterat man længe havde disputeret om Skiærs-Ild, skreed man til den gamle Tvistighed om det Tillæg Filioqve, hvorover 15
frugtesløse Sessioner i dette Aar 1438 bleve holdne. Endeligen begyndte Grækerne at kiedes
derved, saa at de ønskede, at Concilium kunde brydes over tvers, og de derudover kunde
komme hiem igien. Og var det da, at Paven proponerede Keyseren og Patriarchen Concilii Forflyttelse fra Ferrara til Florentz. Grækerne undskyldte sig i Begyndelsen derfor; Men,
for ikke at støde Paven for Hovedet, samtykkede de omsider dertil.
Det Ferrariske Concilium forflyttes til Florentz.Denne
Forflyttelse skeede udi Begyndelsen af efterfølgende Aar 1439, og blev den første Session holden i Florentz den 26 Febr. Der giortes da adskillige Betænkninger over denne
Forflyttelse: Nogle holdte for, at det skeede af Frygt for Pest; Men, som dette var et
sædvanligt Paaskud, er det troeligere, som andre meene, at det skeede i Henseende til en
Sum Penge, som Florentinerne lovede Paven, hvis han vilde forflytte Concilium til deres
Stad, eftersom deslige store Samlinger tilbringe Indbyggerne Fordeel i deres Næring. Der
foretog man sig strax at bringe den i forrige Concilio examinerede Tvistighed til Ende.
Efterat derover var hæftigen bleven disputered udi 9 Sessioner, bleve Grækerne omsider
overtalede af Keyseren, som var meget for Foreeningen, at beqvemme sig til at antage
Latinernes Formular, an|924gaaende den Hellig Aands
Procession fra Faderen og Sønnen. At Verdslig Interesse Grækerne antoge det
Tillæg Filioqve.contribuerede meer dertil end den Romerske Geistligheds
Argumenter, sees deraf, at Keyseren vilde ikke underskrive, førend han havde faaet
Forsikring om Hielp af Folk og Penge til Constantinopels Forsvar: Saa at man i visse
Maader kand sige, at Paven tilkiøbte sig Grækernes Omvendelse for Penge. Da Contracten var
slutted, underskreve alle, undtagen Marcus af Epheso, som bestandigen veigrede sig
derfor.
Efterat denne Hoved-Disput var afgiort, skreed man til de andre, nemlig om
Skiærs-Ild, det u-syrede Brød og Pavens Primatum; Og er det merkeligt ved den sidste
Punct, at da de Romerske Prælater allegerede een og anden Expression og Talemaade, som
syntes at tilkiende
PavernePaverne]Paverne] Pavernes A B; Paverne Liebenberg, Pavernes SS Paverne] Pavernes A B; Paverne Liebenberg, Pavernes SS
Jurisdiction over den heele Christen Kirke, svarede Keyseren
heel fornuftigen, at man af pure Complimenter, som giøres, ingen Rett
kand tiltage sig. (a) Dog bleve omsider alle omtvistede Poster deciderede, Item den Øvrige Romerske Lærdom.som Paven og den Romerske
Geistlighed vilde have dem, og en Foreening blev slutted, som alle underskreve, undtagen
ovenomtalte Marcus af Epheso, hvilken fremturede udi sin Bestandighed, hvorudover Paven
forlangede af Keyseren, at han maatte straffes som en Freds-forstyrrer. Han blev derpaa
stævned til at svare for sig. Men, som han frygtede for en haard Dom, bad han Keyseren med
grædende Taare, at man vilde have Medlidenhed med ham i Henseende til hans høye Alder, og i
det ringeste give ham nogen Tiid til at betænke sig. Keyseren lod sig deraf bevæge, og bad
Bisperne, at de vilde have Taalmodighed, indtil man kom tilbage til Constantinopel igien,
da vilde man obligere ham til at underskrive, hvilket dog aldrig skeede; Thi han døde udi
sin forrige Meening, og befoel nyeligen førend han døde, at ingen, som havde undertegnet
denne Foreening, maatte assistere ved hans Liig-Begiængelse. Efterat dette store Verk
saaledes var bragt til Ende, |925tog Keyser Joh. Palæologus Afskeed og begav Grækernes Bortreyse.sig med den Grædske
Geistlighed paa Hiem-Reisen igien til Constantinopel, hvor han arriverede udi Begyndelsen
af efterfølgende Aar. Hvilket slet Udfald ellers denne Foreening, hvoraf Paven og det
Florentinske Concilium brystede sig, havde, skal siden vises.
Medens dette forrettedes til Florentz, continuerede det Baselske Concilium ligesom tilforn, og blev af Fæderne sammesteds et Spørsmaal bragt paa Banen, om man ikke
kunde erklære Eugenium for en Kietter, og det i Henseende til hans U-lydighed imod Kirkens
Ordinantzer. Nogle meenede ja, andre ney: Blant de sidste var Erke-Bispen af Palermo,
hvilken holdt for, at man ikke kunde holde Paven for Kietter; Men andre igiendreve ham saa
vel udi deres Taler som Skrifter, saa at dette Spørsmaal Det Baselske
Concilium afsætter Paven.foraarsagede stor Bevægelse. Endelig tog deres
Meening Overhaand, som holdte for, at Paven kunde erklæres for en Kietter. Hvorudover man
ogsaa skreed til hans Afsættelse, hvilken gik for sig udi den 34de Session udi dette Aar
1439. Og er det 1439merkeligt, at denne Afsættelse skeede just
paa samme Dag, som Foreening blev slutted til Florentz. Men man merkede, at dette Concilii Foretagende blev ikke vel optaget af alle; Kongen af Frankerige besværgede sig strax
derover; Og, da Concilii Deputerede lode Eugenii Deposition opslaae paa Kirke-Dørrene i
Tydskland, blev den efter Førsternes Befalning nedreven igien. Kort derefter reisede sig en
skrækkelig Pest til Basel, hvilken giorde et stort Nederlag paa de nærværende Prælater,
saa at der var Anseelse til at Concilium vilde hæves. Og er det troeligt, at Pavens
Tilhængere da ikke have glemt at afmale denne Plage, som en GUds Straf i Henseende til den
formeente Vold og Haardhed, som man havde øvet mod Christi Statholder. Men u-anseed denne U-held, continuerede dog Concilium som tilforn, og det
besynderligen formedelst Præsidentens, nemlig Cardinalens af Arles, Bestandighed, hvilken,
da nogle af Fæderne begiærede, at de maatte retirere sig lidt ud paa Landet, indtil Plagen
ophørede, afslog han dem saadant, sigende: Jeg vil heller frelse Concilium ved Fare |926af mit Liv, end mit Liv med Concilii Fare. Af hans Exempel opmuntredes de andre ikke alleene at blive tilstede, men endogsaa at giøre Anstalt til et
nytt Pave-Vall, som man fandt for gott at skulle skee inden 2 Maaneder.
Da Paven fik Kundskab om hvad som forhandled var til Basel, lod han
publicere et haardt Decretum imod Concilium, hvilket han kaldte en Røver-Kuule eller en
Samling af Diævels Lemmer, for at ødelægge og forstyrre Kirken. Men de Baselske Fædre
glemte ikke at besvare dette Decretum, og viise, at de havde rettmæßig Udvælger en nye Pave.Aarsag til at afsætte Eugenium, som de
alleene kaldte Gabriel. De skreede derpaa til en nye Election og udvaldte til Pave
Amadeum, Hertugen af Savoyen, hvilken paa de Tiider var i Anseelse saavel for Lærdom som
Levnet. Samme Amadeus, efter at han med stor Berømmelse havde regieret udi 40 Aar, forlod
han Regieringen, for at føre sit øvrige Liv som en Eremit, og blev hans Retraite paa et
Sted ved den Genfiske Søe. Han var den sidste Greve og første Hertug af Savoyen, saasom
han af Keyser Sigismundo havde erholdet den Førstelige Krone. (a) Dette
Vall skeede Felix V. udi den 38de Session, og lod den nye Pave
sig kalde Felix V. Af alt dette lod Eugenius dog ikke Modet falde, men continuerede med
sit Concilio til Florentz, brystende sig af det store Verk, han havde bragt til Ende,
nemlig Grækernes Foreening, og for at skaffe sig og sit Concilio end meere Anseelse, tog
sig strax derpaa ligeledes for at foreene Armenierne med den Romerske Kirke.
Medens dette
forrettedes paa disse tvende Conciliis, var i Tydskland stor Forandring
forefalden. Den berømmelige Keyser Sigismundus døde udi det Aar 1437
efter et Regimente af 27 Aar, og blev succedered af sin Svoger Alberto Hertugen af
Østerrige. Han kand regnes for den største Regent udi dette Seculo, saavel i Henseende til
hans store Bedrifter som Dyder. |927Han maatte i sin Tiid
bestride mange Vanskeligheder, var ey heller fri for Huus-Sorg; Thi Keyserinden Barbara var et Mynster paa Ukydsked og Ugudelighed; Thi hun nægtede baade Himmerig og Helvede,
hvilket man dismeere maatte forundre sig over, efterdi Atheismus er rar hos Qvinde-Kiøn.
Da hun efter Sigismundi Død vilde gifte sig paa nye, og nogle raadede hende derfra,
fremførende Turtel-Duers Exempel, sagde hun: Hvi fremfører man ikke heller andre Engle
eller Dyr, som gifte sig ofte? Nogle have villet regne hende blant Kiettere, men
u-forskyldt; Thi een der troer slet intet, lader sig ikke brænde for nogen Troes-Artikel.
Saasom Keyser Sigismundus selv var en Lærd Herre, saa blev Lærdom i
Tydskland ikke lidet forfremmed udi hans Tiid. Da blev blant andet stifted et Universitet til Rostock, hvorhen de første Magistri og Doctores bleve kaldne fra Erfurth, hvor ogsaa
en høy Skole nyligen var anlagt. Det Rostockske Universitet havde dog i Begyndelsen ingen
synderlig Fremgang, og Lærerne formedelst Indkomsternes Ringhed forlode det igien (a). Keyser Albertus døde kort efter Sigismundum, nemlig i det Aar 1439,
hvorudover Churførsterne i Begyndelsen af det efterfølgende Fridericus III Keyser.Aar skreede til et nytt Vall, og udvaldte hans Fætter
Fridericum, som iligemaade var Hertug af Østerrige. Den samme er bleven særdeles bekiendt
i Historien i Henseende til hans store Fredsommelighed, hvormed han forestoed Regimentet
fast udi 50 Aar. Begyndelsen af hans Regiering blev distinguered ved den store Invention af Bogtrykkerie, som gav Anledning til boglige Konsters Opkomst, saa at man fra den Tiid
kand regne en nye Periodum udi den lærde Historie.
Trithemius, Sabellicus og Polydorus Virgilius holde for, at Johan
Guttenberg, Bogtrykkeriets Invention.en Herremand af Mayntz,
ophittede denne Konst først udi dette Aar, hvorvel andre giør Konsten yngre, og sige, at
Johan Faust var første Inventor deraf udi det Aar 1462. Lomeier tillægger den Ære en
Harlemmer, ved Navn Coster; |928og Paulus Jovius siger, at
Bogtrykker-Konsten er bragt fra China af nogle Tydske Kiøbmænd, eftersom det er kundbart,
at man har haft Bogtrykkerie udi China længe førend det var bekiendt i Europa, skiøndt den
gamle Chinesiske er paa langt anden Maade. Vist nok er det, at den første trykte Bog, vi
have, er en Bibel in Folio ved Johan Faust 1462 (a), hvoraf endnu er et Exemplar i Paris, saa at
derfore samme Johan Faust gemeenligen holdes for den rette Inventor, eller i det ringeste
Inventionens første Executor; Thi det er klart, at man længe tilforn har arbeidet derpaa,
og giort adskillige frugtesløse Forsøg, og det hemmeligen, paa det at andre ikke skulde
faae Konsten at vide, og nyde Frugten af det, hvorpaa man havde giort store Bekostninger.
De som med Johan Faust herudi vare Medvidere, siges at have været Johan Guttenberg og
Petrus Opilio, og boede de alle tree udi det Huus, kaldet zum Jungen, som endnu udi Mayntz fører Navn af Bogtrykker-Huuset. Men som Konsten var stor og ubegribelig for den gemeene
Mand, saa havde denne gode Johan Faustus den Skiæbne, som mange andre store Mænd, at han
blev blant Almuen holden for en Troldmand, og grunder sig derpaa den Historie, som vi have
om Doct. Fausto, der siges at have forskrevet sig til Fanden, og af ham at være bortført.
Man begyndte først at grave Characteererne udi Træe, og er det paa saadan Maade, at det
Latinske Dictionarium, kaldet Catholicon, blev trykt. Siden hittede man paa at støbe
Bogstaverne: Men i Førstningen blev allene trykt paa een Side af Papiret, saa at to Blade
bleve derfor sammenlimede: Og seer man deraf, hvor suurt og kostbart
dette Arbeide i Begyndelsen har været (b).
Jeg har tilforn talet om den Foreening, som blev slutted mellem den Grædske
og Romerske Kirke til Florentz. De Grædske Geistlige, som havde underskrevet Foreeningen,
komme det |929Aar 1440 tilbage til Constantinopel, hvor de
bleve anseede med saadan Foragt, at man ikke vilde admittere dem til nogen Geistlig
Forretning, men kaldte dem Apostater, Azymiter og Religionens Forrædere. Derimod
opløftede man Marcum af Epheso til Skyerne, og ansaae ham som den eeneste Troens
Beskytter. Disse heftige Forfølgelser foraarsagede, at mange af dem, som havde
underskrevet Foreeningen, omsadlede, og satt alt dette saadant Mod udi Marco Ephesio, at
han offentligen satt sig op imod Keyseren, fordømmende ham og alle dem, som havde befodret Grækerne falde fra Foreeningen igien.Foreeningen, og
øvede han saadant med des større Dristighed, efterdi der paa samme Tiid ingen Patriarch
var. Man saae derpaa en Hob Skrifter komme for Lyset, hvorudi det eene Parti
igiennemheglede det andet. Herudover fandt Keyseren nødigt at udvælge en Patriarch, der
kunde stille denne Uroelighed. Den nye Patriarch var Metrophanes, hvilken, saasom han selv
havde underskrevet Foreeningen, saa forfuldte han alle dem, som vare derimod. Men denne
Forfølgelse varede ikke længe, saasom man merkede, at Keyseren blev meere og meere
kaaldsindig, og det af Frygt for den Tyrkiske Sultan Amurath, der ingen Behag havde fundet
i denne Foreening. Krigen fornyedes derfor igien, og Tvistighederne komme udi det Aar 1442
paa den høyeste Spidse. Midt udi denne Tumult døde Marcus Ephesius, hvilken befoel paa sit
Yderste, at ingen af dem, som havde underskrevet Foreeningen, maatte bivaane hans
Liig-Begiængelse. Og vare disse Frugterne af det store Verk, hvilket Paven havde anseet
som et Mesterstykke. Siden den Tiid haver all Forhaabning om Foreening været udslukt;
Alleene Pave Gregorius XIII haver ladet sig nøye med at stifte et Collegium for studerende
Græker udi Rom med en Capital til deres Underholdning, som sloge sig til den Latinske
Kirke, haabende, at samme Proselyter ved deres Hiemkomst skulde forfremme den Romerske
Troe i Grækenland. Men man merker ikke, at denne Stiftelse har bragt store Frugter til
veye.
De tvende Concilia continuerede stedse som tilforn, og arbeidede det eene
af all Magt paa at svække det andets Anseelse. |930Det
Florentinske havde den Fordeel, at alle Orientalske Folk, som søgte at foreene sig med den
Romerske Kirke, søgte Florentz, som det Sted, hvor det rette Concilium og den rette Pave
var; Thi foruden Græker og 1441Armenier lode sig der udi det
Aar 1441 indfinde nogle Jacobitiske Deputerede. Jeg har tilforn viset, at den Grædske
Kirke udi Orienten var deelt i 2 Secter, nemlig Melchiter og Jacobiter, og at de sidste
havde deres Navn af en Syrer, ved Navn Jacob, som var en Discipel af
Eutyche og Dioscoro, saa at disse Jacobiter vare alle Eutychianer, og havde de samme deres
egen Patriarch. Efterat disse Jacobitiske Deputerede vare komne til Florentz, for at handle
om Foreening, blev af Concilio giort et Decretum, hvilket de Deputerede underskreve; Og,
som der paa samme Tiid ogsaa kom et Compliment-Brev fra Kongen af Æthiopien, angaaende
Foreening, saa voxede det Florentinske Concilii Myndighed meer og meer til; Thi, hvorvel
alle disse Religions-Foreeninger vare af ingen Betydelse, saa gave disse Forhandlinger dog
tilkiende, at de Orientalske Christne erkiendte Eugenium for den rette Romerske Pave, og
glemte samme Eugenius ikke at føre sig saadant til Nytte, for at bestyrke sin Myndighed mod
det Baselske Concilium.
Pave Felix forsømte intet paa den anden Side at erhverve sig Tilhængere,
saa at Spliid og U-eenighed voxede meer og meer til, og man omsider ikke vidste, hvilket Parti var
det retteste. Udi denne Tilstand lod den nye Keyser Friderich holde en almindelig
Rigs-Forsamling til Frankfurt, hvor begge Pavers Gesantere mødte. Man fandt da for got, at
der var intet andet Middel til at stille disse U-roeligheder, end at begge Partier
foreenede sig om at sammenkalde et nyt Concilium. Man seer ellers, at de fleeste paa dette
Frankfurtske Mode erkiendte endnu Eugenium for rettmæssig Pave, hvilket indjog ikke liden
Skræk udi Fæderne af det Baselske Concilio, og blev den samme hos dem forøged, da de finge
at vide, at Keyseren kort derefter havde været gandske nær ved Basel, men havde ikke
villet komme ind udi Staden. Herudover besluttede de at antage de Forslag, som vare giorte
om et |931nyt Concilio, hvorpaa Keyseren beqvemmede sig at
komme ind udi Staden. Men han vilde der ingenlunde Begge Concilia ophæves.tractere Felix som Pave, undskyldende sig dermed, at det skeede for at
befodre Kirkens Fred. Endeligen ophævedes begge Concilia udi det Aar 1443. Men derved
endtes 1443dog ikke Kirkens Schisma, eftersom begge Paver
søgte at forsvare deres Post som tilforn. Dette varede indtil det Aar 1447, da Pave
Eugenius omsider ved Døden afgik. Ved hans Død fortælles dette som noget merkværdigt, at
han med Suk og Graad sagde til de Omstaaende: Det havde været bedre for min Siæls
Salighed, dersom jeg ikke var bleven Cardinal eller Pave. (a) Det var ellers under denne
Pave, at Cardinalernes Hoffart og Pragt kom paa den høyeste Spidse. Og er det at merke, at
den, som begyndte at distingvere sig mest udi Pragt og Overdaad, var Cardinal Ludovicus af
Padua, som tilforn havde været Medicus. (b)
Ved Eugenii Død tænkte Felix at spille Mester, men Cardinalerne traadde
strax derpaa tilsammen udi Conclave, og udvaldte Thomam, Cardinalen af Bologna, Nicolaus V Eugenii Successor.hvilken lod
sig kalde Nicolaus V, og blev erkiendt af de fleeste Nationer. Herpaa arbeidede man paa at
bringe Felix til en frivillig Afstaaelse, 1449hvilken man omsider udi det Aar 1449 udvirkede,
saa at Kirkens Schisma derved gandske ophørte, og Nicolaus af alle blev holden for en
rettmæssig Pave, endogsaa af det Baselske Concilii forrige Lemmer, Bliver alleene Pave.hvilke nogle Aar siden
deres Bortgang havde samlet sig til Lausanne, og der forblevet indtil denne Tiid, da de
omsider, efterat Felix havde renuncieret, foreenede sig med Nicolao.
|932
Denne Pave holdt kort efter sin
Ankomst til Regieringen, nemlig 1450 et stort Jubel-Aar til Rom, hvor der indfandt sig en
u-hørlig Mængde af alle Nationer. Mod Enden af Festen gik den saa kalden Broe af St.
Angelo i stykker, saa at over 200 Mennesker bleve enten druknede eller ihiel traadde under
Heste-Fødder; Saa at man kand sige, at det havde været bedre, at disse gode Folk vare
blevne hiemme. Det samme kand man og sige om en fornemme Nonne, hvilken Æneas Sylvius vidner at være bleven voldtagen paa samme Fæst, 1450og saaledes i steden for at blive skildt
ved sine Synder, som Paven havde lovet, Jubel-Aar.blev
skildt ved sin Jomfruedom. (a) Om de andre ellers komme helligere og reenere tilbage fra
Rom, er vanskeligt at sige. Bemeldte Autor synes ikke at være af de Tanker; Thi han
fortæller, at Friderich, Greven af Cilley, en Herre af 90 Aar, ved sin Tilbagekomst
syltede sig udi alle slags Synder og Vellyster, og da man spurdte ham, hvortil det nyttede
at han giorde saadan Andagts-Reise, efterdi han kom ligesaa slem tilbage, svarede han: Min
Skoemager giorde ogsaa en Reyse til Rom, men ved sin Hiemkomst syer han Støvler igien
ligesom tilforn. Paa denne Jubel-Fæst blev af Pave Nicolao canonisered den bekiendte
Franciscaner Bernhardinus af Siena, som var Capistrani LæremesterLæremester]Læremester] A; Lærermester SS Læremester] A; Lærermester SS . Ham tillægges
adskillige Miracler, blant andet dette, at, da han eengang prædikede under aaben Himmel,
og der lode sig see Skyer, som truede med Regn, bad han sine Tilhørere at bie, forsikrende
dem om, at der ingen Regn skulde falde, hvorpaa Skyerne skildte sig ad, og der blev klart
Veyr igien: Men, siger Æneas Sylvius, som denne Historie fortæller, endskiønt saadant ofte
skeer naturlig viis, blev det dog holdet for et Mirakel. (b)
|933Noget efter Felicis V Afstaaelse, nemlig 1451 døde den Tyrkiske Sultan
Amurath, der i sin Tiid havde været en Skræk for den heele Christendom, og bragt det
Østerlige Keyserdom til saadann Yderlighed, at de Grædske Keysere havde intet tilbage uden
Constantinopel alleene. Hans Søn og Successor var den navnkundige Mahomed II, som nogle
Aar derefter indtog Constantinopel med Storm og giorde gandske Ende paa det Grædske
Herredom. Udi denne Mahomed var en Samling af alle store Dyder og
Lyder: Han var stærk, dristig, ærgierrig og derhos underfundig, subtil og en stor Mester i
at forberge sig, saa at det var ikke mindre ved hans Klogskab end ved hans Tapperhed, at
han kuldkastede tvende Keyserdomme, erobrede 12 Kongeriger, og tog meer end 200 Stæder fra
de Christne, saa at man fra hans Regimente kand giøre en nye Tids Udregning i
Historien.
Denne store Helt, eller rettere det Menneskelige Kiøns Tyran, havde haft en
Optugtelse, Mahomeds 2 Portrait.som man ikke kunde vente hos
en Mahomedansk Printz; Thi han talede foruden sit Moders Maal 5 andre Sprog, nemlig
Grædsk, Latin, Persisk, Arabisk og Chaldaisk. Han var kyndig udi Mathematiqve, sær i
Astrologien, forstod Krigskonsten udi Grund, og havde en temmelig Læsning af Historier og
store Heltes Bedrifter, hvis Fodspor han satt sig for at efterfølge. Derimod var han
Blod-gierrig, ukydsk, hævngierrig, saa at han paa eengang lod skiære Maven op paa 14 af
hans Pager, for at faae at vide, hvo der havde taget og opædt en Melon; Og, saasom han
ingen Religion havde; (Thi han foragtede ogsaa den Mahomedanske, kaldende Mahomed en
Anfører for Røvere og Banditer, naar han talede i Eenrom med sine Venner) saa havde han
intet for Øyene uden egen Interesse og Høyhed. Paulus Jovius er blant andre den, som har
afmalet ham som en fuldkommen Atheist (a),
hvorvel andre ere ikke af saadanne Tanker, efterdi han selv foregav sig at dyrke Lykkens
GUd. Saa Hans Anslag.snart han kom til Regieringen, satt han
|934sig for at kuldkaste det Grædske Keyserdom: Dog, paa det
at ingen skulde merke saadant Forsætt, fornyede han strax den Freds-Tractat, som forhen
var giort med Grækerne. Men den da regierende Grædske Keyser Constantinus Palæologus forlod sig ikke derpaa, og derfore anholdt hos Paven og de andre Potentater om Undsætning,
skiønt forgiæves; Thi Frankrig og Engeland vare udi blodig Kriig sammen, og Keyser
Frederik var udi hans heele Regierings Tiid ikke at bevæge til nogen Kriig, og det een
Deel af Fredsommelighed, een Deel og af Karrighed; Thi han satt mange vigtige Ting til
Side for at spare paa smaa Omkostninger, og er det troeligt, at han opsatt sin Kroning
saa længe i samme Henseende. Samme Kroning skeede til Rom udi det Aar 1452. Ingen
Bekostning blev vel derpaa spared; men, som han tog allevegne Foræringer af de Italienske
Stater og Førster, saa fik han Reisen meer end betalt. Ellers var Keyser Frederik en Herre
af mange store Qvaliteter i andre Maader. Men Penge-Gierrighed foraarsagede, at han ingen
Resolution kunde tage, som førte Bekostning med sig, saa at derfore Mahomed ikke kunde
have sig meget at frygte for ham.
Og, saasom alting skulde conspirere til det Grædske Keyserdoms
Kuldkastelse, saa hialp dette ikke lidet dertil, at Grækerne paa samme Tiid laae i Haar
sammen indbyrdes i Henseende til Religionen, saa at Constantinopel aldrig havde været i
større Forvirrelse (a); Thi Præste, Munke, Borgere og Soldater samlede
sig paa Gaderne og raabte Forbandelse over dem, som havde underskrevet Foreeningen med den
Romerske Kirke, og vilde de samme ikke bivaane Gudstienesten udi St. Sophie Kirke, hvilken
de ansaae som et vanhelligt Sted. Imidlertiid giorde Mahomed Anfang til at i Verk sætte
sit store Forehavende. Til den Ende lod han in Majo af det Aar 1452 ved Strædet af
Constantinopel anlægge en Fæstning, for at hindre Skibe at komme fra den sorte Søe, item
for at facilitere Transporten af sine Kriigs-Folk fra |935Asia Beleyrer Constantinopel.til Europa. Denne Fæstning
holdes endnu ved lige, og kaldes sorte Taarns Castel, hvorudi store Stats-Fanger sættes i
Forvaring. Efterat alle nødvendige Præparatorier vare giorte, lod han sig i Begyndelsen af
efterfølgende Aar 1453 see for Constantinopel med en forskrækkelig Kriigshær, bestaaende
saavel af Europæiske som Asiatiske Tropper, og beleirede Staden baade til Lands og Vands.
Kriigshæren bestoed af 300000 Mænd og Floden af 100 Galleier og 130 mindre Fartøy, hvortil
stødte siden 70 andre Skibe, som Mahomed ved et fast u-troeligt Arbeide lod føre ved
Machiner over Land, og derved indjog stor Skræk udi den beleirede Stad (a).
Staden var da kun slett forsyned med Mandskab. De som man forlod sig mest
paa, vare 3000 Venetianer og Genueser, hvilke tilligemed de faa Grædske Soldater
forsvarede sig længe med en ugemeen Tapperhed, hvortil de bleve opmuntrede saavel af Keyser
Constantini eget Exempel, som af den tappere Genuesiske General Justiniano, hvilken i
Begyndelsen af Beleyringen kom til Constantinopel. Mahomed havde i sin Leyer en Ungarsk
Stykgyder, hvilken støbte ham overmaade store Canoner, blant andet een, som maatte trækkes
af 2000 Mænd og 10 par Øxen. Den første Prøve dermed blev giort ved Adrianopel, hvilken
gik lykkeligen af. Den blev derpaa trokken af 60 Øxen, og bleve de tvende Maaneder
Februarius og Martius anvendte paa at føre den nogle faa Miile (b). Samme
forfærdelige Canon, der blev ladt med store Steene, som førtes fra den sorte Søe, kunde
høres nogle Miile, og giorde strax store Hull paa Stadens Muure, som baade Ducas og
Chalcondylas vidne, hvorvel andre sige, at den creverede ved første Prøve. Tyrkerne grebe
saaledes Staden an med stor Hidsighed, hvilken forsvarede sig med ikke mindre
Bestandighed. Efterat Beleiringen en Tiid lang havde varet, og meget Blod var udøsed,
giorde Tyrkerne den 29 May en |936General-Storm. Udi denne
Storm lidde de saadant Nederlag, at det var Anseelse, at de med Skamme maatte ophæve
Beleyringen igien. Men midt udi Trefningen blev Justinianus saared, hvorudover ham paakom
en saadan Skræk, at han forlod sin Post, og derved til intet giorde all den Ære, han
tilforn havde indlagt. Hans Bortgang foraarsagede stor Forvirrelse
blant Soldaterne, og glemte Tyrkerne ikke at føre sig den til Nytte, saa at de omsider
trængede sig ind udi Staden.
Staden bestormes.Keyser Constantinus, der havde besluttet at
døe som Keyser, seende alting at være forloren, kastede sig med Kaarden i Haanden midt
iblant Fienderne, af hvilke han omsider blev traadden under Fødder. Saadant Endeligt fik
Constantinus Palæologus, den sidste Grædske Keyser, en Herre, der formedelst sin Dyd og
Tapperhed var en bedre Skiæbne værd. Han omkom udi hans 50de Aar, som hans Cantzler
Phrantza (a) vidner, der har skrevet denne ynksomme Historie. Mahomed,
som siden fandt hans døde Legeme, lod det begrave med all den Stads og Ære (b), som en Keyser tilkom. Det er ellers mærkeligt, at ligesom den
første Constantinopolitanske Keyser heed Constantinus, og der var en Keyserinde som heed
Helena, saa var den sidste Keyser ogsaa en Constantinus og Keyserinden HelenaHelena]Helena] A B; en Helena SS Helena] A B; en Helena SS . Efter
Keyserens Død var ingen som giorde Modstand meere, hvorudover Tyrkerne uden Hinder øvede
all den Vold og Grumhed, som nogen Tiid er hørt udi en erobred Stad, undtagen at den ikke
blev afbrændt, og varede deres Raserie udi 3 Dage, da imidlertiid over 40000 Mennesker
bleve myrdede, og meere end 60000 bleve fangne og saalte til Slaverie. Eendeel reddede sig
med Flugten til Staden Pera, som ligger lige ved Constantinopel, og da var besatt med
Genueser, hvilke strax efter Hoved-Stadens Erobring overgave Pera til Mahomed. Blant de
Flygtige var Historie-Skriveren Georgius Phrantza, hvilken har beskrevet denne bedrøvelige
Historie, og gaaer hans Krønike indtil 1461.
|937Mahomeds Opførsel efter denne Seyer.Ved Constantinopels Erobring og det Østlige Keyserdoms Ødelæggelse fik den Grædske Kirke en nye Skikkelse. Man
havde vel tænkt, at Mahomed i Henseende til hans Blodgierrighed skulde strax have ødelagt
Kirken tilligemed Staten; Men, som han havde i Sinde at conservere det som han havde
vundet, og at udvælge Constantinopel til sit Sæde, lod han ikke alleene kalde de flygtige
Christne tilbage, men gav ogsaa i sær Geistligheden gode Ord. Og, saasom det
Patriarchalske Sæde paa samme Tiid var ledigt, befoel han, at man skulde vælge en nye
Patriarch, og det paa samme Maade, som tilforn havde været brugeligt, hvorudover de
nærværende Geistlige traadde sammen, og udvaldte den navnkundige Raads-Herre Georgium
Scolarium, hvilken ellers er bekiendt under det Navn af Gennadio, og installerede Mahomed selv ham med sædvanlige Ceremonier, ja aflagde en Visite til ham udi det Patriarchalske
Pallads, hvilket altsammen giver tilkiende, at Mahomed var ikke mindre Politicus end
Kriigs-Helt. Men denne Gennadius blev kun nogle faa Aar i sin Værdighed; Thi, saasom han
var en ivrig Forfægter af den Foreening, (a) som var slutted med den
Romerske Kirke, var han ilde liidt af den Grædske Geistlighed, og derfore stod fra sit
Embede. Han har efterladt sig mange Skrifter, blant andre en Apologie for det Florentinske
Concilio.
Det er ikke at beskrive, hvilken Forskrækkelse Constantinopels Erobring
foraarsagede over heele Europa. Den bekiendte Æneas Sylvius, Biskopen af Siena, opmuntrede
ved sine Skrifter saavel Paven, som Europæiske Potentater til Kriig mod Mahomed, men
forgieves; Thi de Forsamlinger, som derover bleve holdne, helst til Regensborg 1454, løbe
frugtesløse af. Krigen mellem Frankrig og Engeland continuerede, og Tilstanden udi Norden
var saa forvirred, at den tillod ikke Kong Christian I, som af Keyser Friderich var
anmodet om Undsætning mod Tyrkerne, |938at bemænge sig med
fremmede Sager, hvilket foraarsagede, at Mahomed blev ikke alleene i Possession af hvad han
havde, men giorde sig og Mester af det Trapezuntske Keyserdom, samt andre Riger og
Christne Stæder. Det forunderligste var, at denne mægtige Herre, der oversvømmede alting
som en Flod, ikke kunde undertvinge en liden Epirotisk Første, nemlig Scanderbeg, hvilken
havde holdet Stand mod den forrige Sultan Amurath, og begegnede denne Mahomed med lige
Tapperhed, saa at han ødelagde een Tyrkisk Krigs-Hær efter en anden, og forsvarede sit
lidet Land, saa længe han levede.
1455Anno 1455
døde Pave Nicolaus, efterat han havde siddet udi 8 Aar, og imidlertid forestaaet Kirken
med en u-omskrænked Myndighed, saa at det Pavelige Herredom, Kirke-Regimentet kommer paa forrige Fod igien.som en tidlang havde været
paa Knæerne, begyndte at reise sig igien. Hans Eftermænd fuldte hans Fodspor, og havde
besynderligen deres Tanker dertil henvendte, at intet almindeligt Concilium meer blev
holdet, hvilket og skeede, hvorudover Kirke-Regimentet kom paa forrige Fod igien, saa en
Deel af de efterfølgende Paver, helst Alexander VI og Julius II uden Skye og Hinder have
øvet Vold, Tyrannie og alle optænkelige Laster, hvorved de have omsider givet Anledning
til den store Reformation, som udi efterfølgende Seculo gik for sig, og hvorved mange Riger
og Stater ere blevne afsondrede fra det Romerske Sæde.
Cardinalerne traadde efter Pave Nicolai Død strax udi Conclave, og kom da i
Forslag Cardinal Bessarion, i Henseende til hans Lærdom og Meriter. Men nogle, som
misundede en Græker den Ære, foregave, at det var u-anstændigt at udvælge den til Kirkens
Hoved, som faa Aar tilforn havde disputeret mod den Romerske Lærdom; Hvorudover man gik ham
forbi, og udvalte een som man mindst tænkte paa, nemlig Calixtus III Pave.en Spanier, ved Navn Alphonso Borgia, hvilken lod sig kalde Calixtus III.
Denne Calixtus lod strax see en stor Iver i at opmuntre Christne Potentater til at
sætte sig op imod Keyser Mahomeds II tilvoxende Magt. |939Han
indstiftede da Bønner og offentlige Processioner, og forordnede 1456, at man ved
Middags-tider skulde klemte med alle Klokker, for at advare Folk om
Tiden naar de skulde bede, og er det Oprindelsen til den Skik, som endda bruges paa de
fleeste Christne Steder, endogsaa i vore Nordiske Lande. Men det blev derved, thi hverken
Keyser eller Konger kunde bringes i Gevær mod Tyrkerne. Alleene ovenmeldte Epirotiske Helt
Scanderbeg og den Siebenborgske Waywod Huniades holdte Stand, og var denne sidste udi
dette Aar saa lykkelig, at han ikke alleene tvang Tyrkerne til at ophæve Beleyringen for
Belgrad, men endogsaa overvandt dem udi et stort Slag, hvorudi 40000 af dem omkomme, og
Mahomed selv blev saared. Men, som den tappere Huniades døde kort derefter, blev denne
store Seyer ikke forfuldt.
1458 Calixtus III døde 1458, og blev i hans Sted
udvalt den Navnkundige Æneas Sylvius, som blev kalden Pius II. Pius II Pave.Under denne Pave skulde man
have Aarsag at vente en merkelig Reformation udi Kirken, eftersom han havde været en
heftig Forfægter af det Baselske Concilio, og havde ladet sig bruge af Keyseren udi
adskillige vigtige Ting, som vare mod Pave Eugenii IV Interesse. Han kom 1431 til det
Baselske Concilium med Cardinal Dominico Capranica, hvis Secretaire han var; Han blev
siden Concilii Referendarius og General-Agent, og blev brugt til mange vigtige Legationer.
Midt udi disse mange Forretninger forfattede han adskillige Skrifter, blant andre dem, som
forsvare Concilii Myndighed mod Paven, saa at han regnes for een af de habileste og
største Skribentere udi dette Seculo. Og, som han ideligen havde ladet tilkiende give en
Iver, i at indskrænke den Pavelige Myndighed, haabede man nu ved hans Ankomst til
Regimentet, at see Frugterne deraf. Men man merkede, at, saa snart han blev Pave, fik han
andet Sind, og tilbagekaldte han omsider alt, hvad han havde skrevet i Faveur af det
Baselske Concilio: Hvilket, da man bebreidede ham, undskyldte han sig med sin Ungdom,
sigende, at han nu var bedre oplysed, hvorudover man maatte ikke følge Æneæ Sylvii, men
Pii II Meeninger.
|940Udi Begyndelsen af hans Regiering lod han holde en stor Forsamling til
Mantua, hvor de fleeste Potentater bleve inviterede, for at overlægge med hinanden om at
føre Krig mod Tyrkerne. Saadan Krig blev vel beslutted, men man saae ingen Execution deraf, og Mahomed II tog imidlertid et Land ind efter det andet. Ellers
skeede udi denne Paves Tiid intet synderligt mærkværdigt udi Kirke-Sager. Det fornemste
var Den Pragmatiske Sanctions Historie.den Pragmatiske
Sanctions Ophævelse. Derom er tilforn intet talt, hvorfore jeg her vil vise dens
Oprindelse og hvad den var. Ludovicus Sanctus giorde udi det Aar 1268 en Anordning, kalden
Sanctio Pragmatica, hvorved blant andet blev beskikked, at Cathedral- og andre Kirker skulde
have Frihed til at udvælge Bisper og Prælater, at alle geistlige Promotioner skulde skee
efter den Anordning, som fra gammel Tiid var brugelig, og som Concilia og de gamle Fædre havde
fundet for got; At ingen Exaction eller Penge-Paalægg maatte skee af det Romerske Hof,
uden i stor Nød, og det med Kongens og den Franske Kirkes Samtykke;
Endeligen at alle Kirker og deres Betiente skulde beskyttes ved deres Friheder og
Herligheder, som dem vare givne af de Franske Konger: Deraf seer man, at Bisperne i
Begyndelsen vare udvalte af Geistligheden og Almuen, hvortil dette omsider kom, at
Kongerne bleve ombedne at give Frihed til saadant Vall og at confirmere det samme. Medens
Vacancerne varede, bemægtigede de Kongelige Betiente sig den Verdslige Herlighed af de
vacante Embeder, og hævede Indkomsterne deraf. Dette varede indtil Caroli VI Tiid, da en
stor Forvirrelse reisede sig saavel udi Kirken som i Staten, og den Franske Kirkes Privilegier
i mange Maader af Paverne bleve violerede. Herudover tog Carolus VII sig for paa
det Concilio, som blev holdet til Bourges 1431 at fornye og giøre meere fuldkommen
ovenmeldte Pragmatiske Sanction, hvilken blev Aar 1438 forfærdiged, og Aaret derefter af
Parlamentet verificered. Pave Eugenius stræbede af all Magt at hindre dens Execution, men
Kongen vilde ingenlunde staae fra sit Forsætt.
|941Æneas Sylvius, som havde været Secretaire eller Cantzler ved det Baselske
Concilium, Den Pragmatiske Sanction hæves.arbeidede, saa
snart han var bleven Pave, paa at til intet giøre denne Pragmatiske Sanction, helst efter
Caroli 7 Død. Ludovicus IX, Caroli Successor, holdt en Tiid lang Stand, men lod sig
omsider overtale af den Pavelige Legat, Biskopen af Terni, at hæve den, og foraarsagede
dette saadan Glæde hos Paven, at han lod slæbe den Pragmatiske Sanction igiennem Gaderne
udi Rom. Men Parlamentet i Frankrig approberede ikke denne Sanctions Ophævelse, hvorfore
den i de fleeste Ting blev i Agt tagen som tilforn. Derover reisede sig store
Tvistigheder, som varede indtil Francisci I Tiid, da samme Konge efter en Samtale, som han
havde holdet med Pave Leone X til Bologna, fandt for gott gandske at ophæve den Pragmatiske
Sanction, Concordatum.og i dens Sted at oprette det saa kaldet
Concordatum, som blev slutted 1516, hvorved Kongen beholdt sig rett til at udnævne den
eller de Personer, som han destinerede til de ledige Beneficier og Geistlige Embeder, og
Paven skulde have Rett til at forsyne dem dermed; Hvoraf man seer, at Capitlerne af de
Cathedral-Kirker derved mistede deres gamle Vall-Rett.
Men for at komme til dette Seculi Historie igien, da forundrede alle sig
over, at en Konge af Ludovici XI Caracteer vilde saaledes opoffre sin egen og den Franske
Kirkes Herlighed, da han dog aldrig gav noget bort, uden han fik dobbelt igien; men, der
fandtes hos denne Konge en Bizarrerie, hvorpaa anføres mange forunderlige Exempler, saa at
han beskyldes baade for Overtroe og Vantroe tillige. Jeg vil forbigaae at tale om hans
Qvaliteter, saasom det henhører ikke til denne Historie. Jeg vil kun anføre een af hans
Stiftelser, som skeede 1478, efterdi den samme giver ikke mindre Afrisning paa Kongens,
end paa dette Seculi underlige Religions-Principiis. Han overgav udi samme Aar det
Grevskab Boulogne udi Souverainetet til Jomfrue Maria, saaledes, at
han skulde være hendes Vasal, saa vit samme Grevskab angik. Om andre Exempler udi
Kirke-Historien findes, at Regenter have givet Lande som Lehn til GUd eller Helgene |942skal jeg ikke kunne sige, vist nok er det, at adskillig
Devotion paa de Tider blev øvet, som ikke var mindre u-rimelig. Kong Ludvig forbandtes ved
denne Act at dyrke Jomfrue Maria paa en dobbelt Maade, nemlig først i almindelighed som
Christi Moder, dernæst i særdeleshed som Souveraine af det Grevskab Boulogne.
1461Den Pragmatiske Sanctions Ophævelse skeede ellers udi det
Aar 1461, hvilket Aar var sørgeligt for de Christne i Henseende til Mahomeds store
Fremgang; Thi han bemægtigede sig de anseelige Stæder, Sinope og Trapezunt, og derved
giorde Mahomeds 2 store Fremgang.en Ende paa det Trapezuntske
Keyserdom, hvilket havde varet 257 Aar fra den Tiid, det var bleven anlagt af den gamle
Keyserlige Comneniske Familie, ved Leylighed af Constantinopels Erobring af de Franske,
hvorom tilforn er talt. (a) Den sidste Keyser var David, hvilken
Mahomed gav til Vederlag noget Gods udi Grækenland, men lod ham siden omkomme. Paa samme
Tiid skeede ogsaa en merkelig Forandring med Patriarchatet i Constantinopel; Thi da
Patriarchen Joseph blev afsatt, blev af een og anden Mahomed Penge tilbuden, for at nyde
samme høye Embede. Og er dette Oprindelsen til den Skik, som endnu holdes ved lige, nemlig
at Patriarchatet kommer ligesom paa Auction, og gives til den Meestbydende: Udi hvilken
Henseende de Tyrkiske Keysere holde det ved lige. Man seer heraf, udi hvilken elendig
Tilstand den Grædske Kirke blev bragt, og hvor lidet Mahomed II agtede de Trusler og
Bevægelser, som af Paven og de Europæiske Potentater bleve giorte, for at hindre hans
Fremgang, seende overalt Spliid og U-eenighed saaledes at regiere blant dem, at deres Magt
ikke kunde foreene sig mod ham. Enhver Konge og Første havde Øye paa sin Naboe, og Paven
søgte at bringe det Romerske Sædes Myndighed udi forrige Anseelse, hvilket ogsaa skeede;
Ja man kand sige, at han i visse Maader bragte den høyere, sær ved den Pragmatiske
Sanctions Ophævelse at beskiære den Franske Kirke sin Frihed, hvilket ingen af hans
Formænd havde kun-|943det bringe til Veye. Udi denne
almindelige Forvirrelse saae man dog Geistligheden at plage sig med u-nyttige og subtile Disputer; 1462Thi der opreisede
sig udi det Aar 1462 en Tvistighed imellem Franciscaner- og Dominicaner-Munkene om Christi
Blod, som have været separered fra hans Legeme, medens det var i Graven, kunde tilbedes,
Disputer om Christi Blod.og tog samme Tvistighed saadan overhaand, at den blev bragt for Paven, hvilken dog, for
ikke at støde nogen af disse mægtige Ordener for Hovedet, dristede sig ikke til at
decidere derudi, men ved en Bulle forordnede, at man under Straf af Kirkens Band ikke
maatte disputere derom, førend han gav sin Betænkning derover.
1464Tvende Aar derefter, nemlig 1464 døde Pave Pius II, efterat
han nyeligen for sin Død havde casseret alt hvad han havde skrevet i Faveur af det
Baselske Concilio, og imod det Pavelige Sædes Myndighed. Han var een af de habileste Paver,
som nogen Tiid haver beklædet det Romerske Sæde, blev ogsaa holden for en velsindet Mand,
og gav virkelig adskillige Prøver derpaa, indtil han selv blev Pave, hvilket viser, hvor
vanskeligt det var at være Romerske Bisp og en ærlig Mand tillige. Der tales om et Brev,
som denne Pave skal have tilskrevet den Tyrkiske Keyser Mahomed II, hvilket har givet
Anledning til store Disputer, saasom han udi samme Brev lover Mahomed Herredom over
Grækenland, hvis han vil lade sig døbe, og antage den Romerske Kirkes Troe. Nogle have
villet forsvare dette Brev, andre igien have holdet saadant Tilbud u-christeligt, helst
saasom Mahomed med Vold og Magt havde bemægtiget sig saa mange Christne Lande; Thi, sige
de, det var det samme, som at løse en Jøde, der havde giort Banqueroute, fra at betale
sine Creditorer, dersom han vilde lade sig døbe. Paulus II Pave.Efter hans Død forsamlede Cardinalerne sig, og udvaldte Cardinalen af St.
Marco, som var en Venetianer, ved Navn Petro Barbo, hvilken lod sig kalde Paulus II.
Førend han blev antagen, maatte han med Eed forpligte sig til adskillige
Ting, blant andet inden 3 Aar at holde et alminde|944ligt Concilium; Men, da han var bleven Pave, veigrede han sig ved at efterkomme hvad han
havde lovet, og for at smørre Cardinalerne om Munden med noget, og at hindre dem ikke at
drive paa saadant Løftes Fuldbyrdelse, lod han distinguere dem i Klæde-Dragt saaledes, at
deres Hæste-Skabrakker skulde være af Skarlagen og deres Huer røde; rett ligesom man
stiller Børn, der græde, tilfreds ved at love dem Dukketøy og nye Klæder. Han havde ogsaa
i Sinde ved andre Forordninger at forøge Cardinalernes Pragt; Men Platina vidner, at de
selv raadede ham derfra, foregivende, at man heller burte formindske end forøge saadan
Stats (a). Det er troeligt, at de merkede, at han vilde smørre dem om Munden med saadanne
Ting, for at befries fra andre store Løfter. Dog tog han sig for en Ting af Vigtighed,
nemlig udi Consistorio at lade examinere de saa kaldne Expectativer og Commender. Og
saasom ofte udi Kirke-Historien bliver talet om Beskrivelse over de
saa kaldne Commender.disse Commender, vil jeg her viise hvad de vare. Commender kaldtes, naar nogen vacant enten Tieneste eller Beneficium, som udi vanskelige Tiider ved
ordentligt Vall ikke saa hastigen kunde blive besatt, imidlertiid blev betroed til en
Meritered Person, der skulde forvalte og forestaae det indtil saadant Vall kunde skee, og
kaldtes den, som saadan interims-Administration blev betroed, Commendatarius, saa at
Oprindelsen i sig selv var god og lovlig, helst som Commendatarius var ikkun Depositarius eller Giemmer af Indkomsterne. Men deraf fløde store Misbrug; Thi deslige Commendatarii tilegnede sig med Tiiden Indkomsterne, og for at blive længe i
Possession deraf, søgte at forhindre eller forhale Electionerne, hvorudover man fandt
nødigt at sætte en vis Tiid, hvorlænge et Commenda skulde vare, nemlig 6 Maaneder. Men
Paverne, som i all Ting vilde øve en u-omskrænked Myndighed, forlængede den Terminum, og
gave undertiden slige Commender paa Livs Tiid. Og, da dette eengang var antaget, betienede
man sig siden deraf for at sætte Farve paa dobbelte Beneficier, saa at det maatte heede,
at man hav-|945de kun et rett og egentligen tilhørende
Beneficium, men de andre i Commender. Herover vare ofte førte adskillige Klagemaal, sær
udi Clementis V Tiid, hvorudover samme Pave ved en Bulle, som begynder med disse Ord: Ex
supernæ providentia Majestatis tilbagekalder alle de Provisioner, som vare giorte under
Titel af Commender (a), og var det
samme som denne Pave i det Aar 1464 foretog sig at examinere. Nogle af Cardinalerne talede da
stærkt om den Misbrug, derved var, sigende, at det var at befrygte, at alle Beneficier med Tiden vilde forvandles til Commender. Men derved blev dog intet udretted; Thi man
seer, at Misbrugen deraf udi efterfølgende Seculo var paa høyeste Spidse, ja at det gik
saa vidt, at Pave Clemens VII skiemmede sig ikke ved at give Cardinal Hippolyto de
Medicis, sin Fetter, udi Commende alle vacerende Beneficier over den heele Christendom.
(b) Og blev derfore den Materie examinered som en Hoved-Post paa det
Tridentinske Concilio.
Pave Paulus II efterfuldte ellers sin Formands Exempel i at opmuntre de
Christne Potentater til Krig mod Mahomed II, men med lige saa slet Frugt. Den eeneste som
holdt Stand mod den Tyrkiske Magt, var ovenmeldte Epirotiske Printz Georgius Castriotus,
gemeenligen kalden Scanderbeg. Men samme store Helt døde udi det Aar 1467. Han var een af
de største Helte Naturen har danned, saa at ingen, hverken i gamle eller nye Historier
kand lignes mod ham. Han ødelagde fast 20 mægtige Krigs-Hære, mestendeels af Tyrker, og
vidne de Tiders Skribentere, at han i Striid omkom over 3000 Mænd med sin egen Haand. Hans
Nidkierhed var saa stor, naar han figtede mod Tyrkerne, at Blodet flød ud af hans Øyen, og
gav han sig gemeenligen saadan Titel: Georgius Castriotus, Christi Strids-|946mand. (a) Herudover blev Scanderbegs Død og Berømmelse.hans Død høyligen begræded over den heele
Christenhed. Det er merkeligt, at, da Tyrkerne siden bemægtigede sig den Stad, hvorudi han
laae begraven, opgrove de hans Legeme, og deelede Stykker af hans Been mellem sig, hvilke
de ansaae som Helligdom. Ved hans Død blev Mahomed skildt ved sin allerfarligste Fiende,
og saae man ham derpaa at forøge sit Raserie mod de Christne; Thi
han giorde udi det Aar 1469 et Løfte, ikke at hvile førend han havde udrøddet alle
Christne. (b)
Den slette Tilstand Christendommen var bragt udi, i Henseende til Tyrkernes
Fremgang, tilskrev Paven de Christnes Synder, og derfore holdt nødigt at paabyde en
extraordinaire Poenitentze. Til den Ende foregav han, intet at kunne være nyttigere for de
Troende, end at holde end oftere Jubel-Aar, og at forkorte Tiden, nemlig paa 25 Aar.
Bonifacius VIII var den første Stifter af saadanne Jubel-Aar, og forordnede, at det skulde
holdes i Begyndelsen af hvert Seculo, det er eengang hvert 100 Aar. Clemens VI forkortede
Tiden, bringende det til hvert 50de Aar, og Urbanus V til hvert 33 Aar. Men denne Paulus
II gik endda videre, og forordnede ved en Bulla, dat. den 19 April 1470, at Jubel-Aaret
skulde holdes hvert 25 og begyndes 1475, paa det at de Christne kunde faa slige herlige
Jubel-Indulgencer 4re gange hvert hundrede Aar. Men som de Pavelige Finantzer bleve ved
ingen Ting meere forøgede, end ved disse Jubel-Aar, saa tvilede fornuftige Folk ikke paa,
at jo deslige Stiftelser reisede sig heller af Penge-Gierrighed, end Nidkierhed for
Christendommen. Af alle Misbrug, som udi Kirken havde været indført, var ingen større end
den, som øvedes med Indulgentzer. Og banede samme Misbrug fornemmeligen Vey til den store
Reformation, som skeede udi paafølgende Seculo.
|947
1471Pave Paulus II døde 1471, efterat han havde siddet fast
udi 7 Aar, og er det med hans Død, at den bekiendte Skribent Platina ender sin Historie om
de Romerske Paver. Nogle Protestanter have foregivet, at han blev strangulered af en Mand,
der fandt ham i Seng med hans Hustrue. Peucer skriver, at det skeede af den onde Aand.
(a) Hvis alt er sandt, som af nogle Skribentere er anført om denne Mand, da har
han intet eftergivet Alexandro VI udi U-gudelighed; Men det er troeligt, at en deel er ham
paadigted, helst den Historie om hans Endeligt; Thi andre vidne, at han døde af Apoplexie.
Og, efterdi Platina, som var hans Fiende, taler ikke anderledes derom, kand man holde det
for en Digt. Cardinalen af Pavia lægger ham dette til Last, at han tvang Cardinalerne til
at underskrive Ordres, som de ikke havde seet. Hans Ord ere disse: (b)
Cardinalerne bleve tvungne til at underskrive hvad de ikke havde seet, og var Pavens
Violence deri saa stor, at Cardinal Bessarion engang løb ud af Kammeret, for at undgaae
saadan Gierning; Men Paven tvang ham, under Straf af Excommunication, at underskrive. Ingen holdt meere Stand end Cardinal Carvagial, hvilken med Frimodighed stedse veigrede
sig derfor, og bad Paven, at han ikke vilde tvinge ham til at giøre noget mod sin
Samvittighed. Dette har jeg fundet fornødent at anføre, for
at vise saavel denne Paves U-retfærdighed, som at der udi disse fordervede Tider fandtes
oprigtige og ærlige Mænd, endogsaa ved det Pavelige Hof. Efter Pauli II Død udvaldte
Cardinalerne i hans Sixtus IV.Sted Franciscum de la Rovere,
hvilken lod sig kalde Sixtus IV. Noget for hans Ankomst til Regieringen havde den
bekiendte Franciscus de Paula stiftet den Orden, kaldet Minimi, hvilken Stiftelse Sixtus
IV confirmerede 1473. Aaret derefter havde han en Visite af Kongen af Dannemark,
Christiano I. Høystbemeldte Konge blev imod-|948tagen med
stor Magnificence. Cardinalen af Pavia, som paa samme Tiid var udi Rom, afmaler ham som en
ikke mindre Gudfrygtig end stor Konge. Blant andet fortæller han disse Omstændigheder, at
Kongen maatte give sin Meening tilkiende ved en Tolk, efterdi han ikke forstoed Latin,
item, at hans Ydmyghed var saa stor, at han holdt Vandbekkenet for Paven, da han toede
sig, og at han vilde ikke sidde eller bedække sit Hoved, førend alle Cardinalerne,
hvorved, siger bemeldte Cardinal, han har efterladt et stort Exempel, hvorledes man skal
ære Geistligheden. (a)
Aaret derefter celebrerede Paven Jubel-Aaret, efter den Anordning, som hans
Formand havde giort. (b) Og lod sig da indfinde i Rom en stor Mængde Fremmede, blant andre
tvende Dronninger, nemlig Catharina af Bosnia, og Charlotta af Cypro. Den første af disse,
som Jubel-Aar.døde udi Enke-Stand kort derefter, testamenterede Paven sit Rige, dog med den
Condition, at hvis hendes Søn, som var bleven Mahomedaner,
1475forlod det Tyrkiske Parti og omvendte sig igien, skulde Riget ham
restitueres. Blant dem, som da udi Rom distingverede sig meest, var Ferdinandus, Kongen af
Napoli, som Paven gav efter den aarlige Skatt, hvilken han som Neapolitansk Konge var
pligtig at yde til det Romerske Sæde, dog med den Condition, at han derfor skulde aarligen
give en hvid Hest til Erkiendelse, at han havde Riget til Lehn af den Romerske Stoel, og
har saadan Ceremonie været i agt tagen indtil denne Dag.
Saaledes blev denne Fæst holden, hvorved Paven gav Indulgence og Syndernes
Forladelse til alle dem, som vilde anvende og depensere deres Penger udi Rom. Men at de
Synder, som Paven forlader, ikke alle Tider tilligemed forlades af GUd, visede adskillige
store paafølgende Plager, som overginge Staden Rom; Thi Tiberen oversvømmede udi det Aar
1476 saaledes Staden, |949at man frygtede for en anden
Syndflod. (a) Paa denne U-lykke fuldte en Pest, hvilken dræbte en stor Hob Mennesker, og
nødde Paven til at forlade Rom. For at stille GUds Vrede, ophittedes da et lige saa
u-grundet Middel som det forrige; Thi Paven lod i den Henseende strax derpaa publicere en
Bulle, hvorudi han accorderer de samme Indulgencer, som Urbanus IV Mariæ Undfangelses Fæst confirmeres.og Martinus V havde accorderet for
Christi Legems Fæst, til alle dem, som med Devotion celebrerede Mariæ Undfangelses Fæst.
(b) Og er det merkeligt, at han i samme Bulle nævner immaculatam
conceptionem, og i visse Maader derved deciderer i den Tvistighed, som længe havde varet
imellem Franciscanerne og Dominicanerne om Mariæ u-besmittede Undfangelse. Denne Fæst
havde tilforn været holden, men uden nogen Forbindelse indtil denne Tiid. Vel havde det
Baselske Concilium udsteddet en Bulle, for at forbinde den heele Christen Kirke at
celebrere den samme; Men, som Pave Eugenius IV forkastede alt hvad dette Concilium anordnede, saa vilde han ey heller agte dette Decretum gyldigt, saa at derfore Fæstens
rette og ordentlige Stiftelse skeede ikke førend udi dette Aar. Men, endskiønt Paven
hermed deciderede udi den Stridighed, som længe havde været om Mariæ u-besmittede
Undfangelse, saa continuerede dog Disputerne ligesom tilforn mellem Dominicanerne og
Franciscanerne. Anledning og Oprindelse til denne omtvistede Meening er ellers denne:
Oprindelse til den Meening om Mariæ u-besmittede Undfangelse.
Efterat Nestorius havde lært om Christi tvende Personer, og statueret, at Jomfrue Maria ikke kunde kaldes GUds Moder, og samme hans Lærdom var fordømt paa det Ephesinske
Concilio, blev siden af Kirken vedtaget at bruge de Ord Maria Theotokos, iligemaade at
afmale Jomfrue Maria med Barnet JEsum paa Armen, og at sætte det paa hellige Stæder, for
at viise at JEsus Mariæ Barn tilkom Guddommelig Dyrkelse. Med denne Dyrkelse gik i Tiidens
Længde saa til, at den passerede fra Bar-|950net til
Moderen, saa at Barnet blev kun anseet som en Ziirat udi Moderens Arm, for at giøre hendes
Contrafey dis behageligere. Den gemeene Almue faldt først hen til saadant, og blev den
siden efterfuldt af Præsterne, saa at man med Tiiden begyndte at tale meer om Mariæ end
Christi Dyrkelse, og endeligen udi det Aar 1050 indstiftede det saa kaldet Officium
Virginis, og deelte det udi 7 Horas Canonicas, ligesom Gudstienesten. Og, som hun blev
dyrked paa samme Maade som GUd selv, holdte nogle for, at det var fornødent at befrie
hende fra den arvelige Synd: Dog fandt denne Meening strax ikke Bifald, uden hos nogle
faa. Men udi det Aar 1136 dristede Canonici til Lyon sig at indføre den udi deres
Kirke-Officium, hvorover Bernhardus, skiønt han selv var en stor Tilbeder af Jomfrue
Maria, høyligen Disputer derom.besværgede sig. Udi det Aar
1300 tog den bekiendte Joh. Scotus en Franciscaner-Munk sig for, offentligen at skrive om
Mariæ u-besmittede Undfangelse, og blev hans Meening fuldt af den heele
Franciscaner-Orden. Men de bleve derudi imodsagde af Dominicanerne, saa at dette blev en
Hoved-Tvistighed imellem disse tvende Ordener. Franciscanernes Meening blev approbered først af det Parisiske Universitet, som da var Oraclet, og siden af det Baselske Concilio.
Endelig tog denne Pave Sixtus sig fore at decidere derudi, og
indstiftede foromtalte Mariæ Undfangelses Fest: hvorved dog Tvistigheden ikke blev hæved,
og var det een af de Poster, som med stor Iver blev ventilered paa det Tridentinske
Concilio (a). Med hvilken Hidsighed denne Tvistighed ellers er ført, sees deraf,
at Dominicaner-Munkene noget for denne Tiid bleve udelukte fra det Parisiske Universitet,
ja Almuen handlede ilde med dem paa Gaderne, og nægtede dem Almisse, hvilket var det
haardeste, som kunde vederfares Jøder, der nægtede Christum: Thi den Dyrkelse, man havde
begyndt at viise Jomfru Mariæ, var udi dette Seculo allevegne kommen paa den høyeste
Spidse, saa at hendes Paakaldelse holdtes kraftigere end Christi selv. Man seer i
Begyndelsen af dette Seculo, at naar de sæd-|951vanlige
Bønner ikke vilde hielpe, fordoblede man den Devotion, som skeede til Jomfrue Maria:
hvorudover den Ratzeborgske Bisp Pardamus, da han merkede, at den sædvanlige Devotion ikke
vilde hielpe, for at redde hans Kirke af den elendige Tilstand, befoel han, at man udi
Mariæ Officio skulde bøye Knæerne, naar man paakaldte hende med disse Ord: hielp os og
frels os. Dette siger Krantzius (a) udvirkede saa meget, at Kirken kom af
dens Elendighed: naar saaledes var beskaffed, kand man fatte Aarsag til Dominicanernes Forfølgelse.
1478 Udi det Aar 1478 blev
stifted den forfærdelige Inqvisition i Spanien, og det ved saadan Leilighed: Kong
Ferdinandus og Isabella, Inqvisitionens Stiftelse i Spanien.udi hvis Personer Castilien og Aragonien vare blevne foreenede,
seende, at mange Morer og Jøder, som havde antaget den Christne Troe, forlode den ikke
allene igien, men søgte ogsaa at forføre adskillige Christne, hvorudover de funde for gott
at stifte en Inqvisition, og det paa saadan Maade, som endnu i Agt tages. Dette skeede ved
Erke-Bispens af Sevilien Gonzale de Mendosa Tilskyndelse. Samme Inqvisition blev siden
iligemaade indført udi Sicilien, Sardinien, Indien og paa alle de Steder, som komme under
Spanien, undtagen Inqvisitionens Beskrivelse.udi Napoli og
Nederlandene, hvor Indbyggerne satte sig derimod. Inqvisitionen er saaledes indretted:
Kongen af Spanien nævner en General-Inqvisiteur, hvilken igien sætter andre paa et hvert
Stæd. Paa det Sted, hvor den fornemste Inqvisiteur opholder sig, er et Senat, hvilket
haver den høyeste JurisdictionJurisdiction]Jurisdiction] B, Iurisdiction A; Iurisdiction SS Jurisdiction] B, Iurisdiction A; Iurisdiction SS
over alle de Sager, som angaae Inqvisitionen. Intet er
forskrækkeligere end denne Rett. Saa snart man fatter Mistanke til nogen, sætter man ham
udi et hesligt Fængsel, hvor den Fangne bliver nogle Maaneder, uden at man skrider til
noget Examen, eller tilkiendegiver, hvorfore han er fængsled, og det for at see om han
selv vil bekiende. Den Fangnes Paarørende iføre sig imidlertiid Sørge-dragt, tale om ham
som en død Mand, og understaae sig ikke at intercedere |952for
ham, ey heller at komme Fængslet nær, for ikke at giøre sig mistænkte. Hvis ingen
Beviisligheder kand haves imod den fangne Person, kommer han løs, men
uden nogen Erstatning for den Skade og Tort han har lidet. Men for at faae Beviisligheder,
bruges alle optænkelige Midler indtil at udsætte andre, der anstille sig at være under lige
Forfølgelse, og familiarisere sig med de Fangne, for at faae deres Tanker at vide;
Pine-Bænke blive da ey heller sparede, saa at mange bekiende det de aldrig have tænkt
eller giort. Naar een haver bekiendt enten tvungen eller frivillig, bliver han hented fra
Fængslet, og kand man da see paa den Klæde-Dragt som han er iført, hvad Straff han vil
faae. Kommer han i sine sædvanlige Klæder, er det Tegn at han bliver løsgiven, allene at
han giver en Penge-Straff (a). Den som haver en San Benito, det er
en Slags Kiole uden Ermer, hvorpaa er syed et rødt Kaars af St. Andrea, slipper ogsaa paa
Livet, men mister sine Midler. Men den, som fører paa sin San Benito røde Flammer uden
Kaars, er saadan een, som er overbeviised eengang at være falden, og som trues med Baalen,
hvis han offtere falder. Men den, som foruden de røde Flammer fører sit eget Skilderie
omringed med Figurer af Diævle, er dømt til Døde. Inqvisiteurerne, saasom de ere
Geistlige, dømme ikke til Straff, men erklære allene de Beskyldte Skyldige, og overlevere
dem til den Verdslige Øvrighed, af hvilken de blive strangulerede og brændte; Og anseer
den gemeene Mand saadant med største Lyst og Begiærlighed, hvorvel den Spanske saavel som
Portugisiske Almue ellers af Naturen er medliden. Hvad som synderligen herved er at laste,
er Inqvisiteurernes Hyklerie; Thi, naar de overlevere nogen til den Verdslige Øvrighed,
bede de indstændigen, at den Skyldige maa blive spared paa Liv og Lemmer; Men det er kun
en Talemaade. Thi der er udi Kirkeloverne stiftet Excommunication mod alle Verdslige
Dommere, som ikke straffe Kiettere paa Livet.
|653Pave Sixtus havde ellers hæftige Disputer med Florentinerne, hvilke han excommunicerede.
Men, eftersom den Tyrkiske Magt dagligen tilvoxede, og Mahomed 1480beleirede den Øe Rhodum, forligede han sig udi det Aar 1480
med dem igien, og ophævede Excommunicationen. Aaret derefter døde den forfærdelige
Mahomed, der all sin Tiid havde været et Riis for de Christne, og det paa samme Tiid, som
han stod færdig til at angribe Rhodum paa nye igien; hvilket hans Grav-Skrift viiser med
disse Ord: Mit Forsætt var at undertvinge Rhodum og det stolte Italien; og er det
merkeligt, at samme Epitaphium taler ellers intet om hans store Bedrifter. Medens han
endda levede, blev hans Historie beskreven af en Italiener, kalden Angiolello, hvilken
havde bivaanet adskillige af Mahomeds Tog, særdeles det Persiske mod Ussun-Cassan, og er
det underligt, at han har dristet sig til at anføre de Invectiver, som den Persiske Konge
lod falde mod Mahomed og hans Fødsel. Skriftet blev dediceret til Mahomed selv, hvilken
ikke glemte at belønne Autorem derfor. Ved hans Død respirerede de Christne lidt igien,
saasom han efterlod sig 2 Sønner, der trættedes med hinanden om
Successionen. Hvilken Skræk denne Herre havde indjaget i Christendommen, sees deraf, at
Paven havde lavet sig til at tage Flugten til Avignon, saasom han troede sig ikke sikker
udi Italien, item, at Sixtus IV, da han hørte hans Død, lod anordne en Taksigelses-Fest,
som skulde vare i 3 Dage. (a)
Platinæ Historie.Udi samme Aar døde den bekiendte
Historie-Skriver Platina. Den samme fuldte udi Begyndelsen Krigen, og udi Calixti III Tiid
kom til Rom, hvor Cardinal Bessarion tog ham til sig i sit Huus, og recommenderede ham til
at blive Abbreviator Apostolicus under Pio II. Men just denne Faveur foraarsagede, at han
blev skildt ved alle sine Beneficier under Paulo II. Platina søgte længe at faae Paven i
Tale, for at klage over sin Medfart; Men, som det ikke kunde skee, skrev han ham et
dristigt Brev til, hvorudi han truer at søge sin Tilflugt hos Christne Potentater, og at
opmuntre |954dem til at sammenkalde et Concilium, for at
examinere Pavens Opførsel. (a) Dette Brev meriterer at anføres, som det findes i Platinæ Historie med
disse Ord: Scripsi itaqve epistolam his ferme verbis: Si tibi licuit indictâ causâ
spoliare nos emtione nostra justa & legitima, debet & nobis licere
conqveri illatam injuriam injustamqve ignominiam. Rejecti â te ac tam insigni contumelia
affecti dilabemur passim ad Reges, ad Principes, eosqve adhortabimur, ut tibi concilium
indicant, in qvo rationem reddere cogaris, cur nos legitima possessione spoliaveris: Det
er: Jeg skrev et Brev, saa lydende: Dersom det er dig tilladt at skille os uden Aarsag fra
vore Embeder, er det og os tilladt at klage over saadan U-ret og Haanhed. Vi skal henflye
til Konger og Førster, og skal raade dem til at paabyde et Concilium, for hvilket du skal
giøre Regnskab. Paven blev derover saa fortørned, at han lod ham kaste i Fængsel, dog kom
han efter nogle Maaneder løs igien. Tre Aar derefter fattede samme Pave Mistanke til ham,
at han spandt paa et Forræderie, og derfore lod ham paa nye igien fængsle og torqvere,
hvilket han selv giver tilkiende med disse Ord: Henved 20 Personer bleve udi 2 Dage
torqverede. Jeg maatte og selv dertil. Skarpretteren laver sig til. Jeg bliver nøgen
afklædt, hudflettet og pinet. (b) Og, saasom Platina paa Torturen intet vilde bekiende, lod han ham tiltale for Kietterie, beskyldende ham for,
at have selsomme Meeninger om Siælens U-dødelighed. Men, som man af hans Skrifter ingen
Vildfarelser kunde overbevise ham, kom han løs igien; Dog nød han intet Embede igien,
førend under SixtoSixto]Sixto] A; Sixtus SS Sixto] A; Sixtus SS IV, hvilken ikke alleene rehabiliterede ham i alle sine forrige
Tienester, men betroede ham ogsaa det Vaticanske Bibliotheque. Han har efterladt sig
adskillige Skrifter, |955hvoriblant det fornemste er Pavernes
Historie Hans Skrifter.fra Christi Tider
indtil Paulum II. Deraf ere adskillige Editioner, hvoraf den første til Venedig 1479 er
den beste, men endeel andre ere forfalskede. Historien er ellers i Æstime, efterdi Platina skriver med stor Frihed. (a) De ældste Editioner ere de beste; Thi hans Continuator,
Onuphrius, har udkradset meget af hans Historie, blant andet det, som Pave Pius II skal
have sagt om Præsternes Ægteskab, nemlig, at hvis man har haft Aarsag til at forbyde
Præsterne Ægteskab, saa har man haft større Aarsag til at tillade dem det igien. (b)
1484Sixtus IV døde udi det Aar 1484. Nogle tillægge denne Pave
store Dyder: Andre store Feyl; Dog er det ikke troeligt, at han har begaaet den
vederstyggelige Gierning, som Mornæus og Jurieu taler om, og som har givet Anledning til
store Tvistigheder. Historien fortælles saaledes: Cardinalen af St. Lucia begierede for
sig og sin Familie Frihed til at bedrive Sodomie udi de 3 heedeste Maaneder, nemlig Junio,
Julio og Augusto, hvilket Paven tilstod dem, og skrev paa Suppliquen: Bevilged. Dette
søger ovenmeldte Skribentere at bevise af Wesselii Groningensis Skrift de Thesaur. Eccl.
indulg. men andre have viset, at Factum findes ikke i de beste Exemplarier af samme
Skrift, saa at man kand have Aarsag at tvile om Historien. Der er nok at sige mod de
Romerske Pavers Opførsel, uden at man har nødigt at betiene sig af løs Snak. Man kand sige
det samme om den Historie, som fortælles at være skeed udi forrige Seculo Aar 1227, nemlig
at Paven tilstædede den Tydske Greve af Gleichen at have tvende Hustruer paa eengang.
Dette anføres af du Val, og Hondorf vidner, at hans Monument endnu sees til Erfurth med
tvende Hustruer, een paa hver Side. Men deraf lærer man intet andet, end at han, maa skee,
har været tvende gange gift; Hvis Historien kunde bevises, havde den |956uden Tvil været citered af Protestanterne udi Land-Greven af Hessens Sag.
Hvad ovenmeldte Historie om Sixto IV angaaer, da, foruden at den ikke kand bevises af
nogen troeværdig Skribent, er det i sig selv u-rimeligt, at en Cardinal skulde skriftligen
forlange saadant, og at Paven skriftligen skulde accordere det; Thi Begieringen og
Bevilningen kunde skee hemmeligen og mundtligen, uden at nogen af dem havde nødigt at
opoffre deres Ære, og giøre sig sort og vederstyggelig for heele Verden. Det synes derfor,
enten at Historien er opdigtet, eller en Vildfarelse haver givet Anledning dertil, saasom
det hendte udi Pave Clementis VII Tiid, da en Begiering, fast af samme Natur, blev ham
forebragt. Historien findes udi Bouchets Annales d’Aqvitaine saaledes: Tre Hof-Damer udi
Francisci I Tiid, søgte for deres Sundheds skyld om Tilladelse at bruge Kiød paa de
forbudne Tider, og adresserede sig til Førsten af Albanien, Pavens Favorit, for ved hans
Intercession at erholde saadan Tilladelse. Førsten, enten af Misforstand eller Skiemt, foredrog Paven, at der vare 3 fornemme Damer, som forlangede
Tilladelse at styre deres kiødelige Lyst, naar de funde sig fristede. Paven stønnede derved
og sagde, at saadant var mod GUds Bud: Men Førsten blev ved at sollicitere, og bad, at
Paven vilde høre dem selv. De bleve da indladne til Audience, og med Knæfald bade, at hans
Hellighed, i Henseende til deres slette Constitution, vilde bønhøre dem i den Begiering,
som de ved Hertugen af Albanien havde ladet foredrage, og at saadant maatte bevilges dem 3
Dage om Ugen i Fasten. Paven fortørnedes da, og svarede: Ville I at jeg skal tilstæde eder
at bedrive U-kydskhed 3 gange om Ugen i Fasten? Heraf merkede de Pavens Vildfarelse, og
Hertugen undskyldte sig saaledes, at han havde meenet, at de forlangede levende Kiød.
(a)
Saaledes kand det og være tilgaaet med Sixto IV; Thi, endskiønt der
tillægges ham store Feyl, saa er det dog ikke troeligt, at hans egen Ambition tillod ham
at bedrive saadan heslig Gier-|957ning. Han var ellers en
lærd Herre, og erhvervede sig Reputation ved adskillige Skrifter, indrettede ogsaa det
Vaticanske Bibliotheque, hvorover han satt den lærde Platina til Bibliothecarium, og lod
udcopiere Grædske, Latinske og Hebraiske Manuscripter, saa at han med sine mange Feyl
ogsaa havde mange Dyder.
Efter hans Død opvaktes stor Tumult udi Rom, hvor Almuen, som hadede hans
Paarørende, Jeronimo Riario, stormede til hans Pallads, og tvang ham til at tage Flugten.
Efterat Oprøret nogenledes var stilled, traadde Cardinalerne i Conclave, Innocentius VIII.og udvaldte J. Baptista Cibo, hvilken lod sig
kalde Innocentius VIII. Begyndelsen af denne Paves Regimente var merkværdig formedelst den
store Decouverte af Vest-Indien ved Christophorum Columbum. Derom vil jeg intet videre
tale, saasom Vest-Indien opfindes.det henhører alleene til den
Politiske Historie. Den Mængde af Guld og Sølv, som fandtes udi denne 4de Deel af Verden,
satt Spanien i den Stand, at det blev en Skræk for heele Europa. Samme Rige havde tilforn
ikkun været af liden Anseelse, endeel efterdi det hidindtil havde været under tvende
separerede Regieringer, endeel ogsaa, efterdi Morerne havde endda en anseelig Part inde
udi Spanien. Men under den da regierende Konge Ferdinando blev først ved hans Giftermaal
med den Castilianske Princesse Isabella, Castilien og Aragonien foreenede. Dernæst toge
begge sig for, med deres foreenede Magt at kuldkaste de Morers Herredom, hvilket ogsaa gik
Morernes Regiment endes i Spanien.for sig udi det Aar 1491,
da Ferdinandus med en Krigs-Hær af 50000 Mænd beleyrede den vigtige Stad Granada, som da
var de Moriske Kongers Residence, og een af de anseeligste Stæder i Europa. Beleyringen
varede over 8 Maaneder, indtil Begyndelsen af 1492, da maatte Staden formedelst Hunger
overgive sig. Ved denne Erobring fik det Moriske Regimente en Ende i Spanien, tilligemed
den Mahomedanske Troe, og Ferdinandus samt Isabella finge af Paven
Titel af de Catholske Konger, hvilken Titel Kongerne af Spanien endnu føre. Af hvilken
Vigtighed Sta|958den Granada ellers var, sees deraf, at
man der regnede 60000 Huuse, foruden en stor Hob prægtige Bygninger, som Bulhagix, Kongen
af Granada, med u-hørlig Bekostning havde ladet anlægge (a). Morernes Regimente havde
varet udi 700 Aar. Deres Konger havde imidlertiid anlagt mange Stæder, som endnu have
Arabiske Navne; ligesom det nu brugelige Spanske Sprog er blandet med mange Arabiske Ord.
Den Mahomedanske Troe fik saaledes et stort Stød; Thi de Morer, som bleve tilbage, lode
sig efter Haanden bevæge til at antage Christendommen: Nogle ved Tvang og Løfter, nogle
frivilligen. Blant de sidste var den bekiendte Joh. Andreas, hvilken ikke allene lod sig
døbe, men endogsaa skrev en Bog paa Arabisk, kalden den Mahomedanske Sects Confusion, af
hvis Læsning Øyene bleve aabnede paa mange Mahomedaner, som Autor selv vidner (b).
Dette Skrift bliver gemeenligen citered af alle dem, som skrive mod Mahomeds Lærdom.
1492Pave Innocentius VIII døde 1492. Udi hans Tiid var
Roelighed i Italien, hvoraf han berømmes. Derimod lægges ham til Last, at han var den
første Pave, der brystede sig af at have u-ægte Børn (c). Han var en velskabt Mand,
forsynede Staden overflødigen med Levnets-Midler for billig Priis, holdt Tyve og Røvere i
Ave, var høflig og beleven; men derhos gierrig, u-lærd og af liden Forstand. At han har
haft 16 u-ægte Børn, nemlig 8 Sønner og 8 Døttre, viiser efterfølgende Epigramma
Octo nocens pueros genuit totidemqve puellas, |
Hunc merito poterit dicere Roma patrem. |
Og sandelig; det var meer end man kunde forvente af nogen Huus-Fader, end
sige af en Bisp. Efter hans Død var ikke min-|959dre
U-orden i Rom, end efter hans Formand: Alle Gader vare fulde af Røvere og Mordere, saa at
Cardinalerne maatte lade sig geleide af bevæbnede Folk, og plante Canoner for deres
Paladser. Endeligen faldt Alexander VI.Vallet paa Rodrigo
Borgia, en Mand, der formedelst sit u-ordentlige Levnet ikke meriterede at være udi noget
Geistligt Embede; Thi han havde udi sin Cardinal-Stand avlet 4re u-ægte Sønner, blant
hvilke Cæsar Borgia, som saa meget er bekiendt i Historien, og en Dotter ved Navn
Lucretia, hvilken han selv siges at have haft Omgiængelse med. Han lod sig kalde Alexander
VI. Begyndelsen af hans Regimente var som Neronis, nemlig fuld af Moderation og fornuftige
Anordninger. Men det varede ikke længe, førend han tog Masqven af, og
lod see, at han i alle Maader svarede til de onde Tanker, mange havde om ham, blant andre
den Napolitanske Konge Ferdinandus, hvilken faldt udi Graad, da han fik Tidender om hans
Vall (a). Udi det samme Aar, som han kom til det Romerske Sæde, døde Laurentius de
Medicis, hvilken, endskiønt han ikkun var en Borger i Florentz, var dog i Henseende til
hans store Qvaliteter og Rigdom udi Kongelig Anseelse. Han kand i visse Maader regnes for
Boglige Konsters Stifter udi Italien; Hvorudover hans Død blev begrædet af alle, sær af
Lærde Folk. Den Æstime, som han var udi, gik saa vidt, at ikke allene Europæiske
Potentater, men endogsaa den Tyrkiske Keyser og Ægyptiske Sultan søgte hans Venskab. Med
de store Qvaliteter, som han havde, var han dog vellystig, og holdtes for at have megen
liden Religion. Dog vidner Paulus Jovius, at han havde et Christeligt Endeligt, og blev
assistered paa hans Yderste af den Navn-kundige Hieronymo Savonarolla, hvilken paa de
Tiider var i stor Anseelse, og holdes for een af de forunderligste Mænd, som dette Seculum har bragt til Veye.
Savonarollæ Historie.Denne Hieronymo Savonarolla var af Adelig
Herkomst, og født til Ferrara. Han blev i det Aar 1475 sine Forældre u-|960afvidende en Dominicaner-Munk til Bologna, hvor han lagde først
Vind paa Philosophie, og siden paa den Hellige Skriftes Læsning, øvede sig og saaledes i
at prædike, at han blev holden for den største Prædikant udi Italien. Herudover blev han
udi det Aar 1492 skikked til Florentz, for at berede Laurentium de Medicis til Døden. Udi
denne Stad formeeredes hans Reputation, som han var kommen udi, endeel ved hans
Prædikener, endeel ved hans Spaadomme; Thi han prætenderede at have Himmelske
Aabenbaringer. Men som han ideligen igiennemheglede Geistlighedens u-ordentlige Levnet,
til Veye bragte han sig mange Fiender, hvilke omsider styrtede ham. Han spaaede blant
andet, at Italien forestoed en stor Ulykke, og, som samme Land kort derefter blev
oversvemmed af de Franske, verificeredes derved hans Prophetie, saa at de fleste holdte
ham for en inspirered Mand. Den Tale, han holdt til Kong Carl VIII udi Faveur af Florentinerne,
er merkelig; Thi den samme havde saadan Virkning hos Kongen, at han stod fra sit
Forsætt, og meenes der da, at han spaaede den unge Dauphins Død, som skeede kort derefter.
Han var saaledes udi Florentz en Tiid lang anseed som en hellig Mand og Prophet, der
talede af GUds Indskydelse, saa at Florentinerne intet foretoge sig uden hans Raad. Men
disse høye Tanker forsvandtes i en Hast, og det ved saadan Leilighed: Saasom han ved sine
skarpe Prædikener mod Geistligheden havde opvakt sig mange Fiender, saa satte nogle af dem
en Franciscaner-Munk ud paa ham, hvilken ideligen censurerede Savanarollæ, saavel Levnet
som Prædikener. Adskillige andre Munke giorde oggiorde og]giorde og] A B; giorde SS giorde og] A B; giorde SS det samme, hvoraf Hieronymo lod sig dog ikke
forskrække, men blev ved sine Prædikener som tilforn, og sparede han
derudi ikke Paven selv (a). Men det samme foraarsagede, at Pave Alexander erklærede ham for en oprørsk Mand, forbød ham at prædike, og citerede ham at møde for sig.
Dertil vilde Savonarolla ikke bequemme sig, hvorudover han blev excommunicered og erklæred
for en Kietter, og, som Florentinerne endda |961favoriserede ham, truede Paven dem med samme Straff, hvis de bleve ved at beskytte ham. Herudover blev
han af Stadens Øvrighed befalet, at holde sig fra at prædike, hvilken Befaling han og
underkastede sig.
Hans Fald og Endeligt.Hvad som ellers mest befodrede hans Fald
var dette: En Franciscaner-Munk bød sig til at gaae igiennem Ilden, for at beviise at
Savonarolla var en falsk Prophet, men med Condition, at Savonarolla enten selv eller nogen
af hans Tilhængere skulde giøre samme Prøve. En Dominicaner antog dette Tilbud, men vilde
ikke gaae i Ilden, uden man tillod ham, at bære et Stykke consecrered Brød med sig. Men,
som den anden saadant ikke vilde tilstæde, blev intet af med samme Prøve. Dette Gøglerie
gav Anledning til Savonarollæ Fiender, at opægge den heele Almue imod ham, og at udnævne
Commissarier af hans største Fiender, for at examinere hans Levnet og Lærdom, og, som der
intet Ont kunde overbeviises ham, lagde de ham paa Piine-Bænken, hvor han da siges, at have
bekiendt adskillige Misgierninger, hvorvel mange holde for, at man derudi ikke haver gaaet
redeligen til Verks imod ham. Hvorom alting er, saa blev han dømt til døde, og først
hængt, siden brændt. Denne Execution skeede 1498. Der ere ellers faldne mange Domme over
denne Navn-kundige Mand: Nogle have anseed ham som en Bedrager: Andre med større Grund,
som en ivrig og geistriig Theologus, der ikke skyede sig ved at sige Sanden, og at afmale
Paven og Geistligheden med rette Farve, saa at han kand ansees som en Forløber for den
paafuldte store Reformation. Blant dem, som have forsvaret hans Levnet og Lærdom, er
Franciscus Pico af Mirandola, en Søn af den berømte Joh. Pico.
Medens dette skeede, forefulde adskillige andre merkelige Ting. Keyser
Frederic 1493døde 1493, efterat han havde regieret meere end
53 Aar, og blev succedered af sin Søn Maximiliano, som udi Faderens Live havde været
erklæred Romersk Konge. Udi Begyndelsen af hans Regiering kom Christophorus Columbus tilbage |962fra sin første Vest-Indiske Reise, over hvilken
han gav en Relation til det Spanske Hoff. Ferdinandus og Isabella erkyndigede strax Paven om
denne store Decouverte, og af ham bleve erklærede rettmæssige Eyere af alle de Vestlige
Lande, som enten vare fundne eller i fremtiden kunde opdages. Men paa den samme Tiid, som
Paven bortskiænkede den 4de Deel af Verden, oversvømmede den Franske Konge, Carl VIII,
heele Italien, bemægtigede sig Rom, og tvang Paven til at indslutte sig udi Castellet St.
Angelo. Man skulde vel have tænkt, at Pave Alexander i denne Tilstand skulde have betient
Det store Franske Tog til Italien.sig
af de samme Gevær, som hans Formænd stedse havde brugt, og skreedet til Excommunication.
Men, som han, maa skee, merkede, at deslige Torden-Straaler ikke vilde have den Virkning
som i gamle Dage, søgte han at bestyrke sig med den Tyrkiske Keysers Alliance, og til den
Ende affærdigede et Gesantskab til Sultan Bajazeth, hvilken han anmodede om Hielp,
beraabende sig paa det store Venskab, som da var mellem det Pavelige Sæde og det Tyrkiske
Hoff, saa at man derfore kand sige, at de Christne Potentater, som siden saa meget ere
blevne lastede for at have indladt sig i Forbund med Christendommens Fiender, have intet
andet giort, end at efterfølge Pavens Exempel. Man seer ellers, at der har været stort
Venskab imellem Pave Paven giør Forbund med Tyrken.Alexander og denne Tyrkiske Keyser, ja at det samme gik saa vit, at Bajazeth recommenderede een og
anden til Cardinals Værdighed, hvilket Romerske Skribentere selv tilstaae, (a) og
kand intet være u-troeligt hos denne Pave, hvilken var heller et Monstrum end et Menneske,
saa at hvad de værste Paver for ham havde giort hemmeligen, bedrev han uden Skye og
aabenbare, hvortil kand blant andet tiene til Beviis dette, at han udi det Aar 1497
bevilligede Biskop Joh. Giglis af Worcester Ræt og Frihed til at forlade alle Synder, og
tillade enhver at beholde andres Gods og Formue, paa hvad Maade han end kunde have faaet
saadant i Hænder, naar han deraf gav endeel til de Pavelige Commissarier. (b)
|963Imidlertid spillede de Franske overalt Mestere udi Italien, hvor fast ingen
Modstand giordes. Caroli VIII Krigs-Hær bestoed af Franske og Svitzere, hvilke førte Krig
paa en gandske anden Maade, end som Italienerne vare vante til; Thi Machiavellus vidner
udi hans Florentinske Historie, at der havde været holdne store Feltslag, hvorudi ikke en
eeneste Mand var omkommen, derfore saae de nu Svitzere i denne Krig an som u-raisonnable
Folk, efterdi de med store Slag-Sværd giorde saa store Skaar. Aarsagen til denne Krig var
ellers Caroli VIII Prætensioner paa det Kongerige Napoli. Han bemægtigede sig 1494 den
største Deel af Italien, tilligemed Staden Rom. Og, som Paven da sluttede sig ind udi
Castellet St. Angelo, gave nogle Kongen det Raad, at formere ham Process. Dette kunde ikke
staae Alexandro VI vel an; Thi, saasom hans heele Levnet var en Kiæde af U-ordentligheder
og Misgierninger, kunde han lett giøre sin Regning, hvorledes Processen vilde falde ud,
fandt derfor 1495 for got at slutte et Forliig med Kongen, og at indrømme ham sine beste
Stæder til Forsikring. Een af Freds-Conditionerne var denne, at Paven skulde overlevere
Kongen den Tyrkiske Keysers Broder, Zizim, som var flygted til Rom, hvilket og skeede; Men
han døde strax derefter, og meenes der, at han er forgiven af Paven, førend han blev
overlevered. En vis Autor siger, at Kong Carl da af Paven blev
erklæred Keyser af Constantinopel. Spondanus (a) taler og om et Instrument,
som skal være funden i Capitolii Archiv, og datered Aaret førend Kongen kom til Rom,
hvorudi Andreas Palæologus, sigende sig rettmæssig Arving til det Grædske Keyserdom,
cederer sin Ræt til Carl VIII. Men, som andre Skribentere intet melde om dette, kand man
ingen Troe fæste dertil.
Efterat Forliget var stifted, forlod Kongen Rom, og rykte ind udi det
Kongerige Napoli, hvilket han i stakket Tiid erobrede. En merkelig Historie fortælles ved
Leylighed af dette Tog: En Præst foregav, at St. Cataldus, som holdes for at have levet
hen ved |9641000 Aar for denne Tiid, aabenbarede sig for ham,
og befoel ham at opgrave en Kiste, som var skiuled paa et vist Sted, og hvorudi laae et
Skrift, som han havde forfærdiget om Himmelske Hemmeligheder, og tilligemed visede de
U-lykker, som det Napolitanske Rige vilde styrtes udi, uden Kong Ferdinandus efterlevede
de Formaninger (a), som samme Skrift indeholdt. Saasom den Neapolitanske Konge
var henfalden til adskillige Laster, saa kand denne Præste-Invention regnes inter pias
fraudes. Comineus (b) vidner, at Kongen lod brænde Skriftet, saa at den eeneste Virkning af
denne Invention var, at en skimled Helgen, som ingen tænkte paa, kom i Reputation igien.
Kong Carl giorde sig i en Hast Mester af det Neapolitanske Rige, men
mistede det ligesaa hastig igien, efterdi Kongen fik saa mange Fiender paa Halsen, at han
maatte forlade Italien, og blev endeligen efter lang Kriig og megen Blods Udgydelse det
Kongerige Napoli den Spanske Konge Ferdinando Catholico til Bytte. Frugten af dette Tog
var, at de Franske bragte med sig den saa kaldede Napolitanske Sygdom, som siden
udspreedede sig fra Frankrig til meere Nordlige Lande, hvor den kaldes Frantzoser. Udi
Frankrige fik den Navn af Pelade, eller den skalded giørende Syge, efterdi Haarene derved
faldt fra Hovedet: Og meenes, at dette er Oprindelse til Perukers Brug i Europa, hvilke i
Begyndelse bestoede alleene udi nogle faa Haar om en Calot, for at skiule det skaldede
Hoved. Den Spanske Konge Ferdinandus Catholicus spillede en stor Rulle i dette Seculo, og
lagde Grundvold til det Spanske Monarchies Opkomst, som han befodrede ikke mindre med List
end med Sværdet. Efterat han havde giort Ende paa Morernes Herredom i Spanien, oprettede
han den Jøderne uddrives af Spanien.forfærdelige Inqvisition,
hvorom tilforn er talt, og derpaa udi det Aar 1492 lod udgaae en Forordning, hvorved alle
Jøder befoeles inden 4 Maaneder at flygte af Riget, eller at antage |965den Christelige Troe. Dette blev efterleved, og viser den Spanske Skribent
Mariana, at 70000 Familier eller 800000 Mennesker forlode Spanien, i Kraft af denne Forordning. Jøderne selv giøre Tallet end langt større, og sees deraf,
udi hvilken Mængde disse Folk have været i samme Rige. Og hvad deres Midler angaaer, da
hvor meget Spanierne end giorde sig Umage at beholde det meste deraf, saa practiserede dog
Jøderne 30000 Millioner Ducater bort udaf Landet med sig (a). De fleste af
dem vare de saa kaldne Babyloniske Jøder, hvilke udi de store Forfølgelser under de
Persiske Konger vare flygtede til Europa og havde faaet Frihed at boe i Spanien. Blant
disse Flygtige var den bekiendte Lærde Abrabanel, hvilken havde været udi stor Naade hos
Ferdinandum og Isabellam. Den samme regnede sig af Davids Familie, og var anseed frem for
andre Jøder, i Henseende til sin store Rigdom og de vigtige Betieninger han stod udi; Thi
han forvaltede de Kongelige Financer udi Spanien: Samme Mand holdes for een af de
stærkeste Jødiske Skribentere, og bryste Jøderne sig deraf, at han har givet de Christne
Objectioner, som de ikke have kunnet besvare. Hans Commentarier over de Bibliske Bøger ere
mange, og bortdrev han heele Nætter paa Studeringer. Han døde til Padua, og blev geleided
til Jorden af mange Venetianske Edelmænd, hvilket viiser, i hvilken Estime han har været.
Det er fast ikke at beskrive, hvilke Ulykker disse flygtige Jøder udstode: Nogle lidde
Skibbrud, andre døde af Hunger og andre af Pest, og de overblevne komme enten til
Portugal, Africa eller Italien. Alle forundrede sig over, at en saa Politisk Konge, som
Ferdinandus, kunde begaae saadan Statsfeil i at depeuplere sine Lande, og uddrive saa
mange rige og arbeidsomme Folk. Man tilskriver det ellers Cardinal Ximenis u-tidige
Nidkierhed.
|966Kong Johannes II af Portugal søgte ved denne Leilighed at profitere af
Spaniens Skade, og derfore gav de fleste Frihed, at boe i sine Lande, hvorvel ikke uden
paa haarde Conditioner. Hans Successor Emanuel tracterede dem bedre i Begyndelsen, og
løsede dem ud af et Slaverie, som Kong Johannes havde satt dem udi. Men det varede ikke
længe; Thi, som han fik Ferdinandi Catholici Dotter, og den Spanske Dronning Isabella vidnede, at hun ingen Svieger-Søn vilde have, hvis Lande vare fulde af GUds Fiender, saa
maatte han skille sig ved dem. Men denne Nidkiærhed brugtes ikkun til en Prætext; Thi den
rette Aarsag var, at Spanien misundede Portugal Item af
Portugal.den store Rigdom, som Jøder og Morer havde bragt med sig (a). Emanuel, som ikke vilde lade et saa fordeelagtigt Parti gaae sig af Hænderne,
opoffrede derfor baade Jøder og Morer, foresættende dem en vis Tiid, inden hvilken de
skulde forføye sig af alle hans Lande. Hvad Morerne angik, da blev den sikker Retraite,
som dem var loved, holden. Men fra Jøderne tog man alle Børn, som vare lidt over 14 Aar,
hvilket drev dem til saadan Fortvilelse, at nogle omkomme sig selv, andre myrdede deres egne Børn. De som lode sig døbe, forbleve i Landet: Men deres
Omvendelse havde ikke meget at betyde, hvilket Portugiserne vel vidste, og derfore ved een
og anden Leilighed massacrerede mange af disse Nyeomvendte. Den haarde Forordning mod
1496Jøder og Morer gik ud 1496, og er det merkeligt, at den
Spanske Skribent Mariana heftigen declamerer derimod (b). Denne Medfart med Jøderne
saavel i Spanien, som Portugal regne de for de største Forfølgelser de have udstaaet siden
Keyser Adriani Tiid, saa at de derved glemmede de forrige mange haarde Persecutioner, som
de havde været underkastede paa alle Tiider og alle Stæder, og som ingen synderlig Ziirat
er udi den Christne Kirke-Historie; Thi, hvor slette Tanker man end haver om Jøderne, saa
kand man dog ikke uden Medlidenhed læse Historien af saa mange Sørge-Spill og |967idelige Massacres. Hvad som i mine Tanker allermest har befodret
disse U-held, var deres Meening om Messiæ Ankomst, saa at de lode sig forlede af falske
Propheter, Betænkning over de Jødiske Forfølgelser.og spidsede
Ørene ved hver merkelig Forandring, som skeede; som for Exempel, da Tartarerne havde den
store Fremgang udi Ungarn og Tydskland, bildte de sig ind, at de vare Descendenter af de
10 Israëlitiske Stammer, og at deres Messias var iblant samme Folk, hvorudover de
corresponderede med dem, og forsynede dem med Gevær: I den Henseende bleve de paa ingen
Steder anseede som gode Undersaattere; Thi de Folk, som ideligen vente Forandring og et
nytt Herskab, kand ingen Regiering forlade sig paa. Dertil contribuerede det store Had, de
bare til de Christne, item den idelige og u-taalelige Aager, som de dreve, saa at man ikke
kunde fortænke Christne Potentater, om man tracterede dem med meere Strænghed end andre
Undersaattere; Men at slagte Mennesker ligesom Qvæg, og paa hver løs Historie at anrette
almindelige Blod-Bad, er noget, som aldrig kand sættes Farve paa. Jeg siger paa hver løs
Historie, saasom der er ingen Tvil paa, at de Beskyldninger, som ere giorte mod dem at
slagte Christne Børn, jo ere ilde grundede, hvilket en Rabbi i vor Tiid (a)
har blant andet viiset deraf, at saadanne Beskyldninger have aldrig været giorte mod dem
udi de Mahomedanske Lande, hvorvel de der blive værre medhandlede end blant Christne.
Dette er dog merkeligt, at Jøderne have været tracterede paa anden Fod udi Æthiopien,
Jødernes Tilstand udi Abyssinien.end i noget andet Land.
Aarsagen dertil er, at de Christne Æthiopier have meget tilfælles med dem udi Religionen;
Thi de i Agt tage Omskiærelsen, hellig holde Sabbathen, og have Afskye for Svine-Kiød
ligesom Jøder; Deres Konger troe ogsaa, at de nedstamme fra gamle Jøder (b). De havde ogsaa heele Provincier blant nogle Bierge til Eye, hvorudi de levede
en Tiid lang under deres egen Øvrighed, beskyttende deres Frihed imod de Æthiopiske
Konger, og havde nogle deraf taget Leilighed til at |968viise, at
Scepteret var endda hos Juda, skiønt Argumentet er saa slett, at det fortiener ikke at
igiendrives. De conserverede endda denne Independence indtil det Aar 1611, da den
Æthiopiske Konge Susneus endeligen forcerede Passagen til Biergene, og drev dem reent ud
deraf, saa at de siden den Tiid have leved adspredet blant de Abyssinske Christne. Efterat
Jøderne, som sagt er, vare fordrevne af Spanien, arbeidede den Neapolitanske Geistlighed
paa at uddrive dem af Neapolis; Og, som Kong Ferdinandus dertil ey var at formaae, foregav
en Præst sig at have fundet et Skrift af den hellige Cataldo, hvorudi Kongen formanes til
at udrødde Jøderne. Men Kongen blev vaer, at det var en Digt, og derfore ikke efterlevede
Helgenens Formaning. Hvorudover Præsten blev saa forbittred, at han paa Prædikestoelen
fnysede mod Kongen og det heele Rige, ja sparede ikke Cataldum selv, efterdi han havde
ikke bedre gaaet ham til Haande. Dette Cataldi Skrift maa være det samme, hvorom tilforn
er talt.
Jeg har tilforn viset, at Pave Alexander havde adskillige naturlige Sønner.
1497Den eene af dem, som var Hertug af Gandia, blev
ihielslagen Aar 1497. Den anden, som er den navnkundigste, nemlig Cæsar Borgia, var bleven
Cardinal. Men, som det Geistlige stod ham ikke an, insinuerede han sig hos Kong Ludvig XII af Frankrig, og
af ham blev giort til Hertug af Valentinois, og, saasom samme Konge agtede
at giøre lige saadant Tog til Italien, som hans Formand, meenede han at kunde betiene sig
af samme u-roelige Mand, for at bringe Landet i Forvirrelse, hvilket og skeede. 1499Kongens Tog gik for sig 1499, og bemægtigede han sig strax
det Meylandske. Dette, hvorvel det satt heele Italien i Forvirrelse, hindrede dog ikke
Paven fra at holde Jubel-Aar. Han inviterede dertil alle Christne, og lovede dem, som selv
ikke kunde komme til Rom, samme Indulgencer og Synders Forladelse, som til de Nærværende,
naar Jubel-Fest.de betalede en vis Sum Penge. Jubel-Fæsten
blev aabned Jule-Aften, og vidne troeværdige Skribentere, at alle de Synder og Vellyster,
som |969kunde optænkes, ginge da i Svang og bleve øvede udi
Rom. Og er det ved denne Jubel-Fæstes Aabning, at jeg vil slutte dette 15de Seculum,
hvorudi sees adskillige Præludia til den forestaaende Det 15te Seculi Tilstand.store
Reformation. Deriblant kand man regne 1) Bogtrykkeriets
Invention, hvorved mange gode Skrifter, som hidindtil havde været rare og u-bekiendte,
komme i alle Folkes Hænder, 2) de mange lærde Mænd, fornemmeligen Reuchlinus, der excolerede det Hebraiske Sprog, og banede Vey for andre at beflitte sig paa Originalens Læsning, 3) de store Forandringer Kirken havde været underkasted, og de Tragœdier, som
vare spillede med de Romerske Paver; Thi, endskiønt de efter det Baselske Concilii Præludia til Reformationen.Hævelse komme til forrige Høyhed
igien, saa vare dog Øyene blevne aabnede paa mange, medens de tvende store Concilia varede, da enhver havde Frihed at tale og skrive mod Paverne, og at vise, hvor ilde
grunded deres Herredom var, 4) Johan Huses Lærdom, som frem for andre
banede Vey til Reformationen. Endeligen kand man hertil lægge de mange fornuftige Keysere,
som dette Seculum producerede, sær Kayser Sigismundus og Fridericus III, item, de
u-ordentlige og forargelige Paver, sær Alexander Sextus, der overgik alle sine Formænd udi
Ondskab, og derved foraarsagede, at Rom blev heller anseed som et Babylon, end som en
hellig Stad. Hvad Tanker man havde om denne Pave, sees af det bekiendte Vers:
Vendit Alexander claves, altaria, Christum, |
Vendere jure potest, emerat ille prius. |
Sextus Tarqvinius, Sextus Nero, Sextus & ille, |
Semper sub Sextis perdita Roma fuit. |
Pavernes saavel som de andre Geistliges U-ordentlighed foraarsagede, at
Bispe og Præste komme i Foragt blant den gemeene Almue; Man saae derfore blant andet et
Skrift komme for Lyset, kaldet Altercatio Rusticorum, eller Bøndernes Klagemaal, som
indeholdt haanlige Ting imod Geistligheden, og strakte dette sig indtil de Nordlige Lande,
hvor man i Dannemark saae Bøn|970derne traadse imod den
Geistlige Øvrighed, og i Norge Almuen færdig til at renuntiere paa Religionen; Udi
Engeland saae man i Henrici V Tiid Bønder at Kron-rage sig, og paatage Geistlig Habit, som
Præste og Munke, for at drive Spott med Geistlige Embeder. (a) Ja dette gik saa vidt,
at Borgerne i Magdeburg, for at drive Spott med Erke-Bisp Friderich, lode 1460 omføre en
Mand udi Bispe-Habit paa et Esel. En saadan Foragt havde de Geistlige ved deres slette Liv
og Levnet opvakt imod sig, sær Munke og Nonner, hvorpaa citeres mange store Exempler af
dette Seculi Historie. Man seer blant andet af Gamaldoli Hodoeporicon eller
Reise-Beskrivelse, som efter Pave Eugenii Ordre skeede udi det Aar 1431, for at
efterforske Munkers og Nonners Levnet udi Italien, i hvilken Tilstand han da fandt
Klosterne; Thi han vidner, udi et Kloster, alle Nonnerne at have været aabenbare Skiøger.
(b)
Saa at derfore alle Retsindede dreve paa Reformation, helst paa de tvende
store Conciliis, hvor man saae Keyser Sigismundus, saavel som andre, med Hænder og Fødder
at arbeide derpaa, skiøndt deres gode Forsætt blev ved Pavernes og Cardinalernes Intriguer forhindret; Saa at det Costnitzske Concilium, hvortil alles Øyne vare henvendte, ikke
alleene i den Fald løb Frugtes-løs af, men endog udi visse Maader kand siges at have giort
meere Ont end Got, i sær ved det forargelige Decretum om den hellige Nadvere, da det ved
en offentlig Lov autoriserede den Misbrug, som havde indsneeget sig i Kirken, at
communicere Læge Folk Brødet alleene.
Boglige
Konsters Opkomst.Ellers begyndte udi dette Seculo Boglige Konster, som nogle 100
Aar havde lagt i Dvale, at blomstre igien. Orienten derimod og Grækenland forfaldt under
Tyrkernes Herredom til yderste Barbarie, og flygtede de fornemste lærde Mænd ved
Constantinopels Erobring fra Grækenland til andre Europæiske Stæder, hvor de contribuerede ikke lidet til Studeringers Forfrem-|971melse. Da bleve
stiftede store Bibliotheker, som til Rom, Florentz, Heidelberg, Wien, Buda og andre
Stæder. Det Grædske Sprog blev indført og læret af Manuel Chrysolora, Bessarion,
Chalcondyla og andre. Udi det Latinske Sprog excellerede Laurentius Valla, Leonardus
Aretinus, Poggius, Joh. Picus af Mirandola, Marsilius Ficinus &c. Og Johannes
Reuchlinus excolerede det Hebraiske Sprog. Men intet contribuerede meere dertil, end de
tvende anseelige Florentinske Herrer Cosmus og Laurentius de Medicis, der anvendte deres
store Rigdom paa at opmuntre lærde Folk. Ved Sprogenes Cultivation saae man ellers, som
gemeenligen skeer, Skribentere at falde fra een Extremitet til en anden; Thi, ligesom man
forhen udførte alting udi en Barbarisk Stiil, saa forfaldt man ved denne Reformation til
saadan Scrupuleusitet, at for Exempel intet Latin holdtes for antageligt, uden det var
Ciceroniansk. Og er det i den Henseende, at Bembo kalder den Tyrkiske Keyser Rex Thraciæ,
Hertugen af Meyland Rex Mediolani, og Kong Ludvig af Frankrig Aloisius: Ja, at han i
steden for at sige: at Paven er udvaldt af GUds Naade, (Dei Gratia) siger Deorum
immortalium beneficiis, item, kalder Jomfrue Maria Gudinde (Deam). Det var ikke alleene
til dem selv, men endogsaa til deres unge Disciple, de gave lærde Romerske Navne, for at
opmuntre dem til at imitere de Autores, som de opkaldtes efter. Men een af dem havde
nær kommet ilde an dermed: Thi Pave Paulus II, som var mistænkelig, meenede, at under
saadan Navnes Forandring noget andet laae skiult, lod ham engang gribe, og stærkt
examinere. (a) Dette gik saa vit, at een og anden
Ciceroniansk Pedant undsaae sig ved at føre Bibliske Navne, alleene fordi de ikke findes
hos Ciceronem, og seer man blant andre den bekiendte Lætus at forandre sit Fornavn Petrus til Pomponius. Hvis det er sandt, som fortælles om den bekiendte Hermolao Barbaro, at |972han havde Tilflugt til de onde Aander, for at forstaae et
vanskeligt Ord, nemlig *εντελέχεια hos Aristotelem, kand man sige, at dette Seculi Accuratesse gik
heel vidt; Thi, at give sig Fanden i Vold for et eeneste Ord er alt hvad man kand anføre
til Beviis paa en Philologi Curiositet. (a) Det samme kand
man og sige i Henseende til det som anføres om ovenmeldte Petro Bembo, hvilken raadede
sine Venner fra at læse Pauli Epistler, at de ikke skulde fordærves i Sproget.
Adskillige Universiteter bleve da stiftede, som til Leipzig, til Løven, til
Rostok, til Gripsvald, til Basel, Ingolstadt, Tübingen og Freiburg. Af Fester bleve
stiftede Mariæ Skribentere.Undfangelses-Fest og Christi
Aabenbarelses-Fest. At opregne alle dette Seculi Skribentere vilde blive for vitløftigt.
De Fornemste blant dem vare den bekiendte Cardinal Pierre
d’Ailly.Pierre d’Ailly, hvilken præsiderede udi den 3die Session paa det
Costnitzske Concilio, og forfærdigede 3 Skrifter, eet om Kirkens Reformation, et andet de duodecim Thomas a Kempis.honoribus B. Josephi, og det 3die
om Maaden at udvælge en Pave. Thomas à Kempis, en Tydsk Prior af et Augustiner-Kloster,
hvis fortreffelige Skrift om Christi Efterfølgelse er endnu i alle Folkes Hænder, og
findes oversatt paa de fleeste Europæiske Sprog, saavel som paa Tyrkisk og Arabisk. Man
maa des meere forundre sig over dette Skrifts Herlighed, efterdi det er bleven forfatted
af en Munk, og udi et Seculo, da Theologien var ikke andet end en Blanding med Hedensk
Philosophie, og Aristotelis Ethica blev forklared paa Prædikestolen, saa at Texter deraf
Joh. Gerson.bleve tagne, i steden for af Bibelen. Johan
Gerson, eller Charlier, den Parisiske Kirkes og Universitets Cantzler, hvilken var dette
Seculi Orakel, i Henseende til hans Lærdom og Oprigtighed, og var anseed ligesom Siælen af
det Costnitzske Concilio, hvor han med saadan Iver talede og skrev mod Paverne, at han
derudover udi sine sidste Dage maatte udstaae store Forfølgelser. Paa sin Tilbagereise fra
bemældte Concilio blev han arrestered |973til Lyon, hvor han
døde 1429, da han havde opnaaet en Alder af 66 Aar. Hans Iver udi at prædike mod Pavens
Myndighed gik saa vidt, at han udi et Skrift viisede, at Kirken vel kunde være uden Pave
(a). Foruden Paverne fik han det mægtige
Burgundiske Huus paa Halsen, og det i Henseende til den i Historien omtalte Jean Petit,
hvis Skrift han fordømte: Af hans Theologiske Skrifter, som bestaaer mestendeels af
Prædikener, ere mange Editioner; Nogle tillægge ham ogsaa det store Skrift kaldet Imitatio Christi, som ellers tilskrives Thomas Nic. de Clemangiis.à
Kempis; (b) (Nicolaus de Clemangiis) en Parisisk Doctor og Benedicti XIII
Secretaire, blant hvis Skrifter det er meest berømt, som handler de corrupto Ecclesiæ
statu; Han regnes blant de Tiiders oprigtige Skribentere: Det er merkeligt, hvad han blant
andet siger om Cardinalerne, nemlig at hvis en Skildrer vilde giøre et Portrait Vincentius Ferrerius.over Hoffmod, kunde han ikke giøre bedre
end afmale en Cardinal.Cardinal.]Cardinal.] Cardinal A B; Cardinal SS Cardinal.] Cardinal A B; Cardinal SS
(c) (Vincentius Ferrerius) en ikke mindre
ivrig Theologus, hvis Skrifter handle ogsaa om Geistlighedens fordervede Tilstand.
(Alfonsus Tostatus og Dionysius Rikel) hvis Forklaringer Jacobellus.over Bibelen ere store og vidtløftige. (Jacobus Misnensis)
gemeenligen kalden Jacobellus, hvis Skrift om den hellige Nadveres
Fornødenhed under begge Catharina Bononiensis. Species, saa
meget blev omtvisted paa det Costnitzske Concilio. (Catharina Bononiensis) en Nonne af St.
Claræ Orden, hvis Spaadomme vi endnu have: Hun er i Leonard.
Aretinus.efterfølgende Seculo bleven canonisered. (Leonhardus Aretinus), blant
hvis Historiske Skrifter findes 12 Bøger om Florentinske Sager. Det er ellers merkeligt, at
han har under sit eget Navn udgivet 4 Bøger om de Gothiske Kriige, hvilke dog ere ikke
andet end Procopii. Han maa vel distingueres fra Petro Aretino, hvilken censurerede med
saadan Bitterhed Regen-|974teres Feil, at adskillige
gave ham Pensioner for at tie, hvorudover man kaldte ham Flagellum Principum. At man
ellers gemeenligen holdt ham for Atheist, viiser saadant hans Gravskrifft.
Condit Aretini cineres Lapis iste sepultos, |
Mortales atro qvi sale perfricuit. |
Intactus Deus est illi, causamqve rogatus |
Hanc dedit: ille, inqvit, non mihi notus erat. |
Eendeel holder ham for Autor til det Skrift, de tribus Impostoribus. Der
findes dog adskillige, som tvile om hans Atheismo, holdende for, at han fik den Titel,
efterdi han saa stærkt igiennemheiglede Geistlighedens Laster. Han var sig selv ellers
u-liig; Thi undertiiden hyklede han ligesaa stærkt som han lastede. Undertiiden var han og
ligesaa frygtsom, som han ellers var u-forsagt; Thi da Petr. Strozzi, over hvilken han
havde giort et Vers, truede ham med Hugg, holdt han sig længe af Frygt i sit Kammer. Denne
sidste Aretinus kand heller henføres til efterfølgende Seculi Skribentere. Poggius.(Joh. Franciscus Poggius,) der ogsaa har skrevet
adskilligt angaaende den Florentinske Historie, item om Hieronymi Pragensis Død.
Laurentinus Valla, Valla.een af det Latinske Sprogs Restauratores, hvis fornemste Skrift er
nogle Bøger om det Latinske Sprogs Ziirlighed. Han oversatt ogsaa paa Latin nogle Grædske
Autores, som Herodotum og Thucydidem. Men, som hans Lærdom giorde ham overmodig, saa at
han talede med Foragt om andre, blev han tvungen til at forlade Rom, som var hans
Føde-Sted. Og, saasom han omsider ogsaa tog sig for med Frihed at tale om Religionen, blev
han af Inqvisitionen anklaget at forplante falsk Lærdom om den hellige Trefoldighed, item
om Menneskets fri Villie. Inqvisitionen dømte ham til Døde, saa at det var ikke uden ved
den Neapolitanske Konges Alfonsi Protection, at han Æneas Sylvius.undgik
denne Fare. (Æneas Sylvius) som siden blev Pave Pius II. Han har
skrevet foruden det Baselske Concilii Acta den Böhmiske Historie, og nogle 100 Breve.
Ficinus.(Marsilius Ficinus) en stor Philosophus, der blant
me|975get andet har skrevet 18 Joh. Pic. de Mirandola.Bøger om Siælens Udødelighed. (Joh. Picus) Hertugen af
Mirandula, een af dette Seculi lærdeste Mænd saavel udi de Orientalske, som i det Grædske
og Latinske Sprog. Acciajoli.(Acciajoli)
en Mand af saadan Oprigtighed og Ærlighed, at Florentinerne paa Stadens Bekostning
besørgede hans Døttres Giftermaal. Hans Skrifter ere nogle Commentarier over Aristotelem,
en Oversættelse af en Deel af Plutarcho, item Caroli Magni Liv og Levnet; Dette har
forledet Georgium Wicelium at giøre Plutarchum Trithemius.til
Autor af Caroli Magni vita (a). (Joh. Trithemius) der har skrevet
adskillige Theologiske og Historiske Skrifter. Samme Mand havde den U-held i Henseende til
sin store Lærdom og sine Videnskaber af curieuse Ting, at han blev agted for en Troldmand.
(Socinus Marianus) en anseelig Jurist. Den samme opholdt med sine Lectioner, da han var
bleven gift: Hvorudover nogle foreholdt ham, at Socrates, endskiønt han havde taget sig en
Hustrue, blev derfore ved at docere. Dertil svarede Socinus, at hvis Socrates havde i
steden for en grum Xantippe faaet saadan kiøn Dame som sin, havde han ogsaa faaet andet at
bestille, end at læse publice. Af denne Mariano nedstige de tvende Socini, som have
stiftet den Socinianske Sect. Gaguinus Reuchlinus.(Gaguinus)
en Kongelig Fransk Bibliothecarius: Han har blant andet skrevet Franske Annales, som gaae
indtil 1500. (Reuchlinus) eller Johannes Capnio, en stor Hebræer, som først begyndte at
excolere det Hebraiske Sprog blant de Christne. De store Forfølgelser han udstod og de
Tvistigheder han havde med den omvendte Jøde Pfefferkorn, henhøre til efterfølgende
Seculum. Blant de Grædske Skribentere vare Joh. Lascaris.de
fornemste (Joh. Lascaris) af den Kayserlige Lascariske Familie: Laurentius Mediceus skikkede ham til den Tyrkiske Sultan Bajazeth, for at anholde om nogle rare Grædske
Manuscripter, hvoraf han erholdt en stor Mængde. Han holdes først at have fundet eller i
det ringeste retableret de store Grædske Bogstaver, det er de saa kaldne literas Capitales udi Alphabetet, hvorpaa han udi det Aar 1494 skrev |976nogle
Moralske Sententzer og Vers, hvilke han dedicerede til Petr. Mediceo. Disse store Georg. Curopalates.Bogstavers Figur havde han eftersøgt udi
gamle Grædske Medailler. (Georgius Curopalates) en Historicus, der har skrevet om de
Grædske Keysere. (Gennadius) Gennadius. den første Patriarch efter Constantinopels Erobring, Ducas.som har blant andet skrevet en Troes-Bekiendelse. (Ducas) der har skrevet den Constantinopolitanske
Historie fra 1341 til 1462. (Bessarion) som antog den Romerske Bekiendelse og blev siden
Cardinal: Bessarion.Samme Bessarion kom formedelst sin Lærdom og Skikkelighed i saadan Credit, at
han var engang nær ved at blive Pave, og havde Vallet faldet paa ham, hvis nogle
Cardinaler ikke havde hindret det ved at forestille de andre, at det var haanligt for det
Romerske Sæde at beklædes af en Græker, der for faa Aar siden havde forfægtet den Grædske
Kirkes Vildfarelser. Endeel tilskriver denne Exclusion den bekiendte Nicolao Perot, og
det saaledes: Da Conclave varede, komme 3 Cardinaler, for at tilkiende give Bessarion, at
de vilde have ham til Pave; Men Perot, som da var Conclavist,
bildende sig ind, at det var kun for at anholde om hans Votum, og vilde ikke hindrehindre]hindre] A; hinde SS hindre] A; hinde SS
Bessarion i hans Studeringer, tillod dem ikke at faae ham i Tale: Hvorudover de ginge
vrede bort, og udvaldte en anden. Da Bessarion siden fik saadant at vide, sagde han med
sin sædvanlige Kaaldsindighed til Perot: Du har hindret mig at giøre dig til Cardinal. Samme Perot var ellers een af dette Seculi store Skribenter. Det lægges ham til Last, at
han giorde Commentarier over en saa u-blue Skribent som Martialis, hvilket var en
Erke-Bisp u-anstændigt. Bessarions Skrifter bestaae mestendeels udi adskillige Breve. Han
døde 1472, og testamenterede til Regieringen af Venedig sit Bibliothek, hvorudi var en
stor Hob Grædske Bøger, som han selv havde bragt med sig til Italien efter Constantinopels Erobring. (Georgius Trapezuntius) Sguropulus.der har oversatt
adskillige gamle Kirke-Fædre. (Sylvester Sguropulus) der har skrevet Historien af det
Florentinske Concilio, som han selv bivaanede, men paa en Maade, som ikke behagede dem,
der forsvarede den Romerske Kirkes Lærdom, og som vare for at befodre |977Foreeningen, hvorfore han bliver besvared af Georgio Phranza.Scholario. (Georgius Phranza) den sidste Grædske Keysers Secretaire,
hvilken har skrevet meere end 200 Aars Grædske Historier, sær Constantinopels Erobring,
hvortil Chalcondylas.han var øyensynlig Vidne. (Laonicus
Chalcondylas) en Athenienser, hvilken har skrevet den Tyrkiske Historie udi 10 Bøger,
nemlig fra 1300 til 1463, og regnes blant dette Seculi beste Historie-Skrivere. Blant de
Byzantinske Skribentere er han den mindst høytravende; Thi fast alle de andre gaae ligesom
paa Stylter, og opfylde deres Historie med u-rimelige og affecterede Expressioner, saa at
endskiønt mange af de Byzantinske Historier ere tilforladelige, og de fleeste ere
forfattede af høye Stands-Personer, Printzer og Keysere selv, saa kand man dog i Henseende
til Stiilen, ikke læse dem uden Latter. Som for Exempel, den nys oven-omtalte Skribent
Ducas, naar han vil rose Johannis Palæologi Hustrues Skabning, siger han, at hun saae ud
fremmen til som Fasten, og bag til som Paasken, og naar han paa et andet Sted vil sige, at
Mahomed ved sin Død efterlod Riget til sin Søn Amurath, siger han, at Mahomed, ved at
nedstige til det Sted, hvorfra ingen igien opstiger, efterlod &c. (a) Saadanne Talemaader finder man overalt hos disse
Skribentere; Men i sær hos Simocatta.
Man seer saaledes at Lærdom og Konster udi dette Seculo tog til at florere,
og den gamle Barbarie efter Haanden at udrøddes, saa at dette Seculum kand regnes for et
polered Seculum i Henseende til de foregaaende, hvorvel der enda hos de fleeste regnerede
en slet Goût, hvilket er viset, saavel af de slette og u-nyttige Materier, hvorom
disputeredes, som af de selsomme Prædikener, der bleve holdne. Gabriel Barlettes Prædikener, som holdtes mod dette Seculi Udgang, og som ere trykte udi tvende Tomer, kand tiene til Beviis herpaa. Den samme, endskiønt han formedelst sine
Prædikener var i saadan Agt, at det var bleven til et Mundheld i Italien: Qvi nescit
Barlettare, nescit præ-|978dicare, saa har han dog
fremført saa mange U-rimeligheder, at hans Ordens-Brødre, Dominicanerne, have med all
deres Konst ingen Farve kunnet sætte derpaa. Blant hans U-rimeligheder anføres denne, at
han giorde et Spørsmaal, hvi den Hellig Aand allerførst lod sig see nogle Dage efter
Christi Himmelfart, og svarer, at det skeede af Frygt at Jøderne skulde handle lige saa
ilde med ham, som med GUds Søn, (a) iligemaade, at den Hellig
Aand lod sig see som en Vind og Ild, at Jøderne ikke skulde faae fatt paa ham &c. Naar en saadan Prædikant var udi Agt og Ære, kand man ikke giøre sig høye Idéer over dette
Seculi Smag, og ikke ligne det med de tvende efterfølgende.
Den underlige Smag Folk var befænged med, og den Superstition, som
Eenfoldige vare nedsiunkne udi, foraarsagede, som gemeenligen skeer, at mange, der aabnede
Øyene, fulde til en anden Extremitet, forkastede det Gode med det Onde, og styrtedes hen
til Atheisterie: Saaledes fortælles om Calderino, som var Secretarius Apostolicus, at han
sagde, naar han gik til Messen: Lader os gaae til den almindelige Vildfarelse. Eamus ad
communem errorem. Man merker, at Pave Alexander VI, og Julius II aldeles ingen Troe havde.
Den bekiendte Angelus Politianus, som florerede mod Enden af dette Seculo, beskyldes at
have talet u-gudeligen om den Hellige Skrift, sigende, at han ingen Tiid havde anvendet
u-nyttigere end paa Bibelens Læsning; item, at der udi Davids Psalmer vare vel mange
skiønne Sager, men paastoed, at de samme vare bedre udførte af den Grædske Poët Pindaro.
Vossius, som herudi tager Politiani Forsvar, holder for, at saadant er u-troeligt, efterdi
Politianus var Præst og Canonicus udi Florentz, (b) ligesom det var en
U-muelighed, at en geistlig Mand kunde forfalde til U-gudelighed. Politianus døde da han
spillede paa Luth og sang et Vers, som han havde giort over Laurentius de Medicis, saa at
hans Endeligt svarede til hans |979Levnet. Pomponatius, som
levede paa samme Tiid, siges at have holdt publique Lectiones mod Siælens U-dødelighed.
Laurentius Valla fortælles at have sagt, at han havde Piile, hvormed han kunde fælde
Messiam selv. Dette haver jeg anført for at vise, at Verden staaer ikke større Fare for at
falde til Atheisterie, end naar Overtroe er kommen paa den høyeste Spidse, og, ligesom alt
for megen Tvang føder Ryggesløshed, og alt for stor Barbaries Pedanterie, saa leder ogsaa
Overtroe lige til Vantroe, hvilket besynderligen sees af dette Seculi Historie, da Folk
toge sig for at udrødde Overtroe og Barbarie udi Sproget, som var kommen paa den høyeste
Spidse, og derved styrtedes i deslige sørgelige Extremiteter.
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}