Disse hyppige udenlandsrejser anbefalede mig i den grad, at nys afdøde gehejmeraad og admiral *Frederik Gedde – efter min hjemkomst fra den tredje rejse – ikke betænkte sig paa at betro mig tilsynet med og opdragelsen af sine sønner. Jeg var længe i tvivl, om jeg igen skulde paatage mig en saa besværlig byrde; men den yderste nød tvang mig – trods min modstræben – til ikke at afvise en saa ærefuld og smigrende *opgave. I det første halve aar varetog jeg modigt hvervet; men da først mine kræfter var brudt under dette anstrengende arbejde, magredes jeg saadan af, at jeg ikke kunde standse mine elevers indbyrdes slagsmaal, men |47sad og saa til med hænderne i skødet. Jeg havde tidligere kunnet holde dem i tømme i kraft af min dømmende myndighed, men blev nu nødt til at bønfalde dem om at holde sig i ro, naar de i min nærværelse fløj i haarene paa hinanden. De var ganske vist lærenemme, men meget vilde. *Den ældste gjorde store fremskridt i undervisningen, hvad jeg dog snarere maa tilskrive hans egen flid end mine anstrengelser. Jeg spaaede, at han vilde blive en pryd og en ære for sit fædreland, *hvis hans gode egenskaber kunde faa lov at modnes; men den haabefulde unge mand, der *ivrigt eftertragtede alt, hvad der er værd at stræbe efter, blev revet bort af en for tidlig død. Han faldt kort efter i Brabant i en duel med en norsk kaptajn, han selv havde udfordret. *Den anden søn druknede, da han vilde sætte over en aa eller en sø, saa at der nu ikke er andre i live end *den yngste søn, der er major ved hestgarden.

*Efter et aars forløb fik jeg en plads paa Borchs Kollegium og bad derfor om min afsked. Under mit ophold paa dette kollegium offentliggjorde jeg to arbejder.

Det første hedder *Introduction til den europæiske Historie *efter Pufendorfs metode. Da det ved en overfladisk bedømmelse kunde se ud til blot at være en oversættelse, *tog hr. A. H., i fortalen til hans Danmarkshistorie ikke i betænkning at hævde, at mit værk var skrevet af efter Pufendorfs historie. Hvis man ser nøjere efter, |48turde det dog være klart, at størstedelen er *øst af kilderne selv med undtagelse af afsnittet om Tyskland. Planen til dette værk udkastede jeg i England i Det Bodleianske Bibliotek, hvor jeg fik lejlighed til at studere de bøger, der havde betydning for mit arbejde. I mit stille sind overvejede jeg, hvor godt og ærefuldt det vilde være for mig endnu i min ungdom at faa en plads blandt skribenter. Tilskyndet af denne trang til en smule berømmelse affattede jeg en almindelig geografi, hvortil jeg *som afslutning knyttede hvert enkelt folks historie. Da jeg var naaet saa vidt, at bogen kunde forelægges den offentlige censur, udkom *Phlugs Geografi i kvart. Følgen var, at jeg ændrede plan, fjernede det geografiske stof og lod det historiske Afsnit  udkomme  under titlen: Introduction til den europæiske Historie. *Jeg har ofte prøvet paa at omstøbe hele dette værk og give det en gennemgribende affiling. Jeg var jo, *da lysten til at skrive drev mig frem, omtrent paa alder med digteren, da han begyndte at skrive vers.

Vejen til denne ære aabnede jeg mig ved *et manuskript i folio, som jeg allerunderdanigst tilegnede Hans Majestæt Kongen; da jeg kun havde faa bekendtskaber i de højere kredse forekom det mig, at

Alt dette udarbejdede jeg i løbet af fem aar paa Borchs Kollegium, og dog var der mange, der betragtede mig som ørkesløs og doven, fordi jeg forsømte disputere- og deklamationsøvelserne; af samme aarsag holdt man mig ogsaa blankt ud for en ignorant i latin, til trods for at jeg – med undtagelse af kollegiets inspector magister Niels Aagaard – var den eneste af dette femaars alumner, der færdedes hjemmevant i det gamle Latium. Det forekom det store flertal rentud latterligt at se mig som professor, mig, som aldrig havde staaet paa et kateder og derfor ikke med noget skær af ret kunde regnes til den slags mennesker, som ved universiteterne kaldes akademikere. Hvis pedanter er de rette til at bedømme studiernes værdi, og hvis vi er forpligtede til at underskrive deres domme, naar det gælder om at sætte prisen paa lærdom op eller ned, ja saa maa jeg indrømme, at jeg staar ganske udenfor de lærdes kreds. Jeg vilde ganske givet dumpe, hvis jeg skulde gaa op til filosofikum. Jeg kunde nok lave en syllogisme, men kun ved et træf; jeg havde nemlig ingen anelse om, hvorvidt den var i Barbara eller i Elisabeth. Jeg har ganske vist hørt, at der findes noget i verden, |51man kalder philosophia instrumentalis, hvor logik og metafysik regerer som pedanternes skytsgudinder, men dem har jeg aldrig haft nogen forbindelse med. Jeg vedgaar oprigtigt, at jeg den dag i dag ikke veed, hvor mange prædicamenter og hvor mange prædicabilia logikken kan føre i marken i krigstid, med hvilke kunster og hvilke krigsmaskiner katedre kan indtages, med hvilke kanoner man kan nedskyde præses. Jeg har ofte tænkt mig at anvende nogle dage paa den slags sysler; men Vorherre har aldrig givet mig stunder dertil. Det skal dog være sagt under tavsheds løfte. Jeg udsætter mig nemlig for, at en saa tyk uvidenhed skal gøre mig til latter i pedanternes øjne. Jeg er stadigvæk ganske blank i philosophia instrumentalis, bortset fra min kyndighed i instrumentalmusikken, som paa en maade anses for at være en del af filosofien. Alt dette lader jeg imidlertid fare, især da man ikke kan diskutere smagen, og da jeg ikke ønsker at forstyrre de cirkler, som visse folks tanker bevæger sig i. For mig maa det gerne staa hen, om den, der ikke har forstand paa disse sysler, bør være professor eller ej. Det er dog i al fald hævet over enhver tvivl, at jeg er professor, og at de, der vurderer studier efter en anden maalestok end pedanterne, som bliver hængende i ord og er forgabede i tomme lyde, mener, at jeg er mit embede fuldtud voksen. Den ny herlighed medførte dog nye elendigheder; thi det nye hvervs karakter |52paalagde mig at optræde med en vis ydre glans, der ganske vist ikke øger dets anseelse, men dog pynter paa det. Jeg blev derfor nødt til at ændre min livsførelse, da jeg ikke ansaa det for passende for en offentlig lærer at tjene til dagen og vejen ved de midler, hvormed jeg som privatlærer i sin tid havde rustet mig mod fattigdom.