En opfarende moralfilosof
Holberg var oplysningstænker, en af Europas store; han ville være tankebefrier og blev det også. Men hans selvbiografi – dvs. de tre latinske levnedsbreve fra henholdsvis 1728, 1737 og 1743 – er ikke en klingende beretning om hans tankes vej mod frihed og triumf. Det er mere en historie om tankens umodenhed og utilstrækkelighed (I 206):
Jeg erkender min skrøbelighed, jeg fordømmer mit alt for hede temperament. Den person, der giver sig ud for sproglærer, men begår brølere, eller den, der vil gå for sanger, men synger falsk, taber så meget desto mere ansigt, fordi han forser sig inden for det, han påstår at være ekspert i. På samme måde kompromitteres den filosof, der forser sig i sin livsførelse, så meget desto mere, fordi han kludrer i det fag, han vil agere lærer i, og fordi han, der erklærer sig for sagkyndig i livets kunst, svigter i livet selv. Når man bærer sig sådan ad, udryddes fejlene ikke, men, som digteren siger,
de bider igen, når de tugtes. [Juvenal 2.35] |
Men når den tørre lever brænder af vrede, slapper vi tøjlerne, og så styrter vi os selv hovedkulds ud i de fejl, vi lige har fordømt hos andre.
Holbergs form for filosofi kaldes moralfilosofi, fordi den vedrører menneskers adfærd (mores på latin), deres måde at være på, med sig selv og med hinanden. Den, der er lærer i moralfilosofi, ønsker at befri sine medmennesker for vrangforestillinger, fejlreaktioner og fordomme for derved at lære dem livets kunst. Det at leve betragtes nemlig som en kunst; det er ikke noget, vi mennesker uden videre bare kan. Det er en kunst at blive menneskelig (III 43). – For Holberg og mange andre i 1700-tallet var ikke kun Sokrates, men også Jesus lærer i moralfilosofi.
Ved moralfilosofi er der det vanskelige, at den kræver forbilledlighed af filosoffen; ellers kan han ikke befri andre. Der skal være harmoni mellem liv og lære. Men det forhindrer – som vi ser i det citerede – det “alt for hede temperament” og den “tørre levers vrede” filosof Holberg i at være. Altså er han med hele sit værk og virke ude på den tyndeste is. Han savner myndighed, og det både i ord og gerning.
Og årsagen er hans sind. Hans individuelle person er problemet.
Den selvbiografi, som her skal fortolkes, handler både om Holbergs værk (de juridiske og historiske skrifter, det komiske heltedigt Peder Paars, satirerne, komedierne, den utopiske roman Niels Klim osv.) og om hans virke (bl.a. hans virke som offentlig forfatterpersonlighed og som professor ved universitetet). Men hvad der måske fængsler mest, er alt det, der meldes om psyken. Den psyke, der fratager Holberg adkomst til at være lærer, lærer i livets kunst.
Og det sjælelige ses også – det er det helt bemærkelsesværdige – som den afgørende faktor i stort set alt, hvad han udvikler om sine værkers tilblivelse og modtagelse. Både Peder Paars, satirerne, komedierne og Niels Klim henregner Holberg til det, han kalder den “krigeriske” stil (se bl.a. I 133). Hans digterværker er altså – med deres vid, leg, ynde og momentvise sødme – over en bank udsprunget af vrede, ligesom de vidt omkring vækker vrede (se fortalen og bl.a. I 128, III 9f., III 17f.). Og minsandten om ikke også hans forhold til universitetet og hans kolleger dér er gennemsyret af vrede og vid! Herom siden.
Psykolog Holberg blotter sig; og den kendsgerning kommenterer han selv flere gange: Min åbenhjertighed grænser til det kritisable, rører ved det pinlige. Og i forbindelse med disse åbninger er mit sind bagvendt og underligt, det er og bliver en animus paradoxus. For paradoksalt nok er det igen og igen de vigtigste ting, jeg er åbenhjertig om, hvorimod jeg kan være højst tillukket og tilknappet, når det drejer sig om forhold uden videre vægt (I 208). –
Men nu skulle det være klart, hvorfor offentligheden, hvis den skal føje sig efter en moralfilosofs belæring om livet, i grunden har ret til at vide alt om den pågældende filosofs eget liv. For i moralfilosofi er spørgsmålet om harmoni mellem lære og liv alfa og omega.
Så enkelt er det. Men det er ikke sådan, Holberg biograferer sig selv. Han er artist og ironiker og folder derfor sagen ind i dialog og mystifikation:
