Skjul alle
|52
Dog, kort før denne forfremmelse havde Hans Excellence, Hans Hellige, Kongelige Majestæts gehejmeråd Ivar Rosenkrantz, qua bestyrer for De Rosenkrantzske Legater, vist mig den godhed at tildele mig et stipendium på hundrede daler om året i fire år, en enestående trøst for en person, der ellers kun havde håbet at leve af. Men da stipendiets modtagere ifølge fundatsen er forpligtede til at rejse ud til lutherske universiteter, blev jeg af stipendiets efor tvunget til at overholde denne bestemmelse. Og jeg strittede bestemt ikke imod. Da jeg nemlig indså, at jeg på grund af mine knappe indtægter måtte leve nøjsomt og på spansk, mente jeg, at jeg bedre kunne få balance i regnskabet ved at rejse udenlands end ved at blive hjemme.
Jeg sejlede direkte til Amsterdam, hvorfra jeg efter nogle dages ophold tog til Gouda, og derfra til lands til Rotterdam, hvor jeg hvilede mig en hel dag. Om bord i de hestetrukne kanalbåde får man nemlig normalt ikke søvn i øjnene hverken dag eller nat; for i den tætte sværm af passagerer myldrer det med vittige hoveder eller komedianter, som med deres fagter og ilde anbragte morsomheder pålægger selskabet en uafbrudt nattevågen. |53På rejsen til Gouda blev hvilen således forstyrret af en ung svensker, der var en ypperlig parodist. Snart efterabede han Den Sovende Mand ved hjælp af indstuderet snorken, snart sendte han en anden slags skrål ind i ørerne på os, nu på én, nu på alle, som om han var blevet skræmt op af et mareridt.
I Rotterdam så jeg i aftenstunden drengene på vej hjem fra skole kaste med sten efter Erasmus af Rotterdams statue, for tidsfordriv og som en sport, de var trænet i. Jeg undrede mig ikke så meget over knægtenes kådhed som over de folks forsømmelighed, i hvis interesse det var at bremse et sådant anarki. Det forekom mig rent ud oprørende, at man vanærede dette mindesmærke, som burde være helligt ikke kun for de lokale, men også for hele den lærde verden på grund af den mands fortjenester, hvis aske eftertiden bør kysse.
Fra Rotterdam rejste jeg til Antwerpen, hvor jeg logerede hos en mand fra Hamborg, som jeg havde truffet i Amsterdam; han havde i en årrække boet i Trondhjem. I Antwerpen gik jeg om bord på et lille fartøj, der bragte mig til Bruxelles. |54Rejsen fra Amsterdam til Bruxelles havde været nogenlunde billig, men jeg frygtede, at resten af turen ville blive dobbelt så dyr, da der ingen kanaler var. Jeg blev derfor nogle dage i Bruxelles for at anstille beregninger, og så da, at selv folk højt på strå foretog denne rejse til fods. Så tænkte jeg ved mig selv: Vi efteraber franskmændenes tåbeligheder, hvorfor så ikke også tilslutte os deres fornuftige adfærd, som for eksempel at være sparsommelig, når fattigdom gør det tilrådeligt at spare, og rejse til fods, når der ingen penge er i kassen at leje en vogn for? Med disse bevæggrunde in mente gjorde jeg mig rede til en fodrejse og anbragte min smule bagage på en vogn.
Men da jeg ikke var udrustet med et pas, frygtede jeg, at jeg nu i krigens tid skulle få bøvl med vagtposterne. Og dog blev jeg under hele rejsen kun én gang – det var ved ankomsten til Mons i Hennegau – anråbt af en skildvagt, der spurgte mig om rejsens mål, om jeg havde pas, og hvad skildvagter ved en fæstning ellers plejer at forhøre sig om. Da jeg svarede, at jeg var på vej til Paris og udstyret med kongeligt pas, lod han mig, overbevist om sagens rigtighed, passere.
Derimod voldte toldbetjentene mig stort besvær; de visiterede tøjet lige til bukselommerne for at se, om jeg måske havde tobak eller andre toldpligtige artikler på mig. Bortset fra det var jeg forskånet for de bryderier, man plager vejfarende med i Tyskland eller her
|55i Norden, hvor man må vente uden for byportene, indtil øvrigheden eller fæstningskommandanten efter modtagen underretning om ankomsten giver adgangstilladelse, og hvor man ovenikøbet på den kro, man vælger, må opgive navn, profession, hjemsted og mere af den slags. Alt dette er ret ubehageligt for de rejsende og skyldes en for de nordlige nationer typisk mistænksomhed. Det ville have været mig plat umuligt at foretage en sådan rejse gennem Tyskland uden pas; dér bliver man ti gange om dagen af en hidsig børste af en soldat,
*en, som man slet ikke ønsker at møde i midnattens time, |
anråbt med disse ord:
*Fra min tid som alumne på Borchs Kollegium husker jeg, at jeg engang på en vandretur (det var ikke langt fra Helsingør) løb på en kommandersergent. Da jeg fortalte ham, at jeg havde gået fem mil på mine ben, måtte han måbe over noget så uhørt, og først fik han en mistanke om, at jeg var svensk spion, dernæst troede han det fuldt og fast, og til sidst frydede han sig over, at en statsfjende ganske uventet var faldet i kløerne på ham. “Følg med!” kommanderede han. Da jeg protesterede og råbte: “Hjælp!” og oplyste mit navn og hjemsted, min profession og årsagen til min rejse, befalede han, at jeg skulle slæbes bort med magt. *Nu skulle jeg så som en anden Jugurtha føres i triumf af denne nye Marius, og jeg måtte, |56højst vanærende, lade mig slæbe af den rytter, der ledsagede denne imperator, tilbage til en kro midt mellem København og Helsingør. Der blev jeg forhørt, *frataget min kårde, dømt, frifundet og sluttelig løsladt med kompliment. *Så det blev hverken i triumf til hest eller til vogns, at vor imperator kom til at holde sit indtog i staden.
Men for nu at vende tilbage til Frankrig: Nok må jeg indrømme, at franskmænd har et vågent øje for profit og *plukker de rejsende, så vandet driver, af hvilken grund alle, der har gennemskuet den franske nationalkarakter, tinger med værten om prisen, før de tager ind på en kro; for undlader de det, bliver de ynkeligt flået. Men disse skavanker opvejes af en fantastisk indtagende væremåde og en for dette folk ganske særegen charme. Derfor var denne rejse en nydelse, selv om den gav sår på fødderne. Jo nærmere man kommer Paris, desto mere griske, men også mere slebne, vil man finde indbyggerne; her vokser madprisen i takt med høfligheden. Jeg passerede befæstede byer uden pas, krydsede skove og ødemarker uden rejsefæller, og ubekymret om al fare
*sang jeg mig pengeløs frem med røveren lige i nakken. |
Jeg var dødtræt, da jeg omsider nåede Paris, hvor jeg flakkede byen rundt i en hel time og ledte efter værelse – men omsonst. Da jeg nemlig udtalte det lille franske ord |57logis galt, var der ingen, der forstod mig, og jeg havde den store ærgrelse at høre en pariserfrøken kritisere min udtale med disse ord: “Han taler fransk som en tysk hest.” Denne hån havde jeg svært ved at bide i mig, da jeg troede, at jeg for længst havde nået mesterskabet i det franske sprog. Jeg havde været lærer i fransk, og nu mente en tjenestepige, at jeg talte det som en barbar!
Den stavelse gi, som vi har så ondt ved at udtale, førte mig rundt gennem alle forstadens gader og gjorde mig så at sige husvild. Hertil kommer, at pariserne slet ikke kalder et værelse logis, men chambre garnie. De troede ikke, jeg ledte efter et værelse, men efter en lille kæreste, ikke logis, men Lucie, og derfor var der nogle pigebørn, der trak på smilebåndet ad mine spørgsmål og svarede: Je ne la connois point, monsieur. Det er vanskeligt for udlændinge at efterligne den franske udtale af g eller ch foran vokalerne i og e. Jeg husker, at jeg nogle måneder senere ville købe nogle gamle historikere, især Duchesne; men de fleste antikvarer lod sig narre af min udtale, og i stedet for Duchesne rakte de mig Lukian, der på fransk hedder Lucien.
Men for nu at tage tråden op: Jeg fik da omsider et logi i *forstaden Saint-Germain, hvor nogle måneder forløb aldeles filosofisk: Midt i dette store menneskemylder var det, som om jeg var hensat til en udørk og stod uden for det menneskelige samfund, *og jeg talte kun med mig selv og mine bøger. For bortset fra min vært kendte jeg ingen, og ingen kendte mig. |58Jeg spadserede ganske vist hver dag i de offentlige parker og så dér en uendelig mængde mennesker; *men for mig var det skove, ikke parker – træer, ikke mennesker; så midt i overfloden tørstede jeg som en anden Tantalus. *På Mazarins og Sankt Victors offentlige biblioteker var jeg en flittig gæst, selv om sidstnævnte, altså Sankt Victors, lå meget langt fra, hvor jeg boede. Jeg undrede mig over, at der var så mennesketomt på de offentlige biblioteker, når byen var så fuld af lærde folk; for hele den påfølgende vinter så jeg på Sankt Victors ikke andre end en tysk student, som dog kun dukkede op med mellemrum; *og han studerede ikke, men undersøgte kun landkort, af hvilken grund jeg for sjov døbte ham Cartesius.
Men på Mazarins Bibliotek var der ikke så øde, for *Collège des Quatre Nations ligger midt i forstaden, eller rettere kvarteret Saint-Germain. Der findes også en større beholdning af nye bøger dér. Foran bibliotekets fløjdør stod morgenduelige studenter og ventede på bibliotekarens ankomst; og de styrtede om kap derind, som om der var udlovet en præmie til den, der kom først. Bayles Leksikon, som de var begærlige læsere af, gik nemlig til den, der først lagde hånd på det. Derfor: først brydekamp, og så væddeløb. Den ud af to, der var stærkest på tærskelen, men også mest fodrap på banen, blev bogens besidder. |59To-tre måneder levede jeg lige midt i Paris uden samkvem med andre mennesker, som sagt. Tarvelige personers selskab holdt jeg mig fra; det kom af sig selv, for altid
*plat pøbel hader jeg og skyr. |
Og at omgås den finere verden, det var jeg bange for ville blive for kostbart for mig. Den eneste, jeg stod på fortrolig fod med, var min vært, som var vældig glad for historie og derfor lyttede begærligt, når jeg berettede om de gamles bedrifter; og jeg hørte ikke mindre opmærksomt på hans småsnak. Jeg leverede sandfærdige historier, men stammende og på barbarisk, han derimod ammestuehistorier, men kvikt og på fransk. Jeg husker, at han blandt andet spurgte mig, hvad den kejser hed, der ødelagde Jerusalem; og jeg svarede, at det var Titus. Han spurgte så videre, om det var en romer eller en græker. Men da jeg skulle til at svare, faldt en parlamentsadvokat, der tilfældigvis var til stede, mig i talen. “Han var romer,” sagde han, “han hed Titus Livius.” Dette guldkorn fra en berømt jurist bør efter min mening indgå i samlingen af “Eksperters Responsa”.
For tidsfordriv gik jeg tit hen i Justitspaladset, for dér at følge den franske rettergang.
|60Advokaternes veltalenhed imponerede mig: De taler brillant, disponerer snildt, bruger hele paletten af retoriske figurer, og som sande eksperter i appel til lidenskaberne får de deres procedures sejl til at bugne snart af harmens, snart af medynkens vinde. Man skulle tro, det var Demosthenes selv, Cicero selv, der her stod og talte fransk; i den grad fulgte det hele den gamle, den ægte veltalenheds mønster. Men under afstemningen råder der en fæl forvirring: Advokaterne får ikke taletid, tilhørerne tier ikke pænt stille, og selv dommerne bliver ikke værdigt siddende. Stemmerne afgives også uden orden: Undertiden rejser dommerne sig fra deres bænke, inden proceduren er endt, stikker hovederne sammen midt i salen og hvisker noget i øret på retsformanden, hvorpå denne straks afsiger dommen. Og når dommerne voterer, lyder der skrig og skrål fra alle kanter, og advokaterne kævles, så det står efter. Her er poetens ord minsandten på deres plads:
*Blæsebælgene hule udånder de groveste løgne, |
brystet fyldes af spyt. |
I øvrigt lyder der under proceduren en sådan palaver, et sådant spektakel fra tilhørerne, at man skulle tro, man var på et kødtorv, ikke i en retssal. Cirka hundrede gange i timen befaler retsbetjentene “Ro i salen”, og de kan knap*dæmpe
med skurrende stemme og hævet |
hånd de mumlende. |
|61Jeg lod mig ikke nøje med at betragte selve Paris’ seværdigheder med mit videbegærlige blik; jeg besøgte også de førende slotte og byer i nærheden, især dog Versailles, som forekom mig at overgå sit ry.
Da jeg omsider var blevet led og ked af mit eneboerliv, kontaktede jeg en svensk præst, der boede i samme kvarter, ikke langt fra min bopæl. Af ham fik jeg at vide, at der var tre danskere i Paris: en læge, en præst og en skrædder, og at lægen og præsten, selv om de var fra samme landsdel, lå så langt fra hinanden i gemyt og væremåde, at skrædderen ikke, om han så brugte al sin kunst, var i stand til at rimpe dem sammen, med forlov at sige.
Jeg besøgte dem begge kort efter og fandt, at forskellen virkelig var slående. Lægen var så religiøs og så streng i overholdelsen af Romerkirkens riter, at han hellere ville være syg end krænke forbuddet mod at spise kød i fasten. Præsten derimod, som var gået over i de katolskes lejr, fordi han håbede at kunne slå mønt af det, overholdt til punkt og prikke de pavelige påbud, der tilgodeser gejstlighedens lyksalighed i dette liv, men gav en god dag i de øvrige. Lægen var altid sig selv lig og holdt med en stædighed, der grænsede til det kritisable, fast ved sin én gang fattede overbevisning. Præsten bølgede, i sangeren Tigellius’ fodspor, fra den ene yderlighed til den anden: snart mere nøjsom end Diogenes, snart mere vellystig end Apicius, snart sirlig, snart sjusket, snart duftede han af pastiller, snart stank han af ged. I dag var han sikker på,
|62at ingen frelse var at finde uden for Romerkirken; i morgen erkendte han uden tøven den evangeliske tros sandhed. I dag påstod han, at han sad helt godt i det; i morgen svor han højt og helligt på, at han i en hel måned ikke havde haft fem flade øre. Desuden noterede jeg hos den første en overdreven nøjsomhed, men hos den anden en overdreven ødselhed. Den ene var fåmælt, den anden snaksom; den ene sanddru, den anden løgnagtig; den ene en elsker af lærdom, den anden en foragter.
Præsten var ganske vist bibliotekar ved en bogsamling, der, hvad angår antallet af bøger, ikke står tilbage for dem i Wien eller Firenze; men han gav ikke indtryk af at ville kappes med folk som Lambeck eller Magliabechi. Da jeg engang bad om Josefus’ Antiquitates, husker jeg, at han svarede, at det navn kendte han ikke, men at jeg nok forvekslede Josefus med Filon. På et spørgsmål om, hvor mange bøger der fandtes i biblioteket, gav han det ganske vist uinformerede, men ikke uvittige svar:
*Fattigmand tæller sin hjord. |
Vor bibliotekar var født på Fyn. Efter at være dimitteret fra Odense Skole til København fik han akademisk borgerret dér. Men efter nogle års forløb rejste han – jeg ved ikke, hvad der stak ham – til Frankrig, hvor han afsvor sin fædrene tro og dernæst så grundigt indyndede sig hos Hans Herlighed Abbed de Bignon, at abbeden uden videre betroede ham opsynet med sit bibliotek. Jeg har imidlertid hørt, at han senere blev fyret fra denne stilling på grund af den |63udygtighed, hvormed han varetog den; og at han nu lever i nød og elendighed.
Det morede mig usigeligt at høre på denne herres som oftest bagvendte og brovtende snak. Når talen faldt på vore landsmænd, plejede han at prale med, at hvis han havde lejlighed til at prædike og disputere offentligt i Danmark, ville hele riget omvende sig i løbet af nul komma fem. Kun én gang fik han min galde i kog, nemlig da han frækt påstod, at lutheranerne knap nok fortjente navn af kristne, eftersom de, lige bortset fra dåbens sakramente, ikke engang havde et skin af kristendom tilbage. Det kom vi op at toppes om.
Jeg havde let ved at afparere den ulærdes kastevåben og triumfere over en så værgeløs modstander; men da han var på nippet til at overgive sig, træder en doktor fra Sorbonne ind i biblioteket, og ved hans komme blev bibliotekaren så glad, som havde det været en deus ex machina, hvorefter han pudsede os to på hinanden. Der opstod en hed, men, som det i reglen går, ufrugtbar disput os imellem. Eftersom jeg ikke er ganske blank i kirkehistorien, prøvede jeg at nedlægge ham med hans egne våben. Men efter en times mundhuggeri skiltes vi med lige mange point til hver – og en sejrspokal til hver. Under vores disput sad Bormann bare og lyttede. Men da dysten var ovre, hviskede han mig i øret, at jeg havde fægtet fornemt, og da doktoren var på vej ud, indrømmede han, at
|64Luthers lære flyder af guddomsordets kilder. Men snart istemte han sine gamle viser; så vægelsindet var den mand.
Hans velynder Abbed de Bignon må regnes med blandt vort århundredes mest lysende prælater, velbevandret som han var både i politik og i litterære og kirkelige anliggender. Han havde 4 sekretærer, 1 bibliotekar, 4 musikere og 1 sangerinde i sit brød. Jeg har hørt ham holde foredrag to gange i Videnskabernes Akademi, som det hedder, og man måtte tro, det var Muserne selv, der her talte fransk. Når de Bignon prædikede i kirken Saint-Germain-l’Auxerrois, var der så propfuldt af tilhørere, at de hverken kunne komme ind eller ud uden at få tøjet revet i laser.
Min landsmand nr. to, lægen, hed *Winsløw og var også fynbo. Han havde ganske vist afsvoret sine fædres tro, men ikke kærligheden til fædrelandet, for intet var ham kærere end på enhver måde at kunne være sine landsmænd til tjeneste. Han tog venligt imod mig og førte mig omkring i hele byen, så at jeg med ham som leder og ledsager fik min videbegærlighed rundeligt tilgodeset. Beskeden, ubestikkelig, oprigtig, åbenhjertig og tjenstvillig var han, og så alligevel en kende irriterende på grund af sin disputerekløe.
Ud over at han selv bragte teologiske stridsspørgsmål på bane, introducerede han mig også for andre lige så store kamphaner, så at det meste af tiden forløb med kontroverser.
|65Jeg havde nemlig endnu ikke lært, hvilke våben jeg skulle anvende mod den slags utålelige debattører; jeg kendte endnu ikke velædle og velbårne Niels Griis’ logik:
Engang da Griis af en fornem abbed var blevet udfordret til dyst, svarede han – for ikke at spilde mere tid på polemik – at disputter intet formål tjente, da der intet var at strides om mellem folk af samme tro. Da abbeden så spurgte, hvilken tro danskerne da bekendte sig til, svarede han, at danskernes tro var den, at paven ikke sørgede så helt dårligt for sin skatkiste og for at mele sin egen kage, alt imens han med så stor nidkærhed værnede om Pavestolens hellighed og myndighed – og det er jo også, hvad kollegiet af kardinaler selv tror. Så blev vor abbed stum, og de øvrige tilstedeværende var ved at revne af latter.
For at vende tilbage til *hr. Winsløw: Han nød stor anseelse hos de franske, dels på grund af sit ulastelige levned og elskelige væsen, dels på grund af sin kyndighed i lægekunsten, især den anatomiske del. Intet tyder på, at det var i håb om bedre økonomi eller karrieremuligheder, han svigtede sin fædrene tro. For han ville have varetaget sine interesser bedre i Danmark, hvor lægernes praksis er større, da der er så få af dem; og den dame, han havde giftet sig med i Paris, medbragte hverken en formue eller en anerække som medgift. Men hos denne mand registrerede jeg, parret med hans lærdom, en enestående blåøjethed. |66Winsløws gemyt var nemlig af den slags, der undertiden lader sig påvirke af tingenes glitrende facade, og derfor lod han sig let lokke af Paris’ søde sirenesange.
Selv plejede han at sige, at hans omvendelse skyldtes de disputationer, der på søn- og helligdage holdes i et bestemt kapel i kirken Saint-Sulpice, hvor en præst, der får sin løn for det af kongen, offentligt forsvarer de katolskes læresætninger mod enhver, der ønsker at opponere.
Jeg overværede ofte disse debatter, og jeg indså, at svage sjæle let kunne komme til at bide på slige kroge. For præses, som var en åleglat disputator, var det nemlig en smal sag at dukke sig for opponenternes angreb, og han slyngede deres missiler tilbage i synet på dem så behændigt og så vittigt, at ikke bare kapellet, men hele kirken tit genlød af grin som til en farce – man skulle tro, det var et scenisk forehavende og ikke et sakralt. Opponenterne var for størstedelen enten ukyndige folk, som ikke kunne klare sig over for præses’ udfald, eller også var de selv katolikker, som faktisk undertiden vandt i disse spilfægterier, men alligevel overgav sig på nåde og unåde. Hvad er lettere end at vinde over folk, der ikke gør modstand?
Når der ingen andre var, optrådte en lappeskomager som ordinær opponent. Ham kunne præsten, dette polemiske geni, trække lystigt rundt ved næsen og gejle op til alle de tosserier, det skulle være. |67Blandt vore hjemlige lappeskomagere vil man finde få eller ingen, der forstår sig på mere end at blive ved deres læst. Men hos ham her glimtede i ny og næ en alt andet end overfladisk lærdom frem: Snart væbnede han sig med skriftsteder, snart påberåbte han sig kirkefædrenes vidnesbyrd, og snart hentede han sine våben i kirkehistorien. “Det er ingen lappeskomager!” sagde jeg; og jeg fik ikke syn for sagn, før man førte mig hen til hans bod, hvor jeg så vor filosof lappe gamle sko. Dette forekom mig at være den form for lærdomsmasse, som visse filosoffer fordrer af en sand polyhistor. Hjemme finder man måske nok lappeskomagere, der er lige så dygtige i lappekunsten; men lige så megen lærdom ville man lede forgæves efter selv hos vore rigtige skomagere.
De andre, der optrådte som opponenter, var af cirka samme kaliber, så præsten kunne være vis på succes og triumf, når han besteg talerstolen.
På samme tid kom der hen ad høsten en dansk student til Paris. Han var en dreven polemiker og besluttede derfor at tage en dyst med denne præst. Da man imidlertid kun disputerede på fransk, som studenten ikke var hjemme i, blev jeg udsendt som herold for lovformeligt at erklære krig og samtidig undersøge, hvilke våben han skulle bruge, og om det var tilladt at tale latin. Det sagde præsten ja til og bestemte dagen.
|68De kæmpede ofte, på forskellige steder og med vekslende udfald. I den første dyst, som fandt sted i ovennævnte kapel, sejrede vor dansker så suverænt, at præsten ærgerlig steg ned af tribunen, mens han udfordrede sin modstander til et nyt slag samme dag, men i en anden bydel. Ny arena, nyt udfald. For da præses, som var vant til rene skinmanøvrer, indså, at nu var det alvor, mødte han bedre forberedt til det andet stævne og disputerede både mere gedigent og på bedre latin. Hvad der især skadede danskeren, var, at han var mindre vel bevandret i kirkehistorien end i den polemiske teologi; for så snart præsten kunne mærke, at grunden begyndte at vakle, trak han fjenden ind i kirkehistorien som i en labyrint. – Men krigen blev ikke afgjort med disse to træfninger. Af og til var der våbenhvile, men helt ophørt var krigen aldrig; med mellemrum brød den ud igen og blev ført med vekslende held. Det vil føre for vidt her at skildre rækken af slag og træfninger; det må være nok at omtale de to mest mindeværdige slag, af hvilke det første blev fatalt for præses.
Der opstod nemlig diskussion om en partikel, som i Vulgata gengives ved
thi, selv om det hebraiske forlæg har ogog danskeren pukkede på det hebraiske. Nu mærkede han, at præses var en stymper i hebraisk, og trak ham derfor, hvor meget han end strittede imod og søgte at knibe udenom, lige lukt ned i Jødeland. |69Hvilket indjog præsten en sådan skræk, at han tabte mund og mæle og krævede en ny opponent.
Men i det sidste sammenstød, hvor temaet lød: “Hvem tilkommer det at udlægge Skriften?” stod studenten sig dårligt. Da præses ved den lejlighed steg ned af tribunen, betragtede pariserne ham med samme blik, som Kartagos folk så på
*Hannibal med efter Slaget ved Cannæ. Havde studenten været bedre inde i kirkehistorien, kunne han have nedlagt præses med hans eget sværd ved at vise Romerkirkens vildrede, ved at gennemgå diverse kirkemøders læresætninger, der ikke sjældent er i diametral modstrid med hinanden. Det er nemlig den slags våben, man mest effektivt bekæmper katolikker med.
Men i Danmark har den studerende ungdom kun sin force i den polemiske teologi og lader kirkehistorien ligge. Denne forsømmelse åbner ofte vinduet for frafald. Følgende problem, som katolikkerne tit og ofte fremsætter, er jo nemlig kildent: Når Skriften udlægges forskelligt, på én måde af
de økumeniske kirkeforsamlinger, på en anden måde af *en munk fra Wittenberg, hvilken vej er det da sikrest at gå? Eftersom Folkets Røst som bekendt kaldes Guds Røst, vil den udlægning, der hyldes i næsten hele den kristne verden, stå som den sikreste for dem, der er blottede for indsigt i kirkens anliggender og derfor ikke ud fra selve de kirkehistoriske kilder evner at afsløre præsteskabets svig og intriger, kirkemødernes vankelmod og den vold, paverne har udsat dem for.
|70Men min opsang har ledt mig af sporet, jeg må tilbage til mig selv. Jeg så nok, at mit stipendium på 100 daler ikke ville række ret langt i Paris; den første måned levede jeg derfor i ængstelighed, da jeg efter afholdt kasseeftersyn ingen udvej øjnede til at slå mig igennem. Jeg lagde mærke til, at alt her solgtes til overpris bortset fra kundskaber, som er det eneste, man kan købe
*for en slik; dette skyldes, at lærde fra næsten hele riget strømmer sammen i Paris som til et centrum, så at universitetet er tynget ned af sin egen vægt. Man finder der hele hærskarer af retorer, filologer og jurister, som underviser ungdommen for en billig penge; de kaldes lektorer, på fransk répétiteurs. En af disse lektorer, en nær ven af mig, gav mig en rørende skildring af de parisiske lærdes elendige kår. Han var godt inde i lægekunsten og en ørn til jura, både borgerlig og kanonisk, så han var et levende eksempel på, at det ikke altid passer, hvad mundheldet siger:
*Rigdom giver Galen, og Justinian giver ære. |
For det er ikke til at sige, hvad han havde mest af, lærdom eller fattigdom. Dét må man dog lade pariserne, at de ikke, som man gjorde i gamle dage, måler lærdom og filosofi efter mængden af skæg og skidt. For jo mere friseret og slikket en person er, des mere lærd anser godtfolk ham for at være, hvorimod den snuskede og strithårede ikke kan digte sig sulten fra livet, han
I mit logi boede der også *en tandlæge fra Lyon, som var ferm til tandpolering og tandudtrækning; men denne mester havde ingen nytte af sit mesterskab, fordi han levede nøjsomt og beskedent. Omsider gennemskuer han folks tænkemåde, lejer sig en prægtig vogn, bliver galoneret og broderet og slår ind på et ødselt liv, hvorefter hans tandpulvere og talent røg op i pris. Så svært er det at få menigmand i Paris til at indse sandheden i Cæcilius’ ofte citerede ord:
*Ofte under smudsig kåbe findes visdom skjult. |
Min vært, som var skrædder, gik kostbart klædt, og da jeg spurgte ham: “Hvorfor så fin i tøjet?” svarede han, at ellers ville pariserne betragte ham som inkompetent.
Både ældre og yngre skribenter har noteret sig det mærkelige og særlige karaktertræk hos dette folkefærd, pariserne, at de jager efter det imponerende og infantile og er vilde med tingeltangel; deres egne landsmænd i provinserne plejer af den grund at kalde dem *les Badaux de Paris. For selv om Paris, når man ser på folketallet, udgør en hel lille verden, og selv om man også der, ligesom i miniformat, træffer på alt, hvad de dødeliges kløgt, ærgerrighed, ekstravagance og forfængelighed har for vane at udtænke, og jeg aldrig har set nogen by så frugtbar på opløb og processioner, så kommer pariserne dog på benene ved den mindste |72larm og styrter ud af husene for at se, hvad en bonde hos os knap ville ulejlige sig ud af sin dør for. Derfor kan øvrigheden, der jo nøje har udforsket parisernes mentalitet, med morsomme påhit animere dem og drive dem til hvad som helst og med de selv samme midler holde dem i skak og fast på deres pligt.
Selv deres revolutioner er som sjov i gaden. Man måtte være en ren Cato for at kunne læse Slyngekaster-krigens historie uden at komme til at le; dengang blev alt, om det så var brød og kager, snoet, så det lignede stenslynger. Lige så løjerlig er historien om de tumulter, der i vort århundrede opstod som følge af
*Clemens den Ellevtes konstitution; her skilte tilhængerskarerne af begge køn sig ud fra hinanden ved hjælp af bånd à la constitution og à la Régence, alt efter om de holdt med paven eller regenten.
Nogle gange er oprør, der så ud til at true staten på livet, blevet dysset ned med et mindstemål af besvær. At det kan gå sådan, fik
kardinal Retz at se: Da borgerne engang var stimlet sammen og truede med mord og blod, var det kardinalens faste tro, at rebellernes flok nok skulle spredes og de sammensvorne forføje sig hjem, når spise- og spadseretiden nærmede sig. De tidspunkter forsømmer pariserne nemlig nødigt; de kalder det se desheurer.
Men for nu at vende tilbage til emnet så beskrev førnævnte jurist |73videnskabsmændenes kår for mig i sådanne farver, at jeg indså, at man ikke kunne hente “håb og impuls” i videnskaben. Men han gav mig nogle nyttige økonomiske vink, og udrustet med dem fattede jeg håb om et lykkeligt udfald.
Jeg havde jo fået værelse i forstaden Saint-Germain. Ingen bydel er bekvemmere for udlændinge at bo i, eftersom den ligger tæt ved
Palais Royal, rådhuset, teatrene og de offentlige lysthaver; derfor vælger de, der kun søger adspredelser, dette kvarter frem for alle andre. Af den grund er værterne dér også de mest durkdrevne. Franskmændene selv – alle de, der strømmer til Paris fra provinserne – foretrækker at bo i den bydel, der hedder Quartier Latin, hvor alt er billigere, og hvor luften tilmed er bedre, og vandet sundere. I Saint-Germain drikker man nemlig flodvand, som ganske vist ikke er skadeligt for de indfødte, men opleves som den rene gift af fremmede. Inden de vænner sig til det, får de enten feber eller diarré – hvad pariserne kalder “at betale skat”. Jeg led af diarré i en stiv måned; den syges eneste trøst var det “fælles skibbrud”, som næsten alle tilflyttere må igennem.
Som tiden gik, gjorde jeg så store fremskridt som stud.oecon., at jeg snart blev min mesters mester. Så når der siden hen kom danskere og nordmænd til byen, og de spurgte Bormann til råds, så henviste han dem til mig med disse ord: “I har en landsmand hernede, der har langt bedre greb om pariserøkonomien, end jeg har.”
|74Da jeg flyttede fra Saint-Germain, fik jeg et logi tæt ved Sorbonne for en billig penge. I det kvarter bor der mest fattige studenter, franske og irske katolikker; de irske kom jeg let i venskabelig kontakt med, da jeg jo kunne engelsk. Blandt *mine irske venner talte jeg også nogle af *Sankt Georgs-ridderens ministre og rådsherrer. Det kostede mig ikke meget at omgås dem, for det var kun ved deres byrd, ikke ved deres rigdom, de skilte sig ud fra gennemsnittet. De førte sig ikke,
*som det sig sømmer for dem, der klædes i flammende purpur. |
De siger ikke nej til et krus øl eller *en pibe tobak, hvis der ikke vanker andre delikatesser til dessert; og har man dem til middag, kan man roligt servere
*ryg af et svin, hængt til tørre i stormasket flet under loftet. |
Jeg husker, at jeg blev bedt til bryllup af en irsk adelsmand, og jeg fik ikke andet at spise end *blåsort ost og skimlede brødskorper *samt en vin,
som den fedtede uld betakker sig for. |
Anden ganefryd var der ikke. Desserten bestod i kys. Vi kyssede alle sammen bruden, også i kirken; det er en skik, irerne har. Men i mit stille sind forbandede jeg dette ritual; for bruden så ud som
*en, som man slet ikke ønsker at møde i midnattens time. |
|75De fleste af de irere, der opholder sig i Paris, modtager pension og lever på offentlig forsørgelse; for de tøver ikke med at sige, at det er kærlighed til katolicismen, der har fået dem til at forlade deres fædreland. De praler alle som én af de besiddelser, de har ofret for religionens skyld, eller af deres lange anerækker. Men *af væremåde var de hverken grever eller baroner; for bortset fra deres hovmod finder man kun plebejer-manerer hos dem. Deres livsførelse var så ukultiveret og ulækker, at jeg med tiden helt undgik omgang med dem og vendte tilbage til de franske. Det kan godt være, at franskmændene er letsindige og flagrende og løber med en halv vind; men med deres udsøgte stil tvinger de en til at elske dem, hvor nødigt man end vil.
Der gives imidlertid ingen regel uden undtagelser, og faktisk var der nogle franskmænd, hos hvem jeg fandt levn
*af gammeldags bondevæsen. Mine husfæller så nemlig ud til – hvordan det så end var gået for sig – at have aflagt deres franske karaktertræk. De var alle, værtinden iberegnet, hypokondre og klynkehoveder. Men denne defekt opvejedes af den fineste oprigtighed og retsindighed; og da jeg selv er hypokonder, troede jeg, at jeg ved en slags magnetisk kraft havde trukket alt det til huse, der gik rundt i Paris og var i samklang med mit gemyt. For hvis man holdt mandtal over alle Paris’ hypokondre personer, tror jeg ikke, at hele Rue Saint-Jacques eller Rue Saint-Martin kunne stille så mange, som der boede i dette ene hus. |76Den mest uomgængelige af dem alle var en stud.theol. (de kaldes alle abbé’er). Man skulle tro, han var peber og ikke menneske; men han var rank, trofast og sin vens ven, en mand, man roligt kunne spille terning med i mørke. Derfor fattede jeg så stor tillid til ham, at jeg ved min afrejse til Italien overlod min smule bagage i hans varetægt.
En del landsmænd af mig kom siden hen til Paris. Den første af dem var Mikkel Røg, som hjemme var en navnkundig skulptør. Han havde gået i Bergen Katedralskole sammen med mig, da vi var små, og var blevet dimitteret af den navnkundige *Lintrup og indskrevet på universitetet. Men han lagde bogen på hylden og blev derefter en så fin dyrker af gravørkunsten, at han på kort tid blev anset for den dygtigste gravør i Danmark. Da han havde aflagt prøve på sin kunst i Paris, blev han optaget blandt kongens faste skulptører dér. Efter Røg kom der snart andre landsmænd, og så opgav jeg helt livet som filosof.
Jeg havde boet i Paris i halvandet år; og nu er det ikke nok for mig at have set Frankrig, England, Tyskland og Holland, nej, jeg pines og plages af et nyt begær, nemlig efter at besøge egne, der lå endnu længere borte fra mit fædreland. Rejselysten driver sig selv fremad, *og den er lige så svær at styre, som det er ved viljens kraft at standse sig selv i farten, hvis man har kastet sig ud fra Leukas-klippen (jævnfør Cicero).
Der var en fransk student,
|77der havde fortalt mig, at man kunne rejse fra Paris til Rom for en billig penge – næppe mere end tyve daler. Jeg spidsede øren ved denne højst kærkomne nyhed og forhørte mig ivrigt om de nærmere omstændigheder; *og tanken om at rejse bredte sig ud over fritid og arbejde, slid og hvile, søvn og vågne timer.
*Jeg er i ukendte kræfters vold og begæret forlanger |
ét, fornuften et andet. |
For mine øjne stod på den ene side: min svage fysik, min tomme pung, stratenrøvere, sørøvere, sved, støv og solhede; på den anden side den tomme æresyge, der driver mennesker, men ikke mindst vore landsmænd, til uden tøven at udsætte sig for farer, ja, til at krydse oceaner for at lære ting at kende – også ting, som de har lige for næsen derhjemme. *Jeg strittede længe imod, men
kue min lyst med fornuften |
kunne jeg ikke. |
Resultatet blev, at jeg besluttede mig for en rejse, der gav anledning til stygge rygter, som ondsindede folk i Danmark udspredte for at skade mig: De understod sig i at påstå, at jeg havde skiftet tro og opgivet enhver tanke om at vende hjem igen.
I begyndelsen af august steg jeg om bord på en hestetrukken flodbåd, der går lige til *Auxerre. Det slog mig, at denne bys indbyggere må være meget gudfrygtige, *eftersom den kolossalstatue af Sankt Kristoffer, man træffer dér, er langt mere imposant og højtstræbende end den i Paris, |78som immervæk har en sådan drøjde og højde, at det alter, på hvilket pariserne forretter messeofferet i Notre-Dame-kirken, kan stå mellem statuens lår. Begge byer roses for den iver, hvormed de dyrker Sankt Kristoffer, og disse to formidable kæmper forekommer at vidne om en hellig kappestrid imellem dem; men Auxerre vinder.
Hele den tur stod mig i højst fem-seks louisdor’er,
*selv om Paris og Auxerre ligger adskillige dagsrejser fra hinanden. Men det var en meget udmattende tur; flodbåden på den rute bliver nemlig også slæbt om natten, og i en så stor vrimmel af passagerer er det næsten umuligt at få lukket et øje: *Nogle klamrer sig til rælingen, andre læner sig mod albuerne og ser ud til at sove uden rigtig at gøre det, og atter andre døser sløvt med hoved mod hoved, indtil de bumper sammen og banker al søvn ud. Men turen havde nu også sine lyse sider, *for bredderne er beklædt enten med lunde eller med kornmarker, og også landsteder findes der; de følger flodernes yndefulde bugtninger og rejser sig på bredderne af dem. Munter latter og lystige historier er heller ingen mangelvare.
Jeg så, at størstedelen af de rejsende forberedte sig på at rejse videre over land. Denne prisværdige og for mine forhold yderst opportune skik valgte jeg at efterligne og gik til fods til
*Châlons i Bourgogne, hvad jeg alt i alt brugte seks dage på. Til rejsefæller valgte jeg dem, der forekom mig at være de mest civiliserede; men |79jeg blev narret af et falsk skin af hæderlighed og måtte sande, hvad digteren siger:
*Tro ikke for meget på farven. |
For af mine tre rejsefæller viste det sig, at kun den ene – og det var faktisk ham, jeg mødte med størst skepsis – var et hæderligt menneske, hvorimod de to andre var rene døgenigte. Under hele vandringen hørte jeg ikke andet end løgnehistorier, selvros og liderlig snak, hvad der alt sammen forekom mig at være uigendrivelige beviser på en bedærvet og kriminel livsførelse. Men bortset fra det var de hverken udannede, plumpe eller blottede for parisisk finesse. For den ene af dem svor højt og helligt på, at han kunne stille med en liste på over tyve maitresser – tilmed af ganske pæn familie – som han havde dyrket i Paris. Derudover opremsede han i behørig rækkefølge en stribe nye, “subtile”, som han sagde, og på ingen måde proletariske eder, som han havde lært i Paris, og som ifølge ham endnu ikke havde vundet indpas i provinsen.
Nok var de katolikker,
*men jeg noterede mig, at de var yderst lunkne i deres helgendyrkelse: Vi var midt i Bourgogne, da regnen pludselig stod ned i spandevis og tvang os til at søge ly i en nærliggende hytte. Dér hørte vi af en gammel morlil, at egnens folk netop den dag havde afholdt en såkaldt procession og derved fravristet det pågældende steds skytshelgen (hvad han nu end hed) denne byge. |80Da *den brave gamle kone fortalte os det med hænderne hævet mod himlen, blev den ene af mine ledsagere, som just stod og tørrede sine regndryppende klæder ved ildstedet, stiktosset og råbte: Qve le diable vous emporte avec votre bougre de saint, “Gå ad helvede til med din halunk af en helgen!”
De gik rundt og sagde, at hvis de havde magt til at lave helgenfortegnelsen om, ville de strege de fleste af navnene ud.
Men *patriarken Noah ville ikke blive fjernet fra rækken, for ham havde de valgt som deres helt særlige skytspatron; han havde jo opfundet den velsignede vin. Ikke desto mindre kastede de sig hver aften, inden de gik til ro, på knæ foran sengen og ulejligede Gud med de mest brændende bønner, og de udtalte tit deres forundring over, at jeg ikke gjorde ligeså. Men jeg var mere forundret over frækheden hos disse kriminelle typer, som, selv om de begik alle mulige nederdrægtigheder, dog dristede sig til så ofte at træde frem for Guds åsyn.
Den tredje af mine fæller – han var apoteker og kom fra Lyon – betragtede jeg som min livvagt. Når han var der, frygtede jeg intet ondt, for han lovede mig
*på det udtrykkeligste sin bistand og sagde, at hvis det begyndte at klø i næverne på de to andre, så manglede han hverken kræfter eller mod til at holde dem på pligtens vej. Men engang hen ad aften tabte jeg, da jeg drejede af fra kongevejen, *min tro ledsager af syne og gik nu alene i et uvejsomt terræn sammen med den ene af de to døgenigte. Da jeg indså det, blev jeg ligbleg, og nu
Nu gik det op for ham, at vi var faret vild – hvad han dog selv var skyld i – og snart gav han mig et møgfald, snart begyndte han, med hånden på kårdens greb, at true med alt muligt. Jeg blev for alvor angst og så mig om efter en udvej til flugt; men jeg anede ikke, hvor jeg skulle flygte hen; jeg var jo den lille mod hans rappe fødder og stærke overarme. Han så forvildet og bister ud, fattede igen og igen om kårdens greb og søgte efter en vej ud gennem det uvejsomme og vilde terræn, som på grund af løv og buskads var aldeles ufremkommeligt. Så tabte han sin kårde – et tab, som, skønt det forvandlede hans vrede til raseri, for mit sår var den herligste balsam. Jeg var dog snu nok til at undertrykke min glæde, satte et sørgmodigt ansigt op og lod, som om jeg var endnu mere forhippet, end han selv var, på at søge i krattet og rage løv til side for at se, om jeg kunne finde min rejsefælles tabte kårde.
I virkeligheden glædede jeg mig over, at han var blevet berøvet sit våben, ja, jeg ønskede, at han
måtte blive plukket lige til skindet. Så min bedrøvelse var bluff. Jeg ledte længe, eller rettere jeg bar mig ad, som om jeg ledte, uden at jeg på noget tidspunkt havde planer om at give ham det instrument tilbage, som han lige havde rettet mod min strube, om jeg så også skulle slumpe til at finde det. Omsider blev vi af nogle bønder, som vi tilfældigvis fik øje på, vist ind på den rette vej igen, og vores bortkomne rejsekammerater fandt vi i en kro. |82Da jeg dér havde beskrevet alle mine oplevelser i ødemarken for apotekeren, besluttede vi i første omgang at opsige makkerskabet. Men da vi kun var fire mil fra Châlons, opgav vi den plan og lod os ikke mærke med vores vrede og frygt.
I Châlons steg jeg om bord i en anden båd – den, der går til Lyon. På den tur havde jeg sammen med de andre passagerer en ganske særlig fornøjelse af en abbé, som var en eminent kender af Descartes’ filosofi og så stor en filolog, at han kunne have givet den som en digter fra antikken. Men hvad han havde vundet i lærdom, havde han sat til i levemåde: Først overfaldt han alle med spydigheder, og i anden omgang overfaldt alle ham.
Jeg undte mig selv nogle dages hvile i Lyon, som med hensyn til størrelse, pragt og flotte bygninger kun står tilbage for Paris. Det forekom mig, at jeg var landet i en helt anden verden, så forskellige er indbyggerne i Lyon fra de nordlige franskmænd i sprog, væsen og væremåde. *I anledning af Ludvig den Fjortendes død var der på den tid i Lyon et vældigt røre i gemytterne, og da store monarkers død ledsages af jærtegn, enten før eller efter, så fandt byens almue ved denne lejlighed på, at kongens genfærd på én og samme tid havde vist sig på forskellige steder i Frankrig, og mere af samme slags. Det meste af det begreb jeg imidlertid ikke, |83da jeg ikke forstår Gascogne-sproget, som de jo benyttede til deres beretninger. Dette mål er en mellemting mellem italiensk og spansk og ligner ikke noget af dem, da det ligner dem begge. Gascognerne siger for eksempel lega og gallina i stedet for lieu og poule. Som følge heraf kan de knap tale med andre franskmænd uden tolk.
I Lyon gik jeg om bord på endnu en flodbåd – den, der sejler til Avignon. Den tur afviklede jeg i stor magelighed; fartøjet trækkes nemlig ikke af heste, men driver med Rhônes strøm, som sine steder er så rivende rask, at båden eller rettere skibet kunne komme i ikke ringe fare, hvis der sad en uerfaren styrmand til rors, for strømmen gør det næsten umuligt at få sikkert styr på skibet. Således tilbagelagde vi uden sejl og uden årer denne strækning på fyrretyve Gascogne-mil i løbet af kun to dage; så stærkt skråner terrænet, eller så stærk er strømmen som følge af vandets masse og vægt. Af samme årsag er det også uhyre vanskeligt at ro eller stage sig op imod den.
Der var nu
sytten mil tilbage gennem Provinsen (på fransk Provence), en egn, som jeg med den inderligste glæde gennemvandrede til fods. *Provence er overstrøet med flere byer end landsbyer. *Sletterne, der også glæder øjet med kornmarker, engdrag, vingårde og lunde, giver indtryk af at være én fortløbende have. Intet er, kort sagt, yppigere at dyrke eller skønnere at skue end denne provins. Da nu denne fodtur var til ende, gav jeg mig atter til at tænke på, hvor dumt mit forehavende i grunden var: alle de strabadser, alle de farer, jeg så letsindigt havde udsat mig for, kun drevet af blind lyst. |84Men mit sind faldt snart til ro igen, da jeg troede, at jeg havde overvundet de største vanskeligheder og snart skulle få enden på min møje at se.
Desuden var synet af Marseille by en fantastisk glæde for mig. Der så jeg jo mange ting, der var mig uvante og som indtil nu havde været ukendte for mine øjne: alle de mange orientalske folkeslag, en svimlende mængde galejer, krigsfanger, der
strejfede omkring i byen, både tyrkiske og kristne, nogle raslende med lænker om benene, andre med kæder om håndleddene. Betragtningen af dem vækker ganske vist gråd, men samtidig en ubestemmelig *fryd over denne uvante art af skuespil. Foruden de nævnte galejer lå der i byens havn mange andre fartøjer, der var klar til at stævne mod Konstantinopel, Smyrna og Alexandria og de fleste nationer ved Middelhavet.
Det blotte syn af Middelhavet vakte veltilpashed og spredte mit mismod. På ingen tid skabte min fantasi en ny verden.
Sletterne uden for byen har et særdeles indbydende og afvekslende præg, idet de prydes af palæer, snart med mellemrum, snart sammenbygget, og disse palæer giver en illusion af mange byer. Jeg syntes især godt om Børsen (les Loges kalder marseillanerne den), dels på grund af den kostbare arkitektur, dels på grund af den vrimmel af købmænd, der i sprog, manerer og klædedragt skiller sig ud fra europæerne. |85Og dog forekom det mig, at folk i Marseille står en smule tilbage for de andre franskmænd i charme og belevenhed. Italienerne, der giver byerne tilnavne, taler af den grund om *Marsiglia la brutta.
Efter ca. otte dages ophold i Marseille gik jeg om bord på et skib, der skulle til Genova. Indløbet til Marseilles havn er vanskeligt, for man må næsten sejle i cirkel, før man når ud i rum sø. Men jo vanskeligere ud- og indsejlingen er, desto tryggere er selve havnen, *hvis bredder kun beskylles let af de sidste, brudte bølger og ikke mærker andet til det oprørte hav end braget og bruset, og dét endda kun mat og hendøende.
Jeg forbigår, hvad vi oplevede under sejladsen: Hvor tit
Jeg er nemlig bange for, at disse sømandsudtryk: sudvest, nordoost osv. skal klinge alt for skurrende og uskønt i Deres fine øren. Jeg vil blot fortælle, at jeg blev angrebet af feber på turen. Jeg har sandsynligvis pådraget mig denne sygdom ved overdreven fortæring af druer. For druer giver feber, hvis man forsluger sig på dem, før de
*aflægger faren ved umoden saft. |
Hele otte dage lå jeg i skippers kahyt næsten uden at kunne røre mig – så voldsomt stormede sygdommen ind over mig |86– mens de andre passagerer omtrent hver dag gik i land for at pleje deres luksuslegeme. Jeg husker, at de en gang, da de kom om bord igen, under megen latter fortalte om en snurrig dialekt, som folk talte i den by i Ligurien, de havde overnattet i. De oprullede for mig en række gloser, der hverken var franske eller italienske; af dem var der kun én, jeg bed mærke i, nemlig tosa (sådan kaldte de en tjenestepige). Og da nordmændene den dag i dag kalder en tjenestepige tosa eller tausa, henførte jeg uden tøven denne glose til det gotiske eller longobardiske ordforråd, med samme ret som andre henfører tasca, stuffo, stalla, stivali etc. dertil.
Da vi var kommet til Genova, håbede jeg, at sygdommen hurtigt kunne slås ned med noget medicin. Men nu tog den tværtimod så alvorlig en vending, at jeg blev nødt til at søge sengen. Og snart slår hverdagsfeberen over i fjerdedagsfeber. “Den vil vare vinteren ud”, påstod genoveserne. For falder man i feber ved sommertide, får man hen imod høst fjerdedagsfeberen at føle, og den må ofrene trækkes med hele vinteren igennem.
At feber teede sig på samme måde i Italien i gamle dage, det vidner Juvenal om:
*syge ved efterårstide, der håber på fjerdedagsfeber. |
Med tålmod ville jeg have båret denne lidelse, hvis jeg havde ligget syg under et andet himmelstrøg end det italienske, ja, hvis det i Italien så havde været i en anden by end Genova. |87Her så jeg nemlig, at fromhed og barmhjertighed og andre kristelige dyder var bandlyst blandt kroværter og *hotelejere. Italienerne kalder selv den slags folk *genti senza fede, så de kan ikke forvente bedre lovord hos andre folkeslag; og de kromænd, som genoveserne selv afmaler i kulsorte farver, må alle andre betragte som mere durkdrevne end de rene bordelværter. Sådan en karl var min vært. Han regnede ikke, som andre, i nætter, men i hviletimer, og når jeg om eftermiddagen kastede mig på sengen af mathed, krævede han betaling for hver time, med disse ord: *Tanto per la notte, e tanto per il giorno.
Til sidst blev min sygdom virkelig kritisk, og jeg svævede mellem liv og død. *Deres Højvelbårenhed kan let tænke, hvor stærkt jeg under disse omstændigheder forbandede denne tåbelige langtur, når jeg kunne have tilbragt selv samme vinter i fryd og gammen blandt gode venner i Paris. Jeg lå der uden nogen form for hjælp, havde ingen til at pleje mit legeme og heller ingen til at give mig et trøstens ord med på vejen, mens jeg drog mit sidste suk. Ikke desto mindre skjulte jeg sygdommens sande omfang, af skræk for at blive hjemsøgt af munke. Med deres enerverende vås ville de på ingen tid have gjort det af med mig, halvdød som jeg var og på nippet til at opgive ånden.
Jeg gav mig derfor Himlens omsorg og forsyn helt i vold, væbnede mig med tålmod, bar svagheden, modstod smerten,
fortrængte sygdommens alvor. |88Ved at jeg satte et pansret bryst op imod denne vrimmel af ulykker, skete der omsider det, at ikke blot tog sygdommen af i heftighed, men lykken begyndte også at smile til mig fra alle mulige sider: Da jeg havde udstået den værste fare og var lidt mindre forpint, gik jeg og kiggede ud ad vinduerne, og dér fik jeg øje på en ung franskmand,
som jeg overtalte til at komme indenfor, selv om jeg kun kendte ham flygtigt. Jeg gav ham en rørende skildring, *fra a til z, af alt, hvad der var overgået mig. Han ynkedes over mig og skældte min *vært huden fuld, men fik igen med samme mønt. Så havde vi håndgemænget! *Den unge herre fik fingrene op af lommen og gav banditten en ordentlig en på bærret, som hans modstander, der også havde næver på skafterne, besvarede med en eftertrykkelig kinddasker. Jeg så det hele gennem en sprække, som jeg satte snart det ene, snart det andet øje hen til. Da bataljen endelig var ovre, kom den unge ind på mit kammer igen, bad mig om at pakke min bagage og førte mig hen til et andet værtshus.
*Da jeg var vel ude af denne kyklops hule, blev jeg i mit nye logi inden længe så rask, at jeg, de dage feberen lod mig i fred, kunne liste lidt omkring og kigge udenfor. Overalt beundrede jeg Genovas flotte huse, som er endnu mere storslåede end deres ry. I Nygade (på italiensk Strada Nuova) ser hvert eneste hus ud, som om det var opført for royale midler og ikke for private. Selv om de øvrige kvarterer og gader i byen ikke kan sammenlignes med Nygade, |89findes der dog også dér pragtstykker og endog marmorpaladser, som er aldeles henrivende. Kirkernes vægge og gulve er rask væk af skinnende marmor.
Der i byen
hørte jeg min første italienske symfoni. Men som der generelt, på grund af naboskabet, findes meget hos genoveserne, der stemmer overens med fransk skik og brug, således hæftede jeg mig også ved, at denne symfoni var i den franske maner. Man anvender nemlig horn og trompeter, og det er jo instrumenter, der længe har været regnet for passé hos andre italienere.
I vokalmusikken tuder næsten alle de, der synger overstemmen. Første gang jeg hørte en sanger slå sine triller, troede jeg, at han fik klø af kapelmesteren og at han, mens tårerne endnu strømmede, stod og sang af tvang. Men jeg mindes, at jeg også har hørt disse klynkende stemmer andre steder i Italien, og jeg har forstået, at det almindelige franske mundheld “Italienerne tuder” ikke kommer af bar misundelse.
Regeringsformen i Genova er aristokratisk. Rådets leder kaldes doge. Denne værdighed er ikke livsvarig som i Venedig, men går på tur. Tilfældigvis nedlagde dogen just på den tid sit embede, hvorefter *rådsherrerne skred til valg af en ny leder. Dette foregår med mindre ståhej end det, hvormed universitetsrektorer vælges |90på så mange andre steder, fordi folk i Genova er vant til den slags valg og ikke ulejliger sig ud ad døren for at overvære optoget med den nye doge. På indsættelsesdagen dryssede jeg lidt om i byen og stødte dér tilfældigvis på en deling soldater, som stort set alle var korsikanere. Da jeg spurgte, hvad der var los, fik jeg til svar, at den nye doge var lige om hjørnet; og straks efter så jeg ham komme med et vældigt følge af rådsherrer på vej til kirke for at holde takkegudstjeneste. Men da trommerne blev slået, var jeg nær ved at flække af grin; trommeslagerne slog nemlig skiftevis på skindet og på trækanten udenom. Denne skik findes ikke kun i Genova, men også andre steder i Italien.
Cirka fjorten dage blev jeg i Genova. Gennem de studier af befolkningens mentalitet, jeg anstillede i den tid, blev det mig klart, at genoveserne – og det gælder lige indtil kuske og matroser – ganske vist er indladende og uhyre smidige, men samtidig lumske og meget lidt pålidelige. Især er de store mestre i den kunst at lyve, og jeg tror, de kunne gøre selv kretenserne, sådan som de var på Epiménides’ tid, rangen stridig. Under denne dom indbefatter jeg dog ikke patricierne, som jeg ingen adgang havde til (for måske er de lige så højt hævet over plebejernes fejl som patricierne i England). Jeg taler om manden på gaden, og han dyrker lyvekunsten, som om øvrigheden havde udsat en præmie for det.
|91Nysnævnte unge franskmand, hvis menneskekærlighed og omsorg jeg kan takke for min helbredelse, forlod efter nogle dages forløb Genova; og med det samme skib, som jeg var kommet med, sejlede han til Frankrig. Alle anså ham for at være fransk; han talte nemlig fransk så flydende, at man skulle tro, han var født i Paris eller Orléans. Det gik dog snart op for mig, at han havde løjet om sin nationalitet, og at værten var den eneste, han havde afsløret sit fædreland for. Værten hentede den protokol, hvori fremmedes navne, efter ordre fra rådet, optegnes, og han viste mig navnet, som den unge egenhændigt havde skrevet: *Carolo Montfort Danese. Sikke en glæde, at det var en landsmand, der havde gjort mig disse tjenester! Men det vidste hverken han eller jeg, for både mit navn og mit fædreland var ham ubekendte; begge dele hemmeligholdt jeg i Italien. Når man spurgte mig om mit fædreland, svarede jeg: “Aachen”, og spurgte man om mit navn, sagde jeg: *“Mikkel Røg”; det sidste af den grund, at min ven og bysbarn, da jeg stod og skulle til Italien og ikke havde noget pas, havde lånt mig sit.
Kort efter at den unge mand var rejst, gik jeg om bord på et skib, der skulle til Rom.
*Det medførte nye bekymringer. Jeg havde stadig min fjerdedagsfeber at trækkes med, og jeg så hele tiden sørøvere for mig. Med deres pirateri gør de nemlig Middelhavet usikkert helt frem til efteråret. Men når dét kommer,
*frygter piraten for havet og holder sig borte fra bølgen. |
|92Jeg havde nu en mistanke om, at de ville udskyde deres landgang, fordi havet var så usædvanlig stille det år. Nok var skibet bestykket med to kanoner, men dem spåede jeg os kun ringe nytte af over for et krigsskib, der var udrustet med både muskedonnere og kanoner. Der var foruden besætningen fyrre passagerer om bord; men de fleste var mere af navn end til gavn. Ti af dem var nemlig munke, og de rystede og bævede, bare de hørte ordene “tyrkisk røver”. Dertil kom seks italienerinder, der havde skippers kahyt for sig selv, hvad der betød, at alle vi andre lå under åben himmel hulter til bulter oven i dæksplanker og tovværk – hvilket var højst ubekvemt for mig som feberpatient. Mellem passagererne var der en fransk kaptajn, som havde tjent under den tyske kejser. Af medynk med min skæbne søgte han ved flere værdifulde former for hjælp at gøre sig fortjent af mig: Han lånte mig sin kappe og andet at dække mig med, og lå selv blottet og udsat for den umilde himmel.
Vi havde endnu ikke tabt Genova af sigte, da vi fik øje på det maritime toldpoliti (italienerne kalder dem *sbirri), hvis hverv det er at inspicere skibsladningerne og, ifald de finder kontrabande, at idømme rederne en bøde. Bortset fra de tyrkiske pirater er der ingen skibe, som købmændene – især de, der har dårlig samvittighed – |93er så nervøse ved at møde. Hele to timer blev vi sinket af denne ene toldkrydser; så slap vi endelig fri og kom under sejl. Men vi havde ikke tilbagelagt ret mange mil, før vinden først lagde sig og kort efter blev til en stiv modvind. Den drev vi længe om for, og vi blev til sidst tvunget til at søge ind i en havn i Ligurien, som på italiensk hedder *Porto Verde; dér ville vi blive, til stormen havde udraset.
I Porto Verde lå vi for modvind i ni dage, og i al den tid havde vi det hyggeligt. Dog isolerede jeg mig fra de andre; jeg skød skylden på min feber, som jeg måtte se at få bugt med ved nøjsomhed og afholdenhed, så jeg var nødt til at
styre min madlyst. Dette påskud, som de alle tog for gode varer, kom i høj grad min pengepung til gode.
I al den tid blev de italienske damer inde i skipperkahytten, som var de indespærret i et bur; det gjaldt dem alle undtagen en romersk frue, som hyppigt lod sig sætte i land sammen med sin mand. Franskmændene, som er det mest kontaktsøgende folk i verden, søgte med opbud af al deres kunst at overvinde denne kvindes tavshed og trods – men omsonst. Det var med
øjnene stift rettet mod bordpladen, hun spiste sammen med os. Kun mig vovede hun ikke blot at se på, men også at nikke til, ja, endda at nikke ja til – ja, ligefrem at svare, når jeg sagde noget. Alt det tog romer-manden med et smil. Jeg var jo ligbleg og det rene skind og ben, så jeg kunne ikke være nogen torn i øjet på selv den mest mistænksomme ægtemand. |94Jeg lignede en, man med sindsro kunne betro overopsynet med et harem i Tyrkiet eller Persien.
Den uafrystelige modvind endte med at få munkene til at indvi nogle af passagererne i en plan om at foretage en indsamling med henblik på afholdelse af en procession til ære for en helgen, hvis knogler ifølge dem lå begravet der i havnen. Spanierne og italienerne bifaldt dette påhit, da de ikke troede, at Himlen kunne forsones blot ved bøn. Kun franskmændene kviede sig; men for ikke at blive stemplet som åbenbare gudsfornægtere så lod de listigt, som om de hjertens gerne ville give deres bidrag, men på den betingelse, at pengene skulle holdes i forvaring, så de kunne få dem igen, hvis deres ønsker ikke blev opfyldt…
Da munkene forstod, at man gjorde nar af dem op i deres åbne ansigt, beklagede de sig sønderknust over for mig (som de tog for en tysker og derfor mere troende) over det franske folks *vantro, og de tog ikke i betænkning, ud fra dette og andet, at varsle den rette, rene tros undergang i Frankrig.
Efter at ni dage var gået til spilde på den måde,
*da svandt vinden med ét, og hver en brise holdt inde. |
Og snart begyndte det at blæse fra en anden kant:
*Da bryder vi op og begir os |
videre på vores vej og løfter sejlet på råen. |
Og kort efter når vi til Livorno, en havneby i Toscana, hvorfra vi sejler til *Civitavecchia. |95Midtvejs mellem Livorno og Civitavecchia får vi *ved midnatstid øje på *en yacht, der smyger sig langs kysten; da den sejler langsomt og ikke har alle sejl oppe, formoder vi, det er en sørøver. Så styrmanden, som sad til rors, prajer den tre gange: Hvad var det for et skib? Hvor kom det fra? Dette vækker ingen genklang, hvad der tvinger os til at antage, at noget grumt er i gære.
Derfor kalder vi vores konvojskib (conserva på italiensk) til hjælp. Lanternerne tændes, kanonerne klargøres, passagererne bevæbnes, og hver enkelt får sin opgave pålagt. *Jeg blev så forskrækket over alt det spektakel og fik så heftige kuldegysninger, at jeg frygtede et nyt anfald af min fjerdedagsfeber, som jeg ellers lige var blevet kvit. Men da den første panik var overstået, *kan jeg rose mig af, at der i al denne fare ikke undslap mig ét suk, ikke ét forknyt ord – bortset fra at jeg troede, at jeg døde sammen med alle, og at alt gik under sammen med mig, hvilket er en patetisk, men ikke desto mindre virksom trøst mod dødens vilkår.
*Det gik mig på samme måde som i sin tid Aratos, førstemand i provinsen Achaia: Han plejede at få tynd mave ved fjendens første angreb, hvad der ifølge Plutarch har skaffet de græske skoler og universiteter rigeligt stof til øvelsestaler. Men når Aratos havde overstået det første angreb, viste han sig som den modigste blandt de modige.
Damerne fra Italien glemte alt om italiensk blufærdighed og
*kom flyvende ud af kahytten med håret flagrende efter sig. *Af skræk havde de helt mistet besindelsen, og den visse død tog til at fordunkle staklernes blik; *hele fartøjet genlød jo af jammerskrig – |96*indtil matroserne påbød dem at stænge deres barm for skrål, der alligevel ingenting hjalp. Hvorpå de holdt op med at hyle, men til gengæld gav sig til at *bede om Himlens hjælp *med hænder så krampagtigt foldede, at det knagede i knoerne, og med suk uden ord.
Munkene var ikke mere standhaftige,
*for heller ikke de dør nu til dags på svaners vis i idel sang og glæde, *skønt deres lære er en evig indøvelse af døden: *Nogle af dem slog sig for panden, andre lå, så lange de var, på dækket og bad til hver sin helgen. Det var knap nok, at de andre passagerer kunne få dem til at holde inde med deres jammer ved at snakke godt for dem og ved at skælde dem ud, fordi de havde lagt sig til at tude som kvinder i stedet for at bide mandigt fra sig og forsvare sig selv og skibet sammen med de andre.
Dersom
De, *Deres Højvelbårenhed, havde set mig, *skæmmet og udtæret af langvarig sygdom, men nu med sværd ved lænd, *indtage kampstilling og sammen med de andre passagerer anråbe Den Hellige Antonius om hjælp, *ville De have leet Deres mave itu. Piraterne brød sig imidlertid fejl om os og angreb konvojskibet, og mens det blev entret og taget og ført bort, benyttede vi os af de gunstige vinde og undslap den fare, der hang over hovederne på os.
Jeg kunne godt bøde på dette lille skrifts goldhed ved at tilføje et og andet, der var mere prægtigt end sandt, sådan som en del skribenter gør, der foretrækker underholdende løgn frem for gold sandhed.
|97Jeg kunne *(for hvem kunne tage mig i at lyve?) opregne, hvor mange timer vi fægtede med tyrken, hvor mange manddomsprøver vi bestod, hvor mange røvere der måtte bide i græsset for mit sværd, og mere af samme tønde. Men hvis dette småskrift skal kritiseres, lad det så hellere blive skoset for goldhed end for flothed. Det vil klinge mere lifligt i mine øren, hvis De siger, jeg har skrevet en historie som den om *den spanske adelsmand Don Juan, end hvis De anklager mig for blændende fabler og æggende løgne.
Da faren var ovre, gav de fleste af passagererne de løfter, vi havde aflagt til Den Hellige Antonius, æren for vor redning. Men jeg gav vores skippers æreløshed æren: Uden at ænse den aftale, han havde indgået med konvojskibet, tænkte han kun på sin egen redning og svigtede skammeligt et menneske i nød, som forgæves råbte om hjælp. Dengang gik det, som det normalt går,
*efter at lykken |
atter er sejlerne god. |
Når de er sluppet fri af søens farer eller ud af røveres næver, plejer *de at genopleve den overståede nød og
*pludrer i tryghed og ro om alle de farer, de udstod. |
Hver enkelt udmalede altså, hvilken skæbne han ville have lidt, hvis han var faldet i piratens klør. I den forbindelse mente alle – ikke én protesterede – at jeg, den skrantende, ville være blevet |98smidt over bord som overflødigt gods. Men selv spåede jeg, at jeg takket være det kendskab til en håndfuld sprog, hvorved jeg overstrålede de andre, kunne se frem til, ikke kun uskadthed, men også en ærespost af en slags. For sjov stillede jeg mig et embede som notar eller skriver *i Algeriet i udsigt..
Da vi havde overstået denne fare, nåede vi omsider til *Civitavecchia. Der besluttede jeg, da jeg var fælt træt af at sejle, at gå til Rom; jeg skønnede, at det største af to onder var at strides med strømmen i Tiber-floden tre dage ud og ind. Hele vejen til Rom fandt jeg *befængt med slanger; så jeg turde knap gøre holdt, endsige raste på jorden. Man siger normalt, at luften omkring Rom er så sundhedsfarlig, at ingen kan tilbringe natten under åben himmel uden at udsætte sig for den yderste livsfare. Efter min mening skyldes dette onde det ubehagelige mylder af slanger snarere end natteluftens skadelighed. For hvis det hidrørte fra luftens helbredsskadelighed, er det underligt, at den ikke skader sømændene, når de overnatter i det fri i havnen.
Vel kan det ikke nægtes, at fremmede, der kommer til Rom om sommeren, plages af sygdomme; og derfor udsætter rene lystrejsende besøget indtil begyndelsen af oktober.
*Men kilden til denne plage er det sin sag at opspore. |99Byen ligger jo, hvor den altid har ligget, og ingen af de antikke forfattere anfører, at luften skulle være så dødbringende for tilrejsende. Selv om jeg gik med til, at nutidens Rom ligger længere borte fra kysten – hvad nogle mener, idet de støtter deres hypotese på eksempler fra andre byer, der i gamle dage var kystnære, men nu ligger næsten midt inde i landet – så er det dog en given ting, at naboskab til havet ikke havde kunnet afhjælpe denne plage; for luften i Civitavecchia er lige så skadelig, om ikke skadeligere, og dén ligger ved havet.
Efter to dages fodtur gjorde jeg min entré i Rom *gennem den port, der ligger i nærheden af Vatikanet. Hvad der ikke blot i Rom, men i hele verden er allermest seværdigt, stilles os straks for øje dér. Synet såvel af *borgen som af *kirken og pladsen forjog al gammel sorg af mit sind. Men frem for alt henrev kirkens pragt mig til beundring; thi hvorhen det uvante øje end vender sig, møder det
*enten det strålende marmor med glans af mønstrede årer |
eller de gamles håndværk og kunst. |
Efter at jeg havde mættet mine grådige øjne, havde jeg kun indkvartering i tankerne og vandrede derfor byen igennem med kurs mod det kvarter, som romerne nu til dags kalder *Piazza di Spagna. Der fandt jeg efter en times omflakken til sidst, hvad jeg søgte, nemlig et værelse; og derinde gemte jeg mig en hel måned, hvor jeg forsøgte at komme min hårdnakkede fjerdedagsfeber til livs med lægemidler. |100Som læge havde jeg en munk, der tillige var apoteker ved *Treenighedsklostret, som ligger tæt ved, hvor jeg boede. Men det så ud til, at medicinen kun gjorde ondt værre, og så opgav jeg håbet om, at fjerdedagsfeberen kunne bekæmpes med pulvere og piller, og *prøvede på at få bugt med den udelukkende ved at holde diæt, hvad jeg mere end én gang har erfaret er det mest virksomme feberstillende middel.
Da den første måned var omme, så jeg mig om efter et andet logi, da jeg ikke var særlig tilfreds med det franske ægtepar, jeg boede hos. Værten, som led af tuberkulose, sov i et kammer lige ved siden af mit og vækkede mig en halv snes gange hver nat med sin hosten og evindelige harken. Fruen var
*et fordrukkent og utugtigt fruentimmer; hun plejede med diverse skøgekunster at forføre sine logerende til svir og hor og *lænse dem for penge. Hun påstod, at den eneste grund til min fjerdedagsfeber var, at jeg levede så spartansk og *aldrig slog til søren. Feberen måtte slås ned *med Bacchus og Venus, sagde hun. Hun holdt i ét væk lovtaler over nogle udsvævende tyskere, der havde gjort deres hoser grønne hos hende med gaver og andre artigheder, og som med held havde beskyttet sig mod de sygdomme, som tilrejsende normalt rammes af i Rom, *ved netop at slå til søren og svire både nat og dag. Omvendt bandede hun højt og dyrt på, at en ung tysker, som de andre ikke kunne få med på løjer, for nylig havde lidt en sørgelig død der i huset.
|101Denne filosofi bød mig så stærkt imod, at jeg forlod dette hus og ledte efter et andet sted at bo. Det fandt jeg omsider hos en piemonteser ved navn *Giovanni Battista, og det var både pænere og billigere. Min vært, en på én gang redelig og tjenstivrig mand, lærte mig romersk husførelse. Jeg anskaffede mig kogegrejer,
*og mine dage forløb med en kynisk vismands menu. |
Jeg lavede selv middags- og aftensmad, hvilket man ikke tager turister i Italien ilde op. Før værten går på indkøb, kommer han ind til sine gæster og spørger, hvad han skal købe til dem til middag. Forsynet med de afgivne bestillinger går han kort efter på *torvet, hvorfra han kommer hjem belæsset med kød, rodfrugter, urter og bælgfrugter, som han overlader det til de logerende selv at tilberede.
Jeg skal,
*Deres Højvelbårenhed, ikke her indlade mig på *grundigt og detaljeret at skildre, hvilken kulinarisk metode jeg fulgte, med hvilken kunst jeg kogte kødsuppe, og hvor mesterligt jeg tilberedte en italiensk *menestra. Jeg ved meget vel, at dét just er, hvad historieskrivningens love påbyder; men jeg vil hellere pådrage mig beskyldningen for at være en forsømmelig historieskriver, end jeg vil udsætte mig for stramtandet kritik fra de franske *lækkermunde, som måske vil sige, at jeg har forfusket mangt og meget og forsyndet mig mod den sande kogekunsts normer.
Gjorde jeg kun ringe fremskridt i de finere grene af gastronomien i Rom, blev jeg i det mindste indviet i de mere solide:
|102Jeg har lært, hvor lang tid og hvor stærk ild en rigtigt tillavet kødsuppe kræver, og det samme gælder grød, ærter og andre bælgfrugter, og jeg har også lært, hvor mange Ave Maria’er det tager at koge et æg, og så fremdeles. Så hvis man ville regne den slags lærdom for noget, kunne man ikke anvende det velkendte mundheld på mig: *“Han gik en nar til Rom, han kom en nar derfra”. Hvis alvidenhedsskribenterne har ret i, at man ikke har adkomst til at kaldes polyhistor, medmindre man kan reparere sine egne sko, så bør den, der ikke har lært i nødsfald at tilberede sin middags- eller aftensmad, endnu mindre undskyldes.
Men for ikke at spendere den tid, jeg var vant til at anvende på studeringer, på madlavning, havde jeg pen og papir stående foran ovnen, og i den ene hånd holdt jeg bogen, i den anden grydeskeen. Jeg fik dog undertiden til min skade at føle, at det ikke er så let at kokkerere og filosofere på én gang. For det hændte tit, når jeg læste eller skrev alt for ivrigt, at
*Vulcanus flammede sådan op om min gryde, at næsten al grøden blev til en godt og grundigt fastbrændt skorpe eller
*sydede, skummende steg og vælted’ sig ud over kanten. |
I begyndelsen skammede jeg mig over dette griseri, især når jeg tænkte på, hvor sirlig jeg før havde været; men den skam rystede jeg snart af mig, da jeg så, at intet er mere sædvanligt i Italien. I samme pensionat boede der to adelsmænd fra Napoli, |103som jeg flere gange traf optaget af samme gøremål. Når dørene til begge værelser stod åbne, opførte
*de dampende gryder med grøden |
en hel koncert: Min gryde, som var en lille en, sang tenor; deres, som var større, tog bassen.
På hele denne rejse bemærkede jeg, at jo længere sydpå folk bor, desto nøjsommere er de: I Frankrig har jeg kun set få fulde mennesker, men i Italien ingen. Danskerne synes, at nordmændene *vifter lidt rigeligt med ørerne, og omvendt kritiserer danskere og tyskere de franskes overdrevne nøjsomhed. Franskmændene står som de rene flottenhejmere for italienerne, som på deres side afskyr den spanske fedtethed. Selv i spanske paladser og adelige palæer er det ikke usædvanligt, at levningerne fra diner’en
*hensættes til souper’en. |
En hel måned boede jeg alene i dette logi, og det undrede mig, at så stort et hus med så mange værelser kunne stå så tomt, men jeg bemærkede, at der simpelt hen herskede samme mennesketomhed i de fleste huse. *Hvad angår areal inden for bymurene, står Rom nemlig kun lidt tilbage for selveste Paris i omfang; men ser man på indbyggertallet, ligger den under mange europæiske byer. Holdt man folketælling, ville man næppe nå op på 200.000 hoveder. Derfor er husene *billigt til leje, undtagen når der er jubelfest |104eller pavevalg; de trækker så stor en menneskemængde til Rom, at byen er ved at segne under sin egen vægt. Så Roms borgere holder på, at hyppige paveskift er vejen til velstand for byen; og Clemens den Ellevte hadede de *for hans sejlivethed.
Så stille og ensomt var der i mit pensionat helt indtil slutningen af december. Men
*da det gamle år var omme, og alt, hvad der var i Italien af gøglere, pantomimikere, komedianter og linedansere, kom vrimlende til Rom, blev hele huset fuldt af komedianter. De øvede til langt ud på de små timer, hvad der om natten var til stor gene for mig, der jo lå med feber, og *om dagen distraherede mig i mine studier.
Efter jul kommer der ti-tolv skuespillertrupper til Rom.
*Hver af disse trupper udsøger sig et bestemt stykke, som de så bliver ved med at spille. *Vores trup havde valgt en lægekomedie, der kun afveg lidt fra Molières Doktor mod sin vilje (Medicin malgré lui). Truppens leder spillede lægens rolle, og han blev ved med at være læge hele vinteren, da dét var det eneste stykke, de spillede. *Derfor kaldte alle ham Doktor (Signore Dottore), også når de snakkede alvorligt med ham. Og den titel tog han i dén grad til sig, så man skulle tro, han slet ikke var en farcedoktor, men en efter alle kunstens regler promoveret doctor. |105Man kunne mene, at komedianterne kun dårligt varetog deres egne interesser ved således konstant at have det samme stykke på repertoiret; tilskuerne kunne jo blive lede og kede af det, når det blev gentaget så tit. Men i dette store menneskemylder er der hver dag nok af nye tilskuere, som løber fra den ene forestilling til den anden.
I al den tid havde jeg min fjerdedagsfeber at trækkes med; uanset hvor mange slurke medicin jeg nedsvælgede, kunne jeg ikke blive den kvit. Derfor fik jeg af gode venner anbefalet en romersk skomager, om hvem de påstod, at han kurerede denne lidelse ved blot at læse over den. Men jeg har altid afskyet den slags mennesker, som
*skærer grimasser, spiler øjnene op, mimrer med læberne, laver fiksfakserier med fingrene – og facit er nul. Altså mente jeg, det var et mindre onde at slås med sygdommen end at være til grin for den slags folk, der, som Ennius siger,
*for lumpen vindings skyld maner falske remser frem. |
Og da jeg hørte, at den gode skomager ofte selv var syg, mindedes jeg samme digters ord hos Cicero:
*Jeg giver ikke en døjt for auguren fra Marser-landet, eller de omrejsende haruspekser, astrologer fra Cirkus, varselfortolkende Isis-præster eller drømmetydere; deres spådomme har hverken med videnskab eller kunst at gøre, de er
overtroiske løgneprofeter, frække spådomskræmmere, |
dumrianer eller gale eller folk i pengenød; |
de tør vise vej for andre, kender ikke selv en sti, |
dem, de lover evig rigdom, ta’r de selv en drakme af. |
|106Derfor svarede jeg mine venner, når de bebrejdede mig min vantro: “Hvis ham skomageren virkelig forstår mere end at passe sin læst, hvorfor kurerer han så ikke sig selv?”
Fjerdedagsfeberen hindrede mig dog ikke i næsten hver dag at gå ud for at se mig om; *jeg luntede hele byen igennem. *Jeg besøgte også flittigt bibliotekerne, af hvilke Minervas og Sapientias er de vigtigste. På disse biblioteker er bøgernes vogtere overmåde tjenstvillige; ikke blot står de på pinde for de forskende, de bringer også gratis blæk, pen og *rent papir til alle og enhver. *Men de forbudte bøger får ingen lov at se i uden inkvisitorernes accept. *Midt i al overfloden døjede jeg derfor tørst og sult som en anden Tantalus og blev nødt til over bøgerne
at glæde mig som over malerier. |
*For lige meget hvad jeg bad om, så var det tabu. *Jeg husker, at da en uvidende og enfoldig munk – som var bibliotekarens assistent – engang havde givet mig Bayles Leksikon, fik han en hård reprimande for det af bibliotekaren, som nemlig var dominikanerpater og medlem af inkvisitionskollegiet.
Kort efter forsøgte jeg selv at overvinde mandens vrangvilje ved at bede ham så mindeligt – men forgæves; jeg blev nemlig henvist til *en eller anden slotsforvalter, som ifølge bibliotekaren var den eneste, der kunne give dispensation. Men jeg fandt det både ubehageligt og usikkert at udsætte mig for en modvillig censors forhør, |107*og derfor lod jeg Minerva fare. “Mod Minervas vilje” (som man siger) kunne jeg ingen vegne komme i videnskaben, det så jeg nok..
Så henvendte jeg mig på Sapientia-biblioteket. Da dette stod under en lægmands tilsyn, håbede jeg, at den vrangvilje, som jeg havde fundet uovervindelig hos de gejstlige, lettere kunne gennembrydes hos en lægmand. Men også her fik jeg afslag, selv om jeg rent ud erklærede, at jeg var en kætter og således ikke kunne blive værre af at læse forbudte bøger. I denne situation måtte mine studier holdes inden for meget snævre grænser; jeg var henvist til bøger om romerske oldtidsforhold og visse nye guider over Rom. *Læsning af den slags bøger fungerede som en fakkel for mig, når jeg så mig om i byens kvarterer og gyder og flakkede om i ruinerne. *Næsten hver dag, når vejret var godt, slæbte jeg i en hel time mine ømme fødder gennem skærende ral og grus, og i hånden havde jeg mine optegnelser, som var min eneste hjælp mod at fare vild.
En hel måned ledte jeg efter *Horatiernes tredobbelte port, hvis ruiner jeg omsider fandt, ved mine optegnelsers hjælp. For de fleste antikke monumenter er ganske ukendte selv for studerede folk; så hvis man for eksempel spørger folk på gaden om *Pantheon, lyder svaret: *Non lo so, eller om *Vespasians amfiteater: *Non intendo. Og der er immervæk tale om monumenter, |108som i høj grad er værd at vise frem, og som har modstået tidens tand. Vil man altså ikke flakke planløst om, må man lære de navne at kende, som eftertiden har givet disse monumenter: *Man skal spørge efter Il Coliseo, og så finder man Vespasians amfiteater; man skal sige La Rotonda og *vil så blive ført til Pantheon.
Så meget fordybede jeg mig nu ikke i ruiner og af ælde fortærede mindesmærker, at jeg forsømte det nye Rom. Snart var det det gamle Roms skønhed, snart det nyes, der frydede mit sind; jeg delte min opmærksomhed mellem de to. Jeg gik rundt i alle byens søjlegange, beså de fornemste paladser, besøgte de fleste klostre og kirker.
Blandt de sidstnævnte var jeg ganske betaget af Den Ny Kirke, på italiensk Chiesa Nuova, hvad der skyldtes de formfuldendte og udsøgte prædikener, som hver dag holdes der af tre patere af *Oratorieordenen. Man vil her se én stige ned af prædikestolen, og en anden stige op på den, så at man i løbet af *halvanden time kan høre tre prædikener fra samme prædikestol. En af disse prædikener udfolder en helgens liv og levned og giver sig hen i hans pris. Men i forbindelse med disse helgenlovprisninger er det et åbent spørgsmål, hvad man mest skal undre sig over: den udsøgte form eller det tarvelige indhold. Hvad man får at høre, er nemlig *splintrede tankebrokker og tydninger af drømme, lanceret *med verbale sukkerkugler. For disse prædikanter synes mest at gå op i én ting, nemlig at vise, at de ikke er uefne, og tilhørerne synes mest at tro på det utrolige.
|109Jeg husker, hvordan en af prædikanterne gav den hele armen i skildringen af Den Hellige Jomfrus virksomme forbøn: Der var engang en mand, der hed Johannes. Han havde med hele sit væsen givet sig i Den Hellige Jomfrus varetægt, og det var den eneste grund til, at Satan satte snarer for ham. Men *han kom ingen vegne med Johannes, som omhyggeligt hver morgen sikrede sig imod ham med et Ave Maria. Men da han så engang var inviteret til bryllup af noget familie, gik han halvfuld hjem fra festen, og da Satan så det, påtog han sig en underdejlig jomfrus skikkelse og passede vor gode Johannes op. *Til at begynde med strittede han imod, men Fanden gjorde sig lækker og lokkede ham til sidst til at bide på krogen – så Johannes voldtog jomfruen. Da rusen var fordampet, og han kom til at tænke alvorligt over gårsdagens synd, følte han så stærke samvittighedsskrupler og blev så rød af skam, at han ikke kunne få sig selv til at bede sit vante Ave Maria.
I den hensigt at overfalde ham ubevæbnet, dvs. før han kunne gøre bod, angreb Den Onde ham, mens han var på vej over en flod; han kæntrede hans jolle og skubbede Johannes over bord, hvorefter Fristeren i samfulde tre døgn holdt ham i sit greb på flodens bund. Da *Den Hellige Jomfru havde set dette, fremstillede hun sig for sin søn og berettede, at hendes myndling blev holdt fangen af Den Onde Ånd og var i svar pine. Da besteg Frelseren sit dommersæde og tilgav Johannes hans synd. |110Udfriet af Den Ondes fængsel dukkede han straks op til vandets overflade, hvor han længe svømmede rundt som et stykke kork, indtil han ved strømmens hjælp blev kastet halvdød op på flodbredden. Dér modtog Den Hellige Jomfru ham kærligt, husvalede ham og gengav ham hans sundhed. Og til Marias ære byggede han et kapel, i hvilket han boede til sine dages ende. Heraf fremgår klart, sagde prædikanten, hvad de, der i sandhed dyrker Den Hellige Jomfru, har i vente. – Jeg hørte andre ting, som jeg blues ved at gengive; jo lettere det tros, jo mindre risiko er der ved at finde på det.
Pragten og musikken i de øvrige kirker tilfredsstillede i rigt mål både mine øjnes og mine ørers oplevelsestrang. *Især gjorde instrumentalmusikken indtryk på mig; den foretrak jeg overalt for vokalmusikken på grund af tenorernes flæbende stemmer.
Kun to gange lykkedes det mig at få *Clemens den Ellevte at se. Han var *næsten nedbrudt af alderdom og sygdom og viste sig derfor kun sjældent offentligt, hvorimod han tidligere havde været uhyre afholdt og *beredvillig over for alle; og dengang gav han også offentlig audiens den første i hver måned. *Han blev båret til kapellet på fire schweizernakker (schweizerne er pavernes garde og livvagt, og på deres skuldre lader de sig bære omkring). Under processionen udstrøede han oppe fra portechaisen hvert øjeblik med rund hånd den apostolske velsignelse. |111Den plejer at virke kraftigt på de troende; *men mig bragte den, vantro som jeg var, kun ringe trøst. Ikke engang den mindste lindring i min fjerdedagsfeber mærkede jeg. Lidt efter gik kardinalerne frem på rad og kyssede ham på den finger, som bar *Fiskerens ring; derpå istemte han med skælvende røst: Dominus vobiscum, hvorefter en kardinal straks faldt ind og messede resten.
Da det er min skik at udøse i Deres Højvelbårenheds skød alt, hvad der rører sig i mit inderste, vil jeg her til Deres prøvelse henstille to handlinger, jeg udførte i Rom, og som er graverende, hvis De bedømmer dem således, men ubetydelige, hvis De stemmer frikendt.
For det første kastede jeg mig på knæ sammen med alle de forsamlede, da paven kom forbi. Men den lov må alle, der vil have paven at se, bøje sig for; og at rejse fra Rom uden at have set Hans Hellighed anses for så stor en tåbelighed, at det ligefrem er blevet til et mundheld. Nok er jeg lutheraner, men jeg hører ikke til det kompagni, der ser det som en synd at yde en fyrste, som hylder en modsat tro, skyldig ærbødighed.
Den anden handling kan synes mindre undskyldelig, da der ikke forelå nogen ydre tvang: Jeg krøb på mine knæ op ad
*Den Hellige Trappe, som siges at have stået i Pilatus’ atrium i sin tid, og som Menneskeslægtens Frelser skal have betrådt, da han stedtes for Pilatus’ domstol. *Men jeg tænkte ved mig selv: |112Er det virkelig sandt, hvad der fortælles om denne trappes hellighed, da vil det ikke være under min værdighed at ære disse hellige fodspor. Er det derimod ikke sandt, fortjener jeg heller ikke i dét tilfælde nogen påtale, da selve vildfarelsen her vidner om from ydmyghed.
*På den måde tilbragte jeg hele vinteren i Rom, og da vinteren var omme, tænkte jeg på hjemrejse. Det forekom mig betænkeligt og risikabelt at betro mig til bølgernes nåde og på ny udsætte mig for en fare, jeg lige var sluppet ud af. At rejse til fods var mere hårdt og trælsomt, men til gengæld mere sikkert. Efter at have overvejet for og imod besluttede jeg mig til sidst for fodrejsen, ikke mindst fordi de hårde realiteter trak i den retning. Jeg håbede også, at min genstridige fjerdedagsfeber kunne nedkæmpes *ved hyppig motion og kropsbevægelse. Så rejste jeg da fra Rom sidst i februar, og efter fjorten dages vandring ankom jeg til Firenze karsk på legeme og sjæl.
I begyndelsen var jeg nervøs for, at mine kræfter ville slippe op, eftersom jeg var så trangbrystet, at jeg havde ondt ved at trække vejret. Jeg gik derfor langsomt, da jeg ikke havde noget at haste efter, bortset fra at jeg en gang imellem blev nødt til at sætte tempoet op og vejlængden ned for at nå et mere indbydende herberg. Men ved den stadige vandring blev jeg efterhånden så hærdet, at jeg syntes, jeg var langt mere robust og langt raskere til bens i Firenze end i Rom.
Jeg løb tilfældigvis på en tysker,
|113der uopfordret tilbød at vise mig om i byen. Jeg roste manden for hans venlighed, da jeg troede, hans tjenstiver udelukkende udsprang af hans ejegode gemyt. Men da vi var færdige med vandreturen, og jeg, som rimeligt var, takkede ham *i de mest udsøgte vendinger, krævede han skam betaling. Det kølnede straks vores netop indgåede venskab. *Hvis man skal betale for en tjeneste, har man jo ikke noget at takke for. Jeg vidste ganske vist, at han ingen ret havde til vederlag, da der ikke forelå nogen forhåndsaftale, og at *facio, ut des ikke gjaldt her, da han havde tilbudt sin tjeneste uopfordret. Men ihukommende *det gamle ord af Hesiod, at man skal give tilbage med det samme mål, man har modtaget med, eller endda med toppet mål, hvis man kan, gjorde jeg alligevel “lejesoldaten” tilpas.
Jeg forlod Firenze og fortsatte min rejse. Da jeg havde forceret Appenniner-bjergene, kom jeg til Bologna, hvor jeg, da jeg ville søge dispensation fra forbuddet mod at spise kød i fasten, blev henvist til en læge, som udstedte en attest på, at jeg ikke var rask. Udstyret med attesten blev jeg vist videre til de præster, der var forsamlede i domkirken i samme anledning, og fra dem modtog jeg, efter at have forevist attesten, en dispensation sålydende: *Come il Sign. Mich. Recco non puo senza pericolo di sanità gvardare la Qvaresima &c.
Nu da jeg var fritaget for fastebestemmelserne, fortsatte jeg rejsen |114gennem Parma, Piacenza og Torino, hvor jeg viede nogle dage, ikke så meget til min krops behov for at hvile som til mine øjnes begær efter at se. For Torino er af alle de byer, jeg nogen tid har set, den smukkeste. I det kvarter, der hedder Nystad, og som omfatter halvdelen af byen, hersker der så stor en symmetri i bygningerne og en så afpasset proportionalitet mellem enkeltdelene, at det ikke er huse, man ser, men et enormt palads, der strækker sig over en umådelig længde; for man kan kun skelne de enkelte bygninger fra hverandre ud fra våbenskjoldene og inskriptionerne over indgangene.
Da jeg havde hvilet mig to dage i Torino og rigtig var kommet til hægterne (troede jeg da), begav jeg mig atter på vej. Men
*jeg indså, at mine kræfter var sløjet af, netop fordi jeg havde afbrudt anstrengelsen; det er nemlig vanskeligere at genoptage en anstrengelse end at klø på med den. For ligesom fakler holder liv i ilden, når man til stadighed svinger dem, men har overmåde svært ved at fænge igen, når de først er gået ud, på samme måde bevares den vejfarendes råstyrke, når han bliver ved, hvorimod den slappes, når han pauserer og raster. *Som følge heraf krøb jeg i starten af sted som en skildpadde og tilbagelagde knap og nap tre-fire mil den første dag; men da jeg kløede på, mærkede jeg, at just derved kom min gamle spændstighed, min gamle hurtighed igen.
Da jeg havde forladt Torino og havde forceret Alperne, nåede jeg til Savoyen. Dette landskab er ganske vist barsk at se til, det er ru og kuperet med bjerge og klipper; men der er et mylder af landsbyer og byer. *|115Næsten alle byerne var lige blevet erobret af Frankrig og så af den grund sørgelige ud overalt i begge fyrstendømmer. Men så meget desto lettere var de for mig at passere, for fjenden havde revet murene ned, og borgene, som indtil for nylig havde været stærkt befæstet, var nu forladt af besætningerne. Da jeg gik over Alperne, oplevede jeg tre årstider på én dag: sommer på Piemonte-sletten, vinter på Alperyggen og efterår i Savoyen. Alperne bestiges på muldyr, der for en ringe betaling kan lejes ved foden af bjergene. Alperyggen er så plan, at man kunne køre med firspandsvogne deroppe, hvis det var. Da vi havde lagt højsletten bag os, troppede der alle vegne slædeudlejere op; på slæderne kan man komme ned på nul komma fem. Vi syntes ikke, at vi steg ned, men at vi styrtede
*ligesom duer, der flygter for sorte og truende skyer. |
Så vandrede jeg videre gennem Savoyen og *Dauphiné og nåede omsider til Lyon, og nu mente jeg, at jeg havde overstået alle farer og besværligheder og var kommet vel i havn; resten af rejsen kunne jo gennemføres uden besvær af nogen slags, med undtagelse af nogle mils fodtur gennem Bourgogne. Jeg havde nemlig penge nok på lommen til, at jeg kunne betale skipperne for at blive fragtet. *Jeg gik derfor glad om bord på en flodbåd i Lyon – men under en ulykkelig stjerne.
For da jeg fortalte mine medpassagerer om min sygdom, |116besnakkede de mig under et værtshusbesøg til at drikke løs, og de råbte alle med én mund: “Prøv dette sidste middel! Tugt og tæm din feber med fuldskab, medmindre du da vil være syg til evig tid!” Jeg lod mig lokke og viede hele aftenen til Bacchus, og gik hønefuld i seng.
*Men jeg var jo syg og uvant med at drikke, så denne rus gjorde mig så hed i blodet, så ør i hovedet, at jeg, da jeg vågnede i dagbrækningen, troede, at mine drikkebrødre holdt mig for nar, og strittede imod med hænder og fødder, da de slæbte mig ned til floden. Underligt er det, at jeg ikke delirerede endnu galere, sådan som blodet sydede i mig. Da nogle af dem ville årelade mig, og andre knappede min vest op og følte på mit bryst, bildte jeg mig til sidst ind, at jeg var faldet i kløerne på røvere, som gennemsøgte mit tøj og mine lommer, og jeg råbte gevalt. Så lod de mig ligge i beværtningen, og jeg gik glip af både kammerater og forudbetalt skipperløn.
Dagen efter, da mavens faste havde udrenset hjernens galskab, kom jeg til mig selv igen og gik resten af vejen på mine ben til Paris. Her kunne min værtinde og andre gode venner knap kende mig, dels fordi jeg var blevet så brun i ansigtet, at man skulle tro, jeg var indianer eller afrikaner, dels fordi jeg var blevet så fed. For jeg var rejst fra Rom nærmest gennemsigtig af magerhed, men kom kornfedet og tykmavet tilbage til Paris, så man skulle tro, at jeg, i stedet for at krydse så mange regioner til fods,
|117havde ligget i hi og plejet min magelighed. Så godt bekommer konstant kropsbevægelse mit helbred. Selv om jeg led af fjerdedagsfeber på hele rejsen, *fejlede min madlyst nemlig ingenting; for ved at spadsere løs fik jeg sult som sauce til maden.
Jeg blev en hel måned i Paris, med én ting for øje: at skaffe mig af med min feber, ligegyldigt hvordan.
*Men lægerne i Paris kom heller ingen vegne med den; at give mig dråber var som at pøse vand i en hullet tønde.
Jeg opgav da alt håb om at blive kureret og forberedte mig på hjemrejsen. Denne blev imidlertid forsinket nogle dage som følge af en uenighed mellem en pariser og mig om nogle penge, jeg havde anbragt hos ham. Sagen var i og for sig soleklar, men ihændehaver forplumrede den, fordi pengene var faldet i kurs, mens jeg var bortrejst. Til sidst bad vi *Hans Højvelbårenhed Niels Griis om at være voldgiftsmand, hvad han påtog sig for at tjene de stridende parter. Han tilkendte mig pengene ubeskåret. Da konflikten var bilagt og jeg takket være Griis’ kendelse havde fået *mine penge, tog jeg direkte til Holland, hvor jeg fandt den bagage, jeg havde efterladt i Amsterdam, uskadt og urørt hos min gamle vært. Han havde gemt tingene “til mine arvinger”, som han sagde – ikke til mig, som han troede død.
Indtil videre havde jeg en tro rejsekammerat i min fjerdedagsfeber. |118Mine venner undrede sig over, at den kunne være så hårdnakket, at hverken lægernes indsats eller tidens gang eller den motion, som rejseaktiviteten medførte, havde formået at knække den. En af disse venner, en borger i Amsterdam ved navn *Adrian Gelmeyden, som i sin tid havde været mit bysbarn (han var født i Bergen), sagde, at der hjemme hos ham var en doktor, som kunne kurere mig gratis. I stedet for medici fandt jeg imidlertid musici – dem, jeg før min afrejse til Frankrig så tit havde spillet sammen med. Disse kammerater rakte mig et instrument, og med spil og spøg tilbragte jeg hele dagen derhenne, faktisk til langt ud på natten.
Da jeg gik hjem fra denne ‘læreanstalt’, ventede jeg, at fjerdedagsfeberen, som det var dens vane, ville indfinde sig næste dag. Men den var flygtet til Italien, hvor den kom fra! Det indså jeg, og siden mærkede jeg ikke noget feberanfald, bortset fra at der på feberdagene listede sig en let ladhed ind over min krop. *Således blev jeg, der ikke kunne kureres medicinsk, kureret musikalsk.
Man vil måske sige, at det her gik mig, som det går visse syge mennesker, der kommer sig af sig selv: De giver de sidst konsulterede læger æren for deres helbredelse og fordømmer alle dem, der kurerede på dem, da sygdommen toppede. Så skulle det være lige så kortsynet af mig at takke musikkens kraft for det, der allerede var indtruffet af sig selv, fordi feberen var på retur. Hvorom alting er: Rask blev jeg, hvad enten det var ved musikkens eller ved naturens nåde.
*Snart efter indskibede jeg mig og sejlede til Hamborg; |119og derfra fortsatte jeg på mine ben til København.
