|156
*LYKSALIGHED OG ULYKSALIGHED
Verdslig lyksalighed og ulyksalighed er i mine tanker næsten kun tomme ord, hvormed man i almindelighed gør forskel paa mennesker. |157Dette paradoks har jeg udført i et epigram, der begynder saaledes:
*Menneskers kaar er ej saa uens, som man hører og siger: |
Lykkelig bør man ej kalde en dødeligs lod. |
Kun af navn har rig en bedre skæbne end fattig, |
sund end den, der er syg, slave end den, der er fri. |
*Dette paradoks har jeg kort efter forklaret tydeligere paa prosa og vil her yderligere – som prøve – fremsætte et og andet. Jeg tvivler ikke paa, at nogle mennesker vil rynke panden ved denne these, da den synes at stride mod almindelig opfattelse og al erfaring. Man maa dog ikke dømme nogen uhørt. Dersom man ikke slutter sig helt til min mening, *maa man i det mindste lade nogle af rynkerne fare, hvis man værdiges i ro at høre alt, hvad jeg har at sige. Jeg har sagt, at i denne verden skiller de lyksalige sig kun af navn og ikke af gavn ud fra de ulyksalige. At de riges vilkaar kun er lidt forskellige fra de fattiges, vil det ikke være svært at bevise. De fattige har ofte ikke det, de kan spise; de rige spiser derimod for det meste ikke det, de har. De fattige lider nød af mangel, de rige af mæthed og madlede. De fattige gaar ofte fra bordet med tom mave, fordi der intet er paa fadene, de rige, fordi der er for meget. Ligesom maden flygter fra de fattige, saaledes flygter de rige fra maden. *De fattige har samme glæde af tarvelig kost, som de rige af overdaadig opdækning. |158Alt er velsmagende for de fattige, og alt i regelen ildesmagende for de rige: thi
*fattigmands mave tør kun saa sjældent kimse ad maden. |
*De rige maa have krydderi, for at maven – sløvet af altfor mange søde sager – kan irriteres; *og de maa ligesom drive Fanden ud med Beelzebub. *Dionysius vragede spartanernes sorte suppe, fordi han ikke havde appetit, som er mavens krydderi; og *Darius, som paa flugten havde drukket plumret vand, der var forurenet af lig, sagde, at han aldrig havde drukket med større fornøjelse. Endvidere: de fattige er sunde og rørige; men de rige
*dem nægter et ødelagt legem sin støtte. |
De fattige har intet, de rige aldrig nok. Men de fattige, som intet har, mangler heller ikke noget, *siden det nødvendige behov kan stilles uden megen møje eller stor bekostning og lader sig nøje med lidt, fordi naturen har de rigdomme, hvormed den kan stilles tilfreds, og som er tilgængelige og findes indenfor dens grænser; men for forfængelige lyster kan der findes hverken maade eller ende. *Hvis man mangler mad, overlæssede borde og rigeligt at drikke, saa lider man til gengæld ikke af forstoppelse og søvnløshed. Man ser heraf, at det er tvivlsomt, hvilken skæbne |159der er bedst eller daarligst. Endvidere bør goder og onder, som skolastikerne siger, ikke vurderes efter deres absolutte mængde, men efter deres relative egenskaber eller efter iagttagerens begreb. Hvad der glæder en, giver en anden kvalme, eller hvad der virker stærkt paa en, har kun ringe virkning paa en anden. Endelig: da erfaringen viser, at der kun er faa, som tæres hen og dør af mangel, men utallige, der dør af overflod, saa kan man forsaavidt prise de fattige lykkeligere end de rige.
Jeg vil nu gaa over til andre ting, som giver min these større vægt. Den fattige er bekymret *for føde og 
udkomme 
, den rige for at bevare sine midler. Han er bange for tyve og røvere, han frygter anslag, er altid paa vagt og tilbringer mange søvnløse nætter; den fattige
udkomme , den rige for at bevare sine midler. Han er bange for tyve og røvere, han frygter anslag, er altid paa vagt og tilbringer mange søvnløse nætter; den fattige... *tomhændet paa sin vej han synger i røveres nærhed. |
Lad os se os om! Betragt den fattige, betragt den rige. Den rige vil man finde bleg, bekymret, frygtsom, da han ofte er grebet af angst og mistro, den fattige derimod for det meste lystig og uden bekymring, medmindre han lader bedrøvet og lægger sit ansigt i de rette folder, saa at han kan fravriste andre en almisse. Jeg gaar ud fra, at de begge plages af de samme bekymringer; men den fattiges er dog kun kortvarige |160og kan lindres ved en ringe skærv, men den riges er stedsevarende. *Ligesom feber følger den syge, enten man lægger ham i en guld- eller sølvseng eller paa et leje af træ, saaledes er frygt, uro og nattevaagen rigdommens stadige følgesvend. Dette kan bevises ved eksempler ikke alene hentet fra enkelte mennesker, men fra hele folkeslag. Hvilket folk er rigere end det engelske? Blandt hvilket folk er samtidig *selvmord almindeligere? *Skytherne lever i vedvarende fattigdom, og elsker dog livet. Andre lever i vedvarende overflod, og er dog kede af livet. *En af mine landsmænd har fortalt mig, at han i Paris traf en fornem englænder, der var saa led og ked af sin altfor stadige og uafbrudt behagelige tilværelse, at han hængte sig. *Der fandtes paa Ciceros tid en gravskrift over en mand fra Ambrakia Cleombrutus, som druknede sig, skønt han ingen modgang havde. Der findes i Spanien mennesker, som frivilligt giver afkald paa deres formue, nyder et tiggerliv og falskelig indrullerer sig blandt de stoddere, der gaar fra dør til dør og beder om almisse. *Ingen er tilfreds med sin egen stand.
*O I lyksalige købmænd! det siger soldaten saa ofte, |
naar han er gammel og træt og knækket af aarenes tyngde. |
|161Modsat jamrer en købmand, naar vinden omtumler hans skude: |
“Tjenestetiden er bedre!” |
*De fattige sukker vel undertiden, naar de ser de rige knejsende age gennem byen i deres karosser og overstænke dem med snavs. Men det er lutter øjenforblindelse, og dette og andet af samme slags betyder intet for den sande lykke.
*Glem alt det, som du i din dumhed beundrer og attraar! |
*Den, der kun bygger paa magt, bliver ofte nok styrtet af avind. |
Jeg maa ganske vist indrømme, at der findes nogle faa rige, som til stadighed glæder sig over deres overflod; men hvor mange tilskyndelser til misgerninger rummer ikke velstand for de rige? *Derfor kalder Kristus de fattige lyksalige og siger, at de riges salighed er vanskelig. Jeg vil ikke tale om andre ting. Det er heller ikke nødvendigt at udbrede sig over de riges og fattiges kaar; desuden vilde papiret ikke række til et forsvar for fattigdommen. Jeg vil tage fat paa andre ting, som er mere dagligdags og sammenligne slaver med fribaarne, tjenere med herrer.
Naar jeg betragter den haanlige behandling, tjenerne er udsat for, deres urimelige slid og slæb, de hug, de faar, og andet af den slags, *kan jeg næppe lade være at græde; deres kaar forekommer mig kun i ringe grad at adskille sig fra de umælende skabningers. Men naar jeg saa ser, at de er sunde og sover trygt, |162ja ofte er gladere end deres herre, hører min medlidenhed op. Tjenerne døjer vel mere ondt end deres herrer, men ondet er mindre, fordi de taaler det bedre; en plage er jo ingen plage, naar man bærer den taalmodigt.
*Herrerne pines af ord mer’ end tyve af legemlig smerte. |
Deres rygge gør ondt. Herrernes sind er forpint. |
De rige bryster sig af deres rigdom og frihed; men hvordan kan de kaldes rige, der
*Selvom de ejer en skat, aldrig trods det kan faa nok, |
eller *hvorledes kan de kaldes frie, der i strid og uenighed med sig selv ikke kender en ren og fri nydelse, og som – plaget af indbyrdes kæmpende og modstridende tanker og følelser – ikke kan finde nogen hvile, nogen ro. Vi ser undertiden tjenere sukke under aaget og bukke under for prygl og haardt arbejde. Men vi ser endnu flere herrer, der – skrækslagne over en ringe bebrejdelse eller blot over et øjekast fra en fyrste – bukker under for deres sorg og dør. Tjenernes plager kommer og gaar; thi naar pryglene er overstaaet, hører smerterne snart op. Herrernes plager varer derimod ved, og det er ofte først døden, der gør ende paa dem. *Hvorledes, siger Cicero, kan jeg kalde den fri, |163som smerten behersker, og som en uformodet hændelse skræmmer, faar til at vakle og slaar ned; thi selvom han ikke er nogen underkastet, er han dog ikke herre over sig selv. Hvor mange sorger og bekymringer, som undergivne og tjenere er fri for, er ikke fyrster og herrer underkastede. Naar vi betragter de styrendes lykke med et filosofisk øje, saa er kongen stadens vægter, som maa vaage, for at undersaatterne kan sove trygt. Det samme kan siges om enhver rig husherre, som omsorgen for familien ligger paa hjerte. Det er derfor kun i det blotte navn, at tjenere skiller sig ud fra deres herrer. Vi har ofte set, at sindet forbliver det samme, selvom skæbnen forandres. Da en tjener klagede over sin skæbne og begærede afsked, trøstede hans herre ham artigt med disse ord: Forestil dig, at du er herre, saa er du det i virkeligheden. Dette svar var vittigt, men samtidig filosofisk. *Sammenlign tjenerne med deres herrer, der sveder, ræber, er proppet med mad som fedekøer, saa vil man forstaa, at de, der stræber mest efter nydelse, opnaar den mindst, og at en behagelig levevis findes i savnet, ikke i mættelsen. Den timelige lykke er for størstedelen en indbildning, der som
Cicero siger derfor elegant: *Naar rigmænd praler med deres statuer og malerier, har de fattige saa ikke mere glæde af saadanne ting; thi der er nok at se af den slags offentligt. Saaledes er den skuespiller, der hver aften spiller kejser, kun lidt forskellig fra en virkelig kejser, bortset fra at han sover roligere om natten. *Saaledes kunde Dionysius, der var fordrevet fra Syrakus, bilde sig ind, at han stadig regerede, da han senere hen var skolemester i Korinth. For nogle aar siden blev der hos os stiftet *et løjerligt selskab, der efterlignede kardinalernes kollegium. Den der spillede pave, skulde i optræden og tale lægge en pavelig værdighed for dagen. *Han naaede saa vidt i skuespilkunsten, at han ved at efterabe en andens natur, næsten mistede sin egen. Thi da selskabet var opløst og han skulde optræde i en sag for en domstol her i byen, talte han med en saadan vægt og myndighed, at dommerne mente, at han var beruset. Men deres ærgrelse blev forvandlet til latter, da de fik at vide af retspræsidenten, som kendte ham, at han havde været pave.
Nu vil jeg gaa videre og undersøge, hvorledes og hvormeget en sund adskiller sig i lykke fra en syg. |165Da alle mener, at denne forskel er betydelig, *vil jeg fare med lempe uden at sætte alle sejl til. Jeg vil nøjes med at lægge alle fordomme til side og gaa min thesis lidt nærmere efter for at se, om uligheden i skæbne er saa stor, som man forestiller sig. *I min Underjordiske Rejse gives der en skildring af nogle væsener, der ikke er underkastet nogen sygdom, men lever sunde og raske, til de bliver gamle. De kaldes i almindelighed lyksalige; men *de skønner ikke paa denne lykke, fordi den er stedsevarende, og de mærker ikke selv, at de er raske, fordi de aldrig har prøvet, hvad det vil sige at være syg. De lever derfor i en uafbrudt god helbredstilstand, og samtidig i en uafbrudt lunkenhed, da stadigtvarende goder taber deres betydning paa grund af overmættelse. Men naar syge er blevet fri for deres sygdom, jubler, hoverer og triumferer de, og naar heden tager af eller *feberen holder op for en tid, regner de nogle dage for gode: *ἄλλοτε μητρυιὴ πέλει ἡμέρη, ἄλλοτε μήτηρ, naar en dobbelt glæde følger paa smerterne. Hvis man altsaa sammenligner de raskes stedsevarende lunkenhed med de syges vekslende sorg og glæde, vil vægtskaalene staa lige. Man skønner jo ikke paa godt vejr, hvis man ikke har prøvet uroligt og skyet vejr. |166Man kan her sige det samme, som naturkyndige siger om fordelingen af sollyset: at alle jordens beboere faar lige meget sol. De der bor i nærheden af polen, ser ikke dagslyset om vinteren, men har ingen nat om sommeren, saa at de – naar man regner med hele aaret – har ligesaa meget solskin som de, der bor *i de varme lande. Betragt blot dem, der er raske og ikke kender til sygdom, og man vil finde, at de hverken er nedslaaede eller glade, men i reglen lunkne og uomgængelige. Fremdeles gør denne lunkenhed dem ofte dorske og sløve, ligesom tillokkende nydelser for det meste gør folk blødagtige. Blodets glød skærper evnerne, og *vrede, som fremkalder feber, skal være modets slibesten. Hvilken iver kan man saa finde hos den, der er lunken og helt følesløs?
Hvis det derimod drejer sig om sengeliggende eller kronisk syge, stopper jeg op og vover ikke *at gaa videre; thi det synes uklogt her at tvivle om ulighed i kaar; men selvom dette spørgsmaal er meget vanskeligt at besvare og *det ser ud til, |167at vi maa bruge reserverne, vil jeg dog ikke lade min thesis falde; hvis jeg maa vige, maa det hellere være en foreløbig tilbagetrækning end en flugt. Jeg vil nøjes med at anføre noget til trøst for dem, der plages af alvorlige og kroniske sygdomme. Erfaringen viser, *at alt ondt er heftigst ved det første angreb, og at sygdomme, ligesom insekter, mister brodden, hvis man modigt holder stand mod det første voldsomme anfald. Et tilbagevendende onde bider mere end et uafbrudt vedvarende, og intet voldsherredømme varer evigt. Derfor ser vi de syge taalmodigt finde sig i stedsevarende sygdomme, da sygdommen paa den ene side taber sin styrke takket være dens langvarighed, og da patienten paa den anden side hærdes ved sine langvarige smerter. Derfor siger Cicero: *En langvarig smerte plejer at være let, en kortvarig svær. Endvidere: *Forestillingen om døden, der truer de raske og dem, som nu og da er syge, ligesom stenen, der hang over hovedet paa Tantalus – og som plejer at indjage dem rædsel, den trøster og vederkvæger de sengeliggende; thi de betragter dødens komme med de samme øjne, som fangerne befrieren, der løser deres lænker og aabner fængselets slaaer. Vi gaar jo med glæde ud af vort raadne og elendige hjem med døden |168som dørvogter og fører. Hertil kan man føje teologiske beviser, der er saa vægtige, og som lægger et saa kraftigt plaster paa de syges saar, at de maa betragte deres stedsevarende sygdomme som store guddommelige velgerninger.
Det liv, der leves af rige og fattige, herrer og tjenere, syge og sunde, er intet andet end en kæde af elendigheder. Derfor siger digteren:
*Der findes ingen dødelig, som sorgen ikke naar, |
ej heller sygdoms kaar; og ofte sine børn |
en mand maa jorde. Andre vil dog vokse op. |
Alts grænse døden er, og jord maa blive jord. |
Os venter høstens stund. Saa er naturens lov. |
Sindets goder alene er de sande goder, som ikke er afhængige af ydre hændelser; men selvom de ydre goder ikke var forgængelige, gør de dog altid deres besiddere ængstelige for at miste dem, og *angst er en bekymret forventning om kommende modgang.
Jeg slutter min thesis med følgende epigram:
*Menneskers stilling og kaar kun i navn viger af fra hinanden. |
Man bør være tilfreds, uanset skæbnen man faar. |
