|176
*OM MENNESKENES FORDÆRVEDE SMAG
Til * * *
Du vedbliver med at skrige dig hæs mod menneskenes fordærvede smag. Dine klager viser, at du ikke fuldtud har forstaaet, hvor forudseende og klogt alle tings skaber naturen fordeler og bestemmer alt. Der er mange ting, som ved første øjekast synes at være fulde af fejl, men som ved nærmere undersøgelse viser sig nyttige for menneskeslægten. Jeg har i andre af mine skrifter vist, at verden vilde blive udsat for utallige vanskeligheder, hvis daarerne skulde uddø. Jeg har vist, hvor store goder blandingen af daarer med viise medfører for menneskelige samfund. Det du laster, er af omtrent samme beskaffenhed. Den fordærvede smag, du angriber skarpt, foraarsager, at intet er helt unyttigt i verden. Den fremmer handel og vandel paa en fortræffelig maade og gør alt det, der udstilles i købmændenes boder, eftertragtelsesværdigt. Da en kan lide det sure, en anden det søde, en det bitre, en anden det salte, en det nye og friske, en anden det raadne og gamle, saa bliver alt det udstillede solgt. Hvis den slette smag forsvandt, maatte de fleste købmænd |177lukke, trække sig tilbage og vælte deres boder.
Endvidere: hvis menneskenes smag ikke var fordærvet, vilde utallige skribenter blive bragt til tiggerstaven. Denne fordærvede smag foraarsager, at Volusius annaler bliver solgt sammen med Ciceros værker, og at boghandlerne ikke behøver at frygte for salget af deres varer, blot de aabner deres boder og har et lager af bøger. Hvis alle mennesker havde en god smag, vilde der være fare for, at bøgerne vilde blive til bytte for møl og maddiker. Hvordan mon det vilde gaa din broder, der hvert aar har et pænt 
udkomme af at skrive vers, og som, hvis den fordærvede smag forsvandt, paa kort tid vilde blive forvandlet fra en Krøsus til en stodder, fra en hæderkronet digter til en forsulten og taabelig versemager. Han vilde rive sig i haaret, hænge med ørene og raabe: O tempora, o mores! naar han saa sine digterværker, der i sin tid gik af som varmt brød, blive brugt til kræmmerhuse med røgelse og peber i.
udkomme af at skrive vers, og som, hvis den fordærvede smag forsvandt, paa kort tid vilde blive forvandlet fra en Krøsus til en stodder, fra en hæderkronet digter til en forsulten og taabelig versemager. Han vilde rive sig i haaret, hænge med ørene og raabe: O tempora, o mores! naar han saa sine digterværker, der i sin tid gik af som varmt brød, blive brugt til kræmmerhuse med røgelse og peber i.Det fremgaar heraf, hvor ukloge og urimelige dine beklagelser er, og hvor stor en ulykke den reformation vilde medføre, som du saa brændende |178ønsker. Den fordærvede smag, du fordømmer saa haardt, er sjælen i verden og det hjul, som sætter hele maskineriet i gang, skaffer arbejde, fremmer handelen, afhjælper besværet, nærer forventninger og har en udmærket virkning paa alle menneskelige forhold.
Hvor stor betydning den fordærvede smag har for ægteskaber og afkommet, det veed alle og enhver. Hvis alle mennesker havde en fin smag, vilde grimme og fattige piger aldrig blive gift, og størstedelen af dem vilde med *Jeftas datter græde over deres jomfruelighed. Men da en finder behag i unge piger, en anden er mere for oldsager og vil have de gamle, da en har glæde af en køn pige, en anden af en grim, da en elsker en hvid, en anden en sort pige, saa behøver ingen – hverken enke eller pige – at fortvivle, og ingen mand helt at opgive haabet om at se sine døtre forsørget. Theodora vilde være blevet gammeljomfru med sin braknæse og sine betændte og altid dryppende øjne, hvis ikke Filander havde haft en afrikansk eller en rent ud hottentotisk smag. Samme skæbne vilde din grimme og fattige morlil have faaet, hvis ikke din fader havde haft en saa fordærvet smag. Ja, hvis han ikke havde haft saa daarlig en smag, vilde du aldrig have været til |179i denne verden; din tilstedeværelse er jo en følge af din faders slette smag.
Hvorhen man end ser, iagttager man herlige virkninger af den fordærvede smag. Hvor mange mennesker vilde ikke omkomme af sult? Hvor mange borgere vilde ikke mangle titler og æresposter, hvis de samfund og stater, de lever i, havde en ufordærvet smag. Den daarlige smag raader fortræffeligt bod paa disse onder og hjælper mange til ære og embeder, til trods for deres manglende evner og naturens stedmoderlige behandling af dem. Hvordan kunde Theodor være blevet syndikus, Titus raadsherre, Sejus byfoged? Hvordan kunde du selv – undskyld min aabenhjertighed – være blevet borgmester, hvis ikke raadet, der eenstemmigt udpegede dig til borgmester, havde haft en daarlig smag. Hold derfor inde med dine beklagelser, og lad være med at ønske noget, som kun er til skade for menneskene. Hvis du holder fast ved dit ønske, er det jo det samme som at ønske, at halvdelen af menneskeslægten maatte gaa helt til grunde.
