Skjul alle
Kommentarer til Tredje Levnedsbrev
ved Finn Gredal Jensen
Studiorum ac Lucubrationum mearum / mit arbejde som forsker og skribent- det samme ordvalg optræder i Andet Levnedsbrev (1737), s. 227. Udtrykket lucubratio betyder egl. ‘natarbejde’ eller ‘arbejde sent om aftenen’. Det bruges fx af Cicero i De divinatione II 68, 142: “Nunc quidem propter intermissionem forensis operae et lucubrationes detraxi et meridiationes addidi, quibus uti antea non solebam.” (“Nu for tiden, da min offentlige virksomhed hviler, er jeg både holdt op med at arbejde til sent om aftenen og har indført at sove til middag, hvad jeg ikke gjorde tidligere.” Overs. Karl Nielsen i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 3, 1970, s. 545).
Qvæsturæ / kvæstor- Holberg blev kvæstor den 20. april 1737, dvs. regnskabsfører for universitetet og leder af dets økonomiske forvaltning. Han var samtidig fritaget for den forelæsningspligt der ellers gjaldt for professorer. Han forblev i dette embede indtil 1751.
e Corporali (Corporal) Philosophus sum factus / fra korporal til filosof- den tidligere forvandling fra underofficer til professor i filosofi, fra corporalis til spiritualis, beskrives i Første Levnedsbrev (1728), s. 5, hvor der bruges et uoversætteligt ordspil på modsætningen mellem legemlig og åndelig.Officersgraden ‘korporal’ har ingen direkte etymologisk sammenhæng med den latinske glose corporalis (afledt af corpus, ‘krop’), og af samme grund har Holberg kort forinden i Første Levnedsbrev måttet forklare hvad der på dansk (vulgo) forstås ved dette udtryk. ‘Korporal’ er, via tysk og fransk, en omdannelse af det italienske caporale, ‘anfører’ (af ital. capo, ‘hoved’, jf. lat. caput). Her i Tredje Levnedsbrev er det ikke-latinske ord Corporal anført i en efterstillet parentes.Om Holbergs ‘militære karriere’ se i øvrigt Første Levnedsbrev, s. 5.
Minervæ me nuntium missurum, cum totam Mercurio operam meam addixerim / at jeg vil sige op hos Minerva, nu da jeg har fået fuldtidsstilling hos Merkur- Minerva (gr. Athene) er gudinden for lærdom og videnskab, og Merkur (gr. Hermes) er gud for bl.a. handel. Udtrykket nuntium mittere bruges egl. om at sende sin kone et skilsmissebrev! Christopher Maaløe oversætter lidt mere rammende: “De spaar at jeg vil slaa helt op med Videnskaben og forlove mig med Pengevæsenet” (Værker i tolv bind, udg. F.J. Billeskov Jansen, bd. 12, 1971, s. 187).
Qvis locus ingenio, nisi qvis se carmine solo | Vexat? / Hvad bliver der af ens talent, hvis ikke man ofrer sig helt for | digtningen?- et let bearbejdet citat af Juvenal, Satire 7, v. 63f. Denne Juvenalsatire handler om de ringe vilkår for bl.a. digtere. Det samme Juvenalsted bruges i den umiddelbare fortsættelse (se næste kommentar).Holberg har i verscitatet erstattet cum med et indefinit quis og vexant med sing. vexat. I den danske oversættelse 1745, Ludvig Holbergs Trende Epistle, hvor også det latinske citat bringes, læses der konjunktiv vexet.
qvod pectora hominum diversas adeo ac oppositas curas raro admittant / at menneskets hjerte kun sjældent formår at engagere sig i så forskellige, ja, modsatte retninger- Holberg sigter til det netop citerede Juvenalsted i Satire 7, hvor sammenhængen lyder (v. 63-65):quis locus ingenio, nisi cum se carmine solovexant et dominis Cirrhae Nysaeque ferunturpectora vestra duas non admittentia curas?(“...”) .....
positis exiguis præmiis alios ad opera qvædam elegantiora excudenda acuere conatus sum / søgte jeg, ved at udlove små præmier, at indgive andre lyst til at få trykt poesi- se herom nærmere nedenfor på s. 6 og kommentaren hertil (certis ... proponere).
missionem ... efflagitare / at kræve sin afsked- Sueton, Divus Julius 7, 1, anvender udtrykket missionem efflagitare om afsked fra et kvæstorembede, nemlig det romerske, og af samme grund kan det ikke udelukkes at Holberg har haft passagen hos Sueton i tankerne. Her er det modsatte dog tilfældet: Holberg fratræder ikke et kvæstorembede, men tiltræder det – og som han umiddelbart i det følgende redegør for, lykkes det ham ikke at træde ud af Minervas tjeneste.Gaius Julius Cæsar var som kvæstor i Spanien i år 69 f.Kr., men da han ser en statue af Alexander den Store, bliver han bevidst om at Alexander, da han var på samme alder, allerede havde erobret verden, og søger derfor sin afsked fra embedet for at komme hjem og fremme sin politiske karriere: “missionem continuo efflagitauit ad captandas quam primum maiorum rerum occasiones in urbe” (“[han] forlangte straks orlov, for i Rom at kunne gribe en lejlighed til at udrette noget større jo før jo hellere.” Overs. A.B. Drachmann i Sueton, Romerske kejsere, 1963, s. 12). Den spanske episode omtaler Holberg ikke i sin Cæsarbiografi i Heltehistorier II (1739).
receptui canere / blæse til retræte- egl. ‘blæse til tilbagetog (retræte)’. Det militære udtryk receptui canere bruges bogstaveligt fx i Cæsar, Bellum Gallicum VII 47, og det optræder i den overførte betydning fx i Cicero, Tusculanae disputationes III 15, 33; men snarest kan Holberg aktuelt være inspireret af Plinius d.y., Epistel III 1, 11, hvor talen netop også er om at trække sig tilbage “ut primum ratio aetatis receptui canere permiserit” (“så snart hensynet til alderen har tilladt at blæse til tilbagetog”). Holberg kan også have kendt vendingen fra Bidermanns Utopia (1640), hvor den optræder flere steder. Han bruger den også igen nedenfor s. 192 og herudover i Første Levnedsbrev (1728), s. 163 og 212, i Niels Klim (1741), s. 165, og i Oratio Funebris in obitum Friderici IV (1747), s. 11.
exauctorari / at blive løst fra faneeden- endnu et romersk soldaterudtryk; verbet exauctoro, ‘afskediger’, kan have både en negativ og positiv betydning: at man bliver hjemsendt fra tjenesten før tiden (egl. efter 16 år mod de sædvanlige 20) enten som et tegn på anerkendelse eller som en straf. Holberg må nok forstå det i den positive betydning siden han jo ikke mener at kunne beskyldes for dovenskab (desidia) i musernes tjeneste. Maaløe oversætter: “blive hjemsendt med fuld honnør”.
studiis rationalibus sepositis, totus in Rationum Libris aliqvot menses hærebam / kvittede jeg i nogle måneder helt boglæsning til fordel for bogføring- bemærk ordspillet med de flere betydninger af ratio/rationalis. 1745-oversættelsen, s. 127, gengiver passagen med “lagde alle fornuftige Studeringer til Side, og i nogle Maaneder læsde i Regnskabs Bøger.”
naturam expellas furca, tamen usqve recurrit / Uddriv med fork din natur – konstant vil den ile tilbage- citat af Horats, Epistel I 10, v. 24. I epistlen skriver Horats til sin ven Aristius Fuscus om glæderne ved livet på landet og råder ham til nøjsomhed. Som den stoiske læresætning lyder, skal man ‘leve i overensstemmelse med naturen’ (vivere naturae convenienter, v. 12; gr. ὁμολογουμένως τῇ φύσει ζῆν). Men der opereres hos Horats med flere betydninger af ‘natur’, dels menneskets iboende natur (fornuften) og de leveregler som følger af den, dels naturen – det naturlige liv på landet som epistlen handler om – som modsætning til civilisationen, byen. I de romerske byhuse har man alligevel haveanlæg og foretrækker en vid udsigt ud over markerne, så selv ikke her kan naturen fordrives:Naturam expelles furca, tamen usque recurret,et mala perrumpet furtim fastidia victrix.(“Du vil jage naturen bort med magt [egl. med en fork], den vil dog altid komme hurtigt tilbage igen, og den vil umærkeligt bryde sejrende gennem det tåbelige hovmod”). I nyere Horatsudgaver foretrækkes læsemåden expelles, altså futurum i stedet for konjunktiven expellas, og Holberg bruger præsens indikativ recurrit i stedet for futurum recurret.Heksametret “naturam expellas furca, tamen usqve recurrit” er ikke markeret som poesicitat i førstetrykket af Tredje Levnedsbrev og heller ikke i 1745-oversættelsen, men det er det i Rahbeks og Maaløes oversættelser hvor gengivelsen lyder henholdsvis “Naturam furca pellas ex [sic], / Hun kommer dog igjen, den Hex!” (Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, bd. 21, 1814, s. 447) og “Jag bare din Natur paa Dør / med Lanse, Spyd og Stage; / det varer ikke længe før / den kommet er tilbage.” (Værker i tolv bind, udg. F.J. Billeskov Jansen, bd. 12, 1971, s. 188).
Ut verbo me expediam / Med andre ord- verbo expedire betyder egl. ‘udvikle el. berette med ét ord’, et udtryk som Holberg måske kan have mødt i Terents’ komedie Phormio, v. 196, hvor Antipho siger til slaven Geta: “Cedo quid portas, obsecro? atque id, si potes, verbo expedi.” (“Kom for guds skyld ud med sproget og forklar dig, hvis du kan!” Overs. Otto Steen Due i Terents, Phormio, 1984, s. 19).
ad ingenium redii / Jeg fandt tilbage til mit sande jeg- egl. ‘jeg vendte tilbage til min natur (karakter, naturlige anlæg)’. Udtrykket redire ad ingenium optræder fx i Terents’ komedie Adelphi, I 1, v. 46 (“ad ingenium redit”).
tenet insatiabile multos | Scribendi cacoëthes, & ægro in corde senescit / Mange er ramt af en syg mani med at skrive, der aldrig | mættes, men vokser sig kronisk til slut i det angrebne hjerte- citat af Juvenal, Satire 7, v. 51-52; egl. ‘en umættelig skrivesyge fastholder mange og ældes i et sygeligt hjerte.’ Det samme Juvenalsted bruges af Holberg i Peder Paars (1720) II 1, fodnoten til v. 275, hvor der også som her læses insatiabile (‘umættelig’) i stedet for insanabile (‘uhelbredelig’). Dette er påfaldende, for også i den Juvenal- og Persiusudgave fra 1697 som Holberg vides at have ejet (jf. Chr. Bruuns katalog, Fortegnelse over en Del af Ludvig Holbergs Bibliothek, 1869, s. 28), læses der her insanabile (se s. 113 i D. Junii Juvenalis et Auli Persii Flacci Satyrae, udg. af Joseph de Jouvency (lat. Josephus Juvencius), 3. udg., Rouen 1697). Enten har Holberg husket forkert, eller han har med vilje varieret ordlyden. Han kunne angiveligt Juvenal næsten udenad, se nedenfor s. 34.
mensæ rationibus, tabularum obsignationibus / regnskaber, brevforseglinger- udtrykkene forekommer i Aulus Gellius, Noctes Atticae XIV 2, 7. Holberg bruger stedet fra Gellius tydeligere i Niels Klim (1741), s. 170f. (latin, dansk), hvor en dommer i landet Mikolac opregner nogle gyldige bevismidler: “Igitur probationes eiusmodi fieri debent modis legitimis, vti expensi latione, mensae rationibus, chirographi exhibitione, tabularum obsignatione, et testium intercessione.” (“Så hvis der skal føres bevis for noget, må det ske med retsgyldige midler såsom kvitteringer, bankregnskaber, underskrifter, beseglede dokumenter og vidneudsagn”).Listen er omtrent den samme i Noctes Atticae: “Is tamen cum suis multis patronis clamitabat probari apud me debere pecuniam datam consuetis modis: expensi latione, mensae rationibus, chirographi exhibitione, tabularum obsignatione, testium intercessione” (“Han stod dog og råbte op sammen med sine advokater om, at det skulle bevises over for mig, at han skyldte penge, på de sædvanlige måder: En kvittering for betalingen, regnskabsbøger, fremvisning af en underskrift, forsegling af tavler, udsagn fra vidner.” Overs. Carsten Weber-Nielsen i Aigis 9,2, 2009 (Attiske nætter, 14. bog, s. 8)).
perpetuo forensi strepitu / konstant rettergangskævl- der menes tamperretten, hvor Holberg som medlem af konsistorium var dommer. Her behandledes ægteskabssager.
veluti aqvæ aggeribus domitæ, cum claustra semel aperiuntur, eo sonantius ruunt / For ligesom vandmasser, der er stemmet op ved hjælp af dæmninger, bryder desto mere brusende frem, når sluserne endelig åbnes- sammenlign Juele-Stue (1724), sc. 1, hvor Leonora siger om kærligheden: “Den er ligesom et oprørt Hav, hvilket jo meer det indskrænkes og indknibes jo meer bruser det”. Det er nok en tilfældighed at Holberg i levnedsbrevet netop har nævnt spektaklet i tamperretten, hvor bølgerne også kunne gå højt på kærlighedens område.
In Epistola antecedenti pollicitus sum Historiam Ecclesiasticam Danico idiomate / I mit foregående brev stillede jeg en kirkehistorie på dansk i udsigt- her husker Holberg forkert; han omtaler ikke sin kirkehistorie i Andet Levnedsbrev (1737), men i fortalen til de latinske epigrammer, Epigrammatum Libri Quinque, som fandtes i samme bog, Opuscula quædam Latina (1737). I denne fortale hedder det: “Jisdem stimulis excitor ad scribendam historiam Ecclesiasticam, cum nil præter steriles quosdam annales heic editum constet.” (s. 233; “Samme bevæggrunde lå bag den kirkehistorie jeg har skrevet, eftersom det står fast at der ikke her i landet har været udgivet andet end nogle intetsigende annaler”).Forud for det havde Holberg meddelt følgende i “Betænkning over Historier” i Dannemarks Riges Historie, tome 3 (1735): “Alt, hvad jeg endnu stræber at bringe til veje, er en allmindelig Kirke-Historie fra Christendommens Begyndelse til Lutheri Reformation in Qvarto, hvoraf allerede til den største Deel er giort Samling.” (c1v).
Historiæ Ecclesiasticæ generalis a Christianismi incunabulis ad Reformationem Lutheri deductæ / Almindelig kirkehistorie fra kristendommens første begyndelse til Luthers reformation- Almindelig Kirke-Historie udkom i 1738, og den omtalte 2. udgave fulgte i 1740. Levnedsbrevets korte redegørelse for skriftet og dets indretning stemmer til dels overens med den tilsvarende i fortalen til kirkehistorien. Se i øvrigt nærmere Indledning til Almindelig Kirkehistorie.
monstratqve successus Operis, oleum ac operam non perdituros eos, qvi versionem hujus Historiæ molirentur / Og den lykke, bogen har gjort, viser, at de, der måtte ønske at påtage sig det slid at oversætte den, hverken vil spilde tid eller flid- Almindelig Kirke-Historie blev oversat til tysk af G.A. Detharding i 1749, men ellers udkom der ingen oversættelser af værket i Holbergs levetid, bortset fra en lille tekstprøve som blev oversat til lappisk (!) i Knud Leem, En lappisk Grammatica, efter den Dialect, som bruges af Field-Lapperne udi Porsanger Fiorden. Hvorhos er føyet et Blad af den berømmelige Historie-Skriver Hr. Baron Ludvig Holbergs Kirke-Historie oversat i det Lappiske Tungemaal med en Analysi over et hvert Ord, Kbh. 1748. Den tyske oversættelse kom i 2. udg. 1762, og J.L. Köhler udgav 1762-77 en fortsættelse som førte fremstillingen op til 1750 (de to første af de fire bind blev oversat til dansk i 1769). Der ligger i ms. på Det Kgl. Bibliotek en russisk oversættelse, som aldrig udkom (om oversættelserne af kirkehistorien se Ehrencron-Müller, Bibliografi over Holbergs Skrifter, bd. 1, 1933, s. 270-276).Talemåden oleum et operam perdere, som Holberg bruger her og flere andre steder, betyder at spilde tid og møje, gøre sig forgæves ulejlighed. Oleum betyder egl. ‘olivenolie’ og sigter til at man salvede sig før en brydekamp. Det kan i overført betydning bruges om retoriske øvelser (fx Cicero, De oratore I 18, 81).
recocta / opkogte- alluderer nok til vendingen crambe bis cocta, som Holberg jævnligt benytter, ordret ‘kål kogt to gange’. Dette udtryk til betegnelse af gentagelse eller genbrug stammer oprindelig fra Juvenal, Satire 7, v. 154: “occidit miseros crambe repetita magistros” (“den gentagne kål dræber de stakkels lærere”).
Pufendorfius, Bosvetus / Pufendorf, Bossuet- der sigtes til Samuel Pufendorfs (1632-94) Einleitung zu der Historie der Vornehmsten Reiche und Staaten, so itziger Zeit in Europa sich befinden, 1682 og senere (se en faksimile her af førsteudgaven), og Jacques-Bénigne Bossuets (1627-1704) Discours sur l’histoire universelle, 1681.
Godofredum Arnoldum / Gottfried Arnold- Gottfried Arnold (1666-1714), tysk teolog og historiker, forfatter til Unparteyische Kirchen- und Ketzer-Historie von Anfang des Neuen Testaments auf 1688, bd. 1-4, 1699-1700. Holberg ejede førsteudgaven (jf. Chr. Bruun, Fortegnelse over en Del af Ludvig Holbergs Bibliothek, 1869, s. 3) og synes at være særlig fortrolig med værket, som han henviser til flere steder, bl.a. i Dannemarks Riges Historie (1732-35), i Heltehistorier (1739, i Muhamed-biografien) og altså i kirkehistorien.Når Holberg anfører Arnold som en modpol til ‘alt for rigide lutheranere’, skyldes det at Arnold ikke blot er upartisk i sin tilgang, men ligefrem lader mystikere og kættere repræsentere den sande kristne fromhed. Holberg trækker ham endog frem i sin satiriske apologi for Fanden, Epistel 61 (1748): “Og meenes der, at hvis den lærde og upartiske Theologus Gotfried Arnold, som haver ageret Advocat for forhadte Personer, havde levet noget længere, han vilde have paataget sig ogsaa at giøre en Apologie for denne berygtede Aand”. I kirkehistoriens fortale kalder Holberg Arnolds hovedværk for “en bestandig Apologie for alle Kiettere” og en tilsværtning af kirkefædrene (s. a3r).
certis aggressus sum præmiis studiosæ juventutis vires experiri, eidemqve themata qvædam moralia metrice elaboranda statis anni temporibus proponere / gik jeg i gang med, ved hjælp af udlovede præmier, at teste den studerende ungdoms talenter, idet jeg på faste tider af året stillede dem den opgave at udarbejde bestemte moralske temaer på vers- Holberg udskrev nogle halvårlige konkurrencer eller prisopgaver, hvor besvarelserne bestod i digte over opgivne emner eller sentenser fra de romerske forfattere Horats (belønnet april 1738), Juvenal (sept. 1738), Cicero (april 1739), Seneca (okt. 1739) og igen Horats (maj 1740). Præmien var 20 rigsdaler. Ledsaget af korte kritiske bemærkninger af Holberg udkom disse digte i årene 1738-40 som første til femte Prøve af ziirlige og smukke danske Vers (optrykt som helhed af Carl S. Petersen i Ludvig Holbergs Samlede Skrifter, bd. 9, 1928).
omnium manibus teruntur / nu kan læses af alle- udtrykket bruges af Holberg adskillige steder, fx om hans egne komedier i Første Levnedsbrev (1728), s. 134. Sammenlign Martial, Epigram VIII 3, v. 4: “teritur noster ubique liber” (“min bog slides overalt”).
Incitati meo exemplo & alii Literarum Fautores alia themata iisdem legibus proposuerunt / Tilskyndet af mit eksempel stillede andre yndere af litteraturen andre prisopgaver på de samme betingelser- i april 1738 udlovede Erik Pontoppidan (1698-1764), professor i teologi og hofpræst, 20 rigsdaler for en salme. Det samme gjorde embedsmanden og litteraten Frederik Rostgaard (1671-1745) i december samme år for en oversættelse af en opgiven tekst. 6 prøver udkom i 1739.
tentavi ad imitationem Plutarchi vitas qvasdam illustrium virorum comparatas contexere / Efter Plutarchs forbillede gav jeg mig i kast med at komponere en række parallelle biografier af berømmelige mænd- Heltehistorier udkom i 1739 i to bind (Tomus I, Tomus II) med den fulde titel: Adskillige store Heltes og berømmelige Mænds, sær Orientalske og Indianske sammenlignede Historier og Bedrifter efter Plutarchi Maade. I Holbergs levetid udkom der en 2. udgave 1742 og 3. udgave 1753.I sine dobbeltbiografier Parallelle liv stiller den græske filosof og polyhistor Plutarch (ca. 45-120 e.Kr.) grækere og romere parvis sammen og fokuserer på deres dyder og laster. 23 par findes bevaret, kun de 19 med en eksplicit sammenligning (herudover findes overleveret nogle enkeltstående biografier). Om Holbergs metode og brug af kilder se udførligt i Indledning til Heltehistorier.
materiam suggerunt / afgiver stof- udtrykket kendes fra Quintilian, Institutio oratoria V 7, 8, hvor det hedder: “ea res suggeret materiam interrogationi” (“en sådan ting [grundig viden om sagforholdene] vil skaffe stof til vidneafhøringen”). Det bruges også af Holberg i Første Levnedsbrev, s. 2.
in Lingvam Germanicam versum / oversat til tysk- Heltehistorier udkom første gang på tysk i 1741, oversat af ‘I. F. S.’, hvis identitet er usikker, og udgivet af Jacob Preuss i København og Leipzig (se en faksimile her) (senere kom en 2. udg. 1748 og 3. udg. 1753 i Holbergs levetid). Der kom også en nederlandsk oversættelse 1748, og efter Holbergs død en russisk 1766 samt nogle svenske efterligninger, se nærmere om oversættelser af Heltehistorier i Ehrencron-Müller, Bibliografi over Holbergs Skrifter, bd. 1, 1933, s. 287-300.
ubi scriptores mercenarii & parasiti tanqvam pestilenti sidere omnia afflant / Nu om stunder blæser lejeskribenter og snyltere alt op som med pust fra en forpestet planet- Holberg bruger her en passage fra Petronius’ Satyricon (2, 7), hvor Encolpius kritiserer veltalenhedens forfald: “Nuper ventosa istaec et enormis loquacitas Athenas ex Asia commigravit animosque iuvenum ad magna surgentes veluti pestilenti quodam sidere afflavit, semelque corrupta regula eloquentia stetit et obmutuit.” (“Denne bombastiske og overmåde blomstrende talekunst er først for nylig udvandret fra Asien til Athen og har som en vind fra en pestbefængt planet [stjerne] oppustet de højtstræbende ynglinges sjæle, og den har fordærvet og standset al veltalenhed.” Overs. Knud Schwanenflügel i Petronius, Satyricon, 2. udg. 1961, s. 9). Dette Petroniussted bruges også i Første Levnedsbrev (1728), s. 180.
Ephemerides Hamburgenses ac Lipsienses / tidsskrifterne i Hamborg og Leipzig- Heltehistorier, altså værkets tyske oversættelse Vergleichung der Historien und Thaten verschiedener insonderheit Orientalisch- und Indianischer Grosser Helden und berühmter Männer. Nach Plutarchi Beyspiel, blev rosende anmeldt i tidsskriftet Nova Acta Eruditorum, Leipzig 1743, s. 622-624 (se en pdf af årgang 1743, s. 622; Ehrencron-Müller citerer anmeldelsens slutning i Bibliografi over Holbergs Skrifter, bd. 1, 1933, s. 290). Der findes også nogle anmeldelser i Göttingische Zeitungen von gelehrten Sachen, 1741, s. 546f., og i Neue Zeitungen von gelehrten Sachen, Leipzig 1742, nr. 10, s. 88-91. Det står ikke helt klart hvad Holberg kan sigte til med hamborgske journaler.Det græske låneord ephemeris (ἐφημερίς) betyder på klassisk latin ‘dagbog’, ‘journal’, svarende til diarium. Her betyder det ‘tidsskrift’.
Descriptionem ... Bergarum / beskrivelse af Bergen- Bergens Beskrivelse (fuld titel: Den Berømmelige Norske Handel-Stad Bergens Beskrivelse) udkom i 1737. Om dette skrift, herunder Holbergs brug af Edvard Edvardsens (1630-95) håndskrevne Bergensbeskrivelse, se nærmere i Indledning til Bergens Beskrivelse [under udarbejdelse].
variis factionibus, qvæ bella identidem civilia civerunt / forskellige partidannelser, som igen og igen udløste borgerkrige- de omtalte ‘faktioner’, altså partier, sigter til flere grupperinger: byens norske borgere, de tyske håndværkere (især skomagere) og de tyske købmænd (‘kontorets’ folk). Stridighederne mellem disse parter redegøres der for i Bergens Beskrivelse.
Poësi ac festivis operibus me nuntium jam misisse / at jeg nu havde vinket farvel til poesien og de humoristiske skrifter- om udtrykket nuntium mittere, der oprindelig brugtes om skilsmissebegæring, jf. ovenfor kommentar til s. 1, Minervæ ... addixerim.
temporum gravitati / med disse alvorstunge tider- Holberg tænker nok på den pietistiske bevægelse, som tog til i styrke under Christian 6. (konge 1730-46) med forskellige forbud mod forlystelser, herunder teater. Holberg fokuserede i denne tid på sine historiske skrifter.
Hinc celebratissimum istud Opus, qvod variis jam lingvis legitur, Iter scilicet Subterraneum ante aliqvot annos elaboratum supprimere omnino conabar / Derfor søgte jeg fuldstændig at undertrykke det vidt bekendte skrift, som nu læses på diverse sprog – altså Den Underjordiske Rejse, som var skrevet nogle år forinden- Holbergs latinske roman Nicolai Klimii iter subterraneum (Niels Klims underjordiske rejse) udkom anonymt i Leipzig i 1741. Her i levnedsbrevet behandler han romanen temmelig udførligt (s. 8-25), ligesom han i øvrigt også senere omtaler den flere steder i andre af sine skrifter (Moralske Tanker og Epistler). Der vides intet nærmere om romanens tilblivelse.Holberg nævner her i levnedsbrevet at Niels Klim allerede er udkommet i flere oversættelser. Romanen kom på tysk, fransk og nederlandsk første gang i 1741, på engelsk og dansk første gang i 1742 [se faksimile i Ressourcer]. Senere blev den oversat til svensk (1746) og efter Holbergs død til adskillige andre sprog. 2. udgave af den latinske tekst kom i 1745, inklusive den tilføjede Praefatio apologetica (Forsvarende fortale).Se i øvrigt nærmere i Indledning til Niels Klim.
Venditio tamen hac lege facta fuit, ut judicia Censorum exploraret, anteqvam ederet / Salget skete imidlertid på den betingelse, at han skulle indhente censorernes bedømmelse forud for udgivelsen- under den danske enevælde (1660-1849) var der statslig censur på alle trykte publikationer til sikring af at de ikke indeholdt noget der var i strid med sædelighed, religion og kongemagt. Trykketilladelsen blev anført som imprimatur (lat. ‘må trykkes’) forrest i bogen, gerne på titelbladets bagside, og under denne påtegning fulgte navnet på censor. Hvervet som censor blev varetaget af universitetets professorer på skift.Niels Klim udkom i Leipzig og var altså ikke underkastet forhåndscensur i Danmark. Ifølge reskript af 23. sept. 1740 skulle boghandlerne dog meddele det teologiske fakultet hvilke bøger de havde indført i landet, og skete dette ikke, kunne bøgerne konfiskeres og andre sanktioner komme på tale, i værste fald inddragelse af retten til at drive en boglade. Med en undersøgelse af judicia censorum, censorernes meninger, må Holberg nok tænke på en underhånds forelæggelse for folk der ellers fungerede som censorer, for derved at komme eventuelle problemer i forkøbet (således ifølge E.C. Werlauff i dennes “Historiske Noticer om Niels Klims underjordiske Reise” i N.V. Dorphs Klim-oversættelse, 1841, s. 250 (med note f). Ehrencron-Müller tilslutter sig denne opfattelse, jf. Bibliografi over Holbergs Skrifter, bd. 3, 1935, s. 220f., og tilsvarende Kragelund i Ludvig Holbergs tre Levnedsbreve, 1965, bd. 3, s. 77).
Catonum / Cato-typer- egl. Cato’er. Det romerske tilnavn (cognomen) Cato, ofte som her i pluralis Catones, bruges som appellativ om en alvorlig og streng (moralsk) dommer. Oprindelig sigtes der til den romerske statsmand og forfatter Marcus Porcius Cato d.æ. (234-149 f.Kr.), der var kendt som fortaler for de gamle romerske dyder.
totam Urbem commovebat / satte hele byen på den anden ende- flere forskellige kilder, bl.a. et brev fra Hans Gram til Chr. Rantzau, viser at Niels Klim vakte et stort røre, se i detaljer Ehrencron-Müller, Bibliografi over Holbergs Skrifter, bd. 3, 1935, s. 221f. Dele af gejstligheden med kgl. konfessionarius J.B. Bluhme og den pietistiske hofpræst og professor Erik Pontoppidan i spidsen forsøgte forgæves at få bogen forbudt. Det kan ikke udelukkes at selve kongen, Christian 6., forhindrede dette, eller i det mindste har andre kræfter, måske fra universitetet, lagt sig imellem.
infestissima Reipublicæ literariæ insecta / de skadeligste insekter, Den Litterære Republik er befængt med- insecta forstået som skadedyr i stort tal, her i overført betydning om plageånder eller besværlige personer (jf. i en græsk sammenhæng forestillingen om Sokrates som en bremse). En tilsvarende metafor bruger Holberg nogle steder hvor han med et lån fra Plinius d.y. sammenligner digtere med fluer i september (se herom nærmere kommentar til Første Levnedsbrev (1728), s. 126, ubi major ... Septembri).
nodos in scirpo qværunt / De søger knuder, hvor der ingen er- ordret ‘søger knuder i et siv’, en fast vending der kendes allerede fra de romerske komediedigtere Plautus og Terents. K.L. Rahbek forsøger sig med en lidt mere ordret oversættelse: “de søge Knuder, hvor ingen er” (Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, bd. 21, 1814, s. 454).
Pastillos Rufinus olet, Gorgonius hircum / Fra hr. Rufinus odør af pastil, fra Gorgonius buk-hørm- den normale ordlyd i Horats, Satire I 2, v. 27, er: “pastillos Rufillus olet, Gargonius hircum” (tilsvarende Sat. I 4, v. 92). Holberg sigter til det samme Horatssted i Første Levnedsbrev (1728), s. 61 (latin, dansk), hvor de to egenskaber hæftes på en dansk præst i Paris.
Animis qvantæ cœlestibus iræ / hvor heftigt de himmelske vredes- citat fra Vergil, Æneiden I, v. 11, oprindelig formet som et spørgsmål: “Tantaene animis caelestibus irae?” Dette Vergilsted bruges også nedenfor s. 75: “qvanta animorum cœlestium sit ira”.
Qvi Seriphi ... etiam rideri se putaret / Den, der er født på Serifos ... at man holdt ham for nar- citat fra Cicero, De natura deorum (Om gudernes natur) I,88. Hos Cicero er passagen dog del af en samtale og derfor henvendt til en samtalepartner (du), mens Holberg gør passagen til et generelt udsagn i 3. person (han, man).
En qvalis facies, & qvali digna tabella! / Se, hvilket ansigt! Ja, se, hvilket oplagt motiv for en maler!
Duplex ... ἀποφθέγματα / Fænomenet spøg har to sider ... ἀποφθέγματα- denne distinktion mellem den smagløse og den forfinede spøg har Holberg hentet ordret – med enkelte udeladelser – hos Cicero, i værket De officiis (Om pligterne), I, 104. Cicero henviser til en samling 'bon-mots'er, ἀποφθέγματα, af den romerske forfatter og politiker Cato den ældre (234-149 f.Kr.).
in ipso joco aliqvod probi ingenii elucet / “Midt i spøgen lyser et glimt af den ædle karakter.”- dette direkte citat fra Cicero stammer ligeledes fra De officiis (Om pligterne), I, 103, og står umiddelbart før den passage som Holberg netop har citeret fra, dog uden dér at gøre opmærksom på det (se foregående kommentar).
cui frigida mens sit Criminibus / hvis skyld får hans sjæl til at isne- citat af Juvenal, Satire 1, v. 166f., dog med konjunktiv for indikativ. Oprindelig refereres der hos Juvenal til en tilhører, auditor, men i den aktuelle sammenhæng er Holberg kommet til at skrive autor, ‘forfatter’, lige før verscitatet, eller også skyldes fejlen sætteren; der er i nærværende udgave (ligesom det tidligere er sket i Carl S. Petersens og Kragelunds udgaver) blevet rettet til lector, ‘læser’.Holberg bruger det samme Juvenalsted i Peder Paars (1720), IV 1, i en af fodnoterne på s. 278, hvor han citerer v. 165-168 (med auditor i v. 166).
de corio suo ludi / at det er ham, der bliver hudflettet- udtrykket har Holberg antagelig kendt fra Martial, hvor det optræder Epigr. III 16, v. 4.
Gentis Judaicæ universam Historiam / hele jødefolkets historie- det drejer sig om Holbergs værk Den jødiske historie, som udkom i 1742.
Josephus / Josefus- Titus Flavius Josephus (36/37-100), jødisk historieskriver; skrev bl.a. Antiquitates Judaicae (De jødiske antikviteter) om det jødiske folks historie fra de tidligste tider.
Prideaux / Prideaux- Humphrey Prideaux (1648-1724), engelsk teolog og orientalist; skrev bl.a. værket The Old and New Testament connected, in the History of the Jews and Neighbouring Nations ... to the Time of Christ (1716-18). Prideaux var en af Holbergs yndlingsforfattere, som det fremgår nedenfor (s. 40). Om Holbergs gæld til Prideaux, se nærmere i denne udgaves indledning til Heltehistorierne (1739), afsnittet om Zoroaster og Mahomed.
Basnagius / Basnage- Jacques Basnage (1653-1723), fransk protestantisk kirkehistoriker og lingvist. Skrev bl.a. om jødernes historie i værket Antiquités judaiques (1713).
Histoire du Peuple de Dieu / Histoire du Peuple de Dieu- forfattet af den franske jesuit Isaac-Joseph Berruyer (1681-1758). Første del, med titlen Historie du peuple de Dieu depuis son origine jusqu’à la venue du Messie udkom i 1728 i 7 bind og i 1733 i en forøget udgave (værkets senere dele udkom først i 1750’erne). Holberg stod ikke alene med sin negative bedømmelse af værket. Det blev genstand for megen kritik, både af teologisk og stilistisk art, og blev allerede i 1732 sat på det pavelige index over forbudte bøger.
Mellitis verborum globulis efferuntur vitrea fracta / Splintrede tankebrokker lanceres her med verbale sukkerkugler- Sætningen kombinerer to vendinger fra Petronius, Satyricon. Med ordene mellitis verborum globulis karakteriserer romanens hovedperson Encolpius veltalenhedens forfald i kap. 1, og senere, i romanens kap. 10 erklærer Ascyltos at han ikke gad lytte til Encolpius’ ligegyldigheder, vitrea fracta (knust glas). Holberg kombinerer også i Første Levnedsbrev, s. 108 (latin, dansk), de to vendinger. Dér gælder det en kritisk karakteristik af de prædikener han havde hørt i Rom i kirken Chiesa Nuova.
splendida ista Historia a Societate qvadam Anglicana conscripta / den prægtige historie, der er forfattet af et vist engelsk selskab- det drejer sig om det encyclopædiske samleværk An Universal History, from the earliest account of time, to the present (som påvist af Viljam Olsvig i Holberg og England, 1913, s. 309). Dette værk begyndte at udkomme i 1736 og fortsatte siden helt frem til 1765, i alt i 65 bind. I første bind oplyses forfatternes navne ikke, men det vides at bindet var skrevet af George Sale (1697-1736), der er mest kendt som oversætter af Koranen, med bistand bl.a. fra den eventyrlige skikkelse George Psalmanazar (1679?-1763), en lærd bedrager hvis rigtige navn ikke kendes. Se nærmere herom i Jørgen Sejersted, “Jewish History” i Knud Haakonssen og Sebastian Olden-Jørgensen (red.), Ludvig Holberg (1684-1754): Learning and Literature in the Nordic Enlightenment, Routledge 2017, s. 196-217.Som påpeget af Sejersted optræder navnet ‘Psalmanasar’ i en replik bestående af vrøvlesprog i Mascarade (1724) III 6, et indicium på at Holberg har kendt til Psalmanazar. Se nærmere i kommentaren hertil (Candelabro ... Psalmanasar).Holberg omtaler også An Universal History i Epistel 198 (1750), hvor han dog udtrykker en vis utilfredshed med værkets karakter af kompilation.
Philonem / Filon- Filon af Alexandria (ca. 10 f.Kr.-40 e.Kr.), græsk-jødisk filosof. Han tolkede Det Gamle Testamente allegorisk på grundlag af græsk filosofi.
Cunæum / Cunæus- Petrus Cunæus (Peter van der Kun) (1586-1638), nederlandsk teolog og jurist, professor i Leiden.
Lightfootum / Lightfoot- John Lightfoot (1602-75), engelsk teolog og hebraiskkyndig.
Vitringam / Vitringa- Campegius Vitringa (Kempe Vitringa) (1659-1722), nederlandsk teolog og hebraiskkyndig. Han skrev bl.a. værket Observationes sacræ, som Holberg refererer til flere steder i Den Jødiske Historie (1742).
Richardum Simonem / Richard Simon- Richard Simon (1638-1712), fransk teolog og bibelkritiker. Han skrev bl.a. Histoire critique du Vieux Testament (1678), som Holberg henviser til flere steder i Den Jødiske Historie (1742).
Spencerum / Spencer- John Spencer (1630-93), engelsk teolog og hebraiskkyndig. Hans hovedværk er De Legibus Hebraeorum, Ritualibus et earum Rationibus (1685), som Holberg henviser til flere steder i Den Jødiske Historie (1742).
Relandum / Reland- Adriaan Reland (1676-1718), nederlandsk orientalist; skrev bl.a. en geografisk beskrivelse af Palæstina, Palaestina ex monumentis veteribus illustrata (1714), som Holberg henviser til flere steder i Den Jødiske Historie (1742).
Seldenum / Selden- John Selden (1584-1654), engelsk jurist og orientalist. Holberg henviser til flere af hans værker om jødedommen i Den Jødiske Historie (1742).
Salomonem Ben Virgæ / Salomon Ben Virgæ- Salomon Ben Virgæ (Solomon Ibn Verga, Šelomo Ibn-Wîrgā) (1460-1554), spansk-jødisk historiker, digter og læge; skrev bl.a. Schewet Jehuda (Judas scepter) om en række jødeforfølgelser gennem tiderne. Holberg refererer til dette værk i Den Jødiske Historie (1742).
Gantzium / Gantz- David Gantz (David Gans) (1541-1613), tysk-jødisk historiker og matematiker, fra 1564 bosat i Prag; udgav en krønike Ẓemaḥ David (1592) på hebraisk, senere oversat til bl.a. latin. Holberg refererer til den latinske udgave flere steder i Den Jødiske Historie (1742).
Bartolloccium / Bartolocci- Giulio Bartolocci (1617-88), italiensk hebraiskkyndig; udgav en bibliografi over hebraisk litteratur, Bibliotheca Rabbinica (1675-1693), som Holberg henviser til i Den Jødiske Historie (1742).
Schutius / Schudt- Johann Jakob Schudt (1664-1722), tysk orientalist; skrev bl.a. Jüdische Merckwürdigkeiten (1714-17), som Holberg henviser til i Den Jødiske Historie (1742).
historiam Ugelspegelii / Till Uglspils historie- Uglspil er titelpersonen i en kendt senmiddelalderlig, nedertysk folkebog (Till Eulenspiegel), hvor han optræder som en ballademager der gør groft grin med det etablerede samfund og dets normer. Bogen udkom første gang i Danmark i midten af 1500-tallet og blev siden optrykt mange gange (selv om Christian 4. forbød den i 1638). Det ældste kendte tryk er fra 1696 og bærer titlen: Underlig oc selsom Historie om Tille Ugelspegel, een Bondes Søn, barnfød udi Lande Brunssvig, saare kortvillig [dvs. underholdende, spændende] at læse ...
Grotius de Jure Belli & Pacis / Grotius’ De jure belli et pacis- Den nederlandske retsfilosof Hugo Grotius’ (1583-1645) De jure belli ac pacis (1625) (Om krigens og fredens ret) blev et grundlæggende værk inden for natur- og folkeretten. Holberg ejede et optryk fra 1701.
Petronium Arbitrum / Petronius Arbiter- Petronius Arbiter (1. årh.), romersk forfatter. Fra hans hånd er bevaret romanen Satyricon, dog kun i brudstykker. Holbergs egen latinske prosa, især Niels Klim og Levnedsbrevene, bærer stærkt præg af hans beundring for Petronius.
Livio / Livius- Titus Livius (59 f.Kr.-17 e.Kr.), romersk historiker. I sit store værk Ab urbe condita skildrede han Roms historie fra byens grundlæggelse til sin samtid under kejser Augustus. Værket er dog kun delvist bevaret. Den vending Holberg her bruger om Petronius’ stil, dens lactea ubertas, ‘mælkeagtige fylde’, har han hentet hos den romerske retoriker Quintilian (1. årh.), der netop bruger den om Livius (Institutiones oratoriae, 10,1,31).
Permixtum nautis aut furibus aut fugitivis / Inter Carnifices & fabros Sandapilarum / levet imellem matroser og tyve og bortrømte slaver, / rakkerknægte og dem, der fattigfolks ligbårer laver- citat af Juvenal, Satire 8, v. 174f. Det indgår dér i en skildring af den depraverede senator Lateranus’ udskejelser.
Virgilio ... Ovidio / Vergil ... Ovids- Publius Vergilius Maro (70-19 f.Kr.), romersk digter, der traditionelt rangerede som den ypperste blandt de romerske digtere. Hans hovedværk er det romerske nationalepos Æneiden, som er skrevet i traditionen fra de homeriske digte Iliaden og Odysseen og beretter om Romerrigets grundlæggelse. Han tilhørte kredsen af digtere omkring Augustus’ rådgiver Mæcenas. Den lidt yngre Ovids (43 f.Kr.-18 e.Kr.) digte er præget af en lettere og muntrere tone end Vergil. Hans største digt, Metamorphoses (Metamorfoserne, Forvandlingerne), skildrer verdens gang fra skabelsen til Ovids samtid i form af en lang række myter der hver indeholder et element af forvandling. Blandt hans øvrige værker nævner Holberg her hans Amores (kærlighedsdigte), Tristia (digte fra hans eksil ved Sortehavet) og Heroides (fiktive breve fra mytologiske heltinder til deres elskede).I sin Epistel 201 (1750) uddyber Holberg denne sammenligning mellem Vergil og Ovid. Også dér understreger han sin – ukonventionelle – forkærlighed for Ovid på bekostning af Vergil. Hans beundring for Ovid kommer også til udtryk i værket Metamorphosis (1726), som er en form for parodi på Ovids store digt af (næsten) samme navn; jf. også Holbergs egen beskedne sammenligning i omtalen af Metamorphosis i Første Levnedsbrev (1728), s. 196 (latin, dansk). Se nærmere i indledningen til Metamorphosis.
disjecti membra Poëtæ / en iturevet versmagers lemmer- Horats, Satire I 4, v. 62, hvor der oprindelig blev hentydet til den romerske digter Ennius.
qvi prius ordine verbum / Posterius faciunt, præponuntqve ultima primis / forrest de bageste ord og atter de bageste forrest- en bearbejdelse af Horats, Satire I 4, v. 58f.: “... quod prius ordine verbum est / posterius facias praeponens ultima primis.”
Horatio / Horats- Quintus Horatius Flaccus (65-8 f.Kr.), romersk digter, der ligesom Vergil tilhørte kredsen af digtere omkring Augustus’ rådgiver Mæcenas. Hans forfatterskab omfatter samlinger af oder, epoder, versificerede breve og satirer.
Lucano / Lukan- Marcus Annaeus Lucanus (39-65), romersk digter. Fra hans hånd er kun bevaret eposset Pharsalia om borgerkrigen mellem Cæsar og Pompejus.
qvindecim ab hinc annis / For femten år siden- ab hinc, dvs. abhinc. Den ikke ukendte skrivemåde ab hinc er hos Holberg også belagt nedenfor s. 121 og endvidere i Første Levnedsbrev (1728), s. 170, samt i overskriften til Epigram I 30 (både i 1737- og 1749-udg.). De to forekomster i Tredje Levnedsbrev retter Kragelund stiltiende til abhinc; i det andet tilfælde retter Carl S. Petersen til abhinc, men ikke i det første.
Juvenalem / Juvenal- Decimus Junius Juvenalis (ca. 65-130), romersk digter. Fra hans hånd er bevaret 16 satirer, heksameterdigte, der alle handler om livet i storbyen Rom i en bidende og pessimistisk samfundskritik. Holberg har kendt Juvenals satirer godt og citerer dem ofte. Et af hans Fire Skiemte-Digte (1722), “Poëten raader sin gamle Ven Jens Larsen fra at gifte sig”, er således skrevet som en variation, en efterligning af Juvenals 6. satire. Men dette digt er betydeligt mere behersket i sin kritik af kvindekønnet end Juvenals aggressive udfald, sådan som Holberg (under sit pseudonym Hans Mikkelsen) også forklarer det i sin fortale (s. )(1v). Jf. også indledningen til Fire Skiemte-Digte.
Satyras ... præfero / Jeg foretrækker ...- i andre sammenhænge udtrykker Holberg sig snarere til fordel for Horats’ satirer. I forordet til Fire Skiemte-Digte (1722) (s. )(3v), lader han sit pseudonym Hans Mikkelsen tage afstand fra Juvenals gnavne og fordømmende tone og heroverfor fremhæve den ‘lystig Skiemt’ der kendetegner hans egne satirer, dvs. de fire skæmtedigte. I et af sine latinske epigrammer (4,102, 1749, først udgivet 1737), karakteriserer Holberg de to romerske satiredigtere ganske kort: Horats belærer med ord, Juvenal med kølleslag. Se mere denne udgaves indledning til Fire Skiemtedigte.
Tigellio / Tigellius- romersk sanger, der omtales af Horats som en vægelsindet og sær figur (Satire I 2, v. 3 og I 3, v. 4ff.). Holberg gjorde Tigellius-skikkelsen til hovedperson i sit skæmtedigt “Apologie for Sangeren Tigellio” (1722). Se også denne udgaves indledning hertil.
doctrinam Epicuri / Epikurs filosofi- Epikur (341-270 f.Kr.), græsk filosof, der på grundlag af en materialistisk atomteori hævdede at mennesket har en fri vilje. Guderne griber efter Epikurs opfattelse ikke ind i menneskelivet, og han afviser derfor et guddommeligt forsyn. Mennesket bør stræbe efter velvære, forstået som indre ro og frihed for smerte, ikke som vekslende nydelser. (Der er kun bevaret ganske lidt af Epikurs forfatterskab. Hans filosofiske standpunkter kendes primært gennem andres omtale. Læs nærmere om Epikur på Internet Encyclopedia of Philosophy (IEP)).I eftertiden, og især under indflydelse af kristen polemik, blev Epikur ofte fordømt som eksponent for simpel nydelsessyge og ligefrem dekadence, og først i det 17. og 18. årh. blev Epikur og hans lære for alvor genstand for ny, positiv interesse. Holberg synes dog at have fastholdt den traditionelle negative opfattelse.Når Holberg her kritiserer Horats for at være epikuræer, er det en karakteristik der kan modificeres. Nok omtaler Horats sig selv som ‘en gris fra Epikurs flok’ (Epistel I 4, v. 15f.), og mange steder artikulerer han en livsholdning i overensstemmelse med Epikur, men det er langtfra alle hans digte der henter deres inspiration herfra; de rummer også indslag af stoisk filosofi, og snarere må Horats anses for eklektiker.
qvi velut Cicero Demetrium Phaleræum apud Græcos / der ... hos grækerne- i dialogen Brutus, 9,37 karakteriserer Cicero den græske taler og politiker Demetrius Phalereus (ca. 350-280 f.Kr.) som en taler der var mindre egnet til slagmarken end til sportsarenaen, altså først og fremmest til underholdning. Den romerske retoriker Quintilian (ca. 35-98) henviser til dette synspunkt i sit værk Institutiones Oratoriae, 10, 1, 33. Quintilian diskuterer både fejl og kvaliteter hos Seneca, Institutiones Oratoriae, 10, 1, 125ff.
hanc veniam petimusqve damusqve / Den frihed giver vi – og kræver- citat af Horats, Ars poetica, v. 11, hvor hele verset lyder: “Scimus, et hanc veniam petimusque damusque vicissim.”
Plutarchus / Plutarch- den græske filosof og polyhistor Plutarch (ca. 45-120 e.Kr.) skrev bl.a. en række dobbeltbiografier, Parallelle liv, hvori han stiller berømte grækere og romere parvis sammen. Som Holberg forklarer tidligere i Tredje Levnedsbrev, s. 7 (jf. komm. til Plutarchi), skrev han sine Heltehistorier (1739) som en efterligning af Plutarchs biografier.
Hümphredus Prideaux / Humphrey Prideaux- Humphrey Prideaux (1648-1724), engelsk teolog og orientalist. Holberg har ovenfor i Tredje Levnedsbrev, s. 26 (m. komm. til Burnet), nævnt sin inspiration fra Prideaux i forbindelse med Den Jødiske Historie. Om Holbergs gæld til Prideaux, se nærmere i denne udgaves indledning til Heltehistorierne (1739), afsnittet om Zoroaster og Mahomed.
Burnetus / Burnet- Gilbert Burnet (1643-1715), engelsk teolog og historiker. I årene 1679-1715 udgav han sit store værk The History of the Reformation of the Church of England i 3 bind, hvori han polemiserer mod Nicholas Sanders’ De Origine et progressu schismatis Anglicani libri tres (1585), en beretning om den engelske reformation der i 1670’erne var udkommet i fransk oversættelse. Burnet omtales også nedenfor s. 113, jf. komm. til Burnet.
P. Daniel / Père Daniel- Gabriel Daniel (1649-1728), fransk jesuit, historiker og filosof; forfattede bl.a. en række værker om Frankrigs historie, som Holberg refererer til i sine historiske værker.
Toiras Rapinus / Rapin Thoyras- Rapin Thoyras (Paul de Rapin de Thoyras) (1661-1725), fransk historieskriver knyttet til det engelske hof. Han havde, som Holberg nævner nedenfor s. 42, en militær løbebane bag sig, i Frankrig, Holland og især i England, inden han slog sig ned i Holland, hvor han skrev en stor englandshistorie, Histoire d’Angleterre (1724-27). Jf. hans biografi her.
Inter utrumqve volat dubiis victoria pennis / svæver Victoria mellem dem begge på tvivlende vinger- citat af Ovids Metamorfoser VIII, v. 13.
Acta publica Rymeri / Rymers Acta Publica- Thomas Rymer (1641-1713) engelsk historiker, der udgav en samling af engelske traktater og andre officielle dokumenter, Foedera (af Holberg betegnet ‘Acta publica’), i 20 bind i årene 1705-35.
Camden / Camden- William Camden (1551-1623), engelsk historiker. Hans hovedværker er Britannia (1586), en historisk-topografisk beskrivelse af England, Wales og Skotland, og en skildring af Englands historie under dronning Elizabeth, Annales rerum Anglicarum et Hibernicarum (1615).
Backer / Baker- formentlig Richard Baker (ca. 1568–1645), engelsk politiker og forfatter. Han skrev en englandshistorie, Chronicle of the Kings of England from the Time of the Romans’ Government unto the Death of King James (1643), der opnåede stor popularitet og ofte blev genudgivet.
du Chesne / Duchesne- André du Chesne (1584-1640), fransk geograf og historiker. Ud over en række værker om fransk historie skrev han bl.a. en englandshistoire, Histoire d’Angleterre, d’Ecosse, et d’Irelande (Paris 1614).
Collectionibus Rushwordi / Rushwords samlinger- John Rushword (ca. 1612-90), engelsk politiker og historiker; udgav en samling af historiske dokumenter om engelsk historie i 1600-tallet, Historical Collections (1659-1701).
Aliae Scientiæ ... advocatos / Andre videnskaber ... skal udforskes- Holberg beskriver sit engagement i studiet af moralfilosofi ved hjælp af en række passager fra Cicero og en enkelt hentet hos Plinius. Se herom i de flg. kommentarer.
in viam ... proseqvuntur / leder os ...den kunst at leve- formuleringen om det lykkelige liv som moralfilosofiens mål har Holberg hentet i beskrivelsen af Epikurs lære i Ciceros filosofiske dialog De finibus bonorum et malorum: “... omnes bene sanos in viam placatae, tranquillae, quietae, beatae vitae deduceret ... nullam eruditionem esse duxit nisi quae beatæ vitae disciplinam juvaret” (1, 71). Epikur, hedder det videre, fandt det heller ikke værd at bruge tid på poesi, musik, geometri, matematik og astronomi: “... aut an ille tempus aut in poetis evolvendis ... consumeret, in quibus nulla solida utilitas omnisque puerilis est delectatio, aut se ... in musicis, geometria, numeris, astris contereret ... eas ergo artes persequeretur, vivendi artem ... relinqueret?” (1,72)
Philosophia enim moralis ... disciplinæ / For moralfilosofien ... hengiven- Holberg har hentet denne hyldest til filosofiens moralske og civilisatoriske betydning i Ciceros filosofiske dialog Tusculanae disputationes. Her henvender Cicero sig direkte til filosofien: “... O vitae philosophia dux, o virtutis indagatrix expultrixque vitiorum! quid non modo nos, sed omnino vita hominum sine te esse potuisset? Tu urbis peperisti, tu dissipatos homines in societatem vitae convocasti, tu eos inter se primo domiciliis, deinde coniugiis, tum litterarum et vocum communione iunxisti, tu inventrix legum, tu magistra morum et disciplinae fuisti ... tibi nos ... penitus totosque tradimus” (5, 5).
At non ... advocatos / Men det er ikke ... udforskes- begyndelsen af denne passage er hentet i et brev af Plinius d.y., men Holberg har ændret meningen. Plinius fremhæver sit ensomme liv med bøgerne, ‘jeg taler kun med mig selv og mine bøger’ (“mecum tantum et cum libellis loquor”, I 9, 5), mens Holberg betoner værdien af egen tænkning frem for læsning af andres tekster. Denne betragtning har han derpå fundet endnu et udtryk for hos Cicero, i dialogen Tusculanae disputationes: “Sapientis autem cogitatio non ferme ad investigandum adhibet oculos advocatos” (5, 111).
Montanum / Montaigne- Michel de Montaigne (1533-92), fransk renæssancehumanist, hvis essays, Les Essays (1580-88), blev en vigtig inspiration for Holbergs egne essays, især Moralske Tanker (1744).
Autor libelli / forfatteren af det lille skrift- det drejer sig om Jacques Esprit (1611-77), fransk lærd, hvis eneste værk, den lille afhandling om de menneskelige dyders falskhed, La Fausseté des vertus humaines (1678) opnåede flere genudgivelser og også blev oversat til engelsk. Holberg ejede et eksemplar af værket.
Malebranchii / Malebranche- Nicolas Malebranche (1638-1715), fransk teolog og filosof.
Philosophi Roterodamensis / Rotterdam-filosoffen- dvs. Pierre Bayle (1647-1706), fransk filosof. Hans leksikon Dictionnaire historique et critique (1697) er et hovedværk i den tidlige oplysningstid og en væsentlig inspiration for Holberg.
Johanne Clerico / Jean Leclerc- teolog, født i Genève 1657, død i Amsterdam 1736, indflydelsesrig bibelkritiker.
Anchora namqve suam jam tenet illa ratem / Ankeret holder sin båd fast og fortøjet på plads- en bearbejdelse af Ovids Tristia V 2, v. 42: “ancora iam nostram non tenet ulla ratem”.
Jam langvent exhausto robore vires / Nu går kraften på hæld, og kerneveddet er opbrugt- en bearbejdelse af Ovids Epistulae ex Ponto I 4, v. 3: “jam vigor et quasso languent in corpore vires”.
Sint Mæcenates, & erunt qvoqve in orbe Marones, / Nasonemqve tibi vel tua rura dabunt / Er der mæcener i verden, så kommer der også Vergil’er, / og en Ovid spirer op ude på marken hos dig- Holberg citerer frit fra et epigram af Martial, VIII 55, v. 5-6, med følgende oprindelige ordlyd: “Sint Maecenates, non deerunt, Flacce, Marones / Vergiliumque tibi vel tua rura dabunt. ” Som det ses, er Vergil i v. 6 blevet udskiftet med Ovid (Naso) i Holbergs version. Han bearbejder også disse vers i et af sine egne epigrammer, III 9, v. 3-4: “Sint Mæcenates, magni surgant quoque Vates, / Nasonemque tibi vel tua rura dabunt.” (“Er der mæcener, så får man også de store poeter. / Alt det hartkorn du har, skaffer dig nok en Ovid.” Peter Zeebergs overs.).
cecidere omnes a crinibus hydri, / Surda nihil gemuit grave buccina / faldt straks alle slanger af håret, / krigslurens sorgtunge suk forstummede, hørtes af ingen
Tertullianus / Tertullian- Quintus Septimius Florens Tertullianus (ca. 160-222), oldkirkelig teolog.
Simonides / Simonides- Simonides fra Keos, ca. 556-469 f.Kr., græsk digter. Anekdoten om Simonides’ svar til Hieron af Syrakus har Holberg hentet næsten ordret fra Cicero, De natura deorum (Om gudernes natur), I 60: “... Simonide, de quo cum quaesivisset hoc idem tyrannus Hiero, deliberandi sibi unum diem postulavit; cum idem ex eo postridie quaereret, biduum petivit; cum saepius duplicaret numerum dierum admiransque Hiero requireret cur ita faceret, "quia quanto diutius considero" inquit "tanto mihi spes videtur obscurior"”
O utinam nobis non sordida vestis adesset, / Vidissem propius mea numina / Gik vi blot ikke rundt i en dragt så skiden som den her, / kom jeg langt tættere på mine guder og kunne bese dem- versene stammer fra den romerske digter Calpurnius Siculus’ (1. årh.) Eclogae (hyrdedigte), 7, v. 79f. (dog sordida for rustica og adesset for inesset).Holberg har foretaget en markant omtolkning. Calpurnius’ digt hylder kejser Nero, og de to vers indgår i hyrden Corydons beklagelse af at det ikke lykkedes ham at komme tæt på guderne, konkret den unge kejser Nero, da han overvejede legene i Neor amfiteater. Hos Holberg derimod drejer det sig om menneskets gudserkendelse. Holberg citerer også disse vers og to flere i sin fortale til Anhang til den Historiske Introduction (1713), s. )(5v.
Incerta hæc si tu postules / Ratione certa facere, nihilo plus agas, / Qvam si des operam, ut cum ratione insanias / At prøve metode og plan i en så uberegnelig sag / kan aldrig føre til noget – det skulle da være en plan / til systematisk og metodisk at gøre sig gal- citat af Terents, Eunukken, v. 63ff. Holberg lader et af sine essays i Moralske Tanker (1744) ende med det samme citat, I 101, s. 153.
Bacchæ bacchanti si velis adversarier, / Ex insana insaniorem facies / Hvis du trodser bacchantinden, når hun raser, gør du blot / en afsindig mer’ afsindig- Plautus, Amphitruo, v. 702f.
& jam venit ægra senectus / snart kommer den skrantende alder- Ovids Metamorfoser XIV, v. 143.
cum fœdum existimant aliud promptum in lingva habere, aliud clausum in pectore servare / da de anser det for et fælt træk at have én ting fremme på tungen og en anden indesluttet i hjertet- vendingen stammer fra den romerske historiker Sallusts beretning om Catilinas sammensværgelse (skrevet ca. 41 f.Kr.): “ambitio multos mortalis falsos fieri subegit, aliud clausum in pectore, aliud in lingua promptum habere” (“ærgerrighed har gjort mange mennesker uoprigtige så de har holdt én ting skjult i hjertet og sagt noget andet åbent”. Catilinae coniuratio 10, 5).
ficto simulant pia pectora vultu / simulerer fromme hjerter med et hyklet minespil- citat af et epigram af den engelske digter Richard Crashaw (ca. 1613-49) fra samlingen Epigrammata sacra (1634).
Cum summus Judex terras inviset ab aula / Syderea, ut vitas actas ac crimina discat / når den højeste dommer fra stjerneborgen vil gæste / Jorden for nøje at granske hvert menneskes levned og synder- ophavsmanden til disse vers er den italienske jesuit Francesco Benci (Franciscus Bencius) (1542-94).
qvanta animorum cœlestium sit ira / hvor frygtelig de himmelskes vrede er- jf. Vergil, Æneiden I, v. 11: “Tantaene animis caelestibus irae?” Dette Vergilsted bruges også ovenfor s. 17 let bearbejdet: “Animis qvantæ cœlestibus iræ”.
Fausti hirsuta cohors minor est mihi Castoris ira: / Injuste patiens me puto jure pati /- Holberg citerer vers 3-4 af sit eget Epigram II 50.
illi ilia fere risu solvuntur / hun er ved at revne af grin- ordret egl. ‘maven (indvoldene) på hende opløses næsten af grin’. Udtrykket kan Holberg have kendt fra Petronius, Satyricon 24, 5 (“Giton ... risu dissolvebat ilia sua”), men det har været almindeligt udbredt. Han bruger det også fx i Første Levnedsbrev (1728), s. 96, og i Niels Klim (1741), s. 38.I førstetrykket af Tredje Levnedsbrev læses der ikke fere (næsten) men sere, som Carl S. Petersen har opretholdt i sin udgave fordi han måske har ment at det er et adverbium til serus (sen), altså betyde at enken flækkede af grin da Holberg var gået, og at hun derfor gjorde det ‘sent’. Man ville da snarere vente en komparativ, ‘senere’, og hvordan kunne Holberg i øvrigt vide at dette foregik når han var gået? Den normale adverbiale form er sero. Det er derfor meget sandsynligere at der blot foreligger en sætterfejl, en forveksling af typerne f og langt s. Kragelund har i sin udgave rettet til fere.
spartam docendi / lærergerningen- sparta bruges almindeligt i betydningen ‘embede’, ‘hverv’, ‘opgave’. Om Holbergs og andres brug af denne glose se udførligt E. Spang-Hanssen, “Nye Holbergiana”, XXXVI: “Lidt om Holbergs latin” i Danske Studier, 1968, s. 113-116; s. 114f. Udtrykket stammer oprindelig fra Euripides’ tragedie Telephos, hvor Agamemnon formaner sin bror Menelaos, kongen af Sparta, om at moderere sig: Σπάρτην ἔλαχες, κείνην κόσμει (fragm. 723, “Du har fået Sparta som din lod, dette skal du styre”). Senere anvendes citatet af Cicero, Plutarch m.fl., og efterhånden bruges Sparta almindeligt i den anførte betydning frigjort fra den oprindelige kontekst.
nam vita humana ... faciunt / Menneskelivet er jo ... skade- denne sammenligning af mennesket med et sværd – enten slides det ved brug eller også sløves det ved passivitet – stammer fra Cato den ældres (234-149 f.Kr.) værk Carmen de moribus (et digt om levevis og opførsel). Værket er imidlertid, ligesom størstedelen af Catos forfatterskab, ikke bevaret. Citatet har Holberg hentet i Aulus Gellius, Noctes Atticae (2. årh. e.Kr.), 11, 2, 6, hvor det anføres sammen med et par andre citater fra Carmen de moribus. Aulus Gellius fremhæver indledningsvis rigtigheden af denne sentens.
