Felicitas et infelicitas / Lykke og ulykke

Holberg bearbejdede senere dette essay til dansk i Moralske Tanker (1744), Libr. I Epigr. 83.

Humanæ sortis non tanta est ... servus ab ingenuo &c. / Uligheden i kår er ikke så stor ... der er fri fra en træl

de første fire vers af Holbergs Epigram I 83 (latin, dansk), som ellers omfatter 22 vers. Epigrammet bærer overskriften “Paradoxon. Nullos dari felicitatis gradus” (“Et paradoks. Lykken kan ikke gradbøjes”), og begyndelsen lyder i Peter Zeebergs oversættelse:

Menneskets kår er ikke så uens fordelt som det synes,

ingen kan kalde sig helt lykkelig, det står vel klart.

Ikke af gavn, kun af navn er der forskel på fattig og rigmand,

forskel på sund og syg, slave og fribåren mand.

Epigrammets to første vers udgør mottoet for den bearbejdede version i Moralske Tanker (1744), Libr. I Epigr. 83. Holberg citerer yderligere to vers af det samme epigram nedenfor på s. 162 og dets to afsluttende vers på s. 168.

Explicatius hoc paradoxon mox reddidi dictione soluta / Mere udfoldet har jeg kort efter fremstillet paradokset på prosa

det er gådefuldt hvad Holberg her kan sigte til. Det kan jo ikke være den senere bearbejdelse af essayet i Moralske Tanker. Der må refereres til et tidspunkt efter den første udgave af epigrammerne i 1737.

nonnihil saltem e rugis remittas / dog glatte nogle af panderynkerne ud

udtrykket e rugis remittere (at slappe rynkerne) bruges også andre steder af Holberg. Det optræder hos Plinius d.y., Epistel IX 17, 2: “Vis tu remittere aliquid ex rugis?” Det skal betegne en modsætning til rugas in fronte contrahere, som Holberg netop har brugt i det foregående, altså ‘trække rynkerne sammen i panden’, rynke panden som udtryk for bekymring eller kritik.

illis in Nasturtio, qvo vesci solebant Persæ, eadem est voluptas, qvæ in Syracusiis mensis est his / De fattige har samme glæde af brøndkarse (som perserne plejede at spise) som de rige af syrakusanske banketter

egl. ‘karse, som perserne plejede at ernære sig af, har hine [de fattige] samme glæde af som disse [de rige] har af syrakusanske måltider’. De karsespisende persere har Holberg hentet fra Cicero, hvor de optræder som et eksempel på mådehold i Tusculanae disputationes V 34, 99: “Persarum a Xenophonte victus exponitur, quos negat ad panem adhibere quicquam praeter nasturcium.” (“Om persernes levemåde kan vi læse hos Xenophon; han siger at de aldrig spiser andet til deres brød end karse”. Overs. Otto Foss i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 4, 1971, s. 433-435). Omtalen af de overdådige måltider i Syrakus følger umiddelbart efter i Ciceros fremstilling (Tusculanae disputationes V 35, 100).

Ciceros henvisning til Xenofon i det første tilfælde gælder Kyropædien I 2, 8, hvor den pågældende plante kaldes κάρδαμον, i Liddell & Scott, Greek-English Lexicon forklaret som “nose-smart, Lepidium sativum, of which the seed was eaten like mustard.” Arten Lepidium sativum hedder på dansk havekarse. Før Carl von Linnés klassifikationssystem vandt indpas – og altså endnu på Holbergs tid – brugtes betegnelsen nasturtium om den samme plante.

I førstetrykket af Tredje Levnedsbrev læser man her Narstutio (ablativ af narstutium), men denne afvigende stavemåde må anses for en tekstfejl og er derfor i nærværende udgave blevet rettet til Nasturtio. Den afvigende form med narst- er belagt i middelalderen (bl.a. oplyser Oxford English Dictionary, s.v. nasturtium: “With forms in narst- compare the post-classical Latin variant narstucium, found in the Vitellius MS. (11th cent.) of Pseudo-Apuleius Herbarium”). Men formen kendes ikke i nyere tid, og der er derfor rimelig grund til at anse den for en fejl der enten stammer fra Holberg selv eller sætteren. Carl S. Petersen og Kragelund har opretholdt Narstutio i deres udgaver. I sit tekstudvalg i Holbergs livssyn, 1981, som i øvrigt følger Kragelunds tekst, foreslår Andreas Simonsen at narstutium er en “fejlskrivning af (eller måske sjælden sideform til) nasturtium: brøndkarse” (kommentarhæfte, s. 12).

I bearbejdelsen i Moralske Tanker, s. 98, har Holberg omarbejdet hele passagen til følgende: “Hine finde lige saa stor Smag udi Kalluns-Suppe, som disse udi Pasteter”, altså henholdsvis suppe kogt på indvolde for de fattiges og postejer for de riges vedkommende.

Nam pauper stomachus raro vulgaria temnit / Fattig mave foragter kun sjældent de simple menuer

en friere gengivelse af Horats, Satire II 2, v. 38: “jejunus raro stomachus vulgaria temnit” (“en sulten mave foragter sjældent simpel kost”). Holbergs pauper stomachus betyder egl. ‘en fattig mave’.

divitibus opus est acoribus, ut nimia dulcedine obtusus stomachus excitetur / Derfor trænger de rige til syrlig garniture, for at maven, sløvet som den er af alt for megen sød mad, kan blive pirret

formodentlig inspireret af Plinius d.y., Epistel VII 3, 5: “Ut enim, si cenam tibi facerem, dulcibus cibis acres acutosque miscerem, ut obtusus illis et oblitus stomachus his excitaretur, ita nunc hortor ut iucundissimum genus vitae non nullis interdum quasi acoribus condias.” (“For ligesom jeg, hvis jeg sammensatte en menu til dig, ville blande krasse og skarpe ting ind mellem de søde retter, for at din mave, når den var sløvet og overfyldt med de første, kunne pirres ved de sidste, således prøver jeg nu at opfordre dig til ind imellem at krydre din behagelige livsførelse med noget, der ligesom er mere syrligt.” Overs. Gunnar Andersen, Plinius’ Breve, 1966, s. 216).

clavumqve tanqvam adhibeant ad clavum ejiciendum / så støder de så at sige et nyt søm ind for at drive det gamle ud

sigter til den almindelige vending clavo clavum ejicere (egl. ‘støde et søm ud med et andet’), der forekommer fx i Cicero, Tusculanae disputationes IV 35, 75, om behandling af en erotisk affekt: “Etiam novo quidam amore veterem amorem tamquam clavo clavum eiciendum putant.” (“Der er også dem der mener, at man ved en ny kærlighed skal få ham til at glemme den gamle, for ‘med ondt skal ondt fordrives’.” Overs. Otto Foss i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 4, 1971, s. 347).

Negabat Dionysius se jure nigro Spartanorum delectari, qvia condimentum nempe fames deerat / Dionysios vragede spartanernes blodsuppe, begribeligvis fordi han manglede appetit, der jo er mavens krydderi

Holberg bruger her ligesom umiddelbart ovenfor en passage i Ciceros Tusculanae disputationes som handler om mådehold – og om det modsatte i tilfældet Syrakus. Dionysios 1. (431-367 f.Kr.), den græske tyran i Syrakus på Sicilien, havde et godt forhold til spartanerne, men tydeligvis ikke til deres spartanske levevis. Man læser hos Cicero (Tusc. V 34, 98): “Quid? victum Lacedaemoniorum in philitiis nonne videmus? ubi cum tyrannus cenavisset Dionysius, negavit se iure illo nigro, quod cenae caput erat, delectatum. Tum is qui illa coxerat: ‘Minime mirum; condimenta enim defuerunt.’ ‘Quae tandem?’ inquit ille. ‘Labor in venatu, sudor, cursus ad Eurotam, fames, sitis. His enim rebus Lacedaemoniorum epulae condiuntur.’ ” (“Behøver jeg at henvise til, hvad der vankede ved spartanernes fællesmåltider? Da engang tyrannen Dionysios havde deltaget i et af dem, erklærede han at han ikke kunne lide den sorte suppe som var hovedretten. Dertil svarede kokken: ‘Det er ikke så mærkeligt, for du mangler krydderierne.’ – ‘Hvilke krydderier?’ – ‘Jagtens anstrengelse, kroppens sved, løbet langs [floden] Eurotas, sult og tørst. Det er nemlig de krydderier lakedæmonerne bruger’.” Overs. Otto Foss i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 4, 1971, s. 433).

Darius vero in fuga, cum aqvam turbidam & cadaveribus inqvinatam bibisset, negavit se unqvam jucundius bibisse / den flygtende Dareios, som havde drukket plumret vand, der ydermere var forurenet af lig, sagde, at han aldrig havde drukket med større velbehag

Holberg citerer næsten ordret Cicero, Tusculanae disputationes V 34, 97: “Darius in fuga cum aquam turbidam et cadaveribus inquinatam bibisset, negavit umquam se bibisse iucundius.” Flere persiske konger bar navnet Dareios, og det står ikke helt klart hvilken der her sigtes til, men formodentlig Dareios 3. (konge 336-330 f.Kr.), som blev styrtet af Alexander den Store.

I slutningen af Niels Klim (1741), s. 377 (latin, dansk) forekommer der en ordsprogsagtig vending som nok er inspireret af anekdoten hos Cicero. Det er Niels Klims bemærkning da han efter sin hjemkomst til Bergen påtager sig det ydmyge klokkerembede: “stultum sit, aquam turbidam respuere, vbi sitis fauces tenet” (“det er dumt at vrage mudret vand når tørsten sidder en i halsen”), se kommentar til Niels Klim, s. 377, stultum sit ... fauces tenet.

corpus vitiosum ferre recusat / vil en sygelig krop ikke bære

Horats, Satire II 7, v. 108f.: “illusique pedes vitiosum ferre recusant / corpus.” (“og de vaklende fødder nægter at støtte den ødelagte krop”).

cum res necessariæ nec operâ multâ nec expensâ expleantur & naturales pauca desiderent, propterea qvod ipsa natura divitias, qvibus contenta sit, & parabiles & terminatas habet; inanium autem cupiditatum nec modus ullus nec finis inveniri potest / for det livsnødvendige dækkes ind uden megen møje eller stor bekostning, og de naturlige behov opfyldes let, idet naturen selv har adgang til det velafgrænsede fond af rigdomme, som den har nok i. Hvorimod der hverken kan findes måde med eller grænse for indholdstomme begær

Holberg bruger her en passage fra Cicero, De finibus bonorum et malorum I 13, 45: “Quarum ea ratio est, ut necessariae nec opera multa nec impensa expleantur; ne naturales quidem multa desiderant, propterea quod ipsa natura divitias, quibus contenta sit, et parabilis et terminatas habet; inanium autem cupiditatum nec modus ullus nec finis inveniri potest.” (“Med disse tre grupper forholder det sig nu således, at de nødvendige behov uden større besvær og bekostning lader sig tilfredsstille; heller ikke de naturlige behov stiller store krav, fordi naturen selv har de rigdomme, den behøver, til sin rådighed i det rette omfang. De urimelige behov derimod breder sig hæmningsløst ud over alle grænser.” Overs. Thure Hastrup i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 2, 1968, s. 279).

I denne del af De finibus gennemgås forskellige elementer af den græske filosof Epikurs etik. Overgangsrelativet quarum i citatet viser tilbage til de tre slags lidenskaber eller begær, cupiditates: 1) de naturlige og nødvendige (necessariae), 2) de naturlige men ikke nødvendige (naturales) og 3) de ‘tomme’ (inanes) som hverken er naturlige eller nødvendige (i Kragelunds oversættelse ‘forfængelige lyster’).

Si qvis caret epulis extructisqve mensis & freqventibus poculis, caret etiam cruditate & insomniis / Er man uden banketter, overlæssede borde og pokaler i lange baner, er man også uden forstoppelse og søvnløshed

hos Cicero, Cato Maior de senectute 13, 44, hedder det tilsvarende om alderdommen: “Caret epulis exstructisque mensis et frequentibus poculis. Caret ergo etiam vinulentia et cruditate et insomniis.” (“Den må give afkald på de store gæstebud, de bugnende borde og de hyppigt fyldte bægre; men så er den også fri for fuldskab, forædthed og søvnløshed.” Overs. Thure Hastrup i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 5, 1972, s. 375).

de lodice paranda / for kost og logi

ordret gælder bekymringen at skaffe et tæppe. Vendingen stammer fra Juvenal, Satire 7, v. 66, som Holberg også bruger i Første Levnedsbrev (1728), s. 119 (latin, dansk).

Tæppet og den konkrete anskuelighed er forsvundet i bearbejdelsen i Moralske Tanker, s. 101: “En Fattig og en Riig leve stedse udi Bekymring: den eene for sin  Udkomst  og Føde, den anden for sine Midlers Conservation.”

cantat vacuus coram latrone viator / synger sig pengeløs frem med røveren lige i nakken

citat af Juvenal, Satire 10, v. 22, som dog har futurum. Holberg bruger også dette citat (om sig selv) i Første Levnedsbrev (1728), s. 56 (latin, dansk). Tilsvarende ovenfor her i Tredje Levnedsbrev, s. 91.

Nam sicuti ægrotum seqvitur febris, sive in aureo sive in argenteo sive in ligneo cubili ponatur, ita divitiarum perpetui comites sunt metus, solicitudo, pervigilium / For ligesom feber følger den syge, hvad enten man lægger ham i en guldseng eller i en sølvseng eller på en træbriks, således er frygt, stress og nattevågen rigdommens stadige følgesvende

Holberg trækker her på Seneca, Epistulae morales 17, 12, slutningen af et af brevene til Lucilius: “Quemadmodum nihil refert, utrum aegrum in ligneo lecto an in aureo conloces, – quocumque illum transtuleris, morbum secum suum transferet, – sic nihil refert, utrum aeger animus in divitiis an in paupertate ponatur. Malum illum suum sequitur.” (“Ligesom det ikke gør nogen Forskel, om du lægger en syg paa en Seng af Træ, eller paa en af Guld (– hvorhen du end flytter ham, vil han flytte sin Sygdom med sig –) saaledes er det ogsaa ganske ligegyldigt, om et Menneske, hvis Sind er sygt, anbringes i Rigdom eller i Fattigdom. Det onde, han lider af, vil følge ham.” Overs. M. Cl. Gertz i Breve og andre Skrifter til Lucilius, 1927, citeret efter Kragelund, Holberg og Seneca, 1983, s. 73).

Holberg havde tidligere brugt dette Senecasted i sit Epigram I 184 (latin, dansk), som blev trykt første gang i 1737. Epigrammet lyder (i 1749-udgaven):

Ut nihilum referat quo lecto ponitur æger,

Ligneo an aurato. Morbus eum sequitur.

Sic & avarus homo, seu paupertate prematur,

Seu sit dives opum, pauper & æger erit.

(“Lissom det ikke gør stort hvilken seng man lægger en syg i, / en af træ eller guld, han er alligevel syg, / sådan er også en gnier – hvad end han er skrækkelig fattig / eller umådelig rig – både forhutlet og syg.” Overs. Peter Zeeberg).

suspendia / selvmord

suspendium, egl. ‘hængning’, her om selvmord ved hængning. I bearbejdelsen i Moralske Tanker, s. 102: “Hvilket Folk er rigere end de Engelske, og blant hvilket Folk er Fortvivlelse og Egenmord almindeligere.”

Holberg kommer ind på samme spørgsmål ovenfor i Tredje Levnedsbrev, s. 119 (latin, dansk) i beskrivelsen af englænderne, hvor det hedder at hvor der ingen bødler er, hænger de sig selv; sammenlign Tanians rejsebeskrivelse i Niels Klim (1741), s. 308 (latin, dansk). Allerede i sit Anhang til den Historiske Introduction (1713), s. 100, nævner Holberg englændernes tilbøjelighed til selvmord.

Scythæ / Skytherne

et folk i det sydlige Rusland. Det er uklart hvad Holbergs kilde til udsagnet om skyterne kan være.

Testatus est qvidam e popularibus meis, novisse se Parisiis nobilem Anglum, qvi prosperitatem nimium constantem ac nullis casibus interruptam nauseans laqveo gulam fregit / En af mine landsmænd har fortalt mig, at han i Paris lærte en fornem englænder at kende, der var så led ved sin alt for stabile, af ingen udsving afbrudte komfort, at han tog strikken

den samme erindring eller anekdote genbruger Holberg senere i Epistel 102 (1748): “Der fortælles om en Engelænder, der opholdt sig en Tiid lang udi Paris, søgende der intet uden Vellyst, men at han omsider blev saa kied af dens Bestandighed, at han hang sig selv.”

Udtrykket laqueo gulam alicui frangere betyder bogstaveligt ‘knække halsen på én med en strikke’ (strangulere). Det kendes fra Sallust, Catilinae coniuratio 55, 5. Holberg bruger det også et par steder i Niels Klim (1741) .....

Extabat tempore Ciceronis Epigramma in Ambraciotam Cleombrotum, qvi, cum nihil ei adversi accidisset, in mare se abjecit / På Ciceros tid fandtes der en gravskrift over en mand fra Ambrakia, Kleombrotos hed han, som styrtede sig i havet, fordi han aldrig havde mødt modgang

eksemplet stammer fra Cicero, Tusculanae disputationes I 34, 84: “Callimachi quidem epigramma in Ambraciotam Theombrotum [Cleombrotum] est, quem ait, cum ei nihil accidisset adversi, e muro se in mare abiecisse lecto Platonis libro.” (“Der findes også et epigram af Kallimachos om en Kleombrotos fra Ambrakia, hvor det hedder: ‘skønt der ikke var gået ham nogetsomhelst imod, styrtede han sig fra murtinden i havet, kun fordi han havde læst Platons bog.’” Overs. Otto Foss i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 4, 1971, s. 101). Adjektivet Ambraciotes betegner en indbygger i byen Ambrakia i det sydlige Epirus.

Holberg springer de sidste tre ord over, som hentyder til Platons dialog Faidon, der drøfter sjælens udødelighed og skildrer Sokrates’ henrettelse – og dermed går hos Holberg den oprindelige pointe, selvmordets årsag, tabt. Kragelund har i sin oversættelse gengivet konjunktionen cum med ‘skønt’, men hos Holberg skal den opfattes kausalt snarere end koncessivt, således også i Holbergs egen bearbejdelse i Moralske Tanker, s. 103: ‘saasom’ (eftersom, fordi).

Kallimachos fra Kyrene var den mest betydningsfulde hellenistiske digter i 200-tallet f.Kr., han var særdeles produktiv og virkede også som bibliotekar og forsker i Alexandria. Epigrammet hvortil Cicero henviser (nr. 23 i Rudolf Pfeiffers Oxfordudgave, Hymni et Epigrammata, 1953), lyder således:

Εἴπας “Ἥλιε χαῖρε” Κλεόμβροτος Ὡμβρακιώτης

ἥλατ’ ἀφ’ ὑψηλοῦ τείχεος εἰς Ἀίδην,

ἄξιον οὐδὲν ἰδὼν θανάτου κακόν, ἀλλὰ Πλάτωνος

ἓν τὸ περὶ ψυχῆς γράμμ’ ἀναλεξάμενος.

(“‘Vær hilset, sol,’ sagde Kleombrotos fra Ambrakia og sprang fra en høj mur ned i Hades skønt han ikke havde oplevet noget ondt som var værd at dø for, men fordi han havde læst et enkelt skrift af Platon, det om sjælen”).

I forlængelse af stedet i Epistel 102, hvor Holberg nævner anekdoten om englænderen som hængte sig i Paris (se foregående kommentar), skriver han: “Saadant Exempel anfører og Cicero”, men han undlader at specificere dette nærmere.

Nemo sorte sua contentus vivit / Ingen er tilfreds med sin lod i livet

der hentydes til begyndelsen af Horats, Satire I 1, som Holberg i fortsættelsen også citerer direkte fra. De første tre vers, hvor satirens tema slås an, er formet som et spørgsmål til digterens velynder Mæcenas:

Qui fit, Maecenas, ut nemo, quam sibi sortem

seu ratio dederit seu fors obiecerit, illa

contentus vivat, laudet diversa sequentis?

(“Mæcenas, hvordan kan det være at ingen lever tilfreds med den lod som er givet ham, hvad enten fornuften har givet ham den eller tilfældet udsat ham for den, men at han lovpriser dem der følger andre veje?”).

O fortunati Mercatores! ... Militia est potior &c. / “Købmænd, hvor har I det godt!” ... “Feltliv er nu nummer et!”

ordret citat af Horats, Satire I 1, v. 4-7. I bearbejdelsen i Moralske Tanker, s. 103, citerer Holberg først de samme latinske heksametre, men parafraserer derefter Horatssatirens begyndelse på danske aleksandrinere:

Hvor man sig vender hen, og hvor man kaster Øjet,

Man seer fast hver og een at være misfornøyed:

Man søge, hvor man vil, man finder ingensteds

Den som med sine Kaar er froe og vel tilfreds.

Man seer en Kiøbmand ej sin Skibspart at forlise,

Han jo begynder strax Krigsstanden højt at prise:

Soldaten ønsker sig igien Kiøbmandens Kaar,

Naar han en anden seer at trekkes hannem for.

Suspirant eqvidem pauperes, cum vident divites curribus sublimes per urbem ferri ac luto se aspergere / Jo, de fattige sukker nok, når de ser de rige knejsende køre gennem byen i deres kareter og overstænke dem med pløre

se tilsvarende i Andet Levnedsbrev (1737), s. 220 (latin, dansk), s. 227 (latin, dansk) og kommentar til curribus sublimes vehebantur.

Ne cures ea, qvæ stulte miraris & optas! / Ker dig ikke om det, du så dumt beundrer og attrår!

ordret citat af Horats, Epistel I 1, v. 47. Holberg kombinerer dette vers med en passage fra Juvenal (se følgende kommentar). Det samme greb havde han tidligere foretaget i et større verscitat i Niels Klim (1741), s. 44 (latin, dansk).

Qvos non præcipitat subjecta potentia magnæ | Invidiæ? / Stor magt misundes stort og knuser sin høje besidder

ordret citat af Juvenal, Satire 10, v. 56f. Kombinationen af Juvenal- og Horatscitatet (se foregående kommentar) forekommer også i Niels Klim (1741), s. 44 (latin, dansk).

Hinc beatos pauperes prædicat Christus, & divitum salvationem difficilem pronuntiat / Derfor kalder Kristus de fattige salige og forkynder, at de riges frelse er en vanskelig sag

den første saligprisning i Jesu bjergprædiken lyder: “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt 5, 3) og tilsvarende i Luk 6, 20: “Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres.” Om de riges vanskelige adgang til Guds rige siger Jesus til sine disciple i Matt 19, 23f.: “Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” Tilsvarende Mark 10, 23ff. og Luk 18, 24ff.

a lacrimis vix tempero / er jeg på nippet til at græde

a lacrymis tempero, egl. ‘viser mådehold med tårerne’ (afholder mig fra tårer), et almindeligt udtryk der fx forekommer i Vergils Æneide II, v. 8 (“temperet a lacrymis”).

Verba magìs cruciant Dominos, qvam verbera fures: | His scapulæ, ast illis mens gemebunda dolet / Herrer pines langt mere af hvisken end tyve af pisken: | Tyven får svirp på sin ryg, herren får slag på sin sjæl

citat af v. 19f. i Holbergs eget Epigram I 83 (latin, dansk), hvorfra han allerede har citeret de første fire vers i dette essays begyndelse (se kommentar til Humanæ sortis ... ab ingenuo). Vers 19f. lyder i Peter Zeebergs oversættelse:

Ord gør langt mere ondt på en herre end prygl på en røver,

en blir ramt på sin ryg, en på sin klynkende sjæl.

Qvi cum possideant plurima, plura petunt / skønt de har mere end no’en, dog vil ha’ mere og mer’

en lidt friere gengivelse af v. 2 i Holbergs Epigram II 129 (latin, dansk). Den oprindelige ordlyd er følgende: “Nam cum possideas plurima, plura petis” (“Har du i pose og sæk, ønsker du stadigvæk mer’.” Overs. Peter Zeeberg). Epigrammet var trykt første gang 1737 i Opuscula quædam Latina, hvor det bar nummeret 130 i 2. bog.

qvî liberi, qvorum animus a se ipso dissidens secumqve discordans gustare partem ullam liqvidæ voluptatis ac liberæ neqvit, qvi pugnantibus & contrariis agitati studiis, nihil qvieti, nihil tranqvilli videre possunt? / hvordan kan mennesker kaldes frie, hvis deres psyke ikke kan komme til rette med sig selv og i sin disharmoni ikke formår at inddrikke blot en dråbe klar og fri vellyst, og hvis de tumles omkring af indbyrdes kæmpende, modstridende tilskyndelser og ingen hvile, ingen ro har i sigte

Holberg anvender her Cicero, De finibus bonorum et malorum I 18, 58: “Neque enim civitas in seditione beata esse potest nec in discordia dominorum domus; quo minus animus a se ipse dissidens secumque discordans gustare partem ullam liquidae voluptatis et liberae potest. Atqui pugnantibus et contrariis studiis consiliisque semper utens nihil quieti videre, nihil tranquilli potest.” (“Et samfund i indre oprør kan ikke være lykkeligt, så lidt som et hus, hvis herrer er i strid med hinanden; endnu mindre kan da det menneske, som er i splid og uenighed med sig selv, gøre sig håb om at smage blot én dråbe af den rene og uforstyrrede nydelse. Den, hvis tanker og tilbøjeligheder altid er i splid og fører indbyrdes krig, finder ingen hvile, ingen fred.” Overs. Thure Hastrup i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 2, 1968, s. 289).

Qvî, inqvit Cicero, illum judicare possim liberum, cui dolor imperat, qvem repentinus casus perturbat, impellit, evertit? nam licet nemini pareat, sibi tamen non imperat / Hvordan, siger Cicero, kan jeg anse den person for fri, som smerten er herre over, og som en pludselig hændelse sætter i alarm, får til at fare op, slår omkuld? Skønt han ingen herre har, er han ikke sin egen herre

dette citat, som også bringes på latin i bearbejdelsen i Moralske Tanker, s. 107, er sat sammen af to passager fra det pseudo-ciceronianske værk Consolatio: “An ego illum judicare liberum possim, cui dolor imperat? quem repentinus casus perturbat, impellit, evertit? (...) nec cuiquam paret, & tamen sibi non imperat.” (Citeret efter J.A. Ernestis udgave M. Tullii Ciceronis Opera omnia, bd. 4/1, Halle 1776, s. 1162).

Dette værk af Cicero, skrevet i år 45 f.Kr. i anledning af datteren Tullias død, var gået tabt og findes kun overleveret i fragmenter, især i form af citater hos den oldkirkelige forfatter Lactantius. Men i 1583 blev der i Venedig trykt en komplet version, en tekst der nu almindeligt anses for en forfalskning af italieneren Carlo Sigonio (Carolus Sigonius), men den indgik også i senere udgaver af Ciceros samlede skrifter, bl.a. J.A. Ernestis Ciceroudgave Opera omnia, som Holberg ejede i udgaven fra 1737 i 6 bind ifølge Chr. Bruuns katalog over hans bibliotek (Fortegnelse over en Del af Ludvig Holbergs Bibliothek, 1869, s. 26).

Hverken Billeskov Jansen eller Kragelund har identificeret citatet. Billeskov Jansen meddeler: “Jeg har ikke kunnet finde disse Linjer hos Cicero og har Holberg mistænkt for at tage fejl af Forfatternavnet.” (Holberg som Epigrammatiker og Essayist, bd. 2, 1939, s. 259, note til s. 144). Kragelund siger i sin kommentar at citatet ikke er af Cicero, men at det i indhold kan minde om hans Paradoxa Stoicorum, nr. 5 (Ludvig Holbergs tre Levnedsbreve, 1965, bd. 3, s. 187).

Perioden indledt med qui (hvorledes) er spørgende, men afsluttes ikke med spørgsmålstegn efter evertit i førstetrykket af Tredje Levnedsbrev. Derimod er der spørgsmålstegn på samme sted i Moralske Tanker, s. 107, hvor også det latinske citat bringes, samt i Holbergs kilde, den uægte Consolatio.

Confer cum servis Dominos sudantes, ructantes, refertos epulis tanqvam opimos boves, tum intelliges, qvi voluptatem maxime seqvuntur, eos minime conseqvi, jucunditatemqve victus esse in desiderio, non in satietate / Sammenlign tjenerne med deres herrer, der sveder og bøvser og er proppet med føde som fedekalve, så vil du forstå, at de, der mest jagter nydelse, mindst fanger den, og at livsførelsens sødme ligger i forventningen, ikke i opfyldelsen

jf. Cicero, Tusculanae disputationes V 34, 99: “confer sudantis ructantis refertos epulis tamquam opimos boves: tum intelleges, qui voluptatem maxime sequantur, eos minime consequi, iucunditatemque victus esse in desiderio, non in satietate.” (“Det er noget andet end disse svedende, ræbende, opdunsede middagsherrer der minder om kraftfodrede okser! Du vil så forstå, at de som mest jager efter nydelse, har sværest ved at nå den, og at det er god appetit der giver måltidet dets velsmag, ikke overmættelse.” Overs. Otto Foss i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 4, 1971, s. 435). Stedet hos Cicero optræder umiddelbart efter eksemplet med de mådeholdne, karsespisende persere, som Holberg har brugt ovenfor s. 157, og efter en fremhævelse af grøntsager og frugt. Modstillingen af tjenere og herrer er Holbergs egen.

Vinum ut nocturnum, ludit imaginibus / vinen fra festen i nat leger med vor fantasi

en friere gengivelse af et vers fra en elegi af den romerske digter Tibul, Carm. III 4, v. 56: “[somnus] vanum nocturnis fallit imaginibus” (“(søvnen) bedrager dig tomme med sine natlige billeder”). Holberg har formodentlig læst ludit (narrer) i stedet for fallit i sin Tibuludgave; men han har selv ændret vanum (den ‘tomme’ person som i sovende tilstand fyldes med billeder) til vinum, hvortil lægger sig nocturnum som attributivt adjektiv.

Si divites signa ostentant ac tabulas, nonne melius iis fruuntur tenues, est enim earum rerum in publico copia / “Rigmænd viser statuer og malerier frem; men mon ikke underklassen har bedre mulighed for at nyde dem? Der er jo masser af kunst at bese i det offentlige rum.”

jf. Cicero, Tusculanae disputationes V 35, 102: “Signis, credo, tabulis studes. Si quis est qui his delectetur, nonne melius tenues homines fruuntur quam illi qui is abundant? est enim earum rerum omnium in nostra urbe summa in publico copia.” (“Du vil gerne være rig, tænker jeg, for at kunne købe statuer, malerier o.l. Ja, men hvis det gælder den slags glæder, har de fattige så ikke meget mere fornøjelse af kunstværker end de som selv har rige samlinger? Vor gode by Rom er jo overfyldt af kunst af enhver art, som alle og enhver kan nyde synet af så længe han vil.” Oversat (frit) af Otto Foss i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 4, 1971, s. 437).

Et Dionysius Syracusis expulsus, cum pueros Corinthi doceret, visus sibi est regium exercere imperium / Og når Dionysios underviste børn i Korinth (det gjorde han jo, da han var blevet fordrevet fra Syrakus), så bildte han sig ind, at han udøvede en konges magt

jf. Cicero, Tusculanae disputationes III 12, 27: “ Dionysius quidem tyrannus Syracusis expulsus Corinthi pueros docebat: usque eo imperio carere non poterat.” (“Da tyrannen Dionysios var fordrevet fra Syrakus, nedsatte han sig som skolelærer i Korinth; han kunne ikke undvære nogen at regere over!” Overs. Otto Foss i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 4, 1971, s. 225). Dionysios 2. (den yngre) regerede som tyran i Syrakus på Sicilien 367-357 og igen 346-344 f.Kr. Sine sidste år levede han i Korinth.

ludicra societas, Cardinalium Collegium repræsentans / et teaterselskab, som skulle forestille Kardinalernes Kollegium

et slags diskussionsselskab, hvis møder Holberg overværede nogle gange, se herom nærmere i Epistel 139 (1748).

in mimica illa arte adeo profecit, ut dum alienam naturam asseqveretur, suam fere amiserit / Og han nåede så vidt i den mimiske kunst, at han, ved at leve sig ind i en andens natur, næsten mistede sin egen

i bearbejdelsen i Moralske Tanker indfører Holberg lidt tidligere i fremstillingen, på s. 108, følgende sammenligning med skuespilkunsten: “Saaledes en Acteur udi et Skuespill, som hver Aften agerer Keiser, differerer lidet fra en virkelig Keiser, undtagen derudi, at han sover roeligere om Natten, saasom han tillige med sine Keiser-Klæder nedlegger al Omsorg for Regimentet.” Om skuespillere der bliver ét med deres rolle (persona) sammenlign derimod ‘doktoren’ i Første Levnedsbrev (1728), s. 104 (latin, dansk).

Under sin behandling af decorum, ‘det passende’, i De officiis kommer Cicero ind på at man skal være sig selv og ikke efterligne andres natur (I 31, 111): “Omnino si quicquam est decorum, nihil est profecto magis quam aequabilitas cum universae vitae, tum singularum actionum, quam conservare non possis, si aliorum naturam imitans omittas tuam.” (“Skal man overhovedet forstå noget ved ‘det passende’, må det vel først og fremmest angå en vis balance og afstemthed såvel i hele vor livsførelse som i de enkelte handlinger, vi foretager os, og noget sådant kan man ikke gennemføre, hvis man opgiver sin egen natur for at abe efter andres.” Overs. Thure Hastrup i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 5, 1972, s. 111).

Holberg bruger det samme sted fra De officiis i beskrivelsen af franskmændene ovenfor på s. 103, se kommentar til ....# [ikke redigeret endnu] med referencer til Heltehistorier og Klim

remis tantum agam, vela pandere non sustinens / vil jeg fare med lempe uden at vove at sætte alle sejl til

‘fare med lempe’, egl. ‘vil jeg kun bruge årerne’. Metaforen med (ikke) at sætte sejlene til er almindeligt kendt. Kombinationen med at bruge årerne i stedet for optræder fx hos Cicero, Tusculanae disputationes IV 5, 9: “statimne nos vela facere an quasi e portu egredientis paululum remigare” (“om vi straks skal sætte sejl til, eller – ligesom når man står ud af en havn – skal ro et lille stykke først.” Overs. Otto Foss i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 4, 1971, s. 289).

In Itinerario meo Subterraneo imago exhibetur eorum, qvi nullis corporis morbis obnoxii usqve ad canitiem in valetudine inoffensa vivunt / I min Underjordiske rejse tegnes der et portræt af nogle væsener, der ingen legemlige sygdomme er underkastet, men lever i uantastet sundhed helt frem til den sølvgrå alder

beskrivelsen gælder indbyggerne i landet Quamso, se Niels Klim (1741), s. 125-127 (latin, dansk). Udtrykket in valetudine inoffensa vivunt (lever med uantastet helbred) bruges også i Niels Klim (s. 125) og stammer fra Aulus Gellius’ Noctes Atticae (2. årh. e.Kr.) II 1, 4, hvor det hedder om Sokrates at hans mådehold bevirkede at han havde et upåklageligt helbred.

felicitatem non percipiunt, qvia perennis est, sanosqve se non sentiunt, qvia morbos non sunt experti. Vitam igitur agunt in perpetua sanitate ac simul in perpetuo tepore, cum bona non interrupta satietate langvescant / de erkender ikke lykken, fordi den varer uafbrudt, og de mærker ikke selv, at de er raske, fordi de aldrig har oplevet sygdom. De lever altså i en evig sundhed, og samtidig i en evig lunkenhed, fordi goder, der ikke afbrydes, bliver slappe og sløve af overmæthed

Holberg genbruger til dels ordlyden fra Niels Klim (1741), s. 126 (latin, dansk), jf. i øvrigt foregående kommentar. I Niels Klim læser man: “... ita arbores hae felicitatem non percipiunt, quia perennis ac sine interruptione est, sanosque se non sentiunt, quoniam morbos ignorant. Vitam igitur agunt in perpetua sanitate, at simul in perpetuo tepore: perpetua enim bona languescunt satietate; et soli iucunde viuunt, quorum suaues voluptates acoribus condiuntur.” (“... sådan lægger disse træer [indbyggerne i Quamso] ikke mærke til lykken fordi den er permanent og uden afbrydelse, og de føler sig ikke raske fordi de ikke kender til sygdom. De lever altså i evig sundhed, men samtidig i evig ligegyldighed. Det evigt gode bliver man mæt og ligegyldig over for; og et virkelig muntert liv opnår man kun hvis de søde fornøjelser krydres af lidt surt”).

Holberg låner her fra et af Plinius d.y.’s breve hvor han opfordrer en ven til at komme til Rom af og til og ikke udelukkende nyde landlivets glæder, Epistel VII 3, 3-5: “Tempus est te revisere molestias nostras, vel ob hoc solum ne voluptates istae satietate languescant ... Ut enim, si cenam tibi facerem, dulcibus cibis acres acutosque miscerem ... ita nunc hortor ut iucundissimum genus vitae non nullis interdum quasi acoribus condias” (“Det er på tide du kommer og bliver mindet om vores besværligheder ... alene af den grund at dine fornøjelser der hvor du er ikke skal sygne hen ... Ligesom jeg ville blande søde ingredienser med bitre og skarpe i et middagsmåltid til dig, sådan vil jeg nu opfordre dig til at du af og til krydrer dit gennemført behagelige liv med lidt surt”). Plinius’ argument er det samme Holbergs: at vi ikke sætter tilstrækkelig pris på lykken når den er uafbrudt. Men det der hos Plinius blot er en kortfattet betragtning der vedrører en konkret situation, udvikler Holberg til en moralfilosofisk tematik.

intermittente febri / feberen holder inde

ved ‘intermitterende’ feber forstås at den er af periodisk karakter, dvs. hvor symptomerne viser sig med visse mellemrum. Som det fremgår flere steder af Første Levnedsbrev (1728), havde Holberg under sin rejse i syden haft personlige erfaringer med tilbagevendende feberanfald, såkaldt ‘fjerdedagsfeber’, en tilstand af koldfeber der indtræffer hver tredje dag med mellemliggende feberfri perioder (kaldet quartana fordi romerne regnede begge yderdagene med).

Holberg drager ovenfor på s. 146 en sammenligning mellem indbildte dyder og sygdomme og bruger udtrykket virtutes chronicae, som han gengiver med ‘intermitterende Dyder’ i bearbejdelsen i Moralske Tanker, s. 602.

ἄλλοτε μητρυιὴ πέλει ἡμέρη, ἄλλοτε μήτηρ / ἄλλοτε μητρυιὴ πέλει ἡμέρη, ἄλλοτε μήτηρ

(gr.) ‘snart er en dag en stedmor, snart en mor’, dvs. snart ond, snart god. Citat fra slutningen af Hesiods læredigt Værker og dage, v. 825.

sub zona torrida / i troperne

‘den tørre zone’; udtrykket optræder fx i Vergils Georgica I, v. 233f.

ira, qvæ febres parit, virtutis dicitur cos / vrede, der fremkalder feber, kaldes modets slibesten

i fortsættelsen specificeres det bredere virtus som fortitudo (mod). Talemåden, der kendes fra antikken, optræder flere steder hos Holberg, bl.a. Første Levnedsbrev (1728), s. 44 (latin, dansk): “ira fortitudinis cos est” (vrede er modets slibesten), og omtrent tilsvarende s. 207 (latin, dansk): “nonnulli Philosophi patrocinantur iracundiæ, qvam cotem fortitudinis dicunt” (nogle filosoffer tager vredladenhed i forsvar, som de kalder modets slibesten).

pedem proferre / at tage næste skridt

en almindelig vending kendt fra fx Horats, Ars poetica, v. 135.

videatur res ad triarios venisse / noget tyder på, at reserverne må kaldes ind

militærudtrykket res ad triarios venit (eller rediit) vil sige at situationen er blevet kritisk og at der må trækkes på reserverne, triarii, der oprindelig betegner det tredje geled i den tredobbelte romerske slagorden, bestående af ældre soldater der kunne sættes ind som reserve. Holberg bruger også vendingen i Første Levnedsbrev (1728), s. 176 (latin, dansk): “cum res ad triarios redierit”.

omne malum primo impetu maxime esse intolerabile / at alt, der gør ondt, er mest ubærligt ved det første angreb

jf. den lignende vending i Livius, Ab urbe condita XXIII 3, 14: “notissimum quodque malum maxime tolerabile” (at ethvert onde som man er meget bekendt med, er det som er lettest at udholde).

dolor in longinqvitate levis, in gravitate brevis esse solet / “En smerte plejer at være mild, hvis den er langvarig, men kortvarig, hvis den er hård.”

citat af Cicero, De finibus bonorum et malorum I 12, 40: “dolor in longinquitate levis, in gravitate brevis soleat esse”.

mortis imago, qvæ valentibus & per intervalla ægrotantibus tanqvam saxum Tantalo impendet / Billedet af døden, der hænger over de raske og de kun med mellemrum syge som stenen over hovedet på Tantalus

udtrykket mortis imago er almindeligt kendt, men sammenligningen med stenen der truer Tantalos, optræder i Cicero, De finibus bonorum et malorum I 18, 60, hvor emnet dødsfrygt behandles i forbindelse med fremstillingen af Epikurs etik: “Accedit etiam mors, quae quasi saxum Tantalo semper impendet.” (Hertil kommer døden, der altid truer, ligesom stenen truede Tantalos).

I den græske mytologi straffes Tantalos for sit overmod, slagtning af sønnen Pelops og servering af denne for guderne for at prøve deres alvidenhed; han må stå i en sø i Hades (underverdenen), men når han bøjer sig for at drikke, forsvinder den, og når han rækker ud efter træernes frugter, svipper grenene væk. I en anden version af myten hænger der også en sten over Tantalos’ hoved som han frygter at blive knust af.

Mortalis nemo est ... Sic jubet necessitas / Den mand er ikke født ... Nødvendighedens lov

Ciceros citat og latinske oversættelse af nogle vers af Euripides’ nu fragmentarisk overleverede tragedie Hypsipyle (ca. 410 f.Kr.) i Tusculanae disputationes III 25, 59. Holberg citerer stort set ordret, men overspringer verset “Quae generi humano angorem nequicquam adferunt” (hvad der unødigt volder menneskeslægten bekymring) foran “Reddenda terrae est terra” osv. I sammenhængen hos Cicero får man at vide at disse vers, der udtrykker nødvendighedens lov (necessitas), i særlig grad tiltalte stoikeren Chrysippos.

metus futuræ ægritudinis est solicita expectatio / angst er en bekymret forventning om en kommende sorg

citat af Cicero, Tusculanae disputationes V 18, 52: “est enim metus futurae aegritudinis sollicita expectatio”.

Conditio atqve status sic differt nomine, non re; | Sortéqve contentum qvemlibet esse decet / Standsforskelle er snak, det er ord, ikke realiteter. | Være tilfreds med sin lod, det er en pryd for enhver

Holberg afslutter essayet med yderligere to vers fra Epigram I 83 (latin, dansk), det samme epigram som han har citeret fra ovenfor på s. 157 og 162. Her gælder det epigrammets slutning. Versene lyder i Peter Zeebergs oversættelse:

Kun af navn, men ikke af gavn har vi ulige vilkår,

hver bør slå sig til tåls med hvad han fik sig af lod.