Tredje Levnedsbrev (oversat af Ole Thomsen) "start"

Tredje Levnedsbrev (oversat af Ole Thomsen)

1 forekomst av adkomst
[Fjern søkemarkeringer]

[s. 1-98: 1737-1743]

[s. 98-137] Betænkning over visse europæiske folkeslag

[s. 137-143]

[s. 143-189] En art prøve på et moralsk system

[s. 189-192]

Skjul alle | Vis alle expand section icon

	Vis kommentarer		tekstkritiske noter		variantnoter		alle noter åpne Tekstkilder Veiledning

Klikk på sidetall for å se faksimiler

LUDVIG HOLBERGS
TREDJE BREV
TIL EN HØJFORNEM
HERRE

Eftersom De bestandig har berømmet, understøttet og ansporet *mit arbejde som forsker og skribent, forekommer det kun rimeligt, at jeg har vakt Deres vrede, fordi jeg uden at rådspørge Dem – hvis skøn og råd jeg jo plejer at lade mig lede af – har påtaget mig det byrdefulde hverv at være *kvæstor ved vort universitet. Denne forvandling fra filosof til kvæstor finder De lige så komisk som min gamle metamorfose *fra korporal til filosof. De spår, *at jeg vil sige op hos Minerva, nu da jeg har fået fuldtidsstilling |2hos Merkur. Og det er bestemt ikke uden grund, at De forestiller Dem alt det, for

*Hvad bliver der af ens talent, hvis ikke man ofrer sig helt for

digtningen?

Dette var også mit eget syn på mig selv: at jeg var desertør fra Muserne. Jeg vidste jo, *at menneskets hjerte kun sjældent formår at engagere sig i så forskellige, ja, modsatte retninger.

Da jeg indså, at jeg efter denne forvandling hang på en masse nye opgaver og derfor ikke kunne afse tid til mine vante studier, *søgte jeg, ved at udlove små præmier, at indgive andre lyst til at få trykt poesi af en vis finesse. Med dette påfund håbede jeg at mildne de folks domme, der var så hurtige til i Musernes navn at anklage mig for at være løbet over til fjenden. Og dog var jeg af den overbevisning, at det efter næsten fyrretyve års uafbrudt slid er en ærlig sag omsider *at kræve sin afsked og *blæse til retræte. Folk, der har været med i så mange bataljer, plejer jo *at blive løst fra faneeden helt legitimt og uden at blive stemplet som ugidelige.

Idet jeg udbredte dette slør over mit nye livsmønster, *kvittede jeg i nogle måneder helt boglæsning til fordel for bogføring. Men:

*Uddriv med fork din natur – konstant vil den ile tilbage.

Min gamle flamme, forskningen, som var blevet holdt nede |3en tid lang, kunne ikke totalt undertrykkes. Der lå gnister og ulmede under asken, og de brød ud i nye brande. *Med andre ord: *Jeg fandt tilbage til mit sande jeg. Man kan tale om en veritabel sindssygdom; for, som digteren siger:

*Mange er ramt af en syg mani med at skrive, der aldrig

mættes, men vokser sig kronisk til slut i det angrebne hjerte.

Helt at slukke skribentens brand er nemlig lige så vanskeligt som helt at slukke den lastefulde trang hos dem, der én gang har givet sig brændevinen i vold.

Så nu til dags må Merkur og Minerva deles om mig: Ham dyrker jeg for at leve op til mit embede, hende for at leve op til min ånd; og da de bøger, jeg skriver, sælger godt og tillige anses for lærerige, foresvæver det mig egentlig, at begge guddomme er mig nådige, eftersom man på en måde kan hævde, at jeg fremmer begges tarv. Og jeg siger Dem: Aldrig studerer jeg mere brændende end i december og juni måned, når økonomiske anliggender, *regnskaber, brevforseglinger og *konstant rettergangskævl ganske vist afleder mit sind fra studierne, men samtidig ildner dets behov for at studere. *For ligesom vandmasser, der er stemmet op ved hjælp af dæmninger, bryder desto mere brusende frem, når sluserne endelig åbnes, på samme vis virker det at beskæftige sig med noget stik modsat ofte på én gang hæmmende og fremmende på intellektuelt |4arbejde. At dette er sandt, bevises af de værker, som jeg har fået fra hånden i min kvæstortid, og som jeg vil give en oversigt over i dette brev.

*I mit foregående brev stillede jeg en kirkehistorie på dansk i udsigt. Dette værk, som af de just anførte årsager var blevet henlagt et stykke tid, tog jeg nu omsider op igen, og efter at have lagt sidste hånd på det udgav jeg det under titlen *Almindelig kirkehistorie fra kristendommens første begyndelse til Luthers reformation, to bind i kvart. I løbet af et år blev samtlige eksemplarer udsolgt, og der udkom snart en ny udgave af bogen på Jacob Preuss’ forlag. I betragtning af, at emnet er så forslidt og så hyppigt behandlet, kan man undre sig over denne succes. Vi har jo allerede længe døjet under massen af universalhistorier, og de lærde gaber kæben af led, blot de hører den titel.

Men der er forskellige træk ved denne bog, som forklarer dens popularitet. (1) Man tror på, at den er upartisk skrevet: Kirkefædre kritiseres ofte, kættere berømmes undertiden, og selv paverne i Rom snydes ikke for lovtaler, når de har fortjent dem. (2) Eftersom den politiske historie |5konstant er viklet sammen med den kirkelige, knyttes der her et bånd mellem disse to, og enden på én fortælling danner overgang til den kommende; og de virkelige motiver til kætterier, uroligheder og forfølgelser afdækkes, til forskel fra de årbøger, der serverer begivenhederne hulter til bulter uden at gøre rede for deres årsager, og som i stedet for en historisk fremstilling giver nøgne lister over kætterier. (3) Jeg har gjort mig særlig umage med at forklare de enkelte kirkesamfunds oprindelse. Til hvert århundredes historie knyttes et vue ud over kirkens og videnskabens stilling.

Dette og andet mere gjorde dette ret beset fortærskede emne indbydende, og nyt så at sige. Men det er ikke mig, der bedømmer her; jeg anfører andres domme. *Og den lykke, bogen har gjort, viser, at de, der måtte ønske at påtage sig det slid at oversætte den, hverken vil spilde tid eller flid. For selv med det mest banale og ti gange *opkogte stof kan en historieskriver gøre sig læseværdig; det er jo en kendt sag, med hvilket held *Pufendorf, Bossuet og andre har forfattet historiske sammendrag. Men det mådehold, jeg hele tiden har lagt for dagen ved at holde en midterlinje mellem *Gottfried Arnold på den ene side og visse alt for stivsindede lutheranere på den anden, faldt ikke i alles smag. Sådan er vilkåret |6for de skribenter, der har gjort sig fri af alle partidannelser og udelukkende søger den historiske sandhed.

Da jeg havde fuldført denne opgave og jeg så i ånden, at jeg med min sarte konstitution ikke kunne klare flere, *gik jeg i gang med, ved hjælp af udlovede præmier, at teste den studerende ungdoms talenter, idet jeg på faste tider af året stillede dem den opgave at udarbejde bestemte moralske temaer på vers. Dette initiativ syntes de fleste vældig godt om, selv om der også var dem, der, fordi ideen var ny, så det som et påhit af en fantast. Frugten af dette foretagende var fem forsøg, som blev trykt og *nu kan læses af alle. *Tilskyndet af mit eksempel stillede andre yndere af litteraturen andre prisopgaver på de samme betingelser. Og resultatet af disse opmuntringspræmier var, at nye og hidtil ukendte digtere, som slet ikke havde indset, hvad de selv rummede af evner, dukkede op for at hjemtage en digterkrans. – Men nu er der stille på det stadion. Syden og boblen hører jo begyndelsen til, og flammer har det med at slukne. Så hvis disse konkurrencer skal genoptages, mener jeg, at der må udarbejdes nye indbydelser med nye regler, således at ikke kun unge, men også voksne mænd stimuleres til at forsøge sig som poeter.

|7Det er ikke sådan, at jeg selv holdt ferie, mens disse konkurrencer gik for sig: *Efter Plutarchs forbillede gav jeg mig i kast med at komponere en række parallelle biografier af berømmelige mænd. Forud for skildringen af hvert heltepar står der en lille afhandling om bestemte dyder eller lyder, hvortil de pågældende heltes egne handlinger *afgiver stof. Derpå følger deres historie, og som appendiks får man en parallelisering af de to efter Plutarchs mønster. Heltene er for størstedelen asiater og indianere, hvis bedrifter er stort set ukendte. En mere detaljeret beskrivelse af dette værk afstår jeg fra, da det er *oversat til tysk og således også kendt i det fremmede.

Om jeg i nogen måde er nået op på siden af den forfatter, i hvis spor jeg går i dette skrift, derom må andre dømme. Selv mener jeg, at det, når jeg betænker Plutarchs dømmekraft, hans materiales rigdom, grækersprogets pragt og den skrivefrihed, han nød, er hasarderet at parallelisere mig med en så stor mand. Alene forskellen i skrivefrihed stiller vor tids historikere og biografister ringere end antikkens. *Nu om stunder blæser lejeskribenter og snyltere alt op som med pust fra en forpestet planet, og de fordærver læsernes kritiske sans ved deres evindelige spytslikkeri, så at dé nutidige historieværker, der skrives efter den sanddru |8oldtids forbillede, anses for satirer og smædeskrifter. – Hvor gunstigt dette lille arbejde blev modtaget af vore nabofolk, ses af *tidsskrifterne i Hamborg og Leipzig. Det er mig en glæde at have indkasseret disse lovtaler fra oprigtige mænd og kyndige dommere, især da jeg ikke engang kendte dem af navn.

Mens jeg sad bøjet over dette værk, udgav jeg en koncis *beskrivelse af Bergen i Norge, hvor det faldt i min lod at fødes. Man fandt værket lige så underholdende som nyttigt, da Bergen i tidligere tid var hjemsøgt af *forskellige partidannelser, som igen og igen udløste borgerkrige, og derfor byder på et rigt historisk stof.

Af denne redegørelse for mine aktiviteter gennem de seneste år vil man forstå, *at jeg nu havde vinket farvel til poesien og de humoristiske skrifter og udelukkende vendt mig mod opgaver, der mere synes at sømme sig for en ældre herre. Dette forekom mig at stemme med mit alderstrin og *med disse alvorstunge tider. *Derfor søgte jeg fuldstændig at undertrykke det vidt bekendte skrift, som nu læses på diverse sprog – altså Den underjordiske rejse, som var skrevet nogle år forinden. Og selv om jeg i ét væk blev tilskyndet til at udgive det af mine venner, der |9bedømte denne roman som lige så harmløs som underholdende, stod min beslutning dog urokkeligt fast. Den stejlhed kunne de hverken hugge eller stikke i med alle deres opfordringer.

Da det endte med at komme en forlægger for øre, at jeg havde et manuskript liggende i mine gemmer, som han kunne hole sig en utvivlsom profit på at udgive, meldte han sig som køber og vedblev at pine og plage mig med bønner i lange baner, indtil han endelig fik mig det fravristet. *Salget skete imidlertid på den betingelse, at han skulle indhente censorernes bedømmelse forud for udgivelsen, og at autors navn skulle hemmeligholdes. For selv om bogen kun indeholder harmløse morsomheder og sådan set et helt moralsystem – men saltet med vid, sådan som værkets væsen kræver det – ønskede jeg dog ikke, efter at jeg én gang havde vendt min hu mod lutter vægtige og alvorlige emner, at blive udsat for fornyet kritik fra visse *Cato-typer, der væmmes ved alt, hvad der er fornøjeligt og forførende, og laster det og anser det for uværdigt for et kristent menneske. Jeg frygtede, at jeg i disse alvorstunge tider, hvor jeg ydermere stunder mod min livsaften, skulle fremstå som en staldkåd gut, der var ved at gå i barndom. Jeg frygtede de dumme, fjottede udlægninger, som moralske fortællinger og sindrige spøgefuldheder i almindelighed |10udsættes for – udlægninger, der er generende og ubehagelige for enhver, men især for en alderstegen mand, som til stadighed skranter.

Det gik omtrent, som jeg forudså. Det første og eneste trykte eksemplar af bogen, der kom til København fra Tyskland, *satte hele byen på den anden ende. Alle vide vegne hørte man folk mumle og skumle og komme med vrangvendte udlægninger – især dog dem, der ikke havde læst bogen. Historien blev forkvaklet med talløse kommentarer og tilføjelser, og hele handlingen i den grad bygget om, at jeg tænkte, at det da vist var et helt nyt værk af en helt anden forfatter. Så heftigt kogte gemytterne, indtil bogen faldt i hænderne på dem, der dømmer klogt og nøgternt; da tabte kastevindene efterhånden pusten, og de fleste kom igen til deres fulde fem. “De fleste”, siger jeg; for der findes en bestemt slags mennesker, der aner mysterier selv i de mest soleklare ting og søger nøgler til dem. Disse hårdnakkede nøglesøgere er *de skadeligste insekter, Den Litterære Republik er befængt med. *De søger knuder, hvor der ingen er, og pådigter forfatterne deres egne fantasier.

For nu så nogenlunde at stille dette mysterieglade folkefærd tilfreds, udleverer jeg her ærligt og redeligt nøglerne til Niels Klim.

|11I mit fædreland findes der ganske mange mennesker af begge køn, der frejdigt taler om samkvem med nisser og huldrer og aflægger deres saligheds ed på, at de har været bjergtagne: revet ind i høje og grotter af de underjordiske. Disse folks enfoldighed, som har leveret stof og handling til romanen, gøres til grin via historiens helt Niels Klim. De karakterer, der optræder rundt omkring i værket, er så mange og så forskellige, at de tilsammen udgør en hel håndbog i moralfilosofi – af hvilken grund der må udleveres lige så mange nøgler, som bogen har sider.

Jeg tilstår, at Niels Klim med en vis ret kan kaldes en satire; den stil, den afmaler menneskelige fejl med, er jo skarptandet. Siden der imidlertid skydes i flæng mod hele menneskeheden, er det ikke en form for satire, der er en filosof uværdig; og det er tænkeligt, at andre vil finde sprogbrugen alt for strammet, nervøs og pjevset, da satiriske værkers væsen kræver, at de er sylespidse, og at de på én gang prikker hul og fryder. Man må dog passe nøje på, at forfatterne ikke går over stregen og indlader sig med enkeltpersoner i stedet for med hele menneskeheden. Undgår de det, så digter de ikke satirer, men belærer; så sårer de ikke, men læger. Jo mere omfattende en |12satire er, desto mindre har den fortjent navn af satire: Det er mere undskyldeligt at revse hele menneskeheden end én enkelt nation, mere undskyldeligt at revse en hel nation end én familie; endelig er den satire mindre bitter, der driller en hel familie, end den, der siger:

*Fra hr. Rufinus odør af pastil, fra Gorgonius buk-hørm.

Kategorien filosofiske spøgefuldheder har alle dage været betragtet som tilladelig; og til den kan min Underjordiske rejse rettelig regnes, da de karakterer, der optræder deri, kan bringes til at passe på, hvad nation det skal være. Der behøves altså ingen nøgle – porten står jo åben, og ingen knudeløsning – der er jo ingen knude. For at fornøje nøglesøgerne vil jeg ikke desto mindre forklare hele herligheden ved at præcisere, hvad det er i denne fortælling, der fryder, stikker og opbygger.

Den hele historie er, da den udelukkende tjener som vehikel for moralske lærdomme og refleksioner, de rene tosserier. Romanens handling er, som jeg sagde før, lånt fra visse af mine landsmænds enfoldige præk om samkvem med de underjordiske. Det fingeres, at fortællingens helt er blevet nedstødt til en verden under jorden – en fiktion, der kan charmere ved sin originalitet. Mandens |13forbløffende oplevelser fængsler og morer læseren ved deres afveksling. Der optræder mærkværdige fantasivæsener, og de er sådan udformet, at ingen før har forestillet sig noget lignende; det må man jo i hvert fald sige om træer med talens gave og musikinstrumenter med fornuftens. Romanens finale ryster læseren, idet grundlæggeren af et monarki i løbet af en halv time forvandles til en fattig philosophiæ baccalaureus.

Derfor er der folk, der bare for sjov og for tidsfordriv læser bogen anden gang.

Det er tosserier det hele, men ikke tosserier af den komplet indholdstomme slags, for de lister den slags mennesker, der får det dårligt ved alt for alvorstunge opsange, til at læse. Og ligesom Trimalchio i sin tid lod installere et solur på sit gravmæle, for at enhver, der ville vide klokkeslættet, med eller mod sin vilje skulle læse navnet Trimalchio, således er alvor her krydret med tosserier til benefice for dem, der kun kan nyde, hvad der er spøgefuldt. For hvis fiskeren ikke sætter den madding på krogen, som han ved de små fisk vil bide på, kommer han til at sidde og glane på sit skær uden håb om fangst. På samme måde har mange af de mest anerkendte filosoffer udtænkt morsomme og underholdende fabler for at få de moralske lærdomme til at sive ind, når de var |14lokkende at lytte til.

Hvad angår den moralske belæring – bogens hovedformål – er de karakterer, der er strøet ud over den, for størstedelen paradokse. Dyder og lyder har det ved sig, at deres skin så tit bedrager og får os til at favne Juno i stedet for skyen.

Men centralt står karakterskildringen af den type mennesker, hvis ildfulde gemytter er fulde af løfter, og som fornemmer en sag på en studs, men ikke ser til bunds i den. Dem plejer vi normalt at hæve til himlen; men folket i Potu sammenligner dem med folk, der spankulerer adspredt omkring, eftersom deres evige bevægelse ikke rykker noget. Med de kloge er det modsat: Da de nøje måler deres egne kræfter og de stillede opgavers vægt og følgelig er langsomme og ængstelige og går frem med skildpaddeskridt, kalder vi dem i reglen dorske og dumme. Begge disse karakterer portrætteres via henholdsvis martinianerne og potuanerne. Logisk nok bliver vor gode Klim begge steder anset for en uforbederlig umulius, i Potu som følge af hans hurtige, i Martinia som følge af hans langsomme fatteevne.

De øvrige karakterer er indrettet på samme måde: Alt, hvad vor Klim, som bedømmer dyder og lyder efter de ordinære kriterier, møder på sin vej, er paradokst, og |15hvad han ved første øjekast misbilliger, det kommer han efter alvorlig overvejelse til at beundre, prise og berømme. Det betyder, at sigtet med næsten hele værket er at nedkæmpe vidt udbredte vildfarelser og samvittighedsfuldt at skelne mellem dyders og lyders facade og dyders og lyders realitet.

De fleste moraldommere præker sig hæse i deres kamp mod griskhed, liderlighed, ødselhed og andre af den slags laster; men det er bare at koge en 117 gange opvarmet kål op igen og gentage, hvad alle, både de klatøjede og barbererne, længe har vidst og kolporteret. Det er ikke andet end ordskvalder, der runger i øret, men ikke rører hjertet. De rette lærere er dem, der afhugger og amputerer de falske anskuelser og lader de sande stå tilbage, og som angriber grasserende vildfarelser og river masken af sminkede dyder. Hvis nu nogen synes, at det lyder blæret, hvad jeg her siger, bedes han betænke, at jeg ikke taler om værket, men kun om værkets formål. Min pointe er, at det snarere er en filosofs pligt at undervise end at deklamere og med tragisk patos rase mod de laster, om hvilke selv de, der er befængt med dem, erkender, at det er laster. Dette er hensigten med denne romans lærdomme; men om forfatterens kunst og talent må andre dømme.

Blot fortjener dette punkt at fremhæves: Hvis nogen, ved at |16sammenligne dette lille arbejde med visse andre glimrende moralske fabler, eventuelt finder, at det er mat og mangler muskler, så skal han vide, at skribenternes vilkår ikke er ens overalt. I Tyskland, i Frankrig og navnlig i England, hvor det er tilladt at buse ud med alt, hvad der falder en ind, og hvor talenterne ikke lægges i fodlænker, er det lettere at få sine intellektuelle og kunstneriske kræfter frem i lyset end her i vort høje Nord, hvor vi chikaneres af de mest forbenede former for censur, hvad der medfører, at forfatterens iver lammes, ligesom hans syle sløves. Så selv om der i vore lande fremstod digtere og filosoffer, der kunne holde trit med de engelske, ville de dog næppe nå frem til modenhed. Den løber, der må ind mellem torne, om ad omveje og gennem slugter for at komme frem til målet, han når det senere end den, der spurter hen over et plant og fremkommeligt terræn – hvad der ikke bør lægges benene, men vejene til last. Ingen synger smukt under en skolemesters stok: Sindet må være frit for frygt, bekymring og stress, hvis det skal vise, hvad det gemmer på af kræfter.

*Maven er fuld, når Horats med et “Hil dig!” påkalder Bacchus.

I Danmark bruger digterne det meste af deres energi på at tæmme deres kreativitet, for at mistroiske og forbenede censorer ikke skal gøre dem livet surt. Og |17jeg forsikrer højt og helligt, at mens jeg skrev på denne rejseskildring, har jeg slettet talrige lyse indfald, talrige flotte formuleringer for ikke at vække anstød, og for at man ikke skulle tro, at jeg sigtede efter bestemte personer. (Trods denne sikkerhedsforanstaltning har jeg dog ikke kunnet undgå kritik for netop det). Modtagelsen af mine tidligere humoristiske skrifter havde noksom belært mig om visse landsmænds tankegang; det var derfor, jeg havde besluttet at overlade dette åndsfoster til møl og maddiker. Og ingen lovtaler, ingen opfordringer skal nogen sinde få mig til at løbe endnu en runde på den grønsvær eller til atter en gang at besejle de farvande. De sportsgrene vil jeg overlade til andre, hvis ryg er kraftigere end min; og den plet, min fordums flid har efterladt, vil jeg hellere aftvætte ved honnet lediggang og ved intet at tage mig for.

Navnlig har jeg nøje vogtet mig for at give blot den mindste anledning til at mobilisere gejstligheden imod mig. Med det folkefærd holder jeg fred, for jeg ved af erfaring,

*hvor heftigt de himmelske vredes.

Og der er ved Gud ingen, der dårligere tåler at høre deres fejl opregnet end præsterne, som selv offentligt tordner imod fejl; og ingen forfølger andre mere indædt end dem, der alle dage har præket mod forfølgelser.

Visse deklamatorer, |18der ikke mente mig det vel, fløj straks i flint. Som gale stæsede de byen igennem og udstrøede deres tåbelige og urimelige fortolkninger fra dør til dør. Men da de kunne mærke, at der kun var få, der troede på dem, og da de fik at høre, at det var en smal sag at trække lige så mange satirer ud af deres snak, hvis man udlagde dén tendentiøst, stak de endelig piben ind, enten fordi de var trætte af at løbe, eller fordi disse advarsler havde skræmt dem. De fleste tror, det er dém, der stod bag den urimelige og vanskabte kritik, der fremkom i Göttingen. Men det kan jeg ikke påstå med sikkerhed, og jeg har ikke anset det for umagen værd grundigt at efterspore, hvem der faktisk var kilden.

Der var folk nok, der ansporede mig til at ramme en forsvarlig pæl igennem disse personers nederdrægtige bagvaskelser. Men efter min mening er det ikke ukvemsord, man skal bekæmpe de lavsindede med; for i samme omfang som man siger noget magen til dem, bliver man magen til dem. Et stort tillykke til mig selv med, at jeg havde styr på mine affekter! Men dét siger jeg: Man må tro, det er ude med Den Lærde Republik, når folk af den kaliber ikke blot skriver bøger, men også anmelder bøger.

Andre nationers domme viser, hvor gunstigt dette lille arbejde blev modtaget, og værkets succes – det kunne i løbet af kort tid |19læses på fem sprog – viser, at det bevarede den popularitet, det havde vundet i sit hjemland. Kritikken i visse andre tidsskrifter kunne jeg heller ikke have noget imod. Anmelderne dér finder, at romanens plot er fint og sindrigt fundet på, men de hævder, at jeg har forsyndet mig mod sandsynlighedens krav. Og da de skønner, at disse pletter må tilgives autor, tilsiger rimelighedens lov, at jeg med en tilsvarende generøsitet tilgiver dem denne kritik!

Blot vil jeg med de højlærde herrers tilladelse sige, at andre anser disse pletter for at være lige så mange finesser. Formålet med romanen er nemlig at gøre visse forfattere, der i deres beskrivelser af fjerne egne har bundet os så mange uhyrligheder på ærmet, grueligt til grin. Dette formål fremgår af de to fortaler til min Rejse. For resten bør vi, når vi forestiller os en anden verden, ikke anse noget for utroligt. *Den, der er født på Serifos – siger Cicero – og som aldrig har været uden for denne ø, hvor han kun har set haremisser og rævehvalpe, ville nægte at tro, at der er løver og pantere til i verden. Var der en, der fortalte ham om en elefant, ville han ligefrem mene, at man holdt ham for nar. Hvis nogen skulle gå hen og blive bortført til Saturn, Jupiter, Månen eller en anden planet og tage sig på at skrive om vores |20verden, så ville anmelderne dér uden tvivl fælde samme dom. De ville sige, at forfatteren brød sig fejl om sandsynlighedens krav og opdigtede naturstridige monstre. Ved synet af en menneskeskikkelse ville de måbe og i ét væk udbryde:

*Se, hvilket ansigt! Ja, se, hvilket oplagt motiv for en maler!

Der er dem, der i det lille værk nok anerkender en vis frodig forestillingsverden og visse lødige lærdomme, men som dog stempler nogle af tosserierne som værende under en aldrende filosofs niveau. Men dem, der ikke ved, at de lærdeste, mest rettænkende og seriøse mænd har skrevet sådanne ting – lad dem undre sig over, at autor skæmter på den maner. Dem derimod, der godt ved, hvilke og hvor store forfatteres eksempel jeg følger – af dem er jeg vis på, at jeg let kan få lov til at slå til søren i selskab med andre skribenter, hvis leg det er en hæder at spejle sig i.

*Fænomenet spøg har to sider: den ene er gemen, kåd, skandaløs og sjofel; den anden er forfinet, smagfuld, begavet og vittig, det er den slags, de sokratiske tænkeres bøger bugner af. Hertil kommer de mange vittige udtalelser af mange forskellige, som for eksempel dem, Cato har samlet; ἀποφθέγματα kaldes de. |21Cicero siger meget apropos: *“Midt i spøgen lyser et glimt af den ædle karakter.”

Men disse kritikere er ret skånsomme, og da man jo ikke skal diskutere om smagen, bliver jeg ikke vred på nogen af den grund. Jeg vil også godt indrømme, at der er hold i advarslerne fra de folk, som – da de ved, hvor vanskeligt det er at kæmpe sig vej gennem dette tjørnebuskads uden at få revet skind – har frarådet specielt en skrantende gamling at befatte sig med denne genre. Det ligger imidlertid i menneskenaturen, at vi modigt og gladeligt rækker bødlen halsen, for at vi kan forlænge vort navns liv efter døden; at vi modigt lader vore ører snitte af, for at andre kan høre lovtaler over vort mod. Thi håbet, ikke blot om en nært forestående, men også om en fjern og først efter døden indtræffende berømmelse er en stor husvalelse, en stor trøst for den stridende og efter berømmelse higende sjæl; og sådan er det ikke kun ved store, men også ved mere beskedne forehavender.

Selv tog jeg dog længe i betænkning atter at vove mig ud på dette hav, som så tit har truet mig med forlis. Men da mine venner med deres vurdering indestod for, at dette værk ikke var helt sølle, og at det ikke ville udløse spektakler, lod jeg mig omsider besnakke. Humoren og |22fiktionen i bogen var det, der ængstede mig mest. Nogle siger sandheden fnysende, andre leende; begge stræber mod det samme mål, om end ad forskellige veje. Men hvad der hos de første benævnes ildhu, kaldes hos de leende for flabethed. For når de revser lasterne med fabler og allegorier, aner den læser,

*hvis skyld får hans sjæl til at isne,

*at det er ham, der bliver hudflettet.

Men villigst tilgiver jeg dem, der går løs på mig med mine egne pile, og som plejer at argumentere sådan: Forfatteren hakker ved enhver given lejlighed på de stive moralister, og dog optræder han hele tiden selv som moralist. Han revser fejl, han selv ligger under for. Enten må han indstille skriveriet, eller også må han først forbedre sig selv. Enten må han holde op med at spotte andre moralister, eller også må han selv høre op med at moralisere; ellers ser det ud, som om han vil tiltage sig et moralfilosofisk monopol.

Men jeg har et svar til disse mennesker: Intet er hæderligere, end at man selv ærligt og redeligt tilstår sine fejl; for det er det første skridt til selvreformering og noget, man bør rose hos enhver filosof. Nøjagtig samme holdning indtog de journalister, der |23anmeldte mine værker. I Neue Hamburgische Berichte von gelehrten Sachen for året 1732 findes der en sålydende omtale af mig: “Die Laster, Misbräuche und übele Gewohnheiten lässet er so wenig an sich selbst als an andere ungestraft.” Og på samme måde i en anden passage: “Wann er seinen eigenen Character entwirft, macht er sich kein Bedencken sich selbst zuweilen durchzunehmen.” – Altså: Den, der ærligt tilstår sine egne fejl og uden at blinke tager sig selv i skole, kan ikke kritiseres, fordi han anstiller betragtninger over menneskehedens fejl.

Hvad angår den anden indvending, har jeg i mine breve tilstrækkelig tydeligt oplyst forfatterens indstilling. Jeg har understreget, hvad formålet med mine værker er: Det er ikke, at jeg skal agere moraldommer, men at der skal leveres visse prøver på en mere sofistikeret litteratur, og at vort fædreland skal have noget, hvormed det kan imødegå kritikken fra dem, der tidligere har bebrejdet os en vis mangel inden for denne litteratur. Det er derfor, jeg udstrør satirisk salt i de litteraturprøver, der kræver nålestik og galde; det er jo nemlig et uomgængeligt krav ifølge de litterære love. Og når det forholder sig sådan, bør man snarere spørge, hvorfor autor skriver komedier, satirer og moralske historier, end hvorfor han skriver med stikkende pen. Hvis de påtaler dét, |24vil de få med de mest civiliserede nationer, med de berømteste filosoffer, med Platon, ja, med selve Sokrates at bestille! Men hvis de lader sig overbevise af disse mange eksempler, så at de ikke tør bandlyse denne skrivemåde, må de anerkende nødvendigheden af salt og sylestik. En komedie uden salt, en satire uden syl er som en vogn uden hjul. Derfor må man enten helt fordømme det ene eller tage det andet med i købet.

Dog må man gardere sig imod, at forfatterne, under dække af moralske formaninger, med barbarisk vildskab giver sig deres lyster i vold og af hævngerrighed lader sig rive med til at rase mod deres personlige uvenner – en beskyldning, som alle, der har læst mine vittighedsværker med uhildet blik, friholder mig for. Selv har jeg også gjort, hvad jeg kunne, for med stadige formaninger at afskrække forfattere fra at skrive injurier og smædevers; og i mine bøgers forord har jeg ofte fordømt mig selv for at være lidt for voldsom, når jeg pillede visse folks anklager ned, skønt det jo dog anses for tilladt efter krigens lov og normalt undskyldes som lovligt nødværge.

Og tro mig: Hvis det drejede sig om at skrive injurier og smædevers, kan jeg garantere, at jeg bliver den sidste borger i landet, som enten belønninger eller opfordringer ville kunne drive så langt ud. Jeg anser det for uværdigt ikke kun for en filosof, men |25for ethvert anstændigt menneske. Gid jeg ikke havde andre beskyldninger at trækkes med, gid det kun var dén fejl, mine kritikere bebrejdede mig: at jeg har revset almenmenneskelige lyder under fiktive navne, eller at jeg har givet moralske formaninger under dække af muntre fabler! Men jeg tynges af adskillige andre fejl – fejl, som jeg gentagne gange selv har udstillet med en uforbeholdenhed på grænsen til det kritisable.

Men nu er der talt nok om denne Underjordiske rejse, som bliver mit sidste værk af den art. Den lille bog blev snart oversat til forskellige sprog. At det varede så længe, inden den blev oversat til dansk, var min egen skyld. De fleste danskere er jo dygtige til tysk, og jeg anså det for uklogt at give moralske lærdomme, som for størstedelen har form af paradokser, til pris for kritik fra det gemene ros. Hvad andre fatter og læser med udbytte, kan rosset knap se med briller på. Her passer følgende fabel perfekt: *Da en muldvarp hørte, at mennesker bruger briller, bad den sin mor om at købe sådan nogle øjenhylstre til den. Men moderen svarede: “Sæt ikke næsen op efter ting, der strider mod din natur, min pige! For mennesker er briller nyttige, men for muldvarper er de til ingen gavn.”

|26Da jeg var færdig med dette arbejde, slog jeg over i det mere seriøse. Historie tænkte jeg på, men var længe i tvivl om, hvilken del af historien jeg skulle give mig i kast med. Efter at jeg havde kigget både universalhistorien og diverse historiske specialemner efter i sømmene, endte jeg med at satse på at skrive *hele jødefolkets historie.

At jeg fik lyst til at folde mig ud på netop den bane, havde følgende årsag: Blandt de mange åndelige atleter, der har prøvet kræfter på jødefolkets historie helt fra antikken, er der ingen, der har fremstillet dets annaler fortløbende fra den første tid ned til vore dage. *Josefus begynder med verdens skabelse og går frem til templets ødelæggelse. Af nutidige forfattere er de mest kendte *Prideaux og *Basnage. Den første har skildret et bestemt afsnit af historien, nemlig det, der strækker sig fra begyndelsen af det babyloniske fangenskab til Kristi tid. Den sidste begynder, hvor den første slutter. Folk, der er interesserede i den jødiske historie, har derfor brug for disse tre forfattere, hvis de ønsker at sætte sig ind i folkets annaler fra a til z. Til glæde for sådanne læsere samlede jeg jødefolkets vigtigste hændelser, skikke og love samt alt, hvad der findes af bemærkelsesværdigt hos de nævnte forfattere, |27i ét bind.

Mens jeg var i fuld gang med dette værk, udkom der en fransk bog med titlen *Histoire du Peuple de Dieu i ti bind i kvart. Nu troede jeg, at jeg helt havde spildt min tid og min flid, for jeg antog, at bogen gik ud på at skrive hele jødefolkets historie. Men min frygt fortog sig, da jeg fik bogen i hænde. Den omfatter nemlig kun Det Gamle Testamentes historie – hvis den overhovedet fortjener at kaldes ‘historie’ i betragtning af alt det nonsens og de opdigtede taler, der er bikset ind i den, og som har gjort den så kæmpestor. *Splintrede tankebrokker lanceres her med verbale sukkerkugler. Man skulle tro, Adam og Noah og de andre patriarker havde levet i Paris eller Versailles i vore dage; så friserede er deres fraser og så smiskende deres taler – for ikke at tale om al den sminke, bogen i øvrigt driver af, og som giver læseren kvalme.

Men for nu at styre tilbage til sagen så indrømmer jeg, at størstedelen har jeg disse tre forfattere at takke for. Til patriarkernes biografi har jeg lånt meget fra *den prægtige historie, der er forfattet af et vist engelsk selskab. Men da jeg kun havde de to første bind og andet bind ikke når længere end til |28Sauls tid, benytter jeg som mine eneste førere fra dét punkt og frem Det Gamle Testamentes hellige forfattere tillige med Josefus indtil det israelitiske riges undergang, hvor Prideaux begynder. Men selv om jeg savnede andre hjælpemidler til kongernes historie, anses denne del af Jødisk historie ikke for mere træg og tør end de andre.

Foruden de nævnte forfattere har jeg konsulteret de berømteste og i oldtidshistorien kyndigste skribenter såsom *Filon, *Cunæus, *Lightfoot, *Vitringa, *Richard Simon, *Spencer, *Reland, *Selden, *Salomon Ben Virgæ, *Gantz, *Bartolocci og andre såvel kristne som jødiske, af hvis vidnesbyrd min bogs marginer svulmer. Over det sidste århundredes historie har *Schudt kastet meget lys, da han er udførligere end Basnage og gør opmærksom på forskellige fejl hos denne.

Mit værk udkom i to bind i kvart; og da trykningen på grund af tykkelsen var temmelig kostbar, var jeg længe i tvivl, om jeg mon ikke på den sædvanlige måde skulle sikre mig ved prænumeration. Men da jeg gjorde mig klart, at misbruget af denne metode nu går så vidt, at det slående ligner tiggeri, udgav jeg bogen |29på bogens egen risiko. Forfattere, der tyr til disse midler, når det drejer sig om omfangsrige og omkostningskrævende værker, kan bestemt undskyldes. Men nu om stunder indbydes alverden til at prænumerere på skrifter på nogle få blade, hvad der er det samme, som at forfatterne siger: “Giv mig en skilling i Herrens navn!” Og da jeg kan konstatere, at dette prænumerationsvæsen går over alle bredder, er jeg bange for, at det ender med at brede sig til købmænd og håndværkere og til sidst til luderne, så de heller ikke må trykkes eller sælge nætter uden prænumeration.

Dette er de værker, jeg har skrevet i min tid som kvæstor; så selv om jeg har været bebyrdet nok med forstyrrende forretninger, får man alligevel det indtryk, at jeg kun har haft tanke for Muserne. På grund af denne brændende studerelyst var der dem, der troede, at jeg ville besørge mit embede med venstre hånd. Men jeg ved, at ingen under kvæsturen henhørende opgave er blevet forsømt af mig, for jeg mente, at det ene burde gøres, og det andet ikke forsømmes. Ingen studier er så vigtige, at pligten må svigtes – den pligt, som netop studierne pålægger os at røgte med største samvittighedsfuldhed. Jeg dyrker Minerva, så ofte Merkur giver mig fri. Jeg anser det for at være en del af filosofien at lade studierne ligge, |30når nødvendige forretninger kalder os til anden side.

De fleste af de studier, jeg kastede min kærlighed på i min grønne ungdom, har mig endnu som gammel i deres magt, med den forskel, at jeg nu foretrækker at drikke af kilderne frem for at følge bækkenes løb. Men kun få bøger falder i min smag, for jeg er lige så led ved de middelmådige som ved de helt absurde, og hvis jeg helt måtte undvære gode bøger, ville jeg faktisk hellere læse rent nonsens end triviallitteratur. Så da jeg engang for nogle år siden var nødsaget til at overnatte i en kro lige uden for byen og ingen bøger havde ved hånden, ransagede jeg omhyggeligt kromandens bogsamling, og efter afholdt session udvalgte jeg *Till Uglspils historie som det mindste onde af den hele dynge af ligegyldigheder.

Derfor lider jeg, da jeg kun bryder mig om prima bøger, tit under mangel på lekture, og jeg føler, at min ild efter at studere sløves, når jeg så tit nødsages til at læse mesterværker, som jeg allerede har læst, igen. Dog findes der forfattere, jeg aldrig bliver mæt af at læse. *Grotius’ De jure belli et pacis er mig, skønt den for længst har tabt nyhedens tillokkelse, bestandig ny. Han har banet vejen for moralfilosofien, og utallige andre har fulgt, men aldrig indhentet |31ham. Hvert ord hos Grotius er en grundsætning, hver forskrift et orakelsprog; og hans stil er så ophøjet, at man forestiller sig, det er en af de fornemste oldtidsforfattere, man sidder og læser. Derfor vil sporene af hans lære forblive evigt uudslettelige.

I de latinske forfatteres skare anser jeg *Petronius Arbiter for den største kunstner. Han forekommer mig nemlig at have ydet det ypperste i alle genrer: Hvad der findes af historisk stof i Petronius’ værk, er anskueligt og rent, og det strømmer med en sådan mælkehvid frodighed, at han gør selve *Livius rangen stridig. De digte, der er strøet ud over det hele, står for mig som lige så geniale som Vergils. Det satiriske i værket er på én gang sylespidst og muntert, og alle vegne funkler en så overdådig humor frem, at han overgår samtlige komiske forfattere. Desuden er det kun Petronius, der efterligner proletarernes jargon og reproducerer tomhjernet talestrøm. Man skulle tro, at han frem til sin høje alderdom havde

*levet imellem matroser og tyve og bortrømte slaver,

rakkerknægte og dem, der fattigfolks ligbårer laver,

når man hører ham gengive de vitser, Trimalchios middagsgæster fyrer af. Da Petronius imidlertid er en anstødelig forfatter, må han slås ungdommen af hænde.

|32Om de latinske poeter vil vi to i al evighed være uenige. De holder hårdnakket fast ved *Vergil, hvorimod jeg er Ovids med hud og hår. De lader Dem lede af de toneangivende kritikeres dom, men jeg lytter til mit eget sind. Jeg tror bestemt, jeg vurderer fejl; men det er en fejlvurdering, jeg indtil videre ikke kan få ud af hovedet: Hele tiden står Ovid som uforlignelig for mig. Højt og broget svinger han sig op, for så at dale ned igen; mellem sublimt og dæmpet, mellem knaphed og fylde, mellem sødme og strenghed veksler han – og alt med lige stort geni. Hans Metamorfoser er skrevet i et ophøjet sprog, men samtidig i så flydende og følsomme vers, vers så fri for knuder, at dette digt kan anbefales som begynderlæsning. Sammenlign Ovids digte med andre poeters vers, og De vil se, hvor disse sidste må vride og vende sig. De vil, som Horats siger, viden om kun se

*en iturevet versmagers lemmer.

Men det er kun ved sin sublime stil, Ovids digtning adskiller sig fra prosa. Prosodien, der ellers er skjaldenes pinebænk, piner ikke ham: Som om han var komplet ubundet af versemålet, trækker han aldrig foden til sig, men går lige frem efter næsen og sætter ikke som de andre

*forrest de bageste ord og atter de bageste forrest.

|33Denne ordenes naturlige orden bevarer han ikke blot i sine Amores, sine Tristia og sine Heltindebreve, men også i de mest glimrende beskrivelser i Metamorfoserne; og hvor han er mest besat, er han mindst forrykt. De prosodiske regler, brugen af tider og måder, som for andre digtere betyder lige så mange bump på vejen, hæmmer ikke ham.

Der har derfor aldrig eksisteret en digter, der har nået Ovidius Naso med hensyn til stilens ophøjethed parret med en ægte enkelhed. For den klarhed, andre har søgt at opnå i et enkelt vers på to eller fire linjer, alt imens de svedte tran og bed negle, den leverer han ubesværet i hele bøger. Kort sagt: Ovid er en digter, som kun naturen kan frembringe dem, en digter, om hvem man må sige, at han er blevet kælet for ved Musernes barm. Jeg vil dog ikke strides med dem, der tildeler Vergil førstepladsen; men visse nutidige kritikere, der taler i den grad køligt om Ovid og sætter ham under *Horats, *Lukan og andre digtere, dem er jeg vred på.

At visse folk læser Ovid så køligt, det kan man forestille sig forskellige grunde til. *For femten år siden anførte jeg nogle af disse i en offentlig tale. Det ligger uden for min plan at gentage grundene her; |34jeg vil blot sige, at denne afsmag kan skyldes alt for hyppig læsning. Ovid bladrer alle i, hans Metamorfoser er blevet læst, gennemlæst og indtil kvalme gentaget af digtere, malere og billedhuggere, af læg og lærd. Derfor har dette digt fået samme skæbne som musikken: Den musik, som takket være sin sødme og harmoni er blevet spillet tidlig og silde, den ledes moderne musikere ved, og disharmoniske og skurrende toner nyder de. Med agerhøns går det ligesådan: Først guffer man dem i sig; men har man fået dem for tit, kan man ikke få dem ned. – De fleste af Ovids digte ser ud som epigrammer; med så stor kunst og så stor kløgt er de udarbejdet, og samtidig synes man, de alle er i ubunden form. Så gennemført klare er de.

*Juvenal har jeg gjort mig så fortrolig med, at jeg næsten kan ham ord til andet. *Jeg foretrækker hans satirer for Horats’: Hos Horats er der ganske vist større lystighed, men hos Juvenal større kraft i udsagnet, dybere nåle. Horats morer, Juvenal stikker. Horats går kun gennem barken, men Juvenal trænger helt ind i marven og efterlader nåle i læsernes sind. Dertil kommer, at Juvenal er mere omfattende i sin morallære, hvorimod Horats |35blot bliver hængende i bestemte fejl og giver en to gange opkogt kål endnu en tur over blusset. Juvenal udfolder konsekvent sin tese, Horats smutter hele tiden væk fra emnet. I sin første satire gør han nar af menneskenes ubestandighed, men går kort efter løs på deres griskhed. I sin tredje satire revser han dem, der ser andres fejl og er blinde for deres egne; men lidt efter glider han over til stoikerne, som hævder, at alle forseelser er lige store; og så fremdeles i de andre satirer.

Jeg medgiver dog, at der rundt om hos Horats findes mange ting, som vidner om den mest slebne dømmekraft. Men han er ikke altid sig selv lig: Både stilistisk og stofligt er han mere vægelsindet end *Tigellius, som han selv morer sig over. Og da han vrider og vender sig under udformningen af sine vers, synes han udelukkende at være digter i kraft af tillært kunst, ikke i kraft af medfødt natur. Mit sidste punkt: Da Horats hylder *Epikurs filosofi, bekriger han forsynet, og godhed anbefaler han kun for den nytte, man kan have af den. Hvad etikken angår, er der altså mere lødighed i Juvenal, som taler fromt og sundt om Gud og om formålet med gode gerninger og ytrer sentenser, der ikke er en kristen uværdige.

Plautus foretrækker jeg frem for Terents; og jeg skifter ikke mening, selv om jeg så måske lægger mig ud med afdøde |36Horats’ ånd. Terents er ganske vist uden fejl, og Plautus fuld af pletter; men jeg vil hellere have et smukt ansigt med pletter end et ordinært uden. Kun på feltet sproglig omhu og stilistisk renhed er Terents i top; ellers kan han slet ikke måle sig med Plautus. For hvad enten man ser på stykkernes indhold, på digtergemyttets kraft eller på vid og lystighed, som er sjælen i en komedie, er Plautus mageløs. Derfor anses visse Plautus-komedier, nemlig Amphitryon, Menæchmi, Aulularia og Mostellaria, når de er oversat til fransk, for at være de bedste blandt vore dages stykker, og for vore teatre er de den største pryd.

Jeg kunne let udbrede mig yderligere om dette komikerpar, da jeg selv har skrevet fem og tyve komedier og således må kunne betragtes som en kompetent nok dommer; men dette brevs snævre rammer tillader mig ikke at sige mere. Blot vil jeg bemærke, at hos Plautus funkler den ganske særlige lystighed frem, der gør komedier til pragtværker, og som ingen ud over Molière har nået. De stykker, der er blevet spillet siden Molières tid, er for det meste matte og kedelige, og af en sådan art, at de kun har kunnet tiltale en fordærvet smag som den, der hersker i Frankrig nu til dags. |37For nutidens komediedigtere er det nok, at de kan give visse langtrukne dialoger form som en komedie og dele dem op i tre eller fem akter. Når det er klaret, mener de at have opfyldt alle de krav, der kan stilles til en komedieskriver.

Mine skrifters kritikere har anmærket, at jeg i epigrammerne efterligner Martial, og i brevene Plinius den Yngre. Og det fragår jeg heller ikke. Med hensyn til Martial, så er hans værk nemlig, hvis man ser bort fra de obskøne steder, et sandt mønster for, hvordan epigrammer bør udformes.

Hvad angår Plinius, er han en forfatter, jeg ikke kan blive mæt af at læse. Så hvis jeg ikke frygtede en byge af pile fra ciceronianerne, ville jeg for brevskrivningens vedkommende foretrække Plinius for Cicero. Men sig det ikke til nogen! Jeg ved nemlig udmærket, hvor slemt et kætteri det er at vurdere den førende guldalderforfatter lavere end en forfatter fra sølvalderen.

Jeg tilstår, det er uortodokst; jeg tilstår, at jeg tit drejer af fra kongevejen. Jeg følger mit eget skøn, som gang på gang driver mig op imod strømmen. Smagen varierer fra person til person: Plinius’ og Senecas skrifter forekommer mig mere affilede end Ciceros; jeg tror, han skrev det hele ud i én køre. Men netop det ses som en finesse; det, som andre |38kan betegne som sjusk, kalder ciceronianerne for naturlig skønhed. De vrænger ad alt, hvad der er tilfilet og smager af bidte negle; derfor hævder de, at sølvalderforfatterne er dekadente i forhold til den sande veltalenhed. Sådan dømmer Quintilian: Han gentager, hvad Cicero havde sagt om Demetrios af Faleron hos grækerne, idet han stempler Seneca og, mellem linjerne, Plinius som sprogødelæggere hos latinerne – som om det at hvæsse sin pen var det samme som at spolere sproget og gøre stilen slap. Vi følger tit blindt de gamles domme. Gaber én, gaber hele selskabet. Forestil Dem, at Plinius den Yngre og Seneca havde skrevet i guldalderen, men Cicero i sølvalderen, så tør jeg vædde, hvad det skal være, på, at De vil dømme helt anderledes. Jeg har for ikke længe siden søgt at udvikle denne påstand nærmere i et specialskrift; men andre gøremål tog livet af det projekt.

I det græske sprog tror de fleste, at jeg er en ren turist. Ikke desto mindre kan jeg læse de græske historikere ganske kvikt, og hele tolv forfattere, deriblandt Diodorus Siculus, har jeg læst fra perm til perm. Men jeg har det, som om jeg end ikke har berørt tærsklen til dette sprog, eftersom jeg ikke kender dets |39grammatik. Af digterne har jeg gennembladet de to første komedier af Aristofanes og ikke flere, men af Homer hele Iliaden mere end én gang.

Da jeg imidlertid af min vaklende dømmekraft ofte drives imod strømmen, må jeg vedgå, at jeg ikke i Homer ser det, andre ser. Men jeg holder mig til en mellemvej mellem Homerpiskerne og de blinde Homertilbedere. I lighed med majoriteten af kritikere beundrer jeg Homers sprog og geni, og jeg anbefaler dette digt som det græske sprogs sande kilde til dem, der er i gang med at lære det.

Men til forskel fra visse Homer-fans kan jeg ikke få øje på det skatkammer og den for talere, statsmænd og generaler så bugnende høst, de fremhæver. For eksempel vil jeg ikke råde en general til, som Hektor, midt i kampens hede at gå hjem for at ordne familieanliggender. Og jeg kan heller ikke anbefale vore talere at studere Nestors tirader, som så tit har lokket sveden frem på min pande – for ikke at tale om hele den encyklopædi, som Homers mest berømte dyrkere har afdækket, men som jeg (så langsom jeg er i optrækket) ikke kan få øje på. Men jeg fremsætter blot min mening, og er ikke ude på at forstyrre nogens cirkler. Det er jo urimeligt og tåbeligt at fare i harnisk på grund af en meningsforskel:

|40*Den frihed giver vi – og kræver.

Men blandt de græske forfattere opvejer i mine øjne *Plutarch alle de andre; ham kan jeg ikke blive træt af at læse igen og igen. For denne ene forfatter er som en hel skatkiste fuld af oldtidens indsigt.

Nye forfattere læser jeg sjældent to gange. De eneste historikere, jeg læser om igen, er *Humphrey Prideaux, *Burnet, *Père Daniel og *Rapin Thoyras. Og da de to sidste er de mest fremtrædende i vore dage, har jeg studeret dem begge opmærksomt og med et kritisk blik. Ved sammenligning af dette noble historikerpar giver næsten alle kritikere Rapin prisen; men det kan jeg ikke helhjertet skrive under på. Efter mit skøn

*svæver Victoria mellem dem begge på tvivlende vinger.

Rapin forekommer mig mest sanddru, men Daniel mest vidende. For den periode, der dækkes af *Rymers Acta publica, som kaster meget lys over Englands historie og tjener til at rette andre forfatteres fejl, er Rapin den førende, da han øser mange af sine data af de klareste kilder. Men hvor disse Acta slipper op, griber han på den skibbrudnes vis til det første det bedste, og undertiden |41følger han underlødige historikere, som han ofte citerer med det blotte navn, men uden titel og sidetal, som for eksempel *Camden, *Baker, *Duchesne osv. Der er desuden store mangler i Elizabeths og Jacob den Førstes levnedsbeskrivelser, som så må udfyldes fra andre skribenter. Hovedparten af Karl den Førstes historie er udelukkende hentet fra *Rushwords samlinger og indeholder et miskmask af kongelige anordninger, parlamentsbeslutninger og breve, der ganske vist er eminent oplysende, men af bedre historikere normalt henvises til et anhang.

Derimod synes Père Daniel at have ransaget alle rigets krinkelkroge og alle dets gemmer, inden han skred til værket; for overalt citerer han samtidige forfattere og dagbøger skrevet af mænd, der har optegnet deres egne bedrifter. Da Rapin har blikket rettet mod historiens vigtigste del – nemlig den, der omfatter lovgivning og statsforfatning – så enten forbigår han alt vedrørende krigene eller omtaler det hastigt og løseligt. Men Père Daniel har mere travlt med militærvæsenet og redegør detaljeret for ganske ligegyldige ting lige ned til de mindste forpostfægtninger. Man kan sige, at Rapin har forset sig ved at give for lidt, men Daniel ved at give for meget. Man skulle have troet, at Rapin var munk, og Daniel krigsmand – selv om |42Rapin faktisk har været i krig, hvorimod Daniel levede og døde som jesuit. Dem begge kan man derfor med føje kritisere: Rapin, fordi han ignorerer militærstoffet, som han ville være en kompetent bedømmer af, men Daniel, fordi han med forkærlighed udbreder sig om det, han helt savner blik for. Forestil Dem Rapin som munk, og Daniel som kaptajn! Så vil begge bedre kunne undskyldes.

Jeg vil bestemt ikke snyde Rapin for den ros, han har fortjent for sin skarpe dømmekraft og sin sandhedsiver; jeg siger bare, at der ligger mere slid bag Père Daniels historie, og at han som forfatter er gået bedre rustet til sin opgave. Og hvis han i stedet for Frankrigs historie havde skrevet Englands – der er den frodigste af alle kendte, og som ingen forfatter kan gøre kedelig – er der ingen tvivl om, at han ville have opnået en rimeligere bedømmelse.

For det er i betydelig grad emnet, der giver folk lyst til at læse en forfatter. Det er en hyppig fejl blandt kritikere, at de ikke tager hensyn til det stof, en historiker behandler, og hvis rigt afvekslende fylde bøder på forfatterens goldhed. Hertil kommer hensynet til historikerens tid og sted. For i de fleste lande er der med de strengeste love sat snævre grænser for skrivefriheden; men i England må man sejle for |43fulde sejl. Den frygt, der lænkebinder andre, forstyrrer ikke britens ro.

Hvor dybt engageret jeg har været i læren om moralen, fremgår af de moralske skrifter, jeg har udarbejdet og udgivet. *Andre videnskaber gør os til mennesker, men morallæren gør os menneskelige og *leder os ind på det fredelige, rolige, stille og lykkelige livs vej. For hvilken lærdom fortjener navn af lærdom – siger Cicero – om ikke den, der fremhjælper indsigten i det lykkelige liv? Betegnelsen ‘mere lærd’ hæfter man ganske vist normalt på folk, der bruger al deres tid på at læse løs i de antikke digtere, eller som slider sig selv op i geometriens, aritmetikkens og astronomiens tjeneste. Men større adkomst til titlen lærd har de, der går op i den kunst at leve. *For moralfilosofien er livets vejleder, dyd opsporer den, og laster fordriver den; den er ophav til byer, kalder de adspredte mennesker sammen til et livsfællesskab og forener dem indbyrdes, først ved boliger, siden ved ægteskaber; den opfinder love og lærer os moral og orden.

Derfor er jeg dette studium dybt hengiven. *Men det er ikke så meget ved læsning som ved eftertanke, jeg gør fremskridt, og det er ikke så meget bøger som mig selv, jeg snakker med. Det er heller ikke altid, man har brug for at se med fremmede øjne, når noget skal udforskes. |44De antikke filosoffers moralsystemer er jeg godt inde i: Cicero, Seneca og Plutarch læser jeg igen og igen; men af de nye kender jeg kun få.

Nyttige råd og advarsler kommunikerer jeg hellere ud i form af lystige dialoger og komedier end ved at opkaste mig til skolemester på en striks og kommanderende måde. Jeg tordner ikke mod ‘tidens fordærvede sæder’ og deklamerer ikke mod laster, men arbejder på at blotte gængse vildfarelser; det første er efter min mening en retors, det andet en filosofs opgave. Når de vildfarende skal overbevises, følger jeg Sokrates’ metode: Jeg stormer ikke fæstningerne, men underminerer dem. Ved hjælp af fiktioner, fabler og allegorier vrister jeg sandheds erkendelse ud af folk. Således lykkedes det mig at nedkæmpe en ven, hvis intolerance jeg ikke kunne overvinde med argumenter, ved at fortælle ham en historie om forskelligt formede øjne fra min Underjordiske rejse.

Men filosof anses jeg ikke for at være, da jeg ikke kender det filosofiske fagsprog og derfor siger min mening letfatteligt og klart. Jo mere sort man taler, des mere blændende en filosof går man for at være. Der findes jo folk, der nødig læser andet end det, de ikke forstår. Pluk de fjer af, som de fleste af vor tids akademikere |45bryster sig med, og stryg alle verbale omsvøb, alle velfriserede og kunstlede talemåder – og visse værker, der i offentligheden er blevet takseret som rene mesterværker, vil vise sig at være nøgne, banale og impotente. Adskillige forfattere, ved læsningen af hvem vi må måbe, ville, hvis de havde fremsat deres lærdomme i plat og plebejisk stil, ikke stå så højt i kurs, som de nu gør hos dem, der udelukkende fokuserer på flotte fraser. Den blændende stil, det indviklede, transcendentale formelsprog og de filosofiske termer bevirker, at ting, der ret beset er middelmådige, vurderes som orakelsvar fra Apollon selv.

*Montaigne elsker jeg for mandens oprigtighed, og jeg ville elske ham mere, hvis han havde talt mindre om sig selv. Hans paradokse meninger kan jeg godt lide. Paradokse kalder jeg de meninger, som med slagkraftige eller i det mindste sandsynlige argumenter angriber almindeligt antagne meninger, der så at sige har fået indfødsret. Men hvis paradokser mangler disse egenskaber, er der intet, jeg mere afskyr. Derfor er jeg ilde tilpas ved *forfatteren af det lille skrift om de menneskelige dyders forlorenhed (de la fausseté des vertus humaines). Han forvandler nemlig alle dyder til lige så mange laster: Ydmyghed lader han udspringe af hovmod, og besindighed af |46selvgodhed. Menneskelig klogskab gør han for eksempel til grin, fordi hovedløse handlinger ofte får det heldigste udfald; men de eksempler, han anfører, beviser kun, at udfaldet ikke altid svarer til planen. Når han skal bevise sine andre paradokser, er han lige så uheldig. Den, der docerer den slags paradokser og forsvarer dem med tilsvarende argumenter, er en hovedløs projektmager, der ikke er meget bedre end et ganske almindeligt fæhoved.

Ellers er jeg glad for paradokser, hvis de bliver skruet sammen med selvkritik, som for eksempel dem, vi har fra Montaigne, *Malebranche, *Charron og *Rotterdam-filosoffen. Sidstnævnte har ganske vist fremsat forskellige doktriner, som med god grund får kristne til at gyse. Men der er tale om dårligt blandet med godt; og hvad der ikke er sandt, det gøres sandsynligt ved forfatterens behændighed og holder læserens intellekt i ånde. Det er velkendt, hvor mange doktorers penne Bayles lære om det ondes oprindelse har spidset, og hvor mange stridigheder den har udløst med nutidige trosforkæmpere, især med *Jean Leclerc, der med et enormt lærdomsapparat og med al den styrke, hans begavelse sad inde med, angreb Rotterdam-filosoffens teser. Jeg anser det for tåbeligt at opkaste mig til mægler mellem to så fremragende mænd. At forlænge denne tvist er jo nemlig kun |47at gentage, hvad Leclerc har fremført, og hvortil der næsten intet er at føje; for der blev kæmpet så drabeligt, at han blev tvunget til at ty til Origenes’ lære og bruge den som bolværk.

*Ankeret holder sin båd fast og fortøjet på plads.

Jeg siger bare, at det forekommer mig uoplyst at ville angribe Guds godhed ud fra de skrøbeligheder og fejl, der er menneskene medfødte. Gud har skabt forskelligt; det ene er mere fuldkomment end det andet, men taget hver for sig er alt det skabte fuldkomment i sin art: Mennesket er fuldkomment som menneske betragtet, fluen fuldkommen som flue. Hvis mennesket sammenligner sig med englene, sukker det over sin skæbne og ufuldkommenhed; hvis det sammenligner sig med bestemte dyr, græder det over sit korte liv. Theofrast skal på sit dødsleje have anklaget naturen, fordi den har skænket hjorte og vagtler et langt liv, selv om de er ligeglade, men menneskene så kort et liv, selv om de bestemt ikke er ligeglade.

Ser mennesket derimod på orme og insekter, så rejser det kammen og betragter sig selv som det mest fuldkomne værk. Fluernes skæbne er tilsyneladende denne: at komme til verden om sommeren, for snart efter at dø af kulde eller for menneskehånd. Og dog, hvis de sammenlignede sig med orme eller muldvarpe eller med de små dyr, om hvilke |48Aristoteles siger, at de kun lever én dag, så at det dyr, der dør i sin ottende time, dør i en fremrykket alder, ja, så ville fluerne mene, at de havde et langt liv, og de ville svulme af hovmod i den tro, at verden var skabt udelukkende for dem på grund af deres skønne skikkelse. Netop i de levende væseners forskelligartethed ligger der, ligesom i landenes forskellige udseende og tankegang, en skønhed, som taler til skaberværkets ære og bevæger og overvælder dets beskuere.

Hvordan det nu end forholder sig med menneskenes lod, som Bayle afmaler i så tragiske kulører, er det sikkert og vist, at næsten ingen vil dø. Jeg har kendt fattige, gamle, syge og affældige koner, der gøs ved det blotte ord ‘død’. Med dette in mente undrer jeg mig over, at Bayles tese om de to principper har kunnet vække så megen furore. Ud fra de skabte tings forskellige skæbne kan man jo ikke bevise noget, medmindre man vil sige, at fluerne, fordi de er mindre flotte end løver, og bly, fordi det er billigere end guld, må afledes af det onde princip.

Her kan man sådan set anvende et vittigt svar, en præst engang afgav: Blandt sine tilhørere havde han en pukkelrygget mand; og da manden hørte præsten hævde, at alt, hvad Gud har skabt, er godt, sagde han til ham, da han steg ned af prædikestolen: |49“Se på den pukkel, jeg er født med! Så må du indrømme, at ikke alt, hvad Gud har skabt, er godt.” Dertil svarede præsten: “Du er velskabt nok af en pukkelrygget at være.” Dette svar var pjanket, men alligevel ikke helt misvisende. For hvis alle mennesker var født pukkelryggede, ville Guds godhed ikke lide afbræk af den grund. Nogle dyr har han skabt til at svømme; og han har bestemt, at de skulle bo i vandet. Andre har han skabt til at flyve; og han har bestemt, at de skulle leve under åben himmel. Nogle dyr har han skabt til at krybe, andre til at gå; af dem igen nogle til at leve hver for sig, andre til at leve i flok. Nogle har han skabt til vilddyr, andre til tamdyr, nogle til at leve skjult og under jorden. Ethvert dyr er fuldkomment i sin art.

Jeg indrømmer ganske vist, at menneskene kunne være skabt, så at de var tættere på at være fuldkomne; jeg indrømmer også, at de kunne være skabt, så at de var ude af stand til at synde; jeg indrømmer endelig, at Gud ved en dermed afstemt nåde kunne bevirke, at de ikke overtrådte loven. Men hvis de var skabt, så de var ude af stand til at synde, ville de være enten engle eller maskiner; og hvis Gud ved konstant indgriben hindrede lovovertrædelser, ville han høre op med at være lovgiver, høre op med at være dommer. Thi at give en lov og samtidig i kraft af sin absolutte almagt hindre, at mennesket overtræder den, |50involverer en modsigelse. Hvad angår straffen over de gudløse, vil man med Leclerc ganske ligefremt kunne svare: at Gud intet vil gøre, der strider mod den guddommelige retfærdighed og godhed, og at enhver dommer uden at gøre skår i sin retfærdighed og sanddruhed kan slå af på sine trusler og mildne sine straffe. Anderledes er det med belønninger, som, når de én gang er lovet, må udredes til sidste femøre.

Det er velkendt, med hvilken til vanvid grænsende stridslyst der blev tærsket langhalm på denne tese. Man undrer sig over, at mænd, som ellers nok forstod at beherske sig, og som hidtil havde nydt respekt for deres mådehold, gav pokker i de moralske forskrifter, de selv havde formuleret, og konkurrerede på ukvemsord. Men de blev drevet af de samme sporer som i sin tid Pompejus og Cæsar, af hvem den første ingen ligemand ville have, og den sidste ingen overmand. Bayle og Leclerc var så at sige den aldrende Lærde Republiks sidste stridsmænd. Leclerc var den mest lærde, Bayle den mest intelligente. Begge skrev enorme værker. I Leclercs er der større kyndighed end i Bayles, da han var fuldkommen hjemme både i bibelsprogene og i de verdslige sprog; men i Bayles bøger føres en behændigere pen. Man skulle tro, Bayle havde levet ved fyrstehoffer |51i al sin tid; så overvældende en glans, så stor en elegance funkler der overalt i hans skrifter; og der er intet, der smager af det skolestøv, han er opdraget i. “Den aldrende Lærde Republiks sidste helte” kalder jeg de to. For selv om vor tid ikke er så udpint, at den ikke stadig fostrer mænd, der udmærker sig ved intelligens og lærdom, kan ingen dog vel nægte – hvis de monstre af geni, som den foregående æra skænkede verden, melder sig for hans tanke – at han står over for en videnskabelig deroute.

*Nu går kraften på hæld, og kerneveddet er opbrugt.

Årsagerne til denne tilbagegang har jeg analyseret i mit første brev. Så jeg vil ikke gentage dem her. Jeg vil kun sige, at vor tids intellektuelle i stedet for den ære og de belønninger, med hvilke fortidens forskere blev hyldet, frygter den lod, som poeten Eumolpus fik, så at de med ham kan klage: “Vi kender det bifald, vort geni møder!”

*Er der mæcener i verden, så kommer der også Vergil’er,

og en Ovid spirer op ude på marken hos dig.

Dette er hovedårsagen til denne nedgang. Andre føjer andre årsager til. Men jeg for min part mener, at det litterære liv i ikke ringe grad bremses af de |52strenge bogcensurer, ved hvilke der opnås, at man ikke kan vente sig andet end noget pjevset, lavsindet, krybende, kønsløst, sløvt og affældigt stads. Som følge af enten nervøsitet eller uvidenhed eller elendig smag hos censorerne går det nemlig tit og ofte sådan, at de allerbedste bøger bliver undertrykt, eller de allerædleste tanker kradset ud. Så er det klogere – tænker forfatterne – at kvæle vore åndsfostre i selve fødselsøjeblikket eller give dem som mad til møl og maddiker, frem for at overlade censorerne dem til skamfering.

Hvis nogen skulle være i tvivl om virkningen af disse censurer, kan han bare sammenligne de bøger, der har været udsat for denne tortur, med dem, der er trykt uden censur, og han vil se, hvor stor forskellen er på skidt og kanel. For det Imprimatur, der normalt sættes foran i bøgerne, indebærer cirka det samme, som hvis censor sagde: “Værsgo, her er en bog, som ikke indeholder andet end tankebrokker, banaliteter og ting, som er gentaget indtil kvalme af andre,” eller: “Dette værk må trykkes, da det ikke rummer andet end visse lokale sandheder, altså meninger, der er god tone her i vores stat.”

Man indvender ganske vist, at visse skribenter er så tøjlesløse, at de bør aves med censurens fodlænker. Men af to onder bør man vælge det mindste; for den nytte, denne forsigtighedsforanstaltning |53fører med sig, er ubetydelig, sammenlignet med den fortræd, den volder. Vort høje Nord frembringer brillante begavelser; men de bliver, i mine tanker, næppe nogen sinde modne, førend disse bremsemekanismer bliver ryddet af vejen, og før alle trevler af den gamle middelalderlige surdej helt trækkes ud. Jo højere et givet folk står i kultur, desto længere snor giver det sine forfattere. Virkningen af denne rummelighed kan man se i Frankrig, hvor der på Ludvig den Fjortendes tid fremstod historikere, talere, filosoffer og digtere, hvis værker vor tids forfattere beundrer, men forgæves efterligner. Men da denne skrivefrihed blev indsnævret ved strenge love, og talerne og poeterne, ja, selv komediedigterne blev underkastet en strengere censurs fil, da

*faldt straks alle slanger af håret,

krigslurens sorgtunge suk forstummede, hørtes af ingen.

Det intellektuelle Sverige begynder at ranke sig, nu da krig viger for fred, harnisk for toga. Men selv om det strenger sig an “med alle årer og sejl sat til”, spår jeg det dog kun ringe fremgang, så længe den gamle censur, der ligger som en grime på genierne, bliver ved med at bestå.

Den sikkerhedsforanstaltning, “at der intet må skrives mod religion og gode sæder”, anser jeg ganske vist for nødvendig. |54Men den udstrækkes i det uendelige af censorerne, som ofte finder knuder, hvor der ingen knuder er, og stejler ved alt, hvad der er usædvanligt og ikke helt fortærsket. Jeg så gerne, at censurerne var indstiftet i henhold til denne lov: “Censorerne skal påse, at Den Lærde Republik ikke kommer i vanry på grund af banale, pøbelagtige og efter andre plagierede skrifter.” Effekten af en sådan lov ville være, at der i stedet for Volusius’ Årbøger, altså det pis og papir, som platte skribenter prakker os på, og under hvis byrde vi er færdige at segne, ville stråle nogle få, men fremragende og for vort århundrede værdige værker frem.

Der er adskillige, der har betragtet mig som en forbitret hader af det metafysiske studium ud fra den forstilte tale til metafysikkens pris, jeg holdt for en del år siden. Folk fandt, jeg havde forrettet metafysikkens begravelse i stedet for at tale til dens berømmelse. Men ved ‘metafysik’ forstod jeg en registrant over termini og hårfine distinktioner, som disputatorer misbruger på katedrene for at lægge snarer for deres modstandere.

Hvis ‘metafysik’ imidlertid tages i en anden betydning, anser jeg den for et studium, der ikke er en filosof uværdigt. Jeg læser selv hyppigt metafysiske bøger, skønt jeg tilstår, at jeg ikke har gjort store fremskridt i den videnskab. Man støder nemlig på mysterier, der, |55hvor meget man end gransker, altid vil forblive mysterier. Jeg ved godt, at visse teologer og kristne filosoffer anser det for en temmelig smal sag; de definerer jo frejdigt Guds, englenes og åndernes væsen. Derfor siger Tertullian: “En hvilken som helst kristen håndværker finder og udpeger Gud.”

Så forekommer *Simonides at have optrådt med større beskedenhed: Da Siciliens tyran Hieron havde befalet ham at beskrive Gud, udbad han sig betænkningstid i én dag, og derpå i to dage. Og da han flere gange fordoblede antallet af dage, og Hieron forundret spurgte ham hvorfor, svarede Simonides: “Fordi jo længere jeg overvejer det problem, des dunklere forekommer det mig.”

Det var at ønske, at førstefilosofiens dyrkere tog den beskedenhed og varsomhed til sig, som Newton viser på naturvidenskabens felt, med andre ord: at de afholdt sig fra demonstrationer a priori og undlod at definere sjælenes og åndernes essens og natur. Jeg kunne ønske, at de ville opgive deres undersøgelser af åndernes egenskab, af sjælenes form og af deres funktion, hvordan de opretholder livet, om de formeres ved en aflægger, hvordan de tænker uden for legemet, hvordan deres skikkelse er, om den er |56sådan, som den fremstilles for skolebørnene i Orbis pictus, om sjælene er atomer, om de har udstrækning eller tre dimensioner osv.

Jeg kunne ønske, siger jeg, at de afstod fra denne plagsomme hjernegymnastik, som vedrører områder, hvor vi fuldstændig famler i blinde, og kun så på virkninger og fænomener. Jeg kunne ønske, at de dømte mere beskedent om disse uhyre indviklede ting, hvis væsen det hverken er relevant for mennesker at udforske eller muligt for den menneskelige tanke at overskue og rumme, og i stedet istemte digterens ord:

*Gik vi blot ikke rundt i en dragt så skiden som den her,

kunne jeg se mine guder langt tættere på ...

Virkningen af denne varsomhed ville være, at vi i stedet for utallige usikre ting ville få nogle få, som i det mindste var sikre.

*At prøve metode og plan i en så uberegnelig sag

kan aldrig føre til noget – det skulle da være en plan

til systematisk og metodisk at gøre sig gal.

Den polemiske eller systematiske teologi har jeg beskæftiget mig så lidt med, at jeg risikerede at dumpe, hvis jeg indstillede mig til teologisk eksamen. Men den hellige historie, den jødiske såvel som den kristne, er jeg ganske godt inde i, og den |57kristne religions grundlag har jeg gennemforsket uhyre samvittighedsfuldt. Derudover må kætterske og rettroende bøger skiftevis deles om mig, da jeg anser det for et menneskes pligt at tage alt op til undersøgelse. Alt, hvad England i vore dage har gylpet op mod religionen, har jeg læst fra ende til anden. Men det oprør, som Toland, Collins, Tindal, Whoolstone, Moralfilosoffen (The Moral Philosopher) osv. har vakt i mit sind, har resolutte forkæmpere for kristentroen lykkeligt neddæmpet.

Alt, hvad man kan finde på af det mest fromme og samtidig af det mest ugudelige, kommer i dag ad søvejen og fragtes fra hin berømte ø ind på vore strande. Hvis man sammenligner Whoolstone med Hobbes og Spinoza, tager disse to sig sobre og moderate ud – så skamløst og frækt raser Whoolstone mod religionen. Læsning af den slags bøger plejer ganske vist at blive regnet en til last, da den er tegn på, at man er forhippet på det sidste nye; men den viser samtidig, at man har omsorg for sin sjæl og hele tiden er bekymret for sin frelse. Dem, der påtager sig alle mulige anstrengelser og udsætter sig for alle mulige farer for at opdage et ukendt land, roser vi til skyerne. Men vi dadler og fordømmer dem, der af bekymring for tilstanden efter |58døden udforsker alle veje, prøver alle have for at nå i havn i Det Forjættede Land.

Det går de fleste mennesker, som Cicero siger: Lige meget hvilken overbevisning de er blevet drevet ind til som af en slags stormvejr, så hænger de sig fast i den, som var det en klippe. Dem plejer vi at rose, og ofte indlemmer vi dem i helgenernes tal. Men det er jo blot en ros for dorskhed, ugidelighed og dovenskab! For den, der ikke finder det umagen værd omhyggeligt at udforske de veje, der fører til den evige salighed, synes kun i ringe grad at adskille sig fra de umælende bæster. Hvordan skulle de, der bliver hængende i det samme dynd, kunne opfylde denne pligt til at spørge? Og hvordan skulle man om dem, der aldrig tager trossætningerne op til kritik, kunne sige, at de tror?

Kætteri med undersøgelse er mere tilgiveligt end rettroenhed uden undersøgelse. For den, der er rettroende uden undersøgelse og uden forudgående tvivl, han tror det rette ved et slumpetræf og kan følgelig vente belønning ved et slumpetræf. Men den, der anspænder alle sine muskler, som lader ingen sten uvendt og ransager alle vidnesbyrd for at lokke sandheden frem – selv om han så ikke finder den, må hans forsøg dog roses, og fra den højeste dommer i himlen, som dømmer helt anderledes end menneskene, har han en mild dom |59i vente.

Deraf fremgår, hvor uretfærdigt vi handler ved at fordømme bekymrede sandhedssøgere, dvs. dem der ud fra en sammenligning af onde og gode bøger arbejder på at udfinde sandhed. For undersøgelse er stræben efter erkendelse, og undersøgelsens formål er udfindelse eller ἀπόδειξις (apódeixis). Da nemlig fornuften fører fra de allerede fattede ting hen til det, der ikke blev fattet, ved jeg ikke – siger Cicero – hvordan det kan være, at de fleste foretrækker at gå galt i byen og på det mest aggressive forsvare den opfattelse, de har forelsket sig i, frem for at undersøge, hvad det er mest konsekvent at hævde. I denne ånd vægrer jeg mig ikke ved at læse bøger, der bekæmper religionen, og jeg kysser de menneskers møje, der har held med at løse knuder. Over for vildfarende er jeg uhyre overbærende og fordømmer kun dem, der strengt bandlyser andre.

Der er tre religionsgrundsætninger, jeg holder indædt fast ved: (1) intet at tro, der strider mod sanserne og går imod de fælles begreber, (2) ikke at tilslutte mig noget dogme, der strider mod grundlaget for den lære, jeg bekender mig til, (3) at forkaste det, der undergraver de guddommelige egenskaber.

Derfor ville alene det der dogme om transsubstantiationen for bestandig holde mig borte |60fra katolicismen, da jeg hverken kan eller bør nægte mine egne øjne og sanser tiltro. For den, der vender de fælles begreber ryggen, han gør alting flydende, ustadigt og usikkert. Derfor skyr jeg læren om intolerance, som de første reformatorer kritiserede katolikkerne for, da den tilintetgør grundlaget for den reformerede religion. Derfor gyser jeg også ved dogmet om den ubetingede forudbestemmelse, da det synes at gøre Gud til syndens ophav. Jeg kan heller ikke slutte mig til dem, der forkaster hedningerne en bloc, og som dømmer Sokrates, Epiktet, Aristides og andre retsindige mænd til evige pinsler, fordi de er født uden for kirken.

Dem, der forestiller sig Gud sådan, kan jeg ikke have noget trosfællesskab med. Jeg tror på en Gud, der er algod og menneskehedens ven; men en streng og grum dommer overlader jeg til andre at dyrke. Ud fra samme holdning vil jeg også til enhver tid krydse klinger med dem, der tordner mod uskyldige fornøjelser, anbefaler dødbideri og anser slaveagtig frygt for en kristelig dyd. Hvad er det andet end at forvandle en god og nådig fader til en streng og smålig despot og skabe sig selv en evigt tordnende Jupiter |61eller en manikæisk gud?

Hvad angår definitionen af fromhed, er der visse folk, jeg ikke er enig med. De kalder fromheden frygt for Gud, jeg kalder den kærlighed til Gud forbundet med ærbødighed. Deres fejlagtige definition bevirker, at dødbideri ofte forveksles med fromhed. Gud bør dyrkes med sønlig kærlighed og ikke med trælleagtig frygt efter min mening. Desuden forekommer det mig at være en malplaceret strenghed at gøre det kristne åg tungere på en tid, da så mange nye titaner gør oprør mod religionen, tordner mod gejstlighedens magt og gør alt for at undergrave religionen og storme himlen. Denne forstyrrede situation kræver snarere mådehold end strenghed. Et sådant mådehold, som klogskabens lov fordrer, udviser den engelske gejstlighed, og med dette skjold afværger den fjendernes stormløb.

*Hvis du trodser bacchantinden, når hun raser, gør du blot

en afsindig mer’ afsindig.

Jeg beder kun til husbehov, da jeg mener, at gudsdyrkelse ikke så meget består i bønner som i gerninger, lydighed og moralsk forbedring. Jeg ser daglige bønner gå hånd i hånd med daglige synder, og det |62lader til, at de fleste beder uafbrudt for at kunne synde desto mere ustraffet, eller synder uafbrudt for at kunne bede desto mere brændende. Jeg taler ikke om hyklerne (for deres andægtighed forstår vi let), men om den maskinelle andægtighed hos dem, der beder på klokkeslæt og synder på klokkeslæt.

Det stod længe for mig som et paradoks, når jeg så, at antallet af bønner og salmer blev fordoblet, samtidig med at antallet af synder blev det, og at man gik til dem begge i samme takt. Men det mysterium har jeg omsider opklaret. Jeg har nemlig indset, at adskillige betragter denne dyrkelse med munden som en slags godtgørelse til Gud eller afregning med ham. Da det jo ikke er videre vanskeligt at bevæge læberne, men derimod drøjt at stampe imod sine lyster og nedkæmpe sine lidenskaber, vælger de det mindst krævende i den tro, at de derved så nogenlunde opfylder et kristent menneskes pligt. Men de løber den risiko, at Gud kun “så nogenlunde” vil belønne denne dyrkelse. Det er afgjort mere sikkert at tie helt stille end uafbrudt at bede om tilgivelse for forbrydelser, der står til at blive gentaget om lidt. Derfor sagde Bion til nogle sømænd, der så brændende bad, fordi en storm truede dem med forlis: “Ti dog stille, så Gud ikke hører, at det er her, I opholder jer!”

|63Dette er, hvad jeg kan finde at udsætte på andre, og andre på mig. Om de principper, jeg har fremsat, er kætterske, overlader jeg til Deres og andres bedømmelse. Ér det kætteri, er det mit eneste; for i de grundlæggende trosartikler viger jeg ikke en hårsbred fra den sande kirkes lære, og hvis jeg veg derfra, ville jeg åbent vedgå det, da jeg mener, at intet er hæsligere og mere uværdigt for et menneske og en kristen end hykleri. De skrupler, der opstår ved min læsning af forbudte bøger, udøser jeg ved mine venners barm, og ved deres bistand løser jeg lykkeligt de fleste knuder. Livet er kort, og

*snart kommer den skrantende alder.

Derfor anser jeg det for umagen værd at udforske alt til bunds og underkaste selve fundamentet for åbenbaringen en kritisk prøvelse. Jeg ved godt, at man for det meste tager afstand fra dem, der følger denne fromme metode. Men da Guds domme er retfærdigere end menneskers, håber jeg, at denne granskning ikke vil være den himmelske dommer ukær, eftersom den alene udspringer af bekymring og omsorg for fremtiden.

Jeg har ondt af Britannien og misbilliger den tøjlesløse vilkårlighed, man dér angriber åbenbaringen med, især da denne syge ser ud til at spredes for hver dag, |64der går. Men mere ondt har jeg af Spanien, Italien og visse andre lande, hvor den religiøse frihed indskrænkes og intellektet lægges i lænker, hvad der bevirker, at de læresætninger, der forkyndes i kirkerne, bliver mistænkelige og en hemmelig og just derfor så meget desto gyseligere ateisme trænger ind i sjælene. I Spanien for eksempel – hvor der er lige så mange tilsyneladende helgener, som der er mennesker – synes flere at være kristne, men i England ér flere det måske. Englænderne buser nemlig ud med alt, hvad de går og tumler med, *da de anser det for et fælt træk at have én ting fremme på tungen og en anden indesluttet i hjertet, hvorimod de andre – enten afskrækket af frygt for straf eller tilskyndet af håb om fordel – sminker sig for Gud og ofte med ild og sværd udbreder en religion, de afskyr i hjertet. Forestil Dem den skikkelse, hvormed disse to folkeslag vil fremtræde for øjnene af Gud, som trænger ind i hjertets lønligste kroge.

Lad mennesker, som med fromt sind har ransaget Skrifterne, og som på grund af dømmekraftens skrøbelighed er faret vild på visse punkter, blive stillet for domstolen på den yderste dag; og lad også andre møde frem, som enten ikke har gidet overveje dette afgørende spørgsmål, eller som i deres stille sind ler ad den religion, de i det ydre bekender sig til, og som med digterens ord

|65*simulerer fromme hjerter med et hyklet minespil.

Lad dem møde, siger jeg, for Guds domstol, og det vil ikke være svært at gætte sig til kendelsen,

*når den højeste dommer fra stjerneborgen vil gæste

Jorden for nøje at granske hvert menneskes levned og synder.

Markante eksempler på opsminket fromhed leveres af Spanien, hvor dette hæslige hykleri forplantes fra forældre til afkom, og hvor man har afsløret præster, biskopper, ja, selv inkvisitorer som hemmelige tilhængere af den mosaiske tro.

Jeg fordømmer bestemt ingen, der virkelig ønsker at blive frelst. Jeg fordømmer snarere dem, som udadtil hos andre misbilliger det, de i deres stille sind selv billiger, eller som offentligt bekender sig til det, de selv ler ad i deres stille sind. Det første er at fejle, hvad der er menneskeligt; men det andet er åbenbar gudsbespottelse – som kræver straf. Men for nu ikke at komme til at fremstå som en åbenlys forsvarer af kættere skelner jeg mellem dem, der fejler i ond og i god tro. De første fordømmer jeg, i det omfang de findes; de sidste har jeg medlidenhed med, medmindre de eventuelt frækt udspreder deres vildfarelser; for så kan de straffes som forstyrrere af den offentlige ro.

Kun ud fra denne betragtning kan intolerance undskyldes. Thi alt, hvad der forstyrrer samfundet, bør undertrykkes ved samfundets love. Derfor straffer staternes ledere med rette mord, røveri, tyveri |66og andre forbrydelser af den slags. Men laster såsom griskhed, utaknemmelighed, fråseri, ødselhed og vranglære stævnes ikke for staternes domstol, men kun for Guds.

Nok viser Den Hellige Skrift, at afgudsdyrkelse var underkastet dødsstraf. Men denne strenghed var en nødvendig følge af det teokratiske styre, som jøderne levede under. Dyrkelse af hedenske guder betød nemlig oprør mod Gud, jødefolkets konge. At dyrke fremmede guder var altså for dem det samme som at ringeagte den verdslige øvrighed, hvilket ikke kunne finde sted uden det indstiftede samfunds ødelæggelse. Derfor blev selv mindre misgerninger ofte straffet strengt, medens større forblev ustraffede, når de mere var af teoretisk end af praktisk art. Således tålte man saddukæerne, der benægtede opstandelsen og eksistensen af ånder, men for andre var der fastsat dødsstraf for blot den ringeste forsømmelse af en ceremoni.

Deraf fremgår klart, hvem det er, jeg udelukker fra den gunst at møde tolerance. Det er kun dem, der hylder grundsætninger, som er i opposition til den verdslige myndighed: Jeg udelukker katolikker, fordi de selv er intolerante, og fordi de arbejder for udbredelsen af deres dogmer |67ved vold og bagholdsangreb. Jeg udelukker sværmere, da de nægter gennem ed at forpligte sig til lydighed og breder et slør af samvittighedsskrupler over deres opsætsighed.

Naturvidenskab har jeg ikke arbejdet med. Dog er jeg levende interesseret i himmellegemernes fysik, og alt, hvad der er skrevet om den, læser jeg med stor iver – hvis jeg kan kapere det. Jeg svinger mellem det kartesianske og det newtonske princip og har ikke taget endeligt parti for nogen af disse to skoler. Men Descartes’ hvirvler kan jeg ikke slå af tankerne; hans hypotese om hvirvlerne er jo så enkel og så gennemtrængelig for sanserne, at børn og gamle koner kan begribe, at Solens omdrejning nødvendigvis må have en sådan virkning. Derimod betragter uvidende og ukyndige Newtons tiltrækning som en magisk kraft, og de har tungt ved at fatte, hvordan Solen, idet den udslynger så mange ildfloder, samtidig kan tiltrække planeterne – eftersom det strider mod naturen at blæse og slubre på én gang – og knytter dem til sig.

Da Descartes’ hypotese er mere plausibel og langt lettere at begribe, og da vi ikke kan tilskrive planeternes cirkelbevægelse mere sandsynlige årsager, mener jeg derfor, at vi bør holde fast i denne hypotese, og jeg mener videre, at hvis der melder sig nogle fænomener, |68der synes at omstyrte den – som for eksempel kometernes ellipseformede bevægelse og andet lignende – så må de henføres til andre skjulte årsager eller til visse for kometerne specifikke egenskaber. Jeg undlader at sige mere herom, da jeg ikke er nogen duelig dommer i denne sag.

Kun dét vil jeg tilføje, at kometernes anomali ikke strider mindre mod Newtons system end mod Descartes’ hvirvler. For hvis spørgsmålet lyder, hvordan kometerne kan gå ligeud, medens de andre himmellegemer kredser om Solen i en cirkelbevægelse, så vil et andet lige så besværligt spørgsmål plage Newtons tilhængere, nemlig hvorfor en komet, når den er kommet i nærheden af Solen, igen kan stige og fortsætte sin bane; for hvis Solen tiltrak legemerne, ville den som følge af tiltrækningskraften komplet opsluge en komet, der kom nogenlunde tæt på den. Newton forudså ganske vist indvendingerne mod gravitationsprincippet, og af den grund lod han det stå enhver frit for, om de ville bruge ordet attractio (tiltrækning) eller impulsio (fremdrivning). Dog, det kommer ud på ét. Men man må prise denne uhyre skarpsindige mand for hans beskedenhed: Skønt han var tættere besat med øjne end Argus, anerkendte han dog eksistensen af mysterier, som mennesketanken ikke kan hamle op med. Det er med vand fra Newtons kildevæld, |69de efterfølgende naturvidenskabsmænd har vandet deres haver, og fra den tid af har mange af Descartes’ ideer fortonet sig.

Studierne – som jeg drives imod af en trang i min natur – forstyrres af mit embede som kvæstor. Det tvinger mig tit til at spilde hele dage på kedsommelige sager såsom at underskrive kvitteringer, føre regnskaber og skrive en hob inderligt ulitterære breve. Også mine godsbesiddelser forstyrrer. Ja, De ved jo, at jeg for nogle år siden købte herregården Brorup på Sjælland. Bøndernes besværinger og naboernes rævestreger plager mig uafbrudt; og dog afsporer de ting min opmærksomhed mere, end de just binder den. Jeg sørger omhyggeligt for ikke at blive indviklet i de processer, der følger med godsejerværdigheden. Hvis der er optræk til processer, prøver jeg derfor at få dem ud af verden ved et venskabeligt forlig. Men på landet kommer man ikke langt ved at optræde på den måde; for landvæsen kræver en anden livsform, en anden etik. I byen lever jeg filosofisk: uforstilt og tillidsfuldt. Men når jeg tager på landet, er det med hjelm på! Filosofi og etiske principper deponerer jeg i toldboden uden for Vesterport, til jeg kommer hjem igen.

Således har jeg, siden jeg blev godsejer, levet med en |70dobbelt identitet: i byen filosof, i provinsen væbnet krigsmand; i byen afviser jeg modstandere med ord, men på landet med skjold. Jeg forsøgte ganske vist i begyndelsen at dæmpe stormene ved hjælp af en bymæssig og venlig optræden og prøvede med bønner at tigge mig fred til. Men jeg lærte af erfaring, at jordbrugere får blod på tanden af den behandling, og jeg er derfor væbnet med Justinian snarere end med Seneca, når jeg er på landet nu. Mine naboer troede, at sådan en bogorm som mig kunne man ustraffet plukke og grine lige op i ansigtet, og satte derfor min karakter og tålmodighed på prøve med smiger, trusler og andre kunster, som landboer er mestre i. Men da de så, at jeg ikke var helt ubevæbnet, men tværtimod vågen og vagtsom, sluttede de våbenhvile og snart efter fred.

På den ene side medfører denne livsform en stribe triste og irriterende oplevelser, og evig og altid indløber der bedrøvelige meldinger af typen:

*af sygdom er gederne døde,

kornet har skuffet vort håb, og en okse brød sammen for ploven.

Men på den anden side er det et liv, der rummer mangt og meget, som glæder sindet og foruroliger surheden. Intet er nemlig, efter min mening, skønnere, hæderligere og for en intellektuel mere passende end det at dyrke jorden. Jeg har det også |71personligt sådan, at netop bøndernes palaver og åbenhjertige snakkeglæde nærer mit sind mere end de lærdes kæmmede konversation.

Alt var forfaldent og sølle, da jeg blev herre på Brorup. Men lidt efter lidt kommer der orden i kaos, det faldne rejser sig på ny, og alt står i det mest misundelsesværdige flor. Hver gang jeg genkalder mig dét i erindringen og sammenligner gårdens tidligere tilstand med den nuværende, gennemstrømmes jeg derfor af en ikke ringe glæde. Jeg glæder mig over i et vist omfang at have opfyldt en god borgers pligt og over – blandt alle disse nedbrydere, som lader deres jorder gro til og det hele sejle sin egen sø – at have fået sat en vis skik på en rå og uformelig masse og endelig over at have forbedret kårene for mine bønder, som tidligere sukkede under et tungt åg.

Nogle af de skavanker, der i reglen følger med alderdommen, mærker jeg tydeligt nu. Før var jeg uforsagt, nu går jeg og bliver frygtsom. Hvad jeg dengang søgte, undgår jeg nu allermest. Dengang selskabelig, nu en ensomhedselsker. Lystighed er blevet efterfulgt af bryskhed, og lysende træk af rynker. Hvad der forhen var min højeste lyst, det ledes jeg nu ved: Jeg, som i gamle dage var så bedåret af musikkens sødme, påhører nu den sødest klingende koncert med kulde. |72Og som det sikreste tegn på den sig nærmende alderdom har jeg mere fornøjelse af småsnak end af lærde samtaler. Så hvis nogen begynder at tale om virkelig betydningsfulde ting, for eksempel om krigen mellem tyrker og persere, om tripelalliancen, om den pragmatiske sanktion, om et kejser- eller pavevalg og andet af den slags, som i sin tid fik mig til at spidse øren, så gaber jeg nu og låner dem øre, der knevrer om dagligdags ting, for eksempel om nabostridigheder, barsler, forlovelser, bryllupper, mødomsforlis og så videre.

Hvad mine venner især lægger mærke til som et indiskutabelt varsel om det tilstundende gammelmandssind, er, at bedrøvelige budskaber, tab og mine fjenders trusler gør et helt overvældende indtryk på mig, og at et uvant fænomen, uanset hvad det er, får mig til at skælve, som om jeg havde set en komet. Den defekt har nogle også bemærket hos mig i min ungdom og i min manddomsalder og af den grund konkluderet, at det kun er med ord, jeg har tiltusket mig navn af filosof.

Jeg tilstår, at filosof i handling, det har jeg aldrig været. Jeg har også oprigtigt anført, at jeg ligger under for vrede, mentalt kaos og andre defekter. Og vanen, som plejer at gøre sjælen hårdhudet, har ikke rustet mig tilstrækkeligt imod alle de stød, |73som enten den omskiftelige lykke eller naturen giver. Jeg er udmærket klar over, at ikke kun smertens nåle, men også ulykkens lynnedslag kan tilbagevises og trodses ved filosofiens hjælp. Derfor læser jeg også hyppigt filosoffernes bøger; jeg ser, at alle siderne er propfulde af argumenter og ræsonnementer, og jeg ser en så stor mængde af lysende forbilleder, at intet kan være mere overvældende. Men om jeg så studerer nok så meget, kommer jeg alligevel ingen videre vegne over for de pludselige stød.

Filosofferne siger ganske vist: Hvad man kan lægge fra sig, kan man også undlade at tage på sig. Men hvad vi mennesker bliver udsat for, afhænger ikke af vor egen vilje. At sindet foruroliges af uforudsete begivenheder, det kan ingen forhindre.

*Frygt er noget, der rammer såvel den vise som dåren,

hindre den første panik, det er der ingen, der kan.

Forskel er der trods alt, for den vise bestormes af frygten,

tumpen besejres totalt og holdes fast i dens greb.

Det er derfor tom snak, hvis nogen bryster sig af affektfrihed og mener, at man bør rive alle emotionelle trævler ud af sin sjæl. Vi er jo ikke mejslet i marmor eller snittet ud af eges ved. Det første stød ryster selv de vise, især når det er uventet. Men en mental foregribelse af potentielle ulykker mildner disses komme; derfor siger digteren:

|74*Lad ingen smerte flænse mig uforberedt.

Da ingen kan afværge de første sindsbevægelser, må man altså bære over med dem, hvis væsker ved en pludselig ophidselse fremkalder gæring i kroppen. Sådanne væsker er jeg plaget af og føler derfor gæringens magt; og min sjæl kan ikke falde til ro, førend blodet er gået af kog efter det første stød, og de adsplittede sjæledele atter tvinges på plads. Et feberanfald hæmmer man omsonst ved at læse Sokrates, Cicero eller Seneca. Men når den rejste storm har raset ud og smerten har mistet sin grønne grumhed, så er de effektive som midler til at hindre, at ondet bliver råt igen.

Når affektstormen lægger sig og fornuft og overblik er kommet tilbage, ler jeg ad min tåbelighed og befæster mit af vrede eller frygt belejrede sind, så det ikke kan indtages. I dette tilfælde fungerer filosofien effektivt, så at jeg kan sige med Cicero: Ligesom vi har mange slags lægemidler imod slangers gift, og intelligens og initiativ imod fattigdommens elendighed, og skamfølelse og ærbarhed imod vanærens vellyst, således har vi ved en guddoms nådegave fået filosofien til hjælp imod smertens bid.

Det er nok for en mand at træde op imod ulykken, |75når den er ved at løje af, så den ikke genvinder sin råhed; men helt at lade sig overvinde af smerten, det er kvindens sag. Her passer følgende digterord ind:

*Klage over ublid lykke må man, ikke klynke dog.

Sådan er det ret for manden; kvinder ytrer sig i gråd.

I mine tidligere breve har jeg aflagt en ærlig bekendelse om mit sinds skrøbeligheder. Nogle af dem har tiden bekriget, men kun på den måde, at der sammen med alderdommen er kommet nye i deres sted. Tiderne ændres, og vi med dem; og tit er udryddelse af fejl nummer et lig med indførelse af fejl nummer to. Og dog: Hvad de fleste af mine lyder og dyder angår, er alt ved det gamle.

Jeg skrev før, at jeg i gamle dage var uforsagt, men at jeg nu på grund af aldersdefekten går og bliver frygtsom. Der er dog visse rester tilbage af min gamle tapperhed, som med mellemrum glimter frem: Jeg holder ret modigt stand mod mine modstanderes angreb. Kun de hellige frygter jeg, for de er rustet med religionens skjold, når de tirrer mig til strid. Ved synet af dem kommer jeg til at ryste og bæve, kaster mine våben og stikker halen mellem benene, da jeg af erfaring ved, *hvor frygtelig de himmelskes vrede er, hvor hårdnakket deres had, og i hvor høj grad de plejer at have krigslykken med sig.

|76*Faustus’ barbariske bande er intet mod vrede fra Castor.

Man gør mig uret, men jeg tror, jeg får løn som forskyldt.

Af forstillelse har jeg altid været den mest indædte hader, og jeg er stadig så åbenhjertig, at det nærmer sig det pinlige. Nogle mener ikke desto mindre, at jeg smigrer for det andet køn i mine skrifter. Men hvis det, jeg har skrevet til det køns gunst, blev undersøgt objektivt, ville det klart fremgå, at jeg ikke har optrådt som smigrer, men som retfærdig dommer og forsvarer.

Jeg har betonet, at de fleste af de fejl, der kaldes typisk kvindelige, ikke hidrører fra naturen, men fra oplæring, og at natur tit forveksles med opdragelse. Jeg har betonet, at vi ville se mandlige dyder stråle hos de fleste kvinder, hvis de fra barnsben af havde modtaget samme oplæring som mænd. Betonet har jeg, at de fleste rettigheder, som hankønsvæsener tiltager sig, mere bygger på gammel hævd end på naturretten. Jeg har påvist, at man hellere bør tage hensyn til fortrin end til navne, og at man ikke, bare på grund af det, de tilfældigvis er født som, bør udelukke kvinderne fra alle de opgaver, der kræver hjerne, da der er eksempler nok, der kan vise os, at deres begavelse er så smidig, at de ingen evne savner, hverken til at styre private eller offentlige sager.

|77Jeg smigrer altså ikke for kvindekønnet; men jeg måler begge køn med samme målestok uden at diskriminere for navn eller fødsel. Har jeg for eksempel bemærket, at en søster bedre kan holde på en hemmelighed end hendes bror, ville jeg delagtiggøre hende i min plan og ikke ham; er hun et mere fermt forretningstalent end sin bror, ville jeg følge samme princip. Når man upartisk giver enhver sit, smigrer man ikke for nogen. Kritik for fedteri rammer snarere dem, der konstant slesker for sig selv og deres eget køn og i ord og skrift er på nakken af det våbenløse køn. De fleste mennesker holder med det sejrende parti, men jeg med det besejrede og underkuede. Den første vej er den sikreste, den sidste den mest noble.

Kun ud fra dette synspunkt er jeg fortaler for det andet køn, som jeg i øvrigt aldrig har givet mig i vold. Derom vidner mine ensomme nætter, derom vidner min stadige ungkarlestand.

Mine venner tilskynder mig tit til at gifte mig. I reglen afviser jeg dem med en spøg, idet jeg snart angiver min ukyndighed i eksperimentalfysikken som påskud, snart min tilstundende alderdom. Jeg plejer for det meste at ræsonnere som følger: Før mit fyrretyvende år var jeg, på grund af mine knappe kår, ikke i stand; men fra |78den alder og frem er jeg ude af stand: Før frygtede jeg armod, nu frygter jeg overflødighedshorn – en vanskæbne, jeg har til fælles med de fleste af mine landsmænd, der på grund af fattigdom ikke kan gifte sig, før det går ned ad bakke med dem, og deres alder har gjort dem utjenstdygtige. Så hvis jeg i min alder skulle se mig om efter en kone, ville det ikke blive mig, der tog hende, men hende, der tog mig.

Det er det slør, jeg plejer at kaste over min ungkarlestand; men hovedårsagen er min så sarte og for proportionssans blottede karakter. Huslige bekymringer skræmmer mig, ligesom jeg skræmmes af andre biting, som andre tager sig let, men som jeg ikke kan holde ud. Hertil kommer, at hvis jeg skulle gå på frierfødder, så ville jeg oprigtigt afsløre alle mine skrøbeligheder, som – selv om de for det meste kun har lidt at betyde – dog er så mange, at de ville afskrække en hvilken som helst jomfru eller dame fra at indlade sig i ægteskab med mig.

For ikke så længe siden spurgte en dame mig, om jeg da havde viet mig selv til evigt cølibat. Jeg svarede, at jeg ikke har viet mig til noget, men at der for mig er talrige bindinger til livet som single, og at der melder sig mange tanker, der afholder mig fra at føre mine ægteskabsplaner ud i livet. Dertil svarede hun: “De ulemper, ægteskabet fører med sig, opvejes af utallige fordele. En dygtig og loyal hustru afhjælper en række |79genvordigheder, og hun påtager sig det halve af husførelsens byrde eller det hele, om De ønsker det.” Så begyndte hun at udbrede sig om ægtestandens behageligheder, som er så mange og så store, at de spreder alle skyer og let fjerner alle genvordigheder. Jeg svarede, at en tresårig mand kun mærker ægteskabets ulemper, men ikke dets behageligheder. Da hun til slut bad mig om at nævne de genvordigheder, jeg mest frygtede, spurgte jeg, om hun snorkede om natten. Og da hun forsikrede, at hun var en hård snorker, sagde jeg: “Alene for denne ringe ulempes skyld ville jeg give Dem løbepas!” Med disse ord går jeg min vej, og *hun er ved at revne af grin.

Af disse grunde lever jeg ugift, og det vil jeg sandsynligvis blive ved med, om jeg så bliver aldrig så gammel. Det eneste, jeg planter, er træer, og det gør jeg for dog at synes at have bidraget noget til Jordens tilvækst. Jeg skriver også bøger (libri), da jeg ikke kan lave børn (liberi); og på den måde opfylder jeg en del af pligten, da jeg ikke formår at udføre den i sin helhed. Vi kan ikke alle alt. Jeg priser den borger, der efterlever begge pligter, som det sig hør og bør. For jeg mener, det ene bør gøres, og det andet ikke forsømmes.

Jeg har angivet årsagerne til mit eneboerliv, for at folk skal høre op med at plage mig af den grund. Der er |80også andre ting, mine venner kritiserer mig for. Men årsagerne kender de ikke. Hvis de havde gennemskuet dem, var de ikke på nakken af mig mere, og så ville de indrømme, at jeg i reglen ikke handler impulsivt, men velovervejet.

Således river jeg morsomheder af mig og holder mig i form med vittighedsværker, når mit af sorg beklemte sind kræver dét som lægemiddel. Jeg stikker til maden, da en simpel og overkommelig levevis sikrer min sundhed. Jeg lever tilbagetrukket og ensomt, fordi ro er næring og lise for min sjæl: Jeg er aldrig mindre ene, end når jeg er ene. Jeg holder ikke lakaj, da jeg betragter en tjener som et huskors og et inventar, der står mig i vejen. Af helbredshensyn går jeg på mine ben. Og så lever jeg ugift, da jeg kan forudse, at jeg vil have svært ved at finde mig i de ulemper, ægtestanden fører med sig. Den, der får sig en kone, han lider – oven i de for alle mennesker fælles kalamiteter – også under en særlig form for elendighed, fordi han ikke kun har sine egne, men også konens og familiens huslige sorger og bekymringer at trækkes med. Thi hende, som han er klæbet sammen med ved ægteskabets uhyre snævre bånd, kan han hverken i sind eller tanke være løsrevet fra.

|81De undrer Dem over, at jeg, der så inderligt elsker ensomhed og ro, foretrækker byen frem for min landvilla. Men det er just min længsel efter ro, der holder mig tilbage i metropolen, hvor jeg lever som eremit. I landsbyer og købstæder plages vi af partikævl, ondsindet sladder og andre ubehageligheder, der er mindre hyppige i storbyer. For bymennesker er så klemte under vægten af deres egne forretninger, at de sjældnere forgriber sig på andres græsgange; men på landet har de så god tid, at vrøvl og chikane opstår i tomrummet.

*Vandet trækker jo skind, når ingen rører det rundt.

Det har jeg erfaret på den egn, hvor jeg har min gård, og hvor jeg minsandten tvinges til at leve mere påpasseligt end i selve metropolen.

Da jeg er tolerancens evige herold, har jeg et dårligt ry blandt visse stivsindede teologer, der stadig hænger indædt fast i princippet om intolerance, som selv de mere mådeholdne katolikker nu er bange for åbenlyst at stå vagt om. De stivsindede mistænker mig for at tale på vegne af visse personer nu om dage, som menes i hemmelighed at misbillige de hellige ritualer. Men lige fra jeg kom til skels år og alder, har jeg anset tolerance for en sand kristelig dyd, som stemmer med Kristi lære og den evangeliske religions |82grundsætninger, hvilket også fremgår af visse alvorsord, der findes rundt om i de skrifter, jeg har udgivet i den sidste snes år. At fravige denne grundsætning er intet andet end at undergrave protestantismens grundvold og at udsætte os for de samme våben, som vi i sin tid selv slyngede mod katolikkerne. Føj hertil, at Kristi morallære, hvis fortrin selv religionens bitreste fjender anerkender, og som de ikke vover at sige ét ord imod, ville blive gjort urimelig og ringere end samtlige filosoffers lærdomme, hvis vi fortolkede ordene: “Tving dem til at gå ind” bogstaveligt.

Der er folk, som har lirket et og andet ud af mine skrifter, der vil kunne bringe vore præster i kog, og som derfor tror, at jeg har et horn i siden på gejstligheden. De tager fejl. Jeg nærer al den ærbødighed for præsterne, som tilkommer dem qua forkyndere af Guds ord. Hvis de er gode mennesker, fortjener de efter min mening både ærbødighed og kærlighed. Hvis ikke, højagter jeg dem dog udadtil på grund af det embedes hellighed, de beklæder. Ved denne fremgangsmåde følger jeg en gammel dames eksempel. Da præsten var på vej ned fra prædikestolen, hilste hun ham med disse ord: |83“Jeg takker Dem af hjertet for de fromme og grundige formaninger, De har ladet os høre. Gud give, at Deres liv må svare til Deres lære!” Gott gebe Ihnen die Gnade, dass sie selbst darnach leben mögen.

Jeg slutter mig heller ikke til dem, der excellerer i hidsig propaganda mod præsterne, og som mener, at deres indtægter bør beskæres. Præsterne bør efter min mening have så meget, at de kan leve anstændigt og pænt af det. Man må nemlig passe på, at de ikke som følge af trange kår enten skal blive udsat for folks hån, ligesom tiggermunkene, eller komme ud i skidne ekstraindtægter, der kompromitterer deres hellige embede. For når de sidder i knappe kår og lever af nådsensbrød, kan de næppe forrette deres embede med myndighed. De, der mener, at jeg ser skævt til præsterne, tager altså fejl. De eneste, jeg skyr, er dem, der tiltusker sig navn af hellige, for at de kan komme til at skandalisere ordentlige mennesker. Men lad mig vende tilbage til mit emne!

Der er også nogle, der bebrejder mig, at jeg ikke har talt med nok ærbødighed om universiteter og lærde selskaber, så meget desto mere som jeg, der selv er medlem af et universitet, derved synes at besudle min egen rede. Men det er ikke selve studierne, det er måden, man studerer på, |84jeg kives med andre lærde om. Disputereøvelserne placerer jeg i min Underjordiske rejse i kategorien cirkusnumre. Visse akademiske ritualer, som vækker latter hos betragteren, misbilliger jeg, og en vis pjattet hjernegymnastik og nogle unyttige studier, der har topprioritet ved en række læreanstalter, gør jeg med vid og bid til grin. Men med denne kritik er det ikke videnskaben, men videnskabsmændenes fejl og mangler, jeg bekæmper. Min polemik viser snarere, at jeg dyrker Muserne i sandhed og ærefrygt; den antyder, at jeg er nervøs for, at videnskaben som følge af en bagvendt måde at studere på og som følge af ritualer, der giver den et skær af gøgl, skal gøre sig selv til grin og blive devalueret.

Et alvorligt minus ved visse akademiske love og vedtægter er, at det er noget, man har hittet på i middelalderen, hvis uvidenhed vi nu til dags må måbe over, og hvis skikke, ceremonier og studier vi ikke kan læse om uden at le. Nok syder og gærer det hele, og auditorier og katedre genlyder af bulder og brag; men vi finder, at når enden er nået, er intet opnået. Jeg har derfor tit ytret ønske om en reform, der lever op til vor tid: Jeg så gerne, at støj blev forvandlet til stilhed, og snakkelyst til tænksomhed. Jeg så gerne, at der i stedet for forelæsende doktorer og magistre |85kom lige så mange responsores, svarere, dvs. folk, der ikke udvalgte og fremlagde teser efter deres eget forgodtbefindende, men løste de problemer og besvarede de spørgsmål, som de studerende kom med. Denne reform ville indebære to fremskridt: Tilhørerne ville få den oplysning, de søgte; og ingen ville påtage sig *lærergerningen, medmindre han havde opnået magistergraden, og uden at hans studier inden for det fag, han agtede at undervise i, havde nået den fulde modenhed.

Man kunne ønske, at der i renæssancen ved siden af teologen Luther var fremstået en politisk og videnskabelig Luther, som på det verdslige felt kunne have præsteret det samme, som Luther opnåede på det religiøse, ved helt at udrydde den middelalderlige surdej og ved at lægge sine lægende hænder på de vildfarelser, middelalderens tåge havde udbredt. Der står nemlig endnu meget tilbage at reformere: Nok er vildfarelsernes grene kappet af, men deres rodtrævler er ikke revet op. Og de universiteter, som kan takke middelalderen for deres oprindelse, kræver lægemidler, så at videnskaben kan blive dyrket med mindre bulder og større brugbarhed.

En reforms nødvendighed vises klart af de akademier, der for nylig er stiftet i Frankrig og England. Disse akademiers love er diametrale modsætninger til lovene ved de universiteter, hvor det påbydes de nye studerende at aflægge troskabsed til deres lærere, og |86hvor begavelserne ikke afslibes og humaniseres, men smagen tværtimod fordærves, og hvor adskilligt indlæres, som snart må læres ud igen. De, der strømmer til universiteterne som til supermarkeder for gode kundskaber, kommer hjem belæsset med mange slags varer, ganske vist rigere på viden, men ikke på godhed og dannelse, eftersom deres medbragte fordomme snarere er blevet opbygget end udryddet – og det er dog dét, der bør adskille den skolede fra den uskolede. De gamle fordomme må viskes ud, og de unges hjerner stå som ubeskrevne tavler, inden der læsses kundskaber på. For hvis man ikke sikrer sig med denne forholdsregel, vil de unge tro, at intet er sandt, medmindre det kan henføres til den trosretning, de forinden har tilmeldt sig.

Heraf indses, at det er med urette, at man med støtte i visse morsomheder, der findes spredt ud over mine skrifter, anklager mig for at være videnskabsfjende. Mine utrættelige anstrengelser, mængden af de værker, jeg har udgivet, og de belønninger, hvormed jeg har opmuntret andre til at skrive, tyder på varme snarere end kulde, ærbødighed snarere end foragt. De, der tror, jeg skriver for profittens skyld, tager fejl. Der har nemlig tilbudt sig andre muligheder, hvorved jeg kunne have skaffet mig større indkomster med mindre besvær; og den omhu, hvormed |87jeg har udarbejdet mine værker, er bevis nok på, at det ikke er pengebegær, der har været min impuls til at skrive. Jeg har også ladet nogle uhyre profitable muligheder glide mig af hænde, fordi jeg troede, de ville sætte bom for mine studier. For jeg har betragtet al den tid som spildt, der ikke blev brugt på bøgerne.

Trods denne brændende trang til at læse og lære bilder jeg mig dog ikke ind at have udrettet noget, og selv om nogle kalder mig flittig, er min egen mening, at jeg er luddoven; for sammenlignet med andre, med åndens atleter, må jeg rødme over at være så søvnig og dvask. De konstante sygdomme, jeg har at trækkes med, lægger nemlig en hæmsko på min iver efter at studere; men særlig min hovedpine påbyder pusterum. Hovedpine er ganske vist slem for alle mennesker, men dog til størst gene for et bogmenneske. Derfor ville jeg – eftersom sygdomme er uundgåelige for os mennesker – hvis jeg havde magt til at fordele sygdommene, overlade hovedpinen enten udelukkende til kvinder og folk, hvis beskæftigelse ikke kræver hovedbrud, eller til de fladpandede skribenter, under hvis mængde vi er nær ved at segne.

Hvis jeg har indlagt mig nogen fortjeneste som skribent, består den deri, at jeg har stridt for at udrydde den ordinære skolemestersmag. Da jeg nemlig tidligt blev indviet til de franske og engelske Muser |88, har jeg lagt mindre vægt på at skrive lærd end på at udtrykke min mening med glans. Og uden pral kan jeg sige, at jeg blandt mine landsmænd er omtrent den første, der i stedet for tørre og rodede årbøger har skrevet nogenlunde velorganiserede historiske værker, og som så at sige har vakt det moralske studium, der hidtil havde ligget under mulde her i Norden, op fra de døde.

Det er der faktisk folk, der erkender, og som derfor roser mine bestræbelser. De undrer sig blot over, at en mand, som lever så stille og behersket, som evig og altid skranter, og som allerede er pænt til års – at han driver den af med den slags barnagtigheder (som de kalder det) og bruger sine kræfter på skæmtedigte og lystige komedier. Men det er netop mine fysiske og psykiske sygdomme, der har drevet mig til denne passion for det lystige og fået mig til at bruge den som lægemiddel; og jeg fraråder bestemt ikke andre at indtage samme medicin. Der var engang en mand, der bebrejdede mig min passion; han sagde: “Hvorfor skriver du løjer, når du lever så strengt?” hvortil jeg svarede: “Hvorfor skriver du om sorg og blod, når du lever så komisk?”

Nok har mine legemlige skrøbeligheder gjort afbræk i mine studier og arbejder, men samtidig har de på sæt og vis fremmet dem. For de sygdomme, der til stadighed plager mig, har tvunget mig til at føre nærmest en eneboertilværelse, så at jeg i en by, |89der er så overmåde rig på trængsel og tillokkelser, omgivet af støj fra domstole og hof og af trommehvirvler og trompettrut samt utallige andre ulemper, der plejer at forstyrre Minervas kunster, og som anses for uundgåelige i handelsstæder og befæstede byer – at jeg i en sådan by lever som i en udørk. Stormænds tærskler slider jeg ikke, da jeg er fornøjet med min lod og tidligt sagde farvel til skyggebilleder og tomme ærestitler, som andre løber efter. Hvis stormændene uddelte legemlig sundhed sammen med titlerne, æresposterne og de andre herligheder, ville jeg som en ydmyg ansøger til stadighed strejfe rundt i deres forværelser. Men da de ikke kan give mig den, holder jeg mig hjemme og dyrker alene videnskaben.

Man mener, at jeg ved at optræde sådan har tilegnet mig noget af englændernes tankegang. Mit ansigt plejede englænderne i gamle dage at rose med disse ord: He looks as an English Man, dvs. “Han har et engelsk ansigt.” Men det er mere min tankegang, der er engelsk: Jeg fandt behag i dette folkefærd, og det i mig, og man har ment, at jeg har taget folkets adfærd og livsmål til mig med en forunderlig lighed, sådan at forstå, at jeg åbenhjertigt buser ud med alt, hvad der rører sig i mit indre, ligesom jeg ud af alle ting plukker det, der især tiltaler mig ved slående at ligne sandhed.

|90Nu på mine gamle dage bliver jeg ved med at leve lige så ædrueligt, som jeg fik for vane i min ungdom, aldeles upåvirket af de formaninger, hvormed mine venner tidlig og silde prøver at liste mig til at leve lidt mere splendidt. De tror, at det at styre sine lyster er det samme som at snyde sig selv for noget, og tuder mig derfor uafbrudt ørerne fulde med den nordiske filosofis forskrifter, som især anbefaler faget “Æd og drik dig en pukkel til”. Det kalder de kroppens pleje, men jeg kalder det dens ødelæggelse, da erfaringen lærer, at det snarere er vellyst, der udmarver legemet, end mådehold, hvad jeg kan bevise med mit eget eksempel. For ca. fyrre år siden var jeg så afkræftet, at mine venner spåede mig en brat død, hvis jeg ikke satte mig selv på dobbelt ration. Men de fleste af disse prædikanter, som så ivrigt drog omsorg for deres legeme, er nu for længst døde og begravede. Men jeg, der bliver ved mit og snyder mig selv, spiser stadig luft…

Bedst handler de, der holder sig til middelvejen: Man bør spise for at leve, ikke leve for at spise. Den, der intet nægter sin madlyst, bærer sig lige så forkert ad som den, der intet indrømmer den. Om dem begge må man sige, at de hader deres krop. Man bør derfor indtage så megen mad og drikke |91, at kræfterne genopbygges, ikke undertrykkes. Også ved træningen af krop og sjæl er det bedste, man kan gøre, at holde sig til middelvejen. *Menneskelivet er jo, som Cato siger, omtrent som et sværd: Træner man det, slides det; træner man det ikke, ædes det op af rust. På samme vis ser vi menneskene slides ved træning; men træner man dem slet ikke, gør slaphed og sløvhed endnu større skade.

En del personer ler ad mig, fordi jeg samler mig rigdomme, især da jeg er ugift, og jeg sandsynligvis vil dø uden afkom. Det kan ikke hidse mig op; for somme tider får det mig selv til at le. Jeg har prøvet både den fattiges og den riges lod. Da jeg var aldeles blottet for midler, nagede ingen bekymring mig:

*Pengeløs sang jeg mig frem med røveren lige i nakken.

Men som velhavende plages man af mange bekymringer, ængstelser og sorger. Og da jeg hverken kan eller tør tage for mig af retterne, mærker jeg kun de besværligheder, rigdom skaffer en på halsen, men ikke behagelighederne. Så man kunne synes, det er med rette, de griner ad mig. Og dog: Hvis jeg ville indsætte en af mine grinebidere til arving, ville han ikke betakke sig for den bekymring, sorg og ængstelse og de besværligheder i øvrigt, der følger med rigdommen. |92I stedet for grinebidere ville man se lige så mange gabende ravne og snyltegæster, der var parate til at gøre mig endog de mest lumpne tjenester. Og det ville blive skærende klart, at den kritik, de formaninger og stikpiller, de udspyr, udelukkende flyder af misundelse.

Vi foregiver ofte foragt for de ting, vi ikke kan få fingre i, ligesom det hed sig om ræven, at den afskyede jordbær, da den så vejen spærret til den godbid, dens tænder løb i vand efter. De, der ler ad mig som påholdende, ler derfor samtidig ad de fleste mennesker, for denne skavank er almenmenneskelig; og de vil også le ad sig selv.

Kun ødelandene – typer som Catilina, Lucullus og Apicius – kunne se ud til at have større ret til at le. Men når de angriber sparsommelige og påholdende mænd, blotter de deres ben for endnu farligere pile. For hvis påholdenhed virkelig er dårskab, så fortjener ødselhed navn af galskab. Vi har ondt ved at begribe, hvordan oldinge og dødens kandidater kan ophobe rigdomme, som de ingen gavn vil få af. For hvad er mere absurd end at sikre sig jo flere rejsepenge, jo kortere resten af rejsen er?

Vi har dog endnu vanskeligere ved at begribe, hvordan fattigfolk kan bortødsle pengesummer, med hvilke de kunne værne sig imod armod, sult og vanære, hvis der blev holdt fornuftigt hus med dem. De første planter træer, der ikke bliver dem selv, men andre til gavn; men de |93sidste fælder træer, så at både de selv og andre kommer til at savne frugterne i det lange løb; og de spiser fint til middag for så at spise usselt til aften eller rent ud sulte. Altså: Rige folks sparsommelighed vækker latter, men fattigfolks ødselhed vækker medynk. Man kunne kalde begge dele for en sygdom: sparsommeligheden feber, ødselheden galskab.

Men til en kneben og sober livsførelse tvinges jeg af min krops konstitution, som skades af ethvert overmål og trues med uafvendelig sygdom deraf. Derfor: Lad min middagsmad og min aftensmad holde hinanden i skak; og lad mig gå på mine ben, så jeg kan holde mig frisk. At erhverve sig midler på hæderlig vis og bevare, hvad man har erhvervet, det er kendetegnet på en brav mand, og en god borgers pligt. Vel indrømmer jeg, at denne forudseenhed er mere prisværdig hos en familiefar end hos en ungkarl. Men sæt nu, jeg fik lyst til at tage mig en kone! Den trang bestormer jo mange af mine landsmænd som en pludselig dille og besætter dem i samme nu. – Der er også andre tilfældigheder, som menneskelivet er udsat for, og som gør det tilrådeligt at bekymre sig om fremtiden; men dem forbigår jeg.

Hertil kommer følgende: Da jeg har bestræbt mig for, at min livsførelse skulle være lige så opbyggelig som mine bøger, er forbillede lige så påkrævet som formaninger. Havde tilfældet villet, at jeg var blevet født i Spanien, hvor indbyggerne spæger deres kød |94og kun får luft at spise, ville jeg med ord og eksempler anspore folk til at leve flot og fornøjeligt. Men her i Norden, hvor Ceres og Bacchus dyrkes på det mest ærbødige, er der brug for andre formaninger, andre forbilleder. Hvis det er en tåbelighed at leve med fremtiden for øje og skole sig hos myrerne, må man kritisere familiefaderen lige så meget som ungkarlen på den konto. For det argument, faderen lægger som et slør over sin nærighed – nemlig at der skal være noget til hans efterlevende børn at leve pænt og agtværdigt af – det er i en filosofs øjne aldeles ugyldigt. Thi døden fjerner hver en binding; og der er antagelig heller ikke tale om jordiske ting i det andet liv. I Paradis vil den slags tant falde bort, medmindre vi, som almuen, vil tænke os himlen som kødelig. Endelig: Om den, der indsætter staten som arving, kan man ikke sige, at han dør uden afkom.

Når jeg sådan diskuterer løs om min økonomi, kunne man tro, jeg var rig. Men jeg er hverken rig eller fattig. Så meget er mine midler vokset, at jeg kunne sætte min levefod op i forhold til tidligere. Det var, hvad mine ønsker beløb sig til. For man handler forudseende og klogt, hvis man ikke lader hæderlige og tilladelige indtægter glide sig af hænde, men ved rettidig omhu |95sørger så godt for sig selv, at man i nødsfald kan holde sig sulten fra livet. Den, der ikke er tilfreds med det, men lægger dynge oven på dynge, for at hans formue kan vokse i det uendelige, ham kalder jeg ikke en forudseende økonom, men en lurvet pengepuger. Gud fri mig for den skamplet! Den formue, jeg besidder, er erhvervet ved slid og bevaret ved mådehold; og hvad jeg har erhvervet lovligt, vil jeg anvende anstændigt: En del vil jeg bruge på udsmykning af min herregård, og resten vil jeg skænke til offentlighedens gavn, så at eftertiden om mig kan erklære, at jeg ikke så meget var besidder af min formue som ren og skær forvalter af den.

Min legemlige skrøbelighed er den samme som i min ungdom, og jeg har de samme sygdomme at trækkes med. I mine unge år kuede jeg sygdommene ved afholdenhed, arbejde og konstante spadsereture; men nu, hvor de bliver mere tyngende med alderen, holder jeg dem lige netop nede alene ved min sjæls kraft. For når man ikke er stærk på legemet, hvad er da mere nobelt, mere nyttigt end at sørge for, at man i det mindste kan være stærk på sjælen, så sandt som legemet har brug for sjælens ledelse, og sjælen for legemets tjeneste?

Jeg føler mig konstant syg, men sygdommens art kan jeg ikke greje. Jeg |96mener selv, at intet er mere sundt for mig end kinabark; men da lægerne protesterer, tør jeg ikke tage bark hver dag, især da jeg ikke kender dens egentlige væsen. Havde denne bark den egenskab, at den opsuger det sure, ville jeg ikke betænke mig på at indtage en daglig dosis. Men hvis den kun har den evne, at den kan stille gæringen, anser jeg barken for ikke blot unyttig, men også skadelig. For med et lægemiddel, der kun stiller, men ikke fjerner ondet, udvirker man, at sygdommen vender tilbage med desto større voldsomhed.

Her er grunden til, at jeg bliver ved med at være syg, samtidig med at jeg føjer år til år; og måske er det netop, fordi jeg hele tiden er syg, jeg lever så længe. For det dårlige helbred tvinger mig til afholdenhed, og afholdenhed forlænger livet, om det så må leves nok så sølle. Min krops konstitution svarer til mine sanser og smag; begge dele er nemlig paradokse: Ligesom jeg ledes ved det, andre finder smag i, således har min krop gavn af det, der skader andres: Aldrig er jeg i bedre fysisk form end i perioder, hvor jeg lider af forstoppelse, eller plages af søvnløshed og ligger vågen hele natten.

Jeg hænger over bøger, som jeg plejer; men jeg har kun ringe udbytte af min læsning. For alt, hvad min hukommelse får i forvaring, fortaber sig omgående, og efterhånden |97dukker navnene på selv de mest velkendte ting kun op med hiv og sving. Så hvis De spørger mig, hvorfor jeg forsker, vil jeg genbruge en åndrig professors svar. Professoren holdt forelæsninger for tomme bænke, og da man spurgte ham om grunden, svarede han, at han forelæste for Gud og embedet. Hvad der driver mig til at forske, har jeg sagt i dette epigram:

*Mit motiv til at forske

ligger i forskningen selv. Forskning for forskningens skyld.

Min hukommelse er en si, som lader alt passere, især alt historisk. Ord og gloser siver, og efterhånden glemmer jeg tit, hvad jeg selv hedder. Derfor gør jeg med al min læsning ingen yderligere fremskridt i mine studier; dog, dybt i sindet ligger gemt, hvad jeg i min ungdom lærte. I visse studier, som ikke kræver hukommelse, går det stadig en smule fremad; men det er ved eftertanke mere end ved læsning, at jeg modnes: Jeg bestræber mig for at vinde indsigt i mig selv, og indsigt i menneskene, både som enkeltpersoner og som hele folkeslag betragtet. Og da jeg på mine udenlandsrejser hellere udforskede mennesker end biblioteker, har jeg skaffet mig et ret betydeligt indblik i de fleste europæiske folkeslags mentalitet.

De har ofte |98opfordret mig til, i lighed med andre udenlandsrejsende, at smykke mine rejsebeskrivelser med skildringer af den art. Men denne alt for prekære og krævende opgave har jeg på det bestemteste frabedt mig, og det gør jeg fremdeles. I dette ene må De tillade mig at trodse Dem – men i samme ånd, hvormed jeg i alt andet plejer at adlyde Dem. Da De imidlertid i Deres sidste brev gentager denne bøn og føjer trusler til bønnerne, er jeg bange for, at jeg vil forekomme en mand, som jeg skylder så uendelig meget, stivnakket og utaknemmelig; og derfor vil jeg plukke visse hovedpunkter ud.

Holberg-tekst

Kommentarer

Lukk