Skjul alle
CAPUT XIII / KAPITEL 13
QVINTAE MONARCHIAE / DET FEMTE MONARKI- kapitel 13, 14 og 15 beskriver hvordan Klim gør sig til hersker i Quama for derpå, gennem erobringer af de omkringliggende lande, at gøre Quama til centrum i et omfattende imperium med ham selv som kejser.If. en traditionel kristen historieforståelse, der stadig havde en vis udbredelse på Holbergs tid, kunne verdens historie inddeles i fire epoker, hver domineret af ét toneangivende monarki (det babylonske, det persiske, det græske og det romerske). Det fjerde og sidste monarki, Romerriget, levede stadig i 1700-tallet videre i det tysk-romerske kejserrige. Når Klims underjordiske imperium omtales som det femte monarki, er der altså tale om et nyt verdensherredømme, der er det romerske imperiums arvtager. Betegnelsen dukker først op igen ved processens fuldbyrdelse i kapitel 15 (s. 348: latin, dansk). Men inden da antydes parallellen til det romerske imperium af en lang række intertekstuelle referencer til de klassiske beskrivelser af Romerrigets tilblivelse: Vergils Aeneide og Livius’ og Velleius Paterculus’ historiske værker.Holberg brugte selv inddelingen af verdenshistorien i monarkier i sit historiske skrift Synopsis Historiæ universalis fra 1733. Andre steder bruger han ligesom her udtrykket ‘det femte Monarchie’ spøgefuldt om overmodige planer, fx i Dannemarks Riges Historie Tom. 3 (1735), s. 420, hvor det om den svenske kong Carl 10. Gustav siges at han “gik frugtsommelig med et femte Monarchie”. Se også: Moralske Tanker (1744) II 89, Epistel 233 (1750) og komedierne Hexerie eller Blind Allarm (1731) I 1 og Republiqven (1754) II 1.
Ante vrbem hinc pueri ... Spicula contorquent / Uden for byen ... smidige spyd- ordret citat fra fra Vergils Aeneide VII, v. 162-165. Dog har Holberg indsat hinc (derfor) i første linje.Disse vers stammer fra samme passage om trojanernes ankomst til kong Latinus som er citeret få sider tidligere (s. 280-81, jf. komm. til longaeui regis ... Advenisse virum).
quibuscum pro tempore nec pax, nec bellum erat / Indtil videre havde vi jo hverken fred eller krig med tanachitterne- en vending hentet fra Livius’ Romerske Historie V 17, 6, hvor der tales om den galliske invasion i Italien omkring 390 f. Kr.: “maxima iam in parte Etruriae gentem invisitatam, novos accolas esse, cum quibus nec pax satis fida nec bellum pro certo sit.” (i store dele af Etrurien var der et ukendt folkeslag, nogle nye beboere, med hvem der hverken var en tilstrækkelig troværdig fred, eller med sikkerhed var krig).
puluerem pyrium / krudt- jf. Swifts Gulliver's Travels, del 2, hvor Gulliver tilbyder den fornuftige kæmpekonge i Brobdingnag at lære ham at lave krudt, men kongen afslår “struck with Horror at the Description I had given of these terrible Engines”, hvilket Gulliver som repræsentant for europæisk tankegang beskriver som “A strange Effect of narrow Principles and short Views”.
in familiaris amicitiae adduxit iura / at vi var blevet nære venner- udtrykket er hentet fra Livius’ Romerske Historie I 34, 12. I den oprindelige kontekst er der tale om den senere konge L. Tarquinius Priscus, der for nylig er indvandret til Rom og nu bliver en nær ven af den regerende konge, Ancus Marcius.Hos Livius lyder teksten: “... donec in regiam quoque de eo fama perlata est. notitiamque eam breui apud regem liberaliter dextereque obeundo officia in familiaris amicitiae adduxerat iura, ...” (... indtil rygtet om ham nåede frem til kongens bolig. Og dette kendskab havde han inden for kort tid ved den behændige måde han påtog sig opgaver på, udviklet til at nært venskab med kongen).
consilium istud impendio mihi stetit / den plan blev dyr for mig- refererer formodentlig til Curtius Rufus’ afsluttende karakteristik af slaget ved Issos mellem Alexander d. Store og perserne i 333 f.Kr.: “Tantulo impendio ingens victoria stetit“ (så lille et tab kostede denne vældige sejr, Historia Alexandri Magni III 11, 27).
Iam pendebat adhuc belli fortuna, diuque / Inter vtrumque volat dubiis victoria pennis / Længe endnu var man stadig i tvivl om kampenes udfald, / sejrens gudinde fløj frem og tilbage på tøvende vinger- ordret citat fra Ovids Metamorfoser VIII 12-13. Dog begynder v. 12 hos Ovid med et (og), hvor Holberg har iam (nu). Krigen der tales om hos Ovid, står mellem de to mytologiske konger Cephalus og Nisus.
in eodem luto haerent / sidder fast i det samme hængedynd- udtryk fra romersk komediesprog: Plautus, Persa v. 535, Terents, Phormio v. 780.
pugna haec decretoria / det afgørende slag- udtrykket er hentet fra den romerske retoriker Quintilians (35 - ca. 96 e.Kr.) Institutio Oratoria VI 4, 6, hvor ordene ikke bruges konkret om krig, men metaforisk om diskussioner ved en retssag.Quintilians ordlyd er: “At quidam litigatoribus suis illum modo ambitiosum declamandi sudorem praestitisse contenti cum turba laudantium destituunt subsellia pugnamque illam decretoriam imperitis ac saepe pullatae turbae relinquunt.” (Men nogle mener at de har gjort nok for deres klienter ved at præstere en storladen oratorisk kraftanstrengelse og forlader retssalen sammen med en hujende menneskemængde, hvorved de overlader det afgørende slag til en flok uerfarne personer, der ofte tilhører de jævnere klasser).
telam, quam exorsus eram, pertexere / tog jeg fat hvor jeg havde sluppet- udtrykket stammer fra Cicero, De Oratore II 145: “;... ‘pertexe modo,’ inquit ‘Antoni, quod exorsus es‘” (væv videre, sagde han, hvor du er begyndt, Antonius). Der er dog næppe tale om et bevidst lån idet udtrykket ser ud til at være forholdsvis almindeligt på nylatin. En anden version af udtrykket, der på andre punkter ligner Holbergs formulering, findes i Bidermanns Utopia (1640, udg. 1644 VI, s. 314): “perge et, telam exorsus, pertexe” (fortsæt og væv videre på det væv du er begyndt på).
proprio cortice natare / fortsætte på egen hånd- udtrykket er hentet fra Horats, Satire I 4, v. 119-121: “simul ac duraverit aetas / membra animumque tuum, nabis sine cortice.” (så snart alderen har hærdet dine lemmer og dit sind, vil du svømme uden kork). I den oprindelige kontekst er ordene del af nogle formaninger fra jegets far. Natare sine cortice (at svømme uden kork) betyder her at komme videre uden (faderens) hjælp/formaninger. Udtrykket proprio cortice (med egen kork) kendes også fra andre nylatinske sammenhænge, se fx Phraséologia generalis (1681), s.v. help, s. 722, og Dictionarium germanico-latinum (1727), s.v. Ohn fremde Hülff, s. 1142.
Quod stupet in titulis et imaginibus generosis / falder i svime ved tanken om titler og fornemme aner- stort set ordret citat fra Horats, Satire I 6, v. 17, der dog har qui (som) i stedet for quod (fordi).I den oprindelige kontekst tales der om Laevinus, der, trods sine fornemme aner, ikke nyder megen respekt hos folket – der ellers har det med at “falde i svime ved tanken om titler og fornemme aner.” Tankegangen er altså den samme, men den bruges i argumentation for det modsatte synspunkt.
Itinerarium Taniani / Tanians ... rejseskildring- Med Tanians dagbog møder læseren et direkte blik på Holbergs Europa - skildret af den forundrede rejsende fra det underjordiske. Det forudsætningsløse blik på forholdene afslører en lang række forhold og konventioner der for europæerne er upåfaldende, som ulogiske og/eller ufornuftige. Dette greb er primært lånt fra Montesquieus bog Lettres Persanes (1721, her udg. fra 1873, da. udvalg De persiske breve, 1956 og 1959), hvor Paris beskrives gennem breve fra fiktive persiske rejsende. En lignende bog er den såkaldte ‘Tyrkiske spion’, af Jean-Paul Marana, der udkom allerede i 1684, først under titlen L’Espion du grand seigneur et ses relations secrètes envoyées au Divan de Constantinople, senere i forøgede udgaver under titlen L’Espion Turc dans les cours des princes Crêtiens. Holberg nævner begge som forbilleder for Niels Klim i Epistel 38 (1748), s. 209. Jf. også Moralske Tanker (1744) s. 11.Også i Gulliver’s Travels (1726) er denne virkning udnyttet. Det gælder især i del 2 om kæmpelandet Brobdingnag, hvor kongen chokeres over Gullivers beskrivelser af England og Europa – med den ekstra pointe af det der er af betydning for Gulliver, alene på grund af størrelsesforholdet er ubetydelige småting for kongen.Det grundlæggende tolerance-tema Holberg anslår her - og gennem hele romanen - udfolder han i talrige af sine moralfilosofiske essays. Et eksempel er Epistel 401 (1754), hvor udgangspunktet netop er det overordnede budskab i Niels Klim.En nærmere præsentation af dette tema kan læses i Lasse Horne Kjældgaard: 'Fremmede øjne. Tværkulturelle dialoger i oplysningstidens danske litteratur'. Mere Lys. Indblik i oplysningstiden i dansk litteratur og kultur, red. Mads Julius Elf og Lasse Horne Kjældgaard, 2002, s. 65-90.
* * *- de indledende asterisker (som går tilbage til førsteudgaven) markerer at noget af teksten mangler. Herved understreges at der, i fiktionens univers, er tale om et fragment. Senere i teksten optræder asteriskerne med samme effekt.
imperium Romanum / “det romerske kejserrige”- det tyskromerske kejserrige eksisterede fra 962 og helt frem til 1806 og betragtedes som en videreførelse af det antikke Romerrige. Det førte en omskiftelig tilværelse og var ofte, som den underjordiske rejsende noterer, kun et kejserdømme af navn. Siden senantikken havde det været almindeligt at inddele verdens historie i fire epoker, hver domineret af ét toneangivende monarki. Det fjerde og sidste monarki var Romerriget, som altså levede videre i det tysk-romerske kejserrige. Når Niels Klim senere (i 15. kapitel, s. 348: latin, dansk) lader sig udråbe til kejser af det femte monarki, er det denne model der spilles på. Se ovenfor, komm. til QVINTAE MONARCHIAE.
quod prius in aliis linguis solet esse, hic ponitur posterius / det der normalt på andre sprog sættes først, anbringes her til sidst- vendingen er formodentlig inspireret fra en berømt passage i en satire af den romerske digter Horats (65-8. f. Kr.). Satire I 4, v. 58-59: “[si] ... quod prius ordine verbum est / posterius, praeponens ultima primis ...” (hvis du sætter det ord der før stod sidst, først, og anbringer det sidste før det første).Digtet handler om satiren som genre, og i denne passage forklarer Horats at satirens sprog primært adskiller sig fra hverdagens prosa gennem sin ordstilling og sit metrum. Holberg applicerer formuleringen om ordstilling på det tyske sprog med dets bagvedstillede verber.De samme linjer fra Horats er citeret i Holbergs Første Levnedsbrev (1728) s. 127.
bellum legitimum / helt legitimt går i krig mod hinanden- med ordet legitimum, 'legitim', 'legal', markeres at krige mellem de tyske fyrstendømmer ikke er borgerkrige, og dermed at de enkelte fyrstendømmer er selvstændige enheder, og at det tyske rige netop kun er en enhed af navn.
semper augustum ... diminuatur / Altid ophøjet ... nedbøjet- det latinske diminuatur, 'formindskes', er her frit oversat til 'nedbøjet'. Ordet skal danne kontrast til det latinske augustum, der både har elementer af 'majestætisk' og 'voksende' (verbet augere betyder 'vokse'). I oversættelsen betones den første betydning, og derfor er 'nedbøjet' valgt som modsætning.
Lutetia / Paris- den underjordiske rejsendes iagttagelser om Paris handler udelukkende om byens position som modecentrum der dikterer europæernes kodeks for påklædning og opførsel. De parisiske skrædderes dominerende indflydelse i Europa har Holberg også gjort til emne for sin Epistel 215 (1750), hvor han bl.a. sammenligner den med pavens magt før Reformationen og afslutter med at henvise til dette sted i Tanians rejsebeskrivelse i Niels Klim: 'Det er én af de sælsomste Ting, som underjordiske Folk meest forundrede sig over'. Emnet behandles videre i Epistel 536 (1754), ligesom det er et element i intrigen i Jean de France (1723) (især IV 4).Parisermodens toneangivende position blev især etableret i løbet af Ludvig 14.s lange regeringsperiode (1643-1715). Kendskab til parisermoden blev ikke bare udbredt gennem udlændinges besøg i Paris, men også ved at 'fashion dolls' blev sendt rundt i Europa, og gennem de modetidsskrifter der begyndte at se dagens lys i det sene 17. årh. I Zedlers Universalleksicon fra 1739 ses en lignende beklagelse af den franske modes dominans. Se videre Kasper Risbjerg Eskildsen: Print, fashion, and the Making of the Enlightenment Philosopher, s. 126-43, i Northern Antiquities and National Identities, edd. Knud Haakonssen & Henrik Horstbøll (Historisk-filosofiske meddelelser 101, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab) 2008.
Dedici / Jeg forstod- den regelmæssige form er Didici. Varianten med de- er dog ikke helt ukendt, og den beholdes i nærværende udgave da den også optræder enkelte andre steder hos Holberg: Første Levnedsbrev (1728) s. 44 (hvor der dog rettes fra dedicisse til didicisse i anden udgave) og i Epigram I 96 (1749) (dedicisse). Man kan ikke helt udelukke at formen stammer fra Holberg selv. Carl S. Petersen har beholdt dedici i sin brødtekst, men i det kritiske apparat anbefales didicisse.
sacerdoti, qui, quamuis regnum illius valde sit angustum / en præst der ganske vist kun har et ganske lillebitte rige- paven. Holberg lader her den underjordiske rejsende formulere en eksplicit antikatolsk kritik af forestillingen om paven som Guds stedfortræder.
operam perdidi / det blev der ikke noget af- et udtryk fra komediesproget. I den klassiske litteratur kendes det kun fra Plautus’ komedier.
At, facile est ... obtrudere / Men det er let nok ... ideer- Den satiriske omtale af paven munder ud i en generel afstandtagen fra europæisk arrogance og selvtilstrækkelighed og en slags program for resten af den underjordiske rejsendes Europa-beskrivelse.
intuentur / ser- Elberling og efter ham Carl S. Petersen retter til konjunktiv intueantur. Sætningen er underordnet quamuis parallelt med se solos sapere credant og burde derfor have verbet i konjunktiv ligesom credant. Holbergs brug af konjunktiv er imidlertid inkonsekvent og følger ikke klassisk praksis, og derfor er denne indikativ-form ikke rettet her.
mores et consuetudines nonnullas Europaeorum / nogle af europæernes sædvaner og skikke- Holberg behandler folkepsykologi flere steder, mest udførligt i den “Betænkning over visse europæiske folkeslag” der indgår i Tredje Levnedsbrev, s. 98 ff (latin, dansk). Se også Epigram IV 163.
Pulvis, (Poudre) / støv (Poudre)- fra den alvorlige, ideologiske kritik af katolsk og europæisk arrogance, springer teksten til iagttagelser om europæernes modeluner. Tidens store allongeparykker blev ofte pudret med mel for at give dem en blond farve.Den underjordiske rejsendes antydning af det absurde i at bruge et levnedsmiddel til at strø i håret, har Holberg tidligere luftet i sit første skæmtedigt, Democritus og Heraclitus (1721, 1722): ”Een Skiepper Hvedemeel paa Hovedet at strøe, / Een anden derimod af Nød og Hunger døe” (v. 635-36), og i sit Første Levnedsbrev (1728) beretter han om sit møde i Paris' Luxembourghave med ulasteligt klædte tiggere, der med håret fuldt af af mel jamrede at de var ved at dø af sult (s. 156, latin, dansk). Jf. også Epistel 174 (1748), s. 411.
Sacra Europaeorum dogmata sana sunt / Europæernes hellige trossætninger er rimelige og fornuftige- Holberg lader den underjordiske rejsende understrege den grundlæggende fornuft i europæernes hellige skrifter. Problemet, som udtrykt af den rejsende, er at europæerne ikke følger bøgernes anvisninger på overbærenhed og tolerance og udsætter anderledes tænkende for tortur og straf. Samme tankegang blev formuleret i begyndelsen af bogen af fyrsten i Potu (kap. 4, s. 54-55, latin, dansk), jf. beskrivelsen af potuanernes religion i kap. 5 (latin, dansk).
diurna nocturnaque manu eosdem versare / man skal læse i dem dag og nat- formuleringen er hentet fra Horats, Ars Poetica v. 268-69: “vos exemplaria Graeca / nocturna versate manu, versate diurna” (I må blade i de græske bøger både nat og dag). Det er en ofte citeret vending i nylatinsk litteratur der betoner værdien af at studere sine klassiske forbilleder. Her bruges det i stedet om Bibelen og andre kristne tekster.
at straffe en skeløjet eller svagtsynet med stokkeslag / strabonem siue lippum fustibus caedere- Denne form for meningstyranni har Niels Klim oplevet i landet Mardak, hvor indbyggerne forskelsbehandles afthængigt af deres øjenform (kap. 9. bog, s. 129ff, latin, dansk). Også dér refereres der direkte til europæiske forhold idet en bekendt i Potu som svar på Klims forargelse over forholdene gør opmærksom på at det netop er den praksis man møder i Europa, hvor ledende klasser farer frem med voldsomme straffe mod anderledes tænkende.
Wohlgebohrn / “velbåren”- dette er en af Holbergs oftest gentagne vitser, se fx Jacob von Tyboe (1725) I 4, Melampe (1725) I 3, Moralske Tanker (1744) Libr. I Epigr. 161, s. 206, Epistel 383 (1749), s. 298, Moralske Fabler (1751) 136 – og tidligere her i romanen: kap. 7, s. 88, latin, dansk
Caffée / kaffe- kaffe var fra midten af det 17. årh. en populær drik i Europa. I Danmark kendtes kaffe siden 1660'erne, i begyndelsen som en luksusartikel. I første del af 1700-tallet vandt kaffen efterhånden større udbredelse og kunne også nydes i kaffehuse, men var ikke før midt i århundredet blevet en almindelig drik.Holberg finder flere gange anledning til at notere det omsiggribende kaffedrikkeri. I Barselsstuen (især I 6) (1724) bliver kaffedrikkeriet både angrebet og forsvaret. I det hele tager er kaffe et ofte tilbagevendende emne i komedierne, fx Jean de France (1723) III 4 og Den Vægelsindede (1731) II 6. I Den Politiske Kandstøber (1723) (bl.a. III 4 og IV 5) hører kaffeselskaber til hovedpersonens forpligtelser som (indbildt) borgmester. I Moralske Tanker (1744), 284 og 288, diskuterer Holberg kaffens smag og pris. Emnet for Epistel 91 (1748) er kaffe, te og tobak, og her fortæller Holberg om sin egen glæde ved kaffe og understreger at den fremmer ædruelighed. Se også Epistel 71 (1748).Se også Eivind Tjønneland, ”Kaffemytologien i opplysningstiden – mellom utopi og demoni” i E. Tjønneland (red.), Opplysningens tidsskrifter. Norske og danske periodiske publikasjoner på 1700-tallet, Bergen: Fagbokforlaget 2008, s. 193-204.
Primo anni die / På årets første dag- Den ‘sygdom’ der tænkes på, er traditionen for at gå på visit hos folk for at ønske godt nytår. Holberg satiriserer over samme tema flere steder, fx i skæmtedigtet Democritus og Heraclitus (1722) v. 688-90: “Ved Ny-Aars tiider, skiøndt man intet derved meener, / At storme Huse, for at siige: Skyldig Tienner!” I et epigram (III 5) beskriver Holberg nytårsdag som en dag hvor alle farer runt i byen som gale. I Epistel 245 (1750) tager Holberg udgangspunkt i nytårsvisitterne, men brevets hovedpunkt er en beklagelse af de herskende normer for nytårsgaver.
sinistra eorum latera dextris aliorum lateribus obuertantur / spadsere gennem byen med deres venstre side op ad en andens højre- det var sædvane at den højest rangerende person gik til højre for sin ledsager, en skik som Holberg harcelerer over i flere sammenhænge, fx i Epistel 176, s. 417 (1748): “Og kand enhver deraf slutte, at, eftersom jeg haver holdet Stand indtil min høje Alder, det nu kand være mig lige meget, enten jeg gaar paa andres høyre eller venstre Haand ...”.Andre eksempler findes i Moralske Tanker (1744) I 6 (hvor emnet er ‘Rangsyge’) og III 41, s. 462, to epigrammer (I 13 og II 60),Samme fænomen latterliggøres i den samtidige Christian Falsters (1690-1752) satire Dend U-tidige Rang-Syge (læs i ADL).
chartis signatis / beseglede papirer- der tænkes sandsynligvis på rangbestallinger, dvs. dokumenter om optagelse i en rangklasse. For den underjordiske rejsendes udenforstående blik virker de som et helbredende middel mod den sygdom at insistere på at gå til højre for andre mennesker (fordi man er finere end dem).
Chartas has, dum- Elberling og Kragelund fjerner kommaet som optræder i 1741- og 1745-udgaven, for at tydeliggøre at chartas has hører til i dum-sætningen som objekt for gestant. Kommaet er set med moderne øjne forstyrrende nok til at det også er fjernet i denne udgave.
Alia rabies / En anden form for vanvid- det er ikke sikkert hvad der sigtes til. Muligvis er det blot folks hektiske adfærd før og efter kirketid, som altså synes at blive kureret midlertidigt af kirkeklokkerne der forkynder gudstjenestens begyndelse.Mere specifikt foreslår Werlauff i sine noter til Dorphs oversættelse at det drejer sig om gudstjeneste eller messe i de katolske lande, som blev holdt flere gange daglig, og som blev forkyndt ved klokker og bjælder. En anden, lokal tolkning nævnt af Werlauff er at der er tale om “et Sangværk eller Klokkespil, der indtil 1728 fandtes i Helliggeistes- og fra 1743 i Nicolai-Kirke ..., som blev, mod Betaling, spillet i visse Timer for Rangspersoner ...” (Niels Klims underjordiske Reise af L. Holberg. Fra Latin oversat af N. V. Dorph. Med historiske og literariske Oplysninger af E. C. Werlauff, Kjøbenhavn 1857, s. 274-75).
Furor / vanvid- det drejer sig om karnevalsfestligheder i katolske lande. Karnevalet var optakt til fasten, og på fastens første dag, aske-onsdag, var det skik at gå i kirke med aske strøet på hoved og på bodsdragt.Paludan noterer at denne passage ser ud til at være en oversættelse af en tilsvarende passage i den fingerede brevsamling L’Espion Turc af G.P. Marana (1. udg. 1684): que tous les Francais devenaient fous à certain jour de l'année (Mardi–gras) et qu'un peu de poudre appliquée sur le front les faisait rentrer dans leur sens (citeret efter J. Paludan: Om Holbergs Niels Klim (Kbh 1878), s. 309).Ligesom L’Espion Turc lader Holberg den underjordiske rejsende opfatte karnevalet som en slags forrykt adfærd og asken som den kurerende medicin.
communionem / kommunion- altergang, nadver.Samme tanke, at man er besluttet på at bryde pagten lige så mange gange pr. år som man går til alters, behandler Holberg udførligt i Moralske Tanker I 66, s. 91: “Man haver ikkun at betragte den sædvanlige Altergang, hvorved 3 à 4 gange om Aaret giøres en højtidelig Pagt med GUD, som man strax bryder. Mon det ikke var bedre at giøre meere og love mindre. Her synes at man giør 4 gange om Aaret en Pagt med GUD, alleene for at bryde en Pagt 4 gange. Hvad kan være selsommere? Og hvad er dog almindeligere?”Også i sit 3. Skæmtedigt, Critique over Peder Paars (1722, s. C8r), benytter Holberg lejligheden til at satirisere over sammenhængen mellem syndighed og altergang: “I — GUds dyrckelse man egen Iver skiønner, / Før han i Kircke gaar at giøre sine Bønner; / Bedriver han en grov og en forsætlig Synd, / Med større alvor at han læse kand og Fynd.” Samme vits udtrykkes i kondenseret frm i Epigram I 102.Holberg var ikke ene om at kritisere den institutionaliserede altergang. Kragelund henviser i sin kommentar (1970, bd. 3, s. 88) til Mich. Neiiendam. Erik Pontoppidan I, s. 29.
certa verborum caesura, ac modis musicis / på vers og med musik til- tidligere i romanen har Niels Klim, og læseren, allerede erfaret at potuanerne netop ikke fandt fromhedslivet foreneligt med musik (kap. 6, s. 75: latin, dansk). Senere i den underjordiske rejsendes beretning (s. 316, latin, dansk) forundrer han sig over at europæerne ynder at fremsige bønner og synge salmer i forbindelse med deres arbejde.
in regionibus meridionalibus / i de sydlige lande- det er et centralt protestantisk kritikpunkt mod den katolske kirke som Holberg her lader den underjordiske rejsende udtrykke: Efter protestantisk tankegang skal det enkelte menneske selv læse den hellige skrift og ikke være overladt til præsternes udlægning af den.
ignota dialecto / et ukendt sprog- den katolske kirke fastholdt indtil Andet Vatikankoncil i 1960’erne latin som gudstjenestens sprog, mens man i den protestantiske kirke anvendte folkesprogene.
lecticis / bærestole- bærestolen eller portechaisen var et almindeligt befordringsmiddel på Holbergs tid. Se nærmere i komm. til Den Vægelsindede IV 7, Porte Chaise.Bærestole har læseren mødt tidligere i romanen. Potuanerne smiler ad Niels' beretning om europæernes bærestole (kap.3, s. 46, latin, dansk), for det er tydeligvis et ukendt fænomen blandt de fornuftige træer. Derimod er bærestole en vigtig statusmarkør hos de forfængelige aber i Martinia (kap. 10, s. 212-13, latin, dansk).
gymnasiis / universiteter- det latinske ord gymnasium betegner formentlig her en højere læreanstalt.
quarum naturam indagare nec interest hominum, nec capit humanae coniectura mentis / som mennesker ikke har interesse i at undersøge, og ikke kan gøre sig noget begreb om- den latinske vending er hentet fra Plinius den Ældres Naturhistorie II 1: “Mundum et hoc quodcumque nomine alio caelum appellare libuit, cuius circumflexu degunt cuncta, numen esse credi par est, aeternum, inmensum, neque genitum neque interiturum umquam. huius extera indagare nec interest hominum nec capit humanae coniectura mentis.“ (Verden og alt det der med et andet ord kaldes himmelen, inden for hvis kreds alt befinder sig, kan man med rette opfatte som en guddom: evig, uendelig, og som hverken er skabt eĺler på noget tidspunkt skal gå til grunde. Hvad der er uden for den, har mennesker ikke interesse i at undersøge, og kan menneskets tanker ikke kan gøre sig noget begreb om).Når Holberg her – med støtte fra Plinius – lader den underjordiske rejsende kritisere disputatserne for at beskæftige sig med sager uden for menneskenes fatteevne, er det formodentlig en hentydning til den slags metafysiske emner som det var forbudt at diskutere i Potu: “Guds væsen og attributter eller sjælenes og åndernes egenskaber”. (se s. 74, latin, dansk, med. komm.til disputare ... qualitatibus). Men disse overgås altså i lærdom af de ligegyldige emner der opremses i den følgende sætning.Alternativt kan Plinius’ store ord stærkt ironisk gå direkte på de efterfølgende petitesser (de gamles tøfler osv.).Den første tolkning støttes dog af at Holberg bruger samme formulering fra Plinius’ Naturhistorie både i Moralske Tanker (1744, I 101, s. 143) og i Tredje Levnedsbrev (s. 56, latin, dansk) i sammenhænge hvor han kritiserer de filosoffer som giver sig af med emner uden for menneskenes fatteevne, såsom spørgsmålet om sjælens natur.Om disputereøvelser, se ovenfor, komm. til exercitia disputatoria.
crepidis, calceis, monilibus, ocreis aut togis / tøfler, sko, halskæder og støvler eller kapper- Niels Klim har tidligere stolt fortalt at han selv har disputeret på netop dette emne ved Københavns Universitet. Så man må forestille sig at Niels Klim under general Tomopolokos højtlæsning af den underjordiske rejsendes europa-beskrivelse er blevet særlig såret. De gamles tøfler osv. er et gennemgående tema i Holbergs satirer over unyttige akademiske studier, se ovenfor, komm. til in veteres ... crepidas.
sed iudiciis aliorum subscribunt / men bare tilslutter sig andres mening- Holberg lader her den underjordiske rejsende formulere et centralt oplysningtids-ideal, nemlig viljen til at frigøre sig fra ældre autoriteter og tage selvstændig stilling. I den underjordiske rejsendes øjne er europæerne alt for bundet til gamle autoriteter og langt fra idealet om uhildet og kritisk erkendelse.I indledningen til Moralske Tanker 1744 formulerer Holberg autoritetsopgøret som det centrale anliggende for en filosof: “Jeg holder for, at det fornemmeligen er en Philosophi Pligt at examinere antagne Meeninger, om de ere vel grundede eller ey. Thi at opkaage hvad som 100 gange tilforn er talet og omskrevet, er ikke at lære; men at declamere.” (s. 21). Idealet var blevet formuleret af andre eksponenter for den tidlige oplysningstid, såsom Christian Thomasius, og fik siden et prægnant udtryk i Kants appel til den frie tanke, 'vov at tænke selv' (sapere aude).
Ad quamcunque enim sunt disciplinam ... videtur esse sapientis / De lader sig drive som vinden blæser ... netop kun den kloge- dette er, bortset fra få ubetydelige variationer, et ordret citat fra Ciceros filosofiske skrift Academica (II 3, 8-9). Cicero (106-43 f. Kr.) forklarer her hvordan filosoffer som flest er bundne af en særlig skoles dogmer, mens de der hører til den akademiske skole (som Cicero selv), er uafhængige og bygger deres stillingtagen på argumenter. Det er den holdning den underjordiske rejsende savner på europæiske universiteter.Passagen hos Cicero lyder: “... et ad quamcumque sunt disciplinam quasi tempestate delati ad eam tamquam ad saxum adhaerescunt. nam quod dicunt omnia se credere ei quem iudicent fuisse sapientem, probarem, si id ipsum rudes et indocti iudicare potuissent (statuere enim qui sit sapiens uel maxime uidetur esse sapientis)” (Academica (II, 3, 8-9), citeret efter Ciceros Filosofiske Skrifter II, Kbh.: Gad 1968, der følger O. Plasbergs udg., Teubner 1922).
quas sacerdotes dicunt Deos esse / præsterne siger det er guder- igen lægger Holberg et satirisk udfald mod katolicismen i den underjordiske rejsendes mund. Her drejer det sig om nadver-sakramentet, som i den katolske lære betyder at brød og vin under nadveren forvandler sig til Jesus' legeme og blod, den såkaldte transsubstantiation.Protestanterne tog afstand fra den katolske nadveropfattelse, ifølge hvilken brød og vin under nadveren forvandler sig til Jesus' legeme og blod, men de var dog ikke indbyrdes enige: Jean Calvin (1509-64) så nadveren som en rent symbolsk foreteelse, mens Martin Luther (1483-1546) hævdede Jesus' tilstedeværelse i brød og vin (realpræsens), ofte betegnet som konsubstantiation.I skæmtedigtet Democritus og Heraclitus (1722, v. 345) lader Holberg den romerske forfatter Cicero (106-43 f. Kr.) genopstå og undre sig over at katolikkerne i nadverceremonien dyrker en gud af hvedemel.
Angli libertatis amantissimi sunt, solis vxoribus seruientes / Englænderne er store frihedselskere, og adlyder ikke andre end deres koner- ideen om at engelske mænd lader sig tyrannisere af deres koner fremføres også i et af Holbergs tidligste værker, Anhang til den Historiske Introduction (1713, s. 102). Samme tema behandles i årene efter Niels Klim både i Tredje Levnedsbrev (1743, s. 109: latin, dansk) og i Moralske Tanker (1744, IV 99, s. 579). I Epistel 235 (1750) diskuterer Holberg igen hustruers magt over deres mænd med vægt på romersk historie.I 1745-udgaven af Niels Klim indsatte Holberg en passage i 9. kapitel (se s. 141, latin, dansk), hvor han lader Niels Klim prise europæerne lykkelige, og især englændere og franskmænd, fordi kvinderne dér er underdanige i en grad så de synes at mangle egen vilje – i modsætning til landet Cocklecu, hvor Niels Klim da befinder sig: her bestemmer kvinderne i alle forhold, og skøgerne er mænd. Kragelund gør opmærksom på at disse to passager er uforenelige, og at Holberg ville have tilpasset en af dem hvis han havde været opmærksom på det. Her bør man dog tage i betragtning at den indsatte passage i 9. kapitel er lagt i Niels Klims mund. Ikke desto mindre er det vanskeligt at forklare hvorfor Holberg lader Klim fremhæve de engelske mænds magt over deres koner når Holberg i andre sammenhænge netop understreger deres underlegenhed.
Iidem religionem, quam heri profitebantur, hodie reiiciunt / Den religion de bekendte sig til i går, afviser de i dag- I Anhang til den Historiske Introduction II 2 giver Holberg en gennemgang af de religiøse kampe i England fra reformationstiden til samtiden. Englændernes ustadighed, specielt hvad religionen angår, skildres i Tredje Levnedsbrev (1743) s. 106-7 (latin, dansk) og i Epistel 375 (1749): “Den Engelske Nation er som en Febricitant, der plages nu af formegen Heede, nu igien af formegen Kulde”.Englænderne havde et generelt ry for ubestandighed, og det gjaldt ikke kun på det religiøse område. I forordet til sin An Account of Denmark as it was in the year 1692 (1694) beklager Robert Molesworth at England af udlændinge kaldes "the most mutable and inconstant Nation in the World" (Preface, A6v). Holberg omtaler også det urolige engelske temperament i Epistel 375 (1750).
limant et expoliunt / pudser og polerer- En lignende opfattelse af englænderne giver Holberg udtryk for i sit Tredje Levnedsbrev (1743): “Da englænderne er eftertænksomme og hænger saa fast ved denne tilbøjelighed, at de foretrækker at miste forstanden fremfor at give afkald paa deres ideer, fortjener England at kaldes filosofiens sande skole.” (s. 112: latin, dansk). En lignende karakteristik findes i Anhang til den Historiske Introduction (1713, s. 104).Formuleringen er hentet fra den yngre Plinius, I 10, hvor metaforen præcis som her anvendes om forfining af sjæl og tanke. Plinius anbefaler en ven at få et kursus af filosoffen Euphrates: “... te ... hortor ... illi te expoliendum limandumque permittas” (jeg opfordrer dig .. til at lade ham pudse og polere dig). Metaforen er formentlig hentet fra bogrullefremstilling.
en stat bestående af syv provinser / respublica est e septem prouinciis composita- De Forenede Nederlande, dvs. de syv nordlige provinser, Holland, Friesland, Zeeland, Utrecht, Groningen, Gelderland og Overijssel, der i 1579 dannede en selvstændig føderation, som varede indtil 1795.
Iactat hic potentiam suam plebs / Folket dér praler af deres egen magt- også i andre sammenhænge stiller Holberg spørgsmålstegn ved den reelle frihed der bliver befolkningen til del i en republik. I Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729, kap. 3) priser han, som led i sin gendrivelse af Robert Molesworths stærkt Danmarkskritiske An Account of Denmark as it was in the year 1692 (1694), den enevældige styreform på bekostning af den republikanske, med eksempler hentet fra både antikken og nyere tid, og han advarer mod at man dyrker kongemordere som Brutus og Cassius sådan som man ser det i antikke tekster (ibid. s. 57).I sit Tredje Levnedsbrev (1743, s. 127: latin, dansk) omtaler Holberg ligesom her, og med lignende ord, at den højeste magt i realiteten er i hænderne på nogle få familier.En detaljeret beskrivelse af Nederlandenes styreform har Holberg givet i Anhang til den Historiske Introduction (1713, III 3)
corradunt opes / skraber rigdomme til sig- velstand såvel som nærighed var standardtræk i beskrivelser af Holland i det 17. og 18. årh. ”This commonplace, echoed innumerable times in the seventeenth century, further held that the Dutch owed much of their economic success to an ingrained aversion to conspicuous consumption”, skriver Simon Schama: The Embarrassment of Riches, 2004, s. 295, (1. udg. 1987)).Holberg fremhæver ligeledes den hollandske sparsommelighed i Anhang til den Historiske Introduction (1713, s. 232 ff) og i Tredje Levnedsbrev (1743, s. 120 og 124), ligesom han i Moralske Tanker (1744. I 1, s. 30) slår fast at “Intet land er rigere end Holland, og intet er tilligemed sparsommeligere”.
viuere videntur e solo fumo, quem per fistulas, siue tubos argillaceos, absorbent / de lever tilsyneladende udelukkende af røg, som de suger til sig gennem rør eller kridtpiber- allerede fra det 17. århundredes begyndelse kom tobaksrygning til at spille en stor rolle i hollandsk hverdagsliv, og det blev også en vigtig eksportartikel, som solgtes især til Østersølandene (Simon Schama: The Embarrassment of Riches, 2004, s. 193ff, (1. udg. 1987)).Holberg noterer hollændernes glæde ved tobak i sit Tredje Levnedsbrev (1743, s. 125) og ligeledes, en passant, i Heltehistorier (1739): ”Saa at, om Mahomed havde begyndt først at udbreede sin falske Lærdom udi Holland, saa havde uden tvivl hans Paradis bleven fuld af stoppede Tobakspiber, ligesom i hans Helvede ud i Frankrig, de Fordømte skulde have været paalagt en ævig Taushed” (‘Zoroaster og Mahomet’, s. 36). I Moralske Tanker (1744. I 1, s. 30) hævder Holberg, som her, at “Indbyggerne leve fast af intet uden af Tobak Røg ...'”.
nitidissima / renligste- også et træk ved hollænderne som Holberg noterer sig flere steder. Den hollandske renlighed, både i det offentlige og det private rum, var et fænomen der ofte blev noteret i rejsebeskrivelser i det 17. og 18. århundrede, også af Holberg i Tredje Levnedsbrev (1743, s. 124-25). Se herom i Simon Schama: The Embarrassment of Riches, 2004, s. 375ff, (1. udg. 1987).Præcis samme vits om Hollændernes inkonsekvens på dette punkt genfindes i Epigram IV 162.
nocturni vigiles / nattevagter- Holberg har viet sin Epistel 284 (1750) til en lignende beklagelse over de københavnske vægtere der holder ham vågne med deres sang. Jf. også Epigram II 4.
Maxime inter Europaeos aestimantur ii, qui sumptuosissime viuunt / Blandt europæerne står der størst respekt om dem der lever ødselt- Holberg har formuleret samme tankegang i Epigram III 39
soli terrae cultores ... spernuntur / De eneste man ser ned på, er dem der dyrker jorden- det giver god mening at den underjordiske rejsende undrer sig over at europæiske bønder ikke nyder anseelse. Tidligere i romanen har Niels Klim berettet hvordan han til sin forbavselse kom til at overvære en fornem mindehøjtidelighed over en bonde i Potu og ved den lejlighed blev belært om det rimelige i at gøre bønder til genstand for særlig respekt (kap 3, s. 39f: latin, dansk). Senere under sit ophold i Potu har Niels Klim erfaret at bønder var højt placeret i Potus gamle rangsystem (kap. 7, s. 90-91: latin, dansk. Se nærmere i komm. til agricolam fuisse, ovenfor.
nullos dari credo carnifices, cum incolae se ipsos suspendant / jeg ikke tror der findes bødler eftersom indbyggerne hænger sig selv- også i skildringen af englændere i sit Tredje Levnedsbrev (1743, s. 119) hævder Holberg, med nogenlunde samme ord, at englænderne hænger sig selv i mangel på bøddel. Allerede i sin Anhang til den Historiske Introduction (1713, s. 100) nævner han englændernes tilbøjelighed til selvmord.
aestum stomachi temperent / holde maven i ro- i det latinske aestum ligger både ‘uro’ og ‘varme’. Det er muligt at der også ligger en forestilling om gæring i valget af ordene defervescere (gå af kog) og refervescere (koge op). (Jf. Den Stundesløse (1731) I 2 m. komm. til geskæftige Vædsker)
Cunctos hos Deos Deasque creauit summus Romae Pontifex: hunc vero creant Presbyteri / Alle disse guder og gudinder er udnævnt af paven i Rom, som selv udnævnes af nogle præster man plejer at kalde kardinaler- fra protestantisk hold var det almindeligt at omtale katolske helgener som guder og dermed anklage katolikkerne for flerguderi. Holberg driver her polemikken videre endnu og leger med den tanke at når kardinalerne udnævner paven der på sin side kårer helgenerne, altså skaber disse guder, så må kardinalerne selv være en slags gudmagere. Samme tanke har han udtrykt i sit Epigram I 76.Det latinske verbum creare der her optræder to gange har i sig både betydningen ‘skabe’ og ‘udnævne’. Her er valgt det danske ‘udnævne’, fordi ‘skabe’ ikke kan bruges om kardinalernes valg af pave. Derved går der imidlertid den satiriske pointe tabt, at et menneske (paven) skaber guder. Til gengæld kan pointen figurere på dansk gennem oversættelsen af formatores forment i den følgende sætning til at kardinalerne ‘kan skabe dem der skaber guderne’.
Itali antiqui totum olim orbem subegerunt, vxoribus subditi / Oldtidens italienere underlagde sig engang hele verden, men lå selv under for deres koner- denne kontrast mellem de verdenserobrende romere der lå under for deres koner, og deres italienske efterkommere, der er frygtsomme udadtil, men brutale på hjemmefronten, opstiller Holberg også i sit Tredje Levnedsbrev (1743), 134 latin, dansk.Samme modsætning har Niels Klim tidligere mødt hos folkeslaget Bostanki og deres naboer. Mændene fra Bostanki er underdanige over for alle andre end deres koner og tjenestefolk, som de tyranniserer (kap. 9, s. 168ff, latin, dansk). Allerede i Peder Paars (1720) havde Holberg omtalt en sådan mand hvis tapperhed kom til syne på hjemmefronten, se IV 2, v. 51 med note.
Terras atque aequora miscent / uden skel mellem havvand og landjord- Vendingen er grafisk er sat op som et citat, men har ikke kunnet identificeres. Ordene danner slutningen af et heksameter, det antikke episke versemål, og hvad enten der er tale om et direkte citat eller ikke, associerer vendingen til episke uvejrsbeskrivelser. I Vergils Æneide I 133-34 taler havets gud Neptun til vindene: “Iam caelum terramque meo sine numine, venti, / miscere, et tantas audetis tollere moles?” (Vover I, Storme, foruden mit minde således at lade / himmel og jord gå i ét og opdynge bjerge af bølger? Overs. Otto Steen Due). Effekten er en kontrast til den noget lavkomiske pointe i den underjordiske rejsendes beretning, at hollændere, ligesom frøer og delfiner, er amfibier, dvs. at de kan leve både på landjorden og i vandet.Holberg gentog denne betragtning over hollændernes status som både vand- og landvæsener, inklusive det halve heksameter, i sit Tredje Levnedsbrev (1743, s. 127).
sola aura vescuntur / lever kun af luft- Holberg fremhæver også andetsteds dette som et spansk særkende. I Epistel 48, s. 266 hedder det: 'udi Spanien maa du laave dig paa at leve af den pure Luft'. Selve vendingen aura vesci er på klassisk latin et poetisk udtryk for 'ånde' og 'leve'. Se herom kommentar til Don Ranudo V 2, der findes mange slige Folk ... den heele Nations Caracteer.
Passim in Europa floret mercatura / Overalt i Europa blomstrer handelen- med disse eksempler på absurde handelsvarer får Holberg afleveret flere spydigheder: mod katolsk afladshandel, mod schweiziske lejetropper og mod polakkernes salg af kongelig magt.At de fire stjerner dækker over polakkerne, kan der næppe være tvivl om: Holberg giver samme tanke udtryk, med de samme tre eksempler, i et af sine latinske epigrammer, og her med polakkerne udtrykkeligt nævnt:Der er vist ikke den ting der ikke kan købes og sælges,frelse og troskab og ry, alt kan man købe for guld.Paven har himlen til salg, polakkerne krone og scepter,ja, og pinligst af alt: schweizerne sælger sig selv.(Est nihil in terris, quod non venale videmus; / venduntur nummis sacra, honor atque fides; / pontifices coelum, Poloni sceptra, coronas, / ipsos se vendunt turpiter Helvetii. Epigram VI 29).
Hispania / Spanien- et negativt billede af spansk kultur som tilbagestående var udbredt i det tidlige 1700-tal og blev af og til kædet sammen med manglende arbejdsomhed. Et af brevene i Montesquieus Lettres persanes (1721, her udg. fra 1873) handler om Spanien. Her fremhæves en udpræget ulyst til arbejde som et kendetegn ved spaniere (Lettres persanes, brev nr. 78). Holberg selv henviser også andetsteds til spaniernes manglende arbejdsomhed, fx Epistel 100.
Fideles ac vere credentes ... quadam opinione discedunt / Fromme og rettroende ... omhyggeligt og samvittighedsfuldt- Holberg har i sit Epigram II 85 formuleret samme tanke, at den der ikke orker at tænke selvstændigt, ofte belønnes og ligefrem opnår helgenstatus, mens man som uafhængigt tænkende individ risikerer at blive betragtet som løgner og kætter. Tankegangen udvikles videre i Moralske Tanker (1744), II 85. Det er samme hyldest til den frie tanke som Holberg har ladet den underjordiske rejsende give udtryk for tidligere i rejsebeskrivelsen.
Porro, non ex operibus, et virtutum pietatisque exercitio, aut neglectu, sed e solo natiuitatis loco futuram salutem aut damnationem aeternam fluere, vulgo existimant Europaei. / Videre mener europæerne ikke at deres fremtidige frelse eller evige fortabelse afhænger af deres handlinger og om de udøver eller forsømmer fromhed og gode gerninger, men udelukkende af hvor de er født- at fødestedet determinerede et menneskes religion, var et synspunkt der vandt udbredelse i Holbergs samtid. Det kendes fx fra Pierre Bayle og Voltaire. Holberg lader her den underjordiske rejsende gå i rette med denne relative opfattelse ud fra den betragning at det så bliver fødestedet og ikke dyd og levned der bestemmer en til fortabelse eller frelse.Samme tanke udtrykkes i Epigram II 90 og i det tilhøren essay i Moralske Tanker (1744, s. 283 ff) samt i Heltinders Sammenlignede Historier (1745, II, s. 12 ff), hvor han nok accepterer det relative synspunkt, at det er et menneskes fødested der bestemmer dets religion, men også beklager det som en brutal kendsgerning. En udførlig diskussion af dette punkt findes i Kragelunds kommentar, bd. 3, s. 93 ff.
naturalem vocum ordinem ita inuertunt / bytter om på den naturlige ordstilling- den satiriske beskrivelse af poesi som en en måde at sige noget ligefremt på en knudret måde eller, mere konkret, at anbringe ordene i en unaturlig rækkefølge, er et ofte genkommende tema hos Holberg. Et karakteristisk eksempel findes i skæmtedigtet Democritus og Heraclitus (1722), v. 437-40:Een kalder sig Poet, faaer derfor Laurbær-Krone,Opløftet derfor blir paa høye Skolers Throne;Thi Ord han bringer af naturlig Orden saa,At det, som før var klart, kand ingen meer forstaae.Andre eksempler er: Moralske Fabler (1751) 217. Mere nuanceret er han i Moralske Tanker (1744, III 14), hvor samme tema udvides med en skelnen mellem ‘versemagere’ og ‘poeter’: “En Poet kiendes fra en Versemager derudi, at den førstes Arbeide ikke kand gandske tabe sin Dyd og Herlighed, endskiønt det bringes af sin poetiske Orden, og settes i simpel og solut Stiil, da derimod den sidstes Arbeide tillige med Stiil og Cadence taber all sin Herlighed, og bliver ligesom til intet.”
Homer / Homerus-
Homer anses traditionelt for at være ophavsmand til de to oldgræske epos'er Iliaden og Odysseen. Både i antikken og senere hen nød han ry som den ældste og ypperste digter – urdigteren, som alle senere digtere må forholde sig til.Almindeligvis dateres han til omkring 700 f. Kr., men det er helt usikkert. Nyere forskning argumenterer for at de to digte er udslag af en mundtlig tradition og formentlig først blev nedskrevet omkring 500 f. Kr.
Librorum auidi emptores sunt literati Europaei at, libros non tam ob materiam, quam ob formam, ac nitorem emunt / Lærde europæere er ivrige bogkøbere , men de køber ikke bøgerne for indholdets skyld så meget som for deres format og udstyr- dette afsnit satiriserer over det europæiske bogmarked, hvor markedskræfterne efter Holbergs mening har fået overhånd på bekostning af det seriøse indhold. En udførligere analyse af disse forhold findes i Epistel 3, især s. 16ff.
bonarum artium, ac honorum mercaturae / handelspladser for lærde sager og titler- vendingen bonarum artium mercaturae er lånt fra Ciceros filosofiske skrift De Officiis (Om Pligterne, III, 6), skrevet 44 f.Kr., hvor Cicero henvender sig til sin søn der er rejst til Athen for at studere hos filosoffen Cratippus ‘som til en markedsplads for frie studier’ (eller som i oversættelsen her: ‘en handelsplads for lærde sager’). Ciceros handelsmetafor om sønnens udbytte af studierne i Athen, er hos Holberg netop ikke en metafor, men selve sagens kerne: Der handles virkelig med akademiske grader ved de europæiske universiteter.Vendingen benyttes også i begyndelsen af romanen om Klims egne studier i København, kap. 1, s. 1 (latin, dansk). Se komm. til bonarum artium mercatura.
Parnassi / Parnassus- I den græsk-romerske mytologi var Parnassos nær Delfi i Grækenland det ene af de to bjerge hvor de ni muser (her omtalt som de ni jomfruer) boede. Muserne repræsenterede hver en kunstart. Det andet musebjerg var Helikon, jf. ovenfor, komm. til totum Heliconem
Apollo / Apollon- en af hovedguderne i den græsk-romerske mytologi. Han var associeret med musik og kunst, og de ni muser stod under hans ledelse.
Minerva- det romerske navn for visdommens gudinde, på græsk Athene.
Seneca- romersk filosof og forfatter (4 f.Kr.-65 e.Kr.). Han var en repræsentant for stoicismen, den antikke filosofiske retning der betonede det aktive engagement i samfundslivet og nødvendigheden af at opnå ‘apati’ eller ‘stoisk ro’, dvs. en uberørthed af ydre tilskikkelser. Mådehold er et nøgleord i Senecas skrifter. Som indflydelsesrig rådgiver for Kejser Nero opbyggede han en anselig rigdom, og allerede i sin samtid blev han kritiseret for uoverensstemmelsen mellem sin moralske lære og sin overdådige livsførelse. Det er denne kritik som også Holberg her giver udtryk for.
furor / galskab- det latinske ord furor (galskab, vanvid) er dobbelttydigt. Der refereres her til begrebet furor poeticus (digterisk vanvid), som dækker over ideen om poesi som guddommeligt inspireret. Den digteriske inspiration tolkes sådan at digteren bliver revet med eller besat af en gud (‘entusiasme’, dvs. det at have guden i sig). Begrebet og tankegangen stammer fra antikken, men fik fornyet betydning i renæssancen, ikke mindst under indflydelse af den nyplatoniske filosofi. Men Holberg tager ordet furor bogstaveligt og bruger det til at påstå at poesi er en tosset måde at udtrykke sig på. Jf. ovenfor, s. 311 (latin, dansk) m. komm. til naturalem vocum ordinem inuertunt.
Grammatici componunt certum genus militiae, pacem publicam turbans / Grammatikerne udgør en særlig form for hærenhed, der forstyrrer den offentlige orden-
det er et ofte tilbagevendende tema hos Holberg af grammatikere er “hidsige og stridbare Helte, der ofte for ringe Ting føre Kriig med hinanden” (Moralske Fabler 159). Med grammatikere menes her sprogforskere i bred forstand, inklusive tekstkritikere. Typen er nært beslægtet med pedanten: stridbarheden skyldes netop en manglende evne til at skelne mellem det betydningsfulde og den ubetydelige detalje. (Om pedanter se især Epistel 12)Grammatiske krige og stridbare grammatikere dukker bl.a. op i fortalen til Natur- og Folkeretten (1716) s. 1 12, Apologi for Sangeren Tigellio v. 101, Zille Hansdotters Gynaicologia v. 465 ff, Metamorphosis v. 1264 ff, Epigram III 86, og Epistel 415.Temaet er udbredt i tiden, og genfindes bl.a. i Johann Burchard Mencke, De Charlataneria Eruditorum, 1715, s. 77ff
de literis Q et K enata inter Doctores controuersia / en polemik mellem de lærde om bogstaverne Q og K- det drejer sig om en strid tilbage i 1551 blandt parisiske professorer om den rette udtale af latinske ord, specielt om hvorvidt ‘qu-’ i latinske ord skulle udtales ‘kv’ eller ‘k’. Professorerne ved Sorbonne holdt fast på den traditionelle franske ‘k’-udtale, og da de fik rådet i Paris (senatus Parisiensis) til at idømme en kollega der gik ind for den ‘nye’ udtale, økonomisk straf, skred de såkaldt kongelige professorer ind. De foreholdt byrådet at det ingen adkomst
havde til at tage stilling i spørgsmål om udtalen af latin, og resultatet
blev at byrådet erklærede at enhver havde ret til at anvende den udtale han ønskede.Blandt de kongelige professorer var filosoffen Petrus Ramus, og sagen er beskrevet i Fregius' biografi om Ramus. Passager herfra er citeret i biografien af Petrus Ramus i Bayles Dictionnaire, som Holberg var en flittig læser af. Episoden er imidlertid også omtalt kort i Montesquieu's Lettres Persanes (1721, her udg. fra 1873), brev nr. 110, hvor den har samme funktion som hos Holberg, nemlig som et eksempel på den fremmede betragters forundring over at en grammatisk bagatel kan blive en sag for de højeste instanser. Det er rimeligvis herfra Holberg har ladet sig inspirere til at medtage episoden. Holberg bygger formodentlig på Montesquieu's Lettres Persanes (1721, her udg. fra 1873), brev nr. 110, eller på Bayles Dictionnaire (under Ramus).
Physicus / En fysiker- fysik omfattede efter tidens definition naturforskning i bred forstand, så en fysiker er en naturvidenskabsmand.
omnia nouit praeter se ipsum / ved besked om alt, bortset fra sig selv- ordspil på indskriften ved helligdommen for Apollons orakel i Delfi, der i latinsk oversættelse lyder: nosce te ipsum, 'kend dig selv'.
Metaphysicus est ... qui prae nimia oculorum acie, quae ante pedes posita sunt, non cernit / En metafysiker er en mand ... som har så skarpt et syn at han ikke kan se det der ligger for fødderne af ham- det er anden gang i Tanians rejsebeskrivelse der satiriseres over metafysikken, der beskæftiger sig med emner der ligger uden for den menneskelige fatteevne, se ovenfor s. 305 (latin, dansk, med. komm.til quarum ... mentis. I det fornuftige Potu var den slags emner til gengæld forbudt, se s. 74, latin, dansk, med. komm.til disputare ... qualitatibus.Formuleringen her går tilbage til den romerske forfatter Cicero (106-43 f. Kr.) der citerer Demokrit for en lignende karakteristik af naturfilosofferne: quod est ante pedes nemo spectat, coeli scrutantur plagas (De Divinatione II, 13,30).
Magnae res molis est, ea dextre tradere praecepta, quae ipsi nouimus, maioris vero docere, quae ipsi ignoramus / Det er en stor opgave at formidle det vi selv ved besked om, men det er en endnu større opgave at videregive det vi ikke ved- denne elegante sentens er muligvis et ironisk ekko af Niels Stensens berømte formulering fra tiltrædelsesforelæsningen på Anatomisk Institut i 1673: “Pulchra sunt quae videntur, pulchriora quae sciuntur, longe pulcherrima quae ignorantur” (Skønt er det vi ser, skønnere det vi erkender, allerskønnest det vi ikke ved).
Iidem, qua philosophi, de omnibus dubitant, qua vero theologi, nihil negare sustinent / Som filosoffer tvivler de om alt, som teologer tør de ikke afvise noget- Montesquieu udtrykker samme paradoks i Lettres persanes (1721, her udg. fra 1873), brev. 66: “On s'attache ici beaucoup aux sciences, mais je ne sais si on est fort savant. Celui qui doute de tout comme un philosophe n'ose rien nier comme théologien; cet homme contradictoire est toujours content de lui, pourvu qu'on convienne des qualités” (Folk går her meget op i videnskaberne, men jeg ved ikke om de er specielt lærde. Den der tvivler om alt som en filosof, tør ikke benægte noget som teolog; ...). Se J. Paludan, Om Holbergs Niels Klim, 1878, s. 303.
magicum aliquod commentum / magisk opfindelse- ordet dækker, som noten forklarer, over Ephemerides, dvs. tidsskrifter, eller i tidens sprog: ‘journaler’ (det græske ord blev overtaget på klassisk latin i betydningen 'dagbog'). Holberg lader den underjordiske rejsende bemærke at de mange tidsskrifter med omtale af udkomne bøger var en måde at orientere sig i bøger uden at læse dem. Det er endnu en variant af romanens gennemgående udstillen af den europæiske overfladiskhed som modsætning til de mere tænksomme samfund under jorden.Lærde tidsskrifter der præsenterede og/eller anmeldte nyudkommen videnskabelig litteratur, var et hastigt voksende medie i perioden, begyndende med det franske Journal de Sçavans, 1665. Det første danske tidsskrift af denne type, Lærde Efterretninger, udkom første gang i 1720.Holberg ytrer samme irritation over at læsning af tidsskrifter træder i stedet for grundigere studier i Peder Paars (1720, II 2, v. 267, med tilhørende fodnote: “Hvilket skadelig og superficiel Studium har i vor Tid taget stor Overhaand; Thi unge Mennisker, der udi hast vilde blive lærde, sætte derover alle solide studia til side, og lader sig nøye med at læse saadanne Bøger, hvoraf en liden Octav undertiden recenserer [anmelder] 50. Auctores.”. Samme emne behandler i Epistel 302. En kritik af tidens essayistiske Spectator-tidsskrifter leverede Holberg i fortalen til Heltindehistorier (1745). Men som Kragelund fremhæver, forhindrede irritationen ikke Holberg i selv at være en flittig tidsskriftlæser.Også Montesquieu lader i Lettres persanes (1721), brev nr. 109, sine fremmede rejsende i Europa notere at tidsskrifterne læses på bekostning af bøger.Om dansk-norske tidsskrifter i det 18. årh. - herunder Holbergs holdning til dem - se Ellen Krefting, Aina Nøding og Mona Ringvej: En pokkers Skrivesyge, Oslo 2014.
Religiosi ... effundant / De overjordiske ... manuelt arbejde- her lader Holberg den underjordiske rejsende troskyldigt opfatte europæernes mange bønner under udøvelse af den daglige dont som udtryk for særlig fromhed. Men hans udtrykkelige registrering af at hjerte og sjæl er underordnet ydre signaler, lader ingen tvivl om ironien, som allerede er anslået tidligere i rejseberetningen i forbindelse med en undren over at syndsbekendelser er ledsaget af musik (s. 304: latin, dansk) og i romanens begyndelse, hvor potuanerne reagerer med forargelse på Klims holdninger til bøn og salmesang (s. 75: latin, dansk).
Schiauo / schiavo- ordet schiavo (slave) kunne på ældre italiensk bruges som høflig tiltaleform: suo schiavo, vostro schiavo (Deres slave). Udtrykket har sin oprindelse i venetiansk dialekt, hvor udtalen var ‘sjavo’, hvilket har udviklet sig til den moderne italienske uformelle hilsen ciao.
dextreque incedendi studio omnes fere insaniunt / og alle er nærmest gale efter at gå på højre side af hinanden- Den underjordiske rejsende har allerede tidligere noteret denne tilbøjelighed, hvis forklaring ligger i den skik at højere rangerende personer gik på højre sider af sin ledsager. Se ovenfor s. 303 m. komm.
atra bile perciti / mavesur- formuleringen stammer fra romersk komediesprog (Plautus, Amphitruo, II 2).
deferuescente primo impetu / da min første ophidselse havde lagt sig- formuleringen er hentet fra den yngre Plinius, IX 13, 4: “... cum iam satis primus ille impetus deferuisset ...” (da den første ophidselse havde lagt sig). Hos Plinius er der tale om ophidselsen efter kejser Domitians død. Brevet beskriver hvordan Plinius i den situation hævnede en forfatter der var blevet henrettet for sine skrifter under Domitian.Moderne tekstudgaver har defremuisset i stedet for deferuisset, men den udgave Holber anvendte, har sandsynligvis haft læsemåden deferuisset.
acu tetigisse / ramte lige i plet- se ovenfor, komm. til acu me rem tetigisse.
Tanachitici belli contagione irritatae / nervøse over ... risikoen for at krigen mod tanachitterne skulle gribe om sig- formuleringen alluderer til Livius’ Romerske Historie, I 15: “Belli Fidenatis contagione inritati Veientium animi ...” (befolkningen i Veii blev smittet af krigen i Fidenae ...). Parallellen til situationen i Niels Klim er klar, eftersom der hos Livius er tale om to etruskiske byer, der begge bliver provokereret til krig af Roms stigende magt.
Kilian / Kilian- spiller vel på navnet Chilian, der er den tyske version af Commedia dell’arte-fuguren Harlekin (Arlecchino), se komm. til Den Vægelsindede, Chilian.Holberg genbruger Kilian som navn på en måned i Moralske Fabler 44 (1752).
occupaturus bellum facere / for at være først på slagmarken- formuleringen er hentet fra Livius’ Romerske Historie, I 14: “... priusquam tantum roboris esset quantum futurum apparebat, occupant bellum facere.” (... inden [fjenden] kunne komme op på den styrke det så ud til at de ville nå, sørgede de for at komme først i krig). Igen en reference til det tidlige Roms kampe med sine naboer (jf. komm. til Tanachitici belli contagione irritatae).
Monsonius / Monson- Mons (kæleform af Mogens) er et traditionelt kattenavn i både Danmark, Norge og Sverige. Hos Holberg genfinder vi det flere steder. I Jeppe paa Bierget (1723) hedder Jeppes sorte kat Moens (IV 6). I Det Daphniske Blodbad (trykt 1746) er katten Crispus Monsonius hovedperson. I Moralske Fabler optræder der en kat ved navn Monsonius i fabel 21.
cum procliuior faciliorque iactus sit ex supernis in infima, quam ex infimis in superna / for det er lettere og sikrere at skyde oppefra og ned end nedefra og op- ordret citat fra Aulus Gellius’ Noctes Atticae IX 1. Holberg morer sig her med at udtrykke sig med et citat der i sin oprindelige kontekst betyder det modsatte af hvad det skal betyde her. Hos Gellius er konteksten: “Percontabar ego ... cur hoc ita usu veniret ... ut contigui magis directioresque ictus fiant, si vel lapidem vel sagittam sursum versus iacias quam deorsum, cum proclivior faciliorque iactus sit ex supernis in infima quam ex infimis in superna.” (Jeg spurgte ... hvordan det kan være at ... man rammer tættere på og mere præcist hvis man afsender en sten eller pil opad end nedad, når det nu er lettere og mere bekvemt at skyde oppefra og ned end nedefra og op).
dum imperator tela strenue vibrat, ante signa procedit, ac media in pugnae mole versatur, / Kejseren selv kastede sine spyd med saft og kraft, gik forrest i kampen og stod altid der hvor tummelen var tættest- bearbejdet citat fra Livius’ Romerske Historie VII 32, 11. Som flere andre steder i denne del af bogen skaber en Liviusallusion en parallel mellem quamitternes og romernes kampe med deres nabofolk under opbygningen af deres imperium.I den oprindelige kontekst indgår ordene i en feltherretale, holdt af konsulen Valerius inden et slag mod Samniterne: “... tum etiam intueri [debere] cuius ductu auspicioque ineunda pugna sit, utrum qui, audiendus dumtaxat, [11] magnificus adhortator sit, verbis tantum ferox, operum militarium expers, an qui et ipse tela tractare, procedere ante signa, versari media in mole pugnae sciat.” (... så måtte man også se på hvem den hærfører var som man gik i slag under, om det var en storslået taler, som man kun skulle høre på, og som udelukkende var barsk i sine ord, men uden krigserfaring, eller en der selv forstod sig på at håndtere spyd, gå forrest i kampen og stå der hvor tummelen var tættest).
Iubeo igitur bono animo esse, sopitum fuisse Regem subito ictu: ferrum haud alte in corpus descendisse, inspectum vulnus, absterso cruore, omnia salubria esse, confidere, propediem ipsum eos visuros / Jeg sagde ... få ham at se igen- bortset fra en mindre ændring i begyndelsen og et par udeladte ord er dette et ordret citat fra Livius’ Romerske Historie, I 41, 5. I sin oprindelige kontekst gengiver ordene en tale som den romerske konge Tarquinius Priscus’ dronning Tanaquil holder til folket efter at kongen er dødeligt såret. Situationen er helt parallel til den her på stedet: Tanaquil forsøger at holde kongens død hemmelig for at kunne liste svigersønnen Servius Tullius på tronen. Om Tanaquil se også ovenfor, komm. til Tanachitas.Passagens ordlyd hos Livius er: “iubet bono animo esse: sopitum fuisse regem subito ictu; ferrum haud alte in corpus descendisse; iam ad se redisse; inspectum volnus absterso cruore; omnia salubria esse; confidere prope diem ipsum eos visuros” (hun sagde at de ikke skulle miste modet: Kongen var slået bevidstløs efter at være blevet ramt, men odden var ikke trængt langt ind i kroppen, han var allerede kommet til sig selv, blodet var tørret væk, såret var blevet undersøgt, og alt så lovende ud. Der var god grund til at tro at de snart ville få ham at se igen).
Concilium magnum primosque virorum / Imperio accitos, alta intra limina cogo: / Olli conuenere, fluunt ad regia plenis / Tecta viis; postquam sunt facta silentia linguis, / Farier incipio / sendte jeg bud ... og sagde- bearbejdet citat fra Vergils Aeneide XI 234-242. Citatet stammer fra indledningen til det krigsråd der resulterer i de sidste tragiske krigshandlinger i Aeneiden, og i sidste ende i Aeneas’ sejr. Replikker fra dette krigsråd citeres længere fremme i romanen (kap. 13, s. 339 latin, dansk, se komm. til Bellum importunum ... nostrisBearbejdningen af de ni vers hos Vergil, der her er blevet til fire, går ud på at indhold der er specifikt for Aeneiden, er skåret væk, og at handlingen er ændret fra 3. til 1. person. Teksten lyder hos Vergil (overensstemmelser kursiveret):Ergo concilium magnum primosque suorumimperio accitos alta intra limina cogit.olli convenere fluuntque ad regia plenistecta viis. Sedet in mediis et maximus aevoet primus sceptris haud laeta fronte Latinus.Atque hic legatos Aetola ex urbe remissos,quae referant, fari iubet et responsa reposcitordine cuncta suo. Tum facta silentia linguis,et Venulus dicto parens ita farier infit:(Derfor bød han det store råd og befolkningens fyrster / at give møde i hallen og alle at samle sig om ham. / De nåed frem gennem myldret i byens stræder til slottet. / Dér sad han. den ældste af år, og største iblandt dem, / med kongeligt scepter i hånden, men græmmelse over sin pande. / Han bød så de bud der var kommet tilbage fra Diomedes, / aflægge deres rapport og berette svaret de modtog / ordret og punkt for punkt. Der blev tyst og alle tav stille; / Venulus adlød sin konges befaling og talte således. Overs. Otto Steen Due).
Nam mors non est, qua tanti herois mortalitas magis finita est, quam vita / for dette er jo ikke døden: Det gør en ende på den store helts dødelighed, ikke på hans liv- Vendingen - og tankegangen - stammer fra Plinius den yngres breve, skr. o. 100 e.Kr. (Epist. II, 1): ... si tamen fas est aut flere aut omnino mortem vocare, qua tanti viri mortalitas magis finita quam vita est. Vivit enim vivetque semper, atque etiam latius in memoria hominum et sermone versabitur, postquam ab oculis recessit. (... hvis det da er passende enten at begræde ham eller overhovedet at kalde det død når det snarere er mandens dødelighed end hans liv der har fået en ende. For han lever og vil altid leve og vil endda være til stede i folks erindring og samtale i endnu højere grad når han ikke længere er foran deres øjne).Plinius skriver om en nylig afdød berømt og højt agtet, romersk hærfører, Virginius Rufus.
Timuso / Timuso- navnet på kejserens ældste søn - som senere optræder i formen ‘Temuso’ (kap. 15 s. 350 latin, dansk) - har Holberg formodentlig hentet inspiration til hos den mongolske kejser Cingiskan (Djengis Khan). Om ham fortæller Holberg i sine Heltehistorier (1739), at hans rette var navn var Temusin, idet Cingiskan (Djengis Khan) var en ærestitel han senere fik (I, s. 8ff).
