si quis vsus mei, nihilo minor ex priuato capietur / Hvis jeg kunne være til nogen nytte, kunne jeg lige så godt være det som privatmand

ordret lån fra Livius’ Romerske Historie, III 51, 5, hvor Verginius, en ledende skikkelse blandt de romerske plebejere, under et oprør i 449 f. Kr. udnævner 10 andre til officerer.

Namque incensa meis Procerum sententia dictis, / Iam magis atque magis, serpitque per agmina murmur / Ved mine ord blev de fremmeste mænd kun mere og mere / optændt af indfaldets glød, og en mumlen gik gennem vort krigsfolk

bearbejdet citat fra Vergils Aeneide, XII 238-389. I den oprindelige kontekst befinder vi os lige før den afgørende tvekamp mellem Aeneas og Turnus. Turnus’ søster Juturna har netop talt til hans hær for at få dem til at gå i kamp igen, og det er virkningen af denne tale citatet beskriver.

Vergils tekst lyder (overensstemmelser i kursiv): “Talibus incensa est iuvenum sententia dictis / iam magis atque magis, serpitque per agmina murmur” (ved sådanne ord blev de unges holdning optændt, og nu krøb en mumlen stærkere og stærkere gennem tropperne). Det første vers er skrevet om efter sammenhængen, men de centrale ord incensa ... sententia dictis (holdning optændt af ord) er bevaret. Det andet vers er gengivet ordret.

In Praetorium hinc obuoluto capite me recepi / Jeg skjulte mit ansigt og trak mig tilbage til mit feltherretelt

formuleringen refererer til samme passage hos Livius som blev citeret lige ovenfor (“si quis usus mei ...”). Livius III 49, 5. I den oprindelige kontekst befinder vi os her kort før det foregående citat. Appius har forsøgt at bortføre Verginius’ datter Verginia, og for at undgå skammen har Verginius selv måttet dræbe datteren, hvilket resulterer i en folkelig opstand mod Appius og hans kreds. Den sætning der her alluderes til, skildrer Appius’ reaktion på urolighederne: “... Appius vitae metuens in domum se propinquam foro insciis adversariis capite obvoluto recipit.” (... af frygt for sit liv skjulte Appius hovedet og uden at hans mostandere vidste besked om det, trak han sig tilbage til et hus i nærheden af Forum).

quot latebras, et quot altos recessus vita hominum habeat / hvor mange skjulte kroge og hemmelige rum menneskene gemmer på

udtrykket er hentet fra den yngre Plinius, III 3, 6, hvor det ligesom her handler om retorik overfor menneskene dybere holdninger. Plinius anbefaler en lærer til en ung mand, fremhæver hans retoriske evner og tilføjer at han også kan sige god for det mere skjulte i hans personlighed.

Plinius’ tekst lyder: “vita hominum altos recessus magnasque latebras habet” (menneskenes liv gemmer på mange skjulte kroge og hemmelige rum). Leddene er ombyttet, og sætningen er ændret fra hovedsætning til indirekte spørgsmål, men derudover er udtrykket identisk.

non publicis magis quam priuatis consiliis opes munirem / befæste min magt i det private såvel som det offentlige

udtrykket er næsten ordret overtaget fra samme passage i Livius’ Romerske Historie I 42, 1 om Tanaquils indsættelse af Servius Tullius som romersk konge som der blev alluderet til i slutningen af kapitel 13 (se kommentar til Iubeo igitur ... visuros). Også hos Livius angiver sætningen en begrundelse for et politisk motiveret ægteskab med forgængerens børn, idet Servius gifter sine to døtre med den døde konges to sønner. Parallellen mellem de to historier fortsætter altså her efter at hhv. Servius og Klim er kommet på tronen.

Liviusteksten lyder: “nec iam publicis magis consiliis Servius quam privatis munire opes ... ” (Servius befæstede nu sin magt i det private såvel som det offentlige, ...).

Iam matura viro, iam plenis nubilis annis / just da mandbar og just i den giftefærdige alder

ordret citat fra Vergils Aeneide, 7, 53. Med disse ord præsenteres Lavinia, datter af den gamle konge Latinus, til hvis land Aeneas netop er ankommet. Der aftales ægteskab mellem de Aeneas og Lavinia. Holberg trækker således en parallel mellem Niels Klim og Aeneas.

imperium hoc ad eminens, et toti orbi subterraneo timendum fastigium, perducerem / gøre riget til en altdominerende magt som hele den underjordiske verden frygtede

formuleringen er hentet hos den romerske historieskriver Velleius Paterculus (ca. 19 f.Kr. – ca. 31 e.Kr.), II 109, 1. I den oprindelige kontekst handler udtrykket om Marcomannerkongen Maroboduus (ca. 30 f.Kr. – ca. 37 e.Kr.), der efter at have tilbragt sin ungdom i Romerriget blev leder af et rige i det nuværende Bøhmen, som romerne opfattede som en konstant trussel.

Originalteksten lyder: “... imperium perpetuis exercitiis pæne ad Romanæ disciplinæ formam redactum breui in eminens et nostro quoque imperio timendum perduxit fastigium; ...” (... sin magt, som han med stadig exersits havde afrettet til næsten romersk disciplin, bragte han på kort tid op på et niveau som selv vores rige frygtede).

Velleius Paterculus citeres her og i det følgende efter den udgave som Holberg selv menes at have ejet: C. Velleii Paterculi Historia Romana ad M. Vinicium Cos. libri duo, udg. af Joannes Henricus Boeclerus, Strassburg 1642.

latuit scintilla sub cinere / lå gløderne nemlig skjult i asken

Holberg er glad for dette billede, som gentages mere eller mindre ordret både i kap. 14, s. 329 og kap. 7, s. 84.

quamuis onerum mole distractissimus, huic tamen vni negotio animus vacare videretur / det var som om jeg ikke havde blik for noget andet, selv om jeg var optaget af et hav af presserende sager

formuleringen er hentet fra Velleius Paterculus’ Romerske Historie, II 114, 1. I den oprindelige kontekst er der ligesom her tale om en kejser, nemlig Augustus (romersk kejser 31 f.Kr. - 14 e.Kr.). Men den beskæftigelse der optager ham, er noget mindre krigerisk.:

“per omne belli Germanici Pannonicique tempus, nemo è nobis ... imbecillus fuit, cuius salus ac valetudo non ita sustentaretur Cæsaris cura, tanquam distractissimus ille tantorum onerum mole huic vni negotio vacaret animus” (gennem al den tid den germanske og pannoniske krig varede, var der ingen af os ... der blev syg uden at hans sundhed og velbefindende på denne måde blev plejet af Caesar, som om han, der var optaget af et sådant hav af presserende sager, ikke havde blik for andet).

I det følgende fortæller Velleius at kejseren lånte både sin bærestol, sine læger, sit køkken og sit badeudstyr ud til dem der blev syge under felttoget.

Velleius’ tekst peger på Augustus’ medmenneskelighed selv under pressede forhold i krig. Holbergs allusion til den undertreger at Klims indstilling er den modsatte: selv om han har nok at gøre med at styre sit rige, tænker han ikke på andet end krig.

Samme passage er brugt i Tredje Levnedsbrev (1743) s. 29.

ut sexagesimum intra diem, quam caesa materia fuerat, classis viginti nauium in ancoris staret / at der inden der var gået 60 dage fra tømmeret blev hugget, lå en flåde på 20 skibe klar for anker

næsten ordret efter Florus, Epitome Historiae Romanae I 18, 2: “Intra enim sexagesimum diem quam caesa silva fuerat centum sexaginta navium classis in anchoris stetit, ...” (for inden der var gået 60 dage fra tømmeret blev hugget, lå en flåde på 160 skibe klar for anker, ...).

I den oprindelige kontekst handler teksten om romernes krigsforberedelser i forbindelse med den første puniske krig (264-241 f.Kr.).

tanquam alterum Alexandrum subterraneum / som en anden underjordisk Alexander

Alexander den Store, makedonsk konge (356-23 f.Kr.). Niels Klim har tidligere taget afstand fra Alexander den Store, men nu hvor han selv får magt, bliver den holdning vendt på hovedet. Se kommentar til kap. 7: de Alexandro Magno ...

Dominandi vesana libido se ipsam in infinitum propellit, nec reperit locum consistendi / Magtbegærets vanvid eskalerer i det uendelige og lader sig aldrig standse

tankegangen er formodentlig præget af en passage i et af Senecas Moralske breve (der var forbillede for Holbergs Moralske Tanker). I brev 94, kap. 62-65, beskriver Seneca det ustoppelige magtbegær med netop Alexanders felttog samt Pompeius’ og Caesars som eksempler. En formulering i kap. 65 ligger tæt ved formuleringen her: Hvad var det, spørger Seneca, der drev Pompeius ud i hans mange felttog: “Infinita scilicet cupido crescendi, cum sibi uni parum magnus videretur.” (det var hans uendelige begær efter at vokse, for i sine egne øjne var han ikke stor nok).

pauper ac indigus / fattig og forarmet

udtrykket er hentet fra den romerske digter Statius’ Silvae III 1, 102.

Tyri ac Sidonii / tyrierne og sidonierne

indbyggerne i de to antikke fønikiske byer Tyrus og Sidon, i dag Sour og Saida i det sydlige Libanon. I antikken var de to byer kendt som vigtige søfarts- og handelsbyer.

Eo ... omnis ira belli vertit / Sådan foregår enhver form for straf og enhver form for krig

formuleringen er hentet fra Livius’ Romerske Historie II 62, 2: “omnis ira belli ad populationem agri vertit” (hele krigens raseri vendte sig mod plyndring af landbrugslandet).

I den oprindelige kontekst er der tale om et felttog hvor romerne ikke kan indtage en by og derfor plyndrer oplandet i stedet.

pedum vestigia habent retro porrecta, non, vt caeterorum hominum, prospectantia / deres fødder vender bagud og ikke fremad som hos andre mennesker

næsten ordret citat fra Aulus Gellius’ Noctes Atticae IX 4: “Alii sub eadem coeli plaga vestigia pedum habentes retro porrecta, non, ut ceterorum hominum, prosum spectantia” (andre under samme himmelstrøg har bagudvendte fødder og ikke fremadrettede som andre mennesker).

Gellius oplysning, som i sig selv er hentet fra den ældre Plinius’ Naturhistorie VII 2, er i en kortere form allerede genbrugt i romanens kapitel 11, s. 242 (latin, dansk). Se kommentar til Inuenti sunt olim ... og Alii sub eadem coeli plaga ...

Grammaticis / sprogforskere

grammatikeres, dvs. sprogforskeres, stridbarhed er et ofte tilbagevendende tema hos Holberg. Se ovenfor, komm. til Grammatici componunt ...

vanam sine viribus iram / vreden er spildt uden slagkraft

ordret citat fra Livius I 10, 4. Ordene beskriver her en del af kampene efter ‘sabinerindernes rov’, hvor romerne har bortført sabinernes piger for at gifte sig med dem.

Hos Livius indgår vendingen i en længere periode: “sed effuse vastantibus fit obvius cum exercitu Romulus levique certamine docet vanam sine viribus iram esse” (men mens de plyndrede spredt rundt i byen, dukkede Romulus op med sin hær, og med et ubesværet slag lærte han dem at vreden er spildt uden slagkraft).

Ordene fungerer hos Holberg som et verscitat, hvilket må betragtes som en indforstået vits. Liviusteksten er et rent prosaværk, men netop disse fire ord har tilfældigvis samme rytme som slutningen af et heksameter.

praefati, non esse turpe ab eo vinci, quem vincere esset nefas, neque ei inhoneste aliquem submitti, quem fortuna super omnes extulisset / for som de sagde: Det var ingen skam at blive besejret af en som man ikke havde  adkomst  til at besejre, og det var ikke uværdigt at underkaste sig en som skæbnen havde hævet over alle andre

næsten ordret fra Velleius Paterculus’ Romerske Historie, II 37, 4, hvor ordene er lagt i munden på den armenske konge Tigranes, efter at Pompeius (106-48 f.Kr.) i 67 f.Kr. har besejret kong Mithridates af Pontos og invaderet Armenien. Jf. den indirekte reference til Pompeius ovenfor på s. 330, se komm. til Dominandi vesana ...

Hos Velleius indgår ordene i en længere periode: “mox ipse supplex et præsens se regnumque ditioni eius permisit, præfatus neminem alium neque Romanum neque vllius gentis virum futurum fuisse, cuius se fidei commissurus foret, quam Cn. Pompeium: proinde omnem sibi vel adversam vel secundam, cuius auctor ille esset, fortunam tolerabilem futuram. non esse turpe ab eo vinci, quem vincere esset nefas: neque inhoneste aliquem summitti, quem fortuna super omnes extulisset” (snart efter mødte han selv personligt bønfaldende frem og underlagde sig og sit rige hans (Pompeius’) magt, for som han sagde: der var ingen anden, hverken romer eller fra et andet folkeslag, som han ville have indladt sig i et forbund med. Ligeledes ville han affinde sig med enhvert vilkår, det være sig fordelagtigt eller ufordelagtigt, som han bestemte; det var ingen skam at blive besejret af en som man ikke havde  adkomst  til at besejre, og det var ikke uværdigt at underkaste sig en som skæbnen havde hævet over alle andre).

nil quicquam gloriae, ob mollitiem incolarum, adstructum fuit / ikke lagde noget videre til min anseelse fordi beboerne var så tandløse

formuleringen er hentet i Velleius Paterculus’ Romerske Historie, II 55, 2: “Victorem Africani belli C. Cæsarem grauius excepit Hispaniense (nam victus ab eo Pharnaces vix quidquam gloriæ eius adstruxit), ...” (Efter sejren i den afrikanske krig ventede der Caesar en mere alvorlig krig i Spanien (for sejren over Pharnaces lagde ikke noget videre til hans anseelse), ...).

Quid petitis? quae causa rates aut cuius egentes / Ad Mezendores tot per vada coerula vexit? / Hvad vil I? Hvad ønsker I her? Hvorfor er I kommet / over det blånende hav til Mezendorias kyster?

bearbedet citat fra Vergils Aeneide, VII 197-98: “quid petitis? Quae causa rates aut cuius egentis / litus ad Ausonium tot per vada caerula vexit?” (Hvad vil I? Hvad ønsker I her? Hvorfor er I kommet / over det blånende hav her til Ausoniens kyster?).

Med disse ord modtager den gamle kong Latinus trojanerne under Aeneas’ ledelse da de ankommer til Italien efter længere tids omflakken.

Nec fluctibus actos, / Atra subegit hiems vestris succedere terris, / Nec sidus regione viae litusque fefellit: / Consilio hanc omnes animisque volentibus urbem / Afferimur / det er ikke den sortladne vinter / der med uvejr og storm har drevet os hertil på havet. / Ejheller er vi ført vild af stjerner og landkendingsmærker. / Det er med velberåd hu og som led i en plan vi er kommet / her til byen

ordret citat fra Vergils Aeneide, 7, 213-217:

Rex, genus egregium Fauni, nec fluctibus actos,

atra subegit hiemps vestris succedere terris

nec sidus regione viae litusve fefellit:

consilio hanc omnes animisque volentibus urbem,

adferimur, pulsi regnis, quae maxima quondam

extremo veniens Sol aspiciebat Olympo.

(Konge af Faunus’ herlige æt! det er ikke et uvejr / der i sit mørke har drevet os her til dit land over havet; / ejheller styred vi efter forkerte stjerner og mærker: / Det er med viden og vilje vi alle er kommet til denne / by fra det rige vi misted, det største i tidernes alder / som solen så på sin vej fra Olympens yderste grænse. Overs. Otte Steen Due)

Disse linjer udgør begyndelsen på trojanernes svar på Latinus’ spørgsmål om deres formål med at komme til hans land, som blev citeret umiddelbart før.

aleae belli / på spil i krig

metaforen ‘krigens terningspil’ kendes i den klassiske latinske litteratur kun hos Livius (XXXVII 36, 9),

Ignauaque fuga pugnam famamque relinquunt / greb til flugt og lod slaget såvel som æren i stikken

dette heksameter kan ikke identificeres som et citat. Formodentlig er det skrevet af Holberg selv.

ad regiam vrbem tertiis castris peruenimus / rykkede i løbet af tre dage frem til regeringsbyen

muligvis modelleret over Livius XXXVIII 24, 1 “... consul tertiis castris Ancyram, nobilem in illis locis urbem, pervenit, ...” (... konsulen nåede i løbet af tre dage frem til Ankara, den fornemste by der på egnen. ...).

Formuleringen er et godt eksempel på at Holberg i denne del af romanen lægger sig tæt op af de romerske historieskriveres sprog – så tæt at det kan være vanskeligt at skelne mellem egentlige allusioner og generel sproglig/stilistisk imitation.

Petit Imperator, vt filiam, quae omnium leaenarum formosissima erat, nuptiis mihi adiungerem, dotemque pollicetur dimidiam imperii partem / Kejseren tilbød mig ægteskab med hans datter, som var den smukkeste løvinde der fandtes, og tilbød mig det halve rige som medgift

formuleringen er hentet fra Curtius Rufus’ værk om Alexander den Stores historie, VI 5, 1. I den oprindelige kontekst er der som her tale om en hersker (den periske konge Dareios) der forsøger at købe sig en fredsaftale med en sejrrig invaderende konge (Alexander):

“Petebat, uti filiam suam — Statirae erat nomen — nuptiis Alexander sibi adiungeret: dotem fore omnem regionem inter Hellespontum et Halyn amnem sitam, inde orientem spectantibus terris contentum se fore.” (Han bad Alexander indgå ægteskab med hans datter – Statira hed hun. Medgiften skulle være hele regionen mellem Hellesponten og floden Halys, så ville han selv nøjes med de østlige landområder).

Som led i tilpasningen til romanens kontekst har Holberg omformuleret beskrivelsen af medgiften til den traditionelle eventyrformel ‘det halve kongerige’.

Secretisque diu latuere cauernis / og lå længe i skjul i ukendte huler

ordret citat fra den italienske humanist Baptista Mantuanus’ (1474-1516) korte epos Georgius (1507?) v. 873 (udg. Strassburg 1510, udg. Pilsen 1857). Der er tale om et versificeret helgenvita i latinsk episk form, en skildring af den hellige Georgs (sankt Jørgens) liv.

I den oprindelige kontekst befinder vi os i en scene med kamp mellem kristne og tilhængere af de klassiske, hedenske guder. Den kristne Georg har med bønner tilkaldt en voldsom naturkatastrofe, der får det hedenske tempel til at styrte sammen. Det citerede handler om hvordan de ånder der har beboet gudestatuerne, reagerer på dette:

Ex adytis pulsi lemures per inania terræ

spiramenta viam celeres iniere sub ima

Tartara, secretisque diu latuere cauernis.

(Ånderne, der var forjaget fra templets indre, kastede sig hurtigt gennem jordens gabende huller ned i den dybeste underverden og lå længe i skjul i ukendte huler).

Det kan undre at Holberg alluderer til dette stærkt katolske værk, som næppe kan kaldes en central klassiker – selv om andre værker af Mantuanus, især hans ekloger, var meget læst. En mulighed er at han har mødt citatet hos en tredje forfatter, men en sådan kilde er ikke identificeret. Og sammenfaldet i kontekst, de fysiske ødelæggelser der får beboerne til at flygte, tyder på at der er tale om en direkte allusion.

Ingens colluuio omnis generis animantium, et vrbanos et agrestes, confertos in arcta tecta aestu et vigiliis angebat, ministeriaque inuicem et contagio vulgabant morbos / Den kolossale vrimmel ...

bearbejdet citat fra Livius’ Romerske Historie III 6, 3, hvor passagen beskriver en pestepidemi i Rom: “ea conluvio mixtorum omnis generis animantium et odore insolito urbanos et agrestem confertum in arta tecta aestu ac vigiliis angebat, ministeriaque in vicem ac contagio ipsa volgabant morbos” (denne vrimmel af dyr af alle arter mellem hinanden plagede både byboerne med deres uvante lugte og bønderne, der var proppet sammen i trange bygninger, med uro og søvnløshed, og jo mere man hjalp hinanden og netop rørte hinanden, jo mere bredte epidemierne sig).

Perculsi sonitu, moerentia tecta relinquunt / bulder og brag så skræmt at de rømmed de sørgende huse

bearbejdet citat fra Petronius’ Satyricon, 123, v. 225: “Gaudet Roma fuga, debellatique Quirites / rumoris sonitu maerentia tecta relinquunt” (Rom er glad for flugt, og de besejrede borgere rømmer ved lyden af rygtet de sørgende huse). Citatet stammer fra det episke digt om den romerske borgerkrig der indgår i Petronius’ roman.

Bellum importunum, ciues! cum gente Deorum / Inuictisque viris gerimus, quos nulla fatigant / Praelia, nec victi possunt absistere ferro: / Consulite in medium, et rebus succurrite nostris / Landsmænd, vi kæmper en udsigtsløs krig mod gudernes afkom, / mod en flok altbesejrende mænd som aldrig kan trættes, / aldrig lar våbnene falde, om så deres fjender har sejret. / Giv os alle et råd og hjælp vores rige i nøden.

kombination af to passager fra Vergils Aeneide: XI 305-307 og 335. De første tre vers er ordret gengivet. Det sidste er let bearbejdet idet de sidste ord er ændret fra rebus succurrite fessis (hjælp det svækkede rige) til rebus succurrite nostris (hjælp vores rige).

Alle fire vers stammer fra kong Latinus’ tale, hvor han erklærer sin modvilje mod at gå til modstand mod Aeneas og hans indvandrende trojanere. Han råder til at klare situationen ved forhandling.

Nulla salus bello, pacem te poscimus omnes / Frelsen er ikke i krig, nej, fred er vort eneste ønske

ordret citat fra Vergils Aeneide XI 362. Verset er lige som de netop citerede vers hentet fra en tale, denne gang latineren Drances’ tale til støtte for kong Latinus’ holdning som den blev udtrykt i det første citat. Tilsammen danner de to verspassager altså en ganske kort version af dette afsnit af Aeneiden, hvor Latinus siger sin mening, beder om reaktioner og får støtte fra Drances.

litora Mezendorica radimus / fortsatte langs Mezendorias kyst

en vergiliansk formulering: Aeneiden VII 10: “Proxima Circaeae raduntur litora terrae” (snart smøg flåden sig tæt forbi den Circaeiske bjergø. Overs. Otto Steen Due),

prona semper gens in voluptatem, non ingeniorum modo vitiis, sed et affluenti omnium rerum copia, illecebris omnis amoenitatis, maritimae terrestrisque, longaque felicitate et indulgentia fortunae luxuriabatur / De havde altid været nydelsessyge ... havde behandlet dem med

sætningen er sammensat af to passager fra 23. bog af Livius’ Romerske Historie, XXIII 4, 4. I den oprindelige kontekst handler begge passager om bystaten Capua i Syditalien:

“Prona semper civitas in luxuriam non ingeniorum modo vitio sed afluenti copia voluptatium et inlecebris omnis amoenitatis maritimae terrestrisque” (byen havde altid haft tendens til nydelsessyge, ikke kun som en karakterbrist, men også på grund af det overdådige udbud af nydelser der var, og al den herlighed der fristede dem til vands såvel som til lands), og XXIII 2, 1: “inde Capuam flectit iter luxuriantem longa felicitate atque indulgentia fortunae, ...” (Derpå satte han kursen mod Capua, der længe havde nydt medgang og forkælelse fra skæbnen, ...).

I de følgende kapitler hos Livius viser det sig at Capua netop på grund af sin ‘forkælelse’ ikke tør gøre modstand mod Hannibals kartageniensiske invasionshær under den anden puniske krig (218-201 f.Kr.). Byen svigter Rom og tilbyder Hannibal vinterkvarter, men bliver senere generobret og straffet af romerne.

inter pugnae fugaeque consilium trepidantibus nostris / vores folk vidste ikke om de skulle flygte eller kæmpe videre

formuleringen er hentet fra Livius’ Romerske Historie I 14, 8: “... inter pugnae fugaeque consilium trepidante equitatu ...” (rytteriet vidste ikke om de skulle flygte eller kæmpe videre).

I den oprindelige kontekst hører udtrykket hjemme i en beskrivelse af en slag mellem Romulus’ romere og nabobyen Fidenae.

Maturate fugam, Regique haec dicite vestro; / Non illi imperium pelagi saeuumque tridentem, / Nobis sorte datum: tenet ille immania saxa / Pak jer! Og det i en fart! Og hils jeres konge og sig ham / at det ikke var ham der ved lod fik magten på havet / og den grusomme trefork, men mig – han har sine fjelde.

næsten ordret citat fra Vergils Aeneide I 137-139. Dog er der foretaget en lille ændring i tredje vers, hvor “sed mihi” (men til mig) er erstattet med “nobis” (til os).

I den oprindelige kontekst er vi midt i beskrivelsen af et voldsomt uvejr til søs. Vindguden Aeolus har sluppet vindene løs, men havguden Neptun standser dem med disse ord om at han (Neptun) har magten på havet mens Aeolus kun bestemmer over det bjerg hvor vindene er lukket inde.

omne nomen Martinianum, omnis militaris aetas excitur / mobiliserede de hele den martinianske stridskraft, alle våbenføre mænd

bortset fra navnet på folkeslaget er denne frase ordet overtaget fra Livius’ Romerske Historie VII 7, 4: “omne Hernicum nomen, omnis militaris aetas excitur”.

I den oprindelige kontekst er der tale om kamp mellem romerne og et nabofolk, hernici, i 362 f.Kr. Såvel hos Livius som hos Holberg beskriver sætningen fjendernes krigsforbereldelser.

ante tubam tremor occupat artus / endnu før krigshornet klang, blev de stive af rædsel

ordret citat fra Vergils Aenide, XI 424. I den oprindelige sammenhæng er ordene lagt i munden på Aeneidens ‘skurk’ Turnus. De indgår i de drøftelser for og imod at indlade sig i kamp mod Aeneas som vi tidligere har mødt citater fra på s. 329 (latin, dansk, jf. komm. til Bellum importunum ... og Nulla salus ...).

Hos Vergil er sætningen dog formuleret som et spørgsmål: “... cur indecores in limine primo / deficimus? cur ante tubam tremor occupat artus?” (... Hvorfor da forsage med skam på den første / tærskel, hvorfor la os kyse før tubaen endnu har tudet? Overs. Otto Steen Due).

Quanta hostium tunc caedes facta fuerit, patuit e copia peruccarum, quas post pugnam colligimus / Hvor mange fjender der blev dræbt ved den lejlighed, fremgik af det utal af parykker vi samlede sammen efter slaget

scenen spiller formodentlig på traditionen for at indsamle og udstille dræbte fjenders hjelme (og kyrasser) som sejrstrofæer.

Formuleringen er formodentlig en allusion til følgende passage fra den romerske historieskriver Florus (2. årh.): “Quanta fuerit hostium cædes, ira, rabiesque victoribus, sic æstimari potest. Hoc a prælio profugi, quum se Mundam recepissent, et Cæsar obsideri statim victos imperasset, congestis cadaveribus agger effectus est: quæ pilis jaculisque confixa, inter se tenebantur.” (hvor mange fjender der blev dræbt, hvilket raseri og hvilken vildskab der var blandt sejrherrerne, kan anslås på denne måde: Da de der flygtede fra dette slag, havde trukket sig tilbage til Munda, og Caesar havde givet ordre om at de overvundne straks skulle belejres, blev der bygget en vold af sammendyngede lig, som blev holdt sammen af spyd og kastevåben).

I den oprindelige kontekst er der tale om slaget ved Munda (45 f.Kr.), Caesars afgørende sejr i borgerkrigen. Ud over at henvise til Caesar som en af de grusomme hærførere og tyranner Klim har som forbillede, giver allusionen en uhyggelig undertone til det komiske billede af parykkerne på slagmarken.

Florusteksten er sandsynligvis korrupt på dette sted. Moderne udgaver indfører forskellige rettelser. Her er den citeret efter den udgave Holberg ejede: L. Annæi Flori Epitome rerum Romanarum ex recensione Jo. Georgii Graevii, Amstelædami 1702, s. 456.

Cum intrauimus portas, non quidem fuit tumultus ille nec pauor, qualis captarum esse vrbium solet, sed silentium triste, ac tacita moestitia ita defixit omnium animos, vt prae metu obliti, quid relinquerent, quid secum ferrent, deficiente consilio, rogitantes alii alios, nunc in liminibus starent, nunc errabundi domos suas, tanquam vltimum illas visuri, peruagarentur / Da vi kom ind gennem portene ... så det for sidste gang

hele perioden er med visse udeladelser hentet fra Livius’ Romerske Historie I 29, 2-3. I den oprindelige kontekst beskriver passagen romernes erobring af nabobyen Alba Longa under kong Tullius Hostilius, ifølge myten engang i 600-tallet f.Kr. Med ødelæggensen af Alba Longa vandte romerne i en vis forstand tilbage til deres egen fortid som erobrere, idet Roms grundlæggere, Romulus og Remus, selv stammede fra Alba Longa. På samme måde er Klim draget ud fra Martinia, og nu vender han tilbage som erobrer.

Originalens ordlyd er: “quae ubi intravere portas, non quidem fuit tumultus ille nec pavor, qualis captarum esse urbium solet, cum effractis portis stratisve ariete muris aut arce vi capta clamor hostilis et cursus per urbem armatorum omnia ferro flammaque miscet; sed silentium triste ac tacita maestitia ita defixit omnium animos ut prae metu obliti quid relinquerent, quid secum ferrent deficiente consilio rogitantesque alii alios nunc in liminibus starent, nunc errabundi domos suas ultimum illud visuri pervagarentur” (da de trådte ind gennem portene, var der ikke den uro og ængstelighed der plejer at være i erobrede byer når portene er brudt op eller murene knust af rambukke eller fæstningen indtaget med magt mens råbende fjender bevæbnede mænd i løb gennem byen gør alt til et virvar af våben og flammer, men alle var i den grad grebet af en sørgmodig stilhed og en tavs bedrøvelse at de i deres angst havde glemt hvad de skulle efterlade, og hvad de skulle tage med sig, og ikke anede hvad de skulle stille op, men blev ved at spørge hinanden mens de enten stod stille i døren til deres hjem, eller vandrede forvildede rundt i huset som om de så det for sidste gang).

tristitia in gaudium versa est / det forvandlede sorg til glæde

udtrykket klinger bibelsk, og findes da også i flere varianter i både Gamle og Nye Testamente: Est. 9,22, Jer. 3,13, Joh. 16,20.

Selve formuleringen har dog også en parallel i Livius’ Romerske Historie XLV 25, 6: “haec Rhodum nuntiata, quae per se tristia fuissent, quia maioris mali levatus erat timor, cum bellum timuissent, in gaudium verterunt” (dette blev meddelt til Rhodos. I sig selv viĺle det have været grund til sorg, men eftersom frygten for en endnu større ulykke blev fortog sig idet de havde frygtet for krig, slog det om til glæde).

indecorum existimans tanto Monarchae, iniuriam baiuli vindicta persequi / Jeg mente ikke det var passende for en mægtig hersker som mig at gøre gengæld for et overgreb mod en bærestolsbærer

udtrykket er helt parallelt til Herman von Bremens replik i Den politiske Kandstøber III 3: “Ej! min hierte Kone, Bormesters Frue maa icke tencke paa, at hevne den Uret, som er vederfaret Kandstøberens Kone.”