|326
KAPITEL 14
KLIM BLIVER HERSKER UNDER JORDEN
KLIM BLIVER HERSKER UNDER JORDEN
Efter talen råbte de alle sammen højlydt: “Vi vil have
Pikilsu til kejser!” Det kom som et chok for mig, jeg brast i gråd og bønfaldt dem
indtrængende om at huske den troskab de skyldte det kongelige hus, og at de alle, hver for
sig og tilsammen, stod i gæld til deres gamle kejser for alt det gode han havde gjort for
dem. Hvis de glemte det, ville det sætte en uudslettelig plet på deres gode navn og rygte.
Og sidst men ikke mindst: *Hvis jeg kunne være
til nogen nytte, kunne jeg lige så godt være
det som privatmand. Men alt det kom jeg ingen vegne med.
*Ved mine ord blev de fremmeste mænd kun mere og mere |
optændt af indfaldets glød, og en mumlen gik gennem vort krigsfolk. |
Da de menige sluttede sig til, råbte officererne endnu højere: Over hele
lejren hørte man de samme ord blive gentaget i et væk.
*Jeg skjulte mit ansigt og trak mig
tilbage til mit |327feltherretelt, hvor jeg gav vagterne ordre om ikke at
lade nogen som helst komme ind. Jeg håbede nemlig at soldaterne ville komme til fornuft
igen når den første ophidselse havde lagt sig. Men officerer og menige trængte med magt
ind i teltet, og hvor meget jeg end strittede imod, gav de mig hele det kejserlige udstyr
på, hvorpå de trak mig ud af teltet og til lyden af trommer og trompeter udråbte mig til
kejser af Quama, konge af Tanaqui, Arctonia og Alectoria og storhertug af Kispucia. Da jeg
så at det ikke kunne være anderledes, opgav jeg at kæmpe imod min skæbne og fulgte med
strømmen. Og jeg må da indrømme at det ikke var helt imod min vilje
*at jeg sådan nåede
magtens tinder, for et kejserrige med tre kongeriger og et storhertugdømme er da bestemt
noget som kan *få tænderne til at løbe i vand på
hvem som helst. Jeg sendte straks nogle
udsendinge til prinsen for at give ham besked om hvad der var sket, og samtidig opfordre
ham til at stå fast på sin arveret og erklære det valg der var foregået, for ugyldigt
eftersom det stred imod loven. Men inderst inde var jeg samtidig fast besluttet på ikke
uden videre at give den magt fra mig som de frivilligt havde tilbudt mig. Så det var først
og fremmest for at undersøge prinsens reaktion |328jeg sendte de folk af
sted. Prinsen var en yderst velbegavet og skarpsindig ung mand, som vidste alt om hvor
mange *skjulte kroge og hemmelige rum menneskene
gemmer på, så han kunne godt regne ud at
min beskedenhed var hykleri, og bøjede sig klogeligt for nødvendigheden. Han fulgte derfor
hærens eksempel og udråbte mig til kejser hjemme i hovedstaden. Der blev jeg selv ført hen
i triumf, ledsaget af alle officererne og hyldet af hele folket, og nogle dage senere blev
jeg højtideligt kronet. Sådan var jeg nu forvandlet fra en stakkels skibbruden til
enehersker, og for at tækkes quamitterne, der tydeligvis nærede stor kærlighed og
hengivenhed over for deres gamle kongeslægt, og *befæste min magt i det private såvel som
det offentlige, giftede jeg mig med den afdøde kejsers datter. Hun hed Ralac og var
*just da mandbar og just i den giftefærdige alder. |
Da jeg nu havde alle disse store bedrifter bag mig, begyndte jeg at overveje nye metoder
til at *gøre riget til en altdominerende magt som hele den underjordiske verden frygtede.
Og snart efter |329var jeg helt optaget af at sikre mig at de overvundne
folkeslag forblev loyale og lydige. Til den ende sørgede jeg for at der over hele området
var fæstninger, som jeg bemandede med stærke garnisoner, ligesom jeg behandlede de
overvundne venligt og forfremmede nogle af dem til fornemme embeder i hovedstaden. Først
og fremmest viste jeg de to tilfangetagne generaler Tomopoloko og Monson så stor
bevågenhed at det gjorde nogle af quamitterne misundelige – selv om de foreløbig lagde
bånd på deres harme. I den første lange tid *lå
gløderne nemlig skjult i asken indtil de
pludselig, som vi skal høre om lidt, slog ud i lys lue. Derhjemme forsøgte jeg at bringe
både den boglige lærdom og de militære færdigheder op på det højest tænkelige niveau. Og
eftersom området var dækket af tætte skove, der kunne levere rigeligt med tømmer, satte
jeg mig for at bygge en flåde med krigsskibe efter europæisk mønster. Det gik jeg sådan op
i at *det var som om jeg ikke havde blik for
noget andet, selv om jeg var optaget af et hav
af presserende sager. Til den opgave brugte jeg især kispucianernes arbejdskraft fordi de
havde stor erfaring med søfart, og jeg udnævnte Monson til admiral.
|330Inden længe blev der fældet træer og smedet værktøj. Og
jeg gik til sagen med en sådan iver *at
der inden der var gået 60 dage fra tømmeret blev
hugget, lå en flåde på 20 skibe klar for anker. Da jeg havde fået det fra hånden, følte
jeg mig *som en anden underjordisk Alexander
der skulle slippe lige så store kræfter løs
her som han engang havde gjort det i vores verden.
*Magtbegærets vanvid eskalerer i det
uendelige og lader sig aldrig standse. Nogle år tidligere havde et ydmygt embede som degn,
sekretær eller præst været mit største ønske, højere ambitioner havde jeg ikke. Men nu
forekom fire eller fem hele riger mig at være for lidt – så i forhold til min ærgerrighed,
der voksede sammen med magten og rigdommen, havde jeg aldrig været mere fattig og
forarmet.
De kispucianske sømænd satte mig ind i forholdene både på havet og i de
omkringliggende lande, og det gik op for mig at man under gunstige forhold på otte dage
kunne nå frem til Mezendorias kyst, hvorfra man uden besvær kunne komme videre til
Martinia over farvande som jeg kendte og for ikke længe siden selv havde roet over. Jeg
gav derfor ordre til at de skulle gøre klar til afrejse. |331Og det var
først og fremmest Martinia jeg havde i tankerne som mål for togtet. Hvad der lokkede mig,
var dels deres kolossale rigdomme, dels deres videnskabelige evner og det sømandskab som
var deres store force. For jeg havde brug for det de kunne lære mig, til mine ambitiøse
planer. Men der var også et andet incitament der ansporede mig til at undertvinge netop
det folk, nemlig hævntørst. Jeg tog den ældste af de to prinser med mig på togtet under
foregivende af at hans højhed ville få rige muligheder for at demonstrere sit mod og sine
evner. Men den egentlige hensigt var at jeg dermed ville have et gidsel og et pant på
quamitternes loyalitet. Den yngste af prinserne blev tilbage, men regeringsansvaret blev i
mit fravær overdraget til kejserinden, der på det tidspunkt allerede ventede sig.
Krigsflåden bestod alt i alt af 20 fartøjer, større som mindre, og de var alle sammen
bygget som martinianske skibe under sagkyndig ledelse af den kispucianske general Monson,
som jeg havde overladt hele ansvaret for flåden, og som selv havde lavet tegningerne til
dem. Martinianerne havde nemlig samme rolle blandt de underjordiske folk som *tyrierne og
sidonierne og i vor tid englænderne og |332hollænderne, der gør krav på
herredømmet over havene. Men da vi nåede frem til Martinia, så jeg hvor meget vi havde
ramt ved siden af forbilledet da vi byggede skibene.
Vi satte sejl på den årstid hvor planeten Nazar har middelstørrelse. Efter
tre dages sejlads fik vi en kæmpemæssig ø i sigte. Beboerne var nemme at undertvinge på
grund af indbyrdes stridigheder, der havde splittet dem i flere partier – og da de ingen
våben havde, og heller ikke vidste hvordan man skulle bruge dem, sloges de udelukkende med
skældsord og forhånelser. *Sådan foregår enhver form for straf og enhver form for krig.
Lovovertrædere bliver sat i fængsel, og når man har undersøgt deres forseelse, bliver de
slæbt hen på torvet for at blive underkastet skældsord og forhånelser. Til at udføre den
opgave har man nogle særlige funktionærer der kaldes “sabutter”, dvs.
“udskældere” eller “hånere”. De svarer til vores bødler eller
skarprettere. Hvad udseendet angår, adskiller de sig kun fra mennesker ved at kvinderne
har skæg, og mændene ikke har det, samt at *deres fødder vender bagud og ikke fremad som
hos andre mennesker. Da vi var kommet |333i land, blev vi mødt af omkring
300 canalisker – som øens beboere hedder. De overfaldt os med de våben de nu har, og
overdængede os med skældsord og kraftudtryk. De udtryk de udslyngede mod os, var (efter
hvad vi forstod på en alectorianer der forstod canaliskisk) så grove i tonen at det viste
hvor mesterligt de behersker den kampform. De kan ligefrem måle sig med *sprogforskerne i
vores verden. På den anden side var jeg klar over at
- - *vreden er spildt uden slagkraft, |
så jeg forbød vores folk at bruge vold mod et forsvarsløst folkeslag. Jeg
nøjedes med at lade dem fyre en bøsse af for at jage canaliskerne en skræk i livet, med
det resultat at de straks faldt på knæ og bønfaldt os om barmhjertighed. Snart efter
dukkede øens vigtigste småkonger op. De overgav sig sammen med deres undersåtter og
indvilligede i at øen skulle betale skat til mig,
*for som de sagde: Det var ingen skam at
blive besejret af en som man ikke havde adkomst til at besejre, og det var ikke uværdigt
at underkaste sig en som skæbnen havde hævet over alle andre. Sådan fik vi underlagt os
den ø – hvilket ganske vist betød en udvidelse af min magt, men
|334*ikke
lagde noget videre til min anseelse fordi beboerne var så tandløse – hvorefter vi igen
lettede anker og efter et par dages sejlads nåede Mezendorias kyst. Jeg kaldte så
officererne sammen til rådslagning for at få afklaret hvad der var den bedste strategi: om
det var klogest at gå til angreb med det samme, eller man hellere skulle sende en
delegation ind for at undersøge hvordan kejseren stillede sig – om han foretrak fred og
overgivelse eller krig. De fleste holdt på at det var både sikrest og mest anstændigt at
sende en delegation, og jeg gav derfor fem mand ordre til at påtage sig den opgave, nemlig
en quamit, en arctonier, en alectorianer, en tanachit og en kispucianer. Da de kom til
regeringsbyen, spurgte byens kommandant på kejserens vegne:
over det blånende hav til Mezendorias kyster? |
Og udsendingene svarede:
– – – *det er ikke den sortladne vinter |
der med uvejr og storm har drevet os hertil på havet. |
Ejheller er vi ført vild af stjerner og landkendingsmærker. |
|335Det er med velberåd hu og som led i en plan vi er kommet |
her til byen. – – – |
Derefter overbragte de kejseren et brev med følgende ordlyd:
“Niels Klim, Solens udsending, kejser af Quama, konge af Tanachi, Arctonia og
Alectoria, storhertug af Kispucia og herre over Canalisca hilser kejser Miklopolatu af
Mezendoria. Du skal vide at det er Guds uforanderlige plan at alle verdens lande og riger
skal underlægges Quamas herredømme. Og eftersom Guds planer er uigenkaldelige, vil dit
rige nødvendigvis få samme skæbne. Jeg opfordrer dig derfor til at overgive dig frivilligt
og fraråder dig at sætte dit rige *på spil i krig ved dumdristigt at sætte dig op imod
vores sejrrige krigsmagt. Ved at adlyde i tide kan du spare mange
uskyldiges blod og sikre
dig selv en bedre skæbne. Givet på vor flåde på den tredje dag i måneden Rimat.”
Efter et par dages forløb |336vendte udsendingene tilbage med et
uforsonligt og nedladende svar. Vi opgav så den fredelige vej og
foretog landgang. Så snart vi havde
fået tropperne klar og stillet dem i slagorden, sendte vi spejdere ud for
at udforske fjendens stilling. De kom hurtigt tilbage med underretning om at en fjendtlig
hær bestående af 60.000 løver, tigre, elefanter, bjørne og uhyggelige rovfugle var i
anmarch. Vi tog så opstilling i en strategisk god position for at vente på at fjenden
skulle dukke op. Alt var klar, og der var givet tegn til angreb da fjenden sendte fire
ræve, dvs. gesandter, over for at forhandle om fred. Men efter at have talt med vores
hærførere i et par timer, måtte de gå igen med uforrettet sag. Og det blev da også snart
klart at de snarere havde været spioner end gesandter og udelukkende var kommet for at
opsnuse hvordan situationen var i vores hær.
De påstod godt nok at de ville komme tilbage
med videre bemyndigelse til forhandling, men da vi kort tid efter så hele den fjendtlige
hær komme imod os i forceret tempo, stod
det klart for os at der ikke var nogen udsigt til
fred. Vi brød op og rykkede selv i rask tempo frem mod fjenden. Der blev længe kæmpet
hidsigt og med en utrolig hårdnakkethed fra begge sider. For til trods for at vores |337bøsseskytter i løbet af ingen tid havde tilføjet fjenderne voldsomme
tab, stod elefanterne, der med deres hårde hud ikke behøvede at frygte kuglerne,
urokkeligt fast i geledderne. Men da vi tog fat med det tungere skyts, og elefanterne så
den ødelæggende effekt det havde, gik der panik i dem: De spredtes i alle retninger og
*greb til flugt og lod slaget såvel som æren i stikken. |
I det slag faldt der 33.000 mezendorere, og 2.000 blev taget til fange.
De der slap ud af slaget, trak sig tilbage til hovedstaden, der var en stærkt befæstet by
– og skabte panik overalt. Vi forfulgte sejren,
*rykkede i løbet af tre dage frem til
regeringsbyen og lagde den under belejring både til lands og til vands. Da vi nærmede os,
blev vi mødt af en ny delegation, der tilbød lidt rimeligere fredsbetingelser.
*Kejseren tilbød mig ægteskab med sin datter,
som var den smukkeste løvinde der fandtes, og tilbød
mig det halve rige som medgift. Jeg kunne nu ikke acceptere forslaget, især ikke tilbuddet
om ægteskab, for det forekom mig både risikabelt |338og uværdigt at lade
mig skille fra kejserinden, som jeg havde efterladt gravid derhjemme, for at gifte mig med
en løve. Så gesandterne fik besked på at vende tilbage uden svar. Kort efter rettede vi så
kanonerne mod bymurene, der ganske vist var af sten, men alligevel mange steder blev
ødelagt og styrtede sammen. Og eftersom byen var fyldt med dyr af alle mulige arter, hørte
man nu en besynderlig blanding af snerren, hylen, brølen, skryden, brægen og hvislen.
Slangerne krøb ned i revner i jorden
– – *og lå længe i skjul i ukendte huler. |
Fuglene gik på vingerne, forlod den belejrede by og søgte op på bjerge og
klippetoppe. Træerne rystede så bladene faldt af og dækkede byens gader. Vi hørte at tyve
kammerpiger ved hoffet, der var roser og liljer, allerede ved det første brag fra
kanonerne blev så forskrækkede at de gik ud.
*Den kolossale vrimmel af dyr af alle arter
plagede både byboere og bønder, der var proppet sammen i trange bygninger, med uro og
søvnløshed, og jo mere man hjalp hinanden og rørte hinanden, jo mere bredte epidemierne
sig. Elefanterne bevarede roen bedst, men blev til sidst af kanonernes
|339
*bulder og brag så skræmt at de rømmed de sørgende huse. |
Det endte med at den mezendoriske kejser i desperation kaldte sit råd
sammen og tog ordet sådan:
*Landsmænd, vi kæmper en udsigtsløs krig mod gudernes afkom, |
mod en flok altbesejrende mænd som aldrig kan trættes, |
aldrig lar våbnene falde, om så deres fjender har sejret. |
Giv os alle et råd og hjælp vores rige i nøden. |
Dertil råbte de alle som med en mund:
*Frelsen er ikke i krig, nej, fred er vort eneste ønske. |
Så overgav kejseren sig med alle de riger han havde hersket over, hvilket
betød at jeg på en og samme dag forøgede mit imperium med ét mægtigt kejserrige og omkring
ti kongeriger og fyrstendømmer. Alle de mindre konger og statholdere fulgte nemlig
kejserens eksempel og kappedes om at overgive sig til mig.
Efter denne forbløffende succes lagde jeg en garnison på 600 bøsseskytter i
|340regeringsbyen, hvorefter jeg gav ordre til at den tilfangetagne
kejser skulle overføres til vores flåde. Han blev venligt behandlet under rejsen, og da vi
var kommet tilbage til Quama, overlod jeg ham en hel provins, der gav så store indtægter
at det nogenlunde dækkede en tilfangetagen fyrstes udgifter. Vi lettede så anker og
*fortsatte langs Mezendorias kyst, og undervejs krævede vi gidsler fra de fleste af de
folkeslag der havde været underlagt kejser Miklopolatu. Så ved at true den ene by efter
den anden med krig lykkedes det mig på kort tid at få magten over hele det mezendoriske
rige. Der er for størstedelen tale om de samme folk som jeg allerede har givet en oversigt
over i forbindelse med min martinianske rejse. Omsider forlod vi så de mezendoriske lande
og satte kursen mod Martinia, hvis kyster vi til sidst fik i sigte efter en vellykket, men
langvarig sørejse. Der er ikke noget land jeg har været lykkeligere over at se! Og jeg
strømmede over af glæde ved tanken om at det nu var som kejser og hersker over mange
folkeslag jeg vendte tilbage til det land hvor jeg var blevet dømt til galejerne som
slave. Jeg havde planlagt at give mig til kende med det samme for rigtig at give
martinianerne en forskrækkelse, men jeg ombestemte mig, for jeg vurderede at det ville
være |341klogere at holde fast ved den gamle misforståelse om min
oprindelse som nu en gang var kolporteret blandt de folk jeg havde besejret, og optræde
som solens udsending.
Jeg havde godt nok en forhåbning om at kunne undertvinge martinianerne
hurtigt og uden større anstrengelse. Jeg vidste jo hvor skvattede de var.
*De havde altid været nydelsessyge
og levet et luksusliv, ikke kun som en karakterbrist, men også på grund
af den overdådige rigdom der var på alting, al den herlighed der fristede dem til vands
såvel som til lands, og al den forkælelse skæbnen i lange tider havde behandlet dem med.
Men jeg fik at se at det var en særdeles vanskelig opgave. For takket være deres udstrakte
handelsforbindelser over hele den underjordiske verden havde de samlet sig uhyre rigdomme,
hvilket betød at nogle af de mest krigeriske folkeslag var parat til at hjælpe dem ved det
mindste vink. Hertil kommer at martinianerne ikke stod tilbage for nogen andre hvad
sømandskab angår, og at vores skibe var klodsede og bevægede sig langsomt sammenholdt med
deres. Man kan nemt forestille sig hvad krigsskibe konstrueret
*i huj og hast af en
baccalaureus var værd, og hvordan de ville blive vurderet hvis |342hollænderne, englænderne eller danskerne skulle bedømme dem. Men den svaghed blev så
rigeligt opvejet af skydevåbnene, som martinianerne aldrig havde hørt om.
Før jeg skred til krigshandlinger, sendte jeg gesandter til rådet og tilbød
nogenlunde de samme fredsbetingelser som jeg for nylig havde tilbudt kejseren af
Mezendoria. Men mens vi ventede på svaret, fik vi pludselig øje på en fuldt udrustet flåde
af en styrke vi slet ikke havde kunnet forestille os, der styrede
lige imod os for fulde
sejl. Jeg gjorde flåden så klar som det kunne lade sig gøre i skyndingen, og gav signal
til kamp. Der blev længe kæmpet lige hidsigt og udholdende fra begge sider. I stedet for
skydevåben havde martinianerne nogle maskiner der skød med kæmpemæssige sten og tilføjede
vores skibe ikke ubetydelig skade. Desuden brugte de brandflåder læsset med tjære, beg,
svovl og andre brandfarlige materialer, hvormed de fik stukket ild til vores største skib
og ødelagt det. Udfaldet af slaget var derfor længe usikkert, og *vores folk vidste ikke om
de skulle flygte eller kæmpe videre. Men i sidste ende tog den frygtelige ild fra vores
kanoner |343modet fra martinianerne så de opgav kampen og søgte i havn.
Til gengæld lykkedes det os ikke at erobre et eneste af deres skibe. De var langt
hurtigere end vores og nåede på ingen tid uden for synsvidde. Efter slaget satte vi
landtropper i land på kysten og rykkede i ilmarch frem mod hovedstaden Martinia. På vejen
mødte vi vores gesandter, der var blevet meget nedladende modtaget af rådet og var blevet
sendt tilbage med følgende besked:
*Pak jer! Og det i en fart! Og hils jeres konge og sig ham |
at det ikke var ham der ved lod fik magten på havet |
og den grusomme trefork, men mig – han har sine fjelde. |
Martinianerne mente at de havde eneret på herredømmet over havet, og
havde derfor behandlet kravene fra en bjergfyrste yderst arrogant. På den anden side havde
de nu uhyre travlt med at samle tropper, og ud over lejetropper *mobiliserede de hele den
martinianske stridskraft, alle våbenføre mænd.
Vi var ikke kommet langt før vi så en kæmpemæssig hær, bestående af flere
forskellige |344folkeslag, komme lige imod os. Fjenderne førte sig frem
med sådan en selvtillid – selv efter at de havde tabt til søs – at det gjorde os ikke så
lidt urolige. Men deres tropper var kun som en luftspejling der dukker op bare for at
forsvinde igen, for
– *endnu før krigshornet klang, blev de stive af rædsel. |
Og ved det første brag fra skydevåbnene flygtede martinianerne over hals
og hoved. Vi var lige i hælene på dem og mejede store mængder af dem ned.
*Hvor mange
fjender der blev dræbt ved den lejlighed, fremgik af det utal af parykker vi samlede
sammen efter slaget. For da vi fik talt dem op, nåede vi frem til at der var faldet
omkring 5.000 martinianere. Parykkernes udseende havde ændret sig siden jeg forlod landet.
Jeg noterede mig mere end tyve forskellige former, for de opfindsomme martinianere
arbejder videre med deres påfund i det uendelige.
Efter dette sejrrige slag, eller rettere denne massakre, satte vi ganske
uhindret hovedstaden Martinia under belejring. Men så snart vi havde gjort klar til
belejringen og stillet |345kanonerne op, mødte rådmændene selv ydmygt frem
i vores lejr og overgav både byen og hele landet. Freden blev hurtigt sluttet, og vi
marcherede ind i den prægtige by i triumf.
*Da vi kom ind gennem portene, var der ikke den
uro og ængstelighed der plejer at være i erobrede byer, men alle var i den grad grebet af
en sørgmodig stilhed og en tavs bedrøvelse at de i deres angst havde glemt hvad de skulle
efterlade, og hvad de skulle tage med sig, og ikke anede hvad de skulle stille op, men
blev ved at spørge hinanden mens de enten stod stille i døren til deres hjem, eller
vandrede forvildede rundt i huset som om de så det for sidste gang. Men vi skånede byen, og
*det forvandlede sorg til glæde.
Da jeg trådte ind i det statslige skatkammer, blev jeg
ganske lamslået ved synet af de enorme rigdomme. En stor del af dem fordelte jeg mellem
soldaterne, resten fik jeg overført til mit eget skatkammer. Der blev anbragt en garnison
i Martinia, og et antal af rådmændene blev ført om bord på flåden som gidsler. Blandt dem
var rådssekretæren og hans kone, som havde beskyldt mig for den forbrydelse jeg var blevet
dømt for. Den krænkelse tog jeg nu ikke hævn for. *Jeg mente ikke det
var passende |346for en mægtig hersker som mig at gøre gengæld for et overgreb mod en
bærestolsbærer.
Efter at have fået bugt med martinianerne besluttede jeg mig for også at
underlægge mig nabofolkene. Men netop som jeg skulle til at drage af sted, troppede der
gesandter op fra fire kongeriger med tilbud om underkastelse. Jeg var nu hersker over så
mange lande at jeg ikke mente det var umagen værd at spørge om navnene på disse kongeriger
der overgav sig, og nøjedes med den overordnede betegnelse “De Martinianske
Riger”.