Da de menige sluttede sig til, råbte officererne endnu højere: Over hele lejren hørte man de samme ord blive gentaget i et væk. *Jeg skjulte mit ansigt og trak mig tilbage til mit |327feltherretelt, hvor jeg gav vagterne ordre om ikke at lade nogen som helst komme ind. Jeg håbede nemlig at soldaterne ville komme til fornuft igen når den første ophidselse havde lagt sig. Men officerer og menige trængte med magt ind i teltet, og hvor meget jeg end strittede imod, gav de mig hele det kejserlige udstyr på, hvorpå de trak mig ud af teltet og til lyden af trommer og trompeter udråbte mig til kejser af Quama, konge af Tanaqui, Arctonia og Alectoria og storhertug af Kispucia. Da jeg så at det ikke kunne være anderledes, opgav jeg at kæmpe imod min skæbne og fulgte med strømmen. Og jeg må da indrømme at det ikke var helt imod min vilje *at jeg sådan nåede magtens tinder, for et kejserrige med tre kongeriger og et storhertugdømme er da bestemt noget som kan *få tænderne til at løbe i vand på hvem som helst. Jeg sendte straks nogle udsendinge til prinsen for at give ham besked om hvad der var sket, og samtidig opfordre ham til at stå fast på sin arveret og erklære det valg der var foregået, for ugyldigt eftersom det stred imod loven. Men inderst inde var jeg samtidig fast besluttet på ikke uden videre at give den magt fra mig som de frivilligt havde tilbudt mig. Så det var først og fremmest for at undersøge prinsens reaktion |328jeg sendte de folk af sted. Prinsen var en yderst velbegavet og skarpsindig ung mand, som vidste alt om hvor mange *skjulte kroge og hemmelige rum menneskene gemmer på, så han kunne godt regne ud at min beskedenhed var hykleri, og bøjede sig klogeligt for nødvendigheden. Han fulgte derfor hærens eksempel og udråbte mig til kejser hjemme i hovedstaden. Der blev jeg selv ført hen i triumf, ledsaget af alle officererne og hyldet af hele folket, og nogle dage senere blev jeg højtideligt kronet. Sådan var jeg nu forvandlet fra en stakkels skibbruden til enehersker, og for at tækkes quamitterne, der tydeligvis nærede stor kærlighed og hengivenhed over for deres gamle kongeslægt, og *befæste min magt i det private såvel som det offentlige, giftede jeg mig med den afdøde kejsers datter. Hun hed Ralac og var

så jeg forbød vores folk at bruge vold mod et forsvarsløst folkeslag. Jeg nøjedes med at lade dem fyre en bøsse af for at jage canaliskerne en skræk i livet, med det resultat at de straks faldt på knæ og bønfaldt os om barmhjertighed. Snart efter dukkede øens vigtigste småkonger op. De overgav sig sammen med deres undersåtter og indvilligede i at øen skulle betale skat til mig, *for som de sagde: Det var ingen skam at blive besejret af en som man ikke havde  adkomst  til at besejre, og det var ikke uværdigt at underkaste sig en som skæbnen havde hævet over alle andre. Sådan fik vi underlagt os den ø – hvilket ganske vist betød en udvidelse af min magt, men |334*ikke lagde noget videre til min anseelse fordi beboerne var så tandløse – hvorefter vi igen lettede anker og efter et par dages sejlads nåede Mezendorias kyst. Jeg kaldte så officererne sammen til rådslagning for at få afklaret hvad der var den bedste strategi: om det var klogest at gå til angreb med det samme, eller man hellere skulle sende en delegation ind for at undersøge hvordan kejseren stillede sig – om han foretrak fred og overgivelse eller krig. De fleste holdt på at det var både sikrest og mest anstændigt at sende en delegation, og jeg gav derfor fem mand ordre til at påtage sig den opgave, nemlig en quamit, en arctonier, en alectorianer, en tanachit og en kispucianer. Da de kom til regeringsbyen, spurgte byens kommandant på kejserens vegne:

Og udsendingene svarede:

Derefter overbragte de kejseren et brev med følgende ordlyd:

I det slag faldt der 33.000 mezendorere, og 2.000 blev taget til fange. De der slap ud af slaget, trak sig tilbage til hovedstaden, der var en stærkt befæstet by – og skabte panik overalt. Vi forfulgte sejren, *rykkede i løbet af tre dage frem til regeringsbyen og lagde den under belejring både til lands og til vands. Da vi nærmede os, blev vi mødt af en ny delegation, der tilbød lidt rimeligere fredsbetingelser. *Kejseren tilbød mig ægteskab med sin datter, som var den smukkeste løvinde der fandtes, og tilbød mig det halve rige som medgift. Jeg kunne nu ikke acceptere forslaget, især ikke tilbuddet om ægteskab, for det forekom mig både risikabelt |338og uværdigt at lade mig skille fra kejserinden, som jeg havde efterladt gravid derhjemme, for at gifte mig med en løve. Så gesandterne fik besked på at vende tilbage uden svar. Kort efter rettede vi så kanonerne mod bymurene, der ganske vist var af sten, men alligevel mange steder blev ødelagt og styrtede sammen. Og eftersom byen var fyldt med dyr af alle mulige arter, hørte man nu en besynderlig blanding af snerren, hylen, brølen, skryden, brægen og hvislen. Slangerne krøb ned i revner i jorden

Fuglene gik på vingerne, forlod den belejrede by og søgte op på bjerge og klippetoppe. Træerne rystede så bladene faldt af og dækkede byens gader. Vi hørte at tyve kammerpiger ved hoffet, der var roser og liljer, allerede ved det første brag fra kanonerne blev så forskrækkede at de gik ud. *Den kolossale vrimmel af dyr af alle arter plagede både byboere og bønder, der var proppet sammen i trange bygninger, med uro og søvnløshed, og jo mere man hjalp hinanden og rørte hinanden, jo mere bredte epidemierne sig. Elefanterne bevarede roen bedst, men blev til sidst af kanonernes

Det endte med at den mezendoriske kejser i desperation kaldte sit råd sammen og tog ordet sådan:

Dertil råbte de alle som med en mund:

Så overgav kejseren sig med alle de riger han havde hersket over, hvilket betød at jeg på en og samme dag forøgede mit imperium med ét mægtigt kejserrige og omkring ti kongeriger og fyrstendømmer. Alle de mindre konger og statholdere fulgte nemlig kejserens eksempel og kappedes om at overgive sig til mig.

Martinianerne mente at de havde eneret på herredømmet over havet, og havde derfor behandlet kravene fra en bjergfyrste yderst arrogant. På den anden side havde de nu uhyre travlt med at samle tropper, og ud over lejetropper *mobiliserede de hele den martinianske stridskraft, alle våbenføre mænd.

Og ved det første brag fra skydevåbnene flygtede martinianerne over hals og hoved. Vi var lige i hælene på dem og mejede store mængder af dem ned. *Hvor mange fjender der blev dræbt ved den lejlighed, fremgik af det utal af parykker vi samlede sammen efter slaget. For da vi fik talt dem op, nåede vi frem til at der var faldet omkring 5.000 martinianere. Parykkernes udseende havde ændret sig siden jeg forlod landet. Jeg noterede mig mere end tyve forskellige former, for de opfindsomme martinianere arbejder videre med deres påfund i det uendelige.