Scene 5
2. Advocater- i 1731-udgaven er de to advokater ikke rigtige advokater (prokuratorer) men to venner af Oldfux i forklædning. Et punktum efter et tal, her 2, er ganske almindeligt og markerer ikke nødvendigvis et ordenstal.
taget ... an- påtaget sig at føre, varetaget.
min Livs-Tid- i hele mit liv.
i det ringeste- i det mindste.
Hevd- hævd; erhvervelse af ejendomsret eller en anden rettighed alene i kraft af ulovlig langvarig brug eller råden over en andens ejendom.
bonæ fidei possessio- (lat.) besiddelse i god tro; dvs. hævdserhververens gode tro om at ejeren af tingen eller rettigheden havde en retmæssig adkomst til den. I den klassiske romerret behøvede god tro kun at foreligge på det tidspunkt hvor hævden indledtes, hvorimod senere ond tro var irrelevant; siden hen, i middelalderens kanoniske ret, blev dette udvidet i retning af at den gode tro skulle gælde hele hævdstiden.
præscriptio- (lat.) hævd; fortabelse af en ret som grundlag for hævd. Spørgsmålet om hævd og god tro afhandler Holberg i Natur- og Folkeretten, Anden Part, kap. 12, i 1716-udgaven s. 171-176, hvor han også nævner nogle af de retslærde som anføres i det følgende.
Justinianus- Justinian 1. (ca. 482-565), østromersk kejser fra år 527, som i årene 529-34 iværksatte samlingen af romerretten i Corpus juris civilis, der falder i fire dele: Institutiones, Digesta, Codex og Novellae; den førstnævnte er en lærebog i romerret, de to sidstnævnte er samlinger af kejserlige forordninger, mens Digesterne, også kaldet Pandekterne, er 50 bøger med udtog af ca. 40 berømte juristers værker.Før universitetsfundatsen af 1732 og forordningen om juridisk eksamen af 1736 var det ikke usædvanligt at danske prokuratorer påberåbte sig romerret eller overhovedet fremmed ret. Romerretten var den fælles ret i Tyskland, men den gjaldt ikke i Danmark; uvanen med at henvise til den var en demonstration af hvad der lærtes ved universitetet, hvortil kom at man kunne høste fordel af at forvirre dommerne, der ikke nødvendigvis var jurister. Flere prokuratorer i komedierne slår om sig med romerret i stedet for dansk lov; det bedste eksempel herpå er Tobias Procurator i femaktsversionen af Gert Westphaler fra 1723. Senere forbød højesteretsinstruksen af 1731 prokuratorerne at påberåbe sig fremmede rigers og folks love.Den relevante danske ejendomsretlige bestemmelse at anføre ved det aktuelle spørgsmål om hævd havde i øvrigt været den stadig gældende 20 års-regel i Danske Lov 5-5-1 (herfra gjaldt der undtagelser, bl.a. var der særlige regler for kirkegods). I den klassiske romerret fandtes to hævdsinstitutter, dels usucapio med meget kort hævdstid (for løsøre 1 år, for fast ejendom 2 år), dels en praescriptio longi temporis med regler på 10 eller 20 år, når det gjaldt ejendom i de romerske provinser. I den justinianske romerret blev disse to lagt sammen til ‘almindelig hævd’, usucapio ordinaria (3 år for løsøre, 10 eller 20 år for fast ejendom), hvortil kom en ekstraordinær el. meget langvarig hævd (usucapio extraordinaria el. praescriptio longissimi temporis) på 30 år el. i særlige tilfælde 40 år, bl.a. ved pant og krav mod kirken. Endvidere anerkendtes nu servituthævd. (Se i øvrigt Ditlev Tamm, Romerret, 1. udg., 1980, s. 82-85). Selv om de to udtryk praescriptio og usucapio egl. var synonyme, var det almindeligt at førstnævnte udtryk fandt anvendelse på ubevægelige ting, sidstnævnte på bevægelige ting, altså rørligt gods, løsøre.
Molinæus- Charles Dumoulin (1500-66), berømt fransk jurist. For en tid levede og underviste han i eksil i Tyskland som følge af sin pavefjendtlige indstilling og sin konvertering til først calvinismen, derefter lutherdommen. Han er ophavsmand til flere betydelige, juridiske afhandlinger og desuden til en række polemiske skrifter, af hvilke et bragte ham i fængsel i 1564, da han var tilbage i Paris.
Cujacius- Jacques Cujas (1522-90), fransk jurist, der bl.a. forsøgte at rekonstruere kilderne til den justinianske romerret. Holberg omtaler ham ved sin behandling af emnet hævd i Natur- og Folkeretten, hvor han tillægges den opfattelse at hævd kun kan grundes på borgerlig (positiv) ret, men derimod “strider lige mod Naturens Ret, efterdi den borttager Godset fra den rette Herre mod hans Villie, end og det skeer til det gemeene Bæste” (1716-udgaven, s. 175).
Grotius- Hugo Grotius (el. de Groot) (1583-1645), nederlandsk filosof, teolog og jurist. Hans juridiske hovedværk er De jure belli ac pacis (Om krigens og fredens ret), Paris 1625, hvor de folkeretlige implikationer af hævd behandles i 2. bog, kap. 4. Holberg ejede et optryk fra 1701 og behandler Grotius ikke mindst i Natur- og Folkeretten (1716).
Jeg var tilfreds- det er mig ligegyldigt om så.
Alexander Magnus- Alexander den Store (356-323 f.Kr.), makedonsk konge og verdenserobrer.
Vasqvius- Fernando Vázquez de Menchaca (1512-69), betydelig jurist og humanist i den spanske senskolastik (‘anden skolastik’), senere ofte citeret af fx Hugo Grotius. Aktuelt tænkes der på hans værk Controversiarum illustrium usuque frequentium libri tres, først trykt i Venedig 1564, i hvis 2. bog han nærmere undersøger begrebet hævd, og hvordan ejendomsretten (dominium, besiddelsen) overgår fra de facto til de iure. I modsætning til Corpus juris civilis sidestiller han praescriptio og usucapio (se kommentar ovenfor til Justinianus) og argumenterer for at hævd ikke blot kan gælde materielle ting (res corporales) men også immaterielle rettigheder (res incorporales). Se fx Annabel S. Brett, Liberty, Right and Nature: Individual Rights in Later Scholastic Thought, Cambridge 1997, s. 186ff.
usucapio non habet ... populorum subditos- (lat.) “Hævd kan ikke finde sted mellem to undersåtter af forskellige konger og folk.” Formuleringen genfindes hos Grotius i begyndelsen af De jure belli ac pacis, 2. bog, kap. 4, hvor den pågældende opfattelse tilskrives Vázquez: “Namque id ius [usucapiendi] cùm lege ciuili sit introductum ... locum habere non potest, vt censet Vasquius, inter duos populos liberos aut reges, populumve liberum & regem: imò ne inter regem quidem & privatum ipsi non subditum, nec inter duos diuersorum regum aut populorum subditos” (s. 165 i førsteudgaven 1525; “For skønt denne ret [til at vinde hævd] er indført i civilretten, finder den efter Vázquez’ mening ikke anvendelse mellem to frie folk eller mellem to konger, ej heller mellem et frit folk og en konge; ja endog heller ikke mellem en konge og en privatperson som ikke er hans undersåt, eller mellem to der er undersåtter af forskellige konger eller folk [stater].”).
fæd- (her ironisk) anselig, betydningsfuld, ‘klog’ (egl. samme ord som ‘feed’).
sige- udsætte, bebrejde.
Vaskerske- vaskerkone; Troels’ misforståelse af Vasquius.
kysse Vasqvius med Permission –- tankestregen angiver her ‘bagi’ (el. et grovere udtryk). Denne og de følgende replikker er strøget i 1731-udgaven. Om frie ekspressioner se i øvrigt tidligere i kommentaren til II 3, Salvâ Feniâ.
der I meener- på det sted I mener (bagi).
mare- egentlig (Jomfru) Maria; sandelig, minsandten.
der Smag finder derudi- i førstetrykket (og i eftertrykket) gentages her den 2. advokats ord fra foregående replik: “der ingen Smag finder derudi” (passagen mangler i 1731-udgaven), men dette må være en fejl da jo den 2. advokat ivrigst af de to har læst Vasquius. Carl S. Petersen retter ikke fejlen men anfører i sit tekstkritiske apparat at der må være tale om en lapsus eller sætterfejl for ‘der finder Smag derudi’, og henviser samtidig til det lignende tilfælde med forvekslingen af ‘Mangel-Stok’ og ‘Koste-Skaft’ i II 8 (hvor Carl S. Petersen også konstaterer fejlen for derefter overraskende at opretholde den). Hvad angår de to mulige ordstillinger ‘Smag finder’ og ‘finder Smag’, er den nænsomste reparation førstnævnte løsning hvor kun ‘ingen’ fjernes; denne løsning vælger også Carl Roos i sit tillæg (Festudgaven, bd. 3, 1922, s. 579). Fejlens genese er her formodentlig at sætter er kommet til at gentage ordlyden i den første replik med dens nægtelse ‘ingen’. Julius Martensen og efter ham Hans Brix går mere drastisk til værks og ændrer replikfordelingen således at den aktuelle replik tilskrives 2. advokat og den foregående replik 1. advokat; i den første af disse replikker (“I maa være en dum Dievel” osv.) retter Martensen ‘ingen Smag’ til ‘nogen Smag’ (og erstatter ‘derudi’ med ‘deri’) (Holbergs Komedier, bd. 4, 1898, s. 226), mens Brix nøjes med at fjerne ‘ingen’ (Ludvig Holbergs Comoedier, bd. 1, 1922, s. 345; således også i 1930-udgaven).
Idiot- ignorant, uvidende person.
faaer hinanden i Haaret- griber fat i håret; kommer i slagsmål.
lumpen- ussel, simpel.
Ting-Stud- nedsættende betegnelse for (dårlig, udygtig) advokat el. prokurator som bruger mindre fine midler.
mine Jura- ‘mine’ bruges fordi jura er pluralis af jus; flertalsformen skyldes at retsstudiet oprindelig omfattede civil (borgerlig) ret på den ene side og på den anden side kanonisk el. kirkelig ret, altså to forskellige retssystemer.
i Rostok- på Rostocks universitet i Tyskland, grundlagt i 1419 og dermed det ældste i Østersøområdet; mange nordiske studenter søgte i tidens løb hertil, og det blev naturligvis regnet for finere end Københavns universitet. Fx har den lærde Magister Tychonius (i 1731-udgaven: Stygotius) i Jacob von Tyboe læst i Rostock.
føre den ud- udføre den, føre sagen.
Monsr.- Monsieur.
forvende- fordreje, forvanske (i vildledende hensigt).
Formaliteter- reglerne for den juridiske procedure.
hvorudover- af hvilken grund, i hvilken anledning.
Gevalt- vold; brugt som udbrud når en person lider overlast og beder om hjælp.
