Familien er patriarkalsk, faderen er familiens overhoved og tager i alt fald principielt de afgørende beslutninger i familien. Men far har ikke altid ret. I netop denne komedie giver mor og datter ham modspil på grundlag af sund fornuft, og de har ret, selvom der også må en intrige til for at bringe faderen til fornuft. Holbergs portrætter af moren og datteren er ualmindeligt varme og sympatiske og værd at tage op. Datterens opgør med faderen rejser også en informativ diskussion om forældres myndighed over deres børn i oplysningstiden. Komedien viser, at Holbergs idealfamilie nok er patriarkalsk, men faderens myndighed skal forvaltes i fornuftigt samråd med ægtefælle og voksne børn, ellers ender hans myndighed i tyranni og galskab. Det er i dette lys, de enkelte familiemedlemmer og deres indbyrdes relationer i det følgende skal ses.

Jeronimus er familiens økonomiske og juridiske overhoved, som det er typisk for tiden. Indtil kort før komediens begyndelse har han været en ærlig og respekteret borger, ægtemand og far. Han har klaret sig økonomisk godt som forretningsmand og har haft et godt forhold til naboer og andre borgere. Han har ingen hemmeligheder for sin kone Magdelone, og både konen og datteren holder af ham. Så vidt så godt. Ingen har haft noget imod Jeronimus som borger og familieoverhoved. Heller ikke Holberg. Men så får han denne “Honnette Ambition”, der slår skår i hans forhold til familie og andre borgere. Det er hans karakterfejl, rangsygen, der sigtes imod. Den Honnette Ambition er det, der kaldes en karakterkomedie, ligesom fx Erasmus Montanus og Jean de France. Rangsygen gør Jeronimus dum og døv over for hans kones og datters fornuftige indsigelser, og da han ikke kan argumentere overbevisende imod dem, griber han til det sidste våben, nemlig at trumfe sin vilje igennem ved at bruge sin magt som familiens overhoved. Rangsygen gør ikke bare Jeronimus og familien latterlig, den får også Jeronimus til at bryde en for længst indgået aftale om  ægteskab  mellem datteren og Leander, blot fordi Leander er en almindelig borger uden rang. For kone og datter, og dermed Holberg, er dette et misbrug af en betroet myndighed og et skår i den ære og respekt, alle hidtil har vist Jeronimus.

Magdelone er gift med Jeronimus. Hun er en ærlig, jævn og usnobbet borgerkone. Hun holder af sin mand og sin datter og støtter dem begge, når hun kan. Hun er udstyret med megen sund fornuft og bruger den i sine diskussioner med Jeronimus. Det er Magdelone, der argumenterer grundigst og mest direkte mod rangsygen og i sin kritik heraf er Holbergs talerør. Hun har dog én fejl, og det er, at hun ikke kan handle konsekvent i overensstemmelse med sine meninger. Når hendes mand beder hende om det, føjer hun sig efter ham. Hun ved det godt selv og sukker, men vil ikke lægge sig ud med sin mand. Det kan være tænkt af Holberg som en medlidende realistisk holdning for en kone i en patriarkalsk familie, det kan også være tænkt som et modstykke til datterens holdning.

Leonore er et idealbillede af en borgerdatter i Holbergs komedier. Hun er en datter, der holder af sine forældre og respekterer sin far, så længe han holder ord. Hun kan ikke tro dårligt om sin far, før hun får beviser om hans rangsyge. Hun kan trøste sin fortvivlede forlovede og bevare overblikket. Hun er klog og skarp og kan argumentere overbevisende for sin sag. Hun vil holde, hvad hun har lovet, i modsætning til sin far. Hun vil fastholde forlovelsen, faderen vil ophæve den uden fornuftig grund. Hun er stærk og handler i overensstemmelse med sine meninger i modsætning til sin mor. Hun ønsker ikke i første omgang at gå imod sin faders myndighed, men håber på, at intrigen vil få ham på bedre tanker. Men den ellers velafbalancerede Leonore bliver i diskussionen vred og går imod faderens myndighed, når Jeronimus bruger den som argument. Men må hun det?

Ja, det må hun faktisk godt ifølge gældende love på visse betingelser. Grundlæggende skal børn adlyde deres forældre i en langt højere grad på denne tid end i dag, men lige præcis i ægteskabssager har de voksne børn også noget at skulle have sagt. Ifølge gældende lov kunne en datter få lov at gifte sig mod sine forældres vilje, hvis forældrenes vilje ikke var begrundet “med skællig og lovlig Aarsag”, dvs. ikke havde en rimelig og gyldig grund. Og det har Jeronimus jo ikke i komedien.⁵ En pludselig rangsyge er ikke en rimelig begrundelse. Efter Leonores og Holbergs mening kan en ærlig borger godt gifte sig med en ærlig borgerdatter, der bliver velbyrdig.

Men vigtigst er her, at Jeronimus selv tidligere har givet sin tilladelse til forlovelsen. Og ifølge loven skal alle kontrakter holdes, således som de er indgået, når de er indgået frivilligt og ikke strider “imod Loven eller Ærbarhed”.⁶ Det er på dette punkt, Leonore sætter sin fader på plads. ‘Ærbarhed’ betyder i tidens juridiske sprog ‘sømmelighed, anstændighed, redelighed og god moral’. Jeronimus mener ikke, at et  ægteskab  mellem en ærlig borger og en datter af en rangsperson er ærbart, og omdefinerer ordet i egen interesse. Han definerer ærbart som et hensyn til rang og honnette ambitioner. For Leonore er det ærbart at holde sine løfter og indgåede kontrakter. Og her står Leonores forståelse af loven klart stærkere end faderens.

I Holbergs forfatterskab tales der flere steder om børns lydighed over for deres forældre i ægteskabssager. I Natur og Folkeretten, 3. udg. (1734) hedder det, at børn har pligt til at adlyde deres forældres ønske om giftermål med “visse Familier [...] Dog synes det, at et Barn med Ærbødighed kand væigre sig for [dvs. nægte], at binde sig til Ægtefælle, som dets Sind ikke falder til [dvs. synes om], efterdi Ægteskabs-Baand bør være til fælles Kiærlighed, og det er vanskeligt at elske efter Ordre” (s. 330). Og skarpere endnu i Heltindehistorier (1745): “Børn er deres Forældre hørige og lydige, men med dette Tillæg: Undtagen i Ægteskabs-Sager.” I den slags sager bør børn ikke alene “tages i Raad med, men have et dobbelt Votum [dvs. stemmeret], eller rettere Børnene bør være Dommere, og Forældre alleene Ausculanter [dvs. bisiddere]” I s. 319-321.

Holbergs borgerlige idealfamilie lader sig nemt udlede af Den Honnette Ambition. Familien er ganske vist patriarkalsk fra først til sidst, men i slutningen er en tyrannisk og rangsyg husfader blevet bragt tilbage til det, han oprindelig var: en godmodig og fornuftig borgermand, der er i dialog med sin kone og sin datter. Komediernes psykologi er enkel. Det er ikke sådan, at Jeronimus af natur har en lav karakter. Det er rangsygen, der gør ham lav i sine handlinger, og helbredt for sin rangsyge er Jeronimus den ideelle mand, far og husbond igen.

Kvinderne står stærkt i deres retfærdige kritik af den rangsyge husfader, uden at de bliver fade og kedelige. Tjenestepigen Pernille går kvikt og frækt til kanten af sine beføjelser, den gæve hustru Magdelone har sund sans og ret, men føjer sin elskede mand med et suk, og endelig er datteren Leonore klog, velargumenterende og stærk både over for sin far og sin kæreste. Kvinderne har altså hver deres form for fornuft og ønsker med rette at blive hørt af Jeronimus, hvis den patriarkalske rangorden Jeronimus, Magdelone, Leonore og Pernille skal respekteres og holdes.

Holberg kritiserer både mænd og kvinder i komedierne, men han lader også både mænd og kvinder repræsentere sine egne meninger. I Den Honnette Ambition er det kvinderne, der er Holbergs talerør. I Erasmus Montanus er det en mand, nemlig løjtnanten. Mænd og kvinder kan være lige fornuftige eller ufornuftige, lige gode eller dårlige, mener Holberg, men det hører med til hans originalitet, at han mere end andre samtidige forfattere yder kvinder ret og retfærdighed og skildrer mænd og kvinder som ligeværdige.