Holbergs København
Holbergs produktion − og i den forbindelse i særdelseshed komedierne − udgør en af hovedkilderne til vores viden om København i første halvdel af 1700-tallet. Stykkerne er fulde af københavnsk lokalkolorit og vrimler med hentydninger til personer og steder, skik og brug, sprog og omgangstone, leveforhold, pengevæsen og erhvervsliv m.m. Adam Oehlenschläger har meget rammende sagt om dem:
Holberg har vidst at fremstille den danske Hovedstads borgerlige Liv i sin Tid saa tro, at om Byen sank i Jorden og man kun om nogle Aarhundreder udgrov [dvs. udgravede] Holbergs Komedier, saa vilde man saa godt kjende Digterens Tidsalder deraf, som vi kjende den romerske Tid af Pompeji og Herculanum.21
Det er København på Frederik 4.s tid der står lyslevende i komedierne. Efter Københavns brand i 1728 og Christian 6.s tronbestigelse i 1730 blev tiden og tonen en anden, hvilket afspejler sig i den sidste omskrivning af Den Vægelsindede fra 1731. Smagen var skiftet, og komediernes fremstilling af københavnsk dagligliv forekom forældet.
Læst som historisk dokument byder Den Vægelsindede fra 1723 på mange interessante detaljer om borgernes hverdagsliv i samtidens København. København er endnu i 1720’erne en middelalderlig fæstningsby med volde og porte, uensartet byggeri og snævre og meget snavsede gader. Det må have virket grotesk på samtidens publikum at Lucretia befaler Torben at skrabe den snustobak op fra gaden som hun havde spildt. Gadernes svinske tilstand betød at mange borgere foretrak at lade sig transportere i karet eller bærestol. Skulle man gå til fods, måtte man have en tjener til at lyse for sig, for gaderne var desuden ganske usikre. Byens vægtere patruljerede gaderne og greb ind hvis der opstod uro. Som det sker for den fremmede kavaler og musikanterne i Den Vægelsindede, blev urostiftere trukket på rådhuset og straffet med bøder. I byens udkant var der øde områder som Grønland. Det var et område mellem Kastellet, Østerport og Nyboder der tidligere benyttedes til henrettelsesplads for forbrydere af militærstand. Her kunne unge kavalerer som Sparenborg og Apicius søge hen for at udkæmpe duel skønt det var strengt forbudt både at duellere og at overbringe en udfordring til duel.
Samfundet var i det meste af 1700-tallet gennemreguleret fra højeste sted, dels for at opretholde standsforskelle og dels for at sikre byernes handlende og håndværkere et rimeligt udkomme . De sidstnævnte var fra middelalderen organiseret i lav, der holdt skarpt øje med deres privilegier; men tiden var ved at løbe fra lavene, fremgår det af Carl Bruuns bog Kjøbenhavn fra 1890:
Værre var dog den Omstændighed, at et ikke ringe Antal Personer, navnlig Udlændinge, fik kongeligt Privilegium paa at handle udenfor Laugene, en Kjendsgjerning, der staar i Forbindelse med Regjeringens Uvillie mod Laugsvæsenet i det Hele. Til disse Priviligerede høre især Galanterihandlerne, som iøvrigt ikke blot gik Kræmmerlauget, men ogsaa Urtekræmmerne, Isenkræmmerne, Hatstaffererne og mange Andre i Næringen.22
Lucretia er enke efter en galanterikræmmer og altså selvstændig erhvervsdrivende. Hun sidder selv i sin galanteribod morgen og aften, sommer og vinter, fortæller Terentia. Det var åbenbart ikke et særsyn at kvinder kunne få tilladelse til at slå sig ned som galanterihandlere. Carl Bruun skriver:
Det var høist forskjellige Personer, som fik kongeligt Privilegium paa at nedsætte sig som Galanterihandlere, og det var høist forskjellige Varer, hvormed de fik Tilladelse til at handle. Ved Galanterikram forstodes i Almindelighed: Handsker, Vifter, Hovedsætter, syede Halsklude, Tørklæder, Baand, Plumager, Etuier og lignende Smaatøi, endvidere Lærred og Kniplinger, dog ikke i hele Stykker, men kun forsaavidt de vare benyttede i syede Arbeider eller Klædebon. ... Det forstaas let, at Laugene som Følge heraf ofte besværede sig over Galanterihandlerne, af hvilke adskillige bleve velstaaende Folk. Blandt de mere bekjendte kan nævnes Enken efter Dandsemester Choquet (Holbergs “franske Maria”), der boede i Lille Kongensgade og bl. A. ogsaa handlede med Snustobak, Madame Petersen paa Amagertorv, hvis Gaard ombyggedes af Sønnen og blev til “Petersens Kloster”, og endelig Lovise Rosset (Holbergs “franske Lovise”) paa Kjøbmagergade ...23
Som alle Københavns handlende skal Lucretia betale told af de varer hun indfører i byen, men i et anfald af fortrolighed betror hun Abelone at hun kan skaffe varerne ind uden at betale afgiften. Senere forsikrer hun dog Terentia om det modsatte: “vi ere icke af de Folk, der practisere noget ind uden at fortolde. Icke saa meget som et Brev Knappe-Naale er kommen, eller skal komme nogen Tid ind udi vort Huus, som icke er angivet.” (I 6).
Det fastlægges nøje i hver enkelt erhversdrivendes privilegium hvilke varer de har lov at handle med, og af tidens retsdokumenter fremgår det at alle vogter på deres rettigheder og klager til myndighederne hvis de trædes for nær.
Dette gælder også bestemmelser vedrørende stændernes øvrige rettigheder; der var regler for alt muligt som vi i dag ville regne for en privatsag. Den honnette ambition − dvs. ønsket om at kravle op ad den sociale rangstige − satte sit præg på tiden på utallige måder, og borgerne lå i en evig strid, hvilket Holberg ironiserer over. Lucretia og nabokonen strides fx om hvem der har ret til at sidde øverst i kirken:
[Jeg] ... er færdig at sprecke, naar jeg fornemmer, at saadan en Qvinde icke vil give mig den Ære, som mig tilkommer. Jeg kand aldrig faa af mit Hoved den Spot hun giorde mig for otte Uger siden udi Kircken, hvor hun smukt sans facon satte sig oven for mig. Men jeg forsømmede mig icke, men tog hende strax ved Haanden, og sagde: Madame vær saa god og sid smukt der neer. (I 3)
Lucretia tilhører muligvis den fransk-reformerte menighed i København. Hun foretrækker de franske komedier for de danske og læser franske aviser. Der kan dog også være tale om snobberi. Lucretia beskylder sin nabokone for “Affectation” [dvs. skaberi] fordi hun synger franske viser, men straks efter gør hun selv det samme og siger: “Den Viise har een oversat paa Dansk, men det har ingen Klem; thi mand maa sige om vores Sprog, hvad mand sige vil, saa er det dog icke at ligne mod Tysk eller Fransk.” (I 3).
Begge sprog var almindelig kendt og anvendt i borgerskabet. Tysk var det gængse omgangssprog inden for militæret, men også som handels- og administrationssprog var det særlig udbredt. Fransk var i højere grad end tysk et modefænomen, og særlig de franske tiltaleformer (Madame, Mammeselle, Monsieur) og de franske høflighedsfraser (Votre servante Madame, Serviteur, Adieu m.fl.) vandt stor indpas i borgerskabets mere dannede sprogbrug. Studerede folk krydrede deres tale med latin. I Den Vægelsindede gælder dette både Per Iversen, der som “Philosophus” formentlig er velbevandret i latinen, og Sparenborgs tjener, Christoffer, den ‘latinske dreng’, der kan en smule fra begynderbøgerne (jf. Holbergs komedie Erasmus Montanus).
Holberg havde et stort ønske om at fremme brugen af det danske sprog og havde i den forbindelse et godt øje til det bedre borgerskabs snobberi for franske moder. Komedien Jean de France (1723) er Holbergs kongeeksempel på dette, men også i Den Vægelsindede er den ironiske adresse tydelig når han lader Lucretia skælde ud på de danske komedier: “I dag skal der spilles et smukt Stycke kaldet den Politiske Kandstøber, hvilket jeg ville ønske var oversat paa Fransk, at, om de Franske Comoedier kom her i Moden igen jeg kunde se den agere; thi paa Dansk har den ingen Art.” (I 3).
Konflikten mellem gamle skikke og nye moder er et gennemgående tema i Holbergs komedier; i Den Vægelsindede er modsætningen mellem gammelt og nyt at finde hos Lucretia selv som et udslag af hendes selvmodsigende personlighed. Når hun er i sit letsindige hjørne, drikker hun the, kaffe eller chokolade om morgenen, spiser konfekt, makroner og marcipan og bestiller vinsuppe; mens hun i sit sparsommelige hjørne spiser en rugsimle, øllebrød eller smørrebrød til morgenmad og til middag opvarmede ærter fra dagen før. Snart klæder hun sig “som en Maj-Brud”, snart i sin gammeldags “Flaske-Trøye”, dvs. en stramtsiddende trøje med skøder. Snart læser hun satiriske romaner og synger vovede franske viser, snart læser hun religiøse skrifter. Holberg tager ikke explicit parti for gammelt eller nyt, sparsommelighed eller ødselhed i Den Vægelsindede, kun overdrivelse i den ene eller anden retning er af det onde.
Hos livsnyderen Apicius er overdrivelsen imidlertid princippet, og skildringen må opfattes som en parodi på en københavnsk levemand der lever for at spise og drikke. Vi får en omhyggelig redegørelse for de retter han har sat til livs, og den vin han har drukket, og det giver os et indtryk af tidens kogekunst: “En Hønsekiød-Suppe med Boller, en Kallkunsk Hane, et Fad Karper, et Fad Karusser, en Mandel-Terte, foruden adskillige smaa Biretter for en Rdr. pro Persona.” (II 2).
Apicius virker ganske nutidig når han kyndigt diskuterer hvordan retterne er tillavet; man får det indtryk at der har været en rigdom af fisk og vildt, men at nogle kokke spolerede råvarerne med søde stuvninger. Også vinen omtales med kendermine: rødvin fra Bordeaux og Rhinskvin, som indtages i Københavns kendte beværtninger og vinhuse: Charlotte, Abbestee, Sohl, De 3 Rømere og Capo de Bonne Esperance, der lå i det indre Københavns gader i nærheden af slottet.
Forholdet mellem kønnene som det skildres i Den Vægelsindede, forekommer en nutidig læser temmelig jævnbyrdigt og mere naturligt end det er tilfældet i den litteratur der vandt frem i romantikken 100 år senere. Apicius flirter dristigt med Abelone (II 4), men hun er ikke snerpet og giver ham svar på tiltale. Når Apicius spørger om han må lægge en finger på pigens bryst, er der ikke tale om en individuel særhed − det samme gør frieren Peder Eriksen Bogholder i Den Stundesløse (1731). Det er en hovedtanke hos Holberg at normer skifter så det der anses for naturligt i en tidsalder, bliver utænkeligt i en anden. I Epistel 199 omtaler han både kys og berøring af en kvindes bryst og konkluderer: “Hvert Land, hver Alder haver sine Skikke og Vedtægte, hvorved en Ting bliver sømmelig eller usømmelig.”
Molbech skriver i 1843 om scenen mellem Apicius og Abelone:
Holberg giver os uden Tvivl her en ikke mindre correct og natursand Scene af Livet og Omgangstonen i hans Tidsalder. ... Dialogens Characteer er ogsaa ret naturligt anlagt efter disse Personers Art og Væsen, og vel vedligeholdt; vi maa kun tænke os Tone og Udtryk oversatte i et andet Sprog, naar vi sætte Scenen ned i vor Tid.24
Synet på ægteskab er endnu ganske fornuftspræget, men også dette er ved at ændres. Holberg ironiserer over den retorik som forventes af en bejler. Christoffer, der her agerer giftekniv, udtrykker formentlig forfatterens holdning når han siger:
Jeg ved nok, hvordan Moden er baade for dem, som skal fri, og den, der skal sige ja. En Frier, eller hans Commissionaire, skal lade sig mercke i mange Aar at have baaret hemmelig Kierlighed til en Jomfrue, omendskiønt hand aldrig har seet hende tilforn. ... Den som vil sige, ja, skal blive rød i Ansigtet og sige: Monsieur, det er noget, som jeg ikke kand svare til. Det er for tiligt for mig at giftes. ... Og skal gaa saasom halv vred og skamfuld bort, omendskiønt hun er ferdig at sprecke af Kierlighed. Jeg er aldeeles icke for slige unyttige Ceremonier. Naar jeg skal til at fri engang, saa siger jeg kun: Lille Pige! Vil I have mig? Siger hun ja, saa smæcker jeg strax til. Siger hun nej, saa svarer jeg: Farvel lille Pige! hils hendes Forældre. (V 5)
Holbergs komedier skildrer levende brydningstiden i første del af 1700-tallet. Det er ikke store og omvæltende begivenheder som pest og krig vi møder i komedierne, men almindelige borgeres levevis og tænkemåde. Stykkerne har stor historisk interesse samtidig med at figurerne stadig lever på scenen. Hver tid har sin Holberg, og det er sigende at en figur som Lucretia, der har mødt temmelig ringe forståelse i de snart 300 år der er gået siden hun blev skabt, i dag kan spilles ud fra et hypermoderne menneskesyn.
