Skjul alle
Indledning til Jacob von Tyboe
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2016)
To opblæste bejlere og kamphaner, den brovtende officer Jacob von Tyboe
og den lærde pedant magister Tychonius, er hovedpersonerne i Holbergs
dobbelte karakterkomedie Jacob von Tyboe. De forsømmer ikke en lejlighed til at hævde sig og derved udstille deres snæversynede selvglæde. Når
Tyboe stolt viser det sværd frem som han hævder at have dræbt tre mennesker med i Holland, så svarer Tychonius at han da også har den stok
som han benyttede til at smadre vinduer med hos professorerne i Rostock.
De to kamphaner bejler begge til Lucilia, som selv elsker den hæderlige
Leonard. Moderen ønsker at datteren gifter sig med von Tyboe eller
Tychonius, der begge er velhavende. Leonard vil først få midler nok til at
udgøre et passende parti når hans arveonkel dør.
Snyltegæsten Jesper Oldfux, der er en mester i intriger, fatter sympati
for Leonard, og ved hans mellemkomst bliver soldaten og akademikeren
spillet ud mod hinanden. Den støt eskalerende konflikt kulminerer da
de to rivaler mobiliserer henholdsvis tropper og studenter, og et egentligt
korporligt sammenstød truer.
Begge er de imidlertid på bunden kujoner, så kampen bliver aldrig til
noget. Til gengæld vender de aggressionerne mod Leonoras hus. Her viser
det sig at Leonard er den ægte helt der modigt afværger angrebet. Da han
kort efter arver sin onkel, er der ikke længere noget der holder de unge
elskende tilbage fra at få hinanden.
Tyboe og Tychonius, soldaten og den lærde, repræsenterer to lige ensporede kulturer. Forskellen viser sig på mange områder, i deres udseende, opførsel og deres hele verdensbillede – og også sprogligt: I militæret var tysk kommandosproget, mens latin var den lærde verdens sprog.
Komedien er sprængfyldt med veloplagte monologer hvor kamphanerne
afslører deres snæversynede forståelse af verden. Begge tror at deres normer gælder hele samfundet. Over for dem står det afbalancerede fornuftsmenneske Leonard.
Tychonius-figuren, den lærde pedant, gør Holberg sig lystig over i mange sammenhænge. Mest kendt er nok Erasmus Montanus, men vi møder
ham fx også i talrige andre komedier, i det komiske epos Peder Paars
(1719-20) og i romanen Niels Klim (1741) i skikkelse af hovedpersonen
selv.
I Holbergs øjne er pedanteri imidlertid ikke begrænset til den lærde
verden. En pedant, forklarer han i sin Epistel 12 (1748), er en der fortaber
sig i detaljer og bagateller på sit eget felt uden forståelse for hvad der er
væsentligt i den større sammenhæng; pedanter findes på alle områder,
inden for hoffet, administrationen, retsvæsenet – og militæret.
Selve komediens plot og sammenstillingen af de to typer, soldaten og
den lærde pedant, har Holberg formentlig ikke haft litterære forlæg for.
Men den brovtende soldat har han kendt fra de romerske komedier Eunuchus af Terents og Miles Gloriosus af Plautus – der har leveret komediens
undertitel ‘den stortalende soldat’.
Antagelig har Holberg også ladet sig inspirere af virkelige begivenheder. København var både garnisons- og universitetsby i 1600- og
1700-tallet, og byen oplevede en række bevæbnede sammenstød mellem
militære og akademiske grupperinger.
Jacob von Tyboe er blandt de femten komedier som Holberg omtaler som
færdigskrevne da det første bind komedier udkom i 1723. Komedien, der
oplevede sin første opførelse i 1725, blev trykt samme år i tredje bind
af den samling af komedier Holberg udgav under pseudonymet Hans
Mikkelsen.
I sit Første Levnedsbrev fra 1728 skrev Holberg om komedien at den
kunne trænge til en revision, idet han særligt mente at en række af stykkets lange monologer med fordel kunne forkortes. Holberg foretog
forandringerne og lod den reviderede udgave udkomme i andenudgaven
af komedierne fra 1731.
Det er det ældste tryk der ligger til grund for nærværende udgave.
