|N10r
Scen. 5.
Jeronimus. Leonora.
Jeronimus.
*Naar Verden staar til Paaske, saa skal jeg *give min Hals, de *Topper,
Fabler, Favoriter ere ikke andet end *Lucifers Paafund.
Leonora.
Hvad er paa færde lille Mand?
Jeronimus.
Mand seer et Tegn efter et andet, og dog er mand lige gall.
Leonora.
Er der noget ont *vederfaret lille Mand?
Jeronimus.
Hør, min Hierte, I giør mig en Tienneste, om I vil gaa med *rund Hue
herefter, og lade jer Klær skiere efter den Mode, som min gamle Syster
Magdelone bruger.
Leonora.
Men min allerkieriste lille Mand! om I vil *examinere mine Klæer mod
*Fasters, skal I *befinde at hendes er meere kostbar.
Jeronimus.
Sagen bestaar ikke derudi, *min Dukke, Kostbarheden giør hverken til eller
fra; men |N10vdisse forbandede nye *Inventioner, disse
Toppe, disse Fabler, disse Favoriter, som voris *ærlige Forfædre *intet
har vidst at sige af, det er en syndig *Dragt, som er Aarsag til all den
Ulykke der skeer i Verden.
Leonora.
Jeronimus.
Vi vil ikke troe Synden, førend vi *vares ved Tegn, og da er det *forsilde;
her er jo nyelig fød en Kalv med Top, Favoriter og Fabler.
Leonora.
Men kand man *forlade sig paa at det er sant?
Jeronimus.
*Gid jeg faar en U-lykke er det ikke sant. Pernille tillige med andre got
Folk her i *Æbeltoft har jo seet Kalven; hør min Hierte! hvad jeg vil
sige, jeg er gandske ikke i Humeur at holde Juulestue i Aften.
Leonora.
Har den Historie om Kalven skrekket jer derfra?
Jeronimus.
Nej aldeles ikke, thi det er ikke den første Historie; men jeg har
*eftertænkt det nøje, og finder at disse Juulestuer og Juule-Leeg fører
intet got med sig.
|N11r
Leonora.
Mig skal det være lige kiert. I veed vel selv *hvor lidet jeg er af
Verden. I skal finde faae *slige unge Koner som jeg; thi jeg var tilfreds
der var aldrig Dants eller Spill i Verden, min Fornøjelse er at sidde
hiemme ved mit Arbeid, og *see min lille Mand til gode.
Jeronimus.
Jeg veed det nok, min Dukke, I er Exempel for alle unge Koner i Æbeltoft;
den beste Ting jeg har giort i Verden, er at jeg har udvalt saadan dydig
Siæl til Ægte-Fælle.
Leonora.
Jeg kand ikke begribe hvordan fornuftige Folk finder Behag udi
Juule-Leeg; det kand være got nok for Børn, men det burde foraarsage
Væmmelse *til*til]*til] A a, for B C *til] A a, for B C Folk som er kommen til Alder.
Jeronimus.
Disse samme Juule-Leeg har ogsaa undertiden nogle onde *Suiter.
Leonora.
Baade Juule-Leeg og andre store Selskabe, min Hierte, jeg er aldeeles
ikke for dem, var det ikke for at behage min Mand, kom jeg aldrig ud
herefter.
Jeronimus.
Nej min Dukke! hun maa ikke dog gandske *slaa sig fra Verden, man maa have
no|N11vgen Fornøjelse *iblant. Unge Mennisker kand
ellers *falde udi Melancholie.
Leonora.
Jeg blir min Troe altid melancholisk udi Selskab, og fordriver den igien
med *Eenlighed.
Jeronimus.
Ja! ja det er got nok min Hierte! men alting *til Maade, *ellers er det mig
kiert, at I ikke er for denne Juulestue i Aften. Jeg vil lidt ud og høre
hvad min Søster siger derom. Ved sig selv naar hand gaar
ud: Hvilken ærlig Mand der har saadan en Kone som jeg, hand
maa holde sin Bryllupsdag hvert Aar som en Fest.