Jo vankundigere et Menneske er, jo mindre holder han en Ting at være u-muelig, og jo fornuftigere en Mand er, jo frygtsommere og tvivlraadigere er han. Den første kiender ikke sine Kræfter, og derfore troer sig sterk nok til alle Ting: den anden vejer sin Styrke og tilligemed sin Svaghed, og derfor ofte er tvivlraadig. Den første seer ikkun det yderste af en Ting, og derfor holder intet at være vanskeligt: den sidste derimod kiiger ligesom ind udi Indvoldene deraf, og derfore seer alle de Knuder, som behøver at løses. Beed et Barn at løfte en Byrde af 1000 Punds Vægt: det skal ikke veigre sig derfor; thi det kiender ikke sin egen Styrke, kiender ey heller Byrdens Vægt. Ach! hvis jeg et Aar var Borgemester! raaber mangen Haandverks-Mand, Staden skulde i en Hast faae en anden Skik. Derfore seer man vankundige Mennesker i Hobetal at løbe til Embeder, hvis Vanskelighed de ikke føle, førend de faaer dens Byrde paa Axslene. Hvis *Phaëton havde været begavet med Egen-Kundskab, havde han ikke dristet sig til at *regiere Solens Heste. Hvis *den politiske Kandestøber havde examineret sin egen U-duelighed, havde han ikke taget sig paa at præsidere i Raadet. Derfor seer man dagligen de vankundigste Folk at galopere til Embeder, da de dueligste ofte lade sig trekke dertil. Finder man en Knude udi Theologien, da leer en Klokker eller Landsbye-Degn deraf: de Vanskeligheder, hvorover de grundigste Theologi sveede, |124ere for ham ingen Vanskeligheder: Tvivlsmaal og Scrupel heeder hos ham Daarlighed og Stupiditet; hvorudover man seer ingen med større Ferdighed at decidere udi Religions Sager, end den, der haver læset een Bog.

Consulerer man en erfaren Læge udi en Sygdom, som er incurable, bekiender han den U-muelighed, som han finder i at curere: spørger man derimod en Qvaksalver til Raads, forsikkrer han strax den Syge om en hastig Restitution; det er ham ligemeget hvad Sygdom det er, og hvor meget den haver fæstet Rødder; et par doses kand i hans Tanker giøre alting got, og vil man ingen Troe fæste til hans Løfte, sætter han sin Qvaksalver-Salighed i Pant derpaa. Men Udgangen viser ofte, hvor meget han haver bedraget den Syge, og hvormeget han haver bedraget sig selv. Jeg siger: ofte; thi den *Assurance og den frekke Mine, hvormed han giør sit Løfte, curerer ofte en Patient, helst den som haver en sterk Imagination. En stor Naturkyndig tilstaaer de mange og store Hemmeligheder, som findes i Naturen. En Lærling derimod finder ingen Knuder, alting for ham er let, jævnt og begribeligt; ingen Labyrinth er saa indviklet, han jo finder Udgangen, intet *Chiffre saa vanskeligt, han haver jo Nøgelen. Hvis man derfore vil lede efter store *Decouverter, maa man ikke addressere sig til lærde Societeter, som bestaaer af Lemmer, der |125deres heele Livstid have arbeydet derpaa: thi hos dem faaer man i visse Ting ikkun slet Trøst, og bliver afviset med et *Ignoramus. En Grovsmed derimod kand med liden Møye udfinde *den philosophiske Steen: hver Apotheker-Svend haver et *Panaceum: hver Uhrmager veed at giøre et Perpetuum mobile: og hver Styrmand haver *fundet Longitudinem. Hvad et heelt Collegium i 100 Aar forgieves haver eftersøgt, kand en Skipper udfinde medens han smøger en Pibe Tobak, og en Skiærsliber, medens han sliber en Kniv. Ligesom en Barbeer, medens han rager et Skieg, kand giøre Project til Kriig, Fred, Alliance, give Instrux til Generaler og Ministrer. *Hannibal kom engang til *Ephesum, hvor han hørte en Tale, som blev holden af den Peripatetiske Philosopho *Phormio om Kriigs-Discipline og en Feltherres Pligt. Alle Nærværende anhørte denne Tale med Fornøyelse, og spurte Hannibal, hvad han dømte derom. Hannibal, som derudi intet havde fundet uden Dumdristighed, dømte ham fra Forstanden, sigende, at intet større Tegn kunde være til Galskab, efterdi Phormio var en Mand, der hverken havde seet en Leyer eller Kriigshær. Deslige Folk vide saaledes alting, førend de lære at vide noget; men, saa snart de begynde at lære noget, begynde de tillige med at vide intet, saa at, ligesom de forfremmes udi et Videnskab, forfremmes de tillige med udi *vanskelige Tings Ignorance. Thi, saasom |126de tilforn saae ikkun Skallen og Barken, og det inderste af Tingen var dem ubekiendt, saa vare de udi deres Tanker Doctores og Magistri, saa var alting let for dem og heel begribeligt, saa ynkedes de over andre, og ansaae dem, som tykhovede Mennesker, der ved mange Aars Sveeden ikke kunde see det, som de selv ved første Øjekast kunde udfinde. Derimod, saa snart de begynde at nærme sig mod Kiernen af en Ting, og blive vaer de mange Knuder og skiulte Gange som møde, blive de af Doctores forvandlede til Disciple, saa at deres Alvidenhed forsvinder, ligesom den rette Videnskab tiltager. Intet kand være artigere og grundigere end hvad som *Montagne herom taler. Det gaaer, siger han, med lærde og kyndige Folk, som med Kornstraae: *De Spiire staar i Vejret ligesom med oprakt Hoved saa længe de ere tomme: men naar Axene komme til Moedhed, begynde de at ydmyge sig og at bukke med Hovedet. Naar Socrates bliver adspurt om hvad han forstaaer, svarer han, sig slet intet at vide; hvilket giver mig høje Tanker om Manden, og viser, at han ikke haver ladet sig nøje med Barken eller Skallen af en Ting. Naar derimod en af vore Tiders Philosophis giver sig ud for at vide alting, slutter jeg, at han veed ingen Ting, og er den Assurance, med hvilken han *profiterer sin *Polymathie et tilforladeligt Beviis paa hans Vankundighed. Ligesom det Forsøg Børn giøre paa at springe over deres egen |127Skygge, er Beviis paa at de ere Børn. Dette er saaledes et u-fejlbart Kiendemerke, hvis I-agttagelse man maa recommendere alle Folk, særdeles høye Stands-Personer, at de ikke tage Skygge for Legemet, og Pralen for Lærdom, at de lade sig ikke forblinde af prægtige Løfter, men heller, at Løfternes Storhed maa tiene dem til Beviis paa de Lovendes U-videnhed.

Men denne Regel tages desverre ikke alletider udi agt, hvorudover man seer Pralere og Daarer udi Anseelse, naar fornuftige og *skiønsomme Mænd gaae med nedslagne Hoveder, og ere foragtede, som uduelige Mænd. Tænk ikke, at mit Forsæt udi denne Dissertation er at *declamere mod Daarer, thi det er Folk, som jeg aldeles ikke vil have til U-venner, og det saavel i Henseende til deres Mængde, som Importance. Jeg har merket udi *andre mine Skrifter deres Fornødenhed udi en Republiqve, i Henseende til deres Activitet og *Resolution. Og er det i den og adskillige andre Henseender, at jeg heller holder Venskab med en Nar, end søger at støde ham for Hovedet. Mit Forsæt her er alleene at forklare Aarsagen til visse Menneskers hastige Alvidenhed, og at vise, at samme Alvidenhed er et Kiendetegn paa den tykkeste Uvidenhed. Jeg haver udi *en anden Dissertation viset, hvor lykkelige deslige Mennesker ere, i det at de troe sig at eje alting, da de dog eje intet, og at saadan de|128res Tillid ofte bringer dem udi Anseelse, saa at de blive agtede som Folk af Importance. Philosphi og Moralister tale med Bitterhed mod adskillige Ting, som det menneskelige Kiøn dog ikke kand undvære. Jeg for min Part skiøttede ikke om at leve udi et Land, hvor ingen Narre vare. Thi en Nar giør samme Virkning udi en Republiqve, som *Fermentum udi et Menneskes Mave. Den er som et nyttigt *Salvolatile, der bringer Blod og Vædsker udi Bevægelse: ja kand lignes med en Stormvind, hvilken, endskiønt den undertiden river Huse og Træer ned, renser dog tillige med Luften, hindrer den fra Forraadnelse, og *forekommer Sygdomme, som gemeenligen reise sig af all for megen Stilhed.