Tilbake til søkeresultater
Tekststatus:
Kommentering pågår

   

   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
Ep. 395
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   


previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistola CCCXCV.
Til * *
En Svensk Herre, som reysede her igiennem Staden, og beærede mig med en Visite, fortaalte, at man udi Sverrig havde raadslaget, om det var tienligt at lade Autores frit skrive, som udi Engelland og Holland; eller om man skulde blive ved, som sædvanligt, at underkaste Skrifter publiqve Censure. Han sagde, sig tillige med mange andre at have forfægtet den første Meening; Men at Pluraliteten var derimod. Der kand udi denne saavel som de fleeste Materier anføres Argumenter pro og contra. Man kand paa den eene Side sige, at mange slette og forargelige Skrifter derved hindres at komme for Lyset: man kand paa den anden Side og sige, at mange prægtige Bøger, hvilke ansees som Zirather for et Land, havde blevet stedse skiulte, hvis Censurer allevegne havde været anordnede. Jeg haver ofte recommenderet Friehed i at skrive, og anseet de publiqve Censurer som Baand og Lænker for den Lærde Verden. Jeg haver alleene holdet for, at Skrive-Friehed ikke burde tillades uden dem, der have naaet en moed Alder; og er jeg der udi bleven bestyrket, efterdi jeg paa nogen Tiid haver seet unge Personer, førend de have faaet Skiæg paa Hagen, at føre Pennen i de delicateste Materier saavel politiske |339som moralske. Det er om saadanne, som man bør sige med David: Lader dem blive i Jericho, indtil deres Skiægge voxe. Man kand vel herimod indvende, at visse unge Mennesker blive tiligen moedne, saa de endogsaa udi den grønne Alder have erhvervet tilstrækkelig Skiønsomhed: Men saadant er dog rart; og, endskiønt saadan Beqvemhed udi Ungdommen kand findes, saa støder man sig dog derover, naar unge Personer agere Lærere udi vigtige Ting, og, naar de ville reformere Verden, førend de have lært at kiende den. Jeg approberer derfor den underjordiske Anordning, hvorved en vis Alder blev bestemt til saadant Foretagende. I det øvrige er jeg ikke meget for de sædvanlige Censurer, hvorved jeg mærker at triviale Skrifter komme for Lyset, og adskillige ypperlige maa ligge skiulte. Thi det er gandske vist, at hvis publiqve Censurer havde været anordnede paa de Steder, hvor Erasmus, Grotius, Montagne, Clericus, Bayle, og visse andre store Mænd levede, havde deres Manuscripter, som tillige med deres Heterodoxie befatte saa mange nyttige Ting, været blevne skiulte og af Møl fortærede, saa at Hveden havde forkommet med Klinten. Jeg forbliver &c.
 
 
 
xxx
xxx