|338
Epistola CCCXCV.
Til * *
En Svensk Herre, som reysede her igiennem
Staden, og beærede mig med en Visite, fortaalte, at man udi Sverrig
havde raadslaget, om det var tienligt at lade Autores frit skrive, som
udi Engelland og Holland; eller om man skulde blive ved, som sædvanligt, at
underkaste Skrifter publiqve Censure. Han
sagde, sig
tillige med mange andre at have forfægtet den første Meening; Men at
Pluraliteten var derimod. Der kand udi denne saavel som de fleeste Materier
anføres Argumenter pro og contra. Man kand paa den eene Side sige, at mange
slette og forargelige Skrifter derved hindres at komme for Lyset: man kand paa
den anden Side og sige, at mange prægtige Bøger, hvilke ansees som Zirather
for et Land, havde blevet stedse skiulte, hvis Censurer allevegne havde været
anordnede. Jeg haver ofte recommenderet Friehed i at skrive, og anseet de
publiqve Censurer som Baand og Lænker for den Lærde Verden. Jeg haver alleene
holdet for, at Skrive-Friehed ikke burde tillades uden dem, der have naaet en
moed Alder; og er jeg der udi bleven bestyrket, efterdi jeg paa nogen Tiid haver
seet unge Personer, førend de have faaet Skiæg paa Hagen, at føre Pennen i de
delicateste Materier saavel politiske |339som
moralske. Det er om saadanne, som man bør sige med David: Lader dem blive i
Jericho, indtil deres Skiægge voxe. Man kand vel herimod indvende, at visse unge
Mennesker blive tiligen moedne, saa de endogsaa udi den grønne Alder have
erhvervet tilstrækkelig Skiønsomhed: Men saadant er dog rart; og, endskiønt
saadan Beqvemhed udi Ungdommen kand findes, saa støder man sig dog derover, naar
unge Personer agere Lærere udi vigtige Ting, og, naar de ville reformere Verden,
førend de have lært at kiende den. Jeg approberer derfor den underjordiske
Anordning, hvorved en vis Alder blev bestemt til saadant Foretagende. I det
øvrige er jeg ikke meget for de sædvanlige Censurer, hvorved jeg mærker at
triviale Skrifter komme for Lyset, og adskillige ypperlige maa ligge skiulte.
Thi det er gandske vist, at hvis publiqve Censurer havde været anordnede paa de
Steder, hvor Erasmus, Grotius, Montagne, Clericus, Bayle, og visse andre store
Mænd levede, havde deres Manuscripter, som tillige med deres Heterodoxie befatte
saa mange nyttige Ting, været blevne skiulte og af Møl fortærede, saa at Hveden
havde forkommet med Klinten. Jeg forbliver &c.