|453
Epistola CDXXXI.
Til * *
Jeg haver udi en af mine Epistle
tilkiendegivet Aarsagen, hvi jeg saa ofte læser Homerum, nemlig: 1.)
Efterdi intet Skrift tiener meer til at erhverve Kundskab udi det Græske Sprog.
Og, naar man vil hertil sige: Hvortil kand det nytte mig, at vide saa meget
Græsk? Da svarer jeg dertil, at ingen vel kand passere for en lærd Mand uden det
Græske Sprogs Kundskab. Thi det er af Græske Bøger vi see Kilderne til
Philosophie og de fleeste Videnskaber og utallig Ord; ja fast alle
Konst-Gloser, som vi dagligen bruge, have deres
Oprindelse af det Græske Sprog. Den anden Aarsag, som jeg haver tilkiendegivet,
hvi jeg læser Homerum, er denne, at man deraf lærer og seer den
ældgamle Verdens Skikke og Moder. Deraf haver jeg forhen opregnet
adskillige, og vil hertil legge den Sædvane, som er heel mærkelig, og som i
Homeri Tiid var overalt antagen, nemlig, at man udi Giæstebude
deelte Mad og Drikke udi lige Parter imellem Giesterne. Poëten kalder
derfore Giestebude ΔαῖταςΔαῖτας]Δαῖτας] Δᾶιτας A Δαῖτας] Δᾶιτας A
af δαιτεῖσθαι,
som er at deele. Saaledes findes overalt, naar der tales om Giestebude, saadanne Vers:
|454Ἠδη
μεν δαιτὸς κεκορήμεθα
θυμὸνθυμὸν]θυμὸν] δαιτὸς A; θυμὸν Bruun θυμὸν] δαιτὸς A; θυμὸν Bruun
ἐίσης. |
Det er: Nu ere vi til Bords, og nyde lige Maaltiid. Item:
Χαῖρ’ Ἀχιλεῦ δαιτὸς μεν
ἐίσης οὐκ ἐπιδεύεις. |
Det er: Velkommen Achilles! Dig fattes
ikke din tildeelte Portion. Mad blev saaledes kaldet δαις, og Kokken, som tillavede Kiødet, kaldtes
δαιτρὸς, efterdi han deelede det udi lige
Portioner. Vinen blev iligemaade deelet; thi det heder:
ΜέθυΜέθυ]Μέθυ] Μεθὺ A; Μεθὺ Bruun SS Μέθυ] Μεθὺ A; Μεθὺ Bruun SS νεῖμον πᾶσινπᾶσιν]πᾶσιν] πάσιν A πᾶσιν] πάσιν A . |
Denne Skik synes at have rejset sig af tvende Aarsager. 1.)
Efterdi de gamle Maaltider have været tarvelige, saa at intet haver været
frembaaret til Overflod, men at Retterne have været passede efter Giesternes
Antal. Det er af den Aarsag, at det stedse her paa Communitetet eller
Studenternes offentlige Spiise-Sal, hvor Mad ikke gives til Overflødighed, haver
været vedtaget, at Kiødet bliver deelt udi lige Parter, hvorved bruges end den
Præcaution, som jeg finder ikke at have været i agttagen af de
gamle, nemlig, at den, som deeler Maden, ikke maa tage uden den sidste
Portion, hvorved Deeleren forbindes til at i agttage all Muelighed.
En anden Aarsag, som kand anføres til denne Skik at deele Maden, maa have været
visse Folks Graadighed, hvorved andre Giæster kunde komme til kort; thi man
finder overalt udi gamle |455Historier talet om
Parasitis eller Snylte-Giæste, som Comœdie-Skrivere ligne
ved Svampe, efterdi intet kunde forslaae til dem. Man finder ogsaa, at Slagsmaal
over Maaltiid haver reiset sig blant Giæster, efterdi den eene aad fra den
anden. Hvor længe denne Skik at deele Maden haver varet, kand ikke siges: Man
seer alleene, at den nogle 100de Aar efter Homeri Tiid ikke overalt maa
have været i agttagen; thi man finder, at Poëter og Cyniske
PhilosophiPhilosophi]Philosophi] Philosophie A; Philosophi Bruun Philosophi] Philosophie A; Philosophi Bruun , som gemeenligen vare store Ædere, lode sig ofte
til Giæstebud ubudne indfinde. Phanias hos Atheneum mælder om den
Poët Philoxeno, hvilken ved Dionysii Taffel visede Prøve
paa sin Graadighed. Da en liden Fisk blev lagt for ham, holdt han den ved sit
Øre, ligesom han vilde høre, hvad den talede. Da
Dionysius spurte, hvad han derved meenede, sagde han sig at ville
skrive noget om den Vand-Nymphe Galatéa, og derfore vilde udforske af
den ham forelagde Fisk om Tilstanden udi Havet; men, saasom samme Fisk var alt
for ung, og endnu ikke havde lært at tale, kunde han ingen Underretning af den
derom bekomme. Derimod, sagde han, hvis han kunde faae fat paa den store Fisk,
som laae for Kongen, vilde han faae nogen Oplysning i det, som han forlangede at
vide. Dionysius mærkede da, hvor hen han sigtede; hvorudover han loe
deraf, og ragte ham den store Fisk. Dette viser, at man paa den Tiid ikke meere
deelede Maden. En anden Historie, som fortælles ogsaa om Philoxeno,
tiener til Beviis her paa. Om ham vidner Chrysippus, at han udi
Badstuer skyl|456lede sin Mund stedse med
varmt Vand, for at vænne sin Hals til det, som var heedt, og at han derpaa
giorde Aftale med Kokkene, at de skulde frembære Maden gandske varm, og saadan,
som de andre Giæster ikke strax turde spiise, saa at han derpaa uden Hinder
kunde æde, medens de andre blæsede paa Maden. Athenæus taler om en
Snylte-Giæst ved Navn Demylus, som practiserede det samme paa
een end grovere Maade. Da en herlig Ret blev frembaaren, spyttede han derudi,
for at beholde den alleene (ἐνέπτυσεν εἰςεἰς]εἰς] ἐις A εἰς] ἐις A
αὐτήναὐτήν]αὐτήν] ἀυτήν A αὐτήν] ἀυτήν A .) Man lærer ogsaa af Homero dette, at, ligesom man
nu omstunder sætter meriterede Folk paa de højeste Sæder ved Bordet,
saa var udi gamle Tider brugeligt at legge for saadanne Mænd de beste Stykker og
dobbelte Portioner. Saaledes vidner han, at Diomedes blev
regalered med de fleeste Kiød-Stykker og de fleeste Bægere, ligesom
Idomenæus, Ajax og andre.
ΝῶταΝῶτα]Νῶτα] Κότα A; Νῶτα Bruun Νῶτα] Κότα A; Νῶτα Bruun βοὸς τὰ
ῥάῥά]ῥά] ῥ ἃ A; ῥά Bruun ῥά] ῥ ἃ A; ῥά Bruun οἱ πάρθεσαν αὐτῷαὐτῷ]αὐτῷ] ἀυτῷ A αὐτῷ] ἀυτῷ A . |
Denne Skik, hvor selsom den nu omstunder kand synes, er dog
rimeligere end at beære anseelige Mænd ved at sætte dem paa visse Stole og ved
Bord-Ender. Dette maa jeg herhos løsligen antegne, at man finder paa visse
Steder talet om Viin, som var giort af Bygg: Thi der tales om Bægere, som vare
fulde af Bygg-Viin, hvilket kand ikke have været andet end Øll (πλήρεις οἴνουοἴνου]οἴνου] ὄινου A; ὀίνου Bruun, ὄινου SS, οἴνου BJ οἴνου] ὄινου A; ὀίνου Bruun, ὄινου SS, οἴνου BJ κριθίνου.)
Utallige saadanne Underretninger haves |457af
Homero om de ældgamle Folke-Skikke og Levemaade; og, naar man derhos eftertænker,
at samme PoëtsPoëts]Poëts] Poêts A Poëts] Poêts A
Skrifter ere de reeneste Kilder, hvoraf det Græske Sprog flyder,
saa maa man holde for, at Tiden anvendes ikke saa ilde paa saadanne Bøgers
Læsning, som foregives af nogle, helst af dem, som meene, at det Græske Sprog
ikke er meget fornødent at læres paa de høje Skoler, og at man haver nok udi det
Latinske. Jeg for min Part haver ønsket, at, da man for nogle Aar siden foretog
sig at sætte vort Universitet udi Activitet, og at drive paa visse Studeringer,
som vare forsømte, man havde bemøjet sig lidt mindre med at forfremme det
Hebraiske, og lidt meere det Græske Sprog. Det Hebraiske Sprog er vel fornødent
for geistlige Personer, men det Græske baade for verdslige
og geistlige, efterdi Septuaginta Interpretes, det nye Testamente og Patres ere
skrevne paa Græsk; og for verdslige, efterdi af Græske Bøger læres Konster og
Videnskaber, hvorom lidt eller intet findes udi gamle Latinske Skrifter. Jeg
forbliver &c.