Dannemarks og Norges Beskrivelse "chap6"

Efter Grev Ottho fuldte Johannes I. *Hunno Gloriosus, og hans søn Fridericus, den sidste Oldenborgske Greve af den gamle linie. Bemelte Grever af Oldenborg have tillige med hersket over de Friislænder, men under Hunonis Regiering rebellerede de Friser, og det |199efter Alberti Erke-bispens af Bremen tilskyndelse. Da nu Keyser Henricus den 4. skulde være Dommer udi den sag, bragte bemelte Erke-bisp af Bremen ved sin myndighed det saa viit, at de Friser beholt retten, og Grev Huno blev stævnet stævnet] stævnet] stævenet A1 stævnet] stævenet A1 for Rigsdagen til GoslarGoslar]Goslar] A2, Gorslag A1; Gorslag SS Goslar] A2, Gorslag A1; Gorslag SS , hvor samme Biskop udvirkede saa meget, at Greven blev dømt af med livet. Men det siuntes at øinene bleve omsider aabnede paa Keyseren, saa at han fornam, at Erke-bispen af privat Interesse og hevngiærighed havde forført Greven for ham, hvorudover der siges at være giort Greven saadant forslag, at han skulde beviise sin uskyldighed ved en kamp med een løve, denne kamp stod ikke Greven meget an, men hans søn Fridericus tilbad sig at gaae i sin Faders sted og overvant dette grumme dyr ved een artig invention, som bliver anteignet i den Oldenborgiske historie; Derudover blev Huno ikke alleniste reddet fra døden, men Keiseren gav ham ogsaa magt at undertvinge sig saa mange Friser som han kunde. Grev Huno funderede siden udi sin høye alder det kloster Radstede Jomfrue Marie til ære, hvor hen hans søn Fridericus begav sig, og døde uden livs arvinger, saa at det Grevskab Oldenborg faldt til Rixa Hunonis søster, eller rettere til hendes søn Elimarus, som hun havde havde] havde] have A1 A2; havde SS havde] have A1 A2; havde SS avlet med Hajo af Friisland.

Hendes søns Elimari efterkommere have bredet sig viit ud; hoved linien har bestaaet af efterfølgende personer, nemlig Elimarus 1. Elimarus 2. *Christianus Bellicosus, som førte krig med den Saxiske Hertug Henrico Leone, af hvilken han blev beleiret udi den stad Oldenborg, og døde udi samme beleiring: Christianus 2, som blev slagen mod de Friser. Mauritius, som af hellighed begav sig udi Closter. Christianus 3. hvis broder Otto bekom det halve Greveskab og byggede et slot ved den flod Elme, som blev kaldet Delmenhorst: Johannes 2. Johannes 3. hvilken deelede landet med sin broder Christiano og overlod ham Delmenhorst. Conradus 1, hvis Fætter Mauritius var Administrator til Bremen. Da den stad Bremen rebellerede imod ham, kaldte han Conradum til hielp, og straffede haardeligen dem, som havde stiftet samme rebellion. Han blev tillige med sin Fetter Mauritio slagen af rebelske undersatterundersatter]undersatter] A1, undersaatter A2; undersaatter SS undersatter] A1, undersaatter A2; undersaatter SS udi Budjadinger Land. Conradus 2. Mauritius, Christianus 4. Theodoricus Theodoricus] Theodoricus] Theodoricus, A1 A2; Theodoricus SS Theodoricus] Theodoricus, A1 A2; Theodoricus SS Fortunatus, hvis broder Christianus 5. begynte krig med den |200stad Bremen, udi det aar 1407. I I] I] i A1 A2; i SS I] i A1 A2; i SS samme krig blev han fangen og bragt udi et fugle-buur til den stad Bremen, hvor han maatte blive udi fængsel, indtil staden *bekom forlangte Satisfaction, og, saasom han siden døde uden livs-arvinger, blev Theodoricus alleene Herre over det heele Grevskab Oldenborg. Thi, omendskiønt det stikt Bremen, formeerede een sterk prætension paa det Grevskab Delmenhorst, saa dog fremvisede Theodoricus et fordrag, som var oprettet imellem de Oldenborgiske Græver anno 1360. ved hvis kraft ingen havde magt, at skille noget fra Grevskabet, derefter tog Theodoricus til ægte den Holsteenske Princesse Hedevig, som var arving til Holsteen, og omendskiønt Theodoricus ikke levede saa længe indtil samme arvedeel ham kunde tilfalde, komme dog hans børn siden til successionen. Formedelst saadant fordeelagtigt ægteskab bekom Theodoricus det til navn Fortunatus eller den lyksalige. Han efterlod sig 3. sønner, Mauritius, Gerhard og Christianus, af hvilke den sidste blev Konge udi Dannemark, hvorom videre.

Christ. 1. Da Kong Christoffer af Dannemark var død, skrev Dannemarkes Raad Svendske og Norske til, begiærende,De Svenske udvælge sig en ny Konge. at der maatte berammes en dag til Halmstad for at udvælge en Konge over de 3. Riger efter det forbund, som var giordt imellem dem udi Dronning Margretes tiid, siden atter renoveret udi Kong Eriks tid til Calmar, og udi Kong Christophers tid til Stokholm. Men de Svenske, da de finge Kongens død at høre, udvalte de udvalte de] udvalte de] udvaltede A1 udvalte de] udvaltede A1 Carl Knutsøn. Derudover bleve de Danske foraarsagede, at see dem om en Konge. De bleve efter lang beraad, endelig til sinds at udvælge Hertug Adolph af Slesvig, Greven til Holsteen, og dermed tænkte at foreene det Grevedøm med Riget, men han vegrede sig formedelst sin svaghed og alder, og raadde Stænderne til at tage Grev Christian af Oldenborg og Delmenhorst, hvilken var af gammel Kongl. Familie udi Dannemark, thi hans Moder var Hedevig Kong Waldemars den 3. søster dotter. Til ham sendte Stænderne Legater, og begiærede ham til Konge 1448. hvilked han ogsaa imodtog, begav sig ind udi Riget, og holt aaret derefter Bilager med enke Dronningen Dorothea.

Kong Erik af Pomeren levede endda, og holdt til paa det slot Wisbye udi Gulland, som han selv havde ladet bygge 1410. Der |201giorde han de Svenske saa stor skade, at de bleve til sinds, at drive ham af Landet, og til den ende beleirede Visbye slot. Hvorover Kong Erik sendte bud til Dannemark om undsætning. De Danske derudover lode Carl Knudsøn sige, at han skulde holde sig fra Gulland, som hørte Dannemark til, thi først var det det] det] det, A1 A2; det, SS det] det, A1 A2; det, SS vundet af Kong Waldemar, derefter pantsat til de Preußiske Herrer og igien løst af Dronning Margareta: Der findes ogsaa et fordrag, som er dateret, Aaleholm udi Kong Albrechts tiid, hvorudi han og de Svenske Stænder have lagt samme øe under Dannemarks Krone, men som Carl Knudsøn ikke vilde staae fra sit forsæt, og foregav at øen hørdte Sverrig til, hastede Kong Christian med en magt til Gulland, og tvang de Svenske at indgaae forlig, og at forlade øen. Dette opvakte fortrydelse hos Carl Knudsøn, og, paa det han paa nogen maade kunde hevne sig igien, marcherede han hemmeligen med et antal folk igiennem Jemte-Land til Trundhiem, hvor han af Erke-bispen Aslach (hans gode ven) blev kronet til Konge over Norge, men hand forligte sig siden igien med Kong Christian og stod fra sine prætentioner, han havde paa Norge, saa at Christian 1. blev kroned til Konge udi samme Rige 1450. Der holtes siden et mode til Halmstad 1450. af de Svenske og Danske, hvorudi blev beslutted, at naar begge Kongerne vare ved døden afgangne, skulde Rigerne igien foreenes. Men, som Kong Carl ey vilde holde dette, ey heller fremsendte sin Confirmation derpaa til Helsingborg, som lovet var, opvaktes der krig imellem Dannemark og Sverrig, og stor skade skeede paa begge sider. Paa samme tid reisede sig og stor trette imellem Kong Carl og Erkebispen af Upsal og omsider en offentlig kriig, udi hvilken Erkebispen fik overhaand, og nødde Kong Carl at flye til Dantzig, derefter bemægtigede han sig Stokholms bye, og lod kalde Kong Christian til Sverrige, hvor han blev tagen til Konge og Kronet til Upsal 1457. Holsteen forenes med Dannemark. Anno 1459. døde Grev Adolph af Holsteen, Kong Christians Morbroder; Hvorudover Kong Christian succederede ham udi hans Lande og blev Hertug udi Slesvig, Greve til Holsteen, og Stormaren. Mod dette protesterede Grev Ottho af Skovenborg, foregivende, at, saasom der var et arve-fordrag giort 1390. imellem de Holsteenske og Skovenborgske Græver, at den eene skulde succedere dend anden, og han derforuden var *proximus agnatus |202til dend afdøde Adolphus, saa skulde Kong Christian alleene lade sig nøye med Slesvig, hvilket som et lehn af Riget tilfaldt Dannemark, og overlade sig nemlig Greven af Skovenborg Holsteen: efter lang disput lod han sig omsider forliige med Kong Christian og bortgav sin rettighed, som han havde til Holsteen og Stormarn, for 53000. andre sige 41500. Rinske gylden.

Efter at Kongen havde forligt sig med dend Skovenborgske Greve, fik han sin broder Gerhard paa halsen, som uden grund prætenderede en deel af Holsteen: for at stille ham tilfreds forleenede han ham dog med Oldenborg og Delmenhorst, hvorvel han siden opvakte adskillige uroligheder, og ikke beqvemmede sig til fred, førend han med magt blev tvungen dertil.

Hamborgerne hyldede Kong Christ. 1461 ligesom de havde giort med hans Morbroder Grev Adolf og de andre Holstenske Førster, deres gamle Arve-herrer.

oprindelsen til den trette med skotland. Kong Christian havde paa de tider megen trette med Skotland om de Suderøer og Manøer formedelst en pension, han skulde have af de Skotske Konger for samme øer. Hvoraf dette har sin oprindelse, skal jeg kortelig fortælle: De Norske Konger have fordum ført krig med de Skotter om de øer og lande, som ligge ved Skotland i det deucalidonske hav, og kaldes Hebrides eller Søderøer, Manøer, Ørkenøer og Hetland. Da Kong Magnus, Haagens Søn, var Konge udi Norge, blev mellem ham og Kong Alexander til Skotland handlet om samme øer og lande, paa saadan maade, at Kong Alexander til Skotland skulde til ævig ejendom have Manøer med de andre Sødørenske Sødørenske] Sødørenske] Sodørenske A1 A2; Sødørenske SS Sødørenske] Sodørenske A1 A2; Sødørenske SS øer i det store hav liggende, undtagen de øer som kaldes *Orcades og Hetland, hvilke skulde høre til Norge; Derimod for saadan opladelse skulde Kong Alexander give Kong Magno udi Norge 4000 Mark Sterling, og siden han, og hans Efterkommere hvert aar give til Kongerne af Norge 100 Mk. Sterling, eller 200 Engelske Nobler til ævig tid. Om disse penge opvaktes trette udi Kong Eriks af Pomern tider, efterdi de Skotske Konger ikke betalede pensionen efter gammel contract, og nu igien blev samme tvistighed fornyet under Kong Christians regiering.

Bliver bilagt. Dette blev dog omsider bilagt med saadanne conditioner, at Kong Jacob 3 af Skotland skulde tage til ægte Princesse Margareta af |203Dannemark, og med hende til medgift blive befriet fra den foresagde pension: Derforuden og skulde Kong Christian give ham 50000 Rinske gylden, for hvilke kongen af Skotland skulde *sub firma hypotheca annamme Ørkenøerne og dennem nyde og beholde til et pant, indtil forsagde penge blev betalt. Kong Christian lovede ogsaa at betale udi reede penge til Kongen af Skotland 10000 gylden, men som han var indviklet udi krig med de Svenske, og derpaa giorde stor omkostning, fik Kong Jacob ikkun 2000 gylden udi reede penge. For de andre 8000 blev ham pantsat Hethland. Ellers havde Kong Christian saavelsom de andre forrige Danske Konger meget at bestille med Sverrige, hvor Biskop Ketill nu oprørte almuen, og kaldede Carl Knudsøn til regieringen igien, hvilken noget derefter døde til Stokholm, men uroligheden tog derfor ikke en ende; Kongen fører ulykkelig krig i Sverrige Thi Steen Sture, som af ham var giort til Regent over Sverrige, continuerede med krigen mod de Danske, og bekom seyer over dem ved Brunkebierget ved Stokholm, hvor Kong Christian selv blev skudt udi munden, og derover maatte staae fra sit forsæt. Siden giorde han en reyse til det hellige land, og omsider efter en lang og berømmelig regiering døde 1481. efterat nyligen tilforn neml. 1478. han havde faaet Pave Sixti 4. bevilling at fundere et Universitet til Kiøbenhavn.

Han giorde udi sin regierings tid 2de udenlandske reiser, den første skeede til Rom, paa hvilken reyse han af Pave Sixto 4 erholt frihed at stifte et Universitet i Dannemark, og af Keiser Friderik 3. at Ditmarsken skulde høre til Holsteen, *item at Holsteen maatte giøres til et Førstendom. Den anden reyse skede til Tyskland for at forlige Keyseren med Hertugen af Burgundien. Den første kostede ham kun 25000 ducater efter Hvitfelds sigelse. Mange holde fore, at den priisværdige Konge stiftede Elephant-ordenen, hvorom tales vitløftigen udi et andet capitel.

Johannes fører lykkelig krig mod rebellerne i sverrig. Efter Kong Christians dødelige afgang blev hans søn Hans, Konge udi Dannemark og Norge, udi hvilke Riiger han udi sin Hr. Faders tid var hyldet. De Svenske derimod vare ueens med hinanden, nogle holdte med Kong Hans, andre igien med Steen Sture, som havde Stokholm inde. Samme Sture, saasom han var en forslagen Mand, opholdt han Kongen med løfter i mange aar, |204hvorudover Kongen omsider greeb til magten, og gik ind udi Sverrig med en stor krigshær, hvorudi vare ogsaa 6000 Saxer under commando af Junker Jørgen Slentz.

Udi denne krig havde han stor fremgang udi Sverrige, tog ind Calmar og Elsborg, slog 30000 Svenske, som bestode meest af Dale-karle ved Rodebroe, og siden vendte sig til Stokholm, hvilken stad Hr Steen og hans Partie med forliis af 600 mænd maatte forlade, og saaledes hevnede de Danske tilstrækkeligen den skade, som Kong Christian tilforn lidde ved samme stad. Derefter blev Kong Hans af samtlige Stænder udi Sverrig hyldet til Konge, og kronet til Stokholm 1497. Hr Steen forligede sig og med ham og bekom til forleening nogle stæder udi Finland. Da nu Kong Hans havde forrettet sine sager saa lykkeligen udi Sverrige, sat han sig for at undertvinge Dytmarsken, men dette tog løb, som bekiændt er, ulykkeligen af.

Ditmarske kriig. Det er vitterligt, at de Dytmarske i gamle tider have været skatskyldige til Dannemark, (særdeles udi Waldemari 2. tid, hvilken bekom af Keyser Friderico Kongen af Sicilien alle de stæder, som ligge norden for Elven) og at de have ligget under Slesvig Dom-kirke, som de andre Friser og Eiderstediske, indtil det slag som skeede ved Bornhoved, hvorudi de faldte fra de Danske og siden bleve deres egne Herrer, indtil Christianus 1 erholdt igien af Keyser Friderico 3. at Dytmarsken skulde blive indlemmet i det grevedom af Holsteen, dog Keyseren kaldede den donation siden tilbage. Formedelst disse aarsager sat Kong Hans sig fore at undertvinge de Dytmarske Anno 1500, og derfore med en stor Armee af Danske og Holsteener marcherede ind udi landet, hvilket han tænkte strax at tvinge, dog hans Reigning slog ham meget feil, thi omendskiønt Ditmarsken er et lidet land, er det dog af naturen saa befæsted, at det ikke saa let kand erobres; Thi det er fuldt af grave og moratzer, over hvilke de Dytmarske meget behændeligen vide at tumle sig om, de derimod, som ikke ere vante dertil og vide intet deraf, komme tit udi ulempe. Det gandske land kand ogsaa sættes under vand, naar nøden trænger. U-anseet disse uleyligheder marcherede de Danske til dette tog, ligesom til en dantz; og var all deres tanke hvorledes de skulde deele byttet, men |205det gik med dem som med alle andre der agte deris fiender for ringe; Thi de Dytmarsker lokte dem til de grave og moratzer, hvor de hverken kunde komme frem eller tilbage, satte og det gandske land under vand, saa at det gik dem op til knæerne. Dette altsammen var ikke nok, derpaa kom ogsaa een heftig regn og storm, som stod dem lige under ansigtet, saa at de ei kunde see deris fiender. De som bleve staaende, bleve omkomne af de Dytmarsker, som med deris springestokke vare meget ferdige, og anfalt dem nu her, nu der. De, som retirerede sig, plumpede udi graverne. Et stort nederlag paa de Danske. Den gandske Armee blev derfor totaliter slagen udi det aar 1500. og et stort nederlag giort paa de Danske, som ey er skeedt udi lang tid; Thi der bleve slagne 4000. mænd foruden kiærnen af den Danske og Holsteenske Adel, samt den store Saxiske Guarde, som Juncker Slentz førte. De Dytmarsker regne udi deris krøniker et antal af 17000. mænd. I dette slag bortkom blant andet og den Danske hoved-banner, kaldet Dannebrog, hvilken fortælles at være nedfalden af himmelen til de Danske, da de stridde for den Christelige Religion: Samme fane eller banner hvorudi var et hvidt kaars, var ellers graa og tvunden, hvorudover den blev kaldet Dannebroge. Lidet efter dette fatale slag var holdet, blev der giort et fordrag imellem Kong Hans og de Dytmarsker, hvilke udi samme fordrag beholdte det, som er paa hinside Eyderen.

Rebellion i Sverrige. Af denne ulykke, Kong Hans her lidde, blev Herr Steen Sture modig og begynte offentlig at rebellere udi Sverrige. Fra Wadsteen sendte han et aabet brev til Kongen, hvorudi han opsagde ham sin eed og pligt. Han fik strax et stort anhang, efterdi indbyggerne vare de Danske lidet bevaagne, og beleirede Stokholm, hvilken for hungers skyld strax maatte give sig. Der blev og strax opvakt efter samme Herr Steens tilskyndelse en rebellion udi Norge, hvorudover Kong Hans sendte strax sin søn Hertug Christian didhen med en krigs hær af Danske, Tydske og Scotske, thi Kong Jacob af Scotland havde sendt undsætning til Dannemark. Med denne krigshær drev Hertug Christian de Svenske reent udaf Norge, og bragte det heele land under Kongens lydighed. Der opvaktes siden en krig imellem Kong Hans og de Wendiske stæder, hvilke klagede sig at lide |206uret udi deres Skibsfart. Med dennem conjungerede sig og de Svenske. Efter megen skade paa begge sider blev der endelig giort fred til Malmø 1512. formedelst Kong Jacob 4. af Scotland hans intercession med de Vendiske stæder, det er de Lybeker og deris tilhængere tilhængere] tilhængere] til-tilhængere A1 tilhængere] til-tilhængere A1 ; et fordrag blev ogsaa giort med de Svenske til Malmø samme aar, og besluttet, at der skulde holdes et offentligt mode til Kiøbenhavn til Rigernes forligelse.

Lidet derefter døde Kong Hans, efter at han havde forestaaet Rigerne udi 32. aar med stor besverlighed. Første Holstenske deling Han havde ellers der foruden haft at bestille med sin broder Hertug Friderik som paastod paastod] paastod] paa stod A1 A2; paastod SS paastod] paa stod A1 A2; paastod SS efter Christiani 1. død at beholde Hertugdømmene allene, indtil der blev giort et forliig, og Hertugdommene bleve deelte imellem Kongen og Prindsen, og blev da en tilfellis regiering indført over Prælaterne og Riderskabet. Kong Hans var ellers en synderlig sagtmodig og dydig Herre, saa at det eeneste, som ham forekastes, er det, at han lod en Renteskriver ved navn Andreas rette uden tilstrækkelig beviis. Item at han ikke straffede det mord, som blev giort paa Poul Laxmand, hvilket ham bitterlig fortrød og angrede paa hans sotte seng. Udi hans levnet var han meget ingetogen og borgerlig, hvilket iblant andet sees deraf, at han lod lægge sin ældste Prinds Christian i kost hos en skolemester i byen, som lod Prindsen gaae i Choret at siunge med sine andre skoledrenge.

Christ. 2 Efter Kong Hans fuldte hans søn Christian, Christian,] Christian,] Christian A1 Christian,] Christian A1 en hurtig resolvered og stridbar Herre. Udi hans fødsel og barndom tildroge sig adskillige merkelige ting, som gave tilkiende adskillige Regierings uheld. Hvorudover hans Hr. Fader selv, og mange andre bekymrede sig ikke lidet. Anno 1488. da han var 7. aar gammel, blev han af Dannemarkes Riges Raad samtykt til Konge efter hans Faders død udi Dannemark, Dannemark,] Dannemark,] Dannemark. A1 Dannemark,] Dannemark. A1 1489. til Konge udi Norge, og 1499. udi Sverrige. Hans *Informator var Mag. Conradus Conradus] Conradus] conradus A1 Conradus] conradus A1 af Brandenborg, under hvilken hvilken] hvilken] hilken A1 hvilken] hilken A1 han fik gode Fundamenter, besynderlig udi det Latinske Sprog, som adskillige skrifter beviise, hvilke han udi sin landflygtighed har skrevet udi Nederlandene. Urolighed i Norge.Da han var 20. aar, blev hans Hr. Fader betænkt paa, at lade ham øves øves] øves] øve s A1 øves] øve s A1 udi krigs sager, og eftersom paa samme tid Herluf Hyddefad efter de Svendskes tilskyn|207delse havde opvakt oprør udi Norge, blev han med en krigshær sent derop, at stille samme urolighed 1502. Bliver dempet. Udi dette udtog forrettede han sine sager forunderligen vel, og i en kort tid imod formodning bragte det heele Rige i rolighed, efter at han først havde overvundet bemelte Hyddefad ved Opslo, dernest den Svendske anfører Knud Karlsøn, og forfuldt de Svendske ind udi kiernen af deres Rige.

Da hans Hr. Fader ved døden var afgangen, blev han Konge over de Danske og Norske, men de Svenske vilde ey samtykke ham dertil udi Sverrige, hvorudover han satt sig for med magt at tvinge dem dertil, hvilket ogsaa gik lykkeligen for sig, Sverrige undertvinges. thi han fik seyer over de Svenske ved Upsal anno 1520. hvor 10000. bønder omkomme, derefter rykte han lige for Stokholm, hvilken han strax erobrede, og der blev kronet til Konge.

Førend Kong Christian begyndte denne krig med Sverrige, søgte han at bestyrke sig med fremmede Potentaters Alliance, og til den ende havde han udi det aar 1515. taget til ægte Kong Philippi Dotter af Spanien og Keyser Carls Søster, Hollandske Amager. efter hvis tilskyndelse han tillod samme aar nogle Hollændere at boe udi Dannemark, og gav dem en bye paa Amager, at de der skulde sætte dem ned. Disse folk, saasom de vidste saavel at omgaaes med smør, ost og rødder, have været Kiøbenhavns bye meget gavnlige.

Da nu Kong Christian var kronet til Konge udi Sverrige, betragtede han den store ulykke og idelige blods udgydelse samme Rige havde foraarsaget, siden det blev foreenet med Dannemark under Dronning Margareta, og, omendskiønt de Svenske havde de frommeste Konger, som paa de tider regierede udi Europa, til Regentere havde de dog aldrig kunnet holde dem stille, men lade sig forlede nu af Carl Knudsøn, nu af de Sturer og andre uden aarsage at sætte dem op imod deris retmeßige Konger og Herrer, som de eengang med eed havde forpligtet dem til. Dette overveyede Kong Christian nøye, og derfor, saasom han nu havde magten udi hænderne, satt sig for at rødde af veyen alle dem, som han havde mistanke til, og som kunde opvække den gemeene Mand meere mod deris Herrer. Til dette at sætte udi verk fik han leilighed af den anklagelse, som den Svenske Erkebisp Gustavus Trolle gav over en stor deel |208af de Svenske Herrer, der havde ikke alleneste opbrændt og udi grund ødelagt hans slot Stecket, men endog ladet ham selv uden aarsag fængsle; derforuden beskyldte han dem ogsaa at have faldet til den Lutherske Religion, og derfor som kiættere burde brændes efter kirkeloven. haard execution i Sverr. Hvorudover Kong Christian lod henrette en stor deel baade Geistlige og verdslige, lod ogsaa opgrave Steen Stures legeme og det tillige med de andre saa kaldte kættere opbrænde.

Sverrige opsiger Kongen. Saadant foraarsagede en stor misfornøyelse over det heele Rige, og endelig en aabenbare opstand, thi Kong Christian havde ikke saa snart vendt ryggen, førend de Svenske udvalte til deris Anfører Gustav Eriksøn, under hvis anførsel de giorde stor fremgang, og bemægtigede sig adskillige stæder udi Sverrige, og omsider tillige med Stokholm det heele Rige. Item Dannemark. Dette havde Kong Christian vel hindret, dersom der ey var kommen en misforstand imellem ham og stænderne udi Dannemark, hvilke iligemaade besværgede sig over hans regiæring, og sendte Hr. Mogens Munk til Hertug Friderik af Holsteen, Kongens Farbroder, fødd af Kong Christian den første af Oldenborg og Dronning Dorothea, og instendeligen begiærede, at han vilde antage regieringen. Dette tilbud blev antaged af Hertugen, hvilken bekom hielp af de Lybekker og omliggende stæder, og agtede sig med første til Dannemark, hvor almuen stod rede at tage imod hannem. Kong Christian, da han fornam dette, søgte han først at stille almuen tilfreds med adskillige gode løfter, Kongen undviger Rigerne. men, da han saae, at dette altsammen ey kunde hielpe hannem, resolverede han sig at tage flugten, lavede derfor 20. skibe til, hvorudi han tog Dronningen, hans børn og Rigets beste klenodier. Dette er enden paa hans regiering udi Dannemark, Norge og Sverrige, men ikke paa hans levnet, hvorom skal tales videre i efterfølgende Kongers historie.

De fleeste skribentere have afmalet denne Konge med meget sort farve; Andre igien have paataget sig blint at forsvare alle hans gierninger. Begge deele kand være lige lastværdige. Vel er sant, at, om en skribent af borgerstand havde taget sig paa, at beskrive Christiani 2. historie, havde den ufeilbar bleven meget mildere end Hvitfeldts. Dog kand ikke nægtes, at der jo af ham er bedrevet adskilligt, som ey vel kand undskyldes. Det er derfor nødigt man tillige |209med Hvitfeldts krønike læser de Apologier, som ere giordte for ham. Hans fornemste Apologist har været Cornelius Scepperus, der fuldte ham som Cantzler udi hans landflygtighed, hvilken Anno 1524 lod udgaae et forsvars skrift in qvarto. Om Christiani 2. nye Lovbog, item Religionens tilstand tales udi andre capitler.

Fridericus I. Da nu Kong Christian havde undviget Rigerne, som sagt er, udi det aar 1523, kom Hertug Friderik strax til Jylland, hvor han blev hyldet til Wiborg, siden passerede han uforhindret over beltet, kom til Siæland, og belejrede Kiøbenhavn, hvilken bye efter 8te maaneders belejring overgav sig, og alt landet falt til ham. De Norske opsagde ogsaa 1523 Kong Christian huldskab, og erklærede sig for Kong Friderik, af hvilken de fik store Privilegier. Men de Svenske havde udi denne allarm udvalt Gustav Eriksøn. Hvad sig belanger videre den landflygtige Kong Christian, da er enden paa hans livs historie denne: Da han var i landflygtighed, søgte han om hielp hos sine venner udi Tydskland, blant hvilke var Keyser Karl, Ertz-Hertugen Ferdinandus, Marggreve Joakim af Brandenborg og Churførsten af Saxen, fik ogsaa samlet en god krigshær sammen, medensmedens]medens] A2, med ens A1 medens] A2, med ens A1 Kong Friderik havde belejret Kiøbenhavn, med hvilken han agtede at trænge sig ind i Riget igien, og var hans Svoger Marggreven af Brandenborg med i egen Person. Da Kong Friderik fornam dette, beordrede han sin Søn Christian, at blive for beleyringen af Kiøbenhavn. Selv reiste han til Holsteen, hvor han samlede en magt af 80000. mænd for at giøre Kong Christian modstand, hvilken med sine folk da var kommen til Perleberg, men folket forløb ham der, efterdi han havde intet at betale dem med. den landflygtige Konges skiæbne. Efter lang besværlighed og rippen fra et sted til et andet, kom han omsider til Norge udi det aar 1532, hvor han blev vel imodtagen af Indbyggerne, eftersom han havde giort herlige løfter til dem, blant andet at forsvare dem mod den Evangeliske Religion, som udi Dannemark under Kong Frideriks regiæring merkelig havde tiltaget. Da han nu havde beleyret Agerhuus, tilbød den Danske General Knud Gyldenstierne ham forlig med Kong Friderik, og lovede ham *salvum conductum, hvortil han dog ingen fuldmagt havde; Hvorudover Kong Friderik, som ey holdt det fornødent at forbinde sig til |210det, som hans General imod ordre havde sluttet (thi han havde ved Peder Skram og Vilken forbydet at handle anderledes med ham, end som fiendtligen) efter de Svenskes og Lybskes begiæring lod ham føre fangen til Synderborg, og derfra til Kallundborg, paa hvilke begge steder han sad fangen 27 aar.

Anno 1533 døde Kong Friderik til Gottorp, efterat han havde stillet alting udi god rolighed, og forligt sig med de Norske igien. Han var en mild og dydefuld Herre, og derfor overmaade elsket af sine undersaatter. Under hans regiering tiltog den Evangeliske Religion meget, og blev offentlig prædiket udi Dannemark tillige med den papistiske, som i ingen maade blev forfuldt af Kong Friderik; Thi han var en fredelig Herre, ikke inclinered til blodgierighed, og derfor vilde lade saadanne farlige sager beroe, indtil de udi et almindeligt *Concilio kunde bilægges. Han var den første aarsag til at Adelen udi Dannemark gave sig navn af deres vaabne eller andet, da tilforn de fleeste ikkun kaldte sig med deres Forældres navn, Jensen, Mogensen &c. Under hans regiering kom ogsaa Adelens magt paa den højeste spidse, thi han gav dem hals og haand over bønderne og frihed at afgiøre alle sager, som vare under 40 mark, saa at den Danske Adel fik samme høyhed og herlighed efter Hvitfeldts bekiendelse, som Tydske Græver og Baroner.

Christ. 3. Efter Kong Friderici I. død blev hans Søn Christianus III. Konge over Dannemark; Dog han tilforn lidde stor besværlighed, førend han bragte det saa viit; Thi de Lybske, som tilforn vare Kong Christian den andens fiender, begynte nu at declarere krig imod Dannemark, foregivende, Kong Christian var uretferdeligen sat i fængsel imod det løfte og forsikring han havde faat af de Danske, at skulle føres fri til Kiøbenhavn, for at handle med Kong Friderik. De Lybeker udi Dannemark. Dette blev vel af de Lybske foregivet, at være aarsagen til den krig, som de begyndte imod Dannemark, men ikkun for des bedre at besmykke deres sager; Thi den rette aarsag var, at dennem blev negted hielp af de Danske mod de Hollændere, over hvilket de bleve saa forbittrede, at de strax giorde fred med dem, og faldte ind udi Dannemark, hvor de forhaabede at giøre stor fremgang, efterdi Riget var uden hovet, men de bleve tapperlig imodtagen af Her|211tug Christian, og adskillige gange brav *afklappede, hvilket foraarsagede at de endelig efter lang feide sluttede fred fred] fred] sred A1 fred] sred A1 med Dannemark til Hamborg 1536 hvorudi blant andet blev besluttet, at de ikke meere skulde tragte efter at sætte Kong Christian paa Thronen. De Lybekers anfører, som de havde brugt udi denne krig imod Dannemark var Christopher kaldet Græven af Oldenborg, hvorvel han havde ey meere udi bemelte landskab end et kloster. Samme Greve huserede som en Enevolds Herre mens krigen varede udi Dannemark paa Kong Christian 2 vegne; dog maatte han siden paa sine knæe med en hvid kiep udi haanden bede dend nye udvalte Konge om forladelse. Af hannem bliver denne krig med de Lybske kaldet Grævens krig, og reiser sig uden tvil her af det ordsprog: Du kommer i Grævens Tiid. Den Evangeliske troe indføres allevegne i Dannemark Dannemark] Dannemark] dannemark A1 Dannemark] dannemark A1 . Efter at denne allarm var stillet, satte Kong Christian sig for at forfremme den Evangeliske Religion udi Rigerne, lod derfor afsætte alle Bisper og dem paa een dag fængsle over det heele Rige, saa at den eene ikke vidste af den anden at sige, ellers maaskee det havde ey kunnet skee uden med stor blods udgydelse. Han beskikkede og udi deres sted Evangeliske Superintendenter, som de Geistlige sager retteligen skulde forestaae. Derefter lod han forbedre Kiøbenhavns Universitet med mange lærde mænd og Professorer.

Han elskede GUds ord saa meget, at han med høy berømmelsehøy berømmelse]høy berømmelse] A2, høyberømmelse A1 høy berømmelse] A2, høyberømmelse A1 svarede til sit Navn, som er * Christianus & re & verbô. Efter at han havde regieret udi Dannemark og Norge 24 aar, døde han den allersaligste død paa Koldinghuus Slot 1559. Han bekiendte selv nogle dage førend han døde, at der aabenbarede sig en Engel for ham, som trøstede ham med disse ord: Giv dig til freds Kong Christian, paa Nytaars-dag skal det blive bedre med dig, hvilket denne gudfrygtige Herre saaledes forklarede, at han skulde døe paa Nyt-aars-dag, som og skeede. Christianus 2, som endda levede, og var fængslet paa Kallundborg, hvor han blev tracteret paa Førstelig viis, havde mange store Herrer til opvartning, og havde lov at ride paa jagt, da han fik at høre Kongens død, græd hand bitterligen og fuldte hannem selv strax efter. Anden Holstenske deling Under denne Konge skeede den navnkundige deeling 1544 udi Slesvig Holsteen mellem ham og hans brødre Adolphus og Johannes kaldet den ældre.

Christianus 3 efterlod sig 3 Sønner Magnum, som Anno 1570 af Moscoviterne blev kronet til Konge udi Lifland, og siden kom til Polen, hvor han døde. 2. Johannem, hvilken bekom af sin broder Friderico ved det Flensborgske fordrag de to førstendømmer udi Holsteen Sønderborg og Pløn 1564. Frider. 2 og Fridericum 2 som succederede sin Fader udi Regieringen. Saa snart han var kommen til regieringen, tog han sig for efter Hertug Adolphi af Holsteens tilskyndelse at undertvinge de Dytmarsker, og til den ende sente Hans Rantzov med en god armee didhen, hvilken paa een tiid belejrede hovedstaden Meldorp, samt to andre stæder, paa det de Dytmarske, ey vidende, hvilken stad de først skulle undsætte, derved maatte blive adspredde og des lettere overvundne, hvilket ogsaa skeede: Meldorp og Tillebrug bleve strax indtagne, dog den første ikke uden temmelig forliis. Dytmarsken undertvinges. Et skarpt slag blev derefter holdet ved Heide, hvor de Dytmarske forliiste 3000 mænd, og derudover bleve saa svækkede, at de strax sendte deres præste med hvide kieppe at begiære fred, hvilken de ogsaa fik med de conditioner, at de skulde levere fra sig ald deres gevær, og være Førsterne af Holsteen underdanige. Saaledes blev det gandske land fuldkommeligen bragt til lydighed, lydighed,] lydighed,] lydighed. A1 lydighed,] lydighed. A1 Anno 1560, 60. aar efter den Ulykkelige krig Kong Hans førdte med dem.

krig med Sverrige. Anno 1563 blev Fridericus indviklet udi en blodig og farlig krig med Sverrige, hvilken varede udi 7 aar. Aarsagen dertil blev foregiven at Kong Erik, de Danske til fortred, førdte Dansk og Norsk Vaaben, og derved gav tilkiende, at han havde prætensioner paa de 3. Nordiske Riger: item, at han alletider søgte at beskadige de Danske, og tvang de skibe, som agtede sig til Narva at sejle til Revel, hvorover han var Herre. Saadanne klager førdte ogsaa de Lybekker imod ham, og derfor tillige med de Danske rystede sig til krig. Den første fiendtlighed blev øvet af den svenske flode ved Bornholm, hvor 3 Danske skibe bleve bortsnappede, hvorudover Kong Friderik strax proclamerede krig imod Sverrige, og i en hast erobrede Elfsborg, havde ogsaa giort store progresser, dersom Gunther von Svartzburg, som commanderede krigshæren, havde bedre i agt taget de forekommne leyligheder. Kong Erik lavede sig derimod af al magtal magt]al magt] A2, almagt A1; almagt SS al magt] A2, almagt A1; almagt SS til at imodtage de Danske og belej|213rede Halmstad. Men forgiæves, thi de Danske sloge 4000 af hans folk, og erobrede 45. stykker. De Svenske lagde dem derefter for Elfsborg og Trundhiem i Norge: fra den første maatte de med uforrettet sag gaae tilbage, men erobrede den anden, dog den strax blev igientagen. Til søes vare de Danske udi begyndelsen lykkelige; Thi de opbrænte det overmaade store Svenske skib, kaldet Makeløs, som førte 200. stykker, og adspredde den ganske fiendtlige flode; men de efterfølgende aar 1565. og 1566. lidde de stor skade, thi endeel af deris skibe bleve ruinerede og borttagne af de Svenske, den største deel ynkelig af blest og storm, saa at de Danske sager siuntes hart ad at ville undergaae.

Kong Friderik fornam da, at hans Generaler holdte sig ikke udi alle maader, som de burde at giøre, hvorover han removerede Svartzburg fra Krigshæren, og i hans sted ordinerede Daniel Rantzov, en god og indfød Dansk Mand, Slag ved Svarteraa. hvilken 1565 med 4000. Danske overvandt en mægtig Svensk armee af 25000. mænd ved Svarteraa, og med sin seyerrige Armee skiendte og brænte allevegne udi Sverrige;Sverrige;]Sverrige;] A2, Sverrige, A1; Sverrige, SS Sverrige;] A2, Sverrige, A1; Sverrige, SS Res. Frid. 2. Frid. 2.] Frid. 2.] Frid 2. A1 A2; Frid. 2 SS Frid. 2.] Frid 2. A1 A2; Frid. 2 SS pag. 136. seq. Der var da en stor misforstand imellem Kong Erik og hans undersaatter, hvilken daglig tilvoxte, og begynte omsider hans egne brødre, Johannes, som han tilforn ubilligen havde ladet fængsle, og Carolus, at sætte sig offentlig op imod ham. Udi denne allarm blev Erik omsider fangen, og maatte overgive sin broder Johanni regieringen, hvilken, da hans sager stode saa ilde, havde tilbudet de Danske fred, men nu, da han havde en fast fod at staae paa, resolverede at fortsætte krigen, dog lod han sig omsider beqvemme til forlig, da han hørte 1. at de danske havde bemægtiget sig Warbierg igien, for hvilken hvilken] hvilken] hilken A1 hvilken] hilken A1 stad Daniel Rantzov og Brochenhuus bleve slagne. 2. Borttaget 30. af deres Kiøbmænds skibe udi Revelshavn, og at Prinds Magnus af Dannemark, som af Moscoviterne var giort til Konge over Lifland havde beleiret Revel. Stetinske fred. Freden blev sluttet til Stetin 1570. med stor fordeel for Dannemark, thi de Svenske maatte staae fra deres prætensioner, som de havde paa Norge, Skaane, Halland, Blegind og Gulland, item forbinde sig til ikke at bruge Danske eller Norske vaaben. Oesel og det Revelske stikt skulle tilhøre Kong Friderik, men Revel Kongen af Sverrige. Saaledes tog denne blodige krig en ende, de Danske til største ære.

Kong Friderik havde fornummet, at, mens krigen varede, de Svenske havde lagt dem adskillige gange udi Sundet, og efter egen behag begiæret told af skibene, som gik derigiennem, Cronborg. hvorudover han lod paa sin egen bekostning anno 1573. fundere den herlige fæstning Cronborg, hvortil de forbigaaende Fartøy skulde aflægge tolden. Frideriksborg Hand lod ogsaa anlægge det herlige slot Frideriksborg, hvilket hans søn ChristianusChristianus]Christianus] A1; Ehristianus SS Christianus] A1; Ehristianus SS 4. høylovlighøylovlig]høylovlig] A2, hoylovlig A1; hoylovlig SS høylovlig] A2, hoylovlig A1; hoylovlig SS ihukommelse bragte til fuldkommenhed, item forandre Sorøes kloster til et Kongel. Gymnasium. Denne berømmelige Herre døde 1588. efter at han havde regieret udi 30. aar. Tycho Brahe. Udi hans tiid florerede udi Dannemark den over allover all]over all] A2, overall A1 over all] A2, overall A1 verden berømte Mathematicus Tycho Brahe, hvilken Kong Friderik ikke alleneste gav hvad som han havde fornødent til sine studeringers fortsættelse, men tilstedde ham ogsaa den lille insul Ween, hvor han kunde have sine Mathematiske Observationer. Der opbygte Tycho et slot, kaldet Uraniborg. Udi Christiani 4. Regierings tid gik han til det keyserlige hof, og døde udi Prag hos Keiser Rudolphus 2.

Dette er en kort beskrivelse over Kongerne af det høylovlige Oldenborgske huus til Kong Christian den 4. thi jeg haver udi dette skrift ikkun fundet nødigt at give en simpel idèe om successionen, og det udi samme orden, og fast med samme ord, som den aftegnes udi min *historia Universali, henvisende læsere til kilderne self hvoraf saadant tages og hvor de omstændeligen kand finde baade paa Dansk, Tydsk og Latin, det som henhører til høystbemelte Kongers historie; mit forsæt udi dette Capitel er at give en nøje beskrivelse over de ting, hvor om lidt eller intet tilforn er talt, og, som jeg for nogle aar siden har fuldfærdiget 2. manuscripter in folio om de 2de sidste Konger, og de samme ikke endnu er trykte, saa har jeg fundet for got at indføre det fornemste deraf udi dette Capitel.

Christiani 4. Herkomst. Christianus 4. høylovlig ihukommelse er fød paa Fridriksborgs slot anno 1577. den 12. April S. V. af den stormægtigste og høybaarne Første og Herre Kong Friderik den Anden, og den høybaarne og stormægtigste Førstinde Dronning Sophia, som var Ulrici Førstens af Meklenborg eeneste Princesse. Anno 1580. foreholt hans Sal. Fader stænderne, som vare forsamlede i Odense at den unge Printz i hans levende live maatte udvælges til deres tilkommende Konge, hvilken Hans Majsts. naadigste proposition de og samtykte, og udvalte den |215unge Herre dertil udi hans 3die aar, Bliver hyldet i sin barndom udi begge Rigerne. Resen. hist. Fridr. 2. p. 302. seq. hvorefter hyldingen skeede her i Riget 1584. og udi Norge 1591. Om hans fødsel fortæller Resenius en underlig historie, nemlig at den var bleven forud sagt en bonde paa Samsøe af en haffrue. Hvo som har lyst at læse noget derom, vil jeg henviise til bemelte skribent. Da han var kommen noget til alder, lod hans Hr. Fader see stor omhyggelighed for hans information, og til den ende betroede ham udi tvende brave mænds hænder, som var Henrik Ramel og M. Johan Michaelius, af hvilke den eene var hans Hofmester, den anden hans Informator. Kong Frideriks død. Anno 1588. døde Kong Friderik, høylovlig ihukommelse, da den unge Printz var ikkun i sit alders ellevte aar, hvorfor hannem blevebleve]bleve] A2, blevne A1 bleve] A2, blevne A1 givne 4. Rigets-Raad Hr. Niels Kaas, Rigets-Cantzler, Peder Munk, Rigets Amiral, Jørgen Rosenkrantz Rigets Raad og Christopher Walkendorph, Rente-Mester, hvilke i den udvalte Printzes umyndige aar, Rigerne skulde forestaae; imidlertiid blev den unge Herre øvet i adskillige exercitier baade boglige og militaire, hvorudi han giorde saadan fremgang, at alle maatte forundre sig derover, og, Den unge Herres Information og optugtelse. saasom han fornam, at disse sig af Gud tilbetroede Riger saaledes vare beskaffede formedelst deres situation, at de uden god kundskab paa Søefarten ikke kunde vel regieres, fik han lyst at lære samme konst af fundamentet, hvorfor, da han var paa Skanderborgs slot, liggende ved en stor og vitløftig søe, lode de forordnede Rigets-Raad bygge et skib paa samme søe, og dertil beskikkede forfarne skibsfolk, som skulde seyle med hannem, og undervise hannem i det som hør til skibsfarten, saa at Hans Kongl. høyhed viste at regiære et skib udi storm og uveir, og alt redskab derpaa fra øverst til nederst at nævne. Udi skibs architectur fik han saadanne fundamenter, at han til de allerskiønneste og største skibe, af hvilke han maa skee fleere end nogen Potentat i Europa har ladet bygge, modeller med sin egen haand har forfærdiget. Anno 1589. annammede paa Herredagen i Kiøbenhavn Hertugerne af Holsteen det Hertugdom Slesvig og Femern til lehn af Hans Kongl. høyhed med sædvanlige ceremonier. Handel om mariage imellem Kong Jacob af Skotland og den Danske Princesse I Novembr. af samme aar kom Kong Jacob af Skottland til Norge, at holde bilager med den Danske Princesse Anna, Kongens Søster. Dette ægteskab var med stor fliid handlet om i Kong Friderici 2. tiid, men ikke med den fremgang, som man ønskede, formedelst nogle Sir. James Melvils impartial account of the affairs of state p. 162 seq. ib. p. 176 fornem|216me Skotske Ministrers, saa vel som den Engelske Ambassadeurs Monsr. Wootons, som da var ved det Skotske hof, hans intriguer, hvorom taler vitløfteligen een af høystbemelte Kong Jacobs troeste Ministre udi hans Memoires; ikke dismindre kom det dog saa viit, at man havde forhaabning, at saadant ægteskab skulde inden kort tid gaae for sig. Men, førend sagen kom til sin fuldkommenhed, døde Kong Friderik høylovlig ihukommelse, hvilket vel formindskede, men ikke gandske udslukte den forhaabning man havde om dette ægteskab; Thi der blev efter Kongens død skikkede Ambassadeurs fra Skotland til Dannemark at handle med Enkedronningen Sophia og det Danske Raad videre derom.

Imidlertiid arbeidede adskillige baade udi Engeland og Skotland at forhindre dette ægteskab, hvilket foraarsagede, at Kong Jacob, saasom han havde kiærlighed til den Kongl. Danske Princesse, hvilken han langt høyere skattede end Princessen af Navarra, som paa samme tid blev ham foreslagen, begav sig udi egen høye person med den Skotske Cantzler og en liden Svite til Norge, hvor den Danske Princesse en tid lang var opholden af modvind. Deris bilager bliver celebrered til Opslo. Saa snart hans Majt. Kong Jacob var kommen did hen, gik det saa længe forventede bilager for sig, og blev holdet til Opslo. Saasom nu vinteren var forhaanden, og Kongen havde haft et haart vejr paa veyen, resolverede han at forblive med sin Dronning udi Norge til foraaret. Kong Jacob kommer til Dannemark. Da Enke Dronningen Sophia og det gandske Raad fik kundskab derom, inviterede de ham til Dannemark, hvorudover hans Maj. tillige med sin unge Dronning begav sig over land til samme Rige. Der opholdt han sig nogen stund, og imidlertiid, som han var en stor elsker af lærde folk, omgikkes flitteligen med den navnkundige Astronomo Tycho Brahe, Melvils impartial account of the affairs of state p. 181. vid. Resen inscript. Uranib. & stell. p. 316. derefter begav han sig med sin Gemahl til Skotland igien.

Hvad sig anbelanger Førstendommene, da opreiste sig i førstningen adskillige tvistigheder med Ridderskabet, som strax efter Kong Frideriks død forsamlede sig til Kiel, og paastode deres formeente rett, at udvælge sig nye Hertuger. Endelig bleve dog tvistighederne bilagte, thi Hans Kongl. Høyhed erhvervede 1589, af Keyseren *Veniam ætatis til at tage lehn over Førstendømmerne Holsteen, |217Stormarn og Dytmarsken og tillige med sin Fetter Hertug Philip af Holsteen udi samme aar dermed blev forlehnet, hvorudover stænderne nestfølgende aar aflagde den sædvanlige hylding, hvilken paa den udvalte Printzes vegne blev antagen af Niels Kaas, Manderup Pasbierg og Henrik Ramel. Regieringen over Førstendommene blev dog udi Dronningens hænder indtil 1593. da Printzen atter af Keyseren bekom *indultum ætatis til Regieringen udi Førstendommene at antage, og siden udi efterfølgende aar i sit alders 17 aar i deres administration er indtræden. Dannemarks tilstand ved Chr. 4. regierings tiltrædelse. Førend jeg gaaer videre fort, vil jeg efter gode skribenteres maade, forestille læseren udi hvad tilstand Dannemark var i de tider, da denne Høypriselige Konge succederede sin Hr. Fader udi Regieringen, hvilken afrisning hielper ikke lidet til historiens rette forstaaelse, besynderlig eftersom jeg om de forrige Høylovlige Konger ikkun meget kortelig haver talet, deres Successions orden ikkun eenfoldigen opteignet med et kort begreeb af de fornemmste krige de have ført.

Den Høysalige Konge Friderik 2, havde ved sin berømmelige regiering sat Dannemark udi saadan herlig tilstand, at dette Rige fast ingen tiid haver mere floreret og været paa bedre fod end efter hans død. Rigets indvortes styrke. Paa den eene side havde han formeeret og bestyrket Riget ved Dytmarskens undertvingelse, hvilket landskab stedse havde været Dannemark en torn udi øjnene, Item med Øesel og Sonneborg, hvor paa de Svenske siden maatte afstaae deres prætensioner ved den Sørødske fred, hvorom videre siden, og efter Hertug Adolfs af Holsteen død foreenede han med kronen igien den halve deel af hans lande, nemlig Rensborg, Hadersleben, Dorning og det Biskopdom Slesvig, samt erholt af Keyser Maximiliano 1570 det privilegium for Holsteen, at ingen appellationer udi sager af mindre end 500 Rinske Gyldens importance maatte komme for den Keyserlige Hof-ret eller Rigets Cammer-ret. Paa Oldenborg og Delmenhorst erholt han af Keyseren i samme aar exspectance, paa hvilken exspectance Kong Christian den 5te grundede siden sin ret, og forenede samme Grevskabe med kronen, da den sidste Græve Antonius Guntherus døde uden Livs-arvinger 1667. Paa den anden side ved den lykkelige 7 aars krig og den fordeelagtige Stetinske fred |218havde han erhvervet nationen stor reputation, og sat Sverrige i den stand, at det torde ikke letteligen bevæge sig mod dette Rige, men frygtede de Danske, hvis store tapperhed man havde havt prøver paa i det uhørlige slag ved Svarteraae. Til søes var nationen ogsaa udi stor anseelse, thi han havde renset Østersøen fra Søerøvere og tvunget de Dantziger at betale 100000 Rdlr. til straf, fordi de biergede nogle af dem udi deres havn. Ved den herlige fæstning Cronborgs fundation havde han tilegnet Dannemark Herredom over Østersøen, hvorfor denne fæstning var ligesom en nøgel. Den øe Bornholm, som var pantsat de Lybekker, løsede han tilbage 1576.

Dets tilstand i henseende til fremmede Potentater. Med fremmede Potentater stod Riget udi fortrolig venskab, thi, som denne høypriselige Konge var een af de fredsommeligste Herrer udi hans tiid, saa kunde det ikke mangle, han jo maatte have de fleste Potentater til sine venner, og, paa det den deel han havde udi Curland skulde ikke give anledning til at indvikle landet udi krig, solte han det for 30000 Rdlr. til Kong Stephanus Bathori.

Med de protesterende Førster udi Tyskland stoed Riget da udi god fortrolighed, thi Kong Friderik var anseet som een stødte for den protestantiske religion, besynderligen efterdi den vaklede saa meget udi Sverrige under Kong Johannis regiering. I sær var Riget affectioneret det Chur-Saxiske, Brandenborgske og Meklenborgske Huus, med hvilket sidste han var alliered formedelst sin Dronning, som var Elisabeth Hertug Ulriks Dotter af Meklenborg. Udi Frankrig havde han forbundet sig Henrik Kongen af Navarra, som var hovet for de Hugenotter sammesteds og skikkede ham Secours.

De tvistigheder som han havde med Moscovien angaaende sin Broder Magnus, med Engeland angaaende den Engelske handel, som blev forflyttet fra Narva til Archangel, hvorved Dannemark leed skade paa den Øresundske told, og Skotland angaaende Ørkenøerne, kunde ikke bryde det venskab han havde med samme Riger, tvert imod de søgte at alliere sig med Dannemark særdeles Skotland, der holt an om den Danske Princesse Anna for sin unge Kong Jacob, hvilket ægteskab gik for sig udi Christiani IV tid. Saa |219at denne lyksalige Konge efterlod Riget udi en meget florerende tilstand, hvorudi det continuerede længe under hans Søn, der udi kongelige qvaliteter og forstandig regimente fast overgik alle Europæiske Potentater udi hans tid, hvorvel lykken udi hans høje alder vendte ham ryggen, hvorom skal tales videre siden.

Christ. 4. antager self regieringen. Da den unge Herre var kommen i sit 18 aar, reyste han til Flensborg, hvor han havde stevnet Stænderne at møde, og med stor pomp blev hyldet.Hans Croning Derefter lod han betakke Rigets-Raad for den fliid de udi hans umyndige aar havde havt i at forestaae Riget, og paatog sig selv Regieringen. Udi hans alders 20 aar 1596 blev han med stor høytidelighed kronet til Kiøbenhavn, hvor der lod sig indfinde en stor hob fremmede Førster og Herrer. Kroningen skede saaleedes. Olear. Olear.] Olear.] Olear A1 Olear.] Olear A1 contin. chron. Hols. l. 9, cap. 3. Da Hans Maj. red til kirken, blev hans Kongel. Krone baaren for i vejen af Rigets Hofmester, Sceptret af Rigets Cantzler, det forgyldte Sverd af Rigets Marsk: og det gyldne Æble af Steen Brahe. Den Kongel. Krone blev ham paasat af 3 Bisper, og siden blev Sceptret, Sverdet og Kronen ham overlevered. Derpaa fuldte Salvingen. vid. Encom. Encom.] Encom.] Encom A1 Encom.] Encom A1 Reg. Dan. p. 163. seq. Coronat. Chr. 4. per Andr. Ben. Dalinum it.it.]it.] A2, it A1 it.] A2, it A1 per Aug. Erici. Da nu alt dette var forrettet, gav Hans Maj. sig af kirken til den kongl. Sal, da saae man adskillige lystige spectacler. Paa Amager Torv var et viin-spring, it. en heel stegt oxe, fyldet med adskillige slags fugle, hvorom den gemene mand sloges. Paa Østergade stod et Triumph-huus, hvorigiennem, da Hs. Maj. skulde gaae, stode 3 kiemper meget konsteligen forarbeydede, hvilke bukkede sig for hannem, i det samme kom ogsaa en Engel ned, hvilken satte en gylden krone paa Hs. Maj. hoved &c. Dagen derefter blev den Holsteenske Hertugs Joh. Adolphs brøllup celebrered med Hans Kongl. Maj. Søster Augusta, hvilket gav aarsag til meer lyst, saa at de efterfølgende dage bleve anvendte paa adskillige ridderspill. Ao. 1597 den 27 Nov. holdt Hans Maj. Bilager til Hadersleb med Anna Catharina, Margrev Joachim Frideriks Dotter af Brandenborg.

Kongen anmoder Hamb. om hylding. Saa snart Hans Maj. var kommen udi roelighed, tog han sig for efter sine Høylovlige Formænds exempler at anholde hos den Stad Hamborg om den sædvanlige hylding; og, saasom samme hylding har adskillige gange givet anledning til tvistighed, og denne Konge er den sidste af de Danske Konger, som er bleven hylded udi Hamborg, |220holder jeg fornødent at røre lidt om denne anseelige stads historie stads historie] stads historie] stads-historie A1 A2; stads historie SS stads historie] stads-historie A1 A2; stads historie SS , og viise, hvorpaa de Danske Kongers ret er grundet:

Huitf. p. 183. Oprindelse til de Kongel. prætensioner paa Hamb. Det er bekiendt, at Hamborg tillige med Holsten, og en stor deel af Tydskland blev erobred af den sejerrige Danske Konge Waldemaro 2. Samme Konge overgav denne stad til Græv Albrecht af Orlemunde, dog med de vilkor, at han aarlig deraf skulde give til Riget 50 lødige Mark, og følge Kongen udi krigsfærd hvor han ham tilsagde. Denne Græve af Orlemunde, som den Hamborgske krønike vidner, skal have solt Hamborg for 1500 mark guld til indvaanerne, da han saae sig ingen undsættning mod de Holstenske Herrer af Kongen, som efter sit langvarige fængsel, og det ulykkelige slag ved Bornhoved, ikke var i stand at redde Staden. Paa dette kiøbe-brev grunder Hamborg sin formeente frihed, og vil passere for en umiddelbar Rigsstad; Men det kand beviises, at Græve Adolph af Holsten siden haver hersked over Hamborg, saavel som det øvrige af Stormarn, hvor udi samme stad ligger, saasom han forhvervede den hos Keyser Friderik 2 adskillige privilegier, gav den told frihed over hele Holsten, og tilstedde Hamborgerne at holde aarligen tvende markeder. Huitf. p. 195. Dernæst findes under stadens seil et fordrag giort 1292. mellem de Holstenske Herrer og staden, ved hvis kraft de Holstenske Herrer skal nyde halv deelen af stadens indkomster, og vidner historien, at Græv Adolph, og Græv Geert aar 1309. have pandsat til Henrik Costin Borger udi Lybek halvdeelen af den hamborgske told, som dem tilhørte. Ao. 1363 har Hertug Albert af Meklenborg, som en forordned dommer af Keyser Carl 4 til Lybek forhørt de Holstenske Herrers tiltale paa Hamborg, og tildømt samme Herrer et fuldt Herskab med hylding og ret over Hamborg. Dette nægte vel Hamborgerne ikke; de foregive allene, at Høy bemeldte Hertug af Meklenborg var en partisk dommer, skiøndt de selv havde indskudt sig for Keyseren, og hans Keyserl. Maj. havde benævnet samme dommer. Vel er sandt, at denne dom blev siden svækked formedelst et forlig af 1364 mellem Græven og den stad Hamborg, men samme forliig selv viiser Grævens Herredom over staden; Thi der udi stadfæster han dem alle deres privilegier og friheder, og forbeholder for sig og sine arvinger al den ret, som hans forfædre have haft inden og uden staden, lover at forsvare borgerne, naar behov giøres; de derimod love ham, som deres Herre troe og lydighed. Højstbem. Key|221ser Carl lod ydermere aar 1368. affærdige et aabet brev til Hamborgerne, og derudi byder dem at være de Holstenske Grever deres rette Herrer hørige og lydige, og truer staden, at, hvis den ikke beqvemmer sig dertil, vil hans Keyserlige Majt. forhielpe Græverne til deres rett. Her af sees hvor sterk de Holstenske Herrers rett er til Hamborg, og at de Keyserlige befalninger, som siden ere udgivne staden til fordeel, ikke kand svække Herrernes rett eller ophæve Hamborgs medietet, saasom det ikke staar udi en Keysers magt at skille nogen Rigs-Første eller Greve ved sin herlighed. Hamborgs frihed og independence grunder sig derfor allene paa ovenmeldte Greve Albrets af Orlemunde kiøbe brev, hvilket udi sig selv er kraftesløst formedelst tvende aarsager:

(1) Efterdi det stod ikke udi samme Greves magt at sælge den stad, som han havde faaet af Kong Waldemar med vilkor at give aarlig pension deraf, og være forpligted til Kongens tieneste, naar behov giordes, og derfore saadant kiøbe-brev kand passere for et Skartek, efterdi det ikke haver ober-herrens confirmation.

(2) Efterdi Hamborg siden er tildømt at være de Holstenske Grever lydige, og selv siden haver erkiendt dem for deres rette Herrer: Det giør ei heller til sagen, at de Holstenske Grever ikke have ladet sig hylde udi Hamborg; Thi alle Konger af Dannemark, som Hertuger udaf udaf] udaf] udas A1 udaf] udas A1 Holsten, have erholdet saadan hylding. Dette er oprindelsen til de Danske Kongers Over-Herskab over Hamborg, og for hvis aarsag Kongerne af det Oldenborgske huus ved deres regieringers tiltrædelse lode sig hylde udi samme stad. Den stad Hamborg bliver erindret om sin hyldings pligt. Udi det aar 1603. anholdte hans Kongl. Maj. og Hertug Johan Adolph, som regierende Herrer udi Holsteen skriftligen hos den stad Hamborg, at den efter sin pligt og ældgamle sædvane skulde underdanigst hylde dem, saasom den havde giort deres forfædre tilforn. Derpaa har Raadet tillige med Borgerskabet, hvoraf 60. dertil vare forordnede, med foregaaende bøn af prædikestolen til Gud, at den forestaaende hylding maatte skee Gud til ære, hans Kongl. M. Førstlige naade, og staden til nytte, skriftligen svaret og allerunderdanigst begiæret, at der maatte først sendes til dem nogle mænd med Instruction og fuldmagt at handle om nogle vigtige punkter. Derpaa blev skikt paa Kongl. Maj. vegne Stadholderen Gert Rantzov og Bendix von Ahlefeld, Amptmand |222til Steinburg med en Jurist. Paa Førstens vegne Herr Diderik Blom og Clemens Gadendorf Førstl. Holstenske Raad, og Nicolaus Junge U. I. D. med hvilke der blev holden venlig deliberation over alle nødvendige puncter og capitulationer angaaende stadens privilegier og frihed, stadens resolution. og endelig af begge deele enstemmelig besluttet at hyldingens annammelse skulde skee efter gammel sædvane ligesom udi hans Kongl. Maj. og Førstl. Naades forfædres tiider, og Simonis Judæ dag den 28. Octobr. blev bestemt til det Kongl. og Førstelige indtog.

Da nu den bestemte dag til hyldingen var nær forhaanden, og der vare forefaldne nogle vigtige sager, som staden ønskede at maatte først afhandles, skikkede staden 2. Licentiater, en Raads-Herre og en *Secretarium til Kongen at handle derom, hvilken tog meget naadig imod dem, og forsikrede staden om alt got.

Hans Maj. indtog udi Hamborg. Paa bestemte dag komme begge Herrer samt andet Herskab med stor pomp ind udi Staden, og bleve modtagne med salve-skyden og stykkernes løsning, og den efterfølgende dag bleve de herligen beskiænkede baade af Raadet og Borgerskabet.

Det fremmede Herskab, som indfandt sig tillige med Kongen og Førsten, og deres Gemahler vare Kongens Frue søster Hedevig Churførstinden af Saxen, den Moscovitiske Gesant Offinassi Juanovitz, Hertug Johan Friderik ErkebispErkebisp]Erkebisp] A2, Erkepisp A1 Erkebisp] A2, Erkepisp A1 til Bremen, Hertug Henrik Julii til Brunsvig Gemahl, Hertug Ernst, regierende Herre til Zel med sine brødre Augustus, Magnus, Friderik, Jørgen og Hans, Hertug Adolph Friderik, og Johan Albrecht til Meklenborg, Hertug Ulrik til Slesvig Holsten, Hertug Alexander af Synderborg, Grev Enno til Ost-Frisland med sin Gemahl, Grev Antonius Gynther af Oldenborg og Grev Gynther af Svartzborg.

Søndagen, som var den 30. Octobr. reed hans Kongl. Maj. med Hertug Johan Adolph og andre Herrer, omringetomringet]omringet] A2, om ringet A1; om ringet SS omringet] A2, om ringet A1; om ringet SS af adskillige drabantere alle klædde udi rødt fløyel til St. Peders Kirke, hvor M. Johan Schehammer giorde en herlig lykønsknings prædiken.

Hyldingens process. Efter prædiken var holden, reed hans Kongl. Maj. og Førsten udi samme process til Raadhuuset der at imodtage hyldingen, og begave sig paa den store sal, hvor det heele Raad, samt dets *Syndicus, Secretarier, og de udkaarede af Borgerskabet vare forsamlede.

Hans Kongl. Maj. og hans F. N. stillede dem paa den øverste deel af Salen, hvor de 4. Borgemestere pleyede at sidde. Paa Herskabets høyere side stillede sig det Kongl. og Førstl. Raad. Det Kongl. som Gert Rantzov, statholderen, Hans Rantzov, Amptmand til Rensborg, Bendix Ahlefeld Amptmand til Steinborg, Claus Ahlefeld Amptmand til Cadings, Henrik Rantzou til Potlos, Balthasar Ahlefeld Amptmand til Flensborg.

Hertug Johan Adolphs Raad Dieterik Blom Amptmand til Tyndern,Tyndern,]]Tyndern,]] A2, Tyndern A1; Tyndern SS Tyndern,] A2, Tyndern A1; Tyndern SS Georg Seested Amptmand til Steinhorst. FriderikFriderik]]Friderik]] A2, Frideri A1; Frideric SS Friderik] A2, Frideri A1; Frideric SS Ahlefeld Amptmand til Apenrade, Dieterik von Buchwald til Gottorf og Thomas Blome til Trittou.

Paa den venstre side stode Borgemesterne og Syndici samt det heele Raad og de udkaarne af Borgerskabet.

Den Kongel. Cantzlers proposition. Den Kongl. Cantzler giorde en liden indgang af efterfølgende indhold, at Raadet og Borgerskabet maatte erindre sig til hvad ende, og udi hvad meening hans Kongl. Maj. og Førstl. Naade vare komne til Hamborg, nemlig naadigst og naadig at imodtage den gamle sædvanlige hylding, derpaa forventede de Raadets og Borgerskabets underdanigste resolution hvorpaa Borgemesteren Joachim Bechendorff gav paa gammel Nedersaxisk saadant svar.

Fordansket. Paa Dansk lyder det saaledes: Eftersom eders Kongl. Maj. og Førstelige Naade ere komne udi denne gode stad, saa fremstille vi Borgemester og Raad samt Borgerskab os og bekiende os at være lemmer af de Førstendomme Holsten og Stormarn, og vil holde os til eders Kongl. Maj. og Førstl. Naade, som Førster af Holsteen og Stormarn udi alle tilbørlige sager, som fromme folk bør at giøre til deres naturlige Førster og Herrer, og som vore Forfædre altid have giort, dersom E. K. M. og Førstl. Naade os naadigst og naadig vil antage, confirmere vore gamle Privilegier, og beskytte og forsvare os som andre E. Kongl. Maj. og Førstl. Naade undersaatter.

Derpaa har hans Kongl. Maj. for sig og Førsten af Holsten svaret saaledes.

Kongens svar. Vi Christian den 4. Konge til Dannemarck og Norge &c. og Johann Adolph Hertug udi Holsten og Stormarn tage eder Borgemester og Raad samt Gemeene saasom lemmer af de Førstendommer Holsteen og Stormaren, vil og naadigst og naadig beskytte og handthæve eder ved eders gamle skikke og privilegier og gamle sædvaner, confirmere og stadfæste eder de samme, saasom vi ogsaa hermed udi Originali naadigst og naadig vil overlevere eder de samme og beskytte og beskiærme, saa længe vi og vore arvinger blive ved vore gamle Førstelige arvelige Regalier, Ret, høyheder og herligheder, hvilke vi hermed vil have os forbeholdne.

Efterat denne tale var holden, bekræftede Borgemestere og Raad med Borgerskabet saadan hyldings forpligtelse med deres hænder og bekomme nye confirmation paa deres privilegier in originali.

Hans M. havde ladet slaae adskillige penge af guld og sølv, hvilke han efter hyldingen lod kaste blant folket, paa samme penge stod en Elephant paa hvis ryg var et taarn fuldt af folk.

Mus. Reg. p. p.] p.] p A1 p.] p A1 80 tub. 21. No. 6. Det Høje Herskab forblev udi Hamborg til den 9 Novembr. og da blev paa samme maade som indtoget skeede, tagen afskeed. Saaledes beviiste da den Stad Hamborg sin tilbørlige underdanighed til sin Arve-Herre. Og saasom dette er den sidste hylding, saa har jeg holdt fornødent at føre den omstændigen ud, for at lægge de Kongl. prætensioner dismeer for dagen.

Efter at dette var skeedt, begav Hans M. sig til Dannemark og regierede sine undersaatter i fred og rolighed indtil det aar 1611. Hans M. arbejder paa at forbedre sine riger Imidlertid lod Hans M. sin store vindskibelighedvindskibelighed]vindskibelighed] A2, vinskibelighed A1; vinskibelighed SS vindskibelighed] A2, vinskibelighed A1; vinskibelighed SS see udi at forbedre sine Riger, og at bepryde dem allevegne med kirker, skoler, herlige slotte og bygninger, blant hvilke overgik alle det kostelige Slot Frideriksborg, hvilket hans Hr. Fader havde begynt, men han bragte til sin fuldkommenhed. Den stad Crempe udi Stormarn lod han herligen befæste. Udi Blegind lod han Anno 1603 opbygge en nye stad, som efter hans navn blev kaldet Christianopel, at han kunde være sikker imod fientl. indfald baade udi Synden og Norden. Nogle aar derefter bestyrkede han begge grændtzerne med 2 stærke fæstninger, Glückstad i Holsteen og Christianstad i Skaane.

Kong Chr. første reise til Engel. Anno 1606 giorde Hans Maj. sin første reise til Engeland, paa hvilken reyse ham fuldte af Rigets Raad Christian Friis, Cantzleren, Peder Munk, Rigets-Amiral, Steen Brahe, Rantzou, Statholder udi Holsteen og Eske Brok.Cunrat Lipsen Chr. IV. Engl. rejse. Fremdeeles fuldte ham ogsaa paa denne reyse den navnkundige Biscop D. Hans Resen og M. Jon Jacobsøn *Venusinus Historicus Regius. Der fortælles underlige historier om samme Venusino, blant andre, at han i sin ungdom havde forhvervet sig en ring, hvorudi var en *Spiritus familiaris, ved hvis hielp han kom til stor lærdom og videnskab og blev Professor i Kiøbenhavn. Med denne ring siges der han aldrig kunde skille sig; Thi endskiønt han kastede den udi ilden, udi rendesteen, ja udi havet selv saa kom den dog paa fingeren igien. Udi |226denne overtroe blev almuen ikke lidet bestyrked, da Venusinus blev funden død i en brynd til Sorøe, hvor han var Oeconomus. Han er ellers ikke den eeneste, som formedelst ved sin lærdom har havt den lykke at blive troldmand. Richard. Bak. chron. of the Kings of Engl. p. 411. Den 13 Julii kom Hans M. med sine skibe til Engeland, hvor Kong Jacob gik ham strax i møde og opholdt sig paa det kongel. skib 2 timer.timer.]timer.] A2, timer, A1 timer.] A2, timer, A1 Efter at Hans Maj. havde været nogen tid udi Engeland, begav han sig den 11 Augusti derfra igien, og arriverede til Cronborg den 24 dito. Den 2 engelske reyse. Den anden reyse til Engeland skeede 1614, da gik Kongen med et lidet følge nemlig 50 personer annals of King James p. 12 *incognito didhen, saa at han fant Dronningen sin Søster til Sommersted, førend man havde nogen kundskab om hans ankomst, Kong Jacob, Rich. Bak. p. 416. som da var udi Bedfortshire, da han fik kundskab derom, kom han strax tilbage og diverterede sin Svoger med Carousel, jagt, fyrverker og anden tidsfordriv, indtil den 1 Augusti, da blev Hs. M. af den Engelske Prinds Carl ledsagen til sit skib, og begav sig til Dannemark igien.

Første fødselsret indføres i Holsteen. Hvad sig Holstenske sager er angaaende, da for at giøre ende paa de tvistigheder, som vare udi førstendommene om de førstelige vall, udvirkede Hans Maj. tillige med Hertug Johan Adolf 1608 en bevilling af Keyseren, at det Holsteenske Huus skulde succedere uden val efter første fødsels rettighed, hvilket siden stedse er blevet i agt taget og confirmeret af Keyser Ferdinando 3, da Hertug Friderik 3 blev forlehnt med Holsteen til Wien. Hvo der vil erkyndiges om de sager, kand derom læse *Historische Bericht von der Holst. Ritterschafft, Olearii Holst. Chron. item apologie gegen Danckwerts falsche Bericht.

Dannemark havde nu fast udi 40 aar levet udi en ønskelig fred; Thi Kong Friderik 2 havde ved det Stetinske fordrag erhvervet Rigerne baade ære og sikkerhed, og Christianus 4, hvor vel han af naturen var begaven med alle de qvaliteter, som contribuere til at danne en stor Helt, saa syntes han dog heller at have udvaldt Augusti end Cæsars historie til sit levnets rette snoer; Thi den store omsorg, han havde for handelens og boglige konsters forfremmelse, og de bekostninger, han giorde paa at ziire sine Riger og Førstendomme med skiønne stæder og herlige bygninger, viise tilstrækkeligen, at hans ho|227ved lyst var at berige og habilitere sine undersaatter, og heller at forhverve sig navn af en viis lovgiver end af en stor Felt-Herre. Dog gik denne fredsommelighed ikke saa vit hos ham, som hos hans Svoger Kong Jacob af Engeland, hvis store begiærlighed til fred, som ellers er den største ziirat udi en Konges levnet, var bleven til en lyde; Thi Kong Christian,Christian,]Christian,] Christian A1 A2; Christian SS Christian,] Christian A1 A2; Christian SS saa tit landets ære og sikkerhed og religionens handhævelse bøde ham trække sit sværd, vejgrede han sig ikke derfor. Kong Chr. førte 3 Krige Hans Maj. har derfore føret 3 store krige med foranderlig lykke. Den første med Kong Carl og Gustav Adolph af Sverrig,Sverrig,]Sverrig,] Sverrig. A1 Sverrig,] Sverrig. A1 hvorudi han havde saadan fremgang, at Stokholm selv frygtede sig for beleyring, efter at de vigtigste grændse stæder vare erobrede. Den anden med Keyseren, udi hvilken han efter det ulykkelige slag ved Kongs Luther blev forladt af dem, for hvis skyld han udi den uroelighed blev indvikled, og derfor ved den Lybekske fred maatte forbinde sig til neutralitet udi den Tydske krig. Den 3die og sidste med Dronning Christina af Sverrig, hvilken krig ikke endtes uden med Rigets store forliis. Disse 3 krige vil jeg her efter orden korteligen beskrive, og der imellem efter aars tal tale om andre indenlandske sager. Oprindelse til den første krig. Hvad sig anbelanger den første krig med Sverrig, da haver den saadan oprindelse: De iidelige u-roligheder, hvor udi de Nordiske Riger længe havde svævet, syntes at være hævede ved den bekiendte Stetinske fred af 1570. Dannemark, som udi den 7 aars krig havde overhaand, og havde faaet en fred efter ønske, lod sig dermed nøje, og stræbede at høste frugten deraf. Sverrige var længe efter samme fred ikke udi stand at yppe noget mod Dannemark, men havde nok udi sine egne sager, formedelst stridighederne om Successionen. Men da Carl 9. var bleven fast udi sadelen, og havde formaaet Stænderne udi Sverrig at opsige sin Broder Søn Sigismundo all troeskab og lydighed, begyndte Sverrig at øve adskilligt mod Dannemark, som gav anledning til fortrydelse, og endelig til fiendskab. Danske gravamina mod Sverrig angaaende farten paa Curland og Lifland. Thi (1) lod høystbemelte Kong Carl forbyde all handel paa Lifland, som hørte Polen og Muscow til, som kand sees af det svenske Patent udgivet 1610. hvor udi forbydes at seyle paa Riga og Curland under skibs og godses fortabelse; Ja det gik saa vit, at de Svenske udliggere lode sig omsider ikke nøje med at |228opbringe de skibe, som fore paa samme steder, men foruroligede de Danske skibe ogsaa paa deres egne strømme, som kand sees af Christiani 4 manifest dateret den 10 Octobr. 1610. Kongen søgte længe med det gode saadant at forhindre, og til den ende affærdigede en skrivelse af dato den 31 Martii udi samme aar til Sverriges Riges Raad, bedende dem at formaae deres Konge til at lade de Danske Curlands- og Riga-farere u-forhindrede passere, og afskaffe det søe-røverie udi Øster-søen. Sverriges Raad svarede paa denne skrivelse saaledes, at man paa denne tid vilde lade de Danske skibe passere; Men hvis de komme offtere, maatte de *staae deres egen eventyr. Herudover blev Hans Maj. med stor bekostning foraarsaget at udruste krigs-skibe til samme Riga og Curlands fareres beskyttelse.

Derforuden kom det Kongen fremmed for, at de Svenske Commissarier paa det Flakkebekske Mode tildømte Sverriges krone halv deelen af al den rettighed, som Søelapperne fra Titis-fiord indtil Malanger yde. angaaende de 3 kroner De Svenske derimod besværgede sig over, at Dannemark førdte 3 kroner udi sit vaaben. Til dette at forstaae er fornødent at viide, at dette rige ey allene siden foreeningen mellem de 2 Nordiske Riger stedse have ført de 3 kroner, som de fleeste holde for, men end og længe for Erici Pomerani tid, som meenes at have indført dem udi det Danske vaaben til erindring om den store foreening; Thi man finder, at Kong Svend, Knud den Store, Haarde-Knud, Erik Glipping og Erik Mendved have brugt de samme, saa at man kand sige, at da Kong Erik af Pomern aar 1412 lod indføre de 3 kroner udi det Danske vaaben, skeede det ikke allene for at betegne den lykkelige foreening, som var slutted af Dronning Margareta mellem de 3 Nordiske Riger, men endogsaa for at viise de gamle Danske Kongers rettighed dertil. Da nu Sverrige afsondrede sig fra Dannemark, protesterede de Svenske Konger der imod, og foraarsagede denne tvistighed, blant andet den 7 aars blodige krig, hvilken endtes 1570 ved den Stetinske fred. Udi samme fred blev saaledes aftaled, at denne tvistighed skulde afgiøres i mindelighed. Nu blev vel til den ende holdet et mode 1591, men frugtesløst, og Kong Sigismundus tillod siden 1602 Dannemark at føre de 3 kroner, saa længe han levede. Heraf kand sees hvor liden føye |229Sverrige havde at besværge sig derover. Carl 9. protesterede ikke allene derimod udi ovenmeldte Flakkebekske forsamling 1603. men end ogsaa, for at hævne sig, lod ved sin kroning 1607. forøge den sædvanlige Svenske Konge titul med disse ord: Konge over Lapperne udi Nordland gav sig iligemaade titul af de Cajaners Konge, med hvilken titul man ikke kunde fatte, hvad han meenede.

AngaaendeAngaaende]Angaaende] A2, Angaen- A1 Angaaende] A2, Angaen- A1 Findlapperne. Dette blev ikke ved tituler eene; De Svenske fogeder udstrakte ogsaa deres Jurisdiction vit udi Findmarken Findmarken] Findmarken] findmarken A1 Findmarken] findmarken A1 ; Thi Balthasar Bek fodrede skat af de søe-finder, som aldrig tilforn havde ydet noget til den Svenske Krone, og en anden foged ved nafn Erik Johansen understod sig at forbyde den Danske øvrighed at lægge skatt paa egne undersaattere, truende udi en skrivelse til slotts-skriveren paa Vardehuus paa Sverriges vegne at sætte indbyggerne udi dobbelt skatt, hvorudover Kong Christian maatte give befalning til Claus Gagge, lehnsmanden paa Vardehuus med magt at hindre saadant voldsomt foretagende. I sær var den udi Sverrig nylig anlagde stad Gottenborg en torn udi Dannemarks øyne, efterdi udi samme stad begyndte at drives en stor handel, som ellers blev ført igiennem Sundet. Item de Gottenborgske privilegier. Blant de privilegier, som bleve givne denne nye stad, vare disse: At Gottenborgerne maatte nyde frit Fiskerie udi finne fiorden fra Titis fiord til Waranger, udi hvilket distrikt Dannemark var dog ikke Sverriges Krone en fod jord gestændig.

Saadant og andet forhold, hvor om findes meere udi ovenmeldte Danske manifest, kunde dog ikke formaae Kongen at bryde den Stetinske fred. Hans Majt. vilde først med gode forsøge om tvistighederne i mindelighed kunde bilægges; og, saasom de Svenske begiærede, at Kong Christian vilde nævne en opmand, og beramme et nyt mode ved grændserne, saa navngave de Danske Commissarier, førend de droge fra det Flakkebekske mode der til paa Kongens vegne Joachim Friderik Churførsten af Brandenborg, og tillode de Svenske Commissarier, hvis de ikke vare fornøjede med høyst bemeldte Churførste, at benævne selv en anden, som kunde dømme udi tvistighederne efter det Stetinske fordrag; men de Svenske Commissarier vilde ikke modtage saadanne tilbud, hvorfore begge parterne begave sig med u-forretted sag fra Modet. Endelig foresloge de Sven|230ske til Opmand eller Mediator Hertug Henrik Julium af Brunsvig og Lyneborg, og blev saaledes imellem begge parter aftaled, at begge Rigers fuldmægtige skulde møde den 12. Sept. 1608. udi den stad Wismar for høybemelte Hertug Henrik selv, eller for hans Commissarier; Men, som ingen af Sverriges Commissarier mødte til bestævnte tid, ey heller nogle dage derefter, reysede de andre fuldmægtige med u-forretted sag fra Wismar igien.

Venlig imellem handling forgieves Herudover fornam Hans Maj. at disse tvistigheder ikke kunde afhandles udi mindelighed, besluttede derfor med magt at bringe Sverrige paa billige tanker, og skikkede et patent af dato Kiøbenhavn den 10. Octobr. til Sverriges Raad og Stænder: samme patent indeholder alle de *gravamina, som tilforn ere opregnede, foruden adskillige andre; Og var slutningen derpaa saaledis, at, eftersom Hans Majt. ved ingen venlig middel har kunnet formaae noget, maatte han søge at bruge andet raad.

Kong Carl af Sverrige vil ingen Satisfaction give for saadan uræt. Men som Kong Carl stoppede sine øren mod alle disse klagemaal, lod Kong Christian publicere en Declaration, hvorved han gav tilkiende, at, eftersom hans retferdige klagemaal ikke vare blevne hørte udi Sverrige, men Kongen brugte end da den titul, Herre over Laplænderne, gav privilegier til Svenske Undersaatter udi Norge, bygde fæstninger samme steds, bemægtigede sig Danske undersaatters gods, foruroligede Østersøen og ruinerede negotien, lod han tillige med Dannemarkes Raad forkynde Kongen af Sverrige og hans undersaatter krig baade til Lands og Vands.

Hvorfor Kong Christian declarerer krig med Sverrige Strax derefter skikkede Kong Christian efter landets maade en Herold til Sverrige at forkynde krigen, og lade Kongen af Sverrige viide, han maatte lave sig til feide. Denne Herold blev ey antagen af Kong Carl efter sin qvalitet, men blev holden for et oprørsk Menniske, og, i steden for at bekomme svar, Pel. hist. de la dern. dern.] dern.] dern A1 dern.] dern A1 gu. p. 197. blev arrestered udi 5. maaneder. Ved samme arrest haabede Kong Carl at vinde nogen tiid, meenende, Kong Christian skulde holde inde med krigen indtil Herolden kom tilbage, men forgiæves; Thi Kong Christian fornam nok, at samme arrest var ikkun giort til at forlænge tiden, og forspilde den beste deel af sommeren, Rykker med en krigs magt ind udi Sverrige hvorfor han uden at opholde sig længere, begav sig strax med en armee af 14000. fodfolk og 2000. |231ryttere paa marchen til Sverrige og deelte sine Tropper udi tvende parter, gav den eene deel til Rigets Marsk med ordre, han skulde begive sig til Elfsborg, en fæstning, som laae ved Nord-Søen, og marcherede selv med den anden deel lige mod Calmar. Calmars beskrivelse. Samme Calmar er een af de berømmeligste stæder udi Sverrige, og hovedstaden udi Smaaland eller Suder Gotland, saasom Olaus Magnus kalder den lib. 9. cap. 21. & 22. og siger, at den af de Tydske er kaldet Calmer, efterdi de paa samme stæder have fundet kaaldere hav og luft end ved de Tydske kuster. Udi samme stæd blev slutted den navnkundige foreening imellem de 3. Nordiske Riger 1397.

Kongen belejrer den vigtige stad Calmar test. Puff. hist. Sv. Saa snart Hans Majt. var kommen for samme stad, begyndte de Svenske at giøre adskillige udfald, men bleve med forliis drevne tilbage igien. Udi Calmar vare foruden Borgerne 1675. soldater, og foruden de jernstykker paa Castellet vare der 104. grove Metal stykker. De fornemste Generaler holdte for, man skulde ikke opholde sig for denne sterke stad, hvorpaa man vilde ikkun spilde en stor hob folk, og imidlertid give leylighed og tiid til fienden at bestyrke sig paa andre steder. Andre derimod sagde, det var fornødent, man giorde sig mester over den fæstning for at have udi nøds tiid en tilflugt baade til lands og vands, og ikke lade noget bag efter sig, som kunde incommodere krigshæren. Pel. p. 209. Dette sidste raad blev af Hans Maj. samtykt, hvorfor man og begyndte strax med approcherne, hvilke dog ikke gik for sig uden meget langsomt, efterdi grunden var gandske steenagtig. Indtager den med storm. Saa snart batterierne vare fuldfærdigede, begynte de Danske at canonere den 18. Maij og dagen derefter løbe storm til staden, hvilken de Svenske efter nogen modstand maatte forlade og retirere sig til Castellet, som strax af de Danske blev beleiret.

Kong Carl haster med den Svenske krigshær at undsætte samme stad. Men Batterierne og approcherne vare neppe fuld færdigede, førend der kom tidende om Kong Carls ankomst, hvilken lod sig merke, at ville komme de Danske til at betale en dyr told for deres besøg udi hans lande, men hans tanker sloge ham meget feyl, han ankom inden faa dage til Calmar med en armèe, som bestod af 18000. fodfolk og 3000. ryttere. Samme Armèe leyrede sig 4 a 500. skridt fra de Danske forskantzninger, og plantede stykker paa adskillige høye stæder, hvoraf den danske leyer, hvilken Lucas Krabbe commanderede kunde beskydes.

Dette foraarsagede ikke liden bekymring hos de Danske, efterdi de saae sig selv beleyrede i steden for at beleyre andre, og blev den formeeret ved den Svenske flodes ankomst, hvilken forsynede Calmars Castell med en mængde af proviant, og andre fornødenheder og forskaffede fri communication imellem Øland og bemelte Castell. Derforuden lod Kong Carl ogsaa bygge en skantze paa en klippe udi havnen, som kunde meget forurolige den Danske flode udi deresderes]deres] A1, dens A2 deres] A1, dens A2 fart, hvilken var bleven forvildet udi søen, da den gik at opsøge den Svenske flode. Men de Svenske laae paa samme samme] samme] sam me A1 samme] sam me A1 sted 6. Uger uden at forrette noget, hvorudover Kong Carl, da han fornam sine sager mod forhaabning at gaae saa langsom for sig, og at Dannemarks Riges Marsk. var paa vejen, blev han saa utaalmodig, at han sendte Kong Christian et feidebrev og fodrede ham til eene kamp, men, som Kongen af Sverrige da var saa gammel og svag, at han ventede hver dag efter døden, gav Kong Christian et billigt svar paa hans skrivelse, hvilket formeerede ikke lidet hans vrede, og drev ham til at bruge alle optænkelige middeler at skade de Danske; Men han havde at bestille med en forsigtig fiende, hvilken var saa aarvaagen, at alle hans anslag mislingede, dog fik han nogen tid derefter leylighed at hevne sig: Thi, medens Dannemarkes Marsk. med undsætningen til den Danske leyr var paa veyen, overrumplede hans ældste Printz Gustavus Adolphus den lille stad Christianopel udi Blegind paa saadan maade.

Christianopel erobres med list. Commendanten af Christianopel befrygtede, eftersom han havde faa folk at forsvare staden med, at den skulde blive overfalden af de Svenske, og derfor skikkede et brev til Kongen af Dannemark, hvorudi han forestillede ham aldt dette, og begiærede 500. mænd til byens beskyttelse. Dette brev falt ulykkeligen i Kongens af Sverrige hænder, hvilken i en hast lod forklæde og bevæbne 500. mænd paa Dansk, ligesom det skulde være den hielp Commendanten havde skrevet efter. Disse 500. mænd marcherede lige til staden og begiærede udi en hast at indlades, eftersom de vare forfulte af 1000. Svenske ryttere. Lægges i aske. Ved saadant krigspuds komme de Svenske ind i staden, hvor de omkomme alle dem, som kunde føre sverd, lagde staden i aske, og med stort bytte begave sig til leyren igien. Kong Carl giør anstalt at angribe den danske leyr. Af denne fremgang fik Kong Carl saadant mod, at han besluttede med en Ge|233neral storm at forcere den Danske forskantzning, og til den ende giorde saadan anstalt, at Monsr. de la Ville, en Gasconier af nation, bekom qvarteer udi Castellet med 1000 mænd, Tydske, Engelske og Skotter, og fik ordre at giøre et udfald i Byen, hvilket var meget let formedelst de taarn og skandser, som kunde favorisere dem deri. Arméen i sig selv deelte Kong Carl udi 3 lige parter, og udstrakte fronten meget vidt, efterdi de Danske forskantzninger vare 10000 fod lang, saa at begge fløjene strakte sig indtil søen, og, som han fornam, at den Danske Armée blev den heele nat udi gevær, langs med forskantzningerne, eftersom den var meget formindsket udi tallet og kunde neppe giøre 6000 Mand, formedelst de mange døde, svage og qvæste, besluttede han ikke at sætte sit anslag udi verk, førend imod dag-brækningen. De belejrede giøre udfald af Castellet og sætte ild paa staden. Forsagde tiid giorde Monsr. de la Ville udfald af Castellet og erobrede de verke og forskantzninger, som vare udi Byen, sat ogsaa ild paa Staden, hvilken var fuld af Træ-bygninger, og blev udi en hast lagt i aske.

Slag ved Calmar. Nu agtede Kong Carl at sætte sit forsæt i verk, og marcherede i god orden til den Danske leyr, hvilken blev angreben med stor hidsighed, og forsvaret af de Danske ikke med mindre bestandighed, saa at man udi lang tid ikke kunde see til hvilken side sejeren vilde helde sig. Endelig fornam de Svenske vel, eftersom de stode aabne for de Danske Canoner og Musqvetter, at de maatte bortkaste ald forhaabning om sejeren, enddog nogle af dem vare avancerede saa viit, at de havde plantet deres pikke paa forskantzningerne. Peleus hist. de la dern. dern.] dern.] dern A1 dern.] dern A1 gu. de Svede p. 241. Midlertiid havde Monsr. de la Ville dreved de Danske moxen ud af staden, og havde trænget sig ind i leyren indtil Kong Christians telt, hvilken opmuntred af denne overhængende fare, gik med nogle officiers, som vare ved haanden, fienden i møde, sat hart ind paa dem, brød deres orden, og giorde rum til sit cavallerie, hvilket i en hast drev de Svenske paa flugten. Værende denne treffning lod Kong Christian see en ubeskrivelig stor tapperhed, i det han omkom mange med sin egen haand, og drev paa flugten alle dem, som kom ham i møde, hvormed han ikke allene giorde sig forskrekkelig for fienderne, men forunderlig for sine egne, hvilke af hans exempel bleve opmuntrede at sætte des fyrigere ind paa fienderne.

Da Kong Carl saae nu, at hans forhaabning var bleven til intet, gav han ordre til sine folk at vige tilbage. Udi denne retirade bekom han stor skade af de Danske Musqvetterer, hvilke stode langs ved forskantzningerne. Hvorudi de Danske victorisere. Monsr. de la Ville retirerede sig ogsaa til Castellet igien, og forlod staden, beholdende allene de verke, som vare opkastede af de Danske, hvilke i den heele trefning mistede ikke meere end 60 mænd, da derimod de Svenske savnede over 1000 gamle soldater, som vare Skotter og Engelske og Kiernen af den heele Armée, hvilken forliis gik Kong Carl saa meget til hierte, at han ikke i lang tiid vilde tale med nogen.

item til søes. Den Svenske flode ved Calmar var heller ikke lykkeligere, thi 9 Danske skibe komme udi Calmars havn og spillede med deres canoner saa længe paa dem, at de maatte forlade havnen, og søge den rumme søe. Paa samme tid erobrede de Danske 7 skibe for Elfsborg, nemlig Krabben, Hector, den blaa Orm, Jonas, Lampreten og to Convojer, som laa under fæstningens beskiærmelse.

Dagen derefter arriverede den Danske Marsk med de forventede Tropper til leyren, hvorudover de Svenske, som opholdte sig endda uden for Castellet i en hast retirerede sig derind igien, og lod Staden staae aaben for Sejervinderen. Monsr. de la Ville begav sig derfra gandske qvæst, overladende slottet til den ordinaire besætning, som bestoed af 1400 mænd under Gouverneuren Christen Sommer.

Da nu Kong Christian var saaledes bestyrket, rykte han med sin Armee udi felten, ladende som han vilde forcere den Svenske leyr, men udi samme bevægelse erobrede 8 Svenske fartøy ved strandbredden, af hvilke nogle vare ladne med stykker, andre med eqvipage for armeen, og da man mindst tænkte derpaa, arriverede den Danske flode, og kastede anker nær ved den Svenske. Ved samme sted ligge adskillige klipper, hvorpaa de Danske, saa vel som de Svenske opreyste adskillige redouter og skantzer, og det saa nær hos hinanden, at det siuntes langt fra ikkun at være een armee, og flode til lands og vands, og sandelig begge krigs-hærerne vare saa indviklede, at man ikke vel kunde skille dem fra hinanden.

Dette Naboeskab fornam Kong Carl nok ikke vilde være tienligt, og derfor retirerede sig om natten udi stilhed 2 miile fra Cal|235mar, og forskantzede sig ved Risbye. Denne retirade blev meget favoriseret af et taagagtigt veyr, som varede 2 timer ud paa dagen. Pel. hist. de la gu. de Sved. p. 251. Den Svenske flode flygtede ogsaa om natten udaf havnen, og begav sig i den rumme søe, forfuldt af den Danske Amiral, hvilken dog ikke erobrede udi flugten meere end et skib.

Nu stod tilbage Calmars Castel, hvis tal-rige guarnison stillede sig an, som den endda vilde holde sig længe. Men, da de Danske begyndte for alvor at gaae løs paa slottet, tabte de beleyrede gandske deres mod; De døde, qvæste, svage, og de faae levnets midler de havde, foraarsagede, at de offentligen lode sig merke, at deres liv og velfærd bestod udi Castellets opgivelse, eftersom der var ingen forhaabning om undsætning, hvorudover Gouverneuren Christen Sommer, saasom han fornam sig saaledes klemmet, overgav slottet til den Danske General Steen Maltesen. vid. Chr. Summ. apolog. Nogle Svenske skribentere, blant hvilke Pufendorff, skrive, at Castellets overgivelse skeede ved forræderie, og at Christen Sommer betingede sig et adeligt gods udi Holsteen. Men den Kongelige Franske Historiographus Peleus, som udi en særdeles bog har beskrevet denne krig, melder intet derom, men heller siger, De danske erobre Calmars Castell ved accord. at det skeede af nød, Guarnisonen blev tilladttilladt]tilladt] A2, til ladt A1 tilladt] A2, til ladt A1 at føre med sig de lette gevær, men de tunge samt artilleriet, som bestoed af 200 smaae og store Canoner blev efterladt. Til en erindring om den vigtige Calmars erobring blev slagen en medaille, paa hvis eene side stod Hs. Maj. udi fuld harnisk, paa den anden side blev præsentered Staden, med disse ord: * Cede Majori Calmar.

Denne stads- og fæstnings-erobring gav Kong Christian ikke allene en stor anseelse, men indjog ogsaa stor frygt i de Svenske, hvilke ved denne vigtige grændse stads forliis havde givet de Danske aaben vey til kiernen af deres lande, og derved kunde ikke vente sig andet, end at denne krig vilde falde ulykkeligen ud for dem. De mistede een af deres allerbeste fæstninger, baade formedelst dens situation, saa og beqvemmelighed af alle ting, som der vare, de havde trøstet sig med den forhaabning, at den Danske armee skulde i det ringeste have ligget 3 maaneder og lidet nød derfor, efterdi den var forsiunet med en stor besætning, og saaledes situeret, at den ikke allene var vanskelig at bestorme, men endogsaa at komme nær, men |236den muntre Konge overvant ved sin tapperhed alle disse vanskeligheder, og bragte saadansaadan]saadan] A2, saadann A1 saadan] A2, saadann A1 frygt udi de beleyrede, at de ikke meere turde sætte sig imod hans seyr-rige vaaben. it. Øland Da Indbyggerne paa Øland finge tidende om Calmars erobring, overgave de dem tillige med deres fæstning Borkholm.

Efter at dette var skeed, gik Kong Christian med en deel af sin armee mod den Svenske leyr for at reconnoissere, hvilket gav leylighed til adskillige skermytzler. Derefter begav Hans Majt. sig til Calmar igien, og anden gang med sin heele armee rykte mod fienden, og leyrede sig omtrent en fierding veys derfra. Over dette blev Kong Carl saa ophitzet, at han besluttede at gaae af sine forskantzninger, men turde dog ikke vove noget feldt-slag, saasom han af den forrige action kunde giøre sit facit hvorledes det vilde gaae til, hvorfor der af begge armeer denne gang intet blev forrettet, De danske jaavel som de Svenske gaae udi vinter-qvarteer. og som vinteren var for haanden og veyret begynte at blive meget slemt, maatte begge parterne søge vinter-qvarteer, en stor lykke for de Svenske, hvilke denne gang bleve befriede fra en overhængende fare; thi den beste hielp for en svag krigs-hær er vinterens ankomst.

Kong Carl efter at han havde opreist adskillige skandser ved Risby, efterlod han der en god besætning, og begav sig til Stokholm for at giøre al muelig anstalt til foraaret. Kong Christian begav sig iligemaade til Kiøbenhavn, efter at han havde ladt en stor Guarnison i Calmar. Kong Carl Carl] Carl] Carl. A1 Carl] Carl. A1 døer paa veyen til Stokh. Paa vejen til Stokholm blev Kong Carl overfalden af en sterk feber, hvilken tog saadan overhaand, at han døde døde] døde] død A1 A2; døde SS døde] død A1 A2; døde SS faa dage derefter, effterladende sig 2 Printzer Gustavum Adolphum og Carolum, og to Princesser, Gustav. Ad. succederede sin fader. den ældste Printz Gustavus Adolphus succederede ham strax udi Regieringen, men, som han endda ikke havde naaet sin fuldkommen alder, bleve der forordnede til Hans Formyndere Hans Frue Moder Dronning Christina, Hertug Johan af Øster Gothland, item Magnus Brahe, Niels Bielke, Svend Ribbing, Jøran Gyldenstierne, Hans Ulfssparre Ulfssparre] Ulfssparre] Ulfs sparre A1, Ulfs Sparre A2; Ulfssparre SS Ulfssparre] Ulfs sparre A1, Ulfs Sparre A2; Ulfssparre SS og Axel Oxenstierne. Pel. hist. de la dern. dern.] dern.] dern A1 dern.] dern A1 gu. de sv. p. 263. Saa snart han var kommen til Regieringen, da for at skaffe sig myndighed hos sin krigshær, og lade see sin tapperhed, samlede han sine tropper sammen om viinteren imod Dannemark, Skiænder og brænder alle vegne udi Skaane. og med en stor krigshær gik ind i Skaane, hvor han skændte og brændte allevegne, og lagde i aske alle aabne stæder. |237Der blev ingen sparet, mand eller qvinde. Qvinderne bleve skænte og voldtagne, og de umyndige børn bleve qvalte, og foraarsagede denne grumhed, at indbyggerne toge livet af sig selv, styrtede sig af vinduer med qvinder og børn, eller satte ild paa deres egne huuse. Saaledes var maaden at føre krig paa i de tider, og bleve de Svenske, naar leylighed gaves, ikke tracterede med større lemfeldighed af de Danske.

Da officiererne, som laae indqvarterede udi Provincien, fik tidende om dette indfald, samlede de udi en hast tilhobe de tropper, som vare ved haanden, Bliver slagen af de Danske hvormed de satte efter Gustavum, som da retirerede sig, og overfalt hans leyr 3. miile ind i Sverrige, hvilken de med liden umage forcerede, og dreve de Svenske paa flugten. Gustavus frelste sin person igiennem skoven, og efterlod sin hest med pistoler og andet tilhørende, hvilket, som det falt udi de Danskes hænder, meente man ikke andet end han var omkommen udi slaget, men, da man leedte blant de døde, blev der befundet, at han var undkommen.

Kong Christian var paa samme tiid ikke udi mindre fare; Thi da han med nogle faa folk havde brudt ind i Vester-Gothland ved Elfsborg, og sat ild paa den gamle Gothiske stad Skara, blev han overfalden af den Svenske General Caspar Mathisøn, hvilken med en stor hob friske tropper satt ind paa de Danske, som af stor arbeide og frost vare udmattede, og derfor lettelig med sin mængde havde kunnet giort kort process med dem. Men Kongen havde, saa snart han fik tidende om de Svenskes ankomst, giort sig mester over passen ved et bierg, hvilket favoriserede meget de Danskes retirade, saa at de uden stor forliis komme udi behold.

Denne bortgang førte bemelte Svenske General sig til nytte, og gik for den sted Nyløse, som den Danske Rigets Marsk. havde bemægtiget sig paa sin reyse fra Elfsborg, og besatt med nogle folk, hvoraf de fleeste vare Tydske, disse, saa snart de fik de Svenske at see, begyndte de strax at capitulere og overgave staden. Ved dette forræderie frelste de deres liv og overleverede de Danske til fienden, hvilken satt ild paa staden, og omkom alle dem som vare Kongens af Dannemark naturlige undersaatter. Peleus hist. de la dern. la dern.] la dern.] ladern. A1 la dern.] ladern. A1 gu. de Sv. Pag. 271. Af denne gierning fornam Hans Majt. hvorlidet han herefter kunde forlade sig paa fremmede |238soldater, saasom de saae alleene paa deres egen nytte, og glemte den pligt de vare skyldige til den Herre i hvis tieneste de vare. Denne forliis blev opretted af de Danske paa den side ved Calmar igien, hvor endeel af besættningen anfaldt de skantzer, som Kong Carl havde opreyst ved Risbye, hvilke de erobrede og sløyffede, og derved giorde passen aaben paa samme sted. Resten af vinteren gik bort uden videre forretning, og begge parter lavede til af yderste formue mod foraaret.

Udi May maanet af det aar 1612. lod Kong Christian sig see udi felten med 2. krigshære. En flode gik ogsaa samme tid udi søen, bestaaende af overmaade herlige store skibe, hvis lige neppe var seet udi Norden tilforn. Gert Rantzou commanderede den ene Armèe, Armèe,] Armèe,] Armèe. A1 Armèe,] Armèe. A1 som bestod hart ad af 20000. mænd paa den side Calmar, Øland bliver anden gang undertvungen. og var hans første forrettning at bringe til lydighed igien de Ølænder, som om vinteren havde rebelleret, og uddrevet de Danske af Borkholm samt den hele øe, og indtaget nye Svensk Guarnison igien. Paa samme tid bekomme indbyggerne med rente betaling for deres utroskab; Thi en stor deel af dem bleve ihielslagne, den gandske øe udplyndret, og præsterne, som havde været aarsage til denne rebellion bleve førte fangne til Kiøbenhavn.

Efter denne execution var skeet, fik Generalen ordre at passere over de sløyffede Skantzer ved Risbye ind udi Sverrige, og at anfalde nogle andre stæder ved søesiden. Paa denne marche havde han adskillige uleyligheder, og foraarsagede de lange og besværlige veye over bierge, moratzer og igiennem skove hunger og sygdom blant soldaterne. Imidlertiid marcherede Kong Christian med en armée af 18000. mænd mod Elfsborg og beleyrede samme fæstning. Elfsborgs beskrivelse. vid. zere descr. Goth. Den var af naturen og konsten meget stærk, anlagt paa en høy klippe, og omringet med dybe grave, og, det som meest var, dens taarn var befæstet med sterke bastioner. Den ligger udi Vest-Gothland ved Nord-søen 6. miile fra den Hallandske fæstning Warbierg, havde ogsaa en herlig havn, hvoraf de Svenske skibe ginge udi Nord-søen, der, ligesom støde tilsammen de 3. Riger, Dannemark, Norge og Sverrige. Resen. Frid. 2. pag. 92. Samme fæstning blev fordum tapperligen forsvaret af Christiani 2. anhang imod de Svenske, blev dog erobret derefter af Gustavo 1. efter at dens Guarnison havde retireret sig til Bahuus. Udi det aar 1563. blev den beleyret af Friderik 2 høylovl. ihu|239kommelse, hvilken erobrede den, og gav den i forvaring til Jørgen Rantzou, men udi den Stetinske fred blev den given til Sverrige igien.

Kong Christian beleyrer samme stad. Uden for fæstningen vare sterke pallisader med en grav omkring, hvilke Gouverneuren lod besætte med nogle folk 8. dage indtil den blev erobret, ved Monsr. Grandfords en Fransk Petardiers invention. Den samme, da han havde lagt en hob træer med en stor port over, bleve i Kongens nærværelse dragonerne beordrede at bryde ind, hvilked de ogsaa lykkeligen forrettede, og nedhuggede endeel af befæstningen. Resten retirerede sig til Castellet. Dette hastige og uformodende anfald foraarsagede hos de beleyrede ikke liden frygt, hvilken blev formeeret, da de saae batterierne fuldfærdigede, canonerne at spille, og et stort antall inden 18. timer at være nedskudt. Ikke desmindre, da Kongen lod anholde om fæstningens opgivelse, gave de svar, nemlig at de vilde ey andet høre end kugler og krud, item, at det ikke var Calmar, de Danske havde med at bestille, og at de skulde ikke kiøbe Elfsborg saa let. Dette svar foraarsagede, at Kongen lavede sig til en general storm, og til den ende satt sin armée udi slagt-ordning.

Saa snart som tegn blev givet, skeede anfaldet, med saadan hidsighed, at de Danske inden stakked tid posterede sig udi stormhullet, hvilket bragte de Svenske udi stor forvirrelse, besynderligen efterdi Commendanten udi samme anfald blev saaret af et canon skud; Ikke desmindre lidde de, som førdte attaqven, temmelig skade. erobrer den. Endelig, saasom Commendanten fornam, at hans soldater af de haarde anfald havde gandske misted modet, tilbød hand sig at capitulere, og overgav fæstningen med saadanne vilkor, at de beleyrede skulde gaae ud med deres lette gevær og bagage og blive geleidet til et et] et] en A1 A2; en SS et] en A1 A2; en SS sikkert sted. Udi fæstningen fandtes en god hob canoner og munition.

Item Guldbierg. Efter Elfsborg erobring gik man løs paa Guldbierg en liden fæstning, et stykke fra Elfsborg, hvilken blev efter 6. dages beleyring tvungen til at give sig paa samme maade som Elfsborg.

Hvorpaa de Danske trænge sig ind udi kiernen af Sverrige. Disse hastige og ligesom flyende executioner opmuntrede Kong Christian til at gaae videre fort, og at levere Gustavo Adolpho et feldslag, om hvis ankomst der gik et stort rygte over det heele land, og til den ende, efter at han havde givet sin krigshær nogle dage hvile, ryk|240te lige mod de Svenske. Men Gustavus Adolphus, da han fik tidender om de Danskes ankomst, gik han tilbage, ey holdende det raadeligt at binde an med saadan seyer-rig armee. Da Kong Christian havde forfuldt ham til Lindkiøbing, og midlertiid fornummet, at de Svenske havde ikke andet forsæt end at udmatte hans tropper, vendte han sig mod Elfsborg igien, og, efterat han havde forsynet krigshæren med alle haande fornødenheder, tog han veyen lige til Jenkiøping, og udi 14. dage ankom for samme stad. Peleus hist. de la dern. de la dern.] de la dern.] deladern A1 de la dern.] deladern A1 gu. de Sved. p. 302. Imidlertid lidde krigshæren meget ont paa denne reyse, efterdi den maatte passere igiennem skove, og udørkener, over klipper og bierge, og dog føre et fornødent Artillerie med sig, og, omendskiønt de Svenske ved deres flugt havde ladet dem seyeren, Besværlig marche. fandte de dog en haard fiende udi veyen, hvilken paa mange steder forhindrede deres marche, og det som plagede dem meest, var at veyen var dem ubekiendt, og de kunde ikke troe paa de Svenske, eller bruge dem til vey-visere. Endelig komme de dog efter lang udstanden møye for samme stad.

Jenkiøpings beskrivelse. Bemelte Jenkiøping ligger udi Smaaland ved Vetter-søen. Derudi havde Kongerne, som Olaus Magnus beretter, fordum anseelige moder og sammenkomster. I samme stad døde den navnkundige Steen Sture, som Meursius vidner. Byen udi sig selv var aaben og bestod af træbygninger, men den havde et sterkt Castell, hvortil de Svenske, De Svenske sætte ild paa samme stad. saa snart den Danske armée kom derfor, begave sig og satte staden i brand, hvilket de Danske søgte af all magt at forhindre, men forgiæves. Der opholt Kongen sig ikke længe; men, eftersom han havde ingen tidender bekommet fra Gert Rantzou, som var gaaen med en anden armèe fra Calmar, reyste han tilbage igien. Den Danske armée bliver meget svækked. Paa disse tvende reyser blev den Danske armee meget svekket; thi det store arbeide, de faae levnets middeler, og andre uleiligheder foraarsagede en svaghed blant arméen, hvorfor en stor deel maatte ynkeligen omkomme. Aarets tid tilstædde end da at foretage noget vigtigt, hvorfor Kongen deelte sin armée udi tvende parter. General Lieutenant Jørgen Lange fik den halve deel, med hvilken han fik ordre at begive sig til Elfsborg. Kong Christian kommer med en flode for Stokholm. Den anden halve deel lod Kongen føre paa floden, med hvilken han begav sig til Stokholm. Og inden faae dage uden forliis ankom 9. miile fra bemelte Hovedstad. De Svenske, som havde uden tvil seet forud denne færd, Pel. hist. de la dern. la dern.] la dern.] ladern A1 la dern.] ladern A1 gu. p. 309. havde |241lagt en sterk besætning ved passen, bestyrket sig med en stor mængde canoner, og indsluttet sundet med kiæder, baade, og hvad som kunde hindre floden udi dens fart. Staden bekommer undsætning af Holland. Men alle disse anstalter havde ikke kunnet hielpe, dersom de ikke havde faaet nogle tropper til hielp fra Holland, samme tropper komme til Stokholm paa en meget beleylig tid, og satte mod udi staden igien, hvis indbyggere vare allereede færdige at overgive sig til Kong Christian. Men nu bleve de deraf saa opmuntrede, at de satte sig for at forsvare dem til det yderste. Herudover fornam Kongen, at det vilde blive ham vanskeligt at sætte sit forsæt udi verk, og derfor begav sig med floden til Kiøbenhavn igien.

Bedrifter udi Norge. Imidlertiid var General Lieutenant Jørgen Lange med 5000. mænd gaaen fra Elfsborg ind udi Norge, og havde ordre at bringe indbyggerne udi Dalen under Kongens lydighed. Til dette anslag at sætte i verk, lod han tillave en hob baade, paa hvilke han lod endeel sine tropper passere floden, som skiller Norge fra Sverrig. Da han var kommen derover, commanderede han 200. mænd at indtage passen paa et bierg en halv miil fra floden, for at hindre de Svenskes ankomst, men disse 200. mænd havde ikke saa snart givet sig paa veyen, førend den Svenske General Caspar Mathisøn kom dem i møde, drev dem paa flugten, og nødde dem til at søge skoven. Denne allarm rakte snart til deres øren, som stode ved floden, hvorfor de af all magt hastede at undsætte dem, hvilket de ogsaa lykkeligen forrettede, og komme de Svenske til at holde stand ved saadant et stratagema. Pel. pag. 312. seq. De skiulte en trompeter bag ved en liden høy, hvilken da de Svenske forfuldte de 200. mænd, blæste til allarm, hvorudover de Svenske frygtede at ved samme sted, som lyden kom fra, laae skiulte nogle tropper, og derfor ikke turde gaae længer fort. Men, da Generalen fornam, hvorledes han var bedragen, tog han mod til sig igien, satt sine tropper udi orden, og besluttede at anfalde de Norske, som vare komne over floden førend de andre kunde komme dem til undsætning, hvorudover de Norske søgte et beqvemt sted ved aabredden udi forsæt, der at opholde de Svenske indtil de andre kunde komme over til undsætning; Men, som vinden var mod, og de derfor ingen hielp kunde faae, maatte de lave sig til at figte med fienden allene. De Norske lade see stor tapperhed. Mit i trefningen, som var baade lang og haard, begynte de Norske at fattes kugler, hvilket de havde seet forud, og derfor samlet en hob |242steen langs ved aaen, hvormed de tordnede lystig paa de Svenske, saa at de samme, omendskiønt de havde tænkt med deres mængde at opsluge den lille hob, de fandt for sig, maatte omsider gaae tilbage et musqvet skud derfra med temmelig forliis, og sætte sig paa en beqvem platz, forventende fleere tropper.

Men Jørgen Lange, da han saae hvor stor fare han var udi, dersom de tropper, som med stor utaalmodighed stode ved hin side af aaen, ikke kunde komme over (hvortil der ingen anseelse var) og tillige med overveyede hvor umueligt det var at redde de overkomne folk, dersom den Svenske armee, som var udi vente, kom dem paa halsen, besluttede han udi tide at retirere sig over floden, hvilket han ogsaa giorde med stor behændighed paa de samme baade, som han var kommen over paa, og det udi fiendens paasyn, uden at forliise en eeneste mand.

Efter denne behændige retirade begav han sig med sine tropper ind udi Dalen, hvilket landskab er vanskeligt at komme til, fuld af skove og snevre veye, saa at hans folk undertidenundertiden]undertiden] A2, untertiden A1 undertiden] A2, untertiden A1 maatte passere een for een, og, at forsikre rytterne fra fiendens hemmelige udfald af skovene, maatte infanteriet bedekke begge sider af dem giennem skoven: De Svenske giorde en dag et udfald af en stor skov, men bleve saa vel modtagne af de Danske fortropper, at de med forliis maatte tage flugten til skoven igien. Siden den tiid lod der sig ingen fiende see; Dalen submitterer sig Kong Christian men Amptmændene og præsterne komme og aflagde deres troskabs eed til Kongen af Dannemark. Hvorefter General Lieutenanten forlod landet igien med 2000 store øxen, som han havde bekommet til bytte, og, efter at han havde skikket sine tropper til grændserne udi Norge, begav han sig selv til Elfsborg for at blive der vinteren over.over.]over.] A1, over. Udi samme aar blev holdet et slag udi Guldbrandsdalen i Norge med nogle Skotter, hvilke med 2 skibe vare indkomne i Romsdalen, og derfra droge ind udi Guldbrandsdalen i forsæt at foreene sig med de Svenske, som da skulde staae ved Hedemarken. Men de bleve af bønderne i Guldbrandsdalen afslagne i den trange pas ved Breide, hvor en støtte blev opreiset med den paaskrift: At Skotternes anfører Sinklai der var falden. Dette slag bliver endnu gemeenligen kaldet Skotte slaget. [Randnote: Jon Rami Chr: Norv: p. 319. Den saa kaldte Skotte krig.] A2 over.] A1, over. Udi samme aar blev holdet et slag udi Guldbrandsdalen i Norge med nogle Skotter, hvilke med 2 skibe vare indkomne i Romsdalen, og derfra droge ind udi Guldbrandsdalen i forsæt at foreene sig med de Svenske, som da skulde staae ved Hedemarken. Men de bleve af bønderne i Guldbrandsdalen afslagne i den trange pas ved Breide, hvor en støtte blev opreiset med den paaskrift: At Skotternes anfører Sinklai der var falden. Dette slag bliver endnu gemeenligen kaldet Skotte slaget. [Randnote: Jon Rami Chr: Norv: p. 319. Den saa kaldte Skotte krig.] A2

Imidlertid havde Kong Christian meget at bestille med sine krigs tilbereedelser til førstkommende foraar, Sverrige er udi slet tilstand. og forhaabede efterfølgende Campagne at giøre en ende paa krigen, og bringe Sverrige i den stand, at det skulde ikke meere forurolige sine naboer, og sandelig de Svenske kunde nok giøre deres facit af foregaaende actioner, hvorledes det vilde gaae dem ydermeere, efterdi de fornemste grændtzse fæstninger vare forliiste, og derved veyen aabnet for de Danske til kiernen af Sverrig. En stor trøst for dem var, at Hollænderne toge |243deres parti, og lode sig offentlig merke, at de vilde conjungere sig med dem mod de Danske; besynderligen tordnede den stad Amsterdam med store ord og truseler. Dog den uforskrekkede Herre Kong Christian lod sig af aldt dette ikke bevæge, men continuerede med sine præparatorier, og besluttede fast, ikke at nedlægge sine vaaben, førend han havde bragt Sverrige til billige tanker.

Da de Svenske derudover fornam, at de Hollandske trudseler vilde ingen virkning giøre hos denne modige Konge, brugte de de] de] deu A1 de] deu A1 Hans Svoger Kong Jacob af Engeland til freds magler, Arbeider paa at bekomme fred. hvorudover hvorudover] hvorudover] hvor dover A1 hvorudover] hvor dover A1 høystbemt. Kong Jacob af yderste magt arbeidede derpaa, og endelig ved sin mediation bragte de Nordiske Riger til en fuldkommen forligelse, og formaade hos sin svoger, at han mod alles forventelse midt udi sin seyervindings lob gav sin fiende en meget billig fred, hvorvel han efter all menneskelig anseelse kunde have giort sig mester over det heele Rige,Rige,]Rige,] A2, Rige. A1 Rige,] A2, Rige. A1 ladende sig allene nøye med nogle penge hvilke ikke vilde forslaae til at betale krigens omkostning med, saa at man deraf klarligen kand see, at hans Majt. begynte denne krig ikke af begiærlighed til at udvide sine Rigers grændser, men allene for at bringe de Svenske paa billige tanker. Man kan derforuden og see af denne generosite Kongen herudi brugte, hvor ubillige de Svenske i de tvende efterfølgende kriger mod Dannemark have været i deres prætensioner, i det de have, eftersom lykken føyede dem, ikke villed lade sig nøye med heele skiønne Provinciers indrømmelse, men tragtet efter at træde Dannemark gandske under fødder.

Freden blev sluttet ved Engelsk mediation til Siørød udi Jan. 1613. og findes udi actis publicis hvor jeg læseren vil henvise.

Siørødske fred. Udi denne fred bleve ophævede 4re tvistigheder, 1. om Sonneborg paa Øsel, som Gustavus Adolphus paa egen og Sverriges vegne frastod, saa at det huus Sonneborg med hvad som der under hørte, skulde herefter til ævig tiid tilhøre Dannemark. 2. Om de 3. kroner, hvilket blev saaledes bilagt, at det skal staae begge Rigerne frit fore herefter at føre 3. kroner i deres vaaben, dog saaledes, at Kongerne af Dannemark derved ikke skal tilegne sig nogen rettighed over Sverrig. 3. Om findmarken, hvorom blev saa foreenet, at Sverrig frastoed den ret, frihed, *Dominium maris, og anden herlighed, som Sverriges krone udi Laplandene og Wardehuus lehn sig tilforn har tilegnet. 4. Om Tolden hvilken blev regleret med lige fordeel |244for begge Rigerne. Foruden disse 4re poster blev ogsaa foreenet om adskillige andre ting, nemlig, at, i fald Kongerne af Sverrige vil føre den titul herefter af Lapperne, da skal ved saadan titul ei forstaaes de Søelapper ved vester havet imellem Titis fiord og Varanger, og at Gottenborg ingen privilegier maa gives, som er Dannemarks høyhed i Øresund præjudiceerlige.

Til Krigens omkostning lovede Kongen af Sverrige at betale en Million, og derfor pantsatte Elfsborg med Nyløse, Gammeløse, Gottenborg og andet gods.

Hvad skibe, skiøt og munition udi krigen var erobret, blev udi dens hænder, som havde bemægtiget sig dem. I det øvrige blev det Stetinske fordrag confirmeret.

Efter at denne krig var endet, levede hans M. udi fred og rolighed indtil det aar 1625. da blev han indviklet i den Tydske krig. Førend jeg træder dertil, vil jeg tale lidet om de indenlandske sager.

Hertug Johan Adolph af Holsteen døde. Anno 1616. døde Hertug Johan Adolph, regierende Hertug til Slesvig Holsteen udi sit alders 41. aar, en from, sagtmodig og meget lærd Herre, hvilken 1606. stiftede det skiønne Bibliothek til Gottorph. Han efterlod sig mange børn, som han havde aulet med sin efterlevende Gemahl Augusta Friderici 2. dotter, og Christiani 4. søster, nemlig Hertug Friderik som fuldte sin fader udi Regieringen. 2. Hertug Adolph, hvilken anno 1631. gav sig udi Keyserlig tieneste, og blev omkommen i det Leipsigske slag tillige med mange andre fornemme Herrer. 3. Hertug Hans, hvilken anno 1634. blev Biskop over det Lybekske stikt, efter at han havde ladet sig nogen tid bruge udi den Svenske armee under Gustavo Adolpho. 4. Hertug Christian, som døde kort efter sin fødsel, og 4. Princesser.

Hans ældste søn bliver belehned af Kongen. Saa snart den ældste Hertug Friderik var kommen til Regieringen, affærdigede han til Hans Kongl. M. som da opholdt sig til Kolding sine Gesandter at tage lehn over det Hertugdom Slesvig, Gesandterne vare Gotskalk Vensin Amptmand til Gottorf og Hans von der Wiske Amptmand til Tundern, hvilke udi Førstens navn finge den 2. Decembr. 1617. lehn af hans Majt. med sædvanlige ceremonier.

Remonstranter kommer ind udi Holsteen. Olear. Olear.] Olear.] Olēar. A1 A2 Olear.] Olēar. A1 A2 cont. chr. Holsat. cap. 14. Saasom paa samme tiid var spliid udi religionen i Nederlandene, som udi det Dortrechtiske Synodo ikke kunde blive forligt, da have mange Rige og fornemme Remonstranter begivet sig til Sles|245vig, og, efterdi de saae, at paa et sted ved Eideren kaldet Sebul, var en stor beqvemhed til at bygge en stad, have de begiært af Hertug Friderik, han vilde tage dem til sine undersaatter, og forunde dem at bygge en stad samme steds hvilket og blev dem bevilliget.

Funderer Frideriksstad. Derpaa begynte de at tvinge den strøm Thræne som løb tilforn udi Eideren, at løbe en anden vey, nemlig igiennem deres tilkommende Stad, og Anno 1621 begynte de at opreise Huuse og fundere byen hvilken efter Førstens Navn blev kaldet kaldet] kaldet] kaldete A1 kaldet] kaldete A1 Frideriks Stad, og blev den Anno 1632 besynderlig formeeret. (*)

Hans Majt. sender skibe til Østindien. Anno 1618 blev Amiral Ove Gedde skikket med de skibe Elephanten, David, Christian, Kiøbenhavn og Jagten til den rige Insel Zeilon. Af disse skibe komme to tilbage Anno 1622. for for] for] For A1 for] For A1 paaske tider, det 3die udi Augusti Maanets udgang, og blev ved den reyse grundvold lagt til den østindiske handel, som endnu holdes ved lige. Derom tales vitløftig udi det Capitel om handelen.

Pest udi Dannemark. Anno 1619 grasserede en stor pest udi Dannemark af hvilken omkom udi Siælland og Kiøbenhavn over 14000 mennesker; Medens denne plage varede, opholdt Hans Maj. sig udi Slesvig, eftersom det var fri fra samme plage og ulykke.

Skauenborgske trætte. Anno 1620 opvaktes trætte imellem Kongen af Dannemark og Græv Ernst af Skauenborg hvor til aarsagen var denne: Greven af Skauenborg blev af Keyser Ferdinando 2. sat udi Førstelig stand, og bekom titel af Første af Holsteen.

Til dette at forstaae er fornødent at gaae lidt tilbage udi tiden for at viise, hvad anledning samme Græve af Skauenborg kunde have til at forlange saadan titul. De sidste Græver af Holsteen nedstammede af det Skauenborgske huus, som er, et Græveskab

(*)

Omtrent ved samme tider flygtede ogsaa en stor hob Tydske hid ind udi Riget formedelst den religions krig, som var udi Tydskland. For deres skyld blev St. Peders kirke anno 1618. giordt til en Sogne kirke, som den nu er. Samme kirke var for reformationen Dansk, og de sogne folk, som dertil hørede, boede udi Kiøbenhavns Nørre og Vestre qvarteerer. Men efter reformationen, da dens Sogne-folk af Christ. 3. bleve lagde til andre kirker, hørte Guds-tienesten længe op udi St. Peders kirke, ja den blev forvandlet til et Getthuus indtil 1585. udi hvilket aar Kong Friderik 2. indrømmede den til de flygtige Tydske, og dertil beskikkede en præst, som eengang om ugen skulde prædikke. Udi saadan stand var St. Peders kirke indtil Christ. 4. giorde den til en Sogne-kirke, og beskikkede dertil 2 præste, som til denne dag ere underholdne.

|246udi Westphalen. Hvitf. p. 884. Da nu Adolphus 8 Hertug til Slesvig, og Græve til Holsteen døde 1459 uden livs arvinger faldt Slesvig, som et Dansk lehn til Riget, men om Successionen udi det Græveskab Holsteen opvaktes trætte mellem Kong Christian 1 og Græv Otto af Skauenborg. Kongen menede sig dertil at være mest berettiged, saasom næste Blods-forvanter, efterdi han var fød af Hertug Adolfs Søster Hedevig. Græv Otto derimod formenede sig at være nærmest for tvende aarsagers skyld; 1. efterdi han var den afdøde Hertugs proximus agnatus, eller næste slægt paa fæderne side. 2, efterdi udi det aar 1390 var slutted en arve-pagt mellem de Holstenske og Skauenborgske Græver, at det eene huus skulde succedere det andet.

Græven paastod strax at komme udi possession af Holsteen og Stormarn. Kongen derimod gik sagtmodigere frem, og underkastede tvistigheden de Holsteenske Stænders kiendelse, hvorved han erholdt preference. Greven af Skauenborg, da han saae, hvor vanskeligt det vilde blive for ham at trænge igiennem med sin fodring, efterdi landet havde antaget Kongen, lod han udi det mode, som 1460 blev holdet til Oldeslo, Hvitf. p. 891. sagen udi venlighed forlige, afstod sin ret til Holsteen og Stormarn med Keyserens bevilning, og lod sig nøje med 53000 Rinske gylden paa terminer, at betales, item med Pinnenberg. Dermed acqviescerede saa vel Græve Otto, som hans efterkommere indtil Christiani IV tid, da Grev Ernestus endeel i henseende til et Pinnenbergske Grævskab, som han ejede udi Stormarn, endeel ogsaa, efterdi han var udi forvantskab med de gamle Græver af Holsteen, anholdt hos Keyser Ferdinand 2 om titul af Første til Holsteen, hvilken han ogsaa Anno 1619 erholdt. Derover kunde Kongen af Dannemark saasom Første af Holsteen ikke have andet end aarsag at besvære sig først udi skrivelse til Græven, hvis indhold var dette. Lond. Acta publ. part. 2. p. 404. seq. Hans Majest. kunde ikke noksom forundre sig over, at Græven vilde tage sig Førstelig titul af Hans Maj. Arve-Førstendom Holsteen, hvilken hans Formænd aldrig havde ført, ey heller kunde føre med billighed, eftersom det er klart for meere end halvandet hundrede aar siden at Kong Christian I.I.]I.] A2, I A1 I.] A2, I A1 Høylovlig Ihu|247kommelse haver afkiøbt det Førstendom af Græven af Skauenborg for 43000 gylden, hvorfor Græven, saavelsom hans Formænd ingen ræt kunde have til at føre titul, hverken af Græve eller Første af Holsteen; Thi de Huuse Pinnenberg, Hatesborg og Bramstet, som vare reserverede til den Skauenborgske Stamme, ligge ikke udi det Førstendom Holsteen, men udi Stormarn. vid. zwey schreiben zwischen den Kayser und Chr. 4. Hs. Maj. samt Førsten af Holsteen skikkede ogsaa et brev til Keiseren, hvorudi blev forestillet den uret, som dennem derved skeede, og begiærede, at Hans Keyserl. Majest. vilde ved et *mandatum cassatorium mage det saa, at Græven af Skauenborg maatte holde sig ganske fra saadan titul. Men, saasom Hans Maj. fornam, at Græven ingenlunde med gode vilde lade sig sige, Bliver bilagt Theatr. Theatr.] Theatr.] Aheutr. A1 Theatr.] Aheutr. A1 Europ.falt han med en sterk armee Anno 1621 ind i Grævens lande, nødde ham til at afstaae den Førstelige titul af Holsteen og skrive sig Rigs-Første og Græve af Skauenborg, samt at give til Hans M. 50000 Rdlr. for den for den] for den] forden A1 for den] forden A1 omkostning han havde havde] havde] have A1 A2; havde SS havde] have A1 A2; havde SS giort paa sin krigshær.

Anno 1622 døde Hertug Hans til Slesvig Holsteen, Christiani 3 Søn, kaldet den yngre udi sit 77 aar; Han var Fader til 23 børn, af hvilken den Sønderborgske Stamme breder sig ud i mange greene, Hans Sønner Hertug Christian, Alexander, Johan Adolph, Philip, Friderik og Joachim bekomme udi efterfølgende aar forlehning over deres deel udi det Hertugdom Slesvig af Hs. M. med sædvanlige Ceremonier.

Anno 1623 indstiftede Kong Christian det adelige Academie til Sorøe, over hvilket blev sat til *Ephorus Just Hög. Dette er i kort begreb det fornemste som tildrog sig imellem den Svenske og Tydske Krig.

Nu kommer jeg til den krig, Kong Christian førde mod Keyseren, om hvilken førend jeg taler, vil jeg af grunden forestille Læseren aarsagen dertil, item udi hvad tilstand Tydskland var paa de tider, paa det man desbedre kand fatte hvad som drev Hs. Maj. til at begynde denne krig.

Tilstand udi Tyskland for den 30. aars krig. Tydskland havde udi lang tid været uroe og ueenighed undergivet, |248dertil gav leylighed Lutheri reformation. Samme lærdom blev yndet af mange Tydske Førster, saasom de fornam den var grundet paa Guds reene ord, og at den restituerede dem igien deres værdighed, som ved Geistligheden gandske var traadentraaden]traaden] A2, traad en A1 traaden] A2, traad en A1 under fødder, herudover bleve de lade og uduelige Munke, som unytteligen fortærede landets største indkomster, allevegne drevne ud af deres klostere, deres indkomster enten anvendte til at opholde kirker eller skoler, eller og bragte udi Førsternes skatkammere, hvilket ophitzede ikke mindre de Roman Catholske end Religions og Ceremoniernes forandring.

Denne Reformation tog ved Guds bistand, udi en kort tid saadanne kræfter, at Stænderne udi Tydskland udi den Nurenbergske sammenkomst 1522. bekiendte at sagen var allereede kommen saa viit, at den ey kunde bilægges uden ved et Concilium, hvortil Lutherus havde provoceret. Udi saadan tilstand kunde Keyseren, efterdi han var indviklet udi store kriger ikke andet end tilstæde de Evangeliske deres Religions frihed, men større eller mindre, ligesom hans sager gik lykkeligen eller ulykkeligen for sig. Herudover blev i den *Spiriske sammenkomst anno 1526. tilstedt: at enhver skulde forholde sig saaledes med sin Religion, som han kunde forsvare det for Gud og Keyseren. Hvilket, da de Lutheraner forklarede vitløfteligen tilvitløfteligen til]vitløfteligen til] A1, vitløfteligen A2 vitløfteligen til] A1, vitløfteligen A2 deres beste, forsøgte Keyseren, eftersom han hade faaet de Franske af Halsen, ved en anden forordning til Spir anno 1529. at indskrænke samme frihed. Imod hvilken forordning da Churførsten af Saxen og de andre Førster protesterede, bleve de kaldede Protestanter. Derpaa offererede de Protestanter deres bekiændelse til Augsborg, hvilken formedelst dens gode grund opvakte vel hos Keyseren medlidenhed, men kunde dog ikke bevæge ham til at staae gandske fra sit forsæt, hvorudover de begyndte at desperere om den tillid de tilforn havde til Keyseren, og begave sig i en hast fra Augsborg. Nu siuntes det at ville komme til en aabenbare krig, og de Protestanter giorde et forbund med hinanden til Smalkald, for at forsvare dem mod de Romerske, i fald de ikke vilde lade dem uforhindret øve deres religion. Men Albertus Churførsten af Mayntz, og Ludovicus Churførsten af Pfaltz bragte sagen til forliig, saa at der mellem Keyseren og Protestanterne skulde være fred indtil et Concilium blev holdt, imidlertid skulde den ene ikke giøre den anden fortræd udi religionen.

Derefter lod Keyseren sig vel merke, at han havde begiærlighed til at sammenkalde et Concilium, og gav Protestanterne gode Ord, ey holdende det raadeligt, at indvikle sig udi krig med dem, eftersom han havde mange hemmelige avinds-mænd, end ogsaa Pave Paulum selv, der ophidsede hannem mest til denne krig, at han kunde skille ham med det Førstendom Meyland udi Italien, hvilket han saae heller var i en anden Potentats hænder.

Smalkaldiste krig. Disse conjuncturer varede til det aar 1546 da udbrød omsider den lue som længe havde ligget skiult under asken, og begyndte da den navnkundige Smalkaldiske krig, hvorudi Keyseren fik overhaand, og tog Churførsten af Sachsen, og Landgræv af Hessen fangne.

Herudover siuntes det at være ude med den Evangeliske religion, eftersom hovederne vare udi fiendens hænder og forbundet adsplidet. Men Keyseren fik udi en hast adskillige fiender paa halsen, hvorudover han af sin Broder Ferdinando lod sig overtale til at forlige sig med de Evangeliske igien, og udi det Passaviske fordrag at tilstæde dem religions fri øvelse, hvilken blev 3 aar derefter confirmeret dem til Augsburg udi den saa kaldede Hellige Fred. Men de Roman-Catholske lode derfor ikke af at sætte efter dem, forklarede freden til deres fordeel, og, naar Protestanterne besværede sig derover, vilde de at Keyseren skulde kiende deri, hvilket Protestanterne ikke vilde lade sig beqvemme til, foregivende, at Keyseren var den Romerske religion til genegen, hvorfor de ikke kunde vente nogen favorabel dom. Tvistighederne derfor toge meer og meer overhaand. Men hverken Ferdinandus, Maximilianus eller Rudolphus havde magt at angribe Protestanterne med krig. De store oprør udi Frankerige og Nederlandene gave ogsaa Spanien andet at tænke paa. Hvorudover det syntes sikkere at bie nogen stund, indtil bedre leylighed kunde gives at undertrykke dem, hvor til den ueenighed, som var imellem Protestanterne indbyrdes gav ikke liden forhaabning.

Imidlertid havde den Protestantiske religion paa somme steder fremgang, paa andre igien lidde den stor afbrek. Bisperne af Halberstad og Magdeburg forkastede den Romerske religion, toge Hustruer og ikke desmindre beholdte deres Bispedommer. Erkebisp Gebhardus af Cøln havde ogsaa i sinde at giøre det samme, men |250han blev af Keyser Rudolpho derfor skilt ved sin Churførstelige værdighed. Det Strasborgeske Bispedom kieppedes saa vel de Roman Catholske som Lutheraner om.

Derudi beholdte de første overhaand. Bisperne af Saltzborg og Wurtzborg dreve Lutheranerne af deres lande. Den stad Donavert mistede ogsaa sin frihed, fordi den havde uddrevet munkene.

Af dette kunde Protestanterne nok merke, hvad de Roman-Catholske havde udi sinde med dem, hvorudover mange af dem udi Ober-Tydskland som fandte sig nermest faren, giorde et forbund med hinanden, hvilket blev befodret af Churførsten af Pfaltz. Unio Evangelica. Udi dette forbund traadde besynderlig Calvinisterne og de Lutheraner, som formedelst Naboeskab læt kunde secundere hinanden, og blev samme forbund kaldet Unio Evangelica eller den Evangeliske Foreening. Derimod sat sig foruden de Roman-Catholske ogsaa Johan Georg, Churførsten af Saxen, saasom han misundte Phaltz den ære at være hovet for samme foreening, holdende for, at han som den ældste og mægtigste blant Protestanterne burde have meest at sige. Udi hvilket forsæt han blev meget styrket af de keyserlige, som holdte det for en stor vigtighed at skille denne mægtige Første fra de andre allierede. Af det Hessiske Huus slog det Casselske sig til unionen, men Darmstad favoriserede Keyseren. De Nedersaxiske Førster jo længre de vare fra faren, jo mindre tænkte de paa noget forbund, og at sætte sig i fornøden defensions stand.

Da de begyndte stridigheder om successionen i de Gylikske lande vare paa det hedeste, holdte de foreenede Førster en sammenkomst 1610 for at raadslaae om deres sager, og det besynderlig efter Kongens af Frankerige tilskyndelse, hvilken tillige med Hollænderne slog sig til dette forbund. Og syntes da faren at være nær, efterdi de Østerrigske lavde sig til at bemægtige sig de Gylikske Provincier hvilke Churførsten af Brandenborg og Pfaltz-Græven af Neuburg, begge lemmer af bemelte union, havde inde, omendskiønt den sidste for at bestyrke desbedre sine egne sager, lod sig siden overtale at antage den Romerske religion, og besvogre sig med det Beyeriske huus. Derfor raadde han de Roman-Catholske til udi det mode til Wurtz|251borg at smide et forbund mod den Evangeliske union, for hvilket Førsten af Beyeren blev hoved, Liga Cathol. og blev samme bund kaldet Liga Catholica.

Oprindelse til den Bøhmiske revolte. Der var ikke mindre urolighed i de keyserlige arvelande, hvor omsider den lue brød ud, der skulle fortære heele Tydskland. Aarsagen dertil var ogsaa den Evangeliske Religion, som havde udbredet sig over samme Provincier. Ferdinandus I. havde tilstædet de Østerrigske, da de ydmygeligen bade ham derom, at bruge kalken i den hellige Nadvere, men Maximilianus havde fuldkommelig forsikret dem om religions fri øvelse. Udi Bøhmen havde ogsaa samme religion udspredet sig, og bekomme de Bøhmer af Maximiliano, saavelsom Rudolpho forsikring ved det saa kalte Majestets brev. Derimod fnysede den Papistiske Romerske Geistlighed, foregivende, at Rudolphus udi sin høje alder var tvungen til at udgive saadant Majestets brev, og derfor arbeidede idelig paa, at giøre de Evangeliske afbrek. Jesuiterne oprettede til Prag et nyt Academie mod det Protestantiske, og opfyldte samme Stad ved skrifter og skænds ord, dog kom det ikke til nogen offentlig ruptur, førend udi Keyser Matthiæ tiid, da begyndte de Protestantiske Bøhmer, da de saae, at det tilforn givede Majestets brev blev af de Roman-Catholske intet agtet, at bestemme en sammenkomst, og, omendskiønt Keyseren formanede dem at staae fra saadant foretagende, vare de dog fremturende i deres forsæt, og begave sig til Rigets Magistrat for at fremførefremføre]fremføre] A2, fermføre A1 fremføre] A2, fermføre A1 deres klagemaal. Da nu Wilhelmus Slabata, og Jaroslaus Martinitzius gave dem et haart svar, styrtede de dem tillige med Philippo Fabricio ned udaf vinduerne. Den navnkundige 30 aars krig begyndes. Derefter blev Krigsfolk allevegne udskrevne, Regiæringens forretning betroed til 30 Directeurs og Legater bleve sendte til de Silesier, Moravier, LautznitzerLautznitzer]Lautznitzer] A2, Lautznisser A1; Lautznisser SS Lautznitzer] A2, Lautznisser A1; Lautznisser SS og Ungarer at begiære deres hielp efter forbund. Keyseren derimod rystede sig imod dem af ald magt, udraabte de Bøhmer offentlig for rebellere og skikkede en Krigshær ind udi Bøhmen, hvilken strax begyndte at skiænde og brænde, ligesom udi et fiendtligt land.

Udi denne allarm døde Keyser Matthias 1619, efter hvis død Ferdinandus 2 blev udvalt Romerske Keyser. Bøhmerne proteste|252rede ikke allene mod dette val, men endogsaa declarerede Ferdinandum, som de eengang havde antaget til deres Konge, at have forliist den Bøhmiske Krone, hvilken de offererede til Friderik Churførsten af Pfaltz, som var en Herre af en mild natur, et stort Svogerskab, og derforuden hoved for unionen udi Tydskland, hvorpaa de forlode sig saa meget, dette tilbud antog ogsaa Fridericus, omendskiønt adskillige, som hans Svoger Kong Jacob af Engelland, Kongen af Polen, Churførsterne af Saxen og Brandenborg og Hertugen af Beyern raadde ham derfra, og blev med stor glæde af Bøhmerne kronet til Konge.

Saasnart den nye Konge var kommen til Bøhmen, forbandte sig de Bøhmer, Silesier, Mährer, Lautznitzer tilsammen. Paa Keyserens side traade de Bayerer, Saxer og Spanier udi Nederlandene. Unionen, som da havde til hoved Joachimum Ernestum, Margræven af Ansbach, antog neutralitet, dog med saadanne vilkor, at den ikke vilde bemænge sig med den Bøhmiske handel, saalænge som krigen blev allene ført udi Bøhmen.

Saaledes tog den 30 aars krig en begyndelse, Maximilianus Hertugen af Beyeren blev med de Ligistiske tropper skikket ind udi Bøhmen, og kom i treffning med Friderici folk paa det hvide bierg hvor han erholt en fuldkommen seyr, og nødde Fridericum at tage flugten først til Silesien, derefter til Brandenborg og endelig til Holland, hvorpaa han blev erklæret udi acten, og hans Churførstelig værdighed tagen fra ham, og given til Bayeren, Bøhmen blev bragt til keyserlig lydighed, omendskiønt General Mansfeld forsvarede sig en tid lang. Jesuiterne bleve igien indførte og Lutheranerne allevegne beængstede. Schlesien stak ogsaa sin pibe i sækken, og hyldede Keyseren 1621 efter at den havde faaet forsikring om religionens fri øvelse; Lausnitz blev indtagen af Churførsten af Saxsen, og given ham af Keyseren for sin tro tieneste. Oberfaltz blev indtagen af Churførsten af Beyeren, og given til Bayerske huus. Nederpfaltz blev erobret eendeel af Spanierne, endeel af de Beyerske, og forblev i deres hænder indtil freden blev sluttet. Den Siebenborgske Første Betlen Gabor, som hidindtil havde stræbet efter den ungarske krone, maatte ogsaa bede om got veyr, og lade sig nøje med noget udi Silesien, og omsider med Siebenborgen alleene. Tydskland geraader udi en farlig tilstand. Alle de Førster, som havde holdt med Kong Friderik, bleve erklærede |253udi acten, og Keyseren forfulte dem jo meere og meere, og bredde sin seyerrige armee vit ud, saa at mange Stænder udi Tydskland komme komme] komme] kommen A1 A2; komme SS komme] kommen A1 A2; komme SS i den tanke, at Keyseren under et skin at forfølge sine fiender vilde berøve dem deres frihed.

Endelig udspirede af den Bøhmiske krig en nye urolighed udi den Neder-Saxiske kreds; Thi; saasom mange steder, der ved indqvarteringer, og igiennem tog bleve hart besværgede, og de Keyserlige, samt Ligister fremturede med deres fiendtlighed, saa man kunde klarligen see, at Keyseren vilde gribe for viit om sig, saa at ikke alleene heele Tydskland, men endogsaa de Nordiske Riger vilde staae høy fare; Nedersaxsen sætter sig udi defensions stand mod Keyseren og udvælger Kong Christian til kreds-Oberst. Holdte de Neder-Saxske stæder det for raadeligt at tage sagerne i agt, til hvilken ende de lavede sig til modstand, og udvalte Kong Christian til kreds Oberst, hvilken imod vaaren af det aar 1625. lod trommen røre, ikke alleene i sine Kongeriger, og i den Neder-Saxiske kreds, men endog sendte sine Officierer med patenter og store summer penge til andre landskaber at hverve folk.

Kredsdag til Brunsvig. Londorp. act. publ. publ.] publ.] publ A1 publ.] publ A1 part. 3. p. 807. Imidlertid holdte Førsterne af den Neder-Saxsiske kreds en kreds-dag til Brunsvig, for at overveye hvorledes man i saadan tilstand skulde gaae sagen best an, og forestillede den Ober-Saxiske kreds, udi hvilken farlig tilstand det Romerske Rige var, og at det fordervelige krigs væsen hidindtil med saadan koldsindighed var søgt at afvendes, at man nu hørte større krigs bereedelser end nogen tiid tilforn, hvorfor det var høyligen fornødent at have et vaaget øye derover, efterdi erfarenhed udviste, at saadan uheld hid indtil havde taget for stor overhaand og ruineret den skyldige tillige med den uskyldige, og, omendskiønt den Neder-Saxsiske kreds haver udi ingen maade været aarsag til den urolighed udi Riget, men holdt sig som troe stænder, og respecteret Hans keyserl. Majt. som deres hovet, haver dog denne uskyldighed ikke kunnet hielpe, men landet bliver haart plaget af de Keyserl. og Bayerske, og bliver truet med verre: Hvorudover Førsterne og Stænderne udi den Neder-Saxsiske kreds have besluttet at være betænkte paa saadanne midler, hvor|254ved all overhængende fare kand afvendes, og i tide forebygges, til hvilken ende er udi deres kreds-forsamling besluttet en temmelig Defensions forfattelse, hvilket de have villet lade Førsterne og StænderneStænderne]Stænderne] A2, Stændere A1 Stænderne] A2, Stændere A1 udi den Ober-Saxsiske kreds viide og tillige med ombede, de vilde være betænkte paa samme midler, paa det religionen, og freden maatte hanthæves.

Derpaa gik hvervingen for sig, hvilken kom den Keyserlige General meget underlig for, enddog han ikke vidste, hvo derved var meent, og derfor satt sig for at afskrekke dem, til hvilken ende han vexlede mange breve med Førsterne og Stænderne udi den Neder-Saxsiske kreds, og forestillede dem hans Keyserl. Majts. gode intention, og hiertelaug imod dem, og den ulykke de vilde styrte sig selv udi, dersom de toge sig noget fiendtligt for.

Keyseren raader Kongen og Stænderne at staae fra deres præparationer. vid. Lond. act. publ. publ.] publ.] publ A1 publ.] publ A1 part. 3. p. 8. Paa samme tid bekom Kong Christian brev fra Keyseren til Vehrden, hvorudi han blev ombedet, at staae fra sine hvervinger og fra det kreds oberst ampt, han havde paataget sig; Derpaa gav Kongen udi en skrivelse af den 23. Augusti saadant svar, at Keyseren havde ingen aarsag at forundre sig over, at han som en Konge af Dannemark havde paataget sig saadant et ampt,Kongens erklæring. Lond. act. publ. publ.] publ.] publ A1 publ.] publ A1 part. 3. p. 820. seq. efterdi hans Farfader Christianus 3. samt Hertug Adolph af Slesvig Holsten havde ført det samme, og var det dem ved det Romerske Riges constitutioner liige saa lidet forbudet som Margrævene af Brandenborg, der formedelst det Prydsiske lehn ere forbundne til den Polske krone, at forvalte Rigs-ampter udi den Frankiske og den Ober-Saxsiske kreds. Ey heller haver hans Keyserl. Majt. aarsag at forundre sig over de Kongel. hvervinger, efterdi den Neder-Saxsiske kreds ved uforsvarlige pressurer, og mod de Keyserl. løfter og forsikringer af den Beyerske armèe har nær hid indtil været undertrykt endogsaa paa en tid, da ingen anseelse var til modstand nogensteds udi Riget, og de Ober- og Neder-Saxsiske kredser havde licentieret deres |255krigsfolk, hvoraf letteligen er at slutte, om ikke bemelte Bayerske krigsfolk ved saadan deres forhold have opvakt en tilbørlig eftertanke hos de betrængte stæder, hvorfore han har holdt det for sin skyldighed at forsvare kredsen fra den ubillige gevalt, indtil den Bayerske General ved Keyserl. ordre giver tilbage de indtagne passer, og fører folket af landet igien; igien;] igien;] igien, A1 igien;] igien, A1 naar det skeer, vil hans Kongl. Majt. efterkomme Keyserens begiæring, men, i fald ingen forandring derudi skeer, maa han bruge de midler, han saa ofte er solliciteret til, men til dato har ikke villet bruge. Bevidner ellers for Gud og den gandske Christenhed, at han er meere genegen til en sikker fred end til saadanne midler, og vil lade dem svare til all skade og blods udgydelse, som have tvunget ham til at gribe til gevær for at hanthæve sin Kongl. myndighed, den Neder-Saxsiske kreds og sine egne lande.

vid. Lond. act. publ. publ.] publ.] publ A1 publ.] publ A1 part. 3. p. 823. Kong Philippus af Spanien bemøyede sig og at bringe Kongen fra sit forsæt, og til den ende affærdigede Johan Carl von Schønburg med en skrivelse til ham, men bekom ikke andet svar end Keyseren.

Imidlertiid blev den 12. Augusti holden en landdag til Brunsvig, did hen sendte General Tylli sine Gesantere som Gronsfeld og Rupper, og lode stænderne viide, udi hvilken ulykke de vilde styrte sig, i fald de ikke udi tide efterkomme Keyserens ordre, brugte ogsaa store ord og trusseler, hvoraf Stænderne lode sig ingenlunde afskrække, men gave samme resolution fra sig som tilforn.

Fientlighederne begyndes. Den Keyserl. General Tilly, da han saae at han med sin skrivelse intet udrettede, og fornam at Hertugen af Brunsvig, og Græven af Mansfeld komme Kongen af Dannemark til hielp, begav han sig til Weseren og bemægtigede sig den pass ved Høxter, Kongen af Dannemark derimod førte sine folk sammen til Hameln, hvor hans M. geraadede i en meget farlig tilstand, som var holden for et omen, og forbud om en ulykkelig udgang af hans forehavende, Kong Christian giør et ulykkeligt fald med sin hest. thi, da han paa bemelte sted reed allevegne omkring for at besigtige vagten, blev hans hest løbsk af et skud, styrtede sig ned af volden og brød |256sin hals i tu, hvoraf hans Majt. laa i to dage maalløs, og faae troede ham til livet. Denne ulykkelige hendelse bragte stor confusion og forvirrelse blant de Kongel. Raad og Officierer, hvilke sendte strax bud til Margræv Christian Wilhelm Administrator til Magdeburg med begiæring han vilde føye sig til krigshæren. Lond. act. publ. publ.] publ.] publ A1 publ.] publ A1 part. 3. p. 816. Der blev og sendte to Danske Commissarier til den Keyserl. General Tilly, at lade ham viide dette ulykkelige tilfald, og forestille ham, at deres armee udi anden intention ikke var bragt paa beenene, end til den Neder-Saxsiske kredses forsvar og hans Kongel. Maj. deres naadigste Herre og Konge aldrig havde nogen fiendlighed udi sinde med den Romerske Keyserl. Majt. Hvoraf Tilly fatter et stort mod Men Tilly, da han fornam den forskrækkelse, som var kommen iblant dem, blev han meget hoffærdig, og skrev tilbage at de skulde aftakke krigsfolket, hvis de ikke giorde det med gode, vilde han hielpe til at splide dem ad i en hast.

Kreds-tropperne udi denne farlige tilstand vidste intet bedre raad, end at føre krigshæren noget tilbage, indtil de kunde see hvorledes det løb af med Kongens svaghed, og giorde de den 25. Julii en begyndelse dertil, og førdte krigsfolket fra Hameln Munden og de omliggende stæder til det stikt Werden.

Denne retirade, vidste den Keyserl. General Tilly vel at føre sig til nytte og bemægtigede sig udi en hast baade Hameln og Munden, hvorudi han lagde Keyserl. besætning, derefter giorde han sig mester over Weserstrømmen indtil Petershagen, og begynte hans soldater at hussere meget grummeligen udi Brunsviger lande og det Grævedom Schauenburg, hvor de ey allene med skænden og brænden giorde stor skade, men endogsaa afhuggede hænder og fødder paa nogle Evangeliske præste, paa andre næse og øren, afskaare brysterne paa adskillige qvinder, og derved lode see, at de udi grumhed gave Tartarer og Tyrker lidet efter.

Kongen bliver frisk frisk] frisk] risk A1 frisk] risk A1 igien Kongen, saa snart han var kommen til forrige hilsen igien, giorde han muelig anstalt til en god defension, og, som der var kommen en stor sum penge til leyren udi det stikt Wehrden, deelte han paa nye patenter ud at hverve end da 12000. mænd. Formedelst denne aarsag brøde de Keyserl. tropper, som vare hvervede af Wallenstein, som ellers kaldes Hertugen af Fridland, og hafde ligget endeel udi den Frankiske endeel udi den Svabiske kreds, op af deres |257qvarteer, og rykte igiennem Hessen til den Tillyske armee. Midlertiid bleve holdne adskillige skermytzler imellem de Kongl. og Tillyske; De Tillyske faae hug ved Rehberg. Besynderlig bleve ved Rehberg, som var en vigtig Neder-Saxsisk pass, liggende udi et morast, de Tillyske meget svækkede; Thi, som Tilly vilde have en besætning udi samme fæstning, og til samme ende skikkede et regiment did hen, forsvarede de, der laae inde, sig med saadan tapperhed, at 200. Tillyske bleve paa steden, mange beskadigede, og resten maatte med u-forrettet sag vende tilbage igien. Erobre Stoltzenav. Derimod havde Tilly bedre lykke med Stoltzenaw; Thi, saa snart han var kommen der for, overgav dens Commendant sig uden nogen nød, hvorved de Kongel. miste adskilligt proviant, stykker og munition. Denne fremgang agtede Tilly at føre sig videre til nytte, og rykte derpaa mod Nyenborg, en fornemme pas ved Veseren, hvilken ogsaa uden tvil havde bleven erobred, dersom Kongen ikke til all lykke af et opsnapped brev havde faaet at vide samme anslag, og derpaa i en hast forsynet stedet med en sterkere gvarnison, og andet, som var fornødent til en tapper modstand; Tilly beleyrer Nyenburg. Ikke desmindre bemøjede Tilly sig paa en anden maade at sætte sit forehavende udi verk, greb til den ende staden aabenbar med stor iver an, og beskiød den paa det hæftigste, forhaabende udi hast at giøre sig mester derover. Men den Oberst som commanderede derinde, giorde med sin underhavende besætning saadan modstand, at ikke alleneste adskillige storme bleve afslagen, men endogsaa ved idelig udfald en stor hob Tillyske omkommen. Besynderlig skeede den 27 Augusti en haard treffning, thi, da 10 compagnier Danske Ryttere vilde convoyere nogle vogne, ladne med victualier og andre fornødne ting, ind udi byen, bleve de anfaldne af de Tillyske tropper, som vare mestendeel Crabatere. Lider stor skade. Men de brugte ved denne leylighed vognene til fordeel, og toge saaledes mod de Tillyske, at en stor deel af dem, hvor iblant mange fornemme officerer, bleve paa stedet, resten maatte salvere sig med flugten, og lade convoyen passere frit ind udi staden.

Paa samme tid ankom til den danske leyr General Obentraut, som tilforn havde holt sig tapperligen mod de Spanier udi Phaltz og Oberste Fuchs med nogle tropper. Bemelte Obentraut blev giort til General Leutenant over det Sachsen-Veymarske rytterie.

Den 1 Sept. giorde de beleyrede udi Nyenborg et sterkt udfald |258udi de keyserliges løbe-graver, hvilket lykkedes dem saavel, at de nedsablede hen ved 100 mænd, og førdte 2 Capitainer med sig ind udi byen. Efterfølgende dag tildrog sig og en merkelig action, thi, da Johan Ernst, Hertugen af Sachsen-Veymar convoyerede nogle penge, og proviant til staden til at betale gvarnisonen med, geraadde han i en haard trefning med de keyserlige udi hvilken 120 af hans Ryttere bleve omkomne, og han selv skudt udi akselen, de keyserlige forliiste ogsaa en temmelig hob.

Af alt dette fornam Tilly, at det vilde blive ham vanskeligt at erobre staden, og, omendskiønt han havde bragt løbe-graverne indtil volden, og med skyden og fyrverk ingen fliid sparet, haver han dog ey holdt det for raadeligt, at opholde sig der længere, Maa ophæve beleyringen igien. og, som han fornam derforuden, at de kongelige vare paa veyen at undsætte staden, ophævede han gandske beleyringen og retirerede sig til Stoltzenau 10 miile derfra.

Medens denne beleyring varede, havde Kongen af nogle opsnappede breve faaet kundskab om, at Hertugen af Lyneborg corresponderede med Tilly mod Hans Kongl. Maj. hvorudover han gav det Lyneborgske land sin krigs-hær nogle dage til priis, hvilket giorde mangen soldats pung riig, og gav krigshæren stort bytte.

Imidlertiid havde den keyserl. General Hertugen af Friedland faaet en nye armee af 20000 mænd paa beenene, hvormed han begav sig til Gottingen, og, omendskiønt bønderne havde søgt at forhindre ham passen, var deres umage dog forgiæves, efterdi fienden var saa sterk. Wallensteins progresser. Ja de gode bønder med forliis af deres faner toge flugten, og overlode de keyserlige en fri passage, hvorudover Friedland rykte fra Gottingen til Einbek, Grubbenhagen og Halberstad. Der kom Hertugen af Sachsen-Veymar ham med nogle 1000 til hest og fodsfods]fods] A2, føds A1 fods] A2, føds A1 i møde og holt adskillige skermytzler med ham, hvorudi begge deele mistede meget mandskab, indtil de keyserlige omsider indqvarterede sig udi de tvende Stikter, Halberstad og Magdeburg. Den stad Hall havde vel fattet den resolution at forsvare sig til det yderste, men da de keyserlige nærmede sig til staden, og besætningen fornam der var ingen hielp for haanden, fattede den andre tanker, og overgav sig med accord.

Efter at Tilly, som sagt er, med stor forliis var tvungen til at |259ophæve beleyringen for Nyenborg, rykte han for det faste Slot Calenberg, og tvang det til at overgive sig med accord. Samme Calenberg var de Kongelige meget angelegen, hvorfor Kong Christian anvente all sin fliid paa at bekomme den tilbage igien, og til den ende sente Hertug Friderik af Sachsen tillige med Obentraut, og et got antal ryttere og dragoner derhen. Dette fik Tilly betimeligen kundskab om, hvorudover der blev strax giort anstalt, og blev den 4 Novembr. 3 regimenter ryttere og 3000 fodfolk beordrede at bryde op, og marchere lige mod Hanover. De Kongelige lide skade ved Calenberg. Da bemelte Tropper om morgenen vare komne paa hin side Hanover, komme de udi kast med de Kongelige Tropper, hvilke giorde længe en tapper modstand, men endelig, eftersom de vare saa faa, bleve adspredde;adspredde;]adspredde;] adspredde, A1 A2; adspredde, SS adspredde;] adspredde, A1 A2; adspredde, SS der bleve 500 paa valstæden, blant hvilke Hertug Friderik selv. Obentraut døde ogsaa en halv time efter slaget; Begge deres legemer bleve med Tillys bevilling førte fra Calenberg til Sachsen.

Imidlertid holdte de keyserlige tropper under Hertugen af Friedland heller ingen hellige dage, men efter adskillige stæder, som de erobrede, giorde sig ogsaa mester over Dessaver broe, og forvarede den samme med nogle skantzer, hvilket kom dem siden meget til nytte, og udi adskillige leyligheder bragte dem ikke ringe fordeel.

Kongen af Dannemark derimod bemægtigede sig Stoltzenau, og, paa det han kunde have desbedre middel til at fortsætte krigen, som saae ud til stor vitløftighed, Landdag til Zell. holdt han udi udgangen af dette aar en landdag til Zell, og bragte der til veye, at ridderskabet udi Holsteen, og det gandske land bevilgede, at enhver plog til landets defension skulle give 6 Rdlr. Iligemaade Iligemaade] Iligemaade] iligemaade A1 A2; iligemaade SS Iligemaade] iligemaade A1 A2; iligemaade SS skulle ridder- og adelig-gods af 1000 Rdlr. betale 6. Hidindtil Hidindtil] Hidindtil] hidindtil A1 A2; hidindtil SS Hidindtil] hidindtil A1 A2; hidindtil SS havde kongen ikke conjungeret sig med Græv Mansfeld Keyserens capital fiende, eftersom han alletiider havde haft forhaabning om fred, men nu, saasom han fornam, at det ikke vilde skikke sig til nogen fred, og at krigs væsenet blev fortsat af all magt, Kongen conjungerer sig med Mansfeld. tog han sig samme Mansfeld offentlig an. Denne Mansfeld var een af Pfaltz-Græve Pfaltz-Græve] Pfaltz-Græve] PfaltzGræve A1, Pfaltz Græve A2; Pfaltz Græve SS Pfaltz-Græve] PfaltzGræve A1, Pfaltz Græve A2; Pfaltz Græve SS Frideriks troeste Generaler, og var med udi det navnkundige slag ved Prag, hvor han samlede sammen de overblevne levninger af den Bøhmiske armee, og giorde de keyserlige all den afbræk han kunde.

Mansfelds progresser. Udi Februarii maaned af det aar 1626 brød han op med sine |260folk, som mestendeels havde ligget i det Stikt Lybek, og Lauenborg, og rykte ind udi Meklenborg, derfra gik han for Alt Brandenborg, og begiærede at indlade nogle folk deri, borgerne stillede sig vel udi gevær, og meente at holde ham med magt fra sig, men de vare forsvage dertil, maatte derfor denne gang bide udi det suure æble, og tage imod indqvarteringen.

Derefter begav han sig til Zerbst, til hvilken han ankom udi all stilhed om morgenen, som de Friedlandske tropper skulde blive indlagte til besætning samme steds, og erobrede den uformodentligen.

Efter at han havde opholdt sig nogen tiid udi det Fyrstendom Anhalt, arbeydede han paa at igien bekomme Dessaver skantze og broe, som Hertugen af Friedland havde forrige aar erobret, eftersom man nu først, men for sildig, fornam, hvilken vigtighed samme skantze var af, og hvor høylig man havde forseet sig, i det man ikke bedre havde havt den i agt.

Den 1 April greb han skantzen med gevalt an, men de keyserlige derimod giorde saadan modstand, at han med uforrettet sag maatte gaae derfra. Ikke des mindre blev han dog ved sit forsæt, thi, saasnart Administratoren af Magdeburg med nogle tropper var stødt til ham, rykte han den 11 derfor igien, og beleyrede skandsen paa nye, men til sin egen skade.

Thi, saasnart som Hertugen af Friedland blev advared derom af Oberst Altringer, som commanderede udi Skantzen, og tillige med saae, hvilken leylighed han havde at ruinere de Mansfeldiske tropper, begav han sig udi all hast did hen. Imidlertid vare de Mansfeldiske ganske sikkere og havde ikke kundskab om noget anslag imod dem, ellers havde de udi tide kunnet retirere sig udi god orden og uden skade kommet derfra. De grebe udenverkene af skantzen den 15 med magt an: men bleve afslagne ligesom tilforn. Derved blev den skade ikke endet, thi strax derpaa lod Hertugen af Friedland anføre rytteriet, som var paa hin side, over broen, af hvilket han forordnede endeel under Græv Schlik til hinderhold udi en skov, og midlertiid lod give fyr paa de Mansfeldiske løbe-graver, saa at de maatte forlade de samme, og retirere sig til skantzerne. Bliver totaliter slagen af de Keyserlige ved Dessaver broe. Der forsvarede de sig en lang tid indtil deres munitionvogne af den formegen skyden bleve anstukne, og derfor maatte begive |261sig paa den aabne mark. Herudover fik de keyserlige vundet spill, brøde ud af skoven, og anfaldte de Mansfeldiske paa begge sider. De samme giorde vel en lang tid en tapper modstand, saa at victorien syntes tvilagtig, men deres rytterie blev endelig overmandet, og slaget paa flugten, hvorpaa fodfolket, som bestod af 4re regimenter, med liden umage blev adspredet; endeel blev slagen: endeel fangen. De slagnes antal beløb sig til 3000. De keyserlige bekomme nogle og 30 faner, og 7 store stykker, forliiste dog i samme action henved 1000 mænd. Dette Mansfeldske nederlag forvirrede ikke lidet de Kongel. sager.

Kongen erobrer adstillige stæder i Vestphalen. Imidlertid commanderede Kongen endeel af sin krigshær hen til Vestpfahlen, hvor han erobrede adskillige stæder, og indfodrede en stor brandskat, det Stifft Munster maatte og til at blæse i bøssen, hvilket foraarsagede, at Græv Tilly maatte forlade Veserstrømmen for at hindre Kongens videre fremgang udi Vestphalen.

Hertugen af Luneborg falder fra Kongen. Hertugen af Luneborg havde hidindtil holdet med Kongen, og den Neder-Sachsiske kreds, men nu lod han sig af de keyserlige søde ord forlede, at falde fra Hans Kongl. Maj. og at opsige den bestalning, som han af Kongen havde bekommet, og, som han derpaa foretog nye hvervinger baade til hest og fods, meente Kongen strax, at det skeede Keyseren til gode, og derfor lod et patent publicere den 2 Martii, hvorudi han erklærede at disse hvervinger gik ham aldeelis ikke an, og vare anseede hverken til sin eller den Nedersaxiske kredses fornødenhed, hvorfore han vilde have enhver advaret, at de saae sig for, ikke at begive sig udi saadan tienneste, hvor de maatte lade sig bruge mod deres egen religions forvante, den Nedersaxiske kreds, og deres eget fæderneland. Derforuden lod han ogsaa tilkiende give, at den som foragtede samme velmeente advarsel, og kom udi hans hænder, skulde tilbørligen blive straffet. Til en erindring om dette Luneborgske frafald blev slagen en mynt med saadan opskrift:

Jeg har tilforn meldet, at de kongelige bemægtigede sig det |262Stikt Osnabrük. Der bleve de ikke længe Mestere; Thi Græven af Anhalt, som havde ordre at drive dem ud af samme Stikt, angreb til den ende først den stad Verdenbruch. Den kongelige besætning, som laa derinde, og haabede undsætning, stillede sig modig an, og vilde ikke høre om nogen overgivelse; men da Græven nærmede sig til den med approcherne, og intet tegn til undsætning lod sig see, overgav den sig med accord. Besætningen af Osnabryk overgav sig ogsaa paa samme maade. Mit udi Februario brød Kongen op fra Rothenborg udi det Stikt Verden, hvor han een tid lang havde haft sit hoved-qvarteer, og begav sig til Wolffenbyttel, og lod føre sine folk, som laa 30 miile adspredde, did hen.

Græv Tylly havde hidindtil holdet sig med sit meeste folk udi det Stikt Paderborn. Men mod enden af April vendte han sig mod Hessen, efterdi han ikke troede vel Landgræv Morittz af Hessen, der havde bragt en hob folk paa beenene, ligesom han dermed agtede at forsvare sit land mod de Keyserlige og Ligister. Bemægtigede sig saaledes den stad Hirskfeld, hvorudi laae 4 Compagnier, som maatte strax vige derfra, og giorde hans folk med røven og plyndren stor skade. Saaledes spillede Tilly denne gang mester udi Hessen og bragte alt korn, hveede, malt og anden forraad, som laa til Rotenburg, Allendorf og Hirskfeld til sin fordeel, Landgræv Moritz maatte sige dertil hvad hand vilde.

Tilly beleyrer stad Minden. Derpaa rykte han mod Maymaanets udgang mod Minden, udi forsæt at drive derfra den Kongelige besætning, som hidintil havde med adskillige udfald og streiffen giort ham stor skade, og at bringe Borgerne til Keys. lydighed, til hvilken ende han offererede dem adskillige middeler til forlig. Men de havde samtlige fattet den resolution at forsvare sig tapperligen, indtil de fik undsætningundsætning]undsætning] untsætning A1 undsætning] untsætning A1 enten af Kongen, eller af Hertug Christian af Brunsvig, ja de vare saa ophidsede, at de forgrebe sig paa dem, som Tilly havde skikket til staden, og handlede ilde med dem, hvilket foraarsagede, at Græv Tilly med des større iver fortsatt beleyringen, og staden blev derover haart beleyret.

I begyndelsen giorde de beleyrede en tapper modstand, og nedlagde mange af de Tillyske, hvilket foraarsagede at Tilly søgte igien at vinde vinde] vinde] viude A1 vinde] viude A1 staden med accord, og til den ende skikkede en trompeter |263derind, men Oberste Clout som commanderede udi staden, gav ikke andet svar end til det yderste at ville forsvare staden. Herudover blev Tilly meget forbittret, og lod befale den anden dag at stille alle stykker mod staden, og give saa længe fyr, indtil der blev skudt saadant stormhull, at man kunde storme med et heelt regiment. Dette blev sat udi verk af Fyrstenberg, og blev der fra morgen til aften skudt over 1000 skud mod muuren hvorved den paa een side blev gandske nedslagen. Dette uanseet vilde de beleyrede ingen accord begiære, men haabede ideligen at faae undsætning, hvilket bekom dem meget ilde; Erobrer den med storm. Thi Fyrstenberg, efter at han havde skudt breche, løb storm med to regimenter, og inden en halv time kom ind udi staden, hvorpaa der angik et stort Blodbad, thi foruden soldaterne som bleve uden all naade nedsablede, blev hverken mand eller qvinde sparet. Den største deel af borgerne og soldaterne forsvarede sig en lang stund paa kirkegaarden, som de tilforn havde forskantzet. Men da Oberst Clout fornam, at det var umueligt, at opholde sig længe der, retirerede han sig til Slottet, og deraf giorde fienden merkelig skade, indtil han omsider blev overvunden, og omkom med alle sine folk. Af 2500 borger, soldater, og bønder bleve ikke 20 tilovers i den hele stad, foruden qvinder og børn, hvilke ikke heller bleve sparede. De mangfoldige døde kropper lod Tilly føre paa vogne, og kaste dem udi strømmen.

Efter at Tilly havde erobret Minden, sat han sig for at tvinge Landgræv Moritz til Keyserens lydighed, tvinger Landgreven af Hessen til forligelse. og til den ende belagde den førstelige residentz og fæstning Cassel indtil den 14 Junii da begiærede han af Landgræven, at 4 keyserlige Compagnier maatte indlades udi Cassel, og, som landgræven veyrede sig derved, truede Tilly at erholde det med gevalt, hvorfor han maatte give en skriftlig forsikring fra sig, ikke at indlade nogen fremmet gvarnison udi sine fæstninger, men holde dem til Keyserens og Rigets tieneste.

Jeg har tilforn meldet om Mansfelds nederlag ved Dessaverbroe. Samme Mansfeld samlede sine adspredde folk tilsammen saasnart som mueligt var: Dog kunde han med de compagnier, som Kongen af Dannemark skikkede ham, og de Skotter han fik fra Hamborg, neppe giøre 3000 fodfolk. Med ryttere var det ogsaa |264slet bestilt, saasom ingen efter det nederlag havde lyst at tiene under ham.

Mansfelds bedrifter. Men, da han havde faaet undsætning af 5000 mænd kongelige under Hertug Johan Ernst af Sachsen Veymar, besluttede han tillige med bemelte Hertug at giøre et forsøg, om de kunde conjungere sig med Førsten af Siebenburgen, som stod udi beredskab at tage mod dem, og foretage noget af vigtighed mod Østerrige, til den ende provianterede de deres folk for 14 dage, og fortsatte deres foretagen marche. Men Hertugen af Friedland kom dem betimeligen paa halsen, saa de ikke kunde fuldkomme deres forsæt saa gierne som de vilde; thi, saa snart han fik at høre om dette tog, og merkede at marchen skulde gaae for sig igiennem Mæhren og Schlesien, lod han strax nogle regimenter gaae igiennem Lausnitz til Schlesien at forekomme de Mansfeldiske og Veymarske, og fuldt dem selv med 3000 mænd derefter. Men denne mængde folk blev ved samme marche meget svækket, saa at den en tiid lang intet vigtigt kunde foretage. Saaledes førte Hertugen af Sachsen Veymar og Mansfeld den keyserlige magt af Neder-Sachsen, hvilket var holdt for et stort verk.

De Mansfeldiske og Veymarske toge deres marche igiennem Brandenborg ind i Schlesien, da de komme mod Breslau, skikkede de en trompetter med skrivelse til bemelte Stad, og derudi meldte de aarsager, som havde drevet Kongen af Dannemark til at gribe til gevær, og at de havde foretaget sig denne marche for at skaffe eenhver igien sine borttagne privilegier, item stifte en standhaftig fred, begiærende derhos, at den stad Breslau vilde aßistere dem midlertid med 30000 Rigsdaler, og forsikrede dem at stadens gods ved deres giennemtog ingen skade skulde vederfares. Men de Breslaver gave dem saadant svar, som ikke vel klingede i deres øren. Derforuden bleve de heftig forfuldte af de Friedlandiske, saa at de kunde ikke uddele sig udi dorperne, men maatte fra een nat til en anden ligge udi en vognborg, og lide stor hunger, indtil de komme til Gabelunka. Der forskantzede de sig sterk, og bleve bestyrkede med folk, som komme dagligen til dem fra Mæhrn og Ungarn, hvorpaa de giorde adskillige indfald paa de Mæhriske grændser, og derved giorde Førsten af Lichtenstein stor skade.

|265Græven af Mansfeld saasom hans forsæt var at conjungere sig med Førsten af Siebenburgen, rykte han ind udi Ungarn. Hertugen af Sachsen Weymar derimod gik til Schlesien igien, hvor han indtog en heel hob stæder, udplyndrede andre og besat Jægerndorf og Oppeln med folk, og, som hans magt daglig tog til, bleve de Slesiske Førster og Stænder heel bange, og derfor lode giøre paabud allevegne til landets defension. Derimod skikkede den Danske Krigs-Commissarius Joachim Mitzlafft en trompetter med advarsel til Førsterne og Stænderne at holde inde med saadant paabud, give Hertugen af Friedland og hans folk ingen gehør, eller forsyne dem med proviant, og anden fornødenhed, men derimod assistere den Kongel. armée, som var kommen i landet ikke som en fiende, men for at beskytte deres religion og frihed. Samme trompetter blev ikke vel modtagen, men blev af Ober-amptet i Lignitz kasted i fængsel. Imidlertiid grebe de Weymarske temmelig viit om sig, og formerede en sterk armee ved TroppauTroppau]Troppau] A2, Troppan A1 Troppau] A2, Troppan A1 , og, som Hertugen fornam, at nogle keyserlige tropper under 4 Oberster vare udi motion, skikkede han nogle ryttere mod dem, af hvilke de keyserlige bleve slagne, og med forliis af 300 mænd maatte tage flugten.

Nu maa jeg vende mig til Kongen og Græv Tilly, og see hvad midlertiid har tildraget sig udi Sachsen.

Kongen bekom ved Friedlands borttog temmelig luft, og derfor begyndte at gribe viit om sig, thi han erobrede ved accord 2 Magdeburgske Ampter, beleyrede derefter Schlaen, og nødde besætningen at overgive sig. Iligemaade bragte han ogsaa udi sin gevalt det Cølniske Slot Steversvald, og bekom derudi en stor forraad paa proviant.

Græv Tilly derimod rykte nogle dage efter Mindens erobring for Gottingen og beleyrede samme stad. Derudi laa en god kongel. besætning, hvilken giorde udi begyndelsen de Tillyske stor skade ved skyden og udfald; ikke desmindre fortsat dog Tilly beleyringen med saadan iver, at han inden kort tid bragte nogle af løbegraverne indtil stadens vandgrav. Tilli erobrer Gottingen. Han indbildte sig vel i begyndelsen at giøre sig mester over Staden uden synderlig modstand, men han giorde sin regning uden vert; Thi han maatte ligge 6 uger derfor, indtil han omsider efterat breche var skudt den 9 Augusti gior|266de anstalt til storm. Da begynte gvarnisonen at capitulere, og overgav staden med reputeerlig accord den 11 *ejusdem.

Efter at Tilly havde erobret Gottingen, begav han sig mod Nordheim, udi forsæt ogsaa at erobre samme stad, men Kongen bekom i tide kundskab derom, maa ophæve beleyringen for Nordheim. og derfor besluttede at undsætte den, til hvilken ende han brød op med sin gandske armee, og kom den 15 Augusti uformodende i den Tillyske krigshærs aasiun ved samme Nordheim, begge armeer vare hinanden da saa nær, at Rytteriet begynte at skermytzere med hinanden, saa at det saae ud til en hovet-træfning. Men de Tillyske soldater turde ikke binde an denne gang, efterdi Generalen var ikke selv tilstede, men formedelst svaghed opholdt sig til Gottingen og derfor retirerede sig til Gottingen igien til en post, hvor de meente sig at være sikkre.

Denne retirade lod Kongen være gandske ubehindret, blev 4 dage endda staaende paa samme sted, og, efter at han havde forsynet Nordheim med al fornødenhed, brød omsider op, og, som man meener, agtede sig til Thuringen og derfra til de Ligistiske lande, hvilket, da Tilly formærkte, sat han sig for af yderste magt saadant at forhindre, og derfor, saa snart, som han havde bestyrket sig med de Friedlandske tropper, brød op med sin heele krigs-magt at forekomme de Kongelige, hvilke, eftersom de fornam, fienden var dem alt forsterke, retirerede sig til Wolffenbyttel. Tilly stolende paa sin mængde, forfulte dem indtil den Dorp Luther, hvor Kongen efter at han havde opholdt sig en liden tid, kunde ikke taale, at fienden, hvorvel langt sterkere end hans folk, skulde bravere ham længer, Slag ved Kenigs Luther. og derfor den 27 Augusti gik udaf sin fordeel, og leverede Tilly et feltslag. Udi begyndelsen saae det meget farligt ud for de keyserlige, efterdi de kongelige figtede med en ugemeen tapperhed, og Hans Majest. lod see, at ham her ey fattedes meer tapperhed, og forstand end som tilforn, og førde sine folk selv 3 gange an, ikke desmindre finge dog de Tillyske overhaand, effterdi det Tydske rytteri formedelst den ubetalte sold bleve oprørske og vilde ikke fegte, hvorudover en stor deel af fodfolket blev omkommen. Der blev funden paa val-staden af de kongelige, Landgræv Philip af Hessen, item den Danske Commissarius Povisk, og andre gode Officerer, det heele for|267liis blev beregnet paa 4000 mænd, hvoraf endeel blev fangen, endeel slagen. Efter dette haarde slag begav Kongen sig til Wolfenbyttel, og strax recolligerede sine tropper, hvilke, foruden hvad som laa i besætningerne, vare endda 23000 mænd sterke, strax derpaa skikkede han adskillige Curiers til Sverrige, Frankerige, Engeland, Nederlandene, forestillende forestillende] forestillende] forestilleude A1 forestillende] forestilleude A1 dennem, at, omendskiønt lykken havde været ham noget imod, vilde han dog ey lade modet falde.

Aarsagen til dette slags forliis samt den heele krigs slette udfald var mangel paa penge, thi de subsidier som bleve Hans Majest. lovede af Frankerig og Engeland bleve ikke betalte. *Aitzem. Saken Saken] Saken] Salken A1 Saken] Salken A1 van staet en orl. orl.] orl.] orl A1 orl.] orl A1 tom. 1. p. 1253. Kongen havde besynderlig forladt sig paa de accorderede engelske penge, nemlig 3600000 gylden aarligen hvilke den Engelske Minister Buckingham, Spaniens og Østerriges Ertz-fiende havde overtalt Kongen af Engeland at accordere. Men saa store som løfterne vare, saa liden var effecten.

Den gemeene mand tilskrev saadant Kongens fald ved Hameln, foregivende, at han siden den tid ikke havde kunnet agere med den forsigtighed som tilforn, hvilke raisonnemens Aitzema beleer, sigende: * Maer seker t’onbrach den Koninck nock aen verstaent nock aen wackerheit: hebbende alle deugden, die een Kloock veltheer behoert te hebben. Der fantes ogsaa de, der giorde sig et omen af steden, som slaget stoed paa, nemlig Luther, at det skulde betyde den Lutherske troes undergang.

Ligesom de Roman-Catholske nu ikke glemte at skyde triumpher hid og did, og at siunge *Te Deum, saa forglemte ogsaa ikke Tilly at forfølge sin Victorie, thi han erobrede den fæstning Steenbruk ved accord. Paa samme tid slog ogsaa den stad Hanover sig til Kejserl. Parti. Alle passe ved Bremen de tvende Slotte Høya og Langvedel, saa og den stad Verden og Rothenborg, item alle fæstninger i det Brunsvigske undtagen Volfenbyttel faldt udi Tillys hænder.

Som Kongen nu saae, at Tilly greb saa vit om sig, og rykte mod hans egne lande, gik han fra Boxtehuude med sit hoved-qvarteer til Stade, hvilken stad han lod sterkt befæstige, og omgive med nye grave, at han udi al tilfælde kunde have sikker retirade dertil.

Den 25 Octobr. affærdigede han til Staterne af de foreenede Nederlande saadan skrivelse, at omendskiønt udi den nylig holdte treffning lykken havde været ham noget imod, vilde han derfor ikke lade modet falde, og forlade det gemeene væsen, men endnu ved GUDS hielp tage sig det alvorligen an, tvilede ogsaa intet, at jo den almægtige GUD tager sig de uskyldige betrængte an, og opholder sin kirke; Og, eftersom han ikke alleneste har bragt sit cavallerie udi god orden igien, men endogsaa samlet et anseeligt fod-folk sammen, og dermed besat det stikt Bremen, saa at Tilly maa søge et andet vinter-qvarteer, saa har han dog holdet det for en fornødenhed, at give andre Potentater og Herskaber, som er det gemeene væsen vel affectionerede, saadant tilkiende, og at begiære deres undsætning. Og efterdi han besynderligen derfor havde skikket sine Gesanter til Frankerig og Venedig, og de, nemlig Staterne, havde deres residerende Gesanter sammesteds, saa begiærede han af dem, at de vilde recommendere denne handel.

Landdag til Rensborg. Udi Novembr. blev holden en land-dag udi Rensborg udi Holsteen, hvor hen Kongen begav sig tillige med Printz Christian, der blev proponeret, at den fornemste aarsag, hvorfor land-dagen var udskreven, var den store fare, som formedelst fiendens ankomst svævede de Holsteenske stæder for øynene, hvorfor det var fornødent i tide at beraadslaae hvad middel man maatte tage saadan uheld i tide at forekomme.

Hvorpaa land Syndicus udi samtlige Stænders nærværelse svarede, at det gandske Land erklærede saadan Landdags bestemmelse, som en besynderlig faderlig omsorg hos H. Kongl. Majt. og vil beflitte sig paa at forskylde saadant med all all] all] ale A1, alle A2; all SS all] ale A1, alle A2; all SS underdanigste tieneste.

Derefter stod Stadholderen i Holstein Rantzou op, og sagde frit ud, at det var formedelst den overhængende fare det beste raad at lave sig alle paa en tapper modstand, og der|269for nu fatte saadan resolution at gaae fienden imod, byde ham paa et beqvemt sted spidsen, og ikke opbie ham, til han kom hid paa grændserne. De lovlige Stænder maatte forsikre dem, omendskiønt han var en gammel mand, og ingen ting tiente ham nu omstunder meere end rolighed, vilde han dog ikke være den sidste, men heller den første, at vove sine graa haar mod fienden, og saa haabede han enhver troe patriot vilde efterfølge hans exempel, hvilket ufeylbarligen udfodrer den tilbørlige respect til Guds hellige ord, den naturlige lydighed mod Gud og sin øvrighed. Hans Kongl. Majt. allernaadigste villie er derfor, at enhver Adelsmand skal for sin egen Person gaae udi felten, og den som vegrer sig derfor at blive skildt baade ved gods og ære. Stadholderen erklærede ogsaa hvad stænderne maatte contribuere til landets forsvar, og Ridderskabet underskrev villigen alle puncter.

Efter holdte deliberation og giorde slutning, inviterede Kongen ved Stadtholderen det samtlige Ridderskab paa slottet til maaltiid; Saaledes blev denne Landdag lykkeligen fuldendiget.

Kong Christian erobrer Høya. Strax derpaa tog Kongen sig fore ved behændighed at erobre det slot Høya ved Weseren. Hvilket forsæt skulde sættes i verk den 12. Decembr. men det mislingede ham; hvorfor han lavede sig til at erobre den med storm. Udi den første storm bleve de Kongel. afslagne, men udi den anden bleve de Mestere over slottet: de Tillyske retirerede sig til de inderste deele deraf, hvor de begiærede accord, men kunde ikke bekomme andre conditioner end marchere ud med deres side gevær. Udi slottet blev fundet stort bytte, men det kostede og brave folk, Kongen selv blev skudt udi sin venstre axel og Kron-Printzen Christianus 5. blev blesseret paa tvende steder. Hvorfor ogsaa slottet blev fast gandske ruineret, og broen over Weseren afbrændt.

Bliver forlat af sine allierede. Det ulykkelige slag ved Königs-Luther, foraarsagede, at Førsterne og Stænderne udi den Neder-Saxsiske kreds begyndte at vakle, og, omendskiønt skaden var ikke saa stor, at den jo vel, om de de] de] dc A1 de] dc A1 havde |270villet været samdrægtige, og efterfuldt den tappere Kong Christians exempel, havde kunnet oprettes, saa dog lode de sig af frygt og gode ord bevæge at forlade hans Kongl. Majt. som for at conservere deres religion og frihed, havde indviklet sig i denne krig.

Hertug Friderik Ulrik af Brunsvig falt fra udi denne fristelses tid, og ved 2de forsikrings skrivelser den ene af dato Brunsvig den 26. Augusti, den anden af dato Zell den 29. *ejusd. lovede at staae fra den Alliance med Kongen og fra det Lavenborgske fordrag, at afskaffe den Kongelige Danske gvarnison, og fodre sine Sønner fra den Danske Leyr. Dette er det fornemste som tildrog sig udi det aar 1626.

Anno 1627. lavede begge partier sig til af all magt igien: Jeg har tilforn fortaalt, hvordan det gik af med den Rensborgske Landdag, holden udi forbigangne aar, og hvorledes Ridderskabet resolverede paa den Kongel. proposition. Saasnart dette kom Tilly for ørene, arbeidede han paa at kuldkaste det igien, og til den ende affærdigede skrivelser baade til Førsten af Holsteen, og det Holstenske Ridderskab, hvorudi han formanede dem at blive udi Keyserens lydighed.

Imidlertiid munstrede Kongen Ridderskabet, og de andre Undersaattere udi Holsten, og lod forsyne den stad Nyenborg med proviant og anden fornødenhed. Ellers var paa samme tid stor elændighed ikke allene i Neder-Saxsen, men endog udi de andre omliggende lande, besynderlig udi Hessen, Weymar og Frankenland, hvilke bleve plagede med indqvarteringer, og giennemtoggiennemtog]giennemtog] A2, giennem tog A1; giennem tog SS giennemtog] A2, giennem tog A1; giennem tog SS af de Keyserlige og Ligistiske tropper, saa at een stad efter en anden blev besnæret, ligesom fuglen udi garnet, hvilket gav anledning til allehaande underlige discurser, og saadant desmeere, efterdi man fik kundskab om, at H. Keys. Maj. havde vel i sinde at giøre en bestandig fred udi Riget, men at de Roman-Catholske tragtede efter at forhindre saadant got forsæt; I saa maade, at ei allene fra Paven selv, men endogsaa den gandske Geistlighed til Rom bleve sendte protestations skrivelser til Hans Keyserl. Majt. mod all forlig og fred, efterdi man nu hafde Kætterne, som de kaldte dem, udi sekken; hvoraf man kunde see, at det geistlige godses igien erobring og Protestanternes undertrykkelse var den bruud de Keyserlige og Ligister saa længe havde dantzet om, og derfore havde ført krigen fra et land til et andet, udsuet og ener|271veret en nation efter den anden, men dog holdet saadant forehavende hemmeligt og fortsat krigen under andre specieuse prætexter indtil det aar 1629. da toge de omsider masken af, og lode komme for en dag, hvad som de havde gaaet saa længe frugtsommelige med.

Efter at Hertug Friderik Ulrik til Brunsvig, som før er melt, havde givet sig udi Keyserl. lydighed igien, og lovet at ville skaffe de danske besætninger af sine fæstninger, har han derpaa giort adskillige ansøgninger hos Hans Kongl. Majt. og udi begyndelsen af April affærdiget en Gesandt til ham med begiæring, at Wolfenbyttel igien maatte indrømmes. Men Kongen holdt det ikke raadeligt at bifalde Hertugen derudi.

Imidlertid giorde begge parterne deres yderste flid at forsterke sig med friske folk. Udi Keyserens og de Ligisters navn bleve hid og did patenter uddeelte om at hverve nye tropper. Kongen af Dannemark giorde ogsaa store hvervinger, og samlede en hob folk sammen for at byde General Tilly spidsen, og forsvare de endnu indehavende stæder. Blant andre arriverede nogle compagnier Engelske 6000. mand sterk. Kongen af Frankerig bevilligede ogsaa at hverve udi sit Rige 4000. mænd til Kongens tieneste, og lovede at giøre forskud paa penge dertil. Havde man udi tide ladet see saadan iver at række Hans Majt. haanden og assistere ham udi hans retferdige forsæt, havde man kunnet haft forhaabning, at hans sager skulde have løbet anderledes af, og forrykt de Keyserl. og Ligister deres concepter, men, saasom man allerførst af skade lærte at blive viis, var all hielp forgiæves.

Kongen havde nu faaet paa benene igien 24000. mænd til fods og 5000. til hæst, hvoraf en god deel blev lagt udi det stikt Bremen og Ottersberg. Og, som han befrygtede at Tilly maatte gaae over Elven med sin Armee, lod han oprette adskillige skantzer ved samme flod, og forsyne dem med stykker og anden fornødenhed.

Imidlertiid passerede nogle 1000. Tillyske Elven og conjungerede sig med Oberste Altringers Regiment, og derpaa bemægtigede sig en sterk Pass ved Havelen, en miil veys fra Brandenborg, omkomme nogle af gvarnisonen, og toge resten til fange, som laa derinde.

Tillyske progresser. De Tillyske bemægtigede sig derpaa adskillige stæder udi Brandenborger land, som Brandenborg, Rattenav, Perleberg og andre |272omliggende stæder, og derefter vendte sig til Havelberg, for at erobre samme stad med dens fæstning.

Imidlertiid stode de Kongel. sig vel udi Luneborger land, og giorde besætningen af Wolffenbyttel adskillige lykkelige udfald, og bragte ind udi fæstningen stort bytte, hvilket at hevne de Tillyske samlede dem sammen, og agtede at sætte i brand forstaden kaldet GOtteslager, og havde til samme forsæts fuldbyrdelse fuldbyrdelse] fuldbyrdelse] fuldbrydelse A1 A2; fuldbyrdelse SS fuldbyrdelse] fuldbrydelse A1 A2; fuldbyrdelse SS god forhaabning, efterdi de havde faaet underrettning, at en Oberst havde dagen tilforn holdet brøllup derinde, hvorover de indbildte sig at finde fienden sovende af et got ruus, men deres tanker sloge dem feyl, thi de kongelige bleve betimeligen advarede om de Tillyskes forehavende, og derudover forstak 500. musqveterer udi en grav, hvorpaa en Ritmester begav sig af fæstningen for at skermytzere med fienden; Da nu anfaldet skeede, vendte bemeldte Ritmester sig til det sted hvor musqvetererne laae skiulte, hvilke uformodende gave fyr paa de Tillyske, saa at en stor deel blev nedlagt, og resten dreven tilbage igien. Saaledes blev dette fiendtlige anslag til vand, og kom dem selv til skade.

De Keyserlige beleyre Nordheim. Medens dette forrettedes havde de Tillyske bloqveret Nordheim, hvilken de nu begyndte at angribe med stor iver under Græven af Førstenberg. Den 27. Junii giorde de trende anfald, men de beleyrede forsvarede sig med saadan tapperhed, at de Tillyske med stor forliis maatte vige tilbage. Da nu bemelte Førstenberg lavede sig den 2. Julii til en general storm, bøde de beleyrede sig 2. gange til accord, men kunde ikke erholde den, hvorfor de lode ham ved en Trompeter viide, at, eftersom man mod krigsbrug vegrede sig for at accordere med dem, vilde de som ærlige soldater figte indtil døden. Dette u-anseet blev dog Fyrstenberg ved sit forehavende, og lod sit folk den 5. Julii løbe storm den heele dag, men de beleyrede afsloge dem med stor tapperhed, saa at de Tillyske samme dag mistede en heel hob folk, og maatte med uforrettet sag vende tilbage igien. Mod aftenen begiærede de en stilstand for at begrave deres døde, og curere deres svage, men de beleyrede sloge dem saadant med all billighed af; efterdi de tilforn havde nægtet dem accord, giorde ogsaa udfald om natten, og udplyndrede de døde i graverne, og gave dem deres rest, som vare halv døde. Erobre den efter stor forliis. Da de Tillyske nu merkte deres resolution, forgik dem videre lyst til at storme, hvorudover Fyrsten|273berg sendte bud til dem og tilbød dem accord, hvilken de beleyrede modtoge, efterdi de havde ikke mere proviant til overs, og marcherede med all æres-tegn udaf fæstningen.

Derefter brøde de Keyserlige og Tillyske længere ind udi Neder-Sachsen, og det med tvende store krigshære krigshære] krigshære] krigshæret A1 krigshære] krigshæret A1 . Kongen derimod blev gandske forladt af sine tilforn allierede, hvilke falt fra efter haanden og forligte sig med Keyseren, dette foraarsagede, at de keyserlige tænkte at have heele Dannemark i sækken, og derfor ikke vilde høre tale om nogen fred, uden med saadanne vilkor, som Hans Kongl. Majest. ingenlunde kunde modtage, omendskiønt han havde været bragt til største yderlighed. Keyserl. freds propositioner. De foreslagne freds-conditioner bestoede derudi: 1. 1.] 1.] 1 A1 1.] 1 A1 At Kongen vilde nedlægge sin fiendtlighed mod Keyseren. 2. Sige sig af med sit kreds oberst ampt. 3. ikke tragte efter nogen Ertz-Stikter eller Stikter. 4. Indrømme Keyseren det Førstendom Holsteen og andre Lehne, som Hans Majest. havde udi det Romerske Rige. 5. Overgive den fæstning Glükstad strax. 6. Erstatte krigens omkostninger. 7. Opsige alle prætentioner paa det Førstendom Lyneborg, Brunsvig og andre stæder udi Tydskland. 8. Erstatte krigs- og brands-skade. 9. Opsige all alliance og forbund mod Hans Keyserl. Mayst. og andet saadant, hvilket var utaaleligt at høre.

Blive af Kongen afslagne. Saasom Hans Majest. nu tilbørligen havde afslaget disse ubillige conditioner, af hvilke han noksom kunde see, at de keyserlige ikke havde i sinde at giøre fred, men allene tragtede at føre sig til nytte den spliid, som var imellem Kongen og Hans allierede for at skade Dannemark og befæste deres magt ved øster-søen, saa søgte fienden nu af yderste magt at angribe de kongelige lande. Tilly brød ind paa den eene side, og Hertugen af Friedland paa den anden side. Hvilket foraarsagede, at Kongen retirerede sig til Glykstad. De Keyserl. bryde ind udi Holsten. Derpaa trængde de Keyserlige sig videre ind udi det Hertugdom Holsteen, og bemægtigede sig en liden fæstning ved Crempe, hvilken strax blev besat med to Keyserlige compagnier. Tilly giorde sig iligemaade mester over Itzehoe og Elmeshorn. Græven af Anholt bemægtigede sig nogle smaae skandser og rykte for Ottersberg, hvilken, eftersom ingen hielp for haanden var, han ogsaa erobrede.

Hertugen af Holsteen Friderik 3 forlod udi denne fristelses tiid, |274da det kongelige parti, og søgte at forlige sig med den keyserlige General Tilly. vid. vid.] vid.] vid A1 vid.] vid A1 Olear. chr. Han erholt ogsaa neutralitet, men med haarde conditioner, nemlig, at han skulde give en anseelig sum penge, og indrømme det Eyderstedske til indqvartering for endeel keyserlige tropper, og forlade det Lavenborgske forbund. Dette gav aarsag til misforstand imellem Kongen og Førsten, og foraarsagede at Kongen faldt ind udi de Førstelige lande, og endelig beleyrede Gottorf selv, hvor Hertugen opholdt sig med endeel Keyserlige tropper, og bleve de ikke forliigte førend ved den Lybekske fred, hvorom videre siden.

Imidlertiid forefalt udi Holsteen en haard treffning imellem Margreven af Durlach og de Keyserlige under Græven af Schlich, hvorudi Margræven blev totaliter slagen, han selv med nogle faae frelste sig med flugten, og gav sig til skibs. Resten af hans armee faldt udi de Keyserliges hænder. item udi Jylland De Keyserlige armeer brøde derpaa ind i Slesvig og Jylland, giorde sig mestere over Wilstermarsk og Rensborg, siden Kiel og Flensborg, og rykte langt ind udi Jylland, hvor de bemægtigede sig Lands-Byer, Stæder og Slotte uden nogen møye, eftersom indbyggerne havde gandske forladt dem af frygt for denne forskrekkelige krigs-hær, hvilken de fant sig alt for svage at modstaae, men alle de indtagne stæder, som hørte Førsten af Holsteen til, bleve efter Keyserens ordre givne ham tilbage.

De Keyserl. belejre Straalsund Straalsund] Straalsund] straalsund A1 Straalsund] straalsund A1 . Anno 1628 beleyrede Wallenstein eller Hertugen af Friedland ved sin Oberst Arnheim den stad Straalsund, hvorudi var en Dansk gvarnison, hvilken forsvarede sig tapperligen, og slog de Kejserlige alle tider af, da de stormede dertil, og, omendskiønt Wallenstein selv med nogle tusinde mænd kom derhen, greb staden an med stor iver, og lod alle tider regimenter løbe an, hvilke uden ophør bleve afløste med to andre regimenter, ikke desmindre bleve de Keyserlige dog med stor forliis drevne tilbage.

* Robert Monros Robert Monros] Robert Monros] Robert. Monros. A1 A2; Robert. Monros. SS Robert Monros] Robert. Monros. A1 A2; Robert. Monros. SS expedit. and obs. part. 1. p. 67. Over dette blev Vallenstein saa forbittret, at han lod sig merke med, at ville intage staden, om den hang ved himmelen effter en kiæde, og derfor en dag lod skyde paa murene uden ophør, hvilket altsammen de beleyrede udstode med stor bestandighed, efftersom de havde forbundet sig til døden med hin anden, besynderligen, da 150 Danske Seylere lode sig see udi søen, maa med skamme gaae der fra. og foraarsagede det, at de |275Keyserlige med uforrettet sag maatte gaae tilbage igien. Medens de Friedlandske havde at bestille med Straalsund, havde Tilly begivet sig for Stade, hvor udi var den Engelske Oberste Morgan med 44 compagnier Danske, hvilke forsvarede sig længe med stor tapperhed, giorde adskillige udfald og skarmytzerede idelig med fienden, og, efftersom de ventede undsætning fra Dannemark, vilde de ingenlunde lade sig beqvemme til tractater, hvor udover Tilly anvente ald sin konst paa beleyringen. Endeligen lod Kongen sig see med 3 skibe paa Elven, for at undsætte dem, dog han kunde ikke føre sit forsæt i verk, efterdi Tilly havde saa stærk forskantzet sig, at man hverken kunde komme til ham, eller beskyde hans leyr, hvor for de beleyrede endeligen capitulerede og overgave staden.

Effter at Stade var erobret, gik man løs paa Crempe og Glykstad, som bleve beleyrede af Oberst Altringer. De af Glykstad giorde adskillige lykkelige udfald, erobrede mange fanger, samt nogle skibe, som vare ladne med proviant til fienden, og sparede ingen fliid i at bestyrke sig mod de Keyserlige, saa at de samme endeligen forlode Glykstad, og med deres gandske magt gave sig for Crempe, hvor hen Hertugen af Friedland ogsaa var kommen med en hob friske folk og omringede Staden, saaledes, at ingen kunde komme hverken ind eller ud. erobrer Crempe. Da Gouverneuren Georg von Alefeld saae sig nu saaledes omspændt, provianten fortæret, og ingen undsætning at bekomme, overgav han Staden med saadanne conditioner, at besætningen med all æres-tegn skulle marchere til Glykstad, og derfra begive sig til Dannemark. Havde de Danske med hungrige maver kunnet behielpe sig nogle dage længere, havde de Keyserlige bleven nødde til at ophæve beleyringen ikke uden største skade formedelst en vandflod, hvilken skeede nogle dage efter Stadens opgivelse, men lykken herudi, saa vel som udi andet, var stedse imod.

Da nu Kongen havde ikke meere tilovers af sit hele Holsteen end Glykstad, lod Keyseren, opmuntred af denne lykke, ved sine Commissarier citere den Holsteenske Adel til Rensborg, for der at hylde ham, efterdi Kongen af Dannemark, som han foregav, havde forbrudt det Førstendom Holsteen, men der lod sig gandske faae |276af bemelte Adel indfinde, saa at de Herrer Commissarier fik her lidet for deres umage.

K. Christ. forsøger lykken til søes. *Monros exped. and obs. part 1. p. 46. ib. p. 51. Den bestandige og udi moed u-overvindelige Kong Christian, om endskiønt lykken udi denne krig havde været ham meget imod, lod han dog ikke sinke noget af sin sædvanlige behiertighed, men paa nye lavede sig til af yderste magt at continuere krigen, og med en sterk flode begav sig til søes, for at forsøge lykken igien; Først begav Hans Majest. sig til Femeren, hvilken han bemægtigede sig, og tvang de besætninger, som der fandtes, at opgive deres skandser; Derefter begav han sig til Eklenførde, hvis besætning, som var Lyneborgsk, maatte give sig paa naade og unaade. Derimod udrustede de Keyserlige til Apenrade 18 skibe, men de bleve overfaldne af en storm, saa at nogle forgik, og resten faldt i de Danskes hænder. Efter at Eklenførde var erobret, vendte Kong Christian sig til Kiel, hvilken da han nogen stund forgiæves havde beskydet, og anfaldet, gik han derfra med sin flode igien.

Efter at Kongen havde lagt sine skibe omkring Rygen, gik han med en anden armee til Usedom, hvor han bemægtigede sig de stæder Putgla og Usedom, samt det heele land; Der efter Volgast og den skandse Peynemund. Medens Kongen tog sig for at befæste den stad Volgast, forsamlede de Keyserlige sig til Grypsvald 6. Regimenter fodfolk og 22. Cornetter ryttere, hvilket da Hans Majt. fornam, gik han dem selv i møde med hans Søn Hertug Friderik, som siden blev Konge i Dannemark, sloges tapperligen med dem ved den store skandse, og drev dem tvende gange tilbage med stor forliis. Endelig, da de Keyserl. giorde det 3die forsøg, bemægtigede de sig skandsen. De Danske sloge sig med 7. Cornetter tvende gange igiennem 22. Keyserl. Cornetter, og dermed holdt dem saalænge op, at fodfolket kom ind udi staden. Udi denne træfning forliiste de Danske 500. til fods, og 100. til hæst, de Keyserl. eengang saa mange. Derefter gav Kongen sig til skibs igien, og seglede til Kiøbenhavn.

Imidlertid giorde den Danske besætning udi Glykstad, som bestod af 1500. mænd, et lykkeligt udfald; thi den 25 Augusti gik de ud om natten af fæstningen, og anfaldte den Keyserlige armee med saadan tapperhed, at en stor deel af de Keyserl. omkomme, mange høye Officerer bleve fangne, og adskillige skandser sleyffede, hvorpaa gvarnisonen begav sig udi triumph til staden igien.

Handel om forlig imellem Keyseren og Kongen. Nu bemøyede sig ikke allene Danmarks Raad, men endog Churførsten af Saxsen, og andre at dempe denne u-roelighed, og at stifte fred imellem Dannemark og Keyseren igien, og kom det endelig saa vit, at Hamborg eller Lybek bleve benevnede til tractaterne. Men, som Kongen af Dannemark imidlertid continuerede med krigen, lode de Keyserlige sig forlyde, at de deraf ikke kunde slutte andet end de Danske havde liden lyst til fred. Da hans Majt. blev erkyndiget derom, lod han til Kiøbenhavn publicere et skrift, hvorudi han gav tilkiende den tilbøjelighed, han havde til fred, og at han allerede havde forsynet sine med instruction og plenipotentz, dersom det var de Keyserliges alvor. Herpaa kom det nu vel saa vit, at den stad Lybek blev benevnet til freds handling; ikke desmindre havde dog begge partierne lavet sig til af yderste magt, at, i fald tractaterne skulde blive frugtesløse, de kunde være færdige at møde hinanden igien.

Commissarierne komme sammen til Lybek. Endeligen blev udi begyndelsen af det aar 1629. freds handlingen sat udi værk til Lybek, udi hvilken stad lode sig indfinde efterfølgende Danske Ministrer:

De Keyserlige lode sig strax derefter iligemaade indfinde og vare:

Kongen af Sverrig vilde ogsaa have sine Gesandter did hen, thi Doctor Salvius, som oppeholdt sig da paa Langeland, anholdt sterkt om frit geleide, og sendte en skrivelse til Lybek der om, men udrettede intet dermed; Thi de Keyserlige vilde ikke give dem noget frit pas, førend den stad Straalsund, som var udi de Svenskes hænder, blev given tilbage, hvor til de ikke vilde lade sig beqvemme.

Tractaterne imellem de stridende parter varede længe og lode sig undertiden ansee meget tvilagtige, eftersom de puncter, de Keyserlige forelagde, vare saa u-billige, at de Kongelige ingenlunde kunde eller vilde antage dem. Fred til Lybek. Endelig blev Ao. Ao.] Ao.] Ao A1 Ao.] Ao A1 1629 d. 12. (22) May freden sluttet imellemimellem]imellem] A2, immellem A1 imellem] A2, immellem A1 begge Potentater, ved hvis kraft Dannemark fik vel de forliiste provincier tilbage, men der imod maatte love, ikke at hindre Keyseren meer i de Tydske sager. Hvilken condition denne store Konge aldrig havde indgaaet, og aldrig saa forladt de Protestanske Førster udi Tydskland, hvis de og andre allierede havde grebet dem saa vel an, som de giorde siden under Gustavi Adolphi anførsel, da den yderste nød tvang dem at vaagne op af søvne; Thi de, som af denne 30. aars krigs historie have fattet saa slette tanker om Dannemark, og derimod saa høye om Sverrig, lade kun see, at de løsligen og uden judicio have læset samme historie; Thi havde Gustavus Adolphus begyndt krigen først, da der hos de Allierede var saadan kaaldsindighed, og hos de Tydske Førster saadan indolence, var det ikke gaaet ham bedre. Saa den heele sag beroede allene paa conjuncturenes forandring, endeel ogsaa paa Sverriges fordeelagtige situation fremfor Dannemark, hvilket land efter det slag ved Luther stod aabed for de Keyserl. armeer, da der imod Sverrig efter den forliis ved Nordlingen, som var større, havde intet at frygte sig for saadant; Ved denne fred bekom dog Dannemark ikke allene de erobrede provincier tilbage, men Hans Majt. blev ogsaa accorderet en told paa elven til vederlag for krigens omkostninger.

Med de afhandlede freds puncter bleve fire af de Kongelige |279Herrer Deputerede affærdigede for at indhændte Hans Kongelige Majts. ratification, dog har Kongen ikke villed underskrive dem, men skikkede to af dem, som bragte ham de samme, til Lybek igien, tractaterne videre at continuere.

Ved deres ankomst have Gesandterne, for at giøre en ende paa sagen, tractered endda 3. dage med hinanden, forbedret de forrige freds artikler, og endelig bragt det til slutning. Derpaa have Gesandterne affærdiget denne slutning til Hans Keyserl. og Kongl. Majt. for at indbringe ratificationerne paa begge sider, og lade freden forkynde saa vel udi de Keyserl. som Kongelige qvarteerer og guarnisoner, og byde dem under livs straf at indeholde med all fiendtlighed, fordringer, indfald og plyndringer.

Efterfølgende dag blev freden offentligen udraaben til Lybek, og af alle kirkerne udblæst, og derpaa, efter at taksigelses prædikener vare holdne, *Te Deum laudamus siunget udi alle kirker. Der efter blev alle stykkerne 3. gange løsede om volden, og de gevorbene soldater gave 3. gange salve.

Strax derpaa, efter at de Keyserl. og Kongel. ratificationer vare indbragte, blev det Keyserl. krigs-folk ført af Jylland og Holsten, og undersaatterne satte udi fred og rolighed igien.

Efter at denne krig saaledis havde taget en ende, tog Hans Kongl. Majt. sig for at forbedre Glykstad, og giøre den til en anseelig handel stad, til hvilken ende han allernaadigst gav samme stad adskillige privilegier, som jeg for kortheds skyld har ikke villet indføre.

Glykstadske told. Udi efterfølgende aar 1630. lod Hans Majt. lægge nogle krigs skibe paa Elven ved Glykstad, for at fordre told af de forbiefarende Hamborgske skibe, og udgaae en befalning af det indhold, at alle smaae og store skibe, enten de ginge fra eller til Elven, skulde stryge seyl og kaste deres anker ved Glykstad, give sig an hos Gouverneuren, og forhøre, om der kunde forefalde noget for dem at forrette paa de Kongl. steder, hvorhen de agtede at begive sig.

Hvor over de Hamborgere besværge sig. Disse Kongl. forordninger klingede ikke vel udi de Hamborgers øren. De stode længe udi betænkning, om de skulde med magt søge at drive de Kongl. skibe fra Elven, eller udi ydmyghed bede Kongen, han vilde staae fra sit forsæt. Med magt fandt de nok, at de kunde lidet udrette mod deres egen Herre, som var dem saa meget for sterk, |280de vidste der foruden, at ingen fremmed Potentat vilde tage sig dem an, efterdi de ved forbigangen aars opførsel havde givet Kongen aarsag til saadant foretagende, og begiære den maa afskaffes. derfor besluttede de ved gesandter at forsøge, om Kongen kunde bringes fra sit forehavende, og udi Martio affærdigede en Syndicum til Kiøbenhavn, hvilken ankom den 31. *ejusdem til samme hoved stad, og foreholdt Hans Majt. Stadens underdanigste begiæring om toldens afskaffelse.

Kongl. Majsts. erklæring Derpaa erklærede Hans Majt. sig saaledes: Hans intention og meening havde ikke været, var ej heller nu at anrette en ordentlig told paa Elven, langt mindre dermed at besværge fremmede nationer, Provincier og lande, hvilket de udgivne patenter ei heller bragte med sig; Men denne ringe fordring gik allene de Hamborgere, hans arve undersaatter an, efterdi de udi nogle aar uden Keyserl. Concession, uden det Churførstelige Collegii og hans, nemlig deres Lands-Førstes samtykke mod all ret og billighed have understaaet sig, at tvinge og udpresse en over maade stor told af hans eget Kongl. gods, og hans undersaatters vahrer, og efter udpresset told opholdet skibene mange uger, saa at vahrene derover ere blevne gandske fordervede til Hans og undersaatternes største skade. Derforuden er det og kundbart, at de have lagt paa hans undersaatter en nye opfunden øl-told, og endnu dagligen besværgede dem der med. At tie med hvad trussel og vold de have brugt mod hans betientere, baade inden og uden staden, og tracteret dem ligesom fiender.

Eftersom Hans Konglige Majestæt nu ikke har kunnet vente sig saadant af de Hamborgere, som hans arve-undersaatter, i henseende til, at han har beviist de samme saa stor Kongelig Naade, i det han ikke allene har lættet dem tolden udi Sundet, hvilket de kunde ikke erholde udi Hans salig Hr. Faders tid, men endogsaa har efterlat dem af Kongl. naade uden exception de pro|281cesser de have været indviklede udi, efterdi de have bedet ham saa meget der om, forhaabende derved, de skulde have erkiendt saadan beviiste Kongelige naade med skyldig og lydig devotion, og skikket sig, som det sømmer troe undersaatter imod saa naadig en Herre.

Men, som de Hamborger mod deres beviste hylding, og all ret have faret fort udi deres u-retmæßige foretagende, udi den meening ved saadanne u-tilbørlige idretter at udpresse endda større privilegier og herligheder, saa haver Han ikke kunnet lide, eller tilstede saadant længere uden sin Kongelige myndigheds forliis, men var bleven ligesom tvungen af dem at bruge disse rætfærdige midler, som den heele verden tillader en høy Potentat at bruge mod sine arve-undersaatter, og betynge den stad Hamborg alleneste *jure retorsionis med denne ringe fodring, hvor ved retfærdighed kand hanthæves, og den tilforn lidde skade nogenledes igien oprettes &c.

Førend Hans Majestet gav denne resolution, begav Han sig til Holsteen, og, saa snart Han ankom til Glykstad, lod Han ey allene repetere forrige mandat, men endog lod *inspecie anordne saaledes, at et skib, naar det førdte meer end en mast, skulde betale for hver mast en rosenobel, for hver pibe viin en Rigsdaler, for Tobak 3 *pro cento.

de Hamborgere gribe til gevær. Hamborgerne vare gandske misfornøjede med den Kongelige declaration, og som de saae, at Kongen blev ved sit forsæt, resolverede de med magt at afskaffe den paalagte told, øve fientlighed baade til lands og vands. og til den ende udsendte nogle krigs-skibe med 1500 Soldater, for at giøre sig mestere over Glykstads havn, hvilket, da Kongen fornam, befoel han, at de kongelige skibe, som laae der, skulde retirere sig til en tid, hvilket ogsaa skeede, men Hamborgerne forfuldte dem sterkt, og erobrede en deel af dem; De havde og sat nogle folk paa land, hvilke skiulte sig udi en skov, for at anfalde de forbigaaende, og som Kongen selv tredie passerede nær ved samme skov, blev han u-for|282modentlig hilset af adskillige musqvete-skud, af hvilke et borttog hatten af en Herre, der geleidede ham.

Over dette blev Hans Majest. som tilbørligt var, meget fortørnet, og skikkede strax breve til indbyggerne udi Bremen og Lybek, udi hvilke han lod dem viide aarsagen, hvorfor Han havde paalagt dem denne told, nemlig for at betale de Hamborgere for de ubillige og u-sædvanlige byrder, de havde lagt paa Hans undersaatter, for hvilken aarsag de havde understaaet sig at gribe til vaaben, anfaldet og borttaget adskillige af Hans Majests. skibe, som vare destinerede til den Glykstadske fæstnings forsvar; *vide Aitzem. t. 3. p. 118. Derfor havde Hans Majestet villet lade de Lybekker og Bremer viide, at de skulde have afskye for de Hamborgeres hofmod, som de havde øved mod deres retmæßige Herre og Konge, til hvilken de eengang havde aflagt troeskabs eed, og den, der havde beviist dem u-tallige velgierninger; Det samme lod Hans Majest. og insinuere den Hollandske Republiqve ved sin Ambassadeur Arenfeldt.

De Lybekker og Bremer, da de havde bekommet disse breve, skikkede de deres Gesandtere til Dannemark, med hvilke conjungerede sig to Engelske Ambassadeurs, som da vare udi Hamborg, og nogle fra Førsten af Holsteen, som alle sammen begave sig til Glykstad. Da Kongen af Dannemark havde hørt deres propositioner, declarerede Han, at dersom de Hamborgere gave tilbage igien de erobrede skibe, og de siden begiærede at tractere med ham, vilde Han ogsaa dertil lade sig beqvemme.

Da Hamborgerne finge at viide denne Kongens resolution, vegrede de sig for at modtage den, fore frem udi deres fiendtligheder, sendte en stor hob orlogs-skibe for Glykstad, og meget hoffærdeligen lode viise de Glykstadske adskilligt bytte, som de havde erobret paa de Danske skibe, hvor udover Indbyggerne fyrede paa dem med deres Canoner, og skiøde 2 skibe udi grund, hvor imod Hamborgerne borttogeborttoge]borttoge] bortoge A1 A2; bortoge SS borttoge] bortoge A1 A2; bortoge SS et Kiøbmandsskib, som skulde gaae til Glykstad.

Hans Maj. søger at dempe denne rebellion med magt. Over dette lod Hans Majestet confisqvere alle de Hamborgske skibe, og all deres gield saa vel udi Bergen udi Norge, som udi det heele Kongerige, og gav ordre at udruste sine skibe udi Kiøbenhavn.

Den Kongl. flode gaar i søen. Den 28 Augusti udgik den Kongl. flode, bestaaende af 36 krigs |283skibe fra sundet, for at sætte sig mod Hamborgerne, lagde sig for munden af floden, og kastede anker der, siden gik de fort med en god vind mod den rebelske flode, som bestod af 22 skibe, 2 Brandere og nogle og tyve andre skibe, skibene bleve commanderede af Borgemester Albrecht von Eitzen, og krigs-folket af Baron Kniphaussen; *Aitz. t. 3. p. 206. Da begyndte begge floderne at canonere paa hinanden en lang stund, de Hamborg. blive slagne. vid. von Eitzens apolog. p. 19. indtil omsider de Hamborgere maatte give sig paa flugten, og retirere sig til staden; Hans Majest. som var personlig paa den Danske flode, forfuldte dem langst Elven for Glykstad, hvor han arriverede med alle sine skibe udi alt 42 Seylere.

Efter dette lod Hans Majest. bygge en skandtzeskandtze]skandtze] A2, skandske A1 skandtze] A2, skandske A1 ved Elven, og forbyde alle sine undersaattere, at føre korn og fæe til Hamborg, men formedelst Keyserens mellem handling blev all fiendtlighed opsat, indtil trætten med gode kunde bilægges.

Forvirrelse udi Staden. Borgemester von Eitzen anklages Efter den Hamborgske flode saaledes, som sagt er, var dreven paa flugten, blev der stor allarm udi Staden; Thi den gemeene mand, og endeel af Raadsherrerne vilde beskylde Borgemesteren von Eitzen, der havde commanderet skibene, at han ikke havde holdet sig, som han burte at giøre, og ikke figtet redeligen for fædernelandet, hvor imod bemelte Borgemester beviiste sin uskyldighed ved en offentlig apologie eller forsvars skrift, og forestillede dem, at han kunde ikke bringe det videre, efterdi veyret, vinden og lykken var ham imod &c. hvorpaa han anførte adskillige exempler, og derved stillede sine landsmænd nogenledes tilfreds igien.

Handel om forlig. Udi efterfølgende aar begyndte man at handle om forliig, hvor til vare beordrede nogle Keyserlige Commissarier, og den Stad Luneborg blev benævnet til tractaterne, men, som Kongen ikke vilde lade sig forstaae til forliig uden paa visse conditioner, fornemlig, at Ham skulde restitueres det, som var borttaget, og Hamborgerne ikke vilde lade sig beqvemme til, maatte Commissarierne med uforrettet sag gaae tilbage.

Herren Staterne udi Holland Holland] Holland] holland A1 Holland] holland A1 arbeydede udi det aar 1632 meget paa et forliig imellem Kongen og Hamborgerne samt at tolden maatte modereres udi Østersøen; Udi dette sidste favoriserede dem Hans Majest. efter at de havde givet tilbage de Danske skibe, de tilforn havde borttaget. Kongel. propositioner. Angaaende det første bragte de det saa vit, at Høystbem. |284Hans Majest. proponerede Hamborgerne saadanne conditioner, at de skulde betale 100000 Rdlr. i reede penge til Kongen, foruden den summa, de havde tilforn lovet de Kongelige Prindser, Hertug Friderik og Hertug Ulrik, at de skulde afstaae deres formeente *jus restringendi, hvorom i det capitel om handelen; Og, dersom Hamborgerne beqvemmede sig til disse conditioner, vilde Hans Majest. give en fri seylatz paa Elven og Østersøen, og tilstede dem at handle paa hans Riger, naar de betalte den ordinaire told, men, i fald de vegrede sig for at imodtage disse lidelige tilbud, og efter sædvane sloge deres Konges formaning udi veyret, vilde Han finde et middel at spæge dem med.

Men da Hamborgerne vilde endda ikke rekke øren til disse gode tilbud, men flatterede imidlertid det Keyserlige Hoff, af hvilket de Ao. 1640 erholdte sæde paa Rigsdagen, uanseet Kongen og Hertugen protesterede sterkt derimod: tog H. Maj. sig for med magt at bringe dem til lydighed, dog formedelst andre Potentaters intercession stod Han adskillige gange fra sit forsæt. Endelig blev udi det aar 1643 denne stridighed bielagt paa saadan maade.

Hs. Maj. tager de Hamborger til naade igien. Den 27 Augusti udi bemelte aar blev af Stadens deputerede slutningens ratification overleveret med en afbeds-skrift, hvor ved Hamborgerne erkiendte Kongen for deres rætmeßige Lands-Første, og lovede at skikke sig herefter som troe undersaatter, derimod blev dem givet det Kongelig tilgivelses-brev, og all naade blev dem lovet, som troe undersaattere kand vente af deres Herrer og Førster.

En vis sum penge paa 280000 Rdlr. blev forligt om at betales af Hamborg inden 4 aar. Angaaende tolden paa Elven, skulde med det første andre tractater blive foretagne. Afbeds-skriftet, som de giorde til Hans Mayst. lyder saaledes:

Kongl. Majt. forsohnings brev givet den stad Hamborg. Derpaa gav H. M. den stad Hamborg et forsohnings brev af dette indhold:

Endelig blev udi det aar 1645. trætten gandske bilagt, hvorover der udi Hamborg blev holden en offentlig taksigelses fest, og alle stykkerne om volden løste, Den Glykstadske told bliver afskaffed. hvorpaa da Magistraten havde ladet ved 700. musqveterere overbringe de resterende penge til Glykstad, lod Hans Majt. afskaffe tolden paa Elven, og blev det Steinbergske fordrag af 1621. fornyet. Om den handel kand læses meere udi Act. Londorp. Olear. Chr. Holsat. hvor af dette er taget.

Efter forligelsen var giort, lod det sig ansee til stor fortrolighed imellem Kongen og staden, saa at staden beflittede sig paa at bringe til veye nye kostelige klenodier at præsentere Hans Majest.

Udi disse 13 aar medens denne trætte varede, passerede intet merkeligt, uden at den tredie Kongelige Printz Ulrik Ao. 1632 begav sig uden Riget udi Svensk tieneste.

Prinds Ulrik bliver ihielskut. Da han udi den stilstand, som Hertugen af Friedland 1633 havde sluttet med de Svenske i Slesien, blev buden til giest hos de keyserl. Officiers Græv Schlich og Picolomini, blev den tappere Printz, da han skulde tage afskeed med bemeldte Officiers, ihielskudt af een, Commentar. de reb. Sv. lib. 5. v. 34. der laae skiult udi en grav, hans legem blev derefter førdt til Hamborg, og derfra til Kiøbenhavn; Hans død blev meget begrædet, efterdi han var en tapper og forstandig Herre. Pufendorf og andre, som have efterfuldt ham, siger, at han havde forhaabning ved den Polske Princesse at nyde det Hertugdom Preudsen, hvilket jeg ikke kand fatte, eftersom det staar ikke i Polske Kongers magt at abalienere noget fra Riget. Denne Prinds Ulrik skrev en bog de strigile vitiorum. Tycho Brahes himmelske Globus erobres af Prinds Ulrik skikkes til Dannemark igien. Han har ellers forbundet sig sit fæderneland, i det han ved sin uden lands reyse fik tilbage den navnkundige Tycho Brahes himmelske Globus, som forvaredes paa det runde taarn i Kiøbenhavn og havde ikke sin liige. vid. orat. funebr. Uldarici a Casp. Erasm. Brochm. Dette herlige verk, saasom det havde lige saadan skiebne, som resten af den berømmelige mands Astronomiske instrumenter der bleve adspredde og forkomne efter hans død, faldt omsider udi Jesuiternes hænder til Niessa udi Silesien. Men Prinds Ulrik, saasom han var tilstede, da samme bye blev indtagen 1632. og kiendte Globum igien, lod han den tage af staden, og skikke til Danmark, hvor den med Ceremonie blev dediceret til det Kongelige Academie udi Kiøbenhavn med denne inscription.

*test. Gassend. in vita T. Brah. l. 2 pag. 59. Denne Globus begyndte at forarbeydes til Augsburg, og siden blev ført til Hveen det samme aar, da Uraniborg blev funderet. Der blev den bragt til sin fuldkommenhed. Res. Monum. Hafn. p. 239. Paulus Coldingius berætter, han haver hørt af Tychonis egen mund til Prag, at samme Globus har kosted ham 5000 Rdlr.

Hvad skiæbne de andre Tycho Brahes instrum. have haft. De andre Tychones instrumenter havde saadan skiæbne, først bleve de smaae, siden de store bragte fra Danmark til Bøhmen, der efter bleve de førte fra Prag til Benatica, og siden fra Benatica til Prag igien, og bleve forvarede først udi Keyserens Have, derefter udi Jacobi Curtii huus.

Efter Tycho Brahes død befrygtede Keyser Rudolphus sig, at samme instrumenter skulde blive adspredede, søgte derfor at blive Herre der over, og kiøbte dem af arvingerne for 22000 Croner. Derefter bleve de saaledes forvarede udi bemelte Curtii huus, at de af dem, som af Keyseren vare beordrede at have inspection derover, bleve skiulte udi mørkhed, og under jorden, saa at ingen kunde have nytte deraf. Saaledes laae disse kostbare instrumenter udi bemeldte huus, indtil den store rebellion udi Bøhmen efter Matthiæ |291død: Men da Prag blev erobret af de Phaltziske tropper, bleve instrumenterne bortsnappede; Endeel bleve fordervede og vendte til andre brug; Gassend in vita T. Brahe L. 6. p. 216. Eendeel bleve saaledes adspredede, at naar den store Globus undtages, man ikke veed, hvor de ere henkomne, saa at, dersom Tycho ikke havde skrevet sine Mechanica, havde man nu ikke vist, at saadanne instrumenter havde været til in rerum natura. (*)

Den sorg, som Kong Christian bekom over Prinds Ulriks død, blev nogenledes formildet igien, i det Hans Maj. havde den glæde aaret derefter, Pr. Frider. bliver Erkebisp af Brem. at see den middelste Printz Friderik at blive efter Hertug Johan Frideriks død udvaldt til Erke-bisp af Bremen, item Kron-Printzens brøllup med den Chur-Sachsische Princesse Magdalena Sybilla, som blev med stor høytidelighed celebreret i Kiøbenhavn,Kron-Prindsens bilager med den Saxiske Princesse og copulationen forrættet af den Kongl. Hof-Prædicant D. Christian Matthisøn. Kong Christian forærede Bruden et kosteligt halsbaand fuld af diamanter, hvor iblant var en saa stor, at derudi stod udstukken Christianus V. og Magdalena Sybilla.

Anno 1640 gik Kongens naturlige Søn Græv Christian Ulrik udi Spansk tieneste, og anlangede udi Martii maanets udgang til Bryssel. Da han havde været der nogen stund, kom han tilbage med patenter, og begyndte at hverve en hob tropper baade til hæst og fods, Græv Christ. Ulr. bliv. ihielskudt men da han med 580 Ryttere, og omtrent 100 musqueteerer havde lagt sig ved Reustadt og Meinertshagen 6 mile fra Cøln, *Aitzem. t. 5. p. 91. blev han uformodentligen overfalden af 1000 Hollændere og bekom udi trefningen 3 skud, blant dem eet igiennem hovedet, hvor af han døde, efter at han havde forsvaret sig tapperligen, og vegred sig ved at imodtage qvarteer.

Der blev handlet paa samme tider om Egteskab imellem Grev Waldemar og den Moscovitiske Prindsesse Irene, og blev Peter Marcelius sendt til Moscow, for at befordre det samme. samme.] samme.] samme A1 samme.] samme A1 Græv Valdem. Reyser til Moscow. Da han kom tilbage, blev alting giort færdigt til Græv Waldemars

(*)	Tychonis Globus blev efter dens tilbagekomst længe forvaret paa det sted ved Auditorium, hvor Fruentimmeret plejede at staae for at ansee Academiske acter, siden blev den sat paa det runde taarn, hvor den med andre kostbare ting forgik udi seeneste store ildebrand.

|292reyse, og bleve ham givne tvende gesandtere til geleyde, som var Oluf Pasberg og Steen-Bilde, med hvilke han kom til Moscow den 21. Januarii 1644. og blev med stor pomp modtagen. lider stor fortræd sammesteds. Puf. com. com.] com.] com A1 com.] com A1 de reb. reb.] reb.] reb A1 reb.] reb A1 Svec. l. 16 pag. 555. Men, da Græv Waldemar paastoed, at bilageret maatte gaae for sig, begiærede Moscoviterne, at han vilde lade sig omdøbe efter den Ryssiske kirkes maade, og foregave ydermeere, at efterdi han udi sin første hilsen havde kysset Czarens scepter, han var forbunden udi alle maader at være ham lydig.

Da nu Waldemar fornam Ryssernes henseende, satt han sig for hemmeligen at forlade Moscovien, og til den ende lavede sig til med 3 af sine mænd at søge vejen til Polen. Men, da han mod aftenen var kommen til stads-porten, blev han kiendt og forbuden at reyse videre; Her udover agtede han med magt at trænge sig igiennem, men han blev ilde medhandlet, og ført tilbage igien til sit herberge, hvoraf hans tienere brøde ud og omkomme nogle Moscovittere. Bliver fængselet. Derefter blev Waldemar haardt forvaret, saalænge som Czaren levede. kommer paa fri fod igien. Memoir. de Chan. tom. 2. Men, som aaret derefter Michael Foederowitz døde kom han paa fri fod igien; Thi den nye Czar Alexius Michaelovitz bevidnede, at dette rørte ham intet, og strax lod ham herligen beskienke, og sætte udi frihed; Dog ey uden med de vilkor, at han maatte først give en skriftelig forsikring fra sig, ikke at øve noget fiendtligt imod Moscovien. Saa snart han var kommen løs igien, tog han veyen til Polen, og blev hæderligen modtagen af Uladislao 4 Kongen af Polen udi Varskau, kom derefter *incognito under det navn af en Meklenborgske Edelmand til Hamborg og saa viidere. Hvad fata samme Waldemar siden havde, og hvorledes han af misfornøyelse forlod Riget udi Kong Friderik 3dies tid, derom findes adskilligt udi M. Chanuts Memoires.

Den Grævel. Skauenborgske stamme uddøer. Anno 1640 uddøde den Grævelige Skauenborgske Linie. Den sidste Græve heed Otto, som havde ogsaa udi Stormarn det Grævedom Pinnenberg, Hertug Friderik bekom det Ampt Barmstæde, hvilket nu er kaldet det Grævedom Rantzou, eftersom de Rantzouske Græver mageskiftede sig det til for noget andet gods udi Vagrien, og formaadde hos Keyseren 1650, at han ophøyede det til en frie Rigs Grævelig stand. Det Hessiske huus succederede ham udi det Græveskab Skauenborg i Vestphalen, og Kongen succederede i det øvrige.

|293Ellers havde Hs. Majest. udi varende tiid stor disput med de foreenede Provincier, angaaende tolden udi Øresund, hvilken de ikke kunde have paa den fod, som de vilde, og derfor adskillige gange truede at erholde det med magt, Dannemark bliver uformodentlig overfalden af de Svenske.men det kom dog ingen tid til nogen aabenbare fiendtlighed, førend aar 1643 da Dannemark blev indviklet i krig med Sverrig; thi da brød fortrydelsen for alvor frem og Hollænderne foreenede deres magt med de Svenske, og vil jeg nu skride til samme krigs beskrivelse.

Medens Kong Christian betienede sig af den langvarige fred til at forfremme handel og boglige Konster, item at styrke og zire Rigerne med fæstninger, og skiønne bygninger, vare de Svenske under deres tappere Konge Gustavo Adolpho af et maadeligt og uanseeligt folk bleven en skræk for alle deres naboer. Kort beskrivelse over Dannemarks og Sverrigs tilsyand for krigen Thi, da Kong Christian havde sluttet den Lybekske fred med Keyseren, og de Nedersaxsiske stænder fornam i hvilken fare deres religion og frihed stode, saae de sig om fremmed hielp igien. Hos Kong Christian var ingen meer undsætning at forvendte, saasom de selv ved deres kaaldsindighed og frafald havde givet ham aarsag til fortrydelse og bragt ham til at indgaae neutralitet, og ikke meer at indvikle sig udi den Tydske krig. Herudover kastede de deres øyen til Sverrig og formaadde Gustavum Adolphum at tage sig det betrængte protestantiske Tydskland an. Højstbemeldte Konge, efter at han havde ført lykkelig krig med Polen og giordt stilstand med samme Rige, beqvemmede sig dertil, og i en hast havde saadan forunderlig fremgang, at han forflyttede krigen til de keyserlige arvelande, saa at ikke allene Keyseren og Spanien hans fiender zittrede og bevede, men Hans egne allierede selv og det mægtige Frankerig saae Ham an med skeele øyne. Men denne store Konge, efter at han som en vældig strøm havde oversvæmmet heele Tydskland, omkom 1632. udi det slag ved Lützen og ved sin død bragte sagerne udi stor forvirring. Mellem denne Konge og Christ. 4. havde været temmelig god forstaaelse siden den Siørødske fred. Thi den jalousie som gierne regierer mellem store naboer, var ikke mægtig til at sætte splid mellem disse Konger, hvilke begge admirerede dyden hvor de fandt den, endogsaa udi deres fiender. Comment. de reb. Sv. l. 1. Den Svenske skribent Pufendorff vidner at Gustavus Adolphus agtede ingen Konge saa høyt som Christ. 4. og, at han allene beklagede at de va|294re naboer. Vel er sant, at adskillige tvistigheder opreisede sig mellem begge Rigers indbyggere, og at disse store Konger undertiden fattede mistanke til en anden: Men dislige tvistigheder bleve altid bilagde, og begge Konger havde paa adskillige tider tvende fortroelige samtaler med hinanden, hvorfra de skiltes meget vænligen. Kong Christian indrømmede de Svenske Straalsund, og tillod en stor deel af sine tropper efter den Lybekske fred, at gaae udi Svensk tieneste. I det øvrige sad H. M. stille, medens krigen blev fortsat udi Tydskland, og allene tilbød nogle gange sin mediation til de stridende partier. Saadan var tilstanden mellem de Nordiske Riger udi Gustavi Adolphi tid.

Efter Gustavi Adolphi død blev krigen fortsatt med foranderlig succes. Keyseren søgte adskillige gange at formaae Kong Christian til at slutte en alliance med sig, og lovede ham stor fordeel: Men H. M. kunde ikke bevæges dertil. De Svenske skribentere sige vel, at det skeede af frygt for deres magt; men en hver maa dog tilstaae, at, hvis Kongen havde brudt løs mod Sverrige efter det Svenske store nederlag ved Nørlingen og den Pragiske fred mellem Keyseren og Chur-Saxsen, da samme Rige neppe skulde kunne have reised sig igien, og den hele Svenske Krigshær skulde have smeltet bort udi Tydskland, efterdi Kongen ved sin mægtige flode kunde afskiære dem passen til Sverrig igien, og synes mig, at dette allene kunde være tilstrekkeligt at betage de Svenske all mistanke om Dannemarks fientlige intention, og at vise, hvor ilde grundede de gissninger vare, som de giorde sig derom; Ikke dismindre blev dog Hans Majt. da han holdt ved at bringe de stridende parter til forlig, og tænkte paa intet mindre end krig, uformodentligen overfalden af de Svenske, hvis General Felt-Marskalk Torstensen udi det aar 1643. i Decembr. maaned faldt ind udi Holsten, og, førend Kongen af Dannemark havde nogen vis kundskab derom, stode de Svenske allerede med blotte sverd i kiærnen af hans Rige. Vitt. Siri hist. de temp. corr. tom. tom.] tom.] tom A1 tom.] tom A1 3. l. 3. p. 987. Samme marche skeede med saadan forsigtighed, at ingen fik et nys derom, førend de svenske vare inde i Holsten, og med saadan hast, at en stor deel maatte blive paa vejen tilbage, som ikke kunde følge med de andre.

Kort indhold af det Svenske Manifest. Aarsagen til dette u-formodentlige indfald, som Dronning Christina af Sverrig ved et offentlig Manifest lod tilkiende give, var |2951. at for nogen tid siden 8. Svenske skibe vare arresterede udi Sundet, og at nogle, enddog de vare toldfrie, vare dog tvungne til at betale en temmelig told. 2. At de Danske havde til Sverriges skade og præjudice giort forbund med Polen og Moscow og favoriseret de Keyserlige, som da vare Sverriges fiender. 3. Kongen af Danmark ved sin Resident og andre Ministrer havde overtalt Enke-Dronningen af Sverrig at begive sig af sit Rige. 4. At de Danske havde besluttet, saa snart leylighed gaves, at overfalde Sverrig med krig.

At saadanne beskyldinger vare ilde grundede, tvert imod, at Kong Christian for Religionens skyld saae heller Sverriges end Keyserens fremgang, kand bevises af Pufendorfs egne skrifter; thi paa et sted tilstaar han, at Kong Christian, efter at Tilly var slagen af de Svenske ved Leipzig, lod løse støkkerne udi Glykstad og siunge *Te Deum udi Kiøbenhavn, og at høystbemelte Konge skrev et og andet haardt brev til Keyseren for Sverriges skyld, saa at der fattedes intet andet end krigs erklæring; Puf. de reb. reb.] reb.] reb A1 reb.] reb A1 Sv. l. 14. p. 60 At Hans Majt. da, som foregaves, ikke var Sverriges fiende, og ikkun af frygt for samme Riges magt sad stille, kand ogsaa sees deraf, at han effter det slag ved Nørlingen sad ligesaa still som tilforn, da han dog ved denne leylighed kunde letteligen have giort ende paa deres Herredom udi Tydskland, dersom han havde villet bevæge sig. De Svenske skribentere tilstaae selv, at Torstensøn fandt alting fredeligt for sig udi Dannemark, og at man kunde see, at dette Rige tænkte paa intet mindre, end paa krig. Saa derfore, naar man dette betragter, kand man have aarsag at tvile, om de geheime documenter ere rigtige, som samme skribentere beraabe sig paa.

Svenske Progresser i Holsteen. Den Svenske Feldtmarskalk Torstensøn bemægtigede sig strax ved sin ankomst den stad Kiel, og tog der sit hoved qvarteer. De andre høye Officerer bleve uddeelte i det Førstendom Dytmarsken, det Grævedom Pinnenberg, de Ambter Hadersleben, Tritaw, Reinbek og Segeberg. Imidlertid blev det Kongelige slot ChristianpriisChristianpriis]Christianpriis] Christian priis A1 A2; Christian priis SS Christianpriis] Christian priis A1 A2; Christian priis SS , som ligger ved kanten af Øster-Søen, og 2. miile fra Kiel, erobret med storm af de Svenske, og det herlige slot Bredenborg, som hørte til Græve Christian Rantzov blev indtagen med list af General Major Mortaigne, hvor udi de fandt stor Rigdom; Rensborg, Itzehoe, og andre stæder gave sig uden sverdslag, ja der blev |296ikke udi heele Slesvig og Holsten meere til overs end Glykstad og Krempe, men alle stæder faldte i de Svenskes hænder, og bleve besatte med deres folk.

I denne krig vidste Hertugen af Holsten meget viiselig at skikke sig efter tiden; Pufend. Com. de reb. Sv. l. 15. p. 77. Olear. Chron. p. 100. seq. Thi, omendskiønt der imellem ham og Kongen vare udi de aar 1634. og 1636. giordte tvende defensions Recesse til Førstendommernes forsvar mod de armeer, som grasserede udi Tydskland, lod han dog, saa snart han fornam denne urolighed imellem Dannemark og Sverrig, anholde om neutralitet, hvilken han vel erholdt, men det profiterede ham lidet; Thi de Keyserlige pressede landet med penges indfordring og indqvarteringer, og de Danske, som billigt, sparede ham heller ikke. I den beængstelse lod han for sikkerhed fortificere den stad Tønningen 1644.

Kongen laver sig paa en tapper modstand.Hans Kongl. Majt. da han fornam, at det Svenske indfald udi Holsteen vilde besynderligen giælde hans lande, begav sig strax til Kiøbenhavn, hvor han giorde all muelig anstalt at modtage disse Gieste, som uden aarsag vare faldne ind i hans lande, hvilket Hans Majt. forestillede Rigets stænder, og efter sædvane trøstede og satt moed i dennem, saasom han var selv en frimodig, og udi courage u-overvindelig Herre, Loccen. hist. Sv. l. 9. p. 669. hvor af en Svensk historie skriver berømmer hannem, sigende: * Confirmatis suorum animis, & idoneis defensioni necessariisqve qvod in ista festinatione licuit, conqvisitis, nihil recusat, qvod ejus prudentiam, præsentiam vel auctoritatem desideraret, omnia pro tutela ac salute Regni subditorumqve terra mariqve ausus, etiamsi fortuna ei parum responderet. Det er: Hand satt moed i sine folk, giorde all anstalt, saa meget som udi saadan hast mueligt var til defension, han sparede intet, som kunde tiene til hans fædernelands frelse og sine undersaatters, for hvis skyld han vovede sig yderligen baade til lands og vands, om endskiønt lykken var ham lit gunstig. Boecl. hist. bell. Sv. Dan. l. 1. p. 84. Og sandelig siger en anden Svensk skribent, naar vi ret overveye alting; Da var Dannemark gandske u-bereed at tage imod nogen fiende, men blev af intet saa me|297get bestyrked, som af den incomparable Konges tapperhed, og hans u-overvindelige courage i modgang. Udi hans graae alder, for at redde sit fæderneland af den overhængede fare, lod han sig see som en tapper soldat, og ved sine raad, daad og besynderlige taalmodighed udi møye og fare udrettede, at Riget udi denne farlige tilstand blev saa vit, som mueligt, conservered.

Udi Siælland blev, for at hverve land- og søe-folk, trommerne allevegne rørdte, og af den i hobetal tilløbende mængde bleve udi Helsingør udvaldte de beqvemmeste; De andre bleve sendte til Kiøbenhavn. Der fattedes besynderlige gode anførere, som kunde byde spitzen til de gamle Svenske tropper, hvilke ved saa mange aars continuerlig krig udi Tydskland vare hærdede, og hvis Generaler ved saa mange expeditioner havde erlanged saadan stor krigs erfarenhed. Da derimod de Danske udi meere end 30 aar havde ikke været indviklede udi nogen krig, undtagen den mod Keyseren, hvor udi faae Danske bleve brugte, men de fleeste vare Tydske af den Neder-Sachsiske kreds.

Endeel af de nye hvervede bleve sendte til Fyen til Rigets-Marsk Anders Bilde, som var beordred at sætte sig imod Torstensøn paa den side.side.]side.] side: A1 A2; side: SS side.] side: A1 A2; side: SS

En anden deel blev beskikket til Skaane, hvor Ebbe Ulfeld, som havde Kongens naturlige Dotter, skulde commandere. Niels Cock blev sendt med et skib til Dantzig at hendte krud, hvor paa her udi landet var mangel, og blev der sagt, at han skulde gaae der fra til Polen og Moscovien at begiære undsætning.

Bœcl. hist. Sv. Dan. l. 1. pag. 86.Omendskiønt alting udi Dannemark blev nu tillaved, som til en aabenbare Krig, flatterede dog mange sig med den forhaabning, at de Svenske søgte ikke efter andet end vinter-qvarteer og bytte udi Holsteen, og ikke havde udi sinde at føre krig paa Dannemark; Kongen selv, da han fik tidender om Torstensøns indfald, for at udforske Svenskens intention, lod den Svenske Minister Strømfeld, som opholdt sig i Helsingøer sige, at han kunde faae sin afskeed strax, effterdi Kongen havde dog hørt, at han skulde kaldes tilba|298ge. Men han svarede, at han ingen saadan ordre havde, og vilde derfore først begiære sin afskeed, naar han fik befalning af *Dronning Kirstine. Her paa skikkede Hans Majest. en Page til Sverrig med breve, hvorudi Peder Wibe, Den Danske Minister, fik ordre at begiære af Dronningen, hun vilde kalde Torstensøn fra Holsteen, og i fald hun vægrede sig derfore, og tilstod dette indfald var skeed ved hendes befalning, da skulde han begiære sin afskeed fra Stokholm.

Imidlertiid tillavede Kongen sig af yderste magt at tage imod disse uformodende Giæste, og ikke alleneste sat alting udi god orden hiemme, men endog saae sig allevegne om fremmed hielp, besynderlig hos Keyseren, hvilken udi begyndelsen af krigen sendte skrivelser til søestæderne, Lybek, Hamborg og Bremen, hvor udi han formanede dem at hielpe de Danske, og gribe til værge imod den daglig tilvoxende Svenske magt, men med liden succes; eftersom bemeldte Stæder holdte det mest sikkert og raadeligt ikke at bemænge sig udi denne krig. De Svenske derfore, saa vel som de Danske hvervede folk udi Hamborg. Lybek forbød de Danske offentligen at hverve, foregivende, at den selv havde sine folk nødige. De Lyneborgske Førster, og den Oldenborgske Græve kunde ey heller overtales til at gribe til gevær mod Sverrig; Saa Hans Majest. der udover fornam, at ald byrden vilde ligge paa ham alleene, og at han havde ingen anden at forlade sig paa end GUD i himmelen, og sine egne retfærdige vaaben; Han lod paa samme tid slaae en mynt med denne paaskrift: *Justus יהוה Iudex.

Imidlertid rykte de Svenske længer og længer ind udi Dannemark og huserede grummeligen, efftersom de ingen modstand fandte. Hans Maj. havde vel bragt udi en hast nogle ryttere paa beenene, og sendt dem under anførsel af Oberste Buchwald til Colding, men de bleve effter en haard fegtning med den Svenske Oberste Duglas, som overgik dem langt udi magt, nødde til at retirere sig til Fyen; Paa samme tid holdt besætningen udi Krempe med deres Commendant Steenberg en lykkelig treffning med et Svensk parti, af hvilket halvtredie hundrede bleve fangne og omkomne, og et stort bytte erobret.

|299Efter at det Buchwaldske rytterie var bleven tvungen til at forlade Jylland, som sagt er, blev Anders Bilde sendt fra Fyen did hen, hvilken slog sin leyr ved Strandbredden af Middelfart Sundet; de Svenske bemestre sig hele Jylland.Men Torstensøn brød op med sin leyr i begyndelsen af det aar 1644. fra Kiel, og gik ind udi Jylland, udi forsæt at overfalde Anders Bilde, og kom udi Januario med sin heele armée til den Danske leyr, hvilken man af all magt havde arbeydet paa at befæstige, men den var ikke endda bragt til nogen fuldkommenhed. Da Torstensøn udi 3 dage havde canonered der paa, begyndte Bilde at desperere om leyerens defension, og derfore bragte over med sig til Fyen stykker, feldttegn og de fornemmeste anfører, hvilket da Torstensøn fornam, satte han sig fore at bestorme leyren, og lod de beleyrede det viide ved en trompetter. Hvorudover de samme, saasom de saae, det var umueligt at forsvare den meere, bleve tvungne til at overgive sig. Efter at Torstensen havde erholdet denne fordeel, blev Oberste Hielm Vrangell sendt med en hob tropper til Nørre Jylland, og gik paa iisen over Limfiorden ind udi Vensyssel, hvor han adspredde de bønder, som fandtes bevæbnede, og tvang dem til at overgive deres gevær. Saaledes bleve de Svenske Mestere ogsaa over heele Jylland.

Torstensen disponerede sin vinterleyr saaledes, at han kunde ikke frygte for nogen magt, hvor fra den kom, og bestyrke og recrutere sine soldater. Sit hovedqvarteer beskikkede han til Hadersleben, hvorfra han letteligen kunde have indseende med alting.

Bœcl. hist. bell. Sv. Dan. lib. 1. p. 93. Imidlertid var Kongens nærværelse, som havde opholdet sig en tid lang til Odensee ligesom en sterk fæstning. Han bestyrkede de tropper, som komme fra Jylland, med friske folk, opreyste ved alle tilgange befæstninger, disponerede stykkerne, og lagde skibe og pontons udi middelfart-sundet. Ved Nyeborg stode ogsaa ferdige skibe, som skulde i fald aldting gik ikke vel for sig, tage imod de flygtige. Men jo større fliid Kongen anvendte paa at conservere øerne, jo større begiærlighed fik Torstensøn at angribe dem, til hvilken ende han tillavede en stor hob skibe og lagde dem ved de beqvemmeste havner udi Jylland og Holsteen, for at betiene sig af hvad leylighed, der kunde offereres. Men alle disse anslag bleve til vand formedelst kongens aarvogenhed; Thi de Svenske fik udi den heele krig ikke fod paa nogen af øerne.

de Svenske faae hug udi Skaane og NorgeUdi Norge og Sverrig holdtes heller ingen helligedage. Han|300nibal Sehsted gik med sine Norske ind udi Sverrig, hvor han giorde god fremgang og bemægtigede sig adskillige stæder paa græntzerne. Ebbe Ulfelt overrumplede den Svenske Oberst Steenbok, da han med nogle 1000 mænd vilde bryde ind udi Skaane, jog ham paa flugt, og drev ham udi et moratz; ja de Danske og Norske regierede nu ligesaa sterkt udi Sverrig, som de Svenske udi Holsteen og Jylland, og nødde de Svenske til at forlade Skaane, og begive sig til deres egne græntzer, hvilke de fornam vilde staae udi høy fare; Thi Kongen af Dannemark lagde sig personlig for Gottenborg, beleyrede samme stad sterkt baade til lands og vands.

De Danske besætninger udi Glykstad og Krempe, da de fornam at de Svenske udi Itzehoe holdte ikkun slet vagt, og deres Commendant var reyst til Rensborg, rykte de 800 mænd stærke derfor og erobrede staden med list paa den samme maade, som den Svenske General Kønigsmark giorde for et aar siden med Halberstad; thi tiligen om morgenen, da stadens port blev aabnet, havde nogle Danske forklædt sig udi qvindeklæder; andre, som bønder, gik med kaal, urter og andre saadanne vahrer og overrumplede vagten, og derved gave leylighed til deres baghold at bryde ind i staden, hvor de bekomme 300 Svenske til fange og stort bytte.

General Gallas kommer de Danske til hielp De keyserlige, Spanske og Beyerske Generaler, da de finge kundskab om det Svenske indfald udi Dannemark forsamlede de sig til Passau at raadslaae med hin anden, hvad de her til skulde giøre, og endeligen besluttede at skikke folk til Dannemark, ikke saa meget for at hielpe de Danske, som for at føre de Svenske udi knibe i Jylland og Holsteen, hvor de havde deres herberge, og om ikke at tvinge dem med magt, saa dog at mage det saa, at de ved hunger skulde blive ruinerede. Pufen. com. de reb. Sv. l. 16. pag. pag.] pag.] pap. A1 pag.] pap. A1 536. Til den ende blev den Keyserl. General Gallas beordret at rykke til Holsteen, hvor han ankom udi begyndelsen af Augusti maaned, og commenderede nogle af sine folk til Kiel, hvilke erobrede samme stad, og nedsablede en hob Svenske; endeel af dem flyede til slotted, resten blev tagen til fange og med stort bytte bortført, dereffter blev fæstningen angreben, hvilken blev tvungen til at give sig paa naade og unaade, og dens besætning giort til krigsfanger.

General Torstensen forlader Holst. General Torstensen samlede alle sine folk sammen, og begav sig til Rensborg, derfra til Segeberg og Oldesloe, hvor han blev staaende. Did hen fuldte ham Gallas, som var conjungeret med de Danske |301tropper, bestaaende af 1000 ryttere, og 2500. fodfolk, og leyrede sig paa en høy tvert over fienden, hvilket foraarsagede, at begge partierne begyndte skarpt at canonere paa hinanden, og man ventede, at det skulde komme til en hovet treffning imellem dem. Men Torstensen brød op dagen der efter, marcherede mod Meklenborg, og saaledes med sin hovet armee forlod Holsteen. Puffen. com. lib. 16. p. 535. Dette var alt, hvad som Gallas udvirkede udi Holsteen, hvor vel han tit og ofte havde ladet sig merke, at have ført de Svenske saaledes udi knibe, at ingen af dem skulde undgaae hans hænder, og havde han sandelig kunnet udrette meget vigtigt, og ruineret den Svenske flode, som laae udi Kieler havn, der som han havde brugt sig ret og skyndet sig førend de Svenske havde faaet deres magt sammen, og foraarsagede det, at de Danske tropper siden afsondrede sig fra ham. Til erindring om hans bedrifter blev udi Hamborg slagen en mynt, hvorpaa stode disse ord: Hvad som Gallas har bedrevet udi Holsteen, kand man kortelig læse paa den anden side, men, naar man vendte samme side op, var den gandske blot.

De Danske komme sig igien.Efter dette indtoge de Danske adskillige af de erobrede stæder igien. Den Kongelige krigs Commissarius Rantzow attaqverede Ribe, og tvang besætningen at give sig paa naade og u-naade. Saaledes gik det og med Aalborg og Aarhuus, hvilke maatte give sig over til de Danske igien. Derpaa marcherede General krigs Commissarius Rantzov mod Hadersleben, hvilken han ogsaa tvang at give sig paa naade og u-naade, og fant der god forraad paa proviant og gevær; Derimod lidde de Danske nogen skade for Pinnenberg, hvor de bleve overfaldne af den Svenske Oberste Hielm Wrangell, og nødde til at ophæve deres bloqvade. Fra Pinnenberg marcherede bemeldte Svenske Oberst til Bredenborg, som ogsaa af de Danske var bloqveret, i forhaabning at nyde samme lykke; Men Prinds Friderik, da Erke-Bisp af Bremen, som commanderede de Danske en chef udi Holsteen, da han fik kundskab derom, sendte han udi tide undsætning til de Danske, hvilket foraarsagede, at de Svenske forandrede deres forsæt, u-formodentlig rykte for Kiel, og bemægtigede sig samme stad med dens fæstning. Paa samme tid bemægtigede de Svenske sig Itzehoe, hvor de satte nogle huuse udi brand, og nedsablede alt det, som var udi gevæhr, derimod erobrede de Danske Bredenborg, som de Svenske forgiæves stræbede at undsætte.

|302Bedrifter udi Skaane og NorgeMedens dette passerede udi Holsteen og Jylland, havde de Norske giort et farligt indfald udi Sverrig, hvor de efter de Svenskes exempel brugte ingen høflighed, men opbrændte 12. Lands-byer, som hørte fienden til, og avancerede indtil Gottenborg. Udi Skaane beleyrede den Svenske Marskalk Horn Malmø, og anvendte all sin fliid paa at blive mester over denne vigtige stad, hvilket at forhindre Kongen af Danmark, samlede sammen en armee af 11500. soldater, hvilke han i egen høye Person førte over til Skaane, og rykte mod Malmøe, udi forsæt at levere de Svenske et feltslag feltslag] feltslag] fleltslag A1 feltslag] fleltslag A1 , hvilket foraarsagede, at General Horn maatte stikke ild paa sin leyr, og forlade staden, paa hvilken han havde haft saa stor appetit, at han ikke havde sparet nogen ting, som kunde tiene til dens erobring.

Efterfølgende aar blev krigen fortsat af all magt igien. Den Svenske Oberst Helm Wrangell, som efter Torstensens bortreyse commanderede de overblevne Svenske tropper udi Holsteen, da han var bestyrked med nogle folk, som Ankerhielm, efter det ulykkelige slag ved Femeren, havde sat udi land, begav han sig til Jylland mod enden af foregaaende aar, og paa veyen giorde sig Mester over Haderslebens slot. Men, som han fornam, at Kongen havde forlat Skaane, og var kommen til Fyen, item at Erke-Bispen af Bremen havde faaed en temmelig hob folk paa benene, begyndte han at forskantze sig ved Randers; og paa det han kunde være sikker bag fra, lagde han en god gvarnison udi Ribe, og skikkede Oberste Lieutenant Mortaigne hen at befæstige samme stad. Men de Danske komme kort derefter for Ribe, og udi 3die storm bemægtigede sig staden, og nedsablede hvad som fandtes i gevær. Ved denne byes attaqve havde Erke-Bispen forhaabning at lokke Wrangell af sin fordeel, men forgiæves, hvorfore han besluttede at forcere den fiendtlige leyr. Men Andreas Bilde satt sig offentligen mod ham der udi, foregivende det vilde være for vanskeligt at anfalde en fiende, der var saa sterk forskantzet, og, som han fornam Erke-Bispen vilde ikke staae fra sit forsæt, Boecl. hist. bell. bell.] bell.] bell A1 bell.] bell A1 Sv. Dan. l. 3. p. 238 separerede han sig med sine underhavende tropper, og førdte dem over til Fyen, hvilket foraarsagede, at Wrangel lykkeligen undløb undløb] undløb] udløb A1 A2; undløb SS undløb] udløb A1 A2; undløb SS , og begav sig med sin armee til Holsten, for at assistere Kønigsmark udi den Bremiske expedition.

|303Dette er det fornemmeste, som tildrog sig til lands, nu rester at tale noget om hvad, som imidlertid blev forretted til vands.

Bedrifter til søes.Den tappere Kong Christian gik i sin høye og graae alder den 12. April i egen høye persohn til søes med 16. orlogs skibe, hvilke siden bleve formeerede indtil 40. Den Svenske flode der imod, bestaaende af 50. skibe, gik ud fra Stokholm den 23. May under Amiral Claus Flemming. Den første rencontre skeede imellem 9. Danske skibe og en Svensk esqvadre, hverved udi Holland, saaledis: Hs. M. da han havde ladet siunke nogle skibe udi Gottenborgs havn, for at giøre den til intet, begav han sig til søes med 9. skibe, for at oplede de Svenske, hvis esqvadre han treffede under Jylland, og sloges med den udi 3. fuldkomne timer, omendskiønt den var langt stærkere. Endelig som H. M. fornam at det vilde blive for haart, at staae imod saa mange, gav han ordre at retirere sig, hvilket ogsaa skeede. Derudover fik den Svenske Amiral et stort mod, og forfuldte de Danske skibe af all magt, men, som den Danske Amiral fornam, at af den heele Svenske esqvadre var alleneste 3. som forfuldte dem, sendte han ordre til de andre skibe at vende tilbage igien,igien,]igien,] A2, igien. A1 igien,] A2, igien. A1 gik saa mod den Svenske Amiral, hvis skib i en hast blev ynkelig tilreed, mistede sin store mast, roer og alle sine seyl og 34. baadsmænd, 22. soldater, og havde uden tvivl bleven de Danske til bytte, De Danske drive den Svenske-Hollandske Esqvadre paa flugten.dersom det ikke havde faaet undsætning af Vice-Amiralen og af det andet, som fuldte strax efter, hvilke skibe, da de stræbede at forløse Amiralen, bleve de nesten ligesaaledes tilredde, og efter en haard fegtning maatte tage den beste vey, de kunde, til en havn udi Jylland. De Danske skibe seylede mod Skagen.

Efter at det slag var holdet, ventede man ikke, at de skulde komme sammen saa snart igien, men den Dansk flode, da den var bestyrket med 2. andre skibe, lod sig nogle dage derefter see udi bemelte havn, hvor den Svenske flode endda laae. Dette foraarsagede, at begge floderne komme atter sammen igien, men til de Svenskes lykke opreisede sig en forskrækkelig storm, hvilken tillige med den overhængende nat giorde ende paa slaget, da det neppe var begyndt. Udi samme storm geraadde 3. brandere af den flode, Lovis de Geer havde hverved udi Holland, paa grund, to andre mistede deres maste, og Amiral sluppen blev skudt i grund. Herudover maatte Lovis de |304Geer begive sig med floden til Holland igien, for at reparere det, som var brøstfældigt, og curere de saarede. Da han var kommen did hen, begyndte baads-folkene at blive gandske oprørske. Boecl. hist. bell. bell.] bell.] bell A1 bell.] bell A1 Sv. Dan. l. 1. p. 126 De fleeste forlode skibene, ginge enhver hiem til sit, og opvakte stor allarm baade til Amsterdam, Horn og Enchuysen, hvor de havde i sinde at storme til Lovis de Geers, og de andre anføreres huuse, indtil nogle af de mest oprørske bleve af Magistraten fængslede. Den træfning, de havde holdet, samt de store Danske skibe havde jaged en overmaade stor skræk udi dem, hvilken blev fornyed, da de komme til deres fæderneland, og saae deres hustruer og børn igien, saa at de beklagede beklagede] beklagede] beklage de A1 A2; beklagede SS beklagede] beklage de A1 A2; beklagede SS sig offentligen at være forraade af Lovis de Geer.

Udi denne træfning lod Hans Majt. see stor tapperhed, i det han fuld af Martialsk hidsighed paa sit skib med kaarden udi haanden præsenterede sig for fienden, Siri tom. 4. og med sit aasiun og Kongelige nærværelse kunde siges at have dreved fienden paa flugten som fremmede og fiendtlige skribentere vidne.

Efter victorien begav H. M. sig for Gottenborg igien, hvor han lod blive nogle skibe, og siden tog veyen til Kiøbenhavn, og der blev imodtagen med stor glæde. Hans Majt. havde af den action fatted et got mod, og forhaabede ved sine vaaben at erlange det, som han ved pennen ikke kunde erholde. Siri ibid. pag. 19. Han affærdigede kort derefter en skrivelse til Hans Keyserl. Majt. hvor udi han erklærede sig at ville samtyke den punct, som de Keyserl. havde begiæret af ham, ikke at indgaae noget forlig med Sverrig, uden med Keyserens samtykke, dersom ellers H. Keyserl. Majt. vilde lade komme for en dag de hielpe tropper, som saa længe vare lovede, men endnu ikke seede uden paa papiired.

Den store Svenske flode under Amiral Flemming, hvis lige af Sverriges krone aldrig havde været udrusted, efter at den var gaaen ud fra Stokholm, som meldt er, begav den sig til Christianpriis, hvor Amiral Flemming overlagde med Torstensen, at anfalde den øe Femern, hvilken, foruden at den incommoderede de Svenske meget, var og heel beqvem for de Danske at samle sig, hvorfor Flemming satt sin kaas til samme øe, og anfaldt den af all magt, men de soldater og bønder, som vare derpaa, forsvarede sig med stor haardnakkenhed, indtil Torstensen paa en anden side satte nogle folk |305i land, af hvilke soldaterne og bønderne bleve slagne, og øen faldt udi de Svenskes hænder. Efter at øen var erobret, sendte Amiralen ud nogle speydere, som skulde fornemme, hvor den Danske flode opholdt sig, og hvor sterk den var. Disse bragte tidende med sig, at Kongen af Dannemark var med 40. skibe ikke langt fra, og havde i sinde at undsætte Femeren og levere de Svenske et slag, hvilket ogsaa skeede lidet derefter; Loccen. hist. Sv. lib. 9. p.p.]p.] A2, p. p. A1 p.] A2, p. p. A1 675. sq. Thi den tappere Konge, efter at han havde leveret til Kron-Printzen scepter og Crone, og giort anstalt, hvorledis Rigets sager efter hans død skulde forrettes, og annammet den hellige nadvere, gik han løs paa den Svenske flode, hvilken efter Svenske skribenteres regning var 6. skibe sterkere end den Danske.

Den store Svenske flode bliver slagen. Sir. 1. t. 4 part. 2. p. 111.Det Danske Amiral skib, kaldet *Patientia, giorde en begyndelse, og lagde meget dristigen an med de Svenske, secundered af den Kongelig esqvadre. Hans Majt. da han paa sit skib, kaldet Trefoldighed, opmuntrede sine folk til en tapper modstand, kom deraf de fientlige skibe en stykke-kugle, hvilken traff skibed med saadan force, og splidede træed saaledes, at af de mangfoldige træ-stykker, som førdtes udi luften, 12 eller 13, som stode ved Kongens side, omkomme eller bleve saarede. Samme kugle bar og ingen større respect for den Kongl. Person, hvilken bekom hen ved 23 blessurer og miste sit høyre øje.

Af denne u-lykkelige hændelse lod den store Heldt sig ikke forskrække, men gandske blodig og saared lod sig see, hvor ilden og røgen var tykkest med en rød hue paa hovedet, og sit blotte sværd udi haanden; Siri ibid. pag. 112. og, som en fremmed skribent siger, med en tapperhed, som aldrig tilforn er seed, continuerede træfningen endda nogle timer indtil natten, hvilken favoriserede de Svenskes retirade til Christianpriis.

Om dette navnkundige store slag findes adskillige stridige relationer. De Svenske skribentere vil have det saaledes, at begge floderne bleve skilte fra hinanden med lige ære, og lige stor forliis, uden at de Danske mistede flere høye personer, blant hvilke deres Amiral Wind. Men de Danske tilskreve sig paa samme tid en fuldkommen seyr, og derfor til Glykstad, Krempe og andre Dan|306ske stæder holdte store fryde-fæster med stykkers og musqveters løsning, adskillige fyrverker og andre glædes-tegn.

Den Svenske flode indsperret i Kielerhavn.Vist er det nok, at de Danske ved det slag bragte det saa vit, at de Svenske skibe maatte retirere sig til Kieler havn meget ilde tilredde, hvor hen Hans Majest. sendte strax sin Vice-Amiral Peder Galthe med nogle skibe at indsperre og beængste dem, førend den Hollandske flode, som under Louvys de Geer var ventende, kom dem til undsætning, Boecl. hist. bell. Sv. Dan. l. l.] l.] l A1 l.] l A1 1. p. 134. 1200 soldater, som laae udi Fyen, bleve ogsaa beordrede at give sig derhen, og bleve brugte til at opreyse en skantze udi bugten, hvor af de fyrede saaledes paa de Svenskes skibe, at mange af dem bleve meget ilde tilredde, adskillige af deres folk omkomme tillige med Amiralen Claus Flemming selv, hvilken misted sit eene been af en stykke-kugle, da han stod og toede sine hænder, og døde lidet der efter.

Dette foraarsagede, at General Torstensen commanderede 3 à 4000 mænd at bemægtige sig denne skantze, førend den giorde videre skade, hvilket ogsaa gik for sig, men dog ikke uden stor vanskelighed; Thi udi det første anfald bleve de drevne tilbage med forliis af 200 mænd, men udi det andet erobrede de skantzen, ihielsloge og toge til fange alt hvad, som fandtes der udi.

Den Svenske flode echaperer Effter den u-leylighed fuldte en anden af større ulykke; Thi lidet derefter, da de Svenske fornumme, at de havde god vind, seylede de om natte tider gandske uformerkt ud af havnen, og saaledes bleve befriede fra en stor fare, Hvorfor den danske Amir. maa miste sit hoved. Boecl. l. 1. p. 135. hvilken de neppe skulde have undgaaet, dersom den Keyserlige General Gallas havde været saa god udi gierninger, som udi ord, og havde bemægtiged sig Kiel, medens de Svenske endda laae udi havnen, og dersom Vice-Amiralen havde forrettet sit embede saavel, som han burde, hvorfor han blev fodret til Regenskab, og omendskiønt han var en adelig person, og i sin alders 70 aar, maatte han dog miste sit hovet noget derefter udi Kiøbenhavn. Hans fald var ham tilforn spaaet af den navnkundige Danske Astronomo Tycho Brahe. Han har efterladt sig *tvende skrifter: eet de jure Danorum og et andet, kaldet vaticinium de Regno Svec. thi han var en stor Jurist og ikke mindre Poet, og havde han været ligesaa stor Amiral, havde denne Krig maa skee faaet andet udfald. Hans Epitaphium blev giordt af Thomas Bartholin udi Hagested kirke saaledes.

den Hollandske flode løber igiennem sundet.Den 21 Augusti kom Louvys de Geer med den Hollandske flode af 22 skibe lige for Helsingborg udi forsæt at løbe igiennem sundet til Østersøen, og at conjungere sig med de Svenske. Da de nu passerede forbi Helsingborg, fyrede man af Cronborg 7 gange efter dem, de hilsede iligemaade fæstningen med adskillige skud. Om natten lagde bemeldte flode sig under Lands-krone, og den anden dag gandske tiligen passerede forbi Kiøbenhavn, hvor den blev hilsed af nogle pramme, som Hs. Maj. der havde ladet henføre, item af nogle kongel. skibe, saa at bemeldte Lovis de Geer med stor besværlighed maatte bane sig veyen til Østersøen, hvor han conjungerede sig med de Svenske, hvis heele flode derover blev 64 skibe sterk.

Over denne conjunction bleve de Danske ikke lidet bestyrtzede, saasom de fornam, det vilde blive besværligt for dem at modstaae saadan magt. De Svenske triumpherede derimod meget derover, og havde nu forhaabning gandske at spille mestere, hvorfor den Hollandske Amiral Martin Theysse blev imodtagen udi Stokholm med u-sigelig glæde, og bekom (1) En stor guldkiæde af 400 Croner. (2) Et Adels-brev, hvorudi ham blev gived det navn Ankerhielm, og (3) en aarlig pension af 300 Rigsdlr. saa længe han levede. Efter saadan æres beviisning blev han sendt til Calmar igien, hvor, da han havde conjungered sine |30824 skibe, med 12 Svenske under Carl Gustav Vrangel, gik han at oplede de 17 Danske skibe, som vare udi søen under Amiral Prosmund, hvilke han treffede ved Femeren.

En Danske Esqvadre bliver af den Svenske Hollandske flode ruinered ved Femeren.Amiral Prosmund, som commanderede bemeldte Danske Esqvadre, da han saae sig intet middel til at undgaae en træfning, giorde han all muelig anstalt til en tapper modstand, og gik med sine faae skibe den hele Svensk-Hollandske flode under øyne.

De svenske indbildte sig, at Kongen var udi egen høje Person paa den Danske Esqvadre, efterdi han altid aßisterede med sin nærværelse, hvilket foraarsagede ikke liden bekymring, saasom de af foregaaende bedrifter vel kunde slutte, hvor blodig den store Helt vilde giøre deres victorie. Der blev derfore beslutted udi Krigs-Raadet, at skikke 2 store skibe med tvende Brandere mod det Danske Amiral-skib, for at sætte det udi brand. Bemelte Amiral-skib blev anfaldet af de tvende største Svenske skibe Dronningen og Gottenborg, og begyndelsen giort til en meget blodig træfning, hvorudi de to brandere formedelst skibenes indviklelse i hinanden bleve forhindrede at giøre deres effect.

Amiral-skibet giorde længe en tapper modstand, men endeligen blev overveldiget af den tal-riige fiende, hvilken entrede skibet, og omkom alle dem, som giorde modstand tillige med Amiral Prosmund, som figtede til det yderste, og vilde ingen qvarteer have. Derefter blev Vice-Amiral-skibet anfaldet af 10 fiendtlige, mod hvilke det giorde længe modstand, og skiød i grund et af de Hollandske skibe, men maatte omsider vige for den sterkere. Efter at slaged havde vared udi 5 timer med saadan bestandighed, at man ikke kunde see til hvilken side victorien vilde helde sig, fik omsider den mægtige fiende overhaand, og adspredede de Danske skibe, af hvilke nogle bleve tagne, andre opbrændte og nedsiunkne, og den mindste part salvered. Hs. Maj. saasom han var af et u-overvindeligt moed, hørte han disse u-lykkelige tidender uden alteration, var dog meget misfornøjed med de overblevne officeres, hvilke skiøde ald skylden paa Amiral Prosmund, som omkom udi træfningen.

Boecl. hist. bell. Sv. Dan. l. 2. p. 200. Aarsagen til denne ulykke var, at de Danske skibe ikke vare bereede paa noget slag, men laae for anker, mere udi forsæt at holde vagt, og observere, end at vove nogen treffning med den hele store fiendtlige flode, af hvilken de da mod ald formodning bleve overfaldne: item at de havde sat den største deel af krigsfolkene krigsfolkene] krigsfolkene] krigssolkene A1 krigsfolkene] krigssolkene A1 paa land, saa der va|309re neppe saa mange baads-folk paa skibene, som kunde regiere seylene og stykkerne.

Efter denne u-lykke ventede man ikke andet end den fiendtlige flode skulde foretage noget af stor vigtighed, enten at bemægtige sig nogle af øerne, eller sundet, og nøde Kongen af Dannemark at forlade Skaane. Men bemeldte flode forretted intet viidere dette aar; Thi først geraadde efter slaged adskillige skibe baade af den Hollandske og Svenske flode paa grund, og ikke uden ved 10 dages arbeyde kunde bringes til rette igien. Derforuden fattedes skibene ogsaa proviant, svaghed kom iblant folkene, og vinteren var for haanden, hvilket altsammen, saavel som Kongens aarvaagenhed foraarsagede, at de Svenske nøde ingen frugt af deres søe-victorie. Den Hollandske Amiral Theysse, eller Ankerhielm derfore satt seyl med sin underhavende flode til Holland igien. Men, som han paa veyen fik tidender om, at nogle Danske skibe laae ved Christiania udi Norge, hvilke vare opfyldte med steene, og skulde nedsiunkes udi Gottenborgs havn, og at otte Danske krigs skibe under Ove Geddes anførsel, der skulde beskiærme de andre, havde indsluttet Gottenborgs havn, og der udi 3. af Lovis de Geers skibe, tog han sin kaas did hen udi forsæt at overfalde dem u-formodentligen. Men de Danske fik i tiide kundskab om dette anslag, og derfore førdte skibene til Marstrand. Der truede fienden igien at overfalde dem, men, saasom den fandt de Danske udi god tilstand at tage imod sig, turde den ikke vove sig dertil.

Da nu Ankerhielm saae, at alle hans anslag vare giorte til vand, efterlod han 4. af sine skibe med de 3. Geeriske udi Gottenborgs havn, og satt seyl med resten til Holland. Boecl. hist. bell. bell.] bell.] bell A1 bell.] bell A1 Sv. Dan. l. 1. p. 206. Men ved Skagen overfaldt dem en sterk storm, som adspredde, og meget ilde tilredde skibene, af hvilke endeel bleve drevne til Skagen, andre til Gottenborg, hvor 3. som var blevne gandske ubeqvemme til seylatz, maatte ligge vinteren over.

Handling om fred. Den Franske Ambassadeur Monsr. de la Tvillerie og de Hollandske arbeydede nu paa af all magt at bringe de to Nordiske Potentater til forlig, til hvilken ende de udi begyndelsen af Novembr. reyste fra Malmøe igiennem Lands-krone, hvor den Danske armee laae, og komme til Engelholm, der lod den Svenske General Horn sig |310indfinde samme dag, og overgav til Monsr. de la Tuillerie et forslag til fred, og blev der dader da]der da] A1, der A2 der da] A1, der A2 saa meget udvirket, at den 25. Decembr. tractaterne skulde begyndes til Bromsebroe, en miil fra Christianopel, og at udi bemeldte Bromsebroe, og to miile der omkring, ingen fiendtlighed skulde øves, saalænge som tractaterne varede.

Da dette var forrettet, begave Ambassadeurene sig tilbage til Helsingborg, hvor de fandte den Danske armee for muurene. Mons. de la Tuillerie bekom et forseglet skrift ved Kongen af Danmarks *Secretarium om tractaternes begyndelse, og gav samme Secretario General Horns, hvor efter den Danske armee gik tilbage til Malmøe, og Kongen af Danmark gik over Sundet til Kiøbenhavn.

Rensborske beleyring.Imod foraared tog den Svenske Oberst Wrangel sig for at beleyre den Kongelige fæstning Rensborg, til hvilken ende han lod føre ud af Christianpriis alt hvad, som dertil var fornødent, og bestyrkede sig med de Kønigsmarkiske Regimenter, og, som Rensborg paa samme tid var ikkun slet fortificeret, havde han forhaabning i en kort tid at blive Mester derover. Men han fandt her langt større modstand, end han ventede eller kunde indbilde sig; Thi Oberste Lieutenant Jørgen Walter, som var Commendant udi samme fæstning, forsvarede sig tapperligen med sine gevorbene soldater, borgere og bønder, slog de Svenske af udi adskillige storme, og med udfald giorde dem stor skade, besynderlig paa en paaske aften, da fienden stormede 3. gange, men blev allegange afslagen, og, endskiønt man allereede havde skudt stormhull, forskantzede dog de beleyrede sig igien. Da Wrangel med nogle af sine folk gik fra Rensborg, for at anfalde Oberste Buchwalts Regimente, giorde de beleyrede et lykkeligt udfald, omkomme mange af de Svenske, og førdte nogle fangne med sig tilligemed adskillige stykker og gevær.

Den 12. May blev der giort anstalt til en General storm paa 4. steder tillige, hvilken ey heller vilde lykkes. Den 25. satt Vrangel sig for ret alvorligen at angribe fæstningen, og giorde alting færdigt til en hovet storm, men da stormen skulde gaae for sig, kom der en sterk regn, hvilken atter foraarsagede, at Oberst Vrangel holdt sig tilbage, og efter den tid mistede al lyst til at vove fleere storme, men satt sig for at udhungre de beleyrede, dog førend det kom saa vit, blev freden sluttet mellem Danmark og Sverrig, hvor om vidre siden.

|311Medens denne beleyring varede, blev krigen fortsat med største iver baade til lands og vands, dog der tildrog sig intet meere af stor vigtighed, men begge deelene giorde hin anden skade med partier. Til søes lidde de Danske mest; Thi, foruden de skibe, som bleve borttagne af de Svenske og Hollændere, for u-lykkedes det største Danske skib Sophia, som førdte 70. metal stykker. Samme skib, da det skulde seile tillige med den Danske flode, som bestod af 26. skibe, fra Gottenborg til Sundet, blev det af en stormvind dreven paa en klippe, slaget i stykker og nedsiunket. En heel hob mennesker, som fandtes derpaa, omkom, Rigets Admiral Ove Giedde salverede sig vel udi en baad, men udi denne confusion brød sit høyre been.

Imidlertid arbeydede den Franske Ambassadeur Monsr. de la Tuillerie paa at bringe de tvende Nordiske Kroner til forlig, og bragte det saa vit, at Rigernes Raads Herrer komme sammen den 8. Febr. fra Dannemark Corfitz Ulfeld, Christian Thomesen Sehsted, Christopher Urne og Jørgen Seefeldt; Fra Sverrige Axel Oxenstierna, Johannes Schytte, Matthias Soop og Thure Bielche. De Danske begave sig til Christianopel, hvor den Franske Mediateur Monsr. de la Tuillerie ogsaa forblev. De Svenske derimod begave sig til Siørød.

Efter at de havde hilsed hinanden med bud og skrivelser, handlede Tuillerie, førend sammenkomsten skulde skee, med de Svenske om maaden, paa hvilken freden skulde tracteres, og holdt det bedre efter de Danskes meening at proponere skrifteligen og ved Mediateur end efter gammel sædvane at forrette det mundtligen, hvilket kunde give aarsag til skiælds ord og haarde expressioner. Dertil lode de Svenske sig ogsaa beqvemme. Efter at brevene, hvor ved Raads Herrerne havde offentlig fuldmagt at tractere, vare overseede, kom man sammen til Bromsebroe, som forrige aar var destineret dertil. Congres til Bromsebroe.Bemeldte Bromsebroe haver sit navn af de broer, som føye den lille øe til Dannemark og Sverrige. Paa samme sted var fordum holden en samtale imellem Christianum 3. og Gustavum 1. Saa snart tegn var gived ved basunen, ginge de Danske og Svenske Raads-Herrer ud af deres telte, som stode ved begge broer, hin anden i møde, og efter at de havde rakt hinanden hænder, foreholdt Corfitz Ulfeld paa de Danskes og Axel Oxenstierna paa de Sven|312skes side, at deres høye Principaler af begiærlighed til fred, og udi henseende til hans allerchristeligste Majt. og Herren Staten af Holland havde forordnet dem til at bilægge krigen, og fornye det forrige venskab imellem begge Rigerne igien, hvor paa de gave hinanden hænder og ginge bort.

Den Franske Ambassadeur blev paa samme tid svag, hvilket foraarsagede, at freds forhandlingen blev opholden til den 13. da begyndte man for alvor at tractere, først om tolden udi Øresundet, hvilken de Danske vilde have i forrige stand. De Svenske derimod begiærede en frie fart. Efter lang og besværlig dispyt blev denne punct endeligen bilagt til de Svenskes faveur, saasom Hans Majts. høye og graae alder kunde ikke tilstæde, at Rigerne skulde længer være i u-roelighed.

Efter at den første punct var bilagt, gik man viidre frem, og begyndte at handle om de borttagne Provinciers restitution. Dette var sandeligen den haardeste knude at løse, og gav saa store vanskeligheder, at Mediateurene begyndte gandske at desperere om god succes. Aarsagen der til var de Svenske Commissariers store prætensioner, hvilke Mediateurene samt de Danske Commissarier fandte saa u-billige, at de kunde ikke andet end bære største fortrydelse derover; Tvistigheder om freds artiklerne.Thi de begiærede til satisfaction de lande, som de udi mange aar med all deres magt ikke kunde erobre, ey eftertænkende, hvor stor generosite Kongen af Dannemark havde ladet see imod dem udi den Siørødske fred, hvor udi han gav dem tilbage saa mange capitale fæstninger, og allene lod sig nøye med nogle penge til krigens omkostning. De Hollændere vare ikke liden aarsag til alle disse vanskeligheder, og bestyrkede de Svenske ikke lidet udi deres prætensioner, i det de, i steden for at forlige de stridende parter med hinanden, hvor til de som Mediateurs vare forbundne, lovede de Svenske offentligen at ville conjungere sig med dem imod Dannemark. Hollandske trudseler. Ingen af alle de forenede provincier var saa haard som den Hollandske, hvilken lod sig forlyde, at, om ingen af de andre provincier vilde samtykke med dem der udi, vilde den allene indvikle sig udi denne krig, og sætte alt andet til side, og truede de andre Provincier, besynderlig Zeeland, Utrecht og Grønningen, som syntes ikke at være saa gode Svenske, at ville forlade dem udi den Spanske krig, |313dersom de ikke der i stode dem bi, saa at Prindsen af Oranien mod sin villie maatte søge at bringe bemeldte Provincier paa den Svenske side.

Denne erklæring saa meget som den satt mood i de Svenske, og eggede dem til, at formeere deres prætentioner, saa meget drev den de Danske til at haste med freden, at ikke de Hollændere og Svenske skulde gandske foreene sig mod dem. Men som de Svenske, stolende paa den Hollandske hielp, vare saa ubillige med deres prætentioner, siuntes all forhaabning at forsvinde; Thi Kong Christian vilde heller figte med fienden indtil det yderste, end indgaae en formeget u-fordeelagtig fred, hvilket den Franske Ambassadeur fornam, Siri temp. corrent. og derfor raadde de Danske Commissarier først at forlige sig med de Hollændere, hvilket ogsaa med stor iver blev foretaget, og endelig bragt til ende, hvor vel ikke uden med største besværlighed, eftersom de Hollandske Ambassadeurs vare saa haardnakkede, at de hverken vilde høre, eller give raison, og derfor af Victorio Siri udi hans * historia de tempi correnti siges at have været beqvemmere til at handle om Kiøbmandskab, end stats sager.

Endelig ved Monsr. de la Thuilleries store vindskibelighed kom det saa viit, at tractaterne udi Augusti maaned bleve undertegnede. Af begge parterne bleve sendte Secretarier med Instrumenterne at overlevere dem til Thuillerie, hvilken strax gav det Svenske instrument til den Danske Secretaire Krag, og det Danske til den Svenske Secretaire Israel Israelsen, som nyligen tilforn af Dronning Christina havde faaed det navn Lagerfeld; hvor paa han nedlagde sit Mediateurs embede.

Da tegn var given med basunen, og Commissarierne vare gaaene udaf deres telt hinanden i møde, holdt Corfitz Ulfeld og Axel Oxenstierna hver sin Oration, hvor udi de først aflagde tak til GUD for sin bistand i at forfremme dette verk, dernest berømmede Kongens og Dronningens af Frankerige beviiste affection imod de Nordiske Riger, item den Franske Ambassadeurs u-mage og vindskibelighed; Derpaa gave de hinanden hænder, og begave sig enhver til sit telt igien.

Saa blev da endelig denne blodige krig ophæved ved 2 fredstractater een med Holland, og en anden med Sverrig. Christianopolske TractatDen med |314Holland blev sluttet først, nemlig 1645 den 13 Augusti til Christianopel, ved hvis kraft tolden udi sundet blev modereret, og en toldrulle blev oprættet, hvor efter tolden skulde aflægges, og skulde den samme staae ved magt udi 40 aar; men efter de 40 aars forløb skulde den Spiriske tractat af 1544 igien blive ved magt, i fald ingen anden imidlertiid blev giort. Udi Norge skulde Hollænderne betale tolden, som den var reglered 1628. Denne tractat blev underskreven paa Dannemarks vegne af Corfitz Uhlfeld, Christian Thomæsen Sehsted, Christopher Urne og Jørgen Seefeld; Paa Hollands vegne af Jacob Witte, Gerhard Scaep, Albert Sonk, og Joachim Andreas.

Bromsebroiske fred.Freden med Sverrig blev slutted til Bromsebroe den 23 *ejusd. hvor ved Dannemark afstod til Sverrig Jempte land, Herdalen, Øesel og Gulland til ævig tid, og Halland paa 30 aar. De Svenske bekomme ogsaa told friehed udi sundet. Denne fred blev underskreven paa Sverriges vegne af Axel Oxenstierna, Johan Skytte, Mads Soop, og Thure Bielke.

Saaledes endtes denne blodige krig, hvilken havde havt langt andet udfald under saadan stor Konge, hvis Riget ikke uformodentlig var bleven overfaldet paa en tid, da ingen tænkte paa nogen fiendtlighed, men Kongens tanker vare allene henvendte til at forlige de stridende parter, og, som Riget strax ved saadant uformodentligt indfald blev bragt udi forvirrelse, var det vanskeligt at bringe de eengang faldne sager til rette igien; Dog u-anseet alt dette, havde de Svenske ikke faaed saa got kiøb, hvis Hs. Maj. som fornam sit timeglas fast at være udrundet, ikke havde fundet en fred saa høyt fornøden. Dertil hialp ogsaa ikke lidet Hollændernes partiskhed, som gik Sverrig tilhaande baade med skibe og penge, item Keyserens kaaldsindighed. Eendeel har villet tilskrive saadan u-lykke den langvarige fred udi Riget fra Anno 1613 til Anno 1643 (thi den Tydske krig blev allene ført med Tydske tropper) og derfore holdet fore, at indbyggernes naturlige stridbarhed var bleven svækket: Men saadanne domme ere meere soldatiske end Christelige; Thi den største zirat udi en Konges levnet er freds og retfærdigheds hanthævelse. Hvorfor en Alexander Magnus, der sin hele livs tiid aldrig stak svær|315det i skeden, ikke bør staae saa høyt anskreven hos effterkommerne, som en Augustus, der lod sig meest være angelegent at hanthæve retfærdighed, og stiffte nyttige love. Denne sidste Potentat effterfuldte Christianus IV. og lignede ham ikke mindre udi en fredsommelig og retfærdig, end en langvarig regiering.

Effter at denne krig nu havde taget en ende, beflittede Hans Maj. sig udi sin høye alderdom paa at forbedre alt det, som var brøstfældigt udi Riget, for at effterlade det udi en god tilstand til hans Søn og Successor Christian V. Men Hans Prindselige Høyhed leved ikke saa længe længe] længe] læuge A1 længe] læuge A1 ; Thi Anno 1646 blev han overfalden af en hefftig svaghed, som besværede hans lemmer, besynderlig hovedet; Af denne svaghed blev Hans prindselige Høyhed nogle gange overfalden samme aar, og enddog han brugte *de fornemmeste Medicorum deres raad, fandt han dog ingen forbedring, hvorudover han fattede den resolution at reyse til Carls-Bad, for at medicinere sammesteds; Til den ende tog han afskeed med sin Hr. Fader, og begav sig til sin Residentz Nykiøbing udi Falster, hvilket landskab tillige med Lolland effter Enke-Dronningens Sophiæ død, som skeede 1631, var ham af Hs. Maj. overdraged.

Den 8 May 1647. begav Han sig fra Nykiøbing paa reysen til Tydskland, og arriverede den 28 til den Churførstlige Residentz Dresden, hvor Hs. Prindselige Høyhed forblev 3 dage, hvor effter han tog afskeed med Hs. Churførstlig Durchl. og begav sig viidere paa reysen til badet. Men, da han var kommen et stykke fra Dresden, blev han meget svag udi vognen, hvorfore han blev ført tillige med sin Gemahl til det Churførstelige huus Cørbitz, fra hvilket sted blev strax affærdiget til Hs. Churførstel. Durchl. Abraham Jacob von Plato saadan bedrøvelig tilstand at andrage, Kron-Prinds Christ. 5. døer. og, som svagheden tog jo meere og meere overhaand, blev ilende effterskikked Hoffmesteren Henrik von Touben at give ydermere berætning om allting. Hvor udover Churførsten tillige med sin Gemahl Førstinden lode sig strax indfinde paa bemeldte huus Cørbitz, og forbleve der, indtil Hans Printzelige Høyheds salige afskeed, som skeede om natten imellem den 10 og 11 Junii, effter at han havde levet udi verden 44 aar, 7 uger og 3 dage. dage.] dage.] dage A1 dage.] dage A1

|316Corfitz Uhlfelds gesantskab i Holland.Aaret for Hans Printzelige Høyheds død blev Corfitz Uhlfeld skikked som extraordinaire Ambassadeur til Holland, for at negotiere om tolden udi Øresundet, men den saa kaldte Redemptions-Tractat kom ikke til fuldkommenhed, førend udi Friderici 3 tiid. Faa Ambassader have været af større anseelse, efftersom den person, som der til blev brugt, var Rigets Hoffmester, havde Kongens ligitimerede Dotter til ægte, og derforuden var over heele Europa bekiendt for sin skarpsindighed, lærdom og veltalenhed. * Aitzema t. 6. p. 365 Udi hvilken agt denne mand var i Holland, kand blant andet sees der af, at da Madame Uhlfeld samme steds blev forløstforløst]forløst] A2, førløst A1 forløst] A2, førløst A1 med en ung Søn, kalden Leo, forlangede Herren Staterne, at han Republiqven til ære maatte kaldes *Leo Belgicus, og tilbøde sig at forære samme unge Leo tusind caroler aarligen.

Saa snart Hans Kongl. Majest. fik kundskab om Prindsens død, giorde han strax anstalt til at føre den Salige Prindses legeme fra Dresden til Kiøbenhavn. Den 30 Augusti blev Høy-bemeldte Prindselige liig førdt fra Dresden udi anseelig proces; det blev bragt af Sophie Kirke paa et skib, som laae ferdigt dertil paa Elven, geleydet af Hs. Churførstl. Durchl, 3 Churførstl. Prindser, 2 Græver af Solmb, og Græv Kintzky, samt det Churførstl. Raad, og det gandske Borgerskab; Gik saaledes reysen for sig over Elven til Dannemark.

Imidlertid lod Kongen forkynde Prindsens død over det heele Rige; gav ordre til at holde inde med spil og leeg, og lod Geistligheden vide, at de skulde indfinde sig udi sørge-klæder i Kiøbenhavn til en vis tid, og at der, saa længe som sorgen varede skulde bruges saadan moderation udi klæde-dragt, at ingen Geistlige eller Studiosi maatte bære klingende sporer, eller støvler neden for leggene. *Saa lyder forordningen:

Prindsens begravelse i Kiøbenhavn.Efter at det Printzelige liig var ført til Kiøbenhavn, gik liig-processen for sig den 8 Nov. og bleve der samme dag holdne 2 orationer udi vor Frue Kirke, hvor det Printzelige liig var nedsat, een paa latin af Doctor Brochman, en anden paa Danske af Hans Kongl. Majsts. Hoff-Prædikant D. Laurids Jacobsøn.

Udi Kiøbenhavn havde man udi April og Majo holdet en Herredag, hvor iblant andet blev raadslaget om at betale den skyld, som kronen var geraadet udi ved den sidste krig med Sverrig, og efter speci|317ficationen strakte sig til 40 tønder guld. Adelen offererede dertil en summa af 400000 Rdlr. men den vilde langt fra ey være tilstrækkelig, hvorfore Hans Maj. lod paabyde en skat over det heele land, saa at enhver uden forskiæl skulde give 4. Rigsdaler af 100.;100.;]100.;] 100. A1 100.;] 100. A1 de Kongelige betientere skulle ogsaa give deres deel, og derforuden et aars gage, hvilket altsammen skulde annammes af 4. Kongelige Raad; Af de samlede penge skulde (1) den nye flode, som allereede laae ferdig, udrustes. (2) Fæstningerne her og der repareres, og det Kongelige tøyhuus opbygges. (3) Kronens skyld betales. (4) De Kongelige betientere officierer og soldater fornøyes. Paa Landdagen udi Slesvig blev og beslutted, at af enhver ploug udi Jylland og Holsten skulde betales 5. Rdlr. hvilket kunde beløbe sig til henved 250000. Rixdlr. Hans Printzelige Høyheds efterladte Gemahl Magdalena Sybilla residerede til Nykøbing i Falster til 1652. udi hvilket aar hun blev gifted med en Saxsisk Prinds.

Efter Kron-Printzens Christiani 5. salige afgang var Fridericus Erke-Bispen af Bremen, saasom den ældste, den nærmeste at succedere sin Herr Fader udi Regieringen, hvorudover han den 14. Novembr. udi samme aar blev proclameret Kron-Printz udi sin Broders sted, og kaldet Fridericus 3.

Kong Christian bliver svag.Udi efterfølgende aar 1648. behagede det den høyeste Gud, at kalde til sig den høybedagede Herre Christian 4. Hans sidste svaghed var ikke andet end en mattighed, som han nogle maaneder for sit endeligt befandt, i det naturen, som med stor møye og besværlighed af den langvarige Regiering blev udmatted, begyndte efter haanden at tage af, saa at han ingen haard spiise kunde fordøye, og om natten lidet sove.

Og enddog kræfterne toge saaledes af, og det var udi den kaalde vinter, reyste Hans Majt. dog den 31. Februarii fra Friderichsborg til Kiøbenhavn, og lod sig dagligen iklæde. Alle indkommende suppliqver lod han læse for sig, og gav derpaa svar, underskrev hvad som ferdigt var, og vilde ikke lægge sig til sengs, førend den 26. Februarii, som var den 3die dag for hans salige endeligt. Om anden dagen, som var Søndag, lod han prædike for sig paa sengen, talede dog gandske intet. Men hen ved kloken 1. lod Hans Majt. indkalde til sig sin Hof-Prædikant Doctor Laurids Jacobsøn, til hvilken han rakte haanden og sagde: Her ligger jeg en Guds |318fange; Hvorpaa Hof-Prædikanten trøstede ham det beste han kunde med Guds ord, og formanede Hans Majt. at holde fast ved Christi fortieneste, dertil svarede Hans Majt. paa Latin: * Ne dubites, og strax paa Danske; Tviiler intet derpaa, rakte derefter haanden til præsten igien og sagde: Nu giælder det.

Derpaa blev der holdt bønner og sange, hvorudi Hans Majt. lod see saadan andagt, at de omkring staaende kunde ikke holde sig for graad. Siden blev han af Cantzleren Christian Thomæsøn anmodet om den hellige nadvere at bruge, hvortil Hans Majt. sig strax beredde. Da absolutionen var skeed, lagde han sig til roelighed, og talede ikke meget siden.

Hans salige endeligt.Om natten der efter, saavel som om anden dagen tog sygdommen meget overhaand, dog lod han see en besynderlig taalmodighed, saa at han udi alle sine smerter ikke engang beklagede sig. Endelig mod aftenen klokken 5. den 28. Febr. hensov han med sin fulde fornuft meget stille og uden bevægelse, efter at han hafde leved 71. aar ringere end 6. uger.

Hans berømmelse All verden maa give ham vidnesbyrd, at han var en extraordinaire helt, og af et stort og u-overvindeligt mood, saa at han aldrig lod sig alterere eller forskrække, omendskiønt lykken var ham altid imod. Han sparede aldrig sin høye Person, endogsaa udi sin gamle og graae alder, men var altid med, hvor faren var størst, og lod sig see ikke allene, som en brav anfører, men endogsaa som en mandig og tapper soldat, der strider mod sin fiende for sit fæderneland til yderste blods draabe, saa, dersom den vindsyge lykke havde ikkun villet lade see den ringeste gnist af faveur mod ham, kunde han have giort lige saa store figurer udi Europa, som den store Gustavo, hvilken han cederede hverken udi tapperhed eller god conduite. Han var overflødigen begaven med alle Kongelige dyder, saa at man med all billighed kand sige det samme om ham, og give ham den berømmelse, som de Polakkere deres Konge Stephano Bathori:

Sin gandske Regierings tid haver han været en meget flittig, aarvaagen og arbeydsom Herre, saa at han fra 3. og 4. om morgenen den gandske dag haver været udi iidelige forretninger, og ordinered med største omhyggelighed hvis til Rigets og Landets velfærd og fornødenhed udkrævedes.

Disse høye Kongelige dyder og qvaliteter forskaffede H. Majt. hos alle angræntzende Potentater, ja over heele Europa saadan credit og consideration, at de have haft et besynderligt øye paa ham, og udi deres høye og vigtige legationer, saa og særdeles skrifter raadført sig med ham. De havde ogsaa antaget ham til den fornemmeste Mediateur at bilægge den Tydske krig, hvorfore Hans død af de stridende partier høyligen blev begrædet, besynderlig eftersom han ved sin vindskibelighed havde bragt det saa vit, at man inden kort tid haabede at komme til endelighed.

Hans store bygninger. Han var fremfor alle sine formænd en besynderlig elsker af bygninger, hvilket kand sees af de mangfoldige slotte, stæder og store huuse, han haver opreyst og funderet; Christianopel.Anno 1603. lod han bygge |320den stad Christianopel udi Blegind, aaret derefter det Kongelige slot Rosenborg, item Tøyhuuset. ChristianstadAnno 1614. lod han fundere Christianstad i Villands Herred udi Skaane, hvilken formedelst dens herlige situation udi søen og andre fortificationer blev holden for een af de vigtigste Rigets fæstninger. For samme byes skyld lod han tilbage kalde de tvende gamle kiøbstæder Aahuus og Wehæ deres privilegier. Han bragte ogsaa til fuldkommenhed det prægtige slot Frideriksborg udi sin ungdom, og da nogle foreholdte ham at det var et værk som overgik hans kræfter, lod han paa porten grave en hob smaa skoe, givende dermed tilkiende, at han alt havde traadet sine børne-skoe, og findes de samme endnu paa slottes-porten.

Christianshavn.Anno 1618. lod han anlegge en nye stad paa Amager, kaldet Christianshavn, hvilken ved en stor broe blev føyed til Kiøbenhavn. Samme nye stad blev ziiret med volde og skantzer, og benaadet med Kongelig kiøbstæds privilegier, og bleve der forordnede 2. Borgemestere, nemlig Jacob Dreyer og Jacob Madsøn, item 4. Raadmænd, og en Byefoged, som skulde betiene Retten i samme stad.

Viidere forordnede Hans Kongl. Majt. at Lehnsmanden paa Kiøbenhavns slot skulde have inspection over den nye stad, at indvaanerne skulde være ham lydige og efterkomme Hans befalning paa Kongelig Majts. vegne. Indvaanerne gav Hans Majt. skiønne og beqvemme kiøbstæds privilegier, med et herligt stads vaaben, nemlig et blaat taarn med 3. kroner, Hans Majts navn med tvende hosfølgende løver og to faner. Den store broe som føyer den gamle stad til den nye blev anlagt med stor bekostning og ikke med mindre møje; Thi mange holdte for umueligt at lægge broe over saadant vitløftigt og vanskeligt sund; Men denne store Konges flid og bestandighed overvandt denne vanskelighed. Han lod siden ved blyrender under søen, hvor store skibe ligge, bringe friskt vand udi staden fra Pebling søen 1633. hvilket retteligen kand siges at være et Kongeligt arbeide. De privilegier som Han gav den nye stads indbyggere vare at de udi 12. aar skulde være frie for alt paalægg, at Christianshavns øvrighed skulde have rang og sæde nest efter Kiøbenhavns øvrighed; item at Christianshavns Raadstues domme skulde appelleres lige til højeste rett.

|321regentzen.Udi samme aar lod han ogsaa opreyse det Kongelige Collegium eller Regentzen for studenterne.

Glükstad1620. Blev den fast u-overvindelige stad Glykstad fundered udi den egn Vildnüs udi Stormarn, og blev kaldet Glykstad eller Lykkensstad, for et got omens skyld. Den blev og saaledes fortificeret, at den fast ikke kunde indtages, og kand den berømme sig, at have beholdet sin Jomfruedom indtil denne dag, det er ikke været indtagen af nogen fiende, omendskiønt heele Holsten og Jylland har været erobret.

ChristianiaChristiania]Christiania] A2, Christania A1 Christiania] A2, Christania A1 .Da den Stad Opslo Anno 1624 afbrændte, lod han opbygge den ved Slotted igien, og efter sit navn kalde Christiania.

runde taarn.Det navnkundige Astronomiske taarn, kaldet gemeenligen runde taarn, lod han oprette ved Trinitatis kirke, hvilket blev fuldferdiget 1642.

All den bygning, som er Børsen, Proviant-Huuset, Tøyhuuset, Bryggersed og Bagersed &c. er af ham anlagt udi søen med stor arbeyde og bekostning.

utallige bygninger og hele gader i Kiøbenh.Anno 1617 lod han fuldfærdige Holmens Kirke, saa at den blev beqvem til Gudstienestes forretning. Der var tilforn et smeede-verksted og en navigations-skole.

Anno 1637 lod han legge grundvold til Trinitatis kirke, som først allene var for studentere, indtil den Anno 1683 blev giordt til en Sogne-kirke da nogle gader af St. Annæ qvarteer bleve lagde dertil.

1647 lod han oprette en navigations-skole for skibsfolkenes information.

Tvert over samme skole lod han af grunden opmuure skiønne huuse til Holmens kirkes Præster, Skippere, Styrmænd, Høybaadsmænd og andre Søe officiers. Paa et hvert hiørne-huus blev anslaged, hvad enhver gade skulde hede, saasom Delphingaden, der haver 24 vaaninger; Laxegaden, der havde 48. Hummergaden, der havde 40. og Størregaden, der havde 18 vaaninger. vid. Wolf. encom. Regni D. it. Arent Berent. Dan. og Norges frugtbar herlighedPaa denne Plads, hvor bemelte vaaninger bleve funderede, var tilforn en kongelig lyst- og frugt-have med en ring rendebane, indtil Rosenborg med dens have blev anlagt.

Det er u-mueligt at opregne hvad denne Salige Herre ellers lod reparere og fornye, besynderlige udi Kiøbenhavn, hvis tegelsteene han med den Romerske Keyser Augusto kunde siges at have forvand|322led til marmor steene, efterdi han havde ikke mindre omhygelighed for at polere sin Residentz stad, end denne berømmelige Keyser Rom.

Han elskede lærdom.Denne Salige Herre var ogsaa en stor elsker og velynder af lærde mænd, hvilke han ved sin gavmildhed meget opmuntrede, og derfore var landet fuld af grundlærde mænd under hans regiering; Thi foruden den store Tycho Brahe, som døde til Prag, fandtes mangfoldige andre, som D. Hans Resen, Hemming, Brochmand, Caspar Bartholin, Pontanus, Meursius, Cluverus, Longomontanus og mange andre. Soree Academies stiftelseAt den Danske Adel kunde oplæres udi adskillige smukke videnskaber, lod han Anno 1623 til Sorøe oprette et Ridderligt Academie, hvor til han lagde store indkomster. Over samme Academie blev sat til *Ephorus, Just Hög, en Herre af store qvaliteter og besynderligen beqvem dertil. De første Professores, som dertil bleve forordnede, vare Joh. Cluverus Theologus, Joh. Laurembergius, Mathematicus, til hvilke aaret derefter bleve lagde Joh. Meursius, historiographus, og Joachimus Burcerus, Medicus. test. ipso Cluv. in epist. hist. hist.] hist.] hist A1 hist.] hist A1 Derefter bleve kaldet fra Helmstad Christoph. Heidmannus *Orator, og Martinus Trostius *Hebrææ Ling. Prof. item af de Danske Nicolaus Scheldrup *Logices, og Stephanus Joh. Stephanius *eloqventiæ Prof. og varede dette Academie til aar 1665; da eftersom Kongens indkomster ved Skaanes forliis vare bleven formindskede, blev forordnet, at de dertil lagte indkomster skulde anvendes til andet brug.

Om Hs. Maj. var aarsag til T. Brah. misfornøjelse. At den fortreffelige Tycho Brahe blev tvungen til at forlade sit fæderneland, dertil var Hs. Kongl. Maj. ikke aarsag, som nogle falskeligen sammetiid berettede, hvilket kand sees af den berømmelige Mands egne ord:

Udi hans *Mechanicis undskylder han den Salige Konge med disse ord;

Tych. eget vidnesbyrd derom. *Qvivis cordatus facilè æstimare poterit, me non nisi gravissimis de causis, præsertim in hac qvinqvagenaria ætate, & magna familiæ copia, Insulam tanti constantem, unaqve Patriam dulcissimam, inqve ea sangvine junctos atqve amicos qvamplurimos deseruisse. Qvæ |323verò qvantaqve me ad hoc impulerint lubens subticeo. Interim Serenissimum meum Regem Christianum IV. Dn. Clementem, qvi laudatissimæ memoriæ Patri Friderico Regi horum istic fundatori & conservatori nuper successit, lubens excusatum habeo. Sed fortè sic erat in fatis, qvò Astronomiæ restauratio latiùs promulgaretur, atqve universalis redderetur. Qvin & hoc qviqvis facilè secum perpendet, qvàm feriò & enixè astronomiæ restauratio nobis cordi sit, cum tot labores atqve impensas, tot conturbationes & adversitates ejus causa fortiter ferre voluerim, adeò ut ne patriam qvidem ac chiarissima derelinqvere dubitarim.

Resen. Inscript. uran. p. 316. Et hvert redeligt menneske kand retteligen see, at jeg ikke uden største aarsag besynderlig udi denne 50 aars alder, da jeg sad udi en stor familie, haver forladt denne kostbare Øe, mit kiære Fæderneland, og mine mange venner og slægtninger. Hvad som har drevet mig dertil, vil jeg her ikke kundgiøre. Imidlertid vil jeg ikke tilskrive det den Stormægtigste Konge Christian 4, som nyligen haver succederet udi regieringen sin Fader Kong Friderik 2 Høylovlig Ihukommelse. Men det har maa skee været saaledessaaledes]saaledes] A2, saledes A1 saaledes] A2, saledes A1 GUds villie, paa det at Astronomiens restauration og forbedrelse skulde blive des almindeligere, og sprede sig des viidere ud. Enhver kand ogsaa klarligen see, hvor meget Astronomiens forbedrelse har været mig angelegen, efterdi jeg for dens skyld har villed udstaae saa megen besværing og omkostning, saa megen modgang og u-roelighed, saa jeg haver forladt mit fæderneland, og det kiæreste, jeg havde.

Christ. 4. børn.De Børn, som Kong Christian avlede med Anna Catharina af Brandenborg, der døde 1612, vare (1) Prinds Friderik fød paa Frideriksborg udi det aar 1598, hvilken døde lit dereffter. (2) Christian 5, hvor om tilforn er talt, (3) Princesse Sophia, som blev fød paa Cronborg |3241605 den 4 Jan. og døde den 7 Sept. udi samme aar, (4) Princesse Elizabeth, fød i Kiøbenhavn den 4 Jan. 1606. (5) Prinds Friderik, som siden succederede sin Herr Fader, fød til Hadersleben 1609. (6) Prinds Ulrik, fød paa Kiøbenhavns Slot 1610, som blev ihielskudt uden lands.

Hans naturlige Børn var Christian Uldrik Gyldenløve, Hans Uldrik Gyldenløve, Christian Woldemar Gyldenløve, Sophia Elisabeth, Eleonora Christina, Elizabeth, Christiana, Hedevig Sophia Hedevig Sophia] Hedevig Sophia] Hedevig, Sophia A1 A2; Hedevig Sophia SS Hedevig Sophia] Hedevig, Sophia A1 A2; Hedevig Sophia SS , Dorothea Isabella, Uldrik Christian Gyldenløve.

adskillige particulariteter om denne Konge.Det er besynderligen at mærke, at faa store Potentater i verden have regieret saa længe, som denne Konge; thi han var mere end *Monarcha Semisecularis. Hvor udover, naar nogen Rigs-Raad eller anden af Adel ikke vilde mod enden af hans Regiering samtykke, og bifalde hans anslag, sagde han: Hvad vilt du sige: Det er noget, som jeg har overlagt med din forfader.

Fremmede skribentere citere ham, som et mønster paa alle Kongel. dyder; Schupp udi hans Solomo eller Regenten-Spiegel, naar han taler om, hvor nyttig den hellige skriftes læsning er for en Potentat, at lære deraf den rette og sande Politie, siger han: Saaledes førte Kong Christian den 4de af Dannemark altiid Bibelen med sig, efter hvis løsning han modererte alle sine anslag; og viisede sine Sønner, at der udaf ret kunde læres den sande Politie, hvor udover Cantzler Reinking tog leylighed at skrive den Bibelske Politie af Hans Søns og Successors Friderici 3 politiske taler, som han holdt over taffel af Bibelen. Naar samme skribent taler om Regenteres pligt uden forskiæl at høre undersaatternes klagemaal, siger han: Dermed har Kong Christian 4 udi Dannemark vundet sine undersaatteres hierter, i det han selv tog mod fattige undersaatteres suppliqver, læsede dem, og hørte det eene partie mod det andet. Naar der tales om taushed, citeres saadant exempel; en Hamborger kiøbmand, som var meget forfaren udi hydrographien, havde engang giort ham et forslag om at giøre en skibsfærd til et synderlig langt bortliggende sted, item om noget som angik perle-fangsten. Samme kiøbmand |325begiærede for samme forslags aabenbaring en kongelig belønning. Men Kongen disputerede længe mod samme forslag, og endelig sagde, at han vilde tage det viidere udi betænkning. Hvorudover kiøbmanden blev u-taalmodig, og skrev Kongen til, at, saasom hans invention ikke var bleven antagen, at Hs. Maj. da ikke vilde aabenbare den. Derpaa skrev Kongen med egen haand paa kiøbmandens brev:

Hans nidkiærhed udi at forsvare den protestantiske troe kand sees blant andet af den blodige krig, han førte med Keyseren, eendeel for at redde den Neder-Sagsiske kreds, endeel og for at understøtte den landflygtige Konge af Bøhmen, med hvis conduite han dog ikke altid havde været fornøyet, sær da han til Prag havde ladet nedrive ornamenterne, endogsaa af de Lutherske kirker, hvilken misfornøyelse han gav blant andet tilkiende, da han saae et crucifix hængende udi et gemak, sigende: Dette crucifix er lykkeligt, at det ikke staar udi en kirke til Prag. Der fortælles ellers utallige lystige historier om denne Konge, hvilke jeg ikke tør anføre, saasom de ikke ere autoriserede.

Ogerii it. Dan. p. 53. Han var ikke alleneste en stor elsker af lærde folk, men var ogsaa selv lærd, og talede det latinske sprog med færdighed. Carolus Ogerius vidner at have hørdt ham tale latin heele timer med den Franske Ambassadeur Comte d’Avaux ligesom det kunde have været hans moders maal. Hans curiositeter til at viide alting gik vit, sær udi Navigationen. Hans legems Dannelse. Carol. Oger. Oger.] Oger.] Oger A1 Oger.] Oger A1 it. Dan. p. 54 Hvad legemets skikkelse angaaer da giver bemeldte Carolus Ogerius som var udi følge med den Franske Ambassadeur Comte d’Avaux saadan beskrivelse derover: Hans Majt. var høy og velvoxen, havde et smukt ansigt uden lyde, undtagen, at han havde mistet 2. af sine tænder, som en musqvet kugle havde skilt ham ved, dog vanhældede det samme ham ikke, men var heller en prydelse og beviis paa hans tapperhed. Han var saa munter og behændig, at, endskiønt hand havde naaet en høy alder, saa dog overgik han |326alle udi ridderspill og legemets øvelse; Hvorpaa Han lod see adskillige prøver dagligen, medens vi opholdte os udi Kiøbenhavn. Han stod op klokken 3. om morgenen og klokken 5. øvede sig udi riden og ring-renden med med] med] uden med A1 A2; uden med SS med] uden med A1 A2; uden med SS Prindserne, hvilke ogsaa derudi vare saa behændige, at de paa veddemaal kiæppedes med andre Hoffmænd. Siden eftermiddag iføredeiførede]iførede] A2, iforede A1; iforede SS iførede] A2, iforede A1; iforede SS de sig harnisk og pandser og prøvede deres lantzer mod hinanden. Saa vit Carolus Ogerius, som udi det aar 1634. var i Kiøbenhavn. Udi hvilken action Hans Majt. havde misted 2. af sine fortænder, er mig ubekiendt, mueligen det er skeed enten udi det slag ved Calmar eller udi det ved Kønigsluther. Hans skrifte-fader Peder Winstrup vidner, at han havde en krum næse, hvilket og alle Hans contrafeyer udvise. Han havde ogsaa udi det store søeslag ved Femern misted sit høyre øye. Men, om han beholdt andre arr udi ansigtet er mig ikke vitterligt.

Hans hoved lyst var til søemandsskab. Det er u-beskriveligt hvad u-mage og bekostning Hans Majt. anvendte paa at forfremme handelen, og anrette Colonier baade udi Indien og Grønland, item at oplede passager giennem Norden til China og Jappan. Om disse store entrepriser, som beviise ikke mindre Hans nidkiærhed for Rigets velstand, end hans curiositet at giøre u-muelige ting til muelige, og at perfectionere sømands konsten, er tilforn udi denne korte historie intet talet, hvorfor jeg dem her til slutning paa engang har villet fremføre og sammenslutte ved en kiæde, skiønt de paa adskillige tiider ere foretagne, paa det saadant med des større behag kand læses, og disbedre indprentes udi ihukommelsen.

Hvad den Østindiske handel er angaaende, da saasom jeg paa et andet sted, nemlig udi det capitel om handelen, og det Ostindiske compagnie derom vitløftigen har talet, saa vil jeg her ikkun med faae ord mælde dette, Stifter colonier udi Indien.at Hans Majt. efter nogle andre Nationers exempler fik i sinde at stifte en handel paa Ostindien, og til den ende affærdigede udi det aar 1618. Hr. Ove Gedde med adskillige krigs skibe til den store og rige Øe Ceylon, efter at han havde slutted en contract med den bekiendte Ceylonske Minister Carnelis Boshower, kalded Prindsen af Migomme, og, endskiønt denne contract blev til intet, |327og dette Ceylonske tog løb ulykkelig og frugtesløs af formedelst bemeldte Boshowers hastige død, saa dog fik de Danske fod paa de Cormandelske Kuster, og efter lang negotiation med Kongen eller Naiken af Tanjou, erholdte den sted Trankebar, og der lagde grunden til den Ostindiske handel, som er bleven holden ved lige til denne dag.

Hvad de Grønlandske tog er angaaende, da er at merke, at Grønland udi gamle tider har været beboet af disse Rigers folk, og at der stedse har været fart imellem Norge og Grønland, fast indtil de tider Norge blev foreenet med Dannemark; Thi man finder udi den Danske historie, at en Grønlandsk Bisp anno 1389. var tilstede udi et mode, som holdtes udi Fyen. Men denne fart er siden bleven forsømt, og under Kong Erik af Pomeren og Christopher af Bayren reent forglemt, iligemaade under de andre Konger af den Oldenborgske stamme, indtil Kong Christian 3. hvilken tillige med hans søn og successor Friderik 2. søgte at finde landet igien, men forgiæves. Søger at oplede det gamle Grønland igien.Christianus 4. tog sig for alvor dette verk an, og til den ende lod forskrive en forfaren søemand fra Engeland, som havde navn for at kiende det Grønlandske hav. Første reyse ved Godske Lindenau.Saa snart samme søemand var ankommen, lod han udruste 3. skibe, hvilke under anførsel af Godske Lindenau seylede fra Dannemark anno 1605. Den Engelske søemand, som førte et af disse skibe, da han havde naaed den poli høyde, som han søgte, skilte han sig fra de andre skibe, og tog den kaas som Islænderne fordum have taget, nemlig sudvest. Den Danske Amiral derimod seylede mod nordvest, og kom allene til de Grønlandske kuster. Snart var hans skib ikke bleven seet af de vilde paa landet, førend de komme om bord, hvor Amiralen tog imod dem med glæde, og gav dem viin at drikke, men de funde ingen smag derudi, og drak heller tran, som man siden skiænkede i for dem. De foragtede guld og sølv mynt, som man viisede dem, og vare meere begiærlige efter jern og staal arbeyd, item speiler og andet smaat dukke tøy, hvilket de tilbyttede sig for reve, biørne og kobbe-skind, som de havde bragt med dem. Godske Lindenau opholdt sig paa samme sted udi 3. dage, uden at sætte fod paa landet, saasom han ikke troede de vilde. Den 4de dag lættede han anker og seylede bort med to af indbyggerne, hvilke derudover bleve saa rasende, at man maat|328te binde dem. De andre, som stode ved strandbreden, og ansaae denne handel, bleve derover saa opirrede, at de skreege og hylede, og bombarderede de Danske med piile og steene. Dette er alt, hvad jeg finder forretted paa dette tog af Godske Lindenau, hvilken kom allene til Dannemark igien. De andre tvende skibe komme ind udi en bugt, som befandtes at være Straet Davis, hvor man saae adskillige gode havne og grønne enge. Indbyggerne der komme ogsaa strax om bord, og handlede med dem, ligesom de foromtalte med Godske Lindenau; Men disse sidste stillede sig meere vilde og mistroelige an. Her bleve nogle bevæbnede Danske satte paa land, hvilke der fandte adskillige smukke egne, iligemaade efter den Danske krønnikes vidnisbyrd sølv-ertz: Thi der siges, at man af steene som veyede 100. Untzer, bragte 26. untzer sølv til veye siden udi Kiøbenhavn. Man gav Danske navne til de søe-havne, som der fandtes, og giorde et kort over kusterne. Førend man gik om bord igien, bemægtigede man sig 4re vilde, af hvilke man maatte omkomme den eene, efterdi han stillede sig saa fortvilende og rasende an, og derved indjog saadan skræk udi de 3. øvrige, at de godvilligen fuldte de Danske til skibene. Indbyggerne for at hævne deres landsmands død, stillede sig udi slagtordning ved havnen, og lode, som de vilde afskiære de Danske passen til skibene, men da man gav en salve af Cannoner og musqvetter paa dem, toge de flugten, saa at de Danske uden hinder indskibede sig, satte seyl og komme lykkeligen til Kiøbenhavn igien, hvor de præsenterede Hans Majt. de 3. vilde, som ingen overeens stemmelse havde med de forrige, hverken udi tale, dragt, eller sæder.

Dette første Grønlandske tog opmuntrede Kong Christian at forsøge et nyt, og at affærdige samme Godske Lindenau med 5. skibe. Han seylede fra sundet den 8. May 1606. og bragte med sig de 3. Grønlændere, som vare tagne ved Strat-Davis for at bruge dem til tolke. Godske Lindenau tog da den vey, som den Engelske Capitain havde udvalt, nemlig Sudvest fra Island igiennem Capo Farvel mod Strat Davis. Et af disse skibe blev skilt fra de andre formedelst en taage; Men de 4re komme lykkelig til landet den 3 Augusti; Men de vilde, af mistanke til dem, havde ingen lyst at indlade sig udi handel som tilforn. Hvorudover de Dan|329ske seylede høyre, og forhaabede der at blive bedre modtagne; men indbyggerne vare der ligesaa mistænkelige, som paa det første sted, og stillede sig til modstand, i fald de Danske vilde forsøge landgang. Endeligen da man havde kasted anker ved det 3die sted, bad een af Lindenaus tienere, en forvovende karl, om frihed at stige alleene paa land, for at komme udi handel med de vilde; Han haabede enten at tæmme dem ved adskilligt smaat dukke-tøy, eller at undløbe dem, hvis de skulde forsøge noget fiendtligt mod ham, men han var neppe kommen paa land, førend han blev greben, ihielslagen og skaaren udi stykker af de vilde, som dertil brugte knive giordte af horn eller tænder, som tages af den fisk kalden Enhiørning og slibes ved steene. Lindenau merkede da, at der var intet for ham at bestille, begav sig derfore paa veyen til Dannemark igien.

3. Grønlandske tog under Karsten Richardsen.Hans Majt. saasom han aldrig af ulykken lod sig afskrække fra et got forsæt, lod ey heller her modet falde, men forsøgte den 3die Grønlandske reyse med 2. store skibe under anførsel af Capitaine Karsten Richardsen. Men samme Richardsen kunde ikke komme til land formedelst iis, der laae ligesom høye bierge og strakte sig langt ud i havet; thi der ere visse aar udi Grønland, som iisen aldrig tøer udi, hvorudover han med u-forretted sag maatte vende tilbage. Disse kostbare og vanskelige tog vise, hvilken stor curiositet, nidkiærhed og bestandighed der var hos denne Herre.

Grønlænderne i Kiøbenhavn og deres skiæbne.Hvad de vilde Grønlænder er angaaende, som bleve bragte til Dannemark, da havde Hans Majt. omsorg for, at de bleve vel forsørgede, og gav dem frihed at gaae, hvor dem lystede; Man gav dem at spiise melk, smør og ost, item raat kiød og fisk; Thi de kunde ikke vænnes til brød og kaagt kiød, ey heller til viin eller øll, men i den sted drukke hvalfisk tran; De vendede sig idelig mod Norden, og sukkede efter deres fæderneland; De, som kunde bemægtige sig deres smaae baade, begave sig paa søen, udi tanke at komme til Grønland igien. Men, da de vare komne 10. eller 12. miile fra sundet, bleve de af storm drevne tilbage paa de Skaanske kuster og derfra bragte til Kiøbenhavn igien, hvor de bleve nøyere vagtede. Men, som deres tanker altid vare henvændte til fædernelandet, vovede 2. af de samme sig paa søen igien, hver udi sin baad, som de havde faaet fat paa. Man sat efter dem og fik den eene tilbage, men den anden fik |330man aldrig nogen tidende om. 2. af dem døde siden af sorrig, men de øvrige 2 levede udi nogle aar, og siuntes at være ved got mod. Men den forhaabning, man havde at lære dem den Christelige troe var forgiæves. Man kunde ikke merke at de havde nogen idee om GUD. Man blev allene var, at de løftede øjene mod himmelen, som for at tilbede solen, naar den steg op af østen. Den eene af dem døde endelig til Kolding paa saadan maade: Saasom paa de Tider samme steds var perle-fangst, og Grønlænderen gav tilkiende, at han var vant til at fange perler udi sit fæderneland, førdte Høvitzmanden udi Kolding ham med sig did hen, og betiente sig af ham til perle-fangsten, hvorudi han var meget lykkelig, men, saasom giærighed drev samme Høvitzmand til at holde ham til dette arbeyd baade vinter og sommer, blev han omsider syg og døde. Denne død gik hans cammerade, som nu allene var tilbage, saaledes til Hierte, at ingen kunde trøste ham meer. Han bemægtigede sig derfor udi fortvilelse een af de smaa baade, og begav sig paa søen. Men han blev greben, og bragt til Kiøbenhavn igien, hvor hand strax døde af sorrig.

han søger at finde vej igiennem Norden til Indien. mem. de l’Ameriqve Sept.Sept.]Sept.] A2, Sept A1 Sept.] A2, Sept A1 par le Baron de la Hontan tom. 2.Disse besværlige tog viise denne store Konges begiærlighed til handelens forfremmelse, item den curiositet, Han havde at bringe skiulte Ting for Lyset. Paa det sidste har man et stort exempel af den reyse, som efter Hans ordre blev foretagen af den bekiente *Capitain Munch, hvorom findes saadanne omstændigheder. Man havde længe disputeret om Grønland var landfast enten med Asia eller America. En Engelænder ved navn Hudson, havde beseylet et bugt imellem America og Grønland, som endnu efter ham kaldes Hudsons bugt; hvorvel fremmede skribentere tilstaae, at den ære heller tilkommer en Norsk søemand, som for ham havde udfundet denne bugt. Der igiennem besluttede Kong Christian at forsøge en vej til Ost-Indien, og til den ende affærdigede Anno 1619. Capitain Munk did hen med tvende skibe. Samme Munk kom den 20 Junii af samme aar til Cap Far vel saaledes kaldet, efterdi man der ligesom tager afskeed med den gamle verden.

Affærdiger til den ende Capitain Munk med skibe.Han seylede siden mod Vesten til Norden mod et sund, hvilket han gav navn af Christians Sund, og landede til en Øe ved |331de Grønlandske kuster. Der satte han nogle paa land; hvilke bragte tidender tilbage, at de vel havde seet fodspor af folk, men dog intet folk. Den anden dag om morgenen blev man var en hob vilde, hvilke bleve forskrækkede, da de saae de Danske, løbe hen og skiulede deres gevæhr bag ved en dynge af steen, som laae ved samme sted. Da de Danske hilsede dem, stillede de sig venlige an, og hilsede igien. Men, da de Danske bemægtigede sig deres gevæhr, som laae skiulte bag ved steen-døngen, og som bestode af buer og piile, stillede de sig heel bedrøvede an, og gave ved tegn tilkiende, at det var deres eeneste Liggende fæe, hvor ved de vunde deres føde, saa skibs-folkene ynkedes over dem, og gave dem alt tilbage, hvor paa de faldte paa knæe, og takkede for saadan velgierning. Men de Danske lode det ikke blive ved den høflighed, de forærede dem adskillige smaae sager, som de vilde admirerede, og gave til vederlag adskillige fugle, samt fiske, spæk. Een af dem kastede øyet paa et speyl, og da han saae sig selv der udi, blev han der udover gandske forundred, tog speylet, og løb bort dermed. Det som meest gav aarsag til latter, var, at de vilde løbe at omfaune en matros, lige som de havde kiendt ham længe, eftersom samme matros havde sort haar, et brunagtigt ansigt, en breed næse, ligesom en Grønlænder.

Munk lættede anker dagen derefter, for at fortsætte sin reyse, men maatte formedelst iis, som kom ham i møde, søge samme havn igien. Men da vilde ingen af Indbyggerne lade sig mere see, hvor megen u-mage man end giorde sig for at lokke dem til strandbredden. Man fældede der paader paa]der paa] A2, derpaa A1 der paa] A2, derpaa A1 Øen en stor hob Rhensdyr, og der udover lod den kalde Rhensund, ligesom man gav havnen navn af Munkenæs efter Capitainens navn. Munk plantede der Kongens vaaben, og begav sig den 22 Julii derfra igien. Derpaa udstod man stor besværlighed formedelst storm og driv-iis, saa at man med stor nød biergede sig imellem 2 øer, liggende paa 62 grader og 20 minuter. Der saae man ingen mennesker, men en mængde af Harer, hvor udover man kaldede strædet Haresund. Den 9 Augusti reysede Munk fra samme øer, seylede vest sydvest og kom til den sydlige kust af Christians Sund. Igiennem samme løb hand ind udi Hudsons bugt, og kaldede den side, som vender mod America, Mare novum eller |332det nye Hav, og den anden side mod Grønland, Mare Christianum eller Christians Hav. Munks vinterleje udi Grønland.Der seylede han vest nordvest indtil 63 grader 20 minuter, da han omsider blev saaledes omringed af iis, at han maatte tage vinterleye udi en havn, som efter hans navn blev kaldet Munks Vinterhavn. Der lod han reparere skibene, saa meget som tid og sted tillod, og giorde anstalt til vinterleye. Man fandt ingen folk paa kusten, men mange fodspor dertil, blant andet adskillige store steene oprettede, som altere, hvor paa var lagt kull. Man fandt ogsaa en steen, hvor paa var afmaled en dievel med horn og kløer, saa at man der af kunde see, at der ikke allene var folk, men endogsaa en slags Guds dyrkelse paa samme sted.

De Danske, saasom de mærkede, at de maatte blive der vinteren over, lode oprette smaae hytter, og forsynede sig med brænde og vildt til deres føde. Munk fældede selv først en hvid biørn, hvilken han aad med skibs-folkene, og fandt smag udi det kiød, som han selv udi sin beretning vidner. Man fældede ogsaa adskillige harer, ager-høns og andre fugle, som udi Norge ere gemeene, iligemaade nogle maar og ræve, saa at man havde forhaabning at begaae sig vel vinteren over, men vinteren blev saa sterk og haard, saa at der fandtes iis fra 300 til 360 fod tyk, øll, viin og brændeviin frøs udi fadene indtil bunden, saa at baandene derpaa braste, og man maatte hugge viin og Brendeviin i stykker med øxe, paa det at det kunde tøe op ved ilden. Dersom man af vanvare lod blive vand udi tin- eller kobber-kar om aftenen, fandt man, at de vare brustne om morgenen. Skibsfolkene omkommes af kuld.Denne forfærdelige kulde, saasom den ikke sparede jern og kobber, saa sparede den ey heller folket. Den eene af de Danske faldt udi svaghed efter den anden, og sygdommen tog til med frosten. Sygdommen begyndte med tarme-løb, som hold ved indtil den syge døde. Saadan var tilstanden vinteren over, og svagheden formeerede sig mod foraaret; Thi da faldte tænderne dem af munden, saa at de kunde ikke æde brødet, uden det var igiennem blødt. Endelig tog udi maymaaned plagen overhaand, da kom der blodgang blant de overblevne, hvilke borttørredes, bleve sorte, blaae og værkbrudne, og hvor en døde, der blev han liggende; Thi der var ingen, som kunde begrave ham. Munk selv faldt omsider udi svaghed tillige med de andre den 4 Junii og laae udi 4re dage udi sin hyt|333te uden føde. Hvor udover han giorde sit testament, ombedende de reysende at begrave ham, og at bringe Kongen af Dannemark det dag-register, hand havde giort over sin reyse. Men, efter at de 4re dage vare forløbne, befandt han sig noget bedre, saa at han gik ud af sin hytte, for at see til skibs-folket, af hvilke han fandt ikkun 2 levende af 64, som han havde bragt med sig.

Det var ikke liden glæde for disse to arme mennesker, at see deres Capitain endda udi live. De opmuntrede hin anden at leve, skiøndt de saae ikkun lidet tegn dertil; Thi dem fattedes levnets midler. De rodede udi snee, for der at finde urter, som laae skiulte derunder. De fandte til lykke nogle rødder, hvilke vederqvægede dem saaledes, at de inden faa dage komme til kræfter igien; Endelig da iisen blev optøed, begave de sig paa Fregatten, og lode det store skib blive. Den 16. Julii gik de til seyls, men de bleve strax saaledes incommoderede af driv-iis, at de tabte deres sluppe, og havde stor møye med at redde skibet, hvis roer gik i stykker. Endelig reddede de sig ud af disse besværligheder, fandte sluppen igien, og komme lykkeligen igiennem Christians-sund udi det store hav. Men der angreb dem en heftig storm, hvilken bragte dem til ny fortvilelse, thi, saasom de vare ikkun 3. mennesker, maatte de uden ophør arbeyde, for at conservere skibet. Munk kommer selv 3. til Kiøbenhavn igien. Dog overvandt de ogsaa denne ulykke, kom den 21. Septembr. udi en Norsk havn, og endeligen nogle dage derefter til Kiøbenhavn, efter at de havde udstaaed alle de besværligheder, som mennesker kand underkastes.

Hans Majt. lod derpaa vel fare den forhaabning han havde giort sig om at finde vey giennem Norden til Indien. Men Capitaine Munk, efter at han havde opholdet sig nogle aar udi Dannemark siden den ulykkelige reyse, og imidlertiid nøye eftertænkt de feyl, som man af u-videnhed havde begaaed paa denne reyse, fik han lyst at forsøge lykken end eengang, og til den ende overtalede nogle adelsmænd og borgere udi Kiøbenhavn at oprætte et compagnie, og at udryste 2. skibe, som han skulde føre. Men da alle anstalter vare giorte, og Munk stod gandske reyse ferdig, blev han siug og døde, og saaledes blev det heele værk til intet. Munks endeligt.Der fortælles, at, da han til afskeed talede med Kongen, og Kongen efter lang tale mældede om den forrige reyse, og Munks slette opførsel der ved, svarede Munk |334ham noget haardt, og u-betænksomt, hvorover Kongen blev fortørned, og støtte ham med sin stok; og at Munk derpaa gik hiem, vilde ikke spiise udi nogle dage, og endeligen døde af sorg; Saaledes bliver denne historie gemeenligen fortaalt, og lader jeg den staae ved sit værd. Iligemaade det som anføres særdeles merkværdigt om denne store Konge, at alle de, som Han lagde haand paa udi hastighed, ligesom hensvandte, og kunde aldrig komme sig igien.

Disse mange kostbare og besværlige tog viise, hvilken stor curiositet der var hos denne Konge, og hvor meget landets opkomst og handelens forfremmelse laae ham paa hiertet. Undersaatterne opmuntredes til dislige tog af Kongens exempel. Undersaatterne opmuntrede af Hans exempel, toge sig paa at forsøge det samme, og sparede ingen omkostninger derpaa; thi aldrig har folk udi Dannemark været meere hurtige, arbeydsomme og begiærlige efter videnskaber end under denne store Konge, hvorfore alle fremmede, som i de tider have skrevet om Dannemark, tale med stor berømmelse, saavel om store stats Ministrer, som om grundige lærde folk lærde folk] lærde folk] lærde-folk A1 A2; lærde folk SS lærde folk] lærde-folk A1 A2; lærde folk SS , der fandtes saavel blant adel, som borgerstand. Rigets Hofmester affærdiger af curiositet et skib til spitzbergen. Man veed, at Rigets Hof-Mester af curiositet paa egen bekostning affærdigede et skib til Spitzbergen, som ligger paa 78. grader, for at erkyndige sig om samme lands egenskab, og dertil brugte en forfaren naturalist ved navn Leonino en indfød Spanier, hvilken nøye udforskede dette land, som formedelst kulden ikke kand beboes, og førte med sig tilbage hvide biørne, og andet, som dette fæle land producerer.

Dette, som jeg har antegnet om Christiano 4. hvor lidet det end er, kand dog rægnes for at være noget, eftersom det er det meste og fast det eeneste, som er kommed for liuset, men det kand rægnes for intet, i henseende til Hans lange regiering, og hans store bedrifter, som udfordre nogle folianter; Thi der var neppe nogen Regent paa de tider meer hurtig, meer forfaren, og af større sindets gaver end Christianus 4. Vel er sandt, at Sverriges Konge Gustavus Adolphus af skribentere bliver opløfted til skyerne, og at samme Konge fortiener all den roes, man ham tillægger, men, Comparaison Comparaison] Comparaison] Comparison A1 A2; Comparaison SS Comparaison] Comparison A1 A2; Comparaison SS mellem Gustav Adolph og Christ. 4.naar jeg lægger begge disse Kongers bedrifter paa veyskaal, finder jeg, at Christiani 4. ere de vigtigste. Gustavus Adolphus var en stor General, Christianus 4. gav ham udi krigs erfarenhed intet efter. Den første vidste at vinde, og at forfølge en seyr, den anden vidste og at vinde, og tillige med at redde sig ud af en u-lykke. Den |335første blev stor af medgang, den anden større af modgang. Hvis Christianus 4. havde førdt Gustavi krig udi Tydskland, da de Tydske stænder, og andre allierede grebe sig for alvor an, havde han ogsaa haft Gustavi lykke; og hvis Gustavus havde begyndt krigen først, da stænderne vare søvnagtige, og de allierede lunkene, havde han ogsaa haft Christiani 4. u-hæld. Saa at om den eene skinnede meer udi samme krig, saa er saadant meer at tilskrive tiden end personen; Thi udi den krig, som disse store Konger førdte indbyrdes med hinanden, er bekiendt, at Christianus 4. fik overhaand. Gustavus var mild og beleven; Christianus, som en gemeen borger udi omgiængelse; Begge elskede ret og retfærdighed, belønnede dyder, agtede lærde folk, og vare selv lærde. Begge havde aabne hierner, hvilket den første lod see, som en stor General, den anden tillige med som en stor Konge, som en stor stats mand, som en stor søe-mand og en habil dommer. Saa at den første var allene stor udi krig, den anden tillige med udi fred. De vare begge hurtige; Gustavus løb som en liun ild heele Tydskland over; Christianus 4. saae man nu udi spitzen af en krigshær, nu paa et Amiral-skib, nu paa den anden side af Nord-Caped; Thi han seylede engang forbie samme Nord-Cap til Moscovien, hvilket neppe nogen Konge har giort. Sverrig har aldrig været større udi krig, end udi Gustavi tiid, og Dannemark aldrig større udi fred end under Christiani regiering. Der vrimlede landet af store Generaler, her af lærde folk og store stats mænd. Det er uvist, om Gustavus rev fleere stæder ned, end Christianus bygde stæder op. Med et ord: Gustavus syntes at have Alexandri exempel for øyne, og Christianus 4. Alexandri tilligemed Augusti; Thi den Svenske Konges passion var at udviide sit Riges grændser, den Danske Konges at heele sit Riges indvortes saar, saa at, hvis Sverrig kand vise den største General paa de tider, saa kand Dannemark vise den største Konge. Den eeneste feyl, som merkes hos denne Konge, var en slags hastighed, udi hvilken han undertiden overilede sig, hvilket jeg finder fornødent at antegne, paa det at jeg ikke skal siunes, i steden for en historie at skrive en ligprædiken.

Friderik 3.Efter Kong Christian 4. fuldte hans Søn Fridericus 3. ved hvis ankomst til Regieringen Riget var udi saadan tilstand; Rigets tilstand ved H. M ankomst til regieringen.Dannemark var temmeligen bleven svækked ved den sidste u-lykkelige Sven|336ske krig; adskillige vigtige Provincier vare demembrerede fra Riget, og store bekostninger vare giorte, som endda ikke vare forvundne; Adelens magt var paa den høyeste spidse, og store dispyter bleve giorte ved Regieringens tiltrædelse, ja ingen Dansk Konges myndighed er ved haandfæstning bleven meer indskrænked end Friderici 3. og foraarsagede saadan indskrænkelse adskillige u-leyligheder, som denne berømmelige Konge ved sin viisdom læt kunde have hævet, hvis den Kongelige myndighed ikke havde været saa meget limitered.

Hvad besværlighed han havde, førend han kom til at sidde paa thronen, viiser den mynt, som blev slagen ved Regieringens tiltrædelse, hvorpaa stod: *Tandem. Hvorledes Dannemark stod med andre Potentater.Hvad Rigets udvortes tilstand var angaaende, i henseende til fremmede Potentater: Da hvad Engeland angik, havde Christianus 4. leved udi stor fortrolighed med samme Rige, saasom Kong Jacob, saavel som hans Søn Carolus Primus var ham saa nær besvogrede, men disse conjuncturer forandredes siden ved Kong Carls ynksomme endeligt, og Cromwels usurpation, hvilken var stedse ilde sindet mod Dannemark, som skal viises af efterfølgende historie.

Med Holland havde vel den Høysalige Konge forliged sig nogle aar for sin død. Men, som samme Republiqve havde været aarsag til de forliser, Riget havde lidet, og ved det fordrag, slutted til Christianopel 1645. havde skilt Dannemark ved adskillige indkomster, som hævedes aarligen udi Sundet, kunde Riget paa samme tid ingen synderlig fortrolighed have til samme Republiqve, hvilken dog siden da den saae Sverriges magt saa meget dagligen tilvoxe, fortrød paa at have hiulpet dertil, og sluttede alliance med Dannemark, hvor om videre.

Med Spanien havde Dannemark staaet udi stor fortrolighed, siden den Lybekske fred; Ja den fortrolighed var saa stor, at adskillige Potentater allarmeredes derover, bildende sig ind, at der understak meer end et blot venskab.

Med Sverrig i henseende til henseende til] henseende til] henseendetil A1 henseende til] henseendetil A1 Bremen.Med Sverrig vare conjuncturerne mest delicate i henseende til det stikt Bremen. Dermed havde det saadan beskaffenhed: Kong Friderik, da han endda var Prinds, var udi det aar 1621. udvalt til *Coadjutor udi Bremen, og, da Erke-Bispen Johan Friderik 1634. ved døden afgik, succederede ham den Danske Prinds uden |337modsigelse, hvor vel de Svenske havde giort hinder derudi, hvis det u-lyksalige slag ved Nørlingen ikke havde betaged dem kræfter dertil. Men, da de Svenske faldne sager begyndte at reyse sig igien, og krigen gik an imellem Dannemark og Sverrig, udi hvilken krig Fridericus 3. af sin Herr Fader blev giort til *Generalissimus udi Holsteen, toge de Svenske der af leylighed til fiendskab, og bemægtigede sig Bremen og Verhden, hvilke endelig udi den Vestphalske fred bleve seculariserede, og under titel af et førstendom cederede til Sverrig, mod hvilket foretagende Fridericus 3. som retmæßig udvalt Erke-Bisp, besværgede sig høyligen, og vare sagerne endda udi samme tilstand, da han succederede sin Hr. Fader udi Rigerne. Saaledes vare conjuncturerne ved hans ankomst til Regieringen. Men, førend jeg gaar videre frem, vil jeg tale noget om hans fødsel og opdragelse.

Friderici 3 fødsel og opdragelse.Denne berømmelige Herre er fød til Hadersleben Anno 1609 den 18 Martii; Da han var kommen nogenledes til skiønsom alder, skikkede hans Hr. Fader ham til det adelige Academie Sorøe, for der at underviises og oplæres udi saadanne viidenskaber og øvelser, som ere en Kongl. Prinds anstaaelige, og forordnede til hans information Doct. Hans Burchard, og paa det han desmeere kunde opmuntres til dyd og studeringer, sendte hans Hr. Fader ogsaa did hen Hans Prindselige Høyhed Prinds Ulrik, en Herre iligemaade af stor forhaabning; Hans udenlandske reyse.Efter at han udi fædernelandet havde bekommed gode fundamenter udi adskillige viidenskaber, fik han af sin Hr. Fader forlov at reyse uden lands, for der at giøre sig viidere fuldkommen, og begav sig først til de foreenede Provincier, og derfra til Brabant, og Flandren, hvor paa de tider krigs videnskaber vare paa den højeste spidse, reysede derefter til Frankerige, og oppeholdt sig meest til Paris, Orleans og Anjou, havde ogsaa udi sinde at see Italien og andre steder, men blev forhindred der udi, efftersom udi Italien grasserede en pest hvilken dræbte dagligen udi Meyland mod 500 mennisker, de andre steder foru-roeligedes af de Keyserlige og Mantuanske Tropper; Savoyen var klemmed af Frankrig, Keyseren og Stænderne laae i haar med hin anden udi Tydskland, og krigens lue strakte sig fast over heele Europa, hvor udover Dannemark, som paa samme tider levede fast alleene udi roelig|338hed, frygtede, at Hans Printzelige Høyhed vilde geraade udi fare, hvis han reyste til de u-roelige og smitsomme steder, og derfor med stor forlængsel sukkede efter hans tilbagekomst. Herudover begav Hans Printselige Høyhed sig paa vejen til sit fæderneland igien, hvor han med stor glæde blev imodtagen.

Anno 1621. giorde Hans Printzelige Høyhed sit første æres-trin, i det han af den Bremiske Erke-Bisp og Geistlighed blev kalden til at være Coadjutor udi det Erke-Biscopdom Bremen, Bliver Erkebisp udi Bremen.og udi det aar 1634 efter den Durchlauchtige Førstes Johan Johan] Johan] Johau A1 Johan] Johau A1 Frideriks død bekom Erke-Biscopdommet selv, Hans Hr. Fader til stor glæde og fornøyelse, der paa samme tid celebrerede Kron-Printzens Christian 5 bilager med den Chursachsiske Princesse.

Efter at Hans Printzelige Høyhed nu havde bekommet det Bremiske Erke-Biscopdomme, beflittede han sig af yderste magt paa at befrie det fra den ilds lue, der fortærede Tydskland allevegne, og ikke at indvikle sig med nogen af parterne, indtil de Svenske brøde omsider ud med det forsæt, de saa længe havde gaaet frugtsommelige med, og begyndte at øve deres tragoedier saa vel udi Bremen, som udi Dannemark.

Anno 1643 holdt Hans Printzel. Høyhed bilager med den Luneborgske Princesse Sophia Amalia, succederer sin Fader i rigerne. og udi det aar 1648 blev han, som sagt er efter sin Hr. Faders død Konge over Dannemark og Norge, eftersom Kron-Printzen Christianus 5. aaret tilforn havde taged afskeed fra verden. Den 6 Julii blev han med stor pomp hylden udi Kiøbenhavn saaledes:

Den Kongl. hylding.Der var paa Slotz-platzen for Børsen oprejst et herligt theatrum, hvorpaa stod den Kongel. throne overtrækket med sort fløyel, og veyen fra Slottet til samme theatrum var overtrekket med sort klæde. Om formiddagen klokken 9 blev det samtlige Borgerskab stillet udi gevæhr fra Slottet indtil det opreyste Theatrum. Nest derefter ginge to Herolder med sorte sceptere udi hænderne, efter dem fuldte nogle adelige personer med lange sorte Kapper som forordnede Marskalker. (3) Riddere og Adelskabet af alle provincierne. (4) Hoff-Adelen. (5) Begge Hof-Marskalker. (6) Efter dennem fuldte Hs. Prindtzel. Høyhed geleidet af 40 Drabantere med en himmel af sort fløyel. (7) Derefter kom Rigets Hofmester. (8) Siden Rigets Raad hver efter sin stand.

|339Da nu Hans Printzel. Høyhed var kommen paa theatrum, holdt Rigets Hofmester en ziirlig oration, efter hvis slutning Rigets Raad nedknælede, og efterlæste den Eed, som Hof-Cancelern dennem foresagde, hvor efter de alle samtlige, og en hver udi særdeleshed gav Hs. Majest. deres hænder, og ønskede ham et lykkeligt Regimente.

Da dette var skeed, sat Hans Majest. sig paa sin stoel og Rigets Raad paa Benkene under thronen, og bedekkede alle deres hoveder; derefter skeede ved *Secretarium Krag Stændernes provocation og eedens oplæsning. Da først Riderskabet og Adelen, derefter Geistligheden, siden Borgerne og endelig Bønderne ginge op. Da nu alting, som fornødent giordes, var forretted, blev Hs. Majest. geleydet paa samme maade til Slottet igien; Kort derefter blev bemeldte Theatrum givet den gemene mand til priis, hvilken sloges tapperlig om klædet, træet og jernet, og der ved gav aarsag til stor latter, og kortvillighed.

Endelig blev enhver efter sin stand tractered paa det kosteligste, og dermed tog hyldings-processen en ende.

Hans Maj. begav sig derefter med en vel-udrustet flode til Norge, og blev af Rigets Stænder hylden til Christiania med lige proceß, og siden udi Slesvig og Holsteen, som en Første over samme lande.

Den kongel. kroning.Den 23 Nov. blev Hs. Maj. kroned til Kiøbenhavn paa saadan maade, først bleve udi en procession til vor Frue Kirke førte 2 sølv herpukker, hvorefter fuldte 6 trompet-blæsere alle udi hvit atlas og sort fløyel; derefter komme 5 Marskalker med deres kieppe udi hænderne, hvilke bleve geleydede af nogle 100 adelige Personer, alle klædde udi sort fløyel. Efter dem komme Gesandterne fra Lybek, Hamborg, Rostok &c. 2 Herolder udi sædvanlig habit. Siden nogle Herpukker og Trompeter; Derpaa komme Rigets Raad alle til hest, Rigets Amiral med Eblet, Rigets Marskalk med Sværdet, Rigets Cantzeler med Scepteret, og Rigets Hoffmester med Cronen. Derefter fuldte Hs. Majst. under en himmel, som blev baaren af den fornemmeste Adel; derefter fuldte de Førstlige Personer af Synderborg, Eutin, Sachsen-Lauenborg, item de Førstl. Gesandter fra Meklenborg, Holsteen og Oldenborg.

Da Hs. Maj. nu var kommen udi kirken, holdt Biskopen af Siæl|340land en latinsk oration. Derefter kom Rigets Hofmester og viisede Hs. Maj. Rigets privilegier om dennem at confirmere. Siden blev kronen af Biskopen sat paa Hs. Majsts. Hovet, og da traadde Rigets Raad frem, og lagde deres hænder paa Hs. Maj. Hovet og Krone, dermed at give tilkiende, at han skulde være deres Krone og Hovet. Effter alle sædvanlige ceremonier vare til ende, gik Hs. Maj. udi samme pomp til Slottet igien, hvor der var tillavet et herligt maaltid. Dagen derefter skeede Dronningens kroning mesten med samme Ceremonier og solennitet.

1650. Anno 1650. skeede med samtlige Stændernes bevilling den ældste Kongel. Printz Christians udvælgelse, hvilken blev forestilled paa den Kongel. Sal, og hans vall blev af nogle 100 personer underskrevet. Udi samme aar reyste Stadtholderen af Holsteen Hr. Christian Rantzou med en anseelig suite til det Keyserlige hof paa sin Konges vegne for at bekomme lehn af det Førstendom Holsteen effter sædvane.

Det første af vigtighed, som tildrog sig under Kong Frideriks regiering, vare de 2 største Mænds fald, nemlig Hannibal Sehesteds og Corfitz Ulfeld. Den første var Statholder udi Norge, og den anden Rigets Hoffmester, og havde begge til ægte Christiani 4 døttre avlede med Frue Kirsten Munk. Beskyldning mod Hannibal Sehsted.Den første nemlig Hannibal Sehsted, som var Statholder udi Norge blev beskyldt for adskillige forseelser, og fordret af Kongen og Rigets Raad at giøre regenskab saa vel for de penge, som vare anvendte paa den Nordske krigshær, som for alle indkomsterne, saa længe han havde været Statholder udi Norge. Stadtholderen søgte vel alle veye og midler at undgaae denne overhængende fare, men forgiæves; Thi Kongen og Rigets Raad satte saa hart efter ham, at han ikke alleneste blev forbuden at komme til hove, men endogsaa mistede sit høye embede udi Norge, og fik befalning ikke at begive sig fra Kiøbenhavn, førend han havde giort et rigtigt regenskab.

Dette vilde falde ham meget besværligt og fast umueligt, hvor udover ham af Kongen og Raadet nogle skrifftlige puncter bleve tilskikkede, for inden 24 timer at erklære sig der paa, og underskrive de samme, eller opbie en endelig dom, da udvalte han det første, og erklærede sig til efterfølgende puncter:

Derimod bleve ham af naade tilladte alle hans mobilier, som juveler, klenodier, sølv-kar, andet huusgeraad, iligemaade skulde de 60000. Rigsdlr. erstattes ham, han havde forstrakt den salige Prinds, saavel som Kong Friderik. Saaledes faldt denne store mand udi en hast fra sin værdighed, og Gregers Krabbe kom i hans sted igien.

Begyndelsen til den store tragødie med Corfitz Ulfeld. Imidlertiid Imidlertiid] Imidlertiid] Imidlertiid, A1 Imidlertiid] Imidlertiid, A1 aabenbaredes et stort forræderie, hvilket foraarsagede ikke liden u-rolighed udi Riget, og endeligen styrtede adskillige udi stor u-lykke.

Begyndelsen til denne tragœdie var Dina en qvindes person, som for sin deylighed overalt var bekandt, og lod sig iblant andre ogsaa bruge af Rigets Hofmester Corfitz Ulfeld, der, sin Frue u-viidende, tog hende ofte til sig udi huuset.

Blandt de andre, som Dina omgikkes med, var ogsaa Jørgen Walther Oberst udi Holsten, for hvilken hun eengang aabenbarer, at Hofmesteren havde ont i sinde mod Kongen; hvorpaa Oberste Walther aabenbarer strax til hove, hvad han havde hørt, og Kongen lader Dina komme for sig, hvilken bekræftede sine ord med efterfølgende omstændigheder; Dinæ angivelser.At, da hun engang var hos Ulfeld i et af hans inderste kammere, hvor hun samme tider blev indlukt igiennem en bagdør, kom hans Frue til ham med et begere udi haanden fuld af forgift, hvilket Doctor Sperling Ulfelds huus Medicus havde tillavet, og talte med sin Herre om tiden og steden, naar de vilde sætte deres onde forsæt udi værk mod Hans Majt. Dina lovede |342ogsaa, at, dersom hun kunde faae tid dertil, skulde hun bringe til veye Doctorens præscription, forgiftet eller nøglen til skabed, hvorudi det stod, bekiendte iligemaade, at hun havde faaed et barn med Hoffmesteren, og at det samme var døbt af Magister Simon til den Tydske kirke. Over saadant blev Hans Majt. og de hosværende Ministrer ikke lidet forskrækkede, holdte sig dog meget stille, og lode sig intet mærke, men lode Dina gaae sin vey, forhaabende, Gud og tiden skulde give bedre underretning derom.

Nu tildrog sig paa samme tid, at Rigets Hofmester lod bevæbne sin heele familie, ligesom han hver time skulde blive bestormed udi sit huus, og sendte to Rigets Raad til Kongen, begiærende hielp og beskyttelse mod nogle, som vilde myrde ham med frue og børn. Derpaa skikkede Hans Majt. to af Raadet til ham, tilbydende ham et compagnie soldater til sin beskiærmelse, ja at tage ham med sin familie paa sit eget slott, som var det sikkerste sted, han kunde være paa, men Ulfeld undslog sig for alle disse tilbud, hvilket giorde ham dismeere mistænkt. Jeg følger her udi den trykte relation kaldet Ulfelds practiker uden derfor at være garand. Samme relation fortæller siden med disse ord videre saaledes: vid. mach. Corfitz Ulfeldii. Ikke lang tid derefter blev det kundgiort, at der havde været nogle mordere om midnats tider for Kongens gemak, hvilke bleve afskrækkede formedelst en stor hund, der gøede mod dem, saa de derfor maatte lade nøglen i dørren efter sig, hvilken hidindtil havde været borte. Dette foraarsagede en stor forskrækkelse, saa at alle frygtede for et oprør udi staden, og kunde det anslag med forgiften ikke dølges, men var i alle folkes munde, hvorudover man holdt fornødent, at viise saadant hen til Retten, for at kiende og dømme derudi.

Sagen bliver forhørt.Til den ende blev Ulfeld stævned at svare for sig, hvilken sendte en Procurator i sin sted; Oberste Walther og Sperling bleve ogsaa stævnede og møtte personligen.

Den Tydske Præst Mag. Simon, hvilken Hofmesteren havde beviist mange velgierninger, mødte frivillig, enddog han ey var indstævned, for at forsvare sin Patron, men han blev mod forhaabning suspendered og afsat til viidere; Saaledes blev sagen forhørt til bye tinget, og vidner førte, men formedelst de mange tvilsmaal, som her indfaldte, blev den henvist til høyeste ræt, hvor Kongen var Præses |343og 24. af Raadet Assessores, did hen kom Ulfeld geleydet af hen ved 100. personer for sikkerheds skyld, efterdi han var bange for den gemeene mand, besynderligen baads-folket, som han tilforn havde foruretted. Dina falder fra sin angivelse.Dina havde hidindtil intet vigtigt beviist, men allene nogle betænkelige omstændigheder fremført, og da Raadet formanede hende, hun for den høyeste rett skulde bekiende sandhed, da med alles forundring enten af frygt, ubestandighed eller for anden aarsags skyld talte hun hverken om forgiften, ej heller om barnet, men kaldte alle sine ord tilbage igien, hvilket kostede hendes liv; Thi, omendskiønt hun siden vilde undskylde sig dermed, at hun var fortrylled og fra sit sind, kunde det dog ikke hielpe hende; bliver halshuggen.Thi Raadet dømte, at hendes angivende var falskt, og at hun skulde miste sit hovet, Ulfeld fri kiendes.Oberste Walther, Doctor Sperling og Mag. Simon, saasom med videre skulde forvises Riget, og Ulfeld skulde være udi Kongens naade. Da Dina leedtes til rettersteden, som var slots-platzen, raabte hun Guds straf over Hofmesteren og Mag. Simon, og beklagede ynkeligen at hun leed u-skyldig: Herudover holdt Ulfeld det raadeligt at begive sig af Riget, at ham ingen vanære skulde vederfares, til hvilken ende han natten efter, som Dina blev retted, og hendes hovet var sat paa en stage uden byen, Undviger Rigerne.pakkede sit gods sammen, og med sin Frue, børn og de fleeste tienere drog ud paa et skib, som laae ferdig paa reeden, og begav sig til Holland, lod dog sætte en stork over sit huus, til et tegn, han vilde komme tilbage; Efter hans bortreyse blev den gandske process trykt paa Dansk og Tydsk, og i hans fraværelse blev raads-titel og værdighed ham fratagen, og i hans sted forordned Joachim Gersdorff at være Rigets Hofmester. Dette fortrød Ulfeld meget, og, som han agtede sig ikke at være sikker nok udi Holland, reyste han til Sverrig, hvor han forstrakte Dronning Christina en stor sum penge. Hvorudover høystbemeldte Dronning og giorde ham til Græve, og satt ham gods udi Pomern til underpant for hans laante penge; Om hans viidere forhold skal tales meeremeere]meere] A2, meere: A1 meere] A2, meere: A1 siden; Nu vil jeg begive mig til Kongens historie igien:

1651.Hvad sig Rigets allmindelige sager anbelanger, foreslog Hs. Majt. udi sidste Rigs forsamling, om at skikke en gesandt til den Engelske Republiqve efter andre Potentaters exempel. Item at oprette et regiment 300. mænd af gevorbene soldater udi enhver Provincie, |344og at udryste Rigets flode mod tilkommende foraar, at man kunde være færdig til at modtage de Svenske, i fald de ikke vilde holde sig stille. Paa de tvende første forslag blev denne gang intet sluttet, men paa floden tog man sig strax for at arbeyde, at den kunde blive færdig til foraaret.

1652.Efterfølgende aar lod Hans Majt. see stor vindskibelighed udi at sætte Riget udi en god stand, til hvilken ende han ey allene udi egen høye person reyste til Skaane, for at besigtige de stæder, som græntze med Sverrige, og lode dem forbedre, men endogsaa lod kiøbe udi Hamborg en stor mængde gevær, og føre dem til Dannemark. Derefter blev af Rigets Raad holden en forsamling udi Kiøbenhavn, hvorudi blant andet blev beslutted, at Land Regimenterne skulde bestyrkes, floden forbedres, og til den ende skulde den Kongelige skat dette aar være dobbelt saa stor som ellers; Der blev ogsaa beslutted at affærdige et gesandtskab til den Engelske Republiqve for at gratulere den samme, og tilbyde Parlementet venskab. De Gesandter, som ginge der hen, vare Peder Ritz og Erik Rosenkrantz.

Krig mellem Engel. og Holland.Den 29. Julii bekom den Hollandske Resident et notifications brev til kongen, hvorudi blev formeldet, at General Staten var geraaden udi aabenbare krig med det Engelske Parlement, og derfor begiærede den, efter forbund lovede, undsætning af 4000. mænd og 19. orlogs skibe; item at Hans Majt. vilde behage at affærdige et Gesandtskab til Engeland, for at overtale Parlementet til fred. Her paa blev beslutted, at, eftersom Hans Majt. efter forbund var forpligted at undsætte de Hollændere, enten med skibe, penge eller folk, da til nestkommende foraar at giøre færdige 20. eller 24. skibe, og at lægge dem ved Belt eller Øresund, for at afskiære de Engelske krigs og kiøbmænds skibe passen, og paa det de Danske Gesandtere som vare sendte til Engeland, ikke skulde der vederfares noget ont, holdt man de Engelske skibe udi sundet, som havde givet sig under Hans Majt. skyds, indtil Gesanterne vare komne vel tilbage, hvilket gav aarsag til misforstand imellem Dannemark og Republiqven udi Engeland og adskillige Danske skibe bleve igien af de Engelske ikke alleneste arresterede, men endogsaa giorte til priser. Hvorudover Hans Majt. besværgede sig meget, og forestillede den Engelske |345Envojé, som da arbeydede paa et forbund imellem Danmark og Engeland, at han vel var genegen til at stifte god venskab og fortrolighed imellem sit Rige og Engeland, men maatte med stor forundring fornemme, at, efter at de Engelske kopfardie-skibe effter deres egen indstændige begiæring vare af Dannemark tagne udi skyds, da Parlementet udi Engeland havde mod all ret og billighed ladet opbringe og confisqvere adskillige Danske skibe, Kong Friderik tager hollandsk parti.hvilket Hs. Majest. kunde ikke tage andet end ilde op, og derfor kunde ikke indgaae noget venskab med Republiqven af Engeland. Hs. Majest. vilde ogsaa gierne lade fare de Engelske skibe, som han havde taget udi beskyttelse, i fald Republiqven skaffede tilbage de confisqverede Danske skibe, og vahrer, og gav vederlag for all den skade og forsinkelse dem ved deres arrest var vederfaret, hvis ikke, fandt Hans Majt. sig tvungen til at fatte andre raad og midler.

Memoires de Chan. t. 1. p.p.]p.] A2, p A1 p.] A2, p A1 337. De Svenske toge da Engelsk parti, og havde Dronning Christina hart ad ladet sig overtale af Corfitz Ulfeld at declarere krig mod Dannemark, men der blev intet af denne gang, effterdi de klogeste Ministrer udi Sverrig kunde let see forud, at de liden profit vilde bekomme af saadan krig mod Dannemark, hvor der under Kong Frideriks viise regiering vare ligesaa god orden og anstalter, som der var under Dronning Christinæ regiering forvirrelse udi Sverrig. I sær blev det Svenske hoff afskrækket fra krig, efterdi Amiral Wrangel, som *incognito havde beseet den Danske flode, bragte de tidender tilbage, at den var udi en fortreffelig tilstand. Mem. de Chan. Chan.] Chan.] Chan. Chan. A1 Chan.] Chan. Chan. A1 t. 3 pag. 103 Det kom derfor til ingen krig imellem Dannemark og Sverrig, saa længe som Dronning Christina regierede; Thi, om endskiønt samme Dronning ved een og anden underlig conduite gav Dannemark aarsag at gribe til fiendtlighed, besynderlig da hun udi Corfitz Ulfelds sag comporterede sig saa slet mod den Danske Minister Peder Juel, hvilken passage den Frandske Ambassadeur vitløftig haver beskrevet, og derudi givet en livagtig characteer paa samme Dronnings underlige humeur og conduite; vid. t. 3. Mem. de Chanut. it. Puf. com. de reb. Sv. lib. 26. p. 6. Thi han laster hende saa meget derfor, som han berømmer den Danske Minister, hvilken udi den sag stod paa sin Konges respect, og holdt det u-anstændigt at svare paa Ulfelds beskyldinger, om endskiønt det havde været ham en let sag at igien|346drive dem. Dette og andet u-anseet, blev dog freden imellem Rigerne ikke brudt, saasom man holdt saadant ikke saa meget for en tort, som effect af Dronningens irreguliere og selsomme humeur. Derimod sluttede Hs. Maj. 1653 en defensive alliance med Holland mod Engeland, hvorpaa den Engelske Envoje forlod Kiøbenhavn, og krigen blev declareret mod Cromvel, vid. Lond. act. publ. t. 7.men den krig varede ikke længe; Thi aaret derefter nemlig 1654 blev der giort fred igien, hvorudi de alliancer, som vare giorte i Christiani 4ti tid, bleve igien fornyede, og de 22 skibe, som vare arresterede udi sundet, bleve løsgivne.

Pest udi Dannemark.Udi samme aar lod der sig udi Dannemark formerke en sterk pest, besynderlig udi Kiøbenhavn, hvor man begrov imod 15000. mennesker. Medens plagen varede, opholdt Hs. Majest. sig til Flensborg og Kolding.

Krig med Sverrige 1657.Effter at den Engelske handel var bilagt, levede Riget udi rolighed indtil 1657, da det blev indviklet udi den bekiendte ulyksalige krig med Sverrig. Førend jeg skrider til denne store krigs beskrivelse, vil jeg effter min vedtagne maade melde meget korteligen om hvad som er passeret imellem disse Nordiske Riger, siden den Bromsebroiske fred, at læseren deraf kand see, hvorledes Sverrig siden den tid var sindet mod Dannemark, og om denne feide ikke kand ansees meere, som en offensive og defensive krig; *tilstand udi Norge for krigen.Thi den begynder ikke først krig, som giver først hug, siger *Procopius de bello Gothico, men som giver anledning dertil.

Udi Dronning Christinæ tid havde Dannemark ikke stor aarsag at befrygte sig for at overfaldes af Sverrig formedelst den slette tilstand samme Rige formedelst Høystbemelte Dronnings regiering var bragt udi, som Svenske skribentere selv saa vel som fremmede, i sær Mons. Chanut bevidner; At der fattedes aldeeles ikke paa villien, kand sees vitløfftig af samme Ambassadeurs memoires; Thi Corfitz Ulfeld tilbød sig ikke saa snart at forstrække nogle penge til saadan krig, førend Dronningen var færdig at bryde løs; snart var Dannemark ikke kommen i tvistighed med Engeland, førend hun lavede sig til krig mod Dannemark, og hvis Vrangel, som *incognito var skikked hen at udforske alting, ikke havde fundet den Dan|347ske søemagt udi ypperlige tilstand, havde de Svenske samme gang ikke holdet sig saaledes inden deres græntzer; Den slemme affaire imellem den Danske Envoje Peder Juul og Corfitz Ulfeld til Stokholm gav iligemaade noksom tilkiende, hvorledes Dronningen var sindet mod Kong Friderik, saa intet andet under hendes regiering holdt dem tilbage end penge mangel og den slette tilstand, Sverrig var udi paa samme tider. Men, da den Martialske Konge Carl Gustav kom at sidde paa thronen, maatte Dannemark saa vel som andre Sverriges Naboer alle tider leve udi frygt for fiendtligt overfald; Hvad maximer da var udi Sverrig, og paa hvilken politiqve deres stats interesse var grundet, kand sees saa vel af Pufendorfs som Terlons skrifter, og vidner Pufendorf, de reb. gest. Carol. Gust. at man i Sverrig vilde føre krig, men at der blev ikkun raadslaget om, hvilken naboe man skulde først anfalde.

Endelig gik det først løs over Polen, hvilket store Rige med en utrolig hastighed blev gandske undertvunged, heele Europa til forundring, og alle Sverriges Naboer til skræk. I sær begyndte Holland at befrygte sig for handelens ruin paa østersøen, da det fik tidender om, at Kongen af Sverrig ogsaa greb den Stad Dantzig an, hvor udover samme Republiqve, saa vel som Keyseren, forestillede Kongen af Dannemark, hvad fare man svævede udi, hvis i tide ikke blev giort en diversion. Derpaa blev Anno 1656 slutted den saa kaldte Ampliations-tractat, eller elucidations alliance mellem Holland og Dannemark, og den Hollandske flode, som var skikked til øster-søen at beskiærme den Stad Dantzig, blev bestyrked af 10 Danske Skibe. Endeligen blev 1657 paa rigsdagen til Odense krig erklæret mod Sverrig, hvilken blev ved en Herold forkyndet Kong Carl Gustav udi Polen. Dernest publicerede Kong Friderik et manifest, og siden et andet skrift kaldet *Jus feciale, til hvilke var Autor den Glückstadske Cantzler Reincking, begge bleve siden besvarede ved et contra-manifest trykt til Gripsvald, kaldet *Responsio ad duo armatæ Daniæ Scripta. Denne krigs forkyndelse, saasom den skeede nogle maaneder for operationerne, holder enholder en]holder en] A2, holderen A1 holder en] A2, holderen A1 fremmed skribent for en stor statsfeyl; Thi han siger: Man gav derved fienden ikke allene tid til at bestyrke sig, men |348endogsaa Kongen af Sverrig god stunder at føre sin krigshær fra Polen. Men Kong Friderik vilde her udi ikke efterfølge den maade, som de Svenske havde brugt udi forrige krig, paa det han ikke med billighed skulde eftertales af nogen.

Da Carolus Gustavus Kongen af Sverrige fik tidender der om, besluttede han at forlade Polen, og vende all sin magt mod Dannemark, til hvilken ende han begav sig strax til Preudsen, og der fra til Pomern; Danske progresser udi Bremen.Imidlertid gik de Danske over Elven, og faldte med 9000 mænd ind udi det Hertugdom Bremen, og beleyrede det faste Slot og Residentz Bremer Vehrde, hvilket de erobrede, og der udi bekomme 44 metal stykker, derefter rykte de for Stade, holdte med de Svenske adskillige skarmytzler, og erobrede nogle fæstninger; De anholte ogsaa hos den Stad Bremen om at forlade det Svenske partie, men forgiæves; Thi det syntes endda noget fortiiligt for samme Stad at resolvere sig dertil.

Manley hist. of the late wars p. p.] p.] p. p. A1 p.] p. p. A1 2. Her vil eendeel tage sig frihed til at laste de Danske conduite igien, meenende det havde været bedre, i steden for at have faldet ind udi de Svenske provincier udi Tydskland, over hvilket det Romerske Rige besværgede sig, saa vel som fienden selv, heller med all magt at have trænged sig ind udi Sverrige selv, hvilket Rige formedelst Kongens, og de beste troppers fraværelse vilde have geraadet udi største forvirrelse og forskrækkelse, og givet de Danske leylighed til at føre krigen til Stokholm selv, og, om de endelig vilde have anfaldet dem udi Tydskland, de da skulde have giort det betimmeligere, medens fienden varvar]var] A2, vare A1; vare SS var] A2, vare A1; vare SS gandske træt og udhungred, og fast ubevæbned. Puf. de reb. gest. Car. G. l. 4.4.]4.] A2, 4.. A1 4.] A2, 4.. A1 p. 327. Medens de Danske havde saadan fremgang udi Bremen, blev Hs. Majest. advaret, men falskeligen, at Kongen af Sverrige vilde tage sin reyse til vands, hvor ud over han gik udi egen høye Person med sin heele flode til søes lige til Dantzig, hvor han bekom andre tidender om Kong Carls Marche, nemlig at han var allereede kommen ind udi Pomern, og marcherede lige mod Lübek og Hamborg, og derfor udi største hast begav sig med floden til Kiøbenhavn igien, efter at han havde imodtaget nogle forfriskninger, som bleve ham præsentered af Borgemesterne og Raadet.

Hans Majestæt kunde ikke have troed, at de Svenske skulde have vovet sig igiennem Tydskland, effterdi man havde forsik|349kred ham om, at Polakerne skulde forbyde ham passen, og adspreede dem paa veyen, efterdi de vare udi megen slet tilstand, mem. de Terlon part. 1. men han fornam klarligen siden, at de, som havde giort ham saadanne forsikringer, havde ikke anden henseende dermed, end at de kunde faae den Svenske magt ud af Polen, og at all byrden derudover vilde ligge paa ham allene.

Kongen af Sverrig kommer ind i Holsten. Imidlertid marcherede de Svenske med all muelig hast mod Dannemark, og komme den 18. Julii 6. miile fra Hamborg og sloge deres Leyr ved Ottensen noget lit fra Altona. Der lode sig da see 3000. Danske ryttere, hvilke komme i haar med de Svenske, men saasom fienden var for sterk, bleve nødde at begive sig tilbage. De Svenske, da de saae ingen fiende for sig, reede de udi hobetal til Hamborg, hvor de bleve vel modtagne, og bekomme overflødeligen, hvad de havde fornødent, saa vel fra Hamborg, som fra Lybek, hvilke forfriskninger satte den Svenske armee meget paa fode igien; Thi den var tilforn gandske nøgen, udhungred, og af den lange marche meget svækked, og siger Monsr. Terlon, memoires part. 1. at faa vare udi den stand, at de kunde giøre nogen modstand, saa at dersom de Danske havde været erkyndigede derom, de da kunde have giort kort proces med dem.

Da de nu havde forfrisket og udrustet dem, det beste de kunde, rykte Kongen af Sverrige med et corpo mod Itzehoe, hvilken stad han lod udfodre, men Commendanten vilde ikke lade sig beqvemme dertil, LiggerLigger]Ligger] A1, Legger A2 Ligger] A1, Legger A2 den stad Itzehoe udi aske.hvorudover staden blev af de Svenske fiendtligen angreben, hvilken beskød den saa længe med gloende kugler, at den geraadede udi brand, saa at af baade den nye og gamle stad blev ey meere til overs end 12. huuse, og blev denne skade skatteret over 8. tønder guld.

Derefter lod Kongen af Sverrig sin krigshær leyre sig paa den slette mark kalden Kropperheide, og reyste hen til sin Svoger Førsten af Holsteen Gottorp, for at tale med ham. Imidlertid gik Rigets Marsk. Andreas Bilde, med sine tropper om bord til Glykstad, og førdte dem omkring Jylland paa den anden side til Frideriks-Odde, og reyste strax derfra til Kiøbenhavn, for at tale med Kongen, men, som Hans Majt. paa samme tiid var paa reysen til Dantzig, som før er meldt, begav han sig strax til Frideriks Odde |350igien, og der giorde anstalt til at tage mod fienden, i fald den vilde beleyre samme fæstning, hvilket siden skeede.

Imidlertiid geraadede den Danske og Svenske flode udi trefning sammen, og det u-formodentligen; Thi da den Danske flode, hen ved 30. seyl sterk, som under-Amiral Bielke havde opholdet sig nogen stund udi søen, var bleven forfrisked med adskillige slags levnets midler, som de havde taget fra Pomern, og laae for anker ved Rygen mellem Hildensee og Wittau, hvor den handlede med Indbyggerne om brandskatt, og havde alt bragt det saa vit, at det accorderede skulde overleveres, kom en Hollandsk skipper med de tidender, at den Svenske flode kom dem i møde, hvorpaa de Danske i en hast lettede anker, og begave sig til seyls. Den 12. (22) Sept. fik den Svenske flode, bestaaende af 59. seyl, de Danske udi sigte, og som den fornam, de vilde tage veyen til sundet, søgte den at forekomme dem, og træffede dem ved den Øe Møen. Omendskiønt nu begge floder havde lavet sig til striid, komme de dog denne gang fra hinanden, og søgte de Danske, saasom fienden var eengang saa sterk, af all magt at undgaae en træfning, og at naae Kiøbenhavn, men bleve formedelst modvind forhindrede udi deres forsæt. Imidlertid cannonerede begge floder paa hinanden til den mørke nat, da opnaade de Danske omsider Falsterboerifft.

Søeslag ved Falster.Men om morgenen tilig gik træfningen ret for sig under Falster, og varede silde ud paa natten. Den Svenske Amiral Bielkenstierna bandt an med den Danske Elephant, og skiød saa hart derpaa, at fast det gandske overlob gik bort. Derimod blev det Svenske skib, kaldet Maria, ligesaa ilde tilreedet, og hart ad til intet giort; Ellers blev der figted med lige tapperhed, uden at de Danske indlagde større ære, i det de ved saa liden magt kunde balancere med saa mægtig en fiende. Den Danske flode begav sig efter træfningen til Kiøbenhavn, og savnede allene 60. mænd foruden 100. som vare saarede. De Svenskes forliis var omtrent ligesaa stor; og begav den fiendtlige flode sig efter slaget til Wismar, meget ilde tilfreds, efterdi den med saa stor bekostning var bragt udi Søen, og intet vigtigt ved denne herlige leylighed havde kunnet forrette.

Udi begyndelsen af Octobr. gik den Danske flode udi søen igien, efter at den havde bestyrket sig med fleere folk og skibe, hvilket for|351aarsagede, at den Svenske flode turde ikke gaae ud af havnen, men lod den Danske beholde søen, saa at Kongen af Sverrig kunde ikke giøre landgang paa nogen af de Danske øer, som hans forsæt var.

Bedrifter udi Norge og Skaane.Udi Norge derimod og Skaane fik de Svenske mange stød; Thi Hans høye Excellence Ulrik Christian Gyldenløve, som anførte tropperne udi Skaane, holdt sig tapperligen mod de Svenske, og udi adskillige skarmytzler skildte dem med en stor hob folk, saa at den Svenske Feldtmarskalk Græv Steenbuk maatte retirere sig fra Skaane, hvor han søgte at tage qvarteer, og sætte sig under stykkerne af Halmstad, efter at han var skilt med en stor hob folk af de Danske, der fuldte ham iideligen udi hælen.

Udi Norge havde den Svenske Feldtmarskalk giort et indfald, men fandt brav modstand der af den Norske General Herr Iver Krabbe, efter at bemeldte Svenske anfører havde opholdt sig nogen stund udi Norge, og imidlertiid giort sig mester over to smaae skantzer, begav han sig udi all stilhed derfra til Halland udi tanke at støde til de andre Svenske, som havde retireret sig til Halmsted, og med samtlige magt at overfalde de Danske, der havde beleyret Laholm. Den 3. (13) Sept. komme begge partier udi trefning sammen, og skiøde paa hinanden til den mørke nat, indtil de Svenske omsider maatte viige tilbage, og lade de Danske beholde marken.

For at sætte disbedre mod udi sine folk, begav Hans Kongl. Majt. sig udi egen høye person den 28. Sept. fra Kiøbenhavn til Skaane, og holdt de Svenske ved iidelige skarmytzler saalænge varme indtil den 2. (12) Octobr. Da Da] Da] da A1 A2; da SS Da] da A1 A2; da SS komme begge partierne atter igien for alvor sammen en miil fra Laholm, hvor de Svenske igien lidde stor skade, og mistede over 1000. mand, blant hvilke Baron Lilliehoeck samt nogle feldtstykker. De Danske savnede blant andre Knud Alefeld og nogle faa gemeene. Puf. l. 4. p. 337. Med dette slag var Kongen af Sverrig meget ilde fornøyet, og talte den Svenske General Banner siden haart til, efterdi han samme steds havde ført saa slet conduite.

De Kongl. Danske tropper sloge derpaa deres leyr ved Halmsted udi Halland, udi forsæt at støde til den Norske krigs-hær, og med samtlig magt at foretage noget af vigtighed, men dette anslag blev forhindret ved de Svenskes store fremgang udi Jylland; Thi Hans Majt. maatte derefter bruge sin største magt paa Fyen, hvor faren |352var størst, og derfore maatte forlade Skaane, og begive sig til Siælland igien, hvor han anlangede den 21. Octobr. til Kiøbenhavn med Rigets Hofmester, Rigets Amiral, og Hertug Johan Friderik af Brunsvig; Der opholdt han sig ikke længe, men begav sig strax til Fyen ikke allene for at beskytte samme Øe mod all fiendtlig overfald, men endogsaa for at giøre fienden nogen afbræk udi Jylland og Holsteen, at tvinge dem til at bryde op.

Imidlertid havde de Svenske trængt sig ind udi Jylland, og slaget deres Leyr for Frideriks-Odde, hvilken stad de i begyndelsen agtede strax at bestorme, men som de fornam, at fortificationerne og besætningen vare stærkere end de indbildte sig, turde de ikke vove sig dertil, men lode sig allene nøye med at indslutte staden, og sloge deres leyer et stykke derfra. Der effter leverede Kongen af Sverrig krigshæren til Wrangel, og bød ham at angribe Fyen, saa snart de forventedeforventede]forventede] sorventede A1 forventede] sorventede A1 krigsskibe komme fra Gottenborg, efterdi han ingen forhaabning havde at bemægtige sig Frideriks-odde, førend han var bleven mester over Fyen. Han selv tog veyen til Wismar, at han disbedre kunde have et øye til Tydskland og Prydsen, og see hvad floden forrettede.

Effter Kongens bortreyse sat Vrangel sig fore at bruge tiden, og derfore skikkede nogle tropper langt ind udi Jylland, for at bemægtige sig Vensyssel Vensyssel] Vensyssel] vensyssel A1 Vensyssel] vensyssel A1 , som skilles fra resten af Jylland ved en smal nakke, hvor paa bønderne havde opreyst en liden skantze; Den erobrede de Svenske, tillige med de to andre, nemlig Sundbye og Hals, omkomme og adspredde de bønder, som fandtes udi gevæhr, og saaledes spillede mestere der paa stedet.

Vrangel havde midlertid lagt stille og ladet sig nøje med at opsnappe tilførselen til Frideriks-Odde: men, som han fornam, det vilde blive ham for kiedsommeligt at ligge længere stil, besynderlig effterdi høsten var for haanden, og besætningen foruroligede ham iidelig ved udfald af Staden, besluttede han, saasnart han var bleven bestyrket med de 3 regimenter fod-folk, som havde ligget til besætning udi Cracau, at angribe fæstningen med magt.

Bemeldte Friderikes-Odde eller Fridericia havde Hans Majt. Kong Friderik selv ladet fundere ved middelfart-sundet 2. miile fra Colding, ved det lille Belt, og meget vel fortificeret, om endskiønt |353dens befæstninger ikke vare gandske bragte til fuldkommenhed efter den nye maade. Der udi laa Rigets Marsk. Anders Bilde med en god besætning, hvor med man ventede ikke andet, end fienden skulde giøres stor modstand, og blive nødet til at gaae tilbage med skamme igien, Frideriks Odde tages med storm.men de Svenske stormede til Staden om natte-tider, og, omendskiønt besætningen forsvarede sig det beste, den kunde, giorde sig Mester derover, samt alle de kostelige sager, som fandtes derudi.

Denne vigtige fæstnings erobring gavnede de Svenske meere end om de havde vundet et stort feltslag; Thi foruden den store hob fanger, stykker og andet bytte, som der faldt udi deres hænder, bleve de ogsaa derved hart ad mestere over heele Holsteen, kunde sætte heele Jylland udi contribution, og bekomme frie communication mellem Nord- og Øster-søen ved det lille Belt. All verden kunde ikke noksom forundre sig over at saadan en fæstning, som Frideriks-Odde, skulde udi saa kort tid falde udi fiendens hænder.

Gouverneuren Anders Bilde blev af adskillige der for meget lasted, og holdet for en aarsag til all den ulykke, som een, der havde ikke handlet redeligen mod sin Konge og sit fæderneland, men hvo kand beviise, at enten han forlorede den ved sin onde skiebne, u-forsigtighed, frygtagtighed eller og forræderie. En General bliver gemeenligen fortaled af almuen, naar han taber et slag, enten han er skyldig der udi eller ey, hvor om alting var, fik han dog sit bane saar udi denne beleyring, hvilket formindskede, men dog ey gandske udslettede den mistanke, man havde faaet om ham.

Kongen af Sverrig, som paa samme tid opholdt sig udi Tydskland, lod sig af disse vigtige tidender gandske ikke bevæge, ey heller gav ringeste glædes-tegn fra sig, men heller, saasom Monsr. Terlon bevidner, mem. de Terl. part. 1. p. 129. lod see en halv fortrydelse, eftersom han troede, at dette store foretagende ikke skulde have kunnet forrettes uden ham, og at Amiral Wrangel skulde have opbied hans ankomst, førend han foretog dette høy-vigtige verk; Dog skiulte han den fortrydelse, saa vit som mueligt, han bar der over, og kunde ikke andet end berømme Wrangel for sin tapperhed og gode anførsel, hvor vel det gik ham til hierte, han ikke var bleven deelagtig med ham udi den ære.

Handles forgieves om fred.Den fiendtlighed mellem de Nordiske Riger var neppe spurt udi Engeland, førend Republiqven sendte 2 Ministrer, Mr. Meadowe |354til Dannemark og Mr. Jepson til Sverrige med ordre at arbeyde paa et forliig mellem begge Konger; Den første af disse blev modtagen udi Danmark med stor æres-beviisning, og da han havde tilbudet Engelands mediation, og forestillet de onde virkninger, krigen fører med sig, erklærede Hans Maj. strax, at han var færdig til at slutte en sikker og honorable fred under Engelands mediation.

Denne Erklæring blev oversent til Kongen af Sverrige med all muelig flid, hvilken svarede der paa, at han var iligemaade reede til at handle om forliig under Frankeriges og Engelands mediation med de vilkor, at tractaterne skulde skee paa græntzerne mellem begge Rigerne. Men det kom ikke til nogen virkning: Thi først kunde man ey komme overeens om stædet, hvor tractaterne skulde gaae for sig, eftersom de Danske vilde have Lybek dertil, de Svenske der imod et sted mellem begge Rigernes græntzer. (2) Vilde Kongen af Sverrig ey lade sig beqvemme til noget forliig, med mindre han bekom nogen vederlag for den uret, han meente, de Danske havde giort ham, og efterdi de havde kommet ham til at forlade Polen.

Medens denne Cabinet-krig blev ført med papier, mißiver og memorialer, holdt soldaterne ingen hellige dage, men krigen blev fortsat af yderste magt. De Svenske lode som de vilde marchere tilbage, og beleyre de Holsteenske stæder, for at bringe de Danske paa Øerne til des større sikkerhed, medens de tillavede broer, vogne, sleder og andre fornødne ting, at gaae over iisen til Fyen. De vare sikkere paa den Holsteenske side, efftersom Chur-Førsten af Brandenborg, om endskiønt han havde forliget sig med Polen, havde ikke endda erklæret sig offentlig mod Sverrig, og de Keyserlige havde nok at bestille med at beleyre Cracau og Thorn. *Manl. hist. of the late wars wars] wars] vvars A1 wars] vvars A1 p. 1. p. 5. Alleneste Polakerne, eftersom de kunde ikke forglemme den store tienneste, de Danske havde giort dem, i det de havde draget paa dem selv den heele byrde af den Svenske krig, hvilken nær i grund havde ødelagt deres Republiqve, sendte Czarnesky med 12000 ryttere til Holsteen. Disse tropper passerede Oderen, for at bryde ind udi bemelte Førstendom, men da de hørte, at Frideriks Odde var erobret, ginge de tilbage igien, uden at forrette andet end at ødelegge en hob lands byer, og nogle fattige folk, og derfor lode sig see, ligesom nogle meteora, hvilke truede og forsvandtes paa een tid.

|3551658.Da Kongen af Sverrige havde nu beredet sig paa alting, for at passere over beltet til Fyen,Den forunderlige Svenske marche over iisen. og han af adskillige speidere, som hver nat vare udsendte, havde fornummet, at iiseniisen]iisen] den A1 A2; den SS iisen] den A1 A2; den SS var sterk nok, foruden paa et sted, hvor der var en lang stremmel aaben 5 fod udi bredden, gav han ordre til at marchere, og lod føre med sigføre med sig]føre med sig] A1, med sig føre A2 føre med sig] A1, med sig føre A2 en hob sperrer og planker, for at giøre en broe over det sted, som var aabent, og saaledes gik denne forunderlige marche for sig over iisen: Rytterne førte deres heste ved tømmerne, og marcherede langt fra hinanden, stykkerne bleve ogsaa førte paa samme maade, at de ikke skulde besværge iisen formeget, indtil krigs-hæren havde passered det sted, som formedelst strømmen var svagest. Saa snart det farligste var overvundet, befoel Kongen af Sverrige, at krigshæren skulde stille sig udi slagtordning, for at anfalde de Danske, der stode ved strandbredden, og bemøjede sig, hvor vel forgiæves, at bryde iisen og forbyde fienden at komme paa Fyen.

Kongen af Sverrig havde hidindtil aged udi sleede, men nu sat han sig til hest, og rangerede sin krigshær saaledes: Den høyre fløy gav han til Rigets-Amiral Wrangel, under hvilken stode Margræven af Baden General Lieutenant, og Græve Tot General-Major, han selv førte den venstre fløy, og havde under sig Græv Jacob de la Gardie.

Marchen kunde ikke andet end gaae meget langsom for sig, efterdi soldaterne vare saa adspredde; Kongen af Sverrig vilde ey heller, at den skulde skee for hastig, af frygt, at de Danske naar de saae den heele fiendtlige magt var kommen til Fyen, skulde forlade samme øe, som de ikke kunde forsvare, og begive sig efter de Svenskes Exempel over iisen til Jylland, og der bemægtige sig deres heele felttøy heele felttøy] heele felttøy] heele-felttøy A1 heele felttøy] heele-felttøy A1 , hvilket vilde ikke lidet have forrykket de Svenske deres concepter.

Endeligen kom den heele Svenske magt efter saadan forunderlig marche u-beskadiged over til Fyen, foruden to compagnier af Waldechs regiment, som druknede, og udi en hast giorde sig mestere over den heele øe, efterdi de fandt ingen modstand. Fyen erobres.Oberste Jonas Hadersleben, hvilken, medens Hans Høye Excellence Ulrik Christian Gyldenløve var svag, commanderede de Danske tropper, søgte vel i begyndelsen at forhindre de Svenske at komme paa landet, |356men, som han saae, at det var u-mueligt med en haanfuld af folk at modstaae den heele fiendtlige krigs-hær, overgav han sig. Der paa fuldte forliis af heele Fyen, og alle de Danske, som der fandtes, bleve enten ihielslagne, eller tagne til fange foruden 300 mænd, der frelste sig over iisen til Siælland. Blant de fangne fandtes Hans Høje Excellence Gyldenløve, item 5 Raads-Herrer. Otto Krag, Gunde Rosenkrantz, Henrik Rantzou, Jørgen Brahe, og Iver Wind.

Ved Nyborg laae 4 Danske krigs-skibe, efter hvilke de Svenskes tænder løbe udi vand, og derfore bemøyede sig meget at blive mestere derover; mem. de Ter. part 1. p. 155. men Peder Bredal, som commanderede samme skibe, anvendte lige saa stor fliid paa at befrie dem, til hvilken ende han lod bryde iisen der omkring, og gydede vand allevegne uden paa skibene, hvilket blev strax til iis, saa at det var u-mueligt at bestige dem, og, omendskiønt de Svenske siden ved deres stykker søgte at tvinge ham til at give sig, forsvarede han sig dog meget vel, og omsider førte skibene ubeskadigede til Kiøbenhavn, hvor Hans Maj. beviiste ham all æres-tegn og belønnede ham efter sin fortieneste.

Da Fyens forliis spurtes udi Kiøbenhavn, blev hver mands hierte der paa stedet opfyldt med ubeskrivelig forskrækkelse; Thi, foruden at saadan herlig Øe var forliist, frygtede man, at fienden skulde betiene sig af den samme broe over det store belt til Siælland, som han havde brugt over det lille Belt til Fyen, og udi hast lade sig see med sin seyerrige krigs-hær for Kiøbenhavns porte, hvilket at forekomme, syntes det beste, og eeneste middel at handle udi tiide om fred. Den Engelske Envojé Mr. Meadowe blev derfor ombeden af Kong Friderik at sætte en tractat paa fode, saa snart som mueligt, hvilket han ogsaa giorde, og skrev Kongen af Sverrig til, at Hans Maj. af Dannemark havde givet fuldmagt til de tvende Raadsherrer Joachim Gersdorf og Christian Scheel at handle om fred, og tillige med begiære en stilstand. Til det første lod Kongen af Sverrige sig beqvemme, men vilde ingenlunde viide af nogen stilstand at sige, agtende at bruge alle sine seyl, medens han havde saadan en ynskelig vind.

Efter at Fyen var erobret, raadsloge de Svenske, om det skulde være raadeligt at gaae over det store belt til Siælland, som er 4 |357Tydske mile udi breden. De fleeste og forstandigste tragtede at holde Kongen derfra, forestillende ham, hvor snart formedelst havets bevægelse iisen kunde brækkes, den heele krigs-hær, hvor udi all Sverriges velfært bestod, ynkeligen omkomme, tillige med den ævige spot og skændsel det Svenske Rige skulde vederfares, i fald dette skulde ikke lykkes. Men den stridbare Konge vilde ingenlunde række øre til disse raad; men holdt fore, at jo større fare han udstod, jo større ære skulde han indlægge. Udi denne meening blev han besynderlig styrked af CorfitzCorfitz]Corfitz] A2, Corsitz A1 Corfitz] A2, Corsitz A1 Ulfeld, hvilken saae intet heller end at hans forrige Herre, den fromme Kong Friderik, kunde udi en hast blive skildt fra sine Riger, og derfor gav Svensken de allerslemmeste anslag mod sit fæderneland.

Omendskiønt nu Kongen af Sverrige saae intet heller, end at han, saa snart som mueligt var, kunde komme til Siælland, vilde han dog ey gaae over iisen lige fra Fyen der hen, hvor vel det var den korteste vey, men besluttede at giøre et omsvøb paa den høyre haand, og marchere over de øer Langeland, Lolland og Falster, hvilket var sikkrere endskiønt længere.

Førend Kongen af Sverrige foretog denne marche, udskikkede han smaae partier over iisen til Siælland, for at faae kundskab, om iisen var saa sterk, at den heele krigshær kunde gaae sikker derover. Disse bragte de tidender med sig, at iisen var sterk nok for den heele krigs-hær med alle dens stykker og felt-tøy, stillede ogsaa for Kongen nogle Siællandske bønder, som de havde ført fangne med dem. Af dette saa vel som den expres, der tilforne var kommen over iisen fra den EngelskeEngelske]Engelske] A2, Enelske A1 Engelske] A2, Enelske A1 Envoje, blev Kongen af Sverrig meget bestyrket udi sit forsæt, de Svenske gaar over iisen til Siælland.og gik derfore denne forunderlige marche for sig først fra Fyen til Langeland, som ligger 3 Tydske miile derfra: Der bleve de Svenske ikke længe, men begave sig strax paa veyen til Lolland, og der ved Corfitz Ulfelds practikker giorde sig mestere over den fæstning Naskow, stedet var da ikkun slet befæsted, efterdi ingen kunde have troed, at kulden skulde have taget saadan overhaand, at heele Krigshæren med stykker og felt-tøy kunde gaae over Belted.

Efter Naskous erobring gav Kongen af Sverrig befalning til Rigets Amiral Wrangel at efterlade sig nogle tropper udi Nyborg i |358Fyen, og følge ham med resten af sine folk. Kulden var da saa haard, at man maatte hugge brødet, samt øll- og viinfader i stykker med øxe, og siden smelte iis-klumperne, hvilke dog der efter ingen smag havde.

De Svenske marcherede der efter over iisen til Falster, og efter at de der havde erobret det Kongelige Slot Nykiøbing, og der efterladtefterladt]efterladt] A2, efter ladt A1; efter ladt SS efterladt] A2, efter ladt A1; efter ladt SS en maadelig besætning, som udi Naskow, gik de viidere over iisen til Vordingborg udi Siælland.

Imidlertid arbeydedes der udi Kiøbenhavn af yderste magt paa en hastig fred. De Danske Commissarier, tillige med den Engelske Mediator, begave sig med ald muelig hast til den Svenske krigs-hær, hvilken de meente at treffe udi Langeland, men, da de vare komne noget nær Vordingborg, bekomme de de forskrækkelige tidender, at den heele Svenske magt var nyligen kommen paa Siælland, og var ikke langt fra dem: Lidet der efter møtte de Kong Carl selv udi en slede geleydet af 200 finske Ryttere.

Handel om fred.Commissarierne, som mødtes til Vordingborg, hvor tractaterne først begyndtes, vare paa Danmarkes vegne, Joachim Gersdorf, og Christian Scheel, paa Sverriges Corfitz Ulfeld og Steen Bielke. Der lod sig ogsaa indfinde Monsr. Terlon den Franske Ambassadeur. Kongen af Sverrig blev ikke længe udi Vordingborg, men efter at han havde stilt sin krigs-hær udi slagt-ordning, tog veyen lige til Kiøbenhavn, hvilken Stad var da ikkun lidet befæstet, og ilde forsynet; Efterdi den udi et heelt seculo havde ikke seet nogen fiende. Kiøbenhavns tilstand.Der var ingen stykker paa voldene, da Commissarierne reyste fra Kiøbenhavn, men de bleve da førte fra skibene udi god mængde; Staden var fuld nok af folk, men de fleeste vare u-exercerede, og ikke vante til krig, og der fattedes levnets midler, for at holde ud en lang beleyring. Der foruden var der og stor u-eenighed; Nogle knurrede mod anførerne; andre raabte: De vare forraadde, og vidste ikke, hvad de skulde gribe til. Puf. de reb. gest. C. Gust. l. 5. p. 326 Allene Hans Maj. Kong Friderik var gandske uforskrækked udi all denne allarm, og var udi sinde tillige med Trampe at giøre et udfald af Staden paa de Svenske, men Hans Maj. stod efter de fleestes raad, fra sit forsæt, saasom det var alt for farligt med en haandfuld af |359folk at angribe den heele fiendtlige krigs-hær, og, i fald disse folk skulde blive slagne, vilde Kiøbenhavn, der over geraade udi des større fare, og neppe undgaae at falde udi fiendens hænder. Endeligen, som Hans Majt. saae sig ingen hielp endda at kunde faae af sine allierede, og at kulden holdt ved, saa at Svensken kunde føre meere folk over iisen, og at Kiøbenhavn ikke var i den tilstand, at den kunde udstaae en lang beleyring, Roskildske fred.fandt hand sig tvungen at slutte den bekiendte fred med Kongen af Sverrig til Roskild, hvor ved Dannemark blev skilt ved saa mange herlige og skiønne Provincier, som Skaane, Halland, Blegind, Bornholm, samt Bahuus og Trundhiem, hvilket endda siuntes mavre conditioner for de Svenske mod de forrige fordringer giorte udi den Tostrupske congress ved Corfitz Ulfeld, hvilke vare saa uhørlige og ubillige, at den Engelske Envoje Meadowe protesterede i haarde *terminis derimod.

Efter at freden var sluttet, lod Hans Majt. Kong Friderik bereede et kosteligt giestebud til Frideriksborg, og sendte Ernestum Guntherum, Førsten af Holsteen til Kongen af Sverrige at invitere ham did hen, for hvilken høflighed Kongen af Sverrige lod Kong Friderik høyligen betakke, og med et maadeligt følge begav sig derhen. Da nu begge Kongerne møtte hinanden, traadde de af deres vogne paa een tid, og toge mod hinanden med usigelig høflighed og æres beviisning, ligesom der aldrig havde været nogen fiendtlighed mellem dem. Begge Konger til Frideriksborg.Derefter stege de begge udi een vogn, som var den Kongelige Danske, og agede sammen til Frideriksborg, hvor alting var vel og kosteligen tillavet. Ved bordet sad først Dronningen af Dannemark Sophia Amalia, paa Hendes høyre haand Kong Carl, og paa den anden haand Kong Friderik. Det var sandelig et forunderligt siun, at see tvende Konger, som for faa dage siden fegtede for Land og Rige, nu at spiise ved et bord; og de trommer og herpuker, som nyligen tilforn vare brugte til at forkynde død og blods udgydelse, nu at bruges til at udraabe sundhed og hilsen.

Den høytiidelighed varede fra Torsdag til Løverdag, udi hvilken tid begge Kongerne levede under et tag. Endeligen tog Kong Carl afskeed Løverdagen, og reyste til Helsingøer, og derfra over til Skaane, for at tage udi possession de nye erobrede Stæder og Pro|360vincier, udi hvilke han blev imodtagen med større pomp end begiærlighed, med større statz end kiærlighed; Thi indbyggerne vidste vel under hvilken mild regiæring de havde været, hvilken naadig og from Herre de havde mistet, og derfor kunde ey andet end have stor aarsag til at græmme sig over denne forandring, hvis virkning de fandt kort derefter, i det de bleve skilte ved deres privilegier, som de dog havde faaet saa store forsikringer om.

de Svenske Commissarier komme til Kiøb. for at afgiøre adskillige stridigheder.Efter at freden var sluttet, bleve der satte besynderlige tractater paa fode til Kiøbenhavn, for at stifte des større venskab mellem de Nordiske Riger, til hvilken ende Kongen af Sverrig sendte udi Martii maanet tvende Gesandtere, nemlig Steen Bielke og Peter Julius Cojet til samme Hoved-stad, hvor de bleve af Kong Friderik med æres bevisning imodtagne, som strax beordrede visse Commissarier at handle med dem. Men, da man havde forestillet artiklerne, og nøye overveyet dem saa længe, indtil man var bleven eenig om de fleeste, og de Danske forhaabede, at tractaten udi en hast skulde bringes til sin fuldkommenhed, eftersom der stod intet tilbage, der kunde giøre nogen hinder derudi, da fornam man, at de Svenske vare blevne anderledes til sinds, og lode sig merke med, at saadant forbund kunde opsættes til beleyligere tid, Deres selsomme prætensioner fortelles med omstændighed. vid. tela aranei sveciæ disrupt. aut: Gund. Rosencr. eftersom det var nok, Kongen af Dannemark havde forbundet sig til ikke at bemenge sig udi de krige, som Sverrige da var indviklet i. Saaledes gave de Svenske noksom tilkiende, at de ikke havde været saa meget omhyggelige for at oprette forbund mellem Rigerne, som for at vinde tid, og bestyrke deres sager og at skille Dannemark fra sine andre allierede.

Efter at tankerne om dette forbund nu saaledes vare satte til siide, tog man de Holsten Gottorpske sager fore, eftersom Hs. Majt. af Dannemark ved den Roskildske fred havde lovet efter billighed at ville fornøye Hertug Friderik af Holsten. Denne sag toge de Svenske Gesandtere sig an med stor iver, og bragte saa vit til veye, at Hans Majt. for at befrie landet engang fra den Svenske krigs-magt, tilstillede Førsten ikke allene souverainetet over den halve deel af det Hertugdom Slesvig, samt den Øe Femern (hvilke de Gottorpske Førster hidindtil havde haft, som et lehn af Dannemark) men endogsaa den største deel af det Slesvigske Capitel, samt det heele Amt Svabstæd, hvorved Hans Majt. fornøyede fuldkommeligen baade de |361Svenske og Holsteenske Gesandtere, men besynderligen deres principaler, som kand sees af Førstens skrivelse hvor udi han aflægger sin taksigelse til Kong Friderik der fore.

At bringe disse Gottorpske sager til ende hastede Hans Majest. desto meere, efterdi de Svenske Commissarier, saavel som den Franske Ambassadeur, og den Engelske Envoje havde gived forsikring om, at, saa snart de vare expederede, skulde den Svenske krigsmagt strax begive sig af Dannemark. Men, da alting var klart, hørte man om ingen marche, men krigsfolkene bleve liggende, og udmattede landet, som tilforn.

de Svenske søgte at vinde tid.Videre begiærede de Svenske Commissarier, at Hans Maj. Kong Friderik vilde giøre en forklaring over den Roskildiske fred. Dette kom Kongen meget selsomt fore, saasom han saae ingen aarsag, hvorfore saadan skulde giøres, efterdi bemelte Roskildske fred var forfatted udi saa klare ord, at den ingen forklaring behøvede, og der udi stod udtrykkeligt, at hvad som ved samme fred ikke er forordnet, skal forholdes efter de gamle frede og forligelser til Stetin, Siørod og Bromsebroe; Ikke desmindre for at betage all mistanke og forhalning, og at landet dessnarere kunde befries, samtykte Hans M. der udi, og saaledes tillod de Svenske Commissarier meget, som han med all billighed kunde have afslaaet dem.

Disputer om den øe Hveen.Derefter begyndte de Svenske Commissarier at disputere om den lille Øe Hveen, foregivende, at saasom den var en dependentz af Skaane, og laae saa meget beleylig for Lands-krone Lands-krone] Lands-krone] lands krone A1 A2; lands krone SS Lands-krone] lands krone A1 A2; lands krone SS havn, at samme øe derfor maatte følge Skaane, og blive Sverriges krone indrømmed, hvor vel de til saadan fodring ingen grund eller aarsage kunde have; Thi alle saa vel fremmede, som indfødde Geographi og historie-skrivere holde for, at den var et lem af Siælland, og haver den udi mange 100 aar baade udi geistlige og verdslige sager været samme Provincie undergiven. Indbyggerne have ogsaa fra ældgamle tider betalt deres aarlige Rettigheder til Gouverneuren udi Kronborg. Derforuden brugte da samme øe den Siællandske ret, uden at Kong Christian den 4de, Høylovlig Ihukommelse, efter Indbyggernes underdanigste ansøgning tilstedde dem Anno 1634 at føre til en tid deris sager for Landsdommeren udi Skaane, som boede ikkun 3 miile fra dem, og ikke til den Siællandske, som var hen |362ved 11 miile derfra; dog bleve Anno 1647 lagte saadanne vilkor dertil, at saasom de Skaanske Indbyggere vare frie, og de paa Hveen saasom Siællandske, vornede, skulde deres sager dømmes ikke efter Skaansk men Siællandsk Ret.

Der foruden er merkeligt, at de Svenske Commissarier begiærede udi den Roskildiske freds forhandling udi særdeeleshed Hveen (saavel som Saltholm, Møen, Lessø, Anholt og andre) men det blev dem afslaget, og de endelig stode fra saadan fodring. De havde sandeligen ikke forsømt at indføre den udi freden, i fald den, havde hørt til Skaane.

Men som alle disse kraftige beviis kunde intet giælde hos de Svenske Commissarier, begiærede de Danske, at der maatte effter den Stetinske fred tages opmænd at kiende der udi, hvilken maade udi den Roskildske fred var bekræfted og siden blev brugt udi den Gvineiske sag. Dog de Svenske forkastede ogsaa dette billige tilbud, saa Hans Maj. der over, for at befrie sine betrængte lande fra den Svenske krigs-magt, lovede at overlevere Ween til Kongen af Sverrig.

Efter at de Svenske Commissarier nu ogsaa havde faaet efter deres begiæring denne post, komme de for en dag med deres prætensioner, angaaende 3 skibe, ladne med salt, som de Danske havde arrestered udi sundet i begyndelsen af krigen, og det saa ubillige, at de begiærede dobbelt saa meget, som varene vare værde, hvilken handel dog saaledes blev bilagt, at skibene med all tilhørende redskab bleve givne tilbage, og en stor sum penge loved at gives for salted og de andre vahrer.

Nu syntes alting at være bragt til ende, og at de Svenske ingen flere fodringer kunde giøre, ikke dismindre for at vinde tid, bragte de frem nye fodringer igien, angaaende det Gvineiske bytte, som en Dansk officier havde giort, medens krigen varede, Om det Gvineiske bytte.i det han erobrede det Svenske Compagnies fæstning, samt et skib udi Gvinea, hvilket bytte de Svenske skatterede først paa 200000, derefter paa 300000, og endelig paa 400000 Rigsdaler, hvor vel de Danske kunde beviise, at den heele skade kunde ikke beløbe sig til 100000 Rigsdaler; Og, omendskiønt efter den 14 Artikel af den Roskildiske fred Kongen af Dannemark allene var forbunden at |363give de Gvineiske fæstninger tilbage uden stykker og ammunition, og det samme blev klarligen viiset de Svenske Commissarier, ikke desmindre for at faae krigshæren udi en hast af landet, føjede Hans Majest. dem ogsaa derudi, og lovede at betale for den heele skade 400000 Rdlr.

Imidlertiid begiærede de gods af dobbelt saa stor værdi, saasom et brugeligt underpant, indtil pengene bleve betalte, dog saaledes, at, saa fremt pengene ikke bleve aflagde til en vis tid, skulde de beholde panted, hvilken maade formedelst dens u-billighed af de gamle Christne Keysere er bleven afskaffed. Derefter begiærede de caution af visse Borgere udi Hamborg, hvilke skulde paatage sig saadan gield som deres egen at betale den inden *aar og dag. Dette blev forestilled de Svenske Commissarier udi Hans Majestæts navn, som en u-muelig ting, i henseende til, at Riget, saa længe det var pressered af den Svenske krigsmagt, ikke kunde bringe saadan caution til veje; af hvilket altsammen de lode sig dog ikke bevæge.

Endeligen tilbød Hans Maj. at give dem gods af lige værdie, hvis indkomster de kunde bruge, dersom betalingen ikke skeede til bestemte tid, og det udi den faste forhaabning, at Kongen af Sverrige ved saadanne herlige tilbud eengang skulde bevæges til at føre sin krigs-magt af landet, hvor om udi 3 maaneder efter freden de Svenske havde giort saa ofte forsikringer.

Men, at de udi alle maader kunde giøre tractaterne vanskelige og forhale tiden, begyndte de ogsaa at besværge sig over de 2000 ryttere, dem vare lovede, hvilke de foregave ikke vare complette; Men det er vitterligt, at Hans Majest. af Dannemark, medens freds forhandlingen endnu varede, to dage førend den Roskildiske fred blev slutted, lod overlevere bemeldte ryttere tillige med deres anfører General Major Joachim Trampe, samt Oberst Bertram Rantzou ved Kiøge kroe ikke langt fra Kiøbenhavn, men deres tal var ikke fuldkommen, efterdi nogle, førend de bleve overleverede til Kongen af Sverrig, havde forstukket sig, omendskiønt Kong Friderik det strængeligen havde forbudet. Andre deserterede, efter at de vare overleverede, hvilket blev forestillet Kong Carl, da han var udi Giæstebudet til Frideriksborg, hvor han da udi den Danske Feldt-Marskalks E|364bersteins nærværelse lovede, at, dersom han maatte faae en optegnelse paa alle deres navne, som vare deserterede; Vilde han selv lade dem oplede udi Skaane, hvor de fleeste vare; Udi dette blev Kongen af Sverrig ogsaa føjed, og en liste paa samme forløbne skikked ham til Gottenborg, hvor ved han udfandt de fleeste, som vare udi Skaane.

Ikke dismindre fodrede de Svenske dog paa nyt 1000 ryttere, hvilke bleve dem ogsaa lovede, men, da de skulde modtages udi Jylland og Holsteen, stillede de Svenske officiers, besynderlig General Major Boetticher sig meget vanskelig an der udi. Nu sat han den eene tid op efter den anden, nu besværgede han sig over, at der vare Danske mængede iblant dem, nu vare hestene ikke lige store, nu fattedes et, nu et andet.

Effter at man nu havde føjed de Svenske udi alle deres u-billige begiæringer, overleveret dem de 2000 ryttere, indrømmed dem alle de steder og landskabe, som udi den Roskildske fred vare dem lovede, tillige med den fæstning Bremer Vehrde, forhaabede man der imod, at de skulde føre krigsfolket af de andre Danske provincier, item den fæstning Frideriks-odde, hvilket sted skulde udvexles mod Bremer Vehrde; og det desto meere, effterdi de Svenske Commissarier havde viist Rigets Hofmester Kongens af Sverrige brev, hvor udi stode disse ord: Saa snart vi have faaet Bremer-Vehrde tilbage, skal vi ogsaa føre vore folk fra Fyen, men at de Svenske intet mindre havde udi sinde, lærdte udgangen; Thi, da alting var kommet saa viit, at der fattedes intet andet end det skulde bekræftes og ratificeres, reyste den eene Svenske Ambassadeur Cojet bort, under det skin, at han vilde erkyndige sin Konge om alt det, som var forhandlet, item mage det saa, at Danmark kunde blive befried fra de Svenske krigsfolk, lovede der hos inden 2 uger at være udi Kiøbenhavn igien; og efterdi Kong Friderik havde giort ham stor æres-beviisning, medens tractaterne varede, forbandt han sig til at anvende sin yderste fliid hos sin principal, at Dannemark kunde i en hast blive skildt ved de Svenske tropper, bevidnede derved, at Kongen af Sverrig havde udi sinde at stifte et stærkt og ævig varende venskab med Dannemark, ja gav saadanne tegn fra sig til sit op|365rigtige hiertelav, at han foreslog et ægteskab mellem Princessen af Dannemark, og den Førstl. Gottorpske Printz, men, hvorvel han meente dette, fik man at see nogle dage derefter.

Gustavus Duwal, som Kongen af Sverrig havde givet creditiv, og beordred at være Resident udi Helsingør, bevidnede iligemaade, at han var sendt af sin Konge at bekræfte og formeere det gamle venskab mellem begge Rigerne; Ja Kongen af Sverrig selv bevidnede vitløfftigen for den Danske Ambassadeur Ove Juul den oprigtige og bestandige attraae, han havde, at holde et uryggeligt venskab med Dannemark.

Medens Kongen af Sverrig baade selv og ved sine Ministrer bevidnede den tilbøyelighed, han havde til fred og venskab med Dannemark, tillavede han sig af all magt at anfalde paa ny samme Rige igien.

Alle omliggende lande vare forskrækkede over hans store tillavelser, og ingen vidste, hvo der først skulde giestes af ham. Alleeneste Danmark siuntes ingen aarsag at have til nogen frygt, efterdi det ikke alleneste havde overleveret alle stæder efter tractaten, men endogsaa samtykket til alt det, de Svenske havde begiæred, for at faae dem eengang af landet, hvilket de hart ad havde ødelagt. Manl. part 1 p. part 1 p.] part 1 p.] part1p. A1, partip. A2; part 1 p. SS part 1 p.] part1p. A1, partip. A2; part 1 p. SS 11 Men Carolus Gustavus var ikke endda fornøyed med de skiønne Provincier, han havde faaet, og derfor havde ladet sig letteligen overtale til Gottenborg at bryde den Roskildske fred, De Svenske bryde den Roskildske fred.og søge efter at blive Mester over heele Dannemark, hvilket blev ham forestillet ikkun som en gandske let sag, der vilde bringes til ende uden nogen blods udgydelse; men udgangen lærte anderledes; Thi krigen var lettere begyndt end endet, og de Danske forsvarede deres fæderneland med saadan tapperhed, at mange tusinde Svenske maatte bide i græssed, og Danmark blev dem, i steden for et rigt bytte en gravsted og kirkegaard, et herligt exempel for efterkommerne, hvor liden behag den retfærdige Gud haver udi saadan omgang.

Puf. C. G. l. 5. p. 475. Kongen af Sverrig, da han havde faaet sammen sin flode og krigshær til Kiel udi Holsten, og alting var tillavet, lod han udsprede, for at føre de Danske udi des større sikkerhed, at han vilde gaae til Prydsen, Komme uformodende til Siælland igien.men han tog veyen lige til Siælland, og langede udi kort tid til Korsøer, hvor han satt alle sine folk udi land, og for at besmyk|366ke sine sager desbedre, foregav at ville hielpe Kong Friderik mod nogle af sine egne undersaattere.

Saa snart Kong Friderik fik tidender om de Svenskes fiendtlige indfald udi Siælland, affærdigede han tvende Rigets-Raad, Mogens Høg, og Christian Scheel, samme dag til Kongen af Sverrig, hvilke fandt ham dagen derefter udi Ringsted 8. miile fra Kiøbenhavn, men, som det da var noget silde paa aftenen, kunde de ikke faae audience førend om morgenen tiilig.

De Danske Deputeredes tale til Kongen af Sverrige Efter at de havde aflagt de sædvanlige Hof-Complementer, begyndte de at forklare, til hvad ende de vare did henkomne, og det med saadanne ord: Det var Hans Kongl. Majt. af Sverrig vitterligt, at der for nogen tid siden var kommen u-eenighed og fiendskab mellem de berømmelige Nordiske Riger, hvilket var udbrudt til en aabenbare krig, men samme krig var af en besynderlig Guds naade bilagt ved Kongens af Frankerige, og den Engelske Protectors mediation, og mellem Rigerne stiftet en ævig fred til Roskild, hvilken blev underskreven og ratificeret af begge Kongerne. Da der efter til samme Roskildske freds videre forklaring og oplysning tractater bleve oprettede til Kiøbenhavn, blev paa Hans Kongl. Majts. af Dannemark side alle artiklerne fyldestgiorte, og saaledes derom foreenet, at der stod intet tilbage, som jo var bragt til fuldkommenhed, men deres allernaadigste Konge havde ogsaa tilladt de ting, som han med al billighed havde kunnet vægre sig fore. Dersom man vil forekaste dem, at tractaterne havde været noget vanskelige udi den punct, som angik det Guineiske bytte, da maatte man vide, at de Danske Commissarier havde allereede foreened sig med de Svenske Ambassadeurs om den sum, som skulde betales af Dannemark, til hvilken ogsaa deres naadigste Konge havde givet sit samtykke. Sagen var allereede bragt saa vit, at man allene handlede, om tiden, paa hvilken bemeldte sum skulde aflægges, samt cautionen, |367som derfor skulde gives. Og, saasom Hs. Kongel. Majts. af Sverrige Ambassadeur Cojet havde paataget sig samme sag at bringe den til sin fuldkommenhed, og til den ende begivet sig paa reysen fra Kiøbenhavn, syntes der ingen vanskelighed at være tilovers, og derfore kunde det ikke andet end komme deres Allernaadigste Konge underligt fore at see sine lande igien anfaldes baade til lands og vands; Det siuntes sandeligen gandske at stride mod Kongens af Sverrige genereuse gemytt at ville bryde den fred, han nyligen havde slutted, og med haand og seyl bekræfted. De kunde med eed bevidne, at Hans Kongl. Majt. af Dannemark intet lod sig være meere angelegen, end at holde fast ved den giordte fred og forbund, og at de vare allene sendte til den ende at borttage all mistanke, og stabilere et oprigtigt og fuldkomment venskab. Begiærede derfor, at han vilde beordre nogle Commissarier, for hvilke de haabede klarligen at beviise, at Hans Kongl. Majt. af Dannemark intet mindre havde haft udi sinde end at bryde det nyeligen giordte forbund og venskab.

Kongens svar. Derpaa gav Kongen af Sverrig et vitløftigt svar, og repeterede hvad som var skeed udi forrige krig, og for mange aar siden, foregivende, at Dannemark havde søgt Sverriges undergang, forhalet at bringe tractaterne til ende, og derved forhindret ham at sætte andre vigtige forsætt udi værk. Derforuden havde hand breve som vare skikkede af Kongen af Dannemark til Engeland, item andre fra Holland, som den Danske Minister Rosenving havde skrevet, hvoraf man kunde see de Danskes hiertelaug mod Sverrig.

Derpaa svarede de Danske deputerede igien, at, om endskiønt de Danske havde tilforn øvet fiendtlighed mod Sverrig, var dog saadant bilagt, og ved den Roskildske fred overleveret til en ævig forglemmelse; At tractaterne bleve saa længe forhalede, foraarsagede, som vitterligt er, de Svenske Ambassadeurs, hvilke de Danske Commissarier havde føyed |368udi alle ting, endogsaa det, som de med all billighed kunde have vægred sig for.

Herpaa repeterede Kongen af Sverrig hvad han tilforn havde sagt; Derefter bød han de Danske Deputerede at tale med Sverriges Riges-Raad derom; Men, som de gave tilkiende, at de allene søgte Kongen og hovedet, spurte han dem: Om de forlangede hans beskyttelse? hvorudover de Deputerede bevidnede, at de vare allene komne for Hans Kongl. Majt. af Dannemarks skyld, at høre om Hans Majt. af Sverrig vilde lade falde det fiendskab, han havde fatted mod Dannemark; De bekymrede sig ikkun gandske lidt om deres egen beskyttelse, hvorpaa Kongen af Sverrig lod dem sige, at de havde faaet deres sidste svar, hvilket, da de Deputerede hørdte, protesterede de, at der var en Gud i himmelen, til hvilken de overgave deres retfærdige sag, og saaledes ginge bort.

Kort derefter blev det de Danske Deputerede tilkiende givet udi deres herberge, at om de havde noget viidere at foredrage, saa havde Kongen af Sverrig beordred tvende Commissarier Rigets-Marsk Oxenstierna og Græv Schlippenbach, hvilke ogsaa strax lode sig indfinde, hvorudover de Danske Deputerede begyndte at repetere for dem, hvad de havde sagt til Kongen af Sverrig, og beviiste, at de Svenske Ambassadeurs havde været aarsage til tractaternes forhalning, hvor vel de samme, efterdi de Danske gave efter udi alle ting, bleve omsider bragte til rigtighed.

Freds tilbud frugtesløs frugtesløs] frugtesløs] frugtesøs A1 frugtesløs] frugtesøs A1 .Derpaa holdt Græv Schlippenbach en lang tale, og sagde blant andet, at de Danske ved deres forhalning havde givet aarsag til, Polakerne og Moscoviterne samt Churførsten af Brandenburg at tiltage saa meget udi kræfter, og at de havde sluttet et forbund mellem hinanden mod Sverrig, Keyseren var og imidlertid bleven udvalt, hvilket altsammen de Svenske havde kunnet forhindre. Man vidste vel, at tiden var meget kostbar, hvilken ikke kunde igienkaldes af GUD selv. Dannemarks sidste tid var nu kommen, og alle dets provincier saae nu deres undergang for øyne. De, nemlig Gesandterne, skulde udvælge den beste og sikkerste vey |369at frelse dem selv paa. Det var dem jo lige meget, om deres Konge heed Carl, Friderik eller Christian. Det er GUd, som til intet giør og forflytter Herredomme: Nu var Dannemarkes undergang for døren. Dog vilde de bede Gud, at saadan herlig stad, som Kiøbenhavn, ikke skulde ødeleges, og saa mange 1000. Mennesker svemme og omkomme udi deres eget blod. Naar Provincerne vare erobrede, vilde de Svenske siden forklare og viise aarsag til krigen. Da de Danske Deputerede saae, at de forgiæves havde handlet om fred, begave de sig den 15. Augusti til Kiøbenhavn igien, og der allerunderdanigst forklarede for Hans Majt. hvad de havde forrettet.

Forskrækkelse udi Kiøbenh.Indbyggerne udi Kiøbenhavn saa snart de fik tidender om de Svenskes u-formodentlige ankomst, bleve de ey lidet bestyrtzede. Nogle derudi fnysede af forbittrelse imod deres troeløse fiender, og besluttede at figte for deres fæderneland indtil yderste blods draabe: Andre derimod vare over denne uformodentlige hændelse gandske forsagte, og vidste ikke, hvad de skulde gribe til: Der fandtes og nogle, som gave Kong Friderik det raad, at begive sig enten til Norge eller til Holland til en tid. Men den tappere og bestandige Herre havde større kiærlighed til sit fæderneland, end han skulde forlade det udi fristelsens tid, og derfor offentlig erklærede sig at ville døe udi sit rede, og ingenlunde begiære at leve, naar hans Rige var traad under fødder. Puf. de reb. gest. Carol Gust. l. 5. p. 476. Han lod ogsaa Kongen af Sverrig sige, at han vilde lade sig finde paa det sted, hvor den hæftigste storm skeede, og dersom Carolus Gustavus havde lyst at skille trætten ved en duel, vilde han allene møde ham, paa hvilket sted ham behagede. Saaledes bliver dette sidste berettet af Monsr. Terlon, hvorvel Pufendorf tviler derom.

Da Hans Majt. nu havde opmuntret sine undersaatter baade høye og lave til en tapper modstand; og enhver for sig var fuld af moed og forbittrelse over fiendens uretfærdige foretagende, befoel han at røre trommerne og trompetterne og hastige bud at blive sendte ud paa landet, for at befale dem som laae indqvarterede udi de neste byer, at komme strax til staden, hvilket de giorde med all muelig fliid, |370førend fienden kunde forekomme dem. Imidlertiid blev Magistraten og de fornemste Borgere udi staden kaldne tilsammen, og spurte til raads. Rigets Hofmester Gerßdorf forestillede dem, at de nu vare bragte til de yderligheder, at de maatte forsvare sig som mænd, eller omkommes, og derfor opmuntrede dem udi Hans Majts. navn til samdrægtighed, og at spare ingen ting, som kunde tiene til fædernelandets frelse. Der vare nogle, som havde tvilet om Borgernes standhaftighed, hvilket da de fornam, protesterede de offentligen ved Borgemester Nansen derimod, og raabte: De vilde døe Hans Majts. undersaattere.

Den Hollandske Ambassadeur van Bewning satt ikke lidet moed udi de Danske, i det han forsikrede dem om hielp fra Holland, i fald de kunde holde ud beleyringen, indtil den Nederlandske flode kunde komme dem til undsætning. Paa det nu denne flode dessnarere kunde komme af sted, og at den Svenske flode, som allereede var udi sigte, ikke skulde hindre den passen, gik han strax til skibs og satt seyl til Holland, hvor han lykkelig anlangede, og omstendeligen berettede Herren Staten Kiøbenhavns tilstand, at den formedelst mangel af Proviant ey kunde holde det længe ud. Herudover blev den Hollandske flode med des større fliid tillavet, hvilket hverken de Svenske Ministrer, da værende udi Holland, ey eller Kongen selv kunde forhindre, hvorvel han udi en skrivelse til Staten lovede dem mange fordelagtige ting. Men Hollænderne saae vel, at, dersom de Svenske skulde blive Mestere over Danmark, deres handel vilde udi grund blive ødelagt, item at den sterke alliance, som var imellem Danmark og deres Republiqve forpligtede dem at haste med en tilstrækkelig undsætning, og derfore fore frem udi deres forsæt; Thi foruden de gamle alliancer mellem Dannemark og Holland, havde Hans Majt. slutted med samme Republiqve 1656. den saa kaldte Ampliations tractat eller Elucidations alliance, hvorudi var besluttet, at begge parterne, naar fornødent giortes skulde assistere hinanden med 6000. mænd. Ja de Danske havde bestyrked den Hollandske Amiral med 10. skibe, da samme Amiral var skikked til Østersøen, for at beskierme deres commerce, og redde den stad Danzig, hvilken, om den havde faldet udi Carl Gustavs hænder i den Polske |371krig, havde den Hollandske Republiqve derved mistet ligesom sin høyre haand; Ja denne krig var saavel for Hollands som Dannemarks egen sikkerhed begyndt, hvorfore de som giøre meget væsen af den Hollandske undsætning i Kiøbenhavns beleyring, ikkun lade see, at de ere lidet kyndige udi historien; Thi Holland burde have hiulpet Dannemark skadesløs af denne krig og ikke tilstedt saa mange skiønne provincier at falde udi de Svenskes hænder, som historien siden viiser.

Kong Fr. laver sig paa en tapper modstand. Manl. hist. of the late wars p. 1. p. 4.Imidlertid havde de Danske nok at bestille med at bestyrke Staden. Ingen alder, intet kiøn, og ingen stand var forskaanet for arbeyde. Hans Majests. exempel og nærværelse opmuntrede alle mænd; Thi han forlod sielden volden, og holdt sig den heele dag blandt hans soldater og arbeids folk, og natten udi hans telt, saa at der var intet menneske saa dovent og vanartigt, der jo gierne vilde stræbe og arbeyde, efterdi det saae landets fader sparede ikke sin egen høye Person, men var en tilsyns mand og Compagnon udi alle ting. Hans Majest. var ikke allene omhyggelig for Kiøbenhavn, men endogsaa for Cronborg; og sendte Oberste Poul Beenfeld tillige med Carl Brun og Christopher Bilde der hen, til hvilke han alvorligen recommenderede denne vigtige fæstning.

Kiøbenhavns belejring.Nu var den Svenske krigshær kommen saa vit, at den havde staden udi sigte, hvilken den indbildte sig strax at erobre, men blev ikke lidet forskrækket, da den saae forstæderne staae i brand, hvilket var et tegn, at de Danske havde lavet sig til en tapper modstand. Kong Carl stod da still indtil hans heele krigshær var kommen, og der efter giorde sig mester over Wartow, Lagaarden, og de andre udverker uden modstand, eftersom de Danske, findende sig ey sterke nok til at forsvare det alt, havde draget all deres magt ind udi staden. Paa samme tid fik man og udi sigte den Svenske flode, hvilken kastede anker for staden, for at hindre all tilførsel til vands. Saaledes blev Kiøbenhavn beængstiget baade til lands og vands.

Kong Carl, da han havde faaet underretning at de Danske, hvor vel de havde ikke over 1000 soldater udi Staden, havde besluttet heller at døe end at forandre Konge, stod han fra sit forsæt strax at anfalde den og fandt sig nød til at gaae langsom og varligen frem: Nu gave nogle ham det raad, han skulde sende endeel af sin armee til Kronborg at beleyre og indtage samme vigtige |372Castel, foregivende ikke u-rimeligen, at de Svenske derved skulde afskrække fremmede fra at undsætte Kiøbenhavn til Søes, eller i det ringeste hindre dem desbedre, i fald de saadant skulde forsøge.

Hannibal Sehested, som Carl Gustav havde fanget paa sit gods, havde insinueret sig meget hos samme Konge, og derover ved et og andet andet] andet] an det A1 andet] an det A1 snild raad giorde sit fæderneland stor tieneste, raadede da ogsaa Kongen at deele sine tropper, og at anvende en part deraf til Kronborgs beleyring, og derved hindrede, at Kiøbenhavn udi første skræk ikke ret blev angreben.

Cronb. beleyres.Dette anslag fandt Kongen for got, og derfor sente Wrangel med en part af krigs-hæren didhen. Wrangel, saa snart han var kommen did hen, begyndte han at arbeyde, og avancerede formedelst hielp af de omliggende huuse (hvilke besætningen udi saadan hast ikke havde faaet stunder at afbrænde) digt ind paa Castellet. For at blive des snarere Mester over denne herlige fæstning, brugte han et synderligt krigspuds; Thi han lod udsprede, at Kiøbenhavn var allerede over, og for at giøre det dismeere troligt, celebrerede han denne opdigtede seyer med sædvanlig triumph-tegn, saasom med stykkers løsning, fyr-værker, trommer, trompeter og deslige. Denne u-formodentlige glæde udi den Svenske leyer forskrækkede først besætningen udi Kronborg, men bragte den gandske udi fortvilelse, da den fik at høre, at saadan triumph skeede formedelst Kiøbenhavns erobring. Udi denne forvirring lod Vrangel Gouverneurerne sige, at de skulde lide den skændeligste død, dersom de, efter at hovetstaden, og Kongen selv var falden i de Svenskes hænder, allene vilde sætte sig op imod deres seyerige vaaben. erobres.Over dette bleve de lettroende triumviri gandske mismodige, besynderlig, da besætningen begyndte at rebellere, og saaledes overgave den kostbare fæstning, hvor for de af Krigs-raadet i Kiøbenhavn bleve dømte til at miste deres hoveder, men af en særdeles Kongelig naade bleve befriede.

Krigen bryder ud ogsaa paa andre stederMedens de Svenske saa huserede udi Siælland, brød ogsaa krigen ud udi de andre provincier af Dannemark; Thi Kong Carl havde, førend han forlod Holsteen, givet hemmelig ordre til generalerne, at de skulde opsnappe de Danske til Søes og lands, hvor de kunde treffe dem. Hvorudover mange Høye personer faldte udi fiendens hænder, efterdi de tænkte paa intet mindre end en nye krig. |373Rensborg og Krempe bleve ogsaa overfaldne, men ved de Danske Gouverneurers aarvaagenhed beskiermede. Men Ebersteens heele regiment, som laae adspreed hid og did, blev opsnappet. Johan Friderik Førsten af Luneborg blev ogsaa tagen fangen, da han agtede sig til Kiøbenhavn at besøge Kong Friderik, Hans Svoger, og ført til Malmøe, men effter Kong Carls ordre løsgiven igien.

Adskillige Danske, saa vel krigs som kiøbmands skibe bleve overrumplede bleve overrumplede] bleve overrumplede] bleveoverrumplede A1 bleve overrumplede] bleveoverrumplede A1 og opbragte, eftersom de frygtede sig for intet fiendtligt fiendtligt] fiendtligt] flendtligt A1 fiendtligt] flendtligt A1 fra de Svenske, men laae trygge for anker udi sundet, øster-søen og ved Christiania: Iliigemaade bleve tagne de skibe, som agtede sig til Dannemark med de stykker, munition og levnets-midler, som fandtes udi Bahuus og Christianstad, og hørte efter indholden af den Roskildske fred til Kongen af Dannemark, blant hvilke var Pelicanen, Falken, Søblad, Snaren Svend, Haabed, St. Jørgen, Jægeren, Dynkerker-Bojen og andre. Det er merkeligt, at de Svenske passede saa vel tiden at bryde ud mod Dannemark just da samme skibe havde indtaget disse sager, og vare ferdige at seyle der med til Dannemark, og der udover beholdte baade det, som var allerede bragt paa skibene og det andet, som endnu ikke var overleveret. Iliigemaade lode de opbringe de Fynske, Jydske og Holsteenske skibe, som de mod den Roskildiske fred havde tvunget den heele sommer at reyse til Lifland og Prydsen for dem, og saaledes plagede de fattige Indbyggere dobbelt for de tiennester, de havde beviist dem.

Paa den fiendtlige flode, som den 8 og 9 Augusti lod sig see lidt fra Kiøbenhavn, fandtes ogsaa den oftbemelte Svenske Ambassadeur Cojet, hvilket man kunde see af de breve, han skrev til hans Collegam Steen Bielke. Det er ingen tvil paa, at han jo havde erkyndiget Kongen af Sverrig, saa vel som Rigets Amiral Vrangel om Kiøbenhavns tilstand, hvilken han udi 4 maaneder havde udspeydet tillige med Ingenieuren Albert, mem. de Terl. p. 250 hvilken havde ordre nøje at eftersee stadens fortificationer, og forlod den faa dage, førend Kongen af Sverrig kom paa Siælland igien, for at erkyndige ham om, hvad han havde udforsked, og give en afrisning paa fortificationerne, men at hans afrisning i alle maader ikke var rigtig, kunde man see af efterfølgende beleyring.

Den anden Svenske Ambassadeur Steen Bielke (til hvis huus de fleeste Svenske undersaattere, som fandtes udi Kiøbenhavn, hen|374flygtede med deres gevær) bevidnede for alle, at han slet intet vidste af dette fientlige indfald, og derfore giorde ansøgning hos Kong Friderik, at han maatte faae fleere Soldater til beskyttelse, efterdi den gemeene mand truede at omkomme ham, saasom den der under et venskabs skin tillige med Cojet havde ligged og udspeydet staden; Hvorudover Hans Majt. lod ham henføre paa Rosenborg, det trygeste og angenemmeste sted, han vidste. Uanseet alt dette, havde dog Kongen af Sverrig udi sinde at arrestere de to Danske Deputerede, der komme til ham, men af den Franske Ambassadeur Terlon lod sig bevæge at slaae fra sit forsæt, eftersom samme Minister foreholdte ham, at saadant foretagende stridede gandske mod all folke ret, og vilde foraarsage alt for stor eftertale.

Nu maa jeg vende mig til Kiøbenhavns beleyring igien, hvor jeg forlod samme stads indbyggere geskæftige, og arbeydsomme udi at modstaae fienderne, og tapperligen at forsvare deres Konge og fæderne stad. Manl. p. 1. p. 20. De Svenske da de havde postered deres krigshær saaledes, at den høyre fløy strakte sig ud mod Hollænder-byen, og den venstre mod Wartow, avancerede de med deres løbegraver mod Vester-port, og bestyrkede dem med en redoute, for disbedre at forsikre dem for de beleyredes skud; Vit. Bering. obs Haf. p. 28 Men de Danske giorde et udfald med nogle ryttere og omtrent 200. fodfolk, bestaaende mestendeels af baadsfolk, som vare bevæbnede med øxer og morgenstierner, Puf. C. G. G.] G.] G A1 G.] G A1 l. 5. p. 479 og faldte an paa fienden med saadan fyrighed, at de ikke alleneste dreve ud af bemelte redoute og approcher, men endogsaa sloge ihiel, og toge til fange saa mange de treffede, og vendte udi triumph til staden med forliis alleeneste af 3. mænd og en Capitaine.

Over denne lille lykke finge de beleyrede et got mod, og derfor med des større bestandighed forkastede den Franske Ambassadeurs brev, som samme dag blev bragt ind udi staden, hvorudi han raadede dem til forlig med de Svenske paa de vilkor, som komme over eens med den slette tilstand, de da vare udi.

Da de SvenskeSvenske]Svenske] Danske A A1 B; Danske SS (rettet etter parallellsted i DH III, 319.)Svenske] Danske A A1 B; Danske SS (rettet etter parallellsted i DH III, 319.) ved deres idelige arbeyde havde avanceret saa vit, at de vare ikkun et Musqvett skud fra staden, besluttede de beleyrede, opmuntrede eendeel af forrige gode lykke, eendel af byens fare at forsøge et andet udfald. Det store og lykkelige udfald.Til den ende blev beordred det heele rytterie under anførsel af Ulrik Christian Gyldenløve tillige med |375700. fodgængere, bestaaende af studentere, handverksfolk og faa soldater. Disse anfaldte ved nattetider de gamle Svenske soldater med usigelig tapperhed, saa at fienden i en kort tid blev gandske slagen, og alle deres graver, batterier, approcher og redouter bleve erobrede, nedslagne og sløyffede. Et compagnie af Norske bønder giorde mirakler med deres morgenstierner, hvormed de fældede en stor hob af fienden. Manl. hist. of of] of] of. A1 of] of. A1 the late wars wars] wars] vvars A1 wars] vvars A1 p. 1. p. 22 Der bleve endda tilbage 150. Svenske udi en skantze paa den høyre haand haand] haand] haaud A1 haand] haaud A1 , hvilke, da de saae hvad nederlag man giorde paa deres camerader, frygtede det skulde gaae ligesaa til med dem, og derfor strax overgave sig til Commendanten af staden General Lieutenant Skak. Disse fanger tillige med de andre, som vare tagne tilforn, samt 5. felt-stykker, som stode paa det nermeste batterie, bleve bragte til staden udi triumph. De andre store stykker, som vare plantede mod de Danske prammer bleve fornaglede og kastede udi moratzer. Med et ord victorien var gandske fuldkommen paa de Danskes side, hvilke mistede udi denne farlige trefning ikke meere end 20. mænd, Thi, omendskiønt de Svenske komme siden udi hobe-tal løbende at frelse deres approcher, og hæfne dette store nederlag, forrettede de dog intet, eftersom Gyldenløve og Skak vare ikke mindre forsigtige udi at føre deres folk tilbage udi sikkerhed, end de havde været lykkelige udi deres udfald, Vit. Bering. obs. Hafn. p. 42. saa at de Svenske, der komme til undsætning havde i steden for hevn intet andet end harm og fortræd at see deres i hobe-tal at ligge slagne, og deres approcher ruinerede. Deres heele forliis med slagne og fangene beregnes til 800. mænd.

Efterfølgende nat vare de beleyrede ikke mindre lykkelige; Lykkelig udfald til søes.Thi da de Svenske havde tillavet en hob smaae skibe, som skulde føre eendeel af dem over til Amager, bleve de noget for dag overfaldne af de Danske, hvilke opbrændte, nedsanke og toge alle deres skibe, foruden et fartøy, som afkappede sine anker-tov, og salverede sig med flugten. Dette saavelsom det forrige opvakte saadan glæde hos Hs. Majt. at han gik personlig mod Niels Helt, som commanderede udi dette udfald, og gav ham sin haand at kysse. For disse tvende seyervindinger blev given efter Hans Majt. befalning tilbørlig taksigelse til Gud. Alle kirkerne vare fulde af folk, besynderligen qvinder og børn, hvilke, medens mændene arbeydede paa volden, stormede til |376himmelen med deres bønner, ikke alleneste da, men saa længe, som beleyringen varede.

De Svenske havde lært af disse tvende nederlag, hvad Kiøbenhavns indbyggere førte udi deres skiold, hvorfor de begyndte at miste en stor deel af deres dristighed, og at gaae deres sager an med større forsigtighed.

Kongen af Sverrige maatte nu ogsaa bekiende, at Kiøbenhavns erobring vilde ikke falde ham saa let, som han havde forestillet sig, og begyndte at lade falde noget af sine høye tanker, hvorom den Franske Ambassadeur Monsr. Terlon, der iidelig saa vel udi den Polske, som udi de Danske kriger havde været hos Kongen af Sverrige, taler saaledes:

memoir. de. Terl. p. 264. sq Hans Majt. havde udi sinde at sløyffe Kiøbenhavn, og lade paa steden allene være en fæstning, for at forsvare havnen og floden,Kong Carls forsæt at sløiffe Kiøbenh. forflytte samme stads privilegier til Malmøe og Lands-Krone, og fæste sit Kongel. sæde udi Skaane, giørende sit facit paa, at blive efter Dannemarks erobring eenevolds-Herre over Øster-Søen, og at have en flode paa 100. krigs-skibe, 80000. fodfolk og 40000. ryttere. Naar Dannemark var undertvunget, haabede han ogsaa snart at blive mester over Norge, og alle de landskabe, som dependerede af begge Riger, og vilde han indrette militien allevegne efter den Svenske maade.

Han sagde tit til mig: Naar jeg har erobret disse Riger, da skal alle Konger og Førster nok lade mig sidde udi roelighed, og ingen skal bekymre sig om at sætte Kongen af Dannemark paa thronen igien: De vil tvertimod kieppes med hinanden at forhverve mit venskab, for der ved at stabilere deres handel, og skal jeg derudover faae tid nok at foreene Dannemark og Norge med Sverrig, og giøre mig forskrækkelig ikke alleene for mine naboer, men endogsaa for langt bortliggende nationer.

Græv Schlippenbach sagde efter ham, at, naar han |377blev mester over Norden, skulde han gaae til Italien med en stor magt baade til lands og vands, og bringe Rom endnu engang under de Gothers Herredom.

Aarsagen, hvorfor Kongen af Sverrig vilde ødelægge og sløyffe Kiøbenhavn, om han blev mester der over, var, at han havde betroed Siælland til Rigets Amiral Wrangel; thi, som han vidste at samme Wrangel var stolt og ærgiærrig, frygtede han at den samme skulde kunne giøre sig formidabel for Cron-Printzen, Hans Søn, i fald han selv, nemlig Kongen, skulle døe udi Cron printzens mindre aarighed; Ikke derfor, sagde Kongen, at jeg udi ringeste maade tviler om min Amirals troeskab, men jeg veed af mig selv, at ambition haver ingen græntzer, hvorfore det er fornødent, at jeg handler saaledes med Kiøbenhavn, og bruger alle de præcautioner, mig ere muelige.

Af disse Monsr. Terlons beretninger kand man see de Svenskes hiertelaug mod Dannemark, at de ikke alleneste ikke have villet lade sig nøye med at træde det heele Rige under fødder, men endogsaa for en ringe aarsag ødelegge een af de ædelste stæder udi Europa, og en ziirat for heele Norden, hvor udi den Evangeliske religion med saa stor iver siden reformationens begyndelse var dyrket, og som da var een af de frommeste og Christeligste Kongers Residence, ey eftertænkende, hvor moderate de forrige Danske Konger havde været udi deres seyer-vindinger, besynderlig Kong Friderik den 2 Høyloflig Ihukommelse, og hans Efterkommer den store Kong Christian, i det de midt udi deres seyers lob, da de havde havde] havde] hav de A1 havde] hav de A1 Sverrig paa knæe, gave samme Rige saadan fordeelagtig fred, og lod sig allene nøje med, at de nogenledes havde bragt dem til billige tanker. Men jeg maa begive mig til historien igien.

Efter at de Svenske havde faaet saadant u-formodentligt stød, begyndte de vel at gaae deres sager an med større forsigtighed end tilforn, lode dog modet ikke falde, men avancerede temmelig nær staden igien.

adskillige udfald giøres af staden.Hvilket da de Danske fornam, besluttede de at forsøge igien lykken |378ved et andet udfald, og ginge ud af nørre port 400 mænd sterke. Udi første anfald blev fienden slagen og dreven fra sin post; men, da det Svenske rytterie kom iilende til undsætning, retirerede de Danske sig til staden igien. Lidet derefter forsøgteforsøgte]forsøgte] A2, førsøgte A1 forsøgte] A2, førsøgte A1 de det andet udfald med 500 mænd, hvilke igien strax dreve de Svenske paa flugten, og forfuldte dem indtil en stor hob andre komme til undsætning, da begave de Danske sig til staden igien. Udi dette udfald bleve de tvende Obrister Urne og Bremer qvæste, og døde af deres saar strax derefter. Samme dag undgik Hans Majest. en stor fare; Thi da han havde staaet ved vester port en lang stund, at see paa figtningen uden fore, og neppe var gaaen der fra, kom der en musqvet-kugle, og treffede Obriste Lange, som nyligen havde begivet sig paa samme sted. Dette var ikke den eeneste fare, Hans Majest. havde været udi, den guddommelige forsiun, som har en besynderlig omsorg for fromme Potentater, beskærmede ham ogsaa for en anden til forn; Thi en musqvet-kugle treffede det sted, hvor han nyligen tilforn havde heldet sit hovet.

Nu begyndte der i Kiøbenhavn at blive temmelig dyr tid, besynderlig paa smør og frisk kiød, efterdi all tilførsel var forhindret baade til lands og vands, ikke desmindre bare dog de beleyrede den mangel med stor bestandighed, opmuntrede af Hans Majests. exempel, hvilken lod sig nøje med den samme kost, som den gemeene mand, og veyrede sig aldeeles for at leve paa anden maade end at være deelagtig med soldaten udi all dens arbeyde.

De Svenske lode nu nedsiunke nogle gamle skibe udi indgangen af havnen, for des bedre at hindre tilførselen, ikke desmindre listede sig dog en heel hob baade med proviant ind udi byen, og bragte de angenemme tidender med sig 1. Om de Hollænderes rustning. 2. Om Churførstens af Brandenborg marche til Holsteen med de keyserlige og polske tropper. 3. Om den gode tilstand, Holsteen og Jylland endda vare udi. Disse tidender opvakte udi de beleyrede stor glæde, Forskrekkelse udi Kiøbenh. over Cronb. forliis.hvilken dog snart forsvandtes igien, da de finge det sørgelig bud om Kronborgs erobring. I førstningen vilde de ikke troe det, efterdi de ingen lyst havde der til, og tænkte det var u-mueligt, saadan en sterk fæstning kunde udi saa kort tid blive erobret, hvorfor ogsaa budet, som førte disse tidender, blev kasted i fængsel. Men af fien|379dens TriumphTriumph]Triumph] A2, Trhiumph A1 Triumph] A2, Trhiumph A1 udi leyren, samt confirmation fra andre steder bleve de mod deres villie tvungne til at troe det.

Denne merkelige forliis indjog da en u-beskrivelig redsel udi staden, og det ikke uden aarsag; Thi først bekom fienden udi den erobrede fæstning en stor hob skiønne stykker og ammunition, som den tilforn havde mangel paa, og derfore med dis større fordeel kunde fortsætte Kiøbenh. beleyring.beleyring.]beleyring.] A2, beleyring A1; beleyring SS beleyring.] A2, beleyring A1; beleyring SS 2 var den ved samme fæstnings erobring udi stand at kunne hindre den forventede undsætning til søes; Det var og at befrygte, at Hollænderne vilde staae fra deres forsæt, holdende det for farligt nu at vove deres flode igiennem sundet; men den frygt forsvandtes efter haanden, og borgerne toge deres sædvanlige mod til dem igien, hvor til hialp ikke lidet de hollandske breve, som komme paa samme tid, og forsikrede dem om en hastig undsætning.

Den Svenske flode fik kundskab samme tid om den Nederlandske undsætning, og derfor forlod Kiøbenhavns havn, og seylede mod sundet, hvilket gav leylighed til adskillige smaa fartøy at stiæle sig ind udi staden med proviant, for hvilken de finge god betaling. 12. baader ladne med allehaande slags vahre, samt 160 soldater fra Lolland practiserede sig ind om natte tider, hvilket husvalede ikke lidet de beleyrede, men det som mest opmuntrede dem paa samme tid, var, at en Svensk fregat af 16 stykker laden med det bytte, fienden havde erobret udi Kronborg, uformodende kom til Kiøbenhavn. En priisværdig gierning, bedreven af en ung Dansk mand.Skipperen og Baadsmændene derpaa vare Svenske, men der vare ogsaa 16 Siællands bønder ombord tillige med en anden Dansk ung karl, hvilken, da han fornam, at de fleeste Svenske vare under dekket, opmuntrede sine landsmænd at falde an paa fienden, og føre skibet til Kiøbenhavn. Neppe havde denne tappere unge karl forestillet dem det, førend de alle lovede at staae ham bie, og i en hast fuldbragte deres forsæt lykkeligen, eftersom de fleeste af Baadsmændene vare under dekket, og førte skibet lige til Kiøbenhavn.

De Danske opmuntrede af den undsætning de havde faaet fra Lolland, samt deres forrige lykke, forsøgte nu igien et andet udfald med 150 mænd, bevæbnede mestendeel med segler og morgenstierner; Disse faldt mod aftenen med stor tapperhed an paa fienden, og i en kort tid omkomme 100 arbeyds-folk, samt nogle soldater, og deref|380ter retirerede sig til Staden igien. Udi dette udfald forliiste de 6 soldater. Lidet der efter forsøgte de et andet, hvor udi de vare ligesaa lykkelige; Thi de komme fast uden forliis til Staden igien, effter at de havde omkommet en stor hob Svenske, og minered deres redoute, som de nyligen havde opreyst.

Lidet derefter fik de en anden leylighed at lade see deres store tapperhed; de Svenske sætte folk i land paa Amager.Thi da den Svenske flode havde opholdet sig nogen stund udi sundet, og fornam, at den Hollandske undsætning var endda ikke forhaanden, vendte den til Kiøbenhavn igien, og formedelst hielp af et taagagtigt veyr sat 1100 fodfolk og 300 Ryttere i land paa Amager, der agtede Hans Majst. Kong Friderik at angribe dem, men endeel raadde ham derfra, efterdi fienden var langt sterkere og derforuden laae saa vel forskantzet, at det syntes u-mueligt med saa faa folk at drive dem derfra, hvorfor Hans Majest. stod denne gang fra sit forsæt. Nu fik Kong Carl kundskab, at den Hollandske flode var allereede paa veyen til Kiøbenhavn, og derfor i tide besluttede at forlade Øen igien, og med all magt at forhindre de Nederlændere at komme igiennem sundet. Paa det nu de Danske skulde ikke glæde sig for meget over hans bortreyse, gav han befalning at opbrænde alle huuse og byer paa samme øe, hvilket ogsaa skeede, et ynkeligt spectakel for de Danske udi Staden, som stode paa voldene, og med største harm maatte see derpaa. Puf. de reb. reb.] reb.] reb A1 A2 reb.] reb A1 A2 Carl. Gust. l. 5. p. 481. Over denne gierning blev Kong Friderik saa ivrig, at han besluttede, at hevne sig over fienden, det maatte koste hvad det koste vilde, og til den ende marcherede selv ud af Staden med hans liv-garde 150 ryttere under commando af Gyldenløve og Ahlefeld. Manl. p. 1. p. 31. Raads-Herrerne raadde Kongen fra at sætte sin egen høye person udi fare, men Hans Maj. saasom han vel vidste, hvor meget soldaten opmuntres af sin Konges nærværelse, og derforuden fornam, at Kongen af Sverrig var selv paa Øen, vilde han ingenlunde lade sig overtale, men gav sin hest sporene og fortsat sin vey.

blive totaliter totaliter] totaliter] tota liter A1 A2 totaliter] tota liter A1 A2 slagne paa samme øe.Da de Svenske bleve dette var, satte de sig udi orden ved Hollænder-byen, der bleve de overfaldne af de Danske, hvilke efter nogen modstand sloge dem totaliter, og havde uden tvil faaet Kong Carl fangen, dersom han i tide ikke havde tillige med Printz |381Sultzbach og Wrangel reddet sig med flugten. De Danske vendte efter denne seyr udi triumph til staden igien, hvor de holdte offentlig taksigelse udi alle kirker, og gandske forglemte den skade, fienden havde giort paa Amager, efterdi de havde faaet saadan herlig seyr. Efter dette giorde de Danske endnu adskillige udfald, hvorved de forhindrede fienden at avancere nær til staden.

Den Hollandske flodes ankomst.Medens Kiøbenhavns Borgere forsvarede deres fædernestad med saadan tapperhed, samlede den Hollandske flode sig til Vlie udi Nord Holland, hvor, da den havde ligget nogen stund still for modvind, gik den omsider udi søen den 7. Octobr. St. v. under commando af Amiral Opdam og den 22. avancerede til Lappen, hvor den maatte ligge still 6. dage for modvind, der holdt eendel Svenske det for raadeligt at angribe dem, eftersom de havde vinden med sig, og kunde i en hast komme til de Hollændere, Puf. C. G. l. p. 5. p. 485. saa at de skulde blive nødde til at afkappe deres anker, og ikke faae tid til at vinde dem op. Derforuden om ingen af deelene skulde erholde seyeren, maatte de Hollændere vende tilbage enten til Holland igien eller til Norge, efterdi de ingen steds kunde faae nogen nærmere havn; Tvertimod, dersom de biede indtil de Hollændere fik vinden med sig, kunde de ikke hindre dem, at jo den største part af deres flode maatte komme til Kiøbenhavn. Dette var sandelig et got raad, men blev denne gang ikke agtet, hvilket Kong Carl siden fortrød; Thi der fandtes eendeel andre, som meente det var bedre at opbie Hollænderne udi Sundet, hvor man kunde skyde paa dem af begge fæstninger. Og, dersom den Svenske flode skulde blive afslagen, kunde den tage en sikker tilflugt enten til Kronborg, Helsingborg eller Lands-Krone. Dette anslag klingede da bedre udi Kongens øren, og den Svenske flode fik ordre at opbie de Nederlændere udi Sundet.

Endelig bekomme Hollænderne den 29. Octobr. god vind, hvorfor de strax lettede deres anker, og søgte sundet udi en god orden. Deres flode var deelt udi tre Esqvadrer. Den første bestod af 11. skibe, commandered af Vice-Amiral de Wit; Den middelste af Amiral Opdam selv, og den tredie af Vice-Amiral Floris. Den Svenske flode derimod, som var sterkere, var deelt udi 4. parter, og commanderet af Sverriges Amiral Carl Gustav Wrangel. Søeslag udi sundet.Mellem klokken 8. og 9. kom den Hollandske flode ind udi Sundet, |382og gik strax løs paa de Svenske, igiennem hvilke de efter en haard og blodig fegtning endelig banede sig veyen til Kiøbenhavn. Manl. hist. of the late the late] the late] thelate A1 A2 the late] thelate A1 A2 Wars p. 1 p. 39. Udi denne trefning forliiste de Hollændere 800. mænd, blandt hvilke de tvende Vice-Amiraler de Wite og Floris, samt 5. Capitainer. Alleeneste de Wites skib Brederode blev saunet, hvilket strandede og gik i grund, de Svenskes forliis derimod var langt større; Thi 3. af deres skibe bleve tagne, 2. nedsiunkne udi slaget, og 2. andere udi deres retraite til Lands-Krone.

Imod aftenen conjungerede sig 6. Danske skibe under Amiral Bielke med Hollænderne, hvorudover man agtede at angribe fienden igien, men den havde alt taget flugten til Lands-Krone. Der indsluttede den Danske og Hollandske flode dem, og tragtede af allmagt at forhindre dem udgangen, til den ende lode de nedsiunke udi indgangen af havnen adskillige gamle skibe fulde af sand og steene, hvilket jagede saadan skræk udi de Svenske, at de lode Kong Friderik viide, at, dersom de Danske ikke stode fra deres forsæt, vilde de lægge heele Siælland udi Aske. Af disse trudseler lod Hans Majt. sig ikke forskrække, men svarede, at han ingenlunde vilde staae fra sit forsæt, dersom han ikkun derved kunde giøre sin fiende nogen afbræk, haabende eengang at hevne den skade udi Sverrige selv, som de Svenske nu truede at tilføye Dannemark. Men, som vinteren var forhaanden og søen begyndte allereede at fryse, blev dette anslag frugtesløs, og floden maatte vende til Kiøbenhavn, uden at forrette noget videre denne vinter, mem. de Terl. p. 313. hvorvel den fornemmeste aarsag dertil var, at de Hollandske Ambassadeurs, som da opholdte sig i Kiøbenhavn, ikke vilde ret deran, saasom de holdte det ikke for Republiqvens interesse at ruinere den Svenske flode.

Førend jeg nu begiver mig til det efterfølgende aar 1659. vil jeg korteligen melde, hvad sig udi Norge er tildraget, siden den Roskildske fred blev brudt.

Norske bedrifter.Da der komme tidender til Christiania, at den til ævig tid besluttede Roskildefred saa u-formodentlig af de Svenske var brudt, giorde den Kongl. Stadtholder udi Norge, samt General Lieutenant Bielke all muelig anstalt at bringe dette Kongerige udi got positur mod de Svenskes indfald, og til den ende ikke alleneste lod anstille nye vervinger baade til hest og fods, men endogsaa lod udgaae |383et allmindeligt paabud, at enhver efter trommens rørelse skulde uden forhalning lade sig indfinde paa behørige steder.

Der blev ogsaa strax sendt bud Nordenfields at lade Gouverneurerne der viide denne freds-brydelse. Samme bud bragte de tidender til Christiania med sig igien, at, saasnart dette var bleven kundbart, de Nordenfieldske havde bragt 2000. mænd paa beenene, og taget deres marche mod Jemteland og Trundhiem, hvilken stad tillige med det heele Stikt var given til Sverrige ved den Roskildske fred.

Paa disse tidender skikte General Lieutenant Bielke en høy Officier, nemlig General Major Reichwein did hen at commandere samme tropper. Samme General opsnappede paa veyen til Trundhiem adskillige baade høye og lave Svenske personer, og lod dem føre fangne til Christiania. De Svenske faae hug.Paa samme tid blev holden en skarp trefning mellem 1700. Svenske og 800. Norske ved Svinesund, hvor de Svenske maatte rømme marken og efterlade sig 106. døde foruden en hob fanger. Af de Norske bleve 8. paa Valsteden, og 40. saarede, blandt hvilke en Capitaine og en Lieutenant.

Da bemeldte General Major Reichwein nu kom ind udi Trundhiems Stikt, faldte alle indbyggerne til ham, og tilbøde sig at opoffre deres liv og blod for at befrie fædernelandet. Trundhiem falder fra Sverrige De Svenske havde adskillige maader at plage dem paa, baade ved inqvarteringer og haarde paalæg, saa og i det de lode udskrive en stor hob af dem til soldater, Puf. C. G. l. 5. p. 488. hvilke skulde sendes til Preussen, og aldrig see deres fæderneland meere. Derforuden havde disse tappere folk alle tider haft et u-dødeligt had til de Svenske, hvis Herredøm derfor var dem saa u-liideligt, at de ønskede heller at døe, end at blive længer derunder.

Da disse tidender vare komne til Sverrige, blev Erich Drachenberg beordret med en hob folk at marchere udaf Jempteland at undsætte Trundhiem, men de Norske bønder besatte veyene saaledes for ham, at han med uforretted sag maatte vende tilbage igien. Trundhiem erobres af Norske.Imidlertiid blev Trundhiem af de Norske tropper saa beængstiget, at den Svenske Gouverneur Claus Stiernskild maatte overgive staden, og med sine landsmænd forlade det heele stikt, endskiønt han havde ladet sig merke før at kaage suppe paa sine skindbuxer, førend han formedelst mangel paa proviant skulde give sig. |384Ved denne Trundhiems erobring banede min Sal. Fader sig ved en dristig action vey til den agt og ære, han stedse siden var udi hos de Norske Statholdere.

Indbyggerne udi Bornholm vare ikke mindre lykkelige udi deres foretagende mod de Svenske; De Svenske jages af Bornh.Thi de lode tillave et giestebud, og dertil indbøde Printzenskild den Svenske Commendant tillige med nogle andre af hans landsmænd, hvilke de alle lode omkomme, her paa lagde de sig for fæstningen, og efter nogen modstand tvang den til at overgive sig. Dette var det fornemmeste, som tildrog sig 1658.

1659.Udi begyndelsen af det efterfølgende aar arbeydede de Svenske paa idelig at allarmere og udtrætte Kiøbenhavns borgere, til hvilken ende de brøde op med deres tropper hver aften. De havde forhaabning at finde een eller anden leylighed at overrumple staden, hvilken de meente formedelst den fremgang og gode lykke skulde blive uagtsom og forsømmelig. Men de bleve meget bedragne udi deres tanker; Thi de Danske havde udi alle stads taarnene deres vægtere, hvilke saa snart de saae fienden bevæge sig, advarede strax Borgerne derom, i det de klemte med klokkerne og gave adskillige tegn fra sig, saa at voldene derover udi en hast bleve opfyldte med folk at tage mod fienderne.

Da Kong Carl nu saae, at alle hans anstalter formedelst Borgernes aarvaagenhed sloge ham feil, besluttede han omsider at angribe staden med magt, og forsøge en general storm, stolende paa sin overmaade gode lykke, som altid havde været ham saa bevaagen. Puf. C. G. l. 6. 516. seq. Adskillige af hans Ministrer raadde ham derfra, forestillende, hvor vanskeligt det var at angribe staden, som saa nyligen var bleven bestyrked med folk, ogsaa meget forbedret udi fortificationen. De havde ikke holdt det raadeligt at forsøge en storm udi begyndelsen, da indbyggerne vare udi største forvirrelse, og staden var ikkun slet befæstet, hvad fremgang kunde de derfor nu vente, eftersom voldene vare forbedrede, borgerne af deres overmaade gode lykke blevne meget modige, og de Svenske derimod temmeligen forsagte. Andre tvert imod styrkede Kongen udi hans forsæt, forestillende, at det nu var tid til at forsøge det yderste, efterdi de beleyrede mod vaaren ventede |385frisk undsættning fra Holland. De Svenske havde ved deres tapperhed overvundet saa mange vanskeligheder, og bestormet saa mange stæder tilforn, besynderlig Fridericia, som var saa sterk befæstet, og hvor udi laae saadan herlig besættning. Skulde det gaae u-lykkeligt, kunde de Svenske derfor vel oprette deres sager igien, der imod hvis det faldt dem efter ønske, da var deres seyr fuldkommen, og Kongen udi en hast skulde blive Monark over heele Norden.

Paa samme tid bekom den Engelske Envoje Sir Philip Meadow, som da var udi den Svenske leyr, befalning fra Engeland at handle om en særdeeles fred immellem begge Rigerne, og derfor sendte til Kiøbenhavn sine forslag derom, hvor paa Hans Majt. Kong Friderik lod svare, at han kunde ikke med sin honneur og sikkerhed slutte nogen tractat, uden alle hans allierede derudi vare indsluttede. Da Kongen af Sverrige fik det at høre, besluttede han at forsøge en storm, til hvilken ende han lod forsiune sin krigshær med alt hvad som var fornødent.

De Svenske storme til Kiøbenh. Puf. C. G. l. 6. p. 517.Da nu alting var tillavet, gik stormen for sig den 11. Febr. om natte tider: De Svenske havde klædet sig udi hvide skiorter og bare straae paa deres hatte, at de disbedre skulde kiende hinanden. De Danskes kiendetegn derimod vare tørklæder, som de ogsaa havde fæstet paa deres hatte. Saasnart de Svenske nu havde faaet tegn ved nogle tiæretønder, som bleve antændte, faldt de an med stor hidsighed paa adskillige steder, og vare alle fulde af forhaabning om god fremgang. De Danske derimod vare ikke mindre omhyggelige for at afvende den overhængende fare, og toge imod fienden med ubeskrivelig tapperhed. Kong Carl viiste sine soldater stort bytte, de vilde bekomme udi staden, som en belønning for all deres forbigangne og nærværende møye. Kong Friderik derimod reed fra den ene gade til den anden, og opmuntrede sine folk til en tapper modstand, forestillende dem, at deres heele fædernelands velfært bestoed nu allene udi deres troeskab og tapperhed, hvorfor fegtningen gik for sig med stor iver. De beleyrede, det første de finge de Svenske udi sigte, fyrede de paa dem med deres store stykker, men, da de komme nærmere, brugte de deres musqveter, haandgranater og andre offensive instrumenter. Fabiani Fersens folk vare komne digt til volden, og |386begyndtebegyndte]begyndte] A2, gyndte A1 begyndte] A2, gyndte A1 at opreyse deres storm stier, men bleve ved de beleyredes skud drevne tilbage igien, alleneste 4. af dem komme op paa volden, hvilke strax bleve ihielslagne. De Svenske vare ikke lykkeligere paa de andre steder; Thi da Obriste Gengel og Woyet vare slagne, og Askenberg, Hestrig og Weissenstein haardeligen saarede, toge soldaterne flugten, hvilket, da Kongen af Sverrige fornam, sendte han Erik Steenbok med det Smaalandiske Regiment til undsætning, item de tvende brødre Carl og Peder Sparre at undsætte Fersens tropper, men de havde ikke bedre lykke end de andre; Thi, efter at de havde forliist en stor hob af deres folk, bleve de omsider tvungne til at begive sig paa flugten.

Da nu natten mesten var forbigangen og stormen ophørte paa denne side, begyndte den om morgenen klokken 4. med nye hidsighed paa den anden side; Thi de Svenske, da de havde passeret Wartovs dige, marcherede de med stor dristighed mod volden, men de bleve tvungne at give sig paa flugten igien, efter at de havde forliist deres fornemste anførere Vavasor, Vitinghoff og Lensmand, og en stor hob andre officerer, og gemeene folk.

Endelig begyndte dagen at bryde frem, ikke mindre angenem for de Danske, end forskrækkelig for de Svenske, da saae man den heele mark bedekket med døde legemer, hvilket noksom gav tilkiende fiendens store forliis. Blive afslagne med største forliis.Iblandt de døde bleve fundne Grev Erik Steenbok, La Voyet en Franskmand, General Major Vavasor, hvis ørne, hvorudi mange gulderinge hange, vare af de gierige soldater afhugne, Gengel, Dromond, Lensmand, Vitinghoff, Smith og en stor hob andre officierer, hvis navne vilde blive for vitløftigt for vitløftigt] for vitløftigt] forvitløftigt A1 A2; forvitløftigt SS for vitløftigt] forvitløftigt A1 A2; forvitløftigt SS at opregne. Den største deel blev omkommen af de Danske: De andre bleve druknede udi søen, saa man ikke kand vide deres tal. De beleyrede, som udaf en synderlig Guds naade havde ikke forlist over 10. mænd, løbe udi hobetal udaf deres befæstninger, saasnart som fienden var borte, og bragte en stor hob trommer, standarder, stormstier og andre krigs instrumenter udi triumph med sig udi staden. Den samme morgen blev siunget *Te Deum udi alle kirker, fordi Gud havde befriet Kongen og fædernelandet fra saadan stor fare.

Nu vil jeg lade de beleyrede glæde sig over den store seyr, og de Svenske begræde deres forliis, item begrave deres døde, hvilket Kong Fride|387rik gav dem forlov til, og vende mig til Holsteen, hvor hen de Keyserlige, Polske og Brandenborgske hastede for at forløse Dannemark, og skaffe Kong Friderik en billig fred. De Keyserl. tropper bestode af 12000. mænd, og vare commanderede af Montecuculi, de Polakere vare 6000. ryttere, hvis Anfører var Czarneski, de Brandenborger vare over 12000. mænd sterke, og anførte af Churførsten selv en tapper Herre, der havde lagt stor ære ind udi det navnkundige slag ved Warsaw. Han commanderede nu den heele krigshær, saasom det høyeste hovet. Da han var kommen til græntzerne, lod han offentligen udraabe, hvorledes Hs. Kongl. Majt. af Danmark havde ladet Hs. Keyserl. Majt. og hannem vide paa hvad maade Kongen af Sverrig havde brudt den Roskildske fred, anfaldet Danmark uden nogen krigs erklæring, beleyret Kronborg og Kiøbenhavn, og tragted efter at træde det heele Rige under fødder. Han erklærede derfor at være kommen at undsætte Kongen af Danmark, med hvilken han var i alliance, og begiærede at alle vilde være ham behielpelige udi saadan en retfærdig sag.

Churførstens af Brandenborg progresser udi Holsten.De Svenske, da de fornumme, at de vare for svage til at imodstaae saadan en mægtig fiende, holdte det raadeligst at retirere sig udi tide, og, paa det de allierede ikke skulde glæde sig for meget over deres retraite, lode de opbrænde og ødelegge alle landsbyer og huuse paa veyen, og fordervede alt hvad som kunde være deres fiende til nytte, og saaledes med deres General Prindzen af Sultzbach retirerede sig til Jylland, ikke hvilende førend de komme til Fridericia. Churførsten forfuldte dem af allmagt. Da han var kommen til Gottorp, Førstens Residentz af Holsten, lod han opreyse et batterie og truede at nedskyde castellet, saa fremt det giorde nogen modstand, hvorudover Førsten af Holsten, som udi tide havde retireret sig til Tønningen, skikte en Envoje til Churførsten for at begiære neutralitet, hvilken han blev forundet med de vilkor, at han skulde overlevere Castellet og betale 60000. Rdlr.

Efter at Gottorp var overleveret, marcherede de allierede til Alsen, en liden Øe skilt fra det faste land ved en smal arm af søen. Paa samme øe laae 3. Svenske Regimenter ryttere og nogle fodfolk under anførsel af Askenberg, hvilken, saa som han saae sig ingen undsætning at kunne faae, førte om natte-tider alle sine folk af øen, paa nogle skibe, og saaledes undgik den fare. Alt det Svenske felttøy, 24. Canoner, samt 1500. heste faldt dagen derefter udi de allie|388redes hænder, item de tvende fæstninger Sønderborg og Nordborg, udi hvilken sidste laae Obriste Knusts Regiment, som blev tvungen til at overgive sig. Da nu den heele øe var renset, marcherede Czarneski med sine Polakere ind udi Jylland, slog et parti Svenske ved Kolding, hvilken stad han ogsaa erobrede, og nedsablede den Svenske besætning. Endelig kom den heele krigshær til Fridericia, hvilken den agtede at beleyre, men, som det var alt for langt ud paa vinteren og veyret var ideligen vaadt, stod den denne gang fra sit forsæt, og begav sig udi vinter-qvarteer.

Da vinteren var nu forløben, lavede de allierede sig til at beleyre Fridericia. Fridericia erobres og de Svenske drives reent af det faste land. Puf. C. G. l. 6. p. 521.Den stad havde Amiral Wrangel erobret aaret tilforn med storm, og omkommet en heel hob Danske, hvis døde legemer, som vare kastede hid og did, foraarsagede saadan forgiftig stank og svaghed blandt de Svenske, at de besluttede at forlade staden, til hvilken ende de nedreve fortificationerne, satte ild paa staden, og førte deres tropper over til Fyen, efterladende allene en besætning udi fæstningen, hvilken strax blev beleyret og indtagen af de allierede.

Da de Svenske nu vare drevne reent ud af det faste land, satte de allierede dem for at besøge dem paa Øerne; De anfalt først den lille Øe Fennøe mellem Jylland og Fyen, hvor de Svenske mistedemistede]mistede] A2, miste de A1 mistede] A2, miste de A1 een Oberst, 3 Capitainer, 200 gemeene, 6 felt-stykker og maatte tage flugten til Fyen. Der efter tillavede de en heel hob baade og smaa fartøy, hvilke de opfyldte med soldater at føre dem over til Fyen; Der havde da de Svenske en god armee paa benene, af hvilken de allierede bleve saa vel imodtagne, at de med forliis maatte retirere sig igien.

Over denne u-lykke lode de ikke modet falde, men besluttede at giøre et andet forsøg, men det vilde heller ikke gaae efter ønske, thi, omendskiønt deres orlog skibe avancerede til Middelfart, bleve dog Transport-baadene drevne af vinden og strømmen til Fridericia igien. Da de allierede nu saae, at de kunde ikke komme over udi partier, besluttede de at giøre et forsøg med deres heele armee, men, som dem fattedes skibe at transportere saadan en stor mængde, sendte de ud 5 orlogs skibe, for at samle alle de baader, de kunde finde langst ved de Jydske küster.

Kongen af Sverrige, da han fornam dette anslag, udsendte |389han 8 krigs-skibe, og een Brander, under commando af Capitaine Cox een Engelsk Mand, for at forbyde de allierede passen. Bemelte Cox overfaldt u-formodentlig med sin flode de 5 orlogsskibe ved Ebeltoft, og efter nogen modstand erobrede dem alle, opbrændte 30 baader, og vendte udi triumph med de erobrede skibe, og over 1000 Brandenburgiske og Keyserlige fanger til sundet igien. For denne store tieneste blev han af de Svenske hart ad tilbeden, og blev af Kong Carl nobilitered.

Denne store forliis gik den gode Chur-første haart til hierte, og, saasom han ingen fleere skibe havde tilbage, og der var ingen forhaabning at faae nogle fra den Hollandske flode, lagde han all tanke til side at giøre noget videre forsøg paa Fyen, De Allierede forlade Dannemark igien?og besluttede at forflytte krigen til Pomern, lod derfor opbrænde de overblevne baade, og forlod Fennøe igien, hvilken strax der paa af de Svenske blev erobret, og besat. Dette er et kort begreb af de allieredes udtog udi Holsteen og Jylland.

Efter den u-lykkelige storm til Kiøbenhavn var den Svenske armee ikke udi stand at kunne foretage noget vigtigt mod samme stad meer, men havde nok at bestille med at forskantze og bestyrke sig selv, selv,] selv,] selv. A1 A2; selv. SS selv,] selv. A1 A2; selv. SS at den skulde ikke uformodentlig af de beleyrede overrumples. Den haarde vinter tilstedde ikke heller noget partie at bevæge sig. Men da vaaren stundede til, og luften blev noget mildere, sat Kongen af Sverrige sig for at giøre sig mester over de smaae Danske øer, til hvilken ende han sendte først Græv Valdek med nogle tropper til Langeland, for at bemægtige sig samme øe, og der have sit qvarteer, men han mistede der en hob folk, blev ogsaa blessered, og maatte med u-forrettet sag vende tilbage. De Svenske bemægtige sig Langeland.Lidet derefter blev Vrangel sendt der hen. Han var lykkeligere og bemægtigede sig øen, efter at hans folk eengang med stor forliis vare drevne tilbage. De 300 soldater, som fandtes der paa, bleve giordte til krigsfanger. Da Vrangel nu havde bemestret sig Langeland, sat han seyl til Alsen, udi forhaabning ogsaa at bemægtige sig den Insel; men han havde der ikke saa god lykke; thi hans folk bleve afslagne udi tvende storme, som de giorde mod Synderborg, hvorfor han ingen lyst havde at forblive der længe, men sat seyl til Fyen igien. Langelands forliis foraarsagede, at de Danske hastede med at føre saa snart som mueligt |390udi søen deres flode, hvilken iisen hidintil havde ligesom beleyret udi havnen. Da søen var aabned, blev Vice-Amiral Helt udsendt med 16 skibe at i agt tage fienden. Den 30 Martii traf han 6 Svenske Skibe mellem Langeland og Lolland, hvilke han efter nogen modstand tvang at begive sig paa flugten, et af dem, som førdte 50 stykker, faldt udi de Danskes hænder, et andet strandede. Men de Danske vare ikke længe mestere udi søen; Thi da Bielken-Stierne med den hele Svenske flode kom ind udi beltet, holdt Heldt det ikke raadeligt at vove sine skibe længere udi søen, men førde dem alle ind udiind udi]ind udi] A2, indudi A1; indudi SS ind udi] A2, indudi A1; indudi SS Flensborgs havn, hvor de Svenske havde dem nogle dage indsluttede; Da det blev spurt til Kiøbenhavn, blev Rigets Amiral Bielke, og den Hollandske Amiral Opdam sendt udi søen at forløse de skibe, som vare indsluttede udi Flensborgs havn. Ved Femeren finge de 17 Svenske skibe udi sigte, hvilke uden tvil havde faldet udi deres hænder, dersom Amiralerne ikke havde været alt formeget varsomme og forsigtige; Thi, da de agtede at bruge vinden (hvilken de dog ikke havde udi deres lommer, eller vidste hvor længe den skulde vare) saaledes, at de Svenske kunde omringes, og ikke strax søgte ind paa dem, finge de Svenske imidlertid god vind, og uden nogen stor forliis salverede sig til Wismar.

Den Engelske flodes ankomst.De tvende Republiqver Engeland og Holland udrystede tiligen om vaaren deres floder, eenhver bestaaende af 40 skibe. Den eene for at aßistere de Svenske, den anden de Danske. Republiqven udi Engeland havde udi forrige aars udgang sendt en flode til sundet, men den blev formedelst storm og iis, som giorde søen useylbar, tvungen til at vende tilbage igien; da nu vinteren var forbigangen, blev Amiral Montagu sendt did hen med een anden 3 uger for de Hollændere, hvilke bleve ikke lidet allarmerede over at see deres rivaler med saa stor magt at være komne dem udi veyen. Bemeldte Engelske flode arriverede udi sundet den 6 April, og kastede anker mellem Hueen og Cronborg.

Aarsagen dertil.Aarsagen til denne flodes udrystning var ikke at Engeland havde forsætt at ruinere Danmark (thi ingen Potentat saae gierne, at Svensken skulde blive mester over Norden, uden maa skee Portugal, og det ikke af had til Dannemark, men at vingerne kunde blive klippede paa Hollænderne og deres handel paa øster-søen ruine|391red; Men den Engelske Republiqves tanke var at opreyse de Svenske sager igien, som nu begyndte at gaae krebsgang, og at forskaffe Sverrige en reputeerlig fred, til hvilken, dersom Dannemark ikke vilde lade sig beqvemme, da at agere offensive mod samme Rige, og conjungere sig offentlig med de Svenske deres allierede.

Saa snart de Engelske nu vare komne udi Sundet, besluttede de at forhindre Ruyters conjunction med Opdam, frygtende de ellers ikke skulde blive de Hollændere voxne. Deres heele flode bestod ud af 36 orlogs-skibe foruden Brandere. Saa forskrækkelig dens ankomst var for de Danske, saa angenem var den derimod for Svensken, som nu haabede at spille mester til søes; men hverken de Svenskes forhaabning eller Danskes frygt varede længe, eftersom General Montagu lod Kong Friderik strax vide, at han med hans flode var allene kommen for at forlige begge Konger, og midlertid ikke vilde øve noget fiendtligt mod nogen af dem.

Den Engelske Envoje offererede strax Engelands mediation, og foreslog for begge Kongerne den Roskildske fred, saasom meest over eens stemmede med denden]den] A2, denn A1 den] A2, denn A1 nærværende tilstand. Derpaa lod Kong Friderik svare, at han gandske gierne vilde modtage den Engelske mediation, men kunde ikke slutte nogen ting uden hans venner og allierede.

Kong Carl stillede sig an udi begyndelsen, som han havde stor afsmag udi samme Engelske forslag, og ikke vilde lade sig beqvemme til den Roskildske fred, hvilket foraarsagede, at den Engelske Amiral løste fra sundet, og lagde sin flode udi Kattegat tvert over Kulen, dog der var en anden aarsag dertil, eftersom den sterke strøm udi sundet besværgede floden meget. Endelig lod Kong Carl den Engelske Amiral vide, at han vilde lade sig beqvemme til den Roskildske fred, og antage den Engelske mediation. Denne erklæring klingede vel udi Amiralens øren, hvilken strax anholdt hos Kong Friderik om det samme, men fik intet andet svar end det forrige, nemlig at Hans Majt. kunde ikke med sin honneur eller nogen føye slutte noget uden sine allierede. Hvorudover bemeldte Amiral efter den ordre, han havde faaet af sin Principal, tilbyder Sverrige undsættning fra Engeland, dog paa saadan vilkor, som Kong Carl ikke vel kunde modtage. Medens dette forrettedes, blev udi Engeland Regieringen |392forandret, Dannemark til lykke; Thi den Engelske flode blev derover hindret udi sit første anslag, og maatte bie efter anden ordre fra den nye regiering, hvilken siuntes at være bedre sindet mod de Danske.

Den hinder, som den Engelske flode giorde de Hollændere, at de ikke kunde komme ind udi Sundet, gav Kong Carl leylighed til at anfalde de overblevne Danske øer, ved hvis erobring han haabede at bringe Kiøbenhavn til des større yderlighed, saasom de vare samme stads spise-Kammere; Lolland, Falster og Møen falde i de Svenskes hænder.Til hvilken ende han tillavede nogle orlogs skibe vel bemandede og bemægtigede sig først Falster, siden Lolland og derefter Møen, paa hvilken lille øe han fik mest modstand, saasom den laae nærmest Kiøbenhavn, og havde faaet et compagnie soldater til bestyrkning af samme stad. Naskow udi Lolland giorde vel ogsaa en tapper modstand, men blev endelig formedelst mangel paa krud tvungen til at overgive sig til den Svenske Felt-Marskalk Steenbok den 26. Julii.

Første Hagiske Concert.Medens dette forrettedes udi Danmark, arbeydede de 3. Potentater, Engeland, Frankerige og Holland af all magt paa at stille den farlige og blodige krig udi Norden, til hvilken ende der blev giort et forbund mellem dem til den Hag, bestaaende af 9. Artikle, hvorudi de besynderligen i agt toge deres egen nytte, nemlig at den 2. Artikkel af den Roskildiske fred, som forbød alle fremmede skibe at passere giennem sundet, skulde blive til intet giort, item at alle skibe, som hørte bemelte 3. Potentater til, skulde være frie udi sundet og beltet fra nye paalæg eller told. Dette forbund, saasom det var giort uden de stridende parters videnskab og samtykke, kunde det ey andet end blive ilde optaget, hvorfore ikke alleneste de Danske og Svenske Ministrer, men endog de Keyserlige og Brandenborgske besværede dem høyligen derover. Men, saasom de Franske og Engelske Ministrer vegrede sig for at undertegne strax samme tractat, foregivende at ville opbie videre ordre fra deres Principaler, sendte de Hollændere en express til Kong Friderik med forsikring, at den Hollandske flode skulde med det første komme til undsættning. Amiral Ruyters ankomst.Samme flode, saasnart Land-soldaterne vare indskibede, satt seyl til Danmark under Amiral Ruyters anførsel, hvilken havde ordre ingen fiendtlighed at bruge, uden han selv blev anfalded, ey heller at gaae |393ind udi Sundet eller conjungere sig med Opdam, førend 3. uger vare forløbne, hvilket var besluttet udi den Hagiske tractat. Ruyter, der han var kommen mod Sundet, kastede han anker mellem Lessøe og Anholt, og holt stil med floden paa samme sted, indtil de Hollandske Ambassadeurs, som vare sendte til begge Kongerne, havde forrettet deres ærende. Til Kongen af Sverrige bleve skikkede Godfried Slingeland og Peter Huybert, hvilke, da de finge Kongen udi tale, begiærede, at Hans Majest. vilde fornye det gamle venskab, som havde været mellem Sverrige og Holland, og at samtykke den Hagiske tractat, hvilket Kong Carl ikke veyrede sig fore. Puf. de reb. gest. Carl. G. l. 6. p. 545 Derefter begave de sig til Kiøbenhavn, hvor de forestillede Kong Friderik det samme. Men Hans Maj. lod dem høyligen betakke for deres forrige godhed, og protesterede offentlig, at han heller vilde holde ud til det yderste end samtykke det Hagiske forbund eller bygge freden paa den Roskildiske tractat, hvilket klingedeklingede]klingede] A2, klingende A1 klingede] A2, klingende A1 ikke vel udi de Hollandske Ambassadeurs øren.

anden Hagiske concert. Nu blev der een anden tractat sluttet til den Hag igien mellem de 3 Potentater, hvilken var lidet meere fordeelagtig for de Danske; Thi Trundhiem der udi blev dem given tilbage til et vederlag for den skade, de havde lidet ved sidste overfald. Udi denne saavel som den forrige tractat havde bemeldte 3 Potentaters Ministrer, som vare udi Dannemark, ordre, at de skulde af all magt stræbe efter efter] efter] ef ter A1 efter] ef ter A1 inden 14 dage at bringe de Nordiske Potentater til forlig, item at de alle skulde undsætte den som var geneyet til fred, og derimod med samtlig magt agere mod den anden.

Ikke desmindre sendte Staten af Holland dog hemmelig ordre til deres fornemste officiers, at de skulde have besynderlig omsorg for Kiøbenhavn, og heller sætte alting udi vove, end at tilstæde den at falde i de Svenskes hænder. Udi denne hemmelighed vare de Engelske ey heller gandske u-kyndige, men lode som de viste intet deraf, effterdi de ønskede ligesaa ugierne, som Hollænderne at see den ædele stad og Nordiske ballance at falde udi de Svenskes hænder.

Manl. p. 2. p. 83. Saa liden behag, som Kongen af Dannemark havde udi den første Hagiske tractat, saa liden havde nu Kongen af Sverrige udi den sidste, eftersom den var meer fordeelagtig for Dannemark, |394vilde derfor ingenlunde samtykke den, men besværgede sig høyligen over, at tvende Republiqver, af hvilke den eene havde omkommet sin Konge, den anden afsat sin Printz, vilde foreskrive Konger, hvad de skulde giøre, hvorfor han ogsaa tog haart mod de Hollandske Ambassadeurs, der komme at handle med ham, og undertiden viisede dem sin kaarde, hvilket ikke lidet forskrækkede disse gode Ministrer, saa de holdte det for raadeligst at gaae med u-forrettet sag tilbage igien. Dog fortrød ham siden hvad han havde giort, og lod han sig merke med, at han var nok inclinered til fred, men ikke paa saadan maade. Kong Friderik paa den anden side nægtede ikke, at jo tractaterne, som vare begyndte udaf Mediateurene, kunde blive bragte til ynskelig ende af begge Kongers Commissarier.

Da de Hollandske Commissarier nu saae, at den stilstand sluttet udi den Hagiske tractat, var til ende; skreve de til General Opdam, at, saasom Kongen af Sverrige havde veyret sig for at handle om fred, men Kongen af Dannemark derimod havde ladet see sin inclination til forlig, han derfor skulde agere fiendtligen mod de Svenske, hvor som helst han kunde treffe dem, og at Ruyter skulde haste, saa snart som mueligt var, at undsætte Kiøbenhavn, hvilket og skeede uden besværlighed, efterdi den Engelske Amiral Montagu reyste paa samme tid u-formodentligen med floden til Engeland, og der med gav de Hollændere en aaben vey til staden, at forsyne den med folk og proviant, paa hvilket sidste den havde stor mangel.

Danske anslag paa Cronborg og Malmøe.De Danske lode sig nu ikke nøye med at forsvare Kiøbenhavn, men arbeydede og paa at igien bekomme Kronborg og Malmøe, hvilket anslag ogsaa havde gaaet for sig, dersom det ey paa en u-formodentlig maade var blevet aabenbaret. Borgerne udi Helsingnør, hvilke længe havde spundet paa en sammenrottelse mod den Svenske besættning, vare stiftere af det anslag mod Kronborg; Thi saasom bønderne af de Svenske havde faaet befalning at føre brænde og anden fornødenhed til Castellet, satte de sig for at bevæbne alle disse vogn-mænd, som vare mod 80. med korte sværd og pistoler, og, paa det de alle i en hast kunde komme tilsammen, blev der overlagt, |395at een af dem skulde forsetlig viis velte sin vogn, og derover kalde sine camerader til hielp. Puf. C. G. l. 6. p. 563. Saa snart de alle vare forsamlede, skulde de strax anfalde besættningen, og Borgerne skulde komme af byen til undsætning. Dette saa vel overlagde anslag blev aabenbaret; Thi budet, som førte brevene til Kiøbenhavn, hvor udi dette anslag indeholdtes, da det saae en Svensk baad et stykke fra, blev det bange for samme baad, og derfor, paa det de hemmelige skrivelser ikke skulde falde udi fiendens hænder, bandt en traad derom, og sank dem ned med en steen, og derefter roede bort, men, som traaden var ikke sterk nok, kom brev-pakken til at flyde, og blev ført af strømmen til Lands-krone, hvor over den heele sag blev aabenbaret, og de sammenrottede, som ey i tide salverede sig, bleve straffede.

Det anslag paa Malmøe blev ikke paa mindre forunderlig maade aabenbaret; Manl. part. 2. p. 93. seqv. Thi budene, som ginge ideligen mellem de sammenrottede, pleyede at skiule deres breve udi en huule bedekket med jord, hvor udi de ogsaa fandte svar. Nu hendte det sig, at en rev, som gik der forbi, fik engang lugten af den nye jord, hvorfor han i forhaabning at finde nogle ædendes vahre, begav sig strax til hulen, og skrabede saa længe, indtil brevene komme for en dag, hvilke siden bleve fundne, og den gandske handel aabenbaret. Saaledes bliver gemeenligen fortaalt, at disse tvende vigtige anslage bleve aabenbarede.

Hvorledes de samme bleve aabenbarede.Men de mest troeligste beretninger der om, skal være disse: Da Borgerne udi Helsingnør havde fatted den resolution at afkaste det Svenske Herredom, og omkomme den fiendtlige besætning, skikkede de en Student til Kiøbenhavn at berette samme anslag. Nu var paa samme tid til hove en vis person, som Kong Friderik plejede at skikke over til Skaane, for at udforske Svenskens anslag; Den samme blev ogsaa nu skikked der over, men som han i lang tid havde ladet sig bestikke af de Svenske, aabenbarede han det anslag mod besættningen udi Kronborg, hvor udover Øvrigheden udi Skaane lod Kongen af Sverrig saadant viide, som og strax lod efftersøge manden, som skulde dirigere verket, saa og Studenten, der førte kundskabet der om, og da de vare udfundne, kaste udi |396fengsel og forhøre; Da bleve og mange got folk endogsaa Præsten, som intet vidste af dette anslag, fængslede.

Da Kongen af Sverrig fandt sagen, ligesom den var beretted af samme person, gav han ham 400. ducater udi guld, og handlede med ham, at han skulde viidere udforske Kiøbenhavns anslag. Efter at de Svenske saaledes havde forgyldet hænderne paa ham, reyste han til Bornholm, udi forsæt at ophidse indbyggerne til frafald fra Dannemark, men de oprigtige Bornholmer fik et nys derom, og vilde derfore tage ham ved vinge beened, hvilket da han fornam, smurte han udi tiide sine støvler, og begav sig til Kiøbenhavn, hvor han haabede ved sin veltalenhed at forekomme, om man kunde have fatted nogen mistanke til ham; Saa snart han var kommen udi Staden, begav han sig strax effter sædvane til hove, og fortaalte, at han havde forretted sine sager vel, og baade udi Skaane og Bornholm søgt Kongens beste. Men som Hs. Majest. havde imidlertid faaet kundskab om hans forrædderie, lod han ham fængsle, og siden forhøre og piine, indtil han bekiendte sine gierninger, hvorudover han blev partered udi 4 deele, og hver deel blev sat paa en stage uden for hver stads port. Da de Svenske fik kundskab derom, udskikkede de et sterkt parti om natte-tider, hvilket borttog hovedet, som stod paa en stage langt uden for vester port, og lod det komme i jorden.

Det anslag paa Malmøe fortælles af andre at være aabenbared paa saadan maade; Da Borgerne udi samme Stad fornam, at det Svenske aag blev dem tyngere og tyngere, arbeydede de af yderste magt at reede sig derfra, og komme under forrige milde regiering igien, til hvilken ende de erkyndigede dem udi Kiøbenhavn om deres anslag, hvilke derfore passede vel paa tiden, og udskikkede nogle folk over søen til Malmøe, men ved styrmandens forseelse støtte skibed ved Saltholmen, og folkene der over maatte begive sig til land igien.

Da Kong Friderik nu endelig havde faaet tilladelse at anvende de Hollandske hielpe-tropper hvortil han vilde, satt han sig for at foretage noget vigtigt, førend vinteren kom. Til den ende blev der samlet sammen alle de smaae skibe og fartøy, som staden kunde af sted |397komme, hvilke tillige med Ruyters flode bleve sendte til Holsten med befalning, at indskibe all land-armeen, som var der, og føre dem hen, hvor Hans Majt. vilde.

Kong Carl, som paa samme tid var paa Falster, da han fik tidender om, at den Danske flode var udi søen, forlod han udi største hast Falster, og med sine folk, han der havde, tog flugten til Siælland, hvor han fornam, at de Danske havde anslag paa Fyen og derover blev ikke lidet forskrekket, efterdi kiernen af hans folk var paa samme øe; nu sendte han bud til Lands-Krone, at floden skulde begive sig udi søen, nu gav han befalning igien, at den skulde blive liggende, nu at Prinds Sultzbach med krigshæren skulde forføye sig til ham udi Siælland, nu stod han ferdig udi egen person at komme over til Fyen. Men dette kunde uden stor fare ikke vel lade sig giøre, hvorfor denne martialske Konge denne gang maatte med hænderne udi lommen see paa sin skiønne krigshærs nederlag.

De Danske med auxiliartropperne giøre landgang paa Fyen.Den Danske Felt-Marskalk Skak havde indskibed ved Kiel sin Armee, som bestod af 1800. ryttere, og 600. fodfolk Danske, samt 2500. tydske hielpe-tropper. De Keyserlige, Polske og Brandenborgske marcherede til lands under Ebersteins anførsel mod Middelfart, hvor der bleve hensendte nogle skibe at føre dem over til Fyen. Medens de nu marcherede mod Middelfart, avancerede floden med største hast og fik Nyborg udi sigte. Der arbeydede de først paa at sætte folket udi land, men forgiæves, efterdi transport-baadene bleve af en storm adspredde. Men ved Kierteminde lykkedes det dem bedre; Thi der satte de alle folkene udi land, efter at de havde udstaaet adskillige salver af byen, og drevet tilbage de Svenske ryttere, som møtte dem ved strandbredden, for at hindre denne landgang.

Eberstein, som med de allierede tropper marcherede mod middelfart-sundet, landede ogsaa lidet derefter paa den anden side af Fyen med 4. Regimenter Keyserlige, ligesaa mange Brandenborgske, 600. Danske Dragoner og 1000. ryttere og 600. Polakker. Alle disse tropper bleve transporterede udi 3. dage uden forliis af en eneste mand; Thi de Svenske, som var udi Middelfart, og udi deres forskantzninger langst ved strandbredden, toge flugten, og lode udi stikken 30. Cannoner, samt anden krigs forraad.

Den Svenske General Prindsen af Sultzbach, da han fik at |[398]høre, at Eberstein ogsaa mod forhaabning var landet, frygtede han at blive angreben paa begge sider, og derfor marcherede med sin heele magt mod Nyborg, hvor han besluttede at tage mod de allierede, og derved gav leylighed til Skak og Eberstein at conjungere deres armee ved Odensee uden hinder. Da de nu saaledes lykkeligen vare conjungerede, satte de sig for at levere fienden et feltslag, hvor de kunde treffe ham. Den 14. (24) Nov. finge de den Svenske armee udi sigte, som stod ferdig udi ordre af Bataille at tage mod dem. Puf. C. G. l. 6. p. 566. Den høyre fløy af den Svenske krigshær var commanderet af Printzen selv; Den venstre af General Lieutenant Horn, og krigshærens corpus af Marskalk Steenbuk, som var sendt derhen at hielpe den unge Printz med raad og daad.

Da de allierede Generaler saae den fiendtlige krigshær udi saadan orden, satte de sig ogsaa udi god positur. Den høyre fløy commanderede Skak, den venstre Eberstein. De Svenske blive totaliter slagne i Fyen.Da nu begge armeerne vare fuldkommeligen satte udi orden, gik slaget for sig med stor hidsighed, og varede længe med stor haardnakkenhed paa begge sider, saa det var tvilagtigt, til hvilken side seyren vilde helde sig. De Svenske vare vel ikke saa sterke, som de allierede, men derimod fordeelagtigen posterede: bagen til og paa siden havde de byen og en skov; fremmen til et langt dige, hvorover da Skak og Eberstein vilde føre deres tropper, bleve de tilbage drevne med temmelig forliis, endelig efter sterk modstand bleve de Svenske totaliter slagne, og maatte tage flugten til staden, hvortil de seyerige allierede forfuldte dem, og leyrede sig saa nær ved staden, som mueligt var. Dagen derefter satte de den heele armee udi orden, og truede fienden med en generalstorm, dersom den ikke i tide opgav staden. De Svenske derudover sendte ud deres Commissarier at handle om en fordeelagtig accord, men forgiæves; Puf. C. G. l. 6. p. 568. Hvorfore de bleve tvungne til at overgive sig og staden paa naade og u-naade. General Lieutenant Horn marcherede ud af staden med 3000. ryttere, tillige med de fanger, som han havde erobret udi fæstningen, hvilke han alle overgav til de allierede Generaler, saa at der af den heele Svenske krigshær ingen undkom, undtagen de tvende Svenske Generaler, Prindsen af Sultzbach, og Marskalk Steenbuk, hvilke om natte-tider satte sig udi en baad, og om morgenen tilig komme til Corsøer, bringende ti|399dender med sig om denne store forliis, hvoraf de vare de eneste overblevne. Hvorpaa heele Fyen falder i de Danskes hænder igien.Denne store victorie og heele Fyens erobring kostede de Danske ikke meere end 500 mand, hvilket siuntes nogenledis at erstatte den store forliis de hidindtil havde lidet.

De Danske opmuntrede af denne seyr, besluttede at føre krigshæren til Siælland Siælland] Siælland] Siællaud A1 Siælland] Siællaud A1 og drive de Svenske reent ud af Danmark, hvilket de ogsaa uden stor besværlighed ikke alleneste kunde have giort, men endogsaa forflyttet krigen til Sverrige selv, dersom Hollænderne havde været dem behielpelige; Thi Amiral Ruyter veyrede sig for at sætte dem over, foregivende, at vinteren var saa nær, og, omendskiønt de Danske viisede ham, at det var ikkun paa faa timer at giøre, var han dog bestandig udi sit forsætt ikke at hielpe dem viidere. Denne brave og seyer-rige krigshær blev derfor adspredet. Eberstein vendte tilbage med sine tropper til Holsten, Skak blev udi Fyen, og Ruyter seylede til Lybek at proviantere sin flode, og derfra til Kiøbenhavn, hvor han blev beskienket med en stor guldkiede og en medaille besatt med diamanter for sin beviste tieneste.

Nu vare de Svenske sager bragte udi den tilstand, at ingen ting var dem tienligere end fred, hvorfore Kong Carl besluttede at forlige sig med Polakkerne og give tilbage Curland og Prydsen, dersom de vilde frastaae deres prætensioner paa Lifland og Sverrige, paa det han desbedre kunde bruge sin magt mod Danmark, og blive bestyrket med sine gamle tropper, som vare udi Prydsen. Nu satt han sig for at giøre indfald udi Norge, paa det han kunde faae noget vederlag for Trundhiem, som han havde mistet. Hans forsætt blev meget favoriseret af den strenge vinter, hvilken havde giort alle moratzer og søer passable, Frideriks Hald bliver forgiæves beleyret af de Svenskeog Lars Gagge og Harald Stake bleve sendte med en sterk krigshær til Norge at beleyre den vigtige fæstning Frideriks-Hald, ved hvis erobring de kunde faae en aaben vey, og trænge sig ind udi hiertet af Norge.

Saasnart den Svenske krigshær var samled, skikkede Felt-Marskalken sin trompeter til staden, og anholt om dens opgivelse, men fik ikke saadant svar, som han forlangede, hvorudover han rykte med sin krigshær nærmere mod staden og satt sig for klippen, begyndte derefter strax at gaae løs paa den skantze, kaldet Brandelands-Skantze, og stormede 6. gange til den samme, 3. gange hav|400de fienden den inde, men blev alle gange med magt dreven tilbage igien.

Den 22. Januarii, som var en søndag, da prædiken holdtes, begyndte fienden at beskyde byen, og holdt det den gandske dag til eftermiddagen klokken 3. da flyttede han sine stykker paa 3. steder, og cannonerede ideligen derfra til anden dags eftermiddag, lod derpaa atter igien ved en trompeter staden opfodre, men bekom ikke andet svar end tilforn.

Herudover bleve de Svenske saa forbittrede, at de brugte alle optænkelige midler til at ruinere staden, nu skiøde de med gloende kugler, nu kastede de granater, nu store steene af deres fyrmørser, og imidlertid anmodede den Svenske General Gagge besættningen ofte om stadens opgivelse, men Commendanten Tønne Hvitfeld gav ham iblant haarde giensvar, og ved adskillige udfald giorde de Svenske stor skade og ruinerede deres værke.

Da beleyringen nu var paa det heedeste, fik de Svenske kundskab om, at den Norske krigshær havde udsendt nogle tropper at undsætte Halden, hvorudover General Gagge udcommanderede 20. ryttere af hvert compagnie og halvparten af fodfolket at overrumple samme Norske tropper, men de Svenske maatte efter en haard træfning med uforrettet sag vende tilbage igien, efter at de havde mistet en stor hob saavel af fodfolk, som af ryttere tillige med en Oberst.

Den 13. Februarii begyndte de Svenske om natten at giøre blind allarm, og om morgenen at skyde heftig af deres batterier, og skiøde breche paa Brandelands skantze, og noget af Ranlands skantze, hvorpaa de stormede trende gange, men maatte gaae tilbage igien, efter at de havde forlist mange fornemme Officiers, blant hvilke Oberste Slette, samt Major Svend Israels og over 200. gemeene. Derefter continuerede de iidelig med deres skyden, indtil den 21. Februarii, og imidlertid skikkede en trompeter med brev ind udi fæstningen, og lode de beleyrede vide, at den undsættning, som de ventede, var allereede slagen, hvorfor det beste middel var udi tide at overgive sig; Men af disse falske berettninger lod Commendanten sig ikke forskrække, men svarede, han vilde holde staden til det yderste, hvor udover de Svenske truede at giøre en generalstorm, men det var ikke deres alvor; Thi de kunde noksom af de forrige actioner giøre |401deres facit paa, hvorledes saadan storm vilde løbe af, og derfore, efter at de den 21 Februarii til afskeed havde tordnet med fyrkugler og granater den heele nat over saa skrækkeligen, at den heele Bye syntes at staae i brand, ophævede de den de den] de den] den A1 A2; den SS de den] den A1 A2; den SS 23. beleyringen, og gik derfra skiendende og brendende, hvor de fore frem. Mange holde for, at Kongen af Sverrig var med udi dette tog, og fik sit banesaar, for Friderikshald, og har det samme været en fast troe udi Norge indtil denne dag. Man holder for, at de Svenske skribentere, for at betage Norge den ære, forvende historien. Pufendorf fortæller den paa saadan maade:

Kong Carl forlod Dannemark efter slaget udi Fyen, og begav sig til Gottenborg, hvor han sammenkaldede Rigets Stænder, berettede dem sin tilstand, og begiærede recruter baade til lands og vands. Kong Carls død. Puf. l. 7. p. 602.Medens han nu raadførte sig med dem derom, faldt han udi en hitzig feber, hvor af han døde den 12 Febr. Aarsagen til hans død blev foregiven saa vel af hans venner, som hans u-venner, at have været det store nederlag udi Fyen, hvilket gik ham saa nær til hierte, at han kunde ikke leve længe, hvorvel andre siger, han døde af Skørbug og fedme.

Han var en Herre af maadelig legems størelse, men sterk og af god helbrede, han havde et smukt ansigt og god forstand, var høflig udi omgiengelse, tog sine Ministrer og Generaler med sig udi raad, men fuldte gemeenlig deres meening, som sigtede til hans ære og høyhed; memoir. de Terl. p. 312. Han var nyttig for langt bortliggende lande, men skadelig for sine naboer, som han idelig søgte at undertrykke, for at ophøye sig selv. Disse ere den Franske Ambassadeurs Terlons ord, som af idelig omgiængelse havde lært at kiende ham i grund. samme Kongens portrait.I det øvrige kand man see af hans bedrifter, at han har været een af de stridbareste Konger, som udi historierne er at finde; Thi hans hele regiering var en stedse varende feyde, saa at det siunes, at den Svenske Nation fik udi ham heller en stor General end en Konge; Dersom man vil dømme allene hans bedrifter efter deres lykkelig udfald, da kand man sige, at han var en stor Anfører, men vil man allene betragte gierningerne i sig selv, synes det, at han var større soldat; thi, at omkomme husarer med sin egen haand, saasom udi det store slag ved Warskau, |402at føre sin krigsmagt, hvor udi all Rigets velfærd bestod, over en falsk iis, at løbe storm med faa folk til saadan vigtig og velforsiunet stad, som Kiøbenhavn, siunes at være større prøver paa tapperhed end anførsel; at hans egne folk hemmelig glæde sig over hans død, bevidne adskillige skribentere; Thi de saae ingen ende paa deres besværligheder, saa længe han levede. Den store Gustav førte vel ogsaa idelig krig, men han arvede den første efter sin Fader, førdte den anden, for at forsvare sin ret til kronen, og den 3die for religionens skyld, saa at det syntes, at han førte krig, for at bekomme en sikker fred, hvor udover hans død blev begræded ikke allene af Sverrige, men endogsaa af mange andre folk. Carl Gustav der imod, som gik frugtsommelig med et femte Monarchie, har blant alle Konger mest ligned den sidste, nemlig Carl 12. hvorfore begge ogsaa havde eens skiæbne, bleve u-lykkelige paa det sidste, og begge satte livet til for en fæstning; Thi dersom man kand fæste troe til den almindelige Nordiske tradition, fik Carl Gustav ogsaa sit banesaar for Frideriks-Hald.

Kong Carls død foraarsagede stor forskrækkelse udi Sverrige; Thi Riget var nu udi megen slet tilstand baade i henseende til dets mange fiender, af hvilket det nu paa alle sider haart var beængstiget, saa ogsaa i henseende til Kron-Printzens u-myndighed, de Svenske arbeyde paa fred.hvorfore de Svenske arbeydede paa af yderste magt at erlange fred, og til den ende laae de Hollandske Ambassadeurs ideligen udi ørene, forestillende dem, hvor skadeligt det vilde være for deres Republiqve, dersom de længere aßisterede de Danske mod dem, og tilstedde, at have større fremgang. Dette klingede ikke ilde udi de Hollændernes øren, hvilke saae intet heller, end at der maatte være en ballance mellem de tvende Nordiske Riger, og at ingen af de tvende Potentater maatte blive alleene mester over sundet, hvorfor de tillige med de andre Mediateurs arbeydede paa at bringe Kong Friderik paa samme tanker, men Hans Maj. vilde ingenlunde rekke øren til deres begiæring, efterdi de vilde have freden funderet paa den Roskildske tractat. Han begiærede, de Hollændere, som troe allierede, vilde aßistere ham, indtil Riget fuldkommeligen var befriet fra fiendens overvold, men det var altsammen forgiæves; Thi de Hollændere ikke alleneste efterlode all fiendt|403lighed mod de Svenske, men endogsaa tillige med de Franske og Engelske truede at agere fiendtligen mod Dannemark; Endelig efter adskillige dispyter, blant hvilke de fornemmeste var 1. angaaende de 400000 Rdlr. som de Svenske prætenderede for den skade, de havde lidet af Henrik Carloff, hvilken efter den Roskildske fred havde ført et af de guineiske skibe laddet med guld og Elephants tænder til Glükstad. 2. Om Bornholms restitution. 3. Om at beholde Adelens gods udi Skaane, hvilke puncter bleve alle sluttede, saasom de Danske begiærede dem, Kiøbenhavnske fred. 1660blev der slutted fred til Kiøbenhavn, hvor udi den Roskildske fred blev ved magt der udi, at de Svenske beholdt Skaane, Halland, Blekind og Bahuus; Saadan ende tog denne navnkundige krig, som i begyndelsen siuntes gandske at ville ruinere Danmark, men udi enden blev meget farlig for Sverrig, hvilket Rige havde uden tvil bleven bragt udi samme tilstand, som Dannemark, dersom den længe havde continuered, og de allierede havde assistered Danmark saa trofast udi enden, som udi begyndelsen.

Hertug Christian af Holsteen erholdt paa den anden side confirmation paa den Roskildske fred, hvor ved souverainetet over det Slesvigske var ham bleven overdraget, og haver Dannemark at takke samme huus for mange store u-lykker, det er geraadet udi, og tiener saadant til lærdom og beviis paa, hvor ilde velgierninger blive belønnede; Thi Hans Hr. Fader Hertug Friderik der, som en vassal af Riget, burte have beskyttet det mod fiendtlig vold, arbeydede derimod af all magt at styrdte Dannemark udi ulykke; Thi den Franske Ambassadeur bevidner, at førend krigen begyndte, Hans Secretaire Pauli, som residerede udi Kiøbenhavn, gav Kongen af Sverrige underretning om alt, som passerede udi Dannemark; og den Svenske skribent Pufendorf tilstaar selv, at han havde tanker til at skille Kong Friderik gandske ved Riget, og sætte den Danske krone paa sit hovet; Ja den unge Hertug Christian Albrecht var med udi den Svenske leyr, da Kiøbenhavn var beleyret; ikke at tale om andet, som er meere forunderligt, som kand vitløftig læses hos oftbemelte skribentere.

Efter at denne blodige krig havde nu en ende, og freden var |404sluttet mellem de to Nordiske kroner, var det fornødent, at een synderlig fliid maatte anvendes paa at redressere, den misorden, som var foraarsagen af saadan en skrekkelig krig udi Riget; Tilstand udi Dannemark efter freden.Thi, omendskiønt stormens største magt var over, var dog alligevel Riget endda udi stor forvirrelse; Krigshæren var endda ikke aftakket, ey heller kunde blive, eftersom der fattedes penge at betale den resterende sold, hvilket foraarsagede stor u-rolighed blant soldaterne.

Kort afrisning af den Danske Regiering for souverainitetet og arverettighedens restitution. Førend jeg nu gaaer videre frem, vil jeg korteligen melde udi hvad tilstand alle slags stænder vare paa de tider. Den Kongelige magt var meget svekket, og syntes dagligen at ville tage af. Adelen der imod var mægtig og mangfoldig. Deres gods vare ligesom Læn, hvor over de store Herrer og toge deres titul af. Iblandt dem vare 24 personer af de fornemste familier, hvilke constituerede det store Rigets-Raad. Dette raad tog til dag fra dag udi mægtighed, og forsvarede med myndighed Adelens privilegier. Det heele corpus af Adelskabet ansaae og agtede det, som en gammel ret og frihed ikke at være undergivet noget paalæg. De andre folk udi Dannemark bestod udi Geistligheden, Borgere og Bønder.

Naar et mode skulde holdes, hvilket skeede ikke uden ved leyligheder, kom Adelen sammen paa Slottet, og sad der for sig selv, og Geistligheden og Borgerne sadde udi Bryggerens Laugshuus og Bønderne paa andre steder: Naar nu Adelen havde besluttet noget, angaaende skat og paalæg, blev der sendt efter Geistligheden, Borgerne og Bønderne, at de skulde komme at høre hvad der var besluttet, og hvad de havde at betale. Udi saadan tilstand var Dannemark paa de tider, hvilket foraarsagede, at de fleeste vare saa begiærlige effter en forandring udi Regiæringen, og at den tapper og fromme Kong Friderik maatte igien bekomme de Regalier, som de sidste Danske Konger havde mistet. Nu vil jeg begive mig til historien igien:

For at forekomme ald uleylighed, og at bringe til veye penge, hvormed de misfornøjede soldater kunde stilles tilfreds, fandt Hans Majt. det fornødent at bestemme en sammenkomst af de 3. stænder, nemlig Adelen, Geistligheden og Borgerskabet til Kiøbenhavn; Stendernes sammenkomst hvorudi forefalde adskillige dispyter.og det saaledes, at Adelen, som ikke kunde komme, maatte tilstedes at |405give andre deres fuldmagt; Alle Bisperne skulde møde og to Provster af hvert Bispedom, med fuldmagt fra alle Præsterne. De store Kiøbsteder skulde sende 2. fuldmægtige, de smaae 1. og naar de vare alt for ringe, maatte 2. giøre en fuldmægtig ud. Disse bleve forskrevne, og komme til Kiøbenhavn den 8. Sept. 1660. og bleve den 10. af samme maanet opkaldede paa slottet paa den store sal, hvor Herredagene holdtes, og der fik audientz. Da holdt Rigets Hofmester Joachim Gersdorf en tale til Stænderne af den indhold, at de vare hid forskrevne at overveye de beste midler, hvorledes Riget kunde hielpes og forsvares, det Kongelige huus forsørges, krigshæren underholdes og floden repareres.

Derpaa bleve de den dag dimitterede og enhver stand blev ombeden at den vilde skriftelig give sin betænkning fra sig. Da toge Adelen deres forsamling paa byens Raadhuus, og de Geistlige og Borgerne paa det Iislandske compagnies huus.

Efter at sessionerne havde varet en lang tid, men frugtesløse, og intet imidlertiid var besluttet til Rigets beste, saae stænderne klarligen, at Riget kunde paa ingen maade hielpes til rette, uden der skeede en forandring udi Regieringen, og uden de tilstillede Hs. Majt. en fuldkommen og absolut magt, samt den arve-ret, som de gamle Danske Konger havde haft. Den gemeene mand, nemlig Borgerskabet og Geistligheden giorde, som vitterligt er, begyndelsen til dette verk, hvilke den 8. Octobr. overgave en skriftelig erklæring til Adelstanden af dette indhold:

Geistligheden og borgerskabets proposition til Adelen om regieringens forandring. Vi samtlige underskrevne geistlige og verdslige Stænders fuldmægtige erindre os med største glæde den tænkværdige og fornuftige tale, som Rigets Hofmester den 10. Sept. giorde til os samtlige Stænder udi Hans Kongl. Majts. vor allernaadigste Herres og Rigets Raads nærværelse, hvorudi hans excellence Hofmesteren, næst den allerhøyestes kraftige bistand og beskiærmelse, tilskrev |406Hans Kongl. Majts nærværelse, fornuft, aarvaagenhed og store tapperhed det heele Riges velfært og befrielse, og at dette u-imodsigelig sig saaledes forholder, bekiender og tilstaar enhver af os; Thi hvo kand nægte, at da det blev kundbart om fiendens indfald udi disse lande og hans ankomst mod Kiøbenhavn, at vore hierter jo da ikke vare gandske forsagte og mismoedige, men bleve igien opmuntrede og vederqvægede, da Hans Majt. kaldte Stænderne for sig, og opmuntrede dem til troeskab og pligt mod deres Herre og Konge, til tapperhed mod fienden, med tilsagn, at han vilde leve og døe med dem; Herudover fattede alle saadant mod, og bleve saa ivrige udi at forsvare fædernelandet, at de arbeydede paa volden med den eene haand, og holdte sværdet med den anden haand, og, omendskiønt der stode mange onde ting for øyne, saasom hunger og tørst, frost og kuld, frygt og fare, saa fandtes dog udi staden største samdrægtighed, og en ubeskrivelig taalmodighed. Dog havde det altsammen været forgiæves, dersom vi ikke havde faaet hielp fra fremmede, baade til lands og vands, hvorudi Hans Kongl. Majt. haver ladet see en ret prøve paa Hans høye fornuft og viisdom, i det, da alting var udi forvirrelse, og fienden havde afskaaret os alle passe baade til lands og vands, han haver erkyndiget fremmede Herrer og nationer derom, hvilke, omendskiønt de vare langt bortliggende, have de dog, af respect til Hans Kongl. Majt. og det Kongl. huus, ladet sig denne Stads befrielse være høyt angelegen. Imedens denne Stad har været beleyred, har Hans Majt. voved sin høye Person mod fienden baade paa Amager, da Kongen af Sverrig der var indfalden; iligemaade dag og nat paa volden udretted saa meget ved sin iidelige nærværelse, at enhver har med største troeskab og fliid ladet see sin underdanigste |407skyldighed; saa ofte noget udfald giordtes, skeede det udi Hans Majt. nærværelse og paasiun, hvorfor de alle ogsaa gemeenlig have haft god fremgang. Da stormen gik an, og ellers udi alle andre occasioner, haver Hans Kongl. Majt. stedse ladet sig finde, hvor faren var størst, og med eget exempel viised enhver, hvad han burte giøre, hvorved optændtes udi borgernes hierter saadan begiærlighed at efterkomme deres pligt, at alle og enhver med største fliid have stræbed at efterfølge deres Herre og Konge, og vove deres liv for ham og landet, og, omendskiønt enhvers pligt har udfodret saadan underdanig fliid og lydighed, har dog Hans Kongl. Majt. ikke allene begavet en hver stand med herlige privilegier for deres anvendte fliid og troeskab, men endogsaa ud af Kongl. naade betænked enhver udi særdeleshed for deres besynderlige tienester, de have beviist Hans Kongl. Majt. og Kronen, medens beleyringen varede. Efterdi da Hans Kongl. Majt. vor allernaadigste Herre haver ført og forestaaet sit Regimente hidindtil med største moderation og mildhed, reddet og befried ved ovenbemeldte midler fædernelandet fra fiendernes haand og gevalt, belønned saa rigelig sine undersaatteres troe tieneste, hvorvel de med eed have været ham forbundne; Hans Kongl. Majts høylovlig forfædre have ogsaa udi lang tid forestaaed dette Rige med stor berømmelse; Saa holde vi fore, at baade vor underdanigste pligt og skyldighed, iligemaade Rigets fordeel og beste ud fodrer at opfinde noget, hvorved vi kunde lade os see taknemmelige undersaattere mod Hans Kongl. Majt. og det Kongl. huus, hvilket os siunes beqvemmeligst at kunne skee paa saadan maade, dersom efter andre berømmelige Rigers exempel dette Rige bliver offerered Hans Kongl. Majt. samt det Kongl. huus arveligt. Og saasom ogsaa befindes, at de Sven|408ske Stænder have giort det samme og befundet sig hidindtil meget vel derefter; ikke at tale om Spanien, Frankrige og Engeland, hvilke under saadan Regiering ere komne til største flor, og, omendskiønt vi ingenlunde tvile paa, at jo, I høy-ædle Herrer, Dannemarkes høyvise Raad, samt den gandske adelige stand erklærer eder underdanigst udi samme meening, saa vil vi dog paa det tienstligste og ydmygste have ombedet; at I, som fornemste lemmer af Riget, vil udi Konglige Majestæts. nærværelse give dette vort foretagende tilkiende med underdanigste begiæring, at Hs. Kongl. Majt. vilde naadigst behage at erholde enhver stand ved sine privilegier, saa at udi saadan forandring kand blive befodret allene det som kand skee Gud i himmelen til ære, og Riget til nytte og glæde. Kiøbenhavn den 8. Octobr. 1660.

Derpaa svarede Adelen, at det forslag som var giort dem af Geistligheden og Borgerskabet, var dem ikke ubehageligt, men det var høylig fornødent at overveye en sag af saa stor vigtighed. De kunde ikke andet end tage det ilde op, at saadan en stor sag og resolution skulde sluttes uden mindste videnskab af Adelen, som var den fornemste stand udi Riget. Adelen tragtede ligesaavel at have deel udi den ære, de gave til Kongen og hans efterkommere, men begiærede, at dette vigtige verk maatte opsættes noget lidet, paa det alle stænderne kunde raadføre sig med hinanden, paa hvad maade det best kunde skee til deres tilfælles beste.

Souverainetet offereres Hans Majt. af Geistligheden og borgerskabet.Men Geistligheden og Borgerskabet vilde ikke vide af nogen forhalning eller opsættelse, og derfore samme morgen gik foruden Adelen alle til slottet, og offererede Kongen souverainetetet. Hans Majt. lod dem høyligen betakke og forsikrede dem om sin beskyttelse og naade, men lod dem vide derhos, at han kunde ikke resolvere sig til at tage imod den magt, med mindre den blev ham og frivilligen offere|409red af Adelen, begiærede derfor, de vilde continuere deres sessioner til sagen kunde blive bragt til større fuldkommenhed.

Endelig begyndte Adelen for alvor at raadslaae om denne vigtige sag, som den gemeene mandmand]mand] A2, man A1; man SS mand] A2, man A1; man SS havde anmodet dem om, Item af Adelen.og efter kort deliberation sendte bud til Hoffet og lode Hans Majt. vide, at de udi alle maader komme overeens med de borgerlige, og fandte det nyttigt for Riget at offerere Kongen en fuldkommen souveraine magt og bekiende og hylde Hans Majt. som en arve-Herre, og lagde saa haandfæstningen, som de havde, fra sig, og med hænders underskrivelse casserede den og alle dens copier for sig og deres efterkommere. Hvorfor ogsaa af alle prædike-stole her i byen skeede taksigelse.

Derpaa blev berammet en dag, paa hvilken alle, som vare forsamlede af Rigets-Raad, Adelen, Geistlige og borgerlige fuldmægtige, saa og bønder paa Amager skulde forsamles at hylde og sverge Hans Majt. en Arve-Herre. Derefter gik hyldningen an paa saadan maade: Hyldingens process.Efter at haandfæstningen var overleveret og cassered udi alle stændernes forsamling paa slottet, og Hans Majt. havde annammet til sig den casserede haandfæstning, blev der oprettet et stort pallatz paa slotspladsen ved enden af børsen overtrækt med rødt klæde, og samme klæde blev lagt langst hen fra pallatzet op til det Kongelige gemak, hvor Hans Majt. gik under.

Da Hans Majt. kom neder af gemakket, gik herpukkerne og trommerne for an; Efter dem fuldte Ridderskabet og Adelen, anførte af 2. land-Marskalker Jørgen Kruse og Henrik Lindenow; Efter dem gik Kongelig Hof-Marskalk Johan Christoffer von Kørbitz, og Christoffer Seested med deres lange stave. Dennem fuldte Hof-Junkeren og 2. Herolder udi røde klæder med Rigets vaaben, siden Rigets regalier, General Major Iver Krabbe førdte blodfanen, Henrik Rantzou bar Eblet paa en rød silke hynde; Niels Trolle Statholder udi Norge bar Sverdet, Oluf Pasberg, Rigets Scepter, Christoffer Urne Rigets Cantzler, bar Kronen, derefter gik Hans Kongl. Majt. og Dronningen, Prindsen og alle Kongelige Børn under en rød silke himmel, baaren af 16. adels personer; Efter det Kongl. huus komme geistligheden, siden stændernes fuldmægtige, for hvilke Borgemester og Raad, saa og de tvende af de 32. mænd udi Kiøbenhavn vare formænd. Da nu Hans Kongl. Majt. med |410Dronningen og de Kongelige Prindser havde sat sig ned paa de stole, som dertil vare skikkede paa Pallatzet, og all Rigets Raad havde knælet under aaben himmel paa samme Pallatz, holdt udi Cantzlerens sted Peder Ritz for dem, saavelsom de andre stænder en oration, saa lydende:

Eftersom det har behaget den allerhøyeste GUd dette Kongerige formedelst alle stænders endrægtige erklæring og samtykke den Høybaarne, Stormægtige Første og Herre, Herr Friderik den 3die, Dannemarks, Norges, Venders og Gothers Konge, Hertug udi Slesvig, Holsteen, Stormarn, Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, vor allernaadigste Konge og Herre, saa og Hans Kongl. Majts. arvinger mand- og qvinde, linier for et arve-rige at anvorde og overdrage, betakker Hans Majt. samtlige Stænder for saadan underdanigst affections beviisning, og lover alle og enhver troe undersaatt ikke alleneste som en christelig arve-Herre og naadig Konge at regiere, men endogsaa saadan Regierings maade og form at oprette, at alle samtlige af Hans Majt. hans arvinger og efterkommere, en christelig og mild regiering skal have sig at vente og forsikres om. Og, eftersom denne samtlige Stændernes slutning fordrer en nye eed, saa vil Hans Kongl. Majt. have alle Stænderne samtlige for deres forrige giordte eed friladt, og blive alle og enhver med Kongelig naade bevaagen.

Efter dette oprakte Rigets Raad, som sad paa knæ, deres fingere mod himmelen, og giorde deres eed, hvilken Peder Ritz dennem forelæsede udi denne meening, og hver for sig ham høyt ord fra ord med oprakte fingre efterlæste:

Allernaadigste Konge og Herre! Jeg N. N. lover og tilsiger Eders Kongl. Majt. som min allernaadigste Konge og Herre, saa og Eders Kongl. Majts. huus, huld |411og troe at være, Eders Kongl. Majts. og det Kongelig huuses nytte og beste at søge og befodre, skade og nakdeel af yderste formue at afvende, og Eders Kongl. Majt. troligen at tiene, som en ærlig Adelsmand og arve-underdan erarve-underdan er]arve-underdan er] A2, arve-underdaner A1 arve-underdan er] A2, arve-underdaner A1 pligtig til, saa sandt hielpe mig GUD og hans hellige Evangelium.

Da Rigets-Raad havde nu saaledes aflagt sin eed, stod den ene op efter den anden, gik op til Hans Majt. og gav ham, saavel som Dronningen, deres haand derpaa.

Efter Rigets-Raad svor Adelen, derefter Bisperne, siden Professorerne, Canniker, Provster og Præsters fuldmægtige, dernest stadens fuldmægtige, som var Borgemester og Raad udi Kiøbenhavn med de 32. mænd udi samme stad, siden kiøbstædernes fuldmægtige, og endelig de bønder, som vare udi nærværelsen. Da eeden nu var aflagt, begav Hans Majt. sig udi samme procession til Slottet igien. Saaledes blev udi faa dage dette store værk forrettet uden allarm og u-rolighed.

Der paa bleve borgerne aftakkede fra deres lange vagt, de havde udi 2 aar baade nat og dag holdet paa volden, og blev dermed holden saadan proces; Det heele Borgerskab stillede sig, ligesom udi krigens tiid, hver paa sin post paa volden, iligemaade paa torvet og raadhuuset. Derfra macherede et compagnie efter det andet ned over gammel torv om Raadhuuset, neder ad Vimmelskafted over Amager torv til Slotzpladsen. Det sidste compagnie bestod af Brandmesterne og deres folk med alle de instrumenter, de kunde bære og havde brugt udi beleyringen. Da de vare alle stillede udi orden, hver for sin fane, kom Hans Majest. ud fra stalden, efterfuldt af Felt-Marskalken. Da giorde Felt-Herren udi Kongens navn taksigelse til Borgerskabet, for deres troeskab og tapperhed. Da taksigelsen var endet, neyede Hans Majest. med sit blotte hovet for Borgerskabet og reed bort. Men Felt-Herren reed med sit blotte hovet frem for hvert compagnie, og takkede dem alle; Derpaa gav Borgerskabet 3 gange salve, og enhver gik hiem til sit: Ja efterdi alting var kommet til endeligt, fik enhver lov at begive sig fra Kiøbenhavn til deres boe-pæle, og lod Hans Maj. |412forkynde, at hvilke fattige folk, som havde lang vey hiem, og havde ingen penge at reyse med, skulde angive sig udi Cantzelied, og der bekomme reyse-penge, hvilket og skeede.

Rigets indrettelse efter souverainiteten.Da blev ogsaa beslutted, at der aarligen skulde holdes complet til Landets forsvar 24000 ryttere og soldater, og skulde alle Stænder annamme indqvarteeringer, hvorfore ogsaa disse 24000 mænd bleve deelte til hver stand, saa at Adelen vidste, hvor mange de skulde tage paa deres gaarde, Geistligheden fik deres part; Iligemaade bleve tillagde Borgerne udi Kiøbstæderne og Bønderne, hvor mange de skulde holde; Og, paa det at alting da kunde komme til rigtighed, blev paabuden en hoved-skat, saa at hver Adelsmand for sig, sin Frue, Børn og tienere skulde give en vis taxt, nemlig 4 Rdlr for sig, 4 for sin Frue, 2 Rdlr. for hvert barn, og 1 for hver tienner; Bisperne skulde og give ligesaa meget, Sogne-Præsterne halv parten og Capellanerne hver en Rdlr. for sig og 1 for sin Hustrue og 1 Mk. for hvert barn og tiener. De Borgere, som dreve stor handel, skulde give lige med Adelen, de andre ringere halv parten; Enhver bonde 8 ß. for sig og 8 for sin kone.

Strax efter denne merkelige forandring var skeet, bemøyede Hs. Maj. sig at sætte Riget udi god tilstand, og som han vidste, at han nu skulde regiere som en Enevolds og Arve-Herre, og det hang paa hans person mere end paa all Rigets Raad, at styre sine lande, og giøre GUD regnskab derfor, sat Hans Majest. sig allernaadigst for at stifte en god politie til den ende, at enhver kunde vederfares ret, i hvad stand han var. Høye collegiers stiftelse.Derfor bleve strax indstiftede adskillige Collegier, hvor eenhver kunde søge sin ret, saasom Stats-Collegium, Krigs-Collegium, Cancellie-Collegium, Justitz-Collegium, Skatkammer-Collegium, Consistorial-Collegium og Amiralitets-Collegium.

Førend Handfæstningen blev cassered og igiengiven, var Regieringen saaledes beskikket; Joachim Gersdorff var Rigets Hofmester, Ove Giedde Rigets Amiral, Christoffer Urne Rigets Cantzler, og vare tillige med de andre fornemste kaldet Rigets Raad, men efter hyldingen bleve alle de, som udi handfæstningerne og recesserne vare titulerede Rigets Raad, kaldte Kongens Raad, da blev Joachim Gersdorff i steden for Hofmester Drost, Hans Skak Felt-|413Herre, Hannibal Seested Skatmester, Peder Ritz Cantzler, og Sivard Urne Ober-Staldmester Ober-Staldmester] Ober-Staldmester] Ober-Staldmestrr A1 Ober-Staldmester] Ober-Staldmestrr A1 ; De som vare for hyldingen Raadsherrer bleve kaldte det gamle Raad, men de som Kongen efter hyldingen tog udi sit Raad, de bleve kaldte det nye Raad: De bleve samtlige fordeelte udi ovenbemeldte Collegier, nogle at være Præsidenter, nogle Assessorer.

Dronning Christina reyser igiennem Dannemark.Medens Herredagene varede udi Kiøbenhavn, kom den navnkundige Dronning Christina igiennem Holsteen og Fyen, og agtede sig til Sverrig, og, saasom hun paa veyen blev invitered til Kiøbenhavn, lod hun sig ogsaa indfinde udi samme stad, og blev af Hs. Majest. item Dronningen, Kron-Printzen og den ældste Princesse, samt alle Generals Personer og fornemme Herrer modtagen en fierding veys fra Staden, og med stor pomp indført. Hans Maj. steeg af sin carosse, og førte Dronning Christina, hvilken havde den Franske Ambassadeur Monsr. Terlon hos sig, af hendes egen til sin, og satte hende ved sin høyre haand; Dronningen og den Kongelige Princesse toge deres sæde tvert over, og Monsr. Terlon udi slaged paa den høyre side. Den Kongel. Prinds der imod agede med Hr. Amiral Bielke og Felt-Marskalk Skak udi en anden Vogn.

Paa slottet blev Dronning Christina ypperlig tractered, og den anden dag med lige æres-beviisning geleydet af Staden igien. Hun forblev natten over udi Helsingør, og midlertid besaae den fæstning Kronborg, men dagen derefter gik hun over til Helsingborg paa den kongelige Galley, som nyelig var kommen fra Norge; Samme galley, da den havde overførdt Dronningen, og skulde vende tilbage igien, støtteigien, støtte]igien, støtte] A2, igien støtte, A1 igien, støtte] A2, igien støtte, A1 den af storm og forseelse mod Helsingørs broe, og gik gandske udi stykker.

1661.Dette var det fornemste, som tildrog sig da udi Dannemark. Efterfølgende aar var meget mærkværdigt formedelst de herlige privilegier, Stændernes privilegier confirmerede.Hans Majest. allernaadigst gav den Kongelig Residentz Kiøbenhavn, hvis Borgere havde ladet see saadan troeskab mod Hs. Majest. og det Kongl. huus, saavel medens krigen varede med Sverrig, som siden udi souverainetetets og arve-rettighedens forfremmelse. Den 24 Junii lod han kalde til sig paa Slottet Borgemestere og Stads-Capitainer, hvilke herligen bleve tracterede, og |414derefter beskiænkede, enhver af Borgemesterne med en guldkiæde, hvor udi var Kongens og Dronningens billede, hvorefter dem bleve overgivne Stadens privilegier, bestaaende udi 12 Artikle.

Faa dage derefter lod Hans Majest. iligemaade fodre Adelen til sig paa Slottet, og ved Marskalken indføre udi en stor sal, hvor han selv var tilstede staaende; Da holdt Cantzleren en oration af det indhold, at saasom det var dem alle bekiendt, Hans Kongl. Majt. nu var en Arve-Herre, haabede han, de alle saadant vilde tilstaae; Hvorpaa Kongen overgav dem nogle breve, hvor udi deres adelige privilegier indeholdtes, og bestode udi 24 artikler, Adelen holdt derpaa en taksigelses tale, ønskede Kongen lykke og velsignelse udi hans regiering, og derefter bleve med de herpukker og trompeter førte derfra paa en anden sal, hvor de bleve herligen tracterede.

To dage derefter nemlig den 12 Julii havde Hans Mayest. iligemaade de Geistlige saavel som de 32. Mænd af Kiøbenhavn paa Slottet, indhændigede dem paa samme maade deres privilegier, og derefter lod dem tractere.

Hvad forandring der efter souverainitetets og arve-rettens restitution skeede udi stats-sagerne, og hvorledes Hans Kongl. Mayst. allernaadigst indstiftede de høye Collegier, er tilforn omtalt. Nu blev udi dette aar 1661 den 4 Martii holden den første høyeste Justits-ret, hvor udi Kongen udi egen høje Person var tilstede, og havde ved sin høyre haand siddende Hannibal Seested den store Skatmester. 2. Ober-Statholderen Rantzou, 3. Hr. Axel Urne. 4. Hr. Jørgen Bielke. 5. Hr. Ove Skade. 6. Hr. Cantzler Lenthe og andre. Paa den venstre side den store Cantzler Peder Ritz. 2. Hr. Jørgen Seefeld. 3. Hr. Henrik Bielke. 4. Hr. Friderik von Cørbitz. 5 Erke Bisp Svane. 6. Præsident Nansen. 7. Rentemester Gabel og andre. Den sag som da blev dømt udi, angik Statholderen udi Norge Niels Trolle, hvilken paa Liv og ære var anklagen af forrige General Proviant Commissario Løvenklo, men forsvarede sin sag saa vel, at han i alle maader blev fri kiendt, Løvenklo derimod eller Johan Skrøder blev formedelst sin usandfærdige og u-grundede angivelse dømt at være en løgner, og at aflægge sit adelige navn og Vaaben; Hr. Joachim Gersdorff og Hr. Otto Krag |415vare, som Statholderen paarørende, ikke tilstæde udi denne høyeste Ret. Alle fremmede Potentater gratulerede Hans Maj. dette aar udi hans nye regiering, paa Frankeriges vegne den bekiendte Ambassadeur Terlon, og paa Keyserens Hr. Baron Goes. Der lod sig ogsaa indfinde et Tartarisk Gesandtskab udi Kiøbenhavn, hvilket den 11 May havde audientz. Samme Gesandtskab bragte efter landets maade 5 u-anseelige hæste med sig, hvorfore de forhaabede at fiske noget bedre, hvilket ogsaa skeede; Thi Hans Majest. lod dem herlig beskiænke. Hoved-gesanten blev iført gult atlas, de andre guule silke kiorteler med rød skarlagen under, og efter at de havde bekommed foræringer, begave sig til deres fæderneland igien.

Den 24. Junii begav Hans Kongl. Høyhed Prinds Christian sig paa reysen til Norge, for at lade sig hylde udi samme Rige. Paa samme reyse blev han geleydet af Skatmester Seehsted, Cantzler Ritz, Henrich Bielke, Erke-Bispen, 2. Kammer-Herrer, 4. Hof-Junkere og en Doctor Medicinæ. Udi Helsingnør blev hand opvarted af den Svenske Resident, hvilken geleydede ham til sit skib, kaldet de 3. løver, og der tillige med den Hollandske Resident blev tractered.

Efter lykkelig ankomst til Christiania, lod Hans Kongl. Høyhed den 13. Aug. st. N. ved tvende herolder med trompeter og herpukker udraabe, at den nestkommende Cron-Prindsens hylding i Norge.mandag, nemlig den 15. Aug. var bestemt til hyldingen, paa hvilken dag den ogsaa blev forretted med efterfølgende ceremonier: efter at man havde opreyst et Theatrum, overtrækket med rødt klæde, og lavet alting til, forsamlede de høye Ministrer sig to timer formiddag paa slotted udi den daglige sal, de geistlige og lærde udi kirken og stadens deputerede saavelsom bønderne paa raadhuused, alle de, som ikke vare af Adel, bleve førdte foran til bemeldte Theatrum af tvende dertil forordnede Marskalker og bleve de geistlige og lærde satte ved den høyre side af det Theatro, og stadens deputerede paa den venstre side, men bønderne uden for de Spanske ryttere, som omringede platzen. Efter at dette var skeed, gik den rette procession for sig udi saadan orden: Først kom en fane fodfolk. 2. Herpuker med 8. trompettere. 3. De tvende adelige Marskalker, enhver med en sølv beslagen stav. 4. Det Norske Ridderskab og Adel. 5. De tvende Hoff-Marskalker Erik Ban|416ner og Christian Lindenou, iligemaade med sølv beslagne stave. 6. Hoff-Junkerne. 7. Tvende Kongelige Herolder udi deres sædvanlige dragt med sølv-sceptere. 8. Hans Kongelig Høyheds Hoff-Mester allene. 9. Hans Kongl. Høyhed Cron-Printzen selv under en rød fløyels himmel baaren af 8. fornemme Herrer, nemlig General Major Reikwein, Henrich Rosenving, Oberste Otte Skade, Oberste Friderik Gersdorff, Johan Friderik Marskalk, Brostrup Gedde, Knud Skinkel, og Tønne Hvitfeld. Hvorefter ginge mange Drabantere, Pager og Laqvaier. Derpaa fuldte 10. den store Skattmester tilligemed Cantzleren Cantzleren] Cantzleren] Eantzleren A1 Cantzleren] Eantzleren A1 af Dannemark. 11. Herr Niels Trolle og Herr Henrich Bielke. 12. Rigets Marskalk med den Norske Cantzler og General Ahlefeld. 13. Erke-Bispen og Cammer-Raad Bulichius.

Efter at Hans Kongl. Høyhed havde sat sig ned paa sin stoel, og enhver stand taget sit sæde, traade Dannemarkes Cantzler frem, og holdt en tale, som skikkede sig til saadant værk; Efter at den samme var bragt til ende, aflagde den Norske Cantzler Ove Bielke først sin eed udi sædvanlig form, og kyste derpaa Hans Kongl. Høyheds haand; Efter ham fuldte alle stænderne, ligesom de bleve fodrede af Secretairen.

Da dette var bragt til ende, vendte den heele forsamling udi liige proces til slottet igien, hvor de bleve om aftenen alle herlig tracterede, og havde dermed denne statz en ende, og begav Hans Kongelig Høyhed sig til Dannemark igien, efter at han havde giort anstalt til alle sager, som angik Regieringen.

Førend jeg skrider til det efterfølgende aar, maa jeg tale noget om den bekiendte Kay Lykkes fald. Samme Kay Lykke, som var Oberst af fornemme Adel og en af de mest bemidlede udi Dannemark, undvigede paa den tid Rigerne, eftersom det blev aabenbared, han havde begaaed *crimen læsæ Majestatis, og skrevet haanligt om det Kongelige huus, hvilket han siden med haand og seyl bekiendte, og bad og bad] og bad] om bad A1, ombad A2; og bad SS og bad] om bad A1, ombad A2; og bad SS allerunderdanigst om Kongelig naade. Paa samme bekiendelse blev han af General Fiskalen anklagen for høyeste ret, men Kay Lykke vilde, hvorvel han var ofte citered, ikke lade sig indfinde, Kay Lykkes fald.hvorfore der af retten blev afsagt saadan dom, at bemelte Kay Lykke skulde først sættes fra sin adelige værdighed, hans skiold |417og hielm sønderbrydes af skarpretteren. Derefter skulde paa ham selv, om man kunde bekomme ham personlig, hans høyre haand afhugges, hvorved han havde begaaed denne slemme gierning. Endelig skulde han halshugges, og hans hoved, saavel som haand, sættes paa stage andre til exempel; Derforuden skulde alt hans gods, saavel løst som fast, falde til den Kongelige Fisco. Dommen skulde, om hans egen person ikke kunde bekommes, forrettes paa hans billede.

Og saasom Kay Lykke lod sig ikke meere indfinde, blev høyeste rett ved sin engang afsagde dom, og overleverede Herolden den 14. Sept. hans vaaben til skarpretteren, hvilken kastede dem imod jorden udi høyeste rettes nærværelse, derefter brød dem i stykker, og kastede dem ud igiennem vinduet. Dagen derefter maatte hans billede deran. Det samme var giort af træ og var saa stort, som et fuldkomment menneske, for paa brysted stod et heelt ark papiir, og derpaa skreven med store bogstaver disse ord: Kay Lykke er af høyeste ret formedelst crimen læsæ Majestatis dømt at liide saadan straf. Efter at dette billede var ført til retterpladsen ved børsen, blev den høyre haand og hovedet afhugged, og sat paa en pæl. Legemet laae nogle dage udi skarpretterens huus, og blev viised for penge, og siden begraved under galgen.

1662.Anno 1662. giorde Hans Kongl. Høyhed Cron-Prindsen sig færdig til en udenlands reyse, hvilken gik for sig mod foraared; Paa samme hans reyse blev han geleydet af Hannibal Sehsted den store Skatmester, da som en Kongelig extraordinaire gesandt. Da Hans Kongelige Høyhed hart ad udi halvandet aar havde været uden lands, kom han med god sundhed og hilsen den 26. Augusti 1663. til Kiøbenhavn igien, hvor hans angenemme ankomst forsødede nogenledes den fortræd og u-rolighed, Hans Majt. og Riget samme tid var udi formedelst Corfitz Ulfelds nye forrædderie, som samme tid blev aabenbaret. Før jeg taler om dette sidste forrædderie, og hvorledes det blev straffet, vil jeg melde noget om denne listige og uroelige mands liv og levnet, eftersom jeg kun gandske lit derom tilforn har rørt.

Corfitz Ulfelds liv og levnet kortelig beskreved.Hans Fader var Rigets store Cantzler, af hvilken han udi sit |418alders tiende aar blev skikked til Frankerige. Der anstillede han sig saa vild og u-regierlig, at Hans hofmester blev nødt til at skrive til hans Herr Fader derom, hvilken derudover gav ordre, at Hofmesteren skulde lade ham fare paa sin egen haand, og ikke skaffe ham fleere penge. Derpaa reyste Ulfeld til Græven af Oldenborg, og efter nogen tid blev af ham recommendered til General Fuchs, som da commanderede de Danske tropper udi Tydskland, under hvilken han holdt sig meget vel. Da krigen var endet, insinuerer han sig hos en Ambassadeur, og gaaer med ham til Dannemark. Bemeldte Ambassadeur bragte ham ofte med sig til Cantzler Ulfeld, hvilken tit talte, og confererede med ham, ey vidende, at det var hans egen søn, som han i saa lang tid ingen tidender havde haft om. Endelig aabenbarede han hvo han var, og blev saa af sin Fader for sin conduite høyt elsket igien. vid. Aut. de la nouvelle hist. Saaledes fortæller en viss autor denne passage, hvorhvel andre tvile meget derom, og holde samme berettninger at være fabelagtige. Kong Christian 4. giorde ham først til kammer-Herre, derefter til Rigets Hofmester, og gav ham sin dotter Eleonoram til ægte, som Kongen havde aulet med Frue Kirstine Munk efter Dronningens død. Under Kong Christians regiering indlagde han stor berømmelse ved adskillige legationer, saa at ingen udi det heele Rige overgik ham derudi, eller var hans lige, han levede ogsaaogsaa]ogsaa] A2, og saa A1 ogsaa] A2, og saa A1 skikkeligen, og holdt sig inden sine grændser, saa længe Kongen levede, saa at ingen havde noget at dadle paa ham, uden noget før Kongens død, da han blev betroed at mynte de penge, som nu er 28. ß. og 14. ß. Med denne mynt handlede han ikke redeligen; Thi han tog fra hver to mark 4. ß. herforuden, da han skulde betale baadsfolket, gav han enhver hvad ham syntes, og derudover samlede en usigelig stor rigdom, hvilken han lod hensætte udi banken til Hamborg og Amsterdam.

Kong Christian var neppe død, førend Ulfeld lod see, hvad han førte udi sin skiold, og hvad han længe havde haft i sinde; Thi da Vibekke Kongens favorite hastig var død, blev hendes lig efter Ulfelds ordre sat paa en skiden vogn og udført af byen til de fattiges kirkegaard. Denne Vibekke var tilforn frue Kirstine Munkes kammer-pige, siden kom hun udi bemeldte Munkes sted, og aflede Kongen med hende Ulrik Christian Gyldenløve. At frue Kirstine Munk |419for hendes skyld blev forskut, foraarsagede at Vibekke blev forhadet af den heele Ulfeldiske familie, og at Ulfeld saaledes hevnede sig paa hendes døde legeme. Siden, da der i Riget blev overlagt om en nye Konge, og Ulfeld, som Rigets Hofmester, skulde have det høyeste votum, da førdte han adskillige besværinger ind imod Erke Bispen af Bremen, som var da den Salig Konges eneste søn, saa man kunde nok see, at han selv havde lyst til den Kongelige Krone, og hemmeligen tragtede derefter, men alle hans anslag bleve til vand, efterdi alles stemmer faldte paa Erke-Bispen. Over dette blev Ulfeld saa forbittred, at han ikke allene lod natten efter Kongens Kroning var celebrered, nedbryde triumph-porten, som til Kroningen var opreyst, men endogsaa holdt sig fra hoffet, og vilde ikke besidde retten. Ikke desmindre blev han dog Anno 1649. skikked som Ambassadeur til Holland, for der at slutte en tractat, angaaende farten igiennem sundet, og som man ikke var vel fornøyed med hans forretninger, blev han derover saa forbittred, vid. relatio Hafn. Ao. 1651. it. Apologia Ulfeld.Ulfeld.]Ulfeld.] A2, Ul. feld. A1 Ulfeld.] A2, Ul. feld. A1 1652 at han holdt sig meere end 6. maaneder inde i sit kammer, og lod som han var syg, om hans sælsomme tale udi Holland mod den Kongelig myndighed, findes en mærkværdig passage hos *Aitzema tom. 6. p. 695. Endelig blev det forrædderi aabenbaret af Dina, hvorom jeg tilforn har talt, og derfor holder det ey fornødent nu igien at oprippe.

Omendskiønt Ulfeld denne gang blev frikiend, og hans angiver Oberste Valter blev forviist landet, og Dina rettet, holdt han det dog ikke for raadeligt at blive længer udi Danmark, hvor han havde giort sig saa sort, hvorfor han med frue og børn begav sig til Holland, andre siger til Polen, men blev af Hans Polske Majt. forbuden at være der i Riget. I hans fraværelse blev Raads titul og værdighed ham fratagen, og i hans sted blev indsat Joachim Gersdorff at være Rigets Hofmester; Dette fortrød ham meget, og som han ikke meente at være sikker udi Holland, reyste han til Sverrige, hvor han forstrakte Dronning Christina en stor sum penge, hvilken giorde ham til Græve, og sat ham gods udi Pomern til underpant for sine laante penge, aut de la nouv. hist. saasom Autor til den lille bog kaldet Ulfelds praktiker bevidner, hvor vel andre digte; han arvede den titel efter den gamle Rigets Cantzler, hans fader, hvilken af Keyseren var beæred der med.

|420Hvor meget denne mand har indtaget, Dronning Christina, kand blant andet sees af en særdeles handel, anførdt af M. Chanut og af ham igien udskreven af Wiqvefort saaledes: Den Danske Ambassadeur, for at lade see at Ulfeld ikke var værd hendes beskyttelse, sagde engang til Dronningen at Ulfeld havde understukket en sum penge af 25000 Rdlr. som Kongen havde beskikket til den landflygtige Konge af Engeland, svarede Dronningen, at Ulfeldt havde forsikret at samme sum var betalt. Mem. de Chan. t. 3 Wicqvef Ambassad. & ses fonctions t. 2. Hun troede ham paa hans ord, endskiøndt Kongen nægtede det. Hvortil den Danske Ambassadeur uforsagt svarede, at Dronningen kunde estimere ham, ja give ham den halve deel af sit Rige, om hun vilde, ikke dismindre holdt dog Kongen af Dannemark ham for en troløs mand.

Da Dronning Christina havde sagt sig af med Regiæringen, og Carolus Gustavus førte krig med Polen, reyste han til Pomern, og blev der, indtil de Svenske komme ind udi Dannemark, da fik han ret tid til at hevne sig, i det han aßisterede Kongen af Sverrig med raad og daad imod sit fæderneland. Med sin skarpsindighed insinuerede han sig saaledes i kort tid hos Kongen af Sverrig, at han sat ham til Commissarium at slutte de freds-tractater, som bleve sluttede til Roskild, ved hvis kraft hans huus og gods blev ham igiengivet, og han blev gandske frikiendt, dog havde han ingen lyst at boe udi Kiøbenhavn meere. Efter at freden var sluttet, begav han sig til Skaane. Da nu den Roskildske fred af de Svenske var brudt, og Kiøbenhavn beleyret, blev han mistænkt af de Svenske at arbeyde paa at Skaane igien kunde komme under Dannemark, og der udover kasted udi fengsel, hvor han sad, indtil den Kiøbenhavnske fred blev sluttet, og imidlertid stillede sig an, ligesom han var dum, og det med saadan konst, og bestandighed, at i hvor meget man plagede ham, kunde man dog ikke faae det ringeste ord af hans mund, da imidlertid hans Gemahl agerede hans sag med en utrolig veltalenhed for retten udi Malmøe.

Der fortælles, at hans hemmelige fiende Hanibal Sehested, som da var udi Sverrige under et skin at arbeyde paa Ulfelds befrielse, da han fornam at Ulfeld af Raadet var bleven frikiendt, bad han Græv Brahe, at indholde med Raadets slutning, paa det at han selv kunde have den lykke at forkynde først saadan befrielse for sin svoger; vid. Puf. Carl. Gust. it. mem. de Terlon. men i |421den sted advarede han de 2 fremmede Ministrer Terlon og Sidney at der var fælden døds dom over Ulfeld, og bad dem notificere ham saadant paa det at han kunde redde sig med flugten. Saaledes fortæller Pufendorfs historie, men, som Msr. Terlon intet taler om denne intrigue kand den passere for digt, vist nok er det at Ulfeld echaperede, i det han lod nogle vrinske heste løs udi neste stald, og som vagten løb hen at stille hestene, undflyde han, og udi en præstes habit kom over sundet til Kiøbenhavn, men paa en meget u-beleylig tid, da Stænderne udi Dannemark havde besluttet at offerere Hs. Maj. souverainetet og arve-rettigheden; thi det Kongelige huus frygtede ikke uden aarsag, at i fald denne u-rolige mand var udi staden, han skulde ingen steen lade blive ubevæged for at forhindre dette verks fremgang, hvorfor han blev strax bortført til Borringholm. Da han havde siddet der nogen tid, giorde nogle af Ministerne bøn for ham. For deres bøns skyld kom han løs igien, og forpligtede sig med brev og eed at rette sit levnet, og være Hs. Majst. troe til sin død. Samme forpligtelse lyder saaledes:

Jeg træder nu frem udi all underdanighed og ydmyghed for Eders Maj. og bekiænder med hiertens væemodighed, at jeg i mange maader har forseet mig mod Eders Majst. hvorfore ogsaa jeg begiærer ikke at bruge det ringeste til min forsvar, men henflyer til Eders Kongl. Majts. naade og mildhed; Og, efterdi jeg ikke kand finde noget ord, som efter min tanke kand være kraftigt at undskylde mine forseelser; Saa vil jeg indslutte de ord jeg kand finde, udi efterfølgende linier, bedende allerunderdanigst, Eders K. M. vil lade see mildhed og naade mod mit huus, tilgive mig min forseelse, og lade mig tillige med min Frue nyde min forrige frihed. Saadan stor Kongel. naade og yndest, vil jeg samt alle de mig tilhøre, med ydmygste hierter og underdanigste troe tieneste søge at erkiende, og lade see udi gierningen, at jeg vil tiene Eders K. M. og Riget af yderste |422formue udi alt, hvad min person kand og formaar, om noget skulde blive mig betroet; jeg vil og reversere mig saa høyt man vil, eller kand begiære saadant af mig, aldrig at giøre og foretage noget, som kand geraade Eders Maj. Eders Riger og lande, samt det Kongel. Huus til ringeste nakdeel eller skade, men langt meere af all magt søge saadant at hindre og forekomme;

Og, i fald Eders Kongl. M. vilde tillade mig med frue, børn og tienere at boe udiudi]udi] A2, i udi A1; i udi SS udi] A2, i udi A1; i udi SS Fyen, var det os en stor naade, og vilde vi aldrig mere lade os indfinde udi Siælland, hvor Eders Kongl. Maj. er, uden særdeeles Kongel. bevilling; Men; om saadant ikke skulde tilstædes; Eders Kongl. M. da vilde tillade os at boe uden lands; Dog vil jeg forpligte mig aldrig at tiene mod Eders K. M. det Kongl. Arvehuus eller dets riger og lande, ja aldrig at begive mig i nogen fremmed Herres tieneste, uden Eders Kongl. M. det vil tillade. Paa hvilket sted udi verden jeg opholder mig, vil jeg altid være bereed at tiene Eders K. M. udi alt det, man kand finde mig beqvem til, enten udi at skikkes til fremmede lande, for der at negotiere for Eders K. M. eller udi hvad andet, mig kand blive betroed.

Efterdi nu denne afbed var saa klagelig indretted, og indeholdt saadan angerfuld bekiendelse, lod Kongen sig der ved saa vit bevæge til naade, at han lod føre de fangne fra Hammerhuus Slot paa Bornholm til Kiøbenhavn, hvor Ulfeld, saavel som hans Gemahl anlangede den 30 Decembr. og da for Græv Rantzou, Felt-Herren Skak, samt Cantzler Ritz repeterede forrige skriftelige fortrydelse, og bekræftede den samme med eed og skriftlige revers, saaledes lydende:

Eftersom den Stormægtigste Første og Herre, Friderik 3. haver ladet sig bevæge af min underdanigste supplike datered Hammerhuus den 27 Octobr. 1661. at befrie |423mig og min gemahl fra vort fængsel, og derhos allernaadigst bevilget os at boe udi Fyen, og vi nu ere komne til Kiøbenhavn, som frie folk; Saa veed jeg intet bedre at giøre end at takke Eders Maj. allerunderdanigst for saadan høj og uforskyldt Kongl. naade, og med eed forbinde mig at være Eders Kongl. Majt., som min rette Arve-Herre, samt Eders Kongl. Majests. Arvinger huld og troe, befodre E. K. Majests. nytte, og aldrig foretage noget, som kand være Eders Kongl. Majest. eller den Kongl. arve-rettighed til nogen skade, men skikke mig saaledes, som det en ærlig og troe undersaat vel sømmer og anstaar; Og; paa det E. K. M. kand betages all mistanke om mig, min frue og børn, saa afstaaer jeg her for mig, min gemahl og mine børn alle de beneficier, som for vor skyld ere indførte udi den Roskildske fred, ligesom de samme aldrig havde været til, eftersom vi lade os noksom nøje med Eders Kongl. Maysts. allernaadigste protection, og derfor ikke begiere nogen fremmed Potentats eller Herrers beskiærmelse.

Jeg vil ikke heller begiære eller antage nogen fremmed Herres tieneste, eller reyse af Riget, langt mindre til Siælland, eller hvor E. K. Mayst. befinder sig, uden E. Kongl. Majests. besynderlige tilladelse; Og saasom der har været nogen misforstand imellem mig og General Major Adolf Fuchs, saa skal den samme hermed ophæves, og skal hverken jeg, min Dame eller arvinger hævne os paa nogen, som vi kand mistænke at have været aarsag til vort fængsel:

Til dets ydermere bekræftelse, har jeg og min frue for os og vore arvinger denne revers med egne hænder underskrevet, og skal den samme u-brødeligen af os holdes; saasant hielpe os GUD og hans hellige ord.

|424Nu havde han været lyksalig, dersom han havde vist at regiere sine egne affecter, men han gav dem formeget tøylen, og kunde ikke fordrage den nye regiering, hvorfore han bad om forlov at reyse til Amsterdam, hvor han med frue og børn nogle maaneder opholdt sig. Saasnart han fik at viide, at Fuchs, (andre kalde ham ham] ham] han A1 A2; ham SS ham] han A1 A2; ham SS Wolf) mod hvilken han for fængslets skyld paa Bornholm havde fatted et stort had, var kommen til Brygg udi Flanderen, forskrev han sin ældste søn Christian did fra Paris, hvor han da studerede. Denne tillige med sin broder overfaldt Fuchs paa gaden, og omkom ham udi hans carosse. Puf. de reb. gest. Frid. Wilhel. lib. 9. p. 571. Neppe havde man faaet tidender om Fuchses død, førend man fik en anden om et nyt og uhørligt forrædderi, som Ulfeld practiserede mod Kongen og Riget. Samme forrædderi blev saaledes aabenbaret; Da han var til Brygg i Flandern, lod han sig merke for en Brandenborger, at han havde noget hemmeligt at sige Churførsten, hvilket da Hans Churførstl. Durchl. fik at vide, sendte han Alexander Span did hen, at fornemme hvad det var. For ham aabenbarede Ulfeld sit onde forsætt mod Kong Friderik, hvilken han raadde Churførsten i en hast at overrumple, og giøre sig mester over Dannemark, hvor han vilde finde et stort anhang. Dette fik den gode Churførste ikke saa snart at viide, førend han ved Hertugen af Anholt begiærede af Kongen, han vilde sende til ham Detlov Alefeld, for hvilken han aabenbarede dette Ulfelds ugudelige forsætt; Herudover blev Ulfeld for høyeste ret dømt, at hans høyre haand skulle afhugges og skilles fra kroppen, kroppen at deles udi 4. parter, hans familie at være æresløs, og at forviises Rigerne til ævig tiid; Hans huus i grund nedrives og alt hans gods at confisqveres. Der bleve satte mange penger paa hans liv, om nogen kunde skaffe ham levende eller død. Breve bleve sendte til alle fremmede Riger og Republiqver, og Speydere udi adskillige lande, hvilke fandte hans frue udi Engeland, og førdte hende til Kiøbenhavn, hvor hun sad fangen i lang tid. Men Ulfeld selv blev forgiæves opsøgt, hvorfor efter afsagde dom hans gods blev confisqveret, og straffen blev øved paa hans effigie, hans vaaben blev af bødelen sønderbrudt, hans høyre haand og hovet sat paa Raadhuuset, og det øvrige hængt paa volden, og endelig paa den øde plads, hvor hans |425huus havde staaet, opreyst en steen-støtte, hvorpaa disse ord bleve gravne:

Ulfeld døde 1664. udi Svitzerland, og blev hemmeligen begraven af sine sønner, paa det ingen skulde faae fat paa hans legeme. Efter hans død blev hans fortroligste correspondent Doctor Sperling med list ført fra Hamborg til Kiøbenhavn, hvor han for retten bekiendte alt, hvad han viste med Ulfeld, og derved frelste sit liv; Men paa det han ikke gandske skulde blive u-straffed, blev han dømt til ævigt fængsel. Saaledes befriede GUd naadeligen Kongen og Riget fra disse uroelige mennesker, og efter sin retfærdige dom styrtede dem udi graven, som de havde tillavet for deres fromme og retmessige Herre. Der findes mange skrifter om denne listige mands liv og levnet, men komme ikke overens udi alle stykker, ja nogle berættninger findes at være gandske fabelagtige. Hvilket Ulfelds gemahl efter Sorbieres vidnesbyrd tilstod; Samme Sorbiere har ogsaa blandt andre skrevet om Ulfeld, men meget ubilligen; I det han har stræbet at besmykke alle hans onde gierninger, hvorudover den Danske Ambassadeur gav saadant an for det Franske Hof, og udrettede derved saa meget, at Sorbiere blev relegered til Nantes; Aarsagen, hvorfor denne Author figtede saa meget for Ulfeld, var, at han Anno 1649. havde dediceret ham en bog, nemlig den Franske version af *Hobbesii cive, og derfor bekommet en god foræring. Ellers vidne alle fremmede skribentere, at Ulfeld var et af de skarpsindigste og største hoveder udi forrige seculo, vid. Carl Oger. it. Dan. og siger Carolus Ogerius som tit nød hans omgiengelse at han end ikke udi Italien havde fundet nogen som overgik ham udi sindets gaver.

Kongen bliver sollicitered af de Engelske og Hollændere til alliance.Efter at disse executioner vare forrettede, og alting kom udi rolighed igien, fik Hans Majt. tidender om den misforstand mellem de Engelske og Hollandske, hvilke begge nationer arbeydede at bringe Danmark paa sin side; Men, som Hans Majt. var en ven og alliered af begge, arbeydede han at forlige dem, skiønt forgiæves; Thi den misforstand voxte til jo meere og meere, og brød omsider ud til offentlig krig. Herudover blev Danmark endda sterkt sollicitered af begge parterne, besynderligen af Hollænderne, hvilke Hans Majt. |426gierne havde assisteret, dersom Riget ikke havde staaet udi saa stor fortrolighed med Engeland, og dersom det havde været udi den stand, at det kunde giøre nogen assistence paa den tid, da det af de tvende blodige kriger var gandske udmattet, og ikke udi mange aar endda kunde forvinde den skade igien, Hans Majt. besluttede derfor for bemeldte aarsager at blive neutral.

Fremmed og underligt kom det Kongen fore, at de Engelske med en sterk esqvadre af orlogs-skibe og brandere fiendtligen havde tractered den stad Bergen udi Norge hvorudover Hannibal Seested blev skikked til Engeland, for at forske aarsagen dertil. Jeg taler noget omstændeligen om samme action, som, foruden den var meget i sig selv merkelig, skede udi min føde-bye saaledes.

1666.Den Hollandske Smyrna flode, som bestod af 50. skibe, alle rigeligen ladne, havde af frygt for de Engelske, i steden for den rette vey giennem Canalen taget sin cours østen for Engeland og Iirland, og søgt til Bergen udi Norge, udi hvis havn de tænkte at ligge udi sikkerhed. Udi samme havn indfandte sig ogsaa den 8. Augusti 10. Ostindiske retour-skibe, hvilke saavel som de forrige begiærede beskyttelse af fæstningen, i fald de af de Engelske bleve angrebne, hvilket blev dem lovet af den Kongelige stadtholder, og General Claus von Ahlefeld og Commendanten Cicignon. Nu meente de Hollændere at have overstaaedoverstaaed]overstaaed] A2, overstaed A1 overstaaed] A2, overstaed A1 all fare; Baadsfolkene og Matroserne ginge ud af skibene i staden, hvor de forfriskede dem med mad og drikke; Men udi deres formeente beste sikkerhed geraadede de udi største fare; Thi den Engelske flode under Græven af Sandwich, der længe havde luret paa dette feede bytte, resolverede nu at angribe Hollænderne udi havnen, til den ende lode sig see 17. Engelske skibe under anførsel af Sir Thomas Tyddemann, hvilke kastede anker digt ved castellet uden at lade see ringeste høflighed.

De Engelske anfalde den Hollandske Flode i Bergens havn.Saasnart de vare indkomne udi havnen, blev der en Capitaine tilskikket Hr. General Ahlefeld at forhøre, om han med det gode vilde tillade, at de maatte giøre sig mestere over den Hollandske flode. Hvilket da Generalen dem tilbørligen afslog, lode de Engelske tilkiende give, at de vilde giøre det mod hans villie, og allene med 4. af deres fregatter affeye hans Castel; Havde de strax anfaldet den Hollandske flode, havde det uden tvil gelinget dem, efterdi de fleeste |427baadsfolk sadde ved ølkanden hid og did udi staden, og havde fyldet sig op til nebbet, men, saasom de lode en heel dag gaae forbie, førend de øvede nogen fiendtlighed, fik Hollænderne tid til at sætte sig udi god positur. Den 13. Augusti gik træfningen for sig. De Norske paa Castellet opbiede først to salver, for at lade see, at de vare virkeligen neutrale, men siden assisterede de af Castellet og skantzerne Hollænderne saavel, at de Engelske maatte afkappe deres ankere, Blive afslagne.og tage flugten udi største confusion. Der bleve savnede iblant dem adskillige høye officierer, blant hvilke Amiralens broder søn. Den største deel af deres skibe var saa ilde tilreedt, at man kunde see giennem dem; Nogle ginge udi flugten gandske til grunde. Det er bekiendt, hvilke giftige relationer om denne handel da bleve udstrøede af de Engelske, hvilke bleve besvarede af Vitus Bering under et opdigted navn af Orosius Annilo. Den Hollandske Chirurgus van Schouten, som var med udi slaget, og udførlig har beskrevet samme action udi sin Ostindiske reyse, vid. Voyage Voyage] Voyage] Vogage A1 A2; Voyage SS Voyage] Vogage A1 A2; Voyage SS de Schouten. tilskriver denne seyer mest den Hollandske flodes tapperhed, og giør den bistand, de havde af byen, ikkun maadelig, men intet er meer almindeligt, end at hver roser sit folk; Han røber sig dog selv paa andre steder, i det han tilstaar de Ostindiske skibes slette tilstand; Item at de Engelske først tabede mod, da man begyndte at skyde af skandtzerne. Ellers har samme autor merket, at een af de Hollandske matroser fandt sin kone gifted i Bergen med en anden mand, men saae det an med en Hollandsk kaaldsindighed, og lod det blive derved.

Omendskiønt de Engelske havde faaet saadant stød udi en Dansk havn, lode de dog ikke af at anholde hos det Danske hof om alliance og hielp mod Holland, og ved Monsr. Talbot da Envoje tilbøde sig at restituere Hans Majt. de Danske skibe, som af de Engelske vare opbrændte, og giorde derfor store løfter. Men Hans Majt. slog dem det reent af, og derimod giorde alliance med Holland.

Medens denne u-rolighed varede, blev 1666. den 19. Octobr. udi Kiøbenhavn celebreret bilager mellem Churprintzen af Saxsen Johan Georg, og den Kongelige Princesse Anna Sophia. Da Hans Churprintzelige Høyhed havde opholdet sig nogen tid udi Danmark, begav han sig med sin Gemahl til Saxsen, og blev ge|428leydet af Kongen, Dronningen, Kronprintzen, og den gandske Kongelige familie.

Udi efterfølgende aar blev der et andet celebreret mellem Hans Kongelige Høyhed Printz Christian, og Printzessen af Hessen Cassel Charlotta Amalia, hvilken GUD velsignede med et langt liv, og hendes Majt. saae Hendes Søn sidde paa den Kongelige Throne; Item det tredie mellem Princesse Friderica Amalia, og Førsten af Holsteen Christian Albrecht.

Efter at Hans Majt. nu havde faaet alle fiender af halsen og haft den fornøyelse at see Kronprindsens og Princessens bilager, regierede han i fred og rolighed med sine undersaatters største fornøyelse til det aar 1670. 1670.udi hvilket aar det behagede GUd at kalde den fromme Herre til sig; Hans død tildrog sig saaledes. Kong Fr. Død og elogium.Ved midnats tider mellem den 16. og 17. Februar, bekom Hans Majt. et anstød af *ex affectu colico, hvorudover Medici bleve sammen kaldede, hvilke med medicamenter bragte det saa vidt, at Hans Majt. fandt den 18. en temmelig bedring, havde ogsaa efterfølgende nat god hvile og søvn, men dagen derefter fandt han sig saa svag, at han blev berettet, og strax derefter ligesom et lys meget sagte udsluktes; En stor hierte-sorg for undersaatterne, hvilke begrædede hans død ikke alleene som en forsigtig og brav Regents, men endogsaa som en naadig og from faders; Thi han havde udi all sin Regierings tid ladet see en ubeskrivelig kiærlighed mod sine undersaattere, besynderlig da landet af fienderne var saa beængstiget; Thi, da alting zittrede og bevede for den triumpherende fiende, og de fleeste tænkte meere paa at salvere dem selv end giøre modstand, lod Hans Majest. see sit u-overvindelige moed, store bestandighed og ubeskrivelige travallie og omsorg for fædernelandets conservation, nu lod han sig see, som en tapper Anfører, i det han opmuntrede, og sat mod i sine undersaattere, som af fiendens usædvanlige fremgang og u-formodende ankomst gandske var forsagt, nu lod han sig see som en slet soldat, i det han tog deel udi all den travallie og besværing, som af dem udfodres; nu som en oprigtig Fader, i det han heller vilde lade sit liv end forlade sine børn, som hand kaldte sine undersaattere; Jeg vil døe udi mit reede, sagde den fromme Herre, da nogle raadde ham, at salvere |429sin Kongelige Person, ved saadan sin conduite og bestandighed bleve de udi staden meere opmuntrede og trøstede, end om de havde faaet en secours af nogle 1000 soldater. Vi maa derfor nest Guds hielp, tilskrive denne Salige Herre, Kiøbenhavns og det heele Rigets conservation.

Til et vederlag for disse store velgierninger og kiærligheds beviisning mod fædernelandet blev Hans Majst. af samtlige Stænder restitueret udi den arve-ret, som hans Formænd havde mistet, og derforuden begavet med en souverain magt, hvilken han veyrede sig for at modtage, indtil han fik alle stændernes frivillige samtykke. Da han nu havde faaet magten udi hænderne, arbeydede han paa at sætte Riget udi bedre tilstand, hvilket han ogsaa med alles forundring udi kort tid fuldbragte. Det var saa langt fra, at han misbrugte den souveraine magt, Gud havde givet ham, at han tvert imod gav sine undersaattere større friheder og privilegier end de havde tilforn. Dette altsammen foraarsagede, at hans død, var høyligen begrædet af høye og lave, i sær af lærde folk, af hvilke han var en stor beskytter, eftersom han selv har været een af de lærdeste Konger i Dannemark; Hans Majest. var ofte tilstede ved Academiske acter, og allernaadigst invitered Professorerne at spise paa slottet. Hvad fata ellers Academiet havde udi hans tid, der om mældes kortelig udi et andet capitel. Han stadfæstede den Augsburgske bekiendelse udi den saa kaldte Konge lov, som blev forfatted strax effter souveraineteten, og forbød all anden religions øvelse, undtagen i den nye stad Altona. Han lod ogsaa arbeyde paa en nye lovbog, hvilken udi Christiani 5. tiid kom for lysed. Hans *Symbolum var: *Dominus providebit. Vil nogen spørge; hvilke vare denne Konges hovedfeyl, da svarer jeg dertil, at ingen er mig bekiendt, thi jeg har aldrig hørt nogen laste Kong Friderik 3, finder ey heller nogen feyl ham tilskreven af fremmede end ikke fiendtlige skribentere; tvertimod alle tilstaae, at han var from, gudfrygtig, lærd, forsigtig, fredelig og tillige med stridbar, naar det var fornødent, da derimod Christiano IV. hvis dyder og *naturalia end meere skinnede, tillægges af skribentere hastigheds og overilings-feil.

Christian den 5.Kong Friderik havde med sin Dronning Sophia Amalia af det Luneborgske huus to Printzer og 4 Printzesser; Den ældste var |430Prinds Christian, fød Ao. 1646 udi Flensborg, imedens hans Fader var endda Erke-Bisp af Bremen. Den anden Anna Sophia, fød Ao. 1647, som blev given til Churførsten af Sachsen. Johan Georg 1666, som før er meldt. Den 3die Friderica Amalia fød fød] fød] sød A1 fød] sød A1 1649, og udi det aar 1667 given til Førsten af Holsteen Christian Albrecht. Guilielmetta Ernestina, fød udi det aar 1650, Jørgen, fød 1653. Ulrica Eleonora, fød 1656, som blev Dronning i Sverrig og Dorothea Juliana, som døde strax.

Den Salige Herre Kong Friderik, anvendte stor flid paa den ældste Prinds Christians optugtelse, hvilken blev betroed til Otte Skade, een af Rigets Raad, og Mathesius. Udi det aar 1655. blev han af Stænderne udi Danmark erklært hans Her Faders Successor udi samme Rige, og strax derefter blev hyldet til Wiborg udi Jylland. Stænderne udi Norge efterfuldte de Danskes exempel, og forrettede det samme udi Christiania. Hvor hen han blev sendt udi det aar 1661 under anførsel af Rigets Skatmester Hannibal Seested, Cantzleren Peder Ritz og Erke-Bispen Hans Svane, at lade sig hylde til en Arve-Printz, hvilket er tilforn fortaalt.

Hans udenlandske reyse.Saasom hans Her Fader havde observeret udi den unge Printz en synderlig inclination til martialske sager udi Kiøbenhavns beleyring, hvor, opmuntret af Kongens tapperhed, han havde givet saadanne prøver paa sin mandom, som langt overgik hans alder, da sat han sig for at encouragere den unge Prinds, saa meget som mueligt var, udi hans noble forsæt, som var at giøre sig dygtig og capable ved udenlandske reyser, og sendte ham ud Ao. 1662. under Christoffer Pasbergs opsiun, en mand af store meriter, hvilken siden blev Vice-Cantzler udi Dannemark. De toge deres vey igiennem Nederlandene, og effterat de havde beskuet de fornemste stæder der, gik de til Frankerige, og arriverede mod høsten til Calais, hvor de bleve mødte af adskillige jagte, sendte af Kong Carl af Engeland og ginge der med over til London.

Effter at Hs. Kongel. Høyhed havde opholdet sig udi Engeland 2 maaneders tid, forlod han det landskab, og begav sig saa fra Dover til Frankerige igien, hvor den navnkundige Hannibal Seested residerede til Paris, udi qvalitet af extraordinaire Ambassadeur. Udi hans pallatz logerede Hans Kongel. Høyhed, imedens han sig |431der opholdt, hvor han fik idelig visite af den Kongelige familie, besynderlig af Kongens Broder, Førsten af Orleans, og, førend han reyste der i fra, blev han regaleret af Kongen af Frankerige med en kaarde og gehæng besat med diamanter. Efter at Hans Kongl. Høyhed havde opholdet sig et aar udi Frankerige, forlod han Paris, og begav sig paa veyen til Italien, men, da han var kommen til Grenoble, fik hand ordre fra sin Her Fader, at vende tilbage igien, hvilket strax skeede igiennem Tydskland.

Iblant andre hoffe, som han besøgte udi Tydskland, giorde han og en visite til Wilhelmi, Land-Grævens af Hessen lande, hvor han fæstede sit hierte til den dydige Princesse Charlotta Amalia. Saa at han efter sin tilbagekomst til Danmark kunde ikke stilles til freds, førend han fik sin Hr. Faders samtykke at bekomme hende til sin brud. Deres bryllups-dag blev celebreret, som sagt er, paa Amalienborg Ao. 1667.

Saa snart hans Hr. Fader var ved døden afgangen, blev han hyldet samme aften af de fornemste udi Riget og de 32 mænd, hvilke efter at de havde aflagt deres troeskabs og underdanigheds eed, samt condolence, ønskede Hans Majst. lykke og velsignelse.

Den Kongl. salving. 1671.Efterfølgende aar gik den Kongel. Salving for sig paa saadan maade: Efter, at Hans Kongl. Majt. havde annammet den hellige Nadvere til Frideriksborg, begav han sig med sit gandske hoff strax til kirken, bærende kronen paa hovedet, scepteret udi haanden, og en kostelig med diamanter besat kaarde ved siden. Hans Høy Excellentz Statholder Gyldenløve bar Rigets Eble paa en fløyels pude for Kongen; Græv Anton af Altenborg gik ved hans høyre og Græv Rantzow af Holsteen ved hans venstre side. Udi saadan Orden kom Hans Maj. til kirken, og blev af 3. Biscoper, nemlig fra Kiøbenhavn, Norge og Jylland imodtagen, velsignet, og ført til den Kongel. Throne, som var opreyst mit udi kirken mod alteret.

Saasnart Hans Majest. havde sat sig ned paa sin Throne, lod der sig høre en liflig Music, hvor paa Bispen af Siælland holdt en zirlig oration, først om den pligt undersaatterne ere deres Konge skyldige, der efter en anden om salvingen, hvad den var og betydede. Der efter oplæste Bispen af Norge de Rigets love, som Kong Friderik havde udgivet, og indsluttede dem siden udi en sølv-æske, hvor paa |432Hans Maj. blev ført til alteret, og salvet af den Siællandske Biscop med et kaars paa brystet, hovedet og den høyre haand, og der efter ført af kirken til slottet.

Noget efter Salvingen anlangede den Chur-Pfaltziske Chur-Printz fra Heydelberg til Kiøbenhavn, hvor hand blev med stor æres-beviisning modtagen, og den 4. Julii 1671. udi all stilhed blev forloved med den Kongelige Princesse Guilielmetta Ernestina. Effter hvilken forlovelse han opholdt sig udi Danmark indtil den 24. Augusti, da tog han afskeed, og tilligemed Princessen begav sig til Pfaltz. Noget derefter, nemlig den 11. Octobr. Anno 1671. fik Riget de glædelige tidender, at Hendes Majt. havde lykkeligen bragt til verden en ung Printz, vor nu regierende allernaadigste Arve-Herre og Konge, hvilken dagen derefter annammede den hellige daab, og blev kaldet Friderik.

Udi begyndelsen af Hans regiæring blev bilagt den trætte, om de Grævedommer Oldenborg og Delmenhorst, som var af saadan beskaffenhed: Oprindelsen til den Oldenborgske trætte.Den sidste Græve Anthonius Guntherus døde 1667. uden livs-arvinger, og efterlod sig 3. slags gods. 1. De Grævedommer Oldenborg og Delmenhorst. 2. Det Herskab Jevern udi Øst-Friisland. 3. Det Herskab Kniphausen. Jeveren bekom Johannes, Førsten af Anholt Zerbst, efterdi han var den salige Græves kiødelige søster søn. Kniphausen fik den naturlige, men af Keyser Ferdinando legitimerede søn Antonius.

De Grævedømmer Oldenborg og Delmenhorst toge Kongen af Danmark Fridericus 3. og Førsten udi Holsteen udi possession. Fundamentet til deres prætention bestod derudi, først eftersom de af Keyser Maximiliano 2. Anno 1571. havde exspectantz derpaa. 2. Eftersom de udi det Rensborgske fordrag 1649. vare erkiendte for retmessige Successorer, hvilket fordrag var confirmeret af den salige Græve, og af Keyser Ferdinando 3. 1653. 3. Efterdi den salige Græve havde udi sit sidste testamente confirmeret det samme.

Herimod protesterede Ernestus, Hertugen af Holsteen Pløen, og beviste, at han var en grad nærmere til den afdøde Græve end Kongen af Dannemark, og Førsten af Holsten Gottorp. 2. At bemelte exspectantz af de efterfølgende Keysere extenderede sig ogsaa |433paa den Pløenske linie, saa at han havde med dem coexspectance paa samme lande.

Hans Majt. Kong Christian fornam nu vel, at Hertugen af Pløen var ikke saa ilde grundet udi sine prætensioner, forligte sig derfor med ham Anno 1671. og bekom imod anden satisfaction den halve deel af bemeldte Grævedom.

Førsten af Holsteen Gottorp vilde dermed ikke lade sig nøye, men fortsatt processen mod det Pløenske huus udi 5. aar derefter, Bliver bilagt.indtil omsider den Keyserlige dom falt saaledes, at Hertugen af Holsteen Pløen skulde have den anden halve deel. Denne deel overlod ogsaa Hertugen af Pløen til Kongen af Danmark, af hvilken han bekom et æqvivalent eendeel udi penge, og endeel udi gods udi Holsteen og Slesvig. Saaledes bleve begge Grævedømmer foreenede med Danmark; Thi de prætensioner, som de Svenske havde paa Delmenhorst formedelst det Erke-Biskopdom Bremen var ikke af synderlig vigtighed. De Svenske foregave vel, at det var et lehn af stifftet, men havde selv staaet fra de prætensioner, saavel udi den Roskildske som Kiøbenhavnske fred.

Hans Majt. sætter Riget udi god standSaasnart Hans Majt. var kommen at sidde paa sin Faders throne, brugte han stor fliid at sætte Riget udi god positur. Hans besynderlige omsorg var at sætte krigssagerne udi saadan stand, at han kunde byde en fiende spitzen, i fald han skulde foraarsages dertil. Til den ende derfor lod han intet forbigaae, som kunde tiene til Rigernes forsvar, i det han opreyste og reparerede fortificationer paa alle saadanne steder, som var beqvemmest at blive attaqveret af en fiende, og i det han indførte en god krigs disciplin iblant sine tropper, hvilke han blev nødt til at bruge mod Sverrige Anno 1675. for at assistere sine allierede, hvilke af samme Krone u-billigen vare overfaldne.

Oprindelse til den saa kaldte Skaanske krig.Førend jeg skrider til denne store og merkelige krig mellem disse Nordiske Riger, da siunes det ikke ufornødent at gaae noget tilbage udi tiden, og korteligen ansee, hvor og paa hvad sted denne Europæiske krig først har fattet sit sæde, og siden hvorledes den tid efter anden haver veltet sig af det ene Rige, Førstendom og land til det andet, indtil den omsider er endt udi Norden.

Anno 1667 begyndte Kong Ludvig 14. af Frankerige en krig, |434udi de Spanske Nederlande mod Kong Carl 2. af Spanien, og var udi samme krig saa lykkelig, at han udi stakket tid og uden stor modstand indtog den ene fæstning efter den anden.

Denne ugemeene fremgang ansaae General Staten udi de foreenede Provincier med skeele øyen, og, saasom de frygtede, at det samme uveyr ogsaa vilde strække sig til dem, holdte de det raadeligt udi tiide at forsikre deres lande og forsiune dem med all fornødenhed. Til den ende lode de ved deres Ministrer udvirke den saa kaldte triple alliance mellem Engeland, Sverrig og Holland mod Frankerige, for at beskytte de Spanske Nederlande, hvilket foraarsagede, at Kongen af Frankerige sluttede Anno 1668. den bekiendte fred til Aken, hvorved han afstod sine prætensioner paa Nederlandene, og lod sig nøye med nogle fæstninger udi Flanderen nemlig Charleroj, Rysel, Dornick, Ath og Audenarde.

Efter at de Franske havde sluttet denne fred, arbeydede de paa at løse den sterke knude eller triple alliance og skille Engeland, Sverrig og Holland fra hinanden, bragte ogsaa det samme til veye og fik ikke alleneste foreeningen adsplidet, men endog virkelig Engeland og Sverrige paa deres side; Da nu Kongen af Frankerige saaledes var bleven bestyrkked, og foruden Engeland og Sverrige havde ogsaa faaet Cøln, Bayern, Hanover og Münster paa sin side, brød han ud med det forsætt, han længe havde gaaet frugtsommelig med, og giorde et indfald udi Holland, der udi der udi] der udi] derudi A1 A2; der udi SS der udi] derudi A1 A2; der udi SS forrige krig havde kiiged ham for meget udi korted.

Alle Hans allierede finge rigelig deres maanedlige subsidi-penge, saalænge de fulte det Franske parti, blandt andre fik Kongen af Engeland hver 4de maaned 300000. Rdlr. Sverrig fik maanedlig 100000. Rdlr. Engeland, Cøln, og Münster begyndte krigen tillige med Frankerige mod Holland. Sverrige tøvede udi halv-tredie aar, Bayern og Hannover sadde stille, men var dog udi gevær.

De Hollændere forglemte ikke at bestyrke dem paa deres side; Thi Ao. 1671. blev der først sluttet et defensive forbund mellem Keyseren, Spanien og Holland og aaret derefter en alliance mellem Holland og Churførsten af Brandenb. efter hvis indhold Churførsten efter 2. maaneders forløb skulde til Hollands tieneste sætte en krigshær udi marken paa 20000. mænd, nemlig 12000. til fods og 8000. til hest. Derimod skulde General |435Staten udi Holland betale til Churførsten den halve hverve penge, nemlig 40. Rdlr. paa en rytter, og 10. paa en musqveterer, hvilket beløber sig til 220000. Rdlr.; Rdlr.;] Rdlr.;] Rdlr. A1 Rdlr.;] Rdlr. A1 herforuden skulde Churførsten maanedlig have en vis penge paa hvert regiment til hest, til fods, samt artillerieds underholdning.

Alliance med Brandenborg.Anno 1672. den 12. Sept. blev til Brunsvig slutted en alliance mellem Keyseren, Kongen af Dannemark, Chur-Brandenborg, Brunsvig, Lyneborg, og Hessen-Cassel, ved hvis kraft dersom een af disse blev overfalden af nogen fiende, da skulde Keyseren, Kongen af Dannemark og Chur-Brandenborg levere 3000. mænd til hest og 6000. til fods, Hertug Rudolf Augustus af Lüneborg 400. til hest og 1000. til fods; Hertug Georg WilhelmWilhelm]Wilhelm] A2, Wilhem A1 Wilhelm] A2, Wilhem A1 600. til hest, og 1400. til fods; Land-Græven af Hessen Cassel 400. til hest og 800. til fods.

Førend Kongen af Frankerige anfaldt Holland, lod han den 28. Martii 1672. forkynde krigen baade til lands og vands, og begyndte strax derpaa tillige med de Engelske, Cølniske Cølniske] Cølniske] Eølniske A1 Cølniske] Eølniske A1 og Münsterske at angribe Holland paa alle sider; Til vands bede de Hollændere temmeligen fra sig, men til lands gik deres sager krebsgang, og faldt den ene stad og provincie efter den anden udi de Franskes hænder.

Strax efter denne krig var begyndt, afferdigede Kongen af Sverrige sine Ambassadeurs, nemlig Græv Claus Tot og Baron Peder Sparre til Frankerige og Holland at tilbyde begge parterne Hans Majsts. mediation, hvilket blev meget vel optaget baade udi Frankerige og Holland, saa at Kongen af Sverrig der efter paatog sig mediationen, og blev agted som en mediator, indtil det kom til aabenbare fiendtlighed mellem Sverrig og Brandenborg hvor om viidere her efter, Ao. 1672. in Aug. begyndte Montecuculi med den Keyserlige og Churførsten af Brandenborg med sin armee at marchere mod de Franske, fordi de fiendligen havde angrebet de Cleviske lande, som tilhøre Chur-Brandenborg, og det Romerske Rige; Herudover gik strax den franske Felt-Marskalk Turenne med en sterk armee af de Hollandske Provincier ind udi Vestphalen mod de Keyserlige og Brandenborgske; men som MontecuculiMontecuculi]Montecuculi] A2, Montecutuli A1 Montecuculi] A2, Montecutuli A1 gik siden tilbage udi vinter-qvarteer i Bremen, saa saae vel Chur-Førsten, at Turenne var ham for voxen, og at krigen vilde tage sit sæde udi de Bran|436denborgske lande, 1673.hvorfore han giorde fred med Frankerige 1673. den 12 May, og bekom alle sine stæder og fæstninger igien, som de Franske havde indtaged udi Cleve og Vestphalen; Dog med det forord, at Churførsten ikke skulde undsætte Holland, men, om det Romerske Rige blev angrebed, vilde han være u-bunden.

Denne hastige og u-formodentlige Brandenborgske fred foraarsagede stor eftertanke hos de andre allierede, og besværgede Holland sig besynderlig der over, men, saasom Chur-førsten nogen tid der efter saae, at krigens sæde vilde fæstes udi det Romerske Rige, resolverede han at undsætte Tydskland, hvilket han udi sidste fredstractat havde forbeholdet sig; saa at han endelig Ao. 1674 udi Octobr. støtte til de Keyserlige, Luneborgske og Lotringske udi Elsatz.

Hidintil havde de Svenske Ambassadeurs ladet see stor iver i at bevæge de stridende partier til billige og fredelige tanker; men efterdi der iidelig bleve transporterede tropper fra Sverrig til Bremen og Pomern, saa var Sverrig alletider mistænkt hos de allierede; besynderlig da den alliance kom for lysed, at Sverrig havde lovet at holde 24000 mænd udi beredskab til Frankeriges tieneste, og foraarsagede denne alliance, at Holland, Sverrig u-afvidende, sluttede fred med Engeland 1674, og vilde ikke, at de Svenske Ambassadeurs skulde bemænge sig udi tractaterne.

Da nu Churførsten, som tilforn sagt er, var marchered op ad Elsas til Keyserens og Rigets armee; Sverrig anfalder Brandenborg Dannemarks allieredtoge de Svenske omsider masken af, og udvirkede den Franske Ambassadeur Feuqvier saa meget udi Sverrig, at Felt-Herren Carl Gustav Wrangel brød op med den Svenske armee udi Pomern, og Ao. 1674 udi Decembr: tog sit qvarteer udi de Chur-Brandenborgske lande. Til at besmykke denne sag, foregave de Svenske Ministrer udi Tydskland og Holland, at Chur-førsten havde brudt den Vestphalske fred, hvilket forbandt Kongen af Sverrig at inqvartere sine tropper paa nogen tid udi Churførstens lande, og der ved bevæge ham at holde samme fred, og føre sine tropper fra Elsaß igien.

Svenske gesantskab og dets udretning i Kiøbenh. Tre Tre] Tre] Tre. A1 Tre] Tre. A1 uger efter at Vrangel var gaaen ind udi det Brandenborgske, ankom til Kiøbenhavn Græve Niels Brahe Sverriges Riges Raad, og Amiral, den 8 januarii 1675 blev han meget prægtig ophændt til audientz; Hans forrettning var: (1) at slutte et forbund |437med Kongen af Danmark eller ogsaa at blive forsikred, at Hs. Maj. udi disse vanskelige og vitløftige tider vilde sidde still og være neutral. (2) at stifte et giftermaal mellem Kongen af Sverrig og den Danske Princesse Ulrica Eleonora. Udi den sidste post var Ambassadeuren saa lykkelig, at Princessen blev den 7 Junii udi samme aar forloved med Kongen af Sverrig; Men udi den første og vigtigste post var han saa u-lykkelig, at han ingen favorabel erklæring kunde bekomme.

De keyserlige derimod, item Spanske, Hollandske og Brandenborgske Ministrer arbeydede af yderste kræfter paa at bringe Kongen af Dannemark paa deres side, eftersom de vel saae, at ingen af de andre kunde giøre det mod Sverrig, som Kongen af Dannemark, nemlig baade divertere de Svenske udi Riget, saa og ved floden hindre dem udi østersøen, at der ikke fra Sverrig til Pomeren eller Wismar skulde overføres undsætning til krigshæren og fæstningerne udi Tydskland; thi de allierede saae noksom, at den confusion, de Brandenborgske havde ved det lille nederlag foraarsaget blant de Svenske, ikke vilde have meget at betyde, men om Kongen af Dannemark kunde bringes med udi spilled, viste de nok, at alting vilde gaae kræbsgang for de Svenske udi Tydskland, hvilket ogsaa udgangen lærte; Kong Christian laver sig til mod Sverrig for at undsætte sine allierede.For den aarsag lovede Keyseren at undsætte Dannemark med tropper til lands; Spanien tilbød subsidi subsidi] subsidi] sub sidi A1 subsidi] sub sidi A1 penge, og Holland auxiliar skibe, paa det at Sverrig kunde ballanceres, og ikke faae tid at giøre sig saa fast udi Tydskland, som udi sidste Tydske krig.

Hans Majt. holdt det u-billigt at nægte undsætning til sine troe allierede, der uden ringeste given aarsag saaledes var overfalden af de Svenske, kunde der for ikke afslaae bemelte Ministrer deres begiæring, men lavede sig til mod Sverrige baade til lands og vands.

Aarsagen til denne store krig mellem de tvende Nordiske Riger kand sees af efterfølgende erklæring om de Svenske midlers confiscation.

Førend det brød ud til en offentlig krig mellem Danmark og Sverrig, besluttede Kongen af Danmark at forsikre sig og udi Holsten, mueligt, paa det Hans Majt ikke udi fremtiden, naar krigen var begyndt, skulde finde en fiende udi kiernen af sine lande.

Kongen forsikrer sig udi Holsten. 1675.Anno 1675. in Majo lod Kong Christian sammenkalde stænderne udi Holsteen, og dennem tidernes vanskelighed foredrage, at stænderne derfor vilde overlægge faren og tilveye bringe det, som udfordredes til felles nytte; Førstens Ministrer, som da vare tilstede, giorde først adskillige instantzer, og siden lode de ved offentlig trompetskrald uden de Danske Deputeredes videnskab udblæse Landdagen, og den til en anden tid opsætte. Dette foretagende gik Hans Majt. saa haart til hierte, at han besluttede udi egen høye person at reyse til Holsteen, og begav sig med sine Ministrer den 14. Junii fra Kiøbenhavn til Førstendommet, hvor han blev modtagen af Hertugen udi Flensborg og tractered under et telt ved Dannevirke; Da klokken var 5. om aftenen, tog Kongen afskeed fra Førsten, og reyste til Rensborg, strax derefter kom den Gottorpske Regierings Præsident Kielman fra Hamborg til Rensborg, confererede vitløftig med den Danske Groß-Cantzler Griffenfeldt, og derpaa med stor fornøyelse begav sig til Gottorp. Den 25. Junii kom Førsten med sine Ministrer til Rensborg, da conferencerne mellem Kongens og Førstens Raad begyndte at gaae for alvor an; Og, som de Gottorpske lode sig formærke, at de ingenlunde vilde lade sig beqvemme til det, som de Danske paastoede, Rensborgske Recess.saa brast der omsider hull paa bylden, og forsikrede Hs. Majt. sig de Holsteenske faste stæder til krigen med Sverrig havde ende, og blev da sluttet den Rensborgske tractat, hvorved Førsten blev bragt udi den stand, som hans formænd vare i for den Roskildske fred.

|440Medens dette forrettedes udi Danmark, forlod Churførsten af Brandenborg sit forsæt paa Brisac, og marcherede med all muelig hast mod de Svenske, og, i en kort tid arriverede til et pass, kaldet Ratenau, fortificeret af de Svenske, hvilke ventede intet mindre end at Churførsten skulde være dem saa nær, og derfor indbildte sig gandske at være udi sikkerhed; Puf. de reb. gest. Frid. Wilhel. lib. 13. p. 998. Churførsten da han fornam dette, gav ordre at attaqvere samme platz udi dagbrekningen, hvilket ogsaa skeede, og giorde de Brandenborgske sig mestere over samme stad, førend den halve deel af den Svenske gvarnison kunde faae tid til at sætte sig udi orden, Gouverneuren blev fangen, førend han var kommen i sine klæder.

Efter dette var skeed, gav Churførsten befalning, at portene skulde lukkes paa det, at ingen skulde komme ind eller ud, og give fienden underretning om hvad skeed var, og som han vidste, at hans heele fordeel bestod udi gesvindighed, marcherede han strax med sin heele armee mod fienden, hvilken havde sin leyer ved et sted kaldet Fehr Bellin, ventende intet mindre end den dag at holde et feltslag; Thi General Wrangel var paa samme tid med mange af de fornemste officierer og en stor deel af de beste tropper ved Havelberg. Saasnart de Brandenborgere vare komne til bemelte Fehr Bellin, anfaldte de de Svenske med stor hitzighed, dreve dem gandske paa flugten, og nedsablede den største deel af deres fodfolk. Wrangel, da han fik at høre dette nederlag, retirerede han sig til Pomern, ladende de andre Svenske tropper staae udi stikken, hvilke af de Brandenborgiske bleve saa forfuldte, at faae af dem undkomme.

Krig med Sverrig.Denne seyr satt ikke lidet mod udi de Danske, hvilke nu forhaabede at igien bekomme de tilforn forliiste provincier; Saasnart derfor Hans Majt. havde sat alle ting til rette udi Holsteen, og den Rensborgske tractat var sluttet, fik floden ordre at begive sig udi søen. Den 22. Augusti gik en stor deel deraf ud under commando af den vitberømte General Amiral Cort Adeler, og var afdeelet udi 3. Esqvadrer bestaaende tilsammen af 14. orlogs skibe, 4. brandere og 5. gallioter, hvilke i en kort tid bleve formeerede til 30. hvorudover Svensken fandt sig tvungen at udruste en flode derimod.

Da landfolket var transporteret til Holsteen, og krigen var forkyndt mod Sverrige baade til lands og vands, Kongen og Churførsten af Brandenborg kommer tilsammen.reyste Hans Majt. |441den 12. Sept. med sin gandske leyer til Gadebusk, for at tale og raadslaae med Churførsten om værende tilstand. Saa snart Hans Churførstelige Durchl. fik kundskab derom, brød han op med 3000. mænd fra sin leyr, og kom den 14. til Gadebusk, hvor de tvende Potentater overlagde med hinanden, hvorledes de best skulde bruge deres vaaben mod Sverrig. Efter at de udi tvende dage meget fortroligen havde talet med hinanden, brød Hans Majt. igien op, og gik ind udi Pomern; Han selv kom for den stad Wismar, hvilken han besigtede, og lod nogle folk der blive, for at holde staden bloqveret. Med resten af hans leyr rykte han ind udi Pomern, kom den 24. til Bukou og dagen derefter til Dobrau, hvor han traadde udi conference med Churførsten, og blev da fast beslutted, at, medens de Brandenborgske beleyrede en anden sted, Kongen af Danmark skulde angribe Damgarten, hvor Græv Kønigsmark laae med en Svensk gvarnison. Den 11. Octobr. kom Hans Majt. derhen, og strax giorde anstalt til at angribe samme post. Da nogle dage vare bortdrevne med skyden paa begge sider, giorde de Danske sig færdige den 17. at storme; men de Svenske havde ingen lyst til at udstaae nogen storm, og derfor forlode begge hovet-skantzerne, samt de andre verke, hvilke de Danske strax indtoge, og fandte en hob krigs forraad. De flygtige kunde de der ej faae fat paa, efterdi de havde afhugget alle broer efter sig. Imidlertid havde de Brandenborgske erobret den stad Wollin og Getsgauer pass.

Efter saadan forliis rømte de Svenske gandske marken, og krøbe ind i deres faste stæder. Kønigsmark, som forlod Damgarten, begav sig til Stralsund. Felt-Marskalken Mardefeld og Obrister Wangelin ginge til Ryen, hvilken de frygtede skulde overfaldes. Dog havde de Svenske forhaabning at redressere deres sager, saa snart de fik deres flode udi søen. Den 29. Octobr. lod samme flode sig see nogle og 40. skibe sterk. Efter at bemeldte flode havde været en stakket tid udi søen, blev den af en sterk storm overfalden, hvilken redede skibene saaledes til, at de samme aar ikke meere kunde lade sig see.

Efter denne storm fik den Danske flode ordre at begive sig til Kiøbenhavn; De største skibe bleve der, men Vice-Amiral Rodsten fik befalning med dede]de] A1, det A2 de] A1, det A2 mindste at krydse ved de Pomerske kyster. Gener. Amiral Adl. døerGeneral Amiral Adler, som var bleven upasselig paa søen, lod sætte |442sig paa land, for at medicinere, og døde lidet derefter. Hans død blev høyligen begrædet af Kongen og det heele land, og det ikke uden aarsag, efterdi man haabede, at den store søemand, der ved sin tapperhed og erfarenhed havde indlagt saadan ære hos fremmede, skulde nu giøre Kongen og fædernelandet vigtig tieneste. Denne mand, saasom han var een af de største søeheldte udi forrige seculo, saa bør hans navn aldrig uddøe udi Danskes og Norskes ihukommelse; extract af denne store mands bedriftter.Men hanhan]han] A2, han han A1 han] A2, han han A1 har haft samme skiebne som andre disse Rigers berømmelige mænd, at ingen har antegnet det mindste om deres bedrifter. Det eeneste, som jeg har fundet efterretligt om denne store mand er hvad som er anførdt udi hans *programma af den lærde D. Ole Bork, som mueligen af de journaler, som endda vare til, har bekommet en extract.

Han var af ringe herkomst fra et lidet sted udi Norge kalded Brevig, hvor han blev fød Ao. 1622 den 16 Decembr. Han forlod Riget udi hans umyndige aar, og begav sig til Holland, hvor, efter at han nogen tid havde øvet sig udi mathematiske videnskabe og udstuderet søemands-konsten, han begav sig udi Hollandsk tieneste, og gik ud for matrods, udi hvilken qvalitet han tienede først under den navnkundige søe-helt Martin Tromp. Efter at han under denne store mand, havde faaet en temmelig erfaring udi søemandsskab, og han fant sig selv beqvem til at commandere, agtede han at forsøge lykken udi den midlandske søe, og at antage Venetiansk tieneste, efterdi Venedig paa samme tid var indvikled udi krig med Tyrken. Han var udi Republikens tieneste først Lieutenant under Capitaine Johan Reyers, og fik selv skibet at føre, da samme Capitaine ved døden afgik, hvor ved ham leylighed gaves ret at lade see sin tapperhed, og at blive distingvered af de Venetianske Venetianske] Venetianske] Venetian ske A1 Venetianske] Venetian ske A1 Edelmænd, som vare paa floden, hvilke kaldede ham Curtius Cervisen, efter det Danske navn Kort Siverdsen. Det vilde blive forvitløftigt at opregne alle de actioner, hvorudi han indlagde ære; Jeg vil derfor ikkun tale om de fornemste, som banede ham vej til høyhed. Ao. 1651 da han førdte det skib kalded St. Georg, lod han udi det slag, som blev holded ved munden af Hellespontus see en ugemeen tapperhed, saa at den Venetianske Edelmand Jacobus de Riva tilskrev endeel af den erholdte seyer hans bestan|443dighed i at holde stand mod en stor mængde tyrkiske skibe, som beængstigede ham. Samme Venetianske Herre tilstod ogsaa, at vor Norske søe-heldt reddede hans liv siden; Thi, da han nemlig Jacobus de Riva skulde seyle til Candien, opreisede opreisede] opreisede] opreise de A1 opreisede] opreise de A1 der sig saadan storm, at amiral-skibet, hvorpaa vare tvende Venetianske Raadsherrer, kunde ikke staae derimod, men maatte lave sig til at undergaa, kastede Kort Sivertsen sig med højeste livs-fare udi en sluppe, og med alles forundring arbeidede sig frem til amiral-skibet, hvor han reddede bemeldte Raadsherrer; thi skibet gik strax derpaa i grund.

Aaret derefter recommenderede han sig ikke mindre ved en anden heroisk gierning, i det han slog sig adskillige gange igiennem den Tyrkiske flode, og førdte proviant og recruter til de beleyrede stæder udi Candien, som allerede formedelst mangel derpaa vare færdige at overgive sig, og, som han til slige farlige ting brugte ikke mindre list end lod see et u-overvindeligt mod, saa fandt man ham beqvem til at udrette alting. Men, hvad som bragte hans navn paa den højeste æres-spidse, var den prisværdig gierning, han øvede udi det store slag, som blev holded ved munden afaf]af] A2, at A1 af] A2, at A1 Hellesponto igien Ao. 1654. den 16 May. I dette slag figtede han fast allene mod den hele Tyrkiske flode, erobrede amiral-skibet, og omkom den navnkundige Tyrkiske Amiral Ibrahim Bassa med sin egen haand. De kostbare Trophea som han ved denne leylighed erholdt findes endnu forvarede paa det Kongl. konst-kammer udi Kiøbenhavn.

De tvende General-søe-Commissarier Hieronimo Contarini og Francesco Morosini gave ham da skrifteligen det vidnesbyrd, at blant alle heldte, som da figtede for Christendommen, han var den største, ja de lignede ham formedelst hans hurtighed ved en fugl i luften, og er der af, maaskee maaskee] maaskee] maask ee A1 maaskee] maask ee A1 , kommet det navn Adler eller Adelar, som er bleven ham gived. Jo meer hans navn voxede til, jo større begiærlighed lod han see at udbrede det end mere. Saaledes da han efter slaget blev skikked hen at beleyre Dardanellerne, som ere nøglerne til Constantinopel, sloges han adskillige gange med de Tyrkiske skibe, dreve dem paa flugten, og forfuldte dem ind udi deres befæstede havne, og, da den Christne flode var udi stor elendighed for mangel paa vand, effterdi Tyrkerne allevegne besatte strandbredder|444ne for at hindre de christne at hente saadan forfriskning, banede han sig med stor fare vej til de steder hvor der var vand og forfriskede den hele flode. Det vilde blive for vitløftigt at opregne alle denne store mands bedrifter, hvilke bragte ham udi saadan anseelse, at, hvor han kom, blev han forfuldt af allmuen, der udøsede velsignelser over ham; Og adskillige nationer, sær Spanier, Genueser og Hollændere søgte med store løfter at bringe ham udi deres tieneste. Hertugen af Modena berømmede hans heldte-gierninger udi et latinsk vers. Hvor høyt den Venetianske Republik ansaae hans tienester, kand sees deraf, at den begavede ham 3 gange med guldkieder, giorde ham til General Amiral Lieutenant, item til Ridder af St. Marco, og gav ham en dobbelt aarlig pension, hvor af den sidste skulde forplantes paa hans børne-børn: Men efterkommerne udi Regieringen have siden glemt de gamle velgierninger, over hvilket hans søn Hr. Geheime Raad Adeler har ofte besværget sig, og besynderligen, da Hans Sønner for nogle aar siden reisede til Italien, have anholdet om samme pensions betalning, men ere bleven afvisede med udflugter og undskyldninger. Men at komme til Amiralen igien, da han Anno 1663 var formedelst nogle forrettningers skyld kommen til Holland, og Kong Friderik den 3 fik kundskab derom, lod han ham tilbyde tieneste udi Dannemark, hvilken denne store Mand af kierlighed til sit fæderne land med Glæde modtog, og blev af en Venetiansk General Amiral Lieutenant General Amiral udi Dannemark. Endelig døde han, som sagt er, under Høyl. Ihukommelse Christiano 5 udi begyndelsen af den Skaanske krig, da man forhaabede at see store ting af ham udvirkede. Dette maa være nok talt om denne berømmelige søe-helt. Nu vil jeg begive mig til historien igien. Efterat Kongen af Dannemark nu havde erobred Damgarten, og forfuldt de Svenske til Straalsund, gik han tilbage igien, og begav sig med sin hele magt igiennem Rostok lige for Vismar, hans leyr bestod udi 18000. mænd.

Vismars beskrivelseDen stad Vismar er en Hansestad udi Meklenborg 7 tydske mile fra Lybek, siges at være funderet af Wismario den 12 Konge udi Venden. Den har en navnkundig stor og sikker havn, ja fast den beqvemmeste udi heele øster-søen, er holden for fast u-overvindelig formedelst dens moratz, det sterke udenverk, hvilket af indbygger|445ne gemeenligen bliver kaldet det ny verk, samt den nye anlagde fortification; Udi den Vestphalske fred blev den given til Sverriges krone, hvor under den siden har været.

Saa snart Hans Majst. kom for denne vigtige stad, bleve løbe graverne aabnede, og adskillige batterier opkastede, hvor af de skiøde paa staden, to skantzer bleve og op kastede paa begge siderne af vandet, hvor over blev lagt en kiæde, for at afskiære de beleyrede all tilførsel. De Danske beleyre Vismar.Paa den siette dag efter staden var beleyret, nemlig den 10 Nov. kom Hendes Majt. fra Dannemark over Lybek til leyren, hvor hun blev hilset med stykkerne. Den 15 blev det Svenske Orlogsskib Falken, som laae for Staden, erobret; Der udi fandtes 642. baads-folk og 36 stykker mestendeels metall. Der paa fuldte den Skantzes erobring, kaldet Valfisk, hvilken forliis giorde de Svenske stor afbrek; thi de havde ved samme skantzes hielp kunnet føre undsætning til vands fra Straalsund. Derefter giorde de Danske anstalt til storm, hvilken blev forhindret adskillige gange, nu formedelst det slemme veyr, nu formedelst tidender om Græv KønigsmarksKønigsmarks]Kønigsmarks] A2, Konigsmarks A1 Kønigsmarks] A2, Konigsmarks A1 ankomst, hvilken med nogle 1000 ryttere og dragoner rykte udaf Straalsund, for at undsætte Vismar; Men, saasnart han fik at høre, at General Arensdorph kom ham i møde, begav han sig til Straalsund igien. Erobre denErobre den]Erobre den] Erobre-den A1, Erobrer den A2; Erobre den SS Erobre den] Erobre-den A1, Erobrer den A2; Erobre den SS . Endelig efter at de Danske havde giort sig mestere over det nye verk, mistede de beleyrede modet, og overgave staden med accord den 24 Decembr. Den 26 giorde Hs. Majt. indtog udi staden, og blev modtagen af Magistraten og Borgerskabet, hvilke geleydede Hs. Maj. til kirken, hvor der blev holden en taksigelses-prædiken paa Dansk af Kongens Hof-prædikant, og derpaa *Te Deum siunget.

Samme dag Wismar var erobret, attaqverede General Arensdorf Rebnitz, hvorudi Kønigsmark havde lagt en Svensk besættning, og det saa heftigt, at den maatte give sig paa naade og unaade. En stor deel af de fangne soldater bleve førte til Hans Majt. til Wismar; Høystbemelte Hans Majt. satt General Major Walter til Gouverneur udi Vismar, og lagde 5. Regimenter til besætning derudi, hvorpaa han tillige med Dronningen gik den 1. Januarii 1676. til Kiøbenhavn, og da havde denne campagne en ende.

1676.Da Hans Majt. efter saadan lykkelig campagne var kommen |446til Kiøbenhavn igien, rystede han sig af all magt til mod forestaaende vaar, og bragte i kort tid en stor magt baade til lands og vands paa beenene, og arbeydede han besynderlig paa floden, at den kunde blive færdig at gaae i søen udi April maaned en 3. deel sterkere end forleden aar. Paa samme tid skeede den bekiendte Cantzler Griffenfelds fald, over hvilket alle Europæiske hoffe, som denne store Minister var i stor anseelse hos, aabnede øyene. Denne mand, som var en Vinhandlers søn, og heedte Peder Schumacher, havde ved sin lærdom og store forstand saaledes recommenderet sig, at han med en uhørlig hastighed avancerede fra et æres trin til et andet, og endelig Anno 1673. blev foretrokken alle andre geheime Raader og giort til Store-Cantzler og Græve. Udi denne høye stand maintenerede han sig med største myndighed til det aar 1676. og var hos fremmede Potentater udi saadan anseelse, at Churførsten af Brandenborg tilbød ham en stor Province til lehn, som Pufendorf bevidner udi hans Brandenborgske historie; Samme historie-skriver fortæller vitløftig aarsagen til hans fald, dog andre have anden meening derom, og saasom udi saadan delicat sag det ikke uden dem er tilladt at raisonnere, der med authentiqve bevisligheder kand bestyrke, hvad de sige, vil jeg lade staae ved sit værd, hvad fremmede skribentere have giætted eller den almindelige tradition derom er, og ikkun historice fortælle, hvorledes han blev dømt fra livet, og med fængsel igien benaadet. Hans Majt. efter at han af nogle breve havde faaet kundskab om nogle vigtige sager, lod han om natten fodre til sig General Lieutenant Arensdorff med adskillige andre fornemme Herrer, og efter at han havde aabenbaret dem den heele handel, gav ordre, at de skulde arrestere Cantzlerens Svoger Borgemester Fog, og det udi saadan stilhed, at Cantzleren skulde ikke bekomme ringeste kundskab derom, hvilket ogsaa blev efterlevet.

Herpaa begav sig Cantzleren efter sædvane om morgenen tilig til slottet. Griffenfeld bliver arrestered.Da han var kommen derhen, blev han mødt af General Lieutenant Arensdorff, hvilken efter aflagde hilsen spurde, hvor Hans Excellence agtede sig hen? Da Cantzleren svarede, til Hans Majt. lod General Lieutenanten ham vide, at han efter Kongens ordre maatte begive sig til Bibliotheket, hvor han strax forføyede sig, og blev overleveret til Hr. Rosenkrantz.

|447Den 26. Martii blev ham fratagen hans kaarde, og det blaa Ridderbaand, og dagen derefter alle hans penge, hvilke beløbede beløbede] beløbede] beløbe de A1 beløbede] beløbe de A1 sig til mange tønder guld, og bleve bragte til Cancelliet. Den 24. April blev han første gang anklagen af Fiscalen. Efter giorde inqvisition og examen blev ham tilstedt skrifteligen at forsvare sig; Men, saasom det var fornødent at forsyne denne høye bestilling med en beqvem person, blev Hr. Græv Friderik von Ahlefeld udvalt i hans sted til Gros-Cantzler.

Den fangne Cantzlers moder giorde vel adskillige knæfald for Hans Majt. og bad ikke om sin søns liv, men at hans vaaben udi kirkerne maatte blive ubeskæmmede, dog kunde hun derudi intet formaae.

Udi Majo gav den fangne et skrifteligt svar paa sinesine]sine] A2, sin A1 sine] A2, sin A1 anklagelser, anklagelser,] anklagelser,] anklagelser. A1 anklagelser,] anklagelser. A1 hvorpaa han fik at vide, at han endda eengang skulle examineres, og naar han atter igien havde svaret derpaa, skulde der følge sententz. Efter lang overveyelse fik han endelig af Retten sin dom paa saadan maade; at, eftersom han af ufeylbar vidne, sine egne skrifter, og egen bekiendelser var overbeviist, at have begaaet gruelige og forskrækkelige misgierninger, nemlig *Concussionis Perjurii, Simoniæ & Perduellionis, da med liv, ære og gods udi Hans Kongl. Majts. høyeste unaade retmeßig at blive dømt, saaledes at han skal blive nedstøt fra sin Grævelige stand, all anden ære, værdighed og anseelse, hvilket altsammen han selv har giort sig uværdig til, og hans Grævelige navn gandske at udrøddes og udslettes, vaaben, skiold og hielm at sønderbrydes, hans Grævedom, gods og all formue confisqveres, Bliver dømt fra liv og ære.og skal bemeldte Græve Griffenfeld, nu Peder Schumacher for sin person blive overleveret skarp-retteren, at han ham skal henrette.

Efter afsagde dom blev ham af General Adjutant Skak tilkiende givet, at han skulde berede sig til døden, efterdi den 11. Junii var berammet til executionen. Han beredde sig herpaa uforskrækt, lod tvende præste komme til sig, og blev dagen tilforn deelagtig giort udi |448den hellige nadvere. Paa hvilken dag slots-fogeden tog hans vaaben af kirken, og bragte dem paa Castelled, om aftenen blev der ført et sort død-klæde til Castelled, og om morgenen fuldte kisten, som uden til var overtrækt med bay, inden til med hvit Kartun.

Paa gulvet blev lagt et sort klæde, paa hvilket han u-forfærdet traadde, og beredde sig at døe. I det han nu selv opbandt sit haar, blev hans vaaben af skarp-retteren sønderbrudet, og derhos udraabt: Dette skeer ikke omsonst, men efter fortiente løn! Hvorpaa han svarede uden alteration: Kongen har gived mig dem, han har ogsaa taget dem bort fra mig igien. Derefter faldt han paa sine knæ, bad GUd om sine synders forladelse, og formanede skarp-retteren, han skulde ikke bekymre sig, han vilde holde sit hoved stift nok. Bliver benaadet med evigt fængsel.Da han nu havde endet sin bøn, og givet tegn til skarp-retteren, at han skulde hugge hans hoved af, og reyst sit hoved op i veyret; raabte General Adjutanten: Holt inde, Hans Majt. har af naade skienket ham sit liv? Efter at ham saaledes med alles forundring livet var skænket, og han havde betakked Kongen for beviste naade, blev han ført til ævigt fængsel og satt paa Munkeholmen ved Trundhiem, hvor han sadd til det aar 1699. da han fik frihed at komme til Trundhiem, hvor han døde strax derefter.

Medens denne allarm varede, gik krigs-rustningen af all magt for sig, og havde Hans Majt. beslutted med en sterk krigshær at besøge Skaane, en herlig perle, som af Arilds tid har tilhørt, og ziret den Danske krone, og paa det saadant vigtigt anslag kunde med god fremgang stilles udi verk, besluttede Hans Majt. til nestkommende aar at agere der selv med sine beste tropper; Men, saasom dette tog gik ikke for sig, førend mit paa sommeren, vil jeg først opregne hvad merkværdigt tildrog sig imidlertid. Efter den alliance, som var slutted med Holland, skulde skikkes skibe ud til Danmark, hvilke under anførsel af Amiral Tromp arriverede in Julio. Floden løber i søen.Imidlertid laae den Svenske flode ikke stille; Thi den 11. April løbe 9. orlog skibe ud, hvoraf de 2. geraadede paa grund grund] grund] grnnd A1 grund] grnnd A1 ved Dragøe, men bleve bragte tilbage igien den 13. Den 12. af samme maaned løbe to andre ud fra Kiøbenhavn, og conjungerede sig med de forrige. Den 16. lode 8. skibe sig see for Rygen, udi forsætt at sætte folk i land |449der, hvilket ogsaa skeede; Men med slet fremgang; Thi de folk, som komme paa land, fandte større modstand end de tænkte, og maatte over hals og hoved retirere sig til skibene igien. Kort derefter lod floden sig see ved Bornholm, og ved samme tid blev var to Svenske orlog skibe, af hvilke det eene heed *Constantia, og førdte 48. stykker, det andet Kiærlighed, og førdte 32. Begge disse skibe faldte udi de Danskes hænder, dog det første var anstukket af de Svenske selv, og lit uden de fleeste stykker bleve reddede.

Efter denne fordeel begav floden sig til Gulland, udi forsæt at giøre sig mester over samme øe. Den 8. May arriverede den derhen, og faa dage derefter bemægtigede sig den heele øe; omstændighederne ere korteligen disse:

de Danske erobre Gulland.Den 8. May mod aftenen kom Amiral Niels Juul med 18. orlogs skibe samt andre smaae fartøy til øen, og lagde sig derfor, ventende paa et got tal andre skibe under General Amiral Tromp, som Hans Majt. havde betroet den heele flode til. Om natten laae floden gandske stille, men om morgenen løbe 6. af de største skibe ind udi havnen, og hilsede med deres Canoner den Svenske Gouverneur Græv Gabriel Oxenstierna saaledes, at han strax med de folk, han havde skrabet sammen, for at giøre modstand, maatte begive sig paa flugten, og salvere sig udi den stad Visby. Af denne flugt toge de Danske leylighed at sætte en god hob folk i land, og, om endskiønt det Svenske rytterie, som havde retireret sig til skoven, og sat sig for der at giøre modstand, var det dog forgieves; Thi de Danske gave saa sterk ild paa dem, at de i en kort tid bleve adspredde, og maatte tage den korteste vey de kunde. Derpaa komme de Danske for Wisby stad og slot. Borgemesterne og de fornemste borgere ginge strax imod dem, men hvad som indfødde Svenske vare, begave dem med deres gods paa slottet, hvor udi var en Tydsk Commendant, som for de Danskes ankomst havde talet store ord, at han vilde forsvare slottet saalænge han havde een mand, men befandtes nu ikke saa behiærtet, som han havde rosed sig af. Den 11 spillede de Danske saaledes med deres Canoner af de 3 skibe Gyldenløve, Delmenhorst og Humern paa slottet, at de beleyrede begynte mod middagen at capitulere, og begiære, de maatte begive sig med deres |450gods hvor hen de vilde, hvilket efter nogen betænkning blev dem tilstedet. Der paa bleve de Danske indlatte udi samme fæstning mod aftenen, og saaledes giorde sig Mestere over den hele øe udi 3 dage.

Kort beskrivelse over Gulland.Denne øe omtrent 10 mile lang og 6 bred blev i den u-lykkelige krig, Christianus 4 førte med Christina, given til Sverrige udi den Bromsebroiske fred; den er rig og frugtbar paa victualier, staden Visby er stor i begreb, men lit bebygt, slottet ligger imellem staden og en klippe, og er vel befæstiget. Alle maa forundre sig der over, at de Danske kunde i 3 dage bemægtige sig den heele øe. Græve Oxenstierna kom der over i u-naade.

Amiral Juel lagde der paa 530 mænd ind udi fæstningen, giorde Major Bilemberg til Commendant der over, og forskrev saa vel geistlige som verdslige til Visby at aflægge deres troeskabs eed, hvilke med u-sædvanlig glæde komme did hen, og lovede at aßistere Hans Majt. af Dannemark, som een mand, til hvilken ende de ogsaa begiærede, at dem maatte gives gevær, i fald de skulde anfaldes af de Svenske igien.

Paa samme tid arriverede General Amiral Tromp efter udstanden haard storm lykkeligen til Kiøbenhavn, hvor han med stor æres-bevisning blev modtagen. Samme Amiral skulde, effter at han havde aflagt sin troskabs eed til Kongen af Dannemark, commandere det skiønne skib kaldet Christianus 5, som førdte 90 metal stykker, og nu laae færdig tillige med andre skibe at gaae udi søen.

Midlertid fik de Svenske tidender om Gullands forliis, hvilket foraarsagede ikke liden bekymringbekymring]bekymring] A2, bekymringe A1; bekymringe SS bekymring] A2, bekymringe A1; bekymringe SS , og saasom de frygtede, Rygen vilde gaae samme vey, giorde de der all muelig anstalt til modstand, og at holde de Danske fra øen. En mægtig flode, bestaaende af 60. skibe, gik ogsaa udi søen, og kom den 5 Junii mod Bornholm, hvor den Danske flode af 27 skibe under Amiral Juel befandt sig ogsaa, og som de andre Danske og Hollandske skibe under General Amiral Tromp vare ikke endda komne udi søen, søgte Amiral Juul af all magt at undgaae en hovet-træfning med de Svenske, men forgieves; Thi den heele Svenske flode sat heftig ind paa de Danske, hvilke, saasom de fandte sig for svage at modstaae saadan magt, canonerede ikkun langt fra mod fienden, og efter at samme skyden hav|451de vared fra 5 om aftenen indtil 11, retirerede sig udi god orden. SøeslagSøeslag]Søeslag] Søe slag A1 Søeslag] Søe slag A1 mellem Amiral Juuls Esqvadre og den store Svenske flode.Anden dagen tilig lavede begge floderne sig til igien, og fyrede sterkt paa hinanden, effter at træfningen havde vared nogen stund, tog hver flode sin vey, og den Danske kom uden skade til Kiøge; der blev alleneste sauned hen ved 50 mænd, men ikke et eeneste skib hverken lidet eller stort, da derimod de Svenske, i hvor vel sterkere, havde lidet langt større skade, og mistet en galliot paa 10 stykker, hvilken de Danske satte udi brand uden forliis af en eneste mand. Denne træfning var sandelig berømmelig for de Danske, effterdi fienden var meere end eengang saa sterk, og dog med største forliis gik derfra.

Da dette blev spurt til Kiøbenhavn, fik General Amiral Tromp ordre at begive sig strax udi søen, han gik imod aftenen under Seyl med 9 store orlogs-skibe, af hvilke det ringeste førte 50 stykker, og, efter at han havde conjungeret sig lykkelig med Juuls flode, resolverede han at opsøge de Svenske, og levere dem et slag uden at bie efter Vice-Amiral Evertsen, som med nogle Hollandske skibe var i vente.

Den Svenske flode under Gen. Amiral Kreutz Kreutz] Kreutz] kreutz A1 Kreutz] kreutz A1 bliver totaliter slagen ved Øeland.Den 9 udi samme maaned fik man den Svenske flode udi sigte, og den 11 kom det til en træfning, hvor udi de Svenske bleve effter en haard figtning totaliter slagen; nogle skibe bleve ruinerede udi slaget, andre tagne, andre strandede, og finder jeg tallet paa de forlorne skibe at have beløbet sig til 12, blant hvilke de fornemste vare: 1. Det overmaade store skib Kronen, som førte 130, nogle siger 150 metal-stykker, der paa var General Amiral Kreutz med hen ved 1000 mænd, som efter Rigets Amiral Steenbuk havde faaet commando over floden; Bemeldte skib da det vilde vende sig for hastig, faldt det paa den ene side, og sprang i luften af sit eget krud. 2. Det Capital-skib kaldet Rigets Sværd, førende 96 stykker, og imod 800 mænd under den berømte Amiral Ugla: Samme skib, da det strøg sine seyl, og begiærede qvarteer af Amiral Tromp, blev det anstukket af et brandskib, og lagt i aske tillige med de fleeste folk, som vare derpaa.

Formedelst denne herlige victorie blev siunget Te Deum udi alle kirkerne til Kiøbenhavn, hvor Amiral Tromp arriverede med den heele Danske flode den 1 Julii, og tracterede samme dag Hans Maj. paa sit underhavende skib Christ. 5.

|452Stade udi Bremen erobres. Medens floden giorde saadan herlig fremgang, var den vigtige stad Stade udi Bremen beleyret af de Danske og andre allierede. Samme stad blev berendet mit udi Martii maanet, og holdt sig til den 8 Augusti. Midlertid arbeydede de Svenske af all magt paa at undsætte den baade til lands og vands, men forgiæves, eftersom de Danske vare mestere udi søen, hvorfor den Svenske Gouverneur Henrik Horn, endelig formedelst mangel af victualier capitulerede, og overgav med accord denne vigtige stad til samtlige allierede den 12. Samme beleyring varede vel længe, men kostede de allierede dog ikkun gandske lidet, eftersom de vidste, de Svenske havde ikkun faae levnets midler, og derfor søgte meest at hungre dem ud.

Præparatorier til en landgang paa SkaaneDen herlige victorie, floden havde bekommet under General Amiral Tromp, som der paa bekom Grævelig titul og Elephant-ordenen, befodrede ikke lidet Hs. Maj. forsæt at giøre en landgang paa Skaane. De høye Generals Personer, saa vel som andre officerer og soldater vare saaledes opmuntrede af den store fremgang, de Danske vaaben havde haft, at de med brændende attraae begiærede under Hans Kongl. Majsts. anførsel, der søgte at igien bekomme de forliiste Provincier, saasom rette lemmer af det Danske Rige, og forene dem med Danmark igien, at gaae fienden under øyene.

Til dette høy-vigtige verk at fuldføre munstrede Hs. Kongl. M. adskillige gange sin krigshær ved Helsingør, lod der sammen føre Artillerie, munition, og andet, som var fornødent for en krigshær, og lod bestille en stor mængde skibe, som skulde overføre armeen til Skaane, og paa det saadan mængde des sikrere kunde giøre landgang, blev Amiral Tromp affærdiget med floden, for at facilitere og befodre dem.

Saa snart Tromp med sine underhavende skibe var kommen til de Skaanske kyster, hvor den lille stad Ydstæd ligger, affærdigede han den 6 Julii en trompeter til bemelte Stad at fodre den efter krigs maneer, men, som den Svenske Commendant afspisede ham ikkun med en compliment, giorde Amiralen anstalt at angribe staden med magt, og til den ende lod sætte udi land 3 a 4000 soldater og matrodser, hvilket de Svenske arbeydede paa af all magt at forhindre, i det de med 700 ryttere og 200 fodfolk gik de Danske imod, men de bleve efter en haard modstand og 150 mænds forliis tvungne |453at begive sig paa flugten, hvor ved de Danske bekomme leylighed uden hinder at gaae løs paa staden. Der efter gav Amiralen ordre at angribe Skantzen paa begge sider; I det samme komme adskillige baadsmænd, og qvinder af staden, og berettede, at guarnisonen havde forlat den, hvor over de Danske uden forhaling rykte strax ind udi skantzen, hvor de bleve modtagne med stor glæde af indbyggerne, som gratulerede sig, at de vare komne under den Danske regiering igien. Udi Kiøbenhavn havde man imidlertid nok at bestille med at udskibe armeen, samt hvad som der til hørte. Floden, som dertil blev udrustet, bestod af 11 orlogs skibe og af 5 a 600 smaa fartøy, hvor paa var en armee af 16000 mænd under commando af den tappere helt Førsten af Holsteen Pløen.

Landgang mellem Helsingborg og Lands-Krone.Da nu alting var tillavet, fik Hans Majt. de angenemme tidender af Amiral Tromp, at han havde sat sine folk lykkelig i land paa Skaane, hvorudover floden gik ud samme aften, og kom den 9. Julii under de Skaanske kuster mellem Helsingborg og Lands-Krone, der blev den heele armee sat i land uden nogen forliis, efterdi den fandt ingen fiende for sig, uden nogle faa ryttere, hvilke strax toge den nærmeste vey, de vidste. Den Danske krigshær bemægtiger sig Helsingborg.Derpaa affærdigede Hans Majt. nogle faae regimenter til Helsingborg at giøre en begyndelse til samme byes beleyring. Saasnart som den Svenske Oberst-Lieutenant fik dette at vide, retirerede han sig med 250. mænd til fæstningen, recommenderende staden til borgerne at forsvare den, saa længe, som de kunde mod de Danske. Men borgerne fornumme vel, at de vare for svage til at giøre nogen modstand, og derfore affærdigede borgemesteren Philskrone til at overlevere stadens nøgle til Kongen af Danmark. Herpaa besatte de Danske staden, og angrebe fæstningen med saadan force, at den maatte give sig paa naade og unaade om natten mellem den 13. og 14.

Den Svenske hoved-armee, hvorved Kongen havde opholdet sig en lang tid, da den fik kundskab om de Danskes landgang og Helsingborgs forliis,forliis,]forliis,] A2, forliis. A1 forliis,] A2, forliis. A1 begav den sig nærmere til Christianstad, og lod afskiære broen ved Marienborg, paa det den ey skulde overfaldes af de Danske.

Beleyrer Landskrone.Da Kong Christian det fornam, satt han sig for ey at forsømme den fordeel, og derfor gik d. 15. Julii med sin gandske armee for Lands-|454Krone og beleyrede samme stad. Efterfølgende dag bleve løbegraverneløbegraverne]]løbegraverne]] A2, løvegraverne A1; løvegraverne SS løbegraverne] A2, løvegraverne A1; løvegraverne SS aabnede, og dermed saa ivrig fortfaret, at man udi en hast formedelst det opreyste batterie var i stand at beskyde byen. Den 20. Julii giorde den Svenske Gouverneur Oberste Lindenberg med 800. mænd et heftigt udfald om natten, og drev de Danske, som laae ved palisaderne med temmelig forliis tilbage; Men, som de udi rette tid fik undsætning, falt de an med saadan iver, at de ikke alleneste dreve de Svenske tilbage igien, men endogsaa kom tillige med dem ind paa stads-volden, og efter en haard træfning bemægtigede sig staden. De Danske mistede udi denne træfning 200. mænd, blant hvilke var den brave General Lieutenant Niels Rosenkrantz. Efter stadens erobring giorde Hans Majt. anstalt til at angribe fæstningen, hvilken den Svenske Commendant Lindenberg forsvarede længe med stor tapperhed, og vilde ikke høre om nogen accord, saasom han stolede paa fæstningens skiønne fortification. Erobrer den.Endelig, da de Danske giorde sig færdig den 8. Augusti til en general storm, begyndte den Svenske Commendant at lade modet falde, og i en hast affærdigede en trompeter at anholde om et fordrag, hvilket blev besluttet den 13. og strax derpaa toge de Danske fæstningen udi possession, hvorudi de fandt 80. centener krud, 120. stykker, hvor iblandt 43. metal, og en god qvantitet krigs munition.

Cristianstad beleyres.Den 16. dito brød den heele Danske armee op, og tog sin marche lige til Christianstad. Saasnart den Svenske Konge fik tidender om denne marche, lod han kaste 1000. mænd ind udi Christianstad til besætning, og retirerede sig strax derpaa med sin heele armee længere ind i landet, hvorover de Danske fik leylighed at beleyre Christiansstad, hvilken formedelst dens befæstning og de moratzer, der ligger omkring, holtes hart ad for u-overvindelig. Den kaldes Christianstad af den priisværdige Konge Christiano 4. som funderede den; u-anseet denne stads styrke og vigtighed, satt Hans Majt. sig dog for at forsøge en storm, medens veyret var got, og moratzen om staden ey var saa blød. Til den ende bleve de 3. Oberster Cicignon, Lutzow og Skønfeld commanderede med 1500. mand at angribe staden paa 3. steder; hvilket ogsaa lykkeligen gik for sig; indtages med storm.Thi efter nogle faa timers træfning brøde de ind udi staden, og giorde sig fuldkommeligen mestere derover; omtrent 500. Svenske bleve nedsablede; |455De andre, som raabte om qvarteer tillige med Commendanten bleve pardonerede. Udi denne storm bleve saunede paa de Danskes side Oberste Alefeld, Major Fuchs, to Capitainer, samt 100. gemeene.

Over denne u-gemeene fremgang, de Danske havde baade til lands og vands, geraadede Sverrige udi største forvirrelse; Thi man befrygtede, at de Danske udi kort tid skulde trænge sig ind udi udi] udi] ndi A1 udi] ndi A1 kiernen af Sverrige. Slet tilstand udi Sverrig.Rigets Cantzler Magnus de la Gardie, som havde raadet Kongen at antage fransk partie, turde da ikke komme til Stokholm, at han ikke skulde falde udi den gemeene mands hænder; en stor deel officerer, besynderlig de, der havde været med udi søeslaget, bleve, som gemeenligen gaar til, naar man er ulykkelig, beskyldte, at de ikke havde figtet, som de burde, og 10. Capitainer maatte derfor beklædde galgen til Stokholm. Amiral Steenbuk blev ogsaa udi Augusti maaned berøved sin værdighed, og blev dømt til at betale all den omkostning, som var anvendt paa flodens udrustning 1674. hvilken beløb sig til 230000. Rigsdaler.

Hidindtil havde de Danske været overmaade lykkelige og alting var gaaet efter ønske, men nu begyndte deres soel at lide en liden formørkelse, og deres seyervindings lob nogenledes at hindres formedelst den ulykkelige, hvorvel glorieuse action ved Halmstad, hvilken tildrog sig saaledes: Hans Majt. af Danmark havde sendt General Major *Dunkam med omtrent 1000. ryttere og det Fynske regiment til Halmsted at assistere Oberst Trop, som med et regiment dragoner var sendt did hen tilforn. Da Kongen af Sverrige fik kundskab derom, besluttede han at overfalde bemeldte tropper, medens Kong Christian med hovet armeen laae for Christianstad; Til den ende skikkede han General Aschenberg med 8000. mænd til Halmsted med ordre at attaqvere de Danske, som laae for bemeldte stad.

Saasnart Kongen af Danmark fik tidender om denne Svenske marche, lod han advare General Major Dunkam ved en express, at han skulde see sig vel for, og, i fald fienden var ham for sterk, at retirere sig udi tide til Laholm, hvilket General Majoren tragtede at efterleve, og brød op med sine tropper: Men han havde neppe marchered 2. miile, førend den Svenske General Aschenberg kom ham saa nær paa livet, at han kunde ikke undgaae en træfning. Nu var |456derfor intet bedre raad end at stille sig udi orden til en tapper modstand.

De Danske lider skade ved Halmsted.Efter at figtningen havde varet udi halv-anden time, fik omsider den sterkeste overhaand, og blev det Fynske regiment under Oberste Rosencrantz mestendeel nedsablet, eftersom de Svenske raabte indbyrdes til hinanden ikke at give nogen indfød Dansk qvarteer; Med Dragonerne gik det ikke bedre formedelst fiendens mængde, blant hvilke blev slagen den overmaade sterke og tappere helt Oberst Lutzow, efter at han havde omkommet 17. Svenske med sin egen haand. Med rytteriet gik det noget lideligere til; Thi, omtrent 300. af dem komme uskadde til Helsingborg. Resten af det heele corpo blev enten slagen eller fangen. De fornemste fanger vare General Major Dunkam og Oberste Trop. Da Kong Christian fik tidender om dette nederlag, hastede han mod fienden udi tanke, at faae den til at deele byttet med sig, men den havde retireret sig over hals og hoved, og var ingensteds at treffe, hvorfor Hans Majt. denne gang maatte staae fra sit forsæt.

Midlertid havde General Amiral Tromp sat alting udi en god defensions stand til Ysted, og begived sig med de fleeste skibe til de Pomerske kuster, for at favorisere de allieredes anslag, og at giøre et forsøg paa Rygen. Over den Danske flodes ankomst til de Pomerske græntzer bleve de Svenske heel bestyrtzede, og, saasom de frygtede, det skulde giælde Rygen, begav den Svenske Felt-Marskalk Græv Kønigsmark sig med 3000. mænd fra det faste land til samme øe, og bragte det heele land udi gevær, hvorved Amiralens anslag blev frugtesløs, hvilken vendte sig med floden til Blegind, og der bemægtigede sig Christianopel, som ligger udi enden af samme landskab, og bragte staden udi saadan stand, at den kunde udstaae en beleyring. Men som tiden begyndte at forløbe og de Hollandske auxiliar-tropper begyndte at skille sig fra de andre, og seylede derefter med Vice-Amiral Eversten til Nederlandene igien, gik Amiral Tromp med floden til Kiøbenhavn, krigshærn udi Skaane begav sig ogsaa udi vinter-qvarteer.

Bedrifter udi NorgeSaa heftig som krigen blev fortsat udi Skaane mod de Svenske, saa skarp gik den ogsaa for sig udi Norge, hvor Hans Høy Excellence Hr. Ulrik Friderik Gyldenløve med sine underhavende |457Norske tropper udi Junio marcherede mod den stad Vennersborg, som ligger ved det store vand Venner, Vennersborg erobres.og efter at han havde drevet de Svenske, som vilde disputere ham passen, fra deres fordeelagtige poster, kom omsider for bemeldte stad, og lod den efter krigs-maneer opfodre, hvilket den Svenske Commendant veyrede sig for i begyndelsen, men omsider blev tvungen at overgive sig med sin heele gvarnison, ved denne stads og fæstnings erobring blev indbyggerne udi Gottenborg en stor deel afskaaren af deres handel, og den gandske Wennersøe holdt udi tømme.

Hans Høy-Excellence forfuldte sin lykke videre, og slog de Svenske mellem Bahuus og Gottenborg, nedsablede nogle 100. og tog nogle 100. fangne, hvilke han tillige med 8. faner og 4. standarder sendte Kongen, rykte derefter for Gottenborg, hvorudi laae en gvarnison af 1500. soldater, og, som han samme tid fik tidender om et Svensk corpo, som bestod af 5000 soldater, affærdigede han strax General Major Løvenhielm med nogle Tropper at tage imod dem, hvilket han ogsaa lykkeligen forrettede. Gottenborg Beleyres forgiæves.Her paa giorde Hans Høye Excellence sig mester over den øe Hising, og giorde all fornøden anstalt til Gottenborgs beleyring. Til at befodre dette høyvigtige anslag, blev Amiral Marcus Rothsteen sendt der hen med 6 gode orlogs-skibe, for at angribe staden til vands, medens Hans Høye Excellentz beængstigede den til lands. Ved hans ankomst rykte Hr. Gyldenløve med sin heele magt for staden, og beleyrede den formaliter.

Men Amiral Rothsteen, som han fornam at nogle Svenske skibe, som længe havde ligget udi Engeland, nærmede sig til Gottenborg, for at conjungere sig med de skibe, som der laae, begav han sig derfra, og gik med sine underhavende skibe lige til Kiøbenhavn. Med dette var Hans Majst. ikke vel til freds, men gav ordre til Amiralen, at han strax skulde begive sig til Gottenborg igien, for at hindre de fiendlige skibes conjunction, men saasom han holdt sig for længe oppe, fik ey allene de Svenske skibe tid til at conjungere sig, men krydsede udi Categat. Og, som en stor hob Norske skuder, ladne med brænde, korn og anden fornødenhed til Statholderens leyer, der udover af de Svenske bleve bortsnappede, fandt Hans Høy Excellence sig tvungen at ophæve beleyringen, og re|458tirere sig tilbage igien, hvor ved blev til intet giort den forhaabning, at ved denne vigtige stads erobring stads erobring] stads erobring] stads-erobring A1 A2; stads erobring SS stads erobring] stads-erobring A1 A2; stads erobring SS en passage skulde aabnes fra Norge til Skaane, effterdi Gottenborg og Halmstad ere ikke 12 svenske mile fra hinanden.

Hans Majst. sendte der efter Oberste Lieutenant Wibe, som havde været Søe-Capitaine udi Hollandsk tieneste, til Gottenborg med en sterk esqvadre, hvor hen han arriverede den 26 Augusti; Hans Høy Excellence Statholderen vendte sig imidlertid til Bahuus. Udi marchen kom meget lykkeligen Oberste Hvitfeld udi træfning med 3 Svenske Regimenter, hvilke vare gangne fra Baahuus for at giøre de Danske en diversion; Disse bleve totaliter slagne, og mestendeels enten bleve paa valsteden eller fangne; Den Svenske Oberste Gyldenspitz blev udi samme action haardt blesseret.

FelttogedFelttoged]Felttoged] Feltoged A1 A2; Feltoged SS Felttoged] Feltoged A1 A2; Feltoged SS endes i Norge.Videre blev udi Norge formedelst den tilstundende vinter intet forrettet denne campagne campagne] campagne] eampagne A1 campagne] eampagne A1 , men Hans Høy Excellence begav sig efter kongelig befalning udi vinterqvarteer, efter at han havde sat ild paa og forlat Vennersborg, hvilken formedelst sit vitløftige begreb og slette fortification ikke kunde forsvares uden med en stor armee.

Nu syntes felt-operationerne dette aar at have en ende allevegne, og alle tropper vare lagde udi vinter-qvarteer; men de tvende faste stæder Halmsted og Malmøe bleve holdne bloqverede, eftersom man havde i sinde at beleyre dem første campagne. Hvorfor Hans Maj. saavel som Hs. Hr. Broder Printz Georg, og Ober-Felt-Marskalken Hertugen af Holsteen-Pløen begave sig til Kiøbenhavn, hvor fra han reyste til sit land igien. Hans retraite tilskriver Pufendorf en misforstand med Ober-Jægermester Hahn.

Eftersom Hs. Majest. paa samme tid fik kundskab om, hvor stor skade den Svenske Gvarnison udi Carlshavn øvede med deres udfald, sendte han Vice-Amiralen Jens Rothsteen med sine underhavende skibe, samt Oberste Steen Brahe der hen, at giøre sig mestere over samme fæstning, og derved befrie Blegind fra de Svenskes Herredom. de Danske erobrer Carlsh.Da nu Vice-Amiralen med sin magt var kommen til fæstningen, marcherede der og nogle Danske Tropper fra Christianstad og tillige berente Carlshavn. Efter at skibsfolkene nu vare satte udi land, Batterierne ferdige, og anstalt giort til storm, |459begyndte den Svenske Commendant mod forhaabning at capitulere, og med sin guarnison, som bestoed af 400 mænd, forlod fæstningen, og overgav den udi de Danskes hænder, hvilke der udi fandte god forraad, og derforuden bekomme til Bytte to ny opbygte defensions skibe, tillige med en capert og nogle 100 stykker.

Hs. Maj. gaar imod formodning til Skaane igien.Den 17 Octobr. Octobr.] Octobr.] Oetobr. A1 Octobr.] Oetobr. A1 begav Hans Maj. sig tillige med sin Hr. Broder Printz Jørgen imod alles forhaabning til Skaane igien, da man dog fuldkommeligen meente, at felttoget dette aar havde taget ende. Aarsagen dertil var, at Hans Mayst. havde faaet kundskab om Kong Carls forehavende, ikke alleneste at undsætte Malmøe, men endogsaa at overfalde de andre erobrede stæder. Da Hans Majt. nu kom til Skaane, lod han til hobe samle den heele armee af besætningerne, samt de fleeste tropper, som laae for Malmøe. Da de Svenske udi samme stad fik der over nogen lufft, begave de sig udaf fæstningen, og tvang Bønderne udi landet at føre dem en hob proviant udi Staden. Da de nu allerede havde bragt mod 500 tønder korn foruden andre varer til veye, fik de Danske kundskab derom, hvilke toge det altsammen fra dem, og derforuden bekomme adskillige fanger, blant hvilke 6 borgere af Malmøe. Derefter lode de Danske, for at hindre de Svenske at undsætte staden, nedbryde den store Gedingerbroe, og den igien berende af Oberste Schvanvedel.

kort beskrivelse over det blodige slag ved Lund udi Skaane.Den Svenske krigshær, under Hs. Maj. Kong Carls anførsel havde hidindtil ladet see liden lyst til at vove en træffning med de Danske, men, saasom den nu blev bestyrket af et sterkt corpo, som Græv Magnus de la Gardie bragte med sig, begyndte den at reyse hovedet i veyret, og søgte at levere de Danske et feltslag. Den 4. Decembr. fik man tidender om, at den Svenske armee var kommen over isen, og stod i fuldkommen slagtordning, hvorudover de Danske ogsaa stillede sig udi positur, og med stor fyrighed gik deres fiender udi møde. Ved Lund komme begge krigshærene sammen, da der fra morgenen indtil aftenen blev holden en heftig og blodig træfning, hvor udi over 8000 mænd bleve omkomne og fundne paa valsteden. Den Danske venstre fløy, som var anført, først af General Arensdorff, dernæst af General Major Sandberg, havde |460den u-lykke, at den i første anfald mistede de fornemste officerer, som enten bleve haardeligen saarede, eller omkomme; hvilket var aarsag, at den geraadede udi misorden, og blev fodfolket, som var forlat af rytterne allevegne omringet, og der over lidde temmelig skade. Imidlertid avancerede den Danske høyre fløy under General Lieutenant Friderich Arensdorf, og de tvende General Majorer Meerheim og Rantzov med stor umag over en dyb grav mod de Svenske, og i en kort tid bragte deres venstre fløy udi confusion. Udi denne action blev den Svenske garde moxen ruineret, samt deres dragoner, hvis faner og stykker af de Danske bleve erobrede. Over dette bleve de Svenske tvungne til at vige, og retirere sig til Lund, hvor til de Danske forfuldte dem, og udi flugten ruinerede adskillige fientlige Regimenter, og erobrede mange standarder og faner, samt to herpauker.

Da den Svenske høyre fløy nu fik kundskab om, at den venstre var slagen, hastede den af all magt til dens undsætning. Her udover fik den flygtige Svenske venstre fløy nyt mod og vendte sig igien mod den Danske høyre fløy, hvilken gik med saadan tapperhed løs paa de begge fiendtlige fløye, at den drev dem begge paa flugten og forfuldte dem til Lund.

Ved denne stad skede et stort nederlag paa begge sider, og continuerede træfningen med stor blods udgydelse indtil aftenen, saa længe bleve de Danske mestere udi felten. Endelig da alt krud og kugler var forskudt, passerede General Lieutenant Arensdorf over floden udi maaneskin udi god orden, men kunde ikke faae stykkerne over isen, af hvilke en stor deel blev nedsiunken. Udi denne blodige træfning tilskreve begge partierne sig victorien, og bliver der endnu disputeret meget der om, dog tilskrive de fleeste fordeelen til de Svenske, efterdi de efter slaget beholdte valpladsen. Hans Maj. lod imidlertid tillige med hans Hr. Broder Prinds Georg see stor tapperhed, og begav sig derhen, hvor træfningen var haardest, for at opmuntre soldaterne til at figte.

ende paa dette aars felttogfelttog]felttog] feltog A1 A2; feltog SS felttog] feltog A1 A2; feltog SS udi Skaane.Efter denne træfning begav Hs. Maj. sig d. 8. Decembr. med sin Hr. Broder fra Landskrone Landskrone] Landskrone] landskrone A1 Landskrone] landskrone A1 til Kiøbenhavn, hvor han med stor glæde blev modtagen, og ønsket til lykke. Den 12 bleve af Kongens Liv-gvarde med trompeters og herpaukers lyd indførte de fra |461Svensken erobrede faner, standarder og pauker, og ophængte udi tøyhuuset, og, saasom Hans Maj. nu saae, at man kunde ikke giøre de Svenske meere afbrek denne vinter, og at Malmøe var undsat, besluttede han at lade blive endeel af sine tropper i Skaane, til at besætte de erobrede stæder, og at resten skulde føres til Siælland udi vinter-qvarteer, hvilket ogsaa skeede.

Da de Svenske nu der over havde faaet luft udi Skaane, satte de sig fore, hvor vel udi koldeste vinter, at søge, om de kunde faae nogle af de forliiste stæder tilbage igien; Svensken tager igien Helsingborg, Christianopel og Carlshavn.til hvilken ende nogle 1000 soldater bleve skikkede til Helsingborg, hvilke beleyrede fæstningen, og tvang den at overgive sig den 11 Januarii. Efter Helsingborgs erobring gik de løs paa Christianopel, hvilken udi lige maade faldt udi deres hænder. Carlshavn tragtede de ogsaa efter at overrumple med 1500 mænd; Men, som den Danske Commendant udi tide fik kundskab der om, lod han udi hast opbryde iisen om de der liggende skibe, og lade stykkerne med skrot, hvor med han tog saa vel mod de Svenske, at de med stor forliis maatte retirere sig, men, som de med større magt vendte tilbage igien, maatte fæstningen, efter at den udi 3 dage var beskudt og Commendanten omkommen, overgive sig, og saaledes faldt det landskab Blegind udi de Svenskes hænder igien.

Beleyrer Christian stad.Af denne fremgang bleve de Svenske saa modige, at de rykte for Christianstad, hvorudi General Major Meerheim commanderede. Samme stad var vel forsiunet baade med folk, og forraad paa levnets midler til 8. maaneder. De Svenske kastede et verk op om staden, og forsynede det med palisader, men Commendanten giorde dem ved sine udfald temmelig skade, og holdt dem continuerligcontinuerlig]continuerlig] A2, continuelig A1 continuerlig] A2, continuelig A1 udi allarm. At forløse denne vigtige stad, giorde Hans Majt. sin yderste fliid, og, saasnart som isen var smeltet, og havnene allevegne aabnede, bleve dagligen mange tropper førdte fra Kiøbenhavn til Landskrone. Hans Majt. tillige med Prinds Georg komme den 23. Martii derhen, og giorde anstalt at bringe en armee paa benene ved bemeldte stad Lands-krone for at undsætte Christianstad.

Imidlertid havde de Svenske saaledes indsluttet bemeldte stad, at intet kunde komme enten ind eller ud. Lider skade for bemelte stadMen, da de fik at høre, at Hans Majt. lod overføre en hob tropper til Lands-Krone, forlode de den eene side af staden, og begave sig til Lund, eftersom deres leyr |462skulde formeres ved Malmøe, hvilket, da General Major Meerheim fik kundskab om, forfuldte han dem med 1500. mænd ryttere, og anfalt det Fersiske Regiment med saadan tapperhed, at bemelte Regiment blev hart ad ruineret, og Oberste Lübeker med en hob gemeene tagen fangen.

Udi Norge stod paa samme tid vel til; Thi Hans høy Excellentz giorde et lykkeligt parti, og slog totaliter 300. Svenske. Udi samme action tog General Løvenhielm fra fienden en standard med sin egen haand, ellers blev formedelst den haarde vinter intet forrettet.

Da Kong Christian nu havde bragt en god armee paa beenene, marcherede han den 6. Junii lige mod de Svenske, hvilke havde ladet nogle 1000. mænd for Christianstad, og satt resten paa en fordeelagtig sted omtrent 2. mile fra Lands-Krone, da de Danske vare komne did hen, gav Hans Majt. ordre, at de skulde giøre sig færdige til et feltslag. De Svenske rykte iligemaade til deres leyr, og stillede sig udi slagtordning, saa man tvilede ikke paa, at det jo skulde komme til en hovet træfning; Men, da den Danske armee var udi fuld marche, begave de Svenske sig til deres forskantzninger igien, og endelig ved natte-tider udi all stilhed forlode staden, efter at beleyringen havde varet 6. maaneder.

Saasnart de Danske finge tidende om denne retraite, forfuldte de deres fiender af all magt, men kunde ikke bringe dem til at holde stand. De tropper, som laae ved Christianstad holdte ligesaa liden stand, som krigshæren; Thi de forlode ved nattetider deres verke og gik udi ald stilhed fort. Kort tilforn havde de udi et udfald lidet temmelig skade; De Svenske faae atter hugg for Christianstad Christianstad] Christianstad] Christian stad A1 Christianstad] Christian stad A1 , og staden undsættes.Thi, saasom gvarnisonen udi staden fik underretning om, at den Danske armee var udi nærværelsen, gik den ud mod de Svenske, af hvilke en stor deel bleve slagen, 100. fangne og 18. jernstykker, samt 3. metal tilligemed 4. faner og nogle rustvogne bleve erobrede, og førte ind i staden.

Strax derefter holdt Hans Majt. sit indtog udi Christianstad, og blev af General Majoren herlig tracteret. Samme General Major, havde forholdet sig mod borgerne som en fader, og mod sine fiender, som en løve, hvorudover Hans Majt. holdt ham i stor ære, giorde ham til General Lieutenant, samt Ridder af Dannebroge, |463og gav ham en kostbar guldkiæde. Oberste Lieutenant Schvanvedel bekom ogsaa formedelst sin troe tieneste General Major Sandbergs Regiment. Samme Schvanvedel, omendskiønt han nyligen var blessered, trængte han sig dog ind udi Ysted med et partie, hvor han omkom de Svenske, som fandtes derudi, befriede de Danske fangne, og vende tilbage med got bytte; Han og Merheim vare de største partigiengere udi denne krig. De havde god correspondence med snaphanerne udi Skaane, og vare ikke mindre hurtige end lykkelige, saa at den gemeene mand holdt dem hart ad for troldmænd.

Saadan lykke havde de Danske til lands, da der komme visse tidender, at den Gottenborgske esqvadre under Amiral Siøblad, bestaaende af 11. skibe, og 3. brandere, var løben ud af Gottenborg, for at conjungere sig med den Svenske flode udi Østersøen, hvorudover Amiral Juel fik ordre at begive sig udi søen med nogle krigsskibe at opsøge bemeldte esqvadre, om hvilken han den 9. Junii fik kundskab, at den var passeret forbie Nyborg; Og, som han fornam, at hans esqvadre var de Svenske mægtig nok, forfuldte han dem af all magt, og endelig fik dem i sigte 3. mile fra Rostoch, hvor de laae for anker. I førstningen laae de Svenske gandske stille, indbildende sig, at de Danske turde ikke komme dem nær, men, da de fornam, at det var alvor, afkappede de deres ankere, og søgte at undflye, men forgiæves; Thi de Danske vare dem saa nær i hælene, at de maatte holde stand, Søeslag ved Langeland, hvorudi den Gottenborg. esqvadre bliver totaliter ruineret.og komme begge floderne i ret træfning med hinanden under Langeland den 11. Junii, hvorudi de Danske figtede med saadan tapperhed, at i en kort tid den Svenske esqvadre blev hart ad ruineret. Amiral Niels Juel erobrede efter en haard trefning det Svenske Amiral-skib, kaldet Amaranthe, som var commanderet af Amiral Siøblad og førte 60. stykker: Derefter Engelen Gabriel, som førte 50. stykker. Vice-Amiralen Christian Bielke lod ey heller see mindere tapperhed, i det han ikke allene assisterede troligen Amiral Juel, men endogsaa erobrede det Svenske skib, kaldet Castellet af Calmar, som førdte 74. stykker. De tvende Capitainer, Dreyer og Witt giorde ogsaa deres. Den ene erobrede Wrangels Pallads med 44. stykker; Den anden Haffruen med 46. stykker. Af de flygtige bleve tagne to brandere og to advis-jagter, |464paa de erobrede skibe befandte sig 800. soldater under Oberst Lieutenant Maklers anførsel, hvilke alle tillige med den Svenske Amiral, og 5. a 6. Capitainer faldte i de Danskes hænder og bleve bragte til Kiøbenhavn.

1677.Denne ugemeene lykke baade til lands og vands foraarsagede, at Hans Majt. resolverede at beleyre Malmø,De Danske beleyrer Malmøe for hvilken stad den heele Danske armee kom den 19. Junii. Derudi commanderede General Lieutenant Fersen, hvilken giorde all muelig anstalt til at forsvare denne vigtige stad, saasom han vel saae, at heele Skaane ved dens forliis vilde falde udi de Danskes hænder. Den 20. giorde de begyndelse med deres løbegrave, og i faae dage avancerede temmelig vidt, om endskiønt de Svenske ideligen canonerede paa dem, og giorde adskillige udfald.

Paa samme tid fik man kundskab om den Svenske flode, at den allereede var kommen i søen, hvorfor Kong Christian, saasom han frygtede, at bemeldte flode, hvilken var sterkere end den Danske, skulde for den Hollandske undsætnings ankomst søge at secourere Malmøe til vands, besluttede at giøre en ende paa beleyringen, og vove en general storm. General Lieutenant Fersen, da han fik kundskab derom, satt han alting udi god orden, reed allevegne omkring, og formanede soldaterne, og borgerne til en tapper modstand. Om midnats-tid mellem den 5. og 6. Julii gik stormen for sig paa 3. adskillige steder. Paa det første sted commanderede Førsten af Croy, paa den anden General Major Bibau og paa den 3. Oberste Busch. Dette anfald skeede med saadan hitzighed, at omendskiønt de Svenske giorde en overmaade tapper modstand, de Danske ikke desmindre komme med gevæhret udi haanden haanden] haanden] haandeu A1 haanden] haandeu A1 over den eene vold, og rykte videre fort, saa at endeel af guarnisonen kastede gevæhret fra sig, og General Major Bibau var alt paa veyen ved den Østre-ports aabning at bryde med cavalleriet ind udi staden; Maa med forliis forlade den igien.Men, som imod all forhaabning broen, som var slagen over vandet, brast i stykker, og de tropper, som vare commanderede til reserve, bleve en stor deel druknede udi vandet, og de andre forhindrede at komme dem udi staden til hielp, finge de Svenske nyt moed derudover igien, vendte sig mod de Danske, som forfuldte dem, og nødde dem til at forlade vol|465den, og søge deres tilflugt, hvor de kunde, ved hvilken retirade en stor deel blev omkommen.

Denne forliis blev meer end over-balanceret ved den herlige seyr, Amiral Juel erholdt til søes, bemeldte søe-træfning tildrog sig saaledes: Beskrivelse over det store søeslag ved Kiøge bugt. Efter at Amiral Niels Juel, som sagt er, havde ruineret den Gottenborgeske flode, begav han sig med sin esqvadre mellem Dragøe og Kiøge, for at reparere paa skibene. Men, som man fik tidender om, at den Svenske hovet-flode af nogle og 40. skibe under General Amiral Henrich Horn var løben udi søen, og de forventede hollandske auxiliartropper mod forhaabning bleve noget længe ude, blev til Kiøbenhavn udrusted nogle orlogs-skiber udi største hast, og udsendte under de tvende Amiraler Marcus og Jens Rothsteen, for at conjungere sig med Niels Juel, saa at den heele Danske flode bestod af 25. skibe, hvormed man besluttede at møde fienden, i fald det kunde ikke skee anderledes.

Da nu den Svenske flode nærmede sig meere og meere, og Amiral Juel saae, at det vilde ikke løbe af uden en hovet træfning, kaldte han tilsammen alle sine underhavende officierer, og formanede dem til en tapper modstand. Men, saasom han ingen fuldkommen ordre havde til at slaaes, lod han først Hans Majt. viide baade den store lyst officierne og den gemeene mand havde til at stride, og begiærede allerunderdanigst permission at levere de Svenske et slag, førend de bleve bestyrkede med de 8. skibe, som ventedes fra Stokholm.

Da Hans Majt. nu saadant bevilgede, og til den ende sendte Hr. Baron Jens Juel til floden at assistere Amiralen baade med raad og daad, giorde man sig færdig at modtage fienden. Den Kongelige Danske flode blev deelt udi 3. esqvadres; Amiral Juel førdte bataillen, Marcus Rothsteen avantgarden og Jens Rothsteen Arrieregarden. Den Svenske flode, som bestod af 46. seylere, blant hvilke de 36. vare orlogs skibe og fregatter, var ogsaa deelt udi 3. esqvadrer og commanderet af General Amiral Henrich Horn. Den 1. Julii komme begge floderne paa et canon skud hinanden nær, og begge bemøyede sig at faae lufven; Men, saasom det vilde ikke gelinge sig paa den Danske side, gav Amiral Juel ved 3. stykkers |466løsning tegn, at han ventede paa de Svenske, men disse holdte sig stille, indtil den Danske flode kom dem gandske nær. Udi førstningen kom et Svensk skib af 60. stykker i vendingen paa grunden, hvilket en af de Svenske Vice-Amiraler undsatt med 5. skibe, hvorudover floden blev separeret. Disse 6. skibe bleve attaqverede af Amiral Rothsteen, og Vice-Amiralen Henrich Span med saadan tapperhed, at de efter nogen modstand maatte retirere sig. 3 af dem, som St. Hyeronimus, Calmar og Mercurius toge flugten til Malmøe, og 2 komme at sidde paa Falster-Boe Rifft.

Efter denne lykkelige træfning søgte Amiral Rothsteen at komme til floden igien, hvilket ogsaa gik vel for sig. Da gik træfningen ret an, og mange bleve omkomne paa begge sider. Det skib, Amiral Juel var paa, blev gandske ilde tilreded, saa han maatte skikke det bort, og begive sig paa et andet skib Fridericus 3, hvilket i kort tid og saaledes blev medhandlet, at han maatte retirere sig derfra paa det 3die, nemlig Charlotta Amalia. Paa det skib Fridericus 3. blev han attaqveret af 2 Amiraler, samt nogle andre skibe, og der ved bekom 3. fod vand, dog undsat Capitaine Gedde ham saaledes, at han formedelst sin tapperhed indlagde stor ære, og blev høyligen derfor berømt, og af Hs. Majt. efter slaget regalered.

De Svenske blive totaliter slagne.Da nu slaget havde varet nogle timer med stor hidsighed, gave de Svenske sig omsider paa flugten, og bleve forfuldte af de Danske til Bornholm, hvor de søgte at bringe dem til at holde stand igien, men forgiæves, hvorfor Amiral Juel vendte med den Danske flode tilbage igien. Udi dette navnkundige slag mistede de Svenske 13. krigs skibe, og 300. soldater og matrodser bleve fangne. De Danske derimod mistede ikke et eeneste skib.

Mus. reg pag. 98. tab. 30. n 18. ib. p. 99. tab. 31 No. 21. Til en erindring om denne herlige victorie lod Hs. Majt. slaae en meget stor medaille, hvor paa stode disse ord: *Sic Codani turbas conciliasse juvat. En anden gyldende medaille blev slagen Amiral Juel til ære, hvor paa Amiralens *effigies, og dette merkelige søe-slag blev repræsenteret, og blev saadan medaille given enhver søeofficier til et tegn paa deres beviiste tapperhed og troskab mod Kongen og fædernelandet. Amiral Juel blev derefter for sin berømmelige conduite af Hans Majt. allernaadigst giort til General Amiral Lieutenant.

|467Det er sandeligen meget merkeligt, at Hans Majt. paa den første dag udi nogle maaneder har været meget lykkelig. Udi det aar 1676 den 1 May blev Gulland erobret: den 1 Junii udi samme aar skeede det store slag ved Øeland, hvor udi de Svenske mistede 12 skibe, tillige med General Amiral Kreutz og Amiral Ugla. Anno 1677 den 1 Julii blev erholden denne herlige victorie ved Kiøge.

Ligesom de Danske og Svenske begegnede hinanden saa haardt til vands, saa komme de ogsaa dette aar udi en blodig træfning med hin anden til lands, hvor udi begge parterne tilskreve sig victorien. Omstændighederne af dette blodige slag finder jeg saaledes:

Slag ved Lands-Krone Lands-Krone] Lands-Krone] lands Krone A1, lands krone A2; Landskrone SS Lands-Krone] lands Krone A1, lands krone A2; Landskrone SS . Effter at den Kongelige Danske armee den 13 Julii var avanceret til Landskrone, udi forsætt at komme nærmere til Helsingborg, have de Svenske, efter at deres armee havde faaet undsætning fra adskillige stæder, mødet den over en u-baned vey giennem en skov. Da nu begge krigshærerne vare komne hinanden saa nær, at de kunde beskyde hin anden, blev omtrent hen ved klokken 6 løsning given paa begge sider. Men, som de Svenske havde allereede indtaget en fordeelagtig høy, hvor paa de Danske havde agted at postere sig, maatte de sidste derudover begive dem ikke lidet af deres fordeel, 1677.klokken 10 gik figtningen for sig, og førte Hs. Kongl. Maj. personlig an den højre fløy, General Lieutenant Arensdorff den venstre.

Den venstre Danske fløy havde den u-lykke, saasom udi Lunde slaget, at den udi begyndelsen mistede sine høye officierer, af hvilke den ene blev omkommen, den anden fangen, hvilket foraarsagede, at bemeldte fløy blev bragt udi misorden og begyndte at retirere sig, der imod attaquerede den høyre fløy under Kong Christians anførsel den fiendtlige venstre med saadan force, at den maatte give sig paa flugten, og blev forfuldt af de Danske igiennem tvende landsbyer. Men, saasom Hs. Majt. fik tidender om den venstre fløys slette tilstand, og at den ikke kunde bringes udi stand igien, holdt han det ikke raadeligt at forfølge fienden længere, og derfor udi god orden mod aftenen begav sig til sin forrige leyer igien, uden at blive eftersat af fienden, der ogsaa var meget udmattet af denne blodige og langvarige træfning. Tallet paa dem, som bleve saunede, er fast lige stor. De fornemste officerer paa de Danskes side vare General Major Rumor, der blev fangen, og General Major Walter, |468der blev ihielskudt. Paa de Svenskes side blev General Feltmarskalk Hielmfeld død. General Skønleben fangen, og de tvende General Majors Askenberg og Bielke saarede. Adskillige faner og standarder bleve erobrede paa begge sider, men en stor deel af Artilleriet faldt udi de Svenskes hænder, hvor udover de tilskreve sig victorien.

Bedrifter til søes.Den herlige seyr, man havde erholdet over den Svenske flode, foraarsagede, at Hs. Maj. gav ordre til floden, at den saa snart, som mueligt var, skulde begive sig i søen igien, for at besøge de Svenske øer. Den 31. Julii gik den ud igien 22 skibe sterk, hvor til stødte den Hollandske secours, som for nogen tid siden var ankommen under Amiral Lieutenant Wilhelm Bastians. Den 11. Augusti kom Augusti kom] Augusti kom] Augustikom A1 Augusti kom] Augustikom A1 den til Øeland, og lod anker falde for fæstningen Borkholm, did hen kom dagen derefter Amiral Tromp og Vice-Amiral Christian Bielke. Imidlertid havde General Amiral Lieutenant Niels Juul, som tilforn commanderede floden en chef, allerede affærdiget to trompetere, den ene til Smaaland, den anden til Øeland, at indbyggerne skulde med det gode forlige sig med dem om brandskat; Men indvaanerne handlede gandske ilde med dem, og skikkede dem med trudsler tilbage, hvilket ophitzede de Danske desmeere til hevn, og efterdi de tilforn udi et erobret Svensk skib havde fundet den ordre, at i fald den Svenske hovet-flode fik seyr, de, nemlig indbyggerne paa øen, skulde hielpe til at ødelegge med ild og sverd de Danske øer, skikkede General Amiral Lieutenanten Oberste Møller med 200. soldater og 100. matrodser til Smaaland, og Vice-Amiral Span, samt Capitain Gedde til Øeland at tvinge indbyggerne med magt at betale brandskat. Ved troppernes ankomst under Oberste Møller vare Indbyggerne paa Smaaland lige saa halstarrige, som tilforn, og vilde ikke beqvemme sig til nogen brandskat, hvorfor en stor mængde af huuse, og endeel landsbyer bleve lagde i aske, og 36. bevæbnede bønder nedsablede. Der imod kom Vice-Amiral Span til et sted paa Øeland, hvor de Svenske lode bygge deres skibe. Der fandt han en stor deel af tiære, deller, bredder og andre til skibs bygning fornødne sager, hvilke han opbrændte, og derforuden ruinerede nogle landsbyer. Den 29. arriverede General Amiral Tromp selv med General Amiral Lieutenant Juuel til Øeland med 500. mænd for at attaqvere en skantze, |469som ligger tvert over for Calmar. Saa snart de vare komne paa landet, lod han bemelte skantze ved en trompeter fordre, men, som de Svenske vilde ikke give sig, blev den med magt anfalden og bestormet, og dens gvarnison nedsablet. Men den fæstning Borkholm fandt de Danske sig ikke mægtige nok til at angribe, eftersom den havde en besættning af 1400. mænd, og derfor lode sig nøye med at udplyndre landet og bortføre 2000. stykker qvæg.

Her paa bleve General Amiral Tromp med de hollandske auxiliar-tropper, og Amiral Marcus Rhodsteen med endeel af de sværeste Danske skibe, kaldne til Kiøbenhavn, hvor hen de og satte deres cours den 26. Augusti. General Amiral Lieutenant Juel der udover, som commanderede de tilbage blivende skibe, besluttede, efterdi det var ikke i hans magt at forsøge noget videre paa Øeland, ey heller paa Calmar, at udplyndre de ved Smaaland liggende Insler, hvilket ogsaa skeede, og de af indbyggerne, som græbe til gevær, bleve nedsablede; Som de Danske skibe nu seylede videre frem, kom een af de Danske fregatter, som havde krydset udi søen, med en Finlands skude, som den havde taget. De folk, som fandtes paa bemeldte skude, berettede, at indbyggerne udi Smaaland havde faaet ordre, at føre endeel af de materialier, som vare udi deres pakhuuse til Calmar, og resten til Stokholm, hvor med en begyndelse var giort med denne skude; Her paa blev besluttet at ruinere alle pakhuuse som vare ved Vestervig, hvilket ogsaa uden møye gik for sig og bleve 24. af bemeldte pakhuuse uden forliis lagde i aske.

Efter at dette var forrettet, gik Oberste Møller og Capitain Gedde løs paa den berømmelige handelstad Vestervig, hvilken de Svenske i begyndelsen forsvarede, men siden forlode baade staden og slottet. De Danske giorde sig derover strax mestere derover, og lagde den i aske, tillige med de skibe, som fandtes udi havnen. Derpaa begave de sig til skibs igien, og ginge til Gulland, ved hvilket tog Indbyggerne udi Stokholm selv geraadede udi største frygt, efterdi nogle folk vare satte i land ved Norkiøping.

Bedrifter udi Norge.Medens dette forrettedes af floden og tropperne udi Skaane, indlagde den tappere Gyldenløve stor ære udi Norge, hvor han giorde anstalt til at beleyre den stad Mastrand, hvilken formedelst dens besætning og situation holdes fast u-overvindelig. Den ligger udi |470Bahuus Stifft 2. mile fra Bahuus, og 4 fra Gottenborg paa en øe, der runt omkring er besat med klipper. Den har en god havn, som kand bierge nogle 100 skibe. Et stykke fra staden ligger de tvende sterke fæstninger Carlssteen og Gustavs-Borg.

Hans Høye Excellence erobrer Mastrand.Til dette at sætte i verk bragte Hans Høye Excellence adskillige smaae fartøy tilsammen, og indskibede mod 1600. mænd, med hvilke den 28. Julii stormen gik for sig saa lykkeligen, at de Norske, efter at de havde figtet med fienden 2. timer, bleve mestere over staden, Thi de Svenske forlode ikke alleneste den samme, men endogsaa satte udi brand den fæstning Gustavsborg, og retirerede sig til Carlssteen, hvilken laae meget høy, og havde en sterk muur, saa at der udfodredes en stor magt til dens erobring, ikke desmindre gik Hans Høy Excellence med stor fyrighed løs paa den. Efter at de Norske havde bragt deres stykker op paa de opreyste batterier, fyrede de saa heftig paa fienden, at den efter 4. a 5. timer maatte qvittere sine batterier, og skiule sig for bomberne under de underjordiske hvelninger. Derpaa lod Hans Høy Excellence giøre anstalt til en general storm, hvilket jagede saadan en skrek i de Svenske, at de overgave den vigtige fæstning med accord. Der udi saavel som i staden bekomme de Danske 84. stykker, blant andet to sorte faner, hvorpaa stode disse vers:

Formedelst denne fremgang blev Hans Høye Excellence bevæget at forsøge lykken videre, og synderligen at bringe Jemteland til Norge igien, af hvilket Rige det tilforn havde været et lem. Jempteland kommer under Norge igien.Til den ende bleve de tvende Oberster HofHof]Hof] A2, Hos A1 Hof] A2, Hos A1 og Schultz ud-commanderede af Trundhiem, hvilke formedelst en hastig marche forekomme den Svenske General Spar, der vilde forderve de Norske kobber-verke, ruinerede hans findlandske tropper den 1. Augusti, og endelig bragte Jempteland under Hans Majts. lydighed.

Den Svenske Cantzler Magnus de la Gardie bragte en armee af 11000. mænd paa beenene, hvormed han satt sig udi fuld positur ved Oddevald, saasom han hørte, de Norske vare ikke langt |471derfra. Da General Major Løvenhielm fik det at vide, omendskiønt hans armee var ikke halv saa sterk, gik han dog, stolende paa sine Norske tropper, fienden i møde. General Løvenhielm slaar med en liden hob Norske den Svenske armee ved Oddevald.Den 28. Augusti komme begge krigs-hærene hinanden udi sigte ved bemelte Oddevald, hvor den tappere Løvenhielm med kaarde udi haanden (eftersom man formedelst den sterke regn ikke kunde bruge andet gevær) gik løs paa fienden med saadan eftertryk, at dens fodfolk om eftermiddagen blev adspreed, og mestendeels nedsabled, rytteriet salverede sig med flugten. Den Svenske forliis blev beregnet til hen imod 1000. mænd, blant hvilke omtrent mod 200. bleve fangne. Paa samme dag kom til verden Hans Kongl. Majts. første Princesse Sophia Hedevig, hvis fødsel formedelst denne seyr blev giort dismeere merkværdig. Dagen tilforn bemægtigede Hans Høy Excellence sig den Insul Oerost ved Oddevald, og giorde halv tredie compagnie Svenske soldater til krigs-fanger.

Anslag paa Rygen.Ulykken traf da Sverrig paa alle sider, og som Kong Christian fornam, at det lykkedes ham saa vel, besynderligen til søes, besluttede han at søge en større fordeel, end at udplyndre nogle øer, og at giøre et forsøg paa den vigtige Insul Rygen, til hvilken ende Hans Majt. lod kalde nogle 1000. mænd fra Skaane, hvor imidlertid de overblevne tropper skulde ikkun agere defensive.

Den 1. Septembr. gik Hans Majt. selv til skibs tillige med General Amiral Tromp, og Wilhelm Bastians, og fik den 6. af samme maaned Rygen udi sigte, men man forhalede med landgangen til dagen derefter, de Danske giøre landgang paa samme øe.og blev ved klokken 4. om eftermiddagen infanteriet saa vel som cavalleriet mestendeels sat udi land. Omtrendt 160. Svenske ryttere og dragoner giorde udi begyndelsen ikke liden modstand, men, da man begyndte at spille paa dem med stykkerne af skibene, toge de flugten, hvorpaa de Danske forskantzede dem mellem tvende høye, hvor det var meget vanskeligt at anfalde dem. Herpaa steg Hans Majt. tillige med Prinds Jørgen den 8. selv paa landet, dog han forblev der ikke længe, men begav sig til Kiøbenhavn igien, hvor han arriverede den 15.

Da den Svenske Græve Kønigsmark, som af Hans Majt. af Sverrig var sat til Gouverneur over denne vigtige øe, fik tidender, at de Danske udi hans fraværelse havde giort landgang, begav han sig |472med 5000. mænd derhen, udi forsæt at drive dem ud igien, men, som han fornam, det vilde være meget farligt at anfalde dem udi deres forskantzninger, lod han opbyde alt Ridderskabet og samtlige indbyggerne at føye sig til hans krigshær, men, som der udkom en contra-ordre fra de Danske, at, i fald indbyggerne conjungerede sig med de Svenske, de da skulde uden naade omkommes, fik Græven gandske liden hielp af dem. De Danske bleve derimod bestyrkede ikke allene af de Brandenborgske; Men Hans Majt. Kong Christian kom ogsaa med en hob ryttere til dem, saa at de bleve ungefær 8000. mænd sterke, og, som formedelst det Straalsundske privilegium denne Insul maatte ikke have nogen stor eller ommured stad, flyttede indbyggerne deres beste sager til Straalsund, og udi største misorden lode deres fæe svømme over vandet.

Da nu Græv Kønigsmark fornam, at han var forsvag at drive de Danske af Øen, begav han sig med sine folk til Straalsund, og overlod det heele land, undtagen den gamle og nye fehr-skantze, udi de Danskes hænder, begge disse skantzer vare vel forsynede, men den nye kunde ikke holde sig saalænge, som den gamle; Bliver mestere derover.Thi, da man kom med stykkerne derfor, og vilde forsøge en general storm, ginge de overblevne Svenske den 9. Octobris til Pomern, hvorover den blev indtagen, og besatt af General Meerheim; Men den gamle skantze var bedre forsyned, og derfor giorde større modstand. Derudi commanderede en Frantzos, hvilken viste at bruge sine stykker saavel, at de Danske mistede forhaabning at erobre den saa snart, og derfor besluttede at holde den indslutted vinteren over.

Hans Majt. er i søe-nød.Efter at Kønigsmark, som sagt er, havde forlat øen, begav Hans Majt. sig den 16. Octobr. med Vice-Amiral Hopp igien fra Rygen. Paa veyen maatte han udstaae en haard storm, som varede udi 5. dage, hvorved anker og baad blev forloret, og skibet ved 4. pomper neppe kunde holdes over vandet. Dog arriverede Hans Majt. ved en besynderlig Guds forsiun til Kiøbenhavn. Til en amindelse om den udstandene fare blev det overblevne anker forgyldet og lagt paa tøyhuuset. Den 26. blev, førend den Hollandske flode reyste hiem igien, Amiral Wilhelm Bastiansen Ridder af Dannebroge, og Vice-Amiralen, samt Schout by nachten begavede med |473Kongens portrait. Dette er det merkværdigste, som tildrog sig Anno 1677.

1678. Udi begyndelsen af det efterfølgende aar giorde de Svenske dem mestere over Rygen igien paa saadan maade:De Svenske komme paa Rygen igien. Græv Kønigsmark, efter at han havde forladt bemelte Øe, og opholdet sig nogen stund ved Straalsund, hvor han med sine folk var i stor knibe, fattede han af desperation det forsætt at anfalde og uddrive de Danske af øen igien, hvortil han blev og meget opmuntret af indbyggerne udi Straalsund, hvilke forestillede ham, at deres stad formedelst bemeldte øes forliis var berøvet tilførsel af adskillig proviant, og tilbøde sig at gaae selv over med, for at bestride de Danske. Herudover fattede hans Excellence det forsæt at forsøge lykken mod de Danske igien, og til den ende, efter at han havde opmuntred sine soldater til tapperhed ved en lang oration, og efterladt Oberste Makeler med nogle faae folk udi Straalsund, gik han til skibs den 5. Januarii med fodfolket, og landede uden nogen forhindring ved den nye fehr-skantze, hvorhen rytteriet ogsaa blev bragt. Da han nu havde bragt alle sine folk sammen, gik han løs paa de allierede den 8., som vare commanderede af General Major Rumor, hvilken lod see stort mod at imodtage fienden, men efter forstandige folkes meening indlod sig u-nødvendig udi en træfning mod en desperat fiende, som var langt bedre forsynet med stykker og gevær. De Svenske victorisere paa Rygen.Udi begyndelsen havde de Svenske den lykke, at de ikke alleneste meget beskadigede med deres skud den allierede venstre fløy, men end ogsaa traffe General Rumor selv, hvilken mistede af en stykke kugle sin venstre albue, og endeel af siden, og falt strax død af hesten. Herudover geraadede armeen udi saadan misorden, at den ikke kunde komme sig meere igien. De Svenske derimod fattede et stort mod, og satte saa heftig an paa de allierede, at de efter en haard træfning giorde sig mestere over den høy, hvor de allierede tilforn havde staaet. Derpaa tog rytteriet flugten, og lod fodfolket og stykkerne udi fiendens hænder. Fodfolket forsvarede sig vel længe, men blev omsider nødd til, da det saae sig omringet af fiendens cavallerie og infanterie at give sig paa naade og u-naade.

At forfølge de flygtige, rykte Grævflygtige, rykte Græv]flygtige, rykte Græv] A2, flygtige rykte,Græv A1; flygtige rykte Græv SS flygtige, rykte Græv] A2, flygtige rykte,Græv A1; flygtige rykte Græv SS Kønigsmark samme aften med sine tropper saa vit frem, at han kom at staae en miil fra Ber|474gen. Igiennem denne stad marcherede han dagen derefter mod Wittau, hvor hen det Danske rytterie havde retireret sig, og tvang det at give sig paa samme maade som fodfolket. Denne victorie gav de Svenske nogen opreysning igien for de iidelige store forliiser, de udi denne krig havde lidet. Det hialp meget til deres sager, at den Danske General udi første træfning blev ihielskudt, item at armeen bestod af saa mange nationer; Thi der vare ikkun faa Danske derudi, de andre vare Keyserlige, Brandenborgiske, Heßiske og Munsterske, hvilke alle vare vel commanderede af en Dansk General Major, men det er vanskeligt at bringe saa mange hoveder under en hat; Thi erfarenhed lærer os at en krigshær, som er sammenskrabet af adskillige nationer, om endskiønt de alle ere troe og redelige, saa dog ikke at kunne udrette det, som een der bestaar af et slags folk allene.

Over denne fordeel fik Kongen af Sverrige ikke lidet mood igien, og saasom den Danske armee udi Skaane formedelst de bortskikkede tropper var meget svækket, den Svenske der imod formeeret af de fangne tropper, hvilke mestendeels efter det u-lykkelige slag toge Svensk tieneste, besluttede han at drive de Danske ud af Skaane igien, de Svenske beleyrer christianstad igien.og til den ende beleyrede Christianstad, hvorudi laae General Major von Osten, hvilken forsvarede staden med stor tapperhed, og giorde de Svenske ved udfald merkelig afbrek. Den 15 April forsøgte de Svenske en general storm, men bleve saaledes modtagne, at de, efter forliis af en stor hob af deres folk, og alle deres fartøy, maatte retirere sig igien. Efter denne fordeel fuldte en anden; Thi de tvende General-Majorer Rantzou og Meerheim gik med nogle tropper ud af Landskrone til Engelholm, hvor de Svenske havde besatt en skantze for staden med 120 mænd, denne bestormede de om morgenen tilig den 27, og derefter gik løs paa staden, hvilken de angrebe paa 4 sider, og trængede sig lykkeligen der ind. De Svenske retirerede sig bag ved en kirke, hvor de Danske ikke uden fare kunde angribe dem; For at hæve denne hinder, satte de nogle huuse, som laae dem i veyen, udi brand, hvilken tog saadan overhaand, at den hele stad blev lagt udi aske.

Imidlertid continuerede beleyringen for Christianstad, hvilken Hans Mayst. af yderste formue søgte at undsætte, og for at giøre |475de Svenske en diversion, beordrede Hans Høye Excellence med de Norske tropper at beleyre den fortreffelige fæstning Bahuus ved Gottenborg. Ved de Norske troppers ankomst forlote de Svenske tropper staden og retirerede sig alle udi den sterke fæstning, for hvilken at conservere ingen umage blev sparet, og paa det den i tide kunde forløses, bragte de en god armee paa beenene ved Gottenborg. Bahuus beleyres forgieves af de Norske.Imidlertid stormede de Norske adskillige gange til staden, men forgiæves, dog lode de ikke modet falde, men havde god forhaabning at blive mestere over den herlige fæstning, indtil de Svenske tropper, som nyligen vare bestyrkede med nogle 1000 mænd fra hoved-armeen udi Skaane, komme til undsætning. Da besluttede Hans Høje Excellence, eftersom han frygtede, de Svenske skulde afskiære ham passen, og han derforuden saae, at det var vanskeligt at bemægtige sig Bahuus, uden han havde communication med den øe hißing, at ophæve beleyringen, hvilket ogsaa skeede.

Udi Skaane vare de Danske lykkeligere at beleyre Helsingborg; de Danske erobre Helsingborg.Thi, imedens de Svenske beleyrede Christianstad, havde General Arnsdorff faaet kundskab om, at Commendanten paa Helsingborg slot havde mangel paa proviant, og betiente sig af det som var i staden, skikkede derfor nogle folk under Hertugen af Croy der hen, hvilke brøde uden møje ind i staden, og ruinerede alt hvad de ikke kunde føre bort med sig. Derpaa lagde de sig for fæstningen, hvilken de beængstigede saaledis med deres stykker, bomber og granater, at den Svenske Commendant Oberste Haar maatte overgive den med accord. Ved fæstningens erobring bleve de Danske mestere over sundet igien. Kongen af Sverrige marcherede selv med 8000 mænd at undsætte den, men, da han fornam, at den allereede var over, begav han sig til Christianstad igien.

Christianstad overgiver sig efter en lang beleyring til de Svenske.Imidlertid var Christianstad bragt til stor yderlighed formedelst mangel af proviant. Kong Christian besluttede udi tide at undsætte staden, og brød udi det forsæt op med 12 til 14000 mænd fra Landskrone, og kom gandske nær til den Svenske leyr, hvilken var saa sterk forskantzet, at den ikke uden med største fare kunde angribes. Hans Majt. lod adskillige gange give løsning til felt-tog, og skarmytzerede med de fiendtlige fortropper, men kunde ikke bringe de |476Svenske til nogen træfning, hvilke bleve udi deres forskantzninger, indtil staden af hungers nød maatte overgive sig med accord den 4 Augusti.

Derpaa marcherede besætningen, bestaaende af 1400 mænd, under General Major von Osten til Helsingborg. Bemeldte General Major blev formedelst den tappere modstand, han havde giort, holden af hans Majst. udi stor estime; Thi da han fornam, at undsætningen vilde ikke saa snart komme, uddeelte han for 4 maaneder ikke mere end et pund brød til soldaten om dagen, til hvilket pund den udi 6 uger maatte lade sig nøye med vand, item heste- og katte-kiød; Der siges at have været fortæret over 100 heste; Ikke des mindre var dog guarnisonen udi god stand, og syntes ikke at have lidet nogen hungers-nød. General Arnsdorff blev beskyldet for, at han, angaaende denne steds undsætning, ikke havde giort sin pligt, og derfor mistede sin charge, og blev i hans sted sat Baron Wedel, hvilken den 13 Augusti faldt ind udi den Svenske arriere-garde, og giorde den ikke liden afbrek. Udi samme maaned lod Hs. Majst. bestyrke den stad Helsingborg mod fienden.

Effter at Græve Kønigsmark, som sagt er, havde bemægtiget sig Rygen, arbeydede han af yderste magt at bringe den udi god stand, i fald de allierede vilde giøre et andet forsøg der paa, men det vilde ikke lykkes ham; Thi han blev i kort tid dreven ud igien, og den hele øe anden gang faldt udi de Danskes hænder, og efterdi for samme Insul saa meget blod blev udgydet, vil jeg melde noget lidet om dens situation og tilstand, at læseren disbedre kand forstaae af hvad vigtighed den er.

Kort beskrivelse over den Insul Rygen.Rygen er omtrent 7 tydske miile lang og fast lige saa bred, afdeelt udi adskillige halve øer, og ligger ungefær en halv miil fra det faste land lige for Stralsund, hvis spise-kammer den er. Udi gamle tider hørte den til Danmark, og siden af adskillige Danske Konger blev bortgiven som et lehn til Hertugerne af Pomern, hvilke der udover alle tider have maatt give en skrifftelig revers fra sig. Udi den Tydske krig faldt den tillige med Pomern udi de Svenskes hænder, hvilke bekomme den til ævindelig eyendom ved den Vestphaliske fred 1648. Udi gamle tider havde den en stor stad, som hed |477Ancona; Nu er Bergen den fornemste, som ligger mit udi landet. Jorden er meget frugtbar, og giver alle slags grøde udi overflødighed. Der siges, at bemeldte Insul kand bringe 7000 mænd paa beenene til landets defension, hvor af man kand slutte hvor folkriig den er.

At bekomme derfor denne vigtige øe tilbage igien, giorde Kongen af Dannemark, saa vel som Churførsten af Brandenborg deres yderste fliid. de Danske komme paa Rygen igienDeres forsæt slog dem ey heller feil; Thi den tappere General Løvenhielm, effter at han havde udmattet de Svenske ved adskillige falske anfald, fattede u-formodentligen posto paa øen, og drev de Svenske, som med stor hitzighed faldte ham an, 3 gange tilbage: Dagen der effter nemlig den 13 Septembr. landede de Chur-Brandenborgske under General Amiral Tromp og General Doeffling.

Græv Kønigsmark, effter at han havde giort all muelig modstand, men forgiæves, og forliist en stor hob folk, lod sig med sine overblevne tropper sætte over til Straalsund, men to prammer, som af de mange flygtige, hvor iblant fandtes mange adskillige fornemme officiers, vare formeget ladne, ginge til grunde. Der paa stormede de allierede til den gamle fehr skantze, og erobrede den. Der udi bekomme de foruden nogle 100 mænd, som bleve nedsablede, 700. fanger og 3000. heste, af hvilke 800. vare bønderheste, de andre rytter-heste, en stor deel med sadler, pistoler og fuld mundering. Effter den gamle skantzes erobring gik man løs paa den nye, hvis besætning, som bestod af 200 mænd, bleve giorde til krigs fanger. bliver mestere over den hele øe.Saaledes blev det heele land inden 4. dage renset fra de Svenske. Hans Maj. sat over den heele øe Hr. Baron Juel og General Major Løvenhielm. Til en erindring om denne øes erobring blev slagen en medaille, paa hvis ene side stod et fruentimmer, holdende et skiold i den venstre haand med Danmarks og Norges vaaben, med den høyre viisende en pyramide med den inscription: vid. Mus. Reg. p. 100. *Rugia recepta 13 Sept. 1678. Paa den anden side en udstrakt ørn, holdende udi sine kløer et skiold, hvor udi stode Kong Christians og Churførstens navne, item disse ord: *volitabit fama per orbem.

|478De Svenske drives reent af den tydske bund.Efter Rygens erobring blev Straalsund bragt til største yderlighed, hvilken, effter at den nogen tid havde havde ] havde ] have A1 A2; havde SS havde ] have A1 A2; havde SS været beleyret, overgav sig til Churførsten af Brandenborg den 11 Octobr. Den 21. giorde Høystbemeldte Chur-Første sig ogsaa mester over den sidste stad, de Svenske havde udi Pomern, nemlig Gripsvald, hvilken erobring den Danske flode meget faciliterede, i det den hindrede all undsætning til søes.

Den 4. Decembr. da den overblevne Svenske militie udi Pomeren, som bestod af 5000. mænd, skulde efter den accord, som var giort med Churførsten, transporteres derfra til Sverrige, strandede den ved Bornholm. En stor deel deraf druknede, resten faldt udi de Danskes hænder; De øvrige bleve tvungne at overgive sig til krigsfanger. Sverrig besværgede sig heftig derover, saasom samme tropper vare forsynede med et søe-pass. De Danske derimod formeenede, at et søe-pass var af ingen nytte til lands, fandte sig ikke forbundne til at transportere dem over til Sverrig, og holdte det ey heller raadeligt at underholde saa mange bevæbnede fiender udi landet. At dette med føye er giort, haver en klog pen med mange herlige og u-modsigelige argumenter forsvaret udi et kort skrift publicered 1679.

Udi efterfølgende aar 1679. lavede Danmark sig til at continuere krigen af yderste magt, omendskiønt Riget var bleven forladt af en stor deel af sine allierede. De Hollændere, som man mindst havde forskyldt det af, vare de første, som traade af den store alliance, og giorde en besynderlig fred med Frankerige til Nimvegen den 31. Junii 1678. ey betænkende, at deres allierede havde hiulpet dem af saa stor nød, og ligesom revet deres Republiqve af de Franskes hænder igien. Efter Holland fuldte Spanien den 7. Septembr. udi samme aar, hvilken ogsaa sluttede fred med samme krone til bemelte Nimvegen. Heraf kunde Hans Majt. Kong Christian vel fornemme, at han vilde allene komme at staae udi stikken, lod dog modet ikke falde, men gav ordre til sin Plenipotentiarus udi Nimvegen ikke at indgaae nogen stilstand.

Bedrifter til søes.Udi April maaned gik den Danske flode udi søen under General Amiral Lieut. Niels Juel, 32. capitale skibe sterk, hvorved vare ligesaa mange brandere og advis-jagte.

|479Bemelte flode gik udi øster-søen mod de Svenske, eftersom der var lit at frygte endnu for de Fransøske skibe, som skulde komme fienden til hielp. Amiral Juel kastede anker den 3. Julii for Bornholm, hvorfra han sendte nogle skibe mod Calmar at lokke den Svenske flode udi søen, hvilket ogsaa skeede.

Den 4. Julii blev man var nogle fiendtlige skibe, hvorudover Vice-Amiral Span fik ordre at gaae løs paa dem, men vinden blæste saa hart af Norden, at han allene kunde naae de sidste skibe. Herpaa løste han sine stykker, og hilsede et Svensk skib saaledes, at det maatte have givet sig, i fald det havde ikke blevet secunderet af 9. andre skibe. De Svenske faae atter hugg til søes.Da forefaldt en haard trefning, men som Vice-Amiral Span maatte figte allene med sin secundant, Capitaine Schvenkel, og den Danske flode kunde ikke saasnart komme til undsætning, blev han tvungen til at forlade det halv erobrede skib, og vige lidet tilbage, indtil floden kom til undsætning. Ved den Danske flodes ankomst toge de Svenske strax flugten, og lode udi stikken det foromtalte skib, hvilket falt i de Danskes hænder. De andre Svenske skibe komme efterfølgende nat til Øeland, og siden begave sig, for at være dismeere sikkre, ind udi de Calmarske klipper, hvor til de bleve forfuldte af de Danske, hvilke bleve der liggende, og lode som de vilde lande, eller angribe de Svenske skibe udi havnen; Hvorudover Kongen af Sverrige blev tvungen at sende nogle folk fra Skaane did hen; Hvilket svækkede hans armee saa meget, at han maatte gaae fra Helsinborg igien, som var truet med beleyring.

Vice-Amiral Span slaar en Svensk esqvadre og ruinerer det store skib kaldet Rigets-Nøgel.General Amiral Lieut. Juel begav sig den 8. derfra til Gulland, for at forsyne sig med vand og anden fornødenhed. Da han der havde opholdet sig til den 18. begav han sig i søen igien, hvor han blev vaer den 26. dito 5. capitale Svenske skibe, til hvilke at angribe blev sendt Amiral Span, hvilken hen ved klokken 11. kom dem saa nær, at han kunde naae dem med stykkerne. Da gik træfningen for sig med saadan hitzighed, som ikke var seet udi mange store søeslag; Thi de Svenske, omendskiønt de havde ikkun faa skibe, havde de dem dog saa gode, at de kunde holdes for kiernen af den Svenske flode, og derfor forsvarede sig meget berømmeligen, dog ideligen i en retraite. Hen ved klokken 12. geraadde et af disse store skibe paa grund, hvorudover man af allmagt gik løs paa samme skib, samt et |480andet, som vilde secundere det, men fik større modstand end man havde formodet; Thi det store skib Rigets-Nøgel, var forsynet med 86. stykker, blandt hvilke de 56. vare af metal, og havde inde 600. mand. Endelig efter lang modstand kom der en kugle af Vice-Amiralens skib Christiano 4. ind udi dets krudkammer, hvorudover det kostbare skib sprang udi luften med alle sine folk. Neppe var dette skeed, førend det andet store Svenske skib geraadde udi brand, men blev slukt igien, og med stor møye blev slæbt til den Svenske flode.

Til lands vare de Svenske ikke meget lykkeligere: Besynderligen udi Norge, hvor Hans Høye Excellence giorde dem stor afbrek, trængde sig over 16. mile ind udi Sverrige, og for at hevne den skade, de Svenske havde giort ved Trundhiem, lagde en stor hob landsbyer udi aske; drev derforuden ogsaa 3000. Svenske fra Oddevald, og, da General Steenbuk udi Augusti maaned lagde sig for Oddevalds-skantze, nødde han ham efter 14. dages beleyring at drage derfra. Med samme beleyring gik det saaledes til: De Svenske beleyre Oddevald forgiæves.Da Felt-Marskalk Steenbuk med 7000. mænd havde beleyret denne skantze, hvorudi laae Capitaine Skou med 110. Norske soldater, kom Hans Høye Excellence med 1200. udkaarne mænd paa 6. Gallejer og 8. skiærbaader og posterede sig paa en høy lige for fienden, hvilken giorde strax anfald paa de Norske, men blev tilbage dreven. Imidlertid marcherede Major Folkersham med et parti bag de Svenske, og slog to convojer, som agtede sig med levnets midler til den Svenske leyr, hvorudover de Svenske lidde stor nød, og endeligen af saadan liden magt bleve tvungne til at forlade skantzen. For Helsingborg havde de ey bedre lykke, men maatte gaae med u-forrettet sag derfra.

Kong Christian bliver forlat af sine allierede.Hans Majt. fornam nu vel, at den heele krigsbyrde vilde falde paa ham, efterdi den ene af hans allierede efter den anden plantede gevær og giorde fred. Hertugen af Brunsvig-Lüneborg havde den 26. Januarii sluttet fred med Frankerige. Biskopen af Paderborn og Munster den 19. Martii. Ikke desmindre lod høystbemeldte Kongl. Majt. saavelsom Churførsten af Brandenborg og Biskopen af Munster dog ikke modet falde, men lode see stor frimodighed, omendskiønt de havde saa store fiender paa halsen. Hans Majt. lod slaae en synderlig mynt, paa hvis ene side stod Kiøben|481havns stad, paa den anden side en pyramide, stridende mod regn, hagl og storm, tillige med disse ord: *Nec vi, nec metu.

Endeligen, da Chur-Brandenborg den 19. Junii ogsaa sluttede fred med Frankerige til S. Germain, og de Franske tropper under Marqvis de Creqvi komme ind udi Oldenborg og Delmenhorst ved det Romerske Riges tilladelse, og Hans Majt. saae sig ingen hielp af nogen, Fred til Fontainebleau med Franker.sluttede han ved sin Envoje Meyerkrone fred med Frankerige til Fontainebleau den 10. Augusti, hvorpaa blev til Lund udi Skaane giort en stilstand mellem begge Nordiske Kroner, og endelig, ved Frantzøsk og Chursaxsisk mediation blev der sluttet en ævig fred den 3. Septembr. hvorved Hans Majt. af Danmark lovede i henseende til Kongen af Frankerige at give Sverrige tilbage Helsingborg, Lands-Krone, Gothland, Rygen, Wismar, Carlsborg, Svinger-skantze, Marstrand, Oddevald og heele Bahuus-lehn, dog saa, at Hans Majt. vilde føre af hvert sted 10. stykker, og at den Svenske misbrug med tolden udi Øresund ved en tractat skulde blive forebygged. Lunde fred.Udi den Lundiske fred vare paa Dannemarkes side Græv Anthon af Oldenborg, geheime Raad Jens Juel, Conrad Biermand af Ehrenskild. Paa Sverriges side Baron Johan Gyldenstierna og Frantz Joel Oernsted.

Saaledes endtes denne krig, kalden gemeenlig den Skaanske krig, hvoraf Dannemark, som atter blev forlat af sine allierede, havde liden fordeel, men stor reputation, saa at de Danske, der havde ført denne krig med saa stor mod og hurtighed, begyndte at komme udi langt større anseelse end de vare tilforn; Men de forliiste Provincier bleve end udi Sverriges hænder, ja de Skaaningers vilkor blev derved slettere end de havde været tilforn; Thi, saasom de udi samme krig havde ladet see stor begiærlighed at komme under den Danske krone igien, besluttede Regieringen udi Sverrig at holde dem tommen paa øyene; Adskillige havde alt qvitteret landet, saasom de tvende brødre Peder og Knud Tottvende brødre Peder og Knud Tot]tvende brødre Peder og Knud Tot] A1, trende brødre Holger, Tage og Knud Tot A2 tvende brødre Peder og Knud Tot] A1, trende brødre Holger, Tage og Knud Tot A2 . Den Lundiske Professor Theologiæ Doctor Svartz, som siden blev General Superintendent udi Holsten, havde salveret sig med flugten, saasom han havde ladet see sig at være Dannemark affectionered. Ja en en] en] eu A1 en] eu A1 anden Professor Veiser maatte miste sit hovet, fordi han havde ønsket Kong Christian til lykke med disse vers:

Efter at freden var sluttet, bleve conjuncturene saa forandrede, at Sverrig forlod Fransk parti, og slog sig til Keyseren; Kongen træder i alliance med Frankrig efter freden.Dannemark derimod holdt stedse fortroelig venskab med Frankerige, saa længe Kong Christian levede, og bleve til den ende efter freden skikkede Ambassadeurs fra begge Hoffe, Monsr. de Mortangis blev sendt til Kiøbenhavn, og Just Høg gik her fra til Paris. Ja der blev sluttet en defensive alliance mellem begge Konger paa den maade, at Dannemark skulde aarlig have subsidie-penge af Frankrig 8 tønder guld, og derfor holde 12000 mænd og 14 skibe til Frankeriges tieneste, naar fornødent giordtes, og have derfor aldrig udi nogen Konges tiid været saa mange Ambassadeurs fra Frankrige udi Kiøbenhavn, som udi Christiani 5 tid. Naar man veed dette, kand man let see, at de Tydske skribentere heller af had end af begiærlighed til sandhed have skrevet saa foragtelig om den Danske milice og andet, hvor udi mange fremmede, som gemeenligen skeer, have fuldt dem; Dog haver Hans Majst. ikke saa hart forbundet sig til Frankerig, at han jo, saa tit hans honneur og interesse det udfordrede, undsatte dem, som vare Frankeriges fiender, som besynderlig kand sees der af, at han skikkede 7000 mænd til Irland, Prindsen af Oranien til undsætning, hvor om videre siden.

Kongen anmoder Hamb. om hylding.Efter at freden nu var slutted mellem begge kroner, sat Hans Majst. sig fore at lade sig hylde af Hamborgerne, og til den ende nærmede sig til bemelte stad med en god krigshær, truede den med en beleyring, i fald den vilde veygre sig derfore; Dog vilde Hans Majt. først forsøge, om det kunde skee med gode, og derfor ved sine Ministre lod giøre staden disse propositioner. 1. Om den efter sin for nogle 100. aar medfødde, og udi det Rensborgske fordrag confirmerte pligt vilde beviise Hans Majst. som regiærende Første udi Holsteen den sædvanlige hylding. 2. Give en tilbørlig satisfaction formedelst begangne modvillighed og fortræd, den saa ofte havde ladet see imod Dannemark. 3. En fuldkommen forsikring om dens skyldigste pligt udi tilkommende tid.

rykker mod staden.Disse propositioner klingede ikke synderligen i Hamborgernes |483øren, hvilke efter sædvane søgte adskillige udflugter, og skrabede sammen alt hvad de kunde, for at probere deres immedietet med; Saa Hans Majst. fornam, at trætten vilde ikke skilles med det gode, og derfor rykte med sin armee mod staden, og holdt Elven saa haart indslutted, at de Hamborgske skibe kunde komme hverken ud eller ind. Her udover lagde adskillige Potentater, saasom Frankrig, Brandenborg og Luneborg sig der imellem med saadan iver, at der endelig blev giort en forligelse, og trætten ved efterfølgende interims receß afgiordt.

Interims Recess til Pinnenb.1. Skal Hans Maj. have sig forbeholdet sin ret og prætension, iligemaade den Stad Hamborg sin ret indtil videre.

2. Haver Borgemester og Raad, saa vel som Borgerskabed udi Hamborg med underdanigst og taknemmelig imodtagelse af saadan allernaadigst Kongelig tilbud loved og tilsagt, at de vil være og blive Hans Kongl. Majst. tilgedane, udi allerunderdanigst tilbørlig devotion befordre hans beste, og, saa vit dem mueligt er, afværge hans skade, holde sig tilbørligen til Hans Kongl. Majt. og i det øvrige stræbe at giøre sig værdige Hans Maysts naade; hvor imod Hans Mayst. har loved og tilsagt staden sin kongelig naade.

3. De samme erklære sig videre til desmere forsikring om deres underdanigste devotion mundtligen at foredrage Hans Majst. saadan deres underdanigst intention ved en deputation af deres middel udi Raadets og Borgerskabets navn.

4. Efterdi Hans Kongl. Mayst. haver ladet sig bevæge af Hs. Allerchristeligste Mayst. af Frankerig, Hans Churførstl. Durchl. til Brandenborg og Hertugerne af Brunsvig, Luneborg, at lade fare den imod staden fattede misgunst og u-naade. Da til en underdanigst erkiendelse af saadan naade love de udi visse terminer at aflægge 220000. Rdlr.

5. Lover Hans Kongl. Majst. denne Interims-Receß inden 8. dage at ratificere. Der imod Borgemester, raad og Borgerskab inden bemeldte tid samme at confirmere, og udi alle maader troeligen at efterleve. Actum Pinnenberg den 30. Octobr. 1679.

Der paa begav Hs. Majst. sig tilbage og arriverede tillige med Dronningen til Kiøbenhavn, hvor en taksigelses-Fest blev holden |484formedelst den erholdte fred udi norden. Der efter blev dagligen et regiment efter det andet aftakked, og blev af de konglige reducerte Officiers, Drabanter eller Cavallier-garden opretted. De kongelige søebetientere og matrodser benaadede Hs. Mayst. formedelst deres troe tienneste med befrielse fra all Borgerlig besværing og paalæg, forundende dem ikke desmindre at bruge borgerlig næring.

Udi enden af dette aar kom den Franske Ambassadeur Monsr. Mortangis til Kiøbenhavn. Der imod blev Hr. Just Høg sendt som Ambassadeur til Frankrige, og er dette det merkværdigste, som tildrog sig 1679.

1680.Efterfølgende aar 1680 var meget glædeligt for Dannemark formedelst den Danske Princesse Ulricæ Eleonoræ bilager med Hs. Kongel. Mayst. af Sverrige, item Hans Prindtzelige Høyhed Prinds Carls fødsel, hvilke bleve celebrerede med stor solennitet. Nyttige anstalter for RigetHans Majst. sat sig nu fore, eftersom GUD havde undet ham fred, at sætte sine Riger udi god stand, bringe handelen, saa meget som mueligt var, at florere, forbedre det, som var brøstfældigt, og sætte alting udi god orden. Udi dette aar blev for handelen paa Island og Ferøe oprettet et compagnie, og enhver kongelig undersaat fik frihed at bruge valfisk-fangsten ved Grønland; Kiøbmændene bleve ogsaa ved en kongelig forordning opmuntrede til farten paa Vestindien og Guinea. Til det Ostindiske Compagnies fornødenhed blev udførlige skibs-artikler udgivne, og enhver, som for nye manufacturer at sætte i verk, gave sig an for commerce-Collegio, bekom visse friheder. Iligemaade blev forordnet, at gaderne udi Kiøbenhavn skulde indrettes mere reguliere, item alle ledige pladser at blive bebygte, til hvilken ende Frideriksholm eller Calleboe blev ziiret med adskillige skiønne bygninger. Udi Norge blev ved Trundhiem anlagt den fæstning kaldet Christian-steen &c. Hvor ved Hs. Maj. lod see den omhygelighed og faderlige omsorg, han havde for sine Riger og undersaatter. Udi enden af dette aar døde den over hele Europa navnkundige Anatomicus D. Thomas Bartolin, som har efterlat sig over 100 herlige skriffter, og der ved høylig forbundet sig den lærde verden.

1681.Efterfølgende aar 1681. blev udi det Grævedom Oldenborg lagt |485grundvolden til en nye stad og fæstning, kaldet Christiansborg, og gav Hans Majst. adskillige privilegier til dem, som vilde sætte sig der ned; Ellers fik Hs. M. 2 bedrøvelige tidender dette aar. 1. At et rigt Ostindisk skib var strandet og alle folk derpaa druknede. 2. At den stad Trundhiem udi Norge var af en ulykkelig ildebrand hart ad ruinered.

1682.Anno 1682. blev den stad Fridericia udi Jylland benaadiged med mange herlige privilegier, iblant andre, at alle de, som vilde sætte sig der ned, skulde udi 30 aar være frie for all contribution, skat og consumption, have en frie religions øvelse og skulde Jøderne der have magt at opbygge en nye Synagoge; bemeldte stad bekom ogsaa *Jus Assyli, saa at alle, som flyede did hen, skulde være u-molesterede.

Den 30 Octobr. lod Hs. M. giøre en begyndelse med Christianshavns kirkes bygning, hvilken blev dirigeret af GeneralGeneral]General] A1, General til A2 General] A1, General til A2 Bygmester van Haven. Hvorover blev slagen en mynt, paa hvis ene side stod Kongen, paa den anden: Christianshavns-kirke med den overskrift: *monumentum pietatis.

Christian 4. som funderede Christianshavn, lod vel ogsaa i sin tid opbygge en kirke, men saadan en, som meenigheden allene kunde betiene sig af til en tiid indtil Hans Majt. kunde faae tiid til at opreise en bedre og smukkere, hvilken han agtede at sætte ved siden af den gamle kirke. Ja han begyndte alt at lægge grundvold dertil. Men dette verk blev opsatt formedelst adskillige tidernes vanskeligheder, som da indfaldte, saa at man udi høystbemelte Konges tid maatte allene lade sig nøje med den liden kirke. Men, som den samme var svag og uholdbar, tog man sig for udi Friderici 3. tid at bygge en ny, hvortil blev udvalt en plads udi stadens Nørre-qvarteer mod porten, og endeel af Møens-kirke gods blev dertil beskikked Anno 1657. men, som riget samme aar geraadede udi krig med Sverrig, blev verket paa ny igien standsed. Endeligen, saasom den gamle kirke saaledes forfaldt, at den maatte understøttes af sperrer, tog Højl. ihukomelse Christ. 5. sig dette verk med iver an, og udvalte til kirkens grundvold den samme plads, som Christ. 4. havde beskikket dertil, nemlig ved siden af den gamle kirke, og efter at General bygmester Lambert van Haven havde giordt en afrisning, som Kongen approbere|486de, blev grundvolden lagt 1682. og Hans Majt. lagde selv den første steen dertil, som er udi den nørre ende af choret, hvorpaa den tid efter anden saaledes er bleven zieret, saa at den nu agtes for en af de skiønneste kirker i Kiøbenhavn.

Tvistighed om det Herskab Jevern.Ellers havde Hs. M. dette aar en strid med Førsten af Anhalt Zerbst, angaaende det Herskab Jevern, over hvilket Kongen af Frankerige, som Herre over Burgundien, gav Kongen af Danmark *jura feudalitatis og superioritatis. Bemeldte landskab, som er 3 miile langt og bredt, og ligger udi Ost-frisland, havde lang tid været under de Oldenborgske Grævers Herredom. Da den sidste Græve Antonius Guntherus nu døde udi det aar 1667. sat han sin Søstersøn Johannem af Anhalt Zerbst til arving over det Landskab Jeveren.

Men det blev ikke dermed; Thi udi dette aar begyndte Kongen af Frankerige at formere en prætention paa samme landskab, foregivende, det var et lehn af Burgundien, som var gived Frankerige udi den Nimvegiske fred. Men, som bemelte landskab laae saa langt fra Frankerige, afstod Hans allerchristeligste Majt. sine prætensioner til Kongen af Dannemark, hvilken strax tog Jeveren udi possession. Herudover blev der opvakt en stridighed mellem Dannemark og Anhalt Zerbst, hvilken varede til det aar 1689. Bilagt.da blev der endelig saadant forlig giort, at Førsten skulde beholde bemeldte landskab Jeveren, og derimod betale udi 5. aar til Dannemark 100000. Rixdaler og tillige med staae fra alt andet allodial gods udi den Oldenborgske arvedeel.

1683.Anno 1683. udi Januario blev der sluttet ægteskab imellem Hans Prindtzelige Høyhed Prinds Georg og Princesse Anna af Engeland. At afhendte ham til Engeland bleve af Kong Carl og Hertugen af York sendte adskillige Engelske Herrer, med Prinds Georgs bilager med Princessen af Engeland.hvilke Hans Prindtzelige Høyhed udi Hans Majts. nærværelse seylede fra Glykstad til Engeland, hvor han lykkeligen arriverede, blev med stor glæde imodtagen og giordt til Ridder af hosebaandet, Engelsk Hertug og General over militien. Den 7. Augusti blev deres bryllup celebreret med stor høytidelighed. Imidlertid lod Hans Majt. see stor omhygelighed i at sætte alting udi god orden. Den 13. Martii lod han ved en nye politie forordning forbyde all pragt udi klæder, |487brylluper og giæstebude &c. Den nye Danske lovs-publication.Den 15. April confirmerede Hans Majt. med sit haand-tegn den navnkundige nye Danske lov, hvilken var uddragen af adskillige gamle og nye Danske Lov-bøger, Recesser og forordninger. Denne lov-bog indeholder alt det, som er fornødent til et corpus Juris. Den blev publicered den 23. Junii. Den uliighed udi maal og vægt, som før var, blev udi dette aar afskaffed og en lighed derudi indført af den berømmelige Mathematico Rømer. DerforudenDerforuden]Derforuden] A1, Derfor A2 Derforuden] A1, Derfor A2 udgav Hans Majt. adskillige herlige forordninger dette aar, hvilke vilde blive forvitløftige at opregne. Det nye Qvæsthuus blev indstiftet den 23. Junii for Soldater og Matroser, og til dets indkomme blev lagt alt det, som samledes af confiscationer og penge straff.

Ellers tildrog sig intet merkværdigt dette aar, uden at det Christianshavnske laboratorium gik udi luften af en uformodentlig ild med saadant forskrækkeligt bulder, at langt omliggende huuse der af bleve beskadigede; Item 22. Frantzøske krigs-skibers ankomst til sundet under Marqvis de Preville, hvilken conjungerede sig med endeel Kongelig Danske skibe og krydsede udi Øster-søen. Jeg kand ikke forbigaae at tale om den haarde execution, der da skeede over nogle rebellere, hvis u-gierning var denne: Man havde udi enden af det forbigangene aar sendt et Kongl. skib, kaldet Havmanden, med 190. mænd til Guinea, og derfra til S. Thomas med en god ladning. Saalænge nu skibsfolkene beseylede de Danske og tydske græntzer, holdte de sig skikkelige; Et selsomt mord paa et Dansk Østindisk skib.Men, saasnart de komme paa de Engelske og Franske kuster, lode de sig forføre af et u-gudeligt menneske ved navn Hans Borman, en Hamborger, at omkomme deres Officiers, og giøre sig allene mestere over skibet. Da deres partie nu var bleven temmelig sterkt, kastede de først Gouverneuren med sin nye-fødde søn nye-fødde søn] nye-fødde søn] nye fødde-søn A1 A2; nye fødde-søn SS nye-fødde søn] nye fødde-søn A1 A2; nye fødde-søn SS levende over bord, derefter Capitainen, skiperen &c. Herpaa resolverede de at gaae til Irland, for at selge skib og gods sammesteds. Nu var paa skibet en hob slaver, som formedelst en og anden misgierning vare dømte at gaae til Guinea, som trælle. Disse, som de vare temmelig sterke, rottede sig sammen modmod]mod] A2, med A1 mod] A2, med A1 de slemme mordere, faldte uformodentlig de fornemste af dem an, og satte 5. af dem udi lænker, hvorudover deres parti blev sterkere. Herpaa satte de deres kaas lige til Kiøbenhavn, men skibet strandede ved Gottenborg, hvis Gouverneur skikkede folket til Kiøbenhavn; Der bleve |488disse mordere haardeligen straffede. Anføreren blev kneben med gloende tænger, derefter bleve hans lemmer knusede og han levende lagt paa steyl; De andre finge ogsaa deres fortiente løn. Deres omvendelse maa, nest Gud, tilskrives D. Lassenio, hvilken bragte det saa vit, at de stode fra deres yderste haardnakkenhed, og ginge med glæde og andagt til døden.

1684. Trætte om qvarteer gelder.Efterfølgende aar havde Hans Majt. at bestille med at indfordre de saa kaldte qvarteer-penge udi det Nedersaxiske; Thi, da Kongen begyndte krigen mod Sverrig, som var erklæret det Romerske Riges fiende, blev Hans Majt. tilladt af Keyseren at tage qvarteer for sine tropper udi de Nedersaxsiske lande, som ikke stode i forbund mod Sverrig, og, saasom saadant udi krigen ikkun lidet var præsteret, saa paastod Kongen, at de skulde give qvarteer-penge derfor, og sente udi Martii maaned nogle tropper til Meklenborg og Saxsen-Lavenborg og tillige en skrivelse til Hertugen af Saxen-Lavenborg, indeholdende, hvorledes til Hans Majt. udi sidste krig mellem det Romerske Rige og de 2. kroner Frankerig og Sverrige af Hans Keyserlige Majt. iblandt de faa hielpeqvarteerer Førstens lande vare assignerede; Og, som nu efter adskillige erindringer ingen tilbørlig satisfaction var skeed, har Hans Majt. sendt nogle tropper under General Major Masbachs commando til Førstens lande, med ordre at forblive der saa længe, indtil tilbørlig satisfaction blev giordt.

Kongen driver dem ind med magt.Kort derefter overrumplede de Danske tropper den liden stad Mølln udi Saxsen Lavenborg ved et krigs-puds, hvorudover Hertugen blev tvungen at give Hans Majt. tilbørlig fornøyelse, Meklenborg forliigte sig ogsaa paa samme maade, og derved blev befried fra de indqvarteerede 1500. Danske ryttere. Lybek havde ogsaa giort det samme udi forrige aar; Hvorudover Hans Majt. lod føre tropperne af det Holstenske igien. Floden blev da ogsaa aftakked, magasinerne saalte og alting kom udi roelighed uden de Holsteen Gottorpske sager, hvorom videre siden.

vid Mus. Reg. fol. 100. 101. tab 21. N. 27. Udi dette aar blev ved Bornholm paa en liden Insul udi Østersøen, kaldet Ertholm, lagt en fæstning, kaldet Christians-øe, hvorpaa blev slagen en medaille.

I begyndelsen af det efterfølgende aar 1685. den 20. Febr. sagde Hans Kongl. Majts. Frue Moder Sophia Amalia dette ti|489melige god nat, og blev hendes legeme ført den 26. Martii til Roskild, og nedsat hos Hendes Salige Herre udi Kongernes begravelse.

Privilegier for de franske Huggenotter.Saasom de Huggenotter eller reformeerte paa disse tider heftig bleve forfuldte udi Frankrige, begave adskillige familier sig der fra, endeel til Tydskland, Engeland og Holland, endeel og til Dannemark, hvor de af H. M. bekomme dissedisse]disse] A1, visse A2 disse] A1, visse A2 privilegier under visse conditioner, nemlig 1. at de skulde have tilladelse at sætte sig ned udi Riget, naar de aflagde deres troeskabs eed. 2. I fald udi deres kirke sager kom nogen stridighed, som ikke kunde bilægges med det gode, skulde saadant afgiøres ved kongelige Commissarier; Der imod skulde de Reformerte ikke antage nogens børn af den Augsburgske Religion udi deres forsamling eller skoler. 44]4] A1, 3 A2 4] A1, 3 A2 . Skulde de reformerte præster hverken udi prædike-stolene ey heller udi skrifter og conversationer disputere om religionen, som kunde give aarsag til stridighed udi Riget. 55]5] A1, 4 A2 5] A1, 4 A2 . Skal de holde de brugelige Bededage. 66]6] A1, 5 A2 6] A1, 5 A2 . Skal dem gives et beqvemt sted at bygge en kirke paa. 77]7] A1, 6 A2 7] A1, 6 A2 . Skal de udi 20 aar være fri fra all paalæg, og dog have frihed at bruge all borgerlig næring. 88]8] A1, 7 A2 8] A1, 7 A2 . I fald de eller deres børn udi eller efter bemeldte 20 aar vil reyse bort, skal det staae dem frit fore, uden nogen formindskelse af deres gods og formue. 99]9] A1, 8 A2 9] A1, 8 A2 . De, som sætte sig først ned udi landet, og ville drive deres manufacturer, skal føre deres mobilier ind udi landet toldfrie &c. Deres Gudstieneste forrettede de *ad interim udi Monsr. Vigants gaard, indtil deres kirke kunde blive ferdig.

Den 9. May blev giort en begyndelse til den navnkundige Christianshavnske-vold igiennem søen til toldboden, hvilken siden med bastioner og Cortiner blev bragt til fuldkommenhed, saa at den gandske søe-havn blev indslutted udi stadens fæstning, Et stort og vigtigt verk, som kostede megen umage.

Kongens reyse til Norge.Efter at Hans Majst. havde givet den Franske Ambassadeur Marqvis de Villars sin afskeeds-audience og skikked Hr. von Breitenau, som Kongl. Extraordinaire Envoje til Wien, begav han sig den 19. May paa reysen til Norge; fra Fladstrand gik Høystbemeldte Kongl. Mayst. til skibs og arriverede den 27. lykkeligen til Kra|490gerøe, hvor fra han siden reyste til Christiania, Trundhiem, Bergen &c. den gandske reyse borttog 7. uger og 3. dage, hvilket bevidner de Danske vers, giordt af den berømte Danske Poet Biskop Kingo, hvilke jeg formedelst deres ziirlighed her ikke kand forbigaae.

Effterfølgende aar var merkværdigt formedelst den handel med Hertugen af Holsteen, og den stad Hamborg; Om den Gottorpske handel tales paa et andet sted.

Trætten med Hamborg fornyes 1686.Jeg haver tilforn fortaalt, hvorledes mellem Hs. Majst. og den stad Hamborg for nogen tid siden blev giordt et forlig og en interims Receß til Pinneberg, hvor udi blant andet Hamborgerne havde givet forsikring om deres underdanigste devotion mod Hans Mayst. og lovet af all magt at forfremme hans interesse, og afvende hans skade, men hvor vel de holdte det, kand sees af de besværinger, som bleve overgivne udi Regensborg, bestaaende udi efterfølgende puncter.

Kongl. gravamina.1. Omendskiønt staden Anno 1680 og 1681. af Hans Kongl. Mayst. Resident og andre Ministre var erindred, at effterdi den homagial punct, samt andre stridigheder vare opsatte udi den Pinnebergske Receß til videre afhandling; Det nu maatte blive foretaget og klargiort, have saadanne erindringer dog alle tider været frugtesløse.

2. Har Magistraten imod den tilsagde devotion udi det Pin|491nenbergske fordrag, saa vel som stipulerte neutralitet indladet sig udi tractater med det Luneborgske huus, som paa den tid stod udi misforstand med Hs. Majst. aßisteret det aarligen med en vis sum penge, og tilstedet de Luneborgske tropper 1683. at komme paa denne side Elven, hvor ved Hans Mayst. blev tvungen til med stor bekostning at sammendrage sine tropper til græntzernes forsvar.

3. Er ikke allene det saa kaldte Nye verk ved steenporten opførdt uden Hs. Maysts samtykke paa hans grund, som staden ikkun haver pantviis, men endogsaa bragt udi defension stierne skantzen.

4. Haver Magistraten understaaet sig at fordre penge baade af fremmede skibe, saa og Hans Mayts. undersaattere, naar de lossede nogle vare paa elven ved Altona eller Glükstad; Og, omendskiønt Hamborgerne efter Kongl. giorte remonstrationer udi det aar 1681. stode fra denne dristighed, begyndte de dog 1685. at øve det samme igien.

5. Omendskiønt det saa kaldte Kielmanske Huus udi Hamborg var Hs. M. overdraget, saa har han dog ikke kundet blive samme huus mægtig, hvilket ikke en privat person med billighed kunde nægtes.

6. Har Magistraten understaaed sig at besværge det Kongl. postbud, som opholdt sig udi Hamborg med fierde-penge fierde-penge] fierde-penge] fierde, penge A1 A2; fierde-penge SS fierde-penge] fierde, penge A1 A2; fierde-penge SS og adskilligt paalæg.

7. Skulde det Holstenske Huus nyde halvdeelen af den saa kaldte Skaumburgske told, hvilken Magistraten dog har bragt udi saadan aftagelse at den importerer fast intet meere.

8. Har Magistraten ikke allene 1681. betynget med nye paaleg kalke-førerne fra Segeberg, men end og imod det gamle fordrag ikke vil lade dem komme til Hamborg.

9. Vil man og imod det oprettede fordrag eller de accordata mellem det Grævedom Pinnenberg og den stad Hamborg ikke alleneste forbyde de Altonaiske varer at komme ind udi staden og selges paa Børsen, men man har endogsaa understaaed sig til at arrestere en Altonaisk indbygger derfor.

Dette siuntes Hs. Mayst. ingenlunde at komme over eens med de løfter og forsikringer, Hamborgerne udi sidste interims receß havde giort om deres lydighed og devotion, og derfore sat han sig for |492at besøge dem atter engang, i fald de ikke strax vilde lade sig beqvemme til den sædvanlige hylding. Førend jeg nu gaar videre frem, vil jeg melde noget om den navnkundige splid og u-rolighed, som paa samme tid var opvakt udi Hamborg.

Tvistighed mell. den Hamborgske Magistr. og borgerskabetDer var for nogen tid siden kommen en misforstand mellem Magistraten og borgerskabet, hvilken udi kort tid tog saadan overhaand, at staden blev truet med fuldkommen ruin, effterdi den gemeene mand vegrede sig for at contribuere noget til stadens underholdning, førend den fik satisfaction af Magistraten. Paa samme tid var blant Raadsherrerne een ved navn Niclas Krull, hvilken tilforn havde været en stor Patron for de gemene, men siden, da han var bleven en Raadsherre, forsvarede af yderste magt Magistratens myndighed, hvilket bragte ham udi saadan had hos de gemeene, at de med stor forbittrelse begiærede af Raadet, at han maatte sættes fra sit embede, hvilket Raadet af frygt maatte giøre dem til villie.

Men Krull vilde ikke saa let miste sin bestilling, og derfore appellerede til Keyseren, og erholdt saadan dom, at han skulde blive sat i sin værdighed igien. Denne dom agtede de gemeene saa lidet, at de kort der efter spillede samme tragedie med Borgemestern Mauer, hvilken strax forlod staden, og tog sin tilflugt til det Zelliske hoff, hvor han ophidsede Førsten af Zell at tage sig hans person an, og saasom han var en mand af stor anseelse, fik han letteligen Førsten paa sin side, hvilken ikke alleneste forhindrede skibene at passere Elven til Hamborg, men end og sendte nogle tropper mod staden. De fornemste, som holdte den gemene mands parti, var Conrad Jastram og Hieronymus Snitker. Den sidste af disse, da han paa samme tid reyste udaf staden til sin hauge, blev han tillige med sin hustrue overfalden paa veyen og bortført. Dette roff blev strax kundgiort udi staden, hvorud over der blev udi største hast folk sendt efter dem, hvilke attrapperede dem, som bortførte samme kiøbmand, bragte dem ind udi Staden, hvor de efter skarp tortur og examen blev med adskillige andre, som da fandtes at have været med videre der udi henrettede; Snitcher der imod blev imodtagen med glæde, og vivat blev raabt allevegne til ham.

Neppe var denne haarde execution skeed, førend der kom et brev til Snitcher af saadant indhold: Hidintil haver, |493I Borgerskabets ertz forførere! ingen tragted efter eders blod, men lader I nogen for eders skyld henrette, da skal I døe om I end havde ti halse, og var omgiven med hundrede muurer, det maa I være forsikred om.

En ven er, som raader Eder der om, adieu.

Af det, som fuldte efter, kunde man lett slutte, hvorfra dette brev var kommen; Thi de Luneborgske tropper marcherede strax til det Hamborgske, og toge der vinterqvarteer, dog de siden efter adskillig fientlig øvelse marcherede ud af landet igien. Det er nok talt om den Hamborgske u-eenighed og dens effect.

Kongen rykker mod Hamb.Hans Kongl. Majt. resolverede imidlertid at bringe de Hamborger til den tilbørlige hylding, og derfor lod dem foreholde ved Hr. Lillienkron den 19. Augusti det samme, men, saasom paa denne proposition intet svar fuldte, rykte Hans Majt. med en armee mod staden, og kom den 22. saa nær, at Hamborgerne begyndte at spille med deres canoner af volden, og da de havde nedbrudt de omkring staden liggende huuse, understode de sig ogsaa at ruinere den lille Kongelige insul kaldet Graven-hoff, lode giøre et batterie af bygningen, og belægge det med Hamborgske folk.

Efter at dette var skeed, marcherede nogle af de Kongelige tropper u-formerkte om natten igiennem Altona til Hamborger-berg, og komme for dag med deres løbe-graver under de Hamborgske stykker. Der er en skantze af 5. bastioner, hvoraf den er kaldet Stiern-skantzen, paa den Nordvestlige side af staden, hvilken de Danske tvende gange angrebe, men med liden success. Den 25. giorde Hamborgerne et udfald med 2600. mænd, hvilke omkomme en hob af de Danske fodfolk udi første anfald, men, da rytteriet kom til undsætning, bleve de drevne tilbage igien, og forfuldte af General Lieutenant Dumenie, og General Major Cormaillon til slag-bommenslag-bommen]slag-bommen] A2, slag bommen A1; slag bommen SS slag-bommen] A2, slag bommen A1; slag bommen SS .

Staden bliver tagen til naade igien.Dog formedelst adskillige Potentaters intervention bevilgede Hans Majt. en stilstand, hvilken efter Magistratens underdanigste bøn blev forlænget fra en tid til en anden indtil den 23. Octobr. Da bevilgede Kongen efter Chur-Førstens af Brandenborg, Førsten af |494Zells, item Hessen-Cassels indstændige begiæring at lade det Hamborgske væsen blive ved den Pinnenbergske Recess af 1679.

Til en erindring om den atter igien beviste Kongelige naade mod den stad Hamborg kom en medaille for lysed, hvorpaa stod det Hamborgske vaaben med et nelle blad, hvilket Hamborgerne tilforn havde brugt paa deres mynt, som et tegn, at de dependerede af Holsteen; Derhos stod disse ord: In gratiam recepti, Anno 1686. igien tagne til naade. Paa den anden side blev præsentered staden trued med en beleyring, og paa kanten 18. P. som gave tilkiende disse ord: *Propter preces plurium Principum pacem petentium, petulantibus pænam præpetem pristinæ prævicaciæ paventibus pius Pater patriæ præsens protinus pepercit; paa danske: Formedelst adskillige Potentaters forbøn haver den fromme landets Fader indeholdet med den hastige straf, hvilken de ulydige formedelst deres halsstarrighed frygtede sig fore.

Efterfølgende aar 1687. var mærkværdigt formedelst Prinds Wilhelms fødsel, samt Prinds Georgs ankomst til Dannemark, hvilken arriverede den 22. Junii fra Engeland til Glykstad, hvor han blev modtagen af Hans Høy-Excellence Gyldenløve. Den 28. Junii kom han til Frideriksborg, og den 4. Julii til Kiøbenhavn, og diverterede sig der medder med]der med] A2, dermed A1 der med] A2, dermed A1 adskillige lystigheder indtil begyndelsen af Augusti maaned, da begav han sig til Engeland igien.

Anno 1689. overlod Hans Majt. Kong Wilhelm af Engeland 7000. mænd, hvilke, efter at de af Kongen selv vare munstrede ved Kolding, bleve af Hertugen af Wurtenberg under Skout by nacht von Støkkens convoy førte til Engeland. Bemelte tropper giorde Kong Wilhelm saadan tieneste, og indlagde saadan ære ved deres tapperhed, som er heele Europa bekandt, besynderlig i det store slag ved den flod Boyne i Irland.

Den store ilde brand paa opera-huset i Kiøbenhavn. Ellers var dette aar meget sørgeligt baade formedelst Princessens Christianæ Charlottæ død; saa ogsaa formedelst formedelst] formedelst] sormedelst A1 formedelst] sormedelst A1 den meget ulykkelige ildebrand paa Amalienborg, hvilken optændtes paa Operahuuset, da det var opfyldt med de fornemste Cavalliers og Dames af staden, hvoraf over halv-tredie hundrede bleve af ilden fortærede, saa at der fandtes faae høye familier udi staden, der jo havde deel |495udi denne store ulykke. Foruden Opera-huused blev ogsaa det herlige slot Amalienborg mestendeels lagt i aske, hvilket med stor bekostning var opbygt af den Salige Dronning Sophia Amalia. Den eeneste trøst var, at Kongen, Dronningen og de Kongelige Prindser og Princesser vare ikke med udi denne tragoedie.

Det aar 1692. var merkværdigt formedelst Cron-Printzens, vor nu regiærende allernaadigste arve Herres og Konges udenlandske reyse, hvilken gik for sig in Januario, paa samme reyse var Hans Kongelige Høyhed geleydet blant andre af Hans Ober-Cammer-Herre Hans Henrich von Alefeld, og efter at han havde beseed de fornemste stæder udi Tydskland, Italien, Frankerige og Holland, arriverede lykkeligen til Kiøbenhavn igien 1693. den 15. April. Udi samme aar, Hans Kongl. Høyhed paatog sig denne reyse, blev det ridderlige Academie inaugurered og indvied, hvilket af Hans Majt. blev begavet med adskillige privilegier.

Anno 1693. blev Hans Majt. indvikled udi trætte med Hertugerne af Brunsvig Luneborg, hvor til oprindelsen er denne;

Trætte med Luneborg.Hertugen af Saxsen-Lavenborg Julius Franciscus døde udi det aar 1689. uden livs-arvinger, hvorudover der lode sig indfinde adskillige Førster udi Tydskland, som prætenderede at have ret til den afdøde Hertugs lande, blandt hvilke Førsterne af Luneborg, hvilke toge dem udi possession, og med stor flid lod befæste den stad Ratzborg, som ligger udi det Hertugdom Saxsen-Lavenborg. Dette kunde Kongen af Dannemark ikke fordrage, saasom han fornam, hvor skadeligt det vilde være for de omliggende Lande, og derfore foreholdt det Luneborgske Huus at staae fra saadant foretagende og demolere de fortificationer, som vare anlagde, men, som Hans Majt. bekom ingen satisfaction derudi, resolverede han sig til med magt at forhindre det, og til den ende lod afstikke en leyr ved Oldesloe, Kongen rykker ind i det Saxsen-Lavenb.hvor hen han udi egen høyeste person begav sig den 4. Augusti tillige med Cron-Prindsen og Prinds Christian og lod en armee indrykke udi det Saxen-Lavenborgske; Bemeldte krigshær blev commandered af Felt-Marskalk Græv Vedel, hvilken kom den 29. Aug. for Ratzborg, og begyndte strax udi Hans Majts. nærværelse at beskyde byen saa heftig, at den udi faa timer blev lagt udi aske, og bleve besynderligen fortifications værkerne formedelst bomber saaledes tilredede, at en stor deel af det Luneborgske skudd faldt ned udi graverne.

|496Nu var intet meere til overs udi staden uden Dom-kirken, hvilken de Danske ingenlunde vilde ruinere: Men, som de fornam, at besættningen havde retireret sig derhen, gave de fyr derpaa med nogle Canon-skud, hvilket foraarsagede saadan forskrækkelse, at tvende præste komme over vandet til leyren, og bade ydmygeligen, at bemeldte kirke maatte blive forskaaned; Hans Majt. gav dem saadant svar, at man skulde ophøre med skyden til den anden dag. Hertugen af Luneborg for at stille Kongen til freds.Imidlertid skulde Commendanten erklære sig, om han vilde opgive staden eller ey, hvorudover Commendanten udskikkede strax en tambour at anholde om stilstand indtil aften, hvilken han erholdt, og blev samme stilstand siden forlænged, indtil ved adskillige Potentaters mediation sagen blev forliigt til Hamborg paa saadan maade, at Hertugen af Luneborg maatte love at nedrive de kostbare fortificationer og føre sin milice indtil 200. mænd fra denne side Elven.

Denne tractat blev strax exeqvered udi den Danske krigshærs nærværelse. Til en erindring derom blev slagen en mynt, paa hvis ene side stod Hans Majts. brystbillede, paa den anden side den Gudinde Siva, som de Lavenborgere udi gamle tider tilbade, staaende paa en øe og kastende sit harnisk udi søen. Derom kunde man læse disse ord:

Udi begyndelsen af det aar 1695. lavede Prinds Christian sig til en udenlands reyse, hvilken gik for sig udi Majo. Paa samme reyse blev Hans Printzelige Høyhed angreben af en svaghed, og døde til Ulm den 27. Junii. Hans legeme blev strax bragt til Dannemark og nedsatt med sædvanlige Ceremonier udi Roskilde kirke. Udi ham miste Dannemark en Prinds af stor haabning.

Efter denne sorrig fik Dannemark ikke liden glæde igien formedelst Chron-Printzens bilager med den Meklenborgske Princesse Lovise, hvilket blev med stor høytidelighed celebrered den 5. Decemb.

Ellers opvaktes der en nye trætte mellem Hans Majt. og den nye Første af Holsten, som brød ud efter Kongens død til aabenbare krig.

Og saasom jeg i dette i dette] i dette] dette A1 A2; i dette SS i dette] dette A1 A2; i dette SS heele verk haver søgt at giøre alting forstaaeligt og tage enhver ting op fra roden, vil jeg ogsaa paa dette |497sted mælde noget kortelig om oprindelsen til de tvistigheder mellem de Kongelige og Førstelige huuse.

Udførlig beretning om oprindelsen til de Holstenske stridigheder.Det er bekiendt, at det Hertugdom Slesvig haver fra Arilds tid, ligget under Dannemark, ikke mindre end den anden andeel af vor halve øe og været kalden Synder Jylland, ligesom den anden deel Nord-Jylland. Denne Synder-part blev een og anden gang af de Danske Konger bortgiven til lehn, hvilket var meget brugeligt paa de tider saa vel her i Riget, som hos vore Naboer, dog med den forskiæl, at de Tydske lehn bleve forplantede paa den første Vassals efterkommere, saalænge der var nogen til overs paa sværd siden. De Danske lehn der imod, som Hvitfeld beviiser, vare ikkun personelle og strakte sig ikke til efterkommerne.

Saaledes var det beskaffet med det Slesvigske til Christophori 2. tider, da Anno 1326 blev giort den saa kaldte constitutio Waldemari, hvilken de Førstlige Ministrer i saa lang tid have beraabet sig paa, efterdi der udi var indført: *Dat dat Hartogdohm Slesvig nimmer wedder an dat Rik Dannemark fallen skall. Denne Waldemar, som giorde samme constitution, bliver af nogle kaldet Waldemar 3. af andre gandske udlukt af de Danske Kongers tal, efterdi han udi de u-roeligheder, Riget var udi, ved Græv Gerharts hielp af Holsteen trængte sig ind paa thronen, hvor fra han dog strax blev stødt, og, saasom han ikke holdes for nogen retmæßig Konge, saa er det forgiæves at beraabe sig paa de constitutioner, han haver giort Riget til skade; Omendskiønt nu samme Waldemar blev stødt fra thronen, og maatte give plads til den rette Konge, beholdt han dog Hertugdommet, og hans søn Henrik efter ham indtil 1375. da samme Henrik døde uden livs-arvinger, hvor ved Hertugdommet blev foreenet med kronen igien. Men den foreening varede ikke længe; Thi Kong Oluf gav det igien 1386. til lehn til Græv Gerhard Henrici Ferrei søn, hvilket Dronning Margareta confirmerede til Wordingborg 1392. Men, som paa denne velgierning fuldte stor u-taknemmelighed, fortrød det Dronningen siden, og udspiirede der af de store langvarige kriger, saa vel i hendes som i Erici Pomerani tid, hvilken sidste havde en armee engang af 100000 mænd udi det Slesvigske, hvor af kand sees med hvilken hidtzighed krigen blev ført; Thi de Holsteenske Herrer vare i forbund med de |498Vendiske Hansesteder, hvilket foraarsagede, at de saa længe giorde modstand, endelig blev der fred sluttet 1435 til Vordingborg, ved hvis kraft Hertug Adolph maatte beholde det Slesvigske, og hans arvinger 2 aar efter hans død.

Da Christianus Primus af den Høylovlige Oldenborgske stamme kom at besidde den Danske Throne, blev ikke allene Slesvig, men endogsaa Holsteen, eftersom han var arving til Adolph Hertug af Slesvig og Græve af Holsteen, foreened med Riget. Denne Høylovlige Konge efterlod sig tvende sønner Johannem og Fridericum, af hvilke den første succederede udi Riget, og den anden vilde have Slesvig og Holsteen allene, hvilket Kongen ikke vilde tilstaae ham, blev derfor giort den bekiendte deeling, som varede indtil Christiani 2 landflygtighed, da Hertug Friderik blev Konge i hans sted, og saa foreenede førstendømmene med Riget igien. Nogle aar efter Kong Frideriks 1. død, nemlig udi det aar 1544. deelte Hans Søn Christianus 3 Førstendømmerne med sine tvende brødre Adolph og Johan, kaldet den ældre, og, saasom den sidste døde uden livs-arvinger, bleve førstendommerne reducerede til tvende deele igien, den kongelige og den Førstelige.

Til saadanne deelinger haver den overmaade store kierlighed, de Høylovlige Danske Konger have baaret til deres børn og brødre, været aarsagen, hvilket ikke allene har svækket Riget mod Tydskland, men givet anledning til saa store u-roeligheder, som kand sees af alle de sidste Kongers historier; Vel søgte Christianus 3. saadant at forebygge ved den saa kaldte Communion saa vel som union udi Førstendømmerne. Men, saasom de samme ere forfattede udi alt for simple terminis efter de tiders maade, saa have de Gottorpske ofte der af taget anledning at dreye ordene efter deres interesse. Hist. Fr. Wilhel. lib. 19. sect. 62. Indtil Friderici 3 tider var harmonien temmelig god mellem begge linier, som Pufendorff bevidner: *Donec Carolus Gustavus Sveciæ Rex è domo Gottorpiensi Conjugem sibi adscivit, i. e. til Kongen af Sverrig blev besvogred med det Gottorpske Huus. Men da uddøde ogsaa gandske den liden gnist, som var tilbage af den taknemmelighed, Førsterne vare det Kongelige huus pligtige. Man havde mærkelige prøver der paa |499baade for og efter de Svenske krige, Kong Friderik førdte; Thi da Hertugen, som en troe Vassal af Riget, burte have beskyttet det mod fiendtlig vold, arbeydede han derimod paa af all magt at styrte det i u-lykke; Mem. de Terl. t. 1. p. 52. Thi Monsr. Terlon bevidner, at Hs. Secretaire Pauli, som residerede udi Kiøbenhavn, gav Kongen af Sverrig underretning om hvad som passerede udi Dannemark; *Ce fut le sieur Pauli lyder hans ord Secretaire du Duc de Holstein, qvi lui apporta les avis de tout ce qvi se passa chez les Danois, lui ayant eté depeché expressement pour cela. Ja den Svenske Skribent Pufendorff tilstaaer selv, at han havde tanker til gandske at skille Kong Friderik ved Riget og sætte den Danske krone paa sit hovet. Da Kong Carls armee var kommen fra Polen ind udi Holsteen uden penge og mondering, greb Førsten sig saaledes for deres skyld an, at han udsat Biscopens af Lubek umyndige søns kostbare klenodier, hvilket og andet kand sees af det efter kongelig ordre publicerte skrifft Anno 1715. For saadan begangen felonie, omendskiønt Hertugen havde forbrudt det Hertugdom Slesvig, saa dog betiente han sig af Rigets slette tilstand, og paastod til satisfaction souverainetet der over; i hvilket suure æble Hans Mayst. for at hindre Rigets heele undergang, da maatte bide, og overdrage Førsten saadant souverainetet. Da krigen igien begyndtes, greb han endnu videre om sig, og tragtede ved list, at bekomme baade Rensborg, Glükstad og Crempe, lagde Svenske folk ind udi Tønningen og aßisterede Kongen af Sverrig baade med raad og med penge, som Pufendorff selv beviiser baade udi hans Svenske og Brandenborgiske historier. vid. Mem. de Terl. Ja den unge Hertug var selv med i den Svenske armee for Kiøbenhavn, og ansaae af et vindue paa Kronborg slot, det store Søeslag, som blev holdt i sundet. Dette u-anseet, bekom dog det Gottorpske Huus confirmation paa souverainetetet over det Slesvigske ved den Kiøbenhavnske fred.

Aaret efter freden var slutted, fornyede Hertug Christian Albrecht alliance med Sverrig, hvilket kunde ikke andet end andet end] andet end] ande endt A1 andet end] ande endt A1 allarmere det kongel. Danske Hof, besynderlig, efftersom man kom under veyr med nogle geheime artikler, som sigtede til Rigets skade. |500Dog kom det til ingen yderlighed mellem Kongen og Førsten. Men de tvistigheder, som reyste sig udi Holsteen, angaaende Landets contributioner, bleve nogenledes bilagte ved en receß.

I det aar 1663 opreyste sig atter tvistighed igien mellem Kongen og Førsten, angaaende indkomsterne, hvilke bleve bilagde ved den saa kaldede *Gottorpske Peræqvations Receß, hvor udi den almindelige land-casse blev afskaffed, saa at det skulde staae enhver Herre frit for at bruge sin deel af revenuerne, som han vilde. I samme aar fandt Hans Majst. nødigt at opbygge igien den fæstning Christianspriis, som stedse under hans regiæring havde været demolered, over hvilket Hertugen blev allarmeret, men det blev dog der ved, og er samme fæstning endnu udi stand, og beskytter endeel af de kongelige Danske skibe, og Førsten gav sig endelig selv til freds, da Hs. Majt. nogle aar efter i den Glükstadske Receß forsikrede ham at samme fæstning ikke skulde være hans lande til nogen præjudice. Endelig da udi det aar 1667. den kongl. Princesse Friderica Amalia blev given til Christian Albrecht Førsten af Holsteen, bleve de gamle tvistigheder mellem Kongen og Førsten gandske ophævede ved den Glükstadske Receß, efter hvilken tid der var en stedse varende god forstaaelse mellem Førstendommene, saa længe Kongen levede, men da Kong Christian 5. kom at sidde paa thronen, reysede sig tvistigheder mellem Høystbem. Konge og Førsten, angaaende Oldenborg, hvor om tilforn er talt. Medens disse stridigheder varede, opvaktes Ao. 1672. andre om contributionernes hævelse. Hans Førstl. Durchl. i steden for at stille Kongen til freds, reysede da uformodentlig selv til Stokholm, hvilket opvakte stor mistanke hos Hs. Majt. og, som han samme tid stod færdig at bryde løs med Sverrig, og hans høye allierede forestillede, hvor liden succes man kunde kunde] kunde] knnde A1 kunde] knnde A1 vente sig, med mindre man forsikrede sig sig] sig] fig A1 sig] fig A1 udi Holsteen, lod Kongen invitere Førsten til Rensborg, for der at handle om tvistighederne, og brød da omsider hull paa bylden; Thi den 26. Junii bleve porterne sluttede udi Rensborg, og skeede da de bekiendte propositioner, ja det saa kaldte Rensborgske fordrag blev da giort, hvorved Førsten gav tilbage sit souverainetets Diploma over det Slesvigske, og afstod alle de herligheder, som Førsterne havde Dannemark aftvunget ved de haarde frede til Roskild og Kiøbenhavn. |501De fornemste Førstelige stæder lod Hs. Mayst. besætte med Danske tropper *ad interim, at han kunde have ryggen frie, saa længe krigen varede med Sverrig, og maatte Commendanten udi Tønningen Hans Vatter overgive samme fæstning.

Dette sidste kand ikke nægtes jo haver givet anledning til megen snak og medisance blant adskillige folk, sær dem, der allene have læsed de Holstenske skrifter, der saa meget *pathetice have udraabet denne action; Men naar man seer først noget hen udi tiden, og betragter, hvorledes Hertugerne af Holsten have comporteret sig mod dette Rige, hvilke haarde accorder de ved Sverriges magt have extorqveret af det samme; For det andet, naar man her betragter Kong Christian 5. som den, der da var nødd til at føre krig med Sverrig, hvilket ikke kunde skee med nogen haab om god fremgang, saalænge Hans Majt. ikke havde ryggen frie, saalænge som han saae hænderne saasom bundne, ved det han udi kiernen i sit land havde sterke fæstninger, som kunde beskytte fienden og nogle 1000. soldater, der kunde conjungere sig med den samme. For det tredie, naar man betragter Hertug Christian Albrechts conduite mod Dannemark, hans alliancer med Sverrig, ja hans nyelige reyse til Stokholm 1674. kand denne Kongens action meget let excuseres; Thi de Holstenske Ministrer maa kalde til hielp det heele Tydske Riges Jurister, saa maa de som ere upartiske dog tilstaae, at enhver Potentat, som var udi den stand havde giort det samme.

Hertugen vilde ikke lade sig nøye dermed, men retirerede sig til Hamborg, hvor han protesterede offentlig mod det, han havde accorderet udi det Rensborgske fordrag, hvorudover Hans Majt. lod Førstendommene seqvestrere, og den bekiendte Holstenske Minister Kielman von Kielmans-Eck blev ført fangen til Kiøbenhavn; Udi saadan tilstand vare de Holstenske sager til 1679. da Hertugen ved freden blev sat i forrige stand igien.

Efter den Fontainebleauiske fred reyste sig igien nye stridigheder formedelst nogle puncter, som ikke vare afhandlede udi samme fred. Den Holstenske Cantzler Høpffner raadede Førsten at forlige sig med Hans Majt. forestillende ham, at intet var ham meere sikert og tienligt end Dannemarkes venskab. Denne forestillelse udvirkede saa meget, at Førsten giorde sig alt færdig at reyse til Pinnenberg, |502hvor Kongen opholdt sig, for at arbeyde paa et stedsvarende venskab. Men de Svenske finge i tide kundskab derom, og ved Wangelin saa meget udrettede, at han forlod sit gode forsætt, og satt Høpffner fra sit embede, saa derfore 9. samfælde aar bleve drevne bort med tvistigheder, besynderlig om contributions restancer, varende hvilke disputer, Hertugen opholdt sig i Hamborg. Hvad Kongens fodring var angaaende, det havde saadan beskaffenhed; Hans Majt. havde efter den Nimvegiske og Fontainebleauiske fred en fodring af 900. og nogle tusinde Rdlr. som contributions restantzer af forrige krig paa Hertugen. Paa disse penge slog Kongen formedelst Frankeriges interposition meget af, og blev Anno 1686. giort saadant forlig, at Hertugen skulde udi 6. aar betale 300000. Rdlr. udi gangbar mynt og til forsikring forsikring] forsikring] forfikring A1 forsikring] forfikring A1 derom give Femmeren. Nu cederede Hans Majt. den første termin til Hans Herr Broder Prinds Georg, med hvilken Førsten accorderede iligemaade, og forskrev ham de tvende ampter Tremsbüttel og Steinhorst mellem Hamborg og Lybek, saasom et *constitutum possessorium cum pacto executionis. U-anseet dette fordrag, anholdt dog Førsten om et *moratorio paa 5. aar, hvorved den første termins interesse til Høystbemeldte Prinds Georg skulde blive ubetalt indtil det 3die aar; Hvorudover Kongen paa Prindsens vegne tog i possession bemeldte tvende ampter. Anno 1688. blev af yderste magt arbeydet paa at giøre en ende paa de stridigheder, hvilke endelig bleve bilagde efterfølgende aar ved den bekiendte Altonaiske tractat, hvor ved Hans Majt. formedelst andre Potentaters intercession restituerede Hans Førstl. Durchl. i alle sine lande igien. Efter den Altonaiske tractat var fred udi Førstendommene, saa lenge som Hertug Christian Albrecht levede. Men, da Hertug Christian Albrecht døde 1694. og den unge Hertug Friderik kom til regieringen, opvaktes nye tvistigheder. Hans Majt. fornam efter Christian Albrechts død Ministerium til Gottorp at blive forandred, og at de nye Ministrer bragte den unge Hertug fra de principiis, som Hans Herr Fader havde fuldt efter det Altonaiske fordrag. Hvorudover Hans Majt. for at udforske rett, hvordan det nye Ministerium var sindet, forlangede af den unge Hertug en communication af Hans Faders testament. Herudover fandtes strax de, der raadede Hertugen at bortkaste den tillid til Kongen, |503som Hans Fader med sin største nytte havde haft, og blev strax uden Kongens villie og samtykke 500. Svenske soldater indførte udi Førstendommene. Disse folk begiærede Hans Majt. strax at bortføres igien, forestillende, hvormeget det stridde mod den foreening mellem begge Førstendommene, og tilfelles Regiering, men uden at udrette noget dermed, hvilket foraarsagede, at den Slesvigske Land-Ret og *actus communis Regiminis ophørte. Hertugen, forladende sig paa Svenske alliance, fremturede udi sit forsæt og fuldfærdigede de skantzer, som han havde begyndt, hvorudover man begyndte at udryste floder baade i Dannemark og Sverrig. De Potentater, som havde guaranteret for det Altonaiske fordrag, lagde sig der imellem, og bleve der holdte conferentzer til Hamborg, Pinnenberg og Berlin, men forgiæves. Kongen ruinerede nogle af skantzerne, og Hertugen lod dem opbygge igien, og, saasom han havde faaet den Svenske Princesse Sophie Hedevig til ægte, og ved saadant Svogerskab var bleven meer og meer modig, kunde man nok see, at det vilde udfalde til krig, Kong Christians død og berømmelse.men førend det kom dertil, døde den berømmelige Konge 1699. den 25. Augusti udi sin alders 54. aar, efter at han havde regiæret udi 29. og et halvt aar. Hans Majts. død blev høyligen af alle begrædet, saasom man mistede udi ham ikke allene en from og naadig Herre, men endog en aarvogen og tapper helt, der ved sin bravoure forhvervede den Danske Nation stor anseelse, saa at aldrig nogen fiende udi Hans regierings tid havde fod paa Dannemarks grund. Og var det ikke allene mod Rigets fiender, men endogsaa udi fremmed tieneste de Danske indlagde ære; besynderlig udi Irland, hvor 7000. Danske tropper under Hertug Ferdinand Wilhelm af Wurtenberg udi tvende batailler, sær ved den flod Boine 1690. indlagde stor ære, og derefter bleve brugte udi Nederlandene, hvor de giorde store tienester indtil den Rysvigske fred 1698. da de omsider med megen berømmelse komme tilbage. Til Hans Keyserlige Majt. bleve ogsaa overladte 2500. mænd at bruges mod Tyrkken udi Ungarn; Saa at den Danske militz under denne Høypriiselige Konge kom i stor consideration, sær Søe-magten; Thi der skal neppe findes neppe findes] neppe findes] neppefindes A1 neppe findes] neppefindes A1 exempel udi historier, at en Potentat har erholdet saa mange søe-seyervindinger uden ringeste forliis. Kongen af Frankrig merkede besynderlig af den langvarige krig, i hvad tilstand |504Hans Majt. havde satt Dannemark, og derfor efter den Fontainebleauiske fred søgte Kong Christians venskab frem for andre Potentaters, sluttede en defensive alliance med Dannemark, og ideligen saalænge Kongen levede, søgte at underholde samme venskab, til hvilken ende der bleve hidskikkede fleere Franske Ambassadeurs end udi nogen anden Konges tid, som Mortangis, Marqvis de Villars, Conte de Chiverni, Bonrepos og endelig Chamilly. Hans Majt. var ikke allene udi stor anseelse hos Christne Potentater, men endogsaa blant andre; Thi der lode sig hid indfinde baade Persiske og Tartariske Gesantere.

Denne Høysalige Herre berømmes ikke mindre af civile sager. Foruden de ypperlige Danske og Norske lov-bøger, lod han ogsaa publicere krigs og søe-articlerne den nye alterbog, item de nu brugelige psalme-bøger, fornye de tvende Ridderordene af Elephanten og Dannebroge, hvorom er talt paa et andet sted, stifte Grævers og Baroners stand, afmaale landet og sætte miile pæle eller høye, indføre lighed udi vægt og maal, anstifte den brandordning udi Kiøbenhavn, som fast ingen steds har efter fremmedes bekiændelse sin liige; fundere det Ridderlige Academie udi Kiøbenhavn, af hvilke poster de fleeste ere af den vigtighed, at de fortiene enhver for sig at befattes udi særdeeles tractater.

Hvad bygninger anbelanger, da blev i hans tid anlagte den Nyehavn, Christianssteen ved Trundhiem, Christiansøe, Christianhavns kirke, Hallands-aas blev bebygt og kaldet Kongens Torv, Kalleboerne, den store Christianshavns vold og meget andet af vigtighed.

Hvad handelen er angaaende, da kand sees af adskillige samme Høypriislige Regents forordninger, hvormeget Hans Majt. har ladet sig den være angelegen, og saasom derom blir talet udi et andet capitul, vil jeg det her forbigaae.

I sær priises hos denne store Konge Hans livsalighed og omgiengelighed; Thi han lod sig ofte uformodende indfinde udi borgerlige samqvemme, og, naar nogen lystighed blev holden, som bryllup eller giæstebud, endogsaa hos middelstands folk, beærede han dem med sin høye nærværelse, hvilket langt fra at jage frygt eller undseelse iblandt folk, opmuntrede dem til des større lystighed. Hans vrede varede ikke længe, Hans godhed og kiærlighed mod visse perso|505ner derimod var bestandig. De personer, som Hans Majt. bar meest tilliid til, vare Hans Høye Excellence Uldrik Friderik Gyldenløve, som han elskede saa høyt, at adskillige fremmede skribentere derover ere bragte i den vildfarelse, at Hans Majts. forsætt var at giøre ham til Konge i Norge; De andre vare Gros-Cantzler Griffenfeld, som i begyndelsen af hans Regiering havde ganske hans hierte; Geheime Raad Matthias Moth, Ober-Jægermester Hahn, og Ober-Cammer-Herre Adam Levin von Knuth. Hans efterlatte Dronning var Charlotta Amalia, Land-Græv Wilhelmi 4. Dotter, med hvilken Høypriislige Dronning han avlede 1. Friderik 4. vor nu regiærende Allernaadigste Konge. 2. Christian Vilhelm, som døde 1673. udi sin alders 3die maaned. 3. Christianus, som døde til Ulm, 1695. 4. Sophia Hedevig. 5. Christiana Charlotta, som døde 1689. 6. Carolus. 7. Wilhelmus, som døde 1706. Hans naturlige børn, som han avlede med Grævinden af Samsøe, vare Christianus og Uldrik Christian Gyldenløv. Christiana, Sophia Christiana, og Anna Christiana, som alle ere hensovede.

Nu rester at give en afrisning paa vor nu regiærende Allernaadigste Konge, hvis historie, som den er fuld af merkværdige sager, saa vel udenlandske, som indenlandske langvarige krige, store seyervindinger, fordeelagtige ja glorieuse freder, hvor ved disse Rigers mægtige fienders magt er bleven indskrænket, Dannemark ved hele Provincier forøget, krigs-discipline bragt paa høyeste spidse; Herlige seminarier indrettede, religionen forplanted udi Synden og Norden; Nye Collegier indstiftede, handelen sat paa bedre fod end tilforn, og u-talligt andet merkværdigt, saa synes denne berømmelige Konges levned at kunne blive, som en zirat og ædelsteen udi dette verk. Men, som Hs. Mayst. har allernaadigst andre overdraget saadant udførlig i pennen at forfatte, vil jeg med Christiani 5 død slutte dette Capitel, og ønske med alle troehiertige undersaattere, at det maa behage GUd at styrke H. Maj. forlænge Hans dage, velsigne Hans Regiment ydermere saaledes, at Hs. Maj. maa nyde frugterne af sin lange møye og arbeyde, indtil den store GUD forflytter ham did hen, hvor han fuldkommelig vil blive belønnet for sin møye, aarvaagenhed, gudsfrygt, retfærdighed og andre store dyder, hvorved han har skinnet, som et stort lys, blant andre Regentere paa jorden.

	Vis kommentarer		tekstkritiske noter		variantnoter		alle noter åpne Tekstkilder Veiledning