Den Højsalige Konge efterlod sig 4 Sønner, nemlig: Christian, Hans, Adolph og Friderik. Den ældste Christian var fød af Margrævinde Anna af Brandenborg, de andre af den Pomerske Hertuginde Sophia. Efter de gamle brugelige Successions Love syntes vel Riget at tilfalde den Ældste og Førstefødde, og var det at ønske, at Stænderne, uden at subtilisere for meget, strax havde beqvemmet sig til at antage ham, thi de havde derved forekommet mange store Ulykker; Men Conjuncturerne vare da saa slibrige, at der kunde efter Kongens Død ikke ventes andet end en Polsk og forvirret Rigs-Dag. Adelens Myndighed var under Friderico I. kommen paa den højeste Spidse, saa at hver Herremand ansaae sig, som den, udi hvis Magt det stod, at give Riget bort til hvem ham lystede. Hvorudover mange, endskiøndt de havde Tvistighed om Konge-Vall.intet at sige paa de Kongelige Børn, og at de noksom forud kunde see, at de af Hertug Christian kunde forvente sig et mildt og lyksaligt Regimente, saa syntes dem dog, for at lade see, at de vare virkelige Electores eller Vall-Herrer, at man eengang kunde vige fra den banede Vej, og gaae de Kongelige Børn reent forbi, saaledes, at den tilkommende Konge alleene kunde kaldes deres Hænders Gierning, og at ikke Æt og Blod, men alleene deres Velgierning og et frit Vall banede ham Vej til Thronen. Andre derimod holdte fore, at de kunde, for at maintenere deres Vall-Rettighed, giøre et *Hysteron Proteron med de Kongelige Børn, og gaae den Ældste forbi, alleene fordi han var den Ældste, paa det at hans Vall ikke skulde have Skin af at være Succession. Mange af Almuen vare den landflygtige Konge endda gunstige, og de fleeste af Geistligheden ansaae den ældste Prinds Christian, som den der vilde følge sin Faders Fodspor udi Religions Sager, hvorpaa han allereede havde ladet see Prøver udi Førstendømmene, saa at de under ham ikke kunde vente sig andet end deres Regimentes Forstyrrelse. Udi saadan Tilstand var Riget, og saaledes vare Gemytterne dannede, da den store Rigs-Dag efter Kong Fride-|276riks Død gik for sig, hvilken ikke kunde holdes uden Forvirrelse, og endes uden med ingen Frugt i Henseende til de Sygdommer, Stænderne laborerede af, saa at Pontanus havde ikke haft nødigt at fremføre de foromtalte tvende Cometer, som Forbud til forestaaende Uheld, eftersom der vare meere sikkere Politiske Aspecter, hvoraf man u-fejlbarligen kunde see, at Storm og U-væjr vilde rejse sig.

Rigs-Dagen blev berammet strax efter Kong Frideriks Død paa en St. Hans Rigs-Dag.Dag 1533. Paa samme Rigs-Dag bleve først foretagne Religions Sager. Og fremførede da Bisperne deres *Gravamina imod de Verdslige Stænder af forrige Regiering, forlangende først, at det udi Kong Frideriks Tid indførte Kiætterie maatte Handel om Religions-Sager.afskaffes og udrøddes, og at den gamle Romerske Religion maatte fremdeeles alleene haandhæves. Dernæst at den Odenseiske Recess af 1527 maatte corrigeres, efterdi Adelen udi samme Recess havde faaet Hals og Haand og alle 40 Marks Sager med deres Bønder og Tienere, ligesaa frit som Kronen og Bisperne havde deres, hvorved de, nemligen Bisperne, meenede sig at være fornærmede udi deres Jurisdiction. Endeligen paastode de, at, saasom ovenmeldte Odenseiske Recess havde forsikret dem om, at de skulde blive ved deres Stikte, og beholde deres Indkomster ubeskaarne, og de Lutherske ikke desmindre havde ved Kongens Tilladelse bemægtiget sig et og andet Geistligt *Beneficium, at da saadant igien maatte restitueres. Dette En Recess giort til Reformationens Undertrykkelse.foredroge Bisperne med saadan Iver og Myndighed, at de Verdslige Stænder ikke understode sig at afslaae deres Forlangende, der blev derfore giort en nye Recess, hvorudi de Roman-Catholske igien bleve beskyttede, og de Evangeliske fortrængede. (a)

Efterat dette var forrettet, tog man for at handle om et nyt Konge-Vall, Hertug Handel om Konge-Vall.Christian havde saa vel udi sit eget som udi sine Brødres Navn affærdiget til Rigs-Dagen Wolf Pogwisk og Melchior Rantzov, for at føre Stænderne til Gemytte det Løfte de havde giort hans Fader, at antage en af hans Sønner til Konge, iligemaade at forestille dem de Velgierninger, den Højsalige |277Konge havde beviiset Riget, i sær Adelen, som han havde begavet med saa mange herlige Privilegier. Gesanterne De Holstenske Gesantere recommendere Friderici I. Børn.nævnede ingen af de Kongelige Prindser, men lode det tillstille Stændernes gode Villie, hvilken af dem de til Konge vilde antage. De erindrede ogsaa, at det var fornødent at skride til et hastigt Konge-Vall, saasom det var farligt, at lade Riget være længe uden Hovet, sær, eftersom den fangne Konge endda havde mange Tilhængere, som vilde betiene sig af Thronens Vacance, for at styrte Riget udi nye U-roelighed igien. Med saadanne Instruxer skikkede Hertug Christian disse Gesantere til Rigs-Dagen, og, saasom han derved ikke søgte sin egen Interesse, ej heller, endskiønt han var den Ældste og Førstefødde, forlangede noget Fortrin for sine Brødre, kunde man deraf see hans Ydmyghed, og liden Begierlighed efter verdslig Ære, hvorudover ogsaa Hertug Christians Ydmyghed.Philippus Melanchton udi sine publiqve Lectioner afmalede ham, som et Munster paa en god Regent. En skreven Christiani 3. Historie siger, (a) at paa denne Rigsdag Christiani 2. Gesantere ogsaa lode sig indfinde, for at recommendere den fangne Konges Interesse, og at de samme vidtløftigen undskyldte hans forrige Regiering, og forsikrede om et naadigt og mildt Regimente. Men de trykte Krøniker mælde intet der om; Det synes ej heller troeligt, at hans Gesantere ere blevne antagne til Audience.

Efter at Religions Sagerne, som sagt er, vare afgiorte, begyndte man at raadslaae om et nyt Konge-Vall, og hvilken af Kong Frideriks Sønner de skulde udvælge til Konge, og blev da udi Gesanternes Nærværelse Rigets Seil, som var brugt under Kong Friderik, sønderbrudt, for at lade see, at man udi Konge-Vallet vilde have frie Hænder. (b) Bisperne, som frygtede sig for Hertug Christian, efterdi han allereede Bisperne giøre Forslag om den mellemste Broder Johan.havde ladet see saa stor Iver for Reformationens Forfremmelse, foresloge strax den anden Broder Johannem, foregivende, at han efter første Fødselens Rett var den nærmeste til Thronen, efterdi han var en fød Konge-Søn. (c) Da derimod Christian var ikkun en fød Hertugs Søn, |278saasom han var bragt til Verden, førend hans Fader blev Konge; de sagde ydermeere, at Hertug Christian udi hans Ungdom havde ført et u-ordentligt Levnet, og at hans Hr. Fader ikke havde været fornøyet med ham, saa vel i den Henseende, som fordi han havde giftet sig imod hans Villie. Videre Prætext til Hertug Christians Forbigaaelse.allegerede de, at Hertug Christian kunde ansees som en Fremmed, der differerede fra de Danske baade udi Sprog og Levemaade, efterdi han var opdragen uden Riget, da derimod den yngre Broder Johannes kunde ansees som rett Dansk, efterdi han var opdragen i Dannemark. (a) Dette brugte de til Prætext for at udlukke den Ældste fra Successionen, hvor vel den hemmelige Motiv, som de der til havde, var, at den Evangeliske Lærdom ingen videre Fremgang skulde have i Riget, og de havde i sinde at opdrage den unge Hertug Hans udi den Catholske Religion, saasom han endda ikke selv formedelst sin Alder kunde forestaae Regieringen. De verdslige Stænder De verdslige stænders Argumenter i faveur af Hertug Christian.derimod paastode, at man skulde udvelge Hertug Christian, saasom Riget behøvede en Regent, der var kommen til Aar og Alder: de foregave ogsaa, at det hindrede ham ikke, at han ej var fød Konge-Søn, eftersom der handledes om et frit Vall, hvor udi de verdslige Stænder raisonnerede bedre end Bisperne, hvis Argument, som de toge af første Fødsels Rett, destruerede deres eget Principium om Vallrettighed. Ydermeere sagde de, at, endskiønt Hertug Christian havde været noget vild udi Ungdommen, havde han dog saaledes ved Alderen tiltaget udi Dyd og ordentligt Levnet, at man udi ham kunde være forsikret om at faae en særdeles god Konge. Men Bisperne vilde ingenlunde have Hertug Christian, og derfore, som de merkede, at deres forrige Argumenter ikke kunde holde Stik, søgte de i det ringeste at forhale Tiden, foregivende, at det var Riget ikke tienligt at skride til et nyt Konge-Vall, førend de raadførede sig med Norges Riges Raad derom, eftersom man havde lært af Erfarenhed, at Norge ellers der af kunde tage Anledning til at afsondre sig fra Dannemark; Vallet opsættes et Aar.herudover blev besluttet, at opsætte Konge-Vallet et heelt Aar til St. Hans Dag igien, og imidlertid at raadføre sig med de Norske, og tillige med dem at udvælge sig |279en tilfælles Konge for begge Riger. Derpaa blev handlet om at udvælge en af de Fornemmeste af Adelen, der imidlertid kunde forestaae Regieringen. Stædernes Magistrat, besynderlig Kiøbenhavns og Malmøes, blev hentet af Raadet, og formanet, at holdeholde]holde] hol- A holde] hol- A BorgerskabetBorgerskabet]Borgerskabet] B, Borgeskabet A; Borgeskabet SS Borgerskabet] B, Borgeskabet A; Borgeskabet SS udi Lydighed, og at have Øye paa alting, i fald nogen Urolighed skulde reise sig. Hvilket de ogsaa lovede, men, hvor vel de saadant meenede, viisede Udgangen. (a)

Adskillige af de forsamlede Herrer vare ilde fornøyede med denne Opsættelse, Nogles Protestation mod denne Opsættelse.besynderligen Mogens Giøe, og Erik Banner, hvilke ginge vrede fra Rigsdagen, og sagde, at Herredagen var berammet for et Konge-Vall, og at det var Riget ikke tienligt at være længe uden Hovet. Men at Bisperne saae meere paa deres egen Fordeel, end paa Rigets Nytte og derfor havde hindret Raadets gode Forsæt. De protesterede endeligen mod hvad som besluttet var, og gave tilkiende, at de ikke vilde være Rigs-Dagen hæves.ansvarlige for den Uheld, som Riget ved saadan Forhalning kunde geraade udi: hvorpaa en hver reisede til sit Hiem, og den fornemste Part af Adelen fuldte dem efter.

Efter at ForsamlingenForsamlingen]Forsamlingen] Forsamligen A Forsamlingen] Forsamligen A saaledes var adsplided, traade Bisperne med deres Tilhængere videre udi Raad sammen, og besluttede eenstæmmigen at udvælge Hertug Hans til Konge. Samme Prinds var da ikkun 8 Aar gammel, hvorudover de søgte Bispernes Complot i Faveur af Hertug Johan.at faae ham udi deres Hænder, for at opdrage ham i den Catholske Religion, og til den Ende beskikkede Hr. Oluf Rosenkrantz til Valløe at være hans Hoffmester, og Peder Svave at være hans *Informator. Dette Bispernes Foretagende haver forført adskillige fremmede Skribentere til at troe, at samme Hertug Hans virkeligen var bleven udvaldt af Raadet til Konge i Dannemark; men, at saadant aldrig er skeet, har Christianus 3 udi det Aar 1538 tilkiende givet ved et udførligt Skrift til Gottorp.

Foruden den Præcaution, Bisperne toge at udelukke Hertug Christian fra Forfølgelse imod de Evangeliske.Riget, arbeidede de ogsaa paa at betiene sig af denne Leilighed og Thronens Vacance, for at oprette deres faldne Sager, til hvilken Ende de paastode, at den Kiøbenhavnske Recess, hvor-|280om nyligen er talt, maatte efterleves, og *Mag. Hans Taussen, som den, der først havde udspredet den Lutherske Lærdom, maatte straffes. De erholdte ogsaa efter lang Paastand, at bemeldte Mag. Taussen blev citered at møde paa Kiøbenhavns Raadhuus, hvor der blev fældet en Dom over ham af saadan Indhold: at saasom han havde for nogle Aar siden ladet et Skandskrift udgaae, hvorudi han havde kaldet Bisperne Tyranner og Bedragere, item bemægtiget sig med sit Anhang de fleeste Kirker i Kiøbenhavn, sær St. Nicolai, ja talet Biskop Joachim Rønnov haanligen til udi Rigets Raads Nærværelse, og endeligen, at han havde skrevet imod Sacramentets Brug, saa blev fundet for gott, at han skulde forviises Siællands Stikt; Og, udi hvilket andet Stikt i Jydland eller Fyen han kom, skulde han intet skrive eller prædike uden Bispernes Villie og Samtykke. (a) Denne Dom blev fældet Mag. Taussen forviises Siællands Stiftaf Rigets Marsk Tyge Krabbe med endeel andre Herremænd, hvis Navne ere udi Dommen indførte, og finder jeg ikke, at Mag. Taussen gaves Tid til at svare paa Bispernes Beskyldninger, hvilket giver tilkiende, at Bisperne da spillede Mestere, og at det havde været ude med den Evangeliske Troe udi Riget, hvis dette Interregnum havde varet længe. Almuen, som mestendeels var Lutersk, blev ilde tilfreds med saadan Opførsel, hvorudi man handlede lige imod det, som var besluttet paa den store Herredag til Odense. Hertug Christian kom det ogsaa underligt for, at hans yngre Broder skulde ham foretrækkes, dog lod han sig ikke merke med nogen Fortrydelse, paa det han ikke skulde siges at misunde sin Broder hans Lykke. Een stor Deel af Adelen gav ogsaa deres Fortrydelse tilkiende, saa vel i henseende til religionen, som Konge-Vallet. Kort at sige, der reisede sig Misfornøyelse over alt, sær udi Kiøbenhavn, hvor Kiøbenhavns Borgere tage Mag. Taussen i Forsvar.Borgerne samlede dem bevæbnede paa gammel Torv, for at beskytte Mag. Hans Taussen. Endeel af Raadet blev udskikket til dem for at stille saadant Oprør, men forgiæves, hvorudover, saa som man frygtede, at denne Allarm vilde have farlige Sviter, fandt man for got at love Borgerne Sikkerhed for deres Prædikant. Da |281Raadsherrerne ginge ned af Raadhuuset, geleidede Mag. Taussen Biskop Rønnov lige til Bispegaarden, for at hindre at ham intet Ont skulde vederfares af Almuen. Hvorudover Joachim Rønnov gav Mag: Taussen sin Haand uden for Bispegaarden, og takkede ham for saadan Velgierning. Ikke desmindre stod dog den Dom, som engang falden var, ved Magt. Men, som Kiøbenhavns Borgere ingenlunde vilde miste deres Prædikant, og en stor Deel af Adelen, som havde antaget den Evangeliske Lærdom, ej heller saadant vilde tilstede, arbeydede man paa et Forlig mellem Bispen og Mag. Forliig mellem Bisp Rønnow og Mag. Taussen.Taussen, og dertil betienede sig af Hr. Mogens Gøe, Erik Banner og Knud Gyldenstierne, hvilke overtalede Bispen at være meere lemfeldig med Mag. Taussen og de Lutherske. Et Forlig blev derfor til veje bragt, efter at Mag. Taussen ved et aabed Brev reverserede sig ikke at bruge Skieldsord udi sine Prædikener imod den Roman-Catholske Geistlighed, iligemaade at være Bisp Rønnov troe og lydig. (a) For dette maatte ogsaa Mogens Gøe cavere, som kand sees af hans Brev, dateret til Bistrup. Og var det besynderlig i Regard af denne Mogens Gøe, at Biskopen lod sig bevæge til Forlig, efterdi han tilforn havde været forlovet med hans Dotter Jomfru Birgitta Gøe. (b) Saa at denne Jomfrue, som Bispen synes at have været forliebt udi, denne gang foraarsagede, at den Evangeliske Troe paa samme Tid ikke gandske gik under. Denne Particularitet findes hos en gammel Skribent, hvilken man des meere kand fæste Troe til, efterdi han selv var Roman-Catholsk, og levede paa samme Tider. (c)

Medens disse Religions og Stats Tvistigheder ginge for sig udi Dannemark, Oprindelse til den saa kaldte Grævens Krig.myntedes der paa en Feide udenlands, som for Alvor brød ud efterfølgende Aar, og nær bragte Riget udi yderste Fordervelse. Denne Krig, som gemeenligen kaldes Grevens Krig |282efter Grev Christopher af Oldenborg, foraarsagede saadan Uheld i Riget, at det siden er bleven et Ordsprog: Du kommer i Grævens Tid, naar man spaaer een noget Ont. De fornemstefornemste]fornemste] A B; fornemmeste SS fornemste] A B; fornemmeste SS Instrumenter dertil vare, foruden bemeldte Græve Hoved-Personerne udi den paafuldte Tragœdie.Christopher, 2 Lybekkere, neml: Marcus Mejer og Jørgen Wüllenvæber, og 2 boesatte Tydske Mænd udi Dannemark, nemlig Jørgen Mynter og Ambrosius Bogbinder. Marcus Mejer var først en Smed af Haandverk, og boede udi Hamborg. Efter at han nogen Tid havde øvet det Haandverk, slog han sig til Krigen, hvorved han saaledes avancerede, at, da de Lybske skikkede 600 Mænd Hielpe-Tropper til Ungarn imod Tørken, blev Marcus Mejer satt til Anfører over samme Folk. Men, som Marcus Mejer og hans Portrait.dette Tog blev indstillet, satt han sig ned udi Lybek, og derefter tienede Kong Friderik udi Beleiringen for Kiøbenhavn. Han giftede sig med en Borgemesters Enke udi Lybek, og endeligen blev Borgemester udi samme Stad. Han var en hurtig og uroelig Mand, som af hans Historie videre skal sees. Hvor stor Talent samme Mand har haft at insinuere sig, sees der af, at, da han engang blev med sit Skib dreven til de Engelske Køster, og arrestered i Engeland, snakkede han sig ikke alleene løs igien, men blev ogsaa af Henrico 8. beæret med en Ridder-Orden. Der meenes da, at han for samme Konge giorde Forslag om at underkaste Dannemark hans Herredom, hvorom videre skal tales siden. (a)

Jürgen Wullenvæber var en veltalend, dristig og uroelig Mand, (b) og ved disse Jürgen Wullenweber.qvaliteter ikke alleene banede sig Vey til Borgermesterskab udi Lybek, men regierede Staden med fast Kongelig Myndighed. Marcus Meyer ansaae ham som en beqvem Mand at have i Ledtog med sig, og derfor recommenderede ham først til at blive Raadmand, i hvilken Post han neppe havde været en Maanetværet en Maanet]]været en Maanet]] været A, været et Aar B; været en Maanet SS været en Maanet] været A, været et Aar B; været en Maanet SS , førend han blev Borgemester. Han kunde ved sin Veltalendhed dreje de Lybske ligesom han vilde. Alting gik igiennem hans Hovet, saa at Raadet og hans Colleger i hans Tid havde intet at sige, thi han stolede paa sine Qvaliteter, hvorved han havde for-|283hvervet sig den gemeene Mands Yndest, og foragtede Raadet og hans Colleger. Han var særdeeles Autor til den store Krig imellem Dannemark og Lybek, og til alle de Ulykker, som deraf reisede sig.

Hvad Ambrosius Bogbinder angaaer, da finder jeg intet i Historien om hans Ambrosius Bogbinder.Opkomst. Jeg seer alleene, at han var en Fremmed, der satt sig ned udi Dannemark, hvor han blev Borgemester udi Kiøbenhavn. Han signaliserede sig udi det Aar 1531. ved at nedslaae og synderhugge Tavler og Billeder udi vor Frue Kirke, hvoraf man seer, at han har været en stor Hader af den Romerske Religion. Jürgen Wullenwæber betienede sig af ham for at bringe Riget udi Forvirrelse, hvortil han ogsaa lod sig mesterligen bruge.

Jürgen Mynter var en Westphalinger af Geburth, og blev Borgemester udi Jürgen Mynter.Malmøe. Han var Sted-Fader til den udi Kong Frideriks Historie omtalte Claus Kniphof, som foruroeligede Søen, og blev rettet udi Hamborg. Jürgen Mynter var en duelig og dristig Mand. Udi hvilken Estime han var hos Kong Friderik sees der af, at høystbemeldte Konge forlehnede ham med Borrebye, og slog ham til Ridder. Han blev, som de fleeste fremmede Embeds Mænd paa de Tider, en skadelig Mand for Riget. Det eeneste Gode, han giorde, var, at han funderede en Almisse udi Malmøe for de Penge, som han vilde udløse sin Stedsøn Claus Kniphoff af Fængsel med. Om det kand ellers kaldes en god Gierning, at ville give til GUd det som man ubilligen har berøvet Menneskerne; Thi der holdes for, at han havde samlet sine Midler alleene ved Aager og store Renter. (a) Autor til det Skrift, kaldet: *Seditiones Civitatum Daniæ, giver samme Mand et meget hesligt portrait, sigende; at Simon Magus, Sylla og Catilina vare samlede udi hans Person. (b)

Disse fire Mænd vare de fornemste Hoveder til de paafølgende Uroeligheder; thi Græve Christopher af Oldenborg.Græv Christopher af Oldenborg, som Krigen |284fik Navn af, var ikkun et Instrument, som de betienede sig af, og som exeqverede hvad de udi deres Cabinetter besluttede.

Nu skrider jeg til Krigen, som havde saadan Begyndelse. Jeg har viiset udi Kong Frideriks Historie, at Højstbemeldte Konge havde forbudet Hollænderne Farten igiennem Sundet, efterdi de assisterede Kong Christian 2 med Folk og Skibe, men at Hollænderne siden, da de fulde til Føje, finge Frihed at fare paa Øster-Søen igien. Over dette bare Lybekkerne Fortrydelse, og, efter at de forgiæves havde besværget sig derover udi Dannemark, udrustede de en Flode af 24 Skibe, som blev betroed til Marcus Mejer med Ordre at overfalde og optage Hollandske Skibe, hvor han kunde treffe dem. Men Floden blev af Storm dreven til Engelland, hvor Marcus Mejer af Kong Henrik 8. blev anholden. Men ved Hansestædernes Forbøn blev han ikke Mejer og Wullenwebers Opførsel og Anslag.alleene løsgiven, men end ogsaa slagen til Ridder, som sagt er. Da han kom tilbage fra Engelland igien, tog han en Lybsk Borgemester-Enke til Ægte, og derpaa selv blev giort til Borgemester udi Lybek, og som han havde store Desseins i Hovedet, og merkede, at han behøvede en beqvem Medhielper, recommenderede han ovenomtalte Jürgen Wullenweber først til at blive Raadmand, og strax derpaa Borgemester. Disse tvende uroelige og Martialske Borgemestere toge sig strax all Myndighed til, og, paa det at Raadet skulde ikke være dem til Hinder i deres Desseins, som de ginge frugtsommelige med, indbildte de Almuen, at Papisteriet i Staden aldrig kunde afskaffes, saa længe som de gamle Raads-Herrer vare i Raadet; hvorudover de magede det saa, at det gamle Raad blev afskaffet, og et nyt Raad af deres Tilhængere blev stiftet igien, og blev deres Exempel efterfuldt udi andre Wendiske Stæder.

Efterat dette var skeet, opmuntrede de Staden til at fremture med Fiendlighed Wullenwebers Paastand paa den Kiøbenhavnske Rigs-dag.imod Holland. Marcus Mejer blev da atter skikket med en Flode til Vester-Søen for at hindre Hollænderne at passere igiennem Sundet, og Jürgen Wullenwæber blev skikket til den Herre-Dag, som efter Kong Frideriks Død blev holden i Kiøbenhavn med Ordre, at handle med Rigets Raad om Hollændernes Udelukkelse fra Øster-Søen, som de havde paastaaet udi Friderici I. Tid. En ligeledes Begiæring havde ogsaa de Lybske giort |285til Kong Gustav udi Sverrig: Men han afslog deres Forlangende, foregivende, at, eftersom Kongen af Dannemark, hans Allieret, havde tilladt Hollænderne Farten igiennem Sundet, saa kunde han saadant ikke forbyde dem: tilmed var Sejladsen fri for alle, og, hvis han tenterede noget saadant imod Hollænderne, var det at befrygte, at de vilde bruge Repressalier imod de Svenske. Dette Svar ophidsede saaledes de Lybske Gesantere, at de bebreidede Gustavo Utaknemmelighed, og lode sig forlyde, at det var ved deres Hielp, at han var kommen paa Thronen. Ja dette gik saa vidt, at de arbejdede paa at stifte Oprør udi Sverrig, og til den Ende holdte hemmelige Conferencer med Græven af Hoja, som havde Kong Gustavi Søster, og var forlehnet med Viborg udi Finland, (a) overtalede ham ogsaa til at indtræde udi Forbund med sig. Men, da han derover blev mistænkt, stillede De Lybske søge at stifte Oprør i Sverrig. han sig an, som han var bleven syg, og rejsede til Lybek under Prætext at medicinere i Tydskland. (b) Marcus Mejer opmuntrede ogsaa den bekiendte Steen Stures Søn, Svante Sture, at stræbe efter den Svenske Krone. Men denne gode Herre, som ikke vilde bryde sin Troeskabs-Eed, vegrede sig for at træde udi saadan slags Handel med Lybek. Han svarede derfor Marcus Mejer, at saadant var ham og ingen ærlig Undersaatt anstændigt; tilmed vilde han ikke styrte sig og sine Venner i nogen Ulykke. Han havde ej heller Lyst til at miste sit Fædrene Arve-Gods i Sverrig; Hvor paa Mejer brød ind udi hans Tale og sagde: Vi Herrer af Lybek ere rige og mægtige, hvad I mister, ville vi give Eder 4re dobbelt igien. Men Sture blev ved sit gode Forsætt, (c) saa at der blev intet af denne Handel. Af dette sees, hvor meget entreprenant Regieringen udi Lybek da var, og hvor meget det var dem anliggende, at udelukke Hollænderne fra den Øster-Søeske Handel; thi, saasom Hansestæderne hidindtil havde været Mestere over Handelen, og de nu merkede, at de vilde faae store Rivaler udi Nederlænderne, som vare hurtige og til Commerce særdeeles be-|286qvemme Folk, og under Keyser Carl 5. havde meget taget til udi Handelen, saa laae dem intet meere paa Hiertet, end at qvæle den Nederlandske Handel udi dens Fødsel. Udi den henseende havde de fattet saadant bittert Had imod Kong Christian 2. efterdi han befodrede den Nederlandske Handel. For samme Aarsags Skyld vare de ogsaa blevne Kong Friderik ugunstige, og endeligen for samme Aarsags Skyld begyndte de den store Krig imod Dannemark, til hvis Historie jeg nu skrider.

Efter at Jürgen Wullenvæber havde opholdet sig 10 Uger udi Dannemark, og imidlertid med Hænder og Fødder arbeidet paa at udvirke et Forbud imod Hollændernes Handel, fik han omsider af Raadet saadant Svar: at, saasom Riget var uden Konge, kunde man ikke indlade sig udi Vitløftighed med det Burgundiske Huus. Derforuden blev ham tilkiende givet, at man havde skikket Gesandtere til Regentinden udi Nederlandene, at handle om Fred og Anstand med Riget, hvorudover man paa samme Tid ikke kunde beslutte noget Fiendtligt. Og, hvad de Løfter, som Kong Friderik havde giort Staden Lybek, angik, da ophørdte de samme ved hans Død, og det stod paa, om den, som blev udvaldt i hans Sted, vilde forbinde sig der til. (a) Af dette Svar blev Wullenvæber heel fortørnet, opregnede de Tienester, Hansestæderne havde Item udi Dannemarkbeviiset Riget imod Kong Christian, og besluttede at føre Riget i Fortræd, hvor til han meenede paa samme Tid at have best Leilighed, efterdi han udi de 10 Uger, han havde opholdet sig udi Kiøbenhavn, havde merket i hvilken slet Tilstand Dannemark var, formedelst den Splid og U-eenighed, som regierede iblant Stænderne. Førend han forlod Staden, havde han hemmelig Conference med Ambrosio Bogbinder, Borgemester i Kiøbenhavn, og Jørgen Mynter, som ellers kaldes Jørgen Kock, (b) Borgemester i Malmøe, hvilke begge, saasom de vare Udlændinge, lovede, at, naar de Complot med Jørgen Mynter og Ambrosius Bogbinder.Lybske komme med deres Flode, skulde Kiøbenhavn og Malmøe staae dem aabne for, og at de siden vilde giøre Opstand til at indtage Riget, fordrive Adelen og Bisperne, og at indføre Lutheri Lærdom udi alle Stæder. Wullenvæber derimod |287forsikrede dem om Hansestædernes Protection og Beskyttelse. Ved disse Mænds Venskab vandt Wullenvæber ikke lidet, i sær ved Jørgen Mynters, efterdi han var i stor Agt hos Rigets Raad, vidste alle deres Hemmeligheder, og derforuden var en særdeles listig og forslagen Mand. Medens dette skeede, havde Hertug Christian, som opholdt sig udi Holsten, faaet Kundskab om den U-eenighed, som var iblant Raadet om Konge-Vallet, item at Magnus Gøe og Erik Banner besynderligen havde recommandered ham, hvorudover han skrev dem til, at de videre vilde befodre hans Interesse, lovende dem et mildt og naadigt Regimente, og forsikrede, at han ikke alleene vilde confirmere Adelen de Hærligheder, som hans *Sl. Hr. Fader havde givet dem, men endogsaa legge fleere der til. Hand vidnede ellers, at, hvis de heller vilde have hans Broder Johannem til Konge, skulde han ingen Hinder giøre dem der udi, han raadede og formanede dem alleene, at, som Riget ikke kunde længe være uden Hovet, de betimmeligen vilde skride til et Konge-Vall.

Saasom den første Herre-Dag til Kiøbenhavn var løben frugtesløs af, Herre-dag til Odense.forsamlede Stænderne sig paa en nye til Odense udi samme Aar, saa vel for at handle om et Konge-Vall igien, som efterdi Gesandterne nemlig Otto Krumpen, Melkior Rantzov, og Volfgang Utenhoff, som havde været skikkede til Nederlandene, vare komne tilbage igien. De samme havde sluttet et Fordrag til Gent saaledes, at imellem Gentiske Fordrag.Nederlandene, Dannemark, Norge og Førstendømmene skulde være 30 Aars Stilstand, og at Hollænderne imidlertid skulde have fri Fart igiennem Sundet, naar de betalte Kronens Told og Rettighed; hvis Dannemark eller Norge derfor blev anfægtet med Krig, skulde Regentinden komme dem til Hielp med 6 Orlog-Skibe, hvilke paa hendes egen Bekostning skulde underholdes saa længe som Krigen varede. Dette Forbund sigtede paa Hansestæderne, af hvilke Rigerne intet got kunde vente sig formedelst de Trudseler, de havde ladet falde, saa at det var fornødent at bestyrke sig med Hielp og Alliance. Saaledes seer man, at Stats Conjuncturerne udi Dannemark merkeligen vare blevne forandrede. For nyeligen siden betienede man sig af Hansestædernes Hielp imod Hollænderne. Nu der imod foreenede man sig med |288Hollænderne af Frygt for Hansestædernes Klagemaal der over.Hansestæderne. De sidste lagde Riget saadant til Last, og bebreidede de Danske denne Opførsel, som en Utaknemmelighed. Men det var ikke Rigets Interesse at lægge sig ud med alle Nationer for at skaffe Hansestæderne Monopolium i Østersøen. Man havde tilforn forbudet Hollænderne Farten igiennem Sundet, efterdi de assisterede Kong Christian imod Riget, men, da de siden fulde til Føye, og søgte Rigets Venskab igien, ophørede all Prætext til saadant videre Forbud, saa at Lybekkerne bleve Dannemarks Fiender, efterdi de mod Natur og Folke-Ret ikke vilde forhindre andre Nationer at seile over det store Hav, som bør være aabet for alle.

Paa samme Herre-Dag til Odense blev ogsaa fundet for got at skikke til Riget søger at bestørke sig mod Lybek.Sverrig Truid Ulstand, Vincentius Lunge og Axel Juul, for at stifte Forbund imellem Dannemark og Sverrig, iligemaade at handle med Hertug Christians Legater om Venskab og Foreening imellem Riget og Førstendømmene, og blev der Aaret efter 1534.giort et Fordrag til Rensborg, hvorudi Riget og Førstendømmene lovede hinanden indbyrdes Hielp, naar nogen af dem blev fiendtligen overfalden, og skulde dette Forbund vare saa længe nogen af Kong Frideriks Blod og Stamme er til og bliver Forbund med Holsteen.Konge i Dannemark, hvor af man seer, at Hertug Christian lagde Grundvold til sin tilkommende Promotion, og i det ringeste forbandt Stænderne til at antage en af Kong Frideriks Sønner. Dette Fordrag blev forfattet paa Dansk og Tydsk, og findes underskrevet og forseilet af Rigets og Førstendømmenes Raad, item af Hertug Christian for sig, og paa sine umyndige Brødres Vegne. (a) Den Legation, som blev skikket til Sverrig, udvirkede ogsaa et Fordrag imellem Rigerne, saaledes, at Sverrig skulde komme Dannemark til hielp med 800 Mænd, naar fornøden giordtes, og Dannemark og Norge skulde komme Sverrig til Hielp med 1000 Mænd. (b) Til dette Item med Sverrig Forbund fandtes Gustavus des villigere, efterdi de Lybske havde ladet falde samme Trudseler imod Dannemark, som imod Sverrig. Og, saasom af deres store Udrustning de Nordiske Ri-|289ger truedes med en Storm, kunde man vente, at den lige saasnart skulde treffe Sverrig som Dannemark, thi adskillige Svenske Kiøbmænds Skibe vare arresterede udi Lybek, Gustavus havde ogsaa faaet Kundskab om den Stempling som de Lybske Gesantere havde giort imod Regieringen i Sverrig, hvorudover han ikke alleene fandt for got at holde Venskab med Dannemark, men lod ogsaa anholde alle Lybske Kiøbmænds Skibe og deres Gods udi Sverrig.

Saadanne vare Conjuncturerne udi Norden, og saadanne Mesures tog Dannemark for at imodstaae den Storm, som man truedes med, og syntes det, at Riget efter slige Anstalter ingen Aarsag havde at frygte sig for Hansestædernes Anfald; Men det havde været bedre at forsyne Riget med et Hovet, der kunde holde Undersaatterne Rigets indvortes Svaghed.i Eenighed, og læge de indvortes Svagheder, hvor af det laborerede; thi man maa bestyrke sig med fremmede Alliancer saa meget som man vil, saa kand et Rige, hvorudi Splid og U-eenighed regierer, ikke ansees anderledes end et svagt og magteløst Legeme, omgivet med tykke Pandser og Harnisk. Dette merkede den listige Jørgen Wullenvæber, og derfor, endskiønt han havde ligesaa stor Appetit paa Sverrig, besluttede dog at bruge Hansestædernes Magt imod Dannemark, hvis indvortes Skrøbelighed og Fejl han nøje havde udstuderet.

Efterat bemeldte Wullenwæber var kommen tilbage fra Dannemark til Lybek igien, fornam han, at Hamborgerne arbejdede paa et Forliig mellem de Lybske og NederlænderneNederlænderne]Nederlænderne] B, Nederlændere A Nederlænderne] B, Nederlændere A : Dette stod denne Martialske Mand ikke an, hvorudover, da et Mode til den Ende var berammet udi Fasten 1534 til Hamborg, kom Wullenweber tillige med Marcus Mejer indridende udi Hamborg med Harnisk, udslagne Faner, og mange Ryttere, og det ligesom til en Strid, thi de lode Trompeter og Skalmejer blæse for sig, saa at Raadet udi Hamborg bar Fortrydelse derover, helst som der vare tilstede tvende Burgundiske Ambassadeurs, neml: Georgius Biskopen af Brixia, og Maximilianus, hvilke kunde ansee saadant militaire Indtog, som en Bravade for dem. De tvende Lybske Borgemesteres Forsætt var at til intet giøre den foretagne Handel, med mindre de |290Burgundiske eller Nederlandske vilde beqvemme sig til at renoncere paa Handelen udi Øster-Søen, men de merkede, at de andre Hansestædiske Deputerede vare føjelige og begierlige efter at treffe et Forliig, hvorudover Mejer og Wullenwæber bleve saa forbittrede, at de pludseligen forlode Modet, og ilede til Lybek igien, hvor de lode eendeel saavel Raads-Herrer, som fornemme Borgere kaste i Fængsel. Hamborgerne tillige med de tilbage værende Lybske Deputerede fremturede dog ikke des mindre i at bringe et Forliig til Veje, hvilket ogsaa blev sluttet saaledes: at der imellem de Nederlandske og Hansestæderne skulde være 4 Aars Stilstand. Imidlertid skulde enhver have Frihed at handle og seile, hvor han vilde. Medens de Burgundiske Gesandtere forhandlede dette udi Hamborg, skikkede de til Dannemark Keiserens Ratification paa det Gentiske Fordrag, skreve der hos, at de gierne havde seet, at Dannemark havde skikket deputerede til Hamborg, for at bivaane den forehavde Handel med Lybek: Men, i hvor det gik, skulde dog Riget blive indsluttet udi samme Fordrag.

Freden mellem Nederlandene og Lybek var neppe sluttet, førend de tvende uroelige Den Greviske Krigs Begyndelse.Borgemestere Marcus Mejer og Jürgen Wullenvæber brøde frem med det, som de længe havde gaaet frugtsommelige med, nemlig at paaføre Dannemark Krig efter den Plan, som de havde giort med Jürgen Mynter og Ambrosio Bogbinder. For at bekomme Prætæxt til saadan Krig, foregave de, at den blev foretagen, for at entledige den fangne Kong Christian af sit Fængsel udi Sønderborg, og at sætte ham paa Thronen igien, og, paa det at den kunde føres med Eftertryk, havde de Bud efter Grev Christopher af Oldenborg, som var den fangne Konges Blodsforvanter. (a) Samme Grev Grev Christoffers Caracteer.Christopher var da Canonicus udi Cøln, og førde Titul af Greve af Oldenborg, skiønt han ejede intet udi Grevskabet uden et Kloster. Han var ellers en vel studeret Herre, og profiterede den Evangeliske Troe, som han havde lært af Lutheri og Melanchtons Skrifter, var ogsaa vel øvet udi Krigs-Sager, thi han havde bivaanet det store Slag ved |291Frankenhausen. (a) Han havde ogsaa været udi den Tyrkiske Krig, da Solimannus brød ind i Ungern. Han lod sig letteligen overtale til at agere General udi denne Krig, endeel efterdi ham blev foreholdet, at det var en prisværdig Gierning, at befrie en betrængt Konge, som var hans Blodsforvant, af et haanligt Fængsel, eendeel ogsaa, efterdi man erkyndigede ham om den hemmelig Correspondence, Borgemesterne i Lybek havde udi Dannemark, sær udi de vigtigste Stæder Kiøbenhavn og Malmøe, hvis Porte Jürgen Mynter og Ambrosius Bogbinder havde lovet at aabne, saa snart den Lybske Flode ankom. De foregave ogsaa, at det skulde være dem ligesaa lett, at sætte Kong Christian paa Thronen igien udi Dannemark, som var uden Hovet, og plaged med indvortes Splid og Ueenighed, som det tilforn havde været dem lett at giøre Gustavum til Konge i Sverrig. Endeligen foreholdte de ham, at saadan hans Gierning vilde være Keiser Carl og Christiani 2. Svogre behagelig. Saadan Farve satte da Lybekerne paa denne Krig, skiønt de intet mindre ønskede, end at see en Konge paa Thronen igien, der havde været deres bitterste Fiende, og som de nyeligen tilforn udi Manifester havde skieldet for en Tyran. Men, hvor urimelig end denne Motiv var, saa maatte den dog tiene i deres Kram, efterdi de derved forhaabede at bringe udi Harnisk den fangne Konges Tilhængere, og derved formeere den Forvirrelse som Riget tilforne var udi.

Hamelman udi Grev Christophers Historie siger, at Greven blev ved Skrivelse fra Kong Christian 2. selv ombedet at føre denne Krig, men andre Historier melde intet derom. (b) Men enten dette Tilbud skeede af de Lybske, eller af Christiano 2., Han kommer til Lybek.saa betænkte Greven sig ikke at tage derimod, sær saasom han var en fattig Potentat, der intet havde at risquere uden den pure Titul, og, om Udfaldet var gott, og han kunde nyde den Ære at sætte den fangne Konge paa Thronen igien, haabede han at faae enten en god Skilling, eller et Stykke Land for Umagen. (c)

|292Alt dette blev drevet ved de tvende uroelige Borgemestere alleene, thi, da Greve Christopher kom til Lybek, fornam han at ingen vidste af denne Handel uden Marcus Mejer og Jürgen Wullenvæber. Ved hans Ankomst gave de allerførst deres Forsætt tilkiende, og derudi strax fandt Bifald af Almuen, som gierne ønskede en Krig, for at tvinge Riget til at tilstæde dem Handelen alleene. Det Anslag, som tilforn var hemmeligen drevet, blev da raadslaget om aabenbare udi den heele Stads Navn, og blev Paatager sig at føre Krigen imod Dannemark.da besluttet, at Greven skulde hverve Folk paa Stadens Bekostning, og imidlertid holde Sagen hemmelig, indtil han kom tilbage, da skulde ham notificeres, hvad videre var at foretage. Efter at Greven havde hvervet 4000 Lands-Knegte, og bragt dem til Lybek, skrev han Hertug Christian af Holsten til, begiærende at vide, af hvad Aarsag Kong Christian sadd fangen paa Sønderborg, rett ligesom han kunde være Hans skrivelse til Hertug Christian.fremmet i en Sag som var heele Europa bekiendt, og som Lybek havde allermeest contribueret til. Videre beklagede han i samme Brev, at Kongens Fængsel var skeet imod Haand og Seil, og given Leide, og begiærede, at han maatte sættes i Frihed igien, hvis ikke, fandt han sig, som den fangne Konges Blods-Forvandt foraarsaget til at tage sig hans Sag an. Endeligen foreholdt han Hertugen, hvor ubilligt og uanstændigt det var for ham, at holde sin egen Fætter og Konge udi et haanligt Fængsel.

Hertugen svarede at Kongen var arrestered paa de Danskes, Svenskes og særdeeles hans egne Principalers de Lybskes Beskyldninger, hvorudover det stod ikke i hans Magt, at lade ham løs igien. Derpaa affærdigede Greven en anden Skrivelse, hvorudi han repeterer det forrige, og blues ikke ved at sige, at denne Sag var Lybek og andre Søe-Stæder meest angaaende, saasom deres Deputerede havde undertegnet den fangne Konges Leide-Brev, da Historien dog viser, at Kong Friderik selv var tvivlraadig, om han skulde anholde Kong Christian eller ej, men at de Wendiske Stæder allermest dreve paa hans Fængsel. Endeligen slutter han sit Brev, (a) dermed, at han for den fangne Konges Befrielse |293vilde opofre Liv og sin Velfærd, som ungefær kunde beløbe sig til det Kloster, han ejede udi Oldenborg, saa at det heele Brev er Comique og latterligt fra Begyndelsen til Enden.

Men paa det at Dannemark, hvor paa Krigen fornemmeligen sigtede, ikke saa hastigen skulde allarmeres over denne Opførsel, skikkede han paa samme Tid et Brev til Rigets Raad, hvorudi han foregav, at Krigen sigtede alleene paa Holsten, hvor Grev Christoffers Brev til Rigets Raad. Kongen sad fangen og ikke paa Dannemark. Udi dette Brev (a) declamerer han end hæftigere for den fangne Konge, og afmaler hans Fængsel som et Tyrannie imod Guds Lov og den Christelige Troe. Saaledes vide Mennesker at betiene sig af Guds Navn til at besmykke deres Interesse; thi denne Nidkierhed grundede sig alleene paa den Gage, den fattige Greve ventede sig af Hanse-Stæderne, for at agere deres General; thi man finder ikke, at han nogen Tid tilforn har ladet sig merke med ringeste Protestation imod Kongens Fængsel.

Førend disse Breve bleve affærdigede, havde han ladet et Patent udgaae til Almuen udi Holsten, hvorudi han giver sit Forsæt tilkiende, og begiærer, at de ville give ham fri Passage, saa fremt de ikke med Mord og Brand ville besøges. Og efter at Indfald udi Holsten.dette var skeed giorde han tillige med Marcus Mejer et hastigt Indfald udi Holsten, hvor han bemægtigede sig Eutin, Trittow, Pløen, belejrede Segeberg og satt Landet i Brandskatt. Dette Indfald skeede ikke saa meget for at indtage Holsten, som for at hindre Holstenerne at undsætte Dannemark, hvilket Rige var udvalt til Krigens Sæde, og hvor man var forvissed om, at de fornemmeste Stæder skulde blive dem overleverede. Hertug Christian, da han fik Kundskab om dette Angreb, rustede han sig af all Magt til Førstendømmernes Forsvar, skrev ogsaa til Dannemarks Raad, og begiærede Hielp af Riget efter det nyligen giorte Forbund, hvilken Hielp blev ham ogsaa accordered. Dette var just hvad de Lybske tragtede efter, hvorudover deres Den Lybske Krigs-Flode gaaer til DannemarkGeneral Grev Christopher, efter at han havde satt Ild paa Segeberg, begav sig ilende til Traminde, hvor han indskibede 4000 Mænd med Skiøtt og Amunition, og |294seilede til Dannemark geleidet af de tvende omtalte Borgemestere, hvilke vare Directeurs for denne Krig. Rostok og Wismar assisterede de Lybske udi dette Tog, thi, hvorvel bemeldte Stæder ingen synderlig Lyst havde til saadan unødig Fejde, saa havde dog den gemeene Almue, og de 60 Mænd af det nye Raad efter Mejers og Wullenvæbers Tilskyndelse bragt dem udi Harnisk.

Den Lybske Flode blev allerførst seet af Andreas Bilde, som havde Møen i Forlehning. Samme Bilde affærdigede strax Skrivelse til Bisp Joachim Rønnov, ladende ham vide, at han var bleven vaer 23 Orlog-Skibe under Møen, og raadende at forsyne Kiøbenhavn med Soldater, som laae indqvarterede ved Nestved, saasom det var at befrygte, at samme Flode vilde overfalde Riget. Men saadant kom for sildig, og Kiøbenhavn blev funden blottet for Soldater, eftersom de Tropper, som der tilforn laae, vare skikkede til Holsten, og man kunde ikke faae andre samlede, førend Fienden allereede var kommen ind udi Landet.

Saa snart Borgemesteren udi Malmøe, Jürgen Mynter, fik Kundskab om de Lybskes Indfald udi Holsten, affærdigede han Bud til Mogens Gyldenstierne, som var Gouverneur paa Malmøe Slott, ladende ham kierligen bede, at han ubesværget vilde komme paa Raadhuuset for at overlegge med Borgemester og Raad om en Sag af Vigtighed. Gyldenstierne, som intet Ont formodede, begav sig did hen, men, da han kom paa Raadhuuset, blev han efter Jürgen Mynters Ordre arrestered; Almuen blev der paa strax bragt udi Harnisk, saa at man anfaldt Slottet og brød det ned i Malmøes Slott forraskes.Grund. Nogle Danske Herremænd, hvor iblant var Truid Ulstand, og Claus Podebusk, som intet vidste af denne Handel, da de komme fra Kiøbenhavn til Malmøe, bleve de grebne udi deres Herberger, og fangne bortførte: ja alle Adelige Børn som ginge i Skole sammesteds, bleve ogsaa arresterede, og udi 9 Uger anholdne. For at besmykke denne Execution, skrev Borgemester og Raad udi Malmøe Herr Tyge Krabbe, Dannemarks Riges Marsk til, ladende ham vide, at de udi Malmøe havde antaget Lutheri Lærdom, og, som Rigets Raad havde ladet udgaae en Recess mod deres Religion, og de fornumme, at deres Prædikan|295tere for Religionens Skyld bleve forfuldte udi Kiøbenhavn, havde de formedelst slige Aarsagers Skyld bemægtiget sig det Slott, som Kong Friderik og Rigets Raad havde ladet bygge imod det Jürgen Mynters Apologie derfor.Løfte og de Privilegier, som Staden vare givne, da den overgav sig udi deres Hænder. Saadanne Motiver betienede Jürgen Mynter sig af, for at bringe Almuen og Raadet i Malmøe paa sin Side, og at komme dem til at troe, at alt dette skeede for Religionens Skyld, da det dog alleene var for at overlevere Staden til Lybekerne efter den Convention, som var giort med Wullenvæber.

Mynter lod sig ikke nøje med at have stiftet Oprør udi Malmøe, og bemægtiget sig samme Stad. Han søgte ogsaa at spille samme Puds med Kiøbenhavns Slott, og at forraske Johan Urne, som derudi commanderede. I den Henseende begav han sig hemmeligen til Kiøbenhavn, og skiulede sig med en Hob bevæbnede Folk udi Ambrosii Bogbinders Huus, agtende at bemægtige sig Johan Urnes Person, og at overfalde ham paa Gaden. Men, som Urne gik altid med et stort Følge, kunde Mynter Mynters Anslag mod Kiøbenhavns Slott mislinger.ikke fuldbringe sit Forsætt. Saasom dette Anslag nu ikke vilde gelinge, bød han sig selv til Giæst paa Slottet, og meenede der at bortsnappe ham, thi det var dem ikkun om hans Person og Slottet at giøre, eftersom Staden og Almuen i Kiøbenhavn vare udi Ambrosii Bogbinders Interesse. Men han fandt Johan Urne saa stærk, og Slotts-Portene saa vel bemandede, at han ogsaa denne gang med uforrettet Sag maatte gaae tilbage. Hvitfeld meener, at Urne lod ham frit gaa ned af Slottet igien, for ikke at bryde Jus hospitii, eller Giæste-Rætten; Men det er rimeligere, at han ikke torde lægge Haand paa denne mægtige Mand, hvis Fængsel han forud kunde see vilde bringe den hele Stad i Oprør.

Dette skeede førend den Lybske Søe-Magt arriverede til Dannemark, men, da Grev Christoffer giør Landgang paa Siælland.Floden ankom i Sundet, tog Jürgen Mynter Masken reent af, begav sig til Græv Christophers Skibe, og bivaanede de Lybskes Landgang, som skeede ved Skovs-Hovet, hvor han gratulerede Grevens Ankomst, og underrettede ham om Rigets Tilstand. (a) Efterat Tropperne vare debarqverede, rykte Gre-|296ven lige mod Roskild, hvor han af samme Stads Borgere lod sig hylde paa Kong Christians Vegne, thi han truede at ødelegge Staden i Grund, hvis de ikke vilde beqvemme sig dertil, og da øvede han strax meere end Kongelig Myndighed, i det han giorde Erke-Bisp Gustav Trolle til Indtager adskillige Stæder.Biskop udi Roskild. Thi de virkelige Konger lode sig alleene nøje med at confirmere de Bisper, som Capitlerne udvalte. Førend han forlod Roskild, forstyrrede han Harritzborg og Bistrup, og plyndrede Bispe-Gaarden, hvorpaa han begav sig til Kiøge, hvilken han bemægtigede sig tillige med Søeholm og Steege paa Møen.

Medens Greven var i Roskild, opholdt den Roskildske Bisp Joachim Rønnov (a) sig udi Kiøbenhavn. Samme Bisp, hvor vel han var Kong Frideriks Huus lidet bevaagen, saa dog, efterdi hans Stikt blev bortgivet til en anden, havde han liden AarsagAarsag]Aarsag] Arsag A Aarsag] Arsag A til at glæde sig ved Greve Christophers Ankomst, hvorudover hans egen Interesse drev ham til Ærlighed, og at formane Kiøbenhavns Borgere til tapper Modstand, bydende sig til at ville opofre Liv og Blod med dem. Men Borgerskabet, som lidet elskede samme Prælat, og derforuden af Jürgen Mynter og Ambrosio Bisp Rønnov formaner Kiøbenhavns Borgere til Troeskab.Bogbinder vare allereede forførte, vilde ikke høre ham, men tvertimod truede ham paa Livet. Hvorudover han flygtede hemmeligen af Staden, og var det ikke uden med stor Nød at han undkom med Livet; thi Borgerne satte saa sterkt efter ham, at, da Slotts-Herren Johan Urne lod føre en Kiste over Gaden paa Slottet, lode de aabne samme Kiste, saasom de meenede, at Rønnov laae skiult derudi. Eendel Danske Herremænd, som samme Tid laae i Kiøbenhavn, hvor iblant var Rigets Marsk, Tyge Krabbe, toge ogsaa Flugten, af Frygt for at falde i Borgerskabets Hænder. Men Joachim Rønnov kom strax tilbage igien forsynet med Grevens Lejde, og lod Kiøbenhavns Borgere viide, at han var lige sindet med dem. Jeg finder ikke hvad som har drevet ham til den-|297ne hastige Forandring, uden hans egen Ustadighed, og at han har holdet Sadler om igien og falder til Greven.det sikkerst at hænge ved det stærkeste Partie. Maaskee at Greven da lovede for Penge og gode Ord at give ham Roskilde Stikt tilbage igien; thi Historien viiser, at han siden saalte ham Bispe-Stolen igien for 10000 Mark Danske; saa at Erke-Bisp Trolle maatte lade sig nøje med Odense Bispe-Stoel, efterdi han ikke kunde bringe saa mange Penge til Veje, hvoraf man seer, at det var denne gode Greve ikke saa meget at giøre om at befodre Kong Christians Interesse, som at legge sig en Skilling til gode.

Efterat Greven havde bemægtiget sig Kiøge, affærdigede han Bud til Kiøbenhavn, og lod opfodre Staden paa Kong Christians Vegne. Borgerne, som allereede vare forførte, fandtes ikke u-villige dertil; Men, for at i agt tage en slags *Bienseance, lode som de toge saadant i Betænkning, sigende, at de kunde ikke overgive Staden uden de saae, at Kong Christian var først paa fri Fod. Hvorpaa Greven lod dem svare, at dette Tog var alleene skeed for Kongens Befrielse, og at de kunde være forsikrede om, at hans Fængsel ikke længe skulde vare. Og da skikkede Borgerskabet Kiøbenhavns Overgivelse.8 Mænd til Kiøge for at handle med Greven om Stadens Overgivelse, endskiønt en ved Navn Johannes Cammerarius søgte ved en bevægelig Tale at holde dem der fra. (a) Der blev en Convention giort med slige Vilkor, at Staden skulde beholde sine gamle Friheder og Privilegier, alt det Gods, som laae paa en Miil Vejs nær omkring Staden, skulde den gives og indrømmes. Indbyggerne skulde beskiermes udi deres Religion, som var grundet paa Lutheri Lærdom. Efterat dette var accorderet, Grevens Indtog udi samme Hoved-Stad.giorde Greven sit Indtog udi Kiøbenhavn den 16 Julii, og med stor Pragt blev imodtagen efter den Anstalt, som Ambrosius Bogbinder dertil havde giort. Derpaa blev Slottet strax angrebet, hvor Johan Urne agtede først at forsvare sig til det yderste, men det varede ikke længe, førend han efterfuldte Stadens Exempel: Hvitfeld siger, at han dertil blev tvungen af sit eget Folk, men, eftersom Greven strax derpaa Johan Urne overgiver Slottet.forlehnede ham med alt Kronens Gods i Gudme Herret udi Fyen, synes det, at denne Overgivelse ikke aldeeles har været saa |298tvungen, som foregives. Ved Kiøbenhavns Erobring fik Greven tillige med Rigets Flode, Magaziner og Pak-Huuse i Hænder, hvorved han blev satt i Stand at føre Krigen med des større Eftertryk. Ambrosius Bogbinder tillige med hans Collega, Hans Bøse, udvirkede da hos Greven, at det gamle Raad i Kiøbenhavn blev afskaffet, og at nye Borgemestere og Raadmænd bleve beskikkede i deres Sted, og, som disse 2 Mænd ikke glemmede at recommandere deres Tilhængere, saa erhvervede de sig en absolut Magt og Myndighed udi Staden.

Efterat dette var forrettet, lod Greven beramme et Mode til Ringsted, hvor alle Mode til Ringsted.Stænder bleve beordrede at lade sig indfinde, Borgere og Bønder fandtes villige dertil, og der aflagde Troeskabs Eed til Kong Christian 2. De fleeste derimod af Adelen bleve borte. Hvorudover Greven blev saa fortørnet, at han truede dem med Mord og Brand, udskikkede ogsaa nogle af sine Folk, hvortil slog sig den Siellandske Almue, som plyndrede Herregaardene, hvorudover Adelen blev saa Modløs, at den letteligen af Biskop Rønnov lod sig overtale til at adlyde Greven (a).

Da Raadet udi Jylland fik Tidender om Kiøbenhavns Overgivelse, affærdigede de Skrivelse til Borgermester og Raad udi Malmøe, ej vidende, at den ogsaa var udi Grev Christophers Hænder, og forsikrede Staden, at den skulde blive u-anfægted ved den Evangeliske Lærdom, iligemaade at de fleeste af Adelen var til Sinds at udvælge Hertug Christian til Konge. Hvoraf sees, at bemeldte Hertug endda ingen Det Jydske Raads Skrivelse til Malmøe.Forsikring havde faaet om Kronen, og kand man derfore ikke vel fatte det, som Hvitfeld melder om Bisp Rønnov, at han i Begyndelsen formanede Kiøbenhavns Borgere at holde deres Troskabs Eed, iligemaade at adskillige Danske Hoffsinder søgte Lejde af Greven at rejse igiennem Landet til deres rette Herre Hertug Christian, thi der var endda intet Skridd giort til Hertugens Vall, langt mindre var der aflagt nogen Troeskabs Eed: Tvertimod Bisperne og en stor Deel af Adelen havde besluttet at antage den yngre Broder Johannem til Konge, hvilket var Aarsag, at Almuen og Kiøbstæderne vare misfornøjede med |299Regieringen, og at de fandtes saa villige at falde til Grev Christopher, som forsikrede at beskierme dem ved den Evangeliske Troe, hvorudover dette kand henføres til Skribentens U-agtsomhed.U-agtsomhed.]U-agtsomhed.] B, U-agtsomhed A U-agtsomhed.] B, U-agtsomhed A Hr. Oluf Rosenkrantz, som var Hertug Johannis Hofmester, og da med den unge Herre opholdt sig udi Nyborg Hertug Johannes flygter fra Fyen.i Fyen, dristede sig da ikke at forblive udi Landet efter Kiøbenhavns Overgivelse, men flygtede udi Bønder-Klæder til Sønderborg, hvor han lod Hertugen give i Forvaring til Ditlef Brockdorff, og selv begav sig tilbage til Nyborg igien.

Greve Christopher spillede saaledes Mester udi Siælland, hvor han uden synderlig Møje havde erobret de vigtigste Stæder, og der ladet sig hylde paa Kong Christians Vegne. Efter saadan Fremgang skikkede han Bud til Indbyggerne i Skaane, og truede Landet med Mord og Brand, hvis de ikke efter Malmøes og Kiøbenhavns Exempler beqvemmede sig i Tide til Lydighed. Af saadan Undsigelse blev den Skaanske Adel saa forsagt, at den strax begiærede at conferere med Greven, og, da frit Lejde var dem givet, affærdigede de Tyge Krabbe, (a) Holger Gregersen, Axel Heele Skaane falder til Greven.Ugerup og Knud Bilde til Grev Christopher, til hvilken de paa den heele Skaanske Adels Vegne aflagde Troeskabs Eed. Derpaa begav Greven sig til Malmøe, hvis Borgere han lod bevæbne og med sig føre videre ind udi Landet. Paa en Høy uden for Lund mødte ham den gandske Skaanske Adel med Borgere og Bønder, hvilke svore ham Troeskab paa Kong Christians Vegne. Efter saadan forrettet Sag rejsede han til Malmøe igien, gelejdet af det Siællandske og Skaanske Raad, item af Jürgen Mynter og Malmøes Borgere, som fuldte ham med udslagne Faner. Ved sin Tilbagekomst udi Malmøe øvede han Kongelige Regalier, gav Staden alle de Byer, som ligge en Miil omkring, ligesom han tilforn havde giort med Kiøbenhavn, og forlehnede Bisp Rønnov med SorøeSorøe]Sorøe] B, Serøe A Sorøe] B, Serøe A , lod ogsaa slaae Rhinske Gylden og smaa Myndt, paa hvis eene Side |300stod Kong Christians Navn, og paa den anden Side hans eget. Og, som han havde fundet saa stort Tilløb udi Dannemark, lod han tilskrive det Norske Raad, formanede dem efter de Danskes Exempel ogsaa at hylde Kong Christian, og lovede dem at deres Privilegier og Friheder skulde blive dem ubeskaarne, og at det sidste Affald fra Kong Christian skulde ikke regnes dem til Onde: Men jeg finder ikke, at de Norske besvarede samme Skrivelse. Lolland og Falster og Langeland Item Lolland og Falster.derimod biede ikke til de bleve anmodede, men Borgerskabet og Almuen oprejsede sig, saa snart den Lybske Flode ankom, og sloge sig til Grev Christophers Parti.

Derpaa lode de Lybske et Skrift ved Trykken udgaae, hvorudi de tilkiende gave De Lybske publicere et Skrift om Aarsagen til denne Krig.af hvad Aarsag de havde paaført Riget og Førstendømmene Krig. (1.) Efterdi Kong Christian var bleven fængslet imod givet Leide. (2.) At Adelen udi Førstendømmene havde altid tragtet efter deres Fordervelse. (3.) At de havde beviset Dannemark store Velgierninger, men derfor vare blevne ilde belønnede. (4.) At Tolden udi Holsten er bleven forhøjet. (5.) At Kong Friderik havde lovet dem Hielp imod Hollænderne, men at de havde ingen Hielp kunnet bekomme. &c.

Det er sandelig forunderligt, at en Stad som Lybek med en haandfuld af Folk turde understaae sig at anfalde et mægtigt Rige, og langt forunderligere at see en Province efter den anden at give sig under et haanligt Aag; Men, naar man Hvad som foraarsagede de Lybskes Fremgang.betragter Rigets Situation paa samme Tider, kand saadan Forundring ophøre. Bønderne, helst udi Siælland, vare den fangne Konge særdeles bevaagne, og ansaae ham, som deres Friheds Beskytter. De fleeste Kiøbstæder vare ligesaa sindede, efterdi han stedse havde arbejdet paa deres Opkomst og Handelens Forfremmelse. Bisperne, som Religionens Forandring havde opirret mod Kong Friderik, ansaae Kong Christian, som den der kunde retablere den Romerske Religion igien. Og hvad Adelen angik, saa vare de vel alle derudi eenige, at de havde Afskye for den fangne Konge, men Religionen havde satt Splid iblant dem, saa at de, som vare Lutherske, vilde have Hertug Christian, men de Catholske den umyndige Prinds Johannem til Konge. Disse sidste droge Linie med Bisperne derudi at ville have en Konge |301af den Romerske Religion, og var dette Parti meest Aarsag til den store Opstand, som skeede udi Jyderne beslutte at udvælge Hertug Christian til Konge.Kiøbstæderne. Udi Jylland derimod gik det langt anderledes til; der forsamlede Adelen sig og besluttede, for at hindre videre Uheld, at forsyne Riget udi Tide med et Hovet, og at udvælge Hertug Christian til Konge. De greebe eenstemmigen til denne Resolution, eendeel fordi Rigets Tilstand det udfodrede, eendeel ogsaa, efterdi Højstbemeldte Hertug havde en anseelig Krigs-Magt paa Beenene, hvorved han ikke alleene havde forsvaret Førstendømmene, men end ogsaa forflyttet Krigen indtil Lybeks Muure, og det paa saadan Maade:

Da Hertug Christian fik Kundskab om de Lybskes Indfald udi Holsteen, og at de havde bemægtiget sig Eutin, skikkede han Johan Rantzov med nogle Tropper for at igientage Eutin og andre Stæder. Samme tappere Herre tog strax Eutin tilbage, iligemaade Trittov, Segeborg og Pløen, hvilke af Grevens Folk bleve forladte. Hertugen lod sig ikke nøje med at have reenset Holsten fra Fienderne, men søgte at Hertug Christians Bedrifter paa Lybek. forflytte Krigen ind udi deres egne Lande; til den Ende rykte han selv med sin heele Krigshær for Traminde, som han erobrede den 21 Junii, og som Traminde er et Slott, der ligger udi Munden af Traven ikke langt fra Lybek, kunde saadant ikke andet end jage en yderlig Skræk ind udi Staden. Efterat Hertugen havde erobret Traminde, lod han ogsaa indtage en Skandse kalden Muggeberg, som laae strax derved, og, for at sætte Lybekkerne Kniven i Struben, søgte at giøre en Broe over Traven. Dette stræbede de Lybekske at hindre, og derfore giorde et Udfald af Staden paa Hertugens Folk, men de fleeste bleve nedsablede, og de øvrige fuldte udi Hertugens Hænder. (a) Medens Lybek var udi denne Beængstelse komme Borgemesterne, Marcus Mejer og Jürgen Wullenwæber, tilbage. De samme merkede udi hvilken Staden Lybek beængsted.Fare Staden vilde staae, om de Holstenske kunde fuldfærdige Broen, og bemæstrede sig begge Sider af Floden, og derfor søgte af all Magt saadant at forhindre. Men Broen blev fuldfærdiget og Hertugens Folk bemægtigede sig den 12 Octobr. Slukop, som var en Havn, hvor de Lybske laae, og der satte Ild paa en stor Hob, saavel store |302som smaae Fartøy; saaledes blev Lybek beleired og stod i Fare for at falde i Fiendens Hænder paa samme Tid, som den tragtede at bringe Dannemark under Fødder.

Denne Hurtighed og store Fremgang imod Rigets Fiender bragte Hertugen udi saadan Reputation, at den Jydske Adel ansaae ham som den eeneste, der kunde oprette det faldne Rige igien. Herr Mogens Gøe, samt det verdslige Rigets Raad lod derfor til den 4. Julii forskrive Bisperne, samt den heele AdelAdel]Adel] B, Adelen A Adel] B, Adelen A at møde ved Skanderborg for at raadslaae om Rigets Tarv. Da de vare forsamlede, lode de verdslige Hertug Christian udvælges af den Jydske Adel.Raad forestille at man udi denne Rigets Forvirrelse maatte see sig udi en Hast om et Hoved, og at de ikke vare tiente med en ung Konge, men med en som havde Alder og Forfarendhed, hvorpaa de fleeste gave deres Stemme paa Hertug Christian. Eendeel af Bisperne begyndte da igien at chicanere, saasom de frygtede at ved Hertug Christians Promotion den Lutherske Troe vilde blive den herskende udi Riget, og deres Herredom forstyrres, hvilket, da den gemeene Adel merkede, løbe de til Raadet, og raabte, at de endeligen vilde have Hertug Christian til Konge, og lode sig forlyde med, at hvo der understod sig til at hindre hans Vall, den skulde blive deres Fiende. Herudover blev Hertugen eenstæmmigen udvaldt til Konge, og bleve da Tyge Krumpen Bisp af Børglum, Ivar Munk, Electus til Ribe, Mogens Gøe Rigets Hoffmester Ambassade til ham affærdiged.og Ove Lunge affærdigede til Holsten for at offerere Hertugen Dannemarks Krone, og der hos begiære, at han vilde stadfæste Rigets Stænder deres Privilegier og Friheder.

Da saadant blev rygtet udi Fyen, forsamlede den Fynske Adel sig udi Hellesøe Kirke ved Odense, og der iligemaade besluttede at antage Hertug Christian til Konge, hvorpaa de skikkede Johan Friis af Hesselager til Jylland for at følge med de Jydske Deputerede til Holsten. Udi den Instrux, som den Fynske Adel gav bemeldte Johan Den Fynske Adel efterfølger samme Exempel.Friis var blant andet dette: (a) At han skulde forestille den udvaldte Konge, at saasom Fyen ligger imellem Siælland og Jylland, kunde Riget, om samme Øe blev af Fien-|303den indtagen, derved geraade i stor Ulejlighed, hvorudover det var nødigt at forsyne og bestyrke Øen med Krigsfolk i Tide. Johan Friis reisede med saadan Hast, at han kom til Jylland førend de Jydske Deputerede vare borte, saa at han begav sig i Følge med dem. Da de samtlige komme til Holsten, skreve de Hertugen til, som laae for Lybek, at de havde Ærinde til ham fra Rigets Raad. Men, saasom der alle Tider findes Folk, som ved saadanne Lejligheder søge at insinuere sig, saa havde en Fynsk Herre-Mand ved Navn Just Urne taget Vejen forud, og erkyndiget Hertugen om Hans Promotion, saa at han vidste Brevets Indhold førend han fik det. Endeligen anlangede de Deputerede, hvilke gave tilkiende, at han var udvaldt til Konge i Dannemark, og begiærede, at han vilde komme Riget til Undsættning. Hertugen takkede dem da for deres Velvillighed, forsikkrede alle skriftligen om deres Privilegier, og lod udstæde tvende Exemplarier der af, et til de Jydske Deputerede, og et andet til Johan Friis.

Derpaa begav den udvaldte Konge sig til Jylland, hvor han til Horsens af Stænderne blev hyldet, og gav han da et Brev fra sig, hvorudi han forsikkrede Adel og Christ. 3. Forskrivelse.Almue i Jylland om deres Privilegier og Ejendomme, (a) og lovede det samme til Indbyggerne udi Fyen, Sielland, Lolland og Falster, naar samme Øer bleve reensede fra Fienderne. Og er det her hvor med den oft citerede Skibyeske Krønike ender, hvilken u-anseet Autoris store Bitterhed, saa vel mod de sidste Konger som andre brave Betænkning over den Skibyske skrevne Krønik, som her ender. Mænd, dog i visse Maader kand æstimeres, efterdi den er skreven udi Friderici I. og Christiani 3. Tid, og indeholder adskillige Particulariteter, som ikke findes udi trykte Bøgger. Det er troligt, at Autor har ikke dristet sig til at lade den komme for Lyset: thi den blev funden indmuuret bag Alteret i Skiby Kirke-Muur udi Siælland Aar 1650 og det ved en særdeeles Hendelse, da en bankede paa Muuren og fornam at det var tomt inden for.

Derpaa lod Kong Christian notificere sin Udvælgelse til Kong Gustav af Sverrig, og begierede, at han vilde være ham behiel-|304pelig udi at igientage de frafaldne Provincier, hvor til Gustavus lod sig finde villig, efterdi Lybekerne havde opirret Sverrig, ligesaa vel som Dannemark.

Hyldingen skeede paa Marken under aaben Himmel, hvor Adelen og Almuen paa Knæe og med oprakte Hænder aflagde Troeskabs-Eed. Men, som Raadet kunde ikke saa hastig komme overeens om Haandfæstningens Indrættelse, saa blev fundet for Kong Christian hyldes i Jylland.gott, at man imidlertid skulde lade sig nøje med ovenmeldte Kongelige Forsikkrings-Brev, og at den udvaldte Konge lovede, naar Riget var bragt i Roelighed igien, at confirmere hans Herr Faders Haandfæstning. Der blev ogsaa besluttet, at Bisperne og Geistligheden skulde beholde deres Embeder og Indkomster indtil videre. Item at Religions-Tvistigheder skulde ophøre og at de Roman-Catholske, saa vel som de Lutherske, skulde uforhindret øve deres Guds-Tieneste. (a)

Noget efter dette var forrettet udi Jylland, komme der Tidender til Kolding om stor Oprør og Forvirrelse udi Fyen, hvor Borgere og Bønder efter Grev Christophers Tilskyndelse reisede sig op imod Adelen, ihielsloge adskillige af dem, og satte Ild paa deres Herre-Gaarde. Hvor stor Forvirrelse der da paa samme Tid var, kand sees Almuens Opstand i Fyen.der af, at Bønder og Haandværksmænd agerede Generaler; thi en Skredder af Odensee indtog Dallum Kloster, og en Bonde, ved Navn Hans Lunde, bemægtigede sig Hagenskov. Eendeel af Adelen salverede sig med Flugten, og andre bleve tvungne til at sværge Kong Christian 2. og Greven. Udi denne elendige Tilstand blev den udvalte Konge beden om Hielp af den betrængte Adel. Kongen lod sig ikke forsømme, men skikkede et Antall Ryttere og Fodfolk, samt nogle af den Jydske Adel, til Fyen; Af dette lode dog Borgerne og Bønderne sig ikke forskrække, men ginge de Kongelige i møde, og leverede dem et Feltslag paa Farskov Bierg. Men Kongens Folk beholdt Overhaand, og heele Fyen gik der paa Kong Christian tilhaande, og aflagde Troeskabs-Eed til Johan Rantzov og Johan Friis paa Kongens Vegne. Men Grev Christoffer skikkede kort derefter Kiernen af sin Krigs-|305Magt over til Fyen ved Grev Christopher bemægtiger sig Fyen.Kierteminde, hvilke ved nogle Borgeres Forræderie bleve mod Dagbrækningen indladne udi Nyborg, og derpaa bestormede Slottet. Derpaa spreedede de sig videre ud, og bemægtigede sig den heele Øe.

Hamborg med nogle andre Wendiske Stæder tog sig da for at arbeide paa et Forliig mellem Riget og Lybek. Kong Christian fandtes ikke uvillig dertil, og Handel om Fred.affærdigede til Hamborg Doct. Ditlef Reventlou, med Mogens Munk, Johan Friis, og Wulff Utenhoff; Men der blev intet udvirket, saasom Lybek endda ingen Lyst havde til Fred, hvilket man deraf kunde see, at de paa samme Tid continuerede ivrigen med deres Værvinger.

Nu er det Tid at jeg vender mig til Grev Christopher igien, som jeg forlod allevegne triumpherende paa de Danske Øer, og udi Skaane. Intet stod tilbage uden Jyllands Reduction, men det var den vanskeligste Knude at løse, eendeel efterdi Jylland er Landets Styrke, eendeel ogsaa efterdi samme Province da havde et Hovet og Konge, der foruden den Jydske Adel, som fandtes villig at følge hans Standart, kunde tilveje bringe gode Krigsfolk fra Førstendommene. Men uanseet disse Greven giør Forsøg paa Jylland.Vanskeligheder, tragtede dog Greven, opmuntred af sin forrige Lykke, at giøre et Forsøg paa Jylland. Til den Ende, da han kom tilbage fra Malmøe, tog han i Tieneste nogle gamle Fribyttere, hvor iblant den fornemste var Commendeur Clement, som da gemeenligen blev kalden Skipper Clement. Den samme havde tilforn ladet sig bruge Skipper Clemments Fejde. til Søes udi Christiani 2. Tieneste, tillige med den bekiendte Claus Kniphoff, som for nogle Aar siden blev rettet udi Hamborg. Denne forvovne Søe-Hane affærdigede han da med tvende Skibe og et Antall Krigsfolk til Nørre-Jylland for at stifte Oprør sammesteds. Han kom først til Aalborg, bemægtigede sig samme Stad, og tvang Peder Lykke som havde Slottet inde, at overgive det. Derpaa reisede han heele Vensyssel igiennem, og tog allevegne Indbyggerne i Eed paa den fangne Konges vegne. Herudover forsamlede den Jydske Adel sig til Randers, og efter at de havde faaet 300 Ryttere paa Beenene, marcherede under Anførsel af Holger Rosenkrantz og Erik Banner lige imod Aalborg. |306Men Commendeur Clement møtte dem med 6000 Bønder som han havde samlet af Vensyssel. Denne store Mængde jog ikke liden Skræk ind udi Adelen, og mange holdte for at det var daarligt at vove Feld-Slag imod saa ulige Magt, men, som dette var kommet saa vidt at man enten maatte aabenbare med Skamme tage Flugten eller holde Stand, besluttede de at forsøge Lykken, stolende paa, at de havde kun med raae og u-erfarne Bønder at bestille. En stor Uheld for Adelen var at de havde nogle bløde Agre at passere, førend de komme Slag ved Aalborg.til Fienden. Udi disse Agre bleve eendeel stikkende, og andre fulde omkring med Hestene, hvilket da Bønderne saae, angrebe de dem med saadan Fyrighed, at de omkomme de fleeste, og nødede de Øvrige at redde sig med Flugten.

Commandeur Clement forfuldte sin Sejer, oprejsede Bønder allevegne udi Viborg Stikt, og halvdeelen af Riber Stikt, og plyndredeplyndrede]plyndrede] B, plyndrede, A plyndrede] B, plyndrede, A adskillige Herregaarde, hvorpaa han begav sig for Randers udi Tanke, at bemægtige sig samme Stad; men som de, der vare undkomne af Slaget, vare did hen flygtede, og adskillige andre Tropper havde stødt sig til dem, fandt Commandeuren ikke for got at angribe Staden, helst saasom han intet Skytt havde med sig, saa at han med sin Bondehær begav sig tilbage til Aalborg igien. Imidlertid blev arbejdet paa Fred mellem Holsten og Lybek, hvilken saavel Kongen som Staden ønskede. Staden, efterdi den ved mindste Bevægelse udi Holsten frygtede at see sig paa nye belejret igien, og Kongen, paa det han kunde trække sin heele Magt fra Førstendømmene, Riget til Beskiermelse. Til denne Fred at megle, lode sig indfinde Hertug Henrich af Meklenborg, med Landgræviske, Fred mellem Holsten og Lybek.Hamborgske og Lüneborgske Gesantere, og blev da et Fordrag sluttet saaledes, at der imellem Holsten og Lybek skulde være en bestandig Fred, og den eene skulde herefter ikke tilføje den anden nogen Skade. Lybek skulde ogsaa ikke hielpe Grev Christopher af Oldenborg uden mod de Danske alleene. Denne Fred notificerede Kongen til Sverrig, givende Kong Gustav tillige med tilkiende, at han nu vilde føre sin beste Magt ind udi Dannemark, nemlig 2000 Ryttere, og 19 Compagnier Fodfolk, og bad samme Konge, at han vilde forstrække ham med |307fleere Penge, og at staae ham bi udi en Sag, som angik deres tilfælles Interesse.

Efterat denne Fred var sluttet, finge begge Parter Frihed at agere med ald deres Magt udi Dannemark, som da blev Krigens Sæde alleene. De Lybske lode strax skikke de beste Folk de havde i Staden Grev Christopher til Hielp, Kongen iligemaade bragte Kiernen af sine Tropper fra Holsten ind udi Jylland, og gav Commando over den heele Krigshær, saavel af Danske som Holstener, til Johan Rantzov og Erik Banner. Denne Krigs-Magt rykte lige mod Aalborg, hvilken strax blev belejred, og De Kongelige erobre Aalborg med Storm.udi første Angreeb bestormet den 18 Decembr. En haard Execution skeede da udi den erobrede Stad, thi man nedsablede alt hvad som derinde fandtes, foruden Qvinder og Børn. 2000 Bønder bleve ihielslagne, og de øvrige flygtede til Vensyssel. Commandeur Clemment, da han fornam at Staden var bestormet, satt han sig paa en Hest og søgte at undflye, men en Bonde-Karl ved Navn Jesper Rimand fuldte efter ham med saadan Hurtighed, at han fik ham i Hænder, og bragte ham fangen til Commandeur Clemment fanges og rettes.Aalborg, hvorfra han blev skikket til Colding, hvor han sadd forvaret indtil 1536. da han omsider blev halshuggen og lagt paa 4re Stegle. En Bly-Krone blev ogsaa til Spott satt paa hans Hoved, efterdi han havde ladet sig hylde af Almuen. Saadant Endeligt fik Commandeur Clemment, en af de største Søe-Mænd paa de Tider. Han havde længe staaet i Tieneste hos Kong Friderik, som øverste Skipper, hvilket Hans Historie og Caracteer.maa have svaret til en Commandeurs eller Schoutbynachts Post nu omstunder. Men han undløb siden med et af de største Orlogs Skibe, antog Tieneste tillige med Claus Kniphoff hos den landflygtige Konge, og foruroeligede Søen en lang Tid. Omsider lod han sig bruge til dette Tog paa Jylland, hvilket endtes med saadan Tragœdie. Den Bonde som greeb ham, blev forlehnet med en Gaard udi store Waarde for sig og sine Børn.

De Oprørske Bønder i Jylland, som havde efterfuldt Commandeur Clemment, bleve siden tiltalede til Lands-Tinget, fordi de uden all Aarsag havde brudt den Eed De oprørske Bønders Straf.de nyeligen havde aflagt til Kong Christian udi Horsens, og bleve de for Lands-Tinget dømte |308udi Kongens U-naade paa Liv og Gods, dog bleve de tagne til Naade igien, efterat de havde givet en stærk Revers fra sig, hvorudi de forpligtede sig til en stedsevarende Troeskab, og bekiendte, at have forbrudt alt deres Bønder Gods og Ejendom, saa at det stod til Kongen om han vilde give dem det tilbage. Fra denne Tid kand man holde for at Jordegne Bonde Vilkor er blevne deterioreret i Jylland, og at Bønderne, som tilforne ejede deres Jorde frie og franke, maatte siden give en Kiendelse deraf til næstliggende Herre-Gaarde, og det til Straf for dette Oprør, og Autoris Betænkning derover.bestyrkes jeg i denne Meening af det som Arent Berntsen skriver derom, nemlig, at der for Skipper Clemments Fejde var ingen Forskiæl paa Adels Gods, og Jordegne Bønders Gods, uden at Jordegne Bønder gave Stud og Leding, det er, betalede Skat. Thi eftersom deres Vilkor er bleven slettere siden Skipper Clemments Fejde, synes det rimeligt, at Adelen har taget Lejlighed af deres Oprør, at bringe dem under et vist slags Herredom, saa at hver Jordegen Bonde, som tilforn var gandske frie, har maatt erkiende den næste Herremand for sit Herskab, og forbundet sig til en aarlig Kiendelse af sin Gaard, som den siden ikke har ejet pleno jure, og have de fleeste endnu deres Ejendom paa samme Maade, skiønt de selv ikke vide hvorfor. Dette kand holdes for en Epocha eller særdeles Tids Regning udi den Jydske Bonde Historie, og vil jeg til videre Oplysning her anføre eendeel af den da givne Revers, som lyder saaledes.

Vi Underskrevne, giøre vitterligt, og kiendes med dette vort aabne meenige Bøndernes Revers.Herreds-Brev, at, efterdi vi os med Liv og Gods forseet og forbrudt have mod den Stormægtigste og Højbaarne Første og Herre, Herr Christian med GUds Naade udvaldt Konge til Dannemark, rett Arving til Norge, Hertug udi Slesvig og Holsten, &c. udi saa Maade, at vi Skipper Clemment, Skipper Thomes, og deres Parti udi denne Tid hyldet have imod den Eed vi med Meenige Landets Indbyggere Hans Naades Kongl. Højmægtighed udi Horsens |309lovet og tilsvoret have; da efter slig Lejlighed og formedelst samme vor U-troeskab og Forseelse, og for at igienløse vort Liv, have vi opladet og afhændet fra os og vore Arvinger til Hans Kongl. Majestets og hans Naades Efterkommere Konger i Dannemark alt vort Bønder-Gods og Ejendom, og bekiende det samme at være forbrudt Gods, uden hvad hans Kongl. Højmægtighed os mildeligen benaade vil. Ydermeere forpligte vi os &c.

Vel findes at Jordegne Bønder igienkiøbte deres Gaarde for Penge, og derved Betænkning derover.igienbekomme deres Jordegne Friheder, men hvorvel Historien intet taler derom, saa er det dog troeligt, at de der ved tabte noget af deres Ejendoms Herlighed, thi den Forandring som er skeed med Jordegne Bønder-Gods i Jylland kand ikke henføres til anden Tid. Vel synes det vanskeligt at troe, at en Konge som nys var kommen til Regieringen udi et Rige, hvis halve Deel var endda i Fiendens Hænder, turde driste sig til at misfornøje et heelt Lands Almue. Men han insinuerede sig derimod desmeere hos Adelen ved samme Gierning, efter hvis Tilskyndelse det er troeligt, at han greb til denne Resolution, efterdi man seer, at den Herlighed som Bønderne tabte, blev lagd til Herre-Gaardene. Andre Fæste-Bønder bleve straffede paa Penge, og maatte enhver give Penge efter sin Lejlighed og Formue.

Af Jyllands saa hastige Reduction og Kongens Fremgang, merkede Grev Congres mellem Kongen og Greven i Colding.Christoffer at Dannemarks Erobring vilde blive ham vanskeligere end han havde bildet sig ind. Hvorudover han arbejdede paa et Forlig, og til den Ende personlig lod sig indfinde hos Kongen udi Kolding for at tale derom. Kongen bød da Greven en Sum Penge til, at han skulde staa fra sit Forsætt, og forlade Riget igien. Greven derimod paastoed at den fangne Konge skulde erlediges, og Rigerne deeles saaledes, at Kong Christian skulde beholde Jylland og Førstendommerne. Den fangne Konge derimod Norge, Siælland, Skaane, Fyen og Smaalandene. Men Kong Christian vilde ingenlunde tilstede det, hvorudover dette Mode løb frugtesløs af.

|310Saa snart Grev Christopher kom tilbage til Siælland igien, lod han forskrive en Herre-dag udi Kiøbenhavn.Herre-Dag til Kiøbenhavn, hvor den største Deel af den Skaanske og Siællandske Adel mødte. Da de vare opkomne til Greven, forestillede han dem sin Penge-Mangel, og begiærede at de godvilligen vilde komme ham til Hielp med deres Fruers og Døttres Guldkiæder, Smykker, Klenodier og Sølv, hvor af han vilde slaae Penge for at fornøje Krigsfolket, og at stille dem tilfreds at de ikke selv skulde tage sig Rett til. Der til turde vel Adelen ikke sige nej, hvorudover de lovede ham en stor Sum Penge; Men hvad Fruentimrets *Pretiosa angik, da bade de der udi at blive forskaanede, saasom de ingen Magt havde derover, og Qvindekiønnet derforuden blant alle Nationer, hvordan Tiderne end kunde være, beholdte deres Klenodier ubeskaarne. Dette Afslag foraarsagede Fortrydelse blant Borgerskabet og Almuen. Jürgen Mynter og Almuen udi Sielland ophidses paa nye imod Adelen.Ambrosius Bogbinder komme strax med det nye Raad, hvoraf alle vare deres Tilhængere, op paa Slottet, og der lode falde store Trudsler mod Adelen, som de kaldte Tyranner, og tilskreve dem alle de Ulykker som Riget var geraadet udi, eftersom de havde stødt Kong Christian 2. fra Thronen. Ja deres Bitterhed gik saa vit, at de begiærede at de maatte gribes og straffes, saa at Greven havde stor Møje ved saadant at hindre, og Borgemesterne ginge vrede og med Trudsler ned af Slottet. Dette jog saadan Skræk blant Raadet og Adelen, at de turde ikke gaae ned udi Staden igien af Frygt for Overfald. Greven forsikkrede dem vel om, at de i den Fald intet havde at befrygte sig, men de troede ikke paa hans Ord, efterdi de holdte for at han spillede under Dække med Almuen. Udi hvilken Tanke de bleve bestyrkede, da Bønder og Borgere allevegne røvede deres Herregaarde, hvormed Greven stedse saae igiennem Fingre. Af dette altsammen sees, at denne Feide var egentlig en Krig mellem Adel og Almue, og at Almuen over det heele Rige var den fangne Konge bevaagen.

Hidindtil havde Greve Christopher spillet Mester udi Dannemark, men nu Grev Christophers Lykke tager af.begyndte hans Soel at dale, og hans Parti dagligen at svækkes, hvortil var adskillige Aarsager. Riget havde nu faaet en Konge, hvilken ved sin Lykke og Hurtighed havde bragt |311sine Vaaben i stor Reputation, og som var forsynet med gamle forfarne Tropper, foruden Indbyggerne i Jylland, hvilke, besynderligen Adelen, stode alle for ham som en Mand. Greven derimod havde vel heele Skaane med alle Danske Øer udi Aarsag dertil.Hænder, men havde giort sig saa forhadt hos den heele Adel, at, endskiøndt de af Frygt for Almuen, og det fremmede Krigsfolk lode sig bruge i hans Tieneste, maatte han dog ideligen have Øje paa dem, saasom han vel vidste at de intet gott Hierte bare til ham. Derforuden begyndte ogsaa Kong Gustav af Sverrig at bevæge sig i Faveur af den udvaldte Konge, hvilket foraarsagede, at den undertrykte Adel, sær i Skaane, tog Masken af, og bleve af hemmelige aabenbare Grevens Fiender, saa at man af slige Conjuncturer lett kunde fatte, hvad Udgang denne Krig vilde faae.

Dett var imod Enden af dette Aar at Kong Gustav af Sverrig rustede sig imod Kierlig Forbindelse mellem Dannemark og Sverrig.Grev Christoffer, for at tage Skaane tilbage paa den udvalte Konges Vegne. En rar og merkelig Ting udi den Nordiske Historie, at see en Svensk Konge udi Harnisk for at beskytte en Dansk Konges Throne. Saadan usædvanlig Foreening imellem toe stridende Riger foraarsagede de Lybskes hofmodige Opførsel, i det de lagde sig ud med alle Potentater, og lode sig saaledes forblinde, og ligesom fortrylle af deres tvende uroelige Borgemestere, at de ikke kunde see deres egen Interesse. Foruden denne Aarsag kand man tilskrive Rigernes saa kierlige Foreening Kongerne selv; thi, aldrig havde man paa en Tid seet meere dydige Konger paa de Nordiske Throner end Christianum 3. og Gustavum I.; thi, enhver af dem kand tiene til et Mynster i Dyder og fornuftigt Regimente for alle Potentater. Kongens af Sverrig Udrustning giorde Kong Christian faaer Undsætning fra Sverrig. i Begyndelsen den Skaanske Adels Vilkor end slettere end tilforn, saasom Greven troede at det var efter deres Tilskyndelse Sverrig bragtes i Harnisk. Hvorudover han ved Marcus Mejer og Greven af Hoja holdt Skaane under haard Discipline, og besværgede alle Stæder med haarde Besættninger; Ja Jørgen Mynter understod sig at legge Haand paa Torben Bilde, *Electum udi Lund, og føre ham fængslet til Greven, hvilken satt ham under haard Forvaring udi Landskrone, og derved forbittrede ikke lidet Geistligheden imod sig.

|312Bemeldte Greve da han fornam at de Svenske vare komne bevæbnede til de Skaanske Grændser, lod han forskrive den heele Skaanske Adel til Landskrone. Adelen forsamlede sig da 500 Hæste sterke under Anførsel af Axel Brade og Christoffer Hvitfeld, og vare i Begyndelsen Tvivlraadige om de skulde adlyde Grevens Ordre eller ej: Men, da de merkede at man havde ondt i Sinde med dem, og at Torben Bilde var fængsled, sloge de sig til de Svenske, og lovede at giøre et med Kong Gustav paa den udvalte Konges Vegne. Saaledes endtes dette Aar 1534, som af adskillige Hendelser nu var glad, nu bedrøvet for Riget, og derudi besynderligen lykkeligt at mod Fridericus 2. fødes.Julii Maanedts Begyndelse blev fød til Hadersleb for Christiano 3. en Søn kalden Friderik, som siden regierede udi Dannemark under det Navn af Friderik 2, og blev en af de nyttigste Konger dette Rige har haft.

Efterfølgende Aar 1535 er ikke mindre merkværdigt end dette forbigangne; Imod Begyndelsen af Aaret toge de Svenske sig for at belejre Halmstad, hvilken Stad de stormede 2de gange til, men begge gange bleve afslagne. (a) Men, da de lavede sig til den tredie Storm, skikkede Borgerskabet deres Borgemestere ud til dem, for at De Svenske erobre Halmstad.høre under hvis Navn de angrebe Staden, og udi hvad Meening de derfore vare komne, og, da dem blev sagt, at det var paa den udvalte Konges Vegne, svarede Borgemesteren, at han og Stadens Indbyggere vilde holde sig til den som Dannemarks Riges Raad havde udvalt, hvorpaa Halmstad blev overgiven, (b) paa de Conditioner at den skulde holdes den udvalte Konge tilhaande, hvilket sees af den Capitulation, som findes i den oft citerede Gustavi I. Historie. (c) Derefter begave 1535.sig de Svenske tillige med de Danske, som havde stødt til dem, videre ind udi Landet, og toge den Skaanske Adel allevegne udi Christia-|313ni 3. Eed. Grev Christoffer søgte af all Magt at hindre deres Fremgang, og til den Ende fik en anseelig Magt paa Beenene. Da blev der holdet et Feldslag ved Helsingborg, hvorudi de conjungerede Svenske og Danske erholdte en fuldkommen Sejer den 20 Dag efter Juul. Udi dette Slag ved Helsingborg. Slag blev den navnkundige Felt-Herre Marcus Mejer fangen tillige med Michael Blik og Peter von Geldern (a) som var Hertugens af Geldern naturlige Søn. Jørgen Marcus Mejer fanges.Mynter, som var med udi Slaget, tog Flugten, og salverede sig i en Baad. Grev Christophers Krigshær bestod vel af et færdigt og kiækt Folk, men de andre vare stærkere paa Rytterie, hvilket da Kong Gustavus, som var udi egen høje Person med udi Slaget, merkede, søgte han, som en gammel forfaren Felt-Herre, at føre sig den Fordeel til Nytte, og satt med sit eget og det Skaanske Rytterie saa sterk an paa det fiendtlige Fodfolk, at han med en Hast spreedede det ad, og banede sig Vej til Sejeren. Medens dette Slag stod ved Helsingborg, havde Rigets Marsk, Tyge Krabbe, Slottet inde paa Grev Christoffers Vegne, ikke des mindre, da Jørgen Mynter vilde begive sig did hen, lod han skyde af Slottet paa ham. Dette blev af Grevens Folk lagt ham til Last, saasom han paa samme Tid stod udi Grevens Eed paa den fangne Konges Vegne. Men Marsken undskyldte sig der med, at det var Lybske Tropper, som Jørgen Mynter førdte med sig, og at han alleene havde aflagt Troeskabs-Eed til Grev Christoffer, men ikke til dem. Men det havde været bedre, i Steden for at bruge saadan subtilitet, at have undskyldt sig paa en anden Maade, nemlig, at han af Greven havde været tvungen til at sigte imod sit eget Fædreneland, og derfor nu ved given Lejlighed søgte at følge den Skaanske Adels Exempel. Dog finder man, at Marsken var saa Scrupuleux udi denne Sag, at han siden lod forspørge sig hos Rigets Raad, om han derudi havde giort imod sin Pligt, og blev han da erklæret angerløs, og som den der intet havde giort imod en ærlig Patriots Pligt.

Efter denne Sejer var erholden imod de Lybske, blev Christoffer Hvitfeld skikket til Kolding for at tilbringe Kong Christian saa-|314dan god Tidende, og tillige med at begiere nogle Hielpe-Tropper, saasom man havde i Sinde at belejre Malmøe. Kongen accorderede dem strax saadant, og lod skikke dem et Regiment under Anførsel af Albert von Beltzik, hvorudover man kom i Stand at belejre baade Malmøe og Landskrone, hvilket ogsaa skeede, skiønt begge Stæder udholdte Belejringen længer end man havde troet, hvorom videre siden. Udi denne Tilstand kunde Grev Christoffer ikke være Grev Christoffer udi slet Tilstand.uden i stor Bekymring. Et stor Skaar var giort i hans Reputation, hans Krigs-Hær var slagen, den heele Skaanske Adel frafalden, og han saae sig imellem tvende Konger, hvoraf enhver udi Tapperhed og Krigs-Erfarenhed var hans Mester. Udi denne Beængstelse begav han sig til Siællandsfars Landsting, geleided af Kiøbenhavns Borgere, og did hen lod forskrive Adel og Almuen af Siælland, for at overlegge med dem, hvorledes Krigen kunde fortsættes, og at sætte Landet i Skatt. Almuen og Borgerne lode sig godvilligen indfinde, men Adelen ikke uden med Svøben over Hovedet, og i sær af Frygt for Kiøbenhavns Borgere, hvilke alle vare den fangne Den Siællandske Almues Forbittrelse mod Adelen.Konge bevaagne, og derfore vare anseede ligesom Grevens Lif-Garder. Den Forbittrelse, de bare til Adelen, gik indtil Brutalitet, hvorpaa de samme Tid gave en merkelig Prøve, thi, da Frue Anna Møenstrup besværgede sig for Greven over de Lybske Krigsfolk og Borgerne, og viisede hvor stor Urett de havde tilføjet hende og andre af Fru Anna Møenstrup myrdes af Kiøbenhavns Borgere.Adelen, bleve Kiøbenhavns Borgere der af saa ophidsede, at de ihielsloge hende paa Landstinget. En Barbarisk Gierning, helst imod et Fruentimmer og en Dame af den Dyd og Anseelse, der havde været Hofmesterinde hos de Danske Dronninger i 3 Kongers Tid. Deres Bitterhed stilledes ikke ved dette Mord, de agtede ogsaa ligeledes at opofre tvende hendes Jomfruer, hvilket ogsaa havde skeet, hvis ikke nogle af Grevens Folk havde bragt dem i Skiul paa Kirke-Taarnet. (a) For denne Gierning maatte siden nogle af Kiøbenhavns Borgere række Halsen. Jeg finder ellers ikke hvad videre der blev forrettet paa Lands-|315Tinget. Det er troeligt, at Greven trøstesløs er gaaen derfra igien, eller at Adelen af Frygt har lovet meere end den agtede at holde.

Den udvalte Konge havde i Begyndelsen af dette Aar skikket Ove Lunge og Ivar Juul til Kong Gustav, med Begiæring, at han mod Foraaret vilde skikke en Flode udi Øster-Søen for at afskiære Kiøbenhavn, Malmøe og Landskrone all Tilførsel, efterdi han havde i Sinde at belejre disse 3 Stæder. De samme havde ogsaa Ordre at begive sig til Norge for at formaae samme Riges Raad til at foreene sig med den Jydske og Skaanske Adel. De Norske forsamlede sig derfor ved Pindse-Tider til Den Syndenfieldske Adel i Norge beqvemmer sig til at antage Christ. 3.Opsloe, og der besluttede at hylde Kong Christian, hvilket den Syndenfieldske Adel, som der var forsamled, lod Erke-Bisp Olaf af Trundhiem viide. (a) Men, som de dette giorde uden Erke-Bispens Nærværelse og paa samme Tid, som han havde forskrevet en Herre-Dag til Trundhiem, bar Erke-Bispen derover Fortrydelse, saa at han siden afsondrede sig fra de andre.

Jeg har tilforn antegnet, at den bekiendte Marcus Mejer blev fangen udi Slaget Tvistighed mellem de Danske og Svenske om hvis Fange Marcus Mejer skulde være. ved Helsingborg. Efter samme Slag reisede sig Tvistighed mellem de Danske og Svenske, hvem den Fangne skulde tilhøre. De Svenske formeenede sig at have Rett der til, eftersom den største Deel af den foreenede Krigs-Hær bestoed af Svenske. De Danske derimod foregave, at han var deres Fange, efterdi han var indflygtet udi Klosteret i Helsingborg, og erklærede at han gav sig fangen til de Danske. Efter at længe der om var tvisted, foreenede man sig saaledes derom, at han skulde sættes i Forvaring udi Warbierg indtil videre. (b) Midlertid kunde begge Herrer handle om hvis Fange han skulde være. Dog betingede de Danske sig dette, at hvis han blev Svensk Fange Marcus Mejer føres til Warbierg.skulde han forskaanes paa Livet, hvoraf sees, at de Svenske maa have været end meere ophidsed imod denne Mand. Da han kom til Warbierg, blev han holden heel skikkeligen under Truid Ulstands Varetægt, |316hvilken lod ham undertiden ride paa Jagt med sig, og lod i all Ting see en Estime for ham i Henseende til hans Forstand og Erfarenhed udi Krigs-Sager. Men denne onde og listige Mand belønnede ham ilde for slige Velgierninger. Da han blev bragt til Warbierg, var Staden udi saadan Tilstand: Slottet, hvor Truid Ulstand commanderede, holdt Kongens Parti, og Byen Grevens, hvorudover der var Frygt og Usikkerhed paa begge Sider, og kand man derfore ikke begribe hvorfor man udvaldte saadant Sted til en Fange af den Vigtighed. Marcus Mejer, som udforskede Tilstanden, søgte strax at føre sig den til Nytte. Han raadede Truid Ulstand strax at slutte en Stillstand med Byen, hvilket ogsaa skeede. Men, medens Stilstanden varede, overlagde han med en Præst og nogle Tydske paa Slottet, hvorledes man skulde practisere nogle af Byens Soldater ind Den fangne Marcus Mejer forrasker Warbiergs Slott.paa Slottet. Dette skeede ogsaa, og hen ved 80 Mænd komme paa Reeb-Stier ind paa Slottet. Ved deres Ankomst fandt Marcus Mejer sig i Stand at sætte sit Forsætt i Verk, og derfore uformodentligen anfalt Besættningen og ihielslog alle dem, som han kunde overkomme, saa at det var ikke uden med stor Møje, at Truid Ulstand reddede sin egen Person. Dette skeede den 9. Martii og bemægtigede denne farlige Mand sig saaledes Slottet med Truid Ulstands Frue og 6 Børn, (a) samt en anseelig Hob Guld og Sølv, som der laae forvaret, Slottet holdt han Grev Christoffer tilgode, hvilken strax lod det forsyne med Proviant og andre fornødne Ting. Truid Ulstand skrev der paa Greven til, og begiærede, at hans Frue og Børn maatte blive ham igien tilstillede, men Greven vilde saadant ikke tilstede, med mindre han kunde udvirke hos Kong Gustav at Wulf Gyler, som var rømt af samme Konges Tieneste, maatte faae sin Hustrue og Børn fra Stokholm. Hvilket Kong Gustav bevilgede, hvorpaa Herr Truid Ulstands Frue kom løs igien. (b) Foruden denne Fordeel erobrede ogsaa Greven paa samme Tid Kallundborg.

Men, uanseet alt dette, forværredes hans Sager dagligen, og |317levede han i FrygtFrygt]Frygt] Frʎgt A Frygt] Frʎgt A at see lige saadan Revolution udi Siælland som udi Skaane. Denne Frygt drev Greven lader fængsle alle Danske Herremænd i Kiøbenhavn.ham til den desperate Resolution, at lægge Haand paa alle de Herremænd, som vare i Kiøbenhavn, og bleve da fængslede Anders Bilde, Johan Urne, Christopher Gyldenstierne, Knud Hendriksen, Erik Christophersen, Knud Pedersen, Thomas Sture, med mange andre. Han gav ogsaa Ordre til at anholde alle dem, som man kunde treffe paa andre Stæder udi Siælland og i Smaalandene. Om han ogsaa lagde Haand paa Bisperne, derom taler Historien intet. Man seer dog, at de samme frygtede sig for lige Skiebne; thi Bisp Joachim Rønnov af Roskild tog udi denne Forfølgelse Flugten til Jylland, og der aflagde Troeskabs-Eed til Kong Christian. Mange af de forfuldte Herre-Mænd retirerede sig til Dragsholms Slott, hvorudover Greven lod Slottet belejre ved Johan von der Hoja; men de Belejrede giorde en saadan Modstand, at han med uforrettet Sag maatte gaa tilbagetilbage]tilbage] tibage A tilbage] tibage A .

Af disse Conjuncturer kunde de Lybske merke hvad Udgang denne Krig vilde faae De Lybske udvælge Hertug Albert af Meklenborg til General.under Grev Christophers Anførsel, hvorfore de begyndte at see sig om en anden General, og til den Ende handlede med Hertug Albert af Meklenborg om at føre Krigen for dem udi Dannemark, hvortil samme Hertug Albert ikke længe lod sig bede af dem, saasom han af Naturen var genejet til Uroelighed. Til denne Forandring drev dem eendeel den Misfornøjelse de havde fattet over Grevens Conduite, eendeel ogsaa, efter som de vilde have en General af større Anseelse og Myndighed. Hertugen lod sig tillige med Jørgen Wullenvæber indfinde i Kiøbenhavn Mariæ Besøgelses Dag, og tog sin Residence paa Bispe-Gaarden, hvor nu Universitetet er. Han bragte ellers Samme Hertugs Opførsel.ikke fleere Folk med sig end et Compagnie Fodfolk og 40 Ryttere, men derimod en heel Hob Jagt-Hunde og Redskab som til Jagten var nødigt, ligesom han var kommen til Dannemark heller for at jage Harer og Hiorte, end for at agere General. (a) Og vidner Autor til Amiral Skrams Historie, at bemeldte Amiral, blant andre Priser som han giorde, fangede en Skude, som var laden med Mynder |318og Støvere, hvilke Hertug Albert havde forskrevet til sin Divertissement paa Amager. (a) Borgerne udi Kiøbenhavn glædede sig ved hans Ankomst ikke saa meget af Misfornøjelse over Greven, som af Begierlighed til Forandring. Greven derimod var ilde fornøjet Jalousie mellem Grev Christopher og Hertug Albert.der med, saasom han ingen Collega vilde have, langt mindre en Superieur; vel reed han ham i møde og ledsagede ham ind udi Kiøbenhavn, men han vilde ikke indlade ham paa Slottet, (b) hvorudover, da Wullenvæber drev paa at Krigsfolket skulde antages udi Hertug Alberts Eed, vilde Greven ikke entledige dem af den Eed, de tilforn havde svoret ham. Og da de Lybske lovede at give ham Roeskilde Biskops Stikt for der med at stille ham tilfreds, og bevæge ham til at overdrage Hertugen Commando, vilde han ej heller lade sig overtale. Denne Misforstand blev dog omsider hæved, skiøndt Historien ikke melder om paa hvad Maade. Man seer alleene, at de begge siden have ført Commando, og at begges Navn udi Placater ere anførte, saa at det er troeligt, at Greven siden har ladet sig nøje med den anden Grad udi Regimentet.

Saasom Grev Christopher da var udi Penge-Trang, og Landet begyndte at blive u-villigt til Skatter at contribuere, skikkede han sin Flode til Sundet for at presse Told af de fremmede Skibe. Og som paa samme Tid arriverede 70 Hollandske Skibe, lod han ikke alleene fodre Told af de samme, men end ogsaa udplyndre Skibene. Denne hans Forhold gav Rigets Marsk Tyge Krabbe strax Kong Christian tilkiende, og begierede at han, saasaa]saa] B, saa saa A saa] B, saa saa A snart mueligt, vilde komme over til Siælland Kongen sender en Krigsmagt til Fyen.medens Misforstanden mellem Hertugen og Greven end varede, og for alting see til, at han kunde blive Søen mægtig. Kongen lod derfore samle alle de Fartøje han kunde overkomme udi Kolding, Flensborg og andre Stæder, og dermed om Natte Tider satt sin Krigshær i Land paa Fyen under Allesøe. Da Grevens Folk, som holdte Strand-Vagt, det merkede, lode de alle Borgere og Bønder forsamle til Middelfart og Odense for at hindre de Kongelige at komme videre ind udi Landet. Men Kong Christians Folk toge saa vel imod dem, |319at de maatte begive sig paa Flugten, de Fremmede først og siden Bønderne, hvoraf de første begave sig ind udi Assens, og de sidste toge hver til sit Hiem, og blev Assens strax derpaa belejred af de Kongelige.

Denne Fremgang søgte de Lybske at forhindre, og derfor skikkede 10 Orlog Skibe De Lybske stræbe at undsætte samme Land.til Nyborg, med en Hob Krigsfolk, som strax sammesteds bleve satte i Land, og bleve de samme forøgede af andre Tropper, som Hertugen og Greven skikkede fra Siælland under Anførsel af Grev Johan von der Hoja, saa at man seer, at de anspændte alle deres Kræfter paa at conservere Fyen. Den heele fiendtlige Krigshær rykte derpaa imod Odense, hvilken Stad de udplyndrede og der blev nogen Tid liggende. Derefter blev raadslaget mellem Anførerne, som vare Grev Johan von der Hoja, og Grev Nicolaus von Tecklenborg, hvorledes de best kunde agere imod Kong Christian, og drive ham ud af Fyen igien. Omsider besluttede de imod Dagbrækningen u-formodentligen at angribe hans Lejer, og, paa det at saadant kunde skee med des støre Success, gave de Ordre til nogle af deres andre Folk, som laae udi Assens, at angribe Lejren paa den anden Side, saa snart de saae Krigs-Hæren ankomme. Men en Præst, ved Navn Hr. Hans i Svaning, fik Kundskab om dette Anslag, og gav de Kongelige det tilkiende, hvorudover de besluttede strax at sætte Ild paa Lejren og at rykke imod Fienden, som havde posteret sig ved Faaborg. Krigs-Folket, som laae i Assens, da de saae den Kongelige Lejer i Flamme, da, som de vidste ikke hvad det skulde betyde, turde de ikke gaae ud af Staden og efterleve deres Ordre, hvorudover de Kongelige undginge den Fare at blive omringede, og finge alleene at bestille med den Krigshær, som fornevnte tvende Grever anførdte, hvilken de bleve vaer en halv Miil fra Assens ved et Bierg kaldet Øxnebierg. Dette Bierg havde Fienderne indtaget, og der Slag ved Øxnebierg.forskandset sig med Vogne, hvilket da de Kongelige merkede, rykte de med deres Canoner under Bierget, og skiøde paa dem, og det med saadan Succes, at Grev Johan von der Hoja fandt sig tvungen til at gaae ud af sin Fordeel, og at vove et Feltslag. Den Kongelige Felt-Herre Johan Rantzov, da han merkede Fiendernes Forsæt, holdt han sit Folk |320stille udi god Orden, og ikke bevægede sig, førend de vare komne ham nær paa et Steenkast, da rykte han dem imod, og lod tillige med nogle Ryttere angribe dem udi Flankene, hvilket skeede med saadan Eftertryk, saa at deres Orden blev adsplidt, og de begyndte at tage Flugten. Da skeede et stort Nederlag: En stor Hob blev omkommen, og mange fangne. Blandt de Fangne var Anføreren selv, Greven af Hoja, (a) hvillken af en Holsteener, som bar et gammelt Had til ham, blev Erke-Bisp Trolle omkommes i samme Slag.blesseret, og derfor maatte give sig, (b) men døde af samme Saar. Udi Slaget omkom den anden Anfører Greven af Teklenborg, tillige med en stor Hob anseelige Mænd, blandt hvilke den navnkundige Erke-Bisp af Upsal Gustav Trolle, og fik saaledes denne Nordiske Freds Forstørrer saadant Endeligt, som han ved sit u-roelige Levnet havde søgt efter. Han havde været Autor eller Instrument til alle de Ulykker og Uroeligheder, som de Nordiske Riger havde været plaget med meer end udi 30 Aar. Det eeneste som kand legges ham til Roes, var, at han stedse fuldte den landflygtige og fangne Kong Christians Skiæbne, dog kand man ikke sige om det var saa meget af Hans Characterer.Kierlighed og Troeskab mod samme Konge, som af Nødvændighed, efterdi han havde giort sig forhadt udi alle 3 Riger. Udi Sverrig havde han ladet sig bruge som et Instrument til det Stokholmske Blodbad, og efter Kong Christians Landflygtighed havde han anvendt sin heele Tid paa Intriguer, og at stifte Uroeligheder baade udi Dannemark og Norge, saa at alle hans Idretter bestode udi hemmelige Correspondencer, som sigtede til Oprør. Hvorudover man kand holde ham for den stridbareste, uroeligste og farligste Prælat, som de Nordiske Riger nogen Tid have produceret. Han blev ført saaret af Slaget ved Øxnebierg til Gottorp og døde sammesteds.

Ved dette fatale Slag som skeede den 11 Junii tabte de fremmede Tropper all deres Reputation, og ginge deres Sager fra den Tid stedse Krebsgang. De Kongelige savnede der udi ikke over 40 Mænd, da derimod af de Lybske en stor Mængde blev slagen, og hen ved 1500 Landsknægte, hvor iblant 100 Herremænd fangne. |321Det heele Artillerie med 400 Rustvogne blev de Kongelige til Bytte. De tvende Fiendens Forliis.Anførere Greverne af Hoja og Teklenborg bleve bragte til Odense og begravne sammesteds udi St. Knuds Kloster, og den fremmede Besættning, som laae udi Assens, forlod Staden og begav sig til Skibs til Kiøbenhavn, saa at Kong Christian ved denne herlige Sejervinding spillede Mester i Fyen; thi de Fynske Stæder Assens, Svenborg, Odense og Nyborg, overgave sig strax, og blev Christopher Hvitfeld satt til Commendant over Nyborgs Slott. Her maa ikke forglemmes at sige til den store Felt-Herres Johan Rantzovs Berømmelse, at han i dette Slag lod see sin sædvanlig Forstand og Johan Rantzows Berømmelse.Tapperhed, hvorved han stedse havde signaliseret sig saa vel under Friderico 1. som Christiano 3. Han var sandelig en af de største Generaler udi samme *Seculo, og det kand siges om faa som om denne store Helt, at han conserverede en Konge paa Thronen, og banede Vej for enfor en]for en] B, for A for en] B, for A anden der til, hvorudover han ogsaa var udi saadan Reputation, at baade Keiseren og andre Potentater søgte efter at faae ham i deres Tieneste.

Da dette Nederlag ved Øxnebierg blev spurdt udi Siælland, lode Hertug Albert og Grev Christopher aabne Breve udgaae til Siællands Lands-Ting, hvorudi de opmuntrede Indbyggerne i Siælland at være ved got Mood, og ikke at lade sig nedslaae over den Skade, som var skeed udi Fyen. De havde endda saa meget Krigs-Folk tilbage, saa de der med kunde forsvare Siælland. De formanede dem til at holde flittig Grev Christoffer opmuntrer Indbyggerne i Siælland.Strand-Vagt for at hindre Hertugen af Holsten at fæste Fod paa Landet, og lode dem vide, at de inden kort Tid ventede anseelige Recruter, hvormed de kunde reise op de faldne Sager igien. Endeligen bade de dem, at de ikke vilde række Øren til Hertugens af Holsten Løfter, men blive bestandige udi det Forsætt, som de eengang havde taget at befrie den fangne Konge, og at sætte ham paa Thronen igien &c. (a) Men ingen lod sig af denne Skrivelse bevæge til at giøre Hertugen og Greven videre Undsættning; thi Adelen var misfornøjet tilforn, og Almuen havde efter det Fynske Slag tabt Modet, saa at alle |322begyndte at vende deres Øjen til den udvaldte Konge, hvilken de hver Time ventede at see med sin sejerrige Krigs-Magt paa Siælland. Det var ogsaa højstbemeldte Konges Forsætt at begive sig did hen, og belejre Kiøbenhavn. Han opholdt sig alleene noget efter 14 Svenske Krigs-Skibe, som vare ham lovede, Søeslag ved Bornholm.hvormed han vilde conjungere sine egne Skibe. Samme Flode arriverede og strax derpaa tillige med en anden, som Preudsen skikkede til Undsættning. Begge disse Floder begegnede ved Bornholm 26 Lybske Skibe, med hvilke de geraadede i Trefning, men de bleve ved Natten og en paakommende Storm skildte ad. Udi dette Slag blev det Lybske Amiral Skib Michael (a) saaledes af Canoner igiennembored, at, hvis det ikke i Tide var kommen i Havn havde det gaaet til Grunde. Medens den Lybske Flode slæber det beskadigede Amiral-Skib til Sundet, faaer den Danske Amiral Peder Skram skriftlig Ordre af Kongen at seile med sin Flode til Fyen, eller Jylland. Den Danske Amiral Skram erobrer 10 Lybske Krigs-Skibe.Paa denne Vej var Amiralen saa lykkelig at han erobrede 10 Lybske (b) Orlog-Skibe, hvilke vare de samme, hvor paa de havde transportered deres Krigs-Folk til Fyen. Hvorpaa Amiralen løb ind udi Beltet, og indtog Tranekiær og Corsøer. Siden seilede han omkring smaa Landene, Lolland, Falster og Møen, brandskattede Almuen og tvang dem til at forsørge Floden med Levnets Middel, og efter saa vel forrettet Sag kom med Floden for Kiøbenhavn, hvilken Kongen havde satt sig for at beleire til Lands og Vands.

Højstbemeldte Konge, da han efter Slaget ved Øxnebierg havde ladet sig hylde Den Kongelige Krigs-Magt transporteres til Siælland.udi Odense, og betalt Krigsfolket deres Besoldning, lod han sin Krigs-Magt transportere over til Siælland. Han selv fuldte kort derefter, og slog sin Lejer ved Kiøge, hvor han blev, indtil han fik Kundskab om, at hans Flode var kommen for Kiøbenhavn. Da han der om var erkyndiget, brød han op med Lejren, og rykte lige mod Hoved-Staden, hvilken han St. Jacobi Aften lod berende, og slog sin Lejer ved Særsløv paa samme Sted, hvor Kong Friderik havde lejret sig tilforn. Saaledes be-|323gyndte Kiøbenhavn belejres.Kiøbenhavns Belejring, som formedelst dens Langvarighed og haardnakkede Modstand er en af de Navnkundigste udi samme Seculo. Staden var da bedre fortificered, og med alle fornødene Ting forsyned, end udi forrige Belejring. De Lybske havde der Kiernen af deres Magt, tillige med Anførerne Hertugen af Meklenborg, og Grev Christopher af Oldenborg, Borgerne stode alle som een Mand dem bi, eendeel af Kierlighed til den fangne Konge, eendeel af Desperation, saasom de formedelst deres violente Opførsel ingen Naade forventede sig af Sejer-Herren. Udi Staden var Stadens Tilstand for Belejringen.indbragt en stor Hob Qvæg med andre Levnets Midler fra alle omliggende Landsbyer. Man havde ogsaa lagt et stort Skib kaldet Prydske Holken uden for Havnen, for at forsvare den samme, og vidner Hvitfeld at Vraget der af var endda at see i hans Tid. Udi saadan Tilstand var denne Hovedstad, da den blev belejred, hvorfore man kunde ikke vente andet end derved at faae en haard Nød at knække, helst saasom Besættningen og Borgerskabet blev ideligen opmuntret ved Løfter om Undsættning. Men jo større Vanskeligheden var, jo meere anspendte Kong Christian sine Kræfter paa dens Erobring. Saasom derfore paa den eene Side var desperation og paa den anden Side Nødvendighed til at vinde og at holde ud til det Yderste, saa kunde denne Beleiring ikke andet end foraarsage store Calamiteter og Ulykker.

Saa snart Staden var belejred, begyndte de Belejrede at giøre Udfald, hvorudi een ved Navn Sti Stissen besynderligen signaliserede sig; Men, da de merkede, at de havde meere Skade end Fordeel af slige Udfald, holdte de siden inde dermed, for at spare paa Folket. Medens Belejringen varede, deelede Kongen sin Krigshær ad, blev selv med den eene Deel liggende for Kiøbenhavn, og skikkede den anden Deel Malmøes Belejring.over til Skaane for at belejre Malmøe og Landskrone. Andre af hans Folk bleve beskikkede til at angribe Nyekiøbing i Falster, Aaleholm, Callundborg og Helsingøer, hvilke alle bleve belejrede paa eengang. Truid Ulstand, som Marcus Mejer, saaledes som sagt er, havde besnæret i Varbierg, begieredebegierede]begierede] B, begierede de A begierede] B, begierede de A 2 Compagnier Fodfolk, og nogle Ryttere af de Folk, som havde belagt Malmøe, hvormed han agtede at hevne sig over Mar|324cus Mejer igien; Efterat han havde faaet saadan Hielp, rykte han mod Warbierg og angreeb den med saadan Force, at Marcus Mejer seende sig ingen lang Modstand at kunde giøre, lovede at overgive Slottet, hvis han maatte forskaanes paa Marcus Mejer fanges anden gang.Livet. Dette blev ham lovet, hvorpaa strax Slottet blev overgivet, og søgte Anføreren af all Magt at mage det saa, at Capitulationen blev ham holden. Han blev saaledes ført fri og løs igiennem Halland og Skaane til Siælland, men, da han var kommen til Hvidør, og det samme rygtedes i den Danske Lejer, begav Melchior Rantzov sig med nogle andre did hen. Der talede han ham haart til formedelst hans Forhold mod Riget, besynderligen for den sidste Gierning udi Warbierg, hvor han med List havde overrumplet Slottet, endskiønt Truid Ulstand handlede saa vel imod ham, og tracterede ham heller som en Giæst end som en Fange. Efter saadan Tiltale, tilspurdte Rantzow de nærværende Officiers, om Marcus Mejer var den Mand, som man burde benaade paa Livet, efterdi han ikke havde holdet Troe og Love mod Hr. Truid, da svarede alle eenstemmigen, at, efterdi Marcus Mejer havde ikke handlet som en ærlig Krigsmand, burde der ingen Naade være for ham: Derpaa blev han sluttet udi Jern, og sadd udi saadan Tilstand nogle Dage. Endeligen blev han Torquerespiinligen forhørt, og underskrev han da med egen Haand en vidtløftig Bekiendelse, som indeholder alle hans egne og de Lybskes Anslag imod Riget. Hvorpaa hans gamle Fiende Truid Ulstand fik Ordre at tage ham til sig, og lade ham rette, hvilket ogsaa skeede; thi han blev bragt til Helsingøer og der tillige med hans Broder Gerhard Henrettes.Mejer lagt paa 4re Stegle. Saadant Endeligt fik denne navnkundige Mand, der fra ringe og fattig Herkomst var stegen op til de største Æres Charger, og bleven Borgemester udi Lybek, hvilken Stad han havde regiæret med en u-omskrænket Myndighed, og saaledes ved List og Persvasioner forblindet den, at den imod sin egen Interesse og over sine Kræfter indviklede sig udi Krig mod adskillige Potentater paa eengang, saa at man ikke kand andet sige, end at hans Død var en Straf, som han havde fortient formedelst det meget Blods Udgydelse han havde foraarsaget, endskiøndt jeg understaar mig ikke at legitimere de |325Danskes Procedure mod ham; thi at han betienede sig af Truid Ulstands Lettroendhed for at forraske Warbiergs Slott, er Upartisk Betænkning over denne Execution.noget som gemeenligen legges Fanger til Berømmelse; thi, endskiøndt han var en fangen Mand, var han endda en Lybsk Anfører og ingen Troeskabs Eed havde aflagt til Kong Christian, hvorudover den gode Truid Ulstand var meere at laste, der lod saadan en farlig og entreprenant Mand gaae løs, end Marcus Mejer der betienede sig deraf, sit Fæderneland til Fordeel, og, endskiøndt man vilde tilstaae, at denne Gierning fortienede Døden, saa havde han dog ved Slottets sidste Overgivelse udtrykkeligen betinget sig Livet, og ved saadan Capitulation bevæbnet sig mod de forrige Beskyldninger. Dette finder jeg intet at være omtalt udi hans Process, hvorudaf man seer, at man ikke har dristet sig til at agere methodicè mod ham. Det meeste, som lægges ham til Beskyldning, var, at han havde handlet med Kongen af Engeland, Henrik 8, at de Lybske skulde overdrage samme Konge Dannemark, med de Vilkor, at han skulde erstatte dem de Bekostninger, de havde giort paa denne Krig, og saaledes strax bekomme Kiøbenhavn, Malmøe og Warbierg. Kongen af Engeland havde ogsaa skikket Gesantere til Marcus Mejer for at handle derom, item andre til Embden for at negotiere med de Lybske. (a) Men de komme for silde, efterat Mejer allereede var rettet. Dette Anslag maa Marcus Mejer blant andre Ting have aabenbaret i den Bekiendelse han giorde udi det piinlige Forhør, og sees heraf hvor daarlige Anslag Regieringen i Lybek paa samme Tid har haft, og at, om Marcus Mejer havde fortient at lægges paa Stejle, havde ingen større Ræt til saadan Execution end Lybek selv, som han saa yderligen forleedede.

Udi Leiren for Kiøbenhavn lod Kong Christian et Skrift *in Iunio udgaae for at Kong Christians Skrift mod Lybek.igiendrive de Argumenter Lybekerne udi et Manifest havde publiceret for at besmykke denne Krig mod Dannemark. Derudi viises, at deres Beskyldninger saavel mod Kong |326Friderik, som mod det Danske Raad efter hans Død ere ilde grundede, og at intet har drevet de Lybske til denne Krig uden deres egen Ambition og Giærrighed, efterdi de vilde handle paa Øster-Søen alleene, og derfra udelukke andre Nationer, sær Hollænderne, udi hvilken u-billige Begiæring Riget ikke havde kunnet føje dem.

Paa samme Tid tog Kong Christian en særdeeles Resolution, nemlig i egen høje Kongens Reise til Sverrig.Person at rejse til Sverrig for at besøge Kong Gustav. Ingen af Rigets Raad vidste noget deraf, førend han allereede var rejsefærdig. Men, da saadant blev kundbart, formanede Raadet ham højligen at indeholde saadan Rejse, hvorved han kunde sætte baade sig selv og Riget i Fare; thi, endskiøndt der paa de Tider var god Forstaaelse mellem ham og Kongen af Sverrig, saa havde dog Erfarenhed lærdt, at det er bedre, at Potentater foredrage deres Anliggende ved Gesantere, end ved at begive sig selv udi en andens Rige. Men Kongen for at lade see, hvor stor Tillid han havde til Gustavum, vilde denne gang ikke adlyde deres Raad, hvorudover Rejsen gik for sig. Hans Samme Reises Henseende.Ærende udi Sverrig var først at takke Gustavo for den Hielp han havde giort ham i denne Krig. Dernest at lade ham viide Kejserens Anslag at hielpe den fangne Konges Svigersøn Pfaltz-Grev Friderik til alle 3 Nordiske Riger, (a) og ved saadan Promotion at giøre sig Mester over Nord og Øster-Søen, hvorom han havde faaet Kundskab fra gode Venner i Tydskland. Han blev meget kierligen imodtagen, og bleve da adskillige Ting mellem begge Konger besluttede til fælles Forsvar, saaledes, at, i Steden for efter sidste Forbund den eene skulde komme den anden til Hielp med 800 Mænd, skulde de nu giøre det med deres heele Magt, om Fornødenhed det udfodrede, og skulde begge Rigers Raad med det første komme sammen for at overlegge med hinanden, hvad som kunde være dem samtlige nyttigt. Ydermeere blev af Kong Christian bevilget til Kong Gustav alt hans Arve-Gods igien udi Halland, som siden Christiani 2. Tid var lagt under Kronen; *Item, at Svenske Undersaattere skulde igien Foreening mellem begge Konger.bekomme det Gods i Dannemark, som de vare berettigede til. Kong Gustav lovede samme Tid at laane |327Kong Christian en stor Sum Penge, og betingede sig derfor til Pant Warbierg udi Halland, og Vigen i Norge, hvilket sidste var selsomt, efterdi han endda ikke var antagen til Konge i samme Rige. Der siges, at Kong Gustav da gav Kong Christian det Raad, at han efter sit Exempel skulde klippe Vingerne paa Bisperne, hvilket ogsaa skeede. Nogle sige, at Kong Gustav da betienede sig af denne herlige Lejlighed og begiærede noget af sin Giæst, som den sidste vegrede sig for at accordere ham, og at han derfore af Frygt at ham noget Ont skulde vederfares, skyndede sig at reise fra Stokholm. Ja der siges, at den Svenske Dronning Catharina sagde til ham om Morgenen førend han tog Afskeed med hende: Broder du maa En uformodentlig Mistanke reiser sig. takke Gud at du har haft en god Stierne paa Himmelen, thi det er ikke længe siden at man havde noget andet i Sinde mod dig. Dette nægte eendeel Svenske Skribentere ikke, men lægge endogsaa dette der til, at Dronning Catharina derover maatte høre ilde hos Kong Gustav, og blev saa haardt tractered, at hun døde kort derefter. (a) Blant de faa Skribentere som ville giøre dette aldeeles til en Digt, er Erik Jørensen udi Gustavi I. Historie. Den samme (b) censurerer Hvitfeld Historier som derom fortælles examineresformedelst denne Historie, og søger at giøre den til intet; thi, siger han, hvis Kong Gustav havde haft noget Ont i Sinde, havde han ikke saa venligen imodtaget Kong Christian, ej heller accommoderet og plejet ham saa vel, og ledsaget ham indtil Grændserne; ej heller havde der blevet sluttet og svoret saadant Venskab imellem dem. Ja Kong Christian havde ingenlunde bekommet den Assistence af Penge, som han siden fik. Men disse og deslige Argumenter ere ikke stærke nok til at til intet giøre en Historie som af saa mange baade Danske, Tydske og Svenske Skribentere er anført, thi Erfarenhed viiser, at, naar en stor Herre vil forraske en anden, stiller han sig allervenligst an; til med nægter ikke Hvitfeld at jo Kong Gustav tog venligen imod sin Svoger, og at der i Begyndelsen var stor Fortroelighed imel-|328lem dem. Men siger alleene, at der siden ved Leilighed reisede sig nogen Misforstand. At Kong Gustav siden præsterede den lovede Penge Forstrækning kand ej heller tiene til noget Beviis. Thi, hvis han det ej havde giort, havde han aabenbare verificered det Rykte som da gik. Til med bleve disse Penge ikke laante uden tilstrækkelig Forsikkring og Underpant af Aggerhuus og Bahuus, og viiser Historien, at Potentater til ingen heller laane Penge end til deres Uvenner, naar man vil sætte dem Grændse-Fæstninger til Pant. Dog understaar jeg mig ikke herudi at beskylde Kong Gustav, men vil gierne lade den Historie passere for uviss. Vist nok er det, at disse tvende Konger vare aldrig saa gode Venner siden den Tid som tilforn. Og bør derfor dette tiene til Exempel for alle Potentater, besynderligen dem, som ere hin andens Naboer, at de heller selv blive hiemme, og lade deres Ærender forrette ved Gesantere; thi her var en Sammenkomst af de 2 dydigste Potentater i Europa paa de Tider, og dog havde saadant Udfald. Det er dog ikke troeligt, at en saa Christelig og brav Herre, som Gustavus, har haft Autoris Meening derom.i Sinde at forgribe sig paa Kong Christians Person, som nogle meene; det er rimeligt, at han efter de Svenske Historiers Sigelse har villet betinge sig nogen Fordeel, og at han ved dets Veigring er bleven fortrydelig, og at maa skee nogle have raadet ham at kiøre medens han havde Svøben, hvilket kand være kommen Kong Christian for Ørene, saa at han der over har ilet med Hiemreisen.

Midlertid bleve Belejringerne for Kiøbenhavn og Malmøe fortsatte med all Iver, og søgte man at indsperre dem saaledes baade til Lands og Vands, at ingen Tilførsel De Lybske søge at undsætte Kiøbenhavn.kunde skee. Lybekerne, saasom de merkede, at, hvis de belejrede Stæder ingen Undsættning finge, vilde de ufeilbarligen falde udi Kongens Hænder, hvorudover de udrustede 15 Skibe, som skulde forsyne Kiøbenhavn med Folk og Levnets Midler. De store Skibe bleve liggende under Dragøe, medens de smaa søgte at bringe Undsættningen ind udi Staden. Den Danske Amiral Peder Skram, (a) havde da den Ulykke, da han saadant vilde forhindre, at han blev skudt igien-|329nem Beenet med en Musquet, og da Johan Preen, som tog commando an i hans Sted, vilde den anden Dag forsøge det samme, geraadede hans Skib paa Grund. Dette gav Lejlighed til de Lybske Skibe at snige sig ind med Undsætningene, (a) og at sætte Kiøbenhavn i Forsyner Staden med fornødne Ting.Stand at holde Belejringen end længe ud. Kong Christian, som selv var nærværende og saae denne Uheld, beklagede sig derover, og sagde, at, hvis Peder Skram havde været selv tilstæde, denne Ulykke skulde ikke være vederfaren. Michael Brockenhuus blev derfore beskikket til interims Amiral, indtil Peder Skram blev igien restitueret; Saa at det synes, at Johan Preen derover maa være kommen i U-naade, skiøndt han stedse havde været agted for en troe og duelig Mand.

Nyeligen førend dette skeede, overgav Landskrone sig, som var belejret af Holger Ulstand og Mogens Gyldenstierne. Dens Erobring skeede St. Dionysii Dag: Og Landskrone og Krogen falde i Kong Christians Hænder.var det en angenem Tidende for Kongen, eftersom den havde en beqvem Havn hvor Floden kunde ligge i Sikkerhed. De største Stykker, som vare paa Floden, bleve siden førdte til Helsingborg, og betienede Johan Rantzov sig af dem for at beskyde Krogens Slott, som nu kaldes Kronborg, indtil det maatte overgive sig. Paa Slottet commanderede paa Grevens Vegne en ved Navn Henrik Branhoff, hvilken efter nogen Modstand maatte overgive det til Amiralen Peder Skram, der af Floden beskiød Fæstningen. Til en Erindring derom, blev Havnen, hvor Amiralen laae, længe derefterlaae, længe derefter]laae, længe derefter] laae længe derefter, A B; laae, længe derefter Rahbek laae, længe derefter] laae længe derefter, A B; laae, længe derefter Rahbek kalden Skrams Havn, hvilket Autor til Skrams Historie vidner at have hørt af Friderici 2. egen Mund, da han var i Tienneste hos Dronning Sophia. (b) Saa at intet nu stod tilbage uden Kiøbenhavn og Malmøe, og dermed endtes det Aar 1535.

Nu træder jeg til det lykkelige og for Kongen glorieuse Aar, udi hvilket Fred blev 1536. giort med Lybek, og det heele Rige bragt til |330Lydighed igien, saa at Malmøe og Forbereedelse til efterfølgende Aars Historie.omsider Kiøbenhavn efter en haardnakked Belejring, og store udstandne Elendigheder maatte have Tilflugt til Kongens Naade og overgive sig; Og det heele Rige, efterat det længe havde været traad under Fødder af Fremmede, og ligesom synderreved af Factioner, blev omsider bragt udi Roelighed igien, og foreenet under et Hovet. Sygdommen var sandeligen saa stor, at den ikke kunde hæves, uden ved den allerhaardeste Cuur, og det Kiøbenhavnske Borgerskabs Raserie kunde ikke læges, uden efter adskillige udstandne Ulykker, som Hunger, Sygdom, Mord, og Død. Da begyndte den rasende Almue omsider at komme til sig igien, og at see hvor forblindet den havde været i at handle imod sin egen Interesse og Rigets Velfærd, ved at forfølge og myrde sine egne Landsmænd og Rigets Adel i Faveur af Fremmede. Ja de begyndte da at merke, at de ingen større Fiender havde haft end deres egen Stads Øvrighed, og at de tvende Borgemestere Ambrosius Bogbinder og Jørgen Mynter, hvilke de havde anseet som deres Religions og Friheds Beskyttere, vare intet mindre end Patrioter. Men at, ligesom de af Geburt vare Udlændige og Fremmede, saa havde de ogsaa fremmede Hierter. Saa at den Opførsel de brugte, og de Tragœdier, som de spillede, kand tiene til en Erindring, hvor farligt det er at betiene sig af fremmed Øvrighed og Embeds Mænd.

Udi Begyndelsen af dette Aar 1536 blev Kongen og Riget igien truet med en nye Storm, som syntes end farligere end de forrige: Thi Kejseren, saasom han merkede, at der var intet Haab for den fangne Konge at komme paa Thronen igien, skikkede tvende Gesantere, nemlig Johan, Græven af Montfort, og Wilhelm, Herre af Renneberg, samt Gotskalk Erik til Churførsten af Sachsen og Land-Greven af Hessen Kejseren søger at opvække Riget Fiender.for at give dem tilkiende, at han havde besluttet at hielpe Pfaltz-Greve Friderik til Dannemarks Rige, hvorpaa samme Pfaltz-Greve havde retmessige Prætensioner, eftersom han havde til Ægte Christiani 2. Dotter. De sagde ogsaa, at Hertug Christian af Holsten imod all Rett og Billighed havde trengt sig ind udi Riget, og var Aarsag til den Krig som var begyndt med Hansestæderne. De formeenede, at, om han |331kunde viise nogen Rett til Riget, da burde han lade hans Sag komme til Forhør, og lade u-villige Dommere kiende derudi. De bade derfor paa Kejserens Vegne, at Churførsten og Land-Greven ingen Hielp vilde giøre Hertug Christian, og at, hvis de allereede havde skikket ham Undsætning, de da vilde kalde den tilbage. Men de svarede dertil, at Hans Kejserlig Majestet var ikke vel informeret om Sagen, og at, eftersom Dannemark var et Vall-Rige, kunde Pfaltz-Greven ingen Rett tilegne sig, uden saavidt hans Gemahlinde Princessens Dorotheæ Medgift angik, hvilken de haabede den udvaldte Konge skulde betale hende, og vilde de selv være hende behielpelige dertil. De gave derforuden tilkiende, at den udvalte Konge ingen Men forgiæves.Lejlighed havde givet til Krigen, men Lybekerne, hvilke først havde giort Indfald i Holsten og siden udi Riget, og det efter tvende oprørske Borgemesteres Tilskyndelse. Derpaa forestilledeforestillede]forestillede] B, forestilledede A forestillede] B, forestilledede A de, hvorledes Christianus 2. havde mistet sin Rett til Kronen, og hvorledes den af Stænderne var given til hans Farbroder Kong Friderik den 1ste. Endeligen forsikrede de, at den udvaldte Konge stedse skulde være en Ven af det Kejserlige Huus, og at Riget allereede havde givet Prøver derpaa, ved at tillade Hollænderne fri Fart igiennem Sundet, hvilken Tilladelse alleene havde bevæbnet de Lybske eller Hansestæderne imod Dannemark. Men dette kunde dog ikke bevæge Kejseren til at staae fra sit Forsætt, hvilket skal sees af efterfølgende Historie, saa at Pfaltz-Grev Friderik blev en nye Acteur i denne Tragœdie, hvorvel den Rulle, han spillede, syntes farligere end den virkeligen blev, thi den bestod meestendeels udi Præparatorier og Trudsler.

Medens Kiøbenhavns Beleyring varede, bleve adskillige Skandskrifter og Viiser Skandskrift mod Adelen i Dannemark.af Borgere udi Kiøbstæderne giorte mod den Danske Adel, hvorudi de afmalede dem som troeløse Mænd, saavel imod den fangne Konge, som imod Greve Christopher, hvilken de havde aflagt Troeskabs Eed paa Christiani 2. Vegne. Dette lod Adelen besvare ved et vitløftigt Forsvars Skrift paa Tydsk, hvis Oversættelse findes hos Canceler Hvitfeld. Derudi viise de hvor ilde de ere blevne medhandlede af Grevens Folk mod de Forsikringer, som vare dem givne, og at saadan Forfølgelse havde autorise|332ret dem til at opsige den Troeskab som de med Svøben over Hovedet og med Tvang havde aflagt. (a) Hvoraf man seer, at denne Krig var egentlig mellem Adelen og Almuen, Svar derpaa.og at Forbittrelsen hos de sidste var saa stor, at, da de merkede, at Sværdet ikke meere vilde hielpe, greebe de til Pennen, og søgte derved at sverte deres Modstandere. Det var ellers at ønske, at Hvitfeld havde anført saavel Almuens Beskyldninger, som Adelens Forsvar, paa det at Læseren des bedre havde kundet dømme i Sagen; Men det er troeligt, at Beskyldningerne have været saa plumpe, at han ikke har villet dem indføre.

Hidindtil havde Grev Christopher ageret udi den fangne Konges Navn, og var Grev Christopher gaaer frugtsommelig med Konge-Tankersaadant alleene hvorved han kunde besmykke denne u-retfærdige Krig og faae Tilhang af Borgere og Bønder, hvilke, saasom Kong Christian 2. havde været dem stedse bevaagen, lætt kunde bringes i Harnisk ved at forestille dem, at Højstbemeldte Konge var stødt fra Thronen, og styrtet udi et haanligt Fængsel alleene, efterdi han havde beskyttet dem mod Adelen, og saasom han ved deslige Motiver havde bragt den heele Almue i Gevær, saa havde han stedse fundet nødigt, at holde dem i samme Tanker, sær da ham blev adjungeret en Collega udi Regiment, nemlig: Hertug Albert af Meklenborg: Men, da han omsider merkede, at Rigets Bønder og Borgere vare forsvage til at imodstaae Kongen og hans Allierede med den heele Adel, og han tilligemed saae sin Rival, Hertugen af Meklenborg, ikke at være en Mand af den Vigtighed, som han havde indbildet sig, tog han omsider Masken af, og gav tilkiende, at den Danske Krone kunde passe sig saavel til hans Hovet, som til en andens. Thi midt udi Kiøbenhavns Belejring afhændigede han en troe Mand til Nederlandene, som der skulde spørge sig for, om Kejseren vilde forsmaae hans ringe Svogerskab, og accordere ham Christiani 2. anden Dotter Christina, som da var den Maylandske Hertugs Francisci SforzæSforzæ]Sforzæ] Storzæ A B; Sforzæ Rahbek Sforzæ] Storzæ A B; Sforzæ Rahbek Enke, iligemaade at begiære, at Kejseren vilde komme ham til Hielp, og ophæve Kiøbenhavns Belejring, for hvilken Tienneste han lovede ikke alleene at tillade Hollænderne frie Fart |333igiennem Sundet, men endogsaa ville være de Kejserlige Undersaattere stedse til Tienneste, hvorved han opofrede de Lybskes Interesse, skiøndt han stod udi deres Tieneste, og førte Krigen med deres Folk og Penge. Men Maria, Hans Anslag mislinger.Regentinden udi Nederlandene, lod ham svare, at den Krigsmagt, som man tillavede, var beskikket til Pfaltz Grev Friderik, og det efter Keiserens Villie og Befalning.

Af dette Svar og de Anstalter, som bleve giordte i Faveur af bemeldte Pfaltz-Greve, merkede man, at Grev Christopher ingen Potentat vilde blive denne Gang, og at det Rige som han havde i Imagination, vilde forvandles til et Kloster i Oldenborg igien, hvorudover Borgerne udi Malmøe affærdigede ydmyge Skrivelser til Pfaltz-Greven, begierende at han vilde komme dem til Hielp og forløse sin fangne Sviger-Fader. Ja det er troeligt, at, endskiøndt samme Pfaltz-Greve var Catholsk, de dog gierne havde antaget ham til Konge, saasom det var dem alleene anliggende at faae en Herre som Adelen ikke skiøttede om. Deres Skrivelse opmuntrede Pfaltz-Greven med des større Iver at drive paa sine Sager, og at bringe en Flode til Veje, hvorudi Regentinden var ham behielpelig. Men, saasom adskillige fornemme Herrer udi Nederlandene vare imod dette Tog, magede de saa, at det længe blev forhaled, og Pfaltz-Greven kunde saa hastigen ikke bringe Floden til Veje, thi nu fattedes Skibe og Folk, nu Proviant og Penge.

Da den udvaldte Konge fik Kundskab om disse Anslag, at Pfaltz-Greven allereede Kong Christians Anstalter mod Pfaltz-grev Frideriks Præparatorier.havde faaet en anseelig Magt paa Beenene, item at Regentinden havde ved Skrivelse forsikkret Kiøbenhavns Indbyggere om hastig Undsættning, arbeidede han paa hvorledes han kunde afvænde denne overhængende Fare. Til den Ende begav han sig selv til Holsten og der beskikkede Meynard von Ham med 10 Compagnier Ryttere at falde ind udi Kejserens Lande, for der ved at giøre Diversion. De samme bemægtigede sig strax en Stad kaldet Dam udi Ost-Friesland nær ved Grøningen, hvilken de lode befæstige og der af ofte giorde Udfald i Landet. De Grøninger, findende sig derover besværgede, begiærede Hielp af Keiseren. Regentinden af Nederlandene accorderede dem strax saadant, og skikkede nogle Tropper did hen under Anførsel af Georg |334Schenk Fri-Herre af Taütenberg, hvilket, da Kong Christian merkede, forøgede han Meynard von Hams Tropper med 3000 friske Mænd. Herudover blev Krigens Sæde Giør Kejseren Diversion i Tydskland.udi Ost-Friesland, og Pfaltz-Grev Friderik i Steden for at undsætte Kiøbenhavn, og at bemægtige sig Dannemark, maatte amusere sig med at belejre Dam, som de Kongelige havde indtaget. Vel var Schenk i Begyndelsen saa lykkelig, at han slog de 3000 Mænd Kongelige Tropper ved Vester-Vold. Men det vilde ikke lykkes med Belejringen for Dam, endskiønt Pfaltz-Greven selv var nærværende, og samme Belejring varede saa længe, at, da Staden endelig blev erobred, fik man strax Tidender fra Dannemark om Kiøbenhavns og Malmøes Overgivelse. Saaledes giorde Kong Christian ved denne fornuftige Diversion Fiendens Anslag til intet, og Pfaltz-Greven maatte opsætte sit Tog til belejligere Tid.

Efter at Kongen havde giort disse Anstalter mod Pfaltz-Greven, som lykkedes ham saa vel, kom han tilbage i Lejren for Kiøbenhavn igien. Udi Staden levede da alle Mænd udi Forhaabning om hastig Undsættning fra Nederlandene, saa at, naar de saae fremmede Skibe passere, indbildte de sig strax, at det var den Flode, som skulde transportere den Pfaltz-Greviske Krigs-Magt. Hvorudover Kongen, for at betage dem det Haab, lod lægge nogle af sine Orlog-Skibe udi Sundet, hvilke arresterede alle de fremmede Kiøbmands-Skibe, som komme, indtil deres Tall beløb sig til 200. Med dem handlede Kongen, at de skulde lade ligesom de vare Fiender, og holde en Krigspuds ved Kiøbenhavns Belejring.Spilfægtning med hans Flode, hvilket ogsaa skeede, og Kiøbenhavns Borgere løbe Mand af Huus op paa Voldene for at ansee Slaget, men, da de omsider merkede, at man skiød i Luften saa vel af den eene som af den anden Side paa Skibene, bleve de skamfulde og mistrøstige, og lukte Portene til igien, som de nyeligen af Glæde og Tillid havde aabnet. Ved dette Krigs-Puds havde Kongen et dobbelt Sigte, først at betage de Belejrede alt Haab om Forløsning, dernest at lokke nogle af deres Krigs-Skibe ud, som han havde alt giort Anstalt til at besnære.

|335Saaledes bragtes de belejrede Stæder meer og meer i Knibe, og alt Haab blev dem betaget om Forløsning, saa at, hvor stor Haardnakkenhed og Desperation der end var, saa kunde dog Kongen være forsikkret om at see dem tillige med det heele Rige i en Hast reducerede, og, paa det at Krigen ved Kiøbenhavns og Malmøes Overgivelse gandske kunde faae Ende, og der intet skulde staae tilbage, lod Kongen paa samme Tid ogsaa belejre Kallundborg tillige med Krogen, som man fra forrige Aar havde holdet indsluttet. Krogen blev Henrik Branhoff tvungen at overgive Tiisdagen efter Hellig 3 Konger udi dette Aar. Kallundborg faldt ogsaa i Kongens Hænder, saa at intet stod tilbage uden Kiøbenhavn og Malmøe, og det Nordenfieldske udi Norge, hvor Conjuncturerne vare meget slemme, formedelst de Bevægelser, Erke-Bisp Oluf stifter Oprør i Norge.Erke-Bisp Oluf af Trundhiem giorde sammesteds. Dette var af saadan Beskaffenhed: Bemeldte Erke-Bisp, saasom han var en højmodig Mand, saa havde han anseet det som en Tort, at de Syndenfieldske havde skridet til den udvaldte Konges Hyldning, uden at opbie den Herredag, hvilken han havde ladet beramme. Kongen søgte at stille ham tilfreds, og lod skikke til ham Herr Vincentz Lunge Høvedsmand paa Bergenhuus, og andre, som skulde formane ham at conformere sig med de Syndenfieldske, paa det at Foreeningen mellem Rigerne kunde staae fast. Men denne hidsige Prælat, foruden den Begiærlighed han havde til Hævn, var bleven bestyrked udi Kaaldsindighed mod den udvalte Konge af et Gesantskab, som nyeligen tilforn var ham bleven tilskikked af Regentinden af Nederlandene, som formanede ham at forblive i den Troeskab, som han og de Nordske eengang havde svoret den fangne Konge udi Friderici I. Tid, lovende, at Pfaltz-Greve Friderik, som havde samme Konges Dotter til ægte, skulde hastig komme ham til Hielp. Hvorudover, da de Danske Gesandtere siden komme, lod Erke-Bispen kaste dem i Fængsel. Ja hans Dristighed gik saa vit, at han Lader omkomme den Kongl. Gesant Vincentz Lunge.lod Vincentium Lunge, som han havde et gammelt Had til, omkomme. En uhørlig Gierning, endskiønt det havde været en fremmed og fiendtlig Konges Gesant. Aarsagen til det Had, som han bar til samme Herre, var først, at Vincen|336tius Lunge engang havde forekastet ham, at han ikke var af god Adel, efterdi at hans Fader allerførst var bleven nobilitered af Kong Christian I. For det andet fortrød ham, at samme Herre af nogle øde Kirker, som Kong Friderik havde foræret ham, havde ladet bygge den prægtige Gaard udi Bergen kalden Lunggaarden. Og hialp endeligen ikke lidet der til, at han tillige med de Syndenfieldske havde forekommet Erke-Bispen med Christiani 3. Hylding. Dette Mord, saasom det blev bedrevet af en geistlig Mand mod en Kongelig Gesant, og en af de anseeligste og habileste Ministrer paa de Tider, fortiener omstændigen at talestales]tales] tale A B; tales Rahbek, tale SS tales] tale A B; tales Rahbek, tale SS om, helst som det gav Anledning til adskillige Sørge-Spill, hvilke skildte Norges Rige ved alle sine Herligheder. Det skeede paa saadan Maade: En Aften som Erke-Bispen var beskiænket, og brystede sig der af at havde lagt Haand paa de Kongelige Gesandtere, raadede en af hans Tienere ved Navn Christopher Trundsen ham ikke at lade hans gamle Uven Vincentz Lunge komme sig Omstændigheder ved dette Mord.af Hænder, iligemaade at betiene sig af denne Lejlighed, medens disse anseelige Gesantere sadde fangne, at bestyrke sin Myndighed udi Norge. Af denne Tale blev Erke-Bispen opmuntred, og befoel samme Christopher Trundsen strax at omkomme Vincentz Lunge. Trundsen, som gierne lod sig brugebruge]bruge] brnge A bruge] brnge A til slige Commissioner, gik der paa ligesom i Procession med Trommer og Piber til Fangehuuset, hvilket han lod besætte med Krigs-Folk, og lod Vincentz Lunge vide, at han skulde døe. Den fangne Herre forlangde da en Præst, hvilken blev ham skikket, men han havde neppe begyndt at bereede sig til Døden førend Trundsen med sit Selskab bryder ind og ynkeligen omkommer ham, som han sadd ved Bordet, og bedækkede sig med Bordklædet. Saadant Endeligt fik denne ypperlige Herre den 3. Januar 1536. Han var en prægtig, Vincentz Lunges Caracteer.veltalende, og forstandig Mand, som Kongerne havde brugt i mange vigtige Forrettninger. Han var ogsaa lærd, og var promoveredpromovered]promovered] B, promoved A promovered] B, promoved A til Doctorem Juris uden Lands. Af denne skiønne Bygning udi Bergen sees endnu Rudera som føre Navn af Lunggaarden. Der siges at Erke-Bispen, da han havde udsovet sin Ruus, fortrød paa hvad som han havde resolvered, og om Natten skikkede contra Ordre |337til Trundsen. Men, at denne Barbariske Mand svarede, at han vilde rette sig efter den første Ordre.

Efter denne Gierning var ikke Tid for Erke-Bispen og hans Anhang at ballancere længer. Han lod derfor udskikke et Antall Ryttere for at tvinge adskillige af de Norske Indbyggere til at hylde sig udi Pfaltz-Grevens Navn. Adskillige, blant hvilke Bisp Magnus af Hammer, ginge ham til Haande, men de fleeste satte sig imod ham, Suiter af dette Mordog beskyttede Landet for den udvalte Konge, saa at man deraf kand see, at dette Frafald kand ikke tilskrives Norges Indbyggere, Men Erke-Bispen alleene, hvilken blev dreven dertil saa vel af Hevngiærighed, som af Keiserlige Caresser og Løfter, thi der findes udi Canceller Hvitfelds Samlinger Breve, saa vel fra Keiseren, (a) som Pfaltz-Greven, (b) til samme Erke-Bisp, hvorudi hans Hofmod meget flatteres, og giver Keiseren ham stedse Titul af Eders Naade.

Saaledes vare da Conjuncturerne udi Norge. Udi Dannemark derimod begyndte alting meer og meer at jævne sig, saa at Krigen dette Aar fik en Ende; og giorde de Lybske selv en Begyndelse dertil; thi, da de merkede, at der ingen Undsættning kom fra Keiseren og Pfaltz-Greven, og at de ikke kunde holde ud at føre denne Krig paa deres Bekostning alleene, begyndte de at tænke paa Fred, og betienede sig af Chur-Førstens af Sachsen og andre Tydske Førsters Underhandling, for at til Veje bringe et Forliig imellem dem og den udvaldte Konge. Et Mode blev derfore Fred med Lybek.berammet til Hamborg, hvor imellem de stridende Parter blev sluttet en Fred saaledes: At de Lybske ingen videre Hinder skulle giøre Kong Christian, og de der imod skulde nyde deres gamle Privilegier udi Handelen. Hertug Albert og Grev Christopher skulde med deres Krigsfolk og Gods tilstedes frit at bortfare, om de Lybske kunde formaae dem til at overgive Kiøbenhavn og Malmøe. Den Forlehning, som Lybek havde paa Bornholm, skulde forlænges paa 50 Aar, og der skulde foretages videre Handel om den fangne Kon-|338ges Forløsning. (a) Saaledes fik Kongen den største Last af Halsen, skiønt man kunde sige, at de Lybske trængde meere til Fred: thi Krigen havde udtømmet dem for Penge, Splid og Ueenighed tog Overhaand i Staden, og Keiseren anholdt ideligen om den gammel Magistrats Restitution, som Marcus Mejer og Wullenvæber havde afsatt. Wullenvæber blev da paaminded om at staa frivilligen fra sit Borgemesterskab. Og, paa det at saadant kunde skee med nogen Ære, forlehnede man ham med det Amt Bergerdorp. (b) Men, da han noget der efter skulde giøre en Reise igiennem Vehrden, blev han af Hertugen af Lüneborg arrestered. Ved denne Lejlighed begyndte hans Fiender, i sær Raadet til Lybek, at formere Beskyldninger imod ham, og begierede, at han maatte straffes, som en skadelig Mand, der havde indviklet Staden udi en fordervelig Krig med Dannemark, stiftet Wullenvæbers Endeligt.Oprør og afsatt det gammel Raad, plyndret Kirker og Klostere, ja truet Staden med Ulykke da han reisede bort, hvorudover han blev straffet paa Livet, og hans Legeme hugget i 4re Parter. Udi saadan Ulykke bleve de tvende uroelige Borgemestere styrtede formedelst deres Hofmod og Uroelighed. (c)

Men, som denne Fred blev sluttet uden Gustavi Videnskab, blev højstbemeldte Konge derover saa fortrydelig, at han strax lod tilbage kalde sin Flode fra Kiøbenhavns Belejring, begiærede sine forstrækte Penge igien, eller Vigen og Bahuus udi Pant for samme Penge. Man kand sandeligen ikke sige, at denne Fortrydelse var Misfornøjelse udi Sverrig over Freden.uden Aarsag; thi Gustavus havde troeligen assistered udi denne Krig, der var ogsaa giort en Foreening imellem begge Konger, at den eene skulde ikke slutte Fred uden den andens Minde. Men Kong Christian meenede, at det var nok, at han Generaliter havde indsluttet alle sine Allierede udi Freden. Conjuncturerne tillode ogsaa ikke lang Forhaling, thi Hovedstæderne vare endda udi Fiendens Hænder, man truedes ideligen med Storm fra Tydskland, og Norge var i fuld Bevægelse, saa at det var meere af |339Necessitet end af Koldsindighed at denne Forsømmelse skeede, hvilket han ogsaa strax ved sine Gesantere Holger Ulstand og Axel Brade (a) lod Gustavo forestille, og undskyldte alting paa det Beste. Saaledes blev denne Trætte imellem Kongerne nogenledes bilagt, og bekom Lybek ved Christiani 3. Intercession omsider ogsaa sin gammel frie Handel paa Sverrig igien.

Men, som det varede længe førend samme blev erholdet, søgte de at sværte Gustavi Reputation allevegne, saa vel hos Keiseren, som hos de Tydske Førster, og De Lybskes farlige Anslag imod Stokholm.saasom de der ved intet kunde udrette, opmuntrede de nogle Tydske Kiøbmænd, som boede i Stokholm, enten at omkomme Kongen med Forgift, eller at lægge Krud under hans Stoel i Kirken, for at lade ham springe i Luften. Hvorpaa, naar de fornumme, at Staden var bragt udi Forskrækkelse, skulde de nedsable de fleeste af Indbyggerne, nedrive det Kongelig Slott, og lægge Staden under Lybek. Men dette farlige Anslag blev aabenbaret, og de Skyldige bleve tilbørligen straffede. Saaledes fortælles denne Historie af Erik Jørensen og Ægidio Girs, (b) som have skrevet Gustavi I. Bedrifter. Pontanus (c) haver ogsaa indført den udi Christiani 3. Historie. Men som andre gode Skribentere intet tale derom, og Anslaget i sig selv synes alt for dumdristigt, kand jeg ikke garantere for Historiens Rigtighed.

Da Indbyggerne udi Malmøe merkede, at de ingen Undsættning finge, og at de forgiæves ventede paa den Flode og Krigs-Magt, som Pfaltz-Greven havde lovet dem, iligemaade, at Lybek havde giort Fred med Kongen, at Landskrone havde givet sig, og Jürgen Mynter handler om Malmøes Overgivelse.at den yderste Ulykke stoed dem for Øjene, begyndte Jürgen Mynter, som regierede alting med en uomskrænket Myndighed, at tænke paa sin egen og Stadens Frelse. Han skikkede derfor en Holstensk Herremand, som var fangen i Malmøe, ud til den Kongelig Lejer, tilkiende givende, at han var villig til at overgive Malmøe, og derefter at begive sig til Kiøbenhavn, for der ogsaa at ud-|340virke det samme, dersom Kongen vilde tage ham til Naade, og forskaane ham paa Liv og Gods. Han kom ogsaa selv efter given sikker Lejde hemmeligen til Kongen, for hvilken han tilstod sin Forseelse, og bad om Naade, og, efter at han derom var bleven forsikkret, begav sig ind udi Malmøe igien, og overtalede Borgerne at give sig. Borgerne stode da haardt paa Religionen og deres gamle Privilegier og Friheder, begiærede ogsaa, at intet Castell maatte anlegges udi Staden, udi hvilket sidste Raadet var dem imod. Dog blev dem derom ogsaa given Forsikkring, hvorpaa Staden blev overgiven, og Kongen giorde Staden overgives. der sit Indtog strax efter Palme-Søndag den 11. April. Efter at han saaledes havde indtaget Staden, lod han der indquarteere en anseelig Hob Krigs-Folk, for at hindre Oprør, og at holde Borgerne i Eenighed. Derover allarmeredes Borgerne, og indstændigen bade Kongen, at han vilde forskaane dem med saadan Milice, og, som Kongen ikke vilde føje dem derudi, tilstedede Magistraten selv, at der maatte anlægges en Fæstning, med de Vilkor, at Staden maatte befries for de mange Krigs-Folk. Kongen gav derpaa Malmøes Stad og Borgerskab en Revers, hvorudi Staden forsikkres om sine Privilegier. (a)

Efterat dette var forrettet, begav Kongen sig til Lejren for Kiøbenhavn igien, og lod anlægge en Skandse paa Amager for at hindre Tilførsel fra samme lille Øe. Hungers Nød i Kiøbenhavn.Hvorudover, da all Communication blev afskaaren med Amager, begyndte Hunger at tage saadan Overhaand, at de Belejrede maatte æde Hæste, Hunde, Katte, Krager og Brød, som var baget af Mask. Og vidner en Autor, som har skrevet strax efter Stadens Overgivelse, at en Kiøbenhavns Bager saalte hemmeligen til Hertug Albert en Skieppe Meel for 100 Mark. (b) Derpaa reisede sig Oprør mellem Borgerne og Krigsfolket, hvorudi over 200 Borgere bleve ihielslagne. Hvor stor Hunger og Elendighed der da regierede, kand sees deraf, at nogle fulde ned døde som de ginge paa Gadene. Andre laae af Hunger saa afmægtige, at de kunde ikke reise sig, og |341spæde Børn fandtes paa deres Mødres Brøste begge døde. Det forskrækkeligste Syn var Skrækkelige Exempler derpaa.paa Heillig Geistes Kirke-Gaard, hvor en Qvinde saaes død med 2 levende Børn paa Armene, som suede Blod af Moderens Bryste, og døde strax efter Moderen. Udi saadan Beængstelse finge de ingen anden Trøst, naar de beklagede sig for Borgemester og Raad, end at de maatte give sig tilfreds; thi de havde endda ikke ædt deres egne Børn som i Jerusalem. Udi denne elendige Tilstand faldt Hertug Alberts Gemahlinde i Barselseng udj Kiøbenhavn, og bragte en Søn til Verden, som blev kalden Ludvig, og var Kongen da saa naadig, at han skikkede saa vel Hertugen som Greven adskillige Forfriskninger af Levnets Midler for deres egne Personer. (a)

Endeligen, efter at Staden havde været belejred et heelt Aar, skikkede Hertug Albert og Grev Christopher Deputerede til Lejren, for at bede om Kongens Naade, og da Kongen tog det i Betænkning, i Henseende til den store Haardnakkenhed de havde ladet see, intercederede Hertug Wilhelm af Lüneborg, som nyeligennyeligen]nyeligen] B, nyeligen, A nyeligen] B, nyeligen, A var Kiøbenhavn overgives.kommen til Lejren, for dem, saa at Kongens Vrede blev endeligen stilled, og dem Naade tilsagt. Freds Conditionerne bleve derfor opsatte, og Staden blev overgiven den 29. Julii. Udi Freds-Conditionerne (b) var indført, at Hertug Albert og Grev Christopher skulde paa Knæe bede Kongen om Naade. Dette blev strax efter Overgivelsen fuldbyrdiget. Thi begge disse smaa Potentater komme til den Kongelige Lejer med hvide Kieppe i Haanden, giorde et Knæfald for Kongen, og bade, at han for GUds Skyld vilde tilgive dem deres Forseelse. Da de sadde paa Knæe, talede Kongen med Lemfældighed til Hertugen, sigende, at han var forført af den anden, Greven derimod begægnede han med haarde Ord, sigende, at han uden Aarsag havde først faldet ind udi Holsten, siden stiftet Oprør i Riget, og der handlet saaledes som |342han skulde svare eengang for Gud. Ikke des mindre, endskiønt han, nemlig Kongen, nu Grev Christopher giør Knæfald for Kongen.havde Lejlighed at hevne sig, vilde han dog ikke straffe ham efter hans forskyldte Gierninger, men meere ansee sit eget Navn og Rygte, samt Slegt og Byrd, end Greven havde anseet sit. Der paa bad han dem staae op igien, og lod dem ved nogle Krigs-Folk ledsage til Stadens Porte. Dernæst fremtraade Stadens Deputerede, hvilke svore Kongen Troeskab og Lydighed, og ved et aabet Brev bekomme Pardon, og deres Privilegiers Confirmation. (a)

Saaledes endtes denne indbyrdes Krig, som nær i Grund havde ødelagt Riget, og Christianus 3. blev roelig Besidder af den Danske Throne. De, som havde stiftet disse Uroeligheder, bleve enten beskiæmede, eller finge et slett Endeligt. Hertugen og Greven maatte med grædende Taare paa Knæe bede om Forladelse, og med Haanhed reise tilbage. Marcus Mejer blev lagt paa Stejl og Hiul, som før er sagt. Borgemester Ambrosius Bogbinder fik vel Pardon af Kongen, men kort efter Stadens Ambrosius Bogbinders Skiæbne efter Freden.Overgivelse blev han beskyldet af en Dame, at han uden Aarsag havde ladet rette hendes Hosbond. Ambrosius stillede sig vel an som han kunde til intet giøre saadan Beskyldning; Men, da han blev citered at møde for Retten, tog han Forgift til sig, saa at han om Morgenen fandtes død og opblæst. Jürgen Mynter havde dog den Lykke at døe paa sin Sotte-Sæng, og ingen søgte at giøre ham Fortræd efter Krigen, efterdi han havde overtalet baade Malmøe og Kiøbenhavn til at overgive sig. Han insinuerede sig derforuden hos Kongen ved at aabenbare adskillige af Bispernes Intriguer, og formedelst disse AarsagerAarsager]Aarsager] Aaarsager A Aarsager] Aaarsager A ikke alleene fik Pardon, men ogsaa blev satt udi sit Borgemester Embede igien, (b) Bisperne til stor Fortrydelse, hvilket blant andet Item Jürgen Mynter. sees af det oft citerede lille Skrift, som strax efter Krigen er skrevet af en Bispe Client, (c) hvilken hæftigen declamerer imod samme Mand, og spaaer, at han aldrig |343vil komme vel fra Verden. Jeg har tilforn meldet, at han stiftede et Stipendium til mange Fattiges Underholdning udi Malmøe, saaledes, at hver Stoder og Huus-Arm skulde nyde et Brød eller en Penge om Dagen. Om han derved forsonede sine store Synder, derom kand jeg ikke dømme. Endeligen finge Bisperne, de fornemmeste Stiftere af dette Oprør, ogsaa deres Løn, thi deres Regimente blev strax derpaa forstyrret, og de selv bleve skildte ved deres Stikter, og maatte leve i privat Stand. Til denne store Execution, som er fast det Merkværdigste, som er skeet under Christiani 3. Regiering, vil jeg mig nu strax begive.

Man seer af Kong Frideriks Historie, hvor meget Højstbemeldte Herre var den Den store Reformations Historie.Evangeliske Troe bevaagen, og hvor meget han arbejdede paa dens Forfremmelse udi Rigerne. Men alt, hvad han i sin Tid kunde udrette, var at forhverve de Evangeliske en Religions fri Øvelse, eftersom Conjuncturerne da vare saa delicate, at han ikke kunde bryde overtvert, uden at underkaste sin egen Høje Person Fare, eller opvække en indvortes Borgerlig Krig, hvis Udgang var u-vis, først i Henseende til, at begge Religioner da ballancerede imod hin anden udi Styrke, og det var venteligt, at den landflygtige Konge, som lurede paa deslige Conjuncturer, da havde erklæret sig Chef og Beskytter af Bisperne, og alle de Danske som vare Catholske. Kong Frideriks Myndighed var ogsaa endda ikke saa stor, at han kunde foretage Ting af deslige Vigtighed. Han havde derforuden forbundet sig udi sin Capitulation, at haandhæve Bisperne, og blev den Artikel ham forekastet saa ofte som han giorte ringeste Bevægelse derimod. Men ved Christiani 3. Ankomst til Regieringen ophørede de fleeste af disse Vanskeligheder. De Lutherskes Tal var blevet formeeret, saa at der var ingen Ballance meer imellem de tvende Religioner. Christianus 2. sadd udi stærk Forvaring, og den udvaldte Konge var paa en meer eclatant Maade kommen til Regieringen end hans Hr. Fader, i det han ved sine sejerrige Vaaben havde banet sig Vej til Thronen, ja revet Riget af Fremmedes Hænder, og vindiceret Nationens Ære, saa at han i Henseende til deslige store Meriter havde erhvervet sig meere Myndighed, end nogen Dansk Kon|344ge, og saae sig udi Stand at entreprenere store Ting, ja uden Fare at kunde gaae lige frem, hvor hans Fader maatte defilere, og gaae Fod for Fod.

Saa snart derfore, som han havde giort sit triumpherende Intog udi Kiøbenhavn, holdt han Conseil med nogle af de Verdslige Rigets Raad, om at afsætte Bisperne, og at annamme deres Gods under Kronen. Derudi fandt han Bifald, saa de lovede ikke alleene at assistere ham udi saadant Forsætt, men ogsaa gave Forskrivelse fra sig af saadant Indhold:

Vi efterskrevne Magnus Gøe, Dannemarks Riges Hoffmester, Tyge Krabbe, Bispernes Arrest besluttes.Dannemarks Riges Marsk &c. &c. Giøre alle vitterligt, at, efterdi Højbaarne Første og Herre, Kong Christian, har alvorligen overvejet, at Riget kand ikke regieres, uden ved et verdsligt Regimente, saa haver han fundet for got, her efter ikke meere at tilstæde, at Erke-Bispen og andre Bisper skal bemænge sig udi Rigets Verdslige Sager. Og, saasom vi med Hans Kongelig Majestet derudi ere eenige, saa love og forsikre vi med dette vort aabed Brev, at vi aldrig efter denne Dag ville tillade nogen Bisp skal komme til Verdsligt eller Geistligt Regimente udi Dannemark, uden det skeer ved et allmindeligt Concilium i Christendommen. Og, om saadant ved et Concilium bliver ordineret, skal det dog ikke skee, uden ved Kongens, Raadets, Adelens og Indbyggernes Samtykke &c. (a)

Saa snart Kongen havde faaet denne Forsikring af Raadet, greeb han til den store Resolution, at lade alle Bisperne paa eengang arrestere, og gav Befalning, at saadan Exsecution skulde skee paa een Dag, paa det at de ikke skulde faae Lejlighed til at |345lægge Hovederne sammen, og søge at giøre Hinder derudi. Dette blev med Bisperne arresteres paa een Dag.største Hurtighed efterlevet. Torben Bilde Archielectus til Lund og Joachim Rønnov bleve arresterede ved Melchior Rantzov i Kiøbenhavn. Torben Bilde havde samme Dag været Joachim Rønnovs Giæst, og blev tagen om Aftenen af hans Herberg og bragt til Wordingborgs Slott. Joachim Rønnov skiulede sig oven paa en Bielke paa Bispe-Gaarden, hvor nu Universitetet er, saa at man fandt ham ikke førend Dagen derefter. Han blev først satt paa Kiøbenhavns Slott, og siden derfra bragt fra et til andet Sted, efterdi han var den farligste og traadsigste af alle Bisper. Knud Gyldenstierne af Odense blev anholden af Claus Daa, rett som han var paa Vejen til Kirken. De andre Bisper udi Jylland bleve ogsaa alle fangne, hver ved dertil forordnede Personer. Bisp Ove Bilde af Aarhuus blev ikke arresteret samme Dag, men noget derefter, og havde de Kongelige Executores Befalning at handle meest lempeligen med samme Mand, formedelst hans troe Tieneste.

Mange toge sig da den Frihed, at afmale med sorteste Farve, denne Kongens Gierning, og at bebreide de Lutherske her at handle imod deres egne Religions Principia, og det, som de stedse med saa stor Iver tilforn havde prædiket, nemlig, at i Betænkning herover.Religions Sager all Violence bør fordømmes, og at Troen bør forplantes med Sagtmodighed og grundig Lærdom, ikke med Baand og Fængsel. Men man kand dertil svare, at, hvis Kongen havde fængslet Bisperne for at tvinge dem til at forandre deres Religion, havde denne Gierning været højligen lastværdig, og at Kongen herudi havde gaaet lige imod den Evangeliske Troes Principia. Men her handledes ikke om at tvinge Samvittigheder, og ved Fængsel at bringe Bisperne til at antage Lutheri Lærdom, thi Udgangen viiser, at ingen af dem herudi blev anfægted. Her handledes alleene om, at desarmere disse store Geistlige Kiemper, der hidindtil ved Vold og Intriguer havde hindret Evangelii Fremvext, og der havde styrtet Riget udi yderste Fordervelse for at maintenere deres Højhed: Her handledes om at curere Staten, og at bestyrke Kronen ved at reducere de Geistliges Gods og overflødige Rigdom, som hid|346indtil havde været Materie til Oprør og Rebellioner. Vil man sige, at Kongen havde kundet erholde sit Sigte uden at gribe til saadan Execution, og at fængsle saa mange anseelige Mænd, hvor af nogle havde endogsaa giort sig meriterede af det Kongelige Huus; Da svares igien dertil, at det var den eeneste sikker Cuur, som udi denne Tilstand kunde bruges; thi, hvis Kongen havde gaaet Methodice til Verks, viiset Bisperne Raadets Resolution, og formanet dem godvilligen at renoncere paa deres Højhed og Rigdom, havde han uden Tvil faaet en haard Nødd at knække; thi det største Bud blant den Romerske Geistlighed var, at forsvare deres Herligheder og Indkomster, og vare de agtede de rette aandelige Strids-Mænd og Martyrer, der satte Livet til for deres Renter.

Efterat Bisperne saaledes, som sagt er, vare fængslede, lod Kongen oprejse et højt Beskyldninger mod Bisperne.*Theatrum under aaben Himmel i Staden, hvor han satt sig selv ned og lod med høj Røst for Adel og Almue oplæse paa Dansk Bispernes Intriguer mod sig, mod Riget, og Religionen, og varede denne Læsning til Klokken 3 om Eftermiddagen. (a) Der blev da blant andet forestillet hvilken Opførsel de havde brugt siden Kong Frideriks Død, og at de af ingen anden Aarsag vilde have Hertug Johannem til Konge, end at de selv kunde regiere ligesom dem lystede. Dette til Beviis bleve Breve producerede som maatte ogsaa læses. Derpaa bleve opregnede haarde Forordninger, som udi Thronens Vacance af dem vare udgivne, og sigtede til deres Forfølgelse, som bekiendte den Evangeliske Troe, hvorved vare foraarsagede de mange Ulykker, som Riget i saa lang Tid havde været plaget med. Blant alle Bisper blev besynderligen den Roskildske Særdeles Beskyldning mod Biskop Rønnow.Joachim Rønnov angiven, og blev blandt andre Beskyldninger mod ham fremført denne, at han havde skikket sit Portrait til Maria, Regentinden af Nederlandene og begieret hende til Ægte, saaledes, at han skulde nedlegge sit Bispe-Embede først, og bemægtige sig den Danske Throne. (b) Formedelst |347dette og andet havde Kongen ladet dem arrestere. Derpaa blev Almuen tilspurdt om de vilde at Bisperne skulde komme til deres forrige Frihed og Værdighed igien, eller andre i deres Sted med lige Myndighed, da raabte Almuen overlydt, at de vilde blive ved det hellige Evangelium, og ikke have saadanne Bispe meere, og at Stikternes Gods skulde lægges under Kronen, til dens Bestyrkelse. Derpaa skeede det Geistlige Godses Reduction. Det Geistlige Godses Reduction.Af hvilken Vigtighed det samme var, kand sees alleene af det Roskildske StiktesStiktes]Stiktes] Siktes A Stiktes] Siktes A Gods. Thi Biskopen af Siælland tilhørede Roskilde Bispe-Gaard, Bistrup, Dragsholm, Leckinge, Giordsløv, Solthe, Thureby, Svendstrup, Boreby, Hiortholm, Fridsgaard, Farum, Ramløse, Vendsløv, Padeborn, Hørby, Tolløse, Siælsøe, Faverholm, Ellinge i Mærløse Herred, Ellinge i Aads Herret, Birkinge, Broade, Havelse, Duebrødre i Roskild, Husumme, Slagslund, Sallerup, Ermelund paa Møen, Steenstrup, Emdrup, Avensøe, Nygaard i Aads Herred, Ralsvig paa Rygen, det Grevskab Stryg &c.

Efter at Bisperne havde siddet en Tid lang, lod Kongen dem sige, at, om de vilde reversere dem ingen U-roelighed herefter at stifte udi Riget, men leve i deres Huus, og ikke tragte efter at komme i deres forrige Stand igien, da vilde han sætte dem paa fri Fod, og tillade dem at nyde deres Arve-Gods. Disse Vilkor modtoge alle, undtagen Biskop Rønnow, hvorudover han maatte ogsaa all sin Tid leve udi Fængsel. De andre derimod komme paa fri Fod igien, beholdte deres Arve-Gods, og derforuden Bisperne komme paa fri Fod igien efter given Revers.bleve forsørgede enhver af dem med et seculariseret Kloster deres Livs Tid. Dog finder jeg ikke, at nogen af dem forandrede Religionen, ej heller, at Kongen anfægtede nogen derfore. Tvertimod, han lod see Kierlighed og Estime for dem, som det meriterede, og, da Bisp Ove Bilde døde 1555, fuldte han selv hans Liig; Saa at man klarligen seer, at denne Execution skeede ikke for at tvinge nogen til Frafald, men for at klippe Vingerne paa Geist|348ligheden, og at giøre Bisperne af mange smaa Potentater til Undersaattere igien.

Saaledes, da all Hinder var røddet af Vejen, og Kongen havde faaet fri Hænder til at agere, greb han Reformationens Verk an med Iver, og til den Ende lod indkalde udi Riget den bekiendte Doct. Johan. Bugenhagium, Pastor (a) til Johan Bugenhagii Caracteer.Wittenberg, hvilken blev commiteret til at sætte Kiøbenhavns Universitet paa Fod igien; item at reformere Kirker og Skoler over det heele Rige efter den Augsborgske Bekiendelse. Denne navnkundige Mand, hvis Navn er bleven saa stort i heele Dannemark, var fød til Wollin udi Pommern, hvor han studerede Theologien med saadan Flid, at han blev holden for en af de lærdeste Mænd paa de Tider. Han var i Begyndelsen en Hader af Lutheri Lærdom, og havde særdeeles Mishag udi det Skrift Lutherus havde ladet udgaae under den Titul af det Babylonske Fængsel. Men han blev siden en stor Forfægter af samme Troe, og, som der gik et stort Rygte om Han forskrives til Dannemark.hans Lærdom samt Sagtmodighed og skikkelige Levnet, lod Kong Christian ham forskrive til Dannemark for der at gaae sig til haande udi det store Reformations Verk, som han havde fore. Bugenhagius lod sig og villigen indfinde udi Riget, hvor han havde den Ære at krone Kongen og Dronning Dorothea udi Kiøbenhavn den 12 Augusti 1537. Og arbejdede han paa Reformationens Stiftelse med saadan Iver og 1537.Fremgang, at hans Navn er bleven stort og helligt, saavel udi den Danske Kirke, som paa Universitetet.

Han forfattede da udi samme Aar paa Latin, den bekiendte Kirke-Ordinantz, saavel for Riget, som for Førstendommene, (b) og indviede paa eengang den 26 Augusti 7 Superintendenter, som udi Bispernes Sted skulde forestaae Kirken. Disse 7 Superintendenter ordineresSuperintendenter vare Mag: Franciscus Wormordus, som udi lang Tid havde været Lector Theologiæ udi Malmøe. Doct: Petrus Palladius, |349som oversatt Kirke-Ordinantzen paa Dansk. Mag: Georg Sadallinus, Mag: Matthias Skade, Mag: Jacob Skoning, Herr Jens Thomesen, og Johannes Wandalus. Imidlertid bleve Munkene forviisede af deres Klostere, som ikke vilde efterleve Kirke-Ordinantzen. Adskillige af dem forbleve udi Riget, og forandrede Religionen, men mange begave sig Munkene forviises deres Klostere.til Tydskland og Nederlandene. *Collegium Canonicorum lod Kongen dog blive ved Magt, og det formedelst Lutheri Forbøn, hvilken med Doct: Pommerano havde begiæret, at Stikterne og Collegial-Kirker, hvor Canonici og Vicarier vare, ej maatte forstørres, paa det, at studerende Personer dermed kunde beneficeres. Saaledes bleve Collegia Canonicorum staaende, eendeel for den Aarsag, eendeel ogsaa for der at dømmes i Egteskabs Sager, og at Kongelige Cancelie- og Kammer-Betientere kunde formedelst deres troe Tieneste aflægges med Canonicater. Hans Majestet lod ogsaa forsørge Kirker, Skoler, Hospitaler og Præster med tilbørlig Underholdning, og lod udi de 7 Bispers Sted beskikke 7 Stikts Lehnsmænd eller Befalningsmænd, hvilke 7 Stikts-Befalningsmænd beskikkes.skulde have Omsorg for Kirkers, Skolers, Hospitalers og Præsters Indkomster over det heele Rige. Og nøde de ikke alleene hvad de tilforn havde haft udi Bispernes Tid, men bleve ogsaa bedre forsørgede, saa at Kongen og Kronen succederede ikke videre end udi det Gods, og de Indkomster, Bisperne havde haft, hvoraf ogsaa en stor Deel blev anvendt til Reformationens Forfremmelse. Og seer man saaledes, at af de 7 gamle Bisper udspiirede 7 Superintendenter, der skulde have Indseende med Geistligheden og Kirke-Sager, og 7 Stikts-Befalningsmænd der skulde have Omsorg for Indkomsterne.

Saaledes blev den Evangeliske Troe ved Love stadfæsted af Christiano 3. som herudi lod see ikke mindre Iver og Gudsfrygt, end Fornuft og Velbetænksomhed, saa det gik til ligesom udi Keiser Constantini Magni Tider, hvilken først havde tilstedt begge Religioner, den Christne og den Hedenske; men, da samme Keiser fornam, at den Christne Troe havde taget Overhaand, og at de Christne vare fleere end Hedningerne, befoel han de Hedenske Kirker at tillukkes, og den Christne Troe eene at læres; hvil|350ket ogsaa her skeede; thi, da Kong Christian merkede, at den Evangeliske Troe var bleven langt sterkere i Riget end den Romerske, lod han paa engang anholde alle Bisperne, reducerede det geistlige Gods under Kronen, og forviisede Munkene af deres Klostere. Udi Norge derimod blev Reformationens Fremgang noget hindret af Erke-Bisp Oluf Lunge, som var Hovet for de Norske, og havde stiftet stort Oprør udi samme Rige, som tilforn er omtalt. Men, da han merkede, at Kongens Sager ginge saa lykkeligen for sig, og det vilde blive vanskeligt for ham at holde Stand baade imod Kongen og den største Deel af Norge, som holdt Kongens Parti, skrev han Kong Christian dette Aar 1537 et Brev til af det Indhold, at, hvis ham maatte tilgives all den Forseelse han havde begaaet, saa vel i Henseende til det Affald han havde giort, som det Mord der var begangen mod den Kongelige Gesant Vincentz Lunge, vilde han hylde Kongen; Men han fik derpaa intet Svar, eendeel fordi hans Erke-Bisp Oluf Lunge flygter fra Norge.Misgierninger vare for store, eendeel ogsaa efterdi Kongen havde besluttet at giøre lige saadan Forandring udi Norge, som udi Dannemark. Da Erke-Bispen saadant merkede, tillavede han 4 Skibe, hvormed han flygtede til Holland, efter at han havde besatt Steenvigsholm med Krigs-Folk. Kong Christian lod strax derpaa affærdige 14 Orlog-Skibe under Anførsel af Truid Ulstand og Christopher Hvitfeld. Disse arriverede lykkeligen til Norge, hvor dem strax blev overleveret Steenvigsholm, og Reformationen indføres i samme Rige.alle Nordenfieldske ginge Kongen til Haande. Herr Truid Ulstand førte Bisperne af Stavanger og Hammer fangne til Dannemark, og Christopher Hvitfeld fik Befalning at reformere Landet efter den samme Maade som udi Dannemark, og finder jeg ikke at saadant foraarsagede den mindste Uroelighed, saa at det er troeligt, at den Romerske Religion allereede tilforn maa have staaet paa svage Fødder i Norge.

Blant andre Forandringer, som Reformationen i Norge gav Lejlighed til, var Hammers Bispe-stoel foreenes med Opsloe.denne, at Hammers Bispe-Stoel blev lagt under Opsloe, (a) saa at der siden den Tid har kun været en Bisp og et Stikt under det Navn af Opsloe, og siden Christianiæ Stikt. |351Den sidste Bisp af Hammer var Mogens Lauritzen, som blev fangen af Herr Truid Ulstand, og den første Bisp over begge Stifter var Hans Ref. Det er troeligt, at Hammer Stad ved denne Forandring er Tid efter anden kommen i Decadence, saa at nu omstunder det blotte Navn er alleene tilbage. Om samme Stad, Den Stad Hammers Historie af et gammelt Manuscript.saasom den var Anno 1300 udi sin Velstand, er mig communicered en Beskrivelse, som Anno 1553 blev funden udi Hammers Taarn, hvoraf sees, at den har været af stor Vigtighed, og at den foruden Bispernes Residentz har haft Borgemestere og Raad, samt Klostere og Kirker, nemlig Dom-Kirken, Kors-Kirken, og St. Jørgens Kirke. Og finder jeg, at de fornemmeste Gader have været Grønnegade og Biskop-Stræde. Bemeldte rare skrevne Bog vidner ogsaa, at der Anno 1300 udi Hammer fandtes 1800 vederhæftige Borgere. Stadens Vaaben var en Urhane med udslagne Vinger. (a) Dette haver jeg holdet fornødent at antegne, efterdi mange, endogsaa Norges egne Indbyggere ikke viide at der har været saadan Stad til.

Hvad Rigets verslige Sager angaaer, da blev strax efter Kongens Indtog udi Kiøbenhavn, holden en stor Herredag, hvor henved 400 Adelsmænd lode sig indfinde, og hvis Navn findes alle udi den Recess, som da blev given. Kongen forpligtede sig Norge mister sit eget Raad.da ved Eed at holde alle Indbyggerne ved deres gamle Love, Friheder og Privilegier. Den merkværdigste Artikel udi samme Recess er, at Norge stedse skulde blive under Dannemarks Krone, eftersom Norges Riges Stænder havde forbundet dem baade i Christian den førstes, og Kong Frideriks Tid at blive under een Konge med Dannemark, saa at den som bliver udvaldt til Konge i Dannemark, skal iligemaade være Konge udi Norge. Hvorfore de Holstenske Hertuger, siger Hvitfeld, med ingen Billighed meere skrive dem Arvinger til Norge, efterdi samme Rige blev giort til et Vall-Rige. Men jeg bekiender, at jeg aldeeles ikke forstaaer denne berømmelige Mands Ord, ej heller den Consequence, som udi Recessen blev giort af de Norske Stænders Forpligtelse, thi, om et Rige forpligter sig til at have en tilfælles Konge med et an-|352det Rige, underkaster det sig derfor ikke det andet Rige. Derforuden om de Holsten-Slesvigske Hertuger tilforn med rette førte den Titel af Arvinger til Norge, kunde et *Conclusum af den Danske Adel ikke skille dem ved saadan Rett. Thi dertil udfodres enten Besiddernes Samtykke, eller en Gierning, hvorved de overbeviises at have forbrudt deres Hærlighed.

Paa samme Herredag lod Kong Christian ogsaa forkynde en Amnestie, saa at alle de, som havde forgrebet sig imod ham i denne Krig, skulde blive upaatalte, og deres Forseelser blive forglemte. Der bleve da ogsaa adskillige Forordninger giorte Riget og Handelen til Beste, hvilke siden ere blevne indrykkede udi den Recess, som blev giort til Kolding.

Man fandt ogsaa for gott paa samme Herredag at lade anholde hos Keiserens Søster Frue Maria, Regentinde udi Nederlandene, om Fred imellem Riget og Stilstand med Keiseren.Nederlandene. Og blev der siden til den Ende bevilget et Mode til Hamborg, hvor de Danske Gesantere paastode 30 Aars StilstandStilstand]Stilstand] B, Tilstand A Stilstand] B, Tilstand A efter det Gentiske Fordrag, men de kunde ikke erholde den meer end paa 3 Aar. Og, som paa samme Tid udi Kiøbenhavn vare adskillige Svenske Gesandtere saa vel for at bivaane den Kongelige Kroning, som at slutte et Fordrag mellem Rigerne, blev der giort et Forbund bestaaende af 26 Artikle, hvorudi Kongerne love hinanden indbyrdes Hielp, i Fald noget af Forbund med Sverrig.Rigerne skulde fiendtligen overfaldes. Og forbandte begge Konger sig i sær ikke at føre Krig med de Lybske, eller at slutte Alliance med de samme uden med alle Rigers Samtykke. (a) Kort efter den store Herredag var endet, blev Axel Brade (b) skikket til Sverrig, for at handle om de Penger og Subsidier, som Gustavus havde forstrækt Kong Christian med udi den Lybske Krig, og for hvilke Penge Vigen og Varbierg vare givne til Underpant. Kong Gustavus bevilgede da, at den laante Summa maatte udi 4re Aar blive staaende uden Rente, endskiønt Axel Brade tilbød sig paa sin høje Principals Vegne at betale Renterne. Der |353blev iligemaade Gustavo tilkiende givet, at, hvis han havde Lyst til at træde i Forbund med de Evangeliske Førster i Tydskland, vilde Kong Christian hielpe ham der til. Gustavus lod derfore Kongen betakke og erklærede sig villig til saadant Forbund, som sigtede til at haandhæve Fred og Eenighed, og begæredebegærede]begærede] A; begiærede SS begærede] A; begiærede SS , at Kong Christian vilde lade ham viide paa hvad Vilkor han indlod sig udi Forbund med de Protestantiske Førster, paa det at han kunde rette sig derefter. Axel Brade fremførte da ogsaa nogle Besværinger imod den usædvanlige Told, som de Danske maatte betale udi Sverrig, iligemaade at de Svenske veigrede sig ved at betale den Told udi Bahuus, som de der plejede at aflægge. Hvortil Kong Gustavus svarede venligen, og lovede, at han saadant nøjere vilde efterforske. Udi samme Aar, siger Hvitfeld, flygtede den bekiendte Upsalske Erkebisp Johannes Magnus tillige med sin Broder Olao Magno fra Sverrig, efterdi de ikke vilde underskrive Reformationen, som Kongen havde indført. Men Autor kommer ikke ihu, at han har tilforn henført hans Undvigelse til 1527, hvilket sidste er rettest og kommer overens med Gustavi I. Svenske Historie. Det kand og ikke være, at han undvigede tillige med hans Broder Olao, efterdi samme Olaus succederede ham i Stiktet. Pontanus (a) som har udcopieret alle Hvidtfelds Vildfarelser, følger ham ogsaa herudi. Det er ellers den samme Johannes Magnus eller Gothus, som har skrevet den Svenske Historie udi 24 Bøger, hvilken formedelst sin Partiskhed og Urigtighed dog er i ingen Estime. Han har iligemaade skrevet en Tractat om Erke-Bisperne af Upsal, som gaaer indtil 1544, udi hvilket Aar han døde. Hans Broder Olaus Magnus, som var siden med paa det bekiendte Tridentinske Concilio, har skrevet en Tractat om de Nordiske Folks Sæder, Sædvaaner og Krige.

Dermed endtes dette Aar 1537, hvilket tillige med det foregaaende fortiener at 1538.staae med gyldene Tall udi de Danske Krøniker, saasom de vare ikke mindre lykkelige for Riget end glorieuse for Kong Christian, ved hvis sejerrige Vaaben Riget blev befriet fra fremmed Aag, og kom til sin forrige Ære og Velstand igien. |354Bispernes Myndighed, som svækkede Landet, og var en stedsvarende Tønder til Uroeligheds Ild, blev dæmpet. Den Evangeliske Lærdom blev ved Love etablered, og det forfaldne Kiøbenhavns Universitet blev saaledes igien fornyet, at denne Konge ikke med Urett holdes for dets rette Stifter. Nu stod tilbake at conservere disse Ting, som saa lykkeligen vare erhvervede, og saa viiseligen stiftede. Der til behøvedes at bestyrke sig med fremmede Potentaters Alliance, thi der vare endda adskillige Ting hvor med Riget truedes, og som man behøvede at have vagtsomt Øye paa. De afsatte Bisper og deres Anhang ønskede intet heller end Forandring i Regieringen, sær Joachim Rønnov, som bebreidede de andre Bisper udi sit Fængsel, at de intet vovede for Kirken og Religionen: Keiseren blev ved at opvekke Riget Fiender, og Pfaltz-Greve Friderik gav tilkiende ved sine nye Præparatorier, at han end eengang vilde giøre et Forsøg paa Riget. Dette altsammen stod denne fornuftige Konge for Øjene, hvorfore han søgte at styrke sig med fremmet Forbund.

Jeg har tilforn viiset, at han forbigangne Forbund mellem Kongen og de Protestantiske Førster i Tydskland.Aar sluttede en defensive Alliance med Sverrig, og formanede Kong Gustav at træde med ham i Forbund med de Evangeliske Førster i Tydskland. Udi dette Aar 1538 giorde han selv tillige med Dronning Dorothea og et Følge af 500 Hæste en Reise til Brunsvig, hvor han sluttede et Forbund med de Protestantiske Førster af saadant Indhold: at de skulde assistere hinanden, naar Fornødenhed det udfodrede, med et vist Antall af Krigsfolk, og at de samtlige skulde være eendrægtige i at forsvare den Evangeliske Troe. (a) Dette Forbund skulde vare i 9 Aar, og findes det underskrevet af Kong Christian, Churførst Johan Friderik af Sachsen, Ernesto Hertug af Brunsvig-Lüneborg, Philippo Land-Greve af Hessen, Alberto Greve af Mansfeldt, samt af Borgemester og Raad til Brunsvig og Hamborg. Af Tractaten giordes tvende Gienparter, hvor af Kongen fik den eene, og Førsterne den anden. Efter at dette var forrettet, tog Kongen Afskeed fra Brunsvig, og begav sig til Hamborg, hvor han med Pragt blev imodtagen af Borgemester |355og Raad, og solenniter hyldet af Staden, ligesom hans højloflige Forfædre. Takke-Feide i Sverrig.Ellers tildrog sig intet Merkværdigt dette Aar udi Dannemark. I Sverrig derimod reisede sig et Oprør, som gemeenligen kaldes Takke-Feiden af en Rebeller ved Navn Niels Takke, og det ved saadan Leilighed: Da Kong Gustavus foregaaende Aar havde skikket en Laugsmand med et Antall Ryttere og Fodfolk til Smaalandene, for at hindre Rov og Mord, samt andre Laster, som der ginge i Svang, og Kongens Ordre blev oplæst for Almuen, ginge de fleeste til Bekiendelse og lovede en stor Summ Penge til Afsoning. Men een iblant de Skyldige ved Navn Niels Takke, for at undgaae Straffen, rottede sig sammen med en anden ved Navn Jon Andersen og andre, og udplyndrede Landet allevegne. Kongens Folk satte haardt efter ham, hvorudover han flygtede til Blegind i Dannemark, og der holdt sig hemmeligen en lang Tid udi Skove og Moratzer, og undertiden giorde Reiser til Lybek, og der med adskillige Kongens Fiender spandt paa et Oprør at stifte i Sverrig, hvilket ogsaa skeede; thi udi det Aar 1542 kom det saa vidt, at bemeldte Takke havde over 3000 Bønder paa Benene, hvorudover Kong Christian efter det Forbund, som var giordt imellem Rigerne, skikkede Kong Gustav 1000 Mænd til Undsættning under Anførsel af Erik Banner og Holger Rosenkrands. Dette Oprør var des farligere, efterdi adskillige Misfornøjede af Stand og Vilkor understøttede samme Niels Takke. Mellem ham og de Kongelige forefaldte ideligen Trefninger, men omsider, da han blev stærkt eftersatt og maatte med sine Folk retirere sig til en Lund, blev han ihielskudt og saaledes tog denne Takke-Feide Ende. Der siges, at hos nogle af disse Rebellere bleve fundne Breve fra Pfaltz-Grev Friderik, som bestyrkede dem udi dette Oprør og lovede dem Undsætning, saa at man der af seer, at bemeldte Pfaltz-Greve og Chur-Første ogsaa havde Tanker paa Sverrig, og at det var Rigernes tilfælles Interesse, at dette Oprør i Tide blev demped.

Efterfølgende Aar 1539 lod Pfaltz-Greven sig merke som han for Alvor vilde 1539.forfølge sine Prætensioner og angribe Dannemark. Han hvervede til den Ende 36 Pfaltz-Grevens nye Forsøg paa Riget.Compagnier Soldater, hvilke agtede sig over Elben for at giøre Indfald udi Holsten. Men |356de bleve forhindrede af Hamborgerne, som med bevæbnede Skibe laae paa Elben for at forbyde dem Passen. Dette kunde ikke bevæge Pfaltz-Greven til at staae fra sit Forsætt, thi, saasom han ogsaa havde en Flode i Beredskab, agtede han at anfalde Riber Stad udi Jylland. Men, saasom han havde ikke Søemænd nok Bliver Frugtesløs.til at besætte sin Flode med, og derforuden var Mangel baade paa Penge og Proviant, blev dette Tog til intet. Af dette blev Kong Christian bevæget til at lade bestyrke saa vel Ribe som Rensborg og Krempe med tilstrækkelige Besættninger. Iligemaade at beflitte sig paa at holde det Venskab ved lige, som var imellem Dannemark og Sverrig, og at bilægge de Tvistigheder, som efter Krigen rejsede sig imellem Rigerne.

Jeg har tilforn talt om de Besværinger, som de Danske udi det Aar 1537 førte Svenske Gravamina mod Dannemark.mod Sverrig. Udi dette Aar besværgede Kong Gustavus sig igien over Dannemark, foregivende, at han af den Danske og Holstenske Adel liden Taknemmelighed havde fundet for den Bistand han havde giort dem udi Krigen, i det de havde lokket hans Krigsfolk at forlade hans Tienneste. Iligemaade, da hans Folk havde deserteret af den Svenske Flode udi Sundet, havde Melchior Rantzov, i Steden for at bringe samme Folk tilbage, som han havde lovet og var forbunden til, søgt at promovere videre Desertion; hvorudover den Svenske Flode maatte blive liggende for Mangel paa Folk. Videre besværgede man sig over, at den Proviant som de Danske havde lovet at forsyne samme Flode med, blev borte. Endeligen oprippede han da ogsaa igien den gamle Tvistighed om Marcus Mejer, hvilken de Danske havde giort til deres Krigs-Fange, skiønt de Svenske meenede sig at have Rett dertil &c. (a) Disse Besværinger lod Kong Christian besvare ved sine Gesandtere, som bleve skikkede til Blive besvarede.Calmar, sigende til Undskyldning, at der udi Krigs-Tider skeede meget, som man ikke kunde hindre, thi hans egen Flode lidede ogsaa ofte Mangel paa Levnets Middel. Han tilstod sig med Taknemmelighed at erkiende de Velgierninger som Kong Gustavus havde beviist sig og Riget, og lovede derfor at giøre Vederlag, naar Lejlighed kunde gives. De Danske Ge-|357sandtere havde derforuden Ordre at tilkiende give, at deres høje Principal vilde skikke nogle gode Mænd til Bromse Broe, som var et Grændsested mellem Rigerne, for der videre at overveje de Svenske Klagemaal, paa det at Fred og Eenighed maatte blive imellem Rigerne. (a) Om det Oprør som dette Aar skeede i Island, og hvad som derpaa fuldte, vil jeg her intet tale, men giemme det til et andet Sted, hvor der tales om Reformationens Indførsel udi Island, for at have den heele Historie udi en Kiede.

Udi Begyndelsen af efterfølgende Aar lod Land-Grev Philipp af Hessen i en 1540.Skrivelse erindre Kong Christian, at han, for at betage Pfaltz-Greven all Lejlighed til at anfægte Riget, skulde stille ham tilfreds ved at lade ham bekomme hans Gemahlindes Brude-Skatt. Han erbød sig udi samme Skrivelse tillige med Churførsten af Sachsen, at arbejde paa et Forliig mellem Kejseren og Kongen. Kongen svarede ham derpaa, at han havde sine Gesantere til Gent, fra hvilke han ventede Underretning om hvad Haab der kunde være til Fred, takkede ellers Land-Greven for hans gode Villie, og bad, at denne Sag maatte være ham recommenderet. De Kongelige Gesantere, som da vare til Gent, vare Godske Rantzou, Peder Svave og Caspar Handel om Forliig mellem Riget og Pfaltz Greven.Fux, hvilke begierede af Kejseren som der udi egen høje Person var tilstæde, at, naar den 3 aarige Stilstand var til Ende, der da enten maatte sluttes en bestandig Fred, eller en lang Stilstand paa nye: Men de kunde ikke erholde uden et Aars Stilstand. Paa samme Tid blev besluttet, at Kejseren og Kongen skulle skikke deres Gesantere til Cøln, hvor de Pfaltz Grevelige Gesantere ogsaa skulde møde for at handle videre om Forliig. Men siden blev der besluttet, at Samlingen skulde skee til Regensborg. Der lode sig paa Kongens Vegne indfinde Anders Bilde, Erik Krabbe, Peder Svave og Caspar Fux. Disse tilbøde Pfaltz-Greven ikke alleene hans Gemahlindes Brude-Skatt, saaledes som brugeligt var blant Førster udi det Romerske Rige, men endogsaa at ville forhøje den, hvis Pfaltz-Greven vilde staae fra videre Prætentioner paa Riget. Men derom rejsede sig adskillige Vanskeligheder, saavelsom om Stilstandens Prolongation |358med Kejseren, og gav den eene Part Skylden paa den anden, at man ikke kunde komme til endeligt Forliig. Det er ellers for vidløftigt og kiedsommeligt at entrere udi alle disse vidløftige Negotiationer, hvorfore jeg ogsaa vil forskaane Læseren derfor. Man seer alleene heraf, at Kejseren og Pfaltz-Greven begyndte meere og meere at desperere om deres store Forsætts Fuldbyrdelse, saasom de saae Kong Christian saavel befæsted paa sin Throne, at det vilde blive dem vanskeligt, at tentere noget videre imod ham.

Den Handel med Sverrig, som endda ikke var afgiort, blev dette Aar igien foretagen; Kongen affærdigede da til Sverrig Axel Brade, Holger Ulstand, Knud Gyldenstierne, Birger Trolle, og hans Secretaire Caspar Brochmand, for at handle om Negotiationer med Sverrig.de Penge, som Riget var endda Kong Gustav skyldig. Og blev da endeligen besluttet, at den Capital, som tilbage stod, og beløb sig til 25000 Daler med 5997 Dalers Rente skulde betales efterfølgende Aar udi Nyløse. De Svenske Fuldmægtige forebragte da ellers adskillige Gravamina, sigende, at Kong Gustavus havde udi Krigens Tid, ved det, at han ideligen maatte være i Gevær, satt til over 800000 Daler, hvilken Sum de meenede, at Dannemark burde erstatte dem igien. De paastode iligemaade, at Gulland, som en gammel Province af Sverrig burde tilbage gives. Item, at Svenske Undersaatter maatte bekomme deres Gods igien, som dem tilhørede udi Dannemark. De Danske Gesantere svarede dertil, at det var dem u-vitterligt hvad Bekostninger de Svenske havde giort paa denne Krig; men, om Kong Gustavus end havde giort slige Bekostninger, saa maatte han derimod betænke, at Krigen havde været tilfælles for begge Riger, saasom de Lybske vare ikke mindre Sverrigs end Dannemarks Fiender. Og, hvad Gulland angik, da veigrede Kong Christian sig ikke for at underkaste sig upartiske Dommeres Kiendelse. De Svenske foresloge da et dobbelt Parti for at bestyrke Fred og Venskab mellem Rigerne, saaledes, at den ældste Prinds (a) af Dannemark skulde ægte en |359Svensk Princesse, og Kongen af Dannemark skulde negotiere et Ægteskab imellem den Svenske Prinds og en Preudsisk Sverrig bliver et Arve-Rige.Princesse. Ellers tildrog sig en merkelig Ting dette Aar 1540 i Sverrig, som har foraarsaget en nye Periodum i den Svenske Historie, thi Sverrig blev da af et Vall-Rige forandret til et Arve-Rige, og Gustavus tillige med hans Efterkommere bleve paa en offentlig Rigs-Dag erklærede Arve-Herrer til Sverriges Krone. Til denne merkelige Forandring fandtes alle Stænder villige, i Henseende til Gustavi store Meriter, og aflagde de alle paa hans blotte Sværd den Eed, som findes anført i hans Historie. (a) I det øvrige skeede intet andet mærkværdigt dette Aar, uden at den anden Kongl. Danske Prinds, Prinds Magnus, blev bragt til Verden, item, at Upsals Universitet blev funderet af Gustavo; thi endskiøndt samme Universitet var meget ældere, saa blev det dog da saaledes omstøbt, at Højst-bemeldte Konge med Billighed kunde føre Titul af dets Stifter, ligesom Christian 3. udi samme Henseende kunde kaldes det Kiøbenhavnske Universitets *Fundator.

Endeligen bleve efterfølgende Aar 1541 Irringerne mellem Dannemark og 1541.Sverrig hevede ved det Bromsebroiske Fordrag, og det paa saadan Maade: Man havde efter adskillige Forhandlinger, som vare drevne ved Kongelige Fuldmægtige paa begge Sider, endeligen fundet for got, at Kongerne udi egne høje Personer selv skulde møde ved Bromse Broe, et Grændse-sted mellem Rigerne. Efterat allting til saadan Ankomst Samtale imellem begge Nordiske Konger til Bromsebroe.var regleret, og beskikket hvor sterkt Følge hver Konge skulde have med sig, mødte de til bestævnte Sted den 15 Septembr. Kong Gustavus kom til Vands med en Hob Jagte, som vare overtrokne med rødt Klæde, men Kong Christian begav sig did hen til Lands. Dette var den anden Personlige Sammenkomst mellem disse to store Konger. Og maa man desmeere forundre sig over denne sidste, efterdi den forrige, som skeede udi Stokholm, havde ingen god Virkning haft. Saasom nu Kong Christian tilforn havde ladet see den Fortrolighed imod Kong Gustav, at han besøgte ham udi hans egen Hoved-Stad, saa vilde den sidste |360nu igien lade see, at han ogsaa havde Tilliid til Kong Christian, og at giøre ham en Visite udi Dannemark igien, dog var Forskiællen denne, at Kong Gustavus denne gang fik 4re Danske Herrer til Gissel (a) for sig, efterdi Samle-Stedet var paa Dansk Grund, da derimod Kong Christian uden given Forsikring havde aflagt en Visite ind udi Kiernen af Sverrig. Derforuden havde Gustavus ogsaa til vidre Sikkerhed en Hob Krigs-Folk ikke langt derfra. Ved denne Sammenkomst hendte sig en artig Historie, som anføres af Erik Jørensen. En Meklenborgs Herremand, ved Navn Caspar Tønning, vilde udi begge En artig Hendelse sammesteds.Kongers Nærværelse distingvere sig ved en Calvalcade; Men, da han rett vilde lade see sin Konst og tumle sin Hæst, slog Hæsten ham af, saa at han blev til en Græs-Rytter, (b) og gav det samme Anledning til stor Latter.

Efter at begge Konger havde talet sammen, begyndte man at handle om alle Stridigheders Hævelse, og et oprigtig Venskabs Stiftelse mellem Rigerne, og blev da sluttet det bekiendte Bromsebroiske Fordrag, ved hvis Kraft der skulde være 50 Aars Forbund mellem Dannemark og Sverrig. Det ene Rige, naar fornøden giortes, En Stilstand af 50 Aar sluttet til Bromsebroe.skulde komme det andet til Hielp med et vist Antall Folk, og blev i sær dette indført, at ingen af Kongerne maatte træde i Handel med den fangne Kong Christian eller nogen anden Potentat uden med den andens Villie og Samtykke &c. (c) Saaledes, naar man undtager nogle smaa Irringer, var der stedse Fred og Venskab imellem Rigerne udi disse tvende Kongers Tid, og det gamle indgroede Had, som udi alle forrige Kongers Tid havde foraarsaget store Tragœdier, da gandske ophørede. Aarsag til den gode Forstaaelse imellem Rigerne paa den Tid.Aarsagen dertil kand tilskrives først Regenterne selv, efterdi begge Konger vare saaledes dannede, at de kand citeres til Modeller for alle Regentere, thi begge vare moderate, ærlige, fredsommelige Herrer og store Statsmænd. Den anden Aarsag kand tilskrives Tidernes Tilstand, saavel inden Riget som uden for, thi begge havde støbt deres Ri-|361ger om i anden Form, og stiftet store Ting, over hvis Conservation de maatte ideligen være aarvaagne. Begge havde ogsaa tilfælles Fiender, nemlig den fangne Konge, Pfaltz-Grev Friderik, og Keiser Carl, hvorfore de ogsaa begge søgte tilfælles Allierede; thi foruden de Protestantiske Førster udi Tydskland, søgte de ogsaa Francisci I. Kongens af Frankrige Venskab, saasom samme Konge var en svoren Fiende af Keiser Carl. Gustavus, for at berede sig Vej til videre Forbindelse med Francisco I. skikkede sin Secretaire først til Frankrige, hvilken skulde giøre Begyndelse med Commercien, saaledes, at de Svenske her efter fra første Haand skulde hente Franske Vahre, besynderligen Salt og Viin, som Hollænderne tilforn bragte dem fra Frankrige. Der paa blev sluttet en Commerce-Tractat, og saasom Kongen af Frankrige havde ladet sig informere om de Nordiske Folks Tapperhed, tog han med Glæde imod saadant Venskabs Tilbydelse. Hvorpaa Gustavus skikkede et anseeligt Gesantskab til Frankrige, nemlig Steen Eriksøn, Canceler Conrad Peutinger og Mag. Jürgen Norman, hvilke sluttede en Defensive Alliance med Kong Francisco I. Franciscus derimod skikkede sin Gesant Richer til Sverrig med Ridder-Ordenen af St. Michaël til Kong Gustav.

Kong Christian som ogsaa, for at bestyrke sig imod den mægtige Keiser Carl og det Burgundiske Huus, fandt for raadeligt at træde i Forbund med Francisco I. affærdigede den 12. Sept. udi dette Aar, til Frankrige Eske Bilde, Peder Svab eller Forbund imellem Dannemark og Frankrige.Svave, og Erik Krabbe, hvilke paa Kong Christians Vegne sluttede et Forbund med Frankrige saaledes, at Dannemark udi Nødsfald skulde assistere Frankrige med 6 Skibe og 1000 Fodgængere. Frankrige derimod skulde komme Dannemark til Hielp med 12 Skibe og 2000 Soldater. (a) Den vigtigste Artikel var, at Kongen lovede at tillukke Sundet for alle Kongens af Frankrige Fiender. (b) Tractaten blev siden ratificered af begge Herrer, og skikkede Kongen af Frankrige siden til Dannemark først hans Gesant Richer, |362og siden Carolum Danzæum: Saa at der paa samme Tid blev et sterkt Venskab imellem Dannemark, Sverrig og Frankrig, hvilke alle havde en tilfælles Fiende udi Keiser Carl, thi Frankrig havde ham til Naboe, og de to Nordiske Konger bleve ideligen truede nu med Kong Christian 2, nu med samme Konges Svigersøn Pfaltz-Grev Friderik, til hvilken der meenes den fangne Konge havde transporteret sin Rett til de 3. Nordiske Riger.

Medens Kong Christian giorde slige Anstalter for at bestyrke sig imod det Burgundiske Huus, blev han dog ved at arbeide paa Stilstandens Forlængelse med Keiseren. Men, som han saadant ikke kunde erholde, lod han i dette Aar arrestere nogle Hollandske Skibe udi Sundet, ikke for at beholde samme Skibe, men for at bringe Keiseren til fredelige Tanker. Da dette rygtedes i Holland, lod Regentinden Maria ogsaa anholde alle Danske Skibe hos sig. Saasom derudover all Ting saae ud til Vidløftighed, søgte Hamborgerne at underhandle et Forliig imellem Kongen og Keiseren, og blev ved deres Mediation et Mode berammet til Münster den 1. May. Men de Keiserlige funde ikke det Sted belejligt, og siden foresloge Campen i den Province Overyssel, hvor de Danske Fuldmægtige ogsaa beqvemede sig til at møde. De Nye Freds-Handel imellem Riget og Keiseren.Kongelige forlangede da, at Fred eller Stillstand maatte sluttes ikke alleeneste med Holland, men endogsaa med alle Keiserens Lande; thi, som Holland og Nederlandene vare de Provincier, som Dannemark mest kunde tvinge ved Handelen, saa vilde Riget ikke indgaae nogen particuliere Fred, hvorved den Fordeel blev betaget, og Keiseren kunde gives frie Hænder til at agere. De forlangede dernæst, at den Pension, som ved det Gentiske Fordrag var accorderet til Riget af Nederlandene, maatte betales, og endeligen, at de arresterede Skibe maatte løsgives. Derimod lovede de paa Rigets Vegne at betale den Brudeskatt, som de Danske Princesser Christiani 2. Døttre prætenderede, og derudi at fornøje saa vel Pfaltz-Greven, der havde den eene Princesse, som Hertugen af Lothringen, der efter den Maylandske Førstes Afgang havde ægtet den anden. De Burgundiske Gesantere svarede der til, at de ingen Fuldmagt havde til at accordere noget saadant, maatte derfore have nogen |363Tid, indtil de kunde faae Regentindens Tanker derom at viide. Endeligen erklærede Frue Maria sig saaledes, at det stod vel i Hendes Magt at slutte en Stilstand paa Nederlandenes Vegne, men ikke for de andre Keiserens Lande, og hvad PensionenPensionen]Pensionen] B, Pensioner A Pensionen] B, Pensioner A angik, da sagde hun, at de Kongelige havde forbrudt den formedelst det Indfald de for nogle Aar siden havde giort udi de Keiserlige Lande ved Grønningen og Dam. Men som de Danske Fuldmægtige ingenlunde vilde indgaae nogen particuliere Stilstand med Nederlandene, eftersom Riget derved renoncerede paa all den Fordeel det havde mod Bliver frugtesløs.Keiseren i Krigs-Tid, og de Burgundiske Gesantere bleve ved deres forrige Paastand, skildtes de med uforrettet Sag fra hin anden, hvorvel de Hamborgske Deputerede giorde adskillige Forslag for at holde dem tilbage.

Efter at dette Mode igien saaledes frugtesløs var afløbet, begyndte Fientlighederne at gaae for sig imellem Riget og Nederlandene igien. Og bleve da Hamborgerne, som Lemmer af Holsten ej heller sparede, thi Regentinden lod anholde alle Hamborgske Skibe og Vahre i Holland, og udgav et Patent, hvorved alle gaves Frihed til at tage og opbringe Danske Skibe. Blant andre Danske blev da fangen under Zeeland Stige Bagge, hvilken blev rettet i Holland efterdi han blev holden for en Fransk Spion, han havde kastet alle sine Breve udi Søen, da han blev tagen. Den Zeelandske Krønike efter Pontani Berettning, (a) siger, at han lidde saadan Straf efterdi han ingen Commiss havde, og derfor blev agted som en Søe-Røver. Claus Hvitfeld havde ogsaa den Ulykke at falde i deres Hænder, thi da han efter Ordre Claus Hvitfeld føres fangen til Holland.var udi Norge, for at føre noget Kirke Sølv, som var brugt til Superstition, fra Norge til Dannemark, blev han tagen udi en Kirke af de Nederlandske Udliggere, og ført til Enkhuysen udi Holland, hvor han blev siddende et heelt Aar, men omsider kom løs igien ved saadan Lejlighed. Hans Broder Poul Hvitfeld gik udi Søen med et Fartøy for at hevne sig over Fienden, og endeligen havde den Lykke at opbringe et Skib, hvorpaa var Henrici Theodori Borgemesterens Søn af Amsterdam, hvilken Kommer løs igien.han lod fængsligen forvare ind-|364til han blev omvexled med hans Broder Claus Hvitfeld. Paa samme Tid var ogsaa Sverrig udi fuld Bevægelse, formedelst den saa kaldte Takke-Krig, hvorom tilforn er talet. Og var samme Oprør des farligere, efterdi Niels Takke var understøttet af Pfaltz-Greven, og en Hob fordrevne Svenske Misfornøjede, som opholdte sig i Tydskland, blant hvilke var Bisp Magnus af Skara, Friderik Rentemester, Oluf Brems, Hans Bogbinder, og en Normand ved Navn Gauthe, hvilke vare Pfaltz-Greven anhængige og stukke Hovederne sammen for at stifte Oprør i Rigerne.

Formedelst disse og andre Fiendtligheder var Kong Christian des villigere til at 1542.assistere Kongen af Frankrige imod Keiseren, thi, da Franciscus I. udi efterfølgende Aar paaførte Keiseren Krig, og Kong Christian af ham blev ansøgt om Hielpe-Tropper, Kong Christian skikker Hielpe-Tropper til Frankrige og Sverrig.efter det nyeligen giorte Forbund, skikkede Kongen ham til Hielp 500 Ryttere. Ved samme Tider skikkede Kongen ogsaa Hielpe-Tropper til Sverrig imod ovenmeldte Niels Takke, hvilken blev Aaret derefter ihielskudt, og siden lagt paa Steile, (a) saa at ved hans Død Oprøret blev stillet, og, saasom man havde hos nogle af Niels Takkes Tilhængere, som bleve fangne udi Norge, fundet Breve fra Pfaltz-Grev Frideriks Venner, som fomenterede dette Oprør, lod Kong Christian tilskikke Kong Gustav samme Breve, befoel ogsaa sin Flode at seile omkring de Norske Køster for at beskytte Havnene. Blant de Breve, som fandtes hos de Fangne, og som bleve skikkede til Sverrig, var et fra Keiseren selv til de Svenske, og i sær til Smaalandene, hvor Takke-Feiden egentligen reisede sig. Udi dette Brev giver han tilkiende, at han skikker dem sin Geheime-Raad Nicolaum Perenot Herre af Granvella, som skal berette dem mundtligen adskillige Sager. (b) Eet andet Brev var skrevet af bemeldte Nicolao Perenot, (c) Hvorudi han beretter, at hans Keiserlige Majestet har fornummet, at Sver-|365rig udi nogle Aar af dets uretmæssige Regent er bleven ilde medhandlet, og at Indbyggerne have grebet til Gevær for at beskytte deres Frihed, hvorudover han var beordret enten mundtligen eller ved Skrivelse at lade dem Keiserens Tanke og Forsætt vide. Videre skriver han, at, saasom det de Svenske ikke maa være ubekiendt, at Churførst og Pfaltz-Grev Friderik har ægtet Christiani 2. Dotter Dorothea, og han derover paa sin Gemahlindes Vegne har rettfærdige Prætensioner paa de Nordiske Riger, saa formanede hans Keiserlige Majestet dem at antage samme Pfaltz-Greve til deres Herre og Konge. Der paa afmaler han Pfaltz-Grevens store Dyder, og forsikkrer dem om Keiserens Bistand.

Omendskiøndt dette Oprør blev stillet ved Niels Takkes (a) Død, saa dog aflod Pfaltz-Greven ikke at practicere mod Rigerne, men skikkede siden tvende Mænd, nemlig Caspar Seckendorff, og *Mag: Ambrosium Skienrood til Greve Christopher af Oldenborg, til Hertug Albert af Meklenborg, samt til Bremen, Dantzig og Lybek &c. Pfaltzgreven bliver ved at intriguere imod Rigetfor at opmuntre dem til at føre Krig paa Rigerne, og at forsikkre dem om Kejserens Undsættning. Men de fleeste, besynderligen Hansestæderne, undskyldte dem dermed, at de havde sluttet Fred med Dannemark, og indgaaet Stilstand med Sverrig, og, at de derfor ikke kunde paaføre samme Riger Krig, helst, saasom de derved vilde miste deres Privilegier udi Handelen, Biskopen af Bremen giorde ogsaa samme Undskyldning. Men Hertug Albert af Meklenborg tilbød strax sin Tienneste. Pfaltz-Greven affærdigede derhos en Skrivelse til Almuen udi Sverrige, hvorudi han styrkede dem i deres Forsætt, at sætte sig imod Gustavi Haardhed og Tyrannie, og at beskytte deres gamle Privilegier og Friheder, formanede dem ogsaa at antage sig til Konge, saasom han paa sin Gemahlindes Vegne havde Rett til de 3 Nordiske Riger, og forsikrede om, at Kejseren derudi vilde staae ham bi, og holde hvad han har lovet de Misfornøjede ved Nicolaum Perenot. Med dette Brev blev Johan Bogbinder skikket til Sverrig. Men da han kom did hen, var Niels Takke alt omkommen, og Gustavus havde bestyrket sig saaledes med fremmede Tropper, at ingen torde be-|366væge sig meere imod ham. Der siges, at Johan Bogbinder blev greben med Brevene og siden rettet, og at Pfaltz-Greven havde lovet at nobilitere Niels Takke. Saaledes bemøjede Pfaltz-Greven og hans Anhang sig ideligen forgiæves paa Regieringens Forandring udi Norden, og var det ikke lidet Stød for dem dette Aar, at den ældste Kongelige Prinds Friderik blev af Stænderne erklæret sin Faders Successor i Riget; thi han Den unge Prinds Friderik erklæres sin Faders Successor.blev den 12 Augusti hyldet paa Lybers Høj udi Skaane, efter at han tilforn i samme Aar var hyldet paa alle Lands-Ting, og blev Prætendenten end meere afskaaren Forhaabning til Successionen i Sverrig, efterdi Gustavus havde, som sagt er, udvirket udi det Aar 1540, at Sverrig skulde være et Arve-Rige, hvilket blev confirmeret 1543 (a) den 13 Januarii paa Rigs-Dagen til Vesteraas, og blev da Kong Gustavi Confirmation paa det Kongl. Huuses Arve-Rettighed i Sverrig. ældste Søn, Erik, en Prinds af 11 Aar (b) erklæret sin Faders Successor, og videre blev besluttet, at Kronen efter ham, fra Linie paa Linie skulde falde paa mandlige Arvinger. (c) Ellers tildrog sig intet andet merkværdigt dette Aar, uden at den bekiendte Doct: Johannes Machabæus blev forskreven fra Wittenberg for at være Theologus i Kiøbenhavn.

Endskiønt Kejserens og Pfaltz-Grevens Anslag saa ofte vare mislingede, og Successionen i Rigerne var saaledes etableret, som sagt er, continuerede dog Fiendtlighederne, og lod Kong Christian udi efterfølgende Aar 1543. publicere et Manifest, 1543.hvorudi han gav tilkiende, hvor ofte han har søgt Fred hos Kejseren, og tilbudet Kongens Manifest imod Nederlandene.sig at lade Sagen komme for u-partiske Dommere, men alltid forgiæves; Opregner derpaa alt hvad som er passeret udi denne Stridighed, og hvorledes han udi 8 Aar har været foraar-|367saget, at giøre store Krigs-Bekostninger, som han kand udregne til 8 Tønder Guld. Hvorfore han er foraarsaget at lade arrestere alle Nederlandske Skibe udi Sundet til Repressalier for tilføjede Skade. Han lod ogsaa strax derpaa arrestere alle Nederlandske Skibe i Sundet, og skikkede i Søen en Flode af 40 Skibe, hvorpaa vare 10000 Mænd. Samme Flode var commanderet af Hr. Magno Gyldenstierne, (a) hvilken efter Hvitfelds Sigelse havde Ordre til at igiennemstikke Digerne udi Holland, og det efter Christopher Trundsens Project, som var Vice-Amiral udi Floden. Men man kand have Aarsag at tvile om det var Kong Christians Befalning, efterdi han var en af de Christeligste Potentater paa de Tider, og saadant kommer aldeeles ikke overeens med de andre hans Gierninger. Man kand heller troe, Et farligt Anslag imod Holland.at saadan Resolution blev tagen i Søen. Hvitfeld meener ellers, at, endskiøndt dette Foretagende havde haft Fremgang, man dog intet synderligt havde kundet udrette der med, hvilket jeg vil lade staae ved sit Værd. Men denne Flode forrettede intet af Vigtighed, eftersom den af Storm blev dreven til de Norske Køster, saa at Hollænderne denne gang bleve befriede fra en stor overhængende Fare, og de Danske iligemaade fra den Eftertale, at have tenteret saadan Gierning hvilken ingen Zirath havde blevet udi denne Kongelige Historie.

Medens dette skeede, kom der Skrivelse fra Henrico 8. Kongen af Engeland, hvorudi han begierer at vide, hvad Kong Christians Sigte var med denne mægtige Flodes Udrustning, om saadant skeede Kongen af Frankrige til Beste, med hvilken han Breve Vexling med Kongen af Engeland.var i Krig, eller ej, Kong Christian svarede dertil udi en Skrivelse, dateret til Kiel, og viisede hvorledes han havde været begægnet af Kejseren, af hvilken han saa ofte havde begiæret Fred, men forgiæves. At Regentinden af Nederlandene havde forkyndet ham offentlig Feide, opbragt hans Skibe, og ladet lægge paa Stejl og Hiul nogle af hans Officiers. Saa det var alleene for at hemme saadan Gevalt, at denne Flode var udrustet, og var det saa langt fra, at Kongen havde noget Fiendtligt i Sinde imod Engeland, at han heller af yderste Magt vilde arbejde paa at stifte et Forliig |368mellem samme Rige og Frankrige, og haabede han i Henseende til det Venskab, han holdt med Francisco I. at bringe samme Konge til fredelige Tanker.

Omtrent ved samme Tid bleve bilagde de Tvistigheder, som længe havde været med de Pomerske Hertuger, angaaende det Gods, som paa Rygen stedse havde hørt til Roskilde Dom-Kirke, thi fra den Tid Kong Erik af Pommern havde afhændiget Transaction med de Pommerske Hertuger angaaende Rygens Bispedom.den Øe Rygen til de Pommerske Hertuger, havde Dannemark intet andet tilbage end det blotte Biskopdom paa samme Øe, hvilket laae under Roskilde Stikt, og blev da saaledes afgiort til Kiel, at den Roskilde Bisp (a) eller hvilken anden som Inspection over Kirkerne paa Rygen blev betroed, skulde nyde de Indkomster, som Roskilde Stikt stedse havde været berettiget til, dog skal Hertugerne reserveres den Højhed og Jurisdiction, som stedse har fuldt dem. Iligemaade blev besluttet, at Hertugerne af Pommern skulde have Rett til at kalde en Superintendent, og Bispen af Roskilde Rett til at confirmere saadant Kald, hvoraf man seer hvor vit den Øe Rygen endda dependerede af Riget.

Endeligen blev efterfølgende Aar 1544 den langvarige Trætte med Kejseren bilagt, 1544.og Riget efter saa megen udstanden Ulejlighed bragt til fuldkommen Roelighed igien; thi Kongen, saasom han merkede, at nogle af hans Allierede havde giort Fred med Handel om Fred med Keiseren.Kejseren, og at Kongen af Frankrige af Desperation havde sluttet Forbund med den Tyrkeske Sultan, besluttede han, at forlige sig med Carolo 5, og til den Ende affærdigede Gesantere til den *Spiriske Rigs-Dag for at handle om Fred. De Kongelige Gesantere vare Johan Rantzow, Anders Bilde, Peder Svab, og Caspar Fux, hvilke traade i Conference med de Kejserlige Fuldmægtige, som var Nicolaus Perenot af Granvella, Præses udi det Kejserlige geheime Conseil, Johannes Navius, Vice Canceler, Carolus Byssot, og Vigilius von Zwicken. Mellem dem blev paa de høje Principalers Vegne sluttet det navnkundige Spiriske Fordrag, kaldet den Nederlandske Det Speiriske Fordrag. Arve-Transaction, som saa ofte er citeret udi Historien indtil vore Tider. Derudi blev blant andet be-|369sluttet, at der skulde være en ævig Fred mellem Kejseren og Kongen, samt deres Riger og Lande, at Kongen skulde renoncere paa alle de Forbund, som kunde sigte imod Kejseren og hans Lande, Kongen skulde ikke assistere Kejserens og Kejseren ej heller Kongens Fiender. Det Gentiske Fordrag skulde staae ved Magt, Christiani 2. Døttre skal bekomme den Brudeskatt udaf Riget, som dem tilkommer paa Fædrene og Mødrene Side. Den fangne Konge skal blive bedre tractered end tilforn, og nyde Frihed at skyde og jage, samt anden Divertissement, dog under Vagt og Opsyn. &c. (a) Her til lægge nogle at Kong Christian renoncerede paa den Rett, de Danske Konger havde haft i Krigs-Tider at anholde fremmede Skibe, og ikke at tage meere end en Rosenoble af hvert Skib, som passerer Sundet, men jeg finder intet derom udi Tractaten, og kand det derfor passere for en Digt.

Efter at denne langvarige Tvistighed saaledes var bilagt, aftakkede Kongen det Krigsfolk, som han formedelst Krigen stedse havde holdet paa Beenene. Disse Folk bleve en Tid lang liggende ved Grændserne, førend de forlode Riget, hvorudover man giorde sig adskillige Betænkninger, og meenede nogle, at man sigtede paa de Dytmarsker, efterdi de samme havde giort Forbund med Pfaltz-Grev Friderik, og Hertugen af Lothringen, begge den fangne Konges Sviger Sønner. Men den Mistanke forsvandtes strax eftersom Kongen kort derefter sluttede et Fordrag med Dytmarskerne, saaledes at de skulde staae fra det Forbund, som de havde sluttet med ovenmældte Herrer. Rigerne komme derfore udi en fuldkommen ønskelig Fred, og Kongen Kongen bliver ved at reformere Riget.betienede sig af denne lyksalige Tilstand at forbedre all Ting udi Rigerne, og at bestyrke de mange store Ting, som han havde stiftet baade i Religionen og Staten: Og, saasom hans Majestet havde fornummet, at endskiønt de fleeste Geistlige havde antaget Reformationen, saa dog vare mange af demdem]dem] B, dem, A dem] B, dem, A endda hemmelige Papister, lod han kort efter Freden anordne en offentlig Disputation, hvilken varede 8 Dage i Kiøbenhavn, om de fornemste Troens Artikle. Did hen bleve |370forskrevne alle Lunde Canonici, samt Geistlige fra andre Capituler udi Riget, blant hvilke de Fornemmeste vare Petrus Religions Disputats i Kiøbenhavn. Severus, Petrus Jareus, Mag. Johan Thursen, Bernard Arvedsen, Abbederne af Herritzvad og Esserum, og Mag. Erasmus Sartorius af Sorøe Kloster. Disse efter at Religions Artiklerne længe havde været tvistede om, underskreve omsider den antagne Religions Form, og bleve derpaa promoverede til Doctores i Theologien Nicolaus Cragius, Olaus Chrysostomus, og Johannes Syningius, hvilke offentligen havde forsvaret den Evangeliske Troe udi denne Forsamling.

Udi dette Aar døde ellers 2 anseelige Mænd udi Riget. Den eene var Magnus Magni Gøes Død og BerømmelseGøe Dannemarks Riges Hofmester. Samme Magnus havde blant Adelen været en af de største Befordrere af den Evangeliske Religion, hvorpaa han lod see store Prøver udi det Interregno efter Kong Friderik, da han misfornøjed forlod den store Rigsdag, som sigtede paa samme Religions Undertrykkelse, og siden tog Mag. Hans Taussen udi Protection imod Biskop Rønnov. Han holdes for en af de mægtigste og rigeste Proprietarier, som nogen Tid har været enten i Dannemark eller Tydskland, og havde Kongen i sær Aarsag at gremme sig over hans Død, efterdi han stedse med en særdeeles Iver havde været det da regierende Kongelige Huus tilgedan.

Den anden navnkundige Mand var Joachim Rønnov, fordum Bisp udi Roskild. Om ham er tilforn vitløftigen handlet, hvorfor jeg det her igien ikke vil repetere. Item Joachim Rønnovs Død og Characterer.Han bliver anseet hos de Roman Catholske som en hellig Mand, og en Martyr af den Romerske Kirke, hvorvel hans heele Levnet viiser at Højheds og Indkomsternes Forliis stod ham meere for Hovedet, end Religionens Svækkelse udi Riget; thi at Religionen var ikke Hovet-Hiulet, som drev denne Mands Gierninger, kand sees blant andet deraf, at han af Jomfrue Birgitte Gøe lod sig drive til at see igiennem Fingre med Mag. Hans Taussen og de Lutherske. Ja man kand derfore sige, at han heller var en Martyr af Roskilde Stikts Indkomster, end af den Romerske Troe. Han døde paa Kiøbenhavns Slott, hvor hen han havde været bragt fra Gulland. Og |371siges der at han nyeligen for sin Død havde ladet sig merke med at ville efterfølge de andre Bispers Exempler i at underskrive den af Regieringen conciperede Revers. Den fornemste Aarsag til hans haarde og langvarige Fængsel var, at han sagde, da de andre Bisper bleve løsgivne, de burde skiemme sig, at de ikke kunde befrie ham af Fængslet, da dog han selv eene, om han havde været paa frie Fod, vilde befrie dem alle. Det er ellers merkeligt, at han døde som en Fange paa Kiøbenhavns Slott, hvorpaa han strax efter Kong Frideriks Død havde formeret Prætensioner, foregivende at Slottet hørte Bisperne af Roskilde til, (a) hvoraf sees denne Mands store Vanitet.

Endskiønt Kongen nu havde giort Fred med Keiseren, og han derudover ingen stor 1545.Fare kunde vente sig af den fangne Konges Sviger-Sønner Churførsten af Pfaltz, og Hertugen af Lothringen, dog, saasom de samme endda ikke havde renonceret paa deres prætensioner, ej heller vare indsluttede udi det Spiriske Fordrag, levede han dog siden ikke uden Frygt, og derfore havde vagtsom Øje paa all Ting; For samme Aarsag Skyld, da et Antall Krigsfolk efterfølgende Aar samlede sig ved Elben, og man kunde have Aarsag at tænke, at det var Pfaltz-Grevelige Hvervinger, lod Kongen ogsaa ved Bramsted forsamle en Hob Folk af Danske og Holstener. Men denne Frygt forsvantes strax; thi da man merkede at disse fremmede Tropper tilhørede Hertug Henrik af Brunsvig, og at han dermed agtede at belejre Wolffenbyttel, finge de Kongelige Krigsfolk Dimission igien, og enhver reisede hiem til sit. Ellers var dette Aar merkværdigt, formedelst den Kongelige Prinds Johannis Fødsel. Dette er den samme Prinds som udi Historien kaldes Johannes Junior eller den yngre, og som udi den Slesvig Holstenske Deeling bekom Als, Arrøe, Pløen, Arensbøk, Rheinfeld, ja som stiftede det Synderborgske Huus, og er bleven Stamfader for Hertugerne af Synderborg, Norborg, Glücksborg og Pløen. Han blev bragt til Verden paa Coldings Slott den 25 Martii.

|372Efterfølgende Aar 1546. tog Kong Christian sig for at exequere den Artikel i 1546.det Spiriske Fordrag angaaende den fangne Konge, at han skulde have bedre Et Fordrag sluttes med den fangne Konge.Underholdning og mildere Fængsel. Men førend dette skeede, blev et Fordrag giort imellem begge Konger bestaaende af efterfølgende Artikle.

1. Renoncerede den fangne Konge paa all den Rett, som han og hans Arvinger havde til de tvende Riger Dannemark og Norge.

2. Afstod han ogsaa all saa vel Arve- som Lehnrettighed, han havdehavde]havde] hadve A havde] hadve A til Førstendommerne; iligemaade det Privilegium, som han havde erhvervet af Keiseren, at det Hertugdom Holsten skulde tages til Lehn af ham og hans Arvinger.

3. Afsagde han sig iligemaade fra sine Prætensioner paa Sverrig.

4. Vill han lade sig nøje med det Ambt Kallundborg og den Øe Samsøe til sin Underholdning.

5. Lover han intet enten hemmeligen eller aabenbare at handle mod Kongerne af Dannemark og Sverrig.

6. At han ikke uden Kongens Villie og Videnskab vill reise fra Kallundborg, men der stedse forblive.

7. Om der nogen vill tale med ham, skal det skee i Lehnsmandens Overværelse.

8. At det skal staae ham frit for at jage og fiske der i Landet.

9. Efter hans Død skal Slottet og Lehnet igien følge Kronen.

10. Er han begiærende, at hans Døttre af de 3 Riger og Førstendommene maa gives saadan Brudeskatt, som hans Søster Elizabeth Margrev Joachims til Brandenborg hans Gemahlinde blev given, og at enhver af dem derforuden maa bekomme et Klenodie paa 10000 Gylden, og dermed skulde de intet videre have at fodre.

11. Vil han mage det saa, at de dermed lade dem nøje. Dette blev underskreved og forseigled af den fangne Konge, af Christiano 3., samt af hans Brødre Johan og Adolf. Hvormed endtes denne Successions Trætte og Kongen havde derfor ingen Anfægtning meere, men levede sin øvrige Tid udi Roelighed, skiøndt ikke uden Bekym|373ring i Henseende til den Evangeliske Troe, som truedes adskillige gange med Ruine udi Tydskland, sær udi dette Aar, da Hovederne for de Protestantiske, nemlig Hertug Johan Friderik af Saxen, og Land-Greven af Hessen, af Keiseren bleve fangne udi det fatale Slag ved Muhlberg. Førend dette Slag stod, anmodede Kongen anmodes om Hielp af de Protestanske Førster.bemeldte Førster Kong Christian om Hielp efter det Forbund, som var giort imellem dem. Hvorudover Kongen ogsaa skikkede Hans Bernikov til Tydskland med 40000 Gylden, men befoel ham derhos at skikke sig efter Tiden, saaledes, at, om Førsterne victoriserede, skulde han levere dem Pengene, men hvis ikke, skulde han føre dem tilbage, hvilket og skeede. Dette gav Anledning til adskillige Raisonnemens, og Kongen maatte derudover høre ilde, eendeel, fordi han efter Forbundet ingen Assistence giorde Kongens Opførsel herudi criticeres.sine Troes-Forvante, da Faren var saa stor, eendeel ogsaa, efterdi han ved saadan Opførsel syntes alleene at holde med den sterkeste. Jeg søger ikke at sætte Farve paa Fejl, vill derfor ej heller gandske undskylde denne Kongens Gierning. Dette er dog vist, at det Spiriske Fordrag med Kejseren er yngre end det Forbund med de Protestantiske Førster, og at Kongen ved samme Fordrag havde forpligtet sig, hverken directe eller indirecte at assistere Kejserens Fiender, hvorudover Kongen denne Gang var udi en meget vanskelig Situation. Dog kand man sige, at det havde været bedre at gaae Autoris Betænkning derover.reent til Verks ved at nægte de protesterende Førster Undsættning, og beraabe sig paa det Spiriske Fordrag. I det Øvrige havde Riget været alt for mange Uroeligheder underkastet, at det paa nye skulde indvikle sig i Krig med Keiseren igien; thi offentligen at assistere Keiserens Fiender, tienede til intet andet end at trække sig samme mægtige Potentat paa Halsen igien; og tillige med at bringe alle Prætendenterne paa nye udi Gevær. Dette havde Kongen for Øjene, og derfor ikke alleene holdt Pengene tilbage; Men lod endogsaa arrestere en Dansk Rittmester ved Navn Jürgen Urne, der her havde antaget Folk udi de Protestantske Førsters Tieneste. Denne Jürgen Urne var en særdeles duelig Krigsmand, hvorudover Churførst Johan Friderik, i hvis Tieneste han stod, sagde: hvis Jürgen Urne havde været med udi Slaget, |374havde det gaaet anderledes til. Udi dette Aar blev født til Colding den 20 Junii en Kongelig Princesse kalden Dorothea, og var der foregaaende Vinter saadan Kulde, at man kunde gaae over begge Belter, item over Havet fra Giessøer til Rostok.

Efterfølgende Aar blev den ældste Kongelige Prinds Friderik skikked med 8 Skibe 1547.til Norge for at hyldes sammesteds, hvilket og skeede. Hyldingen skeede til Opsloe. Udi samme Aar blev holden en Herredag til Colding, hvor de Vendiske Stæders Gesantere lode sig indfinde for at begiære Confirmation paa deres gamle Privilegier, hvilken og blev dem given, med Reservation af de Kongelige Regalier, Told og Herredag til Colding.Herligheder. Men dette skeede ikke uden foregaaende Tvistigheder, saasom nogle af det Danske Raad foregave at slige Privilegier, eftersom de gives Folk i Henseende til Meriter, ophøre de af sig selv formedelst Mishandling. Nu var det noksom bekiendt, hvor ofte de Vendiske Stæder havde øvet Fientlighed imod Riget, hvorudover man havde Aarsag at nægte dem de Privilegier, som de ved saadan Opførsel havde forbrudt. Dog blev deres Stemmer de fleeste som holdte for at privilegierne skulde confirmeres, sær, efter som Kongen udi seeneste Kiøbenhavns Belejring havde forsikkret de Lybske derom.

Paa samme Herredag bleve foretagne Slesvigske Sager, og forhandlet at Kongens Brødre Johannes og Adolf, som selv paa Rigsdagen vare tilstede, skulde af Kongen af Dannemark og hans Successorer tage det Hertugdom Slesvig med den Øe Femern til Lehn. Dette til Forstaaelse er at merke, at Kongen udi det Aar 1544 Førstendommerne deeles mellem Kongen og hans Brødre.havde deelet Førstendommerne mellem sig og sine Brødre saaledes, at Johannes havde bekommet Haderslef, Tøndern, Rensborg, Friesland, Femern, de Klostere Bordisholm, Lugum, og Dørning. Adolphus fik Gottorf, Hütten, Wettensøe, Morkirk, Stapelholm, Eidersted, Husum, Apenrade, Kiel, Neumünster, Oldenborg, Trittow, Cismar og Neustadt. Kongen fik paa sin Part Flensborg, Als, Arrøe, Sundevitt, Segeberg, Oldesloe, Rheinfeld, Arensbøck, Pløen, Steinberg, Itzehoe, Crempe og Wilstermarsk, samt Heiligenhaven. Den 4de Broder bekom intet, saasom han var traaden udi geistlig Or|375den. Dette er den anden Holsteen Slesvigske Deeling mellem de Kongelige Børn, hvilken har givet Anledning til end større Tragœdier end den forrige, som skeede under Kong Hans. Dog kand man ikke beskylde Kong Christian 3die at have syndet meere imod Stats-Maximer og den sunde Politique end andre; thi alle Førstelige Børn tilegnede sig endda Successions-Rett, indtil man af adskillige Ulykker omsider lærede at afskaffe slige skadelige Deelinger, og at indføre Jus Primogenituræ eller første Fødsels Rett. Vel tog Kongen den Præcaution, for at Stiftelse af den saa kaldte Communion eller Union.hindre Uenighed, at Hertugdommerne og dets Parter ikke skulde skilles ad, og blive independente Stater fra hinanden, at indføre den saa kaldte Communion, saa vel som Union udi bemeldte Førstendommer; Men saasom de samme vare forfattede udi alt for simple Terminis, efter de Tiders Maade, have Parterne der af ofte taget Anledning at dreie Ordene, enhver efter sin Interesse.

Efter at Deelingen saaledes som sagt er var giort, blev udi dette Aar handlet paa Rigsdagen til Colding om Lehnets Annammelse, saa vit Slesvig angik; Men der Tvistigheder om det Slesvigske Lehns Annammelse.reisede sig da saa mange Tvistigheder om Lehnets Natur og Maade, at man skildtes der ad med uforrettet Sag. Hvad Holsten der imod anbelanger, da plejede tilforn Hertugen at tage Lehnet af de Lybske Biskoper paa Keiserens Vegne. Men Kong Christian erhvervede et Privilegium af hans Svoger Keiser Carl, at Holsten herefter skulde tages til Lehn af ham og hans Efterkommere. Derimod satt sig af yderste Magt Kong Friderik den Første, som da var Hertug udi Holsten, saasom han ingenlunde vilde tilstede at Holsten skulde blive et Lehn af Riget. Sagen blev derfore længe omtvistet i den Keiserlige Kammer-Rett, indtil Christianus 2. ved det Bordesholmske Fordrag renoncerede paa dette Privilegium, som er viiset udi højstbemeldte Konges Historie, hvilken Renunciation blev siden confirmered udi den Revers, som han gav for sit Fængsels Formildelse, hvorvel jeg ikke kand see, hvad som kunde drive Kong Christian 3. at drive paa den Post; thi det som syntes at være ham og hans Herr Fader til Præjudice, medens de vare Hertuger af Holsten alleene, var dem til Fordeel som Konger, helst denne |376Konge, til hvilken Christianus 2. afstod all sinsin]sin] B, sit A; sit SS sin] B, sit A; sit SS Rett til Riget, og consequenter det Regale, som han for sig og sine Efterkommere havde erhvervet af Keiseren, at conferere det Holstenske Lehn. Fra Kong Frideriks Ankomst Keiseren forlehner Kongen og hans Broder med Holsten.til Regieringen indtil denne Tid, havde ideligen været Misforstand mellem Keiseren og Kongerne, hvorudover han ingen af dem har villet forlehne med Holsten. Men, da Tvistigheden ved det Spiriske Fordrag blev hæved, forlehnede han Kong Christian, saavelsom hans tvende Brødre Hertug Hans og Adolf med Hertugdommet udi dette Aar 1548 til Bryssel. Dog blev i Lehnsbrevet den Artikel indført at denne 1548.Forlehning skeede Bispernes af Lybek deres Rett ikke til nogen Præjudice.

Det var ikke alleeneste herudi at Kejseren lod see sin Villighed mod Kongen, men han gav ogsaa ved andre Ting tilkiende, at ville conservere ham Venskab; thi han begyndte at blive meere og meere kaaldsindig imod Pfaltz-Grev Friderik, saa at man end ikke hørte ham meere tale om den Brude-Skatt, som ved det Spiriske Fordrag Venskab mellem Keiseren og Kongen.var stipuleret, hvilket, da Kongen merkede, afbrød han den Handel, og igientoog det Tilbud han havde giort Pfaltz og Lothringen om 200000 Daler at betale til Kiel, Hamborg, eller Bremen, helst saasom de samme vilde spende Buen for højt, og lade sig merke med at dem udi Engeland var budet 2 Millioner Guld for deres Prætensioners Afstaaelse paa Rigerne, og meenede Kongen da, at, eftersom de afsloge saa billige Tilbud, og Kejseren ikke meer understødte dem i deres Paastand, kunde han giøre dem saadan Regning, at de havde forbrudt den paastandne Brude-Skatt formedelst de Fiendtligheder de havde øvet, og den Bekostning de havde bragt Riget udi.

Udi Begyndelsen af dette Aar blev den Kongelige Princesse Anna, forlovet til Colding med den Saxiske Hertug Augusto, hvilken siden, efter sin Broders Mauritii Princesse Anna bliver Churførstinde i Sachsen.Død blev Churførste af Saxsen. Deres Bilager blev celebreret til Torgou den 12 Octobr. hvor hendes Fru Moder Dorothea selv var tilstede, tillige med mange af den Danske Adel. Det er her ved merkeligt, at Førsten af Anholt, som tillige med var Provst i Magdeborg, giorde deres |377Brude-Vielse, hvilken findes blandt samme Førstes Skrifter, (a) og var udi den heele Højtid intet prægtigere end at see saadan anseelig Mand forrette Ceremonien. Gustavi I. Historie melder, at Kong Christian udi dette Aar begyndte at føre de 3 Kroner udi sit Vaaben, og at saadant Vaaben allerførst blev seet mahlet paa Princesse Annæ Vogn, og siden satt udi de Kongelige Sigiller. Aarsagen til de 3 Kroners Indførsel i det Danske Vaaben, var efter bemeldte Histories Sigelse denne. Efter at Sverrige af Stænderne var giort til et Oprindelse til de 3 Kroners Brug i det Kongl. Vaaben.Arve-Rige, syntes Kong Christian saadan Act at være for haard, efterdi derved borttoges all videre Haab om Rigernes Forbindelse, hvorudover, paa det han ikke skulle synes gandske at renoncere paa saadant Haab, fant han for got, at bruge saadant Vaaben, som skulde heede Unions Vaaben, til en Erindring om den ævige Forbindelse, som engang var giort imellem Rigerne. (b) Men det samme gav siden Anledning til store Tvistigheder, som sees af efterfølgende Historie.

Efter at den fangne Kong Christian havde, som sagt er, ved en Revers afstaaet sine Prætensioner paa Rigerne, tog man sig for at fuldbyrde det, som ham var lovet, nemlig at formilde hans Fængsel, og blev han da den 17 Febr. 1549 ført fra 1549.Sønderborg til Callundborg, for der at leve sin øvrige Tid, og at nyde bedre Underholdning. Kongen selv tillige med Hertug Hans tog imod ham til Assens, og der Den fangne Konge føres til Kallundborg.mundtligen forsikrede, at hvad, som lovet var, skulde holdes, hvorfore den fangne Herre takkede. Han blev gelejdet til Callundborg af Anders Bilde, Claus Bilde, Børre Trolle, og Christopher Hvitfeld. Siden bleve ham paa Callundborg Slott tilforordnede 8 eller 9 Herremænd til Opvartere. Der holdtes for ham et Førsteligt Bord, og blev ham tilladt at rejse paa Jagt. Ved saadan Exercice hendte sig eengang, at han blev borte, saa at hans Opvartere med stor Bekymring længe leedte efter ham. Omsider kom han dog tilsyne igien, og skiemtede dermed, sigende, at han havde forstukket sig for at giøre dem bange, hvilket ogsaa er troeligt, thi det er ikke rimeligt, at en Herre af den |378Alder, og der havde udstaaet saa mange Besværligheder, havde Lyst Adskillige Particulariteter angaaende Christiani 2. sidste Leve-Tid.til at forsøge Verden paa nye igien. Efter den Tid kom han ikke meere paa Jagt, Alder og Tunghed tillod ham ej heller at bruge saadan Exercice oftere, saa at han stedse forblev paa Kallundborg Slott indtil 1559 da han døde udi sin Alders 78 Aar, efter at han havde siddet fangen paa Sønderborg paa Syttende Aar, og i Kallundborg 10 Aar. Der siges, at da han hørte Christiani 3. Død, faldt han i Graad og sagde: Nu bliver min Tid ikke lang: Hvor udi han og spaaede rett, thi han fuldte ham strax efter.

Udi den Tid han sadd paa Kallundborg Slott, vidner Svaningius, at han havde adskillige Anstød af Melancholie, som var en Arve-Syge hos ham. Og som han mod Enden af sit Liv brugte Italienske Vine meere end han plejede, gik saadan Melancholie undertiden til Galenskab. (a) Man seer ellers, at ingen udi hans Fængsel har haft meere Omhyggelighed for ham end Knud Gyldenstierne; hvilket giver tilkiende, at samme Mand har baaret Fortrydelse derover, at han var Aarsag til hans Fængsel. (b)

Jeg har tilforn fortaalt, at udi den Slesvig Holstenske Deeling den yngste Broder Hertug Friderik blev forbigaaen, efterdi han var traaden udi Geistlig Orden. Det var derfor fornødent at hielpe ham til noget anseeligt Geistligt Beneficium, at han ikke skulde besværge sig over at være giort Arve-løs af sine Brødre. Han blev da i dette Aar promoveret til at være Coadjutor udi det Stikt Slesvig, og derudover stod fra sin Rett paa sin Fædrene Arv udi Hertugdømmene, betingende sig alleene 9000 Mark Lybsk aarligen, indtil han kunde blive forsynet med noget bedre. Han blev efter Doctor Tilemanni Død virkelig Biskop i Slesvig, efter Valentinum Den yngste Kongens Broder bliver Biskop i Slesvig.Tetlelium Biskop til Hildesheim, og endeligen Coadjutor til Bremen. Han tog den 16 Decembr. udi samme Aar det Slesvigske Stikt til Lehn af Kong Christian udi Assens, dog, saasom Tvistighederne om det Slesvigske Lehn endda varede, blev udi denne Lehns Act indført, at de andre Brødres Rett derved skulde være u-forkrænket.

|379Ved samme Tid blev udi Øresund ikke langt fra Malmøe fangen en Fisk af en u-hørlig Størelse, og en særdeeles Skabning, thi den havde et Hovet som et Menniske, og paa Issen en Krone som en Munke-Krone. Dens Klæder af Skiæl vare dannede En underlig Fisk fangen.som en Munke-Kaabe, saa at man skulde tænke, at Munkene, som siden Reformationen ikke funde deres Regning meer at være paa Landet, havde søgt at etablere sig udi Havet blant de Skaanske Sild. Det underligste er at vore Skribentere ingen Reflection giøre over denne Fisk, da de dog pleje at formere sig *omina og Forevarsler af det som er langt mindre. Kongen lod begrave Fisken udi Kiøbenhavn, og skikkede dens Afrisning til Kejser Carl i Spanien. (a) Hvoraf sees med hvilken Fliid Kongen søgte at holde Kejserens Venskab ved lige, saasom han var den eeneste Potentat han ellers havde Aarsag at frygte sig for, hvorudover ogsaa, da Højstbemeldte Kejser udi det Aar 1550 sluttede Forbund med Skotterne, blev Kong Christian 1550.indsluttet udi samme Forbund. Om der ellers var nogen Sinceritet udi samme Venskab, skal jeg ikke kunde sige. Det synes vel at Kongen havde Aarsag til at bære Groll imod Kejseren formedelst den Forfølgelse mod de Protestantske Førster i Tydskland, og at han ikke uden med Gremmelse havde kundet see Hovederne for den Evangeliske Religion, nemlig Churførst Johan Friderik, og Land-Greven af Hessen, at holdes udi et haart og haanligt Fængsel; men, som Udgangen af dette store Sørge-Spill var saadan, at Hertug Mauritius, hvis Broder Augustus fik til Ægte den Danske Princesse, blev deroverderover]derover] B, der over A; der over SS derover] B, der over A; der over SS Churførste udi Saxen, og samme Mauritius var ikke mindre god Protestant end den fangne Churførst, saa havde Kong Christian derudover ingen Aarsag til at lade see Kaaldsindighed mod Kejseren; Man seer ellers, at det var denne Konges fornemste Øjemerke, at holde Fred med alle Potentater, paa det at han kunde have des bedre Lejlighed til at bøde paa de Ting, som fattedes i hans egne Riger. Fra dette Forsætt kunde ingen rykke ham, hvorudover han var elsket af alle Konger og Førster, og seer man, at endogsaa den Moscovitiske Gros-Første havde saadan Fortrolighed til ham, at |380han i dette Aar 1550 forlangede fra Dannemark adskillige Correspondence med Moscovien.Konstnere og Haandverks Mænd, item nogle Bogtrykkere, eftersom han vilde have et Bogtrykkerie i sit Land, hvorom en ved Navn Hans Bogbinder i Kiøbenhavn havde giort ham Forslag. Men der fandtes ikke mange der vilde begive sig did hen. Kongen skikkede da bemeldte Grosførste et Slag-Uhrverk, som var meget konstigen udarbejdet. Men han skikkede det tilbage, anseende det enten som Troldom, eller en Machine, hvorudi noget Levende var indsluttet. Samme Aar er ellers navnkundigt formedelst den Hellige Skrifts Oversættelse paa Dansk efter Lutheri Tydske Version. Efter at Hans Majestet havde ved de Kiøbenhavnske Professores ladet den samme fuldfærdige, Bibelen oversættes paa Dansk. lod han den strax paa sin egen Bekostning trykke, og er det den Version som kaldes Christiani 3. Bibel, og kand holdes for den første Danske Bibel; thi, endskiønt Hans Mikkelsøn fordum Borgemester i Malmøe, efter Christiani 2. Befalning havde oversatt det Nye Testamente, og Mag: Christen Pedersen Canonicus i Lund havde oversatt baade Psalteren og det Nye Testamente, ja adskillige udi Klosterne havde giort det samme ved det gamle Testamente og Propheterne, saa vare dog alle disse Oversættelser enten u-bekiendte eller u-fuldkomne, og ikke saavel exprimerede den Hebraiske Text, som denne Christiani 3. Bibel.

Det synes ogsaa at denne dydige Konge har haft i Sinde at ophæve Vorned Rettigheden, men at han derudi har fundet saa stor Modstand, saa at han alleene har maatt lade sig nøje med at eximere Geistlige Folkes Børn fra saadan Trældoms Stand. Der om findes et aabet Brev, dateret udi dette Aar, saaledes lydende:

Vi Christian med GUds Naade &c. Giøre alle vitterligt, epterdi Vorned-Rettigheden indskrænkes ved et Kongl. Mandat.Sogne-Præster og Sogne-Degne offer all Siællands Stickt, haffe ladet berette for os, hvorledis at then Sedvane og Skick, som er her udi Siællands Stickt, at hvor Bynder Sønner ere fødde paa noget Godtz, the delis af vore Lehnsmend og andre, som Godset tilhør, thill Staffn igien, og at Præste-|381Sønner og Degne-Sønner end udi ligemaade af vore Fogeder og Lehnsmend delis til Staffn; Da haffve vi af synderlig Gunst og Naade undt og thilladet; og med dette vort aabne Brev under og thillader, at alle Præste-Sønner og Degne-Sønner, som Echte-fødde er, eller her efter fødde vorder paa Præste-Staffn eller Degne-Staffn maa og skulle være herefter saa fri som the vare Undersaatter som i vore Kiøbstæder fødde ere, og ej delis til Staffn udi nogen Maade; thi forbiude vi &c. (a)

Heraf sees denne Konges hellige Intention i at anordne alt, hvad som kunde befodre Religion, Frihed og Velstand i Riget, og er det troeligt, at han gierne havde ophævet den heele Vornet Rett, hvis Hænderne havde ikke været ham bundne. Det samme kand ogsaa siges om Christiano 4to, der forgiæves tenterede det samme, hvorudover dette store Verk blev reserveret til den Højpriselige Kong Friderik den Fierde.

Jeg har hidindtil intet talet om Reformationen udi Island, skiøndt adskillige Ulejligheder i de forbigangne Aar ere forefaldne, som fortiene at antegnes. Men jeg har villet giemme all Ting til Aar 1551 da Uroelighederne bleve stillede, for at have 1551.den heele Historie udi en Kiede. Jeg har viiset, at Reformationen udi Dannemark Reformationens Historie udi Island.og Norge blev indført uden Blods Udgydelse, ja uden nogen Tumult. Udi Island derimod, hvor Kierlighed til den gamle Troe var proportioneret efter Folkets Ignorance, gik det ikke saa fredsommeligen til, thi Indbyggerne kunde ikke faae den nye Forandring saa hastigen udi Hovedet, og Biskoperne havde meere Influence paa Almuen. Udi det Aar 1539 sloge de Kongens Lehns-Mand ihiel til Skalholt, og blev Islænderne ihielslaae Kongens Foged.Bisp Augmund beskyldtbeskyldt]beskyldt] B, beskylde A beskyldt] B, beskylde A at være Stifter til dette Mord. Den samme, da han merkede, sig derfore at være mistænkt, resignerede han sit Embede, og holdt sig |382som en privatprivat]privat] prrivat A privat] prrivat A Person. Men han undgik derover ikke Straffen, thi Aaret derefter blev Christopher Hvitfeld Lehnsmand udi Trundhiem beordret af Kongen at fare til Island med 2 Orlog-Skibe, og nogle Krigsfolk, for at føre bemeldte Bisp fængsligen til Dannemark, og at tage Landet udi Eed, desligeste der at beskikke en nye Bisp, som den reformerte Religion skulde prædike og forfremme, Kirker og Skoler anrette, Landet tvinges til Lydighed igien.hvilket og skeede, og blev saaledes Landet taget udi Kongens Eed under Norges Krone. Hans Majestet lod paa samme Tid beskikke til Bisp udi Skalholt en Islænder ved Navn Einersen, som tilforn havde studeret til Wittenberg, og føre Bisp Augmund til Dannemark. Den nye Bisp Einersen, saa snart han var kommen til denne Værdighed, fortplantede han Religionen af all Magt, og var den første som paa Islandsk Maal oversatte Salomons Ordsprog og Jesus Syrach. Dette varede indtil det Aar 1547, da Jon Arnesen Bispen af Holum stiftede nyt Oprør i Landet. Den Nye Opstand under Biskop Jon Arnesen.samme, endskiøndt han ved Kongens Lehnsmænd var befalet at holde sig efter den nye Reformation, vilde han dog ikke beqveme sig der til, men forfuldte saaledes Bisp Einersen, at han maatte forlade Landet, og begive sig til Dannemark, hvor han for Kongen udi Colding besværgede sig højeligen over Jon Arnesens Opførsel. Kongen befoel derfor Jon Arnesen at komme til Dannemark for at svare til disse Beskyldninger, og skikkede ham frit Lejde; Men han havde ingen Øren dertil, foragtede Kongens Ordre, giorde Opstand i Landet med 300 Mænd, og lod fængsle Bispen af Skalholt, da han kom til Island igien. Han dristede sig iligemaade til at afsætte Laugmanden, og at giøre sin Søn til Laugmand i hans Sted, havde ogsaa i Sinde at føre de Engelske ind udi Landet sig til Beskyttelse. Kongen lod derfore fra Colding Breve udstede til Island, hvorudi han erklærede Biskop Arnesen Fredløs, forbydende Ny Krigs-Magt sendes til Island.alle saa vel verslige som geistlige at være ham følgagtige. Og endeligen udi det Aar 1551 skikkede Axel Juul, Christopher Trundsen og Otte Stissen med 2 Orlog-Skibe til Island. Disse havde 500 Soldater med sig, og Ordre at føre Bisp Arnesen med hans Sønner fangne til Kiøbenhavn, item at erledige Bisp Einersen, og, |383hvis de ikke kunde faae ham løs, da at sætte en anden Evangelisk Bisp udi hans Sted. Derpaa skulde de forsøge først med det gode, og, om det ikke kunde hielpe, da med Magt at bringe Islænderne til Lydighed igien. (a) Hans Majestet affærdigede derforuden Skrivelse til en anseelig rig Bonde der i Landet ved Navn David GudmundsenGudmundsen]Gudmundsen] B, Hudmundsen A Gudmundsen] B, Hudmundsen A gemenligen kalden Dadel Bonden, Item til andre fornemme Islænder, takkende dem for deres hidindtil beviiste Troeskab, og begiærende, at de ydermeere vilde være hans Tilforordnede lydige og følgagtige, hvilket med all Naade skulde blive belønnet.

Imidlertid, førend Skibene ankomme, bragtes Islænderne udi fuld Harnisk, og Island deeles udi tvende Factioner.havde deelt sig udi tvende Parter; det eene Parti, som bestod af ivrige Papister, fuldte Bisp Arnesen, og det andet, som bestod af Lutherske Islændere, slog sig tilslog sig til]slog sig til] B, slog til A slog sig til] B, slog til A Dadel Bonden, som var Bisp Einersens Svoger. Bisp Arnesen, da han havde faaet 500 Mænd paa Beenene, søgte at overrumple sin Modstander. Dadel Bonden derimod, som havde kun 300 Mænd holdt sig defensive, og søgte med Lempe at desarmere Bispens Folk, hvilket ogsaa lykkedes, thi, da han ved en grundig Tale forestillede dem deres urættfærdige Foretagende, og viisede dem Consequencerne deraf, lod den Oprørske Almue sig deraf bevæge, og forlod Bispen, hvilken Dadel Bonden derpaa fangede tillige med 2 af hans Sønner, og førte dem fangne til Skalholt indtil videre Ordre, Jon Arnesen fanges og halshugges.dog, saasom han frygtede at Bisp Arnesens 3die Søn skulde stræbe med Magt at erledige de Fangne, overlagde han med Christen Skriver, Kongens Foged, som laae der om Vinteren for at samle Kongens Fisk, hvad man derved skulde giøre, og fandt man omsider forfor]for] B, før A for] B, før A raadeligt, at lade Bispen med begge hans Sønner Halshugge, hvilket og skeede, skiøndt det samme kostede Kongens Foged Livet, efterdi han kort derefter blev ihielslagen af Bispens 3die Søn, hvilken under Venskabs Skin lod ham Giæstbyde og omkomme.

Endeligen ankomme ved Pindsetider Axel Juul, Christopher Trundsen, og Otte Stissen did til Landet, hvilke beskikkede Oluf |384Hialtesen udi Jon Arnesens Sted, og han med Præster, Laugmænd, Laugrettes-Mænd og den heele Almue udi Holum hyldede, og svore Kong Christian og hans Søn Hertug Friderik, og udstedede deres Oprøret stilles og Landet reformeres.Hyldings Brev, hvorudi de til ævig Tid forpligtede dem til at være under Dannemarks Krone. (a) Saaledes antog Island Reformationen tillige med Dannemark og Norge.

Dette Aar var ellers mærkværdigt formedelst adskillige anseelige Mænds Død udi Dannemark. Blant dem vare de fornemste Franciscus Vormundus, hvilken efter de gamle Bispers Afsættelse blev den første Superintendent i Lund. Han var af Geburt en Hollænder, og roses ikke mindre af sin Gudsfrygt end sin Lærdom; Tilemannus Husenus Superintendent udi Slesvig, Petrus Laurentius Lector udi Lund, hvilken var blant de første som tillige med Francisco Vormundo prædikede den Evangeliske Lærdom her i Riget. Petrus Svavenius (b) hvilken var brugt udi mange vigtige Kongelige Forrettninger. Han var habile, lærd og veltalende, og derfor udi Adskillige berømmelige Mænds Død.saadan Estime hos Kongen, at han gav ham Giordslov Slott arveligen. Til disse kand ogsaa regnes Martinus Bucerus, hvilken Kong Christian næst Lutherum skattede mest af alle Lærde, og derfor lod ham forskrive til Kiøbenhavn for der at lære den Hellige Skrift. Men, saasom han af Kong Edvardo udi Engeland var satt udi en deslige Post, kunde han ikke komme til Dannemark.

Udi Francisci Vormundi Sted blev Aaret derefter beskikket Nicolaus Palladius den bekiendte Petri Palladii Broder, saa at han var den anden Superintendent udi 1552.Lund. Og, saasom Rigerne da vare velsignede med Fred, fik Kongen Lejlighed at ordinere adskillige Ting, saa vel til Kirkens og Statens Nytte, besynderligen udi Island, hvor Poul Hvitfeld indførte Reformationen udi alle Skoler og Kirker, og lagde en Trivial Skole til begge Hoved-Kirker, saa at den Evangeliske Troe blev den eene herskende Troe udi alle Kongens Riger og Lande, og havde disse Ri-|385ger og Lande denLande den]Lande den] B, Lande, og havde disse Riger den A Lande den] B, Lande, og havde disse Riger den A Lykke frem for alle andre, at ved Anledning af Reformationen ingen nye og extravagant Lærdom reisede sig.

Saasom Reformationens Etablissement havde kostet Kongen saa stor Flid og Møje, laae ham intet meere paa Hiertet, end at Lærdommen uforfalsket maatte continuere. Og gaves derpaa et Særdelis Exempel udi det Aar 1552. Den bekiendte Andreas Osiander havde forplantet en nye Lærdom om Helliggiørelsen, og ved samme Lærdom forført Marggrev Albert af Brandenborg. Samme Marggrev skikkede udi samme Aar Gesantere til Dannemark, og ved dem lod Kongen offerere Osiandri Osiandri Lærdom fordømmes.Skrifter. Hans Majestet lod dem strax examinere ved Superintendenten udi Siælland Doct. Petrum Palladium, og andre Kiøbenhavnske Theologos, hvilke funde derudi falsk Lærdom, og derfore strax forfattede et Refutations-Skrift der imod. Denne deres Refutation lod Kongen overlevere til de Brandenborgske Gesantere med Begiæring, at bringe den til deres Herre. Lod ogsaa strax derpaa revocere tvende unge Personer af hans Forvantere fra det Brandenborgske Hoff, hvor de vare henskikkede, for at øves i Konster og Videnskabe. (a) Saadane Præcautioner brugte denne Konge for at hindre, at ingen falsk Lærdom skulde indsnige sig, hvorfore ogsaa Riget ingen synderlig Anfægtning havde af Kiettere i hans Tid. Udi Fyen alleene blev 1553 tvende Præster Christopher Mikkelsen og Lars Helgesen beskyldte for 1553.Vederdøbernes Lærdom, som de i deres Ungdom havde lært paa udenlandske Reiser, og siden begyndt at udstrøe i deres Prædikener, hvilket, da Superintendenten i Fyen Georg SadalinSadalin]Sadalin] A B; Sadolin SS Sadalin] A B; Sadolin SS merkede, advarede han dem ofte der om. Men de agtede ikke hans Tvende Fynske Præster føre falsk Lærdom.Formaninger, tvertimod de beskyldte ham for at indføre Romerske Ceremonier udi Kirken igien. Dette foraarsagede, at Sadolin gav Sagen an for Kongen. Hvorudover de bleve stævnede til Kiøbenhavn for at svare for sig. Men der lod Lars Helgesen see saadan Formastelse, at han lod sin voxne Søn ved Navn Johannem offentligen omdøbe ved St. Annæ Broe. Imidlertid bleve Bisperne sammen kaldne, og disse tvende Præsters Vild-|386farelser bleve udi Kongens Nærværelse examinerede. Og, som de ikke vilde staae fra deres Meeninger, bleve de førte fangne til Skaane, og siden derfra bragte til Sorøe, hvor de omsider døde efter et langtvarigt Fængsel. (a)

Dog vare Førstendommerne, saasom de grændsede til Tydskland, ikke aldeeles fri Falsk Lærdom udi Førstendommene.fra Kiettere. Thi endogsaa udi Friderici I. Tid lod sig der indfinde en ved Navn Melchior Hoffman. Samme Hoffman kom 1527 fra Magdeborg til Holsten, og blev af Kong Friderik kalden til at være Sogne-Præst udi Kiel, hvilket Kald han Melchior Hoffman.forestoed fast i to Aar, og tænkte Kongen i ham at have en troe Forplanter af den Evangeliske Lærdom. Da de Geistlige udi Saxen finge Tidender om hans Promotion, erindrede de strax den Danske Geistlighed om hans Vildfarelser. Lutherus selv udi et Brev til Wilhelm Pravest Pastor udi Kiel, gav tilkiende sin Meening om ham med disse Ord: (b) Jeg beder at I tage eder vare for Melchior den Skinder, og udvirke hos Øvrigheden, at han ikke bliver tilladt at prædike, endskiøndt han fremviiser Kongens Brev. Han skildtes meget vred fra os efterdi vi ville ikke approbere hans Drømme. Han er ikke beqvem til Lære-Embedet, ey heller er han kalden der til. Dette maa I sige alle i mit Navn, at de maa have Afskye for ham, og nøde ham til at tie. Af dette Brev sees at han tilforn har været en Feldbereder, hvilket han selv ikke nægter udi sit Skrift imod Ambstorff, hvorudi han kalder sig *einen armen Layen-Peltzer oder Körtzener. Han bemøjede sig meest Hans Lærdom.med at forklare de vanskeligste Stykker af Johannis Aabenbaring, og sielden rørede om de Ting udi Theologien, som vare meest fornødne. Da man endeligen merkede hvad han førte i sit Skiold, fik han adskillige Modstandere udi Slesvig og Holsten, hvilke udi Skrifter refuterede hans Meeninger; men derpaa finge haarde og plumpe Svar. Den Forargelse, som saadane Stridigheder foraarsage-|387de, stræbede Kongen at forekomme, og til den Ende udi det Aar 1529 stævnede Hoffman og nogle af hans Modstandere til en Samtale til Flensborg. Udi denne Samtale lod sig som Directeur indfinde Christianus 3., Kongens ældste Søn; Hoffmans Forfægtere vare Samtale til Flensborg.Johan von Kampen og Jacob Hegge fra Dantzig, hvilke begge udi denne Samtale bleve omvendte, og forlode deres Vildfarelser. Hans fornemste Modstander var Hermannus Tastius Pastor til Husum, som først alleene førte Talen. Den bekiendte Carolstadius begav sig efter Hoffmans Begiæring til Holsten, at han ved sin Myndighed kunde indjage de Geistlige nogen Frygt, men han turde ikke komme til Flensborg. Udi bemeldte Samtale blev intet handlet uden om Tvistigheder angaaende den hellige Nadvere, thi Hoffman vovede sig ikke at skride til andre Artikler. Efter at Samtalen var endet ved en kraftig Oration, som Bugenhagius holdt imod Hoffmans Han forviises Landet.Lærdom, blev Hoffman forviiset Landet, og begav sig til Strasborg. Saa at den Allarm, som han foraarsagede, var ikke af videre Conseqvence, og det formedelst Kongens særdeles Aarvaagenhed, hvilken holdt sit store Reformations-Verk forgiæves, hvis han ikke hindrede andre nye Secters Opkomst udi sine Riger.

Hvad verslige Sager angik, da havde Kongen den Fornøjelse dette Aar, at see sin Sviger-Søn Hertug August af Sachsen at ophøjes til Churførstelig Værdighed ved hans Broders Churførst Mauritii Død. Derom fik hertug Augustus Tidende, da han tillige med sin Gemahlinde Anna var i Dannemark; hvorudover han strax forføiede sig til Tydskland, og der som næste Arving, fik Churførstelig Titul og Værdighed.

Der blev ellers paa samme Tid holden en Rigsdag udi Kiøbenhavn, hvor blant Herredag i Kiøbenhavn.andre lode sig indfinde Ambrosius Mejer Borgemester af Lybek, og Bartholomæus Tegnappel hvilke udi Hansestædernes Navn besværgede dem over Lehnsmanden i Bergen, som den, der søgte at betage dem deres gamle Privilegier og Friheder. De klagede iligemaade over det nyeligen anlagde Toldsted i Skaane. De samme bekomme til Svar, at hans Majestet skulde tilskrive Lehnsmanden i Bergen for at høre hvor vit de|388res Klagemaal var grundet. I det Øvrige, hvad deres Privilegier angik, da skulde de samme holdes dem ubeskaarne. Men hvad deres Sedvaner anbelangede, som de beraabte sig paa, da, saasom de selv kunde optage saa mange som dem lystede, da maatte hans Majestet eftersee hvilke Sedvaner hans Undersaatter kunde være tienlige eller skadelige og rette sig derefter. Historien siger, at der udi dette Aar faldt Ild ned mangesteds i Riget; item, at der grasserede Pest, hvilken tog saadan Pest. Overhaand i Kiøbenhavn, at Academiske Exercitier ophørede fra Laurentii Fæst til Fasten. (a) Men da Plagen ophørede, kom all Ting i sin forrige Drift igien, og blev da promoveret til Professor i Theologien den bekiendte Nicolaus Hemmingius, hvorom ofte skal tales udi Friderici 2. Historie.

Efterfølgende Aar 1554. passerede intet Merkværdigt, uden at der var en 1554.Sammenkomst ved Grendserne imellem Danske og Svenske, for at bilegge nogle Tvistigheder, men samme Mode blev opsatt til næstkommende Aar, og det formedelst den store Krigs Udrustning som giordes udenlands, og, efterdi Nord-Søen blev foruroeliget af Franske og Skottske Fribyttere, hvorudover Kongen for at beskytte sine Rigers Køster, maatte skikke en Flode i Søen under Anførsel af Magnus Gyldenstierne, hvilken den 13. Junii løb udi Søen, og seilede langs ved Kusterne for at hindre Overlast. For den ældste Kongelige Prinds Friderik beskikkede hans Majestet dette Aar til Hoffmester Eilert Hardenberg, iligemaade 10 eller 12 Herremænd, som skulle opvarte ham.

Den Fred som GUd havde velsignet Rigerne med, og den Reputation, som Kong Christian havde erhvervet sig formedelst sit fornuftige og milde Regimente, foraarsagede at adskillige fremmede Betrængte toge deres Tilflugt til Dannemark, og komme hid ind udi Riget efterfølgende Aar 1555 hen ved 200 Personer, saavel Engelske som 1555.Nederlænder, hvilke formedelst Dronning Mariæ haarde Regimente flygtede fra Engeland. Blant dem vare de Fornemste en Polsk Edelmand ved Navn Johannes a Lasco, samt Carolus |389Utenhovius og Martinus Micronius. (a) Disse begave sig strax til Colding, hvor Kongen da opholdt sig, og der søgte at insinuere sig hos de tvende Hoff-Prædikantere Paulum Noviomagum og Henricum Buscoducensem, Nogle flygtige Calvinister forbydes Riget.forhaabende ved deres Intercession at erhverve sig Kongens Protection, og Sikkerhed at sætte sig ned i Landet. Men Paulus Noviomagus i steden for at patrocinere for dem, igiennemheglede dem i en Prædiken, hvorved Kongen var tilstede, og afmalede dem som Kiettere, og farlige Mænd, efterdi de vare Calvinister. Om de samme søgte at forplante den Calvinske Lærdom i Riget, derom melder Historien intet, den vidner alleene, at de indlode sig i Disput med de Danske Prædikantere, sær med Henrico Buscoducense. Hvorom allting er, saa begyndte Kongen at fatte onde Tanker om dem, og bød dem strax at forlade Riget. Saaledes taler derom Stephanius. (b) Da Kongen fornam, at blandt de landflygtige Engelske, som udi haabetall vare komne til Dannemark, en stor Deel at være indtagen af Calvini Lærdom om Nadveren, lod han en Forordning udgaae, at ingen under Livs Straf og Godses Fortabelse maatte bierge eller huuse dem her i Riget. Saasom nu dette skeede om Vinteren afmaler Utenhovius dette Forbud med sorteste Farver udi et Skrift, som han siden lod udgaae, hvorudi han anfører alt hvad, som var forhandlet og disputeret med de Kongelige Prædikantere og Professorer. Dog maa han selv tilstaae dette, at Kongen gav dem Skibe til at transportere dem til Tydskland; Han gav ogsaa eenhver af dem 100 Rigsdaler til Rejse-Penge, og derforuden betalede for deres Herberger. Derforuden tillod han, at Johannis a Lasco begge Sønner tillige med deres Informator maatte blive Vinteren over enten i Kiøbenhavn ellereller]eller] B, er A eller] B, er A Kolding. Naar man derfore dette Dette Forbud criticeres.altsammen overvejer, kand man see, at Joh: Lætus, (c) haver outreret sin Critiqve over den Kongelig Forordning, naar han siger, at den var ligesaa haard, som den kunde have været udgiven af Paven selv: thi eet er at forfølge dem, som er af en anden Re-|390ligion, et andet at forbyde dem sine Lande for at hanthæve Fred og Roelighed, helst udi saadanne slibrige Tider, da Riget havde nyeligen været i saadan forvirret Tilstand formedelst Diversitet udi Religionen. (a) Det er ogsaa troeligt, at disse gode Calvinister have selv formedelst deres Disputere-Geist givet Anledning til Hvad som kand siges til dets Forsvar.denne strenge Forordning, thi man seer, at de Danske Theologi havde været meget ophidsede mod dem, og at derfor Forordningen sigtede alleene til at conservere Rigets Fred. Og, hvis endeligen denne Gierning ikke kand undskyldes, saa ligger Skylden ikke saa meget paa Kongen, som paa de Danske Theologos, hvilke synes at have afmalet disse landflygtige Folk, som Vederdøbere, thi den Forordning som 1553 var udgiven mod Anabaptister, blev imod dem fornyet. (b) Disse Folk kaldede sig ellers Pillegrimmernes Meenighed.

Paa samme Tid tildrog sig en særdeles Hendelse mellem nogle Polske og Danske Gesantere. Hertug Johan Albert af Meklenborg holdt den 25 Februarii Bilager med den Preusiske Hertug Alberts Dotter Anna, som var Christiani 3. Søster-Dotter, samme Bilager blev holdet til Wismar, hvor hen Kongen skikkede Otto Krumpen og Holger Rosenkrands for at bivaane Ceremonien. Saasom nu Sigismundus Augustus Kongen af Polen havde ogsaa sine Gesantere sammesteds, hendte det sig, at een af de Polske Gesantere tog Fordantzen fra Otto Krumpen. Dette gik Rangs Tvistighed.samme Herre saavelsom hans Collegæ saaledes til Hiertet, at de forlode Salen, og rejsede bort, foregivende, at deres Høje Principal derved var bleven forhaanet, efterdi han ikke alleene var Brudens Morbroder, men endogsaa efterdi Dannemark var et gammelt Rige, da Polen endda ikkun var et Førstendom. Men Hertugen af Preussen (c) undskyldte sig dermed, at han i anden Henseende ikke havde tilladt den Polske Gesant Fortrin, end efterdi |391Kongen af Polen var hans Lehns-Herre. Med hvilken Erklæring de Danske Gesantere maa have ladet sig tilfreds stille, efterdi der intet mere tales om denne Sag.

Jeg har forhen antegnet, at de Hansestædiske Gesantere udi det Aar 1553. (a) fremkomme med adskillige Besværinger, og at dem derpaa var lovet Svar. Dette Aar blev dem paa Herre-Dagen til Kiøbenhavn svaret, at Kongen og Rigets Raad ingen efterretlig Kundskab havde om de Privilegier, som de beraabte sig paa. Hvorudover det var billigt, at de udi Lybek producerede slige Privilegier in Originali, og overgave Vidisser der af til de Kongelige Gesantere. Hvor af man seer, at denne Konge havde i sinde at indskrænke den Hansestædiske Handel i Faveur af sine egne Undersaatter, og at han der udi fuldte Christiani 2. Fodspor. Men, man siger, naar Kongen søger at indskrænke Hansestædernes Handel.to giør eet, er det derfor ikke eet; thi det samme som af vore Historie-SkriverHistorie-Skriver]Historie-Skriver] A B; Historieskriver Rahbek, Historie-Skrivere SS Historie-Skriver] A B; Historieskriver Rahbek, Historie-Skrivere SS lastes hos Christianum 2, lægges Christiano 3. til Roes, og det med Billighed; thi intet kunde være haanligere end at Riger, der havde saadan fordeelagtig Situation, og saa mange Producter, item Materialier til Skibs-Bygning, og hvis Indbyggere vare saa beqvemme til Søe-Mandskab, skulde leve under Hansestædernes Vinger. DeromDerom]Derom] B, Der om A; Der om SS Derom] B, Der om A; Der om SS saavelsom om de Tvistigheder, samme Aar vare med Hamborgerne om det saa kaldte *jure restringendi, skal tales omstændigen *paa et andet Sted. Hvis denne fortræffelige Konge havde levet noget længere, er ingen Tvil paa, at han jo havde satt i Verk det som han havde i Sinde med Handelen. Men, som han levede ikkun kort derefter, og hans Successor blev indviklet udi langvarige og besværlige Krige, kom det endda i lang Tid til ingen Fuldkommenhed. (b) Dog kand disse Rigers Handel nogenledes siges at have haft sin Begyndelse i denne Konges Tid, da tilforn Indbyggerne i disse Riger aldeeles ikke vidste hvad det var at føre u-middelbar Handel, men vare ikke andet end Høkkere for Nederlænderne og Hansestæderne, der hentede Rigernes Producter, og bragte fremmede Vare der-|392for. Kongen blev opmuntred af adskillige andre Nationers Exempler, at tænke paa saadan skadelig Handels Afskaffelse; thi Sverrig havde sluttet en Commerce Tractat for nogle Aar siden med Frankrig, saaledes, at de Svenske skulde fra første Haand tage de Franske Varer, som Nederlænderne tilforn bragte dem til, og seer man, at de Engelske udi dette Aar tenterede store Ting for deres Handels Forfremmelse, thi de lode da med 3 Skibe forsøge at finde en Vei Norden omkring Norge og Rysland til China. Toe af disse Skibe bleve indfrøssne og forginge, men det 3die kom til den Moscovitiske Havn St. Archangel, hvor de stiftede Handel paa Rysland, og, som andre siden fuldte deres Exempel ved at tage samme nordlige Vej, blev Seiladsen efter den Tid meget formindsket igiennem Øresund, og Kronen leed stor Skade udi sin Toldrettighed.

Jeg tilstaaer gierne, at mange af de Ting, som jeg udi disse sidste Aaringer anfører, ikke meget kand interessere Læseren; ja, at de ere af den Natur, at de af Historien kunde udelades, hvis samme Tider havde været frugtbare paa andre store Hændelser. Men hvad andet kand forefalde under en Konge, der med saadan Omhyggelighed stræber efter at conservere Fred med alle andre Potentater, og at hanthæve Roelighed udi sit Rige, thi Krige og Rebellioner ere de Ting, som giøre HistorierHistorier]Historier] B, Historien A Historier] B, Historien A baade vitløftige og behagelige at læse. Gid alle Historier vare ligesaa magre som denne Højpriselige Konges sidste Regierings Aar; thi just denne Maverhed er en Prøve paa denne Konges fornuftige Regimente, saasom han efter udstanden Møje, søgte kun i de sidste Aar at holde den store Bygning ved Lige, som han med all Verdens Forundring 1558.havde opreist. Hans Fredsommelighed gik saa vit, at da den Stad Reval (a) Et stort Beviis paa Christiani 3. Fredsommelighed.frivilligen underkastede sig hans Herredom, han da vegrede sig ved at imodtage saadant Tilbud, sigende: at Gud havde givet ham Lande og Stæder nok at regiere over, ja lagt større |393Byrde paa ham end han vel kunde bære. Ord som bør skrives med gyldene Bogstaver og indprentes udi alle Potentaters Hierter. Og, saasom denne rettsindige Konge elskede saa meget Fred, saa kronede ogsaa Gud Rigerne der med indtil hans Døds Dag. Han saae sig ogsaa nyeligen for sin Død skildt ved tvende Herrer, som meget havde foruroeliget hans Regimente. Den eene var Churførst Friderik af Pfaltz, og den anden Keiser Carl, hvilken sidste havde foruroeliget Europa udi sin heele Regierings Tid, og havde de Nordiske Riger ligesaa liden Aarsag at gremme sig over hans Afskeed fra Verden, som andre Europæiske Lande. Nyeligen før han sagde sig af med Regieringen formerede han Prætension paa det Hertugdom Slesvig, og lod ved den Spiriske Kammer-Fiscal anmode samme Hertugdom om at betale Contingent ligesom andre Tydske Provincier; Men Kongen viisede, at det var en Dansk Province, som laae uden for den Tydske Grund, og at de Slesvigske Hertuger der med stedse havde været forlehnede af Dannemarks Rige. Denne Disput blev bilagt udi Friderici 2. Tid, da bemeldte Hertugdom blev kiendt til at være en Dansk Province, som Keiseren ingen Jurisdiction havde over.

En fornemme Herremand faldt paa samme Tid udi Kongens Unaade. Den Peder Oxe kommer i Unaade.samme var den bekiendte Peder Oxe, Herre til Gisselfeld og Dannemarks Riges Raad. Aarsagen til hans Fald siges at være nogle suspecte Breve, som han havde skrevet til Kong Henrik af Frankerige, hvorvel andre foregive andre Aarsager der til. Vist nok er det, at han udi det Aar 1558 blev citered til Herredagen i Nyborg at svare for sig; men som han ikke dristede sig der til, undvigede han Riget, og begav sig til Holland; Hans Fiender betienede sig af hans Fraværelse at beskylde ham for adskillige andre Ting; Blant andre foregav en Herremand ved Navn Peder Due, at han havde kastet ham i Fængsel, og tvunget ham til at give en Sum Penge for at komme løs igien. Men, som han selv ikke lod sig indfinde paa Herredagen for at svare for sig, blev der ingen Dom fælden over ham, saasom denne sagtmodige Konge ikke vilde dømme ham, førend han havde svaret for sig. (a) |394Fridericus 2. forfuldte siden denne Sag med stor Iver, og nægtede ham længe Fred, endskiønt adskillige Potentater intercederede for ham. Dog kom han omsider ikke alleene tilbage, men blev ogsaa Rigets Hoffmester, som skal viises i Kong Frideriks Historie.

Endeligen behagede det Gud at kalde denne kostbare Herre til sig udi det Aar 1559. Han havde længe været plaget med den gylden Aare, som ofte havde truet 1559.ham med Døden, skiønt han een og anden gang, da Apparencen til Livet var slettest, Kongen bliver syg. dog kom sig igien. (a) Men det samme lagde ham dog omsider i Graven. Da han fornam sit Timeglas at være udrundet, lod han til sig kalde begge hans Cantzlere, Johan Friis, og Andreas Barby, og formanede dem til Troeskab mod hans Søn Prinds Friderik. Han lod derpaa alle nærværende Hoffsindere og Herremænd komme ind til sig, rakte enhver af dem Haanden og tog Afskeed med dem. Paa de Kongelige Børns Hoveder lagde han Haanden, og gav dem sin Velsignelse. Siden annammede han den hellige Nadvere af hans Hoff-Prædikant Mag. Poul Noviomago, og med en særdeles gudelig Andagt, som svarede til hans Levnet, endeligen paa Coldinghuuses Slott, opgav sin Aande paa Ny-Aars Dag 1559. Hvad, som særdeles Hans Dødherved er at merke, er dette, at hans DødsDøds]Døds] B, Dods A Døds] B, Dods A Dag blev ham af et Syn forud sagt, thi den Højsalige Herre sagde til alle Omkringstaaende, at, da han var udi sin største Andagt, fik han Advarsel, at han paa Ny-Aars Dag skulde faae Bedring i sin Svaghed. Hans Medicus Cornelius Hamsfort søgte at henføre saadant til en Drøm; men Kongen forsikrede, at det var vederfaret ham gandske vaagende, hvilket og Udgangen bekræftede. (b) Hans Christelige Endeligt har blant andre beskrevet den store Reformator Philippus Melanchton under det Navn af Petro Palladio som han selv vidner. (c)

|395Alle Historie Skrivere ere derudi eenstemmig, hans heele Levnet udviiser ogsaa det samme, at han var een af de dydigste Konger der nogen Tid har siddet paa Thronen. Udi Ungdommen var han noget flygtig, saa at hans Herr Fader ikke alltid var Hans Characteer.fornøjet med ham. Eet Exempel paa hans muntre Sind er det Puds, som han eengang spillede med en Franciscaner Munk, da han udi det Aar 1521 udi sit Alders 18 Aar (a) var paa Rigs-Dagen til Worms. Samme Munk prædikede da udi Keiserens og Ungdoms Feil.adskillige Førsters Nærværelse meget haardt imod de saa kaldte Kiættere, og havde der hos slige latterlige Gestus, at Tilhørerne tabte all deres Andagt. Da han efter Prædiken faldt paa Knæe for at giøre sin Bøn, og den Strikke, som han havde om Livet, gik ned igiennem en Skrame af Prædikestolen, slog Prindsen, som stod lige derunder, en Knude om Strikken, saa at, da Munken skulde staae op igien, maatte han kalde Folk om Hielp. Munken indgav derover en haard Klage til Keiseren; Men, saasom Pudset var spillet af en Førstelig Person, blev det derved. Keiseren sagde alleene til Prindsen, at han maa skee med Tiden vel vilde blive en Munke Hader. Derforuden blev dette lastet hos den unge herre, at han giftede sig imod sin Faders Villie, og betienede de Danske Bisper sig udi Thronens Vacance deraf at gaae ham forbi, og at destinere Kronen til hans yngre Broder.

Men, da han kom lidet meere til Alder, merkede man intet uden lutter Dyder, Hans rare Dyder.hvilke han stedse øvede udi den Grad, at han derved har distingueret sig blant alle Potentater. Hvad Gudsfrygt angaaer, da vidner Historien, at han dagligen paa Knæe giorde sine Bønner til Gud. Hans Mildhed var saa stor, at han i den Henseende var meere anseet som en Fader end en Konge. Men hvor lemfeldig han end var, sparede han dog ikke Guds Bespottere, Mordere og Hoorkarle. Hans Ord og Løfter vare uryggelige, og berømmede Keiser Carl saavel som hans Successor Ferdinandus I. ham derfor offentligen paa Rigs-Dagen til Frankfurt. Men den Dyd, som mest er at berømme hos ham, saasom den er rarest hos Potentater, var Fredsommelighed, og liden AttraaeAttraae]Attraae] B, Attrae A Attraae] B, Attrae A efter |396Højhed: thi, endskiøndt han var Kong Frideriks ældste Søn, lod han offentligen tilkiende give Rigets Stænder strax efter hans Faders Død, at, hvis de funde for gott at gaae ham forbi, og at antage til Konge en af hans yngre Brødre, vilde han dermed være fornøjet. Og, da mod Enden af hans Regiering den Stad Reval underkastede sig frivilligen hans Herredom, gav han tilkiende, at han vilde være fornøjet med de Lande, som Gud havde tilforn givet ham. Man seer ogsaa af Historien, at han ideligen arbeidede paa at bilægge Tvistigheder. Af disse Qualiteter skulde man tænke, at denne Herre var heller skabt til at være en god og opbyggelig Borger end en Konge. Men med all den Fromhed, Fredsommelighed og Douceur kand han citeres blant de store Helte, som dette Rige har haft; thi han Hans store Bedrifter.rev Riget med sine sejerige Vaaben af fremmede Hænder, og giorde alle hans mange og mægtige Fiender til Skamme, saa at han i den Henseende alleene har erhvervet sig lige saa stort Navn, som Valdemar 3., hvilken kand kaldes Rigets Fundator. Men denne Konge lagde dette der til, at han ogsaa heelede Rigets indvortes Saar, stiftede Religionen tillige med Universitetet. Saa at han kand føre Navn af Statens Religionens og Lærdommens Stifter i Dannemark, thi han bragte allting af et Chaos og en yderlig Forvirrelse udi en herlig og zirlig Orden. Han var ogsaa ikke mindre Justitz Mand og Dommer, hvilket sees af hans herlige Love, og vidner Historien, at, saa længe hans Helbred tillod ham, reisede han fra en Province til en Retfærdighed.Retfærdighed.]Retfærdighed.] B, Retfærdighed? A Retfærdighed.] B, Retfærdighed? A anden, for at høre Almuens Klagemaal,Almuens Klagemaal,]Almuens Klagemaal,] B, Almuens, Klagemaal A Almuens Klagemaal,] B, Almuens, Klagemaal A havende altid med sig 4 eller 5 af Rigets Raad. Han var ogsaa en stor elsker af Tarvelighed, hvorudi han foregik alle med eget Exempel. Og kunde han i sær ikke lide de saa kaldte *Pludder Hosen ned over skoerne, og hvor i vare hen ved 80 Alen Tøj, saa at hart ad 10 Mennesker kunde have Tarvelighed.nok af en eeneste. Ja han var saa vred paa samme overdaadige Dragt, at han lod skiære slige Pludder Hosen i Stykker paa nogle Herremænds Legemer, og plejede han at kalde denne Dragt von Huus von Hoff. Om hans Legems Skikkelse findes ellers intet antegnet, man seer alleene at han har været af stor Styrke og Behændighed, thi Auctor til Peder Skrams |397Historie, naar han taler om samme Mands Styrke, vidner, at ingen udi Carousel rendte ham af Hæsten uden Christianus 3. (a) Kort at Legems Styrke.sige, hvis Dannemark kand viise, at den har haft en større, saa kand den neppe viise at den nogen Tid har haft en bedre Konge, thi hans Regiering bør være en Modelle for alle Konger og Førster, og hans Levnet en Bog som ikke alleene Regentere, men alle Mennesker bør ideligen læse. Men, som intet dødeligt Menneske er uden Plett, Hvilke Feil ham tillægges.saa have mange lægget denne Konge nogle Ting til Last; nemlig først, at han mod sit Raads Formaning giorde en Reise til Stokholm. 2. At han lovede Kong Gustav, ingen particuliere Fred at slutte, og 3. at han lod de Engelske Flygtige Landet forviise. Men, hvad det Første angaaer, da lastes det allene, efterdi Mistanke og Simulation regnes for en Dyd hos Regentere, og belangende den particuliere Fred, Hvad dertil kand svares.som han mod Løfte sluttede, da tillode Tidernes Conjuncturer ikke længe at chicanere over Freden, han lod derforuden Kong Gustavum indrykke udi samme Fred, og strax derpaa stillede ham tilfreds. Endeligen hvad de Engelske Landflygtige angaaer, da har jeg udi Historien viiset at Kongen alleene af Frygt for at see Rigets Fred forstyrret, befoel dem at reise bort igien, dog saaledes, at han gav dem Skibe, Reise-Penge og betalte for deres Herberger. Saa at Buceri Arvinger i det Buceri Skrift, som er dediceret til denne Konge, berømmer han for hans Gavmildhed imod disse og andre betrængte Folk. (b)

Denne Priis-værdige Konge døde udi sin Alders 56de Aar, (c) efter at han havde regieret udi 24 Aar. Hans Legeme blev først nedsatt udi Odense i St. Knuds Kirke. Men Fridericus 2. lod det føre til Roskilde, hvor hans Kiste og Epitaphium sees endnu udi Kongernes Begravelse. Hans Dronning var Dorothea Hertug Magni Hans Dronning og Børn.af Sachsen Lavenborgs anden Dotter, hvilken døde til Sünderborg 1571, hvor hun blev begraven, men siden forflytted til Roskild. Ved hende avlede han (1.) Friderich, som |398succederede ham i Riget. (2.) Anna, som fik Churførst Augustus af Sachsen. (3.) Magnus, til hvilken Kongen gav Øesel og Vig, item det Stift Curland, som han havde tilkiøbt sig Aar 1558. OmOm]Om] B, om A; om SS Om] B, om A; om SS hans Avantures skal tales omstændigen i efterfølgende Historie. (4.) Dorothea, som siden fik Hertug Wilhelm af Lüneborg. (5.) Johannes, kalden gemeenligen den yngre, hvilken stiftede det Sønderborgske Huus, og er Stam-Fader for Hertugerne af Sønderborg, Nørborg, Glücksborg og Pløen.

Hans Symbolum var:

Blandt de mange Ting, som Christianus 3. stiftede, var intet som han glædede sig meere over end det Kiøbenhavnske Universitets Fundation. Samme Universitet Historie af UniversitetetsUniversitetets]Universitetets] B, Universitets A Universitetets] B, Universitets A Stiftelse.var efter Kong Hanses Død bragt udi saadan forvirret Stand saavel formedelst indvortes U-roelighed, som Religionens Forandring, at det i lang Tid ingen Øvrighed havde haft. Men, da denne Høj-priselige Konge havde giort Ende paa de farlige Krige, og satt Rigerne udi en ønskelig Roelighed igien, lod han kalde de adspredde Professores tilbage. Og blev da Christianus Morsianus beskikket til Academiets Rector, og efter ham Palladius og Bugenhagius, og raadførte han sig fornemmeligen med denne sidste udi Universitetets Indrettelse, samt med Luthero selv, Melanchthon og det Wittenbergske Universitet. Anno 1539 forordnede han, at der udi Kiøbenhavn skulde offentligen læres alle Boglige Konster, besynderligen Theologie, paa det at den Evangeliske Troe kunde forplantes over alt.

Han lagde ogsaa visse Indkomster til Academiet af Bispe-Tiender, Knardrups Kloster, af Siellandske og Skaanske Kirker af Huuslejer og Øresunds Told, hvilke Indkomster beløbede sig til 1400 Rhinske Gylden aarligen. Til de gamle Professores lagde han nye udi alle Videnskaber, og gav dem visse Stipendia og Privilegier. Han forordnede ogsaa, at i Steden for de Roskild-|399ske Biskoper, de Kongelige Cantzlere herefter skulde være Universitetets Patroner, og var Johan Friis af Hesselager efter denne nye Fundation Academiets første Patron, og beskikkede han Patronen til Medhielper en anden lærd Hoffmand, samt 3 Mænd af det Roskildske Capitul. For des ydermere at lade see, hvor stor Estime han havde for Universitetet, lod han Rectori og Professorerne vide, at om fornødent giordes, vilde han enten selv eller hans Søn Prinds Friderik være deres Rector. Udi det Aar 1555 lagde han endda meere Gods til Professorerne af Arøe og Jørlunds Bønder-Gaarde, og Aaret derefter tillagde han dem 144 Skiepper Korn aarligen, og andet som kand sees vitløftigen udi den saakaldte *Fundatione & Ordinatione Universali Scholæ Hafniensis af dato Rigsdagen til Odense den 10 Junii 1539. Om Bibelens Oversættelse er tilforn talet, samt om den bekiendte Kirke-Ordinantz, hvilken siden Anno 1542 blev formeeret med de 26 *Articulis Ripensibus. Blant andet som han forærede Universitetet var ogsaa et konstigt Uhrverk, som viisede Himmelens Løb, og var forarbejdet af den berømmelige Konstner og Astronomo Johan Dyven. Det samme Uhrverk blev først skikket til Gros-Førsten af Moscovien 1550, men Moscoviterne, som holdte saadant for Hexerie, skikkede det tilbage, hvorudover det blev givet til Universitetet. Om Kirke-Sager er vitløftigen talt i Historien. Hvad Lov og Rett angaar, da udgav han Aar 1547 til Kiøbenhavn den bekiendte Recess, og 1551 en anden til Christiani 3. Love og Forordninger.Dronningborg, og derudi lod indføre hvad som var forglemt i den første. Anno 1558 kom for Lyset den store Recess til Colding, og som befatter de forrige under sig, og hvis første Artikel er: at Kongen skal elske Gud og hielpe hver Mand til Rett. Ved den Recess blev Kong Waldemari 2. Lov, skiønt ikke afskaffet, dog temmeligen satt til Side. Førstendommene finge af denne Konge og hans Brødre deres egne Rette, som endnu meestendeels ere i Brug; thi foruden Førstendommenes Kirke-Ordinantz lod han til Husum 1557 opsætte den saa kalden Spadelands Rett, hvilken bruges i det Slesvigske og i alle Marsk Landene, og Aaret derefter fik ogsaa Femern sin egen Rett.

|400Hvad Mynten anbelanger, da, saasom han i alle Ting var en god Konge, saa var Myntens Tilstand under denne Konge.hans Mynt ogsaa særdeles god. Det er at merke her ved, at Kongerne af Dannemark, hvor meget alvorligen de end have arbeidet paa at giøre Mynten god, saa have de dog intet dermed kundet udrette, af Aarsag, at de fleeste Stæder udi Rigerne havde Rett at slaae Mynt, og Bisperne undertiden ligesom kieppedes med Stæderne, hvo der kunde slaae de værste Penge, hvorfore ogsaa udi denne Konges første Regierings Aar Mynten temmeligen vaklede. Men, da den Rommerske Troe blev udrøddet af Riget, og Bisperne bleve afsatte, fik Hans Majestet Leilighed til at sætte sit gode Forsætt i Verk. Provincierne, som endda nogen Tid beholdte Mynte-Rettighed, vovede sig ikke meere at slaae saa slette Penge som tilforn, og under hans Søn Friderico 2. lode endeligen gandske af at mynte, saa at Christianus 3. er den sidste Konge paa hvis Penge man finder Bispers og Stæders Navn. Og kand fra denne Konges Tid regnes ligesom en nye Periodus udi Mynte Historien, thi da bleve Pengene slagne efter Orden ligesom nu omstunder, nemlig Dalere som galte 48 Skill., og Mark hvor af 3 giorde saadan en Daler, Item Skillinger, hvor af 16 giorde en Mark; thi for Christiani 3. Tid vare ingen Stykker slagne under det Navn af Mark og Skilling, men all Dansk Mynt blev beregnet til Mark og Skilling af de saa kaldne smaa Penninge, hvilke Penninge udi Vægt og Størrelse lidet overginge de nu brugelige Lybske Skillinge. Det er ellers besynderligen at merke i den Danske Mynte Historie, at denne Konge var den første af alle Danske Konger, der lod sætte Tall til sit Navn for at viise hvilken Christian han var udi Ordenen, da de andre Konger lode sig alleene tegne Ericus, Christophorus, Christianus &c. saa at man af Navnerne paa deres Myndt ikke har kundet see hvilke Konger udi Ordenen de vare. Der merkes ogsaa ved denne Konge, at han var den Første der lod sætte de Wenders og Gothers Konge paa Mynten, Item de 3 Kroner, som hans Herr Fader havde udeladt.

Hvad ellers merkværdigt udi denne Konges Regierings Tid skeede, som tilforn Norge tabte sit Raad i hans Tid. ikke er antegnet, var, at Norge tabte sit Raad, |401og blev anseet som en Province af Dannemark. Derom taler Hvitfeld udi Friderici I. Historie. For dette Affalds Skyld, og for et og andet, som skeede udi Grevens Feide, er paa den Herre-Dag til Kiøbenhavn 1536 noget haardt og strængt raadslaget over de Norske, at de fremdeles ikke skulle have deres eget Raad, men regieres som en Province under Dannemark, thi ligesom Privilegier og Friheder vindes ved troe Tienneste, saa tabes de ogsaa naar man giør noget der imod. Men paa et andet Sted, (a) Hvitfelds Betænkning derover. siger bemeldte Autor, at det skeede paa et andet Fundament, nemlig efterdi de Norske havde ofte forpligtet dem til at blive under een Herre og Konge med Dannemark til ævig Tid. Og er det sidste rimeligere, thi det var selsomt, at Stænderne udi Dannemark, der havde foraarsaget det Kongelige Huus langt større Uroelighed end de Norske, skulde dømme de sidste i Straff for Utroeskab; thi det kostede Kong Christian blodige Slag og haardnakkede Belejringer, førend han kunde bringe Dannemark til Lydighed, da derimod Norge beqvemmede sig til at antage Kongen med blotte Ord, og ligesom Samme Betænkning examineres.med et Vink. Og var det ikke uden Erke-Bispen af Trundhiem med hans Anhang, der giorde Kong Christian Riget Disputerligt, thi den største Deel af Riget, besynderligen det heele Syndenfieldske, holdt bestandigen med samme Konge. Saa derfore, om Dommen er fældet paa det første Fundament, følger der af, at Norge mistede sine Privilegier, efterdi det overgav sig med det Gode, men Stænderne i Dannemark beholdte alle deres, efterdi de lode sig ved Sværd og Hunger beqvemme der til; Hvorom all Ting er, saa er dog dette skeet, og Norge haver stedse efter den Tid været regieret af Danske Adelsmænd indtil Souverainetetet, da begge Rigerne igien ere blevne tracterede paa en lige Fod, som tvende foreenede Riger under Souveraine Konger.

Hvad andet merkværdigt, som ellers tildrog sig i denne Konges Tid, var, at Landskrones Slott blev anlagt 1549, og at Haders-|402lefs Slott blev anlagt af hans Broder Johan den Ældre. Iligemaade at der bleve Sølvminer opfunde ved Opsloe i Norge uden Tvivl i det Aar 1539, efterdi udi samme Aar findes et Privilegium dateret Odense til Participanterne. Dog vare der ingen puure Sølv-Aarer, men alleene Kobber blandet med Sølv, hvilket kand sees af den Forordning, som udgik Aaret derefter, hvorledes der skulde forholdes med Kobber, som var blandet med Sølv. Men det Verk, som da foretoges, faldt igien og blev forladt, saa at der ere ikkun nogle Rudera der af imellem Aggerhuuses Slott og Opsloe.

Blandt berømmelige Mænd, som florerede udi Christiani 3. Tid, var GeneralGeneral]General] Genera A General] Genera A Berømmelige Mænd under Christ. 3.Johan Rantzov, en af de største Helte udi samme Seculo, der havde commanderet de Kongelige Armeer, baade udi Friderici 1. og Christiani 3. Tider og siden maatte føre Krigen udi Dytmersken under Friderico 2., saa at faa Generaler fortiene større Johan Rantzov.Navn i Historien. Melchior Rantzov, hvilken var Kongens Marskalk og Krigs-Raad, og den samme, som fangede de tvende Bispe Torben Bilde og Joachim Rønnov. Melchior Rantzov.Kongen gremmede sig saa meget over hans Død, at han græd og sagde: at der var falden en Edelsteen af hans Krone. Petrus Svave eller Svab, en lærd og veltalende Peder Svave.Mand, der blev brugt af Kongen udi Legationer og vigtige Forrettninger. Han var Hertug Johannis den Ældres Informator, og blev siden Kongens Raad, og forærede Kong Christian ham Giordsløfs-Slott arveligen. Hans tvende Cantzler, Johan Friis af Hesselager, og Andreas Barby, hvilken sidste var hans Tydske Cantzler. Om de mange store geistlige Mænd, som han betienede sig af til at forplante Reformationen, er talet udi Historien.

Det er ellers ved Christiani 3. Død, at den berømmelige Cantzler Hvitfeld ender Betænkning over Hvitfelds Historie som her ender.sin store Danske Krønike, som Pontanus haver oversatt, og de fleeste andre Skribentere udcopiered. Samme Skrift er et af de kostbareste, som man haver udi noget Land, efterdi det er en Samling af Archiv DocumenterDocumenter]Documenter] Documeter A Documenter] Documeter A , hvilke Autor som Rigets Cantzler haver haft Leilighed til at udcopiere af det Kongelige Archiv, og indføre i sin Historie. Det var at ønske, at |403man havde lige saadan Samling til de sidste Kongers Historier, hvor os fattes baade Journaler og Documenter, saa at man har stor Møje der udi at bringe noget til Veje uden Hielp af gode fremmede Historier, hvilke dog ikke kand forsyne os med noget som er tilstrækkeligt. Han har derforuden efterladt os Friderici 2. Historie udi Manuscripto, hvoraf det meste meenes at være indført udi samme Konges Krønike publicered af Præsident Resen. Af den Oversættelse, som Pontanus har giort over Hvitfelds Historie, er alleene den første Tomus trykt. Den anden, som gaaer indtil Christianum 4. er endnu Manuscript. Og seer jeg af et af Pontani egenhændige Skrivelse, at han ogsaa har haft i Sinde at skrive Christiani 4. Historie. (a)