Tilbake til søkeresultater
Tekststatus:
Kommentering pågår

10 forekomster av adkomst
[Fjern søkemarkeringer]

  
expand section icon

collapse section icon
  
  
  
collapse section icon
  
 expand section icon
  
 
[Konflikten med Corfitz Ulfeldt]
  
  
  
  
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 
  
  
 expand section icon
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 
 expand section icon
 expand section icon
expand section icon
 expand section icon
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
  
 
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  

expand section icon

previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Historien af den Begyndelse til den store Tragœdie med Hoffmesteren.store Catastrophe med Hoffmesteren er denne. Efter at han var kommen tilbage fra det Hollandske Gesantskab, holdt han sig, som sagt er, en Tid lang fra Hove tillige med hans Frue, endskiøndt, efter den trykte Kiøbenhavnske Berettning, (a) Kongen havde ladet dem begge invitere til adskillige Forsamlinger, og tilstaaer Ulfeld selv udi hans saa kaldte højtrængende Æres Forsvar, som han lod trykke 1652 at han efter sin Hiemkomst fra Holland var med Frøiken Leonora invitered til et Kongeligt Barsel paa Slottet, men at han formedelst sin Svagheds skyld ikke kunde lade sig indfinde, og at hans Frue ingen Lyst havde dertil, (b) eendeel efterdi hun saavel som hendes andre Sødskende vare forbudne at age lige ind paa Slottet, hvilket havde været dem som Kongelige Børn accordered udi Christiani 4 Tid, eendeel ogsaa, efterdi dem blev nægted den Titel af Hertuger og Hertuginder af Slesvig Holsten: Saa at man seer der af at Hoffet strax i Begyndelsen ikke vilde give dem saadan Titel, endskiønt Forbudet skeede allerførst ved en Forordning 1657, (c) da Aarsagen dertil gives tilkiende, nemlig at de ingen rett previous hit Adkomst next hit havde der til, og at de uden præjudice til det Kongelige og Førstelige Huus ikke kunde føre Titel af begge Førstendommer, men den fornemmeste Motif, som drev Hoffet til strax i Begyndel-
(a) Relatio Hafniens. Anno 1651.
(b) Ulf. Defens. Honoris Art. 26.
(c) Edict. Hafn. 14 Jan. 1657.
|55sen at nægte dem dette og andet, var Hoffmesterens Opførsel først udi det Kongelige Vall og Handfæstningens Opsættelse; thi, endskiøndt alting var giort udi det heele Raads og Adelens Navn, Ulfelds Opførsel mod Hoffet.saa holdtes han dog for det store Hiul, der ved sin Myndighed og Habiletet havde drevet Sagerne, saa at derfore den Conduite han siden førte, ved at holde en Lykønsknings Tiltale til den udvaldte Konge, ved at underskrive Vall-Brevet, item ved at lade see Flid og Hurtighed udi Kroningens Anstalter, holdtes kun for Skrømt, og at være giort imod hans Villie, for at lempe sig efter Tiderne, da han saae, at Conjuncturerne forandrede sig i Faveur af det Kongelige Huus, og at han maatte følge Strømmen. Hans Majestet lod ogsaa strax tilkiende give, at han ikke anderledes var persvaderet om Hoffmesterens Hiertelaug imod sig, i det han saa vel som Dronningen tracterede det Ulfeldske Huus med Kaaldsindighed, men om samme Kaaldsindighed gik ud til haarde og vredagtige Expressioner, kand man for visse ikke sige, endskiønt Ulfeld selv saadant udi sit Forsvars Skrift beretter; (a) det synes alleneallene]allene] A; alleene SS allene] A; alleene SS lidet troeligt, efterdi Kongen 1649 betroede ham det vigtige Gesantskab i Holland.
Hvad som videre kastede Olie i Ilden, og formeerede den Misforstaaelse, som havde reiset sig mellem Hoffet og Hoffmesteren ved Anledning af Konge-Vallet og Handfæstningen, var hans paafølgende Egensindighed, Frækhed og dristige Tale, som han førte om Kongen og Regieringen saa vel uden som indenlands, og haver jeg tilforn anført de Discourser, som han førdte udi Frankrig og Holland om den Kongelige Magt, og den Dristighed, med hvilken han talede om sin egen Myndighed, som een og anden ikke forglemte at referere Hoffet igien, hvilket sees der af, at saadant blant adskillige andre *Gravamina blev anført udi den Kiøbenhavnske Relation angaaende Dinæ og Walters Sag.Sag.]Sag.] Sag A Sag.] Sag A (b) Dette merkede Hoffmesteren strax ved sin Tilbagekomst fra Holland, og derfore stillede sig upasselig an, for ikke at komme til Ho-
(a) Ulf. Defens. Honoris, hvorudi han siger at have pandtsat sit Jordegods til Kroningens Bekostninger.
(b) Relat. Hafn. Art. 30.
|56ve, hvorved han forøgede den Miscredit, som han var kommen udi. Og, saasom Kongen fik Raadet og den største Deel af Adelen paa sin Side, og derved saae sig i Stand at kunne holde det Ulfeldske Anhang udi Tømme, tog Hans Majestet ej udi Betænkning at lade examinere hans Administration under Christiani 4 Regiering, helst udi Penge Sager, saasom man af de uhørlige store Midler, som han havde samled, kunde have Aarsag at Mistænke ham for Egennyttighed; Rentemesterne bleve derfore tillige med Renteskriverne beskikkede til at eftersee nøje alting, hvilket giorde denne højhiertede Mand saa utaalmodig, at han den 19 October 1650 besværgede sig derover udi en Skrivelse til Kongen, som han selv vidner, (a) og siden udi en anden nogle Maaneder derefter. (b)
Saaledes vare Conjuncturerne da den bekiendte Historie med Walter og Dina Den merkelige Historie med Dina.brød frem, og den merkelige Angivelse blev giort 1651 eller rettere mod Udgangen af forrige Aar. Om udi denne Angivelse var nogen Realitet, eller, om det var et opspundet Verk af hans Fiender for at giøre ham end sortere til Hove, er noget hvorudi jeg ikke deciderer. Vist nok er det, at saadant kunde ikke andet end sætte Kong Friderik udi Bekymring, sær førend han lærdte at kiende Dina, eendeel eftersom nogle Poster bleve forebragte med et slags Skin af Sandhed, eendeel ogsaa efterdi Hans Majestet havde haft adskillige Prøver paa Hoffmesterens slette Affection mod det Kongelige Huus, saa at, om Historien end var ilde digted, saa kunde den dog ikke andet end have Virkning i slige slibrige Conjuncturer.
Hoved Personerne udi denne Historie vare Jørgen Walter, Doctor Otto Hoved-Personerne i denne Historie.Sperling, Mag. Simon Hennings og en Qvinde ved Navn Dina Vinhofvers. Jørgen Walter var fød udi Holsten og havde været Commendant udi Rensborg, da Fæstningen 1645 af de Svenske var beleired. Der forholdte han sig med saadan Tapperhed, at han til Belønning blev nobilitered, fik fri Acces til Hove, hvor han insinuerede sig meer og meer hos Kongen. Ulfeld forekaster ham udi sit Forsvars Skrift, at han var
(a) Ulfeld Defens. Honoris Art. 30.
(b) Lit. Corn. Ulf. ad Reg. Hafn. 6 Febr. 1651
|57en Hiulmagers Søn, (a) og at han ved Intriguer insinuerede sig til Hove, saa at han blev Kongens Geheime-Raad og Oberst. Men man kand ikke forlade sig meget paa det Portrait som giøres af ens Fiende, og hvad hans Fødsel angaaer, da kunde det samme ikke være ham til præjudice, eftersom det er ikke af Fødselen, men af egen Dyd og Meriter man maa sætte Priis paa Folk.
Otto Sperling var en Hamborger af Geburth, en lærd Mand, og en anseelig Otto Sperling.Medicus. Han havde udi Dannemark saa vel i Henseende til sine Videnskabe, som behagelige Omgiengelse saaledes insinueret sig hos Rigets Hoffmester, at han ikke alleene havde dagligen fri Adgang til hans Huus, men endogsaa fuldte ham udi adskillige Ærinder og Reiser uden Riget; havde ogsaa ved hans Recommendation faaet Bestalling paa at være Hoff-Medicus, hvor vel han af Kongen ikke blev brugt.
Mag. Simon Hennings var fød af Tydske Forældre til Bergen i Norge. Han Mag. Simon Hennings.blev Comminister til den Tydske Kirke udi Kiøbenhavn, hvor han ogsaa blev Hoffmesterens Bigte-Fader, og en af hans største Favoriter; og viser den paafølgende Process, hvor højt han var det Ulfeldske Huus forbunden; hvorudover han af nogle blev anseet som en ivrigere Tiener af Hoffmesteren end af St. Peders Kirke. Dog havde han af den Tydske Meenighed got Vidnesbyrd om sit Levnet og Lærdom.
Hvad denne fierde Person nemlig Dina, (b) Historiens Heroinde, angaaer, da Dina Viinhofvers. var hun fød udi Kiøbenhavn af Tydske Forældre, havde været gift udi Holsten, men efter hendes Mands Død kom ind udi Riget igien, og opholdt sig hos sin Moder. Hun var formedelst hendes Skabning af mange vel lidet i Kiøbenhavn, og recommenderede hun sig ikke mindre ved Snak og Rapporter, som hun bragte fra et fornemme Huus til et andet, hvor hun havde faaet Adgang, som denne Historie viiser. Det lille Skrift, kaldet Ulfelds listige Practiker (c) siger at Hoffmesteren, sin Frue uafvidende, lod hende ofte hemmeligen komme til sig,
(a) Defens. Hon. Art. 7.
(b) Hun kaldes ofte i Processen, ogsaa Dina Skoemagers.
(c) Machinationes Cornif. Ulf.
|58skiøndt Ulfeld siger, sig med lovfaste Vidner at have beviiset, at han aldrig havde talt med hende, førend Processen begyndtes. (a)
Begyndelsen til denne Historie skeede den 29 December Anno 1650 paa hvilken Dag Jørgen Walter berettede Hans Kongelige Majestet at Dina Viinhofvers havde ladet sig mod ham formerke, hvorledes Rigets Hoffmester skulde have i sinde at ville Hoffmesteren angives af Dina.bringe Hans Majestet Gift til udi det Begere, han pleiede at drikke af, hvilket hun vidnede at have hørt ungefær for 6 Uger tilforn, en Morgen, da hun laae hos Hoffmesteren, da Frøiken Leonora kom ind med en Flaske i Haanden, og satt sig paa Sengen, sigende: Her have vi det som vi talede om i Gaar. Hvortil Hoffmesteren skulde have svaret: Jeg frygter det er for sterkt, og vill giøre for hastig Virkning. Nei skulde hans Frue have Svaret; han vill gaae bort som i en Dvale, og da skall Hoffmesteren have holdet den venstre Haand over hendes Hovet.
Saa snart Hans Majestet havde faaet denne Underretning, befoel han Walter 1651.den 3 Januarii udi efterfølgende Aar 1651 at føre Dina op paa Slottet for at have videre Forklaring over denne Historie, som baade i Henseende til Tingen i sig selv som til Omstændighederne syntes vanskelig at troe, sær, som man ikke kunde fatte, hvorledes denne Qvinde om Morgenen tilig kunde ligge i Hoffmesterens Seng, og det i hans Frues Nærværelse.
Dina kom til fornævnte Tid opop]op] og A B; op Rahbek op] og A B; op Rahbek paa Slottet, hvor hun udi Cantzler Christian Dina bliver hemmeligen examinered.Thomesens og Statholder Joachim Gersdorffs Nærværelse berettede det samme, sagde og derhos, at Hoffmesteren, da Frøiken Leonora var udgaaen, bad hende, at hun intet skulde sige hvad hun havde hørt; thi det var kun Skiemt, hvilket hun, nemlig Dina havde lovet og derpaa giort en falsk Eed. Denne Omstændighed kunde giøre Sagen ikke mindre suspect end den forrige; thi hvis Hoffmesteren havde villet haft sit Forsætt dult, havde det lettere kunnet skee ved at advare sin Frue intet at Tale der om paa samme Tid, som Dina var tilstede, end at forlade sig
(a) Defens. Hon. Art. 6.
|59paa en løs Qvindes eedlige Forsikring. Men, som Angivelsen var af en yderlig Vigtighed, og den angivende med stor Fripostighed og Eeds Tilbydelse foregav, at Tingen sig saaledes forholdt, kunde man ikke gandske foragte saadant. Hun blev derfore foreholden, hvor farligt det var for hende selv, og at det vilde koste hendes Liv, om hun saadant ikke kunde beviise, hvortil hun svarede, at hun selv vel vidste hvor højt saadant var hende Magt paaliggende, men sagde, at hvis man vilde give hende nogen Tid, da vilde hun skaffe videre Oplysning derom. Da hun blev adspurt hvorledes saadant kunde skee, svarede hun at hun meente at faae vis Underretning af Hoffmesteren selv, som kunde tiene til sligt at bekræfte.
Derefter berettede Walter, at hun havde sagt, at have givet agt paa, hvor det Gift blev forvared, som skulde have været et Skab ved Hovedgierdet af Sengen, og at der laae et Skrift hos med Doct. Otto Sperlings Haand om samme Gift. Det Hendes videre Rapporter ved Jørgen Walter.Gift og det Skrift meenede hun at bringe til veie, og dermed at beviise hendes Beretning at være rigtig, og haabede hun at practicere sig Nøgelen til enten af Hoffmesterens Skrivertøi, eller af hans egen Lomme. Hun visede og endeligen en Nøgel, som skulde være til Hoffmesterens Huus, hvormed hun vilde beviise sin Tilgang udi Huuset, og sagde at hun havde ladet den trykke i Vox for at lægge Nøgelen hen igien i Steden, at den ikke skulde savnes, item andet dislige af ligesaa liden Sammenhæng, hvilket Ulfeld udi sit Svar siden glemmede ikke at giøre Anmærkninger over.
Videre berettede hun at lave til Barsel med Hoffmesteren, og at han havde givet hende et Brev paa at forsørge hende og hendes Barn, hvilket Brev hun sagde, at Mag. Simon havde udi Forvaring. Ja hun gav saadan Fortrøstning om at kunde bringe Skriftet med Giften til veie til sin Berettnings Beviis, at hun sagde, at, hvis Hans Majestet vilde skikke nogen ned udi Hoffmesterens Huus, vilde hun gaae med og viise hvor Forgiften var, og miste sit Liv om det ikke saa fandtes. Endeligen fortaalte hun adskillige particulariteter for at viise, at hun var meget bekiendt udi Hoffmesterens Huus, sagde, at han vilde gifte hende med sin |60Ridefoget, item at han havde givet hende en Guld-Kiede, Armbaand og andet meer, hvor af hun eendeel fremviisede.
Efter at denne og deslige Forklaringer af hende var giort, blev Sagen nogen Tid henstaaende til videre Oplysning, og for at see om hun kunde præstere noget af det hun havde lovet, hvor om hun adskillige gange gav Forsikring, ved ovenmældte Jørgen Walter. Endeligen kom hun den 12 Martii udi Barselseng, og da lod hun ved Walter give saadant tilkiende, begiærende der hos, at han vilde skaffe hende Barnet af Huuset, og lovede efter Sædvane, at, saa snart hun var i Stand at gaae ud, vilde hun bringe Skriftet med Giften til veie. Efter at man havde føjet hende udi hendes Begiæring, og hun var kommen op af Barselsengen igien, foregav hun sig paa ny at have været i Hoffmesterens Huus igien, og der at have hørt at Hoffmesteren havde befalet Byfogden intet at befatte sig med Dina, ej heller at inqvirere om Barnet som nyeligen var fød; hvilket og andet hun insinuerede ved Walter, som stedse bar hendes Ord frem.
Men hvad, som i denne Sag var mest forunderligt, er dette, at paa samme Tid som hun giorde disse Angivelser mod Ulfeld, søgte hun at insinuere sig ved andre slags Angivelser udi Hoffmesterens Huus, og advarede Madame Ulfeld om et stort Anslag Hun giør lige saadan Angivelse for Hoffmesteren.mod Hoffmesteren, hvorudi hun sagde at Walter var Medvider, lovede ogsaa at udforske nøjere Sagen, og at bringe videre Oplysning derom til veie. Hvorudover Ulfeld for at opmuntre hende til saadan Efterforskning lovede hende en god Belønning, og derpaa gav hende en skriftlig Forsikring, som den Tydske Præst Mag. Simon fik i Giemme, og som siden for Retten blev producered. Saa at man deraf seer, hvilke forunderlige Ruller denne Qvinde spillede, og hvor frugtbar hun var paa Intriguer, skiønt man kand sige, at de vare ikke meget subtile og fiine, hvorudover hun ogsaa snart røbede sig selv; Ikke dismindre hvor dristige og ilde sammenhængende hendes Rapporter vare, kunde de dog i Henseende til de angivne Tings store Vigtighed ikke være uden Virkning, saa vel hos det eene som hos det andet Parti. Og seer man, at denne hendes Snak da bragte den Ulfeldske Familie udi Allarm, |61og foraarsagede, at Hoffmesteren den 12 April skikkede Flemming Ulfeld hans Broder, og Biørn Ulfeld hans Fetter til Canceler Sehested med Begiering, at han vilde give Hans Majestet tilkiende, hvorledes ham var berettet, at nogle vilde myrde ham med Frue og Børn Allarm udi den Ulfeldske Familie.udi hans eget Huus, og at eendeel af hans Tienere vare underkiøbte til saadant Mord at bedrive, hvilket de saaledes mundligen berettede, saasom Hoffmesteren efter den Kiøbenhavnske Relations Vidnesbyrd (a) ikke anderledes vilde give det beskrevet; alleene Herr Flemming Ulfeld sagde sig alletider at ville være gestændig alt hvad, som han der om paa sin Broders vegne havde forebragt. Men Hoffmesteren gav siden tilkiende, (b) at han udi 14 Dage hver Natt havde holdet stærk Vagt med alle sine Folk udi Huuset, og at den langvarige Urolighed havde saaledes udmattet ham, at han ikke kunde holde det længer ud, hvorfore han fandt sig tvungen til det omstændigen og skriftligen at angive.
Det Skrift som af ham selv tillige med af Flemming Ulfeld og Biørn Ulfeld findes undertegned, og Canceleren Christian Thomesen Sehested insinueret, lyder saaledes:
Af højtrængende Nød og imod min Tanke eller Villie er jeg bleven foraarsaget til ved min kiære Broder og kiære Fetter, Erlige og Velbyrdige Mænd, Hr. Flemming Ulfelt til Ørebygaard, saa og Biørn Ulfeld til Møllerød &c. hos Hr. Cantzler Hr. Christian Thomesen at anholde, at han vilde paa det underdanigste begiære hos Hans Kongl. Majest. min Allernaadigste Herre og Konge paa mine vegne, at jeg maatte blive tagen udi og under Hans Kongl. Majestets Naadigste Beskiærmelse, efterdi mig nu adskillige gange er berettet, at der skal findes nogle onde Mennesker, som søge at efterstræbe mig, min Hustru og Børn, ja end paa vort Liv, i det at de mig og Mine med Gevalt vilde anfal-
(a) Relat. Hafn.
(b) Defens. Hon. Art. 21.
|62de ved Nattetider i mit Huus, sligt deres onde Forsæt at fuldende, og er allerede over 4. Uger siden, jeg om sligt deres onde Forsæt er bleven advared. Jeg kand endnu ingen til visse beskylde udi dette; men der meenes vel, at Walter skulde have nogen Videnskab derom, hvis han ellers vilde aabenbare hvad han derom veed. Sligt nu at forekomme, beder jeg venlig min kiære Broder og Fetter det at ville andrage for Herr Cantzler, at han paa det underdanigste paa mine vegne vilde hos Hans Kongl. Majest. anholde om Beskiærmelse og Sikkerhed udi mit Huus at maatte nyde. Jeg haver ikke tilforn her om noget villet movere hverken hos een eller anden, formodende, de deres onde Forsæt af sig selv skulde lade falde. Men nu der formerkes, at de deres onde Forsæt continuere, nødes jeg dette at lade andrage for Hans Kongl. Majest. min Allernaadigste Konge og Herre, med underdanigst og visse Haab, at Hans Kongl. Majest. som Landets Fader, og alle deres Forsvar, som sidde under hans Beskiærmelse, sig min ringe Person og antager under Hans Naadige Beskiærmelse, og som en retfærdig Dommer ved sin høje Autoritæt videre efter saadane uforsvarlige Actioner, som ere agtede at sætte i Verk, flittigen inqvirerer, saa kommer her af vel den rette Grund og Sandhed for Dagen. Kiøbenhavn den 12. April Anno 1651.
Corfitz Ulfeld.
Flemming Ulfeld.
Biørn Ulfeld.

Da Hans Majest. var bleven erkyndiged om dette, og Herr Flemming Ulfeld og Biørn Ulfeld gave tilkiende, at der var *pe|63riculum in mora, befoel han strax tvende Mænd, Jürgen Sehfeld og Henrik Rantzou, at forføje sig til Rigets Hoffmester, for at tilbyde ham all den Protection og Beskiærmelse han selv vilde forlange, og gav ham Vall enten han vilde have Herre-Mænd, Dravantere eller andre til Vagt. For dette Beskiærmelses Tilbud lod Hoffmesteren Hans Majest. allerunderdanigst betakke, men sagde derhos, at han ingen Vagt forlangede, saasom det var ham nok, at Hans Majest. tog ham i sin Kongelige Protection. (a) Men, saasom han strax Kongen tilbyder Hoffmesteren Vagt til Beskiærmelse.derpaa ved sine Tienere af Borgerskabet udi hans Naboelav lod begiære, at de vilde staae ham bi, om nogen i hans Huus ham vilde giøre Vold, kunde det Svar, som han gav paa det Kongelige Tilbud ikke andet end mishage Hoffet, saasom det gav Suspicion og Mistillid tilkiende, og i det øvrige syntes at viise, at den Frygt og Skræk, som han foregav sig at være udi, var ikke saa stor, og saa virkelig, som han vilde persvadere Folk derom; thi det beroede alt paa en løs Qvindes Snak, som intet Bevis kunde tilveje bringe, hvor store Løfter hun end derom havde giort.
Walter berettede hans Majest. strax derpaa, at Dina var kommen til ham, og havde tilkiende givet en Skræk som hende var paakommen, efterdi hun i Hoffmesterens Huus havde hørt udi hvad Ærende Flemming Ulfeld og Biørn Ulfeld vare skikkede til Cantzleren Christian Thomesen Sehsted. Der befandtes ogsaa, at hun samme Aften havde været forklædd udi Mands-Klæder hos Doct. Sperling, for at bede ham at formaae hos Hoffmesteren, at hendes Navn ikke til noget maatte angives.
Man seer heraf udi hvilken Labyrinth denne intriguante Qvinde da allerede havde bragt sig, og at hun paa begge Steder havde forbundet sig til at giøre store Angivelser beviislige, og søgte at forlænge Tiden med Snak: hvilket, da Hans Majest. Dina arresteres.merkede, lod han hende omsider anholde for at høre, om hun offentligen vilde bekiende hvad hun hemmeligen havde forebragt: thi alt hvad hun til denne Tid havde rapporteret, nemlig fra den 29. Decembr. 1650. til den 13. April 1651. var holdet saa hemme-
(a) Relation Georg. Seefeld. & Henr. Rantzow Hafn. 13. April 1651.
|64ligt, at hverken Rigets Hoffmester, hvor meget han end beflittede sig paa Kundskaber, ej heller nogen anden havde faaet det ringeste deraf at vide: thi, saasom Personen var den højeste Embedsmand, og Familien den considerableste udi Riget, vilde Hans Majest. ikke, at Sagen skulde rygtes, havde ogsaa end videre opsatt Tiden, og ikke skredet til denne Arrest saa hastig, hvis han ikke havde merked, at Dina spillede en dobbelt Person, og hvis Hoffmesterens Suspicion om et Anslag mod sig ikke havde foraarsaget, at Sagen ikke længer kunde holdes hemmelig.
Efter at Dina saaledes den 13. April var bleven arrestered og satt i Forvaring paa Slottet, befandtes hun at være meget svag, og tilstod hun siden at have taget Forgift til sig, som hun havde bekommet af en Qvinde, der saalte Rotte-Krud. Medici bleve da did hentede, som gave hende ind hvad som kunde være tienligt til at fordrive Giften, og imidlertid raadede, at hun skulde examineres, saasom det var uvist, om hun kunde blive ved Livet; Herudover blev Oluf Brockenhuus, som var Hoffmesterens Svoger, Otto Krag, øverste Secreteerer og Hoff-Prædikanten Herr *Jacob Lauritzen, befalede den 14. Aprilis hende at forhøre, som deres Forretning udviser. (a) Forhøret Hendes første Forhør.skeede udi Slotts-Fogdens Kammer, hvor adskillige Interrogatoria bleve giorte.
1.
Om hende var bevist, eller om hun nogen Tid havde sagt, at nogen vilde myrde Rigets Hoffmester med hans Frue og Børn udi hans Huus?
Der til svared, efter at hun den tilbørlige Eed havde aflagt, og var formaned til at sige og blive ved Sandhed, at hun ikke vidste eller nogen Tid havde sagt det.
2.
Om hun vidste at Oberste Walter derom havde nogen Videnskab?
Svarede der til, at hun det ikke vidste.
3.
Hvo til hendes Barn, som hun fik for 4 Uger siden, var Barne-Fader?
(a) Exam. Jurid. Dinæ 14. April 1651.
|65Svarede, at Rigets Hoffmester dertil var Barne-Fader.
Men, da alle hendes Svar hende igien bleve forelæsede, sagde hun og blev sterkt derved, at hvad hun i de to første Poster havde deponeret, sig saaledes forholdt; men at hun udi den 3die Post ikke havde sagt Sandhed, og vilde hendes Eed alleene til de to første Poste hentyde, bekiendte derpaa, at Barne-Faderen var en Præst paa Lavind ved Navn Herr Povel Andersen.
Efter at saadan Beretning var giort, skreed man til Hoved-Posten om den første Angivelse, og blev hun da tilspurdt, om hun ikke for nogle Uger siden til H. Majest. selv udi Cantzlerens og Statholder Giersdorffs Nærværelse havde sagt utvungen og unødt, at hun for nogle Uger siden skulde have lagt i Sengen hos Rigets Hoffmester, dog Frøiken Leonora uafvidende, og da hørt og seet, enddog Hoffmesteren hende med Klæder bedekkede, Frøiken Leonora at være kommen med en Glaß til Sengen med Gift udi, at de da begge talede sammen, og overlagde med hinanden om at forgive Hans Majest., og at, da Hoffmesteren sagde, at han frygtede det var forstærkt, saa at Hans Majest. deraf skulde briste, svarede hans Frue: Nej! han skal deraf gaae bort som i en Dvale; Item, om hun nemlig Dina, ikke har berettet, sig at have seet der i Huuset D. Sperlings Skrift, hvorledes fornevnte Gift skulde bruges?
Til dette vigtige Spørsmaal svarede hun ja, at hun af Oberste Walter var bleven opfodred paa Slottet, og der havde saadant berettet.
Dette blev hende paa nye med alle sine Omstændigheder forelæsed, og Hoff-Prædikanten Herr Lauritz Jacobsen formanede hende med Alvorlighed at sige Sandhed. Hun blev ved sit forrige Udsigende, og sagde sig at ville døe derpaa. Dette alleene lagde hun da dertil, at, saasom hendes Hoved var saa svagt og forvirred, kunde hun sig ikke videre erindre om Giftet, alleene at det blev hensatt udi et Skrin, og ikke udi et Skab, berettede derhos, Hoffmesteren at være Fader til hendes Barn og ikke Præsten, som hun tilforn af Frygt, for Herr Oluf Brokkenhuus havde navngivet, og fragaaet hendes første Bekiendelse. Saaledes |66afløb dette første Forhør, som er verificered af Oluf Brockenhuus, Otto Krag, og Herr Lauritz Jacobsen.
Efterdi nu Dinæ Bekiendelse Hoffmesteren var saa nærgaaende, at den ikke længer Hendes Bekiendelse communiceres Hoffmesteren.kunde holdes hemmelig, lod Hans Majest. de nærværende Rigets Raads Betænkende derover forlange. Og kunde de samme da ikke andet raade, end at saadant maatte Hoffmesteren communiceres, hvilket og skeede. Hoffmesteren begiærede da ved Lands Lov og Rett at tiltale denne letfærdige Qvinde, og at erholde Dom over hende for saadan uhørlig Angivelse, hvilket Hans Majest. strax tillod, og lod ham sige, at han ikke alleene accorderede ham efter Begiæring Lands Lov og Ret, men endogsaa vilde assistere ham udi alt hvad, som udfodredes til Sandhedens Oplysning og Justitiens Befodring. Hvorfore Ulfeld takkede Kongen, som sees af den trykte Extract af hans skriftlige Taksigelse, og videre Ansøgning saa lydende: (a)
Jeg takker Hans Kongl. Majest. paa det allerunderdanigste, at hans Kongl. Majest. Naadigst vill tee mig sin Assistence til Sandheds Oplysning udi den uhørlige Sag, som mig er tillagt, paa det at det maa komme for Lyset, hvo der skyldig er; og at den eller de, som Skylden hos findes, maa blive tilbørligen straffede, og den Uskyldige maa frikiendes. Saa beder jeg ogsaa de ærlige og velbyrdige Mænd, Otto Krag, Kongl. Majests. øverste Secreteerer, og Oluf Rosenkrands, ved hvilke Hans Majest. dette haver mig ladet forebringe, at de ville denne min underdanigste Relation Hans Kongl. Majest. foredrage, og mig derpaa en naadig Resolution erhverve, om at kunne uden nogen Ophold begynde at procedere mod Dina, og udføre den Sag, hun mig saa falskeligen har angivet for, saa skal Hans Kongl. Majest. see og erfare min store Uskyldighed, og at jeg
(a) Petitio & grat. actio Ulf. Hafn. 19. April. 1651.
|67er og bliver en ærlig Mand, trods alle mine Uvenner, i hvor mange de end monne være, &c.
Men saasom Sagen var af yderste Vigtighed, og Angivelsen angik Kongens Høje Person, fandt Hans Majest. efter de nærværende Rigets Raads Betænkende for raadeligt at befale Hoffmesteren at blive tilstede, og ingensteds at henreise, uden det skeede med Kongens Videnskab. Dette fortrøed Hoffmesteren, og, saasom han udtolkede denne Kongelige Anmodning som en Arrest, besværgede han sig derover for Rigets Raad. Men Rigets Raad meenede, at Kongen kunde have Føje til saadan Befalning, eftersom, hvis Hoffmesteren udi slige Conjuncturer skulde have giort nogen Reise af Staden, det var at befrygte, at mange vilde bestyrkes i den Indbilding, at det skeede af Redsel for en overhængende Fare, og Anledning derved gives til ufordeelagtig Snak og Raisonnemens.
Foruden dette besværgede Hoffmesteren sig over en anden Post, nemlig at Dina var i Forvaring paa Slottet, da hun dog burdte sidde udi et andet Fængsel, hvor han selv kunde holde Vagt over hende; Thi, saasom han var Sag-Søger, formeenede han, at hun var hans Fange. Hans Majest. derimod meenede, at hun var hans Fange, og derfor ikke kunde overgives udi andres Hænder. Dog, paa det at Hoffmesteren ingen Aarsag skulde have til at klage sig derover, lod hans Majest. hende sætte over Porten neden for Slottet, hvor der var en Corps de Garde, og blev der Hoffmesteren tilladt at have hos Vagten sine Tienere, som kunde give Agt paa, at ingen kom til Dina uden Vedkommende. Men dette kunde dog ikke stille Hoffmesteren tilfreds, og seer man, at denne Post er een af dem, som han meest har besværged sig over udi hans højtrængende Æres-Forsvar. (a)
Derpaa lod Rigets Hoffmester stævne Dina til Bytinget, og begyndte saaledes Dina stævnes til Bytinget.denne merkelige Process, som til Byting, Raadstue og Herredag blev udført. Paa Bytinget blev Sagen vitløftigen examinered og Vidnerne forhørte. Hvorpaa en By-
(a) Defens. hon. art. 36.
|68tings Dom faldt den 28. May af saadant Indhold, at efterdi der befandtes, at Dina havde vaklet og været ustadig i hendes Angivelse, og Beskyldninger, saaledes at hun udi det første Forhør havde udlagt til Barne-Fader først Rigets Hoffmester, siden Herr Povel Andersen en Præst paa Lavind, og endeligen hans Excellence Hoffmesteren paa ny igien, ved hvilken ulige Bekiendelse hun havde giort sig meget mistænkelig. (2) at hendes Beskyldninger have kun bestaaet i hendes egne Ord uden nogen paafølgende Beviis eller andre tilbørlige Omstændigheder, hvormed saadan Udsigelse bestyrkes eller bekræftes kunde. (3) at det er ej heller beviist, at Dina nogen Tid, medens hun lavede til Barsel, eller strax efter Barne-Fødselen, enten for hendes Moder eller nogen anden saadant haver tillagt Rigets Hoffmester, eller hans Navn i ringeste Maader derom at være nævnt, men langt anderledes er befundet af hendes egen kiødelige Moders Bekiendelse, som ej heller i nogen Maade om hans Excellence Rigets Hoffmester mælder eller taler, hvilket og iligemaade af hendes eget Barn for Retten udsagt er, derimod Dina da hverken Modsigelse eller Benægtelse i nogen Maade giort haver. (4) Ere fremstillede mange og adskillige Vidner, som efter Loven vundet have, at aldrig i det Kammer i det nye Huus ud til Skindergaden, hvortil den Trappe opgaaer, som Dina udsagt haver, en Natt hos Rigets Hoffmester udi en Seng at skulle have ligget, hvor Frøiken Leonora om Morgenen med et Glaß med Forgift udi skal være indkommen; enten nogen Sæng at have staaet eller endnu staaer. Byfogdens Dom.(5) Videre er beviist med adskillige trofaste Vidner, at hans Excellence Rigets Hoffmester aldrig fra sin Frue nogen Nat haver ligget, uden naar hendes Naade har været i Barsel-Seng, eller nogen af dem har været forreist: imidlertid har hans Excellence altid ligget udi det gamle Huus og aldrig i det nye. (6) er ved mangfoldige troværdige Vidner klarligen beviiset, at Dina Viinhofvers aldrig med Rigets Hoffmester selv udi egen Person talet haver, hvilket han ogsaa selv i sin høje Benægtelse bekræfter. (7) er beviised, at Dina Viinhofvers først efter Juul sidst forleden har begyndt at have sin Gang udi Hoffmesterens Huus. (8) Haver Frøiken Leonora Christina |69hendes Kundskab og Erklæring meget vitløftig herom til Sagens Oplysning udi Retten indleveret, hvilket hun haver tilbydet sig paa tilbørlige Steder ved Eed at bekræfte, er ogsaa derhos fremført Rigets Hoffmesters egenhændige skriftlige Erklæring og hans Benægtelse, som han paa tilbørlige Steder erbyder sig med Eed at bekræfte.
Efter saadane Omstændigheder dømte Byfogden, Claus Ravn, Dinæ Viinhofvers Beskyldninger og løse Udsigelser at være Magtesløse, og Rigets Hoffmester, samt Frøiken Leonora Christina, for hendes ugrundede og ubeviislige Angivelse at være befriede. Men, saasom Rigets Hoffmester paa hendes Liv havde ladet i Rette sætte, og saadant ej henhørede til denne Ret, blev denne Post henviised til højere Retter.
Af denne Bytings-Dom sees nogenledes Processens Historie, nemlig at Dina endda ikke havde staaet fra sin engang giorte Angivelse, men paastaaet sine Beskyldninger, hvorvel hun har været vaklende og ustadig udi Omstændighederne, saa at denne hendes Ustadighed, saavel som Hoffmesterens Vidner have fældet hende alleene. Hendes Procurator var en ved Navn Bernhardus Fogt, over hvilken Ulfeld giver et hæsligt Portrait i sin Æres Forsvar. (a)
Efter at Sagen havde været for Bytinget, kom den siden for Raadstuen, hvor Byfogdens Dom blev confirmered ved en Raadstue-Dom sub dato 12. Junii. Endeligen Raadstue Dom.kom den for Herredagene, som var den højeste Rett, hvor Hoffmesteren selv tillige med Frøiken Leonora med et stort Følge af deres Venner mødte. Der anvendte Hans Majestet med Rigets Raad all muelig Flid paa at formane Dina til Sandheds Bekiendelse, saa at man giorde udi tvende Dage intet andet, end at examinere og confrontere hende med Walter, og det i Hoffmesterens egen Nærværelse. Da med manges Forundring bekiendte hun omsider, usandt at være, hvad hun havde Dina giør anden Bekiendelse for Herre-Dagen.angivet, saavel om Giftet som om Barnet, tilstod at hun ikke havde talet med Hoffmesteren før end for Retten, og besværgede sig over Walter, som den, der havde forle-
(a) Def. hon. art. 40.
|70det hende til at giøre saadan Angivelse. Herudover blev hun dømt at miste sit Liv af Kongen og Rigets Raad, hvis endelige Sententz lyder saaledes: (a)
Efter Tiltale, Giensvar og denne Sags Leilighed, og, efterdi aldeles intet af Dina Viinhofvers er bleven forebragt videre end hendes egne bare Ord, hvormed hun sin Beskyldning mod Rigets Hoffmester, at han hendes Barnefader skulde være, kunde bekræfte; Men Rigets Hoffmester derforuden med mangfoldige Vidner og Omstændigheder har beviist, hendes Sigtelse og Angivelse usandfærdig at være, saa der af og hvad hun om Forgiften havde forebragt, iligemaade en opdigted Løgn at være befindes, og Borgemestere og Raad derfore Rigets Hoffmester for Barnefader at være, og hannem saa vel som Frøiken Leonora for den Giftis Beskyldning befriet, og Dina endeligen her for den Høieste-Rett godvilligen bekiendt at have Rigets Hoffmester og Frøiken Leonora paaløiet, og dertil af Jørgen Walter at være tilskyndet, er derpaa for Retten afsagt, at Borgemestere og Raad, som Byfogdens Dom stadfæsted have, med deres Dom ingen Urett giort have, men den bør ved Magt at blive.
Belangende den Straff, som Borgemestere og Raad have tildømt, at Dina Dom paa Herredagen.skulde lide paa sit Liv, da, enddog det ikke var deres Dom at dømme efter andet end Lands Lov, Rett og Forordninger, og den højeste Øvrighed alleene tilkommer Love at give og forandre; dog, efterdi denne Dinæ uhørlige Digt og Løgn angaaer Hoffmesterens og Frøiken Leonoræ Liv, Ære, Velfærd og deres gandske Huuses Beskiemmelse, da bør hun billigen
(a) Sentent. Senat. die 3. Julii 1651.
|71derfor sit Liv at miste. *Dat. &c. teste Christophoro Urne Justitiario nostro Dilecto.
Efter denne endelige afsagde Dom aflagde Hoffmesteren Taksigelse til Kongen og Rigets Raad for Sagens Befodring, bad derhos, at hun maatte fuldkommeligen tilholdes at udlægge alle dem, som havde forført hende til saadan falsk Angivelse. Disligeste at erlange Satisfaction for den Spott, som han sagde sig at være vederfaren. Udi det sidste kunde man intet andet giøre, end hvad som giort var, nemlig at lade Sagen examineres ved Lands Lov og Rett, frikiende den angivne og dømme Angiveren fra Livet. Men for at føje ham udi den første Post, blev Dina den 5 Julii Dina bliver paa nye examinered.piinligen forhørt, hvilket sees af hendes Bekiendelse, som er anført udi Processen *sub lit. I. og undertegned af Johan Damiano og Jens Jacobsen, hvilke vidne om hendes Bekiendelse saa vel for, som i og efter Torturen saaledes:
Anno 1651 den 30 Junii, da Vi undertegnede af Hans Kongelige Majestet vare befalede, Dinam, som da sad fangen paa det blaa Taarn, at besøge, og hende med GUds Ord, saa vit mueligt være kunde, til Sandheds Bekiendelse at bevæge, bekiendte hun for os med megen Graad frivilligen, som følger:
(1.) At Jørgen Walter var Fader til hendes Barn og ingen anden: Klagede og paa hannem, at han i en lang Tid, ja gandske siden hun kom fra Tydskland, havde lagt sig efter hende til LettfærdighedLettfærdighed]Lettfærdighed] Lettsærdighed A Lettfærdighed] Lettsærdighed A at bedrive, sagde og derhos, at Walter, efter at de vare komne i Omgiengelse med hinanden, var eengang i hendes Moders Huus i Moderens Fraværelse, hvor han da første Gang havde givet hende Anledning til alt dette, som hun siden for Hans Kongelige Majestet bekiendt havde.
(2.) Bekiendte Dina, at Rigets Hoffmester aldrig |72havde ligget hos hende, og at hun aldrig havde seet eller fornummet til nogen Forgift i hans Huus.
(3.) At Jørgen Walter havde kommet hende til at sige Rigets Hoffmester saadant paa, og at han, nemlig Walter, havde sagt, da hun var bange derfor: Hendes store Ustadighed og stridige Bekiendelser.Holder med Kongen, ellers gaaer det paa eders Liv. Men der som I det giør, kand jeg og I komme til Ære, og jeg vill forsikre eder, at eder intet skal skade.
(4.) Bekiendte hun, at ingen var Medvider i denne Sag uden hun og Walter; men han havde kommet hende til at sige saadant, og eendeel deraf havde hun taget af sig selv.
Anno 1651 den 1 Julii vare Vi underskrevne atter igien hos Dina efter Hans Majestets naadigste Befalning, da vi befandt hende smuk andægtig, og var hun endda ved samme Bekiendelse.
Men den 2 Julii, da vi atter efter Hans Majestets Befalning mod Aftenen kom til Dina; var hun langt anderledes til Sinds end tilforn; thi, da beklagede hun (dog ikke uden Graad) sig ikke at have sagt Sanden for os om Mandagen og Tiisdagen næst tilforn. Saa viit bekiendtebekiendte]bekiendte] betænkte A B; bekiendte SS bekiendte] betænkte A B; bekiendte SS hun vel at være Sanden, at Walter havde haft Omgiengelse med hende, og var mueligen Fader til hendes Barn; men Hoffmesteren var dog ikke uskyldig for hende; ja hvad hun tilforn paa Bytinget havde bekiendt, sagde hun altsammen at være Sanden.
Den 5 Julii blev os atter af Hans Majestet befalet, at vi paa ny fornævnte Dina paa det flittigste skulde examinere, og med GUds Ord hende til Sandheds Be|73kiendelse og Christelig Beredelse til en Salig Afskeed fra denne Verden bevæge, til hvilken Ende, da vi blant meget andet førdte hende hendes Synders Betænkelse til Gemytt, svarede hun, at hun vel vidste, at GUd kiendte hendes Hierte, han og kiendte Rigets Hoffmesters Hierte; og derfor er den Gierning ikke skiult for ham, nemlig at jeg laae hos ham under Dynen ved den højre Side, og da hørte, at Frøiken Leonora kom ind til ham om Morgenen, som han laae paa Sengen, og sagde til ham: Her have vi det, som vi talede om i Aftes, &c. Derpaa blev Dina adspurdt, om hun kunde sige det med en god Samvittighed, og, om hun herudi ikke giorde noget Menneske til Villie, eller af Had til nogen sagde saadant, hun da skulde afstaae og forandre saadant ugudeligt Forsætt, paa det at hun kunde døe som et GUds Barn. Dertil svarede hun, at hun det bekiendte med en god Samvittighed, og ikke af Had, eller giorde nogen til Villie derudi, og endeligen sagde, at hun vilde døe paa den Bekiendelse, som hun paa Tinget havde giort.
Da hun nu videre blev adspurdt, hvi hun havde været saa ustadig i det hun først for den høje Rett paa Slottet for Kongen og Rigets Raad, saavelsom og for os tvende Gange om Mandagen og Tiisdagen gik fra hendes første Bekiendelse, og da gandske undskyldede Rigets Hoffmester, at han aldrig havde ligget hos hende, og hun aldrig havde seet og fornummet nogen Forgift i hans Huus, og nu atter faldt til den forrige Bekiendelse igien, da svarede hun: Det giorde jeg, fordi jeg havde ingen Vidnesbyrd, og fordi min Vederpart svor, at det var Løgn jeg sagde. Fremdeeles sagde hun: jeg giorde ilde, at jeg gik fra min første Bekiendelse.
|74Endeligen blev hun tilspurdt, om hun ellers havde at Klage over noget Menneske, eller særdeles over Walter, som kunde have ført hende paa denne Handel og kunnet give hende Anledning til saadant at sige; hvor til hun svarede: Ingen haver mig her tilskyndet: Men det klager jeg over Walter, at han førdte for Hans Majestet det jeg i Eenfoldighed fortroede ham, efterdi han svor, at det ikke skulde komme videre.
Saadan var da hendes Bekiendelse for Johan Damiano og Jens Jacobsen, Hun bliver piinligen forhørt.som efter Kongelig Ordre examinerede hende udi det blaa Taarn udi nogle Dage saa vel før som efter Dommen der blev faldenfalden]falden] A B; falden Rahbek, fælden SS falden] A B; falden Rahbek, fælden SS , og seer man deraf denne Qvindes saa vel store Ondskab som selsomme Ustadighed. Herudover blev hun den 5 Julii om Eftermiddagen piinligen forhørt, og da gik hun i Torturen fra den sidste Bekiendelse igien, og tilstod alt hvad hun havde bekiendt den 30 Junii og 1 Julii til Hoffmesterens Befrielse igien. Undskyldte alleene Walter, at han ikke havde forledet hende dertil, og confirmerede hun det samme med meer Omstændighed Dagen derefter.
Her var da intet andet til overs end at giøre en Ende paa Sagen, og at skille fra Livet denne onde, Intriguante og tilligemed daarlige Qvinde, der havde bragt det heele Rige udi Bevægelse. Hendes Execution blev da berammed til den 11 Julii, da efterat hun Dagen tilforn, som var den 10 Julii, var bleven deelagtig giort udi det Højværdige Sacramente, begyndte hun at qvæde een anden Viise igien, og efter Herr Jens Jacobsens Vidnesbyrd, som var Medtiener til Nicolai Meenighed, og som fuldte hende til Rettersteden, klagede over Rigets Hoffmester og Mag. Simon, som havde nægtet hende den rette Haandskrift, hvormed hun sin Sag kunde have oplyset, og sagde, at hendes Blod skulde raabe over dem, og hvad hun havde sagt om dem for Retten, det vilde hun med sit Blod bekræfte, at hun paa Torturen var gaaen fra den Bekiendelse, skeede af Frygt, at hun skulde være pined længer, hvis hun havde Hendes sidste Bekiendelse.blevet bestandig ved den første Bekiendelse. Den|75ne Bekiendelse giorde hun om Formiddagen den 10 Julii udi Slotsfogdens og ovenmælte Hr. Jens Jacobsens Nærværelse.
Dagen derefter, som var berammet til Executionen, nemlig: den 11 Julii, kom samme Nicolai Meenigheds Capellan til hende om Morgenen tilig Klokken 3, og med sædvanlige Formaning holdt hende til Sandheds Bekiendelse, da svarede hun: det jeg bekiendte for eder om Rigets Hoffmester og Mag. Simon i Gaar, det er og min Bekiendelse i Dag, hvorpaa jeg og strax vill lade mit Liv. Da hun kom ned af Taarnet, og gik paa Slotsbroen mellem Præsten og Slotsfogden, fremturede hun i samme Bekiendelse. Endeligen, da hun kom paa Retterstedet, og der blev Skarpretteren vaer tilligemed Hoffmesterens Haandskriver Kield Friis, slog hun til den sidste med sine Fingre, og sagde paa Tydsk; Din Herre og Mag. Simon skall Hun bliver Halshuggen.jeg klage over for GUds Dom. Endeligen blev hun hen ved Klokken 4re om Formiddagen rettet paa Slottspladsen, da alle Broer vare opdragne, og hendes Hoved, efter at det var afhugged, blev satt paa en Stage.
Saadant Udfald havde Dinæ Angivelse, der gav Anledning til de paafølgende store Tragœdier, og merkelige Hændelser, som befatte og opfylde en considerable Deel af Friderici 3. Historie; Jeg haver her saa vel som andesteds søgt saa meget som mueligt at udlede Sanden, og derfore igiennemløbet alle Processens Acta og confereret dem med Ulfelds derover giorte egne Anmærkninger. Det meste, som i denne Sag syntes at kunne gravere Hoffmesteren, var den Bekiendelse, som Dina giorde, efter at hun havde Communiceret den 10 Julii, og siden Dagen derefter paa Retterstedet, hvor om haves saa vel Herr Jens Jacobsens Attest, (a) som Slotsfogdens (b) endskiøndt Ulfeld hol-
(a) Attest. J. Jacob sub lit. K.
(b) Attest. Joach. Waltp. sub lit. M. hvilken lyder saaledes: *Ick unten benanter bekenne mit meiner eigen Hand, dass ich auff Befehl meiner hohen Obrigkeit habe lassen justificiren Dina. Gleich wie sie hat ihr Vater Unser ausgebetet, und ich sie darauff dem Scharffrichter hatte überantwortet, in dem dass sie hin will gehen in dem Sande, da stehet des Hern Reichs Hoffmeisters Diener mit Nahmen Kield; da sagte Dina und hub zwei Finger in die Höhe: dein Herr und Mag. Simon die soll ich verklagen für GOttes strengen Gericht. Geschehen auf dem Schlossplatze bey der Richterstädte den 11 Julii 1651.
Joachim Waltpurger, Schlos-Vogt.
|76der disse Attester suspecte, endeel, efterdi de alleene vidne derom, eendeel ogsaa, efterdi den Bekiendelse som Dina giorde udi Taarned den 10 Julii ikke findes underskreven af Hoff-Prædikanten og Slots Præsten, hvilke dog tillige med Herr Jens Jacobsen samme Tiid betienede hende; dog kand man aldeles Betænkning over Dinæ Angivelse og hendes Opførsel i denne Sag.ingen Aarsag have til at holde Herr Jens Jacobsens Vidnesbyrd herudi mistænkt, eendeel, efterdi denne hans Forretning var en sædvanlig Forretning, og han som en god og beqvem Mand pleiede at følge alle andre Fanger til Retterstedet, eendeel ogsaa, efterdi han tilforn havde attesteret det som Dina havde udsagt til Hoffmesterens Befrielse.
Alt hvad man her om kand sige, er, at man ingen Reflexion kunde giøre paa Dinæ Ord; thi man kand sige, at der hos hende fandtes en Samling af alt hvad som malice, og Daarlighed kunde tilveie bringe, ja at hendes Daarlighed var saa stor, at man kunde ansee hende som en der havde en Skrue løs i Hovedet. Hvad hun med Graad og Taarer bejaede een Dag, benægtede hun med samme Væmodighed en anden; ja undertiden i et Forhør gik 2 eller 3 Gange fra hvad hun tilforn havde sagt. Det er derfore forunderligt, at en saa skarpsindig, og habile Mand, som Corfitz Ulfeld, kunde formere sig slige vitløftige Suspicioner af en saa daarlig Qvindes Angivelse; thi det er ikke saadanne Instrumenter, man betiener sig af, til at styrte mægtige Familier. Hans pludselige Undvigelse af Rigerne og hans der paa publicerede Skrift mod Regieringen viiser dog, hvilken Bevægelse saadan Chimere, som en fornuftig Mand burde foragte, har bragt ham udi, og at han har indbildet sig, at det heele Land conspirerede til hans Undergang, efterdi et Qvinde-Menneske af en saa slet disponered Hierne fandt for gott at sammensmeede en urimelig Historie, som ved mindste Examen røbede sig selv.
|77Men for at komme til Historien igien, da, saasom Oberste Walter strax blev Proces mellem Hoffmesteren og Oberste Walter.implicered udi denne Sag, efterdi Rigets Hoffmester i sine udstedte Klagemaal og Skrifter det eene af den 12 April og det andet af den *14 ejusdem havde efter Dinæ Berettning talet om ham, som Medvider udi et mordisk Anslag, saa lod han Hoffmesteren til Herredagene stævne for at frikiendes for saadan Beskyldning, og at erlange Satisfaction for tilføjede Beskiæmmelse. Hvilket sees af hans Indlægg datered den 25 Junii 1651, og, saasom Dina skulde have aabenbaret for den Tydske Præst Mag. Simon Hennings og Doct. Otto Sperling, Walters Anslag og prætenderteprætenderte]prætenderte] prædenterte A; prædenterte SS prætenderte] prædenterte A; prædenterte SS mordiske Forsætt mod Hoffmesteren, hans Frue og Børn, saa vare samme trende Mænd de fornemste Vidner, som for Underretterne bleve examinerede udi denne Sag, foruden Frøiken Leonoræ Vidnesbyrd, og 3 Sædler, som Dina bemældte Frøiken havde tilskrevet, og paa hvis Gyldighed alting udi Sagen beroede: Hoffmesteren selv var herudi saa agtsom, at han ikke vilde indlade sig udi nogen Beskyldning mod Walter, men forlangede alleene, at Vidnerne maatte examineres, og Brevene læses, for deraf at see, hvorledes og hvorfore Walters Navn udi Klagerne af 12 og 14 April var indført.
Mag. Simons Vidnesbyrd blev aflagt for Ministerio paa Conventhuuset den Mag. Simons og Doct. Sperlings Vidnesbyrd.6 Maji, og hans Hustrues Margaretæ for samme Rett den 11 Junii, hvilke begge Vidnesbyrd ginge der paa ud, at Dina havde aabenbaret dem Walters Forsætt mod Hoffmesteren, som hun sagde, sig at have hørt af Walters egen Mund.
Doct. Sperlings Vidnesbyrd blev aflagt for Bytinget den 7 Maij med den Omstændighed, at Hoffmesterens Tiener Langemak, som var i Complot med Walter, havde ladet eftergiøre Nøgle til Hoffmesterens Porte.
Frøiken Leonoræ Vidnesbyrd var af samme Indhold, og foruden hendes Sigelse, som hun med Eed tilbød sig paa tilbørlige Steder at bekræfte, producerede hun 3 af Dina sig tilskrevne Sædler, hvoraf den sidste mælder i sær om Walter, som Medvider udi fornævnte mordiske Anslag. Derpaa blev af Rigets Raad fælden saadan Dom.
|78Efter Tiltale, Giensvar og denne Sags Leilighed, og, efterdi Rigets Dom i Sagen.Hoffmester Walter ingen fuldkommen Sag om nogen mordisk Gierning har givet, er derpaa for Rett afsagt, at Rigets Hoffmester bør for denne Walters Tiltale fri at være, og, efterdi ikke beviises noget mordisk Anslag at have været paa færde, da bør og Walter for saadan Beskyldning fri at være, dog pligtig at blive tilstede for hvis videre han skall tiltales. *Teste Christophoro Urne Justitiario.
Over hvilken Dom ingen af Parterne kunde besværge sig; thi det var Hoffmesteren nok til Befrielse mod Walters Tiltale, at han giorde beviisligt hvad han havde skrevet, nemlig at Dina havde mældet om Walter udi sin Angivelse: Det var ogsaa paa den anden Side nok til Walters Befrielse, at Beskyldningen grundede sig alleene paa en løs Qvindes blotte Ord. Men, at han ved Dommen blev holden til at blive tilstede, var, for at svare til Hovedsagen, hvorudi Hoffmesteren kunde have Tiltale til ham igien.
Efter at Hoffmesteren ved saadan Dom var bleven frikiendt for Walters Tiltale, og Walter arrestered, paastod Hoffmesteren, at Walter skulde giøre reede til den Angivelse om Forgiften, som mod Udgangen af forrige Aar var skeed; thi, endskiønt Dina var Angiveren, saa dog var alting skeed igiennem Walters Canal, og han udi hendes Sigelse nogle Gange havde været nævnt, som Autor til den heele Historie. Hans Majestet fandtes da bereed til at give Hoffmesteren all den Satisfaction han kunde forlange, og tilspurte ham strax, om han vilde procedere mod Walter; Men Hoffmesteren, efter lang betænkende, resolverede, at han ikke vilde lade sig ind udi nogen formelig Proces med Walter, af Frygt, at, hvis Walter blev frikiendt, han da skulde lide Tiltale af ham for at være paa sit Navn og Rygte ubeviisligen angreben, sagde derfor, at han henstillede alting til Hans Kongelige Majestets Disposition.
Hvorudover Hans Majestet, paa det intet skulde efterlades, |79som kunde tiene til Kongen tager Stævning over Walter.Sagens Oplysning, og at Hoffmesteren ikke ringeste Anledning skulde have til at klage sig over Rettens Fornægtelse, tog selv Stævning over Walter, og lod ved sin øverste Secreteerer Otto Krag mod ham procedere. Walter tilstod da for Retten, at han havde forebragt Kongen Dinæ Angivelse, hvilket han meenede at have været sin Pligt, nægtede derimod at have haft noget ont Forsætt mod Hoffmesteren, langt mindre at have aabenbaret Dina saadant. Og, saasom Dina udi denne hendes Beskyldning havde intet anført uden hendes blotte Ord, og hun derudi adskillige gange havde vaklet, afsagde Retten den 21 Julii en Dom, saa lydende:
Efter Tiltale, Giensvar, og denne Sags Lejlighed, og enddog Georg Walter ikke har Uret giort, i det han for sin Herre haver aabenbaret, det hannem af en Qvinde var beretted, som saa stor Magt var paaliggende, dog, efterdi han saadan sin Beretning til Styrke, og at giøre des troeligere, med samme Qvinde sig ikke noget u-ærligt at viide, haver bekræftet, uden hvad hun om Rigets Hoffmester selv havde bekiendt, som dog af hendes Paategnelser, før Dom her er gangen, og siden hendes Moders og Dotters Bekiendelse og andre Omstændigheder om den mistænkelige Omgiengelse, som mellem dem haver været, anderledes befindes; Han og sin egen Ære og Ophøjelse særdeles herved med andres Ulykke har eftertragtet, da, efterdi Kongl. Majest. udi saadant ikke kand have nogen Behag, haver Hans Majest. Naadigst for raadsom befundet, Georg Walter hermed at paabyde, og befale, at han sig her af Riget inden 3 Ugers Forløb skal begive, og herefter ikke udi Dannemark og Norge at lade sig finde. *Datum in Arce Hafn. die 21. Julii 1651. teste Christophoro Urne Justitiario.
|80Dette var at maale Hoffmesteren Skieppen fuld, hvorvel man seer af hans Aaret derefter publicerede Skrift, at han ikke var fornøjed med Dommen, (a) og at han blant andet har giort saadane Gloser derover: Havde Walter ikke giort Uret, hvi forviises ham da Dannemark og Norge, og havde han giort uret; hvi straffes han da ikke tilbørligen; Ligesom det var ingen Straff for en høj Officier der havde signaliseret sig udi Rigets Tieneste, og stod i Kongens Naade, at miste sin Charge, og med Haanhed at forviises Landet.
Dette er en upartisk Beretning om denne merkelige Sag, og seer man deraf, hvor ilde grundede de derom forhen trykte Relationer ere, sær det Skrift, kaldet: Ulfelds listige Practiker; hvorpaa fremmede Scribentere have bygget deres Historier.
Endskiønt nu Ulfeld havde faaet saadan Satisfaction, i det at hans Angiverske Ulfeld unviger Rigerne.Dina var bleven rettet og hendes Hoved var sat paa en Stage, iligemaade derved, at Walter, som han holdt for sin Modstander, var bleven arrestered, og forfuldt med Retten, saa dog greb han til den Resolution at forlade Riget, og den 14. Julii med Frue og sine ældste Børn foer ud af Øster Port, hvor til han selv havde Nøgelen, og begav sig mod Aftenen en halv Miil fra Helsingøer paa en Hollandsk Galliot, og der med sejlede til Holland, og det saa hemmeligen, at hverken Hans Majest. eller nogen af hans Venner det ringeste deraf vidste, førend man derom fik Tidender fra Helsingøer og Holland.
Efter hans Bortreise blev den gandske Process trykt paa Dansk og Tydsk, og i hans Fraværelse blev Raads-Titel og Værdighed ham fratagen, og i hans Sted forordned Joachim Gersdorff at være Rigets Hoffmester. Det Gods Hirskholm, hvormed han og hans Frue pro Persona var bebrevet, blev ham frataget, tillige med hans og hans Søns Lehne; Hans eget Lehn bekom Rigets Raad Henrik Rammel, og hans Søns Lehn som var i Norge, blev givet til Cantzleren Christian Thomesen. (b)
(a) Def. hon. art. 47.
(b) Ulf. defens. hon. pag. 134.
|81Dette forbittrede Corfitz Ulfeld, og som han agtede sig ikke sikker nok udi Holland, reisede han til Sverrig, og kom til Stockholm med sin Frue, hvilken var forklædt som en Mands-Person; Saasnart han kom til Staden adresserede han sig til Grev Magnus Hans Ankomst udi Sverrig.de la Gardie, med hvilken han havde en Samtale udi to Timer, og forlangede af ham at erhverve sig Dronning Christinæ Protection. Grev Magnus affærdigede strax derpaa Bud til Dronningen, som da var i Nykiøping for at lade hende viide UlfeldsUlfelds]Ulfelds] Ulselds A Ulfelds] Ulselds A Ankomst og Begiæring; Dronningen lovede at give sit Svar derpaa, naar hun kom tilbage, og imidlertid lod sige til den Danske Resident Juul, at han maatte notificere saadant til Kongen af Dannemark, og høre, hvad Kongen forlangede, hun her i skulde giøre, efterdi der var giort saadan Foreening mellem begge Riger, at det eene Rige skulde advare det andet i slige Tilfælle, som anginge Regenterne og Staten. Ulfeld, Han søger Dronning Christinæ Protection.saasnart Dronningen kom til Stockholm, begav sig til Græv Magnus igien, og fornyede sin Begiæring om Dronningens Protection, foregivende, at han uden den samme ikke kunde leve i Sikkerhed i Sverrig. Grev Magnus lod ham svare, at Dronningen maatte endnu have 8te Dages Tid til at resolvere sig derpaa, efterdi Sagen var af den Vigtighed. Hun selv lod derpaa fornemme hos den Danske Resident, om han havde tilskrevet Kong Friderik derom, og lod ham tillige med vide, at hun havde satt Tiden op paa 8te Dage, paa det hun inden den Tid kunde have Svar fra Dannemark, og at hun vilde rette sig efter samme Svar. Ulfeld levede midlertid i Tvivlraadighed, og hans Frue gik allevegne forklædt igiennem Stokholms Gader med den heele Stads Forundring. Endeligen fik han Audience hos Dronningen den 26. Sept. (a) da tvende af hendes Domestiqver førdte ham i Hendes Carosse til Slottet, og blev da alle Hoff-Betienterne erindrede om at lade sig indfinde. Grev Magnus tog mod ham uden for Dronningens Cabinet, og ledsagede ham derind, hvor han var halvtredie Time alleene med hende, og tillod hun Dagen derefter Madame Ulfeld at tale med sig udi Mands-Klæder. Denne Sam-
(a) Memoires de Chanut. tom. 2. pag. 272.
|82menkomst virkede saa meget, at Dronning Christine accorderede dem, hvad de forlangede, og indrømmede Mad. Ulfeld Værelser paa Bliver vel imodtagen af samme Dronning.Slottet, for der at ligge udi Barsel-Seng, efterdi hun var frugtsommelig.
Saaledes fortæller Mons. Chanut at være tilgaaet, hvorvel jeg seer af Dronning Christinæ Protection-Brevs dato, at hun noget tilforn havde accorderet saadan Beskyttelse, nemlig paa samme Tid, da hun allermest contesterede, sig intet derudi at ville beslutte, førend hun fik Kong Frideriks Villie at høre. Og, saasom bemældte Protections-Brev viser tydeligen Dronningens Forhold, og herudi giver Oplysning i Historien, vil jeg det her in Originali indføre. Det lyder saaledes: (a)
Wij Christina med GUds Nåde &c giöre witterligt, at eftersom Riks Hoffmästaren i Danmarck Wälbohrne Herr Corfitz Ulfeldt til Egeskouff Ridder, är kommen hiit til vår Residentz Stadt Stockholm, och hafr Dronning Christinæ Protections-Brev til Corfitz Ulfeld.låtit oß forstå, huruledes han for några serdeles Skääl skuld er förorsakat vorden at begifva sig uthur Danmarck til något annat Land eller Riike, der han på någen Tiid kunne säker sigh förholla, uthi Underdanighet aff Oß begärandes och anhollandes, at Vi hanom meth Vårt Konnunglige frije och säkre Leigde benåda och under Vårt Hägn og Beskydd annamma vele: Detta hans underdanige Ansökiande, som Oß någet fremmat och fast okärt är förrekommet, hafve Vij tagit uthi et nådigt Betänckiande, och alldenstund Fridzfordragen disse Nordiske Konnunga-Riiker emellom oprättade klarligen medgifva, og Konungarna på bägge Siidar obligera til at låta den niuta frit Leigde så och Säkerheet uthi sit Konnungariike, som sig der in begiffuer, derom at sökia och anholla, hvilket är och her-
(a) Protect. Christinæ Holm. 13. Sept. 1651. manuscr.
|83til observerat vordet, hvarpå man många Exempel haffuer; Hvarföre hafue Vij uthi Anseende aff detta Os intet förvägra kunnat velbemelte Herr Corfitz Ulfeldt uthi detta sit underdanige Ansökiande at villfahra, och for den skuld vele haffue hanom tilsagt och forunt. Eftersom Vij och härmed i Krafft aff detta Vårt öpne Breff tilsäije och tillåde mehrbem. Herr Corfitz Ulfeldt, hans Huusfrue och hoos sig haffvande Tienestefolk Vår frije och säkre Leigde till at vära på hvad Orth honom helst behagar, anten här i Vårt Konnunga-Riike eller i någon aff deß underliggiande Provincier uthomlandz aldeles uthan någhot Hinder, Besvär eller thillfogadt Våldh och Orätt i någen Måtto, efftersom Vij och här medh tage, och annamme Herr Corfitz Ulfeldt, hans Huusfrue och Tienestefolk uthi Vårt Konnunglige Försvar, Hägn och Beskydd, så wida Sverrigis Lagh och det Stetinske Fredz Fordragz 24. Articul det medgiffuer och tillåter. Wij biude och befahle för then skuld alle i gemeen och hvar och een i synnerheet, som Oss medh Hörsamheet äre förpligtade, serdeles och i synnerheet Våre Gouverneurer, Landzhöffdinger och Commendanter, sampt Borgemästare i Städerne som medh dette Vårt öpne Leigde besökte warda, at the samptligen holla medh Alffuar Hand här offr, så wiida deras anbetrodde Tienst det vidhkommer, icke tillstädiandes, mycket mindre sielffva görandes något, som mehrofftbem. Herr Corfitz Ulfeldt, hans Huusfrue eller Tienare til Skada, Hinder eller Besvär i någon Måtto länder, så kärt hvariom och eenom kan vara att undviika Vårt harda Straff och Onåde. Här hvar och een, som vederbör haffr sigh at effterrätta. Til yttermehra visso |84hafue Vi detta med egen Hand underskreffuet. Giffuet i Stockholm den 13. Septembris 1651.
CHRISTINA.

Da dette kom den Danske Resident for Ørene, tilskrev han Dronningen, at hun vilde betænke den Alliance, som var imellem hende og Kong Friderik, item de Conseqvencer, som vilde flyde af den Protection, og at han med første Post ventede Svar fra Kongen paa det Brev, som han efter Dronningens Begiering havde skrevet; Men Ulfeld reisede 2. Dage derefter fra Stockholm, saasom han frygtede, at det Svar, som man ventede fra Kong Friderik, ikke skulde blive favorabelt, men man meenede, at denne Reise var fingered og overlagt med Dronningen. Dagen derefter kom Svar fra Kongen, hvorudi Hans Majest. gav tilkiende, at han bekymrede sig ikke meget om, hvorhen Ulfeld retirerede sig; Han havde stævnet ham til at lade sig indfinde for at giøre Regenskab for sin Administration, og hvis han ikke lod sig indfinde til bestævnte Tid, skulde man fortfare med at dømme i Sagen, og hvis han fandtes skyldig, var der ingen Potentat, som kunde befrie ham for Rettens Strænghed.
Da Residenten merkede, at Dronningen blev ved at beskytte Ulfeld, begav han Den Danske Resident besværger sig derover.sig til hende, og sagde, at hans Herre, Kongen af Dannemark, forlangede herudi ikke andet, end hvad som hun i lige Tilfælle vilde hende skulde vederfares.
Hvorpaa Dronningen svarede: Sig Eders Herre, at jeg udi alle de Ting, som angaaer hans Interesse, intet skal giøre, uden hvad som ret og billigt er. Men jeg holder for, at jeg ikke kand negte Ulfeld Protection, uden at giøre et Skaar i min Reputation; thi han har som en u-skyldig Mand forlanget Beskyttelse i mit Rige, for at kunne svare til de Beskyldninger, som ere giorte mod ham, og for at vise sin Uskyldighed for heele Verden. Residenten var ikke fornøjed med dette Svar; men Dronningen blev ved sit Forsætt, og anviisede Ulfeld enten Sta|85de eller Vismar, hvorhen han kunde retirere sig i Sikkerhed. Førend han reisede fra Sverrig, lod han falde adskillige haarde Ord mod Kongen, og afmalede hans Regimente meget sort, forsikkrede derhos, at man inden kort Tid skulde see stor Forandring udi Dannemark, eftersom baade Adelen og Almuen var misfornøjed med Regieringen. Men man fæstede kun liden Troe til saadant udi Sverrig, efterdi man derom var anderledes informered, nemlig at Kong Friderik var elsked af alle Stænder, og at Raadet selv havde bedet Hans Majest. at forsyne andre med Ulfelds Lehn og Charger. (a) Men Kongen vilde ikke giøre nogen Forandring derved, førend Tiden var expirered til hvilken Ulfeld var stævned at møde, for at giøre Regenskab for sin Administration, og at tilkiende give Aarsagen, hvorfor han havde forladet Riget uden Kongens Tilladelse.
Hans Majest. lod sig alleene denne gang nøje med at advare alle og enhver, ikke Kong Frideriks Patent angaaende Ulfelds faste Gods i Riget.at tilhandle sig noget af Ulfelds Gods udi Riget, førend han havde giort Kongen og Riget Regenskab for sin Administration, hvilket sees af det Patent, som strax efter hans Undvigelse gik ud, saaledes lydende: (b)
Giøre alle vitterligt, at eftersom Os Elskelige Corfitz Ulfeld til Saltøe Ridder, u-anseet han var baade Rigets Hoffmester, Raad, og Befalningsmand paa Vort Land Møen, sig Os ganske u-afvidende, og u-advaret har af Riget begivet, de fleeste af sine Børn udskikket, og sit beste Løsøre tilforn af Riget ladet udføre, foruden i ringeste Maade nogen Underrettning at giøre eller efterlade, for hvis han paa Vor og Kronens vegne haver at administrere, da have Vi med Vort Elskelige Dannemarks Riges Raad samtykt og beslutted, hermed alle og enhver at advare, at ingen sig med hannem om noget hans Jorde-Gods her i Riget
(a) Memoires de Chanut. tom. 2. pag. 299.
(b) Declaratio Regis Hafn. 26. Julii 1651. Manuscr.
|86skulde handle, førend Vi erlanger den tilbørlige Satisfaction, for hvis han Os er pligtig til at svare, og sig nøjagtig erklærer.
 
 
 
xxx
xxx