Tilbake til søkeresultater
Tekststatus:
Kommentering pågår

10 forekomster av adkomst
[Fjern søkemarkeringer]

  
expand section icon

collapse section icon
  
  
  
collapse section icon
  
 expand section icon
  
 
  
  
  
  
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 
[Freden i Roskilde 1658]
  
  
 expand section icon
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 
 expand section icon
 expand section icon
expand section icon
 expand section icon
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
  
 
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  

expand section icon

previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Imidlertid arbeidedes der udi Kiøbenhavn af yderste Magt paa en hastig Fred. De Danske Commissarier, tillige med den Engelske Mediator, begave sig med ald muelig Hast til den Sven-|258ske Krigs-Hær, hvilken de meenede at treffe udi Langeland, men, da de vare komne noget nær Vordingborg, bekomme de de forskrækkelige Tidender, at den heele Svenske Magt var nyligen kommen paa Siælland, og var ikke langt fra dem; lidet derefter mødte de Kong Carl selv udi en Slede geleidet af 200 Finske Ryttere.
Freds Handlingen blev derfore forsøgt til Wordingborg udi Siælland, hvor paa Freds Forhandling til Vordingborg.Dannemarks vegne lode sig indfinde Joachim Gersdorf og Christen Skeel; men det var uvist, hvad man kunde vente af en Konge, som en ugemeen Fremgang havde giort vanskelig at tractere med. Høistbemældte Konge overveiede da hos sig selv, om han skulde forfølge sin Lykke, og gandske søge at bringe Dannemark under Fødder, eller han skulde lade sig nøje med at skille det ved sine beste Provincier, og derved at sætte samme Rige udi saadan Stand, at det aldrig meer kunde tentere noget mod Sverrig. Det første syntes i denne Tilstand ikke vanskeligt at sætte i Verk, og, naar han først var bleven Mester over heele Norden, skulde faa Europæiske Potentater driste sig til at binde an med ham. Men der vare ogsaa store Aarsager, som kunde bevæge ham til at gaae den anden Vei frem, som var mildere; thi Sverrig havde da en stor Hob Caroli Gustavi Betænkning for og imod Freds-Handel.aabenbare Fiender, som allereede var i Gevær, hvis Tall merkeligen vilde formeeres af andre, som misundede samme Rige saadan stor Tilvæxt, og som funde deres Regning ved, at der var en slags Ballance i Norden. At derfore indlade sig udi Krig med saa mange, var at sætte paa Spill alt hvad man havde vundet, helst efterdi der intet Haab var til Forliig med Polen, og det Østerrigske Huus søgte at til intet giøre, eller i det ringeste forhale Tractaterne med samme Rige, indtil det kunde blive færdigt til at angribe Sverrig. Videre stod dette for Øjene, at, endskiønt den Svenske Krigs-Magt havde fæsted Fod paa Siælland, saa vare der dog ingen Stæder eller Fæstninger erobrede, ej heller udi Skaane og Norge, og var det at befrygte, at samme Stæder i denne Tilstand kunde underkaste sig andre mægtige Potentaters Protection, med hvilke Sverrig derudover nødvendigen maatte indvikles i Krig. Man vidste, |259hvor mange Fiender man tilforn havde paa Halsen, og kunde vente, at hverken Frankerig eller Engeland skulde sidde stille meere end andre, hvis man lod sig merke med at ville bringe alle 3 Nordiske Riger under et Hoved, og hvis man ogsaa fik samme Riger til Fiender, var det en puur Umuelighed at reede sig vel ud af denne Krig. Man havde derforuden ikke lang Tid at løbe paa, og hvad man skulde giøre, maatte giøres i Hast. At gribe Kiøbenhavn an med den heele Krigs-Magt paa eengang, var betænkeligt; thi om Angrebet ingen Succes havde, vilde Krigs-Hæren, som ingen Forliis kunde taale, svækkes, og mod Foraaret, naar Søen blev aabnet, staae i Fare for at falde i Fiendens Hænder. Nu derimod kunde ved en hastig Fred erholdes saadanne fordeelagtige Vilkor for Sverrig, som udi nogle 100 Aar ingen Svensk Konge havde kunnet erhverve. Saaledes raisonnerede Carl Gustav efter Pufendorfs Beretning, som jeg Ord for Ord har fundet for gott herudi at følge, for at viise, at Kongen af ingen anden Aarsag frastod sit Forsætt i at undertvinge det heele Rige, end efterdi han fandt for stoor Vanskelighed derved. Bemældte Autor siger (a) at der derforuden var en hemmelig Aarsag, som holdt ham tilbage, nemlig at man frygtede, at hvis Dannemark blev foreened med Sverrig, det første Rige da i Fremtiden formedelst dets Situation og Angenemhed vilde blive Hoved-Riget og det Kongelige Sæde did hen vilde forflyttes, saa at Sverrig derover i Fremtiden vilde blive en Dependence af Dannemark, hvorudover det var bedre ved denne Leilighed saaledes at svække Dannemark, at det efterdags skulde trænge til Sverrigs Protection. Disse Betragtninger bevægede Carl Gustav at træde udi Conference om Fred til Vordingborg. Jeg har forhen viiset, at paa Dannemarks vegne i den Henseende didhen vare komne Joachim Vordingborgske Congres.Gersdorf og Christen Skeel. Med dem beordrede Carl Gustav tvende af sine at conferere, nemlig Corfitz Ulfeld og Steen Bielke.Bielke.]Bielke.] B, Bielke, A; Bielke, SS Bielke.] B, Bielke, A; Bielke, SS Ulfeld havde raadet Kongen af Sverrig ingen Fred at indgaae med Dannemark, men søge at bemægtige sig samme Rige, og derfor uden Forhaling at rykke mod Kiøbenhavn, hvor han
(a) Pufend. CaroliCaroli]Caroli] Carli A, Car. B; Caroli SS Caroli] Carli A, Car. B; Caroli SS Gustav lib. 5. pag. 373.
|260foregav, at Portene vilde strax aabnes, efterdi der var ingen Forstaaelse mellem Kong Friderik og Adelen. Pufendorf siger (a) at Ulfeld havde givet dette violente Raad i saadan Henseende. Han hadede den Kongelige Familie, men inderligen elskede sit Fæderneland, søgte derfor at skille Kong Friderik ved Riget, og at bringe det til en Tid under Sverrig, forhaabende det med Tiden skulde hendes det samme, som var skeed udi den gamle Rigernes Corfitz Ulfelds Anslag.Foreening, nemlig at Dannemark skulde blive Hoved-Riget; eller om Kongen endelig vilde residere udi Sverrig, at han selv skulde blive Statholder i Dannemark. Jeg vil lade denne Autoris Betænkning staae ved sit Værd, og alleene sige dette, at det er underligt at elske sit Fæderneland inderligen, og tillige med at arbeide paa at bringe det under et fremmed Herredom, helst, saasom det var gandske uvist, hvad Forandring der udi Fremtiden vilde skee. Men hvad som end kunde være Ulfelds Henseende ved dette Raad, saa blev det denne gang ikke efterfuldt, hvorudover der meenes, at Ulfeld fattede Kaaldsindighed mod Kongen af Sverrig, og at han fra den Tid søgte hemmeligen at hindre hans Interesse. Nogle af de Danske, som endda havde gode Tanker om Ulfeld, glædede sig over, at han var af Sverrig udnævned til Freds Commissarius, saasom de troede, at han derved skulde søge Leilighed at beviise sit Fæderneland nogen Tieneste, og bane sig Vei til Kongens Naade igien; men man seer, at Kong Friderik var af andre Tanker; thi han forlangede indstændigen at Ulfeld maatte ikke bruges til dette Værk, saasom det var haanligt for Riget at lade sig foreskrive Love af en rebellsk Undersaatt. Carl Gustav vilde dog ikke føje ham derudi, saa at det synes, at han har haft Behag i at insultere Nationen i denne slette Tilstand. Han veigrede sig ogsaa ved at tage den Hollandske Minister van Beuningen til Mediateur, saasom han holdt samme Mand for Stifter og Promotor til Krigen.
Da Commissarierne vare samlede, søgte de Danske med stor Veltalenhed at persvadere Kongen af Sverrig til at lade see Generositet
(a) Puf. Carl. Gust. lib. 5. pag. 373.
|261udi denne Tilstand, og at forbinde sig den Danske Nation ved at give de erobrede Provincier og Stæder tilbage. Til denne Proposition, da Corfitz Ulfeldt rystede med Hovedet, begyndte man De Danske Commissariers Forslag.at tilbyde en stor Sum Penge, hvilket Forslag han i lige Maade forkastede, og bød dem at giøre Alvor af Sagen og træde til solide Ting. Endeligen, da de Danske omsider tilbøde Skaane, Halland og Blegind, sagde Ulfeld, at nu kunde han see, at de begyndte at tale lidt Alvor, men der vilde meere til; thi de maatte ogsaa lægge hertil Bornholm, Anholt, Lessøe, Hveen og Saltholmen, item Dytmersken, det Herskab Pinnenberg, de trende Stifter i Norge, Bahuus, Trundhiem og Aggershuus, item den halve Part af den Øresundske Told, tolv af de beste Krigs-Skibe og endeligen en Million Rdlr. i Penge. Derforuden forlangede han, at de skulde renoncere paa alle de Forbund, som de havde sluttet Sverrig til Præjudice, udelukke alle Fremmede fra Øster-Søen, fornøje Hertugen af Gottorp, saa vel som sig selv, pleje og indqvartere det Svenske Krigs-Folk, og overlade deres egne til Svensk Tieneste. Videre Ulfelds exorbitante Fodringer.forlangede han efter den Oldenborgske Greves Død, at nogle Lands-Byer paa den anden Side Weseren skulde lægges til Stift Bremen. Under Trundhiems Stift vilde han ogsaa skulde forstaaes Findmarken, Lapland, Wardehuus og alle omliggende Øer. At de Svenske Skibe, som passerede igiennem Sundet, skulde til intet andet forbindes, end at fremviise deres Reise-Pass, og i det øvrige ingen Visitation være undergivne. At de Danske ingen Frihed skulde have til at slutte noget Forbund, den Svenske Frihed til Præjudice i Øresund, saasom tilforn var skeed ved Redemtions-Tractaten. Videre, at, ligesom de Svenske Skibe hilsede Kronborg, saa skulde ogsaa de Danske salutere Helsingborg &c. Jeg troer neppe, at der udi nogle 100 Aars Historie skal findes Exempel paa, at en Nation har forlanget saadanne Conditioner af en anden. De Vilkor, som de Engelske Konger fordum Edvardus 3. og Henricus 5. ved Freds-Tractater stipulerede sig af Frankerig, vare vel store, men ikke saa exorbitante, som Betænkning derover.disse. Derforuden havde de Engelske Konger ved Successions-Ret vigtige Prætensioner paa den Franske |262Krone, saa at det var meere i den Henseende end til deres Vaabens Rett de forlangede saadanne Ting. De Svenske derimod havde aldeeles ingen Prætensioner paa Dannemark, tvertimod de havde for nogle Aar siden temmeligen klipped samme Rige. Skaane, Halland, Blegind, heele Norge og de beste Fæstninger i Dannemark vare endda urørte, og dog forlangede de meere end den halve Deel af Rigerne, og derforuden søgte at foreskrive saadanne Love, hvoraf de siden stedse kunde finde Prætext til at tage den øvrige halve Deel bort. Man seer heraf at Carl Gustav ikke var den Herre, der lod sig nøje med een eller toe Retter, men at han giorde reent Bord, hvor han kom, og at det var ham ikke om at giøre, at sætte sit eget Rige udi Sikkerhed, men at undertvinge en Nation efter en anden.
Den Engelske Minister Philipp Meadow, endskiønt Engeland paa de Tider var Den Engelske Ministers Iver mod de Svenske.Dannemark ikke synderligen bevaagen, blev saa ophidsed over denne Paastand, at han glemte sig selv, og i Commissariernes Paahør, sagde overlydt, at de Svenske begierede ubillige Ting. Derudover blev Kong Carl meget fortørnet, holdende for, at han havde overtraad sit Embede; thi, at sige de Svenske Commissarier i eenrum saadant, var noget som man kunde fordrage, men udi begge Parters Nærværelse at lade falde saadanne Ord, var at giøre sig i Steden for Underhandler til Dommer. Dette lod Højstbemældte Konge ham tilkiende give ved Ped. Julius Cojet, og truede at referere det til Protector Cromwel. Den gode Meadowe blev derover saa forskrækked, at han bad om Forladelse, bekiendte, at hans Lykke stod i Kongens Hænder, og begiærede, at saadant ikke maatte refereres. Hvorudover Carl Gustav blev igien tilfreds stilled, og derforuden forærede ham 11000 Rdlr. Men uanseet dette og andre Caresser, som de Svenske siden giorde ham, fornam man, at han i Hiertet ikke billigede deres Foretagende, men tvert imod bar meere Affection for de Danske, hvorfore Kong Friderik beærede ham med Elephant-Ordenen, hvilken Ære opvakte ikke liden Fortrydelse hos andre, der holdte fore, at saadant var over Meadows Stand, saasom Elephant-Ordenen blev ikke given uden til Folk |263af stor Naissance. Og foraarsagede denne Fortrydelse, at Kong Friderik siden for en Sum Penge formaadde ham til at give Ordenen tilbage igien. Derpaa bleve Tractaterne videre fortsatte, og begyndte da de Svenske Commissarier at give noget efter, som om Delmenhorst og Dytmersken. De lode sig ogsaa merke med, at de vilde lade noget falde af den forlangede Penge Sum, item at forløse Siælland fra deres Krigs-Folk, dersom de Danske vilde exeqvere de øvrige Ting uden Forhaling.
Mediateurerne, som vare den Franske Ambassadeur Terlon og foromtalte Philipp Meadow, søgte derpaa videre at foreene Parterne, men som de Danske Commissarier ingen fuldkommen Fuldmagt havde at slutte alle dislige Ting, maatte de forlade Congressen, for at høre Kong Frideriks endelige Slutning, men lovede inden 3 Dage at komme tilbage, begiærende, at der imidlertid maatte være Stillstand, hvilket Carl Gustav dog ingenlunde vilde accordere, saasom han meenede, at man søgte kun at forhale Tiden, sigende, at han vilde ikke give 3 Timers Stillstand, og paa det at man Kong Carl rykker mod Kiøbenhavn.skulde see, at det var hans Alvor, lod han sætte sin Krigs-Hær i Slagt-Ordning, udstrækkende den saa meget, som mueligen, paa det at den skulde synes større, end den var, og lod den rykke lige mod Kiøbenhavn. Han gav derforuden i de Danske Commissariers Paahør Ordre til Gustav Steenbok, at bringe paa Beenene saa meget Folk, som mueligt, i Sverrig, og dermed sætte sig mellem Landskrone og Helsingborg. I Synderlighed skulde han strax føre 2000 Mænd over til Siælland for at bruges til Kiøbenhavns Belejring, hvis man strax ikke beqvemmede sig til de foreslagne Freds-Conditioner.
Da de Danske Commissarier tillige med Meadow vare komne til Kiøbenhavn, refererede de strax hvad, som var forhandlet udi den Wordingborgske Congress, og Forvirrelse udi Staden.hvilke Conditioner de af Carl Gustav havde kunnet erholde, og raadede da Meadow til Fred, saasom Nødvendigheden den udfodrede. Man disputerede derpaa den heele Dag udi Kiøbenhavn, om man skulde antage Freden paa saa haarde Conditioner, eller man skulde stræbe at forsvare sig til det Yderste, og sætte det Kongelige Huus, Kro|264nen, Floden og det heele Rige udi Vove. Kiøbenhavn var da forsyned med 2000 gevorbne Ryttere, samt nogle af Adelens Folk, og et lidet Antall, som var kommen over Iisen fra Fyen men uden Heste. Af Fod-Folk var neppe 800, som kunde føre Gevær, og de Siællandske Bønder, som da vare flygtede ind udi Staden, kunde man liden Stat giøre paa. De andre vare Baads-Folk, Borgere, Studentere og Handtverks-Folk, som havde bevæbnet sig som de kunde. Ikke dismindre fandtes der dog nogle, som raadede fra Fred, og holdte for, at Staden vel kunde giøre Modstand. De sagde, Nogle derudi raade til Krig.at den største Deel af den Svenske Krigs-Hær var udaf Lejeren paa Fribytterie, og at de andre, som vare besværgede med deres Bytte, kunde lett overrumples og adspredes, naar de med Vigueur af Staden bleve angrebne. Sær meenede de, at den Svenske Krigs-Magt kunde svækkes ved at betage dem Levnets-Middel, og at Rytteriet, hvorpaa de havde meest Forraad, snart skulde henfalde, hvis man allevegne gav Ordre til at opbrænde Foret; kunde man allene vinde Tid, til Kulden ophørede og Iisen opslog, var der Haab til at ødelægge den heele fiendtlige Krigs-Magt, som laae adspreedt paa Øerne. Endeligen sagde de, hvordan Udfaldet end kunde blive, saa kunde intet verre vederfares Riget, end at kiøbe een Deel Provincier tilbage ved de øvriges Forliis, ja det var mindre haanligt efter all muelig Modstand at lide saa stor Skade, end strax at underkaste sig saadanne haarde Vilkor. General Trampe var een af dem, som understyttede saadant Anslag, og lod sig finde villig til at giøre et Udfald med 2000 Ryttere, og lige saa mange Fod-Folk, hvorudi Kongen selv bifaldt ham, og var færdig at bivaane samme Udfald i egen høje Person. Hvad som ellers videre bestyrkede dem i det Forsætt at giøre Modstand, var, at nogle Raads-Herrer fra Glückstad havde tilskrevet Kongen, at han ikke skulde indgaae Fred paa saa haarde Vilkor, men søge paa hvad Maade det skee kunde at vinde Tid, eftersom der snart vilde komme Undsætning fra Brandenborg og andre Steder. Men Raadet, som var tilstede i Kiøbenhavn, fandt ikke tienligt at sætte alting paa Spill, men at man maatte accom|265modere sig efter Tiden; thi, sagde de, at angribe de Svenske med en Haandfuld af Folk, tienede til intet andet end at offre de samme op, og vilde Kiøbenhavns Indbyggere af saadan Forliis aldeles tabe Modet, og aabne portene for Fienden. Kulden holdt Andre raade til Fred. endnu sterkt ved, saa at man ingen Forhaabning kunde have om hastig Undsætning, tilmed var Floden udi Holland endda ikke færdig, og kunde Polakerne Brandenborgerne og andre uden Skibe ikke komme til de Danske Øer. Imidlertid, medens disse Hindringer varede, vilde den Svenske Krigs-Magt forøges ved Recruter af heele Sverrig, og med det heele Riges Magt angribe Kiøbenhavn. Derforuden var Stadens Fortification i slet Stand, ja Voldene vare paa nogle Steder saaledes siunkne, at man behøvede ikke Storm-Stier til at komme derover, og Kulden tillod da ikke at tænke paa nogen Reparation. Der vare ej heller Stykker nok paa Volden, og Staden var til Ulykke saa opfyldt med Landsby-Folk, at man inden kort Tid maatte frygte for Hunger. Foruden disse Ulejligheder var Almuen udi yderste Desperation, nogle raabte, at de vare forraade, og alle vare Raadvilde, saa at der var fast ingen uden Kongen selv, der lod see Mod og Bestandighed. (a)
Disse Raisons syntes da de Vigtigste, hvorudover alle inclinerede til Fred, helst, De Sidstes Raad følges.saasom Kongen af Sverrig havde ladet udsprede, at Tractaterne med Polen vilde hastigen komme til Ende, og at han inden kort Tid haabede at slutte Alliance med Kongen af Ungern og Chur-Førsten af Brandenborg. Hvilket altsammen de Danske lett kunde troe, efterdi de Svenske havde opsnappet alle Breve, som komme fra Tydskland, saa at man i en heel Maaned ingen Post havde haft. Endeligen stødte til alle Ulykker ogsaa denne, at der var ingen Forstaaelse imellem Kongen og Adelen, ej heller mellem Adelen og de andre Stænder, saa at intet uden den overhængende Fare holdt dem nogenledes udi Roelighed.
Efter at Resolutionen var tagen til Fred, begave de Danske Commissarier Den Tostrupske Congress.Gersdorf og Skeel, tillige med Meadow sig til
(a) Puf. Carl Gust. lib. 5. pag. 376. Nisi qvod soli Regi Friderico inter tantas adversitates inconcussa animi firmitas constet.
|266Tostrup, en Landsbye liggende ikke langt fra Kiøbenhavn, for der at træde i nye Conference med Ulfeld og Bielke. Imidlertid avancerede Kong Carl med sin heele Krigs-Magt lige til Kiøge, som er fire Miil fra Kiøbenhavn, drev ogsaa paa Steenbuk, at han saa snart, som mueligen skee kunde, skulde komme med Recruter fra Sverrig. Han selv lod sig med et Antall Ryttere see for Kiøbenhavn, og posterede sig paa en Høj, for at hindre de Danskes Udfald. Ja, medens den Tostrupske Tractat varede, reed han ideligen allevegne omkring Kiøbenhavn, ligesom han vilde udsee den beste Lejlighed til at angribe Staden, saasom man havde giort ved Frideriks-Odde, og det ikke i anden Henseende, end for at holde de Danske stedse i Frygt, at de ikke skulde bortkaste Freds-Tanker. Han lod ogsaa ved Beltet nøje examinere alle Reisende, at de ingen Breve kunde føre med sig til Holsten og Tydskland. Imidlertid arbeidedes af all Magt paa Freden, og gave de Svenske da adskilligt efter af det, som de havde forlanget udi Vordingborg, saasom Tiden var knap, og tillod ikke mange Disputer. Der meenes, at Ulfeld da hemmeligen søgte at favorisere Dannemark, efterdi, naar hans Collega sagde ham imod, han da foregav sig at have hemmelig Instruction af Carl Gustav. Saaledes, da de Svenske paastode, at de 12 Krigs-Skibe skulde extraderes, forevendede han, at de vare saa forraadnede, at de vare ikke værde at eje, det samme foregav han ogsaa om de 2000 Fod-Folk, nemlig at de vare uduelige og kunde ingen Tieneste giøre. Hvad den Øresundske Told angik, hvoraf de Svenske havde forlanged den halve Deel, da paastode de Danske, at de ingen Afgang deri kunde lide, men vilde Sverrig ogsaa paa sin Side fodre Told, vilde de ikke sætte sig derimod. Men dette holdt Carl Gustav alt for betænkeligt, eftersom han derved vilde irritere Engeland og Holland, og derfore lod den Prætension fare. Den største Knude var om Trundhiems Cession, for hvilken de Danske tilbøde anden Æqvivalent. Derfor havde Kong Carl givet hemmelig Befalning til Edvard Ehrenstein, at, dersom han fornam, at Tractaterne standsede derved, skulde han tilkiende give Commissarierne, at førend Tractaterne skulde brydes over tvers, vilde han ogsaa staae fra den Prætension. Men, |267til Uheld, saa havde en Svensk Herremand Claus Tott, i hvis Herberg de Danske Trundhiems Cession ved en særdeles Hændelse.Commissarier vare, hørdt dem uformerkt raisonnere over denne Post, og at de havde sagt, at man maatte holde Miner det længste, som mueligt var, og lade som man heller vilde bryde over tvers, end beqvemme sig til Trundhiems Cession; men, naar man endelig fornam, at det kunde ikke andet være, skulde man derudi give efter. Derom gav bemældte Tott strax Underretning til Bielke, hvilken derudover holdt ud med de Danske til det Alleryderste, saa at det kom saa vit, at alle Commissarierne reisede sig op, hvorudover de Danske, meenende, at det var ramme Alvor, cederede Trundhiem. Den Tostrupske Tractat.Derpaa blev den Tostrupske Tractat sluttet, hvilken Dagen derefter blev ratificered af Kong Carl til Torslund Magele og af Kong Friderik til Kiøbenhavn. Men, som for Tidens Korthed og Stedets Ubeqvemhed den udi faa Ord var forfatted, fandt man paa begge Sider for gott at begive sig til Roskild, og der at forfatte et fuldkomment Freds-Instrument, hvilket og skeede, saa at Freden derover har faaet Navn af den Roskildske Fred.
Commissarierne begave sig da strax til Roskild, for at bringe den Tostrupske Tractat til Fuldkommenhed. Strax efter samme Tractats Slutning, cesserede Fiendtligheden, undtagen at de Svenske bleve ved at indkræve Brand-Skatten udi Siælland, og gav Carl Gustav Ordre at iile dermed, saasom man strax efter Freds-Slutningen maatte forlade Landet. Men mellem Commissarierne til Roskild forefulde adskillige Disputer, helst om de Skaanske Stæders Evacuation, eftersom ved den Tostrupske Tractat var beslutted, at den Svenske Krigs-Hær skulde forlade Siæland, førend samme Stæder bleve overleveredeoverleverede]overleverede] oververleverede A overleverede] oververleverede A , hvilken Artikel Svenske Skribentere ogsaa tilskrive Nye Congress til Roskild.Ulfelds Snildhed i Faveur af Dannemark, foruden at dette var afgiort ved bemeldte Tractat foregave de Danske, at de umueligen kunde underholde de Skaanske Besætninger, førend de Svenske havde forladt Siælland, hvilket ogsaa var troeligt, efterdi Landet var gandske udmarved. Men Carl Gustav ansaae dette, som en Prætext til at vinde Tid, gav Ordre til Gustav Steenbok igien at bryde ind udi |268Skaane, og at postere sig ved Helsingborg. Han selv brød op fra Ringsted, og rykte med sin Krigs-Hær til Kiøge, skikkede ogsaa Margreven af Baden med Rytteriet lige til Kiøbenhavn. Samme Margreve passerede forbi Roskild om Natten, og kom paa en Miil nær Kiøbenhavn, ligesom han strax vilde giøre Begyndelse til Belejring. Man lod ogsaa tillige med udsprede, at Steenbuk med 6000 Svenske stod færdig at gaae ind udi Skaane. Dette foraarsagede, at de Danske maatte beqvemme sig til alting. Saa der alleene stod tilbage den Gottorpske Sag, hvilken var en haard Knude, efterdi Carl Gustav foruden det Ambt Svabsted, som ved den Tostrupske Tractat var loved Hertug Friderik, paastod ogsaa den Kongelige Lehns-Rettigheds Ophævelse i det Slesvigske, og derforuden at den vigtige Fæstning Rensborg maatte tages fra den Kongelige Deel udi Holsten, og lægges til den Førstelige; endeligen at Communionen udi Førstendommene maatte ophæves. Men derimod satte de Danske Commissarier sig med Hænder og Fødder, foregivende i sær, at Communionen uden Ridderskabets Samtykke ikke kunde løses, saa at det derfor var en Sag, som man maatte overlægge med Hertugens Gesantere. Men, som Tiden ikke tillod at opsætte Freden saa længe, blev fundet for gott, at man inden May Maaneds Begyndelse, førend den Svenske Krigs-Hær forlod Siælland, skulde fornøje Hertugen.
Efter at dette da var afhandlet, blev endeligen den Roskildske Fred slutted og af Den Roskildske Fred.begge Herrers Commissarier underskreven, og viskede da Joachim Gersdorff en af de Hosstaaende i Ørene disse Ord: *Vellem me nescire literas. Jeg vilde ønske, at jeg ikke kunde skrive, hvorudi han sandelig ikke havde Uret. Thi Dannemark mistede paa eengang Skaane, Halland, Blegind, Bornholm, det heele Trundhiems-Stift, det heele Bahuus, og Svabsted tillige med Lehns-Rettigheden udi det Slesvigske, skiønt dette sidste blev ikke ret afgiort, førend ved den Kiøbenhavnske Fred. Men ved denne Roskildske forbandt man sig til at give Hertugen saadan Satisfaction, og grundede sig saaledes de Holstenske Hertugers previous hit Adkomst next hit til det Amt Svabsted, og Souverai|269netet udi det Slesvigske alleene derpaa, at Hertug Friderik i Rigets elendige Tilstand fandt for gott i steden for en troe og oprigtig Vassal at assistere Riget, heller at slaae sig til dets Fiender, for at extorqvere de haardeste Ting af en Konge, hos hvilken han stod i Troeskabs Eed, og som derforuden aldrig havde giort ham noget Ont. Dette var end ikke nok, han vilde ogsaa have den vigtige Holstenske Fæstning Rensborg med, som han kaldte til Satisfaction. Da det dog er klart, at han ved sin Opførsel ikke alleene intet kunde prætendere, men uden Disput havde forbrudt sit Lehn.
Uanseed denne haarde og u-fordeelagtige Fred, fandtes der dog nogle Betænkning derover.Raisonneurs, som Pufendorf kalder Prudentes eller fornuftige Folk i Holland (a) hvilke holdte for, at Ulfeld tillige med den Engelske Minister Meadov da reddede Riget, men de reddede det saaledes, at alle Potentater derover bleve allarmerede, endogsaa Cromvel selv, som var Caroli Gustavi Ven; thi den Hollandske Ambassadeur van Beuningen sagde paa samme Tid, at Cromvel ingen Behag vilde finde i denne Fred, helst saasom han selv var anfortroed at arbeide paa en Fred, som var billig og uden det Danske Riges Mutilation og Formindskelse.
Den Roeskildske Fred blev slutted den 26 Febr. 1658 og bestaaer af 28 Artikle, Geheime ArtikleArtikle]Artikle] B, Artike A Artikle] B, Artike A .underskrevne af den Franske Ambassadeur Terlon, Corfitz Greve af Ulfeld, Philipp Meadov og Steen Bielke: Foruden disse 28 Artikle findes tvende hemmelige underskrevne af Joachim Gersdorff og Christen Skeel, hvorudi loves at General Major Ebbe Ulfeld skall gives Satisfaction for de Prætensioner og Fodringer, som han paa een eller anden Maade kand have i Dannemark. Item, at nogle Tapisserier, som det Svenske Rige til Beskiemmelse forvares udi Dannemark, skall overstryges med anden Farve. Hvorudi Ebbe Ulfelds Prætensioner have bestaaed, er mig uvitterligt. Men Corfitz Ulfelds vare at blive restituered i alt hans Gods og Midler, som var seqvestrered udi Dannemark, hvilket er Indholden af den 24 Ar-
(a) Puf. ibid. pag. 379.
|270tikel udi den Roskildske Fred. Samme Dag, som Freden blev slutted, bleve 2000 Svenske skikkede til Skaane, geleidede af 2 Danske Commissarier for at tage de Skaanske Stæder i Possession. De samme imodtog Claus Tott udi Caroli Gustavi Navn. Axel Lillie tog mod Blegind, og Erik Steenbuk og Harald Stage mod Bahuus, og Lars Creutz annammede Trundhiem.
Saaledes endtes denne første Krig, hvilken blev begyndt med større Fyrighed af de Danske, end den blev fortsatt; saa at Carl Gustav kunde sige allevegne, hvor han kom: *Veni, Vidi, Vici; thi de stærkeste Fæstninger bleve enten i en Hast bestormede, Autoris Betænkning over de Danskes Conduite i denne første Krig.eller gave sig uden Sværdslag, og Rigets Tropper mødte ikke for at giøre Modstand, men for at lade sig see af Fienden, og derpaa vende tilbage. All Verden forundrede sig over, at en Nation, hvis Character hidindtil havde været Bravoure, saa reent paa eengang skulde glemme sig selv, og at et Folk, der saa vel udi dette, som udi forrige Seculo med ulige Magt tit havde triumphered mod de Svenske, nu ligesom Faar lod sig drive af de samme. Sandeligen man hverken bør eller kand sige noget til Forsvar af disse Tiders Krigsfolk og Anførere. Vel er sant, at de Svenske da havde bragt Krigs Disciplinen paa den høieste Spidse, saa at de vare blevne en Skræk for alle deres Naboer. Men man kand derimod sige, at det var med en maadelig og ilde forsyned Krigs-Hær de angrebe et heelt Rige, som havde lavet sig paa Modstand. All Forstand, Hierte, Conduite, og Redelighed var saa reent forsvunden saa vel hos Soldater som hos Anførere, saa at man ikke kunde kiende Nationen meere igien. Hvorudover den Danske Milice ogsaa paa samme Tid geraadede udi saadan Foragt, at den blev allevegne til en Fabel. Vil nogen lægge mig til Last, at jeg afmaler mine egne Landsmænd med saadan Farve, da vil jeg svare, at det er den mindste Straf, som kand hende Folk, der ved en saa ugemeen Feighed opoffrede et heelt Rige tillige med deres Konge, hvis Fromhed, Forstand, Bravoure og store Dyder kunde opmuntre Undersaatterne til Helte-Gierninger. Hvis Tidernes Tilstand havde tilladt Krigs-Forhør at holdes, havde Exe|271cutionen villet blive stor og merkelig, saa vel over Gemeene, som over Officiererne; thi, endskiønt de Svenske vare bedre Soldater og meere disciplinerede end udi forrige Krige, saa vare de dog kun Mennesker, og var det denne Gang aldeeles ikke deres Bravoure eller Krigs Discipline man kunde tilskrive saadan uhørlig Fremgang, men den Danske Milices Forstokkenhed, og en *Terror panicus, som var overkommen den heele Nation; thi, at de Svenske vare ikke uovervindelige, viisede paafølgende Krig, da Nationen igien ligesom vognede op af Søvne, og alle indtil Borgere, Studentere, Handværks-Folk og Bønder skyede ikke udi smaa Partier at angribe den heele Svenske Krigs-Magt, og derved tilstrækkeligen reparerede Nationens Ære. Dog kand man sige, at de Svenske udi denne første Krig havde aldrig med Reputation kommet derfra, hvis den ugemeene strænge Vinter ikke havde giort Broe for dem over Havet til de Danske Øer, og tillige med afskaaret Dannemark all fremmed Undsætning, hvorpaa man forlod sig, men deres heele Magt havde bleven standset ved Beltet, og havde bleven grebet ligesom udi en Sæk udi Jylland, saa at der neppe en Mand skulde have kommet tilbage, ja at derfore alt det, som lægges Carl Gustav til Berømmelse, havde faaet Navn af Ubetænksomhed og Temeritet.
 
 
 
xxx
xxx