Alt hvad som ordentligt enten hvert år sker eller nødvendigt må ske efterdi det er en naturlig suite af foregående ting, udelades gemenlig i gode historier. Det er for eksempel fornødent at antegne en regents fødsel og død, men ganske ufornødent at melde om hans dåb og begravelse; thi på fødsel følger nødvendigt dåb, og på død nødvendigt begravelse. Tværtimod sædvanlige tings omission giver heller materie til historie; thi det var mærkeligt og meget historisk om en blev opfødt uden dåb og døde uden begravelse. Ligeledes er det fyldekalk at tale om rettens ordentlige holdelse, om skatternes årlige påbud etc., men helt mærkeligt om skatterne et vist år ikke blev påbudt, eller den højesteret et helt år cesserede. Således kan det óg være fornødent at tale om en prins’ bilager, men ganske ufornødent at specificere bryllupsretterne eller den hele bryllupsstads; thi ingen bryllupshøjtid sker uden stads, og intet gæstebud uden mad og drikke.

Deslige sagers recit kan vel gøre en bog tyk og anselig; men det er (som man siger om usunde og opblæste legemer) ingen god fedme. *Encomium regni Daniæ er for eksempel en tyk kvart; men når man derfra tager tvende karrusellers beskrivelse og nogle andre ting af samme natur, er det ligesom når der går hul på en blære så at fast intet uden bindet af bogen bliver tilbage. Jeg dispenserer mig for at tale om en del andre historiske skrifter hvis tykhed også temmelig ville indsvinde om alle overflødige og unyttige ting blev udmønstret.

At indføre breve og dokumenter i en historie kan tillades når de samme er af stor vigtighed, men at anføre komplimentsbreve, bestallinger, vidtløftige lykønskningstaler, opmuntringsorationer til krigsfolk, nobilitations-diplomata etc. kan ikke tolereres. Derfor dadler nogle det hos vor store skribent Huitfeldt at han har indført i sin historie adskillige breve af ingen betydelse som hele bispekonfirmationer både på latin og dansk og andet deslige for hvis publikation vi ikke har ham så stor obligation som for den kalmarske konstitution der indeholder de 3 rigers jus publicum, item Friderici 2. Imperatoris diploma, der konfirmerer |b1r adkomst  til Venden, og skal noget simpelt brevs indførsel undskyldes, da må det være i mørke ting som de tjener til bevis og oplysning, eller det må være breve som er originaler der tilforn ikke har været bragt for lyset, og som derforuden viser visse mærkværdige personers skrivemåde, óg mærker jeg at skønsomme folk i den henseende ikke har fundet mishag i de af Christiani 4. naive breve som jeg på et og andet sted har indført. Dog kan man sige om alle slags breve og dokumenter at når man har dem i mængde, det er bedst at indføre dem i en særdeles samling for ikke at interrumpere teksten, ja ganske at udelade dem når de indeholder intet af vigtighed eller findes tilforn trykt in actis publicis.

Det kan ikke alene undskyldes, men er også undertiden fornødent at indføre naborigers historier, men derhos er at mærke at de må være korte, item at det må være sådanne ting som har overensstemmelse med den rette historie som man skriver, og kan tjene til dens oplysning. I det øvrige er fremmede historiers indførsel utålelig. Dette er dog en fejl som findes hos mange af vore nordiske historieskrivere, at de ex abrupto, uden anledning, trækker læseren hen i et fremmed, langt bortliggende land for at underrette ham om uvedkommende ting som på samme tid er sket i en anden verdenspart; thi sådant er ikke at skrive et vist lands historie, men at henfalde til historiam universalem eller en almindelig kerne-chronica.

En historieskriver må i lige måde så meget som muligt beflitte sig på at historien hænger sammen i en kæde således at han undertiden tager enten det foregående eller efterfølgende års historie til hjælp for at udføre på et sted en vigtig tings beskrivelse; thi læseren som længes efter udfaldet, støder sig over historiens interruption, helst når den sker ved fremmede og lidet betydelige sager. Således er det i Friderici 1. historie ubehageligt når man læser om den vigtige kongres som blev holdt for at slutte et forlig mellem højstbemeldte konge og den landflygtige Christian 2., at se historieskriveren pludselig afbryde og at tale om skomagernes opstand i Bergen. I Friderici 2. historie, hvor der tales om negotiationer mellem Danmark og Sverige, giver en anden skribent os en vidtløftig beskrivelse over den franske ridderorden af Skt. Michael, så at man kan sige at det var en lykke for historien at højstbemeldte konge ikke blev beæret med flere fremmede ridderordener.

|b1vJeg vil ikke tale om andre fejl såsom mit forsæt er kun at melde om dem som jeg gemenlig finder i vore egne og vore naboers historiske skrifter, og hvoraf en stor del begås ikke af uskønsomhed, men af en egen goût i det historiske studio; thi man ser ofte end de skønsomste folk at have en særdeles egen smag i visse ting, såsom de engelske i uordentlige og forvirrede skuespil, de franske i en egen musik som ikke befalder andre nationer, de tyske i en unaturlig syntaxi som censureres af andre, men af dem selv kaldes en majestætisk skrivemåde, og italienerne i en forlibt, kælen stil og tendres diminutiver som deres forfædre, de gamle romere, særdeles lastede i historier. Hvorfor denne min censur i henseende til de nordiske skribenter sigter alene til at vise en slet goût i historier, som rejser sig måske også dels deraf at ingen på vort eget sprog har forfattet de regler som man bør efterfølge; thi man ser en og anden af sådan vildfarelse at arbejde med hænder og fødder på at fordærve deres historier, enten ved at udarbejde og pynte stilen for meget, hvorved den får anseelse af oration, eller ved alt for mange triviale refleksioner.

Begge dele koster skribenter umage skønt begge dele vanhelder en historie; thi hvad den første post angår, da er historiens største sirat simplicitet, óg er den historiske stil den bedste som mest differerer fra en oratorisk, akademisk eller sådan som man kalder didaktisk stil. Det lastes derfor hos gamle romerske og græske skribenter at de har indflikket i deres historier så mange udpyntede orationer. De samme kunne være ypperlige på sit sted, men gør lige så slette figurer i en historie som højtravende poesi i en komedie, óg synes Cicero at have været af den tanke når han taler om Thucydidis orationer således: *Orationes, quas interposuit, laudare soleo, sed imitari neque possim si velim, neque velim si possim, det er: Jeg estimerer meget de orationer som han har indført i sin historie, og om jeg ville, så kunne jeg ikke gøre dem så gode, og om jeg end kunne, så ville jeg dog ikke.

Hvad den anden post angår, nemlig de refleksioner som gøres over historierne, da byder reglerne at man bør lade læseren selv gøre sig betænkninger over hvad han læser. Vel er sandt at de bedste historieskrivere ofte gør refleksioner over en og anden ting, men sådant sker med måde og undskyldes derved at de med judicio og upartiskhed anføres så at irregulariteten selv kan re|b2rkommandere og blive til et sirat, i hvilken henseende det her kan appliceres som Plinius siger: *Peccant quia nihil peccant. Óg er dette min betænkning over store og partikulære historier.

Hvad compendia angår som skrives for ungdommens nytte for at give dem en generel idé over historien, da findes der nogle som giver korte og vel sammenhængende compendia hvori befattes historiens hovedstykker, visende for eksempel hvorledes et monarki og rige rejser sig af et andets fald tillige med årsagen dertil, i lige måde de fornemste forandringer enhver stat har været underkastet, deres tilvækst og aftagelse, boglige kunsters og krigsdisciplins begyndelse og forflyttelse fra et rige til et andet, og det altsammen på sådan måde som kan af ungdommen læses både med nytte og fornøjelse og indprente dem lyst til at gå videre ind i samme studium.

Andre derimod bekymrer sig alene om pure navne og årstal så at deres compendia har heller anseelse af glosebøger, lister og tabeller end af historier. Derved taber historien al sin glans og herlighed og gøres til et gement og groft studium der alene udfordrer ihukommelse og intet judicium, og såsom unge mennesker bilder sig ind at den hele videnskab består alene i at få nogle tusinde navne med lige så mange cifre til livs, kan de ikke andet end fatte en afsmag derfor.

I den henseende har jeg i det historiske compendio som skulle skrives den studerende ungdom til nytte, ikke villet følge den forantagne måde, men ladet mig nøje med at anføre de fornemste stykker på det at der kunne blive mere materie end tal og navne, og at ungdommen kunne få lyst til at gå videre frem, óg har udfaldet svaret til min tanke og forhåbning.

Jeg tvivler ikke på at mange jo vil lægge mig denne kritik til last og anse mig som den der har alt for høje tanker om sit eget arbejde og foragter andres; men jeg svarer dertil at derved sætter jeg aldeles ingen pris på mit eget arbejde, thi ét er at foreskrive gode og sunde regler, et andet er at praktisere dem selv. Mangen dømmer vel om poesi og musik skønt han selv er hverken poet eller musicus, og erfarenhed lærer at den dansemester giver oftest de bedste lektioner og viser de netteste pas som mindst er bekvem til at danse selv. En slibesten kan selv ikke skære, men kan gøre stålet bekvemt dertil. Derfor siger poeten:

Jeg ser selv hvad defekt der er hos mine egne historier, men har formedelst mangel af rige materialer og formedelst andre årsager ikke kunnet remedere dem. Hvis vore forfædre her som på en del andre steder havde efterladt sig gode journaler over de ting som i deres tid er passeret, da kunne adskillige ting i denne historie have været bedre udført; men sådant er desværre ikke sket, endogså i de allervigtigste sager, hvorudover nogle har holdt det for et charlataneri og en ubetænksomhed af mig at lægge hånd på deslige sager og at love en udførlig historie af de sidste konger, hvorom intet tilforn har været antegnet. Vel findes materie i gode trykte bøger til Friderici 3. krige, men for at få oplysning af andre ting har jeg måttet eksaminere alle vråer og vinkler hvor noget kunne ligge skjult, så at den del af historien er en samling af reskripter og forordninger, item af lutter små hid og did fundne skrevne breve og andre sager, enten kopier eller originaler, som en og anden har kommunikeret mig til forsøg om jeg deraf kunne fabrikere en historie, óg har jeg citeret alle deslige små pjecer hvis originaler her og der findes, på det at posteriteten ikke skal beskylde mig for efter en Varillas’ og Maimbourgs eksempel at have givet *quid pro quo og have årsag at tvivle om skriftets autenticitet.