Tilbake til søkeresultater

10 forekomster av adkomst
[Fjern søkemarkeringer]

  
expand section icon

 expand section icon
collapse section icon
  
 expand section icon
  
 
  
  
  
  
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 
[Freden i Roskilde 1658]
  
  
 expand section icon
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 
 expand section icon
 expand section icon
expand section icon
 expand section icon
  
 expand section icon
  
  
 
  
  
  
  
 
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  

  

previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Imidlertid arbejdedes der i København af yderste magt på en hastig fred. De danske commissarier tillige med den engelske mediator begav sig med al mulig hast til den sven|258ske krigshær, hvilken de mente at træffe i Langeland, men da de var kommet noget nær Vordingborg, bekom de de forskrækkelige tidender at den hele svenske magt var nylig kommet på Sjælland og var ikke langt fra dem. Lidet derefter mødte de kong Carl selv i en slæde gelejdet af 200 finske ryttere.
Fredshandlingen blev derfor forsøgt til Vordingborg i Sjælland, hvor på Fredsforhandling til Vordingborg Danmarks vegne lod sig indfinde Joachim Gersdorff og Christen Skeel; men det var uvist hvad man kunne vente af en konge som en ugemen fremgang havde gjort vanskelig at traktere med. Højstbemeldte konge overvejede da hos sig selv om han skulle forfølge sin lykke og ganske søge at bringe Danmark under fødder, eller han skulle lade sig nøje med at skille det ved sine bedste provinser og derved at sætte samme rige i sådan stand at det aldrig mere kunne tentere noget mod Sverige. Det første syntes i denne tilstand ikke vanskeligt at sætte i værk, og når han først var blevet mester over hele Norden, skulle få europæiske potentater driste sig til at binde an med ham.
Men der var også store årsager som kunne bevæge ham til at gå den anden vej frem som var mildere; thi Sverige havde da en stor hob Caroli Gustavi betænkning for og imod fredshandel åbenbare fjender som allerede var i gevær, hvis tal mærkelig ville formeres af andre som misundte samme rige sådan stor tilvækst, og som fandt deres regning ved at der var en slags balance i Norden. At derfor indlade sig i krig med så mange var at sætte på spil alt hvad man havde vundet, helst efterdi der intet håb var til forlig med Polen, og det østrigske hus søgte at tilintetgøre eller i det ringeste forhale traktaterne med samme rige indtil det kunne blive færdigt til at angribe Sverige. Videre stod dette for øjnene at endskønt den svenske krigsmagt havde fæstet fod på Sjælland, så var der dog ingen stæder eller fæstninger erobret, ej heller i Skåne og Norge, óg var det at befrygte at samme stæder i denne tilstand kunne underkaste sig andre mægtige potentaters protektion, med hvilke Sverige derudover nødvendigt måtte indvikles i krig. Man vidste |259hvor mange fjender man tilforn havde på halsen, og kunne vente at hverken Frankrig eller England skulle sidde stille mere end andre hvis man lod sig mærke med at ville bringe alle 3 nordiske riger under et hoved, og hvis man også fik samme riger til fjender, var det en pur umulighed at rede sig vel ud af denne krig. Man havde derforuden ikke lang tid at løbe på, og hvad man skulle gøre, måtte gøres i hast. At gribe København an med den hele krigsmagt på én gang, var betænkeligt; thi om angrebet ingen succes havde, ville krigshæren, som intet forlis kunne tåle, svækkes og mod foråret når søen blev åbnet, stå i fare for at falde i fjendens hænder. Nu derimod kunne ved en hastig fred erholdes sådanne fordelagtige vilkår for Sverige som i nogle 100 år ingen svensk konge havde kunnet erhverve. Således ræsonnerede Carl Gustav efter Pufendorfs beretning, som jeg ord for ord har fundet for godt heri at følge for at vise at kongen af ingen anden årsag frastod sit forsæt i at undertvinge det hele rige end efterdi han fandt for stor vanskelighed derved. Bemeldte autor siger(a) at der derforuden var en hemmelig årsag som holdt ham tilbage, nemlig at man frygtede at hvis Danmark blev forenet med Sverige, det første rige da i fremtiden formedelst dets situation og angenemhed ville blive hovedriget og det kongelige sæde didhen ville forflyttes, så at Sverige derover i fremtiden ville blive en dependence af Danmark, hvorudover det var bedre ved denne lejlighed således at svække Danmark at det efterdags skulle trænge til Sveriges protektion.
Disse betragtninger bevægede Carl Gustav at træde i konference om fred til Vordingborg. Jeg har forhen vist at på Danmarks vegne i den henseende didhen var kommet Joachim Vordingborgske kongres Gersdorff og Christen Skeel. Med dem beordrede Carl Gustav tvende af sine at konferere, nemlig Corfitz Ulfeldt og Sten Bielke. Ulfeldt havde rådet kongen af Sverige ingen fred at indgå med Danmark, men søge at bemægtige sig samme rige og derfor uden forhaling at rykke mod København, hvor han
(a) Pufend. Caroli Gustav lib. 5. pag. 373.
|260foregav at portene ville straks åbnes efterdi der var ingen forståelse mellem kong Frederik og adelen. Pufendorf siger(a) at Ulfeldt havde givet dette violente råd i sådan henseende: Han hadede den kongelige familie, men inderligt elskede sit fædreneland, søgte derfor at skille kong Frederik ved riget og at bringe det til en tid under Sverige, forhåbende det med tiden skulle hændes det samme som var sket i den gamle rigernes Corfitz Ulfeldts anslag forening, nemlig at Danmark skulle blive hovedriget, eller, om kongen endelig ville residere i Sverige, at han selv skulle blive statholder i Danmark. Jeg vil lade denne autoris betænkning stå ved sit værd og alene sige dette at det er underligt at elske sit fædreneland inderligt og tilligemed at arbejde på at bringe det under et fremmed herredømme, helst såsom det var ganske uvist hvad forandring der i fremtiden ville ske. Men hvad som end kunne være Ulfeldts henseende ved dette råd, så blev det denne gang ikke efterfulgt, hvorudover der menes at Ulfeldt fattede koldsindighed mod kongen af Sverige, og at han fra den tid søgte hemmeligt at hindre hans interesse. Nogle af de danske som endda havde gode tanker om Ulfeldt, glædede sig over at han var af Sverige udnævnt til fredscommissarius, såsom de troede at han derved skulle søge lejlighed at bevise sit fædreneland nogen tjeneste og bane sig vej til kongens nåde igen; men man ser at kong Frederik var af andre tanker; thi han forlangte indstændigt at Ulfeldt måtte ikke bruges til dette værk, såsom det var hånligt for riget at lade sig foreskrive love af en rebelsk undersåt. Carl Gustav ville dog ikke føje ham deri, så at det synes at han har haft behag i at insultere nationen i denne slette tilstand. Han vægrede sig også ved at tage den hollandske minister van Beuningen til mediatør, såsom han holdt samme mand for stifter og promotor til krigen.
Da commissarierne var samlet, søgte de danske med stor veltalenhed at persvadere kongen af Sverige til at lade se generositet
(a) Puf. Carl. Gust. lib. 5. pag. 373.
|261i denne tilstand og at forbinde sig den danske nation ved at give de erobrede provinser og stæder tilbage. Til denne proposition da Corfitz Ulfeldt rystede med hovedet, begyndte man De danske commissariers forslag at tilbyde en stor sum penge, hvilket forslag han i lige måde forkastede og bød dem at gøre alvor af sagen og træde til solide ting. Endelig da de danske omsider tilbød Skåne, Halland og Blekinge, sagde Ulfeldt at nu kunne han se at de begyndte at tale lidt alvor, men der ville mere til; thi de måtte også lægge hertil Bornholm, Anholt, Læsø, Hven og Saltholmen, item Ditmarsken, det herskab Pinneberg, de trende stifter i Norge, Bahus, Trondhjem og Aggershus, item den halve part af den øresundske told, tolv af de bedste krigsskibe og endelig en million rigsdaler i penge. Derforuden forlangte han at de skulle renoncere på alle de forbund som de havde sluttet Sverige til præjudice, udelukke alle fremmede fra Østersøen, fornøje hertugen af Gottorp såvel som sig selv, pleje og indkvartere det svenske krigsfolk og overlade deres egne til svensk tjeneste. Videre Ulfeldts eksorbitante fordringer forlangte han efter den oldenborgske greves død at nogle landsbyer på den anden side Weseren skulle lægges til stift Bremen. Under Trondhjems stift ville han også skulle forstås Finmarken, Lapland, Vardehus og alle omliggende øer. At de svenske skibe som passerede igennem Sundet, skulle til intet andet forbindes end at fremvise deres rejsepas og i det øvrige ingen visitation være undergivet. At de danske ingen frihed skulle have til at slutte noget forbund, den svenske frihed til præjudice i Øresund såsom tilforn var sket ved redemptionstraktaten. Videre at ligesom de svenske skibe hilste Kronborg, så skulle også de danske salutere Helsingborg etc.
Jeg tror næppe at der i nogle 100 års historie skal findes eksempel på at en nation har forlangt sådanne konditioner af en anden. De vilkår som de engelske konger fordum, Edvardus 3. og Henricus 5., ved fredstraktater stipulerede sig af Frankrig, var vel store, men ikke så eksorbitante som Betænkning derover disse. Derforuden havde de engelske konger ved successionsret vigtige prætentioner på den franske |262krone, så at det var mere i den henseende end til deres våbens ret de forlangte sådanne ting. De svenske derimod havde aldeles ingen prætentioner på Danmark, tværtimod de havde for nogle år siden temmelig klippet samme rige. Skåne, Halland, Blekinge, hele Norge og de bedste fæstninger i Danmark var endda urørte, og dog forlangte de mere end den halve del af rigerne og derforuden søgte at foreskrive sådanne love hvoraf de siden stedse kunne finde prætekst til at tage den øvrige halve del bort. Man ser heraf at Carl Gustav ikke var den herre der lod sig nøje med en eller to retter, men at han gjorde rent bord hvor han kom, og at det var ham ikke om at gøre at sætte sit eget rige i sikkerhed, men at undertvinge en nation efter en anden.
Den engelske minister Philip Meadowe, endskønt England på de tider var Den engelske ministers iver mod de svenske Danmark ikke synderlig bevågen, blev så ophidset over denne påstand at han glemte sig selv og i commissariernes påhør sagde overlydt at de svenske begærede ubillige ting. Derudover blev kong Carl meget fortørnet, holdende for at han havde overtrådt sit embede; thi at sige de svenske commissarier i enrum sådant var noget som man kunne fordrage, men i begge parters nærværelse at lade falde sådanne ord var at gøre sig i steden for underhandler til dommer. Dette lod højstbemeldte konge ham tilkendegive ved Peter Julius Coyet og truede at referere det til protektor Cromwell. Den gode Meadowe blev derover så forskrækket at han bad om forladelse, bekendte at hans lykke stod i kongens hænder og begærede at sådant ikke måtte refereres. Hvorudover Carl Gustav blev igen tilfredsstillet og derforuden forærede ham 11.000 rigsdaler. Men uanset dette og andre karesser som de svenske siden gjorde ham, fornam man at han i hjertet ikke billigede deres foretagende, men tværtimod bar mere affektion for de danske, hvorfor kong Frederik beærede ham med elefantordenen, hvilken ære opvakte ikke liden fortrydelse hos andre der holdt for at sådant var over Meadowes stand såsom elefantordenen blev ikke givet uden til folk |263af stor naissance, óg forårsagede denne fortrydelse at kong Frederik siden for en sum penge formåede ham til at give ordenen tilbage igen. Derpå blev traktaterne videre fortsat, óg begyndte da de svenske commissarier at give noget efter, som om Delmenhorst og Ditmarsken. De lod sig også mærke med at de ville lade noget falde af den forlangte pengesum, item at forløse Sjælland fra deres krigsfolk dersom de danske ville eksekvere de øvrige ting uden forhaling.
Mediatørerne, som var den franske ambassadør Terlon og foromtalte Philip Meadowe, søgte derpå videre at forene parterne, men som de danske commissarier ingen fuldkommen fuldmagt havde at slutte alle deslige ting, måtte de forlade kongressen for at høre kong Frederiks endelige slutning, men lovede inden 3 dage at komme tilbage, begærende at der imidlertid måtte være stilstand, hvilket Carl Gustav dog ingenlunde ville akkordere, såsom han mente at man søgte kun at forhale tiden, sigende at han ville ikke give 3 timers stilstand, og på det at man Kong Carl rykker mod København skulle se at det var hans alvor, lod han sætte sin krigshær i slagtordning, udstrækkende den så meget som muligt på det at den skulle synes større end den var, og lod den rykke lige mod København. Han gav derforuden i de danske commissariers påhør ordre til Gustav Stenbock at bringe på benene så meget folk som muligt i Sverige og dermed sætte sig mellem Landskrone og Helsingborg. I synderlighed skulle han straks føre 2000 mænd over til Sjælland for at bruges til Københavns belejring hvis man straks ikke bekvemmede sig til de foreslåede fredskonditioner.
Da de danske commissarier tillige med Meadowe var kommet til København, refererede de straks hvad som var forhandlet i den vordingborgske kongres, og Forvirrelse i staden hvilke konditioner de af Carl Gustav havde kunnet erholde, óg rådede da Meadowe til fred såsom nødvendigheden den udfordrede. Man disputerede derpå den hele dag i København om man skulle antage freden på så hårde konditioner eller man skulle stræbe at forsvare sig til det yderste og sætte det kongelige hus, kro|264nen, flåden og det hele rige i vove.
København var da forsynet med 2000 gevorbne ryttere samt nogle af adelens folk og et lidet antal som var kommet over isen fra Fyn, men uden heste. Af fodfolk var næppe 800 som kunne føre gevær, og de sjællandske bønder som da var flygtet ind i staden, kunne man liden stat gøre på. De andre var bådsfolk, borgere, studenter og håndværksfolk som havde bevæbnet sig som de kunne. Ikke des mindre fandtes der dog nogle som rådede fra fred og holdt for at staden vel kunne gøre modstand. De sagde Nogle deri råder til krig at den største del af den svenske krigshær var ud af lejren på fribytteri, og at de andre som var besværet med deres bytte, kunne let overrumples og adspredes når de med vigør af staden blev angrebet. Især mente de at den svenske krigsmagt kunne svækkes ved at betage dem levnedsmidler, og at rytteriet, hvorpå de havde mest forråd, snart skulle henfalde hvis man allevegne gav ordre til at opbrænde foderet. Kunne man alene vinde tid til kulden ophørte og isen opslog, var der håb til at ødelægge den hele fjendtlige krigsmagt som lå adspredt på øerne. Endelig sagde de, hvordan udfaldet end kunne blive, så kunne intet værre vederfares riget end at købe en del provinser tilbage ved de øvriges forlis, ja det var mindre hånligt efter al mulig modstand at lide så stor skade end straks at underkaste sig sådanne hårde vilkår.
General Trampe var en af dem som understøttede sådant anslag, og lod sig finde villig til at gøre et udfald med 2000 ryttere og lige så mange fodfolk, hvori kongen selv bifaldt ham og var færdig at bivåne samme udfald i egen høje person. Hvad som ellers videre bestyrkede dem i det forsæt at gøre modstand, var at nogle rådsherrer fra Glückstadt havde tilskrevet kongen at han ikke skulle indgå fred på så hårde vilkår, men søge på hvad måde det ske kunne at vinde tid eftersom der snart ville komme undsætning fra Brandenburg og andre steder.
Men rådet som var til stede i København, fandt ikke tjenligt at sætte alting på spil, men at man måtte akkom|265modere sig efter tiden; thi, sagde de, at angribe de svenske med en håndfuld af folk, tjente til intet andet end at ofre de samme op, óg ville Københavns indbyggere af sådant forlis aldeles tabe modet og åbne portene for fjenden. Kulden holdt Andre råder til fred endnu stærkt ved, så at man ingen forhåbning kunne have om hastig undsætning, tilmed var flåden i Holland endda ikke færdig, óg kunne polakkerne, brandenburgerne og andre uden skibe ikke komme til de danske øer. Imidlertid, medens disse hindringer varede, ville den svenske krigsmagt forøges ved rekrutter af hele Sverige og med det hele riges magt angribe København. Derforuden var stadens fortifikation i slet stand, ja voldene var på nogle steder således sunkne at man behøvede ikke stormstiger til at komme derover, og kulden tillod da ikke at tænke på nogen reparation. Der var ej heller stykker nok på volden, og staden var til ulykke så opfyldt med landsbyfolk at man inden kort tid måtte frygte for hunger. Foruden disse ulejligheder var almuen i yderste desperation, nogle råbte at de var forrådt, og alle var rådvilde så at der var fast ingen uden kongen selv der lod se mod og bestandighed.(a)
Disse raisons syntes da de vigtigste, hvorudover alle inklinerede til fred, helst De sidstes råd følges såsom kongen af Sverige havde ladet udsprede at traktaterne med Polen ville hastigt komme til ende, og at han inden kort tid håbede at slutte alliance med kongen af Ungarn og kurfyrsten af Brandenburg, hvilket alt sammen de danske let kunne tro efterdi de svenske havde opsnappet alle breve som kom fra Tyskland, så at man i en hel måned ingen post havde haft. Endelig stødte til alle ulykker også denne at der var ingen forståelse imellem kongen og adelen, ej heller mellem adelen og de andre stænder, så at intet uden den overhængende fare holdt dem nogenledes i rolighed.
Efter at resolutionen var taget til fred, begav de danske commissarier Den tåstrupske kongres Gersdorff og Skeel tillige med Meadowe sig til
(a) Puf. Carl Gust. lib. 5. pag. 376. Nisi quod soli Regi Friderico inter tantas adversitates inconcussa animi firmitas constet.
|266Tåstrup, en landsby liggende ikke langt fra København, for der at træde i ny konference med Ulfeldt og Bielke. Imidlertid avancerede kong Carl med sin hele krigsmagt lige til Køge, som er fire mil fra København, drev også på Stenbock at han, så snart som muligt ske kunne, skulle komme med rekrutter fra Sverige. Han selv lod sig med et antal ryttere se for København og posterede sig på en høj for at hindre de danskes udfald. Ja, medens den tåstrupske traktat varede, red han idelig allevegne omkring København, ligesom han ville udse den bedste lejlighed til at angribe staden såsom man havde gjort ved Frederiksodde, og det ikke i anden henseende end for at holde de danske stedse i frygt at de ikke skulle bortkaste fredstanker. Han lod også ved Bæltet nøje eksaminere alle rejsende, at de ingen breve kunne føre med sig til Holsten og Tyskland.
Imidlertid arbejdedes af al magt på freden, óg gav de svenske da adskilligt efter af det som de havde forlangt i Vordingborg såsom tiden var knap og tillod ikke mange disputter. Der menes at Ulfeldt da hemmeligt søgte at favorisere Danmark, efterdi når hans kollega sagde ham imod, han da foregav sig at have hemmelig instruktion af Carl Gustav. Således da de svenske påstod at de 12 krigsskibe skulle ekstraderes, forevendte han at de var så forrådnede at de var ikke værd at eje, det samme foregav han også om de 2000 fodfolk, nemlig at de var uduelige og kunne ingen tjeneste gøre. Hvad den øresundske told angik, hvoraf de svenske havde forlangt den halve del, da påstod de danske at de ingen afgang deri kunne lide, men ville Sverige også på sin side fordre told, ville de ikke sætte sig derimod. Men dette holdt Carl Gustav alt for betænkeligt eftersom han derved ville irritere England og Holland og derfor lod den prætention fare.
Den største knude var om Trondhjems cession, for hvilken de danske tilbød anden ækvivalent. Derfor havde kong Carl givet hemmelig befaling til Edvard Ehrenstein, at dersom han fornam at traktaterne standsede derved, skulle han tilkendegive commissarierne at førend traktaterne skulle brydes overtværs, ville han også stå fra den prætention. Men |267til uheld så havde en svensk herremand, Claus Tott, i hvis herberg de danske Trondhjems cession ved en særdeles hændelse commissarier var, hørt dem uformærkt ræsonnere over denne post, og at de havde sagt at man måtte holde miner det længste som muligt var, og lade som man hellere ville bryde overtværs end bekvemme sig til Trondhjems cession; men når man endelig fornam at det kunne ikke andet være, skulle man deri give efter.
Derom gav bemeldte Tott straks underretning til Bielke, hvilken derudover holdt ud med de danske til det alleryderste, så at det kom så vidt at alle commissarierne rejste sig op hvorudover de danske, menende at det var ramme alvor, cederede Trondhjem. Den tåstrupske traktat Derpå blev den tåstrupske traktat sluttet, hvilken dagen derefter blev ratificeret af kong Carl til Torslundemagle og af kong Frederik til København. Men som for tidens korthed og stedets ubekvemhed den i få ord var forfattet, fandt man på begge sider for godt at begive sig til Roskilde og der at forfatte et fuldkomment fredsinstrument, hvilket óg skete så at freden derover har fået navn af den roskildske fred.
Commissarierne begav sig da straks til Roskilde for at bringe den tåstrupske traktat til fuldkommenhed. Straks efter samme traktats slutning cesserede fjendtligheden, undtagen at de svenske blev ved at indkræve brandskatten i Sjælland, óg gav Carl Gustav ordre at ile dermed, såsom man straks efter fredsslutningen måtte forlade landet. Men mellem commissarierne til Roskilde forefaldt adskillige disputter, helst om de skånske stæders evakuation, eftersom ved den tåstrupske traktat var besluttet at den svenske krigshær skulle forlade Sjælland førend samme stæder blev overleveret, hvilken artikel svenske skribenter også tilskriver Ny kongres til Roskilde Ulfeldts snildhed i favør af Danmark. Foruden at dette var afgjort ved bemeldte traktat, foregav de danske at de umuligt kunne underholde de skånske besætninger førend de svenske havde forladt Sjælland, hvilket også var troligt efterdi landet var ganske udmarvet.
Men Carl Gustav anså dette som en prætekst til at vinde tid, gav ordre til Gustav Stenbock igen at bryde ind i |268Skåne og at postere sig ved Helsingborg. Han selv brød op fra Ringsted og rykkede med sin krigshær til Køge, skikkede også margreven af Baden med rytteriet lige til København. Samme margreve passerede forbi Roskilde om natten og kom på en mil nær København, ligesom han straks ville gøre begyndelse til belejring. Man lod også tilligemed udsprede at Stenbock med 6000 svenske stod færdig at gå ind i Skåne. Dette forårsagede at de danske måtte bekvemme sig til alting så der alene stod tilbage den gottorpske sag, hvilken var en hård knude efterdi Carl Gustav foruden det amt Svabsted, som ved den tåstrupske traktat var lovet hertug Frederik, påstod også den kongelige lensrettigheds ophævelse i det slesvigske og derforuden at den vigtige fæstning Rendsborg måtte tages fra den kongelige del i Holsten og lægges til den fyrstelige, endelig at kommunionen i fyrstendømmerne måtte ophæves. Men derimod satte de danske commissarier sig med hænder og fødder, foregivende især at kommunionen uden ridderskabets samtykke ikke kunne løses, så at det derfor var en sag som man måtte overlægge med hertugens gesandter. Men som tiden ikke tillod at opsætte freden så længe, blev fundet for godt at man inden maj måneds begyndelse, førend den svenske krigshær forlod Sjælland, skulle fornøje hertugen.
Efter at dette da var afhandlet, blev endelig den roskildske fred sluttet og af Den roskildske fred begge herrers commissarier underskrevet, óg hviskede da Joachim Gersdorff en af de hosstående i ørene disse ord: *Vellem me nescire literas”, “Jeg ville ønske at jeg ikke kunne skrive”, hvori han sandelig ikke havde uret. Thi Danmark mistede på én gang Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, det hele Trondhjems stift, det hele Bahus og Svabsted tilligemed lensrettigheden i det slesvigske, skønt dette sidste blev ikke ret afgjort førend ved den københavnske fred. Men ved denne roskildske forbandt man sig til at give hertugen sådan satisfaktion, óg grundede sig således de holstenske hertugers previous hit adkomst next hit til det amt Svabsted og suveræ|269nitet i det slesvigske alene derpå at hertug Frederik i rigets elendige tilstand fandt for godt i steden for en tro og oprigtig vasal at assistere riget, hellere at slå sig til dets fjender for at ekstorkvere de hårdeste ting af en konge, hos hvilken han stod i troskabsed, og som derforuden aldrig havde gjort ham noget ondt. Dette var end ikke nok, han ville også have den vigtige holstenske fæstning Rendsborg med, som han kaldte til satisfaktion, da det dog er klart at han ved sin opførsel ikke alene intet kunne prætendere, men uden disput havde forbrudt sit len.
Uanset denne hårde og ufordelagtige fred fandtes der dog nogle Betænkning derover raisonneurs, som Pufendorf kalder prudentes eller fornuftige folk i Holland(a) hvilke holdt for, at Ulfeldt tillige med den engelske minister Meadowe da reddede riget, men de reddede det således at alle potentater derover blev alarmeret, endogså Cromwell selv som var Caroli Gustavi ven; thi den hollandske ambassadør van Beuningen sagde på samme tid at Cromwell ingen behag ville finde i denne fred, helst såsom han selv var anfortroet at arbejde på en fred som var billig og uden det danske riges mutilation og formindskelse.
Den roskildske fred blev sluttet den 26. februar 1658 og består af 28 artikler Gehejme artikler underskrevet af den franske ambassadør Terlon, Corfitz greve af Ulfeldt, Philip Meadowe og Sten Bielke. Foruden disse 28 artikler findes tvende hemmelige underskrevet af Joachim Gersdorff og Christen Skeel, hvori loves at generalmajor Ebbe Ulfeldt skal gives satisfaktion for de prætentioner og fordringer som han på en eller anden måde kan have i Danmark, item at nogle tapetserier, som det svenske rige til beskæmmelse forvares i Danmark, skal overstryges med anden farve. Hvori Ebbe Ulfeldts prætentioner har bestået, er mig uvitterligt. Men Corfitz Ulfeldts var at blive restitueret i alt hans gods og midler som var sekvestreret i Danmark, hvilket er indholdet af den 24. ar
(a) Puf. ibid. pag. 379.
|270tikel i den roskildske fred. Samme dag som freden blev sluttet, blev 2000 svenske skikket til Skåne gelejdet af 2 danske commissarier for at tage de skånske stæder i possession. De samme modtog Claus Tott i Caroli Gustavi navn. Axel Lillie tog mod Blekinge, og Erik Stenbock og Harald Stage mod Bahus, og Lars Creutz annammede Trondhjem.
Således endtes denne første krig, hvilken blev begyndt med større fyrighed af de danske end den blev fortsat, så at Carl Gustav kunne sige allevegne hvor han kom: *Veni, vidi, vici”. Thi de stærkeste fæstninger blev enten i en hast bestormet Autoris betænkning over de danskes konduite i denne første krig eller gav sig uden sværdslag, og rigets tropper mødte ikke for at gøre modstand, men for at lade sig se af fjenden og derpå vende tilbage. Alverden forundrede sig over at en nation hvis karakter hidindtil havde været bravoure, så rent på en gang skulle glemme sig selv, og at et folk der såvel i dette som i forrige seculo med ulige magt tit havde triumferet mod de svenske, nu ligesom får lod sig drive af de samme. Sandelig, man hverken bør eller kan sige noget til forsvar af disse tiders krigsfolk og anførere. Vel er sandt at de svenske da havde bragt krigsdisciplinen på den højeste spids så at de var blevet en skræk for alle deres naboer. Men man kan derimod sige at det var med en mådelig og ilde forsynet krigshær de angreb et helt rige som havde lavet sig på modstand. Al forstand, hjerte, konduite og redelighed var så rent forsvundet såvel hos soldater som hos anførere så at man ikke kunne kende nationen mere igen. Hvorudover den danske milits også på samme tid gerådede i sådan foragt at den blev allevegne til en fabel.
Vil nogen lægge mig til last at jeg afmaler mine egne landsmænd med sådan farve, da vil jeg svare at det er den mindste straf som kan hænde folk der ved en så ugemen fejhed opofrede et helt rige tillige med deres konge, hvis fromhed, forstand, bravoure og store dyder kunne opmuntre undersåtterne til heltegerninger. Hvis tidernes tilstand havde tilladt krigsforhør at holdes, havde ekse|271kutionen villet blive stor og mærkelig, såvel over gemene som over officererne; thi endskønt de svenske var bedre soldater og mere disciplinerede end i forrige krige, så var de dog kun mennesker, og var det denne gang aldeles ikke deres bravoure eller krigsdisciplin man kunne tilskrive sådan uhørlig fremgang, men den danske milits’ forstokkethed og en *terror panicus som var overkommet den hele nation; thi at de svenske var ikke uovervindelige, viste påfølgende krig da nationen igen ligesom vågnede op af søvne, og alle indtil borgere, studenter, håndværksfolk og bønder skyede ikke i små partier at angribe den hele svenske krigsmagt og derved tilstrækkelig reparerede nationens ære. Dog kan man sige at de svenske i denne første krig havde aldrig med reputation kommet derfra hvis den ugemene strenge vinter ikke havde gjort bro for dem over havet til de danske øer og tilligemed afskåret Danmark al fremmed undsætning, hvorpå man forlod sig, men deres hele magt havde blevet standset ved Bæltet og havde blevet grebet ligesom i en sæk i Jylland så at der næppe en mand skulle have kommet tilbage, ja at derfor alt det som lægges Carl Gustav til berømmelse, havde fået navn af ubetænksomhed og temeritet.
 
 
 
xxx
xxx