Tilbake til søkeresultater

10 forekomster av adkomst
[Fjern søkemarkeringer]

  
expand section icon

 expand section icon
collapse section icon
  
 expand section icon
  
 
  
  
  
  
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 
  
  
 expand section icon
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 
[Carl 10. Gustavs død og Freden i København 1660]
 expand section icon
 expand section icon
expand section icon
 expand section icon
  
 expand section icon
  
  
 
  
  
  
  
 
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  

  

previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Kong Carl forlod Danmark efter slaget i Fyn og begav sig til Göteborg, hvor han sammenkaldte rigets stænder, berettede dem sin tilstand og begærede rekrutter både til lands og vands. Kong Carls død Medens han nu rådførte sig med dem derom, faldt han i en hidsig feber, hvoraf han døde den 12. februar.(b) Årsagen til hans død blev foregivet såvel af hans venner som af hans uvenner at have været det store nederlag i Fyn, hvilket gik ham så nær til hjerte at han kunne ikke leve længe, hvorvel andre siger han døde af skørbug og fedme.
Samme konges portræt Han var en herre af mådelig legemsstørrelse,(c) men stærk og af godt helbred, han havde et smukt ansigt og god for
(b) Puf. C. G. lib. 6. p. 602.
(c) Mémoires de Terlon pag. 312.
|420stand, var høflig i omgængelse, tog sine ministre og generaler med sig i råd, men fulgte gemenlig deres mening som sigtede til hans ære og højhed. Han var nyttig for langt bortliggende lande, men skadelig for sine naboer som han idelig søgte at undertrykke for at ophøje sig selv. Disse er den franske ambassadør Terlons ord, som af idelig omgængelse havde lært at kende ham i grund. I det øvrige kan man se af hans bedrifter at han har været en af de stridbareste konger som i historierne er at finde; thi hans hele regering var en stedsevarende fejde så at det synes at den svenske nation fik i ham heller en general end en konge. Så snart han kom til regeringen, besluttede han at anfalde sine naboer; thi hvorvel han i dronning Christinas tid i sin retræte på Öland syntes at elske rolighed og gode dage og slog sig til exces af drik, så skete dog sådant kun af politik; thi hans passion var at leve idelig i uro og i gevær, og hans tykke og fede legeme hindrede ikke at han jo med adresse kunne forrette alle krigseksercitser.
Dersom man vil dømme alene hans bedrifter efter deres lykkelige udfald, da kan man sige at han var en stor anfører, men vil man alene betragte gerningerne i sig selv, synes det at han var større soldat; thi at omkomme husarer med sin egen hånd såsom i det store slag ved Warszawa, at føre sin krigsmagt, hvori al rigets velfærd bestod, over en falsk is, at løbe storm med få folk til sådan vigtig og vel forsynet stad som København, synes at være større prøver på tapperhed end anførsel. At hans egne folk hemmelig glædede sig over hans død, bevidner adskillige skribenter; thi de så ingen ende på deres besværligheder så længe han levede. Den store Gustav førte vel også idelig krig, men han arvede den første efter sin fader, førte den anden for at forsvare sin ret til kronen og den tredje for religionens skyld, så at det syntes at han førte krig for at bekomme en sikker fred, hvorudover hans død blev begrædt ikke alene af Sverige, men også af mange andre folk. Carl Gustav derimod som gik frugtsommelig med et femte monarki, |421har blandt alle konger mest lignet den sidste, nemlig Carl 12., hvorfor begge også havde ens skæbne, begge blev ulykkelige på det sidste, og begge satte livet til for en fæstning; thi dersom man kan fæste tro til den almindelige norske tradition, fik Carl Gustav også sit banesår for Frederikshald.
Der er ellers faldet adskillige raisonnements over hans endeligt. Nogle siger at Adskillige raisonnements over hans endeligt han døde i stor sindsurolighed og tilskriver sådant den idelige blodsudgydelse som på det yderste stod ham for øjne. Ja de anser det også som en Guds straf at han døde den samme dag som han havde stormet til København. Andre derimod siger at han døde i største andagt, óg vidnede på samme tid den præst som havde døbt ham, at han ved dåben havde set en ild skinne over hans hoved så at man deraf skulle slutte at han var Guds favorit, og at alle de krige han førte, var Guds krige, og consequenter at sådant på hans yderste ikke kunne forurolige ham; men man kan fæste lige så liden tro til det ene som til det andet. Thi det første kan være ham pådigtet af hans fjender, og det sidste tillagt af hyklere. Man kan alene sige dette at hvis Carl Gustav i steden for at føre sine undersåtter idelig til slagtebænken, havde søgt at hele Sveriges indvortes sår, og hvis han havde distingveret sig ved lige så mange nyttige love som ved blodige feltslag, kunne man have fæstet mere tro til denne præstehistorie om det skinnende lys. Men som man ikke ser at han stiftede noget nyttigt til landets tarv og opkomst, så finder man i denne historie ikke mindste rim eller ræson medmindre man vil gøre anden forklaring over denne mirakuløse flamme end ovenmeldte præst.
Sverige i slet tilstand Kong Carls død forårsagede stor forskrækkelse i Sverige; thi riget var i en slet tilstand såvel i henseende til dets mange fjender, af hvilke det på alle sider var hårdt beængstiget, som óg i henseende til kronprinsens umyndighed. Kernen af den svenske krigsmagt var ødelagt i Fyn, deres flåde var indespærret i Landskrone, og det folk som endnu lå for København, havde heller anseelse til at ville kapitulere end at løbe |422storm, og deres tal formindskedes dagligt ved de fremmede soldater som deserterede fra lejren og begav sig ind i staden. Kort at sige: Konjunkturerne var således at de danske kunne have håb om ikke alene at få de forlorne stæder tilbage, men endogså ved deres allieredes hjælp at forflytte krigen ind i kernen af Sverige; men denne sorte sky dissiperedes i en hast, og just det som syntes at true Sverige med undergang, reddede det derfra, ja erhvervede det en reputerlig fred; óg brød da klarlig frem hvad De Forenede Nederlandske Provinsers sigte var i denne krig, nemlig at promovere deres interesse, som bestod deri at ingen af de nordiske potentater blev mester alene over Sundet.
Betænkning over hollændernes opførsel mod riget i denne krig I den henseende fægtede de for Københavns konservation som for deres egen velfærd. I den henseende undslog de sig siden for at undsætte de danske, ja truede dem med fjendtlighed da de ville forflytte krigen til Skåne. Dette svarede aldeles ikke til de store løfter som de havde gjort kong Frederik for at indvikle ham i denne svenske krig, ej heller til de prægtige forsikringer deres minister van Beuningen idelig havde givet i krigen, hvorvel man kan sige at det var ikke samme ministers skyld, thi det synes at han var Danmark stedse affektioneret og derfor ivrede sig over en og anden slet hollandsk opførsel mod Danmark lige så meget som kong Frederik selv. Vel kunne man sige til hollændernes undskyldning at det var naturligt for dem at de søgte for deres handels sikkerhed at holde Øresund stedse separeret, og at der kunne være en balance mellem de nordiske kroner, men var det at befordre balance at grunde traktaterne på den roskildske fred hvorved Sveriges herredømme, som forhen var vokset for meget i vejret, så mærkeligt blev forøget? Hvis republikken ikke fandt sin interesse i at Skåne blev forenet med Danmark igen, så kunne den have prokureret riget et vederlag derfor og derved holdt sit løfte uden at handle mod sin interesse. Man kunne i det allermindste have stået på Vigens og Bahus’ restitution, og den kongelige lensrettighed i det slesvigske; thi sådant kunne i henseende til Sve|423riges store magt være Holland og alle dem som ønskede en balance i Norden, mere til sikkerhed end til præjudice.
Sandelig, hvor meget hollænderne end bryster sig af deres affektion mod Danmark, så kan man sige at alle de uheld som dette rige har haft, grunder sig enten på hollandsk fjendskab eller venskab. I den sidste krig Christianus 4. førte, tog de åbenbart svensk parti og derved skilte riget ved anselige provinser. I denne krig hvortil de selv havde været stiftere, forlod de samme rige, og i den 3. krig, som højlovlig ihukommelse Christianus 5. førte, gjorde de en partikulær fred og lod Danmark og deres allierede stå i stikken. Så at derfor, når man ved dagslyset anser Hollands meritter mod Danmark, er de ikke så store som de hollandske skribenter har afmalet dem. Óg har Holland sig intet at rose af den københavnske freds befordring, til hvis beskrivelse jeg nu skrider.
Den slette tilstand Sverige var bragt i, forårsagede at samme rige begyndte at tage andre mesures De svenske arbejder på fred og at give dem gode ord som tilforn var trakteret med foragt. Carl Gustav selv havde mod enden af forrige år begyndt at føre anden konduite og i steden for at vise de hollandske gesandter sin kårde at karessere dem på alle optænkelige måder, havde også for at vinde hollændernes venskab affærdiget Coyet(a) til Holland med ordre at tilbyde republikken store fordele, blandt andet at hvis han blev mester af København, skulle han gøre havnen til intet og betage staden al kommerce og indrømme hollænderne Nyborg i Fyn hvorved de kunne få direktion over den østersøiske handel. Til videre forsikring ville han give dem det grevskab Oldenborg så snart den daværende greve ved døden afgik, item Glückstadt med dens distrikt, og dersom dem syntes at det ikke var nok, ville han indrømme dem hele Fyn tillige med Glückstadt og Oldenborg med kondition
(a) Oratio Ablegati Svec. P. Jul. Cojet in consessu Ord. Gen. habita die 25. Nov. 1659. apud Aitz. lib. 39.
|424at de skulle være ham assisterlige i krigen og lade ham selv forene sig om det øvrige af Danmark enten med kong Frederik eller hertugen af Gottorp; óg ses af dette sidste at han stod i betænkning hvem han ville unde de øvrige levninger af Danmark, enten den retmæssige konge eller sin svoger, den holstenske hertug. At dette var Coyets instruks, vidner Pufendorf selv i Caroli Gustavi historie. (a) Dog blev derpå af Generalstaterne intet resolveret, men alting blev henvist til de hollandske gesandter i Danmark, og kongens død, som fulgte straks derpå, gjorde dette forfærdelige og umenneskelige projekt til intet.
Dog, såsom samme projekt kunne ikke andet end meget alarmere de danske, blev tvende ambassadører, nemlig Krag og Buchwald, affærdiget til Holland for at gøre Coyets anslag til intet. Ved deres indtog blev gjort adskillige difficulteter. Den franske ambassadør Thuanus holdt for at de begge ikke burde have uden én karosse eftersom hvor mange ambassadørerne end kan være, så er det dog kun en og den selv samme ambassade. Præcedensstrid mellem danske og franske gesandter Men at samme påstand var uden grund, viser blandt andre den münsterske traktat hvor sådant ingen blev disputeret. De deputerede af staterne i Holland søgte at jævne denne tvistighed, men den franske ambassadør stod stift på sin mening og ville at hans vogn skulle følge straks efter den danske ambassadørs første vogn, befol også sin kusk at trænge sig imellem Krags og Buchwalds vogne; men han måtte rykke tilbage, og en af hans følge blev blesseret,(b) óg finder jeg ikke at denne gerning havde nogen videre suite endskønt Thuanus insinuerede en skriftlig klage derover til staterne, som findes på fransøsk hos Aizema,(c) thi ingen fandt noget behag i sådant foretagende. Dog, såsom man i disse slette konjunkturer måtte simulere noget, bekvemmede de danske gesandter sig til at give afsked til en af deres tjenere som havde ved
(a) Pufend. Car. Gust. Lib. 6.
(b) Banage Ann. des Prov. unies tom. 1. pag. 593.
(c) Plaintes de Jacqves Auguste de Thou Hag. 8. Jan. 1660.
|425denne lejlighed uddelt de meste hug. De danske gesandters ærinde var at gøre Coyets handel til intet og at anholde hos generalstaten om at profitere af den sidste sejr som var erholdt i Fyn, og at assistere riget fremdeles indtil man kunne erholde en god og billig fred.
Ungefær på samme tid som Thuanus yppede denne præcedensstrid i Holland, så det danske hof igennem fingre med den anden franske ambassadør Terlon så at han for sig selv såvel som andre fremmede gesandter erholdt en herlighed som tilforn ingen havde haft. Det havde stedse tilforn været brugeligt at fremmede ambassadører endskønt de agede i kongens egen karosse, blev holdende ved enden af broen uden for slottet. Da nu Terlon engang ville op på slottet og der på samme tid var ondt vejr så at han uden inkommoditet ikke formedelst vind og snefog kunne gå over slotsbroen, bad han hofmester Gersdorff at han ville forestille Hans Majestæt at de danske gesandter agede i deres egne karosser lige ind på Louvre, og at det derfor ikke ilde måtte optages om han brugte samme frihed ved det danske hof. Såsom nu hofmesteren dertil svarede på en høflig måde som gav til kende at Hans Majestæt ingen mishag deri ville finde, tog Terlon deraf lejlighed en dag og befol sin kusk at age lige ind på slottet. De andre ambassadører fulgte ham deri efter, så at det siden stedse har været brugeligt for alle gesandter.
Efter Caroli Gustavi død begyndte de svenske for alvor at arbejde på Hollands venskab og bekvemme sig til den sidste haagske koncert som de hidindtil så bestandig havde forkastet. Hvorudover, da mediatørerne kom til Helsingør for at aflægge kondolence over kongens død, erklærede de sig således at de gerne af respekt for de 3 stater og af begærlighed til fred modtog den roskildske fred således som den siden var blevet modereret ved Trondhjems afståelse, og som den videre kunne efter nærværende tider forandres. I det øvrige forlod de sig på mediatørernes redelighed og overgav denne sag i deres hænder. Denne høflige erklæring klingede så vel i |426samtlige gesandternes, besynderlig de hollandskes, øren at de straks tilkendegav at hvis de svenske ville give forsikring om det at deres skibe skulle ingen skade tilføje de hollandske, ville de straks kalde deres flåde tilbage fra Landskrones havn og intet videre fjendtligt øve imod den svenske flåde, men at den skulle have frihed at sejle hvorhen den ville. Dette var en stor trøst for de svenske såsom hollænderne på én gang forlod al deres fordel, hvorved Sverige kunne bringes til en billig fred.
Efter at mediatørerne havde fået sådan en behagelig erklæring af de svenske, begav de sig til København for at kommunikere kong Frederik den samme og at få at vide hans betænkning derover. Men Hans Majestæt bar sådan en fortrydelse derover at han efter tvende skriftlige ansøgninger ville intet svar give derpå. Herudover besluttede hollænderne at nægte Danmark al videre undsætning, ja de lod sig mærke med at ville agere fjendtligt mod samme rige hvis kongen ikke i en hast ville bekvemme sig til fred. Koldsindighed mellem Danmark og Holland Ruyter fik derpå straks ordre at forlade Landskrone og at lade den svenske flåde løbe ud i søen igen for at hindre de danske at transportere flere krigsfolk fra Holsten. Hvilket da kong Frederik mærkede, begav han sig i egen høje person med nogle brandere til Landskrone for ved sin nærværelse at opmuntre hollænderne enten til at angribe den indespærrede svenske flåde eller i det ringeste at blive ved at indeslutte havnen. Ruyter, som stod færdig at sejle bort, blev da bevæget af kongens nærværelse og refererede sådant til de hollandske gesandter. De samme blev derover tvivlrådige hvad de skulle gøre, såsom dem syntes uanstændigt at forlade en konge som de havde stået i så stærkt venskab med, helst såsom Hans Majestæt lod tilkendegive at han ikke ville gå tilbage førend han havde sat sit forsæt i værk mod den svenske flåde. De gav derfor ordre til Ruyter at bie indtil videre. Men så snart kong Frederik med branderne var gået tilbage igen, fik Ruyter befaling at forlade Landskrone, hvilket óg skete, óg formerede |427sig derpå mere og mere misforståelsen mellem hollænderne og de danske, og kongen blev ved intet positivt svar at give gesandterne indtil hans kurer kom tilbage fra Holland, hvor han ved sine ministre forestillede Generalstaterne hvorledes han blev medhandlet, og at den hollandske flåde mod hans vilje og vidende havde ladet den svenske flåde komme ud af Landskrone, og at den samme lige for København i kongens åsyn havde bortsnappet adskillige danske skibe. Lod derpå ved samme ministre erindre dem de forhen sluttede forbund om at assistere Danmark indtil det kom i sin forrige stand igen. Dette udvirkede da så meget at Generalstaterne affærdigede nye skrivelser til gesandterne i Danmark og deri lod dem vide at det mishagede dem at de havde forladt Landskrone og derved givet den svenske flåde lejlighed til at plyndre og optage de danske skibe.
Så snart den hollandske flåde forlod Landskrone, løb straks 8 svenske krigsskibe ud af havnen og begav sig mod København, og som de danske sig intet ondt ventede, blev adskillige af deres fartøjer som i sikkerhed lå for anker, opbragt. Dette syntes de hollandske gesandter at gå for vidt og derfor lod Ruyter sige at han i flådens påsyn intet fjendtligt skulle tillade at øves, hvilket han også efterlevede, så at da de svenske lagde sig med 3 skibe for Dragør, skikkede han lige så mange skibe didhen så at derfor en artig scene blev præsenteret. Og den ene vidste ikke hvorvidt han skulle tro den anden, og forårsagede den mistanke at de svenske under prætekst af mangel på levnedsmidler begav sig til Landskrone igen, førende did med sig nogle erobrede danske skibe som kom fra Holsten, og hvorpå var tvende danske generaler, nemlig Schack og Ahlefeldt, hvilke begge blev sat i forvaring i Malmø.
Endelig efter at kong Frederik på gesandternes indstændige begæring havde givet sin erklæring om fred, begyndte traktaterne at gå for sig. Fredsforhandling Men derved forefaldt adskillige vanskeligheder som daglig formeredes ved tvist og uenighed som rejste sig mellem mediatørerne. Dette forårsagede at de danske og svenske |428commissarier efter Hannibal Sehesteds råd og tilskyndelse besluttede at afgøre sagen mellem dem alene, hvilket også i stakket tid skete; thi såsom begge nationer var blevet yderligt udmattede af krigen, havde de da lige stor begærlighed til fred og derfor mod alles formodning gik med fyrighed og føjelighed til værks, klargørende en artikel efter en anden. De svenske eftergav deres prætentioner på det guineiske bytte, Den københavnske fred item på Bornholm og Trondhjem; dog skete Bornholms cession ikke uden en slags vederlag af adskilligt jordegods som kong Frederik tilkøbte sig, især af adelen i Skåne, som han overdrog til Sveriges krone, og derved holdt det løfte som han havde gjort de bornholmske, nemlig at landet ikke skulle komme under Sverige igen. I det øvrige blev den roskildske fred ved magt. Der blev også forfattet nogle hemmelige artikler om Corfitz Ulfeldt, at han måtte tilstedes at bo i Danmark, dog således at han først tilendebragte den proces som ham af Sverige var formeret, hvorom videre på et andet sted, at Ebbe Ulfeldt skulle nyde satisfaktion i Danmark, item at nogle skrifter som af Gunde Rosenkrantz og andre var kommet for lyset, skulle supprimeres.
Alverden forundrede sig over at dette store værk blev inden få dage bragt til ende. Men de danske og svenske havde adskillige årsager til at ile dermed; thi foruden at ingen af dem kunne længere udstå denne krigsbyrde, var begge nationer irriterede over de 3 oftomtalte staters hovmodige opførsel, idet at de parterne uafvidende sluttede fred som de med magt søgte at eksekvere, og derfor mente at begge nationers ære derunder verserede, at dette værk kunne afgøres imellem dem selv. Begge parters motiver til denne fredsslutning De så derforuden at mediatørernes procedure var fuld af chikaner og tjente kun til at forlænge tiden og befordre deres egen interesse, hvilket når det ikke kunne ske, mærkede man at de søgte at bryde traktaterne overtværs. Hvad som mest drev de danske til at ile med freden, var at polakkerne, deres allierede, og for hvis skyld denne krig var begyndt, havde til Oliva forliget sig med Sverige uden at indføre de danske i tra|429ktaten så at derfor, endskønt kejseren tilbød Danmark 7000 mænd på sin egen bekostning, og regeringen i England var blevet forandret ved Caroli 2. tilbagekaldelse, ville kong Frederik dog ikke lade rigerne længere være i denne urolige tilstand, helst såsom han af eksempler havde lært hvor lidet man kan forlade sig på fremmed hjælp; óg stod ham besynderlig dette for øjnene at de svenske truede at lægge alting i aske på de danske øer som de endda havde inde, og alene søge at forsvare sig i Nakskov og Kronborg til det yderste.
Hertugen af Holstens opførsel mod riget i denne krig. Hvad den handel med hertugen af Holsten angik, da såsom lidt eller intet derom tilforn er talt, og den samme var en af de største knuder såvel ved den roskildske fred som ved denne københavnske, vil jeg kortelig melde noget derom. Jeg har tilforn vist at hertug Frederik forenede sig med Carl Gustav ved at give ham sin datter Hedvig Eleonora til ægte. Dette svogerskab kunne ikke andet end opvække stor eftertanke hos kong Frederik såsom han frygtede i steden for en tro vasal at få en fjende, i hvilken tanke han tog ikke fejl som udgangen desværre viste; thi harmonien mellem det kongelige og fyrstelige hus ophørte fra den tid som Pufendorf selv vidner med disse ord: *Donec Carolus Gustavus è domo Gottorpiensi Conjugem sibi adscivit, (a) id est: Indtil kongen af Sverige blev besvogret med det gottorpske hus, da den liden gnist som var tilbage af den taknemmelighed hertugerne var de danske konger pligtige, døde rent ud. Man havde straks mærkelige prøver derpå da de svenske angreb Holsten; thi da hertugen som rigets tro vasal burde have beskyttet det fra overvold, arbejdede han derimod på at styrte det i uheld. Thi monsieur Terlon bevidner at hans sekretær, Pauli, som residerede i København, gav kongen af Sverige underretning om alt hvad som passerede i Danmark. *Ce fut ce Sieur Pauli, siger han, secretaire du Duc de Holstein, qui lui apporta des avis de tout ce, qui ce passa chez les Danois, lui ayant
(a) Puf. Hist. Frid. Wilh. lib. 19. Sect. 62.*
|430été depeché expressement pour cela.
(a) Ja, den svenske skribent Pufendorf selv tilstår, at hertug Frederik havde tanker til ganske at skille kong Frederik ved riget og sætte den danske krone på sit hoved.
Da kong Carls armé var kommet fra Polen ind i Holsten, greb hertugen sig således an for de svenske at han udsatte biskoppen af Lübecks umyndige søns kostbare klenodier for at assistere dem med penge og mundering. Han selv med sin hele hofstat gik Carl Gustav i møde og med stor stads lod ham indføre i sin residens Gottorp.(b) Lod sig også dagen derefter traktere i den svenske lejr, så det er troligt at i denne sammenkomst er overlagt imellem dem hvad hertugen skulle få til bytte om de svenske fik overhånd i denne krig. Vel siger den holstenske krønike at hertugen da bemøjede sig med at stifte fred mellem rigerne, ja at han skrev et egenhændigt brev til kong Frederik, men at de offerter han gjorde, havde været ufordelagtige for riget, ses deraf at kongen samme brev ikke ville besvare.
Da krigen, som bekendt er, faldt så ulykkeligt ud for Danmark, forglemte hertugen ikke at betjene sig af denne rigets slette tilstand. Hvorudover en artikel i den roskildske traktat blev smedet i favør af det gottorpske hus, nemlig den 22., af sådant indhold: At Hans Kongelige Majestæt af Danmark skulle efter billighed fornøje hertugen, og at derover skulle handles mellem de kongelige og fyrstelige commissarier som skulle bringe sagen til rigtighed inden den 2. maj af det år 1658. Derpå blev den fyrstelige gehejmekammerråd Molken straks affærdiget til Sjælland Hertugernes previous hit adkomst next hit til suveræniteten i det slesvigske og siden hofkansleren Kielman von Kielmanseck for efter billighed at afhandle denne sag efter ovenmeldte 22. artikels mening, hvilket óg skete medens den svenske krigsmagt var i landet, óg stod commissarierne med svøben over hovedet. Denne såkaldte billige traktat bestod i disse artikler, først at den kon
(a) Mémoires de Terlon tom. 1. pag. 52.
(b) Olear. Chr. Hols. pag. 122.
|431gelige lensrettighed over det hertugdømme Slesvig til evig tid skulle cessere, og at den regerende hertug Frederik for sig og sine efterkommere skulle have suverænitet derover. (2) Skulle til bemeldte hertug indrømmes det amt Svabsted. (3) Skulle han nyde kapitlet eller det slesvigske stift med al rettighed over de gejstlige og verdslige, besynderlig kirkerne og kleresiet, undtagen 4 præbender som kongen skulle have disposition over.
Da krigen igen begyndte, greb hertugen endda videre om sig og tragtede med list at bekomme både Rendsborg, Glückstadt og Krempe, lagde svenske folk ind i Tønning og assisterede kongen af Sverige både med råd og penge, som Pufendorf selv tilstår såvel i hans svenske som hans brandenburgske historie. Ja, hans søn Christian Albrecht var med i den svenske armé for København og anså af et vindue på Kronborg Slot det store søslag som blev holdt i Sundet.(a) Herudover kunne hertugen ikke anses anderledes end rigets fjende, óg var hans opførsel des mere forhadt efterdi han nylig havde erhvervet så mange herligheder. I den henseende, da de kejserlige, polske og brandenburgske tropper kom ind i Holsten for at undsætte Danmark, sparede de ikke hertugens lande hvor de allevegne brandskattede indbyggerne og belejrede residensen Gottorp, hvilken blev tvunget til at overgive sig og at modtage halv kejserlig og halv brandenburgsk besætning. Hertug Frederik tog i denne tilstand sin tilflugt til den fæstning Tønning, Hertug Frederiks død og karakter hvor han døde den 10. august 1659 i sin alders 62. år. Han blev holdt for en af de fornuftigste regerende fyrster i hans tid, thi foruden hans naturlige forstand havde han ved sin langvarige regering erhvervet sig stor kundskab i statssager. I den henseende såvel som de store herligheder han erhvervede for det fyrstelige hus, har nogle ikke taget i betænkning at kalde ham Frederik den Store. Dog tror jeg ikke at an
(a) Mémoires de Terlon.
|432dre tilstår ham sådant prædikat uden hans egne undersåtter, hvilke deri gerne må have deres vilje, helst såsom den titel af Magnus eller den Store som i disse tider gives af historieskrivere og poeter, har aldeles ikke den betydelse som i Alexandri Magni tid, uden man vil sige i favør af hertug Frederik at det amt Svabsted som han akkvirerede ved svenske våben, kunne balancere mod Asien, Ægypten og Grækenland som Alexander indtog med sværd. Jeg for min part disputerer ham dog ikke denne titel, men siger alene dette at han havde været langt større hvis han ikke havde forøget sine lande ved at slå sig til rigets fjender hvoraf han var en svoren vasal, og ekstorkveret sådanne herligheder af en betrængt konge der intet ondt havde gjort ham; thi deslige adkomster er sådanne ting som gøre potentater heller små end store.
I hvilken estime ellers denne hertug var, kan ses deraf at de tvende kejsere Ferdinandus 2. og Ferdinandus 3. førte skriftlig korrespondance med ham og beærede ham med den titel af Serenissimo.(a) Han solgte i det år 1649 sin andel i det pinnebergske til Christian Rantzau for noget andet gods i Wagrien, som de Rantzauer tilhørte. Samme andel blev siden gjort til et grevskab, og bemeldte Rantzau, da han i det år 1650 var kongelig envoyé i Wien, blev han af kejser Leopoldo gjort til rigsgreve, bekom frihed at slå mønt og andre herligheder, óg er dette oprindelsen til det rantzauske grevskab.
Hans successor Christian Albrecht får konfirmation på den slesvigske suverænitet Efter hertug Frederiks død begav hans søn Christian Albrecht sig straks til Holsten fra Sverige, hvor han en tid lang havde opholdt sig. Han fandt landet da i en meget forvirret tilstand; thi de fleste stæder var i de danskes og deres allieredes hænder, og han selv blev af den danske feltmarskal Eberstein indesluttet i Tønning. Da blev ham forelagt at han skulle renoncere på den fordel hans fader havde udpresset af riget. En samling blev også holdt til Itzehoe
(a) Olear. Chron. Holsat. pag. 135.
|433af kongelige, fyrstelige og oldenborgske deputerede for at slutte et forlig, men som ingen af parterne ville give noget efter, afbrødes traktaten, og Tønning blev indespærret som tilforn. Dog øvedes ingen videre fjendtlighed mod samme fæstning, men de danske lod sig alene nøje med at holde den indesluttet, og de fyrstelige at have deres sager i agt eftersom fredstraktaterne i København på samme tid med iver fortsattes mellem Danmark og Sverige, og man vidste at alting dependerede af samme traktaters udfald. Endelig blev den københavnske fred, som sagt er, sluttet, og en artikel deri indført i favør af det gottorpske hus,(a) hvorved de herligheder som hertug Frederik havde erhvervet ved den roskildske fred, og den traktat som den 22. maj 1658 var sluttet mellem de kongelige og fyrstelige commissarier, blev konfirmerede.
Sådan ende tog denne navnkundige krig som i begyndelsen syntes ganske at ville ødelægge Danmark, men mod enden blev meget farlig for Sverige, hvilket rige kunne have frygtet sig for samme skæbne hvis Danmarks allierede havde assisteret såvel mod enden som i begyndelsen. Fjendtlighederne ophørte da straks overalt, og kong Frederik blev med ceremoni notificeret Caroli Gustavi død og hans søns ankomst til regeringen. Den svenske krigsmagt som pfalzgreven af Sulzbach kommanderede, blev ført ud af lejren og sat i slagtordning, og Københavns indbyggere løb i hobetal ud af staden for at se disse folk som fast i 2 år havde holdt dem belejret.
(a) Artic. 27 pacis Hafn.
 
 
 
xxx
xxx