Danmarks riges historie, bind 3 (moderne dansk retskrivning) "bd3chap1subchap1

Hvad madame Ulfeldt angår, da såsom hun er ikke mindre bekendt i historien end hendes herre, så vil jeg her især anføre hendes historie, hvortil mig er kommunikeret nogle materialer såvel af doktor Otto Sperling den Yngres manuskript som af adskillige andre skrevne dokumenter, item hvad denne navnkundige dame selv om sin skæbne har antegnet.

Grevinde Ulfeldts fødsel og opdragelse Leonora Christina, kong Christian den Fjerdes datter med fru Kirsten Munk, er født på Frederiksborg Slot den 22. juli 1621. Da hun var 7 år gammel, blev hun efter kongens vilje forlovet med Corfitz Ulfeldt, som da var kongens kammerjunker. Imedens denne forlovelse varede, friede en fyrste af Sachsen, Franciscus Albertus,(a) til hende i hendes 12. år; men hvor fordelagtigt end sådant parti kunne være, og hvor meget hun end dertil blev solliciteret, ville hun dog ikke renuntiere på den forlovelse som var sluttet med Ulfeldt. Imidlertid blev hun med stor flid opdraget så at hun lærte foruden fruentimmersager adskillige sprog og kunster, nemlig tysk og fransk, item musik, regnekunst, ridsen og andet deslige, hvori hun såvel ved hendes flid som naturlige kapacitet således tiltog at hun distingverede sig blandt alle hendes søskende og derfor af kongen var mest elsket. Da hun var 15 år gammel, havde hun bryllup den 9. oktober anno 1636 med Corfitz Ulfeldt, som da var ridder og statholder i København.

Efter at hun var kommet i ægteskab med Corfitz Ulfeldt, fordrev hun siden tiden med adskillige slags eksercitser, enten ridsede eller øvede sig i musik på harpe, fløjte etc., diverterede sig også med at rejse på jagt og at lege bold. Da hun var ble

(a)	Sperling, vita Eleonoræ manuscr.

|573vet 21 år gammel, begyndte hun at lære det latinske sprog, hvori doktor Otto Sperling den Ældre var hendes læremester. Hendes store sindets gaver Hun lærte da også italiensk, hvori hendes mand hende underviste, óg lærte hun det ene med det andet med en utrolig hastighed. Sperling den Yngre vidner(a) at hun var af den kapacitet at hun kunne på en gang synge en salme, skrive en anden og tilligemed give agt på alt hvad som forrettedes i huset. Hun fulgte med Ulfeldt i hans fleste gesandtskaber, såsom til Holland anno 1646 og straks derpå til Frankrig; men til England rejste hun alene og derefter til Holland igen med hendes herre 1649, af hvilke såvel som af påfølgende udenlandske rejser hun lærte at kende verden, erhvervede kundskab endogså i statssager og formedelst hendes forstand og videnskab kom i anseelse blandt fremmede.

Det spanske sprog begyndte hun at lære da hun opholdt sig i Stralsund, óg viste hendes mand mellem stunder når han havde lejlighed, hende grunden dertil så at hun efterfølgende år således forfremmedes deri at hun i det år 1654 oversatte på dansk en liden spansk bog kaldet Matthias de los Royos. Hendes færdighed i det franske ses af hendes oversættelse af en part af den roman kaldet Cleopatre, og i det tyske af adskillige sirlige tyske vers som hun har gjort. Óg lod hun se særdeles prøver på hendes kapacitet og veltalenhed da hun for retten i Malmø agerede Ulfeldts sag.

Dette må være nok talt om hendes naturlige forstand og videnskab. Hvad hendes liv og levned angår, da er det en kæde af idel elendighed. Førend hun blev gift med Corfitz Ulfeldt, spiste hun daglig med de andre børn og deres hofmesterinde Karen Sehested, Hannibal Sehesteds søster, ved kongens taffel. Begyndelse til hendes tragedie De førte óg samtlig tillige med moderen titel af grevinder til Slesvig-Holsten og var tillige med hende indført i de offentlige kirkebønner straks efter de kongelige

(a)	Otto Sperl. vit. Eleon. manuscr.

|574prinser og prinsesser. Da moderen 1630 kom i unåde,(a)

(a)

Jeg har tilforn af adskillige hoveddokumenter søgt så meget som muligt at oplyse denne forhen mørke historie om fru Kirsten Munks fald. Af et brev dateret Antvorskov den 23. december 1636 ser jeg at kongens unåde mod hende har da været på det højeste, og som samme brev tjener til videre forklaring af historien, vil jeg det her anføre efter en skreven kopi som mig er kommunikeret. Brevet lyder således:

Dannmarks Rigis Maas (skal være rigets marsk, nemlig Jørgen Urne) til Hænde.

Efter at Fru Ellen stakked Tiid siden kom hid til Byen, og blev der nogle Dage, førend hun vilde lade nogen viide det. Da hun nu merkede, at ingen bekymrede sig derom, da overtalede hun Hoff-Prædikanten dermed, at hun svoer, at hun aldrig skulde giøre mig noget imod, at han gik op til mig og bad mig, at jeg skulde stæde hende til Ords, hvilket jeg i Længden bevilgede, med den Condition, som før omrørt er. Da hun nu kom op paa Slottet, holdt hun sig nogle Dage beskedentlig, men begyndte strax derpaa, at fortroe hver Mand, hvem hun kom til, hvor ligt det Barn var mig, som hun havde hos sig (barnet var Dorothea Isabella, hvis fødsel kongen havde mistænkt), item sagde til Wibeke, hvorvel hun vilde føde hende, og lade hente Sprog- og Dantze-Mestere til hende saa og saaledes staffere hende ud, naar hun blev stoer, at hun intet skulde give de andre efter i nogen Maade. Udi de samme Dage understoed hun sig, at lokke Grev Woldemar Christian ind til sig imellem Maaltiderne, hans Hoffmester uafvidende, og sætte Krog paa Dørren, saa at Hoffmesteren intet skulde faae ham til hans Studia. Da nu det eene kom til det andet, skrev jeg hende til, som hosføiede Copie N-A. udviiser. Hvad hun derpaa svarede, det findes derhos tegnet med B. Og, efterdi hun derudi blant andet lod sig fornemme, at hun det med sin Eed vilde erholde, sig intet at have sagt de Ord, som Wibeke foregav, item at hun vidste intet af Rhingrevens Optog, og at hun vilde sende Brevet hen til Moderen med sligt meere, hvorpaa jeg gav hende til Svar, eftersom hosføiede Copie, tegnet med C. udviiser, udi den Meening, at efterdi hun var saa færdig til at sværge, da skulde hun sværge udi min og Hoff-Prædikantens Presence efter den Formular jeg sendte hende ved Hoff-Prædikanten, hvoraf her ogsaa findes Copie med D. notered. Da jeg nu hende Eeden ved Hoff-Prædikanten tilskikkede, som derhos findes med N-E., da svarede hun derpaa, som Hoff-Prædikanten strax maatte skrive bag paa Eeden, hvilket hun siden med sin egen Haand bekræftede, som samme Copie udviiser. Efter hvilken Leilighed jeg intet seer, hvorledes jeg med god Reputation og en god Samvittighed kand lade Fru Christine passere blant got Folk, og tilstede at hendes – – – skulde gaae i Arv med mine egne Børn, som man kand see Meeningen, at nemlig i det at den – – – mig med hendes Kanuter dagligen skantflikker, og haver turt sætte mit Navn og hendes sammen paa den Ring, hun gav den unge Hans Lindenow. Hvilket altsammen jeg har villet lade dig viide, paa det at saafremt der i Landet om samme Leilighed bliver talet, at du da Tilstanden dennem kand lade viide, befalendes dig hermed GUd i Himmelen.

Anderschow, den 23. Decembr. Anno 1636.

CHRISTIAN.

Af dette brev ses hvad tanker kongen har haft om det sidste barns fødsel; man mærker at rhingreven har i tide undviget, en del for at undgå kongens vrede, en del også i henseende til kronprinsen, Christian 5., hvilken han tilforn højlig havde læderet, hvilket ses af højstbemeldte prins’ tvende breve, et til kongen af Sverige og et andet til rhingreven selv. Og såsom samme breve er rare, og de samme giver nogenledes portræt på denne i historien ellers ubekendte mand, som dog har forårsaget sådan alarm her i riget, vil jeg den her anføre. Brevet til rhingreven selv er på tysk og lyder således:

Wir Christian von GOttes Gnaden zu Dannemarcken, Norwegen, Wenden und Gothen, Printz. Gelangen in Erfahrung und haben genügigen Beweisthumb, welchermassen du Otto Ludwig, der du dich schreibest Reihn-Graffen, dich deines vorgegebenen Standes leichtsinnig vergessen, und unbesonnener frevelmühtiger Weise verkühnet haben sollest von Unserer Printzlichen Person dermassen schändtliche Afterreden zu führen, die mit allem Deroselben von GOttes Gnaden habenden hohen Dignation und Würde, besondern auch dem von Jugend auff nachgestrebten Ehren und redlichen Nahmen gröblich zu wiederlauffen. Sonderlich aber solstu ausgeworffen haben, ob hättestu von einem dier von Uns zugebrachten Trunck dich übel befunden, und hieltest dafür, Wir hätten dir darin Gift bey und anbringen lassen. Ob Wir Uns nun wohl versehen gehabt, du würdest deinem profitirten Cavalier-Stande (welcher auf kein böß Maul gewidmet, besondern in tapfern Thaten bestehet) solche unehrliche Vermöchtigung nicht angethan haben, und wohl versichert wissen, es werde die gantze ehrbare Welt von Uns ein anders, und zwar unsere tragende Hoheit wohlgemäßige Achtung führen, auch kein redlicher Cavalier solchen von deinem vergälleten Hertzen ausgestürtzten verläumderischen Lügen-Dichtungen einigen Glauben zulegen. Uber das auch die Mittel von dem Allerhöchsten mit schuldiger Dankbarkeit erkennen, dadurch Wir einige von dir empfangene Offerts in andere genugsame Wege hatten abzufinden und zu widergelten; Derhalben auch wohl bedacht gewesen, der Zeit uns zu befehlen, und dich mit heroischem Gemüthe wie einen anbellenden Hund zu despectiren. Jedennoch, damit du in sothaner deiner Bosheit nicht stoltz werdest, und dir dabey eine stäte Sicherheit vermessentlich zusagest, so lassen Wir dir hier mit sonders wohl befügten Ernste wissen, daß Wir sothan dein unverschämtes, boshaftes Läster-Maul zu seiner Zeit der Gebühr nach abzustraffen, und bis dahin dich mit deinem verlogenen Schand- und Schmäh-Hertzen so viel und lang für einem heimbdückischen Giftbereiter und unredlichen Meuchelmörder achten und halten, auch gegen alle redliche Cavaliers schelten und tituliren wollen, bis du das geringste deiner bübischen ausgegossenen Schmähungen, das dir dein Lebetag wohl mangeln und fehlen soll, über Uns zeugbar und wahr machen kanst! Uhrkundlich Unsers hierunter gesetzten Hand-Zeichen und neben gedruckten Printzl.-Secrets. Gegeben auf dem Schlosse zu Malmöe den 17. April 1629.

CHRISTIAN.

På dette brev havde bemeldte rhingreve den dristighed at udfordre prinsen til duel, hvilket ses af det andet brev, tilskrevet kong Gustavo Adolpho, så lydende:

C. 5tus.

Tilbyde den Stormechtige Høibaarne Første og Herre Gustaff Adolph, Sverrigis, Gottis og Wendis Konning &c. salutem. E. K. Skriffuelse daterit Marienborg nest forleden 30 Augusti er Os vell behendiget, efftersom Vy nu deraf E. K. gode Broder og vetterlige Affection og dett Mishag E. K. thill Otto Ludwig Rhingreffuis ubeskedene Procedere drager, gierne fornummen, saa kunde Vy nu ikke viidere forbigaae E. K. venbroderligen at forstendige, att Vy af en samme Rhingreffuis Os tilschichte schriftliche ubeschedene Invectif uformodentlig forfaret, hannem endnu til Offerflod den forrige sin optenkte Snak iche allene at vere gestendig, meden och sig at understaae Os ferner efter sin Sedvane at angribe, saa och sig fra forrige sin optenchte Snak och Voris derpaa billig og nødvendig følgende Retorsion med et Cartel at vilde undlede och frasnige; om nu samme Rhingreffue end enten var af den Stand, at Vi Os ved hannem ligne; eller och af di Qvaliteter, at Vy hannem saadan Ære, som hand Os formessentlig om anmoder, giøre vilde, dog, effterdi Vy hannem ved Voris forrige og uomgengelige billige Retorsion for den scheldet og holdet haffuer, som hans offuer Os opdichtede Snak meriterer, og fordrer; da holde Vy Vores førstelige Reputation och Stand alt for ner, hannem och hans Anmodning paa nye saa vit at respectere, medens vill haffue hannem nu som før offtbemeldte sin opdichtede Snak i Barmen hiemb sendett, sig derfor tilbørligen at erklerre, eller och holdis for dend saaddan en bør holdis for, Voris rettmessig Æris Redding og forbemeldte Retorsion gemess; hvortheden Vy hanem og endnu remittere. Vy vide derforuden vell, at ingen rettschaffne Cavaliers nøiagtig mod saadane Tilleg og Retorsion sig ved deslige Cartel, udfluckter och sine Opdichtelsers Fornyelser, kand eller vill erklerre, meden fast heller ingen Erlig, Høi eller Laug noget videre och andet efftersiger, end han veed god Bescheed paa, och det som hand beviise och gottgiøre kand och vill; med mindre hand saadant thil sig thage och derfor lide vill, som vederbør; och effterdi denne Sag er aldelis criminal, reigser och af ingen Krigs-Tienneste, da ere Vy venligen begierende, att E. K. samme Rhingreffue for sig och Sverrigis Rigis Raad vill bescheede och steffne, och Os om Tiden og Stedet, hvor samme Rettergang foretagis schall, med forderligste forstendige, paa dett Vi kunde Vores Fuldmegtige lade møde og hannem thiltale, och endelig Dom offuer hannem effter saadan Voris Beschyldning hende: Och ligesom Vi Os nochsom for GUd og Verden vide forsikrede, at han aldrig sin offuer Os udgydede och usandfærdige Tilleg schall bevise eller gottgiørre, vide och Voris Herkomsts och Huusis saa och Voris egne her till førte Actiones och Idrette saa den gandsche Verden at vere bekiendt, at Vi iche tviffle, at jo ingen høi eller nedrig Stands-Person till saaddan samme Rhingreffuis Digter nogen Throe schall vilde eller kunde sette, saa formoede Vi och forsee Os naboefortroeligen der till, at E. K. efter det ner Blodtz och Naboeschabis Forvantnis, saa og andre høie Respecter E. K. och Os imellem er, samme Rhingreffe heden holder til det, som E. K. effter sin Høibegaffuede Kongl. Prudentz och Discretion eragter, saa vel Retten i sig selv, som alle Potentater, Førster och Herrers Reputation och Interesse at udkreffue. Vi ville derimod altid villig findes thill alt hvis E. K. Velbefald, Ære og Kongl. Respect kand gerade, och Os E. K. goede Broeder, Fetter og Svogerlige Affection, och den med sin Elskelige kierre Gemahl Voris Elskelige kierre Frenke och gandsche Kongl. Huus i GUds milde Beschyttelse naboeligen haffve befallet.

Datum Malmøe Huus, den 23. Octobr. Anno 1629.

Disse breve, som henhører til at oplyse fru Kirsten Munks historie, har jeg tilforn på et bekvemmere sted ikke kunnet anføre efterdi de nylig mig er faldet i hænder. Man lærer deraf denne rhingreves karakter og ser hans bitterhed imod kronprinsen ved at pådigte ham sådan hæslig historie og ved at udfordre ham til duel. Bemeldte breve viser også hans navn, som tilforn har været ubekendt, i lige måde at han var flygtet til Sverige året før fru Kirstens fald. Hvad som var egentlig årsag til den bitterhed han havde fattet mod kronprinsen, er mig ikke bekendt. Af påfølgende historie synes troligt at prins Christian må have advaret kongen om hans alt for frie omgængelse med fru Kirsten og derved sat ham i denne bevægelse.

|575
blev hende sådan titel frataget og alene befalet at hun skul|576le kaldes fru Kirsten til Boller. Men jeg finder ikke at kongens |577kærlighed derved formindskedes mod børnene, undtagen til den |578sidste datter, Dorothea Isabella,(a) hvis fødsel kongen hav

(a)	Man mærker dog at kongen ikke straks efter fru Kirstens fald må have haft afsky for dette barn; thi jeg finder i en af hans almanakker af år 1632 disse ord: “den 21. Martii gaff jeg lylle Lysseken 600 Daler.”

|579de mistænkt og derfor skikkede hende i et kloster udenlands; tværtimod man ser at de alle har været i forrige agt og anseelse så længe som højstbemeldte konge levede, besynderlig grev |580Valdemar og denne Leonora Christina. Men så snart Fridericus 3. kom på tronen, begyndte deres sol temmelig at formørkes, óg var det ikke lidet tordenslag for denne højhjertede dame at hun i begyndelsen af dronning Sophia Amalia blev forbudt at køre lige ind på slotsgården med sin karosse som tilforn var sket. Hun participerede siden i alle de fortrædeligheder som Corfitz Ulfeldt styrtede sig i, og i det år 1657 blev skilt ved sin titel af grevinde til Slesvig-Holsten, hvilket ses af den kongelige forordning som samme år udgik.

Fru Kirsten Munk beskikkes til at vise

adkomst

til hendes titel Men førend denne forordning blev publiceret og Hans Majestæt skred til denne resolution, lod han hendes moder ordentlig beskikke ved tvende herrer, nemlig ved Tyge Below og Krag, for at høre og fornemme hvorpå hun grundede den titel af grevinde til Slesvig-Holsten, og hvad

adkomst

hun kunne vise dertil. Denne beskikkelse såsom den er ikke mindre rar end kuriøs og tjener til at oplyse en historie som overalt hidindtil har været mørk og ubekendt eller defigureret med monstrøse fabler, vil jeg den her anføre som den blev forrettet af bemeldte tvende herrer af hvis relation mig er kommunikeret en kopi af sådant indhold:

|581Den 1. Januarii 1657. mellem 11. og 12. Formiddagen ankomme vi Underskrevne til Boller, og skikkede strax Bud til Fru Kirstine Munks, at ville tale med hende efter Hans Kongl. Majestets Befalning, hvorpaa hun lod bede os ved sin Foged at opkomme. Vi fuldte med hannem op til Borge-Gaards Broen. Paa Broen mødte Velb. Werner Parsbierg os, og ledsagede os ind i Stuen. Da vi komme i Borge-Gaarden, blæste tvende Trompeter, indtil vi komme ind i Stuen til hende; Saasnart vi vare indkomne, talede jeg Tyge Below til hende, sigende, at vi vare af Høistbemeldte Hans Kongl. Majest. hidskikkede at tale noget med hende, om hun vilde høre det alleene, eller udi deres Nærværelse, som i Stuen hos hende tilstede vare, nemlig velbemeldte Werner Parsbierg, hans Frue Helvig Arnfeld, og Jomfru Karen Galde; hvortil hun svarede, at hun var vel tilfreds, at de bleve tilstede. Derpaa refererede jeg hende de samme Formalia, som Høistbemeldte Kongelige Befalning i sig indholdte, begierte derhos, at hun for os vilde fremviise, hvad Rettighed hun havde til den Grevelige Titel hun førte. Hun svarede derpaa, at hun den sig ej selv havde tiltaget, men at den var hende given af Salig og Høilovlig Ihukommelse Christiano 4. Tyge Belows og Krags egenhændige relation deromHun blev derimod af os tilspurdt, om hun da af hannem var giort til Grevinde, eller om hun noget Brev af hannem derpaa havde; hvortil hun svarede nei, men hun kunde vel fremviise, at Høistbemeldte den Salige Herre hende saaledes kaldet havde og det skriftlig under den Salig Herres egen Haand og Seil. Bad os derpaa, vi vilde bie, og faae Middags Maaltid med hende, eftersom Bordet stod dekked, og gandske |582tilbereedt, saa vilde hun søge om noget, og viise os det; men vi undskyldte os; thi vi agtede os tilbage igien til Vedel om Aftenen. Derpaa gik hun ind udi et Kammer fra os. Imidlertid talede bemeldte Adelige Fruentimmer med os, og berettede hvor bange Fru Kirstine var bleven, da vi skikkede Bud op til hende, eftersom hun ej vidste hvad det skulde betyde, men meenede det havde været efterdi Frøiken Eleonora havde været hos hende, af hvis Reise hun sagde sig dog intet at vide førend hun saae hende i Gaarden. De giorde ogsaa Undskyldning derfore at Trompeterne havde blæset i Gaarden, da vi vare indkomne, sagde sig og der at være for Dorothea Galdes skyld, som de besøgte i hendes Svaghed. Fru Kirstine kom strax tilbage igien med et Kongeligt aabed Brev under Høistbemeldte Kongl. Haand og Seigl, dekkede det øverste og nederste til med tvende Servietter, og lod os alleeneste læse disse Ord: Den Velbaarne Frue Kirstine Munk Greffwinde til Slesvig Holstein. Videre vilde hun ikke lade os læse, men tog Brevet hastig bort, og lagde det tilsammen igien, sigende, at det øvrige kom intet derved. Vi spurdte, om hun vilde lade os see samme Brevs Datum, da befandtes det at være datered den 30. Julii 1630. Deraf kand I see, sagde hun, at den Salige Konge selv haver givet mig den Titel, endogsaa efter at jeg var kommen fra ham; og havde jeg aldrig begiæret at komme did, men efter min Moders Villie var det skeed. Hende blev dertil svaret, at man vel vidste, at den Salige Herre hende saaledes baade havde tituleret, og befalet hende saaledes at kaldes; Men vi vare nu did skikkede |583til at fornemme, om hun ej ved et sært Greve-Brev var giort til Grevinde; dertil svarede hun, nei aldeles intet; Men hendes Børn havde Keiserens Brev paa deres Titul, som de selv havde at forvare, men hvem det nu egentlig havde vidste hun ikke. Hende blev derimod svared, at hvad Grev Waldemar var anbelangende, det vidste man vel, men at Døttrene havde saadane Breve af Keiseren troedes ikke. Hun svarede, at hun vidste ikke rettere; thi saaledes sagde hun, at de havde berettet hende; dog kunde hun ikke sige det forvist; thi hun havde aldrig seet det. Hende blev igien adspurdt, hvo samme Brev havde; hun sagde, at hun vidste ikke hvo, enten Herr Corfitz Ulfeld eller en af de andre. Hende blev da Discours viis sagt, at Ed. Majest. holdt Grev Waldemar for en Keiserlig Romersk Rigs-Greve, dog ikke af Slesvig og Holsten. Det samme var ham og tilforn bleven sagt; thi Keiseren kunde ligesaa lidet præjudicere Ed. Kongl. Majest. Huus, som Ed. Kongl. Majest. Herr Fader. Hun svarede dertil, at hun havde det hørt, at Eders Majestet havde ladet ham det sige, og spurdte hvad hans Titel da skulde have været. Dertil blev svaret, at dertil skulde vel Middel blive funden, med saa skiæl, det saa vit var kommen. Hun spurdte fremdeles, hvad dette skulde betyde, eller hvad Hans Kongl. Majest. med hende i Sinde havde; dertil blev svared, at os var ej meer bevist eller denne gang befaled end som vi tilforn sagt havde om Titelen og Navnet. Hun svarede, at hun havde intet andet derpaa at fremviise uden det som vi seet havde, og udi adskillige andre Kongelige Breve, da den Salige Herre hende det selv kaldet havde. Hun førte ikkun Navnet, og havde intet af |584Slesvig og Holsten; hvortil blev svared, at desmindre Rettighed, siunes hun at kunne have til Navnet at føre, som kunde komme maa skee Eders Kongelige Majestets Posteritet efter mange Aar til Nachdeel; Dertilmed vare nu omstunder ej meere Grever eller Grevinder af Slesvig eller Holsten, men alleeneste Førster og Førstinder. Dertil svarede hun HErre GUd! Da veed jeg hvad min Fader hedde. Hende blev ogsaa sagt, at Eders Majestet havde ogsaa fornummet, at hun skriver sig: Vi, da dog ingen Keiserlig Greve udi Tydskland det giør, hvortil hun intet svarede, men beklagede sig i saalang Tid at forfølges endogsaa af Herr Hans Lindenow. Hende blev dertil svaret, at Eders Majest. havde endogsaa af hendes Indlægg mod hannem erfaret, at hun sig forskrevne Titel havde tilegnet; hvorpaa hun sig forundrede, sigende: Haver Hans Majestet det ogsaa seet? Derpaa toge vi Afskeed fra hende, og de andre som for ere mældte, saavel som fra Mandrup Abildgaard, som midlertid, mens vi der vare, indkom. Fru Kirstine Munk bad os, vi vilde ikke være hende for meget imod, vi svarede, at vi ej skulde efterlade, at giøre om alting en underdanig, sandfærdig og upartisk Relation. Formeener saa herved Høistbemældte Hans Kongl. Majestets Naadige Befalning, sub dato Kiøbenhavn den 26. Decembr. sidstforleden af os underdanig hørsommeligen at være efterkommet. Forbliver altid Høistbemeldte Kongl. Majestets vor allernaadigste Herres og Konges ydmygeste og tro Undersaattere. Datum Wedel den anden Januarii 1657.

Tyge Below.	Krag.
Egen Haand.

|585Af denne relation ses fru Kirsten Munks og hendes børns

adkomst til den grevelige titel af Slesvig og Holsten, nemlig at den alene bestod deri at Christianus quartus enten mundtligt eller skriftligt havde kaldt dem således, hvilket kong Frederik holdt for ikke at have kunnet akkvirere dem nogen ret dertil. Det var også ikke uden grund at Hans Majestæt formente at det ikke stod i kejserens magt at konferere nogen titel af greve til Slesvig-Holsten, men at det regale alene tilhørte kongerne af Danmark. Hvad videre oplysning som man har af denne relation, er at man deraf ser at fru Kirsten Munks egen svoger Hans Lindenov i denne fristelses tid har faldet fra hende. I lige måde at den højsalige konge Christian 4. ikke straks efter fru Kirstens fald har betaget hende denne grevelige titel såsom hun producerede et brev af yngre dato hvori sådan titel fandtes.

Efter at kong Frederik havde ladet gøre denne beskikkelse, skred han til eksekution, og ved en forordning som blev publiceret i samme måned, skilte hende og hendes børn ved den hidindtil førte titel af grever og grevinder til Slesvig-Holsten. Samme forordning lyder således:

Vi Frederik Mister sin titel af grevinde til Slesvig-Holsten den Tredie &c. Giøre alle vitterligt, at eftersom Fru Kirstine Munk til Boller, en Tid lang har brugt Grevindes Titel af Slesvig og Holsten, hendes Børn og ikke alleene samme Titul ført, men endogsaa det Vaaben, som Os og Vort Kongelige og Førstelige Huus tilkommer, da, efterdi de aldeeles intet nøiagtigt have at fremlegge, hvormed de kunne beviise sig til saadan Høihed at være berettigede, det og Os og Vort Huus ikke er lidet præjudicerligt, tilmed og den gamle og for andre Nationer sær synderlige Herkomst, som alle i saa mange hundrede Aar sig best ved befunden, ikke overeens kommer, at saadan nye Stand |586uden bedre Grund og Fundament opkomme skulde. Da have Vi det ikke længer stiltiendes ville ladet passere, men hermed baade Frue Kirstine Munk og hendes Børn have forbudet, at de hverken ovenbemeldte Titul eller Vaaben sig understaae at bruge, saavel alle andre Vore Undersaatter hermed advare, at de sig entholde nogen af dem saadan Titul at give, som ingen af Adel-Standen eigner og tilkommer. Fordrister sig nogen herimod at giøre, da tilskrive sig det selv, om de derfore, som vor Mandats Overtrædere, blive anseede og tiltalede. Givet paa Vort Slott Kiøbenhavn den 14. Januarii 1657.

Friderich.

Fru Kirsten Munk døde året derefter tillige med hendes datter frøken Sophie på samme tid som Ulfeldt med hans gemal var i største anseelse og ved den roskildske fred var blevet retableret, hvorfor hun også blev begravet med stor stads og et anseligt komitat. Fru Kirsten Munks død Deres lig blev ført til Odense hvor de uden for byen blev modtaget af den hele adel og begravet i de nærværende børns og børnebørns præsence, som var alle i hvide klæder. Da hun lå på sit yderste, bevilligede kongen at hans hofmedicus, doktor Janus Juris, måtte opvarte hende.(a) Hendes ligprædiken blev holdt af magister Christian Sommer, sognepræst til Boller, og såsom de svenske endda var i Sjælland, gik admiral Wrangels hofprædikant siden op og holdt en tysk ligprædiken. Corfitz Ulfeldt siges ved hendes ligfærd selv ikke at have været til stede, hvorvel jeg ser at han har tillige med Hans Lindenov, Hannibal Sehested og Ebbe Ulfeldt undertegnet invitationsbrevene til hendes begravelse, óg er det mærkeligt at han da alene giver sig titel af greve til Sølvesborg.

(b)

Eleonoræ Christinas fortrædeligheder derimod begyndte fra den tid først ret at gå an; thi såsom hun med en yder

(a)	Concio fun. in Chr. M. manuscr.

(b)	Invitat. sub dato Malmogiæ die 1 Julii 1658 manuscr.

|587lig bestandighed var hendes herre tilgedan, så participerede hun også i alle hans ulykker, som jeg tilforn i hans historie har vist. Nylig førend Ulfeldts farlige anslag mod riget var åbenbaret, var hun skikket til England for at fordre en sum penge som Ulfeldt havde forstrakt kong Carl 2. i hans landflygtighed, men i steden for betaling blev hun efter den danske ministers forlangende af højstbemeldte konge arresteret. Madame Ulfeldt arresteres i England Arresten skete til Dover den 9. juli 1663,(a) som madame Ulfeldt i hendes efterladte skrevne sager selv vidner. Den danske minister søgte derpå videre at hun måtte ekstraderes, hvilket kong Carl vel offentligt vægrede sig for, men underhånden lovede at det ikke alene skulle stå ham frit for at bemægtige sig hendes person når hun gik af fæstningen, men endogså at han selv ville give lejlighed dertil. Det varede ikke længe førend man fandt lejlighed dertil, thi hun blev straks derpå grebet og ført til København hvor hun arriverede den 8. august(b) samme år og blev sat i Det Blå Tårn. Kong Carl 2. blev således fri for at betale sin gæld, men ikke for folks eftertale, hvilke med sorteste farve afmalede denne hans opførsel mod en fremmed højadelig dame og den der havde rakt ham hånden i hans nød, óg kan denne hans gerning tjene til at verificere alt det onde som skrives om ham. Kong Frederik derimod havde ret til at bemægtige sig denne ambitiøse dames person, helst såsom hun kunne holdes mistænkt for at være medvider i Ulfeldts anslag.

Føres til København Så snart hun kom til København, blev hun ført til slottet, hvor dronning Sophia Amalia ved en kammerjomfru lod hende afføre hendes klæder og skilte hende ved hendes perler og juveler. Derpå blev hun bragt til Det Blå Tårn den 8. august(c) hvor hun i mange år blev siddende. Der virkede hun adskilligt kunstigt med hendes hænder, blandt andet et bæger af ler stående på 3 knapper med et låg på, og skrev på bun

(a)	Inter opuscula Eleonoræ manuscr.

(b)	Teste ipsa Eleonora.

(c)	Sperling. vit. Eleonoræ manuscr.

|588den nogle ord som hun ville have kong Frederik insinueret, hvilket også skete ved sådan lejlighed: Kongen adspurgte engang slotspræsidenten Liebknægt hvad hun bestilte om dagen, hvortil han svarede: Adskillige partikulariteter om denne dame “Hun gør bægere.” Da nu kongen forlangte at se samme bægere og havde nøje beskuet det, mærkede han omsider hvad der stod på bunden, og sagde til præsidenten: “Hun er klogere end du”,(a) men hendes fængsel blev derfor ikke forlindret, kunne ej heller ske så længe som dronning Sophia Amalia levede efterdi højstbemeldte dronning var særdeles irriteret mod den ulfeldtske familie, og det var ikke let at komme af hendes unåde igen.

Blandt andet mærkværdigt som fortælles om denne navnkundige dame, er dette at hun ved transfusion af hendes mands blod, som skete på hendes arm, havde tilvejebragt sådan sympati at hun i hendes herres fraværelse kunne føle hvad ham vederfor, så at da der gik rygte om Ulfeldts død, forsikrede hun adskillige gange af fængslet at der var intet om; men endelig da han i det år 1664 ved døden afgik, sagde hun kongen det straks førend nogen havde fået kundskab derom. Dette at være passeret testerer endnu levende folk som har kendt hende, hvorvel ikke i kraft af sympati ved transfusion af blodet, hvilket madame Ulfeldt selv nægtede tillige med meget andet som findes i trykte bøger såvel om hende som om hendes herre.(b)

Hun blev således siddende i et hårdt fængsel ikke alene i kong Frederiks regering, men endogså længe derefter, havende ingen kniv, men et stykke ben i steden derfor, og intet andet lys end oven fra et vindue ved loftet som man lukkede op for at lade røgen gå ud efterdi der var intet rør på kakkelovnen. Den siden regerende dronning Charlotta Amalia fattede straks medlidenhed over denne illustre fange og ønskede hendes frihed hvorvel hun formedelst enkedronningen ikke så

(a)	Test. Virgine Anna Ulfeldt.

(b)	Ex ore Virginis Annæ Ulfeldt.

|589hastigt kunne erhverve hende den igen Hendes fængsel formildes så at hun efter egen sigelse blev siddende i 23 år.(a) Hun arbejdede imidlertid adskilligt kunstigt, som hun lod præsentere den regerende dronning, blandt andet en pung hvori hun af perler broderede efterfølgende vers:

*Deine Gnade, deine Güte

Tröstet Hertze und Gemüthe

Gönne mir auch den Gewinn

Reich mir deine Gnaden-Hände

Löse mir von meinen Bänden

Gnadenreiche Königinn.

Hvorved hun straks vandt dette at hun fik et større vindue, item en vindovn.

Endelig kom hun i det år 1685 på fri fod igen, hvilket hun selv vidner på det alterklæde som hun gav til Maribo Kloster med disse ord:(b)

Kong Christian 5 min allernaadigste Arve-Konge saae udi Naade til mit lange og uskyldige 23 Aars Fængsel, gav mig ikke alleene en naadig Frihed 1685. den 19 Maji, men giorde mig og vel imod i mange Maader. GUD giøre vel imod Hans Kongl. Majestet og det gandske Kongelige Arve-Huus igien.

Så snart hun kom ud af sin arrest igen, Hun kommer på fri fod igen tog hun ind til hendes søsterdatter frøken Lindenov i det hus ved kanalen som er næst ved sognepræstens residens til Holmens Kirke. Men blev der kun 3 dage efterdi den hele stad stormede til at se hende. Begav sig derfor til Utterslev hvor hun forblev indtil Michaelis tid, da gav kongen hende Maribo at bo på med en årlig pension af 1500 rigsdaler. Kort derefter forærede hun til Maribo Kirke et alterklæde af hvidt taft hvorpå var skrevet efterfølgende vers:

(a)	Test. ipsa Eleon. in opusc. manuscr.

(b)	Den 19. maj 1686. Til slutning står disse ord: “Dette har jeg fuldfærdiget uden Glas i min Alders næsten 65 Aar GUd alleene være Æren.”

|590

Den store Verdens alt sit skabte Grændser satte

Gaf Viden visse Tid, hvo kand hans Almagt fatte

Han menglet tungt og lett ved Fingers mægtig Kraft

Betænkte Heeden med en lædske Drikkes Saft.

Den liden Verdens Maal og efter samme Maade

Beskikte ligesaa, han vil for Lykken raade

Vil saare, læge, slaae, vill lindre naar han vill,

Vill binde, løse op, naar han det siger til.

O GUd med Haand mig drogst af Moders Liv til Livet

Mig førte underlig, Ulykken ofte kived

Med Velstands Overflod, beholt og Seiers-Tegn

Snart hiemme tomled mig, og snart i fremmed Egn.

Din Haand mig ogsaa bandt til Ægte-Folkes Skiæbne

At bære Ont og Gott, dertil du gavst mig Evne,

Ei noget synes tungt for ægte Kiærlighed,

Troefasthed er den Dyd man ej tør blues ved.

I Modgangs Hvirvel-Vind var GUd mit faste Anker,

Jeg blev i Troe, i Haab og stedse i de Tanker

GUd elsked mig, sit Barn han tit lod smage Riis

Og i det skrøbelig vill lade see sin Priis.

I Løfter er min GUd troefast, og ikke sviger,

Hans Ord de lyver ej; thi de saaledes siger:

Kald paa mig i din Nød, og jeg vil redde dig.

Det haver GUd i mig fuldbyrdet kraftelig.

Som det var, GUd, din Haand mig ind i Fængsel førte,

Saa var det og din Haand, som Kongens Hierte rørte

At høre paa min Bøn, og efter Naades Lyd

Oplade Fængsels Dør sit store Navn til Pryd.

Men GUd! hvad skall jeg nu, hvad skal jeg nu frembære?

Til et Tak-Offers Tegn, og til din Priis og Ære,

Det er ej Bukke-Blod, ej Fædme til sød Lugt

Som dig er til Behag, og ej af første Frugt.

Men Hiertet fuld af Tak med Munden at bekiende,

Did vill du naadelig dit Guddoms Øre vende,

|591Dit Altars Smykke-Klud er jo dig ej imod,

Det Vidne bære skall, at du mod mig varst god.

Til Efterkommers Trøst, at ingen skal fortvile

I Modgangs brusend’ Hav; men i dig eene hvile

Og kaste Omhu hen, i Troen holde fast,

Saa vill du visselig selv bære tungest Last.

Jeg bøier Hiertets Knæe, og gamle svage Lemmer

For HErrens Aasiun ned, og aldrig da forglemmer

At GUd mig rakte Haand i Fængsels haarde Nød,

Og holdte Sindet karsk imod utallig Stød.

Lad dette Offer dig, o! store GUd! behage,

Og af forfængeligt aldeeles intet smage,

Jeg priise skall dit Navn saalænge med Forstand

Som Munden Hiertets Tak ved Lyd udføre kand.

Hun har derforuden gjort adskillige andre vers som viser at hun kunne passere blandt de tiders bedste danske poeter; har også forfærdiget et værk om nogle berømmelige damer.(a) Óg vidner Otto Sperling den Yngre, som selv i samme værk har gået hende til hånde, at det førte titel af Heltinders pryd. (b) Blandt hendes mange vers er et besynderlig mærkværdigt angående en gammel hund kaldet Cavalier. Samme gamle hund, såsom den var bidt af en mår, blev efter dronning Sophiæ Amaliæ befaling skikket i fængslet til grevinden at hun skulle kurere ham igen, hvilket hun óg gjorde; over denne gamle hund gjorde hun et artigt dansk poema hvori hun indfører ham som den der fortæller sin lykke og foranderlige skæbne til hove, og hvad løn han fik omsider, óg sigtede hun derved på hendes mand som så tit og ofte med adskillige farer og besværligheder havde været riget til hjælp og nytte og efter hendes tanke derfor ilde belønnet. Dette kunstige vers begynder således:

(a)	Sebast. Kortholt de puellis poëticis.

(b)	Test. ipso Sperl. in vita Eleon. manuscr.

|592

Alt Gammelt er foragt, det kastes til en Side

Var det end Guld og Sølv, man gierne Nyt kand lide.

Ovenmeldte Sperling vidner også at hun sammensatte en komedie som hun 1688 den 27. februar lod spille for sig i sit eget hus.(a)

Da hun var kommet til Maribo Kloster, skikkede hun bud efter hendes ældste datter Anna Catharina, som boede i Flandern og var Viigli de Cassettes efterladte enke. Samme frue lignede moderen mest i forstand, var vel studeret og erfaren i alle smukke videnskaber.

Hendes død og karakter Endelig døde denne illustre dame år 1698 den 16. marts i en høj alder og blev den 6. april samme år begravet i Maribo Kirke. Hun var et af de navnkundigste fruentimmer i forrige seculo, såvel i henseende til hendes skarpsindighed og lærdom som til de store aventures hun havde haft. Hvis hun i sin velstand lod sig af ambition forlede, så ekspierede hun den synd ved trende fængsler, hvoraf det sidste og hårdeste varede i 23 år. Om hun var medvider i det sidste farlige anslag som Corfitz Ulfeldt havde mod kongen og riget, kan ingen for visse sige. Det samme synes dog at have graveret hende mest. Ingen kan vel nægte at jo den pligt og kærlighed man er sin konge og sit fædreneland skyldig, er større end den som en hustru er sin mand skyldig; men man må derhos også bekende at den heroiske dyd, nemlig at røbe sin egen husbond af affektion til sit fædreneland, er rar og fast ubekendt i vore tider. Til den bestandige og stedsevarende unåde som dronning Sophia Amalia bar til madame Ulfeldt, synes ellers at have været andre partikulære årsager, som har angået hendes egen person, og som fornemmelig har bestået i en foragt hun lod se mod hende såvel før som efter kroningen. Hertil kan blandt andet tjene til bevis en kuriøs og hidindtil ubekendt historie som mig derom er kommunikeret.

Blandt adskillige virtuosi og kunstnere som kong Frederik underholdt,

(a)	Sperl. vit. Eleon.

|593var en sakser ved navn Caspar Herberg, hvilken i henseende til hans videnskab i kemi, møntvæsen og guldarbejde gemenlig blev kaldt Kunst-Caspar, En kuriøs historie grevinde Ulfeldt angående óg blev han ikke anderledes nævnt af kongen selv, hvilket ses af adskillige Friderici 3. egenhændige breve(a) som ingen anden overskrift har end denne, nemlig: “Konst Casper zu händen.” Denne Kunst-Caspar, som i begyndelsen af kongens regering boede i Lyngby, som er halvanden mil fra København, havde in commissis at forfærdige dronning Sophiæ Amaliæ krone, som skulle bruges til forestående kroningsfest. Frøken Eleonora lod sig nogle dage tilforn, da hun rejste igennem Lyngby, indfinde i Kunst-Caspars hus og forlangte at se kronen. Da kronen blev hende leveret, satte hun den på sit hoved ligesom for at se hvorledes den parerede; men den faldt hende af hovedet ned på jorden og kom til skade så at en stor sten som deri var sat, gik i stykker.(b) Om madame Ulfeldt gjorde dette forsætligvis, er noget som jeg for visse ikke kan sige. Vist nok er det at hendes forrige opførsel kunne ikke andet end give anledning til mistanke derom. Kunst-Caspar lod straks give hemmelig underretning til kongen derom. Men Hans Majestæt som fandt nødigt endda at holde gode miner med det mægtige ulfeldtske hus, bød Kunst-Caspar at tie dermed og i al stilhed at gøre kronen til rette igen. Denne kuriøse historie har jeg holdt fornødent at anføre for at vise at det var ikke uden grund dronning Sophia Amalia havde fattet sådan bitterhed mod frøken Leonora, skønt man må tilstå at den blev pousseret noget for vidt. Men nu må jeg gå tilbage i tiden igen og efterse hvad videre mærkværdigt tildrog sig i Danmark det år 1663.

(a)	Lit. Frid. 3. ad Künst Caspar. Hafn. 28 Junii 1656. Hafn. 12 Julii. 1656. item Bahuus 26 Julii manuscr. autogr.

(b)	Et stykke af samme sten er endnu indfattet i en ring og i madame Wits gemme i Lyngby, i hvis hus jeg har set den.

Holberg-tekst

Kommentarer

Lukk