Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
CAP. IV.
Om Religionen.
FØrend jeg taler om Religionens tilstand udi disse Riger, da, saasom min vedtagen maade udi dette verk er at tage enhver ting af vigtighed op med roden, og viise hvorledes tilstanden var udi gamle tiider, hvorledeshvorledes]hvorledes] A1, og hvorledes A2 hvorledes] A1, og hvorledes A2 sagerne ere blevne forandrede indtil de ere komne udi den stand, som de nu findes udi, saa har jeg ogsaa foresat mig udi dette Capitel, at forestille Læseren:
(1) Hvorledes Religionen var udi ældgamle tider førend Christendommens lys her begyndte at skinne.
(2) Udi hvad tilstand disse Riger vare under de Romerske Paver fra Christendommen begyndte intil reformationen.
(3) Hvilke *fata religionen haver havt fra reformationen indtil disse tiider; Hvilket jeg haaber mange at skulle finde behag udi, efterdi lidt eller intet er antegnet om de ting, som henhøre til den danske kirke-historie.
de gamle nordiske folk dyrkede ilden. Det synes, at de nordiske folk have i ældgamle tider tilbedet ilden, saasom de troede, at himlen var af ild, hvilket kand sees af *Eddæ Myth. 4. Den verden blev først, som er imod synden, og kaldes Musbell, hvilken er lys, brændende og heed. Derfore vare for gudernes billeder oprettede Altere til den hellige ild, som ikke maatte udslukkes, derom vidner ogsaa den saa kaldte *Bua Saga saaledes;Derfore vare for gudernes billeder oprettede Altere til den hellige ild, som ikke maatte udslukkes, derom vidner ogsaa den saa kaldte *Bua Saga saaledes;]Derfore vare for gudernes billeder oprettede Altere til den hellige ild, som ikke maatte udslukkes, derom vidner ogsaa den saa kaldte *Bua Saga saaledes;] uthevet i A1 A2 B; uthevet i SS Derfore vare for gudernes billeder oprettede Altere til den hellige ild, som ikke maatte udslukkes, derom vidner ogsaa den saa kaldte *Bua Saga saaledes;] uthevet i A1 A2 B; uthevet i SS Fremmen for vare der satte altere beslagne med jern, hvorpaa blev forvaret den ild, som ikke maatte udslukkes, kaldet den hellige ild. Odin havde befalet at brænde de døde, saavelsom sit eget legeme, og holdtes derfor, at, jo højere luen steeg i vejret, jo saligere var den døde, hvilket Snoro giver tilkiende udi sin norske krønike sigende: Da Odin var død, og hans legeme var bleven |84brændt, holdtes det siden for en ære at brændes, og meente man, at jo højere luen steeg op, jo højere blev den opflyttet i himmelen, som blev brændt. Odin vilde dermed uden tvil give tilkiende, at siælen blev af ilden førdt til himmelen, hvilken meening ikke lidet bliver stadfæstet af Eddæ Myth. II. Guderne giorde en broe fra jorden, som strakte sig til himmelen, hvilken kaldes Bifrost, du haver seet den samme og kalder den uden tvil Regnbuen, den haver tree slags farver, er meget sterk og forarbeydet med større konst end andre ting. Da spurde Gangler, monne ilden brænder over Bifrost? Haar sagde: Det som du seer paa den røde bue, er en brændende ild; Hvoraf man kand slutte, at de nordiske folk holdte fore, at man maatte fare til himmelen over en ild-broe.
Hvad sig anbelanger menneskernes skabelse, da tilskrives den Odin, og hans tvende brødre udi *Snoronis Edda Myth. 7. saaledes: Underlig meening om menneskets skabelse.Bors sønner, da de spadserede ved strandbredden, funde de tvende stykker træe, hvilke de optoge, og deraf skabte mennesket, den første, nemlig Odin, gav liv og siæl, den anden forstand og bevægelse, den tredie ansigt, maal, hørelse og siun. De gave dennem klæder og navn, manden blev kaldet Askr og qvinden Embla, hvoraf det menneskelige kiøn er forplantet. Det synes rimeligt, at de nordiske folk ere faldne paa den tanke, mennesket at være skabt af træe, og siden sielen at være indblæst, efterdi træet er ildens føde og tønder, ligesom legemet er sielens ophold.
De nordiske afguder. Hvad sig anbelanger de nordiske store afguder, da omendskiønt de trende fornemste Odin, Freyr og Thor, hvoraf dagene i Ugen have deres navne, ere blevne dyrkede udi alle tree nordiske Riger, saa synes dog, at hvert Rige for sig haver haft sin særdeeles gud. Man finder, at de Svenske besynderligen have dyrket Freyr, som fordum var deres Konge, Niords søn og successor, som saaledes beskrives udi Edda: Freyr. Freyr den berømmeligste af de Aser, han regierer regnen, solens lyß og jordens grøde. Det er fornødent |85at paakalde ham for freed og god tiid. Han kand ogsaa begave menneskerne med rigdom. Om ham taler ogsaa Snoro udi sin norske krønike saaledes: EfterEfter]Efter] Ester A1 Efter] Ester A1 Niord regierede Freyr, som blev kaldet de Svenskes Herre og fik skat af dem. Denne var elsket af de Svenske ligesaa meget som hans fader. Han oprettede et stort tempel til Upsal, og der stiftede sit sæde, givende dertil al sin ejendom løs og fast. Dette er oprindelsen til den Upsalske rigdom, som siden stedse blev vel forvaret.
At de Norske dyrkede besynderlig den afgud Thor, synes at beviise nogle skibsfolks bønner og løffter, hvorom taler Olaf Tryggesøns historie saaledes: Da besluttede alle skibsfolkene eendrægteligen at bede Guderne om en ønskelig vind, som kunde føre dem fra Norge til et andet land. Løfftet var dette; at de skulde give penge og tree saldar øll til Freyr, dersom de landede til Sverrig, og ligesaa meget til Thor eller Odin, dersom de landede til Iisland. De Norske havde indført den Afgud Thors dyrkelse til Iisland, hvilket land dyrkede den siden fremfor andre. Oprindelsen til denne dyrkelse siges Thor selv udi menneskelig skikkelse at have givet tilkiende for Kong Olaf Tryggesøn med disse ord: Dette land, herre! som vi seigle forbi, var tilforn bebygt af kiemper, hvilke da de af en hastig hendelse vare døde og ødelagde, vare der ikkun tvende qvinder af deres slag til overs. Da komme der folk fra østen og bebygde dette land, hvilke folk disse tvende qvinder tilføyede stor fortreed, og nødde dem at indgaae haarde vilkaar, da toge samme folk tilflugt til dette røde skieg, hvorpaa jeg tog min hammer af min lomme, og slog dem ihiel. Edda opregner iblant Thors fornemste *Insignia en hammer, som hans billede, der offentlig var dyrked af de Norske, holt udi haanden: derover findes udi St. Olafs historie saadan beskrivelse: Der var et billede dannet efter Thors lignelse, holdende en hammer og var udaf den størelse, at intet menneske kunde lignes derved, billedet var ziiret med guld og sølv, fiire brød ble|86ve dagligen baarne dertil, tilligemed kiød efter proportion, hvilket altsammen blev fortæret. Det var ikke alleeneste udi Norge, men end og udi Dannemark, hvor Thor var udi anseelse, til hvilken *Wilhelmus Gemmeticensis vidner, at de danske ofrede menneske blod.
Odin. Den store og bekiendte Odin var den Gud, som synderlig blev dyrket udi Dannemark, thi, omendskiønt hans navn var udi stor anseelse over heele Norden, saa synes han dog paa en besynderlig viis at have været dyrket af de Danske, og æret som deres Fader, saasom Saxo haver merket, hvilken iblant andet fortæller om HaraldHarald]Harald] Harald, A1 A2 B; Harald, SS Harald] Harald, A1 A2 B; Harald, SS Hyldetand, at han udi sine bønner begierede, at Odin vilde give de Danske seyer, som han alletiider havde baaret yndest og naade for.
Freya og Tyr. Foruden disse tree store afguder vare der endnu to, som bleve høyt anseede af de Nordiske folk, nemlig Freya og Tyr. Om Freya siiger Edda Mythol. 20. at hun pleyede, at være tilstæde udi store feldslag, og fik endeel af de slagne til bytte, omendskiønt bemelte bog legger dette til, at hun var besynderlig Gudinde for kierlighed, sigende: Det er got, at tilbede hende for kierlighed. Tyr var de Nordiske folkes krigs gud, ligesomligesom]ligesom] A2, ligesom: A1 B; ligesom: SS ligesom] A2, ligesom: A1 B; ligesom: SS Mars hos de Græker og Romere. Om ham taler Edda saaledes Myth. 23. En af de Aser kaldtes Tyr, hvilken er meget dristig og modig, og kand hielpe til seyr over fienden, saa at det er krigsfolk fornødent at tilbede ham. Hvorudover det er blevet til et ordsprog, naar man taler om en tapper og modig mand: Han er ligesom Tyr. Denne Tyr confundere nogle med Thor, hvilken er en grov vildfarelse, som kand iblant andet sees deraf, at den tredie dag udi ugen blev kaldet efter Tyr, og kaldtes Tyrsdagur eller Tyssdagur, nu tiißdag, da derimod den femte dag udi ugen blev efter Thor kaldet Thorsdagur nu Thorsdag.
Odin var den fornemste blant guderne. Af alle disse guder var Odin den alleranseeligste, og holdtes for at have størst magt, besynderlig udi krig og feldslag, hvorfore han blev kaldet Odin Valfaudr, Pater stragis eller fader for slag og nederlag, efterdi alle de som omkommeomkomme]omkomme] A2 B, omkomne A1 omkomme] A2 B, omkomne A1 udi feldslag, vare hans kiære børn, saasom Edda vidner, Myth. 18. Om sammeOm samme]Om samme] A2, Samme A1 B; Samme SS Om samme] A2, Samme A1 B; Samme SS Odin siges, at han lod sig saare, da han fornam hans døds tid var forhaanden, |87hvorved han vilde komme de Nordiske folk til at tro, Ingen, som døde straadød kunde komme ud i VALHALLA eller Odins bolig. at de ikke burde døe straa død, dersom de vilde tænke, at komme til VALHALLA eller de lyksalige boliger; og at de ikke skulde frygte for at døe saadan død, som de saae deres Gud havde udvaldt: At der intet andet hemmeligt ligger skiult under denne gierning, kand sluttes af det, som Niord giorde, om hvilken Snoro taler saaledes: Niord da han faldt udi en dødelig sygdom, lod han sig merke eller saare ligesom Odin, førend han døde; thi han kunde ikke haabe, at komme til Valhalla eller Odins bolig, uden han ved saadant middel havde hindret sig at døe straa død. De gamle historier vidne paa adskillige steder om de Nordiske folk, at de figtede mod deres fiende med saadan tapperhed, efterdi de vidste; at, naar de døde udi striiden, da skulde de komme til Valhalla. Hrolf Krakes historie vidner om Hialte, at han udi striiden figtede indtil det yderste, og sagde; Jeg skal striide saalænge jeg kand, thi i aften skal vi faae herberg udi Valhalla. Udi den saa kaldte Hervara Saga fortelles om Hialmar og Oddur, at de sloges imod tolv Arind Grims sønner, og da Hialmar fornam, at han og hans stoldbroder maatte omkomme, sagde han, at dersom de døde for fienden, skulde de samme dag see Odin. Der fortælles om Regner Lodbrog, at han vilde døe leende, og ikke komme bedrøvet til Valhalla, hvorhen han var viss paa at blive forflyttet, dersom han døde en violent død. Herud af kom det, at mange, som ikke kunde døe udi krig, styrtede sig ned af en klippe, eller toge livet af sig paa anden maade; Derom tales merkværdeligen udi Gottrichs og Rolfs historie, hvor saadan klippe beskrives saaledes: Her nær ved vor bolig er en klippe, som kaldes GillingzhamarGillingzhamar]Gillingzhamar] A2 B, Gilliugzhamar A1 Gillingzhamar] A2 B, Gilliugzhamar A1 , hvilken vi kaldekalde]kalde] B, kaldes A1 A2 kalde] B, kaldes A1 A2 slægtens klippe, (Scopulum Prosapiæ) den er saa høy og steilbrat, at ingen med livet kand komme derfra, den kaldes Æternes Stapi, efterdi vi der formindske vor slegt og efterkommere: alle de som døe der uden sygdom, blive forflyttede til Odin.
Det var hos de gamle saa høyt agtet at døe paa en violent maade, at de holdte fore, at endogsaa trelle kunde komme ved saa|88dan død til Valhalla; Thi ellers tog Odin ikke imod andre end fornemme folk, som kand sees af Saxonis historie: hvor Biarco siunger saaledes:
*Non humile obscurumve genus, non funera plebis
Pluto rapit, vilesque ammas; sed fata potentum
Implicat, & claris complet Phlegetonta figuris.
Det var ikke alleneste trelle, som Odin forskiød, men endog gamle folk, naar de vare døde af alder og sygdom, som kand sees af Edda: Han kastede Hel udi Niflheim, og gav ham udi gevalt ni verdener, at han skulde uddeele boliger imellem alle dem, som bleve sendte til ham, det er de, som vare døde af sygdom og alder.
Beskrivelse over Walhalla. Nu er fornødent at melde noget om den saa tit omtalte Valhalla, hvorefter de Nordiske folk havde saa stor længsel og attraa. Den store afgud Odin havde, som før er sagt, lovet at forflytte alle dem, som døde udi krig, til sin bolig, som var Valhalla, derom taler Edda saaledes: Odin kaldes Valfaudr, thi de ere alle hans kiere børn, som døe udi krig, dennem giver han sæde udi Valhalla og Vingolf. Ordets oprindelse. Stedet haver faaet sit navn af de stridsmænd, som bleve slagne: Thi Valr betyder dem som omkomme udi krig, hvoraf flyde adskillige *composita, som findes hid og did hos gamle skribentere, saasom Valbrynda, som betyder døde kroppers brynd. Valstole som betyder nederlags sæde, (stragis sedes.) Valkostr, som betyder en dynge af døde kroppe; Thi det ord Kostr, betyder en dynge udaf greene og riis; Walruf, kaldes, naar man plyndrer døde legemer, hvorom tales saaledes udi den Skaanske lov-bog; Dersom nogen beskyldes for at have taget af den slagnes legeme klæder eller vaaben, hvilken mißgierning kaldes Valruf. Den Svenske scribent Loccenius deriverer ogsaa af samme oprindelse det ord Valstad, som betyder steden, paa hvilken de døde findes slagne, item Valfart, som betyder reise til de dødes begravelser. Hvad sig anbelanger det |89andet ord Hall, som findes udi det ord Valhalla, betyder det et prægtigt huus eller pallatz, saasom Valhalla siges at have været, hvilket kand sees af den latinske Edda, som beskriver den saaledes:
Qvingentas fores
Et insuper qvadraginta
Valhalam habere puto.
Femhundrede døre
Og dertil fyretyve
Troer jeg Valhalla haver.
Valhalla holdtes for at ligge udi Asgardia. Stedet, hvor samme Valhalla var, siges at have været udi Asgardia, som kand sees af Eddæ Myth. 2. Da han kom ind i byen (nemlig Asgardia) saae han der en sall saa høj, at han neppe med sit siun kunde række til spidsen deraf, taget bestod udaf gyldene skiolde, som vare satte udi orden &c. Aarsagen hvorfor de gamle holdte for at Valhalla eller de lyksalige boliger laae udi Asgardia synes at være denne: Oprindelse til den meening. Der er tilforn omtalt, at de store helte skulde forflyttes til Valhalla, thi de gamle troede, at Siælen skulde komme tilbage til den GUd som havde givet den, det er til Odin, hvilken de holdte for at have været Herre over Valhalla, og at være kommen fra Asgardia til norden.norden.]norden.] norden, A1 A2, Norden. B; norden, SS norden.] norden, A1 A2, Norden. B; norden, SS Ved Asgardien synes de gamle at have forstaaet Scytien, og at hovedstaden har været paa den østlige deel deraf imod den flod Tanais. Saaledes taler derom *historia Hogni og Hedini: Ved den flod Tanais mod østen ligger det Asiatiske land eller den Asiatiske verden, hvis Indbyggere kaldes Æsir. Der regierede en Konge ved navn Odin, og skeede der store ofringer. Odin, da han havde forskaffet sig stor veneration udi Norden, paa det han kunde indbilde indbyggerne, at han var en gud, som var kommen ned af himmelen, sagde han paa sit yderste, at han vilde gaae tilbage til det sted, hvorfra han var kommen og der imodtage sine venners siæle, derom taler Snoro udi sin krønike saaledes: Han sagde, at hanat han]at han] A1, at A2 at han] A1, at A2 vilde fare til Gudheim og der venligen imodtage sine venner, som komme til ham. De Svenske |90troede da, han var gaaen tilbage til den gamle Asgardia, hvor han stedse skulde leve.
de gamle bleve begravne med en hest for at fortsætte deres reyse til Valhalla. Det er at merke, at de gamle bleve gemeenligen begravne tillige med en hest, at de dis hastigere kunde fortsætte deres reyse til de lyksalige boliger, hvilket iblant andet kand sees af en historie hos Saxonem, hvor en ved navn Ring, som lagde en hest til Haralds døde legeme, giorde saadan bøn, at Harald ved dens (nemlig hestens) hielp maatte snart komme til de boliger, hvorhen han agtede sig. Dog vare de ikke udi den meening, at de aldeeles bleve udelukte fra Valhalla, som enten af en hendelse eller af armod ingen hest kunde bekomme, men de holdte fore, at de saasom fodgiengere maatte anvende længere tid paa reysen. item med skoe paa fødderne. Heraf kom det at man bandt paa saadane døde legemer skoe, hvorpaa de disbedre kunde fortsætte reysen til Valhalla, som kand sees af et sted udi Gisla Surssonar Saga, om Vesteini begravelse; Men da Vesteini legeme skulde føres til jorden, gik Thorgrim til Gislaf og sagde: Det er skik at binde skoe til de dødes fødder, hvorpaa de kand reyse til Valhalla.
item med deres rigdom. Den omsorg de nordiske folk havde for det andet liv foraarsagede ikke alleeneste at de lode sig begrave med heste, som før er sagt, at de dessnarere kunde komme til Valhalla, men endog med guld og sølv, kostbare klæder og ornamenter, som de kunde bruge udi det andet liv, saasom Snoro Sturlesøn fortæller om Hagen Kongen af Norge: De begrove Kongen med hans fulde rustning og beste klæder. Den oftbemelte Egil Saga melder om Egil, at, da han kom hen til stedet, hvor slaget var holdet, og der fandt sin broder Thorolf liggende, optog han hans legeme, og lod det efter sedvane begrave, nemlig de opgrove en grav og derudi lagde Thorolf med hans fulde rustning og klæder; Egil, førend han gik bort, sat han tvende guldarmbaand paa hans broders hænder, hvorpaa de kastede steen og jord paa den døde.
Hustruen blev begraven levende med sin husbonde. Formedelst samme aarsag, naar en mand døde, blev hans hustru begraven tillige med ham, hvilken barbarisk skik og sædvane ved en lov var autoriseret, saasom Olaus Monachus vidner udi O|91le Trygesøns historie, sigende, at Sigrid vilde ikke blive hos Kong Erik af Sverrig formedelst samme aarsag: der siges, melder samme historie, at hun ikke vilde blive hos Kongen, eftersom der var en lov, at, hvis manden døde først, skulde hustruen tilligemed begraves. Nu vidste hun, at Kongen ikke kunde leve længere end ti aar, efterdi han havde giordt et løfte, da han stridede mod Styrbiørn, at han ikke vilde leve længere, dersom han erholdt sejer. Aarsagen til saadan grum lov synes Orvarodd at have givet tilkiende, da han med latter sagde til Ingeborgs død: Nu skulde i døde boe sammen, hvilket eder udi dette liv har været nægted. Hvilket da han havde sagt, lagde hand hende hos Hialmars legeme, og jordede dem begge udi en grav.
En ven lod sig begrave med den anden. Det var ikke alleneste hustruerne, som lode sig begrave med deres mænd, men endogsaa en ven med den anden. Saxo fortæller om Asmund og Asvit, at de forbunde sig sammen, at hvo, som døde først, med ham skulde den anden blive begraven. Samme skribent fortæller ogsaa en merkelig historie om den Danske Konge Hading, hvilken da han hørdte, at Hunding var død, vilde han ikke overleve ham, men hang sig selv op udi alle folkes paasiun. Snoro Sturlesøn fortæller, at Her Laugr Konge udi Nummedalen gik ned under en høj, som var beskikket til hans begravelse med tolv af hans venner. Saaledes mælder historien derom: Udi Nummedalen vare tvende brødre Konger Her Laugr og Hrollaugr, disse arbeydede udi gandske tre aar paa deres begravelser;begravelser;]begravelser;] begravelser, A1 A2, Begravelser, B; begravelser, SS begravelser;] begravelser, A1 A2, Begravelser, B; begravelser, SS da de havde fuldfærdiget dette arbeyde, finge de kundskab om, at Kong Harald med stor magt vilde anfalde dem. Da lod Laugr føre til graven en stor mængde mad og drikke, hvorpaa han gik ned udi graven med tolv mænd, hvilke tillige med ham bleve begravne.
De, som bleve slagne udi krig, og skulde komme til Valhalla holdtes for ved et guddommeligt kald at blive budne dertil, undertiden ved Odin selv, som Snoro vidner med saadane ord: Odin holdtes fore, at aabenbare sig for de Svenske, førend de skulde holde blodige feldslag, da tilsagde han nogle seyr, an|92dre bød han til sig. Begge disse vilkaar syntes dem ønskelige: De nordiske gudinder eller parcæ kaldet Valkyriur. Men, som Odin ikke allene kunde forrette saadant møjsomt arbeyde, bleve ham til den ende tilføjede nogle jomfruer kaldet Valkyriur, det er de slagne heldtes udvælgere, hvilke efter Odins befalning begave sig hen til de steder, hvor feldtslage holdtes, og udvaldte dem, som bleve slagne; Derom taler Edda Myth. 31. saaledes: deres forretning. Disse kaldes Valkyriur, som Odin skikker til alle feldslag. Disse beskikker dem, som skal døe. Gude Rota og Skullda ride altid til feld slag at optage de døde og regiere sejren. Fleere andre saadane findes udi Sæmunds Edda; som kaldes Valkyriur, og beskrives deraf, at de fare igiennem luften og over havet med svane-vinger. Saaledes tales paa et sted derom: Eylimi heder en Konge havende en dotter ved navn Bava, som var en Valkyria, ridende igiennem luften og over havet. Item paa et andet sted. Kong Haugni dotter var Sigrun, hvilken, saasom hun var en Valkyria, reed hun igiennem luften og havet.
Een eller anden saadan Valkyria holdtes Odin fore at udskikke paa de tider, naar feldslag skulde holdes, besynderlig til fornemme mænd som skulde falde udi slaget. Samme Odin indbildte de gamle nordiske folk, at de, som bleve forflyttede til Valhalla, skulde nyde alle de vellyster, værdigheder og fornøjelser, som de havde haft begierlighed til udi dette liv, paa det at de skulde foragte døden og stride med desstørre tapperhed. Einheriar. Edda viiser Myth. 18. at de som komme til Valhalla, bleve undertiden beærede med samme titler, som nogle iblant guderne selv førte; Odin, skrives der, kaldes stridens fader, efterdi de ere alle hans elskelige børn, som blive slagne, hvilke han forflytter til Valhalla og Vingolf, og da kaldes de Einheriar. De øves allene udi krigs-sager i det andet liv, og stride under gudernes standarder. Til saadane bleve giordte ofringer efter deres død, saasom fortælles om Grim: Thorolf SmørSmør]Smør] A2, Smor A1 B Smør] A2, Smor A1 B var Torsteins Skrofu Søn, hvis fader Grim var elsket af alle, til ham bleve giordte ofringer ef|93ter hans død, og blev han kaldet Kamban. Ondvegi eller højsæde udi Valhalla. De som bleve beærede med saadan verdighed, bleve ligesom de havde forholdet sig tapperlig meer eller mindre, satte paa et vis høyt sted udi Valhalla. Hvorudover Regner Lodbrog, saasom han havde nederlagt saa mange fiender, glædede han sig ved at han skulde sidde udi Aundvegi udi Valhalla.
Udi de Norske historier sees, at der have undertiden været tvende Aundvegi eller fornemme sæder, hvoraf det eene udi giæste buder og samqveme holdtes fornemmere end det andet. Udi St. Oles historie skrives derom saaledes: Der var en gammel skik udi Norge, at der blev sat en lang benk for Kongen, hos hvilken paa den venstre side sad Dronningen, det var kaldet Kongens Aundvegi eller Kong-sædet. De andre sæder, som vare paa begge siderne nær ved Kongens sæde, holdtes iligemaade for fornemme, men det som var nær ved dørren, holdtes for det ringeste. Det høyeste sæde var paa den benk, som var satt lige imod solen, det andet høye sæde var lige mod Kongen, det var beskikket til Kongens fornemste mænd, hvilke spisede med Kongen, som da blev holdet for en stor ære. De gamle havde stor omsorg for, at ingen nød saadant sæde, uden den som ved sin dyd og manddom havde giort sig værdig dertil. Sterk Odder, da han kom til Kong Ingels hof, satt han sig efter sædvane udi det fornemste sæde; Thi Saxo vidner, at han hos de forrige Konger havde været udi største anseelse. Da Dronningen dette saae, fortørnedes hun derover, saasom han saae ilde ud og havde slette klæder, hvorudaf hun sluttede, at det var en gemeen ringe person, og derfor bød ham pakke sig bort. Omendskiønt dette gik denne ypperlige gamle mand meget til hierte, lod han sig dog intet merke, men dulte sin forseelse og efterlevede Dronningens befalning, men han gav siden sin fortrydelse tilkiende med saadant vers, som findes hos Saxonem:
*Quando Frothonis comes annotabar,
Militum semper medius resedi
Æde sublimis, procerumqve primus Prandia duxi.
Sorte nunc versa melioris ævi,
|94Angulo claudor, simuloqve piscem,
Qvi vago captat latebras recursu abditus undis.
Kong Knuds forordning om rang og sæde.Men, for at undfly saadane tvistigheder, som kunde reise sig imellem Kongens mænd om de ypperste sæder, giorde Kong Knud den store en rangs forordning saaledes, at enhver skulde tage sæde udi samqvemme og giestebude efter sin værdighed udi embede og alder. Derom taler Saxo vitløfteligen saaledes: Det var sædvane, at stridsmændene toge sæde efter deres titeler, alder og herkomst, saa at ingen kunde blive stødt fra sit sædvanlige sæde uden spot og vanære. Thi, dersom nogen befantes trende gange, at have forbrut sig derimod, og ikke vilde fortryde saadant sit forhold, maatte han siden til straf sidde paa det allernederste sæde, og blev der besluttet, at enhver udi giestebudet maatte kaste been paa ham, uden at blive tiltalet og strafet derfore. Men jeg maa vende mig til Religionen igien, og forfølge min begynte tale om de vellyster de store heldte skulde nyde udi Valhalla eller de lyksalige boliger.
Odin drak allene viin udi Valhalla. Edda lærer Mythol. 34. at Odin blev derudi distingveret fra de andre, at han allene drak viin udi Valhalla, da derimod de saa kaldte Einheriar alleene drukke øll og miød. Odin, siger samme Edda, sidder ikke til bords med de Einheriar, han drikker alleene viin. Angaaende de andre, da tales om dennem Mythol. 50. saaledes: Der blev drukken den gode miød udi stor mængde item Mythol. 35. Da sagde Gangler, hvilken drik bruge de Einheriar, monne de drikke vand? da svarede Haar: De Einheriar drukke øll og miod. Det er et uriimeligt spørsmaal, du foresætter, troer du, at den store fader byder Konger, Jarler og andre mægtige mænd til sig for at skienke dem med vand? ved min tro, der skulde komme mange til Valhalla, som skulde synes, at have kiøbt den drik alt for dyrt, dersom der ingen større glæde var at forvente, saasom saadanne mænd ere døde med saar og smerte udi den tanke, at blive belønnede derfor. Jeg skal give dig anden underrettning derom; Der staar en |95geed over Valhalla, som æder blade af det berømmelige træ, som kaldes Leradr, af dens bryst nedflyder en miød udi et kar af den størelse, at alle Einheriar kunde drikke sig drukne deraf.
De saa kaldte Einheriar holdtes for at drikke lystig hver daghver dag]hver dag] hverdag A1 A2, Hver Dag B; hverdag SS hver dag] hverdag A1 A2, Hver Dag B; hverdag SS udi Valhalla, som kand sees af Eddæ Mythol. 35. naar det er maaltids tid, ride de hver dag til Odins gaard, og sætte sig ned til ølls. Til den ende holdtes for at være beskikkede adskillige opvartere, som skulde skienke i for dem, hvoraf man kand see, at alt det, som de gamle holdte for lyksalighed og vellyst, udi dette liv, det haver Odin lovet dem, der stridede tapperligen for fædernelandet; Thi der vare alle tider nogle beskikkede blant de Nordiske folk, som udi giestebude skulde opvarte og iskienke for giesterne, hvilken forrettning blev holden meget ærværdig og anseelig, besynderlig, naar det skeede for Kongen eller Kongens mænd, som kand sees af Viglundar Saga saaledes: Dette giestebud var meget prægtigt anrettet, Kongen befoel Thorgrim, at iskienke den dag for sig og sine kiære mænd. De andre hof-mænd ansaae det med avindsyge øyne, at Kongen beviiste Thorgrim saa stor ære. De Valkyriur skulde opvarte for bordet udi Valhalla. Udi Valhalla, holdtes de oftbemelte Valkyriur eller jomfruer for at giøre saadan tieneste, og opvarte ved bordet de Einheriar, som de efter Odins befalning havde indbudet til de lyksalige boliger. Derom taler Edda saaledes Mythol. 31. Der ere jomfruer, som opvarte udi Valhalla, som iskienke for herrerne og forvare fadene og skaalene. De samme opregnes udi Grimnismalum saaledes oversat paa Latin:
*Hrista & Mista volo
Ut mihi cornua porrigant,
Skeggolda & Skogula,
Hilda & Thruda,
Hlocka & Herfiotra,
Golla, Geira & Hoda,
Ranngrida & Radgrida,
Et Reginlefa,
|96Hæ Monoheroibus cerevisiam porrigunt.
Hæ dicuntur Valkyriæ.
De siges, at have rækket de Einheriar horn opfyldte med drik, som var et gammelt slags drikke kar udi Norden, hvorom Vormius haver vitløftig skrevet udi sin forklaring over det bekiendte guldhorn. Item den ældere *Thomas Bartholin de Unicornu. Saadanne slags horn bleve ikke forarbejdede af gemeene dyrs horn: De fornemste bestode af deres hovetbeene, som de Einheriar havde omkommet udi dette liv, hvilket var fordum brugeligt ikke alleene iblant de Nordiske folk, men endogsaa hos andre Nationer, som have deres oprindelse af dem.
Odin spiisede ikke udi ValhallaValhalla]Valhalla] Valhvlla A1 Valhalla] Valhvlla A1 . Det var ikkun Odin tilstedt, at fornøye sig alleene med viin, og ingen spise at nyde; Thi, naar noget saadant blev ham tilbragt, gav han det til tvende ulve, som stode ved hans bord, men de andre havde fornødent at bruge spiise til deres drik, hvilken blev dem given udi mængde for intet, som Haar siger til Gangler Mythol. 2. Han bekom frit mad og drikke, saavelsom alle de andre, der vare udi Odins gaard; Til at fornøye den store mængde der fantesfantes]fantes] fantcs A1 fantes] fantcs A1 , holdtes tilstrækkeligt flesket af et vild svin, hvorom taler Edda Myth. 33. saaledes: Da sagde Gangler: Eftersom du haver sagt, at alle mennesker, som have været slagne fra verdens begyndelse, komme til Valhalla, kiære! hvilken spiise giver da Odin dem? thi jeg holder fore, der maa være en stor mængde af folk, da svarede Haar: De andre spiisede af et stort vild svin kaldet Serimner. Du siger sandt, der er en stor mængde og komme endnu fleere dertil, men tallet synes dog ikkun lidet, naar ulven kommer. Thi der er aldrig saa mange folk udi Valhalla, at de jo finde spiise nok udi flesket af det vild svin kaldet Serimner. Det bliver dagligen kaagt, og om aftenen bliver det lige heelt igien.
De Einheriars exercitier udi Valhalla. Førend de Einheriar satte sig til bords at æde og drikke, forrettede de først allehaande daglige exercitier, hvortil de bleve opmuntrede og opvakte ved et hane gall, som *Volospa synes at give tilkiende udi disse faa vers, saaledes oversatte paa Latin:
|97*Cecinit circa Deos
Aurea crista insignis,
Ille Viros ad arma excitat
Apud exercitus Patrem.
Sed alter cecinit
Infra terram
Fulvus Gallus
In ædibus Helæ.
Deres exercitier beskriver Edda fuldkommeligen Mythol. 35. Da sagde Gangler: Der er en stor mængde folk udi Valhalla. Odin maa være en stor Første, som regierer over saadan mægtig hær. Hvad exercitier bruge de Einheriar, naar de ikke æde eller drikke? Haar svarede: de iføre sig hver daghver dag]hver dag] hverdag A1 A2, hver Dag B; hver dag SS hver dag] hverdag A1 A2, hver Dag B; hver dag SS deres vaaben, siden gaae de ud paa gaarden og figte imod hinanden, og slaar den ene den anden neder, disse ere deres exercitier, men naar tid er at spiise, ride de til Odins hof, og der sætte sig til at drikke.
At dette var et fuldkomment billede og efterlignelse af de ting, som de gamle fandte fornøyelse i udi dette liv, sees af et sted udi Saxonis historie, hvor der tales om Hadding, som afaf]af] as A1 af] as A1 en troldqvinde blev førdt til de boliger, som ere menneskerne beskikkede efter døden. Saaledes tales derom: De saae tvende slagtordninger imod hinanden. Da Hadding begierede underretning derom, svarede hun: Det ere de, som ere omkomne med sverd udi dette liv, som nu søge at imitere deres forige levnet udi disse boliger.
Ligesom Odin havde lovet dem, der holdte sig vel udi krig, ovenbemelte vellyster efter døden, saa truede han derimod dem, der levede udi stilhed og ørkesløshed med Niflheim, hvilket sted beskrives udi Eddæ Myth. 28. saaledes: Beskrivelse over den anden bolig efter døden kaldet Niflheim. Hel kastede han i Niflheim og gav ham herredom over ni verdener, at han skulde uddeele boliger imellem alle dem som bleve skikkede til ham, nem|98lig de som døde af alder og svaghed. Han besidder der store boliger, hans gierder og muure ere meget høye. Hans pallatz heder Platzregn, bordet Hunger: Kniven Sult: Tieneren Langsomgaaende, pigen Langsomgaaende: Dørteskelen Et højt steilbrat Sted. Den halve deel af Hels legeme er af en himmel-blaae farve, den anden deel haver saadan farve, som andre menneskers hud. Han er let at kiende, efterdi han har et grumt forfærdeligt ansigt.
Ragnorokr. eller gudernes tußmørk. Disse ere de tvende boliger, som de gamle nordiske folk holdte fore at blive forflyttede til, naar de døde førend verdens undergang, som de kaldte Gudernes Tusmørk eller Ragnorokr; Thi de holdte fore, at Verden skulde forgaae ved ild, og, naar det var skeed, skulde de forflyttes til de rette ævige boliger. Himmerig oc helvede kaldet Gimle og Nastrond. En kaldet Gimle, og der leve lyksaligen under en stor og almægtig GUds regiering. En anden kaldet Nastrond, hvor den sorte drage eller dievelen skulde plage de fordømte til ævig tid, saa man deraf kand see, at de gamle have holdet for, at der vare fire boliger efter døden, tvende for gudernes tusmørk eller Ragnorokr, tvende andre efter samme Ragnorokr, eller verdens undergang, som de nordiske folk holdte fore, at skulle skee ved ild, hvilket kand sees af et sted udi Edda, hvor samme Ragnorokr, eller verdens undergang beskrives udi efterfølgende vers, saaledes oversatte paa latin: Beskrivelse over Ragnarokr. eller verdens undergang.
*Nigrescit sol,
Immergitur mari tellus,
Disparescunt è coelo
Serenæ stellæ
Sævit ignis
Sub seculi extremitatem,
Lambit ascendens flamma
Ipsum coelum.
Af dette, som jeg haver excerperet af den berømmelige Bartholins *Corpore Antiqvitatum, kand kortelig sees, hvad meening og tanke de gamle nordiske folk have haft udi religionen om GUD, om skabelsen, om verdens undergang og et liv efter dette liv. Det besynderligste, som derved er at merke, er (1) at de have statueret et regnum temporarium eller en timelig lyksalighed efter døden førend de skulde komme udi de ævige boeliger, ligesom Chiliasterne nu omstunder giøre forskiæl imellem Christi timelige og aandelige rige. (2) At de have nægtet dem Valhalla eller Odins boeliger, som døde straadød, hvilken lærdom, hvor selsom den ogsaa er, saa haver den meget contribueret til de nordiske folkes tapperhed, som fast synes at være utroelig, og mange skulde holde ikkun for skribenternes rodomontader og prægtige fabler, naar de løsligen saadant læse, uden at have nøje betragtet, hvad motiver disse folk besynderligen havde dertil. Ikke at tale om deres meeninger om skiebnen, at ingen ved noget middel kunde undgaae en fare, naar han var beskikket dertil. I det øvrige have de gamle nordiske folk intet haft sig alleene forbeholdet, som jo haver overeensstemmelse med mythologien hos andre folk: Thi hvor selsome og uriimelige tanker de have haft udi en og anden post, saa finder man dog det, som er meere latterligt, endogsaa hos de allermeest polerte nationer, saasom Romere, Græker og Ægyptier, hvilke sidste dyrkede baade kiør og slanger, ja træer og planter, saa at man kunde sige om dem med Poeten:
*O sanctæ gentes, qvibus hæc nascuntur in hortis
Numina! – – –
Nu følger at eftersee, hvorledes og med hvad lejlighed den Christne troe her er bleven indførdt. Torkild Adelfar den første som begynte at forplante den Christelige troe udi DannemarkDannemark]Dannemark] dannemark A1 Dannemark] dannemark A1 . Der holdes gemeenligen for, at en ved navn Torkild Adelfar var den første, der begynte at forplante den Christelige troe udi Dannemark, og det udi Kong Gorms tid kaldet den ældre, af hvilken Konge samme Torkild var meget elsket og afholden. Han holdes for at have faaet kundskab om den Christne troe udi Nederlandene, og siden ved sin tilbagekomst at have beflittet sig paa at oplyse Kongen selv derudi. Denne historie er blandet med adskillige underlige fabler, som findes hos Saxonem om Ugartilok. Kongens gode for|100sæt blev forhindret af hans hofsindere, hvilke søgte at conservere den hedenske troe, som de vare opdragne udi; Og blev Torkild efter Kongens død gandske tvungen til at overgive den Christne troes videre forfremmelse, saa der udi Dannemark lang tid siden intet blev talt derom, Harald Klak første Christne Konge. indtil Kong Harald Klak med sin broder Erik blev døbt til Mayntz; Thi omendskiønt Anno 817, da Keyser *Ludovicus Pius regierede og Stephanus 4. var Pave, blev blant andet besluttet at omvende de Gother til den Christne troe, blev det dog forhalet til det niende aar derefter, indtil 826, da bemelte Kong Harald med sin broderbroder]broder] A2, border A1, Broder B broder] A2, border A1, Broder B Erik flygtede til Keyser Ludovic, og søgte hielp af ham mod Kong Regner Lodbrog, eller mod Kong Gottriks Sønner, som andre, der viige fra Saxonis meening, ville have det. Da, saasom Keyseren lod sig merke med, ikke at ville giøre ham nogen undsetningundsetning]undsetning] nndsetning A1 undsetning] nndsetning A1 med mindre han vilde love at forfremme den Christne troe udi Dannemark, lod han sig dertil beqvemme, og blev døbt med sin broder til Mayntz. Den munk Ansgarius bliver sendt til Dannemark.Dannemark.]Dannemark.] Dannemark- A1 Dannemark.] Dannemark- A1 Derpaa blev sendt en fransk munk ved navn Ansgarius, som gemenligen kaldes den nordiske Apostel, at forplante troen udi Dannemark, hvortil Kong Harald med sin broder var ham behielpelig. Hvorvel andre holde for, at Ansgarius var ikke den første, som prædikkede her udi Riget, men en ved navn Ebbo Biskop til Reims.
Om han prædikkede først i Sverrig Bemelte Ansgarius holdes for siden udi det aar 832 at være kommen til Sverrige og at have prædiket sammesteds, med liige fremgang, som udi Dannemark, hvorvel Johannes Magnus udi sin svenske krønike sætter det aar 816, nesten 10 aar førend han prædikkede udi Dannemark, hvilken meening Hvitfeld udi sin Danske Bispehistorie holder for at være uriimelig, eftersom alle sandrue historier vidne, at han haver først prædikket udi Dannemark, og siden derfra at være reyst til Sverrig, thi den næste vey fra Saxen til Sverrig er igiennem Dannemark, og ikke fra Saxen igiennemigiennem]igiennem] igien-nnem A1 igiennem] igien-nnem A1 Sverrig hid til Riget; Og er det ikke rimeligt, at han da er reyst igiennem Dannemark uden at tale noget om den Christne troe udi samme Rige, førend han begav sig videre.videre.]videre.] B, videre, A1 A2 videre.] B, videre, A1 A2 Krantzius skriver udi sin *Metropoli, at Ansgarius med sin Collega Gaubertus forfremmede den Christne troe først udi Dannemark, og begav sig siden til Sverrig. Udi hans tid nemlig 832 blev et Erke|101bispdom anlagt udi Hamborg, hvortil blev siden lagt Bremen, og finge Erke-Bisperne inspection over alle nordiske og vendiske steder.
Forfølgelse under Regner Lodbrog. Men den Christne troes forplantelse blev meget hindret udi Dannemark af Regner Lodbrog, hvilken ikke saa lettelig kunde fordrives af Kong Harald, og holder Hvitfeld for, at Harald, saa længe Kong Regner levede, alleene regierede over det Hertugdom Slesvig, hvor der efter Ansgarii raad blev af Kong Haralds broder Erik bygd en kirke.
Denne Erik blev siden overfalden udi det aar 857 af Guthorm Haralds søn, som formeente sig endeel af Riget efter sin faders død at tilkomme, og bleve de begge omkomne udi det slag, som skeede ved Flensborg, saa at der ingen var til overs af det kongelige huus, uden en liden ung Printz ved navn Erik, som gemeenligen udi historierne kaldes Erik barn.
Kirker bygde udi Dannemark. Denne Erik forfuldte udi begyndelsen den Christelige religion, men siden søgte han at forfremme den af yderste magt, og lod bygge adskillige kirker, blant andre den til Ribe Anno 865, udi hvilket aar den danske Apostel Ansgarius døde, hvorvel andre holde for, at samme kirke blev bygd aar 860 fem aar for Ansgarii død.
Kong Eriks gudelige forsæt blev forfremmet af begge hans sønner Knud og Frode, saa at den Christne troe under ovenbemelte Konger kunde siges at have havt god fremvæxt udi Dannemark.
Forfølgelse under Kong Gorm. Men da Gorm kaldet hin grumme kom at sidde paa thronen, begynte Religionen igien udi det aar 911. at faae et stort stød, og blev heftig forfuldt af samme konge, hvilken skildte dem, som bekiendte christendommen baade ved liv og gods, og lod i grund nedrive de christne kirker til Slesvig og Ribe. Men, da han anno 925. geraadede udi krig med keyser *Henricus Auceps, og keyseren udi samme krig bygde en fæstning til Slesvig, hvorover han satt en Margræve med nogle Saxer for at hindre de Danskes idelige indfald udi Tyskland, blev der saaledes forhandlet imellem dem, at Kong Gorm skulde tilstede de christne, at boe udi Dannemark. Thyre Dannebode. At Kong Gorms forfølgelse mod de christne strakte sig ikke viidere, hindrede hans dydige Dronning kaldet Tyre Dannebod, ved hvis hielp det skeede, at omendskiønt Kongen brugte saadan haardhed, og hadede saa meget |102religionen, saa dog holdt Erke-Bispen til Hamborg Unj mange folk her udi Dannemark udi den christelige troes bekiendelse.
Harald Gormsen befodrer den christne troe. Efter Kong Gorms død kom hans søn HaraldHarald]Harald] harald A1 Harald] harald A1 til Regieringen, hvilken var de christne gunstig, og havde med sin Moder hindret deres ganske fordervelse, medens faderen regierede; Udi begyndelsen af hans Regiering, nemlig 935. kom Erkebisp Uni til Dannemark, hvor han forsørgede Riget med kirker og sielesørgere, hvilken gode gierning Kong Harald befodrede, omendskiøntomendskiønt]omendskiønt] omendskiont A1 omendskiønt] omendskiont A1 han selv ikke var døbt, alleene hans moder Kong Adelstans datter af Engeland havde indplantet udi hans hierte saadan godhed mod de christne.
Anno 944. anfaldt Kong Harald det Margrævdom kaldet Hætheby, som Keyser Henricus Auceps havde ladet oprette udi Slesvig, omkom de Keyserlige folk, som laae derinde og foreenede landet med Dannemark igien. Dette kunde Keyser Otto I. bemælte Henrici søn ikke fordrage, og derfor oversvæmmer Dannemark med en stor magt. Kong Harald giorde vel al den modstand han kunde, men var ikke sterk nok at uddrive saadane mægtige gieste. Tvistigheden blev dog lykkeligen bilagd, og Kong Harald lod sig døbe med sin Dronning Gunnild og søn, som udi daaben blev opnævnt efter Keyseren og kaldet Svend Otto. Popo stadfæster den Christne troe med et mirakel. Den præst som døbte ham, heed Popo,Popo,]Popo,] Popo A1 A2 B; Popo SS Popo,] Popo A1 A2 B; Popo SS en Friislænder, som siges at have baaret en gloende jernhandske troen til stadfæstelse, og blev siden bisp udi Aarhuus, efter de fleeste skribenteres meening; Thi nogle holde for han blev bisp til Slesvig, andre til Ribe.
Tredie forfølgelse under Svend Tiugeskiæg. Men da Kong Harald var død, forstyrredes strax kirkens fred og roelighed; Thi hans søn Svend Otto, kaldet gemeenligen Svend Tiuguskiæg, omendskiøntomendskiønt]omendskiønt] omendskiont A1 omendskiønt] omendskiont A1 han udi sin barndom var døbt, som før er sagt, saa faldt han dog siden fra troen og forfuldteforfuldte]forfuldte] forfnldte A1 forfuldte] forfnldte A1 de christne meget heftigen. Han ødelagde moxen de 4re bispedommer, som hans fader Harald havde stiftet, saa der var ikkun udi hans tid tvende bispedomer over heele Dannemark, nemlig Slesvig og Ribe. Men saasom han var meget ulykkelig udi sin Regiering blev nogle gange fangen af sine fiender og endelig skildt ved Riget, omvendte han sig igien til Gud, og forsvoer hedenskabet udi Skottland, hvorefter han et aar for sin død, nemlig 993. kom til sit fæderne Rige igien.
Forfølgelserne ophøre og 8. biskopdommer oprettes. Efter Kong Svends død, kom den christelige troe ganske til sin |103fuldkommenhed og det formedelst efterfølgende Kongers fliid og gudsfrygt, saa at der udi kort tid bleve oprettede 8. biskopdommer, nemlig udi Slesvig, Ribe, Aarhuus, Othense, Roskild, Wiborg, Wendsyssel eller Børglum, nu Aalborg Stikt, og Lund, som blev et Erkebisp sæde over dem alle.
Pavernes tyrannie. Men den christelige troe var neppe rodfæstet her udi Riget, førend de Romerske Paver begynte at øve deres tyrannie her saavelsom andensteds, ophidsede geistligheden mod Kongerne, og bandsatte dem, med det heele Rige, hvilket kand sees af adskillige Kongers exempel, hvilke bleve satte udi band, fordi de undertiden vilde sætte bisperne og geistligheden til rette, Constitution ecclesiae Dacianae og blev der giort til den ende en Constitution kaldet *Constitutio Ecclesiæ Dacianæ, ved hvis kraft ingen Konge maatte lægge haand paa nogen biskop, hvilkethvilket]hvilket] hvilket, A1 A2 B; hvilket SS hvilket] hvilket, A1 A2 B; hvilket SS foraarsagede saadan hofmod hos de geistlige, at saasnart Kongerne ikke udi alting vilde føye dem, exeqverede de samme Constitution, og for ringeste aarsag satte Kongen og Riget udi band. Bemelte Constitution, som saa tit bliver omtalt udi den Danske historie, begynder saaledes: Cum Ecclesia Daciana adeo persecutioni Tyrannorum est subjecta, &c. og lyder paa Dansk saaledes; Efterdi den Danske kirke er saa stor tyransk forfølgning undergiven, at man ikke haver afskye bisperne, hvilke staae som en fast muur for Guds huuses beskyttelse, paa deres person at undsige, injuriere og true; Derfor haver den hellige forsamling forordnet, at, om nogen bisp, saaviit Dannemarkes Rige angaar, bliver fangen efter Kongelig befalning, eller ved hans tilladelse, da skal for slig gierning Kongen med Riget sættes udi kirkens band *&c. Datum til Vedele 1256. pridie Nonas Martii.
Denne Constitution blev ofte exeqveret mod Kongerne udi Dannemark, og bragte Riget ofte udi stor uleylighed, saa at der var intet andet middel til at redde Riget fra den yderste ulykke, end at falde til fode og begiere naade, Erik Mendveds ydmyge brev til Paven. hvilket kand besynderligen sees af Kong Erik Mendveds exempel, der, for at sætte Riget udi roelighed maatte beqvemme sig til at tilskrive Paven saadant brev:
*Vestræ Sanctitati in omni misericordia qvantum |104possum supplico, qvatenus me misericorditer recîpere dignetur vestræ sanctitatis Pietas, ut non desoletur Regnum, ne tota gens pereat. Illi enim oves cum sint, qvid fecerunt? Convertatur, obsecro, in vaginam Petri gladius, & restituat servo auriculam Christi Vicarius, imo verius ipse Christus, ut restitutus ad Ecclesiastica Sacramenta liberius audiat verbum Dei, & qvicqvid humeris meis portabile jusserit vestra sanctitas reverenda, licet perqvam durum fuerit, non negabo; Qvid plura? Loqvere Domine, & audiet servus tuus?
Jeg beder eders hellighed allerydmygst, at eders hellighed vil værdiges til i naade at antage mig, paa det at Riget skal ikke forstørres: Thi, efterdi de ere ikkun faar, hvad have de da giort? Jeg beder St. Peders sverd maa stikkes i skeeden, og mit øre maa igien læges og tilsættes ved Christi statholder eller rettere ved Christum selv, at, naar jeg igien er indlemmet udi den christne kirke jeg maa bruge Sacramenterne, disbedre høre Guds ord, og hvad i mig paalægger, som mine skuldre kunde taale, det skal jeg ikke vegre mig for at underkaste mig. Hvad vil jeg meere sige? tal Herre! og din tiener skal høre det.
Saa meget ynkedes denne fromme Konge over Rigets slette tilstand, at han satt sin Kongelige høyhed tilside, speilende sig udi adskillige af de Romerske Keysere, hvilke bleve skildte ved scepter og krone, fordi de udi tide ikke fulde Paverne til fode. Kong Waldemars modige skrift til Paven. Det ansees derfor som et vidunder udi historierne, at Kong Waldemar 3. skrev Paven saa dristig til, da han truede ham med kirkens band: *Waldemarus Rex Romano Pontifici Salutem. Naturam habemus a Deo, Regnum ab incolis, divitias a Parentibus, fidem a tuis Prædecessoribus, qvam, si nobis non faves, per præsentes remittimus. Ikke mindre forunderlig var den store Kong Sverres modige gierning, i det han ikke allene drev Erke-bisp ErikErik]Erik] A2 B, Erjk A1 Erik] A2 B, Erjk A1 af Riget, der vilde sætte sig op imod den Kongelige myndighed; men endogsaa for|105visede en Cardinal landet, som kom til Norge med aflad. haard eed paalagd de norske Konger af Geistligheden De Norske Konger blev ellers 1280. paalagd af geistligheden en haard eed, som de ved deres regierings tiltrædelse maatte aflegge. Bemeldte eed var paa latin saaledes forfatted: *Profiteor & promitto coram Deo & Sanctis ejus pacem & justitiam Ecclesiæ Dei, populoqve mihi subjecto, observare. Pontificibus & clericis (prout teneor) condignum honorem exhibere, secundum discretionem mihi a Deo datam atqve ea, qvæ a Regibus Ecclesiæ collata ac reddita sunt, sicut compositum est inter Ecclesiam & regna, indelebiliter indelebiliter] indelebiliter] inde lebiliter A1 indelebiliter] inde lebiliter A1 observare, malasqve Leges & consvetudines perversas, præcipue contra Ecclesiasticam libertatem facientes, abolere, & bonas condere, proutprout]prout] B, preut A1 A2 prout] B, preut A1 A2 de consilio fidelium nostrorum melius convenire poterimus. Meeningen deraf er paa Dansk denne: Jeg lover og forsikrer for GUD og hans Helgene, at jeg vil handhæve fred og retfærdighed udi Riget, lade see en tilbørlig ærbødighed mod Paverne og geistligheden, og afskaffe alle andre love og sædvaner, besynderligen dem, som stride mod de geistliges frihed &c. Denne eed blev først blant norske Konger paalagd Erik MagnusønMagnusøn]Magnusøn] B, Magnu søn A1 A2; Magnussøn SS Magnusøn] B, Magnu søn A1 A2; Magnussøn SS . Erik præste-hader haard mod GeistlighedenGeistligheden]Geistligheden] Geistlighenden A1 Geistligheden] Geistlighenden A1 . Men, naar man spænder strengen for højt brister den gierne; Thi ingen norsk Konge har gaaet Geistligheden sterkere paa klingen end samme Konge, hvorudover han blev kaldet Erik Præste-hader. Han tog præbender fra nogle Bisper, og fordrev andre af Riget, saa at de maatte reyse til Rom og søge Paverne om hielp. Hans navn staaer derfor paa den sorte tavle udi den norske krønike, hvorvel jeg troer at han var langt nyttigere Konge for Norge end hellig Knud for Dannemark.
Hvorledes Paverne ellers have udsuet disse nordiske Riger ved adskillige paafund, som aflad, siæle-messe, og andet, vidne endnu mange aflads-breve, som findes udi archiver og kirke-kister.
Muhlius udi hans tractat *de Reformatione Religionis in Cimbria fremfører adskillige, allene af det saa kaldte *Repertorio tabularii Slesvicensis, nemlig af det *1 Cap. Num. 14. Adskillige afladsbreve opregnes. Deß Päbstl. |106Legaten Raymundi subdelegirten Johannis Spechlins obligation gegen Hertzog Friederichen, daß das ablaß-geld, welches in dem Jubel-Jahr auf Päbstl. indulgentz in seinen landen gesammlet wird, in drey theile getheilet, und den Hertzogen ein theil davon werden soll. Slesvig 1501. Num. 15. Pabst Julii 2. Ablaß auf die Capell zu Gottorf auf 6 Jahr. Rom: 1512. Af det 6 Cap. Num. 5. Probst Prior und Capitul zu Bordisholm machen Graf Henrichen zu Holstein mit theilhaftig aller ihrer guten wercken, darum daß er ihnen unter andern wohlthaten das gericht überlassen in dem dorffe zu LoepLoep]Loep] Lonp A1 A2 B; Lonp SS Loep] Lonp A1 A2 B; Lonp SS im kirchspiel Nordtorp belegen Ao. 1413. Num. 6. Probst Prior und Convent zu SeegebergSeegeberg]Seegeberg] Segelberg A1 A2 B; Segelberg SS Seegeberg] Segelberg A1 A2 B; Segelberg SS verpflichten sich, weil ihnen die freyheit am gute Giskau von Graf Adolfen und Graf Gerht gegeben, dafür messe zu halten 1429. Num. 7. Abt und Convent zu Ruw Kloster verpflichten sich das sie Hertzog Adolfen und Hertzog Berendt, nebst ihren Vorfahren und Nachkommen auf gewisse zeit des jahres in unserer lieben Frauen Kirchen zu Flensburg wollen seel-messe halten 1433. Num. 12. Prior und Convent des Klosters Seegeberg nehmen Königin Dorotheen in Dännemarck und ihren verstorbenen Herr Vater und Verwanten in ihre gemeinschaft aller guten werke 1472. Num. 14. Cantor und Capitul der Thumkirchen in Hadersleben machen Hertzog Friderichen in Holstein mit theilhafftig aller ihrer guten wercke 1509. Num. 20. Die Carthauser zu Arensboek machen Hertzog Adolf zu Schleswig neben seiner Gemahlin und angehörigen theilhafftig aller ihrer guten wercke 1339. Num. 21. Convent des Klosters zu Marientempel alias Ahrensboeck machen König Johannes in Dännemarcken und seinen Bruder Hertzog Friderichen mit theilhafftig aller ihrer guten wercke &c.
|107Det ville blive for vitløftigt at opregne alle de andre prakkerbreve, som findes hid og did, og klarligen beviiser at disse nordiske Riger og lande bleve ikke meere sparede, end de, som vare Paverne nærmere. Derover haver Conradus Celter udi sin tid førdt saadant klagemaal udi efterfølgende zirlige vers.
*Qvicqvid in extremis habuit Germania terris,
Et mediis qvicqvid continet illa plagis,
Exhaustum est, totum Latias migravit in arcesarces]arces] A2, araes A1, arcas B arces] A2, araes A1, arcas B ,
Expleat ut luxus, impia Roma, tuos.
Af Godschalk Ahlefelds *breviario trykt til Paris 1512. item af den danske bog om messen trykt til Leipzig 1517. og besynderlig af dens første part kaldet Tidebog: lære vi, at saadane aflad, for at trække disbedre penge fra disse nordiske folk, Aflad paa mange tusinde aar. bleve givne undertiden for tusinde, undertiden for 11000, og undertiden for 20000 aar, og endelig for 40000 aar, og blev for saadane Indulgentzer intet andet foruden penge udfodret, end at de skulde læse nogle bønner, som Paverne havde forfattet. Derudi læses blant andet efterfølgende; Da Kong Christiern af Dannemark var til Rom, spurte han Pave Sixtum, om saadan aflad var saa stor, hvorpaa han svarede, at den var endnu paa fleere aar, thi Pave Sixtus 4. lagde 2 bønner til samme Collecter, og giorde saadant Aflad dobbelt, saa at den samme bestod udi 40000 aars og 46 dages aflad; hvo somhvo som]hvo som] B, hvosom A1 A2; hvosom SS hvo som] B, hvosom A1 A2; hvosom SS læser efterfølgende bøn, den fortiener 12000 aars aflad, og bekommer trøst udi al sin sorg og modgang, og bliver bevaret mod alle sine modstandere og fiender. Geistligheden forbydes ægteskab At de midler de Geistlige samlede ved saadant paafund, ikke ved arv skulde komme udi læge-folkes hænder igien, forbød Paverne præsterne at gifte sig, paa hvilken tid saadant forbud skeede udi Dannemark, kand sees af efterfølgende bekiendte vers:
*M C bisqve Decem Danorum Clerus abegit
Uxores ductas non sine clade gravi.
Præsternes uteerlige levnet. Herudover kunde det ikke andet være, end at horerie og skiørlevnet gik saameget udi svang, at Bisperne selv bevægede af adskillige mænds klagemaal derover, maatte en og anden gang lade udgaae strenge befalninger og trudseler mod geistligheden, og fandt Erke-bisp Peder til Lund sig tvungen til Ao. 1496 paa et mode til Helsingborg, at formane præsterne, at de skulde forlade deres forrige levnet, og holde dem fra horerie og ingen krohuuse søge, hvoraf kand sees, udi hvilken tilstand Cleresiet var paa de tider.
Dette altsammen, besynderligen Bispernes hofmod, som for ringeste aarsag satte Kongerne udi band, og regierede udi deres stikte, som souveraine Førster, og skreve sig ligesom landets rette Herrer Biscoper af Guds naade, hialp ikke lidet til at Lutheri lærdom udi en hast fik saadan fremgang; Hvorledes det gik til udi Tyskland og andre lande, derom vil jeg her intet tale. Herudi landet havde Reformationen saadan begyndelse.
Reformationens begyndelse udi Dannemark. Kong Christian den anden, da han havde hørt om den forandring, som hans morbrødre Churførsterne af Saxen havde giort udi deres lande med religionen, at de havde antaget den Lutherske lærdom, forlat Pavedommet, og det geistlige gods ladet annamme under dennem, fik han og i sinde her at ville begynde en forandring med tiden, naar almuen forstod sig derpaa. Til den ende tilskrev han hans moderbrødre, Hertug Friderich og Hertug Johannes, at de vilde sende ham en lærd mand her ind, som den rette religion kunde prædike og lære, ligesom hos dennem var begyndt, at man her udi disse Riger med GUds ord udi lige maade maatte forsynes.
Mester Morten. De forsendte saa herind en ved navn Mester Morten, en lærd mand, hvilken blev tilladt af Kong Christian, at prædike om søndagen og andre hellige dage eftermiddag udi St.St.]St.] A2 B, St A1 St.] A2 B, St A1 Nicolai kirke, hvor han fik stor tilløb af almuen. Men, fordi han havde underlig skik og lader paa sig udi prædikestolen, da beloe de Geistlige hans lærdom. Kannikerne og Vicarier til vor Frue Kirke finge en dreng, som løb om at betle, hvilken mesterligen og artigen kunde udtrykke og eftergiøre fornævnte Mester Mortens lader. Samme dreng førdtes om paa de tider allevegne her udi Kiøbenhavn til alle giestebud Mester Morten at skulle efterprædike, og blev han gemeenligen, for at |109spotte den anden, kaldet Mester Morten. Foruden bemelte Mester Morten var blant vore egne den bekiendte historiskriver Petrus Parvus Rosæfontanus, paa dansk Peder lille, een af de fornemste at udbreede den Evangeliske troe under Kong Christian den anden udi Dannemark: Men, at reformationen under samme Konge ingen viidere fremgang fik, foraarsagede den store revolution udi Norden, hvilken gav Kongen andet at tænke paa; saa at der intet stort viidere kand siges om reformationens fremgang under hans regiering. Dette maa dog antegnes til hans berømmelse, at han udi sin landflygtighed Ao. 1523 lod oversætte udi Antwerpen det Nye Testamente paa Dansk ved Hans Mikkelsen fordum Borgemester udi Malmøe, som fuldte Kongen af Riget. Den samme oversættelse ophidsede den papistiske Geistlighed meget, og arbeydede de paa at giøre den saa sort, som mueligt.
Kong Frideriks forhold udi religions sager. Da Kong Friderik 1. kom at sidde paa thronen, lod høystbemelte Konge til Othense paa den Herredag, som holdtes anno 1527. foreholde alle bisper, at de tilbørligen skulde forestaae deres kald og embede, eller udi det mindste skulde see til, at Guds ord reent og klart maatte allevegne udi deres stikte blive lærdt og forkyndt; Han lod dem sige, de have vel hørt, hvilken forandring var skeet uden lands; Her i Riget havde og mange beklaget dennem, at de udi steden for Guds ord og evangelium hørde en hob fabler, mirakler, jertegn og menneskelige paafund, de maatte derfor arbeyde paa, at Guds ord puurt og klart kunde læres. Og endog han vil have svoret at han skulde holde dennem ved den Romerske kirkes lærdom og religion, saa forsaae han sig dog til, at de ikke vilde forklare hans eed at skulle strække sig til all den lærdom og vildfarelse, som udi den Romerske kirke findes, saasom der er ingen tvivl, at udi saadan langsommelighed af aar og tid, jo skal allehaande misbrug være indfalden og opkommen.
Han havde svoret bisperne, at lade dem blive ved deres stand, derudi vilde han ingen forhindring giøre dennem |110eller for hans egen nytte skyld tragte efter deres stand at forandre, medens de deres embede tilbørligen vilde forestaa, men de maatte handle saaledes med Religionen, som de vilde ansvare; Og, efterdi at den lutherske lærdom nu saa viit var indplantet her i Riget, at den efter anseelse med magt ikke kunde udrøddes uden Rigets store skade og fordervelse, man tilmed ogsaa forfoer uden lands, at heele landskabe og stæder faldtefaldte]faldte] A1, falde A2 faldte] A1, falde A2 fra den Romerske kirke, saa vilde hans Majt. tilstæde begge religioner her udi Riget indtil saalænge et almindeligt General Concilium blev holdet uden lands, som hver mand forhaabte. Hvad da om Religionen blev besluttet, vilde han og all Christendommen rette dennem efter.
Derpaa blev forordnet, at enhver maatte have deres samvittigheds frihed, enten ved den Papistiske eller Lutherske lærdom, og de Lutherske at blive udi hans beskyttelse. Udi ligemaade udgik der en befalning, hvorved blev tilladt, at Munke, Nunner, og hvilke af de geistlige, som vilde gifte dennem, det skulde være dennem uformeent; Derover forlode mange klosterlevnet, uddroge af klosterne og heller vilde leve udi ægteskab, saa at klosterne paa det sidste bleve øde; besynderlig, eftersom almuen fandtes uvillig at give tiggerbrødre og andre af betler orden nogen almisse.
Mester Hans Taussøn Udi det aar 1528. blev Mester Hans Taussøn forviist St. Hans kloster udi Viborg af Priorens broder Peder Jensen sammesteds for mißtanke skyld, at han skulde med hans lærdom besmitte brødrene sammesteds, saa og fordi at han af prædikestolen skulde have lærdt og prædiket imod Paven og den Romerske kirkes lærdom; Men, da han kom udi byen, toge borgerne hannem udi beskyttelse, og offentligen lode hannem prædike sammesteds udi deres sogne-kirke, og var den bye den første her udi Riget, som offentlig blev prædiket udi. Da Jørgen Friis bispen af Wiborg det fornam, forbød han Mester Hans Taussøn at prædike og befatte sig med hans kirker, forbød ogsaa borgerne hannem at handhæve. Men de toge ham desmeere i forsvar, og lode slaa lenker og jernkiæder udi gaderne, at de ikke af |111bispens tienere og folk skulde overfaldes, ja de komme med vaaben og værie sammen at høre prædiken og beskytte deres Præst. Bisp Jørgen Friis begynte da at frygte sig for borgerskabet, og derover lod bygge og befæste Nyhald, med en fast og sterk vold, paa det at han ikke skulde overfaldes af borgerne. Da saadan deres u-eenighed kom kong Friderik for ørene, befoel han strengeligen begge parter, at de dennem skulde stille forholde og ingen gevalt bruge indtil hans Majt. selv kom udi Riget af Førstendommene, da skulde den sag blive forhørdt. Dog fik Mester Hans tilladelse med hans prædiken imidlertid at fremfare. Denne Mester Hans Taussøn var født i Fyen udi en landsbye heder Birkinde. Han blev Munk udi Andtvorskovs kloster, øvede sig undertiden i at prædike, og havde gode gaver, hvorfor Prior Eskild forfremmede hannem, saa at han fik stipendium af klosteret at reyse uden lands for at studere. Fornævnte Prior forbød hannem ingen Universiteter at reyse paa, undtagen Wittenberg. Han reyste saa først til Cøln, hvor han hørdte Scholasticos Doctores, men blev der ikke længe. Thi, da han og fik at læse de Lutherske bøger, begav han sig til Wittenberg, og antog den Evangeliske lærdom. Paa hiemrejsen blev han promoveret Magister til Rostok. Aar 1521. profiterede han publice til Kiøbenhavn Theologiam, og kom derefter hiem udi hans kloster, hvor han blev Conventual, der tog han sig fore privatim at læse for brødrene, og lod dennem viide, hvad vildfarelse de vare udi; Men de bleve særdeles fortørnede over hannem for en prædiken, han havde holdt anno 1524. paa Skiærtorsdag, hvor udi han lærdte, at vi alleeneste for JEsu Christi skyld blive salige. Da Prior Eskild saadant fornam, holdt han det ikke raadeligt at lade ham blive der, af frygt, at hans lærdom skulde tage overhaand, og at Antvorskov kloster skulde blive berygtet for den Lutherske lærdom, hvorfor han forskrev fornævnde Mester Hans Taussøn til Wiborg, at blive hos den Prior sammesteds, hvor han baade prædikede og læsde for brødrene, som tilforn er berettet, og blev siden af borgerne i Wiborg handhævet: Og blev udi saamaade giort en begyndelse til Reformationen sammesteds. Aar 1529. lod Kong Friderik anden gang et mandat udgaa, at over alle hans lande og Riger maatte Guds ord og Evangelium prædikes offentlig, hvor nogen det var begierende. Udi samme aar forsendte Kong Fri|112derik Mester Hans Taussøn fra Wiborg, hvor han nogen stund havde prædiket Evangelium, til Kiøbenhavn, at han der og skulde prædike og lære Guds ord. Til Othense paa hans hæden reysen prædikede han for Her Knud Gyldenstiern, og søgte at overtale hannem til den Evangeliske troe, men han udrettede dog intet dermed. Til Kiøbenhavn blev han gladeligen annammet, og blev hannem St. Nicolai kirke indrømmet. Der blev om høsten først indført udi kirken Davids Psalmer og anden geistlig sang paa Dansk at siunges. (*)
Moede til Kiøbenhavn for religionens skyld. Anno 1530. lod Kong Friderik hans aabne stævning udgaae over alt Riget, som blev forkyndt til alle landsting, at Rigets Bisper og Prælater, saavelsom de Lutherske Prædikanter, Mester Hans Taussøn, hans partie og selskab, skulde lave sig til at møde til Kiøbenhavn til den Herredag, som der var berammet at skulle staa vor Frue fødsels-dag, samme tid for hans Majt. og Rigets Raad at overgive deres Christelige troes artikle og bekiendelse og dennem offentligen at forsvare, paa det her udi Riget maatte giøres en Christelig Reformation udi Religionen, og allevegne een lærdom prædikes, som samme stævning viidere indeholdt.
Til dette mode og denne Herredag at søge stillede bisperne dennem fast begierlige, og bestyrkede hinanden indbyrdes den Romerske og Papistiske lærdom at handthæve, og til den ende lode forskrive fra Cøln nogle Danske Magistros og andre munke, iblant hvilke Doctor Stagefyr var den fornemmeste. Iligemaade lode de forsamle her inden lands de lærdeste mænd, som paa den tid fandtes udi Riget, som var Lector Pouvel Elias Carmelita, Lector Christen Muus af Aarhus, Mester Jørgen Sambsing Cantor udi Aarhus,Aarhus,]Aarhus,] Aarhus. A1 A2 B; Aarhus, SS Aarhus,] Aarhus. A1 A2 B; Aarhus, SS Broder Hans Nielsen af Fyen, Adtzer Cantor udi Lund og fleere saadane. Da i begyndelsen paa samme Herre-dag lod Mester Hans Taussøn prædikant til Kiøbenhavn overantvorde til Kongl. Majt. og
(*)Nicolai kirkes bygning blev fuldfærdiget udi det samme aar Reformationen begyndte nemlig 1517. og, saasom den var den nærmeste kirke ved søen, blev den indviet til St. Nicolao som var de søefarendes patron. Dets taarn faldt ned om nattetider 1627. og slog den heele kirke hvelving ned, hvorfor man et heelt aar holdt Gudstieneste under aaben himmel. Siden blev taarnet opbygged paa ny hærligere og prægtigere end tilforn, og varede bygningen fra 1663. til 1666. DenDen]Den] den A1 A2 B; den SS Den] den A1 A2 B; den SS kostede meer end 19000. Rdr.
|113 DannemarksDannemarks]Dannemarks] Daunemarks A1 Dannemarks] Daunemarks A1 Raad paa hans egne og medbrødres vegne deres Christelige troes artikle, hvilke de offentligen prædikede og lærdte udi deres byer og forsamlings huuse; Frugtesløs. Men, da det skulde komme til offentlig disputatz, undslog den Catholske Geistlighed sig derfor, hvorudover den Evangeliske Geistlighed blev befalet fremdeeles at prædike Guds ord, som de hidtil havde giordt, indtil et almindeligt Generale Concilium blev holdet udi Christendommen, hvad da blev besluttet, det skulle hver rette sig efter. Midlertid vilde hans Majt. begge Religionerne her udi Riget beskytte og handhæve, og særdeles hver have udi sin Kongelig beskiermelse.
Den gode og milde Herre Kong Friderik saae vel og formerkte, at han intet med magt kunde udrette, men vilde heller at Religionen saa sagte, fod for fod, tid fra tid skulde opvoxe og forplantes her udi Riget, indtil den kom til bedre fremvext og modenhed; Bisperne og de Geistlige vare hannem formeget gienstridige; Han havde og svoret og forskrevet sig, at lade dem blive udi deres stand og værdighed, først ved sin regierings tiltrædelse, siden atter paa Othense Herredag. Men til den punct, som de hannem forholt, at han havde lovet ingen Luthersk discipel at handthæve og forsvare, dertil svarede han saaledes: At han ikke handthævede dennem, fordi de vare Luthers discipler, men fordi de lærde GUds reene ord, hvilket han, saavelsom Bisperne, var pligtig at beskierme og forfremme; Det kunde ikke benægtes, at udi den romerske kirke jo maatte være indkomne mange vildfarelser, hvilke ved et General Concilium vel behøvede nogen reformation.
Skrifter for og mod den reformerte religion. Det aar 1531. blev tilbragt med adskillige uroligheder mellem de Lutherske Prædikanter og de Papister. Paulus Eliæ en Carmeliter skrev efter Bispernes begiering en *explicationem Canonis Missæ ad Hafnienses men blev refuteret af Mester Hans Taussøn. Denne Paulus Eliæ begyndte med de andre Reformatores at lære den Evangeliske troe, men, da man smurte ham med et Cannonicat til Roskild, gik han over til de Catholske igien, og derefter blev kaldet Paul Vendekaabe. Udi lige maade lod Bisperne en bog udgaa, hvorudi de vilde til intet giøre de Lutherske Præsters bekiendelse, som paa Herredagen blev overantvordet. Derudi beklager debeklager de]beklager de] B, beklagerde A1, beklagede A2; beklager de SS beklager de] B, beklagerde A1, beklagede A2; beklager de SS stedet, som var Kiøbenhavns Slot, hvor samme samtale stod, at være et fortænkt sted, de skulde |114gaa op under drabantere og væbnede folk; Der vare forordnede til Dommere ikke geistlige og lærde folk, men den gemeene Mand, hvilket var usædvanligt. De foregave ogsaa at Kong Friderik var indtagen af deres vederparter; Hvorfore, efter at de af skriften havde refuteret samme overgivne Artikle, provocerede og indstævnede de sagen for Hans Pavelige Hellighed eller et almindeligt Concilium.
Dette var det merkværdigste, som tildrog sig udi religionen udi denne Konges tid; Men, da Kong Friderik var død, tænkte Bisperne, det at være en belejlig tid udi interregno, at de deres forfaldne Regiment kunde igien oprette, hvorfor de stode saa haart paa, at Mester Hans Taussøn, som havde først udi Riget med offentlig prædiken indført og udspredt allevegne den Lutherske lærdom, maatte blive straffet, Mester Hans Taussøn forviises SiellandSielland]Sielland] A2 B, sielland A1 Sielland] A2 B, sielland A1 . og blev da mod enden af samme Herredag, som varede 10 Uger, efter lang anholdning af Bisperne hos Rigets Raad Mester Hans Taussøn opfodret paa Kiøbenhavns Raadhuus, der gik hannem en haard dom over, at han skulde forviises Kiøbenhavns og Siellands Stikt. Medens denne handel paastod med Mester Hans Thaussøn, forsamlede Kiøbenhavns Borgere dennem med vaaben og verge paa gammel Torv, for at handthæve deres Præst og Religion, hvorudover nogle af Raadet bleve udsendte til dennem med formaning, de skulde være stille og ingen tumult giøre; Men jo højere der blev talet paa Raadhuuset, jo uroeligere blev almuen uden for. Omsider blev dem tilsagt sikkerhed for deres prædikant; Da de gik af Raadhuuset, fuldte Mester Hans Taussøn Bisp Jacob Rønnov indtil Biskopsgaarden, og bad almuen være stille; for hvilken velgierningvelgierning]velgierning] velgierniug A1 velgierning] velgierniug A1 Bisp Rønnov gav Mester Hans Taussøn sin haand uden for Bispegaarden og takkede hannem.
Dog varede Mester Hans Taussøns landflygtighed ikke længe; Thi han blev siden igien tilbage kalden, saasom den gemene mand, item Borgerskabet udi Kiøbenhavn og en part af Adelen stod saa meget derpaa, dertil med fik Her Mogens Gøe, Erik Banner, Her Mogens Gyldenstiern samt flere af Adelen, Bisp Rønnov paa deres side, og persvaderede ham, at være meere tempereret mod den Lutherske lærdom.
Udi saadan tilstand var religionen førend Kong Christian 3. |115kom til regieringen, samme berømmelige Konge, da han havde giort ende paa de borgerlige krige, og var indtagen i Kiøbenhavn, overlagde han hemmeligen med nogle af de verdslige Rigets Raad om den Lutherske Lærdom, at indføre allesteds her udi Riget, saa og om Bisperne at afsætte og det geistlige gods at annamme kronen til bestyrkelse, og maatte de alle sværge dette hos dem at holde ved højeste eed. Da blev udgived, af Hans Majest. saadant et brev, som her efterfølger:
Rigets Raads revolution om at indføre den evangeliske troe. VI efterskrevne, Mogens Gøe Dannemarkes Riges Hofmester, Tyge Krabbe Dannemarkes Riges Marsk, Ove Lunge, Axel Brahe til Kraagholm, Knud Bilde, Oluf Rosenkrantz til Valløe, Holger Ulstand til Hickebierg, Truid Ulstand til Torup, Mogens Gyldenstiern Ridder, Erik Krummedige til Alnerup, og Johan Friis til Hesselagergaard, Dannemarkes Riges-Raad, giøre alle vitterligt, at efterdi Højbaarne Første og Herre, Her Christian med GUds Naade udvald Konge til Dannemark og Norge, Hertug udi Slesvig, Holsteen, Stormarn og Ditmarsken, Greve i Oldenborg og Delmenhorst &c. Vor kiæreste Naadigste Herre, haver nu alvorligen overvejet og besindet, at Dannemarkes Rige kand ikke være udi fred, rolighed og ved god politie regieres, uden det skeer igiennem en Øvrighed og et verdsligt Regimente, hvorfor forskrevne Højbaarne Første, vor kiæreste naadigste Herre haver været foraarsaget til at giøre og skikke andre Ordinantzer og skikke her udi Riget, end hertil været haver, og besynderlig udi saamaade, at Hans Majest. ikke vil, at Dannemarks Rige herefter skal hænge hos Erke-Bispen eller andre Bisper, men Dannemarkes Rige og Regimente skal blive og være hos Hans Majest. og Hans Majests. efterkommere Konger udi Dannemark, og hos de verdslige Dannemarkes Riges Raad og deres efterkommere. Og, efterdi at |116Kongl. Majest. vor Naadigste Herre det saa forliigt, foreenet og fordraget haver med Os, og vi saa for got anseet have, at herefter udi Dannemarkes Rige saa holdes skal, da kiendes vi, og have lovet og tilsagt, og nu med dette vort aabne brev med vor fri Villie og velbetænkt hu love og tilsige ved vor Christelige Troe og Ædelmands love, ære og redelighed, fornævnte Kongel. Majest. vor Naadigste Herre, at vi aldrig efter denne dag ville tilhielpe, eller udi nogen maade practisere enten hemmelig eller aabenbarlig, enten vi selv eller ved nogen anden, enten inden eller uden lands, i hvad maade det nævnes kand, at nogen Biskop, enten de som nu leve, eller nogle andre Bisper skulde komme til noget verdsligt eller geistligt regimente, eller til noget Biskopsdom eller rente udi Dannemarkes Rige; førend saa skeer, at der bliver samtykt og holdet et almindeligt Generale Concilium udi Christendommen, saa at Dannemarkes Rige, saavelsom andre lande og Nationer baade udi Tydskland og andensteds udi Christendommen derudi bevilge, fuldbyrde og samtykke. Og naar slig befalning,befalning,]befalning,] A1; befalning [og] SS befalning,] A1; befalning [og] SS Ordinantzer efter almindeligt Concilium giordt er udi Christendommen, da ville vi dog ikke practisere, enten hemmelig eller aabenbar, at nogen Biskop skal komme til noget Regimente udi Dannemarkes Rige, Geistlig eller Verdsligt, uden det skeer med Kongl. Maysts. Hans Maysts. Efterkommere, Konger udi Dannemark, og med meenige Dannemarkes Riges Raads, Adel og indbyggere udi Dannemarkes Rige, fuldbyrd, Villie og samtykke. Disligeste bepligte Vi Os med dette vort aabne Brev, at Vi ikke ville imodstaa, at det Hellige Evangelium og reene GUds Ord rettelig jo maa prædikes og forkyndes her udi Riget. Og ville Vi være forpligtede, at opsætte hos fornævnte Kongl. Majest. liv, gods og all vor velfærd baade udi disse og alle andre |117maader, som Os bør at giøre hos vor rette Herre og Konge og Fæderne Rige. Til dets ydermeere vidnisbyrd have vi alle med villie og videnskab ladet hænge vore indsegle og signeter neden for dette Brev. Givet udi Kiøbenhavn Løverdagen nest efter S. Laurentii Martyris Dag Ao. Domini 1536.
Bisperne arresteres. Her paa lod hans Kongl. Majst. strax den anstalt giøre, at alle bisper over heele Dannemarks Rige paa en dag bleve fængslede, saa at den ene ikke vidste af den anden at sige. Mester Torben Bilde, *Archielectus til Lund, og Her Joachim Rønnou bleve fangen udi Kiøbenhavn; og var Erke-bisp Torben Bilde Joachim Rønnaus giest samme dag. Disse toe bleve fangne ved Melchior Ranzov, hvilken om aftenen med nogle soldater lod omringe deres logementer, og bisp Joachim Rønnau paa bispegaarden, som Universitet nu er, hvor han havde skiuldt sig oven paa en bielke: Han blev satt først paa Kiøbenhavns Slott, siden førdtes han til adskillige fængsler, til Dragsholm, til Kraagen, til Visbye paa Gulland, og siden til Kiøbenhavn igien, hvor han døde anno 1544.
Erke-bispen af Lund blev fangen udi hans Logement og henførdt til Vordingborgs slott i forvaring. Knud Gyldenstiern, Electus til Othense blev fangen af Claus Daa, en Tydsk Officier, da han gik af St. Albani Kirke, og lod man bispen see og læse, hvad brev og befalning man derpaa havde af Kongen. Fornævnde bisp blev førdt over til Sielland, siden overantvordet Arild Jensen, som havde Dragsholm slot, og ved hannem førdt til Vordingborg og given lænsmanden sammesteds i forvaring. De andre bisper udi Jylland bleve udi liige maade fangne, hver ved tilforordnede personer. Og tog Her Johan Rantzov paa den udvalde Konges vegne over heele Jylland strax alt stikteds gods udi possession. *Bisp Ove Bilde af Aarhuus blev ikke fangen samme dag, som de andre, men da Hans Styge, bispens Official paa Silkeborg ikke vilde overantvorde til Her Johan Silkeborgs slot uden befalning fra bispen, og bispen paastod, at han maatte beholde samme slot; Thi han havde taget det udi en slots lov af Aarhuus Capitel, og giordt dennem sin eed, forseende sig til, at Kongen ikke vilde giøre hannem meeneedig, og |118saaledes belønne hannem for hans tro tieneste, som han havde beviist tree Konger, hvis Cantzler han havde været; Hvorudover Johan Friis og Her Oluf Rosenkrantz finge befalning paa at tage Henrik von Steenburg til dennem med nogle Ryttere, og fornævnde Biskop at arrestere. Dog lydede Kongl. Majts. brev til dennem, at de med all god beskeed, og med lempe skulde overtale bispen, at han godvillig samme Silkeborgs slot skulde aftræde, thi hans Kongl. Majt. vilde ikke gierne lade sig udi viitløftighed med samme biskop, hvilken han altid meget havde afholdet for hans tro tienestes skyld; De skulde sige hannem, at nu saa endelig maatte skee, han skulde afstaa samme slot, de skulde alle skiæres over en kam, Kongl. Majt. vilde sin gunst og naade siden udi andre maader imod samme bisp lade betee, hvilket han hannem og mundtlig lovet havde; Hvorfor samme bisp udi Roskilde blev tagen Fredag efter Ægidii og forsendt til Dragsholm.
reformationen bliver etablered uden blods udgydelse. Saaledes gik det med denne Religions forandring her udi Riget lykkeligen og vel til uden al tumult, som ikke er skeet paa mange andre steder, og det fordi bisperne alle paa en tid bleve anholdte, iligemaade efterdi den Lutherske lærdom mestendeels over alt her udi Riget havde taget overhaand, uden hos nogle faae særdeles personer af de geistlige, som ikke vilde miste deres feede indkomster; Og gik da hertil udi Riget, ligesom udi Keyser *Constantini Magni tid, hvilken først havde tilstedt begge Religioner, den Christne og den Hedenske, men, da samme Keyser fornam, at den Christne troe havde taget overhaand, og de Christne vare fleere end de andre, befoel han de Hedenske kirker at tillukkes og den Christne Religion eene at læres, hvilket og saa skeede uden nogen stor tumult.
Efter at bisperne havdehavde]havde] have A1 A2 B; havde SS havde] have A1 A2 B; havde SS siddet en lang tid, lod hans Kongl. Mait. dennem foreholde, at, om de vilde forskrive og reversere dennem ikke nogen tumult, oprør eller u-eenighed at anrette her udi Riget, men stille leve udi deres huuse og ikke heller tragte efter at komme udi deres forrige stand igien, eller at imodstaa den Reformerede Religion og den Christelige Ordinantz, som han om Religionen lod giøre og beskikke, men være hans Majt. og Riget hulde, troe og lydige, da vilde hans Majt. dennem løs lade, og at de maatte besidde deres rette arve-gods, og det ubehindret nyde og beholde, dog at de intet |119skulde befatte sig med stiktets gods; Bispernes løsgivelse. hvilke vilkaar, da de gierne vedtoge allesammen, bleve de paa deres gienbreve alle strax løsgivne, undtagen bisp Jacob Rønnov, hvilken var trodsig, og vilde ikke udgive nogen forskrivning. Den største deel af bisperne blev dog forsørged med et Herre Kloster at leve af deres livs tid qvit og fri, og mistede alleene deres stiktesstiktes]stiktes] A2, stikkes A1, Stiftes B; stikkes SS stiktes] A2, stikkes A1, Stiftes B; stikkes SS indkomster. Jørgen Friis blev forsørged med Ureløf kloster og Sibber-Kloster, Knud Gyldenstiern blev forsørget med Vorgaard, Styge Krumpen med Børlum-kloster, og bisp Ove Bilde blev forleent med Skov-kloster, som nu kaldes Herlufsholm, qvit og fri deres livs tid. Hans Kongl. Majt. holdt særdeles meget af denne bisp for hans tro tieneste, fromhed og oprigtighed.
Munkene drives af deres kloster. Derpaa bleve Munkene forviiste deres klostere, baade Carmeliter, Franciscaner, Bernhardiner &c. (*) og begave sig mange til Nederlandene og andensteds til Tydskland, en part blev udi Riget og forandrede deres Religion.
Lutheri brev til Kongen. Doctor Morten Luther havde tilskrevet Kong Christian med *Doctore Pomerano, at efter hans begiering Academiet af Wittenberg gierne havde forsendt hid lærde mænd, at reformere, og at han glædede sig ved saadant Kongeligt forsætt, erindrede og begierede derhos, at Kongelig Majt. ikke vilde tilstede, at Stikterne og Collegiat kirker, hvor Kannikker og Vicarier vare besiddende, skulde forstyrres eller tages under kronen, men maatte blive ved den brug de først vare beskikkede til, paa det lærde mænd dermed maatte forsørges og hielpes her udi Riget, som enten havde studeret eller vildevilde]vilde] A2 B, vilde, A1 vilde] A2 B, vilde, A1
(*) De klostere, som fandtes udi Kiøbenhavn for Reformationen, vare (1) de Franciscaners eller Graabrødre kloster, hvilket var af saa stort begreeb, at det indeholdt alle de steder, hvor nu ere slagterbodene,slagterbodene,]slagterbodene,] A2, slagterbodene A1, Slagter-Boedene, B; slagterbodene SS slagterbodene,] A2, slagterbodene A1, Slagter-Boedene, B; slagterbodene SS bryggers Lags-huus, og alt det, som ere mellem Løvestrædet og skindergaden med Uhlfelds plads. (2) Hellig Geistes kloster, hvis størrelse kand sees af kirken, som endnu er til overs. Man holder for at det heller har været kaldet Hellig Giestes efterdi der tilforn har staaet et Hospital, eller giesthuus som Chr. 4. lod forvandle til et tugthuus, hvoraf den saa kaldte Tugt huusport fik sit navn. (3) St. Claræ-kloster som laae ved de gader kaldede Clareboderne og myntergaden. Samme kloster blev stifted for Nonner anno 1514. Af Kong Hanses efterladte Enke-Dronning Christina: Men, da Nonnerne formedelst Reformationen forlode klosteret 1532. blev endeel deraf forvandlet til et gethuus, og en andendeel til den kongelige mynt, som har givet navn til Myntergaden. (4) Carmeliter-kloster udi St. Peders stræde, hvor nu er Valkendorfs Collegium.
|120studere, hvorfore hans Majt. efter Lutheri Raad afskaffede ikke bemelte *Collegia Canonicorum, men lod dem blive ved magt for at dømme udi ægteskabs sager.
Hans Kongl. Majest. lod udi liigemaade rigeligen forsørge kirker, Skoler, Hospitaler og præste med tilbørlig underholdning; der bleve forordnede 7. stikts befalnings mænd udi de 7. bispers sted, disse fik befalningbefalning]befalning] A2, besalning A1, Befaling B befalning] A2, besalning A1, Befaling B paa at optegne Kirkers, Skolers, Hospitalers og Præsters indkomster over det heele Riige, og nøde de ikke alleeneste hvad de havde haft udi bispernes tid, men de som ikke tilbørligen før vare besørgede, bleve med videre rente og underholdning forseede; Kongen og Kronen succederede udi intet videre, uden udi hvad herlighed bisperne havde haft, hvoraf Kongen anvendte en stor deel paa at sætte Reformationen udi stand.
Kort derefter indviede Doctor Pomeranus de 7. første Evangeliske Superintendenter her udi Riget, som skulde forestaae Religionen og de geistlige sager udi bispernes sted, disse vare Mester Franciscus Vormondus eller Vormordus til Lund en Hollænder, som havde været lang tid Lector udi Malmø; Doctor Petrus Palladius til Siellands Stikt; Mester Jørgen Hansen Sadallinus Wiburgensis til Fyen, Mester Matz Skade til Aarhuus, Mester Jacob Skonning til Viborg, Her Jens Thomesøn til Aalborg, og Mester Johannes Vandalus, fød udi Goslar, til Ribe.
Reformation udi Norge. Udi Norge blev Reformationens fremgang noget hindret af Erke-bisp OlufOluf]Oluf] A2 B, Olufs A1 Oluf] A2 B, Olufs A1 Lunge, som var hoved for de Norske, og huuserede meget ilde udi samme Rige efter Kong Friderichs død, men han faldt omsider til føje, og skrev Kong Christian til 1537, at hvis hannem maatte tilgives all hans forseelse, baade med det affald han giorde, og med Her Vincentz Lunges død, og han maatte blive ved hans stand og Domkirke, da vilde han hylde Kongl. Majest. men han fik der ingen beskeed paa, hans gierninger vare forslemme, saa havde Hans Kongl. Majest. ogsaa udi sinde udi Norge at giøre samme forandring, som her udi Riget, og, da Bispen ikke fik det svar, som han forhaabte, lod han strax tilreede fire skibe, samlede derpaa hvad han kunde, og rømte til Holland, efterat han havde besat Steenvigsholm med krigs-folk. Samme aar afløbe fiorten kongelig Orlogs-skibe, som Her Truid Ulstand og Christoffer Hvitfeld com|121manderede, for at holde samme Erke-biskop Oluf udi ave, til dem opgav Her Knud Pedersen Degen og Torfind Olufsøn Kannik Steenvigsholms Slot, efterdi bispen ikke undsatt dennem. Christoffer Hvitfeld blev satt til lænsmand paa Steenvigsholms Slot, og alt TrundelavetTrundelavet]Trundelavet] B, trundelavet A1 A2 Trundelavet] B, trundelavet A1 A2 og de Nordenfieldske ginge strax hans Kongl. Mait. til haande. Her Truid Ulstand førdte Bispen af Stavanger fangen til Kiøbenhavn; Og Christoffer Hvitfeld fik siden befalning at beskikke kirker og skoler der udi lænet, og dennem at lade indrette ligesom udi Dannemark. Saaledes sees af ovenbemelte Relationer, at reformationen udi Dannemark og Norge blev forplantet uden stor allarm og ringeste blods-udgydelse. Reformationen udi Iisland. Udi Iisland derimod gik ikke aldeeles saa stille af; Thi udi det aar 1539 sloge Iislænderne Kongens lænsmand ihiel til Skalholt med nogle hans tienere, og blev Bisp Augmund derfor beskyldet, hvilken, for at undgaa den mistanke, foregav hans øjens svaghed og alderdom, afstod biskopdommet, og holdt sig som en privat person; Men det kunde ikke hielpe ham; Thi udi det aar 1540 blev Christoffer Hvitfeld lænsmand udi Trunhiem af Kongelig Majest. med to Orlogsskibe og nogle krigsfolk forordnet at fare til Iisland fornævnde Bisp fængsligen at nedføre til Dannemark, og samme land udi Kongl. Majests. eed at antage, disligeste der at beskikke en ny Bisp, som den reformerte religion skulde prædike og forfremme, kirker og skoler anrette, hvilket og skeede, og blev fornævnte land taget udi Kongl. Majests. eed under Norges krone. Hans Majest. lod samme tid en IislænderIislænder]Iislænder] A2 B, Iisslænder A1; Iisslænder SS Iislænder] A2 B, Iisslænder A1; Iisslænder SS Einersøn, som tilforn havde studeret til Wittenberg, giøre til Bisp udi Skalholt, og føre Bisp Augmund for hans forseelse skyld til Dannemark. Denne nye Bisp turde ikke, saalænge han var en privat person, sætte sig imod pavedommet og de papistiske ceremonier, før han blev tilforordnet at være Bisp, men siden forplantede han den reformerede religion af al magt, og var den første, som paa Iislandsk maal udsatt Salomonis Ordsprog og Jesus Syrach.
Bisp Jons Opstand for religionens skyld. Aar 1547 sat Bispen udi Holum ved navn Jon Arnesøn, som var en Papist, sig imod Bisp Einersøn udi Skalholt for religionens skyld, og fordi han straffede de gamle ceremonier, hvorvel samme Bisp Jon tilforn ved Kongens Lænsmand var befalet, at holde sig efter den ny reformation. Over den handel nødtes Bisp Einersøn |122til at rejse ned til Dannemark og beklage sig til Kolding for Hans Kongel. Majest. over samme Jon Arnesøn, hvorfor Kongen befoel samme Bisp at komme til Dannemark, og sendte hannem lejde, men han havde ingen øren dertil, foragtede Kongens ordre, giorde opstand udi landet med 300 mænd, og fangede Bispen af Skalholt, da han kom til Iisland igien, satt Laugmanden af, og indsat sin søn udi steden med andet meere, ja han var endogsaa til sinds at føre de Engelske ind udi landet sig til beskyttelse. Kongen lod derfore aar 1549 fra Kolding brev udstede til Iisland, og forbød alle geistlige og verdslige at være hannem følgagtige, og endelig aar 1551 forsendte med et hans Orlogs-skib Axel Juul og Christoffer Trundsøn, og Otte Stissøn med et andet skib til Iisland. Disse havde 500 soldater med dennem, og havde befalning at fange samme Bisp Jon og hans sønner, og at føre dem til Kiøbenhavn, item at erledige Bisp Einersen; Iligemaade at tage eed og hylding igien af Iislænderne, og med gode eller onde bringe dem til hørsomhed.hørsomhed.]hørsomhed.] hørsomhed, A1 hørsomhed.] hørsomhed, A1 Hvis de og ikke kunde faae den nye Bisp løs, eller hvis han var omkommen, skulde de sætte i hans sted en anden Evangelisk Bisp, som vilde holde over den geistlige reformation og Ordinantz, som Kongen havde ladet giøre, som deres befalning viidere indholdt dateret Flensborg Thorsdagen efter *Qvasimodogeniti aar 1551. Han skrev derforuden de fornemste Iislændere til, takkende dennem, at de til den tid havde været lydige undersaatter, begierede og fremdeles, de vilde saa blive og være hans tilforordnede lydige og følgagtige, saadant skulde med all naade blive belønnet. Midlertid, før disse skibe ankomme, arbeydede fornævnde Bisp Jon paa, at undertvinge sig Dadelbonden, den ny Bisps svoger med hans parti, og udi saa maade at blive Herre over alt landet; Til den ende kom han til Dadelbonden hen ved 500 mænd stærk, Dadelbonden, som havde ikkun 300 og holdt sig for svag at giøre modstand, talede sagtmodig til almuen, som var med Bispen, og sagde: Han stod og holt paa hans egen grund, den anden var kommen at giøre hannem skade; de vidste, hvad Iislandsk lov derom taler, at de, som det giøre, ere udslegere, hans forseelse bestoed derudi, han vilde være hans rette Herre og Konge lydig, imod hvilken Bispen havde |123sat sig og vilde skille landet fra Norges Konger, og føre dennem under et fremmet Herskab, de skulde betænke dennem hvad de giorde. Dermed forløb Almuen Bispen hver hiem til sit, og vilde ikke giøre imod deres lov. Bispen med hans sønner fanges og rettes. Da han nu saae sig at være Bispen mægtig, søgte han ham med sit folk, fangede hannem tillige med begge hans sønner, og førde dennem til Skalholt; Men fordi han befrygtede sig, at Bisp Jons 3die søn skulde tage dennem udaf fængsel, og da det sidste skulde blive verre end det første, overlagde han med Kongens Foget Christen Skriver, som laa der om vinteren over, at samle Kongens fisk, hvad han skulde giøre, og fandt de omsider for raadeligt, at lade ham med hans tvende sønner halshugge. Men Fogden Christen Skriver blev siden ihielslagen af Bisp Jons tredie søn, hvilken under et venskabs skin lod ham giestbyde og omkomme.
Det heele land reformeres. Strax derefter udi samme aar ved pintzedags tide kom Axel Juel, Christoffer Trundsøn og Otte Stissøn did til landet, hvilke indsatte Bisp Oluf Hialtesøn udi Jon Arnesens sted, og han med Præster, Laugmænd, Laugrettes-mænd og heele Almuen udi Holum hyldede, og svore Kong Christian og hans Søn Hertug Friderik, og fremsendte deres hyldings-brev, hvorudi de til ævig tid forpligtede dennem, at blive under Dannemarks Krone, efterdi Hans Majest. saa naadelig havde tilgivet dennem deres forseelse, hvilket brev er udgivet paa Oddere Ting den 15 Junii Ao. 1551. og antog saa Iisland Reformationen tillige med Dannemark og Norge.
Dannemarkes og Norges kirke-ordin. *cum articulis Ripensibus. Efter at Reformationen saaledes var grundfæstet udi Rigerne, blev efter Kong Christians befalning Ao. 1537 publiceret til Kiøbenhavn, Dannemarks og Norges samt Førstendommernes Kirke-Ordinantz, forfattet paa latin af Doctor Bugenhagio; Samme Kirke-Ordinantz blev approberet af Doctor Morten Luther, til hvilken Kongen havde skikket den samme, førend den blev publicered. Udi det aar 1539 blev den samme paa Herredagen til Othense oversat paa Dansk, og endelig bleve udi det aar 1542 dertil lagde de 26 Riber Artikle, saaledes kaldede efterdi de bleve forfattede af 7 Danske Bisper til Ribe, hvor høyt dette skrift af fremmede var anseet, bevidner iblant andre David Chytræus med disse ord: Jeg vilde |124ønske, at den Danske Kirke-Ordinantz, som udi en liden bog er forfattet af Bugenhagio paa latin, var fleere bekiendt, paa det andre kunde see og kiende, hvilken Kirke-Regieringsform Lutherus og hans Colleger meest have havt behag udi.
Førstendommernes kirke-ordin. Paa Herredagen til Rensborg udkom siden Ao. 1542 en besynderlig Kirke-ordinantz for Førstendommene efter Høystbemelte Kong Christian den tredies befalning. Udi det aar 1544 lod Kongen udi sin nærværelse nogle Lutherske Theologi disputere udi 8 Dage med Danske kanniker om religionen, hvorpaa den Augsburgiske Confession blev af alle underskreven. Udi det aar 1550 blev den Danske Bibel efter Lutheri Version publiceret in folio; For den tid var ingen Bibel seet paa Dansk. Saadan stor omsorg havde den Høy Sal. Konge for at udrødde den papistiske surdey, og at sætte reformationen paa en fast fod udi disse Riger og Førstendommer.
Hans efterkommere have derudi efterfuldt hans fodspor og med samme iver søgt at handthæve det, som denne berømmelige Konge med saa stor møje havde indstiftet; Thi hans Søn og Successor Fridericus II. lodlod]lod] B, Lod A1 A2; Lod SS lod] B, Lod A1 A2; Lod SS ved Bispen af Holum Gudbrand Torlaksøn oversætte bibelen paa Iislandsk, og til saadant verks bekostning gav en anseelig sum penge; De saa kaldte 25 Artikle. og, paa det at i ævighed maatte forhindres, at den papistiske religion ikke skulde indsnige sig igien udi disse lande, lod Han publicere 25 Artikle paa Tysk, Dansk og Latin, hvilke alle fremmede, som vilde nedsætte sig udi Riget, maatte underskrive; Titulen af bemelte Artikle var denne: *Articuli XXV. de qvibus interrogabunturinterrogabuntur]interrogabuntur] interrogabantur A1 A2 B; interrogabantur SS interrogabuntur] interrogabantur A1 A2 B; interrogabantur SS peregrini & hospites, qvi a Regia Majestate inMajestate in]Majestate in] Majestate & in A1 A2 B; Majestate & in SS Majestate in] Majestate & in A1 A2 B; Majestate & in SS Regnis Daniæ & Norvegiæ Hospitia petunt. Hafn. 1569.
Da der udi det aar 1561 bleve skikkede Gesandtere fra Paven for at invitere de Danske til det Tridentinske mode, gav Kong Friderik saadant svar at hverken han eller hans Fader havde haft noget at bestille med Paven. Ja denne priisværdige Konge var saa særdeles for Religionens conservation, at han end ikke vilde tilstede den ny forbedrede Calender af Pave Gregorio den 13de at indføres udi Dannemark. De andre Høylovlige Successores have fuldt samme fod|125spor, og ved strenge love og forordninger forebygged, at den romerske troe ingen fod maa viidere faa igien i disse Riger. I den nye Danske lov er til den ende efterfølgende Artikler indførdte.
Streng forordning mod Papisteriet udi disse Riger. Ingen hvo det og være kand, som overbeviises, at være affalden til den Papistiske Religion, maa tage nogen arv, men den skal være forfalden til hans næste slegt og arvinger, men haver han arvet, førend han forandrede sin religion, da beholder han arven, dog skal han ikke maa boe i Kongens Riger.
Findes nogen paa Jesuitiske stæder at have ganget i skole eller studeret, da skal den ikke til noget kald enten i skolerne eller kirkerne betroes.
Munke, Jesuiter og deslige Papistiske geistlige Personer maa under deres livs fortabelse ikke her i Kongens Riger og lande lade sig finde eller opholde. Hvo vidende saadane Personer huuse og herberge eller stæde dennem plads til deres Romerske Ceremonier at fulddrive, straffes, som de, der huuse fredløse.
Iligemaade skulle under samme straf alle andre særlige samqvemme til nogen anden Religions øvelse eller prædiken, end den som i den anden bog ommeldet er, være afskaffede.
Dog er ikke formeent fremmede Herrers Gesandter eller Ministris, som sig ved Kongens hof opholde eller residere, og ere af anden Religion, at de jo for dennem og deres egne tienere i deres huuse deres Religions øvelse, og hvis tilhører, maa bruge, dog at ingen prædiken holdes, uden paa deres eget sprog; Men uden deres logementer og huuse eller for andre, end de fremmede Ministris og deres egne tienere, maa deres præster hverken prædike eller Sacramenterne uddeele, eller nogen anden saadan GUdstieneste sig understaa at forrette, meget mindre af præster |126eller andre tienere til disse Rigers og Landers Religions foragt noget forargeligt foretages. Skeer noget af sligt, og det ikke af den fremmede Ministro bliver tilbørligen straffet og raadt bod paa, da viide sig det selv, om Kongen ved andre midler skulde foraarsages sin lovs lydighed og observantz, som andre Potentater i deres Lande i lige tilfælde bruge, at erholde og bevare, og forbydes alvorligen, at ingen, som ikke er nogen fremmet Ministri egen betiente, maa bruge denne frihed i deres huuse, eller uden for bruge eller søge nogen fremmed Religions øvelse, om de endskiønt ere af samme Religion, og allermeest de, som ere af disse Landers og Rigers religion, at de, af hvad prætext det være kunde, ikke skulle lade sig finde paa de steder, hvor og naar saadan fremmed religions øvelse forrettes, under den straf, som Kongens lovs motvillige foragtere fortiene.
Kongens Ceremonie-Mester skal ikke forsømme, hvor nogen fremmed Minister, som anden religion bruger, sig opholder, hannem paa beste maneer at informere, at ingen med nogen uviidenskab skall have aarsag sig at undskylde.
Hvilke anfægtninger den Danske kirke haver haft udi Førstendommene af fremmede Secter siden Reformationen. Efter at den Evangeliske troe eengang var bleven rodfæstet udi disse Riger, er den stedse siden uforfalsket bleven lærdt og haver hverken Dannemark eller Norge haft nogen synderlig anfægtning af de mange andre secter, som ved leylighed af Reformationen udspiirede fast i alle andre lande, naar man alleene undtager endeel af Jylland og Holsten, hvilke lande, saasom de grendse mod Tydskland, hvor de meeste urimelige secter ere opkomne, saa haver den Danske kirke udi samme Provincier haft adskillige anfægtninger baade af Calvinister, Arminianer, Wederdøbere, Socinianer og andre.
Calvinister. Udi Reformationens Seculo vare for den Calviniske lærdom mißtænkte Johannes Ducellius til Bordesholm, Mag. Simon Brandes Gymnasii Rector sammesteds. Udi Ribe Mag. Johannes Lagonius biskop sammesteds. Udi begyndelsen af efterfølgende Se|127culo giorde de Calvinister sig forhaabning, at rodfæste deres lærdom paa mange steder udi Holsten og Jylland, saasom Johan Adolph Førsten af Holsten-Gottorph slog sig til deres parti og beskikkede udi den Evangeliske Superintendents Fabricii sted en Calvinist ved navn Philippus Cæsar af Hessen Cassel, men dette verk havde ingen fremgang formedelst Førstens død, som skeede 1616.
Socinianer. Hvad Socinianer er anbelangende, da erholdt den bekiendte Socinianer Stanislaus Lubienitsky Religionens fri øvelse af Frideriks stads øvrighed anno 1662. men Førsten af Holsten Gottorp, mod hvis villie og videnskab saadan bevilning var given, lod efter sin Hof-Theologi Johan Reinbohts tilskyndelse ved et offentligt edict forbyde alle Socinianer at boe udi hans lande; Lubienitsky selv, efter at han siden iligemaade var forviist Hamborg, hvor han nogle aar havde boet, døde med tvende sine døttre udi samme stad udi det aar 1675. Den naade Kong Friderik 3. bar for samme mand, var allene i henseende til hans andre videnskabe; thi, da han udi en disputation spurte Kongen: *Jubesne me incipere svarede han *qvin insipies, hvilket viser hvad foragt han bar for samme Sect.
Remonstranter. De Remonstranter eller Arminianer, som udi det Dordrectiske mode vare drevne af de foreenede Provincier, erholdte udi det aar 1619. frihed af Hertug Friderik af Holsten, at bygge en ny stad udi det Hertugdom Sleßvig og der at forrette uden hinder deres Gudstienste. Samme stad blev Førsten til ære kaldet Frideriks stad, hvor bemelte Arminianer, saavelsom andre Secter have nydt saadan frihed til denne dag.
Wederdøbere. Hvad de Wederdøbere er angaaende, da ere de samme deelte udi adskillige Secter, iblant hvilke de fornemste ere de saa kaldte Mennister, som have faaet deres navn af Mennone Simonis en Harlinger af geburt, som døde til Oldesloe i det aar 1561. De samme indsnege sig udi Jylland og Holsten, besynderlig udi det Eiderstædiske ved Reformationens begyndelse, som kand sees af Adami Pastoris historie. Moller udi hans *Cimbria literata vidner at have seet tvende troens bekiendelser, hvoraf den første var af anno 1607. hvilken, saasom den var skreven meget mørk og tvivlagtig, og kunde forklares udi adskillige meeninger, gav leylighed til den samtale om Religionen, som blev holden imellem Johan Clausøn Cotten med trende Ana|128baptister af Tønningen og andre Evangeliske lærde; Acterne af samme samtale bleve beskrevne, og findes der endnu en Relation derom in manuscripto, som forbemelte Moller vidner. Kort der efter, da der formedelst samme aarsag stor tvistighed og skieldsord opvaktes imellem de Geistlige, som beskyldte hinanden indbyrdes for kiætterie og falsk lærdom, og saadant blev bragt for Hertug Johan Adolph, bleve de befalede at overgive en troens bekiendelse, som var klarere end den forrige. ColloqviumColloqvium]Colloqvium] Colloqvium. A1 A2 B; Colloqvium SS Colloqvium] Colloqvium. A1 A2 B; Colloqvium SS imellem de Wederdøbere og Evangeliske. Hvorud over aaret derefter 1608. blev en Confession given af Clausen, men saaledes forfattet, at den alleene forklarede enfoldeligen troens Artikle, men rørte intet om tvistighederne. Efter at den var oplæst til Hove, blev der en ny samtale igien berammet, som continuerede udi tre dage; Til den samtale lode sig tilligemed andre indfinde bemelte Johan Clausen Cotten, Johan Cotten.hvilken de andre efterfuldte, som deres formand, og bekiendte offentlig saavel skrifteligen som mundtligen, at de troede, alt hvad som han troede, og holdte sig i allemaader til hans lærdom, bemelte Clausen derfore begyndte at disputere om de fornemste stridige Artikle imellem de Evangeliske og Wederdøberne med den Holstenske Superintendent Johan Fabricio, og det udi adskillige fornemme Ministrers nærværelse; udi den samtale forglemte han ikke at forsvare de Anabaptisters lærdom, og derimod giøre sine modstandere fortænkte, thi han var meget forfaren udi de tvistigheder, som da vare opvakte, og var Autor til alle troens bekiendelser, som de Anabaptister havde ladet udgaa. Fabricius svarede ham med stor kaaldsindighed, men ikke dismindre med stor fynd forsvarede den Evangeliske lærdom. Efter at den samtale var endet, bleve de Wederdøbere beordrede anno 1609. at begive sig af Førstens land; Men Johan Clausen erholdt af Hertug Johann Adolph, hos hvilken han var i stor anseelse; item af hans søn Friderico III. saa meget, at denne forordning blev mitigeret, og at de Wederdøbere blev tilladt frihed, at boe udi det Førstelige Holsten og Slesvig.
David Jorister. Fra Holland komme ogsaa udi Reformationens Seculo til Holsten, Ditmarsken og det Eiderstædiske de saa kaldede David Jorister, som kand sees af David Joris breve skrevne anno 1550. og 1552. til sine disciple udi samme Provincier. Disse slags folk kunde ikke erhverve frihed, hverken udi Holsten eller Jylland, saasom baade Øvrigheden |129allevegne sammesteds havde stor afskye for David Joris falske lærdom, saa og efterdi de David-Jorister vare farligere end andre Secter, saasom de udvortes bekiendte sig til den Evangeliske lærdom, at de under saadant et falskt skin kunde forføre folk dis lettere. De samme overleverede de Holstenske Commissarier et forsvars skrift, *darin sie ihre unschuld wiesen und warum sie die David-Joristische lehre zu verschweren nicht schuldig sind; hvilket Johannes Moldenitius, Provst udi det Eiderstædiske igiendrev med et skrift kaldet: *Kurtzer und summarischer Inhalt der Lehre des Ertzketzers David Joris aus seinen eigenen Schrifften zusammen gezogen. item hans Svoger Fridericus Jessenius udi et vitløfftigere verk trykt til Kiel 1670 kaldet: *Aufgedeckte Larwe Davidis Georgii.
Qvækere Med de Qvækere, som finge frihed at boe udi den Stad Hamborg, havde ogsaa vore Theologi at bestille; mod dem sat sig først Petrus Gartzius udi hans *Puritanschen Glaubens- und Regiments-Spiegel. For det andet Johannes Mullerus udi hans kaldte *Qväcker-Greuel oder kurtze Verfassung und Wiederlegung der abscheulichen Irrthümer der Qväcker.
Disse skrifter besvarede Wilhelm Cato og Wilhelm Ames tvende bekiendte Qvækernes forfægtere, men de bleve igiendrevne først af en ubekiendt autor, hvis skrift er bekiendt under den titul: Skrifter mod dem *Qvæcker-Qvackeley. (2) af den Kiøbenhavnske bekiendte Theologo Johanne Lassenio *in der historischen und schrifftmäßigen Endeckung der Qväckerischen Secte, und kurtzer, jedoch deutlicher Widerlegung aller ihrer Irrthümer. (3) Af Johan Berckendal, en reformeret Knivsmed udi Altona, hvilken udi det aar 1660 skrev imod dennem tvende efterfølgende tractater: (1) *Der Qväcker Geist entdecket durch wahrhaftige Exempel so aus Sam. Clerckens Predigern zu London englischen Buche sind gezogen. (2) *Neu-Jahrs Gedichte wider die Qväcker. (3) *Anhang des Neu-Jahrs-Gedichtes. Ikke at tale om adskillige andre skrifter pro og contra, som ere komne for lyset.
|130Labadister. Ao. 1672. kom kom] kom] Kom A1 A2 B; Kom SS kom] Kom A1 A2 B; Kom SS den bekiendte Johannes de Labadie med sine tilhængere til den Stad Altona, hvor han opholdt sig over 6 aar, han døde sammesteds Ao. 16741674]1674] A1 A2 B; 1679 SS 1674] A1 A2 B; 1679 SS ; og bliver af adskillige beskyldt for mange grove feyl og laster, men af andre igien ikke alleene undskyldet, men endogsaa berømmet formedelst hans exemplariske liv og levnet. Anna Maria Schurman. Blant andre af hans tilhængere var den viitbekiendte lærde Nederlandske Jomfrue Anna Maria Schurman, som døde 1678; De bleve gemeenligen kaldet Labadister, og findes der adskillige bøger skrevne om deres lærdom og historie; iblant andre er besynderlig at mærke *Veritas sui Vindex, seu solennis declaratio fidei Johannis de Labadie, Petri Yvon & Petri du Lignon Pastorum, & suo & integræ Ecclesiæ, cui ministrant, nomine jam ante edita, nunc verò aucta, & ab objectionibus D. Hundii, D. Andreæ Pauli & VI Scotorum Concionatorum vindicata.
Foruden ovenbemelte Secter, hvormed den Danske Kirke udi samme Provincier siden reformationen er bleven foruroliget, er der ogsaa bleven funden adskillige Fanatici, hvilke, omendskiønt de ingen Sect have efterlat sig, have de dog skaffet vore Geistlige sammesteds nok at bestille. Melchior Hofman Den største iblant dem, var den bekiendte Melchior Hofman, der var ligesom en Patriarch for de Vederdøbere udi Holsten og Synder Jylland og en Patron for alle urimelige Phantaster. Samme Hofman blev af en Feldbereder i en hast Theologus, og lærdte offentlig udi Lifland og andre steder uden at være lovligen kalden til lære-embedet, hvilket han ikke selv nægter udi sit skrift mod Ambstorf, hvor han kalder sig selv *Einen armen Layen-Peltzer oder Körtzner, og taler til de Geistlige med saadane ord: *Wenn ich ein geschmierter wäre und lateinisch könte, und nicht ein Körtzner oder Peltzer, so würde ich wohl vor euch Larwen-geistern Friede haben.
Ao. 1527 kom han fra Magdeborg til Holsten, og blev af Kong Friderik den Første kalden til at være Sogne-Præst udi Kiel, hvilket kald han forestoed hart ad udi 2 aar, hvorudover han stoelede paa KongensKongens]Kongens] Kongeus A1 Kongens] Kongeus A1 protection, og kaldte sig udi sit skrift mod AmbstorfAmbstorf]Ambstorf] Ambstorf. A1 A2 B; Ambstorf SS Ambstorf] Ambstorf. A1 A2 B; Ambstorf SS |131*Königl. Würden gesetzten Prediger zu Kiel. Da de Geistlige udi Saxen, som kiendte ham, finge tidende om saadan hans promotion, erindrede de strax vor Geistlighed om hans vildfarelse. Lutheri vidnisbyrd om ham. Lutherus selv udi en Epistel til Wilhelm Pravest, Pastor udi Kiel, gav tilkiende sin meening om ham med disse ord: Jeg beder, at I tager eder alle vare for Melchior den skinder, og udvirker hos Øvrigheden, at ham ikke bliver tilladt at prædike, omendskiønt han fremviiser Kongens Brev, han skiltes meget vred fra os, da vi ikke vilde approbere hans drømme. Han er ikke beqvem til lære-embedet, ej heller er han kalden dertil, dette maa I sige til alle udi mit navn, at de maa have afskye for ham og nøde ham til at tie. Han bemøjede sig meest med, at forklare de vanskeligste stykker af Johannis Aabenbaring og sielden rørdte om de ting udi Theologien, som vare meest fornødne. Hans underlige meening om den yderste dag, som skulde komme udi det aar 1534, blev igiendreven af Nicolao Ambstorf udi et skrift med den titul: *Daß Melchior Hoffmann ein falscher Prophet, und seine Lehre vom Jüngsten Tage unrecht und wider GOTT ist. Derimod lod Hofman komme for lyset en meget bitter Apologie eller forsvars-skrift trykt til Kiel med saadan titul: *Daß Nicol. Ambsdorf ein lügenhaffter falscher Nasen-Geist sey, offentlig bewiesen. Tvistigheder imellem ham og geistligheden til Kiel. Derudi udøser han mange skieldsord mod samme Ambsdorf, og titulerer ham allevegne *einen Lügengeist, Nasengeist, elenden Larwengeist, unverschämten Filtz, Geck, Ehrendieb, Esel, und Gottes verächterischen Lästerer. Marqvardo Schuldorpio, Pastor til Slesvig, som havde igiendrevet hans meening om den hellige Nadvere, besvarede Hofman iligemaade med tvende skrifter. (1) *Inhalt und bekäntniß vom Sacrament und Testament des Leibes und Blutes JEsu Christi. (2) *Beweiß daß Marqvard Schuldorp in seinem Inhalt vom Sacrament und Testament Christi ketzerisch und verführisch geschrieben; Og afmalede ham ilde udi samme skrifter, besynderlig fordi han havde |132taget sin Søsters Dotter til ægte. Begge disse skrifter besvarede Schuldorpiusus udi sin *Epistola ad fideles Civitatis Kiloniensis, hvorudi han bemøjede sig at forsvare saadant ægteskab og undsaae sig ikke at allegere Abrahams exempel, som havde Sara til Hustrue.
Samtale til Flensb. for Hofmans skyld. Den forargelse, som saadane stridigheder foraarsagede, stræbede Høylovlig ihukommelse Kong Friderik den Første at forekomme, og til den ende udi det aar 1529 stævnede Hofman og nogle hans modstandere til en samtale til Flensborg, som skulde holdes den første Søndag efter Paaske udi et Franciscaner kloster, udi samme samtale lod sig som Director indfinde Christianus III. Kongens ældste Søn, samt adskillige fornemme Assessorer, nemlig Ditlev Reventlou, Johan Rantzov og den bekiendte Theologus Bugenhagius. Hofmans Forfægtere vare Johan von Kampen og Jacob Hegge fra Dantzig, hvilke begge udi denne Samtale bleve omvendte og forlode deres vildfarelser. Hofmans fornemste modstander var Hermannus Tastius, Pastor til Husum, som fast allene førdte talen. Den bekiendte *Carolstadius begav sig efter Hofmans begiering til Holsten, at han ved sin myndighed kunde indjage de Geistlige nogen frygt, og befordre hans sager, men han turde ikke komme til Flensborg. Udi bemelte samtale blev intet handlet uden om tvistigheder angaaende den Hellige Nadvere, thi Hofman vovede sig ikke at skride til andreandre]andre] A2 B, ander A1 andre] A2 B, ander A1 Artikle; Han forviises landet. Efter at samtalen var endt ved en kraftig oration, som Bugenhagius holdt imod Hofmans lærdom, blev bemelte Hofman beordret at pakke sig ud af landet, og begav sig til Strasburg. Der lod han samme aar udgaae et skrift kaldet *Gründlicher Bericht der Disputation im Lande Holstein; Hvorudi han berømmer sig af at have bundet munden paa Bugenhagio, og beskylder Notarios udi samme samtale ikke at have antegnet redeligen, hvad som var bleven forhandlet.
Hvad sig anbelangersig anbelanger]sig anbelanger] siganbelanger A1 sig anbelanger] siganbelanger A1 den tumult, som Hoffman efter sin bortreyse fra Holsten foraarsagede saavel til Strasborg, som Emden; Item om hans halve aars fængsel, som han maatte udstaae udi den første by, efter at han havde holdt en of|133fentlig Disputatz med Theologis sammesteds, item den foragt han siden kom udi: dette altsammen vil jeg forbigaae, saasom det henhører ikke til den Danske kirke-historie; Hans character. Hvordan denne mands character ellers var, kand besynderlig sees af tvende hans egne tilhængeres upartiske vidnisbyrd: Det første er Ubonis Philippi og lyder saaledes: *Diese Melchior was ein seer hitsigh en yverigh mann, schreef seer heftig tegen Luther en Zwinglium van den doop ende andern articulen. Ende heeft den gantschen Apocalypsin uytgeleyt, in den welken een yder wonder hooren mach, wat seltsame ende wonderlicke dingen darin gevonden worden, nochtans weet ik van allen geene, di soo veel lastert ende verdoemt heeft in ziin schriiven, als deße Melchior. Det andet vidnisbyrd er af en Autor uden navn, hvilken, udi sin beretning om de Anabaptisters tvistigheder, dømmer om Hofmans bøger saaledes: *Ik hebbe se ten deele gelesen, en wel veel hooge sacken, maer weynigh ter godtsaligheydt, darinne bevonden.
Niclas Knudsen. Omtrent 100. aar efter Hofman opvaktes i det aar 1622. nyt oprør til Flensborg af en ved navn Niclas Knudsen en Husommer af gebuhrt, og tillige med ham en ved navn Hartvig Lohman. Disse tvende lærdte adskillige vildfarelser om indvortes aabenbaringer, lovens opfyldelse, om Chiliasmo og andet, fordømte iligemaade al rettergang, rente, lovlig krig og eed. Da de bleve erindrede om saadane vildfarelser udi offentlige prædikener af Pastor Habacuc Mejer, og udi eenrom af provsten Friderico Damio, men ikke vilde lade sig sige, eller frastaa deres falske lærdom, Colloqvium til Flensborg for hans skyld. blev der anrettet en Disputatz eller samtale med dem af bemelte Damio paa slottet udi Kay Ahlefelds, Guverneurs samt borgemesterens og geistlighedens nærværelse. Udinærværelse. Udi]nærværelse. Udi] B, nærværelse, Udi A1, nærværelse, udi A2; nærværelse, Udi SS nærværelse. Udi] B, nærværelse, Udi A1, nærværelse, udi A2; nærværelse, Udi SS den samtale blev besynderlig disputeret om Christi manddoms paatagelse. Hvorpaa de begge forlode byen, Lohman levde to aar derefter til Svabsted og Knudsen kom udi det aar 1624. til Husum efter at han tilforn havde opholdt sig paa nogle andre steder. Opvækker nye Uroligheder til Husum. Udi Husum blev han offentlig anklaget af de Geistlige sammesteds, besynderlig Peder Dancwerth, mod hvilken han overgav |134borgemesteren sammesteds en Apologie eller forsvars skrift, og blev saaledes ved samme leylighed indviklet udi en process med de Geistlige for den verdslige ret; Førend den blev bragt til ende, blev han af Hertug Friderik forviist Slesvig og Holsten tilligemed sin Collega Lohman udi samme aar 1624. den 27. Septembris. De lode publicere adskillige forsvars-skrifter derpaa, saasom: *Bericht, warumb H. Lohman, Nic. Knudsen und andere mehr von den priestern zu Husum, Flenßburg und anderswo ausgeketzert, verlästert und verdammet werden. anno 1624. in 4to. 2. *Nic. Knudsen vermahnungs schreiben an alle wahre Christen zu erkennen, ob die priester zu Husum, Flenßburg und Sleßwig christ- und priesterlich mit ihm gehandelt, auch sonst rechtmäßig mit ihm sey procedirt worden. Sampt adskillige andre, som opregnes udi Mollers Isagoge; Hans fornemste modstandere var Friderik Dame, Provst udi Flenßborg, hvorom tilforn er talt, hvilken lod publicere udi det aar 1625. om den forbemelte samtale et skrift med saadan titul: *Abgedrungene Relation des Colloqvii und was sonst mit denen von Flenßburg entwichenen Enthusiasten Nic. Knutsen und Hartw. Lohman gehandelt, samt Refutation ihrer schwärmerey auf gutachten des Ministerii zu Flenßburg gestellet.
Og endelig udi Hamborg. Fra det Førstendom Slesvig begav Knutsen sig til Hamborg, og der nærede sig med at practicere udi medicinen. Der kunde han ey heller være udi rolighed, thi da der kom for lyset et skrift under den titul: *Ausführlicher bericht von der neuen propheten Religion, lehr und glauben; Og han fornam sig udi samme skrift, at være regnet blant Fanaticos, og hans lærdom allevegne at være examineret, lod han en bog udgaa derimod med denne titel: *Abgedrungene, kurtze doch gründliche und mit H. schrift, Lutheri, Pomerani, Brentii und anderer Lutherischen Theologen schriften mehr wolbewerthe verantwortungmehr wolbewerthe verantwortung]mehr wolbewerthe verantwortung] verantwortung A1 A2, Verantwortung B; verantwortung SS Rettet etter kildenmehr wolbewerthe verantwortung] verantwortung A1 A2, Verantwortung B; verantwortung SS Rettet etter kilden auf desdes]des] das A1 A2 B; das SS Rettet etter kildendes] das A1 A2 B; das SS Rettet etter kilden predigamts zu Lübek, Hamburg und Lüneburg buch von den neuen propheten. Hvorpaa Knutsen efter Ministerii tilskyndel|135se, mod hvilket saadant var skrevet, blev befaled af øvrigheden udi Hamborg at pakke sig af staden.
Anna Ovena Høier. Af oftbemelte Knutsen blev forførdt den bekiendte Poëtinde Anna Ovena Høyer, den samme var fød udi det Eiderstædiske anno 1584. af fornemme forældre, og blev udi det aar 1599. gift med Herman Højer Præses udi samme Province, med hvilken hun avlede børn af begge slags kiøn; Efter hendes hosbondes død, som skeede anno 1622. søgte hun at fordrive den sorg, saadan skilsmisse havde foraarsaget, ved at læse flittig og at skrive vers paa sit moders sprog. Udi det aar 1623. kaldede hun Knutsen til sig, for at raadføre sig med ham udi lærde sager, og, saasom hun var meget begierlig efter at viide nye meeninger udi Religionen, Hendes vildfarelser. var det ham en lett sag, at bringe hende som en skrøbelig qvinde til mange underlige og daarlige meeninger, saa at hun omsider forlod den Evangeliske meenighed, slog sig til de Anabaptister eller Wederdøbere, og udi hemmelige forsamlinger søgte at forplante den lærdom hende var indprentet af Knutsen, hvilken hun holdt for en Prophet, og forsvarede hannem mod hans modstandere udi Flensborg, udi et synderligt skrift paa vers med saadan titel: *Schreiben von J. O. T. A. an die herren titulträger von hohen schulen M. F. J. und M. F. D. P. auf das Büchlein wieder Nic. Knutsen. Satyriske skrifter. Hun sparede ey heller den heele Geistlighed, og søgte besynderlig at prostituere de Danske præster udi et satyrisk skrift kaldet: *De Dänische Dörppape in korten tüge up düdsch uthstafferet von J. O. T. A; Hvormeget hun agtede den bekiendte svermer David Georg, lod hun see udi slutningen af samme skrift med disse vers:
*Dit heft juw gesecht
De truw GOttes Knecht,
Den gy verdömmen:
Siin liif ist verbrandt,
Siin Seel in GOttes handt,
Ik darf em nicht nömen.
Formedelst disse aarsager, da hun fornam, at hun maatte høre ilde udi sit fæderneland, og saae sig at være forhadt af de Geist|136lige, begav hun sig til Sverrig. Der levede hun indtil det aar 1648. og imidlertid faldt til visse Pythagoriske meeninger, og vilde ikke omkomme noget umælende dyr, hvor ringe det end var,var,]var,] var. A1 A2, var. B; var, SS var,] var. A1 A2, var. B; var, SS til hvilken ende hun opføde adskillige hunde, paa hvilke hun kastede luus og lopper, at de ikke skulde dræbes og omkommes; Hun døde paa et eenligt sted, hvorhen hun nylig tilforn havde begivet sig, paa det ingen skulde forurolige hende i hendes døds time. Hendes skrifter saa vel geistlige som moralske, og lystige ere siden sammensankede og trykte tilsammen udi Amsterdam 1650.
Christian Hoburg. Med ovenbemelte Knudsen, overeensstemmede en ved navn Christian Hoburg som fra det aar 1674. var ligesom hoved for de Wederdøbere udi Altona, hvor han døde 1675. Den samme siger Mollerus havde ved sin frihed og aabenhiertighed udi at straffe laster og synder kundet fortiene at berømmes af alle trohiertige Guds-børn, dersom han havde holdet sig inden samme grendser, Hans lærdom. og ikke begyndt at udstrøe adskillige grove og fanatiske vildfarelser om indvortes aabenbaringer, om Christi himmelske legeme, om hans væsentlige foreening med de troende, om lovens opfyldelse, om den oprindelige synd, som ikke differerede fra menneskets egen substantz, og havde talet saa haardt imod øvrighed, retmessige krige, rettergang, skoler og boglige konster. Hans liv og levnet tilligemed hans skrifters historie er forfatted af hans søn Philippo Bogtrykker udi Altona. Om denne mand have de lærde ellers adskillige meeninger. De fleeste Theologi afmale ham som et slemt skadeligt menneske; Politici derimod fælde mildere dom over ham, og taler iblant andre en ved navn Johannes Decherus saaledes om ham: Han var meget grundig udi Theologien, af en oprigtig og sincer gudfrygtighed, førdte et ordentligt, men ulyksaligt levnet &c. Udi Holsten og besynderlig Hamborg, opvakte fornemmelig tumult og allarm en bog, som han lod udstrøe udi Baron von Kniphausens huus, hvis børn han informerede, hvilken bog, som var trykt under et falskt navn af Elia Prætorio, Senatet udi Hamborg lod forbyde at sælges. Den førdte saadan titel: *Spiegel der mißbräuche beym predig-ambt im heutigen Christenthum, und wie selbige zu reformiren, mit freundlichen glimpflichen worten aufge|137setzt. Hvad hans andre skrifter er angaaende, saavelsom hans modstandere, derom taler vitløfteligen ovenbemelte berømmelige Moller.
Antoinette de Bourignon. Endelig lod sig udi disse Førstendomme indfinde den for sin meget daarlige og uriimelige lærdom bekiendte jomfrue Antoinette de Bourignon. Denne faldt fra den Catholske Religion, hvorudi hun havde været opdragen; Men vilde ikke slaae sig til noget andet parti, saasom hun holdt fore, at alle andre Secter vare iligemaade med falsk lærdom besmittede, og derfor ophittede nye Religions artikle, og formeerede sig en synderlig samqvem af adskillige folk, som hun ved sin lærdom havde forblindet, hvilke ansaa hende ikke som deres Hovet eller anfører, men ærede og dyrkede hende fast som en Gudinde; Den roes og berømmelse, som hende tillæggestillægges]tillægges] A2, tillæges A1 B; tillæges SS tillægges] A2, tillæges A1 B; tillæges SS af Christiano Cordtio og andre hendes tilhængere er saa stor, at den ophøjer hende over alle mennesker; Thi nu bliver hun kaldet de troendes moder, nu himmelens Dronning, nu den catholske verdens lys, nu en qvinde uden synd, helligere end Jomfru Maria selv, begavet med højere kundskab udi guddommelige og hemmelige sager end Propheterne og Apostlerne, Christi Brud beklæd med solens straaler, omtalt udi Salomons Høysang og andre skriftens bøger; Ikke at tale om andre æres titler som hende blive tillagde. Hendes underlige meeninger udi Theologien. Hun selv havde en stoor ambition og tanke om sig selv, berømmende sig af sine guddommelige aabenbaringer, foregivende, sig at have en prophetisk aand, og hendes skrifter at være af den Hellig Aand dicterede, hvorfor hun vilde, at man skulde agte dem højere end den Hellige Skrift selv. Hvad sig anbelanger hendes andre underlige meeninger udi religionen, da forkastede hun den Christne troes fundamenter, foragtede det udvortes GUds Ord, nægtede Sacramenternes fornødenhed; holdende for at Christus saavelsom Adam var baade Mand og Qvinde, og tilskriver ham et dobbelt legeme, taget af Adam og Maria tillige, betager Christi lidelse sin fortieneste og andet deslige; Dog siger oftbemelteoftbemelte]oftbemelte] A2, oft belte A1, oftbemeldte B oftbemelte] A2, oft belte A1, oftbemeldte B Mollerus, hvoraf disse faa blade ere tagne, at det ikke er troligt, at hun førdte nogen lærdom, som var imod den Hellige Treefoldighed og Christi Guddom, hvorfor hun beskyldes af nogle, eftersomeftersom]eftersom] A2 B, Eftersom A1; Eftersom SS eftersom] A2 B, Eftersom A1; Eftersom SS hun udi sin troes bekiendelse skreven til Slesvig 1675 foregiverforegiver]foregiver] foregiveg A1 foregiver] foregiveg A1 |138sig at have afsky for saadan lærdom, og at troe alle Artikle af det Apostoliske Symbolo. Hendes skiæbne her udi landet. Hun reyste fra Flandern Ao. 1668 og kom ind her i landet for at nyde en arve-deel udi Nordstrand, som hende var efterlat af Christiano Cordtio, og haabede, at stabilere sig med sine tilhængere paa same øe. Men, saasom ved samme arvedeel var adskillig gield, og hun saae sig derved at blive indviklet udi adskillige processer, blev denne forhaabning til intet, dog blev hende tilladt af Førsten af Holsten at boe fiire aar udi Husum og Slesvig for at forfølge sin ret. Men, saasom hun begyndte at prædike sin falske lærdom for indbyggerne sammesteds, og at lade hemmeligen trykke bøger til Husum, som hun udstrøde iblant folk, opvakte hun saavel Førsten som den heele Geistlighed imod sig, hvorudover hendes heele bogtrykkerie blev udi det aar 1674 af Fiscalen hende frataget, og maatte hun selv udi samme aar begive sig til Flensborg, hvor hun opholdt sig nogle uger, men, at hun ikke forblev der længere, var aarsagen, at Øvrigheden udi tide blev erkyndiget om hendes vildfarelse, hvorudover hun frygtede for en inqvisition, og holdt det raadeligst at reyse derfra. Udi hendes herberg blev funden en stor mængde bøger, som efter Kongelig befalning paa torvet bleve brændte tillige med nogle haarde skrifter til Øvrigheden, hvilke hun ved Conradum Hasium sin tilhænger havde ladet overgive til den øverste Borgemester Laurents Faust. Fra det Slesvigske begav hun sig til Hamborg og siden til Ost-Friesland, og endelig, som hun ey heller kunde blive der, til Vest Friesland, og døde 1680 til Franeqver. Hun haver selv beskrevet hendes levnets historie udi tvende bøger, hvoraf den ene befatter hendes indvortes, den anden hendes udvortes levnet. Skrifter mod hende, saavel som hendes apologiesom hendes apologie]som hendes apologie] A2 B, om henes a poogie A1 som hendes apologie] A2 B, om henes a poogie A1 . Hendes lærdom drev adskillige lærde mænd saavel uden som inden lands at skrive mod hende, og forsømte hun sig ikke, saavelsom hendes tilhængere, at besvare dem. Her i landet skrev imod hende først den foromtalte Knivsmed til Altona Johan Berckendal: *Wahre Abbildung Antoinette Bour.Bour.]Bour.] Bour A1 A2 B; Bour SS Bour.] Bour A1 A2 B; Bour SS : aus ihren eigenen schrifften. item *Nochmahlige abbildung derselben aus J. Conr. Hasen Extract ihrer Schmach-schrifft. Begge disse skrifter besvarede hun Ao. 1673. til Husum med et skrift kaldet: *Gezeugniß der Wahrheit, gegeben durch eine grosse anzahl glaubwürdiger leute in 24 |139briefen und 60 Testimonien über das leben, sitten, tugenden und schrifften J. Ant. Bour.Bour.]Bour.] Bour A1 A2 B; Bour SS Bour.] Bour A1 A2 B; Bour SS , von dero kindheit an biß auf jetzige zeit, zur vernichtung der lügen J. Berckendals Siechentrösters zu Altona, ausgegeben. Hvorimod bemelte Berckendal skrev: *Die dritte abbildung Ant. Bour.Bour.]Bour.] Bour A1 A2 B; Bour SS Bour.] Bour A1 A2 B; Bour SS aus ihrem gezeugniß der wahrheit, daraus zu sehen, daß sie je länger, je ärger werde. Petrus Ivon, som var hoved for de saa kaldte Labadister udi Altona skrev iligemaade tvende bøger imod hende. 1. *Kurtzer Begriff der gottlosen und irrigen reden und sätze in Ant. Bourignon lichte der welt und grabe der falschen Theologie. 2. *Führnemste Irrthümer Ant. Bourignons samt der wahren lehre von der Prædestination, und eigentliche erklärung des IX Cap. der Epistel an die Römer. Ikke at tale om adskillige andre skrifter, som opregnes hos oftbemelteoftbemelte]oftbemelte] A2, oftbelte. A1, oftbemeldte B; oftbe[me]lte SS oftbemelte] A2, oftbelte. A1, oftbemeldte B; oftbe[me]lte SS Moller.
De fornemste af hendes tilhængere udi Førstendommene var 1.1.]1.] A2, 1 A1 B; 1 SS 1.] A2, 1 A1 B; 1 SS Christian Barthol. de Cordt, hvilken døde paa den Øe Nordstrand 1670, og giorde Antoinette de Bourignon til arving over alt sit gods, som han besad paa samme Øe. 2. Joh. Conr. Hasius, som havde forladt den reformerte Kirke Udi Altona.
Matthias Knudsen. Paa samme tid, som denne qvinde saaledes foruroligede kirken udi Førstendømmene, understod sig en ved navn Matthias Knudsen, en Eyderstæder af gebuhrt, at udstrøe nogle GUds bespottelige og Atheistiske skrifter til Jena og Altorph 1673 og 1674, hvorudi han foregav sig intet andet at troe, end hvad fornuften og samvittigheden tilsagde ham; Titlerne paa bemelte ublue og ugudelige skrifter vare disse: (1) *Epistola Amici ad Amicum latina, Romæ VI. Kal. Martii scripta. (2) *Gespräch zwischen einem lateinischen Gastgeber und drey ungleicher Religions-Gäste zu Altona gehalten. (3) *Gespräch zwischen einem Feldprediger D. Henric Brummern und einen lateinischen Munsterschreiber Ao. 1673 gehalten. Hans ugudelige lærdom. Derudi udøser han sin galde imod nogle af de Geistlige, som Hudemannum,Hudemannum,]Hudemannum,] B, Hudemannum A1 A2 Hudemannum,] B, Hudemannum A1 A2 Brummerum sampt Iessenium, og fremsætter Atheisternes lær|140dom og meening med saadan ugudelig dristighed, som fast aldrig nogen tilforn har understaaet sig at giøre. Thi han nægter udtrykkeligen, at der er en GUD eller diævel til, forkaster de dødes opstandelse og et liv efter dette liv, iligemaade den Hellige Skrifts authoritet og myndighed, foregivende, at alt hvad som indeholdes derudi er puur digt og fabel; bifalder Peyreri meening om Præadamitis, giør ingen forskiæl imellem ægteskab og hoer, sætter sig mod saa vel geistlig som verdslig ret og foragter alle ordner og stænder undtagen den Scholastiske, som han alleene recommenderer. Hans dristighed og uforskammenhed var saa stor, at han undsaa sig ikke allevegne at udstrøe, at utallige Mennesker over heele Europa og over 700 borgere og studentere udi den Stad Jena alleene vare udi samme meening som han. Paa det derfore, at saadant rygte ikke skulde give aarsag til suspicion til samme Academie, skrev Iohannes Musæus imod bemelte Knudsen et besynderligt skrift udi det aar 1674 kaldet:
*Ableinung der abscheulichen verleumbdung, als wenn in der Universitæt Jena eine neue Secte der gewissener wäre entstanden &c.
Udi DannemarkDannemark]Dannemark] dannemark A1 Dannemark] dannemark A1 og Norge haver religionen fast intet været foruroliget. Disse ere de fornemste anfægtninger den Danske kirke haver havt udi Synder Jylland og Holsten. Udi Dannemark selv derimod har der siden Reformationen fast ingen urolighed eller tvistighed været, saa man derudi kand gratulere dette Rige frem for alle andre reformerte Riger. Den fornemste aarsag dertil kand tilskrives endeel de Høylovlige Danske Kongers nidkierhed og aarvaagenhed udi at handhæve den Augsborgske bekiendelse, endeel indbyggernes eget gode naturel, saasom de ingen tilbøjelighed have til tvist og urolighed. For denne dyd berømmer blant andre dem den bekiendte Ioh. Meursius frem for Tydske og Hollændere sine egne landsmænd, udi sin skrivelse til Ioh. Gerh. Vossium. Item Dan. Pfeiffius udi Fortalen til hans *Dissertation de Unione Christi & Fidelium Mystica. Ja den Engelske skribent, der har afmalet disse nordiske Riger med saadan sort farve, maa bekiende, at der udi Dannemark findes ingen phantaster og daarlige mennesker, der falde til saa mange uriimelige meeninger udi religionen og for|141plante den med saadan haardnakkenhed, som udi Engeland og andre steder.
Hvad sig anbelanger de faa tvistigheder og uroligheder, der siden Reformationen have været udi disse Riger, da ere de saa lidet vigtige, at de fast ikke fortiene at antegnes. Udi Christiani III. tid begyndte vel tvende Præster udi Fyen Christoffer Mikelsen og Laurids Helgesen, at lære om daabens fornyelse, menmen]men] A2 B, Men A1; Men SS men] A2 B, Men A1; Men SS de bleve strax efter Biskop Sadelins angivelse derover skarpt af Universitetet og adskillige Geistlige reprimenderede, og endelig, da de ikke vilde afstaa deres irrige meninger, deres livs tid arresterede. Og, da nogle af de Calvinister, som udi Dronning Mariæ tid flygtede fra England, blant hvilke Uttenhoff og Johannes à Lasko vare de fornemste, begyndte at ville forsvare deres lærdom her udi Riget, gav Kongen dem skib og reise-penge at begive sig andensteds hen. Saaledes taler derom Stephanius Hist. Dan.Dan.]Dan.] A2 B, Dan, A1 Dan.] A2 B, Dan, A1 lib. 2. pag. 84. Da Kongen fornam, at blant de flygtige Engelske, som udi hobetal vare komne til Dannemark, en stor deel vare indtagne af Calvini lærdom om nadveren, lod han en forordning udgaa, at ingen under livs straf og gods forliis maatte bierge eller huuse dem her udi Riget; Hvoraf kand sees denne gudfrygtige Konges nidkierhed at hanthæve den Augsborgske bekiendelse. Over denne forordning have endeel besværget sig, besynderlig Joh. Lætus Comp. hist. Univ. og afmalet den liige saa haard, som den kunde have været udgiven af Paven selv, men blev besvaret af D. Masio udi hans Dania Orthodoxa; Thi et er at forfølge dem, som er af en anden Religion, et andet er at forbyde dem sine lande for at hanthæve fred og rolighed udi kirken.
Udi Christiani IV. tid indfandt sig udi det aar 1606. en Normand ved navn Lars Nielsen, som var bleven Jesuit uden lands, og understod sig at offerere hans Majst. en bog, som han havde publicered til Cracow paa latin og Dansk kaldet *Via Domini, og derhos begierede frihed, at han maatte efter de regler, som vare satte udi samme bog, omvende de Danske til den Papistiske Religion igien; Men Kongen lod ham ved Joh. Carisium tilkiendegive, at man havde langt bedre himmel-vey udi Dannemark, befoel ham derhos at levere alle sine exemplaria fra sig og pakke sig af Riget.
|142Hvilke tvistigheder der have været af vigtighed De meeste tvistigheder, som syntes at være af nogen vigtighed, vare med de store mænd: Doctor Niels Hemming, Holger Rosenkrantz og Joh. Paul Resen.
D. Niels Hemming. Niels Hemming en Lollænder af gebuhrt, havde udi sin ungdom studeret udi 5. aar til Wittemberg, hvorfra han igien begav sig til fædernelandet, og bragte recommendations brev med sig fra hans læremester Philippus Melanchton. Udi Kiøbenhavn blev han først *Professor Lingvæ Græcæ, siden *Professor Theologiæ og endeligen Doctor. Det store pund og lærdom han var begaven med, bragte ham udi saadan anseelse, at han af fremmede saavelsom landsmænd blev løfted op til skyerne, og holden for den lærdeste og fornuftigste Theologus, der havde været udi Norden. Bliver beskyldt. Men, saasom han havde været Melanchtonis discipel, blev han mistænkt for udi sit fæderneland, at have samme meening, som han om nadveren og om Christi menneskelige Natur. Ja der gik saa stort rygte derom, at Churførst August af Saxen beskyldte ham offentlig hos Kong Friderik II. at have saadane meeninger. Over dette blev han actioneret udi Dannemark, og endelig maatte giøre den bekiendte skriftlige Revocation, som findes udi Kong Frederiks 2. krønike.
Men som Hemming blev beskyldet, at lære ikke desmindre ligesom tilforn, fik han af Kongen sin afskeed fra Academiet, og maatte begive sig til Roskild, hvor ham blev til underholding udi sin høye alder tillagt et Cannonicat. Der levede han siden meget stille udi 20. aar, og endelig, efter at han nogle aar havde været blind, døde 1600. udi sit 89. aar og blev begraven udi Roskilde Domkirke. Lærde folkes dom derover. Hvad sig anbelanger hans revocation, da dømmer Schlusselburg, som har oversatt den paa Tydsk, saaledes derom, at den var meget satt paa skruer, og saa eqvivoqve, at de Calvinister, saavelsom desaavelsom de]saavelsom de] A1, saavelsom A2 saavelsom de] A1, saavelsom A2 Lutheraner, kunde trække den til deres meening. Adskillige holde for, at han indprædiked Kong Frederik slette tanker om den saa kaldte *Formula Concordiæ, hvorom viidere paa et andet sted.
Holger Rosenkrantz. Holger Rosenkranttz Herre til Rosenholm og Scaby, som *Moller Hypomn. ad Barth. kalder en ziirath for den Danske Adel. Denne store mand, efter at han havde forrettet vigtige tienester og legationer, toog han omsider afskeed fra alle forrettninger, paa det han kunde opoffre resten af sin tid paa Guds frygt og studeringer. |143Han havde en besynderlig afsky for Theologia Scholastica, mundhuggen og ordkriige, drev alleene paa praxin, og holdt for, Hans lærdom om gode gierninger. at den sande Christendom bestood udi gode gierningers øvelse. Derfor skattede han Arnds Sande Christendom høyere, end alle andre Theologiske bøger, og vidnede, at han var bleven befriet fra en aandelig bedrøvelse alleene af det han havde læst bemelte Johan Arnd, da intet andet, hverken bøger eller samtaler kunde trøste ham. Den stedsvarende lærdom, han førdte om praxi og gode gierningers øvelse, foraarsagede, at denne store og ypperlige mand fik adskillige modstandere, besynderlig St. Klotz Kongelige Superintendent udi det Slesvig-Holstenske, hvilken, saavelsom Theologi paa Academiet udi Kiøbenhavn censurerede hans skrift *de Justitia & Justificatione bonorum operum Justificationem fidei in renatis subseqvente. Hans Apologie. Men Rosenkrantz forsvarede det samme med stor frihed 1638. og tog leylighed af saadan tvistighed at skrive den saa kaldte troens bekiendelse mod nogle Kiøbenhavnske Theologorum deres beskyldninger. Hvor høit denne mand ellers formedelst sin overmaade lærdom, gudsfrygt og skikkelighed har været anseet, kand sees af adskillige saavel fremmede som indlændiske skribenteres vidnesbyrd.
Johan Paul Resen. Den tredie store mand, som blev indviklet udi Religions tvistigheder, var Johan Paul Resen Biscop udi Siellands stikt, om hvis store lærdom, der findes saa mange prægtige vidnesbyrd; Bliver beskyldt for NestorianismusNestorianismus]Nestorianismus] A2, Nestonanismus A1 B Nestorianismus] A2, Nestonanismus A1 B . Denne ypperlige mand blev beskyldt af M. Olao Coccio sogne-præst til Nicolai kirke udi Kiøbenhavn, at være noget inclinered til Nestorii lærdom om Christi person. Men han forsvarede sig vel mod samme modstander saavel paa Rigsdagen til Colding 1614. at han af Kongen, Rigets Raad og samtlige Biscopper blev frikiendt, og Coccius dømt til landflygtighed: De andre Resenii anklagere vare Conrad Aslacus og Steen Brahe.
Foruden disse tree mænd ere fundne adskillige enten Professores eller studenter; hvilke ere blevne beskyldte for falsk lærdom, men dog ingen Secter have formeret. Af Professorerne ere Georgius Dibvadius Theologus, hvilken blev satt fra sin bestilling 1578. formedelst nogle Disputatzer, besynderlig en om Sabbatens helligholdel|144se. Men man finder den største aarsag til hans fald var, at han derudi havde talet haart mod Adelen; Thi det som han blev actioneret for udi religionen, var ikke alleene af ingen vigtighed, men endog latterligt, nemlig at han havde roeset nogle Engelske skribentere iligemaade Calvinum, som han havde satt udi Classe med Luthero, og nogle af de gamle Fædre. Han levede siden resten af sin tid udi et lidet huus i klædeboderne.
Conradus Aslacus fra Bergen udi Norge Professor Theologiæ 1607. var holden mistænkt for at inclinere noget til den Calvinske lærdom. Men han til intet giorde den mistanke ved adskillige skrifter, og beviisede klarligen, at han ikke gik en foed breed fra den Augsburgske bekiendelse.
Af andre have været den store Anatomicus Nic. Stenonius, hvilken udenlands faldt først til et viss slags Scepticismus at tvile om alting, og siden hang til Spinozæ ugudelige lærdom, hvilken han dog igien forlod, og slog sig til den Papistiske kirke, og udi offentlige skrifter stræbede at beviise sin fæderne religions falskhed. Mange holde for at denne store mand saadant alleene giorde af interesse for at blive en stor Prælat udi Pavedommet; Men andre forsikre igien, at det kom ikkun af en eenfoldig vildfarelse.
Nic. Chronichius fordum Lector Theologiæ udi Christiania arbeydede paa 1654. at udstrøe Weigelianismum blant studenterne udi Kiøbenhavn og forførede mange af dem. Hvorudover han blev straffet nogle aar med fængsel, hvorfra han dog kom løs igien og døde udi Holland.
Iohannes Canuti Velleius, Pastor til Nicolai kirke i Kiøbenhavn, og siden Bisp udi Fyen, blev 1616. overbevised, at være henfalden til den Calvinske lærdom, og derfor paa Herre dagen til Kiøbenhavn blev dømt fra embed og kiole. Hvorpaa han begav sig til de Calvinske meenigheder i Frankerige, og døde til *Franeker 1639.
Ionas Iacobi Venusius, Professor og Pastor til H. Geistes kirke, var ogsaa mistænkt for den Calvinske lærdom, hvilken mistanke han forøgede, da han af egen myndighed udlod exorcismum af Daaben, og derfor af de 4re Regierings Raad udi Christiani 4. mindre aarighed blev suspenderet anno 1588.
|145Anno 1600. komme nogle Norske til Kiøbenhavn, og der udsprede den Papistiske lærdom, som de vare opdragne udi i Polen. Den fornemste blant dem var den saa kaldte Closter Lasse, som førdte med sig en papistisk bog trykt paa dansk udi Polen. Men saavel Kloster-Lasse som de andre maatte forlade Riget. Da Soröes Academie blev anlagt, indfandt sig ogsaa en ved navn Nicolaus van Dyk, som søgte et professorat sammesteds; Men han befandtes at være hidkommen med en Pavelig instruction at omvende de Danske, og derfor maatte omvende sig selv til det sted, hvor han var kommen fra.
En Fanatisk Student fød udi Bergen i Norge, hvis navn bliver ikke omtalt af Resenio udi hans manuscript om Kiøbenhavn kom Ao. 1680 til Kiøbenhavn, hvor han førdte et udvortes helligt levnet, og straffede haardeligen alle slags synder, saa at han blev anseet, som en Mand, der var nedsendt af Himmelen. Men siden brød det ud, at han forkastede Propheternes og Apostlernes lærdom, holdt sig selv for at være inspireret ligesaavel som de.
For resten have ingen synderlig tvistigheder været For resten har ingen synderlig Religions tvistighed været udi Dannemark; Thi, omendskiønt adskillige siden reformationen ere frafaldne, have de dog ikke søgt, at forurolige deres fæderneland ved oprørske skrifter. Den bekiendte Qvæker Meydel har vel søgt at forføre nogle af sine Landsmænd udi vore tider, og til den ende oversatt nogle af den berømte Qvækers Williams Penns skrifter paa dansk, som han har offereret en og anden, der er kommen til Engeland, men man har ikke hørt, at han dermed har kunnet forføre nogen skipper eller baadsmand, langt mindre folk af meere consideration. Det samme kand siges om den Qvæker Barklays skrifter, som ogsaa paa dansk ere oversatte.
At den Danske kirke ingen tider har viiget en finger breed fra den bekiendelse, som eengang er bleven antagen, viiser den berømmelige Danske Theologus Masius udi hans *Dania Orthodoxa fideli & pacifica; hvorudi han svarer til deres objectioner, som have bemøjet sig at tilegne Højlovlig ihukommelse Friderik II. nogen vankelmodighed udi Religionen, Qvæst. om formula Concordiæ blev brændt udi DannemarkDannemark]Dannemark] dannemark A1 Dannemark] dannemark A1 . og besynderlig examinerer den historie om formula concordiæ, om det er troligt at højstbemelte Konge skulde have kastet samme Concordiæ bog paa ilden. Alt det som sy|146nes at autorisere deres mening, der ikke tvile om samme Histories rigtighed er at den er indførdt i Arild Hvitfelds historie publicered af Resenio, item udi Selnecceri Liigprædiken, hvilke tvende vidnesbyrd synes dem at være uimodsigelige, men, naar man derimod nøje overvejer adskillige andre ting som (1) Kong Frederiks II betænksomhed og sagtmodighed udi alt sit levnet, med hvilken saadan præcipitance ingen overeensstemmelse haver; item den fortrolighed, der var imellem ham og Churførsten af Saxen; Til hvilken han skikkede Dronning Elisabeths brev, hvorudi hun havde begieret at samme formula Concordiæ ikke maatte underskrives; (2) at alle de, som anføre den Historie, komme ikke overeens udi omstændighederne; ikke at tale om Professor Witzlebii vidnesbyrd, som bevidner sig at have hørdt af den gamle Rigs-Raad Rosenkranttz, som havde været udi Friderici II. hof, at det var een puur fabel. Saa sees at Kongen ikke overilede sig saameget med samme bog at kaste den paa ilden, besynderlig eftersom den indeholder intet andet, end hvad som er conform med den Augsborgske bekiendelse og andre symboliske bøger. Hvad sig anbelanger det brev, som Samuel Andreæ Theologus Marp. haver publiceret af det Casselske Archiv, hvorudi Kong Frederik lader Landgræv Wilhelm viide at han haver kastet formulam Concordiæ paa ilden, da haver D. Masius forlænge siden beviist samme brevs urigtighed.
Den bekiendte Friderici II. Forordning mod formulæ Concordiæ indførsel udi Dannemark, viiser alleene, at Hans Majt. af politiske aarsager har vegret sig for at antage og underskrive denne ny bog, men aldeeles ikke, at han haver kastet den paa ilden; Thi saadan præcipitance var denne Høypriiselige Konge ganske uliig. Saadane argumenter bruge de der søge, at kuldkaste historien. I det øvrige indvikler jeg mig udi ingen dispyt derover, thi jeg haver ikkun løsligen villet ved denne leylighed tilkiendegive de stridige meeninger, som derom ere.
*Historia formulæ Concordiæ. Hvad sig ellers anbelanger historien udi sig selv om formula Concordiæ, da er vitterligt at Churførst Augustus af Saxen lod den bog, som et mynster paa den reene lærdom opsætte af fem Theologis, af hvilke den fornemste var Jacobus Andreæ. Denne formul maatte alle Saxiske Theologi beqvemme sig til at un|147derskrive eller være anseet, som de der havde lyst til usamdrægtighed eller stridighed udi religionen. Da nu samme bog af Churførsten Ao. 1580 blev skikked til Dannemark, raadede den Holsteenske Superintendent Paulus von Eitzen, Hertug Adolph af Holsten, og Doctor Hemming samt den Danske Hoffprædikant Mag. Knopff Kongen fra at antage den samme, foregivende, at saasom den bog var alleene forfatted mod adskillige vildfarelser, som havde opreyst sig udenlands og hvormed den Danske kirke ikke havde været foruroliget, saa havde den saadan Medicine ikke nødig; Tilmed burdte saadant have været forfattet af et almindeligt mode, ikke af 5 Geistlige allene, der tiltoge sig større myndighed end dem tilkom, saa det tiente ikke til andet, end at forstyrre fred og eenighed udi Riget og Førstendømmene. Derforuden havde bemelte Mænd besynderlig afsky for denne bog, efterdi derudi vare forkastede adskillige af deres lærers Philippi Melanchtonis meeninger; Besynderlig var Paulus von Eitzen vred paa Jacobus Andreæ, der havde været den fornemste udi at sammen smide bemelte Formulam Concordiæ, hvorfor han lod publicere sit betænkende over samme formul udi et skrift, som han skikkede til Churførsten med denne titul: *Ursache, warumb die subscription des bergischen buches billig soll werden abgeschlagen.
Ja bemelte von Eitzen arbeydede med saadan iver paa at kuldkaste den samme, at den hverken udi hans tid, eller siden er bleven approberet udi Førstens lande, og at Kong Friderik II. forbød den at indføres udi Dannemark, saasom Høystbemelte Konge holdt fore, at de andre symboliske bøger vare tilstrækkelige nok til at conservere den reene lærdom. Af dette forbud have nogle, maaskee, taget leylighed at smide den historie, at kongen lod den brænde 1580 til Antworskov, hvilket de Calvinister efter dem ikke have glemt, at indflikke udi deres historier. Dette uanseet blev dog formula Concordiæ Ao. 1647. efter den Holstenske Superintendent Klotz tilskyndelse befalet at antages udi den kongelige deel af Slesvig Holsteen.
Den Evangeliske religion bliver allene offentlig øvet udi disse Riger. Det er nok talt om religionens første opkomst og fremvæxt udi disse Riger, hvoraf kand sees, at den saa kaldte Evangeliske religion |148er den, som alleene her haver sted, hvilket ogsaa udtrykkeligen gives tilkiende udi Lovens anden bog 1 Cap. Udi Kongens Riger og lande er alleene tilladt den religion, som kommer overeens med de Apostoliske, Nicæiske og Athanasii Symbolis, item med den uforandrede Augsburgiske bekiendelse af det aar 1530, item Lutheri Catechismo.
Hvilke secter her blive lidet Dog have de Høylovlige Konger paa nogle steder tilladt endeel saavel Roman-Catholske som Calvinister, samt andre Secter, item Jøder deres religions fri øvelse med visse conditioner, saasom udi Kiøbenhavn, Altona og Fridericia.
Jøderne ere her skikkeligere end paa andre stæder Hvad sig anbelanger de Jøder, som have faaet tilladelse at boe paa visse steder udi Kongens Riger og lande, da merker man hos dem, at de ere skikkeligere end de fleeste Jøder paa andre steder, hvortil aarsagen synes at være denne, at de ikke blive saa meget bespottede og forfuldte, som udi de fleeste andre lande. Thi, i hvorvel de her ere fast alle fattige, og af ringe formue, saa ere de dog ligesaa meget agtede blant andre folk, som de riige og formuende Jøder udi Holland og Engeland. Jeg nægter ikke, at der jo findes mange, som ikke bifalde denne meening, men holde for, at hvad som man giør med en Jøde, saa bliver han dog altid den samme, saasom det er et folk, som af Gud besynderligen er tegned, og derforuden haver synderlige principia fremfor andre Secter, nemlig at hade alle dem der ikke ere af deres samqvem; Hvorfore de endogsaa paa de tider da de endda vare udi deres velmagt, vare af alle andre folk merkede, som en bizarre nation, hvis hænder vare mod alle og alles mod dem, saa at de endogsaa ikke vilde viise vandrende folk vejen, som Poeten giver tilkiende med det bekiendte vers:
*Non monstrare viam eadem nisi sacra colenti.
Aarsag dertil. Om saadanne raisonnemens kand man ikke sige, at de ere ilde grundede, som der er ingen tvil paa, at jo jødernes ondskab reyser sig en stor deel af deres egne religions principiis; Men derimod kand man ikke nægte, at jo forhaanelse og forfølgelse contribuerer meget dertil, saasom erfarenhed viiser os, at de ere langt skikkeligere paa de steder, hvor de ere udi nogen agt, end paa de steder, |149de dagligen blive forhaanede; Saaledes finder man at Jøderne ere mindre onde udi Italien end udi Orienten, hvor de hart ad ikke agtes meere end umælende beester. Udi Venedig mindre onde end udi Rom, hvor de ere indsluttede paa et vist sted udi byen, som en hob qvæg; og udi Holland mindre onde, end paa de fleeste andre steder udi Europa.
Deres fata her i landet. Her udi landet have de havt adskillige fata, undertiden ere de blevne forviiste landet, undertiden igien have de faaet frihed, at opholde sig her, som kand sees af adskillige Kongelige Forordninger, hvoraf endeel forbyde dem strengelig uden leyde at lade sig indfinde udi disse Riger, endeel igien ere dem favorable. At deres credit ikkun haver været liden paa de tider Høylovlig Ihukommelse Christiani Vti Lovbog blev forfatted, kand sees af samme Lovbogs 3 bog 20 Cap. hvor den første og anden artikel derom saaledes taler: Ingen Jøde maa sig her i Riget indbegive, eller sig finde lade uden Kongens særdeeles lejde brev under 1000 Rigsdl. straff. item: Hvo som nogen Jøde angiver, og Kongens Ambtmand anviiser, skal have derfor hver gang et halv hundrede Rigsdaler.
Men den bekiendte Portugiske Jøde Diego Teixera de Matos, som var udi stor anseelse saavel her som andre steder, udvirkede hos Høylovl. ihukommelse Christian V. at der udgik en forordning den 30 Junii 1684 til Jødernes faveur. Fra den tid ere adskillige Jøder komne til Kiøbenhavn, hvor de endnu have deres religions fri øvelse, og blive beskyttede, som andre undersaatter.undersaatter.]undersaatter.] undersaatter A1 undersaatter.] undersaatter A1
Udi Altona have de besynderlig bevilling paa at holde Synagoger; item i Fredericia, som kand sees af Fredericiæ Stads-privilegier publicerede 1682 d. 11 Martii.
De saa kaldte reformerede. Hvad de saa kaldte reformerte er angaaende, da er derved at mærke, at da den store forfølgelse gik for sig udi Frankerige, komme nogle af de flygtige til Dannemark, hvor dem af Kong Christ. 5. bleve givne ikke alleene religions frihed, privilegier for franske Hugenotter. men endogsaa adskillige privilegier under visse conditioner, nemlig (1) at de skulde have tilladelse at sætte sig ned udi Riget, naar de aflagde deres troskabs eed. (2) I fald udi deres kirke sager kom nogen striidighed, som ikke kunde bilægges med |150det gode, skulde saadant afgiøres ved Kongelige Commissarier. (3) Derimod skulde de Reformerte ikke antage nogens børn af den Augsborgske bekiendelse udi deres forsamling eller skoler. (4) Skulle de Reformerte præste hverken udi prædike stoelen ey heller udi skrifter og conversationer disputere om Religionen, som kunde give aarsag til stridighed udi Riget. (5) Skulde de holde de brugelige bededage. (6) Skal dem gives et beqvemt stæd at bygge en kirke paa. (7) Være fri udi 20. aar for alle paalæg, og dog have frihed, at bruge borgerlig næring. (8) I fald de eller deres børn udi eller efter bemelte 20. aar ville reyse bort, skal det staa dem frit for uden nogen formindskelse af deres gods og formue. (9) De som sætte sig først ned udi landet og ville drive deres manufacturer skulle føre deres mobilier ind udi landet toldfrie; Som sees af Christiani V. forordning af dato 11. April anno 1685.
Førend de finge nogen kirke, holdte de deres Gudstieneste udi Wigants gaard. gaard.] gaard.] gaard; A1 gaard.] gaard; A1
Men siden aar 1688. blev der bygged den Calvinske kirke, hvorudi bliver prædiket baade paa Tydsk og Fransk. Disse Calvinister have saaledes indtil denne tid forholdet sig meget skikkeligen og fredeligen her udi landet, og haver man ingen exempel paa, at nogen af deres lærere have forsøgtforsøgt]forsøgt] førsøgt A1 forsøgt] førsøgt A1 at forleede vor ungdom. ungdom.] ungdom.] ungdom; A1 ungdom.] ungdom; A1
Blant dem have været fundne adskillige grundlærde mænd, besynderlig Monsr. de Placette, hvis navn er udi stor anseelse hos alle lærde folk.
Udi det aar 1720. den 15. Novembr. lod vor nu regierende allernaadigste Konge, for at indrette nye colonier af de Reformerede til en og anden plantage ved Fredericia udgaa en forordning, indeholdende efterfølgende privilegier.
At dem, som sig i eller omkring stabelstaden Fredericia nedsatte, en præst af deres Religion skal tillades og dem til hans løn gives aarlig 300. Rigsdaler udi 10. aars tid af den Kongelig Casse, saa maa de og beskikke en dommer af deres Nation til de imellem dem forefaldende dispyters afhandling, saa og en Skolemester til deres børns underviisning, hvilke de og selv have at lønne, dog kand bemelte dommer ei blant Magistraten i Fredericia admitteres.
|151Roman-catholske Angaaende de Catholske, da have de høylovlige Danske Konger siden Reformationen altid haft et vaaged øye med dem, og ingen ting forsømtforsømt]forsømt] sorsømt A1 forsømt] sorsømt A1 , som tiener at hindre Papisteriets opkomst i disse lande igien; Thi, omendskiønt der findes en temmelig hob Roman-Catholske boe siddende udi disse Riger, saa er dem dog aldrig blevet tilladt, at have egne præste eller have særdeles samqvemme uden i fremmede Ministrers huuse; Der alleene maa de forrette deres Gudstieneste, det er: høre prædikerne og communicere; Men hvad deres børnedaab er angaaende, da maa den skee udi byens sogne kirker, hvilket kand sees af en forordning dateret den 21. Martii 1693. om om] om] Om A1 A2 B; Om SS om] Om A1 A2 B; Om SS de Reformeredes brudevielser og de Catholskes børnedaab lydende saaledes:
Vi Christian V. &c. giøre alle vitterligt, at vi allernaadigst have for got befundet, at anordne og befale, at ingen af dem, som ere af den reformerte Religion og her udi vor Kongel. Residentz-Stad ere boesiddende, maa sig, naar de helst sig udi ægteskab ville begive, i nogens huus uden vor særdeeles tilladelse lade vie, ey heller deres børn i nogens huus lade døbe, men skal tiltænkt være saadant i den her i staden anordnede kirke under et hundrede Rigsdalers straf til Christianshavns kirke at lade forrette. Saa skal og de, som ere af den Catholske Religion, og sig her sammesteds opholde, tilforpligted være deres børn udi det sogns kirke, hvor de boe iligemaade under et hundrede Rigsdalers straf til bemelte Christians-havns kirke at lade døbe.
 
Icon Kommentarer        icon clearLukk
 
 
 
xxx
xxx