Konster og Videnskaber toge ey heller meget til udi denne Periodo; thi de store Konst-Stykker, som bleve giorte udi Salomons Tiid, bleve udarbeidede af fremmede Konsters og Videnskabers Tilstand. KonstnereKonstnere]Konstnere] Kostnere A; Kostnere SS Konstnere] Kostnere A; Kostnere SS , som man loed forskrive, og efter all Anseelse skikke tilbage, naar Arbeidet var færdigt; thi man seer ellers intet Tegn til store Fabriqver og Manufacturer udi Landet; dog maa der have været nogle, eftersom man merker, at Indbyggerne udi Kongernes Tiid ikke vare gandske saa hengivne til Agerdyrkning, som tilforn.

Om den store Udenlandske Handel, som blev stiftet udi Davids Tiid, vil jeg her intet tale, saasom jeg den samme tilforn haver beskrevet, det er ingen Tvivl paa, at jo mange Israeliter derved ere blevne vandte til Seylads, hvorom de tilforn ingen Idée havde, hvorvel man seer, at de udi den store Søefart, som dreves, have mest betient sig af Edomitiske og Phoeniciske Søe-Folk. Og er det troeligt, at Phoenicier have forsyned dem med Vahre af deres Fabriqve, hvilke de have ført til Arabien og Indien, og i Steden derfor bekommet det Guld og Sølv, som omtales; thi man kand ellers ikke see hvad Exporter der kunde giøres fra Israel, for at holde saadan Handel vedlige.

Hvad Krigs-Sager angaaer, da bleve de meget forbedrede udi Sauls Tiid, og under Davids Regiering komme paa høyeste Spidse. Da bliver taelt om Krigs-Vogne, Rytterie og andet, som tilforn var u-bekiendt. For Sauls Tiid var ingen regulered Krigs-Hær paa Beenene; men, naar Feide paakom, gik hver Mand af Huus, som kunde føre Sværd, og var det derfor ingen Under at see saa store og talrige Krigshære, skiønt de samme, saasom de bestoede af raa og u-disciplinerede Folk, havde ikke meget at betyde. Saul søgte at holde nogle Krigs-Folk bestandigen paa Beenene, |482men det var intet at regne mod dem; der underholdtes udi Davids Tiid, da Tallet paa den staaende Krigshær beløb sig til 280000 Mænd, foruden den Kongl. Liv-Garde. Disse Tropper bleve af Salomon ikke alleene holdne vedlige, men endog forøgede med Vogne og Ryttere. Og haver jeg viset udi samme Konges Historie, at han havde 40000 Stalde til sine Hæste og Rust-Vogne. Efter Davids Død falt den Reputation Israeliterne havde erhvervet udi Krig; thi udi Salomons Tiid var en bestandig Fred, og efter hans Død blev Riget adsplidet og svækket. Man finder dog siden den Tiid overmaade store Krigshære at have været bragte i Marken. Kongernes store Krigs-Magt Udi den Krig, som førtes mellem Abia og Jeroboam, vare paa engang 1200000 Mænd i Gevæhr, nemlig 400000 Jøder og 800000 Israeliter. Kong Achas Krigshær bestoed af 600000, og Kong Josaphats af 1100000, hvilken var den største Krigs-Magt, som nogen Tiid af een af Kongerne var bragt paa Beenene. Men disse talrige Krigshære vare ikke nær af den Betydning, som en maadelig Krigshær udi Davids Tiid. Mange have stødet sig over dette store Antall udi et lidet Land som Judæa, thi, naar man vil holde for, at det var kun den femte Deel af Landets Indbyggere, som kunde føre Gevæhr, maa man regne hen til 5 à 6 Million Mennesker udi Landet; adskillige have derfore meenet, at der maa være Feil udi Tallet, hvilket dog ikke kand være; thi det samme Tall, som findes udi Kongernes Bøger, findes ogsaa udi Krønikernes og undertiden større. Men det er herved at merke, at dette lidet Land var overmaade sterkt besat med Indbyggere, og Jorden var saa dyrket, at ikke en Finger breed Land var u-nyttig. Hvad som fattedes af Korn og andre Levnets-Midler udi Landet, blev tilført fra Syrien og Ægypten. (a) Jeg haver ellers paa et andet Sted viset, hvorledes Israeliterne have ført sig Landet til Nytte, og hvilke curieuse Anmerkninger derover ere giorte af en reisende Person i vore Tider.

Udi Begyndelsen af denne Periodo figtede Kongerne selv til Foeds, men siden bleve de førte paa Vogne. Og var det paa saadan Vogn, Kong Josias fik sit Bane-Saar. De Alliancer, som |483Israels og Juda Konger indlode sig udi med Ægypter, Syrer og andre Folk, foraarsagede, at Kongerne maatte føre sig op med stor Distinction udi Krigs-Hæren, ligesom de merkede at være brugeligt blant de allierede Konger.

Boglige Konster finder man i denne Periodo ikke at have meget tiltaget, og er det troeligt, at Forældrene ere blevne ved at undervise deres egne Børn, som tilforn, undtagen, at de, som have villet opoffre deres Børn til Gudstieneste, have skikket dem til Propheternes Skoler, hvoraf den første blev stiftet af Samuel til Rama i Galaad. Men udi disse Skoler lærtes intet uden Theologie og Morale. Propheterne vare Propheternes Skoler. en Art af Professores, og de, som kaldtes Propheternes Børn, vare Studentere. Jeg haver tilforn viiset, at man maa giøre Forskiæl mellem disse Propheter eller ordinaire Lærere, og andre, som tit vare uden ringeste Videnskab, men paa en extraordinaire Maade bleve af GUd opfyldte med Spaadoms Aand. Man seer ellers, at Propheterne have havt Omsorg for at forfatte Folkets og Kongernes Historie. En Deel af Samuels, Kongernes og Krønikernes Bøger synes at være skrevne af dem, og findes udi samme Bøger citerede adskillige andre Historier, som Propheterne have forfatted. Til andre Videnskaber, som Mathesis, Astronomie, Veltalenhed, Medicine, findes intet Tegn.

Jeg haver tilforn taelt om Israeliternes Musiqve og Poësie. Disse Videnskabe have stedse floreret blant Israeliterne, men komme paa høyeste Spidse udi Davids og Salomons Tiid. Hvad Fremgang maa de ikke have havt under saadan en Konge som David, der selv var baade Poët og Musicus. Man seer, at udi hans Tiid have været holdne til Musiken 4000 Leviter, som stode under 288 Læremestere. Salomon haver ikke været mindre Elsker af Musik, hvilket sees af de mange tusinde Trompetter og Basuner, han loed giøre paa engang, og er Høysangen et Beviis paa hans poëtiske Geist. Udi Religionen skeede en stor Forandring ved Templets Stiftelse, der blev da Gudsdyrkelsens Centrum, som tilforn havde været ved Tabernaklet og Pagtens Ark. |484Men ved Templets Herlighed ophørede en større, nemlig Oraclet ved Urim og Thummim; Hvi denne Tiid kaldes Propheternes Alder.thi i dets Sted gav GUd sin Villie alleene tilkiende ved Propheter, hvoraf var stedse saa stort Tall, at denne Tiid med Billighed kaldes Propheternes Alder, som varede indtil det Babyloniske Fængsel, og noget derover, da Propheterne ogsaa omsider ophørede. Men den største Forandring udi Religionen skeede udi Jeroboams Tiid, da der blev et Schisma imellem den Israelitiske og Jødiske Kirke, hvilken stedse varede indtil Josiæ Tid, da der loed sig ansee en Religions Foreening imellem JudaSchisma udi Religionen. og de Frafaldne: men det Haab forsvandtes strax derpaa ved det Israelitiske Riges Ødeleggelse. Hvor vidt ellers ovenmældte Schisma og Jeroboams Novitet udi Religionen gik, derom er talet paa andre Steder. Det er ellers forunderligt at see Israeliter endogsaa udi denne Tid, efterat Templet var anlagt, og Gudstienesten saa vel regulered, saa ofte at forfalde til aabenbar Afguderie. Adskillige Aarsager gives dertil, (1) efterdi Exemplarierne af Mosis Lov vare heel rare; thi Loven skulde ikkun læses hver 7de Aar offentligen for Folket: og det blev end ikke efterlevet, saa at ikke alleene Aarsag til Israeliternes Afguderie. Almuen, men endogsaa Kongerne selv reent glemmede den, hvilket sees af Josiæ Historie (a), og, naar Tilstanden var saadan under en god Konge, saa kand man let forestille sig, hvordan den maa have været under de onde. (2) Efterdi den Lærdom om Opstandelsen og det andet Liv var ikke tydelig blant Almuen, hvorudover de fleste, der ansaae timelige Ting som eene Straff og Belønning, og merkede, at deres Naboer undertiden florerede meer end de selv, sloge sig til at dyrke deres Guder, som de meenede kunde befordre deres Velstand. (3) Efterdi de Mosaiske Ceremonier vare mangfoldige og vanskelige at i agt tage, og andre Religioner syntes dem meere magelige. Endeligen synes det, at de have anseet Præster og Leviter med skeele Øyne, eftersom deres Underholdning blev anseet som en stor Byrde for de andre. Saadanne Aarsager blive hertil foregivne, men man kand sige, at den første er den grundigste; Thi man seer, at da Loven siden blev ordentligen læset, ophørede dette Afguderie.

|485Det er ellers merkeligt, at fra Mosis Tiid indtil Salomon bliver intet talet om de Ægyptiske Konger, da dog Ægypterne vare saa got som Israeliternes Naboer. Dette er ikke af nogen Forglemmelse; thi man seer den Ægyptiske Historie herudi er overeensstemmende med den Jødiske: Den Ægyptiske Historie vidner, at udi 50 Kongers Tiid, fra Menes indtil Sesostris, intet af synderlig Vigtighed udi udenlandske Sager haver tildraget sig udi Ægypten (a). Men fra Sesostris Tiid begyndte Ægypterne meere at bemænge sig med udenlandske Sager, og er det fra den Tiid, der ideligen tales i Biblen om de Ægyptiske Konger, hvoraf Sesostris meenes at være den samme som Sesak, hvorom Skriften taler.

Ammoniterne, der stedse have holdet Israels Børn varme, sær udi Sauls Tiid, Ammoniternes. bleve omsider af David ydmygede. En af de største Krige, som denne stridbare Konge førte, var mod Hanun Ammoniternes Konge, hvilken han ved Joab loed beleyre udi HovedstadenHovedstaden]Hovedstaden] Hovedstadeu A Hovedstaden] Hovedstadeu A Rabbah. Beleyringen varede udi 2 Aar, og var det da, at Uria Batshebas Huusbond udi et Udfald med mange andre blev omkommen. Endeligen, da David selv kom til Leyren, blev Staden erobret, efterat Hanun var bleven ihielslagen udi et Udfald. Iblant det Bytte, som David da giorde, var den Ammonitiske Konges Krone, hvilken veyede en Guld Talent, og var besatt med kostelige Steene. Paa Rabbahs Erobring fulte de andre Ammonitiske Stæder, saa at det heele Land blev bragt under Davids Lydighed. Det Nederlag, som i samme Krig blev giort paa Ammoniterne, giorde dem saa afmægtige, at de ikke vare i Stand til at foretage noget udi lang Tiid, og er det derfore, at intet bliver talet om dem førend i Josaphats Tiid: Men, da seer man, at de |487foreenede sig med Moabiterne og Indbyggerne af det Bierg Seir, mod Juda Konge; men de bleve overvundne paa den Maade, som tilforn er meldet. Derefter bleve de undertvungne af Usia Juda Konge, og maatte betale ham Skat. Under Jotham giorde de siden en Opstand, men bleve tvungne til ved en aarlig Skat at tilkiøbe sig Fred.

Det sidste Forsøg de giorde paa at forsvare deres Frihed, var at foreene sig med alle deres Naboefolk, hvoriblant var og Sedechias Juda Konge, mod den tilvoxende Babyloniske Magt. Da det Jødiske Rige af Nabochodonosor blev forstyrret, toge de adskillige flygtige Jøder i Beskyttelse, og var det den Ammonitiske Konge Baalis, som opmuntrede foromtalte Ismael, at omkomme den Babyloniske Statholder Gedalia, og at afkaste det Babyloniske Aag. Men dette kom ham dyrt at staae; thi den Babyloniske General Nebuzaradan ødelagde Ammoniternes Land tillige med Hovedstaden Rabbah, og loed fangen bortføre Baalis tilligemed de fornemste Ammoniter. Siden den Tiid bliver intet talet om Ammoniterne, førend længe efter det Babyloniske Fængsel, da de siges tillige med de Samaritaner at have arbeidet paa at hindre Templets Bygning udi Jerusalem. Udi Judæ Maccabæi Tiid vare de siden i Bevægelse, men denne store Helt indtoeg og afbrændte Jaser, som da synes at have været deres fornemste Stad, omkom alt Mandkiøn, som kunde føre Sværd, og bortførte Qvinder med Børn. Dette var den sidste Handel Ammoniterne havde med det Jødiske Folk. Siden den Tiid bliver vel udi Historien om dem en og anden gang taelt; men mod Enden af det andet Christen Seculo døde ogsaa Navnet reent ud, og Ammoniterne ere blevne confunderede med Araber, hvilket sees af Origenis Vidnisbyrd (a), som befatter saavel dem, som Idumæer og Moabiter under et almindeligt Navn af Araber (b).

Edomiternes Historie.Edomiterne vare en anseelig og talriig Nation, dog bliver i de Israelitiske Krige ikke talet saa meget om dem, som om de andre |488Cananæiske Folk. For Davids Tiid vare de berømmelige, i Henseende til deres store Handel og Rigdom; Men, da samme Konge sloeg 18000 af dem udi Salt-Dalen, og bemægtigede sig deres tvende Handel-Stæder Elath og Esiongeber, tabte de all deres Anseelse, og, skiønt der siden tales om deres Konger, saa vare de dog ikke andet end Juda Kongers Statholdere. Denne Tilstand varede indtil Josaphats Tiid, da de giorde en Opstand, og afkastede det Jødiske Aag: og kunde de siden den Tiid ikke bringes til Underdanighed igien; thi, endskiønt den Jødiske Konge Amasia sloeg 10000 af dem, og bemægtigede sig deres Hovedstad Selah, blev det dog derved. De bleve siden saavelsom alle deres Naboer undertvungne af de Babylonier. Hvor stort Had de siden bare mod Jøderne, sees deraf, at de ihielsloge alle dem, som søgte at redde sig af det Babyloniske Slaverie. Efter Jødernes Bortførelse til Babylon listede mange Edomiter sig ind i Judæa, og der satte sig ned. De som forbleve i Landet, mængede sig siden med de Nabathæer, og tabte deres gamle Navn. De derimod, som satte sig ned udi en Part af Judæa, Forskiæl mellem gamle og nye Edomiter. beholdte deres gamle Navn af Edomiter. Disse ere de Idumæer, som blive omtalte af mange Skribentere, item udi Historien af Jerusalems Beleyring under Vespasiano. Man maa derfor ikke confundere de gamle Edomiter med disse Idumæer, som bestoede af nogle flygtige Edomiter, der satte sig ned udi den Deel af Israels Land, som havde tilhørt Simeon og Juda, og som siden førte Navn af Idumæa. Hvad dette nye Edom og dets Indbyggere angaaer, da have de været slemme og vanartige Folk. Den Persiske Konge Darius Hystaspis befoel dem at give tilbage alt hvad som havde tilhøret Jøderne, men man finder ikke, at de saadant have efterlevet. Efter Alexandri Magni Tiid finder man, at de have været de Syriske Konger eller Seleucis underdanige. Da Jøderne under den Maccabæiske Regiering satte sig i Frihed igien, sloge Idumæerne sig til deres Fiender: Men Judas Maccabæus indtog deres Hovedstad Hebron, og giorde et stort Nederlag paa dem; Endeligen bleve de gandske undertvungne af Johanne Hyrcano, hvilken forelagde dem tvende Vilkor, enten at forlade Landet, eller at antage den Jødiske Troe. De antoge det sidste, og derfore siden den Tiid bleve anseede som et slags Jø|489der, og var det af disse Folk Herodes nedstammede, som blev Konge over heele Judæa. Heraf sees da, at een Deel af de gamle Edomiter ere blevne confunderet med de Nabathæiske Araber, og en anden Deel med Jøderne, hvilke sidste adskillige nyere Skribentere have kaldet Idumæer.

Hvad Amalekiterne angaaer, da uddøede deres Navne hastigere end andre Cananæiske Folkes. Amalekiternes. Udi Sauls Tiid blev deres Magt meget svækket, men man seer, at de efter det Nederlag, som da skeede paa dem, komme strax igien til Kræfter, saa at de under deres Konge Achis, som David toeg sin Tilflugt til, have været udi nogen Anseelse. Men, da David selv var bleven Konge, fuldførte han det Værk, som Saul havde begyndt, og ødelagde Amalekiterne fast i Bund og Grund. Men deres totale Ødeleggelse skeede udi Ezechiæ Tiid, da Simeons Stamme udrøddede dem aldeles og bemægtigede sig Landet. Dette er alt, hvad man kand sige om den Amalekitiske Historie. Det er merkeligt, at den Navnkundige Haman, som omtales udi Esthers Bog, var en Amalekit af Geburt; siden den Tiid haver man ikke hørt det Ord Amalekit at blive nævnet.

De sidste Cananæers Skiebne.De egentligen saa kaldne Cananæer, efterat de længe havde været trykkede paa den eene Side af Ægypter, og paa den anden Side af Israeliter, bleve endeligen udi Salomons Tiid bragte udi Trældom, og, saasom de vare behændige, betienede Salomon sig af deres Arbeide til de store Bygninger han foretoeg. Denne Trældom fortplantede sig paa deres Efterkommere: thi endskiøndt det er rimeligt, at de strax antoge den Jødiske Troe, saa meenes der dog, at de have været distingverede fra Jøderne, og anseet, som et undertvunget Folk, ligesom Gibeoniter, dog er det vanskeligt at sige noget vist herom. Det synes at de udi de sidste Tider have været frie Folk, og beboed Søe-Kusterne, og endelig, efterat de have giort stor Fremgang udi Seylads, at være blevne bekiendte under det Navn af Phoenicier.

Philisternes. Philisterne, saasom de vare de mægtigste Folk i Canaan, saa gave de af alle, Israeliterne mest at bestille, og havde dem engang |49040 Aar under Aaget. Udi Sauls Tiid holdte dog Israeliterne temmelig Stand imod dem. Men udi den stridbare Kong Davids Tiid blev deres Magt saa svækket, at der siden den Tiid bliver kun løseligen talet om det Philistiske Folk. Man seer alleene, at de en og anden gang have havt at bestille med Israels Konger, item at de søgte Hielp imod dem hos Josaphat Juda Konge, hvilken de derfore tilbøde aarlig Skat, som de uden Tvivl udi Davids Tiid havde forbundet sig til.

Efter Josaphats Død rebellerede de mod hans Søn Joram, mod hvilken de havde stor Fremgang, og er det troeligt, at de udi denne Krig have været understøttede af Araber, som paa samme Tiid vare i Feide med Joram. Men deres Velstand varede ikke længe; thi den Jødiske Konge Uzia bragte dem til stor Ydmyghed, demolerede deres vigtigste Stæder, Gath og Asdod, og anlagde nye Fæstninger udi Landet, for at holde det udi Lydighed. Under Kong Achas derimod reisede de Hovedet i Veyret igien, saa de ikke alleene bekomme de under Uzia forliiste Stæder tilbage, men lagde og en Deel af Juda Rige til deres eget Land. Kong Ezechias holdt dem dog siden temmelig i Ave, og udplyndrede Landet overalt, og bleve de til deres U-lykke paa samme Tiid overfaldne af de Assyrier under Senacheribs Regiering, hvilke beleyrede, og indtoge Asdod, og undertvunge det heele Folk. Og, saasom Krig derpaa fulte mellem Ægypten og Assyrien, blev Palæstina ligesom Krigens Sæde, og derved blev ilde medhandlet. Det var da, at den navnkundige Asdods Beleyring skeede, som varede udi 29 Aar, hvilket viser, af hvilken Vigtighed samme Stad haver været. Staden blev efter en saa besværlig Beleyring endeligen erobred af den Ægyptiske Konge Psammeticho, hvilken saae den an, som en Formuur for sit eget Rige, og et beqvemt Bolverk til at hindre Assyriernes videre Fremgang udi Palæstina. Fra den Tiid have Philisterne været de store Monarchier underdanige, ligesom et Monarchie haver opreiset sig efter et andet; derved blev deres Tilstand bedre end tilforn; thi, saalænge som dette vigtige Land var tvistens Æble imellem Ægypten og Assyrien, var det underkastet de største U-leyligheder, i Henseende til dets Situation, efterdi det var som en |491Muur imellem Ægypten og Assyrien, og Ægypterne ansaae Palæstinæ Forliis, som en Suite af Ægyptens, hvorfore de ogsaa bemægtigede sig den beqvemmeste Deel af Landet tillige med Asdod og Gaza. Efter den Tiid bliver vel talet om en Konge af Gaza, men der kand ikke siges meget om samme Konge, ey heller om Philisterne udi Almindelighed, hvis Navn omsider er uddøed, og Indbyggerne ere confunderede med andre større Nationer. Om de sidste Madianiter er intet synderligt antegnet.

Saasom ovenmeldte Folk stedse haver havt at bestille med Israels Børn, og man Alle disse Folk ere nu omstunder reent uddøede. ikke kand forstaae den Jødiske Historie, med mindre man haver nogen Kundskab om disse Naboe-Nationer, hvilke ofte af Skribentere confunderes med Jøder, saa haver jeg holdet fornødent, til den Jødiske Histories Oplysning, at beskrive saavel deres Oprindelse, som Fremvæxt og Undergang. Man seer, at de have havt samme Skiebne som Israeliter og Jøder, i det de ere blevne opslugede af de store Monarchier. Men den Forskiæl derimellem, var, at Jøderne reisede sig siden igien, bleve til et mægtigt Folk, og, endskiøndt deres nye Republiqve eller Rige blev igien ødelagt, og Folket er bleven adspreedet over heele Jorden, er dog Navnet stedse bleven ved, da derimod de andres reent er uddøet.

Fra den Tiid bliver ikke meget taelt om Jeremia, saa det er troeligt, at han døde Prophetens Jeremiæ sidste Historie.kort derefter udi Ægypten: Det er u-vist, ved hvad Leylighed han kom til Ægypten; thi man seer, at, da Vallet blev ham givet af Nabochodonosor, at boe hvor han vilde, udvalte han sit Fæderneland. Det er troeligt, at han er reyset til Ægypten med de sidste, som flygtede af Landet, efter det Mord, som var begaaet paa Gedalia. Han maa have naaet en høy Alder, efterdi han havde propheteret udi 41 Aar fra Josiæ 13de Regierings-Aar indtil denne Tiid. Nogle af de Christne Kirkefædre holde for, at han blev steened ihiel af Jøder, hvilke ikke kunde lide hans Straffe-Prædikener. Andre meene, at den Ægyptiske Pharao Hophra loed ham henrette, men det eene med det andet bestaaer kun i Gisninger.

Hans SkrifterHans efterladte Skrifter ere (1) hans Prophetier; (2) hans Begrædelse. Man seer af den første Bog, at, da Kong Joachim havde ladet brænde hans Prophetier (a), Propheten giorde siden en større og vitløftigere Bog. Dertil lagde han omsider alle de Prophetier, som han havde giort indtil det Babyloniske Fængsel, item dem, som han giorde i Ægypten. Det heele Skrift bestaaer udi 52 Capitler, hvoraf det sidste dog ikke er Jeremiæ, efterdi det 51de ender med disse Ord: Hidindtil ere Jeremiæ Ord, saa at man holder for, at det sidste Capitel er et Tillæg enten af Baruc eller af Esdra. Hvad det andet Skrift, nemlig Begrædelsen angaaer, da afmaler han derudi paa en bevægelig Maade Jerusalems Ødeleggelse, og giver sin Bedrøvelse derover tilkiende, og sluttes Skriftet med en Bøn til GUD. Hieronymus siger, at Betænkning derover.Jeremiæ |493Stiil er meere simpel og let end Esaiæ og Oseæ Stiil. Men det hindrer ikke, at han jo med Billighed kand holdes for en af de største Propheter; Origenes taler om en anden Jeremiæ Prophetie, hvoraf ere tagne de Ord, som citeres udi Evangelio (a). Og de toge Tredive Sølv-Penninge, hvormed den Solte blev betalt: Men man haver holdet for, at det haver været en Apocryphisk Bog, hvoraf Nazaræerne efter Hieronymi Vidnesbyrd (b) havde betient sig (c). Jeremiæ Discipel eller Skriver var Baruc Neriæ Søn, som ogsaa regnes blandt Propheterne, og var Barucs Bog tilforn sammenstøbt med Jeremiæ Prophetie, saa kand og begge Skrifter passere for eet. Man veed ikke paa hvilken Tiid Barucs Bog er skreven. Man seer alleene af hans egne Ord, at den er forfattet udi det Babyloniske Fængsel. (d) Item over Barucs Prophetie. Det Brev, som findes udi Enden af samme Bog, er Jeremiæ; Bogen er skreven paa Hebraisk, men Originalen er ikke meere til: Om denne Baruc er tilforn talet.

Efterat Nabochodonosor havde fuldendet Krigen i Syria og Palæstina, loed han ved sin Tilbagekomst til Babylon, af det Bytte, han i samme Krig havde erhvervet, giøre en Guld-Støtte, den Afgud Bel til Ære. Denne Støtte befoel han alle hans Undersaattere at tilbede, og truede, at hvo som veigrede sig derfor, skulde kastes i en gloende Ovn. Af Frygt for saadan Straf, beqvemmede alle sig dertil, undtagen de 3de ovenmældte unge Jøder, Sadrac, Mesach og Abed Nego.

Dette optændte Kongen saaledes til Vrede, at han befoel dem at kastes i den gloende Ovn, hvilket ogsaa blev efterlevet, men, da de, som havde exeqveret denne De 3 Mænd udi den gloende Ovn.Befalning, merkede, at de bleve u-beskadigede, gave de Kongen det tilkiende. Nabochodonosor iilede derfore selv didhen, for at eftersee, om det sig saaledes forholdt, og blev han da med største Forskrækkelse vaer 4re Mænd, som vare gandske u-

(a)	Math. 27. 9.

(b)	Hieron. in Math. 27.

(c)	Du Pin Discours prelim. Lib. 1 Cap. 3.

(d)	Baruc. Cap. 1. v. 1.

|494beskadigede, og hvoraf den eene havde Skikkelse som en GUds Engel. Da raabte Kongen til dem: Gaar ud I høyeste GUds Tienere! hvorpaa Sadrac, Mesac og Abed Nego ginge udaf Ovnen, og saae man da med største Forundring, at end ikke deres Klæder eengang vare beskadigede af Ilden.

Af dette store Mirakel merkede Kongen, at Israels GUD var den rette og eeneste GUD, og befoel alle hans Undersaattere at tilbede ham. Hvad de 3 Mænd angaaer, da ophøyede han dem til Ære og Værdighed.

Denne Miraculeuse Historie er beskreven af Propheten Daniel (a). Man spørger alleene herved; hvorledes samme Prophet kunde undgaae at kastes i Ilden, efterdi det er vist, at han ikke bøyede sig for Afguds Støtten. Man maa slutte, at han da enten haver været fraværende, eller, om han haver været nærværende, at ingen haver dristet sig til at anklage en saa anseelig Minister, der stoed i saadan Naade hos Kongen, og bliver den sidste Meening holden for meest troelig.

Nabochodonosor toeg sig for udi sit 21 Regierings Aar at bemægtige sig den rige Phoeniciske Stad Tyrus, der tilforn havde stedse beskyttet sig mod Assyrierne. Nabochodonosor ødelegger Tyrum.Denne Beleyring kostede ham meere Umag og længere Tiid, end alle de Lande, han havde erobret. Dog blev han efter mange Aars Beleyring, endelig Mester over Staden, hvilken han ødelagde paa den Maade, som fortaalt er udi den Phoeniciske Historie. Medens han opholdte sig ved denne Beleyring, skikkede han en Deel af sin Krigshær under NebusaradanNebusaradan]Nebusaradan] Nebuarsadan A Nebusaradan] Nebuarsadan A , for at udplyndre Israels Land, og er det troeligt, at det Mord, som var skeet paa Gedalia, drev ham dertil. Bortfører de overblevne Jøder.Da loed Nebusaradan bortføre alle overblevne gamle Indbyggere, hvis Tall dog ikke beløb sig til høyere end 745 Personer; thi de andre vare flygtede til Ægypten. Det er troeligt, at mange Naboe-Folk da have nedsat sig i Jødeland, og at det var ved den Leylighed, at Edomiterne med Kongens Tilladelse indtoeg det Stykke Land, som havde til-|495hørt Simeon og Juda, som siden blev kaldet Idumæa. Ved denne sidste Bortførelse lagdes sidste Haand paa Jødernes Ødeleggelse, saasom ingen af dem blev tilbage i Landet, og blev derved særdeles Ezechiels Spaadom opfyldt.

Efterat Nabochodonosor havde erobret Tyrus og beskikked alting udi Syrien, Phœnicien og Palæstina, kom han tilbage til Babylon igien, hvor han havde en Nat Nabochodonosors merkelige Drøm.den bekiendte Drøm, som findes udi Danielis Prophetie, saaledes: Drømmen var heel merkelig: han saae et Træe midt i Landet, som var meget høyt, saa det strakte sig til Himmelen. Det var fuld af Frugt, saa at Dyr og Fugle deraf nærede sig. Derpaa hørede han en Røst, som raabte disse Ord: Hugger Træet om, og afriver Grenene, at Dyrene og Fuglene maa flye derfra, dog lader Stubben med dens Rødder blive i Jorden. Og han skal gaae i Græs paa Marken bunden i Lænker, vædet af Himmelens-Dugg, og med Dyrene æde Urter paa Marken. Hans Hierte skal forandres til et Dyrs Hierte, og 7 Tider eller Aar skulle omskiftes over ham, paa det at alle Mennesker maa see og kiende, at GUd allene haver Magt over Riger og Herredommene, og han kand opreyse og nedtrykke hvem han vil. Da Daniel hørede denne Drøm, forskrekkedes han derover, og i Førstningen dristede sig ikke til at sige dens Udtydning. Men, da Kongen bød ham frit at sige alting, uden at skiule noget deraf, forklarede han Drømmen saaledes: Kongen er det Daniels Udtolkning derover.store Træe, hvis Magt strækker sig vidt. Den som raabede: hugger Træet ned, og forkyndte det øvrige, er GUds Sendebud. Udtydningen derpaa er, at GUds besluttede Raad er over Kongen, at han skal stødes ned af sin Throne, og vandre om blant Dyrene paa Marken, æde Græs som Øxen, og vædes af Himmelens Dug, item at denne Tilstand skal vaere udi 7 Aar, indtil han lærer at kiende, at GUd alleene Magten tilhører. At Stubben af Træet maa blive tilbage, betyder, at Riget ikke skal undergaae i denne Konges Tid, naar |496han i Tiide omvender sig til GUd, og ydmyger sig under hans Magt (a). Denne Spaadom blev fuldbyrdet 12 Maaneder derefter, og denne Konge blev bragt til saadan Fornedrings-Stand, just paa den Tiid, da hans Magt var kommen paa den høyeste Spidse, og han havde ved sine kostbare Bygninger giort sin Hoved-Stad Babylon til en af de prægtigste og forunderligste Stæder, som nogen Tiid er bleven seet paa Jorden; og er det samme store Arbeide jeg udi efterfølgende Capitel vil omtale.

Stadens Muure bleve forunderlige, de havde 87 Fod udi Tykheden, 350 udi Høyden, og omtrent 15 Miile udi Omkreds; og det efter Herodoti Beskrivelse, som havde selv været paa Stedet, og er en af de ældste Skribentere, som vi have. Disse Muure giorde en fuldkommen Qvadrat, de vare byggede af store Teglsteene, cimenteret med Tiære, hvoraf gives en stor Mængde udi det Land, og som holder Steenene bedre og fastere sammen end Kalk. Muurene vare omringede med en stor Grav, fuld af Vand, og beklædt |497med Teglsteene paa begge Sider. Hver Qvadrat af Muuren havde 25 Porte, hvilke udi alt giorde 100, og bestoede de alle af støbt Kobber. Imellem hver Port vare 3 Taarne, og 4 andre ved hvert Hiørne af Muurens Qvadrat. Adskillige Steder af Muuren havde da ingen Taarne, efterdi de vare omringede af Moradser, og derfor ikke behøvede den Slags Defension. Fra de 25 Porte, som hver Qvadrat af Muuren indeholdt, ginge ligesaa mange Gader, hvilke strakte sig indtil Portene af den Side af Staden, som var lige over for, saa at der vare i alt 50 Gader, som skare hinanden lige igiennem. Derforuden vare 4re andre Gader, hvilke fulte Muuren og ginge lige omkring Staden. Af Gaderne, som skare hinanden igiennem, formeredes 676 Qvarteerer. Den inderste Plads af Staden indeholdt Hauger og Spadseer-Gange, en Green af Euphrates løb igiennem Staden fra Norden til Sønden, og gik man over Floden midt udi Staden paa en Broe, som var anlagt med stor Konst. Ved hver Ende af Broen var et skiønt Palais. Staden var ellers situered paa en stor flak Mark, og en meget feed og frugtbar Jord. Den Deel, som var paa den østlige Side af Floden, var den gamle Stad, den derimod, som var paa den vestlige Side, var anlagt af Nabochodonosor; begge Deele vare indsluttede af den omtalte store Muur. Staden synes at have været bygt efter Ninives Plan, og saasom den blev af saa stort Begreb, kand man ikke forundre sig over, at Kongen did loed henføre saa mange undertvungne fremmede Folk, for at faae den besat; ved Stadens Størrelse er dog at merke, at, endskiøndt den af Daniel kaldes den store Babel (a), og Nabochodonosor berømmer sig af, at have anlagt en Stad af en umaadelig Storhed, saa maa man dog ikke fæste Troe til Grækernes Relationer, som foregive, at den var lige saa stor, som Peloponesus, og at man maatte anvende 3 Dages Reise, for at passere den igiennem, hvilket og Aristoteles haver troet (b). En Bogstavs Forandring kand have givet Anledning til saadan Vildfarelse, saa at man af den 3die Part af Dagen haver giort 3 Dage. Dog er vist, at Staden haver været ikke mindre stor end prægtig. Men denne mægtige Stad fik ikke |498Tiid til at blive bebygget efter sin Størrelse: thi nogle Aar efter Nabochodonosors Død forflyttede Cyrus det Kongelige Sæde til Susa, og gav fremmede Nationer, som med Magt vare tvungne til at sætte sig ned udi Babylon, Frihed til at begive sig til deres Fæderne-Land, saa at man deraf kand see, at det haver været endeel af Politiske Aarsager Jødernes Tilbagekomst skeede. Hvad som ellers var merkeligt ved denne Stad, var dette, at Huusene vare ikke sammenføyede, men stode et Stykke fra hinanden, og skeede det, for at afværge en almindelig Ildebrand. Den gamle Rom var ogsaa bygget paa samme Maade, og er det derfor, at et Huus kaldes Insula eller Øe. Men dette giver tilkiende, at Babylon haver været større af Anseelse end den virkeligen var, og at den ikke haver kundet indholde saa mange Bygninger og Huuse, som Ninive, endskiøndt begge Stæder vare lige store af Begreeb.

Det andet store Arbeide var Bels Tempel, om hvilket man kand sige det samme Bels Tempel og dets Taarn.som om Staden, at det ikke blev anlagt men forbedret af denne Konge. Det merkeligste derved var det store Taarn, hvilket overgik de største Ægyptiske Pyramider, og holdes for den største Bygning, som nogen Tiid er opsatt paa Jorden, og meener man, det var det samme Taarn, hvortil lagdes Grundvold ved Sprogenes Forstyrrelse, og at kunne bevise det deraf, efterdi den Philosophus Callisthenes, som fulte med Alexandro Magno, fandt, at der havde været giort Astronomiske Observationer udi 1903 Aar, hvilket gaaer hen til 115 Aar efter Syndfloden, og nærmer sig til den Tiid Sprogenes Forvirrelse skeede. For Nabochodonosors Tiid bestoed det Tempel alleene af Taarnet og de Kammere, som derudi vare anlagde, men denne Konge opreisede andre store Bygninger der omkring, og meenes der, at dets største Prydelse bestoed af de Ting, som han havde ladet bortføre af Jerusalems Tempel; thi Skriften siger, at han loed sætte alle de Hellige Kar, som han havde taget af Salomons Tempel, udi sin Guds Huus, hvilket var Bels Tempel, eftersom Bel var Babyloniernes fornemmeste Gud.

Dette Tempel stoed endda ved Magt udi Xerxis Tiid, men samme Konge ødelagde det, efterat han havde bemægtiget sig det store Liggendefæe, som derudi fandtes, blant andet mange Billeder |499af støbt Guld, hvoraf et var 40 Fod høyt, og siges at have været skatteret paa 1000 Babyloniske Guld Talenter, som beløbe sig fast til 16 Millioner af vore Rdr. Alexander Magnus søgte ved sin Tilbagekomst fra Indien at opreise Bels Tempel igien, og strax anvendte 10000 Mænd paa at rødde Pladsen; men, saasom hans Død fulte strax derpaa, ophørede dette Arbeide. Det er troeligt, at saasom samme Konge havde udvalt Babylon til sin Residentz, at den havde kommet udi samme Anseelse igien, som den havde været udi Nabochodonosors Tiid, hvis hans Regiering ikke saa hastig havde faaet Ende.

Nær ved Templet var det gamle Kongelige Palais, Det Kongelige Palais.som havde en Miil i Omkreeds, og lige derover for paa den anden Side af Floden var det nye Palais, som Nabochodonosor havde anlagt, hvilket var 4re gange saa stort som det gamle. Men hvad som derved var mest merkværdigt, vare de hængende Hauger, som i Historien ere saa meget bekiendte. De samme vare anlagde paa Hvelvinger, een oven paa hinanden, saaledes, at man paa Trapper kunde gaae op af en Hauge paa en anden. Paa hver Hvelving var lagt til Grundvold store flakke Steene, over hvilke bleve lagt Rør, overstænket med Tiære: Derover vare igien tvende Lag af Teglsteene, og alt dette var siden bedækket med Blye-Plader, hvorpaa Jorden omsider blev lagt. Grundvolden Horti pensiles. blev med saadan Omhyggelighed lagt, paa det at Vandet og Vædskerne ikke skulde trække sig igiennem Hvelvingerne. Den lagte Jord var saa tyk, at de største Træer derudi kunde fæste Rødder, og var derfore alt besatt med Træer, Planter og alle Slags Blomster. Man havde derhos Machiner, hvorved Vand trokkes op af Floden, for at vande alle disse Hauger. Aarsagen til disse konstige Haugers Anleggelse, fortælles at have været denne: Amytis Nabochodonosors Dronning, saasom hun var fød udi Medien, hvor hendes Fader Astyages regierede, havde hun stoer Behag udi Bierge og Skove, hvoraf Medien er fuld, og saasom hun udi Babylon vilde have noget af samme Natur for Øyne, loed Nabochodonosor hende til Fornøyelse anlegge disse forunderlige Hauger.

Denne Konge tillegges ogsaa Euphratis Flods Diger, item Canalerne, og den med Konst giorte Søe, for at imodtage Flodens |500Vande, naar de steege for høyt, hvilket gemeenligen skeede udi de 3 hedeste Maaneder om Sommeren, saa at Floden løb over, og beskadigede Landet. For saadant at hindre, loed Kongen grave 2 store Euphratis Diger og Canaler.Canaler, hvor igiennem Euphratis Vande bleve bragte til Tiger-Floden, førend de kunde komme til Babylon.

En af disse Canaler var saa stor, at man med fuldkomne Skibe kunde segle derudi, og var den samme kalden den Kongelige Canal. Nabochodonosor loed sig ikke nøye med, at hindre Flodens Overskyllelse ved bemelte Canaler, men loed og for desstørre Sikkerhed anlegge et forfærdeligt Dige af Teglsteen, som gik fra Canalernes Begyndelse indtil Staden, og end noget videre. Endeligen var i samme Henseende anlagt den store Søe, som havde henved 40 Miile udi Circumference, for at imodtage Flodens Vande igiennem en stoer Canal. Man meener, at dette Verk blev ikke fuldfærdiget i Nabochodonosors Tiid, men at den berømmelige Dronning Nitocris lagde sidste Haand derpaa, og er det i den Henseende, at adskillige Skribentere tillegge hende det heele Arbeide. Saasom Babylons flakke Mark var igiennemskaaren med saa mange Canaler, og derforuden var moradsig, saa var den fuld af Vietræer, og er det derfor, at udi nogle Oversættelser Floden kaldes Viernes-Flod, ja at Jøderne udi deres Fængsel siges at have ophængt deres Harper ved Vietræerne, efterdi samme Træer der groede udi stoer Mængde. Men jeg maa begive mig til Historien igien.

Denne store Monarch døde kort derefter, efterat han havde regieret udi 43 Aar. Han var en af de anseeligste Regentere, der nogen Tiid have siddet paa Thronen. Nabochodonosors Død.Hans Seyervindinger vare store, men det, som giorde hans Navn mest berømmeligt, var de forunderlige Bygninger, han anlagde udi Babylon, og som man |502haver anseet som Jordens Vidunder. Man siger, at han selv haver spaaet om Persianernes Fremgang, og at det var ved dem, at Babylon skulde ødelegges, hvilket ogsaa skeede. Men, hvis dette er hans Spaadom, saa var det ikke andet, end hvad Daniel derom haver forud sagt med mange andre Ting om de tilkommende Tider.

Han blev succederet udi dette store Monarchie af sin Søn Evilmerodac, hvilken, Evilmerodac. saasnart han kom at sidde paa Thronen, befriede den Jødiske Konge Jehojakim af sit Fængsel, hvorudi han havde siddet udi 37 Aar. Dette var ikke nok, han tracterede ham ogsaa med stor Distinction, sat ham ved sit eget Bord over alle andre Konger, som komme til Babylon, og tillagde ham saadan Underholdning, at han kunde føre sig op efter sin Stand og Værdighed. St. Hieronymus fortæller en Historie, som Sætter den fangne Juda Konge paa fri Fod.gav Anledning til denne mod Jehojakim bevisede Naade, saaledes, nemlig: at Evilmerodac forestoed Riget, medens hans Fader var udi den forvirrede Tilstand, som er omtalt, men at han forestoed det saa ilde, at, da Nabochodonosor kom til sig selv igien, og antoeg Regimentet paa nye, loed han ham, i Henseende til hans slette Administration, kaste udi Fængsel, og, som Fange-Huuset var det samme, hvorudi Jehojakim sad, gaves derved Anledning til Omgiengelse, og omsider til Venskab mellem disse to anseelige Fanger, saa at deraf reisede sig den Naade, som Evilmerodac bevisede den fangne Juda Konge, da han selv kom til Regieringen. Hvoraf Hieronymus ellers haver denne Historie, kand ikke siges; saasom udi Skriften tales intet derom, maa man lade Historien staae for hvad den er. Hvad som med Vished alleene kand siges, er dette, at han strax sat Juda Konge paa frie Fod igien. Evilmerodac fulte i ingen Ting sin store Faders Fodspor: Thi hans Regimente var daarligt og u-ordentligt, hvorudover ham blev givet det Navn af Evilmerodac, det er, den afsindige Merodac; thi hans rette Navn var alleene Merodac. Han giorde sig efter tvende Aars Regiering saa forhadt, at hans egne Paarørende rottede sig omsider sammen mod ham, og bragte ham om Livet.

|503Neriglissar, som havde hans Søster til Ægte, og som havde været Anfører for Neriglissar. de Sammenrottede, kom paa Thronen i hans Sted. Saasom Jehojakim siges udi Skriften at være underholden ved det Babyloniske Hof, saalænge som Evilmerodac levede, saa sluttes deraf, at han ikke længe haver overlevet samme Konge, og kand det være troeligt, at de begge bleve omkomne i den giorte Opstand. Dette synes at komme overeens med Jeremiæ Spaadom om Jehojakim, nemlig: at det paa Sidstningen skulde gaae ham ilde. Efter Jehojakims Død toeg hans Søn Salathiel sig Titel af Jødiske Konge; thi, endskiøndt de havde intet i Riget, søgte de dog at beholde det Oprindelse til Fængslets Førster.Kongelige Navn udi Familien. Og seer man mange 100 Aar derefter stedse nogle af Davids Huus at have ført Titel af Fængsels Førster, og de fangne Jøder udi Babylonien og Persien at have været agtede som et Slags Regentere, saa vidt den fremmede Jurisdiction, hvorunder de levede, kunde tillade. Og paastaae de endnu levende Jøder, at denne Værdighed endnu er iblant dem, paa det de kand have noget at svare til de Christnes Objectioner om Jacobs Spaadom og Scepterets Borttagelse fra Juda. Men, saasom det er bekiendt, at den Værdighed er nu omstunder ikke meere til, saa ere deslige Svar af gandske ingen Betydning, og vare kun af liden Vigtighed, endogsaa paa de Tider de havde disse Fængslets Førster, efterdi de samme vare ikke andet end et Slags Øvrigheds Personer, som de Persiske Konger tillode dem at have, og som gandske stode under deres, nemlig Kongernes Herredom. Den Babyloniske Konge Neriglissar toeg sig for i Begyndelsen af hans Regiering at paaføre Mederne Krig, for at bestyrke sig imod en saa mægtig Fiende, kaldte den Mediske Konge den Persiske Konge Cyrum til Hielp. Samme Cyrus loed sig indfinde med 30000 Perser, som vare de stridbareste Folk udi Asien paa de Tider, og, som Cyaxaris ogsaa gav ham Commando over den Mediske Krigsmagt, blev han anseet som Konge over begge Nationer.

Cyri Begyndelse.Han blev ogsaa virkeligen Herre baade over Medien og Persien ved Cyaxaris Død, og disse tvende Riger formerede det store |504Persiske Monarchie, hvoraf han var Stifter, og som under hans Anførsel giorde Ende paa det Babyloniske Herredom.

Samme Cyrus var en af de største Konger, som findes udi den gamle Historie. Den Beskrivelse, som Xenophon giør over hans store Qvaliteter, synes vel at kunne være noget outrered, men alle andre tilstaae dog, at han udi Viisdom og Tapperhed havde ikke sin Lige. Udi den hellige Skrift er hans Navn stort og berømmeligt, ikke alleene i Henseende til, at han satte Jøderne i Frihed igien, men, efterdi hans Person var forud spaaet om af Propheterne, saa at hans Navn, førend han blev fød, bliver nævnet med disse prægtige Ord: Cyrus, min Hyrde (a): De gamle Skribentere ere ikke eenige udi Historien af hans Fødsel, hvorfore jeg intet her vil tale derom. Han fremdrog efter Xenophons Beretning de 12 første Aar udi Persien, hvor han ved sin Faders Cambysis Omsorg blev oplært udi alle de Ting, som kand formere en stor Helt. Persien var da kun en eeneste Province af det store Herredom, som siden førte det Navn. Da han havde naaet sine 12 Aar, blev han skikket til Medien, hvor han forblev nogle Aar ved sin Morfaders Astyagis Hof, hvorfra han blev skikket til Persien igien, indtil han af hans Morbroder Cyaxares blev kalden til Hielp mod Babylonierne, og loed sig indfinde med en Persisk Krigsmagt, som sagt er.

Da den Babylonske Konge Neriglissar fik Kundskab om, at Meder og Perser havde foreenet deres Magt mod ham, bestyrkede han sig med adskillige andre Nationers Alliance, og gik derpaa Krigen for sig. Udi Neriglissars 4de Regierings Aar Cyrus omkommer den Babyloniske Kong Neriglissar. kom det til et stort Feltslag, hvorudi den Babyloniske Konge omkom med en stor Deel af sin Krigshær, og Cyrus erholdt en fuldkommen Seyer. Babylonierne tabte meget ved Neriglissars Død, saasom han var en tapper og fornuftig Regent. Han blev udi denne Tilstand succederet af sin Søn Laborosoarchod, hvilken gandske vanslægtede fra sin Faders Dyder, og henfaldt til Tyrannie og Vellyst. Imidlertiid forfulte Cyrus sin Seyer, erholdt en stor Seyer over Baby-

(a)	Es. 44. v. 28.

|505lonierne paa nye, og loed sig see tvende gange med sin Krigshær for Babylons Muure.

Laborosoarchod blev ihielslagen udi en Sammenrottelse, da han neppe havde regieret udi 9 Maaneder, og blev succederet af Nabonadio, der regierede udi 17 Aar. Samme Nabonadius holdes for at være den samme, som i Skriften kaldes Beltzasar. Xenophon afmaler ham, som en u-gudelig Regent, og er det overeensstemmende med den Characteer, som gives ham af Propheten Daniel. Det Babyloniske Rige kunde ikke vente sig stor Trøst af saadan Konge. Men hans Moder Nitocris, som var en Dame af store Qvaliteter, bødede paa de Feil, som fandtes hos ham. Bemeldte Dame toeg sig Regieringens Sager an, og, saasom Meder og Perser streiffede allevegne om i Landet, arbeidede hun paa at befæste Stæderne, i sær Hovedstaden Babylon, og søgte at bringe til Fuldkommenhed adskillige af de store Verk, som Nabochodonosor havde foretaget sig.

Udi Kong Beltzasars første Regierings-Aar, som var det 34te fra Jerusalems Daniels Syn om de 4re Monarchier.Ødeleggelse, havde Propheten Daniel et Syn om de 4re Monarchier (a), og om Messiæ Rige, og udi det 3die af samme Konges Regierings-Aar, havde han et andet Syn om en Vedder og Buk, som betydede det Persiske Riges Ødeleggelse, ved Alexandrum Magnum, og den Syriske Konge Antiochi Forfølgelse over Jøderne; og siger Daniel selv, at han havde saadant Syn til Susan, udi det Kongelige Babyloniske Palais, hvor han da opholdt sig som Stats-Minister. Krigen varede imidlertiid stedse med Cyro, hvilken Beltzasar fandt sig for svag at giøre længere Modstand, og derfore søgte allevegne om Hielp hos andre, sær hos den Navnkundige Crœsum Kongen af Lydien, ved hvis Hielp en stoer Krigs-Magt blev tilveye bragt. Men Cyrus erholdt Cyri Seyervindinger.en stor Seyer, og Crœsus, som anførede den heele store Magt, faldt omsider levende i hans Hænder: Jeg anfører kun løseligen disse Historier, efterdi de egentligen ikke henhøre til den Jødiske, hvorvel jeg gandske ikke kand forbigaae, at vise Oprindelsen til det Persiske Monarchie, |506hvorunder Jøderne bleve siden bragte, sær kand jeg ikke efterlade at tale om den store Cyri Opkomst, eftersom han var samme Folks Forløser.

Efter denne Seyer oversvemmede Cyrus lille Asien, Syrien og Arabien, rykkede siden mod høye Asien, og efterat han iligemaade havde bragt den under sit Herredom, beleyrede han omsider Babylon selv, som var den eeneste Stad tilbage af det Assyriske eller Babyloniske Rige. Denne Beleyring var et særdeles vanskeligt Foretagende, i Henseende til at Staden formedelst dens herlige Fortificationer holdtes for u-overvindelig, og den derforuden var forsynet med Levnets-Midler paa 20 Aar. Ikke at tale om, at den store øde Plads, som var inden for Stadens Muure, var beqvem baade Han beleyrer Babylon.til Ager og Eng, saa at deraf aarligen kunde haves god Hielp til Føde. Det var derfore, at Babylons Indbyggere ansaae Cyri Foretagende som en Daarlighed, og paa Muurene dreve Spott med de Meder og Perser. Men deraf opmuntredes Cyrus end meere til at drive paa Beleyringen. Han loed giøre en Circumvallations-Linie omkring Staden, med en bred og dyb Grav, loed ogsaa bygge Taarne, som bleve høyere end Stadens Muur, saasom han i Begyndelsen havde Haab om, at indtage Staden med Storm. Men, som han siden merkede, at derved intet vilde vindes, søgte han at udhungre dem, meenende, at de Levnets-Midler, som fandtes udi Staden, af Indbyggernes store Mængde snart skulde fortæres. Han loed sig da nøye med at bloqvere Babylon, og holdt den 2 Aar indsluttet. Endeligen opfandt han et Krigs-Puds, hvorved han blev Mester af Staden, og det paa saadan Maade.

Da han hørte at Babylonierne skulde helligholde en stoer Fest, og at de paa samme Fest havde Sædvane at æde og drikke til Overflød, besluttede han at betiene sig af den Leylighed, for at overrumple dem, og, paa det at saadant kunde giøres med Succes, udskikkede han nogle af sine Folk med Befaling, paa en vis Tiid at afbryde det Skillerum, som var imellem Canalen og Floden, for at faae Vandet til at løbe ud i den store Søe. Derpaa posterede han nogle Folk paa den Side, hvor Floden gik ind udi Staden, og andre paa den anden Side, hvor den gik ud, med Befal|507ning at bryde ind paa begge Sider over Floden, naar den var bleven saa lav, at man kunde vade derover. Efterat dette var skeet, loed han om Aftenen aabne Demningen paa begge Sider af Floden oven for Staden, for at tvinge Vandet at udflyde derudi, saa Erobrer den, og giør Ende paa det Babyloniske Herredom.at Flodens Bund blev tør ved Midnats Tider: Da brøde Krigs-Folkene ind, og, saasom de ved Vægternes Forsømmelse funde Portene aabne, bleve de i en Hast Mestere af Staden. Udi det første Anfald blev Beltzasar omkommen, og alle de, som vare omkring ham. Saa snart Cyrus var bleven Mester af Staden, loed han udraabe, at alle de, som lagde Gevær ned, skulde spares paa Livet, hvorudover Babylonierne strax beqvemmede sig dertil, og underkastede sig Seyerherrens Magt. Derved endtes denne store Krig, efterat den havde varet udi 21 Aar, at regne fra den Tiid Cyrus med sin Krigshær gik ud af Persien, for at undsætte den Mediske Konge. Den prægtige Babylons Erobring bliver fortaalt paa saadan Maade af Herodoto og Xenophon, som derudi overeensstemme med den hellige Skrift. Daniel siger, at Beltzasar giorde et stort Giæstebud, hvorved han betienede sig af de hellige Kar, som vare tagne af Jerusalems Tempel. Midt udi Giæstebudet blev han en Haand vaer, som skrev noget paa Veggen, Kongen blev derover heel forskrækked, og loed hente alle Chaldæiske Astrologos, for at sige ham Udtydningen deraf, men ingen kunde forklare Skriftet. OmsiderOmsider]Omsider] A; Ømsider SS Omsider] A; Ømsider SS blev Daniel derom adspurt, hvilken læsede Skriftet, som var tegned med disse Daniels Beretning herom.Ord: Mene, Mene, Tekel Upharsin, og sagde han, at Udtydningen var denne: at GUd havde veyet hans Rige, fundet det for let, og givet det til de Meder og Perser. Derpaa siger han, at Kongen samme Nat blev ihielslagen (a), hvilket ovenmeldte Hedniske Skribentere og vidne, at være skeet udi det Udfald, som de Perser og Meder giorde om Natten. En Vanskelighed angaaende Daniel, besvares.Udi den Beretning, som Daniel herom giver, have nogle taget Anledning til en Vanskelighed, nemlig: at Daniel her bliver talet om, som en u-bekiendt Person af Kongen, da han dog havde været den anseeligste Stats-Minister udi adskillige Kongers Tiid: Thi der staaer, at Kongen spurte Dronningen, om det var Daniel. Dertil svares, at det var ingen Under, at Stats-Ministrer ikke vare kiendte |508af en Konge, der aldrig havde taget sig Rigets Sager an. Man seer, at han haver været bekiendt af Dronningen, som meenes at have været den navnkundige Nitocris, igiennem hvis Hoved alle Rigets Sager ginge udi denne Konges Tiid; thi det var ved hendes fortreffelige Anstalter, at Riget udi 17 Aar var bleven conservered.

Ved Babylons Erobring endtes det Babyloniske Herredom, efterat det havde staaet fra Nabonassars eller Belesis Tiid, som var dets Fundator, udi 209 Aar, og den mægtige Babylon blev ydmyget 50 Aar, efterat den havde ødelagt Jerusalem med Templet. Derved bleve alle Prophetierne opfyldte, som havde spaaet om alle de Det Persiske Monarchies Begyndelse.Omstændigheder, som fulte derved; Thi Skriften siger om det Babyloniske Rige, at det blev erobred af Dario Medo; det er ogsaa overeensstemmende med andre Skribentere; thi, saa længe som den Mediske Konge Cyaxares, Cyri Morbroder, som i Skriften kaldes Darius Medus, levede, blev Krigen fornemmeligen ført i hans Navn, skiøndt under Cyri Conduite: Cyrus loed sin Morbroder beholde Æren, skiøndt alting blev giort ved ham selv. Det er derfore, at han endogsaa udi Cyaxaris Tiid bliver anseet som Hovedmand, og at han udi Ptolomæi Canon kaldes Nabonadii Successor udi det Babyloniske Rige.

Efterat Cyrus havde beskikket alting udi de overvundne Lande, deelede han tillige med Cyaxare det heele store Monarchie udi 27 Provincier, og beskikkede ligesaa mange Statholdere, hvilke alle igien skulde staae under 3 Generale Gouverneurs, der stedse skulde være ved Hoffet: Og blev af disse 3 Daniel den fornemste, og det i Henseende til hans lange Tieneste, og det store Navn, han ved sin Viisdom og Kundskab udi Stats-Sager havde erhvervet over heele Orienten. Saasom han ved denne Ophøyelse blev giort til den neste Mand udi Værdighed efter Kongen, opvaktes der Jalousie blant de andre Ministrer, saa at de søgte at styrte ham, men, som de ingen Sag kunde finde med ham, efterdi han med største Fliid og Troeskab forestoed sit høye Embede, arbeidede de paa at betiene sig af Daniels Religion: og, som de vidste, hvilken nidkier Dyrker han var af Israels GUD, overtalede de Kongen til at |509forordne, at ingen over det heele Rige udi 30 Dage skulde indrette deres Bønner til nogen anden, end til ham selv, som Landets Hoved. Dette skeede, og, som Daniel blev ved sin Sædvane at tilbede GUd 3 gange om Dagen, blev han beskyldet som Kongelig Mandats Daniels Befrielse af Løvekuulen.Overtræder, og med Kongens Villie kastet i Løvekuulen. Men, da Kongen Dagen derefter fik at vide, at han var gandske u-beskadiget, loed han ham strax optage af Huulen, og befoel, at hans Anklagere skulde kastes der udi, hvilket skeede, og de bleve strax opslugede af Løverne. Af dette Mirakel blev Kongen saa bevæget, at han befoel, at alle hans Undersaattere skulde frygte og ære Daniels GUd. Saaledes bliver denne Historie fortaalt af Daniel selv (a). Han toeg siden saa meget til udi Cyaxaris og Cyri Naade, at han levede den øvrige Tiid udi Fred og Velstand.

Hvad Jødernes timelige Befrielse fra det Babyloniske Fængsel angaaer, da skeede Jødernes Befrielse af det Babyloniske Fængsel. den paa efterfølgende Maade. Da Cyrus, efter Cyaxaris eller Darii Medi Død, var bleven eene Herre over det store Persiske Herredom, som udi Historien kaldes det andet almindelige Monarchie, udgav han den navnkundige Befalning om Jødernes Befrielse, udi sin Regierings første Aar, nemlig: fra den Tiid han alleene var bleven Herre.

Cyri Edict.Det er troeligt, at Daniel, som stoed udi saa stor Naade hos Kongen, haver udvirket dette Edict for sine Landsmænd, og at han haver viset ham Esaiæ Prophetier, hvor GUd havde givet tilkiende, at Cyrus skulde være hans Folks Hyrde. Josephus vidner, at Cyrus saae og læsede bemeldte Prophetier, og Skriften giver det samme klarligen tilkiende; thi udi Esdræ Bog findes i |511Cyri Edict disse Ord: HErren haver befalet mig at bygge sig et Huus udi Jerusalem (a). Dertil kand og være andre politiske Aarsager, nemlig: at Cyrus ikke vilde lade et saa frugtbart Land ligge *u-dørket, item at han haver fundet tienligt at depeuplere den mægtige og hofmodige Stad Babylon, ved at tilstæde fremmede Nationer, som med Magt af Nabochodonosor did vare henbragte, at komme til deres Fæderneland igien. Dog haver GUds Forsyn og de Løfter, han ved Propheterne havde giort det Jødiske Folk, bevæget fornemmeligen Kongens Hierte til at befordre dette Verk.

Efterat Cyrus, som sagt er, havde udstædet dette Edict, samlede Jøderne sig fra Jødernes Udgang af Babylon under Zorobabels Anførsel. alle Stæder udi det Babyloniske Rige, indtil 42360 Mænd foruden Tienere, hvis Tall beløb sig til 7337. Deres fornemste Anførere vare Zorobabel, en Søn af Salathiel, og Sønne-Søn af Jehojakin Juda Konge, item Jehoschua, den ypperste Præsts Jotsadaks Søn; Zorobabel blev af Cyro beskikket til Gouverneur over Landet, og Jehoschua til ypperste Præst; thi han nedsteeg udi rette Linie fra det Præstelige Huus, og var en Sønne-Søn af Seraja, hvilken var ypperste Præst udi Jerusalem De andre Anførere. paa den samme Tiid, da Staden og Templet blev ødelagt. De andre Anførere vare Nehemia, Seraja, Rehelaja, Mardochæus, Bilsan, Mispar, Biqvai, Rehum og Bahana, af hvilke Zorobabel betienede sig, til at bringe Folket tilbage, og holdes de samme for Hoveder af den store Synagoge, som siden blev stiftet.

Saaledes kaldes de Ældstes Forsamling, som efter Jødernes Sigelse stedse residerede udi Jerusalem efter det Babyloniske Fængsel, og hvoraf alle vigtige Sager, saavel Staten som Religionen angaaende, bleve deciderede. Herved er at merke, at den Nehemia og Mardochæus, som her nævnes, ere ikke de, som omtales udi Nehemiæ og Esthers Bøger, men andre Personer af samme Navne.

Paa den samme Tiid, da Cyrus publicerede sin Forordning, angaaende Jerusalems og Templets Opbyggelse, befoel han tillige-|512med, at alle de hellige Kar, som tilforn havde været borttagne, skulde gives tilbage igien. Nabochodonosor havde ført dem til Babylon, og der ladet dem sætte udi Bels Tempel. Derfra loed Cyrus dem igien udtage og overlevere til Zorobabel, for at bringe dem til Jerusalem. De Guld og Sølv-Kar, som da bleve givne tilbage, beløbe sig 5400. De øvrige bragte Esdras Adskillige af de 10 Stammer fulte med.med sig nogle Aar derefter. Det var da ikke alleene de fangne af Juda og Benjamin, men endogsaa adskillige af de andre Israels Stammer, som profiterede af Cyri Velgierning, for at komme til deres Fæderne-Land igien: Thi nogle af de 10 Stammer, som af Salmanasser vare bortførte, havde conserveret deres Fæderne Religion blant Hedningerne, og mænget sig med de Jøder, som Tiid efter anden ogsaa bleve bortførte. Der vare ogsaa adskillige af dem, efter alle de Bortførelser, som vare giorte af Assyrierne, blevne tilbage udi Landet, og adskillige af dem havde forladt deres egne Stammer, for at mænge sig med Juda og Benjamin, med hvilke de bleve bragte fangne til Babylon. Alle disse komme sammen, for at føre sig Cyri Edict til Nytte, hvoraf sees, at de, som siden bleve kaldne Jøder, og som siden den Tiid stedse have ført Jøder bliver et tilfælles Navn for alle Israeliter.det Navn, ere ikke alle af Juda og Benjamin, men en Samling af adskillige Israels Stammer, hvoraf dog de af Juda og Benjamin have været de stærkeste udi Tallet: Man seer ogsaa, at Cyri Edict strakte sig til heele Israel. Det samme kand ogsaa siges om Artaxerxis Edict, som blev publiceret nogle Aar derefter; thi derudi nævnes Israels (a) Folk, og var det derfor, at Esdras skikkede Copier af samme Konges Brev, saavel over heele Medien, hvor de 10 Stammer vare adspredde, som udi Chaldæa og Assyrien, hvor Jødernes Fængsel var, saa at dette giver tilkiende, at Cyri Brev, hvoraf Artaxerxis var en Fornyelse, angik det heele Israels Folk og alle 12 Stammer. Skriften vidner, at adskillige af Ephraim og Manasse, efter det Babyloniske Fængsel, beboede Jerusalem tilligemed Juda og Benjamin, hvilken Blanding varede stedse indtil Christi Tiider, ja indtil Jerusalems sidste Ødeleggelse af Romerne. Hvilket vises af adskillige Steder udi det nye Testamente, skiønt alle Indbyggere vare befattede under |513det Navn af Jøder, hvilket Navn efter Fængslet var bleven almindeligt for det heele Folk, ligesom det Navn af Israel var tilforn. Denne Anmerkning tiener til at hæve den Vanskelighed, som viser sig af den Forskiæl udi Tallet, som findes paa adskillige Steder; thi paa et Sted udi Esdræ og Nehemiæ Bøger tales om 42360, og paa et andet Sted om 29618 hos Esram, og 30131 hos Nehemiam, som komme tilbage. Den Forskiæl kand concilieres, naar man i Agt tager, at paa det eene Sted kand alleene forstaaes Tallet af dem, som vare af Juda, Benjamin og Levi-Stammer, og paa de andre Steder den totale Sum af heele Israel.

Af de 24 Præsternes Classer, som bleve bragte til Babylon, vendede ikkun 4re Præsteskabets nye Inddeeling udi Classer. tilbage, som beløbe sig til 4289 Personer. De andre bleve enten tilbage eller have været uddøede. Dette u-anseet, conserverede man dog det gamle Tall af Præsternes Classer, saasom det var anordnet af David, hvorfore man deelede eenhver af disse 4re Classer atter udi 6, og de nye Classer toge Navn af de gamle, som fattedes.

Til at giøre dette tydeligere, maa repeteres, hvad som tilforn er taelt om Præsteskabets Stiftelse, nemlig, at de tvende Aarons Sønner Eleazar og Ithamar, og deres Afkom udgiorde tvende Præstelige Familier. Hvorudover man seer, at da David deelede den heele Præstelige Slægt udi 24 Classer, for at giøre vexelviis Opvartning ved GUds Tieneste, vare 16 af Eleazars og 8 af Ithamars Huus (a). Dog var denne Deeling udi Classer, som skeede af David, ikke den første; thi Moses havde ogsaa deelt disse tvende Familier udi Classer, skiøndt man ikke kand sige Tallet derpaa; saa at David derudi intet andet giorde, end at efterfølge den gamle Skik: Den Forskiæl blev alleene, at, saasom Præsternes Tall udi hans Tiid var meget bleven forøget, saa formeerede han Classerne indtil 24, og havde uden Tvivl i Sinde, at deele hvert Huus Dets gamle Deeling.udi 12 Classer, men som Eleazars Familie var bleven langt meere Talriig, kunde saadan Liighed ikke i Agt tages, hvorudover Ithamars Præste-Slægt blev kun deelt udi 8, og Eleazars udi 16 Classer. Derom |514taler den Hierosolymitanske Gemara saaledes: Moses stiftede 8te Præstelige Classer, 4re af Eleazars, og andre 4re af Ithamars Huus, hvilket varede indtil Samuels og Davids Tiid, da bleve 8te nye Classer tillagde, 4re af hvert Huus: De toge sig siden fore at bringe det til 24 Classer, men som Ithamars Familie var ikke Talriig nok dertil, maatte de øvrige 8te Classer tages af Eleazars Huus alleene. (a). Dette Tall varede saalænge det første Tempel stoed ved Magt. Ved Tilbagekomsten fra Jerusalem, saasom man udi allting søgte at fornye den gamle Indretning, og deele Folket udi 12 Stammer, skiønt der komme kun faa tilbage af de 10, saa deelede man ogsaa Præsterne udi 24 Classer, ligesom det havde været udi Davids Tiid, og det paa den Maade, som forhen er viset (b), og vidner Josephus, at det blev derved, indtil Stadens sidste Ødeleggelse (c).

De fleeste Jøder bleve tilbage udi Babylon.Jøderne holde ellers for, at det var ikke uden Skummet af Nationen, og de allerringeste, som paa den Tiid vendede tilbage. Det er vist, at, u-anseet de Persiske Kongers Edicta, i Faveur af Jøderne, et stort Antall veigrede sig ved at profitere deraf, og forblev udi Chaldæa, Assyrien og andre Orientalske Provincier, hvorhen de vare forflyttede. Det er ogsaa troeligt, at de Rigeste og Mægtigste ikke have villet rykke op af det Land, hvor de sadde i Velstand; thi den Bortførelse førede Navn af Fængsel, i Henseende til, at Jøder og Israeliter skiltes ved deres Fæderneland, Tempel og egen Regiering, skiøndt de i andre Maader bleve tracterede paa samme Foed, som andre Assyriske og Babyloniske Undersaatter, saa at mange af dem bleve formuende Folk, Aarsag dertil.og, naar saadant var, kunde det ikke andet være, end at en stor Deel jo tog i Betænkning, at qvitere deres dyrkede og forarbeidede Jord, for paa nye at cultivere de Jorde udi deres Fæderneland, som i mange Aar havde ligget u-dyrkede. Ja man seer af det ringe Tall, som vendede tilbage, at den største Deel er bleven tilbage, og at de, som sig dertil |515resolverede, aldrig have siden tænkt paa at flytte. De som saaledes forbleve udi Assyrien og Chaldæa, voxede under det andet Tempel saa til, at de udi Mængde langt overginge Jøderne i Palæstina, endogsaa paa den Tiid, da Jødeland var bleven allermest Folkrig.

De, som efter Cyri Brev vendede tilbage, ankomme til Jødeland udi den Maaned Nisan, som var den første Maaned af det Jødiske Kirke-Aar, som svarer til vor Martius, eller en Deel af April. Saa snart de vare ankomne, spredede de sig ud over Landet efter deres Stammer og Familier, og toge sig for at opbygge deres Forældres Huse, og paa nye at dyrke deres Agre, som efter Jerusalems Ødelæggelse og de øvrige Jøders Flugt til Ægypten, formedelst det Mord, som var begaaet paa Gedalia, havde En særdeles Aarsag til Fængselets langvarige Tiid.ligget u-dyrkede udi 52 Aar; thi det var saa mange Sabbatiske Aar de havde forsømt, og det mod Mosis Lov, som tilholdt dem at lade Jorden hvile hver 7de Aar. Denne GUds Befalning, tillige med mange andre, havde de i deres Velstand overtrædet, hvorudover GUd til Straf havde ladet Landet ligge u-dyrket indtil Tallet af de Sabbatiske Aar, som de havde forsømt, blev igien opfyldet. Og kand man deraf udregne, hvor længe Jøderne havde overtraaed denne Lov om de Sabbatiske Aar; thi det er vist, at Jorden laae u-dyrket alleene 52 Aar, nemlig: fra Gedaliæ Død, og den paafølgende almindelige Flugt, indtil Enden af Fængslets 70 Aar og Cyri Edict. Saasom nu 52 Sabbatiske Aar giøre 52 Prophetiske Uger, og saa mange Uge-Aar eller Prophetiske Uger giøre 364 Aar, saa kand man føre den Calculum op til Begyndelsen af Kong Asæ Regiering, og deraf slutte, at Jøderne fra den Tiid have forsømt de Sabbatiske Aar, og at derfore deres Land til Straf haver ligget u-dyrket, lige saa mange Aar, paa det at Loven om de Sabbatiske Aar kunde opfyldes. Hvilket ogsaa udtrykkeligen i Skriften gives tilkiende med disse Ord: Paa det at HErrens Ord skulde opfyldes, som vare talede ved Jeremiæ Mund, indtil Landet havde Behagelighed udi sine Sabbater. Det hvilede den gandske Tiid, som Ødeleggelsen varede, indtil 70 bleve opfyldte (a). Saaledes passer Tiden sig net, naar man giør |516Udregningen saaledes, hvis man derimod sætter de 70 Fængslets heele Aar, for at opfylde de Sabbatiske Aar, som vare forsømte, saa følger deraf, at Sabbat-Aarenes Helligholdelse havde været forsømt udi 70 Uge-Aar, hvilket giør 490 gemeene Aar, og maa i saa Maade denne Forsømmelse regnes op til Davids og Salomons Tider, hvilket ikke kand være, eftersom GUds Lov da blev nøye i Agt tagen.

Udi den 7de Maaned af Aaret, som kaldes Tisri, forsamlede alle Jøder sig til Jerusalem, og paa den første Dag i samme Maaned helligholdte Trompeternes Fest. Jøderne ved Tilbagekomsten fornye deres Feste.Denne Maaned Tisri begyndte mod Høstens Jævndøgn, og var Begyndelsen af Jødernes civile Aar, ligesom Nisan var af Kirke-Aaret: Saa at, ligesom de indrettede deres Festers Data efter det sidste Aar, saa indrettede de alle Contracters og civile Acters Data efter det første, som begyndte fra den Maaned Tisri, hvilken var Jødernes første Maaned i Aaret fra ældgamle Tider, saasom de holdte for, at Verdens Skabelse var skeet udi samme Maaned, nemlig mod Høsten; Ja den første Dag udi Tisri var deres eeneste Nye-aars-dag, førend Kirke-Aaret udi den Maaned Nisan blev stiftet, til en Erindring om Israels Befrielse fra den Ægyptiske Trældom.

Den tiende Dag udi samme Maaned var den store Forsonings-Fest, da den ypperste Præst pleyede at giøre Forsoning for heele Israel, og den 15de Dag begyndte Tabernaklets-Fest, som varede indtil den 22de. Medens disse Høytideligheder skeede, holdt det heele Folk sig op udi Jerusalem, og contribuerede enhver efter sin Formue til Gudstienestens Forrenting. Det frivillige Offer, som da giordtes, beløb sig foruden Præsternes Klæder til 61000 Drachmas Guld, og en anseelig Hob Sølv efter Proportion, saa at det heele beløb sig fast til 3 Tønder Guld efter vore Penge. Summen synes at være stor, i Henseende til det lidet Antal af Jøder, helst, naar man holder for, at det var kun den fattigste Deel af Nationen, som kom tilbage. Men man maa slutte, at disse Offringer skeede af det heele Folk, saa at de, som bleve tilbage udi Chaldæa og Assyrien, gave ogsaa deres Andeel, som haver været det meste; thi det er ellers vanskeligt at begribe, hvorledes en saadan |517Sum kunde bringes tilveye. Denne Meening bestyrkes deraf, at alle Jøder, hvor de end boede, betalede aarligen en halv Sekel til Templets Vedligeholdelse, saalænge det blev staaende, iligemaade til den daglig Gudstienestes Forretning, som derudi skeede; thi, naar saa var, at de alle frivilligen contribuerede til Templets Vedligeholdelse, saa kand man ikke tvivle om, at de jo have giort et Sammenskud til dets Opbyggelse.

Prideaux, som haver beskrevet dette nye Alters Størrelse og Høyde, haver iligemaade forbigaaet en anden ikke mindre særdeeles Anordning, og som haver givet de Lærde lige saa frugtbar Materie til at øve deres Penne. Ved det første Alters Anrettelse blev giort saadant Forbud, at der maatte intet Trappe-Trin giøres dertil: Hvi intet Trappetrin maatte giøres til Alteret. Ordene ere disse (a): Du skal ey gaae op ad Trapper til mit Alter, at din Nøgenhed ey skal blottes over det. Disse Ord have givet Anledning til mange Forklaringer, saasom Historien viser, at baade Mosis, Rubeniternes, Salomons, Ezechiels og dette Zorobabels Alter have været saa høye, at man ikke uden paa Trapper kunde komme der op. Nogle holde derfore for, at den første Anordning var kun for en Tiid, medens Israeliterne omvandrede i Ørken, men denne Forklaring kand ikke følges, efterdi Skriften vidner, at Aaron udi Ørken, efterat han havde offret, nedsteeg af Alteret (b). Andre have stræbet at give andre Aarsager hertil, men med lige saa svage Argumenter. Spencer meener, at ved Forbudet forstaaes ikke Trapper i Almindelighed, men alleene store og rumme Trapper, som kunde give Præsterne Leilighed til at svinge sig op, og at blotte deres Nøgenhed, naar de opsteege. Men hvorvit saavel denne, som de forrige Gisninger kand være grundet, vil jeg overlade til Læserens Skiønsomhed. Man seer alleene, at Jøderne ved deres Tilbagekomst have i Agt taget den Befalning om de raae Steen, som en Hoved-Lov, iligemaade, at det nye Alter er bleven saa høyt, at det ikke uden ved Trapper kunde bestiges, saa at de udi denne sidste Post ere veegne fra Bogstaven, saavel som deres Forfædre.

|520Men, som Jøderne fornemmeligen vare komne tilbage, udi Forsæt at oprette Templet igien, saa arbeidede de strax paa at giøre Begyndelse til saadant Verk. De anvendede det første Aar paa at samle Materialier, og at forsyne sig med Haandverks Folk, og udi den anden Maaned af næstfølgende Aar lagde de med stor Høytidelighed Grundvold til Templet. De første Steene bleve udi Statholderen Zorobabels, og den ypperste Præsts Jehoschua, og den heele Forsamlings Nærværelse lagde med Trompeters og andre Instrumenters Lyd. De Allerældste derimod, som havde seet det forrige Tempels Herlighed, og som vel kunde slutte, af hvilken liden Betydelse denne nye Bygning vilde blive, kunde ikke bare sig for Graad. Og sandelig, Forskiellen mellem dette og Salomons Tempel var saa stor, at GUd selv siger til Propheten Haggæus, at det sidste var intet at regne mod det første.

Sammenligning mellem det gamle og nye Tempel. Dette maa dog ikke forstaaes om Templets Storhed og Begreeb; thi adskillige ere af de Tanker, at det sidste Tempel blev større end det første, men i Henseende til dets Prydelse, Rigdom og Konststykker, hvilket sees af det, som tilforn er anført. Vel er vist, at dette andet Tempel med Tiden meere og meere blev forbedret, og udi Herodis Tider fik saadan Anseelse, at mange holde for, at dette gav Salomons Tempel lidet efter, ja overgik det udi visse Ting. Men, lad være, at det udi udvortes Ting opnaaede det forriges Herlighed, saa fattedes dog i det sidste de Ting, hvorudi det Hvilke Ting fattedes i det nye Tempel. førstes Ære og Ypperlighed bestoed. Jøderne henføre disse Ting til 5, nemlig: 1) Pagtens Ark, 2) Schekina, eller GUds Nærværelse, 3) Oraclet af Urim og Thummim, 4) den hellige Ild, som var paa Alteret, og 5) den Prophetiske Geist. Om Pagtens Ark er talet paa et andet Sted, hvorfore jeg derom her intet vil melde. Pagtens Ark.Rabbinerne disputere om, hvad Skiebne den gamle Ark havde, da Templet blev ødelagt af Nabochodonosor. Hvis den havde været bortført tillige med de andre Templets Mobilier, havde den uden Tvivl været tilbage bragt af Zorobabel; men man finder intet at blive taelt siden om Arken, hvoraf man maa slutte, at den er bleven ødelagt med det første Tempel. Det samme kand og siges om Røgelsens Alter, Skuebrødenes Bord og Guld-Lysestagen, ef|521terdi man seer, at de paa nye bleve giorte. Nogle Jøder holde dog for, at Pagtens Ark blev skiulet paa et sikkert Sted af Jeremia: andre, at Josias, forudseende Templets Ødelæggelse, nedsat Arken udi en Hvelving under Jorden, som Salomon til den Ende havde anlagt. Til saadant at bevise, anføre de Josiæ Befalning til Leviterne, at sætte Arken ned udi det Huus, som Salomon havde bygget, forstaaende derved ovenmeldte Hvelving, hvor, efter deres Meening, Arken haver stedse været, og endnu indtil denne Tiid ligger i god Forvaring, og hvoraf den skal tages ved Messiæ Ankomst. Men det er klart, at ved Josiæ Befalning om Arkens Nedsættelse udi dette Huus, som Salomon havde bygget, forstaaes intet andet, end at, saasom de forrige u-gudelige Konger Manasses og Ammon, havde ladet Arken bortføre fra sit sædvanlige Sted, den blev der igien nedsat efter Josiæ Befalning.

Den anden Herlighed, som var ved det gamle Tempel, men som fattedes det nye, Schekina. var Schekina eller GUds Nærværelse, som gav sig tilkiende udi en Skye. Denne Skye loed sig allerførst see, da Moses indviede Tabernaklet, og siden forflyttede sig til Templet, da det af Salomon var bleven helliget. Dens bestandige Sæde var paa Naade-Stoelen over Arken, saalænge som Arken var paa sit rette Sted; thi, naar den blev ført fra et Sted til andet, som undertiden skeede, forsvandtes Skyen imidlertiid.

Den 3die Herlighed af det gamle Tempel, var efter nogles Meening Urim og Urim og Thummim.Thummim, hvorom tilforn er talet. Dette ophørede ved det andet Tempel, hvilket og Esdras og Nehemias give tilkiende. Jeg siger efter nogles Meening, efterdi der tvistes om Oraclet ved Urim og Thummim, ogsaa ikke ophørede med Salomons Tempel. De som ere af den sidste Meening, sige, at Oraclet af Urim og Thummim var en Følge af Theocratiet; thi saalænge som GUd regierede Folket u-middelbarligen, var saadant Middel fornødent, hvilket Folket, som havde ingen anden Øvrighed at addressere sig til, maatte betiene sig af, og er det efter deres Meening, alleene i den Henseende, at Oraclet blev stiftet. Men, da Theocratiet ophørede, og Salomon, som den første Arve-Konge, kom paa Thronen, ophørede Oraclet gandske. De sige videre, at saasom |522Urim og Thummim var stiftet, for at raadføre sig med GUd udi de Ting, som angik heele Israel, og Israel blev siden adskilt udi tvende stridige Riger, saa maatte tilligemed Stiftelsens Aarsag, Oraclet selv af Fornødenhed ophøre. Prideaux og andre holde derimod for, at Oraclet haver continueret indtil Templets Ødeleggelse. Spencer meener ogsaa, at det holdt en Tiid lang ved (a), og, at ligesom det fordum Naar Urim og Thummim ophørede.blev givet af den inderste Deel af Tabernaklet (b), saa blev det og givet af den inderste Deel af Templet, paa det, at det ikke skulde være ringere end Tabernaklet, dog siger han herhos, at som Oraclet sielden blev givet af Tabernaklet, saa blev det fast ingen Tiid givet af Templet: Dog kand man holde for, at det ved Templets Tiid gandske ophørede, ikke af den Aarsag, som bemeldte Skribent foregiver, nemlig: at GUd fandt for got, at ophæve de Skikke, som han havde tilladt udi Israeliternes Barndom, og at lempe sig efter deres Skrøbelighed (c), men, efterdi Regieringen da var bleven forandret, og Theocratiet gandske ophørede. Vist nok er det, at man intet Beviis finder paa noget Orakel udi Templets Tiid, ja end ikke under Salomons Regiering: Thi efter hans Tiid kand man ikke alleene giette sig dertil af Skriftens Taushed, men endogsaa andre Ting bevise dets Ophørelse. Saaledes finder man, at den ypperste Præst Hilkia raadførede sig udi en tvivlraadig Sag med Prophetinden Hulda, (d), hvilket han ikke havde trænget til, hvis de ypperste Præste da havde havt Adgang til Oraclet, som udi fordum Dage, og er dette og andre Exempler klare Beviis paa, at man da i Steden for Oraclet consulerede Propheterne. Hvad som herimod kand anføres, er et Sprog af Esræ Bog, saa lydende: Og Hatirsatha sagde til dem, at de skulde ikke æde af de særdeles hellige Ting, indtil en Præst stoed med Urim og Thummim (e). Men dette viser ikke andet, end at de, som opbyggede det nye Tempel, havde Forhaabning om det gamle Orakels Fornyelse. Af dette sees, at man kand holde for, at Oraclet cesserede med Regieringens |523Forandring og Templets Stiftelse, og at Jøderne derudi have ret, naar de sige, at den Hellig Aand talede til Israels Børn under Tabernaklet ved Urim og Thummim, under det første Tempel ved Propheterne, og under det andet Tempel ved Batkol.

Den hellige Ild.Den 4de Herlighed, som fattedes udi det andet Tempel, var den hellige Ild, som nedfaldt af Himmelen paa Alteret, først udi Tabernaklet, da Aaron og hans Sønner bleve indviede til Præsteskabet, og siden udi Templet paa Alteret, da det blev helliget af Salomon. Samme Ild blev stedse Dag og Nat holden vedlige af Præsterne, saavel udi Templet, som fordum udi Tabernaklet, og var det ved den Ild, at all Brændoffer blev antændt. Nadab og Abihu, som eengang betiente sig af anden Ild, bleve derudover fortærede af en Ild, som gik ud fra HErren. Nogle Jødiske Lærere meene, at denne Ild blev udslukt udi Manassis Tiid, men den almindelige Meening er, at den blev ved Magt indtil Templets Undergang, efter hvilken Tiid den ikke blev fornyet, saa at man udi det andet Tempel betienede sig af almindelig Ild; thi det, som fortælles om Jeremia, at han skiulede den hellige Ild udi en Grav, hvoraf den siden blev tagen, og lagt paa Alteret udi det nye Tempel, er en Digt.

Den Prophetiske Geist, som var den 5te Herlighed, der ophørede ved det andet Tempel.Den 5te Ting, som ophørede ved det andet Tempel, var den Prophetiske Geist: Vel er sant, at Propheterne Haggæus, Zacharias og Malachias propheterede udi Begyndelsen af det nye Tempel, men efter deres Død ophørede Prophetierne gandske udi Israel.

Disse vare de Herligheder, hvoraf det første Tempel skinnede frem for det andet, og kand dertil legges den hellige Olie, som Moses havde præpareret til de hellige Kars og de ypperste Præsters Salving, og var en Composition af de beste Urter, den ypperligste Myrrha, Caneelbark og andet, og havde Israels Børn Befalning, stedse at Hertil maa legges den hellige Olie.conservere den samme. Denne hellige Olie blev siden udi Templets Tiid ogsaa brugt til Kongernes Salving, dog saaledes, at ikke enhver Konge, men alleene den første af et nyt Kongeligt Huus dermed blev salved, og strakte sig en saadan eengang giort Salving paa alle hans Successores af samme Huus, saa at |524de ikke bleve salvede, med mindre der opvaktes nogen Successions Striid iblant dem: udi hvilken Henseende Salomon og endeel andre bleve salvede. Men enhver ypperste Præst blev ved hans Vielse salved, iligemaade hellige Kar. Denne hellige Olie forgik tillige med det første Tempel, hvorudover alt hvad som siden blev indviet, holdes ikke saa helligt, som tilforn, efterdi den rette Olie fattedes; og blev den ypperste Præst under det andet Tempel ikke installered, uden ved den Præstelige Habit.

Naar man dette altsammen betragter, kand man let begribe, hvorfore de gamle udgydede Taare, da Grundvold blev lagt til det andet Tempel. Men hvad som herved fattedes, blev tilstrækkeligen erstattet ved den store Herlighed, som vederfoer den sidste Tempel, hvilket Christus helligede ved sin Nærværelse, i hvilken Henseende man kand sige, at det sidste udi Herlighed haver langt overgaaet det første. Hvad det nye Tempels Situation angaaer, da maa man holde for, at det er anlagt paa samme Maade, som det gamle, saa at dets Udgang vendede sig mod Østen, hvilket sees af Prophetens Beskrivelse: De 25 Mænds Rygge vendede mod Templet, og deres Ansigt mod Østen, saa at de tilbade mod den oprindende Soel (a). Udi hvilken Skik andre Nationer have efterfult Jøderne, hvilket sees af Lucani Vidnesbyrd, om den Syriske Gudindes Tempel (b), item af Herodoti Vidnesbyrd om Vulcani Tempel. (c).

Men dette Afslag ophidsede Samaritanerne saaledes, at de arbeidede af yderste Magt paa at hindre Templets Bygning. De saae vel, at det stoed ikke udi deres Magt at handle mod Cyri Edict, hvorudover de ved Gunst og Gave udvirkede hos Templets Bygning gaar langsom for sig.de Kongelige Ministrer, at Arbeidet blev opsat, eller i det ringeste ikke blev drevet paa, og er dette Aarsag, hvorfor Templets Bygning gik saa langsomt for sig. Dette er ogsaa Aarsag til det store Had, som Jøderne have baaret, og endnu bære til Samaritanerne, og er kommen saa vidt, at de blant alle Mennesker have mest Afskye for dem, saa at de gemeenligen betegne dem med det Navn af Cuthiter, hvilken Titel de ogsaa i samme Henseende give de Christne, for at tilkiendegive deres Had mod de samme.

Saasom nu Templets Bygning ved Samaritanernes List og Underfundighed blev forhalet, og Cyri Edict i mange Ting ikke blev efterlevet, bedrøvedes Propheten Daniel høyligen derover, saa at han udi 3 Aar gik i Sørge-Dragt og fastede. Det var udi denne Tilstand han havde det merkelige Syn om de 4re Monarchier, som er Indholdet af de 3 sidste Capitler af hans Prophetie (a), og meener man, at han døde kort derefter, hvilket ogsaa er troeligt, i Henseende til hans høye Alder. Han var en Daniels Død og Berømmelse.af de viiseste, gudfrygtigste og anseeligste Mænd udi hans Tiid. Hans Prophetier ere saa klare og tydelige, at Porphyrius holder for, at de ere skrevne af en anden, længe efter Daniels Tiid, hvorved samme Heden-|527ske Skribent giver tilkiende, at man ved ingen Forklaring kand svække disse Prophetier, og derfor haver været tvungen til at søge saadan Udflugt: Thi alting derudi anføres saa tydeligen, og alle Ting som ere hendede, svare saa net til Prophetierne, at de have heller Anseelse af Historier end Betænkning over hans Prophetier.Spaadomme. Jeg vil ikke tale om de Objectioner, som i vor Tiid af de saa kaldne Free Thinkers ere giorte mod Daniels Prophetier, nemligen, at de ikke vare oversatte af de 70 Udtolkere blant de andre det gamle Testamentes Bøger, item, at Stiilen er af en Chaldaisk, som synes yngre end af Daniels Tiid, og adskilligt andet (a), thi disse Objectioner ere kraftigen besvarede af andre. Dette maae man alleene tilstaae, at Jøderne ikke regne Daniel blant Propheter, men alleene blant Hagiographos eller hellige Skribentere, men de giøre det samme ogsaa med Davids Psalmer. Aarsagen som de dertil give, er alleene, efterdi Daniel saavel som David førede et Levnet som Hofmænd, og ikke som Propheter; thi David var Konge, og Daniel Premier Minister udi Babylon. Videre sige de om den sidste, at, endskiøndt han havde guddommelige Aabenbaringer, saa var det dog ikke paa en Prophetisk Maade, men ved Drømme og Nattesyn. Josephus holder ham dog for en Prophet, og siger, at han havde en særdeles Omgiengelse med GUd (b); men det som uden Modsigelse giør Daniel til Prophet, er Christi Vidnesbyrd. Hvorvel Daniels Navn ikke findes sat udi Begyndelsen af hans Prophetie, saa gives dog mange Steder, hvor han taler udi egen Person, hvilket viser, at han er Autor af Skriftet, ikke at tale om, at Christus selv tillægger ham Skriftet, hvilket er et u-imodsigeligt Beviis. Skriftet kand deeles udi tvende Parter, den første er Historisk og indeholder de Ting, som ere ham selv hendede udi Babylon udi adskillige Kongers Tiid. Den anden Part, som begynder med det 7de Capitel og ender med det 12te, indeholder Syn og Spaadomme. Nogle legge dertil tvende Capitler om Susanna, Bel og Dragen, men det samme er tillige med de 3 Mænds Sang udi Ilden af andre udsletted af Daniels Prophetie, og ført an blant Apocry-

(a)	Scheme of the Propheties.

(b)	Joseph. antiqv. lib. 10. cap. 12. δτι δανίηλσς δμίλει θεώ

|528phiske Skrifter. Hieronymus og Eusebius tilskrive Susannæ Historie Propheten Habacuc, og dømmer Du Pin med sin sædvanlige U-partiskhed saaledes derom, at det vel kand være, at ovenmeldte Historier om Susanna, Bel og Dragen ikke ere skrevne af Daniel, skiønt han holder for, at de ere sandfærdige (a).

Daniels Bygninger. Hvad som foruden Videnskab i geistlige og Stats-Sager haver giort Daniels Navn stort og berømmeligt, var hans Bygninger. Josephus taler om en anseelig Bygning, som han havde opreiset udi Suza, udi Form af et Slot, og som endda i hans Tiid var ved Magt. Og var det udi dette Slot, at de Persiske og Parthiske Kongers Begravelser vare, og hvorover en Jøde til Stifterens Erindring stedse havde Inspection indtil Josephi Tider (b). Herved er at merke, at den omtalte Suza var ikke Hovedstaden udi Persien, men en anden Suza udi det Babyloniske Rige, hvor Daniel pleyede at residere. En Deel af Daniels Bog, nemlig: fra det 4de Vers af det andet Capitel til det 7de Capitels Ende er skreven i Begyndelsen paa Chaldaisk. Hvilke Skrifter uden Grund tillegges Daniel.Det øvrige er paa Hebraisk. Udi adskillige Bibliske Oversættelser findes hæftede til Daniels Prophetie de 3 Mænds Sang udi den gloende Ovn, item Susannæ Historie, og den om Bel og Dragen, men de samme Tillæg have aldrig været antagne af den Jødiske Kirke blant de Bibliske Bøger. Ja nogle af de Christne Kirke-Fædre have anseet dem som Fabelagtige Skrifter, saa at de have ingen  Adkomst  til deres Authenticitet, uden af Concilio Tridentino. Adskillige have derforuden tillige med Prideaux viset, at disse Tillæg ere skrevne paa Græsk.

Saasom Jøderne ved Daniels Død mistede deres største Beskytter, saa toge deres Fiender deraf Leylighed at drive paa deres onde Forsætt mod dem. Ikke desmindre, endskiønt det havde til deels lykket dem, i det de havde hindret, at den Hielp og Bistand, som var lovet af Cyro til Stadens og Templets Opbyggelse, blev forvendet, saa bleve dog Jøderne ved det eengang begyndte |529Verk, endskiønt det havde langsom Fremgang. De bleve derudi besynderligen assisterede at Tyrier og Sidonier, hvilke forsynede dem baade med Arbeids-Folk og Materialier; thi, saasom Judæa tilforn havde været deres Korn-Land, og de selv, formedelst den store Handel, de dreve, lagde kun liden Vind paa Agerdyrkning, saa funde de deres Regning ved, at dette deres Naboeland igien blev bebygget og besatt med Jøder, der vare de beste Agerdyrkere blant alle Folk. Ligesom derfore Salomons Tempel ved deres Hielp var opbygget, saa have de ogsaa contribueret til det nye Tempels Bygning.

Jødernes Tilstand forværres ved Cyri Død.Udi det 7de Aar efter Jødernes Befrielse fra det Babyloniske Fængsel, døde den store Cyrus, deres Velgiører, og blev succederet udi det store Monarchie af hans Søn Cambyses. Saasom deres Fiender nu merkede, at Sønnen bar ikke den Godhed for Jøderne, som Faderen, saa ginge de lige til Verks, og i Steden for ved hemmelig List at hindre Templets Bygning, forlangede de saadant aabenbar af den nye Konge. Vel kunde de ikke formaae Cambyses offentlig at kalde sin Faders Bevilling tilbage, men de udvirkede dog saa meget, at han heller hindrede end befordrede Verket, saa at alting gik end meere langsom for sig udi hans Regierings Tiid, som varede udi 7 Aar.

Efter Cambysis Død bemægtigede en Persiske Magus sig Thronen, udgivende sig for den afdøde Konges Broder, hvilken efter Cambysis Befalning var omkommen, og toeg samme Magus sig Navn af Artaxerxes. Saa snart han var kommen paa Thronen, overgave Samaritanerne ham et Skrift, hvorudi de gave tilkiende, at Jøderne opbyggede Staden og Templet i Jerusalem. De forestillede, at, saasom samme Folk stedse vare oprøriske og gienstridige, saa var det ikke Kongens Interesse, at de paa nye befæstede sig udi Landet. Da det Skrift var bleven indhændiget, loed man efterleede udi de gamle Archiver, hvorledes Jøderne havde skikket sig under de Assyriske og Babyloniske Konger. Man fandt da ved Eftersøgning, at Jøderne længe med stor Tapperhed havde holdet de Assyriske Konger Stangen, og at de endeligen ikke uden med megen Vanskelighed vare blevne undertvungne af Nabo|530chodonosor, hvilken Jøderne forbydes at fortfare med Templets Bygning.havde fundet for got at udføre dem af Landet, for engang at giøre Ende paa de langvarige U-roeligheder. Dette gav saadan Eftertanke hos det Persiske Hof, at man strax udstedde Befalning, at holde inde med Templets Bygning, og bleve Samaritanerne befalede at holde Haand over dette Forbud. Dette var en stor Seyer for Samaritanerne, hvilke strax erkyndigede Jøderne om denne Ordre, og tvunge dem at forlade Arbeidet, saa at dette Verk hvilede gandske indtil Darii Hystaspis andet Regierings Aar (a). Man meener, at den da regierende falske Konge, saasom han havde været Hoved for de Magi eller de Persiske Viise, og de samme havde Religions Tvistigheder med Jøderne, saa havde man ikke megen Møye med at forleede ham til saadan Strænghed. Nogle meene, at denne Konge haver været den udi Skriften omtalte Ahasverus, andre derimod holde for, at Cambyses var den Ahasverus, som havde den Jødiske Dronning Esther.

Samaritanernes nye Forfølgelser.Da Samaritanerne finge Kundskab om Verkets Fornyelse, begyndte de igien at bevæge sig. De adresserede sig til Tatenai (b), som Darius havde satt til Statholder over Syrien og Palæstina, besværgende sig over Jødernes Dristighed, i det, at de mod det giorte Forbud bleve ved at bygge Templet. Tatenai bevæged af dette Klagemaal, begav sig strax til Jerusalem, for at erkyndige sig om denne Handel. Men, som han var en god og sagtmodig Mand, vilde han intet med Magt foretage, bespurte sig derfore med de ældste af Jøderne, hvo der havde tilladt dem at bygge Staden og Templet op igien. Saasom nu Jøderne visede ham Cyri Brev, holdt han raadeligt intet herudi at foretage, førend han fik at høre Kong Darii Tanke herom. Han gav derfore Kongen den heele Sag tilkiende, og raadede at efterlede udi Archiverne, om man kunde finde, at Cyrus havde udstædet det Edict, som Jøderne beraabede sig paa.paa.]paa.] paa, A; paa, SS paa.] paa, A; paa, SS Kongen fulte hans Raad, og, saasom han, efter nøie Eftersøgning, omsider fandt det til Ecbatana udi Medien, hvor Cyrus havde været, da han udstædde det samme, besluttede han, af Respect for Cyri Navn, at confirmere Jøderne alt hvad som derudi indeholdtes. |532Darii Hystaspis Brev i faveur af Jøderne.Han loed derpaa forfatte et nyt Brev, hvorudi han confirmerede Cyri Edict, og skikkede til Tatenai med Befalning at holde Haand derover, og at straffe alle dem exemplariter, som dristede sig til at hindre Jøderne udi deres begyndte Verk (a).

Dette behagelige Brev blev bragt til Jerusalem udi Darii 4de Regierings Aar, og, saasom det var udi Begyndelsen af hans Regierings 3die Aar, at Tatenai raadførede sig med Hoffet herom, saa seer man, at der er gaaet et heel Aar bort, førend Brevet blev expederet, og kunde det ikke skee hastigere, efterdi Susa var 3 Maaneders Rejse fra Jerusalem. Dette er ikke at beskrive, hvilken Glæde dette foraarsagede blant Jøderne, Hvorpaa Templet bliver fuldfærdiget.og greebe de strax Arbejdet an med saadan Iver, at Templet inden 3 Aar blev fuldfærdiget, helst, saasom Provincierne blev paalagt at contribuere til Bekostningerne. Det samme var ogsaa paalagt ved Cyri Brev, men var ikke bleven efterlevet, og det formedelst Samaritanernes Intriguer, hvilke baade ved Penge og Persvasioner, havde formaaet de Kongelige Betientere at giøre Hinder derudi. Hvorudover og det heele Arbeid hidindtil havde været giort paa Jødernes Bekostning alleene. Men ved dette sidste Brev hævedes alle Vanskeligheder, hvorudover Verket i en Hast kom til Fuldkommenhed.

Dette andet Brevs Publication kand ansees som den Jødiske Stats fuldkommen Fornyelse. Fra Stadens og Templets Forstyrrelse indtil denne Tiid, vare forløbne net op 70 Aar, fra den Tiid indtil dette Edict; men Skriften siger udtrykkeligen, at de 70 Aar havde deres Begyndelse udi Jehojakims 4de Aar, og ophørede udi Cyri 1ste Regierings Aar, da samme Monarch gav Jøderne Tilladelse at reise til deres Fæderne Land igien, og at opbygge Templet. Dette haver foraarsaget nogen Vanskelighed, hvilken Prideaux, ved at conciliere begge Regninger, søger at conciliere paa saadan Maade. Det Babyloniske Fængsel begyndte virkeligen udi Jehojakims Anmerkninger over Fængslets 70 Aar.4de Aar, da Nabochodonosor første gang undertvang sig Landet, og bortskikkede de første Jødiske Fanger til Babylon. Men den blev ikke fuldkommen, førend han gandske øde-|533lagde Landet, hvilket skeede 18 Aar derefter udi Sedechiæ Tiid. Saaledes, naar man regner fra Fængslets Begyndelse indtil Begyndelsen af den Jødiske Stats Fornyelse, maa Regningen skee fra Jehojakims 4de Aar indtil Cyri første Aar, hvilket giør net op 70 Aar. Og dersom man regner fra Fængslets Fuldkommenhed indtil den Jødiske Stats fuldkomne Istandsættelse, maa man regne fra Sedechiæ 11te Aar indtil Darii 4de Aar, hvilket iligemaade giør 70 Aar, saa at, paa hvilken af tvende Maader man calculerer, saa kommer Regningen lige ud; herudover kand man ikke tvivle paa, at jo Prophetierne have sigtet til tvende Opfyldelses Maader, hvorvel Ordene synes at rapportere sig fornemmeligen til den sidste.

Templets Bygning havde nu saadan Fortgang, og den Jødiske Stat var ved denne Persiske Konges Faveur saavel ordineret, at de Babyloniske Jøder, da de derom bleve underrettede, holdte det ikke fornødent, at continuere med deres Faster, som de havde holdet udi 70 Aar, til Erindring om Stadens og Templets Ødelæggelse af Chaldæerne. De affærdigede derfore tvende Mænd til Jerusalem, for at raadføre sig med Præsterne og Propheterne derom. De havde siden Stadens Ødelæggelse holdet 4re Faster. Den første udi den tiende Maaned af Aaret, efterdi det var paa Handel om Faste-Dagenes Holdelse.den Dag Nabochodonosor havde giort Begyndelse til Jerusalems Beleyring, nemlig: udi Sedechiæ 9de Aar. Den anden Faste skeede den 9de Dag udi den 4de Maaned, efterdi Staden blev indtagen den Dag. Den 3die holdtes den 10de Dag af den 5te Maaned, efterdi Staden paa den Dag tillige med Templet blev brændt af Nebuzaradan. Og den 4de paa den 3die Dag af den 7de Maaned, efterdi det var paa Zachariæ Betænkning derover.den Dag Gedaliæ Mord skeede, hvorpaa fulte Landets fuldkomne Ødelæggelse. Det var om disse 4 Faster de Babyloniske Jøder raadførede sig udi Jerusalem; og finge de da af Propheten Zacharia det Svar, som findes udi hans Propheties 7de og 8de Capitel, nemlig: at GUd ey havde befalet dem at holde Faster, men at de skulde haandhæve Rett, og bevise Barmhiertighed, hvilket de ikke havde i Agt taget, og derfore vare blevne straffede (a). Man seer heraf, saavelsom |534af de andre Prophetier, at Propheterne stedse have søgt at bestride den gamle igroede Meening hos Jøderne om Ceremonierne, og den alt for store Tilliid de havde dertil; thi det heder stedse hos dem, Propheternes Lærdom, i Henseende til Ceremonier. at den rette GUdsdyrkelse bestaaer ikke udi Offringer, Festdage og Ceremonier, men udi et oprigtigt Hierte. Dette Morale var desmeere fornødent at drives paa, efterdi man seer af den ældste Jødiske Historie, at mange af Israels Børn havde bildet sig ind, at deres Merite bestoed udi de ceremonialske Loves nøye I-agttagelse, hvorudover man ogsaa haver seet mange med Bekymring at i Agt tage den udvortes GUdstieneste udi alle Puncter og Prikker, og derimod lidet bekymret sig om, at danne deres Hierter til en sand GUdsfrygt, i hvilken Henseende ogsaa de ringeste Forseelser udi den udvortes GUdstieneste bleve høyligen straffede, da med andre store Synder blev seet igiennem Fingre. Vel er sandt, at det var fornødent at observere de mindste Ting ved Offringer, hellige Dage og andre Ceremonier, efterdi saadant af GUd var befalet: men Jøderne fæstede alt for stor Tilliid dertil: og er det saadan Tilliid, at Propheterne ved deres Morale have søgt at bestride, dog saaledes, at de tilligemed drive paa den udvortes GUdstienestes I-agttagelse.

Da Darius fik Kundskab herom, samlede han en stor Magt, hvormed han rykkede mod Babylon, for at bringe den til Lydighed igien. Babylonierne, merkende, at den Persiske Magt var saa stor, at de i aaben Mark ikke kunde holde Stand derimod, beflittede sig alleene paa at forsvare Staden. For saadant desbedre at i Verk sætte, og paa det at deres Proviant kunde vare deslængere, greebe de til et af de grueligste Babyloniernes ugudelige Foretagende.Midler, som nogenstæds er hørt. De resolverede at omkomme alle dem, som ingen Tieneste kunde giøre i Krigen, og til den Ende lode samle alle Qvinder og Børn, hvilke de uden Barmhiertighed myrdede. Det blev alleene eenhver Mand tilladt at beholde den af hans Hustruer, som han mest elskede, item en Tieneste-Pige til Huus-Forretninger. Og blev derved fuldkommet, hvad som Esaias havde spaaet mod Babylon, til Straf for deres Hofmod, og den Haardhed, som var øvet mod Jerusalem og GUds Tempel. Førend Staden blev beleyred, meener man, at Jøderne, som der boede, reddede sig ved Flugten, hvorom de vare advarede, sær ved Propheten Zacharia, tvende Aar tilforn med disse Ord: Sion, som boer med Babylons Dotter, redd dig, og flye af Landet; og er det troeligt, at Propheten igien loed dem erindre om det samme ved de 2 Mænd, som vare skikkede af de Babyloniske Jøder til Jerusalem, og hvorom tilforn er taelt. Item, at de have strax efterlevet saadan Formaning, førend Staden blev beleyret. Vel er sant, at Skriften melder intet om saadan Flugt, men det er let at slutte, at de have profiteret af de mange Prophetier om GUds Straf, som overhang Babylon, at sætte sig i Tiide udi Sikkerhed, og at Jøderne derfor ingen Deel have haft udi Babylons paafølgende U-lykke.

|536Babylonierne, efter at de havde øvet foresagde Mord, meenede at have bragt sig udi en fuldkommen Sikkerhed; thi Stadens Fortificationer vare holdne for u-overvindelige, og de havde Levnets Midler paa mange Aar. Den Tillid, de i den Henseende havde fattet, var saa stoer, at de paa Muurene dreve Spot med Persianerne. Beleyringen varede udi 18 Maaneder, da Persianerne imidlertiid intet forsømmede at i Verk sætte de Ting, som tienede til at erobre deerobre de]erobre de] erobrede A erobre de] erobrede A Beleyrede.

De søgte ogsaa det Middel, som Cyrus havde brugt til at faae Floden til at tage en anden Cours. Men alting var forgieves, saa at Darius begyndte at bortkaste all Haab om Stadens Erobring og at ophæve Beleyringen igien.

Udi denne Tilstand præsenterede sig for ham en anseelig Persianer, ved Navn Zopyrus, meget ilde tilredet; thi hans Næse og Øren vare ham afskaarne, og det heele Zopyri List.Legem skamferet, saa at Kongen i Førstningen ikke kiendte ham. Men, da han fik at vide, at det var Megabysis Søn, som var en af de 7 Persiske Herrer, der tillige med ham selv havde conspireret mod den falske Artaxerxes, blev han heel forskrækket, og spurte, af hvem han saa ilde var medhandled. Zopyrus aabenbarede ham da, at han selv havde tilreedet sig saa ilde, efterdi han havde sat sig for at overløbe til Babylonierne, og indbilde dem, at Kongen havde øvet saadan Haardhed mod ham. Derved vilde han giøre sig dem fortroelig, og naar han først havde bragt sig i Credit hos dem, vilde han udvirke noget got til Kongens Tieneste. Kongen forundrede sig derover, og ønskede ham Lykke til hans Forehavende, hvorpaa Zopyrus begav sig ind udi den beleyrede Stad, beklagende sig over Darii Tyrannie, og visede sit saa ilde tilredede Legeme til Beviis. Babylonierne kunde ikke andet end fæste Troe til hans Tale, og, saasom hans Forstand og Tapperhed var dem bekiendt, ansaae de ham som en Mand, der var skikked dem ned af Himmelen til Stadens Frelse. De betroede ham strax nogle Folk, hvormed han skulde giøre Udfald, og, saasom det alle Tiider lykkedes, efterdi han havde overlagt med Persianerne, at de skulde tage Flugten, gave de ham omsider den |537høyeste Commando udi Staden. Men, da dette var skeed, overleverede han Babylon udi Darii Hænder.

Babylon erobres.Da Darius saaledes var bleven Mester over Staden, loed han nedrive dens prægtige Muure tillige med dens 100 Porte. Hvad Indbyggerne angik, da loed han henrette 3000 af dem, som havde havt mest Deel i denne Opstand, men sparede de øvrige paa Livet, og, for at hindre, at Staden i en Hast ikke skulde blive blottet for Indbyggere, loed han fra alle Provincier føre didhen 50000 Qvinder, for at opfylde deres Sted, som Babylonierne i Begyndelsen af Beleyringen selv havde myrdet. Det er ellers merkeligt, at Babylons Fornedrelse skeede lige med Jerusalems Opkomst igien, og det efter Jeremiæ Spaadom, nemlig, at, naar de 70 Aar ere til Ende, da skal GUds Straf komme over Babylon. Thi, saasom Jødernes Befrielse af Fængslet skeede udi Cyri første Aar, efterat de første 70 Aar vare forløbne, som regnes fra Jehojakims 4de Aar, saa begyndte ogsaa Babylons Refselse med Enden af samme Tiid. Iligemaade, ligesom efter de andre 70 Aar, nemlig fra Jødelands totale Ødeleggelse indtil Darii 4de Aar, den Jødiske Stat kom gandske paa Fod igien, saa skeede Babylons sidste og større Refselse efter samme Tiids Forløb. Udi dens første Refselse tabte den sit Herredom, og blev af Hovedstaden for et stort Monarchie forvandlet til en Persisk underdanig Stad. Ved den anden Refselse bleve dens Porte og Muure nedrevne.

Babylons videre Skiæbne.Denne prægtige Stad toeg siden meer og meer af, indtil Alexander Magnus giorde Ende paa det Persiske Monarchie; thi da toeg denne Konge sig for at giøre den til sin Residentz-Stad, og er det troeligt, at den ikke alleene skulde være kommen til sin forrige Herlighed igien, men endog have faaet større Anseelse end den nogen Tiid havde havt, hvis han ikke udi Tilberedelsen var død. Ved hans Død faldt det begyndte Verk med Babylons Forbedrelse, og continuerede den siden i sin Aftagelse indtil Seleuci Tiid, da bemeldte Konge 10 Miile derfra anlagde den Stad Seleucia ved Tigerfloden, hvilken blev de Syriske Kongers Residentz, og promoverede Babylons totale Ødeleggelse. Den Flod Euphratis Diger, som brøde løs, foraarsagede, at Babylons Territorium |538blev oversvemmed, og at Stadens Indbyggere flyttede derfra til den nye Stad Seleucia, hvorudover den i en Hast blev øde, saa at man saae intet tilbage uden dens Muure, hvilke bleve staaende længe efter Stadens Ødeleggelse. De Parthiske Konger giorde omsider en Park deraf, hvorudi de indsluttede vilde Dyr, og var den saadan udi Hieronymi Tiid, hvilken taler derom saaledes: Alting udi Babylon er ødelagt, undtagen dens Muur, hvilken bruges til at indslutte vilde Dyr. Endeligen bleve ogsaa Muurene nedrevne, uden at man veed, naar, og paa hvad Maade det skeede; thi udi nogle 100 Aar efter Hieronymi Tiid bliver intet talet om Babylon. Den bekiendte Jødiske Voyageur Benjamin de Tudela, er den første, som siden den Tiid melder derom, og vidner, at han haver seet det Sted, hvor Babylon stoed, og fundet alting udi yderste Ødeleggelse. Der saaes, siger han, ikke uden nogle Levninger af Nabochodonosors Palais, men som ingen turde nærme sig til, i Henseende til de Slanger og Skorpioner, som der havde deres Reede. Texeira en Portugiis udi hans Reise-Beskrivelse siger det samme, og vidner, at intet Sted udi det heele Land var saa øde, som det Sted, hvor Babylon havde staaet. Vel er sant, at der ofte af gamle Skribentere siden Alexandri Magni Tiid bliver talet om Babylon, men man finder intet Tegn til, at samme Autores tale om Babylon, som en Stad, der var staaende efter Seleuci Tiid. Man maa forstaae derved ikke den gamle Babylon ved Euphrates, men Seleucia, eller den nye Babylon ved Tigris; thi den store Stad Seleucia førte Navn af Babylon (Seleucia Babylonica) for at distinguere den fra andre Stæder, som og kaldtes Seleuciæ. Den Stad udi Orienten, som af Saracenerne blev kalden Bagdad, og endnu fører det Navn under det Tyrkiske Herredom, holdes gemeenligen for at være paa samme Sted, som den gamle Babylon laae, men det er en Vildfarelse. Bemældte Bagdad blev anlagt paa endeel af det Sted, hvor Seleucia, eller den ny Babylon havde staaet, saa det er hverken den nye eller den gamle Babylon; thi den gamle Babylon laae ved Euphrates, da Bagdad ligger ved Tigris, og Seleucia, eller den nye Babylon, er for nogle 100 Aar siden ødelagt; thi da Cteziphon blev giort til en Residentz-Stad, flyttede Indbyggerne af Seleucia did hen, saa at, ligesom Seleucia |539ødelagde den gamle Babylon, saa ødelagde Cteziphon Seleucia, og Bagdad giorde omsider Ende paa begge de sidste. Dette maa være nok talet om Babylons Skiæbne. Den Beskrivelse, som derover er given, er den Jødiske Historie ikke u-vedkommende, saasom det var Babylon, der ødelagde det Jødiske Rige, og Propheterne tale overalt om samme Stad, som et Riis, hvoraf GUd betienede sig til at straffe Jødernes Misgierninger, og hvis Hofmod han siden dempede paa den Maade, som sagt er.

Man havde anvendt 20 Aar paa Templets Bygning, at regne fra Cyri første Aar, da hans Brev blev udstædet til Darii siette Regierings Aar, da Bygningen kom til sin Fuldkommenhed. Jeg haver tilforn viset, hvi Arbeydet varede saalænge, nemlig, formedelst Samaritanernes Intriguer, hvilke, eftersom Jøderne ikke vilde antage dem udi CommunionCommunion]Communion] Cummunion A Communion] Cummunion A , søgte paa alle optænkelige Maader at hævne sig, hvortil gaves Leylighed, saavel udi Cambysis, som i den falske Artaxerxis Tiid: thi Bygningen var ellers ikke saa stor og prægtig, at dertil behøvedes en Tiid af 20 Aar. Cyri Brev udi samme Konges sidste Aar, blev af hans Betientere lidet i Agt taget. Cambyses var gandske kaaldsindig mod Jøderne, skiønt han undsaae sig ved at tilbagekalde hans Faders Brev, og den falske Artaxerxes var deres aabenbare Fiende. Ikke desmindre arbeydede dog Jøderne ved Leylighed paa Templet, saa at det omsider udi Darii 6te Aar blev gandske fuldfærdiget. Det synes, at ved Templets Indvielse den 146de, 147de og 148de Psalme, som findes blant Davids Psalmer, og som udi de 70 Udtolkere føre Titler af Haggæi og Zachariæ Psalmer, ere blevne siungne, item, at de have været sammensatte af bemældte Propheter ved den Leylighed; thi jeg haver tilforn viset, at David er ikke Autor af alle de Psalmer, som findes udi vore Bibler under den Titel af Davids Psalmer, men adskillige af dem ere giorte baade for og efter Davids Tiid. Hvorpaa de 70 Udtolkere ellers grunde denne Meening, kand ikke for visse siges, de have maaskee alleene bygget den paa en Tradition: thi man kand ellers af Psalmerne selv intet saadant bevise, efterdi det er kun simple Lovsange, som kand passe sig paa alle Tiider.

|541Saasom Darii Brev i Faveur af Templet var dateret udi hans Palais i Suza, saa blev til en Erindring deraf den Østlige Port af Templets yderste Muur kalden Porten af Suza. Derpaa var udgraven samme Stads Skikkelse, hvilken saaes indtil Templet anden gang blev ødelagt af de Romere.

Udi den første Maaned, som fulte efter Templets Indvielse, som var den Maaned af Nisan, eller den første af det Jødiske Kirke-Aar, blev Paaske-Festen helligholden den 14de Dag udi samme Maaned, og det af alle Israeliter, som vare tilbage komne; Paaskens Helligholdelse efter Tilbagekomsten.denne Helligholdelse, siger Esdras, skeede med u-beskrivelig Glæde (a), efterdi HErren havde givet dem Aarsag dertil, i det han havde bøyet Kongens Hierte af Assyrien til at befordre dette Verk. Det er merkeligt, at udi disse Esdræ Ord tales om Kongen af Assyrien, da det dog var den Persiske Konge Darius, som befordrede Verket, og der ingen Assyrisk Konge var paa samme Tiid, men Usserius løser denne Knude, foregivende, at Darius antoeg denne Titel ved Babylons Erobring. Clericus siger, at, hvorvel Darius regierede over mange Lande, saa var dog det Assyriske Rige Hebræerne meest bekiendt, saasom de havde havt at bestille med Assyrier, førend Babylonier, Meder og Perser komme udi Anseelse, og var det derfor, at de gave de efterfølgende Monarcher Titel af Konger af Assyrien (b), og at derfor udi Esdræ Ord er ingen Vanskelighed, saasom de alleene vise, at denne Paaskes Helligholdelse skeede efter Babylons Erobring.

Efterat Staden og Templet saaleedes, som sagt er, var kommen i Stand, levede Jøderne udi Fred og Roelighed under det Persiske Monarchies Vinger en Tiidlang. Regieringen haver da været, som udi alle andre underdanige Provincier, nemlig: at Landet haver staaet under den Persiske Statholder, som Kongen beskikkede, og som man seer at have været Zorobabel, hvorvel det er troeligt, at Jødeland, saasom det var endnu ikkun af liden Betydelse, i Henseende til dets faa Indbyggere, haver været alleene anseet som |542en Deel af den Syriske Statholders District. Man finder intet af Merkværdighed videre at være forefaldet udi Darii Tiid. Samme Konge døde Darii Hystaspis Død.efter en Regiering af 36 Aar; Han var en fornuftig, mild og retfærdig Herre. Af disse Qvaliteter berømmes han udi alle verdslige Historier, og beskrives han udi den hellige Skrift, som det Jødiske Folks Beskytter, og det Jerusolymitanske Tempels Fornyer. Han var u-lykkelig i de Krige han førte udi Scythien og Grækenland, men derimod forøgede sit Rige med Indiens Tillæg, som han undertvang sig.

Jøderne foregive, at det var udi Darii sidste Aar, Propheten Haggæus, Zacharias og Malachias døde, og at det er ved deres Død Propheternes Alder endtes, item, at det er paa den Tiid Daniels Prophetie sigter, naar han taler om de 70 Uger, som vare bestemte til at besegle Synen og Propheterne (a). At Haggæus ikke haver propheteret, førend efter Jødernes Tilbagekomst, sees af hans egne Ord saaledes: Udi Darii andet Aar blev Ordet lagt udi Prophetens Haggæi Mund (b). Hans heele Ende paa Propheternes Alder.Prophetie, som er Historisk, viiser og det samme. Zacharias propheterede paa samme Tiid; thi han opmuntrer Jøderne til at bygge Templet. Malachias er den allersidste af alle Propheter; thi han skrev ikke førend det andet Tempel var igien opbygged. Og er det med ham, Propheternes Alder haver Ende.

Naar man betragter forrige Tiders Historie, og deraf seer, at Jøderne saa ofte styrtedes udi Afguderie paa de Tider, store Mirakler skeede, og de havde Oraclet og Propheterne, skulde man slutte, at Religionen vilde gandske undergaae, naar alle disse Herligheder ophørede. Men tvertimod, Religionen er denne Tiid stedse blant dem bleven conserveret, ikke alleene saa længe deres Republique haver staaet, men endog siden deres Adspredelse indtil denne Dag. Aarsagen dertil haver været Synagogernes Stiftelse, hvorudi Skriften dagligen haver været forklaret, item, andre Anstalter, som bleve giorte til at hindre GUds Ords Forglemmelse; |543til denne store Stiftelse lagde den bekiendte Esdras Grundvold, hvilken derfore af Jøderne bliver anseet som den anden Moses, og er det om samme store Mand, som skal tales i efterfølgende Capitel.

De tvende Hovedposter i hans Reformations Verk var:

1) Lovens I-agttagelse, saasom den havde været brugelig for det Babyloniske Fængsel og under Propheternes Direction. 2) At sanke alle Skriftens Bøger, og deraf give en accurat Edition.

1) Med Lovens I-agttagelse. Jøderne foregive, at han herudi betienede sig af det store Jødiske Raad eller Sanhedrin, som de sige at have bestaaet af 80 Lemmer, og hvorudi Esdras præsiderede. Disse 80 Mænd, som de give Titel af den store Synagoge, holdes for at være stiftet af Esdra, som var Siælen derudi, hvorudover de kalde ham den anden Moses, sigende, at ligesom Loven blev given ved Mosen, saa er den igien bleven fornyet af Esdra, da den var ligesom uddøed ved det Babyloniske Fængsel, ja de ansee ham, som den Jødiske Stats anden Fundator, og holde for, at han er den Prophet, som ellers kaldes Malachias, sigende, at Esdras er hans rette Navn, og Malachias, som betyder en Engel eller Sendebud, er et Navn, som ham er tillagt, i Henseende til hans Embede, efterdi han var beskikket til at reformere Religionen. Hvad den Jødiske Kirkes Skikke og Sædvaner angaaer, da havde Zorobabel tilligemed den ypperste Præst og andre, som fulte efter dem, strax i Begyndelsen af deres Tilbagekomst, samlet dem af de Ældstes Beretninger. Dette reviderede nu Esdras, og, efterat han havde examineret nøye alting, beholdt deraf alt hvad som var fornødent, og ved sin Myndighed giorde det til en Lov.

|546Dette er Begyndelsen til Jødernes mundtlige Lov. De erkiende tvende Love, een som er den skrevne Lov, hvilken er den, som vi have i den hellige Skrift, den anden er den mundtlige Lov, hvilken grundes paa de gamles Beretninger og Traditioner. De paastaae, at begge ere givne paa Sinai Bierg af Mose, men sige, at det var den første Lov, som blev skreven, og at den anden blev kun given dem mundtligen, og paa samme Maade er bleven forplantet fra Slægt til Slægt. Og, saasom de tilskrive begge disse Love en Oprindelse, saa give de dem begge en lige Myndighed; Begyndelse til den mundtlige Lov.ja undertiden præferere den sidste for den første: thi, sige de, den skrevne Lov er paa mange Steder mørk og u-fuldkommen, og derfore ikke kand være nogen fuldkommen Rettesnoer, uden ved Hielp af den mundtlige Lov, hvilken efter deres Meening giver en fuldkommen Forklaring over alt, hvad som findes udi den skrevne, bøder paa alt hvad som derudi fattes, og hæver alle de Vanskeligheder, som derudi findes. Hvad ellers Jøderne videre fabulere om denne mundtlige Lov, derom skal tales paa et andet Sted. Men 2) Den hellige Skriftes Edition. det andet store Verk, som Esdras foretog sig, var den Samling af de Bibliske Bøger, item, den accurate Skriftens Edition, som han bragte til en stor Grad af Fuldkommenhed. Baade Jøder og Christne ere eenige i at giøre ham til Autor af dette Verk. Ja der findes nogle af de gamle Kirke-Fædre, som gaae end videre. De samme have indbildet sig, at alle Skriftens Bøger vare forkomne udi det Babyloniske Fængsel, og at Esdras ved Guddommelig Inspiration forfattede de Skriftens Bøger, som vi endnu have. Af denne Meening have været Irenæus, Tertullianus, Clemens Alexandrinus, Basilius og nogle andre. Men den haver intet andet Grundvold end den fabuleuse Relation, som derom findes udi Esdræ Apocryphiske Bog, hvilken er saa u-rimelig, at de Roman-Catholske selv have undseet sig ved at antage den blant de Canoniske Bøger. Vel er sant, at udi Kong Josiæ Tiider, formedelst de forrige Kongers Ugudelighed, regierede saadan Vankundighed i Landet, at af alle Skriftens Bøger var alleene et Exemplar tilbage, som den ypperste Præst Hilkia fandt skiuled udi Templet, og den Forskrekkelse, som Skriftens Læsning foraarsagede hos Kongen, viser, at hverken han eller den ypperste Præst havde læset det tilforn, og, naar GUds Lov var Hove|547derne udi Staten og ReligionenReligionen]Religionen] Religonen A Religionen] Religonen A u-bekiendt, kand man let vide, hvad man bør dømme om den gemeene Almue. Men denne Gudfrygtige Konge remederede denne Uheld. Han lod strax skrive Copier af den fundne Original. Han lod ogsaa i Propheternes Skoler og andensteds efterleede alle andre Bøger af den hellige Skrift, for at lade dem ud-copiere, at saadan Uheld ikke skulde oftere vederfare. Disse skrevne Copier lod han uddeele blant Folket; og mange gode Mænd blant Jøderne udskreve sig selv Copier, saa at derfore, u-anseet Stadens og Templets Ødelæggelse, som skeede derefter, og u-anseet, at Originalen, som laae udi Templet, blev opbrændt tillige med GUds Huus, har der dog siden været en stor Mængde Exemplarer af Loven og Propheterne udi particuliere Folks Hænder, og med dem er bragt til Babylon. Hvorvidt Esdras havde Deel derudi.I det ringeste er ingen Tvivl paa, at jo Daniel har haft et Exemplar; thi han citerer Loven, og taler om Jeremiæ Prophetier. Udi Esdræ 6te Capit. siges, at, da Templet var bragt til Fuldkommenhed, som var udi Darii 6te Regierings Aar, bleve Præster og Leviter beskikkede, hver i sin Post, saasom det er skrevet i Mosis Lov (a); hvoraf man seer, at de havde samme Lov, og skeede dette hart ad 60 Aar førend Esdras kom til Jerusalem. Den Meening derfor, at Esdras forfattede Skriften, er ikke alleene uden Beviis og ilde grundet, men endogsaa forargelig og skadelig, saasom den kand give Anledning til at tvivle om Skriftens Authenticitet. Alt hvad Esdras herved giorde, var, at samle alle de Skriftens Exemplarier, som han kunde overkomme, at conferere dem med hinanden, for at tilveyebringe en Edition saa correct, som mueligt.

De Bibelske Copiers Correction. Hvad han herved toeg i Agt, var 1) at corrigere alle de Feil, som havde indsneget sig udi Copierne, hvilket kunde skee ved bemeldte Copiers Collation. Man veed ikke, om de variante Lectiones, kaldne Keri Ketib, som nu omstunder udi vore Hebraiske Bibler findes, kand tilskrives Esdræ Correctioner. Moxen alle Jøder ere af de Tanker. Men andre holde dem ældre, og have faldet til den Daarlighed, at tilskrive saadant Bøgernes Forfattere selv. Det er meere troeligt, at disse variantes Lectiones, som fin-|548des udi de Hebraiske Bibler, ere reisede af Copiisternes Feil efter Esdræ Tiid, og at det er Massoretherne, som have giort disse Correctioner. Esdras samlede 2) alle de Bøger, hvoraf den hellige Skrift bestoed, sat dem udi en Skriftens Canon. beqvem Orden, og deraf giorde de Tiders Canon. Han deelte dem udi 3 Parter: 1) Loven, 2) Propheter, 3) Ketubim, det er Hagiographos eller andre hellige Skribentere: Og er det af den Deeling, som Christus betiener sig, naar han siger, at Mosis Lov, Propheterne og Psalmerne skulde opfyldes. Joseph taler saaledes: Vi have ikke uden 22 Bøger, som holdes for at være Guddommelige, deraf ere 5 Mosis Bøger: Siden Mosis Død indtil Artaxerxis Regiering have Propheterne, som fulte Mosen, skrevet 13 Bøger. De andre 4re Bøger bestaaer udi Lovsange og Underviisninger om Menneskets Pligt. Dette er Josephi Vidnesbyrd herom, og skeede denne Deeling udi 22 Bøger, for at lade Bøgernes Tall overeensstemme med Bogstaverne udi det Jødiske Alphabet.

Herved er at merke, at alle de Canoniske Skriftens Bøger, som vi have, vare ikke udi Esdræ Canon. Malachias, for Exempel holdes for, at have været yngre end Esdras, kunde derfore ikke være udi hans Samling. Det samme kand siges om Nehemiæ Bog, hvorudi der tales om Jadduah som ypperste Præst, og om Dario Codomanno, som Konge i Persien, hvilke levede over 100 Aar efter Esdram, og derfore kand end ikke være skreven af Nehemia, langt mindre have været udi Esdræ Canon. Udi det 3die Capitel af Krønikernes Bog føres Zorobabels Slægte-Register saa langt ud; at man kand regne Generationerne til Alexandri Magni Tiid, hvorudover samme Bøger kand ey heller have været i Esdræ Canon, saa at det er troeligt, at en Deel af de tvende Krønikernes Bøger, Esdras, Nehemias, Esther og Malachias, ere siden Esdræ Tiid bleven tillagde, nemlig udi Simon den Retfærdiges Tiid, og at Skriftens Canon da ikke var complet. Skrift-lærde have derforuden merket, at de sidste Bøger synes ikke at have haft en saadan Correcteur som Esdras, hvis Exactitude sees overalt udi de andre.

|549De 5 Lovens Bøger deeles udi 54 Sectioner. Mange Jøder holde for, denne Deeling at være giort af Mose paa Sinai Bierg, men andre tilskrive den Esdræ, og det med større Føye. Samme Deeling blev giort for Synagogerne eller de publiqve Skolers Brug, for des beqvemmere derved at kunde undervise Folket i GUds Lov. Man læsede paa Sabbathen en af disse Sectioner, og seer man af Apostlernes Gierninger, Lovens Deeling udi 54 Sectioner.at det haver været en gammel Sædvane, hvoraf man kand slutte, at dette saaledes maa være beskikket udi Esdræ Tiid. Man endede den sidste Section paa Tabernaklernes Fest, og begyndte igien den første paa nestfølgende Sabbath, og blev saaledes Loven læset igiennem fra et Aar til et andet; thi Jøderne, som betienede sig af Maanens Aar, der bestoed udi 354 Dage, havde i Følge deraf 54 Sabbather i deres Skud-Aar om Aaret. Udi de andre henførte man disse Sectioners Læsning, til saa mange Sabbather, som Aarene indeholdte, eftersom man holdt det for en Pligt og Fornødenhed, at den heele Lov blev udi Synagogerne igiennemlæset i et Aar, og skeede det ved at læse de 2 korteste Sectioner paa engang.

Man læsede saaledes, som sagt er i Begyndelsen, alleene Loven, hvilket varede indtil Forfølgelsen under Antiocho Epiphane. Men, som samme Konge da forbød dem Loven læses alleene i Synagogerne.at læse Loven, da i Steden for de 54 Sectioner, som de pleyede at læse deraf, deelede de Propheterne udi lige saa mange Sectioner, og læsede dem i Lovens Sted; hvorudover, da Forfølgelserne ophørede, har man continueret med at læse baade Loven og Propheterne, som man seer at have været brugeligt indtil Apostlernes Tiider; Siden Propheterne tilligemed. thi, da St. Poul gik ind udi Synagogen af Antiochia, siges der, at han reysede sig og holdt en Tale, efterat Loven og Propheterne vare læsede, og udi hans Tale siger han, at Propheterne læsedes hver Sabbath.

Disse Sectioner bleve igien deelede udi Vers, som Jøderne kalde Pesukim. Man veed ikke, om Esdras haver været Autor til den Deeling. De fleeste ere dog af den Meening, efterdi den er meget gammel. Det er troeligt, at saadan Afdeeling udi Vers haver været opfunden for Targumisternes eller de Chaldæiske Udtolkeres Nytte; thi da det Hebraiske ikke var meere bleven Jøder|550nes almindelige og daglige Sprog, men det Chaldæiske, som de havde lært udi det Babyloniske Fængsel, var bleven deres brugelige Tale, læsede man i Begyndelsen det Hebraiske, som var Originalen, for Folket, og en Udtolker forklarede strax paa Chaldaisk, hvad som var læset op paa Hebraisk, Sectionerne deeles igien udi Vers.hvilket skeede ved hver Periodum. For derfor desbedre at distinguere disse Periodos, og at mage det saa, at Læseren kunde vide, naar han skulde holde op med Læsningen, for at give Udtolkeren Tiid til Forklaringen, da behøvedes der at sættes visse Kiendemerker. Ved Loven i Agt toges den Regel, at Læseren burte læse et Vers, Aarsag dertil.og Udtolkeren strax forklare det paa Chaldaisk. Men ved Propheterne bleve 3 Vers læsede tillige, og derpaa forklarede; af hvilken Forskiel sees, at de have holdet for, at man med meer Agtsomhed maatte læse Loven end Propheterne. Dette viser da, at Skriftens Afdeeling udi Vers, er i det ringeste lige saa gammel, som den Maade, at forklare den Hebraiske Original paa Chaldaisk udi Synagogerne, og at den derfore maa henføres til Esdræ Tider, strax efter det Babyloniske Fængsel, da det var bleven en Fornødenhed, at oversætte det Hebraiske paa Chaldaisk for Almuen, der havde glemt det første. Udi Begyndelsen i Agt tog man denne Regel alleene med Loven, saasom den alleene blev læst paa Sabbaten i Synagogerne, som tilforn er sagt. Men siden, da man i Maccabæernes Tiid begyndte ogsaa at læse Propheterne, blev samme Distinction i Agt tagen, saavel med dem, som med Hagiographis; saaledes og af saadan Aarsag blev Skriften deelet udi Vers, hvilke Vers dog ikke bleve tegnede ved Tall, som nu omstunder, men alleene ved to Puncter, som Jøderne kalde Soph Pasuk. De Objectioner, som ellers giøres mod denne Meening, anføres og besvares af Prideaux, hvortil jeg Læseren vil henvise.

Om Esdras har giort nogle Tillæg til Skriften. Det 3die Arbeide, som Esdras foretoeg sig udi den hellige Skriftes Edition, meenes at være nogle visse Tillæg, som syntes fornødne, for at oplyse, sammenbinde og fuldende visse Steder udi de hellige Bøger, saasom han dertil havde Assistence af den samme Hellige Aand, som havde af Begyndelsen dicteret Bøgerne selv. Blant disse Tillæg regner man det sidste Capitel af 5te Mosis Bog, |551efterdi der tales om Mosis Død og Josuæ Succession, hvilket derfore ikke kand være skrevet af Mose selv. Dette Capitel meenes i den Henseende at være tillagt af Esdra. Videre, sige de, ere der adskillige smaa Tillæg, som iligemaade maa tilskrives Esdræ. For Exempel: udi det 12te Capitel af Skabelsens Bog siges der, at Cananæerne vare endda udi Landet, hvilket de meene, ikke kand være skrevet for Mosis Død; thi de bleve ikke uddrevne og ødelagde, førend udi Josuæ Tiid. Videre udi det 22 Cap. tales om HErrens Bierg, da dog Moria Bierg, som her om handles, ikke fik det Navn af HErrens Bierg, førend udi Salomons Tiid, da Templet blev bygget derpaa.

Udi det 36 Capitel af samme Bog findes disse Ord: Disse ere de Konger, som have regieret i Edom, førend der regierede nogen Konge udi Israel, hvilke Ord de meene ikke kunde siges i Mosis Tiid, førend der var nogen Konge i Israel: Hvorudover de giøre ogsaa Esdram til Autor af det Tillæg. Udi anden Mosis Bog 16 Cap. siges, at Israels Børn aade Manna udi 40 Aar indtil de komme til det Land, som var beboet: De aade Manna indtil de komme til de yderste Grændser af Canaans Land. Saasom nu Moses var døed førend Manna ophørede, saa maa disse Ord være tillagde efter hans Død. Udi 5te Mosis Bog 2 Capitel tales saaledes: Exempler som anføres til dets Bekræftelse.Og Horebiterne boede fordum i Seir; men Israels Børn dreve dem derfra, og toge der Boelig i deres Sted. Dette, sige de, kand ey heller være skrevet af Mose, efterdi Israeliterne komme ikke ind udi Landet i hans Tiid. Udi 3die Capitel af samme Bog findes disse Ord: Og Kongen af Basan var alleene overbleven af de øvrige Kiemper; over hvilke Ord de giøre samme Forklaring. Videre udi det 14de Vers af samme Capitel siges, at Jair Manassis Søn indtoeg den heele Egn Argob, indtil Gessuriternes og Mahachatiternes Landemærke, og han kaldte dem efter sit Navn Basan-Havoth-Jair, indtil denne Dag. Disse Ord, indtil denne Dag, meene de at tilkiendegive, at de ere skrevne længe efter Mosis Tiid, efterdi Moses levede kun nogle Maaneder efter denne Erobring. Udi Ordsprogernes Bog, som uden Disput er skreven af Salomon, er Begyndelsen af det 25 Capitel saadan. Disse ere Salomons |552Ordsproge, som Ezechiæ Juda Konges Folk have udcopieret. Dette maa og være et Tillæg, saasom Ezechias levede nogle 100 Aar efter Salomon.

Foruden disse Steder i Skriften anføres adskillige andre, for at vise saadant Tillæg at være giorte; Derforuden ere andre anførte udi Parentheser, hvor der haver været Fornødenhed til at oplyse, sammenbinde og forklare Texten. Jeg overlader dette til andres Skiønsomhed, og siger alleene, at hvis ovenanførte Poster ere virkelige Autoris Betænkning herover.Tillæg, saa maa man uden Tvivl tilskrive dem Esdras udi alle de Skriftens Bøger, som komme under hans Examen, ligesom man kand holde for, at Simon den Retferdige er Autor til de Tillæg, som findes i de andre Bøger, der siden ere tillagde til Esdræ Canon, eftersom altsammen synes at have Overeensstemmelse med begges Tider. I det øvrige formindske disse Tillæg aldeles intet af Skriftens Autoritet, eftersom de ere giorte efter den samme Aands Ordre og Direction, der haver inspireret Bøgerne selv. Med Esdra kand dette ingen Vanskelighed have, efterdi man seer, at han er en af de inspirerede Skribentere: Thi ingen kand tvivle om, at han jo selv haver skrevet denne Bog, som kaldes Esdræ Bog, og troer man ikke uden Grund, at han ogsaa er Autor til Krønikernes Bøger, item til Esthers Bog. Hvis nu samme Bøger ere inspirerede, som ingen maa tvivle paa, hvi kand man da ikke ansee hans Tillæg ved de ældere Skriftens Bøger, som Ting af Guddommelig Autoritet; thi man maa troe, at den samme Aand, som haver inspireret ham udi det eene, haver ogsaa inspireret ham udi det andet. Det store Verks Vigtighed, som han foretoeg sig, udfordrede saadant, og kand det være et tilstrekkeligt Beviis herpaa. Disse ere Prideaux egne Ord, efter at han haver tilforn givet sin Meening tilkiende over anførte Passager om Moses, som han holder for, ikke at kunne have været skrevne af Mose. Jeg veed nok, at adskillige Theologi ikke bifalde denne Meening; men, naar man kand vise dem, hvor vanskeligt det er at besvare Religionens Fiender, som anføre ovenmeldte Passager for at vise, at Bøgerne ere ikke saa gamle, som de foregives at være, og at de ikke kand være skrevne af dem, hvis Titel de føre, efterdi Ting fortælles, som |553ere skeede længe efter deres Død, saa synes mig, at de, der forfægte den Meening, heller styrke end svække Skriftens Autoritet, i det de giøre Esdras til Autor af visse Tillæg, og tilligemed tilstaae, at Bøgerne i sig selv ere lige saa gamle, som Mændene, hvis Titler de føre; Religionen lider intet derved, om man ville sige, at Josua havde skrevet Slutningen af 5te Mosis Bog, at David havde skrevet den første Samuels Bog, Salomon Davids Historie, og Propheten Nathan eller en anden inspirered Mand endeel af de Skrifter, som føre Salomons Navn; jeg siger, Religionen vilde intet lide derved, og de Vanskeligheder, som møde, vilde alle forsvinde.

Vel er sandt, at der udi 5te Mosis Bog forbydes at tage noget fra GUds Ord, eller at lægge noget dertil: men det kand saaledes ikke forstaaes, at Slutningen af et Skrift, som ikke er bragt til Ende udi Skribentens levende Live, jo kand tillægges af en anden hellig Skribent. Dog gaaer Petros Simon herudi for vidt, naar han siger, at de beskikkede Historiographi, som førte Navn af Propheter, vare autoriserede til at giøre Tillæg og tage fra (a); thi det er at svække Skriftens Myndighed, hvorudover det er sikkerst herom at sige med Josepho, at det var ikke enhver tilladt at skrive Crøniker blant Jøderne, men alleene Propheter, det er saadanne, som af Guddommelig Indskydelse saae tilkommende Ting, og skreve deres egne Tiders Historier (b); Nogle Anmærkninger over de hellige Skribentere. Petro Simons Meening passer sig bedre paa de hellige Skribentere efter Esdræ Tiider: De samme førte ikke Titel af Propheter, som de forrige, men vare bekiendte under det Navn af Skrivere, eller Sopherim: Hvad de skreve var ikke udi saadan Agt, som Propheternes Skrifter, hvorudover alt hvad som er skrevet efter Esdræ Tiid, regnes blant Apocryphiske Bøger, som af det Jødiske Raad have ikke været antagne udi Skriftens Canon. Foruden disse Skrivere, vare der nogle, der skreve udi en kort og sententieuse Stiil, og som af nogle kaldes Poëter: De samme kaldtes Moscelim, det er, de som talede kort og fyndigen. Skiøndt deres Skrifter have intet andet af det, som egentligen kal-|554des Poesie, hvorvel Josephus og Hieronymus have paastaaet derudi at findes Prosodie, skiøndt forgiæves. Vel er sant, at Poësie er brugelig blant Jøder, men den Brug er nye, og holdes for at være laaned af Araberne. Endeligen vare der nogle, som kaldtes Paraboliske Skribentere, saasom Autores af Judith og Tobiæ Bøger. De samme skreve ikke saa meget sandfærdige Historier, som gudelige og opbyggelige Digt, hvorudi de ere blevne efterfulte, endogsaa af det nye Testamentes Skribentere, hvilket sees af den Fabel om Lazaro, og den rige Mand &c. Pharisæerne have fundet besynderlig Behag udi denne Skrive-maade, hvorudover Thalmud er fuld deraf. Ja Christus selv lærede ved Lignelser, hvoraf sees, at Skrifterne kand være hellige, skiøndt Historien er digtet, og er det derfor at Jobs Bog regnes blant de Canoniske Bøger (a).

Den 4de Post, som Esdras foretoeg sig ved de hellige Skrifter, var, paa adskillige Steder at forandre de gamle Navne, for at give andre nye og moderne Navne Nogle Bibelske Navne forandrede af Esdra.i deres Sted. For Exempel: Udi Skabelsens Bogs 14 Capitel staaer der, at Abraham forfulte Kongerne indtil Dan. Saadant Navn var ikke til de Tider, men den Stad, som længe efter Mosis Tiid blev kalden Dan, kaldtes da Lais. Den fik først Navn af Dan, da Dans Børn giorde sig Mestere deraf, heraf sluttes, at Esdras udi Bibelens Revision haver forandret det gamle Navn Lais til Dan udi sin nye Edition.

Saaledes bliver ogsaa paa andre Steder udi Mosis Bøger talet om Hebron, hvilken Stad dog ikke fik det Navn, førend efter Mosis Død, da Chaleb fik den til eye, og loed den i Steden for Kiriath Arba, som var dens gamle Navn, efter en af sine Sønner kalde Hebron. Derforuden anføres adskillige andre Exempler herpaa. Og vise slige giorte Forandringer intet andet, end at Esdras og andre Kirke-Forstandere havde havt Omsorg for at giøre Skriften saa tydelig og forstaaelig, som mueligt.

Den 5te Post, som er at merke ved dette Esdræ store Verk, er, at han forfattede De Chaldæiske Characterers Indførsel. alting udi Chaldaiske Characteerer og Bog-|555staver: Thi siden det Babyloniske Fængsel var den Chaldaisk Skrift den eeneste, som den Jødiske Almue forstoed at læse; og var det Aarsagen, hvi han sat til Side de gamle Hebraiske Bogstave, for at betiene sig af de Chaldaiske. Samaritanerne derfore ere de eeneste, som have conserveret de Hebraiske Characterer, og endnu betiene sig af dem.

Samme gamle Hebraiske Characterer vare Phœniciske Bogstave, af hvilke Grækerne have faaet deres. Det gamle Joniske Alphabet tiener til Beviis derpaa, som Scaliger haver viset udi hans Gloser over Eusebii Chronicon. Det var af disse Phœniciske eller gamle Cananæiske Bogstave Moses betienede sig til Lovens Forfattelse, og som Propheterne iligemaade brugte udi deres Skrifter.

Dette anførte er dog ikke uden Modsigelse; thi der findes adskillige, som med Iver paastaae, at det er med Hebraiske Characterer Biblerne, som vi nu have, ere skrevne, item at de samme have altid været Skriftens Bogstave. De paastaae ogsaa, at de Samaritanske Characterer ikke have været brugte uden af Samaritaner, hvilke af Forbittrelse mod Jøderne vilde ikke betiene sig af de gamle Hebraiske Bogstave, men derfore skreve Mosis Lov med Samaritanske Characterer.

Om de nu værende Bibler ere skrevne med Chaldaiske eller Hebraiske Bogstaver.Men den største Deel af lærde Mænd holde for, at de Samaritanske Characterer ere de gamle Hebraiske Bogstaver. Hieronymus holder for, at Esdras formedelst ovenmældte Aarsager betienede sig af nye Characterer, og at Samaritanerne havde conserveret de gamle. Eusebius er af lige Meening med Hieronymo, og Postellus, som reisede heele Orienten igiennem, og talede med Jøderne om de Sager, bekræfter det samme (a). Til Beviis derpaa anføres adskillige Jødiske smaa Penge eller Sekler, hvorpaa findes med Samaritanske Bogstave saadan Inscription: Jerusalem Kedoscha, det er: Jerusalem den hellige. Denne Inscription giver tilkiende, at det er hverken de 10 Stammers Mynt, eller Samaritanernes, som komme i deres Sted; thi hverken de eene eller de |556andre havde paa deres Mynt givet Jerusalem Titel af den hellige Stad. Det maa da være de tvende Stammers Juda og Benjamins Mynt for Fængslet, og, naar saa er, saa have samme tvende Stammer betient sig af Samaritanske Characterer, hvilke paa den Tiid have været deres egne og conseqventer de gamle Hebraiske Bogstave. Man kand ikke sige, at ovenanførte Sekler ere falske, og eftergiorte; thi Rabbi Moses Ben Nachman vidner sig at have seet mange af samme Sekler i hans Tiid, med lige Samaritanske Inscriptioner, og er det hen ved 560 Aar siden samme Rabbi levede. Man maa derfore slutte, at de nu brugelige, og saa kaldne Hebraiske Characterer ere Chaldaiske Bogstave, som Jøderne have bragt med sig fra Babylon, og at Samaritanernes Characterer ere de rette gamle Hebraiske.

Man seer derforuden, at de gamle eenstæmmigen holde for, at det var Esdras, som betienede sig af Chaldaiske Characterer, da han ved sin Tilbagekomst til Jerusalem, tog sig Bibelens Revision for. Begge Talmuds ere af den Meening, saavelsom den største Deel af lærde Jøder og Christne. Den Tvistighed, som over denne Materie haver reyset sig imellem Capell og Buxstorff, er noksom bekiendt, iligemaade hvad Virkning den haver haft, nemlig saaledes, at de grundigste Theologi have bifaldet Capells Meening, som er i Faveur af Samaritanerne, og er det derfore nu en vedtagen Meening, at de Samaritanske Characterer ere de samme som de Phoeniciske, og conseqventer de ældste af alle dem, som ere bekiendte, og hvoraf mange andre Sprog, endogsaa Latin og Græsk udspire, som Lucanus vidner (a).

P. Simon drister sig (b) dog ikke til at sige, at de Phoeniciske eller Samaritanske Characterer ere de ældste af alle, men alleene de ældste af dem, som os ere bekiendte, ja ældre end dem, som nu kaldes Hebraiske, hvilke ere ikke andet end gamle Chaldaiske Bog-|557stave. I Anledning af dette Esdræ store Verk, spørges for det siette, om samme Om Vocalernes Indførsel.hellige Skribent haver udi Texten indført de Vocaler, som vi nu omstunder have udi vore Hebraiske Bibler. Det haver været en almindelig Meening, førend den bekiendte Jøde Elias Levite skrev derimod, og søgte at bevise, at Vocalerne komme ikke i Brug, førend udi det 6te Christen Seculo. Om denne Tvistighed og de Argumenter, som derom ere førte pro og contra af Capell og Buxstorff, haver jeg omstændigen talet i min Kirke-Historie. Jeg vil kun alleene her dette sige, at saasom Vocalernes eller Puncternes Brug blev gandske fornøden, da det Hebraiske Sprog efter det Babyloniske Fængsel var bleven et dødt Sprog, saa haver man Aarsag at falde paa de Tanker, at Puncterne ere indførte af Esdra, hvis Forsæt var, at giøre Skriftens Bøger tydelige og forstaaelige: Det Chaldaiske Sprog var da bleven det brugelige Sprog, og det Hebraiske læredes ikke uden af Bøger, og, saasom dertil behøvedes samme Manuduction, som nu bruges i vore Skoler til at lære de lærde Sprog, saa bleve Puncterne, som de gamle Jøder kunde undvære, nu gandske fornødne; thi det er vanskeligt at fatte, hvorledes Jøderne, efterat Sproget var kommen i den Stand, at det ikke lærtes uden af Bøger, kunde undvære Vocalerne eller andre Merker, som havde samme Virkning. Man maa tilstaae, at, naar man er opdragen udi et Sprog, og først haver lært det, kand man siden hielpe sig med Ihukommelsen, saa at man ikke trænger saa meget til Vocalerne, hvilket vises af Erfarenhed og af Rabbinernes Skrifter, hvorudi ingen Puncter ere. Men det er vanskeligt at vise, hvorledes det haver været mueligt at undervise Folk uden Vocaler, i et Sprog, som de ikke forstode. Det, som var lett, da Sproget var et naturligt og Modens Sprog, blev vanskeligt, da det var bleven et dødt Sprog. Man maatte da betiene sig af nogen fremmed Hielp, for at komme til deres Forstaaelse, og er det derfore ikke uden Grund, at man henfører Puncternes Indførsel til den Tiid, da saadan Fornødenhed paakom, nemlig, da Sproget var bleven et dødt Sprog, og maatte læres efter Grammatiske Regler: I hvilken Tilstand det var udi Esdræ Tiid. Alt hvad man kand sige herimod er dette, at Samaritanerne have ingen Vocaler, og dog, endskiøndt Sproget er dødt, lære de dog uden Vocalernes Hielp. |558Dertil svares, at man vel maa tilstaae, at de Samaritanske Exemplarer af Mosis Bøger, som ere bragte til Europa, have ikke andet end Bogstave uden Puncter, men deraf kand man ikke dømme at alle dens Exemplarier ere saadanne. Man bringer fra Orienten adskillige Hebraiske, Syriske, Arabiske, Persiske og Tyrkiske Bøger uden merkede Puncter; og dog er det vist, at de ikke alleene have dem, men holde dem og gandske fornødne. Ligeledes kand den Samaritanske Bibel have Puncter, endskiøndt de findes ikke i de faa Exemplarier, som hid ere bragte. Man paastaaer derfor hvad som tilforn er sagt, at hvis man ikke forstaaer et Sprog tilforn, er det fast u-mueligt at lære det alleene af Consonanter. Man kand ikke have de Tanker om en Nation, der i lang Tiid haver havt Skrift, at den er saa taabelig, at den ikke kan hitte paa nogen Hielp, til at undervise derudi, besynderlig, naar man eftertænker, at Jøderne havde til Naboer Syrer og Araber, hos hvilke Vocalerne vare i Brug, og af hvilke de kunde lære saadan Beqvemhed. Det gamle Græske Sprog er nu omstunder et dødt Sprog; thi det Moderne er en Dialect af det gamle, som differerer meer derfra end det Chaldaiske fra det Hebraiske Sprog. Endskiønt man udi det gamle Græske stedse haver haft Vocaler, saavelsom Consonanter, saa dog fra den Tiid det er bleven et dødt Sprog, haver man opfundet Accenter, Spiritus og andre Merker i Faveur af dem, der skulde undervises derudi, hvilket man ellers ikke tænkte paa, da Sproget var levende og conseqventer saadanne Merker vare mindre nødige. Det samme kand ogsaa siges om det Latinske Sprog, hvilket nu omstunder haver mange Merker, som de gamle ikke betienede sig af, da Sproget var levende. Hvi skulde det da være mueligt, at Jøderne, som slet ingen Vocaler havde, skulde alleene ikke have kundet ophitte nogle Merker, for at facilitere Sproget, da det var bleven et dødt Sprog, og ikke meere kunde læres uden saadan Hielp.

Af disse og andre Esdræ Stiftelser sees, at, endskiøndt han efter Tidernes Tilstand haver forandret visse Ting udi Geistlige og Verdslige Sager, saa haver han dog i det øvrige intet andet giort end at fornye den gamle Indretning, og ladet de Ceremonialske Love blive i deres fulde Vigeur. Nogle holde vel for, at, saasom |559mange af de gamle Israelitiske Skikke og Ceremonier, grundede sig paa Tidernes Beskaffenhed, og lempede sig efter Folkets Egenskab, saa havde Esdras vel kunnet forandre adskilligt derudi, nu da Staten saavelsom Kirken havde faaet en anden Skikkelse. Men Ingen Forandring udi Ceremonierne.han dristede sig ikke til at giøre noget Skaar, udi de mindste Ceremonier. Man maa derforuden troe, at GUD haver villet, at de skulde vare indtil Christi Ankomst, hvoraf de vare Forbilleder: thi man maa herved nøye i Agt tage, at de Ceremonialske Love havde tvende Sigter: det første, som jeg tilforn haver omtaelt, var, derved at hindre Omgiengelse med Hedninger, hvoraf Israeliterne saa ofte vare forførede til Afguderie: Det andet Sigte derimod var, at disse Ceremonier skulde være Forbilleder paa de Ting, som skulde skee ved Messiæ Ankomst; hvorudover mange af samme Ceremonier bleve ikke alleene af Jøder, men endogsaa af Hedninger anseede, som Mysteria og ubegribelige Hemmeligheder. Derpaa grunder sig dette Vers hos Poëten (a).

Dermed overeensstemmer og de Christne Kirke-Fædre til deels, og, naar Origenes disputerer mod Celsum, kalder han de Jødiske Ceremonier Skygger og Forbilleder (b). Dette kand siges om mange af de Ceremonialske Love, skiøndt ikke om alle: thi man kand ingen Hemmelighed eller Forbillede finde udi den Anordning, at Indvoldene og Fiædrene af den Fugl, som skulde offres, maatte kastes alleene ved den østre Side af Alteret (c), item at Takoffer maatte skee med syred Brød (d), og andet deslige: thi det er at gaae for vidt med Allegorier. Man maa derfore sige, at visse Mosaiske Ceremonier alleene vare Forbilleder paa tilkommende Ting, og at GUD tilstædede de eene med de andre at blive ved Magt, indtil |560alle Skygger ved Legemets Nærværelse skulde forsvinde. Disse og andre store Ting bleve forrettede af Esdra, medens Esdræ Commission endes.han gouvernerede den Jødiske Stat og Kirke, indtil Artaxerxis 19de Regierings Aar, da han blev afløsed af en anden ypperlig Mand, nemlig Nehemia, som blev skikket fra Persien med samme Commission: Men, endskiøndt hans Gouvernement derved fik Ende, saa blev han dog ved at undervise, og at bringe til Fuldkommenhed den store Reformation, han havde begyndt. Dermed hendrog han sin heele øvrige Tiid, under den nye Gouverneur, som troeligen gik ham tilhaande udi alting, saasom han var ikke mindre nidkiær for GUds Ære end Esdras, hvorudover de arbeydede med foreenede Kræfter paa Statens og Kirkens Reformation, saa at inden 40 Aar, at regne fra den Tiid Esdras begyndte, det heele store Verk, u-anseet den Hinder, som der i giortes, blev bragt til Fuldkommenhed.

Der findes udi S. Dominici Kirke udi Bologne et Manuscript af Bibelen, som man siger, at være Esdræ eget Original. Det samme er udi saadan Priis, at man undertiden haver pantsatt det for store Penger. Det er skrevet med skiønne Caracterer paa et Slags Skind, udi Form af Ruller, som i gamle Dage var brugeligt. Samme Manuscript indeholder intet uden de 5 Mosis Bøger. P. Montfaucon, som haver seet det udi Bologne, siger, at det for 400de Aar siden blev givet til Dominicanerne af Jøder, hvilke forsikrede, at det havde været skrevet af Esdra selv. Samme Montfaucon holder vel saadant for en Fabel, men troer dog, at Manuscriptet er heel gammelt.

Jeg haver udi det meste heraf efterfuldt den lærde Prideaux, saasom ingen meere tydeligen og grundigen haver udført dette Esdræ Reformations Verk. Jeg vil kun videre lægge dette dertil, hvad som fortælles af Jøderne at være skeed ved hans Ankomst til Jerusalem, nemlig, at man fandt den hellige Ild, som Jeremias foregives at have skiulet, da Templet blev ødelagt, og sige de, at Artaxerxes, bevæget af saadant Mirakel, gav nye Ordre i Faveur af Jøderne. Josephus fortæller, at samme Konge spurte engang sine Ministrer, hvilken Ting var den sterkeste, og, da nogle sagde, |561at det var Viinen, andre Qvinder, andre igien den Kongelige Magt, svarede Esdras, at Sandhed var den sterkeste Ting paa Jorden, hvilket Svar bragte ham udi Kongens Naade. Denne Historie maa staae ved sit Værd. Den Commission han fik af Kongen, viser, hvad han haver formaaet ved det Persiske Hof, og den Berømmelse, som derudi ham gives, viser, at Artaxerxes haver havt store Tanker om hans Forstand og Dyder: Man seer ellers heraf, at Jøderne hverken under de Chaldaiske eller Hvi saa mange Jøder blive tilbage udi Persien.de Persiske Konger have levet udi nogen personlig Trældom, som fordum udi Ægypten; thi man havde stor Nød at bringe saa mange Jøder derfra, som kunde besætte nogenledes Jerusalem og Judæa igien: Og de, som skiøtte ikke om at komme til Fæderne Landet igien, maa ingen onde Dage have paa de fremmede Steder, hvor de opholde sig.

Det synes derfore, at de saa kaldne fangne Jøder have været tracterede paa samme Foed, som andre Undersaattere, saa at de ikke alleene have samlet Gods og Formue, men de iblant dem, som vare beqvemme til Forretninger, bleve ophøyede til vigtige Embeder og Hoftienester, hvilket sees af Daniel, Sidrach, Mesac, Abed Nego, Esdra, og endeligen af Nehemia, der havde en anseelig Hofbetiening ved det Persiske Hof, og var Kongens Skienk. Det er denne fortreflige Mands Historie, hvorom efterfølgende Capitel skal handle.

Hans Herkomst.Denne Nehemia var af Geburt en Jøde, og hans Forfædre havde boet i Jerusalem; thi han giver selv tilkiende, at det var der, hvor hans Fædres Gravsteder vare (a). Af hvad Stamme han var, derom bliver intet talet: man finder alleene, at hans Fader heed Hacalia (b), og maa have været een iblant dem, der bleve bragte til Babylon, men som fandt for got at forblive udi Landet.

Her forefalder det samme Spørsmaal, som tilforn om Esdra, nemlig: om han er den samme Nehemia, som opregnes udi Esdræ Bog (c), blant dem, som med Zorobabel komme første gang til Judæa. Dette synes vel ikke at have kunnet være, eftersom der regnes 92 Aar fra Cyri første Regierings Aar indtil denne Tiid, med mindre man vil holde for, at han haver været Artaxerxis Mundskienk, da han var langt over 100de Aar gammel (d). Nehemias var Kong Artaxerxis Hofskienk, hvilket var en anseelig Post, efterdi han derved havde Leylighed at nærme sig til Kongens høye Person, og at kunne faae ham i Tale paa de allerbeleiligste Tider, naar Kongen var lystig og i goed Humeur. Og var det af den Leylighed han betienede sig til at tale udi Jødernes Faveur, og udvirke den Commission, som ham af Kongen blev given. Det maa ogsaa have været udi den Post, han erhvervede den store Riigdom, som satte ham i Stand, at føre sig prægtigen op udi sit Statholderskab, uden at besværge Folket med noget Paalæg.

Men all den Herlighed, som han nød ved det Persiske Hoff, kunde ikke komme ham til at forglemme sit Fæderne-Land; thi alle |563hans Tanker vare henvendte til den Jødiske Stats og Religions Opkomst og Conservation: Saa at, da han fik at høre, Jødelands Tilstand for hans Ankomst.af nogle Jøder, som vare komne fra Jerusalem, Stadens maadelige Tilstand, nemlig: at Muurene vare forfaldne, og Portene udi samme Stand, som de af Babylonierne vare efterladte udi, og at Indbyggerne bleve betrængte og bespottede af de omliggende Folk, gik det ham saa til Hiertet, at han fastede, og inderligen bad til GUd for den betrængte Israel: Og, efterat han havde giort saadan Forberedelse, besluttede han at adressere sig til Kongen, for at forsøge, om han ved sine Bønner kunde bøye hans Hierte til Medlidenhed mod det Jødiske Folk: Af dette sees, i hvad Tilstand Jerusalem maae have været udi Esdræ Tiid, nemlig: at, u-anseet alle de Anstalter, samme ypperlige Mand havde giort, vare dog mange Hovedposter endda ikke formedelst Mangel af Assistence, rørte ved: Thi Staden var kun lidet bebygged, og laae gandske aaben for andre Nationer, som intet got Hierte bare til Jøderne, saa at disse ideligen maatte staae paa Skildvagt udi en Stad, hvor der var kun liden Sikkerhed at boe, og andre Jøder havde ingen Lyst at sætte sig ned udi Jerusalem, saalænge den var i saadan Stand.

Anledning til hans Ankomst. Da nu Nehemia, som sagt er, havde besluttet at giøre saadan Ansøgning hos Kongen, toeg han Tiden i Agt, da det faldt ham til at giøre Opvartning, og stillede sig gandske bedrøvet an. Kongen, som af hans Ansigt merkede, at der laae ham noget paa Hiertet, spurte ham da, hvad Aarsag der var til hans Bedrøvelse, og toeg da Nehemias Leylighed at forestille ham den slette Tilstand hans Fæderneland var udi, og bad Kongen, at han vilde skikke ham til Judæa, for at sætte Sagerne paa en bedre Fod. Kongen tilstoed ham strax dette, og blev derpaa udstedet en Befalning, at lade opreise Muurene og Portene i Jerusalem, og Nehemias blev skikket til Judæa, for at exeqvere samme Befalning. Og, paa det saadant kunde skee med Eftertryk, loed Kongen ham escortere med en Garde af Ryttere. Han afferdigede ogsaa Breve til Gouverneurerne af alle Provincier paa den Side af Euphrates, med Befalning, at gaae Nehemiæ til Haande. Sær blev Asaph, |564som var Inspecteur over Kongens Skove, befalet, at forsyne ham med saa meget Træe, som han behøvede.

Men u-anseet disse Kongelige Befalninger, søgte Ammoniter, Moabiter og Samaritaner af all Magt at hindre dette Verk. Samme Folk, foruden det gamle Fiendskab de stedse havde baaret til Jøderne, havde ogsaa Interesse i at hindre deres Opkomst, eftersom de udi Jødernes Fraværelse havde bemægtiget sig deres Agre og Eyendomme, hvilke de saae ved deres Tilbagekomst at ville fordres tilbage igien. De dreve derfore Spott med Jøderne, sær Sanballet den Moabiter, som udi Skriften kaldes en Horonit, af en Stad udi Moabs Land (a), item, Tobias den Ammoniter, hvilken paa Spott sagde, at en Rev kunde nedrive Jerusalems Muure (b)..].] , A .] , A Men Nehemias loed sig ikke forskrække af disse Vanskeligheder.

Opreiser Jerusalems Porte og Muure.Saa snart han var kommen til Jerusalem, gav han Folket Kongens Villie og Befalning tilkiende, loed Muurene besigtige, og begyndte strax at arbeide paa deres Opreisning. Han deelede, i Henseende til Arbeidet, Folket udi visse Classer, og assignerede en hver sin Deel deraf, forbeholdende sig selv Directionen over det heele Verk, hvilket da blev drevet med saadan Hurtighed, at alting udi 52 Dage blev fuldfærdiget, og u-anseet all den Hinder, som giortes af avindsyge Mennesker, saavel uden som inden Staden; thi blant Jøderne selv vare adskillige falske Propheter og andre onde Mænd, der af yderste Magt stræbede at hindre Verkets Fremgang, og uden for Staden vare omtalte Sanballet den Horoniter, Tobias en Ammoniter, Gesem en Araber, med adskillige andre, der saavel hemmeligen med List, som aabenbare med Magt søgte at kuldkaste alting. Hvorudover Nehemias maatte stedse holde en Deel af Folket bevæbnet, medens den anden Deel havde med Arbeidet at bestille; og bleve ved saadant Middel Muure og Porte |565lykkeligen opreisede, og Indvielsen skeede ved Præster, Leviter og det heele Folk.

For at husvale den meenige Almue, der betyngedes med dette haarde og vanskelige Arbeide, og at opmuntre den til ydermeere Iver, befriede han dem fra en anden Byrde, hvorunder de sukkede, i det han beskyttede de Fattige og Forgieldede mod deres u-barmhiertige Creditorer; thi de Rige havde profiteret af de Armes Afmægtighed, og laant dem Penge paa høye Renter, som beløbe sig til 12 pro Cento om Aaret, Texten siger, den hundrede Part af Pengene (a), eller een pro Cento, hvilket er at forstaae maanetligen, og bliver til 12 pro Cento om Aaret.

Til Forsikkring om Capitalen havde de pantsat deres Jorde, og, for at skaffe Beskytter de Fattige mod deres Creditorer. Renterne, maatte de undertiden sælge deres Børn. Saadant Aager, foruden at derudi var en naturlig U-billighed, var ved Mosis Lov Israeliterne aldeeles forbudet, i Henseende til deres Brødre, og var det derfore, saavel for at lette den fattige Almues Byrder, som for at i Agt tage GUds Lov, at Nehemias forsamlede Folket og forestillede dem de onde Virkninger, som fløde af dette Aager, i det at baade den fattige Almue blev udsuet, og Loven overtrædet. Denne Forestilling skeede med saadan Eftertryk, at af den heele Forsamling, endogsaa med Creditorernes Samtykke, blev besluttet, at man skulde give tilbage de Agre, Viingaarde og Huuse, som havde været pantsatte.

Efterat Nehemias havde fuldbyrdet alting efter hans Commissions Indhold, Hans Reise til Persien. overloed han Regieringen udi Hanani og Hananiæ Hænder, og reisede til Persien igien, hvor han gav Kongen sin Forretning tilkiende, og erhvervede en nye Tilladelse at reise til Jerusalem igien, for at fuldende sit Verk. Nehemiæ Bog taler vel intet om denne Persiske Reise, men man seer dog, at han haver været borte, og kommen tilbage, af disse Ord: Men da alt dette skeede, var jeg ikke i Jerusalem; thi i Artaxerxis, Kongens af Babylons 32de Aar kom jeg til Kon-

(a)	Nehem. 5. 11.

|566gen, og efter at et Aar var til Ende, begierede jeg igien Forlov (a); og seer man heraf, at Jøderne endda kaldte de Persiske Konger Babels Konger. Da Nehemia anden gang med en nye Commission var kommen til Jerusalem, toeg han sig strax for at arbeide paa Kirkens og Statens Reformation, som Esdras havde begyndt, og tillige med denne lærde Præst overlagde, hvad dertil kunde være tienligt. Det første han toeg sig for, Hans Forretninger ved Tilbagekomsten.var, at sørge for Stadens Sikkerhed mod fiendtlig Overfald. Og, som Jerusalem var endda kun lidet bebygged, overtalede han alle dem, som vare i Embeder, og havde nogen Formue, at oprette enhver et Huus i Staden, og at boe selv derudi. Andre fulte deres Exempel, og frivilligen bøde sig dertil. Men, som Tallet var endda ikke tilstrækkeligt, blev af 10 Jøder ved Lodkastning en udtagen, for at bygge og nedsætte sig med sin Familie i Staden. Og blev det ikke meere vanskeligt at formaae nogen Jerusalem kommer til sin forrige Herlighed igien.dertil, da man ikke havde meer at frygte for U-sikkerhed. Jerusalem blev saaledes befæsted og bebygget, og i en Hast toeg saaledes til, at den naaede sin forrige Herlighed, og blev en af de anseeligste Stæder udi Asien, saa at Herodotus, som kort derefter giorde en Reise igiennem Judæa, ligner den i sin Beskrivelse med Sardes, som var Hovedstaden udi lille Asien.

Nehemias, saasom han siden merkede, at det var fornødent at examinere og regulere det Jødiske Folks Slægte-Registere, toeg sig for, saadant at eftersøge: Aarsagen dertil var, eftersom adskillige Stammer vare sammenmængede under det Navn af Jøder; det var fornødent at vide, hvilke Lande og Agre enhver tilhørede, i sær at ingen skulde antages til Kirke-Tieneste, uden det var beviisligt, at han var af Levi Stamme, og ingen komme til Præsteskab, uden han nedstammede fra Aarons Huus. For derfore at faae Oplysning herudi, efterforskede man alle gamle Registere, og fandt man omsider et, som indeholdt alle deres Genealogier, der vare første gang komne tilbage fra det Babyloniske Fængsel med Zorobabel, hvilket maatte tiene til Grundvold til det nye Reglement, som man giorde. Man lagde siden dertil alle dem, som vare kom-|567ne siden den Tiid, og udslettede alle de Familier, som vare uddøede. Deraf reiser sig den Forskiæl, som findes udi Esdræ og Nehemiæ Bøgers Genealogier; thi udi Esdræ (a) Bog er det gamle Slægte-Register anført, og udi Nehemiæ det reformerede Register med de Forandringer, som skeede under Nehemia (b).

Efterat Esdras havde forfærdiget sin Edition af Loven, loed han den reenskrive med Chaldaiske Bogstaver, og læse for Folket paa Trompeternes Fest, som holdtes den første Dag udi den Maaned Tisri, hvilken var den 7de Maaned af Kirke-Aaret, og den første af det Civile Aar, som tilforn er viset. Da det heele Folk var forsamlet udi Jerusalem, for at helligholde samme Fest, og man fik at vide, at Esdras havde bragt sin Revision til Fuldkommenhed, blev han ombedet at oplæse den, hvilket ogsaa Loven oplæses for Folket. skeede, og steeg Esdras op paa et Cathedra, geleidet af 13 af de ældste, som satte sig ved hans Side. Efterat dette var skeed, reysede han sig op, og efter aflagde Bøn begyndte at læse Loven paa Hebraisk. Og, ligesom han oplæsede et Stykke, saa var der 13 Leviter, hvilke oversatte hver Periodum paa Chaldaisk, hvilket sidste var bleven Folkets brugelige Sprog. Han continuerede med Læsningen indtil Middag paa ovenomtalte Maade: hvorpaa, saasom det var en Fest- og Glædes-Dag, han tilligemed Nehemia loed Folket fare.

Dagen derefter loed man dem paa nye forsamle paa samme Sted, og continuerede da Esdras at læse og forklare Loven, ligesom han havde begyndt. Da han kom til det 23de Capitel af 3die Mosis Bog, hvorudi GUD paabyder Tabernaklernes Fest, gave alle tilkiende den store Begierlighed de havde til at efterleve samme Anordning. Herudover loed man udraabe samme Fest over heele Judæa, og befale alle Jøder at lade sig indfinde udi Jerusalem, den 15de Dag i Maaneden, for at helligholde den. Festen blev celebrered udi 7 Dage, og det med saadan Høytidelighed, at man siden Josvæ Tiid ikke havde seet dens Lige. Esdras profiterede af denne Forsamling, og den Andagt, som Folket derved visede, igien-|568tog Lovens Læsning tilligemed dens Forklaringer, continuerende dermed den heele Fest igiennem, indtil han havde læset den gandske igiennem.

Af denne Læsning merkede Jøderne, hvor ofte, og paa hvor mange Maader de havde overtrædet GUds Lov af U-videnhed: thi siden det Babyloniske Fængsel, var dette den første gang Loven blev læset for dem. Nehemia og Esdras, førende sig denne En Faste anordnes.deres Anger og Ruelse til Nytte, paabød en Faste at holdes 2 Dage efter Festen, eller den 24de Dag i Maaneden, da de tilholdte dem at tilstaae deres begangne Synder og Misgierninger, og oprette et nyt Forbund med GUd, hvorved de skulde forpligte sig til at holde GUds Lov u-brødeligen, og aldrig at henfalde til forrige Afguderie igien. De Løfter, som de ved denne Leylighed giorde, vare efterfølgende: 1) intet Forbund at giøre med Hedninger, enten ved at give dem sine, eller at tage deres Døttre til ægte. 2) at i Agttage Sabbathen og de Sabbatiske Aar. 3) at betale en aarlig Skat til Templet, til Bygningens og GUds Tiennestens Vedligeholdelse. 4) at give Tiende til Præster og Leviter. Disse Forbunds Artikle, som de da forpligtede sig at holde, give tilkiende, at det var de fornemste Poster i GUds Lov, som de havde forsømt, siden deres Tilbagekomst fra Babylon. Saasom nu Lovens Vankundighed havde besynderligen foraarsaget dens Overtrædelser, og samme Vankundighed reysede sig deraf, at den ikke var bleven læset. Da, for at forekomme videre saadan Uheld, blev paabudet, at man skulde lade Loven herefter læse udi alle Stæder, ved Leviter og Skriftkloge (a). Dette blev fra den Tiid efterleved. Det er troeligt, at saadan Læsning i Førstningen skeede under aaben Himmel, paa en af Stadens Pladse eller Gader, ligesaa som man seer, at det haver været practisered af Esdra: Men at man siden til den Ende haver opreyset Telte, og endeligen bestandige Huuse dertil, hvilket er Oprindelse til de saa kaldne Jødiske Synagoger.

Synagogers Stiftelse. Det er klart, at Jøderne ingen Synagoger have haft, for det Babyloniske Fængsel; eendeel efterdi ingensteds udi det gamle Te-

(a)	Nehm. 8. & 9.

|569stamentes Bøger tales derom, endeel ogsaa, efterdi man af adskillige Skriftens Steder kand vise, at der ingen maa have været for den Tiid: Jøderne sige, at hvor ingen Lov-Bog er, der kand ingen Synagoger være, og naar saa er, kand der ingen Synagoger have været udi Landet, efterdi Historien viser, at Lov-Bøgerne have været heel rare, og at man undertiden aldeles ingen haver havt. Da Josaphat (a) udskikkede lærde Mænd over det heele Land, for at undervise Folket i GUds Lov, førte de en Lov-Bog med sig, hvilket ikke var fornødent, hvis der havde været Lov-Bøger udi de Stæder, som de reysede til, og conseqventer, at der ey heller have været Synagoger; thi det er ligesaa underligt, at ville tale om Synagoger uden Lov-Bog hos Jøderne, som at ville foregive, at der blant Christne vare Kirker uden Bibel. Jeg haver tilforn viset, at Kong Josias (b) blev forskrækket, da man læsede Loven for ham, og at man i hans Tiid af en Hændelse fandt et Exemplar deraf udi Templet, hvoraf sees dens Rarhed paa de Tider, og Esdras deres rette Stifter.tilligemed vises, at der ingen Synagoger eller Skoler have været, hvor Loven forklaredes, saasom det eene flyder af det andet. Det er derfor klart, at der ingen Synagoger have været for denne Tiid, og at man maa holde Esdras for den første Stifter. Udi denne Tanke ere de fleeste Lærde nu omstunder, iligemaade en Deel Jødiske Lærere, hvorvel de fleeste af dem holde Synagoger at være langt ældre.

Ved Synagogerne maa i Agttages 1) Stedet, hvorpaa man burde anlægge dem. 2) Hvilken slags Tieneste derudi holdtes, 3) paa hvilken Tiid Forsamlingerne skeede, og 4) hvad slags Ministrer forrettede Tienesten.

1) Hvad Stedet angaaer, da tages derved den Regel i Agt, at paa hvilket Sted der fandtes 10 Personer af Mands Alder og fri Folk, der burde man have en Synagoge. Aarsagen til dette Tall af 10 Personer, som skulde være beqvemme til at assistere udi Forsamlingen, var denne, at de holde for, at ingen rett Forsamling kunde Stedet hvor Synagogerne holdtes.være af mindre end 10 Lemmer. I Begyn-|570delsen vare der kun faa Synagoger; Men deres Tall tog meer og meer til, saa at de bleve ligesaa almindelige som Christne Kirker ere blandt os, saa at henved Christi Tiider, der var ingen Stad udi Judæa, hvor liden og ringe den end kunde være, som jo i det ringeste havde en Synagoge. Jøderne foregive, at udi den Stad Tiberias alleene vare 12, og at udi Jerusalem vare 480 Synagoger. Dette synes at være noget for meget taled, hvorvel man ellers kand sige, at Tallet haver været temmelig stort.

2) Hvad Tienesten, som derudi forrettedes, angaaer, da bestoed den udi Bønner, Synagogens Tienneste. Skriftens Forklaring og Prædikener. De Bønner, som holdtes i de første Synagoger, vare korte og simple, men bleve siden vidtløftige og udarbeidede, og kand man sige om den Liturgie, som nu omstunder bruges i Synagogerne, at den er heel lang og kiedsommelig. Den høytideligste Deel af deres Bønner, er det, som kaldes Schemoneh Eschre eller de 18 Bønner, som foregives at være giorte af Esdra, til den store Synagoges Brug. Dertil er siden bleven lagt den 19de Bøn. Om Esdra, som paastaaes, haver været Autor til de 18 Bønner, er vanskeligt at sige. Der sees alleene, Udi Bønnen.at de ere heel gamle; thi den Jødiske Misna taler derom, som en Formular, der i lang Tiid haver været i Brug. Disse Bønner findes oversatte hos Prideaux, hvortil jeg Læseren vil henvise. Man finder derudi vel adskillige Steder, som synes at sigte paa Jødernes sidste Ødeleggelse af Rommerne, og der udaf kunde tage Anledning at tvivle om disse Bønners ælde. Men, saasom de Expressioner, som derom findes, ogsaa kand hentydes til Jødernes forrige Uheld, kand den Meening om Bønnernes Ælde deraf ikke bestrides. Alle, som havde naaet skiels Alder, maatte uden Forskiel bruge bemeldte Bønner, og frembære dem til GUD 3 gange om Dagen, nemlig om Morgenen, Middagen og Aftenen. De vare saa høyt agtede, og endnu ere saaledes, at man giver ikke Navn af Bønner uden til de samme, nemlig 18 af de saa kaldne Esdræ Bønner, og den 19de, som sildere er bleven tillagt. De blive læsede alle Forsamlings-Dage udi Synagogerne. Den anden Deel af Synagogernes Tieneste bestaaer udi den hellige Skrifts Læsning, og er samme Læsning 3 Slags, nemlig: 1) Kiriath Shema, 2) Loven, 3) Propheterne. |571Kiriath Shema bestaaer udi Læsning af 3 besynderlige Stykker udi Skriften. Det første og andet Stykke tages af 5te Mosis Udi Skriftens Læsning. Bog, og det 3die af det 15de Capitel af den fierde Bog. Ordene af den 5te Mosis Bog ere disse: Hør Israel, HErren vor GUD er alleene HErre, og du skal elske HErren din GUD af gandske Hierte, af din gandske Siæl og af al din Formue; og disse Ord, som jeg byder dig i Dag, skulle være paa dit Hierte og du skal igientage dem for dine Børn, og tale om dem, naar du kommer i dit Huus, og, naar du gaaer paa Veyen, og naar du legger dig, eller naar du opstaaer, og du skal binde dem til et Tegn paa din Haand, og de skulle være dig til Span imellem dine Øyen (a). Disse Ord kaldes Shema, efterdi de begynde ved det Hebraiske Ord Shema, som betyder: Hør. Jøderne havde derforuden visse andre Bønner, som de læsede for og efter Shema, som findes udførte udi deres Liturgie (b). Samme Bønner ere fulde af Repetitioner. Derudi findes ingen Resignation til GUds Villie eller menneskelig Skrøbeligheds Bekiendelse: Men der tales om GUds Godhed og Almagt saaledes, som Jøderne kunde have fortient alle de forunderlige Ting, som GUd havde giort i deres Faveur (c). Om Lovens og Propheternes Læsning er tilforn Item i dens Forklaring. taelt, hvorfor jeg det samme her ikke vil igientage. Den 3die Part af Synagogernes Tieneste var Skriftens Forklaring og Prædikener. Den første skeede ved Lovens og Propheternes Læsning, den anden efter Læsningen.

3) Hvad Tiden angaaer, paa hvilken Forsamlingen holdtes, da vare der beskikkede Tiden naar Synagogen holdtes.3 Dage udi Ugen, foruden Feste- og Faste-Dage, og 3 gange om Dagen, nemlig om Morgenen, Middagen og Aftenen. De 3 Dage om Ugen vare Mandag, Torsdag og Løverdag. Den sidste Dag, som var Sabbaten, |572var af GUD selv beskikket til Devotion, og de andre bleve dertil lagte, paa det at Skriften kunde læses tre Dage udi Ugen. Denne Læsning skeede saaledes. Loven eller de 5 Mosis Bøger vare deelte udi lige saa mange Sectioner, som der vare Uger i Aaret. Man begyndte om Mandagen Læsningen af den Section, som var beskikket til den heele Uge, og deraf læsede man den halve Deel; om Torsdagen læsede man den anden halve Deel, og om Løverdagen, som var Sabbaten, læsede man paa nye den heele Section fra Begyndelsen til Enden. Paa de tvende første Dage læsede man ikke uden om Morgenen, men paa Sabbaten baade Morgen og Aften. Da man siden udi Maccabæernes Tiid toeg sig for ogsaa at læse Propheterne, blev samme Regel derved i Agt tagen. Ligesom Lovens Læsning skeede 3 Dage om Ugen, saa vare der 3 Tider om Dagen beskikkede til Bønner. Og var det en bestandig Regel for Jøderne, at bede 3 gange om Dagen. Den samme Regel synes at have været antagen blant Gudfrygtige Mænd, førend Synagoger bleve stiftede; thi man seer, at David og Daniel have practiseret den. David siger: Jeg skal bede Morgen, Middag og Aften (a); og om Daniel staaer det, at han faldt 3 gange om Dagen paa sine Knæe, og bad, ligesom hans Sædvane stedse havde været (b). Saa at man seer, at denne Skik er ældre end Esdræ Tiid; den Forskiæl alleene er, at hvad som tilforn øvedes frivilligen af gudelige Mænd, blev siden en sat Lov for alle, udi hvilken Henseende man kand ansee det, som en Følge af Synagogernes Stiftelse. Videre, saasom der for det Babyloniske Fængsel ingen Synagoger havde været, saa haver der ey heller været Formularier til Bønner, ey heller Bede-Huuse, uden Templet alleene, hvilket var det eeneste Bede-Huus, og var det til den Brug Salomon det havde indrettet. Bede-Timerne udi Templet vare ved Offrings-Tiderne om Morgenen og mod Aftenen. Men der vare ingen offentlige Formularier; thi enhver bad for sig selv, og indrettede Bønnen efter sit Anliggende. Alle gudfrygtige Personer, som boede i Jerusalem, begave sig paa saadanne Tider til Templet for at bede; og de, som |573vare ikke i Jerusalem, eller som ikke havde Tiid og Leylighed at komme til Templet, aflagde deres Devotion paa de Steder, hvor de befunde sig, hvorvel de alle holdte Templet for deres rette Bede-Sted: Efterat Synagogerne vare stiftede, begave de sig didhen paa de Dage, naar Forsamlingerne holdtes, og de andre Dage bade de i deres egne Huuse, hvor mange havde høye Saler, hvilke tienede dem til Capeller og Bede-Steder, og var det paa saadant Sted Cornelius forrettede sin Andagt, da Engelen aabenbarede sig for ham, og hvor St. Peder opsteg, da han havde det bekiendte Syn, item hvor Apostlerne vare forsamlede, da den Hellige Aand overkom dem.

Udi ovenanførte Befalning om den Bøn, kalden Shema, findes disse Ord: Du skal binde dem til et Tegn paa din Arm, og de skulle være dig til Span mellem dine Øyen. Dette er hvad som gemeenlig kaldes Phylacteria, og bestoed af 4re Sprog udi Loven (a), Ordene vare skrevne paa Pergament, som Jøderne bunde om deres Haand, og om Panden. Nogle, blant hvilke Scaliger, have holdet for, at disse Phylacteria indeholdte de Tii GUds Bud: men andre have viset, at det er en Vildfarelse (b).

4) Belangende de Ministrer, som forrettede Tienesten i Synagogerne, da var Synagogens Betientere.saadan Tieneste ikke indskrænked til den Præstelige Orden alleene. Den Præstelige Orden var indvied til Templets Tieneste, som var af en anden Natur, og bestoed alleene udi Offringer, hvilke, medens de skeede, Leviterne og Cantores siunge for Alteret. Men udi Synagogerne var et vist Antall af adskillige Slags Betientere, hvilke bleve admitterede til de hellige Forretninger ved Hænders Paalæggelse. De første af dem vare de saa kaldne Ældste af Synagogerne, som gouvernerede alle Sagerne. Hvormange de have været, kand ikke siges; det seer man alleene, at der haver været meer end een ved hver Synagoge.

|574Efter disse Ældste, som gouvernerede, var Synagogens Minister, hvilken læsede Bønnerne i heele Folkets Navn, og var ligesom Meenighedens Talsmand hos GUD, eller, som den gemeenligen kaldtes, Meenighedens Engel. Denne Minister forrettede ikke altiid Tienesten selv, men undertiden betienede sig af en Vicario, som imidlertiid førte samme Titel. Efter ham fulte Diaconi eller Subalterne Ministrer, hvilke under de Ældstes Direction havde Omsorg for Tienestens Forretning. De samme havde og udi Forvaring Loven, Propheterne og de andre hellige Bøger, item Liturgien og Synagogens Mobilier, som de maatte frembringe, naar de skulde bruges. De stode og ved Siden af den, som oplæsede Loven og Propheterne, for at corrigere ham, om han tog Feyl udi Læsningen, og, naar Læsningen var til Ende, bragte de Bøgerne i Forvaring igien. Saaledes seer man, at da Christus udi Synagogen af Nazareth, hvoraf han var et Lem, havde endet sin Læsning, gav han Bogen igien til Tieneren (a). Det er til Chazan eller den, som var Diaconus af Synagogen.

I Begyndelsen vare ingen visse Personer beskikkede til at læse i Synagogerne; thi de Ældste udvaldte alleene den af Meenigheden, som de holdte mest beqvem dertil, naar Skriften skulde læses. Dersom Præsterne vare tilstæde udi Forsamlingen, kaldte man først dem, og siden en Levit, om der var nogen, hvis der var hverken Præst eller Levit, udnævnede man hvilken Israelit man vilde, og gik dette indtil det Tall af 7 Personer. Heraf kom det, at hver Section af Loven, som blev læset, var deelt udi 7 Parter efter de 7 Læsere, som dertil brugtes.

Den næste Betienter efter Chazan, eller Synagogens Diaconus, var Udtolkeren, hvilken forklarede paa Chaldaisk, hvad som blev læset paa Hebraisk. Og, saasom dertil behøvedes en Mand, der var kyndig udi begge Sprog, nød saadan Udtolker aarlig Løn, for stedse at giøre Opvartning i Forsamlingen. Til at lyse Velsignelsen, var gemeenligen en Præst beskikket, og, naar ingen var tilstæde, forrettedes det ved den, som havde oplæset Bønnen.

Af saadan Beskaffenhed vare Synagogerne, og saaledes blev Tienesten derudi forrettet i gamle Dage. Den GUds Tieneste, som bruges i de nu værende Synagoger, grunder sig herpaa, skiønt den i mange Ting er forandret. Om ovenskrevne Poster have været alle i Agt tagne udi de første Synagoger, kand intet for visse siges: det er troeligt, at et og andet Tillæg er skeed siden Esdræ og Nehemiæ Tiider. Og haver jeg tilforn viset, at Propheternes Læsning kom ikke i Brug, førend længe derefter.

De, som holde for, at Synagogerne ere ældre, og at de have været for det Babyloniske Fængsel, søge at bevise deres Meening af et Sted udi Davids Psalmer (a), hvor der staaer: De have opbrændt alle HErrens Synagoger i Landet: men udi Originalen heder det: Alle GUds Forsamlinger. Man maae vel tilstaae, at man ved disse Forsamlinger kand forstaae Steder, hvor Folk samlede sig for at holde GUdstieneste: men deraf følger ikke at de have været Synagoger; og er det derfore, at ingen Oversættelse forklarer det ved Synagoger, undtagen Aqvilæ Version alleene. Ved Synagogerne er ellers at merke, at det Ord Synagoge haver tvende Betydelser. Synagoger tages udi 2 Meeninger.Derved betegnes 1) det heele Folks Forsamling, eller den almindelige Israelitiske Kirke. 2) Betegnes derved enhver Sammenkomst eller Societet, hvorudover udi Skriften nævnes Synderes Synagoge, de Hoffærdiges Synagoge &c. og er det i den Henseende at Erasmus siger, at Synagoge betyder en Forsamling, som skeer paa Gader, Torve og paa alfare Veye (b); men de Synagoger, som af Esdra bleve stiftede, svare til særdeeles Christne Kirker, bestaaende af visse hellige Samlings Huuse, saaledes, som oven ommeldet er: og er det udi den Meening Synagoger tages udi det Nye Testamente. Saaledes siger Johannes, at Jøderne besluttede, at, hvo der erkiendte JEsum for at være Christus, skulde uddrives af Synagogen (c), og Christus selv siger til Apostlerne: de skulde drive eder ud af Synagogerne (d). Det |576Ord Synagoge tages ogsaa udi den sidste Meening, naar JEsus siger: Jeg haver stedse læret i Synagogen.

Det fornemste Sted, hvor Folket fordum kom sammen for at tilbede GUd, var Tabernaklet, og siden Templet. Alleene de, som boede forlangt fra Tabernaklet og Templet, oprettede sig selv Bedesteder, hvilke siden ere blevne kaldne Proseuchæ.

Proseuchæ Disse Proseuchæ differerede fra Synagoger udi adskillige Ting. Udi Synagogerne blev Bønnen holden udi Almindelighed og udi den heele Forsamlings Navn: men udi disse Proseuchis bad enhver for sig selv, som han fandt for got, og var det udi saadant Bedehuus, at Christus bortdrev den heele Natt udi Bønner. 2) Synagogerne vare bedækkede og under Tag, men Proseuchæ vare aabne, og vidner Epiphanius, at Samaritanerne udi hans Tiid havde et saadant Bedehuus nær ved Sichem. 3) Synagogerne vare stedse udi Stæderne, men Proseuchæ udi Forstæderne, gemeenlig paa høye Steder, og er det troeligt, at derved forstaaes de høye Steder, hvorom tales overalt udi det gamle Testamente; thi de samme høye Steder ere ikke altiid fordømte udi Skriften. De bleve alleene lastede, naar man derpaa dyrkede fremmede Guder, og opreisede Alter mod GUds Alter. I det øvrige seer man at baade Propheter og andre hellige Mænd have aflagt deres Andagt paa høye Steder.

Foruden disse Bedehuuse vare og andre Steder, hvor Jøderne forsamlede sig i den Henseende, for det Babyloniske Fængsel. De reisede for Exempel til Leviternes Stæder, for at undervises af dem udi Lovens Ceremonier, item til Propheternes Skoler, for at lære deres Pligt mod GUd og deres Næste, og er det efter Skriftens Vidnesbyrd klart, at man i den Henseende søgte de Prophetiske Skoler paa Sabbaten og de nye Maaner; thi Manden siger til den Sunamitiske Qvinde: Hvi vil du i Dag gaae til Propheten, det er hverken Sabbat eller nye Maane (a). Dette altsammen viser, at ved de Forsamlinger, som omtales i |577Psalmen, ikke maa forstaaes Synagoger, saadanne, som bleve stiftede af Esdra, og som stedse have været blant Jøderne indtil denne Tiid.

Man kand ellers sige om Synagogerne, at deres Stiftelse var det store Middel, Synagogernes herlige Virkning.hvorved Jøderne stedse siden den Tiid have været hindret fra at falde til forrige Afguderie og Vankundighed igien: Og er det efter disse Synagogers Modele, de Christne Kirker ere stiftede med samme Frugt, nemlig til Religionens Conservation og Fremgang; thi, ligesom Jøderne havde deres Forsamlings Huuse, hvorudi man hver Sabbat læsede Loven og Propheterne, saa havde de første Christne ogsaa deres Kirker, hvor hver Søndag forklaredes den Christelige Religions Lærdom, ved hvilket Middel Religionen er bleven conserveret og fortplantet. Julianus Apostata, seende af hvilken Nytte saadan Stiftelse var, søgte at forplante Hedenskabet paa samme Maade, nemlig ved at lade Philosophi alle Uger prædike deres Morale, ligesom de Christne Præste forklarede Christi Lærdom. Og er det troeligt, at, hvis samme farlige Mand havde levet længe, at den Hedenske Troe ved saadant Middel havde faaet stor Fremgang. Intet er derfore sikkere Middel til Religionens Conservation, end slige Stiftelser, og intet kand hastigere giøre dem til intet, end Kirkers og Skolers Afskaffelse. Den Stiftelse, som blev giort af Esdra, tiener herudi til et u-overvindeligt Beviis, og de Christne have betient sig deraf med samme Succes. Vel vilde nogen udi Betragtning saavel af den Jødiske som Christelige Troes Tilstand herimod indvende, at, u-anseet de mange Ugentlige Skriftens Forklaringer, Folk lidet forbedres, men stedse blive de samme. Det kand man gierne tilstaae, men derhos sige, at, hvis Prædikener reent ophørede, vilde Religionen inden faa Aar gandske reent forglemmes, ligesom man seer at have været skeed blant Jøderne for det Babyloniske Fængsel. Ved idelige smaa Reparationer paa en Bygning foraarsages vel ikke, at den bliver bedre, men dog at den staaer og bliver ved Magt, hvis derimod slige Reparationer, som synes vel lidet Autoris Betænkning herover.at forbedre et Huus, reent ophøre, falder det i en Hast ned. Vi have for Exempler udi vore gamle Grønlandske Colonier seet florere den Christelige Reli|578gion, men formedelst Mangel paa Lærere og Prædikeners Ophørelse have fundet paa samme Steder Christi Lærdom saa reent uddøed, at ikke en Gnist deraf haver været tilbage. Man maa derfore ansee denne Anordning om Skriftens bestandige Læsning udi Synagogerne, som det fornemmeste Middel til Religionens Conservation: Ligesom man maa tilskrive Massorethernes yderlige Accuratesse dette, at den Hebraiske Text er bleven puurt og u-forfalsket, endskiøndt man kand sige, at denne Accuratesse i adskillige Ting er gaaet forvit: thi naar et nyt Exemplar, som er beskikked til Synagogen skal udcopieres, bliver nøye i Agt taget, om Skindet, hvorpaa det skrives, er et reent eller u-reent Dyrs Skind: thi hvis det blev skrevet paa et u-reent Dyrs Skind, vilde Skriftet holdes for vanhelligt og forbydes at læses. Der sees ogsaa til, at Skindet eller Pergamentet bliver tilberedet paa en vis Maade: Saadant maa ikke skee uden af en Jøde, der enten ikke haver apostaseret, eller fører nogen vrang Lærdom. Blækket bliver ogsaa præparered med visse Ceremonier, og maa intet Vitriol være derudi (a). Det er dog troeligt, at disse Ceremonier ikke vare ophittede udi Esdræ Tiid, men indførte af de sildigere Massorether. Hvad derimod andre Exemplarier angaaer, som ikke bruges udi Synagogerne, da bruges deslige Præcautioner ikke med dem, hvorudover de ere udi langt mindre Agt end de første.

Efterat Nehemias udi 12 Aar havde forestaaet Jødeland, begav han sig til det Nehemiæ Bortreise.Persiske Hoff igien, midlertiid havde hans Opførsel været heel priiselig: thi han havde satt Religion og Stat udi en fortreffelig Stand, handhævet Rett og Retfærdighed, og ikke mindre ved sit eget Exempel, end ved sine Anordninger giort Indbyggerne duelige og dydige. Han havde opført sig med stor Pragt af sine egne Midler, uden Hans Berømmelse.at være Folket til Byrde. Ved hans Taffel blev han dagligen servered med 150 Retter, og stoed det aabent saavel for Høje som for Lave, saavel for Jøder, som for Fremmede, der komme til Jerusalem; thi alle de som i Forretninger komme til samme Stad, bleve bragte til hans Huus, hvor de bleve vel imodtagne, og herligen tracterede. Man slagtede hver |579Dag for hans Huus en Oxe, sex goede Faar, og vare andre Ting dertil efter Proportion. Den Hoff-Betiening, han havde udi Persien, havde satt ham i Stand, paa egen Bekostning, at føre sig op med Pragt, og at giøre alle til gode, hvilket var hans Hoved Attraae, saasom han var en af de beste og dydigste Mænd, som er at finde i den Jødiske Historie.

|580Adskillige Misbrug havde indsneeget sig udi Nehemiæ Fraværelse, hvilke han søgte at udrødde, og at bringe alting i sin rette Orden igien. Den første Misbrug, som han toeg sig for at rette, og som han mest forargede sig over, var Templets Vanhelgelse, Misbruge indsneegne udi Nehemiæ Fraværelse.i Faveur af Tobia den Ammoniter. Samme Mand var paa en dobbelt Maade besvogred med Jøderne; thi hans Søn Johanan havde ægtet Mescullams Dotter, som var en af de fornemste Jøder, der havde arbeydet paa Stadens og Templets Opbyggelse; og han selv havde faaet til ægte Scecaniæ Dotter, som var en anden anseelig Jøde. Men u-anseet disse Svogerskabe, var han dog en bitter Fiende af Jøderne, og misundede dem deres Velstand, og var det i den Henseende, at han søgte at hindre alle Nehemiæ Anstalter, og forbandt sig med Sanballat, det Jødiske Folks største Fiende, for ved hans Hielp at kunne giøre dem Fortræd. Med disse onde Qvaliteter havde han dog, i Henseende til ovenmældte Svogerskabe, mange Venner blant Jøderne, og de samme ginge ham til haande udi hans onde Anslag. Saalænge Nehemia residerede udi Jerusalem, giorde han alle deres Anslag til intet; men, da Tobiæ den Ammoniters Anslag hemmed.han var fraværende, havde den ypperste Præst Eliasib slaget sig til Sanballats Partie, og forundet ham, endskiønt han var en Ammonit, et Sted udi Templet, og for at giøre en Plads ledig for ham, havde borttaget adskillige til hellige Ting indviede Sager, saa at denne fremmede Hedning fik et herligt Værelse, hvorudi han kunde imodtages udi Guds Huus. Da Nehemia ved sin Ankomst til Jerusalem fik dette at vide, optændtes han af Nidkiærhed for Templets Ære, og strax ved sin Myndighed loed bortføre alle Tobiæ Mobilier, og, efterat han havde renset det Værelse, hvorudi de vare satte, beskikkede han det til sit forrige og rette Brug.

Videre, da ved Lovens Læsning man kom til det 23de Capitel af 5te Mosis Bog, hvor disse Ord findes. En Ammonit og Moabit skal ikke komme i HErrens Forsamling, endog i tiende LeedEn Ammonit og Moabit skal ikke komme i HErrens Forsamling, endog i tiende Leed]En Ammonit og Moabit skal ikke komme i HErrens Forsamling, endog i tiende Leed] ikke uthevet i A; ikke uthevet i SS En Ammonit og Moabit skal ikke komme i HErrens Forsamling, endog i tiende Leed] ikke uthevet i A; ikke uthevet i SS (a), toeg han deraf Leylighed at separere fra den Jødiske Meenighed alle Fremmede, paa det man kunde vide, med hvilke Personer Israeliterne lovligen kunde forbinde sig: Hverken denne Lov eller nogen |581anden forbød at antage udi Meenigheden en Proselyt, det er en som beqvemmede sig til den Jødiske Religion. Hvorudover de pleyede at antage til Lemmer af alle Slags Nationer, dem, som forbunde sig til at leve efter Mosis Lov, og giorde dem, deelagtige udi alle Privilegier med Israeliterne, ja tracterede dem ligesom andre Jacobs Børn udi allting, undtagen udi Ægteskab, saa at ved oven anførte Lov om Ammoniternes og Moabiternes Udelukkelse fra HErrens Forsamling, udi det tiende Leed forstoedes alleene, at det var dem ikke tilladt at gifte sig med samme Folk udi tiende Leed.

Angaaende Ægteskab med fremmede Nationer, da vare derom saadanne Regler. Ægteskab med fremmede Nationer.Det var ingen Israelit, Mand eller Qvinde, tilladt at ægte en Hedning, af hvad Nation den end var, med mindre den var Proselyt, eller havde antaget den Israelitiske Religion. Dog vare end ikke alle Proselyter admitterede dertil, saasom der giordes Forskiæl mellem Hedenske Nationer, saa at nogle før, andre sildere nøde disse Privilegier: og nogle vare gandske udelukte derfra. De som aldrig kunde nyde den Rett, vare de 7 Canaans Nationer, hvorom tales i 5te Mosis Bog saaledes: Du skal ikke giøre Svogerskab med dem: Du skal ikke give hans Søn til din Dotter, og hans Dotter skal ikke tage din Søn (a). Saa at det var aldrig Israeliter tilladt, at giøre Ægteskabs Forbund med samme Folk. De, som efter en Tiid af nogle Generationer dertil kunde antages, vare Ammoniter og Moabiter, dog med den Forskiæl, at Mændene vare stedse udelukte, men ikke Qvinderne; og det af den Aarsag, at udi Skriften nævnes en Moabit og Ammonit udi Masculino, hvorved foregives, at Forbudet strakte sig ikke til Qvinder: Man maa bekiende, at det er en stor Subtilitet, dog kand man holde for, at denne Distinction er opfunden i Faveur af Ruth, hvilken, endskiønt hun var en Moabit, havde ægtet tvende Israeliter, hvoraf den sidste var Booz, og David nedstammede fra samme Ægteskab.

De, af hvilke udfordredes en mindre Tiid til at nyde saadant Privilegium, vare Forskiæl herudi imellem Nationer.Edomiter og Ægyptier; thi, som Moabiter og Ammoniter ikke bleve tilladte til Ægteskab med Israeliter, førend |582udi 10de Leed, saa bleve disse derimod antagne udi 3die Generation. Hvad alle andre Nationer angaaer, da kunde de giøre Ægteskabs-Pagt med Israeliterne, saasnart de havde antaget Religionen, og havde forbundet sig til at leve efter Mosis Lov. Denne Regel blev i Agt tagen, saalænge man vidste at giøre Forskiæl paa Nationer. Men nu, da de ere confunderede sammen, saa at der ingen kand sige, hvilke Folk der nedstamme fra Edomiter, Ammoniter, Moabiter og Ægyptier, er dette Forbud for lang Tiid siden ophæved, saa at enhver Proselyt, saasnart han antager den Jødiske Religion, nyder den Frihed at gifte sig med en Jøde. Blant andre Misbrug, som vare indbragte udi Nehemiæ Fraværelse, var en Slags Skiødesløshed, hvormed Gudstienesten blev forrettet. Tiender, som vare beskikkede til Kirketienernes Underholdning, vare fravendte enten ved den ypperste Præste eller af andre Templets Forstandere, eller og de bleve ikke rigtigen betalte af Almuen, hvorudover baade Leviter og Cantores havde forladt Templet for Mangel af Underholdning. Nehemia merkede strax denne U-held, og søgte derfor at hæve den, i det han strax loed føre til Templets Skatkammer alt hvad som dertil hørede, og tilholde enhver at betale Tienden. Formedelst disse Anstalter ophørede forrige U-held, og Gudstienesten blev sat i sin gamle Skik igien. Han magede derforuden ved nyttige Anordninger, at Sabbaten blev helligen i agttagen.

Tilstand efter Artaxerxis Død.Medens Nehemia havde at bestille med disse Reformationer, døde hans store Beskytter den Persiske Konge Artaxerxes, efterat han havde regieret udi 41 Aar. Men hans Død foraarsagede ingen Forandring udi den Jødiske Stat, saasom de efterfølgende Persiske Konger loede alting blive i den Stand, som det var sat udi under deres Formænd. Den ypperste Præst Eliasib døde nogle Aar derefter, og blev hans Død ikke nær saa meget begrædet: Thi han førte sig ikke op som en HErrens Præst, men søgte heller at nedbryde, hvad Esdras og Nehemia opbyggede. Han blev succederet udi det høye præstelige Embede af hans Søn Jehojadad. Hans Død holdes gemeenligen for at være indfalden udi den Persiske Konges Darii Nothi 11te Regierings-Aar.

Saasom nu Manasses ikke vilde miste det høye præstelige Embede, hvortil han ved Fødselen var berettiget, lovede Sanballat ham, at han ikke alleene skulde beholde det præstelige Embede, men endogsaa blive Hoved for den heele Provincie. Og skulde Sanballats Tempel.dette skee ved at anlægge paa det Bierg Garizim et Tempel lige mod det Jerusolymitanske Tempel, hvortil han vilde erholde den Persiske Konges Tilladelse. Saaledes fortælles dette af Josepho (a), men man kand herudi ikke følge ham længer, saasom han foregiver, at |584det skeede udi Darii Codomanni Tiid, som var den sidste Persiske Konge, og blev skildt ved Riget af Alexandro Magno, hvilket ikke kand være; thi Historien maa henføres til Darii Nothi Tiid, hvilken levede mange Aar tilforn. Vist nok er det, at Sanballat efter erholden Tilladelse oprettede et Tempel paa det Bierg Garizim, hvilket Tempel blant Samaritanerne blev holdet i samme Agt som Jerusalems Tempel.

En merkelig Vildfarelse udi Josephi Historie.Hvad som ellers haver forleedet Josephum til den store Misregning, og at henføre denne Historie til Darii Codomanni og Alexandri Magni Tiid, kand have været den Krig, som Darius Nothus da førte imod Ægypten, hvilken han haver confunderet med den Macedoniske Krig, som fulte mange Aar derefter. Historien viser, at udi Darii Nothi Tiid var Krig imellem Ægypten og Persien. Det er troeligt, at den Persiske Konge da haver selv været udi Syrien og Phoenicien mod de Ægyptiske Grændser, og at Sanballat, Statholderen af Syrien, haver betient sig af den Leylighed, at erholde Tilladelse at anlægge et nyt Tempel paa det Bierg Garizim, og at beskikke hans Sviger-Søn til ypperste Præst derover: Samaritanerne kaldede gemeenligen Garizim det hellige Bierg, foregivende, at det var af samme Bierg GUd havde lyset de Velsignelser, som omtales udi 5te Mosis Bog (a), og hos Josuam (b). Jøderne derimod kaldede det Piltnos, som Reland deriverer fra de Grædske Ord πελεϑε ναος, det er Drækkets Tempel (c). Samaritanerne, for at skaffe dette Bierg des større Anseelse, have foregivet, at Uzi, den 5te ypperste Præst fra Aaron, der havde Nogle Anmerkninger over det Bierg Garizim.skiulet i en Huule de hellige Kar: derom findes intet udi Skriften; men et Sted hos Josephum kand have givet Anledning til den Snak, efterdi han siger, at en Samaritansk Bedrager havde lovet, der at vise de hellige Kar, som Moses havde nedgravet (d); men denne |585Fabel røber sig selv, efterdi det er bekiendt, at Moses ikke kom paa denne Side af Jordan.

Efterat Sanballat havde anlagt dette Tempel, og satt sin Sviger-Søn til ypperste Præst derover, blev Samaria en Tilflugt for alle misfornøyede Jøder. Saa snart nogen havde overtrædet Loven, enten ved at indlade sig i Ægteskab med Fremmede, Misfornøyede Jøder flygte til Samaria.eller ved at æde forbuden Spise, eller at vanhellige Sabbaten, og man vilde sætte dem til Rette derfor, flygtede de til Samaria, hvor de med Glæde bleve imodtagne, saa at udi Tidens Længde Styrken af det Samaritanske Folk bestoed af misfornøyede Jøder og deres Afkom: saa at man derudover kand sige, at Samaritanerne fra den Tiid have bestaaet fornemmeligen af tvende Slags Folk, nemlig af de gamle og nye Samaritaner. De første bestoede af Cuthiter og andre, som Asserhaddon havde skikket ind udi Landet, da han bortførede de 10 Israels Stammer, og de, som bleve tilbage i Samaritanerne blive en Blanding af Hedninger og frafaldne Jøder.Landet, have mænget sig med dem. De sidste derimod, have bestaaet af frafaldne Jøder, hvilke have mænget sig med Samaritanerne, og med dem ere blevne til et Folk, og kand man sige, at derudi bestaaer de nu værende Samaritaners Herkomst, hvorudover Jøderne, som i Fleng kalde dem alle Cuthiter, derudi tage feyl, saasom det kand hende sig, at mangen Samaritan, som de give den Titel, kand være af Juda, Benjamins eller Levi Stamme, ja af Aarons Huus selv.

Reformation i den Samaritanske Religion.Dette Tilstød af frafaldne Jøder foraarsagede en Reformation udi den Samaritanske Religion; thi ligesom Samaritanerne tilforn havde dyrket fremmede Guder tillige med Israels GUd, saa ophævedes fra denne Tiid saadan Syncretismus. Templet paa Garizim var saasnart ikke fuldfærdiget, førend Gudstienesten hver Dag der blev holden ligesom udi Jerusalems Tempel. Mosis Lov blev alleene giort til Religionens Rettesnoer, de fremmede Guder satte til Side, og den rette Gudsdyrkelse saa nøye i agttagen, at mange Jødiske Lærere maa tilstaae, at den dreves paa med større Iver end udi Jerusalem selv. Men dette u-anseet, ansee Jøderne dem som Apostater, og hade dem frem for andre Folk i Verden, saa at de holde sig besmittede af deres løse Omgiengelse. Be|586gyndelsen til dette store Had reiser sig af de Fortredeligheder, som Oprindelse til det store Had mellem Samaritaner og Jøder.Samaritanerne tilføyede det Jødiske Folk, strax efter Tilbagekomsten fra det Babyloniske Fængsel. Det samme forøgedes merkeligen ved Manassis Frafald, men kom paa den høyeste Spidse, da det nye Tempel blev anlagt. Den Beskyttelse, som Samaria continuerede med at give de misfornøyede Jøder, haver holdt dette store Had stedse ved lige, indtil det omsider er gaaet saa vidt, at Jøderne offentligen have erklæret Samaritanerne for en forbandet Nation. De have forbudet all Omgiengelse med dem, og erklæret at alle deres Lands Frugter, ja alle de Ting som dem tilhøre, ere u-reene, saa at ingen Jøde maa være tilladt at æde dem. Ja, for at lade see, at de havde større Afskye for dem end for Hedninger selv, have de udelukket dem alleene fra det Privilegio at blive antagne udi den Jødiske Meenighed, hvilket de ellers ikke nægte nogen Nation. Endeligen have de dømt dem fra Opstandelsen og det ævige Liv, ey eftertænkende, at det er at falde GUd ind udi hans Forretninger, og at tilegne sig en Ret, som Mennesker ikke tilkommer.

Jøderne paastaae, at Zorobabel og Jehoscua vare de første, som lysede denne Forbandelse over Samaritanerne, og det i Henseende til den Hinder de giorde udi Templets Bygning; og at de Babyloniske Jøder efter de andre deres Brødres Exempel ere forfaldne til samme Haardhed mod Samaritanerne. Saa at den Excommunication eller Forbandelse, haver været anseet som den heele Jødiske Kirkes Sententz. Siden den Tiid, sige de, at denne Forbandelse haver stedse været igientagen, fornyet og forbedret ved adskillige Tillæg. Men mange holde ikke troeligt saadant at være skeed af Zorobabel, og at saadan Forbandelses Lysning er yngre, nemlig: fra den Tiid det Samaritanske Tempel blev anlagt, og det Had, som Jøderne bare til dem, kom paa den høyeste Spidse. Dette seer man af Historien, at Jødernes Opførsel stedse haver været saaledes mod Samaritanerne, at de have skyet dem som u-reene Folk, og vare Sagerne paa den Fod udi Christi Tiider, hvorudover den Samaritanske Qvinde sagde til JEsum: hvi begiærer du at drikke hos mig, som er en Samaritaner, da du selv est en Jøde, |587hvilket Spørsmaal hun ikke havde giort, hvis det havde været en Jøde tilladt at æde og drikke med en Samaritaner. Det Navn, som nu omstunder gives Samaritanerne, er det af Cuthiter, hvilket er den foragteligste Titel, som de kand ophitte. Og seer man af Evangelio, at, for at give tilkiende den Afskye de bare for Christi Person, de ikke vilde ligne ham med nogen, heller end med en Samaritan, sigende: du est en Samaritan, og haver Diævelen; hvormed de visede, at en Samaritan og et Diævels Barn var det samme. Autor til Prædikerens Bog, naar han opregner de Folk, som Jøderne havde meest Afskye for, kalder Samaritanerne den daarlige Nation, som boer i Sichem, hvilket viser, at samme Bog er yngere end den gemeenligen foregives at være. Samaritanerne derimod ville ikke tilstaae, at de nedstamme fra de Hedenske Nationer, som Assarhaddon skikkede udi de 10 Stammers Sted; men paastaae, at de nedstige fra Josephs Sønner, og derfor kalde Jacob deres Fader, som man seer den Samaritanske Qvinde at have giort, der talede med Christo. Josephus vidner dog, at de ikke tilegnede sig saadan Herkomst, uden naar det gik Jøderne vel, og at, naar det gik dem ilde, og de vare under Forfølgelse, foregave de sig at være af anden Stamme end Jøderne; og viser han derpaa et merkeligt Exempel udi Antiochi Epiphanis Tiid, da Samaritanerne, for ikke at blive deelagtige udi den Forfølgelse, som overgik Jøderne, foregave sig at være et gandske andet Folk.

Forskiæl mellem den Samaritanske og Jødiske Religion.Den Forskiæl, som ellers udi Religionen er imellem Jøder og Samaritaner, er denne, at Samaritanerne ikke antager uden de 5 Mosis Bøger, og forkaste alle de andre, som ere indførte i Jødernes Canon. Deres eeneste Canoniske Skrift er derfore Loven, hvilken er skreven med gamle Phoeniciske Characterer, nemlig de samme, som Jøderne brugte for det Babyloniske Fængsel, ja de samme, hvormed alle Skriftens Bøger vare skrevne indtil Esdræ Tiider, da han loed dem skrive med Chaldaiske Characterer, som tilforn er viset. Heraf have mange giort sig den falske Conseqvence, og bildet sig ind, at, efterdi Samaritanernes Lov-Bøger ere skrevne med de ældste Characterer, saa er deres Lov den rette Original, hvoraf Jødernes er kun en Copie. Om den Samaritanske Bibel er ældre end Esdræ Edition af Skriften.Tvert imod Esdræ Exemplar |588er Originalen, og de 5 Mosis Bøger, som Samaritanerne have, ere udcopierede efter samme Original, og udsatte i de gamle Characterer. Tvende Argumenter anføres for at bevise saadant, 1) efterdi den Samaritanske Lov haver alle de Interpretationer eller Tillæg, som findes udi Esdræ Edition, og som alle tilstaae at være tillagde af Esdra, 2) efterdi udi den Samaritanske Lov eller 5 Mosis Bøger ere adskillige Variationer, som klarligen reyse sig deraf, at de have taget et Hebraisk Bogstav for et andet, som havde samme Lignelse, da udi det Samaritanske Alphabet de samme Bogstave ingen Lighed have med hinanden. Disse Variationer bevise da klarligen, at de Forandringer ere komne deraf, at de have satt Texten udi Samaritanske Characterer, og at det Samaritanske Exemplar er en Beviisligheden for den Hebraiske Bibels Ælde.Copie af det andet. Det er derfore troeligt, ja klart, at Manasses haver bragt med sig til Samaria Loven, eller de 5 Mosis Bøger, da han flygtede didhen, og at Samaritanerne for den Tiid intet skrevet Exemplar haver havt af Loven, skiøndt de foregave sig at leve der efter. Vel er sandt, at Assarhaddon skikkede en Israelitisk Præst til den nye Colonie udi Samaria, for at underviise Indbyggerne udi den GUds Dyrkelse, som de forrige havde øvet, men det synes ikke at samme Præst haver ført nogen skreven Lov med sig, og det er troeligt, at han ikke haver underviset dem uden mundtligen, saa at de ingen skreven GUds Lov have havt, førend Manasses tilbragte dem de 5 Mosis Bøger; hvis de fra Begyndelsen havde haft nogen skreven Lov, og derefter havde rettet sig fra den første Præsts Ankomst udi Landet, kunde de ikke have fremturet udi deres gamle Afguderie, og dyrket fremmede Guder tillige med Israels GUd, efterdi Loven saa strengeligen saadant forbyder; dog seer man, at Samaritanerne have været udi saadan Tilstand, indtil Manassis Ankomst og det nye Tempels Fundation. De havde derfore ingen skreven Lov, og have ikke begyndt at betiene sig af nogen førend denne Tiid, men alleene ladet sig nøye med Traditioner og mundtlige Underviisninger, hvilke ikke have kunnet hæve den U-held, som regierede udi Religionen. Men, da den skrevne Lov blev dem tilbragt, haver man fundet for got at udskrive den udi Phoeniciske eller gamle Hebraiske Characterer, hvilke vare de, som Samaritanerne brugte, og som de stedse siden have betient sig af.

Alle de som have talet om Samaritanernes 5 Mosis Bøger, have levet for det 7de Seculum; men siden den Tiid haver man ikke hørt den Samaritanske Bibel nævne indtil Scaligers Tiid, hvilken, saasom han havde hørt, at Samaritanerne udi Orienten havde endda de 5 Mosis Bøger, beklagede han de Christnes Efterladenhed, efterdi ingen havde tænkt paa at føre et Exemplar deraf til Europa. Nogen Tiid derefter, loed den lærde Usserius bringe nogle Copier deraf til Europa. Iligemaade Sancy de Harlei Biskopen af St. Malo, hvilken sidste havde været Ambassadeur udi Constantinopel, og derved havde faaet Leylighed, til at overkomme et Manuscript af den Samaritanske Bibel, tillige med mange andre skrevne Bøger.

|590Samaritanerne have foruden den Hebraiske Bibel iligemaade en udi det Sprog, som de da talede; thi, ligesom det Jødiske Sprog efter det Babyloniske Fængsel degenererede fra Hebraisk til en Dialect, som var blandet med Chaldaisk eller Babylonisk, saa hendtes det samme med det Samaritanske Sprog, enten, efterdi de havde bragt med sig den Dialect fra Assyrien; eller, efterdi Sproget var bleven forandret hos dem udi Landet ved den Omgiengelse, de havde med Phœnicier og Syrier, som vare deres Naboer, eller ogsaa denne Sprogets Blanding er foraarsaget af de frafaldne Jøder, som satte sig ned blant dem, hvilke Jøder havde selv en egen Dialect, som differerede saa meget fra det Hebraiske, at Almuen kunde ikke meer forstaae det. Ligesom derfore Jøderne i Faveur af meenige Mand maatte giøre en Chaldaisk Oversættelse af Skriften, saa maatte Samaritanerne ligeledes oversætte Loven paa brugelig Samaritansk, og er det, som man kalder den Samaritanske Version. Den Forskiel er, at Jødernes Chaldaiske Oversættelse er heller en Paraphrasis end en simpel Version, da derimod den Samaritanske Oversættelse er ikke andet end en nøye Version efter Bogstaven, saa at Morin derfor haver meenet, at af hvilket Exemplar man betienede sig af til en Latinsk Oversættelse, var det lige godt.

Hvorudi den Samaritanske Text differerer fra den Hebraiske.Adskillige have taget sig for at sammenligne den Hebraiske Text med den Samaritanske, for at eftersee, hvor vidt de stemme overeens sammen. De samme have forundret sig over at finde saadan Overeensstemmelse efter meer end 2000 Aars Forløb, da imidlertiid ingen Foreening haver været imellem disse tvende Folk, men heller et u-dødeligt Had. I en saa lang Tiid synes det, at adskillige Skrivefeyl naturligen burte have indsneget sig udi begge Texter, og foraarsaget stor Difference imellem dem. Men Differencerne ere ikke saa mange, som man vel havde kunnet vente, og de, som findes, reise sig mestendeels af Copiist Feyl. Hvad derfor andre Differencer angaaer, da er der nogle visse Steder, som Samaritanerne have forandret forsætligen, for at forsvare sig mod Jøderne; andre ere Tillæg, for desbedre at forstaae Texten, og hvorpaa anføres adskillige Exempler.

|591Disse Exempler have foraarsaget Tvistighed om begge Biblers Ælde. Samaritanerne foregive, at deres Text er den samme, som den var i Mosis Tiider, og at alle de Steder, hvorudi den Hebraiske Text differerer fra deres, ere Jødernes Tillæg; thi de sige, at de have faaet deres Lov-Bøger fra de Israeliter, som Salmanasser bortførede i Slaverie, og at det er ikke rimeligt, at de have laanet dem af Jøderne, som vare deres bitterste Fiender. Men, saasom det er vanskeligt at sige noget om de fangne 10 Stammers Tilbagekomst, og det tvertimod er troeligt, at Samaritanerne ingen skreven Lovbog have havt for Esdræ Tiid, efterdi de dyrkede Afguder tillige med Israels GUd, saa kand man holde for, at de have faaet deres Bibel af Jøderne. Vel er sandt, at Samaritanerne kand beraabe sig paa deres gamle Hebraiske Characterer, men deraf følger ikke, at deres Text er ældre end den Hebraiske, men det giver alleene tilkiende, at de have udskrevet den Jødiske Bibel med deres egne Characterer, ligesom man seer, at de Constantinopolitanske Jøder have skrevet Persisk, Arabisk, Grædsk og Spansk med Hebraiske Bogstaver. De Tydske Jøder have ogsaa skrevet Tydsk med Hebraiske Characterer, saa at Characterernes Ælde viser intet, uden at man haver betienet sig af dem udi at udcopiere Bøger (a). De fornemste Differencer, som findes udi begge Texter ere disse. Man læser udi den Hebraiske Text disse Ord: Og GUd fuldfærdigede sit Arbeide paa den 7de Dag (b); udi den Samaritanske Text derimod staaer paa den 6te Dag. Videre udi den Hebraiske Bibel synes at fattes disse Ord: Lader os gaae ud paa Marken, som er Cains Ord til Abel (c), hvilke findes anførte udi den Samaritanske Bibel og andre deslige, men deraf kand man ikke sige, enten Ordene ere udeladte af den første Text, eller de ere tillagde udi den sidste. Vel er sandt, at den Samaritanske Bibel i anførte Poster er overeensstemmende med de 70 Udtolkeres Oversættelse, men man kand holde for, at Samaritanerne have bragt disse Tillæg ind udi deres Text af den |592Græske Version (a). Der ere stærkere Argumenter paa den anden Side, for at vise den Hebraiske Texts Ælde, som tilkiende gives paa andre Steder i dette Skrift, ja man kand sige, at just det, hvoraf nogle have taget Anledning til at viise den Samaritanske Texts Ælde, nemlig dens Tydelighed, viser heller, at den er nyere. Udi den Hebraiske Text staaer der, at Israels Børn vare 430 Aar udi Ægypten, hvilket er for meget. Dette giør den Samaritanske Text tydeligere ved at sige, at Israels Børn og deres Forældre boede saa længe udi samme Land, og da passer sig Tiden dertil, saa at man seer, at det er et Tillæg for at giøre Tingen tydeligere. Af dette sees ellers, at Hieronymus farer vild, naar han foregiver, at den Samaritanske Bibel ikke differerer fra den Hebraiske uden i Charactererne (b). Jeg haver forhen viset, at Samaritanerne bruge, saavit os er Samaritanernes Flid i at conservere Skriften.bekiendt, ingen Puncter, det er Vocaler, som Jøderne have vedtaget for at facilitere Læsningen; thi de Puncter, som af dem bruges, ere alleene Noter, for at distingvere Ord og Sententzer, ligesom vore Commata og Puncta. Man maa i det øvrige tilstaae, at de have anvendet stor Flid paa at conservere deres Bibel; thi man seer af alle gamle Citationer, at de nu værende Exemplarier ere overeensstemmige med de første (c), og at de Steder, som for meer end 1100 Aar deraf findes citerede, ere de samme, som endnu findes udi de Samaritanske Bibler.

Samaritanerne holdes for at forkaste alle de hellige Skrifter, undtagen de 5 Mosis Bøger, hvilken Meening dog ikke hos alle finder Bifald. Vel er sandt, at de ikke have offentligen udi deres Synagoger læset andet end Loven: Men det er dog troeligt, at de derfor ikke have forkastet de andre Skrifter; thi man seer deres Forventelse paa en Messiam, hvilken de kand ikke have bygget uden paa Propheternes Spaadomme. Det var derfore Religions Tvistigheder, som foraarsagede saadan Bitterhed mellem begge Nationer, og Hadet reisede sig af ovenanførte Aarsager: Jøder-|593ne bare fornemmeligen Fiendskab til Samaritanerne, efterdi de beskyttede dem af deres Folk, som giorde Frafald, og anrettede et Tempel mod Jerusalems Tempel, og Samaritanerne hadede Jøderne i Henseende til, at de veigrede sig ved at leve udi Communion med dem, og nægtede at give dem deres Døttre til Ægte: Dertil sigtede fornemmeligen Nehemiæ Reformation, og var det samme hans sidste Anstalt; thi man finder intet siden talet om denne store Mand, saa at det er troeligt, at han enten er reiset til Persien igien, eller er døed kort derefter.

Esdræ og Nehemiæ Bøger. Det samme kand og siges om Esdra, hvis videre Historie er u-bekiendt; de holdes begge for at have skrevet de Bøger, som have Navn af Esdræ og Nehemiæ Bøger, og stedse have været regnet blant Skriftens Canoniske Bøger. Esdras ender sit Skrift ved at opregne alle dem, som havde taget fremmede Hustruer mod GUds Lov (a), og Nehemia slutter sin Bog med disse Ord: Ende paa de Canoniske Skrifter.Saa rensede jeg dem fra fremmede Qvinder, og beskikkede Præsternes og Leviternes Varetægte hver til sin Gierning (b). Saa at man deraf seer, at denne Reformation er den sidste, som os er bekiendt. Ved disse tvende Skrifter endes ogsaa Bibelens Canoniske Bøger. Det er og hermed, at jeg vill slutte denne min 6te Bog af den Jødiske Historie.