Hans Rigdom og Hoffstat.Udi samme Capitel viiser Skriften, hvad som hver Dag fortæredes udi Kongens Huus, nemlig 30 Cor eller Homer fiint Meel, og 60 Cor andet Meel, 10 fæde Øxne, 20 Græs-Øxne og 100 Faar, foruden Vilt, hvoraf sees Hoffets Tallrighed. Af ovenmældte 12 Befalningsmænd vare een hver Maaned tilstede, for at see til, at intet fattedes saavel til Kongens Taffel, som til Hestenes og Dromedariernes Foder. Kongen siges, at have havt 40000 Hestestolde til sine Vogne, og 12000 Ryttere. Rytternes Tall synes ikke at have været proportionered efter de mangfoldige Stolde til Vognhestene: Men det er herved at merke, at Rytterie havde været lidet eller intet bekiendt tilforn, og man haver brugt Hestene mest til Vogne. Ikke desmindre have dog mange stødet sig over den store Mængde af Stolde. Men Bochard haver mærket, at det Hebraiske Ord forklares ikke alleene ved en Hestestold, men end ogsaa et Rum for en Hest, saa at der i Steden for 40000 Stolde blive kun Stolde for 40000 Heste, hvorvel Tallet er endda stort. Men Knuden kand gandske løses, naar man confererer dette Sted udi Kongernes Bog (a). Med hvad som derom findes udi Krønikernes Bog, nemlig at Salomon havde 4000 Stolde (b), saa at man deraf seer, at der er en Forseelse udi det Tall som findes paa det første Sted, og at det maa giøres til 4000: Clericus saavel som Bochard er af den Tanke, og kand de ikke lastes for herudi at antegne en Copiist Feil; thi Tallet kand kun være rigtigt paa et af Stederne. Saaledes maa og de 32000 Ammonitiske Vogne, som omtales udi Krønikernes Bog (c) corrigeres til 32000 Mænd, som findes udi Samuels Bog (d). Hvad Rytteriet angaaer, da bliver allerførst taelt om nogle Heste udi Davids Tiid, som (e) Absalon lagde sig til, saa det synes, at |370Salomon haver været første Stifter af Rytterie. Af dette sees, hvormeget det Israelitiske Hoff havde tiltaget siden Sauls Tiid, da Kongen gav Audience paa aaben Mark blant Øxene. Den store Rigdom, som erhvervedes ved Handelen, samt de Indkomster, som hævedes af de Skatskyldige Provincier, satte Salomon i Stand til at distinguere sig blant alle Konger udi hans Tiid. Hans Herredom var stort, og strakte sig indtil Ægypten. Og de 12 Stammers Lande vare saa Folkerige, at nogle 100000 stridbare Mænd kunde bringes paa Beenene, hvilket sees af den generale Munstring, som David havde giort for hans Død.

Saasom Salomon var en af de mægtigste Konger paa de Tider, overgik han alle andre udi Viisdom. Derom taler Skriften saaledes: Salomon var viisere end alle Hans Viisdom.Mennesker, hans Viisdom var større end alle Ægypters. Han var viisere end Ethan den Esrahiter, og Heman, Chalcol og Darda Mahols Sønner. Hvad disse 4 have været for Mænd, kand ikke siges, man seer alleene af denne Sammenligning, at de maa have været heel forstandige. Denne Viisdom, som her tillegges Salomon, maa ikke alleene forstaaes om Regierings Konst, men endog om Sprog, Poësie, og naturlige Tings Videnskab; thi der siges, at han talede 3000 Ordsprog, hvilket kand forklares saaledes, at han forfattede, og giorde en Samling deraf, videre siges, at hans Sange vare tusinde og 5, det er, han havde componeret saa mange smaa og store Poëmata og Vers, hvorudi han fuldte sin Faders Fodspor, der var saa stor Poët og Musicus. Hvad hans Kundskab om naturlige Sager angaaer, da siges der, at han talede om Træerne fra Cedertræet paa Libanon indtil Isoppen, som udvoxer af Væggene, item at han talede om Dyr, Fugle, om krybende Dyr og Fiske, det er, han kiendte alle Træers, Dyrs, Fugles og Fiskes Natur og Egenskab; saa at Folk fra alle Stæder komme til Jerusalem, for at høre hans Viisdom.

Et Exempel derpaa.Et Exempel gives derpaa udi foregaaende Capitel saaledes (a). Tvende Qvinder indstillede sig i Begyndelsen af hans |371Regiering for ham, og forlangede hans Decision udi en Tvistighed, som var imellem dem. Den eene sagde, at hun havde født et Barn udi den anden Qvindes Huus, som ogsaa 3 Dage derefter bragte et Barn til Verden. Den Qvinde, som eyede Huuset, laae om Natten sit Barn ihiel udi Sengen, hvorudover hun toeg det fremmede Barn fra sin Moder, og lagde det døde Barn udi hendes Arme igien. Den anden Qvinde derimod foregav, at det ikke forholdt sig saa, men, at det døde var den fremmede Qvindes Barn. Da Kongen det hørte, loed han hente et Sværd, foregivende, at ville dermed deele det levende, paa det enhver af Qvinderne kunde faae den halve Deel deraf: Da raabte den Qvinde som var Moder til Barnet; deel ikke Barnet, men lad den anden heller beholde det Levende alleene! Den anden derimod paastoed, at det skulde deeles, og priisede Kongens retfærdige Dom; da merkede Kongen hvo den rette Moder var, og tildømte den første Barnet. Denne Dom rygtedes over det heele Land, og alle forundrede sig over Kongens Viisdom. Aarsagen dertil.Skriften giver Aarsagen tilkiende til hans Viisdom saaledes: Da Kongen udi Begyndelsen af hans Regiering anrettede et stort Brændoffer udi Gibeon, hvor Tabernaklet da var, skiøndt Arken hvilede udi Jerusalem, aabenbarede sig GUD for ham i Drømme, og bød ham at begiære en Gave af Himmelen. Salomon begiærede da hverken Riigdom eller Seyer over sine Fiender, men alleene Forstand og Viisdom til at dømme det Folk, som GUD havde betroed ham at regiere over. Udi denne Begiæring fandt GUd Behag, og sagde, at han vilde begave ham med Viisdom, hvorved han skulde overgaae alle andre Mennesker, og derforuden give ham det, som han ikke begiærede, nemlig: Riigdom og Ære, lovede ogsaa at forlænge hans Dage, dersom han traade sin Faders Fodspor; da han vognede, merkede han, at det var en Drøm, men fandt, at det som var lovet ham i samme Drøm, skeede og blev opfyldt.

Hidindtil havde Israeliterne intet Tempel havt uden Tabernaklets og Pagtens Ark, hvilket var et bevægeligt Tempel, og hvis Indretning svarede til Tidernes Tilstand, efterdi Folket da omvandrede udi Ørken, og intet blivende Sted havde. Da Israels Børn fæstede Boelig udi Canaans Land, blev Arken nedsat nu paa et Sted, nu paa et andet, og var det Sted, hvor den hvilede, anseet som GUdsdyrkelsens Centrum. Udi Begyndelsen af Salomons Regiering finder man, at Tabernaklet var udi Gibeon, og Arken udi Jerusalem. Israeliterne havde saaledes ikke havt uden et Anledning dertil.bevægeligt Tempel indtil denne Tiid. I førstningen kunde de intet andet have formedelst den anførte Aarsag, og da de vare blevne boefæstede, kunde de heller ansees som 12 confœdererede Stater, end en eeneste Republique under een Regiering, saaledes var Tilstanden udi Dommernes Tiid, og mesten ligeledes under den første Konge, da en Stamme ofte førte Krig med en anden, saa at ingen tænkte paa et Tempel førend David, hvilken giorde Anstalter til dets |373Bygning; Arken var saaledes i Steden for Tempel indtil denne Tiid, og seer man, at andre Nationer have efterabet Israeliterne ved at tillægge sig saadanne store bevægelige Templer, som de førte med sig paa deres Toeg. Derom taler Ovidius (a):

Saa snart Salomon var kommen til at sidde paa Davids Throne, toeg han sig Templets Bygning fore, og affærdigede Gesandtere til Hiram Kongen af Tyro, med Begiering, at hans Folk maatte gaae Israeliterne til Haande i at hugge Cedertræer Dets store Arbeide.af Libanon, saasom ingen forstoed at hugge Træer bedre end de Sidonier (d). Hvilket maa forstaaes ikke simpliciter om at fælde Træerne udi Skoven, men om deres Snedker og Bildhugger Arbeide. Hiram imodtoeg venligen hans Gesandtere, lovede at gaae ham derudi til Haande, og forsynede ham baade med Folk og Materialier, hvorfor Salomon gav til Vederlag 20000 Cor Hveede og 20 Cor Olie aarligen til hans Huus. Til Templets Arbeide beskikkede Salomon 30000 Israeliter, saaledes, at 10000 af dem vexelviis vare udi Libanons Skov: og havde Rentemesteren Adoniram Indseende med samme Folk. Der siges siden at have været 70000 som bare Byrde, og 80000 som huggede udi Skoven, hvilket maa forstaaes baade om Salomons og Hirams Arbeids Folk.

|374Begyndelsen blev derfor giort efter Skriftens Regning, i det fierde hundrede og firesindstyvende Aar efter Israels Børns Udgang af Ægypten. Dets Længde blev 60, dets Brede 20 Alen. Den heele Bygning bestoed af heele Steene, som bleve didhen bragte forfærdigede, saa at man hørte hverken Øxe- eller Hammerslag, da Bygningen blev opsat. Choret blev 20 Alen langt, 20 Alne bredt og 20 Alne høyt, og blev det samme beslaget med tæt Guld. Derudi bleve satte tvende Cherubims af Olietræe, hvis Vinger strakte sig fra den eene Vegg til den anden, og vare de samme bedækkede med Guld. Denne Bygning varede udi 11 Aar, og betienede Salomon sig besynderligen af en Tyrisk Kobbersmed ved Navn Hiram, hvilken giorde det navnkundige Kobberhav, som var et ret Mesterstykke. Det blev kaldet Kobberhavet i Henseende til den store Mængde af Vand, som det indeholdt, og som Præster og Leviter kunde toe sig udi, og var samme Kobberhav sat paa 12 Kobberøxne. Det vilde blive for vitløftigt at tale om alle dette Tempels Herligheder og Prydelser. Josephus (a), som opregner dem alle, siger, at der vare 10000 Guld-Lysestager, 10000 Borde, bedækkede Templets Kostbarhed og Riigdom. med Guld, foruden et stort, som var af støbt Guld, 20000 Guld-Beggere, 160000 Sølv-Beggere, 100000 Guld Flasker, og 200000 af Sølv, 80000 Guld-Tallerkener og 160000 af Sølv, 50000 Guld-Bekkene og 100000 af Sølv, 20000 Guld-Kar og 40000 af Sølv, 20000 store Røgelsekar af Guld og 50000 mindre, 1000 Kiortler besatte med Ædelsteene for Offer-Præsterne, 200000 Sølv-Trompetter og 40000 Musicalske Instrumenter af Guld og Sølv. Der siges, at GUdstienesten blev forrettet ved 38000 Leviter og 24000 Præste: og meenes der, at Salomon anvendte paa dette Tempels Bygning tre tusinde Millioner Guld (b), hvilket synes u-troeligt, hvis man ikke tilligemed betragter den store Riigdom, som ovenmeldte Handel havde bragt til Veye. Salomon loed ogsaa paa samme Tiid oprette et prægtigt Palais, som blev kaldet Libanons Skovs Huus, formedelst det Cedertræe af Libanon, som dertil blev brugt. Han loed ogsaa derforuden bygge et andet Palais for sin Dronning, som var Pharaonis Dotter.

|375Fra denne Tiid haver Arken stedse hvilet udi dette Tempel, og Tabernaklet, som var et Bære-Tempel kom af Brug.

Efterat denne kostbare og forunderlige Bygning var fuldfærdiget, loed Kongen sammenkalde de fornemste af Israel, og Hovederne for alle Stammer, for at lade føre Pagtens Ark ind udi Templet, som til det Sted, hvor den herefter stedse skulde hvile. Dette skeede med stor Høytidelighed, og Arken blev ført ind udi Choret, og nedsat udi Templets Indvielse.det allerhelligste under Cherubims Vinger. Og var da intet udi Arken uden de to Steentavler, hvorpaa Loven var graven, og som Moses derudi havde lagt. Da Præsterne, som bragte Arken der ind, ginge ud af Helligdommen, opfyldtes Templet af en Skye, som Skriften kalder HErrens Herlighed. Derpaa holdt Kongen den herlige Tale, som findes indført udi første Kongernes Bog, og som er et Munster paa en andægtig og bevægelig Kirke-Vielse, hvorpaa han loed Folket gaae hver til sit Hiem.

Kort derefter havde Salomon en Aabenbaring, hvorved GUd giver tilkiende den Behag han haver fundet udi hans Gierning, og lover at hellige det Huus med sin Guddommelige Værelse, som han haver bygget, men truer med dets Ødeleggelse, hvis Israels Børn viige fra hans Lov.

Fra den Tiid haver Templet været anseet, som det eeneste rette Sted, hvor Offringer og høytidelig Gudsdyrkelse kunde skee, efterdi det udi den Henseende var af samme Beskaffenhed, som Tabernaklet eller det bevægelige Tempel, udi hvis Sted det succederede, og hvorom saadan Anordning var giort, at hvo af Israels Huus, der Nogle Anmerkninger angaaende Templet.slagtede en Oxe eller et Faar, og ikke bragte det til Tabernaklets Port for der at offres til HErren, den skulde udrøddes af Meenigheden (a). Derpaa er grundet den høytidelige Gudsdyrkelse udi Templet alleene, hvilket Jøderne stedse have i Agt taget, og er det derfore, at de have anseet deres Brødre udi Ægypten som Kiettere, efterdi de anlagde et Tempel udi Heliopoli, iligemaade Samaritanerne, efterdi de offrede paa Bierget af Garizim. Dette kunde være hvad det være vilde, saa længe Jøderne vare forsamlede udi et Land, og saa længe |376som Jerusalems Tempel blev staaende, men, at udstrække Anordningen videre, var ingen Nødvændighed. Vel seer man, at Israeliterne, saa længe de vare udi Ørken, stedse bare deres Offer til Tabernaklet, efterdi de da stedse vare samlede paa et Sted og i een Leyer; men, da de komme ind udi det hellige Land, og bleve meer adspredede, toge de den Anordning ikke saa nøye i Agt; thi adskillige Gudfrygtige Mænd offrede paa andre beqvemme Stæder, og det uden, at saadant bliver lagt dem til Last. Dette varede saaledes indtil Salomons Tempel blev anlagt, da blev Gudstienesten og Offringer didhen flyttede, som til det rette og eeneste Sted. Men man seer af foregaaende, at saadant haver været skeed ikke af nogen absolut Fornødenhed, og at Jøderne kunde undskyldes, hvis de havde offret paa andre Steder efter deres Forfædres Exempel udi Tabernaklets Tiid: ja det kunde allermindst lægges dem til Last efter den store Adspredelse og Templets Ødelæggelse udi Jerusalem. Det synes, at Jøderne herudi saavelsom i andre Ting gaae for vit, følgende alleene Lovens Ord, og ikke dens Meening. Saasom Hiram Kongen af Tyro havde baade ved Arbeide og Materialier contribueret saa meget til Templets Bygning, vilde Salomon lade see nogen Erkiendelighed mod samme Konge, og derfore gav ham 20 Stæder udi Galilæa. Men, da Hiram besaae samme Stæder, syntes han, at Gaven var kun maadelig, og derfor kaldede Landet Cabul, det er et u-behageligt Land. Derimod forbandt Salomon sig den Tyriske Konge ved at lade ham participere udi denne rige Handel, som dreves over det røde Hav; thi man seer, at begge Konger siden have været associerede udi denne Handel, hvorpaa Phœnicierne, som vare de største Søemænd paa de Tider, finge saadan Smag, at de siden, efterat Juda Konge mistede Handelen, giorde sig Mestere alleene deraf; og, saasom, saavel her, som udi Davids Tiid bliver talet om Phœnicier, Tyrier og Sidonier, af hvis Hurtighed og Videnskab Israeliterne betienede sig, holder jeg fornødent at anvende et Capitel paa samme Folks Beskrivelse.

Man seer ogsaa, at deres Navne ligesom Hebræernes have havt besynderlige Betydelser. Hanno betyder velgiørende, Dido yndig, Sophonisbe den der tier hvad hendes Mand haver betroet hende. De lode ogsaa efter Hebræernes Maade indføre GUds Navn udi deres egne Navne. Annibal svarer til Ananias, og betyder, at Baal haver været mig naadig. Asdrubal svarer til Hebræernes Azarias, og betyder, HErren skal være vor Hielp &c.

Det var ellers af Konster, Videnskab og Seylads Phœnicier bleve de anseeligste Folk paa de Tider, Sidonisk Glas, Tyrisk |378Papier og Linnet vare de Ting, hvoraf Landets Manufacturer fornemmeligen bestoede. Deres Videnskab udi Architectur, Bilthuggerie, Metallers Støbning var stor, og viises blant andet, af det Jerusolymitanske Tempels Bygning udi Kong Hirams Tiid; ja deres Behændighed udi all De gamle Phœniciers Videnskab.Slags Arbeide var saadan, at alt hvad som var net, subtilt og konstigt, kaldtes Sidonisk Arbeide, hvilket var det samme som Phœnicisk, efterdi det heele Folk ofte begribes under det Navn af Sidonier. Man holder for, at Regne-Konst og Astronomie komme først i Brug hos dem, eller i det ringeste kom til Fuldkommenhed, og det i Henseende til deres Handel og Seylads, og at disse herlige Videnskaber tilligemed deres Skrifter og Bogstaver bleve bragte først fra Phœnicien til Grækenland. Den bekiendte Moschus, som var første Autor af den Atomistiske Philosophie, og som meenes, at have levet for den Trojanske Krig, var en Sidonier.

Det fornemmeste, hvorved disse Folk distingueredes blant alle Nationer, var Deres Seylads og Handel.Handel og Seylads. Udi Davids og Salomons Tiid finge de Smag paa den Persiske og Indianske Handel, hvoraf de siden eene bleve Mestere, og bemægtigede sig den heele Europæiske eller Vestlige Handel. Udi Seylads vare de de dristigste og hurtigste blant alle Nationer paa Jordens Klode: Deres Colonier, som de allevegne plantede, vare saa mange og saa store, at man fast ikke kand begribe, hvorledes et lidet Land, der strakte sig ikke længere end fra Libanons Bierg til Havet, kunde tilveye bringe saa mange Mennesker, som dertil behøvedes. Hvorudover mange ere faldne paa de Tanker, at deres Naboer de Syrier derudi have gaaet dem til Haande, saavel med Folk, som med Syriens herlige Producter: Hvad som fornemmeligen befordrede de Phœniciers Handel og Seylads, vare de flygtige Idumæer; thi, da det Kongerige Edom med Sværd blev erobred af David, flygtede mange Idumæer til Phœnicien, hvor de gave Indbyggerne Kundskab om den Handel, som dreves over det røde Hav, og som de siden førede sig til Nytte. Ved denne og anden Handel bragte de Phœniciske Kiøbmænd sig udi saadan Anseelse, og erhvervede dem saadan Rigdom, at de udi Skriften blive kaldne Førster; thi saaledes ta|379ler Esaias derom: Tyrus, hvis Kiøbmænd vare Førster, og hvis Kræmmere de herligste i Landet (a). Deres Dristighed udi Seyladsen sees af det forunderlige Tog de giorde udi den Ægyptiske Konge Nechos Tiid, da de eengang seylede fra det røde Hav, og komme tilbage igiennem det Spanske Stræde, saa at Phœnicierne have udfundet denne Vey (b) mange 100 Aar førend Portugiser foretoge sig at seyle om det store Cap. kaldet Caput bonæ Spei.

Phœnicien deelt udi 3 Riger af Sidon, Tyrus og Arad.Phœnicien var ellers deelt udi mange smaa Kongeriger, hvoriblant Sidon, Tyrus og Arad vare de fornemmeste.

Sidon Canaans Søn holdes for, at have stiftet det Rige af Sidon, og givet det samme sit eget Navn. De mest bekiendte Sidoniske Konger have været Tetramnestus, som assisterede Xerxes paa det store Græske Tog med 300 Galleyer: Tennes, som rebellerede mod de Perser, der havde undertvunget sig Landet. Men han forraadde Sidons Historie.selv siden Staden Sidon til den Persiske Konge Ochus, hvilken satte Ild paa den, og ødelagde den i Grund. Og, som Sidon da var den rigeste Stad udi Phœnicien, blev en u-troelig Mængde af støbt Guld og Sølv funden udi den afbrændte Stads Aske, og jog denne Ødelæggelse saadan Skræk ind udi de andre Stæder, at heele Phœnicien underkastede sig Persien. Efter den Persiske Konges Bortgang blev vel Staden opbygget igien, men kom aldrig meere til forrige Herlighed. Den faldt siden udi Macedoniernes Hænder tilligemed andre Stæder og Provincier, som havde tilhørt det Persiske Monarchie, og finder man, at Alexander Magnus, da han var paa det Persiske Tog, satte Abdolonimum eller Ballonymum til Konge i Sidon.

Det Tyriske Riges Historie.Efter Sidons Ødelæggelse var det Tyriske Rige det mægtigste. Af dens gamle Konger ere mest bekiendte Hiram, hvorom er talet udi Salomons Historie, hvormed overeensstemmer det, som om |380samme Konge er antegnet af Menandro, hvilken haver oversat de Tyriske Krøniker af Phoenicisk paa Græsk, og derom taler saaledes. Efter Abibal fulte Iromus, hvilken loed nedhugge mange Træer udi Libanons Skov til Templets Bygning. I hans Tiid var en ung Person, ved Navn Abdemonus, der foresat den Jerusolymitanske Konge adskillige Spørsmaal at løse. Videre skriver Dius derom saaledes: Kong Salomon skikkede Irom mørke Taler at løse, og kom ham til at betale store Penge, naar han ikke kunde forklare dem (a). Efter Hiram er mest bekiendt Pygmalion, udi hvis Tiid den bekiendte Dronning Dido flygtede med en Hob Tyrier fra Tyro, og anlagde den Stad Carthago, som var en Tyrisk Colonie, og blev siden en af de mægtigste Stæder i Verden. Tyrus toeg ellers Tiid efter anden saaledes til udi Handel og Seylads, at den omsider overgik Sidon derudi. Staden forsvarede sig ogsaa med Tapperhed mod det Assyriske Monarchies heele Magt. Men den Babylonske Konge Nabochodonosor indtoeg Tyrum efter en Beleyring af 13 Aar, skiøndt han i den erobrede Stad fandt intet, som kunde bøde paa de Bekostninger han havde giort; thi de fleste af Indbyggerne vare bortflygtede med deres Midler og Rigdom, hvilket opvakte saadan Forbittrelse hos ham, at han hevnede sig paa de overblevne Bygninger, loed sløiffe Staden, og nedsable alle Indbyggerne. Denne Ødeleggelse skeede, da Ithobal var Konge udi Tyro. Men, som en stor Deel af de Tyrier, førend Staden af Nabochodonosor blev indtagen, havde retireret sig til en Øe, et lidet Stykke derfra, anlagde de paa samme Øe en nye Stad, som ogsaa blev kalden Tyrus, hvilken underkastede sig Nabochodonosors Herredom, som derudi holdt en Statholder, og endeligen giorde saadan Forandring udi Stadens Regimente, at, i Steden for Konge eller Statholder, den blev regiered af Dommere, kaldet Suffetes, et bekiendt Navn hos de Carthaginienser, som af Oprindelse vare Tyrier, og hvis fornemmeste Øvrigheds Personer kaldtes Suffetes.

Den nye Tyrus, saasom dens Situation var end beqvemmere for Handelen end den gamles, saa toeg den i en Hast saaledes til |381udi Styrke og Velstand, at den gav den forrige intet efter. Dens store Tilvext skeede under de Persiske Konger, og varede dens Velstand, saa længe Staden var under det Persiske Monarchies Beskyttelse. Men, da Alexander Magnus oversvømmede Asien, og undertvang sig det Persiske Herredom, blev Staden af samme Seyerherre bestormed, og i Grund ødelagt, skiønt det skeede ey uden med stor Møye, Bekostning og Blods Udgydelse, saa at denne eene Stads Erobring kostede ham meer end heele Persien, hvilket tiener til Beviis paa den nye Tyri saavel Magt og Styrke, som paa dens Troeskab mod de Persiske Konger. Alexander loed vel Staden siden igien opreise, og forsyne med nye Indbyggere, men den kom aldrig til forrige Herlighed igien, og faldt den store Handel, som Phœnicien tilforn havde drevet, til den af Alexandro udi Ægypten nys funderede Stad Alexandria, som tilforn er viset.

Det 3die Rige, nemlig af Arad, havde ogsaa sine Konger, ligesom Sidon og Arads Historie.Tyrus: men man finder udi Historien ikke omtalt uden 3de, nemlig: Arbal Fader til Narbal, som fulte Xerxes paa det Græske Tog. Narbal Arbals Søn, der tienede under Xerxes. Endeligen tales om en Konge ved Navn Gerostratus, hvilken underkastede sig Alexandri Magni Herredom.

Dette maa være nok taelt paa dette Sted om de Phœnicier, for at vise, hvad det var for en Nation, som saa ofte bliver omtalt udi de Jødiske Historier og Prophetier, og af hvis Hurtighed og Videnskab Salomon betienede sig, saavel til Templets Bygning, som til at sætte den Orientalske Handel og Søefart ret udi Drift, saasom ingen Nation forstoed sig mindre paa fremmed Handel, og vidste mindre af Seylads end Israels Børn for Davids Tiid; og er det derfor troeligt, at David udi Førstningen, da han begyndte at drive denne rige Handel, maatte betiene sig af Edomiter alleene, hvilke vare de ældste Søefolk paa de Tider, indtil at Hiram Kongen af Tyro blev associeret udi Handelen. Da begyndte den ret at komme i Drift, efterdi David og Salomon bleve tilstrækkeligen forsynede baade med Skibs-Materialier og habile Søemænd fra Tyro, hvilket Skriften vidner med disse Ord: Og Hiram sendte |382Salomon Skibe og forfarne Søemænd (a). Hvilket behøver nogen Forklaring, efterdi Tyrus laae ved den Midlandske Søe, og Seyladsen paa Ophir skeede over det røde Hav, saa at, at skikke Skibe fra Tyro til Elath eller Esiongeber, var at føre dem omkring heele Africa, hvilket ikke er rimeligt, eller at bringe dem over den smale Nakke af det Land, som er imellem begge Have, hvilket og ikke er troeligt. Huetius meener, at Skibene ere passerede igiennem en Canal, som Ægypterne have giort imellem begge Søer. Men andre forklare det saaledes, at Hiram skikkede Skibe ikke fra Tyro, men fra andre Stæder ved det røde Hav, hvor han havde ladet dem bygge (b).

Man kand troe, at det stærke Venskab, som bemeldte tvende Konger bestandigen holdt med de Phœnicier, grunder sig paa den Assistence, de kunde have af samme habile Nation, saasom man seer, at deres Forsæt haver været at humanisere et groft og u-poleret Folk, hvilket og skeede, og kunde Phœnicierne desbedre derudi gaae dem til Haande, efterdi de talede samme Sprog som Hebræerne. Men man kand sige, at, ligesom dette lagde Grundvold til Hebræernes Rigdom og Videnskab, saa lagde det ogsaa tilligemed Grundvold til Pragt og Vellyst, ophævede den gamle Simplicitet, ja formindskede den Lyst de havde til Krigssager og Agerdyrkning, hvilke vare de eeneste Ting, hvorudi de tilforn excellerede. Men jeg maa vende mig til Historien igien.

Imidlertiid blev den ovenmeldte Orientalske Handel fortsat, og siger Skriften, at der udi et Aar med Hirams Skibe blev tilbragte sex hundrede, sex og tredsindstyve Salomon fortsætter den Orientalske Handel.Centner Guld. Josephus, talende om det Venskab, som var imellem Hiram og Salomon, indfører Breve, som de have tilskrevet hinanden, og siger, at de samme Breve fandtes udi de Tyriske Archiver. Dette bliver dog taget udi Tvilsmaal (b), og anseet, som et dristigt Foregivende af Joseph, og røber han sig selv derudi, efterdi han udi Hirams Brev lader samme Konge tale om Tyro, som en Øe (c). Da det dog er bekiendt, at den gamle Tyrus var paa det faste Land, og at den nye Tyrus, som længe efter den Tiid blev anlagt, var paa en Øe: Et klart Beviis paa, at Brevet er enten digtet af Josepho eller af |384andre, som have levet længe efter Hirams Tiid. Vist nok er det, at begge Konger da stode i Forbund med hinanden. Og var det da, at Salomon loed giøre to hundrede Skiolde af Guld, som bleve forvarede udi hans Palais kaldet Libanons Skovs Huus. Han loed ogsaa giøre en Throne af Elphenbeen, beslagen med puurt Guld: Thronen havde 6 Trapper, og der bleve satte 6 Løver paa begge Sider, som vare tilsammen 12.

Der ere ellers mange Gisninger om de Stæder, nemlig Ophir og Tharsis, paa hvilke denne Seylads blev giort. Fra Ophir blev ført mestendeels Guld, og fra Tharsis Guld, Sølv, Elfenbeen, Aber og Paafugle, og som Reysen varede frem og tilbage paa Tharsis udi 3 Aar, maa man slutte, at samme Stæd haver været langt bortliggende: Guldet blev tilbragt udi saadan Mængde, at der brugtes ikke uden Guldkar udi Kongens Huus, og Skriften vidner, at Sølv var intet agtet udi Salomons Tiid, ja at Sølvet udi Jerusalem var som Gadesteene (a).

Blant Salomons prægtige Arbeide regnes og Veyenes Anleggelse til Jerusalem og Slotte hvilke bleve belagde med Flintesteene (b).

Men u-anseet den Rigdom og Viisdom GUd havde begavet denne store Konge med, og han selv erkiendte, at det altsammen var en Himmelens Gave, saa seer man ham dog at være omsider henfalden til grove Synder, ikke alleene ved at tage sig mange Hedenske Hustruer, men endogsaa ved at lade sig forlede af dem til fremmede Guders Dyrkelse. Intet er sandelig meere forunderligt at begribe, og intet kunde være meere u-venteligt, helst, naar man betragter de herlige og bevægelige geistlige Taler, han haver holdet, og de Lovsange han haver giort, som endnu bruges og forklares udi vore Christne Kirker, med mindre man vil holde for, at han længe for sin Død haver forladt sit syndige Væsen, og at de aandelige Lovsange ere forfattede efter hans Omvendelse; thi nogle holde for, at han giorde Poenitentze udi hans sidste Dage, skiøndt Skriften mel-|385der intet derom. Skriften taler alleene om hans sidste Regiments Tiid Salomon forfalder til U-gudelighed.saaledes: Kong Salomon elskede mange fremmede Qvinder, nemlig Moabitiske, Ammonitiske, Edomitiske, Sidonitiske, og Hethitiske, hvilke GUd havde befalet ingen Omgiengelse at have med. Hans Hustruer vare 700, og hans Medhustruer 300, hvilke udi hans Alder forledede ham til Afguderie, saa at han aabenbare offrede til Chamos og Moloch, Moabiternes og Ammoniternes Guder.

Over dette optændtes GUd til Vrede mod Salomon, og loed ham vide ved en Prophet (a), at, eftersom han var veegen fra sin Faders Vey, og ikke holdet GUds Pagt, saa vilde GUd rive Riget af hans Hænder, og give det til hans Tiener. Dog vilde han for Davids Skyld ikke tilstede, at saadant skulde skee udi Salomons Tiid, men under hans Søns Regiering, da Israels Stammer skulde vige fra det Kongelige Huus, saa at der skulde kun blive een Stamme tilbage (b). Skriften nævner kun een Stamme, hvorvel derunder forstaaes baade Juda og Benjamin, men den sidste var saa liden, at den blev kun regnet som et Appendix til den første. GUd opreisede og strax derpaa Salomon en Modstander, nemlig Hadad den Edomiter. Samme Hadad Hadads Opstand mod Salomon.havde reddet sig med Flugten, da David erobrede det Kongerige Edom, og ved Feltherren Joab loed omkomme alt Mandkiøn. Hans Tilflugts Sted var Ægypten, hvor han blev kierligen modtagen af Pharaone, som gav ham et Stykke Land til Underholdning, og, saasom han ved sin Hurtighed erhvervede sig meer og meere Yndest ved det Ægyptiske Hoff, fik han ogsaa den Ægyptiske Dronnings Søster til Ægte, og blev Kongens Svoger. Af dette Ægteskab avledes Genubath, som blev opdragen som en Kongelig Prinds ved Pharaonis Hoff. Da denne Hadad fik at høre, at David var hensoven, begierede han Forlov af Pharaone, at begive sig til sit Fæderneland igien; da dette blev ham tilladt, kom han til Edom, hvor han søgte at bevæge Indbyggerne til Opstand mod Salomon; men, som det ikke kunde |386skee, efterdi Landet overalt var besat med Israelitiske Besætninger, begav han sig til Syrien, hvor han bemægtigede sig en Deel af Landet, og blev erklæred Konge.

Foruden denne Hadad opreisede sig mod Salomon en anden indvortes Modstander Item Jeroboams.ved Navn Jeroboam, hvilken var af en Prophetie opmuntred til at giøre Opstand: Thi, da Salomon, som elskede ham formedelst hans Forstand og Hurtighed, havde beskikket ham til Opsyns Mand med Jerusalems Mure, som bleve anlagde, og han udi denne Forretning havde ladet see stor Flid og Vindskibelighed, sat han ham til Anfører over heele Josephs Stamme, som var Ephraim og Manasse.

Da han reisede hen til sin betroede Post, mødte ham paa Veyen Achia, som strax hilsede ham, og toeg ham til Side til et Sted, hvor ingen var overværende; da de vare saaledes komne udi Eenrom sammen, rev Propheten sin Kaabe udi 12 Stykker, og befoel Jeroboam at tage 10 Stykker deraf, sigende, at det var saaledes GUds Villie; thi sagde han: GUD haver besluttet at adsplide Salomons Rige; dog saaledes, at hans Søn og Efterkommere skulle beholde de 2 Israels Stammer for Davids Opmuntres af en Prophetie.Skyld, men de 10 andre skulle gives Jeroboam til Straff for Salomons Misgierninger, efterdi han af sine Hedenske Hustruer haver ladet sig forlede til Afguderie. Han formanede ham derpaa at holde fast ved GUds Lov, og handthæve Ret og Retfærdighed, saa vilde GUD velsigne hans Rige ligesom Davids. Af disse Prophetens Ord blev Jeroboam opmuntred til at bane sig Vey til Regieringen, og derfor, da han kom til sit Gouvernement, søgte at ophidse Folket til Frafald fra Salomon, og at antage sig til Konge. Da Salomon fik Kundskab derom, søgte han at bemægtige sig hans Person. Men Jeroboam toeg Flugten til Susac Kongen af Ægypten, og forblev i hans Land, saalænge som Salomon levede. Endeligen, da Salomon havde naaet en Alder af 64 Aar, og regieret udi 40 Aar, døde han, og blev begraven i sin Salomons Død og Characteer.Faders Stad. Han var formedelst sin Viisdom og Rigdom den anseeligste Konge i hans Tiid, og kunde hans Regimente holdes for et Mynster, hvorefter alle andre burde rette sig, hvis han ikke udi sin høye Alder havde vanslæg|387tet fra sin forrige Dyd og Gudsfrygt. Han er Autor til den Canoniske Bog, kalden Prædikeren, hvilken Titel han gav sig selv, item, af det Skrift kaldet Høysangen, hvorom ere mange Stridigheder, saasom nogle holde det for et forfængeligt Elskovs Skrift, andre igien for en Gudelig Bog, og applicere alle de Kierligheds Expressioner, som derudi findes, paa GUds Kirke. Hvad Visdommens Bog derimod angaaer, da holdes en nyere Skribent Salomons Ordsproge.for at være Autor deraf. Hvad Ordsprogerne angaaer, da tvivles ikke om, at Salomon jo er Autor af de fleste, som findes udi den Samling, vi have udi Ordsprogernes Bog. Det heele Verk fører Titel af ham, og heeder Salomons Davids Søns Ordsproge. Udi det 25 Capitel anføres, at de Efterfølgende ere endnu Salomons Davids Søns Ordsprog: Men som have været oversatte af Kong Ezechiæ Mænd (a). Det 30te Capitel begynder med disse Ord: Agur Jake Søns Ord (b). Endelig fører det sidste Capitel Titel af Kong Lamuels Ord (c).

Af disse differente Titler slutter man, at de første 24 Capitler ere Salomons egne Ordsprog, at de 5 efterfølgende ere Extracter eller en Samling af nogle af samme Konges andre Ordsprog, som bleve giorte udi Kong Ezechiæ Tiid, og endeligen, at de tvende sidste Capitler ere tillagde af differente, men u-bekiendte Autores: Thi der findes ellers ingen Steds udi Skriften talet om Agur Jakes Søn, ey heller om Kong Lamuel: Stiilen af disse to sidste Capitler viiser ogsaa, at de ere forfattede af andre Autores: Ja det synes, at det sidste Capitel er sammensat af to differente Stykker. De gamle have kaldet dette Skrift Viisdommens Bog, efterdi det indeholder et herligt Morale. De 9 første Capitler befatte Formaninger til Kundskab og Viisdom, og de øvrige bestaae af adskillige moralske Sententzer uden Orden. Jøderne sige, at Høysangen er skreven udi Salomons Ungdom, Ordsprogerne udi hans mandlige Alder, og Prædikeren mod Enden af hans Liv. Andre sætte dem dog udi en anden Orden, og holde Høysangen for det |388sidste Verk, af hvilken Meening og Jeronimus er, sigende: at Ordsprogene ere for Børn, Prædikeren for Folk af moed Alder, og Høysangen for gamle Folk (a).

Angaaende det andet Skrift, Prædikeren.nemlig Prædikeren, da bliver det gemeenligen tillagt Salomon, og giver Skriftets Begyndelse saadant tilkiende med disse Ord: Disse ere Prædikerens Davids Søns Kongens i Jerusalem Ord (b). Videre siges paa et andet Sted: Jeg talede med mit Hierte; see! Jeg haver faaet større Viisdom end alle de, som have været for mig i Jerusalem, og mit Hierte haver seet megen Kundskab og Viisdom (c): item: fordi Prædikeren er bleven viis, lærede han endnu Kundskab og giorde mange Lignelser (d). Alt dette passer sig paa Salomon, hvorfore han og almindeligen holdes for Skriftets Autor. Ikke desmindre have dog Talmudisterne giort Ezechias til Skriftets Autor (e), og Grotius tillegger det Zorobabel. Deres Argumenter holdes dog ikke for at kunde til intet giøre den almindelige Meening. Den største Indvænding, som giøres her imod, tages af nogle Chaldaiske Ord, som findes udi dette Skrift, og som man holder for, intet Sted at have havt blant Israeliterne, førend efter Fængslet. Men andre have i Agt taget, at der findes ikke saadanne Ord; og, endskiønt de fandtes, kunde deraf intet andet indføres, end at der udi Salomons Tiid havde indsneeget sig nogle Chaldaiske Ord udi det Hebraiske Sprog, efterdi Landet da var fuldt af Fremmede. Jeg haver forhen viiset, at Jøderne holde Prædikeren for Salomons sidste Skrift. De troe ogsaa, at det er en Frugt af hans Poenitentze. Man seer af Skriftet selv, at dets Autor haver regieret længe, at han havde bygget et prægtigt Slot, og at han havde forladt den Attraae, som han havde til Qvinder. Bogens Indhold er at viise Verdens Forfængelighed, i hvilken Henseende dens Læsning er |389opbyggelig. Jøderne have dog stødet sig over adskillige Ting udi dette Skrift, ja de have efter Jeronimi Vidnesbyrd havt i Sinde at supprimere saavel Prædikeren, som andre Salomons Bøgger, i Henseende til visse Expressioner, som derudi findes. Især have de stødet sig over det Sprog, hvorudi tales om Opstandelsen saaledes: Mennesker døe ligesom Beesterne, og ere underkastede samme Vilkor: De have intet meere end Beesterne: hvo veed om Adams Børns Siæle fare op, og om Beesternes Siæle fare ned (a). Hvoraf han giør saadan Conclusion: Jeg haver merket, at det er intet bedre for Mennesket, end at det glæder sig i sine Gierninger; thi det er hans Deel (b). Paa et andet Sted findes disse Ord: De Levende vide, at de skulle døe, men de Døde vide ikke noget, og de have ingen Løn ydermeere. Af disse og andre Talemaader have nogle sluttet, at Salomon haver tvivlet om Opstandelsen. Men naar man læser det heele Skrift igiennem, finder man, at Salomon udi ovenmeldte Talemaader forestiller u-gudelige Menneskers Person, og at han selv igiendriver dem paa et andet Sted, hvor han taler saaledes: Legemet bliver til Jord, hvoraf det er taget, og Siælen farer til GUd igien, som haver givet den (c). Dette er lige mod det forrige, hvoraf man maa dømme, at, naar han tilforn siger: Hvo veed, hvor Menneskets Siæl farer hen &c. han da enten haver forestillet u-gudelige Menneskers Tale, eller han derved haver villet tilkiende give, at det er vanskeligt, at vise Opstandelsen af Naturens Lys. Med et Ord, naar man med Fliid læser det heele Skrift igiennem, seer man, at Autors fornemste Forsæt dermed haver været at samle adskillige Tanker og Reflexioner, som Mennesker giøre over Livet og Døden, og at han selv giver ikke sine Tanker tilkiende, førend mod Enden af Skriftet, naar han erklærer, at Menneskets Lyksalighed bestaaer i at frygte GUd, og i Agt tage hans Bud, efterdi GUd vil dømme efter onde og gode |390Gierninger (a). Naar man vil censurere et Skrift, maa man læse det reent igiennem; thi, hvis man tager et Stykke for sig selv, beskylder man ofte en Skribent for det, som han aldrig haver tænkt paa. Malachias siger paa et Sted: Det er forgieves at tiene GUd; thi man vinder intet dermed (b). Intet synes meere anstødeligt; men naar man læser Skriftet igiennem, seer man, at Propheten forestiller de U-gudeliges Tale.

Høysangen.Høysangen bliver og i Almindelighed tillagt Salomon, hvorvel Talmudisterne tilskrive den Ezechiæ (c). De nyere Rabbiner have dog erkiendt Salomon for Autor. Skriftet kaldes paa Hebraisk, Sir Hasirim, det er, en ypperlig Sang, eller en Bryllups Sang. Men, saasom Bruden og Brudgommen derudi exprimere sig udi heftige Elskovs Terminis, saa tillade Jøderne dets Læsning ikke uden til Folk, som have naaet en moed Alder, nemlig: af 30 Aar. Dog holde de for, at det er ikke en slet Elskovs Viise, men at derunder ligge skiulte høye Ting. Christne Skribenter have havt adskillige Meeninger derom: Nogle holde for, at Salomon derudi alleene haver beskrevet sin Kierlighed til Pharaonis Dotter, og finde derudi hverken Religion eller Morale; andre derimod holde for, at det intet befatter uden GUds Kierlighed for sin Kirke. Du Pin forkaster begge disse Forklaringer, som Extremiteter, og holder for, at derudi er en dobbelt Meening, en Historisk og en anden mystisk, at det efter den Historiske Meening er en Bryllups Sang, som Salomon haver giort til sit Bilager med den Ægyptiske Princesse, og at det efter den mystiske Meening sigter paa Christi Foreening med hans Kirke (d). Af hvilken Tanke nu omstunder de fleeste Christne Theologi ere, og derfor holde Bogen for et Canonisk Skrift.

Viisdommens Bog haver ogsaa almindeligen været Salomon tillagt, eendeel, Viisdommens Bog.efterdi Autor haver efterfuldt Salomons Skri-|391vemaade, eendeel og, efterdi han paa et Sted taler udi samme Konges Navn (a), sigende: Du udvaldte mig til Konge over dit Folk. Men den Meening er nu omstunder forkastet; thi 1) haver Bogen ikke været skreven paa Hebraisk, 2) haver den ikke været sat udi Jødernes Canon, 3) er Stiilen indrettet efter de Græske Philosophorum Maade, saa, at man klarligen seer, at Autor dertil haver været en Hellenistisk Jøde, som haver levet efter Esdræ Tiid, og vidner Jeronimus, at nogle af de Gamle have tillagt den Jødiske Skribent Philo Skriftet. Han er ogsaa selv af den Tanke, naar han siger, at Skriftet lugter af Græsk Veltalenhed, (stilus ipse Græcam eloqventiam redolet) det er ellers fuld af Gudelige Betænkninger.

Nogle have villet tillægge Salomon en Bog om Troldom, og have dertil taget Andre Skrifter.Anledning af det, som Josephus siger om en af hans Bøger, som han havde skrevet for at uddrive Diævle; hvis Salomon haver skrevet saadan Bog, er det troeligt, at den er skrevet udi den Tiid, han haver været henfalden til Afguderie. Josephus taler derom saaledes: Blant Salomons Skrifter vare nogle, som havde den Kraft at fordrive Diævle. Denne Maade at fordrive de onde Aander er endnu brugelig blant vore Folk. Jeg haver seet en Jøde ved Navn Eleazar, som udi Keyser Vespasiani Nærværelse forløsede mange Besatte. Han opregnede de Ord, som Salomon haver skrevet, og ved at nævne samme Konges Navn, forbød de onde Aander at komme igien. Der tillægges ham derforuden adskillige andre Skrifter, men som holdes alle for at være opdigtede. Salomon regnes ellers for en af de navnkundigste Konger udi Historien, hvorvel han aldrig førte Krig, hvilket viser, at det er ikke ved Seyervindinger alleene Regentere blive store. Hvad som besynderligen haver giort ham navnkundig blant Jøderne, var Templets Bygning; thi det er af dette Tempel Nationen haver brystet sig, ikke alleene i Henseende til dets kostbare Byg-|392ning, men endogsaa i Henseende til dets Hellighed, saasom de holdte det for GUds Boelig, og som det eeneste Sted paa Jorden, hvor GUds-Tienesten lovligen kunde forrettes. Skriften viser ogsaa, at GUd paa en særdeles Maade gav sin Nærværelse tilkiende udi samme Tempel, Ordene ere disse: Da Præsterne udginge af Helligdommen, fyldte en Skye HErrens Huus, saa at de kunde ikke staae for Skyen; thi HErrens Herlighed opfyldte Huset (a). Den oft citerede Spencer glemmer og her ikke at give sine selsomme Betænkninger. Hans Ord ere disse (b): Arkens saavel som Templets Nyehed viiser, at der ingen Fornødenhed haver været til deres Stiftelser; thi man læser ikke, at GUds Børn fra Verdens Skabelse indtil Mosis Tiid have havt Templer, men, da Mennesker begyndte først at henfalde til Afguds-Dyrkelse, oprettede de prægtige Bygninger, som skulde hede GUds Boeliger. Patriarcherne derimod og andre, som continuerede udi den simple og sande Spencers Meening om Templet igiendrives.Religion, dyrkede GUd enten udi deres egne Huse eller paa visse Steder, hvor GUd havde beviset dem nogen Velgierning, ved hvilken Dyrkelse de syntes at imitere den Guddommelige Naturs Simplicitet. Da denne gamle Simplicitet uddøede, toge de sig for at oprette først et Tabernakel, og siden et prægtigt Tempel, og det efter Hedningernes Maade, som meenede i saadanne deres Bygninger at have GUd indsluttet, ret ligesom de holdte for, at GUd behøvede at være under Tag, for ikke at exponeres Luftens Kulde og Soelens Heede, og derved gave tilkiende, hvor grove Tanker de havde om GUds Væsen, hvilket Arnobius i sin Tiid grundigen forekaster dem (c), og hvormed Lucianus efter sin Maade skiemter (d). Af dette seer man, at Autor holder ikke alleene Arken og Templet for Menneskelige Paafund, men endogsaa en Imitation af Hedenske Ceremonier. Men man kand sige, at udi denne hans Betænkning ere lige saa mange Vildfarelser som Ord. At de første GUds Børn ikke byggede store |395Templer, reisede sig der af, at de levede adspredede, hver Familie for sig selv, saa at saadant kunde ikke skee, førend der blev et samlet Folk paa et Sted, og er det i samme Henseende, at de første Christne ingen Templer havde, saa længe som de levede adspredede, og under Forfølgelse. At Israeliterne herudi ikke imiterede Hedningerne, viiser GUds udtrykkelige Befalning saavel om Arkens, som om Templets Bygning: Endeligen følger ikke deraf, at man indslutter GUd under fire Vegge, efterdi man troer, at han paa en særdeles Maade vil nærvære et Sted, hvor det heele Folk kommer sammen for at bede med een Mund. Historien viiser ogsaa, at GUd stedse haver kaldet dette Tempel sin Boelig og sit Sæde saa at der behøves intet meere til at igiendrive Spencers Meening om Salomons Tempel. Det er ellers at merke ved Salomons Regiering, at det heele Israelitiske Rige af ham blev deelt udi 12 Gouvernements, hvorved den gamle Deeling udi Stammer blev forandret. Derom taler Skriften saaledes: Salomon havde 12 Befalnings Mænd over heele Israel, som forsørgede Kongen og hans Huus vexelviis hver sin Maaned (a): Vel blev den forrige Deeling under Josua derved ikke hævet, thi hver Stamme beholdt hvad den tilforn besadd: Men Forandringen bestoed derudi, at Landet da efter andre Rigers Exempel blev deelt udi Statholderskab, og i den Henseende bliver det holdet for een nye Deeling, hvoraf man regner 3de: Først den, som skeede under Josua, da Landet blev deelt imellem de 12 Stammer. Den anden som paa denne Maade skeede under Salomon, og den 3die og sidste, da Landet blev deelt udi Judæa, Samaria og Galilæa (b).

Israels HerlighedHerlighed]Herlighed] Helighed A Herlighed] Helighed A endes ved Salomons Død.Med denne store Konges Død faldt det Israelitiske Folks Magt og Anseelse, saa at man kand sige, at deres Tilstand var ikke andet end et Veyerlys, der skinnede udi Davids og Salomons Tiid, og siden forsvandtes, thi Riget blev adsplidet, og aldrig igien foreenet, og kom først det eene Rige, siden det andet, under fremmed Aag. Aarsagen til de paafølgende U-lykker, er at tilskrive næst |396GUds besluttede Raad, som var at straffe dette Folks Synder og Misgierninger: 1) Den gamle Jalousie, som var imellem Juda Stamme og de andre Stammer, hvilken særdeles frembrød udi Roboams Tiid, da de 10 Stammer separerede sig fra Juda og Benjamin, og oprettede et nyt Rige. 2) De store Monarchiers Opkomst, som det Assyriske, Chaldæiske, Persiske, og endelig det Græske, som opslugede alle andre Nationer, saa at Israeliterne havde derudi samme Skiebne, som alle andre Folk, at de vexelviis fulde fra et Slaverie til et andet, og blev, som en vis Autor siger, vilissima pars servientium, undtagen udi Maccabæernes Tiid, da Landet blev giort til et independent Rige igien. Fra Salomons Død, og den Formørkelse, som derved skeede, kand sættes en nye Epocha udi den Jødiske Historie, hvortil jeg nu vil skride.

Da Roboam havde af Stænderne faaet den Anmodning, som sagt er, raadførede han sig først med de Ældste af hans Faders Tienere, om hvad Svar han skulde give. De samme, som de havde Rigets slibrige Tilstand for Øyne, raadede ham da ikke at staae for hæftig paa sin Ret, men at lade see Føyelighed. De unge derimod, som vare opvoxne med ham, vare af anden Meening, og sagde, at han intet skulde opoffre af den Kongelige Magt, men heller lade see en Fermeté ved at handthæve den samme udi yderste Grad, hvilket de meenede vilde have bedre Virkning end u-tidig Føyelighed, som tienede til intet uden at forøge Folkets Dristighed og at forandre Riget til en Republique igien. Det Svar, som de raadede ham at give Folket, viiser, hvorledes Raadgiverne have været qvalificerede, at de have været hidsige, raa og u-forfarne Personer; thi, da Folket hørdte, at Jeroboam loed sig paa tredie Dag indfinde, loed Kongen dem vide, at han, langt fra at formindske noget af den Myndighed, hans Fader havde havt, han heller vilde øve den i høyere Grad. Skriftens Ord, hvormed dette Svar betegnes, ere disse: Min Fader straffede (a) eder med Svøber, men jeg vil straffe eder med Scorpioner. Skriften kalder det Hakrabim, og er det vanskeligt at sige, hvad Slags Instrumenter det var: Man kand alleene slutte, at det var noget, som var haardere end Svøber (b).

|398Opstand mod Roboam.Da Folket hørte disse Ord, gik det med Forbittrelse bort, sigende: Vi have intet got at forvente os af Davids Huus. Roboam, merkende, at han havde forløbet sig, skikkede Adoram Rentemesteren til dem, for at stille dem tilfreds: Men de steenede ham ihiel, og joge saadan Skræk ind udi Roboam, at han toeg Flugten og var det ikke De 10 Stammers Frafald.uden med Møye, at han kom i Behold til Jerusalem. Derpaa udvalte de 10 Stammer Jeroboam til deres Konge. Juda Stamme derimod med Benjamin holdt ved Davids Huus. Dette er Oprindelsen til Rigets Adsplidelse, og var der siden den Tiid tvende adskildte Riger, hvoraf det eene, som befattede de 10 Stammer, kaldtes det Israelitiske, og det andet, som bestoed af Juda og Benjamin, førde Navn af det Jødiske Rige.

Roboam sat sig strax for med Sværdet at forfølge sin Ret, og til den Ende fik en Krigsmagt af 180000 Jøder og Benjaminiter paa Beenene. Men, som Propheten Semaja loed ham paa GUds vegne vide, at, eftersom det, som skeed var, var efter HErrens besluttede Raad, da skulde han staae fra sit Forsæt, hvorudover han loed Krigsmagten fare, og begav sig tilbage igien. Jeroboam derimod forsømte intet, som Jeroboam, Konge over de 10 Stammer.kunde tiene til at bestyrke hans nye Rige, og, saasom han frygtede, at, hvis de 10 Stammer bleve ved at freqventere Templet til Jerusalem, kunde de letteligen bringes til at underkaste sig det gamle Kongelige Huus igien; hvorudover, for at hindre saadanne Reiser, han oprettede tvende Guld-Kalve, en i Bethel og den anden i Dan, hvorved Folket kunde forrette deres Andagt, beskikkende Altere og Præster dertil.

Endeel Skribentere ere faldne paa de Tanker, at Jeroboam intet Forsæt havde at indføre fremmede Guder, men alleene at oprette den sande GUds Dyrkelse paa et andet Sted end Jerusalem, og at han heller derfor kand ansees som en Schismaticus, end som en Afguds Dyrker. Andre derimod vise af paafølgende Historie, at det haver Betænkning over de oprettede Guld-Kalve.været aabenbare Afguderie; thi man seer, at en Prophet strax derefter prædikede mod det Alter, han havde oprettet, sigende, at det skulde revnes, og Asken, som laae derpaa, adspredes, hvilket ogsaa skeede paa saadan Maade. Da Propheten holdt sin Straffe-Prædiken udi Jeroboams Nærværelse, blev Kongen dero|399ver saa fortørnet, at han strakte sin Haand ud for at gribe ham; men Haanden visnede, og Alteret derpaa revnede; hvorudover Jeroboam blev saa forskrækked, at han tilbad sig Prophetens Intercession hos GUd: og, da Propheten bad for ham, blev hans Haand helbredet igien. Denne Straffeprædiken, saavelsom paafølgende Miracle, viser, at Jeroboams Sigte ved sine Guld-Kalve og oprettede Altere gik videre, end at dyrke GUd paa et andet Sted. Det bekræftes videre af Skriftens Vidnesbyrd om Jeroboams Synder, og de Trusler, som ham derfore bleve giorte. Vel er sandt, at der saavel udi Jeroboams, som de efterfølgende Israelitiske Kongers Historie tales om Propheter blant de 10 Stammer, hvilke bemeldte Konger undertiden raadførede sig med. Men deraf kand intet andet vises, end at de een og anden gang, naar de have været i Nød, have holdt sig til GUd; thi man seer dem strax derpaa at være henfaldne til forrige Vederstyggelighed igien. Den rette Meening herom gives ellers tilkiende paa andre Steder.

Hvad Roboam angaaer, da søgte han efter dette store Frafald at befæste adskillige Stæder udi Juda og Benjamin, og, endskiønt den Levitiske Stamme ogsaa var falden fra ham, saa dog, da Leviterne merkede Jeroboams Afguderie, afsondrede de fleeste sig fra ham, og sloge sig til Davids Huus igien, og kand man i saa Maade holde for, at det Jødiske Rige bestoed mestendeels af 3 Stammer, saa at det Jødiske Rige ikke alleene ballancerede med det Israelitiske, men endog overgik det udi Styrke. Udi de 3 første Aar regierede Roboam med Berømmelse; men, da hans Rige var bleven Roboams Synder.befæstet, forloed han GUds Lov, og Undersaatterne fuldte hans Exempel derudi, hvorudover han ogsaa blev forladt af GUd; thi udi hans femte Regierings Aar kom Susac Kongen af Ægypten med en stor Krigsmagt ind udi hans Lande, erobrede de faste Stæder, og rykkede mod Hovedstaden Jerusalem selv. Dette indjog stor Skræk udi det heele Land, og glemte da ikke Propheten Semaja at give Aarsagen til denne U-lykke tilkiende, nemlig: efterdi de havde ved deres Synder opvakt GUd til Vrede, dog sagde han, efterdi de nu ydmygede sig for HErren, skulde de befries fra total Ødelæggelse, men ikke for all Straf.

|400Den Ægyptiske Konge bemægtigede sig Jerusalem, men øvede intet fiendtligt derudi. Han loed sig alleene nøye med at borttage all den Rigdom, han fandt udi Templet og Kongens Huus, blant andet de Guldskiolde, som Salomon havde ladet giøre, hvorudover Roboam giorde siden lige saa mange Kobberskiolde, som han lagde udi deres Jerusalem indtages af Ægyptier. Sted (a). Efterat dette var skeet, forloed Susac Landet igien. Skriften siger ikke paa hvad Maade. Det er troeligt, at han giorde sig Roboam skatskyldig. Denne Susac eller Sisak holdes for at have været den bekiendte Ægyptiske Konge Sesostres. Om hans store Krigstog vidner Manetho hos Josephum saaledes; Han brød ind udi Cyprum, Phœnicien, og førte Krig med Assyrier og Meder, hvilke han undertvang endeel med Sværd, endeel ved Frygt (b). Under Phœnicien maa her forstaaes Judæa: og kand man regne Roboam blant dem, som Manetho siger at have været overvunden ved Frygt. At han forloed Landet igien, er at tilskrive hans store Generositet; thi Diodorus Siculus vidner, at han loed sig alleene nøye med at paalægge de undertvungne Folk en maadelig Skat (c). Justinus siger, at han søgte alleene at erhverve det Ægyptiske Folk Ære og ikke sig selv noget Herredom (d).

Roboams Død.Roboam døde, efterat han havde regieret udi 17 Aar, og bliver ikke regnet iblant de gode Konger. Skriften henviser dem, som vil have videre Underretning om denne Konges Bedrifter, til Prophetens Semajæ og Iddos Skrifter, men de samme ere nu ikke meere til.

Efter denne herlige Seyer bemægtigede Abia sig adskillige Israelitiske Stæder, som Bethel, Jesana, Ephron og andre, saa at Jeroboams Magt derover blev gandske Jeroboams Død.svækket, og han selv døde kort derefter, efterat han havde regieret over Israel udi 22 Aar (a).

Han var en ond Konge, som fordervede Israeliterne med sit Exempel, dog var ikke Fordervelsen saa almindelig, at der jo endda saavel udi hans, som de andre hans u-gudelige Eftermænds Tiid fandtes her og der iblant dem GUds Børn, der holdte Mosis Lov. Det synes ellers, at Jeroboam ingen vis Kongelig Residentz havde. Skriften siger paa et Sted, at han byggede Sichem paa Ephraims Bierg, og boede der (b), skiønt det synes han haver meest opholdt sig udi Bethel.

Efter Jeroboams Død blev hans Søn Nadab Konge udi Israel. Den Jødiske Konge Abia blev derimod succederet af sin Søn Asa, hvilken Skriften giver et got Vidnesbyrd; thi han loed forstyrre Afguderiet overalt, og formanede Jøderne til at holde fast ved den sande GUd. Denne Konge blev overfalden af Sera de |402Morers Konge. Men Asa erholdt en herlig Seyer over ham, og opmuntrede denne Lykke ham til at blive ved sit gode Forsæt, at handthæve Religionen, hvorudover GUd ogsaa velsignede hans Rige med en langvarig Fred. Medens han saaledes reformerede sit Rige, voxede Fordervelsen meer og meer til udi Israel, hvorudover Riget ogsaa blev bragt i stor Forvirrelse; thi efterat Nadab Jeroboams Søn havde regieret udi 2 Aar, opreisede sig imod ham en ved Navn Baesa, hvilken omkom Kongen og bemægtigede sig Riget.

Denne Baesa paaførte Asa Juda Konge Krig; Asa, som frygtede for saadan stridbar Mand, giorde da Forbund med Benhadad Kongen af Damasco, for derved at holde den Israelitiske Konge i Ave. Men dette Forbund fandt GUd ingen Behag udi, og loed ham saadant bebreide ved Propheten Hanani. Men den gode Prophet udvirkede intet dermed; thi Kongen blev fortørnet over hans Tale, og loed ham kaste i Fængsel; hvorved han besmittede sit forrige Regimente: man seer ellers af disse Historier, hvilken Mængde af Propheter der haver været baade udi Juda og Israel, og med hvilken Iver de stedse have prædiket mod det tilvoxende Afguderie. Asa døde, efterat han havde regieret 41 Aar.

Hans Søn Josaphat fuldte ham i Regieringen. Han var en gudfrygtig og Josaphat Juda Konge.priisværdig Herre, og giver Skriften ham det Vidnesbyrd, at han vandrede i Davids Veye, hvorudover GUd velsignede Landet med Fred og Velstand, saa at han ikke alleene havde Fred med sine Naboer, men Philister og Araber giorde ham Skiænk saavel af Sølv som Vahre. Hans Iver udi Religionen gik saa vit, at han omskikkede Leviter over det heele Land for at underviise Folket. Han befæstede saavel alle Juda Stæder, som dem hans Fader Asa havde taget fra Israels Konge Baesa. Samme Baesa efterat han havde udrøddet det heele Jeroboams Huus, regierede 24 Aar over Israel, men han fuldte sine Formænds onde og u-gudelige Veye, hvorfore GUD ved Propheten Jehu loed ham tilkiende give, at hans eget Huus skulde ligeledes udrøddes af andre. Hans Søn Ela succederede ham i Regieringen og regierede udi 2 Aar, da blev han ombragt af en af sine egne Tienere |403ved Navn Simri, hvilken blev Konge i hans Sted, og udrøddede det heele Baesæ Huus, hvorved bleve fuldbyrdede de Trusler som GUd havde giort; men hans Regiering var endda kortere, og varede kun 7 Dage; thi en Deel af Israel udvalte strax Omri til Konge, hvilken fik Overhaand, indtoeg Thirza, hvor Simri residerede, og indbrændte ham udi hans eget Pallads. Omri igien fik strax en nye Modstandere, nemlig Tibni Ginaths Søn, men han overvandt samme Modstander, og regierede alleene udi 12 Aar over Israel. Udi denne Samaria bliver Israels Kongers Sæde.Omris Tiid skeede den bekiendte Stad Samariæ Opkomst paa saadan Maade: Han kiøbte Samariæ Bierg af en ved Navn Semer, og derpaa loed anlegge en Stad, som han efter Semers (a) og sit eget Navn loed kalde Samaria. Samme Samaria blev siden en anseelig Stad, og en bestandig Residentz for Israels Konger, ligesom Jerusalem var for Juda Konger. Omri døde og blev begraven udi denne sin nye Stad, og blev succederet af sin Søn Achab, hvis Regimente er heel merkværdigt.

Hvad den Jødiske Kong Josaphats videre Regiering angaaer, da fremturede vel samme Konge udi det Gode, dog fortørnede han omsider GUD ved at indlade sig udi Forbund med den Israelitiske Konge Achab, der overgik alle sine Formænd udi U-gudelighed, og siden med Ahasia, hvilket GUd bebreidede ham ved Propheterne, og forkyndede een ham især, at GUD formedelst denne hans Synd vilde skille ham ved en Deel af den rige Handel, som hans Forfædre havde drevet over det røde Hav, hvilket ogsaa skeede: Thi en stor Flode, som han tilligemed den Israelitiske Konge Ahasia havde Josaphats Bedrifter og Død.udrustet, forgik udi Havnen af Esiongeber, hvorudover Handelen fra samme Stæd ophørede, og blev siden dreven alleene fra Elath. Dette bliver alleene lagt Josaphat til Last, saavel som den Efterladenhed han loed see i at nedrive alle Afguds Høye; thi han var i det øvrige en god Regent, hvorudover han ogsaa havde Lykke udi Krig, og triumpherede over Moabiterne og andre Hedninger, som angrebe ham. Han døde omsider efter et langvarigt Regimente, og blev succedered af sin Søn Joram.

|404Achab Israels Konge.Udi Josaphats Tiid tildrog sig adskillige merkelige Ting udi Israels Rige, sær under Kong Achab. Samme Achab overgik alle andre Israels Konger udi Ondskab, udi hvilken han blev bestyrket af sin Dronning, den udi Historien bekiendte Jesabel, som var Ithobals den Sidoniske Konges Dotter.

Udi hans Tiid florerede de tvende store Propheter Elias og Elisæus, hvis Historie indeholder en Kiede af Miracler, saa at man kand sige, at de have været de største Thaumaturgi af alle de hellige Mænd, som ere fundne udi Israel. Elias nemlig den Eliæ Historie.ældste, var en Thisbiter fra Galaad. Den samme ivrede sig strax over Achabs U-gudelighed, og loed ham vide, at GUd, til Straff for hans Misgierning, vilde ikke lade Regn eller Dug falde paa Jorden udi 3 Aar. Efter disse Trusler begav han sig til en Ørk, maaskee af Frygt for Achabs Vrede, og derpaa fuldte den store Tørke, som han havde forud sagt. Paa Veyen kom han ind udi en Qvindes Huus af Zarepta, hvilken, da han bad om noget at spiise, sagde sig intet at have uden en Haandfuld af Meel udi en Krukke og lidet Olie i et Kruus, hvilket gierne skulde være Propheten til Tieneste. Af denne hendes Redebonhed blev Elias bevæget, og sagde, saa siger Israels GUd: Hans Miracler.Meelet i Krukken skal ikke fortæres, og Olien i Kruset skal ikke fattes, indtil der falder Regn paa Jorden igien. Qvinden gik da hen og gav ham, hvad hun havde, og det skeede som Elias havde sagt, at Krukken og Kruset kunde ikke tømmes. Kort derefter hendte det sig, at samme Qvindes Søn blev syg og døde: Da nu Qvinden jamrede sig derover, toeg Elias det døde Barn til sig, strakte sig derover, og bad GUd inderligen, at det maatte faae sit Liv igien, og GUd bønhørede hans Begiering, saa at Barnet blev levende med Moderens største Forundring, som da erkiendte ham for en stor GUds Prophet.

U-anseed den Plage, som var kommen over Landet, fremturede dog Achab udi sine Achab forfølger Propheterne.Synder, og hans Dronning Jesabel søgte at udrødde alle Propheter, havde ogsaa ladet dem alle henrette, hvis ikke Obadias Kongens Hoffmester havde skiulet 100 af dem udi Huuler. Midlertid voxede den dyre Tiid meer og meer, saa at Hunger og Tørst regierede over det heele Land, hvorudover Kon|405gen befoel Obadias at lede allevegne efter Vand-Kilder, paa det at Qvæg, Heste og Muuler ikke skulde omkommes af Tørst. Obadias efterlevede hans Befalning, og Kongen selv toeg en anden Vey udi samme Forsæt. Da Obadias var paa Veyen, kom Elias ham i møde. Da faldt han ned paa sit Ansigt af Ærbødighed for denne store Prophet, og derefter bød ham at følge sig til Kongen; thi, hvis det ikke skeede, vilde Achab straffe ham paa Livet, efterdi han havde ladet ham, som sin fornemste og største Fiende, undkomme. Derpaa fortaalte han det Nederlag, Jesabel havde giort paa GUds Propheter, og at han havde skiulet 100 af dem udi tvende Huuler. Elias trøstede ham, og lovede at følge med, holdt ogsaa sit Løfte, og indstillede sig for Achab, ikke som en fangen Mand, men heller som en Tugtemester; thi, da Achab, spurte ham: Est du den, som forstyrrer Israel? svarede Elias med Frimodighed: Jeg forstyrrer ikke Israel, men du og din Faders Huus, som haver forladt HErren, og søgt fremmede Guder. Man seer heraf, at Achab og de andre Israels Konger ansaae Propheterne som oprørske Mænd, der søgte at indskrænke deres absolute Magt, og indprentede besynderligen den Sidoniske Princesse Jesabel Kongen saadanne Principia, og raadede ham til at udrødde disse incommode Folk.

Iblant den store Mængde af Propheter, som fandtes i Landet, vare mange falske, hvilke flatterede Kongerne. Dem havde Achab sparet, anseende dem som rette Propheter, saa at de nøde ofte den Ære at spiise ved Dronningens Taffel. Dem bød han Kongen at lade samle paa et Sted, hvor han vilde overbeviise dem Løgn og Bedragerie. Derudi føyede Achab ham, og loed dem stævne at møde ved det Bierg Carmel.

Elias ødelegger Baals Præste.Da de vare samlede, sagde Elias til Folket, at han alleene af GUds Propheter var bleven tilovers, og at der nu vare samlede 450 af Baals Propheter, med hvilke skulde giøres en Prøve, om hans eller deres GUd var den sande GUd. Prøven skulde skee paa den Maade, at de paa deres Side, og han paa sin Side skulde anrette et Offer, for at see hvis Offer af Himlens Ild blev fortæ|406ret. Dette skeede, de falske Propheter toge Øxen og paakaldte deres Gud Baal den gandske Dag forgieves, hvorudover Elias skemtede med dem, og bad dem raabe saa høyt, at deres GUd kunde høre dem. De bleve derpaa ved, og saarede sig med Knive og Syle, for at tilveye bringe noget Tegn, men alt omsonstomsonst]omsonst] omsomst A; omsomst SS omsonst] omsomst A; omsomst SS . Derpaa anstillede Elias sit Offer, og giorde sin Bøn til GUd, da fald Ild ned af Himmelen, og fortærede det samme, saa at Folket deraf blev bevæget, faldt ned og priisede GUd. Da Elias merkede Almuens Nidkierhed, bød han at gribe de falske Propheter og omkomme dem, hvilket og skeede, saa at de bleve førte til Kisons Bek og der slagtede.

Da dette var skeet, gav Propheten Achab tilkiende, at der vilde falde Regn paa Jorden. Hvorpaa Himlen blev overskiulet af tykke Skyer, og en *yppig Regn nedfaldt paa Jorden. Men alle disse Miracler kunde ikke bevæge dette u-gudelige Folk: tvertimod, da Jesabel fik at vide, hvad som hendes Propheter var vederfaret, søgte hun at omkomme Eliam, hvorudover han, for at redde sit Liv, begav sig til Ørken igien. Da han nu var did kommen, og havde lagt sig til at sove under et Eenebær-Træe, kom en Engel til ham, som vækkede ham op, og bød ham staae op og æde, hvilket han giorde, og med samme Fødes Kraft vandrede 40 Dage indtil det Bierg Horeb, hvor han nedkrøb i en Huule. Da hørte han en Røst, som tilspurte ham, hvad han der havde at bestille, og da Elias svarede, at han skiulede sig af Frygt for Achab, der forfuldte HErrens Propheter, efterdi de prædikede mod Afguderie, blev han befalet at reise til Damascum, for at salve Hasael til Konge over Syrien, Jehu Nimsi Søn til Konge over Israel, og Elisæum Saphats Søn til Prophet udi sit Sted.

Elias efterlevede GUds Befalning, og, som han paa sin Reise først fand Elisæum, Elisæi Begyndelse.der pløyede med 12 Par Oxen for sig, kastede han sin Kappe over ham, hvorpaa Elisæus forloed Ploven, og fuldte fra den Tiid stedse Eliam. Kort derefter bliver Israels Rige angrebet af den Syriske Konge Benhadad, hvilken med en mægtig Krigsmagt, hvorudi Skriften siger vare 32 Konger (a), |407rykkede lige mod Samaria. Achab, forskrækked over denne Magt, bad da om Fred, hvilken Kongen af Syrien ikke vilde tilstaae ham, med mindre han vilde overgive ham sin heele Rigdom med Hustruer og Børn. Disse Vilkor syntes Achab u-lidelige, hvorudover han vilde heller døe med Achabs Bedrifter.Sværdet i Haanden. Udi denne Tilstand blev han forsikkred af en ung Prophet om Seyer; saasom det synes, at GUd denne gang ikke saa meget vilde redde Achab, som straffe Benhadads Hofmod, Achab gik med en liden Magt sin Fiende i Møde, og erholdt en stor Seyer. Denne Spot kunde Benhadad ikke fordøye, og derfore Aaret derefter kom tilbage, og, saasom Syrierne meenede, at de havde tabt det første Slag, efterdi de havde holdet det paa biergagtige Steder, og efterdi Israels GUd var Biergenes GUd, udvalte de nu den slette Mark, til at holde et andet Slag paa. Men de bleve igien slagne og en saadan Skræk kom over Benhadad, at han troede sig ikke sikker i sin egen Hovedstad. Udi denne Tilstand bad han ydmygeligen om Fred, hvortil Achab loed sig overtale, og giorde Forbund med ham. Denne hans Gierning var GUd saa mishagelig, at han ved en Prophet loed Achab forkynde Straf; men Trusler og Formaninger virkede kun lidet hos denne onde og u-taknemmelige Konge; thi Skriften siger, at han begav sig gandske vred til Samaria.

Achab fik kort derefter Lyst til en Viingaard, som tilhørede Naboth, en Israeliter, og, saasom samme Viingaard laae nær ved det Kongelige Pallais, syntes han, at den kunde komme sig meget tilpas for at giøre en Urtegaard deraf. Han loed Dronning Jesabels Ondskab.derfor Naboth tilbyde Penge for Viingaarden; men Naboth afslog reent saadan Begiering, sigende, at det var haanligt for ham at selge sin Fæderne-Arv.

Dette synes vel at have været noget haardt af en Undersaat, men derved er at merke, at Israeliterne med stor Omhyggelighed søgte at forplante deres faste Arve-Gods paa deres Børn. Achab blev ilde tilfreds med dette Svar, hvilket han gav tilkiende for sin Dronning Jesabel; Jesabel, som ikke var raadvild, naar der handledes om at øve Vold og U-ret, bad ham da at give sig tilfreds, hun vilde nok forskaffe ham, hvad han forlangede. Hun |408loed derpaa udsætte falske Vidner mod ham, hvilke skulde vidne, at de havde hørt ham bande GUd og Kongen. Dette skeede ogsaa. Naboth blev som en Bespotter steened ihiel, og Achab bemægtigede sig derpaa hans Viingaard. Denne Misgierning forsømmede ikke Propheten Elias at foreholde Kongen, og tilligemed at forkynde ham den haarde Dom, som GUd havde fældet over ham selv, over Dronningen og det heele Kongelige Huus. Da Achab det hørte, sønderrev han sine Klæder, svøbte sig i en Sæk, og giorde Poenitentze, hvorudover GUd ved Eliam loed ham tilkiende give, at i Henseende til denne Anger og Ruelse, den Straf, som hans Huus truedes med, skulde ikke fuldbyrdes udi hans men udi hans Søns Tiid.

Der fuldte derpaa 3 Aars Fred, men udi det 3die Aar blev sluttet et Forbund mellem Josaphat Juda Konge og Achab mod de Syrier. Josaphat fandt for got, førend dette Tog gik for sig, at raadføre sig med en GUds Prophet om Krigens Udfald. Begge Konger bleve endeligen eenige om at kalde tilsammen mange Propheter. Achabs Propheter spaaede da alt Godt, og forsikkrede om Seyer.

Man forlangede ogsaa at høre Propheten Micheas, og derfore affærdigede Bud til ham til den høye Prophetiske Skole udi Rama, hvoraf han da var et Lem.

De samme Bud formanede ham at følge de andres Exempel, og sige de Ting, som vare Achab behagelige. Men Micheæ Spaadom svarede til de Tanker, som Achab havde havt derom; thi, da han blev af begge Konger adspurt om Krigens Udfald, svarede han: Jeg seer heele Israel adspredet paa Biergene ligesom Faar uden Hyrde. Dette forbittrede Achab saaledes, at han loed kaste ham i Fængsel, og derpaa tilligemed Josaphat rykkede mod Syrierne, hvilke han leverede et Feltslag. Udi dette Feltslag blev han saaret af en Piil, og, da han merkede, at Skaden var Achabs Endeligt.dødelig, befoel han, at man skulde bære ham bort, hvilket og skeede, og han døde af Saaret samme Aften. Saadant Endeligt fik denne navnkundige Konge, efterat han havde re|409gieret udi 22 Aar. Han haver været en hurtig og stridbar Konge, men derhos en Tyran og Afguds-Dyrker, saa at Skriften siger, at han overgik alle sine Formænd udi U-gudelighed. Dog seer man, at han undertiden haver havt nogle gode Intervalla, hvilket ogsaa kand siges om de fleeste andre Israels Konger, saa at, u-anseet deres Afguderie, de dog ikke have været gandske Hedninger, men erkiendt den sande GUd, hvilken de i Medgang have forladt, men i Modgang taget deres Tilflugt til. Der tales udi Skriften om hans store Bygninger, blant andre et Elffenbeens Pallais, som han oprettede (a), men ikkun løsligen, saa man egentligen ikke kand sige, hvorudi samme Bygninger have bestaaet.

Efter ham fulte udi Regieringen hans Søn Ahasia, hvilken udi Ondskab og Afguderie fulte sin Faders Exempel. Han havde i Begyndelsen af sin Regiering den U-held at falde ned af Sprinkelet udi sin Sal udi Samaria, saa at han deraf blev syg, og man tvivlede om hans Liv. Udi denne Tilstand toeg han sin Tilflugt til den Philistiske Afgud Baalzebub, som i Skriften kaldes Ekrons Gud, efterdi den fornemmeligen blev dyrket udi den Stad Ekron, og loed skikke Bud didhen at efterforske, om han af denne Svaghed kunde helbredes. Men Elias gik efter GUds Befalning Budet i Møde, og gav tilkiende, at Kongen skulde visseligen døe, efterdi der i hans Tiid var ingen GUd i Israel. Da Kongen fik dette Svar, adspurte han Buddene om den Mands Skikkelse, der havde sagt dem dette, og da de beskrev ham Manden, sagde han, det er Elias den Thesbiter. Han affærdigede strax derpaa 50 Mænd for at hente ham til sig. Elias, som sad paa en Bierge-Top, da han blev disse Mænd vaer, og merkede deres Forsæt, da bad han, at Ild maatte falde ned af Himmelen, for at fortære dem, hvilket og skeede; Kongen fremturede udi sin Forstokkelse, affærdigede paa nye lige saa mange Mænd, hvilke bleve ligeledes ved saadant Miracle fortærede. Dette skeede ogsaa tredie gang, hvorpaa GUd befoel Elias at gaae selv til Kongen, og uden Skye at sige ham Sanden. Elias efterkom GUds Befalning, og begav sig til Samaria, hvor han forkyndte Kongen den overhængende Straf, |410efterdi han udi sin Svaghed havde taget Tilflugt til Afguder, hvorpaa Ahasia døde, og derved opfyldtes Eliæ Spaadom. Ahasia regierede ikkun 2 Aar over Israel, og er i hans Tiid intet merkeligt forefaldet, undtagen, at han associerede sig udi den vigtige Handel, som dreves af Juda Konger over det røde Hav, og tilligemed Kong Josaphat udrustede en Flode, som skulde gaae til Tharsis og Ophir, men Skibene bleve, som fortaalt er udi Josaphats Historie, sønderslagne af Storm, saa at der blev intet af denne Reyse.

Efterat GUd havde giort saa mange store Miracler ved Propheten Elias, besluttede han at lade ham føre til Himmels ved en Storm. Elias som vidste GUds Forsæt herudi, toeg Elisæum med sig, og gik ud af Gilgal. Paa Veyen bød han Elisæum at forlade sig, efterdi han alleene vilde gaae til Bethel. Men Elisæus vilde ingenlunde forlade ham, hvorudover de fuldtes videre sammen til Bethel. Derpaa Eliæ Himmelfart.toge de Veyen til Jericho, og da bad Elias ham igien at gaae bort, men Elisæus veigrede sig derfor. Dette skeede ogsaa 3die gang, saa at Elisæus stedse blev ved hans Side, og 50 andre Propheter, som vidste hvad GUd havde i Sinde med denne store Prophet, begave sig og paa samme Vey. Da Elias var kommen til Floden Jordan, toeg han sin Kiep og dermed sloeg Vandet, saa at det skildte sig ad, og han tillige med Elisæo gik tørskoed igiennem Floden. Da de vare komne paa den anden Side, og talede med hinanden, kom der en gloende Vogn med gloende Hæste, som skildte dem ad, og Elias foer op med en Storm til Himmelen.

Saaledes skildtes denne store Prophet fra Verden, Anmerkning derover.og var den anden GUds Mand siden Enoch, som blev levende optagen til Himmelen, hvorudover hans og Enochs Opløftelser blive anseet som Typi paa Christi Himmelfart, som var den tredie og sidste. Der ere fundne nogle udi vore Tider, der have holdet for, at saavel Eliæ, som Enochs Himmelfart maa ikke forstaaes om deres Legemer, saasom det er en Lov for alle Mennesker, at de skulle døe (a), og Apostelen Paulus siger, at Døden er kommen fra Adam til alle |411Mennesker (a). Hvad Enoch angaaer, da meene de, at man af Skriften ikke kand bevise hans legemlige Himmelfart, efterdi der alleene staaer at han blev ikke seet meer, og at GUd toeg ham, hvilket efter deres Tanke betyder intet andet, end at han døde, saasom der paa andre Steder udi Skriften findes at være brugt samme Expression i Henseende til døde Folk. Videre sige de, at, saasom hans Liv var kortere end de andre Patriarchers, saa haver Moses exprimeret hans tilige Afskeed fra Verden ved saadan Talemaade, som han ellers ikke bruger ved de andre Patriarchers Død, nemlig at GUd toeg ham. Men som Apostelen Paulus udtrykkeligen siger, at Enoch smagede ikke Døden, saa falder denne Objection af sig selv.

Hvad Eliæ Himmelfart angaaer, da er den dis vanskeligere at nægte, efterdi den med Omstændighed bliver beskreven udi Bibelen. Ikke dismindre have dog bemelte Skribentere søgt at finde en anden Forklaring af Skriftens Ord, der sige, at han ved en gloende Vogn blev skildt fra Elisæo, og at han af en Storm blev bortført, hvilket kand forstaaes, at han enten blev henrykked til et andet Sted, eller at han døde udi Stormen. Derfore sagde de andre Propheter til Elisæum; lader os leede efter ham, maaskee, at GUD haver henført ham paa et Bierg, eller ned udi en Dal. Videre søge de at beviise hans virkelige Død af Elisæi paafølgende Graad, hvilken de meene ikke at have kunnet skee, hvis han paa saadan herlig Maade var levende optagen til Himmelen. Endeligen sige de, at Skriften vidner udtrykkeligen, at ingen for Christo var opstegen til Himmelen (b). Jeg vil ikke tale om andre Argumenter, som anføres mod bemeldte Prophetes Himmelfart; alt dette kand til intet giøres ved de Omstændigheder, hvormed den bliver beskreven, nemlig, at GUd vilde hente Elias op til Himmelen, at gloende Heste og Vogne komme for at afhente ham, og at han foer op med en Storm til Himmelen. Intet er u-rimeligere end at ville foregive, at han døde udi denne Storm: Thi det er ved saadan voldsom Død, at GUD straffede u-gudelige Mennesker, |412og Skriften viiser, at der fast intet Menneske haver været paa Jorden, ved hvilken GUd haver udvirket større og fleere Miracler, saa at derfore hans Død svarer til hans miraculeuse Liv. Vel er sandt, at udi Krønikernes Bøger tales intet om Eliæ Himmelfart, men det tiener til intet Beviis herimod, saasom samme Bøger holde sig alleene til Kongernes Bedrifter, og hverken Eliæ, Elisæi eller andre Propheters Historier derudi blive anførte. Josephus taler derom saaledes: Elias blev tagen fra Menneskerne, og haver ingen hidindtil kundet faae at vide, paa hvad Maade han er skildt fra Verden (a). Blant de store Miracler, som GUd giorde for Elia, var dette, at Ravnene tilførte ham Kiød og Brød. Dette have ogsaa nogle villet Betænkning over det Miracle med Ravnene, som tilførede Propheten Kiød og Brød.forklare paa en anden Maade, og det med meere Skin af Sandhed og Fornuft end det forrige. De samme holde for, at det Ord Horebim, som gemenligen forklares ved Ravne, kand ogsaa forklares ved Indbyggerne af den Landsbye Horbah, hvoraf de derivere Horebim, det er Indbyggerne af Horbah, og beviise de af Eusebii og Hieronymi Vidnesbyrd, at der var et Sted udi samme Egn saa kaldet. Dette sidste vil jeg lade staae ved sit Værd, og overlade det til andres bedre Efterforskning. Jeg vil kun alleene sige dette, at det er underligt at tvivle om et mindre Mirakel, naar man admitterer saa mange større. HvisHvis]Hvis] Hvi A Hvis] Hvi A dette var hendet en mindre miraculeux Mand end Eliæ, kunde man heraf tage Anledning til anden Forklaring; men, som hans heele Levnet er ikke andet end en Kiede af Vidunder, er der ingen Motiv til at extenuere et eeneste Mirakel blant saa mange, helst saasom det var ikke vanskeligere for GUd at skikke Propheten Føde paa saadan Maade, end at adskille Flodens Vande, lade nedfalde Ild af Himmelen, opvække Døde, og at skikke gloende Heste ned paa Jorden. I det øvrige seer man, at den Jødiske Skribent Josephus haver ved Horebim ikke forstaaet uden Ravne: Thi hans Ord ere disse (b): τροφην αυτω καθ’ ημέραν κόρακες προσέφερον.

Elias var ellers en af de største Propheter i det gamle Testamente, og, saasom hans heele Liv saavel som Død var miraculeux, saa haver det været en almindelig Meening, at han ikke er |413død, men forvaret af GUd enten udi et jordisk Paradiis, eller udi Himmelen, indtil imod Verdens Ende, da han skal komme tilbage, og stride imod Antichristum: Ja nogle holde for, at han skal martyriseres, og at han tilligemed Enoch ere de 2 Vidnesbyrd, hvorom tales udi Aabenbaringen (a). Nogle have tillagt Eliæ et Skrift, kaldet Aabenbaringen, hvilke andre holde for at være opdigtet. Origenes synes dog at tale om et saadant Skrift, som han tillegner Eliæ. Han siger, at det Sprog udi Pauli Epistler, nemlig: der staaer skrevet: Det er de Ting som intet Øye haver seet, intet Øre haver hørt, og som ey ere komne udi Menneskets Hierte (b), findes ikke udi nogen af det gamle Testamentes Canoniske Bøger, men alleene udi Eliæ skiulte Skrifter, men denne hans Meening bliver igiendreven af Hieronymo, som viiser, at bemelte Pauli Ord findes hos Esaiam (c), om ikke Ord for Ord, saa dog Meeningen. Jøderne foregive, at Elias skrev et Brev til Kong Joram 7 Aar efter at han havde været optagen til Himmelen. Denne Meening er grundet paa disse Ord udi Skriften: Og da kom et Skrift fra Elia, hvorudi vare disse Ord, saa siger HErren (d); men Meeningen er deraf, at man bragte Kong Joram et Brev, som var fundet blant Eliæ efterlatte Skrifter.

Elisæi Mirakler.Efterat Elias saaledes var bortført, toeg Elisæus hans Kaabe, som var falden fra ham, hvormed han gik tilbage mod Jordan og sloeg dermed paa Vandet, saa at det skildte sig ad ligesom tilforn, hvilket, da Propheternes Børn, som vare paa den anden Side, saae, sagde de, at Eliæ Aand hviler over Elisæum, og derfore ginge ham imøde, bøyende sig for ham. Disse meenede, at Elias af GUd var henrykket til et andet Sted, enten paa et Bierg eller udi en Dal, og derfore bade Elisæum, at de maatte lede efter ham, om de kunde finde ham, Elisæus loed sig dertil overtale, men de ledte forgieves, saa at Elisæus bebreidede dem deres Vantroe, da de komme tilbage. Man merkede af alting, at Elisæus var bleven |414begavet med samme Kraft at giøre Mirakler som Elias; thi, da Vandet udi Jericho var bleven u-sundt, giorde han det sundt og frisk: Nogen Tiid derefter gik han til Bethel, da raabte smaa Drengene af Staden efter ham, og kaldede ham paa Spot, den Skaldede. Elisæus vendede sig om og straffede dem, Skriften siger, at han bandede dem i HErrens Navn, da  udkomme  2 Biørne af Skoven, som sønderreve 42 af Børnene, hvorpaa han begav sig til Samaria. Straffen synes (a) vel her ikke at have været proportionered efter Misgierningen; helst, saasom man kunde ansee det som en Kaadhed af smaa Børn, med hvilke man regner saadant ikke saa nøye. Men det er troeligt, at Indbyggerne i Bethel, hvilke som Afgudsdyrkere, hadede GUds Propheter, have ophidset deres Børn til at raabe efter Elisæum, og at derfore Straffen sigtede paa Forældrene. For Jorams Bedrifter.at komme til Kongerne igien; da var den Israelitiske Konge Jorams Regimente ikke meget priisværdigere end hans Formands. Skriften siger, at han giorde det Onde for HErrens Øyne, dog ikke som hans Fader og Moder; thi han borttoeg den Afgud Baals Støtte, som hans Fader havde ladet oprette, dog hang han ved Jeroboams Synder, saa at man deraf seer, at nogle af de Israelitiske Konger have været hverken varme eller kaalde, og synes det, at de gemeenligen have arbeidet paa en Tolerance med den Hedenske Religion, for at holde Venskab med deres Naboer. Men en Religions Tolerance, som ellers kand være tilladelig, kunde her intet Sted have, hvor der handledes om at foreene det groveste Afguderie med den rette Gudsdyrkelse: Hvorudover Propheterne stedse hæftigen prædikede mod saadan Opførsel.

Joram toeg sig for i Begyndelsen af sin Regiering at undertvinge Moabiterne, som vare frafaldne, og til den Ende giorde Forbund med Josaphat Juda Konge, item Edoms Konge: saaledes taler Skriften herom, hvilket behøver Forklaring (b). Moabiterne vare udi Davids Tiid, efterat de af samme Konge vare overvundne udi et stort Slag, tvungne til at underkaste sig Hebræernes Herredomme, og at blive dem skatskyldige. Da Riget under Roboams |415Regiering blev deelt udi tvende Parter, synes det at Moabiterne have hørt til den Deel, som kaldtes Israels Rige; thi, endskiønt de stedse beholdte deres egne Konger, kunde de samme ikke ansees andet end Statholdere. Man seer, at een af disse Konger, nemlig: Mescah betalede til Achab Israels Konge en Skat af 100000 Lam, og lige saa mange Faar; thi det var derudi Moabiternes Rigdom bestod: men efter Achabs Død rebellerede den Moabitiske Konge mod hans Søn Ahasia, hvilken formedelst sin korte Regiering ikke kunde bringe ham til Lydighed igien. Men, da Joram, hans Broder, kom til at sidde paa Thronen, toeg han sig dette Verk alvorligen for, og derfore giorde Forbund, som sagt er, med Josaphat og Kongen af Edom, hvilken sidste var ikke andet end Josaphats Vasal eller Statholder, saasom det Kongerige Edom laae endda under Kongerne af Juda.

Da begge Konger tilligemed den Edomitiske Vice-Konge havde foreenet deres Magt sammen, komme de af U-forsigtighed hen til et Sted hvor intet Vand var, saa at man frygtede, at Folk og Beester af Tørst vilde omkomme. Udi denne Elendighed adresserede de sig til Propheten Elisæum, for at raadføre sig med ham. Elisæus visede da Joram fra sig, og bad ham gaae til sin Faders Propheter. Dog loed han Seyr over Moabiterne.sig siden bevæge for Josaphats Skyld, at hielpe den betrængte Krigshær. Skriften siger, at han loed hente en Harpeleeger, og da samme Harpeleeger begyndte at leege paa Harpen, kom GUds Aand over ham, saa at han begyndte at prophetere, og sagde, at, endskiønt de ingen Regn saae nedfalde, skulde dog Gravene blive fulde af Vand: Formanede dem alleene til at ødelegge i Grund alle Moabitiske Stæder, item forderve og ubrugelig giøre deres Agre. Det skeede, som Propheten havde sagt, og Landet blev i en Hast overskyllet af Vand (a). Derpaa blev holdet et stort Slag, hvorudi Moabiterne toege Flugten, og Israeliterne efterlevede det, som var dem befalet, saa at de forstyrrede de Moabitiske Stæder, nedhuggede deres Træer, tilstoppede alle Kilder, og opfyldte deres Agre med Steene, for at giøre det heele Land u-brugeligt. Den Moabitiske Konge henflyede til en fast Sted, |416hvor han paa Muuren offrede til Brændoffer sin førstefødde Søn, hvilket jog saadan en Skræk ind udi Israeliterne, at de forlode ham.

Den Anseelse Elisæus ved sine Mirakler og Prophetier havde bragt sig udi, forøgedes ved paafølgende Jærtegn. En Qvinde beklagede sig for ham, at en Aagerkarl vilde for en Gield tage fra hende hendes 2 Sønner og giøre dem til Trælle, Elisæus, for at hielpe hende af denne Nød, udvirkede ved sine Bønner, at alle hendes Kar bleve Continuation af Elisæi Mirakler.opfyldte med Olie, hvorved hun blev sat i Stand til at betale sin Gield. Efterat dette var skeet, kom han i Herberge hos en riig Qvinde i Sunem; den samme giør ham meget tilgode, hvorudover Propheten lover, at hun skal blive frugtsommelig, og inden et Aar føde en Søn. Dette skeede ogsaa: hun fødde inden Aaret en Søn, men, som Barnet derefter blev dødeligen sygt, og endeligen døde, begav hun sig til Elisæum for at beklage denne sin Nød for ham. Da Elisæus, som da opholdt sig paa Carmel Bierg, blev hende vaer, gik han hende i Møde. Da fortaalte hun den U-lykke, som hende var vederfaren, og bad Propheten følge med sig til sit Huus. Elisæus skikkede da sin Tiener Gihesi didhen med en Stav, som han loed ham lægge paa det døde Barn. Men Gihesi kom tilbage, sigende: at han intet havde udvirket dermed, hvorudover Elisæus selv gik til Qvindens Huus, hvor han opvækkede Barnet fra de Døde. Derpaa giorde han et svagt Menneske sundt igien, og spisede 100 Mænd med 20 Byg-Brød (a).

Paa samme Tiid blev Naaman den Syriske Feltherre slagen med Spedalskhed. Den samme blev raadet af en Israelitisk Pige, at søge Hielp for sin Svaghed hos Propheten udi Samaria. Han begav sig derfor paa Veyen med Recommendation fra den Syriske Konge til Kong Joram, ombedende ham, at hielpe denne svage Mand Naamans Historie.til rette. Joram forundrede sig over saadan Begiering, og meenede, at Kongen af Syrien drev Spott med ham, eller søgte Leylighed til Krig; men Elisæus, som merkede, hvad dette Brev vilde betyde, bad Manden komme til sig. Da Naaman loed sig indfinde, bød Propheten ham at toe sig 7 gange udi Jordans Flod. |417Men Naaman fortørnedes derover, sigende: Mon jeg ey kunde finde Vande udi Syrien lige saa gode, som Jordans Vande, og gik bort i Vrede. Dog, da nogle advarede ham, at han ikke skulde foragte Prophetens Raad, beqvemmede han sig dertil, og derover blev fuldkommen helbredet. Han kom derpaa tilbage og aflagde sin Taksigelse til Elisæo, sigende, at der var ingen saadan GUd som Israels GUd, og derpaa bad ham, at han vilde imodtage en Foræring. Men Elisæus veigrede sig derfor. Førend Naaman reisede tilbage, bekiendte han sig til den sande Religion; han forespurte sig alleene, at, saasom han maatte paa sit Embedes vegne giøre Opvartning udi Rimmons Tempel, naar hans Herre aflagde sin Andagt, om saadant maatte være tilladt. Dette synes Propheten at have tilstaaet ham, efterdi han gav intet andet Svar end dette: Gak bort med Fred (a). Saa at denne Historie haver givet Anledning til at efterforske, hvorviit det kand være en Undersaat tilladt at conformere sig med sin Herres udvortes GUds Tieneste.

Naaman var ikke saa snart bortreiset, førend Elisæi Tiener Gihesi fattede det Forsæt, Propheten u-afvidende, at følge ham i Hælene, for at begiære en Deel af den Foræring, som Elisæus havde vraget. Da Naaman blev ham vaer, holdt han stille og spurte hvad hans Forlangende var. Gihesi loed ham da hilse fra Propheten med Begiæring, at, saasom der vare komne nogle Fremmede til ham, for hvis Skyld Elisæi Tiener Gihesi slaaes med Spedalskhed.han maatte giøre nogen Bekostning, at Naaman da vilde forære ham et Centner Sølv og to Klædninger; dertil fandtes Naaman strax villig, og i Steden for et Centner gav ham 2 Centner. Dermed gik Gihesi bort. Men, da han var kommen tilbage, spurte Elisæus ham, hvor han havde været, og hvad han havde giort, og, da Gihesi negtede alting, sagde han: Naamans Spedalskhed skal hænge ved dig og din Sæd til evig Tiid. Hvorpaa Gihesi gik ud fra ham, hvid af Spedalskhed, som Snee.

|418Kort derefter geraadede Joram udi Krig med Kongen af Syrien. De Syrier havde posteret sig paa et vist Sted, for at forraske Israels Konge. Derom advarede Elisæus ham, hvorudover Joram undgik den Snare, som var sat for ham. Da den Syriske Konge fik at vide Aarsagen dertil, loed han efterspørge, hvor Propheten var, og, da han fik at vide, at han opholdt sig i Dothan, skikkede han en Krigsmagt mod samme Stad. Elisæus bad da GUd, at han vilde slaae de Syrier med Blindhed, hvorudi han blev bønhørt, saa at han selv gik de Mænd i Møde, som leedte efter ham, sigende, at han vilde føre dem til Elisæum, men førte dem lige til Samaria; da de udi deres Blindhed did vare henbragte, vilde Joram lade dem omkomme; men Elisæus raadede at handle vel med dem, og at skikke dem tilbage igien, hvilket og skeede. Derpaa ophørede Fiendtligheden nogen Tiid imellem Israel og Syrien.

Men dette varede ikke længe, førend Benhadad, Kongen af Syrien, kom med en stor Krigsmagt ind i Israels Land igien, og beleyrede Samaria. Beleyringen varede Samariæ Beleyring af Syrier. længe, og dyr Tiid toeg derved saadan Overhaand, at et Æsels Hovet galt 80 Sekel Sølv, hvilket udi vor Mynt kunde beløbe sig til 20 Rdlr. og et lidet Maal af Due-Møg galt 5 Sekel; da Kong Joram udi denne Tilstand gik paa Porte-Muuren, raabte en Qvinde om Hielp: Kongen svarede, at han kunde ikke hielpe sig selv, end sige andre. Da han efterforskede hvad hende fattedes, klagede hun over sin Naboe-Kone, foregivende, at der udi denne Hungers Nød var giort en Foreening imellem dem saaledes, at enhver af dem skulde opoffre sit Barn til Føde. Nu havde man alt slagtet, og ædt hendes Barn, men hendes Naboe-Kone, da det faldt hende til efter Foreeningen, at opoffre sit eget Barn, skiulte hun det. Kongen anhørte dette med Skræk, og, saasom han bildte sig ind, at Elisæus enten ved sine Bønner havde tilveye bragt denne Straf over Staden, eller i det ringeste ikke havde villet afvende den, besluttede han at omkomme ham.

Udi denne Tilstand trøstede Elisæus den betrængte Stad med en hastig Forløsning, sigende, at Dagen derefter skulde en *Maade Meel kun koste en Sekel udi Samaria, hvilket og skeede, efterdi |419Syrerne u-formodentligen forlode deres Leyer, hvilken Ophæves.Tidende blev ved 4re Spedalske Mænd bragt til Samaria; thi, da samme Mænd af Hungers Nød flygtede til den Syriske Krigsmagt, merkede de, at Leyren var forladt. Skriften vidner, at GUD havde skrækket Syrerne ved Lyd af Vogne og Heste, saa at de bildte sig ind, at Israeliterne havde faaet Hielp af Ægypter og Hethiter, for at gribe dem an med samled Magt, og derfor i en Hast toge Flugten, efterladende sig en stor Mængde af Guld, Sølv og andet rigt Bytte, hvilket altsammen faldt udi Israeliternes Hænder.

Dette og andet viiser, at Eliæ Aand havde hvilet paa Elisæum, og at han nest efter sin Mester var den største Prophet paa de Tider; thi hans Levnet er en Kiede af forunderlige Ting, hvorfore det ikke er fornødent med Rabbinerne at giøre hertil Rabbinernes Fabler om Elisæo.u-grundede Tillæg. De fortælle blant andet, at ved hans Fødsel en Guldkalv udi Silo brølede saa sterkt, at man kunde høre den udi Jerusalem. Epiphanius haver ikke taget i Betænkning at fæste Troe til samme Fabel udi sin Historie om Propheterne (a), og meenes der, at han haver grundet samme Skrift paa et Verk af samme Natur, som er skrevet af Dorotheo. Nogle Jøder foregive, at Elias, da han blev saa gammel, at han ikke meere kunde forestaae sit Prophetiske Embede, fik Befalning af GUD at overdrage sin Aand til Elisæo, og have de maaskee dertil taget Leylighed af Elisæi Ord, naar han beder Eliam at meddeele sig 2 Deele af hans Aand (b). Men dette kand regnes blant Rabbinernes forfængelige Meeninger, ligesom GUds Aand ikke kunde virke saavel udi den sidste, som udi den første.

Syriens Beskrivelse.Syrien er af Hebræerne kalden Aram, og det efter Sems yngste Søn, som først haver bebygget Landet. Hvoraf det er bleven kaldet Syrien, derom ere adskillige Meeninger; nogle derivere dets Navn af Syro Agenors Søn; men det er troeligt, at Syrien er et contrahered Ord af Assyrien, efterdi de Gamle ofte have confunderet de tvende Lande. Landet er af temmelig stort Begreeb, og er situeret imellem det Midlandske Hav, den Flod Euphrates, det Bierg Taurus, Arabien, Palæstina og Phœnicien.

Syrien var udi de ældste Tider deelt udi mange smaa Riger; men siden udi de Syriens Deeling udi 4re Riger.Israelitiske Kongers Tiid synes den alleene at have været deelt udi 4, nemlig: Zobah, Damascus, Hamath, og Geshur.

Den eene Deel, hvorunder var befattet Damascus, som kaldes Syria Damascena, blev undertvungen af David, og lagt til det Israelitiske Rige. Derom taler Skriften saaledes: Og David lagde Besætning udi Damasco: Saa bleve de Syrer Davids Tienere (a). Siden, indtil Alexandri Magni Tiid, blev den Deel alleene deelt udi 2 Parter, nemlig Cœlesyrien og Phœnicien, og blive derunder begrebne Phœnicier, Idumæer og Jøder, saa at det Ord Syrien blev et allmindeligt Navn for alle disse Folk. |421De fornemmeste Stæder udi den gamle Syrien vare (a) Balbek og Palmyra.

Balbek, som tilforn kaldtes Heliopolis, blev regnet i dens Velmagt, i Henseende Balbek.til dens Pragt og Herlighed, for Syriens Vidunder. Dets store Tempel og Pallais, hvoraf endnu sees Levninger, var anlagt med saadan magnificence, at man deraf kand slutte, at det haver været en mægtig Konges Residentz.

Palmyra, som i Skriften kaldes Tadmor, og som nogle meene at have været Palmyra.anlagt af Kong Salomon, da de Israelitiske Konger herskede over en Deel af Syrien, haver ikke været udi mindre Anseelse end Heliopolis, og det i Henseende til dets prægtige Slot og Tempel, samt de herlige Obeliscer og Marmor Støtter.

Hvad Indbyggerne angaaer, da give de gamle Syrer eller Aramiter intet Folk efter udi Ælde, eftersom de strax efter Syndfloden have beboet Syrien. Men Sems eller Arams Efterkommere vare ikke de eeneste, som beboede den gamle Syrien; thi Indbyggernes Ælde. man finder, at nogle af Canaans Descendenter ogsaa have bemægtiget sig en Deel deraf, saa at de gamle Indbyggere i Almindelighed bestoede ud af Sems og Chams Afkom. Landet var i Begyndelsen, som alle andre, regieret af de store Huus-Fædre eller Hoveder for de store Familier, og synes det, at der ingen anden Regiering haver været indtil Sauls Tiid, da der tales om de smaa Konger af Zobah (b), og man seer af Historien, at 32 smaa Konger have fuldt Benhadad udi Strid; saa at det er klart, at Landet udi den Tiid haver været deelt udi mange smaa Herskabe, hvis Konger have ikke været andet, end store Huusfædre, hvilke med Billighed kunde føre Titel af Konger, efterdi de regierede de store Familier med en u-omskrænket Magt. Dog er troeligt, at det Slags Regimente haver ikke været det eeneste paa samme Tiid; thi ligesom Gabaon udi Josuæ Tiid synes at have været en Republique blant de mange smaa Riger udi Canaan, iligemaade Palæstina eller Philisternes Land, om hvis store Raad, bestaaende af de fornemme-|422ste udi Landet, tales, saa synes det ogsaa, at Damascus i Syrien haver udi Davids Tiid været en Republique: Men der opreisede sig siden adskillige vigtige Riger udi Syrien, hvorom siden skal tales.

De gamle Syrer vare Afgudsdyrkere, og synes deres fornemmeste Gud at have været Rimmon, for hvilken et stort Tempel var oprettet udi Damasco. Da een af De gamle Syrers Religion, Sprog og Videnskabe.deres Konger, nemlig Benhadad, blev efter sin Død giort til GUd, blev den samme under det Navn af Adad eller Adod fornemmeligen dyrket; men, da Landet siden blev opsluget af de store Monarchier, fik det adskillige andre Guder, hvor iblant er mest bekiendt den saa kalden store Gudinde af Syrien, der havde det prægtige Tempel udi Hierapolis.

Hvad de gamle Syrers Love, Konster og Videnskaber angaaer, da have nogle derudi giort dem lige med Phœnicier. Deres Sprog belangende, da holdes det for at have været et Moders Sprog for de fleeste Orientalske. At det udi Patriarkens Jacobs Tiid haver differered fra det Hebraiske Sprog, sees deraf, at det, som Laban kaldte Jegar Sahadutha, blev af Jacob kaldet Galeed. Sproget havde ellers Dialecter, 1) det Aramenske, som egentligen kaltes det Syriske Sprog, og var brugeligt udi Mesopotamien, Edessa og Haram. 2) Den Palæstinske Dialect, som var brugelig udi Damasco, og 3) den Chaldæiske.

Deres Handel.Handel og Vandel med Fremmede er saa gammel udi Syrien, som i noget andet Land, og synes det, at Syrerne have havt Skibsfart udi den Midlandske Søe saa tiligen, som nogen af deres Naboer. Derforuden have de ogsaa ved Middel af den Flod Euphrates drevet stor Handel med de Orientalske Folk. Jeg haver tilforn merket, at de maa have været associerede udi den store Handel, som Phœnicierne dreve, efterdi de sidste ikke med egen Magt saaledes kunde oversvømme alle Stæder, som man seer dem at have giort, og kand man des lettere falde paa den Meening, efterdi Syrien var forsyned baade med mange og gode Søefolk, der holdes for at have drevet Handel førend Phœnicierne, ja førend Idumæerne selv. Men det synes, at Syrerne siden have forsømmet Handelen, og ladet den falde udi Phœniciernes Hænder, ind|423til deres Konge Hazael bemægtigede sig den Sydlige og Orientalske rige Handel, som Hebræerne fra Davids Tiid havde drevet, i det han erobrede den navnkundige Søe-Stad Elath ved det røde Hav, som siden skal vises. Men denne Herlighed varede ikke længe; thi de havde neppe begyndt denne Handel, førend de ved Hazaels Død mistede den, men de finge den igien under deres sidste Konge Rezin, ved hvis Død saavel deres Handel, som Herredom fik en Ende, og Syrien havde samme Skiebne, som alle de andre Lande, der bleve undertvungne af de Assyriske Monarcher. Nu rester at tale om Kongerne af de 4re Syriske Riger, hvoraf de fleeste havde at bestille med Israels Folk.

Det første Rige, nemlig: af Zobah, meenes at være kommet til sin Væxt udi Kongerne af Zobah.Sauls Tiid, i det adskillige smaa Stater bleve foreenede under et Hoved: og er det troeligt, at samme smaa Stater have efterfult Israeliternes Exempel derudi, som foreenede de 12 Stammer udi et Rige. Man holder for, at Rehob Hadadezers Fader haver været den første Konge udi Zobah. Den navnkundigste af dette Riges Konger var bemeldte Hadadezer, hvilken toeg saaledes til i Magt, at det syntes, som han vilde opsluge heele Syrien: men, som han siden fik at bestille med Kong David, tabte han et Feltslag efter et andet, hvorudover han blev forladt af alle de smaa angrændsende Førster, som underkastede sig Davids Herredom, og er det troeligt, at Hadadezer selv haver havt samme Skiebne, efterdi siden den Tiid tales hverken om ham eller det Kongerige Zobah.

Det andet Syriske Rige, nemlig: af Damasco, tilvoxede ved det Zobahnske Riges Konger af Damasco.Ruine: dens første Konge var Rezon, een af dem, som faldt fra Hadadezer. Samme Rezon befæstede meget sin Magt udi den fredelige Kong Salomons Tiid, og lagde Grundvold til de Damascenske Kongers Vælde.

Blant de efterfølgende Konger af Damasco er Benhadad navnkundig, i Henseende til de store Krige, han førte med Israels Konger, og er det den samme, som beleyrede Samaria i Kong Jo|424rams Tiid, som er omtalt udi forrige Capitel, og som skal videre omtales udi efterfølgende.

Hans Banemand og Successor var den stridbare Hazael, hvilken udi sin Tiid var et Riis baade for Israels og Juda Konger. Blant andre Lande og Stæder, som han bemægtigede sig, var den store Handel-Stad Elath, hvorved den rige Sydlige og Østlige Handel faldt udi Syrernes Hænder. Den sidste Konge af Damasco var Rezin, hvilken blev undertvungen af den Assyriske Monarch Tiglath Pileser, hvilken erobrede Damascum, og forflyttede alle dens Indbyggere til Kir, og endtes saaledes det gamle Syriske Herredom, og det efter Prophetens Spaadom: Og Syriens Indbyggere skulde forflyttes til Kir; thi saa siger HErren (a).

Hvad Kongerne af det 3die Syriske Rige, nemlig: Hamath angaaer, da er Konger af Hamath.Historien deraf kun meget lidet bekiendt. Det synes, at dette Rige haver været stiftet paa samme Tiid, som Zobah. En af dets første Konger, nemlig: Tobi, haver holdet Venskab med Kong David, mod Hadadeser, Kongen af Zobah. Men Kongerne af Hamath bleve siden dem af Damasco underdanige, og blev det Rige omsider underlagt det Assyriske Monarchie, saa at, ligesom Indbyggerne af Damasco bleve bortførte af Tiglath Pileser, saa bleve de af Hamath forfløttede af Senacherib, og Asarhaddon de Assyriske Monarcher.

Konger af Geshur.Det fierde Syriske Rige, nemlig: af Geshur, var det mindste. Derom findes end mindre udi Historien. Det er troeligt, at, da Kongerne af Damasco begyndte at spille Mester udi Syrien, det er bleven underkastet det Damascenske Rige, indtil det eene med det andet blev opsluget af det Assyriske store Herredom.

Medens disse Ting skeede udi Syrien og det Israelitiske Rige, var Josaphat Juda Konge ved Døden afgangen, og blev succederet udi Riget af hans Søn Joram. Denne Joram giftede sig med Achabs Dotter, og forfaldt til Achabs Synder og Edom kommer fra det Jødiske Rige.U-gudelig-|426heder, hvorudover han ogsaa ingen Lykke havde; thi udi hans Tiid faldt det Kongerige Edom fra det Jødiske Rige, hvorunder det havde lagt siden Davids Tiid, og fik sin egen Konge. Joram satte sig vel for at bringe dette Rige til Lydighed igien, var ogsaa saa lykkelig, at han erholdt en Seyer over Edomiterne, men de fremturede dog udi denne Rebellion, og Edom blev et adskilt Rige fra Juda. Joram fremturede i sit syndige Levnet, og Undersaatterne, som gemeenligen skeer, efterfulte hans Exempel, saa at aabenbare Afgudsdyrkelse blev bedrevet udi Jerusalem, hvorudover GUd truede ham med Undergang. Skriften siger, at der kom et Brev fra Elia, som indeholdt disse Trusler, hvilket synes at vise, at dette maa være skeet efter samme Prophets Himmelfart (a). Men derover er forhen giort Forklaring. Disse Trusler bleve opfyldte; thi en Krigsmagt af Philister, som længe ikke havde været i Stand at bevæge sig, foreenede sig med Araber, og overrumplede Jerusalem, hvor de borttoge alt, hvad som fandtes i Kongens Huus, indtil hans Børn og Hustruer. Derpaa blev Kongen slagen med en heftig Svaghed, hvoraf han døde, efterat han havde regieret udi 8 Aar.

Ham fulte udi Regieringen hans yngste Søn Ahasia, efterdi de ældere, som før er viset, af Araberne vare bortførte. Om ham siger Skriften, at han vandrede i Achabs Veye, hvilken Expression den betiener sig af, for at betegne den yderste Grad af U-gudelighed, ligesom den ved Jeroboams Vey betegner en mindre Ondskab. Han giorde strax Forbund med Joram Israels Konge mod den Syriske Konge Hazael, hvis Magt begyndte at voxe dem begge over Hovedet. Et Slag blev da holdet ved Ramoth i Galaad, hvorudi Syrerne erholdte Seyer, og Joram blev udi Slaget heftig Den Syriske Konge Hazaels Magt.saaret, og bragt syg til Jesreel. Didhen kom Ahasia, for at besøge ham. Saasom nu Tiden var kommen, paa hvilken GUd vilde fuldbyrde den Straf, som han havde truet Jorams Huus med, gav Elisæus Befalning til en af Propheterne at salve Jehu Nimsi Søn til Konge udi Israel. Bemeldte Jehu rykker derfore med en Magt mod Joram. Begge Konger foreener sig da mod samme Mand. Men Jehu fik Overhaand og omkom begge |427Konger. Han loed kaste Jorams Legem paa Naboths Agre, som Achab fordum havde bemægtiget sig, og den bekiendte Jesabel Achabs Hustrue, som endda levede, blev kast ud af Vinduet, og hendes Beene bleve opædte af Hunde. Saadant Endeligt finge disse Konger. Ahasia regierede kun et Aar, og Joram udi 12 Aar. Saasnart Jehu var kommen til Regieringen, loed han udrødde det heele Achabs Huus, item alle den sidste Konges Brødre, som vare 70 udi Tallet. Derved Jehu Nimsi Søn.blev fuldbyrdet den Straff, som Propheterne havde forkyndet den Kongelige Familie. Da dette Blodbad var skeet, loed Jehu forsamle alle Baals Præster, ladende, som han vilde holde sig til dem paa samme Maade, som hans Formænd; men, da de vare forsamlede, loed han dem alle myrde, og derpaa forstyrrede han Baals Tempel, og loed giøre et Priveet deraf. Men Skriften vidner, at, endskiøndt han loed see saadan Iver mod Afguderie, loed han dog Jeroboams Kalve blive tilbage, hvoraf sees, at der haver været Forskiæl imellem disse Kalve og det grove Afguderie, og kand dette i visse Maader bestyrke deres Meening, som holde for, at de af Jeroboam oprettede Guld-Kalve ikke vare satte for at blive dyrkede, men for at betegne et Sted, hvor Israeliterne kunde komme sammen for at offre og aflegge deres Andagt, uden at nødes til at søge Jerusalems Tempel. Man seer alleene, at denne Dyrkelse, hvordan Farve man end setter derpaa, haver været GUd u-behagelig, og at den derfor udi Skriften lastes hos Jeroboam, iligemaade hos denne Konge, hvilken siges at have hænget ved Jeroboams Synder. Jehu regierede udi 28 Aar. Udi hvilken Tiid den Syriske Konge Hazael huserede skrækkeligen udi Israels Lande, og bemægtigede sig en Stad efter en anden.

Jeg haver tilforn viset, at Ahasia Juda Konge tilligemed Joram Israels Konge blev af Jehu omkommen. Ahasia havde en Moder ved Navn Athalia, hvilken, da hun hørte hendes Søns Død, søgte hun selv at bemægtige sig Regieringen, og derfore loed udrødde det heele Kongelige Huus af Juda, saa at ingen blev reddet, uden et lidet Barn Ahasiæ Søn, hvilken af den ypperste Præst Jojada blev skiult udi Templet. Athalia, skiøndt en Qvinde, kom saaledes at sidde paa Thronen, og regierede udi 7 Aar. Imidler|428tiid var den skiulte unge Prinds Joas kommen nogenledes til Alder: Hvorudover Jojada bringer ham for Lyset, og formaner Folket at giøre ham, som den rette Arving, til Konge. Dette skeede ogsaa, og Athalia, som med Joas.Vold havde bemægtiget sig Regieringen, blev skildt baade ved Liv og Riget. Saasnart Joas var kommen til Regieringen, loed Jojada, hvilken man kand ansee som Kongens Formynder, tilholde Jøderne at reense Landet fra al Afguderie. Joas var 7 Aar gammel, da han blev Konge, hvilket viser, at han var nyeligen fød, da hans Fader blev ihielslagen. Han er en af de navnkundige Juda Konger, saavel i Henseende til hans langvarige Regimente; thi han regierede udi 40 Aar, som i Henseende til hans Gudsfrygt. Saasom Jerusalems Tempel udi hans Formænds Tiid var forfaldet, saa loed han samle Penge til dets Reparation, og derved bragte denne herlige Bygning i Stand igien. Imidlertid huserede den Syriske Konge Hazael grueligen udi Landet, og truede omsider at beleyre Jerusalem, hvorudover Joas, som saae sig ikke mægtig til at giøre ham Modstand, samlede alt hvad Guld og andre kostbare Ting, som fandtes udi Templet, og det Kongelige Pallais, hvilket han gav til Hazael, og derved formaaede ham til at staae fra sit Forsæt. Dette var en Straf for den Jødiske Konges Efterladenhed udi Gudstienesten: Thi, saa længe som den ypperste Præst Jojada levede, havde han, nemlig Kongen, været en ivrig GUds Tiener, men, da samme Præst ved Døden afgik, loed han sig forføre til at see igiennem Fingre med Afguderie. Og da Sacharias Jojadæ Søn bebreidede Jøderne saadant, steenede de ham ihiel efter Kongens Befalning. Joas blev endeligen efter et langvarigt Regimente omkommen af sine egne Tienere: Hans Søn Amazia blev Konge i hans Sted.

Udi Kong Joæ Tiid døde den store Prophet Elisæus, og, saasom hans Liv havde Elisæi Død.været en Kiede af Miracler, saa skeede og Jærtegn efter hans Død; thi, da man kort derefter kastede en død Mand ned udi hans Grav, og det døde Legeme rørede ved Elisæi Beene, blev det levende, og reisede sig op igien. Amazia var 25 Aar gammel, da han kom til Regimentet, og regierede udi 29 Aar. Han loed strax omkomme hans Faders Mordere. Han øvede udi Begyndelsen gode Gierninger, og handthævede Religio|429nen, skiønt Skriften vidner, at det var ikke af got Hierte. Han var i Begyndelsen af hans Regiering lykkelig; thi han slog 10000 af de rebelske Edomiter, og erobrede den Stad Selah, hvilken han loed kalde Joktheel. Samme Selah var Edomiternes Hoved-Stad, og meenes at have været den samme, som hos andre Skribentere kaldes Petra.

Denne Seyer havde dog ingen anden Virkning: Thi man finder ikke, at Juda Konger ere blevne Mestere af det Kongerige Edom, men hvad som hindrede Ahasia at føre sig samme Seyer til Nytte, var den Krig, han forfaldt udi med Joas Israels Konge. Samme Joas var Jehus Sønne-Søn, og havde succederet sin Fader Joahas, om hvis Bedrifter intet tales udi Historien. Den Krig, som reisede sig imellem disse Konger, gives ingen Aarsag til udi Skriften, der siges alleene, at Amazia skikkede Bud til Israels Konge, og loed ham sige: Kom hid og lad os see hinandens Ansigter (a). Hvilket viser, at Amazia alleene af Hofmod og Tillid til sine egne Kræfter begyndte Krigen: Den Israelitiske Konges Svar giver og det samme tilkiende: Thi han raadede ham til Fred, og bad ham ikke at hofmode sig af den Seyer, han havde erholdet over Edomiterne. Men Amazia havde ingen Øren dertil, hvorudover Krigen gik for sig, og et Slag blev holdet, hvorudi Amazia efter et stort Nederlag maatte tage Flugten. Joas betienede sig af den Seyer, og efterat han havde faaet Juda Konge Jerusalem udplyndres af Israels Konge.i sine Hænder, førte han ham med sig til Jerusalem, hvilken Stad han indtoeg, og loed nedrive 400 Alne af dens Muure. Efterat han havde borttaget alt det Guld og andre kostbare Sager, som fandtes udi Templet og det Kongelige Pallais, begav han sig til Samaria igien, ladende sig nøye med at have dempet Amaziæ Hofmod: Amazia regierede siden derefter udi nogle Aar, men, da han omsider forfaldt til U-gudelighed, rottede hans egne Tienere sig sammen mod ham, og sloge ham ihiel.

Hans Søn Ussia fuldte ham i Regieringen; den samme førede, som gemeenligt i Begyndelsen, et Gudfrygtigt og skikkeligt Regi-|430mente, hvorudover han ogsaa var lykkelig udi Strid med Philister eller Philisternes Land, hvor han loed nedrive Murene af de vigtige Stæder Gath, Asdod og Jabne. Herudover blev han holden for en af Kong Ussiæ Magt.de mægtigste blant Juda Konger; Skriften beskriver hans Magt saaledes: Han reisede Taarne op ved alle Hiørne-Porte udi Jerusalem. Hans Krigsmagt var stor og vel indrettet, dens Tall beløb sig til over tre hundrede tusinde stridbare Mænd, og var commenderet af to tusinde og sex hundrede Officiers, alle vare forsynede med Sværd, Spyd og Harnisk, ja hans Befæstninger vare saa vel og konstigen anlagde, at alle omliggende Nationer vidste med Forundring at tale der om (a). Men han hofmodede sig omsider af sin Magt, og vilde selv anmasse sig Gudstienestens Forretning, som alleene tilhørede Præsterne, saa at han gik med udi Templet, og offrede Røgelse paa HErrens Altar. Dette kunde den ypperste Præst Asaria ikke lide, hvorudover han engang, da Kongen var udi saadan Forretning, gik ind til ham, og bebreidede ham Han slaaes med Spedalskhed.saadan Foretagende. Kongen fortørnedes derover og blev ved sin Forretning, men da han stoed med Røgelse-Karret udi Haanden, blev han slagen med Spedalskhed, hvorudover man maatte strax føre ham ud af Templet. Denne hæslige Svaghed holdt ham saalænge som han levede, saa at han maatte opholde sig paa et adskildt Sted fra andre, hvorudover hans Søn Jotham imidlertiid maatte forestaae Riget. Endeligen døde han efter en lang Regiering, og blev succederet af sin Søn Jotham. Hans Historie findes korteligen beskreven saavel udi Kongernes som Krønikernes Bøger, men med den Forskiæl, at han udi Kongernes Bøger fører det Navn af Asaria, udi Krønikernes Bøger derimod kaldes han Ussias, og viser Krønikernes Bøger Læseren hen til hans Historie, som er beskreven af Esaia Amos Søn.

Hvad Israels Konger angaaer, da blev Joas succederet af hans Søn Jeroboam. Denne Jeroboam regierede 41 Aar, og var lykkelig imod Syrerne, fra hvilke han igien toeg de Lande, som de havde bemægtiget sig, og derforuden erobrede en stor Deel af Syrien, og de vigtige Stæder Damascus og Hamath, og viser |431Skriften hen til Israels Kongers Journal, hvorudi Historien derom findes (a), men det Skrift er ikke meere til; thi derved kand ikke forstaaes Krønikernes Bøger, saasom intet derudi findes om Jeroboam.

Jonæ Prophets Historie.Det var under denne Konge den bekiendte Prophet Jonas levede. Samme Jonas fik af GUd Befalning at reise til den Assyriske Stad Ninive for at tilkiende give dens Undergang. Dette dristede han sig ikke til at giøre, og for at befries fra denne Forretning, begav sig udi Joppe paa et Skib, som skulde gaae til Tarsum i Cilicien. Paa Veyen opreisede sig en Storm, som truede med Undergang. Skibsfolkene, som meenede, at der nogen maatte være inden Borde, som havde bedrevet en Misgierning, og derved opvakt GUds Vrede, funde for got ved Lodkastning at udfinde den Skyldige. Da dette skeede, faldt Lodden paa Jonas. Han tilstoed da at have syndet imod GUd, og bad dem, at de skulde kaste ham i Havet, hvilket de ogsaa giorde, og Stormen stilledes strax derpaa. Saasnart Propheten var udkastet, blev han opsluged af en Hvalfisk, udi hvis Bug han laae 3 Dage, da Fisken udspyede ham levende. Da fik han efter Pœnitentze sin Synds Forladelse af GUd, og begav sig til Ninive, for at efterleve det, som ham tilforn havde været befalet. Dette findes antegnet udi det lidet Skrift, kaldet Jonæ Prophetie, som ellers er intet uden Prophetens Historie.

Hedenske Skribentere have forkastet denne Historie, endskiønt de selv deraf have Betænkning over Jonæ Historie.udcopieret den Fabel om deres Hercule, hvilket forekastes dem af Theophilacto (b). Det synes ogsaa at Jonæ Historie haver givet Materie til de Poëtiske Fictioner om Andromeda, som var exponeret til et Hav-Monstrum, og blev overgiven til samme Monstrum, nær ved Joppe (c). De, som foregive, at Jonas blev udspyet af Hvalfisken udi Havnen af den Stad Ni-|432nive, vise, at de have ilde studeret deres Geographie (a). Josephus siger paa andres Beretning, at han blev opkastet udi den sorte Søe (b), og derudi er efterfult af andre, men det er ikke troeligt, at en saa stor Fisk kunde giøre i saa kort Tiid en saa vitløftig Reise: det er rimeligere, at han er kastet i Land ved Joppe. En vis Autor vidner, at Tyrkerne have bygget et Tempel, Jonæ til Ære, og at derudi findes en miraculeuse Lampe, som aldrig slukkes (c). Og vidner Hieronymus, at man i hans Tiid endda saae hans Grav, og Fødested (d). Der disputeres ellers om hvad det haver været for en Fisk, som opslugede Propheten. En Autor udi vor Tiid haver udi en egen Tractat handlet derom: den samme holder for, at det haver været saadan Fisk, som hos Job heder Leviathan, og citerer nogle, som meene, at Propheten alleene haver været udi Fiskens Strube, efterdi han ellers ingen Respiration kunde have havt. Men, naar man tilstaaer, at det var et Mirakel, ophører all saadan Vanskelighed (e). Clericus taler om en vis Mand, der holdt for, at Propheten kunde være reddet paa et Skib, som førte Navn af Hvalfisken, og at han blev liggende udi 3 Dage ved Kølen af Skibet, indtil Skipperen loed ham løs, og satte ham paa Land igien: og at man deraf haver giort en virkelig Hvalfisk, som udspyede Jonam; men Historien verificeres af Christo, som siger, at ligesom Jonas laae 3 Dage og 3 Nætter udi Hvalfiskens Bug, saa skal Menneskens Søn skiules 3 Dage og 3 Nætter udi Jordens Bug (f).

Sacharia Jeroboams Søn blev efter sin Faders Død Konge udi Israel. Han førte, som sine Formænd, et u-gudeligt Levnet, og efter et kort Regimente blev ihielslagen af Sallum Jabes Søn, som |433blev Konge i hans Sted. Men denne Sallum havde neppe regieret en Maaned, førend han blev omkommen af Menahem, hvilken bemægtigede sig Riget. Man seer heraf, hvilken Forvirrelse da var udi Israel, og at man deraf let kunde merke, at samme Riges Undergang var forhaanden. Menahem regierede udi 10 Aar paa samme Maade, som hans Formænd. Han tilkiøbte sig Fred af den Assyriske Konge Phul, og derefter døde, efterladende sin Søn Pekahia udi Regieringen. Denne Pekahia blev omkommen af hans egen Tiener Pekah, hvilken bemægtigede sig Riget. Udi denne Pekahs Tiid bemægtigede den Assyriske Konge Tiglath Pileser sig en stor Deel af Israels Land, og loed Indbyggerne bortføre. Pekah blev derefter ihielslagen af Hosea, som blev Konge i hans Sted.

Udi denne Hoseæ Tiid skeede det Israelitiske Riges Ødelæggelse, som GUd havde Forvirrelse udi det Israelitiske Rige. truet med, og som Propheterne forud havde givet tilkiende at skulle vederfares til Straf for begangen Ondskab, der toeg meere og meere til, saa at Landet omsider havde Anseelse af en Røverkule. Hver anden Konge banede sig Veyen til Thronen ved den forrige Konges Mord, og det gandske Kongelige Huses Ødelæggelse. Alle henfulde til fremmede Guders Dyrkelse, og Propheterne, som prædikede derimod, bleve forfulte og ihielslagne. Folket fulte Kongernes Exempel, og all Dyd og GUdsfrygt blev saa udrøddet, at faa Nationer udi Historien findes at have været meere onde og vanartige end Israeliterne siden Davids og Salomons Tiid. Denne sidste Kong Hoseas, udi hvis Tiid GUds Vrede skulde frembryde til det heele Folks endelige Undergang, fremturede udi de forrige Israelitiske Kongers Synder. Dog siger Skriften, at han ikke var saa fuldkommen ond, som hans Formænd. Det Middel, hvoraf GUd betienede sig til den paafulte merkelige Straf, var det Assyriske Monarchies Magt og Tilvext, hvorom siden skal tales udi et særdeles Capitel.

Jeg haver tilforn viset, hvorledes den Assyriske Konge Tiglath Pileser præluderede til paafølgende Ødelæggelse, i det han erobrede en stor Deel af Israels Rige, og bortførte dets Indbyggere. Men da Salmanazer var kommen at sidde paa den Assyriske Thro|434ne, gik Tragœdien ret for sig. Udi det første Tog han giorde mod Israel, stillede Hoseas ham tilfreds med Penge, og ved at giøre Riget skatskyldigt til Assyrien. Men, da Salmanazer siden merkede, at han giorde hemmelig Forbund med Kongen af Ægypten, og at han holdt tilbage den aarlige Skat, som han havde forpligtet sig til, kom han anden gang igien og beleyrede Samaria. Staden giorde længe tapper Modstand; thi Beleyringen varede udi 3 Aar: endelig blev den udi det 9de Aar Det Israelitiske Riges Ende.af Hoseæ Regiering erobred, og loed da Salmanazer alle Indbyggere bortføre til Assyrien og Medien. Saaledes endtes det Israelitiske Rige, Aar fra Verdens Skabelse 3314, efterat det havde staaet udi 255 Aar, fra den Tiid det under Jeroboam blev et adskilt Rige. Det holdes gemeenligen for at have bestaaet af 10 Israels Stammer, dog ikke fuldkommelig; thi den største Deel af Leviterne, udaf Afskye for Israeliternes Afguderie, sloge sig siden til Juda og Benjamin igien, og holdt sig til Davids Huus. Det er ogsaa troeligt, at mange af de andre Stammer have taget samme Parti, og det af samme Aarsag, som Leviterne.

Under det Navn af Samaria befattedes saavel Staden, som det heele Land, og haver Staden givet Navn til det Land, som ligger imellem Judæa og Galilæa. Det Bierg, hvorpaa Staden var anlagt, tilhørede en ved Navn Schomer eller Semer, af hvilken Israels Konge Omri tilkiøbte sig den, hvorudover den blev kalden Schomron (a). Nogle meene vel at Navnet er ældre, saasom der tales om Samaria for den Samariæ Historie.Tiid (b); men derudi kand være en Prolepsis. Om Stadens Ødelæggelse tales udi Micheæ Prophetie med disse Ord (c): Jeg vil giøre Samaria til en Steenhob i Marken, for at plante en Viingaard, og jeg vil adsprede dens Steene i Dalen, og blotte dens Grundvolde. Hvoraf man slutter, at Samaria da blev sløiffet, hvorvel Skriftens Historie melder intet derom (d). Det kand ogsaa være, |435at ved denne Micheæ Prophetie forstaaes Stadens sidste Ødelæggelse under Hyrcano, da Josephus vidner, at den i Grund blev ødelagt (a), saa at Bækkene kunde flyde derover, skiønt det er vanskeligt at sige, hvad Josephus derved meener, efterdi Staden laae paa et Bierg.

Det synes af Skriftens Ord, at alle Israels Indbyggere uden Forskiell bleve De 10 Stammers Bortførelse.bortførte. Den første Bortflyttelse skeede under Tiglath Pileser, hvilken gav dem Boepæl udi Chalach, Chabor, Hara og ved den Flod Gozan udi det Mediske Land, og maa denne Forflyttelse have været den største; thi den Israelitiske Konge beholdt da intet tilbage uden de Lande, som indeholdte Ephraim og den halve Deel af Manasse, item Hovedstaden Samaria.

Blant andet, som Tiglath Pileser bortførte, var den eene Guld-Kalv, som stoed udi Dan, saa at den anden blev kun tilbage, hvilken var sat udi Bethel, men den blev ogsaa siden bortført af Salmanasser udi det første Indfald, han giorde udi Israel, saa at Riget derover blev gandske skilt ved den Slags Gudstieneste, som Jeroboam havde stiftet. Dette foraarsagede, at Israeliterne mod Enden af Hoseæ Regiering begyndte at vende sig til GUd, og at søge Jerusalems Tempel igien, som de udi 255 Aar havde holdet sig fra: Dertil gav Hosea dem selv Tilladelse, og, saasom der indtil denne Tiid ideligen var holden Vagt ved Grændserne af Juda Landemerke, for at hindre, at Israeliterne ikke maatte komme til Jerusalems Tempel, for der at aflegge deres Andagt, saa skaffede bemelte Konge samme Vagt af, for at giøre fri Passage for alle. Man seer ogsaa, at, da Ezechias Kongen af Juda inviterede heele Israel, at komme til Jerusalem, for at helligholde Paasken, Hosea dem saadant tilloed; og, da de komme tilbage fra Jerusalem, og forstyrrede Afguderiet over det heele Land, hindrede Kongen dem ikke udi saadan deres Iver, saa at der var Anseelse, at det langvarige Schisma mellem Israel og Juda under denne Konge vilde ophøre, og en fuldkommen Religions Foreening blive sluttet. Dette |436kand give Anledning til at efterspørge, hvi Betænkning over denne Hændelse.GUD, der saa længe havde seet igiennem Fingre med de Israelitiske Kongers Synder, loed Straffen fuldbyrdes paa en Tiid, da der var Anseelse til en allmindelig Omvendelse, og under en Konge, der udi Skriften siges at have været bedre end hans Formænd. Dertil kand svares, at GUd havde bestemmet en Tiid til at exeqvere den Straf, han længe havde truet, saa at Rigets Ødeleggelse skeede ikke for Hoseæ, eller de da levende Israeliters, men for deres Forfædres Skyld. Man kunde derforuden ikke meget bygge paa den Anger og Ruelse, Kongen og Undersaatterne da lode see over deres Synder. Pœnitenzen skeede ikke, førend Riget var geraadet udi yderste Nød, og Afguderiet ophørede ikke førend deres Afguder eller deres Guldkalve vare dem fratagne, saa det gik her udi med Israeliterne, som med dem, der holde op at dantse, naar Spillet bliver dem frataget; thi det er af foregaaende Opførsel troeligt, at, hvis Riget havde kommet til forrige Velstand, og Assyrierne havde givet Israeliterne deres Guldkalve tilbage, de skulde have henfaldet til deres forrige Daarlighed og Synder igien. Hvad Kong Hosea angaaer, da kand ikke nægtes, at Skriften giver ham jo bedre Vidnesbyrd end hans Formænd, men den siger derhos, at han ikke vandrede i GUds Veye. Hans Ankomst til Regieringen viser ogsaa, at han var ingen god Mand; thi han banede sig Veyen til Thronen ved den forrige Konges Mord. Saaledes blev ved det Israelitiske Riges totale Ødeleggelse de 10 Stammer af Jacobs Huus udslukte. Og er dette en af de mærkværdigste Hændelser udi den Israelitiske Historie.

Hvad videre Skiebne Landet, som de beboede, haver havt, skal vises udi efterfølgende Bøger.

Af alle Herredomme paa Jorden, holdes det Assyriske for det ældste; thi, da alle Det Assyriske Herredom det ældste.andre Lande bleve regiærede af Huusfædre, eller Hoveder for store Familier, tales der omder om]der om] derom A der om] derom A Nimrod, som en stor Monarch, der havde foreenet adskillige Lande under et Herredom. Samme Nimrod var en Søn af Chus, en Sønnesøn af Cham og en Sønnesønssøn af Noah. Han bemægtigede sig først det Land, kaldet Assur, hvoraf det heele store Monarchie haver siden faaet sit Navn, anlagde adskillige Stæder, og Belus.blant andet den vitbekiendte Stad Ninive, hvilken han saaledes loed kalde efter sin Søn Ninus. Han blev formedelst hans store Bedrifter dyrket, som en Gud efter hans Død under det Navn af Bel. Hans Søn Ninus fulte Faderens Fodspor, og udvidede det Rige, han havde arvet efter sin Fader ved mange Seyervindinger, saa at han udi en Tiid af 17 Aar blev Mester over alle Lande fra Ægypten indtil Indien. Ninus.Saasom han i mange Ting confunderes med Bel eller Nimrod, saa tillægges ham og Nineves Fundation; det kand være troeligt, at han fuldførte det Verk, som hans Fader havde begyndt, og derfore af mange holdes for denne Stads rette Stifter. Det er forunderligt, hvad som gamle Skribentere anføre om samme Stads Størrelse og Herlighed, som man finder at den haver været udi, helst saasom det ikke er troeligt, at saadant Verk kunde giøres udi saa simple Tider. Staden havde hen ved 4re Miile udi Længden og over 2 Miile i Breden. Og siger Propheten Jo|438nas, at den var af 3 Dages Reise (a); hvilket maa forstaaes om dens Omkreds, saasom den var udi samme Prophets Tider, da den var kommen til sin største Vext. Muurene vare 100 Staden Ninives Beskrivelse.Fod høye, og saa brede, at man kunde fare derover med 3 Vogne udi Par, og vare de samme befæstede med 15 hundrede Taarne, hvoraf et hvert var to hundrede Fod høyt. Hans Krigsmagt siges at have bestaaet efter Ctesiæ Beretning af 1700000 Fodfolk og 200000 Ryttere, hvilket Tall synes at være u-troeligt, men Diodorus Siculus viser af andre gamle Historier, at det kand være troeligt (b); thi kunde Israeliterne af et lidet Land bringe Krigshære af nogle 100000 Mænd paa Beenene, saa kunde det ikke være u-mueligt for saadant Monarchie, som det Assyriske, at tilveyebringe ovenmældte Antall, helst, som udi Krigstider hver Mand, som kunde føre Sværd, gik af Huus.

Semiramis.Nini Dronning var den bekiendte Semiramis, som var fra den Stad Ascalon udi Palæstina, og om hvis Fødsel fortælles miraculeuse Historier, som er at finde hos Diodorum. Hun kom med sin Hosbonde til den Kongelige Leyr, da man beleyrede den Stad Bactra, og der undervisede Assyrierne, hvorledes de best kunde bestorme Staden; og, som hendes Anslag lykkedes, og hun derforuden i Skiønhed overgik alle Qvinder i hendes Tiid, toeg Ninus hende til sin Dronning. Han avlede med hende Ninyas, og derpaa døde, overladende Regimentet til Semiramis, hvilken oprettede for ham en prægtig Grav, som blev seet efter Stadens Ødeleggelse.

Semiramis, saasom hendes Ambition overgik Nini, saa sat hun sig strax for at foretage et Verk, som udi Magnificence skulde overgaae de forrige Kongers. Dette bestoed i at anlægge en nye Stad, nemlig: Babylon, til hvis Bygning hun anvendte 2 Million Mennesker. Nogle tillægge denne Stads Fundation Nino eller Nimrod, og Skriften viser, at dens første Bygning var end ældere, saa at det er klart, at de ovenmeldte Assyriske Monarcher |439heller have forbedret end funderet den, item, at Semiramis haver contribueret det meste dertil: hvorvel man af efterfølgende Historie seer, at Babylons største og rette Herlighed maa tilskrives Nabuchodonosor, og den bekiendte Dronning Nitocris, hvorom skal tales paa et andet Sted. Efterat Semiramis havde fuldført dette Verk, toeg hun sig paa at bestyrke og pryde Landet overalt ved mange herlige Fæstninger og kostbare Bygninger, hvoraf Diodorus vidner i sin Tiid at have seet Levninger, som bare hendes Navn. Hendes Myndighed var saa stor, at hun alleene ved sin blotte Nærværelse kunde stille de farligste Oprør. Da hun engang sad og pyntede sig, og hende blev tilkiende givet, at der giordes en Opstand udi Staden, løb hun ud halv coiffered, og strax stillede Oprøret, hvorudover blant de Æresstøtter, som for hende bleve oprettede, saaes een, hvorudi hun forestilledes halv coiffered. Hun forøgede det Assyriske Herredom ved en stor Deel af Æthiopien, og hendes sidste Felttog, som hun giorde, var mod Indien. Der var hun i Begyndelsen lykkelig, og erholdt en stor Seyer; men hun tabte et andet Slag, og maatte tage Flugten. Dette var den eeneste U-held denne store Dronning havde; thi hendes heele Regiering var ellers en Kiede af Lyksaligheder og store Bedrifter, hvorudover Assyrierne efter hendes Død dyrkede hende som en Gudinde, og det under en Dues Skikkelse. Efter et langt og priisværdigt Regimente afstoed hun endeligen Regieringen til sin Søn; thi det bliver holdet for en Fabel, hvad som Justinus fortæller om den u-blue Kierlighed, som hun fattede til samme Søn, og at hun af ham blev ihielslagen.

Hendes Søn Ninus, som fulte udi Regieringen, vanslægtede gandske fra hendes Dyder, og blev han derudi efterfult af hans Successorer, saa at man kand sige, at det var ikke uden Stifterens store Navn, som haver holdet det Assyriske Herredom i saa mange 100 Aar ved lige; thi det holdes for at have staaet fra Nimrod eller Bel indtil Sardanapalum udi 1450 Aar. Den sidste Konge Sardanapalus, saasom han Sardanapalus.overgik alle sine Formænd udi Qvindagtighed og Vellyst, saa giorde Arbaces, Statholderen af Medien en Opstand mod ham, og fik udi Ledtog med sig Statholderen af |440Babylon og mange andre. Af dem blev han overvunden udi et Slag, og derpaa beleyred udi Staden Ninive. Efterat Staden en Tiidlang havde været beleyred, og han saae sig ingen Frelse, kastede han sig selv med sine kostbareste Sager paa Ilden. Med ham endtes det gamle Assyriske Monarchie, hvoraf udspiirede 3 andre Det Assyriske Monarchie deeles i 3 Riger.Herredomme, nemlig: det Babylonske, det Mediske, og det saa egentligen kalden Assyriske. Den ovenmeldte Babylonske Statholder Belesis, som tillige med Arbace giorde Opstand mod Sardanapalum, giorde sig Mester af det Babylonske Herredom, hvis Hovedstad var Babylon. Arbaces, den Mediske Gouverneur bemægtigede sig det Mediske, og Tiglath Pileser var den første, som regierede over den Deel kalden egentligen Assyrien, efterat det gamle Assyriske Monarchie var kuldkasted, og residerede han i Hovedstaden Ninive.

Denne Tiglath Pileser, er den udi forrige Capitel omtalte Assyriske Konge, der erobrede den største Deel af det Israelitiske Rige, hvorfra han loed Indbyggerne bortføre.

Hans Successor Salmanasser var den, som giorde gandske Ende paa det De nye Assyriske Konger.Israelitiske Rige, efterat han efter en 3 Aars Beleyring havde indtaget Samaria, og loed bortføre til Assyrien de overblevne Israeliter, som tilforn er viset. Blant dem, som da bleve bortførte, var den bekiendte Tobias, hvilken blev en af de fornemste Embedsmænd udi Salmanassers Tieneste, og om hvilken vi have det Skrift blant de Apocryphiske Bøger, udi Bibelen, kaldet Tobiæ Bog.

Om de andre Assyriske Konger bliver talet udi efterfølgende Historie. Jeg vil kun her alleene sige dette, at Historien af det nye Assyriske Herredom er u-forstaaelig, efterdi Assyrien og Babylon ofte confunderes sammen, hvilket reiser sig deraf, at Babylon og Ninive nu have været under adskilte Konger, nu igien foreenede og confunderede tilsammen. Det nye Assyriske Herredom, hvorunder befattedes ovenmeldte 3 adskilte Riger, varede udi 210 Aar, og havde nu et Rige, nu et andet Overhaand; thi man seer, at Asarhaddon, som gandske rensede Israels Lande fra gamle Indbyggere, |441og skikkede nye i deres Sted, haver regieret baade over Assyrien og Medien, efterdi han siges at have bortført Israels Børn til begge Steder. Udi nogen Tiid findes ingen Konge at have været i Chaldæa og Babylonien, nu igien finder man, at de Babylonske Konger have spillet Mestere. Saa at man kunde sige, at ligesom udi det gamle Assyriske Monarchies Historie er en stor Mørkhed, saa er udi det nyes Historie en stor Forvirrelse. Udi denne Tiid blev den gamle og prægtige Hovedstad Ninive i Grund ødelagt, og blev siden den Tiid Babylon den eeneste Hovedstad for det Assyriske Herredom.

Judæ sidste Konger.Efter Jotham Juda Konge regierede Achas. Begyndelsen af hans Regiering faldt ind udi Tiglath Pilesers Tiid, der undertvang sig den største Deel af Israel, som før er meldet, og var ikke mindre Skræk for Juda Konger. Mod denne Achas foreenede sig Rezin Kongen af Damasco med Pekah Israels Konge, og beleyrede ham udi Jerusalem: men GUd, som for Davids Skyld endda vilde conservere Staden, loed Achas ved Propheten Esaiam vide, at han denne gang skulde frelses, Achas.og derpaa gav ham tvende Tegn. Det første Tegn var, at Propheten skulde tage en Hustrue og med hende føde en Søn, og inden samme Søn kom |442til Skiønsomhed, skulde de tvende foreenede Konger fordrives af Landet, hvilket og skeede (a). Det andet Tegn var, at en Jomfrue skulde føde en Søn, der skulde kaldes Emanuel (b), hvorved Messias bliver betegned. Det skeede, ligesom Propheten havde spaaet; thi de tvende Konger bleve tvungne til at ophæve Jerusalems Beleyring, og at begive sig tilbage igien.

Men Achas, langt fra at erkiende denne GUds Velgierning, forverredes meer og meer udi sit Levnet, og giorde det, som GUd var u-behageligt, ja hans U-gudelighed gik omsider saa vit, at han loed, den Afgud Moloch til Ære, sin egen Søn gaae igiennem Ilden, hvorudover han opvakte GUd til Straf; thi, Aaret derefter komme de samme to foreenede Konger igien med 3 Krigshære, hvoraf den eene blev anført af den Syriske Konge, den anden af Pekah Israels Konge, og den tredie af en Ephraimit, ved Navn Zicri. Dermed blev paa eengang giort Indfald paa adskillige Stæder af Juda. Rezin, efterat han havde udplyndret Landet, og faaet et stort Bytte, begav sig til Damascum. Af denne Retraite blev Juda Konge saa modig, at han leverede Israels Konge et Feltslag, men han tabte udi samme Slag 120000 Mænd, og maatte tage Flugten. Skriften vidner, at Israels Konge loed da bortføre over 200000 Mænd med Qvinder og Børn (c), saa at man seer, at det var en Mode paa de Tider at bortføre Indbyggere af et Land. Zicri, som førte den 3die Krigsmagt, betienede sig Hans Uheld.af denne Seyer, rykkede lige mod Jerusalem, hvilken han indtoeg, og loed omkomme Kongens Søn og de Fornemste udi Staden, hvilken han derpaa forloed igien. Achas, i Steden for at søge Hielp hos GUd i denne sin Elendighed, søgte Beskyttelse hos Tiglath Pileser Kongen af Assyrien; for at bevæge Kongen dertil, toeg han alt det Guld og Sølv, som fandtes udi Templet, hvilket han skikkede ham, og tilligemed tilbød sig at blive hans Tiener. Tiglath Pileser toeg imod dette Tilbud, og ankom med en stor Krigsmagt, hvormed han sloeg Rezin Kongen af Syrien, er-|443obrede Damascum med det heele Land, og saaledes giorde Ende paa det Syriske Rige. Derpaa rykkede han mod Israels Konge, og havde den Fremgang, som forhen er meldet. Saaledes blev Achas denne gang reddet, men denne Hielp skilte ham baade ved sin Rigdom og Rigets Frihed. Ja de andre Kongers Undertrykkelse tienede til intet uden til at giøre det Assyriske Herredom dis meere formidabelt for ham selv og hans Efterkommere. Udi denne Feide mistede han blant andet den vigtige Handelstad Elath, hvilken faldt først udi den Syriske Konge Rezins Hænder, og siden tilligemed heele Syrien blev erobred af Tiglath Pileser, og blev saaledes Juda Rige skilt ved den rige Sydlige og Østlige Handel, som den havde været i Possession af fra Davids Tiid. Achas fremturede udi sin U-gudelighed, hvilken omsider gik saa vidt, at han opfyldte Hans U-gudelighed.heele Jerusalem med Syriske og andre fremmede Afguds Billeder, og tillukkede GUds Tempel, saa at den rette Gudsdyrkelse var den eene som han forbød. Derfore blev han og til Straf henrykked udi sin beste Alder. Ham succederede udi Regieringen hans Søn Ezechias, som blev en af de beste blant alle Juda Konger. Det første han toeg sig for ved sin Ankomst til Regieringen, var at aabne Templet igien, som hans Fader havde tilsluttet, og der at fornye den rette Gudstieneste. Til den Ende loed Ezechias.han hente Præster og Leviter fra heele Juda Land til Jerusalem, befalende dem at udrødde det Afguds Alter i Staden igien.

Da Templet var rensed, og paa nye igien indhelliget, begav han sig did hen med de Fornemmeste af Juda, og da offrede Forsonings-Offer for heele Israel til Paaskens Helligholdelse. Derefter loed han invitere ikke alleene Jøderne, men heele Israel. Ved denne Invitation indfandt sig en stor Mengde Mennesker, endog saa af de 10 Stammer, som havde separeret sig fra Davids Huus, og siden Jeroboams Tiid ikke havde søgt Jerusalems Tempel. Saa at ingen Paaske er siden Salomons Tiid celebrered med saadan Høytidelighed, og varede den udi 14 Dage, da dog den satte Tiid efter Loven var ikkun paa 7 Dage. Da Paasken var til Ende, toge de alle sig for, saavel blant Juda som de andre Stammer, at forstyrre Afguderiet over begge Rigerne, saa at den sande |444Gudsdyrkelse blev stadfæstet overalt, og det gamle Schisma, Hans Reformation.eller Splid i Religionen, som udi meere end 200 Aar havde været mellem Juda og Israel, ophørede. Blant andet Afguderie, som da blev ødelagt, var ogsaa den Kobberslange, som i Mosis Tiid var oprettet i Ørken, og som Jøderne tilforn havde dyrket, hvoraf sees, at den Kobberslange, som endnu forvares udi St. Ambrosii Kirke udi Meiland, kand ikke være den rette.

Efterat den store Kirke Reformation var skeed, og der var bleven Anseelse til en Religions Foreening over heele Israel, tildrog sig den sørgelige Hendelse med det Israelitiske Riges Ødeleggelse og Samariæ Erobring. Dette holdes for at være indfaldet udi Kong Ezechiæ 4de Regierings Aar. Medens Salmanasser havde at bestille med Samariæ Erobring, betienede Ezechias sig af den Leylighed at igientage de Lande og Stæder, som hans Fader havde forliiset. Han angreeb derfor Philisterne, og igientoeg ikke alleene Juda Stæder, som de havde bortsnappet, men endog erobrede den største Deel af Palæstina, saa at intet blev tilbage uden Gaza og Gath.

Men da Salmanasser havde giort Ende paa den Israelitiske Krig, tilholdt han Ezechias at betale den Skat, som hans Fader havde forbundet sig til at aflegge til de Assyriske Konger. Men Ezechias forladende sig paa GUds Bistand, veigrede sig derfore, hvilket uden Tvivl havde bragt ham den heele Assyriske Magt paa Halsen, hvis Salmanasser ikke ved en anden Krig paa samme Tiid var bleven forhindret; thi han maatte da vende sine Vaaben mod Tyrum, hvilken Stad han udi 5 Aar holdt haart beleyret, indtil han døde, og blev Staden saa denne gang befriet fra den Undergang, som den truedes med. Efter Salmanasser fulte hans Søn Senacherib: Den samme fornyede strax den Paastand, som hans Fader havde giort til Ezechias, angaaende Skattens Afleggelse, og, saasom han fik samme Svar som hans Fader, brød han med en stor Krigsmagt ind udi Juda Land. Just da dette Indfald skeede, laae Ezechias syg, og ved Propheten Esaiam fik Befalning af GUD, at beskikke sit Huus, og lave sig til at døe. Over dette Bud bedrøvedes denne gode Konge, helst saasom hans Liv syntes nødigt |445for Landets Conservation, hvorudover han bad GUD inderligen om sine Dages Forlængelse. Derudi bønhørede GUd ham, loed ham vide, at han endda skulde leve udi 15 Aar, item at han skulde frelses fra den Assyriske Magt, som han Mirakel ved Achas Soelskive.truedes med. Til Forsikkring om dette Løfte gav han Tegn ved et Mirakel, og ved sine Bønner udvirkede, at Soelen gik 10 Grader tilbage paa Achas Soelskive. Over dette Miracle findes adskillige giordte Forklaringer; dertil kand gives samme Svar, som er givet til de Forklaringer over Soelens Stillestaaelse udi Josuæ Tiid, hvortil jeg Læseren vil henvise. Propheten lagde derforuden et Figenplaster paa den giftige Bylde, som truede Kongen med Døden, saa at han inden 3 Dage kom til sin forrige Helbred igien.

Forklaring derover.De, som have villet til intet giøre eller svække dette Mirakel med Soelens Tilbagegang, foregive, at saadan stor Forandring i Naturen, vilde have bragt den heele Jord i Bevægelse, og alle vilde have hvesset deres Penne, for at beskrive saadan særdeles Hendelse; men herved er at merke, 1) at der vare ikke mange Skribentere paa de Tiider, 2) at der vare faa Nationer, der gave Agt paa Himmelens Lob, saa at man kand sige, at Ægypter og Chaldæer vare de eeneste, som lagde Vind paa Astronomiske Observationer. Blant dem finder man, at dette Mirakel er bleven bekiendt; thi Skriften vidner, at strax derpaa kom et Gesantskab til Jerusalem fra Berodach Baladan Kongen af Babylonien eller Chaldæa, førende store Foræringer med sig, saa at det er gandske troeligt, at saadan u-sædvanlig Reise maa være skeed, for at efterforske Aarsagen til dette Mirakel, hvilket og Skriften vidner (a). En vis Autor i vor Tiid haver taget sig for udi et særdeles Skrift at svække saavel dette Mirakel, som det der skeede udi Josuæ Tiid med Soelens Stillestaaelse (b). Hvad dette Mirakel angaaer, da betiener han sig af ovenmældte Argumenter til at bestride det. Han tilstaaer at Skriften vidner om den Babylonske Konge, at han affærdigede Gesantere til at informere sig hos Ezechiam om saadant Vidunder, men raisonerer saaledes derom: Hvis Soelen |446gik virkeligen tilbage, haver man merket saadant i alle Lande: Og er det da vanskeligt at begribe, hvi Chaldæer, blant hvilke Astronomien florerede, skulde søge Information derom udi Judæa. Men, saasom den Babylonske Konge søgte ikke om Information i Jødeland, efterdi Tingen var hendet, men troeligen, efterdi han havde hørt, at saadant Mirakel var udvirket ved Ezechiæ Bønner, saa falder den Objection af sig selv (a). Hvad ellers den Indvendning angaaer, som anføres af Salmasio (b), nemlig: at Timesoelskiver for Alexandri Magni Tiid ikke vare bekiendte blant Grækerne, og at de ey heller deelede Dagen udi 12 Timer, da bliver denne hans Sigelse igiendreven af Petavio (c), som viser, at det Ord Time, haver været brugelig for Alexandri Tiid.

Da de Babylonske Gesanter komme til Jerusalem, havde Ezechias den U-forsigtighed at vise disse Mænd al sin Rigdom, hvilket af Propheten Esaia blev lagt ham til Last; og gav han ham da tilkiende, at de Babylonske Konger skulde engang blive det Jødiske Riges Forstyrrere.

Imidlertiid rykkede Senacherib med en stor Magt mod Jødeland, indtoeg endeel Stæder og lavede sig til at beleyre Jerusalem. Ezechias forsømte intet paa sin Side til samme Stads Styrke og Forsvar, saa at han loed bringe alt Mandskab i Gevær, forbedrede Muurene, og tilstoppede alle Kilder uden for Staden, paa det at Assyrierne maatte lide Mangel paa Vand. Derforuden sluttede han Forbund med Kongen af Ægypten til fælles Forsvar. Men Esaias lastede dette Forbund, formanende Jøderne at forlade sig paa GUd alleene, om hvis Bistand han i saa Fald forsikkrede dem.

Senacherib anfalder Ezechiam.Da Senacherib merkede, hvilke Anstalter der udi Jerusalem vare giorte til Modstand, og at det vilde blive ham vanskeligt at erobre Staden, fandt han sig villig i at indgaae et Forliig, hvorud-|447over, da Ezechias ham saadant foresloeg, sluttede han Fred med de Vilkor, at den Jødiske Konge skulde give ham 300 Talenter Sølv og 30 Talenter Guld, hvilken Sum beløber sig udi vor Mynt til meer end en Million, og derforuden betale ham aarlig Skat. Men, da han havde faaet denne Sum, sat han Forliiget tilside, og fornyede Krigen igien. Dog, saasom han havde lavet sig paa at giøre et Tog til Ægypten, opsat han til en Tiid sit Forsæt mod Jerusalem; men ved sin Tilbagekomst lavede han sig til at angribe Staden. Det første han foretoeg sig, var at affærdige 3 af sine Anførere, nemlig: Tartan, Rabsaris og Rabsake til Jerusalem med haanlige og bespottelige Ord, hvilke da uden for Stads Muurene raabte til dem, som stode paa Muuren, udi Forsæt derved at indjage Indbyggerne Frygt, og at bevæge dem til Frafald, men de maatte med u-forrettet Sag gaae tilbage. Derpaa rykkede Senacherib med sin heele Magt mod Jerusalem, udi Forsæt Beleirer Jerusalem.at ødelægge Staden. Men Skriften siger, at en Engel sloeg hans Krigshær med en Plage, saa at 185000 Mænd deraf døde paa en Nat, saa at Senacherib om Morgenen fandt Marken bedækket med døde Kroppe. Dette Syn indjog ham saadan Skræk, at han strax udi største Forvirrelse forloed Jødeland, og begav sig til sin egen Assyriernes Nederlag.Hovedstad Ninive, hvor han levede sin øvrige Tiid udi Sorg og Foragt. Denne store Hændelse skeede udi Ezechiæ 18de Regierings Aar. Ezechias levede derefter udi Fred og Roelighed sin øvrige Tiid udi stor Agt og Anseelse, ikke alleene blant sine egne Undersaatter, men endogsaa blant Fremmede, hvilke ansaae ham, som en Regent, der var beskytted af GUd, og derfore turde ikke bevæge sig mod ham.

Adskillige have taget sig for, at giøre Forklaringer over den GUds Engel, som siges at have ødelagt den Assyriske Krigsmagt. Den Babylonske Talmud siger, at det skeede ved Lynild, og findes der andre Jødiske Forklaringer over Skriften af samme Betænkning derover.Meening. Andre holde for, at det er skeed ved en heed Vind, som GUd opvakte, hvilken er meget gangbar udi de Lande, og foraarsager stort Nederlag, saasom den udi et Øyeblik kand qvæle nogle 1000 Mennesker, hvorpaa man haver Exempel nu omstunder udi Mahome|448danske Caravaner, som aarligen gaae til Mecca. Derfor siger Jeremias om GUd: See, jeg opvækker mod Babel et forderveligt Veyer (a) og de Trudseler, som Esaias giør Senacherib, nemlig: om et hastigt Rygte og en Blæst, som GUd skal lade ham høre, bestyrke denne Meening (b).

Hvad Senacherib angaaer, da geraadede han efter dette u-lykkelige Tog meer og meer i Foragt, saa at adskillige Provincier rebellerede mod ham, blant andre Medien, hvilket sidste Land blev siden regieret en Tiidlang som en Republique, indtil den navnkundige Dejoces oprettede et nyt Mediske Rige igien; thi det er ellers af adskillige Omstændigheder klart, at Medien og Assyrien under Salmanasser og Senacherib have været foreenede.

Den nye Mediske Konge Dejoces begyndte at regiere udi Ezechiæ 19de Aar, hvoraf sees, at det var ikke længe, at Medien forblev udi Stand af en Republique. Den samme beskrives som en særdeles fornuftig og dydig Mand, hvis Kiendelse Indbyggerne underkastede sig udi deres Tvistigheder, og, saasom han ved sine fornuftige Domme erhvervede sig et stort Navn, antoge de ham omsider til Konge. Nogle holde for, at han funderede den Mediske Stad Ecbatana, andre, at han alleene forbedrede den, og giorde den til en Kongelig Residentz-Stad. Saadan Oprindelse havde det nye Mediske Rige, som siden af den store Cyro blev foreened med Persien, hvorved banedes Veyen til et andet Monarchie, kaldet det Medo-Persiske, som siden skal omtales.

Senacherib forfaldt omsider til Tyrannie, hvilken han øvede mod sine Undersaatter, sær mod de Israeliter, som vare bortførte, og boede udi Ninive. Endeligen blev han omkommen af sine egne Sønner, hvilke, efter saadant Mord paa deres egen Fader, flygtede til Armenien, undtagen den yngste Søn Asarhaddon, som ikke havde havt Haand med udi dette Mord, hvorudover han blev Konge i sin Faders Sted. Denne Asarhaddon er navnkundig |449udi den hellige Skrift, i Henseende til hans Bedrifter udi Juda og Israel. Men han toeg sig intet saadant for, saa længe, som Ezechias levede. Denne priisværdige Konge døde omsider, efterat han havde regieret udi Ezechiæ Død og Berømmelse.29 Aar. Udi hans Tiid blev Jerusalem meget forbedred, saavel med nye Fortificationer, som ved Tøyghuser, forsynede med alle Slags Gevær. Han loed ogsaa der grave en nye Canal, for at forsyne Indbyggerne med Vand; han underholdt en Mængde af dygtige Skrivere, for at udcopiere de hellige Bøger, og at collationere dem sammen, hvilket besynderligen gives tilkiende udi Salomons Ordsprog, og hvor den nye Samling begyndes med disse Ord: Disse ere ogsaa Salomons Ordsprog, hvilke Ezechiæ Juda Konges Mænd have oversat, eller udskrevet (a).

Hans Søn og Successor var Manasses, som blev den værste og u-gudeligste Manassis U-gudelighed.Konge blant alle dem, som vare af Davids Huus. Han var kun 12 Aar gammel, da han kom til Regieringen, og havde den Vanheld at falde i u-gudelige Formynderes Hænder, der opmuntrede ham til at forkaste alt det Gode, som hans Fader havde stiftet, ja indprentede ham saa onde Principia, saavel udi Stats- som Religions Sager, at han blev bekiendt ikke mindre af Tyrannie end U-gudelighed. Han fornyede strax Achas Afguderie, og bragte det end videre; thi, i Steden for at Achas loed sig nøye med at tilslutte Templet, saa vanhelligede denne GUds Huus ved all Slags Vederstyggelighed, han loed sætte udi det Hellige et Alter for Baal og andre Afguder, lagde sig efter Troldkonst, og loed sine Sønner passere igiennem Ilden, den Afgud Moloch til Ære. Han loed sig ikke nøye med selv at øve saadanne Vederstyggeligheder, men tvang sine Undersaatter at efterfølge hans Exempel, og bleve de, som ikke vilde beqvemme sig dertil, høyligen straffede, saa at det heele Rige blev bestænked med gode og u-skyldige Menneskers Blod. Mod Propheterne, som bebreidede ham hans Synder, var han særdeles haard, saa at han loed nogle af dem ihielslaae, og meener man, at den store Prophet Esaias udi denne Forfølgelse blev |450sauget tvert over. Disse hans U-gudeligheder opvakte GUd saaledes til Vrede, at han truede Jerusalem med samme Skiebne, som Samaria havde havt, hvilket og skeede.

Begyndelsen dertil var denne: Da Manasses havde regieret udi 22 Aar, toeg den Assyriske Konge Asarhaddon sig for, igien at erobre det, som det Assyriske Monarchie havde tabt udi Syrien og Palæstina ved den U-lykke, som hans Fader var vederfaren, og, saasom han var bleven bestyrket ved det Chaldæiske eller Babyloniske Riges Tillæg, fandt han sig udi Stand saadant med Success at foretage. Han bragte derfor en stor Krigsmagt paa Beenene, hvormed han først bragte Syrien til Lydighed, og derpaa kom ind udi Israels Land, hvoraf han loed bortføre alle de Indbyggere, som vare overblevne, foruden et lidet Antal, som undgik hans Hænder, og forbleve i Landet, og forplantede dem udi Assyrien og Babylonien. Dog, for at hindre, at Landet ikke Israels Lande besættes med Cutither.skulde ligge *u-dørket, loed han bringe andre fremmede Folk, nemlig: fra Babel, Cuth, Hamath, og fleere Stæder ind udi de Israelitiske Lande igien. Af disse fremmede Folk, maa de Cutither da have været meest bekiendte, efterdi de alle ere af Jøderne siden bleven betegnede med det Navn af Cutither. Der ere adskillige Meeninger om, hvor det Land Cuth haver været; Josephus Scaliger meener, at de Cutither have været fra Colchis: efterdi Indbyggerne af samme Land brugede Omskiærelsen, men Skriften vidner, at Israeliterne bleve bragte til Assyrien og Medien, saa at det eene var fra samme Lande, hvorfra de komme tilbage (a). Man haver siden den Tiid ikke hørt tale om de 10 Israels Stammer, eftersom de samme ere confunderede med andre Nationer, have tabt Navn, Sprog, Sæder og alting, saa at der er intet Tegn til den forrige Nation bleven tilbage. Vel er sandt, at de Samaritaner, som siden opfyldte Landet, og hvoraf endnu findes Levninger udi Sichem og andre Stæder, holde sig for Israeliter, og i Agt tage Mosis Lov, men de samme nedstige ikke fra de gamle Israeliter, men ere Levninger af de fremmede Nationer, som Asarhaddon skikkede ind udi Landet, ja Jøderne hade og foragte dem udi høyeste Grad, og ansee dem, |451som vederstyggelige Kiettere. Om disse Folk, som siden ere blevne bekiendte under det Navn af Samariter, bliver ofte talet udi efterfølgende Historie.

Efterat Asarhaddon havde giort disse Anstalter udi Israels Land, som jeg nu herefter vil kalde Samarien, skikkede han endeel af sin Krigshær til Jødeland, for ogsaa at bringe samme Land under Aaget. Denne Krigsmagt overvandt Manassis Folk, og Manasses føres fangen til Babylon.loed ham selv bortføre i Baand og Kieder til Babylon. Dette Fængsel blev en Lægedom for denne Konge; thi han toeg deraf Anledning til at betragte sit forrige Levnet, og fandt, at det havde foraarsaget ham saadan Straf, giorde derfor en alvorlig Poenitentze. Hvorudover GUd ogsaa forbarmede sig over ham, og bevægede den Assyriske Konge til Medlidenhed, saa at han efter nogen Tiids Fængsel gav ham Frihed at reise til Jerusalem igien. Saasnart han var kommen tilbage, loed han rense Templet fra all Vederstyggelighed, og fornyede den rette Gudsdyrkelse, ligesom den havde været Hans Pœnitentze og Løsgivelse.i hans Faders Tiid, hvis Fodspor han stedse siden fuldte, saa længe som han levede, hvorudover GUd begavede ham og med et langvarigt og roeligt Regimente, nemlig af 55 Aar. Udi alt det Gode, som han siden giorde efter sit Fængsel, blev han særdeles bestyrket af hans dydige Stats-Minister Eliakim. Denne Eliakim havde tilforn, som alle andre Gudfrygtige Mænd, af Manasse været foragtet, og omsider var bleven removeret fra sit Embede, Sebna derimod, som føyede Kongen udi hans onde Begierligheder, var bleven den fornemste Minister. Men, da Manasses kom fra Assyrien igien, kastede han sine Øyen til den forskudte Eliakim, og betroede ham det heele Riges Forvaltning, som en Mand, hvis Nidkiærhed for GUds Ære og Landets Velfærd var ham bekiendt. Han svarede ogsaa til de Tanker, som Kongen og Folket havde til ham. Om denne ypperlige Minister findes en Spaadom hos Propheten Esaiam, som giver hans Characteer tilkiende med disse Ord: Jeg vil kalde ad min Tienere Eliakim Hilkiæ Søn. Han skal være dem en Fader, som boe i Jerusalem, og jeg vil legge Nøglen til Davids Huus paa hans Skuldre (a).

|452Saasom de fremmede Nationer, som Asarhaddon havde forplantet udi Samaria, bleve hæftigen plagede med Løver, og Kongen fik at viide, at det kom der ud af, efterdi Landet iblant dem ikke meere blev dyrket, skikkede han dem en Israelitiske Præst, for at undervise de nye Indbyggere udi Israels Gudsdyrkelse. Dette bestyrker den Meening, som tilforn er meldet om den Gudsdyrkelse, som blev stiftet af Jeroboam, at Indbyggerne af Samaria Syncretister.den alleene haver bestaaet udi en Separation fra den Jødiske Kirke og Gudstienestens Øvelse paa et andet Sted end udi det Jerusolymitanske Tempel. Thi, hvis Israeliterne udi 250 Aar fra Jeroboams Tiid havde været bestandige Afgudsdyrkere, som nogle meene, var jo Landet i samme Stand, i Henseende til Religionen, som den blev bragt udi ved disse fremmede Nationers Ankomst, og man derfore ikke kand begribe, hvi denne Lande-Plage skulde alleene paakomme disse fremmede Folk, helst saasom Afguderie var mindre lastværdigt hos dem, der vare opdragne derudi, end hos Israeliterne, der af Ondskab og GUds Foragt vare henfaldne dertil. Man kand derfore holde for, at, naar der tales om Jeroboams Synder udi Skriften, sigtes derved paa hans Separation fra Jerusalems Tempel, som af GUd var beskikked til det eeneste Sted, hvor Gudstieneste og Offringer offentligen skulde skee, eller til hans og de efterfølgende Kongers Syncretismus eller Tolerance udi Religionen med Hedningene, hvilken var GUD mishagelig.

Da den Israelitiske Præst kom til Samarien, undervisede han Indbyggerne udi den sande Religion, men disse loede sig nøye med at antage den tillige med deres gamle Afgudsdyrkelse (a), og forbleve udi saadant Syncretisterie, tienende baade Israels GUd og fremmede Guder, indtil det Samaritanske Tempel af Sannabalet blev stiftet paa det Bierg Garizim, hvorom siden skal tales; thi da sloge adskillige Jøder sig til dem, og Religionen blev renset fra al Afguderie, ja bragt udi den Stand, som den endnu findes udi blant de overblevne Samaritaner udi vor Tiid. Den Assyriske Monarch Asarhaddon døde efter saadanne Bedrifter udi det 31te Aar af Ma-|453nassis Regiering. Det synes at han haver indrømmet Manassi alt det, som befattede baade Israel og Juda; thi man seer, at Josias hans Sønnesøn regierede over begge Riger. Det er troeligt, at han loed see saadan Faveur mod Manasses, efterdi han trængede til hans Hielp udi den Ægyptiske Krig, som han var indvikled udi: Dog maa man her hos merke, at Manasses ikke havde Rigerne uden under Titel af den Assyriske Konges Vassal.

Asarhaddon blev succederet udi Regieringen af sin Søn Saosduchin, hvilken er den Nabochodonosor, som omtales udi Judiths Bog, hvor han siges at have ført Krig med Jødeland; og ved sin Feltherre Holophernes at have beleiret den Stad Bethulia. Denne Krig, hvorledes den blev ført, item, hvorledes den heele Assyriske Krigsmagt blev ødelagt, derom taler omstændigen samme Bog. Nogle have villet henføre denne Historie til en anden Tiid, nemlig efter Jødernes Bortførsel til det Babylonske Fængsel, hvilket dog ikke kand være: Thi Judiths Bog, hvorudi Historien beskrives, begynder saaledes: Udi det 12 Nabochodonosors Regierings Aar, som regierede over Assyrierne i Ninive den store Stad, i Arphaxads Tiid, som regierede over Mederne udi Ecbatana &c. Disse og andre Omstændigheder passe sig ikke paa Tiderne efter det Babylonske Fængsel, men heller paa den Assyriske Konge Saosduchin, da Ninive endda var i sin Velmagt, item da de Meders Stad Ecbatana var nyeligen anlagt; thi vil man henføre Historien længer ud, nemlig til den store Nabochodonosor, da var alt Ninive ødelagt tillige med det Assyriske Rige. At den Konge, som udskikkede Holophernes, kaldes Nabochodonosor, gør intet til Sagen: Thi der ere tvende Konger af samme Navn, den første, som regierede udi Ninive, og den sidste, som stiftede det store Babylonske Monarchie, hvilke ikke maa confunderes sammen.

Den saa kaldte Judiths Bog, holdes for i Begyndelsen at være skreven paa Chaldaisk af en Babylonisk Jøde, og er det efter den Original Oversættelserne ere giorte. Betænkning over Judiths Bog.Hvad Materien ellers angaaer, om det er en sandfærdig Historie, eller en Digt, derom tvistes iblant |454de Lærde. Den Rommerske Kirke er af den første Meening, og derfor haver antaget Judiths Bog blant de Canoniske Skrifter. Andre derimod forfægte den sidste Meening, og holder den store Grotius for, at det er en Parabolisk Fabel, skreven paa den Tiid, da Antiochus Epiphanes forfulte Jøderne, udi Forsæt at styrke Folket, og give dem Haab om Forløsning. Derfor siger han, at ved Judith maa forstaaes Jødeland, ved Bethulia Templet eller GUds Huus, ved Sværdet, som deraf udgaaer, de helliges Bønner: Ved Nabochodonosor Dievelen, ved Assyrien Dievelens Rige, som er Hofmod, ved Holophernes Dievelens Instrument udi GUds Børns Forfølgelse, nemlig Antiochus Epiphanes, som søgte at bemestre sig Jødeland, der forestilles under Titel af en skiøn Enke, ved Eliakim siger han endelig maa forstaaes GUd, som opreiser sig til Landets Forsvar, og ødelægger Dievelens Instrument. Med Grotio istæmme adskillige Protestantiske Skribentere, og holde for, at Judiths Bog er ikke saameget en sandfærdig Historie, som en Parabolisk Fabel, som er skreven det Jødiske Folk til Trøst. Hvad som haver bevæget dem til at antage saadan Meening, er, at det synes u-muelig at kunne conciliere de Ting, som udi samme Bog findes, med nogen Tiid enten for eller efter det Babylonske Fængsel. Dog meener den lærde Prideaux, at, naar man henfører Historien til Manassis Tiid, kand alle de Knuder, som giøres, blive løsede. Samme Autor foresætter de Objectioner, som kand giøres, og siden besvarer dem.

Objectionerne ere disse: 1) Judiths Bog taler om den ypperste Præst Joakim Prideaux Meening herom.eller Eliakim, da dog hverken hos Josephum eller udi Skriften findes nogen ypperste Præst af det Navn for det Babylonske Fængsel. 2) Tales der omder om]der om] derom A; derom SS der om] derom A; derom SS Templets Ødeleggelse, hvilken ikke skeede førend længe efter Manassis Tiid. 3) Siges der udtrykkeligen, at Jøderne nyeligen vare komne tilbage fra deres Fængsel, da Holophernes giorde det Indfald udi Landet. 4) Giver Judiths Bog den høyeste Magt udi Regieringen til den ypperste Præst, hvilken ikke kand passe sig uden paa en Tiid, da der var ingen Konge i Landet. 5) Siges der, at Judith levede udi 105 Aar, og at ingen foruroeligede Israel meere udi hendes Livs Tiid, ey eller længe |455efter hendes Død, hvilken langvarig Roelighed ikke kand findes, hvis man holder for, at Judith levede under Manasse.

Disse Objectioner besvarer han selv saaledes. 1) Endskiøndt Skriften ikke mælder om nogen ypperste Præst af det Navn Joachim eller Eliakim, saa følger dog deraf ikke, at der jo kand have været en af det Navn, saasom Skriftens Forsætt ikke haver været at give os nogen accurat Liste paa de ypperste Præste, hvilket vises af adskillige Exempler paa een og anden ypperste Præstes Udeladelse. 2) Angaaende den Objection, at der udi Judiths Bog tales om Templets Ødeleggelse og Jødernes Tilbagekomst fra Babylonien, da som samme Passage findes ikke udi Hieronymi latinske Oversættelse, meener han, at den ey heller haver været udi Originalen. Hvad som ellers kand udi samme Bog paa andre Steder findes taelt om Jødernes Adspredelse og Tilbagekomst, kand forstaaes om Manassis Fængsel. 3) At der udi Judiths Historie tales alleene om den ypperste Præst som Høyeste Hoved i Landet, og ikke om Kongen, kand være skeet af den Aarsag, at Manasses da haver været fraværende, og overladt Rigets Forvaltning til Eliakim. Hvad den sidste Indvending angaaer om Judiths langvarige Liv, og den bestandige Roelighed, som Landet all den Tid siges at have været udi, da tilstaaer den lærde Skribent selv, at den er vanskelig at besvare; men siger derhos, at man formedelst en eller anden saadan Vanskelighed ikke maa forkaste en Historie, helst, saasom der er neppe nogen Historie, der jo er underkasted nogen Vanskelighed i Henseende til Tiden, Stedet og andre Omstændigheder, som synes at være stridige. Men man kand derimod sige, uden at censurere denne skiønsomme Skribent, at, hvis slige vigtige Objectioner ikke maa gielde, kand all Digt blive til Autoris Betænkning.Historie. Det er derforuden ikke nødigt, at figte med saadan Iver for dette Skrifts Autenticitet, helst af Protestanter, saasom de aldrig have holdet Judiths Bog for et Canonisk Skrift, som den ey heller er indført udi Jødernes Canoniske Bøger, og den Romerske Kirke ikke haver canoniceret det paa andet Fundament, end efterdi det blev antaget af Concilio Nicæno (a). Prideaux synes og saa selv at give sig tabt, eftersom han udi Slutningen af denne Dis-|456sertation taler saaledes. Dersom nogen endnu bliver ved at nægte denne Histories Rigtighed, indvikler jeg mig ikke i Tvistighed derover; alt hvad jeg her paastaaer, er dette, at, hvis Historien er sandfærdig, saasom jeg troer, skiønt jeg det ikke kand forsikkre, saa kand den ikke være skeet paa anden Tid end under Manassis Regiering. Og maa man tilstaae, at Autor derudi haver Ret og Føye. Der findes alleene adskillige Ting udi denne Historie, som ere anstødelige, og det efter en nye Skribents Anmerkning (a) nemlig Judithæ falske Tale og List mod Holophernem, item hendes Bøn til GUd, at Fienden maa slaaes ved hendes Læbers Svig &c. (b) Det er ikke saadant man foresætterHvad som criticeres udi Judiths Historie. til Exempel for andre, og kand Fædrene alleene i den Henseende havt Aarsag at udlade dette Skrift af Bibelens Canon. Man haver havt merkelige Exempler paa, at et og andet ont Menneske haver villet besmykke sin Misgierning med Judiths Exempel. Man haver blant andet antegnet dette om Balthasar Gerard, som myrdede Prindsen af Oranien, at man fandt adskillige Bøger efter ham, men at intet Sted udi samme Bøger var saa forslidt, som det, hvor der tales om Judith og Holopherne (c). Maimbourg fortæller om Jacqves Clement, der omkom Kongen af Frankrig: At der foregaves, at en Engel havde styrket ham udi hans Forsæt, og sagt, at hans Gierning vilde være GUD ligesaa behagelig, som Judiths, der omkom Holophernem (d). Jeg for min Part suspenderer mine Tanker herom, og siger alleene, at dette og andet haver kundet autorisere de Gamle, ikke at ansee denne Bog som et Canonisk Skrift: Skiønt jeg derhos holder for, at denne Historie alleene ikke haver kunnet berettige dem til saadant; thi man kunde sige her, ligesom om Jael, der omkom Sissera, at Gierningen skeede ved Guddommelig Indskydelse; men, som det er u-vist, om Judiths Skrift er en sandfærdig Historie, formedelst ovenanførte Aarsager, saa er ikke den Nødvendighed at forklare hendes |457Gierning paa samme Maade som Jaels, hvilken omtales og berømmes udi et Canonisk Skrift. Du Pin dømmer om Judiths Bog saaledes: Endskiøndt mange anseelige Mænd have holdet den for en Fabel, saa haver den dog ingen Anseelse deraf, eftersom Tiden, Personerne og deres Omstændigheder ere anførte paa en Historisk Maade, hvorudover Autor maa have været enten en Bedrager eller en oprigtig Historieskriver. Jøderne have ikke anseet den som en Digt, endskiøndt de ikke have sat den udi Skriftens Canon. De ældste Kirkefædre have holdt den for en sandfærdig Historie. Og er det ikke uden i de sidste Tider, man haver begyndt at tvivle derom, og det i Henseende til Vanskeligheden af Historiens Chronologie. Men man maa paa det Fundament alleene ikke forkaste et Skrift (a), saa vit Du Pin.

Ammon.Manassis Søn Ammon succederede ham i Regimentet. Denne Ammon øvede all Ondskab og U-gudelighed, og det udi saadan Grad, saa hans egne Tienere rottede sig sammen, og omkomme ham udi hans Regierings andet Aar. Jøderne lode vel hans Bane-Mænd haardeligen straffe, men nægtede dog Legemet Sted blant Kongernes af Davids Huus.

Josias.Hans Søn Josias, som fulte ham i Riget, var een af de Gudfrygtigste og beste Konger. Han var kun 8 Aar gammel, da han kom at sidde paa Thronen, men havde den Lykke strax at falde udi gode Mænds Hænder, saa at han ved deres Omhyggelighed og herlige Opdragelse saaledes dannedes, at han ikke alleene lignede, men end Hans Dyd og Gudsfrygt.ogsaa overgik udi Dyd og GUdsfrygt de Beste af hans Forfædre. Da han havde levet 8 Aar under Formynderskab, toeg han udi sit 16 Aar Regieringen selv an, og strax havde Omsorg for at udrødde alt det onde, som i hans Faders Tid var stiftet. Udi hans 12te Regierings Aar giorde han i saadant Gudeligt Henseende en Reyse over det heele Land, og efterat han havde reformeret heele Jødeland, foretoeg han sig ogsaa Reformation udi Israel eller de 10 Stammers Lande, hvilket viser, at han haver regieret over begge Rigerne. Udi den allmindelige Reformation, som da skeede, fandt den ypperste Præst Hilkia, paa et vist Sted udi Templet Originalen af Mosis Lov. Samme Lov burde ligge forvaret ved Arken paa det allerhelligste Sted, men Bogen var uden Tvivl i de u-|459gudelige Kongers Tiid tagen derfra, og skiulet af Præsterne paa det Sted, hvor Hilkia da fandt den. Hilkias loed den strax tilskikke Kongen ved Secretairen Saphan. Kongen befoel da, at han skulde læse en Deel deraf for ham: og blev han af dens Læsning saa bevæget, at han sønderrev sine Klæder, og geraadede udi yderste Bekymring baade paa sin egen og det heele Folkes vegne, frygtende for de Trusler, som fandtes i Loven mod dens Overtrædere.

For at stille sit Sind tilfreds igien, loed han til sig kalde den ypperste Præst, som han affærdigede til Prophetinden Hulda, for at formaae hende til at raadføre sig med GUd udi denne Sag. Prophetinden loed da svare, at Jerusalem og heele Jødeland skulde ødelegges, men Executionen skulde i Henseende til Josiæ GUds-Frygt og Pœnitentze opsættes til efter hans Død.

Efter dette Svar loed Kongen, for at stille GUds Vrede, sammenkalde de Ældste af Folket, førte dem ind udi Templet, og der loed oplæse GUds Lov for dem, hvorpaa de alle, saavel Kongen som Folket, forbandt sig ved Eed, at efterleve helligen alt det, som udi Loven af GUd var befalet. Kongen giorde derpaa en nye Reyse igiennem Hans Reformationer.alle Provincier, for at eftersee hvad som endda behøvede at reformeres, og var det da, at han blant andet nedbrød det Altar, som Jeroboam havde ladet oprette udi Bethel, hvorved blev opfyldt det, som en Prophet udi Jeroboams Tid havde spaaet om samme Altars Forstyrrelse ved en Konge af Davids Huus, ved Navn Josia. (a) Josias reformerede ogsaa alle Stæder udi Samaria, hvilket Arbeide maa have været af stor Vanskelighed, efterdi Samaria var opfyldt med fremmede Nationer, som Asarhaddon did havde forplantet. Man veed ikke, hvorvit, og paa hvad Maade Reformationen udi de Samaritanske Lande er dreven. Saasom Skriften vidner, at disse Fremmede dyrkede Israels GUd, tilligemed deres gamle Afguder; det er troeligt, at Kongen haver søgt at hæve saadan Syncretismum blant dem, og at bestyrke de faa overblevne Israeliter, som endda fandtes udi Landet, i den rette Religion. Endeligen loed han helligholde Paasche-Festen, hvortil indfandt sig saadan Mængde |460af Mennesker, at denne Paasche udi Høytidelighed overgik alle dem, som havde været holdne fra Samuels Tiid.

Af den udi Templet fundne Lov-Bog, og af den Bevægelse samme Bogs Læsning foraarsagede, synes, at ingen af de da Levende havde seet noget Exemplar af Mosis Lov; og at der derfore maa have været en almindelig Vankundighed udi Religionen over heele Juda, førend Kong Josias toeg sig for at reformere Landet. Vel er tilforn viset, at Ezechias underholdt Skrivere til at udcopiere de Hellige Bøger, men de samme maa udi Manassis og Ammons Tiid mestendeels være forkomne, hvilket vises af Tilstanden udi denne Konges Tiid, (a) førend det ovenmældte Exemplar af Loven blev fundet, for at hindre at saadant ikke oftere skulle skee, loed Josias udskrive adskillige Copier af Mosis Lov og andre Hellige Bøger, hvilke bleve conserverede til efter det Babyloniske Fængsel, da Esdras betienede sig deraf, og loed dem publicere. Udi Kong Josiæ 29de Regierings-Aar skeede en stor Forandring udi Assyrien, thi Nabopallasar Kongen af Babylon, foreenede sig med Astyage Kongen Ninive ødelægges.af Medien, imod de Assyrier, og beleirede Ninive, hvilken de indtoge og i Grund ødelagde, og blev i den Tiid Babylon eene Hoved-Stad for det Assyriske Rige, da tilforn, efter at Asarhaddon havde foreenet Chaldæa med Assyrien, disse tvende store Stæder, nemlig Babylon og Ninive, havde været Kongernes Residentzer vexelviis. Saadan Ende fik denne Navnkundige Stad, som overgik alle andre i Storhed og Ælde. Vel er sant, at der blev anlagt en nye Ninive igien paa den gamles Aske, men den kom aldrig til den forriges Anseelse. Den nye Ninive er endnu til, fører Navn af Mosul, og er de Nestorianske Patriarkers Residentz. Samme nye Ninive ligger ved den Vestlige-Side af den Flod Tigris, hvor tilforn den gamle Ninives Forstad var; thi all den Grund hvorpaa den gamle Stad stod, er en øde Plads, hvor intet sees uden Levninger af ødelagde Bygninger.

Ved Ninives Ødelæggelse endes det Skrift kaldet Tobiæ Bog, som meenes at have været skreven paa Chaldaisk; Hierony-|461mus haver oversatt den af samme Tobiæ Bog.Sprog paa Latin, og er det den Oversættelse, som vi endnu have udi Bibliis Vulgatis. Foruden denne Oversættelse er en ældere Græsk Version, som endnu er til, og hvoraf den Syriske Oversættelse er giort: men den Chaldaiske Original er ikke meere til. Om Tiiden, paa hvilken Tobias haver levet, item om Historiens Rigtighed, er mindre Tvistighed end om Judiths Historie. Jøder saavelsom Christne holde den for sandfærdig, undtagen nogle visse Omstændigheder derved, saasom den onde Aands Fordrivelse ved Røgen af Fiske-Lever, item at den blinde Tobias fik sit Syn igien ved Galden af samme Fisk, og adskilligt andet, som synes Fabelagtigt, og i den Henseende bliver meer censurered end Judiths Bog. Dog findes meget derudi, som kand læses Betænkning derover.med Opbyggelse. Tobias holdes for at have været bortført blant dem, som Salmanasser bragte til Assyrien, og det, som fortælles udi Tobiæ Bog, at være skeed noget efter samme Forflyttelse. Jøderne, hvorvel de holde Tobiæ Bog for sandfærdig, have dog ikke villet sætte den blant de Canoniske Skrifter. Man haver gemeenliggemeenlig]gemeenlig] A; gemeenligen SS gemeenlig] A; gemeenligen SS holdet for, at Bogen er skreven af begge Tobier, saavel Sønnen som Faderen, grundende saadan Meening paa Engelens Befaling til dem begge, nemlig: Skriver alle de Ting, som ere fuldendte udi en Bog, (a) en nye Skribent (b) siger, at Faderen levede udi 200 Aar. Men udi Tobiæ Bog tillægges ham ikkun 158 Aar. Han forudsagde Ninives Ødeleggelse. Den store Forandring, som skeede ved Ninives Forstyrrelse, og de Krige, som førtes mellem de Assyriske, Babylonske og Mediske Konger, foraarsagede den Fred og Roelighed, som Jøderne en Tiid lang havde været udi: Men, da Nabopallasar havde foreened det Babylonske Herredom med det Assyriske, begyndte andre Konger at frygte for Assyriernes Magt, sær Necho Kongen af Ægypten, hvilken derfore med en stoer Krigsmagt rykkede mod Euphrates, for at hemme Assyriernes videre Fremgang, og, saasom han toeg Vejen igiennem Judæa, besluttede Josias at forbyde ham Passen. Denne Necho haver samme Navn udi Verdslige Historier, og siges at |462have været Psammitichi Søn (a), Necho loed ham vide, at det var ikke paa hans Lande, han sigtede, og formanede ham, ikke at bemænge sig udi denne Krig. Men Josias vilde ikke staae fra sit Forsætt. Det er troeligt, at han, som Vassal af Assyrien, haver holdet sig pligtig til at forbyde ham saadant Josias omkommer udi et Slag mod Ægypterne.Giennemtog. Det kom derfore til et Feltslag, hvorudi Josiæ Folk bleve slagne, og han selv blev ført saaret til Jerusalem, hvor han døde kort derefter, efter at han havde regieret udi 31 Aar. Hans Død blev almindeligen begrædet over det heele Land, og sørgede ingen meere derover end Propheten Jeremias, hvilken forud saae de Ulykker, som vilde følge paa hans Død, og var det da, at han sammenskrev den Begrædelses-Bog, som vi endnu have, og siden en anden Klage-Sang, som ikke er meere til; og, saasom det u-lykkelige Slag, hvorudi Kongen fik sit Bane-Saar, blev holdet nær ved den Stad Hadad Rimmon udi Manasses-Stamme paa hin Side Jordan, saa blev den Klage, Jøderne førte over hans Død, kalden Hadad Rimmons Klage. Den Hadad Rimmons Klage.samme var saa stor, og varede saalænge, at Hadad Rimmons Klage blev siden et Ordsprog og Talemaade, naar man vilde tilkiendegive nogen stor Bedrøvelse.

Den samme Sorg giver tilkiende, hvilke høye Tanker Jøderne havde om Josias, hvorudover nogle, blant hvilke Prideaux holde for, at det er en Digt, som anføres om ham, at han af Hofmod og imod den Erindring, som GUd ved Propheten giorde ham, indloed sig udi Foreening med den Ægyptiske Konge, og siger bemældte Prideaux, at dette findes alleene udi det apocryphiske Skrift af den saa kalden Esdræ Bog, hvoraf andre have udskrevet det, som samme Skrift anfører om Josiæ Endeligt, skiønt udi de Canoniske Skriftens Bøger intet meldes derom. Vel er sant, at udi Betænkning over Josiæ Endeligt.Kongernes Bog den U-lydigheds Feil ikke tillægges Josiæ; thi der siges alleene, at han holdt et Slag med Necho, Kongen af Ægypten, hvorudi han omkom (b). Men udi den anden Krønikernes Bog, hvor denne Historie meere omstændigen udføres, siges udtrykkeligen, at Jo-|463sias adlydede ikke Nechos Ord af GUds Mund (a). Dette tilstaaer bemældte Prideaux, men forklarer Ordene saaledes, at Josias ikke adlydede Nechos Ord af den Ægyptiske Afguds Mund, og søger vitløftigen at vise, at derved ikke kand forstaaes den rette Israels GUd, blant andet deraf, at Skriften herudi ikke bruger det Ord Jehovah, men alleene Elohim. Dette vil jeg lade staae ved sit Værd, og alleene sige dette, at, hvis Josias herudi syndede, saa er det fast den eeneste Feil, som ham tillægges; thi hans Levnet er ellers et Mynster paa en priisværdig og Gudfrygtig Regent. Men hans stedsvarende Gudsfrygt kand ikke vindicere ham fra den Feil, som ham her tillægges. Hvis man herudi følger Prideaux Forklaring, synes ingen Meening at være udi Skriftens Ord, Slagets u-lykkelige Udfald viser ogsaa, at denne Gierning maa ikke have været GUd behagelig.

Joachas.Da Josias ved Døden var afgangen, satte Jøderne hans Søn Joachas, som ellers kaldes Sallum, paa Thronen. Denne Konge fulte ikke sin Faders Fodspor, men henfaldt til all Slags U-gudelighed, hvorudover han fik ogsaa den Straf, som han havde fortient; thi den Ægyptiske Konge Necho, efter at han havde erholdet en Seyer over de Babylonier ved Euphrates, gik han med sin Krigshær tilbage igien; paa Veien fik han at vide, at Joachas var bleven Konge uden hans Forespørsel, hvorudover han stævnede ham at komme til sig. Dette viser, at han efter det u-lykkelige Slag, som blev holden mod Josiam, var bleven Overherre over Judæa. Joachas loed Føres fangen til Ægypten.sig indfinde, men han var ikke saa snart ankommen, førend Necho loed ham slutte i Lænker, og føre til Ægypten, hvor han døde, Necho begav sig derpaa til Jerusalem, hvor han erklærede Jehojakim en anden af Josiæ Sønner til Konge, med de Vilkor, at han skulde betale aarlig Skatt til Ægypten.

Jehojakim.Jehojakim efterfuldte sin Broder udi U-gudelighed, og blev derudi efterfult af Undersaatterne. Dette blev ham bebreidet af Propheten Jeremia, hvilken forkyndede GUds Straf over ham og det heele Kongelige Huus, hvis han ikke omvendte sig. Det sam-|464me gav han ogsaa aabenbare tilkiende for Folket udi Templet: Men Præsterne, i steden for at bevæges deraf, lagde Haand paa ham, og bragte ham fangen for Retten. Men en af Raadet ved Navn Ahikam, der yndede Propheten, magede det saa, at han blev frikiendt. Samme Ahikam var Fader til Gedalia, som siden under Chaldæerne blev Gouverneur i Judæa; en anden Prophet ved Navn Uria, der, ligesom Jeremias, prædikede mod Folkets Synder, havde ikke den Lykke; thi han blev greben, og omkommen efter Kongens Befalning.

Den Babylonske Konge Nabopallasar, da han merkede, at heele Syrien og Jødeland havde underkasted sig det Ægyptiske Herredom, søgte han at vinde samme Lande tilbage, og til den Ende, saasom han selv var gammel og svag, associerede sig sin Søn Nabochodonosor udi Regieringen, betroende ham Krigshæren at anføre udi de Lande, som skulde bringes til Lydighed igien. Det er fra den Tiid Jøderne regne Nabochodonosors Begyndelse.Nabochodonosors Regierings Aar, da Babylonierne derimod ikke regne uden fra den Tiid han kom til Regieringen, nemlig ved sin Faders Død, som skeede 2 Aar derefter, og reiser sig heraf den Stridighed mellem Skriftens og andre Verdslige Historiers Chronologier. Nabochodonosor erholdt strax Seyer over den Ægyptiske Konge, og derpaa rykkede mod Syrien og Palæstina, for at bringe samme Provincier til Lydighed. Dette er den Nabochodonosor, som er saa bekiendt af Skriften og de Verdslige Historier, og som ved sine store Seyervindinger oprettede et af de største Monarchier, der haver været paa Jorden. Udi det samme Aar, da han giorde Jeremiæ Spaadom om Jødernes Fængsel.ovenmældte Krigstog, spaaede Propheten Jeremias, at en Konge af Babylon skulde undertvinge Jerusalem og Jødeland, og holde Jøderne 70 Aar udi Fængsel, han forud sagde derforuden mange andre U-lykker, for at bevæge Jøderne til Pœnitentze: Men, som alle Formaninger kunde ikke hielpe, fik han Befalning af GUd at føre dem udi et Skrift, hvilket ogsaa skeede, saaledes, at Jeremias dicterede sin Tiener Baruc de Spaadomme, som skulde skrives. Da alting var skriftligen forfatted, forføyede Baruc sig til Templet, og der oplæsede det for Folket, hvilket han selv ikke kunde giøre, efterdi han paa samme Tiid sad udi Fængsel, hvortil han formedelst sine forrige Spaadomme var fordømt.

|465Kort efter dette var skeed, giorde Nabochodonosor Indfald udi Jødeland, hvor Jerusalem indtages af Nabochodonosor.han beleyrede og indtog Jerusalem, og loed slutte Jehojakim udi Kieder, for at føre ham til Babylon; men, som han ydmygede sig for Seyerherren, og lovede at blive ham skatskyldig, blev Riget givet ham tilbage, og Nabochodonosor forloed derpaa Landet for at angribe Ægypten. Dog, førend han reisede bort, loed han bortføre til Babylon en stor Mængde af Jøder, og deriblant adskillige Børn af det Kongelige Huus, samt af de fornemmeste Familier, for at give dem Sted blant hans Hofgildinger. Han loed ogsaa bortføre en stor Deel af Templets hellige Kar, for at sætte dem udi den Afguds Bels Tempel i Babylon. Det øvrige loed vel Nabochodonosor blive udi Landet tilligemed Jehojakim, som førte Titel af Konge, skiønt han virkeligen var intet uden en Assyrisk Statholder, og Riget en Assyrisk Province, og er det derfor, at man fra denne Forandring, som indfaldt udi Jehojakims Regierings 4de Aar, regner Begyndelsen af det Babylonske Fængsel, der varede udi 70 Aar, og var forud spaaet af Propheten Jeremia.

Blant de fornemmeste Jødiske Børn, som da bleve bragte til Babylon var Daniel, Hanania, Misael og Azaria, hvilke man gave Chaldæiske Navne, saa at Daniel Jødiske Ungdoms Bortførelse til Babylon.blev kalden Belthasar, de andre Sadrac, Mesac og Abed Nego. Nogle sætte disse Børns Bortførsel sildere ud, men man kand ikke accordere den Meening med Skriftens Historie, som vidner, at Daniel udi Nabochodonosors andet Aar, som var det 4de Aar efter Jerusalems første Erobring, allerede havde bragt det saa vidt udi det Chaldaiske Sprog og Videnskabe, at han kunde udtolke Kongens Drømme, og gouvernere den heele Province af Babylon; Daniel selv, naar han taler om det Babylonske Fængsel, regner dets Begyndelse fra Jehojakims tredie Aar, hvilket er endnu et Aar tiligere.

Jehojakim forbedredes ikke af denne U-lykke, men heller tiltoeg udi Ondskab og U-gudelighed, og Jøderne efterfulte hans Exempel. Ikke desmindre anordnede de dog Aaret derefter en Faste-Dag, nemlig: den 18de Dag af den Maaned Cisleu, til en Erindring om den U-lykke, som ved Jerusalems Erobring var hændet, |466hvilken Faste-Dag det Jødiske Folk haver aarligen holdet indtil disse Tider. Jeremias betienede sig af denne Leylighed, og, da Folket var forsamled, skikkede dem anden gang sin Tiener Baruc, med Befalning, at oplæse hans skrevne Prophetier og GUds Trusler offentligen udi Templet; Baruc efterlevede denne Befalning, og igiennem Vinduet af Templet, hvor Kongens Raad pleyede at sidde, oplæsede med høy Røst Skriftets Indhold. Da dette blev Kongen tilkiende givet, loed man ham hente op paa Slottet, og befoel ham at læse det samme paa nye igien for det Kongelige Raad. De forskrækkedes over Skriftens Læsning, og adspurte ham, hvorfra han havde det, og, da han tilkiende gav, at det var dicteret af Jeremia, raadede de ham at tage Flugten med sin Herre til et Sted, hvor ingen kunde finde dem. Da dette var skeed, erkyndigede de Kongen om den Handel.

Jeremias forfølges.Kongen loed hente Skriftet til sig, men han havde neppe læset et lidet Stykke deraf, førend han skar det i Stykker med en Penne-Kniv, og kastede det paa Ilden. Derpaa gav han Befaling til at efterlede Jeremiam og Baruc; men man kunde ikke finde dem. Til en Erindring om dette Skrifts Brand, have Jøderne stiftet en aarlig Faste udi den 29 Dag af den Maaned Cisleu. Men Skriftet var saa snart ikke brændt, førend et andet kom for Lyset, hvorudi ikke alleene alt det forrige var indført, men end ogsaa noget andet, sær Ting, som anginge Jehojakims Huus og dets overhængende Straf.

Nabochodonosor anvendte Resten af Aaret paa den begyndte Krig med Ægypten, og bemægtigede sig alt hvad Ægyptierne eyede fra Euphrates indtil Floden Ægyptum, det er heele Syrien og Palæstina. Skriften kalder den sidste Flod Ægypti Bek (a), for ikke at confundere den med den Flod Nilo, som i gamle Dage kaldtes Ægyptus, og løber mit igiennem det Ægyptiske Rige, da denne Ægypti Bek, som herom tales, skiller Palæstina fra Ægypten. Nabochodonosor havde videre forfult sin Seyer, hvis han paa samme Tiid ikke havde faaet Tidender om sin Faders Nabopallasars Død, |467som skeede udi Jehojakims 5te Regierings-Aar; thi dette foraarsagede, at han i største Hast maatte begive sig til Babylon, hvor han blev antagen til Konge i sin Faders Sted. Tvende Aar derefter havde han den merkelige Drøm, hvilken findes udi Daniels Prophetie (a), og som Daniel forklarede ham, hvilket foraarsagede at han af Kongen blev satt udi den høyeste Æres Post, blev giort til Hovet for alle de Babylonske Magi eller Viise, item Statholder over den heele Province af Babylon. Til denne Ære blev han ophøyet, da han endda kun var 22 Aar gammel. Han glemte da ikke at betiene sig af denne Naade til hans Landsmænds Forfremmelse, sær talede han saavel for Sidrac, Mesac og Abed Nego, at vigtige Poster ogsaa bleve dem betroede.

Det varede ikke længe, førend Jeremiæ Spaadom mod Juda Konge blev opfyldt, og det saaledes. Jehojakim, efterat han udi 3 Aar havde været Assyrien underdanig, søgte han at afkaste Aaget, veigred sig ved at betale den aarlige Skatt, og indlod sig paa nye udi Forbund med Kongen af Ægypten. Da Nabochodonosor fik dette at vide, befoel han Statholderne af alle omliggende Lande at foreene deres Magt mod Jerusalem: Jehojakim fik derfore paa engang Ammoniter, Moabiter, Syrer, Araber og alle omliggende Nationer, som vare Assyrien Skattskyldige, paa Halsen. Disse huserede forskrækkeligen udi Landet i tre Aar, og endelig udi Jehojakims 11te Aar Jerusalem indtages anden Gang af Chaldæerne.indsluttede ham i Jerusalem, hvor de omsider omkomme ham udi et Udfald, som han giorde, og kastede hans Legem paa Veyen ved Porten af Jerusalem, saa at han efter Prophetens Spaadom ingen Begravelse fik. Hans Søn Jechonias antoeg Regieringen efter Faderens Død. Denne førte samme Levnet som hans Formand, havde ogsaa samme Lykke: thi Nabochodonosor lod sig selv indfinde for Jerusalem, for at fortsætte Beleiringen med des større Eftertryk. Da Jechonias saae sig ingen Redning, gik han udaf Staden, og overgav sig i den Babylonske Konges Hænder, hvilken loed ham strax slutte i Lænker, og føre til Babylon, hvor han forblev i Fængsel 37 Aar, indtil Nabochodonosors Død. Hans Moder blev da tilligemed fangen bortført, hvorved |468fuldkommedes Jeremiæ Spaadom, saa lydende: Jeg skal lade dig og din Moder bortføre til et fremmed Land, hvorudi I skulle døe (a).

Da Nabochodonosor havde giort sig Mester af Staden, loed han bortføre all den Riigdom, som fandtes udi Templet og det Kongelige Pallais, blant andet de Guld-Kar, som Salomon der havde ladet sætte, som han loed bringe til Babylon, tilligemed Juda Konge, hans Moder og Dronning, samt en stoer Mængde Indbyggere, hvilke af Jerusalem alleene beløbe sig til 10000 stridbare Mænd, foruden mange Sedechias sidste Konge i Juda.Haandværks-Folk. Af Landet blev derforuden en anseelig Hob udbragt; blant hvilke var Propheten Ezechiel, og er det derfore, at samme Prophet sætter det Babyloniske Fængsels Begyndelse fra dette Aar. Efter denne Bortførelse blev intet tilbage uden den gemeene Almue, over hvilken han giorde Mattania Josia Søn til Konge, toeg Troeskabs-Eed af ham, og gav ham Navn af Sedechia.

Saasom der stedse vare mange falske Propheter udi Landet, hvilke smigrede for Kongen og Folket, saa fandtes der ogsaa paa den Tiid nogle, blant hvilke vare Hanania Hazurs Søn, hvilken spaaede, at (a) inden 2 Aar skulde Kong Jechonias med alle de andre Jødiske Fanger forløses, og Templets Rigdom og Guld-Kar bringes tilbage til Jerusalem igien. Men Jeremias gav tilkiende, at samme Anania mod GUds Villie gav dem saadan Forhaabning, og sagde, at til Tegn derpaa han skulde blive slagen af GUd, og døe inden Aarets Udgang, hvilket og skeede. Kort derefter havde Jeremias de Aabenbaringer, som findes udi det 50de og 51de Cap. af hans Prophetier, angaaende Babylons og det Chaldæiske Herredoms Ødeleggelse ved de Meder og Perser.

Paa samme Tiid holdes det Skrift, gemeenligen kaldet Barucs Prophetie, at have været forfattet af Jeremiæ Tiener og Discipel Baruc. Indholden af dette Barucs Prophetie.Skrift, er et Brev, som foregives at være skikket af den fangne Jødiske Konge og de andre Jøder udi Babylon, til deres Brødre de overblevne Jøder udi Jerusalem; og siges der i Fortalen, at Baruc, som paa samme Tiid var i Babylon, forfattede Brevet efter den forrige Konges Befalning. Hieronymus forkaster dette Skrift, saasom det ikke haver været antaget blant Jøderne, og holder for, at Barucs Navn, som det fører, er opdigtet. Grotius er af samme Meening, og meener, at det er skrevet af en Betænkning derover.Hellenistisk Jøde, under det Navn af Baruc. Hvad som kand anføres for Bogens Authenticitet er dette, at Cyrillus Biskoppen af Jerusalem og det Laodicæiske Concilium, regner Barucs Skrift blant de Canoniske Bøger: Men Prideaux meener at Cyrillus, saavelsom ovenmældte Concilium have herved intet mee-|470net uden Jeremiæ Prophetier og Begrædelse, og at ved Barucs alleene maae forstaaes, den som findes udi Jeremiæ Propheties 29de Capitel, og, saasom hverken Biskoppen eller Concilium haver mældet noget om de andre Apocryphiske Bøger, saa er det ikke rimeligt, at de have holdet dette Barucs Skrift for Canonisk, efterdi det af alle Apocryphiske Skrifter fortiener mindst at canoniceres, af hvilken Tanke og Concilium Tridentinum haver været.

Udi Sedechiæ 5te Regierings Aar blev Ezechiel af GUd kalden til det Prophetiske Embede, blant de fangne Jøder (a) udi Babylon. Han havde samme Aar Ezechiels Prophetier.det Syn af de 4re Cherubims og de 4re Hiul, som omtales udi det første Capitel af hans Aabenbaringer. Udi samme Aar blev han udi Drømme forflytted til Jerusalem, hvor han saae alt det Afguderie, som øvedes af Jøderne sammesteds, og gav GUd ham da tilkiende den Straf, som overhengede dem, lovede derhos de fangne Jøder, som holdte fast ved hans Bud, at de skulde omsider forløses af Fængslet, og komme til deres Fæderne-Land igien. Udi Sedechiæ 7de Aar, loed GUd samme Prophet tilkiendegive Jerusalems Erobring ved Chaldæerne, item Sedechiæ Fængsel og Død, hvilket altsammen findes udi Ezechiels Prophetie, som vi have blant vore Canoniske Bøger. Hans Prophetier ere fulde af mørke Taler. De Syn, som han havde, ere 22 udi Tallet, og ere de samme satte i Orden efter Tiderne. (b)

Denne Tiid var ellers frugtbar paa Propheter: thi man kand did henføre eller Adskillige andre Propheter.lidt for og efter Oseas, Joel, Amos, Abdias, Jonas, Michea, Nahum, Habacuc, Sophonias. Oseas propheterede udi Israels Rige under Jeroboam, og, da Achas Oseas.og Ezechias vare Konger i Juda. Han bebreider Israel sit Afguderie, og tillige trøster Folket. Den Befaling han fik af GUd at gifte sig med en Hore, er særdeles, og haver givet Anledning til mange Forklaringer. (c)

Joel.Joel holdes af nogle at have levet for, af andre efter det Babylonske Fængsel: Hans Stiil er hæftig, dog fuld af Lignelser.

|471Amos.Amos meenes at have spaaet under Kong Uzzia. Hans Prophetie er fornemmelig mod de 10 Stammer. Den Forløsning, som han lover dem, forklares at sigte paa Christi Rige. Hans Stiil er Simpel, og de Lignelser han bruger, ere overeensstemmende med hans Profession, som var Hyrde-Levnet.

Abdias.Abdia Tiid er meere u-vis. Nogle meene, at han er den Abdias, som Kong Josias sat over Templets Arbeide (a), hans Spaadom angaaer alleene Edomiterne.

Om Propheten Jona er talet paa et andet Sted, hvorfore jeg intet her derom videre vil tale.

MicheasMicheas haver spaaet under Achas og Ezechia; thi han citeres af Propheten Jeremia (b); han spaaer baade mod Samaria og Jerusalem, og lover saavel Israeliters, som Jøders Forløsning: Hans Stiil er høy og dog forstaaelig.

Sophonias.Sophonias haver propheteret under Kong Josia, hvilket han selv vidner saaledes: Dette er HErrens Ord til Sophonias Chusi Søn udi Josiæ Konges Tiid. (c) Saasom han taler hæftigen mod Afguderie, er det troeligt, at han haver propheteret, førend Josias havde begyndt at reformere Landet.

Habacuk.Hvad Propheten Habacuk angaaer, da veed man hverken paa hvilken Tiid han haver skrevet, eller hvor han er fød. Nogle slutte, at han haver skrevet udi Manassis Tiid, og grunde deres Meening paa nogle Ord, hvorudi han beskriver Jødelands Fordervelse (d).

Nahum.Nahum holdes for, at have propheteret paa samme Tiid, eller noget for Senacheribs Tog mod Jerusalem, hvilket han forud spaaede.

|472Den Dom, som GUD havde fældet over Juda Konge, blev exeqveret paa saadan Maade: Sedechias affærdigede udi sit 7de Regierings Aar Gesandtere til den Ægyptiske Konge Hophra, og sluttede Forbund med ham. Aaret derefter brød han den Troeskabs Eed, han havde giort Kongen af Babylon, og derpaa fuldte den Tragœdie, som endtes med Landets Undergang: Thi saa snart som Nabochodonosor fik Kundskab om dette Frafald, rykkede han med en stor Krigsmagt mod Jødeland: Paa Veyen fik han at høre, at Ammoniterne iligemaade havde sluttet Forbund mod ham, hvorudover han raadførede sig med sine Spaamænd, hvilket Folk han først skulde Nabochodonosors sidste Tog mod Judæa.angribe. Disse, efterat de havde i Agt taget deres sædvanlige Kiendetegn ved Qvægets Indvolde at randsage, item ved deres Teraphims og deres Piile, raadede ham at vende sin Magt først mod Jøderne. Den Spaadom, som giortes ved Piile, bestoed derudi: Man skrev paa Piilene de Stæders Navne, som man agtede at anfalde. Piilene bleve lagte udi et Kaager, hvorudafhvorudaf]hvorudaf] A; hvoraf SS hvorudaf] A; hvoraf SS man toeg dem efter Lodkastning. Og den Stad, hvis Navn var skrevet paa den Piil, som først blev udtaget, skulle først angribes. Krigen blev derfore beslutted at skulle føres først mod Jødeland, hvilket og skeede, og bemægtigede Nabochodonosor sig i en Hast alle Landets Stæder, undtagen Lakis, Hazeka og Jerusalem. Indbyggerne af Jerusalem, seende den Fare, som overhængede, stillede sig da Gudfrygtige an, og forbunde sig ved Løfte ikke at vige fra GUds Bud. Til Beviis derpaa, loed man offentligen udraabe, at alle de, som havde indfødde Hebræer udi Trældom, skulde sætte dem i Frihed igien.

Imidlertid forfulte Nabochodonosor sine Seyervindinger, og endeligen kom med sin Krigsmagt for Jerusalem, hvilken han indsperrede paa alle Sider: Og er det, i Henseende til denne Beleyrings Begyndelse, Jøderne endnu holde en Faste udi den 10de Dag af den Maaned Tebeth. Jerusalems Beleyring blev af GUd Ezechiel aabenbaret den samme Dag, paa hvilken den blev begyndt, og Propheten Jeremias blev af GUD skikket til Juda Konge, for at give ham tilkiende, at Babylonierne skulde blive Mestere af Staden, og føre ham selv fangen til Babylon, hvor |473han skulde ende sine Dage. Men dette Budskab ophidsede Kongen saaledes til Vrede, at han loed ham kaste udi Fængsel.

Medens dette Forhandledes, kom den Ægyptiske Konge Hophra med en stor Krigshær Sedechiæ til Hielp, hvorudover Nabochodonosor ophævede Beleyringen af Jerusalem, for at byde denne mægtige Fiende Spidsen. Men Ægypterne, da de merkede en stor og stridbar Magt at komme dem paa Halsen, bleve de frygtagtige, og toge Veyen tilbage, ladende Juda Konge staae i Stikken alleene, og var det i den Henseende, at Ezechiel lignede Ægypten ved et Rør, som man ikke kand helde sig til.

Efterat Ægypterne havde retireret sig, kom Nabochodonosor anden gang for Jerusalem, hvilken han holdt indsluttet et heelt Aar, at regne fra den sidste Beleyring til Stadens Overgivelse. Sedechias, seende sig paa nye indsperred, loed da hente Jerusalems sidste Beleiring.Jeremiam af Fængslet, for at høre, hvad Haab han kunde giøre sig i denne Tilstand. Men Prophetens Svar var da som tilforn, nemlig: at han skulde falde udi Nabochodonosors Hænder. Derpaa blev Jeremias sat i et andet meere taaleligt Fængsel (a), hvor han nød bedre Underholdning, end udi det forrige. Midlertid fortsattes Beleyringen, og Nøden blev større og større; hvorudover Sedechias loed anden gang kalde Propheten til sig, i Forhaabning, at udpresse af ham et meere behageligt Svar paa hans Spørsmaal. Man maatte vel spørge, hvortil alle de Spørsmaale tienede, og hvad Nytte Kongen kunde have deraf, at han tvang Propheten til at give et falsk Svar.

Det er troeligt, at saasom Almuen havde store Tanker om Propheternes Spaadomme, at han haver villet udpresse et offentligt Trøste-Svar af Jeremia, paa det at de Beleyrede deraf kunde opmuntres til at forsvare Staden til det yderste. Men han Jeremiæ Forhold i denne Beleyring.havde her at bestille med en retskaffen GUds-Tiener, der hverken vilde eller kunde sige andet end de Ord, GUd havde lagt ham i Munden, hvorfore han fik ikke andet Svar end tilforn. Dette opirrede saaledes de fornemste Jøder, at de ophidsede Kongen end meere mod ham, foregivende, at han burte ansees som en oprørsk Mand, der søgte |474ved sine Spaadomme at giøre Krigs-Folket mismodigt. Og var det da, at Kongen sagde: See han er i eders Haand; thi Kongen kand intet giøre mod eder (a). Hvoraf sees at Kongen opofrede ham imod sin Villie, og have eendeel deraf taget Leylighed til at vise de Jødiske Kongers indskrænkede Magt.

Da Kongen saaledes havde overladt ham i deres Hænder, kastede de ham ned i en dyb Huule, hvor han uden Tvivl havde omkommet, hvis en af Hofgildingerne ved Navn Ebed Melek (b), ikke havde formaaet Kongen til at lade ham optrække af Huulen igien. Endeligen toeg Kongen Propheten til sig udi Eenrom udi Templet, for at bevæge ham til at aabenbare alt hvad han vidste om den tilkommende Tiid. Jeremias igientoeg da alt det forrige, og raadede ham strax godvilligen at overgive sig i Nabochodonosors Hænder, hvorved han kunde frelse sit eget Liv, og hindre Stadens Undergang. Men Kongen fandt ingen Smag udi det Raad, skikkede Propheten til sit forrige Fængsel igien, og raadførede sig ikke oftere med ham.

Endeligen, efterat Jerusalem havde været et heelt Aar beleyred, blev den erobred; da Babylonierne brøde ind udi Staden, toeg Sedechias med de hosværende Krigsfolk Flugten. Han trængede sig igiennem den fiendtlige Leyer, og søgte at komme paa den anden Side af Jordan; men Chaldæerne, som fulte ham efter, naaede ham ikke langt fra Jericho, hvor de grebe ham, og bragte ham til Nabochodonosor. Seyerherren loed da hans Sønner omkomme udi hans Paasyn, og siden stikke Øyene ud paa ham selv. Derpaa blev denne u-lyksalige Konge sluttet i Kobber-Lænker og ført Jerusalems Forstyrrelse og Ende paa det gamle Jødiske Rige. til Babylon, (c) hvor han døde. Derved blev opfyldt Ezechiels Spaadom, nemlig: at han skulde bortføres til Babylon, men ikke faae Staden at see, hvorvel han skulde døe derudi: Efterat Jerusalem var erobred, kom den Babyloniske Felt-Herre Nebuzaradan did hen, og borttoeg alt, hvad som kostbart var udi Templet og |475Kongens Pallais samt udi de andre Stadens Huuse. Derpaa satt han Ild paa Staden og Templet, som i en Hast blev lagt i Aske. Muurene loed han nedrive med deres Taarn, og sløiffede alt, hvad som Ilden havde sparet, saa at denne hellige Stad med Templet, som havde været Zirath paa Jorden, (a) blev forvandlet til en Steen-Dynge. Den Jødiske Skribent Josephus haver antegnet, at Templet blev lagt i Aske ved Nabochodonosor den samme Dag, som det anden gang blev brændt af Tito. Med Templets Ødeleggelse ophører den miraculeuse Tiid for Jøderne: thi de Velgierninger, som GUd siden loed see mod Nationen, skeede gemeenligen ved naturlige Midler. Jeg haver udi denne min Historie ikke glemt at anføre alle de mange og store Miracler, som ere skeede i Faveur af dette Folk, helst, naar derom findes saadanne Vidnesbyrd, som ikke kand imodsiges, og hvor Skriftens Ord ingen anden Forklaring lider. Hvor Ordene derimod anderledes kand forklares, som om Samsons Asenkieft, Eliæ Ravne, Israels Børns Skoe, som ikke sleedes udi Ørken &c. haver jeg viset visse lærde Mænds Meeninger. Nogle holde for, at man svækker Skriften ved at formindske Miraclernes Tall, og bestyrker Vantroende i at henføre alting til naturlige Aarsager. Andre derimod meene, at man giør Skriften suspect for deslige Folk, ved at finde Miracler udi de Ting, hvor ingen ere. Derom taler en vis Autor i vor Tiid saaledes: Udi dette Seculo, da Christendommen af Libertiner bliver hæftigen angreben, og ligesom stærkt beleyret, er det beste Middel til Religionens Forsvar, ikke at udvide dens Fortificationer, men heller at demolere de Svage, for at forsvare Hovedskandserne desbedre. Men jeg maa vende mig til Historien igien.

Nebuzaradan loed sig ikke nøye med at have brændt Staden og Templet, men Indbyggerne bortføres til Babylon.bortførede ogsaa alle Indbyggere, som fandtes i Staden, blant hvilke var Seraia den ypperste Præst med 70 andre anseelige Mænd, som han skikkede til Nabochodonosor, der da opholdt sig til Ribla udi Hamaths Land. Udi Landet loed han alleene blive nogle af den ringeste Almue, for at dyrke Jorden, og sat over dem Gedalia Akihams Søn. De øvrige loed han alle fø-|476re til Babylon. Hvad Propheten Jeremias angik, da, saasom han stedse havde raadet Juda Konge fra Kriig, blev han løsgiven af sit Fængsel. Man gav ham Vallet, enten han vilde reyse med de andre til Gedalia beskikkes til Statholder udi Judæa.Babylon, eller forblive udi Landet, og saasom han udvalte det sidste, skikkede man ham til Gedalia med Befalning, at samme Statholdere skulde have Omsorg for hans Person. En stor Deel af de adspredde Jøder, der havde skiulet sig, da de hørde, at Gedalia var beskikket til Gouverneur i Landet, lode sig indfinde paa den Forsikring, han gav dem udi den Babylonske Konges Navn, at dem intet Ont skulde vederfares.

Blant disse var en ved Navn Ismael, Nethaniæ Søn, men den samme kom ikke til Gedalia, uden i Forsæt at omkomme ham; thi, saasom han var af Kongeligt Blod, meenede han, naar Chaldæerne vare bortreysede, at bane sig Veyen til Thronen. Han havde til den Ende hemmeligen forbundet sig med Ammoniternes Konge. Dette fik en anden anseelig Jøde, ved Navn Johanan, Kundskab om, hvorudover han tilkiendegav Sammenrottelsen for Gedalia, og bød sig til, for hans Sikkerhed, at rødde Ismael af Veyen. Men Gedalia, som var en from og sagtmodig Mand, vilde ingen Troe fæste dertil (a), men blev ved at holde Venskab og Omgiengelse med Ismael. Af hvilken Leylighed denne onde Mand betienede sig, og med sine Han omkommes.Sammenrottede ombragte Gedalia udi et Giestebud. Derpaa nedsablede de en stor Deel Jøder og Chaldæer, og søgte efter saadan Gierning at retirere sig til Ammoniternes Konge. Men Johanan satte efter dem, og fik en stor Deel af FangerneFangerne]Fangerne] Fanger A; Fanger SS Fangerne] Fanger A; Fanger SS tilbage: Dog undflyede Ismael. Johanan, som frygtede, at han selv og andre u-skyldige Jøder kunde blive mistænkte for Gedaliæ Mord, flygtede til Ægypten.

Saaledes endtes dette u-lyksalige Aar, hvorudi Jerusalem med det første Tempel blev ødelagt, og en Ende blev giort paa det Jødiske Rige, efterat det havde varet, at regne fra dets Separation fra det Israelitiske Rige, udi 387 Aar, Anno fra Verdens Skabelse 3446, og for Christi Fødsel 588. udiudi]udi] Udi A; Udi SS udi] Udi A; Udi SS Sedechiæ 11te, og |477udi den Babylonske Konge Nabochodonosors 18 Regierings Aar. Det er en af de største Ende paa Krønikernes og Kongernes Bøger.Hændelser udi Historien, og den fornemste Epocha udi de Jødiske Krøniker. Med dette store Sørge-Spill slutte de tvende Canoniske Skriftens Bøger, nemlig Kongernes og Krønikernes, deres Historie. Det er u-vist, naar, og af hvem disse Bøger ere skrevne. Det synes, at de ikke kand være forfattede af een Mand, men af adskillige Propheter og Præste, hvoraf enhver kand have tillagt sit Stykke af den Historie, som er skeed udi hans Tiid, hvorvel der af adskillige Passager sees, at et og andet er skrevet længe efter Tiden. Det er ogsaa u-vist, hvilken af disse Bøger er den ældste, saasom Kongernes Bog henviser tit til Krønikernes, og Krønikernes igien til Kongernes Bøger. Begge Skrifter henvise ogsaa til andre Bøger, som Salomons Handels Bog, Iddo Prophetes Historie, Prophetens Semaiæ Handels Bog og andre, hvilke nu ikke meere findes. Kongernes Bøger begynde med Salomons Regiering, og gaae lige til det Jødiske Riges Ødeleggelse; Krønikernes derimod begynde med et Slægt-Register fra Verdens Skabelse, og udføre Historien til det Babyloniske Fængsel. Adskillige Kongers Historier ere omstændeligen udførte udi de sidste: Propheternes Bedrifter derimod ere bedre udførte udi Kongernes Bøger; thi udi Krønikerne findes lidet eller intet Betænkning over samme Skrifter.om Propheterne Elia og Elisæo, hvis Historie indtager en stor Deel af Kongernes Bøger. Krønikernes Bøger kaldes gemeenligen Paralipomena, det er, Fortegnelser paa Ting, som ere forbigangne udi andre Skrifter, hvorudover nogle have meenet, at de ere Supplementa til Kongernes Bøger. Clericus siger, at det ikke kand være; thi, hvis Autors Forsæt havde været alleene at supplere de Ting, som udelades af Kongernes Bøger, da havde han ikke igientaget det, som findes i samme Bøger. Det synes derfor heller, at begge Skriftens Autores have ikke vidst af hinanden at sige; thi man seer tydeligen af adskillige Ting, at den eene ikke haver udcopieret den anden (a), saa at derfore intet er kraftigere til at igiendrive Spinoza og andre, som foregive, at alle det gamle Testamentes Bøger ere skrevne af een Mand. Kongernes Bøger, som Hebræerne kalde Melachim, indeholde Israels og Juda Kongers Historie indtil det Babyloniske |478Fængsel, hvorfore de ikke kand være skrevne, førend efter den Tiid, Krønikernes Bøger befatte det heele gamle Testamentes Chronologie. Nogle holde for, at de ere ældere end Kongernes, og meener Hieronymus, at det er Krønikernes Bog, som citeres udi Kongernes under den Titel af Dagenes Ord; men det kand ikke være, efterdi adskillige af de citerede Ting findes ikke udi Krønikernes Bøger (a). Tiden, paa hvilken disse sidste ere skrevne, kand for vist ikke siges, det er dog klart, at de ere ældere end Nehemiæ Bog, efterdi derudi tales om Levi Børn, og Slægternes Hoveder, som ere anførte udi Dagenes Ord (b), eller som vor Danske Version lyder, i de daglige Handlers Bog. Man seer af begge Skrifter store Exempler paa det Israelitiske Folks Gienstridighed og GUds Langmodighed. Man seer endeligen, at den Straf, som GUd længe ved Propheterne havde givet tilkiende, blev omsider fuldbyrdet. Saasom de Israelitiske Konger vare de verste, saa skeede Executionen først paa Israels Land og de 10 Stammer, men blev længer opsat med det Jødiske Rige, endeel for Davids, endeel ogsaa for mange Gudfrygtige Kongers Skyld af Davids Huus.

Det er med denne merkelige Ødeleggelse, jeg vil slutte denne Histories 5 Bog.