Jeg tvivler ikke på at jo nogle vil holde denne mening for ilde grundet efterdi den synes at stride såvel mod fornuft som erfarenhed. Men man må ikke fordømme nogen uhørt. Jeg håber at hvis man vil give sig tålmodighed til at gennemlæse den hele dissertation, man vil finde at endskønt mine tanker herom ikke fortjener alles fuldkomne bifald, så ville de dog ikke findes så ugrundede som de synes ved første øjekast. |98Jeg siger at der er liden forskel imellem det som kaldes lyksalighed og ulyksalighed i denne verden. At de riges vilkår lidet differerer fra de fattiges, er ikke vanskeligt at bevise. De fattige har ikke det de kan æde, de rige derimod æder ikke det de kan have. Begge derudover lider nød. De første af mangel, de sidste af overflod. Begge går med halvtomme maver fra bordet, hine fordi der er intet, og disse fordi der er for meget i fadet. Hine finder lige så stor smag i kallunsuppe, som disse i pasteter. Alt er velsmagende for den fattige, og alt er ildesmagende for den rige. Thi den fattige vrager ingen slags mad. Det går med ham som ordsproget lyder: At den æder mest som sidder længst fra fadet, og den drikker mest som sidder længst fra tønden.

Nu vil jeg begive mig til at eksaminere andre ting, som giver end større oplysning heri, og som lægger end større vægt til denne min thesis. En fattig og en rig lever stedse i bekymring. Den ene for sin  udkomst  og føde, den anden for sine midlers konservation. Den |101rige er bange for tyve, røvere, bedragere, skælver ved mindste knarken han hører i huset, har mange urolige nætter og er at anse som en skildvagt der idelig står på sin post og ser sig om at ingen kommer ham for nær. Den fattige går uden frygt hele verden igennem, så at det er som poeten siger:

Dette kan vises ikke alene af ethvert menneske især, men endog af hele nationers eksempler. Hvilket folk er rigere end de engelske, og blandt hvilket folk er fortvivlelse og egenmord almindeligere. Scythere lever i stedsevarende fattigdom og dog har livet kært. Andre derimod lever i bestandig overflod og er dog kede af livet. En af mine landsmænd har fortalt mig at han kendte en fornem englænder i Paris hvilken beskrev sit daglige levned sammesteds således, nemlig at han om morgenen drak sin chokolade, om eftermiddagen sin kaffe, hvorpå han gik på komedie eller opera, derfra igen på promenader, og bortdrev den øvrige tid af aftenen ud på natten med spil, men sagde derhos at han omsider var blevet så ked af disse gode dage at han var færdig til at hænge sig selv. |103 Man fandt ham også om morgenen hængende i hans sovekammer. Cicero taler om et gravskrift som i hans tid fandtes over en ved navn Cleombrotum hvilken, såsom ingen modgang var hændt ham i verden, kededes ved den bestandige lykke og omsider druknede sig selv. Der findes blandt spaniere rige og fornemme folk hvilke renoncerer frivilligt på deres egen velstand og indrullerer sig blandt stoddere som går dør fra dør og beder om almisse, hvori de finder en slags vellyst, så at de dømmer heri som ordsproget lyder: Den er friherre der må betle hvor han vil. Ingen er fornøjet med sin egen stand. Det hedder som poeten siger:

Jeg vil gerne tilstå at der findes nogle få rige som lever idelig i vellyst og som aldrig kedes derved. Men hvor stort tønder til synd og misgerninger er ikke velstand? Herudover kalder Kristus de fattige lyksalige, og siger at de riges salighed er vanskelig. Jeg vil ikke tale om andre ting. Det er ej heller fornødent at beskrive vidtløftigt de riges og fattiges vilkår, såsom den materie er af adskillige andre omstændigt udført, og viser at de fattiges skæbne er ikke så ond som gemenlig foregives. Vel forekastes herimod at fattige folk har ingen venner, item at de i trætter og tvistigheder som de har med de rige, kommer gemenlig til kort, thi det hedder at den som binder sine sko med bast, må betale lavet.

Til det første kan svares at de mange venner som de rige bryster sig af, er kun mundvenner eller rettere hyklere. Hvad det sidste angår, nemlig at den fattige har ingen ret, så er det |105vel et almindeligt ordsprog, men ordsproget synes at være gjort af de fattige og af dem dagligt at repeteres, og det med en fortræffelig virkning. Thi der findes utallige devote dommere der holder det for en pligt at dømme i favør af de fattige, enten de har ret eller ej. Óg viser den daglige erfarenhed at en kællings tårer og våde kinder virker undertiden mere end to lovfaste vidner. Jeg for min part frygter mere for en proces med en fattig end med en rig, og et hospitalslem kommer mig for at være en forfærdeligere kontrapart end en bemidlet vekselerer, såsom jeg af adskillige eksempler har mærket at mange søger beneficium paupertatis, ikke så meget af armod som for at gøre deres kontrapart forhadt og derved at bevæge en højhjertet eller devot dommer til en favorabel sentens. Ja, ordsproget har ofte større influens hos en dommer end det vel burde have, og en kællings klynken er af større vægt end en rig jødes verificerede indlæg. Derpå grundede en vis herredsfoged sin dom imellem en fattig kristen og en rig israelit, dømmende den sidste til processens omkostning, en del efterdi han kunne tåle at betale, en del også såsom hans forfædre havde omkommet Vorherre.

Jeg vil sætte at fattige folk har ikke meget forsvar og mange venner. Men man må derved tilstå at de kan nogenledes være forvissede om deres få venners oprigtighed, |106da derimod rige og mægtige kan ikke være forvissede om nogen, såsom ære og tjenstfærdighed bevises ikke så meget til personen som til personens stand, hvilken har sat ham ligesom uden for commerce med mennesker. Herudover sagde kejser Julianus da han hørte nogle at berømme sig: “Hvis disse berømmelser kommer fra folk som turde frit laste og rose, ville jeg glæde mig derover.” Så at man ser endogså heraf at den fattiges skæbne er tåleligere end den holdes for at være.

Nu vil jeg begive mig til andre ting, og efterse den ulighed som er imellem herrer og tjenere, hvilket kan ske ved at sammenligne de førstes med de sidstes skæbne og vilkår. Når jeg betragter den hårdhed, de hug og slag, det slæb og arbejde, som tjenere er underkastet, da synes mig at deres vilkår lidt differerer fra umælende creatures. Derimod, når jeg ser dem friske og sunde, vel til mode, ja gladere end deres herrer, falder jeg på andre tanker og min medlidenhed ganske ophører. Tjenere udstår vel flere onde ting end deres herrer, men mindre onde efterdi de tåler dem bedre; thi en plage er ikke en plage når man tålmodigt bærer den. Store herrer bryster sig af deres rigdom og frihed, men hvorledes kan dé kaldes rige der stedse higer efter mere rigdom, og som poeten siger:

Det er derfor ikke uden i det blotte navn at tjenere differerer fra herrer. Thi vi ser undertiden at endskønt standen forandres, så bliver sindet dog det samme. Velstand og højhed, siger Epicurus, er ikke standens forbedrelse, men standens forandring, eller, som Seneca siger, at det som vi kalder velstands erhvervelse, er ikke vor elendigheds ende, men alene scenens forandring (parasse divitias non miseriarum finis est, sed mutatio). Hvorudover en vis herre, da hans tjenere klagede over deres lange og besværlige tjeneste og begærede deres afsked, svarede dem meget artigt: “Bild eder ind at I er herrer, så er I det virkelig.” Dette svar var i sig selv kortvilligt, men tilligemed filosofisk. Således en aktør i et skuespil som hver aften agerer kejser, differerer lidet fra en virkelig kejser, undtagen deri at han sover roligere om natten såsom han tillige med sine kejserklæder nedlægger al omsorg for regimentet. Således kunne Dionysius den yngre, der var stødt fra tronen i Sicilien, bilde sig ind at han endda regerede da han siden agerede skolemester |109i Corintho. Der er stor forskel imellem en konsul i Aleppo, Smyrna, Helsingør etc. og en romersk konsul, men når den første vil indbilde sig at værdigheden er den samme ligesom navnet er ens, så bliver det óg det samme.

For nogle år siden havde nogle lystige hoveder stiftet et latterligt societet som forestillede paven med hele kardinalernes collegio. Den som skulle agere pavens person, blev således underrettet at han i gebærder og tale skulle lade se en bestandig gravitet. Den samme habiliterede sig således i samme karakter at han ved at efterabe en andens natur ligesom tabte sin egen. Thi efter at societetet var ophævet, og han engang havde en sag at udføre for en vis ret her i staden, talte han med sådan gravitet og myndighed at assessores i retten som ikke kendte ham, mente at han var beskænket. Men da de fik at høre af præsidenten, som havde kundskab om ham, at han nylig tilforn havde været pave, blev deres fortrydelse forvandlet til latter. Således ser man at højhed og forskel i stand og vilkår består ofte i indbildning, og at manden havde ikke meget uret der sagde til sin tjener: “Bild dig ind at du er herre, så er du det.”

Hvad som et menneske mest har at bryste sig af, er forstand og sindets gaver. Sådant |110er det eneste som han ejer, thi penge, guld, sølv, rige mobilier etc. er alene omkring ham, men ikke i ham. Sindets gaver, som et menneske alene ejer, findes hos tjenere såvel som hos herrer. Kong Henrik 8. i England tillod alt mandkøn i sin tid at læse Bibelen, undtagen lakajer. Men det forbud blev ophævet igen under Edvardo 6. såsom man holdt for at mange tjenere kunne have mere forstand end deres herrer.

Nu vil jeg gå videre frem, og eksaminere hvorledes og hvor meget en syg differerer fra en sund. Såsom alle holder sundhed for en uskatterlig herlighed og derfor her finder stor ulighed i vilkår og skæbne, så må jeg her gå sagte og ligesom fod for fod frem uden at decidere. Jeg vil alene derfor anføre hvad som i denne materie kan siges pro og kontra, og overlade andre at dømme om den ulighed er så stor imellem syge og sunde som den holdes for at være. Jeg har i min Underjordiske rejse givet afridsning på dem som ingen sygdomme er underkastet, men som lever al deres tid i bestandigt helbred. De samme kaldes gemenlig lyksalige, men de skønner ikke på den lyksalighed just fordi den er stedsevarende, og de mærker selv ikke at de er sunde, just fordi de aldrig er syge. De bortdriver derfor deres tid i bestandig sundhed og tilligemed i bestandig |111lunkenhed efterdi menneskets natur er således beskaffen at den kedes endogså ved gode ting når de er stedsevarende. Syge derimod, når de bliver deres svagheder kvit, glæder sig og triumferer derudover, og når feberen intermitterer, regner gode og onde dage, og en dobbelt glæde følger på sorg og smerte. Dersom man derhos vejer de sundes stedsevarende lunkenhed med de svages alternerende sorg og glæde, vil man finde at vægten bliver lige; thi såsom de første ingen onde dage regner, så regner de også ingen gode. Thi man skønner ikke på godt vejr uden man tilforn har haft uvejr.

Man kan her sige det samme som naturkyndige har anmærket om solens lys, nemlig at alle jordens indbyggere har lige meget sol eftersom de der bor nær ved polen om vinteren vel ser ingen dag, men om sommeren derimod har ingen nat, så at når det hele år bliver regnet, befindes det at de har haft lige så meget af solens skin som de der bor i de varme lande. Man har kun at betragte dem som lever i bestandig sundhed, man vil finde at de er hverken glade eller bedrøvede, men gemenlig lunkne og lidet sociable, ikke at tale om at det temperament som er årsag til deres sundhed, betager dem al fyrighed og aktivitet. Thi galde og blodets hidsighed skærper ofte sindet, og iver, som føder feber, siges at være dydens |112slibesten; thi hvad aktivitet eller dyd kan have sted hos den der stedse er lunken og følelsesløs?

Men hvis spørgsmålet bliver om sengeliggende eller om dem som er bestandigt syge, da bekender jeg at denne min thesis bliver end vanskeligere at forsvare. Thi det synes i så måde dårligt at tvivle om den ulighed som er i menneskets vilkår. Men endskønt knuden er helt vanskelig at løse, vil jeg dog ikke ganske give mig tabt eller vende ryggen, men fægte ligesom i retræte. Jeg vil lade mig nøje med at anføre noget, alene dem til trøst som plages med stedsevarende sygdomme. Erfarenhed viser at alt ondt er heftigst i første angreb, og at sygdomme, når de har mistet deres første hede, er ligesom insekter der har tabt deres bråd. Al smerte som intermitterer og kommer igen, er skarpere end den som holder stedse ved; thi ligesom alt kort herredømme er strengt, så er også al kort smerte heftig. Herudover mærker man at syge mennesker med sådan tålmodighed skikker sig i stedsevarende svagheder, såsom på den ene side sygdommen formedelst dens langvarighed taber sin styrke, og patienten på den anden side ved lang liden hærdes. Herudover siger Cicero: Dolor in longinquitate levis, in gravitate brevis est. Videre, dødens forestillelse som indjager dem rædsel |113der falder i hastige svagheder, trøster og vederkvæger de stedsevarende syge, hvilke anser dødens ankomst som en forløsers, der vil afbryde deres lænker og åbne fængslets dør for dem. Thi vi går alle med glæde ud af et fældigt og råddent hus. Nemo, siger Seneca, tam timidus est, ut malit semper pendere quam semel cadere. Det er: Ingen er så frygtsom at han vil hellere stedse vakle, end en gang falde. Naturen selv, siger en vis philosophus, rækker os heri hånden og indprenter os mod: Hvis døden er kort og hastig, gives os ikke stunder til at frygte; hvis den er langsom, så får man afsky for livet ligesom man avancerer i sygdommen. Thi den resolution at dø er vanskeligere for en sund end for en febricitant; med lyst til livet formindskes også frygt for døden. Og ligesom belejrede folk der har udstået meget ondt, er villige til at kapitulere, så er en syg også ikke uvillig til at træde i kapitulation med døden. Thi den som af sygdom eller alder er udmarvet, kan heller siges død end levende. Hvorudover Cæsar da en gammel og af svaghed udmattet soldat bad om frihed at omkomme sig selv, spurgte om han indbildte sig at leve: Nunc enim vivis?

Der fortælles om en soldat i kong Antigoni krigshær der overgik alle i tapperhed og uforsagt mod, men som derhos var af et slet helbred. Kongen drog derfor omsorg for hans sundhed, så at han |114ved medikamenter fik fuldkomment helbred, men man mærkede at han fra den tid tabte sin forrige tapperhed. Hvilket da kongen engang bebrejdede ham, svarede han at kongen var selv skyld deri efterdi han ved sit helbred havde fået lyst til livet og frygt for døden. Så at man deraf ser at sygdommen selv styrker mod dødens ankomst. Det hedder her, som den græske poet siger:

Jeg slutter denne materie med sådan betænkning at de riges såvel som de fattiges, tjeneres såvel som herrers, syges såvel som sundes levned er gemenlig ikke andet end en kæde af elendigheder, og at de elendigheder er større og mindre ligesom man tager sig dem nær til. Mange ting, siger Seneca, synes utålelige, ikke efterdi de er utålelige, men efterdi vi er bløde og skrøbelige. Multa videntur intolerabilia, non quia dura illa sunt, sed quia nos molles. Dersom en kan bære en byrde af 1000 pund lige så let som en anden kan bære af 10, så er de begge lige meget bebyrdede. Sindets |115gode ting er de eneste virkelige herligheder som mennesket har. De legemlige gode ting derimod, endskønt de i sig selv ikke var forfængelige, så holdes man dog idelig i frygt for at miste dem, og al frygt er ikke andet end en forventelse af tilkommende modgang og uheld.