Grundtræk af den ny naturret 32
Kernen i den grotianske fornyelse af naturretten, således som dette blev opfattet af både dens fortalere og dens kritikere, var, at Hugo Grotius (1583-1645) fjernede den naturlige lov fra den metafysiske systematik, som karakteriserede skolastisk naturretslære. Her havde der været et hierarki af love: fra den guddommelige lov, som kun er begrænset tilgængelig for menneskelig forstand, over Guds positive lov, dvs. Bibelen, til Guds naturlige lov, dvs. fornuftsslutninger fra Guds design af mennesket. I stedet for at begynde med dette metafysisk-teologiske system begyndte Grotius, som var advokat, med at spørge, hvorledes man løser konflikter mellem individuelle personer og kollektiver. Hans svar var at sidestille de tre relevante love: Guds åbenbarede lov i Bibelen, naturens lov som udledt af den menneskelige naturs almene behov og tilbøjeligheder, og folkenes lov (folkeretten) som man kunne udlede af den historiske retspraksis mellem nationer og herskere. Denne pluralisering af retsmaterialet og relative uafhængighed af teologisk metafysik betød, at naturretten ikke længere var et speciale for teologer og underlagt kirkens myndighed; den måtte være et emne for jurister og politiske magthavere. Naturretten kunne dermed ses som et element i dannelsen af den moderne territorialstats institutioner og, som vi skal se, også dens ideologi. Dette var den almindelige baggrund for at gøre naturretten til et selvstændigt fag ved de højere læreanstalter, hvor den tidligere havde været en del af teologien og den dermed forbundne morallære. Den udvikling var imidlertid langt fra ukontroversiel. Inden for den lutherske verden var diverse former af neo-skolastisk ortodoks moralteologi blevet kraftigt genoplivet i løbet af det syttende århundrede, og snart udvikledes en såkaldt ‘kristen naturret’ på dette grundlag som modvægt mod den nye bevægelse hidrørende fra Grotius. Dette blev en kamp om naturrettens rette væsen, og den tog ofte form som en strid om den rette måde at forstå Grotius på, og som institutionelle og politiske slagsmål om naturrettens placering og rolle i universitet og samfund.
Denne strid, som fortsatte langt ind i det attende århundrede, fik en afgørende impuls med Samuel Pufendorf (1632-94), som udformede det hidtil mest radikale og sammenhængende alternativ til den ortodokse moralteologi og dermed fangede den unge Holbergs opmærksomhed. Pufendorfs hovedformål var at adskille naturretten fra moralteologien, ikke fordi han var irreligiøs – det var han lige så lidt som Grotius – men fordi han søgte en begrundelse for at holde et menneskes og en borgers pligter adskilt fra de pligter eller dyder, man dyrkede i sin egenskab af religiøst troende. Svaret lå i den grundlæggende naturlov, som påbyder os at leve socialt, mest elementært i den forstand, at vi ikke må volde hinanden skade og dernæst i den forstand, at vi må benytte de midler og kultivere de holdninger, som bedste tjener til, at konflikter og dermed fortræd undgås, såsom fælles regler, institutioner og velvilje. Det første skridt, den første pligt, er at være et menneske snarere end et biologisk defineret væsen, en pligt som minimalt består i at acceptere naturlovens bud om ikke at skade andre; de væsener, som ikke kan eller vil gøre dette, er u-menneskelige, enten dyr eller moralsk og mentalt defekte. Alt, hvad der er specifikt menneskeligt – kultur i bredeste forstand – hidrører fra, at vi eksplicit eller implicit forstår os selv som værende underlagt loven om at leve socialt. Dette gælder vor omgang med andre i familie og samfund, og det gælder vor rolle som medlemmer af det politiske fællesskab, som borgere. Pufendorf opererer således med en fundamental skelnen mellem den ‘fysiske’ verden, som er underlagt de fysiske naturlove, og den ‘moralske’ verden – som vi ville kalde den sociale og kulturelle verden – som kun kan forstås som en blanding af tilsigtede og utilsigtede virkninger af menneskehedens frivillige handlinger, altså som noget ‘konventionelt’ i betydningen: bestemt af konventioner, dvs. udtrykkelig eller stiltiende overenskomst. Hele det ‘moralske’ aspekt af verden må således ses som en overbygning til den ‘fysiske’ verden.
