Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
 
Indledning til Peder Paars
fra Danske Klassikere
ved Jens Kr. Andersen


Peder Paars begyndte at  udkomme  i 1719, og hen over det følgende års tid blev de tre første bøger udsendt hver for sig; 1720 forelå værket komplet i en Tredie Edition, der foruden en forøget 3. bog indeholdt en afsluttende 4. bog. Kronologisk ligger det altså i den tidlige ende af Ludvig Holbergs omfattende forfatterskab – dog uden at der er tale om et debutværk i bibliografisk forstand, for Holberg havde forinden bl.a. udgivet dels en populært affattet verdenshistorie (1711) med et geografisk Anhang (1713), dels en introduktion til naturretten (1716). Men det var hans skønlitterære, digteriske, debut og indleder dermed, hvad han selv omtalte som sin ‘poetiske raptus’, der bl.a. omfatter hovedparten af hans komedier. Som skønlitteratur tilhører Peder Paars den fortællende (episke) digtning, og den gør som parodi grin med den klassiske digtning. Disse to træk ved Holbergs store versroman skal belyses lidt nærmere i det følgende.
Fortællerinstansernes system
Ved studiet af fortællende litteratur (episk fiktion) er det vigtigt, at man som læser – så hurtigt og sikkert som muligt – får rede på fortællerens identitet og særpræg og altså gør sig klart, hvem den berettende ‘stemme’ tilhører; fortælleren vil ofte tilføre sin beretning, der jo ikke er læseren bekendt fra andre kilder eller ad andre kanaler, en subjektiv farvning eller toning eller måske ligefrem blande sig i den med egne, ‘personlige’ tilkendegivelser og refleksioner, som det er nyttigt for læseren at kunne udskille og skrive på fortællerens regning. Desuden kan én beretning eller ét værk have flere fortællere, der så kan indgå i et mere eller mindre hierarkisk ordnet system.
Disse generelle lærdomme er af oplagt relevans i forbindelse med Peder Paars, der jo tilsyneladende indeholder hele tre fortællere/udsigere: Hans Michelsen, Just Justesen og digtets explicitte 1. persons-fortæller – skønt Holbergs egen administration af systemet ikke overalt forekommer lige sikker (se kommentar til de første Vers Author ... giort og da jeg var til Rom, en Skomager).
Titelbladet anfører Hans Mickelsen som Peder Paars’ forfatter. “Hans Michelsen” (med varierede stavemåder) var Holbergs faste pseudonym i de digteriske (fiktionale) værker, han udgav i tidsrummet mellem separatudgaven af 1. bog af Peder Paars fra 1719 og det selvbiografiske Første Levnedsbrev fra 1728, hvor han vedgår pseudonymiteten med den pudsige formulering, at han vil sværge en dyr ed på, at han ikke er forfatter til andre skrifter i den spøgefulde genre end dem, der er fremkommet under Hans Michelsens navn (Ludvig Holbergs tre levnedsbreve 1728-1743, udgivet af A. Kragelund, bd. I, 1965, s. 338). Hans Michelsen er altså Holberg selv, hvilket ikke i sig selv skulle behøve at have betydning for fiktionsarrangementet i Peder Paars. Men sagen gøres lidt mere kompliceret, som vi skal se.
Hans Mickelsen er den erklærede ophavsmand til fortalen. Han lægger ud med nogle oplysninger om Peder Paars’ udgivelse. Disse oplysninger er faktuelle og lader sig kontrollere bibliografisk (se indledningens afsnit “Udgivelse og modtagelse”), og de lader sig dermed ubesværet læse som Holbergs egne, incl. bitterheden over eftertrykkets krænkelse af hans copyright. Men herefter går han straks over til at mønstre sine – højst kuriøse – ‘kilder’ til Peder Paars’ historie – og disse tilhører jo fiktionen, påberåbes og omtales også i selve digtet, og ikke blot i Just Justesens noter, men også i den løbende grundtekst i alexandriner-vers (I 2, v. 192-204; I 3, v. 381f.; I 4, v. 19f.).
Hans Mickelsen har suppleret sig med en medforfatter: Just Justesen, hvem han har bedt skrive en apologetisk betænkning over Peder Paars, og som også er forfatter til de ‘lærde’ fodnoter til teksten. Dette meddeler Hans Mickelsen i sin fortale til separatudgaven af Peder Paars’ 3. bog, hvor Justesen også introduceres lidt nærmere, se kommentar til Just Justesens Anmerkninger. Også i Just Justesens tilfælde er der tale om et tilbagevendende holbergsk pseudonym, idet han angives som forfatteren til de ræsonnerede betænkninger såvel i Peder Paars (separatudgaverne af 1. og 3. bog samt den for denne udgave tilgrundliggende, samlede Tredie Edition) som i 4re Skiemte-Digte, 1722. Hans Michelsen og Just Justesen figurerer således som sideordnede instanser i fiktionens system af udsigere.
Første bogs første sang indledes med ordet ‘Jeg’. Hvem er så ‘jeg’? Flere steder møder vi dette jeg som skrivende (historien). I forbindelse med øboernes pompøse mobilisering mod Peder Paars og hans strandede besætning i 1. bogs 5. sang hedder det fx:
At male alting af min Pen er alt for slæt. (I 5, v. 84, min kursivering; jf. I 3, v. 285; II 2, v. 395; II 2, v. 431.
Med tanke på det tab af kildemateriale, som forliset har afstedkommet, forestiller det skrivende jeg sig, hvad han med dette materiale i behold “hafde kundet give” (I 1, v. 194), og da han skal skildre den stakkels Nilles hjertesorg, da hun svigtes af Peder Paars, græder han, så papiret vædes og blækket løber ud (III 3, v. 307-308, en litterær kliché.

Da vi desuden husker, hvorledes det skrivende jeg omtaler og påberåber sig de kilder til historien, som Hans Michelsen opregner i sin fortale, skærpes efterhånden vores mistanke om, at det skrivende jeg er Hans Michelsen. Det definitive bevis på, at det faktisk forholder sig sådan, finder vi i 3. bogs 1. sang, hvor jeg’et har plæderet for kvindernes ligeberettigelse og vil forsvare sig mod mistanke for ureelle hensigter med sin feminisme; han siger da:
Jeg taler saa ej just, for [dvs. fordi] jeg er Kiønnets Ven,
Man kiender sandelig ej ret Hans Mickelsen. III 2, v. 340
Bliver Hans Michelsen dermed tilnærmelsesvis ene om at opfylde den kun tilsyneladende tre-delte fortæller- eller udsiger-funktion, så indebærer denne funktion til gengæld to roller: Han skal agere dels som “Historicus”, dels som “Poët”, digter af en “Heroisk Sang”. Fortæller-bemærkninger røber tilbagevendende, at de to roller let kan komme i indbyrdes konflikt. De er nemlig defineret ved uforenelige forpligtelser og licenser: ‘Historikeren’ er først og sidst forpligtet på sandheden og har derfor lov til at fortælle om mindre flatterende træk hos ‘helten’ Peder Paars og til at beskæftige sig med trivialiteter, ‘poeten’ er derimod forpligtet på heltedigtets højstil og skal derfor sørge for, at Peder Paars fremstår som en sand hero efter klassisk mønster. ‘Historikeren’ rapporterer, om sandheden kræver det, i ‘lav’ stil, ‘poeten’ besynger en helt i ‘høj’ stil. Sammenstødet mellem stilniveauerne er af grundlæggende betydning for den genre, Peder Paars først og fremmest tilhører: parodien. Vi betragter i det følgende afsnit værket i dette lys.
Parodiens mange lag
Der er travesti, og der er parodi, og der er god grund til at skelne mellem disse genrer, skønt man ofte ser dem sammenblandet, selv af fagfolk. I travestien trækkes guder og helte ned fra deres ophøjede sfære og fremstilles som alt-for-menneskelige i en jævn stil, der kan gå over i det platte eller vulgære. I parodien beskrives modsat jævne folk, miljøer og hændelser i en høj stil. Fælles for de to genrer er altså et uformidlet og komisk virkende sammenstød mellem højt og lavt, på bekostning af det ‘høje’: Travestien gør grin med stofkilden, parodien med stilmønstret.
Forholdet til travestien blev aktualiseret i tiden op til Peder Paars’ udgivelse, nemlig gennem en litterær strid, der blev udkæmpet i Frankrig mellem to grupper af litterater, kaldet “les anciens” og “les modernes”. “De gamle” anså den antikke litteratur for uovertræffelig, medens “de moderne” holdt for, at samtidens digtere var fuldt ud konkurrencedygtige. Derfor måtte tilhængere af “de gamles” parti som fx satire-digteren Nicolas Boileau (1636-1711) kraftigt afvise gude- og helte-travestier (man burde ikke gøre grin med, hvad der havde været helligt i Athen og Rom!), hvorimod man vel kunne udsætte samtidens højtstående personer for travestiens latterliggørende niveausænkning. Det leverede han selv en prøve på i form af sit komiske heltedigt Le Lutrin, 1674-83 (da. Nodepulten), der er blevet anset for Holbergs afgørende inspirationskilde til Peder Paars. I Boileaus værk udkæmper parisiske gejstlige et regulært slag i striden om en nodepults placering under messen.
Men er Peder Paars selv så travesti eller parodi? Svaret er: Begge dele, men grundlæggende det sidste. Gudetravesti behøver man ikke læse længere end til 1. bogs 1. sang for at møde; i denne sang, der langt hen udspilles i gudernes sfære (med den alm. benyttede term: merveilleux’et, det fr. ord for det overnaturlige), beskrives jo fx i pinlig détail Avind, Holbergs hjemliggørelse af romernes Invidia, hvis indre og ydre hæslighed gør hende til et monstrum af menneskelig vederstyggelighed; heller ikke merveilleux’ets øvrige guder får lov til at beholde meget af deres olympiske værdighed i Hans Michelsens fremstilling.
Grundlæggende er derimod, som sagt, den parodiske hensigt bag Peder Paars, røbet allerede på titelbladet. Da en parodi imidlertid ikke lader sig opfatte uden et vist kendskab til sin genstand, og da blot et overfladisk kendskab til antik kultur ikke længere kan (eller må) anses for en selvfølgelighed, skal der her leveres en summarisk, men samlet præsentation af de tre klassiske, episke storværker, der udgør Peder Paars’ oplagte litterære forudsætninger, fordi det er dem, Peder Paars overordnet parodierer.
Den nærmeste genstand for parodien i Peder Paars er Æneiden, heltedigt i 12 sange og på hexametervers, forfattet af den romerske digter Vergil (70-19 f.Kr.) i årene 29-19 f.Kr. og betragtet som romersk nationalepos. Det handler om den trojanske helt Æneas, der efter grækernes erobring af Troja rejser mod Latium (Italien), hvor guderne har lovet ham et nyt hjem og udset ham til at grundlægge det romerske imperium. Allerede i 1. sang strander Æneas og hans besætning på Afrikas nordkyst, ved Kartago, hvis dronning Dido modtager dem. Til hende fortæller Æneas (rammefortælling, apolog) gennem 2. og 3. sang om kampene ved Troja og genvordighederne på rejsen derfra. I 4. sang har Æneas’ fortælling gjort Dido syg af kærlighed til ham, men han drager bort på sin af skæbnen og guderne bestemte mission; Dido tager sit liv af sorg. 7.-12. sang skildrer tildragelserne efter ankomsten til Italien, hvor den gamle kong Latinus under indflydelse af et orakelsvar giver Æneas lovning på sin datter Lavinia på bekostning af dennes forlovede, fyrsten Turnus, med hvem Æneas derfor kommer i krig. Æneas fælder Turnus, ægter Lavinia og får dermed banet vejen for Roms grundlæggelse.
Bag Æneiden – som værkets forudsætninger og forbilleder – finder vi naturligvis Iliaden og Odysseen, oldgræske eper, hvert på 24 sange og begge affattet i hexametervers. De to værker, hvoraf Iliaden er det ældste, har traditionelt været tillagt den blinde digter Homer (om hvem intet i øvrigt vides) og dateret så langt tilbage som til 1000 f.Kr., måske endda tidligere, medens moderne Homerforskning har argumenteret for mundtlig tilblivelse og overlevering samt meget senere datering (af en samlende redigering), nemlig 6. århundrede f.Kr. (jf. Minna Skafte Jensen: The Homeric Question and the Oral-Formulaic Theory, 1980). Heltedigtene handler om fortidens bedrifter i forbindelse med et græsk krigstogt mod byen Troja (Ilion) på Lilleasiens nordvestkyst; Iliaden om kampene foran den belejrede by, Odysseen om én græsk helts, Odysseus’, farefulde og eventyrlige hjemfærd.
Krigstogtet er mytologisk motiveret, idet den trojanske prins Paris har været dommer i en skønhedskonkurrence mellem gud­inderne Hera (Zeus’ hustru), kærlighedsgudinden Afrodite og visdommens gudinde Athene. Rivaliseringen er fremkaldt af “stridens æble” med påskriften “Til den smukkeste”, som stridsgudinden Eris har kastet blandt de tre. Og Paris har tilkendt Afrodite prisen! Denne belønner så Paris med verdens skønhed nr. 1, Helena, som desværre er gift med Spartas konge Menelaos og derfor må bortføres af Paris selv.
Denne forhistorie forudsættes bekendt af Iliadens læsere (tilhørere) og findes ikke i selve eposet – så lidt som den kendte slutning på krigen, Trojas erobring og ødelæggelse gennem tricket med træhesten, hvori græske krigere smugles ind i Troja.
Men Helenas bortførelse til Troja fremkalder altså græsk generalmobilisering; i togtet deltager konger og helte, blandt hvilke foruden Menelaos – der altså har sine personlige grunde – tælles hans bror anføreren Agamemnon, konge i Mykene, den uundværlige kampkraft Akilleus og dennes ven Patroklos samt Ajax, Diomedes og Odysseus, hoved- og titelpersonen i Odysseen, og mange flere. Også de trojanske helte skildres udførligt i Iliaden. Her møder vi den tapre Hector, søn af den trojanske kong Priamos og Paris’ bror, samt Æneas, Afrodites søn og kong Priamos’ svigersøn, senere hoved- og titelperson i Æneiden.
I de antikke eper tager guderne parti og blander sig i begivenhederne, som de følger fra deres olympiske sfære (kaldet merveilleux’et). Nogle står på grækernes side, først og fremmest Hera og Athene, begge fornærmede over trojaneren Paris’ dom, desuden sendebudet Hermes, smedeguden Hefaistos og havguden Poseidon. Trojanerne støttes derimod af krigsguden Ares, jagtgudinden Artemis, kunst- og solguden Apollon samt naturligvis Afrodite, den af Paris udkårne Miss Olymp; de to sidste var efter græsk opfattelse af orientalsk oprindelse og dermed naturlige allierede til fjenden ‘østpå’.
I Odysseens skildring af Odysseus’ hjemrejse fra Troja til øen Itaka, hvis hersker han er, og hvor han lever med sin hustru Penelope og søn Telemakos, erfarer vi hvordan den ‘snilde’ helt ikke kun véd at overvinde rejsens rent nautiske problemer, men også at klare sig i fantastiske milieuer. Fx under opholdet hos nymfen Kalypso (5. sang) og hos de eventyrlige faiakere (6.-13. sang), til hvem han selv – i de såkaldte apologer – beretter om sine oplevelser hos kæmpen Polyfemos (9. sang), hos kong Aiolos på øen med kobbermurene (10. sang), hos troldkvinden Kirke (10. sang), i Underverdenen (11. sang). Odysseen slutter med Odysseus’ hjemkomst til Itaka og drabet på de mange bejlere, der under hans fravær har samlet sig omkring Penelopeia, men som hun har holdt sig fra livet med list.
Hele dette omfattende og allerede litterært udformede sagnstof bliver der i Peder Paars henvist til og spillet på; det forudsættes altså bekendt! Mere abstrakt genfinder vi den klassiske epos-digtnings tre overordnede temaer: krig, eventyr (især i form af rejse) og kærlighed. Krigen, der dominerer i Iliaden og Æneiden, og den eventyrlige rejse, der dominerer i Odysseen og Æneiden, genfinder vi begge parodieret i Peder Paars frem til og med 2. bog. Den eventyrlige rejse og kærligheden, der er fremherskende i Æneiden, genfinder vi parodieret i resten af Peder Paars.
Når vi nu hævder, at Peder Paars fundamentalt er af parodisk karakter, og desuden har defineret parodien ved dens kollision mellem en høj stil eller form, der trækkes ned, og lave emner eller lavt stof (personer, milieuer, handlinger), der trækker ned, må ‘højt’ og ‘lavt’ jo kunne udpeges som træk i Peder Paars’ text. Der skal i det følgende gøres opmærksom på nogle af disse træk, først de ‘høje’ stil- og formtræk, som parodien Peder Paars altså må have fælles med sin genstand, de netop omtalte oldtidseper. Her ses det straks, at Peder Paars i lighed med de tre antikke heltedigte er inddelt i “sange”; at Holberg har valgt at fordele sangene på “bøger” (med fem i første bog, tre i hver af de øvrige tre) gør intet til sagen. Et andet vigtigt formtræk er versemålet (metret). Peder Paars er – bortset fra fortale, betænkning og fodnoter i prosa – affattet i alexandrinere, et fra fransk middelalderepik stammende metrum, bestående af 6 eller 6 ½ jambe med cæsur (rytmisk pause) efter 3. fod og vekslende mandlige og kvindelige rimpar. Oldtidens episke digtning var affattet i hexametre, bestående af 6 fødder, hvoraf de 4 første kan være daktyler eller spondæer, den 5. skal være en daktyl og den 6. en trokæ eller spondæ. Hexametre er ikke alexandrinere, men i henholdsvis græsk-romersk litteratur og i fransk(-påvirket) klassicisme gjaldt det ene og det andet versmål som dét, hvori seriøs eller højtidelig digtning blev formuleret. Så er der merveilleux’et, ganske vist ikke så righoldigt som hos de gamle, men til stede. Som Peder Paars’ antagonist, der bestandig søger at hæmme eller hindre heltens gensyn med sin århusianske kæreste Dorte, figurerer Avind, Holbergs transponering af den romerske gudinde for eller personifikation af misundelsen, Invidia; som Peder Paars’ protagonist, der søger at befordre parrets forening, figurerer meget passende den romerske kærlighedsgudinde Venus. De to gudinder konsulterer så lejlighedsvis andre guddomme for hjælp til specialopgaver, Avind således vindenes gud Æolus i digtets optakt og stridens gudinde Discordia (græsk: Eris), der viser sig at have nok at gøre på Københavns Universitet (bogslaget i 1. bogs 3. sang).
I parodien manøvrerer disse overjordiske væsener i en lavsfære af trivialiteter og endog vulgariteter. Til trivialisering bidrager især hjemliggørelsen og formindskelsen, prøvede parodiske midler. Medens Odysseus og Æneas krydser Middelhavet, oldtidens verdenshav, tager Paars og Ruus ruten Kalundborg-Århus over Kattegat – men bliver ikke mindre søsyge for dét! Og når den græske og den romerske helt slås ud af kurs og strander, ender de i favnen på kvinder som Kalypso, Kirke og Dido; når den danske helt kommer i samme situation, er det såmænd fogedens datter Nille, der betages sådan af ham, at hun forsømmer sit vanlige indtag af mælkegrød og lignende bondske retter. I det hele fremviser Peder Paars’ Nille-historie talrige og tætte paralleller med Æneidens Dido-historie; enkeltheder er anført i noterne.
2. bogs 1.-2. sang handler om en fjært. Eller rettere sagt: om fjærtens vidtforgrenede konsekvenser. Efter omfattende ‘militær’ aktivitet på Anholt sidder Paars og Ruus som krigsfanger i fogedens gård; om natten drømmer Paars om fortsatte bataljer, nærmere bestemt en situation, hvor en drabelig offensiv kun afventer signalet fra regimentstrommen; da Ruus’ slemme flatus kommer til at fungere som det ventede attaksignal, farer Paars op og raserer gårdens inventar, svend og principal kommer i tumultagtigt slagsmål, gamle Gunild overhører kampgnyet og tror, at tyrken er kommet til landet, hendes medicinske rival Blok bringes under mistanke for konspiration med osmanniske fjender ... Stor ståhej for ingenting (eller altså netop: for en fjært). De, der er lidt fortrolige med den højstemte antikke epos-digtning, ser let den funktionelle parallel til (vulgarisering af) “Achilleus’ vrede”, dvs. Achilleus’ fornærmelse over en forfordeling ved krigsbyttets fordeling resulterende i, at han for en tid trækker sig ud af kampene ved Troja, i Iliaden, skønt ingen vist hidtil har noteret den. Akilleus’ “vrede”, der forkyndes allerede i Iliadens første vers, udgør det formelle og erklærede emne for Iliaden; efter sin hensigt handler hele værket om denne “vrede” og dens direkte og afledte følgevirkninger for den græsk-trojanske krig, ikke om krigen generelt. Man ser her parodiens teknik i en nøddeskal.
Med lavstilssfæren etableret (på og omkring Anholt) kan parodien få andre mål end det antikke epos, idet også andre genrer kan blive ‘trukket ned’ ved at blive sat i forbindelse med det Anholt’ske milieus plumpheder og platheder. Det ses efter strandingen i 1. bogs 2. sang, hvor Peder Paars spørger en Anholtbo om underretning med denne formulering:
Siig Lands-Mand! hvilke Love, Regiering, Politie [dvs. stats-administration], Guds Tieniste og Tro
Er blant det gode Folck, som denne Øe beboe. (I 1, v. 238-240)
Hermed er angivet det faste inventarium, hvormed man disponerede det 17. og 18. århundredes såkaldte statsbeskrivelser, som i Oplysningens navn informerede om enkelte nationers særpræg og indretning. Der var altså tale om en klart seriøs genre – hvortil Holberg i øvrigt selv bidrog, i første række med sin store Dannemarks og Norges Beskrivelse fra 1729. I den tekst, der følger på de citerede vers, får Peder Paars, hvad han beder om, idet den seriøse genres skabelon appliceres på den Anholt’ske samfundsorden, som denne tager sig ud i den enfoldige øbos perspektiv.
Til tidens grasserende lejlighedsdigtning så Holberg altid skævt; genrens udbredelse i det 17. og 18. århundrede er dog tilstrækkeligt bevis på, at mange tog den alvorligt nok. Til lejlighedsdigtningen hørte også de såkaldte æresvers, der anbragtes foran i en bog til dennes rekommendation og forfatterens lovprisning. Parodiens modsvar hertil findes i Peder Paars i form af det i øvrigt autentiske digt, Just Justesen citerer og kommenterer (se det anonyme smædedigt), og som er udformet i en snørklet, lidt svulstig barokstil, men hvis budskab ved nærmere eftersyn viser sig at være det, at Peder Paars ikke er bedre værd end at finde anvendelse som toiletpapir!
Dertil kommer alle Just Justesens øvrige ‘sprænglærde’ kommentarer, anbragt som fodnoter gennem alle digtets 14 sange, hvori der især ikke spares på henvisninger til den klassiske (græsk-romerske) litteratur. Også disse noter tjener parodien, men på lidt forskellig måde afhængigt af, hvilken (slags) klassisk litteratur det er, der hermed inddrages. I de tilfælde, hvor det drejer sig om alvorlige, ophøjede værker som Iliaden, Æneiden eller gude- og heltehistorierne i Ovids Metamorphoses, rykkes det høje stilforbillede demonstrativt tæt på groteske og grovkomiske foreteelser omkring Peder Paars, og vi oplever en styrkelse af den fundamentale parodiske effekt. I de tilfælde derimod, hvor det drejer sig om satirisk eller komisk oldtidslitteratur som hos satire-digterne Horats, Juvenal og Persius, epigrammatikeren Martial, komedie-forfatterne Plautus og Terents, eller ‘den lystige poet’ Anakreon, styrkes berettigelsen af parodiering: Selv i den antikke litteratur kunne man slå sig løs!
Tilbage er blot at notere, at parodier har fulgt i kølvandet på seriøs digtning, så længe en sådan har eksisteret: Allerede oldtiden parodierede Iliaden med en krig mellem frøer og mus (Batrachomyomachia), Cervantes latterliggjorde ridderromanerne i sin Don Quijote, 1605-15, Tassoni gjorde det samme med Tassos “Befriede Jerusalem” i sit Spande-rov (La Secchia rapita, 1622), Lope de Vega afslørede den store krigs beskedne anledning sin Katte-krig (La Gatomachia, 1634), Scarron spotter Æneiden i sin Le Virgile travesti, 1648 ff., Boileaus bidrag til genren (Le Lutrin, 1674-83) er allerede omtalt, og på engelsk grund fik misforholdet mellem krig og anledning sin digter i Alexander Pope (The Rape of the Lock, 1712-14); yderligere exempler anføres og gennemgås i Niels Møllers artikel i hans bog fra 1923 (se litteraturlisten). Når en klassicist vil gøre grin med sine forgængere, følger han i andre forgængeres fodspor.
Digressionernes princip
I 3. bogs 2. sang lader Peder Paars Ruus høre for sin fremstillingsform:
De Fandens Parentheser
Dig gandske drucken giør og mig i Søfn snart dysser (III 2, v. 211f.)
I 2. bogs 2. sang vil fortælleren Hans Mickelsen selv nødig slås i hartkorn med:
... visse Folck, særdeles gamle Koner,
[der] plager Folck med Snack og med Digressioner (II 2, v. 85f.)
Og i et par af Just Justesens fodnoter nævnes henholdsvis “vidtløftige Parentheser” (I 3, fodnote til v. 411), “denne digression” (III 1, fodnote til v. 177), “Terrible digression” (I 1, fodnote til v. 245) og “denne store digression” (III 2, fodnote til v. 341. Dermed har teksten selv udpeget og benævnt sit mest påfaldende stiltræk: digressionen, det parentetiske indskud, hvormed hovedberetningen midlertidig afbrydes, fremstillingens røde tråd knækkes – for dog at blive knyttet igen længere fremme. Disse digressioner optager så megen plads i Peder Paars, at der sandt at sige ikke ville blive meget tilbage, hvis man tænkte sig dem alle fjernet. De enkelte digressioner varierer imidlertid kraftigt i omfang, fra to stavelser som det lille “(maa skee)” (III 3, v. 499) til det meste af en sang som bogslaget på Universitetet i 1. bogs 3. sang eller skildringen af “Stads Satyricus’en” i 4. bogs 1. sang, henholdsvis satirens negative og positive pol.
Langt de fleste af Peder Paars’ digressioner har form af replikker, og da de talende ofte er nogle sludrehoveder, får den enkelte replik i mange tilfælde en anselig længde med et præg af verbos vidtløftighed. Inqvit’et (“han raabte overlydt” o.lign.) anbringes hyppigt inde i replikken og udgør dermed en digression af anden grad. I det hele er replikgengivelse i form af direkte tale den absolutte regel, medens andre former for replikgengivelse (indirekte tale, oratio tecta) er undtagelser. Tilfælde af indirekte tale kan oplistes som følger, og selv om listen ser grumme lang ud, forekommer antallet af de anførte tekststeder alligevel begrænset, når man tager Peder Paars’ samlede omfang og dialogiske karakter i betragtning
I 1, v. 345f.; I 3, v. 423; I 4, v. 251; I 5, v. 138-142; II 2, v. 373f.; II 2, v. 405f.; II 3, v. 15-17; II 3, v. 24-26; II 3, v. 29-31; II 3, v. 117; II 3, v. 199f.; II 3, v. 257-259; II 3, v. 287f.; III 3, v. 246; III 3, v. 260; IV 1, v. 501; IV 2, v. 140-144; IV 3, v. 106; IV 3, v. 110-113; IV 3, v. 245; IV 3, v. 271-274.
Trods alt kun en god snes forekomster og fordelt ujævnt og i klynger, hvad det så evt. kunne sige om affattelsens omstændigheder og takt; det kræver vel flere kræfter og større overskud at skrive en lang replik ud i direkte tale end at referere den indirekte! Blandformen oratio tecta optræder vist (indiskutabelt) kun et enkelt sted (III 3, v. 242f..

Som antydet ovenfor i forbindelse med omtalen af replikgengivelse i Peder Paars kan der forekomme indlejringer af digressioner. Læseren kan støde på digressioner af anden, tredje, fjerde, femte, helt op til sjette grad, det sidste dog kun i et enkelt tilfælde – der dog ved sin blotte eksistens viser, hvor lidt Holberg nægter sig i så henseende! Lad os for eksemplets skyld se på dette rekordtilfælde, som tager sin begyndelse i II 1, v. 169. Det drejer sig endnu en gang om Ruus’ episk så produktive flatus. (1º:) Ruus forklarer i en lang replik den søvndrukne og desorienterede Peder Paars om sin fjært og dens konsekvenser og fortsætter under afbrydelse af kortere replikker fra denne. (2º:) Han undskylder sit uheld med historien om landsdommeren, hvem noget tilsvarende hændte, og påberåber sig Hippokrates’ ‘lærde’ skrift om fænomenet. (3º:) Ruus forklarer sin ‘lærdom’ med bekendtskabet med Per Iversen, der portrætteres som købstadsoriginal, der bærer sin ‘lærdom’ til skue i form af sit sjuskede og usoignerede ydre, hvorfra der associeres til hans modsætning: (4º:) Den sirlige Jens Pedersen, der ligeledes portrætteres, og som ikke har chance for reputation som lærd. (5º:) Denne typemodsætning underbygges så ved en gengivelse af en samtale mellem Ruus og Iversen i forbindelse med den sidstes tydning af en stump gammel skrift i kræmmerboden; Iversen påpeger, at beherskelse af eksotiske sprog er den lærde stands prestige-skabende prærogativ og belyser det ved: (6º:) kontrasteksemplerne den danskskrivende L(ars) H(enriksen) over for den pralende intellektuelle svindler P. Poulsen. – Først efter denne lange “Snak” (II 1, v.285) vendes der tilbage til situationen i fogedgården.
Det er morsomt at lægge mærke til, hvordan fortælleren Hans Mickelsen bærer sig ad med at komme ud af alt for lange digressioner; stundom må han eksplicitere sin tilbagevenden til beretningens alfarvej:
Jeg videre nu maa med Peder Paars fremfare (I 4, v. 33)

Men nu er Tid at jeg til Peder Paars mig vender (II 1, v. 153)

Men det er icke værd om saadant meer at skrive,
Jeg maa til det, som meer er vigtigt, mig begive (II 2, v. 81f.)

Nu vil jeg straxen mig til Slaget self begive (II 3, v. 430)

Hvor var det, da jeg slap? Det var vist om vor Marthe (III 2, v. 350)
De fleste digressioner har karakter af fortæller-refleksioner (ofte, skønt mindre korrekt, benævnt ‘forfatter-refleksioner’), hvori anstilles betragtninger over alt mellem himmel og jord, fx den jævne mands politiske uforstand, kvinders ønskelige lige adgang til studier og embeder og andre holbergske yndlingsemner. Andre steder giver den gode Hans Mickelsen mere konkrete, digressivt anbragte oplysninger, så som (hyppigt ganske vidtløftige) beskrivelser af tidsaldre (I 1, v. 37-44), lokaliteter (I 2, v. 241-360; II 3, v. 393-428; III 1, v. 25-63) og genealogi (I 1, v. 46), foruden udførlige portrætter af personer, når de første gang indføres i handlingen: Gunild (II 2, v. 2-92), Stork og Blok (II 2, v. 235-302), Marthe (III 1, v. 141-174), borgmesteren i Skagen (IV 2, v. 53-60), byskriveren sammesteds (IV 2, v. 153-159), Niels Corporal (IV 3, v. 31-60). – Af sådanne fortællerindskud har nærværende udgiver kunnet optælle nær ved de 50 – uden dog at ville garantere, at han har fået dem alle med!
På grund af parodiens litterære forankring fortjener ét særtilfælde af digression særlig opmærksomhed, nemlig det fænomen, man har kaldt den homeriske lignelse, fordi den udgør et hyppigt forekommende og karakteristisk stiltræk i Iliaden og Odysseen, hvorfra den i øvrigt findes overtaget af Vergil i Æneiden. De homeriske lignelser udmærker sig ved deres omfang: Ofte vokser de ud over det egentlige sammenligningspunkt (tertium comparationis) og bliver til hele små, detailrige genrebilleder, der pryder fremstillingen i deres egen æstetiske ret. De kendes let på deres (typiske, ikke undtagelsesløse) formulering og opbygning: Indledes med et ‘(ret) som’ + det, hvormed der sammenlignes (2. sammenligningsled, det potentielle genrebillede) og afsluttes med et ‘således også’ eller ‘ikke anderledes’ + det, som sammenlignes (1. sammenligningsled). En fodnote, der udpeger en “Comparatio vere Homerica” (III 3, v. 553 og I 3, v. 115) beviser, at fænomenet har været Holberg (og Hans Mickelsen og Just Justesen) bekendt og bevidst. Nedenfor anføres forekomster af homeriske lignelser i Peder Paars:
I 2, v. 8-10; I 2, v. 121-131; I 3, v. 15-22; I 4, v. 209-216; I 4, v. 217-220; I 5, v. 87-88; I 5, v. 149-153; I 5, v. 207-212; II 1, v. 22-33; II 1, v. 49-53; II 2, v. 183-187; II 2, v. 206-210; II 2, v. 325-330; II 3, v. 98-103; II 3, v. 477-480; II 3, v. 491-494; II 3, v. 515-519; III 3, v. 187-192; III 3, v. 553-556; IV 1, v. 589-594; IV 1, v. 597-602; iv 2, v. 251-255; IV 3, v. 19-25.
Også her bemærkes det, at forekomsterne samler sig i klynger; under affattelsen af Peder Paars synes Holberg at have haft sine homeriske ‘raptusser’.
Tilblivelse
I den af ham selv og Jens Kruuse redigerede 1945-årgang af tidsskriftet Orbis Litterarum publicerede vor berømte Holbergkender F.J. Billeskov Jansen en afhandling, “Studier i Peder Paars’ Tilblivelseshistorie”, hvori han redegør for, hvordan Peder Paars kan være blevet til, idet Holberg, for hver ny litterær impuls, han modtager, bringes et skridt videre i sin rykvise affattelse af værket.
Indledningsvis kommer Billeskov Jansen til at benytte formuleringen: “Uden stort Opbud af Fantasi kan vi forestille os, hvordan det er gaaet til ...” (s. 232). Det er lidt af en boomerang; nogle ville mene, at undersøgelsens opbud af fantasi er rigeligt. Afhandlingens svaghed ligger nemlig i dens empatiske (indfølende) metode, der giver plads for en betydelig grad af subjektivt skøn og i stedet for beviser leverer sandsynlige konstruktioner. Den læser, der vil lade sig nøje hermed, belønnes til gengæld med en række holdbare detail-iagttagelser med hensyn til Holbergs benyttelse af sine her udpegede kilder – iagttagelser, der altså indgår i sandsynliggørelsen af den rekonstruerede tilblivelseshistorie. Det gælder både kilder, der udgør parodiens genstand, og som aldrig har kunnet overses af et publikum med klassisk læsning i bagagen, og kilder, der selv er udformet som eller forekommer i parodiske værker, og hvis antal Billeskov Jansen forøger gennem afhandlingens afgørende, originale forslag: Den katalyserende rolle, en bestemt illustration i en bestemt udgave af Boileaus Le Lutrin synes at have kunnet spille.
Billeskov Jansens påstand er, at skildringen af bogslaget på Universitetet i 1. bogs 3. sang (I 3, v. 53-164) – påfaldende ved sin digressive karakter og tynde motivering (I 3, v. 33-48) – er Peder Paars-textens først udarbejdede del, samt at Holberg fik ideen hertil, ikke blot ved at læse 5. sang i Le Lutrin, men ved at have set en illustration, der findes i det franske digts oktavudgave fra Amsterdam 1717. Denne udgave fastlægges dels ud fra Holbergs overtagelse af en Boileau-note og af franskmandens metrik og typografi, dels ud fra Holbergs kendte påholdenhed, som også ramte hans bogkøb. Illustrationen, der ikke bringes i tidsskriftartiklen, kan beses i Billeskov Jansens Danmarks digtekunst, bd. 2, 1964, s. 127. Efter dette startskud skulle Holberg være gået til sine klassiske parodiobjekter efter inspiration.
Udgivelse og modtagelse
Peder Paars’ udgivelseshistorie er omfattende og kompliceret. Oplysninger om enkeltheder kan findes hos Bruun og Ehrencron-Müller samt i Holberg-udgiveren Carl S. Petersens artikel “Om de ældste Udgaver af Ludvig Holbergs “Peder Paars””, fra 1914. Nedenfor skal derfor søges meddelt et koncentrat af de vigtigste resultater, der er fremgået af disse boghistoriske undersøgelser, som alle tre aftvinger respekt for deres grundighed og skarpsindighed.
Oprindelig udkom de tre første bøger separat: 1. bog før november 1719, hvor et køb er dokumenteret, 2. bog nok tidligst i marts 1720, nemlig efter afslutningen (i februar) af den af Rostgaard anlagte klagesag, hvorom nærmere nedenfor, 3. bog i løbet af 1720. Disse tre bind betegnes som originaludgaven. De blev trykt hos bogtrykkeren og forlæggeren Joachim Wielandt (1690-1730); prisen antages at have været 1 mark (ca. 30 kr.) pr. bind, hvilket dog udelukkende bygger på Just Justesens formulering (se kommentar til spendere deris Mark).
Efter originaludgaven fulgte så ikke færre end tre eftertryk, det første i 1720, det andet i 1729 eller -30 (eftertrykket af 4. bog dog allerede omkring årsskiftet 1720-21, så at den kunne indgå som det afsluttende bind af første eftertryk af de foregående bøger), det tredje i 1752. Første og andet eftertryk blev atter besørget af Wielandt, der jo lå inde med satsen, medens tredje eftertryk foranstaltedes af A.H. Godiche (1714-69), som havde købt rettighederne af Wielandts enke. Prisen på de to første eftertryk må formodes at være holdt på originaludgavens ene mark pr. bind, mens Godiche solgte hele sit eftertryk af 1.-4. bog for en samlet pris på 3 mark. Det er altså det ældste af disse eftertryk, Holbergs alter ego Hans Mickelsen omtaler med bitterhed i indledningen til sin fortale, fordi det krænkede hans copyright (som på Holbergs tid dog ikke var lovfæstet som nu) og reducerede hans indtjening; og det er samme eftertryk, der begrunder benævnelsen af den samlede udgave som Tredie Edition.
Denne Tredie Edition, der altså bliver den sidste af Holberg selv besørgede udgave og den første samlede og afsluttede, ligger til grund for nærværende udgaves tekst. Den udkom i 1720, man regner med efter august; denne datering beror dog udelukkende på Just Justesens nævnelse af denne måned i en af sine noter til det genoptrykte smædedigt (se det anonyme smædedigt. Som trykker synes Holberg denne gang at have udskiftet Wielandt med P. Phønixberg (1679-1729), og Holberg, der selv overtager forhandlingen, prissætter sin nye udgave til 4 mark for uindbundne eksemplarer (V. Dahlerup (udg.): Holbergs Breve, 1926, s. 56).
Til enkelte af disse mange bind og udgaver kan der yderligere knyttes følgende bemærkninger:
Originaludgaven, 1. bog: Til dette bind (og kun dét) har Holberg udformet et ordrigt titelblad, der parodierer de i samtiden florerende skillingsvise-tryk. Hermed føjes der yderligere et parodi-objekt til dem, der omtaltes ovenfor; også Homers og Vergils eposdigtning trækkes ned på skillingsvise-niveau, idet han angiver, at Peder Paars kan synges på samme melodi som de to klassiske eper! – Desuden må det naturligvis erindres, at det var originaludgavens 1. bog (og kun dén), der udløste den af Frederik Rostgaard (1671-1745) anlagte klagesag, der skal omtales nærmere nedenfor.
Originaludgaven, 2. bog: Til dette binds titelblad knytter sig den ejendommeligehed, at det lover “en Apologetisk Fortale” – som imidlertid ikke findes i bogen! Den er blevet taget ud inden trykningen – klagesagen var stadig ‘varm’! – men dukker op i stadig forøgede versioner i orginaludgavens 3. bog og igen i Tredie Edition.
Originaludgaven, 3. bog: se ovenfor: Originaludgaven, 2. bog; desuden karakteriseres Just Justesens anmærkninger her for første gang på titelbladet som “sprænglærde”.
Første eftertryk (af 1.-3. bog): Alle tre bøger indeholder mange afvigelser fra originaludgaven; fra titelbladet til 2. bog er det uopfyldte løfte om “en Apologetisk Fortale” således fjernet.
Tredie Edition: Som titelbladet lover, er 3. bog forøget og 4. bog helt ny. Den første af disse markante og definitive udvidelser af selve digtet omfatter 148 vers i begyndelsen af 3. bogs 3. sang (III 3, v. 1-148), omhandlende Marthe og flugten fra Anholt. I værket Analyser og Problemer kalder Hans Brix denne tilføjelse “en Slags Rævesaks, som Holberg har opstillet for sine Eftertrykkere. De kunde ikke, naar fjerde Bog kom i den samlede Udgave, eftertrykke ogsaa denne og dermed have hans Værk komplet” (Analyser og Problemer. Et udvalg ved Carl Bergstrøm-Nielsen, 1965, s. 13). Med Tredie Edition forelå Peder Paars for første gang illustreret: Foruden titelkobberet indeholdt udgaven 14 træsnit, ét for hver sang, ifølge F.J. Billeskov Jansen efter Boileaus mønster (“Studier i Peder Paars’ tilblivelseshistorie” i Orbis Litterarum, III, 1945, s. 260). Træsnittene er dårligt udført, og deres kunstneriske værdi ifølge kendere som kunsthistorikerne Jul. Lange (1838-96) og Karl Madsen (1855-1938) ringe. Karl Madsen er i sin monografi af Peder Paars-illustrationerne tilbøjelig til at se Holbergs personlige indflydelse bag de primitivt humoristiske træsnit (s. 17).
Andet eftertryk (af 1.-3. bog, suppleret med 4. bog): Alle fire bøger overtager træsnit-illustrationerne fra Tredie Edition; med hensyn til tekstredaktionen følger 1. bog det første eftertryk og tager intet hensyn til Tredie Edition. 2. og 3. bog følger originaludgaven, medens 4. bog naturligvis må have Tredie Edition som grundlag.
Tredje eftertryk (af 1.-4. bog): Alle fire bøger overtager træsnit-illustrationerne fra andet eftertryk, på anden hånd altså; det samme gælder teksten.

Når man ser bort fra angrebet i Nova litteraria i juli 1721 fra Holbergs uven og konkurrent Andereas Hojer, der ikke engang nævner Peder Paars eksplicit, oplevede hverken originaludgaven eller Tredie Edition tilsyneladende samtidige anmeldelser.
Det betyder dog ingenlunde at modtagelsen af Peder Paars forløb uden dramatik. Tværtimod: Den indklagedes for kongen (konseillet) med påstand om den anonyme forfatters opledning og afstraffelse og restoplagets offentlige afbrænding.
Manden bag dette anslag mod den unge professor Holbergs digteriske debut var den højtstående embedsmand og godsejer Frederik Rostgaard (1671-1745), der bl.a. var oversekretær i Danske Kancelli, datidens Indenrigsministerium. Samme Rostgaard skulle ved (litteratur-)historiens ironi et par år senere i 1722 blive en vigtig støtte i forbindelse med oprettelsen af Den danske skueplads, ‘Holbergs’ teater i Lille Grønnegade. Til Rostgaards (arvede) besiddelser hørte bl.a. Anholt – hvor handlingen i Peder Paars jo udspiller sig, og hvis samfund skildres som tilbagestående indtil det formørkede, og hvis indbyggere nærmest fremtræder som imbicile. Rostgaard, for hvem det åbenbart kneb med at skelne fiktion fra topografi, følte Peder Paars som en fornærmelse mod øen og dens beboere – og klagede altså herover. Til klagens udformning fik han hjælp af historikeren og græskprofessoren Hans Gram (1685-1748), der dog tidligere havde været Holbergs ven. Sagens akter findes, i det omfang de er bevarede, udgivet i Christian Bruuns Ludvig Holbergs Peder Paars, 1862 (s. 56-82), som senere er blevet vurderet og korrigeret af Ehrencron-Müller i dennes Holbergbibliografi (bd. II, s. 4f.) og Eiler Nystrøm i Den danske Komedies Oprindelse, 1918 (s. 84f.). Disse sagsakter skal nu gøres til genstand for en kort præsentation.
Som kilderne nu foreligger udgivet af Bruun og senere undersøgt af Ehrencron-Müller og Nystrøm, omfattede klagen flere dele, dog har Bruun ikke haft adgang til de originale aktstykker, som ifølge Nystrøm “er kasseret allerede i det 18. Aarh., fordi Sagen ikke førte til nogen kgl. Ekspedition” (s. 84). Bevaret og optrykt hos Bruun er derimod et udkast til selve Rostgaards “Supplique” (dvs. bønskrift) med dennes egenhændige rettelser, dateret 12.12.1719 og underskrevet af Rostgaard selv, samt afskrift af den ene af oprindelig to (det andet tabt) dokumenterende bilag (s. 56-62 og s. 63-71).
I sin supplik gør Rostgaard gældende, hvor uretfærdigt og skammmeligt Anholt og Anholtboerne, der dog har indlagt sig påviselige fortjenester af konge og fædreland, er blevet sværtet i Peder Paars, og han kan i forbindelse med sin påstand om retsforfølgelse af forfatter, trykker og restoplag påberåbe sig en bestemmelse i Christian V’s Danske Lov (2-21-4) om skadelige skrifter. Det dokumenterende bilag (B) indeholder “Extract[er]”, dvs. citater, fra Peder Paars’ tekst “For saa vidt Anholts Land og dets Indbyggere betreffer”, blandt disse specielt øvrighedspersoner som præst, degn og foged.
Foruden koncepten til supplikken og afskriften af bilaget er der bevaret ét originaldokument til sagen. Det omtales i forskningslitteraturen som “Grams analyse”, og Bruun (der trykker det s. 72-80) angiver det som “Bilage Litt. C” (C dog med en senere hånd rettet til A, hvilket må være forkert, da supplikkens oprindelige bilag A givetvis var et eksemplar af Peder Paars). Dokumentet er overleveret i Grams håndskrift, ligesom den hyppige benyttelse af latinske udtryk og termer røber professoren. “Grams analyse” synes at have fungeret som en slags stof- og idébank, hvorfra meget – i en omhyggeligere udarbejdelse – er gået over i Rostgaards bevarede bilag (B) – og vel også i det nu tabte, der i supplikken benævnes C og skulle dokumentere Peder Paars’ “usømmelige og meget spottelige expressioner imod det Kongelige Universiteet, Rectorem Magnificum, Biskoppen og andre Professorer, ja, det som er langt vigtigere, imod vores Christelige Religion og Guds hellige oord” (Ludvig Holbergs Peder Paars, s. 61).
Klagesagen faldt ikke ud til Rostgaards fordel, og Holberg kunne ånde lettet op – og fortsætte udgivelsen. Konseillets indstilling, dateret 12.2.1720, lød: “Finder ikke at dette Skrift bestaar af andet end lutter fingeret [dvs. fiktivt] Skiemt, som hellere kunde bleven udeladt end skreven, men som ikke fornemmes at Professorerne besværger sig [dvs. besværer sig, klager over] at noget i Bogen er anført, som enten toucherer [dvs. angår] dem eller Universitetet, eller strider imod Religionen, saa kand Conseilet ingenlunde bifalde Rostgaards Meening, at det skulde meritere saadan Ressentiment [dvs. vrede] eller saa høj Straf” (Ludvig Holbergs Peder Paars, s. 82). Kongens resolution lød: “Vi lader dette ved Conseilets Betænkning bevende [dvs. bero]” (smst.). En udokumenteret tradition vil tilmed vide, at kongen, Frederik IV, erklærede selv at have læst Peder Paars – og at have moret sig!
Efterliv
Med den kongelige frikendelse mod Rostgaard og tekstens definitive etablering med Tredie Edition begynder, hvad vi kalder værkets efterliv: de efter 1720 udsendte udgaver og oversættelser, fremsatte vurderinger og udførte undersøgelser af Peder Paars.
Holberg lagde selv ud. I 1722 udkom Hans Mikkelsens 4re Skiemte-Digte [dvs. satirer] Med Tvende Fortaler, Samt Zille Hans Dotters Forsvars-Skrift for Qvinde-Kiønned med senere udgaver i 1728 (let sprogligt revideret) og i 1746 som del af Mindre Poetiske Skrifter. Skæmtedigtene indledes ligesom Peder Paars med en kortere fortale af Hans Mikkelsen og en længere “Betenkning” af Just Justesen “over Satyriske Skrifter”. De to apologeters argumenter til gunst for satiredigtningen falder stort set sammen med dem, der fremførtes i de tilsvarende partier i Peder Paars. Hans Mikkelsen, Holbergs alter ego, benytter i sin fortale til værket desuden lejligheden til at lange ud efter sine gamle uvenner bogtrykkeren Joachim Wielandt for hans eftertrykkeri og historikeren og juristen Andreas Hojer for hans anklager om griskhed og obskønitet; det er også på dette sted, Holberg fremsætter sine ofte citerede bekendelser “Mig er i en hast en poetisk raptus overkommen” osv. og: “Thi jeg vil heller skrive en stoor Foliant broderet med Citationer, end en Peder Paars igien” – unægtelig en boomerang, for er det ikke netop en stor citatsamling, Peder Paars er?
I 4re Skiemte-Digte udgør den 3. satire en “CRITIQVE over Peder Paars”. Dette digt, affattet i alexandrinere ligesom Peder Paars selv, er udformet som en dialog, en litterær form, der siden Platon havde været brugt i megen seriøs, debatterende litteratur, og som Holberg selv benytter flere steder i forfatterskabet. I (anti-)kritikken over Peder Paars optræder slægtningene T(øger) og H(ans) Michelsen. Tøger råder Hans til at ophøre med at gøre sig ilde lidt som satiriker, mens Hans forsvarer sin satiriske digtning; til sidst hidkaldes en dannet og skønsom opmand, der naturligvis holder med Hans! Baggrunden for de tos diskussion er den, at hele byen syder af reaktioner på Peder Paars, nok lidt af forfatterens ønskedrøm, skønt han skriver noget lignende i Første Levnedsbrev, nemlig at Peder Paars overalt “i dag læses, foredrages og memoreres” (Ludvig Holbergs tre levnedsbreve 1728-1743, udgivet af A. Kragelund, bd. I, 1965, s. 220). Postyret har bevirket, at Tøger på grund af slægtskabet er kommet i bekneb på byens værtshuse, hvor værkets nedrakkere, en samling naragtige og tåbelige litterære analfabeter, fører sig brovtende frem, et af Holbergs ‘nederlandske’ (Valdemar Vedel) folkelivsbilleder. Hans’ argumenter for satirens nytte og uskyldighed ligner atter Mickelsens og Justesens.
Allerede inden udgangen af det 18. århundrede, i 1772, udkom en Peder Paars-udgave, “som gjør Epoche i hele Holberg-Litteraturen” (Ludvig Holbergs Peder Paars, s. 16), nemlig den, der kaldes kvartudgaven (efter sit format) eller pragtudgaven (efter sit udstyr). Om hensigten med denne udgave hedder det i fortalen: “Længe siden havde dette sindrige Poëma fortient at iklædes en bedre Dragt end den, det hindindtil har været seet udi, og fremstilles i en Skikkelse, der kunde være baade dets indvortes Godhed, og dets berømmelige Forfatters Anseelse, værdig. Det var billigt [dvs. rimeligt], at skiønsomme Danske viiste Agtning for et Skrift, der af sin Autor [dvs. forfatter] er forfatted i den patriotiske Hensigt, at befordre sine Medborgeres Fornøyelse, Sprogets Anseelse og Fædernelandets Ære, og som fuldkommen svarer til denne Hensigt” (s. I). I 1772 var Peder Paars ikke blot en klassiker, men ligefrem en national kulturskat.
Det unavngivne selskab bag udgaven bestod af: embedsmanden og litteraten B.W. Luxdorph (1716-88), billedhuggeren og kunstprofessoren J. Wiedewelt (1731-1802), diplomaten og publicisten A. Schumacher ( 1726-90), embedsmanden og astronomen J.S. Augustin (1715-85) samt klokker ved Helligåndskirken, Suhms og Luxdorphs bibliotekar L. Schow (1733-89), hvilken sidste visselig ikke var den, der nedlagde det mindste arbejde i udgaven, idet det var ham, der (dog nok med hjælp fra Luxdorph) forfattede fortalen, hvorfra vi netop citerede, og desuden foretog tekstredaktionen og læste korrekturen.
Det mest iøjnefaldende træk ved den nye udgave var dog nok illustrationerne, som omfatter 16 kobberstik (tavler) og 11 kobberstukne vignetter. Alle tavler og vignetter er komponeret af Wiedelwelt (undtagen titelkobberet, forestillende Peder Paars’ århusianske kæreste og målet for hans færd; det skyldes maleren P. Als (1726-76) og er stukket i kobber af J.F. Clemens (1748-1831)).
Samtiden (anonym i Kiøbenhavnske Efterretninger om lærde Sager, 14.1.1773, W.H.F. Abrahamson i Kgl. privl. Adressecontoirs Kritiske Journal, nr. 9) gouterede pragten, fremhævede især Clemens’ indsats; eftertiden (Wiedewelt-biografen Fr. J. Meier 1877, kunsthistorikeren Karl Madsen 1919) har lovprist Clemens’ håndværksmæssige dygtighed på bekostning af Wiedewelts tegninger: Den store Wiedewelt savnede lune, han traf ikke ånden i Holbergs tekst, til hvilken billederne dermed kom til at stå i et rent udvendigt forhold. Udgaven blev udbudt i subskription; subskriptionsplanen eller -indbydelsen, der er holdt i samme patetisk-patriotiske stil som fortalen, er gengivet hos Bruun (s. 16-19) og Ehrenchon-Müller (s. 39-41). Med kongen, enkedronningen, kronprinsen og arveprinsen i spidsen tegnede 348 subskribenter sig i henhold til denne og nød den ære at få deres navne trykt foran i udgaven. Mange navne også fra det jævne borgerskab viser imidlertid, at interessen for Peder Paars også i nogen grad gik i den sociale bredde og ikke kun var en elites prærogativ.
Udgavens tekstgrundlag er Tredie Edition fra 1720, men tekstetableringen er foretaget under kollationering med 3. eftertryk fra 1752. I øvrigt har det udgivende kollektiv og særlig klokker Schow taget sig betydelige friheder til at rette i teksten efter bedste skøn, en subjektiv praksis, der siden fik den mere akribisk sindede Boye til at hæve et øjenbryn (Holbergiana, III, 1835, s. 254 ff.): Ortografien er lempet efter Holbergs “Orthographiske Anmerkninger” fra Metamorphosis, 1726, og i en række tilfælde er småord, tilsyneladende ubetydelige, men dog ofte betydningsbærende i den lokale kontekst, blevet udskiftet. Alt dette bevirker, at pragtudgaven i dag nok snarere må betragtes som et samlerobjekt for bibliofiler end et brugbart arbejdsgrundlag for fagfolk.
I løbet af det 19. århundrede myldrer Peder Paars-udgaverne frem, ofte i adskillige oplag. Det bør noteres, at Peder Paars – sammen med skæmtedigtene – udgør bd. VII, 1806, af K.L. Rahbeks 21 binds-udgave af Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, og at denne udgiver under bindets indholdsfortegnelse lover at bringe “Anmærkninger og Noticer” til teksten i det følgende bind, et løfte Rahbek dog aldrig indfriede, hverken dèr eller andetsteds.
Én udgave fra det 19. århundrede påkalder sig imidlertid opmærksomhed i nærværende sammenhæng: F.L. Liebenbergs fra 1855. “Han lagde ... 1720-Udgaven til Grund, og emenderede efter et ældre Tryk” (P.V. Rubow: Oehlenschlægers Arvtagere, 1947, s. 79). Med “1720-Udgaven” mener Rubow Tredie Edition, med “et ældre Tryk” mener han originaludgaven. Liebenberg bevarer Holbergs ortografi og bringer et omhyggeligt variantapparat, hvad der gør denne udgave til den ældste egentlig filologiske. 1863 kom den i, hvad Ehrencron-Müller (s. 88) anfører som “2. Oplag”, skønt der er tale om en helt ny udgave, hvad Liebenberg udtrykkelig understreger i sit forord (s. xi); væsentligst er det, at værket her for første gang forsynes med den reale og sproglige kommentar, Rahbek så letsindigt stillede i udsigt. Liebenberg har her kunnet trække på forarbejder af Holberg-kommenteringens fader E.C. Werlauff fra 1862 og en nu glemt teolog T.C. Petersen. Desuden indeholdt denne nye udgave seks litografier efter tegninger af W. Marstrand (1810-73), Holberg-illustratoren par excellence.
I det 20. århundrede fortsætter strømmen af udgaver af vekslende kvalitet, dog med to ubetingede højdepunkter i form af den af Carl S. Petersen besørgede – indtil videre definitive, tekstkritiske, men kommentarløse – ‘monumentaludgave’ Samlede Skrifter (bd. II, 1914), og af bindet med Peder Paars og skæmtedigtene fra 1925 i “Festudgaven 1922”, hvis udgiver er Georg Christensen. Nærværende udgave står i fundamental gæld til sidstnævnte hvad angår kommentarmaterialet.
Også oversættelser af Peder Paars skød frem som champignoner: i let purificeret form blev værket oversat til svensk i 1750 af E.Z. Plantin; til tysk i 1750 af komponisten J.A. Scheibe, der også stod bag den senere udgave i 1764 med en vigtig fortale; til plattysk i en utrykt oversættelse af J.C.G. Johannsen (1793-1854); til hollandsk i 1792 i en prosaudgave af en anonym oversætter; til engelsk findes værket i 1836 oversat i brudstykker, ligeledes anonymt. De tre sidstnævnte oversættelser kan alle findes i uddrag hos Bruun. Desuden foretog oldforskeren Finnur Magnusson (1781-1847) en aldrig trykt bearbejdelse af Peder Paars’ 1. bog, som han gengiver i 14 islandske rímur (rimede ballader).
En kuriøs faktor i værkets efterliv angår påstanden om eksistensen af en skreven ‘nøgle’ til Peder Paars, dvs. en fortegnelse over de med Holberg samtidige personer, der har været (regnet som) modeller for værkets personer. Måske er baronen selv ikke helt uden skyld i, at en antagelse af denne art har kunnet opstå. I sine Moralske Tanker fra 1744 (I, 27) omtaler han (ukvalificerede) læsere, der “have leedet efter Nøgle”, men erklærer deres møje for overflødig. I Epistel 208 fra 1750 skriver han under direkte nævnelse af Peder Paars: “Een bilder sig ind at have Hoved-Nøglen i sin Lomme ... En anden leeder efter Nøgler, som han endnu ikke haver fundet, hvor længe han end haver gnikket sine Øjen”. I disse tilfælde er ordet ‘Nøgle’ dog næppe anvendt andet end metaforisk. Derimod findes der i Hans Mikkelsens fortale til de 4re Skiemte-Digte fra 1722 en indrømmelse, der synes at give nøgle-søgningen nogen legitimitet, om end begrænset: “Udi den sidste Bog af Peder Paarses Historie, tilstaar jeg dog candide [dvs. oprigtigt] at have skiemted med nogle Personer”.
Rygterne om den fysiske eksistens af en håndskreven nøgle kom i gang, da en ålborgensisk avis i begyndelsen af det 19. århundrede kunne meddele, at en sådan havde været i en rektor Hans Gottschalks (†1804) eje. Litteraten N.C. Øst (1779-1842) publicerede i 1829 i sit tidsskrift Nyt Archiv for Psychologie, Historie, Literatur og Kunst, I, s. 217-221, en Peder Paars-nøgle “efter et gammelt Manuscript”, muligvis, men næppe sandsynligt identisk med det, der opbevares i Universitetsbiblioteket i Oslo (nr. 567 8º). Også i Sorø Akademis bibliotek findes en håndskreven Peder Paars-nøgle, dog nok blot en afskrift efter Østs optryk. Nøglen reproduceredes senere efter Øst og med noter i Boyes udgave af Peder Paars (2.-4. oplag, 1832-44). Nøglens værdi som kilde for Holberg-forskningen er yderst begrænset, og den synes alt i alt at høre til i dennes kuriositetskabinet.
Af ulige større interesse forekommer det at være at følge eftertidens svingende vurderinger af Peder Paars. Bruun oplister en række “Domme over Peder Paars, samt Oplysninger, fremkomme andetsteds end i Udgaver og Anmeldelser” (s. 39-52). Heraf fremgår det, at vurderingerne af Peder Paars – ikke så sært – har divergeret. Blandt Holbergs (evt. lidt yngre) samtidige i det 18. århundrede er lovordene fremherskende, ja næsten enstemmige, når lige undtages hans personlige uven Andreas Hojer. I et brev dateret 22.2.1720 til Holbergs satiriker-kollega Christian Falster kalder embedsmanden og skønånden grev Christian Ranzau (1683-1771) fx Peder Paars “en schmuck invention og Klygtig indfald” (cit. efter Ludvig Holbergs Peder Paars, s. 40) og tager kun forbehold over for versifikationen. Det samme gælder en så betydningsfuld skikkelse som historikeren P.F. Suhm (1728-98), der gentagne gange i sine skrifter omtaler Peder Paars i rosende vendinger. Det var da netop også nogle af Suhms anerkendende ord, som Rahbek valgte at pryde sin gengivelse af Peder Paars med i Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, bd. 7, 1806. Også forfatteren Peder Topp Wandall (1737-94) og arkæologen P.O. Brøndsted (1780-1842) istemte koret i henholdsvis De paa Jægerspriis ved Mindesteene hædrede Fortiente Mænds Levnets-Beskrivelser, 1794 (bd. 2, s. 139-141), og i Brøndsteds bidrag til den tyske professor J.G. Eichhorns litteraturhistorie Geschichte der Litteratur, 1810 (bd. 4, s. 1164-1166). Som repræsentativt eksempel kan citeres den kendte bogsamler C. Deichmann (1700-80): “Man kan ikke noksom undre sig over [Holbergs] frugtbare Geist, som har vidst at indlemme saa mange forunderlige Materier, krydret med bidende Salt, og hvor latterlig han har forestillet mangen en Sag, som ellers blev saa alvorlig behandlet. Intet Skrift har i disse Lande [dvs. det danske monarki] og i faa andre giort saamegen Opsigt og med saa stor Begjærlighed bleven læst af Høie og Lave, af alle Stænder” (cit. efter Bibliografi over Holbergs Skrifter, bd. II, s. 139). Den sidste sætnings omtale af Peder Paars’ voldsomme geografiske (dog især indenlandske) og sociale gennemslagskraft går igen i udenlandske bedømmelser på begge sider af 1800, sandsynligvis støttet af Holbergs egne forsikringer i “CRITIQVE over Peder Paars”. Den herboende historiker og tidsskriftudgiver, schweizeren P.-H. Mallet (1730-1807) bliver en enlig svale, når han gør det Deichmann’ske forbehold til hovedsagen og betvivler, at Peder Paars, selv i oversættelse, vil kunne gouteres af andre end danske (“la plupart des lecteurs étrangers ne s’en amüseroient guère”, Nouvelle Bibliothèque Germanique, april-maj-juni, 1754, s. 75).
Et markant omsving – i negativ retning – i bedømmelsen af Peder Paars markerer i det 19. århundrede N.F.S. Grundtvig, der betragtede Holberg som en flad ånd – og en useriøs, som det ses ikke mindst i omtalen af ham i Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng fra 1812, hvor ikke mindst Peder Paars indgår som materiale til hans diffamering: “At vurdere Holbergs Brøde, er umuligt, han er Nordens Voltære [sic!]” (Grundtvigs udvalgte Skrifter, udgivet af H. Begtrup, bd. 2, 1905, s. 363); herostratisk berømte er følgende linjer af Grundtvigs digt “Jørgen Sorterup” (fra nytårsgaven Idunna, 1811):

Lirespil om Paarses Færd,
Det blev Danmarks Heltekvæde. (ibid., s. 40)

På hans ældre dage kunne Holberg og Peder Paars dog aftvinge den alvorstunge skændegæst et lille smil, nemlig i Grundtvigs ugeblad Danskeren, II, 1849, s. 554f.
Og heldigvis formåede Grundtvigs vrisserier ikke på nogen måde at rokke ved den selvfølgelige klassikerstatus, Peder Paars fik tillagt ned gennem det 19. århundrede ved karakteristikker og vurderinger af følgende litteraturhistorikere og -kritikere: A.E. Boye (1815), A. Oehlenschläger (1820), G.L. Baden (1821), R. Nyerup (1825), J.L. Heiberg (1831), C.A. Thortsen (1839), P.L. Møller (1843), N.M. Petersen (1871), G. Brandes (1884), Vilh. Andersen (1909) – og så er endda kun anført de danske.
Men ikke nok med denne næsten unisone anerkendelse af værkets indre kvaliteter og ydre betydning. Det var desuden her i det 19. århundrede – i et par tilfælde allerede i det 18. – at en egentlig udforskning af Peder Paars tog sin begyndelse (tekstfilologisk, historisk, bibliografisk, æstetisk mv.) og grunden dermed blev lagt for en udgave som den her foreliggende. Bibliografiske oplysninger vedrørende Peder Paars gives især af R. Nyerup i Den danske Digtekunsts Historie IV, 1808, s. 287-290, og af R. Prutz i Ludwig Holberg, sein Leben und seine Schriften, 1857, s. 127f. Førstnævnte fremsætter desuden forslag til tekstrettelser i Kjøbenhavns Morgenblad, 1825, nr. 149-50. Ellers gælder disse tidlige bidrag til Peder Paars-forskningen hyppigst kommentering – sproglig eller real – af enkeltheder, hvoraf E.C. Werlauff giver en hel lille, men vidt spændende samling af bidrag (Dansk Maanedsskrift, II,1862, s. 373-392), medens G.L. Baden focuserer på øldrikning og klædedragt (Historiske Afhandlinger, II, 1821, s. 388 og III, 1822, s. 197 og 220), medens atter andre koncentrerer sig om en enkelt detalje i texten: det polske citat (se kommentar til Polska nierzadim stoi) afhandles 1826 af P.A. Heiberg (Nyt Aftenblad for 1826, 1. halvdel, s. 208), det sære ord “jyde”, der nok, som det er blevet i nærværende udgave, bør rettes til “kyde” (se kommentar til kyde) diskuteres af Kall Rasmussen (Orion, IV, 1841, s. 67f.), og skibet i månen (se kommentar til Skib i Maanen) belyses med kilde af Chr. Bruun (Danske Samlinger, IV, 1868-69, s. 363f.). Mere overordnet har gamle K.L. Rahbek som den første fremlagt dokumenter til belysning af den ovenfor omtalte klagesag mod Peder Paars (Minerva, I, 1804, s. 98-100), og den filosofisk-genrologisk orienterede J.L. Heiberg har i sin litteraturhistorie fra 1831 bestemt Peder Paars’ forhold til “den heroisk-episke Digtart” (Prosaiske Skrifter, III, 1861, s. 94f.).
Senere bidrag til Peder Paars’ udforskning er især blevet nedlagt i kommentarer og indledninger/efterskrifter til de af de ovenfor nævnte udgaver, der indeholder sådanne. Enkelte monografiske arbejder foreligger dog og fortjener at anføres. Den ældste af disse er biblioteksmanden, (bog-)historikeren og Holberg-kenderen Chr. Bruuns (1831-1906) arbejde fra 1862, Ludvig Holbergs Peder Paars. Et Afsnit af en Holberg-Bibliographi, der er blevet hyppigt benyttet og påberåbt i det foregående. Det drejer sig om en grundlæggende, udførlig bibliografi over udgaver og oversættelser af Peder Paars samt en resumerende fortegnelse over sekundærlitteraturen foruden – hvad må anses for det væsentligste og mest fortjenstfulde – en diplomatarisk gengivelse af Rostgaards klage med tillæg og “Grams analyse”, alt, hvad der er bevaret af dokumenter til sagen. Dernæst fremkom af Bruuns kollega, udgiveren af Ludvig Holbergs Samlede Skrifter, Carl S. Petersen (1873-1958) den boghistoriske afhandling “Om de ældste Udgaver af Ludvig Holbergs ”Peder Paars”” fra 1914, hvori han med skarpsindighed og lærdom udreder de komplicerede forhold omkring originaludgaven, eftertrykkene og Tredie Edition. Bruuns og Petersens resultater indoptages og ajourføres af en tredje holbergiansk bibilioteksmand, H. Ehrencron-Müller (1868-1953), hvis afsnit om Peder Paars i Bibliografi over Holbergs Skrifter, II, 1934, s. 1-147, er et uundværligt hjælpemiddel ved studiet af værket og dets historie. Den megen bibliografiske lærdom får et tiltrængt litterært supplement, når man passerer videre til professor Hans Brix’ (1870-1961) kapitel “Til Peder Paars” i hans opus magnum Analyser og Problemer. Undersøgelser i den ældre danske Litteratur, III, 1936, s. 176-203; Peder Paars-kapitlet er medtaget i Uglebogs-udvalget ved C. Bergstrøm-Nielsen af Analyser og Problemer, 1965. Brix promenerer i adstadigt tempo gennem Peder Paars bog for bog og kommenterer, når han træffer steder, der måtte kalde derpå. Brix’ på én gang veloplagte og lærde bemærkninger kommer på den måde til at gælde meget forskellige aspekter af Peder Paars: forbilleder, udgivelseshistorien (incl. anslaget fra Rostgaard og Gram, af hvilke den sidste hos Brix tillægges større betydning en man er vant til), allusionsteknikken, referencer til aktuelle politiske og sociale forhold, komposition, genbrug af figurer og ideer senere i Holbergs forfatterskab, sporadisk tekstfilologi (forslag til rettelser) etc. Brix’ efterfølger som professor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, F.J. Billeskov Jansen (1907-2002) tegner sig for det sidste bidrag til Peder Paars-forskningen i denne række, nemlig artiklen “Studier i Peder Paars’ Tilblivelseshistorie” i Orbis Litterarum, III, 1945, s. 227-260, som blev udførligt omtalt i afsnittet om “Tilblivelse” ovenfor.
Om aktuel interesse for Holbergs digteriske debutværk vidner to arbejder, begge tilblevet som led i forfatternes akademiske meritering, Mads Julius Elfs let omarbejdede hovedfagsspeciale, udgivet i bogform under titlen Apropos smagen. Repræsentation, mad, danskpædagogik og andre problemer omkring Peder Pårs [sic!] fra 2002, der “er tænkt som en aktualiserende indføring i og ny historisk analyse af Peder Paars” (s. [7]), og Jens Bjerring-Hansens ph.d.-afhandling med titlen Holberg og bogen. Om Peder Paars, socialt forfatterskab og litteraturhistoriens empiriske grundlag (udgivet i serien af ph.d.-afhandlinger ved Det humanistiske Fakultet, Københavns Universitet; udkom 2015 med titlen Holberg på bogmarkedet. Studier i Peder Paars og den litterære kultur i 1700- og 1800-tallet). Afhandlingens boghistoriske tilgang er ikke ny, men dens nytteværdi består i et systematiseret overskue, at samle et stort editions- og receptionshistorisk stof, som hidtil kun har foreligget spredt og vanskeligt opdriveligt.

Peder Paars’ historie afbrydes jo uden tilfredsstillende slutning; titelpersonen hverves af Niels Corporal, hvilket afspejles i en række ulykkesvarsler hos hans kæreste Dorothea i Aarhus; de elskende forenes aldrig. Nærværende redegørelse for Peder Paars’ omfattende efterliv ville derfor blive endnu mere ufuldstændigt, end den måske er nu, hvis ikke det faktisk foretagne, behjertede forsøg på at afhjælpe manglen og fortsætte historien, blev nævnt. Forsøget skyldes en assessor i Trondhjems skifteret Conrad Nicolai Schwach (1793-1860) – eller rettere hans pseudonym(!), bageren Cornelius Svendsen, der i fortalen fortæller, at han i Aarhus er kommet i besiddelse af et blad af Ruus’ journal, benyttet som indpakning af en spegepølse, og senere erhvervede resten, “og hermed overleverer jeg Dig, gunstige Læser, denne Vise. Mine Kilder naae desværre ikke til Enden af Heltens Liv, men Du skal faae see ham forenet med hans Dorothea; saalangt rækker netop Manuskriptet” (citeret efter Bibliografi over Holbergs Skrifter, bd. II, s. 131). Digtet udkom 1843 under titlen Ny og sandfærdig vise om Peder Paars i Aarhuus af Cornelius Svendsen, Bager paa Levanger. Synges som Hans Mickelsens bekjendte Vise. Trykt i dette Aar. Man sammenligne med titelbladet af originaludgavens 1. bog! Begyndelsen af dette kontinuations- og pasticheprodukt blev offentliggjort i det norske tidsskrift Ny Hermoder, III, 1842, s. 9-10, s. 193-205 og s. 217-231.
Litteraturliste
a. Udgaver af Peder Paars
Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter. Udgivne ved K. L. Rahbek, bd. I-XXI (Peder Paars i bd. VII), 1804-14.
Holbergs Peder Paars. Efter Forfatterens sidste Udgave, med de øvrige Udgavers afvigende Læsemaader og med dertil føjede Anmærkninger udgivet af A.E. Boye, 1823.
Ludvig Holbergs Peder Paars, udgivet for det Holbergske Samfund af F.L. Liebenberg, 1855.
Ludvig Holbergs Samlede Skrifter, udgivet af Carl S. Petersen m.fl., bd. I-XVIII (Peder Paars i bd. II), 1913-63.
Peder Paars og Skæmtedigtene. Tekstredaktion og kommentar ved Georg Christensen, 1925 (revideret optryk 1949).
Værker i tolv Bind. Digteren. Historikeren. Juristen. Vismanden. Udgivet med Indledning og Kommentarer af F.J. Billeskov Jansen, bd. I-XII (Peder Paars i bd. II), 1969-71.
b. Litteratur om Peder Paars
Andersen, Jens Kr., Professor Holbergs komedier. En strukturel og historisk undersøgelse, 1993, s. 19-2.
Andersen, Jens Kr., “Peder Paars” i Dansk forfatterleksikon, redigeret af John Chr. Jørgensen, bd. [II:] Værker, 2001, s. 225f.
Billeskov Jansen, F.J., “Studier i Peder Paars’ Tilblivelseshistorie” i Orbis Litterarum, III, 1945, s. 22-60.
Billeskov Jansen, F.J., Danmarks Digtekunst, bd. 2: Klassicismen, 2. udgave, 1964, s. 125-13.
Bjerring-Hansen, Jens, Holberg og bogen. Om Peder Paars, socialt forfatterskab og litteraturhistoriens empiriske grundlag, 2010.
Bjerring-Hansen, Jens, olberg på bogmarkedet. Studier i Peder Paars og den litterære kultur i 1700- og 1800-tallet, 2015.
Brix, Hans, Analyser og problemer. Undersøgelser i den ældre danske Litteratur, bd. III, 1936, s. 176-203 (optrykt i Hans Brix: Analyser og Problemer. Et udvalg ved Carl Bergstrøm-Nielsen, 1965, s. 7-41).
Bruun, Chr., Ludvig Holbergs Peder Paars. Et Afsnit af en Holberg-Bibliographi, 1862.
Elf, Mads Julius, Apropos smagen. Repræsentation, mad, danskpædagogik og andre problemer omkring Ludvig Holbergs Peder Pårs, 2002.
Gammelgaard, Lasse, “Fortællende digte og sirlig løgn. Pseudofakticitet og urimeligt rimet aleksandringertale i Ludvig Holbergs Peder Paars” i Nordica, 30, 2013, s. 203-231.
Jensen, Anne E., Holberg og Kvinderne eller Et forsvar for ligeretten, 1984, s. 34-68.
Madsen, Karl, Illustrationerne til Holbergs Peder Paars. Fra Holbergs Tid til vor, 1919.
Møller, Niels, Nattevagter. Udvalgte Afhandlinger, 1923, s. 255-275.
Nielsen, Erik A., Holbergs komik, 1984, s. 45-109.
Petersen, Carl S., “Om de ældste Udgaver af Ludvig Holbergs “Peder Paars”” i Nordisk Tidskrift för Bok- och Biblioteksväsen, I, 1914, s. 52-69.
Robertson, Ritchie, Mock-epic Poetry: From Pope to Heine, 2011.
c. Hjælpemidler til studiet af Peder Paars
Ehrencron-Müller, H., Bibliografi over Holbergs Skrifter, bd. I-III = samme: Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814, bd. X-XII (om Peder Paars i bd. II/XI), 1933-35.
Hansen, Aage, Sv. Eegholm-Petersen og Christopher Maaløe, Holberg-Ordbog. Ordbog over Ludvig Holbergs sprog, bd. I-V, 1981-88.
 
 
 
xxx
xxx