Tilbake til søkeresultater
Tekststatus:
Kommentering pågår

   

   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
Ep. 221
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   


previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistola CCXXI.
Til * *
Jeg haver viset min Herre, at adskillige haarde Domme, som Curtius og andre have fældet over Alexander Magnus, ere ugrundede; men deraf følger ikke, at jeg haver villet giøre samme Monark gandske reen: Thi han havde og store Fejl. Hans Herske-Syge alleene, for hvilken at fornøje fast Millioner Mennesker bleve opofrede, kand tiene til Beviis derpaa. En saadan Regent kand ansees som et Riis for det menneskelige Kiøn; thi intet kand være meere lastværdigt, end at give sit Fæderneland til Priis, og at løbe om med Kaarden i Haanden for at myrde fremmede uskyldige Folk. En saadan Herre fortiener ikke Navn af en Regent, langt mindre af en Heldt, kand heller lignes ved en allmindelig Contagion, der streifer alle Lande igiennem, og efterlader sig allevegne bedrøvelige Fodspor. Den samme Dom kand ogsaa fældes over Julius Cæsar: Og er det i den Henseende, at Plutarchus i sine sammenlignede Historier haver parret disse tvende Herrer sammen; skiønt man kand sige, at det er fast den eeneste Qvalitet, hvorudi de ere hinanden lige, som jeg og i min Heldte-Historie haver viset. Mig synes, at man med meere Rimelighed kand sammenparre den Macedoniske Monark med den Svenske Konge Carl 12: thi det synes, at den |169sidste haver foresatt sig den førstes Levnet som en Plan at følge: Og var det derfore, at, da han udi Boilleau læsede den haarde Critiqve, som samme satyriske Poët fælder over Alexander, han fortørnedes, og vilde intet videre derudi læse. Begge disse Konger komme gandske unge til Regieringen; og begge forlode strax deres egne Riger, som den første aldrig meere saae, og den sidste ikke uden nogle Aar for hans Død. Ingen af begge stak Kaarden nogen Tiid udi Skeeden. Begge vare perpetua mobilia, og ingen af dem kunde blive paa eet Sted, ret ligesom Jorden kunde have været gloende for dem: Ingen Steene, ingen Bierge, ingen Floder kunde standse nogen af dem udi deres Fart; jo meere knorted Vejen var, jo meere Lyst havde begge at løbe derpaa. Begge vare store Generaler, men glemte undertiden, at de vare Anførere, og agerede udi Feldt-Slag gemeene Soldater. Et stort Exempel paa Alexandri Dristighed er dette, at han engang gandske alleene sprang ned af Muuren udi en belejred Stad: Et end større paa Caroli Forvovenhed var dette, at han udi sit Huus udi Bender figtede imod den heele Tyrkiske Magt. Den første Gierning kand ansees som en Temeritet; den anden som en Fortvivlelse: Thi Alexander, stolende paa sin sædvanlige Lykke, kunde vente, at hans Folk vilde komme ham til Hielp, førend han blev overvunden af Fienden. Carolus derimod saae ingen menneskelig Hielp, og uden Mirakel ikke kunde reddes; og dog fremturede udi sit Forsæt. Begge vare elskede af deres Krigs-Folk; Kierligheden var |170dog stærkere til den første, efterdi hans Omgiengelse var meeremeere]meere] meeee A meere] meeee A popular og behagelig: Saa at man kand sige om Alexander, at det er u-vist, om han var meere elsket end admireret; men om Carolo, at man meere admirerede hans Qvaliteter, end elskede hans Person. Begge vare længe Lykkens Børn, saa at alle deres Anslag mod Forhaabning gelingede dem; dog kiededes Lykken først ved at hænge ved den sidste: Thi Alexander døde midt udi sine Sejervindingers Løb; Carolus derimod, der, som en vældig Flod udi nogle Aar havde oversvæmmet alting, tabte ikke alleene siden alle sine Conqveter, men en stor Deel af sit eget Rige, saa at de Gaver Fortuna havde givet ham, maatte han omsider tilbage give med dobbelt Rente. Alexandri Fordeel var, at der udi hans Tiid var ikkun een Alexander i Verden: Caroli Uheld var, at udi hans Alder indfaldt en anden Carolusindfaldt en anden Carolus]indfaldt en anden Carolus] A; indfandt en anden Carolus sig Bruun indfaldt en anden Carolus] A; indfandt en anden Carolus sig Bruun , der kunde holde ham Stangen; saa at det er troeligt, at, hvis Alexander paa sit sidste Indianske Tog havde fundet en Petrus i Steden for en Porus, han vilde have geraadet udi Caroli Uheld, og havt samme U-lykke ved Ganges, som den Svenske Konge ved Nieper-Strømmen. Begge vare højhiertede, saa at de heller ingen Sejer vilde have, end vinde den ved List. De sigtede begge til et Maal, som var at erhverve Navn af store Sejer-Herrer; og begge havde stedse een Plan at følge: Achilles var det Mynster, som Alexander udcopierede; og Alexandri Historie var Caroli Catechismus. Et saadant Principium var meere lastværdigt hos en Christen Konge, end hos en Hedensk Monark: Men man kand |171derimod holde for, at, hvis Carolus havde haft en Aristoteles til Skolemester, han maaskee ikke havde confunderet en Hoved-Last med en heroisk Dyd, han da, maaskee, og iblant havde erindret sig en Regents Pligt. Hvorledes den Svenske Konges Skolegang haver været, er mig ikke bekiendt: Det synes, at han enten maa have havt slet Information, eller at være kommen for tiligen af Skolen, efterdi han holdt Krigs-Væsen alleene for et Kongeligt Studium, og ansaae alt andet som Pedanterie; da Alexander derimod havde havt den fortreffeligste Information, og havde af sin store Læremester faaet god Underviisning udi Regierings-Konst, Morale og Philosophie, saa at, hvis Attali og Cleopatræ Anslag havde gelinget, og han havde bleven udelukket fra Successionen i Riget, han i Nødsfald kunde have ageret Professor udi en Græsk Stad. Men just den Kundskab, han havde faaet om Dyd, om Philosophie, og om en Regents Pligt, foraarsager, at man kand fælde des haardere Domme over hans Opførsel, og ansee ham som den, paa hvilken ingen Medicine kunde virke. Naar man ellers tilsidesætter den umættelige Herske-Syge, som regierede i lige Grad hos disse tvende Monarker, seer man Tønder til mange rare Dyder, men som ikke vel kunde virke formedelst den regierende Hoved-Passion, der qvæler alle andre Affecter; thi det maatte hede hos dem, som Julius Cæsar sagde: Si violandum est Jus, regnandi gratia violandum, aliis in rebus pietatem colas. Det er: Hvis Retfærdighed skal overtrædes, saa maa den overtrædes for at hær|172ske; men i alle andre Ting maa Dyder øves. Men det er U-lykken, at Dyder udi saadan Tilstand intet kand virke, men ere ligesom Auscultanter udi en Ret, hvor saadan Hoved-Passion præsiderer. Jeg siger, at man ellers seer Tegn hos disse tvende Regentere til store naturlige Dyder, som øvedes saa tidt deres Ambition tillod dem at operere. De vare begge redelige, gavmilde, Penge-Foragtere, og devote, skiønt hver paa sin Maade efter hvers Religions Egenskab. Carolus forsømmede ingen Guds-Tieneste, ey heller lod nogen Dag udi Feldten gaae forbi uden Lovsang. Alexander forsømmede ingen Ofringer, og foretog intet vigtigt uden med sin Feldt-Præsts Aristanders Forespørsel. Adskillige have vel været af de Tanker, at hverken den eene eller den anden meenede noget dermed, helst, saasom mange af deres Gierninger gave tilkiende, at Religionen ikke kunde trykke dem meget: Men Erfarenhed viser, Monsr. Bayles Foregivende ikke aldeeles at være ugrundet, og at mange Mennesker leve ikke efter deres egne Principia, men at de drives af deres Hoved-Passioner til alting. Hvad den Svenske Konge angaaer, da sees intet Tegn til saadan Simulation og Hyklerie; tvertimod han haver viset Prøver paa Gudsfrygt og Nidkierhed udi Religionen, saa tidt hans Hoved-Passion derudi ikke var Hinder: Alexandri Devotion derimod kand holdes meere Equivoqve; dog, saasom han af Naturen var aabenhiertet, og man overalt hos ham fandt Tegn til Candeur, er det troeligt, at han i Religion haver været ligesaa lidet masqveret som |173Carolus: Thi jeg haver viset ved adskillige Lejligheder, at orthodox Lærdom og orthodox Levnet ikke altiid ere associerede med hin anden. Begge disse store Regentere vare haardføre, og derfore havde særdeeles sunde og stærke, ja ligesom barkede Legemer: Regn, Soelskin, Frost, Heede, Natte-Vægt, Arbejde incommoderede ingen af dem; tvertimod begge, stolende paa deres Legemers Førlighed, skyede ingen Ting. Alexander bestænked af Sveed, kaster sig uden Betænkning ned udi den kiølige Aae Cydnus. Hvis Carolus da havde været tilstede, havde han uden Tvivl giort Selskab med, og efter all Anseelse uden ringeste Incommodation skulde have kommet fra dette Bad igien: Thi den Forskiel er herved at mærke, at, ligesom Alexander havde et sundt og stærkt Legeme, der kunde udstaae allehaande slags U-lejligheder, saa havde Carolus derimod en barked Hud, og en Krop, som man skulde tænke ikke at have bestaaet af Kiød og Blod, som andre Menneskers, men af en Materie, der nærmede sig til Metal. De Svenske Krigs-Folk vare under hans Anførsel saa hærdede, at de kunde lignes ved de gamle Husiter udi Ziskæ og Procopii Tider: Men jeg troer, at neppe nogen af dem alle, fra Anførere til gemeene Soldater, kunde udstaae de Besværligheder, som Kongen; thi nu saae man ham at ride udi continuerlig Galop Nat og Dag, saa at ingen kunde holde det ud med ham; nu saae man hans bare Hoved bedækket af tyk Snee; nu, naar han kom blodig og saaret af en Trefning, at kaste sig paa Jorden, at ligge Natten over alleene ind|174svøbet udi sin Kappe, og at staae frisk op om Morgenen igien: Historien vidner, at Støvlene komme heele Maaneder ikke af hans Been, og at man derfor undertiden maatte skiære dem af. Udi den Post kunde det ikke andet være, end at han jo maatte synes større end Alexander udi Almuens Øjne, der confunderer Tapperhed med Ferocitet, men ikke udi en Philosophi Tanker, som raader vel til at hærde Legemet, men ikke til at renoncere paa at være Menneske, og at æmulere med vilde Dyr. Alexander kunde lade sig nøje med slet Soldater-Kaast paa visse Tider: Men Carolus paa alle Steder og Tider; thi han vragede alt hvad som var lekkert, og fandt fast ikke Smag uden i Vand og Brød. Saa at den første kand lignes ved Aristippo, der vragede hverken det slette eller det lekkre; og Carolus med Diogene, der med største Fornøjelse giorde sit Maaltiid med Vand og Brød udi en Tønde. Det er derfore udi Tarvelighed at han haver overgaaet ikke alleene den Macedoniske Konge, men ogsaa alle andre, som ere bekiendte udi Historier. Det samme kand siges om Kydskhed, hvorpaa den Svenske Konge er et Exempel uden Lige: Man skikkede ham eengang i Ambassade et Fruentimmer; men hun udvirkede ved sin Skiønhed og Veltalenhed slet intet, saa at man mærkede, at Venus over ham intet Herredom kunde tilegne sig, og at Cupido spildede kun sine Piile unyttigen bort paa en Mand, der ansaae en Helena og en Medusa med samme Øjen. De vare begge udi Feldt-Slag kaaldsindige, og havde deres Tanker samlede |175udi de farligste Actioner, saa at deres Puls slog ikke anderledes, naar de vare omringede af Fiender, end naar de sadde blant deres Venner; og var det i den Post, at de besadde fornemmelig en ret Anførers Qvalitet, skiønt de ikke altiid øvede den: Thi de glemte undertiden deres Caracter, og paatoge sig gemeene Soldaters Forretninger. De kunde begge optændes til Hævn og Vrede: Den førstes var hæftigere, men snart fik Ende; den sidstes ukiendeligere, men holdt længe ved. Det er ikke troeligt, at Carolus kunde drives til saadan Execution, som Alexander udi Overilelse øvede mod Clitum: Det er ey heller troeligt, at Alexander kunde have øvet saadan Haardhed, som Carolus lod see mod Patkul; thi den førstes Vrede var som en hæftig Orcan, paa hvilken strax fulte Regn, det er Graad og Fortrydelse; den sidstes derimod som en maadelig men langvarig Storm. Hvoraf man seer, at begges Vredagtighed frembrød af diverse Kilder, nemlig, der af hidsigt Blod, og her af Galde: Begge Affecter ere lastværdige, den sidste dog meer end den første; saasom den eenes Gierning skeer udi en overilende Paroxysmo, men den andens af velberaad Hu. Endskiønt Herske-Syge kand have været udi lige Grad hos disse tvende forunderlige Mænd, saa maa dog derhos dette i Agt tages, at de Kriige, som den eene førte vare ikke saa retfærdige som den andens; thi Carolus kunde anføre Aarsag til det store Tog, som han giorde: Alexander derimod kunde ikke besmykke sine Krige med mindste Skin af Ret. Thi den Motiv, som |176af den Macedoniske Konge foregaves, at det skeede for at hævne den U-ret som Grækerne udi den første Darii og Xerxis Tiid blev tilføjed, var latterlig; thi det var at oprippe en forældet og uddød Sag: Ikke at tale om, at hvis Grækerne for saa lang Tiid siden en u-retfærdig Kriig var paaført, saa viser Historien, at den U-ret ofte meer end tilstrækkeligen var bleven hævned: Adskillige ikke alleene Freds-Tractater, men end ogsaa Alliancer vare siden den Tiid sluttede imellem Persien og de Græske Stæder. Og, da Grækenland siden forfaldt udi indbyrdes Kriig, havde de efterfølgende Persiske Konger ofte med Folk og Penge understøtted de svageste mod de mægtigste; saa at Persien maatte tilskrives, at Athenen, Lacedæmon og Thebæ ikke bragte de andre Græske Stæder under Aaget. Allermindst Aarsag havde Macedonien at besværge sig; thi samme Rige stod i Forbund med Persien, da Xerxes giorde det store Tog mod Grækenland. Alexander kunde derfor ingen anden Aarsag give til sit store Krigs-Tog, end at hans Hænder kløede, og at hans martialske Sind ikke tillod ham at leve udi Roelighed. Thi, hvis han havde villet betiene sig af den habileste Pen, ja af Aristotelis Hoved selv til at forfatte et Manifest imod den Persiske Konge, havde det i alle fornuftige Folkes Øjen ikke kundet passere uden for Sophisterie. Thi der kunde ikke andet siges, end at den Macedoniske Konge vilde have Kriig, og at de sultne Græker, der havde faaet Smag paa Persiens Herlighed, vare villige derudi at understøtte ham. Begge Kongers Kriigs-Tog |177vare saaledes ikke lige grundede; thi paa den eene Side var en pur offensiv, og paa den anden Side en til Syne værende defensive Kriig. At Alexander førte sine Krige med bestandig Succes og Lykke, deraf kand ingen anden Conclusion giøres, end at det gik her til som ofte hender, nemlig, at mangen ond Gierning lykkes best. Ellers kand man tilskrive Krigernes foranderlige Udfald Tidernes differente Tilstand; thi det er troeligt, at hvis Darius havde været Czar udi Rysland, vilde den Svenske Konge have havt Alexandri Lykke; og, hvis Petrus Alexiovitz havde været Konge udi Persien, vilde Alexander have haft Caroli Uheld: Thi de Svenske Krigs-Folk gave den Macedoniske Phalanx i Tapperhed intet efter, og deres Anfører var ikke mindre qvalificeret General, end den Macedoniske; ja Caroli Anførsel og militaire Qvaliteter ere desmeere at forundre sig over, efterdi han hart ad var tagen lige fra Skolen, og satt i Spidsen af en Kriigs-Magt, da Alexander derimod havde bivaanet de fleeste Actioner, som hans Fader Philippus havde udført, saa at han under den største Læremester i sin Tiid havde erhvervet en Generals Videnskab, førend han kom til en Generals Embede. Endelig kand dette nogenledes legges som en Vægt til Caroli Meriter, at han ved sine sejerrige Vaaben søgte alleene at erhverve sig et stort Navn, uden at forøge sit Rige med undertvungne Provincier: Da Alexander derimod Jure Belli tilegnede sig alle de Lande, som han oversvæmmede, og ansaae hvert erobret Rige, som et Middel, der var givet |178ham til at undertvinge et andet, og een Sejer som et Instrument til en anden: Ut accessione virium, som Justinus siger om Nino, fortior ad alios transiret, & proxima qvæqve victoria instrumentum esset seqventis; ja hans Umættelighed var saa stor, at den heele Jord syntes for liden for ham; Thi, da Parmenio raadede ham at modtage Darii store Tilbud om den halve Deel af det vidtløftige Persiske Monarchie, sagde han: Det vilde jeg ikke tage udi Betænkning hvis jeg var Parmenio. Vel kunde hertil siges, at den Svenske Konge fattedes ikke paa Villie til at forøge sit Rige ved Conqveter af andres Lande, og, at hvis Tilstanden havde været, som udi Alexandri Tiid, han ogsaa derudi havde efterfuldt Alexandri Fodspor; thi da beholdt en Sejer-Herre gemeenligen, hvad han ved Sværd erhvervede: Nu derimod, saasom Rigers og Republiqvers Systemata ere anderledes forfattede, ansees en Province, der possideres Jure Belli, som ingen Possession, saasom de erobrede Lande gemeenligen ved Krigens Slutning maa gives tilbage. Men, naar man betragter, udi hvilken Tilstand Europa var, da Carolus den 12. stod med sin sejerrige Krigs-Magt midt udi Tydskland, og man seer, at han dog intet vilde tilegne sig af de Lande, som han havde udi Hænder, og som ingen kunde disputere ham, da synes det, at hans Sigte alleene haver været, at erhverve sig en puur Titul af en stor Sejer-Herre, uden at betinge sig noget pro labore. Thi, hvor lidet andre Potentater dristede sig til at controllere hans Foretagende, sees af Kejser Josephi Exem|179pel: Thi da han tog sig de Silesiske Protestanters Sag an, og foreskrev Kejseren en Lov efter en anden, skikkede Josephus sig derudi med Taalmodighed, og sagde: Hvis Kongen af Sverrig vilde have mig til at være Luthersk, maatte jeg skikke mig derudi. Af ovenanførte sees, at disse tvende forunderlige Herrer allerbeqvemmest kand sammenparres, saasom udi de fleeste af deres Bedrifter og personlige Egenskaber er en fuldkommen Overeensstemmelse. Thi, endskiønt de udi nogle faa Poster kand skielnes fra hinanden, saa synes det dog, at Alexandri Siæl ved Metempsychosin har listed sig ind udi Caroli Legeme, eller at den sidste haver foresatt sig den førstes Levnet som et Mynster at følge. Jeg forbliver &c.
 
 
 
xxx
xxx