|33
Epistola CCCX.
Til * *
Jeg gav udi min sidste Skrivelse min Meening
tilkiende om de Domme, som adskillige Christne have fældet over de gamle Philosophers øvede Dyder, hvilke de have anseet som Laster,
efterdi de flyde af Forfængeligheds Kilder, saa at om ikke Belønning saa dog
Begiærlighed til Roes haver været Tønder til deres Heroiske
Gierninger. Jeg haver viset, at saadan Critiqve kand tilbage
drives paa dem selv; thi, hvis enhver vil ikkun nøje raadføre sig med sig selv,
om han alleene øver Dyder alleene fordi de ere Dyder, og uden ringeste Henseende
hverken til Belønning eller til Roes stræber at tvinge alle
sine Lyster og Tilbøjeligheder, og bestandigen fører Kriig med sin egen Natur,
saa vil han finde, at Dommen er ilde grundet, ja at det Mundheld: Nemlig, man
maa elske Dyd alleene efterdi det er Dyd, er en puur Galimathias , som maa regnes iblandt de prægtige og intet betydende
Talemaader, som Stoici fordum have betient sig af, og mange
Christne Lærere endnu bruge, men ikke practicere det selv;
thi, at øve Dyd uden saadan Henseende, er gandske uforstaaeligt; ja man kand
derom sige ligesom om lærdom, nemlig, at all Videnskab er intet, hvis en anden
ikke veed, at du besidder den
(scire tuum, |34nihil est,
nisi te scire hoc sciat alter). Man kand ikke begribe Verdens Skabning og GUds store Gierninger selv,
med mindre man tillegger GUD et vist Henseende, nemlig sin Herligheds Manifestation, Forskiellen alleene er, at, saasom GUD er det
allerhelligste Væsen, saa flyder saadant Sigte af reenere og helligere Kilder
end skrøbelige Menneskers. Vi maa ej saaledes konstle paa Morale, at vi i Steden for at opbygge dermed, giøre det latterligt.
Det synes, at GUD selv igiendriver saadan Lærdom, og viser dens Ugrund, naar han
for Dyder og gode Gierninger setter saavel timelige som evige Belønninger, naar
han siger: Hædre dine Forældre, at det maa gaae dig længe vel paa Jorden; naar
han siger: Lad dit Lys skinne for Mennesker, og naar han byder os ved Dyders
Øvelse at opmuntre andre dertil. Saasom nu dette ikke kand skee, uden at man
tilligemed erhverver sig Roes og Berømmelse, og det eene er en naturlig Følge af
det andet, saa sees deraf, at ovenanførte Lærdom er ugrundet og uforstaaelig.
Jeg forbliver &c.