Jeg haver udi en af mine Epistle tilkiendegivet Aarsagen, hvi jeg saa ofte læser Homerum, nemlig: 1.) Efterdi intet Skrift tiener meer til at erhverve Kundskab udi det Græske Sprog. Og, naar man vil hertil sige: Hvortil kand det nytte mig, at vide saa meget Græsk? Da svarer jeg dertil, at ingen vel kand passere for en lærd Mand uden det Græske Sprogs Kundskab. Thi det er af Græske Bøger vi see Kilderne til Philosophie og de fleeste Videnskaber og utallig Ord; ja fast alle Konst-Gloser, som vi dagligen bruge, have deres Oprindelse af det Græske Sprog. Den anden Aarsag, som jeg haver tilkiendegivet, hvi jeg læser Homerum, er denne, at man deraf lærer og seer den ældgamle Verdens Skikke og Moder. Deraf haver jeg forhen opregnet adskillige, og vil hertil legge den Sædvane, som er heel mærkelig, og som i Homeri Tiid var overalt antagen, nemlig, at man udi Giæstebude deelte Mad og Drikke udi lige Parter imellem Giesterne. Poëten kalder derfore Giestebude ΔαῖταςΔαῖτας]Δαῖτας] Δᾶιτας A Δαῖτας] Δᾶιτας A af δαιτεῖσθαι, som er at deele. Saaledes findes overalt, naar der tales om Giestebude, saadanne Vers:

Det er: Nu ere vi til Bords, og nyde lige Maaltiid. Item:

Det er: Velkommen Achilles! Dig fattes ikke din tildeelte Portion. Mad blev saaledes kaldet δαις, og Kokken, som tillavede Kiødet, kaldtes δαιτρὸς, efterdi han deelede det udi lige Portioner. Vinen blev iligemaade deelet; thi det heder:

Denne Skik synes at have rejset sig af tvende Aarsager. 1.) Efterdi de gamle Maaltider have været tarvelige, saa at intet haver været frembaaret til Overflod, men at Retterne have været passede efter Giesternes Antal. Det er af den Aarsag, at det stedse her paa Communitetet eller Studenternes offentlige Spiise-Sal, hvor Mad ikke gives til Overflødighed, haver været vedtaget, at Kiødet bliver deelt udi lige Parter, hvorved bruges end den Præcaution, som jeg finder ikke at have været i agttagen af de gamle, nemlig, at den, som deeler Maden, ikke maa tage uden den sidste Portion, hvorved Deeleren forbindes til at i agttage all Muelighed. En anden Aarsag, som kand anføres til denne Skik at deele Maden, maa have været visse Folks Graadighed, hvorved andre Giæster kunde komme til kort; thi man finder overalt udi gamle |455Historier talet om Parasitis eller Snylte-Giæste, som Comœdie-Skrivere ligne ved Svampe, efterdi intet kunde forslaae til dem. Man finder ogsaa, at Slagsmaal over Maaltiid haver reiset sig blant Giæster, efterdi den eene aad fra den anden. Hvor længe denne Skik at deele Maden haver varet, kand ikke siges: Man seer alleene, at den nogle 100de Aar efter Homeri Tiid ikke overalt maa have været i agttagen; thi man finder, at Poëter og Cyniske PhilosophiPhilosophi]Philosophi] Philosophie A; Philosophi Bruun Philosophi] Philosophie A; Philosophi Bruun , som gemeenligen vare store Ædere, lode sig ofte til Giæstebud ubudne indfinde. Phanias hos Atheneum mælder om den Poët Philoxeno, hvilken ved Dionysii Taffel visede Prøve paa sin Graadighed. Da en liden Fisk blev lagt for ham, holdt han den ved sit Øre, ligesom han vilde høre, hvad den talede. Da Dionysius spurte, hvad han derved meenede, sagde han sig at ville skrive noget om den Vand-Nymphe Galatéa, og derfore vilde udforske af den ham forelagde Fisk om Tilstanden udi Havet; men, saasom samme Fisk var alt for ung, og endnu ikke havde lært at tale, kunde han ingen Underretning af den derom bekomme. Derimod, sagde han, hvis han kunde faae fat paa den store Fisk, som laae for Kongen, vilde han faae nogen Oplysning i det, som han forlangede at vide. Dionysius mærkede da, hvor hen han sigtede; hvorudover han loe deraf, og ragte ham den store Fisk. Dette viser, at man paa den Tiid ikke meere deelede Maden. En anden Historie, som fortælles ogsaa om Philoxeno, tiener til Beviis her paa. Om ham vidner Chrysippus, at han udi Badstuer skyl|456lede sin Mund stedse med varmt Vand, for at vænne sin Hals til det, som var heedt, og at han derpaa giorde Aftale med Kokkene, at de skulde frembære Maden gandske varm, og saadan, som de andre Giæster ikke strax turde spiise, saa at han derpaa uden Hinder kunde æde, medens de andre blæsede paa Maden. Athenæus taler om en Snylte-Giæst ved Navn Demylus, som practiserede det samme paa een end grovere Maade. Da en herlig Ret blev frembaaren, spyttede han derudi, for at beholde den alleene (ἐνέπτυσεν εἰςεἰς]εἰς] ἐις A εἰς] ἐις A αὐτήναὐτήν]αὐτήν] ἀυτήν A αὐτήν] ἀυτήν A .) Man lærer ogsaa af Homero dette, at, ligesom man nu omstunder sætter meriterede Folk paa de højeste Sæder ved Bordet, saa var udi gamle Tider brugeligt at legge for saadanne Mænd de beste Stykker og dobbelte Portioner. Saaledes vidner han, at Diomedes blev regalered med de fleeste Kiød-Stykker og de fleeste Bægere, ligesom Idomenæus, Ajax og andre.

Denne Skik, hvor selsom den nu omstunder kand synes, er dog rimeligere end at beære anseelige Mænd ved at sætte dem paa visse Stole og ved Bord-Ender. Dette maa jeg herhos løsligen antegne, at man finder paa visse Steder talet om Viin, som var giort af Bygg: Thi der tales om Bægere, som vare fulde af Bygg-Viin, hvilket kand ikke have været andet end Øll (πλήρεις οἴνουοἴνου]οἴνου] ὄινου A; ὀίνου Bruun, ὄινου SS, οἴνου BJ οἴνου] ὄινου A; ὀίνου Bruun, ὄινου SS, οἴνου BJ κριθίνου.) Utallige saadanne Underretninger haves |457af Homero om de ældgamle Folke-Skikke og Levemaade; og, naar man derhos eftertænker, at samme PoëtsPoëts]Poëts] Poêts A Poëts] Poêts A Skrifter ere de reeneste Kilder, hvoraf det Græske Sprog flyder, saa maa man holde for, at Tiden anvendes ikke saa ilde paa saadanne Bøgers Læsning, som foregives af nogle, helst af dem, som meene, at det Græske Sprog ikke er meget fornødent at læres paa de høje Skoler, og at man haver nok udi det Latinske. Jeg for min Part haver ønsket, at, da man for nogle Aar siden foretog sig at sætte vort Universitet udi Activitet, og at drive paa visse Studeringer, som vare forsømte, man havde bemøjet sig lidt mindre med at forfremme det Hebraiske, og lidt meere det Græske Sprog. Det Hebraiske Sprog er vel fornødent for geistlige Personer, men det Græske baade for verdslige og geistlige, efterdi Septuaginta Interpretes, det nye Testamente og Patres ere skrevne paa Græsk; og for verdslige, efterdi af Græske Bøger læres Konster og Videnskaber, hvorom lidt eller intet findes udi gamle Latinske Skrifter. Jeg forbliver &c.