Min Herre melder udi sin sidste Skrivelse, at han finder de Betænkninger, som jeg har giort over nogle Poster udi et Skrift, som kaldes Esprit des Loix, ikke at være ilde grundede, men meener derhos, at jeg havde giort bedre ikke at censurere et Verk, som holdes for en Zirat udi vore Tider. Jeg censurerer ikke Skriftet, men giver allene min Betænkning over visse Slutninger, som stride imod hvad jeg udi samme Materie Stykke-viis har skrevet: Thi, hvad Verket udi Almindelighed angaaer, da underskriver jeg de Berømmelser, som derpaa ere lagde, og holder for, at faa Skrifter ere skrevne med større Skiønsomhed og stærkere ere ud-arbeydede saavel i Henseende til Stilen, som til Materien, og er det derfore, at jeg meere end eengang har igiennemlæset dette Verk, hvilket jeg ikke giør uden med meget gode Skrifter; thi, endskiønt adskillige Theses mig forekomme, som jeg ikke kand bifalde, saa ere de dog forestillede udi saadan Form, at de ikke kand andet end behage. Jeg vil allene forestille min Herre en Paragraphum, hvormed han ender det stærkt udarbeydede Capitel om den Engelske Regiering. Den lyder saaledes: Si l’on veut lirelire]lire] live A; lire Bruun lire] live A; lire Bruun l’admirable ouvrage de Tacite sur les moeurs des Germains, on verra, qve c’est d’eux, qve les Anglois ont tiré l’ideé |2 73de leur gouvernement politiqve. Ce beau Systema a eté trouvé dans le bois: Det er: “hvis man vil læse Taciti ypperlige Skrift om de gamle Tydskes Vedtægter og Sæder, vil man finde, at det er af dem, som Engelænderne have taget Idee af deres politiske Regiering. Dette herlige Systema er saaledes fundet udi Skoven.” Intet kand være ziirligere talet: Men man kand dog med all den Respect, man er Autor skyldig, giøre en Stræg derover. Thi, naar man igiennemlæser den Engelske Historie, seer man, at den nu værende Regierings Forfatning ikke er skeed uden ved Leylighed, og efter foregaaende Forvirringer, som have drevet Engelænderne til at fabriqvere een Anordning efter en anden indtil Staten har faaet den Skikkelse, som den nu haver. Udi Wilhelmi Conqvestoris Tid var Regieringen fast Despotisk. Paafølgende Successions Tvistighed mellem hans Sønner og Descendenter gav Anledning til Forandring, og at fornye St. Edwardi Love. Kong Johannis slette Regiering gav Anledning til den Kongelige Myndigheds Indskrænkelse. Almuen havde under de første Konger intet at sige. Tvistighed og Jalousie mellem Kongerne, Ridderskabet og Geistligheden, gav Anledning til Under-Parlamentets Stiftelse. Kort at sige: den heele Historie viser, at Regieringen har været adskillige Forandringer underkasted, og at Engeland lige|2 74som Rom har ideligen flikket paa Staten, saa at den udi en Alder haver haft anden Skikkelse, end udi en anden, og at derfore hverken Tacitus eller de gamle Tydskes Stat her kand have været udi Sigte, og, hvis den Engelske Stat er indrettet efter saadan Plan, kand det ikke have været af Forsæt, men af puur Slumpe-Lykke. Jeg troer neppe at nogen Engelsk Statist selv nægter, at den Engelske Regiering saa vel som andre jo har laboreret af store Svagheder; thi, hvis ingen Sygdom havde været, havde idelige Medicamenter ikke været fornødne. Det stedsevarende Flikkerie, hvorved man har søgt at bøde paa et Hull efter et andet, viser, at der har været vitium in prima concoctione og en U-ordentlighed, saa vel udi Bygningens Form, som udi Kalken, hvoraf den sammenhænger. Det staaer kun paa, om den nu efter nøye Syn ingen videre Reparation behøver: Hvis saa er, saa kand man med vor Autor sige, at have fundet hvad man stedse har efterledet, og ønsket udi en sammenmænget Regierings Indrettelse. Jeg drister mig ikke til at dømme anderledes herom. En Knude staaer allene tilbage at løse, og et Spørsmaal at besvare, hvi Stormen indtil denne Tid har blevet ved at rase, hvi Harmonien mellem de trende Magter ikke er efter Ønske, hvi Kongerne, Over-Parlamentet og Underhuuset ideligen staae bevæbnede, hvi man disputerer endnu om Grændserne? hvi man raaber endnu |2 75paa Skiæls rette Sættelse, og en fuldkommen Balance. Vil man herimod sige, at alting nu omstunder er stille, da kand svares, at saadant maa heller tilskrives de sidste Kongers Fornuft og store Regierings-Konst, end Regieringens Constitution, og, at det gamle Fermentum eller Suurdey derved allene hindres at have nogen merkelig Virkning, saa at det maa hede: præsente Medico non nocet. Man er ellers endnu ikke enig om Parlamenters Holdelse, hvor ofte de skal sammenkaldes, og hvor længe de skal vare &c. Man taler endnu om Feyl ved Lemmernes Electiones. Man ønsker endnu salarerede Personers og Kongelige Betienteres Udelukkelse. Mange holde det endnu for en Feyl, at Parlamenternes Deputerede ikke ere indskrænkede ved de Committerendes Instruxer, hvilket foraarsager, at saa snart Parlamenterne ere samlede, blive de selv souveraine Herrer af de Committerende, saa at deres Decisioner passere for Nationens Decisioner, skiønt de ofte anordne de Ting, som ere Nationen ubehagelige. Man tvister endnu om Prærogativers Indskrænkelse og Forøgelse. Man seer endnu Parlamenters Slutninger udi Hoved-Poster geleydede med en lang Hale af Protestationer. Om Autor udi dette Capitel har villet flattere det Engelske Folk, kand ey til visse siges. Hvis det har været hans Agt, som jeg dog ikke troer, har han ikke nøye udstuderet Nationens Egen|2 76skab, saasom den gemeenligen ingen Farve lider hverken paa Religion eller Regiering. Jeg forbliver &c.