Tilbake til søkeresultater
Tekststatus:
Kommentering pågår

1 forekomst av udkomst
[Fjern søkemarkeringer]

previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistola XL.
Til * *
Min Herre takker mig udi sin seeneste Skrivelse, for den Forklaring jeg giorde ham over den Pyrrhoniske Lærdom, om det ellers kand kaldes Lærdom, hvorved foregives, at intet kand læres, men at alting er uvist og vaklende. Mig synes, at om det skal kaldes en Lærdom, saa er den heller latterlig end skadelig, helst, om man gaaer saa vidt som Pyrrho og hans Disciple. Det udførligste, som vi have derom, findes udi Sexti Empirici Skrift, hvorudi Autor med all optænkelig Subtilitet stræber at vise, alting at være uvist, og derved selv agerer en Lærer; hvilket er imod Pyrrhonisternes eget Foregivende. Hvis Pyrrhonisterne havde alleene viset, at de fleeste Ting og Meeninger ere uvisse, havde deres Lærdom ikke alleene kundet forsvares, men endog ført en slags Nytte med sig, saasom den kunde tiene til at dæmpe de dogmatiske Philosophorum Hovmod, og ydmyge dem, der holde deres Gisninger for u-imodsigelige Axiomata: Den kunde ogsaa have tient til at befordre Sindets Roelighed; hvilket er ellers et andet Sigte af Scepticismo, som de kalde Ataraxia, som bestaaer derudi, at naar man seer, Knuderne ikke at kunde løses, da at suspendere sine Tanker, og at slaae sig til Roelighed. Men, eftersom de strekke dette alt for vidt ud, og giøre Sandsernes og Fornuftens Brug |220udi allting u-nyttig, er det ikke Umagen værd at igiendrive dem. Man kand sige, at det er uvist, enten det er Solen eller Jorden, som gaaer; men at negte baade den eenes og den andens Gang er daarligt; og derudi bestaaer den Sceptiske Galenskab: Thi et er, ey at kunde begribe en Tings Aarsag, et andet er, at negte dens Existence, eller at Tingen er til. Een, der negter, at To ere ikke meere end een: Een, der siger, at man ikke kand bevise, at en stor Bly-Kugle er tyngere end en liden Papiir-Kugle; hvorom ikke alleene hans egen Følelse, men endogsaa nogle tusinde Menneskers eenstæmmige Vidnesbyrd kand overbevise ham, (thi om een iblant ti tusinde ingen Forskiel fandt udi Vægten, kunde det ikke komme deraf, at Sandserne bedroge ham; men at han ingen Følelse havde).havde).]havde).] havde) A; havde.) BJ, havde) SS havde).] havde) A; havde.) BJ, havde) SS Een saadan een er ikke Philosophus, men Philosophiens Forstyrrer: Herudover tracterer Cicero Arcesilaum, som en oprørisk Mand, sigende, at, ligesom Tiberius Gracchus forstyrrede Republiqvens Fred, saa haver Arcesilaus forstyrret den sunde Philosophies Principia (ut in optima republica Tiberius Gracchus, qvi otium turbaret, sic Arcesilaus, qvi constitutam philosophiam everteret.) Der ere visse Propositioner, som kaldes de første Sandheder, hvilke merkes af alle Mennesker, der betiene sig af deres Forstand. Saadanne ere efterfølgende: Intet kand skabe sig selv. Hvad som alle Mennesker bekræfte, maa ufeylbarligen være sandt. Alle Mennesker |221ønske sig det Gode, og have Afskye for det Onde. Stridige Ting kand ikke consistere sammen paa een Tiid og udi eet Subjecto. En konstig og ordentlig Bygning kand ikke være af en Hændelse, men maa være en Virkning af et forstandigt Væsen. Hvad som en stor Mængde af fornuftige Mennesker bevidner, sig at have seet og hørt; derom kand ikke tvivles. Tvende Størrelser, som passe sig lige til den Tredie, ere lige imellem hinanden. Det heele er større end en Part. Item det moralske Axioma: Qvod tibi non vis fieri &c. Det er: Giør ikke imod en anden, det, som du ikke vil, at en anden skal giøre imod dig. Hvo, som i slige Ting negter at finde Klarhed, negter og tilligemed, at han haver en fornuftig Siæl, og at han er et Menneske, og med saadan een er daarligt at disputere; thi man vikler sig derved ikkun ind i Chicaner og Subtiliteter, hvoraf man ikke uden med Møye kand reede sig ud igien. Saaledes er det gaaet med den store Aristotele, der tog sig fore at igiendrive den Eleatiske Philosophi Zenonis selsomme Paradoxa; hvorudover det synes, at Diogenes gik fornuftigere til Verks, der confunderede ham paa den latterlige Maade, som jeg haver anført udi min forrige Skrivelse. Zenonis selsomme Meeninger, som Aristoteles forgieves haver bemøyet sig med Philosophiske Argumenter at igiendrive, bestaae fornem|222meligen udi at negte, at der er nogen Bevægelse til. Intet selsommere kand rinde et Menneske udi Sinde: Ikke desmindre har han dog med saadan Subtilitet forsvaret denne U-rimelighed, at den skarpsindige Aristoteles ikke haver ret Philosophice kundet igiendrive ham. Zeno paastaaer, at der er ingen Bevægelse til, og betiener sig af saadanne Argumenter. Han siger, naar en Piil udskydes, maa man, for at bevise Bevægelsen, tilkiendegive, udi hvilket Øyeblik den gaaer ud af Buen: Dette kand ikke siges; efterdi et Øyeblik eller Momentum kand ikke deeles udi fleere Parter, følger saa efter hans Sigelse deraf, at eftersom ingen saadant kand determinere, og Pilen ikke kand være paa og af Buen udi samme Moment, saa er derudi ingen Bevægelse. Vil man sige, at man seer Pilens Fart med Øyene, saa lader han sig ikke bevæge der af, saasom han negter Sandsernes Vished, og holder sig alleene til sin giorte Objection, som han siger ikke kand igiendrives. Det andet Argument, hvoraf han betiener sig, for at giøre all Bevægelse til intet, er dette: Til at drive en Piil frem nogle faa Skrit eller Tommer, maatte udfordres en u-endelig Tiid. Thi, saasom den mindste Partikel eller Solegran i Luften, hvor igiennem Pilen skal passere, kand deeles i u-endelige Parter, saa kunde den udi en u-endelig Tiid ikke avancere een Tomme-breed frem. Hvis Zeno havde levet i vore Tider, vilde han end meer have traadset med denne Objection, efterdi de største Philosophi nu omstunder holde for, at de mindste Partikler kand dee|223les in Infinitum. Det tredie Zenonis Argument, som kaldes Achilles, og hvoraf han meest bryster sig, er dette: Han forestiller sig Achilles, som er heel rask paa Beenene, og en Skielpadde, som haver en langsom Gang, men som haver 20 Skridt for ud. Han supponerer, at Achilles avancerer 20 Skridt ligesaa hastig, som Skielpadden eet, og lader dem saa kaprende. Naar nu Achilles giør sine 20 Skridt, og Skielpadden sit eene, haver Skielpadden end eet Skridt for ud. Achilles bliver ved at løbe, og avancerer 20 Deele af det Skridt, som endda er for ud, medens Skielpadden gaaer en tyvende Deel frem, saa at Skielpadden haver endda en tyvende Deel af et Skridt forud. Videre Achilles giør paa nye 20 Deele af den 20de Deel, medens Skielpadden gaaer frem en tyvende Deel af samme tyvende Deel, og haver endnu en Deel for ud; og saaledes in Infinitum. Zeno, for at bestyrke dette Paradox, anfører end fleere Argumenter, som jeg ikke vil omtale. Man seer af dette og andet, at han haver været een af de subtileste men tilligemed selsomste Philosophis; ja saadan een, som man heller maa begegne med Skiemt end med alvorlige Argumenter. Og bør man det samme i agt tage med de saa kaldne Scepticis eller Pyrrhonis Disciple, med hvilke Erfarenhed viser ingen  Udkomst  at være, naar man med dem alvorligen vil gaae til Verks. Det stærkeste Argument, som Stoici bruge imod dem, naar de sige, at intet kand giøres beviisligt, er dette: Hvis I Sceptici kand bevise, at der er ingen De|224monstration, saa bevise I derved, at der er een; og hvis Eders Raisonnement er ikke beviislig, saa er der virkelig en Demonstration, efterdi I ikke kand bevise, at der ingen er: Saaledes seer man, at der blive Demonstrationer, enten I bevise eller ikke bevise dem at være. Sextus, som denne Objection haver bragt udi Knibe, giver sig dog ikke, men bruger utallige Subtiliteter, for at reede sig ud deraf. Jeg for min Part finder meer Smag udi det Argument, som Herophilus en gammel Medicus brugte mod den bekiendte Diodorum, hvilken, ligesom ovenmældte Zeno, negtede Bevægelse. Da Diodori Aksel engang var gaaen af Leed, og han søgte Raad derfore hos Herophilum, svarede Herophilus, at det kunde ikke være, efterdi intet i Verden bevægedes. Hvorudover Diodorus maatte bede ham denne Gang at sette Philosophien til Side. Ligeledes blev han en anden Gang confunderet af sine Debitorer: Thi, saasom han paastoed, at der ingen Vished var udi Regne-Konsten, negtede de at betale ham, saasom der efter hans Sigelse ingen Muelighed var at giøre nogen Addition eller Subtraction. Hid henhører en artig Maade, af hvilken een i vor Tiid siges at have løset en Sophistisk Knude. En Sophist legger tre Ægg paa Bordet, som han siger at være 8, og argumenterer saaledes: Udi 3 ere 2, 2 og 3 giøre 5. Videre, udi 2 ere 1, som giør 3; hvorudover der blive 8 Ægg. Den anden lod, som han dette til|225stod: Men sagde: Jeg tager da ikkun de 3 Ægg, og vil lade dig beholde de øvrige 5. Man maa vel forundre sig over, at adskillige store Mænd, som le Vayer, Leibnitz, Huetius, Bayle ere henfaldne til at forsvare saadan Lærdom. Det er dog troeligt, at Bayle haver havt andet Sigte dermed: Thi, da Monsr. Placette engang foreholdt ham saadant, svarede han, at han vidste for meget for at være Pyrrhonist, og for lidt for at være dogmatisk. Jeg forbliver &c.
 
 
 
xxx
xxx