Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistola XCVII.
Til * *
Saasom min Herre forlanger, at jeg vil communicere ham, hvad som forefalder udi lærde Sager ved vort Universitet: Da kand jeg denne Gang ingen nye Skrifter skikke ham, saasom intet af Betydelse paa nogen Tiid er kommen for Lyset. Jeg vil i Mangel deraf melde det, at jeg for nyeligen var udi et lærd Selskab, hvor der blev talet om Oprindelse til de gamle Hedenske Guder og Gudinder, iligemaade til store Helte. Jeg bifaldt eens Betænkning udi Selskabet, helst over de udi Historien berømte store Helte, som man uforskyldt haver ophøyet over andre Mennesker, alleene efterdi de have opofret utallige Mennesker og excelleret udi et Studio, som ikke er andet end et Videnskab at myrde Folk; saa at der er ingen Forskiel imellem dem og ordinaire Slagtere, uden denne, at de første forstaae at slagte Mennesker, og de sidste Qvæg. Hvad den gamle Apotheosis angaaer, hvorved mange af de første Mennesker ere blevne giorte til Guder og Gudinder: da tilstoed jeg ogsaa de Tiders Blindhed herudi, men meenede dog derhos, at der kunde være meere at sige paa adskillige Canonisationer af den Romerske Kirke. De gamle Hedninger bevisede guddommelig Ære til Ce|85res, efterdi hun havde lært Mennesker at dyrke Jorden; til Hercules, efterdi han havde reenset adskillige Lande fra Røvere og Mordere; og til andre formedelst store Velgierninger, de havde beviset det menneskelige Kiøn. Mange af de Roman-Catholske Helgene derimod kand ikke vise nær saa god  Adkomst next hit til deres Apotheosin eller Canonisation, saasom adskillige af dem have været u-nyttige Jordens Byrder, og ere blevne giorte til Guder alleene ved Ørkesløshed, blind Overtroe og Hyklerie. Censeo, ne qvis post hanc diem Deus fiat ex his, qvi ἀρούρης καρπὸν ἔδουσιν: Det er: Jeg holder for, at man herefter ikke maa sette udi Gudernes Tall Mennesker, som alleene have levet for at æde, sagde fordum en Romersk Raads-Herre; hvilket passer sig end bedre paa disse Pavelige Helgene. Vel foregives, at slige Helgene ingen guddommelig Dyrkelse bevises: Men, naar man seer, at aarlige Feste for dem ere indrettede, Kirker til dem indviede, daglige Bønner til dem udøsede, og Mennesker at ligge næsgrus ned for deres Støtter og Billeder, finder man liden Forskiel imellem den Dyrkelse, som bevises dem og de hedenske Guder, hvilke ikke af Hedninger bleve anseete uden som Subalterne af den høyeste GUd. Saa at derfore ingen Forskiel er imellem Hedningernes Apotheoses og den Romerske Kirkes Canonisationer uden alleene i Navnet. Canonisation siges af det Ord Canon, som betyder en Liste eller et Register, saa at canonisere er det samme som |86at sette paa Helgenes Register. Af samme Aarsag kaldes ogsaa Bibelske Bøger canoniske Skrifter, efterdi de almindeligen ere antagne, og som autentiqve Bøger ere satte paa Kirkens Liste eller Canon. Canonisationer skeede fordum af den heele Kirke: Man holder for, at Pave Alexander III. var den første, som tilegnede sig Ret eene at canonisere. Man canoniserer gemeenligen ikke uden 50 Aar efter Helgenens Død. Saadant skeer med stor Høytidelighed; og assignerer man da den Afdøde en offentlig Dyrkelse og Navns Paakaldelse udi Kirker. Exempel paa en ret høytidelig Canonisation er den Augsburgiske Bisp Luitolfs, hvilken blev erklæred Helgen af Pave Johanne XV. udi det Aar 995. Jeg forbliver &c.
 
 
 
xxx
xxx