Det synes, at Italiener tage meer og meer til udi Kriigs-Sager, saa at de nu omstunder nogenledes kand passere for Soldater; thi deres Feltslage ere nu blodigere, end de vare for 300 Aar siden, og derover, da Krigshære efter Machiavelli Beretning udi hans Florentinske Historie kunde slaaes sammen fra Morgenen til Aftenen, uden at der blev funden en eeneste Mand paa Val-Stedet: Ja man kand sige, at ingen udi Italien da vidste at bruge Bysse eller Kaarde, uden den Romerske Pave, hvilken med eet Skudd kunde fælde heele Riger paa een gang. Nu derimod er Sagerne saa forandrede, at enhver Italiensk Bonde skyder vissere end Paven, hvilken ingen meere fælder; saa at det synes, at nu omstunder hans Canoner ere forvandlede til Raketter, og at han skyder ikkun med løst Kruud, som alleene foraarsager Knald, men intet Fald. Jeg meener ved disse Skud de Pavelige Excommunicationer; som i gamle Dage havde saa skrækkelige Virkninger. Intet er i mine Tanker større Beviis paa menneskelig Overtroe: Thi disse Excommunicationer holdtes for at foraarsage baade timelig og ævig Død; saa at det synes, at Paverne paa de Tider have villet skille |153GUD ved sit Dommer-Embede, og anmasset sig en Jurisdiction, som Mennesker ikke tilkommer. Der fortælles, at en vis eenfoldig Dommer raadførede sig engang med en Jurist udi en criminel Sag, og, da Juristen sagde, at han ikke kunde forsee sig i at skierpe Dommen, efterdi Misgierningen, som skulde dømmes, var meget stor, dømmede han Misdæderen til at lide baade timelig og ævig Død. Dommen var latterlig, men ikke meere end de Pavelige Excommunicationer: Begge ere lige u-efterretlige; thi Fanden haver ligesaa slet  Adkomst  paa en Bondes Siæl, hvorpaa Paven haver givet Assignation, som han kand have paa Pavens, hvorpaa en Bonde assignerer. Et Menneske kand vel bande et andet; men derpaa følger just ikke virkelig Fordømmelse, saasom GUD alleene haver forbeholdet sig Jurisdiction over Menneskers Siæle. Der er intet udi Kirke-Sager, hvoraf man haver giort større Misbrug end Excommunicationer. Excommunication var udi Begyndelsen ikke andet end en naturlig Ret, som alle Societeter have, at udelukke dem af Selskabet, som bryde Societetets Love: Saa at geistlige Excommunicationer svarede til Borgerskabs Opsigelse udi civile Sager. Saadanne Excommunicationer forkyndedes i gamle Dage af den heele Christen Kirke, siden af Bisperne, og fornemmeligen af de Romerske Paver, hvilke have udstrakt dem videre og videre, saa at de ikke have ladet sig nøye med at excommunicere private Personer, men endogsaa øvet det samme mod Konger og Keysere, ja endog mod heele Lande, saa |154at et heelt Rige, formedelst en Tvistighed, som en Regent kunde falde udi med en Bisp, kunde settes udi Kirkens Band, hvilket gemeenligen blev betegnet ved det Ord Interdict, hvorved alle Landets Indbyggere bleve kiendte uværdige til at have Deel udi Kirkens Sacramenter. Excommunication havde udi den første Kirkens Alder ikke Sted uden i Religions Sager, saa at ingen kunde excommuniceres uden for Ugudelighed eller falsk Lærdom: Men siden betienede man sig deraf udi alle andre Ting; saa at Bisper og geistlige Dommere excommunicerede dem, der vilde disputere dem deres Indkomster, og Debitores, som ikke vilde eller kunde betale deres Gield: Ja man seer, at saadant strakte sig og til Debitorernes Hustruer og Børn; hvilket tilkiende gives udi et Canon Concilii Herbip. med disse Ord: Nonnulli sicut audivimus, pro maritorum seu filiorum debitis uxores seu matres excommunicant: saa at man seer, at en Moder ogsaa kand dømmes til Helvede for hendes Søns Gield. Men man maa sige, at ingen kunde staae større Fare for Fordømmelse, end den, der øver saadan Excommunication. Thi hvad kunde være uchristeligere end at excommunicere en Moder, fordi Sønnen havde tilsatt hendes Midler? ligesom hvad kunde være umenneskeligere end at dømme mange tusinde Undersaatter til Helvede, efterdi deres Øvrighed med Paven eller en Bisp var forfalden udi en Tvistighed, hvorudi de, nemlig Undersaatterne ingen Deel havde. Vil man sige, at excommunicere var ikke det samme som at dømme |155til Helvede, da kand vises, at det dog maatte være en Følge deraf: Thi enhver bandsat Person, som døde, førend han blev absolvered, kunde ikke vente sig Salighed. Man seer jo, at en saadan blev forbuden at begraves i christen Jord, og foregaves da latterligen, at Legemerne ikke kunde raadne, men at de laae heele og ubeskaarne, indtil de bleve absolverede, skiønt man maa holde for, at, hvis saa var, burde alle Børn og Arvinger ønske deres Forældre Excommunication, saasom de derved kunde befries for de Omkostninger paa at balsamere de Dødes Legemer. Ellers sees af adskillige Excommunicationer, at derved forstodes virkelig Fordømmelse til Helvede: Thi udi den Tvistighed, som den Danske Konge Christophorus II. havde med Tycho den Borglumske Bisp, overgav Pave Johannes XXII. saavel Kongen som det heele Danske Folk til Dievelen: Regem & Danos diris devovet. Et merkeligt Exempel paa den Pavelige Excommunication, som er bleven øved mod Konger og Fyrster, vises udi det Aar 1080, da Gregorius VII. tvistede med Keyser Henrich IV. om de geistlige Lehne. Urbanus II. excommunicerede siden samme Keyser, og fulgte derpaa mange andre, og det ofte formedelst ringe Aarsager. Thi Keyser Friderich II. blev satt i Kirkens Band, efterdi han udi vanskelige Tider ikke vilde forlade sine egne Lande og Riger, for at giøre et Tog til det hellige Land, skiønt adskillige slige Tog havde tilforn været giort frugtesløse. Dette gav Anledning til den Historie, som findes hos Matthæum Parisium, og som jeg haver anført i min |156Kirke-Historie. En Sogne-Præst udi Paris, som blant andre havde Befalning at oplæse paa Prædikestoelen Pavens Bands-Brev mod Keyseren, forrettede dette saaledes. Han sagde: Jeg haver Befalning at forkynde Keyser Friderich excommuniceret. Hvad Aarsag dertil er, veed jeg ikke: Det alleene veed jeg, at der er en stor Tvistighed imellem ham og Paven; jeg kand dog ikke sige, hvilken af Partierne der haver Ret: Hvorudover jeg hermed forkynder den at være excommuniceret, som haver U-ret, og absolverer den, som haver Ret. Man kand ikke sige, at denne Præst havde megen U-ret: Thi undertiden excommunicerede en Pave eller Bisp en anden Pave eller Bisp; saa at man ikke kunde sige, hvo af Parterne der virkeligen var bandsat. Man excommunicerede ikke alleene levende Mennesker, men endogsaa døde. Thi man seer af den Svenske Historie, at Sverrigs Administrator Steen Sture blev satt i Kirkens Band længe efter hans Død. Ja Excommunicationer strakte sig ogsaa til Dyr: Og erindrer jeg mig at have seet blant Arnæ Magnæi Documenter et gammelt Bands-Brev mod Muus og Kirke-Rotter. Excommunicationer kunde ved saadan Misbrug ikke andet end tabe deres Kraft. Det første Skaar, som giordes derudi, var udi det Seculo, som havde tvende Paver tillige, da den eene Pave excommunicerede den anden. Ved Lutheri Reformation tabte de end |157meere af deres Kraft. Og, som Paverne nu mærke, at man agter deres Excommunicationer ikke meere, betiene de sig gandske sielden deraf. For nogle Aar siden ere vel Frimurerne blevne excommunicerede, men det er troeligt, at Excommunicationen haver giort lige saa liden Virkning hos dem, som fordum hos Kirke-Rotterne. Hvorudover, hvis jeg havde noget at sige hos Paven, raadede jeg hans Hellighed at legge det Narrerie reent af. Jeg forbliver &c.