Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistel 110
Til * *
Når man disputerer om religioner, som ofte desværre uden frugt er sket, og som efter anseelse vil blive ved så længe som verden står, efterdi enhver stedse hitter på argumenter for at besmykke sin egen og at svække andres tro, når, siger jeg, sådant sker og et menneske deraf bliver forvildet og vankelmodigt, da er intet som kan trøste det mere end sådan tanke: “Endskønt min tro er ikke i alle måder uden vanskelighed og adskillige artikler deri synes at vakle, så dog kan jeg give mig tilfreds efterdi alle mine modstandere må tilstå at hovedartiklen er ret, og at i grunden af min religion intet anstødeligt er, og som giver slet idé om det guddommelige væsen som jeg dyrker” – ligesom en sømand glæder sig ved at være kommet i en havn, hvilken, endskønt den ikke er den rette, så er den dog tryg og kan redde ham fra skibbrud.
Det er med sådant argument at mahomedanere kan forsvare sig nogenledes mod hedninger; thi summen af den mahomedanske trosbekendelse er denne: “Jeg tror at der |129er en eneste Gud og skaber, som jeg bør dyrke, og at han har skikket sin profet Mahomed for at give mig sådant til kende. I denne bekendelse eller hovedartikel,” siger han, “er intet anstødeligt. Thi endskønt man kan gøre indvendinger mod Mahomeds kreditiv, så må man dog tilstå at den lærdom om Guds enighed er ganske rigtig og uden fare kan tros, da I hedninger derimod synder mod det guddommelige væsen ved at multiplicere det og at gøre andre delagtige i den dyrkelse som eders skaber alene tilkommer.”
Når objektioner gøres mod andre biartikler og dogmata angående dyrkelsens måde, svarer en mahomedaner: “Deslige indvendinger kan gøres mod andre religioner, og end større og flere i eders, nemlig den hedenske. Nok er det at vi har den trøst frem for eder at vor grundlærdom efter alles tilståelse er uden kritik; thi endskønt der kan være vildfarelse i dyrkningens måde, så er der dog ingen i dyrkningen i sig selv. Herudover, endskønt eders gudstjeneste kunne synes at være grundigere og ordentligere end vores, så dog, eftersom I ved apoteoser forringer det guddommelige væsen, gør skår |130i dets majestæt, og ved at adjungere ham kolleger i regeringen ligesom disputerer ham hans suverænitet og enevoldsmagt, så er eders gudstjeneste dog ingen gudstjeneste, efterdi grunden er urigtig og af en skiden kilde intet godt vand kan flyde.
At der er mere sikkerhed i vor uordentlige end i eders ordentlige og filosofiske religion, kan vises af sådant eksempel: En konge har to slags undersåtter. Nogle af dem celebrerer hans fester og fødselsdag med grove og uordentlige ceremonier, gør i vildfarelse vrange forklaringer over hans love og forordninger, tillægger ham visse kvaliteter som ikke er hans egenskaber, men derhos tror at han er deres rette og eneste herre, til hvilken troskabsed alene må aflægges, at ingen uden han er berettiget til regimentet, og at hans bud og befalinger bør alene være rettesnor for dem. Andre derimod er lykkeligere i at udfinde de kongelige loves rette mening, dyrke deres regent med mere anstændige ceremonier, dømme ret om hans guddommelige egenskaber, men derhos holder for at dependere af flere herrer end ham alene. Det er ingen tvivl på |131at jo kongen ville anse de første som gode, de sidste derimod som onde undersåtter efterdi hine erkender ham for deres ene retmæssige herre, disse derimod disputerer ham lovlig previous hit adkomst next hit til det hele regimente. Den mahomedanske Alkoran må derfor være så fuld af urimeligheder og vanskabte ting som den være vil, så er den sikrere og mere antagelig end det bedste filosofiske systema hvori grunden er falsk, og Guds unitet og enevoldsmagt nægtes, og mennesker gøres til guder.”
Mahomedanere har derudover den fordel mod hedninger og polyteister at når der handles om religionsstifternes guddommelige mission og kreditiv, de første kan sige: “Vi bekymrer os ikke meget om sådant at bevise; nok er det i vor grundlærdom er intet paradoks, men en sandhed som den sunde fornuft byder os at antage, af hvem den óg er blevet lært. I derimod beråber eder på en revelation som strider imod fornuften, og derfor behøver bevis for eders stifters mission.” Det er i den henseende at vi kristne, såsom i den kristelige hovedlærdom om den Hellige Trefoldighed og manddomspåtagelse af Gud er et mysterium som fornuften ikke begriber, arbejder på at vise stifternes guddommelige kald, som bestyrkes ved profetier og mirakler; thi derpå |132grunder sig apostlenes katekisation når de siger at den lærdom om den korsfæstede Christo er en forargelse for hedninger, og alene søger at vise dens rigtighed af profetier, mirakler og Kristi herlige moral, hvorved sådant paradoks bliver forvandlet til et helligt og venerabelt mysterium og en af Gud åbenbaret hemmelighed, som vi er pligtige til at tro endskønt den overgår fornuften. Derpå grunder sig vor religions rigtighed, og derved kan vi akkviescere. Hvilket ikke kan siges om andre der lærer ting som enten modstrider eller overstiger fornuften, når dem mangler bevis på deres religionsstifteres guddommelige kald, og derfor lærdommen ikke kan anses som et mysterium, men som et unaturligt og farligt paradoks.
Man ser heraf at mahomedanere i religionstvistigheder kan med hovedartiklen i deres lærdom, som grundes på naturens lys, forsvare sig mod andre, der anfører paradoks lærdom som de kalder mysterium. Men ikke mod kristne, der alene kan gøre rede for deres religions mysteriis, efterdi de ved guddommelig og verificeret revelation dem og alle er påbudt at tro, så at de imod dem som imod andre ikke kan sige at det er sikrest at blive ved deres simple konfession, som enhver lovgiver uden kreditiv kan diktere. Thi revelation som er alle tilkendegivet, og som ved profetier og mirakler er bestyrket, betager dem al undskyldning, og for dem ingen undskyldning kan være uden de kristnes bevisligheder om revelationen brøstede.
|133Af dette som jeg her har anført, ses også at det er sikrere at forblive i den protestantiske religion, som byder ingen at bevise guddommelig dyrkelse uden Gud alene, end i den romerske, der adjungerer kanoniserede mennesker Gud til kolleger og ligesom deler dyrkelsen imellem ham og deres helgener. Thi der kan aldeles ingen fare være derved at Gud dyrkes alene, da derimod man kan frygte for Guds vrede når man gør andre delagtige i den ære som han selv tilkendegiver sig alene at tilkomme. Det samme kan siges om adskillige andre trosartikler i den romerske religion, som er af samme natur.
Endelig kan man óg sige at det i samme henseende er mindre farligt at dyrke mange guder end slet ingen, såsom polyteister svækker Guds magt, hvilken ateister gandske nægter. Medmindre ved polytheismum følger sådan lærdom som giver os en hæslig idé om det guddommelige væsen, og som tillægger guder tyranni, løsagtighed, falskhed og andre onde egenskaber, som vi ser gamle poeter og almue have gjort med græske og romerske guder; thi i sådant fald kan man bifalde monsieur Bayles theses, og med Plutarcho holde for at det er sikrere ingen tro at have såsom det er mindre farligt at nægte en regents eksistens eller hans forsyn end at sværte ham med tillæg af lyder og hæslige kvaliteter, ligesom det er bedre at være doven og en unyttig jordens byrde end at lade se arbejde og aktivitet i misgerninger. Epicurus siger: Den er ikke ugude|134lig som forkaster gudernes mængde, men den som tillægger guder sådanne ting som er guddommelighed uanstændige. Hvis han havde sagt: mindre ugudelig, kunne man sådant med ham underskrive; thi begge kaldes ugudelige, skønt den første mindre.
Jeg forbliver etc.
 
 
 
xxx
xxx